Uddrag fra VIII.

Jeg skal tillade mig et Par Ord med Hensyn til de Yttringer, som ere faldne fra den 3die kjøbenhavnske Rigsdagsmand (Ørsteds) Side. Jeg betragter Forholdet en heel Deel anderledes end han; jeg troer ikke, at den, som ved Kjendelse er bleven fri for Værnepligt, som oftest selv har erlagt den, men at det i Regelen er Faderen, der har erlagt den for ham. Men idet Faderen har erlagt Kjendelsen, har han ikke kunnet og ikke troet at kunne binde Hænderne på Regjeringen med Hensyn til den fremtidige Lovgivning. Han har altså ikke kunnet og ikke villet kunne frikjøde sin Søn tiltrods før et senere Lovgivningsværk. Han har kun villet skaffe ham den denne Frihed, skaffede han sig selv en ikke ringe Beroligelse, idet det nemlig kunde have noget Udehageligt for ham at see sin Søn, som en enkelt Undtagelse, ubføre den Værnepligt, som ellers kun pleiede at påhvile en enkelt Samfundsclasse. Det er noget ganske Andet, når Værnebyrden rammer Alle; da indeholder den ikke for den Enkelte den Ubehagelighed, og den vil ikke for Faderen indeholde noget Afskrækkende. Han har således kjøbt sin Son fri for noget ganske Andet, end det, som Sønnen nu kommer til at deeltage i, og Kjendelsen kan han — det forekommer mig som afgjorte vist — og vil han ikke gjøre Fordring på at erholde tilbagebetalt.