Uddrag fra VIII.

Når jeg tillader mig at fremføre et Par Ord i denne Sag, da er det, fordi jeg ikke vil, det skal være uimodsagt, at det er noget Uvæsentligt, som handles om; thi hvad der angåer vort Modersmål er ikke uvæsentligt. De 2 Forslag synes at gåe til de 2 Yderligheder, som vel neppe ville finde Forsamlingens Bifald. Det førte vil bibeholde alle de fremmede Ord, vil altså snarere et Tilbageskridt end et Fremfkridt imod det Mål ved hvilket man håber det danske Sprog befriet fra det Fremmede. Et. sådant Tilbageskridt vil vel neppe billiges på en Tid, da få mangen Røst har hævet sig for at hævde Modersmålets Ret. Det andet Forslag vil, at man ved et Slags Oversættelse strax skal frigjøe sig fra alle fremmede Ord, hvorved man kun vil opnåe at fåe dårlige danske Ord, og derved fåe Sproget ligesåfuldt forvansket som ved de fremmede. Men midt imellem begge Yderligheder ligger, hvad den ærede Rigsdagsmand selv kalder den agtværdige Stræben hos Udskudets Medlemmer i udarbeidelsen af Forretningsordenen. Det er netop på denne Vei, jeg ønsker man skal blive, og på en naturlig Måde ad denne Vei stræbe hen imod vort Modersmåls Renselse fra det Fremmede. Men netop fordi jeg ønsker denne Vei, man alt er slået ind på, bibeholdet, må jeg fraråde begge de Yderligheder, der ere bragte i Forslag.