Balthasar Münter Doct. B. Münters […] Taksigelses-Prædiken holden efter Kongelig Allernaadigst Befaling paa 4de Søndag efter Nyt-Aaer over den store Guds Hielp, som er beviist Kongen og hans Folk.

Doct. B. Münters

Pastor ved den Tydske St. Petri Kirke i Kiøbenhavn

Taksigelses-

Prædiken

holden

efter Kongelig Allernaadigst Befaling

paa 4de Søndag efter Nye-Aar

over

den store Guds Hielp, som er beviist Kongen og hans Folk.

Af det Tydske oversat. Kiobenhavn

trykt hos Paul Herman Höecte 1772,

2

        

3

Bøn. Du er ey en Gud, som det ugudelige Væsen beha- ger, hver som er ond, bliver ikke for dig. De Hovmodige bestaae ikke for dine Øyne, du er en Fiende af alle Overtrædere. Du omkommer Løgnere, du har Afskye for de Blodgierrige og Falske. Du giver dem hen til deres Hiertes Tanker, de besnæres i deres egne Hænders Gierninger; pludselig falde de fra deres Foretagende, pludselig udstødes de formedelst deres store Overtrædelse. Hvorledes blive de da faa hastig til intet, og tage en Ende med Forskrækkelse! Det giør du, som boer i Himmelen, og øver Ret og Retfærdighed paa Jorden! Vel lader du ofre de frække Misdædere svinge sig høyt op, men din Time kommer visselig at ydmyge dem. Vel tier du længe og seer paa dem, naar de opkaste sig imod dig, træde dine Rette og Bud under Fødderne, og i deres StolthedDrukkenskab udraabe: Hvo vil forbyde mig det? Hvo er den Herre, hvis Stemme jeg skulde adlyde? men endelig giør du dig rede, du Herrens Arm, og styrter dem til Grunde! Endelig lader du, Herre vor Gud @din Dom fra Himmelen høres, faa forskrækkes de, og blive stille! O du, som øver Magt med din Armsom adspreder dem, der ere hovmodige i deres Hiertes Tanker, som styrter Forræderne i den Grav, som de har giort for andre, og lader deres Ulykke komme over de- res Hoved, og deres Misgierninger over deres HovedIsse! Nu glæde sig alle over din Hielp, som i Nødens Tiid haver grundet deres Haab paa dig! Evig skal de prise dig, fordi du har beskiermet dem, været en Ildmuur omkring dem, og viist dig herlig hos dem ! Glade skal de være i dig, som dog have holdt fast ved

4

4

dig og dine Bud, endskiønt du syntes at have bortvendt dit Ansigt fra dem! Dit Navn skal de elske, og det skal være deres Glade, at sætte deres Tillid til dig, og at forkynde din store Idræt! thi du, Herre, har dog ladet det lykkes de Retfærdige imod deres Fiender, du har velsignet dem med Seyr, og kronet dem med Naade som med et Skiold. Deres Undertrykkeres Vold har en Ende , deres Forehavende har du omkastet, deres Ihukommelse skal omkomme med dem!

Text: Matth. 8 Cap. fra 1 til 13 V.

Indgang:

Herre dersom du vil, sagde den Spedalske til Jesum, da kan du vel rense mig. Og Jesus udstrakte sin Haand, og rørte ved ham, og sagde: Jeg vil giøre det, bliv reen! Og strax blev han reen af sin Spedalskhed. Siig kuns et Ord, sagde Høvedsmanden til ham, saa bliver min Tiener helbredet. Jesus svarede: Gak hen, dig skee, som du haver troet! Og hans Tiener blev helbredet i samme Stund. Begge vidste hvem den var, til hvilken de havde vendt sig med deres Bøn om Hielp. De havde erfaret hans Bereedvillighed til at hielpe; de havde maaskee selv seet med deres Øyne, at han ved et blot Ord, ved en let Berørelse med sin Haand, ja ogsaa uden engang at være tilstæde hos den Syge, som han vilde helbrede, havde giort Blinde seende, Halte gaaende, og Spedalske reene. Derpaa grundede sig deres Troe, at han

5

5

kunde og vilde bønhøre deres Bøn. Og han, som ald Magt er given i Himmelen og paa Jorden, beviiste ogsaa her, at ethvert Udfald, som han vilde have, beroede paa hans Befaling @At helbrede den Spedalskes dybtindgroede Sygdom, og Tienerens ulægelige Elendighed, for hvilken Høvedsmanden saa indstændeligen bad ham, det var for ham et eneste Øyebliks Arbeyde. Uden at eftertænke Midlerne til deres Helbredelse, uden at anvende samme Midler i den Orden, i hvilken de allene kunde have giort deres Virkning, talede han et Ord, og strax blev den Spedalske befriet fra sin Spedalskhed, strax blev den Verkbrudne løst fra sine Smerter, og bragt i Stand til at bevæge og bruge sine lamme Lemmer.

Jeg taler her for en Forsamling, iblant hvilken der ey vel kan være nogen, som jo skulde vide, hvad som i disse Dage er skeet iblant os, og som der just strax falder i Øynene, hvor megen Lighed den herlige Hielp, som Gud har ladet os vederfare, har med den Spedalskes og Verkbrudnes forunderlige Helbredelse. O hvor ofte have de Troende iblant os, de Sagtmodige i Landet, som have vandrer retteligen for sig, og forladt sig paa Herren, der er deres Beskyttelse og Haab, hvor ofre have de hidindtil i Nødens Tid, i hvilken de, uden at have denne Tilflugt til Gud, maatte have blevet forsaget, med fuld Tillid anraabet ham: Herre, dersom du vil,

6

6

kan du vel redde os! Siig kun et Ord, saa ere vi hiulpne! Høylovet være Gud, vi have nu alle hørt hans Svar, vi have hos ham fundet den Hielp, som vi ellers ey kunde vente af nogen uden af ham ! Jeg vil giøre det, sagde vor Gud, vorder frelsede! Eder skee, som I have troet: og fra den Time af bleve vi hjulpne!

Dersom vi kun een Time for vor forunderlige Frelse skulde have sagt, fra hvilken Side vor Hielp skulde komme, saa veed jeg vidst, ar vi alle ey skulle have kundet svare paa dette Spørgsmaal. Vi vandrede alle paa en slibrig Bane i den Mørke Nat: Dette eene vidste vi, at den Afgrund, i hvilken man tænkte at nedstyrte var, var meget nær, og maaskee kun nogle Skridt borte fra os. Men hvo der skulde opholde os, hvo der skulde redde vore Siele fra Døden, og vore Fødder fra at glide, hvo der skulde træde i- mellem os og den skrækkelige Afgrund, som vi bævede for, det vidste vi den Gang endnu ikke, der kunde vi ey heller formode. Med sorrigfulde og bekymrede Hjerter lagde vi os ned paa vort Leye den Aften, paa hvilken vor Frelses Nat fulgte, bad til Gud, ligesom vi faa mange Aftener tilforn havde bedet, om en hastig Hielp, og vovede ikke ar haabe, at hans Time allerede var nær, ar han nu allerede vilde bønhøre vs. Da vi vaagnede, hørte vi, at hans Time allerede var forbie,

7

7

at han havde bønhørt os; vi vare som drømmende, vi troede ikke vore egne Øyne, ønskede hinanden til Lykke, og frygtede endnu stedse at være bedragne med et løst Rygte. Endelig saae vi vor Konge, hans glade Øyekast forkyndte os hans og vores Frelse. Og nu græd vi, ikke Meere af Bedrøvelse, men af Taknemmelighed og Glæde.

Det har Gud giort, mine Brødre, dette er et Vunderværk for vore Øyne, hans Navn være priset, at han er bleven vor Hielp og vor Salighed: vor Siel love ham, og glemme ikke det Gode, han har giort os: vor gandske Liv vidne om den Taknemmelighed, med hvilken vi nu annamme hans Frelses Velgierning af hans faderlige Haand! — Besynderlig lader os paa denne Taksigelses Dag søge at opvække det Sindelag hos os, hvortil den Beskyttelse og Forsorg forpligter os, som Gud har beviist imod os. Vor Konge, overbeviist om den Fare, som kun for saa faa Dage siden truede ham og hans Folk, opfyldt med en hellig Glæde og Taknemmelighed over den Sikkerhed og Roelighed, hvori han nu ved Guds Forsyn, som bevarede hans Aande, seer sig sat, ydmyger sig i Dag for alle Kongers Konge, og priser hans forunderlige Godhed. Med ham skal vi, hans troe Undersaatter, indfinde os for Guds Ansigt, og offre ham vor glædefulde Taksigelse, og paakalde ham, at han frem

8

8

deles vil bevise sig imod os som den Gud, der skaffer sine Fromme Hielp i Nøden. — O lader os giøre det med et Hierte, som er fuld af saadanne Fornemmelser, uden hvilke den høytideligste Taksigelse mishager vor Fader i Himmelen ! Blotte Ord ere ey de Offre, som behage Gud: men er gudeligt Sindelag, hellige Befluminger, christelige Gierninger, en uforanderlig Tillid til hans Viise og naadige Forsyn, det er det, som han med Velbehag anseer hos sine Børn, dette er den Taksigelse, som han fordrer af os for enhver af sine Velgjerninger, og som vi ogsaa maae bringe ham for dette Vunderværk af hans Barmhjertighed.

Min gandske Hensigt er i Dag, og bør ey være anden, end at opmuntre Eder til en saadan Sindsforfatning. Jeg vil altsaa beskrive Eder den, jeg vil forestille Eder Aar- sagerne, Hvorfor I bør giøre Eder Umage for at erlange den. Herlig er den Hielp, som Gud har ladet os vederfare. Hvorledes han har beviist os den, dette er der første, hvorpaa vi har at anvende vor Agtsomhed; hvorledes vi skal takke ham derfor, dette er det andet, som vi maae eftertænke.

Afhandling.

Naar jeg nu først erindrer Eder om de Trængsler, som vi i denne sidste Tid

9

9

have været udsatte for, naar jeg beskriver Eder den Fare, som vi have været truede med, saa giør jeg der ingenlunde i den Hensigt, at opvække Eder til Had og Fiendskab imod de ulyksalige Mennesser, som vi alle erkiende for Ophavs-Mænd af vor Ulykke. Ét saadant Sindelag skulde vanære den Religion, som jeg prædiker iblant Eder, det skulde aldeles imodsige det Øyemærke, som jeg har, at bevæge Eder til Taknemmelighed imod Gud. Men jeg maae vise Eder den Velgiernings Storhed, som Gud har beviist os, Naar jeg vil opmuntre Eder til at bringe ham en værdig Taksigelse, og jeg kan ey tydeligen nok legge Eder for Øynene, hvor store Ting Gud har giort imod os, uden at beskrive Eder den Nød, som saa hart betyngede os, som endnu alvorligere truede os, og som vi paa engang saae at forsvinde. Vi saa nu med Glæde tale derom, vi tør nu sige det overlydt, at vi har været nedsiunkne i en Elendigheds Afgrund, af hvilken ingen Menneskes Arm, af hvilken ikkun Herren vor Gud kunde opdrage os.

Ugudelige Mennesker, mine Brødre, herskede over os, og havde vor heele jordiske Lyksalighed i deres Hænder. Uden at forstaae Landets Sprog, uden at være underrettede om vore Love, uden at have lært en klog Regierings Grundsætninger, og ved Erfarenhed at have befundet dem gyldige,

10

10 opkastede de sig til Dommere over os, og med uøvede og forvovne Hænder gribe fat paa Starens Ror. O, hvad for Skade have de ey blot af Uvidenhed anrettet, hvor mange Retfærdige have de af Trodsighed og Egensindighed undertrykket, hvor ofte have de traadt Uskyldigheden under Fødderne, fordi de holdt det for nødvendigt, for at forsvare deres Magt! Hvor maatte enhver under deres Forvaltning bæve for sin Velstand, og med angest see sig omkring, om han ey paa en eller anden Maade stod dem i Veyen ! Giorde de end undertiden noget, som var got, eller rettere, som syntes at være got, thi man veed jo, hvor utilforladelig at det ud- vortes Skin af menneskelige Handlinger er, helst af saadanne, hvis Ophavsmænd ere saa mistænkte, saa feylede dog altid den Grund, paa hvilken enhver virkelig god Indretning i Staten bør hvile. Der var ikke Kiærlighed til Gud, ikke en ædel Begierlighed efter at befordre det almindelige Beste, ikke en øm Følelse af Folkets Nød eller en velgjørende Beslutning, at raade Bod paa denne Nød, som bevægede dem til disse voldsomme Forandringer, ved hvilke de rystede vor Stat indtil dens inderste. At giøre sig alting underdanig, at beriige sig og sine Medvidere i deres Anslag, at bryde Landlovenes Magt, at dele Gemytterne, og at forskaffe sig et Partie iblant Nationen, der var deres Hensigter, som ey kunde und-

11

11

gaae kloge Folkes Øyne, og som ved Udfaldet snart bleve aabenbare for enhver. Den Gud, som har reddet os af deres Haand, men giort dem til Skamme, trodsede de lige i Øynene, Endogsaa jordisk Klogskab skulde have bevæget dem til at bevise Agt for det Lands Religion, som de vilde regiere. Men de, for hvilke intet i Himmelen og paa Jorden var helligt, de, som ikkun vilde frygtes og ey elskes og æres, foragtede, bespottede, forhaanede den Troe, som vi bekiende, og skiulte ikke deres Sindelag imod den, men lagde det offentlig og med Flid for Dagen. Guds Ord, som endnu allene var vor Trøst, uden hviket vi i vore Elendigheder vare omkomne, havde de gierne unddraget os; gierne havde de almindeligen udbredet deres Vantroe, og giort alle dem, som bekiende Christum, til forvovne Bespottere af hans Lærdom! Den Synd, som Gud saa besynderlig ved det alvorligste Forbud og ved de smerteligste naturligste Straffer har udmærker, den Synd, som iblant alle anretter de forskrækkeligste Ødeleggelser iblant det menneskelige Kiøn, og som derfor enhver fornuftig Regiering, endogsaa iblant Hedningene, søger ved alvorlige Love at Undertrykke, gav de offentlig Rettighed og Frihed. Hvor der ey af Frygt for Gud, eller dens naturlige Straffer, vilde uudflye den, torde uden Frygt og Bluefærdighed begaae den, ingen torde tiltale ham,

12

12 ingen giøre ham nogen Bebreydelse derfor: I hvilken Fare vare ikke under deres Herredømme Folkets Sæder, besynderlig i HovedStaden, at anstikkes af deres onde Exemplers Forgift. Og visselig skulde Fordervelsen i alle Stænder blevet almindelig og ulægelig, dersom ey Følelsen af det Onde og Gode, som ethvert Menneske har, der endnu ey er en erklæret Ondskabsfuld, havde giort Afskyeligheden af deres Grundsætninger og Exempler øyensynlig. Havde ikke denne naturlige, hos mange ved Christendommen bestyrkede afskye for de selvraadige og ufor- skammede Laster forhindret det, saa var enhver god Fornemmeise, ald Frygt for Gud, vor Kærlighed og Ærbødighed for vor retmæssige Regent, Ære, Samvittighed, alt, alt, hvad som var got og Gud velbehageligt hos os, bleven udrøddet. Under en saadan Regiering maatte nødvendig Lovenes Myndighed og Magt Dag fra Dag svækkes, og Frækhed og Vellyst blive desto mægtigere. Troe og Love maatte blive sielden iblant os, den almindelige Velfærd med dem øyensynligen aftage. Den eene kunde ey længer forlade sig paa den anden, endogsaa den Retskafneste kunde ey være sikker for, at han jo blev tvungen til at stille sine Medborgere ved hans Gods og Formue. Troeskab mod Kongen, Duelighed i Forretninger, Ærlighed og Samvittighed i at opfylde sine Embedspligter,

13

13

mange Aars erkiendte Fortjenester, alt dette gav ingen Forsikring om, at han i Morgen skulde beklæde det Embede, som han i Dag beklæder. Af hvor mange af dens ædelste

og beste Indbyggere blev ikke vor Hovedstad forladt ! Paa deu Tid, da andre Regieringer gjorde sig Umage for at drage til sig gode, nyttige og velhavende Undersaatter, bleve saadanne Indbyggere herfra udstødte, som gierne havde opoffret deres Gods og Liv for Dannemarks Frelse. De Retskafne, som ved deres Livs Omstændigheder bleve tvungne til at blive hos os, saae med taarefulde Øyne hine Fordrevne at bortreyse, og misundte dem deres Lykke, at de nu ey længer fra en Dag til den anden maatte kiempe med Frygt og Forstrækkelse. En angestfuld Bedrøvelse var udbredet paa alle Ansigter. Moder var falden hos alle, Kierlighed til Fædrenelandet var en Gnist, som var færdig at uddøe under Asken, ingen Virksomhed var mere iblant vore Borgere, Handterings og Nærings Drivefiedre stode stille. Endogsaa verdslig- sindede Folk, som lit bekymre sig om Dyd, fordi de ikke kiende Gud og den sande Lyksalighed, begyndte at bæve for det tilkommende, da de saae Thronen beleyret af saadanne Mennesker, som nu de gruesomste Grundsætninger forbandt den skrækkeligste Magt at giøre hvad de vilde.

14

14

Saaledes, mine Brødre, nærmede sig Dannemark med hastige Skridt til sin Under- gang, og saae sig allerede paa Bredden af Afgrunden. Hvor meget feylede os endnu for at falde enhver af vore Naboer, som kun vilde udstrække Haanden efter os, i Hænderne, og at blive en Skiendsel for alle Folk paa Jorden, som tilforn ikke havde kundet nægte os deres Høyagtelse? Hvor meget feylte deri endnu, at borgerlige Uroeligheder opvakte, og underholdte ved Fortvivlelse, at Oprør, Røverie og Mord fuldkommen bavdr forstyrret det lidet, som var tilovers af vor Velstand! Endnu er det ey aabenbart, hvad for Hensigter vore Undertrykkere selv havde, som maaskee skulde have foraarsaget de skræk-keligste Optrin. Vi vide vel, hvad man kunde tiltroe dem, og hvad de vare i Stand til. Men hvad de egentlig havde fore, det er skiult for os, det veed Gud og deres Samvittighed. Endelig maatte de fornemme, at deres ulovlige og uretfærdige Magt vaklede. Uden Tvivl havde de et voldsomt Forehavende i Sinde, for stedse at sette sig i Sikkerhed, og, efter deres Meening, at befæste deres Herredømme mod ethvert Anfald. Vi saae allerede forskrækkelige Anstalter, som ey forkyndte os andet end aabenbare Vold. — Hvorfor skulde vore Borgere skilles ved deres Vaaben? Vare de ikke vor elskede Konges troe og lydige Undersaatter? Hvortil tiente

15

15

saadanne Udrustninger, som ikkun en nær forestaaende Krig, eller et befrygtelig Overfald af en fremrykkende Fiende, giør fornøden: var ikke Fred rundt omkring os? Nok, mine Brødre, alt hvad som var forskrækkeligt, truede os fra vore Fienders Side, som vi nærede i vor Skiød. Lovet være Gud, som ikke har givet os til et Rov for deres Tænder, som har giort deres troeløse og blodgierrige Hensigter, thi andre kan de ey have været, til Skamme, som næsten i det Øyeblik, da Oprør og Mord vilde bryde ud, har skienket os Sikkerhed og Roelighed!

Var ikke vor Elendighed stor, skulde den ey endnu været bleven større, dersom Gud ey havde forkortet vore Angestes Dage? Skal vel vore Efterkommere, skal vel de øvrige Folk ville troe det, naar alt det fortælles dem, som vi have oplevet, hvad vi med vore Øyne have seet? Og dersom de troe det, vil de ikke da udraabe: Havde da Gud gandske bortvendt sit Ansigt fra Dannemark? Vilde han da aldeles ikke meer være dette Land naadig? Hvor ofte have vi ikke selv været i Fristelse saaledes at tvivle! Hvor ofte have vi ikke havt fornøden ved Guds helligste Forjættelser at bestyrkes i vor Troe paa hans Forsyn! Nu erfare vi, paa hvem vi have troet: Gud har reddet os! Han har saaledes reddet os, at vi øyensynligen see, han har giort det! Vi ligesom hørte, hvorledes han fra Him-

16

16 melen af byder vor nød: Hidtil skal du komme og ikke længer! Pludselig bleve vi befriede fra dem. som trængte og ængstede os, da vi mindst troede det, da vi med sorrigfuld Forventning, da vi i en mørk Raadvildhed om hvad vi skulle giøre, saae de forskrækkeligste Optrin at komme os i Møde.

Efter menneskelig Anseelse torde vi endnu ikke haabe, at Herrens Hielp var saa nær. At den vilde komme, at den ikke kunde blive ude, der vidste vi vist! Endnu troede vi, at Gud regierer Verden, og at intet Haar uden hans Villie kunde falde af vort Hoved! — Denne Troe, denne vort Livs Trøst, dette Haab om en bedre tilkommende Tid, havde de Røvere, som havde skilt vs ved vor timelige Lyksalighed, ikke kundet berøve os: at Gud ey vilde opoffre et Folk, iblant hvilke saa mange fromme, retfærdige og velgiørende Mennesker leve, til nogle nederdrægtige Slaver af Laster. Deres Vellyst, Egennytte og Ærgierrighed, der faldt os ofte ind, det tilfredsstillede os fra en Dag til den anden! At Forræderne ved en retfærdig Guds Bestyrelse skulde fanges i deres Synders Garn, at den Dag vilde komme, paa hvilken de skulde blive ligesom Avner, som Vinden adspreder, det saae vi allerede længe forud; thi vi vidste af Erfarenhed, og af Guds Ord, at dette er de Ugudeliges Ende; vi mærkede Allerede, hvorledes de bleve slagne

17

17

med Blindhed, hvorledes deres Vey Dag fra Dag blev mørkere for dem! Men disse angestfulde Spørsmaale kunde vi ey besvare os: Naar skal Guds Hielp komme? Hvor længe skal vi endnu bære det Aag, som Ondskab har paalagt os? Hvo skal frelse os? Hvis Arm vil Gud dertil bevæbne?

Guds Veye er ofte skiulte for Menneskene, men de føre dog altid vist til det Maal, som han har foresat sig. De Midler, som han vælger, ere kuns sielden de, som Mennesket holder for gode; thi saa meget Himmelen er høyere end Jorden, saa meget er og hans Tanker Høyere end Menneskenes Tanker: men disse Guds Viisdoms Midler ere og stedse de beste! Med hvilken Glæde, mine Brødre, have vi paa den Dag, da vi bleve hiulpne, befundet det at være sandt! Vi havde ey seet Adgangen til Thronen aaben for nogen Retskaffen: men Gud saae den aaben for fleere! Vi kastede Øynene ind i en mørk Nat, vi saae vel mangen en Redelig, som det ey mangelede paa Drift og Behiertighed at frelse sit Fædreneland; men ingen uden Gud var os bekiendt, hvilken vi kunde tiltroe den Magt, som den maatte have, der skulde være vor Befriere: men Gud kiendte alle dem, han vilde bruge som sin Haands Reedskaber for at giøre en Ende paa vor Elendighed. Han gav de Undertrykte Mod, han gav de Svage Styrke! Hans Naades

18

18

Tienere stode færdige, endskiønt vi ikke vidste det, og ventede paa hans Befalninger. Han sagde til den eene: Gage, saa gik han; han sagde til den anden: Kom hid, saa kom han; han befalede de øvrige: Giør det, saa giorde hedet-

Overalt, mine Brødre, i den hele Forretning af vor Befrielse, see vi intet, som kan giøre os uvisse, om vor Hielp er kommen fra Herren. De ærværdigste Personer i Riget, vor dydige Dronning Juliane, vor haabefulde Prins Friderich, ledsaget af nogle Kongens troe Tienere, frelsede ham af hans og vore Fienders Haand. Ædelt, og dem værdig var ethvert Middel, som de anvendte. Intet lumsk Mord, intet Indgreb i hans Rettigheder, som er en Herre over Liv og Død, ingen Bedragerie og Misgierning, intet nedrigt, intet uanstændigt er begaaet ved deres Foretagende. Religion, Kiærlighed til Fædrenelandet, ædelt Mod, Klogskab og Tillid ved de beste Hensigter, Loven, Kongens Frelse og Befalning, der var Drivefiedrene til den Besluting og Udførelse, som Gud foranstaltede, som Gud saa øyensynlig velsignede, at Udfaldet blev en af de største Velgjerninger, som han nogensinde har beviist Kongen og hans Folk.

Ingen uskyldig Borgers og troe Under- saats Blod er bleven udøst. Havde vel saadan en Ulykke kundet undgaaes, dersom

19

19 disse Ugudelige paa nogen anden formodentlig Maade var bleven nedstødte fra deres Høyhed og Magt ? Ingen af disse Misdædere er undkommen; ingen Aftale for at Undvige Retfærdighedens Efterforskninger, har kundet rages imellem dem, ingen er nu i Stand til at anrette nogen Skade. Endogsaa de, som ere blot mistænkte, have ey kundet undflye; alt hvad som er fornødent for at overbevise enhver Uskyldig, og at bevise deres Uskyldighed, som maaskee ingen Deel have taget i deres onde Hensigter, eller været saa ulykkelige, ved deres Forbindelse med dem at paadrage sig nogen Mistanke, ere i Viise og samvittighedsfulde Dommeres Hænder. Kunde vel vor Befrielse viisere foranstaltes, end Gud har foranstaltet den?

Lad nu nogen endnu sige, at vor Skabere ey bekymrer sig om os, at vor Skiebne, vor Lykke eller Ulykke er ham ligegyldig, ey agter derpaa, ey seer paa, hvad som gaaer for sig under Solen! Lad nu den Ugudelige endnu vove at sette sig over Ret og Retfærdighed, og at tiltroe sin Aarvaagenhed og Klogskab, at den kan opdage og afværge ald Fare! Han, som beskiermer sine Fromme, sover ikke! Verdens Regent sover eller slumrer ikke! Naar de Retfærdige ligge og hvile med Fred, hielper Herren dem, at de bor tryggeligen. Men paa den, som havde foretaget sig at forstyrre deres Roelighed, og at

20

20

styrte dem i Graven, lader Herren falde en dyb Søvn, saa han ey hører de Bevæbnedes Larm, der ville gribe ham, saa at han ey vaagner, førend der er for silde at undflye! Lad nu nogen endogsaa i den største Elendig- hed fortvivle om Herrens Hielp! Hvo der kun er af et reent Hierte, hvo som kun har sin Samvittigheds Vidnesbyrd, at han ey er kommen i de Ugudeliges Raad, ikke vandret paa Syndens Vey, den kan være vis paa, at Gud vil frelse ham i Trængsel. Han skal erfare, at Herren er Dommer over Menneskene, han skal see med sine Øyne, hvorledes han befordrer de Retfærdiges Sag, og giør en Ende paa sine Fienders Ondskab! Hvilken en Fornøyelse er det nu for dem iblant os, mine Brødre, som har troet alt dette, som har ventet dette Udfald paa de Veye, igiennem hvilke Gud har ført os, hvorledes maae ikke deres Troe paa Guds Forsyn bestyrkes, da de nu erfarer, hvor herligen Gud har tilfredsstillet deres Ønsker og Forventning, og reddet sin Ære, Religion, Kongen og Fædrenelandet.

Hvorledes skal vi nu modtage denne Guds Velgierning af ham? Med et rørt taknemmelig Hierte, eller med det ligegyldige og kolde Sindelag, med hvilket vi allerede have annammet saa meget Got af ham, uden at see op til den milde Haand, som udøser sin Velsignelse over os? Vider, mine Brødre, Gud venter vor Taksigelse, han fordrer den

21

21

af os, ikke for derved at blive større og saligere end han er og evig skal være, men til vor egen Frelse, paa det han kan fare fort i at bevare os fra ald virkelig Ulykke, paa det vi kan blive beqvemme under hans Beskyttelse at føre et roeligt og stille Levnet. Men denne Taksigelse, som vi ere Gud skyldige for vor Befrielse, bestaaer meere i Gierninger end i Ord. Disse ere ham ikkun da behagelige, naar de ere forbundne med hine. Lader os derfor søge at antage saadant et Sindelag, og opmuntre os indbbyrdes til saadant et Forhold, hvormed vor Taknemmelighed kan blive sand og Gud behagelig. Gud har givet os de vigtigste Aarsager til Glæde: men vor Glæde maae være christelig og ham værdig, som har opvakt den hos os. Gud har ophævet sine straffende Domme over os: Lader os derfor undflye Synden, ved hvilken vi have paadraget os dem. Gud har bevaret os vor Konge, og skienket hans Folk ham paa nye igien: hvor Høylig forbinder det os til at fordoble Kierlighed og Lydighed imod vor Regent! Gud har hidindtil hjulpet os: Lader os deraf øse det tilforladeligste Haab, at han indtil Enden skal giøre alting vel med os!

Glæde over annammede Velgiernmger er Taksigelse, det er for Velgjøreren et behageligt Beviis, at hans gode Hensigter erkiendes af dem, som have erfaret hans Godhed, og at de vide at sette Priis paa der Gode, som

22

22

han har bevlist dem. Vi tør altsaa glæde os, ja vi bør det, fordi vi er vor Gud Tak skyldig for vor Befrielse. Hvad skulde vel kunde holde os fra at være fulde af den heftigste Glæde, da Gud har befriet vor elskede Konges Person, vor Regentes Huus, den gandske Nation og enhver iblant os fra en saa stor og øyensynlig Fare! Men denne Glæde maae ikke yttre sig i et Sindelag og Gierninger, som modsige Christendommens Love, ere skadelige for den offentlige Roelighed og Sikkerhed, og altsaa nødvendigen maae mishage Gud, kan vi derfor vel forsvare de Voldsomheder, til hvilke den store Hobs Glæde vanslægtede? Kan de vel undskylde sig, som paa den Dag, da Gud beviiste os sin Naade, have raset imod deres Medborgere, og derved besmittet denne saa mærkværdige Dag, som, naar man undtager disse Udsvævelser, ikke var beregnet ved andet uden med de skiønneste Optrin! Torde da Undersaatter opkaste sig til Dommere over deres Brødre, selv iværk- sette deres lovstridige Dom, og af fredelige Indbyggere blive Røvere og Plyndrere! O hvor bedrøveligt er det, at en saadan Dag saaledes bleven besmittet, og at vi endnu i lang Tid maae taale Synet af disse Ødeleggelser! Endogsaa det, mine Brødre, maae vi, om vi vil være Christne, ikke ansee som en Aarsag til Glæde, at vore Undertrykkere nu ere blevne de elendigste iblant Menneskene, og at saa-

23

23

danne Straffer for deres Forbrydelser, for hvilke Menneskeligheden gyser, venter paa dem. Hvilken Haardhed var der ikke, hvor lidet kunde det bestaae med den sande Christendoms Aand, dersom Synet af deres Mørke Fængsel, af deres forsmædelige Baand, af deres Forvirring og Samvittigheds-Angest, var for os et glædeligt Skuespil! Ach lader os have Medlidenhed med dem, at de ved Vantroe og Laster ere styrtede i saadan en Elendighed! Lader os af gandske Hierte ønske, at de dog ey alle maae befindes saa skyldige, som de maaskee ere mistænkte til! Lader os anraabe Gud, at han i det ringeste vil frelse deres Siele, og giøre dem disse deres eensomme Dage salige for Evigheden! Var nogen saa umenneskelig, at tillukke sit Hierte for alle Fornemmelser af Medlidenhed mod disse Ulykkelige, saa beder jeg ham dog i det ringeste at kaste et Øye paa en ærværdig Fader, paa to fromme og retskafne Mødre, som see deres Sønner anklagede som Guds og Fædrelandets Fiender, og med en ynkelig Stemme udraabe: Min Søn, min Søn: vilde Gud at jeg maatte døe for dig! Dette Syn, denne klagende Stemme maatte dog blødgiøre det haardeste Hierte. — Men jeg vil i Dag ikke giøre Eder bedrøvet, mine Brødre, jeg vil opmuntre Eder til Glæde. Glæder Eder som Christne over, at Guds Forsyn har sørget for os, at han ey har

24

24

ladet deres Hensigter, som vilde os ilde, lykkes, at vi nu tør haabe, at Religion og Gudsfrygt, og følgelig den eeneste sande Lyksalighed, skal igien opblomstre iblant os. Eftertænker kuns selv den Fare, som vi have undløbet, de Fordeele, som vor Befrielse lover os, saa skal I opdage Aarsager nok til en christelig og anstændig Glæde.

Vor Glæde skulde snart igien forvandles til Bedrøvelse, vor Taksigelse til Klage, Dersom vi en tillige vilde tænke paa de iblant os herskende Synder, og ey frembragte vor Gud det høytideligste Løfte om at undflye dem. Iblant alle Udtryk af vor Taknemmelighed imod ham, kan intet være ham behageligt som dette: Vi takke dig, at du har tugtet os: vi love dig med en hellig Eed, at vi fra nu af vil vogte os fra alle de Synder, som har paadraget os dine Domme! Thi hvorfor, mine Brødre, havde Gud givet os i disse Ugudeliges Hænder! Gandske vist for at giøre os Følgerne af en letsindig og syndig Vandel følelige; for ved legemlige Trængsler at opvække os til Opmærksomhed paa den Fare, i hvilken vi vare, og maaskee nu ere, at tabe vor evige Salighed; for at lade os fornemme, at Vantroe, at Folkets Synd er Fordervelse. Jeg beraaber mig her paa det, som jeg saa ofte fra dette hellige Sted har

25

25

talt til Eder om denne Sag, og beder Eder, erindrer Eder derom, og glemmer ikke de Hensigter, hvorfor Gud har tugtet os. — @Guds Ord agtede vi ikke længer saa høyt, som vi formedelst dets uendelige vigtige Indhold, og for Guds Skyld, hvis Befalning til os det indeholder, skulde agte, der. Vi forsømte Leylighederne, at lade os undervise ved det; vi beviiste paa mange andre Maader, hvor lidet vi bekymrede os derom. Denne Letsindighed havde den synlige Indflydelse paa vor Sindelag og Vandel, at mange blant os bleve gandske ligegyldige imod Religion og Dyd. Nu lod Gud os fornemme, hvad der følger af saadant et Sindelag, nu maatte vi føle, hvad for Ulykker Mennesker uden Christendom og Gudsfrygt kan stifte i et Land, som geraader under deres Magt. — Gud overgav os en Tidlang til dem, paa det at vi ved deres Exempler, og endnu mee- re, ved deres Ødeleggelser, som de anrettede iblant os, skulde lære at kiende Vantroens og Lasternes Afskyelighed. Vi elskede alt for meget Verdens Glæde, saa at vi fast ingen Smag fandt i den aandelige og huslige Glæde, i den Fornøyelse, som er den nærmeste Følge af ædle og christelige Gierninger. Gud tillod at vi bleve omtumlede i et Hav af Forlystelser, uden at fornemme nogen Roelighed og sand Glæde. Utallige Leyligheder til Forlystelser

26

26 bleve os tilbudne, vor Sted var ikke længere en Bolig for Flid og Arbeydsomhed: allevegne og til alle Tider bleve de Forbiegaaende ved alle de Tillokkelser, som ere ved en verdslig Lyst, indbudne til Lediggang, til Adspredelse, til Vellyst. Og ved alt dette var enhver misfornøyet, søgte at stille sin Bedrøvelse ved Forlystelser, og fandt ald denne Glæde kied- sommelig og væmmelig. Lader os dog nu blive klogere, mine elskelige Venner! Alvorlig nok har Gud advaret os, endogsaa den vildeste og utæmteste Synder maae have fornummet og forstaaet hans Stemme. — @Kommer, lader os falde ned og tilbede for Gud, som har tugtet os, men nu igien med Maade vendt sit Ansigt til os. Enhver iblant os, som ved sin Samvittighed overbevises, at han ved sine Afvigelser fra Gud har tillige været Aarsag til de Tugtelser, som vi hidindtil have erfaret, vende sig nu igien til ham, og bevise ham derved sin Taknem- melighed for vor Befrielse.

Vor Konge, mine Brødre, til hvilken Adgangen var os gandske tillukt, for hvis hellige Person vi ofte vare saa bekymrede, fordi vi vidste, i hvad for Hænder han befandt sig, vor Konge er nu igien vores, og vi ere igien hans Folk. O, hvorledes skal vi takke ham derfor, at han har bevaret ham for os, at han har givet os vor Fader igien. Hvor inderlig vil vi elske vor Salvede, hvor villig

27

27 adlyde hans Befalinger! Jeg takker Gud, at jeg intet har at bebreyde Eder i Henseende til Eders Sindelag mod ham. I har intet Øyeblik ophørt, at bære og bevise den ærbødigste og troefasteste Kiæriighed imod ham. Den Danske Nation har midt i disse bekymmerlige og uroelige Aar forsvaret sin gamle Berømmelse, at den ey giver noget Folk paa Jorden efter i Kiæriighed og Lydighed mod sine Regentere. Det skulde have viist sig for den heele Verdens Øyne, dersom hans Fienders troeløse Anslag havde brudt ud. Saa sandt Herren lever, skulde de da ligesaa lidet have havt Fremgang, som de nu have havt, da Gud har qvælet dem i Fødselen! Kiøbenhavns Indbyggere skulde have beviist, at de have Arme til at stride for deres Konge, og Blod at udgyde for ham! Vor Besætning til Søes og til Lands skulde visselig have vendt sine Vaaben imod Forræderne: og vor Lydighed imod vor Christian, hvor uforanderlig, hvor villig har den ikke altid været! Det maae endogsaa de Troeløse, som have misbrugt hans Navn for at Undertrykke hans Folk, det maae den første og forvovneste iblant dem, som næsten havde trængt sig paa Kongens Stoel, og troede endnu ikke at have Magt nok, selv tilstaae, at intet kan overgaae vor Lydighed. Vi have adlydet, mine Brødre, uden ofte at vide, hvem vi adlydede: thi vi ærede Kongens Navn! De besværligste

28

28

Byrder have vi baaret og neppe sukket derved, de uskadeligste og meest grundede Rettigheder have vi ladet os fratage, og tiet stille. — Endog Pøbelen selv lod sig ey ved de Exempler, Leyligheder og Friheder, som vore Undertrykkere gav os, giøre aabenbare lastefulde og ryggesløs. Have vi saa brændende elsket vor Konge, have vi saa villige adlydet hans Navn, da vi saae ham selv i forræderske Hænder, hvad for en ubrydelig Kiærlighed, hvad for en troefast Lydighed skal vi nu ikke bevise ham, da han igien er iblant os, som en Fader iblant sine Børn? Han har intet Øyeblik ladet af at være den beste Ven af enhver af sine Undersaatter. Da vore Øyne stedse vare fulde af Taarer, troede han, at vi alle vare vel tilfreds: thi man lod ham ey see, at vi græd. Han var den Gang al den Kjærlighed værdig, som vi bar til ham: hvor meget mere ere vi ham nu skyldige, da vi see ham pludselig at giøre en Ende paa vore Trængsler, at rive sig løs af de Baand, som havde omgivet ham, da han kaster sig i sine Undersaatters aabne Arme, og velsigner dem, og vil velsignes af dem! En hellig og Gud velbehagelig Taksigelse for vor Frelse skal denne vor Kiærlighed og Lydighed være. Gud har igien givet os den, som vi frygtede for at have tabt, og han giver os derved den alvorligste Befaling, at vi skal elske og ære ham med den ømmeste Kiærlighed. —-

29

29

Men jeg formaner Eder næsten alt for efter- trykkelig til en Pligt, som I ikke er i Fare for at overtræde. Om ingen anden Dyd meere var iblant os, saa skulde dog den ikke lade af at være dette Folkes og dets Efter- kommeres Prydelse.

Vor Taknemmelighed imod Gud ud- fordrer endelig, at vi nu ogsaa for Fremtiden uden Mismodighed og Tvivl overlade os til hans Viise og faderlige Forsyn. Have vi nogensinde seet, at Gud begynder en god Gierning, og siden gaaer fra den, og lader den ligge ufuldendet? Det kan svage og u- stadige Mennesker giøre: den almægtige og uforanderlige Gud giør det visselig ikke, og kan ey handle saaledes, han har herligen be gyndt sin Gierning, at giøre os igien til et Folk, til et lykkeligt og elsket Folk. Skulde han ey vilde, eller skulde han ey kunde fuldende den? Nok er det til vor Tilfredsstillelse, at vi viide han er Herren, han kan giøre hvad ham behager! Lad dette forjage enhver Angestfuld Tvivl af vor Siel. Han er Herren den Almægtige, som hidindtil har hjulpet os: han skal ogsaa fremdeles hielpe os indtil Enden, har han nu, da han syntes at have forladt os, dog ey forladt os, saa skal han visselig nu ey vige fra os, dersom vi ikkun ey lade vor Tillid til ham falde, dersom vi kun vandre i hans Bud. Han skal med sin Styrkes Arm drive enhver Ugu-

30

30

delig tilbage, som med forræderske Anslag vil nærme sig til Thronen. Han stal give Kongen Viisdom at prøve Aanderne, og Behier-tighed til at bortjage de Onde. Har ikke vor Christian i 16 Maaneder, saa meget som nogen Konge erfaret, hvad Forskiel der er imellem Gudfrygtige og Ugudelige, imellem troe og Viise Tienere og listige Forrædere? Har han ikke seet, ar Vantroe, Laster, Bedragerie og Forvovenhed ere ufeylbare Kiendetegn paa de Forførere, som trænge sig til Kongernes Throne? Vil han ey have Afskye for enhver, som, brændemærket med disse Forsky- delses Kiendetegn, vil understaae sig at fralokke ham sin Fortroelighed, bevogtes han ey af sin viise Moders skarpseende Øye, og understøttes han ey af sin ædelmodige Broders trofaste Raad? Er han ey nu omringet af Mænd, som elske ham og hans Folk, som med det lykkeligste Udfald have beviist deres Nidkierhed i at frelse ham og os, og deres Klogskab i at udføre dette Forehavende? Ney, vi have ingen Aarsag at tvivle, at vi jo fra nu af skal føre et roeligt og lykkeligt Levnet. Vor Konge skal frygte Gud, han skal være med ham, ligesom han har været med hans Fædre! Vi skal ey igien under hans Regiering og ved hans Hof see de afskyelige Exempler for hvilke vor gandske Siel hidindtil har gyset. Enhver skal boe roelig og sikker i sit Huus, og nyde Lønnen af sit

31

31

Arbeyde og Troeskab til sin Død. Det skal ingen blive umuelig, og fra nu af intet usædvanligt, at vore Børn med ufordærvede Sæder og en uforstyrret Sundhed blive unge Mænd og beholde deres Samvittighed ube- smittet, og deres sande Lyksalighed vedvaren- de. Religion og Gudsfrygt skal igien udbrede sig, og med dem Velstand og Fornøyelighed. Ere der endnu Onde iblant os, hvis Exempler kan blive farlige, faa skal de efterhaanden tabe sig, og her ey finde det Exempel og de Fordeele, som de søge. Lader os kuns frygte Gud, saa skal visselig vor Land blive et Sted, hvor Guds Wre boer. Fred og Salighed skal igien, ligesom tilforn, udbredes over Dannemark, Fred og Salighed over os og vore Efterkommere!

Bøn til Beslutning.

Ja, du har været vor Tillid i den Nød, som har

truffet os, du Christians Gud, og alles vores Gud og Fader! Og vi see nu med vore Øyne, at vi med Rette have forladt os paa dig, derfor vil vi ogsaa fremdeeles allene bygge paa dig og raabe til dig, og være forvissede paa, at du skal bønhøre os. Vaag nu over vor Konge din Tiener, som ydmyger sig for dig, som offrer sin høytidelige Taksigelse og frembringer hellige Løfter for dit Ansigt! Giør alle hans Fjender til Skamme, ligesom du har giort disse til Skamme, der have forglemt alle hans Velgjerninger, og bedrøvet og bøyet ham, hans Huus og hans gandske Folk indtil Døden! Dybt er hans Hierte, dybt er alle vore Hierter saarede ved den sørgelige Nødvendighed, som

32

32

tvang ham til en Beslutning, der var den tungeste, som nogensinde en Konge har kundet fatte. Leg disse Saar paa ham og os alle, og lær ham og os at beundre og tilbede din retfærdige Forsyns Veye. Bevar ham nu standhaftig og ustraffelig paa Sandheds- og Gudfrygtigheds-Vey: lad ethvert viis Raad finde Indgang hos ham, og bevar ham fra Hyklere og Bedragere, som kunde føre ham paa det Slibrige, og giøre ham forkastelig for dig. Giv ham et langt Liv, og lad hans Regiering fra nu af være velsignet, og, os alle blive lykkelige under ham og taknemmelige mod ham. Vor fromme og Viise Dronning Juliane, vor høytelskede Prinz Friderich, paa hvilke vore Øyne med en glædefuld Forventelse længe have været henvendte, fordi vi haabede, at vor Hielp fra denne Side skulde komme, beløn med din beste Velsignelse, fordi de have været Kongens og hans Folkes Befriere. Deres Navn vorde herligt for dig, deres store Idræt blive uforglemmelig iblant os, faa længe vi leve. Glæd dem med de herligste Følger af den merkværdige Dag, paa hvilken de frimedigen satte sig imod Fordærvelsen. Opdrag du nu, du beste Fader over alt hvad som kaldes Børn, opdrag du nu Kongens Søn, giør ham til vore Efterkommeres Haab, og lad os see vor Glæde paa ham, hvorledes han tiltager i Alder, Viisdom og Maade hos Gud og Menneskene. Din Veninde, den gudfrygtige Princesse Charlotte Amalia, hvis Bøn er kommen for dit Ansigt, bevar os endnu længe som en fast Støtte for Thronen, og lad fremdeeles hendes sagtmodige og stille Aand være kostelig for dig. — Opfyld Kongens velsignede Systere med din Fryd og mæt dem med Glæde over Kongen og over hans Undersaatteres Frelse! Beløn alle deres Troeskab, hvis Klogskab og Mod hialp til at udføre dine Gierninger, leed Kongens Raad med din Viisdom: vær og bliv Dannemarks Gud og Frelser i Lovet være dit Navn i Evighed!