§ 112.

Enhver Part har at betale de Omkostninger, som foranlediges ved processuelle Skridt, der af ham begæres eller sættes i Bevægelse, dog med Forbehold af Ret til at fane dem erstattede af Modparten i Følge nedenstående Regler.

Omkostningerne ved processuelle Skridt, som Retten anordner, kunne foreløbig kræves betalte enten af den Part, i hvis Interesse Retten anser det foretagne at være, eller af begge Parter i det Forhold, som Retten bestemmer.

§ 113.

Den tabende Part er pligtig at erstatte Modparten de ham ved Retssagen påførte Udgifter, forsåvidt ikke Parterne selv have truffet en anden Overenskomst, eller Retten i særlige Omstændigheder finder skellig Grund til at gøre Afvigelse fra denne Regel.

Udgifter, der ikke have været hensigtsmæssige for Sagens forsvarlige Udførelse, erstattes ikke. Hvilke Udgifter der i det givne Tilfælde have været hensigtsmæssige, afgør Retten efter sit Skøn. Beløbet ansættes under Eet til en rund Sum, således at de virkelige Udgifter såvidt muligt erstattes fuldt ud.

Den Omstændighed, at enkelte Søgsmålsgrunde eller Indsigelser forkastes eller enkelte Beviser anses ikke at oplyse Noget i Sagen, medfører ikke i og for sig, at de herpå anvendte Udgifter skulle som ikke fornødne udelukkes fra Erstatning.

Når en Sag hæves, kan Retten efter Omstændighederne pålægge den ene Part helt eller delvis at erstatte Modparten dennes Sagsomkostninger eller bestemme, at hver af Parterne skal bære sine Omkostninger (Ophæve Omkostningerne).

Har Sagsøgte lovlig tilbudt Sagsøgeren, hvad der kan tilkomme denne, bør Sagsøgeren erstatte Sagføgte Udgifterne ved den derefter følgende Del af Processen.

§ 114.

Når Sagen i det Hele afvises, betragtes den med Hensyn til Procesomkostninger som tabt as Sagsøgeren.

§ 115.

Procesfæller hæfte solidarisk for Procesomkostninger. Dog kan Retten, når Omstændighederne tale derfor, pålægge en enkelt eller enkelte af dem at udrede visse Dele af Omkostningerne.

§ 116.

Forsåvidt en Sags Udfald er gjort afhængigt af den ene Parts Ed, bliver den også i Henseende til Procesomkostningerne at betragte som vunden eller tabt af ham, eftersom Eden aflægges eller ikke.

§ 117.

Når hver især af Parterne for en Del taber og for en Del vinder Sagen, blive Processens Omkostninger delvis at pålægge en af Parterne eller at ophæve.

Dog kan Retten pålægge en Part at erstatte Modparten Processens Omkostninger, når dennes Påstand kun i en mindre betydelig Grad har været afvigende fra, hvad der bliver kendt for Ret, og ingen særskilte Omkostninger ere foranledigede ved Afvigelsen.

§ 118.

Den Part, som ved Anke eller Kære ikke opnår nogen Forandring af den påklagede Afgørelse, anses for så vidt som tabende og har derfor ordentligvis at erstatte Modparten Ankesagens eller Kæremålets Omkostninger.

§ 119.

Opnås der ved Anke eller Kære en Forandring i den faldne Dom eller Kendelse, bliver der med Hensyn til Ankesagens eller Kæremålets Omkostninger såvel som med Hensyn til Omkostningerne ved Sagens

tidligere Behandling, forsåvidt herom skal træffes Afgørelse, at forholde efter de i §§ 113 til 117 givne Regler og Omkostningerne enten at pålægge Modparten eller at Ophæve eller dele.

§ 120.

Den Part, som ved tilregnelig Fejl eller Forsømmelse har foranlediget spildte møder, ufornødne Udfættelser, unyttig Bevisførelse eller andre overflødige og hensigtsløse processuelle Skridt, er, selv om han i øvrigt vinder Sagen, pligtig at erstatte Modparten de denne derved forårsagede Udgifter.

§ 121.

Angående Omkostningerne ved enkelte Proceshandlinger eller Procesafsnit kan der straks træffes Afgørelse af Retten ved Kendelse, når sådan Afgørelse, såsom i de i foregående Paragraf omhandlede Tilfælde, er uafhængig af Hovedsagens Udfald. Er særstilt Afgørelse ikke tilforn truffet, gøres der i den endelige Dom fornøden Bemærkning i Henseende til sådanne enkelte Proceshandlinger og Procesafsnit.

§ 122.

Sagførere og andre Rettergangsfuldmægtige, kunne ifølge Modpartens Påstand under Sagen dømmes til at bære de Omkostninger, som de ved pligtstridig Opføsel have forårsaget. Den, der nedlægger sådan Påstand, skal drage Omsorg for, at der gives Sagføreren eller Rettergangsfuldmægtigen fornøden Lejlighed til at udtale sig om den.

§ 123.

Bestemmelsen i foregående Paragraf er også anvendelig på Dommere i underordnede Instanser, når Sagen indbringes for højere Ret, dog således at den Dommer, over hvem Påstanden agtes ned-

lagt, skal Underrettes herom, samtidig med at Ankeftævning forkyndes for Modparten. Dounneren er da berettiget til at give Møde for den højere Ret og fremføre sit Forsvar. I Tilfælde af Kære er det tilstrækkeligt, at Påstanden over Dommeren optages i Kæreskriftet eller i den Tilførsel til Retsbogen, der træder i Stedet for dette.

§ 124.

En Udlænding er, når han optræder som Sagsøger og der af Sagsøgte fremsættes Forlangende derom på Sagens fyrste Tægtedag, pligtig til inden en af Retten bestemt Frist at stille en efter dens Skøn passende Sikkerhed for de Procesomkostninger, som det kan blive pålagt ham at tilsvare Sagsøgte, medmindre Danske i vedkommende fremmede Stat ere fritagne for sådan Sikkerhedsstillelse. Stilles den forlangte Sikkerhed ikke, bliver Sagen at afvise.

§ 125.

skønnes det, at en Part uden nogen rimelig Grund har anlagt Retssag eller rejst Anke eller Kære eller sat sin Modpart i den Nødvendighed at anlægge Sag eller indbringe Sagen for højere Ret, bliver han herfor ved Dommen at anse med Bøder fra 20 til 400 Kr.

§ 126.

Samme Straf idømmes for at have brugt opdigtede Udsættelsesgrunde eller andre Udflugter til at forhale Sagen eller at stille Modparten ved hans Ret, såvel som for ikke at have givet behørigt Møde ved den befalede Forligsmægling, dog at Bøden for det sidstnævnte Forhold kan gå ned til 4 Kr. eller, ved Underretten, til 2 Kr.

§ 127.

De i §§ 125 og 126 givne Straffebestemmelser medføre ingen  Indskrænkning i Adgangen til at drage den Skyldige til Ansvar efter Straffelovens almindelige Bestemmelser, hvor disse i øvrigt ere anvendelige.

§ 128.

Straf i Henhold til §§ 125 og 126 kan ved Dommen pålægges ikke blot Parten, men også hans Rettergangsfuldmægtig eller efter Omstændighederne begge.

§ 129.

De i dette Kapitel omhandlede Straffe idømmes på Embeds Vegne, når Retten af det i Sagen Foregåede kan skønne, at Betingelserne for Straffens Anvendelse ere til Stede, ligesom en idømt Straf, når Sagen er indbragt for overordnet Ret, og Betingelserne for Straffens Anvendelse ikke findes at være til Stede, på Embeds Vegne ophæves.

§ 130.

Ved Tvistigheder, som afgøres af Fogedeller Skifteretter finde Bestemmelserne i nærværende Kapitel ikke Anvendelse i første Instans.