Uddrag fra VIII.

Jeg til tage mig den Frihed at erindre Forsamlingen om, at mit Ændringsforslag til den 5te Paragraph er, at Ordene „som i Henhold til Vor Anordning af 23de September sidstleden maatte extraordinairt udskrives“ udslettes, og at det Følgende kommer til at lyde saaledes: „De, som ere fødte i 1823, 1824 og 1825, blive samme Vilkaar undergivne som de for 1826, saalænge de nærværende Krigsforhold maatte gjøre det nødvendigt“. For sidste Gang skal jeg da, som jeg haaber, her i Salen tale om denne aposryphiske Forordning. Det er bleven sagt, vel udenfor Huset men dog saa nær ved Huset, at det let kunde høres derinde, at det var høist besynderligt, ja ret hvad man kalder en psychologisk Mærkværdighed, at jeg, som var saa krigersk af mig, at jeg, dersom jeg havde Holger Danskes Sværd, og jeg kunde løfte det, saa turde jeg godt bruge det og levnede neppe Liv i nogen Tydsker, at jeg vilde bekjæmpe Forordningen af 23de September, som saa aabenbar løber ud derpaa, at faae Krigen, og det Krigen med Tydsken, ført med at mulig Kraft. Nu, saameget bekjender jeg, at jeg er ikke for følsom, eller for nænsom til at slaae selv en Flue ihjel, om den sætter sig paa min Næse; jeg slog meget hellere, om det vilde lykkes, 2 Fluer med eet Smæk men hvad jeg benægter, det er, at Forordningen af 23de September har havt det allermindste med Krigen at gjøre, ikke det allermindste mere, end den forrige Krigsminister efter Vaabenstilstanden af 26de August. Jeg er ogsaa vis paa, at ligesaa enigt, som Huset, ialtfald paa Een nær, var med mig igaar deri, at naar vi skulle tale om Smaating, saa er dog godt Dansk meget bedre end galt Latin, ligesaa enigt vil Huset være med mig derom, at vi have Tropper nok til ingen Krig at føre, og ligeledes vil det være dem alle baade vitterligt og indlysende, at, ihvor forvirret og underligt end Aaret 1848 var, saa kom dog 23de Septemder ifjor, ligesom sædvanlig, omtrent en Maaned senere end 26 August. Altsaa herom kan jeg have sagt nok. Det blev ellers sagt forleden af en æret Rigsdagsmand, omtrent lige over for mig, at det var underligt, at man nu begyndte at raade mod Forordningen af 23de September f. A., da der dog dengang, den udkom, ikke løstede sig en eneste Stemme derimod; og han betonede dette Ord. Snørlivet tillod mig i det Øiedlik ikke at saae Mere srem, end det lille Eenstavelsesord „jo“, og dette „jo“ staaer altsaa indtil videre som en lille Gaade i Rigsdagstidenden, og jeg maa da forsaavidt oplyse, at der er et vist Ugeblad, som hedder „Danskeren“, der er lige gammelt med Martsministeriet, men har dog endnu Lov til at fryde sig ved Livet, skjøndt det er maadeligt nok der, i „Danskeren“, der løstede jeg min Stemme, saa høit som man kan løste en Stemme med en Staal-Pen, løstede den mod Forordningen af 23 Sept., før den endnu havde