Uddrag fra VIII.

Da det Udvalgsmedlem, der har stillet et Ændringsforslag til § 6 ikke er tilstede, skal jeg tillade mig at erklære, at jeg idetmindste tildeels slutter mig til ham. Jeg skal ikke gåe ind på det Spørgsmål, hvorvidt det fra et borgerligt Standpunkt kunde være ønskeligt, at Staten i Almindelighed fritog samtlige sine Embedsmænd fra at gjøre Krigstjeneste; men forudsat, at Udkastets Bestemmelse ikke skulde forandres derhen, så seer jeg ingen, hverken kvirkelig eller borgerlig Grund til navnlig at undtage dem, som have modtaget den geistlige Ordination. Jeg vil ikke omtale, at når det virkelig skal være en Lov om almindelig Værnepligt. så ønsker jeg så få Undtagelser, som muligt, ja om muligt, slet ingen; jeg vil heller ikke omtale, at det seer heel underligt ud, når § 6 undtager dem, som have den geistlige Ordination, og § 7 alle dem,” som ere dømte på Æren eller have lidt Straf af offentligt Arbeide” — en så nær Sammenstilling af disse 2 Classer af Individer, synes mig, seer mindre godt ud; men, idet jeg ganske kortelig skal tillade mig at slutte mig til den Erindring, der allerede er gjort af et Par Rigsdagsmænd, at det ifølge den her omhandlede Bestemmelse, sammenholdt med Udkastets § 16, vilde være let for en theologisk Candidat at unddrage sig Værnepligten, skal jeg kun gjøre en ganske kort historisk Bemærkning. En Præst, Kjeld Stub, havde været Rytter før han blev Præst, og jeg veed ikke, at han derfor var en dårligere Præst, og da Svenske senere brød ind i Norge, satte han sig som Præst i Spidsen for en Friskare, fik af Regjeringen endog en Overbefaling, og tjente som en Karl i Krigen; men jeg veed imidlertid heller ikke, at han blev en dårligere Præst bagefter for det. Dertil kommer også, at dersom Præsten på Grund af det Embede, som han har opnået i Staten, ikke selv skulde ville forrette sin Tjeneste, måtte der jo, efter Udkastets § 25, skåe den samme Udvei åben for ham, som for enhver Anden, til at stille for sig. Endelig forekommer det mig ganske forunderligt, at man kan have såmeget at indvende imod, at Præsten selv griber Værget, medens man dog finder det i sin Orden, at han opfordrer Andre til