I.

§ 1. Når Grundloven eengang for alle er betegnet som Danmarks Riges Grundlov, sees det ikke, hvorfor det skulde være nødvendigt i denne Paragraph udtrykkeligt at tilføie „i Kongeriget Danmark og Slesvig“; det indstilles derfor, at disse Ord udgåe. § 2. Udvalget har næret nogen Tvivl, om det ikke vilde være rettest at udsætte Forhandlingen af denne Paragraph, indtil §§ 64 —66 samtidigt kunde forhandles. Imidlertid man, i den Forudsætning, at der ikke vilde være nogen Meningsulighed om det Religionsfrihedens Grundprincip, som er udtalt i det 7de Afsnit, ikke taget i Betænkning at yttre sig om § 2. Udvalget har anseet det for afgjort, at den i Kongeloven begrundede Opfattelse af den evangelisk- lutherske Kirke som Statskirke måtte opgives i en Grundlov, som vedkjendte sig Religionsfrihedsprincipet. Udvalget måtte fremdeles med Udkastet erkjende, at man ikke i selve Grundloven kunde Påtage sig Løsningen af alle de kirkelige Reform-Spørgsmål, som endnu i så høi Grad dele Gemytterne. Men ligeså lidt kunde man finde det passende aldeles at forbigåe det hele Spørgsmål om Kirken. Det måtte altså udtales, at man løsner sig fra Kongelovens Bud, men den nærmere Ordning måtte overlades Fremtidens Statslovgivning. Man måtte finde en Overgangsform, der ikke gjorde noget voldsomt Brud, og dog tillod en fri Udvikling. I det Hele taget har man derfor deelt den Tanke, der har fundet sit Udtryk i § 2, og det er kun to mindre væsentlige Forandringer, man tillader sig at foreslåe. For det Første foreslåer man, at de Ord „som den, hvori den overveiende Deel af Folket befinder sig, at ansee som“ udgåe. Det synes nemlig ikke nødvendigt og i sig mindre naturligt således i Paragraphen selv at begrunde Paragraphens Bud. Udtrykket „at ansee som“ giver og adskillig Grund til Udsættelse. Dernæst har man fundet, at Udtrykket „nyde Understøttelse“ kunde ombyttes med Ordet „Understøttes,“ fordi den første Vending har forekommet Flere stødende på Grund af en uvilkårlig Sproganalogi. Da Anken så let kan fjernes, synes man at burde rette sig efter Erindringen.

Udvalget tilføier den Bemærkning, at Paragraphen ved at befale Folkekirkens Understøttelse af Staten, — Bestemmelse af Understøttelsens Grad og Omfang overlades Fremtidens Lovgivning, — naturligviis ikke forbyder, at andre af Staten anerkjendte Religions samfund ligeledes understøttes af Staten, forsåvidt Sådant måtte findes rigtigt. § 3. Denne Paragraphs første Sætning har sin fulde Betydning efter den i Udkastet gjennemførte Grundsætning, at Kongens Veto er absolut (cfr. § 28, 40, 80). De af os, der erklære sig herimod, forbeholde sig naturligviis at gjøre denne modsatte Mening gjældende ved en følgende Paragraph, og denne Menings Antagelse i Rigsforsamlingen vilde da foranledige, at der blev Spørgsmål om en Omredaction såvel af denne som af flere Paragrapher.

I den tredie Sætning: Den dømmende Magt er hos de anordnede Domstole, har man troet, at det heller måtte hedde „hos Domstolene“, fordi Ordet „anordnet“ let efter den nuværende Sprogbrug kunde fremkalde den urigtige Forestilling, at Domstole kunde „anordnes“ uden Lovhjemmel (cfr. VI).