§ 1. Når Grundloven eengang for alle er betegnet som Danmarks Riges Grundlov, sees det ikke, hvorfor det skulde være nødvendigt i denne Paragraph udtrykkeligt at tilføie „i Kongeriget Danmark og Slesvig“; det indstilles derfor, at disse Ord udgåe. § 2. Udvalget har næret nogen Tvivl, om det ikke vilde være rettest at udsætte Forhandlingen af denne Paragraph, indtil §§ 64 —66 samtidigt kunde forhandles. Imidlertid man, i den Forudsætning, at der ikke vilde være nogen Meningsulighed om det Religionsfrihedens Grundprincip, som er udtalt i det 7de Afsnit, ikke taget i Betænkning at yttre sig om § 2. Udvalget har anseet det for afgjort, at den i Kongeloven begrundede Opfattelse af den evangelisk- lutherske Kirke som Statskirke måtte opgives i en Grundlov, som vedkjendte sig Religionsfrihedsprincipet. Udvalget måtte fremdeles med Udkastet erkjende, at man ikke i selve Grundloven kunde Påtage sig Løsningen af alle de kirkelige Reform-Spørgsmål, som endnu i så høi Grad dele Gemytterne. Men ligeså lidt kunde man finde det passende aldeles at forbigåe det hele Spørgsmål om Kirken. Det måtte altså udtales, at man løsner sig fra Kongelovens Bud, men den nærmere Ordning måtte overlades Fremtidens Statslovgivning. Man måtte finde en Overgangsform, der ikke gjorde noget voldsomt Brud, og dog tillod en fri Udvikling. I det Hele taget har man derfor deelt den Tanke, der har fundet sit Udtryk i § 2, og det er kun to mindre væsentlige Forandringer, man tillader sig at foreslåe. For det Første foreslåer man, at de Ord „som den, hvori den overveiende Deel af Folket befinder sig, at ansee som“ udgåe. Det synes nemlig ikke nødvendigt og i sig mindre naturligt således i Paragraphen selv at begrunde Paragraphens Bud. Udtrykket „at ansee som“ giver og adskillig Grund til Udsættelse. Dernæst har man fundet, at Udtrykket „nyde Understøttelse“ kunde ombyttes med Ordet „Understøttes,“ fordi den første Vending har forekommet Flere stødende på Grund af en uvilkårlig Sproganalogi. Da Anken så let kan fjernes, synes man at burde rette sig efter Erindringen.

Ved §§ 10 og 11 har Udvalget Intet fundet at erindre; man tillader sig kun at fremhæve, at da Regenten skal aflægge den for kongen foreskrevne Eed, synes han ikke at kunne tiltræde Regjeringen, før han i den forenede Rigsdag har aflagt Eden på Grundloven. Idetmindste sees det ikke, at der er nogen Hjemmel i Grundlovsudkastet for at lade Regenten aflægge Eden forud; det er klart, at der ikke kan hentes nogen bindende Analogi fra den Thronfølgeren udtrykkeligt givne Ret. §§§ 12—14. Udkastets § 12 fastsætter, at Rigsdagen sammentræder uden Sammenkaldelse, når Kongen er død, og enten Thronfølgeren er fraværende, eller han, skjøndt myndig, ikke har aflagt Eed på Gruudloven (jfr. § 8) eller han er umyndig uden at Regenten er udnævnt og har aflagt Eed eller uden at Formynderskabet er ordnet, eller der ingen Thronfølger er. I alle disse Tilfælde skal Statsrådet i Mellemtiden føre Regjeringen.

Foreløbigt bemærkes, at den Forudsætning, at Rigsdagens Sammentræden kan blive overflødig, uanseet Thronfølgerens Umyndighed, fordi der er udnævnt en Regent, som alt har aflagt Eed, enten må være urigtig (såfremt ellers vor Bemærkning med Hensyn til § 11 er grundet eller må støtte sig til den noget subtile Betragtning, at Regenten i Egenskab af Thronfølger kunde have aflagt Eden. Det sees heller ikke, hvorledes den Omstændighed alene, at Formynderskabet ikke er ordnet, efter Paragraphens øvrige Tankegang kunde gjøre det nødvendigt, at Statsrådet i Mellemtiden førte Regjeringen, ligesom det heller ikke sees, hvorfor denne Paragraph alene taler om det Tilfælde, hvor Thronfølgeren på Grund af Umyndighed er ude af Stand til at regjere, men ikke giver en almindelig Regel for alle Tilfælde, hvor en sådan Udygtighed måtte indtræde. Hertil kommer, at Paragraphen ikke indeholder nogen nærmere Regel med Hensyn til Thronfølgerens Fraværelse, i hvilken Henseende det dog turde være nødvendigt, udtrykkeligt at udtale Rigsdagens Myndighed, og endelig at Slutningssætningen: „I Mellemtiden føres Regjeringen af Statsrådet“ trænger til en noget større Bestemthed. Man har derfor troet at burde foreslåe en ny og skarpere Affattelse; hvorhos man i Spidsen har troet at burde stille den nye Regel, at Rigsdagen altid af sig selv sammentræder, når Kongen er død. Dette Tidspunkt er så betydningsfuldt, og der foreståer desuden efter § 15 isåfald altid strax en så vigtig Forhandling, at Rigsdagens øieblikkelige Sammentræden udentvivl Vil findes hensigtsmæssig.

Det bemærkes endnu, at Regelen om Rigsdagens Sammentræden i alle de her omhandlede Tilfælde kan i Anvendelsen møde nogen Vanskelighed, hvad enten den gamle Rigsdag er opløst, uden at de nye Valg have fundet Sted, eller hvis den gamle Rigsdag endnu beståer, men omvendt nye Valg have fundet Sted. Udvalgets Fleerhed har troet, at man i ethvert Tilfælde vilde have en anvendelig Regel, når man fastsætter, at, hvis Kongen døde, sammentræder 14de Dagen derefter uden Sammenkaldelse den sidstvalgte Rigsdag. Skulde altså i Tiden mellem Kongens Død og 14de Dagen derefter en ny Rigsdag være valgt, vilde den sidst-

valgte have at møde; foregåe Valgene derimod sildigere, ville de sidstvalgte Thing afløse de ældre, når disses Tid efter de almindelige Regler er udløbet.

Man foreflåer altså følgende nye §§ 12—14. § 12. Er Kongen død, sammentræder 14de Dagen derefter uden Sammenkaldelse den sidstvalgte Rigsdag. § 13. Er Thronfølgeren fraværende, eller har han, skjøndt myndig, ikke aflagt Eed på Grundloven, eller er han ude af Stand til at regjere, eller er der ingen Thronfølger, føres Regjeringen af Ministerrådet, indtil Bestemmelse er tagen af Rigsdagen. § 14. Er Thronfølgeren eller Regenten fraværende, bestemmer den forenede Rigsdag, inden hvilken Tid han har at. vende tilbage. Er Thronfølgeren umyndig, uden at Regent og Formynderskab er bestemt, udnævner den forenede Rigsdag Regenten og beskikker Formynderskabet. Er der ingen Thronfølger, udnævner den forenede Rigsdag en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge. § 15 og 16. Ved Udkastets § 15 tillader man sig at foreslåe det Tillæg at „Civillisten ikke kan behæftes med Gjæld.“ Dette ligger vistnok ganske i Forholdets Natur, thi her er kun Talen om de årlige Indtægter, der tillægges Kongen, eller om de Statsmidler, hvis Brug skal tilkomme ham, og om hvis Pantsættelse eller Afhændelse der således ikke kan være Tale; men en bestemt Udtalelse af denne Regel vil dog måskee ikke findes urigtig.

Den Anmærkning, der i Udkastet findes ved nærværende Paragraph, skal naturligviis ikke gåe over i Grundloven. Det er kun til Rigsforsamlingens Efterretning sagt, at der om vor nuregjerende Konges Civilliste vil blive meddeelt Rigsforsamlingen en allerhoieste Bestemmelse. Det må, når denne Meddelelse er skeet, ståe til Rigsforsamlingen, at tage den i fornøden Overveielse; Grundlovsudvalget har i den Anledning intet Kald til at udtale sig.

Medens der således i Grundloven kun er optaget en Regel for Civillistens Fastsættelse med Hensyn til fremtidige Konger, viser § 16 derimod, at der for Medlemmerne af det kongelige Huus strax kan bestemmes Apanager ved Lov. Dette må Udvalget ansee for aldeles rigtigt. Det ståer altså til Kongen og Rigsdagen at fastsætte Apanagerne i sædvanlig Lovs Form; men dette er ikke befalet og Apanagerne kunne altså også fastsættes ved Finantsloven. Udvalget må ligeledes ganske tiltræde den Bestemmelse, at Apanagerne ikke uden Rigsdagens Samtykke kunne nydes udenfor Landet; man foreslåer alene, at der i Stedet for „Landet“ sættes „Riget“, da dette Udtryk udentvivl bestemtere detegner Udkastets Tanke. Forsåvidt der derhos tilføies en Undtagelse for det Tilfælde, at alt bestående Contracter hjemler en modsat Ret, da kan man naturligviis ikke andet end ville, at de bestående Contracter skulle holdes i Hævd; men denne Undtagelse, der alene knytter sig til de nuværende øieblikkelige Forhold, synes mindre at have sin Plads i Grundloven, end i de transitoriske Bestemmelser, der udentvivl om forskjellige Forhold måe gives samtidigt med Grudlovens Forkyndelse. Man overseer ikke, at lignende Undtagelser kunde også i Fremtiden hjemtes ved Contracter; men vi troe med Udkastets Forfattere, at Grundloven ikke behøver at tage særligt Hensyn til Fremtiden; thi den Lov, der hjemler Apanagen, vil kunne indeholde det fornødne samtykke, når Rigsdagen dertil måtte finde tilstrækkelig Hjemmel.

Man har i Udvalget reist det Spørgsmål, om der ikke i Grundloven, ligesom Tilfældet for Tiden er i Kongeloven, burde findes Bestemmelser om de kongelige Prindsers og Prindsessers Forhold, og om det ikke i alt Fald, selv om man ikke ansåe positive Grundlovsbestemmelser herom for nødvendige, burde antydes, at dette Forhold skulde ordnes ved en Huuslov. Udvalget har imidlertid troet for Øieblikket at burde opsætte en Meningsyttring herom, idet man nemlig først efter at have gjennemgået hele Udkastet ansåe det rigtigt at behandle Spørgsmålet om den Form, hvori Kongelovens Ophævelse burde udtales, til hvilket Spørgsmål da naturligt knytter sig det andet Spørgsmål, om der uanseet Grundlovens nye Bud stod enkelte Kongelovsbestemmelser tilbage, som ikke ganske kunde undværes, uagtet den i Almindelighed ophævedes.

§ 17. I denne Paragraph, der skal udtale Kongens constitutionelle Ansvarsfrihed og hans Persons Hellighed og Ukrænkelighed, har Udvalget troet, at et Tillæg om Ministrenes almindelige Ansvarlighed for Statsstyrelsen naturligt fandt sin Plads. Man foreslåer derfor, at der til Paragraphen føres følgende Sætning: „Ministreneereansvarlige for Regjeringens Førelse.” § 18. Udvalgets Minoritet ( foreslåer, at Udtrykkene, giver disse i denne Paragraph ombyttes med Ordene „har kun“. Når Paragraphen nemlig fastsætter, at Kongers Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger giver disse Gyldighed, når den er ledsaget af en Ministers Underskrift, have disse Medlemmer antaget, at Reglen om Contrasignaturens Nødvendighed ikke fremtrådte med tilstrækkelig Utvetydighed.

Udvalgets Fleerhed har dog ikke fundet, at Paragraphens Affattelse efterlod nogen skjellig Grund til Tvivl.

Udvalgets Fleerhed slutter sig til Udkastets Bestemmelse. Majoriteten er vet enig i, at Ansvarligheden nærmere gjennemføres ved Lov (hvilket vil blive udtalt ved den følgende Paragraph), men man anseer det for passende, at Grundlaget angives i Forfatningen, og man skjønner ikke rettere, end at det rette Grundlag er givet i Udkastets § 9. Når Ministrene kunne drages til Ansvar for de i deres Embeder begåede Forbrydelser og for enhver for Staten åbenbart skadelig Færd, så vil Folkethinget ikke være udelukket fra at reise Anklage i alle de Tilfælde, hvor det måtte være tjenligt; for Anklagens Mulighed behøves ingen videre Garanti; for Pådømmelsens constitutionelle Retfærdighed må Betryggelsen søges i Rigsrettens Sammensætning. § 20. Når denne Paragraph bestemmer, at Statsforretningerne fordeles efter Kongens Bestemmelse mellem Ministrene, da har Udvalget ikke kunnet tiltræde denne Bestemmelse. Man anseer en fast Fordeling af Statsforretningerne for så vigtig, at den bør skee ved Lov.

Denne Lov måtte da i det Hele ordne de enkelte Ministerier, og det hele Ministerråds Forhold; den måtte afgjøre hvorvidt der kunde være Ministre uden Portefeuille (hvilket man ikke har troet,

at Grundloven burde forbyde) og i alt Fald hvor mange; den kunde endelig indeholde de nærmere Bestemmelser om Ansvarligheden.

I Henhold hertil foreslåes en ny Affattelse af Paragraphen, hvorved blot endnu bemærkes, at man har ombyttet Ordet „Statsråd“ med Ministerråd, fordi Ordet Statsråd naturligt forbeholdes for det Tilfælde, at man i Danmark vilde indføre en Indretning, der mere svarede til de større Statsråd, som kjendes i adskillige fremmede Lande f. Ex. Frankrig.

Udvalgets Fleerhed har ikke troet, at burde tilråde noget af disse hvert til sin Side fra Udkastet afvigende Forslag, og slutter sig altså til Udkastet. § 24. § 24 har ikke givet Udvalget Anledning til nogen Bemærkning. § 25. Når § 25 tillægger Kongen Ret til at hæve Rigsdagens ordentlige Sammenkomst, dog uden Rigsdagens Samtykke ikke længere end på to Måneder og ikke mere end een Gang i Året indtil dens næste ordentlige Sammenkomst, da har Udvalget vel ikke fundet Noget at erindre mod Paragraphens Regel. Men man antager dog, at Brugen af Udtrykket „hæve“ for at betegne hvad ellers sædvanligt i fremmede Sprog kaldes „prorogere“ eller „ajournere“ vanskeligt lader sig forsvare. Man måtte del hellere sige: Kongen kan udsætte den ordentlige Rigsdags Møder og det kunde da måskee tilføies for større Nøiagtigheds Skyld: „på bestemt Tid“. § 26. Ved § 26 tillader man sig at foreslåe en lignende Ombytning af Ordene „andet hæves“ med „andet Things Møder udsættes“. Når dernæst Paragraphens Slutning for det Tilfælde, at begge Thingene eller eet af dem er oplost, bestemmer, at Rigsdagen atter skal samles inden to Måneders Forløb efter Opløsningen, da har Udvalgets Fleerhed fundet denne Bestemmelse Fyldestgjørende.

En Minoritet ( ) har anseet det for rettes, at selve det Decret, der opløser Thingene, i sit øvrige Indhold giver Garanti for, at det nye Thing eller Thingene blive sammenkaldte inden den grundlovmæssig bestemte Tid, hvilket vil kunne skee derved, at Opløsningsbrevet anordner nye Valg inden en vis Tid og sammenkalder Rigsdagen inden 2 Måneder. Ligesom man nemlig anseer en sådan Garanti for svarende til Forhøldets Natur og at ståe i Harmoni med de Garantier der forøvrigt opstilles i Grundloven, således formenes det og, at den foreslåede Bestemmelse, den samtidige Udskrivning af nye Valg og Indkaldelsen til den nye Rigsdag vil virke beroligende nå Folkestemningen i det Øjeblik, et så vigtigt Skridt fra Regjeringens Side foretages. som det at opløse Rigsdagen. Den indstiller altså følgende Tillæg:

Opløsningsbrevet anordner nye Valg i Løbet af

40 Dage og sammenkalder Rigsdagen inden to måneder efter Opløsningen.

§ 27. Ved § 27 foreslåer Udvalget at Ordene „er berettiget” ombyttes med „kan“. Det synes nemlig mindre passende udtrykkelig at fermhæve som en Ret, at Kongen kan lade forelægge Rigsdagen Lovforslag. §28. §28 bestemmer, at, når Kongen har givet sit Samtykke til en Lov, befaler han dens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fyldyrbelse. Nogle af Udvalgets Medlemmer have meent, at denne Paragraph nærmest indeholdt den egentlige Udtalelse af Kongens absolute Veto og have da fundet, at Udtalelsen at en så vigtig Ret for Kongen burde skee på en mere ligefrem og iøinefaldende Måde. Andre have vel troet, at Reglen om Kongens Andeel i den lovgivende Magt allerede var udtalt med tilstrækkelig Utvetydighed i § 3, så at der ikke var nogen egentlig Nødvendighed for her påny at udtale den. Men da en sådan bestemtere Udtalelse ikke kan skade, har Uddalget forenet sig om at foreslåe følgende Affattelse:

Kongens Samtykke udfordres til at give en Rigsdagsbeslutning Loveskraft. Kongen befaler Lovens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse.

Til denne Bestemmelse om Kongens Ret og Pligt, at drage Omsorg for Lovens Fuldbyrdelse, har Udvalget meent, at det kunde være rigtigt at føie en udtrykkelig Bestemmelse om, hvorvidt Kongen kan undtage Nogen fra Lovens almindelige Bud. Vor nuværende Ret er gjennemvævet af et vidtforgrenet Bevillingsvæsen, der ofte har sin Rod i udtrykkelige Love, men ofte også har måttet søge sin Hjemmel, om ikke umiddelbart i Kongens absolute Souverainitet, så dog i vedtagne Regjeringsgrundsætninger. Det er umuligt ved en enkelt Grundlovsbestemmelse at bortskjære den hele Brug af Bevillingsmyndigheden, uden hvilken Mangen forgæves vilde søge sin Ret. Indtil videre måe altså de Bevillinger, der have Hjemmel i den gjældende Ret, fremdeles kunne meddeles, forsåvidt de ikke i et eller andet enkelt Forhold bortfalde på Grund af een eller anden udtrykkelig Grundlovsbestemmelse. Men hvad der er gjørligt eg hvad der udentvivl og bør gjøres, det er ved fremtidige Lovgivbningsarbeider at tage i særlig Overveielse, hvorvidt der bør indrømmes Regjeringen en begrændset Adgang til at gjøre Undtagelser fra Lovens almindelige Bydende, og kun forsåvidt Sådant udtrykkelig hjemles, bør denne Myndighed tilkomme Regjeringen. Denne conskititruonelle Regetl kunde formeentlig stadfæstes ved følgende Tillæg til Pharagraphen:

Han kan da ikke undtage Nogen fra dens Bud, medmindre dette har Hjemmel i Loven selv.

På dette Sted tillader Udvalget sig at henlede Forsamlingens Opmærksomhed på det Spørgsmål, om Grundloven ikke bør indeholde en Regel med Hensyn til provisoriske eller foreløbige Love. Udvalget har troet, at det var rigtigst at optage en Bestemmelse, der erkjendte Kongen Ret til sådanne Loves Udstedelse, men tilsøiede de nødvendige nærmere Betingelser, såsom at en foreløbig Lov kun kunde udstedes i særdeles påtrængende Tilfælde, og når Rigsdagen ikke var samlet; og at den foreløbige Lov fremdeles ikke Måtte stride mod Grundloven, og at den altid måtte forelægges den umiddelbart følgende Rigsdag, uden hvis Bekræftelse Loven bortfaldt.

Man foreslåer derfor en Tillægspapragraph (28, b) sålydende:

§ 31, som i Regjeringens Udkast. § 32, som i Udkastet, med Bortskjærelse af sidste Passus (om Landsthinget). § 33, som i Udkastet, med Bortskjærelse af det sidste Stykke (om Landsthinget). § 34 udgåer aldeles. § 35, som i Udkastet, med Bortskjærelse af det sidste Stykke (om Landsthinget). § 36, som i Udkastet, med Bortskjærelse af sidste Passus (om Landsthinget). § 37, som i Udkastet. § 38, som i Udkastet, kun at Ordene „det Thing, hvortil han hører“, forandres til „den“ og at Ordene „uden Thingets Samtykke“ forandres til „dens Samtykke“. § 39, som i Udkastet.

De Forandringer i Forfatningsudkastets øvrige Bestemmelser, der måtte blive fornødne, forsåvidt dette vort Forslag vandt Majoritet i Forsamlingen, forbeholdes. De ville i Reglen kun være selvfølgelige og simple Redactionsforandringer i § 4, 8, 9, 14, 26, 40, 41, 42, 44, 45, 47, 49, 51, 52, 53, 55, 56, 57, 58, 59, 61, og 60.

Kun ved Afsnit VI, § 60, matte vi specielt foreslåe, at denne Paragraph kom til at lyde således som i Udkastet med den Forandring, at istedetfor Ordene „Halvdelen af Landsthinget, Halvdelen af Landets øverste Domstol blandt disses egne Medlemmer“ sættes „samtlige af Landets Overdommere“.

Undertegnede Larsen antager ikke blot med flere af Comiteens Medlemmer, at en Repræsentation, tilveiebragt således, som den, Grundlovsudkastet vil have indført, ingenlunde er skikket til at betrygge en rolig og retfærdig Udvikling af vore Samfundsforhold; men jeg kan derhos end ikke være enig i den Hovedanskuelse, at Rigsdagen bør organiseres efter Tokammersystemet, idet jeg holder for, at Etkammersystemet er at foretrække.

Jeg skal her ikke gåe ind på nogen almindelig Undersøgelse af Spørgsmålet om Etkammer- eller Tokammersystemets Fortrinlighed. Om der end, når Sagen blot betragtes theoretisk, måtte indrømmes Tokammersystemet et virkeligt Fortrin, kunde dette dog ikke være afgjørende, med mindre også de givne factiske Forhold tilstedede Theoriens Udførbarhed eller heldige Iværksættelse, hvilket jeg ikke antager hos os at være Tilfældet. For det Første troer jeg, at allerede efter Folkets eiendommelige Ånd et så kunstigt Statsmaskineri kun vil finde liden Sympathi hos samme, ligesom også Folkets rolige og besindige Characteer synes at gjøre et sådant Middels Anvendelse mindre nødvendigt hos os, end det andensteds kan være. Dernæst turde det hos et lille Folk, der ikke har nogen Overflødighed af dygtige Personligheder, i Almindelighed være rigtigere, at samle de forhåndenværende Kræfter i eet Kammer, end at adsplitte dem i tvende. Og endelig savnes hos os de naturlige Elementer til et virkeligen selvstændigt og anseet Førstekammer (Landsthing), således som dette i enkelte andre Lande historisk har udviklet sig; det kunde hos os ikkun kunstigen dannes, nærmest blot for den gjentagne Overveielses eller mechaniske Modvægts Skyld. Man vilde herved efter vore Forhold let komme til at gjøre begge Kamre så ligeartede, at det 1ste Kammer som oftest blot vilde blive en Gjenlyd af det talrigere 2det Kammers Beslutninger, eller dog i det høieste, for at gjøre sig vigtig, vilde forlange lidet magtpåliggende Forandringer i Enkelthederne, der dog vilde gjøre Sagens gjentagne Behandling nødvendig, og uden tilsvarende sand Nytte vidtløftiggjøre og forsinke denne. Vilde man derimod skabe tvende Kamre af virkelig forskjellige Characteer og Tendents, således at Sagerne i første Kammer kunde finder ikke blot en gjentagen Overveielse, men en Betragtning fra nye Sider, måtte dette udentvivl væsentligst søges opnået, skjøndt vistnok kun ufuldkomment, derved at man gjorde Valgretten eller Valgbarheden til det første Kammer afhængig af en vis Formuenhed, der enten i og for sig var betydelig, eller dog betydelig i Forhold til den, der fordredes med Hensyn til det andet Kammer. Men jeg befrygter, at der snart imellem de tvende således dannede Afdelinger af Folkerepræsentationen vilde udvikle sig en fordærvelig Usamdrægtighed og farlige Rivninger. Når derimod Repræsentanterne for de forskjellige Livsforhold ere for

enede i een Forsamling og personligen kunne udverle deres Anskuelser, er det meget mere at håbe, at Conflicterne ville udjevnes og det virkelig Retfærdige og Billige vinde Majoriteten for sig. Det er iøvrigt kun under Forudsætning af, at det ene Kammer, hvoraf Rigsdagen alene skulde beståe, kunde erholde en ganske anderledes betryggende Sammensatning, end Udkastets Folkething, at jeg kan stemme for Etkammersystemet. I manglende Fald må jeg søge en mulig, skjøndt for mig kun lidet ønskelig, Hjelp i Tokammersystemet.

Med Hensyn til Dannelsen af den enkelte Forsamling, der efter min Mening skulde udgjøre Rigsdagen, er jeg af den Anskuelse, at man herved, såvidt muligt, bør benytte de hidtil bestående Institutioner som Grundlag. Erfaringen lærer, at det i Almindelighed ikkun er ved gradviis at reformere og udvikle de allerede givne forfatningsmæssige Forhold og dertil at knytte de nye Bestemmelser, at det er lykkedes at tilveiebringe holdbare og til de practiske Fornødenheder avarende Forfatninger, hvorimod den Fremgangsmåde, at omvælte alt det Bestående, for at opføre efter en eller anden Theori en ganske ny Forfatning, yderst sjeldent og kun under ganske særegne Forhold har ført til noget heldigt Resultat, men som oftest kun har draget nye Revolutioner efter sig. Vel må det nu erkjendes, at på den ene Side en for længe tilbageholdt Udvikling af Provindsialstænderinstitutionen og på den anden Side de i det sidste År indtrådte overordentlige Tidsforhold medføre en Nødvendighed af, at gjøre et temmelig stort Spring i vort Statslivs Uddannelse; men skjøndt det således bliver nødvendigt, at overspringe nogle af de Udviklingstrin, som ellers kunde have været ønskelige, kan det dog ingenlunde være nødvendigt eller tilrådeligt, aldeles at bortkaste den brugbare Grundvold for den ny Forfatning, som Provindsialstænderinstitutionen tilbyder. Jo større den Magtfylde er, som Grundlovsudkastet har tillagt Rigsdagen, desto større Forsigtighed bør der udentvivl netop udvises med Hensyn til Afvigelserne fra den igjennem en Række af År bestående og prøvede Sammensatning af Stænderne.

Jeg antager således, at Rigsdagen for den væsentligste Deel hensigtsmæssigst kan dannes ved en Sammensmeltning og frisindet Reform af de hidtilværende Provindsialstænder. Med Hensyn til Valgretten vil jeg ikke blot foreslåe, at den hidtilværende Census i Landdistricterne erholder en betydelig Nedsættelse, men fornemmelig, at ikke blot Grundbesiddelse, men også Udredelsen af et vist Årligt Skattebeløb skal såvel på Landet som i Kjøbenhavn og Kjøbstæderne give lige Adgang til Udøvelsen af denne politiske Ret. De større Landeiendomsbeskdderes Valgclasse bør efter mit Skjøn betydelig udvides, men dog derhos Antallet af de Deputerede, som den skal stille, ikke lidet nedsættes. Og med Hensyn til Valgbarheden troer jeg, at de særegne Betingelser og Indskrænkninger, hvortil denne var bunden, kunne ganske hæves, så at i Almindelighed enhver fuldmyndig og uberygtet Mand, uden Hensyn til Eiendomsbesiddelse eller Skatteudredelse, bliver valgbar.

Men foruden den Hovedbestanddeel af Rigsdagen, der skulde fremkomme ved Udøvelsen af den på den ovenfor antydede Måde betingede Valgrettighed, troer jeg at denne også bør optage en ikke ubetydelig Bestanddeel ved almindelige Valg. Jeg anseer det for en i sig selv rigtig Tanke, at i Almindelighed ingen myndig Mand i Staten bør være udelukket fra, at kunne medvirke til Dannelsen af Folkerepræsentationen; jeg holder kun for, at det er en ligeså urigtig som høist farlig Anvendelse af denne Tanke, at man under de nu bestående Samfundsforhold strax vil lægge Magten til at vælge den hele Repræsentation i Hænderne på den store Masse, der efter sine Kår og Livsforhold ingenlunde kan have den Selvstændighed og Oplysning, at en så stor Magt kan ventes udøvet af den på en med det Heles Vel stemmende Måde. Derimod antager jeg, at en Trediedeel af Repræsentanterne passende kunde fremgåe af almindelige Valg, på den Måde, som Valglovsudkastet har bestemt med Hensyn til Folkethinget. Vel ville Districterne for disse Valg blive omtrent dobbelt så store som Valgloven har bestemt; men Valgene ville udentvivt ligefuldt kunne lade sig udføre på den antydede Måde, og de større Districter ville ingenlunde være til Skade for Valgenes Pålidelighed.

Jeg mener derhos, at denne almindelige Valgret bør i Alminde-

lighed tilkomme enhver fuldmyndig Mand, og altså Udkastets Fordring af 30 Års Alderen bortfalde.

I Henhold til hvad jeg således har udviklet, tillader jeg mig at stille følgende Forslag:

Rigsdagen skal beståe af een Forsamling. Valgret til samme grunder sig dels på lignende Betingelser, som fordredes til Provindskalstænderne, dels blot på personlige Egenskaber.

A. For det egentlige Danmarks Vedkommende sammensættes Rigsdagen omtrent således:

I. ved betingede Valg: 1) Kjøbenhavn vælger 10. 2). a. Østifternes Kjøbstæder efter de ældre Valgdistricter . 11. b. Jyllands Kjøbstæder ligeledes 11. 3) a. de mindre Landeiendomsbesidderes Valgdistricter i Østifterne 20. b. ligeledes i Jylland 22. 4) De større Landeiendomsbesiddere efter nærmere Fordeling 16.

II. ved almindelige Valg: af 50 Districter på omtrent 26,000 Indbyggere, Land og Kjøbstæder i Almindelighed forenede, vælges. 50.

III. Endelig tiltræde 10. som enten vælges således: a) af Geistligheden 4 b) af Universitetet, polytechnisk Læreanstalt og den militære Høiskole i Forening 2. c) Høiesteret 2. d) Landsoverretterne .2.

eller hvis Valg overlades til Kongen. B. Om Valgret og Valgbarhed.

I. Valgret til de under I. ommeldte Valg betinges af: 1) I Kjøbenhavn: Eiendomsret over Huse eller Gårde, der ere ansatte til en Assuranceværdi af idetmindste 4000 Rbd. (Fdg. 15 Mai 1834 § 13). 2) I Kjøbstæderne: sådan Eiendomsret til en Værdi af 1000 Rbd. og på Bornholm det Halve (Fdg. 1834 § 14). 3) I de mindre Landeiendomsbesidderes Valgdistricter: Eiendomsret over 4 Tdr. Hartkorn Ager og Eng eller 8 Tdr. Hartkorn Skov og Mølleskyld, eller over Bygninger, der ere undergivne Arealskat og have en Assuranceværdi af 2000 Rbd., eller Fæstebesiddelse af en Gård på 5 Tdr. Hartkorn Ager og Eng eller 10 Tdr. Hartkorn Skov og Mølleskyld.

I samtlige disse Valgdistricter (1—3) kunne forskjellige Eiendomme sammenlægges for at begrunde Valgretten på den i Fdg. 15 Mai 1834 §§ 10, 13, 14 og 10 bestemte Måde.

Fremdeles deeltager i samtlige disse Districter i Valgretten, enhver i det vedkommende District bosat Mand, som i det sidste År har svaret i directe kongelige eller communale Skatter og Afgifter 40 Rbd. De Skatter og Afgifter, som ifølge Lovgivningen falde på Brugeren eller Leietageren, men ifølge privat Overeenskomst ere udredede af Eieren, betragtes som om de vare erlagte af Brugeren selv. 4) For de større Landeiendomsbesiddere: en Eiendom med idetmindste 20 Tdr. Hartkorn Ager og Eng.

Som personlige Egenskaber fordres hos Enhver, der skal udøve den ovenmeldte Valgret, at han er fuldmyndig og uberygtet, at han har Indfødsret, og at hans Bo ikke er taget under Opbuds- eller Fallitbehandling.

Til Valgbarhed i de ovenmeldte Valgcorporationer fordres ikkun de nysnævnte personlige Egenskaber.

II. Valgret og Valgbarhed ved de almindelige Valg tilkommer enhver fuldmyndig og uberygtet Mand, som har Indfødsret, og ikke ståer under Fattigforsørgelse, dog at til Valgret tillige udfordres, at han har havt fast Bopæl i et halvt År i det Valgdistrict, hvori han opholder sig, på den Tid han indtegnes som Vælger.

For Island udvælges 5 Medlemmer og for Færøerne 1 Medlem. De nærmere Bestemmelser herom forbeholdes, såvelsom om det Antal Medlemmer, der skal vælges af Slesvig.

Undertegnede David, Hansen, Jespersen, Neergård, Ussing og subsidiairt Larsen, erkjende tilfulde Tidens Fordring, at der bør indrømmes det hele Folk en væsentlig Andeel i den lovgivende Magt, og vi formene derfor også, at Valgretten til Folkethinget ikke bør begrændses mere end det for Statens Beståen og rolige Udvikling er nødvendigt, ved at forhindre, at de, hos hvilke ikke den Grad af Selvstændighed og Agtelse for Samfundsordenens Beståen tør forudsættes, der ere nødvendige Betingelser for at kunne udøve Valgretten til Fædrelandets sande Tarv, skulle erholde en fordærvelig Indflydelse på Valgene, og for at forebygge, at den vigtigste politiske Rettighed, i hvilken det hele Folk skal deelagtiggjøres, i virkeligheden gives i Hænderne på den i numerisk Henseende langt overveiende Klasse, der besidder mindst Selvstændighed, og der lettest kan lade sig mislede af dem, som af eensidige eller egoistiske Hensigter måtte stræbe efter at lede Valgene. Vi ere derfor overbeviste om at gåe ud fra den samme Grundtanke som Lovudkastet, der ved at gjøre det til Betingelse for Valgrettens Udøvelse,at den Vedkommende har syldt det 30te År, og at han, med mindre han har sin egen Huustand, ikke ståer i privat Tjenesteforhold, Åbenbart har tilsigtet fra Valgretten at udelukke dem, hos hvem man ikke turde forudsætte, at den tilbørlige Grad af Selvstændighed vilde være tilstede. Men vi holde os på den anden Side overbeviist om, at de Farer, der true Samfundet, Statens Udvikling, og det monarchiske Princips Opretholdelse, hvor Valgretten ikke gives den Begrændsning, som Statsvellet fordrer, ikke på nogen fyldestgjørende Måde formindskes ved de i Lovudkastet angivne Midler, og det så meget mindre, som den Bestemmelse, hvorefter de, der have nået den borgerlige Fuldmyndighedsalder, dog skulde være politisk Umyndige indtil det fyldte 30te År, er en unaturlig og derfor uholdbar Indskrænkning i Meddelelsen af de politiske Rettigheder, der tilkomme enhver fuldmyndig Mand, hvis Livsstilling og Vilkår iøvrigt giver Formodning om, at han kan og vil gjøre den rette Brug af disse Rettigheder, og at han ikke så let vil lade sig mislede og bruge som et Værktøi for Andres ærgjærrige Planer. Vi ere tvertimod overbeviste om, at de tilsigtede høist vigtige Øiemed langt sikkrere opnåes ved at betinge Valgrettens Udøvelse af en Census, der ikke er høiere, end at det med Sikkerhed tor antages, at enhver Mand, hvis Livsstilling skulde tilbyde nogen Garanti for hans Selvstændighed, også vil svare en sådan; eller af at den Vedkommende har en sådan Besiddelse, som det med ikke mindre Sikkerhed tør antages, at den, der i sin Virkekreds arbcider stræbsom og flittig, i Almindelighed vil kunne erhverve. Også turde den, der har erhverved Borgerskab i en Kjøbstad, i Almindelighed antages at være i en så selvstændig Livsstilling, at han ikke bør være udelukket fra Valgretten. En sådan Begrændsning af Valgretten er, efter vor Overbeviisning, vel forenelig med det sande Lighedsprincip, og vilde være et langt tryggere Værn for Folkets sande Frihed, end den i Lovudkastet fastsatte Begrændsning. Og endeligen vilde, hvad der efter vor Overbeviisning ligeledes er af Vigtighed, en Begrændsning af Valgretten, hvorved denne betinges af en lav Census, cller af en vis ringe Besiddelse, have til Følge, hvad der under det i Lovudkastet antagne System må forekomme ugjørligt, at Retten til at vælge Bestyrelsen i Communerne også på rette Måde vil kunne begrændses, og at disses Vel ikke vil blive priisgivet for de største Farer, hvilket ufeilbarligen vilde være Tilfældet, når også i Communerne Alle over en vis Alder, uden Hensyn til Livsstilling og Besiddelse skulde have

Indflydelse på Valget af dem, til hvem Bestyrelsen af de communale Anliggender skal overlades.

Endnu i en anden Henseende kunne vi ikke samstemme med Lovudkastet. Vi antage nemlig, at det vil være tilstrækkeligt, at Folkethinget for det egentlige Danmarks Vedkommende kommer til at beståe af 100 Medlemmer, og formene derfor, at Valgdistricterne bør være på omtrent 14000 Indvånere. Det er nemlig i et så lille Land som Danmark ikke let at finde mange Mænd, som tilfulde kunne opfylde deres Plads i Folkethinget, og når dette desuden Årligen skal holdes, vil Vanskeligheden endnu blive større, thi mange leve i sådanne Livsstillinger og Forhold, at de ikke let årligen ville kunne aksee den Tid, som de måtte hellige til dette Hverv. Desuden vilde Folkethinget i numerisk Henseende komme til at ståe i et rigtigere Forhold til Landsthinget ved en sådan Udvidelse af Valgdistricterne. Også må vi med Udvalgets Fleertal være enige i, at Folkethingets Medlemmer vælges på 3 År, såfremt Årlige Sammenkomster skulle finde Sted.

Med Hensyn til Valgbarheden til Folkethinget holde vi os forvissede om, at den størst mulige Frihed i så Henseende er det Gavnligste; og at Vælgernes Tillid i ethvert Fald er den bedste Borgen for den Valgtes Værdighed. Det er derfor efter vor Overbeviisning ikke nødvendigt at fordre anden Betingelse til at vælges til Folkethinget, end at den Vedkommende skal have opnået Fuldmyndighedsalderen.

Jeg Jespersen lægger Vægt på, at den Bestemmelse i Udkastet, at den, der vil vælges, skal have stillet sïg til Valg, øptages som en Grundlovsbestemmelse, medens vi andre antage, at denne Bestemmelse rigtigen har sin Plads i Valgloven.

§ 33. Valgene til Folkethinget foregåe efter Districtet på omtrent 12000 Indvånere. Ethvert District vælger een blandt dem, der have stillet sig til Valg. § 34. Medlemmerne af Folkethinget vælges på 3 År. De erholde et dagligt Vederlag. § 35. Valgret til Landsthinget har Enhver, der ifølge § 31 har Valgret til Folkethinget, og som eier skyldsat Jord eller er Borger i en Kjøbstad eller årlig betaler 5 Rbd. i directe Skat til Staten eller Communen. § 36. De, der ifølge § 35 have Valgret til Landsthinget, vælge udaf deres Midte Valgmænd, efter de nævnte Bestemmelser, som gives i Valgloven. § 37. Valgbar til Landsthinget er med de i § 31 a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, når han har fyldt sit 40de År. § 38. Valgene til Landsthinget foregåe stiftsviis. Valgmændene i hvert Stift træde sammen og stemme på så mange Mænd som skulle vælges for Valgkredsen, i hvilken i det Mindste ¾ af de Valgte skulle have havt fast Bopæl i det sidste År. Til et gyldigt Valg udfordres mere end Halvdelen af de afgivne Stemmer. § 39. Antallet af Landsthingets Medlemmer skal stedse være omtrent ½ Delen af Antallet af Folkethingets Medlemmer. § 40. Medlemmerne af Landsthinget vælges på 8 År. Halvdelen afgåer hvert 4de År. De erholde intet Vederlag. § 41. Når en ny Communællov er givet, kan det ved lov bestemmes, at Valget af Landsthingets Medlemmer skal gåe over til Communalbestyrelserne.

Første Møde.

Mandagen den 23de October 1848 om Formiddagen Kl.11½ samledes de til Rigsforsalingen valgte Mænd i den til Forsamlingen indrettede Sal på Christiansborg Slot, efter forud afholdt Gudstjeneste i Slotskirken. De Folkevalgte ere:

I. Kjøbenhavn.

1ste Distrikt: Hammerich, M. I., Mag. artium. 2det — Hansen, H. P., Bankdirecteur, Grosserer. 3die — Ørsted, A. S., Geheimeconferentsråd. 4de — Algreen-Ussing, Statsråd, Generalprocureur. 5te — Duntzfelt, Rådmand, Directeur. 6te — Visby, C. H.,Sognepræst. 7de — Larsen, I. E., Professor, Dr. juris. 8de — Kayser, H., Tømmermester. 9de — Pedersen, P., Professor. 10de — Hvidt, L. N., Statsråd. l1te — Tuxen, N. E., Capitainlieutenant.

II. Kjøbenhavns Amt.

lste Distrikt: Hall, Overauditeur, Lic. juris. 2det — Danchell, Grosserer, af Ørholm. 3die — Thalbitzer, Proprietair til Cathrineberg. 4de — Krieger, Professor juris. 5te — Lorck, Sognepræst til Hvedstrup og Flyng Menigheder. 6te — Hansen, Peder, Gårdmand af Abbelved.

III. Frederiksborg Amt.

lste Distrikt: Olrik, Cancelliråd,Byfoged. 2det — Drewsen, Kammerråd, af Kjøbenhavn. 3die — Buntzen, Høiesteretsadvocat. 4de — Møller,Rasmus Nielsen, Huusfæster af Stoven i Dråby Sogn. 5te — Johansen, Hans, Sognefoged, Gårdeler,af Knardrup. 6te — Ostermann, I.A., Overlærer.

IV. Holbeks Amt.

lste Distrikt: Westerggård, N. L., Professor. 2det — Gregersen, Jens, Arvefæstegårdmand, af Kundby. 3die — Gleerup,A. C., Skolelærer,af Kjøbenhavn. 4de — Jespersen, Capitain, til Grønnebjerggård. 5te — Nielsen,Niels Hansen, Gårmand,af Løserup. 6te — Andreasen, Nicolai,Møller, af Egeberg Mølle.

V. Sorø Amt.

lste Distrikt: Hækkerup, Lars Andersen, Parcellist, af Vettersløv. 2det — Mundt, Lector ved Sorø Akademi. 3die — Frølund, Cand. theol., af Kjøbenhavn. 4de — Møller, Institutbestyrer,af Flakkeberg. 5te — Neergård, C., Etatsråd, til Gundersløvholm. 6te — Boisen, Sognepræst til Skjørpinge og Faurdrup.

VI. Præsto Amt.

lste Distrikt:Hansen, Lars, Arvefæstegårdmand„ af Bjelkerup i Storehedinge Landsogn. 2det — Johansen, Frederik, Møller, af Houby Mølle. 3die — Schack, H. E., Cand. juris., af Kjøbenhavn. 5te — Schroll, Chr., Fæstegårdmand, af Basnæs i. Beilø Sogn. 6te — Rasmussen, Mikkel, Sognefoged, af Herlufmagle-Torpe. 7de — Barfod, P, F.,Student, af Kjøbenhavn.

VII. Odense Amt.

lste Distrikt: Paludan -Müller, Overlærer, Dr. phil. 2det — Pedersen, Cornelius, Gårdmand,af Davinde. 3die — Madsen, Niels, Exam. juris, Gårdeier,af Asperup. 4de — Dinesen, Hans, Gårdeier,af Saltofte. 5te — Leth,A., Sognepræst i Middelfart. 6te — Jespersen, F., Procurator i Bogense. 7be — Johansen, Hans Christian, Gårdfæster, af Østrup. 8de — Larsen,Christian, Fæstegårdmand,af Dalby.

VIII. Svendborg Amt.

lste Distrikt: Hansen, I. A., Redacteur,af Kjøbenhavn. 2det — Jacobsen, I., Rasmussen, Gårdmand, af Lundby. 3die — Colding, I. Chr., Dr. med., af Svendborg. 4de — Schjern, Lector, Mag., af Kjøbenhavn. 5te — Christensen, Olaus, Sognefoged, Gårdmand, af Veistrup. 6te — Rasmussen, Jens, Fæstegårdmand, af Svanninge. 7be — Høier, Knud Chr., Gårdfæster, af Bjerrebye.

IX. Maribo Amt.

lste Distrikt: Christensen B., Landsoverretsprocurator. 2det — Black Christen, Arvefæstegårdmand ,af Tjennemarke. 3die — Ågård, G., Procurator, på Binnitze. 4de — Olesen, H., Gårdfæster, af Sædinge 5te — Mörch-Hansen, Catechet i Nykjøbing. 6te — Rasmussen, Hans, Sognefoged, af Egense.

X. Bornholms Amt.

lste Distrikt: Stender, A., Cand. juris 2det — Madvig, Professor, Dr. phil.

XI. Ålborg Amt

lste Distrikt:Hjort, A. I., Godsforvalter, af Åstrup. 2det — Schurmann, I., Sognepræst, af Ålborg. 3die — Jungersen, Skolelærer. 4de — Eriksen, Chr., Møller. 5te — Jespersen, C. R., Landsoverretsprocurator i Viborg.

XII. Hjørring Amt.

1 ste Distrikt: Hastrup, Cand. juris. 2det — Theilmann, H. P., Godsforvalter. 3die — Nyholm, I. C., Proprietair, til Baggesvogn. 4de — Pape, H. R., Proprietair, til Heiselt. 5te — Berinck-Seidelin, L. C., Etatsråd. 6te — Hasselbalch, F., Proprietair, til Ålegård.

XIII. Thisted Amt.

l ste Distrikt: Ågård, Justitsråd, Amtsforvalter. 2det — Lützhoft, Agent, af Thisted. 3die — v. Haven, F. Chr., Sognepræst for Hassing og Villerslev Menigheder. 4de — Bagger, E., Sognepræst for Øster- og Vester-Assels Menigheder.

XIV. Viborg Amt.

1ste Distrikt : Nørgård, Berthel Larsen, Gårdmand, af Kreiberg. 2det — Bregendahl, Landsoverretsassessor. 3die — Bruun, M. P., Fabrikeier, af Bruunshåb. 4de — Jacobæus, H. B., Proprietair, til Borupgård. 5te — Ussing. Landsoverretsassessor.

XV. Århuus Amt.

1 ste Distrikt: Winther, G. H., Mag. artium, af Kjøbenhavn. 2det — Otterstrøm, Cancelliråd, Bankkasserer. 3 die — Dahl, Landsoverretsprocurator, Godseier.

XVI. Skanderborg Amt.

1ste Distrikt: Ræder, Justisråd, Borgermester i Horsens. 2det — Schytte, Oliemøller, af Horsens. 3die — Hunderup, Cancelliråd, Herredsfoged. 4de — Drewsen, Fabrikeier på Silkeborg.

XVII. Randers Amt.

1ste Distrikt: Schouw, Etatsråd, Professor. 2det — Linnemann, Overlærer i Randers. 3die — Dahlirup, C. E., Auditeur, af Randers. 4de — Lacour, Pastor, i Nimtofte. 5te — Bruun, P. D., Høiesteretsassesor. 6te — Rée, B., Kjøbmand, Redacteur.

XVIII. Veile Amt.

1ste Distrikt: Bang, P. G., Etatsråd, Amtmand. 2det — Ploung, C., Cand. phil., Redacteur. 3die — Stockfleth, Overauditeur, Herredsfoged. 4de — Hermansen, Anders, Sogneforstander, af Sandvad i Hveisel Sogn. 5te — Jørgensen, I., Gårdmand, af Bøgballe i Østersnede. 6te — With, Justitsråd, Herredsfoged.

XIX. Ringkjøbing Amt.

lste Distrikt: Tang, Justitsråd, Proprietair, til Nøre-Vosborg. 2det — Kirk, O. Chr., Gårdeier, af Ebbensgård. 3die — Petersen, C.N., Justitsråd, By-og Herredsf., af Hjøring. 4de — Fløe, Kammerråd, Stifslandinspecteur, af Vostrup. 5te — Pedersen, Jens, Skolelærer og Kirkesanger, i Sæding Sogn.

XX. Ribe Amt.

1ste Distrikt: Tobiesen, Provst til Thorstrup og Horne Menigheder.

2det — Nielsen, Hans Christian, Gårdier, af Tranberg i Årre Sogn. 3die — Tvede, Underretsprocurator i Ribe. 4be — Hansen, N., Skolelærer og Kirkesanger i Eskelund. 5te — Gram, C. F., Sognepræst i Dahler Sogn.

De Kongevalgte ere:

v. Andræ, Major a la suite i Generalstaben og Lærer ved den mili taire Høiskole.

Bergmann, Gårdfæster og Dyrlæge i Dalby Sogn under Præstø Amt. Bjerring, V., Professor, Lærer ved den militaire Høiskole. Bruun, Agent,. Kjøbmand i Assens. Brandt, Rådmand, Klædefabrikør i Odense. Buchmald, Kjøbmand i Viborg. Cedrefeld de Simonsen, Kammerjunker, til Erholm og Søndergårde. Christensen, G., Bessemager. Christensen, Jens Gårdmand i Woldum under under Randers Amt. Clausen, Dr. theol., Professor i Theologi ved Kjøbenhavns Universitet. David, C. N., Dr. philos., Professor og Rådmand i Kjøbenhavn. van Dockum, C. E., Capitain i Søetaten og Chef for Søcadetcorpset. v. Fibigerm Overst i Artilleridrigaden. Funder, Cancelloråd og Rådmand, Tobaksfabrikør i Århuus. Hage, H., Cand. juris., af Kjøbenhavn. Sehestedt-Juel, Kammerherre, til Raunholt. Køster, Rådmand, Apotheker i Randers. v. Lüttichan, Kammerherre, Major, til Grundet. Tage-Müller, Biskop over Ribe Stist. Mynster, Dr. theol, Biskop over Sjællands Stift. Ostenfeldt, Hospitalsforstander i Ålborg. v. Oxholm, W., Kammerherre, Generalmajajor, til Tårnborg. Petersen, B., Hattemagermester, Borgerrepræsentant. Scavenius, Kammerherre, til Gjorsløv. v. Schlegel, Oberstlieutenant i Ingenieurcorpset. Sidenius, K., Kjøbmand i Maribo. Skeel, Kammerherre, til Birkelse. Sponneck, Kammerherre, Greve, Deputeret i General-Toldkammer- og Commerce-Collegiet. Treschom, Conferentsråd, til Brahesborg. Wegener, Geheimearchivarius, Dr. Wulff, Kæmner i Ålborg. Zeuthen, Kammerherre, Baron til Baroniet Zeuthen.

For Island.

Gudmundsson, Jon, Althingsmand, Student, af Reikiavig. Gislason, Konrad, Lector ved Kjøbenhavns Universitet. Johnsen, J., Althingsmand, Landsoverretsassessor, Byfoged i Ålborg. Pjcttursson, Br., Kammerassessor, i Kjøbenhavn. Sigurdsson, Jón, Althingsmand, Cand., af Kjøbenhavn.

For Færøerne.

Pløyen, Amtmand.

_____________________________

Kl. 12 ankom Hs. Majestæt Kongen med sin Hofetat og samtlige Medlemmer af Ministeriet, hvorefter Allerhøistsamme fra Thronstolen oplæste følgende Tale:

Danske Mænd!

Det er med Glæde og med Trøst, at jeg her, for første Gang, seer mig omringet af mit trofaste danske Folks Udvalgte.

Den Kjærlighed, Samdrægtighed og Selvopoffrelse, hvormed dette har understøttet mig og Landets hellige Sag i de tunge Dage, siden jeg besteg mine Fædres Throne, ere mig Borgen for, at en bedre Tid, med Guds Bistand, snart vil oprinde for vort lidende, ved Vold og Splid nu så hårdt prøvede Fødeland. — Under en dybtfølt Erkjendelse af det Forbigangne, skrider jeg da nu til, med folkets

Udvalgte at overlægge den Forfatning, som jeg af fri Kongelig Villie har tilsagt det, og hvorved det er mit Ønske, mit Håb og min Stolthed, at måtte kunne grundfæste det gamle Danmarks Ære og Lykke.

Ved mine Ministre, hvem jeg forbeholder Udgang til Forsamlingen og Ret til der at tage Ordet, når de finde det fornødent, lader jeg den forelægge et Udkast til en sådan Forfatningslov, og stoler trygt på deres troe og nidkjære Medvirkning, for at en endelig Ordning af dette så vigtige Anliggende må kunne fuldbringes af nærværende, til dette Øiemed forsamlede Rigsforsamling. Skulde dette imidlertid ei lykkes, da er det dog ikke min Hensigt, at sætte Forfatningen i Kraft, uden forst at forelægge den for en ny Rigsforsamling.

Jeg ønsker Guds Velsignelse over Dem og Deres Gjerning, at den må vorde til Ære, Held og Lykke for vort elskede Fædreneland.

Herpå udbragtes et „Kongen leve“ hvorefter Forsamlingen udbrød i et ni Gange gjentaget Hurra.

Hs. Majestæt bad Forsamlingen at modtage sin hjerteligste Tak, hvorefter Allerhøistsamme forlod Salen, ledsaget af Forsamlingens og det tilstedeværende Publikums gjentagne Jubelråb.

Efterat Hans Majestæt havde forladt Salen, og Ministrene, nemlig:

Premierministeren, Hs. Excellence Grve Moltke til Bregentved, Justitsministeren, Hs. Excellence Bardenfleth, Udenrigsministeren, Greve Knuth til Knuthenborg, Handelsministeren, Hs. Excellence Bluhme, Krigsministeren, v. Tscherning, Marineministeren,Kammerherre Zarthmann, Ministeren for Kirke- og Skolevæsenet Monrab, samt Dhrr. Ministre uden Portefeuille Hvidt og Lehmann havde indtaget de for dem bestemte Pladser, oplæste Premierministeren følgende Tale:

„Hans Majestæt Kongen har pålagt sit Ministerium at meddele Rigsforsamlingen en kort Udsigt over Rigets Stilling.

De kjende Alle, høitærede Medborgere, de alvorlige og faretruende Omstændigheder, hvorunder det nuværende Ministerium tiltrådte sit ansvarsfulde Kald. Grundlaget for dets Politik indeholdes i Kongens Svar til de slesvigholstenske Udsendinge. Imod den oprørske Påstand om en slesvigholstensk Stat og om Slesvigs Indlemmelse i det tydske Forbund stilledes den Erklæring: at Holsteen, som tydsk Forbundsstat, skulde erholde sin egen Forfatning og egen Forvaltning, under nøie Tilslutning til Tydsklands Stræben efter større politisk Eenhed, og at Slesvigs Forbindelse med det øvrige Danmark skulde sikkres ved en fælles Constitution, men at ved Siden deraf dets provindsielle Selvstændighed skulde udvikles ved særegne Institutioner. Heri indeholdtes tillige det Tilsagn, at i alle Kongens Scepter underlagte Lande Folkets Værdighed og Lykke skulde grundes på en i Sandhed Folkelig Frihed.

Hvor uforberedt den Sammensværgelse, der kun ved et skammeligt Misbrug af Kongens Navn kunde forføre Mængden og Hæren, end overraskede det danske Folk, vilde Regjeringen dog have nået det således opstillede Mål, dersom den kun havde havt at gjøre med Oprøret, thi dette havde ingen Rod i Folkets Sindelag og virkelige Tilstand og ingen Magt til at hindre Lovlighedens Seir. Denne vilde have været så meget skjønnere og varigere, som den kun kom, for at bringe Friheden.

Langt alvorligere blev Stillingen, da først Preussen, senere hele Tydskland blandede sig i vore indre Anliggender. Ligeoverfor en så overmægtig Modstander var det Regjeringens Pligt at gjøre Alt, hvad der var foreneligt med Statens Ære, for at afværge et Sammenstød, men ud over denne Grændse kun at vige for Overmagten. Det tilkommer Historien at dømme om det Overfald, for hvilket Danmark blev givet til Priis. Den danske Regjerings Mådehold og den danske Hærs Tapperhed have alt fundet Samtidens Anerkjendelse.

I den os således pånødte Krig har Folkets Eendrægtighed og Hengivenhed sat Danmark istand til at byde så store Farer Spid

sen, uden at bukke under, og uden at dets Modstandskraft er lammet. De mådeholdne Pengefordringer, Regjeringen har gjort, og som begge Provindstalstænderforsamlinger have bifaldet, have hverken svækket Folkets Evne eller dets Beredvillighed til yderligere Opoffrelser. Medens hos os ingen Forstyrrelse har formindsket Udbyttet af vore Erhvervskilder, har vor Sømagt tilføiet Fjendens Skibsfart og Handel og alle dertil knyttede Interesser følelige Lab, uden at vi hidtil have behøvet at udruste den større Deel af vor Flåde, fordi den ikke vilde have fundet nogen Fjende at bekæmpe. Vel har vor Hær havt ligeså blodige, som hæderlige Dage; men dagligt voxende i Tal og i Kampdygtighed, fuld af Begeistring for Konge og Fædreland, fuld af Tillid til sig selv og sine Førere, er den mere end nogensinde skikket til at give vore Underhandlinger Eftertryk, og om det skal være, at lægge Sværdet i Afgjørelsens Vægtskål.

Således ståer Danmark opreist og rustet og stærkt i Bevidstheden af sin gode Ret. Denne vor Ret har fundet fuldstændig Anerkjendelse hos alle venskabelige Magter, hvis Understøttelse ved Underhandlingerne har gjort og fremdeles vil gjøre os væsentlige Tjenester; og blandt hvilke vore Naboer have beredet sig til i Nødstilfælde at ståe os bi med Våbenmagt.

Men desuagtet er i Kampen mod en overlegen Modstander den Svageres Stilling altid så alvorlig, og under Europas hele nærværende Tilstand enhver Beregning af Fremtidens Tilskikkelser så usikker, at det har været Regjeringens Pligt ikke at afvise noget Forsøg, der kunde berede Veien for en mindelig Overeenskomst med en Nation, med hvilken et varigt Fjendskab ikke er begrundet i Danmarks naturlige Forhold og sande Interesser. Forsamlingen kjender de tvende Våbenstilstands-Conventioner, som Regjeringen efter de venskabelige Magters Råd har indgået. Det er ikke Danmark, som har at forsvare, at den første ikke blev opfyldt. Den sidste er troligen bleven fuldbyrdet fra vor Side. Overeensstemmende med samme har Tydskland trukket sine Hære ud af Slesvig og Holsteen. Udførelsen af Overeenskomstens tilbagestående Punkter er desværre Gjenstand for endnu svævende Underhandlinger.

Ved at give sit Minde til disse Conventioner har Kongen væsentligen havt før Øie midlertidigen at tilveiebringe en, om end ei god, dog tåleligere Tilstand i de Landsdele, på hvilke den fjendtlige Besættelses Tryk nærmest hvilede. Hans Majestæt har levende følt, at ikke blot den overveinde Deel af Slesvigs Befolkning holder fast ved Konge og Fædreland med en Troskab, som i disse Trængselens Tider har bestået sin Prøve, men at også i de af Oprøret nærmest beherskede Egne Mange længes efter den Stund, da de, udfriede af Rebellionens Vold, atter Åbent kunne slutte sig til den livlige Tingenes Orden. Hans Majestæt har heller ikke opgivet det Håb, at det selv iblandt dem, der have ladet sig henrive af de revolutionaire Lidenskaber, endnu vil mindes, hvorledes Oplysning, Fred og Velvære hos dem ere fremblomstrede under deres Forbindelse med Danmark, — mindes, at Kongen, forinden Omvæltningernes Storm brød løs over Europa, frivilligen forkyndte sin længe nærede Beslutning: at bringe sin uindskrænkede Magt til Offer for Folkets Frihed og Lykke.

Men fremforalt har Regjeringen måttet ansee Kampens Ophør og de fjendtlige Hæres Fjernelse for den første Betingelse for at Fredsunderhandlingerne kunne føre til Målet. Disse Underhandlinger forfølger Regjeringen med den oprigtige Bestræbelse, at det må lykkes at opnåe en Fred, der er forenelig med Folketss Ære og Velfærd. Om den kan erholdes, er endnu uvist, og det er derfor nødvendigt, at Rustninger gåe Hånd i Hånd med Underhandlingerne. Forslag til at skaffe Statskassen de dertil fornødne Pengemidler og Lovudkast til at almindeliggjøre Værnepligten ville sætte Forsamlingen istand til derover at udtale Nationens Villie.

Det er kun Omstændighedernes påtrængende Krav, som har kunnet bestemme Regjeringen til i disse tvende Punkter at gåe udenfor Rigsforsamlingens egentlige Opgave, at overveie og vedtage Rigets fremtidige Grundlov. De Reformer, hvortil vor Lovgivning, hvortil navnligen vore Landboforhold trænge, og som Regjeringen — netop af Agtelse for Folkets Ret til en medvirkende Indflydelse på Lovgivningsværket — kun i enkelte, uopsættelige Tilfælde har turdet indføre ved provisoriske Anordninger, må være forbeholdete den Tid,

da de grundlovmœssige Statsmagter kunne være i regelmœssig Birksomhed.

Med Længsel har Regjeringen Imødeseet den Dag, da Forfatningen kunde træde i Kraft og dermed den Overgangstilstand ophøre, der har lagt så stort Ansvar på dens Skuldre, og hvori den har måttet savne et mægtigt Folkeorgans Bistand. At den desuagtet ikke mere har fremskyndet Rigsforsamlingens Sammenkomst, er ikkun skeet på Grund af det lidet Ønskelige i, at vedtage en Forfatning, som det må være vor Påstand og vort Håb også skal omfatte Slesvig, uden at Slesvigs Udvalgte kunne deeltage deri. Når dette nu ikke længere kan opsættes, kan det kun skee under det alt i Valgloven af 7de Juli d. A. tagne Forbehold, at det i sin Tid må beroe på en slesvigsk Folkeforsamling, om den vil antage denne Grundlov eller fordre dens fornyede Forhandling på en fælles Rigsforsamling. At alle de særlige Bestemmelser, som skulle give Slesvigs Selvstændighed en grundlovmæssig Hellighed, kun kunne vedtages efter Freden og kun i Forening med Slesvigerne, er en Selvfølge. De til Islands eiendommelige Forhold svarende, for samme særegne, Indretninger kunne først ordnes, efterat en islandsk

Forsamling derover er bleven hørt. Såsnart Rigsforsamlingen er constitueret, vil Udkastet til Grundloven og til den dertil hørende Valglov vorde den forelagt. Regjeringen håber, at Forsamlingen i dens Arbeide vil finde et brugbart Grundlag for det store Værk, der for de kommende Tider skal betrygge Fædrelandets Frihed og Velfærd. Derom ere di ialtfald forvissede, at det opoffrende og folkelige Sind, hvormed vor Konge, ved at samtykke i dette Forslag, har gjort Frihedens og Lighedens Sag til sin, vil sinde taknemmelig Påskjønnelse både hos Samtid og Efterslægt, og tjene til at befæste den gjensidige Tillid og Hengivenhed mellem Konge og Folk, som i disse Prøvelsens Rider er vor Roes og vor Styrke.

At Hans Majestæts Regjering har kunnet føre Folket, uden indre Rystelser og i fuldkommen kampdygtig Stand, til denne betydningsfulde Dag, da Folkets Udvalgte sinde sig forenede omkring Kongens Throne, er den tilfredsstillende Bevidsthed, hvormed vi nu indbyde Forsamlingen til at begynde sin Virksomhed — til „Guds Ære og til Folkets Bedste fra Slægt til Slægt“.

Premierministeren opfordrede derefter det ældste Medlem, Hs. Excellence Biskop Mynster, til at træde frem og foreløbigen lede Forhandlingerne som Aldersformand.

Biskop Mynster reiste sig derpå og holdt følgende Tale: „Jeg har allerede ved en anden Anledning havt den Glæde at hilse nærværende Forsamling, af hvilken jeg Selv har den Ære at være Medlem, og det er nu kun Alderen, som pålægger mig denne Pligt, og idet jeg Intet finder at føle til det, jeg tilforn har udtalt, og hvad jeg har anråbt hos ham, som alene kan give Velsignelse, om at skjænke os, så har jeg nu for det Forske intet Andet tilbage at gjøre, end at indbyde Forsamlingen til efter den bestemte Forretningsorden at træde sammen i 5 Afdelinger, således som i Forordningen er foreskrevet, til hvilken Ende altså en Lodtrækning skal sinde Sted, for at bestemme til hvilken Afdeling Enhver Skal henhøre.”

Han opfordrede derefter Høiesteretsadvocat Bunsen og Professor Westergård til midlertidigen at udføre Secretairssorretningerne.

Efterat det derefter ved Lodtrækning var bestemt til hvilken Afdeling enhver af Forsamlingens Medlemmer skulde henhøre, begav Afdelingerne sig hver for sig til et af de til Salen stødende Værelser for, i Overeensstemmelse med Forordningen om Forretningsordenen ved Rigsforsamlingens Åbningsmøde, at prøve Fuldmagterne for Medlemmerne af de respective Delinger af Forsamlingen.

Da Forsamlingens Medlemmer atter samtedes i Salen, opfor

brede Aldersprœsidenten, Hs. Excellence Biskop Mynster, Ordførerne for de forskjellige Afdelinger til at meddele, hvorvidt der af disse var fundet Noget at erindre ved Fuldmagterne for Medlemmerne af de vedkommende Afdelinger.

Efterat dernæst Etatsråd Ussing som Ordfører for 1ste Afdeling, Biskop Tage Müller for 2den,Professor Krieger for 3die, Overretsprocurator Jespersen for 4de og Conferentsråd Treschow for 5te, havde udtalt sig angående de deres Afdelinger, i Overeensstemmelse med Forretningsregulativet, til Prøvelse forelagte Fuldmagter, samt efterat Hs. Excellence Iustitsministeren efter dertil given Anledning havde bekræftet, at 3 af Hs. Majestat Kongen for Island udnævnte Medlemmer, hvis Fuldmagter ikke vare tilskede, virkelig vare blevne valgte, tog Alderspræsidenten Ordet således:

„Det er kun 6 Medlemmer,mod hvis Balg der er indkommet Indsigelse, som tidligere allerede er indsendt til Iustitsministeren, nemljg: de Deputerede for Kjøbenhavns 11te Valg distrikt, for Kjøbenhavns Amts 2det, for Holbek Amts 4de,for Sorø Amts 6te, Hjørring Amts 2det og for Ringkjøbing Amts 5te Distrikt. Disse Valg, om hvis Gyldighed der således er opstået Tvivl, vil som i Reglementet No. 8 foreskrevet, sinde deres Afgjørelse i et følgende Møde. Forhandlingerne herom ere tildeels meget vidtløftige,og dersom de nu alle skulde gjennemgåes, endog kan foreløbigt i Afdelingerne, så vilde det medtage formegen Tid, ligesom også disse Spørgsmål efter Reglementet først skulle sinde deres Afgjørelse i et følgende Møde. Jeg tillader mig nu at henstille til Forsamlingen, om det ikke måskee skulde være den korteste og i enhver Henseende retteste Fremgangsmåde, at vi angående de Valg, om hvis Gyldighed der er opkastet Tvivl, som først skulle finde deres Afgjørelse i et følgende Møde, anmodede Ordførerne for de forskjellige Afdelinger om at træde sammen, gjennemgåe de indkomne Protester og afgivne Erklæringer, samt derefter i et senere Møde derover at indkomme med deres Beretning. Dersom nemlig disse skulde afgives til de forskjellige Afvelinger, hvortil de hørte, så vilde det blive både vidtløftigere at såe de forskjellige Afdelinger samlede, og man vilde derhos være udsat for, at Fuldmagterne bleve mere forskjelligt bedømte, end når det Hele skete undereet. Hvis Forsamlingen få synes, tillader jeg mig altså at henstille, at man anmoder de ærede Ordførere for de respective Afdelinger om at sammentræde for i et kommende Møde at give deres Beretning.

(Efter en tiden Pause): Da Ingen yttrer sig derimod, tør jeg altså antage det afgjorte af Forsamlingen uden videre Afstemning. I Overeensstemmelse med Reglementet tilkommer det mig altså nu at proclamere de allerede erkjendte, lovligen valgte Medlemmer af Rigsforsamlingen.

(Han proclamerede derefter som allerede anerkjendte Medlemmer af Rigsforsamlingen samtlige de på den ovenfor meddeelte Fortegnelse opførte Mænd med Undtagelse af de nævnte , mod hvis Valgs Syldighed Indsigelser vare fremkomne.)

Juftitsministeren:

„I Anledning af den skete Oplæsning af Forsamlingens Medlemmer troer jeg, at det er min Pligt at gjøre opmærksom på, at 3de af de af Hans Majestæt valgte Medlemmer endnu ikke ere ankomne, ligesålidt som jeg hørte deres Navne oplæse. I så Henseende kan jeg imidlertid bekræfte, at de virkeligen ere valgte af Hans Majestæt, nemlig: Gårdfæster Dyrlæge Bergmann, Hospitalsforstander Ostenfeldt og Althingsmand Gudmnndsson. De 2de Sidstnævnte veed jeg, ere ikke komne, og den Førstes Navn hørte jeg heller ikke oplæses.. (Flere Stemmer af Forsamlingen: „Jo, jo!) Det er altså kun de 2 Sidstnævnte,min Bemærkning angåer, hvis Fuldmagter, når de senere mælde sig, jeg således antager,ikke at behøve nogen Prøvelse.”

(Sluttes).

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl Hofdogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Tryst og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Første Møde. (Sluttet.)

Alderspræsidenten:

I Overeensstemmelse med Nr. 10 i det Kongelige Regulativ skulle vi altså nu skride til Valget af en Formand, og den ærede Forsamling vil erindre, hvorledes dette Valg skal foregåe, nemlig at Valget skeer ved Stemmesedler på den Måde, at hvert stemmeberettiget Medlem på en Seddel tegner dens Navn, han ønsker valgt. Derhos må det bemærkes, at dette Valg kun er foreløbigt, indtil det Regulativ for Forretningernes senere Gang, som af Forsamlingen skal forfattes, er udfærdiget. Jeg tillader mig altså at udbede mig, at Enhver af Forsamlingens Medlemmer vil på en Seddel nedskrive Navnet på den Mand, han ønsker valgt til Formand. De 6 Herrer, om hvis Beføielse til at tage Sæde i Forsamlingen, der er reist Spørgsmål, ville behage, sålænge Undersøgelserne ikke ere tilendebragte, at afholde sig fra Valget i Overeensstemmelse med Regulativets 8de Post.

Ved den derefter stedfundne Afstemning og Optælling fandtes det, at af 143 afgivne Stemmer vare de 132 faldne på Etatsråd, Professor Schouw, 8 på Kammerherre, Greve Sponneck og 3 på Professor Clausen.

Etatsråd Schoow, der som en Følge heraf erklæredes for Forsamlingens Formand, indtog derpå Forsædet og tog til Orde således:

Idet jeg aflægger min Taksigelse for den Tillid, Forsamlingen har viist mig, skrider jeg til min første Pligt som foreløbig Formand, at foranstalte udnævnt en Viceformand. Jeg tillader mig at anmode de tvende ærede Medlemmer, som have assisteret Alderspræsidenten, også at ville assistere mig, og jeg må anmode samtlige Medlemmer med Undtagelse af dem, hvis Valg endnu ikke er anerkjendt, at stemme på samme Måde på en Viceformand, som der er stemt på en Formand, ved tydeligt at angive på Stemmesedlen den Person, som de ønske til Viceformand.

Ved den påfølgende Afstemning erholdt Professor Clausen 103 Stemmer, Etatsråd Bruun 25, Kammerherre, Greve Sponneck 10, Professor Larsen 3, Etatsråd Bang 2 Stemmer, og Professor Clausen proclameredes derefter af Formanden som Forsamlingens Viceformand.

Efter Formandens Opfordring skred Forsamlingen dernæst til Valget af 2 Secretairer, og blev Resultatet af denne Afstemning, at Professor Westergård fik 89 Stemmer, Assesfor Ussing 77, Eraminatus juris Madsen 30, Overauditeur Hall 26, Kjøbmand Rée 17, Bankkasserer Otterstrøm 14; de øvrige Stemmer vare fordeelte mellem flere forskjellige Medlemmer, af hvilke Ingen erholdt flere end 10 Stemmer. Som Følge af denne Afstemning erklæredes Professor Westergård og Assessor Ussing (som begge havde erholdt absolut Majoritet, over Halvdelen af de afgivne Stemmer), af Formanden for Forsamlingens Secretairer og indtoge efter Opfordring de for dem bestemte Pladser.

Formanden:

Der slåer nu tilbage at vælge et Udskud for at gjøre Udkast til Forretningsordenen. Med Hensyn til Antallet af Medlemmerne af dette Udskud vil jeg foreslåe 7; jeg troer imidlertid, at der har været yttret den Mening, at 5 vilde være et passende Antal, og jeg skal altså tillade mig at sætte under Afstemning, om Udskudet skal beståe af 5 eller 7 Medlemmer.

(Ved den stedsindende Afstemning erklærede 82 Medlemmer sig for, at Comiteen skulde beståe af 7 Medlemmer.)

Jeg skal dernæst tillade mig at gjøre opmærksom på, at indtil Forsamlingen har udarbeidet sit eget Forretningsreglement, blive Bestemmelserne for Forretningsgangen i Stænderforsamlingerne at følge — herefter kan Formanden ikke vælges til Medlem af Comiteen — og endelig må jeg bemærke, at jeg har gjort et Udkast til et Regulative, hvori flere af de Rigsdagsmænd, som besidde parlementarisk Øvelse, have været mig behjælpelige. Jeg har nemlig troet, at når et sådant Materiale var forhanden, kunde det forkorte Arbeidet, som vistnok vilde være meget ønskeligt for at vinde Tid til Forsamlingens egentlige Øiemed. Jeg betragter dette Udkast ikke som et Forslag, skjøndt denne Benævnelse ståer foran det, men som jeg allerede har sagt, kun som et Materiale. Det vilde være ønskeligt, at denne Comitee såsnart som muligt kunde træde i Virksomhed, da det vistnok vilde være ønskeligt, at vi, såsnart det kan skee, fåe det Regulativ, som bliver at følge. Jeg har derfor troet, at man i dette Møde kunde indsamle og forsegle Stemmesedlerne, for at de enten endnu i Aften eller i et Møde imorgen kunde blive oplæste. Efterat Stemmesedlerne ere indsamlede og forseglede, skal jeg tillade mig at henvende Opmærksomheden på Dagsordenen imorgen. Jeg vil tillade mig at spørge, om de ærede Ordførere ville imorgen Klokken 12 kunne referere de Sager, som ere dem overleverede. Jeg vil da bestemme Møde imorgen til Klokken 12, dog således, at der foreløbigen bliver et Møde Klokken 9 for at optælle Stemmerne.

Formanden erklærede derefter, da Ingen af Forsamlingen yttrede Noget herimod, Mødet for hævet.

Andet Møde.

Tirsdagen den 24de October.

I Overeensstemmelse med den i Gårsmødet tagne Beslutning blev i et foreløbigt Møde om Formiddagen Kl. 9 af Formanden i Forbindelse med Secretairerne foretaget Optælling af de Stemmer, der ved Stemmegivning i det foretagne Møde vare faldne på de Medlemmer, som skulle danne en Comitee for at gjøre Udkast til et Regulativ for Forretningsordenen.

Af de afgivne Stemmer befandtes de fleste at være faldne på Professor Krieger (84 Stemmer), Etatsråd Algreen-Ussing (82 Stemmer), Professor clausen (77 Stemmer), Professor Bjerring (73 Stemmer), Etatsråd Bruun (60 Stemmer), Cancelliråd Otterstrøm (54 Stemmer), Landsoverretsprocurator Balthazar Christensen (48 Stemmer), og disse 7 nævnte Medlemmer ville således have at tage Sæde i den ommeldte Comitee.

Efterat Formanden havde erklæret Forhandlingerne for begyndte og proclameret Udfaldet af den ovenommeldte Stemmegivning, opfordrede han, i Overeensstemmelse med hvad der var vedtaget i Gårsmødet, det Udvalg, hvem det var overdraget at gjennemgåe og derefter at afgive Beretning angående de Valg, mod hvis Gyldighed Indsigelser vare fremkomne, til i denne Henseende at meddele Forsamlingen Resultatet af dets Undersøgelser. Herefter tog Etatsråd Algreen-Ussing Ordet således:

„Det vil være i Forsamlingens Erindring, at det er ser Valg, om hvis Gyldighed der er opstået Tvivl; jeg skal tillade mig at anføre, hvad man ved ethvert af dem har fundet at bemærke. Foreløbigt tillader jeg mig at henlede Opmærksomheden på, at de samtlige ere tilstillede Aldersformanden fra Justitsministeren, som i sin Skrivelse bemærker, at han kun med Hensyn til tre af disse Andragender har seet sig istand til at indhente vedkommende Valgbestyrelses Erklæring, medens derimod denne Fremgangsmåde med Hensyn til de tre andre ikke har kunnet været benyttet.

Det første Valg, med Hensyn til hvilket der er opstået Spørgsmål, er det for det 11te Valgdistrikt i Kjøbenhavn, hvor Capitain-Lieutenant Turen er valgt; der er nemlig fra den anden Valgcandidat, som havde stillet sig, til Justitsministeren indsendt Besværing over dette Valg, og i den Anledning er der indhentet en Erklæring fra Valgbestyrelsen. Comiteen har troet, at den korteste og simpleste Måde at sætte Forsamlingen i Kundskab om denne Sag vil være den, at såvel Grundtvigs Skrivelse, som Valgbestyrelsens Erklæring oplæses for Forsamlingen. Jeg skal først oplæse Grundtvigs Skrivelse, hvoraf vil sees, at det er 4 Punkter, hvorover han fører Anke. Skrivelsen lyder således:

„Som en af Valgcandidaterne i Hovedstadens 11te Valgkreds finder jeg både for min egen og for mine Vælgeres Skyld, at måtte klage for Deres Excellence over den Måde, hvorpå, og de Omstændigheder, hvorunder Afstemningen til Protocollen i fornævnte 11te Valgkreds på Valgdagen den 5te October blev foretaget og udført:

1) skete Antegnelsen af Stemmerne ved haver Protocol ikke dobbelt, men kun enkelt, så at ingen gyldig Control kunde føres;

2) blev hverken Valgcandidatens Navn eller Forbogstav indført, men eens Mærke sat i alle Rubriker, hvorved alt Tilsyn blev umuligt og Feiltagelser næsten uundgåelige;

3) blev der, idetmindste ved een af Protocollerne, modtaget Stemme fra en Fraværende, hvorpå jeg uden Virkning gjorde Valgbestyrelsens Formand, Hr. Landsoverretsassessor Müller, opmærksom;

4) opholdt Hr. Commandeur Tuxen, som havde stillet sin Brodersøn Hr. Capitain-Lieutenant Tuxen, sig ikke blot på Tribunen, men ved en af Protocollerne, under Afstemningen, hvad mange Vælgere, som ståe i et Afhængighedsforhold, fandt sig besværede ved. Også herpå gjorde jeg uden Virkning Valgbestyrelsens ærede Formand opmærksom.

Når denne Klage over uregelmæssige og tildeels mere end uregelmæssige Kjendsgjerninger sindes velgrundet, da tør vist jeg og mine Vælgere forvente, at den påklagede Afstemning til Protocollen i Hovedstadens 11te Valgkreds erkjendes og erklæres for ugyldig, og giver Plads for en ny Afstemning, fuldkommen lovlig og regelmæssig.

Kjøbenhavn den 6te October 1848.

Underdanig N. F. S. Grundtvig, Præst ved Vartou, R. af D.“

I den Anledning har Valgbestyrelsen afgivet følgende Erklæring:

„Det har behaget Justitsministeriet at forlange undertegnede Valgbestyrelses Erklæring i Anledning af den herhos tilbagefølgende Skrivelse fra Pastor Grundtvig, hvori denne, næst at fremsætte nogle Ankeposter mod den Måde, hvorpå Valget af en Rigsdagsmand er foregået i Kjøbenhavns 11te Distrikt, andrager

på, at den påklagede Afstemning, hvis disse Anker findes grundede, må erklæres ugyldig, og en ny Afstemning finde Sted.“

Til de af Pastor Grundtvig anførte Ankeposter har Valgbestyrelsen Følgende at bemærke:

ad 1. Hvad Hr. Grundvig har meent med „dobbelt Antegnelse“, er os ikke klart, da en sådan ikke findes foreskreven i Valgloven, og da Indretningen af de os meddeelte Protocoller ikke engang tilsteder nogen dobbelt Antegnelse. Den egentlige Control er efter vort Skjønnende at søge i de Mænds Pålidelighed og Retskaffenhed, hvem dette Hverv betroes af Communalbestyrelsen, og desuden stod det jo enhver Vælger frit for ved Indskrivningen i Protocollen selv at forvisse sig om, at hans Stemme blev rigtigen indført.

ad 2. Det er vel sandt, at der ved Antegnelsen i Protocollen kun blev sat et Kryds i den med vedkommende Candidats Navn forsynede Rubrik, medens det i nogle andre Distrikter har været brugeligt at nedskrive Forbogstavet til Candidatens Navn. Men det indsees ikke, hvorledes denne Omstændighed, således som Pastor Grundtvig bemærker, gjør Tilsynet vanskeligere end sige umuligt, og Feiltagelser kunne naturligviis lige så vel finde Sted ved at nedskrive et Bogstav som ved at nedskrive et andet Mærke. Iøvrigt må det formeentlig være enhver Valgbestyrelse selv overladt, hvorledes den vil ordne disse Detailler. Skulde den blotte Mulighed af Feiltagelser gjøre et Valg ugyldigt, vilde på denne Måde alle de stedfundne Valg kunne casseres.

ad 3. Da Pastor Grundtvig her anfører, at der ved een af Protocollerne blev modtaget Stemme fra en Fraværende, skal jeg, Medundertegnede Bache, til hvem Pastor Grundtvig må antages at have sigtet, derom bemærke Følgende:

I Begyndelsen af Stemme-Indskrivningen, da Tilstrømningen var stærkest, fremrakte en Person tvende Legitimationskort, eet i hver Hånd, hver Seddel forsynet med Navnet Grundtvig. Da jeg ikke observerede rettere, end at disse to Sedler bleve afleverede af to forskjellige Personer, blev Navnet Grundtvig indført i begge de Vælgeres rubra, på hvis Numere Adgangskortene løde. En tilstedeværende Vælger gjorde mig opmærksom på Feiltagelsen; men da den Pågjældende allerede var forsvunden, fandt jeg det ikke rigtigt, i denne Anledning at foretage nogen Forandring i Protocollen.

Da imidlertid kort efter en anden Vælger præsenterede tvende Legitimationskort, hvoraf det ene for en Fraværende, begge forsynede wed Navnet Turen, modtog jeg med Overlæg begge disse Stemmer, for på denne Måde at gjenoprette Ligheden. Til denne Antegnelse var Pastor Grundtvig Vidne, hvorhos jeg strax efter meddeelte såvel ham som Valgbestyrelsens Formand, der kom tilstede, Forklaring om det Passerede. Iøvrigt var det mig tilfulde bekjendt, at det ifølge Valgloven ei var tilladt at stemme ved Befuldmægtiget, hvisårsag jeg også med Bestemthed kan forsikkre, at jeg, mig vitterligt, ikke har modtaget Stemmegivning ved Andre end den indskrevne Vælger selv; og skal jeg, uagtet der i den omspurgte Henseende ikke findes at være foreskreven de Protocolførende nogen vis Fremgangsmåde, ikke forbigåe at tilføie, at jeg, efterat det førstnævnte Factum var passeret, adspurgte enhver mig ubekjendt Vælger om hans Navn, Stilling, Bopæl m. m., og, forinden haus Stemme blev modtagen, confererede Udsagnet med Antegnelserne i Protocollen, hvorved al den Control, som efter Omstændighederne var mulig, blev tilveiebragt.

Da Pastor Grundtvig insinuerer, at der også ved de andre Protocoller kan være begået den af ham releverede Feil, finde vi Undertegnede K. Nielsen, J. E. Meyer og C. L. Hardoe, os foranledigede til at erklære, at det var os tilfulde bekjendt, at det ei var tilladt at stemme ved Befuldmægtiget, hvisårsag vi heller ei have foretaget nogen Indtegning, når den Pågjældende ei var os personlig bekjendt, forinden vi, såvidt Omstændighederne tilstedede det, havde forvisset os om den Mødendes Identitet med den i Protocollen Indtegnede.

Forsåvidt endelig Pastor Grundtvig bemærker, at han „uden Virkning“ gjorde Valgbestyrelsens Formand opmærksom på ommeldte Feil, da må jeg, O. Müller, herved erklære, at dette ikke forholder sig således. Thi da Pastor Grundtvig meddeelte mig, at han havde bemærket, at der ved Hr. Baches Protocol blev stemt ved Befuldmægtigede, begav jeg mig øieblikkelig til denne, for at gjøre Protocolføreren opmærksom på, at Sådant stred mod Anordningen, hvilket imidlertid var overflødigt, da Hr. Bache strax bemærkede, at han alene af en Feiltagelse, og ikke i den Formening, at det var tilladt at stemme ved Befuldmægtiget, havde modtaget Indskrivning for en Fraværende, hvorhos han tillige meddeelte mig, hvorledes denne Feil nu af ham var berigtiget. Om der siden ved Optællingen blev fradragen een Stemme for hver af Candidaterne Grundtvig og Turen, erindres ikke, men er i ethvert Tilfælde en irrelevant Omstandighed. Umiddelbart herefter forespurgte jeg hos de andre Herrer af Valgbestyrelsen, om Nogen af dem havde modtaget Stemmer ved Befuldmægtigede, hvilket besvaredes med nei.

Undertegnede Bache kan bevidne, at Assessor Müller indfandt sig ved min Protocol umiddelbart efter, at det ovenmeldte Factum var passeret, og i den Anledning rettede det Spørgsmål til mig, om det forholdt sig så, at der ved min Protocol blev modtaget Stemmer for Fraværende. Ligeledes kunne Valgbestyrelsens øvrige Medlemmer bevidne, at Assessor Müller, medens Indtegningen gik for sig, uden at vi nøiere kunne bestemme Tiden, henvendte et lignende Spørgsmål til os.

Det vil ifølge Foranførte formeentlig ikke være vanskeligt at afgjøre, om der i den omspurge Henseende har fundet nogen anordningsstridig Fremgangsmåde Sted.

ad 4. For at forebygge den mulige Feiltagelse, at den Stemmegivendes Valg blev indskrevet i en urigtig Rubrik, spurgte jeg, O. Müller, Dhrr. Commandeur Tuxen, Capitainlieutnant Tuxen og Pastor Grundtvig, som tilligemed mig vare de eneste Tilstedeværende på Tribunen (foruden Protocolførerne), om vi ikke skulde stille os hen, een ved hver Protocol, for at påagte det Ovennævnte.

Heri erklærede disse Herrer — også Pastor Grundtvig — sig enige, og stillede vi — også Pastor Grundtvig — os som Følge deraf hen, een ved hver Protocol. Dette Tilsyn ophørte imidlertid snart, uden udtrykkelig Aftale derom fra nogen af Siderne, formodentlig fordi det befandtes overflødigt; dog forblev Paster Grundtvig længst ved denne Forretning. Det er sandt, at Pastor Grundtvig gjorde mig opmærksom på det i hans Skrivelse berørte Afhængighedsforhold; men dette skete på en sådan Måde, at jeg ikke antog det som en Begjering eller endog et Ønske fra hans Side, at bemeldte Officerer skulde fjernes, i hvilket Tilfælde jeg uaturligviis strax havde anmodet disse Herrer om at træde tilside. Endnu bemærkes, at Commandeur Tuxen var tilstede som Stiller af den valgte Candidat.

Pastor Grundtvig har således ikke blot ikke protesteret mod den nævnte Foranstaltning, men har endog approberet den og selv deeltaget deri. Iøvrigt have også i de andre Valgdistrikter, såvidt Undertegnede bekjendt, såvel Candidater som Stillere stadigen opholdt sig på Tribunen under Afstemningen til Protocollen, og have ligeledes, i det Mindste på enkelte Steder, været benyttede til den oven beskrevne Control.

Forøvrigt kan det formeentlig ikke antages, at den påankede Tilstedeværelse af tvende Marineofficerer under Afstemningen har udøvet nogen mærkelig Indflydelse på samme, efterdi Capitainlieutenant Tuxen ligeledes havde Majoriteten for sig ved den første eller collective Afstemning, ved hvilken hünt Afhængighedsforhold jo ikke kunde gjøre sig gjældende, og må det i denne Henseende bemærkes, at i dette Disrikt vare Vælgerne således afsondrede fra det øvrige Publicum, at Valgbestyrelsen holder sig forvisset om, at kun de indskrevne Vægere have deeltaget i den første Afstemntng.

Valgbestyrelsen benytter denne Leilighed til at fremsende de 4 Indskrivningsprotocoller samt Forhandlingsprotocollen. Kjebenhavn, i Valgbestyrelsen for det 11te Distrikt, den 18de October 1848. O. Müller. Harboe. Meyer. Bache. K. Nielsen.

Til Iustitsministeriet.”

Disse Protocoller ere overleverede til Udvalget, som har gjennemgået dem og fundet dem i alle Henseender nøiagtige Efter de således meddeelte Oplysninger har Udvalget ikke fundet Anledning til at erklære sig mod det her omhandlede Valg eller troet, at der burde agtes på de indkomne Besværinger.

Formanden:

„Jeg veed ikke, om der er Andre, som ville udtale sig i denne Anledning. Jeg troer, at det er rigtigst at tage ethvert Valg for sig; dersom der altså er Nogen, der vil yttre sig i denne Anledning, opfordres han herved til at forlange Ordet. (Pause.) Da nu altså Ingen har taget Ordet, turde vi måskee gåe over til næste Valg. Da der ikke er forlangt Afstemning må en sådan Fremgangsmåde vel ansees overslødig.”

Etatsråd Ussing:

„Da der underhånden er yttret Ønske om, at der måtte opgives Navnet på de 3 Candidater, svm vare stillede, skal jeg tillade mig at oplyse, at Baron Dirckinck-Holmfeldt har erholdt 28 Stemmer, Pastor Grundtvig 313, Capitainlieutenant Tuxen 369 Stemmer.”

Formanden:

„Hvis Ingen videre ønsker Ordet, kunne vi måskee gåe over til det næste Valg.”

Etatsråd Ussing:

„Det næste Valg, som vil komme for, er det for Holbeks Amts 4de Distrikt. Med Hensyn til samme er der indkommen en Ansøgning fra en stor Deel af Samsø Bælgere, som formedelst ugunstigt Veir som forsilde til Valgforsamlingen, hvori de andrage om, deels, at denne Valghandling må tilsidesættes og en ny. afholdes, og deels, at en Separatvalghandling måtte afholdes på Sames. I dette Andragende, som er underskreven af en stor Mængde Samsinger, anføres der, at omtrent 250 Vælgere fra Samsø I fuldkommen betimelig Tid havde begivet sig til Valgforhandlingen i Kallundborg, men skjøndt der af Regjeringen var viist dem den Faveur, at Dampskibet Mercurius var stillet til deres Disposition, vare de dog så uheldige at somme forsilde til den foretagne Valghandling i Kallundborg; og hedder det endvidere: føies nu dertil, at det ved de Forhandlinger, som fandt Sted, har viist sig, at Capitain Jespersen af Grønnebjerggård, som ved Valget erholdt de fleste Stemmer, af Vælgerne fra Samsø, Der i det Hele har over 600 indtegnede Vælgere, hvilket er mere end Halvdelen af hele Districtets Vælgere, kun kunde vente meget så Stemmer, så er her det Tilfældee indtruffet, at en Rigsdagsmand er bleven valgt af et Antal Stemmer, der vilde have været en stor Minoritet, såfremt ikke uovervindelige Hindringer havde gjort det umuligt for Vælgerne t betimelig Tid at afgise deres Stemmer.

I Valgbestyrelsens Erklæring, der er given i Form af en Udskrtft af Forhandlingsprotocollen, hedder det — efter en Intimation, som jeg antager at kunne forbigåe:

Man skal den Anledning tillade sig foreløbigen at bemærke, at ovenmeldte det høie Iustitsministeries Skrivelse af 12te dennes først af Formanden er modtagen med Posten igår, og at Fraliggenheden af Seierø og Samsø i Forbindelse med den Omstændighed, at den forlangte Erklæring skal være afgivet senest til iovermorgen, har foranlediget, at undertegnede Medlemmer, der i Valgbestyrelsen repræsentere Kallundborg og nærmest omliggende Sogne, uopholderligen ere sammentrådte for at afgive den omhandlede Erklæring uden dertil at tilkalde de Mænd, der have havt Sæde i Bestyrelsen for Sognene på Samsø og Seierø.

I Henseende til Sagens Realia, da undlader man ikke underdanigst at meddele, at Medundertegnede, Bestyrelsens Formand, efter under 20de f. M. at have modtaget Regulativet for Landets Inddeling i Valgdistrikter, den påfølgende Dag tilskrev Birkedommeren på Samsø blandt Andet om at opfordre Vedkommende i de forskjellige Sogn på Samsø til ved Bekjendtgjørelse ved Kirkestavne

den nærmest påfølgende Søndag at underrette Vælgerne om Dagen og Klokkeslettet, da Valgforhandlingen for Amtets 4de Distrikt vilde blive åbnet. Som en Folge heraf er det Vælgerne på Samsø givne Varsel endog flere Dage længere end det lovbestemte.

Dagen før Valgdagen vare nogle og tredive Vælgere fra Samsø indtrufne hertil og medbragte den Underretning, at flere af de øvrige Vælgere på Samsø vilde følge efter.

Man skal ikke forbigåe her at bemærke, at Antallet af samtlige indtegnede Vælgere på Samsø alene udgjør noget over Halvdelen af hele Distriktets indtegnede, Vælgere. Valgforhandlingen var berammet her i Kallundborg at åbnes Kl.9 om Formiddagen, men til dette Tidspunkt vare endnu ingen Vælgere fra Samsø indtrufne med Undtagelse af dem, som vare ankomne Dagen iforveien. Under disse Omstændigheder ubfatte Valgbestyrelsen at åbne Valgforhandlingen, i Forventning af, at de øvrige Vælgere fra Samsø endnu måskee kunde ankomme nogenlunde betimelig, Efterat denne Udsættelse havde varet i 1½Time, og det da var bleven af Lodserne rapporteret, at intet Fartøi fra Samsø var ankommet eller i Sigte, og tåget og ugjennemsigtig Luft derhos gjorde det umuligt at afgjøre, hvorvidt en yderligere Udsættelse, hvorimodd forøvrigt allerede dengang fra enkelte af de forsamlede Vælgere skete Indvending, vilde blive af nogen Nytte, blev Valgforhandlingen åbnet, da Klokken var noget over 10½. Det forholder sig rigtigt, som i Ansøgningen anført, at ikkun een Valgcandidat blev gjort til Gjenstand for Stemmegivning, og at således en ny Valghandling vilde have stedfunden senere, hvis denne Candidat havde erholdt en Minoritet af Stemmerne, hvilket imidlertid ikke var Tilfældet, da han meget mere erholdt Majoriteten, og som Følge heraf proclameredes som Distriktets Rigsdagsmand. Med dette Udsald sluttedes Valgforhandlingen, da Klokken omtrent var 1½, og først da Klokken var 2¼ ankom de øvrige forventede Vælgere fra Samsø i to Fartøier her til Havnen.

Hvad Supplicanternes Begjæring om Tilsitdesættelse af det passerede Valg og Foretagelsen af et nyt, samt at ved den Leilighed en separat Valghandling må stedsinde for Samsøes Vedkommende, angåer, da finder Valgbestyrelsen ikke at kunne ledsage denne med sin Anbefaling, såmeget som man også er villig til at beklage, at et betydeligt Antal Vælgere for endeel ved tilfældige Omstændigheder er sat ud af Stand til at benytte den dem tilkommende Stemmeret. Men Valgbestyrelsen må her inhærere, at Vælgerne på Samsø ere givne rigeligt og mere end lovbestemt Varsel om Valgdagen, at de ere fuldstændigen bekjendte med de locale Vanskeligheder, der kunne stille sig imod deres betimelige Møde på Valgdagen, og at det måtte være deres egen Sag, ligesom det jo også selvfølgelig har stået i deres Magt at træffe sådanne Foranstaltninger, at de ikke vare blevne forhindrede i at indtræffe ved Valghandlingen. At dette har været afhængigt af deres egen Virksomhed,

fremgåer deraf, at endeel af Vælgerne på Samsø, som foran bemærket, vare tilstede ved Valghandlingen i rette Tid.

I Henhold til det Anførte skjønner Valgbestyrelsen ikke rettere, end at Forkastelse af det passerede Valg vilde stride mod de Hensyn, der skyldes Distriktets øvrige Vælgere udenfor Samsø og man kan således ikke andet end underdanigst fraråde, at det Ansøgte tages til Følge, og det såmeget mere, som Supplicanternes Slutningsforlangende om en separat Valgforhandling for Samsøs Vedkommende vilde geråde atdeles i Strid med de Bestemmelser, der i Valgloven ere givne med Hensyn til Formen for Valgforhandlingen.

Således passeret

Feddersen. Mund. P. Strud. I. P. Hammer. Zeuthen. H. C. Ostermann. Udskrivtens Rigtighed bekræfter Feddersen.

Efter hvad der således er oplyst fra Valgbestyrelsen, har heller ikke det Udvalg, som er nedsat til at gjennemgåe de forskjellige Indsigelser mod Valgene, troet, at der kunde agtes derpå, skjøudt man ligesom Valgbestyrelsen ikke kunde andet end beklage, at ved de her omtalte Forhindringer et stort Antal af Vælgere er blevet afskåret Leilighed til at gjøre deres Stemmeret gjældende. Forsamlingen vil have bemærket, at der efter Udskriften af Protocollen kun havde stillet sig een Valgcandidat; der må altså ikke i betimelig Tid have været anmeldt nogen anden Valgcandidat. Det må endnu være mig tilladt at bemærke, at en Broder af bemeldte Jespersen er Medlem af dette Udvalg; han er fratrådt under denne Sags Behandling.“

Formanden:

„Ønske Flere Ordet i Anledning af dette Valg ?“

Redacteur Rée:

„Jeg synes dog, der er Meget, som taler for Indsigelse mod det stedfundne Valg; det Hensyn til det mindre Antal Vælgere, som Valgbestyretsen vil tage, synes der at være så meget mere Føie at tage til det større Antal Vælgere, som ved utilregnelige Hindringer have været afskårne fra at deeltage i Valget, og det såmeget mere, som den ærede Referent har oplyst, at Regjeringen havde stillet Dampskibet Mercurius til deres Disposition, og således havde givet dem bestemt Leilighed til at komme til Stedet. Vælgerne kunde ikke tænke på at komme, forinden Dampskibet indtraf, og, såvidt jeg opfatter det, er det oplyst, at Dampskibet ikke som i rette Tid. De have altså været fuldstændigt forhindrede i at deeltage i det afholdte Valg. Valghandlingen har imidlertid en altfor stor Indflydelse, er altfor vigtig t sine Følger til at de, som repræsentere den største Deel af Distriktet, burde være afskårne fra at deeltage i Valget. Det er en Feil, at de ere afskårne, som repræsentere en så stor Deel af Distriktet.“

(Fortsættes.)

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Andet Møde. (Fortsat).

Pastor Bagger:

Efter min Formening synes Jespersens Valg i enhver Henseende at være legalt; det kan ikke bebreides Valgbestyrelsen, at den et har oppebiet Vælgerne fra Samsø, thi disse ere bekjendte med alle de Farer, der kunne stille sig i Veien for deres Reise. Med Hensyn til hvad der af den foregående Taler er anført om, at Stedet for Valghandlingen burbe have været Samsø, da kan jeg ikke begribe dette, da Samsingerne, som bekjendt, alle ere Søfarende, og dersom der skulde tages Hensyn til de Forhindringer, som kunde stille sig iveien for Vælgerne fra Samsø, der alle ere Søfarende, var der såmeget mere Grund til at tage et lignende Hensyn til Vælgerne, der komme fra Omegnen; og havde disse forladt Mødet, vilde Valghandlingen været lige så umulig, og Valgbestyrelsen har viist den Opmærksomhed, at udsætte Valget 1½ Time for at oppebie dem fra Samsø. Der siges, at 600 Vælgere ere indskrevne, men hvo siger, at disse ville indfinde sig, da man ofte seer, at der er antegnet et langt større Antal Vælgere, end der indfinder sig på selve Valgdagen. Jeg indseer således ingen Grund til, at Valget i Overeensstemmelse med hvad der er yttret, skulde være illegalt, da ehver Form er iagttaget. Efter min Mening kan der ingen Grund være til at nægte, at Jespersen er valgt således som han bør, og at han således har fuldkommen Ret til at tage Sæde i denne Rigsforsamling.

Capitain Jespersen:

Jeg skal kun tillade mig, da det er mig Valget angåer, at fremkomme med nogle Oplysninger i Anledning af hvad der af en foregående Taler er yttret, at det var den største Deel af Vælgerne, som havde beklaget sig over, at de ei havde fået Leilighed til at deeltage i Valget; thi det er klart, at der kun er 250 Medlemmer, der have klaget herover, men at i Valghandlingen have deeltaget 560. En langt større Deel har altså deeltaget i Valget end de , som var nægtet Adgang. Hvad det angåer, at Samsingerne udgjøre den største Deel af Valgdistriktet, skal jeg gjøre opmærksom på, at Samsø kun har 5000 Indvånere, men den øvrige Deel af Distriktet har over 12,000, så at Samsø altså ikke er den største Deel. Dette er, hvad jeg troer at burde anføre.

Pastor v Haven:

Det forekommer mig, at det væsentligen her kommer an på, om Regjeringen har communiceret Samsingerne, at Dampskibet Mercurius vilde komme for at hente dem; thi hvis ikke en sådan Communication er meddeelt dem, må Valghandlingen ansees at være gyldig.

Justitsministeren:

Jeg finder mig, i Anledning af hvad der af den sidste Taler er yttret, foranlediget til at bemærke, at der ei forud er skeet nogen Meddelelse til Samsingerne i Anledning af Dampskibets Komme. Der har nemlig overhovedet ikke fra Regjeringens Side været draget nogen Omsorg i den Retning, og ligesålidt har det været Bestemmelsen at træffe en sådan Foranstaltning med Hensyn til Samfingerne, skjøndt et langt større Antal Vælgere rimeligviis vilde indfinde sig derfra end fra de fleste andre Ødistrikter. Jeg skal derhos tilføie, at forsåvidt som det er bemærket, at Stedet for Valghandlingen burde have været henlagt til Samsø, så forholder det sig dermed således, at et større Antal Beboere er bosat på Sjælland, medens det mindre er bosat på Samsø, og når dette Forhold var tilstede, kunde det ikke forud, førend Indtegningen var foregået, afgjøres, hvor det største Antal Vælgere vilde findes.

Procurator Tvede:

Det forekommer mig at være nok, at der er omgået aldeles lovligt ved Valget, og at der altså måtte være en positiv Ret, hvorefter Valget kunde kasseres; men den mangler i dette Tilfælde.

Redacteur Rée:

Turde jeg måskee udbede mig Oplysning meddeelt, om Nogen af Samsingerne har været Medlem af Valgbestyrelsen ?

Etatsråd Algreen-Ussing:

Jeg vil bede bemærket, hvad der også følger af Valglovens Bestemmelse, at der var Medlemmer fra Samsø i Valgbestyrelsen; men om de vare tilstede ved Valghandlingen, veed jeg ikke. Det er sandsynligt, at de have været med blandt dem, der ere ankomne, dog fremgåer det ikke af Sagens Acter. Det må endnu kun være mig tilladt at tilføie, at nærværende Forsamling må være meget betænksom med at cassere et Valg, der ikke kan nægtes at være foregået i en fuldkommen legal Form, fordi der har været en uheldig Omstændighed, som har forhindret en Deel Vælgere fra at være tilstede. Det er allerede releveret og siges i selve Ansøgningen, at en stor Deel af Samfingerne, ligetil et Antal af ⅔ af samtlige Vælgere, ikke vilde indfinde sig, men havde ladet sig afskrække fra vat deeltage i Valget ved den lange Søreise i en ublid Årstid. Da altså mange Vælgere havde undslået sig for at foretage Reisen til Kallundborg, var der vistnok nogen Grund for Valgbestyrelsen til at antage, at de Vedkommende måskee slet ikke vilde ankomme. Da denne Sag giver Anledning til forskjellige Bemærkninger, finder jeg det ikke ubetimeligt, at jeg tillige meddeler en i denne Anledning afgiven Søforklaring, da det deraf vil fremgåe, med hvormegen Vanskelighed Samfingernes Ankomst var forbunden, og hvorledes det var en Følge af uheldige Omstændigheder, at de ikke kom, førend forsildig.

I den ommeldte Søforklaring hedder det: „Fremstod Føreren af Dampskibet Mercurius, Skipper Jespersen, som på Anledning forklarede, at fornævnte af ham førende Dampskib er stationeret ved Korsør, og at han igår Morges igjennem Opsynsmand Dyrhauge modtog Generalpostdirecteurens Ordre om at begive sig til Samsø, for sammesteds fra at overføre de af Beboerne, der vare indtegnede som Vælgere, til Valghandlingen idag i Kallundborg. Efter fornævnte Ordres Modtagelse blev der indtaget Kul i Fartøiet, og begav man sig igår Formiddags, da Klokken var omtrent 11, på Veien til Samsø, efterat have anløbet Nyborg, for sammesteds at tage Lods. Henimod Aften nærmede Fartøiet sig Samsø; men da Veiret var uroligt, Vinden pålands og Mørket faldt på, var man ikke istand til at forblive ved Samsø, men måtte søge ind til Kallundborg Fjord, hvor man forblev Natten over, medens Veiret var stormende, og Luften medførte Regn og Tykning. Denne Luftens Beskaffenhed vedblev også imorges således, at man fra Dampskidet ikke kunde see synderlig vidt. Imidlertid blev der lettet, da Klokken var 5, og man begav sig ad Langøre til, hvorhen Ordren lød. Da Klokken var 8, antraf man imidlertid i Søen en Jagt, der havde adskillige Vælgere fra Samsø ombord og som på Grund af Modvind og Strøm var i Begreb med at gåe tilbage til Samsø. Dampskibet gik derpå med denne Jagt til Kyholm, hvor Passagererne fra Jagten gik ombord i Dampskibet, hvilket derefter atter gik ud, for at begive sig til Kallundborg. Klokken var på den Tid omtrent 9, og da Klokken var 10, antraf Dampskibet i Søen en Jagt, der ligeledes havde Vælgere fra Samsø ombord; og tog da Dampskibet denne Jagt på Slæbetong, men ankom først dermed til Kallundborg, da Klokken var 2¼.“

Heraf vil jo Forsamlingen tildeels kunne see, at det var tilfældige Omstændigheder, som gjorde, at Dampskibet traf på disse Jagter og derved sit Leilighed til at tage dem med, så at de kom til Kallundborg, dog først efterat Valghandlingen var tilendebragt. Det skyldes jo naturligviis også de mødende Vælgere fra Distriktet i Sjælland, at man ikke burde udsætte Valghandlingen alene for Samsingernes Skyld altfor længe, især, når det, som det fremgåer af de meddelte Oplysninger og Lodsernes Erklæringer, ikke kunde bestemmes, om der vilde ankomme Nogen, da Veiret var uroligt, og Luften tyk, Det, der synes mig nærmest at kunne bemærkes ved Valgacten, uden dog at afficere det fkete Valg, er om man under de stesfindende Omftændigheder med Hensyn til Vælgerne fra Samsø kunde have begyndt Valget noget senere end Kl. 9 om Morgenen; men ligesom Valgbestyrelsen tildels har rådet Bod herpå ved at udsætte Valghandlingen til K1. 10½ så vilde det dog heller ikke på den anden Side have kinnet lade sig giøre at udsætte den altfor længe, da de Vælgende måtte kunne fordre, at Valghandlingen inden passende Tid kunde være endt, for at de kunde tiltræde deres Tilbagereise.

Formanden:

Jeg veed ikke, om der er Flere, der ønske at udtale sig om dette Valg?

Capitain v. Dockum:

Det forekommer mig, at der ved denne Leilghed ikke kan være Tvivl, da der kum har stillet sig een Candidat; det er en Omstændinhed, som ikke er bleven fremhævet, men som jeg har troet at burde gjøre Forsamlingen opmærksom på.

Algreen-Ussing

Etatsråd : Det er et ganske rigtigt Moment som den sidste Taler har fremhædet. Der er netop i Comiteen releveret, at det just berfor vilde være så meget mindre betænkeligt, at antage Valger som ganske legal Handling.

Overretsprocurator Christensen:

Jeg havde ikke ønsket at tage Ordet i nærværende Sag, især da jeg altid vil helde til, at et ftedfundet Valg skal kjendes gyldigt, når der ikke er absolut klare Indvendinger at giøre derimod Efter hvad som hidtil er fremført, måtte jeg selv stemme for, at Valget skulde kjendes gyldigt; men det forekommer mig, at vi ikke ere ganske oplyste om Forholdene, og det forekommer mig også, at en Anke, fremsat af en 250 Vælgere, af Vælgere, som have viist megen Interesse for at komme tilstede og som blot ved dem utilregnelige Natruhindringer ere blevne udelukkede, dog også fortjene en særdeles Opmærksomhed. Jeg ønskede derfor, at den meget ærede Ordfører vil oplyse: 1) hvormange Stemmer den Valgte har fået of hvormange han ikke har fået; allerede deraf vil det vife sig, hvorvidt Hensynet til Faftlandsvælgerne, det Hensyn, som her er bleven påberåbt, virkelig fortjener at tages i Betragtning, — jeg troer nemlig, at det kun var med en forholdsviis ringe Majoritet af Fastlandsvælgere den meget æede Rigsdagsmand, hvorom her er Tale, blev valgt; dersom det nu derhos var Tilfældeet, og som er bleven mig sagt, at de udeblevne eller udelukkede Samfingere ikke vilde stemme på ham, men mod ham, og at dette bilde have medført, at et overveiende Antal vilde have stemt imod ham, så at han ikke vilde have erholdt Forsamlingens Majoritet, så kan det ikke nægtes, at Samsingernes Tilftedekomst vilde have givet Valget et ganske andet Udfald Til Ait dette kommer, at Valgbeftyrelsen i Kallundborg dog må have bæret vidende om, at Dampfkibet var afgået for at befordre Ankomsten af Samfingerne. Jeg tvivler ikke om, at den må have havt Formodning om, at der var et Par Skibslabninger af Samsinger, som vilde komme, nemlig et Par Jagter. Det forekommer mig at måtte have indeholdt en ganske færlig Opfordring for Valgbeftyrelsen til at vente, ikke blot noget over den reglementerede Tid, der, forsåvidt jeg har forstået, var til Kl. 10½; men de kunde visselig have ventet noget længere, indtil de havde fået Efterrtning fra Dampfkibet, hvilken Efterretning dog kunde formodes ikke at ville blive meget længe borte; men dertil Kommer endnu, at i de Erklæringer, som ere indhentede, favner jeg, hvis jeg ikke har misforstået Ordførren, hvad de famsøfke Medelemmer af Valgbeftyrelsen muligviis måtte have yttret, og alene denne Mangel forekommer det mig, giør det betænkeligt for os forninden den er bleven afhjulpen, forinden vi høre, hvad de Medlemmer af Valgbeftyrelsen, som Samsø har sendt, have yttret, at påkjende denne Sag. jeg troer ikke, at der kan bære Tale om at see hen til Samstngeres

Ønske, allerede benne Gang at fåe deres Valgsted på Samsø eller overhovedet på det Slags Forandringer, skjøndt jeg ikke tvivler om, at man i Tilfælde som det, hvori Samsø befinder sig, vil finde det rigtigere i en kommende Tid ikke at see på Folketallet, men på Localforholdene.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Med Hensyn til det første Spørgsmål, som den sidste ærede Taler har opstillet, skal jeg oplyse, at i den Valgact, som er tilstillet Comiteen, hedder det: „een Valgcandidat havde til Valgbeftyrelsen fkriftlig anmeldt at ville stille sig for Diftriktet ved denne Forhandling, men da han ikke for Vestyrelsen havde godtigiort, at, og hvorledes han var forhindret fra at give personligt Møde ved Valghandlingen, så decreterede Beftyrelsen, at han ikke kunde antages at have stillet sig.” Som personlig mødegivende Valgcandidat, hedder det fremdeles i Valgacten, blev fremstillet for Vælgerne Hr. Capitain Niels Frederik Jespersen til Grønnebjerggård. Efterat den fornødne Discussion mellem deene Eandidat og Vælgerne havde ftedfunden, blev der fkredet til Afstemning, og da det derved befandtes, at nysmeldte Valgcandidat havde Stemmefleeheden for sig, idet af de mødegivende Vælgere 324 gave ham deres Stemme, medens 242 afholdt sig fra at stemme på ham, er Capitain Niels Frederik Jespersen til Grønnebjerggård altså af Distriktet valgt til for dets Vedkommende at indtræde som Medlem af Rigsforsamlingen.

Idet jeg således herved har opfyldt den ærede Talers Ønske i dette Punkt, må det tillades mg at tilføie, at det forekommer mig ikke, at den af ham releverede Omstændighed kan have nogen Indflydelse med Hensyn til Valget i og for sig; dersom ikke Udeblivelsen af Samfingerne i det Hele vil kunne tilintetgiøre Valghandlingens Gyldighed, så bliver det en ligefrem Følge, at der kun kan tages Hensyn til de ved Valget Mødende, og at det er deres Pluralietet, som afgjør Valget. Om de Udeblivende vilde have stemt eller ikke have stemt på det ærede Medlem, som er valgt, er en Sag, hvorom der ikke foreligger Noget i Acterne, uden forsåvidt at der i denne Ansøgning fra 250 Vælgere er opgivet, at Stemningen ikke var for ham. At Valgbeftyrelsen var vidende om, at det var af Regieringen tilladt, at der måtte afgåe et Dampfkib, det fremgåer juft ikke af Acterne; som bemærket låe Dampskibet ved Korsør og derfra blev det beordret at gåe til Samsø, men blev ved Modvind og Storm forhindret i foregående Dag at ovrføre dem og gik ind i Kallundborg Fjord, og det er derfor meget fandfynligt, at det er bleven bekjendt i Kallundborg, at det låe der i den angiven Hensigt. Jeg troer således efter alt det Oplyste, at der ikke er tilstrækkelig Anledning til at indhente flere Oplysninger eller til at cassere Valget; men berom vil forøbrigt Forsamlingen have at tage Bestemmelse.

Procurator Tvede:

Forsamlingen ville behage at lægge Mærke til, at Samfingerne ikke have klaget over, at der er begået noget Ulovligt, de have ikke klaget over, at der er viift Mangel på Conduite fra Bestyrelsens Side, de have beklaget sig over, at Naturhindringer have giort dem det umuligt at møde. Det er selvfølgeligt, at man ikke kan cassere et gyldigt Valg på Grund af den Omftændighed, at Valghandlingen var sat til Kl. 9 Formiddag, ligesålidt som det kan siges at bære nogen Mangel på Conduite fra Vestyrelsens Side, thi den så tidligt ansatte Tid måte tvertimod opfordre dem til at begive sig på Reisen så betides, kunde have bæret der om Aftenen.”

Algreen-Ussing

Etatsråd : Jeg giøres i dette Øjeblik opmæksom på, at Kallundborg Fiørd er så lang, at det vel Kunde være, at Kundskab om Dampskibet ikke kunde komme til Vyens Borgere Det er Localiteter, som jeg er aldeles ukjendt med.

Kammerråd Dremsen:

Man har opfordret den ærede Ordfører til at angive, hvormange der ikke have ftemet, og Meningen dermed må have været at fåe at vide, hvormange af de Vælgende der have mødt. Ligesom allerede anført, var det kun uveir, der hindrede Samsingerne fra at møde. Dersom det kunde bære en Unbfkyldining, og dersom man af den Grund kunde forandre Valget ved et Omdalg, da vilde jeg efter min Formening ståe Fare for, at der kunde indkomme Proteft mod mit Valg, thi af de 500 Vælgere, som vare i det Distrikt, hvor jeg blev valgt, udebleve omtrent 300 formedlft Regn og Slub; men skulde det være tilstrækkeligt at Kuld

kaste et valg, så sidder nok den største Deel af os usikker på vore Pladser.

Redacteur Rée:

Jeg vil tillade mig at forespørge høs |den ærede Ordfører, om Samsøs Valgbestyrelse har været tilstede ved Valget; det har ikke kunnet oplyses af Acterne, og derfor vil jeg tillade mig at foreslåe, at Forsamlingen udsætter den endelige Afgjørelse af Sagen, indtil man har indhentet Erklæring fra Valgbestyrelsens Medlemmer på Samsø.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Det er formodentlig Valgbestyrelsen for det 4de Distrikt i Holbeks Amt, den ærede Taler mener; Fuldmagten sindes underskrevet af 8 Medlemmer; dersom den ærede Formand, som Tilfældet var igår, havde Afskrist af Protocollen ved Hånden, så vilde man kunne see, hvormange Medlemmer Valgbestyrelsen beståer af.

Formanden:

Der skal være 11 foruden Formanden.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Der mangler altså 3, men om disse 3 ere Samsinger eller ikke, skal jeg lade være usagt; men det førekommer mig, at det ikke kan have nogen Indflydelse på Valget, thi netop Valgbestyrelsens Medlemmer havde fortrinlig Opfordring til at være tilstede, og dersom de ikke vare det, forekommer det mig at være Noget, som ikke kan komme i Vetragtning.

Capitain Jespersen:

Jeg kan oplyse, at af de Vælgere, som vare fra Samsø, var idetmindste een i Bestyrelsen. De Samsinger, som kom Dagen i Forveien, havde taget den korteste og hensigtsmæssigste Vei, idet de toge lige fra Samsø til Sjællands Odde, og ikke benyttede den længere Vei, som forårsagede, at de Andre ikke kom tidsnok. Havde de Øvrige altså benyttet den korteste og naturligste Vei, vilde de altså kunne have mødt.

Formanden:

Må jeg tillade mig at spørge, om Flere ønske Ordet?

Cand. juris Schack:

Det forekommer mig efter den Discussion, som har fundet Sted, at Forsamlingen ikke ganske er på det Rene med, om slige Spørgsmål som disse skulle afgjøres efter Omstændighederne, efter hvad der kan siges at være billigt, eller efter strængere juridiske Regler; idet nogle af de Medlemmer, som have udtalt sig, have fremhævet Omstændigheder, som at Valgbestyrelsen har udsat Mødet 1 ½ Time, hvilket måtte henføres til hvad man kunde kalde Villigheds-Argumenter, såvelsom mange lignende Argumenter. Andre Argumenter, ere hentede fra Sagens juridiske Side. Det synes, at man såvel for dette Spørgsmåls Skyld som for de mange lignende, der kunne komme på Vane, burde bestemme sig for at vælge et af disse Afgjørelses-Principer. Forøvrigt forekommer det mig, at, hvilket af dem man antager, er der ikke liden Grund til at forkaste det nærværende Valg. Holder man sig til VillighedsPrincipet, så er det et væsenligt Moment, at et betydeligt Antal Vælgere ikke har villet stemme på denne Candidat, at de Medlemmer, som ikke have kunnet møde, have viist Iver for at lade sig indtegne og ligeledes have viist Iver for at møde. Holder man sig til det juridiske Standpunkt, da forekommer det mig ligeså, at den ærede Deputeredes Valg burde forkastes. Den nærmeste Analogi herfor måtte vel hentes fra et almindeligt Møde i en civil Retssag; og er det i en sådan — ikke ubehageligt — men umuligt for en Part at møde, da er det, så vidt jeg veed, Praris at tillade den, som ikke har kunnet møde, at fåe Sagen reassumeret, hvorimodd den, som har mødt, har spildt sit Møde, idet han må møde påny.

Prosessor Krieger:

Det forekommer mig, at det vil være ligeså urigtigt, eensidig at opstille et juridisk Prrincip, som eensidig at opstille et såkaldet Billigheds-Princip. Jeg troer ikke, at man ved disse Valgspørgsmåls Afgjørelse kan udelukkende holde sig til det ene eller til det andet af disse Principer, men derimod troer jeg vel, at man må see hen til de individuelle Forhold, og jeg antager da, at man kan gjøre de Betragtninger gjældende, som bleve releverede af en æret Rigsdagsmand, nemlig Hensynet til, hvorledes Majoriteten og Minoriteten stiller sig under en vis Vetingelse, men denne Vetingelse troer jeg må være den, at der foreligger Overtrædelser af Loven, men når Overtrædelser af Loven ikke foreligge, finder jeg det urigtigt at tage Billighedshensyn. I de Tilfældee, hvor det er vist, at der er begået en Feil (for at tage et Tilfældee, som vi snart

komme til, hvor der er stemt ved Fuldmagt), så bliver der at tage Hensyn til, hvormange der have stemt ved Fuldmagt, om der have stemt såmange ved Fuldmagt, at det kunde have Indflydelse på Valget, eller om Majoriteten er så stærk, at selv om 2 eller 10 havde stemt ved Fuldmagt, den samme Rigsdagsmand vilde have havt utvivlsom Majoritet. Altså hvor der foreligger Overtrædelser af Loven, der indtræder en heel Række af sådanne Hensyn, thi det er vist, at man ikke kan cassere et Valg, blot fordi een eller anden Formfeil er begået; hvor man derimod ikke kan påvise en eneste Formfeil, der forekommer det mig at være aldeles urimeligt at tage noget Hensyn til en mulig Majoritets eller Minoritets Veregning, og på et sådant Hensyn at støtte et Valgs Kuldkastelse. Man må vel erindre, at hele Valglovens Tanke er den, at Vælgerne selv skulle sætte sig i Virksomhed for at benytte deres Ret; de skulle indtegne sig, de skulle møde på et bestemt Sted, de skulle førge for, at de kunne komme i Tide forat afgive deres Erklæring; om denne Erklæring på enkelt Sted, på Grund af særegne Forhold, kan blive noget vanskeligere, noget besværligere, det er en anden Sag; men dette kan ikke forandre det almindelige Synspunkt. Her foreligger nemlig Forholdet mellem en mindre Ø og en større (thi jeg troer ikke, at Sjælland kan kaldes „et Fastland“). Om Vanskeligheden end stiller sig lidt til den ene eller til den anden Side, kan ikke forandre den strænge Iagttagelse af Valgloven.

Cand. juris Schack:

Med Hensyn til det af den sidste ærede Taler Anførte, må jeg bemærke, at den af ham opstillede Distinction er temmelig vilkårlig. Det forekommer mig dernæst, at det må ansees godtgjort, at det ikke har været vanskeligt for disse Medlemmer fra Samsø at komme, men at det har været umuligt, idet det blev omtalt, at de formedelst Storm og Modvind måtte vende om.

Prosessor Krieger:

Jo, det var umuligt for dem at komme, fordi de reiste for silde; men de Samsinger, der reiste itide, de vidste, at de kunde komme.

Cand. juris Schack:

Men hvis nu Modvinden havde varet i 14 Dage?

Professor Krieger:

Så vilde Dampskibet have kunnet tage dem med itide.

Da Ingen begjerede Ordet mere, skred man efter Formandens Opfordring til Afstemning, ved hvilken der viste sig aldeles overveiende Pluralitet for, at det omhandlede Valg skulde erkjendes for gyldigt.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Det næste Valg, hvorom der er Spørgsmål, er det for Hjørring Amts 2det Valgdistrikt; jeg skal i denne Anledning tillade mig at oplæse en Skrivelse fra endeel Vælgere i det nævnt Distrikt til Justitsministeriet, der indeholder Grundene, hvorfor de nævnte Vælgere ansee sig berettigede til at fordre det ommeldte Valg erklæret ugyldigt. Skrivelsen lyder således:

Ved det under 5te dennes for Hjørring Amts 2det Valgdistrikt her foretagne Valg af en Rigsdagsdeputeret, blev Godsforvalter Theilmann, der erholdt 164 Stemmer (medens Modcandidaten, Pastor Kühuel, havde 125 Stemmer, hvoraf Halvparten af Landbeboerne) proclameret som Rigsdagsmand. Vi ere imidlertid komne til Kundskab om, at bemeldte Hr. Theilmanns Forhold er af den Beskaffenhed, at han formeentligen ikke kan ansees qualificeret til at vælge eller vælges.

Valgloven bestemmer blandt Andet som Betingelse for de nævnte Rettigheder, at den Pågjældende ikke ståer i noget privat Tjenesteforhold, med mindre han har egen Huustand og selv holder Dug og Dist. Dette formene vi neppe kan siges om Godsforvalter Theilmann, der, som betinget Deel af sit Gehalt, har Kost, Valdsk og, om han vil, Logis hos Stamhuusbesidderen, Varon Ahrenfeldt, på dennes egen Vopæl Sæbygård. Vel har denne overladt Forvalteren nogle Værelser i en i Nærheden af Hovedgården værende Mølle, hvor hans Familie boer; men da han selv nyder Kosten o. s. v. hos Baron Ahrenfeldt, så kan denne Omstændighed formeentligen ikke hæve hans Afhængighedsforhold til Stamhuusbesidderen, hvilket Forhold Lovgiveren synes at have havt for Øie ved den nævnte Bestemmelse.

Vi ansee os derfor berettigede til at fordre det foretagne Valg erklæret ugyldigt, hvorom vi herved tillade os underdanigst at fremkomme med Begjering til det høje Ministerium. Sæby, den 8de October 1848.

På egne og den hele øvrige Minoritets Vegne: (Her følge Navene.)

Til Justitsministeriet.

Da Forvalter Theilmann imidlertid har Familie i egen Bolig og kun for sit egen Person spiser hos sin Principal, har Comiteen eenstemmigen været af den Formening, at man ikke kunde indlade sig på de mod Valget fremkomne Indsigelser.

Efterat Etatsråd Brinck-Seidelin havde bekræftet, at det virkelig forholdt sig som anført, at Theilmann har egen Vopæl for sin Familie, blev, da Ingen yttrede sig videre, Valget af Forsamlingen antaget for gyldigt.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Hvad derefter angåer Valget for Ringkjøbing Amts 5te Valgdistrikt, skal jeg tillade mig at oplæse en Skrivelse fra Herredsfoged Iansen, sålydende:

Til det den 5te dennes afholdte Valgmøde havde jeg til Deputeret i den forestående Rigsforsamling stillet Hr Justitsråd Borgermester Hers i Aarhuus som Valgcandidat for det 5te Valgdistrikt i Ringkjøbing Amt. Ved den til Protocollen skete Afstemning fandtes det, at Skolelærer Petersen i Sæding havde 162 og den af mig stillede Valgcandidat 153. Stemmer.

Umiddelbart efter Valgets Tilendebringelse udbredte der sig et ufordeelagtigt Rygte om den Måde, Valglisten for Bølling og Sæding Sogne var fremstået på, idet disse Lister viste det Særsyn, at der på samme var opført 89 Valgberettigede, som var omtrent ligeså stort et Antal, som i de trende større Sogne Stauning, Skjern og Vorris. Som den, der havde stillet en så almindelig agtet Mand, som Hr. Justitsråd Hers var det mig magtpåliggende at fåe nogen nøiere Kundskab i så Henseende, og har jeg da erfaret, at der ved Listens Henlægning ikke har været efter Valglovens § 9 2de Sogneforstandere bestandigen tilstede, at Vælgere ere opførte på Listen, som hverken selv eller ved nogen anden bestemt Person havde ladet deres Navne indtegne, at Sogneforstander Jens Clausager i Sæding skal have båret Listen om fra Huus til Huus og således fået Lov til at skrive de fleste Vælgeres Navne, at der således, som af vedlagte Liste vil erfares, er for Sæding Sogen opført 2de gårdbrugende Enkers Sønner, nemlig Nr. 73 og Nr. 74, og have afgivet Stemmer.

Dette Pastorats Lister mangle således ikke alene al Lovformelighed men også Troværdighed, ligesom der på samme er optaget uberettigede Personer, og mag derfor ansees som en Nullitet.

Indsigelse mod disse Listers Gyldighed kunde ikke skee på den i § 9 foreskrevne Måde af Udensognsmæd, ligesom de i denne Paragraph omhandlede Indsigelser ere udenfor nærværende Tilfælde, hvor der er Spørgsmål om Sogneforstanderskabets ulovmedholdelige Fremgangsmåde. På Valgdagen kunde jeg heller ikke fremsætte dem, da de ikke vare bekjendtte førend efter Valget, ligesom jeg heller ikke i Valgloven finder nogen Bestemmelse om, at Valgbestyrelsen kunde have påkjendt en sådan Indsigelse, da Sogneforstanderskabet må indeståe for Listens lovlige Forfattelse.

Jeg kan imidlertid ikke indsee Andet, end at Valget, der netop ved dette Sogneforstanderskabs utilbørlige og ulovlige Fremgangsmåde er faldet på Degnen i Sognet, må ansees ugyldigt, og jeg skulde derfor underdanigen andrage for det høie Justitsministerium, at der snarest muligt måtte ved Amtmanden enten personligen eller ved en af ham beskikket Mand skee den fornødne Undersøgelse, at Valget, indtil Undersøgelsen er skeet, sættes ud af Kraft,

samt, om det befindes at forholde sig, som jeg her har anført, casseres.

Herredsfogedgården Petersminde den 12te October 1848.

Underdanigst Jansen.

Til det høie Justitsministerium.

Forsamlingen vil have hørt, at der er anført 4 Ankeposter, hvilke jeg skal tillade mig nærmere korteligen at berøre. Den første er nemlig den, at der ved Listens Henlæggelse ikke efter Valglovens § 9 bestandig havde været to Sogneforstandere tilstede. Efter denne Paragraph skal nemlig i Løbet af en Uge to Medlemmer af Sogneforstanderskabet være tilstede på et beqvemt Sted. Jeg må bringe en stor Deel af Forsamlingens Medlemmer i Erindring, at den oprindelige Bestemmelse var, at hele Forstanderskabet skulde være tilstede, men at dette, med Hensyn til det store Besvær for disse mange Medlemmer, den hele Uge at sidde samlede for at modtage Anmeldelse, senere modificeredes på den Måde, som nu i Loven bestemt. Nu hedder det i Skrivelsen, at af Vedkommende er bragt i Erfaring, at disse to Sogneforstandere ikke bestandig have været tilstede der. Men Forsamlingen indseer, at der må indtræde Omstændigheder, som kunne bevirke, at disse to Sogneforstandere „ikke bestandig kunne være tilstede“, og det skjønnes heller ikke, hvilken væsentlig Indflydelse det kan have i denne Sag, at et Medlem for en kort Tid er fraværende. Det er derfor en Omftændighed, som Comiteen ikke har troet at kunne tillægge nogen Betydning. Den anden Anke er den, at Vælgere ere opførte på Listen, som hverken selv eller ved nogen anden Person have ladet deres Navne indtegne. Valgloven bestemmer, at de enten selv eller ved Andre kunne lade sig indtegne, og hvorledes skulde nu Vælgerne være indtegnede på Listerne, når de ikke enten selv eller ved Andre ere indtegnede? På een eller anden Måde må det dog være skeet. Om ikke den Omstændighed, som Anordningen har lagt sær Vægt på, at de enten selv personlig skulle møde eller godtgjøre deres Fraværelse, er bleven iagttaget, så er dette dog en sådan mindre Formfeil, som ikke kan siges at have nogen væsentlig Indflydelse. Som den tredie Anke anføres der, at en Sogneforstander skal have gået fra Huus til Huus og således fået Lov til at indskrive de fleste Vælgeres Navne. Det siges ikke at være skeet efter de 8 Dage, da Listerne vare henlagte til Påtegning; der må altså være sigtet til, at dette skal være skeet i Løbet af de befalede 8 Dage. Det vilde vistnok have været en Omstændighed, som kunde have noget Mere på sig, når det var oplyst, under hvilke nærmere Forhold det havde fundet Sted; men det er mig meget påfaldende, at den Embedsmand, som til Justitsministeriet indsender en sådan Anke, ikke mere bilægger denne med de fornødne Beviser og yderligere godtgjør, på hvilken Måde disse Uregelmæssigheder skulle være foregåede. Hvad den sidste Anke angåer, da er det ikke ganske tydeligt, hvad Andrageren sigter til. Han siger, at der, således som den vedlagte Liste oplyser, er for Sæding Sogn opført 2de gårdbrugende Enkes Sønner, og disse have afgivet Stemmer. Valglisten, som er underskreven af Vedkommende, indeholder under de to Nr. 73 og 74 to Personer, som begge have den befalede Alder; de ere 31 År, og i Rubriken om „Stilling og Opholdsted“ ståer Bogstaverne Gb. E. S., som skal være gårdbrugende Enkes Sønner; en Omstændighed, som Andrageren udhæver som en, der skal gjøre dem uberettigede til at stemme. Grunden hertil måtte da være den, at de, som gårdbrugende Enkes Sønner, ståe i et privat Afhængighedsforhold til deres Moder og ikke selv holde Dug og Disk, men dette Forhold, hvori Sønnerne bestyre Gården for Moderen, kan ikke identificeres eller ganske falde sammen med privat Tjenesteforhold, og derfor har Comiteen troet, at der med Hensyn også til dette Valg ikke var tilstrækkelig Anledning til at annullere det.

(Fortsættes)

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Andet Møde. (Fortsat).

Formanden:

Jeg veed ikke, om Flere ønske at yttre sig i denne Anledning. (Efter en Pause.) Man kunde måskee antage, da Ingen yttrer sig derimod, at det er Forsamlingens Mening, at det omhandlede Valg uden Afstemning kan erkjendes for gyldigt, og vi kunne således gåe over til det følgende Valg.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Jeg kommer nu til det Valg, som er foregået i Kjøbenhavns Amts 2det Valgdistrikt. Det må være mig tilladt foreløbig at bemærke, at Capitain Beutner, som er den, som har påanket denne Valghandling, allerede havde under 5te October dette År, altså selve Valgdagen, til Justitsministeriet indleveret et Andragende, hvori han besværer sig derover, og samtidig dermed var der indkommet til Justitsministeriet en Promemoria fra 20 Indvånere i Lynghy, hvori de væsentlig at de samme Grunde, som vare udviklede i Capitainens Skrivelse, angribe dette Valg. I Continuation dermed er der eftersendt en aldeles ligelydende Skrivelse også fra Beboere af Lyngby med 59 Underskrifter, hvilke tilligemed de forrige 20 udgjør ialt 79, der have ført Anke over den stedfundne Valghandling. Jeg skal ikke foredrage Indholdet af disse Skrivelser, fordi der senere er bleven afgiven en fuldstændig Fremstilling af Capitain. Beutner, dateret den 20de October, som indeholder de forskjellige Grunde, på hvilke han angriber dette Valg, og når jeg forelæser den, som er påtegnet af endeel Vælgere i Henhold til de tidligere Skrivelser, så vil Forsamlingen derved komme til Kundskab om de Grunde, hvorved dette Valg søges omstødt. Capitain Beutners Skrivelse lyder således:

Til Rigsforsamlingen!

Ved Valget af en Deputeret til Rigsforsamlingen for det 2det Valgdistrikt under Kjøbenhavns Amt tillod Valgbestyrelsen sig sådanne Afvigelser fra Valgloven, at Undertegnede, der havde stillet sig som Valgcandidat, fandt Anledning til på Valgstedet at nedlægge Protest til Protocollen imod Valgets Gyldighed.

I en Indberetning til Justitsministeriet umiddelbart efter Valget inhærerede jeg denne Indsigelse, men Samme meddeelte mig under 14de dennes, at Sagens Afgjørelse henhører under Rigsforsamlingen, og derhos, at det måtte være min egen Sag at tilveiebringe og indsende til Forsamlingen de nødvendige Oplysninger.

Henvendende mig til den høie Rigsforsamling skal jeg tillade mig at give en Fremstilling af fornævnte Valghandling og vedlægge de fornødne Beviser.

Da Afstemningen til Protocollen var forlangt og begyndt, udførtes den tildeels ved, at en Vælger hos andre Vælgere indsamlede de tildeelte Adgangskort, idet han affordrede dem Navnet på den Candidat, de agtede at stemme på. Med disse Adgangskort, 10 og flere ad Gangen i Hånden, fremstillede han sig for Protocollen og afgav Kortene med Tilføiende af den Candidats Navn, som vedkommende Vælger stemte på, dog uden at bemeldte Stemmegivende påhørte denne hans Anmeldelse. Candidatens Navn indførtes derpå i Valgprotocollen.

Først efterat denne Indsamling og Aflevering, hvorved der imidlertid havde indfunden sig endnu en Mellemmand, var gjentaget flere Gange på samme Måde, blev det indlysende for Vælgerne, at denne Afstemning var blottet for al Garanti, og Misblligelsen udtalte sig såmeget stærkere imod den, som de handlende Prosoner vare Stillere af den ene Valgcandidat.

Valgbestyrelsen, der erkjendte det Feilagtige i den anvendte Fremgangsmåde, foreslog nu Vælgerne en Ratihabering af Stemmeafgivningen efter Navns Opråb; den blev foretaget, men på en Måde, som kun forøgede den attråede Garanti lidet, idet nemlig Bestyrelsen som oftest lod sig nøie med det simple „Ja”, der udtaltes fra den tætte Klynge af Vælgere.

Der var siden Afstemningens Begyndelse hengået circa 1 ½ Time; flere Vælgere havde efter Afgivelsen af deres Stemmer og på Grund af det slette Veir allerede forladt Valgstedet eller dog fjernet sig derfra, deriblandt også nogle af dem, hvis Stemmer man havde modtaget til Protocollen igjennem Trediemand. Ikke svarende til det mundtlige Opråb, decreterede Valgbestyrelsen, at de Fraværende skulde betragtes som ikke mødende og udslettes af Valgprotocollen. Herved berøvedes flere, efter Angivende 6 Vælgere deres Valgret.

Ved Ratihaberingen opklaredes andre Unøiagtigheder, såsom at en Vælger, Hr. Drewsen, var optagen i 2 forskjellige Protocoller, og hans Stemme ligeledes indført 2 Gange (Bilag Nr. 1).

Foruden denne Måde at stemme på ved Befuldmægtiget anvendtes også en anden, idet nemlig Vælgere, der aldeles ikke vare mødte eller havde været tilstede på Valgstedet, men hjemme fra havde sendt deres Adgangskort med en Anden og givet denne Fuldmagt til at stemme for sig, bleve indtegnede som Stemmegivende.

På denne Måde har Peter Jørgensen af Tårbek ladet afgive Stemme ved Muursveud Lars Otterberg, og Skolelærer N. L. Schjoldagger af Brede ved sin Søn Gartnersvend Schjoldagger (Bilag 2 og 3).

Endvidere har Valgbestyrelsen vægret sig ved at modtage Stemme af indtegnede og tilstedeværende Vælgere på Grund af, at de ikke vare forsynede med Adgangskort. Valgloven knytter Vælgerens Ret til at stemme til Indtegningen og ikke til Adgangskortet, hvilken Formening imidlertid ved disses Omdeling var så almindelig udbredt, at flere indtegnede Vælgere under Lyngby Forstandeskab, som man havde forsømt at tilstille Adgangskort, udebleve fra Valget.

Over denne Retsnægtelse føres iblandt Andre Besværing af Poul Søstrøm af Skovsborg (Bil. Nr. 4). Da Stemmerne vare optalte og Valget proclameret, nedlagde jeg Protest imod dets Gyldighed, begrundende denne end yderligere på det ovenanførte Tilfældee med Schjoldagger, der allerede da var mig bekjendt, og efterat jeg personlig havde overtydet mig om, at han var ndført i Protocollen som Stemmegivende.

Foruden de ovennævnte åbenbare Tilsidesættelser af Valgloven skal jeg tillade mig endnu at henlede den høie Rigsforsamlings Opmærksomhed på en Omstændighed, der har fremkaldt grundet Formodning om at Valgbestyrelsen også på anden Måde har overskredet sin Competence. Den proclamerede nemlig på Valgstedet Hr. Danchell valgt til Deputeret med 143 Stemmer, hvorimod den i sin Indberetning til Justitsministeriet skal angive, at Valget er skeet med 142 Stemmer. Denne Uoverensstemmelse vil man udlede derfra, at Valgbestyrelsen, efterat den havde forladt Vlagstedet og var kommen til Kundskab om den indløbne Feil, har udstrøget Schjoldaggers Stemme af Valgprotocollen. Endskjøndt dette privat Samtale er vedgået af et Medlem af Valgbestyrelsen, så skulde jeg dog vel vogte mig for på en Formodning eller Yttring at sigte Bestyrelsen for et så grovt

Attentat på Valgactens Værdighed og Hellighed som det, efter dens Tilendebringelse at foretage Forandring i de originale Protocoller. Jeg udbad mig derfor i Skrivelse til Bestyrelsens Formand Forklaring over Grunden til den nævnte Uoverenstemmelse, ligesom jeg også anmodede om — hvad jeg antog at være enhver Vælgers gode Ret — Tilladelse til at see. Valglisterne og de originale Valgprotocoller, før, ved at sammenholde disse med forskjellige, mindre bestemte Anker over Valghandlingen, at bedømme, hvorvidt disse vare begrundede eller ikke. Formandens Afslag vedlægges (Bilag Nr. 5) Da dette Factums Constatering vil afgive et så væsentligt Bidrag til Valghandlingens Charaktertstik, så tvivler jeg ikke om, at jo Rigsforsamlingen vil lade det være sig særdeles magtpåliggende at opnåe, hvad jeg ikke har været istand til.

Men selv uden dette skulde jeg formene, at der i de påviste Tilsidesættelser af Valgloven er god Grund til at protestere imod Valgets Gyldighed, og jeg andrager derfor på, at Rigsforsamlingen annullerer Valget af den Deputerede for det 2det Valgdistrikt under Kjøbenhavns Amt og decreterer, at et nyt Valg skal foretages.

Springforbi, den 20de Oktober 1848.

Ærbødigst S. N. Beutner.

På denne Skrivelse findes følgende Tilskrift:

Undertegnede Vælgere bevidne Rigtigheden af ovenstående mod Udførelsen af den befalede Valgact for Kjøbenhavns Amts 2det Distrikt fremsatte Ankeposter, forsåvidt som de ere fremførte i en af mange Andre, foruden de fleste af os Underskrevne, til det høie Justitsministerium fremsendt Besværing af 5te October sidstl. Da denne Besværing formentligen af Ministeriet er forelagt den høie Rigsforsamling, så skulle vi ikke bebyrde den med et fornyet Andragende, men derimod slutte os til Hr. Capitain Beutners ovenfor fremførte, med Bevisligheder bilagte Begjering om Cassation af det foretagne Valg af en Rigsdagsmand for Distriktet og Befaling til et nyt Valgs Foretagelse.

Ærbødigst

Den 19de October 1848.

M. Bagger, F. Schubart, C. W. Walder, Slotsforvalter. Gårdeier og Sogneforstander. Tømmermester. Ole Andersen, J. Guldborg, S. M. Trier, Gårdeier og Sogneforstander. Gårdeier og Sogneforstander. Apotheker. Berner Jørgensen, C. Drewsen. Skolelærer.

Såyel Capitain Beutner som endeel Beboere i Lyngby havde fremdeles, som Forsamlingen vil erindre, alt tidligere til Justitsminifteriet indsendt Andragender, hvori de klage over de stedfundne Valg af de udviklede Grunde, og Justitsministeriet har derefter æsket Valgbestyrelsens Erklæring over Sagen. Denne er afgiven i en Skrivelse af 19de October, der er Forsamlingen tilstillet, men som ikke indeholder Andet end, at man sender en Exrtractudskrist af den authoriserede Valgprotocol, hvori er indført Valgbestyrelsens Bemærkninger angående de påankede Omstændigheder, men at iøvrigt, forsåvidt der i de indkomne Anker er berørt Facta, som ikke ere omhandlede i Protocollen, disse da ere Valgbestyrelsen ubekjendte, så at den derover hverken kan afgive bekræftende eller benægtende Erklæring. Extract-Udskriften derimod indeholder Følgende:

— — — Midt under Valghandlingen erklærede en Vælger, at der stemmedes på en urigtig Måde, hvorpå Capitain Beutner fremtrådte og bemærkede, at han havde seet flere Vælgere afgive de Kort, der vare meddeelte dem, som indskrevne Vælgere, til en Trediemand, der afgav Kortene til Protocolføreren, idet han angav, hvilken Candidat Enhver stemte på.

Da Formanden havde modtaget denne Erklæring, opfordrede han de andre Medlemmer af Valgbestyrelsen til at erklære sig over, hvorvidt sådant havde fundet Sted; hvorpå de tre Medlemmer erklærede, at de ikke havde modtaget noget Votum til Protocollen, uden at Vælgerne havde selv fremstillet sig; den Fjerde, Eylardi, erklærede, at der var leveret ham et Adgangskort og angivet hvem Vedkommende stemmede på, uden at denne selv havde fremstillet

sig, hvorfor. han også var bleven udslettet af Listen. Det femte Medlem af Valgbestyrelsen, Pastor Jbsen, erklærede, at 4 eller 5 Vælgere havde afgivet deres Stemme for ham, uden at han just bestemt kunde sige, at have seet dem personligen afgive deres Stemme. Derpå fremtrådte Formanden atter, og afgav for Forsamlingen disse Erklæringer, idet kan henstillede til de forsamlede Vælgeres Afgjørelse, om de vare tilfredse med, at de Vælgere, der havde afgivet deres Stemme til Pastor Ibsens, Protocol, atter ved Navn bleve fremkaldte, og opfordrede til at ratihabere deres afgivne Stemme. Forsamlingen billigede dette, uden nogensomhelst Indsigelse. Valghandlingen fortsattes derpå, efterat denne Ratihabering var foretaget, og samtlige opråbte Vælgere vare mødte, med Undtagelse af 6, som erklæredes at have været tilstede, men nu at have forladt Forsamlingen; af hvilke 7 Stemmer de 4 viste sig at være for Grosserer Danchell, 1 for Capitain Beutner, og 1 for Provst Boisen; og disse bleve ikke modtagne ved den endelige Optælling.

Efterat samtlige mødte Vælgere var givet Anledning til at afgive deres Stemmer, optaltes disse, og gave det ovenfor anførte Resultat, hvorefter Formanden proclamerede Grosserer Danchell som Deputeret til Rigsdagen for Kjøbenhavns Amts 2det Valgdistrikt.

Capitain Beutner fremtrådte for Valgbestyrelsen og anmodede samme om at fåe følgende Protest nedlagt til Protocollen:

„Da Afstemningen til Protocollen formeentlig ikke er foregået på den i Valgloven foreskrevne Måde, idet nemlig et Par af Vælgerne og deriblandt Een, der selv havde stillet Candidat, indsamlede nogle såkaldte Adgangskort, og derpå til Valgbestyrelsen afgav Stemme til Protocollen på deres Vegne, som Adgangskortene lød på, hvorved blandt andre Uregelmæssigheder også den er indtruffen, at Vælgere, der ikke vare tilstede ved Valgforhandlingen, desuagtet med Navn ere opførte på Stemmelisten, så finder jeg mig som Valgcandidat på Massen af Vælgernes Vegne ifølge deres Opfordring forpligtet til at gjøre Indsigelse imod Valghandlingens Gyldighed.” Som Svar på forestående Indsigelse af Capitain Beutner, må Pastor Ibsen, som det Medlem af Valgbestyrelsen, hvem Indsigelsen nærmest synes at angåe, bemærke:

1. At hvad angåer den Anke, at flere Vælgere ikke personligt, men gjennem Trediemand, ved Afleveringen af det dem tilstillede Adgangskort havde afgivet deres Stemmer, da er dens Gyldighed såvel af ham, som af Valgbestyrelsens øvrige Medlemmer, strax bleven erkjendt, og for at hæve denne, blev den ovenanførte Beslutning om de allerede indskrevne Navnes Opråb og de afgivne Stemmers Ratihabering taget og udført.

2. Når der derimod ankes over, at Vælgere, der ikke vare tilstede ved Valghandlingen, desuagtet med Navn ere opførte på Stemmelisten, så kan han kun erkjende denne Ankes Gyldighed med Hensyn til een Vælger, hvis Navn strax, da han kow til Kundskab om det Forefaldne, blev udslettet af Listen, og hans Stemme ikke regnet med. Hvad de øvrige Vælgere angåer, da kan han bevidne, at han er overbeviist om, at de personligen have svaret på det skete Opråb, og afgivet deres Stemme. Når et Medlem af Valgbestyrelsen har anvendt al Opmærksomhed på, og er kommet til Overbeviisning om, at samtlige til hans Protocol hørende Vælgere personligen have afgivet deres Stemmer, da har han formeentligen opfyldt sit Hverv, og den Protocol, som han har ført, må da formeentlig have den Nøiagtighed og Gyldighed, som Valgloven fordrer. Med dette Svar antager derfor Pastor Ibsen tilstrækkeligt at have imøbegået og besvaret de af Capitain Bentner fremførte Anker, og han i Forening med de øorige Medlemmer af Valgbestyrelsen skjønner ikke rettere, end at den foretagne Valghandling må være og forblive fuldkomnen gyldig.

Hvad dette Valg angåer, da har Udvalget fundet, at der var sådanne Uregelmæssigheder tilstede, at det ikke har troet at kunne Andet end andrage på, at det ikke må anerkjendes som gyldigt. Det

er nemlig af stor Vigtighed, at der våges over, at de lovbestemte Former med Hensyn til Valgene nøiagtigen iagttages, og hvorvel enkelte mindre væsentlige formelle Unøiagtigheder, der ikke have nogen Indflydelse på Valgets Udfald, kunne oversees, så kan dette efter Comiteens Formening ikke skee, hvor der har fundet så mange og forskjelligee Uregelmæssigheder Sted som her. Stemmesedler ere blevne indsamlede og afleverede af en tredie Mand til Protocollen, istedetfor at Valgloven udtrykkelig kræder, at Vedkommende personlig skal fremstille sig for Protocollen og afgive deres Stemme; ja der er endog modtaget Stemmer fra fraværende Personer, for hvem andre Personer modte, og dette har været Tilfældeet ikke blot med een, men idetmindste med 2 Personer, hvilket fremgåer af de medfølgende Erklæringer. Fremdeles er der negtet Personer, som vare opførte på Valglisterne, at afgive Stemme, fordi de ikke vare forsynede med Adgangskort; man veed, at enkelte Valgbestyrelser have fundet det hensigtsmæssigt at uddele Stemmesedler, for at controllere Stemmegivningen, at Ingen skulde kunne afgive sin Stemme til Protocollen, når han ikke var Vælger, men sådant Adgangskort kan dog på ingen Måde være nogen Betingelse for at være i Besiddelse af Valgret, hvilket ene beroer på, om man er indskreven som Vælger. Det er kun ugjerne, at Comiteen er kommet til et sådant Resultat, at skulle erklære et Valg for ugyldigt; men den har, som sagt, antaget, at der her vare så mange Uregelmæssigheder tilstede, at den ei har troet at kunne holde på dette Valg. Når det endeligen er anført, at der skal være foretaget Forandringer i Valgprotocollerne, efterat Valghandlingen var afsluttet, da er det vist, at også dette vilde være et særdeles vigtigt Datum, dersom det rigtigt kunde oplyses. Forsamlingen vil imidlertid erindre, at denne Sag skulde fremmes så hurtigt, at man ikke kunde søge at erholde disse Protocoller fra Justitsministeriet.

Jeg turde måskee tillade mig at bede den ærede Formand ved et Bud at lade spørge i Bureauet, om disse Protocoller muligen måtte være komne; da jeg spurgte derom, var dette ikke Tilfældet. Men også uden Hensyn hertil har Comiteen fundet, at dette Valg ikke burde ståe ved Magt, hvilket imidlertid er Noget, jeg ganske må undergive ForsamlingenS Bedømmelfe og Afgjørelse.

Formanden:

Jeg skal tillade mig at bemærke, at de omspurgte Protocoller ikke ere komne hertil.

Justitsministeren:

Såvidt mig bekjendt, ere de slet ikke indsendte tif Justitsministeriet.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Det er muligt, at de ikke skulde indsendes til Iustitsministeriet.

Formanden:

Jeg veed ikke, om Flere ønske at yttre sig angående dette Valg? (En lille Pause.) Da Ingen begjærer Ordet, vil jeg sætte under Afstemning, om dette Valg skal ansees for gyldigt. Ved den derefter stedfundne Afstemning viste der sig Eenstemmighed for Valgets Forkastelse.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Måtte jeg tillade mig en Bemærkning, som vel egentlig ikke vedkommer selve Referatet af de af Udvalget prøvede Valg. Jeg veed ei ret, hvorledes der i det Tilfældee, at et Valg casseres, skal forholdes, om der skal foranlediges Omvalg ved Forsamlingens eller Justitsministeriets Foranstaltning. Dette kunde jeg måskee henstille til den ærede Formand.

Justitsministeren:

Jeg skal tillade mig at bemærke, at ved det eneste Valg, hvor Omvalg har kundet Sted, nemlig Præstø Amts 4de Distrikt, hvor den først Valgte, Indsidder og Bomuldsvæver Hans Hansen, har frasagt sig Valget, blev der strax, da Frasigelsen indløb, foranstaltet et nyt Valg fra Justitsministeriets Side. Hvorvidt der i sådanne Tilfældee, hvor Valgene erklæres ugyldige fra Forsamlingen, skal skee Omvalg efter Foranstaltning fra Forsamlingens eller Justitsministeriets Side, er et Spørgsmål, der hidtil ei er blevet afgjorte, men forsåvidt det måtte være den meget ærede Forsamlings Mening, at Sådant skulde foranstaltes af Justitsministeriet, skal det Fornødne i så Henseende blive iagttaget.

Formanden:

Det forekommer mig, at det Bedste var, at denne Foranstaltning blev truffen fra Justitsministeriets Side.

Etatsråd Bang:

I Anledning af det foreliggende Spørgsmåt skal jeg gjøre den Bemærkning, at hvor Valgets Cassation,

således som her, er grundet i formelle, af Valgbestyrelsen selv begåede Feil, måe vel Districtets Beboere være fuldkomment beføiede til at fordre et Omvalg snarest muligt foretaget. Mere tvivlsomt vilde det være i de Tilfælde, hvor Valgets Cassation navnlig er grundet i Hensyn til den Valgtes Inhabilitet, om Districtets Beboere da vare berettigede til at fordre, at et Omvalg skulde finde Sted.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Der ståer kun tilbage at tale om det sidste Valg, det for Sorø Amts 6te Valgdistrict. Der er indkommet et Andragende fra en stor Mængde af Distriktets Beboere, deels af Korsør By, deels af Tåmborg, Vemmeløv og Orritslev Sogne, hvori de beklage sig over, ikke at have sået Leilighed til at indtegne sig som Vælgere. Det er en meget vidtløftig Skrivelse, så at jeg troer, at det vilde være tilstrækkeligt, at jeg af den resererer, hvad der kan være af Interesse.

Efterat Andragerne have talt om Dagens Vigtighed og udviklet dens Betydning, beklage de sig over, at der ikke af vedkommende Autoritet var givet dem den nødvendige og ønskelige samt i alt Fald påbudne Underretning om Valghandlingen. Vel sige de, at det er bleven dem meddeelt, at man ved Trommeslag eengang har opfordret de Candidater, der agtede at stille sig, til at anmelde sådant for Dirigenten af Valghandlingen. Om den samme Publicationsmåde ligeledes eengang er foregået for at underrette Vælgerne om, at de kunne indskrive sig, vide de ikke, lige så lidet som når og hvor det skulde være skeet, men derimod have de bragt i Erfaring, destoværre for dem for seent, at bedre Underrettede have givet Møde på Rådstuen og der ere blevne indskrevne som Vælgere, ligesom man har sagt dem, at de såkaldte „Fjerdingsmænd” havde anmodet enkelte Vælgere om at tegne sig. Men de ansee denne Måde at publicere på som ulovmedholdelig, idet flere af dem boe udenfor Byen, og de Andre sjeldent bekymre sig om Trommeslaget, der heelt oftest ikkun angåer Salget af holsteensk Ost, Pølser 2c. ligesom Bekjendtgjørelsen ved Kirkestevne ei heller vil kunne tillægges nogen Udbredelse, især i Høsttiden. De mene derfor, at Bekjendtgjørelsen burde være skeet ved trykte Placater, opslåede på Stadens Hjørner, ligesom i „Auctionstilfælde”, eller i alt Fald officielt gjennem Sorø Amtstidende.

Hvad nu denne første Ankepost angåer, da har Comiteen ikke troet videre at kunne reflectere derpå. Anordningen bestemmer udtrykkelig, at Bekjendtgjørelse om Listernes Fremlæggelse skal skee på Landet ved Kirkestevne, ligesom i Byerne på den i vedkommende Kjøbstad almindelige Bekjendtgjørelsesmåde. Om denne ikke er den heldigste Måde, kan et have videre Indflydelse. I dette Tilfældee indeholdes det i selve Andragendet, at Bekjendtgjørelsen er skeet på Kirkestevne og ved Trommeslag. Om det nu end forholder sig så, at det i Reglen kun er Salg af „holsteensk Ost og Pølser”, som sådant Trommeslag angåer, så troer jeg dog ikke, at det kan negtes, at det er en sædvanlig Bekjendtgjørelsesmåde, om man end må indrømme, at den almindelige Måde at bekjendtgjøre Auctioner på, nemlig ved trykte Placater, afgiver en bedre Analogi end den nysomhandlede. Comiteen vilde derfor heller ikke have fundet Anledning til at yttre nogen Tvivl om det heromhandlede Valgs Gyldighed, dersom der ikke derefter i Andragendet anførtes et andet Feiltrin, som forekommer den at være af større Betydenhed. Det hedder nemlig: „en Deel Vælgere vare ikke personlig mødte på Valgdagen, men deres Stemmer, i alt Fald Nogles, bleve uden videre tilførte vedkommende Valgprotocol i Faveur af Boisen”. De anføre til Exempel en høiere stående Godseier i Distriket, der skal have tilladt sig at lade en fraværende Mands Stemmeret gjælde for Boisen og således tilføre Protocollen, Der kommer derefter en Bemærkning om, at Begyndelsesbogstaverne S og B letteligen kunne forvexles. Jeg skal imidlertid ikke videre omtale dette, men hvad det Factum derimod angåer, at en Deel Vælgere ikke ere mødte personligen, og deres Stemmer, i alt Fald Nogles, dog modtagne, ja at endog Stemmer skulle være blevne afgivne for fraværende Personer uden disses Anmodning, har Comiteen, da Andragendet er underskrevet af et meget stort Antal Personer, skjøndt disse ikke Alle, som det fremgåer af selve Andragendet, ere Vælgere, da de vare uvidende om Tiden, da de skulde indtegne sig, Noget, som jeg dog ikke troer, kan

have Indflydelse på denne Sags Bedømmelse, anseet det rettest, at Forsamlingen ikke for Tiden afgjør noget Bestemt om denne Sag, men forinden indyenter de nærmere Oplysninger, som i denne Henseende måtte kunne have Indflydelse på Sagens Afgjørelse igjennem vedkommende Valgbestyrelse. Comiteen har ikke anseet sig berettiget til at udsætte denne enkelte Sag, indtil den selv havde indhen tet disse Oplysninger; den har troet det rigtigst at undergive dette Spørgsmål Forsamlingens Afgjørelse.

Forstander Møller:

Efterat Capitain Tuxens Valg er erkjendt gyldigt forekommer det mig, at det ligger i Conseqventsen, at det nærværende Valg også må erkjendes gyldigt. Der er i de Indsigelser, der ere fremkomne mod begge Valg, meget fælles, og jeg troer, at der kan indvendes mindre mod det sidste end mod det første. Jeg skal gjøre opmærksom på, at dersom den Omstændighed, at Stemmesedler vare indsmuglede og afgivne af Andre end Vedkommende selv, skulde være tilstrækkelig til at gjøre et Valg ugyldigt, da vilde ethvert Parti kunne benytte sig af en sådan Fremgangsmåde og derved kuldkaste det bedste Valg, som man kan tænke sig. Jeg skal tillade mig at henlede Opmærksomheden på, om der ikke var Anledning til at antage dette Valg for gyldigt, da den væsentligste Indsigelse dog beroer på, at Stemmer ere afgivne af Andre end Vedkommende selv.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Der er dog imidlertid den Forskjel, at det i det først omhandlede Tilfælde igjennem Valgbestyrelsens Erklæring er tilstrækkelig constateret, at det kun har fundet Sted i to Tilfældee, at der er afgivet Stemmer for Mænd, der ikke vare tilstede, og af disse var den ene Stemme i Faveur af den ene Valgcandidat, den anden i Faveur af den anden, således at dette ikke kunde have nogen videre Indflydelse. Her derimod nævnes, at endeel Vælgere ikke personligen vare mødte; der udhæves specielt, at een Stemme er bleven afgiven uden Bemyndigelse dertil af Vedkommende. Det forekommer derfor Comiteen, at da her ingen Erklæring fra Valgbestyrelsen er tilstede, burde en sådan søges tilveiebragt. Det forekommer mig, at Valgbestyrelsen selv må have Ret til at fordre, at der gives den Leilighed til at erklære sig over de fremsatte Anker. Denne Fremgangsmåde vil vistnok have den ubehagelige Følge, at et Medlem imidlertid ikke vil kunne tage Deel i Afstemninger og Valg; men forhåbentlig ville de manglende Oplysninger snart kunne tilveiebringes, og dersom disse Oplysninger da ikke ville have nogen Indflydelse på Sagens Afgjørelse, vil hele Følgen dog kun være dette lille Ophold. Jeg skal ikke nægte, at det vel for Fremtiden muligen vil sindes nødvendigt, at give yderligere Bestemmelser om den behørige Control ved Valgforhandlingerne; men dette er naturligviis Noget, der ligger udenfor den nærværende Sag.

Da Ingen efter Formandens Opfordring tog Ordet, blev det af Etatsråd Algreen-Ussing fremsatte Forslag, at udsætte Afgjørelsen af Spørgsmålet om Gyldigheden af Provst Boisens Valg, indtil nogle nærmere Oplyninger i denne Anledning vare indhentede, sat under Afstemning, og blev det da antaget med aldeles overveiende Pluralitet.

Formanden:

Jeg må anmelde, at en Rigsdagsmand, som ikke var tilstede i foregående Møde, er kommen tilstede i dette, nemlig Hospitalsforstander Ostenseldt fra Ålborg, der er valgt af Hs. Majestæt Kongen, og som har medbragt det ham i denne Anledning tilstillede Brev, så at jeg antager, at det vil være overflødigt at underkaste hans Berettigelse nogen nærmere Undersøgelse.

Justitsministeren:

Det vil være i den ærede Forsamlings Erindring af den Tale, som Ministerpræsidenten holdt igår, at det er bleven vedtaget, at der, strax når Forsamlingen havde constitueret sig, skulde forelægges den Udkst til Grundloven. Dette Udkast lyder således:

§ 1 Regjeringsformen i Kongeriget Danmark og, Slesvig er indskrænket-monarkisk. Kongemagten er arvelig. § 2 Den evangelisk-lutherske Kirke er, som den, hvori den overveiende Deel af Folket et befinder sig, at. ansee som den danske Folkekirke og nyder, som sådan, Understøttelse af Staten. § 3 Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening. Den udøvende Magt er hos Kongen. Den dømmende Magt er hos de anordnede Domstole.

§ 4. Den i Kongeloven fastsatte Arvefølge er fremdeles gjældende. Den kan sun forandres efter Forslag fra Kongen og med den forenede Rigsdags Samtykke, hvortil udfordres ¾ af de afgivne Stemmer. § 5. Kongen kan ikke uden Rigsdagens Samtykke tillige være Regent i nogen anden Stat end Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg. § 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke. § 7. Kongen er myndig, når han har fyldt sit 18de År. § 8. Kongen kan ikke tiltræde Regjeringen, forinden han i den forenede Rigsdag har aflagt følgende Eed: „For den almægtige Guds Åsyn lover jeg at holde Grundloven for Kongeriget Danmark og Slesvig.” Dog kan denne Eed alt aflægges af Thronfølgeren, når han har fyldt sit 18de År. § 9. Bliver Kongen ude af Stand til at regjere, sammenkalder Statsrådet Rigsdagen. Begge dens Afdelinger træde sammen, og når den således forenede Rigsdag med ¾ af de afgivne Stemmer anerkjender Nødvendigheden, udnævner den en Regent. § 10. Er der Anledning til at frygte for, at Thronfølgeren ved Kongene Død vil være umyndig eller af anden Grund ude af Stand til selv at regjere, bestemmes ved Lov en Regent, og et Formynderskab anordnes af Kongen. Regenten kan ikke deeltage i Formynderskabet. §.11. Regenten aflægger den for Kongen foreskrevne Eed og udøver, sålænge Regentskabet varer, i Kongens Navn alle dennes Rettigheder; dog kan han ikke foreslåe Forandring af Arveføgen. § 12. Er Kongen død, og er Thronfølgeren fraværende, eller har han, skjøndt myndig, ikke aflagt Eed på Grundloven, eller er han umyndig, uden at Regenten er udnævnt og har aflagt Eed, eller uden at Formynderskabet er ordnet, eller er der ingen Thronfølger, sammentræder Rigsdagen uden Sammenkaldelse 14 Dage efter Kongens Død. I Mellemtiden føres Regjeringen af Statsrådet. § 13. Er Kongen umyndig, uden at Regent og Formynderskab er bestemt, udnævner den forenede Rigsdag Regenten og beskikker Formynderskabet: § 14. Er der ingen Thronfølger, udvæsger den forenede Rigsdag en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge.

(Fortsættes.)

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

§15. Kongens Civilliste bestemmes for hans Regjeringstid ved Lov. Derved fastsættes tillige, hvilke Slotte og andre Statseiendele skulle henhøre til Civillisten. Om Civillisten for den nuregjerende Konge vil en allerhøieste Bestemmelse blive meddelt Rigsforsamlingen. § 16. For Medlemmerne af det Kongelige Huus kan der bestemmes Apanager ved Lov. Apanagerne kunne ikke uden Rigsdagens Samtykke nydes udenfor Landet, medmindre alt bestående Contracter hjemle Sådant.

§ 17. Kongen er ansvarsfri hans Person er hellig og ukrænkelig. § 18. Kongen udnævner og afskediger sine Ministre. Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger giver disse Gyldighed, når den er ledsaget af en Ministers Underskrift. Den Minister, som har underskrevet, er ansvarlig for Beslutningen. § 19. Ministrene kunne drages til Ansvar for de i deres Embede begåede Forbrydelser og for Handlinger, som ere åbenbart skadelige for Stalen, Folkethinget anklager, Rigsretten dømmer. § 20. Statsforretningerne fordeles efter Kongens Bestemmelse mellem Ministrene, som i Forening udgjøre Statsrådet. Forsædet føres af den, som af Kongen er udnævnt til Premierminister. Alle Lovforslag og vigtigere Regjeringsforanstaltninger forelægges Statsrådet. § 21 Kongen besætter alle Embeder i samme Omfang som hidtil. Forandringer heri kunne skee ved Lov, Ingen kan beskikkes til Embedsmand, som ikke har Indfødsret. Kongen kan afskedige de af ham ansatte Embedsmænd. Disses Berettigelse til Pension vil blive bestemt ved Lov. Kongen kan forflytte Embedsmænd uden deres Samtykke, dog således, at de ikke derved tabe i Indtægter. § 22 Kongen har den høieste Myndighed over Land- og Sømagten. Han erklærer Krig og slutter Fred samt indgåer og ophæver Forbund og Handelstractater; dog kan han derved ikke uden Rigsdagens Samtykke afståe nogen Deel af Landet eller pådrage Staten nogen bebyrdende Forpligtelse. § 23. Kongen sammenkalder Rigsdagen senest til den 1ste Mandag i October Måned hvert År. Uden Kongens Samtykke kan den ikke forblive længere sammen end 2 Måneder. Forandringer i disse Bestemmelser kunne skee ved Lov. § 24. Kongen kan indkalde Rigsdagen til overordentlige Sammenkomster, hvis Varighed beroer på hans Bestemmelse. § 25. Kongen kan hæve Rigsdagens ordentlige Sammenkomst, dog

uden Rigsdagens Samtykke ikke længere end på 2 Måneder og ikke mere end een Gang i Året indtil dens næste ordentlige. Sammenkomst. § 26. Kongen kan opløse enten hele Rigsdagen eller en af dens Afdelinger; opløses kun eet af Thingene, skal det andet hæves, indtil hele Rigsdagen atter kan samles. Dette skal skee inden 2 Måneders Forløb efter Opløsningen. § 27. Kongen er berettiget til for Rigsdagen at lade fremsætte Forslag til Love og andre Beslutninger. § 28 Når Kongen har givet sit Samtykke til en Lov, befaler han dens Bekjendtjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse. § 29. Kongen kan benåde og give Amnesti; Ministrene kan han kun med Folkethingets Samtykke benåde for de dem af Rigsretten idømte Straffe.

§ 30. Rigsdagen beståer af Folkethinget og Landsthinget. Begge fremgåe ved umiddelbare Valg af Folket. §. 31. Valgret til Rigsdagen har enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, når han har fyldt sit 30te År, medmindre han a. uden at have egen Huusstand ståer i privat Tjenesteforhold; b. nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er enten eftergiven eller tilbagebetalt; c. er ude af Rådigheden over sit Bo; d. ikke har havt fast Bopæl i eet År i det Valgdistrikt, hvori han opholderr sig på den Tid, Valget foregåer. Omflytning i en Stad, der har flere end et Valgdistrikt, er i så Henseende uden Indflydelse. § 32. Valgbar er, med de i § 31 Litr. a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, til Folkethinget når han har fyldt sit 25de År, til Landsthinget, når han har fyldt sit 40de År og i det sidste År før Valget har havt fast Bopæl i det Amt, hvori han vælges. §33. Valgene til Folkethinget foregåe efter Distrikter på omtrent 12,000 Indpånere. Ethvert Distrikt vælger een blandt dem, der have stillet sig til Valg.

Valgene til Landsthinget foregåe amtsviis. Hver Vælger stemmer i sin Commune på så mange i Amtet bosatte Mænd, som skulle vælges for dette. Hovedstaden vælger særskilt og blandt de deri bosatte Mænd. Omvalg finde Sted for deres Vedkommende, der ved første Valg ikke have opnået mere end Halvdelen af de afgivne Stemmer. § 34. Antallet af Landsthingets Medlemmer skal stedse være omtrent 1/3 af Antallet af Folkethingets Medlemmer. § 35. Medlemmerne af Folkethinget vælges på 4 År. Medlemmerne af Landsthinget vælges på 8 År. Halvdelen afgåer hvert 4de År. Hvilke der skulle afgåe første Gang, bestem

mes ved Lodtrækning mellem de for hvert Amt og for Kjøbenhavn Valgte. § 36. Medlemmerne af Folkethinget erholde et dagligt Vederlag; Medlemmerne of Landsthinget derimod ikke. § 37. Rigsdagen er ukrænkelig. Hvo der antaster dens Sikkerhed og Frihed, hvo der udsteder eller adlyder nøgen dertil sigtende Befaling, gjør sig skyldig i Høiforræderi. § 38. Ingen Rigsdagsmand kan fængsles eller tiltales under Rigsdagens Samling, medmindre det Thing, hvortil han hører, dertil giver sit Samtykke. For sine Yttringer på Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Thingets Samtykke drages til Ansvar udenfor samme. § 39. Rigsdagsmændene ere ene bundne ved deres Overbeviisning og ikke ved nogen Forskrift af deres Vælgere.

§ 40. Ethvert af Thingene er berettiget til at foreslåe og for sit Vedkommende at vedtage Love. § 41. Ethvert af Tingene kan selvstændigen indgive Adresser til Kongen. § 42. Ethvert af Thingene kan til at undersøge almeenvigtige Gjenstande nedsætte Commissioner af sine Medlemmer. Disse ere berettigede til såvel af offentlige Myndigheder som af private Borgere at fordre Oplysninger meddeelte mundtligen eller skriftligen. § 43. Ingen Skat kan pålægges, intet Statslån optages og ingen Staten tilhørende Domaine afhændes uden ved Lov. § 44. På hver ordentlig Rigsdag, strax efterat samme er sat, fremlægges Forslag til Finantsloven for det følgende År, indeholdende et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter. Finantsforslaget behandles først i Folkethinget.

Ingen Skat tør oppebæres, forinden dens Opkrævning er bevilget ved Finantsloven. Ingen Udgift tør afholdes, som ikke har Hjemmel i samme.

Statsregnskabet, med Revisorernes Bemærkninger, forelægges derefter Folkethinget, som med Hensyn til samme tager Beslutning. § 46. Ingen Udlænding kan herefter erholde Indfødsret uden ved Lov. §47. Ethvert af Thingene afgjør selv Gyldigheden af sine Medlemmers Valg. § 48. Ethvert nyt Medlem afægger, såsnart Gyldigheden af hans Valg er anerkjendt, følgende Eed:

Ingen tabe sit Sæde i Landsthinget, fordi han i Løbet af den Tid, for hvilken han er valgt, flytter til et andet Amt. § 50. Ministrene have i Embeds Medfør Adgang til Rigsdagen og ere berettigede til at forlange Ordet, når de ville. Stemmeret udøve de kun, når de tillige ere Rigsdagsmænd. § 51. Ethvert Thing vælger for hver ordentlig eller overordentlig Samling sin Formand og den, der i hans Forfald skal føre Forsædet. § 52. Intet af Thingene kan tage nogen Beslutning, når ikke idetmindste ⅓ af dets Medlemmer er tilstede og deeltager i Afstemningen. § 53. Til enhver Beslutning, såvelsom til Valget af Formændene, udfordres Fleertallet af de afgivne Stemmer. Hvorledes der skal forholdes ved andre Valg, bestemmes ved hvert Things Forretningsordning. § 54. Ethvert Lovforslag skal foretages 3 Gange, forinden Thinget derom kan tage nogen endelig Beslutning. § 55. Enhver Rigsdagsmand kan i det Thing, Hvortil han hører, med dettes Samtykke bringe ethvert offentligt Anliggende under Forhandling og derom æske Ministrenes Forklaring. § 56. Intet Andragende må overgives til noget af Thingene uden gjennem et af dets Medlemmer. § 57. Finder Thinget ikke Anledning til, om et Andragende at fatte Beslutning, kan det henvise det til Ministrene. § 58. Thingenes Møder ere offentlige. Dog kan Formanden eller 5 Medlemmer forlange, at alle Uvedkommende fjernes, hvorpå Thinget afgjør, om Sagen skal forhandles i offentligt eller hemmeligt Møde. § 59. Ved sin Forretningsordning fastsætter ethvert af Thingene de nærmere Bestemmelser, som vedkomme Forretningsgangen og Ordens Opretholdelse.

§ 60. Rigsretten beståer af 16 Medlemmer, der vælges på 4 År, Halvdelen af Landsthinget, Halvdelen af Landets øverste Domstol, blandt disses egne Medlemmer. Den vælger selv sin Formand af sin egen Midte. § 61. Rigsretten påkjender de af Folkethinget mod Ministrene anlagte Sager. For Rigsretten kan Kongen lade også Andre tiltale for Forbrydelser, som han finder særdeles farlige for Staten, når Folkethinget dertil giver sit Samtykke. § 62. Dommere kunne ikke afsættes uden ved Dom, ikke heller forflyttes mod deres Ønske. Dog kan den Dommer, der har fyldt sit 70de År, afskediges, men uden Tab af Indtægter. § 63. Domstolene ere berettigede til at påkjende ethvert Spørgsmål om Øvrighedsmyndighedens Grændser. Dog kan den, der mener sig forurettet ved en Øvrighedsbefaling, ikke ved at bringe Sagen for Domstolene unddrage sig fra foreløbigen at efterkomme Befalingen.

§ 64. Ingen kan på Grund af sin Troesbekjendelse berøves den fulde Adgang til borgerlige og polittske Rettigheder. §.65. Borgerne have Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke

Gud på. den Måde, dem bedst tykkes, dog at Intet føretages, som strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden. § 66. Ingen er pligtig at yde personlige Bidrag til nogen anden Gudsdyrkelse end den, som er hans egen. Den, som ikke vil svare den til den lutherske Kirke lovbefalede personlige Afgift enten til denne eller til et andet anerkjendt kvirkeligt Samfund i Landet, betaler samme til Skolevæsenet. § 67. Enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer stilles for en Dommer. Hvis den Anholdte ikke strax kan sætes på fri Fod, skal Dommeren ved en af Grunde ledsaget Kjendelse afgjøre, at han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod Sikkerhed, bestemme dennes Art eller Størrelse.

Den Kjendelse, hvorved Nogen erklæres for fængslet, kan af denne strax fordres beskreven og særskilt indankes for høiere Ret.

Ingen kan underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel. § 68. Ingen kan tilpligtes at afståe sin Eiendom, uden hvor Almeenvellet kræver det. Det kan kun skee ifølge Lov og mod tilsvarende Erstatning. § 69. Alle Indskrænkninger i den frie og lige Adgang til Arbeide, som ikke ere begrundede i det almene Vel, skulle hæves ved Lov. § 70. Den, som ikke ved sit Arbeide selv kan ernære sig og Sine, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom påbyde. § 71. Den, som ikke selv kan sørge for sine Børns Oplærelse, er berettiget til, at det Offentlige forskaffer dem fri Underviisning i Almueskolen. § 72. Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggjøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene. § 73. Borgerne have Ret til uden foregående Tilladelse at indgåe Foreninger i ethvert lovligt Øiemed. Ingen Forening kan ophæves uden ved Dom. Dog kunne Foreninger foreløbigen forbydes, men der skal da strax anlægges Sag mod Foreningen til dens Ophævelse. § 74. Borgerne have Ret til at samles ubevæbnede. Forsamlinger på offentligt Sted har Politiet Ret til at oversære. Forsamlinger under åben Himmel kunne forbydes, når der af samme kan befrygtes Fare for den offentlige Fred. § 75. Ved Opløb tør den væbnede Magt, når den ikke angribes, kun anvendes, efterat Mængden 3 Gange i Kongens og Lovens Navn forgjæves er opfordret til at adskilles. § 76. Enhver våbenfør Mand er forpligtet til med sin Person at bidrage til Fædrelandets Forsvar. § 77. Borgerne ere berettigede til selv at bestyre deres reent communale Anliggender, dog under Statens Tilsyn. § 78. Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet. § 79. Intet Lehn, Stamhuus eller Fideicommisgods kan for Fremtiden oprettes; de nu bestående kunne med alle Berettigedes Samtykke overgåe til fri Eiendom.

§ 1. Valgret, såvel til Folkethinget som til Landsthinget, tilkommer enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, såsnart han har fyldt sit tredivte År. § 2. Indtil en ny Lov om Indfødsretten nærmere fastsættrer dennes Betingelser skulle de Udlændinge, som i 10 År have opholdt sig i de til den danske Stat henhørende Landsdele, og som ståe i personligt undersåtligt Forhold til Kongen af Danmark, nyde samme Ret som de, der overensstemmende med Fdgn, af 15de Januar 1776 have dansk Indfødsret. § 3. Ingen kan ansees som uberygtet, som ved Dom er funden skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling, eller som vitterligen er hengiven til sådanne Laster, eller beviisligen har udviist et sådant Forhold, som må stemple ham som uværdig til enhver ærekjær Mands Agtelse. § 4. Ingen, som ståer i privat Tjenesteforhold, kan, sålænge han forbliver i denne Stilling, udøve sin Valgret, medmindre han har sin egen Huusstand. § 5. Ingen kan udøve Valgret, som uyder Understøttelse af det almindelige Fattigvæsen, eller som, efter det fyldte attende År, har modtaget nogen sådan Hjælp, medmindre den enten er tilbagebetalt, eller Fattigvæsenet udtrykkeligen har estergivet sit derpå byggede Krav. § 6. Så kan Valgret eiheller udøves af den, som er ude af Rådigheden over sit Bo. § 7. Endeligen kan kun den udøve sin Valgret, som i eet År har haft fast Bopæl i det Valgdistrikt eller i den Commune, hvori han opholderr sig på den Tid, Valget foregåer. Den, som har fast Bopæl på flere Steder, kan således selv bestemme, på hvilket af disse han vil gjøre sin Valgret gjældende. § 8. Ethvert Spørgsmål om Valgberettigelse afgjøres foreløbigen af Communalbestyrelsen på det Sted, hvorpå Vedkommende boer. Dog kan den, hvem samme har frakjendt Valgret, fordre Spørgsmålet afgjorte ved Lov og Dom.

§ 9. Valgbar til Rigsdagsmand er enhver uberygtet (§ 3) Mand, som har Indfødsret (§ 2), medmindre han befinder sig i et af de Tilfældee, i hvilke efter §§ 4, 5 og 6 Valgret ikke kan udøves. § 10. Valgbarheden til Folkethinget indtræder med det fyldte fem og tyvende År. Den er uafhængig af Vedkommendes Opholdssted. § 11. Valgbarheden til Landsthinget indtræder med det fyldte fyrre

§ 13. Over de i hver Commune bosatte Valgberettigede skal der føres Valgliter efter Foranstaltning af vedkommende Communalbestyrelse. Hvor et Landdistrikt er henlagt under et Kjøbstadsogn, uden at have sit eget Forstanderskab, henregnes det forsåvidt til Kjøbstaden. § 14. Valglisterne skulle i forskjellige dertil indrettede Rækker indeholde Vælgernes fulde Navn, Livstilling og Bopæl. På hver Valgliste ordnes Vælgernes Navne efter deres Bogstavfølge. § 15. Valglisterne skulle affattes een Gang hvert År. Til Grund derfor lægges det foregående Års Valglister med Udeladelse af de Vælgere, som i Mellemtiden ere afgåede ved Døden, eller bortflyttede, eller som have tabt deres Valgberettigelse (§§ 3, 4, 5 og 6), og med Tilføining af dem, som imidlertid have opnået ValgretsAlderen eller bosat sig i Communen. § 16. Denne Valglisternes Berigtigelse og Fuldstændiggjørelse skal foretages i de sidste fjorten Dage af Februar Måned. De derved opståede Tvivl skulle efter indhentede Oplysninger afgjøres af den samlede Communalbestyrelse. § 17. Fra den 1ste Marts til den 8de s. M., begge Dage indbefattede, skulle Valglisterne fremligge til almindeligt Eftersyn på et for Communens Beboere beqvemt Sted i sex Timer hver Dag. Fremlæggelsens Tid og Gted bekjendtgjøres med mindst 8 Dages Varsel til Kirkestevne eller på den for offentlige Kundgjørelser på vedkommende Sted ellers brugelige Måde. § 18. Forinden Udløbet af den Tid, hvori Valglisterne fremligge, skal Enhver, som troer uden Føie at være udeladt af samme, eller som formener, at en Uberettiget derpå er optaget, skriftligen fremsætte sin Begjering om Optagelse eller sin Påstand om en Andens Udslettelse, ledsaget af en kort Angivelse af de Grande, hvorpå Påstanden er bygget. § 19. De mod Valglisterne således fremkomne Erindringer påkjendes af den samlede Communalbestyrelse i et offentligt Møde, som afholdes i Løbet af de påfølgende fjorten Dage. Til dette Møde tilsiges såvel de, som have fremført Erindringer, som og de, mod hvilke Indsigelse er gjort, til hvilke derhos en Gjenpart af den mod dem rettede Skrivelse skal leveres. Efter de af Parterne fremlagte Documenter og de af dem fremstillede Vidners Forklaringer afgjøres de opståede Spørgsmål, hvorom en kort Kjendelse titføres Communalbestyrelsens sædvanlige Forhandlingsprotocol. De derefter berigtigede Valglister underskrves af Communalbestyrelsens Formand. § 20. Den, som er utilfreds med Communalbestyrelsens Kjendelse, hvorved Valgret er nægtet ham, kan fordre en Udskrift af samme sig meddeelt uden Betaling og indbringe Spørgsmålet til Afgjørelse ved Lov og Dom. Sådanne Sager behandles ved de ordinaire Retter efter Reglerne for den civile Proces. Parterne ere deri fritagne

§ 22. Til Folkethinget foregåer Valget efter Distrikter, hvert på omtrent 12,000 Indvånere. Hvert Distrikt vælger en Rigsdagsmand. § 23. Østifterne og Nørrejylland skulle vælge 114 Medlemmer af Folkethinget. Den nærværende Lov Vedføiede Fortegnelse angiver, hvilke Kjøbstæder og Landsogne der skulle henhøre til hvert Distrikt, og på hvilke Steder Valgene skulle foretages.

Slesvig skal vælge 31, Island 5 og Færoerne 1 Medlem af Folkethinget. De nærmere Bestemmelser herom forbeholdes. Forandring i Distriktsinddelingen kan kun skee ved Lov.

§ 24. For hvert Valgdistrtkt dannes en Valgbestyrelse, bestående af Udsendinge fra de til Distriktet henhørende Communer. Fra hver Commune vælges idetmindste eet Medlem af Valgbestyrelsen, uden Hensyn til dens Indvånerantal. Har en Commune 3000 Indbyggere, vælger den To og så fremdeles Een for hver 1500 Indvånere, den har efter den senest offentliggjorte Folketælling. Valgbestyrelsens Medlemmer vælges af Communalbestyrelserne og blandt disses egne Medlemmer. § 25. Det Medlem af Valgbestyrelsen, som er valgt for den Commune, hvori Valget afholdes, foreståer alle de foregående Forberedelser til selve Valget og modtager Anmeldelser af Candidater og andre til Valgbestyrelsen rettede Meddelelser. Han åbner på Valgdagen Valgbestyrelsens Møde og foreståer Valget af dens Formand. Vælger vedkommende Commune flere Medlemmer af Valghestyrelsen, fordele disse de ovennævnte Forretninger mellem sig efter Overeenskomst.

§ 28. Skriftlig Anmeldelse, såvel om Candidaten som om den eller dem, der ville understøtte hans Valg, skal være gjort til det i § 25 nævnte Medlem af Valgbestyrelsen senest inden Kl. 10 Aftenen før Valget finder Sted. På selve Valgdagen skulle såvel Candidaten som de, der anbefale ham, fremstille sig personligen. Ikkun et for Valgbestyrelsen oplyst og af denne anerkjendt Forfald kan berettige Candidaten til efter blot skriftlig Anmeldelse at komme på Valg. § 29. Candidaten behøver ikke for Valgbestyrelsen at godtgjøre sin Valgbarhed. Fremkommer der ved Valghandlingen Indsigelser eller endog Beviser mod samme, kan Valgbestyrelsen vel ikke afskjære Forhandlingerne derom, men heller ikke af den Grund undslåe sig for at stille Candidaten til Valg. § 30. Ingen tør melde sig til samtidigt Valg i mere end eet Valgdistrikt. Handler Nogen herimod, bliver hans Valg, hvis sådant falder på ham, ugyldigt.

§ 31. Kåringen til Folkethinget foretages i de for Samme anordnede Valgdistrikter i Valgmøder, hvortil Adgangen ståer åben for Enhver. § 32. Dagen og Klokkeslettet, da Valgmødet afholdes, berammes med idetmindste otte Dages foregående Varsel, deels ved Bekjendtgjørelse i vedkommende Stiftsavis, deels ved Kundgjørelse i de til hvert Distrikt henhørende Communer til Kirkestevne eller på den ellers på Stedet brugelige Måde. § 33. Valgforhandlingerne åbnes af den af Valgbestyrelsen udnævnte Formand.

Han fremstiller for Forsamlingen de anmeldte Valgcandidater og de Vælgere, som anbefale dem hver især.

Fremkommer ingen sådan Begjering i betimelig Tid, ståer Kåringen ved Magt, og hele Valgforhandlingen sluttes. § 37. Forlanges navnlig Afstemning, påbegyndes denne uopholderligen. Den finder kun Sted mellem den, som ved Kåringen har erholdt fleest Stemmer, og den eller de Modcandidater, som udtrykkeligen fordre det. § 38. Afstemningen foregåer samtidigen til de forskjellige Valglister, som Formanden fordeler mellem Valgbestyrelsens Medlemmer. Ved hver Valgliste tilforordnes derhos een af de tilstedeværende Vælgere. Selv deeltager Formanden ikke i Modtagelsen af Valgstemmer.

I den Orden, hvori Vælgerne møde for Valglisterne, nævne de mundtligen een af de Candidater, mellem hvilke der skal vælges.

Efterat have anerkjendt Vælgerne, tilfører det ved Valglisten ansatte Medlem af Valgbestyrelsen den Candidats Navn, på hvilken Vælgeren har stemt, ved Siden af dennes eget Navn, på selve Valglisten.

Den ham tilforordnede Vælger optegner på en særskilt Stemmeliste Vælgerens Navn ved Siden af den Candidats Navn, som han har givet sin Stemme.

Forinden Vælgeren aftræder, oplæses for ham såvel hans eget, som den af ham Valgtes Navn, til Sikkerhed for begge Tilførslers Rigtighed og indbyrdes Overeensstemmelse.

Når Formanden har erklæret Afstemningen for sluttet, tilføre Valgbestyrelsens Medlemmer og sammes Medhjælpere deres egne Stemmer og underskrive såvel Valglisten som Stemmelisten. § 39. Efter samtlige Lister sammenlægger den forenede Valgbestyrelse det Stemmeantal, hver af Candidaterne har erholdt. Udfaldet tilføres Valgbogen og kundgjøres for Forsamlingen. Valglisterne tilbageleveres vedkommende Communer; Stemmelisterne bilægges Valgbogen, som underskrives af hele Valgbestyrelsen. § 40. Den, som ved den navnlige Afstemning har erholdt flere Stemmer end nogen Anden, er valgt. Have Flere ligemange Stemmer, afgjør Lodtrækning, som foretages af Formanden.

§ 41. Til Landsthingt vælges for hvert Amt og for Kjøbenhavn een eller flere Rigsdagsmænd i Forhold til dets Folkemængde. § 42. Kjøbenhavn skal vælge Fire, Odense Amt Tre, Kjøbenhavns Frederiksborg, Holbek, Sorø, Præstø, Svendborg, Maribo, Ålborg, Hjørring, Viborg, Randers, Ribe, Ringkjøbing og Veile Amter, samt Island, hvert To, og Bornholm, Thisted, Århuus og Skanderborg Amter, samt Færøerne, hvert eet Medlem af Landsthinget.

Slesvig skal vælge elleve Medlemmer af Landsthinget. Den nærmere Fordeling forbeholdes.

Forandring i nærværende Bestemmelser efter Folkmængdens Stigen eller overeensstemmende med en Omording af Amtsinddelingen kan kun skee ved Lov.

§ 43. Stemmegivningen til Landsthinget skeer i Communerne. Den bestyres af Communalbestyrelserne. Dog er det tilstrækkeligt, at Tvende af sammes Medlemmer ere tilstede ved Valgstemmernes Modtagelse. § 44. Tid og Sted til Valgets Foretagelse berammes med mindst tre Dages foregående Varsel til Kirkestevne eller på anden Måde, hvorved det tillige bekjendtgjøres, på hvor mange i Amtet bosatte Mænd hver Vælger kan stemme. § 45. Afstemningen skeer i et offentligt Møde, på et for Vælgerne beqvemt Sted, efter de til Folkethingsvalget brugte Valglister. I den Følge, hvori Vælgerne fremståe for Valgbordet, nævne de Såmange, som der skulle vælges for Amtet.

Af de tilstedeværende Medlemmer af Communalbestyrelsen tilfører det Ene på Valglisterne, ved Siden af Vælgernes Navn, de Mænds Navne, på hvilke han stemmer.

Det andet Medlem optegner på en særskilt Stemmeliste de Valgtes og ved Siden deraf Vælgernes Navne.

Tilførslerne oplæses for Vælgeren, bekræftes af denne, og sammenholdes indbyrdes. § 46. Hvor dertil er Anledning, skulle de, som foreståe Valget, gjøre Vælgerne opmærksomme på Nødvendigheden af, så nøiagtigen at betegne dem, på hvilke de stemme, at Forvexling kan forekommes, såsom ved Fornavn, Stilling, Bopæl o. f. v. Have de Tvivl om de Nævntes Valgbarhed, kunne de fremføre den for Vælgerne, som da er berettiget til at stemme på en Anden. Derimod ere de ubeføiede til at føge at indvirke på Valget eller til at undslåe sig ved at tilføre de Navne, Vælgerne ville have, og således, som han fordrer det. § 47. Når Ingen mere begjerer at deeltage i Valget, tilføre de, som have besyret samme, deres egne Stemmer. Efterat Valglisten og Stemmelisten ere sammenholdte med hinanden, underskrives de begge af dem, som have ført dem, og indsendes til Amtet.

§ 48. Når alle Valg-og Stemmelister ere indkomne fra de til Amtet hørende communer, tilkalder Amtmanden et Medlem af Amtsrådet og et Medlem af den nærmeste Kjøbstads Borgerrepræsentatantskab, for i Forening med dem at opgjøre Afstemningens Udfald for hele Amtet. § 49. Optællingen af alle de afgivne Stemmer efter de ovennævnte Lister skeer i et offentligt Møde. Udfaldet tilføres en Valgbog, som underskrives af Amtmanden og hans tvende Medhjælpere, og oplæses, forinden Mødet sluttes.

der skulle vælges for et Amt, have erholdt flere end Halvdelen af de afgivne Stemmer, eller når nogen af de Valgte strax frastger sig Valget. § 52. Omvalg skeer mellem dem, som ved den første Stemmegivning have erholdt slest Stemmer næst efter de Valgte, og som ikke have undslået sig for at stilles til Omvalg. Dette finder Sted mellem et dobbelt så stort Antal Mænd, som der endnu skal vælges. § 53. Bliver Omvalg nødvendigt, berammes det af Amtmanden med mindst otte Dages Varsel ved Bekjendtgjørelse i Stiftsavisen og ved Meddelelse til de under Amtet hørende Communalbestyrelser. Disse lade det kundgjøre med tre Dages Varsel til Kirkestevne eller på anden Måde. Begge Bekjendtgjørelser skulle ikke blot indeholde, hvor Mange der skulle vælges, men også Navnene på dem, mellem hvilke Omvalget skal skee. § 54. Med Valgstemmernes Modtagelse og Tilførsel og med Valg- og Stemmelisternes Indsendelse og Opgjørelse forholdes ganske på samme Måde, som ovenfor er anordnet. § 55. Den eller de, som ved Omvalget have erholdt flere Stemmer end nogen Anden, ere valgte til Medlemmer af Landsthinget.

§ 56. For Kjøbenhavn affattes årligen elleve Valglister, een for hvert af de elleve Valgdistrikter, hvori Staden er deelt. Den foregående Berigtigelse af Valglisterne (§ 16) og Påkjendelsen af de mod samme fremkomne Erindringer (§ 19) skeer af den samlede Communalbestyrelse gjennem en Comitee af fem Medlemmer, hvoraf To udnævnes af Magistraten og Tre af Borgerrepræsentantskabet. § 57. Valgbestyrelsen i hvert af Kjøbenhavns elleve Valgdistrikter beståer af fem Medlemmer, som udnævnes af den forenede Communalbestyrelse, de to af sammes egen Midte, de tre Andre blandt de i Distriktet bosatte Vælgere. Hver Valgbestyrelse vælger selv sin Formand. § 58. Ligesom Kåringen og, om fornødent, den navnlige Afstemning til Folkethinget foretages i de elleve Valgdistrikter, overeensstemmende med de ovenfor foreskrevne Regler, således skulle også Landsthingvalgene skee i disse Distrikter til de for disse affattede Valglister, og under Ledelse af de for samme anordnede Valgbestyrelser. Hver Vælger stemmer derved i sit Distrikt på Såmange blandt de Valgbare, som i eet År have havt fast Vopæl i Kjøbenhavn, og som der for samme skulle vælges til Landsthinget. § 59. Valg- og Stemmelisternes Opgjørelse, Anordningen af Omvalg og sammes endelige Afslutning foretages af de elleve Valgbestyrelsers Formænd i Forening, som dertil selv udvælge en Formand af deres egen Midte.

§ 62. Opløses kun eet af Thingene, gjælde de nye Valg kun for den Tid, som det opløste Thing efter de almindelige Regler vilde have havt tilbage. § 63. Er Landsthinget efter foregående Opløsning — enten alene eller i Forening med Folkethinget — fuldstændigen fornyet, afgjøres det ved Lodtrækning mellem de for hver Valgkreds (Amt eller Kjøbenhavn) Valgte, hvilken Halvdeel der skal afgåe på den Tid, da det næste Valg til Folkethinget finder Sted, og hvilken Halvdeel der skal beholde sit Sæde i fire År efter denne Tid. Forsåvidt Tallet på de for enkelte Amter Valgte er ulige, anordner selve Thinget det Fornødne. § 64. Bliver Valget af en enkelt Rigsdagsmand nødvendigt, enten fordi et Valg erklæres for ugyldigt, eller fordi den gyldigen Valgte senere mister sin Valgbarhed, eller fordi han frasiger sig sit Sæde, eller afgåer ved Døden, gjælder det nye Valg for så land Tid, som den, i hvis Sted den Nyvalgte indtræder, vilde have havt tilbage. § 65. Ingen kan frasige sig sit Sæde for et enkelt Rigsdagsmøde eller en bestemet Tid. Hvorvidt et Forfald, der i længere eller kortere Tid forhindrer en Rigsdagsmand fra at indtage sit Sæde, skal have nyt Valg til Følge, afgjøres efter de oplyste Omstændigheder af det Thing, hvortil han hører. § 66. Skulle almindelige Valg foretages, enten fordi Valgtiden er udløben, eller fordi hele Rigsdagen eller eet af Thingene er opløst, vil derom udgåe et åbent Brev, hvori Kongen berammer Valgmødernes Afholdelse til en bestemt Dag over hele Riget. Skulle enkelte Valg skee i et Valgvistrikt eller Amt (Kjøbenhavn), udgåer Anordningen af samme fra vedkommende Minister. § 67. Enhver, som vælges til Rigsdagsmand, erholder et Valgbrev, som tjener ham til Beviis for denne hans Egenskab. Valgbrevene skulle underskrives — til Folkethinget af den samlede Valgbestyrelse — til Landsthinget af Amtmanden og dem, som i Forening med ham Opgjøre Stemmegivningen.

Tredie Møde.

Den 25de October

Formanden:

Fra Studenterforeningen har jeg modtaget en Skrivelse til Rigsforsamlingen, hvorefter Foreningens Locale er åbnet for samtlige Medlemmer af den danske Rigsforsamling. Dernæst har jeg modtaget en Skrivelse fra Justitsministeriet, som indeholder et Brev fra Deputeret eller Rigsdagsmand for Præstø Amts 4de District, Hans Hansen, hvori han erklærer sin Udmeldelse. Denne Skrivelse vil måskee passende kunne oplæses, og Secretairen vil således have den Godhed at læse den op.

Secretairen oplæste derefter følgende Skrivelse:

Underdanigst Promemoria!

Undertegnede, Indsidder og Bomuldsvæver Hans Hansen af Nørre-Mehrn i Præstø Amt, der er udvalgt til Rigsdagsmand for dette Amts 4de Valgdistrikt, har ikke kunnet forblive uvidende om eller uberørt af den Mening, der udenfor min egen Kreds har gjort sig gjældende imod bemeldte mit Valg. Jeg troer at kunne og burde bøie mig for denne Opinion, og dette falder mig såmeget lettere, som jeg ikke blot er overbeviist om, at jeg efter mit Lands Love har Ret til at fordre mig anerkjendt i den Hæderspost, hvortil et så overveiende Antal af mine Medborgere i min egen nærmeste Kreds ved deres Agtelse og Tillid have kåret mig, men som jeg tillige kan give mig selv det Vidnesbyrd, at jeg ikke fortjener og med Guds Hjælp aldrig skal fortjene den hårde Dom, hvormed man udenfor min egen Kreds ikke tager i Betænkning at stemple mig.

For således ike at give Anledning til Brydninger og Vanskeligheder, der kunne være skadelige for Folkefrihedens Sag og besværlige for denne Sags Forkæmpere, undlader jeg ikke herved underdanigst at anmelde for Deres Excellence, at jeg ikke kan give Møde på Rigsdagen og derfor må bede om nyt Valg foranftaltet for mit Distrikt.

Mehrn pr. Præstø den 16de October 1848.

Underdanigst Hans Hansen, Bomuldsvæder.

Til Hans Excellence Justitsminister Bardenfleth i Kjøbenhavn.

Formanden:

Jeg må dertil føie, at Justitsministeriets Skrivelse indeholder, at umiddelbart efter at det havde modtaget Skrivelsen, har det gjort de fornødne Foranstaltninger til at foranledige et nyt Valg. — Efter Dagsordenen har Rigsdagsmanden fra Århuus Ordet.

Otterstrøm:

Således som jeg ved Anmeldelsen for den høitærede Formand har tilkjendegivet, er det min Formening, at den Tale, hvormed Hans Majestæt Kongen åbnede Rigsforsamlingen, har Krav på et Svar af Forsamlingen, og jeg skal derfor tillade mig at føreslåe, at der indgives en Adresse i den Anledning.

Det vilde vistnok være det Ønskeligste, om Forholdene vare således, at Forsamlingen kunde lade det være nok at bevidne Kongen sine Taknemmeligheds-Føleser, men det er desværre anderledes.

Vi ere forsamlede her i en skjæbnesvanger Tid, for at røgte det vigtigste Kald, som en Nation kan betroe sine Udvalgte.

Hele det danske Folks Blik er i dette Øjeblik fæstet på vor Gjerning; men det er ikke Forfatningsloven alene, som er Gjenstand for dets Ønsker og Forventninger, det er i ikke mindre Grad Løsningen af Striden om Danmarks Grændse, Opretholdelsen af Fædrelandets Ære og Værdighed, som er bleven såret så dybt ved Mangel af Opfyldelsen fra Modpartiets Side af den affluttede Våbenstilstands Betingelser; og derhos er Folket gjennemtrængt af Medfølelse for vore lidende Brødre i Slesvig, som hænge fast ved os med ubetvingelig Hengivenhed, uagtet de Krænkelser, som de af denne Årsag dagligen ere underkastede.

Folket er rede til fremdeles at bringe Opoffrelser for en Sag, som er det hellig, men det har den Tillid til os, at vi skulle hæve den Udished, hvori det befinder sig, om hvad der er virket og fremdeles vil blive virket til Øpnåelsen af det Mål, som Nationen har stillet sig og vor dansksindede Konge også har erkjendt for sit, da han i en høitidelig Stund udtalte de Ord: „det skal ikke skee.“

Denne Folkets Tillid tør Forsamlingen ikke svigte, da det er i den, at vi gjensidigen skulle søge og sinde vor Styrke, og vi ville derfor ikke ved en Adresse kunne forbigåe at berøre, hvad der så levende bevæger sig i Folket. Men på den anden Side tør vi ikke forglemme, at der også vogte arglistige Øine på os, og at Intet vilde være kjærere for vore Fjender end at see det Bånd løsnet, som har knyttet Folket og Regjeringen fast til hinanden og fremkaldt så store Offre af Folket for at understøtte Regjeringen i Kampen for Statens Udelelighed.

Denne Betragtning gjør det efter min Anskuelse tilrådeligt, at Forsamlingen i det næværende Anliggende iagttager en Varsomhed, som under andere Omstændigheder ikke vilde være fornøden.

Jeg føler vel, at mit Forslag og hvad jeg har antydet med Hensyn til Adressens Indhold må hos Mange vække Spørgsmål, som de gjemme i deres Barm, og bringe dem frem på Læberne; men dersom ieg er så heldig at være bleven forstået, tør ieg nære det Håb, at de fremdeles ville holde disse Spørgsmål tilbage, indtil de ved foreliggende Leiligheder, hvortil der i Regjeringens Meddelelse til Forsamlingen er hentydet, ville kunne fremkomme dermed under en hensigtsmæssigere Form end den, Adressen dertil frembyder.

Når Folket veed, at hvad der ligger det på Hjertet, ingenlunde af Forsamlingen er opgivet, men at den kun har udsat det, fordi det ikke kan være tjenligt for Fædrelandets Vel, at det finder sin Udgang i Discussionen af en Adresse, så vil Folket sikkerligen finde sig tilfredsstillet for Øjeblikket.

Vi leve i en Tid, hvor en urokkelig Tillid er nødvendig, dersom vi skulle bevare Håbet om, at vor retfærdige. Sag vil seire.

Der svæver en Tordnesky over Danmark, som truer med at søndersplitte Riget. Men der gives en Afleder, som ikke vil forefeile sin Virkning til at forebygge Søndersplittelsen, og det er Fædrelandskjærligheden. Hvor denne varmer Hjertet og leder Forstanden, der vil Enighed og Samdrægtighed slutte Folket fast til hinanden, som til Regjeringen, og dette Sammenhold indeholder en Modstandskraft, som fast er uberegnelig.

Dersom den ærede Forsamling måtte billige mit Forslag, vil det vistnok være tilstrækkelig klart for Enhver, hvor vigtigt det må være at anvende den største Opmærksomhed på Valgene af den Comitee, som jeg formoder vil blive nedsat til at forfatte Udkast til Adressen, for at Adressen kan blive således, at den selv med de forskjellige Anskuelser af Forholdenes Krav kan tiltrædes uden at foranledige en Discussion, der her så meget mindre turde være på sit rette Sted, som det upåtvivleligen må være af Vigtighed, at den første Beslutning, der udgåer fra Rigsforsamlingen, bærer Vidnesbyrd om Enighed og Sammenhold.

Landsoverretsprocurator Christensen:

Af ligetænkende Collegaer i denne Sal har jeg fået det Opdrag, for så vidt at understøtte det Andragende, som her er stillet, at jeg skal tillade mig at anbefale, at Forsamlingen udtalte for Hans Majestæt sin og Folkets dybe Erkjendelse og Tak for den i Historiens Årbøger exempelløse Uforbeholdenhed og Ærlighed, hvormed vor ophøiede Monark har imødekommet Folkets Ønske, for det åbne og imødekommende Sind, han har bevaret for Folkets Ønsker lige til denne Dag, og for det dybe, alvorlige danske Hjertelag, han i sin korte, men prøvelfesfulde Regjeringstid allerede har lagt for Dagen. Jeg skal altså forsåvidt anbefale det Andragende, som foreligger; men jeg skulde derimod rigtignok mene, at Udtalelsen fra Forsamlingens Side burde indskrænke sig til dettte Ene: Erkjendelse og Tak for Hans Majestæt, vor ophøiede Konges personlige, folkelige, frihedselskende og fædre

landskjæflige Færd. Jeg udtaler dette såmeget hellere i denne Sal, som jeg har havt rig Leilighed til at overbevise mig om, at den Følese, jeg her udtaler og selv nærer, er aldeles almindelig, navnlig i Landbostanden, og som derved tillige turde fremgåe at Vidnesbyrd om, at Landboerne ikke mindre end Statens øvrige Borgere skjønne og håbe på de Frihedens Goder, som Hans Majestæt således har tilsagt os.

Thalbitzer:

Idet jeg med Glæde slutter mig til det gjorte Forslag, der ikke alene indeholder Forsamlingens Mening, men også vil være et sandt Udtryk, såvidt jeg veed, af hele Folkets Følelser, skal jeg blot tillade mig at foreslåe, om der ikke tillige i Adressen kunde blive gjort Hans Majestæt Anmodning om, at han vilde meddele Sverrigs og Norges Konge og Folk Rigsforsamlingens verme Taksigelse for den Deeltagelse, der er viist os i så mange Henseender i den betrængte Tid, som vort Fødeland har været i Jeg antager, at man såmeget snarere kan fåe dette Ønske indført i Adressen, da man, foruden alt Andet , som man opfordres til at takke vor frihedselskende, folkeligsindede Konge for, ikke må undlade at påskjønne, at han også deler med sit Folk de skandinavske Sympathier. Han har således, samtidigt med, at Brodersolkene rakte hinanden Hænderne, vidst at slutte et inderligt, personligt Venskab med Kong Oscar. Jeg troer altså, at den hurtigste og meest loyale Måde at kundgjøre vore Nabobrødre på, hvad der rører sig i Folket, vilde være den, derom at optage en Bemærkning i Adressen.

Boisen:

Det vilde være såre ønskeligt, om den Tiltale, hvormed Forsamlingen henvender sig til Kongen, kunde udgåe som et eenstemmigt Udtryk af Forsamlingens Følelser, som fra eet Hjerte, og vor Konges Redelighed, hans Ordholdenhed, hans Frisindethed, hans Folkelighed og fremfor Alt hans danske Hjertelag, giver vistnok Forsamlingeu rig Anledning nok til at henvende sig til ham i en Tiltalke, der vil sinde Gjenklang i Alles Hjerter. Jeg havde rigtignok troet, at man ikke godt kunde henvende sig til Kongen, uden at man også måtte omtale Regjeringens Foranstaltninger, men jeg indseer på den anden Side godt, at dersom dette skulde skee, så vilde Tiltalen ikke udgåe eenstemmig fra Forsamligen,og det er dog dette, jeg af ganske Hjerte måtte ønske. Men eet Punkt er der dog, som i denne Tiltale ikke kan undgåes at blive omtalt og som også meget vel kan optages uden at forvolde, at den ikke skulde blive eenstemmig: det er vor Glæde, vi ville udtale over Hs. Majestæts danske Hjertelag og novnlig over hans Hjertelag mod vore slesvigske Brødre, og dertil mener jeg da ganske naturlig kunde knyttes Udtalesen af vort Hjertelag for den samme Sag. Jeg veed meget godt, at således vil Hjertesproget komme til at lyde, det Sprog, som ofte må forstumme under vore politiske Forhold; men her må det dog ikke forstumme, fordi det vilde være unaturligt at tie stille med det, som ligger os Alle nærmest på Hjerte. Dersom vi vilde tie dermed, da troer jeg idetmindste, at vi vilde skuffe vor Konges Forventning, som i sin Tiltale til os har peget hen derpå, og jeg er vis på, at vi vilde skuffe også hele Folkets Forventning og svakke dets Tillid til os, og at vi fremdeles dybt vilde såre vore slesvigske Brødre og give vore Fjender et Påskud til at sige, at ny havde vi opgivet den danske Sag; jeg troer endelig, at vi, hvis vi vilde tie dermed, vilde ståe i et underligt Lys hos de fremmede Magter; og derfor beder jeg om, at Tiltalen, som for første Gang lyde fra Rigsforsamlingen til over Konge, også må berøre dette Punkt. Jeg beder Forsamlingen om, at vi i den Tiltale, som skal udgåe til Kongen, måtte udtale vor dybe Kjærlighed til og Taknemmelighed mod ham, at vi måe udtale vor Kjærlighed til vore slesvigske Brødre, vort Håb om bedre Dage for dem og vor inderlige Bøn til Kongen om, at Alt, som er muligt, må blive gjort for at gjøre dem deres Tilstand tålelig, samt tillige udtale vor Beredvillighed til at bære ethvert Offer, som denne Sag kræver .

(Fortsætles.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Lunø.

Tredie Møde. (Fortsat).

Schiern:

I Anledning af Proponentens Udtryk, at man ikke kunde drage „Omsorg” nok for Valget af den Comitee, som nedsættes, føler jeg mig opfordret til at gjøre en Bemærkning. Jeg er uvidende om, hvorvidt Vedkommende selv ønske at gjøre Forsamlingen nærmere bekjendt med, hvad der vedkommer Danmarks Forhandlinger med fremmede Magter i den slesvig-holsteenske Sag, eller om det tilbørlige, alstdige Hensyn til Rigets såvel ydre som indre Forhold skjønnes at gjøre en sådan Forelæggelse nu enten mislig eller betænkelig. I forste Tilfældee vil jeg for Tiden soge Hvile deri, i det andet Tilfælde derimod, da lod det sig tænke, at Forsamlingen selv helst ønskede, at vedkommende Actstykker overgives til Adresse-Comiteen, eller at den omvendt kandt mere Grund til at foretrække, at disse forbeholdes en kommende Tid og Leilighed, således altså, at Adressen nærmest kun blev en hurtig Besvarelse af Kongend Tale, således, at den omtrent blev en — jeg vil helst tænke — fra alle Sider i denne Sal eenstemmig, patriotisk, kort Udtalelse af, at Forsamlingen med Kongen og hans Mænd vil mødes i redelig, bestemt, varig Villie til at værne om den danske Nations Selvstændighed og Uafhængighed.

Jeg har taget mig den Frihed at gjøre denne Bemærkning, fordi det måskee på Een eller Anden foruden mig vil have nogen Indflydelse med Hensyn til Sammensættelsen af den påtænkte Comitee, om dens Virksomhed nærmest tænkes i den ene eller anden af de af mig påpegede Retninger, enten også prøvnde og gjennemgående Actstykker og andre Oplysninger eller blot søgende et Udtryk af en fælleds Stemning, hvori vi enes.

Duntzfelt:

Det Forslag, som idag er gjort i Forsamlingen, gåer ud på at indgive en Adresse til den Konge, som alene af egen Drift, af Kjærlighed til sit Folk har nedlagt sin souveraine Magt og vil dele den med Folkets Repræsentanter, en Adresse til den Konge, som har skjænket Landet denne Velgjerning, hvis Ånd er tilstede som det varme Pulsslag i de Følelser, som Folkets Repræsentanter så utvivlsomt idag have udtalt at besjæle det hele Folk. Det forekommer mig, at det vilde være særdeles ønskeligt, at Adressen måtte være et Udtryk af Forsamlingens ublandede Følelser; men ihvor varsom man end vil gåe tilværks ved dens Affattelse, vil det dog neppe kunne undgåes, at Omstændighederne kunne påbyde at gjøre til Gjenstand for Forhandling Ting, som ikke ville fremkalde så ublandede Følelser i denne Forsamling. Det er bekjendt, at i de constitutionelle Lande, i hvis Række Danmark nu indtræder, ansees Throntalen som en Meddelelse af Regjeringens Politik; det er altså Regjeringen, de ansvarlige Ministre, som ansees for at være Forfatter til denne Tale. Ved denne Leilighed har Hs. Majestæt selv kun udtalt få, men hjertelige Ord til Forsamlingen; han har overladt til sine Ministre at meddele Forsamlingen, hvad der med Hensyn til den indre og ydre Politik måtte være den magtpåliggende at vide. Det forekommer mig, at da det vil være en Umulighed at affatte en Adresae, der tillige skulde indeholde en Gjennemgåelse af Regjeringens Meddelelse, således at den i Eet og Alt skulde være Udtrykket for den hele Forsamlings eenstemmige Følelser, kunde den deles i to Dele, således at den ene-kun indeholdt Ord, fulde af Taknemmelighed og Hengivenhed, som et taknemmeligt Svar på Hs. Majestæts Tale til Folkets Repræsentanter, en Tak, fordi han har skjænket dem en Forfatning, som han siger, at det er hans Ønske, Håb og Stolthed at måtte kunne grundfæste det gamle

Danmarks Ære og Lykke, hvorimod en anden særskilt Adresse kunde omhandle de forskjellige Punkter, der omtales i Ministertets Meddelelse. Dette Forslag har jeg troet at måtte henstille til Forsamlingens nærmere Overveielse.

With:

I Provindstalstændernes Tid da veed jeg vel, at det var Brug at indføre i Adresser adskillige Ting, adskillige Ønsker, som man ikke vovede høit og lydeligt at udtale under den sædvanlige Form; men nu, da Ordet er frit, som Tanken er fri, da er det min Overbeviisning, at den Adresse, som vi ville indgive til Hs. Majestæt, bør være henvendt på at bevidne ham vor Taknemmelighed for det Gøde, han har skjænket os. Dersom der næres i vor Barm andre Ønsker, da er her givet Leilighed til at fåe dem drøftede og udtalte i særskilte Petitioner, og jo flere fremmede Elementer man vil indføre i Adressen, desto vanskeligere vil det være at fåe den eenstemmig, hvilket dog vistnok er særdeles ønskeligt i denne Tid. Hvad navnlig Sverrigs Forhold til Danmark angåer, da er jeg vistnok meget tilbøielig til at give den svenske Nation min Tak for det kjærlige Sindelag, den har viist mod os, men hvorledes man end vil indføre den i en Adresse, så vil der vistnok opståe megen Dispute om Udtrykkene; thi Mange ville vvistnok være enige med mig i at takke de Svenske, der have fægtet under vor Fane, for den Deeltagelse, de have viist, medens Andre ikke synes at kunne tillægge den svenske Hjælp den Betydning, den vistnok har havt. Hvad navnlig det slesvigske Spørgsmål angåer, da er det en så vigtig Sag, at jeg ikke troer, at det bør indføres i en Adresse, men blive Gjenstand for en særegen Behandling; jeg slutter mig derfor til dem, som mene, at Adressen kun bør være en Takadresse.

Linnemann:

Jeg kan ikke være enig med den foregående Taler. En blot Takadresse forekommer mig at være ligeså unyttig og unødvendig som lidet passende for denne Forsamling. Folket venter vist en Udtalelse om noget Mere; på den anden Side tilståer jeg, at jeg ikke kan begribe, hvorledes denne Forsamling allerede nu skukde kunne fremkomme med en meget bestemt, om jeg så må sige, kritisk Adresse, sålænge de fornødne Oplysninger mangle. Jeg troer derfor, dersom jeg har forstået den ærede Proponent rigtigt, at han ønsker at gåe en Middelvei, og hertil vil jeg også slutte mig således, at Adressen, næstefter at udtale Tak, og varm og hjertelig Tak til Kongen, tillige udtalte Nationens Beredvillighed til fremdeles at yde endnu større Offre for at fremme og befæste Danmarks Ære og Selvstændighed, og for navnlig at fremme den Sag, hvorom vi dog Alle måe være enige, nemlig Slesvigs uadskillelige Forbindelse med Danmark.

Tage-Müller:

Jeg skulde ikke have tilladt mig at reise mig, når. ikke mit Opholdssted netop ved Slesvigs Grændse, eller, dersom den naturlige Grændse skal komme i Betragtning, i selve Slesvig havde dertil opfordret mig, og jeg således ved et Spørgsmål, der vistnok for Øjeblikket hører til de vigtigste Emner, nemtig Slesvigs Forhold til Danmark og hvorvidt dette skal berøres i den foreslåede Adresse, er kommen til Orde. Så dybt som noget har mit Hjerte følt ved den betrængte Tilstand, hvori såmange Slesvigere, hvis Hjerter slåe varmt for den danske Sag, have i den nu forlødne Sommer været stedte, og især bløder mit Hjerte ved at tænke på den Tilstand, hvorunder disse Slesvigere nu måe leve, da de under den såkaldte Våbenstilstand mange Steder mere hånes og fortrædiges, end det forhen under Krigen var Tilfældet. Hvad Adressen angåer, da finder jeg det aldeles passende, at vi — og jeg ønsker og håber eenstemmig — tolke vor

Tak til den folkelige Konge, der således er kommen den danske Nations Ønsker imøde; og som således vil dele sin lovgivende Magt med Folket. Denne Tak mener jeg passende udtrykkes så varm som muligt, ifald det var muligt, at Ordet kude finde Udtryk nok for Hjerternes fulde Følelser. Hvad det slesvigske Spørgsmål angåer, da veed jeg neppe, hvørledes man i denne Henseende på den ene Side kunde udtrykke sig stærkt nok og på den anden Side forsigtigt nok, thi vist er det, at Ønsket om, at Slesvig må uadskillelig forbindes med Danmark, må være så varmt i ethvert Bryst, som slåer med fuld Kjærlighed til sit Fædreland, at intet Ønske af den Art kan være varmt nok; men derimod mener jeg, at Forsamlingen ingenlunde kan afgjøre, om det var det Rigtigste, hvad vi vel ønskede, dersom vi blot turde følge vore Følelser, strax at forjage Voldsmænd, som jeg måskee nu tør kalde dem, som ere trængte ind over Slesvige Grændser, og fuldelig hævde de danske Slesvigeres Ret, tht vi vide dog ingenlunde, hvilke sørgelige Følger for Tiden, og måskee endog for en Tid, som vil være snart forhånden, et sådant Skridt, hvortil en velmenende Følelse i vort Hjerte vilde lede os, når ikke koldere Overveielse burde finde Sted, vilde føre med sig. Derfor mener jeg, at i den Henseende måtte Adressen være affattet med særdeles megen Forsigtighed og ingenlunde med nogen bestemt Opfordring til, hvad Regjeringen efter sin Viisdom og efter sin Kundskab til det Forhold, som vel den største Deel af os ikke kjender, måtte beslutte.

Schytte:

Jeg skal ikke indlade mig på at yttre mig om, hvad der skal indføres i Adressen. Den hidtil førte Discussionhar tilfulde viist, at Meningerne derom ere deelte. Jeg antager, at Proponenten, hvad også en æret Taler ligefrem har udtalt, har tilsigtet at gåe en Middelvei. At gåe denne er, som bekjendt, Noget af det vanskeligste; men hvorvidt man nåer Målet vil først kunne afgjøres, når de Oplysninger ere indhentede, som jeg antager, at den Comitee, der vil blive udnævnt, ikke vil forsømme at indhente, og som det høie Ministerium, forsåvidt det måtte finde en sådan Meddelelse passende, også vil meddele. Jeg troer derfor, at man på Sagens nærværende Standpunkt ikke bør gåe længere ind på Realiteten af, hvad man ønsker indført i Adressen, men med Omhyggelighed vælge den Comitee, som har at gjøre Forslaget, og først når den er fremkommen med dette Forslag, mener jeg, at man kan komme til at drøfte Sagen.

Madvig:

Det Tilsvar, hvormed Forsamlingen skal besvare Hans Majestæts Tiltale til os, en Tiltale, som er fremkommen fra Hans Majestæt uden Tvivl i fuldkommen Samklang med Ministrene, denne Tiltale fra vor Side, troer jeg, skulde, som den forste Yttring af Forsamlingen, være en sådan Udtalelse af den Stemning, hvoraf Forsamlingen er besjælet, at den i den Henseende også kunde stille Forsamlingen i et rigtigt Forhold til Folket, som har sendt os. Jeg troer, at i denne Henseende vilde en Adresse blive ufuldstændig, hvis den indskrænkede sig til blot at være en Tak, ligesom den som en blot Taksigelse ikke vilde indeholde et ganske fuldftændigt Svar på Tiltalen, idet denne dog også har antydet de høist vanskelige Forhold, i hvilke Riget for Øjeblikket befinder sig, og hvis Ordning imødesees af Kongen og Folket. Jeg troer, at der er en sådan Stemning hos Folket, en sådan Længsel efter at see disse Forhold ordnede, en sådan Stræben efter at see dem vel ordnede, samt drrhos Beredvillighed til at yde de Offre, som måtte kræves, at denne Ånd hos Folket også må komme tilsyne hos dets valgte Repræsentanter; men på den anden Side troer jeg, at ikke Forsamlingen vil eller Folket kunde ønske, at den skulde udtale Noget, som Forsamlingen ikke var tilstrækkelig underrettet om for at kunne udtale. Men skulde Forsamlingen virkelig udtale sig om, hvad der kunde opnåes med Hensyn til Ordningen af Rigets Forhold, så kom vi ind på den vanskeligste og meest omfattende Undersøgelse, og vi concentrerede Alt, hvad der siden vilde blive Gjenstand for denne Forsamlings Forhandling eller en stor Deel deraf i den første Debat, hvorved altså vilde fremkomme en Disharmoni og Splid, som må soges undgået. Det svækkende Indtryk bør undgåes. Dertil kommer, at en Prøvelse af Rigets Forhold vilde medtage, når den skulde være grundig, en lang Tid, i hvilken der ikke

@@vilde fremgåe nogen Gjerning af Forsamlingen. Jeg troer altså, at vi her, som også før er antydet, bør søge en Middelvei, og denne Middelvei, troer jeg, lader sig temmelig bestemt opnåe derved, at man udtaler Stemningen i Folket, men holder enhver Dom eller Kritik ude af Adressen. Stemningen er Taknemlighed for den frie Forfatning, som vi skulle fåe, og som vi nu ere rykkede nær; den er dernæst Beredvillighed til at understøtte Kongen; og Regjeringen på enhver Måde og med alle Slage Opoffrelser, at stræde efter at ordne Statens Forhold i Overeensstemmelse med Danmarks Ret og Folkets Erkjendelse af denne Ret. Dette kan allerede på dette Standpunkt udtales, det kan udtales på en sådan Måde, at man undgåer enhver Yttring om, at Forsamlingen senere hen under de fremskridende Forhandlinger venter at blive underrettet, i det Enkelte og bestemt, både om, hvorledes Sagerne for Øjeblikket ståe, hvorledes Udsigterne ere, og ad hvilken Vei vi ere komne på det nærværende Standpunkt. Vi behove ikke at skyde fra os at udtale, at dette må komme til Forhandling, idet vi yttre at ville gåe ind på alle de Forslag og Midlerne til at ordne Staten på, som udkræves, idet vi ved at gåe ind på disse Forslag ville finde os i alle de dertil skikkede Offre, men at vi uden Hensyn til Forslagenes Indhold og de i så Henseende meddeelte Oplysninger uotale den gjennem Nationen gående Stemning, at Folket med største Beredvillighed vil understøtte disse Bestræbelser for at hævde Danmarks Ære og håber, at diese Bestræbelser fastholdes til den yderste Mulighed; ud over denne forlanger Folket heller ikke at gåe, eller at dets Skjæbne skal sættes på Spil; dette er Grændserne, som bør sættes for en Adresse; dette er, hvad Folket venter at ville blive udtalt af Forsamlingen allerede endnu idag.

Ræder:

Jeg vilde være ganske enig i, at den Adresse, som nu skal indgives til Hans Majestæt, kun skal være en Taksigelse, men jeg kan ikke negte, at jeg ei kan bifalde denne Mening, når vi ikke i den Anledning forbeholdee os Ret til nærmere at betragte vor Tilstand, som i høieste Grad foruroliger os. Premierministeren har vel meddeelt os en Skizze over Tilstanden, men jeg må oprigtig tilståe, at den ikke har været tilstrækkelig; måskee tilstrækkelig som en offentlig Meddelelse; men Folket ståer i dette Øjeblik med så stor Forventning til denne Forsamling, at den må fordre en fuldkommen og aldeles uforbeholden Erklæring om, hvorledes Staten nu ståer; den må vide, hvorledes det slesvig-holstenske Spørgsmål ståer, thi uden en sådan Erklæring kan den ei have en tilstrækkelig Tillid til Ministeriet, og vi ståe her altså i en altfor mislig Stilling, når vi ikke see, på hvad Fod vi ståe. Jeg tør derfor håbe, at Ministeriet med det Allerførste vil forelægge Forsamlingen en sådan Fremstilling af hele Statens Status. Jeg er overbeviist om, at når der tales med Tillid, vil der mødes med Tillid, og når der tales med Sandhed, vil man komme Ministeriet imøde med Sandhed, og den vil sikkert ei være Ministertet til Skade. Lad Tordenen rulle, det gjør Intet til Sagen; efter Torden kommer lys Dag, og Gud give, at den snart må oprinde for Danmark.

Stockfleth:

Forsåvidt det er yttret, at den foreslåede Adresse blot skulde være en Takadresse, da kan jeg ikke være enig med de Herrer, der have yttret Sådant; jeg troer i denne Henseende, at man vilde skuffe Folket, at man vilde skuffe Nordslesvigerne. Det vilde være synderligt, om det første Ord, som udgik fra Rigsforsamlingen, ikke skulde indeholde et eneste trøstende og opmuntrende Ord til dem, som for Øjeblikket lide mere end under selve Occupationen; man har vel erholdt en Våbentilstand, men denne er endnu ei trådt i Kraft, og Danmark har ikke formået at hævde fine Rettigheder. Vi have endnu i de seneste Dage seet, hvorledes Haderslev har været underkastet blodige Optrin af det. der herskende Parti. Jeg anseer det nødvendigt, at vi idetmindste komme med et opmuntrende Ord i selve Adresen til vore slevigske Brodre. Jeg holder for, at vi bør udtale Folkets Beredvillighed til ethvert nyt Offer i denne Retning. Jeg anseer det derfor for ønskeligt, om de Deputerede fra Landets forskellige Distrikter udtale sig om den Stemning, som i denne Henseende hersker hos dem. Jeg møder fra et Distrikt, som just har været besat af Fienden; men jeg kan forsikkre, at det, de hårde Byrder uagtet, der have været pålagte, døg er

beredt til at bringe endnu større for Danmarks Ære, Danmarks Selvstændighed.

Gram:

Jeg skal kun tillade mig at bemærke, at jeg må slutte mig til den sidste ærede Taler. Jeg lever i et Distrikt, hvor Blandingen af Slesviger og Danske er almindelig bekjendt. I det Sogn, hvor jeg boer, er omtrent ⅓ Slesvigere; disse have mere eller mindre lidt af Krigen og lide endnu af den Overmagt, som udøves af den ulovlige Regjering. Jeg må derfor, idet jeg nøie kjender Stemningen der, som og i de øftlige Dele af Nordslesvig, stemme for, at Adressen ei blot indeholder Tak, skjøndt dette er den vigtigste Deel af samme, fordi vi Alle føle, hvormeget vi skylde vor folkelige og elskede Konge for det, som han allerede har givet, og som vi håbe, at han fremdeles vil give sit Folk; men jeg troer tillige, at Adressen bør indeholde nogle trøstende og opmuntrende Ord. Den Taushed, der hidtil har hvilet over denne Sag, har hvilet ligesom en trykkende Steen på hele Folkets Hjerte, men naturligviis må Trykket føles meest blandt dem, om hvilke det er uvist, om de have været folgte eller kjøbte. Adressen bør inderholde noget Trøstende og Opmuntrende for dem. Det er ikke min Mening, at man skal indlade sig så dybt på Sagen, at der vil kunne opståe Forvirring, eller at måskee derved Regjeringen kunde bringes i Forlegenhed med sine diplomatiske Underhandlinger, men jeg formener, at man må såvidt muligt trøste og berolige Slesvigerne, at de kunne vinde Mod og Kraft til at holde ud, indtil Forløsningens Time måtte slåe. Når en Adresse affattes på en forsitgtig Måde og i denne Ånb, er jeg overbeviist om, at den ikke vil skade; jeg er ligeså overbeviist om, at den vil udøve en gavnlig Indflydelse, ikke blot i Slesvig, men over det hele danske Land, og holder jeg mig tillige forvisset om, at man derved kommer Folkets Ønske imøde, thi Folket overalt, og navnlig i Slesvig, seer med den høieste Forventning enhver Tidende imøde, der udgåer fra Rigsdagen. Det er vigtigt, at Rigsdagens første Ord ere sådanne, at de kunne bringe en Stemning ud over det hele Land, som vidner om, at det ei blot er os, der her ere tilstede, som have Tillid til Hs. Majestæt og hans vise Regjering, men at det er hele Folket, der kan glæde sig over Sådant.

Dahlerup:

Efter den Opfordring, som en æret Taler har stilet til de Deputerede fra de forskjellige Distrikter, skal jeg tillade mig at oplyse, at også det Distrikt, hvorfra jeg er, med Opmærksomhed seer hen til denne Forsamling i Forventningen af de Skridt, som skulle foretages med Hensyn til Ordningen af Landets ydre Forhold. Det er Folkets inderligste Overbeviisning, at Spørgsmålet om Slesvigs Forbindelse med Danmark er Spørgsmålet om Danmarks Beståen som en Nation, den almindelige og dybtfølte Overbeviisning i det Distrikt, hvorfra jeg er, at Spørgsmålet om Slesvigs Forbindelse med Danmark er Spørgsmålet, om vi skulle Vedblive at være danske Mænd. Det føle vi Alle på det Bestemteste, at dersom ikke Slesvig fastholdes ved Danmark, men kommer i Forbindelse med Tydskland, ståer Jylland Fare for at blive angreben af de Ulykker, som nu plage Slesvig. At den første Udtalelse, som udgåer fra denne Forsamling, tillige skal udtale denne Forsamlings Følelser i så Henseende, er nødvendigt, og jeg føler mig derfor overbeviist om, at en Adresse, der kun skulde indeholde Tak, vilde fremkalde et mindre gunstigt Indtryk i Jylland.

Slausen:

Jeg understøtter det Forslag, som er bleven fremsat, i den Retning, hvori jeg antager, at det er blevet stillet til den ærede Forsamling. Det er ikke blot for første Gang i lang Tid, at en Forsamling er sammentrådt, der repræsenterer Landets Befolkning; det er ikke blot derfor, at Forsamlingen er sammenkaldt, for at grundlægge det Værk, hvortil vi kunne sige, at de foregående Tiders Udvikling har hentydet, og som skal blive Udgangspunkt for Fædrelandets Fremtid; dersom det forholdt sig således, da kunde Forsamlingen indskrænke stn Adresse til at tolke sin Tak til den Konge, som ved egen fri Tilskyndelse har gjort det første Skridt i denne Retning. Men Forsamlingen er sammentrådt under Forhold, der have fremkaldt en Stemning, der fylder alles Hjerter, og der er ikke en Eneste i denne Sal, som ikke har båret denne, Stemning med sig. Vi ere blevne modtagne i denne Sal med en Hilsen

fra vor Konge, som ligeledes bærer Præget af den samme Stemning, der gåer igjennem det hele Folk, og som også indeholdes i Regjeringens Meddelelse om Rigets Stilling om den nærmeste Fortid og om den nærmeste Fremtid; og derfor mener jeg, at en Adresse, som udgåer fra nærværende Forsamling, ikke kan blive stående ved en simpel Taksigelse. Den må være en Besvarelse af den Tale, der er udgået fra Kongen og hans Regjering; og når jeg siger dette, mener jeg det både med Hensyn til Indholdet og med Hensyn til Formen. Med Hensyn til Indholdet er det så langt fra, at man kan betragte Det som et fremmed Element, der gåer ud på de Forhold, som udgjøre Hovedgjenstanden for vore Bekymringer, at jeg meget meer måtte betragte en Forbigåen heraf som en unaturlig Tilbagetrængen af, hvad der rører sig i os, i det hele Folk. Men jeg troer, at også med Hensyn til Formen må Adressen være en Besvarelse af den kongelige Tiltale, men denne kongelige Tiltale har ikke meddeelt Oplysning om de enkelte Foranstaltninger, som ere trufne og som skulle træffes, og vor Adresse må således holde sig udenfor det Enkelte, ikke fælde Dom over, hvad der har været foretaget, eller bestemme, hvad der i Fremtiden vil være at foretage. Forsamlingen vilde herved foregribe sig selv, vilde foregribe et kommende Tidspunkt, hvor den vil have en naturligere og rimeligere Anledning til at indlade sig derpå. Adressen må blive stående ved at udtale den Stemning, som den kongelige Tiltale, således som den ligger for os, har fremkaldt, en Stemning med Hensyn til Regjeringen og vor Fremtid i det Hele, der tillige udtaler Beredvillighed og Ønske om fra det hele Folks Side at komme Regjeringen imøde til kraftig Optræden for Folkets Ære og Velfærd. Forøvrigt troer jeg ikke, at Forsamlingen kan ville indlade sig på den nærmeste Form for Adressen, idet jeg formener, at det må blive overladt til den nedsættende Comitees Takt at indføre i Adressen, hvad der har sin rette Plads og holde ude derfra, hvad der ikke hører hjemme deri.

v. Haven:

Jeg finder mig foranlediget til at udtale mig i Anledning af en af en æret Taler skeet Opfordring om, at Deputerede fra forskjellige Distrikter skulle tilkjendegive, om der virkelig var Beredvillighed tilstede til at gjøre Opoffrelser for den Sag, som Regjeringen især nu har for. Jeg føler mig opfordret dertil, såmeget mere som jeg offentligen har yttret mig imod den såkaldte frivillige Folkevæbning i Jylland. Ellers vilde jeg slet ikke taget Ordet her. Der er vvistnok en stor Beredvillighed i Jylland til at gjøre alle mulige Opoffrelser for at fremme Regjeringens Stræben og for at ståe Kongen og de nærværende Ministre bi i enhver Henseende; men fordi man modsætter sig en, om jeg så tør sige, så forkeert Foranstaltning som den såkaldte frivillige Folkevæbning . . . . . . .

Formanden:

Det forekommer mig, at det ærede Medlem yttrer sig om en Sag, som ikke foreligger.

v. Haven:

Så vil jeg dog blot udtale det endnu engang, at Jyderne i min Egn ere beredvillige til ethvert Offer, som Kongen vil kræve til Håndhævelse af Danmarks Selvstændighed og Udelelighed.

With:

Jeg skylder mig selv at forvare mig imod en mulig Misforståelse, som jeg frygter for, at mit første Foredrag har givet Anledning til. Når jeg yttrede, at jeg ikke ønskede de slesvigske Forhold behandlede i Adressen, skete dette, ikke fordi jeg nærer mindre Sympathi for vore slesvigske Brødre end andre. Nei tvertimod. Jeg føler vistnok ligeså meget for disse vore for Tiden trykkede Landsmænd som nogen anden; men netop fordi jeg anseer den slesvigske Sag for en af de allervigtigste, der bør behandles med det modneste Overlæg, efterat Forsamlingen ved Meddlelser fra Ministeriet har erholdt Oversigt over hvad der er passeret og alle Forhold, troede jeg ikke, at denne Sag egnede sig til Behandling i en Adresse, og frygtede for, at hvis den slesvigske Sag blev behandlet i Adressen, skulde Forsamlingen snarere være mindre tilbøielig til at gåe ind på en nøiere Undersøgelse.

Lorck:

Forsåvidt jeg har formået at opfatte Forsamlingen, er man langt mere enig, end man troer. Der er ikke Tale om at indgive en Adresse, hvori man skulde udtale en Kritik over Regjeringens Handlinger, men kun om at udtrykke den Beredvillighed, som

fra alle Kanter er udtalt, til at understøtte Regjeringen; et sådant Udtryk er på sin rette Plads i Adressen, og vi bør udtale det. Jeg troer således, at vi virkelig ere mere enige, end det lader til.

Otterstrøm:

Jeg skal blot tillade mig endnu at yttre, at efter hvad jeg har hørt af flere af de Deputerede, har man i Almindelighed opfattet mit Forslag, således som jeg har meent det. Kun den Bemærkning finder jeg Anledning til at fremføre med Hensyn til, hvad der af den Deputerede i det første District i Skanderborg Amt er yttret om, at der i Adressen udtales nogen Dom, at heller ikke jeg for mit Vedkommende har ønsket, at man allerede nu skulde komme juft til det, der udgjør det egentlige Livsspørgsmål, ligesom det heller ikke har været min Mening at udtale nogen Dom eller Kritik over Regjeringen, en Udtalelse, jeg har troet, at man burde udsætte til en anden Tid.

Udenrigsministeren:

Det er allerede såvel af en æict Rigsdagsmand for Bornholm som af flere andre ærebe Talere udtalt, at Rigsdagen måtte ønske at æske Oplysninger af Regjeringen om Landets Tilstand i det Hele, såvelsom angående de Forholdsregler, som denne måtte gjøre det nødvendigt at tage. I denne Anledning skal Jeg tillade mig at oplyse, at Regjeringen også fra sin Side har besluttet at komme Rigsforsamtingens Ønske imøde, såvidt det ståer til den; dette er også allerede antydet i den Tale, som Premierministeren ved Rigsdagens Åbning har holdt. I hvilken Form imidlertid en sådan Meddelelse fra Regjeringens Side vil sinde Sted, må nærmere beroe på den Overeenskomst, som vil kunne træsset med den ærebe Referent for Adressecomiteen, når Forsamlingen har taget sin Beslutning om, på hvilken Måde den agter at indgive sin Adresse, og når den måte have taget Bestemmelse om, hvorledes den agter at fordele de forskjellige Sager, som ere omtalte t Regjeringens Meddelelse. I at afgjøre, i hvilket Omfang en sådan Meddelelse kan finde Sted, vil Regjeringen deels være ledet af Hensyn til den Pligt altid nøie at holde fast ved Grændserne for den executive og den lovgivende Magt, at holde fast ved de Grundregler, som ere nødvendige for enhver Stat, og dobbelt nødvendige, hvor man ståer ved Begyndelsen af det consitutionelle Liv; deels vil den derved have Landets Interesse for Øie, og det vil i denne Henseende ikke være vanskeligt for Regjeringen at komme overeens med vedkommende Referent, Således og da vil man tale, og når man da således har talt, talt i fuld Oprigtighed og Sandhed, vil Enhver vistnok blive gjennemtrængt af Følelsen af, hvor vigtigt det er, at man agter på og yttrer sig med stor Varsomhed om disse Forhold. Den Følelse vil da vistnok blive almindelig, at der er væsentlige Punkter, som ikke egne sig til offentlig Meddelelse, end ikke til at meddeles vedkommende Referenter. Jeg troer imidlertid, som allerede forhen yttret, at en nærmere Overeenskomst og Bestemmelse i denne Henseende vil kunne træffes, såsnart Rigsforsamlingen har taget sin Beslutning angående Adressen såvelsom angående de øvrige Sager, der ere omtalte i Regjeringens Meddelelse.

Ræder:

Jeg skylder at aflægge min hjertelige Tak for hvad den ærede Minister her har meddeelt; jeg troer, at Ministeriet med Tillid kan bygge på, at denne Forsamling kun beståer af trofaste, ærlige Danske, der ikke ville gjøre nogen Misbrug af samme. Jeg antager, at disse Meddelelser måskee nok kunne gjøres til Forsamlingen inden lukte Dørre, men det turde dog være hensigtsmæssigere, at de gjordes til en i dette Øiemed særskilt udnævnt Comitee, bestående af Mænd, som forstode at bruge Discretion.

Madvig:

Med Hensyn til hvad der før var yttret af Rigsdagsmanden fra Svendborg Amts 4de District om en dobbelt Måde, hvorpå man kunde gåe frem ved Affattelsen af Adressen, må jeg erklære, at jeg just vilde udtale mig derhen, at man her i Forsamlingen ikke skulde forlange disse Oplysninger, men at man her kun skulde referrere sig dem, og at man just derved vilde beholdee en fri Plads til at bevæge sig på, fordi man ikke allerede nu behøvede at kræve disse Oplysninger, men havde, det i sin Magt at udtrykke sig

således, at man kun forbeholdet sig dem til senere beleilige Tidspunkter, således som også er udtalt af flere ærede Talere. Jeg udsiger kun dette, fordi der kunde opståe ligesom en Tanke om, at jeg vilde, at man i Adresse-Comiteen skulde forlange visse Oplysninger, medens jeg dog udtalte mig derhen, at man i Adresse-Comiteen ikke skulde gåe ind derpå; jeg gjentager altså, hvad jeg før har sagt, at her kun bør være Spørgsmål om en Adresse, der ikke indlader sig på nogen Dom, og altså heller ikke forubsætter de Oplysninger, som man måtte være i Besiddelse af, for at kunne udtale en sådan, men at man kun skulde holde sig til Udtrykket af den Stemning, som erkjendes levende hos Folket.

Udenrigsministeren:

Jeg søgte blot at sammenfatte, hvad der alt af flere Talere var yttret; det var ikke undgået min Opmærksomhed, at den ærede Rigsdagsmand fra Bornholm ligesålidt som flere af de øvrige Talere troede, at disse Oplysninger allerede nu af Regjeringen skulde æskes, men at dermed skulde udsættes til senere, indtil man, hvilket også Regjeringen nærmest har tænkt sig, var bleven enig om Behandlingen af de Sager, der ere antydede i Regjeringens Tiltale.

Gleerup:

Det forekommer mig, at denne Discussion er gået ud over sin egentlige Oprindelse. Den jydske Deputeredes Forslag har jeg kun kunnet opfatte således, som om at denne Forsamling skulde udtale sin Tak til Hans Majestæt. Denne Forsamling må føle en Opfordring, den inderligste Opfordring til en sådan lovlig Henvendelse til Hans Majestæt, og dette må jeg ganske tiltræde. Det forekommer også mig, at Adressen ikke burde indeholde nogen Dom, nogen Kritik over Ministeriet, men en Udtalelse af Stemninger og Tilstande, en varm Udtalelse af Nationens Tak til Hans Majestæt. Kongen trænger til en sådan Udtalelse, han trænger til at høre den af den første danske Rigsforsamling af Folkets egne Mænd. Vi ville skuffe Folkets Forventning, dersom vi ikke udtale Folkets Tak til Kongen. Det er ikke dermed meent, at der i en sådan Udtalelse skulde udelukkes det Spørgsmål, som bevæger os Alle, det slesvig-holstenske; men det kan jo ikke udelukkes, når vi takke Kongen for det, han har sagt, at han hverken har Magt eller Villie til at skille Slesvig fra Danmark; og når vi takke ham for denne Udtalelse, så sige vi også, at vi ere villige til at vove Alt, så sige vi derved til vore slesvigske Brødre, at de kunne stole på os. Jeg troer, at enhver Adresse, hvori dette ikke vilde findes udtalt, vilde fåe et mat, et nebslående Anstrøg. Man har allerede af disse Discussioner kunnet fornemme det, thi man har talt om Modløshed og Forsagthed, og derved er allerede alt Opsving borte. Jeg må således fuldkommen holde mig til den ærede Repræsentant fra Bornholm, hans klare Foredrag: at Adressen alene skal være en Udtalelse af Stemninger og Ønsker.

Cultusministeren:

Det måtte være mig tilladt at fremkomme med nogle Bemærkninger i Anledning af den sidste ærede Talers Yttringer.

Jeg troer, at en Forsamling, som ståer på et blot rådgivende Standpunkt, kan udtale „Stemninger og Følelser” og kan tillade sig blot at tænke på at tage „et Opsving”. Men, mine Herrer! Udtalelsen af Deres Følelser; det er Beslutninger, Udtalelsen af deres Stemning det er Tilkjendegivelse af Deres Villie, det er Handlinger, som kunne have uberegnelige Følger. Det gjælder altså om kun at udtale det, som De ere overbeviste om, med Hans Majestæt i Spidsen at ville kunne gjennemføre. Kun såvidt bør De gåe, at Gjerningen kan følge Skridt for Skridt med Ordet.

Dette troer jeg på det Bestemteste at måtte gjøre gjældende, thi jeg mener, at vi måe føle vor egen ministertelle Tilværelse at beroe på den Måde, hvorpå De, mine Herrer, ville udtale Dem. Således som denne Adresse iøvrigt opfattes af Flere, at den kun skal være en personlig Henvendelse til Hans Majestæt, vil hans Regjering, hvis denne Anskuelse finder Forsamlingens Bifald, ståe udenfor de Spørgsmål, som derved ville kunne komme under Behandling.

(Fortsættes.)

Rettelse i No. 3: Pag. 21 Linie 12 fra oven: Afskrift af Protocollen, læs: Regulativ for Valgdistricternes Inddeling.

Forlagt eg trykt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Tredie Møde. (Fortsat.)

Skulde derimod den modsatte Anskuelse om Adressens Hensigt finde Forsamlingens Bifald, således, at dens Stemning for Ministeriet skal udtrykkes, onseer jeg det for vist, at Forsamlingen vil erkjende, at det er nødvendigt, at den udtaler, hvorvidt Hans Majestæts Regjering har dens Tillid, hvorvidt den er overbeviist om, at Regjeringen bestandig har våget og fremdeles vil våge over på bedste Måde at hævde Danmarks Ære. Under sådanne Tidsomstændigheder, hvorunder vi befinde os, under sådanne vanskelige Forhold, hvorunder Staten kæmper, er det fremfor Alt nødvendigt, at Folket har et Ministrerium, der nyder dets Tillid, dets ubetingede Tillid, selv om det skulde synes at være mindre stærkt, selv om det skulde synes, at dets Tålmodighed er for stor.

Man må vel vide, at det, der skal vare længe, det, der skal holde ud, måskee gjennem År, og ikke give efter for ethvert Øiebliks Stemning, det kan ikke fremtræde med så stor Heftighed, det må have et langt Fremsyn. Mine Herrer! hvis jeg har opfattet Forhandlingerne rigtigt, vil imidlertid Spørgsmålet om, hvorvidt det nærværende Ministerium har bevaret Tilliden i denne Sag ikke komme i Betragtning, da det nærmest her gjælder om Besvarelse af Hans Majestæts Tiltale, en reen personlig Henvendelse til ham.

Jeg anseer det imidlertid af stor Vigtighed, at Forsamlingen bestemt tilkjendegiver, om den opfatter Adressen på den ene eller den anden Måde, så at Ministeriet kan kjende sin Stilling til Adressen.

H. P. Hansen:

Jeg har med Opmærksomhed lyttet til den ærede Ministers formanende og belærende Tale, men forsåvidt som jeg i nærværende Sag skal tage Ordet, må jeg dog bemærke, at skal der være ret Tillid mellem Regjeringen og Folket, som hvis Udvalgte vi her ere tilstede, så kommer det an på, at vi ret forstaae hinanden, at vi åbent og ærligt udtale os for hinanden; og jeg kan derfor ikke nægte, at når der nu er opstået Spørgsmål om en Adresses Indgivelse i Anledning af Throntalen, så vil jeg vel, at den skal indeholde et hjerteligt, et takkende, et trøstende Ord, men jeg formener også, at den må indeholde er Alvorsord, og derfor troer jeg det ikke tilsrækkeligt, at den blot indeholder en sådan Tak eller vel klingende Talemåder, men den må indeholde en Besvarelse af det Regnskab, som er aflagt for Rigets Stilling. At vi åbent og ligefrem måe give et Svar derpå, anseer jeg utvivlsomt. Jeg har derfor fundet så meget større Opfordring til at udtale mig derover, som jeg formoder, at det kan have Indflydelse på det Valg, der vil blive foretaget på Medlemmer af den Comitee, der vidtløftigen vil have at udtale sig derover. (Bifald fra Galleriet.)

Rée:

Der er en Tillid, som er naturlig mellem Regjeringen og Folket. Sådan Tillid finder også Sted i Danmark selv under de nærværende trykkende Forhold; men når en Minister forlanger sådan Tillid ubtrykkelig udtalt, så er det formeget forlangt efter de Omstændigheder, hvori vi for Øjeblikket befinde os. Jeg har opfattet det Skridt, vi nu ere i Begreb med at gjøre, som et Svar på Hans Majestæts Hilsen til Folket, som en personlig Henvendelse til Hans Majestæt Kongen. Det forekommer mig, eftersom jeg har opfattet flere Talere, at de ståe i den Formening, at der allerede nu skulde være Tale om at lægge bestemte Ønsker for Dagen, at udtale noget Mere, end, en blot Stemning, Noget, hvori man skulde kunne see en Art Beslutning; men, da jeg anseer det for umuligt, at Forsamlingen allerede nu under de nærværende Forhold skulde. kunne

udtale sig herover med fuldkommen Fuldstændighed, formener jeg det nødvendigt, at den må indskrænke sig til at udtale en sådan Følelse og Stemning, som er den herskende og en Følge af Tidsomstændighederne og nedlægge den for Thronens Fod.

Cultusministeren:

Hvad Ministeriet kan forlange af Forsamlingen, det er, at den tydeligt og bestemt udtaler, om den vil det Ene eller det Andet, om der er Spørgsmål om en Adresse, i hvilken Ministeriets Færd bliver gjort til Gjenstand for Behandling, eller om en Adresse, hvori det ikke er Tilfældet. Det er vigtigt, at dette ståer aldeles klart og bestemt, for at vi ikke skulle berøves Leilighed til at meddele den fuldstændigste Oplysning, og for at ikke Spørgsmålets Betragtning fra et uklart Standpunkt skal foranledige Misforståelse. Det var blot i den Anledning, jeg vilde ønske et klart Votum, for at Ministeriet fra sit Standpunkt kunde vide, i hvad Forhold det stod til denne Adresse, og hvorvidt der i samme skulde være Noget, der vedkom det.

H. P. Hansen:

Og det Forsamlingen kan forlange af Ministeriet, det er, troer jeg, at det er rede til at meddele Forsamlingen alle de Oplysninger, som det er istand til at meddele. Når Sagerne ere tagne under endelig Behandling, vil først det Spørgsmål opståe, hvilke Oplysninger og hvilken Underretning Forsamlingen måtte ønske.

Lehmann:

Jeg skal tillade mig at tilbagekalde i Forsamlingens Erindring, at blandt dem, der under den nærværende Discussion have yttret sig, have flere Talere ligefrem forudsat, at de af Regjeringen forlangte Oplysninger skulle meddeles den Comitee, som nu skal nedsættes, i Anledning af Adressesagen, medens Andre på det Bestemteste have udtalt, at dette måtte blive forbeholdet et senere Stadium af Forhandlingerne, og at man på det nærværenbe Punkt skulde indskrænke sig til en foreløbig og personlig Henvendelse til Hans Majestæt med Udtalelse af den Erkjendtlighed og Tak, hvorpå Kongen visseligen har det største Krav, og af de Følelser, som leve i Nationen. Det er i denne Sagens Stilling, at et Medlem af Ministeriet har yttret, at vi ere villige som pligtige til at aflægge et sådant Regnskab, og jeg kan tilføie, at vi med største Længsel have imødeseet den Dag, da vi kunde ståe ligeoverfor denne Forsamling af Folkets Repræsentanter. Om derimod de Oplysninger, hvis Meddelelse Regjeringen ikke modsætter sig, skulle meddeles nu eller senere, det er Noget, som må være overladt til Forsamlingen selv efter nærmere Overeenskomst, f. Ex. mellem den Comitee, som vil blive nedsat, og Ministrene, at afgjøre. Der er altså ingensinde fra Regjeringens Side nægtet alle de Oplysninger, der, vel ai mærke, kunde meddeles det Offentlige, og jeg må tilståe, at jeg ikke kan forståe, hvad man mener med, at en Meddelelse til en Forsamling som denne skulde være forskjellige fra en offentlig Meddelelse. Jeg har altid troet, at hvad der udtales her, udtales for det hele Folk, for det hele Europa. Hvad der altså ei kan udtales offentligt uden at blive til Afbræk for Statens Vee og Vel, kan heller ikke forelægges for denne Forsamling. Hvad Adressens Indhold angåer, da er det Noget, som ikke kan bestemmes forud ved en Votering, men må fremgåe af den hele Discussion. Når der forøvrigt er Tale om, at Regjeringen fordrer Tillid, behøver det vel ei at siges, at Folkets Tillid er nødvendig for enhver Regjering, men at det dog først og fremmest er det under faretruende Forhold; det er den første Betingelse for, at en Regjering kan være stærk, jeg kan næsten sige existere, at den besidder Folkets Tillid. Derimod er det aldrig faldet Regjeringen ind at fordre Tillid for sig

som en den tilkommende Arvelod, men for at vise, at det er Forsamlingen, det tilkommer at besvare det Spørgsmål, øm den besidder denne Tillid eller ei. Der er dog vel nu ikke længer Nogen, der betragter Regjeringen som Noget, der er bleven til på Skabelsens første Dag, Noget, som blot er bleven til for sig selv og som sådan eier Folkets Tillid. Nei, Regjeringen fremgåer af Folket, og den ståer kun, sålænge den besidder Folkets Tillid, og jeg lykønsker Nationen til, at den nu har fået det Organ, der kan dømme i så Henseende. (Bifald fra Tilhørerpladsen.)

Formanden:

Jeg skal tillade mig at henvende nogle Ord til Forsamlingen og Publikum i Anledning af det Forhold, der må sinde Sted mellem dem. Der er endnu ikke udarbeidet noget Regulativ for Forretningsordenen og om det hele Forhold, der ved Rigsforsamlingen bliver at iagttage; men indtil da må man følge almindelige parlamentariske Regler, hvorefter Ingen udenfor Forsamlingen kan på nogensomhelst Måde deeltage i Forhandlingerne. Det vil let sees, at disse måe være aldeles uforstyrrede; derfor måe Tilhørerne holde sig rolige og tause. De ville indsee, at allerebe Bifaldsyttringer måe virke forstyrrende. Men alle Meningsyttringer måe have lige Ret; tilstedes derfor Yttringer af Bifald, måtte vel også Yttringer af Mishag ikke kunne nægtes Ret til at give sig tilkjende. Og betænkes det nu, hvor let Tilhørerne kunne være af forskjellige Meninger, Nogle give deres Mishag tilkjende, medens Andre yttre deres Bifald, da vil det erkjendes, at den største Uro og Forstyrrelse let hvert Øieblik kan afstedkommes. Jeg mener, at vi i denne Henseende som i flere bør see mod Vest og Nord, og ikke mod Syd. I England, Frihedens ældste Hjem, tåles Yttrringer fra Tilhørerne aldeles ikke; i Norge, hvor den constilutionelle Forfatning næsten er et halvt Århundrede gammel, ere de også ukjendte, og, såvidt jeg veed, gjælder det også om Sverrig. See vi derimod mod Syd, da forholder det sig der ganske anderledes; i Frankfurth følger man nu en ganske anden Fremgangsmåde, men ikke nogen glædelig og en, som jeg neppe troer, at vi bør efterligne. Jeg skal bemærke, at jeg, indtil Regulativet desangående kan give nogen Bestemmelse, har på eget Ansvar uden Indskrænkning åbnet næsten hele Tilhørerpladsen for Publikum i Tillid til, at mine Landsmænd ville følge det gode Exempel, som er givet i de velordnede constitutionelle (Stater, Hvad jeg her har udtalt med et velvilligt Sind, håber jeg også vil modtages med samme Sind. Hos de gemytlige Danske er det jo en gammel Sætning, at et godt Ord finder et godt Sind. Hvis jeg heri skulde skuffe mig, da er jeg redebon til at opfylde min nye, skjøndt høist ubehagelige Pligt, at lade Tilhørerpladsen rømme, redebon til at opfylde den ligefå ufortrøden som enhver anden Pligt.

Bang:

Det er en Erfarings-Sætning, næsten ved alle de nye Forsamlinger, der have befattet sig med Indgivelse af Adresser, at man forgjæves har gjort Forsøg på at give Regler for deres Indhold. Jeg troer, det var meget rigtigt bemærket af den Minister, som sidst talede, at Indholdet aldrig kan bestemmes ved Votering, men at det kun kan afgjøres, troer jeg, af en Comitee af de Mænd, som Forsamlingen vælger, og som besidde dens Tillid. Ved Valget af disse Mænd må Forsamlingen sætte den Anskuelse igjennem, der virkelig har Pluralitet. Jeg troer derfor et, at det nytter at føre Discussionen videre om Indholdet, vel at mærke efter hvad Enhver derom antager. Derimod er der indtrådt et høist vigtigt Moment ved Ministrenes, som det forekommer mig, fuldkommen retmæssige Fordring på at vide, om det skal være en Tak-Adresse, en blot personlig Henvendelse til Hans Majestæt Kongen, eller en Adresse, som vil give Ministeriet Leilighed til allerede nu at yttre sig og fuldstændigen at udtale sig, så at Forholdet mellem Ministrene og Følket kan blive klart og reent. Nu er det ikke min Mening, at Noget i denne Henseende kan foreskrives Forsamlingen, men jeg kan dog ikke undlade at udtale min Overbeviisning om, at denne Yttring af Ministeriet vil blive af største Indflydelse på Comiteens Forhandlinger om, hvorledes de skulle tage Sagen, nu da man veed, at Ministeriet har henvendt sig til Forsamlingen med ganske åbne Alternativer. I Overeensstemmelse hermed er det mit Forslag til Forsamlingen, nu at skride til Comiteemedlemmernes Udnævnelse.

Redacteur Hansen:

Da der efter den nærværende Forretnings

orden ikke er nogen anden Måde, hvorpå hvert enkelt Medlem kan udtale, sin Alnskuelse, er det, at jeg efter en af de ærede Taleres, Opfordring finder mig foranlediget til her at udtale, hvad jeg i denne Sag stemmer for. Jeg har kun opfattet det foreliggende Forslag således, at det blot skulde være en personlig Henvendelse til Hs. Majestæt, hvori Forsamlingen. udtalte for ham Nationens varmeste Taknemmelighed. Nøgle af Forsamlingens Medlemmer have også meent, at der kunde indflyde en almindelig Udtalelse af Nationens Følelse, en almindelig Udtalelse af de Deputeredes Villighed til at understøtte Hs. Majestæts Regjering. Skjøndt jeg ikke opholder mig i nogen af Landets Provindser, har dog mit Forhold gjort, at jeg kjender nøie til en stor Deel af Landets Indvånere, og det navnlig en Deel af de lavere Stænder, og da en af de foregåenbe Talere har opfordret til en mere almindelig Udtalelse om Stemningen i de forskjellige Egne af Landet, så skal jeg ved denne Leilighed erklære, at, såvidt jeg kjender Folket, finder jeg i den Henseende kun een Følelse af Villighed til, Enhver at gjøre sit. Jeg skulde derfor mene, at man i Adressen kun bør lade indstyde en sådan almindelig Tilkjendegivelse; hvad der gåer ud over dette, kan jeg ikke stemme for.

Krigsministeren:

Mine Herrer! ved Udgangspunktet af vort constitutionelle Livs Udvikling er det vigtigt, at vi betræde Banen på den rette Måde; jeg troer at måtte gjøre opmærksom på, at Ministeriet allerede i denne Henseende har gjort et Skridt, som jeg, i det Mindste for min Part, har anseet for følgeværdigt. D'Hrr. ville have lagt Mærke til, at Hs. Majestæt Kongens Tale, for hvilken også vi upåtvivlelig bære Ansvaret, har været en ganske kort Tiltale; Ministeriet har derimod i sin Beretning havt Leilighed til at udtale sig over Landets forskjellige vigtigste Gjenstande. Dette er skeet således, fordi det i en Kongestat er det Rigtigste, at Kongen ståer uanfvarlig, og for mig vilde det være noget heelt besynderligt, om de Ord, som Kongen siger, gjordes til Gjenstand for Kritik; derfor vare hans Ord, afmålte og så, særskilte for sig. Men på den anden Side må Kongen ikke fremsige Andet, end hvad der stemmer overens med hans egen Overbeviisning; Ordene måe være således, at de kunne være hans, kunne være hans egne i Verdens Øine; derfor indeholde Ordene vel intet Andet end det, som Ministrene ville vedkjende sig; men hvad Ordene sige, må Kongen dog virkelig sige. Intet har spildt såmegen Tid og forvirret såmange gode Kræfter som Adressetaler. Undersøge vi den Stat, hvis Mønsker vi i mange Henseender have begyndt at følge, og som vi gjøre vel i at følge, når vi ret forståe det og gjøre det tilbunds, England nemlig, så vil man see, at Adresser og Throntaler ere, så at sige, et afgjort Spil, fra begge Sider har man forud forenet sig om dem. Noget Lignende kunne, vi ikke gjøre her af den simple Grund, at vi her ikke have velordnede og sluttede politiske Partier, med hvis Førere man kan underhandle. Derimod kunne vi gjøre, hvad der er characteristisk for os, vi kunne være mådeholdne, vi kunne lægge Bånd på os selv, vi kunne den første Gang, vi tiltale vor Konge, sætte vore Lidenskaber tilside, vi kunne tale Hjertets Sprog, udtale os i et simpelt og værdigt Sprog, men således, af det ikke fåer den Betydning, som min ærede Collega har henpeget på. Forsamlingens udtalte Stemning er, som anført, Villie, og derfor må den Stemning, der udtales til Hans Majestæt, være opmuntrende for Kongen, trøstende for Nationen. Lader os ei love mere, end vi kunne holde, lader os aldrig glemme, at mellem Staterne er Magten Ret. Jeg troer ei, at de Herrer ville misforståe mig; jeg har ei villet give dem Råd, men jeg har troet, ved disse Oplysninger at have forklaret dem det Standpunkt, hvorfra Ministeriet gik ud, da det deette Kongens Tiltale i to Dele, den ene, som kom fra Kongens Mund og bør betragtes som Køngens egne Ord, hvilken derfor bør være hævet øver al Kritik, den anden, den der udtaltes gjennem Ministerpræsidentens Mund, med Hensyn til hvilken der er fuld Frihed, og som kan underkastes enhver Kritik. I Anledning af den vil Forsamlingen fåe Leilighed til at spørge os, og den skal fåe Svar, forsåvidt Fædrelandets hellige Interesser tillade det; thi det må vides forud, at Svaret vel kan kræves, men ikke fordres. Ministeren kan kun svare, forsåvidt hans Pligt tillader ham det; vil man da have yderligere Oplysning, må man stevne ham for Retten.

Ei tør det nemlig siges, at det, at sige Noget i denne Forsamling, er forskjelligt fra at sige det okkentligt, thi at give Forsamlingen Oplysning er at give hele Verden Oplysning. Er man da ikke tilfredsstillet ved de Oplysninger, som en Minister således troer her at kunne give, eller troer man, at han har begået Feil, da stedne man ham for et snevrere Råd, for Retten, der må han yderligere tale og forsvare sig, eller — hvis de også da troe, at det Heles Interesse under de særegne vanskelige Forhold byder ham et at udtale sig videre — hengive sig i sin Skjæbne og falde.

Rée:

Efter de forskjelligeartede Anskuelser, der ere udtalte i selve Ministeriet, troer jeg svistnok, at det er nødvendigt for Forsamlingen at klare Begrebet om, i hvilken Retning Adressen skal slåe ind, om den skal gåe ud på hele Throntalen, der ikke blot beståer af Kongens Hilsen til Forsamlingen, men også af Ministeriets Udvikling af sin Politik i den meddeelte Beretning, eller blot være en personlig Henvendelse til Kongen, der nedlægger Folkets Tak for Thrønens Fod. Navnligen troer jeg, i Henhold til, hvad jeg før har udtalt som min individuelle Mening, at burde udtale, at Adresaediscussionen ikke er af den Beskaffenhed, at noget Cabinetsspørgsmål hertil kan knytte sig. Jeg har nemlig udledet det Sidste af Cultusministerens Yttringer, og jeg troer derfor, at Begreberne herom først måe ståe klare for Forsamlingen, før der skrides til Valg af Comiteen.

Formanden:

Det forekommer mig lidet hensigtssvarende, om vi ved en Afstemning skulde bestemme, hvorledes Indholdet af Adressen skulde være. Jeg troer, at det vilde være rigtigst, at overlade dette til de Mænd, som Forsamlingen anseer for bedst skikkede; man vil da altid have den Udvei, at tilbagevise eller forkaste det Udkast, der af Comiteen bliver os forelagt. Sagen ståer vist neppe så klar for alle Medlemmer, at de strax kunne fatte en Bestemmelse eller så skarpt fastholde de forskjellige Alternativer, når der slet ikke foreligger noget Grundlag; og, som sagt, man vil jo altid have det Middel, at forkaste det Udkast, som måtte fremkomme.

Duntzfelt:

Jeg skal tillade mig den Bemærkning, at der med Hensyn til hvad Krigsministeren har yttret angående den Form, hvorunder Regjeringens Meddelelse til Forsamlingen er skeet, den nemlig, at der er fremtrådt den ganske korte Throntale, Kongens egne Ord, skjønt Ministrene også bære Ansvaret for den, og den udforligere Meddelelse gjennem Conseilspræsidenten, synes at være Anledning for Forsamlingen til også at dele sin Interesse i to Dele, således at man i den ene kun udtaler en varm og uskrømtet Tak, en Tak for Hans Majestæts få, men hjertelige Ord, medens vi den anden til Svar på den Meddelelse, der blev gjort os af Conseilspræsidentett, udtale os om de enkelte Punkter, som der gives Anledning til. Iøvrigt kan jeg ikke troe, at der bør foreskrives noget Videre med Hensyn til Adressen, og jeg må i denne Henseende henholde mig til, hvad den ærede Formand nys bemærkede. Jeg foranlediges endnu blot tif den Bemærkning, at det af nogle Yttringer i den Meddelelse, som Conseilspræsidenten ved Åbningsmødet gjorde denne Forsamling, synes, at det ikke er Ministeriets Mening at give den andre Gjenstande at drøfte end de to nævnte: Finantssagen eller Sagen om Optagelse af nye Statslån og Sagen om den almindelige Værnepligt, og iøvrigt henvise den til den Sag, som oprindelig ene er tilsigtet forelagt for den, nemlig Udkastet til Grundloven.

Krieger:

Det er et adeles formelt Punkt jeg ønskede at bringe på Bane. Forsamlingens Forretningsorden er endnu meget svævende; der er nedsat et Udvalg til at gjøre Forslag til en Forretningsordsn for Forsamlingen. Indtil dette Forslag er gjort, prøvet og bifaldet, skal Forsamlingen rette sig, som det hedder, efter almindelige parlamentariske Regler og de i Forordningen af 15de Mai 1834 givne Forskrifter. Det være mig tilladt at frmføre en lille Tvivl, om der ikke er en Modsigelse i denne Sammenstilling. Men hvorledes end dette måtte forholde sig, så er det ganske vist, at Tilstanden t dette Øjeblik er noget nbestemt. Der foreligger idag et Adresseforslag. Det er efter de ministerielle Erklæringer, vi have hørt, aldeles indlysende, at den Adresse, som skal forhandles, bliver enten en Gjenhilsen til Kongen eller en bestemt formelig Adresseforhandling i gammelfransk, constitutionel, om jeg så tor sige, i stor Stiil. Under

disse Omstændigheder forekommer det mig misligt, at vi idag strax „ifølge parlamentariske Regler og Forordningen 15. Mai 1834“ vilde nedsætte en Comitee til, uden videre Instrux — jeg mener nemlig, at man ikke let vil kunne give nogen bindende Instrux — at gjøre Forslag enten i den ene eller den anden Retning. Det er alt tidligere af en anden Rigsdagsmand bemærket, at Adressens forskjellige Charakteer let kunde fåe en væsentlig Indflydelse på Comiteens Sammensætning. Jeg mener, at når det ikke forud er bestemt, hvorledes Adressen skal være, så kunne vi ei heller ret vel vide, hvorledes Comiteen bør sammensættes. Det er allerede af en Minister fremhævet, at der ikke her endnu er organiserede Partier eller findes anerkjendke Ledere og Hovedmænd for de forskjellige Nuancer, hvori Forsamlingen, tidligere eller sildigere, vil dele sig. Jeg frygter derfor, at Valget af en Comitee under sådanne Omstændigheder kunde blive usikkert, blandet og broget; jeg ønsker derfor under disse Omstændigheder, at man enten, hvis der skal nedsættes en Comitee til at behandle Adressesagen, vilde udsætte denne Comitees Udnævnelse til imorgen, eller at man, hvad jeg vilde være tilbøielig til at ansee for nok så rigtigt, vilde opsætte hele Adressesagens videre Fremme, indtil Forsamlingens Forretningsorden er vedtaget.

Lehmann:

Jeg ønskede kun, at den Påstand ikke skulde ståe uimodsagt, at der i de forskjellige Yttringer af Ministeriets Medlemmer findes Modsigelser. Det er, efterat have hørt den faldne Discussion, at de have taget Ordet, da det er af den største Vigtighed for Mimiteriet at vide, om Spørgsmålet angående Adressens Indhold besvares på den ene eller den anden Måde. Hvilken af de to Måder, Forsamlingen formenes at burde erklære sig for, derom have de 3 Ministre, som først yttrede sig, ikke fremsat nogen Formening; de have kun stillet den Fordring, at fåe at vide, hvilket Alternativ Forsamlingen vil erklære sig for. Den Minister, som talede sidst, har kun givet Råd; jeg skal aldeles afholde mig fra at udtale min Anskuelse. Men vist er det dog, at heri ligger ingen Modsigelse; det er kun sagt, at Ministeriet er mødt her med den Pligt som med det Ønske, at meddele hver den Oplysning, som Fædrelandets Interesser tillade, og det har overladt til Forsamlingen at afgjøre, om den vilde have disse Oplysninger nu ved den Leilighed, som den dobbelte Betragtning af Throntalen dertil frembyder, eller på et senere Stadium under Forhandlingernes Gang. Som sagt, det er Noget, Ministeriet ganske har overladt til Forsamlingen; hvor og når den måtte ønske det, skulle vi være rede til at opgive de Oplyninger, som vi kunne give.

Treschow:

Det forekommer mig, at der fandt en vis Modsigelse Sted i hvad den 4de Deputerede for Kjøbenhavns Amt (Krieger) yttrede, idet han meente, at det ikke lod sig gjøre at give det Udskud, som skal nedsættes til Affattelsen af Adressen, hvis Forsamlingen bifalder det, en Instrux angående Affattelsen af Adressen, medens han dog til samme Tid vil have Forsamlingen ajourneret til i Morgen, for at der da nærmere skal discuteres hvad Adressen skal indeholde. Det forekommer mig, at Sagen har nydt en så almindelig og udtømmende Drøftelse, at Comiteen måtte see sig istand til, efter hvad der er yttret i Forsamlingen, at forfatte Udkastet, og det forholder sig endvidere, som den ærede Formand har yttret, at hvis Comiteen ei skulde være aldeles heldig i Opfattelsen af denne Opgave, så at der måtte være forskjellige Meninger om, hvorvidt det var lykkedes den at udtrykke Rigsforsamlingens Mening, Comiteens Udkast da må blive Gjenstand for Discussion og Forandring. Jeg mener derfor, at en Comitee idag må nedsættes for at affatte Udkastet til Adressen.

Formanden:

Jeg må blot, med Hensyn til den sidste ærede Talers Yttringer, angående hvad den ærede Rigsdagsmand fra Kjøge har udtalt, bemærke, at der fra Formens Side Intet kan være imod at udsætte Valget af Comiteen til i Morgen, da vi dog ikke godt før den Tid kunne fåe Udfaldet at vide, især når det antages nødvendigt, at Comiteen kommer til at beståe af 7 Medlemmer. Det forekommer mig fremdeles, at når Medlemmerne på denne Måde fåe nogen Tid til at betænke sig, da vil derved i det Væsentlige opnåes hvad nysnævute ærede Rigsdagsmand har tilsigtet, når han talede om den Uvished, der formeentligen måtte være tilstede om

Adressens Indhold. Jeg mener derfor, at når man betroer Sagen til en Comitee af 5 eller 7 Mænd, da vælger man det Rette, og skulde det da vise sig, a disse Mænd aldeles ikke kunde blive enige med Hensyn til Indholdet af Adressen, så kunde man vælge en anden Comitee, ligesom det Samme kunde skee, ifald man var utilfreds med Udkastet. Det forekommer mig således, at man idag kun skulde tage Bestemmelse om en Comitees Nedsættelse og Antallet af dens Medlemmer. Det er usandsynligt, at samtlige Medlemmer ved denne ene Behandling af Sagen ere tilstrækkeligt oplyste til at fatte en bestemt Beslutning, om Adressen skal affattes overeensstemmende med det ene eller det andet Alternativ.

Krieger:

Formanden har i det Væsentlige sagt, hvad jeg kunde ønske tilføiet fra min Side. Jeg troer ikke, at der er nogen Modsigelse i mine tidligere Yttringer. Jeg veed vel, at Forsamlingen kunde, strengt taget, give Adressecomiteen en bestemt Instrux, men jeg anseer dette for lidet naturligt eller ønskeligt. Derfor anseer jeg det og for lidet ønskeligt, om man besluttede idag at udnævne Comiteens Medlemmer; thi en sådan Comitee må ikke være Hændelsens tilfældige Værk, og jeg frygter meget for, at en Comitee, valgt i dette Øjeblik, efter denne Discussion, vilde blive det. Treschom: Jeg har Intet at indvende imod den sidste ærede Talers Ord.

Ørsted:

Jeg finder det betænkeligt at tage nogen Beslutning om en Comitees Nedsættelse, sålænge Forsamlingen endnu ikke ret har klaret sig, om Adressen skal indskrænke sig til et blot Gjensvar på Hs. Majestæt Kongens Ord til Forsamlingen ved Rigsdagens Åbning, eller om den tillige skal indlade sig på den Udsigt over Landets Tilstand, som Ministeriet har meddeelt. Jeg kan ikke Andet end troe, at det Første vilde være det Rette, såmeget mere som Hs. Majestæts Ord ikke referere sig til Ministeriets Meddelelse, og Throntalen og denne Meddelelse altså fremtræde som to forskjellige Acter, ligesom det også vilde være betænkeligt, på det nærværende Stadium at indlade sig på alle de Discusstioner, hvortil hiin Meddelelse giver Anledning. Det forekommer mig, at der i denne Anledning hersker såmegen Uovereensstemmelse i Forsamlingen, at jeg finder mig foranlediget til at stemme imod en Adresse. Formanden satte derefter under Afstemning for det Første, hvorvidt der skulde nedsættes en Comitee i Anledning af det gjorte Forslag om en Adresses Indgivelse, og viste der sig ved Afstemningen herom afgjorte Stemmefleerhed for en Comitees Nedsættelse. Da Formanden derefter vilde sætte under Afstemning som det næste Punkt, om Sagen i det Hele skulde udsættes, således at det først blev at afgjøre i et følgende Møde, om Gjenstanden for Adressen skulde være en blot personlig Henvendelse til Hans Majestæt, eller om den tillige skulde knytte sig til den af Ministeriet igjennem Premierministeren gjorte Meddelelse om Statens Stilling — hvilken Udsættelse Formanden formeente af Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns Amts 4de Distrikt, Professor Krieger, var forlangt henstillet til Forsamlingens Afgjørelse — bemærkede nysnævnte Rigsdagsmand, at denne Formandens Formening var begrundet i en Misforståelse af hans Yttringer.

Formanden:

Det er yttret af et andet Medlem, at det først skulde afgjøres, hvilket Indhold Adressen skulde have.

Ørsted:

Jeg har rigtignok forudsat, at der ikke kunde sinde nogen videre Discussion Sted om Indholdet af Adressen. Hvis dette var Tilfældet, så kunde det gjerne være, at jeg vilde være enig i Indgivelsen af en sådan Adresse; thi jeg har kun stemt imod, at man besluttede sig til at indgive en Adresse uden at være sig klart bevidst, at hvilken Beskaffenhed den skulde være.

Formanden:

Spørgsmålet dreier sig altså kun, om der skal nedsættes en Comitee.

Rée:

Kunde det ikke lade sig gjøre at ordne Sagen således,

at Discussionen blev fortsat imorgen, forinden man skrider til noget Valg?

Madvig:

Jeg må tillade mig at gjøre opmærksom på, at det synes at fremgåe af, hvad Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns Amts 4be Distrikt har yttret, at det er hans Mening, at det første Spørgsmål, som burde afgjøres, er det, om Discussionen af Adressen selve skulde fortsættes, førend Regulativet er udarbeidet, eller udsættes herefter, og dernæst, når det var afgjorte, at denne Discussion skulde udsættes, om da Valget af Comiteen også skulde udsættes eller foregåe tidligere, samt endeligen i dette Tilfælde, om det da skulde foretages idag eller imorgen. Således har jeg opfattet den ærede Rigsdagsmands Yttringer. Det Første bliver derefter: Skal Discussionen om Adresseudkastet opsættes, til Regulativet er forfattet, og for det Andet, hvis det Første antages, skal da Valget på Comiteens Medlemmer foretages strax, det vil sige idag eller imorgen.

Formanden:

Den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns Amts 4de Distrikt er altså ikke imod, at der foretages Valg på Medlemmer af Comiteen. Jeg mener også, at selve Valget af Comiteens Medlemmer gjerne kunde udsættes til imorgen, og hvis ingen af de ærede Medlemmer yttrer sig derimod, så antager jeg, at Forsamlingen med mig er enig i denne Udsættelse. Der ståer da kun tilbage at bestemme Antallet af Medlemmerne i Comiteen. Da flere Stemmer derefter udtalte sig for, at Comiteen skulde beståe af 7 Medlemmer, blev dette af Formanden erklæret for antaget.

Ploug:

Jeg vil foreslåe, at Adressens Udarbeidelse overlades til Forsamlingens Formand og Secretairer.

Krieger:

Dette er atter et aldeles extemporeret Forslag, som ikke støtter sig til den provisoriske Forretningsorden, vi have, hvilket atter viser det Mislige i den Tilstand, hvori vi for Tiden besinde od med Hensyn til Forretningsgangen. En anden Mislighed, som jeg troer strax at burde omtale, er blevne mig meget skar i dette Øjeblik, jeg mener Salens Indretning; thi når den ærede Formand, som ellers pleier at opfatte så skarpt og rigtigt, idag har misforstået mig, så kan dette kun ligge i, at det ikke har været muligt fuldkommen at høre mig fra det Sted, jeg taler.

Ploug:

Jeg skal med Hensyn til den sidste ærede Talers Yttring, at det var et aldeles extemporeret Forslag, jeg fremkom med, bemærke, at den foreslåede Fremgangsmåde netop er bleven brugt ved de sidstafholdte Stænderforsamlinger i Roeskilde og Viborg.

Bang:

Jeg må tillade mig at bemærke, at Formanden har erklæret, at han ikke antog, selv at kunne være Formand af nogen Comitee, og det er eengang bestemt, at der skal nedsættes en Comitee.

David:

Et æret Medlem af Ministeriet har med Ret gjort opmærksom på, hvorledes Ministeriet allerede ved dets første Fremtræden på den constitutionelle Bane har fulgt en fuldkommen god parlamentarisk Skik ved åbent at fremstille det Spørgsmål, hvad Rigsforsamlingen i sin Adresse vil have udtalt. Jeg må tillade mig at minde om disse Ord, forat også Rigsforsamlingen må følge en sådan parlamentarisk Skik og klart blive sig bevidst den Bane, den vil betræde; men dertil udfordres, mine Herrer! man med Hensyn til en Comitees Nedsættelse også må være enig om hvad denne Comitee har at foretage, om Rigsforsamlingen vil overdrage den enten blot det Hverv at udtale sin Tak, eller under Meddelelse fra og Conference med Ministeriet at anstille en grundigere og udførligere Undersøgelse, at man med andre Ord ikke overlader det til et Udvlag at Forsmalingens Medlemmer at afgjøre det Spørgsmål, om Forsamlingen blot skal udtale sin Tak eller tillige gåe ind på, hvad jeg troer at kunne kalde Ministeriets Livsspørgsmål. Forsamlingen må derfor først afgjøre, hvad denne Adresse bør gåe ud på, enten en blot Udtalelse af Tak eller tillige en så alvorlig, vigtig og dybtgående Undersøgelse, som da må blive Tilfældeet, hvis også Ministeriets Beretning skal gjøres til Gjenstand for en Besvarelse.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Tredie Møde (Sluttet).

Spønneck:

Jeg vilde gjerne tillade mig at bemærke et Par Ord om den Måde, hvorpå jeg troer, at Afstemningen i denne Sag burde gåe for sig. Jeg må henholde mig til, hvad den sidste ærede Taler har yttret om Nødvendigheden af, at Forsamlingen, forinden den vælger nogen Comitee, bestemt opgiver, hvilket af de to Alternativer denne Comitee har at følge, enten blot at forfatte en personlig Takadresse eller, for at bruge alt benyttet Udtryk, „en Adresse i stor Stil.” Da der foruden dette Punkt imidlertid er Spørgsmål om den Følgeoden, i hvilken de forskjellige Punkter skulle sættes under Afstemning, tillader jeg mig at foreslåe, at Formanden enten vil erklære eller sætte det under Afstemning, at Discussionen om Sagen idag er sluttet, og at der imorgen vil blive stemt efter en trykt Afstemningsliste.

Krieger:

Det forekommer mig, at det Spørgsmål, som nu er reist af to af Hans Majestæt udnævnte Rigsdagsmænd, netop er afgjort ved den Afstemning, hvorved det er bestemt, at en Comitee skal nedsættes;

Sponneck:

Ja, men det er ikke afgjorte, om denne Comitee skal have en bestemt Instrux om at følge det ene eller det andet Alternativ, eller om det måskee skal overlades vil Comiteen at gåe, som der af Nogle er yttret, en Middelvei.

Krieger:

Jeg må henstille til Formanden, om ikke dette Amendement kommer for sildigt.

Ørsted:

Jeg forudsætter også som afgjorte, at Comiteen skulde nedsættes på sædvanlig Måde. Det var just med Hensyn dertil, at der herskede såmegen Uklarhed om, hvad Adressen skulde indeholde, at jeg kom til det Resultat, at stemme for, at der overhovedet ikke skulde indgives nogen Adresse. Jeg troer, at det vilde stride imod Alt, hvad der er anført, hvis man bagefter begyndte en Discussion om Adressens Indhold. Dersom en sådan Discussion nu skulde begyndes, da måtte hiin Beslutning om en Comitees Nedsættelse vistnok tages tilbage; thi det måtte netop være af stroste Vigtighed ved denne Bestemmelse. Hvad der var Pluralitetens Mening, måtte ansees at blive bestemt med Hensyn til Adressens Indhold. Dersom denne nemlig skulde være hvad man kaldte „en Adresse i stor Stiil“, da er der vistnok Mange, som ville sinde en sådan upassende; hvis Pluraliteten derimod skulde udtale sig for, at Adressen kun skulde være en Udtalelse af en personlig Tak til Hans Majestæt, da troer jeg, at Ingen vilde have Noget imod en sådan at indvende, om man endogså måtte ansee den for ufornøden. Jeg mener derfor, at det ikke vilde være heldigt, om der nu skulde begynde en Discussion om Adressens Indhold, skjøndt jeg måtte ansee det for høist ønskeligt, hvis den havde fundet Sted, før der var taget Beslutning om at nedsætte en Comitee. Nu finder jeg den, som sagt, mindre passende.

Formanden:

Jeg troer også, at dette er Tilfældet. Jeg vil imidlertid benytte mig af den Mysdighed, som Stænderanordningen giver mig dertil, idet jeg nemlig vil overlade det til Forsamlingen at afgjøre, hvorvidt den omhandlede Discussion skal sinde Sted.

Høiesteretsassessor Bruun:

Det lader sig ikke godt gjøre, nu at begynde Sagen påny. Det er et heelt nyt Andragende, som der her er blevet stillet, og det forekommer mig, at det vilde være

meget risikeerligt, at overlade til Forsamlingen at afgjøre, hvorvidt der herom må sinde nogen yderligere Discussion Sted.

David:

Jeg må gjøre opmærksom på, at Forlangendet om at der måtte tages Hensyn til Adressens Indhold var fremsat af et øret Medlem ligeoverfor, og jeg må såmeget mere antage, at dette Spørgsmål må komme under Afstemning, som det forekommer mig, at selve Formanden yttrede, at der iblandt de Punkter, som han meente der vilde komme under Afstemning, netop var eet angående Adresens Indhold. Jeg tør imidlertid ikke påståe dette, men må appellere til de nærmere Siddende.

Rée:

Det forekommer mig også, at fordi det Punkt er afgjorte, at der skal nedtættes en Comitee, vil man meget godt, om det også end måtte stride imod det Formelle, kunne fortsætte en Discussion, som tjener til at opklare Begreberne om den Adresse, som skal indgives. Om det også er imod Formen, så troer jeg dog, at den Praxis tidligere er bleven brugt, mere at tage Hensyn til Realiteten end til Formen.

Høiesteretsassessor Bruun:

Jeg må tillade mig at bemærke, at en sådan Discussion og Afstemning formeentligen såmeget mindre nu her kan sinde Sted, som dette Spørgsmål, såvidt jeg kan erindre, ikke engang er bleven forlangt sat under Afstemning. Flere Rigsdagsmænd have vel omtalt de forskjellige Måder, hvorpå en Adresse kunde affattes, og den Form, der i denne Henseende burde foreskrives Comiteen, men der er ikke gjort nogen Påstand på en færegen Afstemning herom; når man nu atter vil optage Discusstonen, så kunde det Tilfældee let opståe, at nogle af de Rigsdagsmænd, som før stemte for en Adresse, nu kunde stemme derimod, så at et heelt modsat Resultat kunde fremkomme.

Bang:

Jeg skal tillade mig at bemærke, at det, der foreligger til Behandling, er det Forslat, som den ærede Rigsdagsmand fra Århuus har indgivet om en Adresse; det Eneste, hvorom der er begjeret Afstemning, er det, om der skulde nedsættes en Comitee til at udarbeide denne Adresse. Efter den for os gjældende Anordning er det foreliggende Forslag den eneste Indstilling, der er gjort, og det vilde compromittere al Orden, hvis man vilde forlade den og stemme om noget Andet.

Høiesteretsassessor Bruun:

Jeg må også bemærke, at et nyt Forslag ikke engang vil kunne komme frem, da det ikke har været opslået på Tavlen til Medlemmernes Efterretning.

David:

Det forekommer mig, at der her slet ikke er Tale om noget nyt Forslag. Der spørges kun, om Comiteen eller Rigsforsamlingen skal afgjøre Adressens Indhold.

Krieger:

Der spørges simpelthen, om den Discussion, som er sluttet, uden at noget Amendement er stillet, nu igjen skal oprippes og forskjellige Punkter sættes under Afstemning, efterat det, som sagt, var afgjorte, at en Comitee skal nedsættes, og idet man skulde gåe over til at afgjøre Antallet af Medlemmerne i den.

Ørsted:

Jeg må gjøre opmærksom, på, at der ikke er nogen Bestemmelse om at indgive en Adresse, men kun om at nedsætte en Comitee, hvis Adresseudkast først skal prøves. Hvis det altså ikke er heldigt og man mener, at det i det Hele ikke kan omarbeide, kan Resultatet godt blive, at man bestemmer sig til ingen Adresse at indgive.

Tvede:

Det forekommer mig, at Forsamlingen allerede har afgjort, at der skulde indgives en Adresse, natruligviis under den Forudsætning, at man kunde blive enig om dens Indhold, så at der

nu kun kan blive Spørgsmål om Comiteens Udvælgelse og Antallet af dens Medlemmer.

Formanden erklærede hereafter Sagen for uddebatteret, og efterat han, da ingen yttrede sig derimod, havde bemærket, at det måtte ansees for Forsamlingens Mening, at den omhandlede Cosmitee skulde beståe af 7 Medlemmer, på hvilke Valget vilde blive at forestage i det næste Møde, der berammedes til den følgende Dags Middag KlokKen 12, blev Mødet hævet.

Fjerde Møde.

Torsdag den 25de October.

Formanden tog Ordet således: Jeg skal tillade mig at meddele Forsamlingen, at der er tilstillet mig et lidet Skrift af Dr. juris Etatsråd Paulsen, som er omdeelt til Medlemmerne, samt et andet af Commandeur Dahlerup angående Krigens Førelse, hvoraf Dhrr., som måtte ønske det, ville behageligen kunne fåe Eremplarer i Bureauet.

Fremdeles har jeg fra Justitsministeren modtaget en Skrivelse, som anmelder, at et af Palaierne på Amalienborg Plads er stillet til Disposttion for Forsamlingens Formand, i hvilken Henseende jeg skal tillade mig nogle Yttringer. Idet jeg tilfulde erkjender den Velvillie, som der ved dette Tilbud er viift Forsamlingen, skal jeg dog bemærke, først at der herved neppe kan være tænkt på at yde Formanden nogen væsentlig Fordeel; thi selv om han var en udenbyes Mand, kunde han vel neppe ønske sig et så stort Locale, som derhos er så langt beliggende fra Forsamlingssalen. Nærmest må der vel være taget Hensyn til, at dette Palais kunde være et Samlingssted for Forsamlingen og give Formanden Leilighed til at forskaffe. Medlenumerne de selskabelige Adspredelser og Nydelser. Jeg skal tillide mig at fremsætte de Betænkeligheder, jeg har ved at modtage et sådant Tilbud, idet jeg bemærker, at det naturligviis i ethvert Tilfældee kun er den virkelige Formand, hvorom her kunde blive Spørgsmål, og ikke om, den foreløbigen valgte Formand. Det forekommer mig først, at Alt, hvad der henhører til den ydre Glands, ikke ståer i Samklang med vor Rigsforsamlings jævne Charakteer. Når jeg dernæst gåer ud fra, at Hensigten skal være selskabelige Sammenkomster, da måtte det vel være tvivlsomt, hvorvidt Mænd, der tildeels ere kun lidet eller slet ikke bekjendte for hverandre og som ståe i forskjellige Livsstillinger, og ofte have forskjellige Anskuelser, — om hvorvidt — siger jeg, der af disses Sammenkomft kunde fremgåe noget virkeligt frugtbart Resultat med Henfyn til selskabelige Adfpredelser. Dernæft forekommer det mig, at i en Tid som den nærværende, kan man ikke have synderlig Tanke for Selskabelighed og Adspredelse. Endelig finder jeg, at det ikke er et uvigtigt Moment, at sådanne Sammenkomfter vilde medføre ikke ubetydelige Omkostninger, der, især på en Tid som den nærværende, hellere burde undgåes. Det er derfør min Mening, at man med al Taknemmelighed bør påskjønne Tilbudet, ligesom jeg holder mig forvisset om, at det kun er fremgået af Ministeriets Velvillie for Forsamlingen, og at det meget godt kan være at forståe som et blot Tilbud fra Ministeriet, Forsamlingen fra sin Side altså kan undlade at modtage idetmindste for Tiden, uden at der derved kan opståe nogen væsentlig Meningsforskjel mellem Forsamlingen og Ministeriet. Hvis Forsamlingen skulde dele disse mine Anskuelser, ville videre Forhandlinger om denne Sag være overflødige; hvis det Modsatte er Tilfældet, vilde der vel i al Fald kun blive Tale derom, når den virkelige Formand er udnævnt; og måskee behøvede man ei ubetinget og til enhver Tid at undslåe sig for Tilbudet, om man end i nærværende Øjeblik ikke troede at burde mod

tage det. Jeg veed ikke, om Nogen vil yttre sig herimod, eller om jeg tør antage, at Forsamlingen deler mine Anskuelser; thi i så Fald vil jeg besvare Justitsministerens Skrivelse i Henhold dertil. Efterat Formanden dernæst havde bemærket, at efter Dagsordenen vilde Forsamlingen nu have at forestage Valg af 7 Medlemmer til den Comitee, hvis Nedsættelse i Gårsmødet blev besluttet i Anledning af det indkomme Forslag om et Svar på Hs. Majestæt Kongens Tiltale til Forsamlingen, samt efterat Formanden fremdeles havde erindret Forsamlingens Medlemmer om, i de afgivende Stemmefedler tydeligen at betegne de Medlemmer, som måtte have samme Navn som andre Medlemmer, hvilke Navne bleve oplæste, og efterat Formanden endeligen havde gjort en Bemærkning angående Afgivelsen af Rigsdagsmændenes Eremplarer af Rigsdagstidenden, skred Forsamlingen til den omtalte Valgforretning, hvis Udfald blev, at de fleste Stemmer faldt på Cancelliråd Ottererstrøm (121 Stemmer), Professor Madvig (106 Stemmer), Professor Clausen (97 Stemmer), Gårdeier Ole Kirk (78 Stemmer), Godseier Ryholm (60 Stemmer), Overretsprocurator Jespersen fra Viborg (58 Stemmer), samt Professor Larsen og Overretsprocurator B. Christensen (hver 51 Stemmer. Som Følge af denne Afstemning, samt i Henhold til Bestemmelserne af Frdg. 15de Mai 1834, hvorefter i Tilfælde af Stemmelighed Alderen gjør Udslaget, bleve Otterstrøm, Madvig, Clausen, Ole Kirk, Nyholm, Jespersen og Larsen proclamerede som valgte Medlemmer af den omhandlede Comitee.

Formanden:

Der er et æret Medlem, som har ønsket at gjøre et Spørgsmål til Udenrigsministeren, altså hvad man pleier at kalde en Interpellation. Da vi ikke have nogen Bestemmelse for Formen for Interpellationer, hvilke ikke ere omtalte in Reglementet For Stænderforsamlingerne, men som dog a fog til have fundet Sted i disse, end at Formanden bestemmer, hvorledes der skal forholdes in sådanne Tilfælde for den korte Tid, indtil vi fåe en Bestemmelse derom. Indtil da bil det vel være rigtigst, at et sådant Spørgsmål til Ministeriet udenfor den almindelige Dagsorden måtte anmeldes Dagen forud, skriftlig og bestemt, og derefter meddeles til Vedkommende, og den, som gjorde dette Spørgsmål, spurgte, og vdkommende Minister derpå svarede, hvorefter den, som havde gjort Spørgsmålet, måtte kunne igjen forlange yderligere Oplysninger, men ingen anden Discussion og altså heller ikke nogen Beslutning måtte finde Sted. Således som Sagen nu ståer, sålænge vi intet Regulativ have, er det kun på denne Måde jeg har troet at kunne indrømme Interpellationer. Med Hensyn til det Spørgsmål, som det ærede Medlem ønsker at gjøre idag, og som vedrører de slesvigske Forhold, da har Udenrigsministeren erklæret, at han er villig til endnu idag, idetmindste foreløbigt, at besvare det. Jeg vil derfor anmode den ærede Rigsdagsmand, som ønsker at gjøre dette Spørgsmål, nu at fremsætte det.

Nyholm:

De sørgelige Avisefterretninger, som sidste Post har bragt os, og som synes at finde en Bekræftelse i det Aftryk af Fædrelandet, som her er bleven omdeelt, i Forening med det Factum, at den tydske Regjeringscommissair Stedtmann såvelsom den danske Regjeringscommissair, Kammerherre Reedtz igår ere ankomme hertil Hovedstaden, have, såvidt jeg hår ersaret, frembragt en vis Spænding og Urolighed hos Folket. Jeg troer derfor, at det vilde være særdeles hensigtsmæssigt, hvis Hr. Udenrigsministeren måtte finde sig foranlediget ti i denne Anledning at meddele Oplysninger, — naturligviis må jeg ganske overlade til ham at bestemme hvilke og i hvilket Omfang han mener, at de bør meddeles; og det har således været mig meget kjært, af den ærede Formand at høre, at Udenrigsministeren er villig til allerede idag at besvare dette mit Spørgsmål.

(Sluttes.)

Forlagt og trykt af Kgl. Hofbogtrykker Btanco Luno.

Fjerde Møde. (Sluttet).

Udenrigsministeren:

Allerede igår havde jeg den Ære at meddele Rigsforsamlingen., at Regjeringen var beredt til at imødekomme dens Ønske om at erholde Oplysninger om de politiske Forhold, såsnart Forsamlingen nærmere havde bestemt sig for den Form, under hvilken dette kunde skee, enten til et Udvalg af Forsamlingen, eller på anden Måde. Jeg tilføiede, at Regjeringen i Henseende til det Omfang, hvori disse Meddelelser kunde finde Sted, vilde være indskrænket ved de Pligter, som det har at iagttage af Henshn til Landets Interesser, der kunde lide væsentligt, såfremt noget, der henhørte til Forhandlinger, som endnu kunde kaldes svævende, skulde meddels offentlig,. jeg kunde gjøre dette med så meget støre Fortrøstning, om at en Overeenskomst mellem Forsamlingen og Regjeringen i denne Henseende vil finde Sted, som Forsamlingen allerede igår havde viist, at Rigsforsamlingen er bessælet af den samme besindige og faste Ånd, som det Folk, hvoraf den er udgået. Jmidlertid var det let at forudsee, at der meget hyppig ville komme Øieblikke, hvori dette Forsamlingens Mådehold i at begjere Oplysninger af Regjeringen, vil blive sat på alvorlige or vanskelige Prøver. Det, som må gjøre det dybeste Indtryk på Forsamlingen, er ikke såmeget det, der allerede er trådt ind i et afsluttet Stadium, men det er meget mere det, som netop bevæger sig i Øjeblikket; det er imidlertid dette Sidste, det er det Øieblikkelige, med Hensyn til hvilket Regjeringen er meest indskrænket i det, som den kan meddele Forsamlingen. Et sådant Tilfælde er juft nu mødt idag; der er kommet Efterretninger, som ere skikkede til at vække den størfte Grad af Sensation og Foruroligelse hos Forsamlingen og Folket, og ikke destomindre er Regjeringen ude af Stand til i nærværende Øjeblik at meddele Forsamlingen nogen fuldstændig Oplysning desangående. Såsnart jeg modtog disse Efterretninger, forudsåe jeg det Indtryk, de vilde gjøre på Forsamlingen og ilede med igjennem de offentlige Blade at bringe Noget af det til Kundskab, som Regjeringen såe sig istand til at meddele. For en Deel er dette allerede blevet den ærede Forsamling bekjendt, Mere vil følge efter, som vil lægge for Dagen, på hvilken Måde den nye Regjering i Hertugdømmerne har gjort sin Indtrædelse. Men med Hensyn til det Væsentlige, det, der vil ligge Forsamlingen meest på Hjerte at fåe Kundskab om, nemlig på hvilken Måde Hans Majestæts Regjering vil optræde imod det, som nu er skeet, derom seer jeg mig ikke istand til for Øjeblikket at meddele Forsamlingen nogen Oplysning. Rigtigheden heraf vil Forsamlingen udentvivl erkjende, når den erindrer, hvad der allerede af den ærede Interpellant er omtalt, at den danske Regjeringscommissair Kammerherre Reedtz såvelsom den tydske Regjeringscommissair Stedtmann ere komne hertil, men dog først igår Aftes. Refjeringen har i lang Tid arbeidet på at fåe en sådan Administrations-Commisston, som Våbenstilstanden bestemmer, istand; den har altid været rede til inden for de ved Tractaten bestemte Grændser at indroømme Forandringer i personalia; i denne Henseende har den ikke havt Anledning

til at yttre sig om nogen Modification af anden Art, der ikke er blevet den foreslået af den Regjering, hvormed den nærmest har contraheret, og som heller ikke er bleven den proponeret af den Magt, som senere er trådt ind i disse Forhold, nemlig den tydske Centralmagt. Den danske Commissair har været beskjæftiget med at bringe en Combination i den antydede Retning istand; han har deeltaget i Jnstalleringen af en sådan Regjering, efterat dens Medlemmer havde erklæret sig pure for at ville regjere i Overeensstemmelse med Våbenstilstanden, således som den var ratificeret og antaget. Senere er denne Regjering trådt op på en Måde, om hvilken der kun kan være een Mening, at den på ingen Måde ståer i Harmoni med de Betingelser, der ligge til Grund for Våbenstilstanden. Det er hertil, jeg stgtede, når jeg sagde, at den foreløbige Meddelelse herom allerede er indført i de offentlige Blade, og at Mere om kort Tid vil følge efter det, idet nemlig de Bekjendtgjørelser og Placater, som den nye Administrations-Commiston har udstedt, ere så vidtløftige, at de ikke strax kunne have været meddeelte. Det, som er meddeelt, vil imidlertid allerede være tilstrækkeligt til deraf at kunne erkjende, at den er trådt op på en Måde, som ingenlunde er stemmenmde med hvad der fra Danmarks Side, fra de contraherende Magters Side, med Rette kunde påståes. Såsnart dette var skeet, tog den danske Commissair den Beslutning, at begive sig hertil, hvori han har gjort fuldkommen vel, og hvilket fortjener Regjeringens Anerkjendelse, idet han derved har stat Regjeringen istand til at sørge for, at den Måde, hvorpå han træder op, og den Måde, hvorpå Regjeringen træder op, kan være i den fuldkmneste Overeensstemmelse. Da han havde meddeelt denne Beslutning til den derværende tydske Regjeringscommissair, fandt denne sig ligeledes foranlediget til strax at begive sig hertil, og dette må jeg ansee som øskeligt og heldigt. De ankom hertil igår Aftes og Forsamlingen vil let kunne indsee, at de Forhandlinger, som jeg imidlertid har havt med den danske Commissair, ikke have kunnet være bragte såvidt, at derom kan meddeles Videre idag og måskee heller ikke i de to eller tre første Dage; dette Sidste stger jeg udtrykkelig, med Henshn til at der har været Spørgsmål om at udsætte den skete Interpellation til imorgen, idet jeg gjør opmærksom på, at jeg ikke hellr da vil være istand til at meddele nogen fuldstændig Oplysning.

Formanden:

Der ståer nu intet Bidere tilbage, end at angive Dagsordenen i næste Møde, som vil finde Sted på Løverdag Kl. 12. Der vil da først blive at forestage en Interpellation of Professor Larsen til Ministeriet, om hvorvidt det måtte være Regjeringens Hensigt at bring Anordningen om Udskrivning af Ikke værnepligtige af 23de Septbr. d. A. i Anvendelse; dernæst, hvis Udenrigsministeren da måtte finde Anledning til at kunne meddele de nærmere Oplysninger, som han har antydet i Dagsmødet, vil dette også skee i samme Møde; det tredie, som vil blive foretaget, er den af den i den sidste Stænderforsamling i Roeskilde nedsatte Comitee meddeelte Beretning om Indkjøb af Bøger til Rigsforsamlingens Bibliothel. samt et Forslag om Flytningen af Stænderforsamlingernes Bibliotheker hertil.

Mødet hævet.

For at kunne meddele det i 4de Møde Forhandlede fuldstændigt leveres ovenstående Tillæg særskilt: Dets Indhold vil blive gjentaget i følgende Nummer.

Fjerde Møde. (Sluttet.)

Udenrigsministeren:

Allerede igår havde jeg den Ære at meddele Rigsforsamlingen, at Regjeringen var beredt til at imødekomme dens Ønske om at erholde Oplysninger om de politiske Forhold, såsnart Forsamlingen nærmere havde bestemt sig for den Form, under hvilken dette kunde skee, enten til et udvalg af Forsamlingen, eller på anden Måde. Jeg tilføjede, at Regjeringen i Henseende til det Omfang, hvori disse Meddelelser kunde finde Sted, vilde være indskrænket ved de Pligter, som det har at iagttage af Hensyn til Landets Interesser, der kunde lide væsentligt, såfremt Noget, der henhørte til Forhandlinger, som endnu kunde kaldes svævende, skulde meddeles offentlig; jeg kunde gjøre dette med så meget større Fortrøstning, om at en Overeenskomst mellem Forsamlingen og Regjeringen i denne Henseende vil finde Sted, som Forsamlingen allerede igår havde viist, at Rigsforsamlingen er besjælet af den samme besindige og faste Ånd, som det Folk, hvoraf den er udgået. Imidlertid var det let at forudsee, at der meget hyppig ville komme Øieblikke, hvori dette Forsamlingens Mådehold i at begjere Oplysninger af Regjeringen, vil blive sat på alvorlige og vanskelige Prøver. Det, som må gjøre det dybeste Indtryk på Forsamlingen, er ikke såmeget det, der allerede er trådt ind i et afsluttet Stadium, men det er meget mere det, som netop bevæger sig i Øieblikket; det er imidlertid dette Sidste, det er det Øieblikkelige, med Hensyn til hvilket Regjeringen er meest indskrænket i det, som den kan meddele Forsamlingen. Et sådant Tilfældee er just nu mødt idag; der er kommet Efterretninger, som ere skikkede til at vække den største Grad af Sensation og Foruroligelse hos Forsamlingen og Folket, og ikke destomindre er Regjeringen ude af Stand til i nærværende Øieblik at meddele Forsamlingen nogen fuldstændig Oplysning desangående. Såsnart jeg modtog disse Efterretninger, forudsåe jeg det Indtryk, de vilde gjøre på Forsamlingen og ilede med igjennem de offentlige Blade at bringe Noget af det til Kundskab, som Regjeringen såe sig istand til at meddele. For en Deel er dette allerede blevet den ærede Forsamling bekjendt, Mere vil følge efter, som vil lægge for Dagen, på hvilken Måde den nye Regjering i Hertugdømmerne har gjort sin Indtrædelse. Men med Hensyn til det Væsentlige, det, der vil ligge Forsamlingen meest på Hjerte at fåe Kundskab om, nemlig på hvilken Måde Hans Majestæts Regjering vil optræde imod det, som nu er skeet, derom seer jeg mig ikke istand til for Øieblikket at meddele Forsamlingen nogen Oplysning. Rigtigheden heraf vil Forsamlingen udentvivl erkjende, når den erindrer, hvad der allerede af den ærede Interpellant er omtalt, at den danske Regjeringscommissair Kammerherre Reeds såvelsom den tydske Regjeringscommissair Stedtmann ere komne hertil, men dog først igår Aftes. Regjeringen har i lang Tid arbeidet på at fåe en sådan Administrations-Commission, som Våbenstilstanden bestemmer, istand; den har altid været rede til inden for de ved Tractaten bestemte Grændser at indrømme Forandringer i personalia; i denne Henseende har den ikke havt Anledning til at yttre sig om nogen Modification af anden Art, der ikke er blevet den foreslået af den Regjering, hvormed den nærmest har contraheret, og som heller ikke er bleven den proponeret af den Magt, som senere er trådt ind i disse Forhold, nemlig den tydske Centralmagt. Den danske Commissair har været beskjæftiget med at bringe en Combination i den antydede Retning istand; han har deeltaget i Installeringen

af en sådan Regjering, efterat dens Medlemmer havde erklæret sig pure for at ville regjere i Overeensstemmelse med Våbenstilstanden, således som den var ratificeret og antaget Senere er denne Regjering trådt op på en Måde, om hvilken der kun kan være een Mening, at den på ingen Måde ståer i Harmoni med de Betingelser, der ligge til Grund for Våbenstilstanden. Det er hertil, jeg sigtede, når jeg sagde, at den foreløbige Meddelelse herom allerede er indført i de offentlige Blade, og at Mere om kort Tid vil følge efter det, idet nemlig de Bekjendtgjørelser og Placater, som den nye Administrations-Commision har udstedt, ere så vidtløftige, at de ikke strax kunne have været meddeelte. Det, som er meddeelt, vil imidlertid allerede være tilstrækkeligt til deraf at kunne erkjende, at den er trådt op på en Måde, som ingenlunde er stemmende med hvad der fra Danmarks Side, fra de contraherende Magters Side med Rette kunde påståes Såsnart dette var skeet, tog den danske Commissair den Beslutning, at begive sig hertil, hvori han har gjort fuldkommen vel, og hvilket fortjener Regjeringens Anerkjendelse, idet han derved har sat Regjeringen istand til at sørge for, at den Måde, hvorpå han træder op, og den Måde, hvorpå Regjeringen træder op, kan være i den fuldkomneste Overeensstemmelse. Da han havde meddeelt denne Beslutning til den derværende tydske Regjeringscommissair, fandt denne sig ligeledes foranlediget til strax at begive sig hertil, og dette må jeg ansee som ønskeligt og heldigt. De ankom hertil igår Aftes og Forsamlingen vil let kunne indsee, at de Forhandlinger, som jeg imidlertid har havt med den danske Commissair, ikke have kunnet være bragte såvidt, at derom kan meddeles Videre idag og måskee heller ikke i de to eller tre første Dage; dette Sidste siger jeg udtrykkelig, med Hensyn til at der har været Spørgsmål om at udsætte den skete Interpellation til imorgen, idet jeg gjør opmærksom på, at jeg ikke heller da vil være istand til at meddele nogen fuldstændig Oplysning.

Formanden:

Der ståer nu intet Videre tilbage, end at angive Dagsordenen i næste Møde, som vil finde Sted på Løverdag Kl.12. Der vil da først blive at foretage en Interpellation af Professor Larsen til Ministeriet, om hvorvidt det måtte være Regjeringens Hensigt at bringe Anordningen om Udskrivning af Ikkeværnepligtige af 23de Septbr. d. A. i Anvendelse; dernæst, hvis Udenrigsministeren da måtte finde Anledning til at kunne meddele de nærmere Oplysninger, som han har antydet i Dagsmødet, vil dette også skee i samme Møde; det tredie, som vil blive foretaget, er den af den i den sidste Stænderforsamling i Roeskilde nedsatte Comitee meddeelte Beretning om Indkjøb af Bøger til Rigsforsamlingens Bibliothek, sant et Forslag om Flytningen af Stænderforsamlingernes Bibliotheker hertil.

Mødet hævet.

Femte Møde.

Lørdag den 28de October.

Formanden:

Jeg har gjennem Rigsdagsmanden With modtaget en Adresse til Rigsforsamlingen om de slesvigske Forhold fra flere Slesvigere, som for Tiden opholder sig t kjøbenhavn; ligeledes har jeg modtaget fra Rigsdagsmanden Clausen en Skrivelse,

hvormed han sender fra 193 Indbyggere i Præstø og samme Byes Omegn et Andragende, som indeholder Udtryk af deres dybeste Medfølelse med vore slesvigske Brødres Nød og med Begjering om, at Rigeforsamlingen vil bevæge Hans Majestæt til fremdeles at foretage Alt, hvad Rigets Ære kræver , og Forsikkringen om deres Redebonhed til at bære ethvert Offer og enhver Byrde, søm ifølge deraf måtte blive fordret. Disse to Adresser ville blive henlagte i Læseværelset, og når Regulativet er bestemt, vil Forsamlingen tage nærmere Beslutning om, hvad der i den Anledning skal foretages.

Dernæst har jeg fra den borgerlige Læseforening modtaget 100 Adgangskort til dens Locale for Rigsdagsmænd. De Herrer, som ønske sådan Adgang, ville behage at henvende sig til Contoiret. — Den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 7de District har Ordet i Anledning af den af ham anmeldte Interpellation.

Professor Larsen:

Det vil vistnok ikke være undgået Ministeriets Opmærksomhed, at Forordningen om den extraordinaire Udskrivning af den hidtil for Værnepligten fritagne Befolkning, som er emaneret den 23de Septbr. d A., har fremkaldt temmelig megen Misbilligelse fra flere Sider. Fra den formelle Rets Standpunkt har man især gjort gjældende, at der kunde reises betydelige Tvivl om, hvorvidt der virkelig een Måned efterat den såkaldte Våbenstilstand er afsluttet, og een Måned førend Rigsforsamlingen skulde indkaldes, forelå en så påtrængende Nødvendighed for at lad en så vigtig og indgribende Lov emanere, at det kunde retfærdiggjøres at lade dette skee, uden først derom at høre enten de hidtilværende Stænder eller nærværende Forsamling.

Med Hensyn til Realiteten troer jeg vel, at man i Almindelighed har været ening derom, at det er billigt og rigtigt, at den hidtil for Værnepligt fritagne Befolkning kaldes til Deeltagelse i nærværende Krig; men det er nærmest Måden, hvorpå dette er iværksat ved Forordningen, som har fremkaldt den omtalte Utilfredshed. På samme Tid nemlig, som de, der ere fødte værnepligtige, efter den bestående Lovgivning skulle i en Mængde Tilfælde forbigåes ved Udskrivningen, fordi de have opnået en Livsstilling, i hvilken man har antaget, at Udskrivningen vilde gribe altfor forstyrrende ind, så skal efter Forordningen af 23de September aldeles intet sådant Hensyn komme de hidtil fritagne Classer tilgode; ingensomhelst, i Tillid til den hidtil gjældende Lovgivning, opnået Livsstilling skal forskåne dem for Udskrivningen, hvor forstyrrende denne end kan gribe ind i deres hele Fremtid. Der fremkommer derved det særegne Resultat, at de Pågjældende i Forhold til denne Udskrivning ofte vilde have været bedre farne, dersom de havde været fødte Værnepligtige, end de nu ere det som hidtil fritagne for denne Pligt, da i første Tilfælde den af dem opnåede Livsstilling vilde have bevirket, at de måtte have været forbigåede, istedetfor at den nu ikke kommer i Betragtning. Det må vistnok erkjendes, at det hele System af Fritagelser og Forbigåelser, som gjælder for den værnepligtige Befolkning, ikke just fortjener Billigelse, at det kan være ønskeligt, at det efterhånden afskaffes, og man vil vistnok endog være enig om, at alle sådanne Hensyn til de Enkeltes personlige Forhold, både for den hidtil værnepligtige og ikke-værnepligtige Befolknings Vedkommende, bør kunne falde bort, hvis der handles om, under Fædrelandets overhængende Fare at kalde de hele tjenstdygtige Mandskab til Våben til Landets Forsvar; men Forordningen af 23de September har ikke dette Formmål. Der handles ved den kun om at skaffe et forholdsviis mindre betydeligt Supplement til den allerede udskrevne Hær, og det turde da være en vægtig Indvending mod samme, at det Offer, man ved den fordrer af mange Enkelte, ved den forstyrrende Måde, hvorpå Udskrivningen kan gribe ind i deres Fremtid, ikke synes at ståe i det rette Forhold til det Formål, der ved den hele Foranstaltning kan opnåes. Endeel agtede Medborgere her i Staden have ifølge disse Betragtninger og flere andre, som let kunde tilføies, opfordret mig til at interpellere Ministeriet om, hvorvidt det måtte være sammes Hensigt at bringe Forordningen af 23de September i Anvendelse, eller om det muligen nu måtte være Hensigten at stille denne Foranstaltning i Bero—indtil at Værnepligtens Almindeliggjørelse i det Hele kan ordnes ved Lov, navnlig ved det Lovudkast, som, ifølge den af Ministeriet til

denne Forsamling skete Meddelelse, agtes forelagt Forsamlingen til Overveielse. Det er mig ikke ganske klart, hvilken af de ærede herrer Ministre, jeg egentlig har at henvende mig til i dette Anliggende. Det måtte vel nærmest være Hr. Justitsministeren, som Den, under hvem det hele Udskrivningsvæsen sorterer; men muligt vil det også være Hr. Krigsministeren, som Den, til hvis Disposition det udskrevne Mandskab vil være at stille. Jeg tillader mig derfor at opfordre den af de Herrer Ministre, som det findes nærmest at vedkomme, at ville besvare dette Spørgsmål som jeg har forelagt ifølge flere Medborgeres Forlangende.

Justitsministeren:

Med Hensyn til, at den Anordning, der er Gjenstand for nærværende Interpellation, er emaneret under det Ministerium, som jeg har den Ære at bestyre, skal jeg for Tiden besvare den skete Interpellation. Jeg troer, at denne støtter sig til den noie Forbindelse, som der unægtelig finder Sted imellem den Anordning, som er bebudet at ville blive forelagt Forsamlingen om almindelig Værnepligts Indførelse, og den Anordning, som allerede er emaneret angående den extraordinaire Udskrivning af de hidtil for Værnepligt fritagne Classer. Anordningen om almindelig Værnepligt gåer jo ud på, ved de fremtidige Udskrivninger af Mandskab at hæve de Uligheder, den Forskjellighed, som har fundet Sted imellem de forskjellige Samfundsclasser i Udøvelsen af den Borgerpligt, som må anerkjendes at påhvile alle Samfundsclasser, den nemlig, med sin Person, såvidt man kan, at bidrage til Fædrelandets Forsvar; den foreløbig emanerede Anordning angående en extraordinair. Udskrivning gåer ud på, med Hensyn til de Borgerclasser, hvori Udskrivningen alt tidligere har fundet Sted, at søge at udjevne den hidtil stedfundne Ulighed og Forskjel. Begge gribe naturligviis dybt ind i de Samfundsforhold, som have udviklet sig i vort Fædreland gjennem en Række af År, ja, i Århundreder; begge egne sig efter deres Natur til under almindelige Omstændigheder at forelægges Folkets Udvalgte, forinden de træde i Kraft. Det kunde derfor synes inconseqvent fra Regjeringens Side, når den har påtaget sig det Ansvar, at tilråde Hans Majestæt at lade Anordningen om den extraordinaire Udskrivning emanere, medens man ikke har påtaget sig et lignende Ansvar med Hensyn til den almindelige Værnpligtslov. Jeg må imidlertid tillade mig at hendlede den høitærede Forsamlings Opmærksomhed på, at der ved Siden af den nøie Forbindelse, som beståer mellem de 2 Anordninger, også tillige er en væsentlig Forskjel imellem dem; denne Forskjel de beståer navnlig deri, at man ved Udskrivningen af de hidtil uværnepligtige Classer vil hurtigt, ja forholdsviis meget hurtigt, kunne komme til et væsentligt Resultat, som kan bidrage til at styrke vor Hær, medens det samme Resultat kun langsomt lader sig opnåe ad den anden Vei. Jeg må tillade mig endvidere at bemærke at der ved den nye Anordning, som er emaneret om den extraordinaire Udskrivning, kunde tages forskjellige Bestemmelser, som ikke forud præjudicerede de Principer, de almindelige Regler, som nødvendigviis måtte gjøre sig gjældende ved den almindelige Værnepligtslov. Jeg skal i så Henseende hentyde på, at Tjenestetiden ved den almindelige Værnepligtslov kun er bestemt for så lang Tid, som de nærværende Krigsforhold måtte gjøre det nødvendigt. Når nu militaire Hensyn gjorde det nødvendigt at opbyde alle Kræfter for at styrke vor Hær, og det ei alene for at forskaffe vor Hær en blot numerisk Styrke, men tillige for at styrke dens moralske Kraft; når nu disse Hensyn, som sagt, gjøre sig gjældende, troer jeg, at Ministeriet var i sin gode Ret ved at lade denne Anordning emanere, ja at det vilde have pådraget sig Ansvar ved ikke at gjøre det. Man var forud overbeviist om, at en Anordning, som Regjeringen måtte finde nødvendig for at skaffe de Hjelpemidler, som Tiden krævede til Fædrelandets Frelse, også i sin Tid vilde finde Medfølelse hos Folkets Udvalgte. Man kunde på samme Tid ikke forudsee, når en Forsamling kunde sammentræde, for hvilken man vilde have kunnet forelægge denne Anordning; man kunde endnu mindre forudsee, om denne Forsamlings Hverv skulde indskrænke sig til i Fredens Ly at beskjæftige sig med den Gjenstand, som nærmest måtte være dens Drøftelse underlagt, eller om der tillige måtte findes Anledning til fra Regjeringens Side at forelægge den andre Lovgivningsarbeider til at fremme det

samme Øiemed som det, hvortil den almindelige Udskrivningslov sigtede. Omstændighederne have imidlertid medført, at Forsamlingen belv sammenkaldt til en Tid, da den extraordinaire Udskrivningslov endnu ikke var sat i Udøvelse; Omstændighederne have fremdeles medført, at der foruden dette Hverv, som egentlig foranledigede Forsamlingens Sammenkaldelse, også blev bebudet, at der skulde forelægges den andre Arbeider; Omstændighederne have endelig medført, at den foreløbig emanerede Anordning om extraordinair Udskrivning ikke alene hidtil ei har kunnet sættes i Udøvelse, men at den også fremdeles endnu i nogen Tid ikke kan blive det, fordi de Embeds-Autoriteter, igjennem hvilke Udøvelsen skal skee, have erholdt andre, mere påtrængende Hverv. Forsamlingen vil deraf erfare, at det Lovudkast, som er bebudet at ville blive den forelagt, vil blive det, forinden Anordningen sættes i Udøvelse. Man vil da i alt Fald have vundet ved den Foranstaltning, som Regjeringen har troet på sit Ansvar at måtte påtage sig, at en sådan extraordinair Udskrivning vil kunne, når Fædrelandets Forsvar gjør det nødvendigt, sættes i Udøvelse meget hurtigere, end det nogensinde vilde have kunnet skee, dersom dette Lovarbeide skulde være forelagt Forsamlingen til endelig Behandling.

Prof. Larsen:

Det, der er det Væsentlige for mig i Hr. Ministerens Foredrag, forsåvidt jeg har opfattet det, er, at Anordningen af 23de September ikke vil blive bragt i Udøvelse for det Første og navnlig ikke førend denne Forsamling har havt Leilighed til at udtale sig i Anledning af det nye Lovudkast om almindelig Værnepligt, som Ministeriet har erklæret at ville forelægge Forsamlingen. Jeg veed ikke, om jeg har forstået den ærede Justitsminister rigtigt.

Justitsministeren:

Jeg troer at have udtrykt mig klart nok ved at sige, at ven allerede emanerede Anordning ikke vil for Tiden kunne sættes i Kraft formedelst den Omstændighed, at de Autoriteter, ved hvem, Udførelsen skulde skee, have erholdt andre, mere påtrængende Hverv. Når Anordningen skal sættes i Kraft, kan for Tiden ikke afgjøres; det må være en Sag, som uden Tvivl må være Regjeringen nærmest overladt at vedtage og bestemme.

Krigsministeren:

For at der ingen Misforståelse skal være, vil jeg gjøre opmærksom på, at min ærede Collega ikke har sagt, at der er nogen directe Forbindelse mellem det nærværende Projects og den endelige Lovs Udførelse; de ståe ikke i nogen sådan Forbindelse, at den endelige Lov og hiin extraordinaire Udskrivningslov samtidig ville blive tagne i Betragtning. Den nye Lov indbefatter på eengang eet Princip og een Kjendsgjerning; Principet er nemlig dette, at det derved er tilkjendegivet, at fra den Dato, denne Anordning emanerede, antoge vi i Statsrådet, at den almindelige Værnepligt allerede var principmæssig erkjendt; det er fra mig, at dette er udgået; det er mig, som har af Statsrådet begjert denne Foranstaltning, og det har jeg gjort netop, fordi jeg såe, at vor hidtil bestående Værnepligtslov var så dybt indgribende i de Folkeclassers helligste Rettigheder og allermeest dybtliggende Forhold, som den angåer, at det vilde have været med Undseelse, at jeg var vedbleven at kræve hos dem, når jeg ikke med det Samme havde viist, og viist bestemt, at der vilde blive krævet også hos Andre. Det Brug, som vil blive gjort af dette Krav (det kan gjerne være, at det ikke kommer snart i Brug, og det kan også være, at det kommer hurtigt i Brug), det må være vor Discretion overladt; kun at her ingen Misforståelse bliver; kun at man ikke troer, at vi gjøre et Skridt tilbage; ikke et Skridt, ikke en Tomme; vi have gjøre det efter modent Overlæg. Jeg har havt Masser af Begjeringer om at skaffe de unge Mænd, som vare løse og ledige, istedetfor de Familiefædre, som jeg kaldte på, og det var vel begrundet, at disse Fordringer bleve gjorte; thi unægteligt er det en hård Ting, mår en Mand, som bliver kaldt til Statens Forsvar, må forlade sin Familie og Stilling og måskee gåe til Bettelstaven, medens han seer, at en ung Mand kun måtte udsætte sin Examen et Årstid, for lige så godt siden at kunne fuldbyrde sin Carriere i Livet. Jeg har ikke Hjerte nok til at see dette upåanket og upåtalt — skal det være upåanket og upåtalt, så må en Anden sidde på denne Plads; thi dertil har jeg hverken Kraft eller Hjerte. (Bravo fra flere Sider af Salen. Formanden påbød Taushed ved at ringe med Klokken.)

Prof. Larsen:

Jeg skal blot tilføie, at jeg heller ikke forstod Ministerens Foredrag således, at vet var på Grund af nogen Forbindelse mellem Anordningen af 23de September og den Lov, hvorom et Udkast vil blive Forsamlingen forelagt, at Udskrivningen efter den første Forandring ikke vilde for det Første blive foretaget, men jeg opfattede det således, at andre Omstændigheder vilde gjøre det nødvendigt at udsætte Udskrivningen således, at den i alt Fald ikke kunde forudsættes at ville skee, forinden Rigsforsamlingen havde fået Leilighed til at erklære sig over det nye Lovudkast. Det kan naturligviis ikke andet end være mig kjært, at Jeg ved mit gjentagne Spørgsmål har fremkaldt en sådan Klarhed i Erklæringen fra Ministrenes Side, at mine Committenter ikke kunne nære Uvished om, hvilke nærmere Skridt de muligen måtte finde sig foranledigede til at gjøre.

Formanden:

Vi kunne således gåe over til den anden Interpellation, forsåvidt som Udenrigsministeren idag måtte see sig istand til at meddele de Oplysninger, som han i forrige Møde gav Håb om. Jeg troer ikke, at den ærede Interpellant har noget yderligere Spørgsmål at fremsætte.

Udenrigsministeren:

Den Tid, som er forløben, siden jeg sidst havde den Ære at meddele Rigsforsamlingen en foreløbig Forklaring om de slesvigske Anliggender indtil nu, må vistnok have forekommet de ærede Medlemmer, som med Utålmodighed imødesee Løsningen af de Forviklinger, som påny ere indtrådte i disse Forhold, meget lang; det vil derimod vistnok erkjendes, at den er overordentlig kort for den, hvis Pligt det er at beskjæftige sig med disse Sager, og jeg seer mig derfor ikke nu istand til at tilføie noget Væsentligt til det, som jeg iforgårs foreløbigt yttrede. Jeg skal kun gjenkalde i Forsamlingens Erindring, hvad jeg dengang bemærkede, at mine Meddelelser støttede sig på de foreløbige Efterretninger, som jeg Aftenen forud havde modtaget og som gik ud på, at de Herrer, som vare blevne installerede til at danne den nye Regjering, havde, i Overeensstemmelse med de Instruxer, som herfra vare meddeelte, uden Forbeholde erklæret at ville regjere I Overeensstemmelse med den afsluttede Convention.

De Documenter, som herom ere blevne optagne, indeholde navnlig den Bestemmelse, at de anførte Herrer på given Foranledning havde erklæret, at de vilde overtage Regjeringen i Overeensstemmelse med Våbenstilstandsconventionen, således som denne var ratisiceret og antaget, og det vil først være, efterat disse Documenter, der ere af den Beskaffenhed, at her ikke fan være noget Væsentligt til Hinder for, at de blive offentliggjorte, have været underkastede en omhyggelig Drøftelse, at man kan gjøre sig nærmere Rede for det Spørgsmål, om der i de tilføiede Ord „således som Våbenstilstanden er ratificeret og antaget” skulde kunne siges at ligge noget Forbeholde fra disse Herres Side. Der vil nemlig derved blive at overveie, om og i hvilken Grad der skulde være taget Hensyn til den Beslutning, der, som det uden Tvivl vil være den største Deel af Forsamlingen bekjendt, er bleven taget i Frankfurth betræffende den assluttede Våbenstilstand; det vil såmeget mere kunne antages, at der virkelig er belven taget et sådant Hensyn, som denne Beslutning også på et andet Sted, ved en ved denne Leilighed optaget Protocol er bleven påberåbt. Forsåvidt man dernæst vil opkaste det Spørgsmål, om der ikke havde været Anledning for den danske Commissair til at forlange en mere klar og bestemt Erklæring, forinden han skred til denne Installation, da er dette et Spørgsmål, som nu ikke på Grund af de senere indtrufne Begivenheder har nogen særdeles practisk Betydning, idet den mindre Vanskelighed, som kunde ligge deri, på en Måde kan siges at være absorberet af de langt alvorligere Forviklinger, som true med at opståe ved den Måde, hvorpå den nye Regjering er optrådt. Skulde man besvare hiint Spørgsmål, så måtte man nærmest tage Hensyn til, hvilken Betydning der kan tillægges den Bestemmelse, som i sin Tide er belven taget i Frankfurth og som navnlig gåer ud på, at der skulde tilveiebringes en Forståelse med den danske Regjering om visse Modificationer med Hensyn til Våbenstilstanden, og der kunde altså i et sådant Tilfælde ikke være taget Hensyn til nogen anden Forståelse end den, som virkelig har fundet Sted mellem den tydske Cen-

tralmagt og Danmark i denne Henseende; men disse Modificationer have ikke havt andet Indhold end den nye Personalcombination, som har fundet Sted ved den anførte Installation. Det er denne Tilfølelse til vort tidligere Yttrede, som jeg troer for Tiden at være det Eneste, som jeg seer mig istand til at meddele den ærede Forsamling, navnlig i den Form, hvori Sagen for Øjeblikket er bragt på Bane. Jeg troer, at Rigsforsamlingens Medlemmer vilde gjøre rettere i at oppebie de Meddelelser, som jeg måtte see mig istand til ad offentlig Vei at gjøre af vedkommende Documenter, forinden man med Hensyn til de berørte Spørgsmål fælder nogen endelig Dom. Jeg må iøvrigt tillade mig at gjentage, at hvad jeg i den Henseende har berørt, i ethvert Tilfælde vil være underordnet i Sammenligning med de Forviklinger af en mere alvorlig Natur, som nu synes at være opståede.

Ryholm:

I Anledning af den Forklaring, som Udenrigsministeren har meddeelt, vil jeg blot tillade mig at fremhæve, at det forekommer mig, at den Fælles- Regjering, som i dette Øjeblik er installeret i begge Hertugdømmerne i Kongen af Danmarks Navn som Hertug til Slesvig og Holsteen, i høi Grad synes at have overtrådt Conventionens Artikler, såvidt de foreligge i bekjendte Actstykker, idet det hedder, at den kun skal bekræfte sådanne Love, som måe ansees for uundværlige for Samfundsforholdene, forsåvidt jeg fra mit Standpunkt har kunnet opfatte det. Men når man nu seer denne Regjering strax ved Begyndelsen at lade emanere 91 Love og deriblandt Oprøsregjeringens Udkast til Statsgrundloven, så synes det mig klart, at denne Regjering i den Grad har overtrådt sin Function, at det vilde være høist ønskeligt, om der her fra Regjeringens Side blev truffet kraftige Foranstaltninger til at modvirke den Indflydelse, for hine Foranstaltninger af den Regjering, der handler i Kongen af Danmarks Navn, måtte kunne have på Folket. Endvidere vil jeg gjerne tillade mig at henvende det Spørgsmål til den høitærede Hr. Udenrigsminister, om det ikke vilde behage ham at meddele Forsamlingen, at her under nærværende Omstændigheder ikke vil blive indrømmet den nye Regjering over Hertugdømmerne nogen Myndighed med Hensyn til Als og Ærø, som er den eneste Deel af Hertugdømmerne, hvorover Danmart med fuld Magt og Myndighed endnu råder.

Udenrigsministeren:

Jeg er fuldkommen enig i de Anskuelser, som den ærede Interpellant her udtalt angående den Måde, hvorpå det er Regjeringens Pligt at optræde efter de nu opståede Forviklinger.

Formanden:

Den næste Sag, som vil være at foretage idag, angåer nærmest Forsamlingens indre Anliggender. Den Comitee, der har havt det Hverv at anskaffe Bøger til den roeskildske Stænderforsamlings Biblothek, vilde måskee behage at meddele den Beretning, som den i den Anledning har affattet.

Hage:

Det vil være Forsamlingen bekjendt, at der i flere År er bevilget Stænderforsamlingerne i Roeskilde og Viborg hver 500 Rbdlr. årligen til Indkjøb af Bøger. Da Østifternes Stænderforsamling sidst samledes blev det besluttet at indgåe med en Begjering om, at et lignende Beløb, i samme Øiemed, måtte blive den

tilstået, og blev der overdraget Magister Hammerich og mig det Hverv at drage Omsorg for denne Sums hensigtsmæssige Anvendelse. Jeg skal tillade mig nu for Forsamlingen at oplæse den af os i denne Anledning forfattede Beretning, der lyder således:

„Den sidste Stænderforsamling for Østifterne bemyndigede os Undertegnede til at ansøge Regjeringen om at Tilskud af 500 Rbd., for at indkjøbe endeel Skrifter, novnlig of den franske og engelske Literatur, som kunde være vigtige ved Drøftelsen af Forfatningsudkastet i Rigsforsamlingen.

Vi indgave i denne Anledning et Andragende til Hans Majestæt Kongen i Mai Måned og erholdt i Begyndelsen af August 500 Rbd. bevilget og udbetalt af Finantserne.

Denne Sum tilligemed omtrent Rbd. 100, der udgjorde Stænderbidliothekets Kassebeholdning, have vi andendt til Indkjøb af Bøger i Paris og London, som er besørget på det første Sted af Professor Borring, på det sidste af Professor Krieger, som have havt den Godhed at påtage sig Uleiligheden hermed, og have skaffet os endeel skrifter underhånden til betydeligt nedsatte Priser. Blandt de kjøbte Bøger, som ere anførte på de Lister, som følge med Regnskabet, findes Hansards Parlaments Rapporter, den nyests Udgave af Blackstone, flere til Parlamentet afgivne Beretninger om Skattevæsenet o.s.v., Kent’s Kommentarer over den amerikanske Lovgivning, det nye Aftryk af Monitøren, der endnu ikke er sluttet, Delebecks Samling af belgiske Love, Dekreter m. m. efter 1830 med vedføiede Oplysninger. Professor Borring har nylig meddeelt, at ham fra flere Sider har erholdt Løfte om Foræringer af Bøger til Rigsforsamlingens Bogsamling. Vi have derhos grundet Håb em igjennem det udenrigske Ministerium ved Udvexling at erholde en Deel statistiske og andre Skrifter fra de forskjellige Lande.

Regnskabet vil vise, at vi noget have overskredet den Sum, som var os tilstået, hvilket hidrører fra, at enkelte Værker have været kostbarere end efter den første Opgivelse, og at Fragt og de øvrige Transportomkostninger forholdsviis have været temmelig betydelige.

Vi tillade os at gjøre opmærksom på Ønskeligheden af, at der såvidt muligt anvises et Bærelse, hvor de ankomne Bøger kunne opstilles og gjøres tilgjængelige for Forsamlingens Medlemmer. Ligeledes henstille vi, at Stænder-Bogsamlingerne i Roeskilde og Viborg flyttes hertil som Rigsforsamlingens Eiendom, og at de Doubletter, der findes, afhændes, samt at det indkomne Beløb tilflyder Rigsdagens Bogsamling.

Kjøbenhavn, 28. October 1848.

Ærbødigst H. Hage. M. Hammerich.

Til Den danske Rigsforsamling.”

Regnskabet vil blive udlagt i Forsamlingens Læseværelse. Det vil deraf fremgåe, at Indtægten har været 599 Rbdlr. 1 Mk. 2s., og Udgiften 528 Rbd. 3 Rk. 10s.; men jeg må herved bemærke, at den Gyldenbalske Boghandling endnu ikke har indesendt sin Regning, da der ikke er kommen Opgjørelse fra England, hvorfra endeel af Bøgerne ere indkjøbte. Restbeløbet vil blive afleveret til Forsamlingens Formand og stillet til hand nærmere Disposition. (Sluttes.)

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70) i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Hosbogtrykker Bianco Luno.

Femte Møde (Sluttet.)

Formanden:

Foruden Beretningen gåer det Oplæste altså ud på, at Bibliothekerne i Roeskilde og Viborg måe flyttes her til Rigsforsamlingen, og dernæst, at der her kunde afgives et Værelse for samme og ligeledes et Læseværelse, hvor Biblotheket at Forsamlingens Medlemmer kunde benyttes, og hvor man vel også kunde anskaffe de vigtigste Blade. Hvis jeg således turde antage, at Forsamlingen var enig i disse Punkter, hvilket vel ikke kan være Tvivl underkastet, kunde man måskee overlade til de tvende ærede Medlemmer af Forsamlingen, som dermed forhen have havt at gjøre, i forening med Formanden at bestemme det Rærmere. Hvis Ingen yttrer sig derimod, antager jeg, at dette er Forsamlingens Beslutning. — Ved samme Leilighed tillader jeg mig at anmelde, at jeg i Forsamlingens Læseværelse ønsker at henlægge en Regnskabsoversigt for de Møder af Provindsialstænderne, som have fundet Sted i Roeskilde og Viborg i Anledning af Valgloven og Forordningen om Kingsskatten samt Udstedelsen af rentebærende Creditbeviser. Man pleiede at fremlægge disse Regnskaber i det følgende Stændermøde, og det forekommer mig derfor meest passende, at de nu meddeles Rigsforsamlingen. Jeg håber fremdeles, at Forsamlingen vil tillade, at denne korte Regnskabsoversigt bliver optaget i Rigsdagstidenden*), om dette just end ikke vedkommer Rigsforsamlingens Forhandlinger. — Jeg skal nu tillade mig at anmode een af de Herrer Secretairer om at oplæse Protocollen, det vil sige den korte Beretning om de Sager, som ere behandlede, og de Beslutninger, som are tagne de foregående Dage, da der ikke tidligere har været Leilighed til at oplæse dette. Den ene af Secretairerne oplæste derpå den ommeldte Protocol, som ikke indeholder Noget, der ikke tidligere har været meddeelt i denne Tidende.

Slutteligen bemærkede Formanden, at Dagsordenen i det næste Møde, Mandagen de 30de October Kl. 12, vilde være Behandlingen af det Forslag til et Reglement for Forretningsordenen, som af det dertil nedsatte Udskud er forfattet og som i Dagsmødet var omdeelt til Forsamlingens Medlemmer. Mødet hævet.

Det omtalte Udkast lyder således: § 1. Forsamlingens Embedsmænd ere: En Formand, to Vice-Formænd og fire Sekreterer. De vælges på fire Uger, men kunne gjenvælges. Ingen kan uden Forsamlingens Samtykke undslåe sig for at modtage Valget. § 2. Til Valg af Formand udkræves over Halvdelen af Stemmerne; opnåes dette ikke ved den første Afstemning, så foretages et nyt frit Valg. Vindes eiheller da den forlangte Stemmefleerhed, så indskrænkes Stemmegivningen til de to Medlemmer, der havde de fleste Stemmer ved andet Valg; have Flere lige Stemmer, gjør Alderen Udslaget. Efter samme Forskrift forholdes ved Valget af Vice-Formænd og Sekreterer. § 3. Formanden leder Forhandlingerne i Forsamlingen og sørger for, at god Orden vedligeholdes. Han modtager alle meddelelser til Forsamlingen og foreståer dens Udfærdigelser; ligeledes foreståer han Forsamlingens Regnskabsvæsen. Vil han tage videre Deel i Forhandlingerne end den, der hører til Formandens Virksomhed som sådan, må han imidlertid overlade Forsædet til en af Vice-Formændene. § 4. Også i Formandens Forfald træder efter hans Anmodning en af Vice-Formændene i alle Henseender i hans Sted. § 5. Sekretererne føre under Formandens Tilsyn en kortfattet Protokol, hvori Forhandlingernes Gjenstand og Udfald optages; den oplæses ved Begyndelsen af det følgende Møde. De samle fremdeles Stemmerne ved Afstemningen efter først selv at have afgivet deres Stemme. Forretningerne fordeles mellem dem efter Aftale med Formanden. § 6. Formanden bestemmer ved Slutningen af hvert Møde Dagsordenen for næste Møde. Dog kunne 15 Medlemmer forlange, at den fastsættes ved Forsamlingens Beslutning.

§ 7. Forsamlingens Medlemmer fordeles af Formanden ved Lodtræning i 5 Afdelinger, over hvilke Forsamlingens Sekreterer affatter Listerne. Hver Afdeling må, såvidt muligt, beståe af lige mange Medlemmer; den vælger under Ledelse af Afdelingens ældste Medlem strax en Formand samt en Sekreteer, der dog ikke optegner Forhandlingerne; den forhandler, dog uden Afstemning, enhver Sag, der af Forsamlingen henvises til den. § 8. Ved en Sags Henviisning til Afdelingerne fastsætter Forsamlingen, af hvormange Medlemmer det Udskud skal beståe, der skal afgive en skriftlig Betænkning om Sagen, og bestemmer, om dette Udskud enten alene skal vælges gjennem Afdelingerne, eller forstærkes ved et vist Antal frit valgte Medlemmer. § 9. Også når Forsamlingen beslutter, i en Sag at nedsætte et Udskud uden at henvise den til Behandling i Afdelingerne, bestemmer den, om dette Udskud skal vælges enten af Forsamlingen i almindeligt Møde, eller i Afdelingerne, og i sidste Tilfælde, om det skal forstærkes ved frit Valg af Forsamlingen. § 10. Udskudet udnævner en Formand og en Sekreteer, samt efter endt Forhandling en Ordfører. Den af Udskudet afgivne Betænkning trykkes og omdeles 3 Dage, førend den foretages i Forsamlingen. § 11. Ethvert Lovforslag skal underkastes tre Behandlinger. § 12. Ved den første Behandling i Forsamlingen kan ethvert Medlem gjentagende forlange Ordet, kræve Oplysninger af Udskudets Ordfører eller af Regjeringens Medlemmer og fremsætte Forslag til Udeladelse, Tillæg eller andre Forandringer i Udkastet. § 13. Ved den anden Behandling kunne kun sådanne Forslag foretages, der ifølge Forbehold eller i Henhold til den foreløbige Behandling ere stillede inden 48 Timer efter hele den første Behandlings Slutning. Spørgsmålet om, hvorvidt et anmeldt Forslag i Henhold til den første Behandling kan stilles, afgjøres, dersom Formanden har Tvivl eller 15 Medlemmer forlange det, af Forsamlingen, men uden Forhandling. § 14. Ved den anden Behandling have Medlemmerne, med Undtagelse af Ordføreren, kun Ret til at tale een Sang om hver Paragraph eller hvert mindre Afsnit, der særskilt stilles til Forhandling. Umiddelbart efter Forhandlingen af hver sådan Paragraph eller hvert sådant Afsnit skrides til Afstemning herover. § 15. I Henhold til de stedfundne Afstemninger påligger det Udskudet at forfatte et fuldstændigt Lovforslag. Skulde det da vise sig, at der ved de forskjellige Afstemninger er fremkommet Modsigelser i Lovforslaget, skal Udskudet ved Forelæggelsen af det endelige Udkast kunne foreslåe sådanne Rettelser, som det af den Grund måtte finde nødvendige. Lignende Forslag kunne fremsættes af 15 Medlemmer; men Forhandling og Afstemning skulle i i begge Tilfælde dog kun finde Sted, dersom to Trediedele af de tilstedeværende Medlemmer deri samtykke. Tilsidst bliver da uden nogensomhelst Forhandling det endelige Lovforslag i sin Heelhed sat under Afstemning til Antagelse eller Forkastelse. § 16. Andragender, som et Medlem vil forelægge Forsamlingen, skulle senest være anmeldte Dagen forud så betimeligt, at de kunne sættes på Dagsordenen. På den Tid, der i Henhold til § 6 bliver bestemt, har Andrageren at fremsætte sit Forslag. Dersom han tager det tilbage, skal ethvert andet Medlem være berettiget til umiddelbart at optage det. Efter Sagens Beskaffenhed bestemmer da Forsamlingen, i hvilken Form Sagen skal behandles. Dog skal endelig Beslutning om Sagen ikke kunne tages i samme Møde. Andragender fra Mænd udenfor Forsamlingen kunne kun indleveres gjennem et Medlem af samme. § 17. Spørgsmål, som et Medlem ønsker udenfor den almindelige Dagsorden at gjøre til Regjeringens Medlemmer, måe Dagen forud være indgivne skriftligen og af bestemt Indhold til Formanden, der meddeler dem til Vedkommende og opslåer dem på Dagslisten. Uden sådan foregående Anmeldelse kan Spørgsmål kun stilles med Forsamlingens Tilladelse. Det reiste Spørgsmål kan yderligere forfølges

såvel af den første Taler som af andre Medlemmer, men ingen Beslutning tør fattes. § 18. Når et Forslag eller Forandringsforslag er fremsat og udviklet, er ethvert Medlem berettiget til at forlange dets Afviisning. Forsamlingen bestemmer da uden Forhandling, om Forslaget skal fjernes. § 19. Finder Formanden, at Forhandlingerne drages utilbørligen i Langdrag, da kan han foreslåe deres Afslutning, som afgjøres af Forsamlingen uden Forhandling. Ligeledes kunne 15 Medlemmer forlange det sat under Afstemning, om Afslutning skal finde Sted. § 20. Ethvert Medlem, der har forlangt og erholdt Ordet, taler stående fra sin Plads og henvender stedse Talen til Formanden. Ingen må enten tiltale eller ved Navn anføre et andet Medlem. § 21. Intet Foredrag må skee ved Oplæsning af skrevne Udarbeidelser. § 22. Når Flere samtidigen forlange Ordet, bestemmer Formanden den Orden, hvori de skulle tale, forsåvidt ikke Nogen allerede har indtegnet sig dertil. Korte Berigtigelser eller personlige Spørgsmål kan også gives Fortrin. Forøvrigt bør Foredragene for og imod et Forslag, såvidt muligt, afverle med hinanden. § 23. Ethvert Medlem er pligtigt at underkaste sig Formandens Kjendelse angående Overholdelsen af den fornødne Orden. Når et Medlem i samme Møde er kaldet to Gange til Orden, kan Formanden foreslåe Forsamlingen aldeles at nægte ham Ordet i dette Møde. Skulde almindeligere Uorden opståe, påligger det Formanden midlertidigt at afbryde Møder, eller, om nødvendigt, aldeles at Hæve det. § 24. Bifalds- eller Mishags- Yttringer af Forsamlingens Medlemmer ansees som stridende mod god Orden. § 25. Ingen Beslutning må tages af Forsamlingen, med mindre over Halvdelen af Rigsdagsmændene (77 Medlemmer) er tilstede. § 26. Alle Spørgsmål, undtagen det i § 15 omtalte, afgjøres ved simpel Stemmefleerhed. Ere Stemmerne lige, så deeltager Formanden i Afstemningen, hvilket ellers ikke finder Sted. Til ethvert Valg udfordres over Halvdelen af Stemmerne, og Valget foretages i Overeensstemmelse med den i § 2 fastsatte Forskrift. Enhver Valgseddel, der indeholder et større eller mindre Antal Navne, end der skal stemmes på, er ugyldig. § 27. Måden, hvorpå Spørgsmålene skulle fremsættes, bestemmes af Formanden. Dog kan efter 15 Medlemmers Forlangende Forsamlingen selv fastsætte den, efterat et af de 15 Medlemmer og Formanden have udtalt sig. § 28. Afstemningen skeer ved at reise sig fra sin Plads eller blive siddende, og bør da altid beståe af Prøve og Modprøve, hvorved Stemmerne tælles af Sekretererne. Skulde disse være i Tvivl om Afstemningens Udfald, så stemmes efter Navne-Opråb. Dette kan også inden Prøvens Begyndelse forlanges af 15 Medlemmer. Afstemning ved Kugler finder Sted, når 25 Medlemmer forlange det. § 29. Rigsdagens Forhandlinger trykkes i en særegen Rigsdagstidende, hvis Ordning overlades Formanden og Sekretererne. § 30. Forsamlingens Møder ere offentlige. Dog kan Forsamlingen, efter Forslag af Formanden eller 15 Medlemmer, inden lukte Døre forhandle, om Mødet skal være offentligt. Hvorvidt en Beretning om et sådant Møde skal offentliggjøres, bestemmes af Forsamlingen. § 31. Adgangen til de offentlige Møder ordnes af Formanden. Tilhørerne ere pligtige at holde sig aldeles rolige og tause. Hvis dette, efter Påmindelse, ei overholdes, skal Formanden lade dem, der forstyrre Roligheden, fjerne, og i yderste Fald lade hele Tilhørerpladsen rømme. § 32. I særdeles påtrængende Tilfælde kan der afviges fra foranstående Forskrifter, når tre Fjerdedele af de tilstedeværende Medlemmer derom ere enige.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Sjette Møde. Mandagen den 30te October.

Formanden

Den of Forsamlingens Secretairer for forrige Møde førte Protocol oplæstes. tog derefter således til Orde: Der indkommer jevnligen til Forsamlingen trykte Skrifter till Uddeling, hvilke jeg hidtil har pleiet at anmelde; men det kunde måskee være nok, at disse besørgedes omdeelte og henlagte i Læseværelset, da Anmeldelsen vilde medtage mere Tid, end det kunde ansees passende. Jeg skal derfor undlade at meddele Beretning om, hvad der er tilsendt Forsamlingen siden sidste møde.

Jeg skal dernæst gjøre opmærksom på; at den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhovns Amts 1ste District (Hall) er fremkommen med et Forslag, som han i et senere Møde vil forelægge Forsamlingen; han har Ordet.

Hall:

Det Forslag, som af den ærede Formand er omtalt, og som jeg senere nærmere vil begrunde, er dette, at en Comitee måtte nedsættes for at modtage alle sådanne Oplysninger med Hensyn til de slesvigske Forhold, som det må ansees magtpåliggende for Rigsforsamlingen at kjende, or som Regjeringen måtte see sig istand til at meddele, samt for derefter at afgive en fuldstændig Beretning herom til Rigsforsamlingen.

Krieger:

Må jeg bede om Ordet?

Formanden:

Er det blot et formelt Spørgsmål, den ærede Rigsdagsmand agter at fremsætte?

Krieger:

Det er for at gjøre en lignende foreløbig Anmeldelse, som den foregående Taler, at jeg begjerer Ordet. Jeg tillader mig nemlig at anmelde, at jeg på den Tid, som af den ærede Formand nærmere måtte bestemmes, agter at bringe et Spørgsmål på Bane, som ikke ret vel kan skydes længere ud, nemlig om, hvorvidt vi under nærværende Omstændigheder burde tage Grundlovs - Spørgsmålet under Behandling, eller om der ikke skulde være nødvendige Grunde forhånden til at udsætte denne Sag indtil Videre. Jeg agter, uden nu herom at udtale nogen bestemt Mening, at foreslåe, at dette Udsættelses-Spørgsmål sættes under særskilt Forhandling gjennem Afdelingerne, og jeg har såmeget mindre her villet undlade forud at anmelde denne Hensigt, som jeg antager, at jeg vil komme til I Almindelighed at udtale mig om Ministeriets Ansvarlighed og Rigsforsamlingens Stilling til dette, og jeg kunde da tænke mig, at Conseilspræsidenten og Ministeriet vilde benytte Leiligheden til at udtale sig om sådanne Punkter, som vilde være nødvendige nærmere at oplyse.

Formanden:

Den ærede Rigsdagsmand for Hjørring Amts 5te District (Brinck-Seidelin) har også en Anmeldelse at gjøre om en Interpellation, han agter at stille til Ministeriet.

Brinck-Seidelin:

Jeg skal blot tillade mig at anmelde, at jeg i Anledning af nogle Yttringer i den Tale, hvormed Kong Oscar har sluttet den svenske Rigsdag, måtte ønske at interpellere Ministeriet.

Formanden:

Vi gåe dernæst over til det fremlagte Forslag til et Reglement for Forretningsordenen. Den ærede Ordfører har Ordet, ifald han ønsker det. Forøvrigt er der et æret Medlem, der har anmeldt, at han agter at gjøre nogle Bemærkninger med Hensyn til Forslaget i sin Almindelighed, nemlig den ærede Rigsdagsmand for

Kjøbenhavns 6te District (Visby), der altså har Ordet, hvis Ordføreren ei ønsker det.

Visby:

Jeg vil Kun tillade mig en almindelig Bemærkning om det foreliggende Udkast, navnlig i formel Henseende. Der viser sig deri en Stræben efter, såvidt muligt at holde alle fremmede Ord ude. Således er Benævnelsen „Forretningsorden“ brugt istedet for “Reglement“ „Formand“ for „Præsident“ og „Udskud“ istedetfor “Comitee”. Det forekommer mig imidlertid, som om en stor Deel af de således forkastede Benævnelser ere så almindelig bekjendte her i Landet, og navnlig af Stænderforhandlingerne, at der, hvad Tydelighed angåer, kun er vundet meget lidet ved at ombytte dem med danske; dernæst forekommer det mig, som om ikke alle de valgte Oversættelser ere lige heldige, navnlig Benævnelsen Udskud, der vistnok er dannet af det tydske Ausschup eller af det svenske Utskot. Men da „Udskud“ allerede på Dansk har en anden derfra meget forskjellig Betydning, forekommer det mig, at man heller ikke skulde have brugt det, men når man endelig ikke vilde have Udtrykket „Comitee”, benyttet Ordet „Udvalg:. For det Tredie skulde jeg mene, at det nævnte Princip ikke er bleven gjennemført conseqvent i det foreliggende Forslag til en Forretningsorden, idet der dog er bibeholdt forskjellige fremmede Ord. Man har forandret „Præsident” til „Formand”, men „Vice“ - Præsident har man kun forandret til „vice“ - Formand, hvilket tydelig røber Umuligheden af aldeles at kunne undgåe at bruge fremmede Benævnelser. Ligeledes har man beholdt Benævnelsen „Secretairer”, som vel, når man skulde drive Purificationen til det Yderste, burde være kaldet „de i Hemmeligheder Indviede” da jeg antager, at Benævnelsen Secretair kommer af det franske secret, eller, dersom man vilde tage Hensyn til deres Forretninger, „Skrivere”. Heller ikke troer jeg, at man vil kunne gjennemføre dette Princip under selve Forhandlingerne, hvor Ord som „Discussion”, „Interpellation”, vil falde Enhver i Munden og uden videre blive brugte. Endelig troer jeg ikke, at de her tilstedeværende Medlemmer kunne antages at være ubekjendte med de almindelige parlamentariske Benævnelser, og at det derfor ingenlunde kan være nødvendigt at forkaste Udtryk som “Præsident“ eller „Comitee.“ Det er også nærmest det Ufuldstændige i disse Forholdsregler, mod hvilke jeg troer, at man bør protestere, idet man enten burde have vedblevet med at betjene sig af de hidtil brugte, om end fremmede Benævnelser, eller også oversat dem alle uden Undtagelse, hvorved man vilde have undgået denne Halvhed og udtalt et Princip, som også i andre Henseender kunde komme til Anvendelse og vinde Bifald.

Dette var en Bemærkning, som jeg troede at måtte fremsætte, uden at ville stille noget bestemt Andragende derom, dersom jeg ikke understøttes af Andre. Jeg forbeholder mig kun, når de respective Paragrapher komme under Behandling, at stille de fornødne Amendements i så Henseende.

Høiesteretsassessor Bruun:

Måskee jeg måtte tillade mig at spørge, om det er Meningen, at denne Sag skal behandles i een Forsamling eller i tvende.

Formanden:

I Anledning af det gjorte Spørgsmål må jeg bemærke, at det er min Mening, at dette Udkast skulde underkastes en foreløbig og en endelig Behandling, og at Discussionen skulde deles i flere naturlige Afdelinger, for at den ei skulde forvirres. Det er således efter Aftale med den ærede Ordfører, at jeg først skal sætte Forslagets Paragrapher 1 til 6 inclusive under Behandling under Eet for at lette Discussionen af Forslaget. Den ærede

Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 6te District havde jeg givet Ordet, fordt hans Bemærkning angik det Formelle i Forstaget I det hele.

Algreen-Ussing:

Jeg skal efter den høitærede Formands Bestemmelse tillade mig at oplæse de 6 første Paragrapher af Udkastet, som først ville falde under Behandling. Foreløbig må jeg gjøre den Bemærkning, at Comiteen i den korte tid, som den Har havt til at udarbeide dette udkast, som jo hurtigt måtte fuldføres, ikke har været istand til at udarbeide Motiver; men jeg skal tillade mig at supplere denne Mangel ved, forsåvidt som det er nødvendigt, at tilføie de Grunde, som have bestemt Comiteen ved Forslagets Affattelse. Det måtte dernæst, med Hensyn til hvad den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 6te District nys har bemærket med Hensyn til de danske Benævnelser, som ere optagne I Udkastet, være mig tilladt at tilføie, at jeg troer det rigtigst, at man først tager det hele Forslag under Behandling og dernæst, når således Udkastets Bestemmelser forøvrigt ere antagne, afgjør det reiste Spørgsmål om fremmede Ord, hvoraf Følgen da vilde blive, at de Benævnelser, som man bliver enig om at benytte, senere blive at indskyde i de respective Paragrapher. Jeg skal derfor udsætte at tale herom, indtil jeg erfarer, om dette mit Forslag bliver antaget eller ei. (Ordføreren oplæste derefter de 6 første Paragrapher af Udkastet.) Med Hensyn til 1ste Paragraph skal jeg bemærke, at der er skeet en dobbelt Forandring i hvad der hidtil har været gjældende i Provindsialstænderne. Det ene Punkt er nemlig det større Antal af Embedsmænd end forhen, idet der ved Stænderforsamlingerne kun var en Præsident, een Vicepræsident og 2 Secretairer, medens der nu, i Overeensstemmelse med hvad der gjælder i de fleste andre Repræsentativ-Forsamlinger, er bestemt, at der skal vælges 2 Viceformænd og 4 Secretairer, hvilket uden Tvivl vil finde sin Retfærdiggjørelse i det større Antal Medlemmer, hvoraf Rigsforsamlingen beståer, og som navnlig for Secretairernes Vedkommende letteligen vil gjøre deres Arbeide for besværligt, især med Hensyn til Afstemninger, hvor det er ønskeligt, at de hurtigen og let kunne oversee den hele Forsamling, hvorfor Flere på eengang måe kunne optage Stemmerne. Det 2det Punkt er, at disse Embedsmænd ikkun skulle vælges for 4 Uger, men dog kunne gjenvælges. Dette er også i Overeensstemmelse med de Regler, som i flere andre Lande følges med Hensyn til sådanne Valg. På sine Steder er endog denne Functionstid meget kortere, f. Ex. i det norske Storthing, hvor, den kun varer 1 Uge; men man har her troet, i Overeensstemmelse med, hvad der på de fleste andre Steder er Tilfældet, at burde fastsætte Tiden til 4 Uger. Endnu må jeg tilføie ved § 2, at Valget af de 2 Viceformænd og 4 Secretairer naturligviis foregåe under Eet, således at der under Eet stemmes på de 2 Viceformænd under Eet på de 4 Secretairer, så at de, som ved denne Afstemning have fået absolut Pluralitet, ere valgte.

Ørsted:

Forinden jeg gåer ind på de specielle Bemærkninger, jeg kunde have at fremsætte ved Udkastet, må jeg tillade mig at gjøre den almindelige, at Udkastret synes at gåe ud fra den Forudsætning, at denne Forsamling også skulde være berettiget til at tage ethvert Lovforslag eller ethvert privat Andragende under Vehandling, medens det dog må erkjendes, at den kun er kommen sammen for at rådslåe om den tilkommende Forfatningslov med tilhørende Vaglov. Denne Forudsætning er vel ikke tydelig udtalt i Udkastet, men synes dog at ligge deri. Jeg må i denne Henseende gjøre opmærksom på, at det er bleven udtalt i Stænderne, ligesom det også er almindelig erkjendt, at den Valglov, hvorefter nærværende Forsamling er kommen sammen, ikke er tilstrækkelig eller passende for de tilkommende Forsamlinger, igjennem hvilke Folket skulde udøve sin Andeel i den lovgivende Magt; det har også viist sig, at de fra Regjeringen udgåede Valg have måttet supplere den store Mangel, som der var tilstede i de alene af Folket udgåede Valg, nemlig at der i dem var en utilstrækkelig Repræsentation for mange, ikke ubetydelige Interesser og Synspunkter. I den Forfatningslov, der nu skal antages, har man også på en anden Måde søgt at afhjælpe de Mangler, som kunne fremkomme ved en Valglov, som støtter sig på en så bred Grundvold, ved nemlig at fastsætte, at Rigsforsamlingen

skal beståe af 2 Afdelinger, nemlig det såkaldte Landsthing og det såkaldte Folkething. Uden for Øieblikket at ville indlade mig på at afgjøre, hvorvidt der herded er vunden en Måde, hvorpå Ulempen kunde afhjelpes, er det dog vist, at der deri ligger en Erkjendelse af, at denne Forsamling ikke er indrettet således, som den tilkommende lovgivende Forsamling skal være det. Man synes altså at måtte antage, at denne Forsamling blot er valgt med Hensyn til Spørgsmålet om den nye Forfatningslov med tilhørende Valglov, og ikke med Hensyn til Andet. — Jeg vil dermed ikke have udtalt, at det jo nok kunde være muligt, at der kunde være sådanne Motiver tilstede, at Forsamlingen, såvidt det var Regjeringens Ønske, også kunde komme til at indlade sig på andre Anliggender, men den måtte da forsåvidt kun optræde som rådgivende. Jeg troer derfor foreløbigen at burde udtale, at Forsamlingen ikke ved dette Udkast må ansees bunden til at erkjende, at den i Almindelighed har en sådan Charakteer, at den ansees berettiget til at tage under Behandling ethvert Lovforslag eller ethvert privat Andragende, som fra Forsamlingens Medlemmer måtte indkomme.

Hvad de forelæste Paragrapher angåer, finder jeg det for det Færste med Hensyn til § 1 kun lidet hensigtsmæssigt, at det bestemmes, at såvel Secretairerne som Formændene kun skulle vælde vælges på een Måned. Med Hensyn til hines større Antal kan et Omvalg let blive nødvendigt, og et sådant vilde medtage en ikke så ganske ringe Tid. Det synes derhos ikke, at Secretairernes Forretninger ere af den Beskaffenhed, at det kunde være så særdeles ønskeligt for Forsamlingen, efter nogen Tids Forløb at overdrage deres Forretninger i andre Hænder, således som med Hensyn til Formandens. På den anden Side taler Billighed vistnok for, at de kunne forlange at blive aflæste fra et byrdefuldt Arbeide efter en vis Tids Forløb; men i denne Henseende troer jeg ikke, at Udkastet kan hjælpe, da de jo kunne vælges påny, og ikke undslåe sig for dette Gjenvalg uden Forsamlingens Samtykke; og få er Følgen kun den, at der er anvendt ikke ubetydelig Tid på disse Omvalg. Jeg må derfor henstille til Comiteens Overveielse, om det skulde være nødvendigt også for Secretairernes Vedkommende at bestemme Omvalg efter Forløbet af 4 Uger. Det forekommer mig også, at når Secretairernes Antal skal være 4, og disse asverle, Forretningerne da ikke kunne være mere byrdefulde, end at de jo i en længere Tid kunde bestride dem; men skulde det ikke desto mindre blive Tilfældet, at de måtte ønske sig fritagne for dem, da kunne jo Secretairerne ligesågodt, uden at noget nyt Valg foregåer, indkomme med deres Andragende derom til Forsamlingen, og når dette blev bevilget, vilde de jo blive fritagne for Eftertiden, og det på en sikkrere Måde, end om nyt Valg skulde skee, som jo efter Udkastet fremdeles kunde falde på dem.

I Anledning af § 2 skal jeg bemærke at med Hensyn til valget af en Formand — jeg mener naturligviis den tilkommende Formand — er det ikke ganske klart, hvem der skal lede dette Valg, om det skal ledes af dem fratrædende Formand eller af Alderspræsidenten. Det Første synes vistnok det naturligste, men imidlertid kan måskee herimod gjæres den Indvending, at dersom den fratrædende Formand ønskede at vælges påny, kunde man måskee finde det ubehageligt at afgive sin Stemmeseddel på en Anden , når denne skal gjennemsees af hiin; men dette er just ikke meget praktisk vigtigt, og jeg skal derfor hverken modsætte mig den ene eller den anden Bestemmelse af Forsamlingen; men det forekommer mig, at man burde have en Bestemmelse for, hvorledes dette Valg skal ledes. Med Hensyn til de øvrige Valg af Viceformænd og Secretairer havde jeg næret Uvished, om disse Valg skulde foregåe under Eet eller hvert for sig. Efter Udkastet måtte jeg nærmest komme til det Resultat, at de skulde vælges enhver for sig, altså at der skulde foregåe 2 forskjellige Valg på de 2 Viceformænd og 4 Valg på Secretairer; thi det hedder i Udkastet: „Vindes ei heller da den forlangte Stemmefleerhed, så indskrænkes Stemmegivningen til de 2 Medlemmer, der havde de fleste Stemmer ved andet Valg”, og „efter same Forskrift forholdes ved Valget af Vice-Formænd og Secretairer. Jeg har imidlertid Intet imod, at de vælges under Eet, som jeg endog finder hensigtsmæssigt. Med Hensyn til den Bestemmelse.

at man også ved Valget af Secretairer skal have absolut Pluralitet, kan der let opståe særdeles store Vanskeligheder, på Grund af de mange Individer, hvorpå Forsamlingen kan kaste fine Øine, medens der kun er ganske Enkelte, man kan kaste fine Øine på til Formand, og da de skulde være 4, vilde Omvalg let medføre megen Vidtløftighed. Jeg skulle derfor henstille til den ærede Forsamling, om ei enhver Pluralitet kunde være tilstrækkelig ved Valg af Secretairer, eller i alt Fald, ai det Stemmeantal, som nødvendigt må haves indskænkes til 1/3 eller måskee til 1/4. Jeg troer ei, at Forsamlingen vil løbe nogen Fare i så Henseende. Hvad den sjette Paragraph angåer, skal jeg bemærke, at når det er Formanden, som skal bestemme Dagsordenen for næste Møde, skal han vel også bestemme Tiden, når dette skal holdes; jeg veed ikke, om dette måtte ansees som en Selvfølge, uden at derom skeer nogen Tilføining.

Formanden:

Jeg veed ikke, om der er Flere, som ville yttre sig over disse Paragrapher. Jeg skat blot tillade mig at bemærke med Hensyn til hvad der er yttret om Vanskeligheden ved Valget af en Formand, at den let kunde afhjælpes ved at overlade Ledelsen af dette Valg til Viceformanden. Iøvrigt havde jeg tænkt at foreslåe en Måde, hvorpå man kunde foretage Optællingen af Stemmerne således, at det hele Valg kunde foregåe meget hurtigt, og således at man alligevel kunde have den største Garanti, men jeg vil ikke for Øieblikket opholde Forsamlingen hermed.

Professor Larsen:

Der er i disse første paragrapher blot et enkelt Sted, hvorved jeg skal tillade mig at gjøre en Bemærkning, efterat en foregående Taler allerede har udtalt de almindelige Bemærkninger, jeg kunde have at fremføre. Denne Bemærkning angåer § 3; det forekommer mig nemlig ikke klart, hvad der skal forståes ved „at Formanden skal foreståe Forsamlingens Udfærdigelser. Når det er en Beslutning, som simpelthen skal communiceres, kan det vel antages, at der blot sigtes til, at Formanden skal påsee, at dette rigtigt besørges; men jeg veed ikke, om der også sigtes til sådanne Tilfælde, hvor der kan være Spørgsmål om at afgive en motiveret Erklæring. Sådanne Udfærdigelser have idetmindste hidtil ved Stænderforsamlingerne været Gjenstand for Forsamlingens Vedtagelse. Jeg skulde derfor henstille til den ærede Ordfører at yttre sig derover.

Algreen-Ussing:

Den høitærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die District (Ørsted) har fremsat først en almindelig Bemærkning med Hensyn til det foreliggende Udkast, som om herved skulde være afgjorte Noget med Hensyn til Forsamlingens Competence til at tage andre Lovforslag og private Andragender under Overveielse ved Forfatningsudkastet og den dermed i Forbindelse Stående Valglov. Comiteen har ikke tænkt på at ville afgjøre Noget om dette Spørgsmål; men den har ikke troet at kunne, navnlig hvad Lovforslag angåer, indskrænke sig til at omtale Forfatningsudkastet, efterdi således som Premierministeren i den Tale, som han ved Åbningen holdt, udtrykkeligen har tilkjendegivet, at et Forslag til at skaffe Statskassen de til Kampens Førelse nødvendige Midler, og at Lovudkastet om almindelig Værnepligt vilde blive Forsamlingen forelagte. Som Følge heraf måtte Comiteen affatte Udkastet, som skeet er, og kunde ikke indskrænke sig til det Lovudkast, til hvis Behandling Forsamlingen nærmest er sammenkaldt. Dette må formeentlig blive Gjenstand for en særskilt Afgjørelse, dersom der bliver fra nogen Side reist Spørgsmål om Forsamlingens Competence i så Henseende. Af samme Grund har man heller ikke troet at kunne undgåe at bestemme, hvorledes Andragender, som et Medlem kunde vilde forelægge Forsamlingen, skulle behandles. Sådanne Andragender ville ofte være af den Beskaffenhed, at der ikke kan reise nogensomhelst Tvivl om Forsamlingens Competence til indlade sig på dem, navnlig når de angåe Forsamlingens egne Anliggender, som f. Ex. det nærværende Regulativ.

Med Hensyn til de specielle Punkter, som ere berørte af det nævnte ærede Medlem, skal jeg, forsåvidt han har yttret, at Secretairerne burde vælges for et længere Tidsrum, end foreslået i Udkastet, bemærke, at der vistnok ere vigtigere Grunde, der tale for, at formanden og Viceformanden efter en vis kort Tid skulle afgåe, end for Secretairernes Vedkommende; men Comiteen har dog troet, i Over

eensstemmelse med hvad der skeer andetsteds, at alle Embedsmænd burde afgåe og gjenvælges på samme Måde som Formand og Viceformand, og der blev navnlig derved taget Hensyn til det Moment, som den ærede Rigsdagsmand selv har udhævet, at Secretairerne burde have Adgang til, hvis Arbeidet falder dem for svært, at afløses, hvilket åbenbart vil skee på en naturligere Måde, når de til en vis given Tid skulle afgåe, end dersom de skulde stille en formelig Begjering til Forsamlingen, om at måtte befries fra denne Bestilling. Hvad Valget af Formanden angåer, har Comiteen ikke tænkt sig, at Aldersformanden, som ikke har nogen Function ved Forsamlingen uden ved dens første Constituering, her kunde komme til at træde til, men den har formeent, at man rolig kunde overlade det til Formanden, eller ialtfald, som den ærede Formand nu har foreslået, til Viceformanden. Aldersformanden forekommer det mig, har under ingen Omstændigheder her noget at gjøre.

Med Hensyn til hvad af samme Medlem er yttret om Unødvendigheden af, at Secretairerne vælges med absolut Majoritet, da har også dette Punkt været omhandlet i Comiteen, men man har såmeget mindre troet at burde gjøre nogen Forskjel i denne Henseende imellem Valget af Præsident og vicepræsident og Secretairerne, som det har været en bestemt Forudsætning hos Comiteen, hvilket også Forsamlingen vil see af § 26 i Udkastet, at der til ethvert Valg, være sig til Embedsmand eller Comiteemedlem, skal fordres over Halvdelen af Stemmerne. At Modernes Begyndelse må bestemmes af Formanden, er en Selvfølge, men man har fundet det ufornødent at sætte dette i § 6.

Med Hensyn til hvad Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 7de District (Professor Larsen) har bemærket i Anledning af den i § 3 omtalte Udfærdigelse af Forsamlingens Beslutninger af Formanden, har idetmindste jeg for mit Vedkommende ikke forstået dette anderledes, end at Formanden besørger de af Forsamlingen fattede Beslutninger udfærdigede; men har der navnlig skal afgives en motiveret Beslutning fra selve Forsamlingen, må denne vistnok udgåe fra Forsamlingen selv eller fra den Comitee, som har behandlet Sagen. Herom handler § 16, som udtrykkelig indeholder, at Forsamlingen selv nærmere vil have at bestemme, hvorledes Sagen i det der omhandlede Tilfælde skal behandles. Ved Lovforslag derimod, som er den nærmeste og egentlige Gjenstand for nærværende Forsamlings Virksomhed, vil Behandlingen komme til at foregåe overeensstemmende med Udkastets § 15, da der i disse Sager ikke vil være at afgive nogen motiveret Betænkning, men derimod at udfærdige et revideret Lovforslag, som Forsamlingen indstiller til Regjeringen; jeg skal imidlertid herom ikke videre udtale mig på dette Sted, men opsætte dette til Forhandlingen af de respective Paragrapher.

Professor Larsen:

jeg skal hertil bemærke, at Udtrykket i § 16: „i hvilken Form Sagen skal behandles” synes nærmest kun at antyde den egentlige Behandling, i Modsætning til den Udfærdigelse, som deraf kan blive en Følge. Der synes således i Udkastet at mangle en sådan Bestemmelse om Affattelsen og Bedtagelsen af slige Udfærdigelser, som den, der findes i den ældre Stænderlovgivning.

Algreen-Ussing:

jeg skal i Anledning af den sidste ærede Talers Yttringer bemærke, at ved Sagens Behandling i § 16 forståes den fuldstændige Behandling, derunder altså også indbefattet Udfærdigelsen af det Actstykke, som må udgåe fra Forsamlingen i de der omhandlede Sager.

Ræder:

jeg forståer Bestemmelsen i § 2 således, at Viceformændene og Secretairerne skulle vælges under eet; men jeg må gjøre opmærksom på, at dersom Formanden skulde blive syg, optræder Viceformanden i hans Sted, og det er altså vigtigt, at Valget af Viceformanden, som i Forfald træder i Formanden Sted, skeer ligeså omhyggeligt som Formandens Valg. Træder Formanden af, bliver den ene Viceformand virkelig fungerende Formand, og den anden kommer til at indtræde i den Førstes Sted. Jeg troer derfor, at Valgene taltfald med Hensyn til Viceformændene måe foregåe hver for sig. Med Hensyn til den anden Bestemmelse om Secretairerne finder jeg det billigt, at når en Secretair har været valgt een eller 2 Gange, må han have gyldig Grund til at undslåe sig For Gjenvalg. I Henhold hertil skulde jeg foreslåe, at Slutningen.

af § 1 forandres således, at der tilsøies, at vedkommende Secretair ved 2det eller 3die Gjenvalg dog måtte have denne Ret.

Algreen-Ussing:

Jeg troer, at der hliver den samme Sikkerhed med Hensyn til Valget af Viceformænd, uanseet man stemmer på dem under eet, som med Hensyn til Valget af Formand, idet der jo også ved hiint Valg kræves en absolut Pluralitet, og Andet fordres ikke heller med Hensyn til Valget af Formand. Med Hensyn til det reiste Spørgsmål om Secretairernes Ret til at undslåe sig for Valget, når de have fungeret i een eller to Gange 4 Uger, da har dette vistnok Billigheden for sig, dersom de ønske at fratræde. Jeg antager også, at når dette kommer til Forsamlingens Kundskab, vil man ikke besvære dem, som således ønske at fritages yderligere, og da Secretairposten er en Hæders- og Tillidspost, kan det også antages, at der ikke vil møde Vanskelighed ved Valget af andre Medlemmer i deres Sted.

Ørsted:

Jeg har allerede erkjendt, at den ærede Comitees Forslag ikke indeholder Noget, der udtrykkelig kunde hjemle Forsamlingen Charakteren af en almindelig lovgivende Forsamling og Competence til at indlade sig på alle Slags Lovforslag og Petitioner. Jeg anførte blot min tidligere Bemærkning i denne Hensigt, for at der ikke skulde være Noget uklart, og Forsamlingen ikke ved at gåe ind på Udkastet, skulde antages at være bunden. Hvad de øvrige mindre betydelige Punkter angåer, da antager jeg det ikke for vigtigt, om disse ordnes på den ene eller den anden Måde; de forskjellige Tvivl kunne måskee hæves ved en Redaction. Hvad navnlig det Spørgsmål angåer, om Vicepræsidenterne skulde vælges under eet eller særskilt, er jeg fuldkommen enig med den ærede Ordfører i, at det er ligeså sikkert, at de vælges under eet, som i to særskilte Valg; ja det kunde endogså hænde, at hvis man ikke var bleven rigtig enig i denne Henseende, forinden Afstemning finder Sted, om hvem man først vilde stemme på, om også Forsamlingens Pluralitet iøvrigt var ganske enig, om hvilke to, ven ønskede valgte til Viceformænd, at da Stemmerne Kunde blive spredte, idet nogle først vilde stemme på Een, andre først på Andre. Hvad de øvrige Punkter angåer, navnlig at også Secretairerne skulde have absolut Pluralitet, finder jeg mig foranlediget til at gjøre den Bemærkning, at jeg ikke kan erkjende den Argumentation, som hentes fra § 26, derfra at denne. Paragraph gåer ud på, at også Valg til Comiteemedlemmer skulle skee med absolut Pluralitet. Der kan nemlig fremsættes meget vigtige Indvendinger også med Hensyn til Realiteten af denne Paragraph, ikke blot fordi der fordres absolut Pluralitet også for Forsamlingens øvrige Forhandlinger, men også med Hensyn til de øvrige Følger, som det kan have, at intet Medlem kan komme ind i nogen Comitee uden absolut Pluralitet. Det Nærmere herom vil imidlertid blive at forhandle, når man kommer til § 26.

Køster:

Εfter Paragrapherne 3 og 4 er det overladt til Formanden at bestemme, hvilken af Viceformændene der skal fungere, når Formanden, enten på Grund af Forfald eller fordi han vil tage videre Deel i Forhandlingerne end den, der hører til hans Function, fratræder. Det forekommer mig hensigtsmæssigst, at det blev bestemt, at den Viceformand, som er valgt med de fleste stemmer, i så Fald skulde indtræde i hans Sted, og først når han har Forfald, den anden Viceformand, som er valgt med det næste Antal Stemmer, træde til og fungere. Jeg vil derfor tillade mig at henstille til Forsamlingen og den ærede Ordfører, om der ikke i denne Henseende skulde gjøres en Forandring i Regulativet.

Algreen-Ussing:

Dette Spørgsmål har også vært omhandlet i Comiteen; det er nemlig Regel i flere andre Landes Forfatningsregulativer, at den Måde benyttes, som det ærede Medlem har omtalt; men Comiteen har troet, at det var af de Ting, som ikke vilde møde nogen Vanskelighed, og at Sagen således kunde ordnes imellem Formanden og Viceformændene på den af Comiteen foreslåede Måde.

Tvede:

Når det i Slutningen af § 6 hedder: „dog kunne 15 Medlemmer forlange, at den (Dagsordenen) fastsættes ved Forsamlingens

Beslutning“, skal jeg tillade mig at forespørge, om det ikke måtte være Meningen, at eet Medlem af Forsamlingen kan foranledige en sådan Beslutning, når 14 Andre strax reise sig og erklære sig enige med Proponenten; thi det vilde dog være forunderligt, om 15 på eengang skulde ståe op og fremsætte sådant Forlangende:

Algreen-Ussing:

Det er forudsat, at 15 derom ene sig, hvilket kan skee enten på ven Måde, at 15 på eengang reise sig og fremsætte et sådant Forlangende, eller at Een fremsætter det, og at det strax tiltrædes af 14 Andre.

Tvede:

Måskee kunde det af mig Tilsigtede opnåes ved, at Slutningen af Paragraphen kom til at lyde således: „dog kan den, efter et Medlems af 14 andre Medlemmer understøttede Forlangende, fastsættes ved Forsamlingens Beslutning“.

Krieger:

Jeg troer ikke, at det er nødvendigt at gjøre nogen sådan Forandring; thi 15 Medlemmer kunne meget godt have i Forveien enet sig om at fremsætte et sådant Forlangende, som altså ikke behøver altid at fremtræde under den Form, at Een fremsætter dette og 14 Andre da tiltræde det.

Ørsted:

jeg mener, at det må være Præsidentens Sag at prøve, om det fremsatte Forlangende finder Understøttelse, sådel her som ved andre Leiliglheder. Når Een reise sig og siden 14, så måe jo Betingelserne antages at være tilstede.

Formanden:

Jeg har også forestilt mig, at det måtte gåe til på den Måde.

Krieger:

Ja, hvis ikke Een fremsætter Forlangendet i Femtens Navn.

Formanden:

Ja også det. Tvede: Jeg har hidtil hørt nogen Tvivl om, hvorvidt Een kan tale i Femtens Navne.

Ørsted:

Jeg mener ikke, at der behøves nogen Bestemmelse, da det er Præsidentens Sag at prøve dette. Tage Müller: Jeg tillader mig at forespørge hos den ærede Ordfører, om Udtrykket i den sidste Linie af 3die § „imidlertid” skalforståes således, at Formanden skal overlade Forsædet til en af Viceformændene under hele den Sags Discussion, under hvilken han tager Deel i Forhandlingerne, eller om han blot skal fratræde Forsædet, sålænge han tager Deel i Discussionen, og igjen indtage dette, under den samme Sags Forhandling, under hvilken han eengang er fratrådt.

Algreen-Ussing:

Comiteens Mening er den, som det ærede Medlem har forudsat som det sidste Alternativ, hvilket jeg iøvrigt troer fremgåer tilstrækkeligt af Ordene i Udkastet. Der ere tre Måder, der kunne tænkes med Hensyn til Formandens Deelagtighed i Forhandlingerne; den ene og den strengeste er den, at han skal aldeles afholde sig fra at tage Deel i Forhandlingerne; den anden, at han selv på Præsidentstolen kan deeltage i Forhandlingerne; og den tredie er den, som Comiteen har valgt, at han vel må tage Deel i Forhandlingerne, men, når han gjør det, skal fratræde og Overdrage til een af Viceformændene at fungere imidlertid. Efter den forrige Stænderanordnings § 58 var det ganske overladt til Præsidenten, hvorvidt han vilde tage. Deel i Forhandlingerne og det var ikke deri Pålagt ham, hvad dog i Regelen skete, at fratræde Præsidentstolen, når han tog en sådan Deel i Forhandlingerne. Hvilken af disse tre Måder, der skulde vælges, kan der være deelte Meninger om, men Comiteen har troet, at det vilde være rettest, at vælge den, — ikke ubetinget at udelukke Præsidenten fra at deeltage i Forhandlingerne, — men heller ikke at gjøre det till en Betingelse derfor, at han under den hele Sags Discussion, og dette altså både under den foreløbige og endelige Behandling, skulde aldeles udelukkes fra at fungere som Præsident.

(Fortsættes.)

Forlagt og trykt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Sjette Møde. (Fortsat.)

Bisby:

Det er mig ikke fuldkommen klart med Hensyn til Slutningen af § 6, om der ved den Forandring, som deri omtales, menes Forandring i Dagsordenen for samme Dag eller for den påfølgende Dag, med andre Ord, om Forsamlingen ved Mødets Åbning kan forandre Dagsordenen for samme Dag eller blot for den næste Dag.

Algreen-Ussing:

Jeg troer ikke, at det kan misforståes, at der alene er sigtet til næste Dags-Orden. Det hedder nemlig i Slutningen „dog kunne 15 Medlemmer forlange, at den (Dagsordenen) fastsættes ved Forsamlingens Beslutning”, og i Begyndelsen af Paragraphen siges der: „Formanden bestemmer ved Slutningen af hvert Møde Dagsordenen for næste Møde”. Det er ikke for den løbende Dag, men altid for det næste Møde, at Dagsordenen sættes. Skal der være Tale om at bringe en Sag under Forhandling samme Dag som Ønsket derom fremsættes, så falder en sådan Beslutning under Udkastets sidste Paragraph, som i den Henseende tillader Undtagelser fra de almindelige Forskrifter, og hvorom jeg skal tillade mig nærmere at yttre mig, når vi komme dertil.

Mundt:

Jeg vil tillade mig en Bemærkning med Hensyn til § 2. Når man læser den første Deel af Paragraphen, kan der ikke være nogensomhelst Tvivl, thi der er Kun Tale om Valget på Formand, men i Slutningen af Paragraphen ståer: „Efter samme Forskrift forholdes ved Valget af Vice-Formænd og Secretairer”; nu er Vice-Formændenes Antal 2 og Secretairernes Antal 4, og da bliver det muligt, at allerede ved den første Afstemning Flere end det Antal, som skal vælges, kunne erholde mere end Halvdelen af Stemmerne, og det forekommer mig ikke klart, om i dette Tilfælde denne Sætning også finder Anvendelse: „have Flere lige Stemmer, gjør Alderen Udslaget.”

David:

Det forekommer mig dog umuligt, når kun 2 skulle vælges, at Flere end to skulde kunne erholde Halvdelen af Stemmerne.

Mundt:

Det er ikke vanskeligt at indsee, at et sådant Tilfælde vil kunne indtræffe, og det vil være tydeligere, når Talen bliver om Secretairerne, hvis Antal er 4; da vil det let kunne hænde, at Flere end 4, ja 5, 6, 7 ville kunne erholde mere end Halvdelen af Stemmerne; men når kun to skulle vælges, såsom ved Valget af Vice-Formænd, vil dette Tilfælde ikke kunne indtræde, undtagen når Medlemmernes Antal er ulige. Hvis f. Ex. Antallet af Forsamlingens Medlemmer er 151, så er altså 76 over Halvdelen; dersom de første 76 Medlemmer stemme på A og Nr. 2 til 77 inclusive på B, så kan en Tredie, C, erholde een Stemme af Nr. 1, een Stemme af Nr. 77 og dernæst de øvrige 74 Stemmer til, hvilket altså er 76. Men dette er vistnok et Tilfælde, som sjeldent vil indtræffe, hvorimod det ved Secretairernes Valg hyppigere kunde skee. Det var blot min Mening, at det skulde udtrykkes med Klarhed, at den nævnte Sætning: „have Flere lige Stemmer” o. s. v., også har Hensyn til den første Afstemning.

Formanden:

Hvis Ingen videre yttrer sig, antager jeg, at vi kunne gåe over til næste Afsnit, som vil indbefatte §§ 7—10, begge inclusive.

Algreen-Ussing

oplæste det pågjældende Afsnit og bemærkede derefter. Dette Afsnit er af den Vigtighed, at det må være mig tilladt derom at fremsætte nogle udførligere Bemærkninger. Dette indeholder nemlig en Forretningsorden, som ikke hidtil har været gjældende hos os, og som derfor vel kan behøve noget nærmere at udvikles og forklares. Comiteen har, som jeg strax tillod mig at bemærke, ikke havt Leilighed til at ledsage sit Udkast med Motiver, ligesom den heller ikke har anseet det passende, i selve Regulativet nærmere at forklare Øiemedet med disse Afdelinger og beskrive den hele Forhandlingsmåde i samme. Det turde derfor være hensigtsmæssigt her at give en Fremstilling af det såkaldte Bureausystems Betydning. Det vil være indlysende for Enhver, som kjender til Forhandlingerne i større Forsamlinger, hvor vigtigt det er, at den foreløbige Bearbeidelse af Sagerne skeer på en sådan Måde, at den bliver så udtømmende som muligt, at Forsamlingens Medlemmer derved sættes i den nøiagtigste og fuldstændigste Kundskab om Sagens Gjenstand, og at der åbnes Leilighed til at drage den størst mulige Nytte og Fordeel af samtlige Medlemmers Kundskaber; det er som det hensigtsmæssigste Middel hertil, at man i flere Landes legislative Forsamlinger har indført den Indretning, som Comiteen her har bragt i Forslag. Forsamlingen opløser sig nemlig, som i Udkastet foreslået, i et vist Antal Afdelinger, som Comiteen har troet at burde foreslåe til 5, hvorefter der, da Forsamlingen beståer af 152 Medlemmer, vil falde 30 Medlemmer på de 3 og 31 på de 2 af disse Afdelinger. Denne Fordeling skal her som i andre Lande skee ved en almindelig Lodtrækning. Når disse Forsamlinger således ere dannede, er Bestemmelsen, at enhver Sag af større Vigtighed, navnlig Lovforslagene, såsnart de ere forelagte Forsamlingen, samtidigen blive overgivne til foreløbig Behandling i disse Afdelinger. Den Hovedfordeel, som derved vil opnåes er den, at man på eengang sætter alle Forsamlingens Medlemmer i Virksomhed med Sagens foreløbige Bearbeidelse og Bedømmelse, istedetfor at efter den hidtil fulgte Forretningsorden, når der nedsættes en speciel Comitee, kun et forholdsviis ringe Antal Medlemmer fåer Leilighed til nøie at træge ind i Sagens Enkeltheder. Igjennem Afdelingerne kan derimod hvert enkelt Medlem fra Sagens første Begyndelse følge med denne; han kan fremsætte sine Forslag, sine Ideer, fine Ønsker på en Tid, da Sagen endnu er aldeles ny, istedetfor at han ellers, når hans Forslag først fremkommer, efterat Comiteen har afgivet sin Betænkning, vil have større Vanskelighed ved at skaffe dem Indgang. I Afdelingerne kan etyvert Medlem fremsætte de Tvivl og de Bemærkninger, han kan have ved Lovforslagene (jeg bruger dette Udtrtyk i Almindelighed, eftersom det nærmest er Lovarbeiderne, som tænkes behandlede på denne Måde); han kan begjere Oplysninger og Forklaringer af de andre Medlemmer i Comiteen og gjøre de Forslag til Forandringer, som han anseer hensigtsmæsige; derved vil denne Indretning blive det naturligste Middel til at drage den størst mulige Fordeel af alle Medlemmers Kundskaber og Kræfter, og disse ville ad denne Vei trænge ind i Sagen på en Måde, som ellers ikke bliver dem mulig, thi hvor nøiagtig og fuldstændig en Comiteebetænkning end er, vil den dog efterlade mange Tvivl hos dem, som ikke på den her omhandlede måde have behandlet Sagen. Enhver, der har deeltaget i Stænderforhandlinger, veed, at man ved at være Medlem af en Comitee ganske anderledes kommer ind i Sagens Heelhed, end når man ståer udenfor Comiteen. I disse forholdsviis mindre Afdelinger, hvor Møderne ikke holdes offentligt, ville Medlemmerne derhos lettere tilsidesætte den Tilbageholdenhed i at fremsætte deres Meninger og Anskuelser, som måtte hidrøre fra en forvidt dreven Beskedenhed, især når de kunne have nogen Tvivl,

om deres Indvendinger ere tilstrækkeligt begrundede, end i selve Forsamlingen, og der er Mange, som i Comiteerne give værdifulde Bidrag til Sagens Behandling, men som ikke ønske at træde op i større Forsamlinger, uagtet de ofte besidde grundigt Kjendskab til mange Forhold. Det tør også antages, at en Mængde Indvendinger og Bemærkninger, som ellers vilde fremkomme i selve Forsamlingen, ville finde deres tilstrækkelige Besvarelse i disse Afdelinger; de ville der være komne frem, der være blevne mødte og berigtigede, og som en Følge deraf blive holdte tilbage i selve Forsamlingen, så at Forhandlingen i denne vil blive af større Betydning, da det især vil blive Hovedtalerne, jeg mener dem, som fuldstændigst kunne udvikle de Ideer, som de eller deres Parti repræsentere, som ville yttre sig, når Sagen kommer for i Forsamlingen. Jeg antager naturligviis ikke, at al overflødig Tale her i Salen skulde falde bort; det er Noget, man ikke kan vente, thi der vil her, som i alle større Forsamlinger, være Mænd, som have en ubetvingelig Lyst til at høre sig selv tale; men det tør dog vistnok antages, at Meget vil falde bort som Følge af Forhandlingerne i Afdelingerne, der ellers vilde være kommet frem i selve Forsamlingen. Dernæst ståer, som Forsamlingen vil have seet, Valget af Medlemmerne til Comiteen, der skal udarbeide den Betænkning, som skal forelægges Forsamlingen, i Forbindelse med Bureauerne; denne Comitees Sammensætning udgåer i det Mindste for endeel af dem, når Sagen har været behandlet i Afdelingerne, og det tør vel antages, at man netop på denne Måde vil vide at trække de Mænd, som fuldstændigst ere inde i Sagen, da enhver Afdeling for sit Vedkommende vil have havt Leilighed til at lære at kjende disse Mænd. Der er endnu andre, mindre væsentlige Fordele ved denne Behandling af Sagerne i Afdelinger, hvoraf jeg skal berøre den Blanding af Forsamlingens Medlemmer indbyrdes, som den fører med sig, og den derved givne Leilighed til at berigtige vrange og falske Anskuelser, som måtte findes hos enkelte Medlemmer. Dgså det er en Fordeel, at Valget til Comiteen i Regelen skal udgåe af Afdelingerne; thi deels vil man, som bemærket, ved Valget på denne Måde kunne vente at erholde de dygtigste og kundskabsrigeste Medlemmer, og deels ville Valgene kunne skee med langt større Lethed og mindre Tidspilde, når de foregåe på eengang i samtlige Afdelinger, end når de altid skulde skee i den hele Forsamling. Forøvrigt har Comiteen foreslået, i Overeensstemmelse med, hvad der gjælder på andre Steder, at Forsamlingen kan beslutte, når en Sag overdrages til Behandling i Afdelingerne, at den Comitee, som derefter, når Sagen har været for i Afdelingerne, skal foredrage og afgive sin Betænkning, kan blive forstærket ved Medlemmer, som vælges af den hele Forsamling. Dette er vistnok både ønskeligt og nødvendigt, da det let kan indtræffe, at der i en enkelt Afdeling vil kunne være flere Mænd, som netop ere fortrinlig skikkede til at indtræde i den fælles Comitee, af hvilke Afdelingen ikke kan vælge mere end eet eller to Medlemmer. Der bør da være et Middel, hvorved den hele Forsamling kan supplere den Mangel, hvoraf Comiteens Sammensætning vilde lide ved atvælge ved frit Valg de Medlemmer, som den måtte ansee meest Skikkede til at træde i Forbindelse med de igjennem Afdelingerne valgte Medlemmer. Det er tillige bestemt, at ikke enhver Sag nødvendigviis skal gåe til Afdelingerne, men at Forsamlingen kan tage den Beslutning, at en Sag efter sin mindre væsentlige Beskaffenhed strax kan prøves af en særegen dertil valgt Comitee, som da enten kan vælges af Forsamlingen, i Overeensstemmelse med de almindelige Regler, ligesom hidtil, eller alene af Afdelingerne eller pâ den Måde, at et vist Antal vælges af Afdelingerne og et vist Antal igjennem den hele Forsamling. Endnu må det være mig tilladt at bemærke, at i de fleste andre Lande er det bestemt, at disse såkaldte Bureauer Skulle fornyes efter en vis Tid, i Almindelighed til samme Tid, da Omvalg af Forsamlingens Embedsmænd finder Sted, således, at der hver Måned foregåer en ny Lodtrækning og organiseres nye Bureauer. En lignende Bestemmelse har Comiteen dog ikke troet, at der var tilstrækkelig Anledning til her at optaqe, thi selv hvor en sådan Fornyelse af Bureauerne finder Sted, vedbliver det ældre Bureau for den enkelte Sag, som dette Bureau engang har taget under Behandling, så at dette Bureau, skjøndt ny Lodtækning

finder Sted og nye Bureauer dannes, vedbliver i sin Virksomhed med Hensyn til de enkelte Sager, som ere påbegyndte, hvilket også må ansees nødvendigt for Sagernes Fremme og dersom der ikke skal indtræde Forvikling og Forstyrrelse. Da nu nærværende Forsamling har sit bestemte Formål, kan det vel forudsættes, at alle Sager, som ville komme for her, ville være overgivne til Bureau-Behandling i Løbet af den første Måned, og at der altså ikke vil blive nogen Virksomhed for de Bureauer, som skulde dannes efter Månedens Udgang. Jeg skal fremdeles bemærke, at når det i § 7 hedder „at disse Afdelinger forhandle enhver Sag, der af Forsamlingen henvises til dem, dog uden Afstemning”, har Meningen heraf naturligviis ikke været, at disse Afdelinger kunne vedblive at forhandle Sagen hvorlænge det skulde være, uden at komme til nogen Endelighed dermed. Meningen er kun den, som man har troet tilstrækkelig at have udtrykt, at der ikke skal foregåe nogen Afstemning i Afdelingerne, og at intet Medlem der skal erklære sig bestemt om, hvad Mening han har om Sagen, da hensigten med Behandlingen i Afdelingerne er den samme som af den foreløbige Behandling i den hele Forsamling, at samtlige Medlemmer kunne komme tilstrækkeligt ind i Sagen og yde deres Bidrag til dens fuldstændige Belysning. I andre Lande, navnlig i Frankrig, hvorfra dette System nærmest hidrører og har bestået i lang Tid, er det iøvrigt fastsat, at når to Trediedele af Bureauerne ere blevne færdige med Sagens Behandling og have udvalgt deres Medlemmer til Comiteen, træder denne Comitee i Virksomhed. Nærværende Comitee har imidlertid ikke troet det nødvendigt at optage nogen udtrykkelig Bestemmelse herom, da det vel kan forudsættes, at Afdelingerne omtrent ville blive færdige til samme Tid med den forelødige Behandling af Sagen, ligesom det også forudsættes, at de ville træde i Forbindelse med hinanden indbyrdes for at erfare, til hvilken Tid de samtlige ville være færdige. Man har det ialtfald i sin Magt ved Andragende til Formanden at kunne foranledige, at de Afdelinger, som måtte ståe tilbage, kunne fåe det fornødne Tilhold til at fremme Arbeidet så hurtigt som muligt.

David:

Da jeg er enig med Comiteen om, at Bureausystemet har væsentlige Fortrin, er det ikke Meget, som jeg har at bemærke ved disse Paragrapher, men jeg har dog troet, ikke at burde lade det blive uomtalt, at det væsentligen hører med til dette System, at Bureauerne ikke ere permanente, men oftere ved Omvalg fornyes. Vel har Ordføreren gjort opmærksom på de aldeles særegne Grunde, som tale for, at de Afdelinger, som nu skulle vælges, forblive i denne deres Sammensættelse, og at intet Omvalg ved denne Rigsforsamling skulde finde Sted; men ikke at tale om, at det ei er ganske indlysende, at det af de anførte Grunde skulde være upraktisk at fornye Afdelingernes Valg efter 4 Uger, har jeg anseet det for rigtigt, på det Bestemteste at udtale her i Forsamlingen, at Afdelingernes temporaire Fornyelse er en Nødvendighed, når man overalt vil tænke på dette System, da dets store Fortrin kun derved opnåes, og dets Mangler ligeledes kun derved modarbeides. Bel vil det Reglement, som vi nu skulle affatte, kun være et temporairt, for denne ene Session gjældende, men det kan dog let fåe megen Indflydelse på det endelige Reglement, og derfor er det sikkert ei overflødigt at udhæve, at det væsentligen hører med til dette System, at Afdelingerne hyppigen fornyes.

Iøvrigt troer jeg at burde gjøre opmærksom på, at Comiteen synes at have forudsat større Kjendskab til dette Systems hele Indretning, end der tør formodes, hvor det er så aldeles nyt som her, og jeg kan kun heraf forklare mig, at man har sammentrængt i en eneste Paragraph Alt hvad der angåer Bureauerne. Navnligen må jeg ansee det som en Mangel, at der ei er angivet, hvorledes Balgene af Formand og Secretair i Afdelingerne skulle finde Sted. Bel hedder det i § 26, at ethvert Valg skal skee ved absolut Pluralitet; men det forekommer mig, at Afdelingsvalgene burde have været bestemte her, hvor Talen er om Afdelingerne, så meget mere som de Grunde, der tale for absolut Pluralitet her, ikke med samme Styrke gjøre sig gjældende for alle andre Valg, og det altså vil blive Spørgsmål om § 26 i sin Heelhed gåer igjennem. Også troer jeg, at det burde have været nøiere betegnet, at Forhandlingen af

de til Bureauerne henviste Sager er disses Hovedvirksomhed, og at Valget af et Comitee-Medlem først efter endt Forhandling bør finde Sted. Jeg skal i denne Retning fremkomme med et Amendement til § 7. Dernæst savner jeg en Bestemmelse for en Begrændsning af den Tid, i hvilken en enkelt Afdeling kan opholder en Sag. En sådan Bestemmelse findes i de franske Reglementer, hvor Bureausystemet i sin hele Udstrækning er bragt i Anvendelse, og en sådan Bestemmelse må vistnok ansees for meget hensigtsmæssig, da det ellers vil ligge i en enkelt Afdelings Magt utilbørligen at forhale Sagernes Afgjørelse, hvilket vilde være lige skadeligt, hvad enten dette skete af den ene eller den anden Grund. Også med Hensyn hertil skal jeg stille et Amendement, så at Comiteen for Afdelingernes Vedkommende må ansees at være constitueret, når fire Afdelinger have endt deres Forhandlinger og foretaget deres Valg. Endeligen skal jeg endnu gjøre opmærksom på, at Bestemmelsen i § 10, at den af Udskudet afgivne Betænkning skal trykkes og omdeles 3 Dage førend den foretages i Forsamlingen, er mindre hensigtsmæssig, når Sagerne have været behandlede i Bureauerne, end denne Bestemmelse var i Regulativet for Provindsialstænderne, hvorfra den er overgået til det nærværende Reglement; thi dengang fandt ikke en sådan Behandling af Sagerne Sted, som nu er påtænkt, og det var mere nødvendigt dengang, end det nu vil være, at Forsamlingens Medlemmer i en længere Tid kjendte Comiteebetænkningen, førend Sagen kom til Forhandling. Jeg skulde derfor troe, at to Dage nu vilde være tilstrækkelige, og når man seer hen til Forretningsgangen efter §§§ 12, 13 og 15, og hvor langsom denne vil blive, så turde det være indlysende, hvor meget der taler for at vinde een Dag, hvor dette uden Fare kan skee.

Olrik:

Skjøndt jeg erkjender Vægten af de Grunde, som de foregående ærede Talere have anført for, at en Fordeling af Forsamlingens Medlemmer i Afdelinger skal finde Sted, troer jeg dog, at Forsamlingen ikke burde aldeles binde sig ved den Måde, hvorpå Fordelingen skeer, nemlig ved Lodtrækning, men forbeholde sig Frihed til, når Omvalg af Forsamlingens Embedsmænd fandt Sted, at afgjøre, hvorvidt man vil have nye Medlemmer i Bureauerne, eller om det skal forblive ved den ældre Fordeling; skulde altså Pluraliteten af Forsamlingens Medlemmer være tilfredse med den Fordeling, som har fundet Sted, skeer ingen Forandring; i modsat Fald vil ny Fordeling finde Sted.

With:

Jeg er ingen Ynder af Bureausystemet, skjøndt jeg vel erkjender de Mangler, der hæfte ved den Fremgangsmåde, vi hidtil have benyttet. Den væsentligste Anke, som man har havt mod Indførelsen af Bureauer, er, at det beroer på en aldeles tilsældig Omstændighed, nemlig Lodtrækning, hvem der skal blive Medlem af hvert enkelt Bureau. Det kan således let træffe, at der i et Bureau kan blive en Overflødighed af Medlemmer, som have eet Slags Kundskaber, og en total Mangel på Medlemmer, som have Kundskaber i andre Brancher. Nu er der i Forsamlingen til Exempel 13 geistlige Medlemmer; hvis nu Loddet faldt således, at alle disse 13 kom ind i eet Bureau, så var dette vel forsynet, hvis der blev Spørgsmål om Sager, til hvis Behandling der udkrævedes geistlige Indsigter, hvorimod man i alle de øvrige Bureauer måtte savne Kræfter af denne Natur. Endvidere, her er 30 Jurister ex profeffo i denne Forsamling; sæt nu, at alle disse Jurister kom ind ved Lodtrækning i eet Bureau, så vilde det dog være påfaldende, om disse Mænd skulde savnes i de øvrige. For at råde Bod på denne Tilfældighed vil jeg tillade mig at foreslåe Forsamlingen, at der ved Stemmegivning bestemmes 5 Medlemmer for ethvert Bureau, og først, når denne Afstemning har fundet Sted, at lade Lodtrækning bestemme de Øvriges Pladser i Bureauerne. At lade Stemmegivning afgjøre, hvem der skal ind i ethvert Bureau, vilde være altfor vidtløftigt; men, når jeg indskrænker Antallet af de Medlemmer, der blive at vælge af den hele Forsamling, til 5, så vil det kunne overkommes. Dette vilde have en gavnlig Indflydelse på Bureauernes Virksomhed; man måtte da nemlig sørge for, at der kom Medlemmer ind i Bureauerne, som have Kundskaber i de forskjellige Grene, som man kunde tænke sig at blive Gjenstand for Bureauernes Undersøgelse, Mænd, som have

Kundskab i Landvæsen, Theologi o. s. v., således at ingen Sag kunde fremsomme i Bureauerne, uden at der også fandtes Mænd der, som havde specielt Kjendskab til den. Såfremt dette skulde vinde Bifald i Forsamlingen, vil jeg desangående stille et Amendement.

Drewsen:

Jeg reiser mig ikke for at tale imod Bureauerne, men kun for at gjøre en Bemærkning om eet Punkt. Den ærede Ordfører har med en overbevisende Tydelighed viist de Fordele, som Bureauerne føre med sig; kun i een Henseende kan jeg ikke dele den Mening, som han har udtalt, (hvis jeg forresten ikke skulde have hørt feil), den, at Forretningerne ved denne Indretning vilde gåe raskere fra Hånden end ellers. Den ærede Ordfører mener, at i Bureauerne ville alle de små Tvivl, Alt det, som siden i Forsamlingen stilles som Ammendements, fjernes. Det kan jeg ikke troe; jeg frygter netop for, at denne Indretning vil føre til mere Forlængelse af vore Arbeider, fordi jeg ikke kan tænke mig andet, end at de, som i Bureauerne blive i Minoriteten, ikke ville undlade her i Forsamlingen alligevel at fremkomme med deres Amendements, som de vel have fået misbilligede i Bureauerne, men som de troe at kunne sætte igjennem i Forsamlingen. Jeg har været med i mange Comiteer i Stænderforsamlingerne, og der har jeg erfaret, at Vanskeligheden i at bringe en Sag til Ende steg i samme Forhold som Antallet af Comiteens Medlemmer steg; jeg har seet, at når en Comitee bestod af 5 Medlemmer, blev den rigtignok tidligere færdig, end når den bestod af 3, men når den bestod af 7 eller 9 Medlemmer, så varede det almindelig meget længe, inden de kunde forelægge Forsamlingen resultatet af deres Arbeide. Her vil nu, hvis Forsamlingen deles i 5 Bureauer, 30 Mænd komme til at debattere, og Tallet vil just ikke være gunstigt til at tilveiebringe Enighed i Forsamlingen, og heraf mener jeg, at Følgen vil blive, at vore Arbeider, istedetfor at forkortes, ville forlænges.

Ørsted:

Jeg antager også, at den foreslåede Indretning med Afdelinger er hensigtsmæssig; jeg veed nok, at man i Frankrig har ulige Meninger om, hvorvidt de svare til Hensigten, men det forekommer mig, at, da den nærværende Forsamling er sammensat af Medlemmer, der forstørstedelen ere fremmede for hinanden og nære tildeels forskjellige Anskuelser, må man finde det meget ønskeligt, at de på denne Måde fåe Leilighed til at komme i nærmere Berørelse med hinanden og udjevne disse. Hvorvidt at Forhandlingerne derved ville fremmes eller medføre en langsommere Gang, vil ikke kunne forudsiges; der er visse Synspunkter, hvorfra det kunde see ud som, at man måtte formode, at det skulde give Anledning til større Vidtløftighed; men man kan dog og tænke sig, at der var overveinde Rimelighed, for, at det, at Medlemmerne komme instruerede til Forsamlingen, vil bevirke, at adskillige, intetsigende Bemærkninger ville falde bort. Jeg skulde derfor troe, at man idetmindste bør gjøre Forsøget med disse Afdelinger; Erfaring vil siden vise, hvorvidt Formålet vil opnåes; jeg troer, at man bør forsøge, hvorvidt det, som har dannet sig i Frankrig og andetsteds, også kan anvendes hos os, og jeg troer tillige, at man ikke bør gjøre nogen Hovedforandring i den Skikkelse, hvori det har dannet sig, og at det altså bør blive ved Lodtrækning. At det skeer ved Lodtrækning, troer jeg ligger i den hele Idee for Systemet; vil man forandre den ved at lade Fordelingen tildeels skee ved Valg, så vil et sådant Valg let kunne have til Følge, at i enhver Comitee kom 5 af de meest betydelige Medlemmer, som vilde kunne fåe en overveiende Indflydelse på Afdelingen, hvilket vilde bevirke, at der ikke kunde finde den frie Udvexling Sted og den Sammenblanden af de forskjellige Medlemmer, som man kunde ønske. Dernæst forekommer det mig, at det ligger i disse Afdelingers Hensigt, at de kun måe nedsættes for en Tid og ikke være bestandige. Jeg indseer vel, at det forholder sig således som den ærede Ordfører har sagt, at efter den Opgave, som er stillet denne Forsamling, vil det ikke let hænde, at der skulde kunne komme nye Sager for efter en Måneds Forløb; men, da dette ikke kan vides, forekommer det mig ønskeligt, om der var truffet en Bestemmelse, hvoraf man kunde see, at disse Afdelinger ikke skulde være bestandige. Jeg vilde aldeles ikke finde det uhensigtsmæssigt, om Tiden for Omvalget blev kortere, f. Ex. 14 Dage, fordi det vilde give An-

ledning til en større Blanding mellem medlemmerne, end ellers kunde finde Sted. Men i alt Fald måtte det kunne bestemmes, at når Forsamlingen fandt, at en Forandring burde foregåe, kunde dette gjøres til Gjenstand for et Forslag, som nærmere kunde forhandles, og hvorefter man da kunde tage Beslutning om en ny Fordeling. Et sådant Forslag måtte da være grundet på, hvad man i Afdelingerne havde erfaret om de Mangler, som viste sig ved den Fordeling, som havde fundet Sted ved den første Lodtrækning og som muligen kunde blive afhjulpne ved den nye. Med Hensyn til, hvad der er bemærket om, at Valget af Formand og Secretairer også i Afdelingerne skulde skee ved de fleste Stemmer, så var det måskee bedst, at det udtrykkelig blev bestemt, at dette skeer med absolut Pluralitet; dersom Comiteens § 26 bliver stående, da er dette vel ikke fornødent, men jeg troer, at der er Meget at indvende imod denne §, forsåvidt den som en almindelig Regel opstiller, at der udfordres absolut Pluralitet til ethvert Valg. Forsåvidt som der har været Spørgsmål om, at en Afdeling skulde nødes til at slutte en Sags Behandling, forekommer det mig hensigtsmæssigst; hvis en Sag skulde blive opholdt forlænge i Afdelingerne, for det Første, indtil vi vinde nogen Erfaring, blot at overlade Forsamlingen at bestemme en vis Frist, inden hvilken de skulde have sluttet deres Forhandlinger; derfor vilde Afdelingens Medlemmer ligefuldt beholde deres naturlige Ret til at gjøre de Bemærkninger, hvortil de måtte finde sig opfordrede, når Sagen kom for i Forsamlingen. Skjøndt jeg, ved at sammenholde §§ 8 og 9 med hinanden, seer, at det beroer på Forsamlingen, hvilke Sager den vil henvise til Afdelingerne og hvilke ikke, troer jeg dog, at dette burde siges umiddelbart og ikke, således som nu, på en skjult Måde i § 8. Hvad § 8 angåer skulde jeg meget ønske, at man ikke benyttede det Ord „Udskud”; jeg erindrer fra min tidligste Barndom, at dette Udtryk blev brugt om dem, der af en Forsamling bleve valgte til at danne en Comitee, men at alle Mennesker fandt det høist anstødeligt, og dette har man også fundet nu. Det har nu engang en så bestemt Betydning i Sproget, at man ikke vel kan benytte det uden i en uædel Betydning. Det følger også af dets Etymologi, da det deriverer sig af at „skyde ud”. Hvis man altså vil have et dansk Ord, mener jeg, at man bør bruge det Ord, man tidligere har benyttet, nemlig „Udvalg”, skjøndt det også har den Ubeqvemhed, at man kan komme i den Nødvendighed at sige om Udvalget, at det er udvalgt. Hvad § 8 angåer, må jeg forøvrigt bemærke, at når man læser den i sin sammenhæng, fåer man ud, hvad der vel også er a Meningen, at Forsamlingen under sags Henviisning til Afdelingerne forud skal bestemme, om de Medlemmer af Udvalget, som vælges af Afdelingerne, skulle forstærkes ved Andre, eller ikke; men det forekommer mig, at der også, efterat disse Valg vare foretagne, kunde blive Anledning, ja endog bedst Anledning, til at tage en sådan Bestemmelse, da det så overmåde let kan hænde, at der i een Afdeling kan findes flere Medlemmer, som ere særdeles skikkede til at indtræde i Comiteen, medens der i en anden findes Savn på sådanne Medlemmer. Det forekommer mig endog ønskeligt, om den Bestemmelse her blev optagen, som findes i Stænderanordningen, at en Comitee kan henvende sig til Forsamlingen om at blive forstærket med eet eller andet Medlem. I § 9 synes det ligeledes at være forudsat, at der, når Forsamlingen beslutter i en Sag at nedsætte en Comitee, som skal udvælges gjennem Afdelingerne, forud må tages Bestemmelse om, hvorvidt den således valgte Comitee skal forstærkes ved Valg af Forsamlingen. Det forekommer mig dog, at Bestemmelse herom også måtte kunne

tages bagefter. Det er af et Medlem foreslået, at Comiteebetænkninger skulde omdeles ikkun 2 Dage, istedetfor, som efter Udkastet, 3 Dage forinden de foretoges i Forsamlingen; det forekommer mig imidlertid bedst, at det bliver ved disse 3 Dage. Det er nok ikke så vist, at Medlemmerne, fordi Sagen først er forhandlet i Afdelingerne, kunne sætte sig tilbørlig ind i den, om den også er ledsaget med en Comiteebetænkning, især når Forhandlingerne ere noget vidtløftige, hvis der ikke er hengået nogle Dage, i hvilke de kunne have indhentet Underretning om, hvad der er foregået i de Afdelinger, hvortil de ikke henhøre. Enhver er nemlig kun underrettet om, hvad der er foregået i hans egen Afdeling, og det kunde derfor let hænde, at Comiteebetænkningen, når den kommer for, kan enten ganske eller for endeel være af et andet Indhold, end han efter de Forhandlinger, i hvilke han har taget Deel, havde måttet vente. Jeg troer derfor, at det er bedst, at det bliver ved de 3 Dage.

Justitsråd Petersen:

Det synes mig, at Udkastet har tillagt Afdelingerne en temmelig indskrænket Betydning. Jeg kan i så Henseende blandt Andet henholde mig til det Skrift, som her er bleven omdeelt. Det hedder heri: „Bureauernes foreløbige Undersøgelse har et dobbelt Øiemed: For det Første, at forskaffe ethvert Medlem af Forsamlingen en nærmere og mere umiddelbar Kundskab om det foreliggende Udkast, og dernæst at overdrage et Medlem af Bureauet den fornødne Fuldmagt til at deeltage i den Comitee, hvem det særligen må overdrages at drøfte Udkastet og afgive Betænkning derover til den almindelige Forsamling.” Det forekommer mig nu at være den sidste Deel af denne Passus, som egentlig betegner Bureauernes Betydning; men det synes ikke, at Udkastet har tilsigtet Sådant, thi jeg seer ikke, at deri er optaget nogen Bestemmelse om, at der af Bureauernes egen Midte skal vælges Medlemmer til Udskudene eller, som man måskee hellere bør kalde dem, Udvalgene. Det synes derimod som Afdelingerne skulle vælge disse ud af hele Forsamlingen; men herpå beroer formeentlig forstørstedelen Bureauernes Betydning, da de således ikke ville lede til stort Andet end private Samtaler mellem Afdelingernes Medlemmer, hvilket man gjerne kunde overlade til dem selv — og navnlig beroer det herpå, hvad Betydning man kan tillægge det Forslag, som er gjort af den ærede Rigsdagsmand for Veile Amts 6te District (With).

Lüttichau:

Jeg savner en Bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes, når en Comitee skal nedsættes, bestående af flere Medlemmer end Bureauernes Antal. Findes der f. Ex. 5 Bureauer, og Comiteen skal have 7 Medlemmer, da er det ikke angivet, hvorledes Stemmerne skulle fordeles mellem Afdelingerne. Jeg formoder, at det må være Formanden overladt at fordele Stemmerne, da det ikke, kan være Forsamlingens Sag at discutere dette. Jeg skal dernæst tillade mig at henstille til Forsamlingens Overveielse, om det ikke, forsåvidt det i Udkastet er foreslået, at Forsamlingen skal afgjøre, hvilken Fremgangsmåde der skal anvendes ved en Comitees Nedsættelse, måtte være rettere at overlade denne Bestemmelse til Formanden, fordi der ellers ved enhver Comitees Nedsættelse kunde gives Anledning til en temmelig vidtløftig og lidet interessant Discussion her i Forsamlingen.

(Sluttes.)

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Sjette Møde. (Sluttet.)

Mynster:

Idet jeg erkjender de overveiende Fordele, som vistnok ere forbundne med, at Forsamlingen, som i Udkastet foreslået, deler sig i Afdelinger, så kan jeg dog ikke Andet end også erkjende, at, såfremt Afdelingerne alene bestemmes ved Lodtrækning, Tilfældet vil erholde for stort Råderum; der gives i Forsamlingen mange Medlemmer — og jeg henregner mig f. Ex. iblandt dem, der vel kunne tiltroe sig en Dom over en Sag, når de ere satte på det rette Standpunkt, men som ikke således have levet sig ind i de Sager, som i Almindelighed kunne forekomme i Forsamlingen, at de ere istand til at sætte Andre på dette Standpunkt. Dersom nu Lodtrækning alene skal bestemme Afdelingernes Sammensætning, forekommer det mig meget let at kunne træffe, at der i een Afdeling kommer, om ikke Alle, så dog den største Deel of hiin Classe, hvortil jeg henregner mig selv, hvorimod de Mænd, som vare meest skikkede til at lede Forhandlingerne bleve samlede i en anden Afdeling. Jeg kan derfor ikke nægte, at jeg fra først af har foretrukket, hvad der af en anden Rigsdagsmand er bleven foreslået, at Forsamlingen nemlig udvalgte 25 Medlemmer til Fordeling imellem de forskjellige Afdelinger, og at de øvrige valgtes ved Lodtrækning. Jeg har endnu en Bemærkning at gjøre, som forøvrigt ikke er af stor Betydenhed. Udkastet bestemmer, at enhver Afdeling skal vælge en Formand og en Secretair. Da denne Sidste imidlertid ikke skal optegne Forhandlingerne, er det mig ikke klart, hvad han egentlig skal foretage. Endelig skal jeg tillade mig at berøre et Spørgsmål, som også nylig fra en anden Side er bleven omtalt. Det er nemlig neppe ganske klart, hvorledes der skal forholdes, når Valg af en Comitees Medlemmer skal skee igjennem Afdelingerne. Dersom Comiteen kun skal beståe af 5 Medlemmer, er det formodentlig Meningen, at enhver Afdeling vælger eet Medlem; men der kunde også her spørges: om Meningen ikke var, at enhver Afdeling skulde stemme for 5 Medlemmer i Almindelighed, og at de, som således erholdt Pluraliteten, skulde udgjøre Comiteen. Det er ligeledes ei heller afgjort, hvorvidt Afdelingerne skulle vælge de Medlemmer, som af denne udnævnes, af deres egen Midte eller af hele Forsamlingen. Hvis det Sidste skulde være Tilfældet, var det vistnok rigtigere, om dette udtrykkeligt bestemtes. Bestemmer man sig for et større Antal Comiteemedlemmer end 5, kunde der ellers let opståe Vanskelighed, når man da ikke altid vilde fastsætte Anatallet til 10 — hvilket i og for sig er et ubeqvemt Tal, da der i så Fald kan tænkes ikke at komme Pluralitet tilveie Comiteen, og hvilket Forsamlingens Medlemmer neppe ville antage. Der vil derfor behøves en Bestemmelse for sådanne Tilfælde, hvor Comiteen skal beståe af flere end 5.

Hage:

Jeg skal ikke bestride Bureausystemet, som synes at finde almindelig Anklang hog Forsamlingen, selv om der kunde være Tvivl om, hvorvidt man derved opnåer alle de Fordele, som man her synes at forudsætte. Jeg troer imidlertid, at Alle are enige om at den væsentligste Fordeel, som derved opnåes, er den, at de vigtigere Sager, der fortjene en mere omfattende Behandling, forud ere behandlede, og at Medlemmerne have sat sig ind i dem, forinder Forsamlingen gåer over til den foreløbige Behandling, og at man dernæst har Leilighed til at lære at kjende de enkelte Medlemmers Anskuelser og Kjendskab til Sagen, forinder Valg foretages. Udskudet er også gået ud fra, at der ikke i alle Tilfælde skal anvendes Behandling i Bureauerne, idet Forsamlingen også kan erklære sig for

Behandling i Udskud, uden at Sagen gåer til Bureauerne; men det forekommer mig, at dette Spørgsmål ståer tilbage:om Forsamlingen ikke stundom kan finde sig foranlediget til, når en Sag ikke trænger til nærmere Oplysning, som gjør et Udskuds Udnævnelse nødvendig, strax at skride til dens Behandling, uden at nedsætte Udskud eller henvise den til Behandling i Afdelingerne. Der er intet udtrykkeligt herom bestemt i Udkastet, men det synes i § 15 forudsat, at Udskud altid skal vælges, thi det hedder her: „I Henhold til de stedfundne Afstemninger påligger det Udskudet at forfatte et fuldstændigt Lovforslag.” Jeg troer, at dette i mindre vigtige Sager er en temmelig vanskelig og besværlig Behandlingsmåde, og jeg troer, at denne Vanskelighed og Besværlighed er unødvendig. Forsamlingen må nemlig bestandig kunne tye til Comiteebehandling, selv om Sagen ikke har gjennemgået Behandling i Bureauerne. Dette er Praxis i England, hvor man ikke kjender til Comiteebehandling; når man indskrænker Anvendelsen heraf til de mindre vigtige Sager, troer jeg ikke, at man deraf vil føle nogen Ulempe. Ifølge min Formening, bør der efter § 10 indskydes en udtrykkelig Bestemmelse om, at Forsamlingen, hvor den ikke anseer det nødvendigt at henvide en Sag til Behandling i Afdelingerne eller til at nedsætte særeget Udskud, da strax kan skride til Sagens Behandling, således som det bestemmes i de følgende Paragrapher. Med Hensyn til den Sag, som vel fornemmelig vil blive at behandle i denne Session, og hvorved Forretningsordenen nærmest vil finde Anvendelse — hvad enten nu Sagen skal behandles strax eller den måtte blive udsat — troer jeg det nødvendigt, at der i Slutningen af § 7 tilføies: „deelviis eller i sin Heelhed efter Omstændighederne.“ Skulde nemlig Forfatningssagen i sin Heelhed behandles i Bureauerne, og derefter i Udskudet i sin Heelhed, og derefter i sin Heelhed komme til foreløbig og endelig Behandling, da vilde dette blive meget langvarigt, så langvarigt, at Forsamlingen ikke vilde fåe sit Arbeide endt før lang Tid efter, at den måtte ønske dermed at være færdig. Derimod må det ståe frit for at dele Udkastet i forskjellige Dele og at henvise disse til Behandling i Afdelingerne, som derefter kunne vælge Ordfører for hver Deel især, hvorefter Udskudet kunde afgive Betænkning over hver Deel især, og Forsamlingen derefter behandle hver Deel for dig.

Fløe:

Det forekommer mig at ville lede til Sagens mere alsidige Behandling, når det bestemtes, at Afdelingernes Medlemmer dagligen trådte sammen og confererede om, hvad der vor omhandlet i Afdelingerne. Jeg troer, at man derved vilde afhjælpe den Mangel, som kunde ligge deri, at en enkelt Afdeling beståer af mindre dygtige Medlemmer, idet man derved blev opmærksom på, hvad der var blevet forhandlet i de andre Afdelinger, og man da let kunde redressere, hvad der var forsømt.

Fabrikeier Bruun:

Jeg skal tillade mig at spørge den ærede Ordfører, om der i Comiteen har været en bestemt Grund til at fastsætte Afdelingernes Antal til 5. Det forekommer mig nemlig, at man ved at fastsætte dette Tal for Afdelingerne, og som en Følge deraf Antallet af de enkelte Afdelingers Medlemmer til 30 for hver, ikke så ganske vil opnåe det egentlige Øiemed med den hele Indretning, at der skal kunne finde en friere Udvexling af Anskuelserne Sted, end der i Reglen i selve Forsamlingen kan ventes; jeg har tænkt mig som een af Grundene, at man ved at tage 5 som Afdelings-Antallet derved opnåer, at Udvalget af Comiteemedlemmer i de enkelte Sager, hvor disses Tal ikke skulde overstige 5, kunde foregåe i Afdelingerne, og at kun Forsamlingen skulde tage Bestemmelse

angående Udvælgelsesmåden, når Comiteemedkemmernes Tal skal overstige 5. Det forekommer mig, at den friere Udvexling af Anskuelserne er vigtigere, og man bør vistnok finde sig i den mindre gode Side herved, at Udvalgene komme til at består af et større Antal Medlemmer. Tager man f. Ex. Afdelinger på 15 eller 20, så vil Antallet af Afdelingerne blive, enten 10 eller imellem 7 og 8; derefter vil følge, at ethvert Udvalg kommer til at beståe af 7, 8 eller endog 10 Medlemmer; men jeg mener dog, at dette vel er en Ulempe, men at denne ikke er så stor som den anden, der er forbunden med, at 30 Medlemmer samles i hver Afdeling, hvorved en sådan kom til at udgjøre en heel Forsamling, der let gåer over til politiske Former og derved hindrer den frie Udvexling af Anskuelserne. — Der omtales i Udkastet, at der i Afdelingerne skal foretages Valg af Secretairer, som dog ikke skulle optegne Forhandlingerne. Det er mig ikke ganske klart, hvilket Hverv de da skulle udføre.

Bregendahl:

Jeg skal tillade mig at rette en Opfordring til den ærede Ordfører, om at udtale sig med Hensyn til den Uvished, der af Flere er bleven yttret angående Udvalget af de enkelte Comiteer, og jeg skal navnlig tillade mig at spørge Ordføreren, om der er påtænkt at optage tydeligere Bestemmelser i det endelige Udkast end de, som indeholdes i det her foreliggende.

Modvig:

Jeg har kun nogle enkelte Bemærkninger at gjøer. Min første Bemærkning, der kun er en simpel Redactionsbemærkning, angåer Slutningen af § 7, hvor der ståer „den (Afdelingen) forhandler, dog uden Afstemming, enhver Sag, der af Forsamlingen henvises til den.“ Dette er mindre correct, da Sagen ikke kan blive henviist til en enkelt Afdeling, men kun til alle Afdelinger. Jeg har endnu en anden Redactionsbemærkning at fremsætte, som jeg, hvis dette Regulativ var bestemt for flere Forsamlinger, vilde lægge temmelig megen Vægt på, men som nu ikke har så stor Vigtighed. Det forekommer mig nemlig, at der savnes en Bestemmelse for, hviske Sager der nødvendig skulle henvises til Afdelingerne. Af hvad den ærede Ordfører har anført, må jeg antage, at Meningen er den, at Lovforslag i ethvert Tilfælde skulle henvises til Afdelingen, og andre Sager, når hele Forsamlingen ved deres første Foretagelse strax finder det nødvendigt med Hensyn til deres Vidtløftighed; men jeg troer, at det vil være rigtigt, at en Bestemmelse derom anbringes enten i Slutningen af § 7 eller i Begyndelsen af § 8. I denne sidstnævnte Paragraph er der en Mangel, som jeg troer at være opstået deraf, at alle de, der have deeltaget i Udarbeidelsen af det Forslag, som her foreligger, have fuldkommere Rundskab om Bureausystemet, end mange af Forsamlingens øvrige Medlemmer. Derved er det nemlig, som jeg antager, skeet, at der er kommet til at mangle en Bestemmelse, som er nødvendig for at detegne hele Systemets Beskaffenhed. Jeg troer, at det alt er blevet bemærket, (hvis jeg ret har opfattet hvad der er blevet yttret, hvilket tildeels er temmelig vanskeligt) at der burde sættes til for at udtrykke Comiteens Mening, at Afdelingerne skulle vælge Medlemmer af Comiteen af deres egen Midte. Det har været underkastet forskjellig Omtale, om Afdelingerne ved at stemme på eet eller flere Comitee-Medlemmer, ere bundne til at vælge een eller flere af hver enkelt Afdeling; jeg troer, at overalt, hvor dette System er indført, enhver Afdeling vælger Comitee-Medlemmer af sin Midte, og dette hører vistnok også væsentlig med til Systemet, thi Valget bør fremåe af Forhandlingerne i Afdelingerne, og hele denne Forhandling eller, som man måskee snarere kunde kalde den, Underhandling, vilde være uden Virkning, når man i en Afdeling, efterat en Sag der var førhandlet, stemte for Medlemmer af en anden Afdeling, uden at man vidste hvad der i denne var foregået, stemte for Medlemmer, uden at have Kundskad om i hvad Ånd disse havde udtalt sig. Meningen må just være, at der skal stemmes på een af Afdelingens Midte, da Enhver temmelig nøie vil kjende Meningerne i sin Afdeling. Jeg troer det altså nødvendigt, når man vil udtrykke Meningen og undgåe Misforståelse, at der tilføies i § 8, at Afdelingerne skulle udnævne Comitee-Medlemmer of deres egen Midte. Deraf følger vistnok også, at man ikke kan undgåe, med Hensyn til den Tvivl, som i så Henseende var opstået og som også her har yttret sig, men som neppe har tildraget sig synderlig Opmærksomhed,

at give en Bestemmelse om Forholdet imellem Comitee-Medlemmernes og Afdelingernes Antal, da der enten må være Overeensstemmelse mellem disse, så at Comiteerne komme til at beståe af 5, 10 eller 15 Medlemmer, eller der må tages en Bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med det overskydende Antal, hvorledes der f. Ex., når en Comitee skal beståe af 7, skal forholdes med Hensyn til de 2, da kun de 5 Medlemmer kunne fremgåe af Afdelingernes Valg. Men der er eet Punkt af væsentlig Vigtighed, som jeg troer at burde bringe på Vane mere, end det hidtil er skeet; dette er Spørgsmålet om Begrændsningen af Forhandlingerne i Afdelingerne. Den ærede Ordfører har bemærket, at man andetsteds har Forholdsregler, hvorved man gjør Ende på Forhandlingerne i de enkelte Afdelinger, når disse trække i Langdrag, men han har troet, at en sådan Bestemmelse ikke her er nødvendig; men jeg antager, at en slig Bestemmelse måskee her, hvor man ikke er inde i Systemet, hvor man ikke kjender dette Systems Beskaffenhed som en Forberedelse og som en Lettelse ved Forsamlingens følgende Arbeide, vil være end mere nødvendig, end hvor man alt er inde i Sagen. Såvidt jeg, t de få Dage vi have været sammen, har havt Leilighed til at bemærke, ere de fleste Medlemmer skinsyge med Hensyn til deres egen individuelle Deeltagelse i Sagerne. Når de nu alle i Afdelingerne deeltage i Behandlingen, ville de, når Forhandlingerne i Udvalget begynde, for Øjeblikket føle sig udelukkede fra de egentlige Forhandlinger, og jeg troer derfor, at der let turde vise sig en betænkelig Tilbøielighed til at uddrage Forhandlingerne i Afdelingerne, så at det turde være nødvendigt at fastsætte en Grændse. Man kan da ikke her blive stående ved en sådan Grændse, som den ærede Ordfører har antydet, som brugelig på enkelte Steder, idet nemlig, når et vidt Antal Afdelinger (f. Ex. 2/3) ere færdige, de andre skulle slutte. Jeg troer ikke, at man kan blive stående ved en Bestemmelse om, at når 4 Afdelinger ere færdige, den 5te da skal slutte sine Forhandlinger, eller endog når 3 ere færdige, at da de to øvrige skulle slutte. Jeg frygter for, Forhandlingerne endda kunde trækkes utilbørligt i Langdrag, ifær når der ikke indrømmedes Afdelings-Formanden Myndighed til at afslutte Forhandlingen, det er ikke engang bestemt, at simple Pluralitet i Afdelingerne kan tage Bestemmelse herom. Jeg troer derfor, at der ved den endelige Redaction af Forretningsordenen bør traffes en Regel for Begrændsningen af Afdelingernes Forhandlinger.

Algreen-Ussing:

Jeg skal søge at sammensatte så kort som muligt, hvad jeg har at bemærke i Anledning af de Yttringer, der ere fremsatte med Hensyn til det Afsnit, som for Tiden er under Omhandling. Det kan for det Første ikke Andet end være Comiteen behageligt at erfare, at selve Forslaget om Indretning af Bureauer eller Afdelinger synes at have fundet almindelig Gjenklang her i Salen; der er nemlig, såvidt jeg har opfattet de Yttringer, der ere blevne fremførte ved dette Afsnit, fra ingen Side bleven udtalt noget Bestemt imod denne Indretning, hvorimod der ikkun er gjort enkelte Bemærkninger om Modificationer i samme. Den første og væsentligste Indvending er den der er bleven fremsat fra nogle Sider, at Afdelingerne ikke udelukkende burde dannes ved Lodtrækning, men at et vist Antal af Medlemmerne i disse forud skulde vælges af hele Forsamlingen, således f. Ex., hvis vi blive stående ved de 5 Afdelinger og det foreslåede Antal af 25 Personer, at 5 Medlemmer skulle vælges til hver Afdeling af Forsamlingen. Det er ikke undgået Comiteens Opmærksomhed, at der er noget Tilfældigt i Afdelingernes Sammensætning ved Lodtrækning, og der er i den Anledning i Comiteen bleven anført det same Moddel til at afhjælpe denne Tilfældighed, som her er bleven nævnt; men Comiteen er ved nærmere Overveielse kommen til det Resultat, som allerede er bleven udtalt af den meget ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt (Ørsted), at det neppe er hensigtsmæssigt. Ligesom man, når man vil optage dette System fra andre Lande, må være varsom med at forandre Noget i det, der må ansees som det Grundvæsentlige i samme, således vilde let de 5 Medlemmer, de skulde udvælges af Forsamlingen, komme i et skjævt Forhold til de andre Medlemmer i Afdelingerne, når de ligesom forud vare designerede som de, der på en Måde skulde veilede de andre og antages for dygtigere og i Besiddelse af

en fuldstændigere Indsigt i de Sager, som vilke komme under Behandling i Afdelingen; mange vilde vistnok betragte dem som et Slags bestaltede Formyndere for de Øvrige. At der ved Lodtrækningen skulde indtræfse sådanne Besynderligheder, som af et Medlem anført, at alle Geistlige eller alle Jurister skulde blive samlede i een Afdeling, er så usandsynligt, at der ikke er nogen Grund til at tage Hensyn dertil. Det er vel rimeligt, at der vil blive nogen Forskjellighed i Medlemmernes Fordeling, men ved det store Antal af Medlemmer, som er påtænkt at skulle være i hver Afdeling, kan det dog forudsættes, at der vil komme Kundskaber i alle Retninger ind i alle Bureauerne. Og selve den Forskjellighed i Behandlingen af Sagerne, som vil være en Følge af, at det ene Element er mere overveiende og stærkere repræsenteret i det ene Bureau, end i det andet, er ingen Skade; det vil bidrage til, at medens den juridiske eller hvilkensomhelst anden Side af Sagen bliver stærkere fremhævet i det ene Bureau, vil det mere Almindelige eller det mindre Specielle være det Fremtrædende i det andet Bureau. Dersom det kunde tænkes, at en Omflytning af Medlemmerne i Afdelingerne kunde finde Sted, efterat disse vare dannede, vilde også dette være et Middel til at afhjælpe den omhandlede Tilfældighed, men Comiteen har troet at burde blive stående ved Indretningen, således som den beståer i de Lande, hvorfra den er hentet. Jeg skal ikke nægte, at hvis ikke den Omstændighed, som jeg alt tidligere har tilladt mig at udhæve, var tilstede, at det nemlig kan forudsættes, at alle væsentlige Sager ville være komne for i Løbet af den første Måned efter Afdelingernes første Dannelse, kunde Mere tale for en ny Fordeling af Medlemmerne blandt Bureauerne ved Månedens Slutning, og med Hensyn til Muligheden af, at hiint dog kunde indtræde, skulde jeg for mit Vedkommende ikke være utilbøielig til at gåe ind på det Forslag, som min ærede Nabo, Rigsdagsmanden fra Helsingør, (Olrick) har fremsat, at det nemlig, når Forsamlingen ved Månedens Slutning foretager Omvalg af Embedsmænd, skulde ståe den åbent at afgjøre, hvorvidt der tillige skal finde en Omdeling af Afdelingernes Medlemmer Sted. Jeg formener, at der vil være forskjellige Punkter, som Comiteen vil tage under Overveielse med Hensyn til de fremsatte Forslag; den vil dog have at sammentræde forinden denne Sags endelige Behandling, og det her ommeldte Punkt vil da kunne komme under Overveielse.

Med Hensyn til det Spørgsmål, som er reist om Valg af Medlemmer for Afdelingerne til Fælleds-Comiteer, da er Comiteen enig i, hvad jeg også troer er udtrykt i Regulativet, skjøndt jeg ikke vil fragåe, at dette muligen kunde være skeet på en skarpere Måde, at Valg fra Afdelingernes Side ei alene skeer af, men og fra Afdelingerne, således at der kun vælges Medlemmer af Afdelingerne, med andre Ord af deres Midte; men maaskee dette ei bestemt nok er udtrykt i § 9.

Det er ligeledes forudsat af Comiteen, at Antallet af Medlemmerne til Comiteerne altid fordeles således, at hver Afdeling vælger ligemange Medlemmer; — hvis der altså skal være 7 Medlemmer i en Comitee, at da Afdelingerne vælge 5 og Forsamlingen 2. Hvis derimod Comiteen skal beståe af 10, da ville enten 2 Medlemmer blive at vælge af hver Afdeling, eller 5 af samtlige Afdelinger og 5 af hele Forsamlingen. Forsåvidt der måtte mangle Tydelighed i denne §, kan dertil tages Hensyn ved den endelige Redaction. Jeg skal ikke være uenig med den ærede Rigsdagsmand for Bornholms 2det District (Madvig) i hvad han har fremhævet, at den Omstændighed, at Comiteens Medlemmer i det Hele have været nøiere indviede i Bureausystemet, kan have foranlediget, at man har yttret sig kortere om denne Indretnings Væsen, end hensigtsmæssigt for Forsamlingen i dens Heelhed. Det vil derfor blive taget under Overveielse, om det måtte være nødvendigt Regulativet at give en nærmere Udvikling af Afdelingernes Virksomhed.

Med Hensyn til hvad af det 11ke kongevalgte Medlem (David) er yttret om, at det formeentlig vilde føre til en lang Forhaling af Sagerne, når den trykte Comiteebetænkning ubetinget skulde være omdeelt til Forsamlingens Medlemmer 3 Dage forinden Sagen foretoges, da er det med Hensyn til Vigtigheden af de Sager, som ville komme for i nærværende Forsamling, ikke blot den ene

stor Sag, for hvis Skyld vi nærmest ere forsamlede, men også med Hensyn deels til de 2de andre af Regjeringen bebudede Lovforslag og de andre vistnok ikke mindre vigtige og for Landets Fremtid betydningsfulde Anliggender, som kunne ventes her at forekomme, fundet betænkeligt at forkorte Tiden. Det er vistnok sandt, at ved Behandlingen i Bureauerne ville Sagerne nøiagtigere komme til Medlemmernes Kundskab, end ved den hidtil brugte Comiteebehandling; men da Fælles-Comiteen ikke er bunden ved Behandlingen i Afdelingerne, og der altså kan fremkomme nye Punkter og Anskuelser i denne Comitee, vil man dog først, når man seer den trykte Betænkning, knnne lære Sagen i sin Heelhed at kjende. Når den 3die kjøbenhavnske Deputerede (Ørsted) har meent, at der også, efterat Valg i de enkelte Afdelinger er foretaget på Medlemmer af Comiteen, kan tages Bestemmelse, om Comiteen skal forstærkes ved frie valg af hele Forsamlingen, da har Comiteen, der også har omhandlet dette Punkt, ei anseet dette hensigtsmæssigt; det vilde let blive udtydet som en Kritik over de af Afdelingerne til Sagens Behandling valgte Mænd, og det skjønnes derhos ikke rettere, end at man strax, ved at tage Bestemmelse om Sagens Behandling, være sig i Bureauerne eller udenfor disse, samtidig dermed må kunne bestemme, både hvor stort Antallet af Medlemmerne skulde være, og om disse skulle vælges af Afdelingerne alene eller tildeels af selve Forsamlingen, thi da Forsamlingen veed, hvorledes dens Medlemmer ere grupperede i de forskjellige Afdelinger, vil man allerede på den Tid være istand til at bedømme, om der til den enkelte Sags Behandling findes flere Mænd af fortrinlig Sagkundskab i en enkelt Afdeling, som altså ikke alle kunne vælges af denne, hvorfor Forsamlingen, hvis den ønsker dem ind i Comiteen, må forbeholde sig Ret til at supplere Antallet af Medlemmerne til denne. Med Hensyn til den af den ærede Rigsdagsmand for Frederiksborg Amts 2det District (Drewsen) fremsatte Bemærkning, at det er at befrygte, at Forretningernes Fordeling i de forskjellige Afdelinger vil føre til Sagernes Forhaling, da skal jeg ikke modsige, at en Minoritet, som ikke har kunnet sætte sin Mening igjennem i Afdelingerne, vel kan søge at gjøre denne senere gjældende i Forsamlingen, ja at disse Medlemmer måskee endog i Afdelingerne kunne blive forsynede med Grunde, som de ellers ei vilde være istand til at fremkomme med; men det forekommer mig vanskeligt i Forveien at afgjøre, hvorledes det nye System i denne Henseende vil virke.

Ved den af den ærede Rigsdagsmand for Viborg Amts 3die District (Bruun) gjorte Yttring skal jeg kun bemærke, at Udskudet ikke har havt anden Grund til at bestemme sig for 5 Afdelinger med 30 Medlemmer i hver, end at dette i det Hele er anseet som et formeentligt passende Antal. Den Frygt, han nærer for, at den friere Udvexling af Ideerne skulde hemmes i de talrigere Afdelinger, synes der dog ikke at være tilstrækkelig Grund til. Det må nemlig forudsættes, at Medlemmerne i Forsamlingen i det Hele kunne træde op også i større Møder; og det andet væsentlige Hovedøiemed med Bureauindretningen, nemlig Sagernes fuldstændige Belysning vilde svækkes, når Afdelingerne blive så små, at ikke alle Meninger kunne forudsættes repræsenterede i samme og Afdelingerne således blive et Udtryk for Anskuelser af Mænd af forskjellige Samfundsclasser. At danne såmange Afdelinger, som proponeret, så at disse, som jeg forstod det, kun vilde komme til at indeholde 8 à 10 Medlemmer hver, vil vistnok ikke være fyldestgjørende, og herimod vil desuden frembyde sig locale Vanskeligheder nemlig ved at fåe såmange Værelser, hvori Afdelingerne kunde træde sammen. Forsåvidt der er yttret nogen Tvivl angående Secretairernes Forretninger, idet man har meent, at disse ikke ville fåe Væsentligt at bestille i Afdelingerne, da skal jeg kun bemærke, at man har anseet det for hensigtsmæssigt, at hver enkelt Afdeling vælger sin Formand og Secretair. Det vil dog være nødvendigt, at der i hver Afdeling føres en Journal over Mødetiderne, Valgene til Comiteerne, og hvad Andet der måtte være foregået; hvorimod selve Discusstonerne, som fuldkommen frie, ikke ville være at optage i samme. Hvad Grændsen for Forhandlingernes Varighed i Afdelingerne angåer, da er jeg ikke bleven opfattet ganske rigtig af den ærede Rigsdagsmand for det 2det bornholmske District (Madvig), når han har antaget, at Jeg havde yttret, at når et vist Antal Afdelinger var færdigt, de andre

da skulde pålægges at slutte deres Forhandlinger. Jeg har kun anført som historisk Bemærkning, at der i Reglementet for det franske Kammer er optaget en Bestemmelse om, at når 2/3 af Bureauerne have sluttet deres Arbeider og valgt Medlemmerne til Comiteen, Comiteen da kan forene sig og discutere Sagen, uden at det derfor er pålagt de andre Bureauer at slutte. Jeg meente derimod, at Sagen kunde ordnes således, at man i Rigsforsamlingen fremsatte Bemærkning om, at en Sag ei kunde blive fremmet i Fælles-Comiteen, fordi dens Forhandling i samtlige Bureauer ei var tilendebragt, og at der da igjennem Præsidenten kunde gives Bureauet Tilhold om at søge dens Forhandlinger tilendebragte. Om det imidlertid skulde være hensigtsmæssigt, at optage Noget herom i dette Afsnit, kan tages under nærmere Overveielse af Comiteen inden den endelige Forhandling.

Fabrikeier Bruun:

Jeg skal tillade mig at berigtige den Måde, hvorpå den ærede Ordfører har opfattet mine Yttringer. Jeg har nemlig ikke sagt, at der skulde være 8 à 10 Medlemmer i hver Afdeling, men derimod vel at der skulde være 8 à 10 Afdelinger, hvoraf følger, at der vil komme 15 à 20 Medlemmer i hver af dem.

Krieger:

Der er en almindelig Betragtning, som har ledet Udskudet ved Udarbeidelsen af det Forslag, som det har tilladt sig at fremlægge for Forsamlingen, den nemlig, at det kun burde indeholde det Nødvendige, ikke det Overflødige, og man har taget dette temmelig strengt og skarpt, i den Tanke, at Udviklingen vilde blive friere og naturligere, når man ikke vilde foregribe enhver Enkelthed ved bestemte Regler. Denne Betragtning kan, troer jeg, og gjøres gjældende ved flere af de Erindringer, som her ere fremsatte. Allermindst har Comiteen tænkt, at dette dens Udkast skulde være, så at sige, en Grundlov; den er tvertimod gået ud fra, at såsnart Forsamlingen skulde finde Grund til Forandringer i Regulativet, skulde det ståe den frit for at vedtage disse med simpel Stemmefleerhed. Deraf følger f. Ex., som det forekommer mig, at det ikke er aldeles nødvendigt i Regulativet at forbeholde Forsamlingen Ret til ny Omdeling af Medlemmerne i Afdelingerne, da der, når Forsamlingen måtte ønske Sådant, til enhver Tid hertil kun vil behøves en simpel Beslutning af Forsamlingen derom. Man bør vist ikke ville forudsee alle Enkeltheder; man må stole på den practiske Tact ikke blot hos Formanden, men også hos Forsamlingen, og om der end kunde være forskjellige Meninger om hvad der er tactfast, så er det dog bedre, at Anskuelserne herom i det enkelte Tilfælde klare sig, om end først efter en noget vidtløftig Discussion, end forud at binde sig ved bestemte Regler. Man må stole på, at den almindelige Erkjendelse af slige Formers Betydning, Hensigtsmæssighed og Nødvendighed efterhåneen vil udvikle sig mere og mere. Jeg skal nævne et andet Tilfælde, hvor det neppe vilde være rigtigt at give bindende Regler, ved Afgjørelsen nemlig af det Spørgsmål, når Afdelingerne skulle slutte deres foreløbige Forhandlinger og vælge sig Ordførere. Det er af den ærede Rigsdagsmand for Bornholms andet Distrikt (Madvig), udhævet, og det temmelig stærkt, at netop vi trænge til nærmere Regler i denne Henseende; men når man overveier Forholdet nærmere, da vil det sees, at der her ikke ret vel kan gives sådanne Regler, som virkelig udrette Noget. Dersom man lægger Vægt på Hurtigheden i Sagernes Behandling, da skal man slet ikke indføre det hele Forberedelses-System med Afdelinger, Udskud o.s.v., men strax lade Sagerne komme for til Behandling i selve Forsamlingen. Hvis man ikke trøster sig til at vælge denne Form, men anseer det bedre, at gåe langsomt tilværks for at være betrygget mod Overilelse, da må der Tid til, og om der også skulde hengåe megen Tid, så må dette være en underordnet Betragtning. Der er Intet til Hinder for, at Medlemmerne i Forsamlingen spørge, hvor en Sag bliver af; sådanne Spørgsmål kunne ligefuldt blive nødvendige, om man end ikke her vedtager Afdelingssystemet; det kan være af ikke mindre Vigtighed, at den ikke bliver begravet i Udskudet. Formanden i Afdelingen må fremdeles åbenbart kunne sætte under Afstemning, om dens Forhandlinger

skulle sluttes, og der er ingen Tvivl om, at simpel Pluralitet i Afdelingerne må kunne afgjøre, at der har fundet en sådan Udvexling af Ideer Sted, at Sagen er tilstrækkelig oplyst. Kort sagt, den practiske Takt må gjørt sig gjældende; ved den vil man bedre klare sig disse Detailler, end når altudtømmende faste Regler skulle gives. Og mangler hiin Takt, da frygter jeg, at Regler dog ikke ville kunne hjælpe i mange sådanne Småforhold. De Bemærkninger, der ere fremførte af den 14de af Hans Majestæt udnævnte Rigsdagsmand (Funder), indeholde i mine Øine et nyt Exempel på Rigtigheden af min Grundtanke. Det blev af ham yttret, at der i Forretningsordenen skulde forbeholdes Forsamlingen Ret til, strax frit at behandle en Sag uden at henvise den til et Udskud eller til Afdelingerne; dette er netop et Tilfælde, hvortil jeg mener, at der ikke er nogen Grund til at tage særligt Hensyn. Fortiden er der nærmest kun tænkt på Grundlovsudkastet og de 2 andre Lovforslag, som Regjeringen har bebudet at ville forelægge Forsamlingen, og disse Lovforslag trænge åbenbart til en fuldstændig Behandling. Hvis der skulde komme enkelte andre Sager for, som man måtte ønske hurtigere behandlede, da vil det være tidsnok at tage en Bestemmelse derom, når de komme for. Det forekommer mig altså ønskeligt, at Bestemmelserne i Forsamlingens Regulativ have en vis Elasticitet; jeg vil minde om, der til Regulativet til enhver Tid kan knyttes nye Regler, en § 33, 34, 35 o. s. v.; vi have troet, at man må forbeholde sig en vis Frihed og ikke binde sig inden altfor strængt afpælede Skranker.

Christen Eriksen:

I § 8 hedder det: „Ved en Sags Henviisning til Afdelingerne fastsætter Forsamlingen, af hvormange Medlemmer det Udskud skal beståe, der skal afgive en skriftlig Betænkning om Sagen, og bestemmer, om dette Udskud enten alene skal vælges gjennem Afdelingerne, eller forstærkes ved et vist Antal frit valgte Medlemmer;“ og fremdeles i § 9: „Også når Forsamlingen beslutter, i en Sag at nedsætte et Udskud uden at henvise den til Behandling i Afdelingerne, bestemmer den, om dette Udskud skal vælges enten af Forsamlingen i almindeligt Møde eller i Afdelingerne, og i sidste Tilfælde, om det skal forstærkes ved frit Valg af Forsamlingen.” Jeg har Intet mod selve disse Bestemmelser at erindre, med skal kun tillade mig den Bemærkning, at det formeentligen burde tilføies, at de omhandlede Bestemmelser kunne tages af Forsamlingen, uden at nogen Discussion desangående finder Sted. Forøvrigt skal jeg tillade mig at henstille, at selv i de Tilfælde, hvor Valget af Medlemmer til en Comitee skal foretages blandt alle Forsamlingens Medlemmer, dette dog må foretages igjennem Bureauerne, således at disses Secretairer optegne de i deres Afdelinger på de forskjellige Medlemmer af Forsamlingen faldne Stemmer, derefter meddele Antallet til Formanden, og at da Forsamlingens Secretairer endeligen sammentælle alle de i de enkelte Afdelinger på de forskjellige Medlemmer faldne Stemmer. Jeg troer, at der ved en sådan Fremgangsmåde vilde spares megen Tid for Forsamlingen.

Formanden:

Jeg har forregnet mig en Deel med Hensyn til den Tanke, jeg havde gjort mig om, hvorvidt man idag vilde kunne skride frem i Forhandlingerne. Da Tiden imidlertid er skreden så langt frem, at jeg frygter for, at man ikke vilde kunne føre forhandlingerne over det foreliggende Udkast til Ende idag ved Dagslyset, tillader jeg mig at udsætte de videre Forhandlinger til næste Møde, som jeg vil beramme til imorgen Formiddag Kl. 10, så at der kan være Sikkerhed for, at de kunne blive tilendebragte imorgen. Alle Forsamlingens Medlemmer ville vistnok være enige om, at hvor vigtige disse Forhandlinger, end ere, er det dog ønskeligt, at de så hurtigt som muligt føres til Ende, da vi ikke, førend dette er skeet, kunne komme til det, der egentlig er Øiemedet med vor Sammenkomst. — Dagsordenen imorgen er altså Fortsættelse af Forahandlingen af det forelagte Udkast til et Reglement for Forretningsordenen i denne Forsamling.

Mødet hævet.

Forlagt og trykt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Sydende Møde.

Tirsdagen den 31te October.

Protocollen for forrige Møde oplæstes.

Formanden:

Efter Dagsordenen skulle vi fortsætte Behandlingen af Udkastet til Regulativet for Forretningsordenen, og gåe derefter således over til det næste Afsnit, nemlig §§ 11—15.

Algreen-Ussing

oplæste de nysnævnte Paragrapher og bemærkede derefter: Comiteen har, som det sees, fundet det nødvendigt at fastsætte særegne Bestemmelser om Behandlingen af Lovforslag. De to første Behandlinger ville findes at være i det Væsentlige overeensstemmende med den foreløbige og endelige Behandling af Sager, som hidtil har fundet Sted i Stænderforsamlingerne; den eneste Forandring af nogen Betydenhed er den, som findes i § 14, hvor det er bestemt, at der ved den endelige Behandling skal finde Discussioner Sted af enhver enkelt Paragraph eller ethvert mindre Afsnit, som Præsidenten måtte bestemme det, og at Afstemning umiddelbart derefter skal foregåe. Denne Fremgangsmåde er den, som bruges i andre Landes lovgivende Forsamlinger, og den vil udentvivl erkjendes som hensigtsmæssig, når Afstemningen skal blive et pålideligt Resultat af de stedfundne Forhandlinger. Det er ikke hensigtssvarende, således som hidtil har været Tilfældet i Stænderforsamlingerne, at udsætte Afstemningen over det hele Lovudkast, som ofte er af et meget stort Omfang og beståer af et stort Antal Paragrapher, hvortil der igjen kan være knyttet et betydeligt Antal Amendements, til den endelige Discussion er fuldt tilendebragt, og da lade Afstemning foregåe på eengang over alle Paragrapher. Det er kun, når Afstemningen skeer umiddelbart efter Discussionen af hver enkelt Paragraph, at Grunde og Modgrunde ville ståe klart for ethvert Medlem. I Stænderforsamlingerne har det undertiden endog været Tilfældet, at man har måttet udsætte Afstemningen til et andet Møde end det, hvori den endelige Discussion blev tilendebragt. hvilket Enhver let vil skjønne at være urigtigt. Følgen af den foreslåede successive Afstemning kan imidlertid blive, som i § 15 antydet, at der kan fremkomme, som det dog antages, mindre væsentlige Modsigelser ved de stedfundne Afstemninger, og der er derfor bragt i Forslag et Middel til at fåe disse rettede. I Forbindelse dermed er det bestemt, at der i Henhold til de stedfundne Afstemninger skal udarbeides et revideret Lovudkast, som bliver at oplæse for og vedtage af Forsamlingen. Der vil nemlig ikke her, som i de rådgivende Forsamlinger, kunne være Tale om at afgive nogen motiveret Betænkning over Lovforslaget, men efter det Standpunkt, hvorpå Rigsforsamlingen er stillet, må i samme, som i andre besluttende Forsamlinger, Lovudkastet omredigeres i Henhold til de stedfundne Afstemninger og forelægges Forsamlingen til Antagelse som det endelige Actstykke, der bliver at tilstille Regjeringen, hvilket således svarer til den sidste Læsning af Lovudkastet i det engelske Parlament.

David:

Jeg skal blot tillade mig et Par ganske korte Bemærkninger ved dette Afsnit. Det forekommer mig, at der i § 14 måtte optages en Bestemmelse om, at der umiddelbart efter Forhandlingen af enhver Paragraph skrides til Afstemning ikke blot over denne, men også i Forbindelse hermed over de til den fremsatte Amendements, og at man fremdeles vil følge den Regel, som var den gjældende i Provindsialstænderforsamlingerne, at disse skulle have Prioritet fremfor eller sættes under Afstemning før selve den Paragraph,

hvortil de knytte sig. Den anden Bemærkning, som jeg skal tillade mig at gjøre, er med Hensyn til § 15. Uden at gåe videre ind på, hvad der kunde være at bemærke ved den Måde, hvorpå man har troet at kunne rectisicere de mulige, om end uvæsentlige, Modsigelser, der ved de foretagne Afstemninger kunne være komme ind i en Lovparagraph, skal jeg tillade mig at bemærke, at dersom et sådant Forslag kan fremsættes af 15 Medlemmer, hvilket er billigt, måtte der dog være angivet en Tid, inden hvilken det må anmeldes for Præsidenten og for Forsamlingen, at et sådant Forslag vil komme frem, da man ellers stod Fare for, at der uden tilbørligt Varsel for Forsamlingen kunde komme sådanne Forslag for Dagen, og i Henhold til disse finde sådanne Afstemninger Sted, som kunde omstyrte en foregående Dags Beslutning. Vel er det foreslået, at der da skal udfordres en Pluralitet af 2/3 af de tilstedeværende Medlemmer, men jeg vil tillade mig at gjøre opmærksom på, at da Forsamlingen er fuldtallig, når 77 eller over Halvdelen af Rigsdagsmændene ere tilstede, så kan det hænde, at 51 Stemmer ville være 2/3 eller udgjøre Majoriteten, og det vil altså være tænkeligt, at de 51 Stemmer kunne gjøre en Forandring i en vedtagen Bestemmelse. Det er ikke rimeligt, at et sådant Tilfælde vil indtræffe; men det forekommer mig, at man også skal søge at forebygge de Tilfælde, som man dog ikke kan nægte ere mulige, især når disse ikke vilde være uden Betydning for Forsamlingens Værdighed, der neppe kan siges at være uanfægtet, når en mindre Majoritet omstøder hvad en større i et tidligere Møde har antaget.

Ørsted:

Forinden jeg tillader mig nogle få Bemærkninger ved nærværende Deel af Udkastet, skal jeg fremsætte nogle Yttringer i Anledning af hvad der er fremført at den ærede Repræsentant for Kjøbenhavns Amts 4de Distrikt (Krieger). Forsåvidt man gåer ud fra den Forudsætning, at man ligeså let feile i Lovgivningen som i andre Samfundsforhold, såvel ved at binde sig ved altfor bestemte Regler, som ved at overlade Alt til Vilkårligheden, er jeg vist aldeles enig med ham; kun er det ofte forbunden med store Vanskeligheder i så Henseende at træffe den rette Grændse, og det er een af de største Vanskeligheder, såvel i Statsstyrelsen, som i Udøvelsen af den lovgivende Magt. Jeg er forøvrigt aldeles enig i, at der bør være en vis Elasticitet i de givne Bestemmelser og denne Sætning finder også Anvendelse i et Regulativ som det nærværende; dog må jeg bemærke, at der er en stor Forskjel på Forretningsgangen i Afdelingerne og i Forsamlingen selv. Hvad angåer Afdelingerne, så er enig i, at der må være så lidt Form og Bånd på Forretningsordenen som muligt, fordi det er disse Afdelingers Væsen, at der skal finde en fri og ubunden Tankevexling Sted mellem de forskjellige Medlemmer, som Tilfældet har samlet på denne Måde. Dette kan heller ikke have nogen Betænkelighed ved sig, fordi disse Afdelinger dog ikke tage nogen Beslutning med Hensyn til Sagen selv, men kun med Hensyn til en Comitees Udnævnelse, og det er såmeget mere betænkeligt at komme med Erindringer i denne Henseende, som vi heller ikke have nogen Erfaring om den rette Benyttelse af en sådan Indretning. Det er en Indretning, som er opstået i Frankrig, og vi gjøre vistnok det sikkreste i at tage den således, som den er os overantvordet, sålænge til Erfaringen viser os, at den trænger til en eller anden Rettelse; men hvad der gjælder om Forretningsgangen i Afdelingerne, det gjælder ikke således om Forhanlingerne i Forsamlingen selv. Disse ere af stor Betydning; der er i Forsamlingen et stort Antal Medlemmer, som ere berettigede til at påsee, at Alt

gåer i den behørige Orden; der må altså være visse faste Regler, ftjondt man må overlade Meget til Formandens såvelsom til Forsamlingens Takt. Hvad der gjælder om Forretningsgangen i Forsamlingen gjælder og om Forsamlingens Forhold til Afdelingerne, det er kun Forretningsgangen inden Afdelingen selv, som bør være ganske fri, hvorimod Forholdet imellem Forsamlingen og Afdelingen må være nogenlunde bestemt. Jeg har tidligere yttret, at der burde idetmindste være en almindelig Forbeholdenhed for Forsamlingen til efter et Forslag, som måtte være understøttet af 15 Medlemmer, hvis det ikke kom fra Formanden, at opløse Afdelingerne og indføre nye Afdelinger, ligesom der burde forbeholdes Forsamlingen Ret til at opfordre Afdelingen til inden en vis Tid at slutte sine Forhandlinger og i manglende Fald at behandle Sagen uden Hensyn til, at denne Afdeling ikke var færdig med sine Forhandlinger, idet Medlemmerne naturligviis dog beholdt deres fulde Stemmeret i Forsamlingen. Hvad de enkelte Paragrapher angåer, så må jeg ved § 11 bemærke, at, når den taler om Lovforslag, så er der vel kun tænkt på de Lovforslag, som komme fra Regjeringen, skjøndt der også kunne fremkomme sådanne fra Forsamlingens Side, men disse måe da begynde på en ganske anden Måde og kunne ikke være underkastede den tredobbelte Behandling, men måe strax kunne afvises, hvis Forsamlingen ikke finder dem værdige til Behandling, hvilket også ligger i § 18. Den ærede Comitee må her vistnok også kun have tænkt på Regjeringens Forslag, men ikke destomindre kunde Bestemmelsen på Grund af de almindelige Udtryk let misforståes. Dernæst må jeg bemærke, at der fra Regjeringen også kan fremkomme Propositioner til Forsamlingen, som ikke egentlig ere Lovforslag; imidlertid vil man altid kunne vide at give dem Lovforslags Form, og således vil der Intet være tabt. Hvad § 12 angåer, har man forbigået den hidtil stedfundne indledende Behandling. Hvor simpel denne end er, kan den dog, selv hvad Lovforslag angåer, ikke ret vel undværes; man kan ikke begynde strax med at tage Lovforslag under Behandling i den Tilstand, hvori de ere fremkomne, således som i § 12 er forudsat. Om det også antages som Regel, at der altid skal nedsættes et Udskud og Lovforslaget ikke strax vedtages, hvilket iøvrigt også vilde have sin Betænkelighed, så må det foreløbigen afgjøres, om der blot skal nedsættes en Comitee, eller Lovforslaget henvises til Afdelingerne, fremdeles hvorledes denne Comitee skal sammensættes, af hvor stort Antal Medlemmer og af hvilke den skal beståe; denne Behandling må dog foregåe, førend man kan komme til det Behandling, som § 12 forudsætter skal skee strax. § 12 siger, at Enhver kan, efterat Comiteebetænkning er fremkommen, fremsætte Forslag til Tillæg eller Forandringer i Udkastet. Jeg tvivler ikke om, at han også måtte være berettiget til at foreslåe, at den hele Lov skulde bortfalde; jeg veed ikke, om det for Tydeligheds Skyld skulde være nødvendigt at give nogen udtrykkelig Bestemmelse i denne Henseende eller ikke; nogen virkelig practisk Tvivl kan der vistnok ikke være. — Hvad den anden Behandling angåer, som svarer til den hidtilværende endelige Behandling, siges der, at kun sådanne Forslag skulle foretages, som ifølge Forbeholde eller i Henhold til den foreløbige Behandling ere stillede inden 48 Timer efter hele den første Behandlings Slutning. Her er foreskrevet en Bestemmelse, som måskee dog i enkelte Tilfælde kunde medføre Vanskeligheder; idetmindste har det i Stænderne været enkelte Gange Tilfældet, at der ikke har været forløben såmegen Tid imellem den foreløbige og endelige Behandling, at der kunde være 48 Timers Frist til at fremsætte sine Forandringe-Forslag eller såkaldte Amendements; men ved andre Leiligheder forekommer det mig heller ikke, at det er nødvendigt, at det skulde skee inden 48 Timer, og det kan have sin Vanskelighed, når det er en vidtløftig Sag, hvorunder der er fremkommet mange Erindringer og ved den foreløbige Forhandling lagt Grund til mange Amendements fra forskjellige Sider, da man kunde ønske at conferere med Comiteen og med andre Medlemmer, som have bebudet Amendements, deels om man overhovedet skal stille noget Amendement, deels om hvorledes man skal indrette det, og dette kan ofte være vanskeligt at iagttage inden 48 Timer. Der er heller ikke nogen Nødvendighed for, at det skal skee inden 48 Timer, såfremt Berammelsen af Sagens endelige Behandling ikke udkræver det, og jeg kan derfor ikke vide, om det ikke måtte

være tilstrækkeligt, således som Tilfældet var i Stænderforsamlingerne, når Anmeldelsen om de Amendements, som vare begrundede i den foreløbige Behandling, skete strax i Forsamlingen ved Forhandlingens Begyndelse, eller i alt Fald 24, 12 eller hvilketsomhelst Antal Timer inden Sagens Foretagelse til endelig Behandling. Der har ofte været lang Tid imellem den foreløbige og endelige Behandling; det kan så let være Tilfældet, at man vil indhente Oplysninger og anstille Undersøgelser, førend man kan bestemme sig med Hensyn til Amendements, og når man ikke derved kommer i Collision med Sagens endelige Behandling, bør man ikke sætte en Grændse af 48 Timer. Når Paragraph 13 fremdeles siger, at Spørgsmålet om hvorvidt et Forslag, som er anmeldt i Henhold til den første Behandling, kan stilles, skal afgjøres, når Formanden har Tvivl eller 15 Medlemmer forlange det, af Forsamlingen uden Forhandling, så frygter jeg for, at man gåer forvidt ved aldeles at nægte al Forhandling, thi det har ikke så sjeldent været underkastet adskillig Forhandling i Stænderne, hvorvidt et Forslag virkelig efter Sagens Stilling og dets Forhold til den foreløbige Behandling, kunde komme for; således erindrer jeg til Exempel, at der i 1842, efterat der havde været fremsat et Forslag om at nedsætte Kludetold, som Regjeringen foreslog til 2 Rbd. 80 s., til 80 s., under den endelige Behandling fremkom et Forslag om en Middelstørrelse, og at der da blev ventileret om, hvorvidt dette Forslag kunde antages, fordi der tidligere ikke havde været Tale uden om disse 2 Størrelser 2 Rbd. 80 s og 80 s; men det blev afgjorte, at dette ikke burde komme i Betragtning. Det forekommer mig, at det var bedre, at man ved en kort Discussion måtte kunne understøtte sit Forslag, og at Forsamlingen eller Formanden da havde Magt til at standse Discussionerne, når de bleve udsvævende, således som man må gjøre ved andre Leiligheder; i Almindelighed ved en Lovbestemmelse at fastsætte, at der aldeles ingen Forhandling må finde Sted, eller at Formanden skulde standse den, der vilde forsvare sin Ret til at fåe fit Forslag prøvet, eller i alt Fald at gjøre det nødvendigt ved en Afstemning at fåe 3/4 Deel af Stemmerne for at have Ret til at udvikle sin formeentlige Ret, det troer jeg ikke at være hensigtsmæssigt. Endnu må jeg gjøre en Bemærkning ved denne §, som egentlig hører til et foregående Sted. Der ståer nemlig i § 13, at Forslaget skal være stillet inden 48 Timer efter hele den første Behandlings Slutning. Det må vel være således at forståe, at det skal være afgivet enten til Formanden eller til Secretairen; såvidt jeg veed, har det altid været Regel, at man afgav sit Forslag til Præsidenten, og at han meddeelte Comiteen det. Det var en Conduitesag, og det har gået uden nogen mærkelig Vanskelighed. — Hvad den 14de § angåer, så er det vistnok i mange Henseender rigtigt og hensigtsmæssigt, at der stemmes over de enkelte Dele af en Lov, eller de enkelte Paragrapher, enhver for sig; men jeg må dog bemærke, at efter Sagens Beskaffenhed kan der også blive Spørgsmål om Afstemning angående Anordningen i det Hele, i dens Grundprincip, og der kan være mange Leiligheder, ved hvilke man kunde stemme for enkelte paragrapher, i den Forudsætning, at det Følgende blev, enten således som det var fastsat i Udkastet, eller således som man tænkte sig, at det vilde blive, men at man efter Udfaldet af Afstemningen over de øvrige Paragrapher ikke vilde have stemt således, som man stemte, og det var derfor ikke sagt, at der var nogen Modsigelse mellem de forskjellige Afstemninger; men der kunde blot være et sådant Forhold mellem disse, at man efter sin Overbeviisning ikke nu længere kunde stemme f. Ex. for § 1, således som § 5 var bleven forandret stemt for. Det forekommer mig derfor, at ethvert Medlem måtte have Ret til at forbeholde sig, efter de senere Afstemninger at kunne frafalde sin tidligere Stemmegivning, forsåvidt han dertil skulde finde Anledning. § 15 vil, at Comiteen skal forsatte et fuldstændigt Lovforslag og at 3die Læsning skal foregåe uden nogensomhelst Forhandling. Jeg må herved først bemærke, at Sagen kan være af den Beskaffenhed, at der ikke egentlig er noget Lovforslag at forfatte, da det kan være muligt, at Forsamlingen har været aldeles enig i Udkastet, eller at der er en overveiende Pluralitet for at forkaste det. Dernæst forekommer det mig, at det Udkast, som Comiteen måtte forfatte, iforveien burde meddeles Forsamlingen, for at den kunde have Leilighed til at overtænke det og

gjøre sine Bemærkninger ved det, og hvorvidt man måtte finde Anledning til at frafalde sine enkelte Afstemninger på Grund af det Udfald, andre Afstemninger fik, så at dette ikke skulde være afhængigt af Comiteen, men at også andre Medlemmer derom kunde have deres Mening. Det har dog hidtil været vedtaget, om det end ikke findes udtrykkelig bestemt i Stænderanordningen, at de endelige Lovforslag ere blevne henlagte i Læseværelset, i Almindelighed trykte, for at Forsamlingen kunde have Leilighed til at gjøre sig bekjendt med dem. Dersom derimod efter Udkastets § 15 Comiteen, som Følge af Forholdet mellem de forskjellige Afstemninger, finder Anledning til at forfatte et nyt Lovforslag, og det ikke blot for at undgåe Modsigelser, men også Inconseqventser, og dette Forslag ikke bliver Forsamlingen betimeligen bekjendt, så at den kan fåe Leilighed til at sætte sig ind i det, så forekommer det mig, at den let kan blive overrasket, og at den ikke vil være istand til at afgive nogen moden Mening om Forslaget. Jeg mener også, at det ikke burde nægtes Forsamlingen at forhandle og afstemme over Forslaget, da Formanden jo altid, når han fandt, at der ikke var nogen Grund hertil eller at Sagen blev trukken i Langdrag, måtte kunne anvende sin Myndighed til at standse Discussionen. Da der kan opståe forskjellige forviklede Spørgsmål på dette Standpunkt, troer jeg, som sagt, at det ikke bør nægtes endog et enkelt Medlem at fremkomme med Forslag, hvorover da Forhandling og Afstemning måtte kunne finde Sted.

Schytte:

Jeg indrømmer villig, at de dybtgående Undersøgelser, som vi igår have hørt og som idag ere blevne fortsatte, kunne være meget belærende, men jeg tilståer, at jeg ikke indseer Nødvendigheden af disse Undersøgelser ved det foreliggende Udkast, og jeg tilståer åbent, at de på mig have gjort et høist nedslående Indtryk. Jeg har, ved at gjennemgåe Udkastet og ved at sammenholde det med de Bemærkninger, som jeg igår og idag har hørt udtale, troligen fulgt Forhandlingerne, og jeg tilståer, at jeg virkelig ikke i disse Bemærkninger har fundet noget så Væsentligt, at jeg kan indsee Nødvendigheden af, derfor at fåe Udkastet forandret. Om man skal optage de såkaldte Bureauer, eller om man skal følge det hidtil havte System, det er i mine Tanker det Væsentlige, hvorom der spørges, og jeg troer ikke, at det ståer i menneskelig Magt i alle Details, i alle disse Muligheder og Enkeltheder at afstikke nøiagtige Grændser, og jeg troer, som en æret Taler (Krieger) meget rigtigt sagde, at man meget gjerne kan overlade til Folkets Skjønsomhed og Takt at jevne de Enkeltheder, hvorom der muligt kunde være Tvivl eller Frygt for, at de måskee ikke skulle være så ganske heldige. Dette Udkast er kun en Forskrift til en Forretningsorden, og det er i Sandhed intet noli me tangere, eller så stereotyp, at det ikke må røres ved; der er jo sørget for, at Forsamlingen udtrykkelig er reserveret Myndighed til at foretage Forandringer, hvis sådanne måtte findes hensigtsmæssige, og alle disse Indvendinger, som jo vistnok høre til Mulighederne, men som ikke ligge nær forhånden og hvorom der måskee ikke vil blive Spørgsmål i Forsamlingens Levetid, forekomme mig ringe og smålige, og i en Sag af denne Beskaffenhed bør ingen Ængstelighed eller Smålighed finde Sted. Jeg har også et andet Hensyn. Efterat Forsamlingen nu har været samlet i samfulde 8 Dage, på en Tid, hvor Sindet og Tanken have været spændte ved de alvorlige Begivenheder, som ere indtrufne, og Folket med Bekymring, med Håb og Ængstelse fæster Blikket på og, ere vi komne såvidt, at vi have fået dette Udkast forelagt, og nu tabe og fordybe os i disse ængstelige, minutiøse Betragtninger, og ikke tør have den Tillid til os selv, at vi tør antage et så godt Udkast, som det, her ligger før os, og som i Alt giver en god Grundtanke for Forretningsordenen. At man med sådan Ængstelighed fortaber sig i Enkeltheder ved sin første Sammentræden i en så alvorlig Time, hvori enhver enkelt Forandring i Tingenes Stilling kan medføre de største Følger, må give Anledning til underlige Tanker om Forsamlingen selv og, jeg kan sige, om det danske Folks Tålmodighed. Jeg tør antage, at der er Flere i denne Forsamling, som måtte dele min Anskuelse.

Ørsted:

Jeg må overlade til Forsamlingen selv at afgjøre, om de Bemærkninger og Indsigelser, der have været fremsatte, have været så ubetydelige, som den sidste ærede Taler synes at antage. Hidtil, foreligger herfor ikke Andet end hans Autoritet, og det forekommer

mig, at han lidet har sat sig ind i hvad der har været på Bane, da der i alt Fald i det, jeg har bemærket, ikke har været Spørgsmål om at urgere Udtrykkenes Nøiagtighed, men om at undgåe sådanne Bestemmelser, som i deres Anvendelse kunde være mislige.

Schytte:

Jeg skal ikke indlade mig på hvad der har været Spørgsmål om, men jeg skal blot gjøre opmærksom på, at Tiden er hengået med at behandle disse 15 Paragrapher, og jeg troer, at hvis man skulde lade disse Bemærkninger indflyde i Regulativet, vilde man ikke derved opnåe nogen frugtbare eller væsentlige Forandringer.

Ørsted:

Det er nu den ærede Talers Mening, men der er endnu ikke anført Noget til at begrunde den.

Bagger:

Jeg må aldeles slutte mig til den næstsidste ærede Taler, idet jeg jeg må lægge Forsamlingen en gammel Viismands Ord på Hjerte, at af megen Tale kommer Fortrydelse. Det er jo nu næsten kommet såvidt, at det kan udregnes, hvad ethvert Ord, som er blevet sagt i denne Forsamling, har kostet Landet. Dersom der derfor skal komme nogen Velsignelse for Landet af denne Forsamling, dersom den skal bære nogen Frugt, da måe vi i Sandhed stræbe efter snarest muligt at komme til at behandle den Sag, hvorfor vi her ere komne sammen, og hvorpå det hele Folk har sin Opmærksomhed henvendt. Ellers kunde det vel være, at den Begeistring, som nu så utvivlsomt er tilstede i Folket, snart vil blive udslukt. Vi måe i denne Henseende see hen til Forsamlingen i Frankfurth som til et advarende Exempel.

Formanden:

Jeg må dog gjøre den Bemærkning, da dette Spørgsmål eengang er bragt på Bane, at man efter min Formening bør søge at fatte Discussionen over det foreliggende Udkast så kort som muligt; men jeg troer, at Forsamlingens Opmærksomhed allerede tilstrækkeligt er bleven henvendt på dette Punkt, og jeg frygter for, at når man længere vilde fortsætte denne Discussion om at spare på den kostbare Tid, vilde vi netop derved komme til at spilde denne kostbare Tid.

Barfod:

Jeg vil blot tillade mig den Bemærkning, at jeg slutter mig til de to sidste ærede Rigsdagsmænd, men jeg skal dog tilføie, at når den sidste ærede Rigsdagsmand sammenlignede denne Forsamling med den i Frankfurth, frygter jeg, at vi komme tilkort; thi jeg veed ikke rettere, end at Regulativet for Forretningsordenen der blev vedtaget uden nogen Debat, og jeg må tilståe, at ihvorvel der kunde være enkelte Ting i nærværende Udkast til en Forretningsorden, som mindre tiltale mig end andre, så mødte jeg dog her med den Overbeviisning, at man her på Rigsdagen i Kjøbenhavn vilde gjøre ligesom i Frankfurth, at vedtage sit Regulative uden Discussion.

Overretsprocurator Jespersen:

Jeg skal tillade mig at rette det Spørgsmål til den ærede Ordfører, om den Bestemmelse, som findes i § 14, at hver enkelt Paragraph eller hvert mindre Afsnit skal særskilt sættes under Forhandling, også skal gjælde for den foreløbige Behandling; jeg troer, at således som disse §§ i Udkastet ere affattede, kunne de forståes således, at Sagen under den foreløbige Behandling skulde behandles som et samlet Hele, og at den først ved den endelige Afstemning skulde deles i Afsnit; hvis dette Sidste er Tilfældet, forbeholder jeg mig at stille et Amendement med Hensyn til Behandlingen af Grundlovs-Udkastet.

Syvende Møde. (Fortsat.)

Det forekommer mig nemlig, at allerede denne Bestemmelse ikke passer ganske med Hensyn til Grundlovsudkastet ɔ: ikke svarer til den Stilling, som Forsamlingen synes at indtage ligeoverfor Regjeringen i dette Anliggende. Efter Yttringerne af Regieringens Organ i den roeskildske Stænderforsamling synes det at måtte antages, at Hs. Majestæt ikke vil indrømme denne Forsamling en sådan afgjørende Beslutning med Hensyn til Grundloven, at de Forandringer, som Forsamligen antager, uden videre skulde indgåe i Grundloven, men at på den anden Side Hs. Majestæt heller ikke vil give Grundloven uden at have forenet sig med Forsamlingen om dens Indhold. Dette synes også at være antydet i Hs. Majestæts Throntale. Meningen er således vel nærmest, at Forfatningen skal bringes istand ved en Transaction mellem Regieringen og Forsamlingen; men i dette Tilfælde forekommer det mig, at Bestemmelsen i Slutningen af Regulativets § 15 i alt Fald ikke er fuldstændig, om der end ikke mod dens Form kunde være Noget at erindre. Der måtte vel nemlig være anviist en Måde i Regulativet, hvorpå, efterat Forsamlingen havde forelagt Regjeringen de Forandringer, man ønskede, og Regjeringen da ikke vilde gåe ind på disse, enten i det Hele eller for en Deel, eller fremsatte et andet Forslag, der skulde forholdes af Forsamlingen, for om muligt at komme til en Forening med Regjeringen.

Men heller ikke med Hensyn til de øvrige Lovforslag, som muligen kunne blive Gjenstand for Forsamlingens Behandling, forekommer det mig, at disse Udtryk ere rigtige. De forekomme mig nemlig at anticipere Afgjørelsen af, på hvilken Måde Forsamlingen kan gåe ind på slige Lovforslag, om den nemlig kan ansees berettiget til at optræde som besluttende Forsamling med Hensyn til disse, eller om den blot kan optræde som rådgivende, således som allerede igår af en æret Taler blev bemærket.

Algreen-Ussing:

Hvis det ikke af Regjeringen selv var tilkjendegivet, at der vil blive forelagt nærværende Forsamling andre Lovforslag end Forfatningsudkastet, havde Comiteen formodentligen indskrænket sig til at fastsætte Bestemmelser blot om Forfatningsudkastets Behandling, hvilket den derimod nu, da andre vigtige Lovforslag ere bebudede, ikke har troet at kunne gjøre. Med Hensyn til Bemærkningerne ved Slutningsbestemmelsen af § 15 finder jeg ikke, at der er Anledning for mig til at fremsætte nogen yderligere Bemærkning.

Krieger:

Da den ærede Ordfører synes ikke nærmere at ville gåe ind på Besvarelsen af de nys fremsatte Erindringer, skal jeg med hans Tilladelse tilføie nogle Bemærkninger. Det forekommer mig ganske klart, at denne Forsamling har en besluttende Medvirkning, men den har ikke Ene-Beslutning. Under sådanne Forhold er det nødvendigt, at enhver § i et Lovudkast, som forelægges Forsamlingen, sættes under særskilt Afstemning. Det er aldeles klart, at man ei kan indskrænke sig til, som i Provindsialstænderne, alene at sætte de Indvendinger, der fremkomme, under Afstemning, og i den Taushed, hvormed de øvrige Punkter forbigåes, at see et Tegn på, at der ved samme ikke finder nogen Indsigelse Sted. Det er indlysende, at man her må stille enhver § og ethvert Amendement under Afstemning. Igjennem en Række af enkelte Afstemninger fremståer da et fuldstændigt Lovforslag, som tilsidst forelægges under Eet for Forsamlingen, enten til Antagelse eller til Forkastelse. Hvad følger

nu deraf? Hvis Lovforslaget da antages, bliver det at meddele Regjeringen, og denne vil da enten sanctionere det uden videre, eller den vil ansee det nødvendigt at gjøre nogle Erindringer mød Forslaget og derefter henstille til Forsamlingen, hvorvidt denne påny måtte ville tage Forslaget under Behandling i Henhold til de således fremsatte Bemærkninger, eller endelig kan det tænkes, at Kongen benytter sig af den Opløsningsret, han i Throntalen har forbeholdet sig; og ligeledes, bliver Forslaget forkastet, kunne vi atter tænke os, at Regjeringen finder sig opfordret til at gjøre yderligere Meddelelser til Førsamlingen. Men hvilken Beslutning Regjeringen end således måtte tage, vil man udentvivl indsee Nødvendigheden af en Afstemning over den af Forsamlingens Forhandlinger fremgangne Beslutning i dens Heelhed. Forsåvidt iøvrigt en æret Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 7de Valgkreds (Prof. Larsen) har meent, at vi skulde have indskrænket os til Grundlovforslaget alene og fatte os i Korthed med Hensyn til alt Andet, så forekommer det mig, at man ved nærmere Overveielse vil erkjende, at vi ikke i denne Retning have givet vort Forslag en større Udstrækning end fornødent; thi der indeholdes i samme intet Andet om de Andragender, som et Medlem vil forelægge Forsamlingen, end at de skulle være anmeldte forud i betimelig Tid, hvorefter Forsamlingen da bestemmer, om og hvorledes de skulle behandles. Føier man til denne Regel en anden om Interpellationer, så har man omtrent Alt, hvad Comiteen har foreslået om andre Sager end Lovforslag.

Professor Larsen:

Jeg skal blot bemærke, at med Hensyn til Udtrykkene i Slutningen af § 15, forsåvidt de skulle have Anvendelse på Grundloven, gik jeg netop ud fra, at der ikke anvises nogen Måde, hvorpå enkelte Differentser med Hensyn til Indholdet af Grundlovsforslaget skulde kunne udjevnes efter det foreliggende Udkast til et Regulativ. Efterat der var afstemt over Grundloven i det Hele, seer jeg ikke, at Regjeringen, hvis den ikke troede ganske at kunne tiltræde de foreslåede Forandringer, vilde have andet Valg end at opløse nærværende Forsamling og indkalde en ny. Jeg mener derfor, at der i Regulativet bør optages Bestemmelser om, hvorledes, ikke hele Grundloven, men enkelte Dele af den kunde komme under ny Behandling, efterat Regjeringen havde gjort de Meddelelser til Forsamlingen, hvortil den fandt Anledning.

Angående Anvendelsen af Ordene „Afstemning til Antagelse eller Forkastelse“ med Hensyn til andre Lovforslag, skal jeg blot tillade mig at forbeholde det Fornødne, når der senere bliver Spørgsmål om, hvorvidt Forsamlingen med besluttende Myndighed kan indlade sig på sådanne Forslag.

Krieger:

Det Tilfælde, den ærede Taler har nævnt, er netop et af dem, som vi ikke i dette Øjeblik behøvede at forudsætte. Vi kunne gjerne blive stående ved den Forudsætning, at Udkastet måtte fremgåe som et Product af Regjeringens og Forsamlingens Samstemmighed. Skulde det derimod vise sig, at en sådan Overeensstemmelse ei kunde tilveiebringes, forekommer det mig, at det er tidsnok at give de simple Regler, som kunne ansees fornødne med Hensyn til de yderligere Meddelelser fra Regjeringens Side.

Formanden:

Jeg turde måskee antage, at dette Afsnit nu er uddebatteret. Vi kunne derfor gåe over til Oplæsning af det følgende Afsnit §§ 16—17. Algreen-Ussing oplæste de ovennævnte Paragrapher, hvori han bad Forsamlingen at rette de Ord—„i hvilken Form Sagen“ i næstsidste Punctum af § 16 til „om og hvorledes Sagen“, samt i §§ 16—17 „Dagen“ til „Mødet“. Derefter tog han så-

ledes til Orde: Ved § 16 har jeg intet Synderligt at bemærke. Da de Andragender, som kunne fremkomme for Forsamlingen, kunne være høist forskjellige, har man anseet det rigtigst, at Forsamlingen efter disses forskjellige Beskaffenhed tog særskilt Beslutning om deres Behandlingsmåde. Når det i Paragraphen hedder „at endelig Beslutning om Sagen ikke kan tages i samme Møde, ligger deri, som man formener, tilstrækkelig klart udtrykt, at den endelige Beslutning om Sagens Realitel ikke kan tages i dette Møde, men vel Beslutningen: om og hvorledes den skal behandles, hvoraf Følgen vistnok bliver, at hvis Sagen forkastes, er den derved endeligen afgjort. Derimod må det være mig tilladt at gjøre nogle Bemærkninger med Hensyn til § 17, der handler om Spørgsmål, som et Medlem af Forsamlingen kan ønske at gjøre til Regjeringens Medlemmer udenfor den almindelige Dagsorden, eller de såkaldte Interpellationer.

Detter er et Punkt af ikke liden Vigtighed, og det er forsåvidt nyt, som der i Stænderanordningen ingen Bestemmelse derom indeholdtes, ihvorvel det ikke har været ualmindeligt, at sådanne Spørgsmål også der gjordes til den kongelige Commissarius, hvilke dog i Reglen ikke havde den Betydning, som de her ville fåe. Det er en bekjendt Sag, at i andre Lande, navnlig Frankrig og England, hoor de parlamentariske Former ere mere ndviklede, gives der en udstrakt Ret til at rette Spørgsmål til Ministrene. Men der er også i Almindelighed en så udviklet Takt for hvad der i denne Henseende er passende, at det ikke er anseet nødvendigt at give nærmere Bestemmelser derom i noget Reglement. Når Nogen der måtte ville frembringe Noget, der er upassende, har vedkommende Kamre indre Midler til at fjerne sådanne Spørgsmål, nemlig ved at kalde til Dagsordenen og derved afskjære sådanne Discussioner eller ved at foranledige Præsidenten til at lade Forsamlingen afstemme om dette Punkt; men Comiteen har ikke troet at kunne undlade at optage udtrykkelige Bestemmelser i Regulativet om deslige Interpellationer. Det er en Selvfølge, at Ministeren ei behøver at svare på de Spørgsmål, som fremsættes til ham; men det ligger som oftest i hans egen Interesse at gjøre det, for at hans Taushed ikke skal misforståes og blive udlagt enten som en stiltiende Erkjendelse, eller som Tegn på Svaghed, eller udtydes på anden Måde, som ikke kunde være Regjeringen ligegyldig. Men der bør da også gives vedkommende Minister Leilighed til forud at erfare, hvorpå denne Interpellation gåer ud. Disse Interpellationer have den store Fordeel, især under kritiske Tidsforhold, at øieblikkelige Begivenheder, der naturlig kunne foranledige sådanne Spørgsmål til vedkommende Minister, ville kunne opklares, hvorfor jo også Ministrene, i deres egen og det Offentliges Interesse, selv ofte ønske, at der strax gives dem Leilighed til at svare derpå. Herved kan også bevirkes, at Andragender, der ellers vilde blive stillede og som kunne foranledige vidtløftige Forhandlinger, kan undgåes, når der strax kan meddeles et tilfredsstillende Svar. Af den Grund har Comiteen heller ikke troet at burde afskjære Leilighed til at fremsætte sådanne Spørgsmål endog udenfor Dagsordenen, når det skeer med Forsamlingens og vedkommende Ministers Samtykke, hvorved naturligviis er forudsat, at han er nærværende, da Spørgsmålet ellers ikke med Nytte kunde fremsættes i samme Møde. Forøvrigt er ved nærværende Udkast den Forandring gjort i de Regler, som for Tiden ere de gjældende med Hensyn til Interpellationer, at, i Overeensstemmelse med Slutningen af § 17, det reiste Spørgsmål også kan yderligere forfølges af andre Medlemmer af Forsamlingen end af Interpellanten. Denne Modification vil vistnok erkjendes nødvendig. Det hører nemlig til den parlamentariske Taktik, om jeg må betjene mig af dette Udtryk, at sådanne Interpellationer, for at det Skarpe, der ofte kan ligge i dem, kan mildnes, nedlægges i een, for at jeg således skal udtrykke mig, mild Mund, det vil sige, at det overdrages til en Mand, der hører til den moderate Fraction af Forsamlingen, at fremsætte de Spørgsmål, som, når de fremkom fra et bestemt Parties Side, kunde, blot ved deres Fremsættelse fra denne Kant, fåe en større Betydning, end man for Øiebikket ønsker dem tillagt og under disse Forhold være betænkelige og farefulde. Hvis nu Svaret bliver fyldestgjørende, er der ingen videre Grund til, at Sagen forfølges videre; men i modsat Fald er det vigtigt, at andre Medlemmer af Forsamlingen ikke er afskåret Adgang til at

optage Spørgsmålet igjen, Noget, hvortil den egentlige Interpellant ikke altid vil føle sig kaldet eller have den fornødne Dygtighed og Sagkundskab, medens det dog kan være vigtigt, at Spørgsmålet kan blive fremsat i en skarpere og bestemtere Form, der ikke tilsteder undvigende Svar, men gjør det nødvendigt for vedkommende Ministre at udtrykke sig tydeligt og bestemt. Det må iøvrigt være Forsamlingen selv, som må våge over, at ikke de Grændser i så Henseende overskrides, der ere stemmende med parlamentarisk Takt.

Ørsted:

Jeg vil blot tillade mig en liden Bemærkning. Da der, som oftere forklaret, endnu hersker en særdeles Usikkerhed om, hvorvidt private Lovforslag eller Andragender ville kunne komme under denne Forsamlings Afgjørelse, har jeg ikke så meget imod, at der i så Henseende ikke er fremsat safte og bestemte Regler. Det Eneste, jeg kunde ønske, var, at ethvert sådant Andragende, forsåvidt som det skal forelægges Forsamlingen, ikke blot anmeldes Dagen forud, men at det forinden bliver henlagt i Læseværelset, således som hidtil ved Stænderne har sundet Sted.

Formanden:

Er der Flere, som ville yttre sig? (Pause) Vi kunne da gåe over til et følgende Afsnit, §§ 18—24.

Algreen-Ussing

oplæste ovennævnte Paragrapher og tog derefter således til Orde:

De fleste af disse Bestemmelser indeholde ikke Andet, end hvad der vistnok vil erkjendes at være stemmende med hvad god Orden kræver , og jeg skal derfor ikke opholde mig længe derved. Dog indeholder den første af disse Paragrapher Noget, hvorom jeg må fremsætte nogle Bemærkninger. Foreløbigen skal jeg tillade mig at bemærke, at når det hedder, at når et Forslag eller Forandringsforslag er fremsat og udviklet, er ethvert Medlem berettiget til at forlange dets Afviisning, sigter Udtrykket „Forslag“ til ethvert Andragende og ethvert Spørgsmål fra et Medlems Side, altså navnlig også til de i den foregående § 17 omhandlede Interpellationer, som altså også på denne Måde kunne fjernes.

I alle større Folkerepræsentationer har man tidlig følt Nødvendigheden af at kunne uden Discussion og uden at komme ind på Realiteten afvise et Forslag, der er af den Beskaffenhed, at det, når det gav Anledning til yderligere Discussioner, kunde have betænkelige, i bevægede Tidspunkter måskee endog høist farlige Følger, ligesom det også let kunde bringe Forsamlingen i en falsk Stilling. Et enkelt Medlem bør nemlig ikke have det i sin Magt at kunne fremtvinge Discussion og Afstemning i Realiteten over et Forslag, som Forsamlingen på den Tid anseer det uheldigt eller farligt at votere over, og dette opnåes netop ved den her omhandlede Bestemmelse. Det er dette, som i Frankrig kaldes la question préalable, og i England previous question. Det er en parlamentarisk Forholdsregel, som i store Forsamlinger, og især under kritiske Tidspunkter, er af den allerstørste Vigtighed. Virkningen heraf vil let sees at være forskjellig fra den, at man forkaster et Forslag under en indledende Behandling efter foregående Discussion over dets Indhold. Ved Afviisningen kommer man netop ikke ind på Discussionen af Sagen, og Virkningen af Afviisningen er blot, at Spørgsmålet for Tiden ikke kommer under Forhandling, hvorimod det meget vel kan fremsættes senere; man tilkjendegiver ved Afviisningen kun, at man på nærværende Tidspunkt ei anseer det hensigtsmæssigt at bringe dette Spørgsmål under Discussion. Når man derimod under en indledende Forhandling discuterer et Spørgsmål og forkaster det i Realiteten, er det derved givet, at det således forkastede Andragende ei oftere kan bringes for denne Forsamling, hvorved jeg kun skal tilføie, at Comiteen ikke har fundet det fornødent at tilføie det i Udkastet, da man ikke har tænkt sig, at private Andragender skulde spille nogen væsentlig Rolle i denne Forsamling. Når iøvrigt den fremsatte Afviisningspåstand skulde blive forkastet af Forsamlingen, er det en Selvfølge, at Forslaget da bliver at discutere i Realiteten. Forslaget kan derefter atter forkastes, men det er da en Forkastelse i Realiteten, som har den nysnævnte Følge, at det ikke senere kan bringes for Forsamlingen, i det Mindste ikke i den Form, hvori det tidligere har været fremsat, hvorimod det vet kan fremkomme i en anden Form, hvilket Erfaringen oftere har viist, også i Stænderforsamlingen.

Schiern:

Det vil af Redactionen of § 20 sees, at Regulativcomiteen forlanger, at man altid skal henvende siu Tale til Formanden, hvorimod den ikke har fundet sig foranlediget til at andrage på nogen Tribune. Hvad mig angåer, finder jeg vel nu ingenlunde de Grunde overbevisende, som pleie at anføres for, at vi her undtagelsesviis bør savne denne; thi når man således påberåber sig flere ærede Medlemmers naturlige Sky for en sådan, kjender jeg dog personligen andre, jeg kjender med egen personlig Følelse dem, for hvem der snarere er større Forlegenhed og Hesitation forbundne med at skulle tale stående frit i en Forsamling, end med en Talerstol foran sig. Og når man som Grund for sin Uvillie foretrækker at henskyde sig under Frygt for, at en Tribune skulde Friste til altfor lang Tid optagende Foredrag, da mener jeg, uden Hensyn til den Modvægt, som den følgende Paragraph i så Henseende yder ved sit Forbud imod enhver Oplæsning af skrevne Udarbeidelser, at Erfaring har åbenbaret en langt mere tidsspildende Fristelse til, når der altid tales fra Vedkommendes Plads, at gjøre alskens Småbemærkninger, Småbemærkninger, der nu vistnok som oftest ville finde deres rigtigste Udvei i Afdelingerne, men som derhos dog ei heller behøve aldeles at forbydes fremførte fra Vedkommendes Plads, fordi de længere Referater, til Exempel Ordførernes, bleve at henvise til en Tribune. Ingen vil ei heller kunne påståe, at Talerne fra de forrige franske Kamres Tribuner i Længden have formået at måle sig med Talerne i det engelske Parlament, hvor ingen Tribune findes. Men hvad der for mig er aldeles afgjørende, er den Erfaring, hvorpå vi i de forrige Dage have fået nye Prøver, idet vi have kunnet anstille Sammenligningen mellem Letheden i at opfatte den ærede Formands Ord fra hans ophøiede Plads og Vanskeligheden ved at opfatte Andres Ord fra deres lavere stillede, den Erfaring, der er lige så ældgammel som Steenkredsen på Oldtidens Thingsteder, den Erfaring nemlig, at Lyden nåer bedre frem til sit Mål, når den ubrudt kommer fra et høiere Stade. Jeg skal gjøre opmærksom på, at der let i alle større Forsamlinger, at der også i denne er Medlemmer, der høre mindre vel og således, som det synes mig, have et billigt Krav på, at længere Referater i det Mindste gives fra eet og samme høiere Sted; jeg skal henvise til Stenographerne, der sidde i denne Sal og ved deres Meddelelser, hvis Nøiagtighed er hele Forsamlingen lige magtpåliggende, åbenbart i høi Grad have den samme Interesse.

Endskjøndt ny altså min Mening er bestemt i den anførte Retning, troer jeg dog, at der fra de nu bortgangne, gamle Provindsialstænder er overgået i denne Forsamlings Arv en sådan Ugunst mod den Tribune, hvorfra man i Året 1789 begyndte at omskabe Verden — jeg troer, at man fra andre Sider, af andre Hensyn, kun ikke af akustiske, seer denne i et så lidet fordeelagtigt Lys — at det måskee neppe vil frugte tilbørligt, når enten jeg eller nogen Anden nu gjør et Andragende om den, for at en Princip, der synes det rigtige, dog ei heller her forsvarsløst skal fornægtes. Men hvad jeg for ethvert Tilfælde føler mig opfordret til at andrage på, er, hvad der altid finder Sted, hvor Talen lyder fra en Tribune, og som er det Naturlige, dette nemlig, at Talen tør rettes til hele Forsamlingen, og at man ikke skal forpligtes til altid at rette den til Formanden alene.

Spørger man om Grunden til dette Forlangende, fåer man strax til Svar, at dette således er engelsk Skik; men jeg gjensvarer strax, at det med denne engelske Skik har en noget egen Art. Thi på Englands gamle Landsthing rettedes Talen naturligen til Forsamlingen, ligesom på de gamle nordiske Folkething; og når man dog hænger sig i, at det i Middelalderen i Underhuset blev Skik at rette Ordet til Husets Taler, da skulde man ikke oversee, at denne ei blot var stillet ligeoverfor Huset som et af dette til at lede dets Forhandlinger kåret Medlem, men tildeels var stillet der næsten som en anden Magts Tjener, således stillet, at det endnu i England ved en forældet Tradition er Skik, at Talerens Valg ved hver Sessions Begyndelse søges confirmeret af Kronen, således stillet, at Taleren ligeledes endnu efter en forældet engelsk Tradition må udbede sig Talefrihed for Huset af Regjeringen. Og derfor, lader os søge at efterligne Englænderne i deres sunde Sands, men lader os ikke efterabe deres Forkjærlighed for deres egne, gamle, historiske Reminiscentser

fra Middelalderen, lader os i dette Tilfælde så meget mindre gjøre det, som Overhuset, hvori den mandige Uafhængighedsfølelse under Middelalderen var langt stærkere, dengang holdt på, hvad den også endnu holder på, ei at rette Ordene til Kantsleren, men at rette dem til Lorderne selv.

Jeg vil spørge om, når nogen af Forsamlingens Secretairer tog Ordet, det da ei findes naturligere, at de, ligesom Formanden, ved hvis Side de have Plads, rette deres Tale herud imod os, end at de, rettende den imod Formanden, vende Ryggen til Halvdelen af denne Forsamling. Jeg vil spørge, om det ikke skulde være gået Nogen af denne Forsamlings Medlemmer, som det i sin Tid gik mig, der ret studsede, når jeg i de gamle Provindsialstænders Tidende traf een eller anden Tale begyndende med den stive Indledning „Hr. Præsident“! Jeg vil spørge, om ikke Andre i denne Sal nogensinde have overværet større Folkeforsamlinger her i Danmark, hvor een eller anden Tilstedeværende, i Eet og Alt efterlignende engelske Former, gav sig til at rette sin Tale til Præsidenten istedetfor til Forsamlingen, og jeg vil da spørge, om ikke sådanne også ere blevne Vidner til, hvorledes vedkommende Forsamling betoges af en karakteristisk og retfærdig Studsen, retfærdig, fordi man derved søgte at påtvinge os en fremmed Form, hvorfra vi have været fjernede fra det første Øjeblik, vort politiske Liv begyndte. Endelig vil jeg spørge, om, når Forsamlingens Medlemmer forpligtes til at henvende Talen til Formanden, fordi det engelske Underhuus har denne Skik, da ikke også Medlemmerne af Hans Majestæts Regjering ville være at forpligte til det Samme, efterdi dette også for deres Vedkommende gjælder i Underhuset, og jeg vil da spørge, om det skulde være undgået denne Forsamlings Opmærksomhed, at to eller tre af Ministrene i denne Henseende allerede have viist, hvor vanskeligt det er at glemme en gammel og naturlig Vane, idet de nemlig de foregående Dage flere Gange have tiltalt os „mine Herrer“, i hvilken Tilsidesættelse af Regulativet de endog have fået en Allieret i den ellevte kongevalgte Rigsdagsmand, der vel igår, om jeg ellers ikke hørte feil, begyndte sin Tale med Indledningen „Hr. Præsident“, men som dog også, hvad den trykte Tidende allerede viser, ligeledes tidligere her har brugt Formen „mine Herrer“.

I Henhold til det Anførte forbeholder jeg mig at andrage på, at Forpligtelsen for alle Medlemmer til at henvende Talen til Formanden skal udgåe af Regulativet.

Mørk Hansen:

Jeg har forlangt Ordet for at begjere en Talerstol, idet jeg skal slutte mig til hvad den foregående Taler har udviklet. Jeg skal kun tilføie, at der fra denne Side i Salen ikke kan høres hvad der tales på den anden Side, og jeg har også idag erfaret, at man ikke engang kan høre fra Midten af Salen. Når man har anført, at en Talerstol sparer Tid, da er dette vist fuldkommen rigtigt, fordi den, der kun har en ubetydelig Bemærkning at gjøre, eller kun vil gjentage, hvad der allerede er sagt, vil afholde sig derfra, når han skal bestige Talerstolen. Det er, som bekjendt, en ligeså stor Kunst at tie som at tale, ja næsten en større, og dersom Talerstolen kunde hjælpe til at udøve denne Dyd, troer jeg, at den vistnok vil hævde sin Plads. Hvad dernæst angåer Spørgsmålet om man skal nævne Talerne ved Navn eller ei, da ønskede jeg oplyst, hvad det kunde skade, at man nævner Medlemmerne ved Navn. Det forekommer mig, at Intet er naturligere; et Navn har jo ingen anden Hensigt, end at man skal nævnes derved, og når man ikke undseer sig ved at see sit Navn i Rigsdagstidenden, så seer jeg ingen Grund, hvorfor man skulde undsee sig for at høre det her. Jeg skal i så Henseende gjøre opmærksom på Besværligheden ved, ikke at måtte nævne Medlemmerne ved Navn, da man enten hvergang må see efter på Listen, når man har denne liggende for sig, eller lære denne udenad som en Lectie, og ved de kongevalgte Medlemmer kommer endnu den Vanskelighed til, at man da må lære dem efter Numer. Jeg forbeholder mig derfor at stille et Forbedringsforslag i denne Retning.

Rée:

Jeg anseer en Talerstol for hensigtsmæssig; dog forekommer det mig at være hensigtsmæssigst, at det ikke blev gjort til Pligt for Medlemmerne at bestige den, men at der indrømmedes dem Ret til at yttre sig enten fra Talerstolen eller fra deres Pladser. Det

måtte da overlades til Forsamlingen, når denne ikke kunde høre et enkelt Medlem, at anmode ham om at bestige Talerstolen. Med Hensyn til det, som den sidste Taler har yttret om de Deputeredes Benævnelse ved Navn, skal jeg bemærke, at det forekommer mig at være en smuk parlamentarisk Forskrift, at man ei må nævne Medlemmerne ved Navn. Der kan vel ikke angives nogen bestemt Grund herfor, men man kan vel tænke sig, at i Kampens Hede vil Navnets Nævnelse ofte gjøre Kampen mere hidsig end ellers .

Tage Müller:

Hvorvidt det er hensigtsmæssigt eller ei at anskaffe en Tribune, skal jeg ikke indlade mig på. Det forekommer mig ei uhensigtsmæssigt, når det kun ikke gjøres Medlemmerne til Pligt, når de kun have nogle få Ord at sige, da at bestige den. Hvorvidt det er rigtigst, at Medlemmerne i denne Forsamling rette deres Tales til Formanden eller hele Forsamlingen, kan vel være tvivlsomt; Hovedsagen er, at man i Forsamlingen kan høre Taleren. Hvad angåer det, der er bemærket om Udeladelsen af Navnet ved Betegnelsen af Medlemmerne, da havde jeg besluttet at bringe dette Punkt på Bane, hvis vet ikke allerede var skeet af Andre. Jeg tilståer, at der ikke forekommer mig at være tilstrækkelig Grund, hvorfor man ikke må nævne Medlemmerne ved Navn. Det er mig bekjendt, at i de 3de sidste Stænderforsamlinger dette ei sjeldent har generet — om det må være mig tilladt at bruge dette fremmede Udtryk — flere af Medlemmerne. Jeg skjønner ikke grant, hvorledes der, selv i en varmere Kamp, vilde være stor Forskjel på, om man nævner et Medlem ved Navn eller på en anden Måde aldeles tydelight betegner ham. Dersom i denne Forsamling, der beståer af 150 Medlemmer, jeg skulde mærke mig, for hvilket District ethvert mig ubekjendt æret Medlem af denne Forsamling var Deputeret, da vilde dette være såre vanskligt. Man måtte da benytte den Udvei at omtale Sagen uden just at nævne det Medlem, fra hvem Ordet, om hvilket der er Tale, er kommet, hvilket også i det Væsentlige vil være det Samme. Da jeg nu engang har reist mig, skal jeg tillade mig at gjøre den Bemærkning med Hensyn til § 22, om det ikke burde nøiere betegnes, hvad der skal forståes ved Udtrykket „personlige Spørgsmål“.

David:

Jeg reiser mig for at gjøre en Bemærkning til § 23, da jeg vedvarende må være af den Formening, at det er enhver Rigsdagsmands Pligt at gjøre Sit til, for at Reglementet kan blive så nøie bestemt og grundigt som muligt, og da jeg ikke kan troe, at man bør følge de Opfordringer, der fra forskjellige Sider af Salen ere skete, til at gåe over denne Sag ligesom med en Harefod. Når man herfor har beråbt sig på, hvad der er skeet Frankfurt, hvor man slet ikke har bekymret sig om Forretningsordenens Grundlæggelse, så gad jeg gjerne vide, om man vil have, at vi skulde følge Frankfurts Exempel, eller om ikke dette snarere godtgjør Vigtigheden af, ikke at slåe Vrag på en bestemt og nøie begrændset Forretningsorden. Jeg skal i denne Henseende erindre om, at man i Frankrig, hvor der dog også forelåe de vigtigste Opgaver for Nationalforsamlingen, og hvor hele Nationen med utålmodig Længsel måtte vente på disses Løsning, anvendte fire til fem hele Møder til Debattering af Forretningsordenen, og dette skete i et Land, hvor man dog havde til Grundlag et Reglement, der havde bestået sin Prøve i over 30 År, medens man her så godt som skal improvisere en Forretningsorden for Rigsforsamlingen. At det skulde være nok, som det er blevet sagt, at have nogle elastiske Regler kan jeg på ingen Måde indrømme; thi man må erindre, at Reglementet i Særdeleshed skal sikkre de Enkeltes og Minoriteternes Ret, og dertil udfordres faste og bestemte Regler. Majoriteterne have det altid i deres Magt at forandre selve Reglementet og at gjøre Tilføininger til samme, og § 32 anviser Veien hertil; men hvad det ret egentlig

kommer an på, er at bestytte Minoriteterne, og derfor må der være bleven givet faste og bestemte Regler for Forretningens Gang, hvorved al Vilkårlighed kan udelukkes. Jeg må derfor ønske, at der til § 23, der tillægger Formanden Ret til at kalde Rigsdagsmanden til Orden, tilføies, at denne er besøiet til at begjere Ordet for at retfærdiggjøre sig, Denne Paragraph er næsten ordret taget af det franske Reglement, hvor en sådan Ret er indrømmet det til Orden kaldte Medlem, og jeg indseer ingen Grund til, hvorfor man har udeladt den Beføielse, som her er givet den Vedkommende, da denne har et retfærdigt Krav på samme, og jeg skal derfor tillade mig at fremkomme med et Amendement til § 23 i denne Retning.

With:

Forinden jeg bestemmer mig for Anskaffelsen af en Talerstol eller ei, ønskede jeg gjerne at gjøre mig Rede for, hvor denne skulde anbringes; thi som mig, således forekommer det uden Tvivl Flere, ikke at være upassende forud at omtale Stedet, hvor denne skulde anbringes. Jeg indseer nemlig ikke, hvor Talerstolen kunde ståe, undtagen lige bag ved Formandens, og da noget ophøiet over dette, thi en hvilkensomhelst Niche vilde det være urigtigt at anbringe den da Nichen vilde borttage Noget af Lyden. Om det kunde gåe an at sætte Talerstolen bagved Formandens Sæde og mere ophøiet end denne, og om det ikke vilde stride imod Reglerne for god parlamentarisk Skik, det veed jeg ikke; men når den ikke anbringes der, da kan jeg ikke indsee, hvor Talerstolen skulde anbringes. Forresten mener jeg, at man vil være lige generet, enten man taler fra sin Plads eller fra en Tribune.

Boisen:

Når jeg tager Ordet for at tale imod Brugen af en Talerstol, da skeer det, fordi jeg troer, at den frie Udtalelse i Forsamlingen derved vil hindres Forsamlingen vil indsee, at jeg i denne, Henseende ikke taler på mine egne Vegne, da jeg på en Talerstol snarere måtte befinde mig i mit rette Element, men jeg udtaler det især på deres Vegne, som af den hæderlige Bondestand her ere tilstede, der ved Brugen af en Talerstol endnu mere vilde afholdes fra at udtale sig, Noget, jeg meget måtte beklage, da jeg ønsker, at disse Mænd ikke måtte lade sig afholde fra at udtale deres Overbeviisning. Selv når man foreslåer frit Valg mellem at tale fra den Plads, man indtager, og fra Talerstolen, vilde dog dette afholde Adskillige, som ikke vare på det Rene med sig selv, hvorvidt det, de havde at sige, egnede sig til at udtales fra Talerstolen eller ikke.

Mørk Hansen:

Med Hensyn til hvad den sidste ærede Taler har yttret, må jeg bemærke, at den, som har seiret i Valgkampen og som der har betrådt Valgtribunen ligeoverfor sine Modstandere, der vare beredte til at opsange ethvert Ord af ham til hans Skade, også må antages at kunne bestige en Talerstol her i Forsamlingen, hvor han veed, at hans Ord altid ville blive modtagne med Velvillie.

Boisen:

Nød bryder alle Love; men jeg troer, at hvor denne ikke er tilstede, bør man ikke pålægge Forsamlingens Medlemmer større Tvang, end fornødent gjøres.

Linnemann:

Med Hensyn til hvad der er bemærket om, at det burde overlades til Medlemmerne at benytte Talerstolen eller ikke, da forekommer dette mig noget misligt; det forekommer mig nemlig, at det kunde let fåe Skin af, at de, der benyttede Talerstolen, gjorde dette af Forfængelighed eller Sligt, og endog Skinnet heraf synes mig at burde undgåes. Desuden er det også afgjørende for mig, at endeel af Medlemmerne først vilde kunne komme til Talerstolen, efterat have passeret den største Deel af Forsamlingen, hvilket for Mange kunde være et Moment til ikke at fremsætte, hvad de ellers måtte have at bemærke.

(Fortsættes.)

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Syvende Møde. (Fortsat.)

Ørsted:

Af de ikke betydelige Bemærkninger, jeg kunde have at gjøre ved de oplæste Paragrapher, skal jeg blot tillade mig at fremsætte nogle enkelte. Jeg har egentlig kun een Hovedbemærkning at gjøre, den nemlig, at §§ 18 og 19, ved i det der omhandlede Tilfælde at forbyde al Forhandling, uden Tvivl ville foranledige, at Beslutning undertiden tages, inden Forsamlingen tilstrækkelig er sat ind i Sagen. Hvor der nemlig er Spørgsmål om, hvorvidt et Forslag bør afvises, kan dette være af den Beskaffenhed, at der behøves en udførlig Udvikling for at afgjøre, om Sagen fortjener at komme under Overveielse eller ikke. I Stænderne har det ofte været Tilfældet, at Propositioner, som der ere blevne indgivne, have foranlediget vidtløftige foreløbige Forhandlinger, og at disses Resultat har været, at Propositionen er bleven afviist, fordi man ikke fandt tilstrækkelig Grund til at gåe ind på den; men at afvise uden Forhandling forekommer mig i mange Tilfælde at ville føre til urigtige Resultater. Jeg indseer imidlertid, at der kan være væsentlige Grunde, hvorfor man bør kunne standse en sådan Behandling noget hurtigt; men jeg troer, at Øiemedet vil kunne opnåes, når man, istedetfor at forbyde al Forhandling, blot tilkjendegav, at Præsidenten skulde sørge for, at Forhandlingen blev kort og indskrænkede sig til hvad Sagen krævede. Hvad de Discussioner angåer, som her ere førte om forskjellige Gjenstande, om en Tribune, om Ordets Henvendelse til Præsidenten eller Forsamlingen og om Navns Nævnelse, da kan jeg med Hensyn til den første Gjenstand ikke nægte, at en Tribune kan være hensigtsmæssig for de Tilfælde, hvor Forsamlingen måtte frygte, at hvad der blev talt, ikke tilstrækkeligt kunde høres. Man har ikke anseet det passende, at Talen altid skal henvendes til Præsidenten; men dette har ikke hidtil medført nogen Gene ved Forhandlingerne i Stænderne, og når der ikke her er en Regel i så Henseende, så kan der let tænkes Tilfælde, hvor Talen vil blive henvendt imod de Individer, hvis Mening ved samme angribes, hvilket neppe er ønskeligt. At Talerne ikke måe nævne Medlemmer ved Navn er en Regel, som jeg aldrig har sat videre Priis på; men om Sagen er af den Vigtighed, at man derom bør stille Amendement, skal jeg lade være uafgjort; forsåvidt der imidlertid af Andre skulde blive stillet Amendements om de af mig berørte Punkter, forbeholder jeg mig at erklære mig enig i dem.

Bang:

Jeg skal tillade mig at rette det Spørgsmål til den ærede Ordfører, om det er Meningen af § 18, at det Medlem, som forlanger Afviisning, er berettiget til at begrunde dette sit Forlangende ved et Foredrag. Jeg troer ikke, at dette er sædvanligt, og det vilde ei heller være så ganske ligeligt, om han var berettiget til et sådant Foredrag, da Ingen er berettiget til at svare, men Spørgsmålet strax skal afgjøres uden videre Forhandling.

Pløyen:

Ved Slutningen af § 23 er der forbeholdet Formanden Ret til midlertidig at afbryde Mødet eller, om nødvendigt, aldeles at hæve det. Det var måskee rettest, om Formanden her som andre Steder blev sat istand til at udtrykke denne sin Hensigt ved eet eller andet synligt Tegn.

Rée:

I Anledning af hvad den Deputerede for Randers (Linnemann) har anført, skal jeg tillade mig at bemærke, at jeg ikke troer, at det af ham berørte Hensyn til Rummet vil være af nogen Vægt ved det Forslag, som her er gjort, når der ikke pålægges Medlemmerne, som ønske at tale, nogen Tvang til at bestige Tribunen. Det

hændes så ofte ved den offentlige Optræden, at man fåer Skinnet imod sig, men det bør aldrig afholde fra at gjøre, hvad man anseer for Ret. Jeg seer heller ikke, at det vil kunne genere noget Medlem, at han skal vælge, enten at tale fra sin Plads eller at gåe op på Talerstolen, og jeg anseer det derfor ønskeligt, at Forsamlingen, når den ikke kan høre en Taler, kan forlange, at han skal benytte Tribunen.

Gram:

Jeg skal kun tillade mig en ganske kort Bemærkning med Hensyn til det Spørgsmål, som her er reist af Rigsdagsmanden for Veile Amts 6te Distrikt (With), angående hvor Talerstolen skulde anbringes; han har nemlig omtalt, at den skulde sættes bag ved Præsidenten. Dette vilde være aldeles upassende; jeg mener derimod, at Talerstolen kunde anbringes ved Siden af Præsidenten, således at Secretairerne erholde deres Plads på Præsidentens anden Side. Iøvrigt skal jeg ikke indlade mig på Spørgsmålet om Ønskeligheden af en Talerstol, men kun bemærke, at jeg agter at stemme for en sådan, når der overlades Enhver frit Valg til at benytte den eller ikke.

Algreen-Ussing:

Forsamlingen vil vistnok ikke antage, at det Spørgsmål, hvorom de seneste Forhandlinger væsenligst have dreiet sig, nemlig om Talerne skulle holdes fra en Talerstol eller ikke, skulde være undgået Comiteens Opmærksomhed. Det har tvertimod været Gjenstand for en omhyggelig Overveielse i Comiteen, men man er kommen til det Resultat, som indeholdes i Udkastet, at Enhver helst bør tale fra sin Plads. Besvarelsen af det Spørgsmål, om Talerne i store Forsamlinger bør tale fra en særegen, dertil bestemt Plads, afhænger væsentlig af Forsamlingens Størrelse og andre locale Omstændigheder. Det har ganske vist i talrige Forsamlinger sine Fordele, at der tales fra et ophøiet Sted, omtrent midt i Salen, idet det derved bliver lettere at følge Forhandlingerne, når Medlemmerne ikke trættes ved formeget at skulle anspænde deres Kræfter for at høre, hvad der siges fra forskjellige Sider af Salen, — hvilket navnlig for dem, der høre mindre godt, af hvilke der altid i store Forsamlinger ville være flere, ikke er noget uvæsentligt —, og de Talere som have svage Stemmer, ikke skulle nødsages til at anstrenge sig altfor meget for at blive hørte, hvilket for ældre Mænd, hvoraf der naturligviis ville være endeel i enhver Forsamling, ei er uvigtigt. Ordenen kan dernæst også lettere overholdes fra Præsidentens Side, og utilbørlige Afbrydelser, som ellers let finde Sted fra Pladserne, forhindres, og Nødvendigheden af at skulle bestige en Talerstol vil vel også bidrage Sit til at forhindre dem, der kunde være fristede til at fremsætte intetsigende og overslødige Bemærkninger, fra at fremkomme med disse; thi, som en Forfatter med Føie har sagt, det bliver latterligt at drage Opmærksomheden hen på sig, når man Intet har at sige, der er Opmærksomhed værd. Hvad den Indvending angåer, at en Talerstol vilde foranledige Tidsspilde, når man, hvor man blot havde at give et ubetydeligt Svar eller en kort Erklæring, skulde være nødsaget til at bestige denne, da er dette Noget, der er fjernet i alle Forsamlingers Forretningsreglementer derved, at Præsidenten kan tillade et Medlem at tale fra sin Plads. Forsamlingen må dog ikke troe, at jeg, ved hvad jeg har fremført, har til Hensigt at tale for Anbringelsen af en Tribune; det er tvertimod min Overbeviisning, at det Rigtigste er, at ethvert Medlem taler fra sin Plads, således som det finder Sted i det engelske Underhuus, således som det skeer i Norge og også hidtil har været Tilfældet hos os, og som det i sig er det Simpleste og Naturligste. Det er ikke usandsynligt, at den Omstændighed, at man be-

stiger Talerstolen, vil bidrage til at give Taleren Pretensionsfuldhed og Salvelse, om jeg må bruge dette Udtryk, som ikke er Tilfældet, når Medlemmerne tale frit fra deres Pladser. Jeg veed heller ikke, om det vil virke, at der tales mindre, når Vedkommende skal tale fra en Talerstol, thi Erfaringen på andre Steder har vist, at når et Medlem først er kommen i Besiddelse af Tribunen, er det ofte meget vanskeligt at fåe ham til at forlade den. Locale Forhold her i Salen ville også medføre Vanskeligheder ved Anbringelsen af en Talerstol. Skal den nemlig anbringes ved Præsidentens Side, vil den komme i en altfor stor Afstand fra de fjernere Medlemmer i Salen, og skal den anbringes i Midten af den, måtte dette føre til en Omlægning af alle Pladser, der fra andre Sider ikke kan ansees som hensigtsmæssig. Jeg skal iøvrigt tilføie, at det er påtænkt af Præsidenten at lade de bageste Bænke forhøie, så at de, der sidde på de yderste Pladser, ville komme til at tale fra et noget ophøiet Standpunkt, hvilket formeentlig vil bidrage til at gjøre Savnet af en Talerstol i akustisk Henseende mindre føleligt. Hvad nu angåer det i Forbindelse hermed stående Punkt, at Medlemmerne skulle henvende deres Tale til Formanden og ikke ved Navn betegne hverandre, da er dette ikke et så ligegyldigt Punkt, som Mange forestille sig. Det er en Regel, som er vedtaget i de fleste store parlamentariske Forsamlinger, navlig i det engelske Underhuus, og som i sig har sin gode Grund. Når der nemlig spørges, om Talen skal henvendes til Forsamlingen eller Præsidenten, da er det naturligviis ligegyldigt, om man begynder sin Tale med Ordene: „Hr. Præsident!“ eller: „Mine Herrer!“ og senere i Talens Løb spækker sit Foredrag med disse Ord, men det Væsentlige er, at Talen derved holdes i en mere objectiv Form og ikke rettes imod et enkelt Medlem af Forsamlingen, hvilket ellers let kan finde Sted. Af samme Grund bestemmes det, at man ikke må tiltale eller nævne noget andet Medlem ved Navn. Enhver, der har været Medlem af sådanne Forsamlinger, har vistnok seet, at når to Medlemmer komme i en mere personlig og individuel Kamp, den Ene da ofte vender sin Tale directe mod den Anden, hvorved der opståer en meget uhyggelig Duet, og når da Præsidenten gjør opmærksom på, at Talen skal henvendes til ham, falder ofte denne personlige Strid strax bort. Personlig Nævnelse forudsætter Tendents til og kan meget let føre ind på Personlighedens Gebeet. Da jeg nu her er kommen til at nævne Personlighed, skal jeg gjøre en Bemærkning om hvad der forståes ved Udtrykket „personlige Spørgsmål“, hvorom det 19de kongevalgte Medlem (Tage Müller) har spurgt. Derved forståes det Samme som det franske „kait personel“, der er ikke egentlig personlige Spørgsmål, men snarere personlige Svar eller hvad man kalder Personligheder, idet det nemlig forudsætter, at der er gjort personlige Angreb på et Medlem, hvorpå dette finder det nødvendigt at svare. Comiteen har imidlertid ikke villet anvende Ordet „Personligheder“ og har heller ikke troet, at Betydningen af Udtrykket „personlige Spørgsmål“ kunde misforståes. Med Hensyn til det Punkt, der må ansees for det vigtigste, nemlig Afviisningen, skal jeg tillade mig, med Hensyn til, hvad den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt (Ørsted) har yttret, at bemærke, at det har været Comiteens Mening, som denne også troer at have udtrykt, at der aldeles ingen Forhandling skal finde Sted om Afviisningen. Det ligger i Hensigten med Afviisningspåstanden, at Sagen strax uden Discussion skal bortvises, og Comiteen har anseet det tilstrækkeligt at hjemle Proponenten Ret til at udvikle sin Proposition for Forsamlingen. Der vil altså, når et Medlem fremsætter Afviisningspåstans med Hensyn til det fremkomme Forslag, strax blive at foretage Afstemning, uden at den, der begjerer Afviisningen, har Tilladelse nærmere at begrunde Afviisningspåstanden. Når Forsamsamlingen har afgjorte, at dette Forslag ikke skal tages til Følge, udelukker det imidlertid ikke, at den samme Sag til en anden Tid kan optages. Forsåvidt det 11te kongevalgte Medlem af Forsamlingen (David) har meent, at den, der var kaldet til Orden, skulde have Ret til at forsvare sig, da er dette vistnok tilladt i andre Kamre, når den Bedkommende nemlig har underkastet sig Præsidentens Kalden til Orden, og jeg troer heller ikke, at Præsidenten i denne Forsamling vilde nægte Nogen Ret til at retfærdiggjøre sig i et sådant

Tilfælde. Det hører imidlertid til de mange minutieuse Spørgsmål, som i lang Tid vilde have opholdt Regulativets Affattelse, dersom Comiteen havde troet at burde gåe ind på dem. Af dette Slags gives der nemlig mange, og uden at jeg derved vil yttre nogen Kritik over, at disse ere fremsatte, troer jeg dog ikke, at man vil mistyde den Bemærkning af mig som Ordfører, at Comiteen ikke har ansæt det nødvendigt at tage Hensyn til alle sådanne. Som et Exempel skal jeg kun anføre, at når der i § 20 siges: „ethvert Medlem, der har forlangt og erholdt Ordet, taler stående fra sin Plads“, udelukker dette ikke, at der kan gives Tilfælde, hvor der kan indrømmes Undtagelser herfra på Grund af Upasselighed eller Sygdom, således som dette i sin Tid i det engelske Parlament, hvor den samme Regel gjælder, at man skal tale stående, blev tilladt Pitt, da han holdt sin verdensberømte Tale.

Det blev således i sin Tid tilladt Pitt at blive siddende, da han i Året 1763 holdt sin Tale mod Freden. og det kan vistnok ikke ansees tvivlsomt, at Præsidenten vilde tilståe Medlemmerne af de anførte Grunde Ret til at tale siddende; men dette hører til de mindre væsentlige Bestemmelser, som Comiteen ikke har troet det nødvendigt at opholde Forretningsregulativet med, såmeget mere som dette kun gjælder for nærværende Forsamling.

Schiern:

Forsåvidt den ærede Ordfører har yttret, at Erfaringen formeentlig skulde godtgjøre, at noget mere Personligt langt lettere gjorde sig gjældende der, hvor Talen ikke var forpligtet til at henvendes til Formanden, men kunde rettes til Forsamlingen, skal jeg kun gjøre den Erindring, at de af ham tilsigtede personlige Duetter meget hyppigere finde Sted i det engelske Underhuus, hvor man er pligtig at tiltale Formanden, end i Overhuset, hvor Friheden er bevaret til at rette Talen til selve Husets Medlemmer.

Da ingen Flere efter Formandens Opfordring begjerede Ordet med Hensyn til den under Debat værende Deel af Forretningsregulativet, gik man over til Forhandlingen af §§ 25 til 28, hvilke Ordføreren oplæste og hvorefter han yttrede sig således:

Algreen-Ussing:

Jeg kan ikke undlade at gjøre enkelte Bemærkninger ved disse Paragrapher. Når det således i § 26 hedder, at til ethvert Valg udfordres over Halvdelen af Stemmerne, da er derved også sigtet til Valg, der foregåe gjennem Afdelingerne; disse Valg beståe foruden Valgene af Formand og Secretair også af Valg af Medlemmerne til den fælles Comitee, og disse Valg have den største Betydning. Da nu desuden Afdelingerne beståe af et forholdsviis ringere Antal Medlemmer, nemlig 30, eller høist 32, har Comiteen ikke troet, at dette vilde medføre synderligt Besvær eller Tidsspilde. Hvad dernæst angåer det, der i Slutningen af Paragraphen er føiet til om, at enhver Valgseddel, der indeholder et større eller mindre Antal Navne, end der skal stemmes på, er ugyldig, da forekommer det mig, at når en sådan Valgseddel indeholder flere Navne end der skal stemmes på, er der ingen Grund til at slette noget af Navnene ud. Det er nemlig vilkårligt at sige, at de sidste Navne skulle bortfalde. Del vil imidlertid høre til de sjeldnere mødende Tilfælde, da Stemmesedlerne ere indrettede i Overeensstemmelse med det Antal, der udkræves til Comiteen, nemlig 3, 5 eller 7. Derimod skal jeg gjøre opmærksom på en Fremgangsmåde, der er brugt, når der stemmes på et større Antal Medlemmer, f. Ex. 7, der skulle indtræde i Comiteen, idet man da med Flid ikkun stemmer på 3 eller 5 Medlemmer, som man fortrinlig måtte ønske at fåe ind i Comiteen. Nu er det vel så, at man derved bevirker, at der vilde blive anvendt en anden Fremgangsmåde, idet man stemte på hele Antallet, f. Ex. 7, og da foruden dem, man specielt ønskede at udhæve, stemte på dem, der ellers ikke vilde fåe Stemmefleerhed for sig. Man har også brugt at stemme på Navne, hvoraf der findes flere i Forsamlingen, for derved at gjøre Valget ugyldigt. Jeg bemærker dette, fordi man er opfindsom, når man vil bevirke et sådant Valg, og Comiteen har derfor troet det Simpleste at være, at erklære enhver sådan Valgseddel for ugyldig. Det forekommer mig også at være en simpel Fordring, der kan stilles til ethvert Medlem i denne Forsamling, at han i så Henseende skal være nøiagtig.

Ved § 28 skal jeg bemærke, at Comiteen har anseet det rettest,

at ved enhver Afstemning Prøve og Modprøve finder Sted og Stemmerne hvergang tælles af Secretairerne. Det er vel ikke undgået dens Opmærksomhed, at dette er vidtløftigere end almindeligt, men da Afstemningerne i denne Sag og med Hensyn til den vigtige Sag, her skal foretages, ere af så stor Betydning, har man troet at burde så bort fra den Uleilighed og Tidsspilde.

Når Prøve og Modprøve foretages, vil der vel ikke let være Tilfælde, hvor Tvivl vil kunne opståe om Afstemningens Udfald, thi Intet er sikkrere end Tal, men når de ståe på Grændsen, lod det sig dog tænke, at Prøven gav f. Ex. 77 og Modprøven ligeså, og for det Tilfælde måtte der stemmes efter Navneopråb. Dette kan også, efter hvad der er foreslået, strax ved Afstemningens Begyndelse forlandes af 15 Medlemmer, og da kan ikke nogen anden Afstemning, enten ved at reise sig eller blive siddende, finde Sted. Endelig har Comiteen ikke troet at burde udelukke Afstemning ved Kugler, skjøndt jeg kan forsikkre, at ingen af Comiteens Medlemmer ønsker denne Afstemning indført, da det er det Samme som en hemmelig Afstemning; men man har troet, at Minoriteten ikke burde berøves denne Ret. Efter Stænderanordningen tilkommer der et enkelt Medlem Ret til at forlange sådan Afstemning; men Comiteen har ikke troet at burde tilstede dette, da derved i utilbørlig Grad gives et enkelt Medlem Magt til at chicanere de øvrige Medlemmer i Forsamlingen og forsinke Afstemningen. Derfor har man antaget, at der i det mindste skulde være 25 Medlemmer, der forlange en sådan Afstemning, hvilket, da der ikke udfordres Tilstedeværelsen af 77 Medlemmer for at udgjøre en gyldig Forsamling, i dette Tilfælde vilde udgjøre henimod en Trediedeel af denne. Det er en Selvfølge, at Begjeringen om Afstemning ved Kugler bør gives Fortrin, så at når denne er begjert, ingen. Anden kan begjere Afstemning ved Navneopråb, da disse to Afstemningsmåder ere hinanden aldeles modsatte.

Paludan-Müller:

Jeg må udtale mig imod Principet for Valgene efter § 26. Det er indlysende, at det er af stor Vigtighed for Forretningsgangen i Forsamlingen, at der ikk forårsages Tidsspilde ved mange Omvalg; fremdeles vil det blive den factiske Følge af en sådan Bestemmelse, at den vil bringe alle Valg over på et meget lidet Antal Medlemmer. Ingen vil gjerne spilde sin Stemme; men når det er givet, at Ingen kan blive valgt uden at have over Halvdelen af samtlige Stemmer, nødes man derved til at forenes om at udnævne de Medlemmer, som kunne forudsættes at ville fåe såmange Stemmer. Deraf vil følge, at et liget Antal Medlemmer, vel især Kjøbenhavnerne, og de Medlemmer, der i de forrige Stænderforsamlinger have havt Leilighed til at skaffe sig et Navn, ville blive valgte. Jeg anseer ikke dette for heldigt, just på Grund af den store Indflydelse, som Comiteerne udøve på Forhandlingernes Gang; det er flere Gange omtalt, og det er vistnok fuldkommen sandt, at de enkelte Medlemmer vanskeligt kunne sætte Noget igjennem imod Comiteens Mening, og når man nu kan forudsee, at en halv eller en heel Snees Medlemmer vil komme ind i alle eller ialtfald: de vigtigste Comiteer, da synes dette at være en ikke heldig Virkning af den omtalte Bestemmelse.

la Cour:

Jeg skal tillade mig at tale nogle Ord imod den hemmelige Afstemning. Det glæder mig, at det hæderlige Udskud gjennem sin Ordfører har erklæret, at det ikke for sit personlige Vedkommende har forlangt en sådan Afstemningsmåde. Det er åbenbart, for hvis Skyld en slig hemmelig Afstemning skulde fordres, nemlig for de Frygtsommes og Uselvstændiges Skyld, for at hjælpe disse ud af den Afhængighed, hvori de holdes af dem, der i mange Henseender ere dem overlegne. Jeg indseer, at der må gjøres Noget for dem; men hvad der bør gjøres, er at skaffe et kraftigere og friskere Liv ind i Forsamlingen og at bringe det til at ståe klart for dem, at de, som her skulle vinde Agtelse, måe være deres Mening bekjendt og med Kraft og Mod fremsætte den. Det forekommer mig således, at det Middel, som her er foreslået, netop vil bevirke det Modsatte af hvad dermed er tilsigtet, idet det snarere vil forøge Ængsteligheden og Frygten istedetfor at formindske den. Skulde det kun skee en enkelt Gang, så synes det dog, at, når et Medlem ligeover for Forsamlingen, for sine Vælgere eller for Regjeringen ikke

tør være sin Mening bekjendt, ligger heri en politisk Svaghed, en Politisk Synd, som må svække Forsamlingens Moralitet; jeg må derfor forbeholde mig et Forbedrings-Forslag imod den foreløbige Bestemmelse om hemmelig Afstemning.

Olesen:

Jeg kan ganske skutte mig til hvad den sidste ærede Taler har yttret imod Afstemning med Kugler. Jeg kan ikke nægte, at jeg anseer det umandigt, om jeg så kør udtrykke mig for Rigsforsamlingen, at forudsætte, at Nogen ikke skulde ville være sin Mening ligefrem og åbent bekjendt. Jeg kan ikke troe, at der skulde være nogen Rigsdagsmand, som ikke vilde vedkjende sig, ligeover for Folket, for sine Vælgere, hvorledes han stemmer og derved godtgjøre for sine Vælgere, at han ikke farer under falskt Flag. Den meste Nytte, der kan haves af hemmelig Afstemning, er, at denne kan afgive et Skjul for dem, der ikke have Mod til ligeoverfor deres Vælgere at være deres Anskuelser bekjendt, men en sådan Modløshed bør ikke dækkes. § 32 troer jeg også vil kunne bøde på den Mangel, som man herved kunde tænke sig. Hvis det nemlig skulde ansees nødvendigt at have en hemmelig Afstemning, da kan § 30 anvendes således, at man lukker Dørene, og skulde dette i enkelte Tilfælde end ikke være tilstrækkeligt, så vil man ialtfald ved den sidste Paragraph kunne bøde derpå.

Ørsted:

Jeg må aldeles henholde mig til hvad den Deputerede for Odense (Paludan-Müller) har sagt om det høist Betænkelige i, at Comiteevalgene skulle skee med en absolut Pluralitet. Jeg har herved aldeles ikke taget Hensyn til de Comiteevalg, der skulle foregåe gjeunem Afdelingerne; jeg anseer det klart, at der der må fordres absolut Majoritet, og at det ikke godt kunde være anderledes. Der vil Sagen heller ikke medføre nogen Vanskelighed. Derimod troer jeg, at det vilde være meget uhensigtsmæssigt, om ingen Comitee af Forsamlingen kunde vælges uden absolut Pluralitet, Skal nemlig et stort Antal Medlemmer udnævnes til at tage Sæde i en Comitee, da er det ikke let tænkeligt, at der skulde vise sig afgjorte Pluralitet for det hele Antal, som således vilde være at udvælge. Erfaringen har hidtil viist, at ved Comiteers Nedsættelse nogle Få erholde et stort Antal Stemmer, navnlig over Halvdelen, men at en Mængde Medlemmer kun erholde et ringe Antal Stemmer og langt under Halvdelen af Forsamlingens Medlemmer. Der vilde altså idelig behøves vidtløftige Omvalg for at gjøre Comiteerne fuldtallige. Dette anseer jeg imidlertid ikke som Hovedsagen. Hvad jeg derimod finder meget betænkeligt er det, at der derved begrundes et Majoritetsherredømme. Majoriteten vil nemlig have det i sin Magt, hvis der er et Parti, mod hvilket den nærer Uvillie, aldeles at udelukke dette fra at komme ind i Comiteerne, og det er vistnok billigt, at enhver Hovedanskuelse, enhver væsentlig Interesse fåer Leilighed til at udtale sig i disse. Når jeg frygter for, at Minoriteten skal udelukkes fra Comiteerne, så tager jeg ikke Hensyn til den Minoritet, hvortil jeg nærmest regner mig selv; thi om også de Mænd, hvortil jeg slutter mig, ikke ere iblandt dem, som kunne gjøre Regning på hyppigt at blive valgte, så er der ikke en sådan Uvillie imod dem, at man absolut vil udelukke dem fra at komme på Valg, og at man således, når nogen af dem måtte erholde flere Stemmer end de øverige, der vare bragte på Valg, men ikke så mange, som der udfordres til absolut Pluralitet, så at Omvalg må foretages, da forsætlig skulde stemme imod dem. Men jeg troer, at her er en anden Minoritet, en anden Fraction, som man snarest kan vente at ville blive udelukket fra Deeltagelse i Comiteerne, såfremt Ingen kan blive Medlem af disse uden absolut Stemmefleerhed. Denne Regel kan derfor vel gjælde for Valgene gjennem Afdelingerne, men derimod ikke for de Comiteevalg, som udgåe af hele Forsamlingen. Der synes også at være såmeget mindre imod, at et mindre Antal Stemmer er tilstrækkeligt til at give et Medlem Plads i en Comitee, som de, der ere udnævnte af Afdelingerne, knnne komme ind med 15 eller 16 Stemmer, og det ved Siden heraf synes mærkeligt, om den, der erholdt nogle og tredsindstyve Stemmer ved Comiteevalg i Forsamlingen, ikke kunde indtræde uden nyt Valg, hvorved han muligen, fordi han havde Fleertallet imod sig, ikke erholdt Pluralitet. Jeg skal endnu tilføie en Bemærkning. Når det hedder i § 26, at Valget foretages i Overeensstemmelse med den i § 2 fastsatte Forskrift, så

følger heraf, at når ikke et tilstrækkeligt Antal ved det første Valg erholdt den Pluralitet, som udfordres, skal der anden Gang foretages et nyt frit Valg, så at man anden Gang endog kan stemme på Individer, som den første Gang ingen Stemmer erholdt, og det er meget muligt, at man vil foretrække dette for at stemme på de Medlemmer, som tidligere havde erholdt de fleste Stemmer næst efter de,. der havde fået et tilstrækkeligt Antal for at komme ind i Comiteen. Jeg troer således, at det er vigtigt, at den af mig ommeldte Forandring foregåer i Comittens Forslag. Hvad Slutningen af Paragraphen angåer, da forekommer denne mig også at have nogen Betænkelighed, ikke såmeget fordi deres Stemmer, som ikke have stemt på det fulde Antal, der udkræves, ikke skulde komme i Betragtning, som fordi Conseqventsen deraf tilsiger, at når et enkelt Navn enten er ulæseligt eller ubestemt, hele Stemmesedlen da skal casseres. Jeg troer nemlig ikke, at der kan flyde nogen Misbrug af at lade en sådan Stemmeseddel gjælde for såmange Individer, som der rettelig er stemt på; hvad jeg anseer klart, er, at de Stemmesedler, ved hvilke der er stemt på et større Antal Individer, end der udfordres, måe være ugyldige.

Stockfleth:

Jeg kan ikke ganske dele de ærede Medlemmers Mening, som antage, at der ikke bør finde Afstemning Sted ved Kugler; derimod indseer jeg ikke rettere, end at i dette Tilfælde, som i ethvert andet, Forsamlingens Pluralitet bør gjøre Udslaget, og at altså, istedetfor at Udkastet bestemmer, at 25 Medlemmer kunne forlange denne Afstemningsmåde, dette bør sættes under Afstemning af alle tilstedeværende Medlemmer, og når Pluraliteten er derfor, Afstemning ved Kugler finde Sted, i modsat Fald ikke.

Barfod:

Jeg tillader mig at bemærke, at jeg finder mig både politisk og moralsk forpligtet til at modarbeide enhver hemmelig Afstemning.

Frølund:

Også jeg må erklære mig imod den i Slutningen af § 28 omhandlede Afstemning ved Kugler; jeg må erklære mig imod denne Afstemningsmåde, fordi den forekommer mig at være i åbenbar Strid med det Princip, som er Rigsforsamlingens bedste Støtte, nemlig Offentlighed. Jeg kan vel tænke mig, at der deri er taget Hensyn til de såkaldte Svage i Anden, som har forudsat at være tilstede her i Forsamlingen; men for det Første troer jeg, at man ikke ret vel er berettiget til at forudsætte, at deres Tal just er meget stort, og hvis det kun er meget lidet, troer jeg ikke, der bør tages synderligt Hensyn til dem. Jeg mener også, at det vilde være et farligt Brud på hiint Princip; thi er Begyndelsen først skeet, så kunde det vel være, at Sligt vilde tage hurtigt til, og at det således kunde ende med, at Rigsforsamlingens Døre vel vare åbne, men at Forhandlingerne i Grunden vare hemmelige. Man kan vistnok tænke sig Tilfælde, hvor det er nødvendigt at indføre hemmelig Afstemning, men jeg kan kun tænke mig dette i Tilfælde, som ligge udenfor den almindelige Orden, idet Samfundsordenen er forstyrret; men da har man og en egen Paragraph, som giver Rigsforsamlingen Leilighed til at gåe ud fra den almindelige Orden. Jeg stemmer altså

for, at hele Reglen om Kugle Afstemning gåer ud; men skal der findes noget desangående i Forretningsordenen, da mener jeg, at den kun bør finde Sted, når Pluraliteten af Forsamlingen derom er enig.

Dinsen:

Jeg må erklære mig for, at Slutningen af § 28 aldeles udelades. Jeg troer (og jeg håber, at Pluraliteten i Forsamlingen troer der samme), at al hemmelig Afstemning ved Kugler må ansees som forkastelig. Enhver Deputeret skylder sine Vælgere at stemme offentlig; enhver Deputeret bør, selv hvor han er udsat for Fare, handle offentligt; ved Sådant erholder han netop Leilighed til at vise sin Selvstændighed, til at vise, at han virkelig mener det ærligt; og er dette så, da behøver han ikke at skjule enten sin Frygt eller sin Hensigt under en hemmelig Afstemning ved Kugler.

Chr. Larsen:

Jeg må aldeles slutte mig til de ærede Rigsdagsmænd, som have udtalt sig imod Kugleafstemningen. Jeg anseer en sådan Afstemningsmåde som et Brud på den danske Ærlighed, og jeg må derfor også stemme for, at den sidste Deel af § 28 falder bort.

Chr. Erichsen:

Jeg skal tillade mig at bemærke, at jeg slutter mig til de Talere, som have yttret sig imod Kugleafstemning.

Rée:

Den ærede Ordfører har bemærket, at intet af Comiteens Medlemmer for dens Vedkommende ønsker Brugen af Kugleafstemning. Det troer jeg også, men jeg antager, at Comiteen kunde have forudsat det Samme om Forsamlingens øvrige Medlemmer, og hvortil da det gele Forslag? Jeg indseer ikke, hvad der opnåes derved for Minoriteten, thi det er umuligt at sige, hvad Reslultat den hemmelige Afstemning vil lede til. Den væsentligste Årsag, hvorfor jeg må udtale mig imod enhver hemmelig Afstemning, er den, der allerede er anført af en anden æret Taler, at hiin Afstemningsmåde strider imod Livsprincipet i den Forfatning, som vi her skulle grundlægge. Denne kræver fuldstændig Offentlighed, for at der kan finde Control Sted fra Publicums Side og Control imellem Vælgerne og de Deputerede; men hvorledes skal denne Control, der er den eneste Garanti, man kan byde, kunne sikkres, når man kan tilsløre sin Mening, sin Handling, der er vigtigere end Talen, man fremfører, som er den vigtigste offentlige Handling, ved en hemmelig Afstemning? Allerede Talen kan, som en bekjendt Statsmand har sagt, bruges til at skjule Meningen, og man har derfor ingen anden sikker Control end den, at man veed, hvorledes de Vedkommende afgive deres Stemme. Det var alt uhyggeligt i de gamle Stænder, at en sådan Control ikke var tilstede, at Vælgerne ikke kunde vide, hvorledes deres Deputerede, navnlig de, som mindre deeltoge i Discussionerne, færdedes i det offentlige Liv i Stændersalen. Skulde man nu tage en sådan uhyggelig Levning fra de gamle Stænder og overføre den i vort unge, constituionelle Liv, da vilde dette vistnok være Noget af det Farligste, hvormed man kunde begynde. Jeg slutter mig således i Eet og Alt til de Talere, som have tilrådet, at Kugleafstemningen aldeles falder bort.

(Sluttes.)

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Forlagt og trykt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno

Syvende Møde. (Fortsat.)

Algreen-Ussing:

Der er tvende Punkter, hvorom Discussionen fornemmelig har dreiet sig, nemlig Balget af Medlemmer til Comiteerne og Kugleafstemningen; jeg skal derfor også i mine Modbemærkninger indskrænke mig til disse to Punkter. Forsåvidt det er befrygtet at ville blive Følgen af Valg af Comiteemedlemmer med absolut Pluralitet, at et Majoritetsherredømme derved skulde kunne gjøre sig gjældende i Forsamlingen, er Svaret derpå ganske simpelt det, at når Majoriteten i en Forsamling vil forene sig om at give Een eller Flere deres Stemme, så er dette umuligt at forhindre, hvad enten man betinger Valgets Gyldighed af absolut Majoritet eller ikke. Det bedste Værn herimod må antages at ligge deri, at det vil være i selve Majoritetens Interesse, at Minoriteterne ikke udelukkes af Comiteerne. Det vilde ikke være rigtig Politik at undlade dette; thi netop ved at optage Medlemmer af Minoriteten i Comiteerne vil man fra Sagens første Behandling erholde den bedste Leilighed til at erfare dens Anskuelser om de Grunde, hvorpå den bygger sin Mening. Jeg kan ei heller nægte, at jeg ikke formåer at indsee, hvorledes der kan gjøres Forskjel i denne Henseende på Valg af Comitee-Medlemmer gjennem Afdelingerne, som ordentligviis ville være de fleste og de vigtigste, og de Valg, der skee af hele Forsamlingen. Det forekommer mig, at een og samme Regel må være fælles for dem begge. Valget af Comiteemedlemmer vilde, hvis man ikke fordrede absolut Pluralitet, ofte være overgivet til en reen Tilfældeighed, idet, Medlemmer, som kun erholdt meget få Stemmer, kunde komme ind i Comiteen. Jeg troer ikke, at jeg behøver at forvare Comiteens Medlemmer imod den Sigtelse, at Comiteen ved dette Middel skulde have villet skaffe de ældre Medlemmer af Stænderforsamlingen eller de kjøbenhavnske Deputerede fortrinlig Adgang til Comiteerne; dette har været langt borte fra Comiteens Tanke. Hvad det andet Punkt angåer, med Hensyn til hvilket flere ærede Medlemmer ere imod Udkastets Bestemmelse, da ynde Comiteens Medlemmer for deres Person vistnok heller ikke den hemmelige Afstemningsṃåde, men det må dog herved komme i væsentlig Betragtning, at en sådan hemmelig Afstemning er hjemlet i næsten alle constitutionelle Landes Forretningsreglementer, og det i Lande, hvor Forfatningen er baseret på et ligeså folkeligt Grundlag som det, hvorpå nærværende Forsamling hviler, og at derfor en sådan Bestemmelse må ansees at have sin Grund i selve Forhøldets Natur. Comiteen har ikke troet at burde gåe ud fra, at en sådan Afstemningsmåde ikke i noget Tilfældee skulde blive begjert her i Forsamlingen; men dersom den ikke begjeres, vil naturligviis Slutningen af § 28 blive uden Anvendelse. At Pluraliteten i Forsamlingen skulde, som af et Medlem foreslået, gjøre Udslaget, kan ikke beståe med denne Bestemmelses Hensigt.

Schack:

Jeg skal tillade mig at forbeholde mig et Amendement, omtrent således lydende: „Et Antal af 15 Medlemmer kan inden Prøvens Begyndelse forlange særegen Afstemning enten ved Kugler eller ved Ravneopråb. Forlanges begge de særegne Afstemningsmåder, da skeer Afstemningen ved Ravneopråb.” Jeg forbeholder mig imorgen nærmere at begrunde dette Amendement.

Ørsted:

Jeg skal tillade mig at bemærke, at jeg fuldkomment vel erkjender, at det er imod Majoritetens Interesse at udelukke Minoriteten fra Comiteerne, og det er mig vel bekjendt fra Sagernes Gang ved Stænderne, at Majoriteten der søgte at bringe endeel af Minoriteten ind i Comiteerne; jeg troer også, at dette fremdeles vil

finde Sted, thi en sådan Conspiration imellem Medlemmerne af Majoriteten, at den skulde erholde alle Medlemmer af en modsat Anskuelse udelukkede, er ikke at befrygte. Men når det kommer til, at enkelte Individer, som vel have erholdt få Stemmer, men dog så mange, at de, når relativ Stemmefleerhed var tilstrækkelig, kunde komme ind i Comiteerne, skulde underkaste sig et nyt Valg, da vilde de, når de ikke vare yndede, sandsynligviis ikke erholde absolut Pluralitet og altså ikke komme ind i Comiteen. Jeg indseer ikke ret, at hvad der skal gjælde om Afdelingerne, også skal gjælde Forsamlingen; da Afdelingerne ere småe; og da enhver Afdeling kommer til at vælge 1, 2, høist 3, så kan der ikke være nogen Vanskelighed ved der at skaffe absolut Pluralitet, hvilket vistnok også er nødvendigt, når der skal være nogen Ligelighed imellem Valget der og Valget i den hele Forsamling. Men selve Forsamlingen, troer jeg, bør lade det blive ved den Regel, at et så stort Antal, som der skal vælges til en Comitee, og som have erholdt flere Stemmer end de øvrige, ansees som Medlemmer af Comiteen.

Krieger:

De, som modsætte sig Forslaget om, at alle Valg skulle foretages med absolut Majoritet, lægge, troer jeg, ikke tilstrækkelig Vægt på det Værn, der allerede er givet Minoriteten i alle de Tilfælde, hvor Udskudene ganske eller tildeels skulle vælges gjennem Afdelingerne. Den har netop derved større Værn end efter den tidligere Provindsialstænderanordning, thi det er vist, at efter den havde en sig bevidst Majoritet det fuldkomment i sin Magt at sætte ind i en Comitee Alle, hvem den vilde. Nu derimod, når Comiteemedlemmernes Udnævnelse henvises til Afdelingerne, haves deri åbenbart en ikke ringe Betryggelse for Minoriteten. Men dem, der alligevel frygte, om jeg så tør sige, et Majoritets-Tyranni, skal jeg lægge på Sinde, om de da foretrække et Minoritets-Tyranni; og dog ligger det klart i Conseqventsen af det Forsvar, de have fremsat, at man let kan komme til et Minoritets-Tyranni, og jeg må da henstille, om de, når der endelig skal være et Tyranni, hellere ville have et Minoritets-Tyranni end omvendt. Det Naturligste forekommer mig at være, at der ved Comiteernes Sammensætning finder en ligelig Fordeling Sted af Mænd af de forskjelligee Fractioner; men dette lader sig kun bevirke ved en vis praktisk Takt, ved en gjensidig og billig Imødekommen.

Ørsted:

Jeg indseer ikke, at Valget i Afdelinger kan sikkre Minoriteten Stemmerne der, thi det er uvist, at de, som ere i Minoriteten i Forsamlingen, ville erholde Majoriteten i Afdelingerne. Jeg begriber ikke, hvortil den ærede sidste Taler har sigtet ved at omtale et Minoritetstyranni, således at Minoriteten skulde kunne fåe de fleste Stemmer med Hensyn til Comiteevalgene. Spørgsmålet er kun, om man bør tillade Enkelte at komme ind i Comiteen, som ikke have så mange Stemmer, som udfordres til absolut Stemmefleerhed. Jeg må tillade mig at gjøre opmærksom på, at de subsidiaire Valg, som skulle foretages, når de, som hidtil have de fleste Stemmer, dog ikke have så mange, som udfordres til absolut Majoritet, ikke egentlig have nogen stor virkelig Betydning, da man ikke kan stemme på de Individer, man kunde ønske, men kun på dem, som havde de fleste Stemmer ved det andet Valg.

Paludan-Müller:

Når den ærede Ordfører har yttret, at jeg skulde have sigtet Comiteen for at ville befordre de gamle Stænderdeputeredes Valg, så har jeg for mit Vedkommende hverken sagt eller meent dette; jeg har ikke sagt, og jeg har i alt Fald ikke meent Andet, end at det vilde være en rimelig Følge af den omhandlede Anordning af Valgene; men jeg har ikke udtalt mig eller ikke villet udtale mig over Comiteens Hensigt, som jeg naturligviis ikke kan

fjende. Da jeg har reist mig, skal jeg tillade mig et forbeholde mig et Forandringsforslag med Hensyn til § 26.

Algreen-Ussing:

Jeg forglemte, da jeg sidst talte, at bemærke, at jeg underhånden er bleven gjort opmærksom på Spørgsmålet, om hvor stort et Antal medlemmer der, efter hvad Comiteen har antaget, bør være tilstede i Afdelingerne, for at disse kunne foretage gyldigt Valg. Comiteen har ikke særligt taget dette under Overveielse, men jeg antager, at den, om den end havde taget dette Spørgsmål under Forhandling, ikke vilde have fireret noget Antal i så Henseende; det må nemlig formodes, at det vil være forud bestemt, til hvad Tid Valgene skulle foregåe i Afdelingerne, og som en Følge deraf vil ethvert medlem have tilstrækkelig Opfordring til at møde for at gjøre sin Valgret gjældende, og den, som da ikke møder, må sinde sig i, at hans Stemme ikke kommer i Betragtning.

Madvig:

Jeg skal tillade mig at yttre et Par Ord angående Fordringen om absolut Majoritet ved alle Valg og navnlig ved Comiteevalgene. Jeg troer, at Forskriften om absolut Majoritets Nødvendighed, der åbenbart sigter til den støvft mulige Garanti for, at Comiteerne blive sammensatte på bedste Måde, just bliver en Nødvendighed, når Comiteerne vælges gjennem Afdelingerne, og når Valget i hele Forsamlingen skal gåe ud på at supplere Valgene i Afdelingerne med bestemt Hensyn til speciel Dygtighed og med Hensyn til det Tilfældeige i de tidligere Valg, thi Tilfældeigheden har dannet Afdelingerne. Just denne Betragtning forekommer mig at gjøre Fordringen om absolut Majoritet end nødvendigere end ellers. med Hensyn til Spørgsmålet, om denne Bestemmelse vil kunne medføre Tyranni eller Intrigue i den ene eller den anden Retning, må jeg, idet jeg slutter mig til, hvad der, som jeg troer, låe i hvad den Deputerede for Kjøge (Krieger) yttrede, bemærke, at når der ikke fordres absolut Pluralitet, og der i Forsamlingen viser sig en lille, compact Minoritet, f. Ex. i denne Forsamling blot 40 Stemmer, vil, hvis der ikke tages Forholdsregler derimod, den første og naturligste Følge være, at ved Valg, hvor Stemmerne spredes noget omkring, Comiteerne besættes med medlemmer af denne Minoritet. Når man derimod kræver absolut Majoritet, så turde det lede til en bestemt Modstræben imod forud at aftale Valg, hvorved Minoriteten udelukkedes, og dette troer jeg, at den ærede Rigsdagsmand har tænkt på ved at nævne Tyranni af Majoxiteten; jeg troer, at når man fordrer absolut Pluralitet, vil dette just gjøre, at slige små Manoeuvrer træde tilbage. Til hvad jeg her har sagt, skal jeg endnu føie en Bemærkning, som jeg ellers, hvis jeg ikke havde taget Ordet, vilde have meddeelt Comiteens Ordfører underhånden. Når det i § 26 siges, at når Stemmerne ere lige, så deeltager Formanden i Afstemningen, hvilket ellers ikke finder Sted, da forekommer en Omredaction mig nødvendig for at fjerne Misforståelse, thi jeg kan ikke antage, at det har været Comiteens Mening, at der ved „Formand” også skulde forståes Formændene for Afdelingerne. Hvad hele Forsamlingen angåer, da er Forskriften vistnok meget rigtig, men jeg troer ikke, at der er Anledning til, med Hensyn til Afdelings-Formændenes hele Stilling, at udelukke disse fra Deeltagelse i Afstemningen. Der vil altså være at foretage en liden Forandring i denne Bestemmelse, hvis Comiteen med mig er enig.

H. Olesen:

Med Hensyn til de Bemærkninger, den ærede Ordfører har fremsat som talende for at bibeholde Kugleafstemning, skal jeg tillade mig at yttre, at vi ikke behøve at bryde os om, hvad der er Brug i andre Lande, men kun hvad der passer sig for os, og er overeensstemmende med Folkets Anskuelser.

Frølund:

Jeg skal tillade mig nogle Bemærkninger med Hensyn til Kugleafstemningen. Jeg må tilståe, at jeg ikke heller er bleven overbeviist ved hvad den ærede Ordfører har sagt til Forsvar for denne Afstemningsmåde. Han anførte nemlig kun een Grund, der allerede er bleven berørt i den anden Ende; af Salen: at den fandt Sted i de fleste andre Lande; men dette Slags Grunde er det meget farligt at gåe ind på. Rigsforsamlingen bør vistnok tage Hensyn til, hvad der finder Sted andre Steder, men kun for at tage under nærmere Overveielse, hvorvibt Sådant her kan være nødvendigt; derimod troer jeg ikke, at man bør lade sig binde deraf, men selv danne sig en selvstændig Mening. Det er dernæst sagt, at Pluraliteten

skulde have Ret til at afgjøre, hvorvidt denne Afstemningsmåde skulde anvendes eller ikke, men dette kan jeg ikke være enig i, da man ikke derved vil opnåe, hvad man har søgt; det vil da blive Minoriteten, der ved en sådan Afstemning skulde beskiyttes. Denne kan nu vel forlange også at fåe sin Ret gjort gjældende; men jeg troer ikke, at denne bør have en sådan Ret, når der er Tale om Noget, der vilde komme i Strid med denne Forsamlings Hovedprincip, nemlig Offentlighed, thi i dette Tilfældee at indrømme Minoriteten en sådan Net, vilde på en vis Måde være det Samme som at indrømme den et vist Tyranni over Forsamlingen.

Formanden:

Hvis Ordføreren ikke skulde have Noget at anføre, kunde vi måskee gåe over til den næste og sidste Afdeling af det foreliggende Udkast, nemlig §§ 29—32.

Ordføreren oplæste derefter de ommeldte Paragrapher og bemærkede, at han for Tiden fandt en nærmere Motivering af disse unødvendig.

Rée:

Jeg skal kun tillade mig at bemærke, at det forekommer mig, at det er et altfor lidet Antal medlemmer, nemlig 15, som det er overladt at forlange, at Mødet skal holdes hemmeligt, Efter de Anskuelser, som bleve udviklede under Forhandlingerne om Afstemning ved Kugler, troer jeg, at man bør have en større Garanti imod de Misligheder, der ere forbundne med hemmelige Møder, end at 15 medlemmer skulde kunne forlange et sådant. Om man ikke hertil vilde forlange Majoritet, så burde der dog vistnok udfordres et større Antal.

Algreen-Ussing:

Det er flet ikke Tilfældeet, at 15 medlemmer kunne forlange, at Mødet skal holdes hemmeligt; de kunne kun forlange, at Spørgsmålet derom sættes under Afstemning, og det vil da være i et hemmeligt Møde af Pluraliteten at afgjøre, hvorvidt de egentlige Forhandlinger skulle finde Sted for lukte Døre eller ikke.

Schack:

Jeg skal tillade mig et Spørgsmål med Hensyn til den sidste Paragraph. Når der efter denne udfordres, at de tre Fjerdedele af de tilstedeværende medlemmer skulle være enige om Forandring i Regulativets Forskrifter, er det da Meningen, at de strax samme Dag kunne erholde Forretningsgangen forandret, eller, hvad nogle Yttringer af Comiteens Formand igår synes at modsige, at et formeligt Forslag desangående skulde fremsættes og Forandring da først kunne finde Sted, når tre Fjerdedele af medlemmerne havde erklæret sig enige i det?

Algreen-Ussing:

Under særdeles påtrængende Omstændigheder, der i det Hele i Paragraphen er opstillet som Betingelse, må det også antages, at der i selve Mødet kan fremsættes Begjering om, og af ¾ af Forsamlingens medlemmer tages Beslutning om en Forandring i Forretningsgangen. Hvis Forandringen derimod skulde have Virkning for længere Tid, hvilket vistnok var det, som nærmest tilsigtedes af det ærede Medlem, må naturligviis et særeget Forslag derom være nødvendigt.

Schack:

Skal der da i sidste Tilfælde udfordres tre Fjerdedele af Medlemmerne, eller er simpel Majoritet tilstrækkelig ?

Algreen-Ussing:

Nei — naturligviis i hvert Tilfældee, hvor der forlanges en Afvigelse fra Regulativets Forskrifter, udfordres der en Pluralitet af tre Fjerdedele af de tilstedeværende medlemmer.

Ørsted:

Jeg har ikke opfattet det så; jeg har forstået Paragraphens Bestemmelse således, at det skulde ståe tre Fjerdedele af Medlemmerne frit for at vedtage Forandringer i Regulativet, hvis der blev Spørgsmål herom i et enkelt Tilfælde, men at derimod simpel Pluralitet skulde være tilstrækkelig, når der spørges om en Forandring i Almindelighed.

Schack:

Det er også således, jeg har opfattet Paragraphen. Men hvis der da den ene Dag kan skee Forandring i Regulativets Bestemmelser efter Beslutning af en simpel Pluralitet, ifølge et Forslag, der er fremsat den foregående Dag, da kommer man netop herved let til et sådant Majoritets-Tyranni, hvorom der her idag har været Tale; thi i dette Tilfælde vil Majoriteten altid have det i sin Magt, når nogen Tid er hengået at arrangere Forretningsordenen, således som den mener, at det vil være den selv til Gavn og Minoriteten, til Skade.

Algreen-Ussing:

Forsamlingens Forretningsregulativ skal aldeles ikke være undtaget fra Forandringer; i Tilfældee af sådanne vil der altså blive at forholde som ved Behandlingen af andre Sager. Forslaget desangående vil da blive underkastet den Behandling, som omtales i § 16, altså ligesom det nærværende Udkast blive foretaget til foreløbig og endelig Behandling og tilsidst blive afgjorte på samme Måde som dette.

Schack:

Jeg skal forbeholde mig at stille et Amendement, som gåer ud på, at Forandringer i Forretningsregulativet kun kunne vedtages med en Majoritet af ¾.

With:

Erfaring har viist, hvor vanskeligt det har været at hølde Skridt med Gjennemlæsningen af Stændertidenden, og disse Vanskeligheder ville forøges ved Rigsdagstidenden, da den er større. Jeg veed heller ikke noget andet Sted, at der på det Offentliges Bekostning ubkommer en fuldstændig Rigsdagstidende, som indeholder ethvert Ord, der er bleven sagt. Inden jeg altså bestemmer mig for hvad der er antydet i § 29, vil jeg rette det Spørgsmål til den ærede Formand: hvad koster Rigstidenden Landet?

Formanden:

Jeg er ikke istand til for Øjeblikket at besvare dette Spørgsmål, og det vilde jo også være meget vanskeligt, da man ikke veed, hvorlænge Forsamlingen varer; nogen Oplysning vilde jeg vel kunne give, i alt Fald om hvormeget et enkelt Numer koster.

With:

Jeg meente, at hvis Bekostningen var meget stor, at den til Exempel gik op i flere Tusinder, så kunde man meget godt lade sig nøie med et kort Recit af Forhandlingerne, uden at man behøvede at optage ethvert enkelt Ord, og at man kunde overlade til de private Mænd, som udgive Tidender, at holde Stenographer her i Forsamlingen til at optage Forhandlingerne og de interessanteste Taler.

Krieger:

Det må dog være mig tilladt at modsige den Påstand, at man ikke på andre Steder har anseet det nødvendigt at udgive en egen Tidende; det er kun meget så Steder og væsentlig kun i England, hvor man har troet at kunne undvære en sådan, hvorimodd man på de fleste andre Steder, navnlig i Frankrig, anseer det meget nødvendigt, fordi man ikke tør overlade det til den private Industri, og jeg frygter også for, at dersom man hos os skulde gjøre det, vilde man kun fåe meget utilfredsstillende Meddelelser i de offentlige Tidender.

David:

Jeg skal kun til hvad den ærede Taler har yttret føie, at i flere mindre Stater er der gjort Forslag til at overlade Udgivelsen af Forhandlingerne til Private, på Grund af de Bekostninger, som dermed ere forbundne, men at man, såvidt mig bekjendt, altid er kommen tilbage til en officiel Tidende; idetmindste kjender jeg 2 à 3 Tilfælde af denne Art, som vise, at man har fundet det nødvendigt at udgive en sådan.

Formanden:

Jeg veed ikke, om Flere ville begjere Ordet; i modsat Fald vilde den foreløbige Behandling af det foreliggende Udkast være afsluttet.

Algreen-Ussing:

Jeg må blot tillade mig at gjøre opmærksom på, at der er bleven forbeholdet en Discussion i Almindelighed om Udtrykkene i Comiteens Udkast.

Visby:

Jeg veed ikke noget Yderligere at tilsøle mit Tidligere; jeg må kun gjentage, at det må ansees meget ønskeligt, at ingen Halvhed finder Sted, men at man vælger de almindelig bekjendte og almindelig brugte, skjøndt fremmede Udtryk, som „Præsident”, „Comitee“ o. s. v., eller at man gjennemfører Oversættelsen også af andre Udtryk, såsom af „Vice”-Formand, „Secretair” o. s. v., og at man med Hensyn til Oversættelsen måtte træfse heldigere Udtryk end Tilfældet har været, navnligen med det angivne Udtryk „Udskud”.

Barfod:

Jeg veed ikke, om man, af hvad den sidste ærede Rigsdagsmand sagde, tør udlede, at det er hans Mening, at det er en forkastelig Bestræbelse at stræbe efter at udtrykke sig på Dansk om danske Ting. Jeg kan ikke antage, at dette er Tilfældet; men når han mener, at der er brugt en Halvhed her, idet ikke Alt er gjengivet på Dansk, vil Jeg bemærke, at jeg vilde ansee det lidet ønskeligt, om der her blev etableret, om jeg så må sige, en Over

Tage-Müller :

sættelsesfabrik for par sorce at gjengive Alt på Dansk, hvorimod jeg troer, at det er bedre, at dette skeer lidt efter lidt, alt eftersom Omstændighederne føre det med sig, således, at når Een oversætter et Udtryk på en heldig Måde, man da senere benytter det. Forøvrigt skal jeg tillade mig at bringe i Erindring det gamle Ordsprog: „Rom blev ikke bygget på een Dag”. Jeg anseer det aldeles rigtigt i formel Henseende, at man, såvidt det kan beståe med den allerede for Årtusinder siden givne Regel, at man skal smede nye Ord af Sprogets Malm og på Sprogets Ambolt, søger at ombytte fremmede Ord med danske; men såvidt det ikke kan stemme med denne Regel, mener jeg heller ikke, at man ængstelig skal søge at undgåe fremmede og almindelig bekjendte Udtryk for at danne danske Ord, som ingen god Klang kunne have for danske Øren, til hvilke jeg naturligviis også må henregne Ordet „Udskud” i den politiske Forstand, som det her er taget, da det i Sproget har en ganske anden og almindelig bekjendt Betydning, og Udtrykket „det ærede Udskud” klinger i Fleres Øren end mine synderligt og latterligt.

Krieger:

Til Forsvar for det Ord, som her har vakt Forargelse, og som jeg ønskede måte blive beholdet, skal jeg, næstefter at bemærke, at det blev optaget efter Formandens Forslag og altså ikke er gået ud fra Comiteen, gjøre opmærksom på, at skjøndt jeg ikke har havt Tid til at anstille Sproggranskninger, har jeg dog fundet i Molbechs Ordbog, at Ordet Udskud i Året 1614 er brugt i den Betydning, hvori vi have benyttet det, og vi ere altså i alt Fald ikke gåede mere end et Par Hundrede År tilbage for at søge det.

Duntzfelt:

Da jeg frygter for, at en undersøgelse om, hvilke Ord der kunne være passende at overføre til danske Benævnelser, vilde føre til altfor vidtløftige Afhandlinger, og da jeg antager, at den nærværende Tid, hvor Fædrelandets dyrebareste Interesser ståe på Spil, vil kunne anvendes bedre, vil jeg gjøre det Forslag, at de Ord, som have været brugte i en meget lang Tid og som have vundet Indfødsret her, måe kunne bibeholdes, og at man ubsætter til en bedre Tid at omhandle, om de Ord, med hvilke dette ikke er Tilfældeet, skulle omstøbes til gode danske Benævnelser.

Boisen:

Det er mig ikke klart, hvorvidt den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 6te District (Visby), har udtalt sig som en Forsvarer af de danske Benævnelser eller ikke. Han har anerkjendt den agtværdige Stræben hos Udskudet i Udarbeidelsen af Forskrifter for Forretningsordenen, og jeg må være enig med ham, ikke blot i Anerkjendelsen deraf, men og i Anerkjendelsen af den samme Stræden, som åbenbart gåer igjennem Udkastet til en Grundlov. Men den ærede Rigsdagsmand synes dog at fraråde de danske Benævnelser og tilråde at bibeholde de fremmede, deels på Grund af, at de fremmede skulle være mere forståelige, deels på Grund af, at der viser sig en Halvhed i Bestræbelsen for at bruge de danske Benævnelser. At de fremmede Udtryk skulle være mere forståelige, kan i det Mindste ikke gjælde alle Rigsdagens Medlemmer, endnu mindre den større Deel af Folket, der dog kan gjøre Fordring på at forståe de Ubtryk, der bruges i den danske Rigsforsamling. Jeg veed nok, at det ikke sjeldent i Danmark ansees for en Skam at vedkjende sig, ikke at forståe de fremmede Ord, som bruges; men jeg har i denne Henseende afstrøget Skammen og vedkjender mig, ikke at forståe alle de fremmede Ord, som ikke sjeldent forekomme, og tør jeg end ikke udtale det Samme på alle deres Vegne, som af Bondestanden her ere tilstede, så tør jeg det dog på Nogles; og jeg tør aldeles trøstig udtale det på den større Deel af Folkets Vegne, som ikke forståer de fremmede Ord og ikke anseer det for en Skam, ei at forståe dem, men ønsker, at den danske Rigsforsamling vil udtrykke sig på en for dem forståelig Måde. Derfor håber jeg, at man vil vedblive i sin Stræben efter at bruge danske Orb, og om der end viser sig en vis Halvhed i denne Stræben, så vil jeg kun bemærke, at Noget er altid bedre end Intet, når det er af det Gode, og at en pludselig og til det Yderste gående Renselse af Sproget fører til det Latterlige, hvilket er Tilfældet, når man vil forandre Ordet „Secretair” til „en i det Hemmelige Indviet”. Sandt er det også, at Brugen af de frem

mede Ord vil ikke undgåes under forhandlingerne i Forsamlingen, da de Fleste af dem, som føre Ordet, ere altfor vante til at bruge disse til at de nu strax kunne unblade det, og man vilde pålægge dem en altfor tung Byrde ved at kræve en fuldkommen Afholdenhed fra de fremmede Ord. Det må i denne henseende være nok, når Enhver gjør sit Bedste og føger også derved at lægge sin Kjærlighed for Dagen til det danske Modersmål, Noget, hvortil vi såmeget mere opfordres på en tid, da dette andetsteds i det danske Fædreland trædes med Fødder.

Bisbn:

Jeg vilde blot, i Anledning af, hvad den ærede Deputerede for Sorøe Amts 6te District (Boisen) har yttret, tillade mig at bemærke, at jeg vilde foretrække, om alle Benævnelser kunde gives på Dansk, men jeg er fuldkommen enig med ham i, at dette ikke kan skee med alle. Når jeg har klaget over halvhed, så er det for endeel begrundet deri, at Comiteen er gået tilbage fra det Udkast, som tidltgere var forelagt af den ærede Formand, thi i dette Udkast fandtes allerede flere danske Benævnelser, som Comiteen igjen har ombyttet med fremmede; således stod der i Udkastet istedetfor „Vice-Formand „Hjælpe-Formand“, istedetfor „Secretair“„Protocolfører“, som jeg imidlrtid for mit Vedkommende hellere vilde ombytte med „Bogfører“. Det forekommer mig således, at der i Comiteens Udkast var et Tilbageskridt fra det danske Sprogs uomtvistelige og hellige Rettigheder; forøvrigt troer jeg ikke at burde bidrage Mit til at forlænge disse Discussioner, men forberholder mig blot Ret til at stille det fornødne Amendement.

Mynster:

Det forholder sig ganske rigtigt, at man i Molbechs Ordbog finder, at Ordet „Ubffub“ i Året 1614 er brugt i den angivne Betydning, men man finder og t samme Ordbog, at det nu kun bruges i en ganske anden Betydning, i Betydningen af det Slette.

Hammerich:

Da den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 5te Valgdistrict (Duntzfelt) har taget til Indtægt netop for de fremmede Ord, at vi have meget alvorlige Ting at forhandle, må jeg bemærke, at når det er vort Kald at forhandle Grundloven og de andre UdKast, som blive os forelagte, så er det også vort Kald at vedtage de Udtryk, hvori Loven skal affattes, og derved også fremhjælpe et og anbet dansk Ord, der venter på at fåe Sprogbrug i det politiske Liv. I Anledning af hvad den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 6te District (Visby) har yttret, skal jeg blot ubtale, at jeg anseer det for en af de farlige Grundsætninger, her at ville opstille et sådant ”Enten, Eller“, som har har gjort. Han giver os Valg imellem at holde på alle de fremmede Ord og da ikke blot dem, vi have arvet fra de preussiske Provindsialstænder, men også dem, vi herefter kunne optage fra det Franske og Engelske, „Bureau“, „Sloture”, o. s. v. — jeg antager, at det vil man ikke bestemme sig til —, eller at ombytte dem alle på eengang med danske Ord, og det vilde man vel endnu mindre bestemme sig til; thi de fremmede Ord kunne vi være temmelig sikkre på at fåe ud af Sproget, men et mislykket dansk Ord bliver vanskeligt at udrydde. Vil man lade Sproget ubvikle sig som hidtil, må man forlade den Regel: enten at ville have lutter danske Ord, eller uden videre beholde alle de fremmede. Reglen må vare at beholde de fremmede Ord, som man endnu ikke kan erstatte, men snarest muligt bortskaffe dem, man kan undvære.

Mørk Hansan:

Jeg har opfattet den Stræben, som her er

lagt for Dagen efter at benytte danske Udtryk som et Tegn på, at vi i vor politiske Udvikling føge at gåe fremad uden nogen Efterabelse af fremmede Lande og uden Tilsidesættelse af det danske Sprogs hellige Rettigheder. Opfattes det således, da troer jeg ikke, at Nogen kan sige, at denne Discussion er overflødig eller ubetydelig. Jeg troer, at det vilde være en forunderlig Modsigelse, om Alle, som her ere tilstede, og som vilde offre Liv og Blod for at bevare Danskheden i Glesvig, nu ikke skulde vilde offre et Ord eller et Pennestrøg for at bevare Danskheden i denne Sal.

Chr. Larsen:

Jeg må også udtale mig bestemt for, at hvad der angåer danske Ting, skal udtrykkes på Dansk. Jeg har læst blandt Andet Ingemanns Romaner og deri har jeg fundet et klangfuldt og fraftigt Sprog; men der findes i dem ingen fremmede Ord, hverken franske eller engelske, og således mener jeg også, at danske Rigsdagsmænd bør udtale sig på dansk om danske Anliggender.

Formanden:

Jeg vil ansee den foreløbige Behandling at være tilendebragt, og da jeg mener, at Sagen kan foretages til endelig Behandling imorgen, skal jeg anmode de Herrer, som agte at stille Forandringsforslag, om at indgive dem nu, i Slutningen af Mødet, eller også på Contoiret inden Kl. 6 i Aften, for at de kunne blive gjennemgåede af Comiteen og trykte til Mødet imorgen. Jeg skal tillige bede de ærede Medlemmer, som ville gjøre sådanne Forslag, om at give dem en Form, der såmeget som muligt knytter sig til Udkastet, således nemlig, at man siger, hvilke Ord i dette man ønsker borte, eller hvilke at man ønsker forandrede og ombyttede med andre.

Efter en kort Discussion om Indleveringstiden for de Forandringsforslag, som måtte ønskeg stillede, blev denne fastsat til Kl. 8 istedetfor til Kl. 6 Eftermiddag og den følgende Dags Møde som Følge deraf berammet til Ll. 12 istedetfor, som tid ligere påtænkt, til Kl. 10.

Formanden anmeldte derefter at have modtaget en Skrivelse fra Justitsministeriet med Resolution angående Diæter og Reiseomkostninger for Forsamlingens Medlemmer, hvilken Sag senere vilde komme under Forsamlingens Overveielse, og angav Dagsordenen for den følgende Dag sålede: først 2 Interpellationer fra tvende Deputerede fra Hjørrings og Veile Amter, begge til Udenrigsministeren, derefter endelig Behandling af Udkastet til Forretningsordenen, som Formanden håbede at kunne blive tilendebragt i dette Møde, og endelig Foretagelse af Valg på Forsamlingens Embedsmænd, og Fordeling af Medlemmerne ved Lodtrækning i de forskjellige Afdelinger eller Bureauer.

(Sluttes)

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongelige Postcøntoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Syvende Møde. (Sluttet.)

Udenrigsministeren:

Af den meget ærede formand har jeg for et Øjeblik siden modtaget Efterretning om, at en æret Rigsdagsmand ønskede at stille en Interpellation til Ministeriet og nærmest til mig, angående Forholdene på Øerne Als og Ærø, med Hensyn til adskillige foruroligende Rygter, som desangående skulle være bragte her til Byen ved et Brev tid den ærede Rigsdagsmand. jeg veed ikke nøie, om Bestemmelsen om Forretningernes Gang er således, at denne Sag vil kunne komme for imørgen; det forekommer mig, at den ikke nu blev nævnt. Jeg skal imidlertid henstille til den ærede Repræsentant at holte denne således anmeldte Interpellation tilbage, og jeg har dertil to Grunde. Den første er den, som kan være en almindelig Grund mod Interpellationer af denne Art, og som jeg allerede forhen har tilladt mig at henlebe Forsamlingens Dpmærksomhed på, at man, ved at fremsætte hyppige Interpellationer til Ministeiet om hvad der foregår hver Dag, let vil udsætte sig for, at meget Unyttigt bliver sagt far Regjeringens Side; under de Forhold, hvori vi leve, kan det nemlig let forudsees, at der meget ofte vil komme Rygter i Om løb, som imidlerid snart af sig selv ville vise sig at være i høieste Grad overdrevne. Jeg antager derfor, at Forsamlingen i det Hele taget vil finde sig bedre tjent med, at Sager af denne Art ikke hyppigen gjøres til Gjenftand for Interpellationer. Den anden Grund er den, at jeg har Anledning til at troe, at der fra Andre af Forsamlingens ærede Medlemmer vil skee Andragende til den ærede Forsamling om at fastsætte den Form, hvori den ønsker at modtage de Oplysninger, som Regjeringen seer sig istand til at kunne meddele om de politiske Forhold Såsnart den fornødne Bestemmelse herom er truffen, og Forsamlingen i den Form, som er vedtaget, har fået disse Meddelelser, da vil den først være sat istand til at bedømme, hvorvidt nogen Skade for de Forhold, hvorunder vi befinde os kunde blive Følgen af altfor hyppig at discutere og altfor hyppig at ville indlade sig på at bringe sådanne Sager, som vedkomme vore meest forviklede Forhold, under Behandling.

Efterat have bemærket dette, skal jeg tillade mig at tilføie, at der aldeles ikke, såvidt Regjeringen bekjendt, er nogen Anledning til at troe, at der skulde være udbrudt noget Oprør på Øerne Als og Ærø. Det kunde heller ikke finde Sted, da disse Øer ikke kunne gjøre Oprør mod en Regjering, som de ikke have, sålidt som man i noget land kan gjøre Dprør mod Regjeringen i et andet Land (enkelte Stemmer fra Forsamlingen:hør! hør!); thi det er vel Meningen, at dette Oprør skulde være stilet mod den nye Regjering?

Jeg har allerede tilladt mig at lade omdele til den ærede Rigsforsamling et Aftryk in originali af en Skrivelse, som er bleven tilstillet den nye Regjering. Jeg beklager, at jeg kun har Kunnet meddele den i det Sprog, hvori den er bleven udfærdiget; jeg troede, på Grund af denne Sags Pigtighed, at burde lade den omdele strax, og skal jeg, såsnart jeg er kommen i Befidddelse af Dversættelsen, også lade denne omdele. De af den ærede Førsamlings Medlemmer, som allerede måtte have gjort sig bekjendt med denne Skrivelse, ville let kunne overbevise sig om, at Regjeringen herfra umuligen kan betræde den Vei at henvende sig til Autorieterne på de nædete Øer om, at de skulde stille sig i noget Underordnelsesforhold til den nye Regjering, sålænge dens Forhold er sådant, at de tvende Commissairer have fundet Anledning til at udtale sig imod

den, således som skeet er. Jeg er således tilbøielig til at troe, at der ikke kan være Forhold tilstede, som kunne hove foranlediget de Uroligheder på Øerne, som Rygtet har berettet om. Jeg har talt med Krigsministeren desangående og seet de Efterretninger, han har modtaget fra Als, men det er langtfra at disse bestyrke et sådant Rygte.

Jeg vil derfor tillade mig at henstille til den ærede Rigsdagsmand, om han ikke skulde finde Anledning til at tage sin Interpellation tilbage. Insisterer han imidlertid på den, vil jeg gjøre opmærksom på, at jeg jo har anticiperet Sagen og allerede tildeels yttret mig om den; jeg er da berettiget til at afvente den Tid, da Interpellationen virkelig kømer for.

With:

Den høitagtede Udenrigsminister har nys opfordret mig til at tilbagekalde den Interpellation jeg har forkyndt, at jeg imorgen vilde tillade mig at stille til ham. Denne Interpellation er fremkaldt af det Rygte, hvorom er mig tilskrevet af en pålidelig Mand, og som gik ud på, at Landstormen på Als var opbut, Fordi den nye Regjering i Slesvig og Holsteen havde villet udstrække sin Myndighed over Øerne Als og Ærø og der havde indfodret Skat, der altså ikke vilde komme Landet tilgode, men komme til at flyde ind i den nylig indsatte Regjerings Lommer, altså komme vore Fjender til Gavn. Det glæder mig at høre, at dette Rygte ikke skulde være sandt, men jeg nødes dog ikke destomindre til at udbede mig Oplysninger af den ærede Minister om, hvorledes Forholdene på desfe Øer i Påbenstilstandstiden skulle være; om den nyindsatte Regjering skal have Lov til at opkræde Skatter der, øg hvis Beboerne, som jeg har Grund til at troe, ville nægte at udrede disse Skatter, om da de tydske Tropper skulle overføres til Als for at inddrive dem, eller om vore egne gjøre dette. Dette forekommer mig at være af en så indgribende Pigtighed, at være så foruroligende for det hele Folk, at jeg troede, i et åbent Spørgsmål at burde henvende mig til Ministeriet, i Håb om at erholde et åbent Svar. For min egen Skyld skulde jeg måske ikke desto mindre, efter den ærede Ministers Ønske, have taget Interpellationen tilbage; men jeg ståer ikke ene, der er Mange her i Forsamlingen, hvem jeg har viist det omtalte Brev, og hvem jeg, efterat de have anmodet mig om at vedblive, har lovet det; og dette Løfte må jeg altså holde.

Ræder:

Jeg har netop igår modtaget Efterretninger fra Als, men de her omtalte Rygter ere ikke berørte med et eneste Ord.

Formanden:

Jeg må gjøre opmærksom på, at efter den vedtagne Orden er det kun Interpellanten og vedkommende Minister, som have Ret til at tage Ordet.

Ræder:

Jeg beder altså om Forladelse. Udenrigsministeren: Da Interpellanten insisterer på sin Interpellation, skal jeg, efter hvad jeg nys bemærkede, tage Ordet, når den for Interpellationen bestemte Tid kommer.

Efterat Formanden havde berammet næste Møde til den følgende Dag Kl. 12, hævedes Mødet.

Ottende Møde.

Onsdagen den 1 ste November.

Viceformanden, Clausen, indtog Forsædet og anmeldte, at han, på Grund af Formandens Upasselighed, efter dennes Anmodning idag skulde lede Forhandlingerne. Han bemærkede dernæst:

Fra Justitsministeren er der bleven tilstillet Formanden en Erklæring fra Valgbestyrelsen for Sorø Amts 6te Distrikt i Anledning af den Besværing, der er reist af Indbyggerne i Korsør over det der stedfundne Valg. Jeg antager det for Forsamlingens Ønske, at denne må blive afgivet til de 5 Ordførere for at tages under Overveielse, så at Forsamlingen derefter kunde modtage Comiteens Esklæring.

Den første Sag, der efter Dagsordenen skal foretages, er det Spørgsmål, som er bleven stillet til Udenrigsministeren fra Rigsdagsmanden for Hjørring Amts 5te Distrikt (Brind-Seidelin).

Brinck-Seidelin:

I den Tale, hvormed Kong Oscar nylig sluttede Rigsdagen i Sverrig, yttrede han, at den Beredvillighed, hvormed Sverrig stod dets Stamforvandte bi ved Opretholdelsen af deres truede Selvstændighed, har allerede medført tilfredsstillende Følger og beredt flere beroligende Udsigter for Fremtiden. Det, at den svenske Armee deels indtog en truende Stilling i det vestlige Fyen, deels stod slagfærdig i Skåne, har ydet Danmarks, jeg kan sige, Skandinaviens Sag en væsentlig Tjeneste. Dette erkjende vi Alle med Tak til Sverrigs ædle Konge og det svenske Folk. Dette broderlige Sindelag og denne trofaste Handling, og den virksomme Deeltagelse, Sagen har vundet hos de brave Nordmænd, har knyttet os end fastere til vore nordlige Naboer. Men vi see også af Kongens Tale, at der er åbnet os flere beroligende Udsigter for Fremtiden. Da Folket her ikke kjender disse, men det derimod er opfyldt med Uro ved Følgerne af Våbenstilstands-Conventionen, hvilke det troede kunde forudsees, og da det længes efter at høre, og det vil berolige det, at erfare af vor Regjering, med hvor velgrundet Håb det kan see Fremtiden imøde, så har jeg tilladt mig at henvende mig til den meget ærede Udenrigsminister med det Spørgsmål: om os må blive gjort Meddeleser herom. Folkets Harme over de seneste Begivenheder, den Spænding og Uro, hvori det svæver, og den oplivende og styrkende Følelse, glædelige Meddelelser herfra vilde opvække, må være Undskyldning for min Anmodning.

Udenrigsministeren:

Det forekommer mig at måtte være indlysende for den hele høitærede Forsamling, at Hans Majestæt Kongen af Sverrig og Norge ved de nysanførte Yttringer i den Tale, hvormed han sluttede Rigsdagen i Sverrig, kun har været ledet af de samme Følelser af trofast Venskab mod Hans Majestæt, vor allernådigste Konge, hvorpå han har givet så talende Beviser i Løbet af Sommeren, og som den ærede Rigsdagsmand selv har omtalt med Udtryk af Erkjendtlighed og Taknemmelighed. Der er efter min Overbeviisning i disse Yttringer af Hans Majestæt, Kongen af Sverrig og Norge, ikke sigtet til Noget, som ligger skjult for Verden, eller til Noget, som det kunde være ønskeligt, at jeg herfra meddeelte Forsamlingen eller Offentligheden i det Hele. Læses Ordene i den omhandlede Tale opmærksomt, vil det sees, at derved kun sigtes til den afsluttede Våbenstilstand, hvis Bestemmelser ere almindelig bekjendte. De Begivenheder, som imidlertid ere forefaldne, og som vistnok måe vække dyb Harme hos den danske Nation, have ikke kunnet være bekjendte på det Sted, hvor Talen har været holdt, idetmindste ikke i deres fulde Omfang, og de trøstefulde Udsigter, hvortil Hans Majestæt Kongen af Sverrig og Norge i sin Tale henpeger, er naturligviis en Udtalelse af hans Håb om, at Våbenstilstanden må føre til en ærefuld Fred; og for at føre til en sådan Fred, er Våbenstilstanden netop sluttet. Dette er Conventionens klart udtalte Hensigt, idet der ståer i den, at umiddelbart efter dens Afslutning skulle Underhandlinger om Fred åbnes. Jeg troer ikke, at det er nogen Hemmelighed, at disse Underhandlinger om Fred ikke ere åbnede endnu; det er beklageligt, at der er indtruffet så mange Begivenheder ved Våbenstilstandens Udførelse, at den Tid, som ellers kunde have været anvendt til Underhandlinger om Freden, ikke dertil har kunnet være benyttet; men

dette forhindrer imidlertid ikke, at der fuldtvel kan være Håb om, at en sådan Fred kan opnåes. Det er som sagt klart, at det er til denne, at der har været sigtet i den omhandlede Tale, og jeg har heller ikke Andet at meddele den høitærede Forsamling i denne Henseende.

Brinck-Seidelin:

Jeg har altså ikke opnået, hvad der var mit Ønske, nemlig at erholde trøstefulde Meddelelser. Enhver Time, indtil vi erholde disse Underretninger, tilbringer Folket i Uro og Spænding, i piinlig Uvished. Dersom jeg imidlertid turde have Grund til at troe, at dette mit Spørgsmål kunde tjene til at fremkalde Foranstaltninger, som måtte fremskynde Meddelelsen af de Oplysninger, som Ministeriet i sin Tid måtte see sig istand til at give, skal jeg ikke ansee dette mit Skridt for unyttigt.

Formanden:

Der er fremdeles anmeldt et Spørgsmål af Rigsdagsmanden for Veile Amts 6te Distrikt (With) om Forholdene på Øerne Als og Ærø under Våbenstilstanden.

With:

Da jeg igår tillod mig at begjere Oplysninger om Als og Ærøs Forhold under Våbenstilstanden, skete det, fordi jeg veed, at disse 2 Øers Vel ligger hele det danske Folk på Hjerte. De ere de eneste Dele af Hertugdømmet Slesvig, hvor Oprøret ei har viist sig. Jeg såe af den ny indsatte tydske Regjerings Proclamation til Als og Ærø, at deri antages, at disse Øer ere underlagte den nye Regjering. Der ståer nemlig: „Der Waffenstillstand, geschlossen zu Malm?? am 26. August d. J. vereinigt Euch (Alsingerne) wieder mit ihnen (Slesvig-Holstenerne)”, og derfor måtte jeg befrygte, at de ville blive regjerede i samme Ånd som det øvrige Slesvig, og, at de ville blive nødte til ved Skattebidrag at berige vore Fjender; thi den nylig indsatte Regjering i Hertugdømmerne har ved sin første Optræden viist sig således, at jeg ikke kan ansee den for andet end fjendtlig imod Danmark.

Udenrigsministeren:

Der er ikke indtrådt den allermindste Forandring i de Forhold, som have fundet Sted på Als og Ærø; de ståe endnu på samme Fod, som de have stået i længere Tid, og det vil være klart af hvad jeg har meddeelt den høitærede Forsamling igår, at de ikke under nærværende Omstændigheder kan være Tale om, at deri kan indtræde nogen Forandring.

With:

Altså kan jeg vente nogen nærmere Oplysning om, hvorledes Forholdene på Øerne Als og Ærø skulle holdes, sålænge Våbenstilstanden varer, og navnlig om, hvorvidt disse Øer skulle betale Skatter til den nye Regjering i Hertugdømmerne.

Formanden:

Der bliver således efter Dagsordenen at gåe over til den endelige Behandling af Udkastet til Forretningsordenen.

Der er trykt en Fortegnelse over de til dette Udkast stillede Forandringsforslag, som er omdeelt til Medlemmerne. Senere har jeg erholdt Anmodning fra den ærede Rigsdagsmand for Sorø Amts 5te District (Neergård) om at optage et Forandringsforslag til § 2, sidste Passus, som gåer ud på, at der ikke til Valget af Secretairer skal udfordres absolut Pluralitet. Forsåvidt Ingen har Noget imod, at dette Forandringsforslag nu stilles, vil sådant skee. Det vil erindres, at det har fuldkommen Rob i den stedfundne, foreløbige Behandling.

Hvad angåer selve Forhandlingerne, antager jeg, at de Paragrapher i Udkastet til Regulativet, hvortil intet Forandringsforslag er stillet, ere at ansee som antagne af Forsamlingen uden Afstemning, så at Forhandlingen kun kommer til at angåe de Forandringer, som ere foreslåede ved Udkastet, og jeg skulde ansee det for rettest, at enhver af disse således tilbagestående Paragrapher behandledes for sig, således at Afstemningen sluttede sig umiddelbart til den foregående Behandling.

Den Regel, som er opstillet i Stænderanordningen af 15de Mai 1834, at intet Medlem må ved den endelige behandling tage Ordet mere end een Gang, vilde således blive at forståe som anvendelig ved Behandlingen af enhver enkelt Paragraph. Jeg skal derhos bemærke, at ved den endelige Afstemning vil Optælling blive at foretage således, at Stemmerne for og imod ville blive angivne. I den Anledning må jeg opfordre de ærede Medlemmer til under Afstemningen at forblive i Salen, samt om, at Enhver bliver på sin Plads og stående, sålænge indtil Secretairerne have fuldført Optællingen

Derimod antager jeg ikke, at nogen Modprøve vil være nødvendig ved Afstemningen over enhver enkelt Paragraph, med mindre sådant skulde blive forlangt.

Et andet Spørgsmål kunde det vist være, om ikke, efterat enkelte Amendements vare satte under Afstemning, den således med enkelte Forandringer modificerede § i sin Heelhed skulde blive at sætte under Afstemning. Jeg veed ikke, om Nogen herom vil yttre sig?

Krieger:

Jeg antager, at det Sidste kan blive aldeles nødvendigt; nemlig dersom f. Ex. det af den Deputerede for Veile Amts 6te District (With) stillede Forslag måtte blive antaget, hvorefter Afdelingsprincipet ikke optages reent, men, om jeg så tør ndtrykke mig, blandet, så kunde det vel være, at Nogle vilde stemme mod det hele Afdelingsvæsen.

Formanden:

Ja, jeg har ikke Noget imod, at den Regel forud bliver vedtaget, at, efterat der er stemt over Forandringerne, hver enkelt § sættes under Afstemning i sin Heelhed.

Ørsted:

Jeg skal tillade mig at bede om Oplysning, om en sådan Afstemning over Paragraphen i sin Heelhed skal være ubetinget nødvendig, eller om den kun skal finde Sted, når det forlanges.

Formanden:

Det har oprindelig været min Tanke, at dette kun skal skee på Forlangende.

Det Første, som altså vil blive gjort til Gjenstand for Behandling, er det 1ste Amendement til § 2. Den omdeelte Fortegnelse over de stillede Forandringsforslag lyder således:

ad § 2.

Af Ræder: At der tilfvies ved Slutningen: „Dog skeer Valget af første og anden Vice-Præsident særskilt for hver. “

ad § 7.

1. Af David (optaget af Udskuddet): Imellem Ordene „strar” og „en Formand” indskydes: „efter Valgreglen i § 2“, og i Paragraphens Slutning tilføies: „og udnævner efter endt Forhandling med absolut Stemmefleerhed det eller de Medlemmer af Udskuddet, som den har at vælge.“ 2. Af With: At denne Paragraph kommer til at lyde således: „Forsamlingens Medlemmer fordeles i 5 omtrent lige talrige Afdelinger. Til Medlem af hver enkelt af disse Afdelinger udvælges 5 ved Stemmegivning af hele Forsamlingen, men Resten ved Lodtrækning. Hver Afdeling vælger strar under Ledning af Afdelingens ældste Medlem en Formand og en Secretair” etc. 3 Af Olrit: Når Omvalg af Forsamlingens Embedsmænd finder Sted, afgjør Forsamlingen tillige, hvorvidt en ny Fordeling af dens Medlemmer skal foretages og i bekræftende Fald forholdes på den ovenanførte Måde. 4. Af Ørsted: At Forsamlingen, efterat Forslag derom er skeet og på foreskreven Måde behandlet, kan beslutte, at den trufne Fordeling efter en vis Tid skal ophøre, og en ny Fordeling på behørig Måde foretages, dog at de ældre Afdelinger blive i deres Virksomhed med Hensyn til de allerede begyndte Sager.

ad § 8 i Slutningen.

1. Af David: Når fire Afdelinger have endt deres Forhandlinger og foretaget det dem påliggende Valg til Udskuddet, ansees dette, for Afdelingernes Vedkommende, for constitueret. 2 Af Ørsted: At Forsamlingen er bemyndiget til at forelægge samtlige Afdelinger eller de enkelte af disse, der måtte ståe tilbage med en vis Sag,en passende kort Frist til dens Tilendebringelse. 3. Af Christen Eriksen: At der efter Ordene „fastsætter Forsamlingen” tilføies „uden Forhandling. “ 4. Af Ørsted: a) At Forsamlingen også, efterat Valgene i Afdelingerne ere fore

gåede, kan tage Beslutning om Comiteens Forstærkning ved frit Valg af Forsamlingen. b) At også en Comitee selv kan andrage hos Forsamlingen på, at et eller andet Medlem foruden de oprindelig valgte tilforordnes.

ad § 9.

Af Christen Eriksen: At der efter Ordene „bestemmer den” tilføies „uden Forhandling. “

ad § 10.

Af David: Iftedetfor „3 Dage“: „idetmindste 2 Dage“.

ad § 13.

1. Af Ørsted: ad lste Membrum: At der kun udfordres, at Forstaget inden Kl. 6 om Eftermiddagen Dagen førend Sagens Foretagelse er indleveret til Formanden eller Comiteen. 2. Af Larsen, (optaget af Udskuddet): At Slutningsordene: „men uden Forhandling” forandres til „men uden videre Forhandling, end at Forslagstilleren og Formanden eller Et af de 15 Medlemmer kunne udtale sig. “ 3. Af Ørsted: At § 13 (§§ 18 og 19) modificeres således, at ikke al Forhandling udelukkes, dog, at Afgjørelsen ordentligviis foregåer uden Forhandling, men at Formanden, efter Sagens Beskaffenhed, kan tilstede en aldeles kort Forhandling.

ad § 14.

Af Ørsted: At Medlemmerne, ved at afstemme over de enkelte Dele af et Udkast, kunne forbeholde sig siden at forandre deres afstemning, hvis der måtte foregåe en vis af dem betegnet Forandring i det Følgende.

ad § 15.

1. Af Udskuddet: At de to første Led af Paragraphen forandres således: „I Henhold til de stedfundne Afstemninger påligger det Udskuddet at forfatte et fuldstændigt Lovforslag, som skal være meddeelt Forsamlingen 24 Limer inden Sagens Foretagelse. Skulde der ved de forskjellige Afstemninger være fremkommet Modsigelse i Lovforslaget, skal Udskuddet samtidigt med Afgivelsen af det endelige Udkast foreslåe sådanne Rettelser, som det af den Grund måtte finde nødvendige. 2. Af Ørsted: a) At det forandrede Lovudkast, idetmindste 48 Timer inden det kommer under Forhandling, uddeles blandt Forsamlingens Medlemmer. b) At en simpel Stemmefleerhed i det i §ens sidste Membrum nævnte Tilfælde er tilstrækkeligt. 3. Af Larsen: a) At Slutnings-Ordene: „til Antagelse eller Forkastelse” udgåe. b) At der tilfvies en Bestemmelse af følgende Indhold: „Hvad imidlertid det forelagte Udkast til Grundloven angåer, da skal det, efterat dets enkelte Afsnit have været Gjenstand for Afstemning og forinden der skrides til at forfatte et fuldstændigt Lovforslag fra Forsamlingens Side, være Regjeringen forbeholdet, at bringe Forslag til Modificationer i de ved Afstemningen fremkomne Resultater under Overveielse af Forsamlingen, som i så Fald vil have at bestemme, under hvilke Former disse Forslag bør tages under Behandling. “

ad § 16.

Af Udskuddet: 1) At Ordene: „Dagen forud” forandres til: „i et foregående Møde“. 2) At i sidste Linie istedetfor „om Sagen” sættes „i Sagen“.

ad § 17.

Af Udskuddet: 1) At Ordene: „Dagen forud” forandres til „i et foregående Møde“. 2) At Ordene i næstsidste Linie: „den første Taler” forandres til „Spørgeren“.

ad § 18.

Af Udskuddet: At Begyndelsen forandres til: „Når et Spørgsmål, et Forslag o. s. v. og at de sidste Ord: „om Forslaget skal sjemes” forandres til: „om det skal fjernes“.

ad § 18—19.

Af Ørsted (See ovenfor ved § 13).

ad § 20.

1. Af Mørk Hansen og. Rée: At istedetfor første Deel af §en sættes: Det Medlem, der har forlangt og erholdt Ordet, taler fra Talerstolen. Dog kan Enhver også fra sin Plads fremsætte korte Berigtigelser og Bemærkninger. 2. Af Schiern, optaget af Udskuddet: At Ordene „og henvender stedse Talen til Formanden” udgåe. 3. Af Mørk Hansen: Ordene „eller ved Navn anføre” udgåe.

ad § 23.

Af David: Efter første Passus tilføies: „men den Vedkommende kan, når han har rettet sig efter denne, begjere Ordet for at retfærdiggjøre sig. “

ad § 26.

1. Af Paludan-Müller: Istedetfor: „Til ethvert Valg— —fastsatte Forskrift” foreslåes: „Med simpel Stemmefleerhed afgjøres ligeledes alle Forsamlingens Valg i de almindelige Møder, undtagen de i § 2 omtalte.” 2. Af Ørsted: At der til de Comiteevalg, der foregåe i selve Forsamlingen, kun kræves sinpel pluralitet, hvorhos det henstilles om, i Tilfældee af Stemmelighed, Omvalg skal finde Sted, eller den Ældste foretrækkes. Subsidialiter: At Henviisningen til § 2 bortfalder og anden passende Bestemmelse gives om hvilke af dem, hvorpå Stemmer ere faldne uden at de have fået absolut Pluralitet, der skulle sættes på nyt Valg. 3. Af Duntzfelt: a) At 3die Punctum kommer til at lyde således: Til ethvert Valg udfordres over Halvdelen af Stemmerne, med Undtagelse af Valgene til Comiteer, der foretages af hele Rigsforsamlingen, til hvilke ikkun udkræves simpel Stemmefleerhed. b) At Ordene „eller mindre” udgåe.

ad § 28.

1. Af la Cour, Frølund og Rée: At Paragraphens sidste Deel udgåer. 2. Af Schack: At efter Ordene: „så stemmes efter Navneopråb” bortfalder det Øvrige af Paragraphen og i dets Sted sættes: „Et Antal af 15 Medlemmer kan inden Prøvens Begyndelse forlange særegen Afstemning, enten ved Kugler eller ved NavneOpråb. Forlanges begge de særegne Afstemnings-Måder, da skeer Afstemning ved Navne-Ovråb. “

Til Udkastet i det Hele.

Af Visby: Principaliter: at Udtrykkene -Præsident, Vicepræsident, Comitee, Bureau og Amendement optages i Udkastet.

Subsidialiter: at Udtrykkene: Viceformand, Secretair og Udskud ombyttes med: Hjælpeformand, Bogfører og Udvalg.

Kæder:

Jeg har tilladt mig at foreslåe en Tilføielse til § 2 så lydende: „Dog skeer Valget af 1ste og 2den Vicepræsident særskilt for hver. “

Når en Forsamling har een Formand og 2 Viceformænd, kan det efter min Formening ingenlunde være ligegyldigt, men må tvert

imod være af særdeles Vigtighed, hvem af dem der indtager Forsædet. Hos Formanden forudsættes visse personlige Egenskaber; og, så agtværdige, som vvistnok alle af Forsamlingen valgte Formænd og Viceformænd ville være, er det dog ikke sagt, at de alle ere i Besiddelse af disse personlige Egenskaber og Ovalificationer i samme Grad, Formanden har en meget stor Magt og Myndighed over Forsamlingen, og det er altså også meget at betvivle, om alle Formænd og Viceformænd i lige Grad ville benytte denne Myndighed og Magt; det er således i denne Henseende meget vigtigt, hvem der kommer til at indtage Præsidentens Sæde. Det forekommer mig desuden, at, når en vis Functionair, som her, har 2 Stedfortrædere, da kan det ikke være ligegyldeigt, om man tager den første eller den sidste, men der må være en bestemt Orden imellem dem. Der må altså efter min Formening være eu 1ste Viceformand og en 2den Viceformand, og det således, at 1ste Viceformand vvirkelig udgjør en ligeså bestemt Functionair, som den egentlige Formand, således at, når denne ikke kan fungere, da indtræder 1ste Viceformand, og når begge disse have Forfald, indtræder 2den Viceformand.

Der er også en anden Betragtning, der har ledet mig i Fremsættelsen af mit Forslag. Den Magt og Myndighed, som Formanden har, bør beroe hos en vis bestemt Person, og det må ikke være overladt til det Vaklende, om den Ene eller den Anden skal indtage og udøve denne Myndighed; det må forud være betegnet, i hvilken Orden Formændene skulle optræde, først den egentlige Formand, så den 1ste Viceformand, og derefter den 2den Viceformand. Jeg veed heller ikke rettere, end at der i de franske Kamre er en 1ste, en 2den, en 3die Viceformand, skjøndt jeg ikke er bekjendt med, hvorledes de fungere i Forhold til hinanden.

Allerede af hvad jeg nu her har yttret, vil fremgåe, om ikke Nødvendigheden, så dog Hensigtsmæssigheden af, at der vælges særskilt 1ste og 2den Viceformand. Det er ikke blot den Omstændighed, at det kunde synes at røde en vis Ligegyldighed, hvis man brugte en mindre Nøiagtighed eller Omhyggelighed — ja det er det rette Ord — ved at vælge 1ste og 2den Viceformand, end Formand, men der er også to andre Grunde, som bestemme mig for denne Mening. Jeg har som 10Års Communal-Embedsmand gjort den Erfaring, at en separat Afstemning og en collectiv Afstemning ingenlunde give samme Resultat. Det første Valg bestemmer det andet, og, når man har hørt det første Valg, så begrundes derved det andet, og det første og andet Valg begrunde igjen det tredie. Min anden Grund er den, at det forekommer mig, at Ret og Villighed mod Minoriteten taler for den af mig foreslåede Fremgangsmåde; når det nemlig strax- afgjøres ved collectiv Votering, hvem der skal være Viceformænd, så er derved Minoriteten afskåret al Magt og Myndighed; men vælger man først den 1ste og derefter den 2den, så har også Minoriteten Leilighed til at gjøre sin Mening gjældende ved næste Valg.

Forsåvidt man skulde troe, at Tiden ved den foreslåede Forandring betydeligt vilde spildes, da er det ikke så; thi jeg har Grund til at antage, at der vil foregåe en Forandring i Måden, hvorpå Stemmernes Optælling skal skee, så at denne vil være hurtigere end hidtif. (Fortsættes.)

Forlagt og trykt af Kgl. Hofbogtrykker Btanco Luno

Ottende Møde. (Fortsat.)

Neergård:

Det Amendement, jeg har tilladt mig at foreslåe, er ikke fra mig selv, men oprindelig fra den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt (Ørsted), der omhandlede dets Gjenstand igår, dog uden idag at have stillert et bestemt Forslag. Det gåer ud på, at jeg anseer det mindre hensigtsmæssigt, at Secretairerne, især når deres Antal skal forøges til fire, også skulle vælges med absolut Pluralitet. Jeg anseer det for en rigtig Bestemmelse, at Forsamlingens vigtigste Embedsmænd, navnlig Formanden og Viceformændene udgåe fra Forsamlingens virkelige Pluralitet; men jeg anseer det ikke for rigtigt, at det også skeer med de andre Functionairer, navnlig Secretairerne. Jeg troer, at der er Mange i Forsamlingen, som kunne besørge disse Forretninger, og jeg anseer det for temmelig ligegyldigt, om disse Mænd just vælges af Forsamlingens Pluralitet. Men hvad der er mig klart, er, at denne Måde at stemme på vil medtage uforholdsmæssig meget af Forsamlingens Tid, thi Omvalg vil ofte fornødiges, og Erfaring har lært os, hvor særdeles lang Tid der hermed vil medgåe. Jeg skulde derhos troe, at al den Sikkerhed, som man kan ønske sig for, at de Mænd, der blive beklædte med disse Poster, også have den tilsvarende Tillid, vil opnâes ved almindelig Stemmefleerhed. Jeg tillader mig tillige at gjøre opmærksom på, hvad der under den foreløbige Behandling er antydet af den ærede Rigsdagsmand for Sorø Amts 2det Distrikt (Mundt), at det Tilfælde kan indtræffe, når 2 vælges på eengang, at da 3 kunne være valgte med absolut Pluralitet, og alle 3 have lige mange Stemmer. Når Secretairernes Antal forøges til 4, og, vel at mærke, alle 4 vælges på eengang, vil det samme Tilfælde kunne indtræffe med 7; dette vilde vistnok give Anledning til Forviklinger, skjøndt jeg jo rigtignok antager, at den Bestemmelse i Udkastets § 2, at Alderen i sådant Tilfælde skal gjøre Udslaget, da måtte komme til Anvendelse. Jeg indrømmer gjerne, at Hensynet til Forsamlingens kostbare Tid bør være underordnet, når det gjælder om meget vigtige Gjenstande, men jeg antager, som sagt, ikke, at Valget af Secretairer er en så vigtig Gjenstand, at man bør tilsidesætte alt Hensyn til den Tidsspilde, som vil forårsages ved det fornødne Omvalg.

Algreen-Ussing:

De tvende Amendements, der ere stillede til § 2, anseer jeg ikke af synderlig Vigtighed, og jeg skal derfor heller ikke længe opholder mig ved dem, dog må jeg med Hensyn til det Amendement, der er fremsat af Rigsdagsmanden for Skanderborg Amts 1ste Distrikt (Ræder) gjøre den Bemærkning, at det forekommer mig ikke såmeget at slutte sig til § 2 som til § 4, der bestemmer, hvorvidt Viceformændene i Formandens Forfald skulle træde i hans Sted. Således som jeg opfattede hans Mening ved den foreløbige Forhandling, antog jeg, at det gik ud på at opnåe en større Sikkerhed i Valget af de tvende Viceformænd, end man har, når der stemmes på begge under Eet. I så Henseende troer jeg ikke, at Noget derved vilde være vundet, da de jo ligesåvel skulle vælges med absolut Pluralitet, når der stemmes under Eet, som når der stemmes særskilt. Comiteen har ikke antaget, at Secretairposterne ere Poster af såliden Betydenhed ved Forsamlingens Virksomhed, og da den heller ikke troer, at Stemningen i den Grad vilde splitte sig, at hyppige Omvalg skulde blive fornødne, må den fremdeles antage, at Secretairerne, ligesom i andre Lande, bør vælges ligesåvelsom Formand

og Viceformænd, med absolut Pluralitet, og jeg har ikke, ved hvad derimod er anført, kunnet komme til en anden Mening.

Ørsted:

Hvad det Amendement angåer, som Rigsdagsmanden for Skanderborg Amts 1ste Distrikt (Ræder) har stillet, skal jeg henholde mig til, hvad den ærede Ordfører derom har yttret. Kun skal jeg tilføje, at jeg mener, at netop, når der vælges under Eet, vil man såe at vide, hvilket Medlem Forsamlingen sætter meest Priis på som Viceformand, idet det jo er naturligt, at Viceformændene rangere efter den Orden, hvori de såe de fleste Stemmer, og altså har man derved, ligesåvel som når man foretog særskilt Valg, en 1ste og en 2den Viceformand. Hvorvidt disse forøvrigt skulle have begrændsede Functioner, således, at den 2den ikke kunde tilkaldes, uden når den 1ste havde Forfald, er Noget, der, som allerede bemærket, nærmere hører under § 4. Hvad det Amendement angåer, som er stillet af den Deputerede for Sorø Amts 5te Distrikt (Neergård), så er det i fuldkommen Overeensstemmelse med hvad jeg forden har anført, Når jeg ikke i denne Anledning har fremsat noget bestemt Amendement, er det fordi jeg med Hensyn til den Stemning, som viste sig igår i Forsamlingen, troede at burde indskrænke mig såmeget som muligt til det, som havde den største Vigtighed. Da det nu imidlertid udtrykkelig er fremsat, vil jeg naturligviis stemme derfor.

Da Ingen meer begjerede Ordet, bleve de til Udkastets § 2 stillede Forandringsforslag satte under Afstemning, og blev da Resultatet følgende:

Nr. 1 (af Ræder) at der tilføjes ved Slutningen: „dog skeer Valget af 1ste og 2den Vicepræsident særskilt for hver”; blev forkastet med 135 Stemmer mod 8. Nr. 2 (af Neergård): at i Slutningen istedetfor Ordene „og Secretairer” sættes „hvorimod Secretairerne vælges med simpel Stemmefleerhed”, blev antaget med 103 Stemmer mod 40.

Derefter gik Forhandlingerne over til de ved Udkastets § 7 stillede Forandringsforslag.

David:

Jeg skulde ikke have reist mig for at tale om de af mig til § 7 stillede Amendements, da jeg troer tilstrækkeligen at have begrundet dem ved den foreløbige Behandling, og da Comiteen ved at optage dem har anbefalet dem, ifald der ved den foregående Afstemning ei var skeet en Forandring med § 2, som gjør det nødvendigt nu at forandre Ordene af det første Amendement. Det må nemlig nu her hedde „med absolut Stemmefleerhed“, og ikke: „efter Valgreglen i § 2”, thi efter denne skulle jo Secretairerne nu ei behøve absolut Pluralitet for at vælges; men det vil dog vel ialmindelighed indrømmes, at hvad der har talt herfor med Hensyn til Forsamlingens Secretairer, hvoraf der skal vælges 4, ikke har den samme Gyldighed, når Talen er om Secretairens Valg i Afdelingen eller Bureauet, tvertimod vilde det være besynderligt her, hvor der ei er flere end 30 Stemmende, et at fordre absolut Stemmefleerhed. Jeg skal iøvrigt overlade det til Comiteens Ordfører at gjøre opmærksom på denne Forandrings Nødvendighed, da jeg må antage, at han vil ansee den for en Selvfølge efter den foregående Afstemning.

With:

Det Amendement, jeg har tilladt mig at stille til § 7, gåer ud på, at ikke Alt skulde overlades til Tilfældeigheden ved Fordelingen af Medlemmerne til Bureauerne; derfor ønskede jeg, at der til hvert enkelt Bureau af Forsamlingen skulde forud vælges et vist Antal Medlemmer, for at sikkre sig, at der i samme vilde komme til at findes visse Egenskaber, visse særegne Kræfter, som måtte erkjendes ikke at være ganske almindelige. Jeg skal i denne Anledning,

for at anføre et Exempel, bemærke, at Forsamlingen ikke tæller just mange militaire Medlemmer. Når det nu hændte sig, at samtlige disse. kom ind i een eller to Afdelinger, vilde de øvrige komme til aldeles at savne militaire Kundskaber, som imidlertid, navnlig ved Behandlingen af Værnepligtsanordningen, vilde være nødvendigt. Jeg troede derfor og troer endnu, at det vilde være gavnligt, at der toges den Bestemmelse, forud at besætte visse Pladser i Afdelingerne ved Valg. Herimod er det anført, at det vilde fåe Udseende af, at disse således valgte Mænd vilde blive betragtede som overordnede de øvrige Medlemmer, som Formænd, som Lærer for de Andre; men jeg kan ingenlunde erkjende Rigtigheden af denne Argumentation; de ere jo udgåede af den hele Forsamlings Valg på Grund af deres særegne Kundskaber, uden at der derved er tillagt dem nogen Myndighed eller større almindelig Dygtigtighed end enhver Anden. Jeg tillader mig derfor at vedblive mit Amendement.

Black:

Jeg må tillade mig den Bemærkning, at jeg ikke kan stemme for det her omhandlede Amendement, og det om ikke af anden Grund, så fordi jeg nærer den Overbeviisning, at de, der således vare udvalgte til Medlemmer af Afdelingerne på Grund af deres Dygtighed i en vis bestemt Retning, vilde blive betragtede som de afgjorte Dygtigste og som de, der nærmest vilde og måtte komme i Betragtning ved Udførelsen af Afdelingernes Embedsforretninger; hermed sunde hverken de Udvalgte eller de Ikke-Udvalgte være tjente. Jeg føler mig desuden overbeviist om, at den Dygtighed i forskjellige Retninger, som kan ønskes at måtte findes i Afdelingerne, heller ikke på den anden Måde vil savnes.

Mynster:

Jeg har allerede ved den foreløbige Forhandling udtalt, at jeg er enig med det ærede Medlem, som har stillet Forandringsforslaget. Man har derimod anført, at den hele Indretning er lånt fra et andet Land, nemlig Frankrig, og at man derfor bør optage den således, som den der ved Erfaringen har viist sig gavnlig. Men det er bekjendt, at der i Frankrig er mange Stemmer, som på Grund af de dermed forbundne Ulemper have erklæret sig imod den hele Indretning, og det vilde derfor være at ønske, at man, dersom man optager Indretningen, kunde finde et Middel, hvorved disse Ulemper kunne undgåes. Man har meddeelt os et Udtog af et Skrivt af Valette og Benat Saint-Marsy, som udvikler flere Uleiligheder, hvilke Erfaringen har viist at være forbundne med Inddelingen i Bureauer. Nogle af disse kunne være eiendommelige for Frankrig, således, når man der vil have erfaret, at de åndrigste Medlemmer i Bureauerne holde sig tilbage fra at yttre sig, fordi de befrygte, at andre Medlemmer skulle bemægtige sig deres Ideer og dermed glimre i Forsamlingen istedetfor dem selv. Dette vilde vel her neppe være at befrygte; men Hovedvanskeligheden er den, som også i det foreliggende Udtog er fremhævet, at „Lodtrækningen udsætter den foreløbige Drøftelse af Lovudkastene for ethvert Lune af Tilfældeet, som således alene og blindt hen råder over de forskjellige Medlemmers Indsigter, Sagkundskab og Erfaring, som danne en stor Forsamling“. Dette viser sig i Særdeleshed, når Valget til Comiteerne skal skee gjennem Afdelingerne og disse ere indskrænkede til Valg af deres egen Midte. Det har unægtelig megen Vægt, når en Mand af sådan Indsigt og Erfaring som Dupin bemærker: „at selv i de Tilfælde, hvori de politiske Indflydelser gjøre sig mindre gjældende, kan et Bureau, alene ved et Spil af Hændelsen, være meget rigt på Fagmænd, som netop besidde det Slags Dygtighed, som den foreslåede Lov udkræver , medens et andet Bureau er mindre heldigt udstyret i så Henseende; men det er ikke Medlemmerne af de forskellige Bureauer tilladt at bytte med hinanden, og Bureauerne skulle træffe deres Valg indenfor deres egen Kreds“. Da nu et Middel tildyder sig, hvorved man kan hæve denne betydelige Vanskelighed uden at opgive Fordelene ved Forsamlingens Inddeling i Bureauer, så skjønner jeg ikke, hvorfor man ikke skulde benytte dette Middel.

Ørsted:

Jeg har allerede forhen udtalt mig om Bureausystemet derhen, at jeg finder det at være hensigtsmæssigt, eller at man dog tør håbe, at det vil have en gavnlig Indflydelse på Sagernes Drøftelse, men at man efter min Formening bør optage det aldeles i den Skikkelse, hvori det har udviklet sig i det Land, nemlig Frank

rig, hvorfra man optager det, uden deri at gjøre nogen Forandring, sålænge Erfaringen ikke har viist, at den er nødvendig. Det er bleven anført, at det er meget tilfældigt, hvilke Medlemmer der komme sammen i Comiteen; det er det vistnok også, men imidlertid er det dog under enhver Omstændighed klart, at Indretningen vil tjene til at bringe Medlemmerne i meget Samqvem og Tankeudverling med hverandre, og det er netop det, jeg anseer for fordeelagtigt. Derhos må jeg bemærke, at man for den Tilfældeighed, hvorpå Comiteernes Sammensætning vilde beroe, og som er anført at kunne have en skadelig Indflydelse på Forhandlingerne, har et Correctiv deri, at Forsamlingen jo altid har den Udvei at kunne udvælge Medlemmer til Comiteerne ved Siden af de af Afdelingerne valgte. Desuden må jeg bemærke, at det ikke er nødvendigt, at Sagerne skulle henvises til Afdelingerne. Dersom det altså viser sig, at de ikke udrette, hvad man har lovet sig af dem, men at de snarere have skadelig Indflydelse på Sagernes Gang, kan man atter ophæve denne Indretning, som dog har såmeget for sig, at den bør forsøges, og det i den Reenhed, hvori den er os overleveret fra et fremmed Land. Med Hensyn til den Indvending, som er gjort mod det nysomhandlede Amendement, at de, som vare valgte til Medlemmer af Afdelingen, vilde fåe en stor Overvægt og betage Forhandlingerne i Afdelingerne deres Frihed og åbne Charakteer, da troer jeg også, at man bør være meget varsom med at indlade sig på sådanne Valg. Jeg seer nemlig ikke Andet, end at Forsamlingen i så Fald måtte sætte sig den Opgave, at vælge de sagkyndigste og dygtigste Mænd i de forskjellige Grene af de Sager, som ville komme under Forhandling; og hvis Forsamlingen da var heldig i sine Valg, vilde der i hver Afdeling komme nogle af de dygtigste Mænd i hvert Fag, som let måtte fåe en stor Overlegenhed og af de andre Medlemmer måskee blive betragtede med misundelige Blikke. Jeg troer derfor, at man, som sagt, bør prøve denne Indretning, således som den er os overdraget, om det end kunde være muligt, at der ved den foreslåede Forandring kunde vindes noget Godt.

Olrik:

Det af mig stillede Amendement er støttet på den Betragtning, at Forsamlingen ei burde for hele Rigsdagens Varighed binde sig til den første Fordeling i Afdelingerne. Vel har man anført, at det vil ståe ethvert Medlem frit ved et specielt Forslag at bevirke en ny Fordeling til Afdelingerne; men da hvert Medlem dog kun hører til een Afdeling, vil Motiveringen af et sådant Forslag være forbunden med særegne Vanskeligheder, og det forekommer mig derfor simplere og mere hensigtsmæssigt, at hele Forsamlingen, når Omvalg af dets Embedsmænd finder Sted, udtaler, hvorvidt den ønsker, at en ny Fordeling til Afdelingerne skal finde Sted.

Ørsted:

Det Amendement, som jeg har stiller, falder i sin Hensigt aldeles sammen med det, som er stillet af den ærede Rigsdagsmand, som nylig talte, og hvis Forsamlingen skulde antage det, vil jeg gjerne frafalde mit; kun hvis det af een eller anden Grund ikke skulde fåe Pluralitet for sig, skulde jeg ønske, at mit måtte betragtes som subsidiairt. Dog må det bemærkes, at mit Amendement indeholder et Tillæg, som måskee kunde tages under særegen Overveielse, nemlig at de ældre Afdelinger blive i deres Virksomhed med Hensyn til de allerede begyndte Sager. Dersom man vil ansee dette som Noget, der følger af sig selv, kunde det også gjerne bortfalde, men i manglende Fald ønsker jeg, at, efterat det af den ærede Rigsdagsmand stillede Amendement måtte være antaget, Slutningen af mit sættes under Afstemning.

Tage Müller:

Når jeg tillader mig at reise mig, er det for at tilføje nogle få Ord i Anledning af det gjorte Forslag om, at der i de 5 Bureauer eller Afdelinger skulde forlode udvælges 5 Medlemmer ved Stemmegivning af hele Forsamlingen, men Resten ved Lodtrækning. Disse få Ord ere ikke af den Vigtighed, at jeg i den Anledning, når jeg ikke var bleven opfordret dertil, skulde have reist mig. Jeg mener, at der er Adskilligt, som kan siges både for og imod, men troer dog imidlertid ikke, at den Grund, at når man optager en Indretning fra et fremmed Land, den da ganske skal optages i sin Heelhed, er af en så overveiende Vigtighed, at ikke også den anden Modgrund har sin fulde Vægt, at man ikke bør overlade Mere end nødvendigt til Tilfældet. Da dette Udkast til Forretnings

ordenen kun angåer den nærværende Forsamling, så kunde det vel også let blive for seent, om man først ved Erfaringen skulde overbevise sig om, at det Correctiv for Tilfældeigheden, som man nu forkastede, dog alligevel var gavnligt.

Krieger:

Jeg vil ikke nægte, at der kan anføres Grunde, der tilsyneladende stærkt anbefale en Lempning, en Rettelse af Delingssystemet, og dog have disse Grunde ikke overbeviist mig. Det er ikke blot fordi man ved at optage en Institution fra et fremmed Land skal optage den, som den der beståer; denne formelle Grund vilde jeg ikke lægge så stor Vægt på; men mere Vægt vil jeg lægge på den Omstændighed, at man i Frankrig, trods de Indvendinger, som af og til ere fremkomne mod Lodtrækning, dog har fastholdt det rene Lodtrækningsprincip således, at der nu neppe er nogen practisk Tvivl om, at det er det ene rigtige; men fornemmelig vil jeg holde mig til Sagen selv. Trods det Spil, der er bleven drevet med Ordene „demokratisk“ og „aristokratisk“, troer jeg dog, at de ret passende kunne anvendes i nærværende Tilfælde. Lodtrækning fortjener efter min Formening at antages, når man overhovedet vil gåe ind vå Afdelingerne, som det eneste ligelige, demokratiske Fordelingsmiddel, og jeg frygter for, at hvis enkelte Medlemmer skulde voteres ind i enhver Afdeling, vilde de i denne komme til at ståe i et falsk Lys; det måtte, synes mig, være høist ubehageligt, således at blive sat ind ved Valg i de enkelte Afdelinger som et Slage Skolemestere. Det forekommer mig langt naturligere, hvor man vil have Afdelinger, at lade det beroe på Tilfældet, hvilke Medlemmer der skulde komme sammen. Det er netop denne Sammenblanden, der ansees for et Gode; det er denne Nødvendighed for Alle, som komme sammen i de enkelte Afdelinger, at oplyse hinanden indbyrdes, man på denne Måde vil opnåe. Jeg skal derfor forbeholde mig, for det Tilfælde, at Forsamlingen antager dette Amendement, at det bliver sat under Afstemning, om man da ikke heller skulde opgive det hele Afdelingssystem.

Algreen-Ussing:

Den høitærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt (Ørsted) og den sidste Taler have tilstrækkeligt udtalt det, som jeg kunde have at sige til Forsvar for, at Bureausystemet er beholdet i den Skikkelse, hvori vi have optaget det, nemlig efter det Franske. Det vilde i mine Tanker være en total Forstyrrelse af det hele Princip, dersom man, således som foreslået, vilde lade Forsamlingen vælge visse Medlemmer, der skulde indræde i disse Afdelinger, som særdeles skikkede til at lede dem. Med Hensyn til hvad den ærede Proponent, Rigsdagsmanden for Veile Amts 6te Distrikt (With) har erklæret om, at der kunde være særegne Sager, hvori særegne Kundskaber vilde udkræves, som måske ikke ere repræsenterede i flere Afdelinger, navnlig militaire Sager, da er der jo, som tildeels allerede bemærket, to simple Midler til at råde Bod derpå, enten at det vedtages at nedsætte en særegen Comitee til sådanne Sagers Behandling, eller at Forsamlingen forbeholdeer sig selv at udnævne et vist Antal Medlemmer til Comiteer i sådanne Sager. I det af den 11te Kongevalgte (David) stillede Amendement, som Comiteen har optaget, vil det vistnok være nødvendigt at modificere de Udtryk, som ere foreslåede i § 7. Comiteens Mening er ganske vist vedblivende den, at Formanden og Secretairerne i Afdelingerne bør vælges ved absolut Pluralitet, og jeg troer heller ikke, at der vil være nogen Modsigelse deri, at man har besluttet, at Forsamlingens Secretairer skulle vælges med simpel Pluralitet; navnligen bortfalder for Afdelingerne den Hovedgrund, som blev gjort gjældende med Hensyn til Secretairvalget i Forsamlingen, nemlig den Besværlighed og Tidsspilde, det vilde medføre. Comiteen vitde også have udtrykt det, som den ærede Taler har foreslået, ved at sætte „absolut Pluralitet“, men man var bleven så bange for de fremmede Ord, at man ikke turde optage det. Det af den ærede Deputerede for Frederiksborg Amts første District (Olrik) stillede Amendement har Comiteen vel ikke optaget, men den har dog fundet, at Meget kan tale for samme, og den er derfor ikke uvillig til at understøtte det under Afstemningen; muligen vil derved det af den høitærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die District (Ørsted) stillede Amendement bortfalde, da det vel kan ansees fyldestgjort derved. Det er ganske vist også hiin Rigsdagsmands Mening, at Bureauerne skulle be

ståe for de Sager, som engang ere overgivne til Behandling i dem; det er Noget, som ligger i det hele Bureausystems Væsen og er også under den foreløbige Behandling af mig tilstrækkelig udhævet som Noget, der overalt finder Sted, hvisârsag Comiteen har fundet det overflødigt udtrykkelig at tilføje det.

Ørsted:

Jeg vilde kun bemærke, at jeg under denne Forudsætning frafalder mit Amendement.

Madvig:

Jeg havde kun et Par Bemærkninger at gjøre, og efter hvad de to ærede Medlemmer af Comiteen har anført, har jeg nu kun Lidet at tilføje. Det forekommer mig at være af stor Vigtighed, at man holder på Lodtrækningen i sin Heelhed, og til det Gode, som de foregående Talere have påviist, at man derved vil opnåe, skal jeg kun føie een Grund imod de foreslåede Valg, som lader sig hente fra den overmåde store practiske Vanskelighed, som ligger i at gjennemføre den Modification, som tilsigtes ved Amendementet. Man skulde nemlig vælge 5 Medlemmer for at repræsentere den specielle Dygtighed i enhver af Afdelingerne. Jeg vil nu ikke tale om den Tidsspilde, det vil medføre, især hvis Afdelingerne skulde fornyes, men jeg vil gjøre opmærksom på, at når man har en bestemt Comitee, hvortil man skal vælge 5 Medlemmer, vil man vel nok kunne træffe et Valg af 5 Medlemmer med Særdeles Indsigt i de Sager, som foreligge Comiteen; men når man skal dele sig i Afdelinger, vil det være meget vanskeligt at udfinde for enhver Afdeling 5 Medlemmer, hos hvem man kan præsumere en særdeles Dygtighed for de forekommende Tilfælder, selv når vi indskrænke os til de tre foreliggende Anliggender, nemlig Grundloven, Værnepligtssagen og Finantsspørgsmålet; thi alene den første Sag kan gjøre Krav på så mangesidig Dygtighed, at det vil være meget vanskeligt at bestemme sig for 5 Medlemmer, som kunne ansees at repræsentere den alsidige Dygtighed, som man skulde give en Afdeling som Correctiv. Men dertil kommer en anden stor Vanskelighed, nemlig man skal ikke vælge 5 dygtige Medlemmer for een, men for 5 Afdelinger, og man vilde da vælge de 5, som Forsamlingen ansåe for ganske fortrinlig dygtige, til den første Afdeling; den anden Afdeling måtte lade sig nøie med 5, som vistnok vare dygtige, men som man dog ikke ansåe i den Grad dygtige som de første; den 3die Afdeling blev da svagere, den fjerde endnu svagere og den femte blev allersvagest Det synes mig således ganske klart, at dette, at man successivt skal foretage Valg til 5 forskjellige Afdelinger, åbenbart medfører den store Uleilighed, at man ikke vil kunne betragte de således dannede Afdelinger som stående ved Siden af hverandre, men som indeholdende en forskjellig Grad af valgt Dygtighed; thi den Dygtighed, som Tilfældet skulde bringe derind, kan ikke let komme i Betragtning. Altså med Hensyn til den practiske Vanskelighed troer jeg, at man må lade Tilfældet råde fuldstændigt, når man først indlader sig på dette System.

Bang:

Det er allerede sagt af den ærede Ordfører, at det fulgte af sig selv, at når det tredie Amendement blev antaget af Forsamlingen, så var det dog således at forståe, at de ældre Afdelinger skulde blive i deres Virksomhed med Hensyn til de allerede begyndte Sager. Jeg skjønner imidlertid ikke rettere, end at denne Sætning er af en så positiv Natur og af den Vigtighed, at det var ønskeligt, at den kunde blive udtrykkelig optaget i det endelig affattende Regulativ, og det er derfor, at jeg for det Tilfælde, at det tredie Amendement antages, optager den sidste Deel af det Amendement, der er stillet under Nr. 4, som, såvidt jeg skjønner, betingelsesviis er frafaldet af Amendementstilleren.

Algreen-Ussing:

Jeg seer ikke, at der kan være Noget til Hinder for, at denne Deel optages, således som foreslået. Comiteen har forudsat, at denne Sætning fulgte af sig selv, og har anseet det ufornødent at udtale sig nærmere derover. Iøvrigt kan jeg, da jeg har reist mig, ikke Andet end udtale Comiteens Tak til den Deputerede for Bornholms 2det Distrikt (Madvig) for de skarpsindige Bidrag, han har givet til Oplysning om de practiske Vanskeligheder, som det fremsatte Forslag i sin Udførelse vilde medføre.

Ørsted:

Jeg mener, at den sidste Deel af mit Amendement vil kunne gåe ind som et Tillæg i det Amendement, som den ærede

Rigsdagsmand for Frederiksborg Amts 1ste Distrikt (Olrik) har stillet, hvis dette Amendement antages af Forsamlingen:

Ved den derefter stedfindende Afstemning over de til Udkastets § 7 stillede Forandringsforslag, blev Resultatet følgende,

Nr. 1 (af David, optaget af Udskudet): Jmellem Ordene „strax“ og „en Formand“ indskydes „med absolut Stemmefleerhed“; blev antaget med 118 Stemmer mod 26; og i Paragraphens Slutning tilføjes; „og udnævner efter endt Forhandling med absolut Stemmefleerhed det eller de Medlemmer af Udskudet, som den har at vælge“; blev antaget med 119 Stemmer mod 25.

Nr. 2 (af With): At denne Paragraph kommer til at lvde således: „Forsamlingens Medlemmer fordeles i 5 omtrent lige talrige Afdelinger. Til Medlem af hver enkelt af disse Afdelinger udvælges 5 ved Stemmegivning af hele Forsamlingen, men Resten ved Lodtrækning. Hver Afdeling vælger strax under Ledning af Afdelingens ældste Medlem en Formand og en Secretair etc.; blev forkastet med 137 Stemmer mod 7;

Nr. 3 (af Olrik): „Når Omvalg af Forsamlingens Embedsmænd finder Sted, afgjør Forsamlingen tillige, hvorvidt en ny Fordeling af dens Medlemmer skal foretages og i bekræftende Fald forholdes på den ovenanførte Måde“; blev antaget med 122 Stemmer mod 22;

Nr. 4 (af Ørsted), dets sidste Deel: „dog at de ældre Afdelinger blive i deres Virksomhed med Hensyn til de allerede begyndte Sager“; blev antaget med 137 Stemmer mod 7.

Forhandlingerne gik derefter over til de til Udkastets § 8 stillede Forandringsforslag.

David:

Så gjerne jeg end indrømmer, at det ei er absolut nødvendigt, når man overfører en Indretning fra et fremmed Land at optage denne i kin Heelhed, men at det ofte kan være rigtigt, kun at optage en Deel af samme, som ifær passer for os, så forekommer det mig dog unægteligt, at der bør være stærke Grunde forhånden, når man af en Institution vil borttage Noget, som andetsteds har bestået sin Prøve og viist sig nødvendigt. Det er derfor, at jeg vedblivende må ansee det for rigtigt, at der i Forretningsordenen findes en Bestemmelse, der kan værne imod en Sags utilbørlige Forhaling i Bureauerne, og at man ligeledes optager den Bestemmelse af det franske Reglement, at når den større Fleerhed af Bureauerne have endt deres Arbeider, skal Comiteen ankees som constitueret. I Frankrig er dette Tilfældet, når 2/3 af Bureauerne ere færdige; jeg har foreslået, at dette compelle skal bringes i Anvendelse, når fire have valgt; men jeg indseer ikke, at man kan undvære et sådant, eller hvorfor Forretningsordenen ikke skulde indeholde den Fremgangsmåde, der skal følge s, når et sådant Tilfælde indtræder. Også anseer jeg det af mig foreslåede Middel til at fremskynde den Afdeling, som er in mora, til at slutte sin Forhandling, for hensigtsmæssigere end det af den 3die kjøbenhavnske Rigsdagsmand (Ørsted) i Forslag bragte, thi man vil ikke let bestemme sig til at bringe dette i Anvendelse og at reise en Sag, hvor Anklagen eller Beskyldningen for den langsommere Behandling i en Afdeling såre let kan blive antaget for noget Personligt.

Ørsted:

Det Amendement, som er stillet af den ærede Taler, som nylig har sat sig, falder i sin Tendents sammen med det af mig stillede; det gåer nemlig ud på at sikkre Forsamlingen en Myndighed, hvorved den kan fremskynde Forhandlingernes Tilendebringelse i Afdelingerne. Men det forekommer mig, at det aldeles ikke er tilstrækkeligt til Øiemedets Opnåelse; thi dersom der er mere end een Afdeling, som er gået langsomt frem, „har Forsamlingen efter dette ikke Magt til at fremskynde Sagens Tilendebringelse, men det vil man kunne efter det Amendement, som jeg har foreslået. Jeg må derhos bemærke, at, som den ærede Taler har anført anvender man

i Frankrig dette Middel, når 2/3 af Bureauerne have sluttet deres Forhandlinger af en Sag, hvorimod her udfordres endog 4/5, så at man her altså løber større Fare for at Sagerne blive forsømte. På den anden Side er der bleven indvendt, at der skulde være noget Forhadt i at gribe til det Middel at pålægge Afdelingerne at gjøre sig færdige; men det er dog Noget, som ikke kan være af en så forhadt Natur. Det er blot med Hensyn til Sagernes Gang, at Forsamlingen foreskriver Afdelingerne en vis Frist til at tilendebringe deres Forhandlinger, men der påføres dem ikke derved nogen videre Ulempe; vel finder der da ikke længere nogen Forhandling Sted i samme, men ved de Forhandlinger, som ere foregåede, ere Medlemmerne dog udrustede med det Kjendskab til Sagen, som der har været Anledning til at såe i Afdelingerne. Jeg troer, at der heri ikke kan findes noget Forhadt, og det vil også være noget virksommere end det, som er foreslået af den ærede Rigsdagsmand, Jeg må også tilståe, at det forekommer mig, at der er nogen Utydelighed deri, når det hedder, at når 4 Afdelinger have endt deres Forhandlinger og foretaget de dem påliggende Valg til Udskudet, skal dette for Afdelingernes Vedkommende ansees for constitueret. Udskudet eller Comiteen vil nemlig da ikke i det Hele kunne træde i Kraft, og Valgene fra Forsamlingens Side ville da være såmeget mere nødvendige, når nogle af Afdelingerne ståe tilbage med deres Comiteevalg.

Algreen-Ussing:

Da det Forretningsregulativ, som her er bragt i Forslag, alene skal gjælde for den nærværende Forsamling, har Comiteen ikke anseet det for nødvendigt at træffe nogen Bestemmelse for det, som det dog må antages, ikke sandsynlige Tilfælde, at Afdelingerne ikke skulde fremme,dere Forhandlinger således, at de omtrent samtidigen blive færdige. I Forretningsregulative for de kommende Rigsstænder kan det muligen findes nødvendigt at foreskrive Regler i denne Henseende, men for denne Forsamling kan det neppe ansees nødvendigt. Af de to Amendements, der i denne Henseende ere stillede, skulde jeg i alt Fald være tilbøjelig til at foretrække det af den 11te kongevalgte Deputerede (David) stillede; navnlig har det med Hensyn til det andet forekommet Comiteen noget vanskeligt, når samtlige Afdelinger stode tilbage med Sager, at Forsamlingen da skulde forelægge dem samtlige en Frist, det vil sige, at Forsamlingen skulde pålægge sig selv snarest muligt at tilendebringe Sagerne. Hvad det 4de Amendement angåer, som er stillet af Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 3die District (Ørsted), da har jeg allerede under den foreløbige Behandling bemærket, at Comiteen ikke troer at kunne tiltræde det. At Forsamlingen, efterat Valget i Afdelingerne er foregået, skal tage Beslutning om at forstærke Comiteerne ved Valg af hele Forsamlingen, indeholder, efter Comiteens Formening, en Kritik over de trufne Valg, som bør søges undgået, og at Comiteen selv skulde hos Forsamlingen andrage på at eet eller andet bestemt navngivet Medlem skulde tilforordnes den, vilde jo i Grunden være at give Comiteen Ret til at vælge dette Medlem eller og udsætte det af den foreslåede Medlem for den Ubehagelighed at see sig forkastet af Forsamlingen. Hvad det under Nr. 3 stillede Amendement angåer, at det uden Forhandling skal afgjøres, deels om Comiteen alene skal vælges gjennem Afdelingerne eller forstærkes ved et vist Antal Medlemmer, og deels af hvor mange Medlemmer den skal beståe, da er navnlig det første Punkt ikke så uvigtigt, at det burde affkjæres Vedkommende, ved en kort Forhandling at udtale sig herom.

Da Ørsted her vilde tage Ordet, gjorde Formanden ham opmærksom på at efter den vedtagne Regel måtte ethvert Medlem kun tage Ordet eengang ved Behandlingen af hver enkelt Paragraph; da det imidlertid oplystes, at Ørsted havde forstået denne Regel således, at den fun havde Hensyn til Brhandlingen af hvert enkelt Forslag, gav Formanden ham med Forsamlingens Bifald atter Ordet.

(Fortsættes.)

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr.70), i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Ottende Møde. (Fortsat.)

Ørsted:

Den ærede Ordfører har meent, at det vilde være anstødeligt, når Forsamlingen her, efterat Medlemmerne til Comiteen vare udnævnte af Afdelingerne, vilde udnævne flere Medlemmer til denne, fordi det skulde være at kaste Vrag på de Valg, som af Afdelingerne vare trufne. Det forekommer mig imidlertid aldeles ikke at være Tilfældet, thi der kan dog i een Afdeling let findes flere Medlemmer, som kunne være særdeles skikkede til at indtræde i Comiteen, medens der i en anden Afdeling kan være Mangel på sådanne; Valgene kunne altså være foretagne med den største Skjønsomhed, og dog vil man ikke fåe Comiteen så fuldstændig og hensigtsmæssig udstyret, som man kunde have fået den, når man havde frit Valg igjennem samtlige Afdelinger; enhver Afdeling har nemlig kun Valget inden dens egne Grændser. Der kan også tænkes et andet Tilfælde; der kan være valgt særdeles dygtige Medlemmer af alle Afdelinger, men som have Dygtighed i een og samme Retning, og der kan således komme til at mangle Medlemmer, som have Dygtighed i en anden Retning. Det forekommer mig derfor, at det er meget vigtigt, at Forsamlingen altid må kunne supplere Afdelingernes Valg, og jeg troer, at man på den Måde kan fåe hensigtsmæssigere Comiteer end på den anden, når Afdelingerne alene skulle vælge, eller hvis man i Forveien skal have erhvervet sig Ret til at supplere Valget; skulde dette blive Regel, troer jeg, at Forsamlingen gjør bedst i bestandig at forbeholde sig denne Ret. Hvad mit andet Forandringsforslag angåer, at en Comitee selv kan andrage på Forstærkning af eet eller andet Medlem, så findes jo en sådan Bestemmelse allerede i Stænderanordningen. Jeg troer ikke, at det har gjort nogen Skade der; det er vel ikke ofte bleven brugt, men når det er bleven brugt, da har det været, fordi Comiteen er kommen efter, at der var en Mand med særdeles Sagkundskab med Hensyn på den Gjenstand, som Comiteen beskjætigede sig med, og som den derfor måtte ønske at fåe indlemmet i Comiteen; den vil ikke gjøre sådant Forslag, uden at det er en Mand, som i Forsamlingen er erkjendt for at have særdeles Dygtighed, og dens Begjering om hans Optagelse i Comiteen vil derfor, så at sige, aldrig blive nægtet, selv om Forsamlingen antog, at det ikke var nødvendigt at fåe det Medlem ind, som Comiteen ͻ: dens Pluralitet, ønsker; til en Enkelts Ønske vilde der naturligviis ikke blive taget noget Hensyn. Jeg troer således, at der vil være Noget vundet ved dette Forslag, uden at der kan være Noget tabt derved.

Ræder:

Det forekommer også mig med Hensyn til Amendementet Nr. 4 Litr. a, at man må tage sig i Agt for at binde Hænderne på Forsamlingen selv; jo større Frihed, Forsamlingen har, desto bedre. Om denne Bestemmelse også mange Gange skulde blive overflødig, gjør dette Intet; men det kan være overmåde vigtigt, at man forbeholder sig en sådan Frihed. Med Hensyn til Amendementerne under Nr. 1 og 2 vil jeg foretrække det under Nr. 2; thi det forekommer mig, at Amendementet under Nr. 1, som gåer ud på, at man skal vente, indtil 4 Afdelinger ere færdige, måske kunde medføre, at man kom til at vente meget længe, og at den Forholdsregel, Amendementet indeholder, desuden er for skarp. Derimod kan Amendementet under Nr. 2 anvendes til enhver Tid, når Forsamlingen måtte finde, at Forhandlingerne varede forlænge, og det er heller ikke så strængt som hiint under Nr. 1, hvorefter den 5te Afdeling, når de 4 andre ere færdige, vilde blive udelukket fra Comiteevalg.

Krieger:

Når Udskuddet har foreslået i den 8de §, at Forsamlingen allerede ved en Sags Henviisning til Afdelingerne skal bestemme, hvorvidt den senere, efterat Sagen var gået igjennem Afdelingerne, ved et vist Antal frit valgte Medlemmer vil forstærke det Antal Comiteemedlemmer, der allerede er valgt igjennem Afdelingerne, da har man derved havt for Øie, at Afdelingernes Sammensætning er bekjendt på den Tid, da Beslutningen om Comiteens Forstærkelse ved frit Valg skulde tages; man veed forud, hvorledes Forsamlingens Medlemmer ere omdeelte i Afdelingerne; man kan således oversee, hvorvidt der efter den Sags Beskaffenhed, som netop skal henvises til Afdelingerne, måtte være Grund til at ønske, at man havde frie Hænder til at føie nogle nye Medlemmer til foruden dem, som måtte blive valgte igjennem Afdelingerne. Jeg sætter, at der handledes f. Er. om Værnepligtsloven, og Tilfældet har villet, at en stor eller den største Deel af de Medlemmer, som man netop med Hensyn til den anseer for dygtige, just skulde være samlede i een Afdeling, da forekommer det mig, at der var Grund til forud at bestemme, at man vilde forstærke det Udskud, som fremgåer af Afdelingernes Valg; men det er noget ganske Andet, i Almindelighed at forbeholde sig en Ret til at forstærke et sådant igjennem Afdelingerne skeet Udvalg, thi det synes mig dog at være at forbeholde sig en Kritik over Afdelingernes Valg. Jeg kan idetmindste ikke opfatte Forholdet anderledes, end at man siger: „lader og nu først see, om Afdelingerne vælge godt; hvis de vælge godt, så ville vi ikke forandre Comiteens Sammensætning, men hvis vi ikke ere tilfredse med de Valg, Afdelingerne foretage, så ville vi gjøre det bedre, så ville vi føie Andre til, for at vi kunne fâe en sådan Comitee, som vi ville have den”; men at forbeholde sig en så general Kritik over Afdelingernes Valg forekommer mig upassende. Man må her enten have Afdelingerne og lade dem beholde deres Betydning, eller man må slet ikke have dem. Hvad det andet Forslag angåer, som ligeledes er stillet af den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt (Ørsted), at Comiteen selv skulde kunne andrage hos Forsamlingen om Forstærkning ved eet eller andet Medlem foruden de allerede valgte, da troer jeg, at lignende Betragtninger her kunne gjøres gjældende, skjøndt, jeg indrømmer, af mindre Vægt, så at jeg ikke lægger så megen Vægt på, hvorvidt dette Forslag måtte blive antaget eller forkastet, som på det første. Hvad der i denne Henseende blev gjort gjældende af Comiteens Ordfører, troer jeg, vil findes at være rigtigt, at man nemlig enten giver Comiteen for stor Magt, når man erkjender, at Comiteens Forslag uden videre vil gåe igjennem i Forsamlingen, eller man sætter Comiteen og den, kom af Comiteen bliver foreslået, i en højt ubehagelig Stilling, dersom Forsamlingen skal prøve, hvorvidt det er rigtigt, at der tilforordnes et sådant Medlem. Jeg troer ikke, at det kan nægtes, at dersom man lægger Vægt på Sammensætningen af den Comitee, som forelødig forbereder Sagen, skal man ikke tillade, at denne Sammensætnings Charakteer forandres, idet man således giver et Middel til deri at indbringe nye Elementer. Med Hensyn til de Forandringsforslag, som ere stillede under Nr. 1 og 2, da skulde også jeg foretrække det første, hvis eet af dem skulde bifaldes, skjøndt jeg erkjender, at det måskee ikke er strengt nok, dersom man vil have en bestemt Regel; jeg nægter imidlertid ikke, at det dog måskee ikke turde være uden Fare at opsætte at tage en sådan Bestemmelse, indtil det viste sig, hvorvidt der var Grund til at give Afdelingen en Påmindelse om at skynde sig. Men det er dog ganske vist, at her fornemmeligen er Tale om den moralske Indflydelse, som Spørgsmål,

der reises her i Salen, måe udøve; thi slige Spørgsmål kunne naturligviis ligesåvel stilles til Afdelingens Formand som til Ministeriet.

Algreen-Ussing:

Til hvad Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns Amts 4de Distrikt (Krieger) har yttret med Hensyn til det under Nr. 4 Litr. a stillede Amendement, skal jeg kun tilføie, at hvis dette Forslag antages, vil derved den Bestemmelse, som Udkastets § 8 indeholder, at Forsamlingen strax ved en Sags henviisning til Afdelingerne skal tage Beslutning, om disse alene skulle vælge Medlemmer til Comiteen, eller om de af dem Valgte skulle forstærkes ved flere af Forsamlingen frit valgte Medlemmer, gjøres overflødig, thi der vilde da altid efter Udfaldet af Valget i Afdelingerne blive Spørgsmål, om ikke Comiteen skulde forstærkes ved Valg fra Forsamlingens Side. Hvad det andet under Litr. b stillede Amendement angåer, skal jeg bemærke, at Sammenligningen med hvad der har været Tilfældet i Provindsialstænderne, foruden hvad der iøvrigt efter disses og denne Forsamlings forskjellige Charakteer, derimod kan indvendes, i dette Tilfælde såmeget mindre kan være afgjørende eller tjene til Rettesnor, som det, hvis det af Comiteen i § 26 Foreslåede gåer igjennem, at der også skal udfordres absolut Pluralitet til de Valg, som skee gjennem hele Forsamlingen, virkeligheden, hvis hiint Amendement antages, vilde blive Tilfældet, at et ringe Antal af Forsamlingens Medlemmer, nemlig de til Comiteen Valgte, kunde bringe nye Medlemmer ind i Comiteen.

Hammerich:

Jeg skal tillade mig at bemærke med Hensyn til det første Forandringsforslag til den her omhandlede Paragraph, at det forekommer mig, at Følgen deraf vil blive, at der gjennem Afdelingerne kun kommer 4 Medlemmer i Udskudet istdetfor 5, da det i Reglen altid vil skee, at fire Afdelinger blive færdige før den femte, og derfor den femte ikke kommer til at vælge.

Algreen-Ussing:

Jeg troer at den ærede Taler har misforstået Amendementstilleren, thi hans Mening har vist ikke været, at den Afdeling, der er in mora, skulde være betaget sin Ret til senere at vælge et Medlem af Comiteen. Han har kun villet tilkjendegive, at Comiteen skulde have Ret til at constituere sig og træde i Virksomhed, når 4 Afdelinger havde endt deres Forhandlinger, naturligviis med Forbeholde for den Afdeling, der ikke endnu måtte være bleven særdig, til senere at udvælge et Comiteemedlem, som da træder til. Forslaget skal kun, som Amendementstilleren har bemærket, være et Middel til at fremskynde Sagen.

Hvidt:

Efter den Forklaring, som den ærede Ordfører har givet Amendementet, og hvorved han, som det synes mig, har understøttet det, må jeg dog gjøre opmærksom på, at det efter min Mening under alle Omstændigheder vil medføre en Forstyrrelse i Comiteens Forhandlinger, når et nyt Medlem, som ikke fra Begyndelsen af har taget Deel i dens Arbeide, skulde træde til. Det blev da nødvendigt at gjøre et sådant Medlem bekjendt med de Forhandlinger, der tidligere havde kundet Sted, og der kunde undertiden udkræves længere Tid for at sætte ham ind i Forhandlingernes hele Gang.

Sponneck:

Med Hensyn til det første af de af den ærede Rigsdagsmand for det 3die kjøbenhavnske District (Ørsted) stillede Amendements skal jeg tillade mig nogle få Bemærkninger. Man har med Føie gjort opmærksom på, at der ligger noget Besynderligt i, at Forsamlingen, som beståer af de samme Medlemmer som Afdelingerne, skulde kunne forelægge samtlige disse en Frist, inden hvilken de skulde have deres Arbejde tilendebragt. Allerede af denne Grund måtte jeg stemme imod Amendementet, men jeg har også en anden Grund hertil. Det forekommer mig nemlig selvforståeligt, at Forsamlingen, når den finder Føie hertil, må være berettiget til ved Stemmefleerhed at afgjøre, at der skal forelægges den Afdeling, som er in mora, en Frist til Tilendebringelsen af dens Arbeide. Dette har jeg udtrykkeligt villet bemærke, fordi jeg antager, at man, uagtet man stemmer imod Amendementet, dog kan formene, at Forsamlingen har en sådan Ret, og at man altså ikke, ved at stemme derimod, fraskriver Forsamlingen en Ret, som den eo ipso må have.

Eriksen:

Idet jeg tillader mig at anbefale mit Amendement, skal jeg kun bemærke, at Hensigten dermed ene og alene har været at vinde Tid, og at det forekommer mig, at Forsamlingen, når der

har været givet vedkommende Proponent Lejlighed til at udtale sig om sit Forslag, vel derefter vil kunne træffe det Rigtige.

Da Ingen flere begjerede Ordet, skredes der til Afstemning over de ved Slutningen af § 8 stillede Forandringsforslag, og blev Resultatet af denne Afstemning følgende:

1. Davids Forslag: Når fire Afdelinger have endt deres Forhandlinger og foretaget det dem påliggende Valg til Udskudet, ansees dette, for Afdelingernes Vedkommende, for constitueret; forkastet med 127 Stemmer mod 17.

2. Ørsteds Forslag: At Forsamlingen er bemyndiget til at forelægge samtlige Afdelinger eller de enkelte af disse, der måtte ståe tilbage med en vis Sag, en passende kort Frist til dens Tilendebringelse; forkastet med 123 Stemmer mod 21.

3. Christen Eriksens Forslag: At der efter Ordene „fastsætter Forsamlingen“ tilføies „uden Forhandling”; forkastet med 140 Stemmer mod 4.

4. Ørsteds Forslag: a) At Forsamlingen også, efterat Valgene i Afdelingerne ere foregåede, kan tage Beslutning om Comiteens Forstærkning ved frit Valg af Forsamlingen; forkastet med 143 Stemmer mod 1. b) At også en Comitee selv kan andrage hos Forsamlingen på, at eet eller andet Medlem foruden de oprindelig valgte tilforordnes; forkastet med 90 Stemmer mod 54.

Med Hensyn til det af Christen Eriksen ved § 9 stillede Forandringsforslag:

At der efter Ordene „bestemmer den“ tilføies „uden Forhandling”, hvilket derefter sattes under Discussion, yttrede Ingen sig, og det blev ved den foretagne Afstemning forkastet med 140 Stemmer mod 3.

Man gik derpå over til Forhandling af det af David ved § 10 stillede Forandringsforslag.

David:

Som jeg under den forelødige Forhandling bemærkede det, troer jeg, at det nu er unødvendigt, at i alle Tilfælde Comiteebetænkningen skal være omdeelt 3 Dage forinden den kan komme til Forhandling. Hvad vigtigere Sager angåer, kunne Betænkningerne naturligviis være af en sådan Vidtløftighed, at disse bør være omdeelte 3 Dage, ja måskee længere inden Sagens Foretagelse; men med Hensyn til mindre vigtige Sager eller mindre vidtløftige Betænkninger, vilde to Dage være tilstrækkeligt, og jeg har derfor troet, at, dette Amendement, hvorved een Dag vil kunne vindes, hvor dette uden Skade for Sagens Behandling kan skee, og hvorved det ei vil blive forhindret, at der indrømmes en længere Tid til de mere vigtige Comitee-Betænkningers Gjennemgåelse, fortjener at komme i Betragtning.

Algreen-Ussing:

Jeg må gjentage, hvad jeg under den foreløbige Behandling har bemærket, at de Sager, som her kunne ventes at komme under Behandling, ere af den Vigtighed, at man må ønske, at der gives Forsamlingen en rundelig Tid til at gjøre sig bekjendt med de over samme afgivne Betænkninger, der sandsynligviis i de fleste Tilfælde ville blive af ikke ringe Omfang. Forsamlingen vil vist også erkjende, at når Proponenten ikke har troet at turde gåe videre end til, istedetfor 3 Dage at foreslåe idetmindste 2 Dage, er dette en så uvæsentlig Modification, at der neppe kan være Anledning til derom at stille et Amendement.

Rée:

Jeg troer dog, at der kunde vindes nogen Tid, når det var tilstrækkeligt, at Betænkningerne blot fremlåe i 2 Dage. Det kommer her iøvrigt meget an på, hvad der skal forståes ved 3 Dage. Med Hensyn til Forståelsen heraf, har der i Stænderforsamlingerne været forskjellige Praxis, idet man undertiden har regnet 3 fulde Dage og undertiden regnet såvel den Siften, da Comiteebetænkningen blev fremlagt, som den Morgen, da Sagen blev foretaget, hver for een Dag, og således reduceret Dageantallet. Jeg veed ikke, om det er Comiteens Mening, at Betænkningen skal ligge frem i 3 fuldstæn

dige Dage; måskee den ærede Ordfører vilde yttre sig i så Henseende.

Algreen-Ussing:

Det har ganske vist været Comiteens Mening, at Forsamlingen skulde have 3 fulde Dage til at gjøre sig bekjendt med Betænkningen.

Ved den derefter foretagne Afstemning blev det omhandlede Forandringsforslag forkastet med 128 Stemmer mod 15.

Da Ingen begjerede Ordet med Hensyn til de ved § 13 stillede Forslag, blev der afstemt over disse, og blev

1. Det af Ørsted stillede Forslag ad lste Membrum: At der kun udfordres, at Forslaget inden Kl. 6 om Eftermiddagen, Dagen førend Sagens Foretagelse er indleveret til Formanden eller Comiteen; forkastet med 127 Stemmer mod 16.

2. Larsens Forslag (optaget af Udskudet): At Glutningsordene „men uden Forhandling“ forandres til „men uden videre forhandling, end at Forslagsstilleren og Formanden eller Eet af de 15 Medlemmer kunne udtale sig“; antaget med 120 Slemmer mod 23.

Det andet af Ørsted ved § 13 stillede Forslag: At § 13 (§§ 18 og 19) modificeres således, at ikke af Forhandling udelukkes, dog at Afgjørelsen ordentligviis foregåer uden Forhandling, men at Formanden efter Sagens Beskaffenhed kan tilstede en aldeles kort Forhandling, frafaldtes af Forslagsstilleren, hvorimod han forbeholdet sig at lade dette Forslag komme til Afstemning med Hensyn til §§ 18 og 19.

Man gik derpå over til Discussionen af det ved § 14 stillede Forslag.

Ørsted:

Mit Amendement ved denne Paragraph har Hensyn til det Samme, som Comiteen også har imøbegået, men på en anden Måde, at nemlig Afstemningen over de enkelte Paragrapher kan være af den Beskaffenhed, at man efter sammes Udfald ikke vilde have stemt således som man har gjort med Hensyn til de tidligere afstemte Paragrapher. Efter Comiteens Forslag kan en sådan Uovereensstemmelse let berigtiges af en Comitee, men de ankelte Medlemmer ere bundne ved deres Afstemning over de enkelte Paragrapher, om også den senere Afstemning måtte føre til et sådant Forhold, som det af mig omtalte. Der er netop her idag anført et sådant Tilfælde; der er gjort et Forslag til Forandring i Systemet om Afdelingerne, af den Beskaffenhed, at de, som iøvrigt havde stemt for de enkelte Poster, der vedkomme Afdelingerne, kunde ønske, at hele Systemet om Afdelingerne skulde bortfalde, når hiint Forslag ikke kom i Betragtning. Her gjaldt det om den samme Paragraph, men jeg antager, at et lignende Forhold kan også finde Sted mellem forskjellige Paragrapher. Jeg anseer det derfor af Vigtighed, at der ikke blot forbeholdes Forsamlingen, men også de enkelte Medlemmer Ret til senere at trade tilbage fra deres Afstemning ved de enkelte Paragrapher, når Afstemningen ved andre Dele af Sagen måtte være af den Natur, at de, hvis de havde forudseet sådant, ikke vilde have stemt således, som de nu have gjort, med hensyn til de Paragrapher, over hvilke der tidligere er bleven afstemt.

Algreen-Ussing:

Det vil altid ståe i Præsidentens eller eventualiter i Forsamlingens Magt ved tidligere Afstemninger at tage det fornødne Forbeholde med Hensyn til de senere Afstemninger, som kunde gjøre forandring i de alt foregåede, men at enkelte Medlemmer skulde, som Amendementet gåer ud på, forbeholdees Ret til at forandre deres Afstemning på Grund af det Resultat, som måtte fremkomme ved Afstemning over de senere Paragrapher, forekommer mig at være mere forlangt, end med Rette kan indrømmes; det vil let føre til en stor Forvirring i Afstemningen og bevirke, at det, som engang med Pluralitet var vedtaget, senere kan ad denne Vei blive kuldkastet.

Det stillede Forslag: At Medlemmerne ved at afstemme over de enkelte Dele af et Udkast kunne forbeholde sig siden at forandre deres Afstemning, hvis der måtte foregåe en vis af dem betegnet Forandring i det Følgende; sattes derpå under Aftemning og forkastedes med 138 Stemmer mod 6.

Derefter forhandledes de Forslag, som vare fremkomne ved § 15.

Algreen-Ussing:

Jeg skal foreløbig bemærke, at Rigsdagsmanden for det 7de kjøbenhavnske District (Larsen) har tilbagekaldt det første af de af ham stillede Amendements.

Ørsted:

Hensigten med det første at mine Amendements vil for endeel opnåes ved Comiteens forandrede Indstilling. På den Tid, jeg fremkom med mit forslag, vidste jeg ikke, at Comiteen vilde fremkomme med en Indstilling i samme Retning. Jeg havde foreslået en Frist af 48 Timer, medens Comiteen har anseet 24 Timer tilstrækkeligt, men da Tidsfristens Lændge er mindre væsentlig, og jeg ikke lægger nogen Vægt på denne Forskjel, kan mit Amendement således bortfalde. Derimod må jeg vedblive mit andet Amendement, der gåer ud på, at når der findes Uovereensstemmelse imellem de flere Afstemninger, og Forslaget på Grund heraf ønskes rettet, inden det i sin Heelhed forelægges, at simpel Pluralitet da skal være tilstrækkelig, og at der ikke skal kræves Samtykke af to Trediedele af de tilstedeværende Medlemmer. Det kan overmåde let hænde ved et compliceret Lovforslag, at der kan indløbe Uovereensstemmelser imellem Afstemningerne over de forskjellige Afsnit, så at det Resultat kan komme ud, at Afstemningen over een Paragraph ikke kan beståe med Afstemningen over andre, så at der kan fremkomme stor Forvirring, når Udkastet vedtages efter den foregåede enkelte Afstemning, uden at Forslaget i sin Heelhed kommer under Behandling. Man har navnlig seet mange Exempler herpå i det franske Kammer, og i dette Tilfælde forekommer det mig, at Pluraliteten, som anseer det nødvendigt, at en sådan yderligere Afstemning finder Sted, bør vige for en Minoritet, der udgjør noget Mere end en Trediedeel af Forsamlingens Medlemmer.

Professor Larsen:

Jeg har under Nr. 3 stillet tvende Amendemente, det første, at Slutningsordene: „til Antagelse eller Forkastelse“ udgåe; dette Amendement har nærmest Hensyn til Spørgsmålet om Forsamlingens Competence til at gåe ind påde flere Lovforslag end Grundlovforslaget, som kunde blive samme forelagte. Jeg antager, at der i denne Henseende kan opkastes et dobbelt Spørgsmål, nemlig først, om Forsamlingen overhovedet tør indlade sig på slige Lovforslag, og dernæst, på hvilken Måde Sådant da skulde skee. Det forekommer mig, at disse Ord i Reglementet Ståe i Strid med den Frihed, som i sin Tid bør finde Sted til at afhandle disse Spørgsmål, og navnlig det sidste Spørgsmål, om Forsamlmgen i alt Fald kan indlade sig på slige Udkast, som virkelig besluttende eller lovgivende Forsamling; men da den ærede Ordfører alt ved den foreløbige Forhandling har udtalt, at det ikke er Meningen med Regulativets Bestemmelser at afgjøre Noget med Hensyn til Competence-Spørgsmålet, så forekommer det mig også efter nærmere Overveielse rigtigst, ved Forhandlingen af Regulativet ikke at gåe videre ind derpå. Jeg har derfor, som den ærede Ordfører allerede har anmeldt, fundet mig foranlediget til at frafalde dette Amendement, hvorved jeg dog altså ikke vil have erkjendt, at det ovenmeldte Spørgsmål ved disse Ords Optagelse i Regulativet skulde ansees for afgjorte, da jeg meget mere holder for, at Forsamlingen må have sin fulde Frihed til siden nærmere at kunne indlade sig derpå. Hvad det under Litr. b stillede Amendement angåer, så troer jeg allerede igår tilstrækkeligen at have motiveret samme. Det forekommer mig nemlig, at mår Grundloven skal søges dragt istand ved Forhandling eller Convention mellem Regjeringen og nærværende Forsamling, der da også i Regulativet for Forsamlingen bør findes angivet en Måde eller være anviist en Bei, hvorpå man kan søge de Dikkerentser, der rimeligviis ville opståe om enkelte Dele af Grundlovforslaget mellem Regjeringen og Forsamlingen, udjævnede, så at det ikke skulde blive nødvendigt for Regjeringen at gribe til det, som det forekommer mig, lidet glædelige Middel, at opløse Forsamlingen og indkalde en ny Rigsforsamling til hele Grundlovens Prøvelse. En sådan Vei til at søge en Forening mellem Regjeringen og Forsamlingen om enkelte Dikkerentspunkter inden Grundlovens endelige Antagelse, troer jeg også er bragt i Anvendelse i alle Tilfælde, hvor i den nyere Tid Grundlove ere bragte i Stand ad Foreningens Vei mellem Fyrste og Folk. Kun med disse så Ord skal jeg tillade mig at anbefale det af mig stillede Amendement til Forsamlingens Opmærksomhed.

David:

Jeg er så meget mere enig med det til § 15 af Comiteen selv proponerede Amendement, som jeg under den foreløbige Behandling påviste Nødvendigheden af et sådant, og som jeg også selv skulde have stillet et Amendement til denne Paragraph, ifald det ei var blevet mig bekjendt, at Comiteen agtede at gjøre dette. Men jeg må dog med Hensyn til dette Amendement tillade mig et Spørgsmål, som jeg ønskede besvaret af Ordføreren. Man har foreslået, at det udarbejdede Lovforslag nu skal være Forsamlingen bekjendt 24 Timer førend Sagens tredie Behandling kan finde Sted, og at de Forslag til Rettelse af de mulige Modsigelser, som have indsneget sig ved Afstemningerne, ligeledes skulle være fremkomne 24 Timer, forinden Forsamlingen skal afgjøre Sagen. Dette er i sin Orden, og Forsamlingen vil derved være sikkret mod Overrumpling. Men når det derefter hedder: „på lignende Måde“ kunne også 15 Medlemmer af Forsamlingen gjøre Forslag til sådanne Rettelser, så er det mig ikke klart, om dette „på lignende Måde“ skal førståes således, at et Forslag af l5 Medlemmer også kun kan fremkomme, når det har været Forsamlingen bekjendt i 24 Timer, at det vil komme til Afstemning, eller om dermed kun skal være sagt, at 15 Medlemmer ligeledes kunne gjøre sådanne Forslag i Forsamlingen. Har man meent det første, vilde det have været godt, om man havde udtrykt sig klarere; har man meent det Sidste, må jeg beklage, ei at have stillet noget Amendement i så Henseende, thi man har da kun foretaget en halv god Rettelse, idet det, der skal gjælde for Comiteen, ikke kommer til at gjælde for de 15 Medlemmer, som måtte forlange en yderligere Forhandling.

Algreen-Ussing:

Forsamlingen vil have seet, at Comiteen har foreslået en Forandring i Indledningen til Paragraphen, således at det nu hedder, at de omredigerede Lovforslag skulle være forelagte Forsamlingen 24 Timer inden Sagens Foretagelse, og at samtidig dermed Comiteen skal gjøre opmærksom på de Rettelser, som ansees nodvendige på Grund af de Modsigelser, der måtte være opståede mellem de forskjellige Afstemninger. Dette blev omtalt som hensigtsmæssigt under den foreløbige Behandling, og da Comiteen har erkjendt Rigtigheden heraf, har den optaget en Bestemmelse herom. Det er ikke Comiteens Mening, at det Samme skal gjælde om de Forslag, der fremsættes i lignende Anledning af 15 Medlemmer; den har troet, at disse måtte være berettigede til at fremsætte deres Påstand i selve Forsamlingen, når det omredigerede Lovforslag oplæses, og at dette ikke kunde være betænkeligt, når man lader den foreslåede Regel ståe ved Magt: at der skal udfordres 2/3 af de tilstedeværende Medlemmers Samtykke til deslige Forandringer. Naturligviis udelukker dette ikke, at Medlemmer, som måtte ønske en sådan Forandring, kunne meddele Forsamlingen deres Forslag i så Henseende 24 Timer forinden. Dette vil tvertimod vistnok være hensigtsmæssigt og vil vel også i Almindelighed skee, da de Vedkommende ellers let ville udsætte sig for, at deres Forslag bliver forkastet, fordi det kommer Forsamlingen uformodet, når det først fremsættes i selve denne. Men da det kan være, at Comiteen, på Grund af formeentlige Modsigelser i Afstemningen, kan foreslåe Forandringer, der først 24 Timer forinden Sagen foretages komme til Medlemmernes Kundskab, har Comiteen troet, ikke at burde afskjære Medlemmerne Leilighed til at fremkomme med deres Forslag i selve Forsamlingen. Derimod er del netop af denne Grund af stor Vigtighed at holde fast ved det, Comiteen hav foreslået, at en sådan Forandring kun kan foregåe, når 2/3 af de tilstedeværende Medlemmer deri samtykke, og ikke, som af en æret Rigsdagsmand foreslået, når der blot er simpel Stemmefleerhed. Det

ærede Medlem har ved denne Lejlighed nævnt ikke blot Modsigelser, men også Inconseqventser, og han har i sit Foredrag idag bemærket, at det et kunde hænde, at der kunde indløbe Uovereensstemmelser mellem de forskjellige Afstemninger og derved et Resultat komme ud, der ikke kunde beståe med de tidligere Afstemninger. Men man bør i så Henseende vist holde sig nøie til, hvad Regulativet har bestemt, at der må være fremkommet virkelige Modsigelser ved Afstemningerne; thi Inconseqventser og Uovereensstemmelser kunde let strækkes meget vidt, og det bør forudsættes om Forsamlingen, at den ved de senere Afstemninger har havt de tidligere Afstemninger i Erindring. Sådanne Tilfælde kunne vel indtræffe, om end sjeldnere, og bør altså søges afhjulpne; men Comiteen har antaget, at sådanne Forandringer kun burde skee, når 2/3 af Forsamlingens Medlemmer deri vare enige. Af den ærede Amendementstillers Forslag, at der kun hertil skulde fordres simpel Stemmefleerhed, vilde kunne følge, at tvende Afstemninger, som begge vare antagne med en betydelig Majoritet, senere kunde omstødes ved simpel Stemmefleerhed under Oplæsningen af det reviderede Lovforslag. Da den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 7de District (Larsen) har taget det af ham stillede første Amendement tilbage, skulde jeg ikke have gjort nogen Bemærkning derom, dersom jeg ikke måtte befrygte, at der kunde lægges en Betydning ind i hans Yttringer, som jeg troer at måtte forvare mig imod. Efter Comiteens Mening er det nemlig vel et åbent Spørgsmål, om Forsamlingen er competent til at tage andre Lovudkast end Grundlovsagen under Behandling; men derimod har der i Comiteen ikke været deelte Meninger om, at Forsamlingen, når andre Lovforslag blive samme forelagte, og Forsamlingen finder at burde gåe ind på dem, da må tilkomme samme Myndighed med Hensyn til disse som med Hensyn til Grundlovforslaget. Hvad dernæst det samme ærede Medlems andet Amendement angåer, da har Comiteen ikke fundet sig foranlediget til at optage dette, ikke fordi Comiteen er af forskjellig Mening med ham angående det Ønskelige i, at sådanne Conflicter, som ter forudsættes, kunne blive afhjulpne på den af ham foreslåede Måde, hvilken også er fulgt andre Steder ved lignende Leiligheder, men fordi Comiteen ikke har kunnet overtyde sig om det Hensigtsmæssige i, i Forretnings-Regulativet at bestemme, at det skal være Regjeringen forbeholdet at bringe Forslag til Modificationer i Grundlovforslaget under Forsamlingens Overvejelse. Dette hører efter Comiteens Overbeviisning ikke hjemme i Forretningsordenen, og når det, der kunde synes at henhøre til samme, hvad det heromhandlede Punkt angåer, ikke udtrykkes anderledes, end at Forsamlingen i sin Tid vil have at bestemme, under hvilke Former disse Forslag skulle tages under Behandling, kommer Regulativet, såvidt skjønnes, ikke til at indeholde nogen positiv Regel for Forsamlingen med Hensyn til det omspurgte Tilfælde. Der kan visselig Intet være imod, at Regjeringen foretager sådanne Skridt, som det ærede Medlem har tænkt sig, og i så Fald vil Forsamlingen have at tage under Overvejelse, under hvilke Former den da vil behandle Sagen i denne nye Skikkelse; men derom er det efter Comiteens Mening ufornødent allerede nu at optage nogen Bestemmelse i Forretnings-Regulativet.

(Fortsættes.)

Rettelser. I Nr 15, Side 112, 3 Linie f. o., udgåer; 4 Linie f. o., udgåer Ordene „har udtalt den Formening,” „ „ 17, — 126, 17 Linie f. o.; § 32 skal være § 30. Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongeline Postkontoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Ottende Møde. (Fortsat.)

Bang:

Jeg skal foreløbig tillade mig til Styrke for den af Comiteen ved § 15 foreslåede Bestemmelse at anføre, at det oftere er forekommet i tvivlsomme Spørgsmål, at Fractioner af Forsamlingen, som med få Stemmer ere forblevne i Minoriteten, have forsøgt, efterat have samlet flere Stemmer og efterat have tilveiebragt enkelte Forandringer i Anskuelserne, at bringe samme Spørgsmål for igjen og da tilvejebringe en anden Afgjørelse. Når her en simpel Pluralitet skulde kunne afgjøre Sagen, da vilde en sådan Fremgangsmåde på bedste Måde understøttes, idet der kunde gives den den Form, at en foregiven Modsigelse imellem en og anden Bestemmelse under Forhandlingerne må føre til ny Afstemning. Derfor troer jeg, at det er nødvendigt, at kun en større, eller hvad jeg vil kalde en qvalisiceret Pluralitet skal kunne afgjøre, om yderligere Forhandlinger i Realiteten kunne finde Sted. Jeg skal dernæst tillade mig at anbefale til Forsamlingen det Andragende, som under Nr. 3 Litr. b af min ærede Sidemand og Deputerede for Kjøbenhavns 7de District (Larsen) er stillet. Om dette Andragende har den ærede Ordfører, hvis Yttringer jeg derom afventede, bemærket, at det, der dermed tilsigtedes, i sig selv var ønskeligt nok, men at Andragendet var givet en Form, hvorefter det ikke hører hjemme i Forretnings-Regulativet, idet der nemlig heri ikke skal kunne omtales, hvad der er Regjeringen forbeholdet og hvad Forsamlingen derefter har at beslutte. Det forekommer mig, at de Erindringer, som Ordføreren har gjort, kunde have givet Anledning til, hvis det er rigtigt at optage en sådan Bestemmelse, da at foretage en Forandring i dens Form, og her have vi måskee netop et Exempel herpå, at den Hurtighed, hvormed denne Sag er afgjorte, ikke har ført til noget heldigt Resultat; thi når der havde været tilstået en længere Tid og der havde været Lejlighed til nærmere at omtale det, da vilde vist dette og flere andre Amendements ikke være forblevne i den Form, de nu have fået. Jeg kan dernæst ikke være enig i at ansee dette Forslag for overflødigt. Jeg troer, at Regulativet, således som det nu er, vil udelukke Forsamlingen fra at tage Sagen under Forhandling, når Regjeringen vilde fremkomme med Forslag til Modificationer, efterat Grundlovens enkelte Afsnit have været Gjenstand for Afstemning, men forinden den tredie og endelige Behandling. Jeg troer, at Forsamlingens Medlemmer måe kunne sige — det ståer i § 15: „at når Afstemning har fundet Sted efter § 14, skal der affattes et fuldstændigt Lovforslag”, og at det i § 15 er sagt: „at der kun under visse bestemte indskrænkende Forudsætninger i enkelte Tilfælde, hvor Modsigelser i Lovforslaget ere fremkomne, kan finde Forandring i den engang skete Afstemning Sted.“ Dette udelukker aldeles tydeligt, at der kan foretages nye Forhandlinger om enkelte Punkter, hvorom der alt er bleven afstemt, på Grund af Meddelelser, Regjeringen måtte finde Anledning til at gjøre. Jeg troer altså, at kun når 3/4 af Forsamlingens Medlemmer efter § 32 bestemme sig til en Afvigelse fra Forretnings-Regulativet, kan det finde Sted, at sådanne Meddelelser fra Regjeringen kunne komme under Overvejelse på den nævnte Tid forinden Sagens endelige Afslutning, og dette må jeg ansee for meget uheldigt. Jeg troer derfor og, da vi her først og fornemmelig skulle beskjæstige os med Grundlovforslaget, at der da bør tages Hensyn til denne Sags særdeles - Beskaffenhed ved Forretnings - Regulativets Affattelse, og det forekommer mig uhensigtsmæssigt i Reglementets Affattelse at forbigåe dette

første og vigtigste Formspørgsmål ved Grundlovforslagets Behandling. Jeg holder nemlig vel for, at der i en lovgivende Forsamling ikke bør sinde Underhandlinger Sted imellem Regjeringen og Folkeforsamlingen; Regjeringen har at forelægge sit Udkast, forsvare det og møde enhver Erindring, der måtte blive fremsat imod samme, Forsamlingen har at bedømme Erindringerne og antage sin Lov, og da bør ingen videre Forhandling finde Sted. Vil Regjeringen eller Kongen ikke gåe ind på de fremkomne Erindringer, har han sit Veto, og Sagen vil da beroe til næste Forsamling. Dette er fuldkommen rigtigt, men ved Grundlovens Behandling vil en sådan Fremgangsmåde ikke kunne benyttes; thi efter Kongens egne Ord i Åbningstalen, og efter hvad tidligere er passeret, skal en Samvirken finde Sted. Dette synes at tilkjendegive, at Forhandling venteligen må finde Sted mellem Regjeringen og Forsamlingen, og Sporgømålet er nu, når en sådan Tilkjendegivelse er tilstede, om da Intet i så Henseende skal indeholdes i Regulativet. Det forekommer mig, at det i en sådan Sag som denne ikke kan være andet, end at der for Rigsforsamlingen vil fremkomme ikke så indgribende Forslag til Forandringer i Grundloven. Regjeringen vil, forudsat, at den har Overbeviisning om sine Grundes Rigtighed, holde på dens Forslag, og der vil da under Discussionen ikke kunne gjøres Forskjel på de Bestemmelser, med Hensyn til hvilke Regjeringen vil give efter, og de, som dette ikke er Tilfældeet med. Vilde den strax fremtræde med Erklæring desangående, så vilde dette være stødende mod Forsamlingen, og på den anden Side uværdigt for Forsamlingen at give efter for sådan Erklæring. Regjeringen bør efter min Formening ved hele Forfatningsspørgsmålet med al Styrke forfægte, hvad den anseer for rigtigt, men ikke udtale, at eet eller andet Punkt i samme er af den Vigtighed, at hvis dette Punkt ikke bliver antaget, vil den aldeles ikke gåe ind på en sådan Forfatning, og altså Opløsning finde Sted. Jeg mener, at Forhandlingerne bør føres til Ende Punkt for Punkt; men når da en Afstemning har fundet Sted og Resultatet ligger klart for, så at Regjeringen seer Alt, hvad Forsamlingen vil, da er det den naturlige og rette Tid, at det bør være Regieringen forbeholdet (og jeg troer ei, at Ordet er så galt at fremkomme med Modificationer og åbne Forhandlinger med Forsamlingen, inden den kommer til sin endelige Beslutning om, hvad den holder fast ved. Det vil da vise sig, om en Overeenskomst mellem Regjeringen og Forsamlingen er mulig, og jeg håder, at en sådan derved vil fremmes. Jeg vil ikke opgive Håbet herom indtil den sidste Stund i denne Forsamling; thi det vilde ikke blot, som min ærede Sidemand har sagt, være lidet glædeligt, men det vilde være sørgeligt og fordærveligt, om Regjeringen og Forsamlingen ikke skulde komme overeens om Forfatningen. Jeg indrømmer, at dette Amendements Form kunde have været en anden og heldigere, men jeg troer, at det i Realiteten er rigtigt. Det vil og føre til, at hele den formelle Forhandling ikke beløver at gjentages, når Regjeringens Modificationer blive forelagte. Jeg troer, at det måtte rette sig efter Regjeringens Meddelelser, om en formel Belhandling skulde anvendes eller ei. Jaltfald beder jeg Forsamlingen, hvis den måtte finde mine Yttringer grundede, hvorved jeg har søgt at godtgjøre, at der allerede nu i Regulativet bør tages Hensyn til, at der i Forfatningsudkastet vil kunne være Punkter, med Hensyn til hvilke man må vente, at Regjeringen måtte kunne fremkomme med Modificationsforslag, da at gåe ind på det stillede Amendement, selv om dets Ord måtte være mindre heldigt valgte.

Niende Møde.

Aftenmøde Onsdagen den 1ste November

Den èndlige Behandling af Udkastet til Forsamlingens Forretningsorden blev fortsat, og gik Discussionen over til de til Udkastets § 23 stillede Forandringsforslag.

David:

Jeg har stillet et Amendement til § 23, hvorom jeg skal sige et Par Ord. Under den foreløbige Behandling blev der af Ordføreren ikke bemærket Andet mod dette Amendement, end at det ikke var nødvendigt, at Forretningsordenen indeholdt en sådan Regel; men det blev ikke modsagt, at det var billigt, at den, der er kaldet til Orden, tør, når han har underkastet sig Formandens Kjendelse, fåe Leilighed til at retfærdiggjøre sig. Jeg skulde derimod mene, at det er ligeså nødvendigt, at Forretningsordenen bestemmer Medlemmernes som Formandens Ret, og Retten til at kunne retfærdiggjøre sig, tilkommer upåtvivleligen både i den Enkeltes og i forsamlingens Interesse enhver Rigsdagsmand, ligesåvel som Retten til at hævde Ordenen i Forsamlingens Interesse, tilkommer Formanden. Jo mere indgribende Følger for den Enkelte denne Formandens Ret kan have, og jeg beder erindret, at den, som to Gange er kaldet til Orden, ganske kan nægtes Ordet for Fremtiden i den samme Sag, destomere mener jeg, må man være varsom, og destomindre Grund er der til at udelade en Bestemmelse, der, som jeg yttrede under den foreløbige Behandling, findes i det franske Reglement, hvoraf den hele Paragraph er taget, og hvorved den Enkeltes Ret skal sikkres.

Treschov:

Jeg troer, at Hensigten med at falde til Orden, hvis man vilde gide det her omhandlede Amendement Medhold, aldeles vilde forseiles. Man kan vistnok holde sig forsikret om, at hvis Præsidenten ikke er for sparsom i Udøvelsen af denne sin Ret, vil han ikke misbruge den ved at ødsle med den Derimod antager jeg, at dersom man gåer ind på dette Amendement vil det give Anledning til mange (hele)Debatter, som aldeles ville bære i Strid med det, som er tilsigtet ved Tilordenkaldelsen.

Brinck-Seidelin:

Det forekommer også mig, at Præsidentens Tilkjendegivlke må være det sidste Ord i Sagen. Den, som Forsamlingen har udnævnt til Præfodent, må det nok forudsættes både at kunne og ville opfatte nøiagtigt og rigtigt, hvad der er sagt, og om hans Retfærdighedsfølelse kan man vel ikke nære nogen Tvivl. Jeg formener også, at når Vedkommende veed at han har Ret til at retfærdiggjøre sig vil han være minde omhyggelig i Valget af sine Udtryk, end når han veed, at en sådan Ret er ham affkåren.

Algreen-Ussing:

Det er, som allerde under den foreløbige Behandling bemærket, vistnok Reglen i forskjellige Eande, at den, som er kaldet til Orden, har Tilladelse til at retfærdiggjøre sig, og fra dette Synspunkt skulde jeg forøvrigt ikke have noget Væsentligt at erindre mod en sådan Bestemmelse, som den Amendementet indeholder; men jeg har rigtignok, ligesom de to sidste Talere, næret nogen det kan befrygtes, at dette kun vilde føre til end større Uorden, og, at det for Vedkommende kun vilde bevirke, hvad man oftere i andre Lande har seet, at han påny kaldes til Orden. Réc: Jeg troer dog, af dette Amendements Antagelse vil befrie Formanden for den grundede eller ugrundede Bebreidelse for ar have viist for stor Strenghed i at kalde til Orden, for hvilken han i enkelte Tilfælde ellers let fan tænkes at blive udsat, og af den Grund troer jeg at burde tilråde Antagelsen deraf.

Schytte:

Min Formening er, at dette Amendement neppe vil svare til sin Hensigt, hvad der allerede er påpeget, og jeg må derfor dære enig med de foregående Talere, som have modsat sig same.

Da ingen Flere begjerte Ordet, bled det til Udkastets § 23 stillede Forslag af David:

„Efter første Passus tilføies: „men den Vedkommende kan, når han har rettet sig efter denne, begjere Ordet for at retfærdiggjøre sig””, sat under Afstemning, og blev Udfaldet af denne, at Amendementet forkastedes med 118 Stemmer mod 14.

Forhandlingerne gik derpå over til de til udkastets § 26 stillede Forandringsforslag.

Paludan-Müller:

Ved Udfaldet af den stedfundne Afstemning over det Amendement, som af Rigsdagsmanden for Sorø Amts 5te District (Reergård)var stillet til lldkastets § 2, er der fremflutning og den fidste Pasfus af det af mig til Udkastets § 26 stillede Amendement; jeg skal derfor få meget hellere frafalde dette, som jeg kan slutte mig til det følgende af den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt(Ørsted), hvilket i det væsentlige siger det Samme som mit, og som desuden indeholder et Tillæg, der må ansees for Ganske heldigt. Hvad Sagens Realitet angåer, da kan jeg ikke frafalde min frygt fir de betæntelige Følger, det vil hade, at der ved ethvert Valg skal udfordres absolut Pluralitet; thi det forekommer mig klart, at Om valg derved hyppigen ville foranlediges, og at hele Forsamlingens Tid på den Måde utillorligen bit spildes. Bi kunne i denne Henseende allerede påberåbe os idet mindste en halv Erfaring fra det, der fandt Sted ved Valget til Adresse-Comiteen; thi hvis § 26 allerede dengang hadde gjældt, vilde der hade fundet Om valg Sted på 3 Medlemmer, hvilket naturligviis vilde hade medtaget lang Tid Dersom man forødrigt deb denne Bestemmelse har tænkt på at forhindre en tæt fluttet og del organiferet Minoritet fra at sættefine Sandidater ind i Comiteen mod Majoritetens Ønske, da foretommer det mig, at denne Bestemmelse enten er overflødig eller uberettiget;overflødig nemlig, hvis Majoriteten er

ligeså del organiseret, da det alrid må ståe i en sådan Majoritets Magt at sætte sin Villse igjennem her som alle Steder; er den derimod svag og daklende og ikke ret deed, hvad den vil, men kun ere enig derom, at den ikke vil have Minoriteten ind i Comiteerne, da forekommer det mig, at den ikke har nogen Ret til at fåe en udtrykkelig Bestemmelse ind, der vilde sætte den istand til at betage Minoriteten Leilighed til at gjøre fine måskee velgrundede Anskuelser gjældende. Den klare Mening og faste Villie må dog altid feire i Kamp en mod de ubestemte og vaklende Meninger. Efter mim Mening behøver man desuden ikke at tage denne Sag som en Strid mellem Majoritet og Minoritet. Det Regulativ. vi her skulle udarbeide, er kun bestemt for den nærværende Rigsforsamling, men det er aldeles ikke givet, at Forholdene ville stille sig således, at her blider en skarp afsluttet. Majoritet og Minoritet. Jeg troer meget mere, at vor politisket Samværen ikke her vil blive langvarig nok, til at Forholdene ville kunne udvikle sig således især når man seer hen til, hvor megen Møie og Anstrængelse det i gamle constitutionelle Lande har kostet, at danne faste og tætsluttede Partier. Der vil derfor efter min Formening være overveiende Sandsynlighed for, at der i denne Forsamling bestandig vil blide et meget stort Antal Stemmer, der ikke ville flutte sig absolut til noget Parti, men som ved enhver enkelt Sag ville danne sig deres egen Mening og lade sig bestemme af deres egen Overbeviisning. For disse frygter jeg meget for, at Comiteens Forslag vilde medføre en bestemt Tvang, eftersom de, når de ikke vilde spilde deres Stemmer, nødvendigviis, førend de stemmede, måtte spørge om, hvilket Navn der havde Udsigt til at forene mere end Halvdelen af Stemmerne om sig. Jeg indrømmer gjerne, at de indflydelsesrigeste Medlemmer bør komme ind i disse Comiteer, men det synes mig ikke tydeligt, at de skulle have, hvad jeg kan kalde et personligt Privilegium på at blive valgte til Medlemmer af Comiteen Forøvrigt bil jeg blot gjøre opmærksom på, at Amendementet kun vedkommer Balgene i Forsamlingen, mem ikke i Afdelingerne, og altså ikke kommer i Collision med den allerede af Forsamlingen tidligere tagne Bestemmelse.

Sponneck:

Jeg optager det af den sidste ærede Taler stillede Amendement og forbeholder mig Ordet efter den Taler, som nu er givet det.

Bjerring:

Som medlem af det udskud, der har udarbeidet det foreliggende Udkast til en Forretningsorden, udbeder jeg mig den ærede Forsamlings Opmærksomhed et Øjeblik for nogle korte Bemærkninger, hvormed jeg vil søge, såvidt jeg formåer, at imødegåe de Indvendinger, der fra forskjellige Sider i Salen hade reist sig mod den Bestemmelse i § 26, der fodrer absolut Stemmefleerhed for et Comiteevalgs Gyldighed. Man har anført, at Minoritetens Ret bedst sikkredes ved en Bestemmelse, der indrømmede Gyldigheden af et Valg, hvorved der var opnået relativ Majoritet, Hvis denne Betragtning var rigtig, da skulde Ingen være villigere end jeg til at understøtte en sådan Bestemmelse; men det er netop min Overbeviisning om det Modsatte, der har fået mig til at tage Ordet i denne Sag Jeg vil først tillade mig den Bemærkning, at Bestemmelsen om den relative Majoritets Gyldighed i Almindelighed indrømmer den rene Tilfældighed altfor meget Råderum. Det er en uimodsigelig Kjendsgjerning, hvor usandsynligt det end forekommer, at Stemmerne på Generalforsamlinger her i Staden undertiden have splittet sig således, at Bestyrelses-Medlemmer ere valgte med en relativ Majoritet af 4 eller 3, ja endog 2 Stemmer, noget Sligt er der del ingen Grund til at befrygte i nærværende Forsamling; men der er også Grund en anden Betragtning, på hvilken jeg lægger mere Vægt, og det er den, at man ved at antage Principet om den relative Majoritet udsætter sig for at indrømme Minoriteten enten meget formeget eller aldeles Intet, I en Forsamling som den nærende vil det nemlig kunne tænkes, af en veldisciplineret Minoritet af 20 til 30 Stemmer, ved Alle som Gen at stemme på 7 Medlemmer af deres egen Midte, vilde kunne sætte samtlige 7 Kandidater ind i en Comitee, hvis Majoriteten af 120 Medlemmer splittede sine Stemmer på et stort Antal Candidater, Bel vilde Minoriteten kun have en ringe Tilfredsstillelse af en sådan øie

blikkelig Seir over Majoriteten; thi det er klart, at en Betænkning, der var fremgået af en således valgt Comitee, ikke let vilde fåe Majoriteten i Forsamlingen; men den kunde derimod let fremkalde en yderst forviklet Forhandling og en ligeså forviklet Afstemning. Den næste Følge vilde blive den, at Majoriteten ikke vilde være så naiv at vedblive at overlade Valgene til Minoriteten; den vilde derfor for Fremtiden træffe den fornødne Aftale for at stkkre sig Valgenes Udfald og vilde således let kunne ganske udelukke Minoriteten; thi det må indrømmes, at dette ståer i Majoritetens Magt, og jeg kjender intet praktisk udførbart Middel, der skulde kunne forhindre dette. Hvis derimod Majoriteten er betrygget mod at overrumples ved et Manøvre af Minoriteten, vil den i Almindelighed være tilbøielig til at indrømme denne et passende Antal i Valgene, og jeg troer, at man fuldkomment trygt kan stole herpå, når man tager Hensyn til den besindige, mådeholdne og billige Charakteer, der udmærker vor Nation. Jeg skal således på det bedste anbefale den ærede Forsamling Antagelsen af den 26de Paragraph.

Sponneck:

Jeg har optaget det Amendement, som er stillet til denne Paragraph, naturligviis med den Forandring, som er en Følge af Forsamlingens Beslutning med Hensyn på det 2det Amendement til § 2, i hvis Følge Secretairerne ikke skulle vælges med absolut Pluralitet. Grunden, hvorfor jeg har optaget dette Amendement, er, at dette forekommer mig hensigtsmæssigst af de Amendements, der ere fremsatte til denne Paragraph. Jeg skal nemlig tillade mig at henvise til Udkastets § 26, 2den Passus, hvori det hedder: „ere Stemmerne lige, deeltager Formanden i Afstemningen, hvilket ellers ikke finder Sted.“ Det er altså en Afgjørelsesmåde i Tilfælde af Stemmelighed ved den første Afstemning, som Udkastet indeholder, og denne Bestemmelse finder jeg ligeledes beqvemt at kunne overføres på Valg, i Tilfælde af, at der ved disse ved den første Afstemning findes at være ligemange Stemmer, idet jeg antager, at der ved det i det her omhandlede Amendement tilføiede Ord „ligeledes“ er sigtet til, at den samme Fremgangsmåde, som forhen er foreskrevet i paragraphen, også skal iagttages ved Valg, altså at i Tilfælde af Stemmelighed Formandens Stemme skal gjøre Udslaget. Aue de følgende Amendements forekomme mig at laborere af den Feil, deels at de aldeles ikke indeholde nogen Regel for, hvorledes der, i Tilfælde af, at Stemmelighed finder Sted ved det lste Valg, skal forholdes, deels at deri kun indeholdes en ubestemt Antydning deraf, hvilket Sidste navnlig gjælder med Hensyn på det til den her omhandlede Paragraph under Nr. 2 fremsatte Amendement Jeg antager det nemlig ikke at være tilstrækkeligt, at der blot indeholdes en Henstilling om, at der i Tilfælde af Stemmelighed skal finde Om valg Sted, da et Amendement bør være aldeles bestemt og hentydeligt Jeg formener, at det Amendement, der er stillet under Nr. 1, indeholder den fimplefte eg hensigtsmæssigfte Måde at afgiøre Traætten på, ved at bestemme, at Formanden skal deeltage i Stemmegivningen. Hvad Sagens Realitet angår, da troer jeg, at Forsamlingen ved de tidligere Discussioner vil finde sig tilstræekkelig oplyst derom, og jeg skal derfor afholde mig fra videre Bemærkninger desangående.

Niede møde. (Fortsat.)

Når jeg har tilføiet et subsidiairt Forslag, så foranledigedes jeg dertil derved, at der efter den Henviisning til § 2, Som findes i Comiteens Udkast, skulde finde Omvalg Sted med Hensyn til de flere eller fœrre Pladser i Comiteen, som ikke kunde Besœttes med absolute Pluralitet. Men når Omvalg skal finde Sted, Kunde der komme Ganske andre Personer frem end de, hvorom der ved Den første Afstemning havde vœret Tale. For det Tilfœlde, at heller ikke de den forlangte Stemmeflerhed opnåedes, skulde der atter foregåe et tredie Valg, hvorunder der, såvidt jeg torer, iblandt de Personer, som ved det foregående Valg havde fået de sleste Stemmer, skulde stemmes på dobbelt så stort et Antal, som der var Pladser at besœtte;men denne Fremgangsmåde synes mig at vœre altfor compliceret og vidtløftig. Jeg formener, at hvis relative Pluralitet ikke skal vœre tilstrœkkelig og Omdalg finde Sted i ethvert Tilfœlde, hvor man ikke havde fået absolut Pluralitet for et så stort Antal Medlemmer, som Comiteen skal beståe af måtte man hellere strax stemme på et vist Antal af dem, som ved den første Stemmegivning havde erholdt de fleste Stemmer, t. Er.det dobbelte Antal af de Pladser, der skulde besœttes, forudsat at der var bleven stemt på et så stort Antal Medlemmer. Hvad jeg her har sagt har dog mere vœret min Mening at henstille til Comiteens nœmere Overveielse, end at frmsœtte som noget sœrskilt Amendement, og forsåvidt Comiteen ikke finder nogen Anledning til derefter at gjøre nogen Modification i sit Udkast,forlanger jeg heller ikke, at denne Deel af mit Forslag skal sœttes under Afstemning. Mit Forslag vil således falde sammen med det af Rigsdagsmanden For Odense Amts 1ste Distrikt (Paluden-Müller) stillede Amendement.

Krieger:

Da jeg anseer det her omhandlede Spørgsmål, betrœffende den Måde, hvorpå Comiteevalg skulle foregåe, af sœrdeles stor Bigtighed, vil jeg dog ikke uden Frygt for at trœtte Forsamlingens Tålmodighed, tillade mig at anføre de Grunde, der lede min Stemmegivning i denne Sag Jeg skal for det Første påny erindre om det Bœrn, der er givet det mindre Antal i alle de Tilfœlde, hvor Comiteevalg Ganske eller aldeles foregåer gjennem Afdelingerne. For at anfkueliggjøre denne Følge af Lodtrœkningen vil jeg minde om at disse Afdelinger kunne blive sammensatte således, at f. Er. en Minoritet af 50 fåer Majoriteten i 3 Afdelinger, og derimod de 102 andre kun danne i de 2 øvrige Afdelinger. i denne Lodtrœkningens Virkning ligger således åbenbart allerede et stœrkt Bœrn, som er givet Minoriteten. Det synes nu vel fremdeles. at man må ønske de dygtigste Mœnds Udnœvnelse, men at disse let kunne blive udelukkede, når de ikke kunne sœttes ind af den Minoritet,hvortil de høre, Tilvisse må man overalt,hvor man foretager Valg, såvel i Afdelingern som i selve Forsamlingen. Vœre enig i, at Hovedopgaven er at fåe de dygtigste Mœnd, men derved menes dog ikke uden videre dem. Der fra et almindeligt Synspunkt kunne sammenarbeide i den enkelte Sag;det kommer an på, om Comiteen kan give et godt Grundlag for Sagens Fremme i Forsamlingen. Tager man Hensyn dertil, troer jeg ikke, at det er uvigtigt at bemœrke, hvorledes, efter en gammel Erfaring, Forholdene altid ordne sig i sådanne Forsamlinger som denne, Jeg troer, at de Fleste ville erkjende,at det er en uimodsigelig Kjenbsgjerning,

at Minoriteten danner sig hurtigere end Majoriteten, ligesom Erfaring og vidner om, at den første altid er mere sluttet, mere enig, mere energisk; at Majoriteten derimod i Almindelighed er ligegyldig, mere adspredt, stundom skinsyg. Under sådanne Forhold kan det meget let trœffe, at den sluttede Minoritet behersker Majoriteten på Grund af denne dens Ligegyldighed, dens Adspredthed, dens Skinsyge. Jeg har hørt det bemœrke, at det i sådanne Tilfœlde skulde vœre i sin Orden, at Minoriteten sammensatte Comiteen, men jeg troer dog, at dette kun i en meget uegentlig Forstand kan påståes; i en vis Forstand benyttede Minoriteten derved naturligviis sin gode Ret; men skulde det dog ikke vœre langt tjenligere, om det var så, at Majoriteten ved Forretningsordenen blev tvungen til at samle sig. Bør man ikke forbygge, at et blot Minoritetsvalg strax bliver afgjørende? Men dette skeer, dersom man strax proclamerer som Comiteemedlem enhver den,som ved det første Valg har fået de fleste Stemmer, selv om dette kun er en relative Pluralitet, Foretager man derimod et andet Valg, og, hvis dette heller ikke er afgjørende, da et tredie, da kan man see sig for, da kan man afgive sin Stemme med virkelig Bevidsthed; man splitter sig da ikke, man kaster da ikke sin Stemme bort. Det er vel sagt, at Forsamlingen allerede har besluttet, at simple Pluralitet skal vœre afgjørende ved Secretairvalget; jeg indrømmer, at efter min Mening var det ikke ret. Jeg agter naturligviis Forsamlingens Beslutning. Men jeg kan ikke tilbageholde den Bemœrkning. at der er en ikke ringe Forskjel mellem Secretairer og Comiteemedlemmer. Secretairerne vælges kun for 4 Uger; de kunne vistnok gjenvælges, men hvis de ikke tilbørligt røgte det Hverv, der er betroet dem, kunne de vœre visse på, ikke at blive gjenvalgte; Comiteevalget er derimod bindende, endeligt, og dersom en Sags foreløbige Behandling på den Måde spildes, kan den ikke lœngere gjøres om; da må man i Forsamlingen selv gjøre det Arbeide, der skulde vœre gjort i Comiteen.

Om der end skuld gåe lidt mere Tid med for Forsamlingen ved at Comiteevalgene foretages på den af mig således anbefalede Måde, forekommer dette mig ingenlunde at kumme vœre afgjørende, Mindst i en Forsamling, hvor man har vedtaget en så omhyggelig Forberedende Behandling gjennem Afdelinger, Comiteer o.s.v., som her.

Bang:

Jeg skal tillad mig at tilføie endnu en Bemœrkning til Forsvar for den Mening, som den sidstnœvnte Taler, såvelsom og mindst i nœvœrende Forsamling, tœnke sig Forholdene således, som om en asslutter Majoritet og Minoritet stode imod hinanden, skjøndt derv el altid vil vœre to eller flere Fractioner i enhver Forsamling, således som det også var Tilfœldet tidligere i Stœnderne. For at nu det ene Parti ikke skulde blive overrumplet og behersket af det andet, have Medlemmerne af begge måttet slutte sig sammen og hverfor gig søge at fåe deres Candidate rind i Comiteerne; formelige Forhandlinger berom have vel ikke fundet Sted, men den naturlige Måde, hvorpå dette Forhold har ordnet sig, har vœret den, at enkelte Mœnd ere fremtrådte som Ledere for hver Fraction og på en Måde have afgjorte, hvem der skulde vœlges, idet Fractionens Medlemmer have sluttet sig til dem. Derved er det skeet, efter min Erfaring i de œldre Provindsialstœnder,at Partierne have stået skarpt ligeoverfor hinanden, idet Valgene ikke ere fremgåede af Medlemmernes Overbeviisning, men have vœret overladte til enkelte Medlemmers Ledelse. Et sådant System har efter min Mening imidlertid virket høist skadeligt, og det ikke såmeget på selve Valgene, som fornemmeligen på Grund af den Stemning, som der

ved er bleven indført i Forsamlingen. Hvad jeg således har erfaret, er for mig, indtil jeg seer, at det bliver anderledes, en afgjørende Grund ti at stemme for Comiteens Forslag.

Overretsprocurato Jespersen:

Jeg skal til det udførlige Foredrag, der er holdt af den ærde Deputerede for Kjøbenhavns Amts 4de District (Krieger) kun tillade mig at føie en Bemærkning. Det er den, at vi i nærværende Forsamling ikke ville have mange Comiteevalg at forestage; der foreligger os ikke en Række af Arbeider, i Anledning af hvilke Comiteer skulle nedsættes; der kan følgelig ikke blive Tale om så megen Tidsspilde ved Omvalg til Medlemmer af Comiteerne, at man af dette Hensyn skulde see sig nødsaget til at lade sig nøie med mindre Garanti for gode Valg, med relativ Pluralitet.

Der foreligger os nemlig til Behandling kun enkelte særdeles vigtige Sager, navnlig den Sag, hvorfor vi egentlig ere samlede her, Landets Forfatningslov. Denne Sag er af en så afgjørende Vigtighed, at der på Valget af Comiteemedlemmer ikke kan anvendes Omhyggelighed nok, og det er med særdeles Hensyn hertil, at jeg må anbefale Comiteens Forslag og sætte mig imod det stillede Amendement, og det såmeget mere, som Erfaring fra Provindsialstænderne viser, at Tilfældigheden ved Valget af Comiteemedlemmer ofte er altfor Stor; det bør derfor her på ingen Måde overlades til Tilfældigheden, som desuden vilde være større, jo støre Forsamlingen er og jo mindre den kjender sig selv. Jeg antager det af overordentlig Vigtighed, at de bedste kræfter komme til at virke i Comiteerne og navulig i Comiteen for Forfatningsudkastet, og jeg kjender ikke nogen anden bedre Måde, hvorpå dette kan opnåes, end ved at antage Comiteens Forslag.

Rée:

Uagtet Alt, hvad der er bleven anført for Udskudets Forslag, hvorefter Majoriteten udelukkende vil fåe Ret til at bestemme Valgene til Comiteerne, skjønner Jeg dog ikke rettere, end at den anden Anskuelse, som ikke vil overlade Alt til Majoriteten, men også vil, at Minoriteten bør åbnes Adgang til at gjøre sine Meninger gjældende, må ansees som den rigtigere. Man taler her fra en vis Side såmeget om Majoriteter, der i et Øjeblik betegnes som tætsluttede og i et andet som adsplittede, og som desuagtet skulde behøve en særlig Beskyttelse ligeoverfor Minoritetens Styrke. Men når Majoriteten splitter sig, hvorledes kan man så forud påberåbe sig en afgjorte Majoritet? Det er jo da åbenbart, at der er en større Forskjellighed i Anskuelser tilstede; og er dette Tilfældet, da formener jeg, at det netop er ved Concurrencen, ved den lige Leilighed for alle Anskuelser til at udtale sig, at det skal vise sig, hvilke der have Krav på at gjøre sig gjældende, hvis der her skal være Tale om Skinsyge, da forekommer det mig, at denne snarere må være på Minoritetens Side, medens det derimod nu synes at fremgåe af flere Foredrag, at den er tilstede på Majoritetens.

Dunsfelt:

Da jeg ikke ønsker at trætte Forsamlingen med Gjentagelser af hvad der allerede er yttret her om den foreliggende Paragraph, skal jeg tillade mig at bemærke, at jeg med Hensyn til det af mig proponerede Forandringsforslag under Litr. a henholder mig til det Forandringsforslag, som er stiller af den ærede Rigsdagsmand for Odense Amts 1 ste District (Paludan-Müller) og som er optaget af en af de kongevalgte Rigsdagsmænd. Med Hensyn til det andet af mig stillede Amendement da skal jeg bemærke, at dette gåer ud på, at den Passus i § 26, som bestemmer, at enhver valgseddel, der indeholder et mindre Antal Navne, end der skal stemmes på, er ugylding, skal falde bort. Jeg kan ikke andet end finde, at denne Passus, hvis den bliver vedtaget, er et Indgreb i den Frihed, som bør være Enhver forbeholdet i hans Ret til at stemme; jeg kan begribe, at en Valgseddel, hvorpå der findes flere Navne, end der skal vælges Medlemmer, ikke kan antages, fordi man ikke vilkårlig kan udslette eet eller flere Navne på en sådan Seddel og derfor må cassere den aldeles; men det kan dog ikke nægtes, at der kan være de Rigsdagsmænd, som kunne finde Vanskelighed i at stemme på det fulde Antal, som et sådant Udvalg skal beståe af, idet de formedelst deres personlige Stilling ikke antage at have det tilstrækkelige Kjendskab til et større Antal Medlemmer end netop det, som de ønske at stemme på, og dette forekommer mig ikke at burde være nogen Grund til at forkaste en sådan Stemmeseddels Indflydelse på Valget. Følgerne

kunne efter min Mening ikke være af en så indgribende Natur, at der skulde være tilstrækkelig Anledning til at indføre en Bestemmelse, som jeg må gjentage, at jeg anseer at være i Strid med den Frihed, som Enhver bør have i at afgive sin Stemme; og det er efter min Formening øiensynligt, at man i Tilfælde af, at Udkastets Bestemmelse herom bibeholdes, let vil kunne omgåe en sådan Bestemmelse ved i det enkelte Tilfælde at afgive sin Stemme til de Flere, som man ikke ellers vilde have stemt på, til sådanne Navne, som efter Tingenes Natur aldrig ville fåe nogen Pluralitet for sig i Forsamlingen. Jeg troer derfor, at den Bestemmelse, som denne Passus indeholder, ikke er grundet i Retfærdighed og Billighed, og jeg vil derfor anbefale Forsamlingen at antage mit Amendement, som gåer ud på, at den skal udgåe.

Neergård:

Bar der her Spørgsmål om Dannelsen af Comiteer I Almindelighed, da vilde jeg ganske vist stemme for, at disses Medlemmer ligesom Secretairerne bleve valgte ved almindelig Stemmegivning, idet jeg ikke kan tillægge det så stor en Betydning, at hvert enkelt Medlem af en Comitee er udgået fra Forsamlingens absolute Pluralitet, at jeg derfor kunde ønske en så stor Tidsanvendelse som Omvalgene vil medføre. Men den Betragtning, at der i denne Session ikke vil blive nedsat mange Comiteer, og at der blandt disse få er een, som skal have det vanskelige og ansvarsfulde Hverv at behandle Udkastet til Landets Grundlov, foranlediger mig til denne Gang at stemme efter Comiteens Forslag for, at Comitee-Medlemmerne vælges med absolute Pluralitet, eftersom der ikke er stillet noget Amendement for en Undtagelse for denne høist vigtige Sag.

Visby:

Jeg skulde med hensyn til det af den ærede Deputerede for Kjøbenhavns 5te District (Duntzfelt) stillede Amendement tillade mig at bemærke, at det forekommer mig ubilligt, at når der f. Er. skulde vælges 7 Medlemmer til en Comitee, og man kun kjender 5 eller 6, som man anseer skikkede dertil, man da skal tvinges mod sin bedre Villie til at stemme på en syvende tillige, som man ingen Tro har til, og jeg kan ingenlunde see, hvilke farlige Følger det vilde have, kun at nævne et så stort Antal, som man er overbeviist om er skikket til at tage Sæde i Comiteen.

Algreen-Ussing:

Forsamlingen har allerde asgjort, at der med Hensyn til de Valg af Comiteemedlemmer, som foregåe i Afdelingerne, skal sinde absolute Pluralitet Sted, og det forekommer mig, at denne Analogi er langt mere passende end den, man vil hente fra Valget af Secretaire, som Forsamlingen har antaget at kunne skee ved simpel Stemmefleerhed. Det har været mig påfaldende, at Medlemmer, som Forsamlingen Selv udvælger til Medlemmer af Comiteerne,skulle udgåe af Majoritetens Beslutning; det forekommer mig klart, at det kun er på denne Måde, at man vinder Betryggelse for, at den største Sagkundskab samler sig i Comiteerne, og at man ved den modsatte Fremgangsnåde enten giver Valgene over i en complet Minoritets Hænder eller også aldeles giver dem til Priis for Tilfældigheden. Det har viist sig ved tidligere Leiligheder i Stænderforsamlingerne, hvor kun simpel Pluralitet udfordredes til Valget af Comiteemedlemmer, at der undertiden er bleven valgt Medlemmer med et så ubetydeligt Antal Stemmer, at det har været aldeles klart, at det har været en reen Tilfældighed, at disse Medlemmer bleve valgte, Når den Fremgangsmåde følges, som Comiteen har henviist til, nemlig den, der foreskrives i § 2, så vil, når der ikke ved første Valg udkommer absolut Pluralitet for alle de Comiteemedlemmer, som skulle vælges af Forsamlingen, et nyt frit Valg blive at forestage, og vil da altså Forsamlingen i Udfaldet af det første Valg have den fornødne Leilighed til at blive opmærksom på de Mænd, som der synes at være meest Stemning for. Jeg ken derfor ikke andet end vedblivende være af den Formening, at det er i høieste Grad vigtigt, navnlig med Hensyn til de store og for Landet betydningsfulde Sager, som her nærmest ville komme under Forhandling, at Valget af Comiteemedlemmer skeer med absolute Pluralitet også for de Valgs Vedkommende, som foregåe her i Forsamlingen, og jeg skal kun kalde i Erindring, hvad den Deputerede for Kjøbenhavns Amts 4de Distrikt (Krieger) har udhævet, at det meget let kan stille sig således, at en compact Minoritet har Over

vægten i flere Afdelinger. Med Hensyn til det af den ærde Deputerede for Kjøbenhavns 5te Distrikt (Duntzfelt) stillede Amendement under Nr. 3b, hvorefter han vil, at de Stemmesedler, på hvilke der findes et mindre Antal Stemmer, end det er bestemt, ligefuldt skulle være gyldige, forekommer det mig klart, at der ikke derfor kan anføres nogen tilstrækkelig Grund, men at tvertimod væsentlige Grunde tale derimod. Det kan vistnok ikke kaldes noget Indgreb i Stemmefriheden, som han har yttret, at det enkelte Medlem, når det er bestemt, at der skal stemmes på et vist Antat Medlemmer til en Comitee, de har at stemme på et så stort Antal, og det skulde være ganske besynderligt, ja det kan næsten ikke tænkes, at et enkelt Medlem blandt 152 Mænd ikke skulde kunne finde et sådant Antal, som han dertil anseer velskikkede, hvorimod det er meget mere end sandsynligt, når han ikke stemmer på det fulde Antal, at dette blot skeer for, at de Enkelte, som han giver sin Stemme, skulle fåe såmegen større Betydning. Hvis hiint Amendement antoges, vilde det også vise sig, dersom der efter Comiteens Forslag fordres absolut Pluralitet til Valgene af disse Medlemmer, at de, som kun stemme på et mindre Antal, ville kunne bevirke en Mængde Omvalg, fordi der derved ikke vilde udkomme absolut Pluralitet for alle Comiteemedtemmerne, hvorimod de omvendt, når der kun fordres simpel Pluralitet til disse Valg, såmeget lettere vilde kunne bevirke, at de Enkelte, som de give deres Stemmer, vilde kunne fåe forholdsviis flere Stemmer, end de ellers vilde have fået.

Da Ingen videre begjerede Ordet, bleve de til Udkastets § 26 stillede Amendements satte under Afstemning, hvis Udfald blev følgende:

Nr. 1 (af Paludan Müller, optaget af Sponned): Istedetfor „til ethvert Valg — — — fastsatte Forskrift“ foreslåes: „Med simpel Stemmefleerhed afgjøres ligeledes alle Forsamlingens Valg i de almindelige Møder, undtagen de i § 2 omtalte“; blev forkastet med 114 Stemmer mod 23.

Nr. 2 (af Duntzfelt): At Ordene „eller mindre“ udgåe; blev forkastet med 122 Stemmer mod 15.

Forsamlingen gik dernæst over til Forhandlingen over de til Udkastets § 28 stillede Amendements.

la Cour:

Jeg har tilladt mig i Forening med tvende andre ærede Rigsdagsmænd at stille et Amendement, som gåer ud på, at det sidste Punctum af § 28, som bestemmer, at Afstemning ved Kugler skal kunne finde Sted, når 25 Medlemmer forlange det, skal udgåe. Jeg skal ikke videre indlade mig på det Skadelige i en sådan Bestemmelse, men kun anføre nogle Ord med Hensyn til de Indvendinger, som ere blevne gjorte. Man har nemlig sagt, at i de fleste andre constitutionelle Lande er en sådan Afstemning tilladt, men jeg kan ikke indsee, hvad Vægt denne Grund kan have, når man ikke kan angive Nytten af den hemmelige Afstemning; men Skaden er åbenbar. Det er jo ikke til Gavn for de Ængstelige og Uselvstændige, at denne Bestemmelse skal tages, da de meget mere derved ville bringes i Vilderede med deres egen Mening, med sig selv og med Forsamlingen, og gjøres uskikkede til at opfylde deres Hverv; det kan da alene være for de Tvetungede, for dem, der ikke ville være deres Overbeviisning bekjendt, at denne Bestemmelse skulde tages; men det er dog en alt for stor Høflighed, man viser ved at række dem Masken, som man dog pleier, når man kan, at afrive dem. Det kan endvidere siges, at denne Ret til at fordre hemmelig Afstemning sjelden vil blive brugt; men når den ikke vil blive brugt, hvorfor skal Bestemmelsen da ståe som en Fristelse for de Svage og som en Fare endog for de Forvovneste, da den i de fleste Tilfælde har været et Skjær for dem, som have benyttet den. Det forekommer mig, at man ikke bør have den, da den strider mod den danske ærlige, oprigtige og ligefremme Charakteer, og at vi nu, da vi ståe på vort første Stadium i vor politiske Udvikling, bør søge at benytte sådanne Midler, som kunne holde alle Ting åbne, og hvorved man kan udtale sin Mening og Stemme for Enhver. Således troer jeg at kunne anbefale mit Amendement for den ærede Forsamling.

Otterstrøm:

Jeg vil tillade mig, i Anledning af håd der er yttret, såvel ved Sagens foreløbige Behandling igår som Begrundelsen af det Forandringsforslag, som er stillet til Slutningen af

§ 28 i Udkastet til Regulativet for Forsamlingens Forretningsorden, at bemærke, at jeg skulde holde for, at det vilde give et Hul i dette Regulativ, hvis man måtte beslutte sig til at lade denne Bestemmelse om hemmelig Afstemning udgåe. Når Comitten er bleven enig om at optage den, da er det sandelig ikke, fordi man derved vilde åbne Udvei for Nogen af Forsamlingens Medlemmer, som ikke måtte ville være sin Stemme bekjendt, til at skjule den; men den Betragtning, som i Comiteen har gjort sig gjældende, er, at i Sager, som ere af stor Vigtighed og som ere af den Natur, at måskee endeel Medlemmer i forsamlingen kunde genere sig ved at stemme på den almindelige Måde for det, som de helst vilde see antaget, er det ikke alene muligt, men endogså rimeligt, at man ved at benytte Kugleafstemningen vil kunne opnåe et andet Resultat end det, som vilde udkomme ved en åben Afstemning. Nu kan jeg virkelig ikke indsee, hvorfor Forsamlingen af Ømfindtlighed for at see denne Bestemmelse nedskreven i sit Forretningsregulativ skulde ville berøve sig et Middel, som kunde blive til stor Nytte, og som det dog er høift usandsynligt, eller som der idetmindste er ringe Grad af Sandsynlighed for at ville blive misbrugt, da der udfordres, at 25 Medlemmer skulle være enige om at begjere det, og da de 25 Medlemmer dog derved måe vedkjende sig, hvad jeg antager, at Forsamlingen i Almindelighed betragter som en Feighed, og derved hendrage Opmærksomheden på sig. Jeg skulde derfor mene, at Forsamlingen i sin vel forståede Interesse bør bibeholde denne Bestemmelse, hvilket der desuden også kan være nogen Grund til i den Betraning, at denne afstemningsmåde som en Undtagelse er optaget i næsten alle constitutionelle Forfatninger, og at den følgelig ikke kan være så forkastelig, som den ved første Øiekast kunde synes at vare.

Schack:

Forskjellen på det af den ærede Comitee Indstillede og det af mig foreslåede Amendment er, som Forsamlingen vil have bemærket, den, at når Offentligheds-Principet og Hemmeligheds-Principet støde sammen, da foretrækker Comiteen det sidste, hvorimod mit Amendement gåer ud på at foretrække det første. Da nærvarende Regulativ jo kun skal giælde for denne Forsamling, vil Sagens Afgjørelse beroe på, hvad der i denne Forsamling vil være det Rigtigste, enten den offentlige eller den hemmelige Stemmegivnig. Jeg erkjender, at den hemmelige Stemmegivning kan være rigtig og nødvendig, men jeg troer ikke, at dette vil blive Tilfældet, uden når Forsamlingen lider enten under Servilisme eller Terrorisme — Servilisme, når en Deel af dens Medlemmer ere så svage, at de underkaste deres Overbeviisning en fremmed Villie, Terrorisme, når en deel af Forsamlingens Medlemmer despotiserer og voldsomt hersker over de andre. Der er neppe Grund til at vente nogen af Delene i denne Forsamling. Servilismen frygter man ellers i Almindelighed med Hensyn til Embedsmændene; man frygter, at de alt for meget skulle ståe under Ministeriets Indflydelse. Upåtvivlelig ville også Embedsmandene her give Stemme i conservativ Retning; men det vil ikke være, fordi de ere underkastede Ministeriet; det vil være fordi deres Tid og deres Stilling vil føre dem til det; det vil være just af Overbeviisning. Jeg troer heller ikke, at Forsamlingen behøver at frygte Terrorisme. Man taler vel i vor Forsamling om et høire, et Venstre, ja om et yderste Venstre; men vil man ikke holde sig til en tilfældig, engang antagen Benævnelse, da troer jeg ikke, at disse Partier nu for Tiden existere i Forsamlingen. Mig idetmindste forekommer denne som et stort Centrum, eller måskee rettere som en stor Peripheri omkring et fælles Centrum. Det er vel rimeligt, at i Forsamlingen forskellige Partier ville udvikle sig; men allerede nu gjør dens Charakteer det klart, at Terrorisme her ikke er at frygte. De Grunde, hvorpå den hemmelige Afstemning skal kunne støttes, ville således neppe finde Sted her; men da jeg erkjender, at den Muligfyed dog kunde komme, at en hemmelig Afstemning kunde ønskes, troer jeg, at man ikke aldeles bør berøve sig Adgang dertil. Langt vigtigere vil for denne Forsamling den offentlige Afstemning blive. Om dens Ønskelighed i og for sig kan jeg fatte mig kort. Der er noget Hæderligt i at være sin Stemme bekjendt, ligesom det også er af Vigtighed for Vælgerne at vide, hvorlede den Valgte stemmer, og for den Valgte, at kunne vise sine Vælgere, hvoredes han stemmer. Men særlig er det vigtigt efter den Valgmåde, der nu er ind

ført has os. Valgcandidaten ståer frem, holder skjønne Taler og gjør gode Løfter; men når da Tiden kommer, at han skal vise, at han den Gang lovede sandt og nu vil handle sandt, da er man istand til at berøve ham Adgangen hertil. Fremdeles er Offentlighed særlig vigtig for denne Forsamling, fordi den ikke blot er udgået af Folket, men også for en Fierdedeel er kongevalgt. Det vil ikke kunne nægtes, at Kongevalgene have frembragt megen Misfornøielse, og den bedste Måde, hvorpå denne kan neddæmpes, er just, at Forsamlingen træder frit frem og afstemmer offentlig. Dette vil være til Gavn for Forsamlingen, som derved vil vinde Tillid hos Folket; det vil være til Gavn for de Kongevalgte selv og for Ministrenes Parti, som har sat Rongevalget igjennem. Viser Udfaldet, at de havde Ret, da ville de vinde en Seier; men skulde det blive Tilfældet, at de lide et Nederlag, skulde det vise sig, at de Kongevalgte ikke stemme så godt og så frisindet, som den øvrige Deel af Forsamlingen, da fortjene de dette Nederlag, og de bør ikke undslåe sig for at lide det. Men ligesom dette er det Væsentlige, hvorfor jeg troer, at denne Forsamling bør stemme for, at den offentlige Afstemning skal beseire den hemmelige, således kan jeg heller ikke undlade at henlede Forsamlingens Opmærksomhed på, hvad man her idelig kommer tilbage til, nemlig Tabet af Tiden og navnlig den Tidsspilde, som den hemmelige Afstemning vil medføre. Dette kan ikke være denne Forsamling ligegyldigt, da man fast i enhver Samling holder flere Taler om hvormegen Tidsspilde den og den Foranstaltning medtager, ja, da man endog af lutter Iver for at spare Tid er tilbøielig til at berøve Forsamlingens meest anseete Medlemmer Ordet, fordi de gåe for nøiagtigt ind på Sagerne. Den hemmelige Afstemning vil nemlig medføre, at de fleste Deputerede ville træde frem og gjøre Regnskab for deres Stemme, før Afstemning finder Sted; og det vil ikke blive derved, men ovenpå denne Erklæring om, hvorledes man vil stemme, vil følge en lang Tale, som ikke har andet Motiv end det berømte „da jeg nu engang har reist mig“. Jeg troer Således, at der er mange Grunde til at foretrække den offentlige Afstemning for sen hemmelige. Jeg indseer vel, at man vil sige, at det kun sjeldent vil være Tilfældet, at den hemmelige Afstemning forlanges mod den offentlige; men jeg troer, man tager Feil heri. Jeg venter vel ikke, at Terrorisme skal udvikle sig, men jeg håber, at der her vil udvikle sig bestemte og kraftige Partier; men når et sådant Parti af 25 til 30 Personer gjentagne Gange bliver sat tilside, er det en Erfaring i det politiske Liv, at det bliver fjendsk mod Majoriteten, og det er da istand til ikke blot at fordre hemmelig Afstemning, hver Gang offenlig Afstemning fordres, men det kan fordre hemmelig Afstemning i enhver Sag. Men gjør den det, da er Forsamlingen prostitueret; da vil Nationen blive misfornøiet, og Forsamlingen vil være forhånet t Europas Øine. Man vil måskee svare, at Forsamlingen slet ikke skal binde sig, at den må være så fri, at den har Ret til at prostituere sig. Det er rigtigt, Forsamlingen bør have Ret til at prostituere sig; men den må ikke nedlægge denne Ret i en Sjettedeel af sine Medlemmers Hænsyn. Dette er farligt. Endnu kan jeg ikke undlade at tilføie, med Hensyn til det Tal, som jeg har foreslået istedetfor det af Comiteen Indstillede, at Comiteen vistnok har havt en Følelse af det Urigtige i sin Indstilling, idet den har fordret et så stort Antal som 25 for at hemmelig Afstemning skal kunne finde Sted. Men herved har den just forfeilet Målet. Hemmelig Afstemning, når den ikke skal være grundet i Partihensyn, bør kun finde Sted, når der er virkelig Fare for Forsamlingen, og de Medlemmer, som forlange den, vise da det Mod, at kaste sig imellem Forsamlingen øg Fjenden; de ere på en Måte Heroer i det Øjeblik. Men jeg troer ikke, at Forsamlingen kan gjøre Regning på 25 Heroer; det vil være vanskeligt nok at opdrive 15. Jeg troer således, at den, som er en Ven af Friheden, af denne Forsamlings rolige Udvikling, som også den, der ønsker, at Vælgerne og de Valgte skulle ståe i det rette Forhold til hinanden, at han må ønske, at hemmelig Afstemning skal vige for den offentlige. Det er hertil, mit Forslag kan reduceres: Offentlighedens Seier over Hemmeligholdelsen.

Olesen:

Det er af den sidste ærede Taler såvelsom af Andre tilstrækkeligt godtgjort, at den hemmelige Afstemning er forkastelig. Den ærede Rigsdagsmand for Århuus Amts 2det Distrikt (Otterstrøm) har vel søgt at bevise, at den undertiden kunde blive nødvendig, og at der kun er liden Rimelighed for, at den vilde blive misbrugt, men han har ikke beviist, at den ikke kan bive misbrugt. Imidlertid vil jeg indrømme den ærede Rigsdagsmand, at der kan gives Tilfælde, hvori Hemmeligholdelse kunde blive nødvendig, men i så Fald troer jeg, hvad jeg igår tillod mig at gjøre Forsamlingen opmærksom på, at 30 giver den fornødne Adgang dertil; vil man gåe videre, så taber man sig i lutter Hemmelighedsfuldhed, hvilket ikke vilde være ønskeligt. Forhandle vi her for lukkede Døre, vil vistnok enhver Rigsdagsmand have såmegen Discretion, at han holder hos sig selv, hvad der bliver forhandlet; skulde det dog være nødvendigt at tage yderligere Forsigtighedsregler, så har man jo § 32, som giver den allertilstrækkeligste Betryggelse i så Henseende.

Gleerup:

Jeg reiser mig for at tale for den hemmelige Stemmegivning, uagtet det Meget, som mange af dem, med hvem jeg nærmest deler Anskuelser, synes at have imod den, og jeg finder mig opfordret dertil, fordi jeg anseer denne Bestemmelse i det foreliggende Reglementsudkast at være meget mere end en reglementarisk Bestemmelse; jeg anseer den for at være en Grundsætning, en Nødvendighed, som ikke uden Fare savnes i nogen lovgivende Forsamlings Regulativ, og skjøndt jeg ikke skal og heller ikke kan gåe ind på, hvorvidt en såden Bestemmelse knude blive nødvendig for denne Forsamling — måskee den bliver det, måskee ikke, det er et Spørgsmål — taler jeg for at beholde denne Bestemmelse, fordi vi, hvis vi ikke vedtoge den,vilde giøre det besværligt, måskee umuligt for kommende Rigsdage at såe den. Jeg taler endelig derfor, fordi jeg såvel i denne Aften som igår har hørt Mænd tale derimod, hvis Ord jeg respecterer som umiddelbart udgående fra Folket, og fordi dette viser mig, at der må være Noget i Nationens Følelse, som modsætter sig den hemmelige Stemmegivning, men er overbeviist om, at denne Følelse ikke er rigtig og grunder sig på en feilagtig Opfattelse af Sagen. En Forsamlings Stemmegivning er det Middel, hvorigjennem Forsamlingen Villie træder frem, og nu er det dog åbenbart, at det må være ønskeligt, at denne fremtræder så reen og så sand, som muligt, som det sandeste Udtryk af Forsamlingen selv; men Forsamlingens Villie kommer netop istand ved de enkelte Medlemmers Stemmegivning, og vil man, at den således sremtrædende Totalvillie skal være reen og sand, må man også sørge for, at de enkelte Stemmegivninger kunne være det. Dersom man gåer til sig selv, og det, må man giøre, når man vil kjende Andre, så kan man ikke nægte, men må tilståe, at ydre Forhold, Omstændigheder, Personer, meget maske Sagen Uvedkommende har en betydelig Indflydelse på en Mands Dom, Mening og Handling, og i mange Tilfælde en langt større end tilbørligt; det kan man godt sige, og man siger derfor ingenlunde, at man er en Cujon og en Hyker, men kun, at man er et Menneske. I det private Liv må det være Enhvers egen Sag, hvorvidt han søger at frigjøre sig for sådanne Hensyn. Men når den Enkeltes Stemme bliver en offentlig Handling og såer Indflydelse på offentlige Interesser, så er det det Offentliges Pligt at træde til, at støtte, om man vil, den menneskelige Skrøbelighed, og et sådant Middel har man troet at finde i den hemmelige Stemmegivning. Det er derfor, man seer denne Stemmemåde indført, som allerede i denne Debat bemærket, i de fleste constitutionelle Stater, både i mindre og større Forhold; at den ikke er indført hos os, og at den ved det første Forslag derom har vakt en heel Deel Misbilligelse i denne Forsamling, det er for mig intet Beviis for, at vi enten ere ærligere eller selvstændigere end andre Nationer, men kun et Beviis på, at vort offentlige Liv er så lidet udviklet, at vi ikke ret kjende os selv deri, ei vide, hvor stærke vi deri ere, og ei heller, hvor svage; og dog kan Erfaringen allerede sige enhver Mand, som har bevæget sig lidt i vort offentlige Liv, at netop den offentlige Stemmegivning har sin Fare.

Trykt eg forlagt af Kgl. Hofbogrykker Bianco Luno.

Niende Møde. (Fortsat.)

Jeg kan huske den eneste Gang, jeg har været tilstede ved Valget af Sogneforstandere, og såe, hvorledes Mand for Mand blev kaldt op til Protocollen og gav sin Stemme høit og tydeligt, at det da strax slog mig, at den offentlige Stemmegivning tyranniserede den frie Villie; jeg blev overbeviist om, at den bøiede Villien, og at, hvis Stemmegivningen havde været hemmelig, var Resultatet blevet anderledes, var blevet sandere. Noget Lignende, veed jeg, er blevet bemærket ved vore Stændervalg og ved vort sidste Rigsdagsvalg, og jeg troer således, og har hørt det udtalt af Mange, at igjennem en hemmelig Stemmegivning vilde hver enkelt Persons Stemme være bleven givet med meer individuel Frihed, og altså med større Sandhed. Netop på Grund af disse almindelige Anskuelser troer jeg ikke, at nogen lovgivende Forsamling og heller ikke denne, hvor stor og ophøiet dens Charakter kan være og er, kan savne den hemmelige Stemmegivning, ikke som Regel, men som Undtagelse, som et sidste Middel, som en Støtte for, hvad jeg før har sagt: den menneskelige Svaghed; thi den er allesteds, den er også her. Der er anført, at Kugleafstemningen var et Brud på Offentligheden, og at Offentligheden var en sådan Forsamlings Livsprincip; Ingen skal være billigere end jeg til at indrømme Offentligheden sin Berettigelse, men man må ikke urgere det således, at man istedetfor at gjøre Offentligheden til det veiledene, det opmandende, det understøttende, det belærende Element, fører den ind i denne Sal som en Hersker, thi her skal kun Sandheden herske og slet Intet Andet; Offentligheden kan bidrage dertil. Ikke skal man, før man giver sin Stemme, tænke på: hvad ville dine Vælgere, hvad vil Galleriet, hvad vil Pressen sige? således, at man deraf lader sig beherske; man skal bagefter høre, hvad de sige, og da lade sig belære, revse, opdrage deraf; men ingen Tyran skal her være i denne Sal, end ikke den offentlige Mening, thi da ligger Friheden under. Man har desuden sagt, at den hemmelige Stemmegivning havde noget for den danske Ærlighed Oprørende, at den var et Skalkeskjul for den Feige og for Hykleren; jeg vil påståe, at netop det Samme kan man sige om den offentlige; Cujonen kan ligesågodt skjule sig derunder, som under den hemmelige; Hykleren, han veed ligeså godt ved at „reise sig“ eller „blive siddende“ at dølge sin sande Mening, som ved den tause Kugle; jeg siger derfor, at den offentlige Stemmegivning ligeså ofte måskee, og ligeså godt er et Skalkeskjul, som den hemmelige. Man har fremdeles sagt, at den hemmelige Stemmegivning var en Støtte kun for de Svage i Ånden, — om nu så var, hvad Skade var det. Man kan godt troe om sig selv, at man er een af de „Stærke“, men man skal og tage Hensyn til de Svage; man skal huske på, at man kan føle sig stærk i dette Øjeblik, men veed ikke, om man er „stærk“ i det næste. Ingenlunde er det nu min Mening at ville opstille den hemmelige Stemmegivning som Regel, men jeg vil have den opstillet som et sidste Middel, som Noget, hvorved den Enkeltes Stemmegivning kan i overordentlige Tilfælde blive så fri, som muligt. Det er ingen uvigtig Ting, af Erfaringen at lade sig belære i disse Spørgsmål, hvori vi ere så nye, og vi skulle derfor ikke lade hånt om, at Kugleafstemningen er indført så godt som i alle constitutionelle Stater; vi skulle ikke sige: ja, fordi den er indført i Frankrig eller hist og her, det kommer ikke os Danske ved; jo det gjør, når der ligger noget Sandt deri, thi Sandheden er kun een, enten den så bliver udtalt på Fransk eller Engelsk. Også

Historien taler her til os. Jeg tænker i dette Øjeblik på de store Januardage for næsten to Menneskealdre siden, da Conventet i Paris var samlet for at tage Beslutning om Ludvig den Sertendes Liv eller Død. Beslutningen blev tagen igjennem offentlig Stemmegivning, og der see vi Girondisterne, disse store Mænd, disse ophøiede Sjæle stemme mod deres Overbeviisning, mod deres Samvittighed, see dem under den offentlige Stemmegivning at skjule deres dybeste Tanker. See her den offentlige Stemmegivnings Misbrug og Farer! See den her som et Skjul for Meningerne, see her, hvor den tyranniserer disse stærke Ander, disse udødelige Mænd, som dog kort efter med deres Blod beseglede deres Tro! Derfor, lader os opfatte Sagen rigtig og ikke blive bange for Navnet. her er ikke Tale om at gjøre den hemmelige Stemmegivning til Regel; den skal være en Undtagelse og vil blive en sjelden; men den skal være der, opbevaret som en Mulighed for store, for vigtige, for ansvarsfulde Øjeblikke, for sådanne, i hvilke Forsamlingen må kunne trække sig tilbage i sig selv, må kunne frigjøre sig for alle ydre Hensyn og hæve sig op over al Roes og Dadel.

Balthazar Christensen:

Jeg havde også begjert Ordet, men skal aldeles slutte mig til, hvad min ærede Nabo har udtalt på en Måde, som jeg forgjæves skulde forsøge. Jeg skal kun bemærke, at jeg troer, at ret Mange af dem, som her ivre imod den hemmelige Stemmegivning, gjøre det af Grunde, hvorved de ganske væsentligen miskjende Naturen af sådanne Forsamlinger som denne, og Indflydelsen af en Tid som den, hvori vi leve. De Fleste af dem, troer jeg, ville indrømme, at den hemmelige Stemmegivning er på sit rette Sted, hvor Forhandlingerne ere store, overordentlige og prøvende, som de til Exempel, min ærede Nabo omtalte; men, mene de, vor Stænderhistorie viser, at den kan give Anledning til smålig Misbrug og som Exempel herpå kanman anføre, at i Tilfælde af, at Landbo-Interesserne kom på Tale, vilde Modstanderne af radicale Reformer muligt i disse kunne tye til hemmelig Afstemning for derved at qvæle en Stemmegivning, som måtte forlanges ved Navneopråb eller, for at tage et andet Tilfælde, at i store Principspørgsmål, som vilde fremkomme ved Constitutionsforslagets Behandling, at ved disse Ovæstioners Afgjørelse, hvor man i Sagens, i Forsamlingens Interesse kunde ville fordre den meest offentlige Stemmegivning, den ved Navneopråb, at der kunde Kongevalgenes Forsvarere ville benytte den hemmelige Afstemning til at qvæle dette Forlangende om Navneopråb. Jeg må tilståe, at jeg har været fuldkommen utilgjængelig for disse Hensyn; jeg må tilståe, jeg anseer dem i denne Sal og i vor Tid for umulige, og ligesom jeg, som Medlem af den Comitee, der har udarbeidet Udkastet til Forretningsregulativet, ikke, såvidt jeg mindes, i noget Tilfælde har følt mig opfordret til at være væsentlig uenig med mine Collegaer, således har jeg og i det her gjældende Punkt ærligt og uden Betænkning været enig med dem, og det havde ikke engang faldet mig ind at forlange et så stort Antal som 25 som Betingelse for, at denne Stemmegivning skulde tillades. Jeg har troet at måtte tillade mig disse Yttringer, da Sagen selv og den Modstand, den møder hos så Mange afdem, der i Anskuelse ståe mig nærmest, forekommer mig uafviseligt at opfordre mig dertil.

Redacteur Hansen:

Jeg skulde ikke have taget Ordet angående dette Spørgsmål, hvis ikke mine Naboer havde yttret sig over og bestredet det Amendement, ifølge hvilket sidste Passus af § 28 skulde udgåe. Jeg skal ikke opholder mig ved at motivere det vidtløftigt, da der allerede er anført såmange Grunde af adskillige Tale,re igår

og idag for det Skadelige i den hemmelige Afstemning. Når en Deputeret for et af Holbeks Amts Districter har meent, at han kun vilde holde på Udkastet, fordi det i overordentlige Tilfælde, og, som der blev sagt, i store Øjeblikke kunde være nødvendigt, at man skred til hemmelig Afstemning, skal jeg mene, at forsåvidt sådanne overordentlige Øjeblikke skulle udkræve denne Afstemningsmåde, haves i denne Henseende i nærværende Forsamlings Regulativ et tilstrækkeligt Middel i § 32. Når den Deputerede for Århuus Amts 2det Distrikt (Otterstrøm) først har anført som Grund for at beholde hemmelig Afstemning, at der ellers vilde blive et Hul i Forretningsregulativet, så skal jeg ikke nærmere gåe ind på, hvorvidt der derved kan siges at opståe et Hul, men jeg skal kun sige, at hvis der blev et Hul på Grund af Udelukkelsen af den hemmelige Afstemning, vilde jeg ansee det for et meget ærefuldt Hul, et hæderligt Hul. Når han dernæst har anført som sin anden Grund, at det kan forudsættes, at der ved den hemmelige Afstemning vil udkomme et andet Resultat end ved offentlig Afstemning, så ståer dette ikke for mig som et Forsvar for den hemmelige Afstemning, men som en Modgrund, som en Grund for ikke at gåe ind på denne hemmelige Afstemning. Dette er Alt, hvad jeg har at sige.

Hage:

Jeg skal blot, i Anledning af nogle Yttringer af en af de foregående Talere, tillade mig den Bemærkning, at når han mener, at § 32 i overordentlige Tilfælde skal kunne benyttes for at anvende den hemmelige Afstemning med Kugler, da er dette vistnok en Misforståelse af denne Paragraph, thi det har ved denne Paragraph neppe været påtænkt, at der skulde kunne gjøres en Forandring i Afstemningsmåden; man har vistnok kun tænkt på, at det kunde blive ønskeligt i enkelte Tilfælde at afvige fra den sædvanligt gjældende Form, for at en hurtigere Behandling af Sagerne kunde sinde Sted. Med Hensyn til det Spørgsmål, som her er bragt på Bane, skal jeg tillade mig med så Ord at forklare, hvorfor jeg finder mig opfordret til at afgive min Stemme imod Kugleafstemning, og det i alle Tilfælde. Jeg erkjender vel, at der kan være Tilfælde, hvori den kunde tænkes at være af Nytte; men jeg må dog bemærke, at når man fornemmelig har sigtet til organiserede Partier, hvor den Enkelte ikke længere skulde være fri, og derfor ikke ved en åben Afstemning frit afgive sin Stemme, da kan jeg ikke antage, at Kugleafstemning i dette Tilfælde vil føre til noget bedre Resultat, og dersom man skulde være nødt til at bruge Kugleafstemning i alle de Tilfælde, hvor man måtte ønske at frigjøre dem, der lide under Afhængighed af Andre, for denne Afhængighed, da vilde man vistnok også altfor ofte blive nødt til at tye til denne Afstemningsmåde. Men, som sagt, jeg troer ikke, at der herved vilde opnåes Noget for disse mindre selvstændige Medlemmer, da de kunne være visse på, at de senere vilde blive udspurgte og, hvorledes de havde afgivet deres Stemmer, og krævede til Regnskab herfor, og de havde da kun Valget imellem at stemme uselvstændigt eller at tale Usandhed ved at fragåe, hvorledes de have stemt. Et andet Tilfælde, hvori Kugleafstemning kunde være nyttig, vilde være det, hvor der skal afgjøres en stor og vigtig Sag, og hvor de Enkelte, ved at stille sig uden for den almindelige Mening, eller på Grund af deres Stilling til Overordnede, kunne pådrage sig Ulemper for Fremtiden. Jeg erkjender, at et sådant Tilfælde vil kunne møde, og at man kunde ønske et Værn derimod, men jeg troer, at man bør lægge nogen og ikke ringe Vægt på den Betydning, som en lovgivende Forsamling ved sine Handlinger har på Folkelivet. Det er ikke blot vigtigt, at den gode Lov gives, at det ønskelige Resultat opnåes, men det er vigtigt, hvorledes den gives, hvorledes det opnåes, hvorledes Ånden i Forsamlingen har været. En sådan vil måske virke nok så meget ved sit Exempel, som ved sine Beslutningers Charakter. Man lægge derfor ikke ene Vægten på Resultatet, men på den Virksomhed, der kaldte det tillive. Det er nys udhævet af en æret Taler, idet han tænkte tilbage på den franske Revolution, på dette store Drama, da der stemtes om Ludvig den Sertendes Liv eller Død, at Girondisterne, disse store og mægtige Charakterer, stemte for Kongens Død. Jeg erindrer i dette Øjeblik ikke klart, hvorledes det gik til ved denne Leilighed, men hvis jeg ikke feiler, blev der brugt Kugleafstemning.

Flere Stemmer:

Nei — Navneopråb!

Hage:

Jeg har taget feil; men jeg kan dog fremstille det Billede, som stod for mig, det var Vergniaud, som jeg erindrede, trådte op for at stemme offentligt for Kongens Dod — Vergniaud, som Dagen iforveien, med sin glimrende Veltalenhed, havde udtalt sig imod Ludvig den Sertendes Død. Var det nu ei bedre, at han åbent måtte udtale sin forandrede Overbevisning om hvad der burde giøres, end om Urnen havde kastet et Slør over hans Stemme?

En Stemme:

Han handlede imod sin Overbevisning.

Hage:

Det kan Ingen bedømme.

En Stemme:

Det er historisk.

Hage:

En Forsamlings åbne Fremtræden i de store Øjeblikke må altid udøve en mægtig Indflydelse på Folkelivet, hvad enten Folket må beundre eller fordømme. Der er en anden Betragtning, som ikke bør oversees. Når de Mænd, som Folket har valgt til at repæsentere sig, i alvorlige Øjeblikke, hvor det gjælder ikke at svigte Folket, ikke ville være deres Stemme bekjendt, da kan Folket ikke blot fristes til at tvivle om, at de i sådanne Tilfælde virkelig kun tage Hensyn til hvad der er Folkets sande Interesser, men der bliver også en skjærende Modsigelse deri til Valgloven, der vistnok med velberåd Hu bestemmer, at Valghandlingen skal være offentlig, at Vælgerne åbent skulle afgive deres Stemmer, uagtet de ofte ville være langt afhængigere end de, der, stillede langt høiere, stemme i en Rigsforsamling. Jeg veed vel, at der er dem, som mene, at Stemmegivning ved Valghandling bør være hemmelig; jeg veed også, at i det Land, hvor den anvendes, og hvorfra den er overført til os, findes mange Modstandere af den offentlige Afstemning; men jeg veed også, at en stor Majoritet i det engelske Parlament hidtil har udtalt sig for at bebeholde Offentligheden, ikke blot fordi den bedre passer til den åbne engelske Charakteer, som jeg håber, at også det danske Folk kan rose sig af, men fordi det ikke er muligt at værne imod de Misbrug, man påpeger, fordi de Enkelte dog vanskeligt kunne skjule eller fraggae, hvorledes de have stemt, så at Afhængigheden vil vedblive, og Fordelene ved Offentligheden tabes, uden at dens Mangler afhijælpes. Lader os derfor følge det Exempel, Valgloven giver os, lader os ikke bane Veien til en hemmelig Afstemning ved Rigsdagsvalgene ved at indføre den, om end kun i sjeldne Tilfælde, i denne Forsamling.

Rée:

Den ærede Deputerede for Holbeks Amts 3die District (Gleerup) har i et fortræffeligt Foredrag udviklet Forsvarsgranden for den hemmelige Afstemning, men han har ikke derved i nogen Måde rokket min Overbeviisning. Jeg seer ved nærværende Spørgsmål nemlig ikke så meget hen på dets Udvikling i Praris, som derpå, at vi ikke ved at grundlægge Forfatningsværket bør nedlægge Noget, der ståer i Strid med Livsprincipet for hele den constitutionelle Statstilærelse. Jeg vil indrømme, at der vistnok finder en Usikkerhed Sted ved al Stemmegivning, men den største Sikkerhed, som man tilnærmelsesviis kan skaffe, og den største Garanti for denne må dog være den som skabes, når Folket kan føre den fuldstændigste Control med de Mænd, som de have sendt herhen, ikke blot for at tale, men fornemmelig for ved deres Stemmer at fastsætte Forsamlingens Beslutninger. Lader os fremfor Alt mindes, at det Værk, som her skal begrundes, når det skal ståe varigt, må have sin Rod i Folkets Tillid; men lader os da ikke glemm, at der endnu er Mange, som endnu tilråbe os: hvad hjælper en constitutionel Forfatning, hvad hjælper Eders Papirsforfatninger, når man dog ikke ved disse kan skaffe Folket nogen Garanti for, at de, som det ønsker til sine Talsmænd, komme til at repræsentere det, thi det lader sig jo dog ikke nægte, at hver Valghandling har noget Usikkert hos sig, og hvad anden Beskyttelse haves så herimod, end at Folket lærer sine Deputerede i Eet og Alt at kjende, at det kan vogte og veie deres Gjerninger, for derefter at dømme dem. Aben Tale og åben Handling til at besegle Ordet er det ene, der sømmer sig for et constitutionelt fritfølende Folk og for dettes Afsendinge, og jeg vil appellere til Enhvers Følelse, uden Hensyn til hans politiske Tro, jeg vil spørge både dem på den Side af Salen, til hvilke jeg nærmest regner mig, og dem, jeg troer at ståe ligeoverfor, om det

kan stemme med folkelig Folelse, om det kan stemme med det ridderlige Æresbegreb, når man afæskes sin Mening af Folket for at udtale den I Folkets Navn, da at lege Skjul, hvor man først og fremmest er forpligtet til at tale. Jeg gjentager det: Folkets Tillid er den Grundpille, hvorpå en fri Forfatning fornemmelig må hvile, Lade vi først en enkelt Orm gnave sig ind i Pillen, bliver den snart så ormstukken og huul, at den Bygning, den skal bære, om den er nok så kunstmæssig opført, dog tilsidst må falde.

Ole Kirk:

Da nærværende Udkast, såvidt jeg har forstået, kun skal gjælde for denne Forsamling, forekommer det mig ikke, at man behøver i nogen Måde at tage Hensyn til hvad der er passeret i gamle Dage; men jeg troer, at man nærmest bør betragte Sagen som den foreligger os. Bi have Alle, da vi fremstillede os for vore Bælgere i Districterne, tilsagt Vælgerne Eet og Andet, søm vi vilde holde på, og som vi efter vor Overbeviisning troede at vare i Landets og deres Interesse. Hvorledes skulde vi nu kunne forsvare, her strax at antage hemmelig Afstemning, hvorledes skulde vi kunne godtgjøre, at ikke ærgjerrige Hensigter ledede os, da vi fremstillede os for at vælges? Man kunde let finde en Støtte for en sådan Tanke, dersom vi antoge hiin Afstemningsmåde, og Vælgerne kunde let ledes til at troe, at vi ikke talte deres Sag, og der kunde vækkes Mistillid imod os, om ikke hos Alle, så dog hos Mange. Jeg må derfor stemme såvel imod Udkastets Bestemmelse, som imod det andet dertil stillede Forslag. Jeg mener, at når man tør tale, hvad man anseer passende, i Overværelse af hele denne Forsamling og de øvrige Tilhørere, da kan man også stemme ligeså Overbeviisning, at man ikke bor holde på Kugleafstemningen.

Fløe:

Uagtet de glimrende Foredrag, jeg har hørt til Forsvar for hemmelig Afstemning, er jeg dog ikke bleven overbeviist om sammes Uforkastelighed. Jeg veed, at en sådan Afstemning har en almindelig Uvillie imod sig i Folket, og jeg anseer det derfor for en bydebde Pligt for min egen Skyld, frit at bekjende, at jeg agter at stemme imod en sådan hemmelig Afstemningsmåde. For at imidlertid Forsamlingen ikke, under fjeldene og faretruende Omstændigheder, skulde være afskåren Ret til at benytte denne Afstemningsmåde, troer jeg at burde henholde mig til det af den ærede Rigsdagsmand for Præstø Amts 3die Distrikt (Schack) stillede Forandringsforslag.

Schroll:

Det er ofte og med Grund anført, at Folkets Opmærksomhed er henvendt på hvad der skeer i denne Forsamling, og at Folkets Tillid derfor er dobbelt nødvendig; men når vi indføre Kugleafstemning, hvorledes skal da Folket være istand til at bedømme Rigsdagsmændenes Færd. Man vilde jo derved gjøre det vanskeligt, ja sågodtsom umuligt for Folket ved de kommende Valg at udelukke dem, der ikke sympathisere med det. Der kunde vel indvendes, at Kugleafstemning undertiden kan være til Betryggelse for Minoriteten; men da jeg antager, at man er nedst tjent med en åben og ærlig Politik, troer jeg at burde stemme imod al hemmelig Stemmegivning. De Rigsdagsmænd, som ikke have Selvstændighed og borgerligt Mod til at være deres Mening bekjendt, have ikke deres rette Plads i Rigsdagssalen.

Ploug:

Jeg må tillade mig den Bemærkning, at der ikke forekommer mig at være det bedste Sammenhæng mellem det harniskklædte Foredrag, som den ærede Rigsdagsmand fra Præstø (Schack) idag har holdt, og det Amendement, han har stillet. Eftersom han er en Fjende af Kugleafstemningen, synes han hellere at burde have holdt sig til, hvad Comiteen har foreslået i sit Udkast, hvor Kugleafstemningen er stillet som det yderste Middel og kun kan benyttes, når det af 25 Medlemmer forlanges, medens Stemmegivning ved Navneopråb kan forlanges af 15, end, som han ved sit Amendement har foreslået, at der kun skulde behøves 15 Medlemmers Forlangende, for at Kugleafstemning skulde kunne finde Sted. Når nemlig, forsåvidt Navneopråb ei forlanges, også 15 Medlemmers Forlangede om Kugleafstemning skal være at tage til Følge, så forekommer det mig, at hans Amendement gåer mere ind på det af ham bekæmpede Hemmelighedsprincip, end Comiteens Udkast. Endnu skal jeg tillade mig den Bemærkning, at når der er bleven talt om Terrorisme i denne Sal, da gives der også en anden Terrorisme udenfor Salen,

som man på en mere indirecte Måde hentydede til, ved stærkt at advare de kongevalgte Medlemmer med Hensyn til, hvad de her stemme for. Forøvrigt er Kugleafstemningen mig imod, of jeg agter at stemme mod den.

Bang:

Jeg skal blot gjøre en Bemærkning. Når jeg agter at stemme med Comiteen, da skeer dette alene af det Hensyn, der iøvrigt tilstrækkeligt er fremhævet, at der kan komme Forhold og Sager, som i Forening kunne gjøre Kugleafstemningen virkelig gavnlig. Jeg tror det i Sandhed ingenlunde umuligt, at en Sag af den Beskaffenhed tilsidst kunde blive denne Forsamling forelagt, og jeg vilde da ansee det meget uheldigt, når en sådan Sag af allerstørste Vigtighed kunde vinde ved dens Afgjørelse ved den hemmelige Afstemning, at denne da skulde være umuliggjort. Jeg skal endnu blot hertil føje, at al den Frygt, der næres for, at man for at skjule sin Mening skulde tye til Kugleafstemningen, og at denne Afstemningsmåde hyppigen vilde finde Sted, er ugrundet; thi det er moralsk umuligt, at en sådan Frygt, en sådan Feighed kunde gjøre sig gjældende, og dertil kommer, et den Betingelse, at 25 Medlemmer skulle fremsætte Påstand om en sådan Afstemning, tillige vil gjøre det næsten ligt med en physisk Umulighed, at en sådan Fordring hyppigt vil blive fremsat.

Frølund:

Det Væsentligste, som man har anført til Forsvar for at beholde Afstemningen ved Kugler er på den ene Side den menneskelige Skrøbelighed, som man har sagt trænger til en Støtte; jeg indrømmer, at dette kan gjerne kan være. På den anden Side har man til Forsvar derfor anført, at det er ganske vist, at Offentligheden også kan bidrage til at skaffe falske Meninger frem her i Salen; det er vel muligt. Jeg kan imidlertid ikke føle mig overbeviist af disse Grunde og jeg vedkjender mig den Mening, at jeg agter at stemme imod Afstemningen ved Kugler, fordi jeg håber, og jeg finder en Glæde ved at større mig ved dette Håb, at Styrken her i Salen er større end Skrøbeligheden, og jeg på den anden Side mener, at den Fare, man løber ved at give hemmelig Afstemning Indpas, er større end den, man løber ved offentlig Stemmegivning.

Procurator F. Jespersen:

Til hvad den ærede forrige Taler yttrede, skal jeg tillade mig at Forsamlingen vel må betænke, hvad Indtryk det vil gjøre på Folket, dersom den begyndte sin Virksomhed med at votere for hemmelig Afstemning. Det er ikke ubekjendt, at denne er Folket såre meget imod. Jeg mindes levende, hvorledes det Budskab modtoges, at der i den jydske Forsamling havde fundet Kugleafstemning Sted, da der var Spørgsmål om Forhandlingernes Offentlighed, og at den Deputeredes Navn, der havde forlangt Kugleafstemningen, gik som en Løbeild igjnnem Landet, og jeg kan forsikkre, ikke til hans Ære. Når det er yttret, at den skulde tjene til Hjelp for de Skrøbelige, så anseer jeg ikke dette at være den rette Fremgangsmåde for at styrke dem; de bør tvertimod bringes til at prøve deres Kræfter, prøve hvad de formåe, hvilket ofte er Mere, end de selv have tænkt. Når det fremdeles er yttret, at ved Kugleafstemningen et andet Resultat kunde komme frem end ved den offentlige Afstemning, da forekommer dette mig netop at være en væsentlig Indvending imod hiin Stemmegivningsmåde. Det Medlem, som ikke tør være sin Mening bekjendt, bør ikke gives Leilighed til at skjule den.

F. Johannsen:

Heller ikke jeg agter at stemme for hemmelig Afstemning, og jeg tillader mig derfor at slutte mig til den ærede Rigsdagsmand for Randers Amts 4de Distrikt (la Cour) og det Amendement, som han har stillet.

Bagger:

Det er unægteligt, at der gives menneskelig Skrøbelighed, men derfor troer jeg dog ikke at burde anbefale den hemmelige Kugleafstemning, thi Skrøbelighed, grundet på Frygt, bør bekæmpes. Vi ere komne her for åbent at udtale vore Anskuelser, at erklære os imod Alt, hvad der strider derimod; derfor påligger der os en moralsk Forpligtelse til at tale og handle således i denne Rigsforsamling, at vor Færd kan ligge åben for hele Verden, og at de, som have kaldet os til den Plads i same, vi indtage, kunne komme til Erkjendelse af, at de ikke ere blevne skuffede. Om vi også ved Udtalelse af vore Anskuelser kunne pådrage os Had og For-

følgelse, så troer jeg dog, at vi ikke bør lade os lede af Menneskefrygt, men have det store Mål for Øje, for hvis Skyld vi her ere forsamlede. Jeg skal derfor også frimodig udtale, at det er min Anskuelse, og at jeg agter at tiltræde det af den Deputerede for Randers Amts 4de Distrikt (la Cour) stillede Amendement.

Ræder:

Efter Alt hvad der er yttret i denne Sag anseer jeg det for en total Umulighed at tilvejebringe 25 Medlemmer, som skulle forlange Kugleafstemning, og jeg finder heri, tvertimod hvad der er bleven anført, en Grund til at antage, at Comiteen selv ikke er stemt for Sagen. Offentlighed er vor sande Støtte og også vor Trøst, og det er min fuldkomne Formening, at vi, ligeoverfor vore Vælgere skylde dem samme. Al hemmelig Afstemning er imod Folkets Ønske og Hensigt.

Dahlerup:

Det er, om jeg ikke erindrer feil, af een af de foregåends ærede Talere bemærket som et af de Momenter, der talte mod Kugleafstemningen, at den vilde medføre stor Vidtløftighed, idet en stor Mængde Talere, når der skulde stemmes med Kugler, vilde ansee det for nødvendigt inden Stemmegivningen at udtale deres Anskuelse, for at deres Vælgere ikke skulde være uvidende om, hvad de havde stemt for. At denne Grund ikke er uvæsentlig, synes jeg den nu førte Debat alt har viist. Uden derfor at udtale mig vidtløftigere, skal jeg tillade mig at bemærke, at også jeg agter at stemme mod Kugleafstemning.

Tvede:

Efter Alt hvad der er sagt i denne Sag, må det ansees omtrent umuligt, at hemmelig Stemmegivning vil blive foreslået eller sat igjennem; men netop på Grund af den store Usandsynlighed for, at 25 Medlemmer ville træde op og forlange Kugleafstemning, antager jeg, at man ikke bør afskjære sig dette Middel, som man i yderste Tilfældee kunde ønske at gride til Såvist som det er Feighed at yttre sig på en anden Måde, end hvad der er Eens sande Mening, såvist vilde det være Feighed, når jeg ikke stod op og erklærede mig for, at Kugleafstemning bideholdes, hvor den gjøres fornøden.

Høier:

Jeg anseer det ikke for så afgjorte, at Kugleafstemning ikke vil finde Sted, fordi der udkræves, at 25 Medlemmer skulle forlange denne Afstemningsmåde, for at den skal kunne anvendes. Der er ikke Såmange, der have talt imod den, at der jo nok kunde blive Såmange tilbage, at de let kunde forlange denne Afstemningsmåde bragt til Anvendelse. Chr. Larsen yttrede sig ligeledes imod hemmelig Afstemning.

Mundt:

Jeg skal blot tillade mig at bemærke, at jeg agter at stemme for Comiteens Forslag, og at jeg henholder mig til hvad der er sagt af Rigsdagsmanden for Holdeks Amts 3die Distrikt (Gleerup).

Schiern:

Da Forhandlingen om Forsamlingens Forretningsorden har fremkaldt flere lignende Småbemærkninger, behøver jeg ei heller at nægte mig den Bemærkning, at jeg finder mig foranlediget til at såe offentligen udtalt, at jeg slutter mig til Fjenderne af hemmelig Votering i denne Rigsforsamling.

Formanden:

Jeg må dog bemærke, at det ikke er fornødent, at ethvert Medlem udtaler sig om, hvorledes han agter at stemme.

Algreen-Ussing:

Der er nu talt såmeget for og imod Kugleafstemningen, at jeg må ansee det overflødigt at yttre mig udførligere om dette Spørgsmål. Det er kun ganske så Bemærkninger, jeg skal føje til det sunde og klare Foredrag, som i denne Sal er holdt af den ærede Rigsdagsmand for Holbeks Amts 3die Distrikt (Gleerup). For offentlig Stemmegivning tale de samme Grunde, som overhovedet kunne anføres for Offentlighed i alle offentlige Anliggender; thi virkelig synes ingen Fordring naturligere, end den, at enhver redelig Mand bør kunne være sin Mening i offentlige Anliggender bekjendt og have Mod til at udtale denne, hvor Pligten byder ham at afgive sin Stemme, og at Folket må have Ret til at erfare, hvorledes de Mænd, hvem de have givet deres Stemme, votere om de måskee vigtigste Spørgsmål. Imidlertid har Erfaringen næsten på alle Steder viist Nødvendigheden af, at der åbnes Medlemmerne af lovgivende Forsamlinger Adgang til, i vigtige Tilælde at votere således, at deres Votum ikke bliver bekjendt,

og dette er netop, for at Stemmegivningen kan blive at fuldkom men pålideligt Resultat af de Voterendes Overbeviisning, at enhver Indvirkning både fra Oven og fra Reden kan holdes borte, og at rettænkende Mænd kunne sikkres for de ufortjente Følger af deres Handlinger, som de ellers i bevægede Tidspunkter og under Partiernes Kamp kunne være udsatte for. Det er således i Sagens Interesse, og for at Stemmegivningen kan skee med den fuldstændigste Frihed, at denne Afstemningsmåde er indført i de fleste constitutionelle Landes Forsamlinger. Det tør ved denne Leilighed heller ikke lades ude af Erindringen, at når Valg foregåe i deslige Forsamlinger til Embedsmænd eller til Medlemmer i Comiteerne, foregåer Afstemningen altid hemmelig, hvorfor det ikke skjønnes rettere, end at de Mænd, der tale for fuldstændig Offentlighed, også måe foreslåe en Forandring heri, da disse Valg ere af største Vigtighed. Hvad der anføres til Fordeel for Offentlighed i Stemmegivning i repræsentative Forsamlinger måtte da gjennemføres i alle andre offentlige Institutioner; men i de Lande, hvor f. Ex. Jury-Institutionen er indført, er det dog altid anseet nødvendigt, at Nævningerne votere inden lukte Døre. Af disse og flere Grunde har Comiteen, uagtet, som alt tidligere bemærket, Ingen af dens Medlemmer for deres Person ynde den Voteringsmåde, dog eenstemmig været af den Formening, at den ikke burde afskaffes. Endnu skal jeg blot tilføje, at i de Forslag, som Forsamlingens Formand overgav Comiteen som Materiale under Behandlingen af nærværende Sag, var det også af denne Hædersmand foreslået, at hemmelig Afstemning måtte kunne finde Sted, og det endog efter ikkun 15 Medlemmers Begjering, hvorimodd Comiteen har meent at burde forhøje dette Antal til 25.

Ved den derefter foretagne Afstemning over de til § 8 stillede Forandringsforslag blev Resultatet, at:

1. Det af la Cour, Frølund og Rée stillde Forslag: At Paragraphens sidste Deel udgåer; forkastedes med 73 Stemmer mod 63, og at

2. Schacks Forslag: at efter Ordene: „så stemmes efter Navneopraab“ bortfalder det Øvrige af Paragraphen og i dets Sted sættes: „Et Antal af 15 Medlemmer kan inden Prøvens Begyndelse forlange særegen Afstemning, enten ved Kugler eller ved Navne-Opråd. Forlanges begge de særegne Afstemnings-Måder, da skeer Afstemning ved Navne-Opråb“; forkastedes med 90 Stemmer mod 46.

Algreen-Ussing:

Til § 32 er ikke det Amendement bleven stillet, som blev bebudet under den foreløbige Forhandling. Jeg troer imidlertid at burde gjøre en oplysende Bemærkning ved denne Paragraph. Det er nemlig i samme bestemt, at i særdeles påtrængende Tilfældee kan der afviges fra de foranstående Forskrifter, når ¾ af de tilstedeværende Mededlemmer derom ere enige. Comiteen har herved ikke havt til Hensigt, hvad Enhver vel kan indsee, at ophæve Bestemmelsen i § 25, hvorefter ingen Beslutning må tages af Forsamlingen, med mindre over Halvdelen af Rigsdagsmændene ere tilstede. I modsat Fald kunne let Fractioner af Forsamlingen, som til en given Tid måtte være tilstede, men som udgjorde langt under 77 Medlemmer, ved ¾ af dens Stemmer forandre Regulativets Bestemmelser. Det var måskee adæquatere, når det heed ¾ af det til at udgjøre en fuldgyldig Forsamling, efter § 25, tilstrækkelige Antal Medlemmer. Jeg bemærker dette, forat der ikke i mødende Tilfældee skal opståe Tvivl derom.

Formanden:

Jeg veed ikke, om det er den ærede Ordførers Mening, at der gjøres en Tilføielse herom i Paragraphen; det måtte forøvrigt vistnok ansees fyldestgjørende, at Forsamlingen, således som skeet er, er stillet på det rette Standpunkt.

Algreen-Ussing:

Jeg anseer også det tilstrækkeligt, når det stiltiende af Forsamlingen vedtages, men muligen var det dog rigtigst, at det udtrykkelig tilføjes.

Bang:

Kunde Forsamlingen ikke overlade Omredactionen til Comiteen?

Formanden:

Man kunde måskee blot i § 32 henvise til § 25 (Sluttes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykket Bianco Luno.

Niende Møde. (Sluttet.)

Man gik derpå over til Forhandlingen af de af Pastor Visby til Udkastet i det Hele fremsatte Forandrings-Forslag.

Bishy:

Min Hensigt med de Fremsatte Forandrings forslag har, som allerede ved den Foreløbige Behandling er bleven bemærket, fornemmeligen været at forskaffe en Grundsætning Anerkjendelse. Denne Grundsætning er, at man aldrig bør gjøre nogen Ting halvt. Det forekommer mig just at have været en Skjødesynd hos vort Folk, at gjøre Meget halvt, og mange af vore Ulykker have just deres Rod heri. Også den nærværende Tids trykkende Stemning, navnlig måskee de slesvigholsteenske Uykker, ere for endeel foranledigeede ved, at vi have Alting halvt, halv Fred og halv Krig og halve Venner, og ingen Ting heelt og fuldstændigt. Hvor ubetydelig den her foreliggende Anledning endog måtte forekomme Nogen, kunde jeg derfor dog ønske, at Forsamlingen benyttede den til at erklære sig mod enhver Halvhed. Vi have tvende Ting at vælge imellem, eftersom man enten tager det ene eller det andet Hensyn. Skal således Tydelighed og Forståelighed være det Afgjørende, troer jeg, at ikke blot Intet kan indvendes imod de i mit første Forandringsforslag anførte Benævnelser, men at de endog i denne Henseende turde foretrækkes for de danske Oversættelser, hvis Betydning først lidt efter lidt skal tilegnes. Også indeholder det omdeelte Forandringsforslag et fornyet Beviis på, hvor uvilkårlig Naturen Med Hensyn hertil gåer over Beslutningen, idet en Masse fremmede Ord atter her have indsneget sig, blandt hvilke jeg blot vil nævne: Passus, constitueret, Membrum, Modificationer. Sådant vil endnu hyppigere skee under de daglige Forhandlinger, og Bestemmelsen i den trykte Forretningsorden vil da kun have Betydning som en Påmindelse om at afholde sig derfra. Skal derimod Danskheden være det overveiende Hensyn, da måe også de tilbageblovne fremmede Udtryk ombyttes, forsåvidt dette er muligt, og det er dette, som jeg ved mit sidste Forandringsforslag har tilsigtet. Hvilket af Forslagene Forsamlingen vil tiltræde, skal jeg ikke kunne vide. Men for den tidligere antydede Grundsætnings Skyld måtte jeg dog ønske, at eet af den antages i sin Heelhed, og jeg nægter da ikke, at det sidste var det, der meest vilde tiltale mig selv og stemme overeens med mit Ønske. Slutteligen bemærker jeg kun, at begge Forandringssorslagene måskee bedst deeltes i to, som der særskilt afstemmedes over: Forandringen af de 3 første Benævnelser i det principale Forslag, og dernæst over de to sidste ligesom over de 2 første Benævnelser i det sidste Forslag og dernæst over Ordet Udskud. Om dette Punkt har jeg gjort Bemærkning på det skriftligt indgivne Forslag, så jeg skulde ikke formode, at der fra Formens Side kan være Noget til Hinder derfor.

Barfod:

Den 6te Deputerede for Kjøbenhavn (Visby) har atter idag taget Ordet imod Halvhed, og det med god Grund. Dog mener jeg, at han vilde have gjort det med endnu større Grund, når han ikke selv havde gjort sig skyldig i Halvhed. Han har nemlig foreslået, at vi skulde skille os ved en heel Deel danske Ord, som efter min Mening have Borgerret i Sporget; men dette har han kun gjort halvt, thi så burde man også holde på Reglement istedetfor Forretningsorden, Votering istedetfor Afstemning, Pluralitet istedetfor Stemmefleerhed, og det forekommer mig, at når man vilde gjøre det rigtig tilgavns, vilde § 18 komme til at lyde omtrent således: „Når en Proposition er proponeret og expliceret, er ethvert Mem-

brum o. s. v.“ Det forekommer mig at være den rette Måde, hvorpå Halvheden kan undgåes, som den ærede Rigsdagsmand troer, at Udskudet, der har forsattet Udkastet til Forretningsordenen, har gjort sig skyldig i. Jeg menner imidlertid, at halvt godt er bedre end heelt dårligt, og jeg troer, at man bør være det ærede Udskud særdeles taknemmelig for det gode Bidrag, det har leveret til at fåe overflødige fremmede Ord ombyttede med gode danske, men at man netop må være det taknemmelig for, at det ikke er gået videre end skeet er, thi Intet vilde i mine Tanker være uheldigere, end at sætte sig ned, for på en Studs at skille sig af med alle fremmede Ord og såe lutter danske ind. Dette kan ikke skee på en Studs, men kun lidt efter lidt. Når den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 6te Distrikt (Visby) har meent, at han talte i Tydelighedens Interesse, da kan jeg ikke give ham Medhold i dette Stykke; jeg antager det for givet, idetmindste med Hensyn til den største Deel af Folket, at de, når det 10 a 20 Gange for dem er forklaret, hvad et fremmed Ord betyder, ville kunne hulke det; men derimod vil det ikke blive Kjød af deres Kjød og Been af deres Been. Det vil altid ståe for dem som en Hukommelses-Sag, hvorimodd man ved ægte danske Ord, som ere smedede af Sprogets Malm, ikke behøver at sige, hvad de betyde, og ligesom man altså ikke bebyrder Hukommelsen med at erindre Betydningen af disse Ord, således bliver det også lettere at satte og bevare dem.

Brinck-Seidelin:

Jeg er af samme Mening som den ærede Amendementstiller, at når hans første Indstilling skulde falde igjennem, den subsidiajre Indstilling måtte blive deelt i 3, så at der stemmes på hvert Ord særskilt, om den foreslåede Benævnelse skal foretrækkes for Udkastets. Jeg mener nemlig, at Viceformand er bedre end Hjælpeformand, da Udtrykket Viceformand er almindelig brugt og forstået. Jeg troer, at Udkastets „Secretair“ bør foretrækkes for det foreslåede Udtryk „Bogfører“, thi den Function, hvortil Secretairerne her i Forsamlingen benyttes, er ikke af den Beskaffenhed, at deres Forretninger indskrænke sig til Bogføring; men derimod er jeg tilbøielig til at tilråde, at Ordet „Udskud“ måtte dumpe igjennem, thi ved dette Udtryk er man i Almindelighed vant til at forene et andet Begreb end det, som her skal gjøres gjældende.

Tage Müller:

Jeg skal kun tillade mig nogle få Bemærkninger og i det Væsentlige Henholde mig til, hvad jeg igår i denne Anledning har fremsat. Jeg antager også, at det er en Regel, der i mange vigtige Sager er gjældende, at halve Forholdsregler ere værre end ingen; men jeg troer ikke, at denne Regel kan anvendes ved at ombytte fremmede Ord med ægte danske. Der gives Ord, som have Indfødsret i Sproget, andre derimod have kun Borgerret. Der gives mange fremmede Ord, hvis Betydning er almindelig bekjendt og derfor på ingen Måde bør udstødes af Sproget, og heller ikke blivemere forståelige ved Oversættelse på dansk, men tvertimod uforståelige, når man f. Ex. vil oversætte Ordet at „orientere sig“ ved at øskne sig“. Imidlertid bør man på Danskhedens Vegne stræbe at ombytte fremmede Ord med ægte velforståelige danske, men Sådant kan kun skee, når et Ord formes af Sprogets Malm og dannes på Sprogets Ambolt. Således må jeg også holde for, at Udtrykket „Præsident“ bør ombyttes med „Formand“, „Vicepræsident“ med „Viceformand“, hvorimod „Bogfører“ ikke udfylder hvad her i Forsamlingen forståes ved „Secretair“. Mod Ordet „Udskud“ må jeg derimod erklære mig meget bestemt, og derfor mener jeg, at vi indtil et godt dansk Udtryk kan findes, skulle vedblive at benytte det fremmede Ord Comitee. Ved Ordet „Udvalg“, som vel i sig er

et godt Ord, er der nemlig den Ulempe, at det ikke er passende at sige at udvælge et Udvalg.

Boisen:

Når jeg tillader mig at fremføre et Par Ord i denne Sag, da er det, fordi jeg ikke vil, det skal være uimodsagt, at det er noget Uvæsentligt, som handles om; thi hvad der angåer vort Modersmål er ikke uvæsentligt. De 2 Forslag synes at gåe til de 2 Yderligheder, som vel neppe ville finde Forsamlingens Bifald. Det førte vil bibeholde alle de fremmede Ord, vil altså snarere et Tilbageskridt end et Fremfkridt imod det Mål ved hvilket man håber det danske Sprog befriet fra det Fremmede. Et. sådant Tilbageskridt vil vel neppe billiges på en Tid, da få mangen Røst har hævet sig for at hævde Modersmålets Ret. Det andet Forslag vil, at man ved et Slags Oversættelse strax skal frigjøe sig fra alle fremmede Ord, hvorved man kun vil opnåe at fåe dårlige danske Ord, og derved fåe Sproget ligesåfuldt forvansket som ved de fremmede. Men midt imellem begge Yderligheder ligger, hvad den ærede Rigsdagsmand selv kalder den agtværdige Stræben hos Udskudets Medlemmer i udarbeidelsen af Forretningsordenen. Det er netop på denne Vei, jeg ønsker man skal blive, og på en naturlig Måde ad denne Vei stræbe hen imod vort Modersmåls Renselse fra det Fremmede. Men netop fordi jeg ønsker denne Vei, man alt er slået ind på, bibeholdet, må jeg fraråde begge de Yderligheder, der ere bragte i Forslag.

Flere Stemmer:

Afslutning! Afslutning!

Ploug:

Jeg skal tillade mig at udbede mig Ordet for at henstille til Forsamlingen, om den ikke finder det lidet passende her at foreage et Spørgsmål som det foreliggende og anseer det som et Misbrug af Forsamlingens Tid at føre en Discussion om eensbetydenede Udtryk. Jeg skal derfor henstille til den ærede Proponent, om han ikke måtte være villig til at tage sit Forslag tilbage, nu da Comiteens Opmærksomhed er henvendt på hvad der tilsigtes med det stillede Amendement. Skulde han ikke være villig hertil, da må jeg beklage, at Forretningsordened endnu ikke er trådt i Kraft, idet jeg da, overeensstemmende med § 18, vilde påståe Afviisning.

Visby:

Med Hensyn til hvad her er yttret og efter den Mening, som i Forsamlingen har gjort sig gjældende, troer jeg at burde frafalde de af mig stillede Amendements, med Undtagelse at, at Ordet „Udskud“ ombyttes med „Udvalg“. Det kan jeg ikke frafalde.

Krieger:

Jeg foreslåer, at det vedtages uben Afstemning.

Schavk:

Ordet „Udskud“ har altid på mig gjort en afskyelig Virkning, og jeg har idag havt Leilighed til at tale med en af vore berømteste Sprogforskere, som erklærede, at der vel har været gjort Forføg på at indføre dette Ore i Sproget fra det Tydske, men at Sprogets Genius hidtil har afviist det, og man vil således, ved nu at optage det, gjøre Vold på dette.

Flere Stemmer:

Afslutning! Afslutning!

Mundt:

Er det da Meningen, at der kun er Spørgsmål om Ordet „Udvalg“ istedetfor „Udskud“ eller skal også Ordet „Comitee“ kunne sættes istedetfor dette Udtryk?

Visbh:

Ja det var min Mening.

Ørfted:

Måskee det kunde oderlades til Comiteen at bestemme, om Udtykket „Comittee“ eller „Udvalg“ skal benyttes.

Hammerich:

Alle Stemmer heri Salen synes at samle sig om, at Ordet „Udskud“ skal skydes ud.

Formanden:

Altså vil det være at sætte under Afstemning, om Ordet „Udskud“ skal bifaldes eller ikke.

Visbypy

Det kunde måskee oderlades til Comiteen, hviket Udtryk der skal sættes iktedet for Ordet „Udskud““

Algreen-Ussing

: Jeg må nemærke, at Comiteen slet ikke mere er i Virksomhed.

Formanden:

Jeg vil altså sætte det under Afstemning, om Ordet „Udskud“ skal beholdees eller ikke.

Ved den derpå følgende Afstemning blev dette Spørgsmål besvaret benægtende med 125 Stemmer mod 11.

Formanden hævede derpå Mødet, efter først at have meddeelt Forsamlingen, at Dagsordenen for det følgende Møde var således bestemt:

1) Påkjendelse af det i Sorø Amts 6te District stedfundne Valg efter de nærmere Oplysninger, som i Henhold til Forlamlingens Beslutning vare indhentede fra Valgbestyrelsen. 2) Valg af Forsamlingens Embedsmænd. 3) Fordelingen af Forsamlingens Medlemmer i Afdelingerne, og 4) Overauditeur Halls Forslag angående Nedsættelse af en Comitee til at modtage Regjeringens Meddelelser angående de slessvigske Forhold

Tiende Møde.

Torsdagen den 2den Nøvember.

Forhandlingsprotocollen for de tvende foregående Møder blev oplæst.

Efter Dagsordenen blev først foretaget Afgjørelsen af det i Sorø Amts 6te Distrikt foretagne Valgs Gyldighed.

Ordføreren, Algreen-Ussign, tog først Ordet således:

Det vil være i Forsamlingens Erindring, at Afgjørelsen af dette Spørgsmål blev opsat, indtil man havde indhentet nærmere Oplysninger fra Valgbestyrelsen for Sorø Amts 6te Distrikt i Anledning af en indkommen Klage deels over en mangelfuld Bekjendtgjørelse om Indskrivningstiden for Vælgerne og deels over selve Valghandlingen, idet der nemlig skulde være modtaget Stemmer fra flere Personer, som ikke personligen havde været tilstede ved denne. Forsamlingen har nu gjennem Justitsministeriet modtaget en Skrivelse fra Valgbeftyrelsen, som jeg skal tillade mig at oplæse, da det vel være den bedste Måde at sætte Forsamlingen i Kundskab om Alt, hvad der henhører til Sagens Realitet og de Oplysninger, som Valgbestyrelsen giver med Hensyn til de fremfatte Anker. Skrivelsen lyder således:

„Det høje Justitsministerium har i særdeles æret Skrivelse af 25de denne Måned udbedet sig Erklæring fra undertegnede Valgbestyrelse for Sorø Amts sjette Balgdestrikt i Anledning af en til Justitsministeriet indsendt Klage, deels over mangelagtig Bekjendtgjørelse om Indskrivningstiden for vedkommende Vælgere i bemeldte Distrikt, dells over selve Valghandlingen sammesteds. Vore Yttringer ere forlangte såvel om Andragendet i det Hele, som med Hensyn til tvende i Klagen gjorte Påstande, den ene, at endeel Vælgere ikke personlig vare mødte på Valgdagen, men at deres Stemmer ikke destomindre bleve tilførte Valgprotocollen i Faveur af Pastor Boisen; den anden, at en hoitstående Godseier i Distriktet skal haver ladet en fraværende Mands Stemmeret gjælde for Boisen og således tilføre Protocollen.

Hvad nu Andragendet i det Hele angåer, da måe vi ansee det for et Væv af Urigtigheder og Usandheder; at udpege enhver af disse vil man vistnok ifølge det Nedenanførte finde ufornodent; kun skulle vi hovedsageligen bemærke, at vi måe ansee mange eller idetmindste flere af Underskrifterne for uægte, ligesom det har undret os, at næsten alle Underskrifter, efter Alt, hvad man kan øjne, ere nedskrevne med een Hånd; såmeget er vist, at flere af dem, hvis Navne ere underskrevne, på Forespørgsel hade nægtet at kjemde Klagen og at have underskrevet samme, og vi måe være forvissede om, at en streng upartisk Undersøgelse af Sagen vil lede til et mærkeligt Resultat, deels med Hensyn til Klagens Oprindelse, deels med Hensyn til flere Personligheder, hvis Navne ere undertegnede. Der er skeet Forespørgsel hos 4 Personer, men ingen af disse have vedkjendt sig enten at hade læst Klagen eller underskrevet samme, og en skriftlig Erklæring er modtaget fra tvende Andre, som have protesteret imod deres, Klagen påtegnede, Underskrifters Ægthed. Vi skulde blot med Hensyn til de Påtegnede af Tårnborg Sogn bemærke, at ingen af dem undtagen Niels Peder Herløv Har ladet sig indtegne som Vælger, uagtet Indskrivningen for Vælgerne

var bekjendtgjort ikke alene ved Kirkestævne, men ved Bystævne; og Niels Peder Herløv, som havde modtaget urefunderet Understøttlse af Fattigvæsenet, og Som desårsag nægtedes at blive indskreven som Vælger, har forklaret for undertegnede Formand, at han ikke har underskrevet Klagen, men at han og Flere i Sognet vare anmodede, såvidt erindres, ved Gårdmændene Peder Ehristensen og Ole Andersen (såvidt vides såkaldte Bondevenner), at ville give Møde i Korsør, hvor han rigtignok mødte og lod sit Navn anteane på en Seddel, men uden om dettes Hensigt at kunne give anden Forklaring, end at det var for at skaffe Magister Steen Stemmer.

Hvad dernæst de anførte tvende Påstande angåer, da skulle vi, Hvad den første angåer, ikke undlade at yttre, at det er aldeles usandfærdigt, at endeet Vælgere ikke personlig vare mødte på Valgdagen, men at deres Stemmer ikke destomindre bleve tilførte Protocollen i Faveur af Pastor Boisen, idet enhver af undertegnede Protocolførere for sit Vedkommende indeståer for, at ingen Vælgers Stemme er antegnet uden at han var personlig tilstede, og at Enhver sik det Navn indført, som han stemte på.

Hvad endelig den anden Påstand angåer, da vide vi ikke, hvem der sigtes til med Hensyn til den omtalte Godseier og sammes Forhold, men kunne kun gjætte os til, at det må have været Kammerherre Oxholm til Tårnholm, der stod ved Forvalter Herdahl, som indførte Vælgernes Navne i Tårnborg Sogn, for at assistere ham under den Forstyrrelse, som fandt Sted ved Vælgernes Tilstrømning, og som yttrede til Forvalter Herdahl: „Forpagter Hebert stemmer på Voisen“ — men, vel at mærke, Forpagter Hebert var personlig tilstede og afgav Stemmen, som vedlagte Attest udviser, ligesom Kammerherren yttrede i de Tilstedeværendes Påhør og uden Indsigelse fra disse: „at Navnene foreløbig gjerne kunde anføres med Begyndelsesbogstaver, hvilket også skete, medens Navnene fuldt bleve udskrevne strax efter Indskrivningen, i Valgbestyrelsens Nærværelse.

Ved Antegnelsen af alle Vælgernes Stemmer, med Undtagelse af dem i Tårnborg Sogn, indførtes Candidaternes Navne strax med det hele Navn eller do., hvor det var det samme Navn, og ikke med Begyndelsesbogstaverne alene, og det blev derhos af undertegnede Formand høit tilkjendegivet hvert Sted, hvor Antegnelsen skete, at der ei måtte stemmes ved Besulmægtiget, ligesom de Protocolførende på Formandens Begjering confererede hinandens Lister og Stemmernes Antal.

Hvad nu den Påankede Mangel på behørig Bekjendtgjørelse om Indskrivningstiden for Vælgerne angåer, da vedkommer denne Sag ikke egentlig Valgbestyrelsen; imidlertid kunne vi hver især, som Medlem af sit Sogneforstanderskab i Sorø Amts sjette Valgdistrikt, bekræste, at bemeldte Bekjendtgjørelse ikke alene er skeet aldeles lovformelig i hvert enkelt Sogn, men det vil også behagelig ersares af vedlagte Erkleringer, at man på flere Steder, navnlig de nærmest påankede, Korsør og Tårnborg, i den Henseende er gået videre med Hensyn til Bekjendtgjørelsen, end der efter Valgloven kan fordres.

Drmitstøv Kro, den 30te October 1848.“

Den Erklering, som er afgivet af Forpagter Hebert, vedrørende det Factum, som i Klagen specielt er nævnt, lyder således:

„Undertegnede må og kan på. Ære og Samvittighed bevidne at have personlig været tilstede ved Valghandlingen i Korsør, og kan også bevidne, at det i den Tid, jeg var tilstede ved Indskrivningen i Protocollen, gik til med Retfærdighed og overeensstemmende med Enhvers Ønske, og Enhver blev tegnet nøiagtig for den, han stemmede for. Således kan jeg også bevidne, at jeg har stemt for Pastor Boisen, og at det var mit Ønske at såe ham, hvad mit Vedkommende angåer, til Rigsdagsmand.

Tårnholm, den 26de Octoder 1843.

Hebert.“

Valgbestyrelsens Skrivelse er iøvrigt ledsaget med endeel Erklæringer fra nogle Sogneforstanderskaber om, at Bekjendtgjørelsen om Indskrivningen er foregået på besalet Måde ved Kirkestævne.

Erest disse Oplysninger, og da der ikke i Klagen er anført andre Facta, end de, som Valgbestyrelsen har erklæret sig om, har Comiteen eenstemmigen antaget, at der ikke var nogen Grund til at tage Hensyn til den fremkomne Klage, og at det skete Valg burde erklæres for gyldigt. For iøvrigt Intet at forsømme, skal jeg tilføje, at der senere af et af Forsamlingens Medlemmer er blevet afleveret til Comiteen 2 Erklæringer, der gåe ud på, at der i Valgproto collen er bleven indført et galt Bogstav, nemlig et B for et S, og som tillige angåe det tidligere omtalte Factum med Kammerherre Oxholms Forpagter. comiteen har imidlertid antaget, at Valgbestyretsen i det Hele tilstrækkeligt har erklæret sig, og har således ikke fundet nogen Grund til derfor at forandre sin Mening om, at det stedfundne Valg burde erklæres for gyldig. Endelig har jeg endnu idag ved det samme Medlem modtaget en Attest fra 2 Mænd i Korsør, hvorefter disse selv ville have bemærket, at en af Vælgerne, en Bonde fra Stillinge Sogn, afgav sin Stemme for Magister Steen, men at ikke destomindre Boisens Navn blev indtegnet i den autoriserede Tiste; men efter Valgbestyrelsens bestemte Erklæring i denne Henseende, og da Vedkommende ikke have navngivet den omtalte Bonde, som det også vilde være forbundet med Vanskelighed at såe opspurgt, skjøndt Attestens Udstedere mene nok at kunne gjenkjende ham, da der hidtil ikke var andet Middel end at lade alle Vælgerne i Stillinge Sogn passere Revue for dem, har Comiteen heller ikke troet, at der var nogen Anledning til at tage videre Hensyn hertil.

Da Ingen af Forsamlingens Medlemmer yttrede sig, blev Spørgsmålet om, hvorvidt det omtvistede Valg (Pastor Boisen) skulde anees for gyldigt, fat under Afstemning, og blev det eenstemmigen besvaret bekræstende.

Efter Dagsordenen skred Forsamlingen derefter til at foretage Valg af sine Embedsmænd, nemlig en Formand, 2 Biceformænd og 4 Secretairer, Alt i Overeensstemmelse med det i Gårsmødet vedtagne Forretningsregulativ, efterat Formanden havde anmodet Viceformanden om at indtage Forsædet under Formandsvalget.

Udfaldet af den første Valghandling var følgende: Schouw 136 Stemmer af 144, Sponneck 5, Bang 2 og Clusen 1 Stemme. Da Schouw således havde for sig erholdt absolut Stemmefleerhed, var han at ansee som valgt til Forsamlingens Formand. Han indtog derfor Forsædet og henvendte til Forsamlingen følgende Ord:

Forsamlingen har nu viist mig den Ære at vælge mig til sin virkelige Formand. Forsamlingens Villie må være min Lov og således fjerne de Betænkeligheder, som navnligen min svage Helbred vækker ved at modtage en så ansvarssuld Post, Betænkeligheder, der dog noget formindskes derved, at Valget er indskrænket til 4 Uger, og at der er to Viceformænd, på hvis Hjælp jeg kan stole. Den Tillid, Forsamlingen ved Valget har viist mig, vil stedse være mig en kjær Erindring.

Ved det derefter foretagne Valg på 2 Viceformænd erholdt Clausen 135 Stemmer af 148 Stemmegivende, Høiesteretsassessor P. D. Bruun 69, Hvidt 59 og Sponneck 17. Da således ikkun Clausen havde erholdt absolut Stemmefleerhed og altså alene kunde ansees valgt til Viceformand, blev et Omvalg på Forsamlingens anden Viceformand foretaget, hvorved P. D. Bruun erholdt 87 Stemmer, eller over Halvelen, og blev altså valgt til Viceformand.

Ved Valget på Forsamlingens 4 Secretairer faldt 145 Stemmer på Westergård, 129 på Pjetursson, 113 på W. Ussing, 65 på Cederfeldt de Simonsen, 56 på Exam. juris Madsen, 40 på Rée 16 på Schiern, og bleve de 4 førstnævnte, Westergård, Pjetursson, W. Ussing og Cederseldt de Simonsen, erklærede for valgte til Secretairer.

Derefter blev foretaget Fordeling ved Lodtrækning af Forsamlingens Medlemmer i 5 Afdelinger, hvis Udsald blev således:

Første Afdeling: af 30 Medlemmer.

G. Ågård, af Lolland Maribo A. 3. D. Bagger Thisted A. 4. D. Barfod Præstø A. 7. D. Bergmann 2. Kongevalgt. Bjerring 3. Kongevalgt. Brandt 5. Kongevalgt. Brunn, af Assens 4. Kongevalgt. P. D. Bruum, af Kjøbenhavn Randers A. 5. D. Bunsen Frederiksborg A. 3. D. Clausen 10. Kongevalgt. la Cour Randers A. 4. D. Frølund Sorø A. 3. D. Funder 14. Kongevalgt. Mørk Hansen Maribo A. 5. D. Hvudt Kjøbenhavn 10. D. Hækkerup Sorø A. 1.D. Jespersen, af Grønnebjerggård Holbek A. 4. D. C. M. Jespersen, af Viborg Ålborg A. 5. D. Kayser Kjøbenhavn 8. D. Krieger Kjøbenhavns A. 4. D. Linnemann Randers A. 2. D. Lorck Kjøbenhavns A. 5. D. Lüttiauch 18. Kongevalgt. Olesen Maribo A. 4. D. C. R. Petersen, af Hjørring Ringkjøbing A. 3. D. Sigurdssom Island 5. Thalbitzer Kjøbenhavns A. 3. D. Ørsted Kjøbenhavn 3. D. Kjøbenhavns A. 2. D. Præstø A. 4. D.

Anden Afdeling: af 31 Medlemmer.

Andresen Holdek A. 6. D. Bang Veile A. 1. D. Black Maribo A. 2. D. M. P. Bruun, af Bruundhåb Viborg A. 3. D. Balthazar Christensen Maribo A. 1. D. Georg Christlensen, af Kjøbenhavn 8 Kongevalgt. Dinsen Odense A. 4. D. I. C. Drewsen, af Kjøbenhavn Frederiksborg A. 2. D. Eriksen Ålborg A. 4. D. Fibiger 13. Kongevalgt. Gregersen Holbek A. 2. D. L. Hansen, af Bjelkerup Præstø A. 1. D. F. Jespersen, af Bogense Odense A. 6. D. F. Johansen, af Houby Præstø A. 2. D. H. C. Johansen, af Østrup Odense A. 7. D. Johnsen Island 3. Sehestedt-Juel 16. Kongevalgt. Chr. Larsen, af Dalby Odense A. 8. D. I. G. Larsen, af Kjøbenhavn Kjtøbenhabn 7. D. Mundt Sorø A. 2. D. Paludan-Müller Odese A. 1. D. R. N. Møller, af Draaby Frederiksborg A. 4. D. R. H. Nielsen, af Løserup Holbek A. 5. D. Rée Randbers A. 6. D. Scavenius 24. Kongevalgt. Schlegel 25. Kongevalgt. Schouw Randers A. 1. D. Schytte Skanderborg A. 2. D. Tobiesen Ribe A. 1. D. Treschow 29. Kongevatgt. Westergaard Hølbek A. 1. D.

Tredie Afdeling: af 30 Medlemmer.

Buchwald 6. Kongevalgt. I. Christensen, af Voldum 9. Kongevalgt. Duntzselt. Kjøbenhavn 5. D. Fløe Ringkjøbing A. 4. D. Gislason Island 2. Gudmundsson Island 1. Hall Kjøbenhavns A. 1. D. P. Hansen, af Abbetved Kjøbenhavns A. 6 D. Hastrup Hjørring A. 1. D. H. Johansen af Knardrup Frederiksborg A. 5. D. Jørgensen Veile A. 5. D. Madvig Bornholms A. 2. D. Nørgård Viborg A. 1. D. Ostenseldt 21. Kongevalgt. Oxholm 22. Kongevalgt. I. Pedersen, af Sæding Ringkjøbing A. 5. D. B. Petersen, af Kjøbenhavn 23. Kongevalgt. Ploug Veile A. 2. D. Schack Præstø A. 3. D. Schroll Præstø A. 5. D. Brinck-Seidelin Hjørring A. 5. D. Sidenius 26. Kongevalgt. Stocksleth Veile A. 3. D. Tuxen Kjøbenhavn 11. D. Tvede Ribe A. 3. D. Allgreen-Ussing Kjøbenhavn 4. D. Visby Kjøbenhavn 6. D. Wegener 30. Kongevalgt. With Veile A. 6. D. Wulff 31. Kongevalgt.

Fjerde Afdeling: af 31 medlemmer.

H. Christensen, af Veistrup Svenddorg A. 5. D. Colding Svenddorg A. 3. D. Dahlerup Randers A. 3. D. M. Drewsen, af Silkeborg Skanderborg A. 4. D. Hage 15. Kongevalgt. H. P. Hansen, af Kjøbenhavn Kjøbenhavn 2. D. I. A. Hansen, af Kjøbenhavn Svenddorg A. 1. D. N. Hansen, af Eskelunde Ribe A. 4. D. v. Haven Thistev A. 3. D. Hermannsen Veile A. 4. D. Hjort Ålborg A. 1. D. Jacobsen Svenddorg A. 2. D. Jacobæus Viborg A. 4. D. Køster 17. Kongevalgt. Lützhøst Thisted A. 2. D. Madsen Odense A. 3. D. Neergård Sørø A. 5. D. Olrik Frederiksborg A. 1. D. Ostermann Frederiksbørg A. 6. D. Otterstrøm Århuus A. 2. D. Pape Hjørring A. 4. D. Cornelius Petersen, af Davinde Odense A. 2. D. Pjetursson Island 4. Pløyen Færøerne. H. Rasmussen af Egense Maribo A. 6. D. J. Rasmussen, af Svanninge Svenddorg A. 6. D. Schiern Svendborg A. 4. D. Sponnedk 28. Kongevalgt. Tang Ringkjøbing A. 1. D. W. Ussing Vidorg A. 5. D. Zeuthen 32. kongevalgt.

Femte Afdeling: of 30 Medlemmer.

Ågåd, af Thisted Thisted A. 1. D. Andræ 1. Kongevalgt. Bregendahl Viborg A. 2. D. Boisen Sorø A. 6. D. Dahl Århuus A. 3. D. David 11. Rongevalgt. van Dockum 12. Kongevalgt. Gleerup Holbek A. 3. D. Gram Ribe A. 5. D. Hammerich Kjøbenhavn 1. D. Hasselbalch Hjørring A. 6. D. Hunderup Skanderborg A. 3 D. Høier Sendborg A. 7. D. Jungersen Ålborg A. 3. D. Kirk Ringkjøbing A. 2. D. Leth Odense A. 5. D. Tage Müller 19. Kongevatgt. Mynster 20. Kongevalgt. Møller, af Flakkeberg Sorø A. 4. D. H. C. Nielsen, af Tranberg Ribe A. 2. D. Nyholm Hjøerring A. 3. D. P. Pedersen, af, Kjøbenhavn Kjøbenhavn 9. D. M. Rasmussen, af Herlufmagle Præstø A. 6. D. Rædcer Skanderborg A. 1. D. Schumann Ålborg A. 2. D. Sederfeldt de Simonsen 7. Kongevalgt. Skeel 27. Kongevalgt. Stender Bornhols A. 1. D. Theilmann Hjørring A. 2. D. Winther Århuus A. 1. D.

Formanden:

Jeg har meent, at Afdelingerne kunde samles imorgen, inden Forsamlingen kommer sammen, og den vælge, enhver Afdeling sin Formand og Secretair. Tiden til Mødet imorgen skal jeg foreståe, når Dagsordenen er bestemt, da den jo afhænger deraf. Vi gåe dernæst over til Behandlingen af det Udkast, der er gjort til Svar på Hs. Majestæts Throntale. Den ærede Ordfører ville behage at oplæse dette Udkast.

Clausen:

Forinden jeg oplæser dette Udkast, skal jeg tillade mig den almindelige Bemærkning, at Comiteen i Henhold til de Forhandlinger, som her tidligere have fundet Sted om Adressens Indgivelse, og i Henhold til den Stenning, som kan antages som den overveiende her i Forsamtingen, har betragtet det som sin Opgave at affatte Adressen således, at den kunde fremtræde som en personlig Henvendelse til Hs. Majestæt, fremkaldt ved Throntale til Forsamlingen, og det har derfor været Comiteens Bestrabelse at holde Udkastet i en sådan Form, at den ikke måtte synes at forudsatte nogen Oplysning om de indre etter ydre Forhold, som forventedes meddeelte fra Regjeringen, eller at foregribe nogen Beslutning, som af Forsamlingen kunde blive at fatte i Overeensstemmelse med de Oplysninger, som således imødesees.

Udkastet lyder således: Det er et Tidspunkt af stor og alvorsfuld Betydning, i hvilket den danske Rigsforsamling, santmenkaldt for at grundlagge Rigets fremtidige Forfatning, for første Gang har at henvende Ordet til Deres Majestæt.

Det banske Folk må vet prise sig lykkeligt, at ingen voldsom Omvæltning, intet blodigt Spor |her betegner Ove0rgangen til fuld statsborgerlig Frihed. Og Folket erkjender, at denne Lykke skyldes fornemmelig Deres majestæt. Historien vil opbevare det, at i de europæiske Rystelsers og Omvæltningers År de onde og vilde Magter ikke fandt Indgang hos det danske Folk, idet Danmarks Konge, samstemmende med Folket og sluttende sig til det, gav af fri Tilskyndelse Tilsagnet om den Frihedslov, hvoril Udkastet nu foreligger.

Men det er ligefuldt blevet beskikket for Danmarks konge og Folk, kun gjennem hårde Prøvelser, beredte dem ved Troløshed og voldeligt Overfald, at skulle arbeide sig frem til Målet. I en Sådan Farens og Trængselens Tid er det med et villiesfast, til Gjerning redebont Sind, stærkt ved Fædrelandskjærlighed, Samdrægtighed og Tro,. at Folket værdigen bringer Kongen sin Tak.

Vi ville ikke forsøge at udtale den Stemning, hvormed vi ere Vidner til den lov- og retløse Medfart, for hvilken vore Brødre og trofaste Medundersåtter i Slesvig ere givne til Priis, efterat en Våbenstilstand er afsluttet, og fra dansk Side således opfyldt, som Ærens Lov fordrede det. Den danske Rigsforsamling, og det danske Folk gjennem den, håber at skulle lægge det for Dagen i Gjerning, hvorledes vi Alle leve og tide med det voldelig behandlede Land.

Thi, skulde det ikke kunne lykkes, ad fredelig Vei at opnåe en Afgjørelse, sådan som det danske Folks Ære og Vel fordrer den, da holder Forsamtingen sig overdeviist om, at den udtaler hele Folkets Stemning, når den udtaler det Ønske og det Håb, at Deres Majestæt vil opbyde alle Folkets Krafter til Kampens Fornyelse. Deres Majestæt har kaldet Sagen, for hvilken der kæmpes, en helling Sag; dens afgjørende Betydning for Fædreland og Nationalitet erkjender hver Mand i Landet; dens Betydning for det hele skandinaviske Norden har fundet sin Anerkjendelse hos Broderfolkene, hvis Trofasthed det danske Folk ikke kan glemme. Men en sådan Kamp, ført med at den Styrke, der boer i et samdrægtigt Folk, som kæmper for sit Liv, sin Ret og sin Ære, vil også kunne kæmpes med Fortrøstning til den Magt, der vækker Hjælpere i Nødens Stund, og sætter Grændse, når Tiden er der, for Svig og Vold.

Deres Majestæt har nedbedet Guds Velsignesse over os og vor Gjerning, og udtalt det som Deres Ønske, Deres Håb, Deres Stolthed, at derved det gamle Danmarks Ære og Lykke må kunne grundsæstes. Denne Ære og Lykke vil beroe ikke alene på Frihedsværkets heldige Grundlægning, men på Frihedslivets sunde Udvikling, på de frigjorte Kræfters rette Ansendelse. Til at fremme og betrygge den ville alle gode Borgere forene sig at det. Kongelige Ord må mere og mere gåe i rig og herlig Opsydelse, ligesom det hele Folk forener sig med os, idet vi opsende vore Bønner for Deres Majestæt, for Lykke og Hæder på den Throne, der ståer fast ved et erkjendtligt Folks Kjærlighed.

Formanden:

Førend nogen Discussion finder Sted skat jeg henstille til Forsamlingens Medlemmer, om de ikke måtte finde det passende, hvis de ikke have Indvendinger at gjøre, som angåe det Væsentlige, da at tilbageholde disse, da Spørgsmål om mere eller mindre heldige Udtryk helst antages her at burde undgåes, idet her kun er Tale om en personlig Henvendelse til Hs. Majestæt med Udtryk af Forsamlingens Følelser.

Det ærede Medlem for Ribe Amts 5te District har først begjert Ordet.

Gram:

Efter de Yttringer, som den ærede Formand har gjort, behøvede jeg egentlig ikke at have reist mig, fordi mit Forslag gåer ud på det Samme, som nu af Formanden er udtalt. Da jeg imidlertid har Ordet, skal jeg tillade mig nogle få Bemærkninger. Der foreligger en Adresse, om hvilken jeg holder mig overbeviist, at den i Almindelighed vil vinde Forsamlingens Bifald. Såvel med Hensyn til Form som Indhold er den af den Baskaffenhed, at vi vistnok Alle med Tak måe erkjende, at den ærese Comitee værdigen har løft sin Opgave. Der er udtalt Tak til Hs. Majesæt, fortjent Tak for den Gave, han har skjænket, og den er udtalt på en Forsamlingen værdig Måde. Der er udtalt trøstende og beroligende Ord til vore slesvigske Brødre, så kraftigt, som de nærværende Omstændigheder tillade det. At gåe videre videre ind på dette Punkt eller at give Løfter, som ikke kunne holdes, vilde her ikke være på sit Sted. Der er fremdeles udtalt Anerkjenselse af vore nordiske Brødres Sympathier for Danmarks helligste Interesse, en Tak for deres Trofasthed i Nødens Time. Der er ligeledes udtalt et Håb for Fromtiden, som Ingen af os vil give Slip på, en tillidsfuld Fortrøstning til den Almægtige, som hverken kunne eller

ville give Slip på om end Skyerne på Fædrelandets Himmel skulde blive end mørkere, end de for Øjeblikket ere. Endelig er også udeladt al Kritik over Regjeringens Foranstaltninger, hvilket må ansees så meget mere ønskeligt, som Sådant ikke passende henhører til Forsamlingens første Ord til Hans Majestæt.

Således mener jeg, både med Hensyn til Form og Indhold, at Alt således er affattet i Overeensstemmelse med de Yttringer, som ved den første Discussion ere fremførte, at det vistnok må erkjendes, at det hele Adresseudkast er således, at det med Grund kan og bør antages. I Henhold hertil tillader jeg mig altså at Henstille til den ærede Forsamling, om det ikke skulde være rettest at antage den foreliggende Adresse uden Discussion, i alt Fald uden vidtløftig Discussion, hvorved vilde spares en Tid, som efter min Formening kan og bør anvendes til det Vigtigere.

Da Ingen af Forsamlingens Medlemmer ønskede Ordet, blev Udkastet sat under Afstemning, og blev Resultatet af denne, at det Forelagte Adresseudkast eenstemmigen blev antaget af Forsamlingen.

Efter Dagsordenen gik man over til det fra Rigsdagsmanden For Kjøbenhavns Amts 1ste Distrikt (Hall) fremkomne Forslag om Redsættelsen af en Comitee til Modtagelsen af Regjeringens Meddelelser om de slesvigske Forhold.

Hall:

Det Forslag, jeg i et tidligere Møde har havt den Ære at anmelde for Forsamlingen, gåer ud på: „at en Comitee nedsættes for at modtage alle sådanne Oplysninger med Hensyn til de slesbigske Forhold, som det må ansees magtpåliggende for Rigsforsamlingen at kjende, og som Regjeringen seer sig istand til at meddele, samt for derefter at afgive en fuldstændig Beretning til Rigsforsamlingen.“ Jeg skal idag tillade mig i Korthed at antyde de Betragtninger, som have bevæget mig til at fremsætte dette Forslag, efterat jeg bar kommet til den Overbeviisning, at mine Anskuelser i det Væsentlige deeltes af flere Medlemmer af Forsamlingen. Jeg trover da for det Første, at Forsamlingen ved at nedsætte en Comitee i det næbvnte Øiemed, vilde fyldestgjøre en almindelig og velbegrundet Forventning hos hele Folket og navnligen hos den troe Befolkning i Slesvig; talende Vidnesbyrd herfor indeholdes i de Adresser, der alt ere indkomne til Forsamlingen. Ligesom Kongens Tiltale i Rigsforsamlingens Åbningsmøde efterfulgtes af Ministeriets Udtalelse om den slesvigke Sag, således bil det sikkert findes ikke blot naturligt, men endog fornødent, at Forsamlingen, efterat den eenstemmig har vedtaget det Svar til Hans Majestæt Kongen, som sikkert vil finde fuld Gjenklang hos hele det danske Folk, nu, forinden den gåer over til Forhandlingen af de Sager, som ere den forelagte, stræber, såvidt muligt, at skaffe sig Klarhed over dette Livsspørgsmål for Nationen, søger at lette den Tvivlens og Uvishedens Byrde, som har fulgt alle Forsamlingens Medlemmer fra Landets forskjelligee Egne. Om det end ikke vil kunne undgåes, at Stof til Uro og Bekymring bliver tilbage, så vil Forsamlingen dog herved have betrådt en Vei, ad hvilken Meget vil kunne udrettes til at klare Folkets Tanke, til at berede dets Sind og styrke dets Kraft.

Ikke heller kan det betvivles, at Forsamlingen, ved at beslutte sig til et sådant Skridt, vil finde en villig Imødekommen fra Regjeringens Side. Det fremgåer allerede af, hvad der under Forhandlingen om Adressen er bleven udtalt, såvel af Udenrigsministeren som af andre af Ministeriets Medlemmer, og det blev netop af udenrigsministeren udtrykkeligen bemærket, at den Form, hvorunder sådanne Meddelelser fra Regjeringens Side kunde skee, måtte nærmere bestemmes ved Overeenskomst med Forsamlingen. Opgaven måtte altså her naturligen blive den, at finde en Form, som kunde lede til at erholde de herhenhørende Oplysninger i det størst mulige Omfang og med den mindst mulige ulempe, og jeg har da troet, at Nedsættelsen af sådan Comitee, som den foreslåede, med det udelukkende Hverd at modtage alle de Oplysninger, som af Ministeriet kunne gives, og at samle dem til et Hele i en fuldstændig Beretning til Forsamlingen, vil være en Form, som på en ønskelig Måde vil kunne forene begge de nævnte Egenskaber. Den vil idetmindste efter min Formening have et afgjorte Fortrin for den Fremgansmåde, som alt er begyndt at blive bragt i Anvendelse, nemlig gjennen isolerede Interpellationer at søge Oplysning om enkelte Spørgs-

mål, en Fremgangsmåde, der vanskeligen vil kunne medføre noget ret tilfredsstillende udbytte, medens den derimod letteligen kan afføde Misligheder af forskjellige Art. Men et sådant Skridt fra Forsamlingens Side, som kan lede til en omfattende Meddelese fra Regjeringen om de Hovedpunkter, hvorom der hersker Usikkerhed og Tvivl hos Forsamlingen og Folket, vil også i en anden Henseende være af den høieste Betydning. Flere Yttringer fra Ministeriet under Adressediscussionen antyde, at Regjeringen vilde betragte en sådan Leilighed til en fuldstændigere Udtalelse for Forsamlingen som vigtig og ønskelig med Hensyn til dens egen Stilling, og Grunden hertil ligger vistnok meget nær. Jeg skal blot tilbagekalde i Forsamlingens Erindring Cultusministerens Yttring: „at under sådanne vanskelige Forhold, hvorunder Staten kæmper, er det fremfor Alt nødvendigt, at Folket har et Ministerium, der nyder dets Tillid, dets ubetingede Tillid.“ Sandheden af disse Ord er indlysende, men ligeså klart er det også, at i en Tid, som er så rig på uheldvarslende Begivenheder, på tunge Tilskikkelser, er det uundgåeligt, Uvisheden om den Opfattelse af disse, som har været den ledende hos Regjeringen, om den Måde, hvorpå Regjeringen har søgt at gjennemføre sin Tanke eller ladet denne påvirkes af de Hindringer, som have stillet sig imod dens Udførelse, at denne Uvishet må virke meget nedslående og derfor ikke kan andet end svække Tilliden. Derfor må sikkert Regjeringen ønske sig Leiligheden opgivet til, såvidt den formåer at opklare de Tvivl og hæve den Uvished, der ellers uundgåeligen vil stille sig hemmende iveien for den tillidsfulde Tilslutning mellem Regjeringen og Folket, hvori vi netop må søge vor Fortrøstning og vort Håb for Fremtiden, medens vi see vore overmægtige Fjender priisgivne for den modsatte Tilstand.

Det er disse korte Betragtninger, hvormed jeg ønskede at ledsage dette mit Forslag, og jeg skal kun tilføie den ene Bemærkning, at det måskee vilde være ønskeligt, om der, førend der skrides til Discussion af Forslaget, måtte fra Ministeriet selv skee nogen udtalelse, som kunde vise, at dette vil være tilbøieligt til at gåe ind på en sådan Form som den her antydede, eller også foreslåe nogen anden, som på en ligeså god eller bedre Måde kunde lede til Opnåelsen af det samme Formål.

Udenrigsministeren:

At give de Meddelelser, hvorom den ærede Proponent har talt, det størst mulige Omfang og det med de mindst mulige Ulemper, således som han udtrykte sig, skal også være Regjeringens Bestræbelse fra sin Side, og jeg skal derfor blot tillade mig nogle Ord, om hvorledes det forekommer mig, at dette bedst kunde skee.

Dersom den ærede Forsamling skulde beslutte sig til, og navnligen skulde beslutte sig til allerede nu at nedsætte et Udvalg til at modtage disse Meddelelser, da er Regjeringen beredt til, umiddelbart at træde i Forbindelse med et sådant Udvalg for at lade dette tilkomme de Meddelelser, hvorom der er Spørgsmål. Men forøvrigt har Regjeringen tænkt sig, at dette kunde skee på en endnu videre og fuldstændigere Måde end ved at træde i Forbindelse med et sådant mindre Udvalg af Forsamlingen. Dersom den høitærede Forsamling skulde ville bestemme sig til at danne sig selv til Comitee — efter det Udtryk, som i andre Lande bruges om en sådan Behandlingsmåde — for at modtage de Meddelelser om de Politiske Forhold af den Art, som Regjeringen måtte troe sig istand til at kunne meddele den, dersom Forsamlingen altså skulde bestemme sig til at lade disse Sager behandle i en anden Form end den sædvanlige, i et Møde, hvorved blot Forsamlingens egne Medlemmer vare tilstede, skulde Regjeringen være tilbøielig til at gjøre sine Meddelelser til Forsamlingen selv, og det således, at dens Medlemmer, forsåvidt enkelte Punkter måtte være dem mindre klare, gjennen Spørgsmål måtte kunne søge at komme til en større Klarhed derom. Man må imidlertid, for at ikke altfor lang Tid skulde tages i Beslag, dog ikke tænke sig nogen egentlig Discussion af disse Forhold.

Grunden, hvorfor Regjeringen har troet at kunne gåe såvidt i de Meddeleser, som den antager at kunne gjøre Forsamlingen, er den, at hvad der kunde meddeles et sådant Udvalg, der vel vilde blive temmelig talrigt, og som navnlig skulde meddeles Pålæg, derefter at give Forsamlingen sin Beretning, i alt Fald ikke kunde

angåe nogen egentlig Hemmelighed ↄ: noget Forhold, som måtte være af den Beskaffenhed, at Regjeringen havde den Forpligtelse mod nogen anden Magt, ikke at berøre det. Meddelelsen til et sådant Udvalg vilde da blot kunne sættes det Formål, at give en såvidt muligt fuldstændig Fremstilling af de politiske Forhold, så at Udvalget derved kunde blive sat istand til at give Forsamlingen en Beretning, en Beretning, som da uden Tvivl vilde vise, at der i disse Forhold ikke er såmange Hemmeligheder, i den Betydning, som jeg før forklarede, som man måskee kunde være tilbøielig til at antage. Når Sagen opfattes således, seer Regjeringen imidlertid ingen væsentlig Hindring for at give denne Meddelelse til Forsamlingen i sin Heelhed; men Grunden, hvorfor Regjeringen har troet, at sådan Meddelelse måtte skee i en sådan extroaordinair Form, og navnlig, at Forsamlingen måtte constituere sig som Comitee, er den, at det let kan forudsættes, at der ved denne Leilighed vilde blive fremført mange Yttringer og blive berørt mange Forhold fra Regjeringens Side, som det ikke på nogen Måde kunde være ønskeligt eller gavnligt for Landets Interesse, strax i den første skarpe Form, gjennem Rigsdagsberetningen, udgik til Offentlighedens Kundskab. Jeg tillader mig iøvrigt udtrykkelig at gjøre opmærksom på, at det kun er den Deel af den ærede Proponents Forstag, der gåer ud på Modtagelsen af sådanne Meddelelser, hvortil jeg har sigtet ved at gjøre den ærede Forsamling opmærksom på den her omhandlede Form. Gåer Førsamlingen ind herpå, vælger den en sådan Form, da er det fremdeles en Selvfølge, at det vil ståe Forsamlingen frit for, senere at nedsætte et Udvalg med det Hverv, at lede Forsamlingen med Hensyn til dens Dom eller Yttringer om de Foranstaltninger, der af Regjeringen ere trusne; og Forsamlingen vilde altså, såvidt jeg skjønner, ikke have nødig at foregribe sin Dom, om hvad den i så Henseende kunde bestemme sig til, dersom den valgte den Form, som af mig er antydet i Henhold til det Hverv, som Regjeringen har givet mig.

Hall:

Jeg kan kun have meget så Ord at tilføie, efterat have hørt den ærede Udenrigsministers Meddelelse. Jeg antager, at denne på den største Deel af Forsamlingen har gjort det samme tilfredsstillende Indtryk som på mig; jeg antager dette såmeget mere, som det var mig vitterligt, allerede forinden jeg indgav mit Forslag, at der næredes Ønske om, at hine Meddeleser, idetmindste de første og vigtigste, måtte kunne gives Forsamlingen i sin Heelhed, og det var blot de Betænkeligheder, der dengang næredes om, hvorvidt et sådant Ønske kunde lade sig realisere, som foranledigede Flere til at forene sig om et Forslag angående Nedsættelsen af en Comitee i dette Øiemed. Jeg kan altså ikke indsee Andet, end at Forsamlingen må ønske, at disse første Meddelelser blive givne den i dens Heelhed, da der jo altid, således som allerede af Udenrigsministeren er bleven bemærket, vil ståe den frit for at nedsætte en Comitee for at samle og gjennemgåe de modtagne Beretninger, og jeg skal således ikke insistere på, at mit Forslag nu bliver sat under Discussion, idet jeg dog må forbeholde mig, hvis man ikke skulde ville betræde den af Udenrigsministeren foreslåede Vei, da atter at fremkomme med mit Forslag om Nedsættelsen af en Comitee.

Schiern:

Det har lige fra Begyndelsen været min Formening, at Forsamlingen så vidt som muligt og så almindeligt som muligt burde gjøres bekjendt med vedkommende Actstykker, og jeg skulde derfor i ethvert Tilfælde foretrække den af den ærede Udenrigsminister antydede Form for sådan Meddelelse fremfor den her foreslåede Comitees Nedsættelse, hvis der ikke ved hiin, såfremt man bliver stående ved den alene, var den Betænkelighed tilstede, at Intet vilde blive Offentligheden meddeelt. Jeg veed nu ikke, om dette Hensyn måtte findes så overveiende, at det skulde afgive Grund til at foretrække den anden Form.

Duntzfelt:

Jeg reiser mig for at understøtte det Forslag, der er fremsat af Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns Amts 1ste Distrikt (Hall) Jeg troer at måtte understøtte dette Forslag, uagtet den forandrede Stilling, Sagen har fået ved den Meddelelse, den ærede Udenrigsminister har gjort til Forsamlingen. Jeg skal herom strax yttre mig nærmere.

Den ærede Proponent har troet at måtte benytte den Meddelelse, som ved Rigsdagens Åbning er skeet til Forsamlingen af Pre-

mierministeren, til derpå at begrunde sit Forslag. Jeg kan ikke andet end erklære mig enig i denne Anskuelse. Jeg har allerede under tidligere Debatter yttret mig derhen, at når denne Meddelelse var adskilt fra den egentlige Throntale, havde dette til Hensigt at fremkalde fra Forsamlingen dens Yttringer med Hensyn til den af Ministeriet hidtil fulgte Politik. Hvad enten nu Afbenyttelsen skeer, som jeg dengang tænkte mig i Form af en Separatadresse, eller det skeer ved at benytte denne Meddelelse til gjennem en Comitee at erholde sådanne Oplysninger fra Ministeriet, hvortil der måtte være Anledning, vil derved Hensigten af hvad jeg tilsigtede være opnået. Jeg kan ikke andet end troe, at denne Meddelelse vil give Anledning til, at man ønsker at erholde nærmere og udførligere Oplysninger fra Ministeriets Side. Disse ere allerede blevne lovede tidligere, og det er idag igjentaget af den ærede Udenrigsminister, at Regjeringen er beredt til at give dem, og det i en mere udvidet Form og til en større Kreds, end der var tilsigtet ved selve Forslaget. Jeg troer imidlertid, at der dog kunde være Anledning til at vælge dette Forslag og nedsætte et Udvalg til at modtage disse Oplysninger fra Ministeriet. Det forekommer mig nemlig, at en Deel af disse Oplysninger måtte grundes på Actstykker og Documenter, og jeg kan ikke ret begribe, hvorledes sådanne Meddelelser i selve Forsamlingen, hvad enten denne nu er constitueret som Comitee eller ei, vilde kunne give det Udbytte, som når disse Actstykker ere undersøgte og proøvede af en Comitee, der derefter kunde meddele deres Hovedresultat til Forsamlingen. Det er herpå, at jeg hovedsagelig støtter min Anskuelse om, at et sådant Udvalgs Nedsættelse vilde hensigtsmæssigere føre til det tilsigtede Øiemeds Opnåelse, end når deslige Meddelelser skete til Forsamlingen eller til den som Comitee constituerede Forsamling, således som den ærede Udenrigsminister har foreslået. Disse Actstykker kunde nemlig efter min Mening følge som en nærmere Forklaring til den mere detaillerede Meddelelse, efterat de først vare gjennemgåede af en Comitee.

Jeg kan ved denne Leilighed ikke undlade at bemærke, at der visselig er, som allerede tidligere sagt, at Anledning til at antage, at Nationen vist med spændt Forventning seer hen til de nærmere Oplysninger, som Ministeriet kan meddele det. Det må vistnok erkjendes, at en Ministerpost under alle Omstændigheder er en besværlig Post; men i hvilken Tid skulde den vel være mere besværlig end i den, hvor Svig og Troløshed i flere Lande har bemægtiget sig Roret, hvor Åbenhed og Retsindighed synes at måtte ligge under for modsatte Bestræbelser fra den anden Side? Men idet jeg udtaler mig angående Nødvendigheden af at erholde nærmere Oplysninger fra Ministeriets Side, kan jeg ikke lade være at tage Hensyn til den Tid, hvori disse Mænd have påtaget sig deres ansvarsfulde Hverv, i hvilket Øjeblik dette var, og hvorledes de ved at gjøre dette visseligen have givet Beviser på en Fasthed og Kraft, som her har forhindret de Udskeielser, som man i andre Lande har seet såmange Exempler på. Ja jeg må ved denne Leilighed fremhæve, at Enkelte af dem med Tilsidesættelse af personlige Følelser og længe nærede Anskuelser have bragt dette Offer for det almindelige Vel. Der er af een eller flere Ministre allerede yttret, at Ministeriet må besidde Folkets Tillid. Det er vist, at ingen Regjering kan beståe uden Folkets Tillid; men det har vist ikke dermed været Ministeriets Mening, under sådamne Tider som de nærværende, blindt at fordre en ubetinget Tillid; en sådan må grunde sig på Kjendsgjerning og Overbeviisning, og det er dette, jeg tilsigter.

Jeg kan ikke antage — jeg vil bestandig holde en sådan Tanke fjernet fra mig —, at disse høit agtede Mænd, som i Farens Stund have havt det Mod at overtage Førelsen af vore Anliggender, skulde gribe det første Øjeblik til at nedlægge deres Post, nu da Forviklingerne have nået deres største Høide. Dette er en Mening, som vist aldeles ikke kan stemme med deres Tænkemåde. Jeg troer mig berettiget til at påståe, at man bør tage ethvert billigt Hensyn til de store Vanskeligheder, de have havt at bekæmpe. Jeg er overbeviist om, at Forsamlingen og Nationen vil tage tilbørligt og billigt Hensyn dertil, og at den ikke vil æske mere af Ministeriet, end det seer sig istand til

at kunne meddele. Dette Hensyn troer jeg, man vil tage som en Følge af deres Stilling i det Hele og de vanskelige og delicate Forhold, hvori Regjeringen befinder sig. Det er således, jeg har betragtet det Forslag, der idag er fremsat i Forsamlingen, og jeg har troet uforbeholdent at burde udtale dette.

Fabrikeier Drewsen:

Jeg stemmer mod Nedsættelsen af en sådan Comitee. Grunden er, at jeg antager den enten for unyttig eller skadelig. Enten skal nemlig en sådan Comitee uden Forbehold referere Alt, hvad den modtager fra Ministeriet, eller også kun det, som Ministeriet ønsker den skal referere, og følgelig beholde Resten for sig selv. I første Tilfælde anseer jeg den for unyttig og tidsspildende, fordi jeg ikke indseer, hvorfor ikke Ministeriet ligesågodt directe her i Forsamlingen kan referere, hvad det veed, alligevel vil komme til Forsamlingens Kundskab igjennem Comiteen; i det andet Tilfældee anseer jeg den for skadelig, fordi en sådan Indretning absolut slåer hele Forsamlingens Betydning ihjel; thi vi ere jo komne sammen her forat Alt skal være åbent og klart. Men jeg tør da nu vel spørge dem, mine Herrer, om det er deres Mening, at blot en Deel af Forsamlingens Medlemmer skulde blive indviede i Ministeriets Hemmeligheder, at kan en Deel af os skulde lære at kjende de Forholdsregler, som Ministeriet vil tage.

Vi ere her, mine Herrer! med det Hverv fra vore Vælgere, at vi skulle see med egne Øine, høre med egne Øren, og i Henhold hertil tør jeg spørge, om der er nogen af de Herrer, der vil finde sig competent til at omgåe denne Forpligtelse. Vil man nu endelig have en sådan Comitee, må jeg desuden gjøre opmærksom på, hvad det er for en Comitee, havd det er for et aristokratisk Element, man vil føre ind her i Forsamlingen, idet det jo er klart, at en sådan Comitees Medlemmer absolut måe indtage en høiere Plads her end de øvrlge Medlemmer; thi denne Comitee er jo indviet i de Ting, der ligge skjult for den øvrige Forsamling, og i Tilfælde af et Ministerskifte, er der da Nogen, som vil negte mig, at Tanken ufrivillig netop må drages hen på denne Comitee på Grund af den Rapport, hvori den ståer til Ministeriet? Men efter min Formening er der ingen Tvivl om, at vi endnu ikke have det Kjendskab til hverandre her i Forsamlingen, at vi allerede nu og uden videre skulde see os istand til at udpege de Kræfter, som ere nødvendige for et Ministerium, og jeg skal end yderligere gjøre opmærksom på, at der er en stor Forskjel på at være i en Comitee og at være Minister, men jeg kan ikke ansee denne Comitee for Andet end en Classe, hvorfra man skulde dimitteres til Ministerbænken. Vistnok er det sandt, at der er mange Spørgsmål, som kunde blive forelagte Ministeriet, og som det kunde være der umuligt offentligen at svare på; men i så Fald ståer det jo Forsamlingen frit for at constituere sig til Comitee, og jeg veed ikke, hvorfor ikke Ministeriet skulde kunne aflægge de samme Oplysninger til den hele Forsamling, som de ellers vilde have at give til en Comitee, thi enhver af os veed, at hvad 2 vide, vide også den tredie, og at følgelig den Hemmelighed, som 15 Mennesker veed, den kan sandelig også 150 vide. Det er allerede forhen sagt, at den Vigtigste, som her kan blive Tale om, er det slesvigske Spørgsmål, og at det, når vi have klaret dette, ikke vil være vanskeligt at klare de øvrige; men det er netop disse Oplysninger, man vil forholde os og kun meddele til et lidet Antal, til en Comitee. Dette strider imidlertid imod Principet i den Constitution, der er os lovet. I Henhold hertil må jeg stemme imod en sådan Comitees Nedsættelse.

Lehmann:

Jeg ønsker, at det fra første Færd af må være aldeles klart for Forsamlingen, at Regjeringen ikke i mindste Måde har søgt at foregribe Forsamlingens Dom om den Form, hvori den vil modtage de Oplysninger, til hvis åbne Meddelese Regjeringen fra første Dag har erklæret sig villig. Det vil altså aldeles beroe på, hvad Forsamlingen i så Henseende ønsker. Kun skal jeg, forsåvidt det er fremsat som en Indvending mod den af Regjeringen tilbudte Form, at disse Meddelelser skulde skee til Forsamlingen inden lukte Døre, medens derimod den af en Comitee afgivne Beretning vilde blive Offentligheden hjemfalden og komme til hele Verdens Kundskab, tillade mig den Bemærkning, at det eneste Fortrin, som et

engere Udskud skulde have fremfor Forsamlingen i sin Heelhed, og som vel måtte være det, at Regjeringen med større Usorbeholdenhed kunde meddele sig til Få end til et større Antal Mænd, derved vilde falde bort, hvis Meddelelsen til en Comitee kun skulde være at betragte som et Gjennemgangspunkt til en fuldstændig Offentlighed.

Forøvrigt tør jeg bede mine Herrer ikke at gjøre dem for store Forestillinger om de Hemmeligheder, hvoraf Regjeringen skulde være i Besiddelse, men som den vilde tilbageholde. Det er en Selvfølge, at der kan gives Ting, som ikke ere hemmelige for noget Menneske, men som en Regjering dog ikke officielt bør meddele, fordi den derved vilde tilsidesætte Convenientser, der aldrig ustraffet lade sig krænke, og allermindst af en lille Stats Regjering. Der gives unægteligen også Tilfælde, hvori det vilde være en Indiscretion, som endog kunde gåe over til at blive en Forbrydelse mod Landet, dersom man forud vilde forkynde, hvad man under visse Omstændigheder kunde agte at gjøre. Vore Vederparter ville som oftest kun have altfor let ved at gjætte sig dertil, men forud at ville fortælle det, vilde mildest talt være usømmeligt og uklogt.

Med Hensyn derimod til de egentlige Kjendsgjerninger, der allerede fremtræde som færdige Facta, derom kan Regjeringen vel meddele Dem nogle Enkeltheder, der ere Dem ubekjendte og som kunne have deres Interesse; men det hele store Resultat, det, hvorpå det især kommer an, det ligger sandelig for Alles Øine, og det kjende de lige så godt som vi. Jeg behøver vel ikke at forsikkre Dem, mine Herrer, at dersom Regjeringen havde „trøstelige“ Meddelelser at give i denne Henseende, dersom færdige Regultater kunde forelægges Forsamlingen, da skulde den sandeligen ikke oppebie Deres Opfordringer, end sige Foranledninger fra Stockholm eller andetsteds fra, men ile med at meddele dem til dem, som de vedkomme nærmest, og som det vilde være os en stor Glæde at kunne meddele dem til.

Der er atter idag bleven talt, som om Regjeringen fordrede eller endnu blot ønskede Folkets „blinde“ Tillid. Vi fordre Tillid, ikke for os, men for Regjeringen, for den nuværende og alle kommende Regjeringer; men vi fordre den kun på det Vilkår, at ingen Regjering kan vedblive at være Regjering længer, end den besidder denne Tillid. Jeg håber, at det ikke er fornødent at forsikkre Dem, mine Herrer, at alle de Stemninger og Følelser, der leve i Nationen og i denne Forsamling, som nys har fundet et så loyalt og værdigt Udtryk i den antagne Adresse, i deres fulde, rene Styrke også deles af de Mænd, hvis, om jeg må tillade mig at sige det, tunge Lod det er blevet at skulle bære Ansvaret for de offentlige Sagers Ledelse i denne skjæbnesvangre Tid. Ja, jeg tør påståe, mine Herrer, at der ikke findes Nogen her i Landet, som dybere har følt al den Smerte, al den Fortørnelse, hvortil de Hindringer og Skuffelser, der ere timedes Danmark, have givet Anledning, end netop de Mænd, som med deres Bryst have måttet optage de første, de hårdeste Stød, og at der ikke gives Nogen her i Landet, der nærer et mere brændende Ønske, end vi, om at kunne hævde Nationens Ære og Ret — lige indtil Mulighedens Grændser. Det er sikkert ikke denne Overbeviisning, De ville søge i de Meddelelser, hvorom her er Talen; men hvad de kunne give, det er en mere begrundet Dom om, hvorvidt Regjeringen har været heldig i Valget af de Midler, hvorved den har søgt at nåe Målet; hvorvidt den ved Udførelsen af mange Ting, om hvis Ønskelighed der ikke kan herske Tvivl mellem danske Mænd, har stødt på Hindringer, som det har været umuligt at overvinde. Det er netop herom, at vi ønske, at Forsamlingen sættes istand til at satte en begrundet Dom. Den femte Rigsdagsmand for Kjøbenhavn (Duntzfelt) har stærkt udtalt sig om, at vi skulde være uberettigede til i et så farefuldt Øjeblik at træde tilbage. Det er denne Overbeviisning, som gjør, at vi ståe her på denne Plads; men jeg kan også tilføie, forsaavidt en æret Deputeret fra Jylland (Drewsen jun.) har hentydet til, at der af den omhandlede Comitee kunde udvikle sig et nyt Ministerium, at jeg finder det aldeles i sin Orden, at Ministeriene for Fremtiden udgåe af Rigsdagen, og at, hvis Nogen vil påtage sig at gjøre det bedre end vi, det af som vil betragtes, ikke som et Nederlag, men som en Forløsning.

(Sluttes.)

Forlagt og trykt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Tiende Møde. (Sluttet.)

Forsåvidt som den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 5te Distriet (Duntzfelt) har hentydet til, at en sådan Beretning eller en sådan Undersøgelse, foretagen i en Comitee, ikke burde indskrænke sig til det slesvigske Spørgsmål alene, men burde gåe ud på hele Indholdet af det Regnskab, hvormed Ministeriet mødte Forsamlingen allerede på den første Dag, da er også dette Noget, som aldeles må være overladt Forsamlingen. Jeg troer imidlertid med den ærede jydske Deputerede, at det forholder sig rigtigt, at når vi kun kunne klare det slesvigske Spørgsmål, da vilde Resten sinde sig let. Ministeriet er imidlertid rede til også i Alt andet at ståe Dem til Regnskab. Den Opgave, der blev stillet det nærværende Kabinet, da det dannede sig, var at skaffe Danmark Fred og Frihed, og vi kunde vel prise os Alle lykkelige, og vi kunde vel sige, at denne første Rigsforsamling i Danmark vilde være en uafbrudt Fest, dersom det her kun gjaldt om, i Forening med en folkeligsindet, fordringsfri Konge at bygge Frihedens Tempel. Men, mine Herrer, det er ikke så. Om vi kunne erholde en Fred, hvormed Danmark kan være tjent, ståer i Guds Hånd, og jeg vil i denne Henseende kun sige, at jeg troer, at Historien vil give det nuværende Ministerium det Vidnesbyrd, at Danmark dog under dets Ledelse har været istand til, og det ene, hidtil at modståe en overmodig og mange Gange overlegen Fjende, ikke blot uden at være tilintetgjort, men også uden at dets Modstandskraft i mindste Måde er udtømt. Men, som sagt, om vi nu kunne erholde Fred, det veed jeg ikke; men det veed jeg, at Friheden er os sikker.

Det har glædet os, mine Herrer, at læse i Deres Adresse det Ord, hvoraf Enhver af os Alle, som her ere tilstede, kan tage sin Andeel, at det i Omvæltningernes År er lykkedes os at holde Forstyrrelsens onde Magter borte fra vort elskede Fædreland, og jeg skal tilføie: og at Regjeringen har været istand til at gjøre en sådan Begyndelse til Frihedsværkets Grundlæggelse, at Frihedens Fjender, hvis her findes sådanne og de skulle vove derpå, forgjæves vilde søge at løfte deres afmægtige Hænder derimod, og at Frihedens ukloge Venner måskee nok kunne være istand til at berøve Frihedslivets hurtige, frodige og skjønne Udvikling Noget af dens Glands og Glæde, men ikke blive farlige for Friheden selv.

Dahlerup:

Jeg vil kun tillade mig at foreslåe Forsamlingen at anmode Ministeriet om at gjøre, hvad Udenrigsministeren selv har foreslået, da der i alt Fald herved ingen Skade kan skee.

F. Jespersen:

Da Proponenten har frafaldt sit oprindelige Forslag, skulde jeg ikke have tilladt mig at yttre mig videre om det, hvis det ikke var bleven optaget af en anden æret Deputeret, og jeg således for Øjeblikket ikke veed, hvorvidt der nu skal stemmes over det, hvilket jeg dog troer. Jeg vil imidlertid tillade mig at spørge de Herrer, som ville have en Comiteen, hvad denne Comitee egentlig skal bestille. Proponenten siger, at den skal modtage Oplysninger, og dens Forretning kan altså kun bestaae i at modtage Actstykker, men at modtage Actstykker er en så simpel Forretning, at det forekommer mig høist ufornødent at ned sætte en Comitee dertil; dersom Forsamlingen vil have disse Actstykker, så gjør den rettere i, igjennem sin Formand at udbede sig dem tilstillede gjennem Ministeriet Proponenten sagde også, at Comiteen skulde ordne disse Actstykker; jeg tvivler ikke på, at Ministeriet vil overlevere dem til Forsamlingen i så god Orden, som Nogen kan ønske, og at Forsamlingen ved

at tage dem for ganske i den Orden, hvori Ministeriet vil forelægge dem, vil kunne være vel tjent. Hvorfor jeg må på det Bestemteste modsætte mig en Comitees Nedsættelse, er, fordi jeg frygter for, at Comiteen vil indlade sig i Underhandlinger med Ministeriet, at den ligesom vil gåe på Accord med det, at når blot den fik Noget at vide, skulde den nok fortælle Forsamlingen det på en sådan Måde, at Ingen kunde blive rigtig klog derpå. (Latter.)

Jeg tillader mig at bemærke, at Folket ikke vil lade sig nøie med halve Oplysninger, det fordrer og fordrer med Rette den rene og fulde Sandhed, og jeg tør sige det, selv den meest nedslående Sandhed vil være en større Beroligelse før det end den piinlige Uvished, hvori vi sålænge have levet. Jeg kan ikke tænke mig, at Ministeriet kan holde disse Oplysninger tilbage af Frygt for, at vi ville kritisere dets Fremgangsmåde; den forløbne Tid har forsåvidt kun en historisk Interesse, og jeg skal være den Sidste til at underkaste et Ministerium, hvortil min Tillid ingenlunde er svækket, en Kritik; men de Oplysninger, som ere nødvendige for at bedømme vor nuværende Tilstand og hvad der i Fremtiden skal skee, dem må Ministeriet meddele Forsamlingen, først da kunne vi fuldføre det Hverv, hvorfor vi ere samlede. Der skal forelægges os Forslag til Tilveiebringelsen af de Midler, som ere nødvendige til Krigens Førelse; nu vil jeg spørge, hvorledes skal Forsamlingen tage dette Forslag under Behandling, hvorledes skal den være istand til at afgive en moden Erklæring for sig selv og for det danske Folk, som har sendt den, når den ikke erholder alle de Oplysninger, som høre til at bedømme Spørgsmålet? Skal Krigen fortsættes, kan den fortsættes, eller må Danmark nødvendigviis gåe under i Krigen? Jeg har heller ikke tænkt mig, at Ministeriet vil komme frem med dette Lovforslag uden med det samme at tilbyde Forsamlingen alle de Oplysninger, som ere nødvendige for at prøve det. Jeg må derfor erklære mig imod, at der efter det oprindelige Forslag nedsættes en Comitee for at modtage disse Oplysninger, og ligesålidt kan jeg stemme for, at Forsamlingen i et sluttet Møde inden sin egen Kreds modtager dem af Ministeriet. Forsamlingen kan rolig vente, til det Øjeblik kommer, da Ministeriet vil være nødt til at føre dem frem, ikke for denne Forsamling alene, men for hele det danske Folk.

Cultusministeren:

Det kunde dog være, at der kunde gåe nogen Tid hen, førend Alt, hvad der kunde meddeles Forsamlingen, kunde i det samme Omfang meddeles Alle og Enhver. Jeg troer virkelig, at der er en vis psychologisk Misforståelse med Hensyn til den piinlige Uvished, hvori man naturligviis befinder sig, at der i denne Henseende er blandet Noget ind af den piinlige Uvished, hvori man er, når man ikke veed, hvad Fremtiden bringer, og at den piinlige Stemning således tildeels hidrører fra det Slør, som er rullet ned over Fremtiden, og som man så gjerne vilde løfte. Dette Fremtidens Slør vil ikke nogen Oplysning kunne hæve for Forsamlingens Øine, og når der bliver meddelt den høie Forsamling alle de Oplysninger, som Regjeringen er istand til at meddele, troer jeg vist, at det vil komme til at ståe klart for den høie Forsamling, at der hos enhver Enkelt af dens Medlemmer måskee er en sådan Sammenblanden af dette Usikkre, Dunkle, hvori Fremtiden ståer, og Ubekjendtskabet med det Forbigangne og Nærværende. Når jeg altså forudsætter, at den høie Forsamling da ikke vil tiltræde den Mening, at Ministeriet skal meddele Publicum Alt, hvad der er passeret, troer jeg, at der kun vil blive tilbage de to Meninger, at det enten skal meddeles til den Comitee, hvorom Forslaget vel er frafaldet af Proponenten, men optaget af et andet Medlem fra Kjøbenhavn,

eller meddeles selve Forsamlingen, idet den constituerer sig som en Comitee; jeg troer ikke, at der er nogen væsentlig Uovereensstemmelse imellem disse to Meninger; således har jeg, og, som Udenrigsministeren bemærkede, også Regjeringen tænkt sig det. Når først Forsamlingen har fået de Oplysninger, som den kan fåe og som vist ikke Ville bringe den det Udbytte, som man egentlig troede, fordi man i Grunden veed meget mere om Forholdenes sande Tilstand, end man antager, ståer det jo den høie Forsamling frit for at nedsætte en Comitee. Hvis den vil undersøge eet eller andet Punkt noget nærmere eller omhyggeligere, hvis den vil gjøre een eller anden Fremgangsmåde, een eller anden Handling til Gjenstand for en Undersøgelse, for en Bedømmelse, eller måskee tage Fremgangsmåden t det Hele for sig og underkaste den en nærmere Randsagelse, så jeg troer ikke, at der er nogen egentlig Strid imellem disse to Meninger. Først vilde altså det, som kan meddeles, blive meddeelt den hele Forsamling, og når dette er skeet, vilde Forsamlingen have det ganske anderledes i sin Magt at bestemme, hvorvidt den så fandt sig foranlediget til at nedsætte en Comitee, mod hvis Nedsættelse der Intet kan være at erindre fra Ministeriets Side.

With:

Hvad jeg vilde sige, har allerede den høitagtede Cultusminister forstørstedelen fremført. Min Mening er den, at vi ubetinget bør mostage det Tilbud, som Ministeriet idag har gjort os, nemlig for Forsamlingen, sluttet som Comitee, at meddele alle de Oplysninger, som det er istand til, og at vi dernæst, når vi ere komne i Besiddelse af disse Oplysninger, vælge en Comitee til at bedømme, hvad der så for fremtiden i denne Henseende bør foretages. Jeg mener, at denne Comitees Hverv burde være at udarbeide et Svar på den Deel af Throntalen, som er oplæst af Ministeriet. Hans Majestæt har i den Adresse, som er vedtaget idag, fået et Svar på sin Tiltale, men Ministeriet har endnu intet Svar fået på dets Tiltale til Rigsforsamlingen; at give Svar derpå skulde, efter min Formening, være denne Comitees Hverv.

Med Hensyn til den Måde, som Regjeringen har foreslået at give Oplysningerne på, da finder jeg den bedre, end at de skulde gives til en særskilt Comitee. De, der skulle være Medlemmer af denne Comitee, Kunne ikke vente at fåe Andet at vide, end hvad den hele Rigsforsamling alligevel må komme til Kundskab om, når det skulde være tilladt disse Comiteens Medlemmer høit til Alle at udtale, hvad de havde fået at vide; men derimod, når Forsamlingen constituerede sig til Comitee, og Ministeriet for den som sådan afgav sin Erklæring, skulde jeg troe, at der ikke er Nogen imellem os, som er så åbenmundet, at hvis der måtte findes Noget, som ikke måtte omtales, han da ikke skulde kunne give et sådant Løfte og, når han havde givet det, ikke skulde være istand til at holde det. Jeg troer derfor, at vi i denne Sag ikke have videre at gjøre end at stemme over den Måde, hvorpå man vil modtage Ministeriets Oplysninger, og jeg troer i denne Henseende, at man bør modtage dets Tilbud, således, at Forsamlingen danner sig til Comitee og modtage dets Beretning.

Barfod:

Jeg skulde såre meget have misforstået den ærede Rigsdagsmand for Skanderborg Amts 4de Distrikt (Fabrikeier Drewosen), hvis han ikke allerede har udtalt idetmindste det Væsentlige af hvad jeg kunde ønske at sige, idet jeg har forstået ham, som om han meente, at Salen med Taknemlighed, med Glæde, burde modtage Regjeringens igjennem Udenrigsministeren til os gjorte Forslag; har han ikke allerede udtalt det, så har dog nu idetmindste den ærede Rigsdagsmand for Veile Amts 6te Distrikt (With) udtalt det, og til ham tillader jeg mig derfor at slutte mig, idet jeg blot skal tilføie, at jeg troer, at det vilde vare at overdrage de Flere eller Færre, som man valgte til Comitee i nærværende Sag, et høist besværligt, et høist, jeg kan gjerne sige, farligt og utaknemmeligt Hverv. Det vilde ingenlunde være behageligt for et mindre Antal af nærværende Rigsforsamlings Medlemmner at være de særlige Bærere af Regjeringens Hemmeligheder, og den øvrige Deel af Salen, troer jeg, vil nødig see et Geheimeraad af den Art; på den anden Side kan jeg heller ikke Andet end på det allerbestemteste udtale mig imod, hvad den ærede Rigsdagsmand for Odense Amts 6te District (Jespersen) har meent. jeg kan meget let forestille mig, at Regjeringen kunde have sådanne ting at meddele

Rigsdagen, når den havde constitueret sig som Comitee, som den umuligen for Landets Vels Skyld kunde meddele Rigsdagen under anden Form. jeg troer derfor, skjøndt jeg er overbeviist om, at den ærede Rigsdagsmand for Odense Amts 6te District har udtalt, hvad han har sagt, med Folkets Vel og Sagernes bedste Fremme for Øie, at hans Forslag meget lidet vil være i Folkets og Sagens Interesse.

H. P. Hansen:

Ligesom Ministeriet t den Beretning, som det forelagde den høitærede Forsamling den første Gang vi samledes i denne Sal, har sagt: „med Længsel har Regjeringen imødeseet den Dag, da Forfatningen kunde i Kræft og Kraft og dermed den Overgangstilstand ophøre, der har lagt så stort Ansvar på dens Skuldre og hvori den har måttet savne et mægtigt Folkeorgans Bistand“, således var det fra den første Dag, jeg havde den Ære at træde ind i denne Sal, denne Tanke, som foresvævede mig, at vi dog Alle måtte bidrage til at blive et sådant mægtigt Folkeorgan. Jeg tilståer, idet min Tanke og Stræben har været henvendt herpå og altid skal være henvendt herpå, at jeg vil søge at opnåe dette, ikke ved blomstrense Talemåder, hvad jeg heller ikke skulde være istand til, eller ved at gjøre Ministeriet Complimenter, men ved at tale åbent, ærligt og ligefrem til det, og derfor vil jeg ikke tage i Betænkning ligefrem at sige, at den Beretning, som det høie Ministerium har fremlagt ved Forsamlingens Åbning, ikke er mig fyldestgjørende. Jeg siger, den er mig ikke fyldestgjørende, fordi den ikke indehelder de Oplysninger, som jeg mener, ene kunne sætte Forsamlingen istand til at bedømme vor nuværende Stilling samt hvorvidt Regjeringen hidtil har udfyldt den vigtige Plads, den indtager, således at Rigets Velvære og Folkets Tillind til den kan være begrundet. Jeg har ingen Tvivl om, at Regjeringen fortjener denne Tillid, men for at fælde nogen Dom derom, udfordres andre Oplysninger og Meddelelser end de, der ere givne i den Beretning, som nu foreligger os. Det er vist ikke nogen piinlig Uvished om hvad Fremtiden bringer med sig, der hos mig fremkalder Ønsket om disse Oplysninger jeg veed, at over Fremtiden råder Ingen, men Fortiden, den tilhører Alle, og det er ved Hjælp af den, at vi bedømme vor Stilling og Gjøren i Verden. Det er dette Motiv, der bringer mig til at ønske, at der må blive forelagt denne Forsamling alle de Oplysninger, som kunne forens med de Hensyn, som Ingen er mere beredvillig end jeg til at erkjende, Ministeriet bør iagttage. jeg indrømmer, at der kan være Oplysninger, som ikke kunne meddeleg en Forsamling som denne; men der må ved Siden af disse være Meget, som den må see sig istand til at meddele, og derfor har jeg reist mig for at understøtte det Forslag, som er bleven gjort af den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns Amts 1ste Distrikt (Hall). Om det nu skal skee således, som det af ham er foreslået, at Forsamlingen skat nedsætte en Comitee til at modtage Regjeringens Meddelelser, eller selv constituere sig som Comitee, forekommer mig, at der ikke kan ligge stor Vægt på; jeg vil dog tillade mig at bemærke Såmeget, at jeg troer, at Forsamlingen vel må lægge Mærke til, at der ikke handles blot om at modtage Oplysninger om, hvorledes dette eller hiint er gået til, at det ikke er nok, at den lader sig fortælle dette, men at den vil nøie bedømme og prøve disse Oplysninger; man må her skjelne mellem, alene at modtage en Oplysning, og at anstille en Undersøgelse af de tilbagelagte Forhold. Jeg beder vel at bemærke, at det ikke er Fremtiden, jeg ar for Øie; jeg troer derfor, at hvis man finder det tilrådeligst at modtage det Tilbud, som er bleven gjort os af den ærede Udenrigsminister, at Forsamlingen constituerer sig som Comitee for at modtage alle de Oplysninger som Ministeriet kan og vil forelægge den, må man dog forbeholde sig, efterat have modtaget disse Oplysninger, at kunne nedsætte en Comitee og at kunne gjore, hvad Brug man vil af de Oplysninger, man således modtager, og i hvilkensomhelst Udstrækning, man finder fer godt.

Fabrikeier Drewsen:

Når jeg har yttret mig imod at nedsætte den omtalte Comitee, har jeg ingenlunde havt til Hensigt dermed at ville kaste nogen Mistillid på Ministeriet; tvertimod, det kan ikke falde mig ind at nære nogen sådan, ialtfald ikke før jeg kjenber dets Færd; men just derfor er det, at jeg ikke vil have, at der mellem Ministeriet og Forsamlingen skulde existere noget Mellemled til hvil

det vi skulde have en Tillid, om hvilken jeg må spørge, hvorfra skulde vi tage den? Kunde bi tænke os, at denne Comitee blev nedsat af Mænd, som vi Alle ville have, var det en anden Sag; men der må jo altid blive en heel Deel af Forsamlingens Medlemmer i Minoriteten, og disse skulde da lade sig nøie med, at den Tillid, be Havde til Ministeriet, på en Måde skulde absorberes af den Tillid, de have til Mænd, som gjerne kunne være udmærkede, men som de forrensten ikke kjende. Nei, dette Mellemled mellem Forsamlingen og Ministeriet må ikke sinde Sted; det vilde fjerne Ministeriet fra Kammeret. Jeg vilde foreslåe, om di ikke så skulde sætte Forslaget under Afstemning.

Flere Stemmer:

Ja Afstemning! Afstemning! Da Formanden derefter, Henhold til Regulativet for Forsamlingens Forretningsorden, forespurgte, om 15 Medlemmer af Forsamlingen understøttede Forslaget om Afstemningen, blev dette Spørgsmål besvaret bekræftende, idet et meget større Antal udtalte sig herfor.

Dadid:

Jeg må også erklære mig for Afstemning, men kan dog ikke tilbageholde den Bemærkning, at det er mod al god parlamentarisk Skik, at en Taler selv fremsætter Forslag om, at Afstemning strax skal sinde Sted.

Formaden:

Det er meget sandt, men det er nu eengang afgjørt, at Afstemning skal sinde Sted.

Duntzfelt:

Jeg ønsker Ordet for at forklare en personlig Misforståelse. Når det er bleven sagt, at Proponenten har frafaldet sit idag stillede Forslag, og at jeg har optaget det, da er dette ingenlunde Tilfældeet. Jeg har måskee misforstået Proponenten; Men det forekom mig, at han ikke ganske opgav sit Forslag, idet det kun var bleven noget modificeret ved den høitærede Udenrigsministers Meddelelse, ligesom han også inhærerede sit Forslag for det Tilfælde, at Forsamlingen ikke vilde gåe ind på den Fremgangsmåde, der var foreslået af Udenrigsministeren. Jeg har blot formeent, at De Meddelelser; som Regjeringen vilde gjøre, tildeels vilde være begrundede på Actstykker, og forsåvidt dette skulde være Tilfældet…

Formanden:

Jeg troer rigtignok, at den ærede Rigsdagsmand gåer formeget ind i Realiteten af Sagen. Der er forlangt Afstemning af over 15 Medlemmer, og altså må Discussionen være sluttet. Da jeg gad den ærede Rigsdagsmand Ordet, stod jeg i den Formening, at det kun var en formel Bemærkning, han agtede at gjøre.

Duntzfelt:

Altså kan jeg kun bemærke, at jeg ikke troede, at Proponenten havde frafaldet sit Forslag, men at det iøvrigt ikke har været min Hensigt at optage dette.

Der stod altså kun tilbage det af Rigsdagsmanden for Skanderborg Amts 4de Distrikt (Drewsen) i Overeensstemmelse med Udenrigsministerens Proposition gjorte Forslag, „at Forsamlingen bannede sig til en Comitee for således at modtage de Oplysninger, som Regjeringen måtte see sig istand til at meddele angående de slesvigske Forhold“, hvilket ved den påfølgende Afstemning antoges med 140 Stemmer mod 4.

Forinden Formanden bestemte Dagsordenen for det følgende Møde satte han dernæst under Discussion, på hvilken Måde den af Forsamlingen vedtagne Adresse skulde overrækkes Hans Majestæt, idet han foreslog, at det af Forsamlingen skulde overdrages Formanden at bringe Kongen dette Forsamlingens Svar på Throntalen. Dette vedtoges efter nogen Discussion, efterat det navnlingen med overveiende Pluralitet var afgjorte, at Formanden ikke, således som af enkelte Medlemmer (Olrik, Ræder, David) var yttret, enten skulde ledsages af en Deputation af Forsamlingens Medlemmer, eller alene af Forsamlingens Secretaire (Schytte).

Dagsordenen for det følgende Møde, som berammedes til den Påfølgende Dag Kl. 1, idet Afdelingerne skulde samles Klokken 12 for hver for sig efter Regulativet at forestage Valg på en Formand og Secretair, blev endelig af Formanden fastsat således: 1) Beretning fra Afdelingerne om deres Constitueren og Valg af Formænd

og Secretairer; 2) Meddelelse fra Justitsministeriet angående Rigsforsamlingens Medlemmers Diæter og Godtgjørelse for Reiseomkostninger. Mødet hævedes.

Ellevte Møde.

Fredagen den 3die November.

Protocollen for forrige Møde oplæstes.

Formanden:

Igjennem den 10de kongevalgte Rigsdagsmand

(Clausen) har jeg modtaget et Andrangende til Rigsforsamlingen fra Sognepræst Møller I Dalby i Fyen på 100 Gårdmænds og Huusmænds Vegne, hvilket, næst at udtrykke levende Bekymring over den ved Våbenstilstanden fremkomne Tilstand i Slesvig, opfordrer Forsamlingen til at styrke Regjeringens Tillid til Folket og til ikke at fraråde noget Offer, som er fornødent til Landets Frelse. Dette Andragende vil blive fremlagt i Læseværelset.

Der er idag i de forskjelligee Afdelinger foretaget Valg på Formænd og Secretairer, og jeg skal nu opfordre Formændene for Afdelingerne til at berette Resultatet af Valgene.

Formanden for 1ste Afdeling, Hvidt, meddeelte derpå, at Under Ledelse af ham som Aldersformand var i bemeldte Afdeling, der bestod af 28 Medlemmer, som alle havde været tilstede, foretaget Valg på en Formand, hvorved Stemmerne fordeeltes således, at ham (Hvidt) fik 20, Bjerring 5, Clausen 2 og Krieger 1 Stemme, og at han således var blevet Afdelingens Formand. Derefter havde Formanden ladet skride til Valg af en Secretair, hvorved Stemmerne fordeeltes således: Bjerring 20, Krieger 4, Ågård fra Lolland, Jespersen fra Biborg, Clausen of Linnenmann hver 1, så at Bjerring var blevet Afdelingens Secretair.

Formanden for 2den Afdeling Westergård meddeelte, at i bemeldte Afdeling, der bestod af 31 Medlemmer, som alle havde været tilstede, havde ved Valget af formand først Schouw fået 20, Bang 8 og Westergård 2 Stemmer, medens een afgiven Stemme var ugyldig, men da schouw havde ønsket sig fritagen for det på ham faldne Valg, blev der skredet til nyt Valg, hvorved Stemmerne Fordeeltes således, at Balthazar Christensen sig 13, Bang 9, Westergård 7, samt Professor Larsen og Fibiger hver 1 Stemme. Da Ingen havde Opnået over Halvdelen af Stemmerne, blev atter OmValg foretaget, og erholdt da Westergård 20 Stemmer, Bang 9 Stemmer, samt Balthazar Christensen og Professor Larsen hver 1 Stemme, og var således Westergård, med absolut Stemmesleerhed, Valgt til Formand. Til Secretairvalget havde Rée 16, Mundt 9 og Schytte 4 Stemmer, samt G. Christensen of Schestedt- Juul hver 1 Stemme, så at Rée, med absolut Stemmefleerhed, valgtes til Secretair.

Algreen-Ussing,

som Formand for 3die Afdeling, meddeelte, at i denne, der bestod af 30 Medelemmer, hvoraf dog kun 28 havde været tilstede, ved et tredie Omvalg mellem ham (Algreen-Ussing) og With, af hvilke ved andet Omvalg hiin havde 13 og denne 12 Stemmer, han var blevet valgt til Formand med 16 Stemmer. Til Secretair var ved andet Valg Hall blevet valgt med 17 Stemmer.

Sponneck,

som Formand for 4de Afdeling, meddeelte, at ved det i Afdelingen, der bestod af 31 Medlemmer, som alle vare tilstede, foretagne Valg var han (Sponneck) valgt til Formand med 20 Stemmer og Hage til Secretair med 18 Stemmer, medens Madsen havde havt 6, W. Ussing 3, Dahlerup 2 Stemmer, samt Ostermann og Schiern hver 1 Stemme.

Formanden for 5te Afdeling, Dahl, meddeelte, at i nysnævnte Afdeling, der bestod af 30 Medlemmer, som alle havde været tilstede, var under Forsæde af Mynster, som Alsersformand, han (Dahl) blevet udnævnt til Formand med 18 Stemmer (Hammerich 4, P. Pe-

dersen 2, Tage-Müller 2, Mynster 2, David 2) og Bregendahl til Secretair med 20 Stemmer (P. Pedersen 4, Hammerich 3, Ræder, Cederfeldt de Simonsen og Nyholm hver 1).

I Forbindelse hermed yttrede Dahl, at det af et Medlem i Afdelingen var blevet sat under Spørgsmål, om Afdelingens Embedsmænd skulde omvælges til samme Tid, som der skeer Omvalg af Forsamlingens Embedsmænd, for hvilket Afdelingens Medlemmer sågodtsom eenstemmig havde erklæret sig, idet man dog havde fundet det rettest, at dette meddeeltes sig, idet man dog havde fundet det retest, at dette meddeeltes Rigsforsamlingen, for at erfare, om der af denne måtte være Noget herimod at erindre.

Formanden:

Jeg må tillade mig at bemærke, at det er en Gjenstand, hvorom samtlige Afdelinger burde være enige. Det vilde ikke være heldigt, om eet System blev fulgt i een Afdeling, et andet i en anden.

Dahl:

Dette blev også yttret I Afdelingen ved denne Leilighed, og man fandt det derfor rettest at gjøre den skete Meddelelse til Forsamlingen. Imidlertid troede man, at Afdelingerne måtte være berettigede til at tage Beslutninger om deres indre Anliggender, forsåvidt disse ikke måtte stride imod hvad der er antaget i det Hele, og såmeget mere, som det er yttret her i Forsamlingen, uden at det blev modsagt, at man rettest lader sådanne Bestemmelser udvikle sig af sig selv som det i og for sig Naturligste og Bedste.

Formanden:

Jeg troer ikke heller, at det er nødvendigt, at Forsamlingen herom tager Beslutning eller at der derom forhandles videre. Ifølge Dagsordenen vil der nu være at gåe over til den Meddelelse, som af Justisministeren er gjort angående Diæterne og Reiseomkostningerne for Forsamlingens Medlemmer. Den ærede Rigsdagsmand for Fredericia har foreløbig begjert Ordet.

Bang:

Jeg skal tillade mig at henstille det Forstag til den meget ærede Rigsforsamling, om det ikke måtte være hensigtsmæssigt, nu da Bureauerne ere organiserede, strax at henvise denne Sag til foreløbig Behandling i Afdelingerne, hvilket efter hele Sagens Beskaffenhed forekommer mig at være det Rigtigste. Da det derhos efter Regulativet påligger Forsamlingen strax at tage Beslutning om den eventuelle Comitees Nedsættelse, skal jeg til mit første Forslag knytte det andet, at der nedsættes en Comitee, der kommer til at beståe af 5 Medlemmer, således at hver Afdeling udvælger 1.

Algreen-Ussing:

Jeg tillader mig at understøtte dette Forslag.

Formanden:

Også jeg må ansee det særdeles ønskeligt, efter Sagens særegne Natur, at den strax kommer til Behandling i Afdelingerne, og det forekommer mig ligeledes aldeles tilstrækkeligt, at

hver Afdeling vælger 1 Medlem til Comiteen i denne Sag. Hvis Forsamlingen ikke har Noget derimod at erindre, skal jeg derfor sætte det under Afstemning, om Sagen skal henvises til Afdelingerne.

Ved den derefter stedfundne Afstemning viste der sig ikkun 2 Stemmer mod Proponentens Forslag såvel om Sagens Henvisning til Afdelingerne, som om at Comiteen skulde beståe af 5 Medlemmer, 1 valgt af hver Afdeling.

Formanden:

Med Hensyn til Dagsordenen for næste Møde skal jeg tillade mig at bemærke, at der i dette bil skee en Meddelelse fra Ministeriet til Forsamlingen angående de slesvigske Forhold, og at dette Møde vil finde Sted for lukkede Døre imorgen Kl. 12. Hvad Afdelingerne angåer, har jeg tænkt mig, at de kunde samle sig imorgen Kl. 10 for at forhandle den Sag, der idag til dem er bleven henviist. Jeg veed ikke, om Formændene have Noget herimod at erindre.

Algreen-Ussing:

De Localer, som ere anviste Afdelingerne, ere neppe tilstrækkelige til dette Brug, idetmindste er Rummet i det Locale, hvor den 3die Afdeling, hvortil jeg hører, idag var samlet, meget indskrænket.

Formanden:

Der er lovet Forsamlingen 3 Værelser til, men i disse mangle endnu Kakkelovne og Ameublement. Afdelingerne måe vel således udsætte deres Møder til Mandag.

Sponneck:

Jeg foreslåer, at de samles strax.

Flere Stemmer:

Ja det er der det bedste.

Formanden:

Dette er en Afvigelse fra, hvad der ståer på Dagsordenen; men da Afdelingerne neppe strengt behøve at følge Reglementet, var der vel Intet til Hinder for, at det skete, når ei den alt berørte Vanskelighed med Hensyn til Localet var tilstede.

Bang:

Formanden for en af Afdelingerne har allerede forladt Forsamlingen.

Bjerring:

Jeg må holde for at Afdelingerne ei kunne holde Møde, uden at dette forud er bestemt ved Dagsordenen. Dette er det correcteste, ligesom det og bruges I Frankrig, hvorfra Bureausystemet er lånt.

Formanden:

Det vil således være det Rigtigste at udsætte Afdelingernes Møde til Mandag Morgen Kl. 10. Mødet hævedes.

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), I Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Tolvte Møde. Tirsdagen den 6te November.

Formanden:

Jeg skal tillade mig at meddele Forsamlingen, ai jeg i Henhold til den mig af Samme givne Bemyndigelse igår nedlagde i Hans Majestæts Hånd det Svar, Forsamlingen havde vedtaget på Throntalen. Hans Majestæt anmelde, at den Comitee der er dannet af de 5 Afdelingers Ordførere til at behandle Sagen angående Diæterne, beståer af følgende 5 Medlemmer: Ågård, Bang, With, Michael Drewsen og Høier. Da der ingen Bestemmelse er i Regulativet, hvorledes Comiteen sammenkaldes, vil jeg foreslåe, at den, der er Ordfører for den første Afdeling, sammenkalder de Øvrige. For Fremtiden bliver det vel naturligt, at når der er flere det da bliver den, der i første Afdeling er først i Alphabetet.

Det 10de kongevalgte Medlem (Clausen) har Ordet i Anledning af en Adresse, der er ham leveret og som han ønsker at oplæse i Forsamlingen.

Clausen:

Jeg skal tillade mig for den ærede Forsamling at anmelde, at jeg har modtaget et Andragende til Rigsforsamlingen, der er underskrevet af 4,520 Medborgere, som samtlige på ganske så Undtagelser nær, ere bosiddende her i Hovedstaden. Dette Andragende har jeg overleveret til Formanden; men jeg har modtaget det med udtrykkelig Begjering om at anholde om Tilladelse til, at dette Andragende måtte blive forelæst i Forsamlingen, og således gåe over i Rigsdagstidenden; og det er for at frembære denne Bøn, jeg har begjert Ordet, naturligviis ikke overseende de Betænkeligheder der her fremstille sig, navnlig med Hensyn til det store Antal af Andragender af meget forskjellige Art og Indhold, som Rigsforsamlingen, eftersom Tiden rykker frem, vil kunne see imøde. Jeg finder det nemlig også for mit Vedkommende nødvendigt, at der i denne Henseende opstilles en indskrænkende Regel; imidlertid er en sådan endnu ikke opstillet, der træder de Undertegnedes Ønske på nogen Måde imod. Jeg må tillige henlede Opmærksomheden paa den store Forskjel i Charakteer mellem det Andragende, som her foreligger, og de Andragender, som hidtil ere blevne indleverede til Provindsialstænderne. Medens disse Andragender hovedsagelig gik ud på at udbede sig gove Gaver af Regjeringen, gåer dette Andragende ud på, at Regjeringen vil give Folket Leilighed til at give, til at gjøre Opoffrelser for Fædrelandet, og er således et glædeligt Vidnesbyrd, kraftfuldt og hæderligt, om nordisk Udholdenhed, om en usvækket Folkestemning, som der er gjort lidet for at opretholde, men ikke lidet for at neddæmpe. Endelig skal jeg henstille til Forsamlingen, om den ikke i dette Andragendes særegne Betydning måtte sinde Anledning til at indgåe på Andragernes Ønske. I Henhold hertil er det, at jeg udbeder mig af den ærede Formand at henstille til Forsamlingen, om den måtte tilstede Oplæsning af dette Andragende.

Formanden:

Jeg skal tillade mig at fremstille de Betænkeligheder, jeg finder ved den nærværende Sag. Med Hensyn til den tidligere Tid, da intet Reglement existerede, og da Formanden skulde følge deels det Reglement, som gjaldt ved Stænderforsamlingerne, deels almindelige parlamentariske Regler, har jeg ikke fundet mig berettiget til at tillade Oplæsning af Adresser. Det er, såvidt mig bekjendt, alle andre Kamres Skik, at ethvert Andragende, der ikke fremsættes af et Medlem af Forsamlingen, blot henlægges på Bordet og

ikke oplæses; dernæst var dette også Praris i Provindsialstænderne. Forsåvidt som der, med Hensyn til det Spørgsmål, som nu foreligger, ingen Bestemmelse sindes i Reglementet, således som allerede af den ærede Viceformand bemærket, vil her kunne tænkes 2 Tilfælde, nemlig enten at man beslutter sig til, at alle Andragender skulle oplæses og som Følge deraf også komme i Rigsdagstidenden, eller at det bliver Regel, at de ikke oplæses, men at herfra kan skee Undtagelser. Med Hensyn til det Første skjønner jeg ikke rettere, end at det vilde have til Følge, at Forsamlingens Tid vilde i betydelig Grad blive medtaget til Oplæsning af disse Andragender, der kunne være af meget beslægtet Indhold, ligesom de da også derefter vilde blive at optage i Rigsdagstidenden og denne således blive meget opfyldt. Når man således til Exempel betænker, til hvor stort Antal Adresser alene det Anliggende, som den foreliggende Adresse gåer ud på, nemlig den slesvigske Sag, en Sag, som på det stærkeste griber enhver dansk Mand — og sørgeligt om ikke så var — kan give Anledning, så må det erkjendes, at Rigsforsamlingen kan modtage mange Adresser. Betænke vi videre Forfatningsudkastet, hvormange Gjenstande kunne der da ikke være i det, hvorom Folket kunde ønske at henvende sig til Forsamlingen? Tage vi fremdeles Hensyn til Værnepligtssagen, have vi også der en Sag, hvor vi kunne vente mange Adresser, og vi kunne måskee således beregne, at vi i denne Forsamling kunde komme til at modtage måskee flere hundrede Adresser; men det vil let sees, hvormegen Tid i Forsamlingen og hvormegen Deel af Rigsdagstidenden derved vilde optages. Det forekommer mig altså, at det kun var ved at gjøre en Undtagelse for et enkelt Andragendes Vedkommende, at man kunde gåe ind på det Forslag, som her er gjort; men jeg skal ikke fordølge de store Vanskelighed er, som efter min Formening også her frembyde sig. For det Første: efter hvilken Regel skulde man gjøre en sådan Undtagelse? At det skulde være Mængden af Adressens Underskrifter, forekommer mig ikke at kunne gåe an. Da vilde f. Er. en stor By fåe et betydeligt Fortrin for en mindre; thi i en større vilde der vel med Lethed samle sig et større Antal Underskrifter, og dog kunde den lille Byes Adresse indeholde ligeså megen Sandhed og ligeså kraftige Ord som den større Byes. Heller ikke forekommer det mig, at selve Antallet bør være det afgjørende; jeg skal oplyse dette ved et Exempel. Jeg har allerede, som Forsamlingen veed, modtaget et Andragende fra en Deel Slesvigere, såvidt jeg veed, for største Delen Flygtninge fra Slesvig. Det forekommer mig, at disse vore Brødre, hvis Huus og Hjem er overladt i troløse og fanatiske Fienders Hånd, i denne Nødens Stilling vistnok have et ligesåstoret Krav på, at deres Stemmer skulle lyde høit i denne Sal, som disse 4 til 5000 kjøbenhavnske Stemmer. Hvis man dernæst vil have Regler for Undtagelse i Indholdet eller den Form, hvori Adressen fremtræder, vil dette også frembyde Vanskeligheder, ligesåvel som, dersom Kortheden eller Længden af den foreliggende Adresse skulde afgive Reglen. Det forekommer mig således, at der i at træffe Bestemmelser herom allerede i Tingenes Natur møder store Vanskeligheder. Jeg skal desuden end yderligere gjøre opmærksom på, at såsnart een Undtagelse er gjort, ville Rigsdagsmænd, der modtage lignende Andragender, strax sinde sig opfordrede til at forlange en lignende Undtagelse for de Andragender, som de indbringe, idet de ellers vilde udsætte sig for Bebreidelser for Lunkenhed fra deres Side, som havde overleveret dem Adresser. Man kunde vistnok på den anden Side herimod sige — og det ville måskee mange Stemmer udenfor Salen sige — at man således ikke tilstrækkeligt førger for, at Folkets Stemme kan

komme til at lyde; men jeg skal i denne Henseende gjøre opmærksom på, at her ikke er Tale om Nægtelse af at modtage en Adresse; Adressen vil nemlig blive lagt på Bordet, og således komme til Rigsdagsmændenes Kundskab. Det ståer jo også Alle frit for, at lade den indrykke i de offentlige Tidender, og endelig vil den jo meget ofte kunne blive benyttet i de vigtige Sager, som foreligge, af de Comiteer, som i disse måtte blive nedsatte. Der kan således vistnok ikke være Tale om nogen Udelukkelse af Folkets Stemme; men hvor vigtigt det end er at agte på denne, sålidet forsvarligt vilde det være, at anvende en betydelig Deel af Tiden til at oplæse de Adresser, der bleve indsendte. Imidlertid, Sagen er uafgjorte, og da den nu engang er kommen for, beroer det på Forsamlingen, hvorledes den i denne Henseende vil handle; men som Formand har jeg anseet det for min Pligt, skjøndt ikke nogen behagelig Pligt, at gjøre opmærksom på de store Vanskeligheder, der frembyde sig. Skulde Forsamlingen beslutte sig til at gjøre nogen Undtagelse, må jeg dog tillade mig at foreslåe, at der til den i så Henseende fattede Beslutning måtte knyttes to Bestemmelser, deels nemlig at Adressen i Mødet forud måtte være anmeldt og derefter henligge indtil næste Møde i Læseværelset, førend der kunde blive Tale om dens Afgjørelse, og deels, troer jeg, at der ikke måtte sinde nogen Forhandling Sted, om hvorvidt den måtte oplæses eller ikke, thi ellers vilde der blive megen Discussion om, hvorvidt Oplæsning kunde finde Sted eller ikke. Jeg skal således henstille denne Sag til Forsamlingen, og det vilde være ønskeligt, om Flere vilde yttre sig derom.

Clausen:

Jeg skal kun tillade mig at gjøre en liden Bemærkning. Det er nemlig ikke ganske correct, når Sagen fremstilles således, som om Talen her skulde være om en Undtagelse; thi en Undtagelse forudsætter en bestående Regel, men en sådan er endnu ikke fastsat. Dersom altså den ærede Forsamling netop af Hensyn dertil, at der endnu ikke er noge sådan Regel, der stiller sig imod Oplæsningen, opfylder Andragernes Ønske og tilsteder Oplæsningen, da vil den ikke komme i Modsigelse med sig selv, om den også måtte finde Anledning til senere at opstille en anden Regel for at imødegåe de befrygtede Følger af en almindelig Oplæsning.

Formanden:

Jeg meente blot, at da Spørgsmålet er reist, måtte man i ethvert Tilfældee blive enig om en Regel, om hvorvidt alle, eller blot nogle, eller slet ingen Adresser skulde antages til Oplæsning.

Rée:

Jeg tillader mig at henstille til den ærede Forsamling, om det ikke kunde vedtages således, at man i alle givne Tilfælde overlader det til Forsamlingen selv at afgjøre, om Adressen skal oplæses eller ikke, efterat dens Hovedindhold i Korthed var meddeelt af Producenten.

Gram:

Jeg skal blot tillade mig en ganske kort Bemærkning. Da det ikke kan nægtes, hvad også den ærede Formand har udtalt, at der, ved oplæsningen af de indkomne Adresser, for Forsamlingen vilde medgåe en lang Tid, som vistnok burde spares, skal jeg henstille til Forsamlingen, om det ikke kunde være muligt, at en sådan Adresse, hvis Offentliggjørelse for Forsamlingen måtte ansees høist ønskelig, blev henlagt til et extraordinairt Møde. Derved tabte dog Forsamlingen ingen Tid, og Enhver vilde dog vist med Glæde møde for at høre et sådant Andragende, som udgåer fra vore Medborgere, og som angåer Fædrelandets Vee og Vel.

Frølund:

Jeg skal i Anleldning af den Sag, som her foreligger, tillade mig at gjøre den Bemærkning, at jeg må ansee det for særdeles ønskeligt, at vi afgjøre Sagen her ved en Afstemning om, hvorvidt oplæsning skal finde Sted eller ikke. Jeg vil i så Fald stemme for en Oplæsning. Det forekommer mig nemlig, at, når et så stort Antal Medborgere henvender sig til Forsamlingen i en Sag, som vedrører Alle, og som gåer Alle nær til Hjertet, er det kun en billig og smuk Opmærksomhed, som Forsamlingen viser Andragerne, når den tillader, at Andragendet bliver oplæst. At dette skyulde gjælde som Regel for ethvert Andragende, indseer jeg nok, ikke kunde lade sig gjøre; men det gåer hermed, som med enhver anden Ting i Livet; de kunne have forskjellige Betydning, og når Medborgere i Tusindviis henvende sig til Forsamlingen i en Sag, der ofte er omtalt blandt Forsamligens Medlemmer som en vigtig og betyd

ningsfuld Sag, og om hvis Udfald Publicum ikke kan have nogen bestemt Menin, formenes det at ville være af stor Betydning, om Forsamlingen fatter nogen bestemt Beslutning med Hensyn til denne Adresse, om den bliver at oplæse eller ikke, og om det skal være Rigsforsamlingens Medlemmer tilladt at udtale sig desangående.

Formanden:

Jeg har tilladt mig at foreslåe, at Adressen, hvis man vedtager, at der skal gjøres Undtagelser, skulde henligge i Læseværelset en Dag og da først foretages. Da dette imidlertid ikke tidligere er bestemt, skal jeg ikke foreslåe dette med Hensyn til den Adresse, som idag foreligger, men strax sætte Spørgsmålet desangående under Afstemning.

van Dockum:

Det forekommer mig, at da der her er Tale om at danne en fremtidig Regel for Forsamlingens Forretningsorden, er det noget pludseligt, at dette Spørgsmål er bleven henstillet til dens Overveielse. Det forekommer mig nemlig, at Forsamlingen dertil bør have nogen Tid, og jeg skulde derfor tillade mig at foreslåe, at Petitionen henlægges til imorgen, for at Forsamlingen derefter kunde tage en endelig Beslutning i så Henseende.

Formanden:

Ja, jeg har Intet derimod.

Bang:

Jeg skal tillade mig at henstille til den ærede Formand i Henseende til det foreliggende Spørgsmål i Almindelighed, om det ikke kunde overdrages til de Herrer, der have beskjæftiget sig med Forfatningsregulativet at yttre sig om denne ikke uvigtige Gjenstand. Da der ingen Regel herfor er givet, skjønner jeg ikke, at det kunde være til Præjudice for Sagens Afgjørelse i Almindelighed, om man strax afstemte over det enkelte her foreliggende Tilfældee. Det vil jo imidlertid komme an på, om disse Herrer ere villige til at tage hiint Spørgsmål under Overveielse; men da det er et Spørgsmål, som er bleven forbigået ved forretningsregulativet, synes det egentligen ikke at ligge udenfor det Hverv, som var dem overdraget.

Formanden:

Jeg vilde netop også have foreslået at overlade det il den Comitee, der har havt med Regulativet at gjøre, at tage Sagen under Overveielse og gjøre Forslag desangående.

Rée:

Jeg skal blot tillade mig at gjøre opmærksom på, at jeg har fremsat Forslag om, at det i ethvert givet Tilfælde skal overlades til Forsamlingen at afgjøre, om Andragendet skal oplæses eller ikke.

Formanden:

Jeg veed ikke, om det ikke vilde være mere hensigtsmæssigt, om dette Spørgsmål først toges under Behandling af den omtalt Comitee; hvis dette antages, vil det ærede Medlems Forslag bortsalde, da man jo da vil fåe en almindelig Regel.

Rée:

Jeg frafalder da det af mig gjorte Forslag.

Da det derefter blev sat under Afstemning, hvorvidt Oplæsningen af den indbragte Adresse skulde opsættes til det følgende Møde, og denne da imidlertid henligge i Forsamlingens Læseværelse, erklærede 95 Stemmer mod 44 sig herfor.

Formanden

anmeldte derefter, at han havde modtaget en Skrivelse fra Justitsministeren, om at Udkastet til Værnepligtsloven var færdigt og kunde forelægges Forsamlingen, hvilken Dag det måtte ønskes.

Man gik dernæst over til det Forslag, som var fremsat af Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns Amts 4de Distrikt, (Krieger) om Udsættelse af Behandlingen af Forfatningsudkastet.

Krieger:

Efter den Forretningsorden, som nu er vedtaget, vilde Grundlovsudkastet uden videre Bemærkning være at henvise til Afdelingerne; der har imidlertid i denne Sag påtrængt sig mig adskjellige Betragtninger, som jeg beder om Tilladelse til at forelægge Forsamlingen. Det Udkast til en Grundlov, som er forelagt os, betegner sit Område som „Kongeriget Danmark og Slesvig”. Vi finde denne Betegnelse allerede i Udkastets Overskrift, men gjennemgåe vi dets enkelte Paragrapher, finde vi naturligviis heelt igjennem den samme Betegnelse af Området. Det være mig tilladt som Exempel at henpege på den første §, hvor det siges, at Regjeringen i Kongeriget Danmark og Slesvig er indskrænket monarchisk; eller f. Er. til § 8, hvor der tales om en Grundlov for Danmark og Slesvig, eller f. Er. til de Steder i Udkastet, hvor der tales om Landet eller Staten, hvor der ligeledes åbenbart sigtes til Kongeriget Danmark og Slesvig, således f. Er. i § 22, hvor det hedder:

„Kongen erklærer Krig og slutter Fred, samt indgåer og ophæver Forbund, dog kan han ikke uden Rigsdagens Samtykke afståe nogen Deel af Landet eller pådrage Staten nogen bebyrdende Forpligtelse.“ Den samme Forudsætning ville vi, som naturlig, gjenfinde i det Udkast til den Valglov, der er forelagt i Forbindelse med Udkastet til Grundloven. Jeg vil som Beviis blot henpege på de Bestemmelser, der handle om Sammensætningen af Folkethinget og Landsthinget; det siges således f. Ex. i Valgudkastets § 23, at Slesvig skal vælge 31 Medlemmer til Folkethinget, hvorom de nærmere Bestemmelser forbeholdes og lignende Bestemmelse findes med Hensyn til Landsthinget i § 42, hvor det siges, at Slesvig skal vælge 11 Medlemmer til Landsthinget o. s. v. Dette Områdets Betegnelse slutter sig ganske til de Forhandlinger, der have forberedt nærværende Udkast. Jeg behøver blot at minde om Kundgjørelsen af 4de April 1848, hvor det blev udtalt, at Regjeringen vilde sammenkalde Provindsialstænder såvel for Østifterne som for Jylland og Slesvig; jeg behøver blot at minde om Valgloven af 6te Juli 1848, hvor ligeledes denne Tanke er fastholdt. Præmisserne til denne Valglov bære imidlertid Spor af det Tidens Tryk, hvoraf vi Alle tynges. De Motiver, der ere forudskikkede Valgloven i Departments-Tidenden, indeholde en Bemærkning, med Hensyn til, som det hedder, at Udkastet til Valgloven ikke har været forelagt den slesvigske Stænderforsamling. „Udkastet indeholder nemlig,” siges der, „at der til den Rigsforsamling, for hvilken Lovudkast om en Forfatning og angående Omorganisationen af Provindsialstænder-Institutionen vil blive forelagt, skal vælges Medlemmer såvel af Kongeriget Danmark som af Hertugdømmet Slesvig, og Udkastets § 4, cfr. § 6 og § 15, bestemmer nærmere, hvorledes de 31 Medlemmer af Rigsforsamlingen, der skulle vælges af Slesvig, skulle fordeles på dette Hertugdømme. Ligesom imidlertid de ulykkelige Forhold, der fortiden beståe i Hertugdømmet Slesvig, have gjort det umuligt at sammenkalde den slesvigske Provindsialstænder-Forsamling til at afgive Betænkning over det nærværende Lovudkast, således ville de samme Forhold, hvis de fremdeles skulde vedblive, gjøre det umuligt, at slesvigske Deputerede kunne blive valgte til Medlemmer af den Rigsforsamling, for hvilken Udkastet til Forfatningsloven skal forelægges. Da Forfatningens Indførelse dog ikke kan udsættes herefter, har man troet, at Sagen i så Fald kunde ordnes på den Måde, at en Rigsforsamling sammenkaldes af de for Kongeriget Danmark bestemte 114 valgte Medlemmer, i Forbindelse med de af Hans Majestæt i et forholdsviis Antal udnævnte Medlemmer, og at Forfatningsloven, efterat være behandlet i denne Forsamling, træder i Kraft, dog således, at Forfatningen kun bliver provisorisk, forsåvidt en folkelig Repræsentation for Hertugdømmet Slesvig, der i dette Øiemed måtte sammenkaldes, og som vil blive at vælge efter de samme Principer, som den forestående Rigsforsamling, måtte ønske, at en ny Rtgsforsamling tager den hele Forfatningssag under Overveielse, for i Forening med Hans Majestæt at vedtage de Forandringer, der måtte ansees for ønskelige. Man har ikke troet, at Sagen, under de stedsindende vanskelige Forhold, hensigtsmæssigt kan ordnes på nogen anden Måde, og den fornødne Tilføielse herom er derfor skeet i Indledningen til Loven.” I Indledningen til Loven hedder det i Overeensstemmelse hermed: „Hvad Hertugdømmet Slesvig angåer, er det Vor allerhøieste Villie, at forsåvidt de ulykkelige Forhold, der beståe sammesteds, fremdeles skulde vedblive, og Deputerede fra dette Hertugdømme, ifølge Bestemmelserne i nærværende Valglovs §§ 4, 6 og 15, således ikke kunne blive valgte, vil den Forfatning, hvorom Lovudkast vil blive Rigsforsamlingen forelagt, ikke destomindre træde i Kraft, dog således, at denne Forfatning kun bliver provisorisk, forsåvidt en folkelig Repræsentation for Hertugdømmet Slesvig, der vil blive valgt efter de samme Principer som den forestående Rigsforsamling, måtte ønske, at en ny Rigsforsamling tager den hele Forfatningssag under Overveielse, for i Forening med Os at vedtage de Forandringer, der måtte ansees for ønskelige.” Til disse Erklæringer slutter sig en Udtalelse i den korte Beretning, som. Conseilspræsidenten meddeelte Forsamlingen ved dens Åbning; det hedder deri: „Med Længsel har Regjeringen imødeseet den Dag, da Forfatningen kunde træde i Kraft og dermed den Overgangstilstand ophøre, der har lagt så stort Ansvar på dens Skuldre, og

hvori den har måttet savne et mægtigt Folkeorgans Bistand. At den desuagtet ikke mere har fremskyndt Rigsforsamlingens Sammenkomst, er ikkun skeet på Grund af det lidet Ønskelige i, at vedtage en Forfatning, som det må være vor Påstand og vort Håb også skal omfatte Slesvig, uden at Slesvigs Udvalgte kunne deeltage deri. Når dette nu ikke længere kan opsættes, kan det kun skee under det alt i Valgloven af 7de Juli d. A. tagne Forbeholde, at det i sin Tid må beroe på en slesvigsk Folkeforsamling, om den vil antage denne Grundlov eller fordre dens fornyede Forhandling på en fælles Rigsforsamling. At alle de særlige Bestemmelser, som skulle give Slesvigs Selvstændighed en grundlovmæssig Hellighed, kun kunne vedtages efter Freden og kun i Forening med Slesvigerne, er en Selvfølge.

Til disse Udtalelser fra Regjeringens Side knytter der sig, som det forekommer mig, forskjellige vigtige Betragtninger. Det første Spørgsmål, der, så at sige, påtrænger sig Rigsforsamlingen, synes mig at være dette: Kan Rigsforsamlingen nu med Kongen vedtage en Grundlov for Kongeriget Danmark og Slesvig? Kan Danmark forsvare, retlig og politisk forsvare at vedtage en Forfatning, der for Kongeriget Danmark og Slesvig skal være gjældende? Kan dette skee under de forhåndenværende Forhold? Det må være mig tilladt med få Ord at antyde disse Forhold. Vi vide, at under 26de August d. A. blev en Convention afsluttet i Malmø mellem Danmark og Preussen, i Preussens eget og det tydske Forbunds Navn. Vi vide, at den Deel af denne Convention, der kan betragtes som en reen militair Convention, synes at være opfyldt fra begge Sider. Derimod vide vi også, at den Deel af Conventionen, som gik videre, ikke på nogen Måde synes at være opfyldt. Dersom jeg rettelig fortolker de Meddelelser, som Udenrigsministeren i et tidligere offentligt Møde har givet, da troer jeg at turde sige om de Mænd, der nu have Magten på Fastlandsdelene af Slesvig og Holsteen, efter tilsyneladende at være indsatte som Regjering i Kongens Navn under Våbenstilstanden, at de ikke blot nu siden Indsættelsen have brudt de Vilkår, hvorefter de alene kunde indsættes, men jeg troer fremdeles ikke at feile, når jeg antager, at det fremgåer af Udenrigsministerens Erklæringer, at de ikke engang conventionsmæssig ere indsatte. Det forekommer nemlig mig, at da man fra Danmarks Side holder sig til Malmø-Conventionen, så kan man fra dansk Side ikke betragte den skete Indsættelse som retmæssig. Indsættelsen er nemlig kun fra dansk Side skeet i Henhold til den rene uforandrede Malmø-Convention, men fra den modsatte Side synes den derimod kun at have fundet Sted under eventuelle og ubestemte Restaurationer. Det er nemlig meddeelt, at Indsættelsen fra denne Side skete i Overensstemmelse med Våbenstilstanden, således som den var ratificeret (nemlig i Berlin) og antaget (nemlig i Frankfurt). Det vil erindres, at Antagelsen i Frankfurt ikke var reen, men knyttet til et aldeles ubestemt Forbeholde. Og den Indsættelse, der finder Sted i Henhold til et sådant Forbeholde, kan altså ikke siges at være skeet i Henhold til Conventionen af Malmø.

Forholdet synes således at være ganske simpelt dette, at en ikke conventionsmæssig Styrelse factisk har Magt i den største Deel af Slesvig. Under disse Forhold er det, at jeg gjentager det Spørgsmål: kan Danmark retligt og politisk forsvare ligeoverfor de nærværende europæiske Conjuncturer at give en Forfatning for „Kongeriget Danmark og Slesvig”?

Den næste Række af Betragtninger, som påtrænger sig mig, kan jeg sammenstille i det Spørgsmål: „Vil Danmark give sig en Forfatning i nærværende Øjeblik uden Slesvig?” Jeg kan tænke mig vigtige Betragtninger, der understøtte den Mening, at Sådant bør gjøres, og at Sådant bør gjøres jo før jo heller. Jeg kan tænke mig dem, som i Frihedens Interesse ønske, at Grundloven jo før jo heller må blive vedtaget; de kunne ønske dette af almindelige politiske Grunde, thi de kunne mene, at man skal gribe det gunstige Øieblik, idet de kunne frygte for, at den næste Tid vil blive Friheden mindre gunstig. Jeg kan tænke mig dertil knyttet en særdeles Betragtning, hentet fra de slesvigske Forhold. Man kan minde om, hvorledes Kongeloven i lan Tid har været brugt som et stærkere Adskillelsesmiddel mellem Jylland og Slesvig, end Kongeåen nogen-

finde kunde være. Man kunde altså finde det politisk klogt at fjerne denne Anstødssteen; man kunde mene, at det var klogt, at vi gjennem den nye Grundlov, som vilde møde Slesvigerne, når de frivillig vendte deres Hu imod Norden, søgte at drage dem til os. Jeg. kunde ligeledes tænke mig den samme Betragtning af dem, som i Almindelighed ønskede på Folkefrihedens Grundvold en stærk og kraftig Regjering; de kunde vel mene, at den nuværende provisoriske Tilstand, selv om den ikke har samme Grund som mange Steder, hvor såkaldte provisoriske Regjeringer styre, dog altid er mindre ønskelig; de kunde mene, at vi, som befinde os i en Art af provisorisk Tilstand, burde søge at gåe ud deraf for at finde en endelig, en sikker Tingenes Tilstand.

Der er imidlertid atter en Række af Betragtninger, som jeg ikke tør tilbageholde, en tredie Opfattelsesmåde. Jeg kunde vel tænke mig dem, som ikke frygtede nogen Fare for Friheden, fordi vi ikke strax, så hurtig som muligt, vedtoge en Grundlov for Danmark. Jeg kunde fremdeles tænke mig dem, der ikke fandt, at vor nærværende indre Tilstand i Sandhed kunde betegnes som provisorisk, men tvertimod meente, at der i vor indre Tilstand, rettelig opfattet, lå al den Borgen for Friheden, som man kunde ønske, medens Danmarks Tilstand i dens Heelhed altid vilde blive provisorisk, sålænge det slesvigske Spørgsmål endnu ikke er afgjort. Jeg kunde nemlig vel tænke mig dem, som i Ministeriets Ansvarlighed og i denne Forsamling see det rette fuldstændige Værn for Friheden. Når der nemlig i Danmark er udnævnt ansvarlige Ministre, da forståer jeg dette således, at deri ligger både Myndighed og Forpligtelse, jeg forståer dette således, at de ansvarlige Ministre ere ansvarlige, ei blot for hvad de selv gjøre, men også for Alt, hvad der af nogen Deel af Styrelsen i Landet gjøres, ansvarlige for hvad der ikke gjøres. Og når denne Rigsforsamling er sammentrådt, troer jeg ikke, at der længer er nogen provisorisk Tilstand i Landet, ligesåidt som jeg troer, at denne Rigsforsamling er en simpel slet og ret Arving af Provindsialstænderne. Hvis, under Mellemrummet til den nye Grundlov blev givet, Lovgivningsmagten enten måtte slumre eller kun kunde udøves gjennem provisoriske Love eller efter Indkaldelse af Provindsialstænderne, medens denne Forsamling skulde være indskrænket til at vedtage en Grundlov — da vil jeg tilståe, at der var et Hul, at der var en sådan provisorisk Tilstand, som man måtte ile bort fra jo før jo heller. Men dersom man opfattede Forholdet ikke med det eensidige, stive juridiske Blik, men med simpel practisk Sands, da kunde jeg vel tænke mig dem, der meente, at den politiske Tilstand ikke længer var svævende i Danmark, jeg kunde tænke mig dem, der meente, at man blot behøvede at vedkjende sig Minister-Ansvarligheden i sin sande Betydning, og at man blot behøvede at sige, at ingen Lov kunde udgåe uden denne Rigsforsamlings Samtykke, og ligesålidt nogen Skat pålægges, og da var med disse to Ord allerede Constitutionen skreven, da kunde man give de Love, som vare nødvendige til forskjellige indre Forholds Ordning, da kunde den Række af provisoriske Love, som i Sommerens Løb ere udkomne, vedtages og blive endelige, og man behøvede ikke at betragte den endelige Afgjørelse af Grundloven som nødvendig til Folkefrihedens Begyndelse. Disse forskjellige Rækker af Betragtninger kunne forfølges på forskjellige Måder; jeg har troet, at de ikke vare så ubetydelige, at man jo, inden Grundloven henvistes til Afdelingerne, helst måtte see sig for. Jeg har troet, at man kunde see sig for på en simpel og let Måde, idet man gav Afdelingerne den Bemyndigelse, at tage dette Spørgsmål under Overveielse, ikke som om der kunde være Tale om uden videre på aldeles ubestemt Tid at skyde Grundlovsagen fra sig, men vel som om der kunde være Tale om, ikke at

betragte Grundlovens Udarbeidelse som det Første og Nærmeste, og som strax skulde pådrives med al Kraft; og det såmeget mindre, som vi jo efter den Meddelelse, der i flere hemmelige Møder og idag offentlig er gjort, med det Første kunne vente os forelagt Lovudkastet om Værnepligten og om de sinantsielle Midlers Tilveiebringelse, hvilke tvende Anliggender noksom vise, at Forholdenes indre Trang er stærkere end den reent juridiske Opfattelse af denne Forsamlings Forhold til de tidligere Forsamlinger.

Lehmann:

Der er af den ærede Proponent bleven berørt et Punkt, som er af særdeles Interesse ei blot for Forsamlingen, men navnlig også for Regjeringen, at det Spørgsmål må ståe hævet over enhver Tvivl, hvorvidt en Forfatning, som det, for at jeg skal bruge et Udtryk af Premierministerens Åbningstale, må være „var Påstand og vort Håb”, må komme til at omfatte også Slesvig, hvorvidt en sådan Forfatning, siger jeg, her retsgyldig kan vedtages ligeoverfor den i Malmø afsluttede Våbenstilstands-Convention. Dette er et Spørgsmål, som den ærede Proponent vel har opkastet, men ikke besvaret, idet han kun har bemærket, at efter hans Skjønnende ikke blot den nu i Slesvig factisk værende Bestyrelse har brudt de Betingelser, hvorunder den skulde føre den interimistiske Bestyrelse, men at det også i høieste Måde kan være underkastet Tvivl, hvorvidt den kan ansees gyldigen installeret, om altså, med andre ord, den nærværende Regjering kun er en Fortsættelse af Oprørs-Regjeringen, eller en, om end kun interimistisk, så dog legitim Regjering. Jeg skal i denne Anledning kun bemærke, at det nu foreliggende Spørgsmål formeentlig er uafhængigt af disse Synspunkter; thi, selv om hiin Regjering var retsgyldigen indsat, og selv om den i sin Regjerings Udøvelse fuldstændig havde holdt sig Våbenstilstandens Betingelser efterrettelig, selv altså om denne fra den anden Side lovlig var trådt i Kraft, og utvivlsomt forbindtlig for os, kunde der dog ikke være nogen Tvivl om, at vi jo måtte være berettigede til at overveie og vedtage en Grundlov, således som af Regjeringen er bleven foreslået. Det er nemlig ganske vist, at der i denne Våbenstilstands-Convention er fastsat, at der, medens denne varede, ikke må skee noget, der kunde præjudicere den endelige Fred; men det er tillige i den udtrykkeligen sagt, at begge Partiers gjensidige Påstande ere dem forbeholdte, og at i så Henseende Intet fra nogen af Siderne skal være opgivet. Spørgsmålet er da nu, om vi, ved at vedtage Forfatningsudkastet, vilde træffe en Foranstaltning, der er præjudicerende for Retsspørgsmålets endelige Afgjørelse, eller kun tage et lovligt Forbehold; Spørgsmålet er, om det er en Tilsidesættelse af Conventionens 7de, eller kun en simpel Efterlevelse af dens sidste, jeg troer dens 11te Post. I den Anledning skal jeg bemærke, at når der efter Våbenstilstandens Afslutning er sammentrådt en slesvig-holsteensk Landsforsamling, når den har vedtaget Love, indsat Ministre, udskrevet Skatter o. s. v., da er dette ganske vist præjudicerende Foranstaltninger, thi de optræde ikke alene med Påstand om Gyldighed, men også og, umiddelbart at skulle sættes i Udøvelse.

(Fortsættes.)

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Tolvte Møde. (Fortsat.)

Når der fremdeles, selv efter Våbenstilstandens Afslutning, i den frankfurtske Forsamling sidde slesvigske Deputerede, da er dette præjudicerende for Freden, et Brud på Conventionen, fordi det vil have aldeles umiddelbare, retlige Følger i enhver Votering, hvori disse Deputerede deeltage. Men når vi her vedtage en Forfatning, om hvilken vi kun sige, at det er vor Påstand og vort Håb, at den engang vil komme til at omfatte også Slesvig, når vi ved Siden deraf udtrykkelig udhæve, at det ikke er vor Påstand og at den skal sættes i Kraft i Slesvig, uden efter at være bleven antagen af Slesvigerne selv, da er dette kun et Forbehold, et Forbehold, der ikke har nogen praktiske Følger, og som altså på ingen Måde tilveiebringer en Forandring, der kunde blive præjudicerende for Spørgsmålets retlige Løsning, da gåer vor Påstand ikke videre, end at, ligesom Grundlovsudkastet nu foreligger som et Tilbud fra Kongen til Folket, således vilde en Forfatning, der på den foreslåede Måde var vedtaget af Kongen og Folket, heller ikke være Andet end et Tilbud fra Danmark til Slesvig, som ikke blot ikke skulde sættes i Værk, men ikke engang af os selv vilde betragtes som retsgyldig for Slesvig uden under den Betingelse, at den var antaget af en Forsamling af Slesvigere. Når nu hertil kommer, at alle de Bestemmelser, som skulle anordne Slesvigs særegne Stilling i Forfatningen, end ikke fra vor Side ere blevne foreslåede, og altså ikke ståe som en Proposition fra Danmark til Slesvig, men ere holdte fuldkommen åbne og forbeholdte de fremtidige Forhandlinger mellem Regjeringen, der også fra sin Side vil have styrket sig ved slesvigske Elementer og en af frit Folkevalg fremgået slesvigsk Folkeforsamling, da troet jeg, at der i denne Henseende er iagttaget Alt, for at gjøre det umuligt selv for slesvig-holsteensk Fortolkningskunst deri at finde Noget, der ståer i Strid med Våbenstilstandens Betingelser.

Det er dette Punkt, om vi ere berettigede til nu at tage fat på Forfatningsudkastet, som jeg troer først må være klart, forinden vi gåe over til det andet Spørgsmål, om et sådant Foretagende for Øjeblikket er klogt og tilrådeligt. Herom skal jeg kun anføre nogle ganske få Ord. Det vil af hvad der også i dette Øjeblik er bleven tilbagekaldt i Forsamlingens Erindring være vitterligt, at alle de Betænkeligheder, som her ere fremhævede af den ærede Proponent, ere Ting, som ikke blot have været Regjeringen velbekjendte, men som også have havt betydelig Indflydelse på dens Færd. Den har tilfulde erkjendt det høist Mislige i, at en Grundlov, der dog skal være den urokkeligste og varigste af alle menneskelige Institutioner, skulde være provisorisk, den har erkjendt, hvor lidet ønskeligt det i mange Henseender må være, at vi her endog blot begyndte på Forfatningsudkastet på en Tid, da det var umuligt, at Slesvigerne deri kunde deeltage, og at en sådan Forfatning, hvis den trådte i Kraft til Kongeåen, vilde kunne blive et Argument mere imod den Tingenes Orden, vi alle ønske og attråe, og hvis mere eller mindre fuldkomne Opnåelse Ingen har kunnet give Slip på. Det er dette, der har bevæget Regjeringen til ikke mere at fremskynde Rigsforsamlingens Sammenkaldelse, som vi ellers i allerhøieste Gran måtte længes efter; men da den ikke af den Grund har turdet påtage sig at forlænge den provisoriske Tilstand, i hvilken vi befinde os, eller længere ene at bære det tunge Ansvar, som den føler at påhvile den, så har Hans Majestæt nu sammenkaldt denne Forsamling for at rådslåe om Forfatningsudkastet.

Dette er Forsamlingen forelagt af Regjeringen, og deri ligger det klart udtalt, at det er dennes Anskuelse, at Forsamlingen nu også bør tage samme under Behandling, hvilket naturligviis ikke på nogen Måde er til Hinder for, at Forsamlingen med Hensyn til Spørgsmålet om Sagens Udsættelse tager, hvad Beslutning den selv vil.

For mit Vedkommende kan jeg væsentlig kun henholde mig til de Grunde for, nu ikke længer at udskyde denne Sag, som af den ærede Proponent selv derfor ere anførte. Det er vistnok sandt, at den Tilstand, hvori vi for Øieblikket befinde os, Gud skee Lov, er fuldkommen lovlig; men det er dog kun en provisorisk Tilstand, og det forekommer mig, at hvad den ærede Proponent har foreslået for at afhjælpe denne Ulempe, langt fra vil fyldestgjøre, hvad Premierministeren i sin Tale har henpeget på, nemlig at de constitutionelle Statsmagter skulle være i fuldkommen regelmæssig Gang, det vilde altså kun være en Forlængelse af enne provisoriske Tilstand, ved Siden af et ansvarligt Ministerium at stille en Forsamling, som nærmest kun er sammenkaldt til selve Forfatningens Overveielse, men som mangler alle de Regler og Garantier, som først Grundloven skal give den lovgivende Virksomhed. Vel har Regjeringen ved at bebude tvende påtrængende Lovudkast viist, at den anseer Rigsforsamlingen beføiet til at behandle andre Sager end Grundloven, såfremt Sådan ved tvingende Omstændigheder gjordes nødvendigt; men jeg troer ikke, at det er i Landets Interesse at forvandle denne overordentlige Forsamling til en lovgivende Myndighed, idet den savner alle de væsentlige Bestemmelser, som ellers ordne en fuldstændig Forfatnings regelmæssige Gang. Det er ligeledes af den ærede Proponent antydet, at der har været en ganske væsentlig anden og langt større Adskillelse mellem Danmark og Slesvig end Kongeåen, og det er vist, at ligesom man uden Tvivl vilde have afværget de Ulykker, der nu ere brudte ind over Landet, dersom vi tidligere havde betrådt Frihedens Vei, således er det også nu så langt fra, at det, at Danmark fåer en fri Forfatning, kan ansees for Noget, der vil være afskrækkende for Slesvig, at det meget mere må ansees som noget beroligende for det, at det fåer Vished for, at den storst mulige Forbindelse med Danmark ei vil bringe det Andet end al god og ønskelig Frihed. Endelig tager jeg ikke i Betænkning at vedkjende mig det tredie af den ærede Proponent omtalte Punkt, idet også jeg troer, at det Forfatningsværk, der nu foreligger, vel kan siges at være forberedet og fremgået af langvarige, udholdende, redelige Bestræbelser i Danmark selv, men ikke destomindre antager jeg også, at Meget skyldes det gunstige Øjeblik, de nyere europæiske Begivenheder, som ganske vist have medvirket til Opnåelsen af det Punkt, hvorpå vi nu ståe. Men det vil til alle Tider, og navnlig i et Øieblik som det nærværende, være umuligt at forudsee, hvor snart Bladet kan vende, sig og hvor hurtig en Ebbe kan afløse den Flod, der nu finder Sted, måskee nu endog er for stor. Mit Ønske, ikke som Minister, men som danske Mand, er derfor, at man vil anvende det nærværende Øieblik således, at vi af denne Omvæltningernes Syndflod idetmindste måtte kunne medbringe den Pagtens Ark, der kunde indeholde Forjættelse om Fremtidens Lykke og Frihed.

Balthazar Christensen:

Det er med dyb Følelse af Vigtigheden og Betydningen af det Forslag, som foreligger os, at jeg reiser mig, og det er kun den inderligste Overbeviisning, der bevæger mig til at træde op derimod så bestemt som jeg formåer det, og at opponere derimod Trin for Trin. Jeg følte for et Øieblik siden denne min pligtmæssige Opgave tungere og ansvarsfuldere, men jeg

Tolvte Møde. (Fortsat.)

Det er da altså mere denne Stemning, som gjør sig gjældende til visse Tider, der bliver tilbage, disse Strømninger, som kaste Medlemmerne i en Forsamling mere i een end i en anden Retning, forsåvidt disse muligen også kunne vise sig i denne Forsamling selv. Når der var en ganske anden Luft i Europa og en ganske anden Luft her i Landet, så kunde Forsamlingen måskee komme til andre Beslutninger, end den under andre Forhold vilde være kommen. Det er idetmindste Tilfældet med alle Mennesker, at et sådant Hensyn finder Sted. Forsåvidt man altså vil holde sig dertil, at det ikke er med Hensyn til Danmarks Konger, ikke med Hensyn til Regjeringen, men kun med Hensyn til denne Stemning, at man nærer Frygt, så må jeg bemærke, at den også vil kunne fåe Indflydelse, om man end nu vedtager Forfatningen; thi dersom den slesvigske Forsamling måtte ønske andre Bestemmelser med Hensyn til Slesvig indførte i Forfatningsloven, og altså en ny Rigsdag måtte sammenkaldes, så vilde dog denne Rigsdag, for hvilken Forfatningssagen atter kom for, være påvirket eller kunne påvirkes af et sådant Omslag i den almindelige Stemning. Jeg mener altså med andre Ord, at man ikke med Hensyn til det Provisoriske eller med Hensyn til Folkefrihedens Sag opnåer større Garantier ved enten at vedtage Forfatningen eller ved at udsætte dens Behandling. Jeg skal iøvrigt blot tilføie, at hvorvidt en sådan Udsættelse af Forfatningssagen er tilrådelig, det vil Forsamlingen nu ganske anderledes kunne bedømme end Ministeriet. Regjeringens Mening er udtrykkelig tilkjendegivet derved, at Forfatningen er bleven forelagt, og derved, at Regjeringen ikke er indkommen med noget Forslag om, at den skulde udsættes; hvorledes Regjeringen vil stille sig, når Forsamlingen kom til den Anskuelse, at den ikke vilde behandle Udkastet, det er jo et Spørgsmål, som ikke foreligger.

Schytte:

Om man endog, som den høitærede Minister har behaget at udtrykke sig, ikke ved at tage Grundlovsudkastet under Behandling kommer ud af den provisoriske Tilstand, så kan jeg dog ikke fatte, at man ikke derved skulde komme et Skridt fremad. Det ståer for mig således, at man derved dog kommer i en stiltiende, om man så vil i en moralsk Forbindelse med Regjeringen angående det, som er os forelagt, og som Kongen har tilbudt, og hvori han, hvis det antages af Forsamlingen, har erklæret sin Enighed, forsåvidt den afgjørende kunde erklæres, og ikke den hårde Nødvendighed bød at suspendere den. Hvad enten vi indlade os på at udsætte Antagelsen af Grundlovsforslaget eller vi tage det for os, troer jeg, efter de vigtige Grunde, som ere anførte for og imod, at det ikke er muligt at beregne Følgerne; men som enhver Uvisheds og Usikkerheds Tilstand efter mit Begreb er forkastelig, og man derfor bør stræbe efter at fåe et sikkert Fodfæste, således seer jeg et Slags Nødvendighed for at foretage Grundloven og behandle den, såvidt vi kunne. Jeg tilståer og, at de Grunde, som af selve den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns Amts 4de District (Krieger) ere anførte, have tiltalt mig, og jeg indseer navnlig ikke, at de Grunde, som ere anførte for en Udsættelse og som ere hentede fra den Garanti, Andre ville søge navnlig i den Ansvarlighed, som det er omtalt, at der påhviler Ministeriet, ere afjørende; thi såvel denne som hine andre Tilstande i Europa ere omskiftelige, og den næste Dag, ja den næste Time kan bringe andre Tilstande end de, som nu ere forhånden. Jeg mener altså, at vi efter de Oplysninger, som vi have erholdt

fra Regjeringen, og som også ligge i, at Udkastet er bleven forelagt, burde foretage Grundlovens Behandling, da vi efter disse Oplysninger kunne gjøre det. Efter hvad jeg her har udtalt, måtte altså min Anskuelse lede mig til at stemme for Afviisningen af den Proposition, der er fremsat; når jeg imidlertid ikke har gjort det, da er det af Hensyn til det Indtryk, som en sådan Afviisningspåstand vilde gjøre på vore slesvigske Brødre, deels på Grund af den forskjellige Betragtning, som det i og for sig kan være undergivet, om vi ere berettigede til eller burde have foretaget Grundloven, og deels på Grund af de Bestræbelser, som ikke ville udeblive, for i dette Tilfælde at undertrykke Sandheden og forvirre Begreberne; jeg frygter for, at der vil reise sig forskjellige Meninger, om end ubeføiede, dersom vi alt for hurtigt vare gåede over det Spørgsmål, om vi skulde udsætte Behandlingen eller ikke. Derfor har jeg ikke stemt for Afviisningen, fordi vore slesvigske Brødre have et Krav på os, og fordi der i Omstændighedernes Medfør ligger en Nødvendighed for os til tydelig at vise dem, hvorfor vi ere gåede ind på denne Behandling. Når de såe at vide, hvad vi kunne byde dem, troer jeg, at derved vil vindes en Sikkerhed, som vil være et Tilnærmelsespunkt mere.

Hammerich:

De ærede Talere, som have yttret sig over det foreliggende Forslag, have næsten Alle talt imod, at man skulde gåe ind på det. Jeg deler de Betænkeligheder, som de have fremsat, men jeg mener, at vi måe stille Betænkelighederne for og Betænkelighederne imod sammen, og det er det, som jeg skal forsøge. Det Spørgsmål, som nu er stillet, har jeg siden Rigsforsamlingens Åbning anseet for et af de vigtigste og ansvarsfuldeste Spørgsmål, som vi vilde have at afgjøre, nemlig om vi skulle opsætte Forhandlingen af Grundloven, som det hele Land sålænge med os har seet imøde, om vi skulle skyde Frihedens Grundlæggelse ud i en uvis Fremtid, eller om vi nu strax skulle lægge Hånd på Værket og forhandle Rigets Grundlov på en Tid, da endeel af Riget er lukket ude, og vi kun i uegentlig Forstand kunne kalde denne Forsamling af Jyder og Øboere en Rigsforsamling. Skulle vi gjøre det Ene eller det Andet, eller gives der en Udvei, hvorved vi kunne gjøre det Ene uden at forsømme det Andet? Det er Spørgsmål, som kræve den modneste Overveielse; de have længe ventet på os og vi have håbet, at Tiden skulde klare disse; men nu, da de skulle og måe afgjøres, nu er måskee Afgjørelsen vanskeligere end nogensinde. Regjeringen har forelagt os et Udkast til — Grundloven, som i det Hele har fundet en gunstig Modtagelse; vi ere nu samlede her for at drøfte det. Vi have nu ikke blot et godt Grundlag at gåe ud fra, men vi have og en god Villie til at arbeide sammen og gode Kræfter til at klare de stridende Meninger; Alt dette er os givet; skulde der nu være Fare ved, om vi i nogen Tid gik fra hverandre, naturligviis efter Aftale om, strax at kunne sammenkaldes påny i fornødent Fald? Rigsforsamlingens Sammensætning er givet, Grundloven, som skal forhandles, er givet, og Ingen skal tage den fra os; også Regjeringen er forsåvidt givet, at nogen Grundforandring i dene Sammensætning ikke er at frygte, sålænge Folkets Krav er det samme som hidtil. Ja, hvis det var en rolig Tid, og Nogen kunde sige os, at vi, hvis vi opsatte Behandlingen i 1,2,3, 4 Måneder, vilde kunne begynde den igjen i Forbindelse med vore slesvigske Brødre, så vilde vi vel kunne dæmpe den Utålmodighed, hvormed ikke mindre vi end hele Folket vente på, at Arbeidet skal begyndes, for at det kan komme til Ende. Men hvem kan sige os, når vi skulle see de slesvigske Medlemmer her i Salen? Og hvem

kan svare for, hvorledes det seer ud rundt omkring os i Europa, når vi nu have oplevet under denne Kamp mellem Frihed, Lovløshed og Trældom nogle af disse Måneder, som vel efter Almanaken ere Måneder, men hvori der skeer så store Skridt frem eg tilbage, som vi ikke pleie at opleve i År og Dag? Vi kunne være de samme, og Grundloven, som vi skulle drøfte, kan være den samme; men når, som en af Ministrene yttrede, den Luft, som vi indånde, ikke er den samme, ville vi da kunne arbeide med hverandre ligesom nu? Og Regjeringen, som sålænge har savnet et Organ for den folkelige Villie, vil den ståe sikkrere i disse urolige Tider ved at støtte sig til denne Forsamling, som kun i Nødsfald kan gåe udenfor sit Hverv, at drøfte Grundloven, eller ved at støtte sig til et Folkeråd, som har sin Hjemmel i Rigets Grundlov? Og endelig Slesvigerne? Der er altid sagt, at hvad som skulde binde dem til Danmark, det var Visheden om, at de havde den samme folkelige Frihed at see imøde, når de sluttede sig til os. Vilde det nu være kraftigere at sende dem Regjeringens Udkast med Sort på hvidt, eller at byde dem en Forfatning, som allerede er vedtaget og trådt i Kraft? Alle disse Hensyn tale for, at vi strax skride til Værket. Men for at gribe den Tråd, som vi sidst slap, så er det dog en egen Sag, netop når Friheden er det, som tilbydes, at lægge den frem som en Foræring, der er valgt og indkjøbt, og som nu eengang er således og ikke anderledes; det vilde dog være en egen Sag, netop når Friheden er det, hvorom der er Tale. Men nu vide vi, at der er en Udvei, og denne Udvei, som er foreslået, beståer i, at vi foreløbig skulle vedtage Grundloven, med Tilbud om at løse den fra hinanden, når Slesvigerne komme, og så lægge den vedtagne Grundlov frem påny som Udkast. Men når så dette nye Udkast bliver forelagt, som vi have rettet og bearbeidet det, ståe vi Øboere og Jyder i et ganske andet Forhold til det end vore stesvigske Brødre, og med al god Villie til at lempe os efter dem, kunne vi dog ikke let undgåe at bringe dem i Minoritet ved Afstemningen, fordi vi, efter engang at have klaret vore Meninger, ikke kunne see Sagen som fra Nyt af.

Der er altid stor Forskjel på, om man tager Deel i Forhandlingerne af en Sag fra Begyndelsen af eller siden kommer til; deraf afhænger både den Indvirkning, man kan udøve, og tillige den Villighed, hvormed man kan gåe ind på Andres Meninger. Vi behøve derfor ikke engang at spørge, om der er Punkter i Forfatningen, der sandsynligviis ville stille sig anderledes for Slesvigerne end for os. Thi selv om de vare enige, kunde de dog ikke være tilfredse med den Slags Deelagtighed i Arbeidet, og hvor de fra Først af ere uenige, vil det ikke blot være vanskeligt for dem at overbevise os, men også selv at lade sig overbevise, netop fordi de bestandig ville føle, at Vilkårene ere ulige for dem og for os. Altså vil det være at forudsætte, at Slesvigerne næsten kun af Navn ville blive vore Medarbeidere ved Forfatningsværket, dersom vi nok så foreløbigt gjennemføre det uden dem, og den Føielighed, vi siden kunne vise dem, vil snarere forøge end formindske Indtrykket af, at de i Grunden ståe udenfor, og dette ville de forudsee i det Mindste ligeså godt som vi. I og for sig synes den stærkeste Drift hos Slesvigerne, jeg taler her ikke om Nordslesvigerne, men om Slesvigerne under Eet, at være Ønsket om at bevare Slesvige Selvstændighed. Ligesom Hollænderne på Japan sagde: „vi ere ikke Christne, men Hollændere“, således ere de ikke langtfra at sige: „vi ere ikke Danske, men Slesvigere.“ Tilmed skal der også udenfra være reist Spørgsmål om en Unionstat Slesvig, adskilt såvel fra Danmark som fra Holsteen, og at dette vilde blive en tydsk Stat, om end ikke iår, så ad Åre; det er kun altfor vist, da hele den høiere Dannelse og Embedsstanden i Slesvig er tydsk. Vi måe ikke dølge for os selv, at Slesvig driver om som en svømmende Ø, og om det skal blive landfast med Danmark eller Tydskland, det er netop Spørgsmålet. Om vi nu i dette Øieblik, da Nordslesvigerne ere nær ved at tabe Modet, for hele Tydsklands Øine vedtoge en Forfatning for Danmark, uden Slesvig, eller om vi i Tillid til vor gode Ret have Mod til at bringe det store Offer, at erklære Forfatningssagen for opsat efter dem, det vil måskee blive afgjørende for Slesvigs Skjæbne. Hvad vi end beslutte os til, lægge vi et vægtigt Lod i den ene eller den anden

Vægtskål. Jeg stemmer derfor for Sagens Henviisning til Afdelingerne, forat alle Medlemmer kunne yttre deres Stemning for eller imod Opsættelsen og rådslåe om de bedste Midler til at forebygge de Ulemper, som i begge Tilfælde ere i Vente.

Barfod:

Efterat det Meste af hvad jeg havde at sige allerede er udtalt af forskjellige ærede Talere, skulde jeg ikke have taget Ordet, hvis ikke et Indtryk, jeg havde modtaget af Proponentens Tale, i dette Øieblik var blevet fornyet. Den ærede Rigsdagsmand for Kjøge (Krieger) yttrede, at det dog altid kunde være usikkert, om den Grundlov, som måtte blive given, også virkelig vilde blive en Grundlov både for Danmark og Slesvig, og den ærede sidste Taler har udtrykt sig således, som om Slesvig var en svømmende Ø, og det var uvist, om den skulde blive landfast med Danmark eller Tydskland. Dengang da Hannibal, efter at have indtaget hele Romerriget, stod udenfor Roms Porte, da falbød man i Rom og satte til offentlig Auction de Marker, hvorpå hans Hær havde leiret sig, og de bleve godt betalte. Uden at være nogen Tilbeder af Romerfolket, kan jeg dog ikke nægte, at jeg ønskede mit eget Folk det stolte Mod, som Romerne lagde for Dagen, da de betragtede de Marker, hvorpå den seirrige og seirvante Fjende havde leiret sig, som deres sikkre Eiendom. Jeg selv nærer ikke nogen Tvivl om, at Slesvig — lad det så, som den sidste ærede Taler har udtrykt sig, svømme som en Ø — både har været og vil vedblive at være landfast med Danmark. Jeg deler den Anskuelse, som oftere har været udtalt, at Spørgsmålet om Slesvigs Forbindelse med Danmark er det Samme som Spørgsmålet om Danmarks fortsatte Beståen; men jeg er overbeviist om, at det danske Folk vil fortsætte sit Liv, at det ikke er noget vissent Blad på det almindelige Folketræ, eiheller en Tanke, som Gud Herren har tænkt og atter opgivet. Jeg kan altså ikke af Frygt for, at Grundloven ikke skulde komme vil at gjælde både for Danmark og Slesvig, betænke mig på at tage denne, således som den af Regjeringen er os forelagt, under Overveielse; men idet — og det er netop det, jeg ønskede at udtale, og hvorfor jeg har begjert Ordet — Grundloven tages under Behandling, må det skee med den faste Beslutning, den urokkelige Forvisning af det danske Folks her forsamlede Udvalgte, — for at benytte Krigsministerens Ord ved en anden Leilighed, der i en Fart ere blevne et Mundheld her i Byen og som også kunne anvendes her —, „ikke et Skridt, ikke en Tomme tilbage.“ Når vi altså tage Grundloven under Behandling, da skeer det, idet og fordi vi ere fuldkomne forvissede om og fuldkommen bestemte på, at vi ikke ville gåe et Skridt, en Tomme tilbage fra Eideren.

With:

Også jeg hører til dem, der ønske Grundloven strax tagen under Behandling. Jeg kan ikke nægte, at jeg forhen har været noget tvivlsom med Hensyn til hvad der var det Rigtigste, men et Moment, der ikke har gjenlydt her i Salen, har bestemt mig, nemlig: hvad ønske Slesvigerne helst? Det er høist vigtigt, forsåvidt muligt at fåe et bestemt Svar på dette Spørgsmål, for at vi derefter kunne bestemme os med Hensyn til hvad vi ville gjøre. Jeg har derfor gjort mig al mulig Umage for at fåe et bestemt Svar. Jeg har mødt i Nordslesvigernes Forsamling her i Byen, og den første Gang hørtes der mange Stemmer for og mange Stemmer imod. Jeg yttrede vel Ønske, at der i den Adresse, som senere blev indgiven, måtte blive bestemt udtalt, hvad Slesvigerne meente; men man indvendte, at Adressen alt var skreven, og at det var den høie Tid, at den blev indgiven, og derfor blev der ikke foretaget nogen Forandring i Samme. Senere aftalte jeg et Møde med en engere Deel af hiin Forsamling, hvorved, foruden flere af de Bannerførere, som have udmærket sig i den slesvigske Sag, også Deputationen fra Als var tilstede, og der var man enig om, at det var ønskeligt, at Forsamlingen vilde tage Forfatningsspørgsmålet under Behandling. Slesvigerne forsikkrede mig, efterat Grundene såvel for som imod vare veiede, at de på egne og Landsmænds Vegne næsten bestemt kunde sige, at Alle vare enige i at nære det Ønske, at Forfatningsspørgsmålet her måtte komme under Overveielse, og da jeg havde modtaget denne Forsikkring, tvivlede jeg ikke længer om, hvad Beslutning der var at tage.

Slesvigerne yttrede, at da Grundloven ikke omhandler deres

communale Forhold, var der intet særeget Punkt, hvorom Slesvigernes særdeles Anskuelser kunde komme i Betragtning. De sagde tillige, at de indsåe Umuligheden af, at Slesvig for til selv kunde beståe som Unionsstat, og derfor ønskede de at forbindes med Danmark ved Grundlov, ved Finantser, ved Krigsmagt; når de blot fik en selvstændig Landdag for deres communale Forhold, således som dette af Kongen var dem tilsagt, vilde man være tilfreds. De vare derfor enige i, at det ikke vilde gjøre noget slet Indtryk i Slesvig, om vi her toge Grundloven under Behandling, men tvertimod et godt, da Slesvigerne derved fik at vide, hvilken Grundlov de selv skulde have og som skulde undergives ny Drøftelse af Slesvigerne, og da der her i denne Henseende er yttret den Mening, at Slesvigerne ikke ville være egentlige Medarbeidere ved Forfatningsudkastets Behandling, fordi de stedse vilde være i Minoriteten, skal jeg tillade mig at bemærke, at når Slesvigerne ikke ønske nogen anden Forfatning end den, vi her måtte have vedtaget, troer jeg, at den Ånd vil gjøre sig gjældende for Forsamlingen, at vi Alle ville gåe ind på hvad Slesvigerne ønske, hvilket således kun vil komme til at angåe mindre væsentlige Punkter. Jeg stemmer således for, at Grundloven tages under Behandling.

Bang:

Jeg troer, at dette Spørgsmål har været Gjenstand for Medlemmernes Overveielse i alle de senere Dage, og jeg troer, at Enhver især er kommen til en Beslutning om, hvad han må ansee for rigtigt; idetmindste er dette Tilfældet med mig. Jeg anseer det for rigtigt, at vi gåe lige til Udkastets Behandling. Jeg holder mig til, hvad den ærede Krigsminister har sagt, at jo mere vi see hen til den politiske Betydning af Spørgsmålet, destomere give vi det netop politisk Betydning. Det er naturligt, at når Regjeringen, som ståer i Spidsen for Landets Politik, giver os et Udkast til Behandling, vi da tage det under Behandling, fordi Regjeringen forelægger os det, derfor og ikke for Andet; når Forsamlingen ikke vedkjender sig andet Øiemed, troer jeg, at den handler rigtigst. Jeg finder derfor, at der ikke behøves at stemme over en Comitees Nedsættelse til at undersøge Spørgsmålet; just derved vilde man gjøre det til et vigtigt politisk Spørgsmål, når en talrig Comitee — der er nævnt 15 Medlemmer — skulde behandle det, og derved vilde man tillægge det en Betydning, som det efter min Mening ikke bør have. Dertil kommer, at jeg ikke kan indrømme, hvad den Minister, der sidst talede, yttrede, at det ligesåvel blev en provisorisk Tilstand, når Grundloven her var antaget, som den vi nu have. Ingenlunde! Hele Begrebet om Ministeransvarlighed er vanskeligt at bestemme, og nu er det her i Danmark så svævende, at det kun er en moralsk Ansvarlighed, idet den juridiske Ansvarlighed er sågodtsom illusorisk, thi den Ret, der skulde dømme Ministrene, har Intet at dømme efter.

Dernæst mener jeg, at der er endeel Forhold for Danmarks Vedkommende, hvormed Slesvig ikke har Noget at gjøre, fordi Slesvig her har sine egne Forhold, navnlig Landboforholdene og Næringsforholdene og mange flere, hvis Udvikling Folket ikke i disse Måneder, men i flere År med Længsel har ventet. Ministeriet er ude af Stand til at ordne disse Forhold, når der ikke bliver constitueret en lovgivende Forsamling; denne Forsamling er nemlig ikke valgt dertil. Det er i flere Valgdistrikter udtalt; idetmindste blev det der, hvor jeg blev valgt, sagt af flere Mænd, der anbefalede mit Valg, at jeg ikke blev valgt til at rådslåe om de indre Forhold. Er først Forfatningen givet, vil — om den end senere af Hensyn til Slesvig måtte blive underkastet Forandring i Henseende til visse Forhold — Regjeringen være istand til at skride til de indre Forholds Udvikling, og jeg anseer det høist vigtigt, at den snarest muligt sættes istand hertil. Der har også mødt Hindringer ved Ministeriets indre Ordning, hvilke jeg forøvrigt ikke her skal gåe videre ind på; men jeg skal blot i den Henseende bemærke, at også disse Hindringer vilde fjernes, når Forfatningen er vedtagen, om de ikke alt tidligere måtte være fjernede.

Jeg kunde have endeel at bemærke i Anledning af en anden æret Ministers Yttringer, om at Bestemmelsen i Grundloven, hvorved det fastsættes, hvormange Deputerede Slesvig skal udvælge o.s.v., er et Forbehold, og kun et Forbehold. Det kunde vel være at undersøge, om dette er den rette Måde at tage et sådant Forbehold På; men

jeg skal ikke udtale nogen Mening herom, da dette ikke kan skee, uden at jeg tillige må udtale min Mening om Slesvigs Forhold i politisk Henseende. Disse Forhold ere ikke her under Behandling, men når de, som vel er at vente, under en anden Sag her ville blive tagne under Overveielse, da forbeholder jeg mig at fremsætte de Bemærkninger i politisk Henseende, hvortil den ærede Ministers Tale kunde give Anledning.

Lehmann:

Jeg skal tillade mig med et Par Ord at recapitulere Slutningen eller den egentlige Sætning, som jeg i mit tidligere Foredrag udtalte med Hensyn til det af mig berørte Retsspørgsmål. Ved at gåe ind på Grundloven og i Forening med Hans Majestæt at vedtage denne, vedtager Forsamlingen en Forfatning for det egentlige Danmark, der tillige forkynder sig som Danmarks Forslag til Slesvig, men som ikke kan have Retsgyldighed og end mindre bringes i factisk Udøvelse i Slesvig, uden at den er bleven vedtaget af Slesvigerne.

Mørk Hansen:

Jeg havde ikke troet, at jeg skulde finde Opfordring til at tage Ordet idag, da her kun er Spørgsmål om Nedsættelsen af en Comitee. Det forekom mig ligefrem og uimodsigeligt, at denne Sag fortjener en omhyggelig Overveielse af os Alle, enten vi så ere af den ene eller den anden Mening. Det har derfor undret mig, at mange ærede Medlemmer af Forsamlingen ere så visse i deres Sag om, at Grundloven strax skal drøftes, at de ikke blot for deres eget Vedkommende ansee det for ganske overflødigt, at overlægge dette Spørgsmål nærmere, men at de endog ville betage hele Forsamlingen Leilighed til at underkaste Spørgsmålet en nøiagtig Prøvelse; thi dette gjøre de, når de afvise Sagen eller modsætte sig Nedsættelsen af en Comitee.

Jeg skal nu ikke udtale mig om, hvorvidt jeg ønsker Grundlovssagen udsat eller ikke, thi dette Spørgsmål foreligger slet ikke idag. Kun skal jeg i Korthed søge at påvise, at der fornuftigviis kan være forskjellige berettigede Meninger derom, ja at der er så vægtige Grunde for begge Dele, at Forsamlingen efter min Mening skylder sig selv og Fædrelandet, i det Mindste at betænke sig vel, inden den kaster Loddet. De Grunde, som tale imod Udsættelsen, skal jeg imidlertid ikke opholde mig ved, thi de ere fra flere Sider udviklede med så stor Kraft og Klarhed, at jeg Intet kunde tilføie; men jeg troer, at der er lige så vægtige Grunde for den modsatte Mening. Det er dog virkelig uimodsigeligt, at når vi vilde drøfte og vedtage Grundloven for Danmark og Skesvig, uden at Slesvigs Repræsentanter ere med i vor Forsamling, da kunne vi ikke undgåe, at vi for Slesvigerne, for det danske Folk og for hele Europa komme til at ståe i det Lys, som om vi enten vilde gjøre Uret imod Slesvigerne, eller som om vi opgave Håbet om Slesvigs Frelse. Men at opgive Håbet om Slesvigs Frelse er efter de fleste danske Mænds Mening det Samme som at opgive Håbet om Danmarks Frelse, og alene Skinnet af en sådan Tanke bør vi undgåe, allerhelst i dette Øjeblik, da det netop fremfor alt Andet kommer an på at vise, at vi have Tro, Tro på en høiere Bistand for den retfærdige Sag og Tro på Folkets Hjertelag og Kraft. Thi sålænge den bevares, har det slet ingen Nød med os; men tabe vi den, da kunne alle Stormagters Hære ikke hjælpe os. Jeg vil gjøre opmærksom på, at det er dobbelt nødvendigt at vise denne Tro Dagen efter, at vi i et hemmeligt Møde have modtaget Oplysninger om hele den slesvigske Sag; thi dersom vi nu beslutte Noget, som kan udtydes således, at vi opgive Håbet, vil det da ikke hedde rundt omkring i Folket: „Så, nu see vi, hvad de have fået at vide, nu see vi, at der er intet Håb.“ Men der er, Gud skee Lov! ikke Grund til at opgive Håbet; lader os da heller ikke svække det hos Folket. Man har sagt idag, at Slesvigerne selv langt hellere vilde komme os imøde, når vi bragte dem Frihedens Gave; men jeg må give Forsamlingen at betænke, at Frihedens Velsignelse ikke beståer deri, at man bringer dem, der skulle nyde den, visse Gaver, men den beståer deri, at Alt skeer ikke blot for Folket, men ved Folket. Når nu Slesvigerne bleve udelukkede fra at overlægge og vedtage det, som skal gives dem, kunne vi da sige, at vi bringe dem Frihedens Velsignelse?

Man har fremdeles sagt, at vi ene og alene ere valgte for

at overveie Grundloven. Jeg vil ikke benægte dette, men jeg vil dog minde om, at vi ere valgte den 5te October, og da var allerede hele det danske Folks Hu og Hjerte først og fornemmelig henvendt på vore Brødre i Slesvig. Derfor påståer jeg, at Enhver, der gav os sin Stemme, måtte være sig bevidst, at han valgte Mænd, som skulde arbeide for Slesvigerne og tage Hensyn til deres Tarv, og derfor troer jeg, at Hensynet til Vælgerne og til Folket skal ikke afholde os fra at betænke os vel, inden vi vedtage en Grundlov uden Slesvig. En af de høitærede Ministre (Lehmann) har sammenlignet vor Tilstand med en Syndflod, hvor Frihedens Bølger strømme ind fra alle Sider, og sagt, at vi skulle benytte Tiden, inden Ebben kommer. Jeg skal dertil kun bemærke, at jeg tænker mig Friheden som Oliebladet, og det kan ikke bringes os, førend Syndstodens Bølger begynde at synke.

En anden æret Taler har talt om Reactionen, som allevegne hæver sit Hoved; den kunde også vågne her, og derfor skulle vi skynde os at gribe Friheden, medens det er Tid. Men jeg tør spørge Alle i denne Sal, om vi vel behøve at lade os skræmme af denne Frygt. Jeg troer, at det er en Frygt for Spøgelser, som ikke sømmer sig for os. Den samme Taler (B. Christensen) har sagt, at Ingen af os veed, om Kongen lever til imorgen. Det er ganske sandt; men vi vide heller ikke, om Nogen af os lever så længe, at vi kunne nyde godt af Friheden. Skulle vi lade os bestemme af sådanne Muligheders Muligheder, da kunde vi aldrig handle med Besindighed. Men Besindigheden fordrer, som jeg alt har sagt, at vi betænke os to Gange, inden vi under de nuværende Forhold skride til at vedtage Grundloven. Jeg vil tillade mig at benytte et meget forslidt, men derfor ikke mindre træffende Billede: hvilken fornuftig Mand falder på at give sig til at indrette sine Værelser, sålænge der er Ild i hans Huus? Eller hvem vil vel opføre en Bygning, sålænsge han ikke kjender den Grund, som han har at bygge på? Men det vilde vi gjøre, dersom vi vedtoge Ritgets Forfatning uden at kjende Rigets Grændse.

Men selv afseet derfra kræver dog Grundlovens Vigtighed, at vi nøie overveie, om den skal afhandles og vedtages strax. Thi det er dog åbenbart, at Friheden på mange Måder kan komme i Fare, når vi ile for stærkt med at vedtage Grundloven. Det er en Kjendsgjerning, at Udkastet er forelagt så sildigt, at det ikke er og ikke kan være i sine Principer og i sine Enkeltheder drøftet af Pressen og af Folket, såmeget mindre, som de fleste af Folket og just de Mænd, som have det folkeligste, det meest danske Hjerte, i den sidste Tid langt mindre have kunnet tænke på Grundloven end på Danmarks ydre Forhold. Kunne vi nu under disse Forhold forsvare for Folket og for vor Samvittighed at ile så stærkt med at afgjøre dette Spørgsmål, at vi ikke engang ville give os Tid til at lade det drøfte af en Comitee?

Det er ikke min Hensigt at udtale, hvorvidt Grundloven bør udsættes eller ikke; kun det har jeg villet vise, at vi i alt Fald bør nedsatte en Comitee.

Krigsministeren:

Mine Herrer! Her Har oftere en Tanke kommet til at gjøre sig gjældende, som jeg troer det bedst at undgåe jo før jo heller, thi det er vistnok det Farligste, man kan gjøre i en repræsenterende Forsamling, at tænke sig og omtale Folket, som om Folket ikke var har. Dersom Forsamlingen ikke inden for Salens Grændser føler sig som Folket, da har den ikke noget at betyde. Skulde Folket her i Salen være i Opposition med Folket udenfor, da burde de ikke være her. Forsamlingen bør ikke beile til Folkets Mening udenfor, thi denne bør den have i sig. Med dette Par Ord har jeg blot villet bringe de Herrer i Grindring, at det er en yderst farlig Sag for en repræsenterende Forsamling at appellere til Folket, da Repræsentanterne og Folket bør være Eet og det Samme.

David:

Da jeg har stemt mod Afviisningen, men ligeledes agter at stemme mod Sagens Henviisning til en Comitee, så troer jeg at burde gjøre Rede for disse Afstemninger, idet jeg ikke tør antage, at Kjendskab til de parlamentariske Former her er så almindelig, at jeg ellers vilde undgåe at blive anseet for at have gjort mig skyldig i en Inconseqvents. En Sags Afviisning ved la question préalable bør kun finde Sted, når dens Uværdighed til at

drøftes er så klar, at man ei skal spilde noget Ord på den. Det bør, som Rigsdagsmanden for Kjøge (Krieger) under Reglementets Debat sagde, være en Instinct-Sag, når man udtaler Afviisningsdommen, og derfor kan ingen Motivering af la question préalable tilstedes; men dette er langtfra Tilfældet her. Sagen, som her foreligger, har unægtelig havt Krav på en Undersøgelse, og denne er også i riig Måde bleven den til Deel, da Meget er sagt både for og imod den. Men deraf følger ingenlunde, at Sagen, som en æret Rigsdagsmand har sagt, skulde behøve, at man skal betænke sig to Gange på den; mig forekommer det i det Mindste aldeles klart af hvad der er blevet anført mod Henviisningen til en Comitee, at enhver fornyet Betænkning og Overveielse af dette Spørgsmål vilde være overflødig og Tidsspilde.

Jeg skal i så Henseende nærmest henholde mig til, hvad den ærede Rigsdagsmand for Fredericia (Bang) har anført, og kun endnu tilføie, at når man vilde henvise Sagen til Afdelingerne og derefter til en Comitee, så måtte det dog kun være under den Forudsætning, at man skulde kunne komme til det Resultat, at Grundlovens Debattering burde opsættes. Men at komme til en sådan Beslutning, forekommer mig at være en Umulighed. Der kan nemlig ikke anføres en eneste Grund for at opsætte Grundlovens Debattering, der ikke med endnu mere Styrke har måttet gjøre sig gjældende ved Spørgsmålet om Grundlovens Fremlæggelse. Bilde vi nu sige, at det var politisk uklogt og urigtigt at debattere Grundloven, at dette vilde skade den slesvigske Sag, så vilde vi derved give tilkjende, at vi ere aldeles uenige med Ministeriet med Hensyn til Betragtningen af Forholdene. Det er langt fra mig at antage, at Rigsforsamlingen ikke bør kunne komme til en anden Beslutning end Ministeriet, og Ingen vil vel troe om mig, at jeg mener, at Intet skulde kunne være urigtigt, som udgåer fra Ministeriet; men det må erindres, at det alene kunde være af politiske Grunde, at man skulde kunne give sit Samtykke til at opsætte Grundlovens Debattering, efterat den er fremlagt, og det vilde derfor være en Underkjendelse af Regjeringens Politik, On Erklæring, at Ministeriet har ladet det mangle på tilbørlig politisk Omsigt; det vilde være et høittalende, indirecte Mistillidsvotum mod Ministeriet, når man tog en sådan Beslutning, og dette hverken er eller kan være Hensigten med denne Sags videre Undersøgelse.

Krigsministeren har erindret Dem om en stor politisk Sandhed, at Rigsforsamlingen repræsenterer Folket, og at det er en aldeles feil Anskuelse, at tænke sig et Folk udenfor Forsamlingen og denne som et andet Folk. Tillad mig, at jeg også erindrer Dem om en anden politisk Sandhed, og denne er, at Rigsforsamlingen ikke er et Ministerium. Ministeriet er ansvarligt, og vi måe vel vogte os for at bytte Roller med Ministrene. Jeg vil udtale min Mening ærligt for Dem og tilståe, at jeg ikke vilde være kunne kommet til den Fortolkning af Våbenstilstands - Conventionens § 7, hvorefter Miniseriet har troet at kunne forelægge Grundloven til Debattering for nærværende Tid, og at jeg også af andre Grunde vilde have havt Betænkelighed ved at gjøre dette nu. Men når Ministeriet, som ståer i Spidsen for de politiske Forholds Ledning, har anseet det for politisk rigtigt og klogt at fremlægge Grundloven, så skal Rigsforsamlingen ikke påtage sig Ansvaret for Udsættelsen af dens Istandbringelse, thi det var netop at ombytte Rollerne. Ministeriet har Ansvaret for Ledningen af Danmarks Politik; det har Byrden af det Kald, som det har påtaget sig, og Krav på Lønnen derfor i Fædrelandets Taknemmelighed, når det til fulde opfylder sit Kald. Os tilkommer det i sin Tid, og når Spørgsmålet åbent bliver reist, at bedømme Ministeriets Handlinger efter dets Ansvar, men vi måe fremfor Alting vogte os for, selv indirecte at påtage os endeel af dette. Efterat Regjeringen derfor har fremlagt Grundloven og således erklæret det for politisk rigtigt, nu at tage den under Overveielse, er det så meget mere vor Pligt at skride hertil og at udtale vor vel overveiede og grundigt motiverede Dom om Enkelthederne i samme. Denne Betragtning, som jeg må henstille til Forsamlingens Overveielse, har for mig været en ny Grund til at stemme mod Sagens Henviisning til en Comitee.

(Fortsættes.)

Forlagt og trykt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Tolvte Møde. (Fortsat)

Ørsted:

Jeg må holde for, at Forsamlingen er uberettiget til at frigjøre sig for at tage Forfatningsudkastet under Overveielse. Dertil er Forsamlingen kaldet, i dette Øiemed ere vi blevne valgte og have modtaget dette Valg. Forsamlingen kan blot fritage sig for dette Hverv, når Regjeringen erkjender, at den under de nuværende Forhold ikke ønsker, at Sagen tages under Overveielse; men da jeg har opfattet de Yttringer, som her af Ministeriet ere fremkomne, således, at dette attråer, at Sagen bringes under Forhandling, så seer jeg ikke nogen Anledning for Forsamlingen til at undslåe sig for at tage den under Overveielse, uden at man behøver at henvise nærværende Forslag til Afdelingerne eller nedsætte nogen Comitee om det Spørgsmål, om hvorvidt man bør indlade sig på Forfatningssagen eller ikke. Ved således ikke at gåe ind på det Forslag, som her er gjort, binder man sig aldeles ikke med Hensyn til Bedømmelsen af Sagen selv; thi Spørgsmålet, om det er tilrådeligt at vedtage en Forfatning, som skal kundgjøres som en sådan, der i visse Tilfælde skal gjælde for Slesvig, eller ikke, og i sidste Tilfælde, om det er rådeligt at ubsætte den endelige Afgjørelse af Forfatningssagen, indtil det erfares, om Slesvigerne kunne deeltage heri, vil være et åbent Spørgsmål, om hvilket man under Behandlingen af selve Sagen må kunne udtale, hvilken Mening man anseer for den rette. Men for nærværende Tid troer jeg ikke, at der er Andet at gjøre, end at gåe ind på den anordnede Behandling af det os forelagte Udkast.

la Cour:

Det forekommer mig, at det må fremhæves, hvad Forbindelse der er imellem de to Spørgsmål, om Forfatningsudkaftet bør udsættes, og om Slesvig derved kan bevares for Danmark. At begge ere Livssporgsmål for os, derom måe Alle være enige, og den Forbindelse, hvori de her ere bragte til hinanden, gjør, at man bør behandle Sagen med den størst mulige Omhyggelighed. Var det vist, at man ved at udsatte Forhandlingen af Grundloven kunde virke endog lidet til at forbedre Stemningen og Tilstanden i Slesvig og desuden tilsikkre os dets varige Forbindelse med Danmark, da kunde der intet Spørgsmål være om, at man jo burde gåe ind på Forslaget; thi vi føle Alle, at Slesvigerne ere vort Kjød og Blod, at et dansk Hjerte slåer i det slesvigske Folk, og for deres Skyld ville vi gjerne opoffre Gods, Liv, ja endog endeel af vor Frihed, eller idetmindste udsætte Nydelsen af denne til en beqvemmere Tid. Men Spørgsmålet er, hvorvidt vi med Vished kunne vide, at Stillingen med Hensyn til Slesvig vil blive bedre ved at vi udsætte Sagen. Dette er på ingen Måde afgjorte, og Ingen formåer at beregne det; men lader det sig ikke beregne, hvorledes kan man da forsvare for Slesvigs Skyld at udsætte den anden, høist vigtige Sags Afgjørelse. Men jeg vil endnu gåe et Skridt videre, idet jeg siger, at var det end ikke vist, men vi troede det, det var vor Overbeviisning, at Slesvigs Forbindelse med Danmark sikkredes ved Udsættelse af Grundlovens Behandling, også da burde vi udsætte Sagen og vente på bedre Tider. Men har Folket virkelig den Tillid til sin egen Kraft, til sin retfærdige Sag, til Ministeriet, til de venskabelige Magters gunstige Medvirkning og endelig til Forsynet, at Sandhed og Ret nu snart måe vinde Seier, når vi kun bruge vore Kræfter og vente en stakket Tid? Er Folket og Rigsforsamlingen gjennemtrængt af denne Overbeviisning? Jeg veed ikke, hvorfra denne Tro skulde komme for os, som omtågede af Bekymring og Uvished trådte ind

i denne Sal; det måtte da være fra Regjeringen. Men Regjeringen har ikke seet de tvende her foreliggende Sager i den her opgivne Forbindelse; den har ikke for Slesvigs Skyld villet henlægge Forfatningssagen. Deraf kan altså ingen Slutning gjøres; men om Regjeringens Tillid vil Ingen deraf drage Slutning. Har Regjeringen Tillid til Folket, til dets Medvirken og Styrke og til den retfærdige Sag, så må og vil den vistnok også snarest muligt see at beånde Forsamlingen med Ånden, som lever i den selv, og styrke den med sin Kraft. Regjeringen har i de sidste Dage meddeelt os adskillige Oplysninger om Landets Forhold og den Gang, som de vigtigste Forhandlinger have havt, og den har herved i mange Henseender virket styrkende og trøstende; men såvidt er man ikke kommet, at man kan see, at Regjeringen har den faste Fortrøstning, at Slesvig kan og skaf bevares, og når man desværre ikke kan see dette, hvilket jeg me dyb Bekymring erkjender, da kan jeg ikke fatte, hvad Grund der skulde være til at opsætte Sagens Behandling. Idet vi frygte for at miste det ene Gode, gåe vi måskee Glip af det andet. Det er urolige Tider, vi leve i. Jorden ryster under Europa, og vi vide ikke, hvad det næste Øieblik kan bringe os; jeg troer derfor, at vi ingenlunde bør lade vort Forfatningsværk hvile, men at Grundlovsagen med al mulig Omhu bør drøftes her i Forsamlingen, og Loven derefter udgives.

Lehmann:

Jeg skal kun udbede mig Tilladelse til at modsige den Forudsætning, at Regjeringen ved at indbyde nærværende Forsamling til at tage under Overveielse det fremlagte Grundlovudkast, derved indirecte skulde have tilkjendegivet, at den har opgivet det Håb, som blev udtalt i Premierministerens Tale, idet han yttrede, at det ikke blot var vor Påstand, men også vort Håb, at Forfatningen også skat omfatte Slesvig. Jeg har ikke kunnet tilbageholde den Bemærkning, da det Foreslag, som sidst blev holdt, har forekommet mig stærkt at understøtte en sådan Anskuelse, og for at det ikke skal have Udseende af, at Forsamlingen ved sit Votum i nærværende Sag skulde udtale noget Håb eller nogen Tvivl angående det Spørgsmål, som vet ståer i Forbindelse med denne Sag, men som dog ikke under den skat sinde sin Afgjørelse.

Clausen:

Det er kun nogle få Bemærkninger, jeg har at fremsætte for Forsamlingen, da der blandt de foregående Talere er Een, til hvis Foredrag jeg i det Væsentlige kan slutte mig, nemlig den ærede Rigsdagsmand for Nykjøbing (Mørk Hansen). De fleste Tatere, der have reist sig, have ubetinget yttret sig derhen, at man uden Ophold bør foretage Forfatningssagen og gjennemføre dens Behandling. Man har fremhævet de Betænkeligheder, som der visnok kunne være imod Udsættelsen uf denne Sag, og bisse Betænkeligheder ere fremhævede med et sådant Eftertryk, en sådan Styrke, at der ikke kan være Noget dertil at føie. Det er langtfra, at jeg overseer den Vægt, som tilkommer disse Betænkelider, og når jeg tidligere har tænkt mig det som sandsynligt, at der her i Forsamlingen kunde være en overveiende Stemning for at udsætte Sagens Forhandling, har jeg forudsat, at dertil vilde knytte sig en Overveielse, om der ikke kunde være Noget at foretage, ved en Overeenskomst mellem Regjeringen og Rigsforsamlingen, for at tilveiebringe nogen Garanti, hvorved man kunde forringe Misligheden ved en Forlængelse af den hidtilværende provisoriske Tilstand; men det er, som sagt, ikke mim Agt at erklære mig imod Vægten, der tilkommer hine Betænkeligheder. Men hvad jeg derimod må lægge Vægt på, er dette, at det i nærværende Tilfælde kommer an på en Afveielse af Grunde for og imod, og jeg kan ikke nægte, at det forekommer mig, at man, ved at yttre

sig for den Mening, der synes at have Stemningen for sig her i Salen, altfor stærkt har henvendt Blikket på de Betænkeligheder, der fra den ene Side frembyde sig, derimod bortvendt Øiet fra Grundene på den anden Side. Man synes ikke at have lagt tilstrækkelig Vægt på disse sidste Grunde, og jeg skal derfor tillade mig at yde et Bidrag til at søge det Manglende afhjulpet.

Jeg kan navnligen ikke erkjende, at, som af en æret Rigsdagsmand (den 11te kongevalgte, David) er yttret, Spørgsmålet fra Forsamlingens Side skulde være afgjort ved, at Regjeringen har fremlagt Forfatningsudkastet til Forsamlingens Drøftelse. Jeg kan meget vel begribe, at Regjeringen kan have følt sig opfordret og pligtig til, ikke længere at udsætte Afgjørelsen af denne Sag, og at den derved har erkjendt Forsamlingen politisk berettiget til uden Opsættelse at behandle Udkastet, men uden at det derved kan ansees givet, at jo Forsamlingen fra sin Side, fra et, om jeg så må sige, mere folkeligt Standpunkt, kan gjøre sine Betænkeligheder gjældende ved uden Ophold at foretage Sagens Behandling. Hvis Forsamlingen uden Opsættelse skrider til at behandle og gjennemføre Forfatningssagen, da troer jeg, at der herved reiser sig et politisk Spørgsmål. Den ærede Rigdagsmand for Fredericia (Bang) har vel benægtet dette, idet han har meent, at det foreliggende Forslag end ikke kunde komme til Comiteebehandling, for at det ikke skulde synes, som om man tillagde Spørgsmålets Afgjørelse politisk Betydning. Men jeg mener, at Spørgsmålet har politisk Betydning, og at denne ikke kan betages det, fordi man indskrænker sig til at svare Ja eller Nei, uden at henvise det til Comiteebehandling. Grundlovs-Udkastet lyder for Danmark og Slesvig, og herved er det givet, at den endelige definitive Forhandling af Udkastet først da kan finde Sted, når Danmarks og Slesvigs Rigsdagsmænd i Forening tage Sagen under Behandling. Når nu den danske Rigsforsamling, uden Medvirkning af Slesvigs Udvalgte, behandler og gjennemfører Sagen, da tillader jeg mig at spørge, hvorledes en sådan Afgjørelse sandsynligviis vil tage sig ud i al Verdens Øine, om ikke hele Verden og navnlig vore Fjender ville udtyde og gribe den som en stiltiende Erkjendelse af, at vi give Afkald på Slesvig, som om vi betragtede det, der vil kunne bevares for Danmark, begrændset ved Kongeåen, som om vi allerede have lært at finde os i den Tilstand, der er frembragt ved Overrumpling og Vold, som om vi betragtede Staten inden hiin snevre Grændse som en afsluttet Heelhed. Man kan vel sige, at en sådan Opfattelse måtte kunne modarbeides og forebygges ved det Forbehold, ved den Erklæring, at det ikke således er meent; men hvad der herved blev givet, var dog kun Ord, og jeg troer, at man virkelig begynder at blive mistroisk imod Ord. Det er Gjerning, der behøves. Når Frankfurterforsamlingen har optaget Slesvigerne i sin Midte, da er der ikke Ord, det er Gjerning, og således bør man gribe en Sag an, når man mener det alvorligt med den og agter at føre den tilende. Med Gjerning bør man møde Gjerning, og Gjerning vilde det være, når vi her toge den Beslutning, ikke at forhandle Forfatningssagen, førend vor Ret var gjennemført, førend de slesvigske Deputerede sad i vor Midte. En anden Betragtning er Hensynet til Slesvigernes Anskuelser i denne Sag. En æret Rigsdagsmand har påberåbt sig Erklæringer, som ere blevne afgivne af nogle her forsamlede Nordslesvigere. Hvis jeg kunde betragte disse Erklæringe som Udtryk af Stemningen i Slesvig, da må jeg tilståe, at en væsentlig Betænkelighed hos mig derved vilde være hævet; men jeg kan ikke nægte, at jeg i denne Henseende nærer store og stærke Tvivl, og jeg vil forelægge Enhver det Spørgsmål, hvorledes han, hvis han var i Slesvigernes Stilling, vel vilde opfatte og bedømme, at vi således ligesom foregribe Slesvigernes Ret ved at behandle Grundloven uden deres Medvirkning. Også her har man på rede Hånd, at dette kun skeer provisorisk, idet den endelige Behandling er forbeholdet den Tid, da Sagen atter kan foretages af Danmarks og Slesvigs Deputerede i Forening. Men er det ikke atter her mere Ord og Form end Virkelighed? Thi man må dog vistnok indrømme, at når Sagen her er bleven drøftet og bragt til Resultater, ville Slesvigerne, når de i sin Tid indtræde i den Forsamling, der atter skulde drøfte Forfatningssagen, ikke indtræde under lige Vilkår med de Øvrige. Sagen vil da ikke længere være uberørt og kunde man tænke, hvad Gud forbyde, at der fandt en væsentlig

Modsætning, en Opposition Sted imellem Slesvigerne og de Danske, da vilde Oppositionen fra Slesvigernes Side ikke kunne føre til nogen væsentlig Forandring. Dette forekommer mig at være Grunde, som ialtfald fortjene alvorlig Overveielse og Prøvelse, og derfor kan jeg ikke andet end på det stærkeste erklære mig imod, at man skulde tage Sagen så let, at man ikke engang vilde henvise den til en Comitees Behandling. Skulde man komme til det Resultat, at Forsamlingen uden Opsættelse bør tage Sagen under Behandling, må jeg henstille til den ærede Forsamling, om dette ikke må ansees som et beleiligt Tidspunkt for Rigsforsamlingen til at henvende nogle Ord til de slesvigske Medborgere. Også uden slig Anledning vilde et sådant Skridt være naturligt. Men dersom vi tage en Beslutning, der vil være udsat for Misforståelse, og som man navnlig på mange Steder i Slesvig kan vente at blive mistydet, da troer jeg, at der er end stærkere Opfordring til at benytte dette Øieblik til at henvende nogle forklarende, beroligende og opmuntrende Ord til vore slesvigske Medborgere.

Proc. Ågård:

Når den ærede sidste Taler har sagt, at det var nødvendigt at møde Handling med Handling, og at det ikke kan nytte at bruge Ord, da må jeg erklære mig enig heri, kun at dette forståes på en ganske anden Måde. Jeg troer vist, at det vilde være den eneste rette og eneste forsvarlige Handling, hvorved vi kunne møde Tvivlen hos vore Fjender, om vi selv ansee os berettigede til Slesvig, at vi frit og uforbeholdent, uden at gjøre Spørgsmålet, om Grundloven skal tages under Behandling eller ikke, til Gjenstand for Nedsættelsen af en Comitee, vedtage en Grundlov for Danmark og Slesvig. Det forekommer mig påfaldende, at et æret Medlem i denne Handling har kunnet see nogen Tvivl fra vor Side, thi det synes mig netop at være den bedste Måde, hvorpå vi kunne udtale, at vi ikke nære nogen Tvivl. Af den ærede Rigsdagsmand for Fredericia (Bang) er der allerede udhævet de væsentlige Grunde, hvorpå jeg vilde støtte min Påstand om, at Grundloven strax tages under Behandling. Jeg troer, at det i høi Grad vil være farligt for Friheden i Danmark og Slesvig, dersom vi udsætte Sagen. Jeg troer, at dette i høi Grad vil blive miskjendt af vore Brødre i Slesvig. De ville betragte det som Svaghed af os, som et Beviis for Tydskernes Påstand, at de Danske ere et ligegyldigt og dovent Folk, dersom vi støde den Gave, der er os tilbudt, tilbage og bort i Fremtiden, istedetfor frit at modtage den og med broderligt Sind byde Slesvigerne den. Jeg troer, at man bør lægge Mærke til, at Befolkningen i Slesvig, hvis Sympathier det er os vigtigt at vinde, og hvis Kjærlighed det er os om at gjøre at styrke, er ikke Ritterschaftet, Godseierne, Embedsmændene, Advocaterne, de Lærde eller de tydsksindede Præste (det var et altfor godmodigt Håb, dersom vi troede at kunne vinde deres Sympathi), men de, hvis danske Sind vi ville styrke, udgjøre Bondestanden, Almuen, de simple Folk i Byerne og på Landet; det er disse, hvis Kjærlighed vi ville vinde og styrke, og ny vil jeg spørge, om nogen fornuftig Mand troer, at Almuen vil lægge nogen stor Vægt på, om vi muligviis gik dem for nær i Formen ved at vedtage et Gode for dem, der, hvis Omstændighederne havde tilladt det, strax fra Begyndelsen af burde have deeltaget i Discussionen desangående. Vi byde dem det kun; de kunne modtage det, om de ville, og forkaste det, om de ville, og derefter ere vi forpligtede til at modificere den af os antagne Grundlov. Jeg troer tvertimod, at alle simple Folk i Slesvig snarere ville sige: „vi ville slutte os til det danske Folk, der har en ligeså god fri Forfatning som den, de have sønden for os“, end de ville slutte sig til os, når vi sige til dem: „vi have en Kongelov, men vi have Håb om engang i Tiden at erholde en fri Forfatning.” Jeg skal derfor stille det Forslag til Forsamlingen, at Grundloven strax tages under Behandling . . . .

Formanden:

Det er vistnok ikke nødvendigt, at det stilles noget særeget Forslag herom, thi når det af Proponenten gjørte Forslag måtte falde igjennem, vil det deraf være en Selvfølge, at Grundloven tages under Behandling.

Krigsministeren:

Jeg troer, at man efterhånden er kommet ind på et temmelig farligt Gebeet; man spørger vistnok formeget om, hvad Andre ville sige om hvad vi her gjøre, og viger for

langt bort fra, hvad man må ansee for nødvendigt efter de Forhold, hvori vi befinde os. En æret Taler har sagt, at dersom man her behandler Forfatningsforslaget, vil man sige om os, at vi forud have været bestemte på en Sondring fra Slesvig; men troer ikke den samme Taler, at man, når Forsamlingen ikke behandlede Sagen, vilde sige om os, at Folket, hænger sig fast ved Absolutismen, at det ikke bryder sig om nogen fri Forfatning, og at man derfor ikke vil have noget med os at bestille? Man har sagt, at vore Venner ville nære Mistillid til os, idet de troede, at vi ved at handle på en sådan Måde, forlade dem; men troe ikke de ærede Herrer, at mange Andre ville sige, at vore Venner ville fåe Mistillid til os, når de see, at vi ikke skride frem, når de see, at vi ikke betræde den Bane, som jeg netop troer, at vi bør betræde. Jeg mener, at vi måe slippe disse Betragtninger om hvad vore Venner og Fjender ville dømme om os; jeg troer, at vi bør slippe Betragtningen af hvad Betydning det i politisk Henseende kan have, om Forsamlingen tager Grundloven under Behandling, eller ikke, og at vi måe erindre, at vi befinde os på et, ikke blot politisk, men også — og det er den vanskelige Side af Sagen — et socialt Vendepunkt. Den ærede Proponent har erkjendt dette, thi han har selv følt, at vi behøvede en Forfatning, om just ikke den, som her forelåe, så dog en factisk Forfatning, igjennem en Valglov og en deraf fremgået Forsamling til at give Love. For mit Vedkommende vil jeg betragte en sådan som den bedste Forfatning, thi det Væsentlige beståer ikke i, at vi have en Forfatning, men at vi have et Middel til at give Love. Det kan altså tænkes, at vi holdt os til Valgloven, til denne Forsamling og dens Reglement, og derpå gik løs på i en anden Forsamling (thi denne har ikke dette Formål), at forelægge de Love, som vi trænge til, og de Livsspørgsmål, der ville være at afgjøre man vil da see, at denne Forsamling vil have et fuldkomment socialt Formål. Dette var måskee det rette, men jeg tvivler meget på, at en Fremgangsmåde af denne Art vilde finde Indgang, og Ministeriet har derfor troet det nødvendigt at førmulere et bestemtere Udtryk af dets Anskuelser om Forfatningen. Min Hensigt med at forelægge Forsamlingen disse Bemærkninger er ikke at bevirke Noget for det ene eller det andet Resultat, men kun at bede Forsamlingen at betænke, på hvad Standpunkt vi befinde os. Kan nogen Regjering i et Land blive ved at fortsætte sin lovgivende Virksomhed, uden at appellere til Folkets Repræsentanter? men kan den appellere og blive ved at appellere, når Repræsentanterne ikke på en formel Måde kunne samles til forskjellige Tider for at deeltage i denne Virksomhed? Spørgsmålet er ikke her, om hvorledes Sagen stiller sig til den ydre Verden, men Spørgsmålet er, hvorledes vi roligt kunne gjennemgåe vor indre Udvikling. En fredelig Udvikling af den Stilling, hvori vi befinde os, til den, hvori vi skulle komme, er Hovedsagen, som man bør stræbe efter. Man må huske på, at der i en Stat som Danmark, lille som Danmark, som på Spidsen bærer tunge Byrder, er Gåder at løse, som ikke ere lette, og at når man lader en Dag gåe tabt, nu da Tiderne ere urolige og Gjæringen stor, Tiden kan gåe tabt, som det er skeet hos vore Naboer. Lader os ikke see hen til Betragtninger, som ligge uden for, lader os ikke give dem en Betydning, som de aldrig have havt, lader os ikke for den oversee, hvad der ligger os nærmere, ikke oversee den Trang, som føles, en Trang, som hver Dag gjør sig mere og mere gjældende. Det er muligt, at de Herrer, som betragte Sagen fra et objectivt Standpunkt, mene, at vi ikke trænge til Forfatningssagen, og at de kunne komme til den Overbeviisning, at det ikke er vort Kald at påtrænge den; men det er min Overbeviisning, at det er Spørgsmålet selv: trænger Danmark til en Forfatning, trænger det til en lovgivende Forsamling eller ikke? Jeg håber ikke at blive misforstået, når jeg har søgt her at forelægge Spørgsmålet i dets fuldeste Simpelhed.

Krieger:

Der er Adskilligt i de Bemærkninger, der ere yttrede af den ærede Krigsminister, som jeg vel for mit Vedkommende kunde tiltræde, men mod Eet og Andet være det mig tilladt at udtale mig. Det forundrer mig således, at han, der tager Sagen så praktisk, kan lægge så megen Vægt på det blot formelle Punkt, om Forsamlingen nærmest er sammenkaldt i det ene eller det andet Formål.

Dersom de af ham antydede Forhold ere af den Natur, at en Lovgivningsvirksomhed i denne Retning blev påtrængende nødvendig, da formener jeg, at aldeles Intet vilde være til Hinder for disse Loves Forhandling i denne Sal. Jeg troer fremdeles, at der frembyder sig så mange og så forskjellige Overveielser ved Spørgsmålet om en midlertidig Opsættelse af Grundlovsforhandlingerne, at man ikke med Føie kan, således som den ærede Krigsminister har gjort, stille sig på et eensidigt Standpunkt og fremhæve een enkelt Betragtning som den eneste gyldige. Derfor må jeg og nedlægge en bestemt Indsigelse imod den Opfattelse af Sagen, der fra flere Sider er gjort gjældende, som om den Beslutning der idag måtte blive taget, på mindste Måde skulde udtrykke nogen Tillid eller Mistillid til den retfærdige Sags Gjennemførelse i Slesvig. Jeg troer, at Enhver ved nærmere Overveielse vil see, at Intet er lettere, end at fremstille både den ene og den anden Beslutning som Tegn på Tillid eller Mistillid. Det er dog aldeles klart, at så mangfoldige og så forskjellige Hensyn ville kunne fåe Indflydelse på Forsamlingens Beslutning, at det er blottet for al Grund, når man heri vil see noget Beviis for det Ene eller det Andet. Derfor bestræbte jeg mig også for at holde dette aldeles ude fra de Ord, hvormed jeg indledede Forhandlingerne idag. Jeg finder, at disse Forhandlinger bidrage ikke lidet til at klare Spørgsmålet, så at hvad Udfaldet af mit Forslag end vil blive, derved er opnået et Grundlag for flere fremtidige Overveielser; thi det kan ikke oversees, at den Beslutning, der tages idag, ikke gjælder for alle Dage. Det kunde vel hænde, at eet og andet af de idag reiste Spørgsmål senere vil påtrænge sig igjen, om end under en anden Form. Vi kunne være overtydede om, at hvorledes Sagen end idag falder ud, ere de Spørgsmål, vi idag have behandlet, så naturlige, at man stiltiende eller åbenbart oftere vil komme tilbage til det ene eller det andet. Jeg skal kun tilføie, at jeg ikke kan forståe den Opfattelse af Sagen, hvorefter hele Ansvaret for den Beslutning, der måtte fattes idag, ene skulde falde tilbage på Ministeriet. Jeg har udtalt mig om Ministeransvarlighedens Charakteer, og jeg holder for, at den i dette Øieblik er en Realitet og det lige så stærk en Realitet, som den nogensinde vil blive efter en Grundlovs Vedtagelse; men jeg mener fremdeles, at Rigsforsamlingen i dette Øieblik er en ligeså bestemt constitutionel Realitet, som nogen senere Rigsforsamling vil blive, og det er min Overbeviisning, at Forsamlingen må dele Ansvaret med Ministeriet for den Beslutning, som idag tages. I mine Øine er det politisk Kjætteri, når en æret, af Hans Majestæt udnævnt, Rigsdagsmand synes at troe, at man i denne Sag kan stemme uden nogen indre Overbeviisning, som om Alt var gjort derved, at Regjeringen har fremlagt Udkastet. Der er vistnok fra Regjeringens Side givet Erklæringer, som på en Måde træde i Stedet for Præmisser. Den Måde, hvorpå et af Regjeringens Medlemmer har udtalt sig, hæver vistnok enhver Tvivl om, at Udkastet skulde ståe i formelig Strid med Våbenstilstands-Conventionens Bestemmelser; men jeg troer ligefuldt, at Sagen kan trænge til Overveielse i flere Retninger, ligesåvel nu, som hvis Regjeringen havde stillet sig på et andet Standpunkt. Jeg er overbeviist om, at Sagen i sig selv er af så stor Vigtighed, at man ikke kan bortfortolke dens politiske Betydning, fordi man afstemmer uden længere Forhandling, og ikke minde overbeviist er jeg om, at man ikke skal kunne indfortolke noget Tillids- eller Mistillids Botum i den Beslutning, der tages

Krigsministeren:

Jeg skal blot tillade mig at gjøre DHrr. opmærksomme på, at min Mening ikke har været at sige, at denne Forsamling ikke skulde kunne behandle andre Gjenstande end de, der måtte blive samme forelagte; det er ikke den formelle Side af Sagen, jeg har villet udhæve, men den praktiske. Jeg må bede Dem at lægge Mærke til, at Grunden til, at flere Lovforslag først ny ere komne frem, er ikke, fordi vi jo gjerne vilde, at de skulde komme frem før, men fordi Tiden ikke har kunnet række til. Vi kunne nemlig ikke gjøre Alt på engang, og således have vi heller ikke kunnet bringe alle de Lovforslag tilveie, som måtte behøves, i den korte Tid, som har været til vor Rådighed; og det er derfor, at vi ikke ønske flere Sager foretagne denne Gang, fordi vi ikke kunne undergive disse en moden Overveielse, ikke fordi vi ansee Forsamlingen

indskrænket i sin Virksomhed, men fordi vi selv ere begrændsede, fordi vi ikke kunne producere mere uden at gjøre det mådeligt.

Balthazar Christensen:

Det er Pligt og det er Princip hos mig ikke at tage Ordet eller være vidtløftig uden Nødvendighed. Jeg skulde derfor heller ikke have reist mig, når jeg ikke ansåe denne Sags Vigtighed og Tvivlsomhed for så stor, at jeg dog måskee ikke burde tilbageholde de derhos kun få Ord, jeg har at sige. Jeg skal nemlig ingenlunde forsøge at imødegåe alle de forskjellige Betragtninger, der ere anførte til Støtte for Forslaget, end ikke hvad der af det ærede 10de kongevalgte Medlem (Clausen) er udtalt, om hvorledes vore Fjender ville dømme om den Beslutning, vi tage; det ligger mig nemlig klart, at, vi beslutte hvad vi ville, vore Fjender ville dog lægge noget Andet deri, end vi ønske. Heller ikke skal jeg opholde mig ved, skjøndt jeg ikke kan lade det uberørt, at jeg finder det lidet passende, hvad af eet og andet Medlem med eller uden Forbehold er debiteret angående den gode Modtagelse, Forfatningsudkastet skal have mødt eller vil møde; jeg troer nemlig, at man bør afholde sig fra enhver sådan forudfældet og ubegrundet Dom om en Sag, der ikke foreligger og ikke er taget under Behandling. Mig synes det vist, at der ved Siden af meget Godt i dette Forfatnings- Udkast dog også er Meget, som man måtte synes mindre godt om; men sandes må det i hvert Fald, at vi siden Marts Måned befinde os i en Overgangsperiode, hvad enten vi betragte Folket eller Ministeriet, og det er vistnok farligt at forlænge denne Overgangstilstand udover de Grændser, som måe ansees for nødvendige eller uundgåelige. Jeg hører ganske vist ikke til dem, som troe det ønskeligt, at vort nærværende Ministerium rokkes; i alt Fald skulde det da kun være, at det forstærkedes med flere folkelige Elementer, men jeg kan dog heller ikke hengive mig til ubetinget Tillid til det; thi så agtværdige dets Medlemmer end hver for sig kunne være, så er Majoriteten af dem dog ikke udgået af Folkets Midte, men ere opvoxede under sådanne Forhold, der ikke kunne gjøre dem sær modtagelige for Demokratiets Krav. Jeg troer derhos, at en Udsættelse af Forfatningsværket blot vil medføre, at vi komme til at måtte styre Statens og Folkets Skid mellem 2 Skjær, mellem Reactionens og Revolutionens; men begge disse Skjær ere farlige, og jeg må tilståe, at skjøndt jeg troer, at Reactionen ikke vil have meget store Udsigter til at seire i dette Øieblik, så formener jeg dog, at den heller ikke er uden store og mægtige Ressourcer. Jeg miskjender visselig ikke dem, der antage vor Stilling i det Hele at være en sådan, at Frihedssagen ikke let kan trænges tilbage; men jeg anseer det dog for såre vigtigt under nærværende Forhold, at vi, i Folkets og i Regjeringens Interesse, intet Ophold, ingen Baklen vise, men trøstigt tage selve Forfatningen under Overveielse. Min Påstand er derfor, at Forslaget, hvormeget jeg end erkjender, at der kan anføres derfor, bør forkastes, og jeg gjør denne Påstand såmeget roligere, som, når nye factiske Forhold måtte være indtrådte eller beviste, da vil det altid kunne reises igjen; men nu må det påligge os fremfor Alt og uden Ophold at udføre det vigtige Hverv, som af Regjering og Folk er os betroet, og det er med Hensyn hertil, at jeg mener, det stillede Forslag ikke bør tages under videre Behandling enten i Comiteerne eller Afdelingerne. Jeg tilføier derhos, at jeg lægger en så særdeles Vøgt herpå, at jeg, hvis det fornødne Antal Medlemmer deri understøtter mig, begjerer, at dette Spørgsmål bliver afgjort ved Navneopråb.

Formanden:

Sådant er allerede forlangt af det i Forretningsordenen bestemte Antal Medlemmer.

Bang:

Jeg kan ikke undlade endnu at tilføie et Par Ord, skjøndt Discussionen har varet sålænge. Jeg hører ikke til dem, der ville forståe det her omhandlede Forslag således, som om det, ved ikke at antage samme skulde være vor Mening at vende os bort fra vore slesvigske Brødre. Jeg vil tvertimod også, at vi skulle vise i Gjerningen, at dette ikke er Folkets Mening. „Slesvigs Forbindelse med Danmark” skulle vi forsvare med vort Liv og Blod, og det er den Gjerning,

hvorpå det kommer an. Det er ikke den rette Gjerning, hvorved dette skal vises, at vi her tage en Beslutning, om en Sag skal foretages eller ikke; det kan jeg ikke kalde sådan Gjerning. Når det er bemærket, at den frankfurkske Forsamling har udført en Gjerning ved at optage slesvigske Deputerede, må jeg hertil føie, at den frankfurtske Forsamling senere har måttet gjøre denne Gjerning ugjort ved Spørgsmålet om Tydsklands Forfatning. Det blev nemlig da bestemt, at Slesvig ikke skulde optages, men Forholdene først nærmere ordnes.

Jeg troer iøvrigt, at det også bør udtales her, hvad jeg allerede antydede med Hensyn til en æret Ministers Foredrag, at det må nøie overveies, om den Måde, hvorpå et Forbehold, som skal tages, nemlig ved Grundlovens Bestemmelser om Slesvig, er det rette, eller om det bør tages på en anden Måde. Tages bør det, men det bør nærmere overveies af Forsamlingen, hvorledes det bør tages, og jeg mener, at dette og flere herhenhørende Spørgsmål ville, som min ærede Gjenbo (Krieger) sagde, komme for under Forfatningssagens Behandling, men ikke afgjøres forud ved at gjøre det til et Livsspørgsmål, om en Comitee skal nedsættes.

Øtterstrøm:

Jeg skal ikke opholde Forsamlingen med at gjentage, hvad der her idag er anført for, at Forslaget skulde overgives til Afdelingerne og dernæst til en Comitee. Jeg veed i dette Øieblik ingen Betragtning at tilføie, som kan være ny; jeg vil derfor gåe lige til Sagen og erklære, at jeg stemmer for, at Forslaget overgives til Behandling i Afdelingerne, fordi jeg agter på et følgende Stadium at stille det Forandringstillæg, at Forsamlingen vil indstille, at Grundlovens § 1 tilligemed de Bestemmelser, der ståe i Forbindelse dermed og måe følge dem, må antages som gjældende og virkelig stående ved Magt, men at den øvrige Deel derimod må uden Discussion antages provisorisk, sålænge indtil det er afgjort, enten at Deputerede fra Slesvig kunne deeltage i Forhandlingerne eller, som jeg håber ikke at skulle skee, det måtte være bleven afgjort, at de ikke deri komme til at tage nogen Deel.

Ræder:

Jeg har kun en liden Bemærkning at gjøre; der er nemlig een Omstændighed, som jeg troer, ikke er klart fremsat, den nemlig, at hvis man ikke modtager det Tilbud, det Forfatningsudkast, som Kongen har forelagt os, så vedbliver Kongen at være Enevoldsherre, men jeg har ikke troet, at det danske Folk kunde ønske Sådant. Jeg har endnu en anden Bemærkning at gjøre. Jeg troer, at Slesvig selv er meget interesseret i, at Udkastet antages, og at vi ved at debattere Forslaget, ikke vise, at vi skyde Slesvigerne fra os. Jeg må derhos bemærke, at vi neppe have gode Udsigter til at erholde Fred, efter alle de Omstændigheder, jeg kan fatte. Når vi imidlertid have en stor Armee, en tapper og dygtig Flåde, anseer jeg det umuligt, at vi kunne blive stående herved. Men når vi altså forudsee, at Krigen foreståer, en Krig på Liv og Død — det vil blive en Fortvivlelsens Kamp —, hvor have vi da vor Styrke, hvor Hjælpen, som vi skulle recurrere til? Den have vi i Forlket, i vor Constitution, der må vi søge vor Hjælp. Sæt engang Armeen slået, Nationen i Fortvivlelse, Ministeriet træder af, Oprørets Hydra reiser sig påny og hæver sit grådige Hoved; hvor søger Folket nu sin Styrke, hvor sin Hjelp? Det skal søge den i den Constitution, det skal fåe, og hvis Antagelse jeg anseer det næsten for en Forbrydelse at ville opsætte.

Olrik:

Jeg skal blot tillade mig en Bemærkning. Flere af de foregående Talere have yttret, at de slesvigske Deputerede i en kommende Rigsforsamling ville være i Minoriteten, men denne Anskuelse forekommer mig ikke at være begrundet, thi med Hensyn til de Hovedspørgsmål, hvorom Meningerne ville være deelte mellem de Deputerede fra Danmark, er det endog sandsynligt, at den Mening, hvortil de slesvigske Deputerede skutte sig, vil fåe Majoriteten for sig.

(Sluttes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Tolvte Møde. (Sluttet.)

Sponneck:

Jeg vil begynde med at erklære, at jeg hører til dem, som mene, at vi ikke bør ajournere os, og denne min Mening kan ikke rokkes ved den Behandling, Sagen muligviis måtte komme til at fåe i Bureauerne eller i en Comitee; men ikke destomindre vil jeg have den henviist til Behandling i Bureauerne. Min første Grund herfor er den, som allerede er fremhævet, nemlig det Hensyn, som vi skylde Slesvig; det er dog altid Noget, naar vi ligeoverfor vore slesvigske Brødre ikke indskrænke os til en enkelt Dags Discussion, men lade dette Spørgsmål underkastes en så nøiagtig Drøftelse, som vi ere istand til. Det har dernæst en ganske anden Charakteer, hvis vi komme til det Resultat, ikke at ajournere os, at vi da kunne byde Slesvigerne som Resultat af Forhandlingerne en formelig Comitee-Betænkning, som indeholder Grundene derfor.

Men det er ikke alene disse Grunde, der i mine Tanker ere af megen Vægt, men der er også en anden, om end formel, så dog meget vigtig Betænkelighed imod, at Forslaget i dette Øjeblik sættes under Afstemning. Hvad bliver Følgen, hvis det forkastes? Følgen bliver, at ingen Drøftelse af Sagens Realitet mere kan sinde Sted. Om Spørgsmålet, som den ærede Proponent har antaget, senere vil komme under Afgjørelse i en anden Skikkelse, er tvivlsomt; men det er vist, at måskee flere Medlemmer ved den idag forefaldne Discussion ikke sinde sig fuldkommen oplyste om denne Sag, og derfor i en vis Måde kunne siges at være blevne betagne deres Ret til at fåe Sagen nærmere belyst, ved at den afgjøres strax. Jeg vil yderligere påberaabe mig, at § 16 i Forretsningordenen siger, at endelig Beslutning angående en Sag ikke kan tages i samme Møde. Det forekommer mig, at disse Ord i Grunden fuldkommen kunne sinde Anvendelse i nærværende Sag; thi den øieblikkelige Afstemning afgjør ikke blot et formelt, men tillige et reelt Spørgsmål, og jeg formener derfor, at man i alt Fald bør opsætte Afstemningen om Sagen til imorgen.

Ørsted:

Jeg må gjentage den Bemærkning, som jeg allerede før har gjort, at fordi Forsamlingen ikke finder, at den bør tage det Spørgsmål under Overveielse, som den ærede Proponent har opkastet, er det ikke dermed sagt, at den heller ikke finder for godt senere at sætte under Overveielse, om Sagen skal udsættes eller ikke. Den forbeholder sig således ligefuldt sin Mening om Sagen selv, om selve det Spørgsmål, hvorvidt Forfatningen også skal gives for Slesvig. Denne Mening må Forsamlingen nødvendigviis reservere sig til selve Sagens Behandling. Her er blot Spørgsmål, om Forsamlingen skal tilbageholde sin Betænkning over Forslaget på Grund af det særegne Forhold, der existerer med Hensyn til Slesvig. Herved er altså Intet afgjorte, der kan være præjudicerende med Hensyn til Hovedspørgsmålets Afgjørelse.

Sponneck:

Jeg må vedblive mit Forslag, at det ikke idag skal sættes under Afstemning, om der skal nedsættes en Comitee til at tage det foreliggende Forslag, under Overveielse eller ikke.

Bang:

Jeg må bemærke, at naar § 16 bestemmer, at der ikke må tages endelig Beslutning i samme Møde, om hvorledes en Sag skal behandles, gåer den ud fra den bestemte Forudsætning, at det forud er afgjorte, at Sagen skal behandles.

Krieger:

Det er aldeles klart efter Regulativet, at der i samme Møde meget ved kan stemmes, om en Sag skal tages under Behand-

ling; det er kun, naar dette er bestemt, at der ikke samme Dag kan tages Beslutning om, hvorledes den skal behandles.

Formanden:

Jeg må også være af den Formening, at der Intet kan være til Hinder for, at Forsamlingen strax idag afstemmer, om Forslaget skal tages under Behandling eller ikke; men da der er fremsat et bestemt Forslag i denne Retning, skal jeg først sætte under Afstemning, om Afgjørelsen af Spørgsmålet, om Sagen skal tages under Behandling, skal udsættes til et følgende Møde.

Da dette Spørgsmål ved den derefter stedfundne Afstemning blev besvaret benægtende, idet ikkun 2 Stemmer erklærede sig for samme, blev det dernæst sat under Afstemning, hvorvidt det af Krieger indgivne Forslag om Udsættelse af Forfatningssagen skulde tages under Behandling.

Udfaldet af denne Afstemning, som efter det Forlangende, der derom under Discussionen var fremsat af 15 Medlemmer (Bregendahl, Thalbitzer, Linnemann, Schack, Kayser, Køster, Lűtzhőft, Lorck, Olesen, F. Johannsen, Bagger, Mørk Hansen, la Cour, Boisen, Cederfeld), skete ved Navneopråb, var således, at af 147 Stemmegivende (fraværende vare Hvidt og Wegener) stemte 100, mod at Forslaget skulde tages under Behandling, og 47 for dette.

Stemmerne bleve afgivne således:

Nei. Ja. Aagaard (G.) af Lolland. Brandt. Aagaard af Thisted. Bruun af Assens. Andresen. Bruun (M. P.) af Bruunshåb. Andræ. Bruun (P. D.) af Kjøbenhavn. Bagger. Buchwaldt. Bang. Boisen. Barfod. Clausen. Bergmann. la Cour. Bjerring. Dahl. Black. Dahlerup. Bregendahl. van Dockum. Buntzen. Duntzfelt. Christensen (Balthazar). Fibiger. Christensen (Georg) af Kjøbenhavn. Gislason. Christensen (J.) af Voldum. Gram. Christensen (H.) af Veistrup. Hammerich. Colding. Hansen (Mørk). David. Hansen (N.). Dinsen. Hastrup. Drewsen af Kjøbenhavn. v. Haven. Drewsen af Silkeborg. Hunderup. Eriksen. Jespersen (C. M.) af Viborg. Fløe. Johansen (H.) af Knardrup. Frølund. Johnsen. Funder. Krieger. Gleerup. Koster. Gregersen. Lüttichan. Gudmundsen. Lützhőst. Hage. Madvig. Hall Mundt. Hansen (H. P.) Müller (Tage). Hansen (J. A.) Müller (Paludan-). Hansen (L.) Neergård.

Nei. Ja. Hansen (P.) af Abbetved. Nielsen (H. C.) af Tranberg. Hasselbalch. Olrik. Hermannsen. Otterstrøm. Hiort. Pjetusson. Hækkerup. Scavenius. Høier. Schiern. Jacobsen. Schytte. Jacobæus. Simonsen (Cederfeld de). Jespersen af Grønnebjerggård. Sponneck. Jespersen (F.) af Bogense. Stockfleth. Johansen (H. C.) af Østrup. Tang. Johansen (F.) af Houby. Ussing (Algreen-). Juel (Sehestedt-). Westergård. Jungersen. Zeuthen. Jørgensen. Kayser. Kirk. Larsen (Chr.) af Dalby. Larsen (J. E.) af Kjøbenhavn. Leth. Linnemann. Lorck. Madsen. Mynster. Møller (R. N.) af Dråby. Møller af Flakkeberg. Nielsen (N. H.) af Løserup. Nyholm. Nørgård. Olesen. Ostenfeldt. Ostermann. Oxholm. Pape. Petersen (Cornelius). Pedersen (J.) af Sæding. Pedersen (P.) af Kjøbenhavn. Petersen (B.) af Kjøbenhavn. Petersen (C. N.) af Hjørring. Ploug. Pløyen. Rasmussen (H.) af Egense. Rasmussen (M.) af Herlufmagle. Rasmussen (J.) af Svanninge. Rée. Ræder. Schack. Schlegel. Schroll. Schurmann. Seidelin (Brinck-). Sidenius. Sigurdsson. Skeel. Stender. Thalbitzer. Theilmann. Tobiesen. Treschow. Tuxen. Tvede. Ussing af Viborg. Visby. Winther. With. Wulff. Ørsted.

Efterat Formanden havde bestemt Dagsordenen for det følgende Møde, som han berammede til næste Dag Klokken 12, nemlig først Spørgsmålet om Oplæsningen af den fra endeel Indvånere i Kjøbenhavn indgivne Adresse om de slesvigske Forhold, dernæst Premierministerens Meddelelse om Landets slnantsielle Status og endelig Forelæggelse af Udkastet til Anordningen om almindelig Værnepligt, blev Mødet hævet.

Trettende Møde.

Onsdagen den 8de November.

Forhandlings-Protocollen fra forrige Møde blev oplæst.

Krieger:

Turde det ikke tillades mig at tilføie et Ord med Hensyn til det Spørgsmål, som igår blev reist, og som jeg da ikke vilde insistere videre på, fordi det kunde see ud, som om jeg blev påvirket af, at det blev reist med Hensyn til et Forslag, som var fremsat af mig. Jeg troer nemlig, at idag Alle i Forsamlingen ville være enige i, at et Afviisningsforslag skal stilles uden Motivering og umiddelbart efterat det Forslag er motiveret, med Hensyn til hvilket det stilles, men jeg ønskede, at dette blev ret klart, for at ikke ved fremtidige Leiligheder Misforståelser skulle opståe. Jeg troer, at også den ærede Rigsdagsmand, der igår fremsatte Afviisningspåftanden, efter nærmere Overveielse er kommen til samme Mening.

Balthazar Christensen:

Jeg skylder at bemærke, at jeg ved nærmere Overveielse ganske må tiltræde den ærede Rigsdagsmands Formening.

Algreen-Ussing:

Denne Regel måtte da vel også gjælde med Hensyn til Spørgsmål til Ministeriet?

Høiesteretsassessor Bruun:

Ja, det er vistnok ganske overeensstemmende med Regulativets §§ 13 og 18, der ligefrem sige, at når et Spørgsmål er fremsat og udviklet, er ethvert Medlem berettiget til at forlange dets Afviisning.

Ørsted:

Jeg har også forstået Paragraphen således som anført, og jeg kunde såmeget mindre nære nogen Tvivl herom, som jeg oprindelig havde forstået Paragraphen, som om det var tilladt at motivere sin Afviisningspåstand; men efter de Oplysninger, som jeg af Comiteens Ordfører modtog om Paragraphens Hensigt, frafaldt jeg at stille noget Amendement. Bestemmelsen vilde vistnok være urimelig, hvis den skulde forståes anderledes, end det nu er vedtaget. Jeg veed ikke, om det skulde være nødvendigt særskilt at afstemme over dette Punkt, hvilket jeg dog neppe troer.

Høiesteretsassessor Bruun:

Jeg troer, at der allerede eengang har fundet Afstemning over Paragraphen Sted med Hensyn til hvad den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt (Ørsted) yttrede under den foreløbige Behandling, idet disse hans Yttringer ikke bleve gjorte gjældende ved noget Amendement.

Algreen-Ussing:

Det er under Forhandlingerne om Forretningsregulativet så bestemt udtalt som det kun er muligt. Formanden: Jeg skal først meddele, at Student Gudmundsson, der af Hs. Majestæt Kongen er valgt som Medlem af Rigsforsamlingen, er ankommen hertil og afgiver Møde idag, ligeledes Pastor Grundtvig, der er valgt til Deputeret for Præsto Amts 4de Distrikt. Måskee Ordføreren for den Comitee, der har været nedsat til at prøve Medlemmernes Fuldmagter, måtte ville yttre sig i denne Anledning.

Algreen-Ussing:

Comiteen har modtaget fra Præsidenten det Kongebrev og den Valgact, som ere udstedte ved denne Leilighed, og de ere begge befundne i fuldkommen Orden, så at der Intet har været at bemærke i denne Henseende. Ved samme Leilighed skal jeg tillade mig at nævne for Forsamlingen, at Comiteen har modtaget fra Justitsministeriet en Continuationserklæring fra Valgbestyrelsen for Sorø Amts 6te Distrikt; dette Valg er vel allerede erkjendt gyldigt af Forsamlingen, men jeg troer dog i Forbindelse med det Tid-

ligere at burde bemærke, at i denne Skrivelse fra Valgbestyrelsen er det, med Hensyn til, at en Vælger havde anført, at han skulde have stemt for Magister Steen, men at ikke destomindre Boisen var bleven indført i Listen, oplyst og ved den vedlagte Valgliste godtgjort, at det aldeles ikke forholder sig således, men at den Vedkommendes Stemme tydelig er antegnet for Steen, således at Enhver kan see, at både Forandring og Radering af Navnet enten strax eller senere har været umulig. I Forbindelse hermed har Valgbestyrelsen indsendt 6 egenhændige Underskrifter fra 6 Beboere i Korsør, hvis Navne sindes påtegnede den tidligere Promemoria, hvorved det godtgjøres, at Klagen med Hensyn til Underskrifterne er falsk.

Formanden:

Den Sag, som først ståer for idag, er det Spørgsmål, hvorvidt den Adresse, som er indbragt fra endeel Medborgere i Kjøbenhavn skal oplæses. Sålænge der ingen Reglementsbestemmelse er i denne Henseende, må det ganske beroe på Forsamlingen, hvad den i så Henseende vil beslutte. Det er allerede igår vedtaget, at man i Henseende til Spørgsmålet i Almindelighed skulde henvise det til den tidligere nedsatte Comitee for Forretningsregulativet; måskee man kunde blive enig om, at denne Comitee bliver at betragte som permanent, således at, når der opstod Spørgsmål om Tillæg til Forfatningsordenen, man da henviste sådannne Spørgsmål til den. Jeg veed ikke, om Ordføreren for denne Comitee har noget Videre i denne Anledning at bemærke?

Algreen-Ussing:

Jeg kan ikke andet end ansee det Foreslåede for meget hensigtsmæssigt, og det finder også Sted på andre Steder. Der er allerede reist Spørgsmål om flere Punkter, som ikke ere omhandlede i Regulativet, hvilket er en naturlig Følge af den korte Tid, hvori Regulativet måtte gjøres færdigt; det er derfor vistnok ønskeligt, at der er en saadan permanent Comitee, hvortil de Forandringer og Tillæg, som det måtte sindes heusigtsmæssigt at foretage ved Regulativet, kunne henvises, for at den senere kunde forelægge Forsamlingen dem.

Grundtvig:

Tør jeg spørge den ærede Formand, om jeg kan såe Ordet, førend der bliver taget en almindelig Bestemmelse?

Formanden:

Det var Meningen, at den almindelige Bestemmelse i denne Henseende skulde forberedes af den nedsatte Comitee; men det vil dog, hvad dette enkelte Andragende angåer, være overladt til Forsamlingen at vedtage, hvad den i så Henseende måtte beslutte. Jeg ønskede iøvrigt at gjentage det Forslag, som jeg gjorde igår, at man ikke skulde forhandle, men blot afstemme om Adressen skal oplæses eller ikke; imidlertid vil det jo komme an på, hvad Forsamlingen i denne Henseende måtte bestemme.

Høiesteretsassessor Bruun:

Jeg vilde netop yttre mig imod, at Forsamlingen strax og uden Discission afstemmer, hvorvidt Oplæsningen skal sinde Sted eller ikke. Det må bemærkes, at da Adresser ikke ere Noget, som skal være undergivet Forsamlingens Forhandling, er det en Selvfølge, at der ikke kan være talt om dette Punkt i den Deel af Forretningsregulativet, som angåer Forsamlingens egentlige Forandlinger, men derfor er det dog ikke udelukket af Regulativet, thi i dets tredie Paragraph hedder det ligefrem, at „Formanden modtager alle Meddelelser til Forsamlingen o. s. v.“; en sådan Meddelelse til Forsamlingen er også denne Adresse, og den er ikke forskjellige fra den af Etatsraad Paulsen udgivne Piece, som er stilet til den danske Rigsdag. Efter min Formening måtte det således være overladt til Formanden at vælge det Middel, som synes ham det beqvemmeste til at bringe en saadan Meddelelse til Forsamlingens Kundskab. Dette kan skee ved, at den lægges på Bordet i Forsamlingens Læseværelse, eller ved, at den omdeles på Medlemmernes Pladser, eller på anden Måde. Men hvad der forekommer mig at være det mindst Hensigtsmæssige er, at lade Forsamlingen afgjøre, om og hvorvidt den Kundskab, som man skal erholde til dette Document, skal erholdes ved Oplæsning eller ikke; thi det er naturligt, at Forsamlingen i så Tilfældee vil gjøre sig bekjendt med selve Adressen eller denne Meddelelse, for at kunne afgjøre dette Spørgsmål; men der vilde dog være noget Modstridende i, at man først skal gjøre sig bekjendt med en Gjenstand for siden at afgjøre, om man skal gjøres bekjendt med den på den eller den Måde. Jeg har læst denne Adresse, og jeg må naturligviis, når man spørger mig, om jeg vil komme til Kundskab

om dens Indhold ved, at den læses op i Forsamlingen, svare „nei“, og dette forekommer mig at måtte være Tilfældeet med Enhver, som har læst den. Det forekommer mig, idet jeg ligefrem henfører denne Adresse under den tredie Paragraph i Forretningsregulativet, at man ved at bestemme, at Forsamlingen skal erklære sig over, om den skal oplæses eller ei, forudsætter, at Forsamlingen har gjort sig bekjendt med den i Forveien; men det vilde da være det samme som at sige: „for at gjøre sig bekjendt med den, må man være bekjendt med den.“

Frølund:

I den Adresse, hvorom Talen her er, udtaler en stor Mængde af vore Medborgere sig om et Anliggende, som nødvendigviis og naturligviis må beskjæftige alle Danskes Tanker, og som hviler med en vis Ængstelse og Tryk på Alles Sind. Med Fædrelands-Begeistring have disse vore Medborgere henvendt sig til os som deres Befuldmægtigede ligeoverfor Regjeringen, henvendt sig til os med Tillid; men ved Siden af denne Tillid forekommer det mig, at der også ligger, uagtet det ikke bestemt er udtalt, en vis Ængstelse, nemlig en Ængstelse for, at ikke al den Magt og alle de gode Kræfter, vi eie, skulle blive brugte til at hævde Danmarks Ære og Selvstændighed; og det forekommer mig derfor, at vi ligefrem skylde disse vore Medborgere, som have henvendt sig til Forsamlingen, at denne Adresse idetmindste må blive oplæst; at de Ord, som de have skrevet, idetmindste måe komme til at lyde her i Forsamlingen og ikke på en vis Måde blive udelukkede derfra ved at henlægges udenfor denne Sal på et Bord blandt al anden Slags Lecture. Jeg troer, at vi skylde dem idetmindste så meget; det er forøvrigt min Mening, at vi ikke derved, nemlig ved den blotte Oplæsning, have gjort dem fuldkommen fyldest, thi Adressen indeholder ikke blot ganske almindelige Udtalelser, den indeholder, så mener jeg, en ligefrem Opfordring til Forsamlingen: det hedder nemlig i Slutningen af den (her oplæste Taleren endeel af Adressen).

Formanden:

Det forekommer mig, at det ærede Medlem anticiperer Afgjørelsen af det Spørgsmål, der foreligger, om Adressen skal oplæses eller ikke.

Frølund:

Det er blot de sidste Ord af den, jeg vilde oplæse for at begrunde den Slutning, jeg har draget deraf (Taleren fortsætter Læsningen).

Formanden:

Jeg må gjentage, at her er Spørgsmål om, hvorvidt Adressen skal oplæses eller ikke.

Frølund:

Så skal jeg standse, med at erklære, at jeg stemmer for, at Adressen skal oplæses, og hvad der i alt Fald videre kunde være at gjøre, måe vi gjemme til den Tid, da det Slør, som Adressen omtaler, er draget bort, til den Tid, da Folkene ville have at tale et mægtigt Ord i dette Anliggende.

Rée:

Jeg kan ikke være enig med den ærede Deputerede for Randers Amts 1ste District (P. D. Bruun), at Hensigten med denne Adresses Oplæsning skulde være ene eller nærmest den, at bringe den til Forsamlingens Kundskab. Hensigten må meget mere være den, at bringe den til Folkets Kundskab på en betydningsfuld Måde: thi det er klart, at det har en særegen Betydning, når Rigsforsamlingen beslutter, at det indleverede Actstykke skal indlemmes i Tidenden og på denne Måde overantvordes Folket, og det forekommer mig derfor, at det burde overlades ganske til Forsamlingens Souverainetet at afgjøre, hvorvidt Oplæsning skal sinde Sted. Herom vil jo nu forøvrigt nærmere blive givet almindelige Regler; men sålænge sådanne ikke ere tilstede, troer jeg, at det i det enkelte Tilfælde bør overlades til Forsamlingens Afgjørelse, hvilket hvilket også stemmer med, hvad forhen har været almindelgt. Når jeg således ikke tager Feil, har. det ved Stænderforsamlingerne i Viborg — endogså et Par Gandge under det ærede berørte Medlems eget Præsidium — været Tilfældeet, at man har overladt det til Forsamlingen at afgjøre, om Adresser skulle oplæses eller ei.

Grundtvig:

Høistærede Hr. Formand! Det er mig en Glæde, at jeg nu med det første Ord, som jeg taler i denne ærede Forsamling, som Gud lade lykkes til Danmarks Gavn og Danmarks Glæde, skal henvende mig til Dem, hvem den i Danmark gjenfødte frie Folkestemme altid vil mindes og være taksom som sin første Fosterfader, og jeg veed, at De efter mange Aars Bekjendtskab ikke vil tænke om mig, at jeg allerede den første Dag, da jeg sik Sæde på den danske

Rigsdag, begjerer Ordet for at vise mine Talegaver; men det er langt fra, at jeg er så velbekjendt for størstedelen af den ærede Forsamling, så at jeg måtte ønske idag med mine første Ord langtfra at vække, nei, meget mere at dæmpe Frygten for lange eller mange Taler om Ingenting. Jeg vil derfor forsikkre den ærede Forsamling, at, om jeg måskee end i yngre Dage kunde have havt en overdreven Lyst til at øve mine Talegaver, har jeg allerede for længe siden tabt den tilligemed Tænderne, og da jeg er en Hader af alt Forlorent, kan den ærede Forsamling i denne Henseende være rolig. Naar jeg derfor udbad mig Ordet, som det kunde synes ved et ubetydeligt Spørgsmål, da var det deels, fordi mig synes, at dette såkaldte Principspørgsmål, dette almindelige Spørgsmål om, hvordan der skal forholdes ved Oplæsning eller Ikke-Oplæsning af Andragender, stilede til Rigsdagen, var på Veie til at afgjøres på, hvad jeg kalder den vrange Side; og på den anden Side fandt jeg, at dette Andragende, som netop Talen er om, burde efter mine Tanker, om end undtagelsesviis, oplæses i Forsamlingen. Min Mening er nemlig i første Henseende, at ligesom den ærede Forsamling umuligt kunde være tjent med, at Folket vilde gåe strengt irette med den, således må den ærede Forsamling være så føielig som muligt mod Folket udenfor, å at når Tusinder af dette Folks Midte henvende sig til Rigsdagen med de Ord, som ligge dem på Hjerte, så mener jeg, at der slet ikke måtte gjøres Vanskeligheder ved at opfylde dette Ønske, slet ingen Vanskelighed, med mindre vi forud vidste, at dette Andragende var enten meget langt eller meget tomt, ja jeg vilde sige, når vi ikke vidste, at det var begge Dele; men nu mener jeg, at ingen af Delene er Tilfældeet med dette Andragende, og jeg kan så meget mere udtale dette, som jeg selv med velberaad Hu har underskrevet det; derfor — jeg kan ikke andet — når der skal stemmes, må jeg stemme af mit ganske Hjerte for, at det skal oplæses. Det gjælder ikke her om Medfølelse, men om en Opmærksomhed, en skyldig Opmærksomhed af Rigsdagen mod Tusinder af Folkets Midte, og fremfor Alt, da det er langt fra i vore Dage, at man ellers lægger så liden Vægt på endogså de blotte Talstørrelser — altså jeg må stemme for, at Adressen skal oplæses, men jeg veed godt, at jeg ikke råder derfor. Skeer det nu, at den ikke oplæses; skulde det ovenikjøbet nu blive, som den ærede Formand vilde tilråde, skulde det blive almindeligt, at en Comitee kom til herefter ene at råde for, om noget af sådanne Andragender skulde oplæses i denne Forsamling eller ei, nu — så vil jeg altså heller ikke idag og måskee det først vil skee seent, at jeg efter den strænge Forretningsorden, som den ærede Forsamling har enten pålagt sig selv eller dog lader sig pålægge, kan komme til at tale om, hvad mine Vælgere have lagt mig på Hjerte, og hvad der desuden lå mig tungt nok på Hjerte allerede før, det er den slesvigske Sag; og derfor vil jeg gribe denne Leiltghed til foreløbig at anmelde, at imorgen eller iovermorgen eller hvilken den første Dag er, da Forsamlingen vil tillade det, da stiller jeg et Andragende, at der skal gjøres et frit, vel at mærke, et frit Udvalg af Rigsdagsmænd til at tage Slesvigs i alle Henseender mislige, for Danmarf farlige, for alle Dannemænd sørgelige Stilling i moden Betragtning og give dene Betænkning om, hvad derved kan være at gjøre, og det såmeget mere, som det synes mig, som om vort Ministeriums daglige Trøst er, den fattige Trøst, det gamle danske Cancellies: „Herved er Intet at gjøre“

Formanden:

Det var ingenlunde min Mening, at det skulde overlades til en Comitee at afgjøre, om dette Andragende skal oplæses eller ikke, men blot at tage Spørgsmålet i Almindelighed under Overveielse og forelægge Forsamlingen Resultatet af dens Undersøgelser.

Grundtvig:

Det var altså blot en foreløbig Betænkning, Comiteen havde at afgive, og det forandrer Sagen.

With:

Jeg vil tillade mig at gjøre Forsamlingen opmærksom på, at endeel Slesvigere allerede have indleveret en Adresse til denne Forsamling; den tæller vel ikke 4000 Underskrifter, men kun 112, men disse 112 ere Slesvigere, som opholder sig her i Staden og som sætte deres Fortrøstning til Rigsforsamlingen. Jeg vil derfor påståe, at Billighed fordrer, såfremt Forsamlingen bestemmer, at Kjøbenhavnernes Adresse idag skal oplæses, at samme Ret må skee den, som Slesvigerne have indsendt. Sluttelig tillader jeg mig at tilføie, at jeg troer, at vi kunde have oplæst begge Adresser i langt kortere Tid, end vi have brugt til at forhandle, om de skulle oplæses.

Barfod:

For at der ikke skal gåe meget mere Tid til at afhandle, om Adressen skal oplæses eller ikke, skal jeg tillade mig ganske kort at slutte mig til de 2 sidste ærede Talere med den Bemærkning, at da Formanden underrettede Rigsdagen om, at der var indkommet en Adresse fra de flygtede Slesvigere og en anden fra Præstø, så udtalte han tillige, som man vil finde i Rigsdagstidenden Nr. 10 Pag. 71, at disse 2 Adresser vilde blive henlagte i Læseværelset, og når Regulativet var bestemt, vilde Forsamlingen tage nærmere Bestutning om, hvad der i den Anledning skulde foretages. Det er altså af den ærede Formand forudsat, og jeg troer af hele Forsamlingen forudsat, at når Forretningsordenen endelig var bestemt, kunde der være god og gyldig Grund til, at Forsamlingen tog en Beslutning om, hvad der var at gjøre ved disse Adresser, og at denne Beslutning ligesålidt skulde indskrænke sig til, at disse Adresser ikke skulde oplæses, som at de skulde begraves mellem hele den øvrige Bunke af Lecture — for at jeg skal slutte mig til en tidligere Talers Ord —, som findes i det tilstødende Værelse.

Ørsted:

Det er ganske udenfor nærværende Forsamlings Bestemmelse at modtage sådanne Andragender, som ikke gåe ud på Noget, som forlanges iværksat af Forsamlingen, men kun på at udtrykke visse Følelser og Stemninger; hvilke Følger det vil have, når man som Princip antog, at sådanne Andragender kunde modtages til Oplæsning og som Følge deraf også til Indførelse i Rigsdagstidenden, har den høitærede Formand igår klart fremstillet. Her er kun Spørgsmål om, hvorvidt det Andragende, som nu er forebragt, undtagelsesviis skal tilstedes Oplæsning, uagtet Oplæsning af Adresser i Almindelighed må ansees som principstridig. Det skulde da antages til Oplasning og Indførelse i Tidenden, fordi det udtrykker skjønne og begeistrede Følelser for Landets Ære og Velfærd; men jeg troer ikke, at dert indeholdes nogen Grund, hvorfor Oplæsning skulde finde Sted; thi disse Følelser, som Adressen bærer Udtrykket af, leve i hele Nationen, og de leve, det er jeg forvisset om, også i nærværende Forsamling. Det er altså ikke derfor, at den skal oplæses, og hvorfor den skal indføres i Tidenden; men det er, for at Forsamlingen på en indirecte Måde skal samtykke, ikke blot i de Tanker og Følelser, som deri måtte være udtalte, men og i den Retning og Stræben, der ligger i den, efter at fåe Indflydelse på Afgjørelsen af Landets vigtigste Anliggenden. Fra dette Synspunkt troer jeg ikke, at den bør modtages; thi at udtale disse blotte Følelser i den Hensigt, at de skulle fåe Indflydelse på de Beslutninger, som tages af Regjeringen, bør man ikke, sålænge man ikke nøie har undersøgt, om også det, som tilsigtes, kan opnåes; det er aldeles ikke nødvendigt, at lægge disse Følelser for Dagen for Ministeriet, thi ligesom det er bekjendt med Folkets Følelser, så er det vvistnok selv ligeså gjennemtrængt af disse som Folket i Almindelighed.

(Fortsættes.)

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Høfvogtrykker Bianco Luno.

Trettende Møde. (Fortsat.)

Dersom altså Regjeringen ikke lader sig styre aldeles af disse Følelser, må det grunde sig på en Bevidsthed om, at det efter vore Kræfter og Midler, de militaire, de diplomatiske, de finantsielle, ikke lader sig gjøre i sådant Omfang, som ønskes. Det er nok meget muligt, at Ministeriet kan feile i sin Bedømmelse af disse Kræfter, men den blotte Mulighed kan ikke berettige Forsamlingen til at antage, at der virkelig begåes Feil; og skal Forsamlingen selv udtale en Mening i denne Henseende, må den vide, hvorvidt der virkelig er andre Beslutninger at tage end de, som man formoder, at Ministeriet af Hensyn til Landets Vel har troet at burde tage, og man må ikke pålægge Regjeringen den moralske Nødvendighed, at gåe udenfor det, som den efter moden Overveielse måtte finde at være i Overeensstemmelse dermed. Ikke Alt, hvad der umiddelbart tilsiges af disse ædle Følelser, lader sig sætte igjennem; der kan være Meget af det, som vilde være fordærveligt med Hensyn til de Forhold, som virkelig existere, og uden at være bekjendt med disse, og uden at have en fast og sikker Dom derom, bør vi ikke lade gåe ud i Publicum Noget, som skal have Betydning ved, at det bærer tilsyneladende Vidnesbyrd om, hvorledes Forsamlingen mener, at disse Forhold skulle behandles. Det kommer her ikke an på, hvorvidt den Tilstand, hvori vi for nærværende Tid besinde os, mere eller mindre måtte være begrundet i Mangler og Feil i de Foretagender, som tidligere måtte være iværksatte, men Spørgsmålet er om, hvad man på Sagens nærværende Standpunkt kan være tjent med; derom kan man ikke nu have nogen sådan Mening, at man enten udtrykkelig kan udtale eller stiltiende tilkjendegive, at Forsamlingen antager, at der i denne Henseende skulde tages en anden Retning end den, man netop formoder, at Regjeringen for nærværende Tid er for. Jeg må derfor stemme ubetinget imod, at en Adresse som den nærværende oplæses og bekjendtgjøres i Tidenden, og jeg må derhos også bemærke, at det virkelig er meget betænkeligt, at det således i ethvert enkelt Tilfældee skal afgjøres, hvorvidt en Adresse skal oplæses eller ei. Dersom man i dette Tilfæde beslutter sig for, at en Adresse som denne, der er en Forsamlingen aldeles uvedkommende Gjenstand, skal oplæses, vil der møde mange andre Leiligheder, hvori man ikke kan nægte, at man ikke, uden at give de Mænd, fra hvem et sådant Andragende måtte komme, en grundet Anledning til Klage, kan undslåe sig for Oplæsning deraf. Jeg troer derfor, at det baade i sig selv og med Hensyn til denne Sags særegne Beskaffenhed er rigtigst, at holde fast ved Principet.

Møller F. Johannsen:

Jeg skal tillade mig at henstille, om ikke det foreliggende Spørgsmål kunde afgjøres ved Afstemning strax uden Discussion.

Formanden:

Der er allerede af 15 Medlemmer bleven forlangt Afstemning over Discussionens Afslutning.

Da 105 Medlemmer derefter mod 43 erklærede sig for Afslutning af Discussionen,. blev Spørgvmålet, om den omhandlede Adresse skulde oplæes, sat under Afstemning og besvaret bekræftende med 93 Ja mod 55 Nei.

Clausen

oplæste derpå Adressen, der er sålydende: Danske Rigsdagsmænd!

Det er faretruende Dage for Danmarks ydre Stilling og indre Udvikling, i hvilke I af Folket ere valgte for at medvirke til

en lykkelig Ordning af Forholdene. Vi bringe Eder vor tillidsfulde Hilsen ved Begyndelsen af Eders Gjerning.

I meer end et halvt År har Danmark kæmpet for sin Ret og sin Ære mod et troløst Oprør, mod en ubeføiet og overmodig fremmed Indblanden.

En Våbenstilstand er afsluttet; men dens for vort Fædreland lidet gunstige Vilkår trues, uagtet vor Regjerings bestemte og høitidelige Erklæringer, med Forandringer til det Værre, og ved den er hidtil kun bevirket, at en Deel af det danske Rige er given til Priis for Vold og Uret. De blodige Forhånelser mod vore slesvigske Brødre ere et nyt Opråb til den danske Enighed og Kraft.

Tingenes sande Tilstand er for os endnu en Hemmelighed. For Eder må Sløret drages bort, og når Underhandlingernes Resultat er blevet Eder forelagt, have I at bidrage til Forviklingernee Løsning ved at tale det mægtige Ord fra Folket.

Skjøndt vi derfor mangle de nødvendige Forudsætninger for at kunne udtale os for Eder om Sagens Enkeltheder, så ønske vi dog, at I skulle fornemme, med hvilket Sind vi endnu betragte dette vort Velfærds-Anliggende.

Vi ønske vort Fædreland Fred. Kunne vi derfor vinde denne med Bevarelse af Fædrelandets Ære og dets fremtidige Beståen, da søger den. Men kan den ikke opnåes på disse Betingelser, da modtager disse Ord som et nyt Vidnesbyrd om, at den Villie og Kraft, hvormed Folket har kæmpet for at føre Danmarks Sag igjennem, endnu er levende i os.

Det danske Folk har reist sig i ædel Begeistring og tilbudt Alt, for med Ære at føre Kampen for sin Ret. Det er langtfra, at Alt er modtaget. Vi gjentage vort Tilbud. Vor Kamp for Danmarks Ret er ikke fort til Ende, førend Folkets dybe Kræfter have rørt sig.

Dette fornyede Tilsagn om vor faste Villie til ikke at opgive vor Ret bede vi Eder, Medborgere! i fornødent Fald at bringe til vor Konges Kundskab.

Minder Regjeringen om, at den må styrke sig i Tillid til Folket, thi først da vil den folkelige Sag seire!

Kjøbenhavn i October 1848. (4,520 Underskrifter.)

Formanden:

Det er af den ærede Rigsdagsmand for Veile Amts 6te District (With) forlangt, at Adressen fra Slesvigerne også skulde oplæses; jeg veed ikke, om jeg måskee atter turde gjøre det Forslag, at man afstemmer uden nogen Discussion. (Efter en Pause.) Hvis jeg tør antage, at dette er Forsamlingens Mening, vil jeg tillade mig at sætte under Afstemning, om den Adresse, som er indgivet fra de herværende Slesvigere, og som tidligere har været udlagt på Bordet i Læseværelset og således tør antages at være bekjendt, skal oplæses.

Efterat Forsamlingen derefter med 144 Stemmer mod 4 havde erklæret sig herfor, oplæste With den nævnte Adresse, der er sålydende:

Danske Rigsdagsmænd!

Den Tid, i hvilken I efter Kongens Bud ere sammentrådte, er vistnok en af de farefuldeste for det danske Rige. Vi undertegnede Slesvigere bringe Eder vor broderlige Hilsen, vi see i Eder vor og Landets Frelse.

Våbenstilstanden i Malmø, hvis Bestemmelser, hvor ugunstige de endogså vare, ikke have fundet Fuldbyrdelse, har bevirket, at alle troe danske Undersåtter i Slesvig ere underkasrede Oprørernes Vold og Forhånelser. Enhver ny Efterretning fra Slesvig bringer nye Forhånelser, og enhver Morgen bringer nye Flygtninge, som have måttet forlade Familie og Arne for at undgåe Uret og Overlast. Forgjæves have de undertrykte Slesvigere håbet på Frelse fra den danske Regjering, Diplomatikens hemmelighedsfulde Væv har således indsnøret den, at den kun kan formane Slesvigerne til at tåle og lide, tåle og lide blodig Forhånelse i Kongen af Danmarks Land, medens den danske, kamplystne Armee rolig må ståe i Rærheden uden at hjælpe. Den danske Regjering har ikke ydet Slesvigs troe Beboere den Beskyttelse, den er dem som Statens Undersåtter skyldig, den er Skyld i, at kun den tydsksindede Deel af Befolkningen har kunnet udtale sig og bringe Verden til at troe, at Slesvig ønsker en Forbindelse med Tydskland, og den bærer Skylden for, at en sådan Udtalelse fra danskslesvigsk Side også i den nuværende Tilstand er umulig. Ligeså umuligt er det for de dansksindede Undersåtter i Slesvig at gjøre Modstand; den vilde kun bringe deress Person og Familie i Fare og have deres Undergang til Følge, thi Sværdet svæer over deres Hoveder, og ingen Hjælp have de at vente. Altså rolig tåle og lide skulde være Løsnet i de forestående Vintermåneder? Vi see op til Eder efter Frelse.

Men vi øine heller ikke i Fremtiden nogen Frelse fra den nuværende Regjerings Side, når I, danske Rigsdagsmænd, ikke fatte en kraftig Beslutning; thi vi befrygte, at ved Våbenstilstandens Udløb Krigen atter vil blive ført ved diplomatiske Noter og ikke ved Sværdet; vi frygte, at man ligesom i År vil tælle Fjenderne i vort eget Land og ikke benytte den Begeistring, Folket og Hæren vise for at befrie deres slesvigske Brødre; vi frygte, at man vil holde Fjendens Styrke for overlegen, om den danske Armee end nok så let kan forjage den; vi frygte, at man atter vil søge at undgåe Sammenstød med Fjenden og føre Krigen med Pennen, og da ville Slesvigerne opgive det sidste Håb om Frelse, da ville de see sig opgivne af Danmark.

Derfor, danske Rigsdagsmænd! vende vi os tillidsfuldt til Eder og håde, at I ikke ville tåle, at Våbenstilstanden i de for de dansk-slesvigske Undersåtters Rettigheders Beskyttelse væsentlige Bestemmelser blive tilintetgjorte, eller at Våbenstilstanden kun varer een Dag længere end dens conventionelle Termin, den 26de Marts, når ikke forinden en Fred opnåes, hvorved hele Slesvig bliver i Forening med de øvrige Dele af Kongeriget Danmark; vi håbe, at I vil formåe Regjeringen til at føre Krigen til Lands som til Vands med den Energi, den kræver overfor en så mægtig Fjende, og den danske Armee vil ved sin Indmarsch i Slesvig blive modtaget med Jubel og understøttet af Slesvigs troe Befolkning med Alt, hvad der ståer til dens Rådighed. I det Håb ville vi formåe vore slesvigske Brødre til Udholdenhed i denne hårde Kamp.

Danske Rigsdagsmænd! I ville indsee, at Slesvigs fremtidige Forbindelse med Danmark er et Livsspørgsmål for Danmark selv, at en Opgivelse af den gamle Grændse kun er Begyndelsen til nye vedvarende Forviklinger, og at en Opgivelse af Hertugdømmet Slesvig er en Opgivelse af Jylland; thi Fortydskningen respecterer ingen Grændse. I ville indsee, at en Opgivelse af en Deel af Slesvig er en Opgivelse af hele Slesvig, dette Slesvig, som i Årrtusinder har stået som Danmarks Grændsevogter og afholdt det første Stød i enhver Kamp mod Tydskland, dette Slesvig, hvortil Jylland ved utallige Interesser stedse har været knyttet. I ville indsee, at dette vilde være en himmelskrigende Uret imod de troe Undersåtter i Slesvig, og I ville ikke tåle en saadan Opgivelse, hvortil den danske Regjering ingen Ret har; I ville ikke lade Eders troe Brødre i Slesvig komme til at fortvivle og i deres Fortvivlelse at forbande Danmark. Det slesvigske troe Folk og det danske Folk være Eet, det ståe eller falde tilhobe. Bliver denne Beslutning, som vist vil sinde Gjenklang i det danske Folks Hjerte, tagen,

da vil Seiren og Æren være Danmarks, da kan Danmark vente en lys Morgen efter denne mørke Nat.

Og dertil give Gud sin Velsignelse! (112 Underskrifter.)

Paludan-Műller:

Jeg skal anmelde, at jeg-har fået Anmodning om at frembære en Adresse fra Beboerne på Ærø, og jeg må henstille, om den skal oplæses.

Boisen:

Jeg har ligeledes modtaget en Adresse fra 52 Beboere i Præstø Amt, der udtaler deres Misfornøielse med Våbenstilstanden, og jeg skal tillade mig at yttre Ønske om, at den måtte blive oplæst.

Hage:

Jeg har modtaget en Adresse fra Vordingborg med 266 Underskrifter, hvorved Underskriverne tiltræde den idag oplæste Adresse fra endeel Indvånere i Kjøbenhavn; jeg skal kun bemærke, at jeg renoncerer på Oplæsningen, da Forsamlingen nu allerede kjender Indholdet, men ønsker dog, at den må blive henlagt på Bordet. Jeg har ligeledev modtaget en Adresse fra 54 Beboere i Storeheddinge, hvori man protesterer imod det Princip, der er lagt til Grund for Valgloven, ligesom der yttres Ønske om, at der ved Forhandlingerne i Anledning af den nye Valglov må blive taget Hensyn til Kjøbstædernes særegne Interesser. Ogsaa den ønskes henlagt på Bordet, idet jeg renoncerer på Oplæsning af den.

Formanden:

Der er anmeldt en Interpellation fra Rigsdagsmanden for Maribo Amts 1ste District (B. Christensenh) til Ministeriet om den Politik i Landboforholdene, som Departementet for det Indre agter at følge. Den vil blive meddeelt til Ministeriet og i sin Tid oplæst. Deresfter gåe vi over til den Beretning om Landets finantsielle Tilstand, som Conseilspræsidenten vil meddele.

Premierministeren:

Jeg må tillade mig at gåe noget tilbage i Tiden for at kunne fremstille klarligen, hvorledes Forholdene ståe i nærværende Øjeblik.

Jeg tillader mig at begynde med Aaret 1847. Det var et vanskeligt År; en usædvanlig Dyrtid nødte Statskassen til under forskjellige Former at komme til Hjælp: der måtte eftergives Skatter, der måtte gives Embedsmændene Tillæg til deres Gager, og der måtte understøttes på mange andre Måder. Ikke desto mindre lykkedes det, da flere Indtægtskilder flød rigeligt, at bringe det dertil, at der ved Aarets Slutning var, ligesom Tilfældeet havde været i flere foregående År, en ikke ubetydelig Beholdning, og Udsigterne vare heldige såvel i Kongeriget som i Hertugdømmene. Da kom det uheldige År 1848 med sine Forviklinger.

Jeg skal først imødegåe den Anke, man har gjort Finantsbestyrelsen, at der på den Tid, Oprøret i Hertugdømmene udbrød, var betydelige Beholdninger i de offentlige Kasser sammesteds, som burde have været inddragne, og jeg skal i dette Øiemed tillade mig at udvikle de nærmere Omstændigheder, som herved måe komme i Betragtning. Hovedkasserne i Hertugdømmene ere tvende: Finants-Hovedkassen og Statsgjeldskassen; desuden var Mynten i Altona forsynet med en Beholdning, deels i rede Penge, deels i Sølvbarrer. I Lødet af indeværende Ås første Ovartal var der assigneret på Finants-Hovedkassen 1,319,000 Rbd.; Kassens Beholdning var efter den sidste Extract c. 1,531,000 Rbd., og naar der er Anledning til at assignere på en Kasse et så stort Beløb som det nysnævnte, da er heller ikke en Beholdning af 1½ Million for stor, thi man kan ikke tænke på at udtømme Kassen til den sidste Skilling. Af hvad der var assigneret på Kassen, var imidlertid den 22de Marts d. A. kun udbetalt 856,000 Rbd., og den hele disponible Beholdning udgjorde således omtrent 1,068,000 Rbd. Men heraf var i mindre Myntsorter ialt omtrent 345,000 Rbd., som altså ikke vare egnede til større Udbetalinger eller Forsendelse herover, men måtte beroe i Kassen, indtil der kunde skee Salg, hvortil man måtte oppebie beleilig Tid. Den derefter tilbageblivende Beholdning blev altså 723,000 Rbd., en Sum, der ikke var større, end den passende måtte være for en Hovedkasse for begge Hertugdømmer, og det såmeget mere, som der forestod betydelige Udgifter til flere offentlige Foranstaltninger sammesteds. I Årets første Måneder var fra Hovedkassen sendt, 780,000 Rbd. contant til

Zahlkassen, og såsnart Finantsbestyrelsen fik Underretning om de i Hertugdømmeue indtrådte Spæmdinger, traf den strax Foranstaltninqer til, at der skulde endvidere afgives fra Hovedkassen et Beløb of 600,000 Rbd., nemlig 200,000 Rbd. til Zahlkassen og 400,000 Rbd. til to Banquier-Huse i Hamborg og Altona. Ordren derom afgik herfra den 20de Marts, men ankom først den 24de til Rendsborg. Endelig afgik den 24de Marts en lignende Ordre om en yderligere Udbetaling af 500,000 Rbd. til to Handelshuse. Samtlige disse Udbetalinger bleve imidlertid standsede, deels af Indbyggerne i Rendsborg, deels af Oprørs-Regjeringen. Forøvrigt er der een Omstændighed, som jeg ved denne Leilighed må gjøre opmærksom på, og som vilde have medført, at Ordrerne, om de endog tidligere vare ankomne til Rendsborg, dog ikke vilde være blevne effectuerede, den nemlig, at det oprørske Parti havde blandt selve Hovedkassens Embedsmænd en Hjalper, Fuldmægtig Andersen, der senere af den provisoriske Regjering har været brugt til Udførelsen af adskillige finantsielle Forretninger, og der navnligen også lagde Beslag på Mynten i Altona.

I Statsgjeldskassen i Rendsborg var der den 18de Marts d. A. en Beholdning af c. 425,000 Rbd., men deraf vare kun de 134,000 Rbd. i større Speciessorter, hvorimodd Resten bestod af mindre Myntsorter, der, som jeg forhen har yttret, ikke kunde bruges til større Betalinger og altså måtte beroe i Kassen. På samme Tid henlåe der ved Kassen endeel uindfriede Udgifts-Anviisninger på noget over 60,000 Rbd. Den vvirkelige disponible Beholdning blev altså såmeget mindre, og under 18de Marts blev der udstedt Ordre til Kassen om deraf at affende 100,000 Rbd. hertil. Ordren ankom til Rendsborg den 20de, og da den første Pakkepost derefter skulde afgåe den 23de, stode de 100,000 Rbd. allerede Dagen forud færdige til Afsendelse; men om Aftenen den 22de indfandt Stadspræsidenten i Rendsborg, Etatsråd Berger, sig hos Kassereren, for i det forsamlede Borgerskabs Navn at betyde denne, at under de daværende Omstændigheder vilde Pengenes Afsendelse ikke blive tilstedet, men i fornødent Fald forhindret ved Magt. Som Følge heraf tilbageholdt Kassereren Afsendelsen.

I Mynten i Altona var beroende 751,000 Rbd., men af disse vare kun 118,500 Rbd. i danske Mynter. Resten bestod i Barrer og fremmede kasserede Mynter, som vare bestemte til Smeltning. på Dage forud var Myntens Beholdning meget betydeligere; men ved Efterretningen om nogle Uroligheder i Hamborg var Finantsbestyrelsens Opmærksomhed bleven henledet på det Usikkre i at lade såmegen Valuta forblive i en åben Stad, og den gav derfor allerede under 10de Marts Ordre til at afsende en Deel deraf; den 15de Marts kom således c. 67,000 Rbd. i Courantmynt her til Kjøbenhavn, og den 21de Marts blev omtrent Halvdelen af Barrerne og et Parti Skillinger, ialt en Værdi af c. 260,000 Rbd., afsendt hertil, hvilken Transport, der udgjorde 52 Foustager, blev udført så heldigt, at den, skjøndt Kiel allerede var i Oprør og det ikke manglede på Demonstrationer fra Oprørernes Side, blev bragt derigjennem ombord på de danske Skibe. Med Hensyn til Tilstedeværelsen af så stor en Beholdning ved Mynten i Altona, som ovennævnt, må jeg iøvrigt bemærke, at det store Parti Barrer var udkommet ved successiv Indsmeltning af inddragne forslidte Småmynter, og at en pludselig Realisation af dem vilde have medført et betydeligt Tab; Kobberet i dem udgjorde omtrent 13,000 Pd., og de kunde derfor ikke bruges til Myntning af Species, men måtte blive i Behold til Legering af fiint Sølv. Hertil må jeg dernæst føie, at en nogenlunde betydelig Beholdning af Species også måtte være tilstede, da Private have Red til at lade udmynte på den kongelige Mynt, og der således altid måtte være Species i Behold for at kunne ombytte det Sølv, som på den Måde indleveredes til Udmyntning. Endelig må jeg bemærke, at under 22de Marts blev Myntmesteren, da man frygtede for, at den i Mynten værende Beholdning ikke længere var sikker, beordret til at slutte Handel med et Altonaer Banquier-Huus om hele den realisable Guldog Sølv-Beholdning. Den Pågjældende Banquier, Conferentsråd Baur, som Finantsbestyrelsen alt forhen stod i Mellemregning med, undslog sig imidlertid, „for sin personlige Sikkerheds Skyld“, for at

indlade sig herpå; — få Dage deresfter indlod han sig med Oprørs-Regjeringen og overtog de samtlige Beholdninger for dens Regning. (Almindelig Latter.)

Jeg troer således at have sat den ærede Forsamling istand til at erkjende, at det Tab, der er lidt på de omhandlede Beholdninger i Hertugdømmene, vel er et Uheld, men ikke skyldes nogen Feil. Ved Begyndelsen af indeværende År var der, som jeg allerede har tilladt mig at bemærke, fra det forrige År en ikke ubetydelig Beholdning i Statskassen. Finantsbestyrelsen havde derhos i de foregående År været istand til at opsamle betydelige Beholdninger, der vare beroende deels hos forskjelligee Banquier-Huse, deels i Banken, og endvidere havdes der adskillige under andre Omstandigheder let realisable Activer, navnlig 825,000 Lstr. i 3pCt.'s Obligationer. Disse Beholdninger have sat Staten istand til uopholderlig at udvikle en så stor Kraft og gjøre så store Rustninger, som skeet er, uden at komme i øieblikkelig Pengeforlegenhed. I Forbindelse dermed har Aaret naturligviis bragt sine Indtægter, og de løbende Indtægter, tilligemed hvad der, som allerede tidligere bemærket, er indkommet fra Hertugdømmene, have således i Årets 3 første Ovartaler udgjort 7,800,000 Rbd. Det er imidlertid let at indsee, at uagtet disse Beholdninger og disse Indtægter måtte der dog på Grund af den betydelige Kraft, der er udviklet i Krigen, medgåe flere Penge. For at tilveiebringe disse har man blandt Andet optaget i Banken temporaire Lån af ialt 850,000 Rbd. på Statens Activer. Ifølge den under 5te Juni emanerede Forordning om rentebærende Creditbeviser er der dernæst, som bekjendt, udstedt 4 Millioner i sådanne Creditbeviser, baserede på den ved samme Anordning udskrevne Krigsskat og sikkrede ved et Depositum af lige Beløb af Statens Activer. Endvidere ere nogle Statens egne Obligationer realiserede, således navnlig af 3 pCt.'s Obligationer et Beløb, der har indbragt 1,314,000 Rbd. Endelig er der indleveret frivillig af Sølv-Deposita til en Værdi af 135,000 Rbd., og ligeledes er der indkommet mange frivillige Pengebidrag, hvilke imidlertid, uden at passere igjennem Statskassen, umiddelbart ere anvendte til Krigsfornødenhederne, navnlig til Indkjøb af Geværer. Den hele Indtægt i de 3 første Qvartaler, derunder indbefattet de ovenmeldte extraordinaire Indtægter, har udgjort 14,127,000 Rbd., hvori naturligviis Beholdningen ved Årets Begyndelse ikke er medregnet. Til den civile Administration er for de 3 første Qvartaler udgivet 2,490,000 Rbd., til Sø-Militairetaten 1,424,000 Rbd. og til Landetaten 6,318,000 Rbd. (desuden har Landetaten brugt af de Summer, som ere indkomne fra den Comitee, der har været nedsat til Modtagelsen af frivillige Bidrag, 300,000 Rbd. til Indkjøb af Geværer). Statskassen havde herefter den lste October d. A. en disponibel contant Beholdning af c. 5 Millioner Rbd., derunder indbefattet Beholdniugerne ved Amtstuerne. Hiin Beholdning vil, foruden hvad der kan ventes at indkomme i October Ovartal, hvortil dog ei henregnes Indbetalinger på den ved Fdgn. af 5te Juni d. A. påbudne Krigsskat, da dette Beløb eller en lige Sum må holdes i Beredskab til Indløsningen af en Deel af Creditbeviserne i 11te JuniTermin 1849, forstørstedelen medgåe til at afholde de tilbagestående Udgifter i dette År, da der foreståer flere betydelige Udtællinger, således til Statsgjeldens Forrentning og Afbetaling omtrent 1,500,000 Rbd. Hvad jeg således har anført, troer jeg at være tilstrækkeligt til at vise, hvorledes den finantsielle Status omtrent for Øjeblikket er.

Det næste Hovedpunkt er, med hvor store Kræfter vi kunne gåe det kommende År imøde. Der vil vel fra indeværende År være en Beholdning, men der er den Egenhed ved denne Beholdning, at den d. 31te Decbr. langtfra heel vil være i Kassen; de, som ere kjendte med Skatte- og Regnskabsvæsenet, ville nemlig vide, at de Skatter, som ere forfaldne for Årets sidste Qvartal, ingenlunde alle indkomme inden Nytår, men først noget ind i det nye År. Jeg afseer derfor aldeles fra denne Beholdning, som må ansees ønskelig og uundværlig, men som dog ikke kan komme i Beregning for det følgende År. Når man da nu for det næste År opgjør Beregningen for Indtærgter og Udgifter, må man naturligviis udelade alle de Poster, som vedrøre Hertugdømmerne. Dette er meget let at gjøre med Hensyn til Indtægtsposterne, men det er ikke så let med Hensyn til Udgiftsposterne, da der er mange af disse, der vedrøre baade Kongeriget og Hertug

dømmene, men som dog foreløbigen måe udredes af hiint alene. Dette gjælder således om Alt, hvad der angåer Civillisten, Ministeriets Gage, Udgifterne til Udenrigsministeriet, til Consulat- og Handelsvæsen, fremdeles til almindelige Statsindretninger og for den største Deel tillige Udgiften i Anledning af Statsgjelden, idet den største Part af disse Udgifter udredes af den danske Statskasse. Endvidere er der adskillige Udgifter, som, skjøndt de for største Delen vedrøre Hertugdømmene, dog udredes af de her i Hovedstaden værende Kasser, f. Ex. Pensioner, Vartpenge, Understøttelser til troe, flygtede Embedsmænd fra Hertugdømmene og til sådanne Embedsmænd, som egentlig høre til Hertugdømmene, men have deres Ophold her og ere blevne deres Pligt troe. Udgifterne for Hertugdømmene kunne således ikke så nøie skilles fra de Udgifter, der alene vedkomme Kongeriget, hvorimodd dette, som alt bemærket, vel kan skee med Hensyn til Indtægterne. Disse sidste ville for Året 1849 for det egentlige Danmark, efter sædvanlig Beregning, udgjøre omtrent 11,063,000 Rbd., i hvilket Beløb ikke er indbefattet, hvad der i bemeldte År vil indkomme af den ved ovennævnte Anordning påbudne Krigsskat, ligesom på den anden Side også den hertil svarende Udgistspost, Indløsningen af Creditbevisernes Capitalbeløb, er udeladt af Udgifts-Budgettet. For dernæst at calculere, hvor meget Udgifterne ville beløbe, bliver det et Hovedspørgsmål, som først må afgjøres: have vi Krig eller Fred? Have vi Krig, da kan der naturligviis ikke være Spørgsmål om, med de sædvanlige Ressourcer at bringe Balance imellem Indtægt og Udgift; der kan da kun blive Tale om, hvorledes man skal dække Underbalancen, thi at en sådan må fremkomme, er afgjorte. Hvis vi derimod fåe Fred, da er det en anden Sag. Vi ståe imidlertid på et sådant Vendepunkt, at der er ligeså megen Udsigt til Krig som til Fred, og man må derfor indrette Budgettet herefter, således at man er betænkt på Alt; thi den Mand vil fortryde, som tænker for silde.

Som alt bemærket, vil Indtægten efter den Måde, hvorpå jeg har opgjort den, udgjøre 11,063,000 Rbd., hvorimodd Udgiften må beregnes til c. 21,598,000 Rbd., og der vil herefter altså blive en Underbalance af omtrent 10½ Million, der ene og alene vil være fremkaldt ved Krigsomkostningerne, idet nemlig de øvrige Udgiftsposter (hvorunder iøvrigt ikke er medtaget sådanne, som, om de end tidligere have været bevilgede, dog ikke ansees for uopsættelig nødvendige, såsom Forskud til en Dåreanstalts Opførelse i Jylland, Udgift til Fortsættelsen af Bygningerne på Toldboden i Kjøbenhavn og til flere Bygningsarbeider, Forskud til at fremskynde de nye Hovedlandeveies Anlæg i Jylland, og så fremdeles) ville kunne dækkes ved Indtægterne. Det Beløb, som er calculeret at ville udfordres til Landmilitairetaten, udgjør ialt 10 Millioner, og til Søetaten er anslået at ville medgåe i det Hele c. 2 Millioner.

Når der nu spørges, hvad der er at gjøre for at tilveiebringe de Ressourcer, som ville udfordres til at dække den nævnte Underbalance, som vil opståe, når Danmarks Ære skal håndhæves ved Krig, da frembyder der sig i så Henseende tre Veie: deels Realisation af Statskassens Activer, deels Udskrivning af yderligere Krigskat og deels endelig Optagelsen af et Lån; alle disse tre Veie måe følges, thi ingen af dem vil hver for sig være tilstrækkelig til at tilveiebringe de betydelige Summer, der udkræves.

Hvad da for det første Statskassens Activer angåer, da beståe disse deels i Panteobligationer, deels i Eiendomme, deels i offentlige Papirer. Af Panteobligationerne er et Beløb af 4 Mll-

lioner stillet til Sikkerhed for de udstedte Creditbeviser; de gjøre altså deres Tjeneste for Øjeblikket, og de kunne ikke drages tilbage, sålænge de ståe som Sikkerhed for disse Beviser. Desuden ere de, så sikkre og gode de end ere, dog ingen Ressource, som man kunde ønske på eengang at gjøre disponibel, da det vilde udbrede Ødelæggelse trindt om i Landet, dersom Staten vilde inddrive sin Gjeld hos sine Debitorer. Af de Activer dernæst, som beståe i Eiendomme, er en stor Deel af den Beskaffenhed, at de på få Undtagelser nær ikke kunne realiseres, idet de nemlig tildeels ere Etablissementer, der muligen vel ved forefaldende Leiligheder kunde sælges, men som dog under de nærværende Omstændigheder aldrig kunne udbringe et contant Beløb, svarende til deres Værdi, og således væsentligen kun vilde kunne converteres til et Obligations-Activ. Det tredie Slags Activer ere offentlige Papirer. Med Hensyn til disse tillod jeg mig ved Begyndelsen af mit Foredrag at nævne, at Staten var i Besiddelse af en stor Deel, fornemmelig 3pCt.'s, Obsigationer. Jeg behøver ikke at bemærke, at dette er en Classe af Papirer, som kan realiseres, men en saadan Realisation bør imidlertid ikke forceres, skjøndt det forresten er en Ressource, som jeg troer, bør benyttes, og under nogenledes heldige Conjuncturer antager jeg, at der på den Måde vil kunne tilveiebringes 2 Millioner.

Den anden Indtægts-Ressource er en Udskrivning af en yderligere Krigsskat. Det kunde ved første Øiekast synes, at det vilde være det Simpleste, at de ifølge Frdgn. af 5te Juni d. A. udgivne Creditbevisers Indløsning, der er bestemt at skulle foregåe i 11te Juni og 11te December Terminer 1849 og 11te Juni Termin 1850, hver Gang med ⅓ blev udsat til de 3 påfølgende Terminer, imod at Krigsskatten forlængedes for en tilsvarende Tid, thi da vilde altså den Krigsskat, som i indeværende og næste År skal erlægges til Creditbevisernes Indløsning og som beløber sig til 4 Millioner, blive til Disposition. Det vilde vvistnok også for Finantsernes og Skatteydernes Vedkommende være gavnligt, hvis dette kunde lade sig gjøre; men jeg skal dog derimod bemærke, at det vilde være et meget betænkeligt Skridt, for det Første for Ihændehaverne af Creditbeviserne, thi det er jo klart, at disses Priis vilde deterioreres og deres Credit nedsættes, og dernæst også for Staten, for hvilken det, i Særdeleshed på en Tid, da den selv trænger til Credit, må være en Pligt at holde sine Løfter ubrødeligen, og derfor også, når den har forbundet sig til at indløse hine Beviser til en vis Tid, at opfylde dette. Om nogen Udsættelse af Creditbevisernes Indløsning antager jeg således ikke, at der kan blive Spørgsmål. Derimod mener jeg, at der vel kunde slaffes em Ressource tilveie derved, at der, når ⅓ af Creditbeviserne er i næste Aars 11te Juni Termin indløst, udstededes istedetfor samme en ny Serie, som blev at indløse i 11te December Termin 1850, og herved vandtes da c. 1,330,000 Rbd. Den Indvending, som kunde gjøres herimod, vilde være, at da den nye Række af Creditbeviser først kunde indløses om to År, medens de tilbageblivende ældre Creditbeviser have Udsigt til en hurtigere Indløsning, så vilde de nye Beviser blive af ringere Værdi. Det er muligt, at dette vilde blive Tilfældeet, men det er dog også muligt, at det ikke vilde blive så, og i alt Fald vilde man kunne hjælpe på hiin Ulempe ved at sætte Renten af de nye Beviser noget høiere, end for de ældre. Til Indløsningen af den nye Serie af Creditbeviserne måtte da den ved Frdg. af 5te Juni d. A. påbudne Krigskat forøges med ⅓ der væsentlig blev at fordele på de tvende første Qvartaler af 1850.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

Trettende Møde. (Fortsat.)

Men ved Siden af denne, først i 1850 indtrædende, Forhøielse af Krigsskatten, vil det, for hurtigen at skaffe de Ressourcer tilveie, som udfordres,være nødvendigt ,strax i næste År at afkræve Landet en yderligere Skat. Det har længe været omventileret, hvillen Fremgangsmåde der med Hensyn til Påbud af nye Skatter er den hensigtsmæssigste, og der er i Theorien opstillet forskjelligee Måder i så Henseende. Da det imidlertid under nærværende Omstændigheder gjælder om at vælge en Bei, som ikke medfører formange practiske Banskeligheder, og som hurtigt kan føre til Pengenes Tilveiebringelse, forekommer det mig, at man bør benytte den Målestok, man allerade har, og således forhøie Krigsskatten. Erfaring kan vel have lært, at denne Skat kan have sine Mangler, men de i så Henseende fornødne Modificationer ville kunne blive gjort gjældende ved den nye Skatteanordning, der vil blive Rigsforsamlingen forelagt, dersom man er enig i den af mig udtalte Anskuelse om Skattens Forhøielse. Den Sum, hvormed Skatten skulde forhøies, har jes tænkt at kunne være Halvdelen af det nu påbudte Beløb, og der vilde herved sålades indkomme omtrent 2 Millioner Rbd.

Der er endnu en Skatte-Resfource, som der kunde blive Spørgsmål om. I en Række af År er der nemlig eftergivet i Landskatten 400,000 Rbd. årlig, og man kunde nu sige, at det ligger nær forhånden, at disse for Fremtiden uden videre opkræves; de ere ikke eftergivne i Almindelighed, men ikkun År for År, og man behøver hereafter således blot at tie med Hensyn til Eftergivelse af dem, så forfalde de af sig selv. Det må imidlertid bemærkes, at denne Ressource, der, da Extrapåbudet efter Forordningen af 12te Januar 1827 af omtrent 60,000 Rbd. årlig måtte, når hine 400,000 Rbd. opkravedes, bortfalde, vilde udgjøre 340,000 Rbd., ikke vilde være af særdeles Betydenhed, og derhos vilde også Byrden falde med et ulige Beløb på de forskjelligee Slags Hartkorn, medens man i et Øiedlik som det nærværende netop må føge det, der rammer Alle lige. Summen vil og i sig selv forsvinde i Krigsskattens meget større Beløb.

Gåer man altså nu, i Henhold til det Foranførte, ud fra, at der ved Realisation af Activer vil indkomme 2,000,000 Rbd., at Forhøielse af den nu påbudne Krigsskat med Halvdelen vil indbringe ligeledes 2,000,000 Rbd., og at der ved Udstedelsen af en ny Serie af Creditbeviser vil vindes en Ressource af 1,330,000 Rbd., så vil der således i det Hele kunne gjøres Regning på en extraordinair Indtægt af 5,330,000 Rbd., og der måtte da altså, efter hvad jeg tidligere har yttret, endvidere gjøres Udvei til en contant Sum af omtrent 5 Millioner Rbd. ved Optagelse af et Statslån. Under de nærværende Tidsomstændigheder har et sådant Lån hidtil ikke directe været at erholde i Udlandet; om det vil kunne skee i den nærmeste Fremtid, er uvist, og det måtte derfor væsentligen føges i Landet selv. At indbyde til Subskription til et sådant frivilligt Lån vilde have den Ulempe, at man vilde være i Uvished om, hvor stor Subskriptionen vilde blive. Jeg har derfor anseet det rigtigere, strax at udfærdige Obligationerene for det fulde Beløb, hvilke da bleve Statskassens Eiendom. Den kunde da efterhaanden, som det behøvedes, sælge dem eller anvende dem som Hypothek for et statslån eller en temporair Credit, derson samme måtte være at erholde, alt på de for bemeldte Kasse mindst byrdefulde Vilkår. Navnligen kunde Afhændelsen af de Partier, som det var nødvendigt at disponere over, skee efterhånden på den Måde, at inden- og

udenlandske Banquiers og Kapitalister efter offentlig Indbydelse indgive forseglede Tilbud, der indeholde, hvor stor en Sum og til hvilken Priis de ville overtage samme, således at strax indbetales idetmindste ⅓ og til samme Tid i hver påfølgende Måned de tvende andre Trediedele. De indkomne Sedler kunde derefter under behørig Control åbnes og de fordeelagtigste Tilbud antages. En lavere Rente af disse Obligationer end 5 pCt. vilde nu fortiden neppe fremkalde tilstrækkelig Concurrence, og til Lånets Amortisation kunde vel bestemmes ½ pCt. af dets oprindelige Beløb med Tillæg af den efterhånden ved Obligationernes Indløsning besparede Rente. For såmeget mere at betrygge Deeltagerne i Lånet for Rentens og Afdragets nøiagtige Erlæggelse kunde Staten, sålænge indtil Lånet ganske var indfriet, fraskrive sig så stor en Deel of Landskatten og Gammelskatten, som til sådant Øiemed vilde udfordres, og denne Deel kunde, aldeles afsondret fra Statskassens Indtægter, overdrages til Nationalbaken med samme Ret som de Banken tillagte Renter af Bankhæftelserne i Jorder og Tiender i Danmark, med Fortrinsret umiddelbart efter disse, imod at Banken, uden dog at påtage sig nogen Garanti for Lånet, beførgede Forrentningen og Amortisationen; Baløbet måtte da umiddelbart fra Oppebørselsbetjentene indesendes til Banken. Dennes forenede Bestyrelse har også erklæret sig villig til at gåe ind herpå under sådanne Bestemmelser, hvorom man nærmere måtte forenes. — Med Hensyn til Uvisheden om, hvor stort Nettoprøvenuet vilde blive ved Obligationernes Afhændelse, og at disse, dersom de alene skulde benyttes som Hypothek for et Statslån eller en temporair Credit, måtte lyde på en noget høiere Sum end Lånet udgjorde, må jeg iøvrigt ansee det for rigtigst, at Obligationerne blive udstedte udstedte for et Beløb af ialt 6 Millioner Rbd. Den årlige Forrentnings- og Amortisationssum, der blev at overdrage til Banken , vilde da udgjøre 330,000 Rbd.

Hans Majestæt Kongen har jeg allerunderdanigst meddeelt de Anskuelser, som jeg nu har tilladt mig at fremsætte for den ærede Forsamling, og Allerhøistsamme har derefter bemyndiget mig til at forelægge dem for Forsamlingen til derover at yttre sig; i Tilfælde af, at den måtte være enig i samme, ville de i denne Henseende videre fornødne Foranstaltninger med Hensyn til Forelæggelsen af Lovudkast blive trufne. Mine Forslag ere da følgende:

1) Af de Statskassen tilhørende Obligationer til det danste 3 pCt.’s Lån i London føges realiseret et Beløb, der kan indbringe omtrent 2 Millioner Rbd.

2) Den ved Forordningen af 5te Juni 1848 påbudne Krigsskat forhøies med en Halvdeel eller omtrent 2 Millioner Rbd., således at det forøgede Skattebeløb, yvad Hartkornsskatten, Bygningsafgiften, Afkortningen i Gager, Apanager, Pensioner m. v. samt Næringsskatten, angåer, erlægges med Halvden den 1 ste Januar og 1 ste April 1849; Afkortningen i Renten af kongl. og offentlige Obligationer skeer halvt i 11te Juni og halvt i 11te December 1849 og Forhøielsen i Told-og Consumtions-Intraderne reguleres på hensigtsmæssigft Måde til at indKomme i Løbet af 1849.

3) Samtidigt, med at den første Trediedeel af de i Følge Forordningen af 5te Juni 1848 udsærdigede Creditbeviser i 11te Juni 1849 indløses, udfærdiges et nyt Beløb i disse Creditbeviser af 1,330,000 Rbd., der bærer en Rente fra samme Termin af 1⅕ Skilling dagligen af 100 Rbd. og indløses i 11te December Termin 1850, imod at det for de indløste Creditbeviser stillede Hypothek forbliver til Sikkerhed for de nye udstedte hos Con-

trol-Comiteen, som bemyndiges til at varetage det Offentliges Tarv med Hensyn till de nye Creditbeviser på samme Måde som ved de ældre Beviser, ligesom Bankens Minde måtte søges erhvervet til disse nye Creditbevisers Modtagelse i Krigsskatten. Til Indløsning af dette nye Beløb af Creditbeviserne forøges den ved nysnævnte Forordning oprindeligen påbudne Krigsskat endvidere med en Trediedeel,der erlægges i Løbet af det første Halvår 1850.

4) Der udfærdiges Statsobligationer til et Beløb af 6 Millioner Rbd., hvilke blive Statskassens Eiendom, således at den, når det til Krigsudgifterne behøves, kan afhænde dem, navnligen ved offentligen at indbyde Enhver til at indgive forseglede Tilbud om Kjøbet, hvilke derefter under behørig Control kunde åbnes, eller andende dem som Hypothek for et Statslån eller en temporair Credit, Alt under følgende Betingelser: a) Obligationerne bære 5 pCt.’s Rente fra 11te December 1848 at regne; b) ½ pCt. af denne Gjelds oprindelige Beløb, tilligemed den efterhaanden ved Obligationernes Indløsning besparede Rente, anvendes til halvårligen, første Gang i 11te Juni 1850, efter forudgået offentlig Lodtrækning, at indfrie et tilsvarende Beløb af de udstedte Obligationer med deres fulde pålydende Summer, dog så, at Afdragssummen kan forøges og hele Restbeløbet, efter forudgået Opsigelse, bekjendtgjort i Kjøbenhavns Adresseavis og den Berlingste Tidende, med 3 Måneders Barsel, indfries til en af de årlige Renteterminer. c) Til yderligere Betryggelse for Rentens og Afdragets nøiagtige Erlæggelse fraskriver Statskassen sig, sålænge indtil fornævnte Obligationer ere indfriede, så stor en Deel af Landskatten og Gammelskatten, som behøves til hiint Øiemed. Denne Deel reparteret på hvert af Kongerigets Amtstuedistricter i Forhold til den under hvert især hørende Landskat og Gammelskat, overdrages Nationalbanken med samme i Jorder og Tiender i Danmark, med Fortrinsret fremfor Statskassens Intrader hos samtlige Amtstuedistrictets Ydere næstester Bankhæftelsesrenterne,og blicer således forlods og umiddelbart af Oppebørselsbetjentene at indsende til Banken, imod at denne uden dog at overtage nogen Garanti for Gjelden, efter nærmere Overeenskomst med samme besørger Lånets Forrentning og Amortisation og erstattes de Udgifter, som denne Forretnings Udførelse måtte førårsage Banken.

Det er således, jeg troer at have løft det Problem, at skaffe de fornødne Pengemidler tilveie; dette vil vistnok være forbundet med store Opoffrelser, men det er også forudsat, at det skeer til et betydeligt Øiemeds Opnåelse.

Formanden:

Jeg anseer det utvivlsomt, at Forsamlingen vil tage denne Meddelelse,denne Beretning og de dertil knyttede Forslag under Behandling. Der vil altså, såvidt jeg skjønner,kun vare Spørgsmål, om Sagan skal henvises til Afdelingerne, eller om der skal nedsættes en særegen Comitee til Sagens Overveielse. Det forekommer mig, at Sagen meest egner sig til at overgives til Bahandling af en særegen Comitee. Jeg må imidlertid opfordre Forsamlingens Medlemmer til derom at yttre sig.

Algreen-Ussing:

Den Sag, som her foreligger, forekommer mig at være af så stor Bigtighed, at jeg vil foreslåe,at den først gåer til Afdelingerne.

Bang:

Jeg tillader mig at understøtte dette Forslag, såmeget mere som selve Sagens Beskaffenhed gjør det ønskeligt, at der i Afdelingerne kan gives Leilighed til at oplyse forskellige Ting, der ellers let kunne fremkalde Misforståelse hos de Medlemmer, der ikke ere synderligt vande til at beskjæftige sig med finantsielle Forhold. Da det derefter sattes under Afstemning, bestemte Forsamlingen sig med 125 Stemmer mod 16 for Sagens Henviisning til Afdelingerne.

Formanden

opfordrede derpå Forsamlingen til at yttre sig

angående hvor mange Medlemmer Comiteen skulde beståe af, og om denne blot skulde vælges af Afdelingerne eller forstærkes ved frit Valg af Forsamlingen.

Krieger:

Jeg tillader mig at foreslåe, at Udvalget kommer til at beståe af 5 Medlemmer, valgte igjennem Afvelingerne, og 4 fritvalgte. Sagan er af den Natur, at man må ønske at kunne forstærke Afdelingsvalgene ved særskilt valgte Medlemmer. Derimod kan jeg ikke finde det hensigtsmæssigt at gjøre Comiteen meget stor (endskjøndt der fra en vis Side kunde tale meget derfor), navnlig ikke, at der skulde vælges 2 Medlemmer af hver Afdeling og 5 ved frit Valg.

Frølund:

Jeg foreslåer, at Udvalget kommer til at beståe af 15,2 valgte gjennem hver Afdeling, foruden 5 frit valgte.

David:

Jeg tillader mig at understøtte dette sidste Forslag,og jeg skal navnlig gjøre opmærksom på, at der ikke blot her er Tale om Burderingen af en Finantsplan i Almindelighed, men at der også er Tale om Modaliteten ved en vis Skat, hvilket gjør det nødvendigt, at der i Comiteen findes Mænd, som ere bekjendte med de forstjeliige Skatteyderes Kår og Stilling. Hvis man nu indskænkede Tallest altfor meget,og når man navnlig holdt sig til dem, som kunde bedømme Sagen i det Hele, kunde man let komme til at savne hiin bestemte Kundskab i forskjelligee Retninger til Skatteydernes Kår og Stilling. Af denne Grund må jeg ansee det vigtigt, at Comiteen kommer til at beståe af 15, 2 valgte af hver Afdeling og 5 frit valgte.

Bang:

Også jeg var i Begyndelsen tilbøielig til at stemme for det af den ærede Rigsdagsmand for Kjøge (Krieger) gjorte Forslag angående Comiteens Sammensætning, men den Be tragtning, som den sidste ærede Taler har gjort gjældende, har bevæget mig til at slutte mig til hans Forslag.

Ved den derefter foretagne Afstemning erkærede Forsamlingen sig med 116 Stemmer, mod 16 for, at Udvalget skulde beståe af 15 Medlemmer, 2 valgte af yver Afdeling og 5 frit valgte af hele Forsamlingen.

Justitsministeren

fremlagde derefter Udkast til en Forordning om almindeling Værnepligt for Kongeriget Danmark.

Dette Udkast er sålydende:

Den samme Forpligtelse påhviler også Udlændinge, der have erhvervet fast Hjem her i Riget,forsåvidt ingen Convention med en fremmed Stat eller noget undersåtligt Forhold til en sådan måtte være til Hinder derfor. § 2. Den de almindelige Regler, hvorefter Værnepligten bliver at ordne, ikke finde Anvendelse på Island,Færøerne eller Bore Colonier udenfor Europa, blive de der fødte Mandspersoner, når de siden måtte tage Ophold nogetsteds i Vort Kongerige Danmark i denne Henseende at behandle ligesom Udlændinge. § 3. Skjøndt Vort Land Bornholm har sit færegne Forsvarsvæsen, så ville dog de, der ere fødte sammesteds, være den fædvanlige Værnepligt underkastede, såfremt de tage Ophold noget andet Step i Danmark i en sådan Alder, at Værnepligtens Opfyldelse endnu kan fordres. § 4 De, der hidtil have været fritagne for Værnepligt, hvad enten sådan Frihed er grundet på Fødsel eller først senere er erhvervet,

navnlig ved Indbetaling af en Kjendelse til Landmilitie-Fonden eller Sø-Indrulleringsfonden, skulle, forsåvidt de ere fødte i Året 1826 eller senere, være Værnepligten underkastede lige med den hidtilværende værnepligtige Befolkning.

Når Nogen, der i Henhold til den tidligere Lovgivning er bleven fritagen ved Indbetaling af en Kjendelse, skulde blive udskreven til activ Tjeneste, bliver den erlagte Kjendelse at tilbagebetale ham, såfremt den er bleven indbetalt forinden Emanationen af Placaterne af 10de og 27de Juli 1846. § 5. De derimod, som ere fødte forinden den 1ste Januar 1826, forblive i Besiddelse af den tidligere erhvervede Frihed; dog at de, som i Henhold til Vor Anordning af 23de September sidstleden måtte extraordinairt udskrives i Anledning af den nærværende Krig, blive pligtige at udføre den Tjeneste, hvortil de ere udskrevne, sålænge de bestående Krigsforhold måtte gjøre det nødvendigt. § 6. Enhver, som har modtaget den geistlige Ordination, er fritagen for al Krigstjeneste og udslettes af Rullen. § 7. Alle de, som ere dømte på Æren eller have lidt Straf af offentligt Arbeide, ville, som uværdige til at tjene i Vor Armee eller på Vor Flåde, være at udelukke af samme, dog nden at de derfor fritages for i fornødent Fald at anvendes ved særlige Arbeidscommandoer og deslige, i hvilket Øiemed de forblive stående i Rullen, indtif de opnåe den Alder, med hvikken Værnepligten i Almindelighed ophører. § 8. Ved Anvendelsen af de Bestemmelser i nærværende Forordning, hvorefter Rettigheder og Forpligtelser beroe på en vis Alder, bliver stedse kun at tage Hensyn til den såkaldte „Lægdsrulle-Alder“, Året beregnet fra 1ste Januar til 31te December. § 9. Enhver Mandsperson bliver, saasnart han er confirmeret, at indføre i Lægdsrullen, til hvilken Ende Sognepræsten har at gjøre behørig Anmeldelse om de confirmerede Drenge.

De, der på den Tid, nærværende Anordning træder i Kraft, alt ere confirmerede, men ei endnu have opnået 23 Aars Alderen, have i Løbet af Januar Måned næste År at anmelde sig hos vedkommende Lægdsforstander for at optages i Lægdsrullen på det Sted, hvor de til den Tid have fast Ophold, og til den Ende at fremlægge Døbeattest eller andet lovligt Beviis for deres Alder. Om Anmeldelsen meddeles den Pågjældende et Beviis uden Betaling, hvormed han siden har at legitimere sig. De, der forsømme således at anmelde sig inden den anførte Tid, blive ved Politiretten at ansee med en Mulct af 5 Rbd., hvilken Mulct gjentages for hvert af de påfølgende År, Anmeldelsen forsømmes, indtil de Pågjældende skulle møde for Sessionen.

Under samme Mulct skulle Bekjendere af andre Confessioner end den evangelisk-lutherske og reformeerte anmeldes for Lægdsforstanderen, for at indføres i Rullen, når de fylde det 15de År.

Den samme Forpligtelse pålægges fremdeles Fremmede, som nedsætte sig her i Riget, såvel med Hensyn til deres Børn som til dem selv, forsåvidt de ere i det i § 1 omhandlede Tilfældee og ei endnu have opnået den Alder, hvormed Værnepligten aldeles ophører.

i Overeensstemmelse med de Forskrifter, som nu ere eller i Fremtiden måtte blive givne. § 12. Med 22 Aars Alderen indtræder den almindelige Forpligtelse til Udskrivnig til Landkrigstjenesten, til hvilken Ende i Reglen enhver Landværnepligtig har personlig at Fremstille sig for Sessionen til Bedømmelse og Behandling, i Overeensstemmelse med de i så Heenseende foreskrevne Regler. § 13. For den almindelig anordnede Undersøgelse af Sessionslægerne blive de at fritage, som selv anmelde sig som fuldkommen tjenstdygtige og derom medbringe en autoriseret Læges Attest. § 14. De, som ved dette Møde befindes at have sådanne Svagheder eller Mangler, der gjøre dem aldeles uskikkede til al Krigstjeneste, og som ei kunne ventes senere at blive hævede, har Sessionen strax at udslette af Rullen og at meddele Fripas. § 15. De, der med 22 Aars Alderen ei endnu defindes at have en Høide af 61 Tommer, eller den fornødne Legemsdygtighed, eller som lide af nogen Svaghed eller Legemsfeil, der antages at kunne hæves, og som af den Grund forbigåes ved Udskrivningen, have atter at møde med 23 Aars Alderen, og, hvis de da findes at være i lige Tilfældee, med 24 Aars Alderen. Befindes de da at være tjenstdygtige, behandles de lige med det 22-årige Mandskab. Men de, som ei endnu til den Tid findes at være tjenstdygtige til den stående Hær, blive enten at udslette af Rullen, såfremt de findes uskikkede til al Krigstjeneste, eller, forsåvidt de måtte findes brugbare til anden militair Tjeneste, at behandle i Overeensstemmelse med § 32. § 16. I Fredstid kan Enhver, naar han med den sædvanlige Udskrivningsalder for Sessionen derom fremsætter eller lader fremsætte Begjering, erholde Udsættelse med at behandles til Udskrivning for eet eller flere År indtil hans 25de År.

Med Udløbet af den tilståede Frist har den Vedkommende personlig at fremstille sig og bliver da at behandle lige med de 22-årige Værnepligtige.

Skulde den Pågjældende udtræde af sin Stilling forinden han har gjort de 8 Års Tjeneste, bliver han, hvis han har tjent 5 År eller derover, at overføre til Forstærkningen, men i modsat Fald at behandle lige med de 22-årige Værnepligtige. § 19. Der udskrives årlig så meget Mandskab, som Loven fastsætter. Fordelingen på de forskjelligee Udskrivningsdistricter skeer i Forhold til det Antal af tjenstdygtigt Mandskab, der ifølge de på Sessionen erholdte Oplysninger ståer for Udskrivning. Det udskrevne Mandskab benyttes i Overeensstemmelse med Armeens Organisationsplan. § 20. Af det tjenstdygtige Mandskab, der ståer for Udskrivning, anta

Antræffes han ikke forinden den 3die Session, og han heller ikke selv fremstiller sig for samme, skal han ansees som den, der forsætlig søger at unddrage sig Værnepligtens Opfyldelse. Der bliver da at lægge Beslag på den Formue, som han måtte besidde eller erhverve her i Landet, indtil han antræffes, eller hans Formue på Grund af hans Død eller ifølge de i Forordningen af 11te September 1839 foreskrevne Regler tilfalder hans Arvinger. Antræffes han, inden han fylder sit 30te År, skal han afgives til vedkommende Troppe-Afdeling til 4 Aars stadig Tjeneste, såfremt han befindes tjenstdygtig. Befindes han derimod ikke at være tjenstdygtig, eller han først antræffes efter 30 Aars Alderen, bliver han at tiltale og idømme Straf af Fængsel indtil 6 Måneder. § 24. Det udskrevne Mandskab har i Fredstid at forrette den Tjeneste, som Åmee-Organisationen og de gjældende Anordninger fastsætte. I Krigstid udfører det den Tjeneste, som pålægges det i Statens Tjeneste. § 25. Enhver, der er udskreven til den stående Hær og ei endnu er ansat til Tjeneste, er berettiget til at stille for sig og til den Ende

selv at skaffe en anden Mand tilveie, som skal træde.i hans Sted. Stillingen bliver forinden Mødetiden at berigtige for Sessionen, men efter denne Tid alene for den pågjældende Troppeafdeling.

Den, som vil lade sig stille for en Anden, må selv være frigjort for Tjeneste ved den stående Hær og endelig overført til Forstærkningen.

Ingen må dertil antages, som ei er fuldkommen tjenstdygtig, såvel i Almindelighed, som i Særdeleshed til den Tjeneste, han ønsker at påtage sig. Han må ei alene ikke have udstået nogen Straf, der gjør ham uværdig til at tjene i Armeen, men han må og tilveiebringe fyldestgjørende Beviser for sit gode Forhold ved Attest fra vedkommende Øvrighed, i hvis Embedskreds han senest har havt fast Ophold. Er den Pågjældende en udtjent Militair, har han at fremlægge lignende Attest fra sin Escadrons- eller Compagni-Chef, tilligemed Oplysning om, hvorvidt han er skikket til Tjenesten.

Ordentligviis må ingen gift Mand, som ei er Underofficeer eller en til samme Classe henhørende Militair, antages som Stillingsmand. Heller ikke må Nogen dertil antages med høiere Alder end 28 År, med mindre han har udtjent i den stående Hær, i hvilket Tilfældee han dog ei må være over 32 År gammel. Fra denne sidste Regel gjøres dog Undtagelse med Hensyn til udtjente Underofficerer og andre i Classe med disse ståede Militaire, som kunne antages indtil det 40de År, når vedkommende Troppeafdeling ønsker at beholdee dem og erklærer dem fuldkommen i Stand til at påtage sig ny Tjeneste i den hele for Tjeneste i den stående Hær bestemte Tid.

Stilleren bør fremdeles, som hidtil, være ansvarlig for den af ham stillede Mand, indtil denne er mødt ved den pågjældendee Troppeafdeling og af samme defunden tjenstdygtig, hvorom strax efter Mødet Underretning bør gives til Stilleren igjennem vedkommende Land- og Sø-Krigscommissair. Skulde den Stillede ei strax ved Mødet kunne erklæres for fuldkommen tjenstdygtig, men heller ikke ansees ligefrem cassabel, skal på lige Måde derom strax meddeles Stilleren Underretning, men den Stillede skal dog kunne beholdees til Prøve i det Høieste i 4 Uger. Erklæres han heller ikke da for tjenstdygtig, bliver derom uopholderlig at meddele Underretning til Stilleren, som da tilholdes enten selv at møde eller igjen at stille en Anden, og vil det beroe på vedkommende Troppeafdelings Bestemmelse, om Mødet skal finde Sted strax eller først med næste Hold Recrutter.

For dette Ansvar fritages imidlertid de, der stille udtjente Underofficerer og andre i Classe med disse stående Militaire, der have erholdt Stillingstilladelse og endnu ståe i fast Tjeneste. Den, der har stillet for sig, overgåer strax til Forstærkningen og bliver at behandle lige med dem, der have udtjent ved den stående Hær.

Den, der allerede ståer i Tjenesten som Soldat, kan ikke stille for sig uden særlig Tilladelse, som kun vil blive ham meddeelt, når den, der attråes stillet, er fuldkommen våbenøvet ved den samme Våbenart, og vil påtage sig eet Års længere Tjeneste, end Stilleren har tilbage. § 26. Ønsker Nogen, som har opnået 18 Aars Alderen, men ei endnu er endelig behandlet på Sessionen, at frigjøre sig for Krigstjeneste ved at stille for sig, da kan han af Sessionen begjere sig forlods udskreven (§ 17) og derefter stille en Mand overeensstemmende med de Regler, som indeholdes i § 25. § 27. Nummerbytning kan skee enten på Sessionen eller for vedkommende Troppeafdeling, når den Mand, der ved Bytningen erholder det lavere Nummer, af Sessionen eller Troppeafdelingen erkjendes at have de Egenskaber, som udfordres for at kunne stilles for en Anden.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

§ 28. Ved Forstærkningen blive at ansætte: a) de, som have udtjent ved den stående Hær. Herfra undtages imidlertid det mandskab, som i Henhold til § 18 frivillig har ladet sig ansætte i Underofficeersclassen eller som Mening og have gjort 8 Aars stadig Tjeneste. I Krigstid kan dog Ingen forlange Affked fra den stående Hær, blot fordi han har tjent ved samme i den foreskrevne Tid; men den vil kunne blive ham meddeelt, forsåvidt Forholdene tillade, at hans Afgang strax erdtattes. b) de, som ved Lodtrækningen have trukket de høiere Nummere og ikke i Løbet af Året ere blevne indkaldte til Tjeneste (§ 22); c) de, som have stillet for sig til den stående Hæh; og d) Udlændinge, som her nedsætte sig og ere i en Alder af 24 År til 38 År. § 29. Det til Forstærkningen henhørende Mandskab, der ikke først har tjent i Linien, skal være pligtigt til, når forlanges, at indfinde sig i de anordnede Exerceerskoler for at våbenøves. Dette Mandskab har i Fredstid ordentligviis ingen Tjeneste at forrette, hvorimodd det har at møde ved de anordnede Mynstringer; men i Krigstid anvendes det, forsåvidt fornødent gjøres, i Overeensstemmelse med Armeeorganisationen, deels til Armeens Forstærkning i Felten, deels til at forsyne Fæstningerne med de fornødne Garnisoner. § 30. Når Forstærkningen i Krigstid eller andre overordentlige Tilfælde skal indkaldes under Våben, bliver i Reglen den yngre Aldersclasse at indkalde fremfor den ældre. § 31. I Almindelighed skal al Tjeneste ved Armeen for det udskrevne Mandskab ophøre med det 38te År, så at de, der have opnået denne Alder, udslettes af Rullen og erholde Afskedspas.

Herfra undtages dog de, der ved selv at bevirke Udsættelse med Udskrivningen (§ 16) have foranledigeet, at de ei til deres 38te År have udtjent den Tid af 16 År, hvori Enhver, hvem Værnepligten påhviler, i Reglen er pligtig at tjene i den stående Hær og Forstærkningen tilsammen.

I denne Classe bliver Mandskabet stående indtil det 38te År, hvorefter det udslettes af Rullen og erholder Fripas. § 33. Ihvorvel Forpligtelsen til at tjene i Åmeen i Reglen ophører med 38 Aars Alderen, vil dog Enhver, endog efterat han har opnået denne Alder, være pligtig til, når Fædrelandet udsættes for fjendtligt Overfald, da, på Opfordring af Os, eller af dem, som af Os dertil ere bemyndigede, at gribe til Våben, for, såvidt han formåer, at medvirke til at afværge sådant Overfald, i hvilken Henseende det vil have sit Forblivende ved den allerhøieste Forordning af 3die Juni 1801. § 34 Den Rigets Indvånere således påhvilende Værnepligt til Armeen skal, sålænge de ikke ere indkaldte til Tjeneste, ei være dem til Hinder i at tage Opheold, hvor de ville indenfor Rigets Grændser, dog at de fra den Tid, de ere blevne optagne i Rullerne (§ 9), iagttage de Regler, som i Forordningen af 10de Mai 1843 § 8 ere foreskrevne med Hensyn til Flytning med Følgeseddel, hvilke Regler også skulle komme til Anvendelse, om end Flytningen skeer fra eet Amtsdistrict til et andet.

Ligeledes skal det ståe enhver Landværnepligtig frit for, når han tager fast Ophold et andet Sted end det, hvor han er indført i Rullen, at lade sig omvexle fra eet Udskrivningsdistrict til et andet. § 35. Landværnepligten skal i Reglen ikke være Nogen til Hinder for at reise til Udlandet, når han ikke derfor forsømmer at opfylde de Forpligtelser, der ifølge de forestående Bestemmelser påhvile ham i Henseende til Tjenestepligtens Opfyldelse. § 36. Dog kan Ingen, som henhører til den stående Hær, reise ud af Riget uden dertil erhvervet særskilt Tilladelse, som i Almindelighed kun vil blive meddeelt imod behørig Caution og i Reglen ei kan ventes, sålænge der påhviler den Vedkommende Forpligtelse til at forrette fast Tjeneste.

Det Samme gjælder om dem, der som Følge af de ved Lodtrækningen erholdte høiere Nummere midlertidig ere forbigåede, sålænge de i Overeensstemmelse med § 22 kunne som overcomplette Soldater indkaldes til Tjeneste ved den stående Hær. § 37. Værnepligten skal ikke være Nogen til Hinder for at erhverve Borgerskab i en Kjøbstad, hvilket dog på den anden Side ingen videre Indflydelse skal have på de ham påhvilende militaire Tjenestepligter, end den, som omtales i Slutningen af § 38. § 38. Den Forpligtelse, som for Tiden påhviler Kjøbstadbeboerne til at gjøre Tjeneste i vedkommende Kjøbstads Borgervæbning eller Brand- og Politicorps, skal fremdeles vedblive, dog at sådan Tjeneste ei kan affordres Nogen, der henhører til den stående Hær, med mindre Nødvendigheden måtte udkræve det.

Tjenesten i sådanne Corps bliver alene at betragte som en Communalbyrde til Overholdelsen af den indre Orden og Sikkerhed i Kjøbstaden, uden Hensyn til Værnepligten, til hvilken Ende slige Corps alene skulle ståe under den civile Øvrigheds Overbefaling. Som Følge heraf skal der gives de nuværende Kjøbstad-Borgervæb-

ninnger en til dette Øiemed svarende Organisation, forsåvidt det ikke allerede er skeet.

Dog skulle de borgerlige Corps i Vor Kongelige Residentsstad Kjøbenhavn og øvrige faste Pladser fremdeles i Krigstid under Krigsbestyrelsens Befaling kunne anvendes til at imodståe fjendtligt Overfald, når Byen angribes, og skulle derfor også i Fredstid ståe under Krigsbestyrelsens Tilsyn. Den Forpligtelse, som ifølge Reglementet af 22de April 1829 § 2 påhviler Vort Livjægercorps til i Krigstid at bruges på hvilketsomhelst Sted inden Sjællands Grændser, det måtte findes hensigtsmæssigt at anvende samme, skal for Fremtiden bortfalde og Corpsets Forbindelse med Vor Åmee ophøre.

Alle de, der ere ansatte ved de borgerlige Corps, skulle så længe være fritagne for at indkaldes til Armeens Forstærkning, om de end ellers måtte henhøre til same, såvelsom for at kunne bruges til sådan Tjeneste, som omhandles i § 32.

§ 39. Udskrivning til Sø-Krigstjenesten skeer på årlige Sessioner blandt de til Sørullen henhørende Personer. § 40. Til Sørullen henhøre: 1) alle de Værnepligtige, som fortiden ere optagne i Rullerne som Sølimiter; 2) alle de Kjøbstadbeboere, som hidtil, i Henhold til Forordningen af 8de Januar 1802 § 1, ere indførte i Sørullerne: 3) de Aværnepligtige, som have erholdt Sø- eller Volontair-Patent. Fremdeles blive dertil at henføre: 4) de af den hidtil for Værnepligt fritagne Befolkning, der på den Tid, nærværende Anordnina træder i Kraft, opholder sig indenfor Grændserne af de nuværende Sølimit-Districter, forudsat at de ikke have opnået den Alder, der i Henhold til § 5 fritager for at inddrages under Værnepligten, og de heller ikke måtte foretrække at opfylde deres Værnepligt i Landkrigstjenesten, hvilket skal ståe dem frit for; 5) alle de, der, uden at være Sø-Indrullerede, fortiden ere ansatte i Sø-Etaten som Officerer eller i Etatens Divisioner, eller som i Fremtiden måtte blive antagne i same; 6) disses Sønner, såsnart de have opnået den Alder, der i Medfør af § 9 medfører Forpligtelse til at optages i Rullen, hvilket såvel gjælder deres nuhavende Sønner, forsåvidt de ikke ere fødte forinden den 1fte Januar 1826, som dem, der fremtidigen fødes dem; 7) for Fremtiden alle de Værnepligtige, som opholder sig indenfor Sølimitdiftricternes Grændser på den Tid, de i Henhold til § 9 Skulle optages i Rullerne; og endelig 8) de Landværnepligtige, som med særlig Tilladelse overføres til Sørullen i Overeensstemmelse med de følgende Paragrapher. § 41. Når en Landværnepligtig ønsker at overføres til Sørullen, kan Sessionen, når han derom melder sig, inden han har overskredet 18 Års Alderen, til enhver Tid af Året meddele ham et Interinspatent til at fare tilsøes. Når han er indtrådt i det 22de År, skal han fremstille sig for Sessionen for at erholde en Charakteer angående sin Befarenhed. Erklæres han herved for „heel-“ eller „halvbefaren“ og vil blive ved Søfarten, meddeles ham strax Sø-Patent, hvorefter han foranstaltes udsletter af Landrullen; men fåer han ikke een af hine Charakterer, eller han ikke mere vil fare til Søes, da forbliver han i Landrullen og behandles som henhørende til samme. § 42. Enhver Landværnepligtig, der endeligen er overgået til Forstærtkningen eller henhører til den i § 32 omhandlede Classe af mindre Tjenstdygtige, og som ønsker at beskjæftige sig med Søfart og Fiskeri, skal i Fredstid være berettiget til at begjere sig overført til Sørullen. § 43. Bestemmelsen i Forordningen af 8de Januar 1802 § 1, at Sønner

Foranførte Bestemmelser skulle også bringes i Anvendelse på De Øer, hvis Beboere hidtil have været fritagne for at behandles til Udskrivning til Landkrigstjenesten. § 45. Enhver, der henhører til Sørullen, men ei ønsker at beskjæftige Sig ved Søen, skal, indtil han fylder sit 18de År, eller, hvis han ikke inden det 22de År er bleven udskreven til Søtjenesten, da indtil denne Alder være berettiget til at begjere sig overført til Landrullen og derom af Sessionen at erholde et Beviis. § 46. De Søværnepligtige forblive i Sørullen indtil deres 50de År og henføres efter deres Alder tile en af de følgende 3 Afdelinger: 1) Ungdoms-Rullen, som omfatter det unge Mandskab fra Indskrivningsalderen indtil det 17de År inclusive; 2 Hoved-Rullen, hvortil henhøre alle Søværnepligtige fra det 18de til det 38te År inclusive; og 3) Extra-Rullen, hvortil henføres alt det Mandskab, der er over 38 År indtil 50 Års Alderen, med hvilken Alder de aldeles udgåe af Rullerne. § 47. Enhver Søværnepligtig har med 16 Års Alderen og siden fremdeles årlig at fremstille sig for Sesfionen, forsåvidt han ikke måtte Være i Fart eller ved andet lovligt Forfald forhindret fra at møde. § 48. De, som ved det første eller et senere Møde befindes at have sådanne Svagheder eller Mangler, der gjøre dem uskikkede til al Søtjeneste og ei kunne ventes senere at blive hævede, har Sessionen strax at udslette af Rullen og at meddele Udygtighedspas. § 49. De derimod, som ei således findes egnede til at udslettes, men ei heller siden, og senest med det 24de År, befindes at være af den Legemsdygtighed, at de kunne udskrives til den egentlige Søtjeneste som Matroser, såvelsom de, der ei til det 24de År ere blevne „Søvante“ og heller ikke i Henhold til § 44 ere blevne udtagne til Soldater, skulle under benævnelse af „Usøvante“ blive stående i Sørullen til det 38te År, for i påkommende Tilfældee at kunne i denne Egenskab udskrives til saadan Tjeneste, hvortil mindre Sødygtighed udfordres. § 50. I Fredstid og naar ikke overordentlige Udrustninger sinde Sted, Skal Udskrivning til Orlogstjenesten ikkun skee af det Mandskab, der henhører til Hovedrullen; men i Krigstid og til overordentlige Udrustninger kan tillige Mandskabet i Ungdoms- og Extra-Rullerne udskrives. § 51. Fra den ellers almindelige, anordnede Undersøgelse af Lægerne på Sessionen blive de Søværnepligtige at fritage, der selv anmelde sig som kuldkommen tjenstdygtige og derom medbringe en autoriseret Læges Attest.

§ 52. Ihvorvel Forpligtelsen til Udskrivning til Vor Søtjeneste i RegIen ophører med det 50de År, skal dog, naar der i Krigstid måtte udgåe et sådant almindeligt Opbud, som omhandles i § 33, Enhver, som forhen har stået i Sørullen og endnu er af den Alder og Legemskraft, at han kan deeltage i Søforsvaret, være pligtig til at Udføre den Tjeneste, hvortil han måtte blive ansat. § 53. I Fredstid tillades det Enhver, der er udskreven som Søværnepligtig, men endnu ei udcommanderet til nogen bestemt Tjeneste, at stille en Anden af same Befarenhed og Tjenstdygtighed for sig. En sådan Stilling gjælder kun for eet Tog tog bliver at berigtige for Sessionen eller i alt Fald for vedkommende Søkrigscommissair, Indrulleringschef eller Hverving. Men den, der allerede er commanderet til en vis Tjeneste, kan ikke stille for sig uden særdeles Tilladelse af Marineministeriet.

I Krigstid kan Stilling ikkun undtagelsesviis tilstedes ifølge særdeles Tilladelse af vedkommende Ministerium.

Den, som har stillet for sig, betragtes, som om han havde udført det Togt, hvortil han var udskreven, og kan ei i Løbet af det År udskrives til nogen Søtjeneste, medmindre der senere måtte blive påbuden en nderligere Udskrivning i det Omfang, at han ikke længer kan forskånes. Dog skal det Togt, hvortil han har stillet for sig, i ethvert Fald regnes ham tilgode.

Ingen må antages som Stillingsmand, med mindre han er fuldkommen tjenstdygtig til den Tjeneste, han vil påtage sig. Han må ei alene ikke have udstået nogen Straf, der gjør ham uværdig til at tjene til Orlogs, men han må også tilveiebringe fyldestgjørende Beviser for sit gode Forhold ved Attester fra dem, med hvilke han har faret, eller fra vedkommende Øvrighed, i hvis Embedskres han senest har havt fast Ophold. § 54. Den samme Flytningsfrihed, som i Henhold til nærværende Anordnings § 34 tilkommer de Landværnepligtige indenfor Rigets Grændser, skal også tilkomme dem, der henhøre til Sørullen. § 55. I Fredstid skal Værnepligten ikke være den Søindrullerede til Hinder for at reise til Udlandet eller tage Hyre med fremmede Nationers Skibe; dog er han pligtig under Mulet af 10 Rbd. at anmelde sin Afreise for Districtschefen, der meddeler ham Beviis for, at Anmeldelsen er skeet. Naar den, der således har været bortreist, kommer tilbage her til Riget, har han under en lignende Mulet at anmelde sig hos Districtschefen. § 56. I Krigstid måe Søværnepligtige ikke tage Hyre med fremmede Nationers Skibe eller forlade Landet uden ifølge særskilt Tilladelse af vedkommende Ministerium.

For den Søvæarnepligtige, der i Krigstid, medens han henhører til Ungdoms- eller Hovedrullen, uden særlig Tilladelse forlader Landet eller tager Hyre på fremmede Nationers Skibe, bliver den almindelige Tjenestetid at forlænge ud over det 38te År, således, at den for hvert Aars uberettiget Fraværelse forlænges med eet År.

Når nogen Søværnepligtig i den Tid, han er indkaldt til activ Tjeneste, måtte af særdeles Grunde ønske at reise ud af Riget, da Kan Tilladelse dertil kun gives af Marineministeriet. § 57. Iøvrigt vil det med Hensyn til Sø-Indrulleringsvæsenet have sit Forblivende ved de nugjælende Bestemmelser, forsåvidt de ikke ere blevne forandrede ved nærværende Forordning. § 58. Nærværende Forordning træder i Kraft den 1ste Januar 1849.

I Anledning af det fremlagte Udkast bemærkede Justitsministeren følgende:

Da jeg har tilladt mig at lade omdele til Forsamlingens Medlemmer Eremplarer af det Udkast, som her forelægges dem, antager jeg det ikke for nødvendigt at oplæse dette, hvis det ikke udtrykkeligen

måtte blive forlangt, og jeg skal derfor kun ledsage Udkastet med nogle få Bemærkninger, navnlig angående de Hovedhensyn, som Regjeringen har taget ved Udarbeidelsen af samme, og det Standpunkt, hvorfra man ønsker det betragte ved-Behandlingen i den høitærede Forsamling.

Jeg må da tillade mig at henlede Forsamlingens Opmærksomhed på de særegne Forhold, hvorunder Udkastet er fremkommet. Det vil være i Deres Erindring, at Sagen om almindelig Værnepligt allerede flere i Eange har været under Forhandling i Provindsialstænderne. Baade i 1844 og 1846 blev der forelagt Udkast om denne Ejenstand, og man har derved vundet et Erundlag til Bearbeidelsen af Sagen ved denne Leilighed. Men det har naturligviis ikke kunnet undgåes, at den Forandring, der er indtrådt i Anskuelserne, den Udvikling, som alle Forhold have modtaget, har måttet udøve en væsentlig Indflydelse på Bearbeidelsen af Sagen denne Gang. Bearbeidelsen foregik nu under Trykket af en Krig, af Omstændigheder, som ikke tillode at lade Udkastet gjennemgåe en sådan længere Drøftelse, som ellers har været sædvanlig. Desuden måtte man være opmærksom på, at der ved den Forandring, som Udkastet medførte, ikke indtrådte Forstyrrelser i de Hensyn der måtte tages for at tilveiebringe den fornødne Styrke for Landkrigshæren og Sømagten, og en sådan Forstyrrelse kunde let være blevet Følgen, hvis der var bleven foretaget indgribende Forandringer i de reglementariske Bestemmelser, der hidtil have bestået. Man kunde nemlig troe, at det med Udarbeidelsen af en Lov om almindelig Værnepligt forbundne Arbeide ikke blev særdeles vanskeligt, naar man kun indskrænkede sig til at almindeliggjøre Værnepligten, og i alt Fald foreskrive de enkelte Bestemmelser, der måtte være nødvendige med Hensyn til Recrutteringen, men derimod udelade alle reglementariske Bestemmelser, som ståe i Forbindelse med Armee-Organisationen og Udskrivningen i det Hele. Men jeg skal derved strax tillade mig at bemærke, at man, som også af Udkastets Bestemmelser vil sees, ingenlunde kunde gjøre dette uden at det vilde medføre „en Forstyrrelse“ i de bestående Forhold, da netop i de nu gjældende Anordninger til Bestemmelser om Værnepligten er knyttet en stor Masse Bestemmelser, der nærmest måe betragtes som reglementariske og slet ikke passe til de Forhold, der indtræde ved Værnepligtens Almindeliggjørelse. For at anføre et Exempel, skal jeg kun tillade mig at nævne Indførelsen i Rullerne fra Fødselen af, som nu er overflødig eller i alt Fald ikke nødvendig, de gjentagne Møder for Sessionen, som hidtil have fundet Sted, den hele Lodtrækningsmåde, der hidtil har været brugt, idet Recrutterne måtte møde flere Gange for Sessionen, og endelig den hele Tvang med Hensyn til Flytning, som hidtil har bestået for de Værnepligtige. Alle disse Forhold har man ikke kunnet lade uberørte, da de ældre Bestemmelser ikke passe for de nye Forhold, og derfor har man været nødt til at gåe ind på en stor Deel mere reglementariske Bestemmelser. Men uagtet man har måttet gjøre dette, kan man dog ikke noksom vogte sig for at gjøre Forsøg, som muligen i og for sig kunne være hensigtsmæssige, men hvis Følger ikke lade sig oversee i Henseende til den Virkning, de kunne have på Landhærens og Sømagtens Forsyning med det fornødne Mandskab. Jeg sigter herved til den Forskjel, der hidtil har bestået mellem de Landværnepligtige og Søværnepligtige, idet de sidste ere blevne udtagne af særegne Sølimitdistricter og opførte i en særegen Rulle, Sørullen. Denne Forskjel har man anseet det unndgåelig nødvendigt at bibebølde ved Lovens Udarbeidelse, når man ikke vilde udsætte sig for at gjøre et voveligt Forsøg, der kunde have de beklageligste Følger for Flådens Forsyning med Mandskab. Det må herved erindres, at til Søetaten udtages Mandskabet i en yngre Alder og udskrives for en længere Periode end i Landetaten, og der er derhos indrømmet og må indrømmes Sølimiterne en langt større Flytningsfrihed og endog Reisefrihed til Udlandet, da deres Livsbeskjæftigelse derved væsentlig betinges, og der udfordres årligt Møde for vedkommende Autoritet, for at denne altid kan vide, hvor stort et Antal Matroser man kan regne på i fornødent Fald. Alle disse Bestemmelser passe derimod ikke på de Landværnepligtige. Derfor har man også bibeholdet den Forskjel mellem Land- og Søværnepligtige i Henseende til Districter og Ruller, som hidtil har bestået,

om end dette muligen måtte findes mindre principmæssigt, når de øvrige Forskjelligheder hævedes.

Efter disse Bemærkninger har jeg kun troet at burde antyde de Hovedprinciper, der ere fulgte ved Udarbeidelsen af Udkastet. Man har da for det Første gjort Værnepligt lig for alle Stænder og hævet alle de Undtagelser, som efter de hidtil bestående Anordninger fandt sted, og man har ikke heller anseet det for principmæssigt at biberholde alle de, om ikke Undtagelser, så dog Særegenheder, som ved Sagens sidste Foretagelse i Provindsialstænderne bleve foreslåede. Navnlig have vi således ikke troet at burde gåe ind på den der foreslåede kortere Tjenestetid for dem, der frivillig meldte sig og vilde udtjene deres Værnepligt på egen Bekostning, ligesom man har troet det afvigende fra Principet, at Kjøbenhavn beholdet sin egen Væbning og ikke blev behandlet som de øvrige Indvånere i Riget. Udvidelsen af Værnepligten er gjort til alle dem, der hidtil have været fritagne, og denne Udvidelse begynder med dem, som ikke endnu ere over 22 Års Alderen (Lægdsrullealder), da man deels derved opnåer, at man kan begynde strax, da det er den sædvanlige Udskrivningsalder, som fremdeles vil være det to og tyvende År, og deels nærværende Lov slutter sig til Anordningen af 23de Septb. d. A. om en extraordinair Udskrivning af de hidtil Ikkeværmepligtige, som skulde foretages blandt det 23, 24 og 25 årige Mandskab. Men ved Siden af den nye Byrde, som ved Værnepligtens Almindeliggjørelse pålægges en stor Deel af Statens Indvånere, har man søgt at lette Trykket heraf, såvidt skee kunde for dem Alle, og dette har man søgt at opnåe ved forskjelligee Bestemmelser, som jeg nu kirtelig skal berøre. Efter § 9 vil således Indførelsen i Rullerne først skee med Confirmationsalderen eller 15 Års Alderen, istedetfor at det hidtil skulde skee strax efter Fødselen. Fremdeles skal der, efter § 12, kun udfordres eet Møde før Sessionen, istedetfor hidtil, som bekjendt, de Værnepligtige skulde møde på Sessionen ikke blot i det År, da Udskrivningen finder Sted, men desuden ved en foregående Session, for at deres Tjenstdygtighed kunde afgjøres. For at undgåe de hyppige Møder har man indført et nyt Lodtrækningssystem for derved at udfinde dem, der ikke behøves til Tjeneste til den pågjældende Tid. Dernæst har man søgt at lette Tjenesten ved at overlade de Værnepligtige en større Frihed til selv at vælge den Tid, hvori de vilde udtjene deres Værnepligt, og Forsamlingen vil see af §§ 16 og 17, at det ikke blot er tilladt Værnepligtige, når de måtte befindes at have den fornødne Kraft og Høide, at indtræde i Hæren tidligere end den almindelige Udskrivningsalder, når de kun ere over 18 År, men at de endog kunne erholde Udsættelse hermed til det 25de År, når de måtte ønske Sådant. Fremdeles har man troet at burde indrømme en aldeles fri Ret til Stilling, så at dette ikke som hidtil er gjort afhængigt af Erlæggelsen af en Kjendelse til det Offentlige; ligeledes har man ikke fundet nogen Betænkelighed ved at tilstede Nummerbytning, såvel ved Sessionen, som ved de enkelte Troppeafdelinger. Man har derhos søgt at lette Byrden ved Tjenestepligten ved at indrømme en så stor Frihed til Flytning som mulig, så at Værnepligtige kunne flytte til ethvert Sted i Riget, blot med Flyttebeviis fra vedkommende Lægd, istedetfor at der tidligere efter Omstændighederne enten fordredes Amtspas, eller Flytning slet ikke kunde tillades. Endvidere har man indrømmet en langt større Ret til at reise til Udlandet, navnlig hvad de Landværnepligtige angåer, når disse blot førge for, at de i det Tidsrum, hvori de burde opfylde deres Værnepligt, også opfylde den. Af § 37 vil det erfares, at Værnepligten i Fremtiden ikke er til Hinder for at erhverve Borgerskab i Kjøbstædente, saa at den hidtil bestående Indskrænkning heri er hævet. Endelig indeholder Udkastet de Bestemmelser, som ere

ansete nødvendige med Hensyn til Borgervæbningerne, da disse naturligviis ikke kunne vedblive i samme Omfang som hidtil, når Værnepligten bliver almindelig, og der kommer til at påhvile Kjøbstadindvånerne, som hidtil have gjort Tjeneste i Borgervæbningen, samme Forpligterse som de øvrige Statsborgere. Derimod har man troet, at det i Reglen, forsåvidt ikke Omstændighederne i enkelte Tilfælde måtte kræve det Modsatte, vilde være billigt, at Kjøbstadbeboere, som ståe i den faste Hær, under Udøvelsen af denne Tjeneste fritoges for Tjeneste i Borgervæbningen, og derimod når de gik over til Fordtærkningen indtrådte i Borgervæbningen, og at deres Forpligtelse til at tjene i Forstærkningen derved ophørte. Disse ere de Hovedtræk, jeg har troet strax at burde berøre for Forsamlingen, for at sætte denne istand til, forinden den tager Sagen nærmere under Behandling, at bedømme de Principer, hvorpå det hele Forslag er bygget.

På derom af Formanden given Anledning, vedtoges det eenstemmigen af Forsamlingen, at det forelagte Udkast skulde henvises til Afdelingerne.

Formanden

opfordrede derefter Forsamlingen til at yttre sig angående Antallet af Comiteens Medlemmer, om hvorvidt denne skulde udvælged af Afdelingerne, og om denne skulde forstærkes ved frit Valg af hele Forsamlingen.

Olrik:

Jeg foreslåer, at Comiteen bliver af den samme Størrelse, som den tidligere idag nedsatte, så at 10 Medlemmer vælges af Afdelingerne og 5 ved frit Valg af Forsamlingen.

Schiern:

Jeg foreslåer, at der kun vælges 1 af hver Afdeling og 4 af Forsamlingen.

Ørsted:

Femten er vel et stort Tal, men jeg må dog, med Hensyn til Sagens Beskaffenhed, de mange Interesser, der ved denne ville være at tage i Betragtning, og den store Kundskab til forskjellige tildeels specielle Forhold, der udkræves, ansee det rettest, at der udvælges 2 Comiteemedlemmer af hver Afdeling og 5 af Forsamlingen ved frit Valg.

Da Formanden derefter satte de tvende således fremkomne Forslag under Afstemning, erklærede Forsamlingen sig med 94 Stemmer mod 39 for, at Udvalget skulde beståe af 15 Medlemmer, 2 valgte af hver Afdeling og 5 frit valgte af Forsamlingen.

Rée:

Der er et spørgsmål, som jeg må ansee det nødvendigt allerede på dette standpunkt af Sagen at erholde nærmere Oplysning om.

Formanden:

Måskee den ærede Rigsdagsmand nærmere vil yttre sig angående den Gjenstand, med Hensyn til hvilken han ønsker sådan Oplysning.

Rée:

Jeg troer, at det bør ståe klart for Forsamlingen, før den skrider til Bearbeidelsen af det nu fremlagte Lovforslag, om Forordningen af 23de September angående den extraordinaire Udskrivning af de hidtil for Værnepligt Fritagne skal finde Afgjørelse under Sagen om almindelig Værnepligt, Noget, som jeg vel har forudsat, men hvorom der dog kan være forskjellige Meninger.