Uddrag fra VIII.

Vel er jeg ingen Pengemand og heller ikke nogen Regnemester, men jeg veed dog nok, hvad Penge due til i denne Verden, og jeg kan naturligviis gjøre den Regning, at 11 Millioner ere store Penge for et saa lidet Folk som det danske, og skjøndt min Stemme gjælder, saa at sige, slet Intet, hverken til eller fra, saa gav jeg dog bestemt ikke min Stemme til et Laan af enten 7 eller 11 Millioner paa en Tid, da Danmark desværre stikker i en langt dybere Gjækd allerede, end det sig burde — jeg gav ei min Stemme dertil, siger jeg, dersom jeg ikke saae for mine Øine, at Land og Folk var indviklet i en Krig, der krævede Udgifter, som ikke kunde udredes af de sædvanlige Indtægter. Men det er naturligt, at jeg under en saadan Krig, der ikke, saaledes som man kunde antage baade af den ærede Finantsministers Ord og efter Udtrykkene i Comiteens Betænkning, er noget Eventuelt, der ikke, saaledes som disse Ord kunde friste til at tænke, er noget Tvivlsomt, som i det Tilkommende, men noget, som virkelig er nærværende, en Krig, hvori Landets og Folkets Tilværelse staaer paa Spil; naar det er saa, men ogsaa nødvendigviis kun derfor, maa jeg stemme aldeles overeens med vore Nævningers Skjøn, at under disse Omstændigheder maa Regjeringen ikke blot bemyndiges til at anskaffe de nødvendige Midler, men ogsaa i Henseende til Anskaffelsen og Anvendelsen have faa frie Hænder,