Kapitel XLI.

Kapitel XLI.

Forbud.

§ 493.

Ved Forbud, foretaget af Fogden, kan der gives en eller flere bestemte private Personer såvelsom Repræsentanter for Stat eller Kommune i disses Egenskab som Ejere af faste Ejendomme eller som Medkontrahenter i Kontraktsforhold Pålæg om at undlade Handlinger eller Foretagender, som stride imod Forbudsrekvirentens Ret, og som de Pågældende på Grund heraf, selv uden Forbudet, vilde være uberettigede til at foretage.

Forbud mod Ægteskab kan finde Sted ligesom hidtil.

§ 494.

Forbud kan gøres, uagtet det ikke for Fogden bevises, at de Handlinger, der skulde forbydes, ere stridende med Forbudsrekvirentens Ret, men denne må i så Fald stille Sikkerhed for den Skade og Ulempe, som ved Forbudet kan forårsages den Pågældende.

Dog må Forbud end ikke imod Sikkerhedsstillelse iværksættes, når det må antages, at det er ulovligt.

§ 495.

Forbud kan kun gøres, når den, mod hvem Forbudet rettes, ved Gærning eller Ord har givet Grund til at antage, at han vil foretage de Handlinger, som skulle forbydes. Kan fyldestgørende Bevis i så Henseende ikke fremskaffes for Fogden, kan det pålægges Forbudsrekvirenten at stille Sikkerhed som Betingelse for at få Forbud iværksat.

Forbudet bør ikke meddeles, når det skønnes, at en af Rekvisitus tilbudt Sikkerhed eller den Straf, som Lovens almindelige Regler hjemle for Retskrænkelsen, yder Rekvirenten tilstrækkeligt Værn.

§ 496.

I de i de tvende foregående Paragrafer omhandlede Tilfælde bestemmer Fogden i Følge Skøn over samtlige Omstændigheder Sikkerhedens Art og Størrelse.

§ 497.

Den, der modvillig overtræder et for han ved Fogden nedlagt Forbud, kan under en af Forbudsrekvirenten anlagt Sag dømmes til Straf af Bøder eller Fængsel og i Forbindelse Hermed efter Omstændighederne til Erstatning. Spørgsmålet om Idømmelse af Straf og Erstatning kan dog udsættes, indtil Forbudssagen er afgjort. Når Forbud ved Fogden er nedlagt, har Politiet på Forbudsrekvirentens Begæring at yde Bistand til Forbudets Opretholdelse ved at hindre Pågældende i at foretage Overtrædelseshandlinger, tilintetgøre, hvad der måtte være foretaget i Strid med Forbudet, og deslige.

§ 498.

Enhver, der, vidende om et Forbud, yder den, mod hvem Forbudet er rettet, Bistand til de forbudne Foretagenders Udførelse, bliver, forsåvidt Forbudet stadfæstes, erstatningspligts overfor Forbudsrekvirenten.

§ 499.

I øvrigt blive med de Lempelser, som Følge af Forholdets Beskaffenhed, de Regler at anvende, som i det foregående Kapitel, navnlig §§ 472—476 samt §§ 480—481 og 483—492, ere givne om Arrest.

§ 500.

Forbud imod en Fordrings Udbetaling, et Skibs Afsejling eller overhovedet en Genstands Forflyttelse eller anden Rådighedsudøvelse over den er, når Hensigten hermed er at søge Sikkerhed for Fyldestgørelsen af Krav af den i § 459 ommeldte Art, uden Hensyn til, hvorledes Forretningen benævnes, i Et og Alt at betragte som Arrest i den pægældende Fordring eller Genstand. Som en Følge heraf blive de i forrige Kapitel om Arrest givne Regler i alle Henseender at anvende på sådanne Forretninger.