Uddrag fra Et angenemt Stille efter et stormende Uveir. Forestillet i en Prædiken, holden paa den Femte Søndag efter Nyt-Aar 1772. Efter Kongelig Befalning til en hellig Erindring om den Guddommelige Beskiermelse […] Af Hans Henrich Müller, Præst for Brønshøy og Rødoure Menigheder.

JEsu Disciple gik til JEsum, og vakte ham op, da han sov. Saaledes er det vor HErre bevæges til at opstaae og frelse, true Storm og Uveir, han maae opvækkes. Og vor Nød, vor Suk, vor Bøn, vor Raab, vækker vor HErre op. For de Elendiges ødelæggelse, for de Fattiges Jamren, vil jeg nu opstaae, siger HErren. (k) Undertrykkelser og Forurettelser de udperser Sukke og Bønner, og disse aabner sig Vey igiennem Skyerne, og trænger op til Guds Himmel-Throne. O! hvor farligt at drage de Elendiges Suk over sig! Vor HErre har Sine iblant os, baade blant Høye og Lave, og deres Forbønner, hvormed de har bedet for deres Folk, som Moses fordum gik i Forbøn for sit Folk, de har opvakt vor HErre. De Synder selv, som Har gaaet i Svang iblant os, raabende Synder, har opvakt vor HErre. Et Raad er opkommen af Sodoma og Gomorra, som er stort, siger HErren. (1) Det er ofte de Godes Frelse, naar de Onde stiger til Ugudeligheds høyeste Spidse, naar de giør det alt for grovt,