Uddrag fra VIII.

Jeg skal i den Anledning tillade mig at bemærke, at Udvalgt har discuteret dette Punkt, men har ikke fundet det nødvendigt at føge denne Uovereensstemmelse hævet. Den Måde, hvorpå man først havde tænkt at søge den hævet, var ved i § 22 at tade den Bestemmelse falde bort, at det Mandskab, som fik et høierre Numer, skulde blive stående 2 År som Reserve eller og forandre den til, at det kun skulde blive stående 1 År; men det fandtes dog, at der kunde være nogen Vetænkelighed ved at foreslåe en sådan Forandring, og man antog, at det ikke var af synderlig practifk Vetydning, enten det stod 2 År eller 1 År til Reserve. Det foreKommer mig dog, at der ikke er nogen sådan Uovereensstemmelse mellem Paragrapherne 22 og 29, thi§ 29 siger, at det er „ordentligviis“ at Forstærkningsmandskabet ingen Tjeneste forretter i Fredstid. Når man forudsætter, at En har trukket et høiere Numer, og ikke er bleven indkaldt i det 23de År, og han således overgåer til Forstærkningen, men indkaldes mellem det 23de og 24de År — thi har han opnået det 24de År, kan han ikke indkaldes — tjener han i 8 År i den stående Hær til det 31te År; de øvrige 7 År ståer han i Forstærkningen, og således har han tjent fine fulde 16 År. Når det er sagt i § 22, at den, der har trukket et høiere Numer, gåer over til Forstærkningen, men kan indtil sit 24de År udskrives, seer jeg ikke, at der er en så stor Uovereensstemmelse med § 29, som siger, at i Fredstid gjør Forstærkningsmandskabet ordentligviis ikke nogen Tjeneste; thi der underforståes derved den Indskrænkning, som § 22 indeholder.