Friederich Randrup Et frelst Folks hellige Pligter for Guds herlige Frelse af en yderlig Nød. Forestillet i en Prædiken over Evangelium paa femte Søndag efter Nytaar, holden for Reerslev og Ruds Vedbye Menigheder til Erindring om, og Taksigelse for den guddommelige Frelse, [...] af Friderich Randrup, Sognepræst for bemeldte Menigheder i Løve Herred i Siælland.

Et frelst Folks hellige Pligter for Guds herlige Frelse af en yderlig Nød.

Forestillet i en

Prædiken

over

Evangelium

paa femte Søndag efter

Nytaar,

holden for Reerslev og Ruds Vedbye Menigheder, til Erindring om, og Taksigelse for den

guddommelige Frelse,

beviist

Kongen og Landet,

den 17 Jan. 1772. af

Friderich Randrup,

Sognepræst for bemeldte Menigheder i Løve Herred i Sjælland,

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggieststræde.

2

        

3

Indgang.

Og Israel saae den store Haand, som Herren havde beviist paa Ægypterne, og Folket frygtede Herren, og de troede paa Herren og paa Mose

hans Tiener. Saaledes er det Vidnes-

byrd Guds Aand gav der israelitiske Folk, da Herren havde frelst dem fra deres Fienders, Ægypternes Efterstræbelse: Ordene læses i 2 Mos. V. 14 31. v. Store Velgierninger

kræve stor Erkiendtlighed; og endskiønt ingen

4

4

af Guds Velgjerninger imod os er saa ringe, at den jo fortiener mere og større Erkiendtlighed, end Mennesket er i Stand til at yde Herren, saa ere der dog visse besynderlige Tildragelser, ved hvilke Guds Forsyn, Viisdom, Almagt og Godhed kiendeligere udmærke sig for Men- nesket, og følgelig opfordre det til en saa meget større Eftertanke herom, og Skiønsomhed Herpaa. Af det Slags var den Frelse, som Israel erfarede, om hvilken vore IndgangsOrd tale.

Det foregaaende i Capitelet fortæller os Ægypternes Forsøg paa nye at bringe Folket i deres gamle Trældom, og det Underverk @Herren giorde til Israels Frelse, da han lod Havet opsluge deres Fiender, just paa den Tid Han banede Vej derigiennem for sit Folk.

Moses maatte vel kalde denne Tildragelse

et Beviis paa Guds Haand, ja en stor

Haand. Vel sandt, mine Elskelige! at Guds Egenskaber ere i højeste Grad fuldkomne, og ikke egentlig kan siges at være større paa en Tid, end en anden; men i Henseende til os, og Virk- ningerne for os, kiendes Almagten tydeligere i

5

5

en Sag end i en anden. Saaledes gik det og- saa her, Havet stod foran Israel, Ægypterne bag dem giorde det umueligt for Folket, ved Flugt at søge Frelse. Alle Veje, til Redning syntes tilsperrede; men just i denne Angest virker Almagten til deres Bedste. Nu blev Havet, dette ellers troeløse Element, en fast Vej for dem, hvilken Egypterne ikkun tillodes at betræde, for at finde her deres Grav, og blive et ævigt Mindesmærke paa Guds Almagt og Naade til sines Frelse.

Og Israel, hedder det, saae den store Haand Herren havde beviist paa Egypterne. —

Men hvorledes ansaae Folket denne den beviste Frelse? Ikke med Ligegyldighed, nej ! Folket frygtede Herren. Sandt desværre!

Frygten varede ikke længe, og Troen svigtede snart hos dette Folk, der lod sig regiere mere af Sandsernes Forestillinger, end Fornuftens Slutninger, som vi i følgende Capitel seer, desværre ! Beviis paa i deres utaalmodige Knurren og ugrundede Bebrejdelser mod Mose, Guds Tiener. Men, mine Elskelige! lader

6

6

os nu glemme denne deres Ustadighed, og allene see paa deres da værende Forfatning, for Herudi at tage dem til Mynster. De frygte-

de Herren, de troede paa ham. Og

denne Tillid og sande Frygt for Herren, deres Gud, fødede ogsaa Højagtelse af sig for hans Sendebud, at de troede Mose, Herrens Tiener. Ingen, som erkiender Skriftens Sandhed, vil nægte, at her var Guds store Haand klart beviist, og Israel giver den billigste, ja Højeste Aarsag til at frygte Herren, og troe paa Ham. Men giør endskiønt Herren ikke nu paa lige Maade Jertegn og Undergjerninger, derfor skal dog opmærksomme Siæle ikke savne Beviser paa Guds store Haand, der bestyrer Verden, bestemmer alt sine Grændser, og leder det til et viis og vist Maal. Disse Beviser, mine Elskelige! som Gud middelbarlig aflegger paa sin Almagt, Viisdom og Godhed, ere ikke mindre ærværdige, følgelig lige saa forbindende til at frygte hans Navn, og troe paa ham. Vi behøve ikke at lede længe efter disse Beviser. Vi see dem daglig i Verden. Vi have dem i os selv. Vort eget Lands Historie giver os Beviser nok paa Guds store Haand til vores Frelse. Vi kan kuns tænke

7

7

paa Tildragelser, som den endnu levende Slægt selv kan mindes, da Fiendens Sværd for faa Aar siden blinkede fast over vore Hoveder, og syntes at have Ordre at giøre bart i vore Landemærker, hvo bød det igien at fare i sin Skede? hvo befalede Fordærveren at vige fra disse Riger? Og nu, i disse Dage, ere jo de Snarer sønderrevne, som vare spredte for vor Konge til Landets Ulykke og Borgernes Fordærvelse. Maae det ikke hedde: Vi saae Guds

store Haand, som han beviste paa disse

Ægypter, Guds og Landets Fiender. Gid dette Syn maae opvække os til en lige saa Hiertelig, men varigere, Guds Frygt, som Israel, at det ogsaa maatte i Sandhed siges om os, og

vort Folk: Det frygtede Herren, og troede paa ham.

Dette, mine Elskelige! er Hensigten af vor allernaadigste Konges Befalning om en almindelig Taksigelse i Landet for den ham og os beviste Frelse i denne Tid. Lader os ved Herrens Naade opfylde denne Hensigt ved at takke Herren, fordi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig. For at opmuntre os hertil

8

8

vil jeg i Anledning af Dagens Evangelio forestille:

Et frelst Folks hellige Pligter for Guds herlige Frelse af en yderlig Nød.

I. Hvad der kan kaldes en yderlig Nød for et Folk.

II. Hvorledes Gud beviser det en herlig Frelse.

III. Hvad et frelst Folk derfor skylder Herren.

I. Deel.

Nød og Elendighed, mine Elskelige! har Synden giort, mangfoldig i Verden; men det er ikke vort Øjemærke at tale i Dag om den Nød, som kunde trykke een eller anden iblandt Mennesker i Besynderlighed, hvilket og

vilde

9

9 vilde blive for vidtløftigt, men vi indskrænke vore Tanker til den Nøds Betragtning, som kunde kaldes almindelig for et heelt Land og Folk. Disse farlige og yderlige Trængseler kunde vi i sær henføre til tvende Classer.

a.) Naar et Land ængstes af

Fiender, kan det med Grund siges at være i en yderlig Nød. Jesu Skibsfart i vor Text giver os et Sindbillede herpaa, da en hæftig Storm oprørte Havet, og Bølgerne skiulte Skibet, som Evangelisten mælder. Et Rige og en Stat kan lignes ved et Skib, paa hvilket mange Personer befinde sig, iblandt hvilke enhver har sit Kald; Een er betroet en almindelig Bestyrelse i Skibet, skal staae til Roers med andre Personer, som igien staae under hans Befalning. Foruden disse ere andre ringere, som ere satte til Arbejde ved de andre Skibets Dele, og nogle, som vel ikke kunde henføres til de Befalendes eller Arbejdendes Tal, men som dog ved deres Kiøbmandskab eller Fragt befordrer Skibets Reise og de til Skibet hørende Personers Befoldning.

10

10

Saaledes er det med en Stat; Her er øvrigheden den bestyrende Deel fra den øverste Magt til de ringere Befalningsmænd. Alle de andre Statens Lemmer ere (i det mindste bør være) arbejdende og nærende, hver efter sit Kald, for saaledes i det Hele at kunde befordre Sagernes Fremgang til en fælles Lyksalighed.

Men ligesom Skibet er underkastet sine Farligheder af Søens og Stormens rasende Magt , saa er ogsaa Staten udsat for sine Uhæld af Fienders Grumhed og farlige Overfald, derfor kalder den hellige Skrift ikke siælden disse: stolte Vande vg ødeleggende

Bølger. Dersom Herren ikke havde været med os, synger David, da havde Vandene løbet over os, og en Bæk gaaet over vor Siæl, da havde det stolte Vand overskyllet os. Lovet være Herren! som ikke gav os til Rov for deres Tænder. Psalm. 124. Farligt

er det da, naar et Land hiemsøges med Sværdet, og ængstes af Fiender, som en fordærvende Flod. Farligt, naar Krigs-Basunen udæsker Landets Børn til at forsvare Liv og Ejendom

11

11

imod en udvortes Fiende, som vil giøre sig dette til Bytte; men dobbelt farligt, naar de, som man troe at være Brødre, og fælleds Børn under een Fader, optage Avindskiold imod Fædernelandet, og allerheldst, om de listigen søge at undergrave Statens Grundvold, for at opnaae deres egennyttige Hensigter. Aldrig ængstede Philisterne David saa hæslig med deres Indfald i hans Lande, som da Achitophel spandt Snarer for ham, og gjorde fælles Sag med en oprørisk Absalom:

Vi see heraf, mine Elskelige! at udvortes, men i sær indvortes, Fiender, ere tumlende Bølger for en Stat til dens Lyksaligheds Forstyrrelse, og ofte gandske Kuldkastelse.

Hvo vil tvivle paa, at denne Plage kan kaldes en yderlig Nød for et Land, og et Folk, naar et Lands Indbyggere, i Steden for at arbejde med Roelighed i det føde Haab, at hvad de arbejde, skal komme Landet i Almindelighed, og dem med deres, i Særdeleshed, til Gode, og en blomstrende Lyksalighed blive Høsten af deres Vndskibeligheds Udsæd, maae svæve i Frygt for, at deres Frihed og Ejen

12

12 dom, ja Livet selv, det dyrebareste, skal blive et Rov for fremmede Voldsmænd. Saa lyksalig en Tid det er, naar det gaaer, som Propheten Es. 2, 4. spaaede, at man kan slaae Sverd til Hakker, og lade giøre Spyde til Høst-Redskaber, fordi et Folk skal ikke opløfte Sverd imod det andet ; saa bedrøvelig en Tidspunkt bliver det, naar det tvertimod maae hedde: Slaaer

eders Hakker til Sverd, og eders Segl til Spyde. Joel 3, 15.

Vel sandt, mine Elskelige! Hunger og Pest ere vel ogsaa gruelige Landeplager, fordærvende for et Folk; men at disse ikke ere saa yderlige Elendigheder, som en grum Fjendes Vold, det kiendte en oplyst David, da han, ved at sammenligne hine Plager med denne, giorde denne vigtige og rigtige Slutning: Lad os falde i Herrens Haand, thi hans Barmhiertigheder ere store, men jeg vil ikke falde i Menneskens Haand. 2 Sam. 24, 14.

Vi have da saaledes seet, at Krigens Lue medbringer en yderlig Nød for et Land og et

13

13

Folk, hvilken bliver størst for begge, naar Ilden ulmer i Staten selv, og er antændt af dens egne Lemmer. Men,

b.) Naar Kirken plages af Forfølgere, regne vi ogsaa billig denne Nød til et yderligt Onde for et Folk, og, uden Tvivl, et værre Onde end det første. Guds Kirkes Skib tumles ogsaa af sine Bølger, endskiønt Jesus er inden Borde aandeligviis, ligesom Evangelium i Dag mælder, han var legemlig vis. Nogle af de gamle lærde Fædre have holdet for, at Satan, som er den Aand, Apostelen siger, at have Magt i Luften, Eph. 2, 2. havde opvakt denne Storm i Havet, for at vilde, om mueligt, dræbt vor Frelsere, og derved hindret Guds Øjemærke med ham. Hvorledes end denne Gisning maae ansees, saa er dog saa meget vist, at Satan har et fiendsk Hierte og skiæle Øjne til Guds Kirke, og saa længe den i Verden er stridende, maae den ofte erfare Skibets Skiæbne, at rumles imellem Forfølgelsers Bølger og Trængsels Stormvinde, som Satan opvækker; thi

han haver en stor Vrede, fordi han veed, at han har kun liden Tid. Aab,

14

14 12, 12. Satan kan vel lige saa lidet faae Guds Kirke, den usynlige Hob af sande Troende, opslugt og ødelagt, som det Skib, paa hvilket Frelseren, efter Evangelii Formældning, befandt sig; men at anfægte den, tillader Gud ham af Viise Aarsager, baade i Henseende til enhver Troende, som og i Henseende til de Stæder, hvor Jesu Lærdom i sin Reenhed forkyndes og foredrages retsindelig til Synderes Oplysning, Omvendelse og Frelse, samt den borgerlige Velstands Fremme, der er grundet i Religionens nøjagtige Iagttagelse.

Naar da et Land og et Folk er værdiget Jesu naadige Nærværelse i sit saliggiørende Ev- angelio, strax søger Satan at formørke denne Soel, og opvække Kirken Modstandere, ofte aabenbare Fiender, naar Guds Bespottere og Kiættere blive mægtige til at trænge og trykke Kirkens Lemmer, hindre Sandheden i sin Udbredelse og Vext, ja vel og forbyde den at læres offentlig, og lædske deres Had i Vidnernes Blod. Men ofte og tiest søger Djævelen paa en hemmelig Maade at skade Guds

15

15

Kirke, og under et Faareskind skiuler sin Ulve- Kloe, og vist er det, mine Elskelige! at denne er den farligste Forfølgelse for Kirken; thi aldrig giorde Neros Grumhed med Ild og

Sværd Guds Kirke saa stor Skade, som Julians sine List imod den. Saaledes bliver det og vist, at da lider Religionen meest, naar en Stat bestyres af dens hemmelige Fiender, der legger Miner under den, ved at befordre Vankundighed i den guddommelige Sandhed, sætte Sminke paa Lasterne, afskaffe god Orden, tillade Kiødet fuld Frihed, og indrømme de sandselige Vellyster umaadelig Raaderum, endog paa Tider, som ere Gudsdyrkelsen besynderlig egnede og helligede. Vi have jo selv nyligst seet disse Satans Kløer fremviste imod os og vort Zion.

Det er derfor aabenbart, at, naar Herren tillader Kirken at tumles af saadanne Bølger, maae det vel kaldes en yderlig Nød, skiønt desværre mindre erkiendt af Mængden, end hiin Trængsel af borgerlige Fiender, fordi de fleste tænke lidet paa deres Siæles Frelse, og derfor

16

16

bekymre sig lidet om Kirkens Vel. Men Re- ligionen legger dog Grunden til Statens Velgaaende; thi hvor den sande Religion boer i sin Fred, og lydes med Ærbødighed, der har den en Samling om sig af alle Fordele. Der er Troe og ærlighed, der er god Orden og Rolighed, der er Vindskibelighed til det almindelige Bestes Befordring. Lasterne skiule sig i Mørket, og Ondskab skiælver for en retfærdig Straf.

Men, mine Elskelige! lad Religionen foragtes, forjages eller ringe agtes, strax løfter Øgle-Slægten Hovedet, Retsindighed sukker, Ærlighed troes ikke, Sandhed støder

an paa Gaden, og Rætfærdighed staaer langt borte. Es. 59, 14.

Jeg har nu at vise Eders Andagt i II. Deel.

Hvorledes Gud beviser en herlig Frelse af saadan Nød.

17

17

Umuelig kunde vi tænke, at de Tildragelser i Verden ere uden en højere Be- styrelse af den ævige Almagt, Viisdom og Godhed, som tillader eller beskikker hvad som skeer; følgelig er et Lands Trængsel af Fiender, og Kirkens af Forfølgere, og- saa under hans Opsyn. Mon der være

en Ulykke i Staden, og Herren haver ikke giort den. Amos 3, 6.

Hensigterne Gud haver med at tillade disse Hiemsøgelser, ere adskillige, og ikke altid kiendelige, før efter lang Tids Forløb , ja ofte efter hele Aarhundrede, opdager først en agtsom Troende Guds Vejes Viisdom.

Iblandt disse Guds Hensigter er og, saa hans store Navns Herliggiørelse, hvilken han søger ofte ved at bevise de Betrængte en herlig Frelse, da

18

18 a) Han hielper paa rette Tid.

Ikke siælden er Guds Forhold i Nødens Tid, som Jesu i vort Evangelio: Stormen opkastede Bølgerne over Skibet, men han sov. Disciplerne, høre vi, at gaae til Frelseren, vække ham op, og betyde ham hvor stor Nød her var paa Færde.

Saaledes synes ogsaa, mine Elskelige! endnu Gud ligesom at sove, og gandske at have glemt sine Troendes Nød og sin Kirkes Sag, naar han tillader den at prøves i Trængsel. Denne guddommelige Lang- modighed, som giør Fienden fræk til at forhaane, giør og mange af de Troende forsagte i at haabe. De gaae tit i Bønnen til Herren, ligesom for at opvaagne ham. Saa giorde David: Herre ! Hvorfor

staaer du saa langt borte ? hvorfor skiuler du dig i Nødens Tider? Ps.

10, 1.

Men ligesom Frelseren til rette Tid stod op, truede Vejret og Havet, og det

19

19

blev stille, saa veed han endnu at frelse til rette Tid, naar hans Ære kiendeligst kan udbredes, og hans øvrige Viisdoms Hensigter opnaaes.

Israel saae, som vi hørte i Indgangen, Guds store Haand beviist paa Ægyp- terne, men de følede først i 400de Aar Ægypternes Haand at være svar paa dem. Ap. G. 7, 6. Hvorfor saa længe? thi før var det ej den rette Tid; før vare de ikke voxne nok til at befolke det dem tiltænkte og forjættede Canaan , og før

var heller ikke Cananitens Ondskabs Maal bleven saa fyldt, at den, efter Guds Retfærdigheds Kiendelse, kunde udjage dem af Landet.

Saaledes, mine Elskelige! skal vi i alle Tildragelser finde, at Guds Frelse skeer til rette Tid, følgelig er herlig. Mærkelig fortæller Evangelisten os, at da vor Frelser blev opvakt af Disciplene, bestraffer og

20

20 oplærer han dem først, før han stiller Stormen; saa vil Gud i Korsets Skole først Have oplært sine Børn i Troe, Hengivenhed, Nøjsomhed og Taalmodighed, før han bortkaster Riset, og da er det hans Tid at stille Stormen, og bevise Frelsen. Ja! de Onde selv skal overbevises om Guds Langmodighed i at taale, og Retfærdighed, naar han straffer dem, andre ligesindede til Advarsel , og da er det Guds Tid til deres Udryddelse.

Guds Frelse maae fremdeles kaldes herlig, da

b) Han frelser paa bedste Maa-

de. Jesus, vor guddommelige Forløser, beviste sine Discipler og øvrige Personer paa Skibet en virkelig Hielp, men tillige paa den beste Maade. Han gjorde Frelsen tillige lærevillig for sine, da han aabenbarede dem den sande Aarsag til deres Frygt og Uroe; nemlig: deres liden Troe, og vil

21

21 de, at den beteede Frelse skulle ikke allene stille den Uroe tiden om dem i Havet, men og den Uroe inden i dem i Hier- let, paa det at de en anden Gang skulde blive mere hengivne, frimodige og Haabefulde til hans Trofasthed.

Denne er endnu Guds Viis i at frelse; han hielper ikke allene vist, men best. Derfor sagde David: Flye du os

Hielp af Nøden, thi et Menneskes Frelst er Forfængelighed. Ps. 60, 13.

Mennesker ere, som i alle Stykker, saa og i deres Hielp og Hielpemaade ufuldkomne. Ofte kunne de giøre Ont værre, endog i de bedste Hensigter. Herre! sag- de Peder, (da Frelserens Fiender omringede ham,) Skulle vi slaae til med Sværd? Luc. 22, 49. Men denne var langt fra den rette Hielpemaade, da et større Gode havde blevet hindret, nemlig: Menneskets salige Forløsning ved Jesu Død.

22

22

Vi see heraf, at de bedste Guds Børn kunne fejle i de bedste Hensigter. Men Guds Hielp er altid ledsaget af en uendelig Viisdom, derfor er den som fuldkommen i Maade, saa belejlig i Tid.

Guds Hielp fortiener, som alle hans Gierninger, den Lovtale, som Folket giorde vor Frelser hisset: Han giorde det vel altsammen. Marc. 7, 37. eller, som Syrach siger: Alle Herrens Gierninger ere gode, og alt hvad behov giøres, skal han forskrække i sin Time.

Syr. 39, 41.

Endelig skulle vi ogsaa betragte kor- telig

III. Deel.

Hvad et frelst Folk for denne Frelse skylder Herren.

23

23

Israel, hørte vi i Indgangen, saae Guds store Haand, som han beviste paa Ægyptrne, og Følgen heraf var: at Fol-

ket frygtede Gud, og troede paa ham.

Disse Frugter venter Herren, og kræver billigst af et Folk for sine Velgierninger, og i sær for en besynderlig Frelse.

Vi kunde indbefatte disse Pligter i tvende Hovedpligter, som vor Text giver Anledning til at vise.

a.) At man erkender sine Fejl.

O! I lidet Troende! sagde Frelseren til Disciplerne. Han bestraffer her kierligst efter deres Mismodighed, at, da de havde seer saa mange Prøver tilforn paa Jesu Almagt, de dog kunde være saa forsagte nu, de havde ham inden Borde. Endog nylig før Frelseren begav sig her til Skibs, beretter Evangelisten os, at en stor Mængde Syge og Besatte bleve bragte til, og helbrede af, Jesu; men dog kunde hans

24

24 egne Discipler, som havde været Tilskuere Heraf, endnu være skrøbelige i Troen. Denne Fejl fører den Herre Jesus dem til Ge-

mytte.

Heraf see vi, mine Elskelige! at ligesom Guds Tugtelser bør tiene et Folk til Opvækkelse, med Bodfærdighed at erkiende sine Fejl, saa ogsaa den Frelse, som det vederfares i Nødens Tid, at det saa meget mere da paa en børnlig Maade ydmyger sig for Herren., sin Gud, erkiender sine Mangler, og bedrer sine Veje, sigende: Jeg

vil takke dig, Herre! at du haver været vreed paa mig, (jeg erkiender, at du med Føje til Bedring har tugtet

mig,) men nu er din Vrede vendt fra mig, og du trøster mig. Es. 12, 1.

Folkets Synder aabner Portene for dets Fiender, og Uskiønsomhed imod, eller Lunkenhed i Religionen, giver Kirkens Fiender Sværdet i Haanden til at forurolige

25

25 den, derfor siger Salomon: Retfærdighed

ophøjer et Folk, men Synd er en gruelig Ting iblant Folket. Ordspr. B.

14, 34.

Naar da Herren frelser et Folk fra dets Fiender i Staten og Kirken, saa vil han det skal erkiende sine Synder, som have paaført det samme, og herefter vandre visere.

Ja, mine Elskelige! Guds Børn selv bør her erkiende deres vedhængende Fejl, deres svage Troe og Mismodighed, at de ej saa tillidsfulde have betragtet Guds og Jesu Trofasthed, som de, paa Grund af Ordets Sandhed og forhen modtagne Velgjerninger, havde Aarsag til, hvorfor de i den tilkommende Tid bør blive mere troende, haabefuld og kierlige.

b.) At man bekiender Guds

Ære, bliver den anden Pligt som et

26

26

frelst Folk skylder Herren for sin herlige

Frelse. Menneskene forundrede sig,

staaer her i Evangelio, over det af Jesu gjorde Tegn, og efterrænkte nøjere, hvad de burde dømme om den, der havde saadan Magt, til at byde over Luft og Vand.

Saaledes, mine Elskelige! skal Guds herlige Frelse for et Folk opvække det til en hellig Opmærksomhed paa, og Forundring

over, Guds store Haand, der kan alting forandre. Ps. 77, 11. Men denne Forundring maae ikke være ørkesløs, men en kraftig Drivere til at takke Herren i Ord og Gierning, prise

hans høje og herlig beviste Egenskaber, og i sit gandske Forhold, aflægges Prøver paa, at man kiender disse paa een levende Maade, ved ar frygte, elske, og forlade sig paa Ham allene.

Derfor, naar David opregner en stor Samling af Guds Velgjerninger, iblandt

27

27

hvilke ogsaa denne: At de, som sejle paa de store Vande, raabe til Herren, naar de ere i Angest, og han udfø- rer dem af deres Trængsel, saa viser

han, hvad Følgen og Frugten heraf bør være : Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for alle hans underlige Gierninger imod Menneskens Børn. Lad dem ophøje ham i Folkets Forsamling, og rose ham der, hvor de Gamle sidde. Ps. 107, 28.

31. 32.

Saaledes bliver da en sand Gudsfrygt til Herrens Æres Bekiendtgiørelse en billig Følge af, og skyldig Pligt for, hans beviste Frelse, af en yderlig Nød.

Mine Elskelige! vi bør nu giøre den

nøjeste Anvendelse af denne betragtning paa os selv.

28

28 Vores allernaadigste Konge befaler i Dag,

at giøre offentlig Taksigelse til Kongers Konge, for hans besynderlige Forsyn og Be- skiermelse over ham og Landet i denne Tid. Dette viser os jo, at Landet og dets Salvede har været i en besynderlig Fare, om ikke ved udvortes Fienders Vold, saa dog ved hemmelige Voldsmænds List; men Det erindrer os tillige om, at Herren har beviist Kongen og Landet en herlig Frelse fra den Doeg og hans Tilhæng, som turde nærme sig med forræderske Anslag til hans Salvedes Throne, og vilde opfylde sine egennyttige Hensigter paa det Almindeliges Bekostning. — Kongen og enhver troe Undersaat maae her laane Davids Ord: Nu

veed jeg, at Herren frelser sin Salvede, han vil bønhøre ham af sin hellige Himmel; hans højre Haands Frelse skeer med megen Styrke. Fjenderne de have bøjet sig, øg ere faldne, men vi, vi staae, og ere oprettede. Ps. 20, 7. 9.

29

29 Lader os da ogsaa fylde de Pligter, som denne Guds forunderlige Frelse Helligen paalægger os! Vi have Hørt denne Frelse udført paa en Tid og en Maade, som kiendelig nok udmærker Herrens store Haand og Viisdom. Lader os da i en ydmyg Bodfærdighed erkiende vort Lands Synder, som have paaført det Nøden, og fortient ikke mindre end Frelsen. Ja, endog de fleste Retskafne iblandt os maae tilstaae, til Ydmygelse for sig, den liden Tvoe de i disse farlige Omstændigheder have havt til Herren, der dog saa ofte og herlig har viist sig at være vor Klippe og faste Slot. Lader os da nu ogsaa bekiende med troende Hjerter og prisende Læber Herrens Ære, som heraf fremlyser, og ofre vor mægtigste Befriere, der har giort saa store Ting mod Kongen og Folket, sin af os højstfortiente Tak:

Tak og ævig Ære være dig, du ævige og almægtige Konge! som ejer alle Jordens Riger, og med dit alvidende Øje gien-

30

30

nemvandrer de lønligste Steder, og opdager de hemmeligste Anslag. Du store Menneskenes Vogter! som i sær vaager over Jordens Mægtige, dine Salvede. Vi bøje os i Støvet for din Trone. Vi takke dig inderlig for din kierlige Varetægt du i denne Tid har viist at have over vor dyrebare Konge, din Tiener, og os, Hans Børn. Hav, o milde Fader! fremdeles dit Øje fæstet paa ham til det Gode. Nedslaae ved din Magtes Arm altid hans Trones Fiender, og han Vejen til den for alle retsindige Landets Venner! Afvend for Jesu Christi vor Midleres Skyld dine Domme fra os. Velsigne Jorden og dens Grøde; formindsk vores Trang, og let vore Byrder efter din Viliie, men formere din Naade daglig @over Kongen, hans Huus og begge Rigerne! Lad aldrig den Tid komme, at de som undervise om din Villie, skulle tie iblandt os; men lad altid Miskundhed og Sandhed møde hverandre, Retfærdighed og Fred kysse hverandre, indtil alle Verdens Riger skal have Ende, og alle Jordens Mægtige nedlægge deres Kroner for din Trone, som bestaaer evindelig!

A m e n.

31

        

32