VI.

I Udkastets 6te Afsnit, der handler om den dømmende Magt, indeholde de to første paragrapher de nærmere Bestemmelser om Rigsrettens Sammensætning og Virkekreds.

Efter § 60 skal Rigsretten beståe af 16 Medlemmer, der vælges på fire År. Den ene Halvdeel vælger Landsthinget af sine Medlemmer, den anden Høiesteret af sine. Disse 16 Mænd vælge sig selv en Formand.

Udvalget må i det Hele tiltræde den Tanke, der ligger til Grund for dette Forslag, at nemlig Rigsretten skal dannes af tvende lige stærke Bestanddele, hvoraf det ene har en mere politisk, det andet en mere juridisk Charakteer. Man anseer ligeledes det foreslåede Antal af 16 Medlemmer for ret passende. Derimod har Udvalget ikke troet at kunue tiltræde Udkastet, forsåvidt dette vil, at Rigsretsmedlemwerne skulle vælges på fire År. Rigsretssager kunne næppe antages at blive så, at der er tilstrækkelig Grund til at danne en fast, vedvarende Domstol, hvorimod man anseer det for hensigtsmæsstgere, at Rigsretsmedlemmer udvælges i Høiesteret og Landsthinget for hvert Tilfælde, da Rigsretssag anlægges. Man vil måskee indvende, at den enkelte Anledning til Rigsretsmedlemmers Udnævnelse i så Fald kan fåe en ikke ønskelig Indflydelse på de Valg, der således foretages, efterat Rigsretsklage har fundet Sted. Hertil må det nu strax bemærkes, at Landsthinget også efter Udkaftets Regel vil og bør tage politiskt Hensyn ved sit Valg. Men Udvalget tillader sig derhos, tildeels af dette Hensyn, deels også af almindeligere Grunde, at anbefale en sådan Fremgangsmåde ved Dannelsen af Rigsretten, at der blev givet både Anklageren og den Anklagede en Udskhdelsesret. Man har tænkt sig, at Landsthinget kunde udnæne 12 af sine Medlemmer, som trådte sammen med 12 af Landets øverste Domstol, som denne dertil udnævnte, og man kunde da give Anklageren og den Anklagede Ret til hver at udskyde 1/6 af begge Klasser. De tilbageblevne 16 dannede de Rigsretten under en selvvalgt Formand. Det kunde måskee tilføies, at en Lov nærmere ordner Retsforfølgningsmåden.

Man foreslåer altså følgende ny § 60: „Når Rigsret skal sættes, udnævner Landsthinget 12 af sine Medlemmer, der træde sammen med 12 af Landets øverste Domstol, som denne dertil udnævner. Anklageren og den Anklagede udskyde hver1/6 af begge Klasser. De tilbageblevne 16 Medlemmer, der vælge en Formand udaf deres Midte, danne Rigsretten. En Lov ørdner nærmere Forfølgningsmåden.“

Undertegnede Christensen, Gleerup og Jacobsen henholde sig til deres Minoritetsvotum til 4de Afsnit.

Ved § 61 har Udvalget ikke fundet tilstrækkelig Grund til at foreslåe nogen Forandring.

Iøvrigt indbefatter dette Afsnit af Udkaftet endnu kun to Paragrapher, den ene om Dommeres Uafsættelighed m. v. (§ 62), den anden om Domstolenes Myndighed ligeoverfor Øvrighederne (§ 63). Udvalget kan ikke tilbageholde den Bemærkning, at disse Bestemmelser ere påfaldende fattige i et Udkast, der selv har erkjendt den dømmende Magt som en selvstændig Statsmagt (§ 3). Man overseer ingenlunde, at det ikke ret vel er gjørligt i dette Afsnit at opstille mange, øieblikkeligt anvendelige nye Regler. Men om man end må indskrænke sig til at udtale de store ledende Grundsætninger, der ved Lov skulle gjennemføres , så hører dog ikke blot disse Grundsætningers grundlovmæsige Udtalse aldeles med til at fuldende Billedet af den constitutionelle Statsbygning, som skal opføres, men denne Udtalelse må og erkjendes at have sin store praktiske Betydning. Udvalget har altså anseet det for sin Pligt at foreslåe nogle nye Paragrapher, der udtalte de Grundregler, som andetsteds i frie Stater have vundet en så almindelig Anerkjendelse, at man ikke kan ansee det fornødent her at føre noget særeget Beviis for disse Sætningers conftitutionelle Nødvendighed. Men hertil har man også i Reglen indskrænket sig, uden at gåe ind på sådanne Enkeltheder, som naturligt viile følge af de store Grundregler, og som altså ville blive at bearbeide i de Love om Retspleiens nye Ordning, som det vil være Regjeringens Kald af al Ragt at forberede.

I Spidsen har man troet at burde stille Udtalelsen af den Re-

gel, at den dømmende Magts Udøvelse kun kan ordnes ved Lov. Dette er vistnok i en constitutionel Stat en ligefrem Følge af Forholdets Natur, men denne simple Sætning har dog så gjennemgribende Virkninger, at den ikke bør savnes i Grundloven. Når det nemlig ståeer fast, at den dømmende Magts Udøvelse kun kan ordnes ved Lov, da er det derved ikke blot afgjorte, at Domstole ikke kunne indrettes, ophæves eller omdannes uden den lovgivende Magts Mellemkomst; det er ikke mindre afgjorte, at Domstolenes hele Virksomhed, at hele Retsforfølgningen kun kan ordnes ved Lov. Man har derved ikke blot udelukket al Cabinetsjustits, men man har også dermed sagt, at Ingen kan drages fra sit lovlige Værnething; man har udtalt, at den hele Proces kun kunde ordnes ad Lovgivningsvejen, og så fremdeles.

Man foreslåer altså en ny Paragraph sålydende: § 62. Den dømmende Magts Udøvelse kan kun ordnes ved Lov.

Hvad nu angåer denne nærmere Ordning af den dømmende Magts Udøvelse, har Udvalget for det første troet, at Grundloven allerede nu burde erklære sig for Ophævelsen af enhver med visse Eiendomme forbunden dømmende Myndighed. At Nogen skal kunne erhverve en dømmende Myndighed ved at erhverve en Eiendom, synes så stridende mod Grundlovens Ånd, at den Betragtning, at her kun spørges om en undtagelsesviis bestående Skiftejurisdiction; ikke har kunnet afholde Udvalget fra at foreslåe denne Undtagelses Ophævelse. Man har alene næret nogen Tvivl, om selve Grundloven burde erklære den her omhandlede Myndighed for ophævet, eller om den burde indsktrænke sig til at udtale, at den skal ophæves ved Lov. Herfor er fornemmelig anført, at dette Forhold hænger nøie sammen med flere andre, som samtidigt burde ordnes, såvelsom og at der dog kunde være Det og Andet at fastsætte i det Enkelte med Hensyn til hiin Domsrets Overgang til andre Myndigheder. Fleerheden har dog antaget, at der ikke kunde være Noget til Hinder for det, der i sig var det ønskeligske, nemlig den øieblikkelige Ophævelse. Det behøver iøvrigt næppe at bemærkes, at den foreslåede Bestemmelse ikke bliver overflodig ved Udkastets § 78.

Man foreslåer altså følgende nye Paragraph: § 63. Den med visse Eiendomme forbundne dømmende Myndighed er afskasset.

Men dernæst antage vi, at Grundloven bør udtale den bestemte Regel, at Retspleien skal adskilles fra Forvaltningen. Vi oversee ingenlunde, at denne Opgaves heldige Løsning ikke er let, men vi antage denne Adskillelse for nødvendig, når Retsplejen og Forvaltningen hver på sin Viis skal kunne gåe sin frie, uhindrede Gang.

Vi foreslåe altså en ny Paragraph: § 63, b. Retspleien bliver at adskille fra Forvaltningen efter de Regler der fastsættes ved Lov.

Grundloven må fremdeles, som alt Udkastets § 63, udtale sig om Domstenes Myndighed ligeoverfor Øvrighedsmyndigheden.

Udkastets § 63 tillægger Domstolene Ret til at påkjende ethvert Spørgsmål om Øvrighedsmyndighedens Grændser, men tilføier derhos, at den, der mener sig forurettet ved en Øvrighedsbefaling, ikke ved at bringe Sagen for Domstolene Kan unddrage sig fra foreløbigt at efterkomme Befalingen.

Om Rigtigheden af Udkastets Hovedregel, at Domstolene skulle have Myndighed til med afgjørende Retsvirkning at Påkjende ethvert Spørgsmål om Øvrighedsmyndighedens Grændser, har der ingen Tvivl været i Udvalget. Man må aldeles tiltræde den Regel, at det er Domstolene, der i Henhold til Loven skulle afgjøre hvorvidt Øvrighedsmyndighedens Grændser strække sig.

Under vor nugjældende Retstilstand antage uden Tvivl de Fleste, at det Spørgsmål, om en Øvrighed har overskredet sin Embedsmyudigheds Grændser, ikke i Reglen uden særlig Regjeringstilladelse egner sig til Afgjørelse ved Domstolene. Heri må skee en Forandring, dersom Retstilstanden i Landet skal hvile på en aldeles fast Grund. Under en Statsforfatning, som den, der nu skal grundlægges, kan det ikke ashænge af Regjeringens Skjøn, — hvor sam-

vittighedsfuldt dette end måtte blive afgivet — om Domstolene skulle have Adgang til at afgjøre, hvorvidt en Øvrighed ved een eller anden Handling har overskredet sin lovlige Embedsmyndighed. Erkjendes det nu først, at denne Adgang til Løv og Dom ikke kan afhænge af Regieringens Forgodtbefindende, så kunde det alene blive Gjenstand for Undersøgelse, hvem der skal afgjøre dette Grændsespørgsmål. I adskillige Forfatninger har man overladt dette til en egen Domstol, sammensat deels af Nogle af de øverske Dommere, deels af høitskående Regjeringsembedsmænd; altså en Ret af blandede administrative og judicielle Elementer, omtrent som Rigsretten er sammensat af politiske og juridiske Bestanddele. Udvalget foretrækker imidlertid den Vei, Udkastet i Lighed med den engelske og amerikanske Retsforsatning har gået. Vi billige aldeles, at det er Domstolene, der i Henhold til Loven bestemme Grændsen for Øvrigheds-Myndigheden, og således også for deres egen Myndighed. Et Overgreb fra Domstolenes Side, hvis et sådant skulde vise sig en enkelt Gang, vil let kunne mødes ad Lovgivningens Vel. Derimod har det naturligviis ikke været Udkastets Mening, at Enhver, der troede at have Grund til at klage over en Øvrighedsafgiørelse, skulde kunne anlægge Sag ved Domstolene, så at disse kom til at afgjøre, hvorvidt en Øvrighed med Skjønsomhed har benyttet den ham utvivlsomt tilkommende Embedsmyndighed. Om En end i en vis Forstand med Føie kunde sige sig at være forurettet ved en sådan Mangel på Condulte fra Øvrighedens Side — at Borgerne have en moralsk og politisk Ret til at fordre en forstandig og skjønsom Adfærd fra Øvrighedens Side er jo åbenbart — så er det dog indlysende, at en Besværing over en sådan Uret kun kan gjøres gjældende for høiere Øvrighed og tilsidst for Rigsdagen.

Forsåvidt have altså alle Udvalgets Medlemmer været enige. Men nogen Meningsulighed er opstået om det Spørgesmål, hvorvidt Udkastets Regel var tilstrækkeligt utvetydig, eller om der ikke behovedes et Tillæg for klart at betegne Alt, hvad der skal ligge i de Ord: ethvert Spørgsmål om Øvrighedsmyndighedens Grændser. Vi antage det Alle for aldeles utvivlsomt, at der herved skal gives Domstolene Ret til at tilkjende den Mand, som en Øvrighed ved Overskridelse af sin Embedsmyndigheds Grændser har forurettet, Erstatning; thi det kan ikke være den blotte Grundsætning for Embedsmyndighedens Begrændsning, som den Private kan såe fastsat ved Domstolenes Hjælp; sådanne almindelige Grundsætninger kunne Domstolene kun gjøre gjældende i deres Anvendelse på det virketigt foreliggende Retstilfælde, og når de frit kunne bedømme Grændsespørgsmålet, måe de og frit kunne uddrage den Følge af Embedsmyndighedens Overskridelse, som den Forurettede netop vil gjøre gjældende ved sit Erstatningssøgsmål.

Skjøndt vi således i Sagen selv ere enige, have dog Nogle anseet det for det Forsigtigste, at Grundloven udtrykkeligt udtalte, hvorledes det fulgte af Hovedreglen, at Domstolene i fornødent Fald kunde tilkjende den Forurettede Erstatning.

Også i en anden Retning have Nogle af os ønsket en noget bestemtere Udtalelse af Conseqventserne af Grundlovens Reget. Man har nemlig tænkt sig det hyppige Tilfælde, at Loven indrømmede Øvrigheden en vis Myndidighed under visse nærmere, Borgernes Ret og Pligt bestemmende, Betingelser, og man har da været aldeles enig i, at Domstolene vare berettigede til at skaffe Den Retdhiælp, som klagede over, at Øvrigheden havde tilegnet sig den omhandlede Mybdighed udenfor de lovbestemte Betingelser. Men Nogle af os have dog anseet det for forsigtigst, at man også i denne Henseende noget anskueliggjorde Hovedreglens indgribende Betydning, idet de frygtede for, at man ellers vilde gjøre den Fortolkning gjældende, at da en vis Handling dog kunde være en lovlig Øvrighedshandling, blev det Øvrighedens Sag at afgjøre, hvorvidt der i det enkelte Tilsælde virkeligt havde været lovligt Hjemmet til at foretage den omhandlede Handling.

En Minoritet ( ) foreslåer altså, at man optager et Tillæg af følgende Indhold:

Navnlig kan den, der troer sig krænket i sine borgerlige Retttgheder ved en Embedsmands lovstridige Handling, ved Domstolene søge Erstatning.

Ved denne Affattelse formener tillige Minoriteten at have afværget den Misforståelse, at ethvert Tilfælde, hvor en Mand troede, at Administrationen på en for ham følelig Måde urettelig havde anvendt en Lov skulde kunne brings ind for Domstolene. Minoriteten erkjender tilfulde med Udvalgets Fleerhed, at der gives og bør gives mangfoldige administrative Love, som indeholde bindende og veiledende Normer for Administrationen, uden at de i diske Love indeholdte Bestemmelser kunne siges at hjemle Borgerne nogen individuel Ret, der således blev krænket ved hine Reglers mindre rigtige Anvendelse, at den Snkelte ved Domstolene derimod skulde kunne søge Opreisning. Her må det rette Værn søges ad den admintstrative og politiske Vei.

Udvalgets Fleerhed har dog ikke anseet det fornødent eller tilrådeligt at optage dette Tillæg.

Man antager nemlig, at Grundloven har løst sin Opgave, når den har opstillet den ledende Hovedregel. Denne Regels Gjennemførelse må da overlades til Domskolene, eller hvis det mod Formodning skulde vise sig, at Retternes Afgjørelse blev vaklende eller på anden Måde mindre fyldestgjøreude, da måtte Lovgivningen skride ind og give de enkelte Regler, der vise sig nødvendige. Det kan ikke miskjendes, at det dog er umuligt i en enkelt Grundlovsparagraph at udkømme et så rigt Thema, som det vi her omhandle, og om man end optog den af Minoriteten foreslåede Tillægsparagraph, da kan det ikke nægtes, at også den kan give Anledning til Tvivl, fordi vi ikke have en så fast statsretlig Sprogbrug, at man jo nødes til at vælge Ord, der først under vor nye Forfatnings Udvikling ville fåe den bestemte Betydning; ligesom det et heller kan miskjendes, at man med Lethed kunde reise endeel anbre Spørgsmål end dem, der i det Foregående ere berørte, dersom det var Opgaven at gåe ind i Gagens Enkeltheder.

Med Hensyn til den sidste Sætning „dog kan den, der mener sig forurettet ved en Øvrigyedsbefaling, ikke ved at bringe Sagen for Domstolene unddrage sig fra foreløbigen at efterkomme Befalingen“, foreslåer Udvalget, forsåvidt Sætningen ikke, som Minoriteten strax skal tillade sig at foreslåe, udgåer, at ombytte Ordene „den der mener sig .... Øvrighedsbefaling“ med de Ord: den der vil reise sådant Spørgsmål. Udkastets Ord kunde nemlig let mistydes, som om Enhver, der i videste Forstand ansåe sig forurettet ved en Øvrighedsbefaling, altså Enhver der klagede over en urigtig Brug af en Øvrigheden utvivlsomt tilkommende Embedsmyndigyed, kunde siges at reise et Spørgsmål om Øvrighedsmyndighedens Grændser.

En Minoritet foreslåer imidlertid, som antydet, at den hele Sætning udgåer. Denne Minoritet frygter nemlig for, at man i Sætningen skulde finde en grnndlovmæssig Sanction af den Anskuelse, at enyver Modstand eller Ulydighed mod en Øvrighedsbefaling var ubetinget ulovlig, om det end siden viste sig, at Øvrighedens Befaling manglede al retlig Hjemmel og altså ikke var nogen sand Øvrigedsbefaling. Denne Minoritet forvrer ikke, at Grundloven skal anerkjende Modstandsretten, men den onsker, at vette hele Spørgsmål ikke på nogen Måde skal være foregrebet ved Grundloven, end ikke ved en fjernere Antydning.

Udvalgets Fleerhed deler ganske den Tanke, der ligger til Grund for Minorttetens Forslag. Også vi vilde erklære os mod den omhandlede Sætning, dersom vi i den fandt en Antydning om Modstandsrettens absolute Ulovlighed, thi vi vide heelt vel, at der kan gives Tifælde, hvor endog ligefrem Modstand mod en ulovlig Øvrigheds vilkårlige Anmasselse kan blive en Samvittigyedspligt ikke jnst for Hvermand, men vel for den, der har den dybefte Følelse af sin egen Ret og Pligt. Men ligesom også vi antage, at disse sjældne Tilfælde, hvor den borgerlige Heroisme, ubekymret om Øvrighedens tilshneladende Myndighed og ubekymret om Udfaldet, følger sin Samvittigheds Tilkkyndelse, ikke egne sig til nogen Omtale eller Anthdning i en Grundlov, således måe vi fremdeles være af den Mening, at det overhovedet slet ikke er Stedet i denne Paragraph, der jo dog væsentlig kun skal handle om Omfanget af Domstolenes Myndighed, at udtale nogen almindelig Regel om Virkningen af Ulydighed mod en Øvrighedsbesaling. Det skulde altså være en almin

delig Forudsætning, der låe skjult i det Tillæg, at man ikke ved at bringe Sagen for Domstolene kan unddrage sig fra foreløbigt at efterkomme Befalingen. Men Majoriteten har aldeles ikke kunnet indsee, hvorledes man med nogen skjellig Grund heraf kan udlede nogen sådan almindelig Forudsætning. Det siges alene, at man ikke ved at gåe til Domstolene kan unddrage sig fra forelobigt at efterkomme Befalingen. Hvorvidt man af andre Grunde kan eller ikke kan unddrage sig denne Lydighed, det er Noget, det aldeles ligger udenfor denne Sætnings Hensigt og Ord at fastsætte eller antyde. Majoriteten finder altså ikke, at Tillæget indeholder nogen farlig Antydning, og må derimod holde for, at den Advarsel, det udtaler ret vel kan hævde sin Plads i nærværende Paragraph.

Efter således at have opstillet de nødvendigste Regler om Domstolene i Almindelighed, gåer Grundloven naturligt over til at omtale de enkelte Dommere. Når disse ikke have den rette selvstændige Stilling, hjælpe de bedste Regler om Domstolenes Ordning Intet. I denne Henseende har Udkastets § 62 opstillet den Regel, at Dommere ikke kunne assættes uden ved Dom, ei heller forflyttes imod deres Ønske hvorhos Paragraphen giver Regjeringen Ret til at asskedige den Dommer, der har syldt sit 70de År, dog med fuld Nydelse af hans Indtægter.

Det er en Selvfølge, at Udvalget er enigt i, at Dommerne ei vilkårligt skal kunne assættes eller forflyttes; forsåvidt tiltræder man altså ganske Ubkastet. Dog har man troet, at Forsigtighed påbød et Tillæg om, at Udkastets Regel ikke kunde være til Hinder for sådanne Forslyttelser eller Afskedigelser, som bleve en Følge af en ad Lovgivningsveien foretaget Omordning af Domstolene. Ligeledes har man fundet det passende, at Paragraphen indledningsviis udtalte Dommernes Uafhængighed, men det på en sådan Måde, at det viste sig, at det er hans Afhængighed af Loven, der skal gjøre ham uashængig af enhver anden Indflydelse.

Forsåvidt Udkastet endelig har bestemt, at den Dommer, der har fyldt sit 70de År, kan afskediges, dog uden Tab af Indtægter, da bifalder man vel ganske den til Grund liggende Tanke; men Udvalgets Fleerhed (8 Stemmer, hvoriblandt Formanden) har troet, at denne Ret gjerne kunne indrømmes Regjeringen, såsnart Dommeren havde fyldt sit 65de År. Uden Dommerens eget Ønske vilde Regjeringen vistnok ikke benytte denne Ret, medmindre Dommerens Svaghed var så almindeligt erkjendt, at Ingen med Føie kunde mistænke Regjeringen for nogen Tilbøielighed til at have andre Hensyn end Retspleiens Tarv for Øie.

Udvalgets Minoritet ( ) har dog antaget, at det hellere måtte forblive ved Udkastet, så at Ingen, der ikke var 70 År gammel, mod sin Villie var pligtig til at sinde sig i en Afskedigelse.

Man foreslåer altså følgende nye Paragraph: § 63 d. Dommerne have i deres i Kald alene at rette sig efter Loven. De kunne ikke assættes uden ved Dom, es heller forflyttes mod deres Ønske udenfor de Tilfælde, hvor en Omordning af Domstolene finder Sted. Dog kan den Dommer, der har syldt sit 65de (70de) År afskediges, men uden Tab af Indtægter.

Det sidste Tillæg, Udvalget i dette Afsnit har at foreslåe, angåer den såkaldte Juryindretning.

Udvalget har ikke havt nogen Tvivl om, at det burde tilråde Forsamlingen at optage denne Institution. Det er vitterligt, hvorledes denne Indretning t sin moderne Skikkelse har slået Rod i det engelske Statsliv, hvorledes den derfra har udbredt sig til Amerika og Frankrig, hvorledes den fra Frankrig blev forplantet til de tydske Rhinprovindser, hvorfra den nu gjennemtrænger alle tydske Stater. Ikkun Sverig og Norge have tøvet med at tilegne sig Institutionen; men ligesom Sverig kjender den i Trykkefrihedssager, således har man i Norge i den seneste Tid alvorlig fæstet Tanken på Spørgsmålet om dense Indførelse, Betænkes det derhos, at man ingensinde finder, at en Stat har fortrudt Juryens Indsørelse, men at den tvertimod overalt anerkjendes som et kraftigt Middel til Retfærdighedens Håndhævelse og som eet af Folkefri

hedens sikkreste Værn, kan Udvalget ikke andet end ansee det for givet, at vi også i Danmark bør tilegne os dette Gode jo før jo heller.

Med Hensyn til det Navn, hvorved Institutionen hos os bør optaget, da er dette vel i og for sig en Gjenstand af heelt underordnet Vigtighed. Men ligesom det er åbenbart, at Grundloven har det i sin Magt af vælge Ordet, således kunne vi dog ikke ansee det for ligegyldigt, om man her valgte en Benævnelse, som enten er aldeles uforståelig uden fremmed Sprogkundskad (såsom Jury) eller i sig selv forvirrende og lånt fra det tydske Sprog („Edsvorneret“ passer i Grunden ikke mere på Iuryen end på enhver anden Ret). Da vi nu have det ægte danske Ord Nævninger, som vel er trængt noget tilbage fra den almindelige Sprogbrug, men dog hverken er blevet aldeles forældet eller har modtaget nogen forvandsket Betydning, vidste vi ikke, hvorfor Grundloven ikke skulde have Mod til at optage dette Ord igjen.

Om den hele Gjennemførelse af Nævningerne kan det ikke være Grundlovens Sag et give de fornødne Regler. Men vi antage dog, at de Sager, hvori den nye Indretning skal benyttes, bør betegnes ved et sådant almindeligt Begred, der ikke efterlader nogen skjellig Tvivl om det Grundlag, hvorpå Loven skal bygge. I så Henseende har Udvalget ikke kunnet være i Tvivl om den Regel, det burde tilråde. Man har nemlig ikke kunnet vove at optage Indretningen i borgerlige Retstrætter. Således benyttes den kun i England og Nordamerika, men forsåvidt har den ikke fundet Indgang på det europæiske Fastland. Den må altså indskrænkes til Strafferetssager. Men den kan ingenlunde anvendes her i alle Sager. De fleste criminelle Sager ville tvertimod også fremdeles blive at påkjende uden Nævningårs Mellemkomst. Dette er overalt Tilsædet og kan vanskeligt undgåes, dersom der ikke i en ganske overordentlig Grad skal lægges Beslag på Borgernes Tid og Kraft. Nævninger bør altså kun dømme i de vigtigere Strafferetssager. Hvilken Grændse nu her skal drages, må det være den fremtidige Lovgivning forbeholdet at afgjøre; kun har man troet også her at kunne vælge det Ord, der i Fremtiden skal betegne denne Art af Sager, nemlig Misgjerningssager.

Men foruden disse Sager er der en anden Klasse af Forseelser, som udentvivl, om de end måtte være af mindre betydede Natur, altid bør påkjendes af Nævninger, vi mene alle politiske Strafsesager. Også dette Begred kan blive nærmere at fastsætte ved Lovgivningen, men det er klart, at det omfatter alle de Trykkefrihedssager, som det i Folkefrihedens Interesse må ansees ønskeligt at unddrage de faste Statsdommeres udelukkende Domsret. Man foreslåer altså følgende Tillægs-Paragraph.

„I Misgjerningssager og i Sager, der reise sig af politiske Lovovertrædelser, skulle Nævninger indføres.

Man tilføier alene den Bemærkning, at det hermed er afgjorte, at Mundtlighed og Offentlighed og Anklageproces må blive indført i den hele Strafferetspleie. Den gamle Inqvisitionsproces kan ikke vedvare i et Land, der indfører Nævninger.