Uddrag fra VIII.

Jeg tør vet antage, at det ikke trænger til Undskyldning eller Retfærdiggjørelse enten for Regjeringen, eller for Folket, eller for denne Forsamling, når jeg har tilladt mig den Interpellation, som nu foreligger. I så bevægede Tider, som vore, og i et Land, hvor Landbruget indtager en så overordentlig vigtig og betydningsfuld Plads, er det klart, at Regjeringens Politik med Hensyn til Landboforholdene er en overordentlig indgribende og vigtig Deel af dens Politik i Almindelighed; men dertil kommer, at det neppe kan nægtes, at Regjeringens Stilling, dens Evne til at virke således, som Folket må ønske, såvel i vore indre, som i vore ydre Forhold, ikke lidet vil afhænge af den Tillid og den Tiltro,den Yndest og den Hengivenhed, den formåer at vinde sig netop i Landbefolkningen. Og er det nu end så, at man vistnok i Reglen ikke tør see såmeget på en Regjerings Personligheder som på dens Forholdsregler, så er det dog på den anden Side naturligt, at man kun alt for let, idetmindste i Begyndelsen, knytter sin Dom over Regjeringen og sine Forventninger om den til den Mening, man har dannet sig om de Personer, som udgjøre dens Medlemmer; men iblandt det nærværende Ministeriums Personligheder er det vistnok en Kjendsgjerning, at Ingen besidder nogen særdeles Popularitet netop blandt Landbefolkningen, og at navnlig de tvende Medlemmer, som her nærmest komme i Betragtning, have i Følge deres fortidige Stilling ikke nogen særdeles Adkomst på nogen sær gunstig Mening og Forventning hos Landbefolkningen. Jeg siger dette ingenlunde for derved at udtale mig ugunstig om disse ærede Medlemmer; jeg kjender tilstrækkelig til Forholdenes og Omstændighedernes Magt, og jeg kjender også tilstrækkelig, idetmindste til den ene af de 2de Personligheder, til for mit individuelle Vedkommende at turde troe, at Reformværkets Fremme måskee vil endog være meget langt fra at være kommet til at lide under de Hænder, til hvilke det i dette Øieblik er detroet; men kan dette end være så, og er dette end min individuelle Overbeviisning, da kan jeg dog ingenlunde oversee, at denne Mening ikke kan være Menigmands på Landet, og dog kommer Alt, i vore nuværende Forhold an på, at Folkets Mening knyttes til Regjeringen med Tillid. Jeg troer derfor, at det er ikke mindre i Folkets, ikke mindre i Menigmands Interesse på Landet, end i Regjeringens, når jeg har søgt at foranledige Ministeriet til, åbent og uforbeholdent at udtale sig over den Politik, som Hans Majestæts nye Regjering agter at følge og, såvidt som det ståer til den, at gjennemføre netop i Landboforholdene.