Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. Bind I. Spalte 1-1476

Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. Bind I. Spalte 1-1476

Beretning om Forhandlingerne på Rigsdagen. Første Bind. Nr. 1—188. Kjøbenhavn. Trykt og forlagt af Kongl. Hofbogtrykker Bianco Luno. 1848—49.

2

Udkast til Grundlovscomiteens Betænkning. (Trykt som Håndskrift for Grundlovscomiteens Medlemmer.)

I Overeensstemmelse med Rigsforsamlingens Beslutning af 7de d. M., have Undertegnede, der ere udvalgte til at prøve Udkastet til en Grundlov for Kongeriget Danmark og Slesvig, herved den Ære, at afgive den første Deel af sin Betænkning, omfattende Grundlovsudkastets I—VI og VIII Afsnit.

Udvalget har været så stærkt opfordret til af al Magt at fremskynde sin Betænknings Afgivelse, at det næppe med Føie kan bebreides det, at det ikkun har antydet de Grunde, der have fremkaldt dets Indstillinger. At man så godt søm aldeles har forbigået nærmere at begrunde sin Tilslutning til de Bestemmelser i Udkastet, hvori man ikke har fundet Anledning til at foreslåe nogen Forandring, vilde måskee også under andre Omstændigheder have været naturligt, men vil i alt Fald nu ikke behøve nogen særlig Retfærdiggjørelse.

Udkastet er betegnet som et Udkast til en Grundlov for Kongeriget Danmark og Slesvig, Det er ingenlunde undgået vor Opmærksomhed, at denne nye Benævnelse: Kongeriget „Danmark og Slesvig“ kan forsvares med meget gode Grunde. Flere af os have navnlig fremhævet, hvor stærkt dette Navn afviste enhver Tale om Slesvigs Incorporation i Danmark. Det ligger imidlertid i Benævnelsens Nyhed, at den, som uvant, for Mange har noget Stødeude, og der turde vel være dem, der i en Titel, som nævnede Slesvig særskilt, vilde savne Slesvigs gamle Benævnelse som Hertugdømme. En Fleerhed iblandt os har derfor forenet sig om Benævnelsen „Danmarks Rige“, der i Overeensstemmelse med gammel Sprogbrug heelt vel kan vælges for at betegne Grundlovsområdet, nemlig det egentlige eller såkaldte Kongerige Danmark, det såkaldte Hertugdømme Slesvig, Island og Farøerne.

Fleerheden af os har ikke anseet det nødvendigt, at Grundlovens Område blev indledningsviis betegnet i en ny første Paragraph. Man har troet, at Grundlovens eget Indhold og dens Forkyndelsesmåde tilstrækkeligt vilde vise, for hvilket Område den skulde gjælde. Ved denne Forkyndelse ville naturligviis de Forbehold være at gjentage, som med Hensyn til Slesvig ere tagne i Loven af 7de Juli 1848, og som for Islands Vedkommende indeholdes i det kongelige Brev af 23de Septbr. 1848.

En Minoritet, bestående af , må udtale sig imod, at Området for Grundloven betegnes således, som skeet er i Overskriften til samme, ligesom man heller ikke kan tiltræde Majoritetens Forandringsforslag i denne Henseende, medmindre der, hvad man i ethvert Fald må tilråde, optages en egen Paragraph i Grundloven, hvori det klart udtales, for hvilke Landsdele samme er gjældende.

Udkastet angiver sig som en Grundlov for kongeriget Danmark og Slesvig. Et Kongerige: „Danmark og Slesvig“ existerer ikke, hvorimod Kongeriget Danmark, når Slesvig nævnes i Forbindelse dermed, efter anerkjendt Sprogbrug betegner det egentlige Danmark i Modsætning til Hertugdømmet Slesvig. Men der er da ingen Grund til, ikke også at nævne Slesvig som det, det er, et Hertugdømme, under hvilken Benævnelse det forekommer i både ældre og yngre Statsacter, i Lovgivningen og Regjeringens Tilkjendegivelser, selv de allernyeste af disse, hvor Hertugdømmets grundlovmæssige Forbindelse med Kongeriget omtales, såsom i Kongens

3

Svar til den slesvigholsteenske Deputation af 24de Marts f. A., i Kundgjørelsen af 4de April og Valgloven af 7de Juli f. A. Det er allerede misligt nok, at en Forsamling, der alene er sammenkaldt for Danmark, skal vedtage en Grundlov, der tillige skal gjælde for Slesvig, og som, ifølge Bestemmelsen, skulde overveie og vedtage i Forbindelse med Deputerede også fra denne Landsdeel, men desto mere bør Alt søges undgået, der hos Slesvigs Indvånere kan vække Misnøie med de Beslutninger, som her tages, eller nære Tanken om en tilsigtet Incorporation af Slesvig i Kongeriget, hvortil den i Udkastet brugte Betegnelse i Kongeriget Danmark og Slesvig, efter Minoritetens Formening, let vil kunne benyttes af det Parti i Hertugdømmene, der er fiendtligt stemt mod Danmark. Da Kongen i Proclamationen af 27de Marts f. A. har tilsagt Slesvigs Beboere, at deres Selvstændighed som Slesvigere skal, ved Siden af den fælles Forfatning, sikkres ved en egen Landdag, egen Administration og egne Domstole, er denne Landsdeels selvstændige Stilling derved erkjendt i et Omfang, hvormed det lidet stemmer overeens, at deres ældgamle Betegnelse som Hertugdømme uden Nødvendighed udslettes. At fjerne det omhandlede Udtryk på den af Majoriteten foreslåede Måde, kunne vi ikke billige, medmindre der optages en Paragraph i Grundloven, som viser, for hvilke Landsdele den er gjældende, i hvilket Fald vi intet Væsentligt have at erindre imod Majoritetens Forslag. Ligesom det dog ikke kan undgåes i Valgloven at nævne Slesvig, så at Spørgsmålet om dets Betegnelse som Hertugdømme atter der vil opståe, således kunne vi overhovedet ikke finde det rigtigt at lade det i en sådan Ubestemthed, for hvilke Dele af det danske Monarchie Grundloven er gjældende, som vilde følge af, at deres Område ikke betegnedes tydeligere end ved Benævnelsen: „Danmarks Riges Grundlov”, medens man omhyggeligt undgik at nævne Slesvig i samme. Dette forekommer os såmeget urigtigere, som både Kongen og Rigsdagens Medlemmer skulle aflægge ved på, at de ville holde Grundloven, og det derfor bør være aldeles tydeligt, for hvilke Landsdele den er gjældende.

I dette Øiemed foreslåe vi, at der, i Lighed med hvad der findes i andre Constitutioner, som ere givne for Lande, der beståe af forskjelligartede Dele, optages en første Paragraph i Grundloven, hvori dennes Område bestemt angives, og i Forbindelse dermed de Dele af Monarchiet nævnes, for hvilke Grundloven ikke gjelder. For Slesvigs og Islands Vedkommende vil derhos de fornødne Forbehold være at tage i Overeensstemmelse med Valgloven af 7 Juli f. A. og det kongelige Brev af 23de Septbr. f. A., hvilket i Korthed kan udtrykkes således som i Indstillingen findes angivet. I Forbindelse hermed kan det da passende tilkjendegives, at Forholdet imellem det danske Rige, for hvilket Grundloven gjelder, og de med samme forbundne Hertugdømmer, Holsteen og Lauenborg, forbeholdes nærmere Ordning. Hvad de Danmark tilhørende Kolonier angåer, ansees det tilstrakkeligt, når der i de „transitoriske Bestemmelser”, som man har tænkt sig at måtte føies til Slutningen af Grundloven, udtales, at disses Forhold til Moderlandet vil blive ordnet ved særegne Koloniallove.

I Overeensstemmelse hermed indstilles: At der under første Afsnit optages en Paragraph af følgende Indhold:

„Det danske Rige beståer af Kongeriget Danmark, Hertugdømmet Slesvig, Island og Færøerne, hvilke Lande, under de med Hensyn til Slesvig og Island tagne Forbehold, danne en under nærværende Grundlov forenet udelelig Stat. Forholdet imellem dette Rige og de med samme forbundne Hertugdømmer Holsteen og Lanenborg forbeholdes nærmere Ordning.”

Når en sådan Paragraph måtte blive optaget i Grundloven, have vi Intet at erindre imod Majoritetens Instilling om Overskriftens Forandring, skjøndt det måskee rettere hed: „Grundlov for det danske Rige”, hvorimod vi, hvis ovenstående Indstilling ikke bifaldes, foreslåe; „at det, istedetfor Overskriften i Udkastet, og Majoritetens Forandringsforslag, kommer til at hedde: „Grundlov for Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig.”

4