Uddrag fra VIII.

Jeg skal tillade mig at henvende nogle Ord til Forsamlingen og Publikum i Anledning af det Forhold, der må sinde Sted mellem dem. Der er endnu ikke udarbeidet noget Regulativ for Forretningsordenen og om det hele Forhold, der ved Rigsforsamlingen bliver at iagttage; men indtil da må man følge almindelige parlamentariske Regler, hvorefter Ingen udenfor Forsamlingen kan på nogensomhelst Måde deeltage i Forhandlingerne. Det vil let sees, at disse måe være aldeles uforstyrrede; derfor måe Tilhørerne holde sig rolige og tause. De ville indsee, at allerebe Bifaldsyttringer måe virke forstyrrende. Men alle Meningsyttringer måe have lige Ret; tilstedes derfor Yttringer af Bifald, måtte vel også Yttringer af Mishag ikke kunne nægtes Ret til at give sig tilkjende. Og betænkes det nu, hvor let Tilhørerne kunne være af forskjellige Meninger, Nogle give deres Mishag tilkjende, medens Andre yttre deres Bifald, da vil det erkjendes, at den største Uro og Forstyrrelse let hvert Øieblik kan afstedkommes. Jeg mener, at vi i denne Henseende som i flere bør see mod Vest og Nord, og ikke mod Syd. I England, Frihedens ældste Hjem, tåles Yttrringer fra Tilhørerne aldeles ikke; i Norge, hvor den constilutionelle Forfatning næsten er et halvt Århundrede gammel, ere de også ukjendte, og, såvidt jeg veed, gjælder det også om Sverrig. See vi derimod mod Syd, da forholder det sig der ganske anderledes; i Frankfurth følger man nu en ganske anden Fremgangsmåde, men ikke nogen glædelig og en, som jeg neppe troer, at vi bør efterligne. Jeg skal bemærke, at jeg, indtil Regulativet desangående kan give nogen Bestemmelse, har på eget Ansvar uden Indskrænkning åbnet næsten hele Tilhørerpladsen for Publikum i Tillid til, at mine Landsmænd ville følge det gode Exempel, som er givet i de velordnede constitutionelle (Stater, Hvad jeg her har udtalt med et velvilligt Sind, håber jeg også vil modtages med samme Sind. Hos de gemytlige Danske er det jo en gammel Sætning, at et godt Ord finder et godt Sind. Hvis jeg heri skulde skuffe mig, da er jeg redebon til at opfylde min nye, skjøndt høist ubehagelige Pligt, at lade Tilhørerpladsen rømme, redebon til at opfylde den ligefå ufortrøden som enhver anden Pligt.