Uddrag fra VIII.

Det er Pligt og det er Princip hos mig ikke at tage Ordet eller være vidtløftig uden Nødvendighed. Jeg skulde derfor heller ikke have reist mig, når jeg ikke ansåe denne Sags Vigtighed og Tvivlsomhed for så stor, at jeg dog måskee ikke burde tilbageholde de derhos kun få Ord, jeg har at sige. Jeg skal nemlig ingenlunde forsøge at imødegåe alle de forskjellige Betragtninger, der ere anførte til Støtte for Forslaget, end ikke hvad der af det ærede 10de kongevalgte Medlem (Clausen) er udtalt, om hvorledes vore Fjender ville dømme om den Beslutning, vi tage; det ligger mig nemlig klart, at, vi beslutte hvad vi ville, vore Fjender ville dog lægge noget Andet deri, end vi ønske. Heller ikke skal jeg opholde mig ved, skjøndt jeg ikke kan lade det uberørt, at jeg finder det lidet passende, hvad af eet og andet Medlem med eller uden Forbehold er debiteret angående den gode Modtagelse, Forfatningsudkastet skal have mødt eller vil møde; jeg troer nemlig, at man bør afholde sig fra enhver sådan forudfældet og ubegrundet Dom om en Sag, der ikke foreligger og ikke er taget under Behandling. Mig synes det vist, at der ved Siden af meget Godt i dette Forfatnings- Udkast dog også er Meget, som man måtte synes mindre godt om; men sandes må det i hvert Fald, at vi siden Marts Måned befinde os i en Overgangsperiode, hvad enten vi betragte Folket eller Ministeriet, og det er vistnok farligt at forlænge denne Overgangstilstand udover de Grændser, som måe ansees for nødvendige eller uundgåelige. Jeg hører ganske vist ikke til dem, som troe det ønskeligt, at vort nærværende Ministerium rokkes; i alt Fald skulde det da kun være, at det forstærkedes med flere folkelige Elementer, men jeg kan dog heller ikke hengive mig til ubetinget Tillid til det; thi så agtværdige dets Medlemmer end hver for sig kunne være, så er Majoriteten af dem dog ikke udgået af Folkets Midte, men ere opvoxede under sådanne Forhold, der ikke kunne gjøre dem sær modtagelige for Demokratiets Krav. Jeg troer derhos, at en Udsættelse af Forfatningsværket blot vil medføre, at vi komme til at måtte styre Statens og Folkets Skid mellem 2 Skjær, mellem Reactionens og Revolutionens; men begge disse Skjær ere farlige, og jeg må tilståe, at skjøndt jeg troer, at Reactionen ikke vil have meget store Udsigter til at seire i dette Øieblik, så formener jeg dog, at den heller ikke er uden store og mægtige Ressourcer. Jeg miskjender visselig ikke dem, der antage vor Stilling i det Hele at være en sådan, at Frihedssagen ikke let kan trænges tilbage; men jeg anseer det dog for såre vigtigt under nærværende Forhold, at vi, i Folkets og i Regjeringens Interesse, intet Ophold, ingen Baklen vise, men trøstigt tage selve Forfatningen under Overveielse. Min Påstand er derfor, at Forslaget, hvormeget jeg end erkjender, at der kan anføres derfor, bør forkastes, og jeg gjør denne Påstand såmeget roligere, som, når nye factiske Forhold måtte være indtrådte eller beviste, da vil det altid kunne reises igjen; men nu må det påligge os fremfor Alt og uden Ophold at udføre det vigtige Hverv, som af Regjering og Folk er os betroet, og det er med Hensyn hertil, at jeg mener, det stillede Forslag ikke bør tages under videre Behandling enten i Comiteerne eller Afdelingerne. Jeg tilføier derhos, at jeg lægger en så særdeles Vøgt herpå, at jeg, hvis det fornødne Antal Medlemmer deri understøtter mig, begjerer, at dette Spørgsmål bliver afgjort ved Navneopråb.