§1

Enhver borgerlig Retstrætte, som ikke ved særlig Lovforskrift er henlagt til eller i Følge Overenskomst mellem Parterne (§ 11) indbringes for Underret, behandles i første Instans af Landsret.

§ 2.

Til Underretterne henlægges:

1) Søgsmål angående private Formuerettigheder, når Genstanden for samme i Penge eller Penges Værd ikke overstiger 400 Kr.

2) Sager angående Skatter, Afgifter og andre lignende Adelfer af offentligretlig Beskaffenhed til Stat, Kommune, Embeder og andre offentlige Indretninger, når Genstanden for samme ikke overstiger 400 Kr.

3) Sager angående Servituter og mindre omfattende (partielle) Brugsrettigheder.

4) Sager om Veksler og visse andre Gældsbrebe (§ 293, jfr. § 290).

5) Ægteskabssager (§ 295).

6) Sager angående Mortifikation af Gældsbreve, ved hvilke der er givet Pant i fast Ejendom (§ 314).

7) Sager, hvorved Faderskabet til uægte Børn søges oplyst, for at Underholdsbidrag kan pålægges Faderen.

8) De i § 322, sidste Stykke ommeldte Sager.

9) Sager angående strafbare Handlinger, der ved Lovgivningen ere henviste til privat Forfølgning, jfr. Lov om Strafferetsplejens § 35, forsåvidt der ikke påstås højere Erstatning end 400 Kr.

§ 3.

Sagens Værdi bestemmes efter Påstanden i Stævningen. Består Søgsmålet af flere Poster eller Fordringer, sammenlægges disse. Ved Krav på noget mod Erlæggelse af en Modpæestation medregnes denne ikke.

Der tages intet Hensyn til Procesomkostninger og de ved Stavningens Dato endnu ikke forfaldne Renter, ej heller til senere Nedsættelse af Påstanden.

§ 4.

Drejer Sagen sig om Rettigheden til periodiske ldelser eller Indtægter, bliver dens Værdi at bestemme efter følgende Regler:

1) Ere årtige Idelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for bestandig, eller for flere end de ved Sagens Anlæg (§ 84) levende Personers Livstid, eller for et bestemt Tidsrum, der ikke er kortere end 25 År efter det nævnte Tidspunkt, bliver Værdien af Rettigheden at sætte lig med det 25dobbelte af et Års Beløb.

2) Ere årlige Adelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for en enkelts eller flere ved Sagens Anlæg levende Personers Livstid eller i øvrigt for ubestemt Tid, sættes Rettighedens Værdi lig med det 5dobbelte af et Års Beløb.

3) Kunne Ydelser eller Indtægter ikkun oppebæres et bestemt Antal Gange, sættes Rettighedens Værdi lig med en enkelt Ydelses Beløb taget dette Antal Gange, dog ingensinde over 25.

Er Beløbet af uartige Adelser eller Indtægter ikke lige stort de forskellige År, tages Gennemsnitsbeløbet som Enhed.

§ 5.

Lyder Påstanden ikke på en bestemt Pengesum, ansættes Værdien af dens Genstand ved Rettens Skøn.

§ 6.

I de i de tvende foregående Paragrafer omhandlede Tilfælde er Rettens Afgørelse, forsåvidt den går ud på at erklære sig kompetent til at påkende Sagen, ikke Genstand for Anke eller Kære; nægter Retten at antage Sagen, er dens Afgørelse Genstand for Kære til højere Ret, men ikke for Anke.

§ 7.

Er Sagens Værdi afgørende for Kompetencespørgsmålet, må den Part, som påstår den højere Værdi, føre Bevis derfor.

I øvrigt påhviler det Sagsøgeren at oplyse, at Sagen hører under Underret.

§ 8.

Imod Søgsmål, der i Henhold til § 2 ere anlagte ved Underret, kunne Modfordringer gøres Gældende, når i øvrigt de almindelige Betingelser for disses Fremsættelse ere til Stede (§ 85). Selvstændig Dom for Modfordringen eller den overskydende Del af samme kan dog, hvis Modparten modsætter sig det, kun gives, forsåvidt Dommen ikke herved kommer til at lyde på noget højere Beløb end 400 Kr. (§ 2, jfr. §§ 3, 4 og 5) eller såfremt Modfordringen kunde forfølges ved Underret, dersom den gjordes gældende under en selvstændig Sag.

Imod Søgsmål, der svæve for Landsret, kunne Modfordringer fremføres uden Hensyn til, at de, i og for sig betragtede, vilde henhøre under Underret.

Når Sagen i Følge den oprindelige Påstand rettelig er begyndt ved Underret,

forbliver den ved denne, uagtet Påstanden senere udvides eller forhøjes, når dog derved Sagens Værdi ikke imod Modpartens Protest i betydelig Grad forøges ud over den i § 2 bestemte Grænse af 400 Kr.

En Udvidelse af Påstanden kan dog ikke uden Modpartens Samtykke foregå således, at Fordringer af forskellige af de i § 2 nævnte Klasser inddrages under Sagen.

§ 10.

Henhører en Sag under Landsret, ophører denne ikke at være kompetent, fordi enkelte Fordringer eller Spørgsmål udskilles til særskilt Behandling og Påkendelse i Henhold til § 94, selv om disse, for sig betragtede, vilde høre under Underret.

§ 11.

Parterne kunne retsgyldig vedtage at

lade en Sag behandle ved Underret, selv om den i Følge de almindelige Regler ikke henhører under denne, dog med Undtagelse af de i Kap. XXVII og XXVIII nævnte Sager (jfr. endvidere §§ 504 og 516).