Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. Bind I. Spalte 1-1476

Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. Bind I. Spalte 1-1476

Beretning om Forhandlingerne på Rigsdagen. Første Bind. Nr. 1—188. Kjøbenhavn. Trykt og forlagt af Kongl. Hofbogtrykker Bianco Luno. 1848—49.

2

Udkast til Grundlovscomiteens Betænkning. (Trykt som Håndskrift for Grundlovscomiteens Medlemmer.)

I Overeensstemmelse med Rigsforsamlingens Beslutning af 7de d. M., have Undertegnede, der ere udvalgte til at prøve Udkastet til en Grundlov for Kongeriget Danmark og Slesvig, herved den Ære, at afgive den første Deel af sin Betænkning, omfattende Grundlovsudkastets I—VI og VIII Afsnit.

Udvalget har været så stærkt opfordret til af al Magt at fremskynde sin Betænknings Afgivelse, at det næppe med Føie kan bebreides det, at det ikkun har antydet de Grunde, der have fremkaldt dets Indstillinger. At man så godt søm aldeles har forbigået nærmere at begrunde sin Tilslutning til de Bestemmelser i Udkastet, hvori man ikke har fundet Anledning til at foreslåe nogen Forandring, vilde måskee også under andre Omstændigheder have været naturligt, men vil i alt Fald nu ikke behøve nogen særlig Retfærdiggjørelse.

Udkastet er betegnet som et Udkast til en Grundlov for Kongeriget Danmark og Slesvig, Det er ingenlunde undgået vor Opmærksomhed, at denne nye Benævnelse: Kongeriget „Danmark og Slesvig“ kan forsvares med meget gode Grunde. Flere af os have navnlig fremhævet, hvor stærkt dette Navn afviste enhver Tale om Slesvigs Incorporation i Danmark. Det ligger imidlertid i Benævnelsens Nyhed, at den, som uvant, for Mange har noget Stødeude, og der turde vel være dem, der i en Titel, som nævnede Slesvig særskilt, vilde savne Slesvigs gamle Benævnelse som Hertugdømme. En Fleerhed iblandt os har derfor forenet sig om Benævnelsen „Danmarks Rige“, der i Overeensstemmelse med gammel Sprogbrug heelt vel kan vælges for at betegne Grundlovsområdet, nemlig det egentlige eller såkaldte Kongerige Danmark, det såkaldte Hertugdømme Slesvig, Island og Farøerne.

Fleerheden af os har ikke anseet det nødvendigt, at Grundlovens Område blev indledningsviis betegnet i en ny første Paragraph. Man har troet, at Grundlovens eget Indhold og dens Forkyndelsesmåde tilstrækkeligt vilde vise, for hvilket Område den skulde gjælde. Ved denne Forkyndelse ville naturligviis de Forbehold være at gjentage, som med Hensyn til Slesvig ere tagne i Loven af 7de Juli 1848, og som for Islands Vedkommende indeholdes i det kongelige Brev af 23de Septbr. 1848.

En Minoritet, bestående af , må udtale sig imod, at Området for Grundloven betegnes således, som skeet er i Overskriften til samme, ligesom man heller ikke kan tiltræde Majoritetens Forandringsforslag i denne Henseende, medmindre der, hvad man i ethvert Fald må tilråde, optages en egen Paragraph i Grundloven, hvori det klart udtales, for hvilke Landsdele samme er gjældende.

Udkastet angiver sig som en Grundlov for kongeriget Danmark og Slesvig. Et Kongerige: „Danmark og Slesvig“ existerer ikke, hvorimod Kongeriget Danmark, når Slesvig nævnes i Forbindelse dermed, efter anerkjendt Sprogbrug betegner det egentlige Danmark i Modsætning til Hertugdømmet Slesvig. Men der er da ingen Grund til, ikke også at nævne Slesvig som det, det er, et Hertugdømme, under hvilken Benævnelse det forekommer i både ældre og yngre Statsacter, i Lovgivningen og Regjeringens Tilkjendegivelser, selv de allernyeste af disse, hvor Hertugdømmets grundlovmæssige Forbindelse med Kongeriget omtales, såsom i Kongens

3

Svar til den slesvigholsteenske Deputation af 24de Marts f. A., i Kundgjørelsen af 4de April og Valgloven af 7de Juli f. A. Det er allerede misligt nok, at en Forsamling, der alene er sammenkaldt for Danmark, skal vedtage en Grundlov, der tillige skal gjælde for Slesvig, og som, ifølge Bestemmelsen, skulde overveie og vedtage i Forbindelse med Deputerede også fra denne Landsdeel, men desto mere bør Alt søges undgået, der hos Slesvigs Indvånere kan vække Misnøie med de Beslutninger, som her tages, eller nære Tanken om en tilsigtet Incorporation af Slesvig i Kongeriget, hvortil den i Udkastet brugte Betegnelse i Kongeriget Danmark og Slesvig, efter Minoritetens Formening, let vil kunne benyttes af det Parti i Hertugdømmene, der er fiendtligt stemt mod Danmark. Da Kongen i Proclamationen af 27de Marts f. A. har tilsagt Slesvigs Beboere, at deres Selvstændighed som Slesvigere skal, ved Siden af den fælles Forfatning, sikkres ved en egen Landdag, egen Administration og egne Domstole, er denne Landsdeels selvstændige Stilling derved erkjendt i et Omfang, hvormed det lidet stemmer overeens, at deres ældgamle Betegnelse som Hertugdømme uden Nødvendighed udslettes. At fjerne det omhandlede Udtryk på den af Majoriteten foreslåede Måde, kunne vi ikke billige, medmindre der optages en Paragraph i Grundloven, som viser, for hvilke Landsdele den er gjældende, i hvilket Fald vi intet Væsentligt have at erindre imod Majoritetens Forslag. Ligesom det dog ikke kan undgåes i Valgloven at nævne Slesvig, så at Spørgsmålet om dets Betegnelse som Hertugdømme atter der vil opståe, således kunne vi overhovedet ikke finde det rigtigt at lade det i en sådan Ubestemthed, for hvilke Dele af det danske Monarchie Grundloven er gjældende, som vilde følge af, at deres Område ikke betegnedes tydeligere end ved Benævnelsen: „Danmarks Riges Grundlov”, medens man omhyggeligt undgik at nævne Slesvig i samme. Dette forekommer os såmeget urigtigere, som både Kongen og Rigsdagens Medlemmer skulle aflægge ved på, at de ville holde Grundloven, og det derfor bør være aldeles tydeligt, for hvilke Landsdele den er gjældende.

I dette Øiemed foreslåe vi, at der, i Lighed med hvad der findes i andre Constitutioner, som ere givne for Lande, der beståe af forskjelligartede Dele, optages en første Paragraph i Grundloven, hvori dennes Område bestemt angives, og i Forbindelse dermed de Dele af Monarchiet nævnes, for hvilke Grundloven ikke gjelder. For Slesvigs og Islands Vedkommende vil derhos de fornødne Forbehold være at tage i Overeensstemmelse med Valgloven af 7 Juli f. A. og det kongelige Brev af 23de Septbr. f. A., hvilket i Korthed kan udtrykkes således som i Indstillingen findes angivet. I Forbindelse hermed kan det da passende tilkjendegives, at Forholdet imellem det danske Rige, for hvilket Grundloven gjelder, og de med samme forbundne Hertugdømmer, Holsteen og Lauenborg, forbeholdes nærmere Ordning. Hvad de Danmark tilhørende Kolonier angåer, ansees det tilstrakkeligt, når der i de „transitoriske Bestemmelser”, som man har tænkt sig at måtte føies til Slutningen af Grundloven, udtales, at disses Forhold til Moderlandet vil blive ordnet ved særegne Koloniallove.

I Overeensstemmelse hermed indstilles: At der under første Afsnit optages en Paragraph af følgende Indhold:

„Det danske Rige beståer af Kongeriget Danmark, Hertugdømmet Slesvig, Island og Færøerne, hvilke Lande, under de med Hensyn til Slesvig og Island tagne Forbehold, danne en under nærværende Grundlov forenet udelelig Stat. Forholdet imellem dette Rige og de med samme forbundne Hertugdømmer Holsteen og Lanenborg forbeholdes nærmere Ordning.”

Når en sådan Paragraph måtte blive optaget i Grundloven, have vi Intet at erindre imod Majoritetens Instilling om Overskriftens Forandring, skjøndt det måskee rettere hed: „Grundlov for det danske Rige”, hvorimod vi, hvis ovenstående Indstilling ikke bifaldes, foreslåe; „at det, istedetfor Overskriften i Udkastet, og Majoritetens Forandringsforslag, kommer til at hedde: „Grundlov for Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig.”

4

I.

§ 1. Når Grundloven eengang for alle er betegnet som Danmarks Riges Grundlov, sees det ikke, hvorfor det skulde være nødvendigt i denne Paragraph udtrykkeligt at tilføie „i Kongeriget Danmark og Slesvig“; det indstilles derfor, at disse Ord udgåe. § 2. Udvalget har næret nogen Tvivl, om det ikke vilde være rettest at udsætte Forhandlingen af denne Paragraph, indtil §§ 64 —66 samtidigt kunde forhandles. Imidlertid man, i den Forudsætning, at der ikke vilde være nogen Meningsulighed om det Religionsfrihedens Grundprincip, som er udtalt i det 7de Afsnit, ikke taget i Betænkning at yttre sig om § 2. Udvalget har anseet det for afgjort, at den i Kongeloven begrundede Opfattelse af den evangelisk- lutherske Kirke som Statskirke måtte opgives i en Grundlov, som vedkjendte sig Religionsfrihedsprincipet. Udvalget måtte fremdeles med Udkastet erkjende, at man ikke i selve Grundloven kunde Påtage sig Løsningen af alle de kirkelige Reform-Spørgsmål, som endnu i så høi Grad dele Gemytterne. Men ligeså lidt kunde man finde det passende aldeles at forbigåe det hele Spørgsmål om Kirken. Det måtte altså udtales, at man løsner sig fra Kongelovens Bud, men den nærmere Ordning måtte overlades Fremtidens Statslovgivning. Man måtte finde en Overgangsform, der ikke gjorde noget voldsomt Brud, og dog tillod en fri Udvikling. I det Hele taget har man derfor deelt den Tanke, der har fundet sit Udtryk i § 2, og det er kun to mindre væsentlige Forandringer, man tillader sig at foreslåe. For det Første foreslåer man, at de Ord „som den, hvori den overveiende Deel af Folket befinder sig, at ansee som“ udgåe. Det synes nemlig ikke nødvendigt og i sig mindre naturligt således i Paragraphen selv at begrunde Paragraphens Bud. Udtrykket „at ansee som“ giver og adskillig Grund til Udsættelse. Dernæst har man fundet, at Udtrykket „nyde Understøttelse“ kunde ombyttes med Ordet „Understøttes,“ fordi den første Vending har forekommet Flere stødende på Grund af en uvilkårlig Sproganalogi. Da Anken så let kan fjernes, synes man at burde rette sig efter Erindringen.

Udvalget tilføier den Bemærkning, at Paragraphen ved at befale Folkekirkens Understøttelse af Staten, — Bestemmelse af Understøttelsens Grad og Omfang overlades Fremtidens Lovgivning, — naturligviis ikke forbyder, at andre af Staten anerkjendte Religions samfund ligeledes understøttes af Staten, forsåvidt Sådant måtte findes rigtigt. § 3. Denne Paragraphs første Sætning har sin fulde Betydning efter den i Udkastet gjennemførte Grundsætning, at Kongens Veto er absolut (cfr. § 28, 40, 80). De af os, der erklære sig herimod, forbeholde sig naturligviis at gjøre denne modsatte Mening gjældende ved en følgende Paragraph, og denne Menings Antagelse i Rigsforsamlingen vilde da foranledige, at der blev Spørgsmål om en Omredaction såvel af denne som af flere Paragrapher.

I den tredie Sætning: Den dømmende Magt er hos de anordnede Domstole, har man troet, at det heller måtte hedde „hos Domstolene“, fordi Ordet „anordnet“ let efter den nuværende Sprogbrug kunde fremkalde den urigtige Forestilling, at Domstole kunde „anordnes“ uden Lovhjemmel (cfr. VI).

II.

§ 4 fastsætter, at den i Kongeloven fastsatte Arvefølge er fremdeles gjældende, og tilføier, at den kun kan forandres efter Forslag fra Kongen og med den forenede Rigsdags Samtykke, hvorved endda fordres ¾ Stemmer. Man antager, at Udkastet har villet indrømme en sådan Mulighed af Arvefølgens Forandring til enhver Tid, selv efterat f. Ex. en ny fra Kongelovens Bud afvigende Arvefølge var antaget, og man drister sig ikke til at fraråde en sådan Bestemmelse. Men det er bemærket, at Ordet „Den“ i Begyndelsen af anden Sætning måskee strengt taget kun gåer på „den i Kongeloven fastsatte Arvefølge.“ For at fjerne enhver Tvivl foreslåer man at ombytte Ordet „Den“ med „Arvefølgen“.

Det anmærkes iøvrigt, i Anledning af Udtrykket „den forenede Rigsdag, at de blandt os, der udtale sig imod Tokammerindretningen, naturligviis forbeholde sig ved et senere Afsnit at gjøre deres Indsigelser gjældende.

5

§ 5. Når det i denne Paragraph hedder, at Kongen ikke uden Rigsdagens Samtykke tillige kan være Regent i nogen anden Stat end Hertugdømmerne Holsteen og Lauenborg, har man vel ingenlunde havt Noget at erindre mod den her udtalte Tanke, men Flere have dog fundet, at Tanken ikke var heldigt udtrykt, idet man her synes at have betegnet Hertugdømmerne Holsteen og Lauenborg som Stater i en bestemtere og skarpere Forstand end dette efter disse Medlemmers Mening kan erkjendes. Andre have vel ikke indrømmet denne Påstand, idet de antage at Ordet „Stat“ i vor Lovgivning, som i den almindelige Sprogbrug, har en så vid og ubestemt Betydning, at dette Ords Benyttelse i denne Paragraph neppe kan misbilliges, fra hvilken Opfattelse af Hertugdømmerne Holsteens og Lauenborgs Forhold man end gåer ud; men de have dog ønsket om muligt at undgåe en Udtryksmåde, der vækker Anstød. Udvalgets Fleerhed har troet, at Tanken blev betegnet aldeles utvetydigt, når man sagde: Kongen kan ikke uden Rigsdagens Samtykke blive Regent i nogen fremmed Stat. Ved denne Affattelse lader man det nuværende Forhold til Hertugdømmerne Holsteen og Lauenborg, hvor Kongen er den lovlige Regent, og naturligviis uden noget Samtykke af den danske Rigsdag vedbliver at være det, aldeles urørt; derimod opstilles den bestemte Regel for Fremtiden, at en dansk Konge ikke kan vorde Regent i nogen fremmed Stat uden Rigsdagens Samtykke. Det kan neppe miskjendes, at denne Affattelse lader det nuværende Forhold til Holsteen og Lauenborg aldeles urørt, og derimod indeholder det fornødne Forbehold mod fremtidige Muligheder.

Udvalgets Minoritet (bestående af) har dog ikke fundet sig tilfredsstillet ved Majoritetens Forslag, fordi navnlig Udtrykket blive formeentlig kunde misforståes. Den indstiller derfor, at Paragraphens Tanke udtrykkes på følgende Måde:

Kongen kan uden Rigsdagens Samtykke kun tillige være Regent i Hertugdømmerne Holsteen og Lauenborg.

Til denne Paragraph har man troet at burde foreslåe en Tillægsbestemmelse, hvorefter det udtaltes, at Kongen, om han end f. Ex. mød Rigsdagens Samtykke tillige overtog Regjeringen i en fremmed Stat, dog ikke kunde forlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget. Man indstiller altså, at der tilføies: „i intet Tilfælde kan han forlægge Regjeringens Sæde udenfor Niget“. § 8. Som Følge af den Forandring, man foreslåer ved Titlen, måtte det i Eden hedde: „Danmarks Riges Grundlov“.

En Minoritet ( foreslåer istedetfor Udkastets Edsformular: „For den almægtige Guds Åsyn lover jeg at holde Danmarks Riges Grundlov“ at optage den hidtil almindelige Form: „Jeg lover og sværger at holde (Grundloven), så sandt hjælpe mig gud og hans hellige Ord“.

Udvalgets Fleerhed har ikke fundet tilstrækkelig Grund til at fravige Udkastet.

Udkastet har tilladt Thronfølgeren at aflægge Eden på Grundloven, når han har fyldt sit 18de År, uden dog at befale ham det. Udvalget overseer ikke, at det kunde have sine Ulemper ubetinget at befale Sådant, og at det dog, for at undgåe Interregna, kan være hensigtsmæssigt at tillade, at Eden tidligere kan aflægges af Thronfølgeren. Men i så Fald anseer man det dog for naturligt, at denne ved stadfæstes af Kongen, efterat han har tiltrådt Regjeringen. Vi tænke os ikke herved en ligefrem Gjentagelse af Eden, men en høitidelig Bekræftelse i den forenede Rigsdag. Vi foreslåe altså ved Paragraphens Slutning det Tillæg: „men bør da stadfæstes af ham for den første Rigsdag efter Regjeringens Tiltrædelse.

En Minoritet () antager, at det i Grundloven bør udtales, at Kongen krones. Den indstiller derfor, at der tilføies en Paragraph omtrent sålydende: „Kongens Kroning skeer, efter at han er bleven myndig, i Landets Hovedkirke og med de Ceremonier, han selv fastsætter,“

6

Udvalgets Fleerhed har ikke anseet det nødvendigt, at Grundloven om dette Punkt udtalte nogen Forskrift. § 9. Denne Paragraph indeholder en Forklaring „om den forenede Rigsdag“, som naturligst hører hjemme i et følgende Afsnit. Det måtte måskee og heller hedde „erkjender“ end „anerkjender“. Man foreslåer derfor følgende Redaction af anden Sætning: Når da den forenede Rigsdag . . . . erkjender.

For det heromhandlede Tilfælde, at Kongen bliver ude af Stand til at regjere, foreslåer Paragraphen alene Udnævnelse af en Regent, medens den følgende Paragraph, der omhandler det samme Førhold med Hensyn til Thronfølgeren, tillige fastsætter, at der skal anordnes et Formynderskab. Sådant synes og at kunne blive fornødent, når det er Kongen, der bliver ude af Stand til at regjere, og man skjønner ikke rettere, end at det er Rigsdagen, der i så Fald også må anordne Formynderskabet. Ved Paragraphens Slutning foreslåer man derfor følgende Tillæg: „og anordner, om fornødent gjøres, et Formynderskab“.

Ved §§ 10 og 11 har Udvalget Intet fundet at erindre; man tillader sig kun at fremhæve, at da Regenten skal aflægge den for kongen foreskrevne Eed, synes han ikke at kunne tiltræde Regjeringen, før han i den forenede Rigsdag har aflagt Eden på Grundloven. Idetmindste sees det ikke, at der er nogen Hjemmel i Grundlovsudkastet for at lade Regenten aflægge Eden forud; det er klart, at der ikke kan hentes nogen bindende Analogi fra den Thronfølgeren udtrykkeligt givne Ret. §§§ 12—14. Udkastets § 12 fastsætter, at Rigsdagen sammentræder uden Sammenkaldelse, når Kongen er død, og enten Thronfølgeren er fraværende, eller han, skjøndt myndig, ikke har aflagt Eed på Gruudloven (jfr. § 8) eller han er umyndig uden at Regenten er udnævnt og har aflagt Eed eller uden at Formynderskabet er ordnet, eller der ingen Thronfølger er. I alle disse Tilfælde skal Statsrådet i Mellemtiden føre Regjeringen.

Foreløbigt bemærkes, at den Forudsætning, at Rigsdagens Sammentræden kan blive overflødig, uanseet Thronfølgerens Umyndighed, fordi der er udnævnt en Regent, som alt har aflagt Eed, enten må være urigtig (såfremt ellers vor Bemærkning med Hensyn til § 11 er grundet eller må støtte sig til den noget subtile Betragtning, at Regenten i Egenskab af Thronfølger kunde have aflagt Eden. Det sees heller ikke, hvorledes den Omstændighed alene, at Formynderskabet ikke er ordnet, efter Paragraphens øvrige Tankegang kunde gjøre det nødvendigt, at Statsrådet i Mellemtiden førte Regjeringen, ligesom det heller ikke sees, hvorfor denne Paragraph alene taler om det Tilfælde, hvor Thronfølgeren på Grund af Umyndighed er ude af Stand til at regjere, men ikke giver en almindelig Regel for alle Tilfælde, hvor en sådan Udygtighed måtte indtræde. Hertil kommer, at Paragraphen ikke indeholder nogen nærmere Regel med Hensyn til Thronfølgerens Fraværelse, i hvilken Henseende det dog turde være nødvendigt, udtrykkeligt at udtale Rigsdagens Myndighed, og endelig at Slutningssætningen: „I Mellemtiden føres Regjeringen af Statsrådet“ trænger til en noget større Bestemthed. Man har derfor troet at burde foreslåe en ny og skarpere Affattelse; hvorhos man i Spidsen har troet at burde stille den nye Regel, at Rigsdagen altid af sig selv sammentræder, når Kongen er død. Dette Tidspunkt er så betydningsfuldt, og der foreståer desuden efter § 15 isåfald altid strax en så vigtig Forhandling, at Rigsdagens øieblikkelige Sammentræden udentvivl Vil findes hensigtsmæssig.

Det bemærkes endnu, at Regelen om Rigsdagens Sammentræden i alle de her omhandlede Tilfælde kan i Anvendelsen møde nogen Vanskelighed, hvad enten den gamle Rigsdag er opløst, uden at de nye Valg have fundet Sted, eller hvis den gamle Rigsdag endnu beståer, men omvendt nye Valg have fundet Sted. Udvalgets Fleerhed har troet, at man i ethvert Tilfælde vilde have en anvendelig Regel, når man fastsætter, at, hvis Kongen døde, sammentræder 14de Dagen derefter uden Sammenkaldelse den sidstvalgte Rigsdag. Skulde altså i Tiden mellem Kongens Død og 14de Dagen derefter en ny Rigsdag være valgt, vilde den sidst-

7

valgte have at møde; foregåe Valgene derimod sildigere, ville de sidstvalgte Thing afløse de ældre, når disses Tid efter de almindelige Regler er udløbet.

Man foreflåer altså følgende nye §§ 12—14. § 12. Er Kongen død, sammentræder 14de Dagen derefter uden Sammenkaldelse den sidstvalgte Rigsdag. § 13. Er Thronfølgeren fraværende, eller har han, skjøndt myndig, ikke aflagt Eed på Grundloven, eller er han ude af Stand til at regjere, eller er der ingen Thronfølger, føres Regjeringen af Ministerrådet, indtil Bestemmelse er tagen af Rigsdagen. § 14. Er Thronfølgeren eller Regenten fraværende, bestemmer den forenede Rigsdag, inden hvilken Tid han har at. vende tilbage. Er Thronfølgeren umyndig, uden at Regent og Formynderskab er bestemt, udnævner den forenede Rigsdag Regenten og beskikker Formynderskabet. Er der ingen Thronfølger, udnævner den forenede Rigsdag en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge. § 15 og 16. Ved Udkastets § 15 tillader man sig at foreslåe det Tillæg at „Civillisten ikke kan behæftes med Gjæld.“ Dette ligger vistnok ganske i Forholdets Natur, thi her er kun Talen om de årlige Indtægter, der tillægges Kongen, eller om de Statsmidler, hvis Brug skal tilkomme ham, og om hvis Pantsættelse eller Afhændelse der således ikke kan være Tale; men en bestemt Udtalelse af denne Regel vil dog måskee ikke findes urigtig.

Den Anmærkning, der i Udkastet findes ved nærværende Paragraph, skal naturligviis ikke gåe over i Grundloven. Det er kun til Rigsforsamlingens Efterretning sagt, at der om vor nuregjerende Konges Civilliste vil blive meddeelt Rigsforsamlingen en allerhoieste Bestemmelse. Det må, når denne Meddelelse er skeet, ståe til Rigsforsamlingen, at tage den i fornøden Overveielse; Grundlovsudvalget har i den Anledning intet Kald til at udtale sig.

Medens der således i Grundloven kun er optaget en Regel for Civillistens Fastsættelse med Hensyn til fremtidige Konger, viser § 16 derimod, at der for Medlemmerne af det kongelige Huus strax kan bestemmes Apanager ved Lov. Dette må Udvalget ansee for aldeles rigtigt. Det ståer altså til Kongen og Rigsdagen at fastsætte Apanagerne i sædvanlig Lovs Form; men dette er ikke befalet og Apanagerne kunne altså også fastsættes ved Finantsloven. Udvalget må ligeledes ganske tiltræde den Bestemmelse, at Apanagerne ikke uden Rigsdagens Samtykke kunne nydes udenfor Landet; man foreslåer alene, at der i Stedet for „Landet“ sættes „Riget“, da dette Udtryk udentvivl bestemtere detegner Udkastets Tanke. Forsåvidt der derhos tilføies en Undtagelse for det Tilfælde, at alt bestående Contracter hjemler en modsat Ret, da kan man naturligviis ikke andet end ville, at de bestående Contracter skulle holdes i Hævd; men denne Undtagelse, der alene knytter sig til de nuværende øieblikkelige Forhold, synes mindre at have sin Plads i Grundloven, end i de transitoriske Bestemmelser, der udentvivl om forskjellige Forhold måe gives samtidigt med Grudlovens Forkyndelse. Man overseer ikke, at lignende Undtagelser kunde også i Fremtiden hjemtes ved Contracter; men vi troe med Udkastets Forfattere, at Grundloven ikke behøver at tage særligt Hensyn til Fremtiden; thi den Lov, der hjemler Apanagen, vil kunne indeholde det fornødne samtykke, når Rigsdagen dertil måtte finde tilstrækkelig Hjemmel.

Man har i Udvalget reist det Spørgsmål, om der ikke i Grundloven, ligesom Tilfældet for Tiden er i Kongeloven, burde findes Bestemmelser om de kongelige Prindsers og Prindsessers Forhold, og om det ikke i alt Fald, selv om man ikke ansåe positive Grundlovsbestemmelser herom for nødvendige, burde antydes, at dette Forhold skulde ordnes ved en Huuslov. Udvalget har imidlertid troet for Øieblikket at burde opsætte en Meningsyttring herom, idet man nemlig først efter at have gjennemgået hele Udkastet ansåe det rigtigt at behandle Spørgsmålet om den Form, hvori Kongelovens Ophævelse burde udtales, til hvilket Spørgsmål da naturligt knytter sig det andet Spørgsmål, om der uanseet Grundlovens nye Bud stod enkelte Kongelovsbestemmelser tilbage, som ikke ganske kunde undværes, uagtet den i Almindelighed ophævedes.

8

III.

§ 17. I denne Paragraph, der skal udtale Kongens constitutionelle Ansvarsfrihed og hans Persons Hellighed og Ukrænkelighed, har Udvalget troet, at et Tillæg om Ministrenes almindelige Ansvarlighed for Statsstyrelsen naturligt fandt sin Plads. Man foreslåer derfor, at der til Paragraphen føres følgende Sætning: „Ministreneereansvarlige for Regjeringens Førelse.” § 18. Udvalgets Minoritet ( foreslåer, at Udtrykkene, giver disse i denne Paragraph ombyttes med Ordene „har kun“. Når Paragraphen nemlig fastsætter, at Kongers Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger giver disse Gyldighed, når den er ledsaget af en Ministers Underskrift, have disse Medlemmer antaget, at Reglen om Contrasignaturens Nødvendighed ikke fremtrådte med tilstrækkelig Utvetydighed.

Udvalgets Fleerhed har dog ikke fundet, at Paragraphens Affattelse efterlod nogen skjellig Grund til Tvivl.

Med Hensyn til den sidste Sætning i Paragraphen: „den Minister, som har underskrevet er ansvartig for Beslutningen“, tillader Udvalget stådan Bemærkning, at den heelt vel hævder sin Plads ved Siden af det Tillæg, man har foreslået til § 17. Dette Tillæg udtaler den almindelige Grundregel om Ministrenes Ansvarlighed for deres hele politiske Færd; den sidste Sætning i § 18 viser hvilken Minister eller (hvis Flere have underskrevet) hvilke Ministre man nærmest skal holde sig til for en enkelt Beslutning, hvorved det aldeles ikke er udelukket, at en nærmere Forhandling og Undersøgelse kan vise, at Ansvaret kan falde på Flere. § 19. En Minoritet i Udvalget (....) har fundet, at denne Paragraph på en for skarp Måde begrændsede de Tilfælde, i hvilke Ministrene kunne drages til Ansvar for Rigsretten, og at der navnligen derved kunde udelukkes visse Tilfælde, navnligen måskee det, hvori Embedsforseelsen beståer i Undladelse af en vis Virksomhed. Det formenes derfor rettest, at udtrykke Begrebet ved mere almindelige Udtryk, såsom „Embedsforseelser“, hvorefter Folkethinget og Rigsretten i hvert enkelt mødende Tilfælde har den fornødne Frihed til at beslutte Anklage, og at afgjøre om denne er grundet eller ikke. Man må så meget mere sinde det rigtigt, at bruge almindelige Udtryk, som Ministeransvarligheden i det Hele nærmere bør ordnes ved Lov, hvis Indhold ei bør være foregrebet ved en sådan Bestemmelse, som den i Udkastet. Det indstilles derfor, at Paragraphen (under Forbehold af Ministeransvarlighedens nærmere Ordning ved Lov) affattes på følgende Måde: Ministrene kunne tiltales for Embedsforseelser. Folkethinget anklager, Rigsretten dømmer.

Udvalgets Fleerhed slutter sig til Udkastets Bestemmelse. Majoriteten er vet enig i, at Ansvarligheden nærmere gjennemføres ved Lov (hvilket vil blive udtalt ved den følgende Paragraph), men man anseer det for passende, at Grundlaget angives i Forfatningen, og man skjønner ikke rettere, end at det rette Grundlag er givet i Udkastets § 9. Når Ministrene kunne drages til Ansvar for de i deres Embeder begåede Forbrydelser og for enhver for Staten åbenbart skadelig Færd, så vil Folkethinget ikke være udelukket fra at reise Anklage i alle de Tilfælde, hvor det måtte være tjenligt; for Anklagens Mulighed behøves ingen videre Garanti; for Pådømmelsens constitutionelle Retfærdighed må Betryggelsen søges i Rigsrettens Sammensætning. § 20. Når denne Paragraph bestemmer, at Statsforretningerne fordeles efter Kongens Bestemmelse mellem Ministrene, da har Udvalget ikke kunnet tiltræde denne Bestemmelse. Man anseer en fast Fordeling af Statsforretningerne for så vigtig, at den bør skee ved Lov.

Denne Lov måtte da i det Hele ordne de enkelte Ministerier, og det hele Ministerråds Forhold; den måtte afgjøre hvorvidt der kunde være Ministre uden Portefeuille (hvilket man ikke har troet,

9

at Grundloven burde forbyde) og i alt Fald hvor mange; den kunde endelig indeholde de nærmere Bestemmelser om Ansvarligheden.

I Henhold hertil foreslåes en ny Affattelse af Paragraphen, hvorved blot endnu bemærkes, at man har ombyttet Ordet „Statsråd“ med Ministerråd, fordi Ordet Statsråd naturligt forbeholdes for det Tilfælde, at man i Danmark vilde indføre en Indretning, der mere svarede til de større Statsråd, som kjendes i adskillige fremmede Lande f. Ex. Frankrig.

Paragraphen skulde altså hedde: Ministrene i Forening udgjøre Ministerrådet, hvor Forsædet føres af den, som af Kongen er udnævnt til Premierminister. Alle Lovforslag og vigtigere Regjeringsforanstaltninger forelægges Ministerrådet. Dettes Ordning, såvelsom Statsforretningernes Fordeling mellem Ministerierne, samt Ministeransvarligheden bestemmes ved Lov. § 21. Ved den første Deel af denne Paragraph, der handle om Embedernes Besættelse, har Udvalget ikke fundet Grund til at foreslåe nogen Forandring. Bestemmelsen vedligeholder den nærværende Tingenes Orden, men giver ikke Kongens nærværende Besættelsesret en sådan Hævd, at Forandringer jo kunne skee ved simpel Lov. Det er iøvrigt en Selvfølge, at da Paragraphen kun taler om hvem der har Myndighed til at besætte Embederne, er der aldeles ingen Forandring gjort i de Regler, der iøvrigt gjælde med Hensyn til de Betingelser, der kræves til visse Embeder o. s. v.

Mere Tvivl har der i Udvalget været reist om de to følgende Afsnit af Paragraphen, der handle om Kongens Ret til at afskedige og forflytte Embedsmænd. Udvalgets Fleerhed har dog ikke troet at burde tilråde nogen væsentlig Forandring i Udkastets Grundtanke. Man har troet, at Hovedreglen måtte være den, at Kongen kunde afskedige og forflytte Embedsmænd; hvorhos man dog burde søge at vinde den Betryggelse mod vilkårlig og partisk Benyttelse af denne Ret, som kunde forenes med Hovedreglens Opretholdelse, ligesom der ikke syntes at være Noget til Hinder for, at Undtagelser kunde vedtages ad Lovgivningsveien, og det såmeget mindre, som Grundloven selv allerede har seet sig nødsaget til at gjøre en Undtagelse på et andet sted med Hensyn til Dommere.

Hvad således Kongens Afskedigelsesret angåer, da antage vi, at den kun skulde udøves efter Ministerrådets Indstilling. Når en Minister har gode Grunde til at andrage på en under hans Virkekreds hørende Embedsmands Afskedigelse, ville hans Colleger ikke fraråde et sådant Skridt, meu den enkelte Minister vil betænke sig på at forelægge Sagen for de andre Ministre, dersom der blander sig nogen Uretfærdighed ind i Ønsket om en sådan Afskedigelse.

Men om end en Afsked gives af Kongen efter Ministeriets Indstilling, bør Embedsmanden Dog efter vor, som efter Udkastets Mening have Adgang til Pension efter de nærmere Regler, der fastsættes ved Lov. Da Udkastets Ord imidlertid kunde forståes, som om hver enkelt afskediget Embedsmands Pension Vilde blive fastsat ved en særlig Lov (jfr. Udkastets § 46) men dette næppe har været tilsigtet og i alt Fald ikke synes hensigtsmæssigt, så troe vi, at det i Stedet for „disses Berettigelse til Pension vil blive bestemt ved Lov“ kunde hedde: „disses Pension fastsættes i Overeensstemmelse med Pensionsloven.“

Hvad Forflytningsretten angåer, har Udvalgets Fleerhed ikke troet at burde foreslåe nogen yderligere almindelig Begrændsning, end den samme, som Udkastet indeholder, nemlig at de forflyttede Embedsmænd ikke måe tabe i Embeds-Indtægter.

Derimod har Fleerheden troet, at der vel kunde være Grund til at udtale, at Undtagelser fra den frie Afskedigelses- og Forflyttelsesret skulde kunne fastsættes ved Lov for visse Klasser af Embedsmænd. Grundlovsudkastet har selv i § 62 i ligefrem Strid med nærværende Paragraph fastsat, at Dommere ikke kunne af afsættes, uden ved Dom, ei heller forflyttes mod deres Ønske. Denne enkelte Undtagelse var det vistnok aldeles nødvendigt allerede i Grundloven at udtale; men når f. Ex. en Lov om Domstolenes Ordning skal gives, synes det ikke at

10

burde være afskåret, at også Retsskrivere erklæres for uafsættelige, eller at Sagførere, dersom de fremdeles i Formen blive kongelige Embedsmænd, have samme Sikkerhed. Det sees fremdeles ikke, hvorfor det ikke f. Ex. ved en Ordning af Folkekirken skulde ståe åbent at træffe sådanne Bestemmelser, at det ikke længere var nødvendigt at give Kongen Ret til uden nogen selvstændig judiciel eller disciplinær Myndigheds Mellemkomst at afskedige en Præst o. s. v.

Man foreslåer derfor følgende Affattelse af Reglerne om Afskeed og Forflyttelse: Kongen kan efter Ministerrådets Indstilling afskedige de af ham ansatte Embedsmænd. Disses Pension fastsættes i Overeensstemmelse med Pensionsloven. Kongen kan forflytte Embedsmænd uden deres Samtykke, dog således at de ikke derved tabe i Embeds-Indtægter.

Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd (foruden den i § 62 fastsatte) bestemmes ved Lov.

En Minoritet () har ikke fundet sig fyldestgjort ved det Værn, der således er opstillet med Vilkårlighed ved Brug af Afskeds- og Forflytningsretten. De frygte, at Folkefriheden skal lide under Embedsmændenes Afsættelighed, og de ville derfor foreslåe at det af Udvalgets Fleerhed stillede Forslag vendes om, så at Embedsmændene i Reglen ikke kunde afskediges eller forflyttes, hvorved de særlige Undtagelser, som Statsadministrationens Tarv gjorde nødvendige, kunde hjemles ved udtrykkelig Lov. Denne Minoritet indstiller altså følgende Forslag: Det bestemmes ved Lov, hvilke Klasser af Embedsmænd der kunne afskediges uden Dom.

En anden Minoritet (Gleerup og Hansen) har vel ikke Noget at erindre imod, at der ved Lov kan gjøres Undtagelser fra Forflytteligheden for visse Klasser af Embedsmænd, men den kan ikke bifalde, at denne Undtagelse også skulde kunne gjøres for Afskedigelsesretten. Den indstiller derfor at der alene til den tredie Sætning om Forflyttelsesretten føies:

Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd kunne fastsættes ved Lov. § 22. Udvalget har troet, at den til Grund for Paragraphens sidste Sætning liggende Tanke kunde udtrykkes noget utvetydigere og fuldstændigere på følgende Måde:

„Dog kan han derved ikke uden Rigsdagens Samtykke afståe nogen Deel af Landet, råde over nogen Statsindtægt eller pådrage Staten nogen anden bebyrdende Forpligtelse.“ § 23. Denne Paragraph fastsætter, at Kongen skal sammenkalde Rigsdagen årligt, senest den 1ste Mandag i October Måned; den kan da ikke uden Kongens Samtykke forblive længere sammen end 2 Måneder. Forandringer i disse Bestemmelser skal dog kunne skee uden Iagttagelse af de ellers ved Grundlovsændringer gjældende Forskrifter (§ 80).

Denne Paragraph har altså fordret en kongelig Sammenkaldelse som en Form, der i Reglen (cfr. Udkastets § 12) skulde gåe forud for Rigsdagens Sammentræden, men den har foreskrevet, at Rigsdagen skulde sammenkaldes senest til 1ste October, ladende det Tilfælde uomtalt, at Kongen tilsidesatte denne Pligt.

Udvalget antager, at man kan gjøre en noget bestemtere Regel og dog fyldestgjøre det Sømmelighedshensyn, der forbyder i Grundloven at tage Hensyn til usandsynlige, revolutionære Forsøg fra Kongemagtens Side.

Når det nemlig i nærværende Afsnit, der nærmest handler om Kongemagten, udtaltes som almindelig Regel, at Kongen sammenkalder en ordentlig Rigsdag hvert År, og dernæst i det følgende Afsnit om Rigsdagen bestemtes, at den træder sammen den første Mandag i October, dersom den ikke forinden af Kongen er sammenkaldt, synes de forskjellige Hensyn på rette Måde ar være iagttagne.

Under Forbeholde af senere i Afsnittet om Rigsdagen at foreslåe den fornødne Tillægsbestemmelse, indstiller altså Udvalget:

11

at de Ord „Rigsdagen senest til den 1ste Mandag i Octbr. Måned “ombyttes med „en ordentlig Rigsdag“. Udkastets Regel om Rigsdagenes Hyppighed har givet Anledning til nogen Meningsulighed.

En Minoritet ( ) har villet, at Rigsdagen grundlovmæssig skulde komme sammen hvert andet År. Denne Minoritet har fundet, at tættere Sammenkomster vare i Reglen ufornødne i et så lille Land som Danmark, og skulde Rigsdagens Sammenkomst udenfor Reglen vare nødvendig, åbnede § 24 den fornødne Adgang hertil; den indstiller altså, at der istedetfor ”hvert År“ sættes „hvert andet År“ og foreslåer for det Tilfælde, at denne Regel antages, at Slutningsbestemmelsen udgåer.

En anden Minoriteti Udvalget (Dahl, Glerup, Hage, Jespersen) mener, at den sidste Passus i denne Paragraph bør udgåe. Denne Minoritet antager, at det er et meget vigtigt Principspørgsmål, om Rigsdagen skal samles Årligt eller ikke. Det må fåe en ikke ringe Indflydelse på Betydningen af Skattebevillingsretten og den lovgivende Myndighed, om Budgettet voters Årligt eller ikke, om Lovene gives efter Statens Trang, uden lange Mellemrum, eller det bliver nødvendigt enten at give mange provisoriske Love, eller at udsætte Udgivelsen af vigtige og ønskelige Love i en temmelig lang Tid. Den indbyrdes naturlige Påvirkning af den lovgivende og udøvende Myndighed vil derfor i en ikke ringe Grad afhænge deraf, om Rigsdagen samles årligt eller ikke. Det er således ingenlunde en af de mindre vigtige Paragrapher i Grundloven, og vi måe derfor andrage på, at den ei kan forandres på anden Måde end de andre Paragrapher i Grundloven overeensstemmende med § 80.

Denne Minoritet indstiller derfor at Paragraphens Slutning „Forandringer i disse Bestemmelser kunne skee ved Lov“ udgåer.

Udvalgets Fleerhed har ikke troet, at burde tilråde noget af disse hvert til sin Side fra Udkastet afvigende Forslag, og slutter sig altså til Udkastet. § 24. § 24 har ikke givet Udvalget Anledning til nogen Bemærkning. § 25. Når § 25 tillægger Kongen Ret til at hæve Rigsdagens ordentlige Sammenkomst, dog uden Rigsdagens Samtykke ikke længere end på to Måneder og ikke mere end een Gang i Året indtil dens næste ordentlige Sammenkomst, da har Udvalget vel ikke fundet Noget at erindre mod Paragraphens Regel. Men man antager dog, at Brugen af Udtrykket „hæve“ for at betegne hvad ellers sædvanligt i fremmede Sprog kaldes „prorogere“ eller „ajournere“ vanskeligt lader sig forsvare. Man måtte del hellere sige: Kongen kan udsætte den ordentlige Rigsdags Møder og det kunde da måskee tilføies for større Nøiagtigheds Skyld: „på bestemt Tid“. § 26. Ved § 26 tillader man sig at foreslåe en lignende Ombytning af Ordene „andet hæves“ med „andet Things Møder udsættes“. Når dernæst Paragraphens Slutning for det Tilfælde, at begge Thingene eller eet af dem er oplost, bestemmer, at Rigsdagen atter skal samles inden to Måneders Forløb efter Opløsningen, da har Udvalgets Fleerhed fundet denne Bestemmelse Fyldestgjørende.

En Minoritet ( ) har anseet det for rettes, at selve det Decret, der opløser Thingene, i sit øvrige Indhold giver Garanti for, at det nye Thing eller Thingene blive sammenkaldte inden den grundlovmæssig bestemte Tid, hvilket vil kunne skee derved, at Opløsningsbrevet anordner nye Valg inden en vis Tid og sammenkalder Rigsdagen inden 2 Måneder. Ligesom man nemlig anseer en sådan Garanti for svarende til Forhøldets Natur og at ståe i Harmoni med de Garantier der forøvrigt opstilles i Grundloven, således formenes det og, at den foreslåede Bestemmelse, den samtidige Udskrivning af nye Valg og Indkaldelsen til den nye Rigsdag vil virke beroligende nå Folkestemningen i det Øjeblik, et så vigtigt Skridt fra Regjeringens Side foretages. som det at opløse Rigsdagen. Den indstiller altså følgende Tillæg:

Opløsningsbrevet anordner nye Valg i Løbet af

12

40 Dage og sammenkalder Rigsdagen inden to måneder efter Opløsningen.

§ 27. Ved § 27 foreslåer Udvalget at Ordene „er berettiget” ombyttes med „kan“. Det synes nemlig mindre passende udtrykkelig at fermhæve som en Ret, at Kongen kan lade forelægge Rigsdagen Lovforslag. §28. §28 bestemmer, at, når Kongen har givet sit Samtykke til en Lov, befaler han dens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fyldyrbelse. Nogle af Udvalgets Medlemmer have meent, at denne Paragraph nærmest indeholdt den egentlige Udtalelse af Kongens absolute Veto og have da fundet, at Udtalelsen at en så vigtig Ret for Kongen burde skee på en mere ligefrem og iøinefaldende Måde. Andre have vel troet, at Reglen om Kongens Andeel i den lovgivende Magt allerede var udtalt med tilstrækkelig Utvetydighed i § 3, så at der ikke var nogen egentlig Nødvendighed for her påny at udtale den. Men da en sådan bestemtere Udtalelse ikke kan skade, har Uddalget forenet sig om at foreslåe følgende Affattelse:

Kongens Samtykke udfordres til at give en Rigsdagsbeslutning Loveskraft. Kongen befaler Lovens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse.

Til denne Bestemmelse om Kongens Ret og Pligt, at drage Omsorg for Lovens Fuldbyrdelse, har Udvalget meent, at det kunde være rigtigt at føie en udtrykkelig Bestemmelse om, hvorvidt Kongen kan undtage Nogen fra Lovens almindelige Bud. Vor nuværende Ret er gjennemvævet af et vidtforgrenet Bevillingsvæsen, der ofte har sin Rod i udtrykkelige Love, men ofte også har måttet søge sin Hjemmel, om ikke umiddelbart i Kongens absolute Souverainitet, så dog i vedtagne Regjeringsgrundsætninger. Det er umuligt ved en enkelt Grundlovsbestemmelse at bortskjære den hele Brug af Bevillingsmyndigheden, uden hvilken Mangen forgæves vilde søge sin Ret. Indtil videre måe altså de Bevillinger, der have Hjemmel i den gjældende Ret, fremdeles kunne meddeles, forsåvidt de ikke i et eller andet enkelt Forhold bortfalde på Grund af een eller anden udtrykkelig Grundlovsbestemmelse. Men hvad der er gjørligt eg hvad der udentvivl og bør gjøres, det er ved fremtidige Lovgivbningsarbeider at tage i særlig Overveielse, hvorvidt der bør indrømmes Regjeringen en begrændset Adgang til at gjøre Undtagelser fra Lovens almindelige Bydende, og kun forsåvidt Sådant udtrykkelig hjemles, bør denne Myndighed tilkomme Regjeringen. Denne conskititruonelle Regetl kunde formeentlig stadfæstes ved følgende Tillæg til Pharagraphen:

Han kan da ikke undtage Nogen fra dens Bud, medmindre dette har Hjemmel i Loven selv.

På dette Sted tillader Udvalget sig at henlede Forsamlingens Opmærksomhed på det Spørgsmål, om Grundloven ikke bør indeholde en Regel med Hensyn til provisoriske eller foreløbige Love. Udvalget har troet, at det var rigtigst at optage en Bestemmelse, der erkjendte Kongen Ret til sådanne Loves Udstedelse, men tilsøiede de nødvendige nærmere Betingelser, såsom at en foreløbig Lov kun kunde udstedes i særdeles påtrængende Tilfælde, og når Rigsdagen ikke var samlet; og at den foreløbige Lov fremdeles ikke Måtte stride mod Grundloven, og at den altid måtte forelægges den umiddelbart følgende Rigsdag, uden hvis Bekræftelse Loven bortfaldt.

Man foreslåer derfor en Tillægspapragraph (28, b) sålydende:

I særdeles påtrængende Tilfælde kan Kongen, Når Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke måe stride mod Grundbloven, og altid bør forelægges den følgende Rigsdag § 29. Den 29de Paragraph har ikke givet Udvalget Anledning til noget Forslag. Det bemærkes blot, at Spørgsmålet om Abolition synes at høre hjemme i den almindelige Criminalproceslovgivning. Udvalget har i det Mindste ikke fundet sig opfordret til at anbefale

13

at en almindelig Abolitionsret (Ret til at nedslåe en begyndt Justitssag) ved Grundloven blev tillagt Kongen.

Derimod tillader man sig at foreslåe en Tillægsparagraph (29, b) af følgende Indhold:

Kongen har Ret til at lade slåe Mynt i Henhold til Loven.

Den hele Myntningsrets Udøvelse er så vigrig, at man har anseet det hensigtsmæssigt, at Grundloven udtalte, at det var Regjeringen, der lod Mynten slåe i Henhold til de Bestemmelser om Myntfod, Myntpræget o. s. v., som Loven indeholdt.

14

VI.

I Udkastets 6te Afsnit, der handler om den dømmende Magt, indeholde de to første paragrapher de nærmere Bestemmelser om Rigsrettens Sammensætning og Virkekreds.

Efter § 60 skal Rigsretten beståe af 16 Medlemmer, der vælges på fire År. Den ene Halvdeel vælger Landsthinget af sine Medlemmer, den anden Høiesteret af sine. Disse 16 Mænd vælge sig selv en Formand.

Udvalget må i det Hele tiltræde den Tanke, der ligger til Grund for dette Forslag, at nemlig Rigsretten skal dannes af tvende lige stærke Bestanddele, hvoraf det ene har en mere politisk, det andet en mere juridisk Charakteer. Man anseer ligeledes det foreslåede Antal af 16 Medlemmer for ret passende. Derimod har Udvalget ikke troet at kunue tiltræde Udkastet, forsåvidt dette vil, at Rigsretsmedlemwerne skulle vælges på fire År. Rigsretssager kunne næppe antages at blive så, at der er tilstrækkelig Grund til at danne en fast, vedvarende Domstol, hvorimod man anseer det for hensigtsmæsstgere, at Rigsretsmedlemmer udvælges i Høiesteret og Landsthinget for hvert Tilfælde, da Rigsretssag anlægges. Man vil måskee indvende, at den enkelte Anledning til Rigsretsmedlemmers Udnævnelse i så Fald kan fåe en ikke ønskelig Indflydelse på de Valg, der således foretages, efterat Rigsretsklage har fundet Sted. Hertil må det nu strax bemærkes, at Landsthinget også efter Udkaftets Regel vil og bør tage politiskt Hensyn ved sit Valg. Men Udvalget tillader sig derhos, tildeels af dette Hensyn, deels også af almindeligere Grunde, at anbefale en sådan Fremgangsmåde ved Dannelsen af Rigsretten, at der blev givet både Anklageren og den Anklagede en Udskhdelsesret. Man har tænkt sig, at Landsthinget kunde udnæne 12 af sine Medlemmer, som trådte sammen med 12 af Landets øverste Domstol, som denne dertil udnævnte, og man kunde da give Anklageren og den Anklagede Ret til hver at udskyde 1/6 af begge Klasser. De tilbageblevne 16 dannede de Rigsretten under en selvvalgt Formand. Det kunde måskee tilføies, at en Lov nærmere ordner Retsforfølgningsmåden.

Man foreslåer altså følgende ny § 60: „Når Rigsret skal sættes, udnævner Landsthinget 12 af sine Medlemmer, der træde sammen med 12 af Landets øverste Domstol, som denne dertil udnævner. Anklageren og den Anklagede udskyde hver1/6 af begge Klasser. De tilbageblevne 16 Medlemmer, der vælge en Formand udaf deres Midte, danne Rigsretten. En Lov ørdner nærmere Forfølgningsmåden.“

Undertegnede Christensen, Gleerup og Jacobsen henholde sig til deres Minoritetsvotum til 4de Afsnit.

Ved § 61 har Udvalget ikke fundet tilstrækkelig Grund til at foreslåe nogen Forandring.

Iøvrigt indbefatter dette Afsnit af Udkaftet endnu kun to Paragrapher, den ene om Dommeres Uafsættelighed m. v. (§ 62), den anden om Domstolenes Myndighed ligeoverfor Øvrighederne (§ 63). Udvalget kan ikke tilbageholde den Bemærkning, at disse Bestemmelser ere påfaldende fattige i et Udkast, der selv har erkjendt den dømmende Magt som en selvstændig Statsmagt (§ 3). Man overseer ingenlunde, at det ikke ret vel er gjørligt i dette Afsnit at opstille mange, øieblikkeligt anvendelige nye Regler. Men om man end må indskrænke sig til at udtale de store ledende Grundsætninger, der ved Lov skulle gjennemføres , så hører dog ikke blot disse Grundsætningers grundlovmæsige Udtalse aldeles med til at fuldende Billedet af den constitutionelle Statsbygning, som skal opføres, men denne Udtalelse må og erkjendes at have sin store praktiske Betydning. Udvalget har altså anseet det for sin Pligt at foreslåe nogle nye Paragrapher, der udtalte de Grundregler, som andetsteds i frie Stater have vundet en så almindelig Anerkjendelse, at man ikke kan ansee det fornødent her at føre noget særeget Beviis for disse Sætningers conftitutionelle Nødvendighed. Men hertil har man også i Reglen indskrænket sig, uden at gåe ind på sådanne Enkeltheder, som naturligt viile følge af de store Grundregler, og som altså ville blive at bearbeide i de Love om Retspleiens nye Ordning, som det vil være Regjeringens Kald af al Ragt at forberede.

I Spidsen har man troet at burde stille Udtalelsen af den Re-

15

gel, at den dømmende Magts Udøvelse kun kan ordnes ved Lov. Dette er vistnok i en constitutionel Stat en ligefrem Følge af Forholdets Natur, men denne simple Sætning har dog så gjennemgribende Virkninger, at den ikke bør savnes i Grundloven. Når det nemlig ståeer fast, at den dømmende Magts Udøvelse kun kan ordnes ved Lov, da er det derved ikke blot afgjorte, at Domstole ikke kunne indrettes, ophæves eller omdannes uden den lovgivende Magts Mellemkomst; det er ikke mindre afgjorte, at Domstolenes hele Virksomhed, at hele Retsforfølgningen kun kan ordnes ved Lov. Man har derved ikke blot udelukket al Cabinetsjustits, men man har også dermed sagt, at Ingen kan drages fra sit lovlige Værnething; man har udtalt, at den hele Proces kun kunde ordnes ad Lovgivningsvejen, og så fremdeles.

Man foreslåer altså en ny Paragraph sålydende: § 62. Den dømmende Magts Udøvelse kan kun ordnes ved Lov.

Hvad nu angåer denne nærmere Ordning af den dømmende Magts Udøvelse, har Udvalget for det første troet, at Grundloven allerede nu burde erklære sig for Ophævelsen af enhver med visse Eiendomme forbunden dømmende Myndighed. At Nogen skal kunne erhverve en dømmende Myndighed ved at erhverve en Eiendom, synes så stridende mod Grundlovens Ånd, at den Betragtning, at her kun spørges om en undtagelsesviis bestående Skiftejurisdiction; ikke har kunnet afholde Udvalget fra at foreslåe denne Undtagelses Ophævelse. Man har alene næret nogen Tvivl, om selve Grundloven burde erklære den her omhandlede Myndighed for ophævet, eller om den burde indsktrænke sig til at udtale, at den skal ophæves ved Lov. Herfor er fornemmelig anført, at dette Forhold hænger nøie sammen med flere andre, som samtidigt burde ordnes, såvelsom og at der dog kunde være Det og Andet at fastsætte i det Enkelte med Hensyn til hiin Domsrets Overgang til andre Myndigheder. Fleerheden har dog antaget, at der ikke kunde være Noget til Hinder for det, der i sig var det ønskeligske, nemlig den øieblikkelige Ophævelse. Det behøver iøvrigt næppe at bemærkes, at den foreslåede Bestemmelse ikke bliver overflodig ved Udkastets § 78.

Man foreslåer altså følgende nye Paragraph: § 63. Den med visse Eiendomme forbundne dømmende Myndighed er afskasset.

Men dernæst antage vi, at Grundloven bør udtale den bestemte Regel, at Retspleien skal adskilles fra Forvaltningen. Vi oversee ingenlunde, at denne Opgaves heldige Løsning ikke er let, men vi antage denne Adskillelse for nødvendig, når Retsplejen og Forvaltningen hver på sin Viis skal kunne gåe sin frie, uhindrede Gang.

Vi foreslåe altså en ny Paragraph: § 63, b. Retspleien bliver at adskille fra Forvaltningen efter de Regler der fastsættes ved Lov.

Grundloven må fremdeles, som alt Udkastets § 63, udtale sig om Domstenes Myndighed ligeoverfor Øvrighedsmyndigheden.

Udkastets § 63 tillægger Domstolene Ret til at påkjende ethvert Spørgsmål om Øvrighedsmyndighedens Grændser, men tilføier derhos, at den, der mener sig forurettet ved en Øvrighedsbefaling, ikke ved at bringe Sagen for Domstolene Kan unddrage sig fra foreløbigt at efterkomme Befalingen.

Om Rigtigheden af Udkastets Hovedregel, at Domstolene skulle have Myndighed til med afgjørende Retsvirkning at Påkjende ethvert Spørgsmål om Øvrighedsmyndighedens Grændser, har der ingen Tvivl været i Udvalget. Man må aldeles tiltræde den Regel, at det er Domstolene, der i Henhold til Loven skulle afgjøre hvorvidt Øvrighedsmyndighedens Grændser strække sig.

Under vor nugjældende Retstilstand antage uden Tvivl de Fleste, at det Spørgsmål, om en Øvrighed har overskredet sin Embedsmyudigheds Grændser, ikke i Reglen uden særlig Regjeringstilladelse egner sig til Afgjørelse ved Domstolene. Heri må skee en Forandring, dersom Retstilstanden i Landet skal hvile på en aldeles fast Grund. Under en Statsforfatning, som den, der nu skal grundlægges, kan det ikke ashænge af Regjeringens Skjøn, — hvor sam-

16

vittighedsfuldt dette end måtte blive afgivet — om Domstolene skulle have Adgang til at afgjøre, hvorvidt en Øvrighed ved een eller anden Handling har overskredet sin lovlige Embedsmyndighed. Erkjendes det nu først, at denne Adgang til Løv og Dom ikke kan afhænge af Regieringens Forgodtbefindende, så kunde det alene blive Gjenstand for Undersøgelse, hvem der skal afgjøre dette Grændsespørgsmål. I adskillige Forfatninger har man overladt dette til en egen Domstol, sammensat deels af Nogle af de øverske Dommere, deels af høitskående Regjeringsembedsmænd; altså en Ret af blandede administrative og judicielle Elementer, omtrent som Rigsretten er sammensat af politiske og juridiske Bestanddele. Udvalget foretrækker imidlertid den Vei, Udkastet i Lighed med den engelske og amerikanske Retsforsatning har gået. Vi billige aldeles, at det er Domstolene, der i Henhold til Loven bestemme Grændsen for Øvrigheds-Myndigheden, og således også for deres egen Myndighed. Et Overgreb fra Domstolenes Side, hvis et sådant skulde vise sig en enkelt Gang, vil let kunne mødes ad Lovgivningens Vel. Derimod har det naturligviis ikke været Udkastets Mening, at Enhver, der troede at have Grund til at klage over en Øvrighedsafgiørelse, skulde kunne anlægge Sag ved Domstolene, så at disse kom til at afgjøre, hvorvidt en Øvrighed med Skjønsomhed har benyttet den ham utvivlsomt tilkommende Embedsmyndighed. Om En end i en vis Forstand med Føie kunde sige sig at være forurettet ved en sådan Mangel på Condulte fra Øvrighedens Side — at Borgerne have en moralsk og politisk Ret til at fordre en forstandig og skjønsom Adfærd fra Øvrighedens Side er jo åbenbart — så er det dog indlysende, at en Besværing over en sådan Uret kun kan gjøres gjældende for høiere Øvrighed og tilsidst for Rigsdagen.

Forsåvidt have altså alle Udvalgets Medlemmer været enige. Men nogen Meningsulighed er opstået om det Spørgesmål, hvorvidt Udkastets Regel var tilstrækkeligt utvetydig, eller om der ikke behovedes et Tillæg for klart at betegne Alt, hvad der skal ligge i de Ord: ethvert Spørgsmål om Øvrighedsmyndighedens Grændser. Vi antage det Alle for aldeles utvivlsomt, at der herved skal gives Domstolene Ret til at tilkjende den Mand, som en Øvrighed ved Overskridelse af sin Embedsmyndigheds Grændser har forurettet, Erstatning; thi det kan ikke være den blotte Grundsætning for Embedsmyndighedens Begrændsning, som den Private kan såe fastsat ved Domstolenes Hjælp; sådanne almindelige Grundsætninger kunne Domstolene kun gjøre gjældende i deres Anvendelse på det virketigt foreliggende Retstilfælde, og når de frit kunne bedømme Grændsespørgsmålet, måe de og frit kunne uddrage den Følge af Embedsmyndighedens Overskridelse, som den Forurettede netop vil gjøre gjældende ved sit Erstatningssøgsmål.

Skjøndt vi således i Sagen selv ere enige, have dog Nogle anseet det for det Forsigtigste, at Grundloven udtrykkeligt udtalte, hvorledes det fulgte af Hovedreglen, at Domstolene i fornødent Fald kunde tilkjende den Forurettede Erstatning.

Også i en anden Retning have Nogle af os ønsket en noget bestemtere Udtalelse af Conseqventserne af Grundlovens Reget. Man har nemlig tænkt sig det hyppige Tilfælde, at Loven indrømmede Øvrigheden en vis Myndidighed under visse nærmere, Borgernes Ret og Pligt bestemmende, Betingelser, og man har da været aldeles enig i, at Domstolene vare berettigede til at skaffe Den Retdhiælp, som klagede over, at Øvrigheden havde tilegnet sig den omhandlede Mybdighed udenfor de lovbestemte Betingelser. Men Nogle af os have dog anseet det for forsigtigst, at man også i denne Henseende noget anskueliggjorde Hovedreglens indgribende Betydning, idet de frygtede for, at man ellers vilde gjøre den Fortolkning gjældende, at da en vis Handling dog kunde være en lovlig Øvrighedshandling, blev det Øvrighedens Sag at afgjøre, hvorvidt der i det enkelte Tilsælde virkeligt havde været lovligt Hjemmet til at foretage den omhandlede Handling.

En Minoritet ( ) foreslåer altså, at man optager et Tillæg af følgende Indhold:

Navnlig kan den, der troer sig krænket i sine borgerlige Retttgheder ved en Embedsmands lovstridige Handling, ved Domstolene søge Erstatning.

17

Ved denne Affattelse formener tillige Minoriteten at have afværget den Misforståelse, at ethvert Tilfælde, hvor en Mand troede, at Administrationen på en for ham følelig Måde urettelig havde anvendt en Lov skulde kunne brings ind for Domstolene. Minoriteten erkjender tilfulde med Udvalgets Fleerhed, at der gives og bør gives mangfoldige administrative Love, som indeholde bindende og veiledende Normer for Administrationen, uden at de i diske Love indeholdte Bestemmelser kunne siges at hjemle Borgerne nogen individuel Ret, der således blev krænket ved hine Reglers mindre rigtige Anvendelse, at den Snkelte ved Domstolene derimod skulde kunne søge Opreisning. Her må det rette Værn søges ad den admintstrative og politiske Vei.

Udvalgets Fleerhed har dog ikke anseet det fornødent eller tilrådeligt at optage dette Tillæg.

Man antager nemlig, at Grundloven har løst sin Opgave, når den har opstillet den ledende Hovedregel. Denne Regels Gjennemførelse må da overlades til Domskolene, eller hvis det mod Formodning skulde vise sig, at Retternes Afgjørelse blev vaklende eller på anden Måde mindre fyldestgjøreude, da måtte Lovgivningen skride ind og give de enkelte Regler, der vise sig nødvendige. Det kan ikke miskjendes, at det dog er umuligt i en enkelt Grundlovsparagraph at udkømme et så rigt Thema, som det vi her omhandle, og om man end optog den af Minoriteten foreslåede Tillægsparagraph, da kan det ikke nægtes, at også den kan give Anledning til Tvivl, fordi vi ikke have en så fast statsretlig Sprogbrug, at man jo nødes til at vælge Ord, der først under vor nye Forfatnings Udvikling ville fåe den bestemte Betydning; ligesom det et heller kan miskjendes, at man med Lethed kunde reise endeel anbre Spørgsmål end dem, der i det Foregående ere berørte, dersom det var Opgaven at gåe ind i Gagens Enkeltheder.

Med Hensyn til den sidste Sætning „dog kan den, der mener sig forurettet ved en Øvrigyedsbefaling, ikke ved at bringe Sagen for Domstolene unddrage sig fra foreløbigen at efterkomme Befalingen“, foreslåer Udvalget, forsåvidt Sætningen ikke, som Minoriteten strax skal tillade sig at foreslåe, udgåer, at ombytte Ordene „den der mener sig .... Øvrighedsbefaling“ med de Ord: den der vil reise sådant Spørgsmål. Udkastets Ord kunde nemlig let mistydes, som om Enhver, der i videste Forstand ansåe sig forurettet ved en Øvrighedsbefaling, altså Enhver der klagede over en urigtig Brug af en Øvrigheden utvivlsomt tilkommende Embedsmyndigyed, kunde siges at reise et Spørgsmål om Øvrighedsmyndighedens Grændser.

En Minoritet foreslåer imidlertid, som antydet, at den hele Sætning udgåer. Denne Minoritet frygter nemlig for, at man i Sætningen skulde finde en grnndlovmæssig Sanction af den Anskuelse, at enyver Modstand eller Ulydighed mod en Øvrighedsbefaling var ubetinget ulovlig, om det end siden viste sig, at Øvrighedens Befaling manglede al retlig Hjemmel og altså ikke var nogen sand Øvrigedsbefaling. Denne Minoritet forvrer ikke, at Grundloven skal anerkjende Modstandsretten, men den onsker, at vette hele Spørgsmål ikke på nogen Måde skal være foregrebet ved Grundloven, end ikke ved en fjernere Antydning.

Udvalgets Fleerhed deler ganske den Tanke, der ligger til Grund for Minorttetens Forslag. Også vi vilde erklære os mod den omhandlede Sætning, dersom vi i den fandt en Antydning om Modstandsrettens absolute Ulovlighed, thi vi vide heelt vel, at der kan gives Tifælde, hvor endog ligefrem Modstand mod en ulovlig Øvrigheds vilkårlige Anmasselse kan blive en Samvittigyedspligt ikke jnst for Hvermand, men vel for den, der har den dybefte Følelse af sin egen Ret og Pligt. Men ligesom også vi antage, at disse sjældne Tilfælde, hvor den borgerlige Heroisme, ubekymret om Øvrighedens tilshneladende Myndighed og ubekymret om Udfaldet, følger sin Samvittigheds Tilkkyndelse, ikke egne sig til nogen Omtale eller Anthdning i en Grundlov, således måe vi fremdeles være af den Mening, at det overhovedet slet ikke er Stedet i denne Paragraph, der jo dog væsentlig kun skal handle om Omfanget af Domstolenes Myndighed, at udtale nogen almindelig Regel om Virkningen af Ulydighed mod en Øvrighedsbesaling. Det skulde altså være en almin

18

delig Forudsætning, der låe skjult i det Tillæg, at man ikke ved at bringe Sagen for Domstolene kan unddrage sig fra foreløbigt at efterkomme Befalingen. Men Majoriteten har aldeles ikke kunnet indsee, hvorledes man med nogen skjellig Grund heraf kan udlede nogen sådan almindelig Forudsætning. Det siges alene, at man ikke ved at gåe til Domstolene kan unddrage sig fra forelobigt at efterkomme Befalingen. Hvorvidt man af andre Grunde kan eller ikke kan unddrage sig denne Lydighed, det er Noget, det aldeles ligger udenfor denne Sætnings Hensigt og Ord at fastsætte eller antyde. Majoriteten finder altså ikke, at Tillæget indeholder nogen farlig Antydning, og må derimod holde for, at den Advarsel, det udtaler ret vel kan hævde sin Plads i nærværende Paragraph.

Efter således at have opstillet de nødvendigste Regler om Domstolene i Almindelighed, gåer Grundloven naturligt over til at omtale de enkelte Dommere. Når disse ikke have den rette selvstændige Stilling, hjælpe de bedste Regler om Domstolenes Ordning Intet. I denne Henseende har Udkastets § 62 opstillet den Regel, at Dommere ikke kunne assættes uden ved Dom, ei heller forflyttes imod deres Ønske hvorhos Paragraphen giver Regjeringen Ret til at asskedige den Dommer, der har syldt sit 70de År, dog med fuld Nydelse af hans Indtægter.

Det er en Selvfølge, at Udvalget er enigt i, at Dommerne ei vilkårligt skal kunne assættes eller forflyttes; forsåvidt tiltræder man altså ganske Ubkastet. Dog har man troet, at Forsigtighed påbød et Tillæg om, at Udkastets Regel ikke kunde være til Hinder for sådanne Forslyttelser eller Afskedigelser, som bleve en Følge af en ad Lovgivningsveien foretaget Omordning af Domstolene. Ligeledes har man fundet det passende, at Paragraphen indledningsviis udtalte Dommernes Uafhængighed, men det på en sådan Måde, at det viste sig, at det er hans Afhængighed af Loven, der skal gjøre ham uashængig af enhver anden Indflydelse.

Forsåvidt Udkastet endelig har bestemt, at den Dommer, der har fyldt sit 70de År, kan afskediges, dog uden Tab af Indtægter, da bifalder man vel ganske den til Grund liggende Tanke; men Udvalgets Fleerhed (8 Stemmer, hvoriblandt Formanden) har troet, at denne Ret gjerne kunne indrømmes Regjeringen, såsnart Dommeren havde fyldt sit 65de År. Uden Dommerens eget Ønske vilde Regjeringen vistnok ikke benytte denne Ret, medmindre Dommerens Svaghed var så almindeligt erkjendt, at Ingen med Føie kunde mistænke Regjeringen for nogen Tilbøielighed til at have andre Hensyn end Retspleiens Tarv for Øie.

Udvalgets Minoritet ( ) har dog antaget, at det hellere måtte forblive ved Udkastet, så at Ingen, der ikke var 70 År gammel, mod sin Villie var pligtig til at sinde sig i en Afskedigelse.

Man foreslåer altså følgende nye Paragraph: § 63 d. Dommerne have i deres i Kald alene at rette sig efter Loven. De kunne ikke assættes uden ved Dom, es heller forflyttes mod deres Ønske udenfor de Tilfælde, hvor en Omordning af Domstolene finder Sted. Dog kan den Dommer, der har syldt sit 65de (70de) År afskediges, men uden Tab af Indtægter.

Det sidste Tillæg, Udvalget i dette Afsnit har at foreslåe, angåer den såkaldte Juryindretning.

Udvalget har ikke havt nogen Tvivl om, at det burde tilråde Forsamlingen at optage denne Institution. Det er vitterligt, hvorledes denne Indretning t sin moderne Skikkelse har slået Rod i det engelske Statsliv, hvorledes den derfra har udbredt sig til Amerika og Frankrig, hvorledes den fra Frankrig blev forplantet til de tydske Rhinprovindser, hvorfra den nu gjennemtrænger alle tydske Stater. Ikkun Sverig og Norge have tøvet med at tilegne sig Institutionen; men ligesom Sverig kjender den i Trykkefrihedssager, således har man i Norge i den seneste Tid alvorlig fæstet Tanken på Spørgsmålet om dense Indførelse, Betænkes det derhos, at man ingensinde finder, at en Stat har fortrudt Juryens Indsørelse, men at den tvertimod overalt anerkjendes som et kraftigt Middel til Retfærdighedens Håndhævelse og som eet af Folkefri

19

hedens sikkreste Værn, kan Udvalget ikke andet end ansee det for givet, at vi også i Danmark bør tilegne os dette Gode jo før jo heller.

Med Hensyn til det Navn, hvorved Institutionen hos os bør optaget, da er dette vel i og for sig en Gjenstand af heelt underordnet Vigtighed. Men ligesom det er åbenbart, at Grundloven har det i sin Magt af vælge Ordet, således kunne vi dog ikke ansee det for ligegyldigt, om man her valgte en Benævnelse, som enten er aldeles uforståelig uden fremmed Sprogkundskad (såsom Jury) eller i sig selv forvirrende og lånt fra det tydske Sprog („Edsvorneret“ passer i Grunden ikke mere på Iuryen end på enhver anden Ret). Da vi nu have det ægte danske Ord Nævninger, som vel er trængt noget tilbage fra den almindelige Sprogbrug, men dog hverken er blevet aldeles forældet eller har modtaget nogen forvandsket Betydning, vidste vi ikke, hvorfor Grundloven ikke skulde have Mod til at optage dette Ord igjen.

Om den hele Gjennemførelse af Nævningerne kan det ikke være Grundlovens Sag et give de fornødne Regler. Men vi antage dog, at de Sager, hvori den nye Indretning skal benyttes, bør betegnes ved et sådant almindeligt Begred, der ikke efterlader nogen skjellig Tvivl om det Grundlag, hvorpå Loven skal bygge. I så Henseende har Udvalget ikke kunnet være i Tvivl om den Regel, det burde tilråde. Man har nemlig ikke kunnet vove at optage Indretningen i borgerlige Retstrætter. Således benyttes den kun i England og Nordamerika, men forsåvidt har den ikke fundet Indgang på det europæiske Fastland. Den må altså indskrænkes til Strafferetssager. Men den kan ingenlunde anvendes her i alle Sager. De fleste criminelle Sager ville tvertimod også fremdeles blive at påkjende uden Nævningårs Mellemkomst. Dette er overalt Tilsædet og kan vanskeligt undgåes, dersom der ikke i en ganske overordentlig Grad skal lægges Beslag på Borgernes Tid og Kraft. Nævninger bør altså kun dømme i de vigtigere Strafferetssager. Hvilken Grændse nu her skal drages, må det være den fremtidige Lovgivning forbeholdet at afgjøre; kun har man troet også her at kunne vælge det Ord, der i Fremtiden skal betegne denne Art af Sager, nemlig Misgjerningssager.

Men foruden disse Sager er der en anden Klasse af Forseelser, som udentvivl, om de end måtte være af mindre betydede Natur, altid bør påkjendes af Nævninger, vi mene alle politiske Strafsesager. Også dette Begred kan blive nærmere at fastsætte ved Lovgivningen, men det er klart, at det omfatter alle de Trykkefrihedssager, som det i Folkefrihedens Interesse må ansees ønskeligt at unddrage de faste Statsdommeres udelukkende Domsret. Man foreslåer altså følgende Tillægs-Paragraph.

„I Misgjerningssager og i Sager, der reise sig af politiske Lovovertrædelser, skulle Nævninger indføres.

Man tilføier alene den Bemærkning, at det hermed er afgjorte, at Mundtlighed og Offentlighed og Anklageproces må blive indført i den hele Strafferetspleie. Den gamle Inqvisitionsproces kan ikke vedvare i et Land, der indfører Nævninger.

VIII.

Dette Afsnit indeholder kun een Paragraph, der bestemmer den Fremgangsmåde, der skal iagttages ved Grundlovsforandringer, forsåvidt ikke Grundloven undtagelsesvils har tilladt at Forandringen skete enten ad den sædvanlige Lovgivningsvei, som s. Ex. i §§ 21 og 23, eller under andre særegne betryggende Former, som f. Ex. ved Spørgsmål om Arvefølgens Forandring (§ 4). Den Fremgangsmåde, nærværende Paragraph foreskriver, er følgende: 1) Først skal Forslag til Forandring, eller Tillæg til Grundloven kun kunne fremsættes på en ordentlig Rigsdag. 2) Dersom begge Thing på denne ordentlige Rigsdag enes om et Forslag til en Grundlovsforandring, skal dette Forslag hvile til næste ordentlige Rigsdag. 3) Kun hvis det her atter vedtages i uforanbret Skikkelse af begge Thing, forelægges det Kongen. 4) Kun hvis kongen forelødigt bifalder Forslaget, gåer

20

Sagen videre; i så Fald opløses nemlig begge Thingene, og nye valg udskrives. 5) Beslutningen må nu atter her vedtages uforandret af begge Thing, hvad enten disse iøvrigt ere samlede i et ordentligt eller overordentligt Møde; ellers falder hele Sagen. Men skeer dette, da skal Forslaget forelægges Kongen. 6) Kongen kan endda nagte sin endelige Stadfæstelse; men hvis han stadfæster Forslaget, bliver det Grundlov. Udvalget tiltræder disse Udkastets Bestemmelser. Man er aldeles enig i, at Grundlovsforandringer bør vanskeliggjøres, men man anseer det på den anden Side for ligeså vigtigt, at det ikke gjøres umuligt at forandre forfatningen ad forfatningsmæssig Vei. Udkastet synes nu her at have fulgt en passende Middelvei. Ved første Øiekast seer det måskee ud, som om man har været altfor forsigtig med at optårne Vanskeligheder; men ved nærmere Overveielse vil det findes, at dersom der virkelig hos Konge og Folk udvikler sig en bestemt Overbeviisning om Gavnligheden af en Forandring, kan denne gjennemføres i Løbet omtrent af en 15 Måneder. Sålænge kan Forandringsøsket vel tåle at vente.

21
22

IV.

Undertegnede Christensen, Gleerup og Jacobsen kunne ikke overbevise os om, at Folkerepræsentationens Adskillelse i tvende Kamre eller Thing er enten i sig selv naturlig eller for vore Forhold hensigtsmæssig. Med Hensyn til vort Fædrelands indre og ydre Stilling må vi formene, at en jevn og ligelig, men også kraftig fremadskridende Advikling af Folket og det politiske Folkeliv betinger vor Fremtid, og vi troe, at vor ny Statsforfatning kun da vil kunne sikkre os en sådan Udvikling, når den er og af Folket i det Hele anerkjendes at være bygget på en Repræsentation, der i Form og Indhold er et tro Udtryk af den sande Folkefornuft og Folkevillie til enhver givet Tidsperiode. Vi formene derhos, at hos os kun den Regiering, der er fremgået af eller støttet ved en sådan Repræsentation, vil, navnlig i Tider, så bevægede og farefulde, som vore, kunne være i Besiddelse af den Kraft og Tillid, der er Betingelsen for den gode Statsstyrelse. Vi antage derfor, at Folkets Repræsentation bør være en Eenhed, som Folket selv, og en konstig tilstedebragt Forskjellighed eller Deling af Repræsentationen, hvad enten denne begrundes ved særegne Betingelser for visse Repræsentanter eller et vist Antal Repræfentantvalg eller i Adskillelsen af de valgte Repræsentanter i tvende særskilt forhandlende og besluttende Forsamlinger eller i begge Dele, måe vi ansee for unaturlig og uhensigtsmæssig. Efter det danske Folks forholdsvise, temmelig ligelige og gjennemgående demokratiske Udvikling må Staten og Statsstyrelsen dog væsentlig støtte sig til Folkets Masse eller Almuen. Denne Almue er vistnok sund, kraftig, velvillende og besindig, men den er tillige, som en naturlig Følge af de forløbne Tiders Hårdhed og Uret, mistænkelig; den kan kun vindes og ledes af Staten igjennem Ærlighed og Uforbeholdenhed. En konstlet Repræsentation, eller en Indretning ved den, der endog blot tilsyneladende kunde gjøre det tvivlsomt, om den virkelig var det naturlige, simple og sande Udtryk af Folket og Folkevillien, vilde derfor efter vor Overbeviisning ikke kunne fyldestgjøre de Fordringer, Folket og Fyrsten må stille til den ny Forfatning. Det forekommer os derhos, at det Hensyn, som især i et mindre Land, Skyldes god Oekonomi såvel med Mennesker, som med Penge, ikke lidet taler imod den Forøgelse af Folkerepræsentanternes Antal, som de konstlede Repræsentationssystemer og navnlig Tokammerindretningen ikke vel kunne undgåe at medføre. Vi tilståe endvidere, at vi ikke kunne dele den Betænkelighed mod Eetkammersystemet, som så Manage hente fra Hensynet til den formeentlig støre Sandsynlighed under dette for overilede og mindre vel overveiede Beslutninger, og det forekommer os, at den Erfaring, man hertillands allerede har kunnet gjøre, må berolige ikke lidet i denne Henseende. Hensigtsmæssige Bestemmelser i Forretningsordenen, der, forsåvidt det antages fornødent, endog kunde optages og i Regjeringens Udkast ere optagne i selve Forfatningsloven, vilde uden Tvivl tilstrækkelig værne mod Faren i denne Retning, medens den Langsomhed og Besindighed, der fra alle Sider erkjendes at være et Grundtræk i vor Folkecharacteer, måskee endog kunde indeholde nogen Opfordring til ikke ved en Deling af Repræsentationen i 2 Kamre med Konst yderligere at vidtløftiggjøre og forlænge Forhandlingsbevægelsen.

Ere begge Kamre endelig et nogenlunde tro Udtryk af det hele Folk, forekommer det os, at det ene vilde være en Overflødighed, Hvormed man dog ikke tør bebyrde et mindre Lands Statsmaskineri, Og måtte et af Kamrene derimod ikke såmeget være et Udtryk af Folket i dets Heelhed, som af enkelte Stænder eller Interesser, vilde det efter vor Formening fra det Øjeblik, det virkelig afgav en Modvægt eller Modstand mod det egentlige Folkekammer, være en Fare for Land og Throne, for hvilken man, med den både for Staten og Dynastiet uvisse Fremtid for Øie, ikke bør udsætte sig.

Vi foreslåe derfor. at dette Afsnit forandres og kommer til at lyde således; § 30.“Rigsdagen dannes af Folkets Repræsentanter, Samlede i eet Kammer. Den fremgåer ved umiddelbare Valg af Folket”.

23

§ 31, som i Regjeringens Udkast. § 32, som i Udkastet, med Bortskjærelse af sidste Passus (om Landsthinget). § 33, som i Udkastet, med Bortskjærelse af det sidste Stykke (om Landsthinget). § 34 udgåer aldeles. § 35, som i Udkastet, med Bortskjærelse af det sidste Stykke (om Landsthinget). § 36, som i Udkastet, med Bortskjærelse af sidste Passus (om Landsthinget). § 37, som i Udkastet. § 38, som i Udkastet, kun at Ordene „det Thing, hvortil han hører“, forandres til „den“ og at Ordene „uden Thingets Samtykke“ forandres til „dens Samtykke“. § 39, som i Udkastet.

De Forandringer i Forfatningsudkastets øvrige Bestemmelser, der måtte blive fornødne, forsåvidt dette vort Forslag vandt Majoritet i Forsamlingen, forbeholdes. De ville i Reglen kun være selvfølgelige og simple Redactionsforandringer i § 4, 8, 9, 14, 26, 40, 41, 42, 44, 45, 47, 49, 51, 52, 53, 55, 56, 57, 58, 59, 61, og 60.

Kun ved Afsnit VI, § 60, matte vi specielt foreslåe, at denne Paragraph kom til at lyde således som i Udkastet med den Forandring, at istedetfor Ordene „Halvdelen af Landsthinget, Halvdelen af Landets øverste Domstol blandt disses egne Medlemmer“ sættes „samtlige af Landets Overdommere“.

Undertegnede Larsen antager ikke blot med flere af Comiteens Medlemmer, at en Repræsentation, tilveiebragt således, som den, Grundlovsudkastet vil have indført, ingenlunde er skikket til at betrygge en rolig og retfærdig Udvikling af vore Samfundsforhold; men jeg kan derhos end ikke være enig i den Hovedanskuelse, at Rigsdagen bør organiseres efter Tokammersystemet, idet jeg holder for, at Etkammersystemet er at foretrække.

Jeg skal her ikke gåe ind på nogen almindelig Undersøgelse af Spørgsmålet om Etkammer- eller Tokammersystemets Fortrinlighed. Om der end, når Sagen blot betragtes theoretisk, måtte indrømmes Tokammersystemet et virkeligt Fortrin, kunde dette dog ikke være afgjørende, med mindre også de givne factiske Forhold tilstedede Theoriens Udførbarhed eller heldige Iværksættelse, hvilket jeg ikke antager hos os at være Tilfældet. For det Første troer jeg, at allerede efter Folkets eiendommelige Ånd et så kunstigt Statsmaskineri kun vil finde liden Sympathi hos samme, ligesom også Folkets rolige og besindige Characteer synes at gjøre et sådant Middels Anvendelse mindre nødvendigt hos os, end det andensteds kan være. Dernæst turde det hos et lille Folk, der ikke har nogen Overflødighed af dygtige Personligheder, i Almindelighed være rigtigere, at samle de forhåndenværende Kræfter i eet Kammer, end at adsplitte dem i tvende. Og endelig savnes hos os de naturlige Elementer til et virkeligen selvstændigt og anseet Førstekammer (Landsthing), således som dette i enkelte andre Lande historisk har udviklet sig; det kunde hos os ikkun kunstigen dannes, nærmest blot for den gjentagne Overveielses eller mechaniske Modvægts Skyld. Man vilde herved efter vore Forhold let komme til at gjøre begge Kamre så ligeartede, at det 1ste Kammer som oftest blot vilde blive en Gjenlyd af det talrigere 2det Kammers Beslutninger, eller dog i det høieste, for at gjøre sig vigtig, vilde forlange lidet magtpåliggende Forandringer i Enkelthederne, der dog vilde gjøre Sagens gjentagne Behandling nødvendig, og uden tilsvarende sand Nytte vidtløftiggjøre og forsinke denne. Vilde man derimod skabe tvende Kamre af virkelig forskjellige Characteer og Tendents, således at Sagerne i første Kammer kunde finder ikke blot en gjentagen Overveielse, men en Betragtning fra nye Sider, måtte dette udentvivl væsentligst søges opnået, skjøndt vistnok kun ufuldkomment, derved at man gjorde Valgretten eller Valgbarheden til det første Kammer afhængig af en vis Formuenhed, der enten i og for sig var betydelig, eller dog betydelig i Forhold til den, der fordredes med Hensyn til det andet Kammer. Men jeg befrygter, at der snart imellem de tvende således dannede Afdelinger af Folkerepræsentationen vilde udvikle sig en fordærvelig Usamdrægtighed og farlige Rivninger. Når derimod Repræsentanterne for de forskjellige Livsforhold ere for

24

enede i een Forsamling og personligen kunne udverle deres Anskuelser, er det meget mere at håbe, at Conflicterne ville udjevnes og det virkelig Retfærdige og Billige vinde Majoriteten for sig. Det er iøvrigt kun under Forudsætning af, at det ene Kammer, hvoraf Rigsdagen alene skulde beståe, kunde erholde en ganske anderledes betryggende Sammensatning, end Udkastets Folkething, at jeg kan stemme for Etkammersystemet. I manglende Fald må jeg søge en mulig, skjøndt for mig kun lidet ønskelig, Hjelp i Tokammersystemet.

Med Hensyn til Dannelsen af den enkelte Forsamling, der efter min Mening skulde udgjøre Rigsdagen, er jeg af den Anskuelse, at man herved, såvidt muligt, bør benytte de hidtil bestående Institutioner som Grundlag. Erfaringen lærer, at det i Almindelighed ikkun er ved gradviis at reformere og udvikle de allerede givne forfatningsmæssige Forhold og dertil at knytte de nye Bestemmelser, at det er lykkedes at tilveiebringe holdbare og til de practiske Fornødenheder avarende Forfatninger, hvorimod den Fremgangsmåde, at omvælte alt det Bestående, for at opføre efter en eller anden Theori en ganske ny Forfatning, yderst sjeldent og kun under ganske særegne Forhold har ført til noget heldigt Resultat, men som oftest kun har draget nye Revolutioner efter sig. Vel må det nu erkjendes, at på den ene Side en for længe tilbageholdt Udvikling af Provindsialstænderinstitutionen og på den anden Side de i det sidste År indtrådte overordentlige Tidsforhold medføre en Nødvendighed af, at gjøre et temmelig stort Spring i vort Statslivs Uddannelse; men skjøndt det således bliver nødvendigt, at overspringe nogle af de Udviklingstrin, som ellers kunde have været ønskelige, kan det dog ingenlunde være nødvendigt eller tilrådeligt, aldeles at bortkaste den brugbare Grundvold for den ny Forfatning, som Provindsialstænderinstitutionen tilbyder. Jo større den Magtfylde er, som Grundlovsudkastet har tillagt Rigsdagen, desto større Forsigtighed bør der udentvivl netop udvises med Hensyn til Afvigelserne fra den igjennem en Række af År bestående og prøvede Sammensatning af Stænderne.

Jeg antager således, at Rigsdagen for den væsentligste Deel hensigtsmæssigst kan dannes ved en Sammensmeltning og frisindet Reform af de hidtilværende Provindsialstænder. Med Hensyn til Valgretten vil jeg ikke blot foreslåe, at den hidtilværende Census i Landdistricterne erholder en betydelig Nedsættelse, men fornemmelig, at ikke blot Grundbesiddelse, men også Udredelsen af et vist Årligt Skattebeløb skal såvel på Landet som i Kjøbenhavn og Kjøbstæderne give lige Adgang til Udøvelsen af denne politiske Ret. De større Landeiendomsbeskdderes Valgclasse bør efter mit Skjøn betydelig udvides, men dog derhos Antallet af de Deputerede, som den skal stille, ikke lidet nedsættes. Og med Hensyn til Valgbarheden troer jeg, at de særegne Betingelser og Indskrænkninger, hvortil denne var bunden, kunne ganske hæves, så at i Almindelighed enhver fuldmyndig og uberygtet Mand, uden Hensyn til Eiendomsbesiddelse eller Skatteudredelse, bliver valgbar.

Men foruden den Hovedbestanddeel af Rigsdagen, der skulde fremkomme ved Udøvelsen af den på den ovenfor antydede Måde betingede Valgrettighed, troer jeg at denne også bør optage en ikke ubetydelig Bestanddeel ved almindelige Valg. Jeg anseer det for en i sig selv rigtig Tanke, at i Almindelighed ingen myndig Mand i Staten bør være udelukket fra, at kunne medvirke til Dannelsen af Folkerepræsentationen; jeg holder kun for, at det er en ligeså urigtig som høist farlig Anvendelse af denne Tanke, at man under de nu bestående Samfundsforhold strax vil lægge Magten til at vælge den hele Repræsentation i Hænderne på den store Masse, der efter sine Kår og Livsforhold ingenlunde kan have den Selvstændighed og Oplysning, at en så stor Magt kan ventes udøvet af den på en med det Heles Vel stemmende Måde. Derimod antager jeg, at en Trediedeel af Repræsentanterne passende kunde fremgåe af almindelige Valg, på den Måde, som Valglovsudkastet har bestemt med Hensyn til Folkethinget. Vel ville Districterne for disse Valg blive omtrent dobbelt så store som Valgloven har bestemt; men Valgene ville udentvivt ligefuldt kunne lade sig udføre på den antydede Måde, og de større Districter ville ingenlunde være til Skade for Valgenes Pålidelighed.

Jeg mener derhos, at denne almindelige Valgret bør i Alminde-

25

lighed tilkomme enhver fuldmyndig Mand, og altså Udkastets Fordring af 30 Års Alderen bortfalde.

I Henhold til hvad jeg således har udviklet, tillader jeg mig at stille følgende Forslag:

Rigsdagen skal beståe af een Forsamling. Valgret til samme grunder sig dels på lignende Betingelser, som fordredes til Provindskalstænderne, dels blot på personlige Egenskaber.

A. For det egentlige Danmarks Vedkommende sammensættes Rigsdagen omtrent således:

I. ved betingede Valg: 1) Kjøbenhavn vælger 10. 2). a. Østifternes Kjøbstæder efter de ældre Valgdistricter . 11. b. Jyllands Kjøbstæder ligeledes 11. 3) a. de mindre Landeiendomsbesidderes Valgdistricter i Østifterne 20. b. ligeledes i Jylland 22. 4) De større Landeiendomsbesiddere efter nærmere Fordeling 16.

II. ved almindelige Valg: af 50 Districter på omtrent 26,000 Indbyggere, Land og Kjøbstæder i Almindelighed forenede, vælges. 50.

III. Endelig tiltræde 10. som enten vælges således: a) af Geistligheden 4 b) af Universitetet, polytechnisk Læreanstalt og den militære Høiskole i Forening 2. c) Høiesteret 2. d) Landsoverretterne .2.

eller hvis Valg overlades til Kongen. B. Om Valgret og Valgbarhed.

I. Valgret til de under I. ommeldte Valg betinges af: 1) I Kjøbenhavn: Eiendomsret over Huse eller Gårde, der ere ansatte til en Assuranceværdi af idetmindste 4000 Rbd. (Fdg. 15 Mai 1834 § 13). 2) I Kjøbstæderne: sådan Eiendomsret til en Værdi af 1000 Rbd. og på Bornholm det Halve (Fdg. 1834 § 14). 3) I de mindre Landeiendomsbesidderes Valgdistricter: Eiendomsret over 4 Tdr. Hartkorn Ager og Eng eller 8 Tdr. Hartkorn Skov og Mølleskyld, eller over Bygninger, der ere undergivne Arealskat og have en Assuranceværdi af 2000 Rbd., eller Fæstebesiddelse af en Gård på 5 Tdr. Hartkorn Ager og Eng eller 10 Tdr. Hartkorn Skov og Mølleskyld.

I samtlige disse Valgdistricter (1—3) kunne forskjellige Eiendomme sammenlægges for at begrunde Valgretten på den i Fdg. 15 Mai 1834 §§ 10, 13, 14 og 10 bestemte Måde.

Fremdeles deeltager i samtlige disse Districter i Valgretten, enhver i det vedkommende District bosat Mand, som i det sidste År har svaret i directe kongelige eller communale Skatter og Afgifter 40 Rbd. De Skatter og Afgifter, som ifølge Lovgivningen falde på Brugeren eller Leietageren, men ifølge privat Overeenskomst ere udredede af Eieren, betragtes som om de vare erlagte af Brugeren selv. 4) For de større Landeiendomsbesiddere: en Eiendom med idetmindste 20 Tdr. Hartkorn Ager og Eng.

Som personlige Egenskaber fordres hos Enhver, der skal udøve den ovenmeldte Valgret, at han er fuldmyndig og uberygtet, at han har Indfødsret, og at hans Bo ikke er taget under Opbuds- eller Fallitbehandling.

Til Valgbarhed i de ovenmeldte Valgcorporationer fordres ikkun de nysnævnte personlige Egenskaber.

26

II. Valgret og Valgbarhed ved de almindelige Valg tilkommer enhver fuldmyndig og uberygtet Mand, som har Indfødsret, og ikke ståer under Fattigforsørgelse, dog at til Valgret tillige udfordres, at han har havt fast Bopæl i et halvt År i det Valgdistrict, hvori han opholder sig, på den Tid han indtegnes som Vælger.

For Island udvælges 5 Medlemmer og for Færøerne 1 Medlem. De nærmere Bestemmelser herom forbeholdes, såvelsom om det Antal Medlemmer, der skal vælges af Slesvig.

Undertegnede David, Hansen, Jespersen, Neergård, Ussing og subsidiairt Larsen, erkjende tilfulde Tidens Fordring, at der bør indrømmes det hele Folk en væsentlig Andeel i den lovgivende Magt, og vi formene derfor også, at Valgretten til Folkethinget ikke bør begrændses mere end det for Statens Beståen og rolige Udvikling er nødvendigt, ved at forhindre, at de, hos hvilke ikke den Grad af Selvstændighed og Agtelse for Samfundsordenens Beståen tør forudsættes, der ere nødvendige Betingelser for at kunne udøve Valgretten til Fædrelandets sande Tarv, skulle erholde en fordærvelig Indflydelse på Valgene, og for at forebygge, at den vigtigste politiske Rettighed, i hvilken det hele Folk skal deelagtiggjøres, i virkeligheden gives i Hænderne på den i numerisk Henseende langt overveiende Klasse, der besidder mindst Selvstændighed, og der lettest kan lade sig mislede af dem, som af eensidige eller egoistiske Hensigter måtte stræbe efter at lede Valgene. Vi ere derfor overbeviste om at gåe ud fra den samme Grundtanke som Lovudkastet, der ved at gjøre det til Betingelse for Valgrettens Udøvelse,at den Vedkommende har syldt det 30te År, og at han, med mindre han har sin egen Huustand, ikke ståer i privat Tjenesteforhold, Åbenbart har tilsigtet fra Valgretten at udelukke dem, hos hvem man ikke turde forudsætte, at den tilbørlige Grad af Selvstændighed vilde være tilstede. Men vi holde os på den anden Side overbeviist om, at de Farer, der true Samfundet, Statens Udvikling, og det monarchiske Princips Opretholdelse, hvor Valgretten ikke gives den Begrændsning, som Statsvellet fordrer, ikke på nogen fyldestgjørende Måde formindskes ved de i Lovudkastet angivne Midler, og det så meget mindre, som den Bestemmelse, hvorefter de, der have nået den borgerlige Fuldmyndighedsalder, dog skulde være politisk Umyndige indtil det fyldte 30te År, er en unaturlig og derfor uholdbar Indskrænkning i Meddelelsen af de politiske Rettigheder, der tilkomme enhver fuldmyndig Mand, hvis Livsstilling og Vilkår iøvrigt giver Formodning om, at han kan og vil gjøre den rette Brug af disse Rettigheder, og at han ikke så let vil lade sig mislede og bruge som et Værktøi for Andres ærgjærrige Planer. Vi ere tvertimod overbeviste om, at de tilsigtede høist vigtige Øiemed langt sikkrere opnåes ved at betinge Valgrettens Udøvelse af en Census, der ikke er høiere, end at det med Sikkerhed tor antages, at enhver Mand, hvis Livsstilling skulde tilbyde nogen Garanti for hans Selvstændighed, også vil svare en sådan; eller af at den Vedkommende har en sådan Besiddelse, som det med ikke mindre Sikkerhed tør antages, at den, der i sin Virkekreds arbcider stræbsom og flittig, i Almindelighed vil kunne erhverve. Også turde den, der har erhverved Borgerskab i en Kjøbstad, i Almindelighed antages at være i en så selvstændig Livsstilling, at han ikke bør være udelukket fra Valgretten. En sådan Begrændsning af Valgretten er, efter vor Overbeviisning, vel forenelig med det sande Lighedsprincip, og vilde være et langt tryggere Værn for Folkets sande Frihed, end den i Lovudkastet fastsatte Begrændsning. Og endeligen vilde, hvad der efter vor Overbeviisning ligeledes er af Vigtighed, en Begrændsning af Valgretten, hvorved denne betinges af en lav Census, cller af en vis ringe Besiddelse, have til Følge, hvad der under det i Lovudkastet antagne System må forekomme ugjørligt, at Retten til at vælge Bestyrelsen i Communerne også på rette Måde vil kunne begrændses, og at disses Vel ikke vil blive priisgivet for de største Farer, hvilket ufeilbarligen vilde være Tilfældet, når også i Communerne Alle over en vis Alder, uden Hensyn til Livsstilling og Besiddelse skulde have

27

Indflydelse på Valget af dem, til hvem Bestyrelsen af de communale Anliggender skal overlades.

Endnu i en anden Henseende kunne vi ikke samstemme med Lovudkastet. Vi antage nemlig, at det vil være tilstrækkeligt, at Folkethinget for det egentlige Danmarks Vedkommende kommer til at beståe af 100 Medlemmer, og formene derfor, at Valgdistricterne bør være på omtrent 14000 Indvånere. Det er nemlig i et så lille Land som Danmark ikke let at finde mange Mænd, som tilfulde kunne opfylde deres Plads i Folkethinget, og når dette desuden Årligen skal holdes, vil Vanskeligheden endnu blive større, thi mange leve i sådanne Livsstillinger og Forhold, at de ikke let årligen ville kunne aksee den Tid, som de måtte hellige til dette Hverv. Desuden vilde Folkethinget i numerisk Henseende komme til at ståe i et rigtigere Forhold til Landsthinget ved en sådan Udvidelse af Valgdistricterne. Også må vi med Udvalgets Fleertal være enige i, at Folkethingets Medlemmer vælges på 3 År, såfremt Årlige Sammenkomster skulle finde Sted.

Med Hensyn til Valgbarheden til Folkethinget holde vi os forvissede om, at den størst mulige Frihed i så Henseende er det Gavnligste; og at Vælgernes Tillid i ethvert Fald er den bedste Borgen for den Valgtes Værdighed. Det er derfor efter vor Overbeviisning ikke nødvendigt at fordre anden Betingelse til at vælges til Folkethinget, end at den Vedkommende skal have opnået Fuldmyndighedsalderen.

Jeg Jespersen lægger Vægt på, at den Bestemmelse i Udkastet, at den, der vil vælges, skal have stillet sïg til Valg, øptages som en Grundlovsbestemmelse, medens vi andre antage, at denne Bestemmelse rigtigen har sin Plads i Valgloven.

I Overeensstemmelse med det således Udviklede foreslåe vi angående Folkethinget følgende Paragrapher, der i Lovudkastet ville blive §§ 31 og 32. § 31. Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbud eller Fallitbehandling, når han enten er Borger i en Kjøbstad, eller i det sidste År har eiet eller havt i Brug en Jordeiendom, matriculeret idetmindste til 2 Skjepper Hartkorn, eller i det sidste År har svaret i directe kongelige eller communale Afgivter ialt 5 Rbd.

Valgbar til Folkethinget er enhver uberygtet fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbud eller Fallitbehandling. § 32. Valgene til Folkethinget foregåe på Districter af omtrent 14000 Indvånere; hvert District vælger Een, efter de Regler, som Valgloven foreskriver. Jespersens Indstilling:

„Hvert District vælger Een blandt dem, der have stillet sig.“

Medlemmerne af dette Thing vælges på 3 År. Ligesom man med Hensyn til Folkethinget er gået ud fra den samme Grundtanke som Lovudkastet, men på en anden Måde har troet at måtte søge at opnåe det tilsigtede Diemed, således gåevi Undertegnede, David, Hansen, Neergård, Ussing og subsidiairt Larsen, også med Hensyn til Landsthinget ud fra Lovudkastets Grundtanke, at Tokammersystemet har væsentlige Fortrin for Getkammersystemet. Men ligesom vi overhovedet holde os forvissede om, at de for Thronen og Folket lige vigtige Formål, som tilsigtes ved Tokammersystemet, sikkrest opnåes, hvor den historiske Udvikling giver Grundvolden for begge Kamrenes Dannelse, således holde vi os overbeviste om, at disse Formål ikke engang tilnærmelsesviis ville opnåes, og at en Forskjellighed mellem de to Kamre, — en Forskjelliged der skal holde. Middelveien imellem Kamrenes Modsætning og Eensartethed — som er den nødvendige Betingelse for at Tokammersystemet i nogen Henseende vil komme til at svare til sin Hensigt, ikke vil tilveiebringes, når alle de Samme, der skulle vælge på Medlemmerne til Folkethinget, også skulle deeltage i Valgene på

28

Landsthingets Medlemmer, og når de to Things Forskjellighed kun skal søges tilveiebragt derved, at Valgene skee på en noget forskjellig Måde, og at Medlemmerne til Folkethinget erholde et dagligt Vederlag, medens Medlemmerne til Landsthinget ikke erholde et sådant. Vi kunne så meget mindre erkjende Rigtigheden af et sådant System, som vi holde os forvisede om, at den sidstnævnte Bestemmelse ikke blot er en sin Hensigt kun lidet betryggende Indretning, der også snart vilde vise sig at være uholdbar, men desuden er en unaturlig Indskrænkning af Valgbarheden, da derved Mange som kunne besidde deres Medborgeres Tillid i fuldeste Mål og som i enhver anden Henseende egnede sig til at blive valgt som Medlemmer af Landsthinget, formedelst deres Formuesomstændigheder, ville være udelukkede fra at vælges.

Vi holde os tvertimod overbeviste om, at hvad der væsentligen tilsigtes ved Tokammersystemet, i intet Tilfælde vil kunne opnåes, med mindre de to Kamre have en forskjellig Oprindelse, og med mindre de forskjellige Anskuelser, Synsmåder og Bestræbelser, som røre og bevæge sig på Samfundets forskjellige Høidepunkter, således tilsikkres deres Indflydelse på Lovenes Tilblivelse. Vi ere derfor overbeviste om, at ligesom Valgretten til Folkethinget bør betinges af en lav Census, men iøvrigt bør tilkomme enhver fuldmyndig Mand, således bør Valgretten til Landsthinget også alene være betinget af en høiere Census, der dog langt fra bør være så høi, at derved på nogen Måde skabes et Privilegium for en enkelt eller enkelte Classer af Folket.

Men foruden at vi ere forvissede om, at Landsthinget, når det på nogen Måde skal svare til sin Bestemmelse, ikke bør udgåe af den selv samme Valgkreds eller fra de selv samme Bælgere, der vælge Medlemmerne af Folkethinget, således ere det vor Overbeviisning, at det med Hensyn til Forholdene hos os, og isærdeleshed sålænge Næringsforholdne og Beskatningen i Kjøbstæderne og på Landet ikke ere mere eensartede, er af største Vigtighed, ved Landsthingets Sammensætning at betrygge de Hovedvirksomheder, der findes i Landet, mod den Fare, som udspringer af vore eiendommelige Forhold, at nemlig Handel og Industri, fordi Kjøbstadsbefolkningen, der især lever af og for disse Virksomheder, er så ringe i Antal mod Landbefolkningen, og desuden er så adsplittet i vore mange mindre Kjøbstæder, kunde komme til at savne sine Talsmænd i Thingene, og således vilde gåe Glip af den Indflydelse, som også de i Statens Interesse bør have på Lovenes Tilblivelse og Skatteforholdenes Ordning. Og ikke mindre vigtigt forekommer det os at være, ved Landsthingets Sammensætning at sørge for, at den høiere Culturs og den høiere Videnskabeligheds Repræsentanter aldrig vilde kunne savnes i et Thing, i hvis Bestemmelse det også må ligge at vurdere Statens Anliggender fra et høiere Standpunkt end det, hvorfra Folkethingets Medlemmer i Almindelighed kunne antages at ville betragte dem; og ligeledes at sørge for, ved at indrømme Kronen Ret til at udvælge enkelte af dette Things Medlemmer, at der altid i samme vil findes Mænd, der med et høiere Overblik over Staten foren e specielle Kundskaber i forskjellige Fag, hvorved Landsthingets Overveielser og Beslutninger ville erholde stor Vægt.

Vi må derfor holde os overbeviste om, at Forholdene hos os gjøre det nødvendigt, at der med Hensyn til Valgene til Landsthinget finder en Adsktillelse Sted mellem By og Land, og vi måe ligeledes ansee det for vigtigt, at der Indrømmes Kronen og enkelte bestemte Institutioner i Landet Ret til at udnævne et vist Indskrænket Antal af Landsthi: gets Medlemmer.

Med Hensyn til Valgbarheden til dette Thing, troe vi, at det vil være tilstrækkeligt at gjøre det til Betingelse for den, der skal vælges, at han har fyldt sit 35te År, istedetfor at Lovudkastet kræver 40 År, fordi vi antage, at den der har opnået en sådan Alder må formodes at have den tilstrækkelige Grad af Besindighed og Gemytsrolighed, for at kunne røgte sit alvorsfulde Hverv i dette Thing.

Ved Antagelsen af dette System ved et sådant Landsthing i Forbindelse med det ovenfor betegnede Folkething,holde vi os forvissede om, at der vil være lagt en langt fastere Grundvold for Friheden og et tryggere Værn mod Farer, end ved Lovudkastets

29

System. Vi holde os forvissede om, at ligesom en sådan Organisation af den lovgivende Magt er mere overeensstemmende med de constitutionelle Staters Udvikling i Europa, i hvilke Friheden og Samfundsordenen have viist sig at hvile på en tryg Grundvold, end det i Lovudkastet angivne System, således vil en Forfatning, der gåer ud fra det af os foreslåede System, i langt høiere Grad, end det med Hensyn til Lovudkastets System vil være Tilfældet, blive erkjendt for at være en Garanti for Danmarks lykkelige Fremtid, hvilket med Hensyn til Statens Stilling i Almindelighed og dens Credit i Særdeleshed er af stor Betydning.

I Overeensstemmelse med det således Udviklede foreslåe vi angående Landsthinget følgende Paragrapher, der i Lovudkastet ville bliv 33, 34 og 35. § 33. Valgret til Landsthinget har enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbud eller Fallitbehandling, når han i det sidste År har svaret i directe kongelige eller communale Afgifter ialt 40 Rbd.

Valgbar til Landsthinget er Enhver, som har de til Valgbarhed til Folkethinget fornødne Egenskaber, doq først når han har fyldt sit 35te År. § 34. Landsthinget skal beståe af 20 Medlemmer valgte af Dstifterne, 20 Medlemmer valgte af Nørrejylland, og et lignende Antal valgtc af Slesrvig, samt 2 Medlemmer valgte af Island, 1 Medlem valgt af Færøerne.

Desuden indtræde i Landsthinget 2 Medlemmer valgte af Universitetet i Kjøbenhavn, 1 Medlem valgt af den polytechniske Anstalts og den militaire Høiskoles Lærere i Forening, 2 Medlemmer valgte af Høiesteret, 2 Medlemmer valgte af Overretterne i Danmark, 4 Medlemmer valgte af Geistligheden i Danmark og 6 Medlemmer valgte af Kongen. Af de 20 Medlemmer som Østifterne have at vælge, vælges

4 af Kjøbenhavn; 2 – de øvrige Kjøbstæder i Sjællands Stift med Undtagelse af Byerne på Bornholm; 1 — Kjøbstæderne i Lollands-Falsters Stift; 2 — Kjøbstæderne i Fyens Stift; og 11 — Landdistricter på omtrent lige mange Indvånere, dog at Bornholm, Kjøbstæder og Land udgjøre eet District.

Af de 20 Medlemmer, som falde på Jylland, vælges 8 af Kjøbstæderne; 12 — Landdistricterne på omtrent lige mange Indvånere.

Med Hensyn til Adskillelsen mellem By og Land til Landsthingsvalgene kan Forandring skee ved Lov, dog ikke førend efter Udløbet af den første Valgperiode. § 35. Samlige Valg til Landsthinget skee på 8 År, og efter de Regler, som Valgloven bestemmer. Halvdelen af de Valgte afgåer hvert 4de År.

I Overeensstemmelse med de af os gjorte Forslag og som Følge af disse må vi endeligen endnu foreslåe at Lovudkastets § 30 kommer til at lyde således:

„Rigsdagen beståer af Folkethinget og Landsthinget. Begge fremgåe ved umiddelbare Valg; og at § 36 kommer til at,lyde således: „Medlemmerne af begge Thing erholde et dagligt Vederlag, hvis Størrelse fastsættes i Valgloven.

Undertegnede Jespersen kan, med Hensyn til Landsthinget, ikke finde tilstrækkelig Betryggelse for, at de vigtige Formål, man søger fremmede ved et Tokammer, kunne ventes opnåede ved et sådant Landsthing, som det i Udkastet foreslåede. Da det herefter er de samme Vælgere, fra hvem Valgene til Folkething og Landsthing

30

udgåe, forekommer det mig nemlig, at de tvende egentlig yderligere Garantier, som med Hensyn til Landsthinget ere opstillede — den høiere Alder og ingen Diæter — der altså alene vedkomme Valgbarheden, ikke ere af den Beskaffenhed, at de give nogen sand Betryggelse for en Repræsentation, der kan ventes at blive så forskjellig fra Folkethinget, og at ville optræde med en sådan Selvstændighed og Kraft ligeoverfor dette, som er fornødent, for at opfylde det sande Diemed med et Førstekammer, som er fornødent, for at Tokammer-Systemet i Udførelsen kan blive til sand virkelighed. Hvad den høiere Alder angåer, da kan denne Fordring vel i og for sig være velbegrundet, men allerede den Omstændighed, at en meget stor Deel af Medlemmerne til Folkethinget ville, ifølge Forholdene hos os, være omtrent i den samme Alder, viser, hvor liden Garanti der alene heri kan søges. Mere væsentlig er den Bestemmelse, at Medlemmerne til Landsthinget ingen Diæter skulle have, en Forskrift, der fremtræder som en indirecte temmelig høi Valgbarheds-Census, idet nemlig kun den, der besidder en sådan Formne, at han på egen Bekostning kan forlade sin egentlige Stilling og tage Ophold Årligt i længere Tid ved Rigsforsamlingen, kan modtage Valg; — de enkelte Tilfælde, hvor et Valgdistrikt vil udrede Diæter til dets Repræsentant, måe ansees som en reen Undtagelse. Imod denne Bestemmelse fremtræde nu for det første de samme Indvendinger, som imod enhver høiere Valgbarheds-Census, idet den indskrænker Vælgerne i Valget af den, som efter deres Overbeviisning er den dygtigste til at udføre det vigtige Kald, hvorom her handles; men efter Formue-Forholdene hos os, hvor et ret godt Udkomme til dermed at tilkfredsstille de sædvanlige Fornødenheder er ligeså almindeligt, som større Formuenhed er sjelden, turde det endog adfkillige Steder, navnlig i Jylland, have sine særdeles Vanskeligheder med at fåe Valgcandidater i samme Amt (cfr. § 32 i Udkastets sidte Passus). Det synes også i og for sig misligt, at søge en egentlig Garanti med Hensyn til det ene Thing i dets Medlemmers forskjellige pecuniaire Stilling på selve Rigsdagen, ligesom den Betragtning vel ikke ligger fjern, at Medlemmerne af Landsthinget snart vilde søge at fåe denne Forskjellighed hævet, hvilken Grundlovsforandring, som Folkethinget ikke kunde være imod, og som det vilde være Regjeringen ubehageligt at modsætte sig, ikke vilde være vanskelig at fåe sat igjennem. Jeg mener derfor, at en ligefrem Valgbarheds-Census — Ydelsen af en høiere Skat, og en vis Årlig Indtægt som Alternativ — i hvert Fald havde været ønskeligere og mere hensigtssvarende, end den i Udkastet indeholdte i og, for sig ikke betryggende Betingelse i samme Retning.

De øvrige Forskjelligheder med Hensyn til Landsthingets Sammensætning efter Udkastet kan jeg endnu mindre betragte som egentlige Garantier; den væsentligste af disse er vel den, at Valgene foregåe for en dobbelt så lang Tid som til Folkethinget, men ligesom begge Thing kunne samtidigt opløses, i hvilket Tilfælde Valgene foregåe til samme Tid således ville efter Udkastet de ordinaire Valg til begge Thing hver anden Gang falde fammen. At det er de samme Vælgere, hvoraf Valgene til begge Thing fremgåe, har følgelig netop herefter megen Betydning.

Når man i Landsthinget vil søge et modererende, et tempererende Element imod den muligt for stærke Vevægelighed i Folkethinget, et Element, der vil og kan hindre Folkethinget i mulige Misbrug af dets Myndighed; — når man i Landsthinget vil søge det rette Middel til på den ene Side, ved at tiltræde Folkethinagets Beslutning, at styrke Folke-Villien, hvorved dens Billigelse af Kongen bliver så meget mere sikkret, og på den anden Side — hvor Folsethingets Beslutning må ansees som et Udtryk mere for en øiedlikkelig Stemning, en mulig unaturlig Opbrusning af en eensidig Folkemening, end for den funde, fornuftige offentlige Mening — ved at modsætte sig sådan Beslutning, at forhindre Noget fra at blive endelig Udtalelse af Folke-Villien, som ei fortjener at være det, hvilken mulige Modstand fra Landsthingets Side ingenlunde må betragtes at skee til skade for Folke-Friheden, da det Omvendte meget vel kan være Tilfældet; når Landsthinget på den ene Side skal være den naturlige Beskytter af Minoriteterne i Folkethinget, og på den anden Side et betydningsfuldt Mellemled imellem Folkethinget og Kongen — da må man søge at organisere Landsthinget således,

31

at det har den Folkelighed, den Selvstændighed og den Kraft, som er fornøden, for at disse vigtige Diemed kunne ventes opnåede. Denre Organisation må efter min Anskuelse søges tilveiebragt, ved at udfinde en passende Middelvei imellem en reen Modsætning til og en fuldkommen Eensatethed af folkethinget; og når jeg ikke har kunnet billige Udkastets Farslag til Landsthinget, deefs fordi det i det Væsentlige er eensartet med Folkethinget og deels fordi det i og for sig ikke giver den Garanti, som heri burde søges, da skal jeg, i Conseqvents med hvad af mig er antaget med Hensyn til Folkethinget, hvor Valgretten betinges af en lav Census med fri Valgbarhed, og i Overeensstemmelse med de ovenfor opstillede Fordringer foreslåe at Valgret til Landsthinget belinges af en høiere Census, en Årlig Afgift af 40 Rbd., hvorved vel en ikke ringe Deel af Vælgerne til Folkethinget blive udelukkede, men dog en så stor Deel bibeholdt — de sleste Gårdmænd på Landet og de mere betydende Borgere i Kjøbstæderne — at Landsthinget på ingen Måde kan siges at have en ufolkelig Rod. Ved Siden heraf foreslåer jeg fri Valgbarhed dog med Indskrænkning til 35 Års Alderen, samt Diæter.

Uagtet det er at håbe, at Intelligentsen i Almindelighed ei vil savne den fornødne Repræsentation enten i Folkethinget eller i Landsthinget, har jeg dog anseet det for ønskeligt, at der havdes en bestemt Garanti for dette Elements Tilstedeværelse i Landsthinget, hvilket jeg formener kan skee, uden at Thingets folkelige Characteer derved angribes, på den Måde, at Universitetet vælger 2 Medlemmer; den polytechtniske Anstalts og den militaire Høiskoles Læerer i Forening 1; Høiesteret 2; og hver af Overretterne eet – i Alt 7.

Med Hensyn til Antallet af Repræsentanter og disses Fordeling har jig formeent, at det kunde være omtrent det halve imod Folkethinget, hvorefter, når dettes Antal, efter Distrikter på omtrent 14000,for det egentlige Danmark blev circa 100, Landsthinget kom til at beståe af 50 Medlemmer. I det jeg derhos har anseet det for passende, at Destikterne, Jylland, ligesom i sin Tid Slesvig, udvalgte hver et lige Antal, vilde altså nu 20 komme på Dstikterne, 20 på Jylland, 2 for Island 1 for Færøerne, og 7 for de ovennævnte Instituter.

Ifølge det således Udviklede skal jeg tillade mig at foreslåe Landsthinget organiseret ved Bestemmelser af følgende Indhold:

§ . Valgret til Landsthinget har enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbud eller Fallit-Behandling, når han i det sidste År har svaret i kongelige eller communale Afgifter i Alt 40 Rbdlr.

§ . Valgbarhed til Landsthinget har Enhver,som er valgbar til Folkethinget, når han har syldt sit 35te År.

§ . Landsthinget skal beståe af : 20 Medlemmer valgt af Øestifterne. 20 — — Nørrejylland. 2 — — Island. 1 — — Færøerne. 2 — — Universitetet i Kjøbcnhavn. 1 — — Den polytechniske Anstalts og den militaire Høiskoles Lærere i Forening. 2 — — Høiesteret, og 2 — — Overretterne i Danmark.

§ . Valgene til Landsthinget foregåer amtsviis, Hovedstaden vælger særskilt. Hver Vælger stemmer i sin Communne på såmange Mænd, som skulle vælges for Valgkredsen. Omvalg finder Sted for deres Vedkommende, der ved første Valg ikke have opnået mere end Trediedelen af de afgivne Stemmer.

§ . Medlemmerne af Landsthinget vælges på 8 År. Halvdelen afgåer hvert 4de År.

32

§ . Medlemmerne af Landsthinget erholde et dagligt Vederlag, hvis Størrelse bestemmes i Valgloven.

Bruun og Hage gåe ud fra de samme Anskuelser, som synes at have foresvævet Udkastets Forfattere. Vi mene således, at der bør være tvende Thing, hvorledes Valgrets- og Valgbarheds- Betingelserne samt Valgmåden end måtte blive; vi mene ligeledes, at begge Thing bør have en sand folkelig Rod, men at såvel Valgret som Valgbarhed bør knyttes til sådanne Betingelser, som yde nogen Garanti for gode Valg; vi mene endelig, at der bør være nogen Forskjel, skjøndt ingen Modsætning, mellem de tvende Things Charakteer. Vi kunne som Følge heraf hverken tiltræde de tvende Forslag om et Eetkammersystem, ei hyller Forslaget om en temmelig høi Valgcensus, Klassevalg og Kongevalg, hvad Landsthinget angåer. Vi troe imidlertid, at den Opgave, Udkastet har stillet sig, kan løses på en noget mere tilsredsstillende Måde, end ved dets Bestemmelser er skeet, idet vi dog for Øjeblikket ikke ganske samstemme med Hensyn til Betingelserne for Valgret til Folkethinget.

Udkastet har med Hensyn til dette Thing søgt Garantien for gode Valg deri, at Valgretten er knyttet til 30 Års Alderen, at Tjenestefolk, de, der nyde eller have nydt Fattigunderstøttelse, som ikke er tilbagebetalt, og de, der ere ude af Rådighed over deres Bo, ere udelukkede fra at nyde denne Ret, samt deri, at Valgcandidaten skal stille sig, og underkastes en Slags offentlig Prøve, forinden Valget foregåer. Ved disse Udkastets Bestemmelser troer jeg, Hage, foreløbig at burde blive stående, idet jeg, for det Tilfælde, at der skulde være en almindelig Stemning for at tilstede Valgretten til dem, der have nået 25 Års Alderen samt til Tjenestefolk, eller det skulde blive muligt derved at samle de forskjellige Anskuelser, der nu ere så spredte, — ikke er uvillig til at ombytte disse Udkastets Garantier mod en meget lav Census af s. Er. 2 Rdb., der foruden Eie af skyldsat Jord eller Borgerskad i en Kjøbstad skulde give Valgret. Jeg, Bruun, troer derimod strax at burde erklære mig for, at de nævnte Betingelser i Udkastet asløses af en Census på 5 Rbd. eller Eie af skyldsat Jord, eller Borgerskab i en Kjøbstad, idet jeg troer det conseqventest, at der fastsættes de samme Valgretsbetingelser med Hensyn til Folkethinget som nedenfor ville blive fremsatte med Hensyn til Landsthinget, og antager, at det er ønskeligt, at Adgang til Valgretten Åbnes med 25 Års Alderen De enkelte småe Forandringer, vi forørigt troe at burde tilråde i Udkastets Bestemmelser om Folkethinget, skulle vi ikke opholder os ved, da de også ere tilrådede af Udvalgets Fleerhed

Opgaven at give Landsthinget et folkeligt og dog fra Folkethinget noget forskjelligt Prag, er søgt opnået derved, at Valgretsbetingelserne på den ene Side ere de samme for begge Thing, medens på den anden Side Forskjelligheden fremtræder i de større Valgkredse, den communale Afstemning, den længere Valgtid, den høiere Vatgbarheds-Alder, Fordringen, at den, der vælges skal boe i Valgdistrictet, at absolut Stemmefleerhed udkræves til et gyldigt Valg, og især, at der ingen Diæter tilståes Landsthingets Medlemmer. Vi ville ingenlunde venægte, at disse Forskjelligheder kunne have en ikke ringe betydning og en velgjørende Indflydelse, men vi troe dog, at Opgaven må kunne løses på en mere fyldestgjørende Måde. Amtet er således vistnok for lille som Valgkreds, dersom man skal opnåe hvad man synes at ville, at gjøre Valget mindre påvirket af de stadlige Interesser, de smålige Anskuelser, den øieblikkelige, og tildeels tilfældige Bevægelse på de enkelte Steder. Dette vilde langt bedre opnåes, dersom man, som også af flere andre Medlemmer af Udvalget er foreslået, satte Stift i Stedet for Amt, som Valgkreds; men vi kunne dog ikke dølge for os, at Betydningen af Bopæl i Valgdistriktet derved for en Deel vilde tabe sig, og at der, når til et gyldigt Valg absolut Stemmefleerhed, eller selv blot 1/3 af Stemmetallet udkrævedes, enten måtte foregåe hyppige Omvalg, eller Indvirkningen på Valgene fra enkelte Centralpunkter måtte blive aldeles overveinde, da Communernes Befolkning sjeldent vilde kjende de Mænd, som de stemte på.

I Forbindelse med Stiftsvalg kunde derfor efter vor Mening middelbare Valg gjennem Communalbestyrelserne benyt

33

tes. Det kan neppe betvivles, at Communen hos os, som overalt, vil blive kaldet til at spille en mere og mere betydningsfuld Rolle, at man i Communens Repræsentanter efterhånden vil sinde de dygtigste og bedste Kræfter, som ere i dens Midte, at de Mænd, der kåres til at varetage de Interesser, som nærmest og stærkest ligge Befolkningen på Sinde, ville være naturlige Repræsentanter for den, når Valgmænd skulle benyttes, og at den tillidsfuldt vil overdrage dem det Hverv, at optræde som sådanne. Det er måskee tvivlsomt, om man ved at fåe sådanne Valgmænd vil erholde mere eller mindre liberale Valg, men det synes os utvivlsomt, at man vil erholde dygtigere Personligheder valgte.

Dersom dette Forslag blev antaget, erholdt man således tvende Thing, af hvilke det ene udgik af det umiddelbare frie Folkevalg, det andet af middelbare Valg ved Kjernen af Befolkningen; det ene blev nærmest et Villede af de forskjellige Svingninger snart i Bevægelsens og snart i tilbagegangens Retning, det andet af den roligere, sikkrere, mere selvbevidste Fremadskriden, som findes hos dem, der betragte Forholdene fra et høiere og almindeligere Standpunkt end Mængden; ethvert af dem havde sit sunde, eiendommelige, noget, men også kun noget, forskjelligee Præg.

Der møder imidlertid ved Udførelsen af dette Forslag den Vanskelighed, at Communalforholdene for Øjeblikket ere ordnede efter Principer, som ikke ville kunue holde sig. Det vil derfor neppe være gjørligt at benytte Valg igjennem Communalbestyrelserne, forinden en ny Communallov er udkommet, forinden de administrative Forholde ere omordnede. Vi have derfor troet at burde indskrænke os til at foreslåe, at det i Grundloven bestemmes, at Valget af Landsthingets Medlemmer ved Lov kan gåe over til Communalbestyrelserne, (§ 44), hvorved Hensigten er antydet og Veien er Åbnet til at benytte dem, uden at den besværligere Vei, som i § 80 foreskrives, skal betrades.

Spørgsmålet er nu, hvorledes Valgene af Landthingets Medlemmer indtil den Tid skulle foregåe. De, der ville middelbare Valg igjennem Communalbestyrelserne, synes foreløbig at måtte føle sig opfordrede til at benytte almindelige middelbare Valg. Dette have vi foreslået i §§ 36 og 38. I Forbindelse hermed have vi knyttet Valgretten til visse Betingelser (§ 35). Vi skulle ikke her nærmere søge at vise de Fordele, disse Betingelser i Almindelighed kunne have, men indskrænke os til at bemærke, at een Betragtning harværet afgjørende for os, idet vi have foreslået dem, nemlig Hensynet til Communalforholdenes Ordning. Dersom nemlig begge Thing udgik fra Vælgere, hos hvem der ingen Census fordredes, vilde det vistnok være vanskeligt for dem at fornægte det Princip ved Communalforholdenes Ordning, der låe til Grund for deres eget Liv. Men det vilde neppe være heldigt, dersom Udkastets Valgprincip blev gjennemført i Communen. Magten kan nemlig ikke blot ifølge Forholdenes Natur langt lettere misbruges af Mængden i Communen end i Staten, men de Spørgsmål, der reise sig i hin dreie sig fornemmelig og langt mere end i denne om Skattesager. Når man nu gav de Ikkeeiende, dem, der ingen Skat yde, den hele bevægelige Befolkning, der som oftest ikke har nogen særlig Interesse for Communens Anliggender, hvilke overalt ville udgjøre et meget betydeligt Antal, Magten til at råde over Beskatningen i Commnnen, vilde Resultatet neppe blive det bedste. Vi have derfor troet, at Rigsforsamlingen, dersom den skulde sinde Valg igjennem Communalbestyrelserne ønskelig, strax burde afgive et Vidnesbyrd om, at den ikke anseer det rigtigt, at Udkastets Valgretsbestemmelser i Et og Alt forplantes til Communen og at man burde fastsætte de Betingelser for Valgretten til Landsthinget, som man ønsker skulle gjælde for deres Vedkommende, der gjennem Communalbestyrelserne middelbart komme til at indvirke på dette Things Valg, så at kort sagt Valgmændene trådte i Communalbestyrernes, hines Vælgere i disses Vælgeres Sted. Vort Forslag er, at Udkastets 4de Afsnit §§ 30—36 kommer til at lyde som følger: § 30. Rigsdagen beståe af Folkethinget og Landsthinget.

34 § 31.

Hage; Valgret til Folkethin get har enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, når han har fyldt sit 30te År med mindre han: a) uden at have egen Huusstand ståer i privat Tjenesteforhold,

Brun: Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og som enten eier skyldsat Jord, eller er Borger i en Kjøbstad, eller årlig betaler 5 Rbdlr. i directe Skat til Staten eller Communen, med mindre han:

b) nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er tilbagebetalt, c) er ude af Rådigheden af sit Bo, d) ikke har havt fast Bopæl i eet År i det Valgdistrict eller den Stad, hvori han opholder sig på den Tid Valget foregåer.

§ 32.

Hage: Valgbar til Folkethinget er, med de i § 31 a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet fuldmyndig Mand som har Indfødsret.

Brun: Valgbar til Folkethinget er med de i § 31 h og c nævnte Undtagelser enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret.

§ 33. Valgene til Folkethinget foregåe efter Districtet på omtrent 12000 Indvånere. Ethvert District vælger een blandt dem, der have stillet sig til Valg. § 34. Medlemmerne af Folkethinget vælges på 3 År. De erholde et dagligt Vederlag. § 35. Valgret til Landsthinget har Enhver, der ifølge § 31 har Valgret til Folkethinget, og som eier skyldsat Jord eller er Borger i en Kjøbstad eller årlig betaler 5 Rbd. i directe Skat til Staten eller Communen. § 36. De, der ifølge § 35 have Valgret til Landsthinget, vælge udaf deres Midte Valgmænd, efter de nævnte Bestemmelser, som gives i Valgloven. § 37. Valgbar til Landsthinget er med de i § 31 a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, når han har fyldt sit 40de År. § 38. Valgene til Landsthinget foregåe stiftsviis. Valgmændene i hvert Stift træde sammen og stemme på så mange Mænd som skulle vælges for Valgkredsen, i hvilken i det Mindste ¾ af de Valgte skulle have havt fast Bopæl i det sidste År. Til et gyldigt Valg udfordres mere end Halvdelen af de afgivne Stemmer. § 39. Antallet af Landsthingets Medlemmer skal stedse være omtrent ½ Delen af Antallet af Folkethingets Medlemmer. § 40. Medlemmerne af Landsthinget vælges på 8 År. Halvdelen afgåer hvert 4de År. De erholde intet Vederlag. § 41. Når en ny Communællov er givet, kan det ved lov bestemmes, at Valget af Landsthingets Medlemmer skal gåe over til Communalbestyrelserne.

35

Første Møde.

Mandagen den 23de October 1848 om Formiddagen Kl.11½ samledes de til Rigsforsalingen valgte Mænd i den til Forsamlingen indrettede Sal på Christiansborg Slot, efter forud afholdt Gudstjeneste i Slotskirken. De Folkevalgte ere:

I. Kjøbenhavn.

1ste Distrikt: Hammerich, M. I., Mag. artium. 2det — Hansen, H. P., Bankdirecteur, Grosserer. 3die — Ørsted, A. S., Geheimeconferentsråd. 4de — Algreen-Ussing, Statsråd, Generalprocureur. 5te — Duntzfelt, Rådmand, Directeur. 6te — Visby, C. H.,Sognepræst. 7de — Larsen, I. E., Professor, Dr. juris. 8de — Kayser, H., Tømmermester. 9de — Pedersen, P., Professor. 10de — Hvidt, L. N., Statsråd. l1te — Tuxen, N. E., Capitainlieutenant.

II. Kjøbenhavns Amt.

lste Distrikt: Hall, Overauditeur, Lic. juris. 2det — Danchell, Grosserer, af Ørholm. 3die — Thalbitzer, Proprietair til Cathrineberg. 4de — Krieger, Professor juris. 5te — Lorck, Sognepræst til Hvedstrup og Flyng Menigheder. 6te — Hansen, Peder, Gårdmand af Abbelved.

III. Frederiksborg Amt.

lste Distrikt: Olrik, Cancelliråd,Byfoged. 2det — Drewsen, Kammerråd, af Kjøbenhavn. 3die — Buntzen, Høiesteretsadvocat. 4de — Møller,Rasmus Nielsen, Huusfæster af Stoven i Dråby Sogn. 5te — Johansen, Hans, Sognefoged, Gårdeler,af Knardrup. 6te — Ostermann, I.A., Overlærer.

IV. Holbeks Amt.

lste Distrikt: Westerggård, N. L., Professor. 2det — Gregersen, Jens, Arvefæstegårdmand, af Kundby. 3die — Gleerup,A. C., Skolelærer,af Kjøbenhavn. 4de — Jespersen, Capitain, til Grønnebjerggård. 5te — Nielsen,Niels Hansen, Gårmand,af Løserup. 6te — Andreasen, Nicolai,Møller, af Egeberg Mølle.

V. Sorø Amt.

lste Distrikt: Hækkerup, Lars Andersen, Parcellist, af Vettersløv. 2det — Mundt, Lector ved Sorø Akademi. 3die — Frølund, Cand. theol., af Kjøbenhavn. 4de — Møller, Institutbestyrer,af Flakkeberg. 5te — Neergård, C., Etatsråd, til Gundersløvholm. 6te — Boisen, Sognepræst til Skjørpinge og Faurdrup.

VI. Præsto Amt.

lste Distrikt:Hansen, Lars, Arvefæstegårdmand„ af Bjelkerup i Storehedinge Landsogn. 2det — Johansen, Frederik, Møller, af Houby Mølle. 3die — Schack, H. E., Cand. juris., af Kjøbenhavn. 5te — Schroll, Chr., Fæstegårdmand, af Basnæs i. Beilø Sogn. 6te — Rasmussen, Mikkel, Sognefoged, af Herlufmagle-Torpe. 7de — Barfod, P, F.,Student, af Kjøbenhavn.

VII. Odense Amt.

lste Distrikt: Paludan -Müller, Overlærer, Dr. phil. 2det — Pedersen, Cornelius, Gårdmand,af Davinde. 3die — Madsen, Niels, Exam. juris, Gårdeier,af Asperup. 4de — Dinesen, Hans, Gårdeier,af Saltofte. 5te — Leth,A., Sognepræst i Middelfart. 6te — Jespersen, F., Procurator i Bogense. 7be — Johansen, Hans Christian, Gårdfæster, af Østrup. 8de — Larsen,Christian, Fæstegårdmand,af Dalby.

VIII. Svendborg Amt.

lste Distrikt: Hansen, I. A., Redacteur,af Kjøbenhavn. 2det — Jacobsen, I., Rasmussen, Gårdmand, af Lundby. 3die — Colding, I. Chr., Dr. med., af Svendborg. 4de — Schjern, Lector, Mag., af Kjøbenhavn. 5te — Christensen, Olaus, Sognefoged, Gårdmand, af Veistrup. 6te — Rasmussen, Jens, Fæstegårdmand, af Svanninge. 7be — Høier, Knud Chr., Gårdfæster, af Bjerrebye.

IX. Maribo Amt.

lste Distrikt: Christensen B., Landsoverretsprocurator. 2det — Black Christen, Arvefæstegårdmand ,af Tjennemarke. 3die — Ågård, G., Procurator, på Binnitze. 4de — Olesen, H., Gårdfæster, af Sædinge 5te — Mörch-Hansen, Catechet i Nykjøbing. 6te — Rasmussen, Hans, Sognefoged, af Egense.

X. Bornholms Amt.

lste Distrikt: Stender, A., Cand. juris 2det — Madvig, Professor, Dr. phil.

XI. Ålborg Amt

lste Distrikt:Hjort, A. I., Godsforvalter, af Åstrup. 2det — Schurmann, I., Sognepræst, af Ålborg. 3die — Jungersen, Skolelærer. 4de — Eriksen, Chr., Møller. 5te — Jespersen, C. R., Landsoverretsprocurator i Viborg.

36

XII. Hjørring Amt.

1 ste Distrikt: Hastrup, Cand. juris. 2det — Theilmann, H. P., Godsforvalter. 3die — Nyholm, I. C., Proprietair, til Baggesvogn. 4de — Pape, H. R., Proprietair, til Heiselt. 5te — Berinck-Seidelin, L. C., Etatsråd. 6te — Hasselbalch, F., Proprietair, til Ålegård.

XIII. Thisted Amt.

l ste Distrikt: Ågård, Justitsråd, Amtsforvalter. 2det — Lützhoft, Agent, af Thisted. 3die — v. Haven, F. Chr., Sognepræst for Hassing og Villerslev Menigheder. 4de — Bagger, E., Sognepræst for Øster- og Vester-Assels Menigheder.

XIV. Viborg Amt.

1ste Distrikt : Nørgård, Berthel Larsen, Gårdmand, af Kreiberg. 2det — Bregendahl, Landsoverretsassessor. 3die — Bruun, M. P., Fabrikeier, af Bruunshåb. 4de — Jacobæus, H. B., Proprietair, til Borupgård. 5te — Ussing. Landsoverretsassessor.

XV. Århuus Amt.

1 ste Distrikt: Winther, G. H., Mag. artium, af Kjøbenhavn. 2det — Otterstrøm, Cancelliråd, Bankkasserer. 3 die — Dahl, Landsoverretsprocurator, Godseier.

XVI. Skanderborg Amt.

1ste Distrikt: Ræder, Justisråd, Borgermester i Horsens. 2det — Schytte, Oliemøller, af Horsens. 3die — Hunderup, Cancelliråd, Herredsfoged. 4de — Drewsen, Fabrikeier på Silkeborg.

XVII. Randers Amt.

1ste Distrikt: Schouw, Etatsråd, Professor. 2det — Linnemann, Overlærer i Randers. 3die — Dahlirup, C. E., Auditeur, af Randers. 4de — Lacour, Pastor, i Nimtofte. 5te — Bruun, P. D., Høiesteretsassesor. 6te — Rée, B., Kjøbmand, Redacteur.

XVIII. Veile Amt.

1ste Distrikt: Bang, P. G., Etatsråd, Amtmand. 2det — Ploung, C., Cand. phil., Redacteur. 3die — Stockfleth, Overauditeur, Herredsfoged. 4de — Hermansen, Anders, Sogneforstander, af Sandvad i Hveisel Sogn. 5te — Jørgensen, I., Gårdmand, af Bøgballe i Østersnede. 6te — With, Justitsråd, Herredsfoged.

XIX. Ringkjøbing Amt.

lste Distrikt: Tang, Justitsråd, Proprietair, til Nøre-Vosborg. 2det — Kirk, O. Chr., Gårdeier, af Ebbensgård. 3die — Petersen, C.N., Justitsråd, By-og Herredsf., af Hjøring. 4de — Fløe, Kammerråd, Stifslandinspecteur, af Vostrup. 5te — Pedersen, Jens, Skolelærer og Kirkesanger, i Sæding Sogn.

XX. Ribe Amt.

1ste Distrikt: Tobiesen, Provst til Thorstrup og Horne Menigheder.

2det — Nielsen, Hans Christian, Gårdier, af Tranberg i Årre Sogn. 3die — Tvede, Underretsprocurator i Ribe. 4be — Hansen, N., Skolelærer og Kirkesanger i Eskelund. 5te — Gram, C. F., Sognepræst i Dahler Sogn.

De Kongevalgte ere:

v. Andræ, Major a la suite i Generalstaben og Lærer ved den mili taire Høiskole.

Bergmann, Gårdfæster og Dyrlæge i Dalby Sogn under Præstø Amt. Bjerring, V., Professor, Lærer ved den militaire Høiskole. Bruun, Agent,. Kjøbmand i Assens. Brandt, Rådmand, Klædefabrikør i Odense. Buchmald, Kjøbmand i Viborg. Cedrefeld de Simonsen, Kammerjunker, til Erholm og Søndergårde. Christensen, G., Bessemager. Christensen, Jens Gårdmand i Woldum under under Randers Amt. Clausen, Dr. theol., Professor i Theologi ved Kjøbenhavns Universitet. David, C. N., Dr. philos., Professor og Rådmand i Kjøbenhavn. van Dockum, C. E., Capitain i Søetaten og Chef for Søcadetcorpset. v. Fibigerm Overst i Artilleridrigaden. Funder, Cancelloråd og Rådmand, Tobaksfabrikør i Århuus. Hage, H., Cand. juris., af Kjøbenhavn. Sehestedt-Juel, Kammerherre, til Raunholt. Køster, Rådmand, Apotheker i Randers. v. Lüttichan, Kammerherre, Major, til Grundet. Tage-Müller, Biskop over Ribe Stist. Mynster, Dr. theol, Biskop over Sjællands Stift. Ostenfeldt, Hospitalsforstander i Ålborg. v. Oxholm, W., Kammerherre, Generalmajajor, til Tårnborg. Petersen, B., Hattemagermester, Borgerrepræsentant. Scavenius, Kammerherre, til Gjorsløv. v. Schlegel, Oberstlieutenant i Ingenieurcorpset. Sidenius, K., Kjøbmand i Maribo. Skeel, Kammerherre, til Birkelse. Sponneck, Kammerherre, Greve, Deputeret i General-Toldkammer- og Commerce-Collegiet. Treschom, Conferentsråd, til Brahesborg. Wegener, Geheimearchivarius, Dr. Wulff, Kæmner i Ålborg. Zeuthen, Kammerherre, Baron til Baroniet Zeuthen.

For Island.

Gudmundsson, Jon, Althingsmand, Student, af Reikiavig. Gislason, Konrad, Lector ved Kjøbenhavns Universitet. Johnsen, J., Althingsmand, Landsoverretsassessor, Byfoged i Ålborg. Pjcttursson, Br., Kammerassessor, i Kjøbenhavn. Sigurdsson, Jón, Althingsmand, Cand., af Kjøbenhavn.

For Færøerne.

Pløyen, Amtmand.

_____________________________

Kl. 12 ankom Hs. Majestæt Kongen med sin Hofetat og samtlige Medlemmer af Ministeriet, hvorefter Allerhøistsamme fra Thronstolen oplæste følgende Tale:

Danske Mænd!

Det er med Glæde og med Trøst, at jeg her, for første Gang, seer mig omringet af mit trofaste danske Folks Udvalgte.

Den Kjærlighed, Samdrægtighed og Selvopoffrelse, hvormed dette har understøttet mig og Landets hellige Sag i de tunge Dage, siden jeg besteg mine Fædres Throne, ere mig Borgen for, at en bedre Tid, med Guds Bistand, snart vil oprinde for vort lidende, ved Vold og Splid nu så hårdt prøvede Fødeland. — Under en dybtfølt Erkjendelse af det Forbigangne, skrider jeg da nu til, med folkets

37

Udvalgte at overlægge den Forfatning, som jeg af fri Kongelig Villie har tilsagt det, og hvorved det er mit Ønske, mit Håb og min Stolthed, at måtte kunne grundfæste det gamle Danmarks Ære og Lykke.

Ved mine Ministre, hvem jeg forbeholder Udgang til Forsamlingen og Ret til der at tage Ordet, når de finde det fornødent, lader jeg den forelægge et Udkast til en sådan Forfatningslov, og stoler trygt på deres troe og nidkjære Medvirkning, for at en endelig Ordning af dette så vigtige Anliggende må kunne fuldbringes af nærværende, til dette Øiemed forsamlede Rigsforsamling. Skulde dette imidlertid ei lykkes, da er det dog ikke min Hensigt, at sætte Forfatningen i Kraft, uden forst at forelægge den for en ny Rigsforsamling.

Jeg ønsker Guds Velsignelse over Dem og Deres Gjerning, at den må vorde til Ære, Held og Lykke for vort elskede Fædreneland.

Herpå udbragtes et „Kongen leve“ hvorefter Forsamlingen udbrød i et ni Gange gjentaget Hurra.

Hs. Majestæt bad Forsamlingen at modtage sin hjerteligste Tak, hvorefter Allerhøistsamme forlod Salen, ledsaget af Forsamlingens og det tilstedeværende Publikums gjentagne Jubelråb.

Efterat Hans Majestæt havde forladt Salen, og Ministrene, nemlig:

Premierministeren, Hs. Excellence Grve Moltke til Bregentved, Justitsministeren, Hs. Excellence Bardenfleth, Udenrigsministeren, Greve Knuth til Knuthenborg, Handelsministeren, Hs. Excellence Bluhme, Krigsministeren, v. Tscherning, Marineministeren,Kammerherre Zarthmann, Ministeren for Kirke- og Skolevæsenet Monrab, samt Dhrr. Ministre uden Portefeuille Hvidt og Lehmann havde indtaget de for dem bestemte Pladser, oplæste Premierministeren følgende Tale:

„Hans Majestæt Kongen har pålagt sit Ministerium at meddele Rigsforsamlingen en kort Udsigt over Rigets Stilling.

De kjende Alle, høitærede Medborgere, de alvorlige og faretruende Omstændigheder, hvorunder det nuværende Ministerium tiltrådte sit ansvarsfulde Kald. Grundlaget for dets Politik indeholdes i Kongens Svar til de slesvigholstenske Udsendinge. Imod den oprørske Påstand om en slesvigholstensk Stat og om Slesvigs Indlemmelse i det tydske Forbund stilledes den Erklæring: at Holsteen, som tydsk Forbundsstat, skulde erholde sin egen Forfatning og egen Forvaltning, under nøie Tilslutning til Tydsklands Stræben efter større politisk Eenhed, og at Slesvigs Forbindelse med det øvrige Danmark skulde sikkres ved en fælles Constitution, men at ved Siden deraf dets provindsielle Selvstændighed skulde udvikles ved særegne Institutioner. Heri indeholdtes tillige det Tilsagn, at i alle Kongens Scepter underlagte Lande Folkets Værdighed og Lykke skulde grundes på en i Sandhed Folkelig Frihed.

Hvor uforberedt den Sammensværgelse, der kun ved et skammeligt Misbrug af Kongens Navn kunde forføre Mængden og Hæren, end overraskede det danske Folk, vilde Regjeringen dog have nået det således opstillede Mål, dersom den kun havde havt at gjøre med Oprøret, thi dette havde ingen Rod i Folkets Sindelag og virkelige Tilstand og ingen Magt til at hindre Lovlighedens Seir. Denne vilde have været så meget skjønnere og varigere, som den kun kom, for at bringe Friheden.

Langt alvorligere blev Stillingen, da først Preussen, senere hele Tydskland blandede sig i vore indre Anliggender. Ligeoverfor en så overmægtig Modstander var det Regjeringens Pligt at gjøre Alt, hvad der var foreneligt med Statens Ære, for at afværge et Sammenstød, men ud over denne Grændse kun at vige for Overmagten. Det tilkommer Historien at dømme om det Overfald, for hvilket Danmark blev givet til Priis. Den danske Regjerings Mådehold og den danske Hærs Tapperhed have alt fundet Samtidens Anerkjendelse.

I den os således pånødte Krig har Folkets Eendrægtighed og Hengivenhed sat Danmark istand til at byde så store Farer Spid

sen, uden at bukke under, og uden at dets Modstandskraft er lammet. De mådeholdne Pengefordringer, Regjeringen har gjort, og som begge Provindstalstænderforsamlinger have bifaldet, have hverken svækket Folkets Evne eller dets Beredvillighed til yderligere Opoffrelser. Medens hos os ingen Forstyrrelse har formindsket Udbyttet af vore Erhvervskilder, har vor Sømagt tilføiet Fjendens Skibsfart og Handel og alle dertil knyttede Interesser følelige Lab, uden at vi hidtil have behøvet at udruste den større Deel af vor Flåde, fordi den ikke vilde have fundet nogen Fjende at bekæmpe. Vel har vor Hær havt ligeså blodige, som hæderlige Dage; men dagligt voxende i Tal og i Kampdygtighed, fuld af Begeistring for Konge og Fædreland, fuld af Tillid til sig selv og sine Førere, er den mere end nogensinde skikket til at give vore Underhandlinger Eftertryk, og om det skal være, at lægge Sværdet i Afgjørelsens Vægtskål.

Således ståer Danmark opreist og rustet og stærkt i Bevidstheden af sin gode Ret. Denne vor Ret har fundet fuldstændig Anerkjendelse hos alle venskabelige Magter, hvis Understøttelse ved Underhandlingerne har gjort og fremdeles vil gjøre os væsentlige Tjenester; og blandt hvilke vore Naboer have beredet sig til i Nødstilfælde at ståe os bi med Våbenmagt.

Men desuagtet er i Kampen mod en overlegen Modstander den Svageres Stilling altid så alvorlig, og under Europas hele nærværende Tilstand enhver Beregning af Fremtidens Tilskikkelser så usikker, at det har været Regjeringens Pligt ikke at afvise noget Forsøg, der kunde berede Veien for en mindelig Overeenskomst med en Nation, med hvilken et varigt Fjendskab ikke er begrundet i Danmarks naturlige Forhold og sande Interesser. Forsamlingen kjender de tvende Våbenstilstands-Conventioner, som Regjeringen efter de venskabelige Magters Råd har indgået. Det er ikke Danmark, som har at forsvare, at den første ikke blev opfyldt. Den sidste er troligen bleven fuldbyrdet fra vor Side. Overeensstemmende med samme har Tydskland trukket sine Hære ud af Slesvig og Holsteen. Udførelsen af Overeenskomstens tilbagestående Punkter er desværre Gjenstand for endnu svævende Underhandlinger.

Ved at give sit Minde til disse Conventioner har Kongen væsentligen havt før Øie midlertidigen at tilveiebringe en, om end ei god, dog tåleligere Tilstand i de Landsdele, på hvilke den fjendtlige Besættelses Tryk nærmest hvilede. Hans Majestæt har levende følt, at ikke blot den overveinde Deel af Slesvigs Befolkning holder fast ved Konge og Fædreland med en Troskab, som i disse Trængselens Tider har bestået sin Prøve, men at også i de af Oprøret nærmest beherskede Egne Mange længes efter den Stund, da de, udfriede af Rebellionens Vold, atter Åbent kunne slutte sig til den livlige Tingenes Orden. Hans Majestæt har heller ikke opgivet det Håb, at det selv iblandt dem, der have ladet sig henrive af de revolutionaire Lidenskaber, endnu vil mindes, hvorledes Oplysning, Fred og Velvære hos dem ere fremblomstrede under deres Forbindelse med Danmark, — mindes, at Kongen, forinden Omvæltningernes Storm brød løs over Europa, frivilligen forkyndte sin længe nærede Beslutning: at bringe sin uindskrænkede Magt til Offer for Folkets Frihed og Lykke.

Men fremforalt har Regjeringen måttet ansee Kampens Ophør og de fjendtlige Hæres Fjernelse for den første Betingelse for at Fredsunderhandlingerne kunne føre til Målet. Disse Underhandlinger forfølger Regjeringen med den oprigtige Bestræbelse, at det må lykkes at opnåe en Fred, der er forenelig med Folketss Ære og Velfærd. Om den kan erholdes, er endnu uvist, og det er derfor nødvendigt, at Rustninger gåe Hånd i Hånd med Underhandlingerne. Forslag til at skaffe Statskassen de dertil fornødne Pengemidler og Lovudkast til at almindeliggjøre Værnepligten ville sætte Forsamlingen istand til derover at udtale Nationens Villie.

Det er kun Omstændighedernes påtrængende Krav, som har kunnet bestemme Regjeringen til i disse tvende Punkter at gåe udenfor Rigsforsamlingens egentlige Opgave, at overveie og vedtage Rigets fremtidige Grundlov. De Reformer, hvortil vor Lovgivning, hvortil navnligen vore Landboforhold trænge, og som Regjeringen — netop af Agtelse for Folkets Ret til en medvirkende Indflydelse på Lovgivningsværket — kun i enkelte, uopsættelige Tilfælde har turdet indføre ved provisoriske Anordninger, må være forbeholdete den Tid,

38

da de grundlovmœssige Statsmagter kunne være i regelmœssig Birksomhed.

Med Længsel har Regjeringen Imødeseet den Dag, da Forfatningen kunde træde i Kraft og dermed den Overgangstilstand ophøre, der har lagt så stort Ansvar på dens Skuldre, og hvori den har måttet savne et mægtigt Folkeorgans Bistand. At den desuagtet ikke mere har fremskyndet Rigsforsamlingens Sammenkomst, er ikkun skeet på Grund af det lidet Ønskelige i, at vedtage en Forfatning, som det må være vor Påstand og vort Håb også skal omfatte Slesvig, uden at Slesvigs Udvalgte kunne deeltage deri. Når dette nu ikke længere kan opsættes, kan det kun skee under det alt i Valgloven af 7de Juli d. A. tagne Forbehold, at det i sin Tid må beroe på en slesvigsk Folkeforsamling, om den vil antage denne Grundlov eller fordre dens fornyede Forhandling på en fælles Rigsforsamling. At alle de særlige Bestemmelser, som skulle give Slesvigs Selvstændighed en grundlovmæssig Hellighed, kun kunne vedtages efter Freden og kun i Forening med Slesvigerne, er en Selvfølge. De til Islands eiendommelige Forhold svarende, for samme særegne, Indretninger kunne først ordnes, efterat en islandsk

Forsamling derover er bleven hørt. Såsnart Rigsforsamlingen er constitueret, vil Udkastet til Grundloven og til den dertil hørende Valglov vorde den forelagt. Regjeringen håber, at Forsamlingen i dens Arbeide vil finde et brugbart Grundlag for det store Værk, der for de kommende Tider skal betrygge Fædrelandets Frihed og Velfærd. Derom ere di ialtfald forvissede, at det opoffrende og folkelige Sind, hvormed vor Konge, ved at samtykke i dette Forslag, har gjort Frihedens og Lighedens Sag til sin, vil sinde taknemmelig Påskjønnelse både hos Samtid og Efterslægt, og tjene til at befæste den gjensidige Tillid og Hengivenhed mellem Konge og Folk, som i disse Prøvelsens Rider er vor Roes og vor Styrke.

At Hans Majestæts Regjering har kunnet føre Folket, uden indre Rystelser og i fuldkommen kampdygtig Stand, til denne betydningsfulde Dag, da Folkets Udvalgte sinde sig forenede omkring Kongens Throne, er den tilfredsstillende Bevidsthed, hvormed vi nu indbyde Forsamlingen til at begynde sin Virksomhed — til „Guds Ære og til Folkets Bedste fra Slægt til Slægt“.

Premierministeren opfordrede derefter det ældste Medlem, Hs. Excellence Biskop Mynster, til at træde frem og foreløbigen lede Forhandlingerne som Aldersformand.

Biskop Mynster reiste sig derpå og holdt følgende Tale: „Jeg har allerede ved en anden Anledning havt den Glæde at hilse nærværende Forsamling, af hvilken jeg Selv har den Ære at være Medlem, og det er nu kun Alderen, som pålægger mig denne Pligt, og idet jeg Intet finder at føle til det, jeg tilforn har udtalt, og hvad jeg har anråbt hos ham, som alene kan give Velsignelse, om at skjænke os, så har jeg nu for det Forske intet Andet tilbage at gjøre, end at indbyde Forsamlingen til efter den bestemte Forretningsorden at træde sammen i 5 Afdelinger, således som i Forordningen er foreskrevet, til hvilken Ende altså en Lodtrækning skal sinde Sted, for at bestemme til hvilken Afdeling Enhver Skal henhøre.”

Han opfordrede derefter Høiesteretsadvocat Bunsen og Professor Westergård til midlertidigen at udføre Secretairssorretningerne.

Efterat det derefter ved Lodtrækning var bestemt til hvilken Afdeling enhver af Forsamlingens Medlemmer skulde henhøre, begav Afdelingerne sig hver for sig til et af de til Salen stødende Værelser for, i Overeensstemmelse med Forordningen om Forretningsordenen ved Rigsforsamlingens Åbningsmøde, at prøve Fuldmagterne for Medlemmerne af de respective Delinger af Forsamlingen.

Da Forsamlingens Medlemmer atter samtedes i Salen, opfor

brede Aldersprœsidenten, Hs. Excellence Biskop Mynster, Ordførerne for de forskjellige Afdelinger til at meddele, hvorvidt der af disse var fundet Noget at erindre ved Fuldmagterne for Medlemmerne af de vedkommende Afdelinger.

Efterat dernæst Etatsråd Ussing som Ordfører for 1ste Afdeling, Biskop Tage Müller for 2den,Professor Krieger for 3die, Overretsprocurator Jespersen for 4de og Conferentsråd Treschow for 5te, havde udtalt sig angående de deres Afdelinger, i Overeensstemmelse med Forretningsregulativet, til Prøvelse forelagte Fuldmagter, samt efterat Hs. Excellence Iustitsministeren efter dertil given Anledning havde bekræftet, at 3 af Hs. Majestat Kongen for Island udnævnte Medlemmer, hvis Fuldmagter ikke vare tilskede, virkelig vare blevne valgte, tog Alderspræsidenten Ordet således:

„Det er kun 6 Medlemmer,mod hvis Balg der er indkommet Indsigelse, som tidligere allerede er indsendt til Iustitsministeren, nemljg: de Deputerede for Kjøbenhavns 11te Valg distrikt, for Kjøbenhavns Amts 2det, for Holbek Amts 4de,for Sorø Amts 6te, Hjørring Amts 2det og for Ringkjøbing Amts 5te Distrikt. Disse Valg, om hvis Gyldighed der således er opstået Tvivl, vil som i Reglementet No. 8 foreskrevet, sinde deres Afgjørelse i et følgende Møde. Forhandlingerne herom ere tildeels meget vidtløftige,og dersom de nu alle skulde gjennemgåes, endog kan foreløbigt i Afdelingerne, så vilde det medtage formegen Tid, ligesom også disse Spørgsmål efter Reglementet først skulle sinde deres Afgjørelse i et følgende Møde. Jeg tillader mig nu at henstille til Forsamlingen, om det ikke måskee skulde være den korteste og i enhver Henseende retteste Fremgangsmåde, at vi angående de Valg, om hvis Gyldighed der er opkastet Tvivl, som først skulle finde deres Afgjørelse i et følgende Møde, anmodede Ordførerne for de forskjellige Afdelinger om at træde sammen, gjennemgåe de indkomne Protester og afgivne Erklæringer, samt derefter i et senere Møde derover at indkomme med deres Beretning. Dersom nemlig disse skulde afgives til de forskjellige Afvelinger, hvortil de hørte, så vilde det blive både vidtløftigere at såe de forskjellige Afdelinger samlede, og man vilde derhos være udsat for, at Fuldmagterne bleve mere forskjelligt bedømte, end når det Hele skete undereet. Hvis Forsamlingen få synes, tillader jeg mig altså at henstille, at man anmoder de ærede Ordførere for de respective Afdelinger om at sammentræde for i et kommende Møde at give deres Beretning.

(Efter en tiden Pause): Da Ingen yttrer sig derimod, tør jeg altså antage det afgjorte af Forsamlingen uden videre Afstemning. I Overeensstemmelse med Reglementet tilkommer det mig altså nu at proclamere de allerede erkjendte, lovligen valgte Medlemmer af Rigsforsamlingen.

(Han proclamerede derefter som allerede anerkjendte Medlemmer af Rigsforsamlingen samtlige de på den ovenfor meddeelte Fortegnelse opførte Mænd med Undtagelse af de nævnte , mod hvis Valgs Syldighed Indsigelser vare fremkomne.)

Juftitsministeren:

„I Anledning af den skete Oplæsning af Forsamlingens Medlemmer troer jeg, at det er min Pligt at gjøre opmærksom på, at 3de af de af Hans Majestæt valgte Medlemmer endnu ikke ere ankomne, ligesålidt som jeg hørte deres Navne oplæse. I så Henseende kan jeg imidlertid bekræfte, at de virkeligen ere valgte af Hans Majestæt, nemlig: Gårdfæster Dyrlæge Bergmann, Hospitalsforstander Ostenfeldt og Althingsmand Gudmnndsson. De 2de Sidstnævnte veed jeg, ere ikke komne, og den Førstes Navn hørte jeg heller ikke oplæses.. (Flere Stemmer af Forsamlingen: „Jo, jo!) Det er altså kun de 2 Sidstnævnte,min Bemærkning angåer, hvis Fuldmagter, når de senere mælde sig, jeg således antager,ikke at behøve nogen Prøvelse.”

(Sluttes).

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl Hofdogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Tryst og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

39

Første Møde. (Sluttet.)

Alderspræsidenten:

I Overeensstemmelse med Nr. 10 i det Kongelige Regulativ skulle vi altså nu skride til Valget af en Formand, og den ærede Forsamling vil erindre, hvorledes dette Valg skal foregåe, nemlig at Valget skeer ved Stemmesedler på den Måde, at hvert stemmeberettiget Medlem på en Seddel tegner dens Navn, han ønsker valgt. Derhos må det bemærkes, at dette Valg kun er foreløbigt, indtil det Regulativ for Forretningernes senere Gang, som af Forsamlingen skal forfattes, er udfærdiget. Jeg tillader mig altså at udbede mig, at Enhver af Forsamlingens Medlemmer vil på en Seddel nedskrive Navnet på den Mand, han ønsker valgt til Formand. De 6 Herrer, om hvis Beføielse til at tage Sæde i Forsamlingen, der er reist Spørgsmål, ville behage, sålænge Undersøgelserne ikke ere tilendebragte, at afholde sig fra Valget i Overeensstemmelse med Regulativets 8de Post.

Ved den derefter stedfundne Afstemning og Optælling fandtes det, at af 143 afgivne Stemmer vare de 132 faldne på Etatsråd, Professor Schouw, 8 på Kammerherre, Greve Sponneck og 3 på Professor Clausen.

Etatsråd Schoow, der som en Følge heraf erklæredes for Forsamlingens Formand, indtog derpå Forsædet og tog til Orde således:

Idet jeg aflægger min Taksigelse for den Tillid, Forsamlingen har viist mig, skrider jeg til min første Pligt som foreløbig Formand, at foranstalte udnævnt en Viceformand. Jeg tillader mig at anmode de tvende ærede Medlemmer, som have assisteret Alderspræsidenten, også at ville assistere mig, og jeg må anmode samtlige Medlemmer med Undtagelse af dem, hvis Valg endnu ikke er anerkjendt, at stemme på samme Måde på en Viceformand, som der er stemt på en Formand, ved tydeligt at angive på Stemmesedlen den Person, som de ønske til Viceformand.

Ved den påfølgende Afstemning erholdt Professor Clausen 103 Stemmer, Etatsråd Bruun 25, Kammerherre, Greve Sponneck 10, Professor Larsen 3, Etatsråd Bang 2 Stemmer, og Professor Clausen proclameredes derefter af Formanden som Forsamlingens Viceformand.

Efter Formandens Opfordring skred Forsamlingen dernæst til Valget af 2 Secretairer, og blev Resultatet af denne Afstemning, at Professor Westergård fik 89 Stemmer, Assesfor Ussing 77, Eraminatus juris Madsen 30, Overauditeur Hall 26, Kjøbmand Rée 17, Bankkasserer Otterstrøm 14; de øvrige Stemmer vare fordeelte mellem flere forskjellige Medlemmer, af hvilke Ingen erholdt flere end 10 Stemmer. Som Følge af denne Afstemning erklæredes Professor Westergård og Assessor Ussing (som begge havde erholdt absolut Majoritet, over Halvdelen af de afgivne Stemmer), af Formanden for Forsamlingens Secretairer og indtoge efter Opfordring de for dem bestemte Pladser.

Formanden:

Der slåer nu tilbage at vælge et Udskud for at gjøre Udkast til Forretningsordenen. Med Hensyn til Antallet af Medlemmerne af dette Udskud vil jeg foreslåe 7; jeg troer imidlertid, at der har været yttret den Mening, at 5 vilde være et passende Antal, og jeg skal altså tillade mig at sætte under Afstemning, om Udskudet skal beståe af 5 eller 7 Medlemmer.

(Ved den stedsindende Afstemning erklærede 82 Medlemmer sig for, at Comiteen skulde beståe af 7 Medlemmer.)

Jeg skal dernæst tillade mig at gjøre opmærksom på, at indtil Forsamlingen har udarbeidet sit eget Forretningsreglement, blive Bestemmelserne for Forretningsgangen i Stænderforsamlingerne at følge — herefter kan Formanden ikke vælges til Medlem af Comiteen — og endelig må jeg bemærke, at jeg har gjort et Udkast til et Regulative, hvori flere af de Rigsdagsmænd, som besidde parlementarisk Øvelse, have været mig behjælpelige. Jeg har nemlig troet, at når et sådant Materiale var forhanden, kunde det forkorte Arbeidet, som vistnok vilde være meget ønskeligt for at vinde Tid til Forsamlingens egentlige Øiemed. Jeg betragter dette Udkast ikke som et Forslag, skjøndt denne Benævnelse ståer foran det, men som jeg allerede har sagt, kun som et Materiale. Det vilde være ønskeligt, at denne Comitee såsnart som muligt kunde træde i Virksomhed, da det vistnok vilde være ønskeligt, at vi, såsnart det kan skee, fåe det Regulativ, som bliver at følge. Jeg har derfor troet, at man i dette Møde kunde indsamle og forsegle Stemmesedlerne, for at de enten endnu i Aften eller i et Møde imorgen kunde blive oplæste. Efterat Stemmesedlerne ere indsamlede og forseglede, skal jeg tillade mig at henvende Opmærksomheden på Dagsordenen imorgen. Jeg vil tillade mig at spørge, om de ærede Ordførere ville imorgen Klokken 12 kunne referere de Sager, som ere dem overleverede. Jeg vil da bestemme Møde imorgen til Klokken 12, dog således, at der foreløbigen bliver et Møde Klokken 9 for at optælle Stemmerne.

Formanden erklærede derefter, da Ingen af Forsamlingen yttrede Noget herimod, Mødet for hævet.

Andet Møde.

Tirsdagen den 24de October.

I Overeensstemmelse med den i Gårsmødet tagne Beslutning blev i et foreløbigt Møde om Formiddagen Kl. 9 af Formanden i Forbindelse med Secretairerne foretaget Optælling af de Stemmer, der ved Stemmegivning i det foretagne Møde vare faldne på de Medlemmer, som skulle danne en Comitee for at gjøre Udkast til et Regulativ for Forretningsordenen.

Af de afgivne Stemmer befandtes de fleste at være faldne på Professor Krieger (84 Stemmer), Etatsråd Algreen-Ussing (82 Stemmer), Professor clausen (77 Stemmer), Professor Bjerring (73 Stemmer), Etatsråd Bruun (60 Stemmer), Cancelliråd Otterstrøm (54 Stemmer), Landsoverretsprocurator Balthazar Christensen (48 Stemmer), og disse 7 nævnte Medlemmer ville således have at tage Sæde i den ommeldte Comitee.

40

Efterat Formanden havde erklæret Forhandlingerne for begyndte og proclameret Udfaldet af den ovenommeldte Stemmegivning, opfordrede han, i Overeensstemmelse med hvad der var vedtaget i Gårsmødet, det Udvalg, hvem det var overdraget at gjennemgåe og derefter at afgive Beretning angående de Valg, mod hvis Gyldighed Indsigelser vare fremkomne, til i denne Henseende at meddele Forsamlingen Resultatet af dets Undersøgelser. Herefter tog Etatsråd Algreen-Ussing Ordet således:

„Det vil være i Forsamlingens Erindring, at det er ser Valg, om hvis Gyldighed der er opstået Tvivl; jeg skal tillade mig at anføre, hvad man ved ethvert af dem har fundet at bemærke. Foreløbigt tillader jeg mig at henlede Opmærksomheden på, at de samtlige ere tilstillede Aldersformanden fra Justitsministeren, som i sin Skrivelse bemærker, at han kun med Hensyn til tre af disse Andragender har seet sig istand til at indhente vedkommende Valgbestyrelses Erklæring, medens derimod denne Fremgangsmåde med Hensyn til de tre andre ikke har kunnet været benyttet.

Det første Valg, med Hensyn til hvilket der er opstået Spørgsmål, er det for det 11te Valgdistrikt i Kjøbenhavn, hvor Capitain-Lieutenant Turen er valgt; der er nemlig fra den anden Valgcandidat, som havde stillet sig, til Justitsministeren indsendt Besværing over dette Valg, og i den Anledning er der indhentet en Erklæring fra Valgbestyrelsen. Comiteen har troet, at den korteste og simpleste Måde at sætte Forsamlingen i Kundskab om denne Sag vil være den, at såvel Grundtvigs Skrivelse, som Valgbestyrelsens Erklæring oplæses for Forsamlingen. Jeg skal først oplæse Grundtvigs Skrivelse, hvoraf vil sees, at det er 4 Punkter, hvorover han fører Anke. Skrivelsen lyder således:

„Som en af Valgcandidaterne i Hovedstadens 11te Valgkreds finder jeg både for min egen og for mine Vælgeres Skyld, at måtte klage for Deres Excellence over den Måde, hvorpå, og de Omstændigheder, hvorunder Afstemningen til Protocollen i fornævnte 11te Valgkreds på Valgdagen den 5te October blev foretaget og udført:

1) skete Antegnelsen af Stemmerne ved haver Protocol ikke dobbelt, men kun enkelt, så at ingen gyldig Control kunde føres;

2) blev hverken Valgcandidatens Navn eller Forbogstav indført, men eens Mærke sat i alle Rubriker, hvorved alt Tilsyn blev umuligt og Feiltagelser næsten uundgåelige;

3) blev der, idetmindste ved een af Protocollerne, modtaget Stemme fra en Fraværende, hvorpå jeg uden Virkning gjorde Valgbestyrelsens Formand, Hr. Landsoverretsassessor Müller, opmærksom;

4) opholdt Hr. Commandeur Tuxen, som havde stillet sin Brodersøn Hr. Capitain-Lieutenant Tuxen, sig ikke blot på Tribunen, men ved en af Protocollerne, under Afstemningen, hvad mange Vælgere, som ståe i et Afhængighedsforhold, fandt sig besværede ved. Også herpå gjorde jeg uden Virkning Valgbestyrelsens ærede Formand opmærksom.

Når denne Klage over uregelmæssige og tildeels mere end uregelmæssige Kjendsgjerninger sindes velgrundet, da tør vist jeg og mine Vælgere forvente, at den påklagede Afstemning til Protocollen i Hovedstadens 11te Valgkreds erkjendes og erklæres for ugyldig, og giver Plads for en ny Afstemning, fuldkommen lovlig og regelmæssig.

Kjøbenhavn den 6te October 1848.

Underdanig N. F. S. Grundtvig, Præst ved Vartou, R. af D.“

I den Anledning har Valgbestyrelsen afgivet følgende Erklæring:

„Det har behaget Justitsministeriet at forlange undertegnede Valgbestyrelses Erklæring i Anledning af den herhos tilbagefølgende Skrivelse fra Pastor Grundtvig, hvori denne, næst at fremsætte nogle Ankeposter mod den Måde, hvorpå Valget af en Rigsdagsmand er foregået i Kjøbenhavns 11te Distrikt, andrager

på, at den påklagede Afstemning, hvis disse Anker findes grundede, må erklæres ugyldig, og en ny Afstemning finde Sted.“

Til de af Pastor Grundtvig anførte Ankeposter har Valgbestyrelsen Følgende at bemærke:

ad 1. Hvad Hr. Grundvig har meent med „dobbelt Antegnelse“, er os ikke klart, da en sådan ikke findes foreskreven i Valgloven, og da Indretningen af de os meddeelte Protocoller ikke engang tilsteder nogen dobbelt Antegnelse. Den egentlige Control er efter vort Skjønnende at søge i de Mænds Pålidelighed og Retskaffenhed, hvem dette Hverv betroes af Communalbestyrelsen, og desuden stod det jo enhver Vælger frit for ved Indskrivningen i Protocollen selv at forvisse sig om, at hans Stemme blev rigtigen indført.

ad 2. Det er vel sandt, at der ved Antegnelsen i Protocollen kun blev sat et Kryds i den med vedkommende Candidats Navn forsynede Rubrik, medens det i nogle andre Distrikter har været brugeligt at nedskrive Forbogstavet til Candidatens Navn. Men det indsees ikke, hvorledes denne Omstændighed, således som Pastor Grundtvig bemærker, gjør Tilsynet vanskeligere end sige umuligt, og Feiltagelser kunne naturligviis lige så vel finde Sted ved at nedskrive et Bogstav som ved at nedskrive et andet Mærke. Iøvrigt må det formeentlig være enhver Valgbestyrelse selv overladt, hvorledes den vil ordne disse Detailler. Skulde den blotte Mulighed af Feiltagelser gjøre et Valg ugyldigt, vilde på denne Måde alle de stedfundne Valg kunne casseres.

ad 3. Da Pastor Grundtvig her anfører, at der ved een af Protocollerne blev modtaget Stemme fra en Fraværende, skal jeg, Medundertegnede Bache, til hvem Pastor Grundtvig må antages at have sigtet, derom bemærke Følgende:

I Begyndelsen af Stemme-Indskrivningen, da Tilstrømningen var stærkest, fremrakte en Person tvende Legitimationskort, eet i hver Hånd, hver Seddel forsynet med Navnet Grundtvig. Da jeg ikke observerede rettere, end at disse to Sedler bleve afleverede af to forskjellige Personer, blev Navnet Grundtvig indført i begge de Vælgeres rubra, på hvis Numere Adgangskortene løde. En tilstedeværende Vælger gjorde mig opmærksom på Feiltagelsen; men da den Pågjældende allerede var forsvunden, fandt jeg det ikke rigtigt, i denne Anledning at foretage nogen Forandring i Protocollen.

Da imidlertid kort efter en anden Vælger præsenterede tvende Legitimationskort, hvoraf det ene for en Fraværende, begge forsynede wed Navnet Turen, modtog jeg med Overlæg begge disse Stemmer, for på denne Måde at gjenoprette Ligheden. Til denne Antegnelse var Pastor Grundtvig Vidne, hvorhos jeg strax efter meddeelte såvel ham som Valgbestyrelsens Formand, der kom tilstede, Forklaring om det Passerede. Iøvrigt var det mig tilfulde bekjendt, at det ifølge Valgloven ei var tilladt at stemme ved Befuldmægtiget, hvisårsag jeg også med Bestemthed kan forsikkre, at jeg, mig vitterligt, ikke har modtaget Stemmegivning ved Andre end den indskrevne Vælger selv; og skal jeg, uagtet der i den omspurgte Henseende ikke findes at være foreskreven de Protocolførende nogen vis Fremgangsmåde, ikke forbigåe at tilføie, at jeg, efterat det førstnævnte Factum var passeret, adspurgte enhver mig ubekjendt Vælger om hans Navn, Stilling, Bopæl m. m., og, forinden haus Stemme blev modtagen, confererede Udsagnet med Antegnelserne i Protocollen, hvorved al den Control, som efter Omstændighederne var mulig, blev tilveiebragt.

Da Pastor Grundtvig insinuerer, at der også ved de andre Protocoller kan være begået den af ham releverede Feil, finde vi Undertegnede K. Nielsen, J. E. Meyer og C. L. Hardoe, os foranledigede til at erklære, at det var os tilfulde bekjendt, at det ei var tilladt at stemme ved Befuldmægtiget, hvisårsag vi heller ei have foretaget nogen Indtegning, når den Pågjældende ei var os personlig bekjendt, forinden vi, såvidt Omstændighederne tilstedede det, havde forvisset os om den Mødendes Identitet med den i Protocollen Indtegnede.

41

Forsåvidt endelig Pastor Grundtvig bemærker, at han „uden Virkning“ gjorde Valgbestyrelsens Formand opmærksom på ommeldte Feil, da må jeg, O. Müller, herved erklære, at dette ikke forholder sig således. Thi da Pastor Grundtvig meddeelte mig, at han havde bemærket, at der ved Hr. Baches Protocol blev stemt ved Befuldmægtigede, begav jeg mig øieblikkelig til denne, for at gjøre Protocolføreren opmærksom på, at Sådant stred mod Anordningen, hvilket imidlertid var overflødigt, da Hr. Bache strax bemærkede, at han alene af en Feiltagelse, og ikke i den Formening, at det var tilladt at stemme ved Befuldmægtiget, havde modtaget Indskrivning for en Fraværende, hvorhos han tillige meddeelte mig, hvorledes denne Feil nu af ham var berigtiget. Om der siden ved Optællingen blev fradragen een Stemme for hver af Candidaterne Grundtvig og Turen, erindres ikke, men er i ethvert Tilfælde en irrelevant Omstandighed. Umiddelbart herefter forespurgte jeg hos de andre Herrer af Valgbestyrelsen, om Nogen af dem havde modtaget Stemmer ved Befuldmægtigede, hvilket besvaredes med nei.

Undertegnede Bache kan bevidne, at Assessor Müller indfandt sig ved min Protocol umiddelbart efter, at det ovenmeldte Factum var passeret, og i den Anledning rettede det Spørgsmål til mig, om det forholdt sig så, at der ved min Protocol blev modtaget Stemmer for Fraværende. Ligeledes kunne Valgbestyrelsens øvrige Medlemmer bevidne, at Assessor Müller, medens Indtegningen gik for sig, uden at vi nøiere kunne bestemme Tiden, henvendte et lignende Spørgsmål til os.

Det vil ifølge Foranførte formeentlig ikke være vanskeligt at afgjøre, om der i den omspurge Henseende har fundet nogen anordningsstridig Fremgangsmåde Sted.

ad 4. For at forebygge den mulige Feiltagelse, at den Stemmegivendes Valg blev indskrevet i en urigtig Rubrik, spurgte jeg, O. Müller, Dhrr. Commandeur Tuxen, Capitainlieutnant Tuxen og Pastor Grundtvig, som tilligemed mig vare de eneste Tilstedeværende på Tribunen (foruden Protocolførerne), om vi ikke skulde stille os hen, een ved hver Protocol, for at påagte det Ovennævnte.

Heri erklærede disse Herrer — også Pastor Grundtvig — sig enige, og stillede vi — også Pastor Grundtvig — os som Følge deraf hen, een ved hver Protocol. Dette Tilsyn ophørte imidlertid snart, uden udtrykkelig Aftale derom fra nogen af Siderne, formodentlig fordi det befandtes overflødigt; dog forblev Paster Grundtvig længst ved denne Forretning. Det er sandt, at Pastor Grundtvig gjorde mig opmærksom på det i hans Skrivelse berørte Afhængighedsforhold; men dette skete på en sådan Måde, at jeg ikke antog det som en Begjering eller endog et Ønske fra hans Side, at bemeldte Officerer skulde fjernes, i hvilket Tilfælde jeg uaturligviis strax havde anmodet disse Herrer om at træde tilside. Endnu bemærkes, at Commandeur Tuxen var tilstede som Stiller af den valgte Candidat.

Pastor Grundtvig har således ikke blot ikke protesteret mod den nævnte Foranstaltning, men har endog approberet den og selv deeltaget deri. Iøvrigt have også i de andre Valgdistrikter, såvidt Undertegnede bekjendt, såvel Candidater som Stillere stadigen opholdt sig på Tribunen under Afstemningen til Protocollen, og have ligeledes, i det Mindste på enkelte Steder, været benyttede til den oven beskrevne Control.

Forøvrigt kan det formeentlig ikke antages, at den påankede Tilstedeværelse af tvende Marineofficerer under Afstemningen har udøvet nogen mærkelig Indflydelse på samme, efterdi Capitainlieutenant Tuxen ligeledes havde Majoriteten for sig ved den første eller collective Afstemning, ved hvilken hünt Afhængighedsforhold jo ikke kunde gjøre sig gjældende, og må det i denne Henseende bemærkes, at i dette Disrikt vare Vælgerne således afsondrede fra det øvrige Publicum, at Valgbestyrelsen holder sig forvisset om, at kun de indskrevne Vægere have deeltaget i den første Afstemntng.

Valgbestyrelsen benytter denne Leilighed til at fremsende de 4 Indskrivningsprotocoller samt Forhandlingsprotocollen. Kjebenhavn, i Valgbestyrelsen for det 11te Distrikt, den 18de October 1848. O. Müller. Harboe. Meyer. Bache. K. Nielsen.

Til Iustitsministeriet.”

Disse Protocoller ere overleverede til Udvalget, som har gjennemgået dem og fundet dem i alle Henseender nøiagtige Efter de således meddeelte Oplysninger har Udvalget ikke fundet Anledning til at erklære sig mod det her omhandlede Valg eller troet, at der burde agtes på de indkomne Besværinger.

Formanden:

„Jeg veed ikke, om der er Andre, som ville udtale sig i denne Anledning. Jeg troer, at det er rigtigst at tage ethvert Valg for sig; dersom der altså er Nogen, der vil yttre sig i denne Anledning, opfordres han herved til at forlange Ordet. (Pause.) Da nu altså Ingen har taget Ordet, turde vi måskee gåe over til næste Valg. Da der ikke er forlangt Afstemning må en sådan Fremgangsmåde vel ansees overslødig.”

Etatsråd Ussing:

„Da der underhånden er yttret Ønske om, at der måtte opgives Navnet på de 3 Candidater, svm vare stillede, skal jeg tillade mig at oplyse, at Baron Dirckinck-Holmfeldt har erholdt 28 Stemmer, Pastor Grundtvig 313, Capitainlieutenant Tuxen 369 Stemmer.”

Formanden:

„Hvis Ingen videre ønsker Ordet, kunne vi måskee gåe over til det næste Valg.”

Etatsråd Ussing:

„Det næste Valg, som vil komme for, er det for Holbeks Amts 4de Distrikt. Med Hensyn til samme er der indkommen en Ansøgning fra en stor Deel af Samsø Bælgere, som formedelst ugunstigt Veir som forsilde til Valgforsamlingen, hvori de andrage om, deels, at denne Valghandling må tilsidesættes og en ny. afholdes, og deels, at en Separatvalghandling måtte afholdes på Sames. I dette Andragende, som er underskreven af en stor Mængde Samsinger, anføres der, at omtrent 250 Vælgere fra Samsø I fuldkommen betimelig Tid havde begivet sig til Valgforhandlingen i Kallundborg, men skjøndt der af Regjeringen var viist dem den Faveur, at Dampskibet Mercurius var stillet til deres Disposition, vare de dog så uheldige at somme forsilde til den foretagne Valghandling i Kallundborg; og hedder det endvidere: føies nu dertil, at det ved de Forhandlinger, som fandt Sted, har viist sig, at Capitain Jespersen af Grønnebjerggård, som ved Valget erholdt de fleste Stemmer, af Vælgerne fra Samsø, Der i det Hele har over 600 indtegnede Vælgere, hvilket er mere end Halvdelen af hele Districtets Vælgere, kun kunde vente meget så Stemmer, så er her det Tilfældee indtruffet, at en Rigsdagsmand er bleven valgt af et Antal Stemmer, der vilde have været en stor Minoritet, såfremt ikke uovervindelige Hindringer havde gjort det umuligt for Vælgerne t betimelig Tid at afgise deres Stemmer.

I Valgbestyrelsens Erklæring, der er given i Form af en Udskrtft af Forhandlingsprotocollen, hedder det — efter en Intimation, som jeg antager at kunne forbigåe:

Man skal den Anledning tillade sig foreløbigen at bemærke, at ovenmeldte det høie Iustitsministeries Skrivelse af 12te dennes først af Formanden er modtagen med Posten igår, og at Fraliggenheden af Seierø og Samsø i Forbindelse med den Omstændighed, at den forlangte Erklæring skal være afgivet senest til iovermorgen, har foranlediget, at undertegnede Medlemmer, der i Valgbestyrelsen repræsentere Kallundborg og nærmest omliggende Sogne, uopholderligen ere sammentrådte for at afgive den omhandlede Erklæring uden dertil at tilkalde de Mænd, der have havt Sæde i Bestyrelsen for Sognene på Samsø og Seierø.

I Henseende til Sagens Realia, da undlader man ikke underdanigst at meddele, at Medundertegnede, Bestyrelsens Formand, efter under 20de f. M. at have modtaget Regulativet for Landets Inddeling i Valgdistrikter, den påfølgende Dag tilskrev Birkedommeren på Samsø blandt Andet om at opfordre Vedkommende i de forskjellige Sogn på Samsø til ved Bekjendtgjørelse ved Kirkestavne

42

den nærmest påfølgende Søndag at underrette Vælgerne om Dagen og Klokkeslettet, da Valgforhandlingen for Amtets 4de Distrikt vilde blive åbnet. Som en Folge heraf er det Vælgerne på Samsø givne Varsel endog flere Dage længere end det lovbestemte.

Dagen før Valgdagen vare nogle og tredive Vælgere fra Samsø indtrufne hertil og medbragte den Underretning, at flere af de øvrige Vælgere på Samsø vilde følge efter.

Man skal ikke forbigåe her at bemærke, at Antallet af samtlige indtegnede Vælgere på Samsø alene udgjør noget over Halvdelen af hele Distriktets indtegnede, Vælgere. Valgforhandlingen var berammet her i Kallundborg at åbnes Kl.9 om Formiddagen, men til dette Tidspunkt vare endnu ingen Vælgere fra Samsø indtrufne med Undtagelse af dem, som vare ankomne Dagen iforveien. Under disse Omstændigheder ubfatte Valgbestyrelsen at åbne Valgforhandlingen, i Forventning af, at de øvrige Vælgere fra Samsø endnu måskee kunde ankomme nogenlunde betimelig, Efterat denne Udsættelse havde varet i 1½Time, og det da var bleven af Lodserne rapporteret, at intet Fartøi fra Samsø var ankommet eller i Sigte, og tåget og ugjennemsigtig Luft derhos gjorde det umuligt at afgjøre, hvorvidt en yderligere Udsættelse, hvorimodd forøvrigt allerede dengang fra enkelte af de forsamlede Vælgere skete Indvending, vilde blive af nogen Nytte, blev Valgforhandlingen åbnet, da Klokken var noget over 10½. Det forholder sig rigtigt, som i Ansøgningen anført, at ikkun een Valgcandidat blev gjort til Gjenstand for Stemmegivning, og at således en ny Valghandling vilde have stedfunden senere, hvis denne Candidat havde erholdt en Minoritet af Stemmerne, hvilket imidlertid ikke var Tilfældet, da han meget mere erholdt Majoriteten, og som Følge heraf proclameredes som Distriktets Rigsdagsmand. Med dette Udsald sluttedes Valgforhandlingen, da Klokken omtrent var 1½, og først da Klokken var 2¼ ankom de øvrige forventede Vælgere fra Samsø i to Fartøier her til Havnen.

Hvad Supplicanternes Begjæring om Tilsitdesættelse af det passerede Valg og Foretagelsen af et nyt, samt at ved den Leilighed en separat Valghandling må stedsinde for Samsøes Vedkommende, angåer, da finder Valgbestyrelsen ikke at kunne ledsage denne med sin Anbefaling, såmeget som man også er villig til at beklage, at et betydeligt Antal Vælgere for endeel ved tilfældige Omstændigheder er sat ud af Stand til at benytte den dem tilkommende Stemmeret. Men Valgbestyrelsen må her inhærere, at Vælgerne på Samsø ere givne rigeligt og mere end lovbestemt Varsel om Valgdagen, at de ere fuldstændigen bekjendte med de locale Vanskeligheder, der kunne stille sig imod deres betimelige Møde på Valgdagen, og at det måtte være deres egen Sag, ligesom det jo også selvfølgelig har stået i deres Magt at træffe sådanne Foranstaltninger, at de ikke vare blevne forhindrede i at indtræffe ved Valghandlingen. At dette har været afhængigt af deres egen Virksomhed,

fremgåer deraf, at endeel af Vælgerne på Samsø, som foran bemærket, vare tilstede ved Valghandlingen i rette Tid.

I Henhold til det Anførte skjønner Valgbestyrelsen ikke rettere, end at Forkastelse af det passerede Valg vilde stride mod de Hensyn, der skyldes Distriktets øvrige Vælgere udenfor Samsø og man kan således ikke andet end underdanigst fraråde, at det Ansøgte tages til Følge, og det såmeget mere, som Supplicanternes Slutningsforlangende om en separat Valgforhandling for Samsøs Vedkommende vilde geråde atdeles i Strid med de Bestemmelser, der i Valgloven ere givne med Hensyn til Formen for Valgforhandlingen.

Således passeret

Feddersen. Mund. P. Strud. I. P. Hammer. Zeuthen. H. C. Ostermann. Udskrivtens Rigtighed bekræfter Feddersen.

Efter hvad der således er oplyst fra Valgbestyrelsen, har heller ikke det Udvalg, som er nedsat til at gjennemgåe de forskjellige Indsigelser mod Valgene, troet, at der kunde agtes derpå, skjøudt man ligesom Valgbestyrelsen ikke kunde andet end beklage, at ved de her omtalte Forhindringer et stort Antal af Vælgere er blevet afskåret Leilighed til at gjøre deres Stemmeret gjældende. Forsamlingen vil have bemærket, at der efter Udskriften af Protocollen kun havde stillet sig een Valgcandidat; der må altså ikke i betimelig Tid have været anmeldt nogen anden Valgcandidat. Det må endnu være mig tilladt at bemærke, at en Broder af bemeldte Jespersen er Medlem af dette Udvalg; han er fratrådt under denne Sags Behandling.“

Formanden:

„Ønske Flere Ordet i Anledning af dette Valg ?“

Redacteur Rée:

„Jeg synes dog, der er Meget, som taler for Indsigelse mod det stedfundne Valg; det Hensyn til det mindre Antal Vælgere, som Valgbestyretsen vil tage, synes der at være så meget mere Føie at tage til det større Antal Vælgere, som ved utilregnelige Hindringer have været afskårne fra at deeltage i Valget, og det såmeget mere, som den ærede Referent har oplyst, at Regjeringen havde stillet Dampskibet Mercurius til deres Disposition, og således havde givet dem bestemt Leilighed til at komme til Stedet. Vælgerne kunde ikke tænke på at komme, forinden Dampskibet indtraf, og, såvidt jeg opfatter det, er det oplyst, at Dampskibet ikke som i rette Tid. De have altså været fuldstændigt forhindrede i at deeltage i det afholdte Valg. Valghandlingen har imidlertid en altfor stor Indflydelse, er altfor vigtig t sine Følger til at de, som repræsentere den største Deel af Distriktet, burde være afskårne fra at deeltage i Valget. Det er en Feil, at de ere afskårne, som repræsentere en så stor Deel af Distriktet.“

(Fortsættes.)

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

43

Andet Møde. (Fortsat).

Pastor Bagger:

Efter min Formening synes Jespersens Valg i enhver Henseende at være legalt; det kan ikke bebreides Valgbestyrelsen, at den et har oppebiet Vælgerne fra Samsø, thi disse ere bekjendte med alle de Farer, der kunne stille sig i Veien for deres Reise. Med Hensyn til hvad der af den foregående Taler er anført om, at Stedet for Valghandlingen burbe have været Samsø, da kan jeg ikke begribe dette, da Samsingerne, som bekjendt, alle ere Søfarende, og dersom der skulde tages Hensyn til de Forhindringer, som kunde stille sig iveien for Vælgerne fra Samsø, der alle ere Søfarende, var der såmeget mere Grund til at tage et lignende Hensyn til Vælgerne, der komme fra Omegnen; og havde disse forladt Mødet, vilde Valghandlingen været lige så umulig, og Valgbestyrelsen har viist den Opmærksomhed, at udsætte Valget 1½ Time for at oppebie dem fra Samsø. Der siges, at 600 Vælgere ere indskrevne, men hvo siger, at disse ville indfinde sig, da man ofte seer, at der er antegnet et langt større Antal Vælgere, end der indfinder sig på selve Valgdagen. Jeg indseer således ingen Grund til, at Valget i Overeensstemmelse med hvad der er yttret, skulde være illegalt, da ehver Form er iagttaget. Efter min Mening kan der ingen Grund være til at nægte, at Jespersen er valgt således som han bør, og at han således har fuldkommen Ret til at tage Sæde i denne Rigsforsamling.

Capitain Jespersen:

Jeg skal kun tillade mig, da det er mig Valget angåer, at fremkomme med nogle Oplysninger i Anledning af hvad der af en foregående Taler er yttret, at det var den største Deel af Vælgerne, som havde beklaget sig over, at de ei havde fået Leilighed til at deeltage i Valget; thi det er klart, at der kun er 250 Medlemmer, der have klaget herover, men at i Valghandlingen have deeltaget 560. En langt større Deel har altså deeltaget i Valget end de , som var nægtet Adgang. Hvad det angåer, at Samsingerne udgjøre den største Deel af Valgdistriktet, skal jeg gjøre opmærksom på, at Samsø kun har 5000 Indvånere, men den øvrige Deel af Distriktet har over 12,000, så at Samsø altså ikke er den største Deel. Dette er, hvad jeg troer at burde anføre.

Pastor v Haven:

Det forekommer mig, at det væsentligen her kommer an på, om Regjeringen har communiceret Samsingerne, at Dampskibet Mercurius vilde komme for at hente dem; thi hvis ikke en sådan Communication er meddeelt dem, må Valghandlingen ansees at være gyldig.

Justitsministeren:

Jeg finder mig, i Anledning af hvad der af den sidste Taler er yttret, foranlediget til at bemærke, at der ei forud er skeet nogen Meddelelse til Samsingerne i Anledning af Dampskibets Komme. Der har nemlig overhovedet ikke fra Regjeringens Side været draget nogen Omsorg i den Retning, og ligesålidt har det været Bestemmelsen at træffe en sådan Foranstaltning med Hensyn til Samfingerne, skjøndt et langt større Antal Vælgere rimeligviis vilde indfinde sig derfra end fra de fleste andre Ødistrikter. Jeg skal derhos tilføie, at forsåvidt som det er bemærket, at Stedet for Valghandlingen burde have været henlagt til Samsø, så forholder det sig dermed således, at et større Antal Beboere er bosat på Sjælland, medens det mindre er bosat på Samsø, og når dette Forhold var tilstede, kunde det ikke forud, førend Indtegningen var foregået, afgjøres, hvor det største Antal Vælgere vilde findes.

Procurator Tvede:

Det forekommer mig at være nok, at der er omgået aldeles lovligt ved Valget, og at der altså måtte være en positiv Ret, hvorefter Valget kunde kasseres; men den mangler i dette Tilfælde.

Redacteur Rée:

Turde jeg måskee udbede mig Oplysning meddeelt, om Nogen af Samsingerne har været Medlem af Valgbestyrelsen ?

Etatsråd Algreen-Ussing:

Jeg vil bede bemærket, hvad der også følger af Valglovens Bestemmelse, at der var Medlemmer fra Samsø i Valgbestyrelsen; men om de vare tilstede ved Valghandlingen, veed jeg ikke. Det er sandsynligt, at de have været med blandt dem, der ere ankomne, dog fremgåer det ikke af Sagens Acter. Det må endnu kun være mig tilladt at tilføie, at nærværende Forsamling må være meget betænksom med at cassere et Valg, der ikke kan nægtes at være foregået i en fuldkommen legal Form, fordi der har været en uheldig Omstændighed, som har forhindret en Deel Vælgere fra at være tilstede. Det er allerede releveret og siges i selve Ansøgningen, at en stor Deel af Samfingerne, ligetil et Antal af ⅔ af samtlige Vælgere, ikke vilde indfinde sig, men havde ladet sig afskrække fra vat deeltage i Valget ved den lange Søreise i en ublid Årstid. Da altså mange Vælgere havde undslået sig for at foretage Reisen til Kallundborg, var der vistnok nogen Grund for Valgbestyrelsen til at antage, at de Vedkommende måskee slet ikke vilde ankomme. Da denne Sag giver Anledning til forskjellige Bemærkninger, finder jeg det ikke ubetimeligt, at jeg tillige meddeler en i denne Anledning afgiven Søforklaring, da det deraf vil fremgåe, med hvormegen Vanskelighed Samfingernes Ankomst var forbunden, og hvorledes det var en Følge af uheldige Omstændigheder, at de ikke kom, førend forsildig.

I den ommeldte Søforklaring hedder det: „Fremstod Føreren af Dampskibet Mercurius, Skipper Jespersen, som på Anledning forklarede, at fornævnte af ham førende Dampskib er stationeret ved Korsør, og at han igår Morges igjennem Opsynsmand Dyrhauge modtog Generalpostdirecteurens Ordre om at begive sig til Samsø, for sammesteds fra at overføre de af Beboerne, der vare indtegnede som Vælgere, til Valghandlingen idag i Kallundborg. Efter fornævnte Ordres Modtagelse blev der indtaget Kul i Fartøiet, og begav man sig igår Formiddags, da Klokken var omtrent 11, på Veien til Samsø, efterat have anløbet Nyborg, for sammesteds at tage Lods. Henimod Aften nærmede Fartøiet sig Samsø; men da Veiret var uroligt, Vinden pålands og Mørket faldt på, var man ikke istand til at forblive ved Samsø, men måtte søge ind til Kallundborg Fjord, hvor man forblev Natten over, medens Veiret var stormende, og Luften medførte Regn og Tykning. Denne Luftens Beskaffenhed vedblev også imorges således, at man fra Dampskidet ikke kunde see synderlig vidt. Imidlertid blev der lettet, da Klokken var 5, og man begav sig ad Langøre til, hvorhen Ordren lød. Da Klokken var 8, antraf man imidlertid i Søen en Jagt, der havde adskillige Vælgere fra Samsø ombord og som på Grund af Modvind og Strøm var i Begreb med at gåe tilbage til Samsø. Dampskibet gik derpå med denne Jagt til Kyholm, hvor Passagererne fra Jagten gik ombord i Dampskibet, hvilket derefter atter gik ud, for at begive sig til Kallundborg. Klokken var på den Tid omtrent 9, og da Klokken var 10, antraf Dampskibet i Søen en Jagt, der ligeledes havde Vælgere fra Samsø ombord; og tog da Dampskibet denne Jagt på Slæbetong, men ankom først dermed til Kallundborg, da Klokken var 2¼.“

44

Heraf vil jo Forsamlingen tildeels kunne see, at det var tilfældige Omstændigheder, som gjorde, at Dampskibet traf på disse Jagter og derved sit Leilighed til at tage dem med, så at de kom til Kallundborg, dog først efterat Valghandlingen var tilendebragt. Det skyldes jo naturligviis også de mødende Vælgere fra Distriktet i Sjælland, at man ikke burde udsætte Valghandlingen alene for Samsingernes Skyld altfor længe, især, når det, som det fremgåer af de meddelte Oplysninger og Lodsernes Erklæringer, ikke kunde bestemmes, om der vilde ankomme Nogen, da Veiret var uroligt, og Luften tyk, Det, der synes mig nærmest at kunne bemærkes ved Valgacten, uden dog at afficere det fkete Valg, er om man under de stesfindende Omftændigheder med Hensyn til Vælgerne fra Samsø kunde have begyndt Valget noget senere end Kl. 9 om Morgenen; men ligesom Valgbestyrelsen tildels har rådet Bod herpå ved at udsætte Valghandlingen til K1. 10½ så vilde det dog heller ikke på den anden Side have kinnet lade sig giøre at udsætte den altfor længe, da de Vælgende måtte kunne fordre, at Valghandlingen inden passende Tid kunde være endt, for at de kunde tiltræde deres Tilbagereise.

Formanden:

Jeg veed ikke, om der er Flere, der ønske at udtale sig om dette Valg?

Capitain v. Dockum:

Det forekommer mig, at der ved denne Leilghed ikke kan være Tvivl, da der kum har stillet sig een Candidat; det er en Omstændinhed, som ikke er bleven fremhævet, men som jeg har troet at burde gjøre Forsamlingen opmærksom på.

Algreen-Ussing

Etatsråd : Det er et ganske rigtigt Moment som den sidste Taler har fremhædet. Der er netop i Comiteen releveret, at det just berfor vilde være så meget mindre betænkeligt, at antage Valger som ganske legal Handling.

Overretsprocurator Christensen:

Jeg havde ikke ønsket at tage Ordet i nærværende Sag, især da jeg altid vil helde til, at et ftedfundet Valg skal kjendes gyldigt, når der ikke er absolut klare Indvendinger at giøre derimod Efter hvad som hidtil er fremført, måtte jeg selv stemme for, at Valget skulde kjendes gyldigt; men det forekommer mig, at vi ikke ere ganske oplyste om Forholdene, og det forekommer mig også, at en Anke, fremsat af en 250 Vælgere, af Vælgere, som have viist megen Interesse for at komme tilstede og som blot ved dem utilregnelige Natruhindringer ere blevne udelukkede, dog også fortjene en særdeles Opmærksomhed. Jeg ønskede derfor, at den meget ærede Ordfører vil oplyse: 1) hvormange Stemmer den Valgte har fået of hvormange han ikke har fået; allerede deraf vil det vife sig, hvorvidt Hensynet til Faftlandsvælgerne, det Hensyn, som her er bleven påberåbt, virkelig fortjener at tages i Betragtning, — jeg troer nemlig, at det kun var med en forholdsviis ringe Majoritet af Fastlandsvælgere den meget æede Rigsdagsmand, hvorom her er Tale, blev valgt; dersom det nu derhos var Tilfældeet, og som er bleven mig sagt, at de udeblevne eller udelukkede Samfingere ikke vilde stemme på ham, men mod ham, og at dette bilde have medført, at et overveiende Antal vilde have stemt imod ham, så at han ikke vilde have erholdt Forsamlingens Majoritet, så kan det ikke nægtes, at Samsingernes Tilftedekomst vilde have givet Valget et ganske andet Udfald Til Ait dette kommer, at Valgbeftyrelsen i Kallundborg dog må have bæret vidende om, at Dampfkibet var afgået for at befordre Ankomsten af Samfingerne. Jeg tvivler ikke om, at den må have havt Formodning om, at der var et Par Skibslabninger af Samsinger, som vilde komme, nemlig et Par Jagter. Det forekommer mig at måtte have indeholdt en ganske færlig Opfordring for Valgbeftyrelsen til at vente, ikke blot noget over den reglementerede Tid, der, forsåvidt jeg har forstået, var til Kl. 10½; men de kunde visselig have ventet noget længere, indtil de havde fået Efterrtning fra Dampfkibet, hvilken Efterretning dog kunde formodes ikke at ville blive meget længe borte; men dertil Kommer endnu, at i de Erklæringer, som ere indhentede, favner jeg, hvis jeg ikke har misforstået Ordførren, hvad de famsøfke Medelemmer af Valgbeftyrelsen muligviis måtte have yttret, og alene denne Mangel forekommer det mig, giør det betænkeligt for os forninden den er bleven afhjulpen, forinden vi høre, hvad de Medlemmer af Valgbeftyrelsen, som Samsø har sendt, have yttret, at påkjende denne Sag. jeg troer ikke, at der kan bære Tale om at see hen til Samstngeres

Ønske, allerede benne Gang at fåe deres Valgsted på Samsø eller overhovedet på det Slags Forandringer, skjøndt jeg ikke tvivler om, at man i Tilfælde som det, hvori Samsø befinder sig, vil finde det rigtigere i en kommende Tid ikke at see på Folketallet, men på Localforholdene.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Med Hensyn til det første Spørgsmål, som den sidste ærede Taler har opstillet, skal jeg oplyse, at i den Valgact, som er tilstillet Comiteen, hedder det: „een Valgcandidat havde til Valgbeftyrelsen fkriftlig anmeldt at ville stille sig for Diftriktet ved denne Forhandling, men da han ikke for Vestyrelsen havde godtigiort, at, og hvorledes han var forhindret fra at give personligt Møde ved Valghandlingen, så decreterede Beftyrelsen, at han ikke kunde antages at have stillet sig.” Som personlig mødegivende Valgcandidat, hedder det fremdeles i Valgacten, blev fremstillet for Vælgerne Hr. Capitain Niels Frederik Jespersen til Grønnebjerggård. Efterat den fornødne Discussion mellem deene Eandidat og Vælgerne havde ftedfunden, blev der fkredet til Afstemning, og da det derved befandtes, at nysmeldte Valgcandidat havde Stemmefleeheden for sig, idet af de mødegivende Vælgere 324 gave ham deres Stemme, medens 242 afholdt sig fra at stemme på ham, er Capitain Niels Frederik Jespersen til Grønnebjerggård altså af Distriktet valgt til for dets Vedkommende at indtræde som Medlem af Rigsforsamlingen.

Idet jeg således herved har opfyldt den ærede Talers Ønske i dette Punkt, må det tillades mg at tilføie, at det forekommer mig ikke, at den af ham releverede Omstændighed kan have nogen Indflydelse med Hensyn til Valget i og for sig; dersom ikke Udeblivelsen af Samfingerne i det Hele vil kunne tilintetgiøre Valghandlingens Gyldighed, så bliver det en ligefrem Følge, at der kun kan tages Hensyn til de ved Valget Mødende, og at det er deres Pluralietet, som afgjør Valget. Om de Udeblivende vilde have stemt eller ikke have stemt på det ærede Medlem, som er valgt, er en Sag, hvorom der ikke foreligger Noget i Acterne, uden forsåvidt at der i denne Ansøgning fra 250 Vælgere er opgivet, at Stemningen ikke var for ham. At Valgbeftyrelsen var vidende om, at det var af Regieringen tilladt, at der måtte afgåe et Dampfkib, det fremgåer juft ikke af Acterne; som bemærket låe Dampskibet ved Korsør og derfra blev det beordret at gåe til Samsø, men blev ved Modvind og Storm forhindret i foregående Dag at ovrføre dem og gik ind i Kallundborg Fjord, og det er derfor meget fandfynligt, at det er bleven bekjendt i Kallundborg, at det låe der i den angiven Hensigt. Jeg troer således efter alt det Oplyste, at der ikke er tilstrækkelig Anledning til at indhente flere Oplysninger eller til at cassere Valget; men berom vil forøbrigt Forsamlingen have at tage Bestemmelse.

Procurator Tvede:

Forsamlingen ville behage at lægge Mærke til, at Samfingerne ikke have klaget over, at der er begået noget Ulovligt, de have ikke klaget over, at der er viift Mangel på Conduite fra Bestyrelsens Side, de have beklaget sig over, at Naturhindringer have giort dem det umuligt at møde. Det er selvfølgeligt, at man ikke kan cassere et gyldigt Valg på Grund af den Omftændighed, at Valghandlingen var sat til Kl. 9 Formiddag, ligesålidt som det kan siges at bære nogen Mangel på Conduite fra Vestyrelsens Side, thi den så tidligt ansatte Tid måte tvertimod opfordre dem til at begive sig på Reisen så betides, kunde have bæret der om Aftenen.”

Algreen-Ussing

Etatsråd : Jeg giøres i dette Øjeblik opmæksom på, at Kallundborg Fiørd er så lang, at det vel Kunde være, at Kundskab om Dampskibet ikke kunde komme til Vyens Borgere Det er Localiteter, som jeg er aldeles ukjendt med.

Kammerråd Dremsen:

Man har opfordret den ærede Ordfører til at angive, hvormange der ikke have ftemet, og Meningen dermed må have været at fåe at vide, hvormange af de Vælgende der have mødt. Ligesom allerede anført, var det kun uveir, der hindrede Samsingerne fra at møde. Dersom det kunde bære en Unbfkyldining, og dersom man af den Grund kunde forandre Valget ved et Omdalg, da vilde jeg efter min Formening ståe Fare for, at der kunde indkomme Proteft mod mit Valg, thi af de 500 Vælgere, som vare i det Distrikt, hvor jeg blev valgt, udebleve omtrent 300 formedlft Regn og Slub; men skulde det være tilstrækkeligt at Kuld

45

kaste et valg, så sidder nok den største Deel af os usikker på vore Pladser.

Redacteur Rée:

Jeg vil tillade mig at forespørge høs |den ærede Ordfører, om Samsøs Valgbestyrelse har været tilstede ved Valget; det har ikke kunnet oplyses af Acterne, og derfor vil jeg tillade mig at foreslåe, at Forsamlingen udsætter den endelige Afgjørelse af Sagen, indtil man har indhentet Erklæring fra Valgbestyrelsens Medlemmer på Samsø.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Det er formodentlig Valgbestyrelsen for det 4de Distrikt i Holbeks Amt, den ærede Taler mener; Fuldmagten sindes underskrevet af 8 Medlemmer; dersom den ærede Formand, som Tilfældet var igår, havde Afskrist af Protocollen ved Hånden, så vilde man kunne see, hvormange Medlemmer Valgbestyrelsen beståer af.

Formanden:

Der skal være 11 foruden Formanden.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Der mangler altså 3, men om disse 3 ere Samsinger eller ikke, skal jeg lade være usagt; men det førekommer mig, at det ikke kan have nogen Indflydelse på Valget, thi netop Valgbestyrelsens Medlemmer havde fortrinlig Opfordring til at være tilstede, og dersom de ikke vare det, forekommer det mig at være Noget, som ikke kan komme i Vetragtning.

Capitain Jespersen:

Jeg kan oplyse, at af de Vælgere, som vare fra Samsø, var idetmindste een i Bestyrelsen. De Samsinger, som kom Dagen i Forveien, havde taget den korteste og hensigtsmæssigste Vei, idet de toge lige fra Samsø til Sjællands Odde, og ikke benyttede den længere Vei, som forårsagede, at de Andre ikke kom tidsnok. Havde de Øvrige altså benyttet den korteste og naturligste Vei, vilde de altså kunne have mødt.

Formanden:

Må jeg tillade mig at spørge, om Flere ønske Ordet?

Cand. juris Schack:

Det forekommer mig efter den Discussion, som har fundet Sted, at Forsamlingen ikke ganske er på det Rene med, om slige Spørgsmål som disse skulle afgjøres efter Omstændighederne, efter hvad der kan siges at være billigt, eller efter strængere juridiske Regler; idet nogle af de Medlemmer, som have udtalt sig, have fremhævet Omstændigheder, som at Valgbestyrelsen har udsat Mødet 1 ½ Time, hvilket måtte henføres til hvad man kunde kalde Villigheds-Argumenter, såvelsom mange lignende Argumenter. Andre Argumenter, ere hentede fra Sagens juridiske Side. Det synes, at man såvel for dette Spørgsmåls Skyld som for de mange lignende, der kunne komme på Vane, burde bestemme sig for at vælge et af disse Afgjørelses-Principer. Forøvrigt forekommer det mig, at, hvilket af dem man antager, er der ikke liden Grund til at forkaste det nærværende Valg. Holder man sig til VillighedsPrincipet, så er det et væsenligt Moment, at et betydeligt Antal Vælgere ikke har villet stemme på denne Candidat, at de Medlemmer, som ikke have kunnet møde, have viist Iver for at lade sig indtegne og ligeledes have viist Iver for at møde. Holder man sig til det juridiske Standpunkt, da forekommer det mig ligeså, at den ærede Deputeredes Valg burde forkastes. Den nærmeste Analogi herfor måtte vel hentes fra et almindeligt Møde i en civil Retssag; og er det i en sådan — ikke ubehageligt — men umuligt for en Part at møde, da er det, så vidt jeg veed, Praris at tillade den, som ikke har kunnet møde, at fåe Sagen reassumeret, hvorimodd den, som har mødt, har spildt sit Møde, idet han må møde påny.

Prosessor Krieger:

Det forekommer mig, at det vil være ligeså urigtigt, eensidig at opstille et juridisk Prrincip, som eensidig at opstille et såkaldet Billigheds-Princip. Jeg troer ikke, at man ved disse Valgspørgsmåls Afgjørelse kan udelukkende holde sig til det ene eller til det andet af disse Principer, men derimod troer jeg vel, at man må see hen til de individuelle Forhold, og jeg antager da, at man kan gjøre de Betragtninger gjældende, som bleve releverede af en æret Rigsdagsmand, nemlig Hensynet til, hvorledes Majoriteten og Minoriteten stiller sig under en vis Vetingelse, men denne Vetingelse troer jeg må være den, at der foreligger Overtrædelser af Loven, men når Overtrædelser af Loven ikke foreligge, finder jeg det urigtigt at tage Billighedshensyn. I de Tilfældee, hvor det er vist, at der er begået en Feil (for at tage et Tilfældee, som vi snart

komme til, hvor der er stemt ved Fuldmagt), så bliver der at tage Hensyn til, hvormange der have stemt ved Fuldmagt, om der have stemt såmange ved Fuldmagt, at det kunde have Indflydelse på Valget, eller om Majoriteten er så stærk, at selv om 2 eller 10 havde stemt ved Fuldmagt, den samme Rigsdagsmand vilde have havt utvivlsom Majoritet. Altså hvor der foreligger Overtrædelser af Loven, der indtræder en heel Række af sådanne Hensyn, thi det er vist, at man ikke kan cassere et Valg, blot fordi een eller anden Formfeil er begået; hvor man derimod ikke kan påvise en eneste Formfeil, der forekommer det mig at være aldeles urimeligt at tage noget Hensyn til en mulig Majoritets eller Minoritets Veregning, og på et sådant Hensyn at støtte et Valgs Kuldkastelse. Man må vel erindre, at hele Valglovens Tanke er den, at Vælgerne selv skulle sætte sig i Virksomhed for at benytte deres Ret; de skulle indtegne sig, de skulle møde på et bestemt Sted, de skulle førge for, at de kunne komme i Tide forat afgive deres Erklæring; om denne Erklæring på enkelt Sted, på Grund af særegne Forhold, kan blive noget vanskeligere, noget besværligere, det er en anden Sag; men dette kan ikke forandre det almindelige Synspunkt. Her foreligger nemlig Forholdet mellem en mindre Ø og en større (thi jeg troer ikke, at Sjælland kan kaldes „et Fastland“). Om Vanskeligheden end stiller sig lidt til den ene eller til den anden Side, kan ikke forandre den strænge Iagttagelse af Valgloven.

Cand. juris Schack:

Med Hensyn til det af den sidste ærede Taler Anførte, må jeg bemærke, at den af ham opstillede Distinction er temmelig vilkårlig. Det forekommer mig dernæst, at det må ansees godtgjort, at det ikke har været vanskeligt for disse Medlemmer fra Samsø at komme, men at det har været umuligt, idet det blev omtalt, at de formedelst Storm og Modvind måtte vende om.

Prosessor Krieger:

Jo, det var umuligt for dem at komme, fordi de reiste for silde; men de Samsinger, der reiste itide, de vidste, at de kunde komme.

Cand. juris Schack:

Men hvis nu Modvinden havde varet i 14 Dage?

Professor Krieger:

Så vilde Dampskibet have kunnet tage dem med itide.

Da Ingen begjerede Ordet mere, skred man efter Formandens Opfordring til Afstemning, ved hvilken der viste sig aldeles overveiende Pluralitet for, at det omhandlede Valg skulde erkjendes for gyldigt.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Det næste Valg, hvorom der er Spørgsmål, er det for Hjørring Amts 2det Valgdistrikt; jeg skal i denne Anledning tillade mig at oplæse en Skrivelse fra endeel Vælgere i det nævnt Distrikt til Justitsministeriet, der indeholder Grundene, hvorfor de nævnte Vælgere ansee sig berettigede til at fordre det ommeldte Valg erklæret ugyldigt. Skrivelsen lyder således:

Ved det under 5te dennes for Hjørring Amts 2det Valgdistrikt her foretagne Valg af en Rigsdagsdeputeret, blev Godsforvalter Theilmann, der erholdt 164 Stemmer (medens Modcandidaten, Pastor Kühuel, havde 125 Stemmer, hvoraf Halvparten af Landbeboerne) proclameret som Rigsdagsmand. Vi ere imidlertid komne til Kundskab om, at bemeldte Hr. Theilmanns Forhold er af den Beskaffenhed, at han formeentligen ikke kan ansees qualificeret til at vælge eller vælges.

Valgloven bestemmer blandt Andet som Betingelse for de nævnte Rettigheder, at den Pågjældende ikke ståer i noget privat Tjenesteforhold, med mindre han har egen Huustand og selv holder Dug og Dist. Dette formene vi neppe kan siges om Godsforvalter Theilmann, der, som betinget Deel af sit Gehalt, har Kost, Valdsk og, om han vil, Logis hos Stamhuusbesidderen, Varon Ahrenfeldt, på dennes egen Vopæl Sæbygård. Vel har denne overladt Forvalteren nogle Værelser i en i Nærheden af Hovedgården værende Mølle, hvor hans Familie boer; men da han selv nyder Kosten o. s. v. hos Baron Ahrenfeldt, så kan denne Omstændighed formeentligen ikke hæve hans Afhængighedsforhold til Stamhuusbesidderen, hvilket Forhold Lovgiveren synes at have havt for Øie ved den nævnte Bestemmelse.

46

Vi ansee os derfor berettigede til at fordre det foretagne Valg erklæret ugyldigt, hvorom vi herved tillade os underdanigst at fremkomme med Begjering til det høje Ministerium. Sæby, den 8de October 1848.

På egne og den hele øvrige Minoritets Vegne: (Her følge Navene.)

Til Justitsministeriet.

Da Forvalter Theilmann imidlertid har Familie i egen Bolig og kun for sit egen Person spiser hos sin Principal, har Comiteen eenstemmigen været af den Formening, at man ikke kunde indlade sig på de mod Valget fremkomne Indsigelser.

Efterat Etatsråd Brinck-Seidelin havde bekræftet, at det virkelig forholdt sig som anført, at Theilmann har egen Vopæl for sin Familie, blev, da Ingen yttrede sig videre, Valget af Forsamlingen antaget for gyldigt.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Hvad derefter angåer Valget for Ringkjøbing Amts 5te Valgdistrikt, skal jeg tillade mig at oplæse en Skrivelse fra Herredsfoged Iansen, sålydende:

Til det den 5te dennes afholdte Valgmøde havde jeg til Deputeret i den forestående Rigsforsamling stillet Hr Justitsråd Borgermester Hers i Aarhuus som Valgcandidat for det 5te Valgdistrikt i Ringkjøbing Amt. Ved den til Protocollen skete Afstemning fandtes det, at Skolelærer Petersen i Sæding havde 162 og den af mig stillede Valgcandidat 153. Stemmer.

Umiddelbart efter Valgets Tilendebringelse udbredte der sig et ufordeelagtigt Rygte om den Måde, Valglisten for Bølling og Sæding Sogne var fremstået på, idet disse Lister viste det Særsyn, at der på samme var opført 89 Valgberettigede, som var omtrent ligeså stort et Antal, som i de trende større Sogne Stauning, Skjern og Vorris. Som den, der havde stillet en så almindelig agtet Mand, som Hr. Justitsråd Hers var det mig magtpåliggende at fåe nogen nøiere Kundskab i så Henseende, og har jeg da erfaret, at der ved Listens Henlægning ikke har været efter Valglovens § 9 2de Sogneforstandere bestandigen tilstede, at Vælgere ere opførte på Listen, som hverken selv eller ved nogen anden bestemt Person havde ladet deres Navne indtegne, at Sogneforstander Jens Clausager i Sæding skal have båret Listen om fra Huus til Huus og således fået Lov til at skrive de fleste Vælgeres Navne, at der således, som af vedlagte Liste vil erfares, er for Sæding Sogen opført 2de gårdbrugende Enkers Sønner, nemlig Nr. 73 og Nr. 74, og have afgivet Stemmer.

Dette Pastorats Lister mangle således ikke alene al Lovformelighed men også Troværdighed, ligesom der på samme er optaget uberettigede Personer, og mag derfor ansees som en Nullitet.

Indsigelse mod disse Listers Gyldighed kunde ikke skee på den i § 9 foreskrevne Måde af Udensognsmæd, ligesom de i denne Paragraph omhandlede Indsigelser ere udenfor nærværende Tilfælde, hvor der er Spørgsmål om Sogneforstanderskabets ulovmedholdelige Fremgangsmåde. På Valgdagen kunde jeg heller ikke fremsætte dem, da de ikke vare bekjendtte førend efter Valget, ligesom jeg heller ikke i Valgloven finder nogen Bestemmelse om, at Valgbestyrelsen kunde have påkjendt en sådan Indsigelse, da Sogneforstanderskabet må indeståe for Listens lovlige Forfattelse.

Jeg kan imidlertid ikke indsee Andet, end at Valget, der netop ved dette Sogneforstanderskabs utilbørlige og ulovlige Fremgangsmåde er faldet på Degnen i Sognet, må ansees ugyldigt, og jeg skulde derfor underdanigen andrage for det høie Justitsministerium, at der snarest muligt måtte ved Amtmanden enten personligen eller ved en af ham beskikket Mand skee den fornødne Undersøgelse, at Valget, indtil Undersøgelsen er skeet, sættes ud af Kraft,

samt, om det befindes at forholde sig, som jeg her har anført, casseres.

Herredsfogedgården Petersminde den 12te October 1848.

Underdanigst Jansen.

Til det høie Justitsministerium.

Forsamlingen vil have hørt, at der er anført 4 Ankeposter, hvilke jeg skal tillade mig nærmere korteligen at berøre. Den første er nemlig den, at der ved Listens Henlæggelse ikke efter Valglovens § 9 bestandig havde været to Sogneforstandere tilstede. Efter denne Paragraph skal nemlig i Løbet af en Uge to Medlemmer af Sogneforstanderskabet være tilstede på et beqvemt Sted. Jeg må bringe en stor Deel af Forsamlingens Medlemmer i Erindring, at den oprindelige Bestemmelse var, at hele Forstanderskabet skulde være tilstede, men at dette, med Hensyn til det store Besvær for disse mange Medlemmer, den hele Uge at sidde samlede for at modtage Anmeldelse, senere modificeredes på den Måde, som nu i Loven bestemt. Nu hedder det i Skrivelsen, at af Vedkommende er bragt i Erfaring, at disse to Sogneforstandere ikke bestandig have været tilstede der. Men Forsamlingen indseer, at der må indtræde Omstændigheder, som kunne bevirke, at disse to Sogneforstandere „ikke bestandig kunne være tilstede“, og det skjønnes heller ikke, hvilken væsentlig Indflydelse det kan have i denne Sag, at et Medlem for en kort Tid er fraværende. Det er derfor en Omftændighed, som Comiteen ikke har troet at kunne tillægge nogen Betydning. Den anden Anke er den, at Vælgere ere opførte på Listen, som hverken selv eller ved nogen anden Person have ladet deres Navne indtegne. Valgloven bestemmer, at de enten selv eller ved Andre kunne lade sig indtegne, og hvorledes skulde nu Vælgerne være indtegnede på Listerne, når de ikke enten selv eller ved Andre ere indtegnede? På een eller anden Måde må det dog være skeet. Om ikke den Omstændighed, som Anordningen har lagt sær Vægt på, at de enten selv personlig skulle møde eller godtgjøre deres Fraværelse, er bleven iagttaget, så er dette dog en sådan mindre Formfeil, som ikke kan siges at have nogen væsentlig Indflydelse. Som den tredie Anke anføres der, at en Sogneforstander skal have gået fra Huus til Huus og således fået Lov til at indskrive de fleste Vælgeres Navne. Det siges ikke at være skeet efter de 8 Dage, da Listerne vare henlagte til Påtegning; der må altså være sigtet til, at dette skal være skeet i Løbet af de befalede 8 Dage. Det vilde vistnok have været en Omstændighed, som kunde have noget Mere på sig, når det var oplyst, under hvilke nærmere Forhold det havde fundet Sted; men det er mig meget påfaldende, at den Embedsmand, som til Justitsministeriet indsender en sådan Anke, ikke mere bilægger denne med de fornødne Beviser og yderligere godtgjør, på hvilken Måde disse Uregelmæssigheder skulle være foregåede. Hvad den sidste Anke angåer, da er det ikke ganske tydeligt, hvad Andrageren sigter til. Han siger, at der, således som den vedlagte Liste oplyser, er for Sæding Sogn opført 2de gårdbrugende Enkes Sønner, og disse have afgivet Stemmer. Valglisten, som er underskreven af Vedkommende, indeholder under de to Nr. 73 og 74 to Personer, som begge have den befalede Alder; de ere 31 År, og i Rubriken om „Stilling og Opholdsted“ ståer Bogstaverne Gb. E. S., som skal være gårdbrugende Enkes Sønner; en Omstændighed, som Andrageren udhæver som en, der skal gjøre dem uberettigede til at stemme. Grunden hertil måtte da være den, at de, som gårdbrugende Enkes Sønner, ståe i et privat Afhængighedsforhold til deres Moder og ikke selv holde Dug og Disk, men dette Forhold, hvori Sønnerne bestyre Gården for Moderen, kan ikke identificeres eller ganske falde sammen med privat Tjenesteforhold, og derfor har Comiteen troet, at der med Hensyn også til dette Valg ikke var tilstrækkelig Anledning til at annullere det.

(Fortsættes)

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

47

Andet Møde. (Fortsat).

Formanden:

Jeg veed ikke, om Flere ønske at yttre sig i denne Anledning. (Efter en Pause.) Man kunde måskee antage, da Ingen yttrer sig derimod, at det er Forsamlingens Mening, at det omhandlede Valg uden Afstemning kan erkjendes for gyldigt, og vi kunne således gåe over til det følgende Valg.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Jeg kommer nu til det Valg, som er foregået i Kjøbenhavns Amts 2det Valgdistrikt. Det må være mig tilladt foreløbig at bemærke, at Capitain Beutner, som er den, som har påanket denne Valghandling, allerede havde under 5te October dette År, altså selve Valgdagen, til Justitsministeriet indleveret et Andragende, hvori han besværer sig derover, og samtidig dermed var der indkommet til Justitsministeriet en Promemoria fra 20 Indvånere i Lynghy, hvori de væsentlig at de samme Grunde, som vare udviklede i Capitainens Skrivelse, angribe dette Valg. I Continuation dermed er der eftersendt en aldeles ligelydende Skrivelse også fra Beboere af Lyngby med 59 Underskrifter, hvilke tilligemed de forrige 20 udgjør ialt 79, der have ført Anke over den stedfundne Valghandling. Jeg skal ikke foredrage Indholdet af disse Skrivelser, fordi der senere er bleven afgiven en fuldstændig Fremstilling af Capitain. Beutner, dateret den 20de October, som indeholder de forskjellige Grunde, på hvilke han angriber dette Valg, og når jeg forelæser den, som er påtegnet af endeel Vælgere i Henhold til de tidligere Skrivelser, så vil Forsamlingen derved komme til Kundskab om de Grunde, hvorved dette Valg søges omstødt. Capitain Beutners Skrivelse lyder således:

Til Rigsforsamlingen!

Ved Valget af en Deputeret til Rigsforsamlingen for det 2det Valgdistrikt under Kjøbenhavns Amt tillod Valgbestyrelsen sig sådanne Afvigelser fra Valgloven, at Undertegnede, der havde stillet sig som Valgcandidat, fandt Anledning til på Valgstedet at nedlægge Protest til Protocollen imod Valgets Gyldighed.

I en Indberetning til Justitsministeriet umiddelbart efter Valget inhærerede jeg denne Indsigelse, men Samme meddeelte mig under 14de dennes, at Sagens Afgjørelse henhører under Rigsforsamlingen, og derhos, at det måtte være min egen Sag at tilveiebringe og indsende til Forsamlingen de nødvendige Oplysninger.

Henvendende mig til den høie Rigsforsamling skal jeg tillade mig at give en Fremstilling af fornævnte Valghandling og vedlægge de fornødne Beviser.

Da Afstemningen til Protocollen var forlangt og begyndt, udførtes den tildeels ved, at en Vælger hos andre Vælgere indsamlede de tildeelte Adgangskort, idet han affordrede dem Navnet på den Candidat, de agtede at stemme på. Med disse Adgangskort, 10 og flere ad Gangen i Hånden, fremstillede han sig for Protocollen og afgav Kortene med Tilføiende af den Candidats Navn, som vedkommende Vælger stemte på, dog uden at bemeldte Stemmegivende påhørte denne hans Anmeldelse. Candidatens Navn indførtes derpå i Valgprotocollen.

Først efterat denne Indsamling og Aflevering, hvorved der imidlertid havde indfunden sig endnu en Mellemmand, var gjentaget flere Gange på samme Måde, blev det indlysende for Vælgerne, at denne Afstemning var blottet for al Garanti, og Misblligelsen udtalte sig såmeget stærkere imod den, som de handlende Prosoner vare Stillere af den ene Valgcandidat.

Valgbestyrelsen, der erkjendte det Feilagtige i den anvendte Fremgangsmåde, foreslog nu Vælgerne en Ratihabering af Stemmeafgivningen efter Navns Opråb; den blev foretaget, men på en Måde, som kun forøgede den attråede Garanti lidet, idet nemlig Bestyrelsen som oftest lod sig nøie med det simple „Ja”, der udtaltes fra den tætte Klynge af Vælgere.

Der var siden Afstemningens Begyndelse hengået circa 1 ½ Time; flere Vælgere havde efter Afgivelsen af deres Stemmer og på Grund af det slette Veir allerede forladt Valgstedet eller dog fjernet sig derfra, deriblandt også nogle af dem, hvis Stemmer man havde modtaget til Protocollen igjennem Trediemand. Ikke svarende til det mundtlige Opråb, decreterede Valgbestyrelsen, at de Fraværende skulde betragtes som ikke mødende og udslettes af Valgprotocollen. Herved berøvedes flere, efter Angivende 6 Vælgere deres Valgret.

Ved Ratihaberingen opklaredes andre Unøiagtigheder, såsom at en Vælger, Hr. Drewsen, var optagen i 2 forskjellige Protocoller, og hans Stemme ligeledes indført 2 Gange (Bilag Nr. 1).

Foruden denne Måde at stemme på ved Befuldmægtiget anvendtes også en anden, idet nemlig Vælgere, der aldeles ikke vare mødte eller havde været tilstede på Valgstedet, men hjemme fra havde sendt deres Adgangskort med en Anden og givet denne Fuldmagt til at stemme for sig, bleve indtegnede som Stemmegivende.

På denne Måde har Peter Jørgensen af Tårbek ladet afgive Stemme ved Muursveud Lars Otterberg, og Skolelærer N. L. Schjoldagger af Brede ved sin Søn Gartnersvend Schjoldagger (Bilag 2 og 3).

Endvidere har Valgbestyrelsen vægret sig ved at modtage Stemme af indtegnede og tilstedeværende Vælgere på Grund af, at de ikke vare forsynede med Adgangskort. Valgloven knytter Vælgerens Ret til at stemme til Indtegningen og ikke til Adgangskortet, hvilken Formening imidlertid ved disses Omdeling var så almindelig udbredt, at flere indtegnede Vælgere under Lyngby Forstandeskab, som man havde forsømt at tilstille Adgangskort, udebleve fra Valget.

Over denne Retsnægtelse føres iblandt Andre Besværing af Poul Søstrøm af Skovsborg (Bil. Nr. 4). Da Stemmerne vare optalte og Valget proclameret, nedlagde jeg Protest imod dets Gyldighed, begrundende denne end yderligere på det ovenanførte Tilfældee med Schjoldagger, der allerede da var mig bekjendt, og efterat jeg personlig havde overtydet mig om, at han var ndført i Protocollen som Stemmegivende.

Foruden de ovennævnte åbenbare Tilsidesættelser af Valgloven skal jeg tillade mig endnu at henlede den høie Rigsforsamlings Opmærksomhed på en Omstændighed, der har fremkaldt grundet Formodning om at Valgbestyrelsen også på anden Måde har overskredet sin Competence. Den proclamerede nemlig på Valgstedet Hr. Danchell valgt til Deputeret med 143 Stemmer, hvorimod den i sin Indberetning til Justitsministeriet skal angive, at Valget er skeet med 142 Stemmer. Denne Uoverensstemmelse vil man udlede derfra, at Valgbestyrelsen, efterat den havde forladt Vlagstedet og var kommen til Kundskab om den indløbne Feil, har udstrøget Schjoldaggers Stemme af Valgprotocollen. Endskjøndt dette privat Samtale er vedgået af et Medlem af Valgbestyrelsen, så skulde jeg dog vel vogte mig for på en Formodning eller Yttring at sigte Bestyrelsen for et så grovt

48

Attentat på Valgactens Værdighed og Hellighed som det, efter dens Tilendebringelse at foretage Forandring i de originale Protocoller. Jeg udbad mig derfor i Skrivelse til Bestyrelsens Formand Forklaring over Grunden til den nævnte Uoverenstemmelse, ligesom jeg også anmodede om — hvad jeg antog at være enhver Vælgers gode Ret — Tilladelse til at see. Valglisterne og de originale Valgprotocoller, før, ved at sammenholde disse med forskjellige, mindre bestemte Anker over Valghandlingen, at bedømme, hvorvidt disse vare begrundede eller ikke. Formandens Afslag vedlægges (Bilag Nr. 5) Da dette Factums Constatering vil afgive et så væsentligt Bidrag til Valghandlingens Charaktertstik, så tvivler jeg ikke om, at jo Rigsforsamlingen vil lade det være sig særdeles magtpåliggende at opnåe, hvad jeg ikke har været istand til.

Men selv uden dette skulde jeg formene, at der i de påviste Tilsidesættelser af Valgloven er god Grund til at protestere imod Valgets Gyldighed, og jeg andrager derfor på, at Rigsforsamlingen annullerer Valget af den Deputerede for det 2det Valgdistrikt under Kjøbenhavns Amt og decreterer, at et nyt Valg skal foretages.

Springforbi, den 20de Oktober 1848.

Ærbødigst S. N. Beutner.

På denne Skrivelse findes følgende Tilskrift:

Undertegnede Vælgere bevidne Rigtigheden af ovenstående mod Udførelsen af den befalede Valgact for Kjøbenhavns Amts 2det Distrikt fremsatte Ankeposter, forsåvidt som de ere fremførte i en af mange Andre, foruden de fleste af os Underskrevne, til det høie Justitsministerium fremsendt Besværing af 5te October sidstl. Da denne Besværing formentligen af Ministeriet er forelagt den høie Rigsforsamling, så skulle vi ikke bebyrde den med et fornyet Andragende, men derimod slutte os til Hr. Capitain Beutners ovenfor fremførte, med Bevisligheder bilagte Begjering om Cassation af det foretagne Valg af en Rigsdagsmand for Distriktet og Befaling til et nyt Valgs Foretagelse.

Ærbødigst

Den 19de October 1848.

M. Bagger, F. Schubart, C. W. Walder, Slotsforvalter. Gårdeier og Sogneforstander. Tømmermester. Ole Andersen, J. Guldborg, S. M. Trier, Gårdeier og Sogneforstander. Gårdeier og Sogneforstander. Apotheker. Berner Jørgensen, C. Drewsen. Skolelærer.

Såyel Capitain Beutner som endeel Beboere i Lyngby havde fremdeles, som Forsamlingen vil erindre, alt tidligere til Justitsminifteriet indsendt Andragender, hvori de klage over de stedfundne Valg af de udviklede Grunde, og Justitsministeriet har derefter æsket Valgbestyrelsens Erklæring over Sagen. Denne er afgiven i en Skrivelse af 19de October, der er Forsamlingen tilstillet, men som ikke indeholder Andet end, at man sender en Exrtractudskrist af den authoriserede Valgprotocol, hvori er indført Valgbestyrelsens Bemærkninger angående de påankede Omstændigheder, men at iøvrigt, forsåvidt der i de indkomne Anker er berørt Facta, som ikke ere omhandlede i Protocollen, disse da ere Valgbestyrelsen ubekjendte, så at den derover hverken kan afgive bekræftende eller benægtende Erklæring. Extract-Udskriften derimod indeholder Følgende:

— — — Midt under Valghandlingen erklærede en Vælger, at der stemmedes på en urigtig Måde, hvorpå Capitain Beutner fremtrådte og bemærkede, at han havde seet flere Vælgere afgive de Kort, der vare meddeelte dem, som indskrevne Vælgere, til en Trediemand, der afgav Kortene til Protocolføreren, idet han angav, hvilken Candidat Enhver stemte på.

Da Formanden havde modtaget denne Erklæring, opfordrede han de andre Medlemmer af Valgbestyrelsen til at erklære sig over, hvorvidt sådant havde fundet Sted; hvorpå de tre Medlemmer erklærede, at de ikke havde modtaget noget Votum til Protocollen, uden at Vælgerne havde selv fremstillet sig; den Fjerde, Eylardi, erklærede, at der var leveret ham et Adgangskort og angivet hvem Vedkommende stemmede på, uden at denne selv havde fremstillet

sig, hvorfor. han også var bleven udslettet af Listen. Det femte Medlem af Valgbestyrelsen, Pastor Jbsen, erklærede, at 4 eller 5 Vælgere havde afgivet deres Stemme for ham, uden at han just bestemt kunde sige, at have seet dem personligen afgive deres Stemme. Derpå fremtrådte Formanden atter, og afgav for Forsamlingen disse Erklæringer, idet kan henstillede til de forsamlede Vælgeres Afgjørelse, om de vare tilfredse med, at de Vælgere, der havde afgivet deres Stemme til Pastor Ibsens, Protocol, atter ved Navn bleve fremkaldte, og opfordrede til at ratihabere deres afgivne Stemme. Forsamlingen billigede dette, uden nogensomhelst Indsigelse. Valghandlingen fortsattes derpå, efterat denne Ratihabering var foretaget, og samtlige opråbte Vælgere vare mødte, med Undtagelse af 6, som erklæredes at have været tilstede, men nu at have forladt Forsamlingen; af hvilke 7 Stemmer de 4 viste sig at være for Grosserer Danchell, 1 for Capitain Beutner, og 1 for Provst Boisen; og disse bleve ikke modtagne ved den endelige Optælling.

Efterat samtlige mødte Vælgere var givet Anledning til at afgive deres Stemmer, optaltes disse, og gave det ovenfor anførte Resultat, hvorefter Formanden proclamerede Grosserer Danchell som Deputeret til Rigsdagen for Kjøbenhavns Amts 2det Valgdistrikt.

Capitain Beutner fremtrådte for Valgbestyrelsen og anmodede samme om at fåe følgende Protest nedlagt til Protocollen:

„Da Afstemningen til Protocollen formeentlig ikke er foregået på den i Valgloven foreskrevne Måde, idet nemlig et Par af Vælgerne og deriblandt Een, der selv havde stillet Candidat, indsamlede nogle såkaldte Adgangskort, og derpå til Valgbestyrelsen afgav Stemme til Protocollen på deres Vegne, som Adgangskortene lød på, hvorved blandt andre Uregelmæssigheder også den er indtruffen, at Vælgere, der ikke vare tilstede ved Valgforhandlingen, desuagtet med Navn ere opførte på Stemmelisten, så finder jeg mig som Valgcandidat på Massen af Vælgernes Vegne ifølge deres Opfordring forpligtet til at gjøre Indsigelse imod Valghandlingens Gyldighed.” Som Svar på forestående Indsigelse af Capitain Beutner, må Pastor Ibsen, som det Medlem af Valgbestyrelsen, hvem Indsigelsen nærmest synes at angåe, bemærke:

1. At hvad angåer den Anke, at flere Vælgere ikke personligt, men gjennem Trediemand, ved Afleveringen af det dem tilstillede Adgangskort havde afgivet deres Stemmer, da er dens Gyldighed såvel af ham, som af Valgbestyrelsens øvrige Medlemmer, strax bleven erkjendt, og for at hæve denne, blev den ovenanførte Beslutning om de allerede indskrevne Navnes Opråb og de afgivne Stemmers Ratihabering taget og udført.

2. Når der derimod ankes over, at Vælgere, der ikke vare tilstede ved Valghandlingen, desuagtet med Navn ere opførte på Stemmelisten, så kan han kun erkjende denne Ankes Gyldighed med Hensyn til een Vælger, hvis Navn strax, da han kow til Kundskab om det Forefaldne, blev udslettet af Listen, og hans Stemme ikke regnet med. Hvad de øvrige Vælgere angåer, da kan han bevidne, at han er overbeviist om, at de personligen have svaret på det skete Opråb, og afgivet deres Stemme. Når et Medlem af Valgbestyrelsen har anvendt al Opmærksomhed på, og er kommet til Overbeviisning om, at samtlige til hans Protocol hørende Vælgere personligen have afgivet deres Stemmer, da har han formeentligen opfyldt sit Hverv, og den Protocol, som han har ført, må da formeentlig have den Nøiagtighed og Gyldighed, som Valgloven fordrer. Med dette Svar antager derfor Pastor Ibsen tilstrækkeligt at have imøbegået og besvaret de af Capitain Bentner fremførte Anker, og han i Forening med de øorige Medlemmer af Valgbestyrelsen skjønner ikke rettere, end at den foretagne Valghandling må være og forblive fuldkomnen gyldig.

Hvad dette Valg angåer, da har Udvalget fundet, at der var sådanne Uregelmæssigheder tilstede, at det ikke har troet at kunne Andet end andrage på, at det ikke må anerkjendes som gyldigt. Det

49

er nemlig af stor Vigtighed, at der våges over, at de lovbestemte Former med Hensyn til Valgene nøiagtigen iagttages, og hvorvel enkelte mindre væsentlige formelle Unøiagtigheder, der ikke have nogen Indflydelse på Valgets Udfald, kunne oversees, så kan dette efter Comiteens Formening ikke skee, hvor der har fundet så mange og forskjelligee Uregelmæssigheder Sted som her. Stemmesedler ere blevne indsamlede og afleverede af en tredie Mand til Protocollen, istedetfor at Valgloven udtrykkelig kræder, at Vedkommende personlig skal fremstille sig for Protocollen og afgive deres Stemme; ja der er endog modtaget Stemmer fra fraværende Personer, for hvem andre Personer modte, og dette har været Tilfældeet ikke blot med een, men idetmindste med 2 Personer, hvilket fremgåer af de medfølgende Erklæringer. Fremdeles er der negtet Personer, som vare opførte på Valglisterne, at afgive Stemme, fordi de ikke vare forsynede med Adgangskort; man veed, at enkelte Valgbestyrelser have fundet det hensigtsmæssigt at uddele Stemmesedler, for at controllere Stemmegivningen, at Ingen skulde kunne afgive sin Stemme til Protocollen, når han ikke var Vælger, men sådant Adgangskort kan dog på ingen Måde være nogen Betingelse for at være i Besiddelse af Valgret, hvilket ene beroer på, om man er indskreven som Vælger. Det er kun ugjerne, at Comiteen er kommet til et sådant Resultat, at skulle erklære et Valg for ugyldigt; men den har, som sagt, antaget, at der her vare så mange Uregelmæssigheder tilstede, at den ei har troet at kunne holde på dette Valg. Når det endeligen er anført, at der skal være foretaget Forandringer i Valgprotocollerne, efterat Valghandlingen var afsluttet, da er det vist, at også dette vilde være et særdeles vigtigt Datum, dersom det rigtigt kunde oplyses. Forsamlingen vil imidlertid erindre, at denne Sag skulde fremmes så hurtigt, at man ikke kunde søge at erholde disse Protocoller fra Justitsministeriet.

Jeg turde måskee tillade mig at bede den ærede Formand ved et Bud at lade spørge i Bureauet, om disse Protocoller muligen måtte være komne; da jeg spurgte derom, var dette ikke Tilfældet. Men også uden Hensyn hertil har Comiteen fundet, at dette Valg ikke burde ståe ved Magt, hvilket imidlertid er Noget, jeg ganske må undergive ForsamlingenS Bedømmelfe og Afgjørelse.

Formanden:

Jeg skal tillade mig at bemærke, at de omspurgte Protocoller ikke ere komne hertil.

Justitsministeren:

Såvidt mig bekjendt, ere de slet ikke indsendte tif Justitsministeriet.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Det er muligt, at de ikke skulde indsendes til Iustitsministeriet.

Formanden:

Jeg veed ikke, om Flere ønske at yttre sig angående dette Valg? (En lille Pause.) Da Ingen begjærer Ordet, vil jeg sætte under Afstemning, om dette Valg skal ansees for gyldigt. Ved den derefter stedfundne Afstemning viste der sig Eenstemmighed for Valgets Forkastelse.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Måtte jeg tillade mig en Bemærkning, som vel egentlig ikke vedkommer selve Referatet af de af Udvalget prøvede Valg. Jeg veed ei ret, hvorledes der i det Tilfældee, at et Valg casseres, skal forholdes, om der skal foranlediges Omvalg ved Forsamlingens eller Justitsministeriets Foranstaltning. Dette kunde jeg måskee henstille til den ærede Formand.

Justitsministeren:

Jeg skal tillade mig at bemærke, at ved det eneste Valg, hvor Omvalg har kundet Sted, nemlig Præstø Amts 4de Distrikt, hvor den først Valgte, Indsidder og Bomuldsvæver Hans Hansen, har frasagt sig Valget, blev der strax, da Frasigelsen indløb, foranstaltet et nyt Valg fra Justitsministeriets Side. Hvorvidt der i sådanne Tilfældee, hvor Valgene erklæres ugyldige fra Forsamlingen, skal skee Omvalg efter Foranstaltning fra Forsamlingens eller Justitsministeriets Side, er et Spørgsmål, der hidtil ei er blevet afgjorte, men forsåvidt det måtte være den meget ærede Forsamlings Mening, at Sådant skulde foranstaltes af Justitsministeriet, skal det Fornødne i så Henseende blive iagttaget.

Formanden:

Det forekommer mig, at det Bedste var, at denne Foranstaltning blev truffen fra Justitsministeriets Side.

Etatsråd Bang:

I Anledning af det foreliggende Spørgsmåt skal jeg gjøre den Bemærkning, at hvor Valgets Cassation,

således som her, er grundet i formelle, af Valgbestyrelsen selv begåede Feil, måe vel Districtets Beboere være fuldkomment beføiede til at fordre et Omvalg snarest muligt foretaget. Mere tvivlsomt vilde det være i de Tilfælde, hvor Valgets Cassation navnlig er grundet i Hensyn til den Valgtes Inhabilitet, om Districtets Beboere da vare berettigede til at fordre, at et Omvalg skulde finde Sted.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Der ståer kun tilbage at tale om det sidste Valg, det for Sorø Amts 6te Valgdistrict. Der er indkommet et Andragende fra en stor Mængde af Distriktets Beboere, deels af Korsør By, deels af Tåmborg, Vemmeløv og Orritslev Sogne, hvori de beklage sig over, ikke at have sået Leilighed til at indtegne sig som Vælgere. Det er en meget vidtløftig Skrivelse, så at jeg troer, at det vilde være tilstrækkeligt, at jeg af den resererer, hvad der kan være af Interesse.

Efterat Andragerne have talt om Dagens Vigtighed og udviklet dens Betydning, beklage de sig over, at der ikke af vedkommende Autoritet var givet dem den nødvendige og ønskelige samt i alt Fald påbudne Underretning om Valghandlingen. Vel sige de, at det er bleven dem meddeelt, at man ved Trommeslag eengang har opfordret de Candidater, der agtede at stille sig, til at anmelde sådant for Dirigenten af Valghandlingen. Om den samme Publicationsmåde ligeledes eengang er foregået for at underrette Vælgerne om, at de kunne indskrive sig, vide de ikke, lige så lidet som når og hvor det skulde være skeet, men derimod have de bragt i Erfaring, destoværre for dem for seent, at bedre Underrettede have givet Møde på Rådstuen og der ere blevne indskrevne som Vælgere, ligesom man har sagt dem, at de såkaldte „Fjerdingsmænd” havde anmodet enkelte Vælgere om at tegne sig. Men de ansee denne Måde at publicere på som ulovmedholdelig, idet flere af dem boe udenfor Byen, og de Andre sjeldent bekymre sig om Trommeslaget, der heelt oftest ikkun angåer Salget af holsteensk Ost, Pølser 2c. ligesom Bekjendtgjørelsen ved Kirkestevne ei heller vil kunne tillægges nogen Udbredelse, især i Høsttiden. De mene derfor, at Bekjendtgjørelsen burde være skeet ved trykte Placater, opslåede på Stadens Hjørner, ligesom i „Auctionstilfælde”, eller i alt Fald officielt gjennem Sorø Amtstidende.

Hvad nu denne første Ankepost angåer, da har Comiteen ikke troet videre at kunne reflectere derpå. Anordningen bestemmer udtrykkelig, at Bekjendtgjørelse om Listernes Fremlæggelse skal skee på Landet ved Kirkestevne, ligesom i Byerne på den i vedkommende Kjøbstad almindelige Bekjendtgjørelsesmåde. Om denne ikke er den heldigste Måde, kan et have videre Indflydelse. I dette Tilfældee indeholdes det i selve Andragendet, at Bekjendtgjørelsen er skeet på Kirkestevne og ved Trommeslag. Om det nu end forholder sig så, at det i Reglen kun er Salg af „holsteensk Ost og Pølser”, som sådant Trommeslag angåer, så troer jeg dog ikke, at det kan negtes, at det er en sædvanlig Bekjendtgjørelsesmåde, om man end må indrømme, at den almindelige Måde at bekjendtgjøre Auctioner på, nemlig ved trykte Placater, afgiver en bedre Analogi end den nysomhandlede. Comiteen vilde derfor heller ikke have fundet Anledning til at yttre nogen Tvivl om det heromhandlede Valgs Gyldighed, dersom der ikke derefter i Andragendet anførtes et andet Feiltrin, som forekommer den at være af større Betydenhed. Det hedder nemlig: „en Deel Vælgere vare ikke personlig mødte på Valgdagen, men deres Stemmer, i alt Fald Nogles, bleve uden videre tilførte vedkommende Valgprotocol i Faveur af Boisen”. De anføre til Exempel en høiere stående Godseier i Distriket, der skal have tilladt sig at lade en fraværende Mands Stemmeret gjælde for Boisen og således tilføre Protocollen, Der kommer derefter en Bemærkning om, at Begyndelsesbogstaverne S og B letteligen kunne forvexles. Jeg skal imidlertid ikke videre omtale dette, men hvad det Factum derimod angåer, at en Deel Vælgere ikke ere mødte personligen, og deres Stemmer, i alt Fald Nogles, dog modtagne, ja at endog Stemmer skulle være blevne afgivne for fraværende Personer uden disses Anmodning, har Comiteen, da Andragendet er underskrevet af et meget stort Antal Personer, skjøndt disse ikke Alle, som det fremgåer af selve Andragendet, ere Vælgere, da de vare uvidende om Tiden, da de skulde indtegne sig, Noget, som jeg dog ikke troer, kan

50

have Indflydelse på denne Sags Bedømmelse, anseet det rettest, at Forsamlingen ikke for Tiden afgjør noget Bestemt om denne Sag, men forinden indyenter de nærmere Oplysninger, som i denne Henseende måtte kunne have Indflydelse på Sagens Afgjørelse igjennem vedkommende Valgbestyrelse. Comiteen har ikke anseet sig berettiget til at udsætte denne enkelte Sag, indtil den selv havde indhen tet disse Oplysninger; den har troet det rigtigst at undergive dette Spørgsmål Forsamlingens Afgjørelse.

Forstander Møller:

Efterat Capitain Tuxens Valg er erkjendt gyldigt forekommer det mig, at det ligger i Conseqventsen, at det nærværende Valg også må erkjendes gyldigt. Der er i de Indsigelser, der ere fremkomne mod begge Valg, meget fælles, og jeg troer, at der kan indvendes mindre mod det sidste end mod det første. Jeg skal gjøre opmærksom på, at dersom den Omstændighed, at Stemmesedler vare indsmuglede og afgivne af Andre end Vedkommende selv, skulde være tilstrækkelig til at gjøre et Valg ugyldigt, da vilde ethvert Parti kunne benytte sig af en sådan Fremgangsmåde og derved kuldkaste det bedste Valg, som man kan tænke sig. Jeg skal tillade mig at henlede Opmærksomheden på, om der ikke var Anledning til at antage dette Valg for gyldigt, da den væsentligste Indsigelse dog beroer på, at Stemmer ere afgivne af Andre end Vedkommende selv.

Etatsråd Algreen-Ussing:

Der er dog imidlertid den Forskjel, at det i det først omhandlede Tilfælde igjennem Valgbestyrelsens Erklæring er tilstrækkelig constateret, at det kun har fundet Sted i to Tilfældee, at der er afgivet Stemmer for Mænd, der ikke vare tilstede, og af disse var den ene Stemme i Faveur af den ene Valgcandidat, den anden i Faveur af den anden, således at dette ikke kunde have nogen videre Indflydelse. Her derimod nævnes, at endeel Vælgere ikke personligen vare mødte; der udhæves specielt, at een Stemme er bleven afgiven uden Bemyndigelse dertil af Vedkommende. Det forekommer derfor Comiteen, at da her ingen Erklæring fra Valgbestyrelsen er tilstede, burde en sådan søges tilveiebragt. Det forekommer mig, at Valgbestyrelsen selv må have Ret til at fordre, at der gives den Leilighed til at erklære sig over de fremsatte Anker. Denne Fremgangsmåde vil vistnok have den ubehagelige Følge, at et Medlem imidlertid ikke vil kunne tage Deel i Afstemninger og Valg; men forhåbentlig ville de manglende Oplysninger snart kunne tilveiebringes, og dersom disse Oplysninger da ikke ville have nogen Indflydelse på Sagens Afgjørelse, vil hele Følgen dog kun være dette lille Ophold. Jeg skal ikke nægte, at det vel for Fremtiden muligen vil sindes nødvendigt, at give yderligere Bestemmelser om den behørige Control ved Valgforhandlingerne; men dette er naturligviis Noget, der ligger udenfor den nærværende Sag.

Da Ingen efter Formandens Opfordring tog Ordet, blev det af Etatsråd Algreen-Ussing fremsatte Forslag, at udsætte Afgjørelsen af Spørgsmålet om Gyldigheden af Provst Boisens Valg, indtil nogle nærmere Oplyninger i denne Anledning vare indhentede, sat under Afstemning, og blev det da antaget med aldeles overveiende Pluralitet.

Formanden:

Jeg må anmelde, at en Rigsdagsmand, som ikke var tilstede i foregående Møde, er kommen tilstede i dette, nemlig Hospitalsforstander Ostenseldt fra Ålborg, der er valgt af Hs. Majestæt Kongen, og som har medbragt det ham i denne Anledning tilstillede Brev, så at jeg antager, at det vil være overflødigt at underkaste hans Berettigelse nogen nærmere Undersøgelse.

Justitsministeren:

Det vil være i den ærede Forsamlings Erindring af den Tale, som Ministerpræsidenten holdt igår, at det er bleven vedtaget, at der, strax når Forsamlingen havde constitueret sig, skulde forelægges den Udkst til Grundloven. Dette Udkast lyder således:

I.

§ 1 Regjeringsformen i Kongeriget Danmark og, Slesvig er indskrænket-monarkisk. Kongemagten er arvelig. § 2 Den evangelisk-lutherske Kirke er, som den, hvori den overveiende Deel af Folket et befinder sig, at. ansee som den danske Folkekirke og nyder, som sådan, Understøttelse af Staten. § 3 Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening. Den udøvende Magt er hos Kongen. Den dømmende Magt er hos de anordnede Domstole.

II.

§ 4. Den i Kongeloven fastsatte Arvefølge er fremdeles gjældende. Den kan sun forandres efter Forslag fra Kongen og med den forenede Rigsdags Samtykke, hvortil udfordres ¾ af de afgivne Stemmer. § 5. Kongen kan ikke uden Rigsdagens Samtykke tillige være Regent i nogen anden Stat end Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg. § 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke. § 7. Kongen er myndig, når han har fyldt sit 18de År. § 8. Kongen kan ikke tiltræde Regjeringen, forinden han i den forenede Rigsdag har aflagt følgende Eed: „For den almægtige Guds Åsyn lover jeg at holde Grundloven for Kongeriget Danmark og Slesvig.” Dog kan denne Eed alt aflægges af Thronfølgeren, når han har fyldt sit 18de År. § 9. Bliver Kongen ude af Stand til at regjere, sammenkalder Statsrådet Rigsdagen. Begge dens Afdelinger træde sammen, og når den således forenede Rigsdag med ¾ af de afgivne Stemmer anerkjender Nødvendigheden, udnævner den en Regent. § 10. Er der Anledning til at frygte for, at Thronfølgeren ved Kongene Død vil være umyndig eller af anden Grund ude af Stand til selv at regjere, bestemmes ved Lov en Regent, og et Formynderskab anordnes af Kongen. Regenten kan ikke deeltage i Formynderskabet. §.11. Regenten aflægger den for Kongen foreskrevne Eed og udøver, sålænge Regentskabet varer, i Kongens Navn alle dennes Rettigheder; dog kan han ikke foreslåe Forandring af Arveføgen. § 12. Er Kongen død, og er Thronfølgeren fraværende, eller har han, skjøndt myndig, ikke aflagt Eed på Grundloven, eller er han umyndig, uden at Regenten er udnævnt og har aflagt Eed, eller uden at Formynderskabet er ordnet, eller er der ingen Thronfølger, sammentræder Rigsdagen uden Sammenkaldelse 14 Dage efter Kongens Død. I Mellemtiden føres Regjeringen af Statsrådet. § 13. Er Kongen umyndig, uden at Regent og Formynderskab er bestemt, udnævner den forenede Rigsdag Regenten og beskikker Formynderskabet: § 14. Er der ingen Thronfølger, udvæsger den forenede Rigsdag en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge.

(Fortsættes.)

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

51

Andet Møde (Fortsat.)

§15. Kongens Civilliste bestemmes for hans Regjeringstid ved Lov. Derved fastsættes tillige, hvilke Slotte og andre Statseiendele skulle henhøre til Civillisten. Om Civillisten for den nuregjerende Konge vil en allerhøieste Bestemmelse blive meddelt Rigsforsamlingen. § 16. For Medlemmerne af det Kongelige Huus kan der bestemmes Apanager ved Lov. Apanagerne kunne ikke uden Rigsdagens Samtykke nydes udenfor Landet, medmindre alt bestående Contracter hjemle Sådant.

III.

§ 17. Kongen er ansvarsfri hans Person er hellig og ukrænkelig. § 18. Kongen udnævner og afskediger sine Ministre. Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger giver disse Gyldighed, når den er ledsaget af en Ministers Underskrift. Den Minister, som har underskrevet, er ansvarlig for Beslutningen. § 19. Ministrene kunne drages til Ansvar for de i deres Embede begåede Forbrydelser og for Handlinger, som ere åbenbart skadelige for Stalen, Folkethinget anklager, Rigsretten dømmer. § 20. Statsforretningerne fordeles efter Kongens Bestemmelse mellem Ministrene, som i Forening udgjøre Statsrådet. Forsædet føres af den, som af Kongen er udnævnt til Premierminister. Alle Lovforslag og vigtigere Regjeringsforanstaltninger forelægges Statsrådet. § 21 Kongen besætter alle Embeder i samme Omfang som hidtil. Forandringer heri kunne skee ved Lov, Ingen kan beskikkes til Embedsmand, som ikke har Indfødsret. Kongen kan afskedige de af ham ansatte Embedsmænd. Disses Berettigelse til Pension vil blive bestemt ved Lov. Kongen kan forflytte Embedsmænd uden deres Samtykke, dog således, at de ikke derved tabe i Indtægter. § 22 Kongen har den høieste Myndighed over Land- og Sømagten. Han erklærer Krig og slutter Fred samt indgåer og ophæver Forbund og Handelstractater; dog kan han derved ikke uden Rigsdagens Samtykke afståe nogen Deel af Landet eller pådrage Staten nogen bebyrdende Forpligtelse. § 23. Kongen sammenkalder Rigsdagen senest til den 1ste Mandag i October Måned hvert År. Uden Kongens Samtykke kan den ikke forblive længere sammen end 2 Måneder. Forandringer i disse Bestemmelser kunne skee ved Lov. § 24. Kongen kan indkalde Rigsdagen til overordentlige Sammenkomster, hvis Varighed beroer på hans Bestemmelse. § 25. Kongen kan hæve Rigsdagens ordentlige Sammenkomst, dog

uden Rigsdagens Samtykke ikke længere end på 2 Måneder og ikke mere end een Gang i Året indtil dens næste ordentlige. Sammenkomst. § 26. Kongen kan opløse enten hele Rigsdagen eller en af dens Afdelinger; opløses kun eet af Thingene, skal det andet hæves, indtil hele Rigsdagen atter kan samles. Dette skal skee inden 2 Måneders Forløb efter Opløsningen. § 27. Kongen er berettiget til for Rigsdagen at lade fremsætte Forslag til Love og andre Beslutninger. § 28 Når Kongen har givet sit Samtykke til en Lov, befaler han dens Bekjendtjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse. § 29. Kongen kan benåde og give Amnesti; Ministrene kan han kun med Folkethingets Samtykke benåde for de dem af Rigsretten idømte Straffe.

IV.

§ 30. Rigsdagen beståer af Folkethinget og Landsthinget. Begge fremgåe ved umiddelbare Valg af Folket. §. 31. Valgret til Rigsdagen har enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, når han har fyldt sit 30te År, medmindre han a. uden at have egen Huusstand ståer i privat Tjenesteforhold; b. nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er enten eftergiven eller tilbagebetalt; c. er ude af Rådigheden over sit Bo; d. ikke har havt fast Bopæl i eet År i det Valgdistrikt, hvori han opholderr sig på den Tid, Valget foregåer. Omflytning i en Stad, der har flere end et Valgdistrikt, er i så Henseende uden Indflydelse. § 32. Valgbar er, med de i § 31 Litr. a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, til Folkethinget når han har fyldt sit 25de År, til Landsthinget, når han har fyldt sit 40de År og i det sidste År før Valget har havt fast Bopæl i det Amt, hvori han vælges. §33. Valgene til Folkethinget foregåe efter Distrikter på omtrent 12,000 Indpånere. Ethvert Distrikt vælger een blandt dem, der have stillet sig til Valg.

Valgene til Landsthinget foregåe amtsviis. Hver Vælger stemmer i sin Commune på så mange i Amtet bosatte Mænd, som skulle vælges for dette. Hovedstaden vælger særskilt og blandt de deri bosatte Mænd. Omvalg finde Sted for deres Vedkommende, der ved første Valg ikke have opnået mere end Halvdelen af de afgivne Stemmer. § 34. Antallet af Landsthingets Medlemmer skal stedse være omtrent 1/3 af Antallet af Folkethingets Medlemmer. § 35. Medlemmerne af Folkethinget vælges på 4 År. Medlemmerne af Landsthinget vælges på 8 År. Halvdelen afgåer hvert 4de År. Hvilke der skulle afgåe første Gang, bestem

52

mes ved Lodtrækning mellem de for hvert Amt og for Kjøbenhavn Valgte. § 36. Medlemmerne af Folkethinget erholde et dagligt Vederlag; Medlemmerne of Landsthinget derimod ikke. § 37. Rigsdagen er ukrænkelig. Hvo der antaster dens Sikkerhed og Frihed, hvo der udsteder eller adlyder nøgen dertil sigtende Befaling, gjør sig skyldig i Høiforræderi. § 38. Ingen Rigsdagsmand kan fængsles eller tiltales under Rigsdagens Samling, medmindre det Thing, hvortil han hører, dertil giver sit Samtykke. For sine Yttringer på Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Thingets Samtykke drages til Ansvar udenfor samme. § 39. Rigsdagsmændene ere ene bundne ved deres Overbeviisning og ikke ved nogen Forskrift af deres Vælgere.

V.

§ 40. Ethvert af Thingene er berettiget til at foreslåe og for sit Vedkommende at vedtage Love. § 41. Ethvert af Tingene kan selvstændigen indgive Adresser til Kongen. § 42. Ethvert af Thingene kan til at undersøge almeenvigtige Gjenstande nedsætte Commissioner af sine Medlemmer. Disse ere berettigede til såvel af offentlige Myndigheder som af private Borgere at fordre Oplysninger meddeelte mundtligen eller skriftligen. § 43. Ingen Skat kan pålægges, intet Statslån optages og ingen Staten tilhørende Domaine afhændes uden ved Lov. § 44. På hver ordentlig Rigsdag, strax efterat samme er sat, fremlægges Forslag til Finantsloven for det følgende År, indeholdende et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter. Finantsforslaget behandles først i Folkethinget.

Ingen Skat tør oppebæres, forinden dens Opkrævning er bevilget ved Finantsloven. Ingen Udgift tør afholdes, som ikke har Hjemmel i samme.

Hvorledes der skal forholdes med de communale Afgifter, der dog aldrig kunne pålægges ene af Kongen, vil blive vestemt ved Communalloven. § 45. Landsthinget udvælger årligen een og Folkethinget to lønnede Revisorer.

Revisorerne gjennemgåe det årlige Statsregnskab og påsee, at samtlige Statens Indtægter deri ere blevne opførte, og at ingen Udgift udenfor Finantsloven har fundet Sted. De kunne fordre sig alle fornødne Oplysninger og Actstykker meddeelte.

Statsregnskabet, med Revisorernes Bemærkninger, forelægges derefter Folkethinget, som med Hensyn til samme tager Beslutning. § 46. Ingen Udlænding kan herefter erholde Indfødsret uden ved Lov. §47. Ethvert af Thingene afgjør selv Gyldigheden af sine Medlemmers Valg. § 48. Ethvert nyt Medlem afægger, såsnart Gyldigheden af hans Valg er anerkjendt, følgende Eed:

„For den almægtige Guds Åsyn lover jeg at holde Grundloven for Kongeriget Danmark og Slesvig.“ § 49. Kommer den gyldigen Valgte i et af de Tilfælde, hvorved Valgbarhed fortabes, mister han den af Valget flydende Ret. Dog skal

Ingen tabe sit Sæde i Landsthinget, fordi han i Løbet af den Tid, for hvilken han er valgt, flytter til et andet Amt. § 50. Ministrene have i Embeds Medfør Adgang til Rigsdagen og ere berettigede til at forlange Ordet, når de ville. Stemmeret udøve de kun, når de tillige ere Rigsdagsmænd. § 51. Ethvert Thing vælger for hver ordentlig eller overordentlig Samling sin Formand og den, der i hans Forfald skal føre Forsædet. § 52. Intet af Thingene kan tage nogen Beslutning, når ikke idetmindste ⅓ af dets Medlemmer er tilstede og deeltager i Afstemningen. § 53. Til enhver Beslutning, såvelsom til Valget af Formændene, udfordres Fleertallet af de afgivne Stemmer. Hvorledes der skal forholdes ved andre Valg, bestemmes ved hvert Things Forretningsordning. § 54. Ethvert Lovforslag skal foretages 3 Gange, forinden Thinget derom kan tage nogen endelig Beslutning. § 55. Enhver Rigsdagsmand kan i det Thing, Hvortil han hører, med dettes Samtykke bringe ethvert offentligt Anliggende under Forhandling og derom æske Ministrenes Forklaring. § 56. Intet Andragende må overgives til noget af Thingene uden gjennem et af dets Medlemmer. § 57. Finder Thinget ikke Anledning til, om et Andragende at fatte Beslutning, kan det henvise det til Ministrene. § 58. Thingenes Møder ere offentlige. Dog kan Formanden eller 5 Medlemmer forlange, at alle Uvedkommende fjernes, hvorpå Thinget afgjør, om Sagen skal forhandles i offentligt eller hemmeligt Møde. § 59. Ved sin Forretningsordning fastsætter ethvert af Thingene de nærmere Bestemmelser, som vedkomme Forretningsgangen og Ordens Opretholdelse.

VI.

§ 60. Rigsretten beståer af 16 Medlemmer, der vælges på 4 År, Halvdelen af Landsthinget, Halvdelen af Landets øverste Domstol, blandt disses egne Medlemmer. Den vælger selv sin Formand af sin egen Midte. § 61. Rigsretten påkjender de af Folkethinget mod Ministrene anlagte Sager. For Rigsretten kan Kongen lade også Andre tiltale for Forbrydelser, som han finder særdeles farlige for Staten, når Folkethinget dertil giver sit Samtykke. § 62. Dommere kunne ikke afsættes uden ved Dom, ikke heller forflyttes mod deres Ønske. Dog kan den Dommer, der har fyldt sit 70de År, afskediges, men uden Tab af Indtægter. § 63. Domstolene ere berettigede til at påkjende ethvert Spørgsmål om Øvrighedsmyndighedens Grændser. Dog kan den, der mener sig forurettet ved en Øvrighedsbefaling, ikke ved at bringe Sagen for Domstolene unddrage sig fra foreløbigen at efterkomme Befalingen.

VII.

§ 64. Ingen kan på Grund af sin Troesbekjendelse berøves den fulde Adgang til borgerlige og polittske Rettigheder. §.65. Borgerne have Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke

53

Gud på. den Måde, dem bedst tykkes, dog at Intet føretages, som strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden. § 66. Ingen er pligtig at yde personlige Bidrag til nogen anden Gudsdyrkelse end den, som er hans egen. Den, som ikke vil svare den til den lutherske Kirke lovbefalede personlige Afgift enten til denne eller til et andet anerkjendt kvirkeligt Samfund i Landet, betaler samme til Skolevæsenet. § 67. Enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer stilles for en Dommer. Hvis den Anholdte ikke strax kan sætes på fri Fod, skal Dommeren ved en af Grunde ledsaget Kjendelse afgjøre, at han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod Sikkerhed, bestemme dennes Art eller Størrelse.

Den Kjendelse, hvorved Nogen erklæres for fængslet, kan af denne strax fordres beskreven og særskilt indankes for høiere Ret.

Ingen kan underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel. § 68. Ingen kan tilpligtes at afståe sin Eiendom, uden hvor Almeenvellet kræver det. Det kan kun skee ifølge Lov og mod tilsvarende Erstatning. § 69. Alle Indskrænkninger i den frie og lige Adgang til Arbeide, som ikke ere begrundede i det almene Vel, skulle hæves ved Lov. § 70. Den, som ikke ved sit Arbeide selv kan ernære sig og Sine, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom påbyde. § 71. Den, som ikke selv kan sørge for sine Børns Oplærelse, er berettiget til, at det Offentlige forskaffer dem fri Underviisning i Almueskolen. § 72. Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggjøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene. § 73. Borgerne have Ret til uden foregående Tilladelse at indgåe Foreninger i ethvert lovligt Øiemed. Ingen Forening kan ophæves uden ved Dom. Dog kunne Foreninger foreløbigen forbydes, men der skal da strax anlægges Sag mod Foreningen til dens Ophævelse. § 74. Borgerne have Ret til at samles ubevæbnede. Forsamlinger på offentligt Sted har Politiet Ret til at oversære. Forsamlinger under åben Himmel kunne forbydes, når der af samme kan befrygtes Fare for den offentlige Fred. § 75. Ved Opløb tør den væbnede Magt, når den ikke angribes, kun anvendes, efterat Mængden 3 Gange i Kongens og Lovens Navn forgjæves er opfordret til at adskilles. § 76. Enhver våbenfør Mand er forpligtet til med sin Person at bidrage til Fædrelandets Forsvar. § 77. Borgerne ere berettigede til selv at bestyre deres reent communale Anliggender, dog under Statens Tilsyn. § 78. Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet. § 79. Intet Lehn, Stamhuus eller Fideicommisgods kan for Fremtiden oprettes; de nu bestående kunne med alle Berettigedes Samtykke overgåe til fri Eiendom.

VIII.

§ 80. Forslag til Forandring i eller Tillæg til nærværende Grundlov fremsættes på en ordentlig Rigsdag. Vedtages den derom fattede Beslutning i uforandret Skikketse af næste ordentlige Rigsdag, og bifaldes

den af Kongen, opløses begge Thingene, og almindelige Valg foregåe både til Folkethinget og til Landsthinget. Vedtages Beslutningen tredie Gang af den nye Rigsdag på en ordentlig eller overordentlig Samling, og stadfæstes den af Kongen, er den Grundlov.

Justitsministeren:

Med nærværende Udkast følger tillige Udkast til en Valglov, der er udarbeidet i Overeensstemmelse med de Grundsætninger, som udtales i det nys oplæste Udkast til Grundloven; jeg troer det derfor ikke nødvendigt her at oplæse også dette Udkast til Valgloven.

Til Forsamlingens Medlemmer vare omdeelte Exemplarer såvel af Udkastet til Grundloven som af Udkastet til Valgloven. Det sidste lyder således:

Valgret.

§ 1. Valgret, såvel til Folkethinget som til Landsthinget, tilkommer enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, såsnart han har fyldt sit tredivte År. § 2. Indtil en ny Lov om Indfødsretten nærmere fastsættrer dennes Betingelser skulle de Udlændinge, som i 10 År have opholdt sig i de til den danske Stat henhørende Landsdele, og som ståe i personligt undersåtligt Forhold til Kongen af Danmark, nyde samme Ret som de, der overensstemmende med Fdgn, af 15de Januar 1776 have dansk Indfødsret. § 3. Ingen kan ansees som uberygtet, som ved Dom er funden skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling, eller som vitterligen er hengiven til sådanne Laster, eller beviisligen har udviist et sådant Forhold, som må stemple ham som uværdig til enhver ærekjær Mands Agtelse. § 4. Ingen, som ståer i privat Tjenesteforhold, kan, sålænge han forbliver i denne Stilling, udøve sin Valgret, medmindre han har sin egen Huusstand. § 5. Ingen kan udøve Valgret, som uyder Understøttelse af det almindelige Fattigvæsen, eller som, efter det fyldte attende År, har modtaget nogen sådan Hjælp, medmindre den enten er tilbagebetalt, eller Fattigvæsenet udtrykkeligen har estergivet sit derpå byggede Krav. § 6. Så kan Valgret eiheller udøves af den, som er ude af Rådigheden over sit Bo. § 7. Endeligen kan kun den udøve sin Valgret, som i eet År har haft fast Bopæl i det Valgdistrikt eller i den Commune, hvori han opholderr sig på den Tid, Valget foregåer. Den, som har fast Bopæl på flere Steder, kan således selv bestemme, på hvilket af disse han vil gjøre sin Valgret gjældende. § 8. Ethvert Spørgsmål om Valgberettigelse afgjøres foreløbigen af Communalbestyrelsen på det Sted, hvorpå Vedkommende boer. Dog kan den, hvem samme har frakjendt Valgret, fordre Spørgsmålet afgjorte ved Lov og Dom.

Valgbarhed.

§ 9. Valgbar til Rigsdagsmand er enhver uberygtet (§ 3) Mand, som har Indfødsret (§ 2), medmindre han befinder sig i et af de Tilfældee, i hvilke efter §§ 4, 5 og 6 Valgret ikke kan udøves. § 10. Valgbarheden til Folkethinget indtræder med det fyldte fem og tyvende År. Den er uafhængig af Vedkommendes Opholdssted. § 11. Valgbarheden til Landsthinget indtræder med det fyldte fyrre

54

tyvende År. Til Landsthinget kan Ingen vælges, som. ikke har og i et År har havt fast Bopæl i den Valgkreds (Amt eller Kjøbenhavn), for hvilken han vælges. § 12. Ethvert Spørgsmål om Valgbarhed påkjendes af det Thing, hvortil den Vedkommende er valgt. Thingets Dom er uafhængig af den Afgjørelse, den Pågjældendes Valgberettigelse måtte have fundet, og af foregående Things Dom om hans Valgbarhed.

Valglister.

§ 13. Over de i hver Commune bosatte Valgberettigede skal der føres Valgliter efter Foranstaltning af vedkommende Communalbestyrelse. Hvor et Landdistrikt er henlagt under et Kjøbstadsogn, uden at have sit eget Forstanderskab, henregnes det forsåvidt til Kjøbstaden. § 14. Valglisterne skulle i forskjellige dertil indrettede Rækker indeholde Vælgernes fulde Navn, Livstilling og Bopæl. På hver Valgliste ordnes Vælgernes Navne efter deres Bogstavfølge. § 15. Valglisterne skulle affattes een Gang hvert År. Til Grund derfor lægges det foregående Års Valglister med Udeladelse af de Vælgere, som i Mellemtiden ere afgåede ved Døden, eller bortflyttede, eller som have tabt deres Valgberettigelse (§§ 3, 4, 5 og 6), og med Tilføining af dem, som imidlertid have opnået ValgretsAlderen eller bosat sig i Communen. § 16. Denne Valglisternes Berigtigelse og Fuldstændiggjørelse skal foretages i de sidste fjorten Dage af Februar Måned. De derved opståede Tvivl skulle efter indhentede Oplysninger afgjøres af den samlede Communalbestyrelse. § 17. Fra den 1ste Marts til den 8de s. M., begge Dage indbefattede, skulle Valglisterne fremligge til almindeligt Eftersyn på et for Communens Beboere beqvemt Sted i sex Timer hver Dag. Fremlæggelsens Tid og Gted bekjendtgjøres med mindst 8 Dages Varsel til Kirkestevne eller på den for offentlige Kundgjørelser på vedkommende Sted ellers brugelige Måde. § 18. Forinden Udløbet af den Tid, hvori Valglisterne fremligge, skal Enhver, som troer uden Føie at være udeladt af samme, eller som formener, at en Uberettiget derpå er optaget, skriftligen fremsætte sin Begjering om Optagelse eller sin Påstand om en Andens Udslettelse, ledsaget af en kort Angivelse af de Grande, hvorpå Påstanden er bygget. § 19. De mod Valglisterne således fremkomne Erindringer påkjendes af den samlede Communalbestyrelse i et offentligt Møde, som afholdes i Løbet af de påfølgende fjorten Dage. Til dette Møde tilsiges såvel de, som have fremført Erindringer, som og de, mod hvilke Indsigelse er gjort, til hvilke derhos en Gjenpart af den mod dem rettede Skrivelse skal leveres. Efter de af Parterne fremlagte Documenter og de af dem fremstillede Vidners Forklaringer afgjøres de opståede Spørgsmål, hvorom en kort Kjendelse titføres Communalbestyrelsens sædvanlige Forhandlingsprotocol. De derefter berigtigede Valglister underskrves af Communalbestyrelsens Formand. § 20. Den, som er utilfreds med Communalbestyrelsens Kjendelse, hvorved Valgret er nægtet ham, kan fordre en Udskrift af samme sig meddeelt uden Betaling og indbringe Spørgsmålet til Afgjørelse ved Lov og Dom. Sådanne Sager behandles ved de ordinaire Retter efter Reglerne for den civile Proces. Parterne ere deri fritagne

for Erlæggelse af Retsgebyhrer og for Brugen af stemplet Papir, ligesom der af det Offentlige skal beskikkes en Sagfører for den indstevnede Communalbestyrelse. Opnåer Vedkommende Dom for at være valgberettiget, skal han optages i sin Communes Valgliste, såsnart han foreviser en Udskrift af Dommen. § 21. Valglisterne gjæde fra 1ste April til samme Dag i det påfølgende År. Efter samme foretages alle i Årets Løv forefaldende Valg, såvel til Folkethinget som til Landsthinget.

Folkethingsvalget.

§ 22. Til Folkethinget foregåer Valget efter Distrikter, hvert på omtrent 12,000 Indvånere. Hvert Distrikt vælger en Rigsdagsmand. § 23. Østifterne og Nørrejylland skulle vælge 114 Medlemmer af Folkethinget. Den nærværende Lov Vedføiede Fortegnelse angiver, hvilke Kjøbstæder og Landsogne der skulle henhøre til hvert Distrikt, og på hvilke Steder Valgene skulle foretages.

Slesvig skal vælge 31, Island 5 og Færoerne 1 Medlem af Folkethinget. De nærmere Bestemmelser herom forbeholdes. Forandring i Distriktsinddelingen kan kun skee ved Lov.

Valgbestyrelser.

§ 24. For hvert Valgdistrtkt dannes en Valgbestyrelse, bestående af Udsendinge fra de til Distriktet henhørende Communer. Fra hver Commune vælges idetmindste eet Medlem af Valgbestyrelsen, uden Hensyn til dens Indvånerantal. Har en Commune 3000 Indbyggere, vælger den To og så fremdeles Een for hver 1500 Indvånere, den har efter den senest offentliggjorte Folketælling. Valgbestyrelsens Medlemmer vælges af Communalbestyrelserne og blandt disses egne Medlemmer. § 25. Det Medlem af Valgbestyrelsen, som er valgt for den Commune, hvori Valget afholdes, foreståer alle de foregående Forberedelser til selve Valget og modtager Anmeldelser af Candidater og andre til Valgbestyrelsen rettede Meddelelser. Han åbner på Valgdagen Valgbestyrelsens Møde og foreståer Valget af dens Formand. Vælger vedkommende Commune flere Medlemmer af Valghestyrelsen, fordele disse de ovennævnte Forretninger mellem sig efter Overeenskomst.

Formanden leder selve Valghandlingen. I alle Valgbestyrelsen overladte Beslutninger gjør han i Tilfælde af Stemmelighed Udslaget. § 26. Valgbestyrelsen fører en Valgbog, hvortil de fra de forskjellige Communer medbragte Valglister og de til Bestyrelsen indløbne Skrivelser fremlægges. I Valgbogen optegnes det væsentlige Indhold af Valgforhandlingerne, hvortil dog de af Candidaterne og andre Tilstedeværende holdte Taler ikke skulle henregnes. Valgbogen underskrives af Valgbestyrelsen og opbevares af Communalbestyrelsen for det Sted, hvor Valget er afholdt.

Valgcandidater.

§ 27. Ingen kan ved Valg til Folkethinget komme i Betragtning, som ikke selv har stillet sig og dertil er anbefalet af Een eller Flere af Distriktets Vælgere.

(Fortsættes).

*) Denne Fortegnelse stemmer overens med det i Departementstidende Nr. 41
meddelte Regulativ for Kongerigets 19 Amters Inddeling i Valgdistrikter og
den i Dept. Nr. 47, meddelte Fortegnelse over Kbhavns 11 Distrikters Omfang.
Forlagt og trykt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

55

Andet Møde. (Sluttet).

§ 28. Skriftlig Anmeldelse, såvel om Candidaten som om den eller dem, der ville understøtte hans Valg, skal være gjort til det i § 25 nævnte Medlem af Valgbestyrelsen senest inden Kl. 10 Aftenen før Valget finder Sted. På selve Valgdagen skulle såvel Candidaten som de, der anbefale ham, fremstille sig personligen. Ikkun et for Valgbestyrelsen oplyst og af denne anerkjendt Forfald kan berettige Candidaten til efter blot skriftlig Anmeldelse at komme på Valg. § 29. Candidaten behøver ikke for Valgbestyrelsen at godtgjøre sin Valgbarhed. Fremkommer der ved Valghandlingen Indsigelser eller endog Beviser mod samme, kan Valgbestyrelsen vel ikke afskjære Forhandlingerne derom, men heller ikke af den Grund undslåe sig for at stille Candidaten til Valg. § 30. Ingen tør melde sig til samtidigt Valg i mere end eet Valgdistrikt. Handler Nogen herimod, bliver hans Valg, hvis sådant falder på ham, ugyldigt.

Kåringen.

§ 31. Kåringen til Folkethinget foretages i de for Samme anordnede Valgdistrikter i Valgmøder, hvortil Adgangen ståer åben for Enhver. § 32. Dagen og Klokkeslettet, da Valgmødet afholdes, berammes med idetmindste otte Dages foregående Varsel, deels ved Bekjendtgjørelse i vedkommende Stiftsavis, deels ved Kundgjørelse i de til hvert Distrikt henhørende Communer til Kirkestevne eller på den ellers på Stedet brugelige Måde. § 33. Valgforhandlingerne åbnes af den af Valgbestyrelsen udnævnte Formand.

Han fremstiller for Forsamlingen de anmeldte Valgcandidater og de Vælgere, som anbefale dem hver især.

Såvel disse som Valgcandidaterne skulle have Adgang til at udtale sig for Forsamlingen og til at besvare de Spørgsmål, som de Tilstedeværende måtte forelægge dem. Formanden leder disse Forhandlinger og slutter dem, når han finder det rigtigt. § 34. Formanden sætter derpå Valgcandidaterne under Afstemning efter deres Navnes Bogstavfølge. Afstemningen skeer af de tilstedeværende Vælgere ved Håndsoprækning. Valgbestyrelsens Medlemmer deeltage ikke i samme.

Den Candidat, som eftet Valgbestyrelsens Skjøn har erholdt flere Stemmer end nogen Anden, er kåret og kundgjøres strax for Forsamlingen som Distriktets Rigsdagsmand. § 35. Skulde i et Distrikt kun een Candidat have fremstillet sig, ansees han for kåret, hvis meer end Halvdelen af de Stemmende skjønnes at erklære sig for ham. I modsat Fald berammes et nyt Møde til ottende Dagen derefter. Har der da ikke fremstillet sig nogen anden Candidat, er den Første kåret uden ny Afstemning.

Navnlig Afstemning.

§ 36. Kåringens Virkning ophæves, når een eller flere af de Candidater, som derved ikke have opnået Valg, begjere navnlig Afftemning. Denne Fordring skal fremsættes inden Udløbet af et Qvarteer, efterat Kåringens Udfald er kundgjort, i hvilken Tid derfor Valgbestyrelsen bliver tilsteds på Valgstedet.

Fremkommer ingen sådan Begjering i betimelig Tid, ståer Kåringen ved Magt, og hele Valgforhandlingen sluttes. § 37. Forlanges navnlig Afstemning, påbegyndes denne uopholderligen. Den finder kun Sted mellem den, som ved Kåringen har erholdt fleest Stemmer, og den eller de Modcandidater, som udtrykkeligen fordre det. § 38. Afstemningen foregåer samtidigen til de forskjellige Valglister, som Formanden fordeler mellem Valgbestyrelsens Medlemmer. Ved hver Valgliste tilforordnes derhos een af de tilstedeværende Vælgere. Selv deeltager Formanden ikke i Modtagelsen af Valgstemmer.

I den Orden, hvori Vælgerne møde for Valglisterne, nævne de mundtligen een af de Candidater, mellem hvilke der skal vælges.

Efterat have anerkjendt Vælgerne, tilfører det ved Valglisten ansatte Medlem af Valgbestyrelsen den Candidats Navn, på hvilken Vælgeren har stemt, ved Siden af dennes eget Navn, på selve Valglisten.

Den ham tilforordnede Vælger optegner på en særskilt Stemmeliste Vælgerens Navn ved Siden af den Candidats Navn, som han har givet sin Stemme.

Forinden Vælgeren aftræder, oplæses for ham såvel hans eget, som den af ham Valgtes Navn, til Sikkerhed for begge Tilførslers Rigtighed og indbyrdes Overeensstemmelse.

Når Formanden har erklæret Afstemningen for sluttet, tilføre Valgbestyrelsens Medlemmer og sammes Medhjælpere deres egne Stemmer og underskrive såvel Valglisten som Stemmelisten. § 39. Efter samtlige Lister sammenlægger den forenede Valgbestyrelse det Stemmeantal, hver af Candidaterne har erholdt. Udfaldet tilføres Valgbogen og kundgjøres for Forsamlingen. Valglisterne tilbageleveres vedkommende Communer; Stemmelisterne bilægges Valgbogen, som underskrives af hele Valgbestyrelsen. § 40. Den, som ved den navnlige Afstemning har erholdt flere Stemmer end nogen Anden, er valgt. Have Flere ligemange Stemmer, afgjør Lodtrækning, som foretages af Formanden.

Landsthingvalget.

§ 41. Til Landsthingt vælges for hvert Amt og for Kjøbenhavn een eller flere Rigsdagsmænd i Forhold til dets Folkemængde. § 42. Kjøbenhavn skal vælge Fire, Odense Amt Tre, Kjøbenhavns Frederiksborg, Holbek, Sorø, Præstø, Svendborg, Maribo, Ålborg, Hjørring, Viborg, Randers, Ribe, Ringkjøbing og Veile Amter, samt Island, hvert To, og Bornholm, Thisted, Århuus og Skanderborg Amter, samt Færøerne, hvert eet Medlem af Landsthinget.

Slesvig skal vælge elleve Medlemmer af Landsthinget. Den nærmere Fordeling forbeholdes.

56

Forandring i nærværende Bestemmelser efter Folkmængdens Stigen eller overeensstemmende med en Omording af Amtsinddelingen kan kun skee ved Lov.

Stemmegivningen.

§ 43. Stemmegivningen til Landsthinget skeer i Communerne. Den bestyres af Communalbestyrelserne. Dog er det tilstrækkeligt, at Tvende af sammes Medlemmer ere tilstede ved Valgstemmernes Modtagelse. § 44. Tid og Sted til Valgets Foretagelse berammes med mindst tre Dages foregående Varsel til Kirkestevne eller på anden Måde, hvorved det tillige bekjendtgjøres, på hvor mange i Amtet bosatte Mænd hver Vælger kan stemme. § 45. Afstemningen skeer i et offentligt Møde, på et for Vælgerne beqvemt Sted, efter de til Folkethingsvalget brugte Valglister. I den Følge, hvori Vælgerne fremståe for Valgbordet, nævne de Såmange, som der skulle vælges for Amtet.

Af de tilstedeværende Medlemmer af Communalbestyrelsen tilfører det Ene på Valglisterne, ved Siden af Vælgernes Navn, de Mænds Navne, på hvilke han stemmer.

Det andet Medlem optegner på en særskilt Stemmeliste de Valgtes og ved Siden deraf Vælgernes Navne.

Tilførslerne oplæses for Vælgeren, bekræftes af denne, og sammenholdes indbyrdes. § 46. Hvor dertil er Anledning, skulle de, som foreståe Valget, gjøre Vælgerne opmærksomme på Nødvendigheden af, så nøiagtigen at betegne dem, på hvilke de stemme, at Forvexling kan forekommes, såsom ved Fornavn, Stilling, Bopæl o. f. v. Have de Tvivl om de Nævntes Valgbarhed, kunne de fremføre den for Vælgerne, som da er berettiget til at stemme på en Anden. Derimod ere de ubeføiede til at føge at indvirke på Valget eller til at undslåe sig ved at tilføre de Navne, Vælgerne ville have, og således, som han fordrer det. § 47. Når Ingen mere begjerer at deeltage i Valget, tilføre de, som have besyret samme, deres egne Stemmer. Efterat Valglisten og Stemmelisten ere sammenholdte med hinanden, underskrives de begge af dem, som have ført dem, og indsendes til Amtet.

Opgjørelsen.

§ 48. Når alle Valg-og Stemmelister ere indkomne fra de til Amtet hørende communer, tilkalder Amtmanden et Medlem af Amtsrådet og et Medlem af den nærmeste Kjøbstads Borgerrepræsentatantskab, for i Forening med dem at opgjøre Afstemningens Udfald for hele Amtet. § 49. Optællingen af alle de afgivne Stemmer efter de ovennævnte Lister skeer i et offentligt Møde. Udfaldet tilføres en Valgbog, som underskrives af Amtmanden og hans tvende Medhjælpere, og oplæses, forinden Mødet sluttes.

Stemmelisterne bilægges Valgbogen. Valglisterne tilstilles de vedkommende Communer. § 50. De Mænd, som have erholdt flere end Halvdelen af alle de afgivne Stemmer, ere valgte til Rigsdagsmænd.

Såvel de Valgte, som hvor dertil er Anledning, dem, der næst efter dem have erholdt flest Stemmer, meddeler Amtmanden uopholdeligen Valgets Udfald, for at sætte dem i Stand til, hvis de ikke skulde kunne modtage Valget, strax at frasige sig samme.

Omvalg.

§51. Omvalg finder Sted, når Ingen eller dog ei så Mange, som

der skulle vælges for et Amt, have erholdt flere end Halvdelen af de afgivne Stemmer, eller når nogen af de Valgte strax frastger sig Valget. § 52. Omvalg skeer mellem dem, som ved den første Stemmegivning have erholdt slest Stemmer næst efter de Valgte, og som ikke have undslået sig for at stilles til Omvalg. Dette finder Sted mellem et dobbelt så stort Antal Mænd, som der endnu skal vælges. § 53. Bliver Omvalg nødvendigt, berammes det af Amtmanden med mindst otte Dages Varsel ved Bekjendtgjørelse i Stiftsavisen og ved Meddelelse til de under Amtet hørende Communalbestyrelser. Disse lade det kundgjøre med tre Dages Varsel til Kirkestevne eller på anden Måde. Begge Bekjendtgjørelser skulle ikke blot indeholde, hvor Mange der skulle vælges, men også Navnene på dem, mellem hvilke Omvalget skal skee. § 54. Med Valgstemmernes Modtagelse og Tilførsel og med Valg- og Stemmelisternes Indsendelse og Opgjørelse forholdes ganske på samme Måde, som ovenfor er anordnet. § 55. Den eller de, som ved Omvalget have erholdt flere Stemmer end nogen Anden, ere valgte til Medlemmer af Landsthinget.

Kjøbenhavn.

§ 56. For Kjøbenhavn affattes årligen elleve Valglister, een for hvert af de elleve Valgdistrikter, hvori Staden er deelt. Den foregående Berigtigelse af Valglisterne (§ 16) og Påkjendelsen af de mod samme fremkomne Erindringer (§ 19) skeer af den samlede Communalbestyrelse gjennem en Comitee af fem Medlemmer, hvoraf To udnævnes af Magistraten og Tre af Borgerrepræsentantskabet. § 57. Valgbestyrelsen i hvert af Kjøbenhavns elleve Valgdistrikter beståer af fem Medlemmer, som udnævnes af den forenede Communalbestyrelse, de to af sammes egen Midte, de tre Andre blandt de i Distriktet bosatte Vælgere. Hver Valgbestyrelse vælger selv sin Formand. § 58. Ligesom Kåringen og, om fornødent, den navnlige Afstemning til Folkethinget foretages i de elleve Valgdistrikter, overeensstemmende med de ovenfor foreskrevne Regler, således skulle også Landsthingvalgene skee i disse Distrikter til de for disse affattede Valglister, og under Ledelse af de for samme anordnede Valgbestyrelser. Hver Vælger stemmer derved i sit Distrikt på Såmange blandt de Valgbare, som i eet År have havt fast Vopæl i Kjøbenhavn, og som der for samme skulle vælges til Landsthinget. § 59. Valg- og Stemmelisternes Opgjørelse, Anordningen af Omvalg og sammes endelige Afslutning foretages af de elleve Valgbestyrelsers Formænd i Forening, som dertil selv udvælge en Formand af deres egen Midte.

Almindelige Bestemmelser.

§ 60. De almindelige Valg foregåe ordentligviis hvert fjerde År på samtlige Medlemmer af Folkethinget og på Halvdelen af Landsthingets Medlemmer.

Valgene skulle være tilendebragte inden den første Mandag i October Måned, og gjælde fra denne Dag indtil den første Mandag i October Måned — for Folkethingsmedlemmernes Vedkommende i det fjerde, for Landsthingsmedlemmernes Vedkommende i det ottende År derefter. § 61. Foretages almindelige Valg, fordi hele Rigsdagen er opløst, gjælde de nye Valg for det hele Tidsrum af fire og otte År, for hvilket Valgene ordentligviis skee, at regne fra den første Mandag i nærmest foregående October Måned.

57

§ 62. Opløses kun eet af Thingene, gjælde de nye Valg kun for den Tid, som det opløste Thing efter de almindelige Regler vilde have havt tilbage. § 63. Er Landsthinget efter foregående Opløsning — enten alene eller i Forening med Folkethinget — fuldstændigen fornyet, afgjøres det ved Lodtrækning mellem de for hver Valgkreds (Amt eller Kjøbenhavn) Valgte, hvilken Halvdeel der skal afgåe på den Tid, da det næste Valg til Folkethinget finder Sted, og hvilken Halvdeel der skal beholde sit Sæde i fire År efter denne Tid. Forsåvidt Tallet på de for enkelte Amter Valgte er ulige, anordner selve Thinget det Fornødne. § 64. Bliver Valget af en enkelt Rigsdagsmand nødvendigt, enten fordi et Valg erklæres for ugyldigt, eller fordi den gyldigen Valgte senere mister sin Valgbarhed, eller fordi han frasiger sig sit Sæde, eller afgåer ved Døden, gjælder det nye Valg for så land Tid, som den, i hvis Sted den Nyvalgte indtræder, vilde have havt tilbage. § 65. Ingen kan frasige sig sit Sæde for et enkelt Rigsdagsmøde eller en bestemet Tid. Hvorvidt et Forfald, der i længere eller kortere Tid forhindrer en Rigsdagsmand fra at indtage sit Sæde, skal have nyt Valg til Følge, afgjøres efter de oplyste Omstændigheder af det Thing, hvortil han hører. § 66. Skulle almindelige Valg foretages, enten fordi Valgtiden er udløben, eller fordi hele Rigsdagen eller eet af Thingene er opløst, vil derom udgåe et åbent Brev, hvori Kongen berammer Valgmødernes Afholdelse til en bestemt Dag over hele Riget. Skulle enkelte Valg skee i et Valgvistrikt eller Amt (Kjøbenhavn), udgåer Anordningen af samme fra vedkommende Minister. § 67. Enhver, som vælges til Rigsdagsmand, erholder et Valgbrev, som tjener ham til Beviis for denne hans Egenskab. Valgbrevene skulle underskrives — til Folkethinget af den samlede Valgbestyrelse — til Landsthinget af Amtmanden og dem, som i Forening med ham Opgjøre Stemmegivningen.

Tillæg.

§ 68. Den Folkethingets Medlemmer tilkommende daglige Godtgjørelse bestemmes til to Rigsbankdaler for hver Dag, Rigsdagen er samlet. Reiseomkostningerne erstattes Folkethingets Medlemmer efter indgiven, af Thingets Formand bifaldet og anviist Regning.

Formanden:

Jeg antager, at Forsamlingen ikke vil tage dette Udkast under Behandling, førend Regulativet for Forretningsordenen er udarbeidet. Det vil jo nemlig være meget vigtigt, på hvad Måde dette Forfatningsudkast behandles af Forsamlingen, og det synes derfor at måtte være rigtigst, først at bestemme Forretningsordenen; jeg anseer det også for den almindelige Mening i Forsamlingen, først at tage Regulativet under Behandling, såmeget mere som det er påtrængende nødvendigt, i kort Tid at fåe dette affattet. Med Hensyn til Dagsordenen imorgen skulde jeg bemærke, at den Deputerede fra Århuus har indgivet et Forslag, som er opslået på Tavlen, at Forsamlingen skulde give Svar på Hs. Majestæts Tale ved Forsamlingens Åbning. Det vil altså komme til Forhandling imorgen, og Mødet vil da begyndes Kl. 12 ligesom idag. De ærede Rigsdagsmænd, som have talt idag, og som måtte ønske at gjennemsee deres Taler, skal jeg tillade mig at meddele, at der Kr. 6 eller ialtfald Kl. 7 vil være en Correctur af Rigsdagstidenden her tilstede under Tilsyn af en af Secretairerne, og ville de således kunne fåe Leilighed til at gjøre opmærksom på de Feil, der muligen kunde være indløbne.

Han erklærede derefter Mødet for hævet.

Tredie Møde.

Den 25de October

Formanden:

Fra Studenterforeningen har jeg modtaget en Skrivelse til Rigsforsamlingen, hvorefter Foreningens Locale er åbnet for samtlige Medlemmer af den danske Rigsforsamling. Dernæst har jeg modtaget en Skrivelse fra Justitsministeriet, som indeholder et Brev fra Deputeret eller Rigsdagsmand for Præstø Amts 4de District, Hans Hansen, hvori han erklærer sin Udmeldelse. Denne Skrivelse vil måskee passende kunne oplæses, og Secretairen vil således have den Godhed at læse den op.

Secretairen oplæste derefter følgende Skrivelse:

Underdanigst Promemoria!

Undertegnede, Indsidder og Bomuldsvæver Hans Hansen af Nørre-Mehrn i Præstø Amt, der er udvalgt til Rigsdagsmand for dette Amts 4de Valgdistrikt, har ikke kunnet forblive uvidende om eller uberørt af den Mening, der udenfor min egen Kreds har gjort sig gjældende imod bemeldte mit Valg. Jeg troer at kunne og burde bøie mig for denne Opinion, og dette falder mig såmeget lettere, som jeg ikke blot er overbeviist om, at jeg efter mit Lands Love har Ret til at fordre mig anerkjendt i den Hæderspost, hvortil et så overveiende Antal af mine Medborgere i min egen nærmeste Kreds ved deres Agtelse og Tillid have kåret mig, men som jeg tillige kan give mig selv det Vidnesbyrd, at jeg ikke fortjener og med Guds Hjælp aldrig skal fortjene den hårde Dom, hvormed man udenfor min egen Kreds ikke tager i Betænkning at stemple mig.

For således ike at give Anledning til Brydninger og Vanskeligheder, der kunne være skadelige for Folkefrihedens Sag og besværlige for denne Sags Forkæmpere, undlader jeg ikke herved underdanigst at anmelde for Deres Excellence, at jeg ikke kan give Møde på Rigsdagen og derfor må bede om nyt Valg foranftaltet for mit Distrikt.

Mehrn pr. Præstø den 16de October 1848.

Underdanigst Hans Hansen, Bomuldsvæder.

Til Hans Excellence Justitsminister Bardenfleth i Kjøbenhavn.

Formanden:

Jeg må dertil føie, at Justitsministeriets Skrivelse indeholder, at umiddelbart efter at det havde modtaget Skrivelsen, har det gjort de fornødne Foranstaltninger til at foranledige et nyt Valg. — Efter Dagsordenen har Rigsdagsmanden fra Århuus Ordet.

Otterstrøm:

Således som jeg ved Anmeldelsen for den høitærede Formand har tilkjendegivet, er det min Formening, at den Tale, hvormed Hans Majestæt Kongen åbnede Rigsforsamlingen, har Krav på et Svar af Forsamlingen, og jeg skal derfor tillade mig at føreslåe, at der indgives en Adresse i den Anledning.

Det vilde vistnok være det Ønskeligste, om Forholdene vare således, at Forsamlingen kunde lade det være nok at bevidne Kongen sine Taknemmeligheds-Føleser, men det er desværre anderledes.

Vi ere forsamlede her i en skjæbnesvanger Tid, for at røgte det vigtigste Kald, som en Nation kan betroe sine Udvalgte.

Hele det danske Folks Blik er i dette Øjeblik fæstet på vor Gjerning; men det er ikke Forfatningsloven alene, som er Gjenstand for dets Ønsker og Forventninger, det er i ikke mindre Grad Løsningen af Striden om Danmarks Grændse, Opretholdelsen af Fædrelandets Ære og Værdighed, som er bleven såret så dybt ved Mangel af Opfyldelsen fra Modpartiets Side af den affluttede Våbenstilstands Betingelser; og derhos er Folket gjennemtrængt af Medfølelse for vore lidende Brødre i Slesvig, som hænge fast ved os med ubetvingelig Hengivenhed, uagtet de Krænkelser, som de af denne Årsag dagligen ere underkastede.

58

Folket er rede til fremdeles at bringe Opoffrelser for en Sag, som er det hellig, men det har den Tillid til os, at vi skulle hæve den Udished, hvori det befinder sig, om hvad der er virket og fremdeles vil blive virket til Øpnåelsen af det Mål, som Nationen har stillet sig og vor dansksindede Konge også har erkjendt for sit, da han i en høitidelig Stund udtalte de Ord: „det skal ikke skee.“

Denne Folkets Tillid tør Forsamlingen ikke svigte, da det er i den, at vi gjensidigen skulle søge og sinde vor Styrke, og vi ville derfor ikke ved en Adresse kunne forbigåe at berøre, hvad der så levende bevæger sig i Folket. Men på den anden Side tør vi ikke forglemme, at der også vogte arglistige Øine på os, og at Intet vilde være kjærere for vore Fjender end at see det Bånd løsnet, som har knyttet Folket og Regjeringen fast til hinanden og fremkaldt så store Offre af Folket for at understøtte Regjeringen i Kampen for Statens Udelelighed.

Denne Betragtning gjør det efter min Anskuelse tilrådeligt, at Forsamlingen i det næværende Anliggende iagttager en Varsomhed, som under andere Omstændigheder ikke vilde være fornøden.

Jeg føler vel, at mit Forslag og hvad jeg har antydet med Hensyn til Adressens Indhold må hos Mange vække Spørgsmål, som de gjemme i deres Barm, og bringe dem frem på Læberne; men dersom ieg er så heldig at være bleven forstået, tør ieg nære det Håb, at de fremdeles ville holde disse Spørgsmål tilbage, indtil de ved foreliggende Leiligheder, hvortil der i Regjeringens Meddelelse til Forsamlingen er hentydet, ville kunne fremkomme dermed under en hensigtsmæssigere Form end den, Adressen dertil frembyder.

Når Folket veed, at hvad der ligger det på Hjertet, ingenlunde af Forsamlingen er opgivet, men at den kun har udsat det, fordi det ikke kan være tjenligt for Fædrelandets Vel, at det finder sin Udgang i Discussionen af en Adresse, så vil Folket sikkerligen finde sig tilfredsstillet for Øjeblikket.

Vi leve i en Tid, hvor en urokkelig Tillid er nødvendig, dersom vi skulle bevare Håbet om, at vor retfærdige. Sag vil seire.

Der svæver en Tordnesky over Danmark, som truer med at søndersplitte Riget. Men der gives en Afleder, som ikke vil forefeile sin Virkning til at forebygge Søndersplittelsen, og det er Fædrelandskjærligheden. Hvor denne varmer Hjertet og leder Forstanden, der vil Enighed og Samdrægtighed slutte Folket fast til hinanden, som til Regjeringen, og dette Sammenhold indeholder en Modstandskraft, som fast er uberegnelig.

Dersom den ærede Forsamling måtte billige mit Forslag, vil det vistnok være tilstrækkelig klart for Enhver, hvor vigtigt det må være at anvende den største Opmærksomhed på Valgene af den Comitee, som jeg formoder vil blive nedsat til at forfatte Udkast til Adressen, for at Adressen kan blive således, at den selv med de forskjellige Anskuelser af Forholdenes Krav kan tiltrædes uden at foranledige en Discussion, der her så meget mindre turde være på sit rette Sted, som det upåtvivleligen må være af Vigtighed, at den første Beslutning, der udgåer fra Rigsforsamlingen, bærer Vidnesbyrd om Enighed og Sammenhold.

Landsoverretsprocurator Christensen:

Af ligetænkende Collegaer i denne Sal har jeg fået det Opdrag, for så vidt at understøtte det Andragende, som her er stillet, at jeg skal tillade mig at anbefale, at Forsamlingen udtalte for Hans Majestæt sin og Folkets dybe Erkjendelse og Tak for den i Historiens Årbøger exempelløse Uforbeholdenhed og Ærlighed, hvormed vor ophøiede Monark har imødekommet Folkets Ønske, for det åbne og imødekommende Sind, han har bevaret for Folkets Ønsker lige til denne Dag, og for det dybe, alvorlige danske Hjertelag, han i sin korte, men prøvelfesfulde Regjeringstid allerede har lagt for Dagen. Jeg skal altså forsåvidt anbefale det Andragende, som foreligger; men jeg skulde derimod rigtignok mene, at Udtalelsen fra Forsamlingens Side burde indskrænke sig til dettte Ene: Erkjendelse og Tak for Hans Majestæt, vor ophøiede Konges personlige, folkelige, frihedselskende og fædre

landskjæflige Færd. Jeg udtaler dette såmeget hellere i denne Sal, som jeg har havt rig Leilighed til at overbevise mig om, at den Følese, jeg her udtaler og selv nærer, er aldeles almindelig, navnlig i Landbostanden, og som derved tillige turde fremgåe at Vidnesbyrd om, at Landboerne ikke mindre end Statens øvrige Borgere skjønne og håbe på de Frihedens Goder, som Hans Majestæt således har tilsagt os.

Thalbitzer:

Idet jeg med Glæde slutter mig til det gjorte Forslag, der ikke alene indeholder Forsamlingens Mening, men også vil være et sandt Udtryk, såvidt jeg veed, af hele Folkets Følelser, skal jeg blot tillade mig at foreslåe, om der ikke tillige i Adressen kunde blive gjort Hans Majestæt Anmodning om, at han vilde meddele Sverrigs og Norges Konge og Folk Rigsforsamlingens verme Taksigelse for den Deeltagelse, der er viist os i så mange Henseender i den betrængte Tid, som vort Fødeland har været i Jeg antager, at man såmeget snarere kan fåe dette Ønske indført i Adressen, da man, foruden alt Andet , som man opfordres til at takke vor frihedselskende, folkeligsindede Konge for, ikke må undlade at påskjønne, at han også deler med sit Folk de skandinavske Sympathier. Han har således, samtidigt med, at Brodersolkene rakte hinanden Hænderne, vidst at slutte et inderligt, personligt Venskab med Kong Oscar. Jeg troer altså, at den hurtigste og meest loyale Måde at kundgjøre vore Nabobrødre på, hvad der rører sig i Folket, vilde være den, derom at optage en Bemærkning i Adressen.

Boisen:

Det vilde være såre ønskeligt, om den Tiltale, hvormed Forsamlingen henvender sig til Kongen, kunde udgåe som et eenstemmigt Udtryk af Forsamlingens Følelser, som fra eet Hjerte, og vor Konges Redelighed, hans Ordholdenhed, hans Frisindethed, hans Folkelighed og fremfor Alt hans danske Hjertelag, giver vistnok Forsamlingeu rig Anledning nok til at henvende sig til ham i en Tiltalke, der vil sinde Gjenklang i Alles Hjerter. Jeg havde rigtignok troet, at man ikke godt kunde henvende sig til Kongen, uden at man også måtte omtale Regjeringens Foranstaltninger, men jeg indseer på den anden Side godt, at dersom dette skulde skee, så vilde Tiltalen ikke udgåe eenstemmig fra Forsamligen,og det er dog dette, jeg af ganske Hjerte måtte ønske. Men eet Punkt er der dog, som i denne Tiltale ikke kan undgåes at blive omtalt og som også meget vel kan optages uden at forvolde, at den ikke skulde blive eenstemmig: det er vor Glæde, vi ville udtale over Hs. Majestæts danske Hjertelag og novnlig over hans Hjertelag mod vore slesvigske Brødre, og dertil mener jeg da ganske naturlig kunde knyttes Udtalesen af vort Hjertelag for den samme Sag. Jeg veed meget godt, at således vil Hjertesproget komme til at lyde, det Sprog, som ofte må forstumme under vore politiske Forhold; men her må det dog ikke forstumme, fordi det vilde være unaturligt at tie stille med det, som ligger os Alle nærmest på Hjerte. Dersom vi vilde tie dermed, da troer jeg idetmindste, at vi vilde skuffe vor Konges Forventning, som i sin Tiltale til os har peget hen derpå, og jeg er vis på, at vi vilde skuffe også hele Folkets Forventning og svakke dets Tillid til os, og at vi fremdeles dybt vilde såre vore slesvigske Brødre og give vore Fjender et Påskud til at sige, at ny havde vi opgivet den danske Sag; jeg troer endelig, at vi, hvis vi vilde tie dermed, vilde ståe i et underligt Lys hos de fremmede Magter; og derfor beder jeg om, at Tiltalen, som for første Gang lyde fra Rigsforsamlingen til over Konge, også må berøre dette Punkt. Jeg beder Forsamlingen om, at vi i den Tiltale, som skal udgåe til Kongen, måtte udtale vor dybe Kjærlighed til og Taknemmelighed mod ham, at vi måe udtale vor Kjærlighed til vore slesvigske Brødre, vort Håb om bedre Dage for dem og vor inderlige Bøn til Kongen om, at Alt, som er muligt, må blive gjort for at gjøre dem deres Tilstand tålelig, samt tillige udtale vor Beredvillighed til at bære ethvert Offer, som denne Sag kræver .

(Fortsætles.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Lunø.

59

Tredie Møde. (Fortsat).

Schiern:

I Anledning af Proponentens Udtryk, at man ikke kunde drage „Omsorg” nok for Valget af den Comitee, som nedsættes, føler jeg mig opfordret til at gjøre en Bemærkning. Jeg er uvidende om, hvorvidt Vedkommende selv ønske at gjøre Forsamlingen nærmere bekjendt med, hvad der vedkommer Danmarks Forhandlinger med fremmede Magter i den slesvig-holsteenske Sag, eller om det tilbørlige, alstdige Hensyn til Rigets såvel ydre som indre Forhold skjønnes at gjøre en sådan Forelæggelse nu enten mislig eller betænkelig. I forste Tilfældee vil jeg for Tiden soge Hvile deri, i det andet Tilfælde derimod, da lod det sig tænke, at Forsamlingen selv helst ønskede, at vedkommende Actstykker overgives til Adresse-Comiteen, eller at den omvendt kandt mere Grund til at foretrække, at disse forbeholdes en kommende Tid og Leilighed, således altså, at Adressen nærmest kun blev en hurtig Besvarelse af Kongend Tale, således, at den omtrent blev en — jeg vil helst tænke — fra alle Sider i denne Sal eenstemmig, patriotisk, kort Udtalelse af, at Forsamlingen med Kongen og hans Mænd vil mødes i redelig, bestemt, varig Villie til at værne om den danske Nations Selvstændighed og Uafhængighed.

Jeg har taget mig den Frihed at gjøre denne Bemærkning, fordi det måskee på Een eller Anden foruden mig vil have nogen Indflydelse med Hensyn til Sammensættelsen af den påtænkte Comitee, om dens Virksomhed nærmest tænkes i den ene eller anden af de af mig påpegede Retninger, enten også prøvnde og gjennemgående Actstykker og andre Oplysninger eller blot søgende et Udtryk af en fælleds Stemning, hvori vi enes.

Duntzfelt:

Det Forslag, som idag er gjort i Forsamlingen, gåer ud på at indgive en Adresse til den Konge, som alene af egen Drift, af Kjærlighed til sit Folk har nedlagt sin souveraine Magt og vil dele den med Folkets Repræsentanter, en Adresse til den Konge, som har skjænket Landet denne Velgjerning, hvis Ånd er tilstede som det varme Pulsslag i de Følelser, som Folkets Repræsentanter så utvivlsomt idag have udtalt at besjæle det hele Folk. Det forekommer mig, at det vilde være særdeles ønskeligt, at Adressen måtte være et Udtryk af Forsamlingens ublandede Følelser; men ihvor varsom man end vil gåe tilværks ved dens Affattelse, vil det dog neppe kunne undgåes, at Omstændighederne kunne påbyde at gjøre til Gjenstand for Forhandling Ting, som ikke ville fremkalde så ublandede Følelser i denne Forsamling. Det er bekjendt, at i de constitutionelle Lande, i hvis Række Danmark nu indtræder, ansees Throntalen som en Meddelelse af Regjeringens Politik; det er altså Regjeringen, de ansvarlige Ministre, som ansees for at være Forfatter til denne Tale. Ved denne Leilighed har Hs. Majestæt selv kun udtalt få, men hjertelige Ord til Forsamlingen; han har overladt til sine Ministre at meddele Forsamlingen, hvad der med Hensyn til den indre og ydre Politik måtte være den magtpåliggende at vide. Det forekommer mig, at da det vil være en Umulighed at affatte en Adresae, der tillige skulde indeholde en Gjennemgåelse af Regjeringens Meddelelse, således at den i Eet og Alt skulde være Udtrykket for den hele Forsamlings eenstemmige Følelser, kunde den deles i to Dele, således at den ene-kun indeholdt Ord, fulde af Taknemmelighed og Hengivenhed, som et taknemmeligt Svar på Hs. Majestæts Tale til Folkets Repræsentanter, en Tak, fordi han har skjænket dem en Forfatning, som han siger, at det er hans Ønske, Håb og Stolthed at måtte kunne grundfæste det gamle

Danmarks Ære og Lykke, hvorimod en anden særskilt Adresse kunde omhandle de forskjellige Punkter, der omtales i Ministertets Meddelelse. Dette Forslag har jeg troet at måtte henstille til Forsamlingens nærmere Overveielse.

With:

I Provindstalstændernes Tid da veed jeg vel, at det var Brug at indføre i Adresser adskillige Ting, adskillige Ønsker, som man ikke vovede høit og lydeligt at udtale under den sædvanlige Form; men nu, da Ordet er frit, som Tanken er fri, da er det min Overbeviisning, at den Adresse, som vi ville indgive til Hs. Majestæt, bør være henvendt på at bevidne ham vor Taknemmelighed for det Gøde, han har skjænket os. Dersom der næres i vor Barm andre Ønsker, da er her givet Leilighed til at fåe dem drøftede og udtalte i særskilte Petitioner, og jo flere fremmede Elementer man vil indføre i Adressen, desto vanskeligere vil det være at fåe den eenstemmig, hvilket dog vistnok er særdeles ønskeligt i denne Tid. Hvad navnlig Sverrigs Forhold til Danmark angåer, da er jeg vistnok meget tilbøielig til at give den svenske Nation min Tak for det kjærlige Sindelag, den har viist mod os, men hvorledes man end vil indføre den i en Adresse, så vil der vistnok opståe megen Dispute om Udtrykkene; thi Mange ville vvistnok være enige med mig i at takke de Svenske, der have fægtet under vor Fane, for den Deeltagelse, de have viist, medens Andre ikke synes at kunne tillægge den svenske Hjælp den Betydning, den vistnok har havt. Hvad navnlig det slesvigske Spørgsmål angåer, da er det en så vigtig Sag, at jeg ikke troer, at det bør indføres i en Adresse, men blive Gjenstand for en særegen Behandling; jeg slutter mig derfor til dem, som mene, at Adressen kun bør være en Takadresse.

Linnemann:

Jeg kan ikke være enig med den foregående Taler. En blot Takadresse forekommer mig at være ligeså unyttig og unødvendig som lidet passende for denne Forsamling. Folket venter vist en Udtalelse om noget Mere; på den anden Side tilståer jeg, at jeg ikke kan begribe, hvorledes denne Forsamling allerede nu skukde kunne fremkomme med en meget bestemt, om jeg så må sige, kritisk Adresse, sålænge de fornødne Oplysninger mangle. Jeg troer derfor, dersom jeg har forstået den ærede Proponent rigtigt, at han ønsker at gåe en Middelvei, og hertil vil jeg også slutte mig således, at Adressen, næstefter at udtale Tak, og varm og hjertelig Tak til Kongen, tillige udtalte Nationens Beredvillighed til fremdeles at yde endnu større Offre for at fremme og befæste Danmarks Ære og Selvstændighed, og for navnlig at fremme den Sag, hvorom vi dog Alle måe være enige, nemlig Slesvigs uadskillelige Forbindelse med Danmark.

Tage-Müller:

Jeg skulde ikke have tilladt mig at reise mig, når. ikke mit Opholdssted netop ved Slesvigs Grændse, eller, dersom den naturlige Grændse skal komme i Betragtning, i selve Slesvig havde dertil opfordret mig, og jeg således ved et Spørgsmål, der vistnok for Øjeblikket hører til de vigtigste Emner, nemtig Slesvigs Forhold til Danmark og hvorvidt dette skal berøres i den foreslåede Adresse, er kommen til Orde. Så dybt som noget har mit Hjerte følt ved den betrængte Tilstand, hvori såmange Slesvigere, hvis Hjerter slåe varmt for den danske Sag, have i den nu forlødne Sommer været stedte, og især bløder mit Hjerte ved at tænke på den Tilstand, hvorunder disse Slesvigere nu måe leve, da de under den såkaldte Våbenstilstand mange Steder mere hånes og fortrædiges, end det forhen under Krigen var Tilfældet. Hvad Adressen angåer, da finder jeg det aldeles passende, at vi — og jeg ønsker og håber eenstemmig — tolke vor

60

Tak til den folkelige Konge, der således er kommen den danske Nations Ønsker imøde; og som således vil dele sin lovgivende Magt med Folket. Denne Tak mener jeg passende udtrykkes så varm som muligt, ifald det var muligt, at Ordet kude finde Udtryk nok for Hjerternes fulde Følelser. Hvad det slesvigske Spørgsmål angåer, da veed jeg neppe, hvørledes man i denne Henseende på den ene Side kunde udtrykke sig stærkt nok og på den anden Side forsigtigt nok, thi vist er det, at Ønsket om, at Slesvig må uadskillelig forbindes med Danmark, må være så varmt i ethvert Bryst, som slåer med fuld Kjærlighed til sit Fædreland, at intet Ønske af den Art kan være varmt nok; men derimod mener jeg, at Forsamlingen ingenlunde kan afgjøre, om det var det Rigtigste, hvad vi vel ønskede, dersom vi blot turde følge vore Følelser, strax at forjage Voldsmænd, som jeg måskee nu tør kalde dem, som ere trængte ind over Slesvige Grændser, og fuldelig hævde de danske Slesvigeres Ret, tht vi vide dog ingenlunde, hvilke sørgelige Følger for Tiden, og måskee endog for en Tid, som vil være snart forhånden, et sådant Skridt, hvortil en velmenende Følelse i vort Hjerte vilde lede os, når ikke koldere Overveielse burde finde Sted, vilde føre med sig. Derfor mener jeg, at i den Henseende måtte Adressen være affattet med særdeles megen Forsigtighed og ingenlunde med nogen bestemt Opfordring til, hvad Regjeringen efter sin Viisdom og efter sin Kundskab til det Forhold, som vel den største Deel af os ikke kjender, måtte beslutte.

Schytte:

Jeg skal ikke indlade mig på at yttre mig om, hvad der skal indføres i Adressen. Den hidtil førte Discussionhar tilfulde viist, at Meningerne derom ere deelte. Jeg antager, at Proponenten, hvad også en æret Taler ligefrem har udtalt, har tilsigtet at gåe en Middelvei. At gåe denne er, som bekjendt, Noget af det vanskeligste; men hvorvidt man nåer Målet vil først kunne afgjøres, når de Oplysninger ere indhentede, som jeg antager, at den Comitee, der vil blive udnævnt, ikke vil forsømme at indhente, og som det høie Ministerium, forsåvidt det måtte finde en sådan Meddelelse passende, også vil meddele. Jeg troer derfor, at man på Sagens nærværende Standpunkt ikke bør gåe længere ind på Realiteten af, hvad man ønsker indført i Adressen, men med Omhyggelighed vælge den Comitee, som har at gjøre Forslaget, og først når den er fremkommen med dette Forslag, mener jeg, at man kan komme til at drøfte Sagen.

Madvig:

Det Tilsvar, hvormed Forsamlingen skal besvare Hans Majestæts Tiltale til os, en Tiltale, som er fremkommen fra Hans Majestæt uden Tvivl i fuldkommen Samklang med Ministrene, denne Tiltale fra vor Side, troer jeg, skulde, som den forste Yttring af Forsamlingen, være en sådan Udtalelse af den Stemning, hvoraf Forsamlingen er besjælet, at den i den Henseende også kunde stille Forsamlingen i et rigtigt Forhold til Folket, som har sendt os. Jeg troer, at i denne Henseende vilde en Adresse blive ufuldstændig, hvis den indskrænkede sig til blot at være en Tak, ligesom den som en blot Taksigelse ikke vilde indeholde et ganske fuldftændigt Svar på Tiltalen, idet denne dog også har antydet de høist vanskelige Forhold, i hvilke Riget for Øjeblikket befinder sig, og hvis Ordning imødesees af Kongen og Folket. Jeg troer, at der er en sådan Stemning hos Folket, en sådan Længsel efter at see disse Forhold ordnede, en sådan Stræben efter at see dem vel ordnede, samt drrhos Beredvillighed til at yde de Offre, som måtte kræves, at denne Ånd hos Folket også må komme tilsyne hos dets valgte Repræsentanter; men på den anden Side troer jeg, at ikke Forsamlingen vil eller Folket kunde ønske, at den skulde udtale Noget, som Forsamlingen ikke var tilstrækkelig underrettet om for at kunne udtale. Men skulde Forsamlingen virkelig udtale sig om, hvad der kunde opnåes med Hensyn til Ordningen af Rigets Forhold, så kom vi ind på den vanskeligste og meest omfattende Undersøgelse, og vi concentrerede Alt, hvad der siden vilde blive Gjenstand for denne Forsamlings Forhandling eller en stor Deel deraf i den første Debat, hvorved altså vilde fremkomme en Disharmoni og Splid, som må soges undgået. Det svækkende Indtryk bør undgåes. Dertil kommer, at en Prøvelse af Rigets Forhold vilde medtage, når den skulde være grundig, en lang Tid, i hvilken der ikke

@@vilde fremgåe nogen Gjerning af Forsamlingen. Jeg troer altså, at vi her, som også før er antydet, bør søge en Middelvei, og denne Middelvei, troer jeg, lader sig temmelig bestemt opnåe derved, at man udtaler Stemningen i Folket, men holder enhver Dom eller Kritik ude af Adressen. Stemningen er Taknemlighed for den frie Forfatning, som vi skulle fåe, og som vi nu ere rykkede nær; den er dernæst Beredvillighed til at understøtte Kongen; og Regjeringen på enhver Måde og med alle Slage Opoffrelser, at stræde efter at ordne Statens Forhold i Overeensstemmelse med Danmarks Ret og Folkets Erkjendelse af denne Ret. Dette kan allerede på dette Standpunkt udtales, det kan udtales på en sådan Måde, at man undgåer enhver Yttring om, at Forsamlingen senere hen under de fremskridende Forhandlinger venter at blive underrettet, i det Enkelte og bestemt, både om, hvorledes Sagerne for Øjeblikket ståe, hvorledes Udsigterne ere, og ad hvilken Vei vi ere komne på det nærværende Standpunkt. Vi behove ikke at skyde fra os at udtale, at dette må komme til Forhandling, idet vi yttre at ville gåe ind på alle de Forslag og Midlerne til at ordne Staten på, som udkræves, idet vi ved at gåe ind på disse Forslag ville finde os i alle de dertil skikkede Offre, men at vi uden Hensyn til Forslagenes Indhold og de i så Henseende meddeelte Oplysninger uotale den gjennem Nationen gående Stemning, at Folket med største Beredvillighed vil understøtte disse Bestræbelser for at hævde Danmarks Ære og håber, at diese Bestræbelser fastholdes til den yderste Mulighed; ud over denne forlanger Folket heller ikke at gåe, eller at dets Skjæbne skal sættes på Spil; dette er Grændserne, som bør sættes for en Adresse; dette er, hvad Folket venter at ville blive udtalt af Forsamlingen allerede endnu idag.

Ræder:

Jeg vilde være ganske enig i, at den Adresse, som nu skal indgives til Hans Majestæt, kun skal være en Taksigelse, men jeg kan ikke negte, at jeg ei kan bifalde denne Mening, når vi ikke i den Anledning forbeholdee os Ret til nærmere at betragte vor Tilstand, som i høieste Grad foruroliger os. Premierministeren har vel meddeelt os en Skizze over Tilstanden, men jeg må oprigtig tilståe, at den ikke har været tilstrækkelig; måskee tilstrækkelig som en offentlig Meddelelse; men Folket ståer i dette Øjeblik med så stor Forventning til denne Forsamling, at den må fordre en fuldkommen og aldeles uforbeholden Erklæring om, hvorledes Staten nu ståer; den må vide, hvorledes det slesvig-holstenske Spørgsmål ståer, thi uden en sådan Erklæring kan den ei have en tilstrækkelig Tillid til Ministeriet, og vi ståe her altså i en altfor mislig Stilling, når vi ikke see, på hvad Fod vi ståe. Jeg tør derfor håbe, at Ministeriet med det Allerførste vil forelægge Forsamlingen en sådan Fremstilling af hele Statens Status. Jeg er overbeviist om, at når der tales med Tillid, vil der mødes med Tillid, og når der tales med Sandhed, vil man komme Ministeriet imøde med Sandhed, og den vil sikkert ei være Ministertet til Skade. Lad Tordenen rulle, det gjør Intet til Sagen; efter Torden kommer lys Dag, og Gud give, at den snart må oprinde for Danmark.

Stockfleth:

Forsåvidt det er yttret, at den foreslåede Adresse blot skulde være en Takadresse, da kan jeg ikke være enig med de Herrer, der have yttret Sådant; jeg troer i denne Henseende, at man vilde skuffe Folket, at man vilde skuffe Nordslesvigerne. Det vilde være synderligt, om det første Ord, som udgik fra Rigsforsamlingen, ikke skulde indeholde et eneste trøstende og opmuntrende Ord til dem, som for Øjeblikket lide mere end under selve Occupationen; man har vel erholdt en Våbentilstand, men denne er endnu ei trådt i Kraft, og Danmark har ikke formået at hævde fine Rettigheder. Vi have endnu i de seneste Dage seet, hvorledes Haderslev har været underkastet blodige Optrin af det. der herskende Parti. Jeg anseer det nødvendigt, at vi idetmindste komme med et opmuntrende Ord i selve Adresen til vore slevigske Brodre. Jeg holder for, at vi bør udtale Folkets Beredvillighed til ethvert nyt Offer i denne Retning. Jeg anseer det derfor for ønskeligt, om de Deputerede fra Landets forskellige Distrikter udtale sig om den Stemning, som i denne Henseende hersker hos dem. Jeg møder fra et Distrikt, som just har været besat af Fienden; men jeg kan forsikkre, at det, de hårde Byrder uagtet, der have været pålagte, døg er

61

beredt til at bringe endnu større for Danmarks Ære, Danmarks Selvstændighed.

Gram:

Jeg skal kun tillade mig at bemærke, at jeg må slutte mig til den sidste ærede Taler. Jeg lever i et Distrikt, hvor Blandingen af Slesviger og Danske er almindelig bekjendt. I det Sogn, hvor jeg boer, er omtrent ⅓ Slesvigere; disse have mere eller mindre lidt af Krigen og lide endnu af den Overmagt, som udøves af den ulovlige Regjering. Jeg må derfor, idet jeg nøie kjender Stemningen der, som og i de øftlige Dele af Nordslesvig, stemme for, at Adressen ei blot indeholder Tak, skjøndt dette er den vigtigste Deel af samme, fordi vi Alle føle, hvormeget vi skylde vor folkelige og elskede Konge for det, som han allerede har givet, og som vi håbe, at han fremdeles vil give sit Folk; men jeg troer tillige, at Adressen bør indeholde nogle trøstende og opmuntrende Ord. Den Taushed, der hidtil har hvilet over denne Sag, har hvilet ligesom en trykkende Steen på hele Folkets Hjerte, men naturligviis må Trykket føles meest blandt dem, om hvilke det er uvist, om de have været folgte eller kjøbte. Adressen bør inderholde noget Trøstende og Opmuntrende for dem. Det er ikke min Mening, at man skal indlade sig så dybt på Sagen, at der vil kunne opståe Forvirring, eller at måskee derved Regjeringen kunde bringes i Forlegenhed med sine diplomatiske Underhandlinger, men jeg formener, at man må såvidt muligt trøste og berolige Slesvigerne, at de kunne vinde Mod og Kraft til at holde ud, indtil Forløsningens Time måtte slåe. Når en Adresse affattes på en forsitgtig Måde og i denne Ånb, er jeg overbeviist om, at den ikke vil skade; jeg er ligeså overbeviist om, at den vil udøve en gavnlig Indflydelse, ikke blot i Slesvig, men over det hele danske Land, og holder jeg mig tillige forvisset om, at man derved kommer Folkets Ønske imøde, thi Folket overalt, og navnlig i Slesvig, seer med den høieste Forventning enhver Tidende imøde, der udgåer fra Rigsdagen. Det er vigtigt, at Rigsdagens første Ord ere sådanne, at de kunne bringe en Stemning ud over det hele Land, som vidner om, at det ei blot er os, der her ere tilstede, som have Tillid til Hs. Majestæt og hans vise Regjering, men at det er hele Folket, der kan glæde sig over Sådant.

Dahlerup:

Efter den Opfordring, som en æret Taler har stilet til de Deputerede fra de forskjellige Distrikter, skal jeg tillade mig at oplyse, at også det Distrikt, hvorfra jeg er, med Opmærksomhed seer hen til denne Forsamling i Forventningen af de Skridt, som skulle foretages med Hensyn til Ordningen af Landets ydre Forhold. Det er Folkets inderligste Overbeviisning, at Spørgsmålet om Slesvigs Forbindelse med Danmark er Spørgsmålet om Danmarks Beståen som en Nation, den almindelige og dybtfølte Overbeviisning i det Distrikt, hvorfra jeg er, at Spørgsmålet om Slesvigs Forbindelse med Danmark er Spørgsmålet, om vi skulle Vedblive at være danske Mænd. Det føle vi Alle på det Bestemteste, at dersom ikke Slesvig fastholdes ved Danmark, men kommer i Forbindelse med Tydskland, ståer Jylland Fare for at blive angreben af de Ulykker, som nu plage Slesvig. At den første Udtalelse, som udgåer fra denne Forsamling, tillige skal udtale denne Forsamlings Følelser i så Henseende, er nødvendigt, og jeg føler mig derfor overbeviist om, at en Adresse, der kun skulde indeholde Tak, vilde fremkalde et mindre gunstigt Indtryk i Jylland.

Slausen:

Jeg understøtter det Forslag, som er bleven fremsat, i den Retning, hvori jeg antager, at det er blevet stillet til den ærede Forsamling. Det er ikke blot for første Gang i lang Tid, at en Forsamling er sammentrådt, der repræsenterer Landets Befolkning; det er ikke blot derfor, at Forsamlingen er sammenkaldt, for at grundlægge det Værk, hvortil vi kunne sige, at de foregående Tiders Udvikling har hentydet, og som skal blive Udgangspunkt for Fædrelandets Fremtid; dersom det forholdt sig således, da kunde Forsamlingen indskrænke stn Adresse til at tolke sin Tak til den Konge, som ved egen fri Tilskyndelse har gjort det første Skridt i denne Retning. Men Forsamlingen er sammentrådt under Forhold, der have fremkaldt en Stemning, der fylder alles Hjerter, og der er ikke en Eneste i denne Sal, som ikke har båret denne, Stemning med sig. Vi ere blevne modtagne i denne Sal med en Hilsen

fra vor Konge, som ligeledes bærer Præget af den samme Stemning, der gåer igjennem det hele Folk, og som også indeholdes i Regjeringens Meddelelse om Rigets Stilling om den nærmeste Fortid og om den nærmeste Fremtid; og derfor mener jeg, at en Adresse, som udgåer fra nærværende Forsamling, ikke kan blive stående ved en simpel Taksigelse. Den må være en Besvarelse af den Tale, der er udgået fra Kongen og hans Regjering; og når jeg siger dette, mener jeg det både med Hensyn til Indholdet og med Hensyn til Formen. Med Hensyn til Indholdet er det så langt fra, at man kan betragte Det som et fremmed Element, der gåer ud på de Forhold, som udgjøre Hovedgjenstanden for vore Bekymringer, at jeg meget meer måtte betragte en Forbigåen heraf som en unaturlig Tilbagetrængen af, hvad der rører sig i os, i det hele Folk. Men jeg troer, at også med Hensyn til Formen må Adressen være en Besvarelse af den kongelige Tiltale, men denne kongelige Tiltale har ikke meddeelt Oplysning om de enkelte Foranstaltninger, som ere trufne og som skulle træffes, og vor Adresse må således holde sig udenfor det Enkelte, ikke fælde Dom over, hvad der har været foretaget, eller bestemme, hvad der i Fremtiden vil være at foretage. Forsamlingen vilde herved foregribe sig selv, vilde foregribe et kommende Tidspunkt, hvor den vil have en naturligere og rimeligere Anledning til at indlade sig derpå. Adressen må blive stående ved at udtale den Stemning, som den kongelige Tiltale, således som den ligger for os, har fremkaldt, en Stemning med Hensyn til Regjeringen og vor Fremtid i det Hele, der tillige udtaler Beredvillighed og Ønske om fra det hele Folks Side at komme Regjeringen imøde til kraftig Optræden for Folkets Ære og Velfærd. Forøvrigt troer jeg ikke, at Forsamlingen kan ville indlade sig på den nærmeste Form for Adressen, idet jeg formener, at det må blive overladt til den nedsættende Comitees Takt at indføre i Adressen, hvad der har sin rette Plads og holde ude derfra, hvad der ikke hører hjemme deri.

v. Haven:

Jeg finder mig foranlediget til at udtale mig i Anledning af en af en æret Taler skeet Opfordring om, at Deputerede fra forskjellige Distrikter skulle tilkjendegive, om der virkelig var Beredvillighed tilstede til at gjøre Opoffrelser for den Sag, som Regjeringen især nu har for. Jeg føler mig opfordret dertil, såmeget mere som jeg offentligen har yttret mig imod den såkaldte frivillige Folkevæbning i Jylland. Ellers vilde jeg slet ikke taget Ordet her. Der er vvistnok en stor Beredvillighed i Jylland til at gjøre alle mulige Opoffrelser for at fremme Regjeringens Stræben og for at ståe Kongen og de nærværende Ministre bi i enhver Henseende; men fordi man modsætter sig en, om jeg så tør sige, så forkeert Foranstaltning som den såkaldte frivillige Folkevæbning . . . . . . .

Formanden:

Det forekommer mig, at det ærede Medlem yttrer sig om en Sag, som ikke foreligger.

v. Haven:

Så vil jeg dog blot udtale det endnu engang, at Jyderne i min Egn ere beredvillige til ethvert Offer, som Kongen vil kræve til Håndhævelse af Danmarks Selvstændighed og Udelelighed.

With:

Jeg skylder mig selv at forvare mig imod en mulig Misforståelse, som jeg frygter for, at mit første Foredrag har givet Anledning til. Når jeg yttrede, at jeg ikke ønskede de slesvigske Forhold behandlede i Adressen, skete dette, ikke fordi jeg nærer mindre Sympathi for vore slesvigske Brødre end andre. Nei tvertimod. Jeg føler vistnok ligeså meget for disse vore for Tiden trykkede Landsmænd som nogen anden; men netop fordi jeg anseer den slesvigske Sag for en af de allervigtigste, der bør behandles med det modneste Overlæg, efterat Forsamlingen ved Meddlelser fra Ministeriet har erholdt Oversigt over hvad der er passeret og alle Forhold, troede jeg ikke, at denne Sag egnede sig til Behandling i en Adresse, og frygtede for, at hvis den slesvigske Sag blev behandlet i Adressen, skulde Forsamlingen snarere være mindre tilbøielig til at gåe ind på en nøiere Undersøgelse.

Lorck:

Forsåvidt jeg har formået at opfatte Forsamlingen, er man langt mere enig, end man troer. Der er ikke Tale om at indgive en Adresse, hvori man skulde udtale en Kritik over Regjeringens Handlinger, men kun om at udtrykke den Beredvillighed, som

62

fra alle Kanter er udtalt, til at understøtte Regjeringen; et sådant Udtryk er på sin rette Plads i Adressen, og vi bør udtale det. Jeg troer således, at vi virkelig ere mere enige, end det lader til.

Otterstrøm:

Jeg skal blot tillade mig endnu at yttre, at efter hvad jeg har hørt af flere af de Deputerede, har man i Almindelighed opfattet mit Forslag, således som jeg har meent det. Kun den Bemærkning finder jeg Anledning til at fremføre med Hensyn til, hvad der af den Deputerede i det første District i Skanderborg Amt er yttret om, at der i Adressen udtales nogen Dom, at heller ikke jeg for mit Vedkommende har ønsket, at man allerede nu skulde komme juft til det, der udgjør det egentlige Livsspørgsmål, ligesom det heller ikke har været min Mening at udtale nogen Dom eller Kritik over Regjeringen, en Udtalelse, jeg har troet, at man burde udsætte til en anden Tid.

Udenrigsministeren:

Det er allerede såvel af en æict Rigsdagsmand for Bornholm som af flere andre ærebe Talere udtalt, at Rigsdagen måtte ønske at æske Oplysninger af Regjeringen om Landets Tilstand i det Hele, såvelsom angående de Forholdsregler, som denne måtte gjøre det nødvendigt at tage. I denne Anledning skal Jeg tillade mig at oplyse, at Regjeringen også fra sin Side har besluttet at komme Rigsforsamtingens Ønske imøde, såvidt det ståer til den; dette er også allerede antydet i den Tale, som Premierministeren ved Rigsdagens Åbning har holdt. I hvilken Form imidlertid en sådan Meddelelse fra Regjeringens Side vil sinde Sted, må nærmere beroe på den Overeenskomst, som vil kunne træsset med den ærebe Referent for Adressecomiteen, når Forsamlingen har taget sin Beslutning om, på hvilken Måde den agter at indgive sin Adresse, og når den måte have taget Bestemmelse om, hvorledes den agter at fordele de forskjellige Sager, som ere omtalte t Regjeringens Meddelelse. I at afgjøre, i hvilket Omfang en sådan Meddelelse kan finde Sted, vil Regjeringen deels være ledet af Hensyn til den Pligt altid nøie at holde fast ved Grændserne for den executive og den lovgivende Magt, at holde fast ved de Grundregler, som ere nødvendige for enhver Stat, og dobbelt nødvendige, hvor man ståer ved Begyndelsen af det consitutionelle Liv; deels vil den derved have Landets Interesse for Øie, og det vil i denne Henseende ikke være vanskeligt for Regjeringen at komme overeens med vedkommende Referent, Således og da vil man tale, og når man da således har talt, talt i fuld Oprigtighed og Sandhed, vil Enhver vistnok blive gjennemtrængt af Følelsen af, hvor vigtigt det er, at man agter på og yttrer sig med stor Varsomhed om disse Forhold. Den Følelse vil da vistnok blive almindelig, at der er væsentlige Punkter, som ikke egne sig til offentlig Meddelelse, end ikke til at meddeles vedkommende Referenter. Jeg troer imidlertid, som allerede forhen yttret, at en nærmere Overeenskomst og Bestemmelse i denne Henseende vil kunne træffes, såsnart Rigsforsamlingen har taget sin Beslutning angående Adressen såvelsom angående de øvrige Sager, der ere omtalte i Regjeringens Meddelelse.

Ræder:

Jeg skylder at aflægge min hjertelige Tak for hvad den ærede Minister her har meddeelt; jeg troer, at Ministeriet med Tillid kan bygge på, at denne Forsamling kun beståer af trofaste, ærlige Danske, der ikke ville gjøre nogen Misbrug af samme. Jeg antager, at disse Meddelelser måskee nok kunne gjøres til Forsamlingen inden lukte Dørre, men det turde dog være hensigtsmæssigere, at de gjordes til en i dette Øiemed særskilt udnævnt Comitee, bestående af Mænd, som forstode at bruge Discretion.

Madvig:

Med Hensyn til hvad der før var yttret af Rigsdagsmanden fra Svendborg Amts 4de District om en dobbelt Måde, hvorpå man kunde gåe frem ved Affattelsen af Adressen, må jeg erklære, at jeg just vilde udtale mig derhen, at man her i Forsamlingen ikke skulde forlange disse Oplysninger, men at man her kun skulde referrere sig dem, og at man just derved vilde beholdee en fri Plads til at bevæge sig på, fordi man ikke allerede nu behøvede at kræve disse Oplysninger, men havde, det i sin Magt at udtrykke sig

således, at man kun forbeholdet sig dem til senere beleilige Tidspunkter, således som også er udtalt af flere ærede Talere. Jeg udsiger kun dette, fordi der kunde opståe ligesom en Tanke om, at jeg vilde, at man i Adresse-Comiteen skulde forlange visse Oplysninger, medens jeg dog udtalte mig derhen, at man i Adresse-Comiteen ikke skulde gåe ind derpå; jeg gjentager altså, hvad jeg før har sagt, at her kun bør være Spørgsmål om en Adresse, der ikke indlader sig på nogen Dom, og altså heller ikke forubsætter de Oplysninger, som man måtte være i Besiddelse af, for at kunne udtale en sådan, men at man kun skulde holde sig til Udtrykket af den Stemning, som erkjendes levende hos Folket.

Udenrigsministeren:

Jeg søgte blot at sammenfatte, hvad der alt af flere Talere var yttret; det var ikke undgået min Opmærksomhed, at den ærede Rigsdagsmand fra Bornholm ligesålidt som flere af de øvrige Talere troede, at disse Oplysninger allerede nu af Regjeringen skulde æskes, men at dermed skulde udsættes til senere, indtil man, hvilket også Regjeringen nærmest har tænkt sig, var bleven enig om Behandlingen af de Sager, der ere antydede i Regjeringens Tiltale.

Gleerup:

Det forekommer mig, at denne Discussion er gået ud over sin egentlige Oprindelse. Den jydske Deputeredes Forslag har jeg kun kunnet opfatte således, som om at denne Forsamling skulde udtale sin Tak til Hans Majestæt. Denne Forsamling må føle en Opfordring, den inderligste Opfordring til en sådan lovlig Henvendelse til Hans Majestæt, og dette må jeg ganske tiltræde. Det forekommer også mig, at Adressen ikke burde indeholde nogen Dom, nogen Kritik over Ministeriet, men en Udtalelse af Stemninger og Tilstande, en varm Udtalelse af Nationens Tak til Hans Majestæt. Kongen trænger til en sådan Udtalelse, han trænger til at høre den af den første danske Rigsforsamling af Folkets egne Mænd. Vi ville skuffe Folkets Forventning, dersom vi ikke udtale Folkets Tak til Kongen. Det er ikke dermed meent, at der i en sådan Udtalelse skulde udelukkes det Spørgsmål, som bevæger os Alle, det slesvig-holstenske; men det kan jo ikke udelukkes, når vi takke Kongen for det, han har sagt, at han hverken har Magt eller Villie til at skille Slesvig fra Danmark; og når vi takke ham for denne Udtalelse, så sige vi også, at vi ere villige til at vove Alt, så sige vi derved til vore slesvigske Brødre, at de kunne stole på os. Jeg troer, at enhver Adresse, hvori dette ikke vilde findes udtalt, vilde fåe et mat, et nebslående Anstrøg. Man har allerede af disse Discussioner kunnet fornemme det, thi man har talt om Modløshed og Forsagthed, og derved er allerede alt Opsving borte. Jeg må således fuldkommen holde mig til den ærede Repræsentant fra Bornholm, hans klare Foredrag: at Adressen alene skal være en Udtalelse af Stemninger og Ønsker.

Cultusministeren:

Det måtte være mig tilladt at fremkomme med nogle Bemærkninger i Anledning af den sidste ærede Talers Yttringer.

Jeg troer, at en Forsamling, som ståer på et blot rådgivende Standpunkt, kan udtale „Stemninger og Følelser” og kan tillade sig blot at tænke på at tage „et Opsving”. Men, mine Herrer! Udtalelsen af Deres Følelser; det er Beslutninger, Udtalelsen af deres Stemning det er Tilkjendegivelse af Deres Villie, det er Handlinger, som kunne have uberegnelige Følger. Det gjælder altså om kun at udtale det, som De ere overbeviste om, med Hans Majestæt i Spidsen at ville kunne gjennemføre. Kun såvidt bør De gåe, at Gjerningen kan følge Skridt for Skridt med Ordet.

Dette troer jeg på det Bestemteste at måtte gjøre gjældende, thi jeg mener, at vi måe føle vor egen ministertelle Tilværelse at beroe på den Måde, hvorpå De, mine Herrer, ville udtale Dem. Således som denne Adresse iøvrigt opfattes af Flere, at den kun skal være en personlig Henvendelse til Hans Majestæt, vil hans Regjering, hvis denne Anskuelse finder Forsamlingens Bifald, ståe udenfor de Spørgsmål, som derved ville kunne komme under Behandling.

(Fortsættes.)

Rettelse i No. 3: Pag. 21 Linie 12 fra oven: Afskrift af Protocollen, læs: Regulativ for Valgdistricternes Inddeling.

Forlagt eg trykt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

63

Tredie Møde. (Fortsat.)

Skulde derimod den modsatte Anskuelse om Adressens Hensigt finde Forsamlingens Bifald, således, at dens Stemning for Ministeriet skal udtrykkes, onseer jeg det for vist, at Forsamlingen vil erkjende, at det er nødvendigt, at den udtaler, hvorvidt Hans Majestæts Regjering har dens Tillid, hvorvidt den er overbeviist om, at Regjeringen bestandig har våget og fremdeles vil våge over på bedste Måde at hævde Danmarks Ære. Under sådanne Tidsomstændigheder, hvorunder vi befinde os, under sådanne vanskelige Forhold, hvorunder Staten kæmper, er det fremfor Alt nødvendigt, at Folket har et Ministrerium, der nyder dets Tillid, dets ubetingede Tillid, selv om det skulde synes at være mindre stærkt, selv om det skulde synes, at dets Tålmodighed er for stor.

Man må vel vide, at det, der skal vare længe, det, der skal holde ud, måskee gjennem År, og ikke give efter for ethvert Øiebliks Stemning, det kan ikke fremtræde med så stor Heftighed, det må have et langt Fremsyn. Mine Herrer! hvis jeg har opfattet Forhandlingerne rigtigt, vil imidlertid Spørgsmålet om, hvorvidt det nærværende Ministerium har bevaret Tilliden i denne Sag ikke komme i Betragtning, da det nærmest her gjælder om Besvarelse af Hans Majestæts Tiltale, en reen personlig Henvendelse til ham.

Jeg anseer det imidlertid af stor Vigtighed, at Forsamlingen bestemt tilkjendegiver, om den opfatter Adressen på den ene eller den anden Måde, så at Ministeriet kan kjende sin Stilling til Adressen.

H. P. Hansen:

Jeg har med Opmærksomhed lyttet til den ærede Ministers formanende og belærende Tale, men forsåvidt som jeg i nærværende Sag skal tage Ordet, må jeg dog bemærke, at skal der være ret Tillid mellem Regjeringen og Folket, som hvis Udvalgte vi her ere tilstede, så kommer det an på, at vi ret forstaae hinanden, at vi åbent og ærligt udtale os for hinanden; og jeg kan derfor ikke nægte, at når der nu er opstået Spørgsmål om en Adresses Indgivelse i Anledning af Throntalen, så vil jeg vel, at den skal indeholde et hjerteligt, et takkende, et trøstende Ord, men jeg formener også, at den må indeholde er Alvorsord, og derfor troer jeg det ikke tilsrækkeligt, at den blot indeholder en sådan Tak eller vel klingende Talemåder, men den må indeholde en Besvarelse af det Regnskab, som er aflagt for Rigets Stilling. At vi åbent og ligefrem måe give et Svar derpå, anseer jeg utvivlsomt. Jeg har derfor fundet så meget større Opfordring til at udtale mig derover, som jeg formoder, at det kan have Indflydelse på det Valg, der vil blive foretaget på Medlemmer af den Comitee, der vidtløftigen vil have at udtale sig derover. (Bifald fra Galleriet.)

Rée:

Der er en Tillid, som er naturlig mellem Regjeringen og Folket. Sådan Tillid finder også Sted i Danmark selv under de nærværende trykkende Forhold; men når en Minister forlanger sådan Tillid ubtrykkelig udtalt, så er det formeget forlangt efter de Omstændigheder, hvori vi for Øjeblikket befinde os. Jeg har opfattet det Skridt, vi nu ere i Begreb med at gjøre, som et Svar på Hans Majestæts Hilsen til Folket, som en personlig Henvendelse til Hans Majestæt Kongen. Det forekommer mig, eftersom jeg har opfattet flere Talere, at de ståe i den Formening, at der allerede nu skulde være Tale om at lægge bestemte Ønsker for Dagen, at udtale noget Mere, end, en blot Stemning, Noget, hvori man skulde kunne see en Art Beslutning; men, da jeg anseer det for umuligt, at Forsamlingen allerede nu under de nærværende Forhold skulde. kunne

udtale sig herover med fuldkommen Fuldstændighed, formener jeg det nødvendigt, at den må indskrænke sig til at udtale en sådan Følelse og Stemning, som er den herskende og en Følge af Tidsomstændighederne og nedlægge den for Thronens Fod.

Cultusministeren:

Hvad Ministeriet kan forlange af Forsamlingen, det er, at den tydeligt og bestemt udtaler, om den vil det Ene eller det Andet, om der er Spørgsmål om en Adresse, i hvilken Ministeriets Færd bliver gjort til Gjenstand for Behandling, eller om en Adresse, hvori det ikke er Tilfældet. Det er vigtigt, at dette ståer aldeles klart og bestemt, for at vi ikke skulle berøves Leilighed til at meddele den fuldstændigste Oplysning, og for at ikke Spørgsmålets Betragtning fra et uklart Standpunkt skal foranledige Misforståelse. Det var blot i den Anledning, jeg vilde ønske et klart Votum, for at Ministeriet fra sit Standpunkt kunde vide, i hvad Forhold det stod til denne Adresse, og hvorvidt der i samme skulde være Noget, der vedkom det.

H. P. Hansen:

Og det Forsamlingen kan forlange af Ministeriet, det er, troer jeg, at det er rede til at meddele Forsamlingen alle de Oplysninger, som det er istand til at meddele. Når Sagerne ere tagne under endelig Behandling, vil først det Spørgsmål opståe, hvilke Oplysninger og hvilken Underretning Forsamlingen måtte ønske.

Lehmann:

Jeg skal tillade mig at tilbagekalde i Forsamlingens Erindring, at blandt dem, der under den nærværende Discussion have yttret sig, have flere Talere ligefrem forudsat, at de af Regjeringen forlangte Oplysninger skulle meddeles den Comitee, som nu skal nedsættes, i Anledning af Adressesagen, medens Andre på det Bestemteste have udtalt, at dette måtte blive forbeholdet et senere Stadium af Forhandlingerne, og at man på det nærværenbe Punkt skulde indskrænke sig til en foreløbig og personlig Henvendelse til Hans Majestæt med Udtalelse af den Erkjendtlighed og Tak, hvorpå Kongen visseligen har det største Krav, og af de Følelser, som leve i Nationen. Det er i denne Sagens Stilling, at et Medlem af Ministeriet har yttret, at vi ere villige som pligtige til at aflægge et sådant Regnskab, og jeg kan tilføie, at vi med største Længsel have imødeseet den Dag, da vi kunde ståe ligeoverfor denne Forsamling af Folkets Repræsentanter. Om derimod de Oplysninger, hvis Meddelelse Regjeringen ikke modsætter sig, skulle meddeles nu eller senere, det er Noget, som må være overladt til Forsamlingen selv efter nærmere Overeenskomst, f. Ex. mellem den Comitee, som vil blive nedsat, og Ministrene, at afgjøre. Der er altså ingensinde fra Regjeringens Side nægtet alle de Oplysninger, der, vel ai mærke, kunde meddeles det Offentlige, og jeg må tilståe, at jeg ikke kan forståe, hvad man mener med, at en Meddelelse til en Forsamling som denne skulde være forskjellige fra en offentlig Meddelelse. Jeg har altid troet, at hvad der udtales her, udtales for det hele Folk, for det hele Europa. Hvad der altså ei kan udtales offentligt uden at blive til Afbræk for Statens Vee og Vel, kan heller ikke forelægges for denne Forsamling. Hvad Adressens Indhold angåer, da er det Noget, som ikke kan bestemmes forud ved en Votering, men må fremgåe af den hele Discussion. Når der forøvrigt er Tale om, at Regjeringen fordrer Tillid, behøver det vel ei at siges, at Folkets Tillid er nødvendig for enhver Regjering, men at det dog først og fremmest er det under faretruende Forhold; det er den første Betingelse for, at en Regjering kan være stærk, jeg kan næsten sige existere, at den besidder Folkets Tillid. Derimod er det aldrig faldet Regjeringen ind at fordre Tillid for sig

64

som en den tilkommende Arvelod, men for at vise, at det er Forsamlingen, det tilkommer at besvare det Spørgsmål, øm den besidder denne Tillid eller ei. Der er dog vel nu ikke længer Nogen, der betragter Regjeringen som Noget, der er bleven til på Skabelsens første Dag, Noget, som blot er bleven til for sig selv og som sådan eier Folkets Tillid. Nei, Regjeringen fremgåer af Folket, og den ståer kun, sålænge den besidder Folkets Tillid, og jeg lykønsker Nationen til, at den nu har fået det Organ, der kan dømme i så Henseende. (Bifald fra Tilhørerpladsen.)

Formanden:

Jeg skal tillade mig at henvende nogle Ord til Forsamlingen og Publikum i Anledning af det Forhold, der må sinde Sted mellem dem. Der er endnu ikke udarbeidet noget Regulativ for Forretningsordenen og om det hele Forhold, der ved Rigsforsamlingen bliver at iagttage; men indtil da må man følge almindelige parlamentariske Regler, hvorefter Ingen udenfor Forsamlingen kan på nogensomhelst Måde deeltage i Forhandlingerne. Det vil let sees, at disse måe være aldeles uforstyrrede; derfor måe Tilhørerne holde sig rolige og tause. De ville indsee, at allerebe Bifaldsyttringer måe virke forstyrrende. Men alle Meningsyttringer måe have lige Ret; tilstedes derfor Yttringer af Bifald, måtte vel også Yttringer af Mishag ikke kunne nægtes Ret til at give sig tilkjende. Og betænkes det nu, hvor let Tilhørerne kunne være af forskjellige Meninger, Nogle give deres Mishag tilkjende, medens Andre yttre deres Bifald, da vil det erkjendes, at den største Uro og Forstyrrelse let hvert Øieblik kan afstedkommes. Jeg mener, at vi i denne Henseende som i flere bør see mod Vest og Nord, og ikke mod Syd. I England, Frihedens ældste Hjem, tåles Yttrringer fra Tilhørerne aldeles ikke; i Norge, hvor den constilutionelle Forfatning næsten er et halvt Århundrede gammel, ere de også ukjendte, og, såvidt jeg veed, gjælder det også om Sverrig. See vi derimod mod Syd, da forholder det sig der ganske anderledes; i Frankfurth følger man nu en ganske anden Fremgangsmåde, men ikke nogen glædelig og en, som jeg neppe troer, at vi bør efterligne. Jeg skal bemærke, at jeg, indtil Regulativet desangående kan give nogen Bestemmelse, har på eget Ansvar uden Indskrænkning åbnet næsten hele Tilhørerpladsen for Publikum i Tillid til, at mine Landsmænd ville følge det gode Exempel, som er givet i de velordnede constitutionelle (Stater, Hvad jeg her har udtalt med et velvilligt Sind, håber jeg også vil modtages med samme Sind. Hos de gemytlige Danske er det jo en gammel Sætning, at et godt Ord finder et godt Sind. Hvis jeg heri skulde skuffe mig, da er jeg redebon til at opfylde min nye, skjøndt høist ubehagelige Pligt, at lade Tilhørerpladsen rømme, redebon til at opfylde den ligefå ufortrøden som enhver anden Pligt.

Bang:

Det er en Erfarings-Sætning, næsten ved alle de nye Forsamlinger, der have befattet sig med Indgivelse af Adresser, at man forgjæves har gjort Forsøg på at give Regler for deres Indhold. Jeg troer, det var meget rigtigt bemærket af den Minister, som sidst talede, at Indholdet aldrig kan bestemmes ved Votering, men at det kun kan afgjøres, troer jeg, af en Comitee af de Mænd, som Forsamlingen vælger, og som besidde dens Tillid. Ved Valget af disse Mænd må Forsamlingen sætte den Anskuelse igjennem, der virkelig har Pluralitet. Jeg troer derfor et, at det nytter at føre Discussionen videre om Indholdet, vel at mærke efter hvad Enhver derom antager. Derimod er der indtrådt et høist vigtigt Moment ved Ministrenes, som det forekommer mig, fuldkommen retmæssige Fordring på at vide, om det skal være en Tak-Adresse, en blot personlig Henvendelse til Hans Majestæt Kongen, eller en Adresse, som vil give Ministeriet Leilighed til allerede nu at yttre sig og fuldstændigen at udtale sig, så at Forholdet mellem Ministrene og Følket kan blive klart og reent. Nu er det ikke min Mening, at Noget i denne Henseende kan foreskrives Forsamlingen, men jeg kan dog ikke undlade at udtale min Overbeviisning om, at denne Yttring af Ministeriet vil blive af største Indflydelse på Comiteens Forhandlinger om, hvorledes de skulle tage Sagen, nu da man veed, at Ministeriet har henvendt sig til Forsamlingen med ganske åbne Alternativer. I Overeensstemmelse hermed er det mit Forslag til Forsamlingen, nu at skride til Comiteemedlemmernes Udnævnelse.

Redacteur Hansen:

Da der efter den nærværende Forretnings

orden ikke er nogen anden Måde, hvorpå hvert enkelt Medlem kan udtale, sin Alnskuelse, er det, at jeg efter en af de ærede Taleres, Opfordring finder mig foranlediget til her at udtale, hvad jeg i denne Sag stemmer for. Jeg har kun opfattet det foreliggende Forslag således, at det blot skulde være en personlig Henvendelse til Hs. Majestæt, hvori Forsamlingen. udtalte for ham Nationens varmeste Taknemmelighed. Nøgle af Forsamlingens Medlemmer have også meent, at der kunde indflyde en almindelig Udtalelse af Nationens Følelse, en almindelig Udtalelse af de Deputeredes Villighed til at understøtte Hs. Majestæts Regjering. Skjøndt jeg ikke opholder mig i nogen af Landets Provindser, har dog mit Forhold gjort, at jeg kjender nøie til en stor Deel af Landets Indvånere, og det navnlig en Deel af de lavere Stænder, og da en af de foregåenbe Talere har opfordret til en mere almindelig Udtalelse om Stemningen i de forskjellige Egne af Landet, så skal jeg ved denne Leilighed erklære, at, såvidt jeg kjender Folket, finder jeg i den Henseende kun een Følelse af Villighed til, Enhver at gjøre sit. Jeg skulde derfor mene, at man i Adressen kun bør lade indstyde en sådan almindelig Tilkjendegivelse; hvad der gåer ud over dette, kan jeg ikke stemme for.

Krigsministeren:

Mine Herrer! ved Udgangspunktet af vort constitutionelle Livs Udvikling er det vigtigt, at vi betræde Banen på den rette Måde; jeg troer at måtte gjøre opmærksom på, at Ministeriet allerede i denne Henseende har gjort et Skridt, som jeg, i det Mindste for min Part, har anseet for følgeværdigt. D'Hrr. ville have lagt Mærke til, at Hs. Majestæt Kongens Tale, for hvilken også vi upåtvivlelig bære Ansvaret, har været en ganske kort Tiltale; Ministeriet har derimod i sin Beretning havt Leilighed til at udtale sig over Landets forskjellige vigtigste Gjenstande. Dette er skeet således, fordi det i en Kongestat er det Rigtigste, at Kongen ståer uanfvarlig, og for mig vilde det være noget heelt besynderligt, om de Ord, som Kongen siger, gjordes til Gjenstand for Kritik; derfor vare hans Ord, afmålte og så, særskilte for sig. Men på den anden Side må Kongen ikke fremsige Andet, end hvad der stemmer overens med hans egen Overbeviisning; Ordene måe være således, at de kunne være hans, kunne være hans egne i Verdens Øine; derfor indeholde Ordene vel intet Andet end det, som Ministrene ville vedkjende sig; men hvad Ordene sige, må Kongen dog virkelig sige. Intet har spildt såmegen Tid og forvirret såmange gode Kræfter som Adressetaler. Undersøge vi den Stat, hvis Mønsker vi i mange Henseender have begyndt at følge, og som vi gjøre vel i at følge, når vi ret forståe det og gjøre det tilbunds, England nemlig, så vil man see, at Adresser og Throntaler ere, så at sige, et afgjort Spil, fra begge Sider har man forud forenet sig om dem. Noget Lignende kunne, vi ikke gjøre her af den simple Grund, at vi her ikke have velordnede og sluttede politiske Partier, med hvis Førere man kan underhandle. Derimod kunne vi gjøre, hvad der er characteristisk for os, vi kunne være mådeholdne, vi kunne lægge Bånd på os selv, vi kunne den første Gang, vi tiltale vor Konge, sætte vore Lidenskaber tilside, vi kunne tale Hjertets Sprog, udtale os i et simpelt og værdigt Sprog, men således, af det ikke fåer den Betydning, som min ærede Collega har henpeget på. Forsamlingens udtalte Stemning er, som anført, Villie, og derfor må den Stemning, der udtales til Hans Majestæt, være opmuntrende for Kongen, trøstende for Nationen. Lader os ei love mere, end vi kunne holde, lader os aldrig glemme, at mellem Staterne er Magten Ret. Jeg troer ei, at de Herrer ville misforståe mig; jeg har ei villet give dem Råd, men jeg har troet, ved disse Oplysninger at have forklaret dem det Standpunkt, hvorfra Ministeriet gik ud, da det deette Kongens Tiltale i to Dele, den ene, som kom fra Kongens Mund og bør betragtes som Køngens egne Ord, hvilken derfor bør være hævet øver al Kritik, den anden, den der udtaltes gjennem Ministerpræsidentens Mund, med Hensyn til hvilken der er fuld Frihed, og som kan underkastes enhver Kritik. I Anledning af den vil Forsamlingen fåe Leilighed til at spørge os, og den skal fåe Svar, forsåvidt Fædrelandets hellige Interesser tillade det; thi det må vides forud, at Svaret vel kan kræves, men ikke fordres. Ministeren kan kun svare, forsåvidt hans Pligt tillader ham det; vil man da have yderligere Oplysning, må man stevne ham for Retten.

65

Ei tør det nemlig siges, at det, at sige Noget i denne Forsamling, er forskjelligt fra at sige det okkentligt, thi at give Forsamlingen Oplysning er at give hele Verden Oplysning. Er man da ikke tilfredsstillet ved de Oplysninger, som en Minister således troer her at kunne give, eller troer man, at han har begået Feil, da stedne man ham for et snevrere Råd, for Retten, der må han yderligere tale og forsvare sig, eller — hvis de også da troe, at det Heles Interesse under de særegne vanskelige Forhold byder ham et at udtale sig videre — hengive sig i sin Skjæbne og falde.

Rée:

Efter de forskjelligeartede Anskuelser, der ere udtalte i selve Ministeriet, troer jeg svistnok, at det er nødvendigt for Forsamlingen at klare Begrebet om, i hvilken Retning Adressen skal slåe ind, om den skal gåe ud på hele Throntalen, der ikke blot beståer af Kongens Hilsen til Forsamlingen, men også af Ministeriets Udvikling af sin Politik i den meddeelte Beretning, eller blot være en personlig Henvendelse til Kongen, der nedlægger Folkets Tak for Thrønens Fod. Navnligen troer jeg, i Henhold til, hvad jeg før har udtalt som min individuelle Mening, at burde udtale, at Adresaediscussionen ikke er af den Beskaffenhed, at noget Cabinetsspørgsmål hertil kan knytte sig. Jeg har nemlig udledet det Sidste af Cultusministerens Yttringer, og jeg troer derfor, at Begreberne herom først måe ståe klare for Forsamlingen, før der skrides til Valg af Comiteen.

Formanden:

Det forekommer mig lidet hensigtssvarende, om vi ved en Afstemning skulde bestemme, hvorledes Indholdet af Adressen skulde være. Jeg troer, at det vilde være rigtigst, at overlade dette til de Mænd, som Forsamlingen anseer for bedst skikkede; man vil da altid have den Udvei, at tilbagevise eller forkaste det Udkast, der af Comiteen bliver os forelagt. Sagen ståer vist neppe så klar for alle Medlemmer, at de strax kunne fatte en Bestemmelse eller så skarpt fastholde de forskjellige Alternativer, når der slet ikke foreligger noget Grundlag; og, som sagt, man vil jo altid have det Middel, at forkaste det Udkast, som måtte fremkomme.

Duntzfelt:

Jeg skal tillade mig den Bemærkning, at der med Hensyn til hvad Krigsministeren har yttret angående den Form, hvorunder Regjeringens Meddelelse til Forsamlingen er skeet, den nemlig, at der er fremtrådt den ganske korte Throntale, Kongens egne Ord, skjønt Ministrene også bære Ansvaret for den, og den udforligere Meddelelse gjennem Conseilspræsidenten, synes at være Anledning for Forsamlingen til også at dele sin Interesse i to Dele, således at man i den ene kun udtaler en varm og uskrømtet Tak, en Tak for Hans Majestæts få, men hjertelige Ord, medens vi den anden til Svar på den Meddelelse, der blev gjort os af Conseilspræsidentett, udtale os om de enkelte Punkter, som der gives Anledning til. Iøvrigt kan jeg ikke troe, at der bør foreskrives noget Videre med Hensyn til Adressen, og jeg må i denne Henseende henholde mig til, hvad den ærede Formand nys bemærkede. Jeg foranlediges endnu blot tif den Bemærkning, at det af nogle Yttringer i den Meddelelse, som Conseilspræsidenten ved Åbningsmødet gjorde denne Forsamling, synes, at det ikke er Ministeriets Mening at give den andre Gjenstande at drøfte end de to nævnte: Finantssagen eller Sagen om Optagelse af nye Statslån og Sagen om den almindelige Værnepligt, og iøvrigt henvise den til den Sag, som oprindelig ene er tilsigtet forelagt for den, nemlig Udkastet til Grundloven.

Krieger:

Det er et adeles formelt Punkt jeg ønskede at bringe på Bane. Forsamlingens Forretningsorden er endnu meget svævende; der er nedsat et Udvalg til at gjøre Forslag til en Forretningsordsn for Forsamlingen. Indtil dette Forslag er gjort, prøvet og bifaldet, skal Forsamlingen rette sig, som det hedder, efter almindelige parlamentariske Regler og de i Forordningen af 15de Mai 1834 givne Forskrifter. Det være mig tilladt at frmføre en lille Tvivl, om der ikke er en Modsigelse i denne Sammenstilling. Men hvorledes end dette måtte forholde sig, så er det ganske vist, at Tilstanden t dette Øjeblik er noget nbestemt. Der foreligger idag et Adresseforslag. Det er efter de ministerielle Erklæringer, vi have hørt, aldeles indlysende, at den Adresse, som skal forhandles, bliver enten en Gjenhilsen til Kongen eller en bestemt formelig Adresseforhandling i gammelfransk, constitutionel, om jeg så tor sige, i stor Stiil. Under

disse Omstændigheder forekommer det mig misligt, at vi idag strax „ifølge parlamentariske Regler og Forordningen 15. Mai 1834“ vilde nedsætte en Comitee til, uden videre Instrux — jeg mener nemlig, at man ikke let vil kunne give nogen bindende Instrux — at gjøre Forslag enten i den ene eller den anden Retning. Det er alt tidligere af en anden Rigsdagsmand bemærket, at Adressens forskjellige Charakteer let kunde fåe en væsentlig Indflydelse på Comiteens Sammensætning. Jeg mener, at når det ikke forud er bestemt, hvorledes Adressen skal være, så kunne vi ei heller ret vel vide, hvorledes Comiteen bør sammensættes. Det er allerede af en Minister fremhævet, at der ikke her endnu er organiserede Partier eller findes anerkjendke Ledere og Hovedmænd for de forskjellige Nuancer, hvori Forsamlingen, tidligere eller sildigere, vil dele sig. Jeg frygter derfor, at Valget af en Comitee under sådanne Omstændigheder kunde blive usikkert, blandet og broget; jeg ønsker derfor under disse Omstændigheder, at man enten, hvis der skal nedsættes en Comitee til at behandle Adressesagen, vilde udsætte denne Comitees Udnævnelse til imorgen, eller at man, hvad jeg vilde være tilbøielig til at ansee for nok så rigtigt, vilde opsætte hele Adressesagens videre Fremme, indtil Forsamlingens Forretningsorden er vedtaget.

Lehmann:

Jeg ønskede kun, at den Påstand ikke skulde ståe uimodsagt, at der i de forskjellige Yttringer af Ministeriets Medlemmer findes Modsigelser. Det er, efterat have hørt den faldne Discussion, at de have taget Ordet, da det er af den største Vigtighed for Mimiteriet at vide, om Spørgsmålet angående Adressens Indhold besvares på den ene eller den anden Måde. Hvilken af de to Måder, Forsamlingen formenes at burde erklære sig for, derom have de 3 Ministre, som først yttrede sig, ikke fremsat nogen Formening; de have kun stillet den Fordring, at fåe at vide, hvilket Alternativ Forsamlingen vil erklære sig for. Den Minister, som talede sidst, har kun givet Råd; jeg skal aldeles afholde mig fra at udtale min Anskuelse. Men vist er det dog, at heri ligger ingen Modsigelse; det er kun sagt, at Ministeriet er mødt her med den Pligt som med det Ønske, at meddele hver den Oplysning, som Fædrelandets Interesser tillade, og det har overladt til Forsamlingen at afgjøre, om den vilde have disse Oplysninger nu ved den Leilighed, som den dobbelte Betragtning af Throntalen dertil frembyder, eller på et senere Stadium under Forhandlingernes Gang. Som sagt, det er Noget, Ministeriet ganske har overladt til Forsamlingen; hvor og når den måtte ønske det, skulle vi være rede til at opgive de Oplyninger, som vi kunne give.

Treschow:

Det forekommer mig, at der fandt en vis Modsigelse Sted i hvad den 4de Deputerede for Kjøbenhavns Amt (Krieger) yttrede, idet han meente, at det ikke lod sig gjøre at give det Udskud, som skal nedsættes til Affattelsen af Adressen, hvis Forsamlingen bifalder det, en Instrux angående Affattelsen af Adressen, medens han dog til samme Tid vil have Forsamlingen ajourneret til i Morgen, for at der da nærmere skal discuteres hvad Adressen skal indeholde. Det forekommer mig, at Sagen har nydt en så almindelig og udtømmende Drøftelse, at Comiteen måtte see sig istand til, efter hvad der er yttret i Forsamlingen, at forfatte Udkastet, og det forholder sig endvidere, som den ærede Formand har yttret, at hvis Comiteen ei skulde være aldeles heldig i Opfattelsen af denne Opgave, så at der måtte være forskjellige Meninger om, hvorvidt det var lykkedes den at udtrykke Rigsforsamlingens Mening, Comiteens Udkast da må blive Gjenstand for Discussion og Forandring. Jeg mener derfor, at en Comitee idag må nedsættes for at affatte Udkastet til Adressen.

Formanden:

Jeg må blot, med Hensyn til den sidste ærede Talers Yttringer, angående hvad den ærede Rigsdagsmand fra Kjøge har udtalt, bemærke, at der fra Formens Side Intet kan være imod at udsætte Valget af Comiteen til i Morgen, da vi dog ikke godt før den Tid kunne fåe Udfaldet at vide, især når det antages nødvendigt, at Comiteen kommer til at beståe af 7 Medlemmer. Det forekommer mig fremdeles, at når Medlemmerne på denne Måde fåe nogen Tid til at betænke sig, da vil derved i det Væsentlige opnåes hvad nysnævute ærede Rigsdagsmand har tilsigtet, når han talede om den Uvished, der formeentligen måtte være tilstede om

66

Adressens Indhold. Jeg mener derfor, at når man betroer Sagen til en Comitee af 5 eller 7 Mænd, da vælger man det Rette, og skulde det da vise sig, a disse Mænd aldeles ikke kunde blive enige med Hensyn til Indholdet af Adressen, så kunde man vælge en anden Comitee, ligesom det Samme kunde skee, ifald man var utilfreds med Udkastet. Det forekommer mig således, at man idag kun skulde tage Bestemmelse om en Comitees Nedsættelse og Antallet af dens Medlemmer. Det er usandsynligt, at samtlige Medlemmer ved denne ene Behandling af Sagen ere tilstrækkeligt oplyste til at fatte en bestemt Beslutning, om Adressen skal affattes overeensstemmende med det ene eller det andet Alternativ.

Krieger:

Formanden har i det Væsentlige sagt, hvad jeg kunde ønske tilføiet fra min Side. Jeg troer ikke, at der er nogen Modsigelse i mine tidligere Yttringer. Jeg veed vel, at Forsamlingen kunde, strengt taget, give Adressecomiteen en bestemt Instrux, men jeg anseer dette for lidet naturligt eller ønskeligt. Derfor anseer jeg det og for lidet ønskeligt, om man besluttede idag at udnævne Comiteens Medlemmer; thi en sådan Comitee må ikke være Hændelsens tilfældige Værk, og jeg frygter meget for, at en Comitee, valgt i dette Øjeblik, efter denne Discussion, vilde blive det. Treschom: Jeg har Intet at indvende imod den sidste ærede Talers Ord.

Ørsted:

Jeg finder det betænkeligt at tage nogen Beslutning om en Comitees Nedsættelse, sålænge Forsamlingen endnu ikke ret har klaret sig, om Adressen skal indskrænke sig til et blot Gjensvar på Hs. Majestæt Kongens Ord til Forsamlingen ved Rigsdagens Åbning, eller om den tillige skal indlade sig på den Udsigt over Landets Tilstand, som Ministeriet har meddeelt. Jeg kan ikke Andet end troe, at det Første vilde være det Rette, såmeget mere som Hs. Majestæts Ord ikke referere sig til Ministeriets Meddelelse, og Throntalen og denne Meddelelse altså fremtræde som to forskjellige Acter, ligesom det også vilde være betænkeligt, på det nærværende Stadium at indlade sig på alle de Discusstioner, hvortil hiin Meddelelse giver Anledning. Det forekommer mig, at der i denne Anledning hersker såmegen Uovereensstemmelse i Forsamlingen, at jeg finder mig foranlediget til at stemme imod en Adresse. Formanden satte derefter under Afstemning for det Første, hvorvidt der skulde nedsættes en Comitee i Anledning af det gjorte Forslag om en Adresses Indgivelse, og viste der sig ved Afstemningen herom afgjorte Stemmefleerhed for en Comitees Nedsættelse. Da Formanden derefter vilde sætte under Afstemning som det næste Punkt, om Sagen i det Hele skulde udsættes, således at det først blev at afgjøre i et følgende Møde, om Gjenstanden for Adressen skulde være en blot personlig Henvendelse til Hans Majestæt, eller om den tillige skulde knytte sig til den af Ministeriet igjennem Premierministeren gjorte Meddelelse om Statens Stilling — hvilken Udsættelse Formanden formeente af Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns Amts 4de Distrikt, Professor Krieger, var forlangt henstillet til Forsamlingens Afgjørelse — bemærkede nysnævnte Rigsdagsmand, at denne Formandens Formening var begrundet i en Misforståelse af hans Yttringer.

Formanden:

Det er yttret af et andet Medlem, at det først skulde afgjøres, hvilket Indhold Adressen skulde have.

Ørsted:

Jeg har rigtignok forudsat, at der ikke kunde sinde nogen videre Discussion Sted om Indholdet af Adressen. Hvis dette var Tilfældet, så kunde det gjerne være, at jeg vilde være enig i Indgivelsen af en sådan Adresse; thi jeg har kun stemt imod, at man besluttede sig til at indgive en Adresse uden at være sig klart bevidst, at hvilken Beskaffenhed den skulde være.

Formanden:

Spørgsmålet dreier sig altså kun, om der skal nedsættes en Comitee.

Rée:

Kunde det ikke lade sig gjøre at ordne Sagen således,

at Discussionen blev fortsat imorgen, forinden man skrider til noget Valg?

Madvig:

Jeg må tillade mig at gjøre opmærksom på, at det synes at fremgåe af, hvad Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns Amts 4be Distrikt har yttret, at det er hans Mening, at det første Spørgsmål, som burde afgjøres, er det, om Discussionen af Adressen selve skulde fortsættes, førend Regulativet er udarbeidet, eller udsættes herefter, og dernæst, når det var afgjorte, at denne Discussion skulde udsættes, om da Valget af Comiteen også skulde udsættes eller foregåe tidligere, samt endeligen i dette Tilfælde, om det da skulde foretages idag eller imorgen. Således har jeg opfattet den ærede Rigsdagsmands Yttringer. Det Første bliver derefter: Skal Discussionen om Adresseudkastet opsættes, til Regulativet er forfattet, og for det Andet, hvis det Første antages, skal da Valget på Comiteens Medlemmer foretages strax, det vil sige idag eller imorgen.

Formanden:

Den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns Amts 4de Distrikt er altså ikke imod, at der foretages Valg på Medlemmer af Comiteen. Jeg mener også, at selve Valget af Comiteens Medlemmer gjerne kunde udsættes til imorgen, og hvis ingen af de ærede Medlemmer yttrer sig derimod, så antager jeg, at Forsamlingen med mig er enig i denne Udsættelse. Der ståer da kun tilbage at bestemme Antallet af Medlemmerne i Comiteen. Da flere Stemmer derefter udtalte sig for, at Comiteen skulde beståe af 7 Medlemmer, blev dette af Formanden erklæret for antaget.

Ploug:

Jeg vil foreslåe, at Adressens Udarbeidelse overlades til Forsamlingens Formand og Secretairer.

Krieger:

Dette er atter et aldeles extemporeret Forslag, som ikke støtter sig til den provisoriske Forretningsorden, vi have, hvilket atter viser det Mislige i den Tilstand, hvori vi for Tiden besinde od med Hensyn til Forretningsgangen. En anden Mislighed, som jeg troer strax at burde omtale, er blevne mig meget skar i dette Øjeblik, jeg mener Salens Indretning; thi når den ærede Formand, som ellers pleier at opfatte så skarpt og rigtigt, idag har misforstået mig, så kan dette kun ligge i, at det ikke har været muligt fuldkommen at høre mig fra det Sted, jeg taler.

Ploug:

Jeg skal med Hensyn til den sidste ærede Talers Yttring, at det var et aldeles extemporeret Forslag, jeg fremkom med, bemærke, at den foreslåede Fremgangsmåde netop er bleven brugt ved de sidstafholdte Stænderforsamlinger i Roeskilde og Viborg.

Bang:

Jeg må tillade mig at bemærke, at Formanden har erklæret, at han ikke antog, selv at kunne være Formand af nogen Comitee, og det er eengang bestemt, at der skal nedsættes en Comitee.

David:

Et æret Medlem af Ministeriet har med Ret gjort opmærksom på, hvorledes Ministeriet allerede ved dets første Fremtræden på den constitutionelle Bane har fulgt en fuldkommen god parlamentarisk Skik ved åbent at fremstille det Spørgsmål, hvad Rigsforsamlingen i sin Adresse vil have udtalt. Jeg må tillade mig at minde om disse Ord, forat også Rigsforsamlingen må følge en sådan parlamentarisk Skik og klart blive sig bevidst den Bane, den vil betræde; men dertil udfordres, mine Herrer! man med Hensyn til en Comitees Nedsættelse også må være enig om hvad denne Comitee har at foretage, om Rigsforsamlingen vil overdrage den enten blot det Hverv at udtale sin Tak, eller under Meddelelse fra og Conference med Ministeriet at anstille en grundigere og udførligere Undersøgelse, at man med andre Ord ikke overlader det til et Udvlag at Forsmalingens Medlemmer at afgjøre det Spørgsmål, om Forsamlingen blot skal udtale sin Tak eller tillige gåe ind på, hvad jeg troer at kunne kalde Ministeriets Livsspørgsmål. Forsamlingen må derfor først afgjøre, hvad denne Adresse bør gåe ud på, enten en blot Udtalelse af Tak eller tillige en så alvorlig, vigtig og dybtgående Undersøgelse, som da må blive Tilfældeet, hvis også Ministeriets Beretning skal gjøres til Gjenstand for en Besvarelse.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

67

Tredie Møde (Sluttet).

Spønneck:

Jeg vilde gjerne tillade mig at bemærke et Par Ord om den Måde, hvorpå jeg troer, at Afstemningen i denne Sag burde gåe for sig. Jeg må henholde mig til, hvad den sidste ærede Taler har yttret om Nødvendigheden af, at Forsamlingen, forinden den vælger nogen Comitee, bestemt opgiver, hvilket af de to Alternativer denne Comitee har at følge, enten blot at forfatte en personlig Takadresse eller, for at bruge alt benyttet Udtryk, „en Adresse i stor Stil.” Da der foruden dette Punkt imidlertid er Spørgsmål om den Følgeoden, i hvilken de forskjellige Punkter skulle sættes under Afstemning, tillader jeg mig at foreslåe, at Formanden enten vil erklære eller sætte det under Afstemning, at Discussionen om Sagen idag er sluttet, og at der imorgen vil blive stemt efter en trykt Afstemningsliste.

Krieger:

Det forekommer mig, at det Spørgsmål, som nu er reist af to af Hans Majestæt udnævnte Rigsdagsmænd, netop er afgjort ved den Afstemning, hvorved det er bestemt, at en Comitee skal nedsættes;

Sponneck:

Ja, men det er ikke afgjorte, om denne Comitee skal have en bestemt Instrux om at følge det ene eller det andet Alternativ, eller om det måskee skal overlades vil Comiteen at gåe, som der af Nogle er yttret, en Middelvei.

Krieger:

Jeg må henstille til Formanden, om ikke dette Amendement kommer for sildigt.

Ørsted:

Jeg forudsætter også som afgjorte, at Comiteen skulde nedsættes på sædvanlig Måde. Det var just med Hensyn dertil, at der herskede såmegen Uklarhed om, hvad Adressen skulde indeholde, at jeg kom til det Resultat, at stemme for, at der overhovedet ikke skulde indgives nogen Adresse. Jeg troer, at det vilde stride imod Alt, hvad der er anført, hvis man bagefter begyndte en Discussion om Adressens Indhold. Dersom en sådan Discussion nu skulde begyndes, da måtte hiin Beslutning om en Comitees Nedsættelse vistnok tages tilbage; thi det måtte netop være af stroste Vigtighed ved denne Bestemmelse. Hvad der var Pluralitetens Mening, måtte ansees at blive bestemt med Hensyn til Adressens Indhold. Dersom denne nemlig skulde være hvad man kaldte „en Adresse i stor Stiil“, da er der vistnok Mange, som ville sinde en sådan upassende; hvis Pluraliteten derimod skulde udtale sig for, at Adressen kun skulde være en Udtalelse af en personlig Tak til Hans Majestæt, da troer jeg, at Ingen vilde have Noget imod en sådan at indvende, om man endogså måtte ansee den for ufornøden. Jeg mener derfor, at det ikke vilde være heldigt, om der nu skulde begynde en Discussion om Adressens Indhold, skjøndt jeg måtte ansee det for høist ønskeligt, hvis den havde fundet Sted, før der var taget Beslutning om at nedsætte en Comitee. Nu finder jeg den, som sagt, mindre passende.

Formanden:

Jeg troer også, at dette er Tilfældet. Jeg vil imidlertid benytte mig af den Mysdighed, som Stænderanordningen giver mig dertil, idet jeg nemlig vil overlade det til Forsamlingen at afgjøre, hvorvidt den omhandlede Discussion skal sinde Sted.

Høiesteretsassessor Bruun:

Det lader sig ikke godt gjøre, nu at begynde Sagen påny. Det er et heelt nyt Andragende, som der her er blevet stillet, og det forekommer mig, at det vilde være

meget risikeerligt, at overlade til Forsamlingen at afgjøre, hvorvidt der herom må sinde nogen yderligere Discussion Sted.

David:

Jeg må gjøre opmærksom på, at Forlangendet om at der måtte tages Hensyn til Adressens Indhold var fremsat af et øret Medlem ligeoverfor, og jeg må såmeget mere antage, at dette Spørgsmål må komme under Afstemning, som det forekommer mig, at selve Formanden yttrede, at der iblandt de Punkter, som han meente der vilde komme under Afstemning, netop var eet angående Adresens Indhold. Jeg tør imidlertid ikke påståe dette, men må appellere til de nærmere Siddende.

Rée:

Det forekommer mig også, at fordi det Punkt er afgjorte, at der skal nedtættes en Comitee, vil man meget godt, om det også end måtte stride imod det Formelle, kunne fortsætte en Discussion, som tjener til at opklare Begreberne om den Adresse, som skal indgives. Om det også er imod Formen, så troer jeg dog, at den Praxis tidligere er bleven brugt, mere at tage Hensyn til Realiteten end til Formen.

Høiesteretsassessor Bruun:

Jeg må tillade mig at bemærke, at en sådan Discussion og Afstemning formeentligen såmeget mindre nu her kan sinde Sted, som dette Spørgsmål, såvidt jeg kan erindre, ikke engang er bleven forlangt sat under Afstemning. Flere Rigsdagsmænd have vel omtalt de forskjellige Måder, hvorpå en Adresse kunde affattes, og den Form, der i denne Henseende burde foreskrives Comiteen, men der er ikke gjort nogen Påstand på en færegen Afstemning herom; når man nu atter vil optage Discusstonen, så kunde det Tilfældee let opståe, at nogle af de Rigsdagsmænd, som før stemte for en Adresse, nu kunde stemme derimod, så at et heelt modsat Resultat kunde fremkomme.

Bang:

Jeg skal tillade mig at bemærke, at det, der foreligger til Behandling, er det Forslat, som den ærede Rigsdagsmand fra Århuus har indgivet om en Adresse; det Eneste, hvorom der er begjeret Afstemning, er det, om der skulde nedsættes en Comitee til at udarbeide denne Adresse. Efter den for os gjældende Anordning er det foreliggende Forslag den eneste Indstilling, der er gjort, og det vilde compromittere al Orden, hvis man vilde forlade den og stemme om noget Andet.

Høiesteretsassessor Bruun:

Jeg må også bemærke, at et nyt Forslag ikke engang vil kunne komme frem, da det ikke har været opslået på Tavlen til Medlemmernes Efterretning.

David:

Det forekommer mig, at der her slet ikke er Tale om noget nyt Forslag. Der spørges kun, om Comiteen eller Rigsforsamlingen skal afgjøre Adressens Indhold.

Krieger:

Der spørges simpelthen, om den Discussion, som er sluttet, uden at noget Amendement er stillet, nu igjen skal oprippes og forskjellige Punkter sættes under Afstemning, efterat det, som sagt, var afgjorte, at en Comitee skal nedsættes, og idet man skulde gåe over til at afgjøre Antallet af Medlemmerne i den.

Ørsted:

Jeg må gjøre opmærksom, på, at der ikke er nogen Bestemmelse om at indgive en Adresse, men kun om at nedsætte en Comitee, hvis Adresseudkast først skal prøves. Hvis det altså ikke er heldigt og man mener, at det i det Hele ikke kan omarbeide, kan Resultatet godt blive, at man bestemmer sig til ingen Adresse at indgive.

Tvede:

Det forekommer mig, at Forsamlingen allerede har afgjort, at der skulde indgives en Adresse, natruligviis under den Forudsætning, at man kunde blive enig om dens Indhold, så at der

68

nu kun kan blive Spørgsmål om Comiteens Udvælgelse og Antallet af dens Medlemmer.

Formanden erklærede hereafter Sagen for uddebatteret, og efterat han, da ingen yttrede sig derimod, havde bemærket, at det måtte ansees for Forsamlingens Mening, at den omhandlede Cosmitee skulde beståe af 7 Medlemmer, på hvilke Valget vilde blive at forestage i det næste Møde, der berammedes til den følgende Dags Middag KlokKen 12, blev Mødet hævet.

Fjerde Møde.

Torsdag den 25de October.

Formanden tog Ordet således: Jeg skal tillade mig at meddele Forsamlingen, at der er tilstillet mig et lidet Skrift af Dr. juris Etatsråd Paulsen, som er omdeelt til Medlemmerne, samt et andet af Commandeur Dahlerup angående Krigens Førelse, hvoraf Dhrr., som måtte ønske det, ville behageligen kunne fåe Eremplarer i Bureauet.

Fremdeles har jeg fra Justitsministeren modtaget en Skrivelse, som anmelder, at et af Palaierne på Amalienborg Plads er stillet til Disposttion for Forsamlingens Formand, i hvilken Henseende jeg skal tillade mig nogle Yttringer. Idet jeg tilfulde erkjender den Velvillie, som der ved dette Tilbud er viift Forsamlingen, skal jeg dog bemærke, først at der herved neppe kan være tænkt på at yde Formanden nogen væsentlig Fordeel; thi selv om han var en udenbyes Mand, kunde han vel neppe ønske sig et så stort Locale, som derhos er så langt beliggende fra Forsamlingssalen. Nærmest må der vel være taget Hensyn til, at dette Palais kunde være et Samlingssted for Forsamlingen og give Formanden Leilighed til at forskaffe. Medlenumerne de selskabelige Adspredelser og Nydelser. Jeg skal tillide mig at fremsætte de Betænkeligheder, jeg har ved at modtage et sådant Tilbud, idet jeg bemærker, at det naturligviis i ethvert Tilfældee kun er den virkelige Formand, hvorom her kunde blive Spørgsmål, og ikke om, den foreløbigen valgte Formand. Det forekommer mig først, at Alt, hvad der henhører til den ydre Glands, ikke ståer i Samklang med vor Rigsforsamlings jævne Charakteer. Når jeg dernæst gåer ud fra, at Hensigten skal være selskabelige Sammenkomster, da måtte det vel være tvivlsomt, hvorvidt Mænd, der tildeels ere kun lidet eller slet ikke bekjendte for hverandre og som ståe i forskjellige Livsstillinger, og ofte have forskjellige Anskuelser, — om hvorvidt — siger jeg, der af disses Sammenkomft kunde fremgåe noget virkeligt frugtbart Resultat med Henfyn til selskabelige Adfpredelser. Dernæft forekommer det mig, at i en Tid som den nærværende, kan man ikke have synderlig Tanke for Selskabelighed og Adspredelse. Endelig finder jeg, at det ikke er et uvigtigt Moment, at sådanne Sammenkomfter vilde medføre ikke ubetydelige Omkostninger, der, især på en Tid som den nærværende, hellere burde undgåes. Det er derfør min Mening, at man med al Taknemmelighed bør påskjønne Tilbudet, ligesom jeg holder mig forvisset om, at det kun er fremgået af Ministeriets Velvillie for Forsamlingen, og at det meget godt kan være at forståe som et blot Tilbud fra Ministeriet, Forsamlingen fra sin Side altså kan undlade at modtage idetmindste for Tiden, uden at der derved kan opståe nogen væsentlig Meningsforskjel mellem Forsamlingen og Ministeriet. Hvis Forsamlingen skulde dele disse mine Anskuelser, ville videre Forhandlinger om denne Sag være overflødige; hvis det Modsatte er Tilfældet, vilde der vel i al Fald kun blive Tale derom, når den virkelige Formand er udnævnt; og måskee behøvede man ei ubetinget og til enhver Tid at undslåe sig for Tilbudet, om man end i nærværende Øjeblik ikke troede at burde mod

tage det. Jeg veed ikke, om Nogen vil yttre sig herimod, eller om jeg tør antage, at Forsamlingen deler mine Anskuelser; thi i så Fald vil jeg besvare Justitsministerens Skrivelse i Henhold dertil. Efterat Formanden dernæst havde bemærket, at efter Dagsordenen vilde Forsamlingen nu have at forestage Valg af 7 Medlemmer til den Comitee, hvis Nedsættelse i Gårsmødet blev besluttet i Anledning af det indkomme Forslag om et Svar på Hs. Majestæt Kongens Tiltale til Forsamlingen, samt efterat Formanden fremdeles havde erindret Forsamlingens Medlemmer om, i de afgivende Stemmefedler tydeligen at betegne de Medlemmer, som måtte have samme Navn som andre Medlemmer, hvilke Navne bleve oplæste, og efterat Formanden endeligen havde gjort en Bemærkning angående Afgivelsen af Rigsdagsmændenes Eremplarer af Rigsdagstidenden, skred Forsamlingen til den omtalte Valgforretning, hvis Udfald blev, at de fleste Stemmer faldt på Cancelliråd Ottererstrøm (121 Stemmer), Professor Madvig (106 Stemmer), Professor Clausen (97 Stemmer), Gårdeier Ole Kirk (78 Stemmer), Godseier Ryholm (60 Stemmer), Overretsprocurator Jespersen fra Viborg (58 Stemmer), samt Professor Larsen og Overretsprocurator B. Christensen (hver 51 Stemmer. Som Følge af denne Afstemning, samt i Henhold til Bestemmelserne af Frdg. 15de Mai 1834, hvorefter i Tilfælde af Stemmelighed Alderen gjør Udslaget, bleve Otterstrøm, Madvig, Clausen, Ole Kirk, Nyholm, Jespersen og Larsen proclamerede som valgte Medlemmer af den omhandlede Comitee.

Formanden:

Der er et æret Medlem, som har ønsket at gjøre et Spørgsmål til Udenrigsministeren, altså hvad man pleier at kalde en Interpellation. Da vi ikke have nogen Bestemmelse for Formen for Interpellationer, hvilke ikke ere omtalte in Reglementet For Stænderforsamlingerne, men som dog a fog til have fundet Sted i disse, end at Formanden bestemmer, hvorledes der skal forholdes in sådanne Tilfælde for den korte Tid, indtil vi fåe en Bestemmelse derom. Indtil da bil det vel være rigtigst, at et sådant Spørgsmål til Ministeriet udenfor den almindelige Dagsorden måtte anmeldes Dagen forud, skriftlig og bestemt, og derefter meddeles til Vedkommende, og den, som gjorde dette Spørgsmål, spurgte, og vdkommende Minister derpå svarede, hvorefter den, som havde gjort Spørgsmålet, måtte kunne igjen forlange yderligere Oplysninger, men ingen anden Discussion og altså heller ikke nogen Beslutning måtte finde Sted. Således som Sagen nu ståer, sålænge vi intet Regulativ have, er det kun på denne Måde jeg har troet at kunne indrømme Interpellationer. Med Hensyn til det Spørgsmål, som det ærede Medlem ønsker at gjøre idag, og som vedrører de slesvigske Forhold, da har Udenrigsministeren erklæret, at han er villig til endnu idag, idetmindste foreløbigt, at besvare det. Jeg vil derfor anmode den ærede Rigsdagsmand, som ønsker at gjøre dette Spørgsmål, nu at fremsætte det.

Nyholm:

De sørgelige Avisefterretninger, som sidste Post har bragt os, og som synes at finde en Bekræftelse i det Aftryk af Fædrelandet, som her er bleven omdeelt, i Forening med det Factum, at den tydske Regjeringscommissair Stedtmann såvelsom den danske Regjeringscommissair, Kammerherre Reedtz igår ere ankomme hertil Hovedstaden, have, såvidt jeg hår ersaret, frembragt en vis Spænding og Urolighed hos Folket. Jeg troer derfor, at det vilde være særdeles hensigtsmæssigt, hvis Hr. Udenrigsministeren måtte finde sig foranlediget ti i denne Anledning at meddele Oplysninger, — naturligviis må jeg ganske overlade til ham at bestemme hvilke og i hvilket Omfang han mener, at de bør meddeles; og det har således været mig meget kjært, af den ærede Formand at høre, at Udenrigsministeren er villig til allerede idag at besvare dette mit Spørgsmål.

(Sluttes.)

Forlagt og trykt af Kgl. Hofbogtrykker Btanco Luno.

69

Fjerde Møde. (Sluttet).

Udenrigsministeren:

Allerede igår havde jeg den Ære at meddele Rigsforsamlingen., at Regjeringen var beredt til at imødekomme dens Ønske om at erholde Oplysninger om de politiske Forhold, såsnart Forsamlingen nærmere havde bestemt sig for den Form, under hvilken dette kunde skee, enten til et Udvalg af Forsamlingen, eller på anden Måde. Jeg tilføiede, at Regjeringen i Henseende til det Omfang, hvori disse Meddelelser kunde finde Sted, vilde være indskrænket ved de Pligter, som det har at iagttage af Henshn til Landets Interesser, der kunde lide væsentligt, såfremt noget, der henhørte til Forhandlinger, som endnu kunde kaldes svævende, skulde meddels offentlig,. jeg kunde gjøre dette med så meget støre Fortrøstning, om at en Overeenskomst mellem Forsamlingen og Regjeringen i denne Henseende vil finde Sted, som Forsamlingen allerede igår havde viist, at Rigsforsamlingen er bessælet af den samme besindige og faste Ånd, som det Folk, hvoraf den er udgået. Jmidlertid var det let at forudsee, at der meget hyppig ville komme Øieblikke, hvori dette Forsamlingens Mådehold i at begjere Oplysninger af Regjeringen, vil blive sat på alvorlige or vanskelige Prøver. Det, som må gjøre det dybeste Indtryk på Forsamlingen, er ikke såmeget det, der allerede er trådt ind i et afsluttet Stadium, men det er meget mere det, som netop bevæger sig i Øjeblikket; det er imidlertid dette Sidste, det er det Øieblikkelige, med Hensyn til hvilket Regjeringen er meest indskrænket i det, som den kan meddele Forsamlingen. Et sådant Tilfælde er juft nu mødt idag; der er kommet Efterretninger, som ere skikkede til at vække den størfte Grad af Sensation og Foruroligelse hos Forsamlingen og Folket, og ikke destomindre er Regjeringen ude af Stand til i nærværende Øjeblik at meddele Forsamlingen nogen fuldstændig Oplysning desangående. Såsnart jeg modtog disse Efterretninger, forudsåe jeg det Indtryk, de vilde gjøre på Forsamlingen og ilede med igjennem de offentlige Blade at bringe Noget af det til Kundskab, som Regjeringen såe sig istand til at meddele. For en Deel er dette allerede blevet den ærede Forsamling bekjendt, Mere vil følge efter, som vil lægge for Dagen, på hvilken Måde den nye Regjering i Hertugdømmerne har gjort sin Indtrædelse. Men med Hensyn til det Væsentlige, det, der vil ligge Forsamlingen meest på Hjerte at fåe Kundskab om, nemlig på hvilken Måde Hans Majestæts Regjering vil optræde imod det, som nu er skeet, derom seer jeg mig ikke istand til for Øjeblikket at meddele Forsamlingen nogen Oplysning. Rigtigheden heraf vil Forsamlingen udentvivl erkjende, når den erindrer, hvad der allerede af den ærede Interpellant er omtalt, at den danske Regjeringscommissair Kammerherre Reedtz såvelsom den tydske Regjeringscommissair Stedtmann ere komne hertil, men dog først igår Aftes. Refjeringen har i lang Tid arbeidet på at fåe en sådan Administrations-Commisston, som Våbenstilstanden bestemmer, istand; den har altid været rede til inden for de ved Tractaten bestemte Grændser at indroømme Forandringer i personalia; i denne Henseende har den ikke havt Anledning

til at yttre sig om nogen Modification af anden Art, der ikke er blevet den foreslået af den Regjering, hvormed den nærmest har contraheret, og som heller ikke er bleven den proponeret af den Magt, som senere er trådt ind i disse Forhold, nemlig den tydske Centralmagt. Den danske Commissair har været beskjæftiget med at bringe en Combination i den antydede Retning istand; han har deeltaget i Jnstalleringen af en sådan Regjering, efterat dens Medlemmer havde erklæret sig pure for at ville regjere i Overeensstemmelse med Våbenstilstanden, således som den var ratificeret og antaget. Senere er denne Regjering trådt op på en Måde, om hvilken der kun kan være een Mening, at den på ingen Måde ståer i Harmoni med de Betingelser, der ligge til Grund for Våbenstilstanden. Det er hertil, jeg stgtede, når jeg sagde, at den foreløbige Meddelelse herom allerede er indført i de offentlige Blade, og at Mere om kort Tid vil følge efter det, idet nemlig de Bekjendtgjørelser og Placater, som den nye Administrations-Commiston har udstedt, ere så vidtløftige, at de ikke strax kunne have været meddeelte. Det, som er meddeelt, vil imidlertid allerede være tilstrækkeligt til deraf at kunne erkjende, at den er trådt op på en Måde, som ingenlunde er stemmenmde med hvad der fra Danmarks Side, fra de contraherende Magters Side, med Rette kunde påståes. Såsnart dette var skeet, tog den danske Commissair den Beslutning, at begive sig hertil, hvori han har gjort fuldkommen vel, og hvilket fortjener Regjeringens Anerkjendelse, idet han derved har stat Regjeringen istand til at sørge for, at den Måde, hvorpå han træder op, og den Måde, hvorpå Regjeringen træder op, kan være i den fuldkmneste Overeensstemmelse. Da han havde meddeelt denne Beslutning til den derværende tydske Regjeringscommissair, fandt denne sig ligeledes foranlediget til strax at begive sig hertil, og dette må jeg ansee som øskeligt og heldigt. De ankom hertil igår Aftes og Forsamlingen vil let kunne indsee, at de Forhandlinger, som jeg imidlertid har havt med den danske Commissair, ikke have kunnet være bragte såvidt, at derom kan meddeles Videre idag og måskee heller ikke i de to eller tre første Dage; dette Sidste stger jeg udtrykkelig, med Henshn til at der har været Spørgsmål om at udsætte den skete Interpellation til imorgen, idet jeg gjør opmærksom på, at jeg ikke hellr da vil være istand til at meddele nogen fuldstændig Oplysning.

Formanden:

Der ståer nu intet Bidere tilbage, end at angive Dagsordenen i næste Møde, som vil finde Sted på Løverdag Kl. 12. Der vil da først blive at forestage en Interpellation of Professor Larsen til Ministeriet, om hvorvidt det måtte være Regjeringens Hensigt at bring Anordningen om Udskrivning af Ikke værnepligtige af 23de Septbr. d. A. i Anvendelse; dernæst, hvis Udenrigsministeren da måtte finde Anledning til at kunne meddele de nærmere Oplysninger, som han har antydet i Dagsmødet, vil dette også skee i samme Møde; det tredie, som vil blive foretaget, er den af den i den sidste Stænderforsamling i Roeskilde nedsatte Comitee meddeelte Beretning om Indkjøb af Bøger til Rigsforsamlingens Bibliothel. samt et Forslag om Flytningen af Stænderforsamlingernes Bibliotheker hertil.

Mødet hævet.

For at kunne meddele det i 4de Møde Forhandlede fuldstændigt leveres ovenstående Tillæg særskilt: Dets Indhold vil blive gjentaget i følgende Nummer.

70
71

Fjerde Møde. (Sluttet.)

Udenrigsministeren:

Allerede igår havde jeg den Ære at meddele Rigsforsamlingen, at Regjeringen var beredt til at imødekomme dens Ønske om at erholde Oplysninger om de politiske Forhold, såsnart Forsamlingen nærmere havde bestemt sig for den Form, under hvilken dette kunde skee, enten til et udvalg af Forsamlingen, eller på anden Måde. Jeg tilføjede, at Regjeringen i Henseende til det Omfang, hvori disse Meddelelser kunde finde Sted, vilde være indskrænket ved de Pligter, som det har at iagttage af Hensyn til Landets Interesser, der kunde lide væsentligt, såfremt Noget, der henhørte til Forhandlinger, som endnu kunde kaldes svævende, skulde meddeles offentlig; jeg kunde gjøre dette med så meget større Fortrøstning, om at en Overeenskomst mellem Forsamlingen og Regjeringen i denne Henseende vil finde Sted, som Forsamlingen allerede igår havde viist, at Rigsforsamlingen er besjælet af den samme besindige og faste Ånd, som det Folk, hvoraf den er udgået. Imidlertid var det let at forudsee, at der meget hyppig ville komme Øieblikke, hvori dette Forsamlingens Mådehold i at begjere Oplysninger af Regjeringen, vil blive sat på alvorlige og vanskelige Prøver. Det, som må gjøre det dybeste Indtryk på Forsamlingen, er ikke såmeget det, der allerede er trådt ind i et afsluttet Stadium, men det er meget mere det, som netop bevæger sig i Øieblikket; det er imidlertid dette Sidste, det er det Øieblikkelige, med Hensyn til hvilket Regjeringen er meest indskrænket i det, som den kan meddele Forsamlingen. Et sådant Tilfældee er just nu mødt idag; der er kommet Efterretninger, som ere skikkede til at vække den største Grad af Sensation og Foruroligelse hos Forsamlingen og Folket, og ikke destomindre er Regjeringen ude af Stand til i nærværende Øieblik at meddele Forsamlingen nogen fuldstændig Oplysning desangående. Såsnart jeg modtog disse Efterretninger, forudsåe jeg det Indtryk, de vilde gjøre på Forsamlingen og ilede med igjennem de offentlige Blade at bringe Noget af det til Kundskab, som Regjeringen såe sig istand til at meddele. For en Deel er dette allerede blevet den ærede Forsamling bekjendt, Mere vil følge efter, som vil lægge for Dagen, på hvilken Måde den nye Regjering i Hertugdømmerne har gjort sin Indtrædelse. Men med Hensyn til det Væsentlige, det, der vil ligge Forsamlingen meest på Hjerte at fåe Kundskab om, nemlig på hvilken Måde Hans Majestæts Regjering vil optræde imod det, som nu er skeet, derom seer jeg mig ikke istand til for Øieblikket at meddele Forsamlingen nogen Oplysning. Rigtigheden heraf vil Forsamlingen udentvivl erkjende, når den erindrer, hvad der allerede af den ærede Interpellant er omtalt, at den danske Regjeringscommissair Kammerherre Reeds såvelsom den tydske Regjeringscommissair Stedtmann ere komne hertil, men dog først igår Aftes. Regjeringen har i lang Tid arbeidet på at fåe en sådan Administrations-Commission, som Våbenstilstanden bestemmer, istand; den har altid været rede til inden for de ved Tractaten bestemte Grændser at indrømme Forandringer i personalia; i denne Henseende har den ikke havt Anledning til at yttre sig om nogen Modification af anden Art, der ikke er blevet den foreslået af den Regjering, hvormed den nærmest har contraheret, og som heller ikke er bleven den proponeret af den Magt, som senere er trådt ind i disse Forhold, nemlig den tydske Centralmagt. Den danske Commissair har været beskjæftiget med at bringe en Combination i den antydede Retning istand; han har deeltaget i Installeringen

af en sådan Regjering, efterat dens Medlemmer havde erklæret sig pure for at ville regjere i Overeensstemmelse med Våbenstilstanden, således som den var ratificeret og antaget Senere er denne Regjering trådt op på en Måde, om hvilken der kun kan være een Mening, at den på ingen Måde ståer i Harmoni med de Betingelser, der ligge til Grund for Våbenstilstanden. Det er hertil, jeg sigtede, når jeg sagde, at den foreløbige Meddelelse herom allerede er indført i de offentlige Blade, og at Mere om kort Tid vil følge efter det, idet nemlig de Bekjendtgjørelser og Placater, som den nye Administrations-Commision har udstedt, ere så vidtløftige, at de ikke strax kunne have været meddeelte. Det, som er meddeelt, vil imidlertid allerede være tilstrækkeligt til deraf at kunne erkjende, at den er trådt op på en Måde, som ingenlunde er stemmende med hvad der fra Danmarks Side, fra de contraherende Magters Side med Rette kunde påståes Såsnart dette var skeet, tog den danske Commissair den Beslutning, at begive sig hertil, hvori han har gjort fuldkommen vel, og hvilket fortjener Regjeringens Anerkjendelse, idet han derved har sat Regjeringen istand til at sørge for, at den Måde, hvorpå han træder op, og den Måde, hvorpå Regjeringen træder op, kan være i den fuldkomneste Overeensstemmelse. Da han havde meddeelt denne Beslutning til den derværende tydske Regjeringscommissair, fandt denne sig ligeledes foranlediget til strax at begive sig hertil, og dette må jeg ansee som ønskeligt og heldigt. De ankom hertil igår Aftes og Forsamlingen vil let kunne indsee, at de Forhandlinger, som jeg imidlertid har havt med den danske Commissair, ikke have kunnet være bragte såvidt, at derom kan meddeles Videre idag og måskee heller ikke i de to eller tre første Dage; dette Sidste siger jeg udtrykkelig, med Hensyn til at der har været Spørgsmål om at udsætte den skete Interpellation til imorgen, idet jeg gjør opmærksom på, at jeg ikke heller da vil være istand til at meddele nogen fuldstændig Oplysning.

Formanden:

Der ståer nu intet Videre tilbage, end at angive Dagsordenen i næste Møde, som vil finde Sted på Løverdag Kl.12. Der vil da først blive at foretage en Interpellation af Professor Larsen til Ministeriet, om hvorvidt det måtte være Regjeringens Hensigt at bringe Anordningen om Udskrivning af Ikkeværnepligtige af 23de Septbr. d. A. i Anvendelse; dernæst, hvis Udenrigsministeren da måtte finde Anledning til at kunne meddele de nærmere Oplysninger, som han har antydet i Dagsmødet, vil dette også skee i samme Møde; det tredie, som vil blive foretaget, er den af den i den sidste Stænderforsamling i Roeskilde nedsatte Comitee meddeelte Beretning om Indkjøb af Bøger til Rigsforsamlingens Bibliothek, sant et Forslag om Flytningen af Stænderforsamlingernes Bibliotheker hertil.

Mødet hævet.

Femte Møde.

Lørdag den 28de October.

Formanden:

Jeg har gjennem Rigsdagsmanden With modtaget en Adresse til Rigsforsamlingen om de slesvigske Forhold fra flere Slesvigere, som for Tiden opholder sig t kjøbenhavn; ligeledes har jeg modtaget fra Rigsdagsmanden Clausen en Skrivelse,

72

hvormed han sender fra 193 Indbyggere i Præstø og samme Byes Omegn et Andragende, som indeholder Udtryk af deres dybeste Medfølelse med vore slesvigske Brødres Nød og med Begjering om, at Rigeforsamlingen vil bevæge Hans Majestæt til fremdeles at foretage Alt, hvad Rigets Ære kræver , og Forsikkringen om deres Redebonhed til at bære ethvert Offer og enhver Byrde, søm ifølge deraf måtte blive fordret. Disse to Adresser ville blive henlagte i Læseværelset, og når Regulativet er bestemt, vil Forsamlingen tage nærmere Beslutning om, hvad der i den Anledning skal foretages.

Dernæst har jeg fra den borgerlige Læseforening modtaget 100 Adgangskort til dens Locale for Rigsdagsmænd. De Herrer, som ønske sådan Adgang, ville behage at henvende sig til Contoiret. — Den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 7de District har Ordet i Anledning af den af ham anmeldte Interpellation.

Professor Larsen:

Det vil vistnok ikke være undgået Ministeriets Opmærksomhed, at Forordningen om den extraordinaire Udskrivning af den hidtil for Værnepligten fritagne Befolkning, som er emaneret den 23de Septbr. d A., har fremkaldt temmelig megen Misbilligelse fra flere Sider. Fra den formelle Rets Standpunkt har man især gjort gjældende, at der kunde reises betydelige Tvivl om, hvorvidt der virkelig een Måned efterat den såkaldte Våbenstilstand er afsluttet, og een Måned førend Rigsforsamlingen skulde indkaldes, forelå en så påtrængende Nødvendighed for at lad en så vigtig og indgribende Lov emanere, at det kunde retfærdiggjøres at lade dette skee, uden først derom at høre enten de hidtilværende Stænder eller nærværende Forsamling.

Med Hensyn til Realiteten troer jeg vel, at man i Almindelighed har været ening derom, at det er billigt og rigtigt, at den hidtil for Værnepligt fritagne Befolkning kaldes til Deeltagelse i nærværende Krig; men det er nærmest Måden, hvorpå dette er iværksat ved Forordningen, som har fremkaldt den omtalte Utilfredshed. På samme Tid nemlig, som de, der ere fødte værnepligtige, efter den bestående Lovgivning skulle i en Mængde Tilfælde forbigåes ved Udskrivningen, fordi de have opnået en Livsstilling, i hvilken man har antaget, at Udskrivningen vilde gribe altfor forstyrrende ind, så skal efter Forordningen af 23de September aldeles intet sådant Hensyn komme de hidtil fritagne Classer tilgode; ingensomhelst, i Tillid til den hidtil gjældende Lovgivning, opnået Livsstilling skal forskåne dem for Udskrivningen, hvor forstyrrende denne end kan gribe ind i deres hele Fremtid. Der fremkommer derved det særegne Resultat, at de Pågjældende i Forhold til denne Udskrivning ofte vilde have været bedre farne, dersom de havde været fødte Værnepligtige, end de nu ere det som hidtil fritagne for denne Pligt, da i første Tilfælde den af dem opnåede Livsstilling vilde have bevirket, at de måtte have været forbigåede, istedetfor at den nu ikke kommer i Betragtning. Det må vistnok erkjendes, at det hele System af Fritagelser og Forbigåelser, som gjælder for den værnepligtige Befolkning, ikke just fortjener Billigelse, at det kan være ønskeligt, at det efterhånden afskaffes, og man vil vistnok endog være enig om, at alle sådanne Hensyn til de Enkeltes personlige Forhold, både for den hidtil værnepligtige og ikke-værnepligtige Befolknings Vedkommende, bør kunne falde bort, hvis der handles om, under Fædrelandets overhængende Fare at kalde de hele tjenstdygtige Mandskab til Våben til Landets Forsvar; men Forordningen af 23de September har ikke dette Formmål. Der handles ved den kun om at skaffe et forholdsviis mindre betydeligt Supplement til den allerede udskrevne Hær, og det turde da være en vægtig Indvending mod samme, at det Offer, man ved den fordrer af mange Enkelte, ved den forstyrrende Måde, hvorpå Udskrivningen kan gribe ind i deres Fremtid, ikke synes at ståe i det rette Forhold til det Formål, der ved den hele Foranstaltning kan opnåes. Endeel agtede Medborgere her i Staden have ifølge disse Betragtninger og flere andre, som let kunde tilføies, opfordret mig til at interpellere Ministeriet om, hvorvidt det måtte være sammes Hensigt at bringe Forordningen af 23de September i Anvendelse, eller om det muligen nu måtte være Hensigten at stille denne Foranstaltning i Bero—indtil at Værnepligtens Almindeliggjørelse i det Hele kan ordnes ved Lov, navnlig ved det Lovudkast, som, ifølge den af Ministeriet til

denne Forsamling skete Meddelelse, agtes forelagt Forsamlingen til Overveielse. Det er mig ikke ganske klart, hvilken af de ærede herrer Ministre, jeg egentlig har at henvende mig til i dette Anliggende. Det måtte vel nærmest være Hr. Justitsministeren, som Den, under hvem det hele Udskrivningsvæsen sorterer; men muligt vil det også være Hr. Krigsministeren, som Den, til hvis Disposition det udskrevne Mandskab vil være at stille. Jeg tillader mig derfor at opfordre den af de Herrer Ministre, som det findes nærmest at vedkomme, at ville besvare dette Spørgsmål som jeg har forelagt ifølge flere Medborgeres Forlangende.

Justitsministeren:

Med Hensyn til, at den Anordning, der er Gjenstand for nærværende Interpellation, er emaneret under det Ministerium, som jeg har den Ære at bestyre, skal jeg for Tiden besvare den skete Interpellation. Jeg troer, at denne støtter sig til den noie Forbindelse, som der unægtelig finder Sted imellem den Anordning, som er bebudet at ville blive forelagt Forsamlingen om almindelig Værnepligts Indførelse, og den Anordning, som allerede er emaneret angående den extraordinaire Udskrivning af de hidtil for Værnepligt fritagne Classer. Anordningen om almindelig Værnepligt gåer jo ud på, ved de fremtidige Udskrivninger af Mandskab at hæve de Uligheder, den Forskjellighed, som har fundet Sted imellem de forskjellige Samfundsclasser i Udøvelsen af den Borgerpligt, som må anerkjendes at påhvile alle Samfundsclasser, den nemlig, med sin Person, såvidt man kan, at bidrage til Fædrelandets Forsvar; den foreløbig emanerede Anordning angående en extraordinair. Udskrivning gåer ud på, med Hensyn til de Borgerclasser, hvori Udskrivningen alt tidligere har fundet Sted, at søge at udjevne den hidtil stedfundne Ulighed og Forskjel. Begge gribe naturligviis dybt ind i de Samfundsforhold, som have udviklet sig i vort Fædreland gjennem en Række af År, ja, i Århundreder; begge egne sig efter deres Natur til under almindelige Omstændigheder at forelægges Folkets Udvalgte, forinden de træde i Kraft. Det kunde derfor synes inconseqvent fra Regjeringens Side, når den har påtaget sig det Ansvar, at tilråde Hans Majestæt at lade Anordningen om den extraordinaire Udskrivning emanere, medens man ikke har påtaget sig et lignende Ansvar med Hensyn til den almindelige Værnpligtslov. Jeg må imidlertid tillade mig at hendlede den høitærede Forsamlings Opmærksomhed på, at der ved Siden af den nøie Forbindelse, som beståer mellem de 2 Anordninger, også tillige er en væsentlig Forskjel imellem dem; denne Forskjel de beståer navnlig deri, at man ved Udskrivningen af de hidtil uværnepligtige Classer vil hurtigt, ja forholdsviis meget hurtigt, kunne komme til et væsentligt Resultat, som kan bidrage til at styrke vor Hær, medens det samme Resultat kun langsomt lader sig opnåe ad den anden Vei. Jeg må tillade mig endvidere at bemærke at der ved den nye Anordning, som er emaneret om den extraordinaire Udskrivning, kunde tages forskjellige Bestemmelser, som ikke forud præjudicerede de Principer, de almindelige Regler, som nødvendigviis måtte gjøre sig gjældende ved den almindelige Værnepligtslov. Jeg skal i så Henseende hentyde på, at Tjenestetiden ved den almindelige Værnepligtslov kun er bestemt for så lang Tid, som de nærværende Krigsforhold måtte gjøre det nødvendigt. Når nu militaire Hensyn gjorde det nødvendigt at opbyde alle Kræfter for at styrke vor Hær, og det ei alene for at forskaffe vor Hær en blot numerisk Styrke, men tillige for at styrke dens moralske Kraft; når nu disse Hensyn, som sagt, gjøre sig gjældende, troer jeg, at Ministeriet var i sin gode Ret ved at lade denne Anordning emanere, ja at det vilde have pådraget sig Ansvar ved ikke at gjøre det. Man var forud overbeviist om, at en Anordning, som Regjeringen måtte finde nødvendig for at skaffe de Hjelpemidler, som Tiden krævede til Fædrelandets Frelse, også i sin Tid vilde finde Medfølelse hos Folkets Udvalgte. Man kunde på samme Tid ikke forudsee, når en Forsamling kunde sammentræde, for hvilken man vilde have kunnet forelægge denne Anordning; man kunde endnu mindre forudsee, om denne Forsamlings Hverv skulde indskrænke sig til i Fredens Ly at beskjæftige sig med den Gjenstand, som nærmest måtte være dens Drøftelse underlagt, eller om der tillige måtte findes Anledning til fra Regjeringens Side at forelægge den andre Lovgivningsarbeider til at fremme det

73

samme Øiemed som det, hvortil den almindelige Udskrivningslov sigtede. Omstændighederne have imidlertid medført, at Forsamlingen belv sammenkaldt til en Tid, da den extraordinaire Udskrivningslov endnu ikke var sat i Udøvelse; Omstændighederne have fremdeles medført, at der foruden dette Hverv, som egentlig foranledigede Forsamlingens Sammenkaldelse, også blev bebudet, at der skulde forelægges den andre Arbeider; Omstændighederne have endelig medført, at den foreløbig emanerede Anordning om extraordinair Udskrivning ikke alene hidtil ei har kunnet sættes i Udøvelse, men at den også fremdeles endnu i nogen Tid ikke kan blive det, fordi de Embeds-Autoriteter, igjennem hvilke Udøvelsen skal skee, have erholdt andre, mere påtrængende Hverv. Forsamlingen vil deraf erfare, at det Lovudkast, som er bebudet at ville blive den forelagt, vil blive det, forinden Anordningen sættes i Udøvelse. Man vil da i alt Fald have vundet ved den Foranstaltning, som Regjeringen har troet på sit Ansvar at måtte påtage sig, at en sådan extraordinair Udskrivning vil kunne, når Fædrelandets Forsvar gjør det nødvendigt, sættes i Udøvelse meget hurtigere, end det nogensinde vilde have kunnet skee, dersom dette Lovarbeide skulde være forelagt Forsamlingen til endelig Behandling.

Prof. Larsen:

Det, der er det Væsentlige for mig i Hr. Ministerens Foredrag, forsåvidt jeg har opfattet det, er, at Anordningen af 23de September ikke vil blive bragt i Udøvelse for det Første og navnlig ikke førend denne Forsamling har havt Leilighed til at udtale sig i Anledning af det nye Lovudkast om almindelig Værnepligt, som Ministeriet har erklæret at ville forelægge Forsamlingen. Jeg veed ikke, om jeg har forstået den ærede Justitsminister rigtigt.

Justitsministeren:

Jeg troer at have udtrykt mig klart nok ved at sige, at ven allerede emanerede Anordning ikke vil for Tiden kunne sættes i Kraft formedelst den Omstændighed, at de Autoriteter, ved hvem, Udførelsen skulde skee, have erholdt andre, mere påtrængende Hverv. Når Anordningen skal sættes i Kraft, kan for Tiden ikke afgjøres; det må være en Sag, som uden Tvivl må være Regjeringen nærmest overladt at vedtage og bestemme.

Krigsministeren:

For at der ingen Misforståelse skal være, vil jeg gjøre opmærksom på, at min ærede Collega ikke har sagt, at der er nogen directe Forbindelse mellem det nærværende Projects og den endelige Lovs Udførelse; de ståe ikke i nogen sådan Forbindelse, at den endelige Lov og hiin extraordinaire Udskrivningslov samtidig ville blive tagne i Betragtning. Den nye Lov indbefatter på eengang eet Princip og een Kjendsgjerning; Principet er nemlig dette, at det derved er tilkjendegivet, at fra den Dato, denne Anordning emanerede, antoge vi i Statsrådet, at den almindelige Værnepligt allerede var principmæssig erkjendt; det er fra mig, at dette er udgået; det er mig, som har af Statsrådet begjert denne Foranstaltning, og det har jeg gjort netop, fordi jeg såe, at vor hidtil bestående Værnepligtslov var så dybt indgribende i de Folkeclassers helligste Rettigheder og allermeest dybtliggende Forhold, som den angåer, at det vilde have været med Undseelse, at jeg var vedbleven at kræve hos dem, når jeg ikke med det Samme havde viist, og viist bestemt, at der vilde blive krævet også hos Andre. Det Brug, som vil blive gjort af dette Krav (det kan gjerne være, at det ikke kommer snart i Brug, og det kan også være, at det kommer hurtigt i Brug), det må være vor Discretion overladt; kun at her ingen Misforståelse bliver; kun at man ikke troer, at vi gjøre et Skridt tilbage; ikke et Skridt, ikke en Tomme; vi have gjøre det efter modent Overlæg. Jeg har havt Masser af Begjeringer om at skaffe de unge Mænd, som vare løse og ledige, istedetfor de Familiefædre, som jeg kaldte på, og det var vel begrundet, at disse Fordringer bleve gjorte; thi unægteligt er det en hård Ting, mår en Mand, som bliver kaldt til Statens Forsvar, må forlade sin Familie og Stilling og måskee gåe til Bettelstaven, medens han seer, at en ung Mand kun måtte udsætte sin Examen et Årstid, for lige så godt siden at kunne fuldbyrde sin Carriere i Livet. Jeg har ikke Hjerte nok til at see dette upåanket og upåtalt — skal det være upåanket og upåtalt, så må en Anden sidde på denne Plads; thi dertil har jeg hverken Kraft eller Hjerte. (Bravo fra flere Sider af Salen. Formanden påbød Taushed ved at ringe med Klokken.)

Prof. Larsen:

Jeg skal blot tilføie, at jeg heller ikke forstod Ministerens Foredrag således, at vet var på Grund af nogen Forbindelse mellem Anordningen af 23de September og den Lov, hvorom et Udkast vil blive Forsamlingen forelagt, at Udskrivningen efter den første Forandring ikke vilde for det Første blive foretaget, men jeg opfattede det således, at andre Omstændigheder vilde gjøre det nødvendigt at udsætte Udskrivningen således, at den i alt Fald ikke kunde forudsættes at ville skee, forinden Rigsforsamlingen havde fået Leilighed til at erklære sig over det nye Lovudkast. Det kan naturligviis ikke andet end være mig kjært, at Jeg ved mit gjentagne Spørgsmål har fremkaldt en sådan Klarhed i Erklæringen fra Ministrenes Side, at mine Committenter ikke kunne nære Uvished om, hvilke nærmere Skridt de muligen måtte finde sig foranledigede til at gjøre.

Formanden:

Vi kunne således gåe over til den anden Interpellation, forsåvidt som Udenrigsministeren idag måtte see sig istand til at meddele de Oplysninger, som han i forrige Møde gav Håb om. Jeg troer ikke, at den ærede Interpellant har noget yderligere Spørgsmål at fremsætte.

Udenrigsministeren:

Den Tid, som er forløben, siden jeg sidst havde den Ære at meddele Rigsforsamlingen en foreløbig Forklaring om de slesvigske Anliggender indtil nu, må vistnok have forekommet de ærede Medlemmer, som med Utålmodighed imødesee Løsningen af de Forviklinger, som påny ere indtrådte i disse Forhold, meget lang; det vil derimod vistnok erkjendes, at den er overordentlig kort for den, hvis Pligt det er at beskjæftige sig med disse Sager, og jeg seer mig derfor ikke nu istand til at tilføie noget Væsentligt til det, som jeg iforgårs foreløbigt yttrede. Jeg skal kun gjenkalde i Forsamlingens Erindring, hvad jeg dengang bemærkede, at mine Meddelelser støttede sig på de foreløbige Efterretninger, som jeg Aftenen forud havde modtaget og som gik ud på, at de Herrer, som vare blevne installerede til at danne den nye Regjering, havde, i Overeensstemmelse med de Instruxer, som herfra vare meddeelte, uden Forbeholde erklæret at ville regjere I Overeensstemmelse med den afsluttede Convention.

De Documenter, som herom ere blevne optagne, indeholde navnlig den Bestemmelse, at de anførte Herrer på given Foranledning havde erklæret, at de vilde overtage Regjeringen i Overeensstemmelse med Våbenstilstandsconventionen, således som denne var ratisiceret og antaget, og det vil først være, efterat disse Documenter, der ere af den Beskaffenhed, at her ikke fan være noget Væsentligt til Hinder for, at de blive offentliggjorte, have været underkastede en omhyggelig Drøftelse, at man kan gjøre sig nærmere Rede for det Spørgsmål, om der i de tilføiede Ord „således som Våbenstilstanden er ratificeret og antaget” skulde kunne siges at ligge noget Forbeholde fra disse Herres Side. Der vil nemlig derved blive at overveie, om og i hvilken Grad der skulde være taget Hensyn til den Beslutning, der, som det uden Tvivl vil være den største Deel af Forsamlingen bekjendt, er bleven taget i Frankfurth betræffende den assluttede Våbenstilstand; det vil såmeget mere kunne antages, at der virkelig er belven taget et sådant Hensyn, som denne Beslutning også på et andet Sted, ved en ved denne Leilighed optaget Protocol er bleven påberåbt. Forsåvidt man dernæst vil opkaste det Spørgsmål, om der ikke havde været Anledning for den danske Commissair til at forlange en mere klar og bestemt Erklæring, forinden han skred til denne Installation, da er dette et Spørgsmål, som nu ikke på Grund af de senere indtrufne Begivenheder har nogen særdeles practisk Betydning, idet den mindre Vanskelighed, som kunde ligge deri, på en Måde kan siges at være absorberet af de langt alvorligere Forviklinger, som true med at opståe ved den Måde, hvorpå den nye Regjering er optrådt. Skulde man besvare hiint Spørgsmål, så måtte man nærmest tage Hensyn til, hvilken Betydning der kan tillægges den Bestemmelse, som i sin Tide er belven taget i Frankfurth og som navnlig gåer ud på, at der skulde tilveiebringes en Forståelse med den danske Regjering om visse Modificationer med Hensyn til Våbenstilstanden, og der kunde altså i et sådant Tilfælde ikke være taget Hensyn til nogen anden Forståelse end den, som virkelig har fundet Sted mellem den tydske Cen-

74

tralmagt og Danmark i denne Henseende; men disse Modificationer have ikke havt andet Indhold end den nye Personalcombination, som har fundet Sted ved den anførte Installation. Det er denne Tilfølelse til vort tidligere Yttrede, som jeg troer for Tiden at være det Eneste, som jeg seer mig istand til at meddele den ærede Forsamling, navnlig i den Form, hvori Sagen for Øjeblikket er bragt på Bane. Jeg troer, at Rigsforsamlingens Medlemmer vilde gjøre rettere i at oppebie de Meddelelser, som jeg måtte see mig istand til ad offentlig Vei at gjøre af vedkommende Documenter, forinden man med Hensyn til de berørte Spørgsmål fælder nogen endelig Dom. Jeg må iøvrigt tillade mig at gjentage, at hvad jeg i den Henseende har berørt, i ethvert Tilfælde vil være underordnet i Sammenligning med de Forviklinger af en mere alvorlig Natur, som nu synes at være opståede.

Ryholm:

I Anledning af den Forklaring, som Udenrigsministeren har meddeelt, vil jeg blot tillade mig at fremhæve, at det forekommer mig, at den Fælles- Regjering, som i dette Øjeblik er installeret i begge Hertugdømmerne i Kongen af Danmarks Navn som Hertug til Slesvig og Holsteen, i høi Grad synes at have overtrådt Conventionens Artikler, såvidt de foreligge i bekjendte Actstykker, idet det hedder, at den kun skal bekræfte sådanne Love, som måe ansees for uundværlige for Samfundsforholdene, forsåvidt jeg fra mit Standpunkt har kunnet opfatte det. Men når man nu seer denne Regjering strax ved Begyndelsen at lade emanere 91 Love og deriblandt Oprøsregjeringens Udkast til Statsgrundloven, så synes det mig klart, at denne Regjering i den Grad har overtrådt sin Function, at det vilde være høist ønskeligt, om der her fra Regjeringens Side blev truffet kraftige Foranstaltninger til at modvirke den Indflydelse, for hine Foranstaltninger af den Regjering, der handler i Kongen af Danmarks Navn, måtte kunne have på Folket. Endvidere vil jeg gjerne tillade mig at henvende det Spørgsmål til den høitærede Hr. Udenrigsminister, om det ikke vilde behage ham at meddele Forsamlingen, at her under nærværende Omstændigheder ikke vil blive indrømmet den nye Regjering over Hertugdømmerne nogen Myndighed med Hensyn til Als og Ærø, som er den eneste Deel af Hertugdømmerne, hvorover Danmart med fuld Magt og Myndighed endnu råder.

Udenrigsministeren:

Jeg er fuldkommen enig i de Anskuelser, som den ærede Interpellant her udtalt angående den Måde, hvorpå det er Regjeringens Pligt at optræde efter de nu opståede Forviklinger.

Formanden:

Den næste Sag, som vil være at foretage idag, angåer nærmest Forsamlingens indre Anliggender. Den Comitee, der har havt det Hverv at anskaffe Bøger til den roeskildske Stænderforsamlings Biblothek, vilde måskee behage at meddele den Beretning, som den i den Anledning har affattet.

Hage:

Det vil være Forsamlingen bekjendt, at der i flere År er bevilget Stænderforsamlingerne i Roeskilde og Viborg hver 500 Rbdlr. årligen til Indkjøb af Bøger. Da Østifternes Stænderforsamling sidst samledes blev det besluttet at indgåe med en Begjering om, at et lignende Beløb, i samme Øiemed, måtte blive den

tilstået, og blev der overdraget Magister Hammerich og mig det Hverv at drage Omsorg for denne Sums hensigtsmæssige Anvendelse. Jeg skal tillade mig nu for Forsamlingen at oplæse den af os i denne Anledning forfattede Beretning, der lyder således:

„Den sidste Stænderforsamling for Østifterne bemyndigede os Undertegnede til at ansøge Regjeringen om at Tilskud af 500 Rbd., for at indkjøbe endeel Skrifter, novnlig of den franske og engelske Literatur, som kunde være vigtige ved Drøftelsen af Forfatningsudkastet i Rigsforsamlingen.

Vi indgave i denne Anledning et Andragende til Hans Majestæt Kongen i Mai Måned og erholdt i Begyndelsen af August 500 Rbd. bevilget og udbetalt af Finantserne.

Denne Sum tilligemed omtrent Rbd. 100, der udgjorde Stænderbidliothekets Kassebeholdning, have vi andendt til Indkjøb af Bøger i Paris og London, som er besørget på det første Sted af Professor Borring, på det sidste af Professor Krieger, som have havt den Godhed at påtage sig Uleiligheden hermed, og have skaffet os endeel skrifter underhånden til betydeligt nedsatte Priser. Blandt de kjøbte Bøger, som ere anførte på de Lister, som følge med Regnskabet, findes Hansards Parlaments Rapporter, den nyests Udgave af Blackstone, flere til Parlamentet afgivne Beretninger om Skattevæsenet o.s.v., Kent’s Kommentarer over den amerikanske Lovgivning, det nye Aftryk af Monitøren, der endnu ikke er sluttet, Delebecks Samling af belgiske Love, Dekreter m. m. efter 1830 med vedføiede Oplysninger. Professor Borring har nylig meddeelt, at ham fra flere Sider har erholdt Løfte om Foræringer af Bøger til Rigsforsamlingens Bogsamling. Vi have derhos grundet Håb em igjennem det udenrigske Ministerium ved Udvexling at erholde en Deel statistiske og andre Skrifter fra de forskjellige Lande.

Regnskabet vil vise, at vi noget have overskredet den Sum, som var os tilstået, hvilket hidrører fra, at enkelte Værker have været kostbarere end efter den første Opgivelse, og at Fragt og de øvrige Transportomkostninger forholdsviis have været temmelig betydelige.

Vi tillade os at gjøre opmærksom på Ønskeligheden af, at der såvidt muligt anvises et Bærelse, hvor de ankomne Bøger kunne opstilles og gjøres tilgjængelige for Forsamlingens Medlemmer. Ligeledes henstille vi, at Stænder-Bogsamlingerne i Roeskilde og Viborg flyttes hertil som Rigsforsamlingens Eiendom, og at de Doubletter, der findes, afhændes, samt at det indkomne Beløb tilflyder Rigsdagens Bogsamling.

Kjøbenhavn, 28. October 1848.

Ærbødigst H. Hage. M. Hammerich.

Til Den danske Rigsforsamling.”

Regnskabet vil blive udlagt i Forsamlingens Læseværelse. Det vil deraf fremgåe, at Indtægten har været 599 Rbdlr. 1 Mk. 2s., og Udgiften 528 Rbd. 3 Rk. 10s.; men jeg må herved bemærke, at den Gyldenbalske Boghandling endnu ikke har indesendt sin Regning, da der ikke er kommen Opgjørelse fra England, hvorfra endeel af Bøgerne ere indkjøbte. Restbeløbet vil blive afleveret til Forsamlingens Formand og stillet til hand nærmere Disposition. (Sluttes.)

Rettelse.
I Nr. 3, Pag. 17, 33te L .f. o., men dets øvrigt Deel af, læs: medens hele.
I Nr. 9, Pag. 67, 10de L. f. o., Torsdag den 25de October , læs: Torsdag den 26de October.

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70) i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Hosbogtrykker Bianco Luno.

75

Femte Møde (Sluttet.)

Formanden:

Foruden Beretningen gåer det Oplæste altså ud på, at Bibliothekerne i Roeskilde og Viborg måe flyttes her til Rigsforsamlingen, og dernæst, at der her kunde afgives et Værelse for samme og ligeledes et Læseværelse, hvor Biblotheket at Forsamlingens Medlemmer kunde benyttes, og hvor man vel også kunde anskaffe de vigtigste Blade. Hvis jeg således turde antage, at Forsamlingen var enig i disse Punkter, hvilket vel ikke kan være Tvivl underkastet, kunde man måskee overlade til de tvende ærede Medlemmer af Forsamlingen, som dermed forhen have havt at gjøre, i forening med Formanden at bestemme det Rærmere. Hvis Ingen yttrer sig derimod, antager jeg, at dette er Forsamlingens Beslutning. — Ved samme Leilighed tillader jeg mig at anmelde, at jeg i Forsamlingens Læseværelse ønsker at henlægge en Regnskabsoversigt for de Møder af Provindsialstænderne, som have fundet Sted i Roeskilde og Viborg i Anledning af Valgloven og Forordningen om Kingsskatten samt Udstedelsen af rentebærende Creditbeviser. Man pleiede at fremlægge disse Regnskaber i det følgende Stændermøde, og det forekommer mig derfor meest passende, at de nu meddeles Rigsforsamlingen. Jeg håber fremdeles, at Forsamlingen vil tillade, at denne korte Regnskabsoversigt bliver optaget i Rigsdagstidenden*), om dette just end ikke vedkommer Rigsforsamlingens Forhandlinger. — Jeg skal nu tillade mig at anmode een af de Herrer Secretairer om at oplæse Protocollen, det vil sige den korte Beretning om de Sager, som ere behandlede, og de Beslutninger, som are tagne de foregående Dage, da der ikke tidligere har været Leilighed til at oplæse dette. Den ene af Secretairerne oplæste derpå den ommeldte Protocol, som ikke indeholder Noget, der ikke tidligere har været meddeelt i denne Tidende.

*) Regnskabsoversigten lyder således:
Udgifterne ved den i Året 1848 afholdte Stænderforsamling i Roeskilde have
været følgende:
1. De Deputeredes Diæter under Sessionen . . . 4672 Rbd. „ Mk. „ s.
2. Sammes Reiseomkostninger og Diæter på Reisen 2015 — 3 —„ -
3. Honorar til Medhjælperne hos Forsamlingens Secretairer . . . 342 — „ — „ -
4. Betaling til Contoirpersonalet . . . 175 — 1 — 8 -
5. Papir og øvrige Skrivematerialier . . . 81 — 4 — 10 -
6. Udgifter i Anledning af Stændertidenden:
a) Erstatning til Forlæggeren after indgået Contract ... 1200 Rbd. „ Mk. „ s.
b) Til Correcteurerne 170 — „ — „ -
e) For Udarbeidelsen
af Sagregisteret. 10 — „ — „ –
d) For Tilsyn med
Stændertidendens
Trykning efter Forsamlingens Ophør 12 — „ — „ –
e) For Avertissements „ — 5 — 4 –
1392 — 5 — 4 -
7. Bogtrykkerarbeide, udenfor det, som er benyttet til
Stændertidenden . . . 69 — 1 — 8 -
8. Bogbinder-Arbeide . . . 35 — 4 — 10 -
9. Budets Løn . . . 36 — „ — „ -
10. Inventariesager og sammes Reparation . . . 98 — „ — 10 –
11. Localets Reengjøring og Belysning m.m. . . 107 — 5 — 12 –
12. Nogle andre Udgifter . . . 8 — 3 — 8 -
Tilsammen . . 9035 Rbd. „ Mk, 6 s.

Slutteligen bemærkede Formanden, at Dagsordenen i det næste Møde, Mandagen de 30de October Kl. 12, vilde være Behandlingen af det Forslag til et Reglement for Forretningsordenen, som af det dertil nedsatte Udskud er forfattet og som i Dagsmødet var omdeelt til Forsamlingens Medlemmer. Mødet hævet.

Det omtalte Udkast lyder således: § 1. Forsamlingens Embedsmænd ere: En Formand, to Vice-Formænd og fire Sekreterer. De vælges på fire Uger, men kunne gjenvælges. Ingen kan uden Forsamlingens Samtykke undslåe sig for at modtage Valget. § 2. Til Valg af Formand udkræves over Halvdelen af Stemmerne; opnåes dette ikke ved den første Afstemning, så foretages et nyt frit Valg. Vindes eiheller da den forlangte Stemmefleerhed, så indskrænkes Stemmegivningen til de to Medlemmer, der havde de fleste Stemmer ved andet Valg; have Flere lige Stemmer, gjør Alderen Udslaget. Efter samme Forskrift forholdes ved Valget af Vice-Formænd og Sekreterer. § 3. Formanden leder Forhandlingerne i Forsamlingen og sørger for, at god Orden vedligeholdes. Han modtager alle meddelelser til Forsamlingen og foreståer dens Udfærdigelser; ligeledes foreståer han Forsamlingens Regnskabsvæsen. Vil han tage videre Deel i Forhandlingerne end den, der hører til Formandens Virksomhed som sådan, må han imidlertid overlade Forsædet til en af Vice-Formændene. § 4. Også i Formandens Forfald træder efter hans Anmodning en af Vice-Formændene i alle Henseender i hans Sted. § 5. Sekretererne føre under Formandens Tilsyn en kortfattet Protokol, hvori Forhandlingernes Gjenstand og Udfald optages; den oplæses ved Begyndelsen af det følgende Møde. De samle fremdeles Stemmerne ved Afstemningen efter først selv at have afgivet deres Stemme. Forretningerne fordeles mellem dem efter Aftale med Formanden. § 6. Formanden bestemmer ved Slutningen af hvert Møde Dagsordenen for næste Møde. Dog kunne 15 Medlemmer forlange, at den fastsættes ved Forsamlingens Beslutning.

Udgifterne ved den i Året 1848 afholdte Stænderforsamling for Nørrejylland have været følgende:
1. De Deputeredes Diæter under Sessionen . . . 2336 Rbd. „ Mk. „ s.
2. Sammes Reiseomkostninger og Diæter på Reisen . . 2263 — 3 — „ -
3. Honorar til Medhjælperne hos Forsamlingens Secretairer 531 — „ — „ -
4. Betaling til Contoirpersonalet . . . 149 — 2 — „ -
5. Papir og øvrige Skrivematerialer . . . 73 — „ — 2 -
6. Udgister i Anledning af Stændertidenden:
a. Til Forlæggeren efter Contract . . . 1200 Rbd. „ Mk. „ s.
b. Til Correcteurerne . . 270 — „ — „ -
c. For Tilsyn med Stændertidendens Trykning efter
Forsamlingens Ophør . 28 — „ — „ -
1498 — „ — „ -
7. Bogtrykker-Arbeide, udenfor det, som er benyttet til
Stændertidenden . . . 196 — „ — „ -
8. Bogbinder-Arbeide . . . 73 — 2 — „ -
9. Budets Løn . . . 24 — „ — „ -
10. Inventariesager og sammes Reparation 92 — 1 — 7 -
11. Localets Reengjøring . . . 55 — „ — 12 -
12. Porto og nogle andre Udgifter . . . 35 — 5 — 3 -
Tilsammen 7327 Rbd. Mk. 8 ff.

76

§ 7. Forsamlingens Medlemmer fordeles af Formanden ved Lodtræning i 5 Afdelinger, over hvilke Forsamlingens Sekreterer affatter Listerne. Hver Afdeling må, såvidt muligt, beståe af lige mange Medlemmer; den vælger under Ledelse af Afdelingens ældste Medlem strax en Formand samt en Sekreteer, der dog ikke optegner Forhandlingerne; den forhandler, dog uden Afstemning, enhver Sag, der af Forsamlingen henvises til den. § 8. Ved en Sags Henviisning til Afdelingerne fastsætter Forsamlingen, af hvormange Medlemmer det Udskud skal beståe, der skal afgive en skriftlig Betænkning om Sagen, og bestemmer, om dette Udskud enten alene skal vælges gjennem Afdelingerne, eller forstærkes ved et vist Antal frit valgte Medlemmer. § 9. Også når Forsamlingen beslutter, i en Sag at nedsætte et Udskud uden at henvise den til Behandling i Afdelingerne, bestemmer den, om dette Udskud skal vælges enten af Forsamlingen i almindeligt Møde, eller i Afdelingerne, og i sidste Tilfælde, om det skal forstærkes ved frit Valg af Forsamlingen. § 10. Udskudet udnævner en Formand og en Sekreteer, samt efter endt Forhandling en Ordfører. Den af Udskudet afgivne Betænkning trykkes og omdeles 3 Dage, førend den foretages i Forsamlingen. § 11. Ethvert Lovforslag skal underkastes tre Behandlinger. § 12. Ved den første Behandling i Forsamlingen kan ethvert Medlem gjentagende forlange Ordet, kræve Oplysninger af Udskudets Ordfører eller af Regjeringens Medlemmer og fremsætte Forslag til Udeladelse, Tillæg eller andre Forandringer i Udkastet. § 13. Ved den anden Behandling kunne kun sådanne Forslag foretages, der ifølge Forbehold eller i Henhold til den foreløbige Behandling ere stillede inden 48 Timer efter hele den første Behandlings Slutning. Spørgsmålet om, hvorvidt et anmeldt Forslag i Henhold til den første Behandling kan stilles, afgjøres, dersom Formanden har Tvivl eller 15 Medlemmer forlange det, af Forsamlingen, men uden Forhandling. § 14. Ved den anden Behandling have Medlemmerne, med Undtagelse af Ordføreren, kun Ret til at tale een Sang om hver Paragraph eller hvert mindre Afsnit, der særskilt stilles til Forhandling. Umiddelbart efter Forhandlingen af hver sådan Paragraph eller hvert sådant Afsnit skrides til Afstemning herover. § 15. I Henhold til de stedfundne Afstemninger påligger det Udskudet at forfatte et fuldstændigt Lovforslag. Skulde det da vise sig, at der ved de forskjellige Afstemninger er fremkommet Modsigelser i Lovforslaget, skal Udskudet ved Forelæggelsen af det endelige Udkast kunne foreslåe sådanne Rettelser, som det af den Grund måtte finde nødvendige. Lignende Forslag kunne fremsættes af 15 Medlemmer; men Forhandling og Afstemning skulle i i begge Tilfælde dog kun finde Sted, dersom to Trediedele af de tilstedeværende Medlemmer deri samtykke. Tilsidst bliver da uden nogensomhelst Forhandling det endelige Lovforslag i sin Heelhed sat under Afstemning til Antagelse eller Forkastelse. § 16. Andragender, som et Medlem vil forelægge Forsamlingen, skulle senest være anmeldte Dagen forud så betimeligt, at de kunne sættes på Dagsordenen. På den Tid, der i Henhold til § 6 bliver bestemt, har Andrageren at fremsætte sit Forslag. Dersom han tager det tilbage, skal ethvert andet Medlem være berettiget til umiddelbart at optage det. Efter Sagens Beskaffenhed bestemmer da Forsamlingen, i hvilken Form Sagen skal behandles. Dog skal endelig Beslutning om Sagen ikke kunne tages i samme Møde. Andragender fra Mænd udenfor Forsamlingen kunne kun indleveres gjennem et Medlem af samme. § 17. Spørgsmål, som et Medlem ønsker udenfor den almindelige Dagsorden at gjøre til Regjeringens Medlemmer, måe Dagen forud være indgivne skriftligen og af bestemt Indhold til Formanden, der meddeler dem til Vedkommende og opslåer dem på Dagslisten. Uden sådan foregående Anmeldelse kan Spørgsmål kun stilles med Forsamlingens Tilladelse. Det reiste Spørgsmål kan yderligere forfølges

såvel af den første Taler som af andre Medlemmer, men ingen Beslutning tør fattes. § 18. Når et Forslag eller Forandringsforslag er fremsat og udviklet, er ethvert Medlem berettiget til at forlange dets Afviisning. Forsamlingen bestemmer da uden Forhandling, om Forslaget skal fjernes. § 19. Finder Formanden, at Forhandlingerne drages utilbørligen i Langdrag, da kan han foreslåe deres Afslutning, som afgjøres af Forsamlingen uden Forhandling. Ligeledes kunne 15 Medlemmer forlange det sat under Afstemning, om Afslutning skal finde Sted. § 20. Ethvert Medlem, der har forlangt og erholdt Ordet, taler stående fra sin Plads og henvender stedse Talen til Formanden. Ingen må enten tiltale eller ved Navn anføre et andet Medlem. § 21. Intet Foredrag må skee ved Oplæsning af skrevne Udarbeidelser. § 22. Når Flere samtidigen forlange Ordet, bestemmer Formanden den Orden, hvori de skulle tale, forsåvidt ikke Nogen allerede har indtegnet sig dertil. Korte Berigtigelser eller personlige Spørgsmål kan også gives Fortrin. Forøvrigt bør Foredragene for og imod et Forslag, såvidt muligt, afverle med hinanden. § 23. Ethvert Medlem er pligtigt at underkaste sig Formandens Kjendelse angående Overholdelsen af den fornødne Orden. Når et Medlem i samme Møde er kaldet to Gange til Orden, kan Formanden foreslåe Forsamlingen aldeles at nægte ham Ordet i dette Møde. Skulde almindeligere Uorden opståe, påligger det Formanden midlertidigt at afbryde Møder, eller, om nødvendigt, aldeles at Hæve det. § 24. Bifalds- eller Mishags- Yttringer af Forsamlingens Medlemmer ansees som stridende mod god Orden. § 25. Ingen Beslutning må tages af Forsamlingen, med mindre over Halvdelen af Rigsdagsmændene (77 Medlemmer) er tilstede. § 26. Alle Spørgsmål, undtagen det i § 15 omtalte, afgjøres ved simpel Stemmefleerhed. Ere Stemmerne lige, så deeltager Formanden i Afstemningen, hvilket ellers ikke finder Sted. Til ethvert Valg udfordres over Halvdelen af Stemmerne, og Valget foretages i Overeensstemmelse med den i § 2 fastsatte Forskrift. Enhver Valgseddel, der indeholder et større eller mindre Antal Navne, end der skal stemmes på, er ugyldig. § 27. Måden, hvorpå Spørgsmålene skulle fremsættes, bestemmes af Formanden. Dog kan efter 15 Medlemmers Forlangende Forsamlingen selv fastsætte den, efterat et af de 15 Medlemmer og Formanden have udtalt sig. § 28. Afstemningen skeer ved at reise sig fra sin Plads eller blive siddende, og bør da altid beståe af Prøve og Modprøve, hvorved Stemmerne tælles af Sekretererne. Skulde disse være i Tvivl om Afstemningens Udfald, så stemmes efter Navne-Opråb. Dette kan også inden Prøvens Begyndelse forlanges af 15 Medlemmer. Afstemning ved Kugler finder Sted, når 25 Medlemmer forlange det. § 29. Rigsdagens Forhandlinger trykkes i en særegen Rigsdagstidende, hvis Ordning overlades Formanden og Sekretererne. § 30. Forsamlingens Møder ere offentlige. Dog kan Forsamlingen, efter Forslag af Formanden eller 15 Medlemmer, inden lukte Døre forhandle, om Mødet skal være offentligt. Hvorvidt en Beretning om et sådant Møde skal offentliggjøres, bestemmes af Forsamlingen. § 31. Adgangen til de offentlige Møder ordnes af Formanden. Tilhørerne ere pligtige at holde sig aldeles rolige og tause. Hvis dette, efter Påmindelse, ei overholdes, skal Formanden lade dem, der forstyrre Roligheden, fjerne, og i yderste Fald lade hele Tilhørerpladsen rømme. § 32. I særdeles påtrængende Tilfælde kan der afviges fra foranstående Forskrifter, når tre Fjerdedele af de tilstedeværende Medlemmer derom ere enige.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

77

Sjette Møde. Mandagen den 30te October.

Formanden

Den of Forsamlingens Secretairer for forrige Møde førte Protocol oplæstes. tog derefter således til Orde: Der indkommer jevnligen til Forsamlingen trykte Skrifter till Uddeling, hvilke jeg hidtil har pleiet at anmelde; men det kunde måskee være nok, at disse besørgedes omdeelte og henlagte i Læseværelset, da Anmeldelsen vilde medtage mere Tid, end det kunde ansees passende. Jeg skal derfor undlade at meddele Beretning om, hvad der er tilsendt Forsamlingen siden sidste møde.

Jeg skal dernæst gjøre opmærksom på; at den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhovns Amts 1ste District (Hall) er fremkommen med et Forslag, som han i et senere Møde vil forelægge Forsamlingen; han har Ordet.

Hall:

Det Forslag, som af den ærede Formand er omtalt, og som jeg senere nærmere vil begrunde, er dette, at en Comitee måtte nedsættes for at modtage alle sådanne Oplysninger med Hensyn til de slesvigske Forhold, som det må ansees magtpåliggende for Rigsforsamlingen at kjende, or som Regjeringen måtte see sig istand til at meddele, samt for derefter at afgive en fuldstændig Beretning herom til Rigsforsamlingen.

Krieger:

Må jeg bede om Ordet?

Formanden:

Er det blot et formelt Spørgsmål, den ærede Rigsdagsmand agter at fremsætte?

Krieger:

Det er for at gjøre en lignende foreløbig Anmeldelse, som den foregående Taler, at jeg begjerer Ordet. Jeg tillader mig nemlig at anmelde, at jeg på den Tid, som af den ærede Formand nærmere måtte bestemmes, agter at bringe et Spørgsmål på Bane, som ikke ret vel kan skydes længere ud, nemlig om, hvorvidt vi under nærværende Omstændigheder burde tage Grundlovs - Spørgsmålet under Behandling, eller om der ikke skulde være nødvendige Grunde forhånden til at udsætte denne Sag indtil Videre. Jeg agter, uden nu herom at udtale nogen bestemt Mening, at foreslåe, at dette Udsættelses-Spørgsmål sættes under særskilt Forhandling gjennem Afdelingerne, og jeg har såmeget mindre her villet undlade forud at anmelde denne Hensigt, som jeg antager, at jeg vil komme til I Almindelighed at udtale mig om Ministeriets Ansvarlighed og Rigsforsamlingens Stilling til dette, og jeg kunde da tænke mig, at Conseilspræsidenten og Ministeriet vilde benytte Leiligheden til at udtale sig om sådanne Punkter, som vilde være nødvendige nærmere at oplyse.

Formanden:

Den ærede Rigsdagsmand for Hjørring Amts 5te District (Brinck-Seidelin) har også en Anmeldelse at gjøre om en Interpellation, han agter at stille til Ministeriet.

Brinck-Seidelin:

Jeg skal blot tillade mig at anmelde, at jeg i Anledning af nogle Yttringer i den Tale, hvormed Kong Oscar har sluttet den svenske Rigsdag, måtte ønske at interpellere Ministeriet.

Formanden:

Vi gåe dernæst over til det fremlagte Forslag til et Reglement for Forretningsordenen. Den ærede Ordfører har Ordet, ifald han ønsker det. Forøvrigt er der et æret Medlem, der har anmeldt, at han agter at gjøre nogle Bemærkninger med Hensyn til Forslaget i sin Almindelighed, nemlig den ærede Rigsdagsmand for

Kjøbenhavns 6te District (Visby), der altså har Ordet, hvis Ordføreren ei ønsker det.

Visby:

Jeg vil Kun tillade mig en almindelig Bemærkning om det foreliggende Udkast, navnlig i formel Henseende. Der viser sig deri en Stræben efter, såvidt muligt at holde alle fremmede Ord ude. Således er Benævnelsen „Forretningsorden“ brugt istedet for “Reglement“ „Formand“ for „Præsident“ og „Udskud“ istedetfor “Comitee”. Det forekommer mig imidlertid, som om en stor Deel af de således forkastede Benævnelser ere så almindelig bekjendte her i Landet, og navnlig af Stænderforhandlingerne, at der, hvad Tydelighed angåer, kun er vundet meget lidet ved at ombytte dem med danske; dernæst forekommer det mig, som om ikke alle de valgte Oversættelser ere lige heldige, navnlig Benævnelsen Udskud, der vistnok er dannet af det tydske Ausschup eller af det svenske Utskot. Men da „Udskud“ allerede på Dansk har en anden derfra meget forskjellig Betydning, forekommer det mig, at man heller ikke skulde have brugt det, men når man endelig ikke vilde have Udtrykket „Comitee”, benyttet Ordet „Udvalg:. For det Tredie skulde jeg mene, at det nævnte Princip ikke er bleven gjennemført conseqvent i det foreliggende Forslag til en Forretningsorden, idet der dog er bibeholdt forskjellige fremmede Ord. Man har forandret „Præsident” til „Formand”, men „Vice“ - Præsident har man kun forandret til „vice“ - Formand, hvilket tydelig røber Umuligheden af aldeles at kunne undgåe at bruge fremmede Benævnelser. Ligeledes har man beholdt Benævnelsen „Secretairer”, som vel, når man skulde drive Purificationen til det Yderste, burde være kaldet „de i Hemmeligheder Indviede” da jeg antager, at Benævnelsen Secretair kommer af det franske secret, eller, dersom man vilde tage Hensyn til deres Forretninger, „Skrivere”. Heller ikke troer jeg, at man vil kunne gjennemføre dette Princip under selve Forhandlingerne, hvor Ord som „Discussion”, „Interpellation”, vil falde Enhver i Munden og uden videre blive brugte. Endelig troer jeg ikke, at de her tilstedeværende Medlemmer kunne antages at være ubekjendte med de almindelige parlamentariske Benævnelser, og at det derfor ingenlunde kan være nødvendigt at forkaste Udtryk som “Præsident“ eller „Comitee.“ Det er også nærmest det Ufuldstændige i disse Forholdsregler, mod hvilke jeg troer, at man bør protestere, idet man enten burde have vedblevet med at betjene sig af de hidtil brugte, om end fremmede Benævnelser, eller også oversat dem alle uden Undtagelse, hvorved man vilde have undgået denne Halvhed og udtalt et Princip, som også i andre Henseender kunde komme til Anvendelse og vinde Bifald.

Dette var en Bemærkning, som jeg troede at måtte fremsætte, uden at ville stille noget bestemt Andragende derom, dersom jeg ikke understøttes af Andre. Jeg forbeholder mig kun, når de respective Paragrapher komme under Behandling, at stille de fornødne Amendements i så Henseende.

Høiesteretsassessor Bruun:

Måskee jeg måtte tillade mig at spørge, om det er Meningen, at denne Sag skal behandles i een Forsamling eller i tvende.

Formanden:

I Anledning af det gjorte Spørgsmål må jeg bemærke, at det er min Mening, at dette Udkast skulde underkastes en foreløbig og en endelig Behandling, og at Discussionen skulde deles i flere naturlige Afdelinger, for at den ei skulde forvirres. Det er således efter Aftale med den ærede Ordfører, at jeg først skal sætte Forslagets Paragrapher 1 til 6 inclusive under Behandling under Eet for at lette Discussionen af Forslaget. Den ærede

78

Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 6te District havde jeg givet Ordet, fordt hans Bemærkning angik det Formelle i Forstaget I det hele.

Algreen-Ussing:

Jeg skal efter den høitærede Formands Bestemmelse tillade mig at oplæse de 6 første Paragrapher af Udkastet, som først ville falde under Behandling. Foreløbig må jeg gjøre den Bemærkning, at Comiteen i den korte tid, som den Har havt til at udarbeide dette udkast, som jo hurtigt måtte fuldføres, ikke har været istand til at udarbeide Motiver; men jeg skal tillade mig at supplere denne Mangel ved, forsåvidt som det er nødvendigt, at tilføie de Grunde, som have bestemt Comiteen ved Forslagets Affattelse. Det måtte dernæst, med Hensyn til hvad den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 6te District nys har bemærket med Hensyn til de danske Benævnelser, som ere optagne I Udkastet, være mig tilladt at tilføie, at jeg troer det rigtigst, at man først tager det hele Forslag under Behandling og dernæst, når således Udkastets Bestemmelser forøvrigt ere antagne, afgjør det reiste Spørgsmål om fremmede Ord, hvoraf Følgen da vilde blive, at de Benævnelser, som man bliver enig om at benytte, senere blive at indskyde i de respective Paragrapher. Jeg skal derfor udsætte at tale herom, indtil jeg erfarer, om dette mit Forslag bliver antaget eller ei. (Ordføreren oplæste derefter de 6 første Paragrapher af Udkastet.) Med Hensyn til 1ste Paragraph skal jeg bemærke, at der er skeet en dobbelt Forandring i hvad der hidtil har været gjældende i Provindsialstænderne. Det ene Punkt er nemlig det større Antal af Embedsmænd end forhen, idet der ved Stænderforsamlingerne kun var en Præsident, een Vicepræsident og 2 Secretairer, medens der nu, i Overeensstemmelse med hvad der gjælder i de fleste andre Repræsentativ-Forsamlinger, er bestemt, at der skal vælges 2 Viceformænd og 4 Secretairer, hvilket uden Tvivl vil finde sin Retfærdiggjørelse i det større Antal Medlemmer, hvoraf Rigsforsamlingen beståer, og som navnlig for Secretairernes Vedkommende letteligen vil gjøre deres Arbeide for besværligt, især med Hensyn til Afstemninger, hvor det er ønskeligt, at de hurtigen og let kunne oversee den hele Forsamling, hvorfor Flere på eengang måe kunne optage Stemmerne. Det 2det Punkt er, at disse Embedsmænd ikkun skulle vælges for 4 Uger, men dog kunne gjenvælges. Dette er også i Overeensstemmelse med de Regler, som i flere andre Lande følges med Hensyn til sådanne Valg. På sine Steder er endog denne Functionstid meget kortere, f. Ex. i det norske Storthing, hvor, den kun varer 1 Uge; men man har her troet, i Overeensstemmelse med, hvad der på de fleste andre Steder er Tilfældet, at burde fastsætte Tiden til 4 Uger. Endnu må jeg tilføie ved § 2, at Valget af de 2 Viceformænd og 4 Secretairer naturligviis foregåe under Eet, således at der under Eet stemmes på de 2 Viceformænd under Eet på de 4 Secretairer, så at de, som ved denne Afstemning have fået absolut Pluralitet, ere valgte.

Ørsted:

Forinden jeg gåer ind på de specielle Bemærkninger, jeg kunde have at fremsætte ved Udkastet, må jeg tillade mig at gjøre den almindelige, at Udkastret synes at gåe ud fra den Forudsætning, at denne Forsamling også skulde være berettiget til at tage ethvert Lovforslag eller ethvert privat Andragende under Vehandling, medens det dog må erkjendes, at den kun er kommen sammen for at rådslåe om den tilkommende Forfatningslov med tilhørende Vaglov. Denne Forudsætning er vel ikke tydelig udtalt i Udkastet, men synes dog at ligge deri. Jeg må i denne Henseende gjøre opmærksom på, at det er bleven udtalt i Stænderne, ligesom det også er almindelig erkjendt, at den Valglov, hvorefter nærværende Forsamling er kommen sammen, ikke er tilstrækkelig eller passende for de tilkommende Forsamlinger, igjennem hvilke Folket skulde udøve sin Andeel i den lovgivende Magt; det har også viist sig, at de fra Regjeringen udgåede Valg have måttet supplere den store Mangel, som der var tilstede i de alene af Folket udgåede Valg, nemlig at der i dem var en utilstrækkelig Repræsentation for mange, ikke ubetydelige Interesser og Synspunkter. I den Forfatningslov, der nu skal antages, har man også på en anden Måde søgt at afhjælpe de Mangler, som kunne fremkomme ved en Valglov, som støtter sig på en så bred Grundvold, ved nemlig at fastsætte, at Rigsforsamlingen

skal beståe af 2 Afdelinger, nemlig det såkaldte Landsthing og det såkaldte Folkething. Uden for Øieblikket at ville indlade mig på at afgjøre, hvorvidt der herded er vunden en Måde, hvorpå Ulempen kunde afhjelpes, er det dog vist, at der deri ligger en Erkjendelse af, at denne Forsamling ikke er indrettet således, som den tilkommende lovgivende Forsamling skal være det. Man synes altså at måtte antage, at denne Forsamling blot er valgt med Hensyn til Spørgsmålet om den nye Forfatningslov med tilhørende Valglov, og ikke med Hensyn til Andet. — Jeg vil dermed ikke have udtalt, at det jo nok kunde være muligt, at der kunde være sådanne Motiver tilstede, at Forsamlingen, såvidt det var Regjeringens Ønske, også kunde komme til at indlade sig på andre Anliggender, men den måtte da forsåvidt kun optræde som rådgivende. Jeg troer derfor foreløbigen at burde udtale, at Forsamlingen ikke ved dette Udkast må ansees bunden til at erkjende, at den i Almindelighed har en sådan Charakteer, at den ansees berettiget til at tage under Behandling ethvert Lovforslag eller ethvert privat Andragende, som fra Forsamlingens Medlemmer måtte indkomme.

Hvad de forelæste Paragrapher angåer, finder jeg det for det Færste med Hensyn til § 1 kun lidet hensigtsmæssigt, at det bestemmes, at såvel Secretairerne som Formændene kun skulle vælde vælges på een Måned. Med Hensyn til hines større Antal kan et Omvalg let blive nødvendigt, og et sådant vilde medtage en ikke så ganske ringe Tid. Det synes derhos ikke, at Secretairernes Forretninger ere af den Beskaffenhed, at det kunde være så særdeles ønskeligt for Forsamlingen, efter nogen Tids Forløb at overdrage deres Forretninger i andre Hænder, således som med Hensyn til Formandens. På den anden Side taler Billighed vistnok for, at de kunne forlange at blive aflæste fra et byrdefuldt Arbeide efter en vis Tids Forløb; men i denne Henseende troer jeg ikke, at Udkastet kan hjælpe, da de jo kunne vælges påny, og ikke undslåe sig for dette Gjenvalg uden Forsamlingens Samtykke; og få er Følgen kun den, at der er anvendt ikke ubetydelig Tid på disse Omvalg. Jeg må derfor henstille til Comiteens Overveielse, om det skulde være nødvendigt også for Secretairernes Vedkommende at bestemme Omvalg efter Forløbet af 4 Uger. Det forekommer mig også, at når Secretairernes Antal skal være 4, og disse asverle, Forretningerne da ikke kunne være mere byrdefulde, end at de jo i en længere Tid kunde bestride dem; men skulde det ikke desto mindre blive Tilfældet, at de måtte ønske sig fritagne for dem, da kunne jo Secretairerne ligesågodt, uden at noget nyt Valg foregåer, indkomme med deres Andragende derom til Forsamlingen, og når dette blev bevilget, vilde de jo blive fritagne for Eftertiden, og det på en sikkrere Måde, end om nyt Valg skulde skee, som jo efter Udkastet fremdeles kunde falde på dem.

I Anledning af § 2 skal jeg bemærke at med Hensyn til valget af en Formand — jeg mener naturligviis den tilkommende Formand — er det ikke ganske klart, hvem der skal lede dette Valg, om det skal ledes af dem fratrædende Formand eller af Alderspræsidenten. Det Første synes vistnok det naturligste, men imidlertid kan måskee herimod gjæres den Indvending, at dersom den fratrædende Formand ønskede at vælges påny, kunde man måskee finde det ubehageligt at afgive sin Stemmeseddel på en Anden , når denne skal gjennemsees af hiin; men dette er just ikke meget praktisk vigtigt, og jeg skal derfor hverken modsætte mig den ene eller den anden Bestemmelse af Forsamlingen; men det forekommer mig, at man burde have en Bestemmelse for, hvorledes dette Valg skal ledes. Med Hensyn til de øvrige Valg af Viceformænd og Secretairer havde jeg næret Uvished, om disse Valg skulde foregåe under Eet eller hvert for sig. Efter Udkastet måtte jeg nærmest komme til det Resultat, at de skulde vælges enhver for sig, altså at der skulde foregåe 2 forskjellige Valg på de 2 Viceformænd og 4 Valg på Secretairer; thi det hedder i Udkastet: „Vindes ei heller da den forlangte Stemmefleerhed, så indskrænkes Stemmegivningen til de 2 Medlemmer, der havde de fleste Stemmer ved andet Valg”, og „efter same Forskrift forholdes ved Valget af Vice-Formænd og Secretairer. Jeg har imidlertid Intet imod, at de vælges under Eet, som jeg endog finder hensigtsmæssigt. Med Hensyn til den Bestemmelse.

79

at man også ved Valget af Secretairer skal have absolut Pluralitet, kan der let opståe særdeles store Vanskeligheder, på Grund af de mange Individer, hvorpå Forsamlingen kan kaste fine Øine, medens der kun er ganske Enkelte, man kan kaste fine Øine på til Formand, og da de skulde være 4, vilde Omvalg let medføre megen Vidtløftighed. Jeg skulle derfor henstille til den ærede Forsamling, om ei enhver Pluralitet kunde være tilstrækkelig ved Valg af Secretairer, eller i alt Fald, ai det Stemmeantal, som nødvendigt må haves indskænkes til 1/3 eller måskee til 1/4. Jeg troer ei, at Forsamlingen vil løbe nogen Fare i så Henseende. Hvad den sjette Paragraph angåer, skal jeg bemærke, at når det er Formanden, som skal bestemme Dagsordenen for næste Møde, skal han vel også bestemme Tiden, når dette skal holdes; jeg veed ikke, om dette måtte ansees som en Selvfølge, uden at derom skeer nogen Tilføining.

Formanden:

Jeg veed ikke, om der er Flere, som ville yttre sig over disse Paragrapher. Jeg skat blot tillade mig at bemærke med Hensyn til hvad der er yttret om Vanskeligheden ved Valget af en Formand, at den let kunde afhjælpes ved at overlade Ledelsen af dette Valg til Viceformanden. Iøvrigt havde jeg tænkt at foreslåe en Måde, hvorpå man kunde foretage Optællingen af Stemmerne således, at det hele Valg kunde foregåe meget hurtigt, og således at man alligevel kunde have den største Garanti, men jeg vil ikke for Øieblikket opholde Forsamlingen hermed.

Professor Larsen:

Der er i disse første paragrapher blot et enkelt Sted, hvorved jeg skal tillade mig at gjøre en Bemærkning, efterat en foregående Taler allerede har udtalt de almindelige Bemærkninger, jeg kunde have at fremføre. Denne Bemærkning angåer § 3; det forekommer mig nemlig ikke klart, hvad der skal forståes ved „at Formanden skal foreståe Forsamlingens Udfærdigelser. Når det er en Beslutning, som simpelthen skal communiceres, kan det vel antages, at der blot sigtes til, at Formanden skal påsee, at dette rigtigt besørges; men jeg veed ikke, om der også sigtes til sådanne Tilfælde, hvor der kan være Spørgsmål om at afgive en motiveret Erklæring. Sådanne Udfærdigelser have idetmindste hidtil ved Stænderforsamlingerne været Gjenstand for Forsamlingens Vedtagelse. Jeg skulde derfor henstille til den ærede Ordfører at yttre sig derover.

Algreen-Ussing:

Den høitærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die District (Ørsted) har fremsat først en almindelig Bemærkning med Hensyn til det foreliggende Udkast, som om herved skulde være afgjorte Noget med Hensyn til Forsamlingens Competence til at tage andre Lovforslag og private Andragender under Overveielse ved Forfatningsudkastet og den dermed i Forbindelse Stående Valglov. Comiteen har ikke tænkt på at ville afgjøre Noget om dette Spørgsmål; men den har ikke troet at kunne, navnlig hvad Lovforslag angåer, indskrænke sig til at omtale Forfatningsudkastet, efterdi således som Premierministeren i den Tale, som han ved Åbningen holdt, udtrykkeligen har tilkjendegivet, at et Forslag til at skaffe Statskassen de til Kampens Førelse nødvendige Midler, og at Lovudkastet om almindelig Værnepligt vilde blive Forsamlingen forelagte. Som Følge heraf måtte Comiteen affatte Udkastet, som skeet er, og kunde ikke indskrænke sig til det Lovudkast, til hvis Behandling Forsamlingen nærmest er sammenkaldt. Dette må formeentlig blive Gjenstand for en særskilt Afgjørelse, dersom der bliver fra nogen Side reist Spørgsmål om Forsamlingens Competence i så Henseende. Af samme Grund har man heller ikke troet at kunne undgåe at bestemme, hvorledes Andragender, som et Medlem kunde vilde forelægge Forsamlingen, skulle behandles. Sådanne Andragender ville ofte være af den Beskaffenhed, at der ikke kan reise nogensomhelst Tvivl om Forsamlingens Competence til indlade sig på dem, navnlig når de angåe Forsamlingens egne Anliggender, som f. Ex. det nærværende Regulativ.

Med Hensyn til de specielle Punkter, som ere berørte af det nævnte ærede Medlem, skal jeg, forsåvidt han har yttret, at Secretairerne burde vælges for et længere Tidsrum, end foreslået i Udkastet, bemærke, at der vistnok ere vigtigere Grunde, der tale for, at formanden og Viceformanden efter en vis kort Tid skulle afgåe, end for Secretairernes Vedkommende; men Comiteen har dog troet, i Over

eensstemmelse med hvad der skeer andetsteds, at alle Embedsmænd burde afgåe og gjenvælges på samme Måde som Formand og Viceformand, og der blev navnlig derved taget Hensyn til det Moment, som den ærede Rigsdagsmand selv har udhævet, at Secretairerne burde have Adgang til, hvis Arbeidet falder dem for svært, at afløses, hvilket åbenbart vil skee på en naturligere Måde, når de til en vis given Tid skulle afgåe, end dersom de skulde stille en formelig Begjering til Forsamlingen, om at måtte befries fra denne Bestilling. Hvad Valget af Formanden angåer, har Comiteen ikke tænkt sig, at Aldersformanden, som ikke har nogen Function ved Forsamlingen uden ved dens første Constituering, her kunde komme til at træde til, men den har formeent, at man rolig kunde overlade det til Formanden, eller ialtfald, som den ærede Formand nu har foreslået, til Viceformanden. Aldersformanden forekommer det mig, har under ingen Omstændigheder her noget at gjøre.

Med Hensyn til hvad af samme Medlem er yttret om Unødvendigheden af, at Secretairerne vælges med absolut Majoritet, da har også dette Punkt været omhandlet i Comiteen, men man har såmeget mindre troet at burde gjøre nogen Forskjel i denne Henseende imellem Valget af Præsident og vicepræsident og Secretairerne, som det har været en bestemt Forudsætning hos Comiteen, hvilket også Forsamlingen vil see af § 26 i Udkastet, at der til ethvert Valg, være sig til Embedsmand eller Comiteemedlem, skal fordres over Halvdelen af Stemmerne. At Modernes Begyndelse må bestemmes af Formanden, er en Selvfølge, men man har fundet det ufornødent at sætte dette i § 6.

Med Hensyn til hvad Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 7de District (Professor Larsen) har bemærket i Anledning af den i § 3 omtalte Udfærdigelse af Forsamlingens Beslutninger af Formanden, har idetmindste jeg for mit Vedkommende ikke forstået dette anderledes, end at Formanden besørger de af Forsamlingen fattede Beslutninger udfærdigede; men har der navnlig skal afgives en motiveret Beslutning fra selve Forsamlingen, må denne vistnok udgåe fra Forsamlingen selv eller fra den Comitee, som har behandlet Sagen. Herom handler § 16, som udtrykkelig indeholder, at Forsamlingen selv nærmere vil have at bestemme, hvorledes Sagen i det der omhandlede Tilfælde skal behandles. Ved Lovforslag derimod, som er den nærmeste og egentlige Gjenstand for nærværende Forsamlings Virksomhed, vil Behandlingen komme til at foregåe overeensstemmende med Udkastets § 15, da der i disse Sager ikke vil være at afgive nogen motiveret Betænkning, men derimod at udfærdige et revideret Lovforslag, som Forsamlingen indstiller til Regjeringen; jeg skal imidlertid herom ikke videre udtale mig på dette Sted, men opsætte dette til Forhandlingen af de respective Paragrapher.

Professor Larsen:

jeg skal hertil bemærke, at Udtrykket i § 16: „i hvilken Form Sagen skal behandles” synes nærmest kun at antyde den egentlige Behandling, i Modsætning til den Udfærdigelse, som deraf kan blive en Følge. Der synes således i Udkastet at mangle en sådan Bestemmelse om Affattelsen og Bedtagelsen af slige Udfærdigelser, som den, der findes i den ældre Stænderlovgivning.

Algreen-Ussing:

jeg skal i Anledning af den sidste ærede Talers Yttringer bemærke, at ved Sagens Behandling i § 16 forståes den fuldstændige Behandling, derunder altså også indbefattet Udfærdigelsen af det Actstykke, som må udgåe fra Forsamlingen i de der omhandlede Sager.

Ræder:

jeg forståer Bestemmelsen i § 2 således, at Viceformændene og Secretairerne skulle vælges under eet; men jeg må gjøre opmærksom på, at dersom Formanden skulde blive syg, optræder Viceformanden i hans Sted, og det er altså vigtigt, at Valget af Viceformanden, som i Forfald træder i Formanden Sted, skeer ligeså omhyggeligt som Formandens Valg. Træder Formanden af, bliver den ene Viceformand virkelig fungerende Formand, og den anden kommer til at indtræde i den Førstes Sted. Jeg troer derfor, at Valgene taltfald med Hensyn til Viceformændene måe foregåe hver for sig. Med Hensyn til den anden Bestemmelse om Secretairerne finder jeg det billigt, at når en Secretair har været valgt een eller 2 Gange, må han have gyldig Grund til at undslåe sig For Gjenvalg. I Henhold hertil skulde jeg foreslåe, at Slutningen.

80

af § 1 forandres således, at der tilsøies, at vedkommende Secretair ved 2det eller 3die Gjenvalg dog måtte have denne Ret.

Algreen-Ussing:

Jeg troer, at der hliver den samme Sikkerhed med Hensyn til Valget af Viceformænd, uanseet man stemmer på dem under eet, som med Hensyn til Valget af Formand, idet der jo også ved hiint Valg kræves en absolut Pluralitet, og Andet fordres ikke heller med Hensyn til Valget af Formand. Med Hensyn til det reiste Spørgsmål om Secretairernes Ret til at undslåe sig for Valget, når de have fungeret i een eller to Gange 4 Uger, da har dette vistnok Billigheden for sig, dersom de ønske at fratræde. Jeg antager også, at når dette kommer til Forsamlingens Kundskab, vil man ikke besvære dem, som således ønske at fritages yderligere, og da Secretairposten er en Hæders- og Tillidspost, kan det også antages, at der ikke vil møde Vanskelighed ved Valget af andre Medlemmer i deres Sted.

Ørsted:

Jeg har allerede erkjendt, at den ærede Comitees Forslag ikke indeholder Noget, der udtrykkelig kunde hjemle Forsamlingen Charakteren af en almindelig lovgivende Forsamling og Competence til at indlade sig på alle Slags Lovforslag og Petitioner. Jeg anførte blot min tidligere Bemærkning i denne Hensigt, for at der ikke skulde være Noget uklart, og Forsamlingen ikke ved at gåe ind på Udkastet, skulde antages at være bunden. Hvad de øvrige mindre betydelige Punkter angåer, da antager jeg det ikke for vigtigt, om disse ordnes på den ene eller den anden Måde; de forskjellige Tvivl kunne måskee hæves ved en Redaction. Hvad navnlig det Spørgsmål angåer, om Vicepræsidenterne skulde vælges under eet eller særskilt, er jeg fuldkommen enig med den ærede Ordfører i, at det er ligeså sikkert, at de vælges under eet, som i to særskilte Valg; ja det kunde endogså hænde, at hvis man ikke var bleven rigtig enig i denne Henseende, forinden Afstemning finder Sted, om hvem man først vilde stemme på, om også Forsamlingens Pluralitet iøvrigt var ganske enig, om hvilke to, ven ønskede valgte til Viceformænd, at da Stemmerne Kunde blive spredte, idet nogle først vilde stemme på Een, andre først på Andre. Hvad de øvrige Punkter angåer, navnlig at også Secretairerne skulde have absolut Pluralitet, finder jeg mig foranlediget til at gjøre den Bemærkning, at jeg ikke kan erkjende den Argumentation, som hentes fra § 26, derfra at denne. Paragraph gåer ud på, at også Valg til Comiteemedlemmer skulle skee med absolut Pluralitet. Der kan nemlig fremsættes meget vigtige Indvendinger også med Hensyn til Realiteten af denne Paragraph, ikke blot fordi der fordres absolut Pluralitet også for Forsamlingens øvrige Forhandlinger, men også med Hensyn til de øvrige Følger, som det kan have, at intet Medlem kan komme ind i nogen Comitee uden absolut Pluralitet. Det Nærmere herom vil imidlertid blive at forhandle, når man kommer til § 26.

Køster:

Εfter Paragrapherne 3 og 4 er det overladt til Formanden at bestemme, hvilken af Viceformændene der skal fungere, når Formanden, enten på Grund af Forfald eller fordi han vil tage videre Deel i Forhandlingerne end den, der hører til hans Function, fratræder. Det forekommer mig hensigtsmæssigst, at det blev bestemt, at den Viceformand, som er valgt med de fleste stemmer, i så Fald skulde indtræde i hans Sted, og først når han har Forfald, den anden Viceformand, som er valgt med det næste Antal Stemmer, træde til og fungere. Jeg vil derfor tillade mig at henstille til Forsamlingen og den ærede Ordfører, om der ikke i denne Henseende skulde gjøres en Forandring i Regulativet.

Algreen-Ussing:

Dette Spørgsmål har også vært omhandlet i Comiteen; det er nemlig Regel i flere andre Landes Forfatningsregulativer, at den Måde benyttes, som det ærede Medlem har omtalt; men Comiteen har troet, at det var af de Ting, som ikke vilde møde nogen Vanskelighed, og at Sagen således kunde ordnes imellem Formanden og Viceformændene på den af Comiteen foreslåede Måde.

Tvede:

Når det i Slutningen af § 6 hedder: „dog kunne 15 Medlemmer forlange, at den (Dagsordenen) fastsættes ved Forsamlingens

Beslutning“, skal jeg tillade mig at forespørge, om det ikke måtte være Meningen, at eet Medlem af Forsamlingen kan foranledige en sådan Beslutning, når 14 Andre strax reise sig og erklære sig enige med Proponenten; thi det vilde dog være forunderligt, om 15 på eengang skulde ståe op og fremsætte sådant Forlangende:

Algreen-Ussing:

Det er forudsat, at 15 derom ene sig, hvilket kan skee enten på ven Måde, at 15 på eengang reise sig og fremsætte et sådant Forlangende, eller at Een fremsætter det, og at det strax tiltrædes af 14 Andre.

Tvede:

Måskee kunde det af mig Tilsigtede opnåes ved, at Slutningen af Paragraphen kom til at lyde således: „dog kan den, efter et Medlems af 14 andre Medlemmer understøttede Forlangende, fastsættes ved Forsamlingens Beslutning“.

Krieger:

Jeg troer ikke, at det er nødvendigt at gjøre nogen sådan Forandring; thi 15 Medlemmer kunne meget godt have i Forveien enet sig om at fremsætte et sådant Forlangende, som altså ikke behøver altid at fremtræde under den Form, at Een fremsætter dette og 14 Andre da tiltræde det.

Ørsted:

jeg mener, at det må være Præsidentens Sag at prøve, om det fremsatte Forlangende finder Understøttelse, sådel her som ved andre Leiliglheder. Når Een reise sig og siden 14, så måe jo Betingelserne antages at være tilstede.

Formanden:

Jeg har også forestilt mig, at det måtte gåe til på den Måde.

Krieger:

Ja, hvis ikke Een fremsætter Forlangendet i Femtens Navn.

Formanden:

Ja også det. Tvede: Jeg har hidtil hørt nogen Tvivl om, hvorvidt Een kan tale i Femtens Navne.

Ørsted:

Jeg mener ikke, at der behøves nogen Bestemmelse, da det er Præsidentens Sag at prøve dette. Tage Müller: Jeg tillader mig at forespørge hos den ærede Ordfører, om Udtrykket i den sidste Linie af 3die § „imidlertid” skalforståes således, at Formanden skal overlade Forsædet til en af Viceformændene under hele den Sags Discussion, under hvilken han tager Deel i Forhandlingerne, eller om han blot skal fratræde Forsædet, sålænge han tager Deel i Discussionen, og igjen indtage dette, under den samme Sags Forhandling, under hvilken han eengang er fratrådt.

Algreen-Ussing:

Comiteens Mening er den, som det ærede Medlem har forudsat som det sidste Alternativ, hvilket jeg iøvrigt troer fremgåer tilstrækkeligt af Ordene i Udkastet. Der ere tre Måder, der kunne tænkes med Hensyn til Formandens Deelagtighed i Forhandlingerne; den ene og den strengeste er den, at han skal aldeles afholde sig fra at tage Deel i Forhandlingerne; den anden, at han selv på Præsidentstolen kan deeltage i Forhandlingerne; og den tredie er den, som Comiteen har valgt, at han vel må tage Deel i Forhandlingerne, men, når han gjør det, skal fratræde og Overdrage til een af Viceformændene at fungere imidlertid. Efter den forrige Stænderanordnings § 58 var det ganske overladt til Præsidenten, hvorvidt han vilde tage. Deel i Forhandlingerne og det var ikke deri Pålagt ham, hvad dog i Regelen skete, at fratræde Præsidentstolen, når han tog en sådan Deel i Forhandlingerne. Hvilken af disse tre Måder, der skulde vælges, kan der være deelte Meninger om, men Comiteen har troet, at det vilde være rettest, at vælge den, — ikke ubetinget at udelukke Præsidenten fra at deeltage i Forhandlingerne, — men heller ikke at gjøre det till en Betingelse derfor, at han under den hele Sags Discussion, og dette altså både under den foreløbige og endelige Behandling, skulde aldeles udelukkes fra at fungere som Præsident.

(Fortsættes.)

Rettelser.
I Nr. 7, Pag. 51, Linie 10 f. o. Ønske læs: Udtryk.
I Nr. 10, Pag. 74, Linie 5 f. o. den første Forandring, læs: den førstnævnte
Forordning.

Forlagt og trykt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

81

Sjette Møde. (Fortsat.)

Bisby:

Det er mig ikke fuldkommen klart med Hensyn til Slutningen af § 6, om der ved den Forandring, som deri omtales, menes Forandring i Dagsordenen for samme Dag eller for den påfølgende Dag, med andre Ord, om Forsamlingen ved Mødets Åbning kan forandre Dagsordenen for samme Dag eller blot for den næste Dag.

Algreen-Ussing:

Jeg troer ikke, at det kan misforståes, at der alene er sigtet til næste Dags-Orden. Det hedder nemlig i Slutningen „dog kunne 15 Medlemmer forlange, at den (Dagsordenen) fastsættes ved Forsamlingens Beslutning”, og i Begyndelsen af Paragraphen siges der: „Formanden bestemmer ved Slutningen af hvert Møde Dagsordenen for næste Møde”. Det er ikke for den løbende Dag, men altid for det næste Møde, at Dagsordenen sættes. Skal der være Tale om at bringe en Sag under Forhandling samme Dag som Ønsket derom fremsættes, så falder en sådan Beslutning under Udkastets sidste Paragraph, som i den Henseende tillader Undtagelser fra de almindelige Forskrifter, og hvorom jeg skal tillade mig nærmere at yttre mig, når vi komme dertil.

Mundt:

Jeg vil tillade mig en Bemærkning med Hensyn til § 2. Når man læser den første Deel af Paragraphen, kan der ikke være nogensomhelst Tvivl, thi der er Kun Tale om Valget på Formand, men i Slutningen af Paragraphen ståer: „Efter samme Forskrift forholdes ved Valget af Vice-Formænd og Secretairer”; nu er Vice-Formændenes Antal 2 og Secretairernes Antal 4, og da bliver det muligt, at allerede ved den første Afstemning Flere end det Antal, som skal vælges, kunne erholde mere end Halvdelen af Stemmerne, og det forekommer mig ikke klart, om i dette Tilfælde denne Sætning også finder Anvendelse: „have Flere lige Stemmer, gjør Alderen Udslaget.”

David:

Det forekommer mig dog umuligt, når kun 2 skulle vælges, at Flere end to skulde kunne erholde Halvdelen af Stemmerne.

Mundt:

Det er ikke vanskeligt at indsee, at et sådant Tilfælde vil kunne indtræffe, og det vil være tydeligere, når Talen bliver om Secretairerne, hvis Antal er 4; da vil det let kunne hænde, at Flere end 4, ja 5, 6, 7 ville kunne erholde mere end Halvdelen af Stemmerne; men når kun to skulle vælges, såsom ved Valget af Vice-Formænd, vil dette Tilfælde ikke kunne indtræde, undtagen når Medlemmernes Antal er ulige. Hvis f. Ex. Antallet af Forsamlingens Medlemmer er 151, så er altså 76 over Halvdelen; dersom de første 76 Medlemmer stemme på A og Nr. 2 til 77 inclusive på B, så kan en Tredie, C, erholde een Stemme af Nr. 1, een Stemme af Nr. 77 og dernæst de øvrige 74 Stemmer til, hvilket altså er 76. Men dette er vistnok et Tilfælde, som sjeldent vil indtræffe, hvorimod det ved Secretairernes Valg hyppigere kunde skee. Det var blot min Mening, at det skulde udtrykkes med Klarhed, at den nævnte Sætning: „have Flere lige Stemmer” o. s. v., også har Hensyn til den første Afstemning.

Formanden:

Hvis Ingen videre yttrer sig, antager jeg, at vi kunne gåe over til næste Afsnit, som vil indbefatte §§ 7—10, begge inclusive.

Algreen-Ussing

oplæste det pågjældende Afsnit og bemærkede derefter. Dette Afsnit er af den Vigtighed, at det må være mig tilladt derom at fremsætte nogle udførligere Bemærkninger. Dette indeholder nemlig en Forretningsorden, som ikke hidtil har været gjældende hos os, og som derfor vel kan behøve noget nærmere at udvikles og forklares. Comiteen har, som jeg strax tillod mig at bemærke, ikke havt Leilighed til at ledsage sit Udkast med Motiver, ligesom den heller ikke har anseet det passende, i selve Regulativet nærmere at forklare Øiemedet med disse Afdelinger og beskrive den hele Forhandlingsmåde i samme. Det turde derfor være hensigtsmæssigt her at give en Fremstilling af det såkaldte Bureausystems Betydning. Det vil være indlysende for Enhver, som kjender til Forhandlingerne i større Forsamlinger, hvor vigtigt det er, at den foreløbige Bearbeidelse af Sagerne skeer på en sådan Måde, at den bliver så udtømmende som muligt, at Forsamlingens Medlemmer derved sættes i den nøiagtigste og fuldstændigste Kundskab om Sagens Gjenstand, og at der åbnes Leilighed til at drage den størst mulige Nytte og Fordeel af samtlige Medlemmers Kundskaber; det er som det hensigtsmæssigste Middel hertil, at man i flere Landes legislative Forsamlinger har indført den Indretning, som Comiteen her har bragt i Forslag. Forsamlingen opløser sig nemlig, som i Udkastet foreslået, i et vist Antal Afdelinger, som Comiteen har troet at burde foreslåe til 5, hvorefter der, da Forsamlingen beståer af 152 Medlemmer, vil falde 30 Medlemmer på de 3 og 31 på de 2 af disse Afdelinger. Denne Fordeling skal her som i andre Lande skee ved en almindelig Lodtrækning. Når disse Forsamlinger således ere dannede, er Bestemmelsen, at enhver Sag af større Vigtighed, navnlig Lovforslagene, såsnart de ere forelagte Forsamlingen, samtidigen blive overgivne til foreløbig Behandling i disse Afdelinger. Den Hovedfordeel, som derved vil opnåes er den, at man på eengang sætter alle Forsamlingens Medlemmer i Virksomhed med Sagens foreløbige Bearbeidelse og Bedømmelse, istedetfor at efter den hidtil fulgte Forretningsorden, når der nedsættes en speciel Comitee, kun et forholdsviis ringe Antal Medlemmer fåer Leilighed til nøie at træge ind i Sagens Enkeltheder. Igjennem Afdelingerne kan derimod hvert enkelt Medlem fra Sagens første Begyndelse følge med denne; han kan fremsætte sine Forslag, sine Ideer, fine Ønsker på en Tid, da Sagen endnu er aldeles ny, istedetfor at han ellers, når hans Forslag først fremkommer, efterat Comiteen har afgivet sin Betænkning, vil have større Vanskelighed ved at skaffe dem Indgang. I Afdelingerne kan etyvert Medlem fremsætte de Tvivl og de Bemærkninger, han kan have ved Lovforslagene (jeg bruger dette Udtrtyk i Almindelighed, eftersom det nærmest er Lovarbeiderne, som tænkes behandlede på denne Måde); han kan begjere Oplysninger og Forklaringer af de andre Medlemmer i Comiteen og gjøre de Forslag til Forandringer, som han anseer hensigtsmæsige; derved vil denne Indretning blive det naturligste Middel til at drage den størst mulige Fordeel af alle Medlemmers Kundskaber og Kræfter, og disse ville ad denne Vei trænge ind i Sagen på en Måde, som ellers ikke bliver dem mulig, thi hvor nøiagtig og fuldstændig en Comiteebetænkning end er, vil den dog efterlade mange Tvivl hos dem, som ikke på den her omhandlede måde have behandlet Sagen. Enhver, der har deeltaget i Stænderforhandlinger, veed, at man ved at være Medlem af en Comitee ganske anderledes kommer ind i Sagens Heelhed, end når man ståer udenfor Comiteen. I disse forholdsviis mindre Afdelinger, hvor Møderne ikke holdes offentligt, ville Medlemmerne derhos lettere tilsidesætte den Tilbageholdenhed i at fremsætte deres Meninger og Anskuelser, som måtte hidrøre fra en forvidt dreven Beskedenhed, især når de kunne have nogen Tvivl,

82

om deres Indvendinger ere tilstrækkeligt begrundede, end i selve Forsamlingen, og der er Mange, som i Comiteerne give værdifulde Bidrag til Sagens Behandling, men som ikke ønske at træde op i større Forsamlinger, uagtet de ofte besidde grundigt Kjendskab til mange Forhold. Det tør også antages, at en Mængde Indvendinger og Bemærkninger, som ellers vilde fremkomme i selve Forsamlingen, ville finde deres tilstrækkelige Besvarelse i disse Afdelinger; de ville der være komne frem, der være blevne mødte og berigtigede, og som en Følge deraf blive holdte tilbage i selve Forsamlingen, så at Forhandlingen i denne vil blive af større Betydning, da det især vil blive Hovedtalerne, jeg mener dem, som fuldstændigst kunne udvikle de Ideer, som de eller deres Parti repræsentere, som ville yttre sig, når Sagen kommer for i Forsamlingen. Jeg antager naturligviis ikke, at al overflødig Tale her i Salen skulde falde bort; det er Noget, man ikke kan vente, thi der vil her, som i alle større Forsamlinger, være Mænd, som have en ubetvingelig Lyst til at høre sig selv tale; men det tør dog vistnok antages, at Meget vil falde bort som Følge af Forhandlingerne i Afdelingerne, der ellers vilde være kommet frem i selve Forsamlingen. Dernæst ståer, som Forsamlingen vil have seet, Valget af Medlemmerne til Comiteen, der skal udarbeide den Betænkning, som skal forelægges Forsamlingen, i Forbindelse med Bureauerne; denne Comitees Sammensætning udgåer i det Mindste for endeel af dem, når Sagen har været behandlet i Afdelingerne, og det tør vel antages, at man netop på denne Måde vil vide at trække de Mænd, som fuldstændigst ere inde i Sagen, da enhver Afdeling for sit Vedkommende vil have havt Leilighed til at lære at kjende disse Mænd. Der er endnu andre, mindre væsentlige Fordele ved denne Behandling af Sagerne i Afdelinger, hvoraf jeg skal berøre den Blanding af Forsamlingens Medlemmer indbyrdes, som den fører med sig, og den derved givne Leilighed til at berigtige vrange og falske Anskuelser, som måtte findes hos enkelte Medlemmer. Dgså det er en Fordeel, at Valget til Comiteen i Regelen skal udgåe af Afdelingerne; thi deels vil man, som bemærket, ved Valget på denne Måde kunne vente at erholde de dygtigste og kundskabsrigeste Medlemmer, og deels ville Valgene kunne skee med langt større Lethed og mindre Tidspilde, når de foregåe på eengang i samtlige Afdelinger, end når de altid skulde skee i den hele Forsamling. Forøvrigt har Comiteen foreslået, i Overeensstemmelse med, hvad der gjælder på andre Steder, at Forsamlingen kan beslutte, når en Sag overdrages til Behandling i Afdelingerne, at den Comitee, som derefter, når Sagen har været for i Afdelingerne, skal foredrage og afgive sin Betænkning, kan blive forstærket ved Medlemmer, som vælges af den hele Forsamling. Dette er vistnok både ønskeligt og nødvendigt, da det let kan indtræffe, at der i en enkelt Afdeling vil kunne være flere Mænd, som netop ere fortrinlig skikkede til at indtræde i den fælles Comitee, af hvilke Afdelingen ikke kan vælge mere end eet eller to Medlemmer. Der bør da være et Middel, hvorved den hele Forsamling kan supplere den Mangel, hvoraf Comiteens Sammensætning vilde lide ved atvælge ved frit Valg de Medlemmer, som den måtte ansee meest Skikkede til at træde i Forbindelse med de igjennem Afdelingerne valgte Medlemmer. Det er tillige bestemt, at ikke enhver Sag nødvendigviis skal gåe til Afdelingerne, men at Forsamlingen kan tage den Beslutning, at en Sag efter sin mindre væsentlige Beskaffenhed strax kan prøves af en særegen dertil valgt Comitee, som da enten kan vælges af Forsamlingen, i Overeensstemmelse med de almindelige Regler, ligesom hidtil, eller alene af Afdelingerne eller pâ den Måde, at et vist Antal vælges af Afdelingerne og et vist Antal igjennem den hele Forsamling. Endnu må det være mig tilladt at bemærke, at i de fleste andre Lande er det bestemt, at disse såkaldte Bureauer Skulle fornyes efter en vis Tid, i Almindelighed til samme Tid, da Omvalg af Forsamlingens Embedsmænd finder Sted, således, at der hver Måned foregåer en ny Lodtrækning og organiseres nye Bureauer. En lignende Bestemmelse har Comiteen dog ikke troet, at der var tilstrækkelig Anledning til her at optaqe, thi selv hvor en sådan Fornyelse af Bureauerne finder Sted, vedbliver det ældre Bureau for den enkelte Sag, som dette Bureau engang har taget under Behandling, så at dette Bureau, skjøndt ny Lodtækning

finder Sted og nye Bureauer dannes, vedbliver i sin Virksomhed med Hensyn til de enkelte Sager, som ere påbegyndte, hvilket også må ansees nødvendigt for Sagernes Fremme og dersom der ikke skal indtræde Forvikling og Forstyrrelse. Da nu nærværende Forsamling har sit bestemte Formål, kan det vel forudsættes, at alle Sager, som ville komme for her, ville være overgivne til Bureau-Behandling i Løbet af den første Måned, og at der altså ikke vil blive nogen Virksomhed for de Bureauer, som skulde dannes efter Månedens Udgang. Jeg skal fremdeles bemærke, at når det i § 7 hedder „at disse Afdelinger forhandle enhver Sag, der af Forsamlingen henvises til dem, dog uden Afstemning”, har Meningen heraf naturligviis ikke været, at disse Afdelinger kunne vedblive at forhandle Sagen hvorlænge det skulde være, uden at komme til nogen Endelighed dermed. Meningen er kun den, som man har troet tilstrækkelig at have udtrykt, at der ikke skal foregåe nogen Afstemning i Afdelingerne, og at intet Medlem der skal erklære sig bestemt om, hvad Mening han har om Sagen, da hensigten med Behandlingen i Afdelingerne er den samme som af den foreløbige Behandling i den hele Forsamling, at samtlige Medlemmer kunne komme tilstrækkeligt ind i Sagen og yde deres Bidrag til dens fuldstændige Belysning. I andre Lande, navnlig i Frankrig, hvorfra dette System nærmest hidrører og har bestået i lang Tid, er det iøvrigt fastsat, at når to Trediedele af Bureauerne ere blevne færdige med Sagens Behandling og have udvalgt deres Medlemmer til Comiteen, træder denne Comitee i Virksomhed. Nærværende Comitee har imidlertid ikke troet det nødvendigt at optage nogen udtrykkelig Bestemmelse herom, da det vel kan forudsættes, at Afdelingerne omtrent ville blive færdige til samme Tid med den forelødige Behandling af Sagen, ligesom det også forudsættes, at de ville træde i Forbindelse med hinanden indbyrdes for at erfare, til hvilken Tid de samtlige ville være færdige. Man har det ialtfald i sin Magt ved Andragende til Formanden at kunne foranledige, at de Afdelinger, som måtte ståe tilbage, kunne fåe det fornødne Tilhold til at fremme Arbeidet så hurtigt som muligt.

David:

Da jeg er enig med Comiteen om, at Bureausystemet har væsentlige Fortrin, er det ikke Meget, som jeg har at bemærke ved disse Paragrapher, men jeg har dog troet, ikke at burde lade det blive uomtalt, at det væsentligen hører med til dette System, at Bureauerne ikke ere permanente, men oftere ved Omvalg fornyes. Vel har Ordføreren gjort opmærksom på de aldeles særegne Grunde, som tale for, at de Afdelinger, som nu skulle vælges, forblive i denne deres Sammensættelse, og at intet Omvalg ved denne Rigsforsamling skulde finde Sted; men ikke at tale om, at det ei er ganske indlysende, at det af de anførte Grunde skulde være upraktisk at fornye Afdelingernes Valg efter 4 Uger, har jeg anseet det for rigtigt, på det Bestemteste at udtale her i Forsamlingen, at Afdelingernes temporaire Fornyelse er en Nødvendighed, når man overalt vil tænke på dette System, da dets store Fortrin kun derved opnåes, og dets Mangler ligeledes kun derved modarbeides. Bel vil det Reglement, som vi nu skulle affatte, kun være et temporairt, for denne ene Session gjældende, men det kan dog let fåe megen Indflydelse på det endelige Reglement, og derfor er det sikkert ei overflødigt at udhæve, at det væsentligen hører med til dette System, at Afdelingerne hyppigen fornyes.

Iøvrigt troer jeg at burde gjøre opmærksom på, at Comiteen synes at have forudsat større Kjendskab til dette Systems hele Indretning, end der tør formodes, hvor det er så aldeles nyt som her, og jeg kan kun heraf forklare mig, at man har sammentrængt i en eneste Paragraph Alt hvad der angåer Bureauerne. Navnligen må jeg ansee det som en Mangel, at der ei er angivet, hvorledes Balgene af Formand og Secretair i Afdelingerne skulle finde Sted. Bel hedder det i § 26, at ethvert Valg skal skee ved absolut Pluralitet; men det forekommer mig, at Afdelingsvalgene burde have været bestemte her, hvor Talen er om Afdelingerne, så meget mere som de Grunde, der tale for absolut Pluralitet her, ikke med samme Styrke gjøre sig gjældende for alle andre Valg, og det altså vil blive Spørgsmål om § 26 i sin Heelhed gåer igjennem. Også troer jeg, at det burde have været nøiere betegnet, at Forhandlingen af

83

de til Bureauerne henviste Sager er disses Hovedvirksomhed, og at Valget af et Comitee-Medlem først efter endt Forhandling bør finde Sted. Jeg skal i denne Retning fremkomme med et Amendement til § 7. Dernæst savner jeg en Bestemmelse for en Begrændsning af den Tid, i hvilken en enkelt Afdeling kan opholder en Sag. En sådan Bestemmelse findes i de franske Reglementer, hvor Bureausystemet i sin hele Udstrækning er bragt i Anvendelse, og en sådan Bestemmelse må vistnok ansees for meget hensigtsmæssig, da det ellers vil ligge i en enkelt Afdelings Magt utilbørligen at forhale Sagernes Afgjørelse, hvilket vilde være lige skadeligt, hvad enten dette skete af den ene eller den anden Grund. Også med Hensyn hertil skal jeg stille et Amendement, så at Comiteen for Afdelingernes Vedkommende må ansees at være constitueret, når fire Afdelinger have endt deres Forhandlinger og foretaget deres Valg. Endeligen skal jeg endnu gjøre opmærksom på, at Bestemmelsen i § 10, at den af Udskudet afgivne Betænkning skal trykkes og omdeles 3 Dage førend den foretages i Forsamlingen, er mindre hensigtsmæssig, når Sagerne have været behandlede i Bureauerne, end denne Bestemmelse var i Regulativet for Provindsialstænderne, hvorfra den er overgået til det nærværende Reglement; thi dengang fandt ikke en sådan Behandling af Sagerne Sted, som nu er påtænkt, og det var mere nødvendigt dengang, end det nu vil være, at Forsamlingens Medlemmer i en længere Tid kjendte Comiteebetænkningen, førend Sagen kom til Forhandling. Jeg skulde derfor troe, at to Dage nu vilde være tilstrækkelige, og når man seer hen til Forretningsgangen efter §§§ 12, 13 og 15, og hvor langsom denne vil blive, så turde det være indlysende, hvor meget der taler for at vinde een Dag, hvor dette uden Fare kan skee.

Olrik:

Skjøndt jeg erkjender Vægten af de Grunde, som de foregående ærede Talere have anført for, at en Fordeling af Forsamlingens Medlemmer i Afdelinger skal finde Sted, troer jeg dog, at Forsamlingen ikke burde aldeles binde sig ved den Måde, hvorpå Fordelingen skeer, nemlig ved Lodtrækning, men forbeholde sig Frihed til, når Omvalg af Forsamlingens Embedsmænd fandt Sted, at afgjøre, hvorvidt man vil have nye Medlemmer i Bureauerne, eller om det skal forblive ved den ældre Fordeling; skulde altså Pluraliteten af Forsamlingens Medlemmer være tilfredse med den Fordeling, som har fundet Sted, skeer ingen Forandring; i modsat Fald vil ny Fordeling finde Sted.

With:

Jeg er ingen Ynder af Bureausystemet, skjøndt jeg vel erkjender de Mangler, der hæfte ved den Fremgangsmåde, vi hidtil have benyttet. Den væsentligste Anke, som man har havt mod Indførelsen af Bureauer, er, at det beroer på en aldeles tilsældig Omstændighed, nemlig Lodtrækning, hvem der skal blive Medlem af hvert enkelt Bureau. Det kan således let træffe, at der i et Bureau kan blive en Overflødighed af Medlemmer, som have eet Slags Kundskaber, og en total Mangel på Medlemmer, som have Kundskaber i andre Brancher. Nu er der i Forsamlingen til Exempel 13 geistlige Medlemmer; hvis nu Loddet faldt således, at alle disse 13 kom ind i eet Bureau, så var dette vel forsynet, hvis der blev Spørgsmål om Sager, til hvis Behandling der udkrævedes geistlige Indsigter, hvorimod man i alle de øvrige Bureauer måtte savne Kræfter af denne Natur. Endvidere, her er 30 Jurister ex profeffo i denne Forsamling; sæt nu, at alle disse Jurister kom ind ved Lodtrækning i eet Bureau, så vilde det dog være påfaldende, om disse Mænd skulde savnes i de øvrige. For at råde Bod på denne Tilfældighed vil jeg tillade mig at foreslåe Forsamlingen, at der ved Stemmegivning bestemmes 5 Medlemmer for ethvert Bureau, og først, når denne Afstemning har fundet Sted, at lade Lodtrækning bestemme de Øvriges Pladser i Bureauerne. At lade Stemmegivning afgjøre, hvem der skal ind i ethvert Bureau, vilde være altfor vidtløftigt; men, når jeg indskrænker Antallet af de Medlemmer, der blive at vælge af den hele Forsamling, til 5, så vil det kunne overkommes. Dette vilde have en gavnlig Indflydelse på Bureauernes Virksomhed; man måtte da nemlig sørge for, at der kom Medlemmer ind i Bureauerne, som have Kundskaber i de forskjellige Grene, som man kunde tænke sig at blive Gjenstand for Bureauernes Undersøgelse, Mænd, som have

Kundskab i Landvæsen, Theologi o. s. v., således at ingen Sag kunde fremsomme i Bureauerne, uden at der også fandtes Mænd der, som havde specielt Kjendskab til den. Såfremt dette skulde vinde Bifald i Forsamlingen, vil jeg desangående stille et Amendement.

Drewsen:

Jeg reiser mig ikke for at tale imod Bureauerne, men kun for at gjøre en Bemærkning om eet Punkt. Den ærede Ordfører har med en overbevisende Tydelighed viist de Fordele, som Bureauerne føre med sig; kun i een Henseende kan jeg ikke dele den Mening, som han har udtalt, (hvis jeg forresten ikke skulde have hørt feil), den, at Forretningerne ved denne Indretning vilde gåe raskere fra Hånden end ellers. Den ærede Ordfører mener, at i Bureauerne ville alle de små Tvivl, Alt det, som siden i Forsamlingen stilles som Ammendements, fjernes. Det kan jeg ikke troe; jeg frygter netop for, at denne Indretning vil føre til mere Forlængelse af vore Arbeider, fordi jeg ikke kan tænke mig andet, end at de, som i Bureauerne blive i Minoriteten, ikke ville undlade her i Forsamlingen alligevel at fremkomme med deres Amendements, som de vel have fået misbilligede i Bureauerne, men som de troe at kunne sætte igjennem i Forsamlingen. Jeg har været med i mange Comiteer i Stænderforsamlingerne, og der har jeg erfaret, at Vanskeligheden i at bringe en Sag til Ende steg i samme Forhold som Antallet af Comiteens Medlemmer steg; jeg har seet, at når en Comitee bestod af 5 Medlemmer, blev den rigtignok tidligere færdig, end når den bestod af 3, men når den bestod af 7 eller 9 Medlemmer, så varede det almindelig meget længe, inden de kunde forelægge Forsamlingen resultatet af deres Arbeide. Her vil nu, hvis Forsamlingen deles i 5 Bureauer, 30 Mænd komme til at debattere, og Tallet vil just ikke være gunstigt til at tilveiebringe Enighed i Forsamlingen, og heraf mener jeg, at Følgen vil blive, at vore Arbeider, istedetfor at forkortes, ville forlænges.

Ørsted:

Jeg antager også, at den foreslåede Indretning med Afdelinger er hensigtsmæssig; jeg veed nok, at man i Frankrig har ulige Meninger om, hvorvidt de svare til Hensigten, men det forekommer mig, at, da den nærværende Forsamling er sammensat af Medlemmer, der forstørstedelen ere fremmede for hinanden og nære tildeels forskjellige Anskuelser, må man finde det meget ønskeligt, at de på denne Måde fåe Leilighed til at komme i nærmere Berørelse med hinanden og udjevne disse. Hvorvidt at Forhandlingerne derved ville fremmes eller medføre en langsommere Gang, vil ikke kunne forudsiges; der er visse Synspunkter, hvorfra det kunde see ud som, at man måtte formode, at det skulde give Anledning til større Vidtløftighed; men man kan dog og tænke sig, at der var overveinde Rimelighed, for, at det, at Medlemmerne komme instruerede til Forsamlingen, vil bevirke, at adskillige, intetsigende Bemærkninger ville falde bort. Jeg skulde derfor troe, at man idetmindste bør gjøre Forsøget med disse Afdelinger; Erfaring vil siden vise, hvorvidt Formålet vil opnåes; jeg troer, at man bør forsøge, hvorvidt det, som har dannet sig i Frankrig og andetsteds, også kan anvendes hos os, og jeg troer tillige, at man ikke bør gjøre nogen Hovedforandring i den Skikkelse, hvori det har dannet sig, og at det altså bør blive ved Lodtrækning. At det skeer ved Lodtrækning, troer jeg ligger i den hele Idee for Systemet; vil man forandre den ved at lade Fordelingen tildeels skee ved Valg, så vil et sådant Valg let kunne have til Følge, at i enhver Comitee kom 5 af de meest betydelige Medlemmer, som vilde kunne fåe en overveiende Indflydelse på Afdelingen, hvilket vilde bevirke, at der ikke kunde finde den frie Udvexling Sted og den Sammenblanden af de forskjellige Medlemmer, som man kunde ønske. Dernæst forekommer det mig, at det ligger i disse Afdelingers Hensigt, at de kun måe nedsættes for en Tid og ikke være bestandige. Jeg indseer vel, at det forholder sig således som den ærede Ordfører har sagt, at efter den Opgave, som er stillet denne Forsamling, vil det ikke let hænde, at der skulde kunne komme nye Sager for efter en Måneds Forløb; men, da dette ikke kan vides, forekommer det mig ønskeligt, om der var truffet en Bestemmelse, hvoraf man kunde see, at disse Afdelinger ikke skulde være bestandige. Jeg vilde aldeles ikke finde det uhensigtsmæssigt, om Tiden for Omvalget blev kortere, f. Ex. 14 Dage, fordi det vilde give An-

84

ledning til en større Blanding mellem medlemmerne, end ellers kunde finde Sted. Men i alt Fald måtte det kunne bestemmes, at når Forsamlingen fandt, at en Forandring burde foregåe, kunde dette gjøres til Gjenstand for et Forslag, som nærmere kunde forhandles, og hvorefter man da kunde tage Beslutning om en ny Fordeling. Et sådant Forslag måtte da være grundet på, hvad man i Afdelingerne havde erfaret om de Mangler, som viste sig ved den Fordeling, som havde fundet Sted ved den første Lodtrækning og som muligen kunde blive afhjulpne ved den nye. Med Hensyn til, hvad der er bemærket om, at Valget af Formand og Secretairer også i Afdelingerne skulde skee ved de fleste Stemmer, så var det måskee bedst, at det udtrykkelig blev bestemt, at dette skeer med absolut Pluralitet; dersom Comiteens § 26 bliver stående, da er dette vel ikke fornødent, men jeg troer, at der er Meget at indvende imod denne §, forsåvidt den som en almindelig Regel opstiller, at der udfordres absolut Pluralitet til ethvert Valg. Forsåvidt som der har været Spørgsmål om, at en Afdeling skulde nødes til at slutte en Sags Behandling, forekommer det mig hensigtsmæssigst; hvis en Sag skulde blive opholdt forlænge i Afdelingerne, for det Første, indtil vi vinde nogen Erfaring, blot at overlade Forsamlingen at bestemme en vis Frist, inden hvilken de skulde have sluttet deres Forhandlinger; derfor vilde Afdelingens Medlemmer ligefuldt beholde deres naturlige Ret til at gjøre de Bemærkninger, hvortil de måtte finde sig opfordrede, når Sagen kom for i Forsamlingen. Skjøndt jeg, ved at sammenholde §§ 8 og 9 med hinanden, seer, at det beroer på Forsamlingen, hvilke Sager den vil henvise til Afdelingerne og hvilke ikke, troer jeg dog, at dette burde siges umiddelbart og ikke, således som nu, på en skjult Måde i § 8. Hvad § 8 angåer skulde jeg meget ønske, at man ikke benyttede det Ord „Udskud”; jeg erindrer fra min tidligste Barndom, at dette Udtryk blev brugt om dem, der af en Forsamling bleve valgte til at danne en Comitee, men at alle Mennesker fandt det høist anstødeligt, og dette har man også fundet nu. Det har nu engang en så bestemt Betydning i Sproget, at man ikke vel kan benytte det uden i en uædel Betydning. Det følger også af dets Etymologi, da det deriverer sig af at „skyde ud”. Hvis man altså vil have et dansk Ord, mener jeg, at man bør bruge det Ord, man tidligere har benyttet, nemlig „Udvalg”, skjøndt det også har den Ubeqvemhed, at man kan komme i den Nødvendighed at sige om Udvalget, at det er udvalgt. Hvad § 8 angåer, må jeg forøvrigt bemærke, at når man læser den i sin sammenhæng, fåer man ud, hvad der vel også er a Meningen, at Forsamlingen under sags Henviisning til Afdelingerne forud skal bestemme, om de Medlemmer af Udvalget, som vælges af Afdelingerne, skulle forstærkes ved Andre, eller ikke; men det forekommer mig, at der også, efterat disse Valg vare foretagne, kunde blive Anledning, ja endog bedst Anledning, til at tage en sådan Bestemmelse, da det så overmåde let kan hænde, at der i een Afdeling kan findes flere Medlemmer, som ere særdeles skikkede til at indtræde i Comiteen, medens der i en anden findes Savn på sådanne Medlemmer. Det forekommer mig endog ønskeligt, om den Bestemmelse her blev optagen, som findes i Stænderanordningen, at en Comitee kan henvende sig til Forsamlingen om at blive forstærket med eet eller andet Medlem. I § 9 synes det ligeledes at være forudsat, at der, når Forsamlingen beslutter i en Sag at nedsætte en Comitee, som skal udvælges gjennem Afdelingerne, forud må tages Bestemmelse om, hvorvidt den således valgte Comitee skal forstærkes ved Valg af Forsamlingen. Det forekommer mig dog, at Bestemmelse herom også måtte kunne

tages bagefter. Det er af et Medlem foreslået, at Comiteebetænkninger skulde omdeles ikkun 2 Dage, istedetfor, som efter Udkastet, 3 Dage forinden de foretoges i Forsamlingen; det forekommer mig imidlertid bedst, at det bliver ved disse 3 Dage. Det er nok ikke så vist, at Medlemmerne, fordi Sagen først er forhandlet i Afdelingerne, kunne sætte sig tilbørlig ind i den, om den også er ledsaget med en Comiteebetænkning, især når Forhandlingerne ere noget vidtløftige, hvis der ikke er hengået nogle Dage, i hvilke de kunne have indhentet Underretning om, hvad der er foregået i de Afdelinger, hvortil de ikke henhøre. Enhver er nemlig kun underrettet om, hvad der er foregået i hans egen Afdeling, og det kunde derfor let hænde, at Comiteebetænkningen, når den kommer for, kan enten ganske eller for endeel være af et andet Indhold, end han efter de Forhandlinger, i hvilke han har taget Deel, havde måttet vente. Jeg troer derfor, at det er bedst, at det bliver ved de 3 Dage.

Justitsråd Petersen:

Det synes mig, at Udkastet har tillagt Afdelingerne en temmelig indskrænket Betydning. Jeg kan i så Henseende blandt Andet henholde mig til det Skrift, som her er bleven omdeelt. Det hedder heri: „Bureauernes foreløbige Undersøgelse har et dobbelt Øiemed: For det Første, at forskaffe ethvert Medlem af Forsamlingen en nærmere og mere umiddelbar Kundskab om det foreliggende Udkast, og dernæst at overdrage et Medlem af Bureauet den fornødne Fuldmagt til at deeltage i den Comitee, hvem det særligen må overdrages at drøfte Udkastet og afgive Betænkning derover til den almindelige Forsamling.” Det forekommer mig nu at være den sidste Deel af denne Passus, som egentlig betegner Bureauernes Betydning; men det synes ikke, at Udkastet har tilsigtet Sådant, thi jeg seer ikke, at deri er optaget nogen Bestemmelse om, at der af Bureauernes egen Midte skal vælges Medlemmer til Udskudene eller, som man måskee hellere bør kalde dem, Udvalgene. Det synes derimod som Afdelingerne skulle vælge disse ud af hele Forsamlingen; men herpå beroer formeentlig forstørstedelen Bureauernes Betydning, da de således ikke ville lede til stort Andet end private Samtaler mellem Afdelingernes Medlemmer, hvilket man gjerne kunde overlade til dem selv — og navnlig beroer det herpå, hvad Betydning man kan tillægge det Forslag, som er gjort af den ærede Rigsdagsmand for Veile Amts 6te District (With).

Lüttichau:

Jeg savner en Bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes, når en Comitee skal nedsættes, bestående af flere Medlemmer end Bureauernes Antal. Findes der f. Ex. 5 Bureauer, og Comiteen skal have 7 Medlemmer, da er det ikke angivet, hvorledes Stemmerne skulle fordeles mellem Afdelingerne. Jeg formoder, at det må være Formanden overladt at fordele Stemmerne, da det ikke, kan være Forsamlingens Sag at discutere dette. Jeg skal dernæst tillade mig at henstille til Forsamlingens Overveielse, om det ikke, forsåvidt det i Udkastet er foreslået, at Forsamlingen skal afgjøre, hvilken Fremgangsmåde der skal anvendes ved en Comitees Nedsættelse, måtte være rettere at overlade denne Bestemmelse til Formanden, fordi der ellers ved enhver Comitees Nedsættelse kunde gives Anledning til en temmelig vidtløftig og lidet interessant Discussion her i Forsamlingen.

(Sluttes.)

Rettelser.
I Nr. 12, Pag. 84, 21 Linie f. o. vælde vælges læs: vælges
— 88, 29 Linie f. o. hørt nogen Tvivl om, læs: havt nogen Tvivl om,

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

85

Sjette Møde. (Sluttet.)

Mynster:

Idet jeg erkjender de overveiende Fordele, som vistnok ere forbundne med, at Forsamlingen, som i Udkastet foreslået, deler sig i Afdelinger, så kan jeg dog ikke Andet end også erkjende, at, såfremt Afdelingerne alene bestemmes ved Lodtrækning, Tilfældet vil erholde for stort Råderum; der gives i Forsamlingen mange Medlemmer — og jeg henregner mig f. Ex. iblandt dem, der vel kunne tiltroe sig en Dom over en Sag, når de ere satte på det rette Standpunkt, men som ikke således have levet sig ind i de Sager, som i Almindelighed kunne forekomme i Forsamlingen, at de ere istand til at sætte Andre på dette Standpunkt. Dersom nu Lodtrækning alene skal bestemme Afdelingernes Sammensætning, forekommer det mig meget let at kunne træffe, at der i een Afdeling kommer, om ikke Alle, så dog den største Deel of hiin Classe, hvortil jeg henregner mig selv, hvorimod de Mænd, som vare meest skikkede til at lede Forhandlingerne bleve samlede i en anden Afdeling. Jeg kan derfor ikke nægte, at jeg fra først af har foretrukket, hvad der af en anden Rigsdagsmand er bleven foreslået, at Forsamlingen nemlig udvalgte 25 Medlemmer til Fordeling imellem de forskjellige Afdelinger, og at de øvrige valgtes ved Lodtrækning. Jeg har endnu en Bemærkning at gjøre, som forøvrigt ikke er af stor Betydenhed. Udkastet bestemmer, at enhver Afdeling skal vælge en Formand og en Secretair. Da denne Sidste imidlertid ikke skal optegne Forhandlingerne, er det mig ikke klart, hvad han egentlig skal foretage. Endelig skal jeg tillade mig at berøre et Spørgsmål, som også nylig fra en anden Side er bleven omtalt. Det er nemlig neppe ganske klart, hvorledes der skal forholdes, når Valg af en Comitees Medlemmer skal skee igjennem Afdelingerne. Dersom Comiteen kun skal beståe af 5 Medlemmer, er det formodentlig Meningen, at enhver Afdeling vælger eet Medlem; men der kunde også her spørges: om Meningen ikke var, at enhver Afdeling skulde stemme for 5 Medlemmer i Almindelighed, og at de, som således erholdt Pluraliteten, skulde udgjøre Comiteen. Det er ligeledes ei heller afgjort, hvorvidt Afdelingerne skulle vælge de Medlemmer, som af denne udnævnes, af deres egen Midte eller af hele Forsamlingen. Hvis det Sidste skulde være Tilfældet, var det vistnok rigtigere, om dette udtrykkeligt bestemtes. Bestemmer man sig for et større Antal Comiteemedlemmer end 5, kunde der ellers let opståe Vanskelighed, når man da ikke altid vilde fastsætte Anatallet til 10 — hvilket i og for sig er et ubeqvemt Tal, da der i så Fald kan tænkes ikke at komme Pluralitet tilveie Comiteen, og hvilket Forsamlingens Medlemmer neppe ville antage. Der vil derfor behøves en Bestemmelse for sådanne Tilfælde, hvor Comiteen skal beståe af flere end 5.

Hage:

Jeg skal ikke bestride Bureausystemet, som synes at finde almindelig Anklang hog Forsamlingen, selv om der kunde være Tvivl om, hvorvidt man derved opnåer alle de Fordele, som man her synes at forudsætte. Jeg troer imidlertid, at Alle are enige om at den væsentligste Fordeel, som derved opnåes, er den, at de vigtigere Sager, der fortjene en mere omfattende Behandling, forud ere behandlede, og at Medlemmerne have sat sig ind i dem, forinder Forsamlingen gåer over til den foreløbige Behandling, og at man dernæst har Leilighed til at lære at kjende de enkelte Medlemmers Anskuelser og Kjendskab til Sagen, forinder Valg foretages. Udskudet er også gået ud fra, at der ikke i alle Tilfælde skal anvendes Behandling i Bureauerne, idet Forsamlingen også kan erklære sig for

Behandling i Udskud, uden at Sagen gåer til Bureauerne; men det forekommer mig, at dette Spørgsmål ståer tilbage:om Forsamlingen ikke stundom kan finde sig foranlediget til, når en Sag ikke trænger til nærmere Oplysning, som gjør et Udskuds Udnævnelse nødvendig, strax at skride til dens Behandling, uden at nedsætte Udskud eller henvise den til Behandling i Afdelingerne. Der er intet udtrykkeligt herom bestemt i Udkastet, men det synes i § 15 forudsat, at Udskud altid skal vælges, thi det hedder her: „I Henhold til de stedfundne Afstemninger påligger det Udskudet at forfatte et fuldstændigt Lovforslag.” Jeg troer, at dette i mindre vigtige Sager er en temmelig vanskelig og besværlig Behandlingsmåde, og jeg troer, at denne Vanskelighed og Besværlighed er unødvendig. Forsamlingen må nemlig bestandig kunne tye til Comiteebehandling, selv om Sagen ikke har gjennemgået Behandling i Bureauerne. Dette er Praxis i England, hvor man ikke kjender til Comiteebehandling; når man indskrænker Anvendelsen heraf til de mindre vigtige Sager, troer jeg ikke, at man deraf vil føle nogen Ulempe. Ifølge min Formening, bør der efter § 10 indskydes en udtrykkelig Bestemmelse om, at Forsamlingen, hvor den ikke anseer det nødvendigt at henvide en Sag til Behandling i Afdelingerne eller til at nedsætte særeget Udskud, da strax kan skride til Sagens Behandling, således som det bestemmes i de følgende Paragrapher. Med Hensyn til den Sag, som vel fornemmelig vil blive at behandle i denne Session, og hvorved Forretningsordenen nærmest vil finde Anvendelse — hvad enten nu Sagen skal behandles strax eller den måtte blive udsat — troer jeg det nødvendigt, at der i Slutningen af § 7 tilføies: „deelviis eller i sin Heelhed efter Omstændighederne.“ Skulde nemlig Forfatningssagen i sin Heelhed behandles i Bureauerne, og derefter i Udskudet i sin Heelhed, og derefter i sin Heelhed komme til foreløbig og endelig Behandling, da vilde dette blive meget langvarigt, så langvarigt, at Forsamlingen ikke vilde fåe sit Arbeide endt før lang Tid efter, at den måtte ønske dermed at være færdig. Derimod må det ståe frit for at dele Udkastet i forskjellige Dele og at henvise disse til Behandling i Afdelingerne, som derefter kunne vælge Ordfører for hver Deel især, hvorefter Udskudet kunde afgive Betænkning over hver Deel især, og Forsamlingen derefter behandle hver Deel for dig.

Fløe:

Det forekommer mig at ville lede til Sagens mere alsidige Behandling, når det bestemtes, at Afdelingernes Medlemmer dagligen trådte sammen og confererede om, hvad der vor omhandlet i Afdelingerne. Jeg troer, at man derved vilde afhjælpe den Mangel, som kunde ligge deri, at en enkelt Afdeling beståer af mindre dygtige Medlemmer, idet man derved blev opmærksom på, hvad der var blevet forhandlet i de andre Afdelinger, og man da let kunde redressere, hvad der var forsømt.

Fabrikeier Bruun:

Jeg skal tillade mig at spørge den ærede Ordfører, om der i Comiteen har været en bestemt Grund til at fastsætte Afdelingernes Antal til 5. Det forekommer mig nemlig, at man ved at fastsætte dette Tal for Afdelingerne, og som en Følge deraf Antallet af de enkelte Afdelingers Medlemmer til 30 for hver, ikke så ganske vil opnåe det egentlige Øiemed med den hele Indretning, at der skal kunne finde en friere Udvexling af Anskuelserne Sted, end der i Reglen i selve Forsamlingen kan ventes; jeg har tænkt mig som een af Grundene, at man ved at tage 5 som Afdelings-Antallet derved opnåer, at Udvalget af Comiteemedlemmer i de enkelte Sager, hvor disses Tal ikke skulde overstige 5, kunde foregåe i Afdelingerne, og at kun Forsamlingen skulde tage Bestemmelse

86

angående Udvælgelsesmåden, når Comiteemedkemmernes Tal skal overstige 5. Det forekommer mig, at den friere Udvexling af Anskuelserne er vigtigere, og man bør vistnok finde sig i den mindre gode Side herved, at Udvalgene komme til at består af et større Antal Medlemmer. Tager man f. Ex. Afdelinger på 15 eller 20, så vil Antallet af Afdelingerne blive, enten 10 eller imellem 7 og 8; derefter vil følge, at ethvert Udvalg kommer til at beståe af 7, 8 eller endog 10 Medlemmer; men jeg mener dog, at dette vel er en Ulempe, men at denne ikke er så stor som den anden, der er forbunden med, at 30 Medlemmer samles i hver Afdeling, hvorved en sådan kom til at udgjøre en heel Forsamling, der let gåer over til politiske Former og derved hindrer den frie Udvexling af Anskuelserne. — Der omtales i Udkastet, at der i Afdelingerne skal foretages Valg af Secretairer, som dog ikke skulle optegne Forhandlingerne. Det er mig ikke ganske klart, hvilket Hverv de da skulle udføre.

Bregendahl:

Jeg skal tillade mig at rette en Opfordring til den ærede Ordfører, om at udtale sig med Hensyn til den Uvished, der af Flere er bleven yttret angående Udvalget af de enkelte Comiteer, og jeg skal navnlig tillade mig at spørge Ordføreren, om der er påtænkt at optage tydeligere Bestemmelser i det endelige Udkast end de, som indeholdes i det her foreliggende.

Modvig:

Jeg har kun nogle enkelte Bemærkninger at gjøer. Min første Bemærkning, der kun er en simpel Redactionsbemærkning, angåer Slutningen af § 7, hvor der ståer „den (Afdelingen) forhandler, dog uden Afstemming, enhver Sag, der af Forsamlingen henvises til den.“ Dette er mindre correct, da Sagen ikke kan blive henviist til en enkelt Afdeling, men kun til alle Afdelinger. Jeg har endnu en anden Redactionsbemærkning at fremsætte, som jeg, hvis dette Regulativ var bestemt for flere Forsamlinger, vilde lægge temmelig megen Vægt på, men som nu ikke har så stor Vigtighed. Det forekommer mig nemlig, at der savnes en Bestemmelse for, hviske Sager der nødvendig skulle henvises til Afdelingerne. Af hvad den ærede Ordfører har anført, må jeg antage, at Meningen er den, at Lovforslag i ethvert Tilfælde skulle henvises til Afdelingen, og andre Sager, når hele Forsamlingen ved deres første Foretagelse strax finder det nødvendigt med Hensyn til deres Vidtløftighed; men jeg troer, at det vil være rigtigt, at en Bestemmelse derom anbringes enten i Slutningen af § 7 eller i Begyndelsen af § 8. I denne sidstnævnte Paragraph er der en Mangel, som jeg troer at være opstået deraf, at alle de, der have deeltaget i Udarbeidelsen af det Forslag, som her foreligger, have fuldkommere Rundskab om Bureausystemet, end mange af Forsamlingens øvrige Medlemmer. Derved er det nemlig, som jeg antager, skeet, at der er kommet til at mangle en Bestemmelse, som er nødvendig for at detegne hele Systemets Beskaffenhed. Jeg troer, at det alt er blevet bemærket, (hvis jeg ret har opfattet hvad der er blevet yttret, hvilket tildeels er temmelig vanskeligt) at der burde sættes til for at udtrykke Comiteens Mening, at Afdelingerne skulle vælge Medlemmer af Comiteen af deres egen Midte. Det har været underkastet forskjellig Omtale, om Afdelingerne ved at stemme på eet eller flere Comitee-Medlemmer, ere bundne til at vælge een eller flere af hver enkelt Afdeling; jeg troer, at overalt, hvor dette System er indført, enhver Afdeling vælger Comitee-Medlemmer af sin Midte, og dette hører vistnok også væsentlig med til Systemet, thi Valget bør fremåe af Forhandlingerne i Afdelingerne, og hele denne Forhandling eller, som man måskee snarere kunde kalde den, Underhandling, vilde være uden Virkning, når man i en Afdeling, efterat en Sag der var førhandlet, stemte for Medlemmer af en anden Afdeling, uden at man vidste hvad der i denne var foregået, stemte for Medlemmer, uden at have Kundskad om i hvad Ånd disse havde udtalt sig. Meningen må just være, at der skal stemmes på een af Afdelingens Midte, da Enhver temmelig nøie vil kjende Meningerne i sin Afdeling. Jeg troer det altså nødvendigt, når man vil udtrykke Meningen og undgåe Misforståelse, at der tilføies i § 8, at Afdelingerne skulle udnævne Comitee-Medlemmer of deres egen Midte. Deraf følger vistnok også, at man ikke kan undgåe, med Hensyn til den Tvivl, som i så Henseende var opstået og som også her har yttret sig, men som neppe har tildraget sig synderlig Opmærksomhed,

at give en Bestemmelse om Forholdet imellem Comitee-Medlemmernes og Afdelingernes Antal, da der enten må være Overeensstemmelse mellem disse, så at Comiteerne komme til at beståe af 5, 10 eller 15 Medlemmer, eller der må tages en Bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med det overskydende Antal, hvorledes der f. Ex., når en Comitee skal beståe af 7, skal forholdes med Hensyn til de 2, da kun de 5 Medlemmer kunne fremgåe af Afdelingernes Valg. Men der er eet Punkt af væsentlig Vigtighed, som jeg troer at burde bringe på Vane mere, end det hidtil er skeet; dette er Spørgsmålet om Begrændsningen af Forhandlingerne i Afdelingerne. Den ærede Ordfører har bemærket, at man andetsteds har Forholdsregler, hvorved man gjør Ende på Forhandlingerne i de enkelte Afdelinger, når disse trække i Langdrag, men han har troet, at en sådan Bestemmelse ikke her er nødvendig; men jeg antager, at en slig Bestemmelse måskee her, hvor man ikke er inde i Systemet, hvor man ikke kjender dette Systems Beskaffenhed som en Forberedelse og som en Lettelse ved Forsamlingens følgende Arbeide, vil være end mere nødvendig, end hvor man alt er inde i Sagen. Såvidt jeg, t de få Dage vi have været sammen, har havt Leilighed til at bemærke, ere de fleste Medlemmer skinsyge med Hensyn til deres egen individuelle Deeltagelse i Sagerne. Når de nu alle i Afdelingerne deeltage i Behandlingen, ville de, når Forhandlingerne i Udvalget begynde, for Øjeblikket føle sig udelukkede fra de egentlige Forhandlinger, og jeg troer derfor, at der let turde vise sig en betænkelig Tilbøielighed til at uddrage Forhandlingerne i Afdelingerne, så at det turde være nødvendigt at fastsætte en Grændse. Man kan da ikke her blive stående ved en sådan Grændse, som den ærede Ordfører har antydet, som brugelig på enkelte Steder, idet nemlig, når et vidt Antal Afdelinger (f. Ex. 2/3) ere færdige, de andre skulle slutte. Jeg troer ikke, at man kan blive stående ved en Bestemmelse om, at når 4 Afdelinger ere færdige, den 5te da skal slutte sine Forhandlinger, eller endog når 3 ere færdige, at da de to øvrige skulle slutte. Jeg frygter for, Forhandlingerne endda kunde trækkes utilbørligt i Langdrag, ifær når der ikke indrømmedes Afdelings-Formanden Myndighed til at afslutte Forhandlingen, det er ikke engang bestemt, at simple Pluralitet i Afdelingerne kan tage Bestemmelse herom. Jeg troer derfor, at der ved den endelige Redaction af Forretningsordenen bør traffes en Regel for Begrændsningen af Afdelingernes Forhandlinger.

Algreen-Ussing:

Jeg skal søge at sammensatte så kort som muligt, hvad jeg har at bemærke i Anledning af de Yttringer, der ere fremsatte med Hensyn til det Afsnit, som for Tiden er under Omhandling. Det kan for det Første ikke Andet end være Comiteen behageligt at erfare, at selve Forslaget om Indretning af Bureauer eller Afdelinger synes at have fundet almindelig Gjenklang her i Salen; der er nemlig, såvidt jeg har opfattet de Yttringer, der ere blevne fremførte ved dette Afsnit, fra ingen Side bleven udtalt noget Bestemt imod denne Indretning, hvorimod der ikkun er gjort enkelte Bemærkninger om Modificationer i samme. Den første og væsentligste Indvending er den der er bleven fremsat fra nogle Sider, at Afdelingerne ikke udelukkende burde dannes ved Lodtrækning, men at et vist Antal af Medlemmerne i disse forud skulde vælges af hele Forsamlingen, således f. Ex., hvis vi blive stående ved de 5 Afdelinger og det foreslåede Antal af 25 Personer, at 5 Medlemmer skulle vælges til hver Afdeling af Forsamlingen. Det er ikke undgået Comiteens Opmærksomhed, at der er noget Tilfældigt i Afdelingernes Sammensætning ved Lodtrækning, og der er i den Anledning i Comiteen bleven anført det same Moddel til at afhjælpe denne Tilfældighed, som her er bleven nævnt; men Comiteen er ved nærmere Overveielse kommen til det Resultat, som allerede er bleven udtalt af den meget ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt (Ørsted), at det neppe er hensigtsmæssigt. Ligesom man, når man vil optage dette System fra andre Lande, må være varsom med at forandre Noget i det, der må ansees som det Grundvæsentlige i samme, således vilde let de 5 Medlemmer, de skulde udvælges af Forsamlingen, komme i et skjævt Forhold til de andre Medlemmer i Afdelingerne, når de ligesom forud vare designerede som de, der på en Måde skulde veilede de andre og antages for dygtigere og i Besiddelse af

87

en fuldstændigere Indsigt i de Sager, som vilke komme under Behandling i Afdelingen; mange vilde vistnok betragte dem som et Slags bestaltede Formyndere for de Øvrige. At der ved Lodtrækningen skulde indtræfse sådanne Besynderligheder, som af et Medlem anført, at alle Geistlige eller alle Jurister skulde blive samlede i een Afdeling, er så usandsynligt, at der ikke er nogen Grund til at tage Hensyn dertil. Det er vel rimeligt, at der vil blive nogen Forskjellighed i Medlemmernes Fordeling, men ved det store Antal af Medlemmer, som er påtænkt at skulle være i hver Afdeling, kan det dog forudsættes, at der vil komme Kundskaber i alle Retninger ind i alle Bureauerne. Og selve den Forskjellighed i Behandlingen af Sagerne, som vil være en Følge af, at det ene Element er mere overveiende og stærkere repræsenteret i det ene Bureau, end i det andet, er ingen Skade; det vil bidrage til, at medens den juridiske eller hvilkensomhelst anden Side af Sagen bliver stærkere fremhævet i det ene Bureau, vil det mere Almindelige eller det mindre Specielle være det Fremtrædende i det andet Bureau. Dersom det kunde tænkes, at en Omflytning af Medlemmerne i Afdelingerne kunde finde Sted, efterat disse vare dannede, vilde også dette være et Middel til at afhjælpe den omhandlede Tilfældighed, men Comiteen har troet at burde blive stående ved Indretningen, således som den beståer i de Lande, hvorfra den er hentet. Jeg skal ikke nægte, at hvis ikke den Omstændighed, som jeg alt tidligere har tilladt mig at udhæve, var tilstede, at det nemlig kan forudsættes, at alle væsentlige Sager ville være komne for i Løbet af den første Måned efter Afdelingernes første Dannelse, kunde Mere tale for en ny Fordeling af Medlemmerne blandt Bureauerne ved Månedens Slutning, og med Hensyn til Muligheden af, at hiint dog kunde indtræde, skulde jeg for mit Vedkommende ikke være utilbøielig til at gåe ind på det Forslag, som min ærede Nabo, Rigsdagsmanden fra Helsingør, (Olrick) har fremsat, at det nemlig, når Forsamlingen ved Månedens Slutning foretager Omvalg af Embedsmænd, skulde ståe den åbent at afgjøre, hvorvidt der tillige skal finde en Omdeling af Afdelingernes Medlemmer Sted. Jeg formener, at der vil være forskjellige Punkter, som Comiteen vil tage under Overveielse med Hensyn til de fremsatte Forslag; den vil dog have at sammentræde forinden denne Sags endelige Behandling, og det her ommeldte Punkt vil da kunne komme under Overveielse.

Med Hensyn til det Spørgsmål, som er reist om Valg af Medlemmer for Afdelingerne til Fælleds-Comiteer, da er Comiteen enig i, hvad jeg også troer er udtrykt i Regulativet, skjøndt jeg ikke vil fragåe, at dette muligen kunde være skeet på en skarpere Måde, at Valg fra Afdelingernes Side ei alene skeer af, men og fra Afdelingerne, således at der kun vælges Medlemmer af Afdelingerne, med andre Ord af deres Midte; men maaskee dette ei bestemt nok er udtrykt i § 9.

Det er ligeledes forudsat af Comiteen, at Antallet af Medlemmerne til Comiteerne altid fordeles således, at hver Afdeling vælger ligemange Medlemmer; — hvis der altså skal være 7 Medlemmer i en Comitee, at da Afdelingerne vælge 5 og Forsamlingen 2. Hvis derimod Comiteen skal beståe af 10, da ville enten 2 Medlemmer blive at vælge af hver Afdeling, eller 5 af samtlige Afdelinger og 5 af hele Forsamlingen. Forsåvidt der måtte mangle Tydelighed i denne §, kan dertil tages Hensyn ved den endelige Redaction. Jeg skal ikke være uenig med den ærede Rigsdagsmand for Bornholms 2det District (Madvig) i hvad han har fremhævet, at den Omstændighed, at Comiteens Medlemmer i det Hele have været nøiere indviede i Bureausystemet, kan have foranlediget, at man har yttret sig kortere om denne Indretnings Væsen, end hensigtsmæssigt for Forsamlingen i dens Heelhed. Det vil derfor blive taget under Overveielse, om det måtte være nødvendigt Regulativet at give en nærmere Udvikling af Afdelingernes Virksomhed.

Med Hensyn til hvad af det 11ke kongevalgte Medlem (David) er yttret om, at det formeentlig vilde føre til en lang Forhaling af Sagerne, når den trykte Comiteebetænkning ubetinget skulde være omdeelt til Forsamlingens Medlemmer 3 Dage forinden Sagen foretoges, da er det med Hensyn til Vigtigheden af de Sager, som ville komme for i nærværende Forsamling, ikke blot den ene

stor Sag, for hvis Skyld vi nærmest ere forsamlede, men også med Hensyn deels til de 2de andre af Regjeringen bebudede Lovforslag og de andre vistnok ikke mindre vigtige og for Landets Fremtid betydningsfulde Anliggender, som kunne ventes her at forekomme, fundet betænkeligt at forkorte Tiden. Det er vistnok sandt, at ved Behandlingen i Bureauerne ville Sagerne nøiagtigere komme til Medlemmernes Kundskab, end ved den hidtil brugte Comiteebehandling; men da Fælles-Comiteen ikke er bunden ved Behandlingen i Afdelingerne, og der altså kan fremkomme nye Punkter og Anskuelser i denne Comitee, vil man dog først, når man seer den trykte Betænkning, knnne lære Sagen i sin Heelhed at kjende. Når den 3die kjøbenhavnske Deputerede (Ørsted) har meent, at der også, efterat Valg i de enkelte Afdelinger er foretaget på Medlemmer af Comiteen, kan tages Bestemmelse, om Comiteen skal forstærkes ved frie valg af hele Forsamlingen, da har Comiteen, der også har omhandlet dette Punkt, ei anseet dette hensigtsmæssigt; det vilde let blive udtydet som en Kritik over de af Afdelingerne til Sagens Behandling valgte Mænd, og det skjønnes derhos ikke rettere, end at man strax, ved at tage Bestemmelse om Sagens Behandling, være sig i Bureauerne eller udenfor disse, samtidig dermed må kunne bestemme, både hvor stort Antallet af Medlemmerne skulde være, og om disse skulle vælges af Afdelingerne alene eller tildeels af selve Forsamlingen, thi da Forsamlingen veed, hvorledes dens Medlemmer ere grupperede i de forskjellige Afdelinger, vil man allerede på den Tid være istand til at bedømme, om der til den enkelte Sags Behandling findes flere Mænd af fortrinlig Sagkundskab i en enkelt Afdeling, som altså ikke alle kunne vælges af denne, hvorfor Forsamlingen, hvis den ønsker dem ind i Comiteen, må forbeholde sig Ret til at supplere Antallet af Medlemmerne til denne. Med Hensyn til den af den ærede Rigsdagsmand for Frederiksborg Amts 2det District (Drewsen) fremsatte Bemærkning, at det er at befrygte, at Forretningernes Fordeling i de forskjellige Afdelinger vil føre til Sagernes Forhaling, da skal jeg ikke modsige, at en Minoritet, som ikke har kunnet sætte sin Mening igjennem i Afdelingerne, vel kan søge at gjøre denne senere gjældende i Forsamlingen, ja at disse Medlemmer måskee endog i Afdelingerne kunne blive forsynede med Grunde, som de ellers ei vilde være istand til at fremkomme med; men det forekommer mig vanskeligt i Forveien at afgjøre, hvorledes det nye System i denne Henseende vil virke.

Ved den af den ærede Rigsdagsmand for Viborg Amts 3die District (Bruun) gjorte Yttring skal jeg kun bemærke, at Udskudet ikke har havt anden Grund til at bestemme sig for 5 Afdelinger med 30 Medlemmer i hver, end at dette i det Hele er anseet som et formeentligt passende Antal. Den Frygt, han nærer for, at den friere Udvexling af Ideerne skulde hemmes i de talrigere Afdelinger, synes der dog ikke at være tilstrækkelig Grund til. Det må nemlig forudsættes, at Medlemmerne i Forsamlingen i det Hele kunne træde op også i større Møder; og det andet væsentlige Hovedøiemed med Bureauindretningen, nemlig Sagernes fuldstændige Belysning vilde svækkes, når Afdelingerne blive så små, at ikke alle Meninger kunne forudsættes repræsenterede i samme og Afdelingerne således blive et Udtryk for Anskuelser af Mænd af forskjellige Samfundsclasser. At danne såmange Afdelinger, som proponeret, så at disse, som jeg forstod det, kun vilde komme til at indeholde 8 à 10 Medlemmer hver, vil vistnok ikke være fyldestgjørende, og herimod vil desuden frembyde sig locale Vanskeligheder nemlig ved at fåe såmange Værelser, hvori Afdelingerne kunde træde sammen. Forsåvidt der er yttret nogen Tvivl angående Secretairernes Forretninger, idet man har meent, at disse ikke ville fåe Væsentligt at bestille i Afdelingerne, da skal jeg kun bemærke, at man har anseet det for hensigtsmæssigt, at hver enkelt Afdeling vælger sin Formand og Secretair. Det vil dog være nødvendigt, at der i hver Afdeling føres en Journal over Mødetiderne, Valgene til Comiteerne, og hvad Andet der måtte være foregået; hvorimod selve Discusstonerne, som fuldkommen frie, ikke ville være at optage i samme. Hvad Grændsen for Forhandlingernes Varighed i Afdelingerne angåer, da er jeg ikke bleven opfattet ganske rigtig af den ærede Rigsdagsmand for det 2det bornholmske District (Madvig), når han har antaget, at Jeg havde yttret, at når et vist Antal Afdelinger var færdigt, de andre

88

da skulde pålægges at slutte deres Forhandlinger. Jeg har kun anført som historisk Bemærkning, at der i Reglementet for det franske Kammer er optaget en Bestemmelse om, at når 2/3 af Bureauerne have sluttet deres Arbeider og valgt Medlemmerne til Comiteen, Comiteen da kan forene sig og discutere Sagen, uden at det derfor er pålagt de andre Bureauer at slutte. Jeg meente derimod, at Sagen kunde ordnes således, at man i Rigsforsamlingen fremsatte Bemærkning om, at en Sag ei kunde blive fremmet i Fælles-Comiteen, fordi dens Forhandling i samtlige Bureauer ei var tilendebragt, og at der da igjennem Præsidenten kunde gives Bureauet Tilhold om at søge dens Forhandlinger tilendebragte. Om det imidlertid skulde være hensigtsmæssigt, at optage Noget herom i dette Afsnit, kan tages under nærmere Overveielse af Comiteen inden den endelige Forhandling.

Fabrikeier Bruun:

Jeg skal tillade mig at berigtige den Måde, hvorpå den ærede Ordfører har opfattet mine Yttringer. Jeg har nemlig ikke sagt, at der skulde være 8 à 10 Medlemmer i hver Afdeling, men derimod vel at der skulde være 8 à 10 Afdelinger, hvoraf følger, at der vil komme 15 à 20 Medlemmer i hver af dem.

Krieger:

Der er en almindelig Betragtning, som har ledet Udskudet ved Udarbeidelsen af det Forslag, som det har tilladt sig at fremlægge for Forsamlingen, den nemlig, at det kun burde indeholde det Nødvendige, ikke det Overflødige, og man har taget dette temmelig strengt og skarpt, i den Tanke, at Udviklingen vilde blive friere og naturligere, når man ikke vilde foregribe enhver Enkelthed ved bestemte Regler. Denne Betragtning kan, troer jeg, og gjøres gjældende ved flere af de Erindringer, som her ere fremsatte. Allermindst har Comiteen tænkt, at dette dens Udkast skulde være, så at sige, en Grundlov; den er tvertimod gået ud fra, at såsnart Forsamlingen skulde finde Grund til Forandringer i Regulativet, skulde det ståe den frit for at vedtage disse med simpel Stemmefleerhed. Deraf følger f. Ex., som det forekommer mig, at det ikke er aldeles nødvendigt i Regulativet at forbeholde Forsamlingen Ret til ny Omdeling af Medlemmerne i Afdelingerne, da der, når Forsamlingen måtte ønske Sådant, til enhver Tid hertil kun vil behøves en simpel Beslutning af Forsamlingen derom. Man bør vist ikke ville forudsee alle Enkeltheder; man må stole på den practiske Tact ikke blot hos Formanden, men også hos Forsamlingen, og om der end kunde være forskjellige Meninger om hvad der er tactfast, så er det dog bedre, at Anskuelserne herom i det enkelte Tilfælde klare sig, om end først efter en noget vidtløftig Discussion, end forud at binde sig ved bestemte Regler. Man må stole på, at den almindelige Erkjendelse af slige Formers Betydning, Hensigtsmæssighed og Nødvendighed efterhåneen vil udvikle sig mere og mere. Jeg skal nævne et andet Tilfælde, hvor det neppe vilde være rigtigt at give bindende Regler, ved Afgjørelsen nemlig af det Spørgsmål, når Afdelingerne skulle slutte deres foreløbige Forhandlinger og vælge sig Ordførere. Det er af den ærede Rigsdagsmand for Bornholms andet Distrikt (Madvig), udhævet, og det temmelig stærkt, at netop vi trænge til nærmere Regler i denne Henseende; men når man overveier Forholdet nærmere, da vil det sees, at der her ikke ret vel kan gives sådanne Regler, som virkelig udrette Noget. Dersom man lægger Vægt på Hurtigheden i Sagernes Behandling, da skal man slet ikke indføre det hele Forberedelses-System med Afdelinger, Udskud o.s.v., men strax lade Sagerne komme for til Behandling i selve Forsamlingen. Hvis man ikke trøster sig til at vælge denne Form, men anseer det bedre, at gåe langsomt tilværks for at være betrygget mod Overilelse, da må der Tid til, og om der også skulde hengåe megen Tid, så må dette være en underordnet Betragtning. Der er Intet til Hinder for, at Medlemmerne i Forsamlingen spørge, hvor en Sag bliver af; sådanne Spørgsmål kunne ligefuldt blive nødvendige, om man end ikke her vedtager Afdelingssystemet; det kan være af ikke mindre Vigtighed, at den ikke bliver begravet i Udskudet. Formanden i Afdelingen må fremdeles åbenbart kunne sætte under Afstemning, om dens Forhandlinger

skulle sluttes, og der er ingen Tvivl om, at simpel Pluralitet i Afdelingerne må kunne afgjøre, at der har fundet en sådan Udvexling af Ideer Sted, at Sagen er tilstrækkelig oplyst. Kort sagt, den practiske Takt må gjørt sig gjældende; ved den vil man bedre klare sig disse Detailler, end når altudtømmende faste Regler skulle gives. Og mangler hiin Takt, da frygter jeg, at Regler dog ikke ville kunne hjælpe i mange sådanne Småforhold. De Bemærkninger, der ere fremførte af den 14de af Hans Majestæt udnævnte Rigsdagsmand (Funder), indeholde i mine Øine et nyt Exempel på Rigtigheden af min Grundtanke. Det blev af ham yttret, at der i Forretningsordenen skulde forbeholdes Forsamlingen Ret til, strax frit at behandle en Sag uden at henvise den til et Udskud eller til Afdelingerne; dette er netop et Tilfælde, hvortil jeg mener, at der ikke er nogen Grund til at tage særligt Hensyn. Fortiden er der nærmest kun tænkt på Grundlovsudkastet og de 2 andre Lovforslag, som Regjeringen har bebudet at ville forelægge Forsamlingen, og disse Lovforslag trænge åbenbart til en fuldstændig Behandling. Hvis der skulde komme enkelte andre Sager for, som man måtte ønske hurtigere behandlede, da vil det være tidsnok at tage en Bestemmelse derom, når de komme for. Det forekommer mig altså ønskeligt, at Bestemmelserne i Forsamlingens Regulativ have en vis Elasticitet; jeg vil minde om, der til Regulativet til enhver Tid kan knyttes nye Regler, en § 33, 34, 35 o. s. v.; vi have troet, at man må forbeholde sig en vis Frihed og ikke binde sig inden altfor strængt afpælede Skranker.

Christen Eriksen:

I § 8 hedder det: „Ved en Sags Henviisning til Afdelingerne fastsætter Forsamlingen, af hvormange Medlemmer det Udskud skal beståe, der skal afgive en skriftlig Betænkning om Sagen, og bestemmer, om dette Udskud enten alene skal vælges gjennem Afdelingerne, eller forstærkes ved et vist Antal frit valgte Medlemmer;“ og fremdeles i § 9: „Også når Forsamlingen beslutter, i en Sag at nedsætte et Udskud uden at henvise den til Behandling i Afdelingerne, bestemmer den, om dette Udskud skal vælges enten af Forsamlingen i almindeligt Møde eller i Afdelingerne, og i sidste Tilfælde, om det skal forstærkes ved frit Valg af Forsamlingen.” Jeg har Intet mod selve disse Bestemmelser at erindre, med skal kun tillade mig den Bemærkning, at det formeentligen burde tilføies, at de omhandlede Bestemmelser kunne tages af Forsamlingen, uden at nogen Discussion desangående finder Sted. Forøvrigt skal jeg tillade mig at henstille, at selv i de Tilfælde, hvor Valget af Medlemmer til en Comitee skal foretages blandt alle Forsamlingens Medlemmer, dette dog må foretages igjennem Bureauerne, således at disses Secretairer optegne de i deres Afdelinger på de forskjellige Medlemmer af Forsamlingen faldne Stemmer, derefter meddele Antallet til Formanden, og at da Forsamlingens Secretairer endeligen sammentælle alle de i de enkelte Afdelinger på de forskjellige Medlemmer faldne Stemmer. Jeg troer, at der ved en sådan Fremgangsmåde vilde spares megen Tid for Forsamlingen.

Formanden:

Jeg har forregnet mig en Deel med Hensyn til den Tanke, jeg havde gjort mig om, hvorvidt man idag vilde kunne skride frem i Forhandlingerne. Da Tiden imidlertid er skreden så langt frem, at jeg frygter for, at man ikke vilde kunne føre forhandlingerne over det foreliggende Udkast til Ende idag ved Dagslyset, tillader jeg mig at udsætte de videre Forhandlinger til næste Møde, som jeg vil beramme til imorgen Formiddag Kl. 10, så at der kan være Sikkerhed for, at de kunne blive tilendebragte imorgen. Alle Forsamlingens Medlemmer ville vistnok være enige om, at hvor vigtige disse Forhandlinger, end ere, er det dog ønskeligt, at de så hurtigt som muligt føres til Ende, da vi ikke, førend dette er skeet, kunne komme til det, der egentlig er Øiemedet med vor Sammenkomst. — Dagsordenen imorgen er altså Fortsættelse af Forahandlingen af det forelagte Udkast til et Reglement for Forretningsordenen i denne Forsamling.

Mødet hævet.

Forlagt og trykt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

89

Sydende Møde.

Tirsdagen den 31te October.

Protocollen for forrige Møde oplæstes.

Formanden:

Efter Dagsordenen skulle vi fortsætte Behandlingen af Udkastet til Regulativet for Forretningsordenen, og gåe derefter således over til det næste Afsnit, nemlig §§ 11—15.

Algreen-Ussing

oplæste de nysnævnte Paragrapher og bemærkede derefter: Comiteen har, som det sees, fundet det nødvendigt at fastsætte særegne Bestemmelser om Behandlingen af Lovforslag. De to første Behandlinger ville findes at være i det Væsentlige overeensstemmende med den foreløbige og endelige Behandling af Sager, som hidtil har fundet Sted i Stænderforsamlingerne; den eneste Forandring af nogen Betydenhed er den, som findes i § 14, hvor det er bestemt, at der ved den endelige Behandling skal finde Discussioner Sted af enhver enkelt Paragraph eller ethvert mindre Afsnit, som Præsidenten måtte bestemme det, og at Afstemning umiddelbart derefter skal foregåe. Denne Fremgangsmåde er den, som bruges i andre Landes lovgivende Forsamlinger, og den vil udentvivl erkjendes som hensigtsmæssig, når Afstemningen skal blive et pålideligt Resultat af de stedfundne Forhandlinger. Det er ikke hensigtssvarende, således som hidtil har været Tilfældet i Stænderforsamlingerne, at udsætte Afstemningen over det hele Lovudkast, som ofte er af et meget stort Omfang og beståer af et stort Antal Paragrapher, hvortil der igjen kan være knyttet et betydeligt Antal Amendements, til den endelige Discussion er fuldt tilendebragt, og da lade Afstemning foregåe på eengang over alle Paragrapher. Det er kun, når Afstemningen skeer umiddelbart efter Discussionen af hver enkelt Paragraph, at Grunde og Modgrunde ville ståe klart for ethvert Medlem. I Stænderforsamlingerne har det undertiden endog været Tilfældet, at man har måttet udsætte Afstemningen til et andet Møde end det, hvori den endelige Discussion blev tilendebragt. hvilket Enhver let vil skjønne at være urigtigt. Følgen af den foreslåede successive Afstemning kan imidlertid blive, som i § 15 antydet, at der kan fremkomme, som det dog antages, mindre væsentlige Modsigelser ved de stedfundne Afstemninger, og der er derfor bragt i Forslag et Middel til at fåe disse rettede. I Forbindelse dermed er det bestemt, at der i Henhold til de stedfundne Afstemninger skal udarbeides et revideret Lovudkast, som bliver at oplæse for og vedtage af Forsamlingen. Der vil nemlig ikke her, som i de rådgivende Forsamlinger, kunne være Tale om at afgive nogen motiveret Betænkning over Lovforslaget, men efter det Standpunkt, hvorpå Rigsforsamlingen er stillet, må i samme, som i andre besluttende Forsamlinger, Lovudkastet omredigeres i Henhold til de stedfundne Afstemninger og forelægges Forsamlingen til Antagelse som det endelige Actstykke, der bliver at tilstille Regjeringen, hvilket således svarer til den sidste Læsning af Lovudkastet i det engelske Parlament.

David:

Jeg skal blot tillade mig et Par ganske korte Bemærkninger ved dette Afsnit. Det forekommer mig, at der i § 14 måtte optages en Bestemmelse om, at der umiddelbart efter Forhandlingen af enhver Paragraph skrides til Afstemning ikke blot over denne, men også i Forbindelse hermed over de til den fremsatte Amendements, og at man fremdeles vil følge den Regel, som var den gjældende i Provindsialstænderforsamlingerne, at disse skulle have Prioritet fremfor eller sættes under Afstemning før selve den Paragraph,

hvortil de knytte sig. Den anden Bemærkning, som jeg skal tillade mig at gjøre, er med Hensyn til § 15. Uden at gåe videre ind på, hvad der kunde være at bemærke ved den Måde, hvorpå man har troet at kunne rectisicere de mulige, om end uvæsentlige, Modsigelser, der ved de foretagne Afstemninger kunne være komme ind i en Lovparagraph, skal jeg tillade mig at bemærke, at dersom et sådant Forslag kan fremsættes af 15 Medlemmer, hvilket er billigt, måtte der dog være angivet en Tid, inden hvilken det må anmeldes for Præsidenten og for Forsamlingen, at et sådant Forslag vil komme frem, da man ellers stod Fare for, at der uden tilbørligt Varsel for Forsamlingen kunde komme sådanne Forslag for Dagen, og i Henhold til disse finde sådanne Afstemninger Sted, som kunde omstyrte en foregående Dags Beslutning. Vel er det foreslået, at der da skal udfordres en Pluralitet af 2/3 af de tilstedeværende Medlemmer, men jeg vil tillade mig at gjøre opmærksom på, at da Forsamlingen er fuldtallig, når 77 eller over Halvdelen af Rigsdagsmændene ere tilstede, så kan det hænde, at 51 Stemmer ville være 2/3 eller udgjøre Majoriteten, og det vil altså være tænkeligt, at de 51 Stemmer kunne gjøre en Forandring i en vedtagen Bestemmelse. Det er ikke rimeligt, at et sådant Tilfælde vil indtræffe; men det forekommer mig, at man også skal søge at forebygge de Tilfælde, som man dog ikke kan nægte ere mulige, især når disse ikke vilde være uden Betydning for Forsamlingens Værdighed, der neppe kan siges at være uanfægtet, når en mindre Majoritet omstøder hvad en større i et tidligere Møde har antaget.

Ørsted:

Forinden jeg tillader mig nogle få Bemærkninger ved nærværende Deel af Udkastet, skal jeg fremsætte nogle Yttringer i Anledning af hvad der er fremført at den ærede Repræsentant for Kjøbenhavns Amts 4de Distrikt (Krieger). Forsåvidt man gåer ud fra den Forudsætning, at man ligeså let feile i Lovgivningen som i andre Samfundsforhold, såvel ved at binde sig ved altfor bestemte Regler, som ved at overlade Alt til Vilkårligheden, er jeg vist aldeles enig med ham; kun er det ofte forbunden med store Vanskeligheder i så Henseende at træffe den rette Grændse, og det er een af de største Vanskeligheder, såvel i Statsstyrelsen, som i Udøvelsen af den lovgivende Magt. Jeg er forøvrigt aldeles enig i, at der bør være en vis Elasticitet i de givne Bestemmelser og denne Sætning finder også Anvendelse i et Regulativ som det nærværende; dog må jeg bemærke, at der er en stor Forskjel på Forretningsgangen i Afdelingerne og i Forsamlingen selv. Hvad angåer Afdelingerne, så er enig i, at der må være så lidt Form og Bånd på Forretningsordenen som muligt, fordi det er disse Afdelingers Væsen, at der skal finde en fri og ubunden Tankevexling Sted mellem de forskjellige Medlemmer, som Tilfældet har samlet på denne Måde. Dette kan heller ikke have nogen Betænkelighed ved sig, fordi disse Afdelinger dog ikke tage nogen Beslutning med Hensyn til Sagen selv, men kun med Hensyn til en Comitees Udnævnelse, og det er såmeget mere betænkeligt at komme med Erindringer i denne Henseende, som vi heller ikke have nogen Erfaring om den rette Benyttelse af en sådan Indretning. Det er en Indretning, som er opstået i Frankrig, og vi gjøre vistnok det sikkreste i at tage den således, som den er os overantvordet, sålænge til Erfaringen viser os, at den trænger til en eller anden Rettelse; men hvad der gjælder om Forretningsgangen i Afdelingerne, det gjælder ikke således om Forhanlingerne i Forsamlingen selv. Disse ere af stor Betydning; der er i Forsamlingen et stort Antal Medlemmer, som ere berettigede til at påsee, at Alt

90

gåer i den behørige Orden; der må altså være visse faste Regler, ftjondt man må overlade Meget til Formandens såvelsom til Forsamlingens Takt. Hvad der gjælder om Forretningsgangen i Forsamlingen gjælder og om Forsamlingens Forhold til Afdelingerne, det er kun Forretningsgangen inden Afdelingen selv, som bør være ganske fri, hvorimod Forholdet imellem Forsamlingen og Afdelingen må være nogenlunde bestemt. Jeg har tidligere yttret, at der burde idetmindste være en almindelig Forbeholdenhed for Forsamlingen til efter et Forslag, som måtte være understøttet af 15 Medlemmer, hvis det ikke kom fra Formanden, at opløse Afdelingerne og indføre nye Afdelinger, ligesom der burde forbeholdes Forsamlingen Ret til at opfordre Afdelingen til inden en vis Tid at slutte sine Forhandlinger og i manglende Fald at behandle Sagen uden Hensyn til, at denne Afdeling ikke var færdig med sine Forhandlinger, idet Medlemmerne naturligviis dog beholdt deres fulde Stemmeret i Forsamlingen. Hvad de enkelte Paragrapher angåer, så må jeg ved § 11 bemærke, at, når den taler om Lovforslag, så er der vel kun tænkt på de Lovforslag, som komme fra Regjeringen, skjøndt der også kunne fremkomme sådanne fra Forsamlingens Side, men disse måe da begynde på en ganske anden Måde og kunne ikke være underkastede den tredobbelte Behandling, men måe strax kunne afvises, hvis Forsamlingen ikke finder dem værdige til Behandling, hvilket også ligger i § 18. Den ærede Comitee må her vistnok også kun have tænkt på Regjeringens Forslag, men ikke destomindre kunde Bestemmelsen på Grund af de almindelige Udtryk let misforståes. Dernæst må jeg bemærke, at der fra Regjeringen også kan fremkomme Propositioner til Forsamlingen, som ikke egentlig ere Lovforslag; imidlertid vil man altid kunne vide at give dem Lovforslags Form, og således vil der Intet være tabt. Hvad § 12 angåer, har man forbigået den hidtil stedfundne indledende Behandling. Hvor simpel denne end er, kan den dog, selv hvad Lovforslag angåer, ikke ret vel undværes; man kan ikke begynde strax med at tage Lovforslag under Behandling i den Tilstand, hvori de ere fremkomne, således som i § 12 er forudsat. Om det også antages som Regel, at der altid skal nedsættes et Udskud og Lovforslaget ikke strax vedtages, hvilket iøvrigt også vilde have sin Betænkelighed, så må det foreløbigen afgjøres, om der blot skal nedsættes en Comitee, eller Lovforslaget henvises til Afdelingerne, fremdeles hvorledes denne Comitee skal sammensættes, af hvor stort Antal Medlemmer og af hvilke den skal beståe; denne Behandling må dog foregåe, førend man kan komme til det Behandling, som § 12 forudsætter skal skee strax. § 12 siger, at Enhver kan, efterat Comiteebetænkning er fremkommen, fremsætte Forslag til Tillæg eller Forandringer i Udkastet. Jeg tvivler ikke om, at han også måtte være berettiget til at foreslåe, at den hele Lov skulde bortfalde; jeg veed ikke, om det for Tydeligheds Skyld skulde være nødvendigt at give nogen udtrykkelig Bestemmelse i denne Henseende eller ikke; nogen virkelig practisk Tvivl kan der vistnok ikke være. — Hvad den anden Behandling angåer, som svarer til den hidtilværende endelige Behandling, siges der, at kun sådanne Forslag skulle foretages, som ifølge Forbeholde eller i Henhold til den foreløbige Behandling ere stillede inden 48 Timer efter hele den første Behandlings Slutning. Her er foreskrevet en Bestemmelse, som måskee dog i enkelte Tilfælde kunde medføre Vanskeligheder; idetmindste har det i Stænderne været enkelte Gange Tilfældet, at der ikke har været forløben såmegen Tid imellem den foreløbige og endelige Behandling, at der kunde være 48 Timers Frist til at fremsætte sine Forandringe-Forslag eller såkaldte Amendements; men ved andre Leiligheder forekommer det mig heller ikke, at det er nødvendigt, at det skulde skee inden 48 Timer, og det kan have sin Vanskelighed, når det er en vidtløftig Sag, hvorunder der er fremkommet mange Erindringer og ved den foreløbige Forhandling lagt Grund til mange Amendements fra forskjellige Sider, da man kunde ønske at conferere med Comiteen og med andre Medlemmer, som have bebudet Amendements, deels om man overhovedet skal stille noget Amendement, deels om hvorledes man skal indrette det, og dette kan ofte være vanskeligt at iagttage inden 48 Timer. Der er heller ikke nogen Nødvendighed for, at det skal skee inden 48 Timer, såfremt Berammelsen af Sagens endelige Behandling ikke udkræver det, og jeg kan derfor ikke vide, om det ikke måtte

være tilstrækkeligt, således som Tilfældet var i Stænderforsamlingerne, når Anmeldelsen om de Amendements, som vare begrundede i den foreløbige Behandling, skete strax i Forsamlingen ved Forhandlingens Begyndelse, eller i alt Fald 24, 12 eller hvilketsomhelst Antal Timer inden Sagens Foretagelse til endelig Behandling. Der har ofte været lang Tid imellem den foreløbige og endelige Behandling; det kan så let være Tilfældet, at man vil indhente Oplysninger og anstille Undersøgelser, førend man kan bestemme sig med Hensyn til Amendements, og når man ikke derved kommer i Collision med Sagens endelige Behandling, bør man ikke sætte en Grændse af 48 Timer. Når Paragraph 13 fremdeles siger, at Spørgsmålet om hvorvidt et Forslag, som er anmeldt i Henhold til den første Behandling, kan stilles, skal afgjøres, når Formanden har Tvivl eller 15 Medlemmer forlange det, af Forsamlingen uden Forhandling, så frygter jeg for, at man gåer forvidt ved aldeles at nægte al Forhandling, thi det har ikke så sjeldent været underkastet adskillig Forhandling i Stænderne, hvorvidt et Forslag virkelig efter Sagens Stilling og dets Forhold til den foreløbige Behandling, kunde komme for; således erindrer jeg til Exempel, at der i 1842, efterat der havde været fremsat et Forslag om at nedsætte Kludetold, som Regjeringen foreslog til 2 Rbd. 80 s., til 80 s., under den endelige Behandling fremkom et Forslag om en Middelstørrelse, og at der da blev ventileret om, hvorvidt dette Forslag kunde antages, fordi der tidligere ikke havde været Tale uden om disse 2 Størrelser 2 Rbd. 80 s og 80 s; men det blev afgjorte, at dette ikke burde komme i Betragtning. Det forekommer mig, at det var bedre, at man ved en kort Discussion måtte kunne understøtte sit Forslag, og at Forsamlingen eller Formanden da havde Magt til at standse Discussionerne, når de bleve udsvævende, således som man må gjøre ved andre Leiligheder; i Almindelighed ved en Lovbestemmelse at fastsætte, at der aldeles ingen Forhandling må finde Sted, eller at Formanden skulde standse den, der vilde forsvare sin Ret til at fåe fit Forslag prøvet, eller i alt Fald at gjøre det nødvendigt ved en Afstemning at fåe 3/4 Deel af Stemmerne for at have Ret til at udvikle sin formeentlige Ret, det troer jeg ikke at være hensigtsmæssigt. Endnu må jeg gjøre en Bemærkning ved denne §, som egentlig hører til et foregående Sted. Der ståer nemlig i § 13, at Forslaget skal være stillet inden 48 Timer efter hele den første Behandlings Slutning. Det må vel være således at forståe, at det skal være afgivet enten til Formanden eller til Secretairen; såvidt jeg veed, har det altid været Regel, at man afgav sit Forslag til Præsidenten, og at han meddeelte Comiteen det. Det var en Conduitesag, og det har gået uden nogen mærkelig Vanskelighed. — Hvad den 14de § angåer, så er det vistnok i mange Henseender rigtigt og hensigtsmæssigt, at der stemmes over de enkelte Dele af en Lov, eller de enkelte Paragrapher, enhver for sig; men jeg må dog bemærke, at efter Sagens Beskaffenhed kan der også blive Spørgsmål om Afstemning angående Anordningen i det Hele, i dens Grundprincip, og der kan være mange Leiligheder, ved hvilke man kunde stemme for enkelte paragrapher, i den Forudsætning, at det Følgende blev, enten således som det var fastsat i Udkastet, eller således som man tænkte sig, at det vilde blive, men at man efter Udfaldet af Afstemningen over de øvrige Paragrapher ikke vilde have stemt således, som man stemte, og det var derfor ikke sagt, at der var nogen Modsigelse mellem de forskjellige Afstemninger; men der kunde blot være et sådant Forhold mellem disse, at man efter sin Overbeviisning ikke nu længere kunde stemme f. Ex. for § 1, således som § 5 var bleven forandret stemt for. Det forekommer mig derfor, at ethvert Medlem måtte have Ret til at forbeholde sig, efter de senere Afstemninger at kunne frafalde sin tidligere Stemmegivning, forsåvidt han dertil skulde finde Anledning. § 15 vil, at Comiteen skal forsatte et fuldstændigt Lovforslag og at 3die Læsning skal foregåe uden nogensomhelst Forhandling. Jeg må herved først bemærke, at Sagen kan være af den Beskaffenhed, at der ikke egentlig er noget Lovforslag at forfatte, da det kan være muligt, at Forsamlingen har været aldeles enig i Udkastet, eller at der er en overveiende Pluralitet for at forkaste det. Dernæst forekommer det mig, at det Udkast, som Comiteen måtte forfatte, iforveien burde meddeles Forsamlingen, for at den kunde have Leilighed til at overtænke det og

91

gjøre sine Bemærkninger ved det, og hvorvidt man måtte finde Anledning til at frafalde sine enkelte Afstemninger på Grund af det Udfald, andre Afstemninger fik, så at dette ikke skulde være afhængigt af Comiteen, men at også andre Medlemmer derom kunde have deres Mening. Det har dog hidtil været vedtaget, om det end ikke findes udtrykkelig bestemt i Stænderanordningen, at de endelige Lovforslag ere blevne henlagte i Læseværelset, i Almindelighed trykte, for at Forsamlingen kunde have Leilighed til at gjøre sig bekjendt med dem. Dersom derimod efter Udkastets § 15 Comiteen, som Følge af Forholdet mellem de forskjellige Afstemninger, finder Anledning til at forfatte et nyt Lovforslag, og det ikke blot for at undgåe Modsigelser, men også Inconseqventser, og dette Forslag ikke bliver Forsamlingen betimeligen bekjendt, så at den kan fåe Leilighed til at sætte sig ind i det, så forekommer det mig, at den let kan blive overrasket, og at den ikke vil være istand til at afgive nogen moden Mening om Forslaget. Jeg mener også, at det ikke burde nægtes Forsamlingen at forhandle og afstemme over Forslaget, da Formanden jo altid, når han fandt, at der ikke var nogen Grund hertil eller at Sagen blev trukken i Langdrag, måtte kunne anvende sin Myndighed til at standse Discussionen. Da der kan opståe forskjellige forviklede Spørgsmål på dette Standpunkt, troer jeg, som sagt, at det ikke bør nægtes endog et enkelt Medlem at fremkomme med Forslag, hvorover da Forhandling og Afstemning måtte kunne finde Sted.

Schytte:

Jeg indrømmer villig, at de dybtgående Undersøgelser, som vi igår have hørt og som idag ere blevne fortsatte, kunne være meget belærende, men jeg tilståer, at jeg ikke indseer Nødvendigheden af disse Undersøgelser ved det foreliggende Udkast, og jeg tilståer åbent, at de på mig have gjort et høist nedslående Indtryk. Jeg har, ved at gjennemgåe Udkastet og ved at sammenholde det med de Bemærkninger, som jeg igår og idag har hørt udtale, troligen fulgt Forhandlingerne, og jeg tilståer, at jeg virkelig ikke i disse Bemærkninger har fundet noget så Væsentligt, at jeg kan indsee Nødvendigheden af, derfor at fåe Udkastet forandret. Om man skal optage de såkaldte Bureauer, eller om man skal følge det hidtil havte System, det er i mine Tanker det Væsentlige, hvorom der spørges, og jeg troer ikke, at det ståer i menneskelig Magt i alle Details, i alle disse Muligheder og Enkeltheder at afstikke nøiagtige Grændser, og jeg troer, som en æret Taler (Krieger) meget rigtigt sagde, at man meget gjerne kan overlade til Folkets Skjønsomhed og Takt at jevne de Enkeltheder, hvorom der muligt kunde være Tvivl eller Frygt for, at de måskee ikke skulle være så ganske heldige. Dette Udkast er kun en Forskrift til en Forretningsorden, og det er i Sandhed intet noli me tangere, eller så stereotyp, at det ikke må røres ved; der er jo sørget for, at Forsamlingen udtrykkelig er reserveret Myndighed til at foretage Forandringer, hvis sådanne måtte findes hensigtsmæssige, og alle disse Indvendinger, som jo vistnok høre til Mulighederne, men som ikke ligge nær forhånden og hvorom der måskee ikke vil blive Spørgsmål i Forsamlingens Levetid, forekomme mig ringe og smålige, og i en Sag af denne Beskaffenhed bør ingen Ængstelighed eller Smålighed finde Sted. Jeg har også et andet Hensyn. Efterat Forsamlingen nu har været samlet i samfulde 8 Dage, på en Tid, hvor Sindet og Tanken have været spændte ved de alvorlige Begivenheder, som ere indtrufne, og Folket med Bekymring, med Håb og Ængstelse fæster Blikket på og, ere vi komne såvidt, at vi have fået dette Udkast forelagt, og nu tabe og fordybe os i disse ængstelige, minutiøse Betragtninger, og ikke tør have den Tillid til os selv, at vi tør antage et så godt Udkast, som det, her ligger før os, og som i Alt giver en god Grundtanke for Forretningsordenen. At man med sådan Ængstelighed fortaber sig i Enkeltheder ved sin første Sammentræden i en så alvorlig Time, hvori enhver enkelt Forandring i Tingenes Stilling kan medføre de største Følger, må give Anledning til underlige Tanker om Forsamlingen selv og, jeg kan sige, om det danske Folks Tålmodighed. Jeg tør antage, at der er Flere i denne Forsamling, som måtte dele min Anskuelse.

Ørsted:

Jeg må overlade til Forsamlingen selv at afgjøre, om de Bemærkninger og Indsigelser, der have været fremsatte, have været så ubetydelige, som den sidste ærede Taler synes at antage. Hidtil, foreligger herfor ikke Andet end hans Autoritet, og det forekommer

mig, at han lidet har sat sig ind i hvad der har været på Bane, da der i alt Fald i det, jeg har bemærket, ikke har været Spørgsmål om at urgere Udtrykkenes Nøiagtighed, men om at undgåe sådanne Bestemmelser, som i deres Anvendelse kunde være mislige.

Schytte:

Jeg skal ikke indlade mig på hvad der har været Spørgsmål om, men jeg skal blot gjøre opmærksom på, at Tiden er hengået med at behandle disse 15 Paragrapher, og jeg troer, at hvis man skulde lade disse Bemærkninger indflyde i Regulativet, vilde man ikke derved opnåe nogen frugtbare eller væsentlige Forandringer.

Ørsted:

Det er nu den ærede Talers Mening, men der er endnu ikke anført Noget til at begrunde den.

Bagger:

Jeg må aldeles slutte mig til den næstsidste ærede Taler, idet jeg jeg må lægge Forsamlingen en gammel Viismands Ord på Hjerte, at af megen Tale kommer Fortrydelse. Det er jo nu næsten kommet såvidt, at det kan udregnes, hvad ethvert Ord, som er blevet sagt i denne Forsamling, har kostet Landet. Dersom der derfor skal komme nogen Velsignelse for Landet af denne Forsamling, dersom den skal bære nogen Frugt, da måe vi i Sandhed stræbe efter snarest muligt at komme til at behandle den Sag, hvorfor vi her ere komne sammen, og hvorpå det hele Folk har sin Opmærksomhed henvendt. Ellers kunde det vel være, at den Begeistring, som nu så utvivlsomt er tilstede i Folket, snart vil blive udslukt. Vi måe i denne Henseende see hen til Forsamlingen i Frankfurth som til et advarende Exempel.

Formanden:

Jeg må dog gjøre den Bemærkning, da dette Spørgsmål eengang er bragt på Bane, at man efter min Formening bør søge at fatte Discussionen over det foreliggende Udkast så kort som muligt; men jeg troer, at Forsamlingens Opmærksomhed allerede tilstrækkeligt er bleven henvendt på dette Punkt, og jeg frygter for, at når man længere vilde fortsætte denne Discussion om at spare på den kostbare Tid, vilde vi netop derved komme til at spilde denne kostbare Tid.

Barfod:

Jeg vil blot tillade mig den Bemærkning, at jeg slutter mig til de to sidste ærede Rigsdagsmænd, men jeg skal dog tilføie, at når den sidste ærede Rigsdagsmand sammenlignede denne Forsamling med den i Frankfurth, frygter jeg, at vi komme tilkort; thi jeg veed ikke rettere, end at Regulativet for Forretningsordenen der blev vedtaget uden nogen Debat, og jeg må tilståe, at ihvorvel der kunde være enkelte Ting i nærværende Udkast til en Forretningsorden, som mindre tiltale mig end andre, så mødte jeg dog her med den Overbeviisning, at man her på Rigsdagen i Kjøbenhavn vilde gjøre ligesom i Frankfurth, at vedtage sit Regulative uden Discussion.

Overretsprocurator Jespersen:

Jeg skal tillade mig at rette det Spørgsmål til den ærede Ordfører, om den Bestemmelse, som findes i § 14, at hver enkelt Paragraph eller hvert mindre Afsnit skal særskilt sættes under Forhandling, også skal gjælde for den foreløbige Behandling; jeg troer, at således som disse §§ i Udkastet ere affattede, kunne de forståes således, at Sagen under den foreløbige Behandling skulde behandles som et samlet Hele, og at den først ved den endelige Afstemning skulde deles i Afsnit; hvis dette Sidste er Tilfældet, forbeholder jeg mig at stille et Amendement med Hensyn til Behandlingen af Grundlovs-Udkastet.

Algreen-Ussing:

Jeg skal først svare på det af den sidste Taler fremsatte Spørgsmål. Det har ikke været Meningen af § 14, der blot angåer den endelige Behandling, at afgjøre Noget om Lovforslagenes Behandling under Eet eller i flere Dele ed den foreløbige Behandling, hvilket det må ståe Præsidenten frit for at bestemme. Navnlig vil det vistnok med Hensyn til Grundlovs-Udkastet være hensigtsmæssigt, for ikke at sige nødvendigt, at dette ved den foreløbige Behandling deles i flere Afsnit. Comiteen havde iøvrigt vistnok næret det Håb, at det af den affattede Udkast til Forretningsordenen kunde være gået igjennem i Forsamlingen uden at fremkalde vidtløftige Discussioner, men det kan naturligviis ikke være dens Mening, at ikke enhver Bemærkning skulde kunne fremsættes derved, hvortil nogen Rigsdagsmand måtte finde Anledning. Forsåvidt den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt

92

(Ørsted) har, som jeg forstod ham, meent, at der manglede Bestemmelse om Lovforslagenes indledende Behandling, har Comiteen ikke på dette Sted fundet et nødvendigt herom at bestemme Noget, da der i en foregående Paragraph er fastsat, at Forsamlingen har at tage Bestemmelse over enhver Sags Behandling, enten i en særskilt Comitee eller igjennem Afdelingerne. Ved Lovforslag sigtes iøvrigt på dette Sted til Regjeringens Lovforslag; dersom der fra noget af Forsamlingens Medlemmer måtte blive fremsat virkelige Lovudkast, følger det af Bestemmelsen i § 16, om Andragender fra Medlemmernes Side, at Forsamlingen har at bestemme, hvorledes disse skulle behandles. De Bestemmelser, som indeholdes i § 13 om den Tid, inden hvilken Amendements måe være stillede, det vil sige afleverede til Præsidenten eller Comiteen, ere affattede efter nøiagtig Overveielse af Comiteen, og jeg kan ikke, ved hvad der nu er anført derimod, finde mig foranlediget til deri at foreslåe nogen Forandring. Det er vigtigt, at der haves bestemte Forskrifter om den Tid, inden hvilken sådanne Forslag skulle være indgivne, og når hensees til Vigtigheden af de Lovforslag, hvormed Forsa mlingen vil komme til at beskjæftige sig, vil en Tid af 48 Timer efter den første Behandlings Slutning neppe kunne ansees for lang. Når det er fastsat, at det, hvis Formanden har Tvivl, om et Amendement er tilstrækkelig begrundet i Sagens foreløbige Behandling, eller 15 Medlemmer forlange det, skal afgjøres af Forsamlingen, om Amendementet kan stilles, da er hermed ikke meent, at Proponenten ikke skulde have Ret til at udvikle, hvorsor han mener, at Forslaget finder sin Begrundelse i den forudgående Behandling, og heller ikke, at Præsidenten ikke skulde kunne fremsætte den begrundede Tvivl, han i så Henseende har; men derimod anseer man det ikke for ønskeligt, om der om disse reent formelle Spørgsmål skulde kunne opståe vidtløftige Discussioner i Forsamlingen. At der, når der tales om Afstemning ved hver enkelt Paragraph, også sigtes til, at de Amendements, som ere stillede til denne, samtidigen måe komme til Afstemning, er en Selvfølge, og dette har Comiteen derfor anseet ufornødent at bemærke; om derimod Amendementet skal have nogen Fortrinsret for Paragraphen selv, hører til Afstemningsmaterien og må afgjøres af Præsidenten i ethvert forekommende Tilfælde.

Med Hensyn til § 15 skal jeg bemærke, at det vistnok vil være hensigtsmæssigt, at de omredigerede Lovforslag beførges trykte og omdeelte til Forsamlingens Medlemmer, for således at komme til disses Kundskab forinden Oplæsningen. Forøvrigt forudsættes her jo, at Omredigeringen er overeensstemmende med de stedfundne Afstemninger, og altså har Enhver i Forsamlingen det i sin Magt selv at overveie, om der ved de skete Afstemninger er fremkommet sådanne Modsigelser i Lovforslaget, som ved dets senere Behandling kunde foranledige Rettelser. Med Hensyn til hvad der ved dette Punkt er yttret af Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 3die Distrikt (Ørsted), at det ikke blot skulde være Modsigelser, men også Inconseqventser, som på denne Måde kunne søges afhjulpne, skal jeg dog bemærke, at man må være meget varsom i denne Henseende; det kunde let føre til, at der skete sådanne Forandringer ved den 3die Behandling, som ikke bør finde Sted, og som vilde forrykke den sidste Afstemning. Når der kræves Samtykke fra 2/3 af de tilstedeværende Medlemmer, for at sådanne Forandringer skulde kunne vedtages, har man formeentlig deri tilstrækkelig Garanti for, at Forsamlingen ikke skal blive overrumplet i denne Henseende. Det er vel bemærket, at 2/3 af det Antal, der er tilstrækkeligt til at udgjøre en lovlig Forsamling ifølge § 25, kan være ikkun 52 Medlemmer, men det er dog ikke antageligt, at Forsamlingens Medlemmer ved den her omhandlede Oplæsning, hvorved Lovforslaget skal finde sin endelige Afgjørelse, ikke skulde være talrigere tilstede, især når Hensyn tages til de Sagers Vigtighed, som at denne Forsamling skal afgjøres. Med Hensyn til hvad af den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt er anført i Anledning af Yttringerne fra Rigsdagsmanden af Kjøbenhavns 4de Distrikt (Krieger), må jeg overlade til denne selv, hvorvidt han i denne Anledning vil yttre sig.

Krieger:

Den ærede Ordfører vil blot tillade mig den Bemærkning, at ikke alle Udskudets Medlemmer kunne være enige i den Indrømmelse, som i et enkelt Punkt blev gjort; Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 3die Distrikt har udtalt den Formening, at der nemlig ved „Lovforslag“ udelukkende skal være sigtet til Regjeringens Lovforslag. Jeg antager og, at den ærede Ordfører virkelig vil være enig i, at der herved vel nærmest er sigtet til de egentlige Lovforslag fra Regjeringen, men at man dog har holdt det Spørgsmål åbent, om hvorvidt Forsamlingen også vilde komme til at tage private Lovforslag under Behandling, så at, dersom Forholdene måtte udvikle sig således, at denne Forsamling kom til at udøve et virkeligt Lovinitiativ, sådanne private Lovforslag vilde komme til at gjennemgåe de strengere Former, den bestemte, 3 Gange gjentagne, Behandling. Fuldkomment de samme Grunde, der anbefale den gjentagne Prøvelse af Regjeringslovforslag, tale også for, at private Lovforslag, dersom de komme frem, skulle behandles i den samme Form. Det Spørgsmål derimod, om sådanne Forslag også virkeligt skulle komme frem i denne Forsamling, ståer naturligviis, uanseet Forretningsordenens Bestemmelse, fremdeles åbent.

Algreen-Ussing:

Jeg har ikke udladt mig om, hvorvidt private Forslag kunne fremkomme; men jeg har udtrykt, at dersom der kommer private Lovforslag, vil man i § 16 have Reglen for deres Afgjørelsesmåde. Men at disse private Forslag måtte underkastes den samme Behandling som de øvrige, er formeentlig nødvendigt.

Ørsted:

Jeg skal ikke indlade mig på at imødegåe det, der af flere ærede Medlemmer er anbragt mod mine forhen fremsatte specielle Bemærkninger, for ikke at spilde den ærede Forsamlings Tid; kun skal jeg henstille, navnlig til Udskudets ærede Ordfører, ved den endelige Redaction at tage såmeget Hensyn til disse mine Bemærkninger, som man måtte finde passende.

Professor Larsen:

Efter den Måde, hvorpå den ærede Ordfører har forklaret Slutningen af § 13, at det ved Ordene „uden Forhandling“ ikke har været Hensigten at udelukke en Motiveren af Formanden eller af det Medlem, der har stillet Forslaget, skal jeg ikke gjøre nogen videre Erindring ved dette Sted i Udkastet, men jeg skal dog tillade mig at bemærke, at det kunde synes rigtigere, at dette udtrykkelig var bleven bestemt i Paragraphen, såmeget mere, som en anden Paragraph, § 27, i et aldeles lignende Tilfælde udtrykkeligen har bestemt sådant, og en Sammenligning mellem disse Paragrapher derfor kunde synes at føre til, at der ved Ordene i § 13 „uden Forhandling“ var sigtet til Udelukkelse af al Motivering. Jeg ønsker forøvrigt ikke at opholder Forsamlingen med Erindringer i der Enkelte ved disse Paragrapher, Erindringer, som også tildeels allerede ere fremførte, og som jeg må tilståe, at jeg for en stor Deel finder grundede. Jeg skal derfor kun tillade mig den almindelige Bemærkning, at det forekommer mig, at megen Tvivl vilde være undgået, når Comiteen, istedetfor at give Regulativet den almindelige Form og den store Udstrækning, som det nu har fået, således at det sigter til en Behandling af alle Lovforslag og private Andragender, havde nærmest indskrænket sig til at give Regler for det, der dog er denne Forsamlings egentlige Opgave, nemlig at behandle Grundlovsudkastet. Det forekommer mig, at der burde være givet, såvidt muligt, faste, bestemte, og ikke elastiske Regler for denne Behandling. Dertil kunde der da vistnok være føiet passende Tillæg om Behandlingen af de enkelte Forslag og private Andragender, som Forsamlingen muligen kan komme til at beskjæftige sig med, uden dog at disse Regler behøvede at have en så stor Udstrækning, som nu er givet dem.

Der er dog et Punkt i dette Afsnit, som jeg ikke kan undlade en Bemærkning ved, nemlig ved Slutningen af § 15, hvor det hedder: „tilsidst bliver da uden nogensomhelst Forhandling det endelige Lovforslag i sin Heelhed sat under Afstemning til Antagelse eller Forkastelse.“

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

93

Syvende Møde. (Fortsat.)

Det forekommer mig nemlig, at allerede denne Bestemmelse ikke passer ganske med Hensyn til Grundlovsudkastet ɔ: ikke svarer til den Stilling, som Forsamlingen synes at indtage ligeoverfor Regjeringen i dette Anliggende. Efter Yttringerne af Regieringens Organ i den roeskildske Stænderforsamling synes det at måtte antages, at Hs. Majestæt ikke vil indrømme denne Forsamling en sådan afgjørende Beslutning med Hensyn til Grundloven, at de Forandringer, som Forsamligen antager, uden videre skulde indgåe i Grundloven, men at på den anden Side Hs. Majestæt heller ikke vil give Grundloven uden at have forenet sig med Forsamlingen om dens Indhold. Dette synes også at være antydet i Hs. Majestæts Throntale. Meningen er således vel nærmest, at Forfatningen skal bringes istand ved en Transaction mellem Regieringen og Forsamlingen; men i dette Tilfælde forekommer det mig, at Bestemmelsen i Slutningen af Regulativets § 15 i alt Fald ikke er fuldstændig, om der end ikke mod dens Form kunde være Noget at erindre. Der måtte vel nemlig være anviist en Måde i Regulativet, hvorpå, efterat Forsamlingen havde forelagt Regjeringen de Forandringer, man ønskede, og Regjeringen da ikke vilde gåe ind på disse, enten i det Hele eller for en Deel, eller fremsatte et andet Forslag, der skulde forholdes af Forsamlingen, for om muligt at komme til en Forening med Regjeringen.

Men heller ikke med Hensyn til de øvrige Lovforslag, som muligen kunne blive Gjenstand for Forsamlingens Behandling, forekommer det mig, at disse Udtryk ere rigtige. De forekomme mig nemlig at anticipere Afgjørelsen af, på hvilken Måde Forsamlingen kan gåe ind på slige Lovforslag, om den nemlig kan ansees berettiget til at optræde som besluttende Forsamling med Hensyn til disse, eller om den blot kan optræde som rådgivende, således som allerede igår af en æret Taler blev bemærket.

Algreen-Ussing:

Hvis det ikke af Regjeringen selv var tilkjendegivet, at der vil blive forelagt nærværende Forsamling andre Lovforslag end Forfatningsudkastet, havde Comiteen formodentligen indskrænket sig til at fastsætte Bestemmelser blot om Forfatningsudkastets Behandling, hvilket den derimod nu, da andre vigtige Lovforslag ere bebudede, ikke har troet at kunne gjøre. Med Hensyn til Bemærkningerne ved Slutningsbestemmelsen af § 15 finder jeg ikke, at der er Anledning for mig til at fremsætte nogen yderligere Bemærkning.

Krieger:

Da den ærede Ordfører synes ikke nærmere at ville gåe ind på Besvarelsen af de nys fremsatte Erindringer, skal jeg med hans Tilladelse tilføie nogle Bemærkninger. Det forekommer mig ganske klart, at denne Forsamling har en besluttende Medvirkning, men den har ikke Ene-Beslutning. Under sådanne Forhold er det nødvendigt, at enhver § i et Lovudkast, som forelægges Forsamlingen, sættes under særskilt Afstemning. Det er aldeles klart, at man ei kan indskrænke sig til, som i Provindsialstænderne, alene at sætte de Indvendinger, der fremkomme, under Afstemning, og i den Taushed, hvormed de øvrige Punkter forbigåes, at see et Tegn på, at der ved samme ikke finder nogen Indsigelse Sted. Det er indlysende, at man her må stille enhver § og ethvert Amendement under Afstemning. Igjennem en Række af enkelte Afstemninger fremståer da et fuldstændigt Lovforslag, som tilsidst forelægges under Eet for Forsamlingen, enten til Antagelse eller til Forkastelse. Hvad følger

nu deraf? Hvis Lovforslaget da antages, bliver det at meddele Regjeringen, og denne vil da enten sanctionere det uden videre, eller den vil ansee det nødvendigt at gjøre nogle Erindringer mød Forslaget og derefter henstille til Forsamlingen, hvorvidt denne påny måtte ville tage Forslaget under Behandling i Henhold til de således fremsatte Bemærkninger, eller endelig kan det tænkes, at Kongen benytter sig af den Opløsningsret, han i Throntalen har forbeholdet sig; og ligeledes, bliver Forslaget forkastet, kunne vi atter tænke os, at Regjeringen finder sig opfordret til at gjøre yderligere Meddelelser til Førsamlingen. Men hvilken Beslutning Regjeringen end således måtte tage, vil man udentvivl indsee Nødvendigheden af en Afstemning over den af Forsamlingens Forhandlinger fremgangne Beslutning i dens Heelhed. Forsåvidt iøvrigt en æret Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 7de Valgkreds (Prof. Larsen) har meent, at vi skulde have indskrænket os til Grundlovforslaget alene og fatte os i Korthed med Hensyn til alt Andet, så forekommer det mig, at man ved nærmere Overveielse vil erkjende, at vi ikke i denne Retning have givet vort Forslag en større Udstrækning end fornødent; thi der indeholdes i samme intet Andet om de Andragender, som et Medlem vil forelægge Forsamlingen, end at de skulle være anmeldte forud i betimelig Tid, hvorefter Forsamlingen da bestemmer, om og hvorledes de skulle behandles. Føier man til denne Regel en anden om Interpellationer, så har man omtrent Alt, hvad Comiteen har foreslået om andre Sager end Lovforslag.

Professor Larsen:

Jeg skal blot bemærke, at med Hensyn til Udtrykkene i Slutningen af § 15, forsåvidt de skulle have Anvendelse på Grundloven, gik jeg netop ud fra, at der ikke anvises nogen Måde, hvorpå enkelte Differentser med Hensyn til Indholdet af Grundlovsforslaget skulde kunne udjevnes efter det foreliggende Udkast til et Regulativ. Efterat der var afstemt over Grundloven i det Hele, seer jeg ikke, at Regjeringen, hvis den ikke troede ganske at kunne tiltræde de foreslåede Forandringer, vilde have andet Valg end at opløse nærværende Forsamling og indkalde en ny. Jeg mener derfor, at der i Regulativet bør optages Bestemmelser om, hvorledes, ikke hele Grundloven, men enkelte Dele af den kunde komme under ny Behandling, efterat Regjeringen havde gjort de Meddelelser til Forsamlingen, hvortil den fandt Anledning.

Angående Anvendelsen af Ordene „Afstemning til Antagelse eller Forkastelse“ med Hensyn til andre Lovforslag, skal jeg blot tillade mig at forbeholde det Fornødne, når der senere bliver Spørgsmål om, hvorvidt Forsamlingen med besluttende Myndighed kan indlade sig på sådanne Forslag.

Krieger:

Det Tilfælde, den ærede Taler har nævnt, er netop et af dem, som vi ikke i dette Øjeblik behøvede at forudsætte. Vi kunne gjerne blive stående ved den Forudsætning, at Udkastet måtte fremgåe som et Product af Regjeringens og Forsamlingens Samstemmighed. Skulde det derimod vise sig, at en sådan Overeensstemmelse ei kunde tilveiebringes, forekommer det mig, at det er tidsnok at give de simple Regler, som kunne ansees fornødne med Hensyn til de yderligere Meddelelser fra Regjeringens Side.

Formanden:

Jeg turde måskee antage, at dette Afsnit nu er uddebatteret. Vi kunne derfor gåe over til Oplæsning af det følgende Afsnit §§ 16—17. Algreen-Ussing oplæste de ovennævnte Paragrapher, hvori han bad Forsamlingen at rette de Ord—„i hvilken Form Sagen“ i næstsidste Punctum af § 16 til „om og hvorledes Sagen“, samt i §§ 16—17 „Dagen“ til „Mødet“. Derefter tog han så-

94

ledes til Orde: Ved § 16 har jeg intet Synderligt at bemærke. Da de Andragender, som kunne fremkomme for Forsamlingen, kunne være høist forskjellige, har man anseet det rigtigst, at Forsamlingen efter disses forskjellige Beskaffenhed tog særskilt Beslutning om deres Behandlingsmåde. Når det i Paragraphen hedder „at endelig Beslutning om Sagen ikke kan tages i samme Møde, ligger deri, som man formener, tilstrækkelig klart udtrykt, at den endelige Beslutning om Sagens Realitel ikke kan tages i dette Møde, men vel Beslutningen: om og hvorledes den skal behandles, hvoraf Følgen vistnok bliver, at hvis Sagen forkastes, er den derved endeligen afgjort. Derimod må det være mig tilladt at gjøre nogle Bemærkninger med Hensyn til § 17, der handler om Spørgsmål, som et Medlem af Forsamlingen kan ønske at gjøre til Regjeringens Medlemmer udenfor den almindelige Dagsorden, eller de såkaldte Interpellationer.

Detter er et Punkt af ikke liden Vigtighed, og det er forsåvidt nyt, som der i Stænderanordningen ingen Bestemmelse derom indeholdtes, ihvorvel det ikke har været ualmindeligt, at sådanne Spørgsmål også der gjordes til den kongelige Commissarius, hvilke dog i Reglen ikke havde den Betydning, som de her ville fåe. Det er en bekjendt Sag, at i andre Lande, navnlig Frankrig og England, hoor de parlamentariske Former ere mere ndviklede, gives der en udstrakt Ret til at rette Spørgsmål til Ministrene. Men der er også i Almindelighed en så udviklet Takt for hvad der i denne Henseende er passende, at det ikke er anseet nødvendigt at give nærmere Bestemmelser derom i noget Reglement. Når Nogen der måtte ville frembringe Noget, der er upassende, har vedkommende Kamre indre Midler til at fjerne sådanne Spørgsmål, nemlig ved at kalde til Dagsordenen og derved afskjære sådanne Discussioner eller ved at foranledige Præsidenten til at lade Forsamlingen afstemme om dette Punkt; men Comiteen har ikke troet at kunne undlade at optage udtrykkelige Bestemmelser i Regulativet om deslige Interpellationer. Det er en Selvfølge, at Ministeren ei behøver at svare på de Spørgsmål, som fremsættes til ham; men det ligger som oftest i hans egen Interesse at gjøre det, for at hans Taushed ikke skal misforståes og blive udlagt enten som en stiltiende Erkjendelse, eller som Tegn på Svaghed, eller udtydes på anden Måde, som ikke kunde være Regjeringen ligegyldig. Men der bør da også gives vedkommende Minister Leilighed til forud at erfare, hvorpå denne Interpellation gåer ud. Disse Interpellationer have den store Fordeel, især under kritiske Tidsforhold, at øieblikkelige Begivenheder, der naturlig kunne foranledige sådanne Spørgsmål til vedkommende Minister, ville kunne opklares, hvorfor jo også Ministrene, i deres egen og det Offentliges Interesse, selv ofte ønske, at der strax gives dem Leilighed til at svare derpå. Herved kan også bevirkes, at Andragender, der ellers vilde blive stillede og som kunne foranledige vidtløftige Forhandlinger, kan undgåes, når der strax kan meddeles et tilfredsstillende Svar. Af den Grund har Comiteen heller ikke troet at burde afskjære Leilighed til at fremsætte sådanne Spørgsmål endog udenfor Dagsordenen, når det skeer med Forsamlingens og vedkommende Ministers Samtykke, hvorved naturligviis er forudsat, at han er nærværende, da Spørgsmålet ellers ikke med Nytte kunde fremsættes i samme Møde. Forøvrigt er ved nærværende Udkast den Forandring gjort i de Regler, som for Tiden ere de gjældende med Hensyn til Interpellationer, at, i Overeensstemmelse med Slutningen af § 17, det reiste Spørgsmål også kan yderligere forfølges af andre Medlemmer af Forsamlingen end af Interpellanten. Denne Modification vil vistnok erkjendes nødvendig. Det hører nemlig til den parlamentariske Taktik, om jeg må betjene mig af dette Udtryk, at sådanne Interpellationer, for at det Skarpe, der ofte kan ligge i dem, kan mildnes, nedlægges i een, for at jeg således skal udtrykke mig, mild Mund, det vil sige, at det overdrages til en Mand, der hører til den moderate Fraction af Forsamlingen, at fremsætte de Spørgsmål, som, når de fremkom fra et bestemt Parties Side, kunde, blot ved deres Fremsættelse fra denne Kant, fåe en større Betydning, end man for Øiebikket ønsker dem tillagt og under disse Forhold være betænkelige og farefulde. Hvis nu Svaret bliver fyldestgjørende, er der ingen videre Grund til, at Sagen forfølges videre; men i modsat Fald er det vigtigt, at andre Medlemmer af Forsamlingen ikke er afskåret Adgang til at

optage Spørgsmålet igjen, Noget, hvortil den egentlige Interpellant ikke altid vil føle sig kaldet eller have den fornødne Dygtighed og Sagkundskab, medens det dog kan være vigtigt, at Spørgsmålet kan blive fremsat i en skarpere og bestemtere Form, der ikke tilsteder undvigende Svar, men gjør det nødvendigt for vedkommende Ministre at udtrykke sig tydeligt og bestemt. Det må iøvrigt være Forsamlingen selv, som må våge over, at ikke de Grændser i så Henseende overskrides, der ere stemmende med parlamentarisk Takt.

Ørsted:

Jeg vil blot tillade mig en liden Bemærkning. Da der, som oftere forklaret, endnu hersker en særdeles Usikkerhed om, hvorvidt private Lovforslag eller Andragender ville kunne komme under denne Forsamlings Afgjørelse, har jeg ikke så meget imod, at der i så Henseende ikke er fremsat safte og bestemte Regler. Det Eneste, jeg kunde ønske, var, at ethvert sådant Andragende, forsåvidt som det skal forelægges Forsamlingen, ikke blot anmeldes Dagen forud, men at det forinden bliver henlagt i Læseværelset, således som hidtil ved Stænderne har sundet Sted.

Formanden:

Er der Flere, som ville yttre sig? (Pause) Vi kunne da gåe over til et følgende Afsnit, §§ 18—24.

Algreen-Ussing

oplæste ovennævnte Paragrapher og tog derefter således til Orde:

De fleste af disse Bestemmelser indeholde ikke Andet, end hvad der vistnok vil erkjendes at være stemmende med hvad god Orden kræver , og jeg skal derfor ikke opholde mig længe derved. Dog indeholder den første af disse Paragrapher Noget, hvorom jeg må fremsætte nogle Bemærkninger. Foreløbigen skal jeg tillade mig at bemærke, at når det hedder, at når et Forslag eller Forandringsforslag er fremsat og udviklet, er ethvert Medlem berettiget til at forlange dets Afviisning, sigter Udtrykket „Forslag“ til ethvert Andragende og ethvert Spørgsmål fra et Medlems Side, altså navnlig også til de i den foregående § 17 omhandlede Interpellationer, som altså også på denne Måde kunne fjernes.

I alle større Folkerepræsentationer har man tidlig følt Nødvendigheden af at kunne uden Discussion og uden at komme ind på Realiteten afvise et Forslag, der er af den Beskaffenhed, at det, når det gav Anledning til yderligere Discussioner, kunde have betænkelige, i bevægede Tidspunkter måskee endog høist farlige Følger, ligesom det også let kunde bringe Forsamlingen i en falsk Stilling. Et enkelt Medlem bør nemlig ikke have det i sin Magt at kunne fremtvinge Discussion og Afstemning i Realiteten over et Forslag, som Forsamlingen på den Tid anseer det uheldigt eller farligt at votere over, og dette opnåes netop ved den her omhandlede Bestemmelse. Det er dette, som i Frankrig kaldes la question préalable, og i England previous question. Det er en parlamentarisk Forholdsregel, som i store Forsamlinger, og især under kritiske Tidspunkter, er af den allerstørste Vigtighed. Virkningen heraf vil let sees at være forskjellig fra den, at man forkaster et Forslag under en indledende Behandling efter foregående Discussion over dets Indhold. Ved Afviisningen kommer man netop ikke ind på Discussionen af Sagen, og Virkningen af Afviisningen er blot, at Spørgsmålet for Tiden ikke kommer under Forhandling, hvorimod det meget vel kan fremsættes senere; man tilkjendegiver ved Afviisningen kun, at man på nærværende Tidspunkt ei anseer det hensigtsmæssigt at bringe dette Spørgsmål under Discussion. Når man derimod under en indledende Forhandling discuterer et Spørgsmål og forkaster det i Realiteten, er det derved givet, at det således forkastede Andragende ei oftere kan bringes for denne Forsamling, hvorved jeg kun skal tilføie, at Comiteen ikke har fundet det fornødent at tilføie det i Udkastet, da man ikke har tænkt sig, at private Andragender skulde spille nogen væsentlig Rolle i denne Forsamling. Når iøvrigt den fremsatte Afviisningspåstand skulde blive forkastet af Forsamlingen, er det en Selvfølge, at Forslaget da bliver at discutere i Realiteten. Forslaget kan derefter atter forkastes, men det er da en Forkastelse i Realiteten, som har den nysnævnte Følge, at det ikke senere kan bringes for Forsamlingen, i det Mindste ikke i den Form, hvori det tidligere har været fremsat, hvorimod det vet kan fremkomme i en anden Form, hvilket Erfaringen oftere har viist, også i Stænderforsamlingen.

95

Schiern:

Det vil af Redactionen of § 20 sees, at Regulativcomiteen forlanger, at man altid skal henvende siu Tale til Formanden, hvorimod den ikke har fundet sig foranlediget til at andrage på nogen Tribune. Hvad mig angåer, finder jeg vel nu ingenlunde de Grunde overbevisende, som pleie at anføres for, at vi her undtagelsesviis bør savne denne; thi når man således påberåber sig flere ærede Medlemmers naturlige Sky for en sådan, kjender jeg dog personligen andre, jeg kjender med egen personlig Følelse dem, for hvem der snarere er større Forlegenhed og Hesitation forbundne med at skulle tale stående frit i en Forsamling, end med en Talerstol foran sig. Og når man som Grund for sin Uvillie foretrækker at henskyde sig under Frygt for, at en Tribune skulde Friste til altfor lang Tid optagende Foredrag, da mener jeg, uden Hensyn til den Modvægt, som den følgende Paragraph i så Henseende yder ved sit Forbud imod enhver Oplæsning af skrevne Udarbeidelser, at Erfaring har åbenbaret en langt mere tidsspildende Fristelse til, når der altid tales fra Vedkommendes Plads, at gjøre alskens Småbemærkninger, Småbemærkninger, der nu vistnok som oftest ville finde deres rigtigste Udvei i Afdelingerne, men som derhos dog ei heller behøve aldeles at forbydes fremførte fra Vedkommendes Plads, fordi de længere Referater, til Exempel Ordførernes, bleve at henvise til en Tribune. Ingen vil ei heller kunne påståe, at Talerne fra de forrige franske Kamres Tribuner i Længden have formået at måle sig med Talerne i det engelske Parlament, hvor ingen Tribune findes. Men hvad der for mig er aldeles afgjørende, er den Erfaring, hvorpå vi i de forrige Dage have fået nye Prøver, idet vi have kunnet anstille Sammenligningen mellem Letheden i at opfatte den ærede Formands Ord fra hans ophøiede Plads og Vanskeligheden ved at opfatte Andres Ord fra deres lavere stillede, den Erfaring, der er lige så ældgammel som Steenkredsen på Oldtidens Thingsteder, den Erfaring nemlig, at Lyden nåer bedre frem til sit Mål, når den ubrudt kommer fra et høiere Stade. Jeg skal gjøre opmærksom på, at der let i alle større Forsamlinger, at der også i denne er Medlemmer, der høre mindre vel og således, som det synes mig, have et billigt Krav på, at længere Referater i det Mindste gives fra eet og samme høiere Sted; jeg skal henvise til Stenographerne, der sidde i denne Sal og ved deres Meddelelser, hvis Nøiagtighed er hele Forsamlingen lige magtpåliggende, åbenbart i høi Grad have den samme Interesse.

Endskjøndt ny altså min Mening er bestemt i den anførte Retning, troer jeg dog, at der fra de nu bortgangne, gamle Provindsialstænder er overgået i denne Forsamlings Arv en sådan Ugunst mod den Tribune, hvorfra man i Året 1789 begyndte at omskabe Verden — jeg troer, at man fra andre Sider, af andre Hensyn, kun ikke af akustiske, seer denne i et så lidet fordeelagtigt Lys — at det måskee neppe vil frugte tilbørligt, når enten jeg eller nogen Anden nu gjør et Andragende om den, for at en Princip, der synes det rigtige, dog ei heller her forsvarsløst skal fornægtes. Men hvad jeg for ethvert Tilfælde føler mig opfordret til at andrage på, er, hvad der altid finder Sted, hvor Talen lyder fra en Tribune, og som er det Naturlige, dette nemlig, at Talen tør rettes til hele Forsamlingen, og at man ikke skal forpligtes til altid at rette den til Formanden alene.

Spørger man om Grunden til dette Forlangende, fåer man strax til Svar, at dette således er engelsk Skik; men jeg gjensvarer strax, at det med denne engelske Skik har en noget egen Art. Thi på Englands gamle Landsthing rettedes Talen naturligen til Forsamlingen, ligesom på de gamle nordiske Folkething; og når man dog hænger sig i, at det i Middelalderen i Underhuset blev Skik at rette Ordet til Husets Taler, da skulde man ikke oversee, at denne ei blot var stillet ligeoverfor Huset som et af dette til at lede dets Forhandlinger kåret Medlem, men tildeels var stillet der næsten som en anden Magts Tjener, således stillet, at det endnu i England ved en forældet Tradition er Skik, at Talerens Valg ved hver Sessions Begyndelse søges confirmeret af Kronen, således stillet, at Taleren ligeledes endnu efter en forældet engelsk Tradition må udbede sig Talefrihed for Huset af Regjeringen. Og derfor, lader os søge at efterligne Englænderne i deres sunde Sands, men lader os ikke efterabe deres Forkjærlighed for deres egne, gamle, historiske Reminiscentser

fra Middelalderen, lader os i dette Tilfælde så meget mindre gjøre det, som Overhuset, hvori den mandige Uafhængighedsfølelse under Middelalderen var langt stærkere, dengang holdt på, hvad den også endnu holder på, ei at rette Ordene til Kantsleren, men at rette dem til Lorderne selv.

Jeg vil spørge om, når nogen af Forsamlingens Secretairer tog Ordet, det da ei findes naturligere, at de, ligesom Formanden, ved hvis Side de have Plads, rette deres Tale herud imod os, end at de, rettende den imod Formanden, vende Ryggen til Halvdelen af denne Forsamling. Jeg vil spørge, om det ikke skulde være gået Nogen af denne Forsamlings Medlemmer, som det i sin Tid gik mig, der ret studsede, når jeg i de gamle Provindsialstænders Tidende traf een eller anden Tale begyndende med den stive Indledning „Hr. Præsident“! Jeg vil spørge, om ikke Andre i denne Sal nogensinde have overværet større Folkeforsamlinger her i Danmark, hvor een eller anden Tilstedeværende, i Eet og Alt efterlignende engelske Former, gav sig til at rette sin Tale til Præsidenten istedetfor til Forsamlingen, og jeg vil da spørge, om ikke sådanne også ere blevne Vidner til, hvorledes vedkommende Forsamling betoges af en karakteristisk og retfærdig Studsen, retfærdig, fordi man derved søgte at påtvinge os en fremmed Form, hvorfra vi have været fjernede fra det første Øjeblik, vort politiske Liv begyndte. Endelig vil jeg spørge, om, når Forsamlingens Medlemmer forpligtes til at henvende Talen til Formanden, fordi det engelske Underhuus har denne Skik, da ikke også Medlemmerne af Hans Majestæts Regjering ville være at forpligte til det Samme, efterdi dette også for deres Vedkommende gjælder i Underhuset, og jeg vil da spørge, om det skulde være undgået denne Forsamlings Opmærksomhed, at to eller tre af Ministrene i denne Henseende allerede have viist, hvor vanskeligt det er at glemme en gammel og naturlig Vane, idet de nemlig de foregående Dage flere Gange have tiltalt os „mine Herrer“, i hvilken Tilsidesættelse af Regulativet de endog have fået en Allieret i den ellevte kongevalgte Rigsdagsmand, der vel igår, om jeg ellers ikke hørte feil, begyndte sin Tale med Indledningen „Hr. Præsident“, men som dog også, hvad den trykte Tidende allerede viser, ligeledes tidligere her har brugt Formen „mine Herrer“.

I Henhold til det Anførte forbeholder jeg mig at andrage på, at Forpligtelsen for alle Medlemmer til at henvende Talen til Formanden skal udgåe af Regulativet.

Mørk Hansen:

Jeg har forlangt Ordet for at begjere en Talerstol, idet jeg skal slutte mig til hvad den foregående Taler har udviklet. Jeg skal kun tilføie, at der fra denne Side i Salen ikke kan høres hvad der tales på den anden Side, og jeg har også idag erfaret, at man ikke engang kan høre fra Midten af Salen. Når man har anført, at en Talerstol sparer Tid, da er dette vist fuldkommen rigtigt, fordi den, der kun har en ubetydelig Bemærkning at gjøre, eller kun vil gjentage, hvad der allerede er sagt, vil afholde sig derfra, når han skal bestige Talerstolen. Det er, som bekjendt, en ligeså stor Kunst at tie som at tale, ja næsten en større, og dersom Talerstolen kunde hjælpe til at udøve denne Dyd, troer jeg, at den vistnok vil hævde sin Plads. Hvad dernæst angåer Spørgsmålet om man skal nævne Talerne ved Navn eller ei, da ønskede jeg oplyst, hvad det kunde skade, at man nævner Medlemmerne ved Navn. Det forekommer mig, at Intet er naturligere; et Navn har jo ingen anden Hensigt, end at man skal nævnes derved, og når man ikke undseer sig ved at see sit Navn i Rigsdagstidenden, så seer jeg ingen Grund, hvorfor man skulde undsee sig for at høre det her. Jeg skal i så Henseende gjøre opmærksom på Besværligheden ved, ikke at måtte nævne Medlemmerne ved Navn, da man enten hvergang må see efter på Listen, når man har denne liggende for sig, eller lære denne udenad som en Lectie, og ved de kongevalgte Medlemmer kommer endnu den Vanskelighed til, at man da må lære dem efter Numer. Jeg forbeholder mig derfor at stille et Forbedringsforslag i denne Retning.

Rée:

Jeg anseer en Talerstol for hensigtsmæssig; dog forekommer det mig at være hensigtsmæssigst, at det ikke blev gjort til Pligt for Medlemmerne at bestige den, men at der indrømmedes dem Ret til at yttre sig enten fra Talerstolen eller fra deres Pladser. Det

96

måtte da overlades til Forsamlingen, når denne ikke kunde høre et enkelt Medlem, at anmode ham om at bestige Talerstolen. Med Hensyn til det, som den sidste Taler har yttret om de Deputeredes Benævnelse ved Navn, skal jeg bemærke, at det forekommer mig at være en smuk parlamentarisk Forskrift, at man ei må nævne Medlemmerne ved Navn. Der kan vel ikke angives nogen bestemt Grund herfor, men man kan vel tænke sig, at i Kampens Hede vil Navnets Nævnelse ofte gjøre Kampen mere hidsig end ellers .

Tage Müller:

Hvorvidt det er hensigtsmæssigt eller ei at anskaffe en Tribune, skal jeg ikke indlade mig på. Det forekommer mig ei uhensigtsmæssigt, når det kun ikke gjøres Medlemmerne til Pligt, når de kun have nogle få Ord at sige, da at bestige den. Hvorvidt det er rigtigst, at Medlemmerne i denne Forsamling rette deres Tales til Formanden eller hele Forsamlingen, kan vel være tvivlsomt; Hovedsagen er, at man i Forsamlingen kan høre Taleren. Hvad angåer det, der er bemærket om Udeladelsen af Navnet ved Betegnelsen af Medlemmerne, da havde jeg besluttet at bringe dette Punkt på Bane, hvis vet ikke allerede var skeet af Andre. Jeg tilståer, at der ikke forekommer mig at være tilstrækkelig Grund, hvorfor man ikke må nævne Medlemmerne ved Navn. Det er mig bekjendt, at i de 3de sidste Stænderforsamlinger dette ei sjeldent har generet — om det må være mig tilladt at bruge dette fremmede Udtryk — flere af Medlemmerne. Jeg skjønner ikke grant, hvorledes der, selv i en varmere Kamp, vilde være stor Forskjel på, om man nævner et Medlem ved Navn eller på en anden Måde aldeles tydelight betegner ham. Dersom i denne Forsamling, der beståer af 150 Medlemmer, jeg skulde mærke mig, for hvilket District ethvert mig ubekjendt æret Medlem af denne Forsamling var Deputeret, da vilde dette være såre vanskligt. Man måtte da benytte den Udvei at omtale Sagen uden just at nævne det Medlem, fra hvem Ordet, om hvilket der er Tale, er kommet, hvilket også i det Væsentlige vil være det Samme. Da jeg nu engang har reist mig, skal jeg tillade mig at gjøre den Bemærkning med Hensyn til § 22, om det ikke burde nøiere betegnes, hvad der skal forståes ved Udtrykket „personlige Spørgsmål“.

David:

Jeg reiser mig for at gjøre en Bemærkning til § 23, da jeg vedvarende må være af den Formening, at det er enhver Rigsdagsmands Pligt at gjøre Sit til, for at Reglementet kan blive så nøie bestemt og grundigt som muligt, og da jeg ikke kan troe, at man bør følge de Opfordringer, der fra forskjellige Sider af Salen ere skete, til at gåe over denne Sag ligesom med en Harefod. Når man herfor har beråbt sig på, hvad der er skeet Frankfurt, hvor man slet ikke har bekymret sig om Forretningsordenens Grundlæggelse, så gad jeg gjerne vide, om man vil have, at vi skulde følge Frankfurts Exempel, eller om ikke dette snarere godtgjør Vigtigheden af, ikke at slåe Vrag på en bestemt og nøie begrændset Forretningsorden. Jeg skal i denne Henseende erindre om, at man i Frankrig, hvor der dog også forelåe de vigtigste Opgaver for Nationalforsamlingen, og hvor hele Nationen med utålmodig Længsel måtte vente på disses Løsning, anvendte fire til fem hele Møder til Debattering af Forretningsordenen, og dette skete i et Land, hvor man dog havde til Grundlag et Reglement, der havde bestået sin Prøve i over 30 År, medens man her så godt som skal improvisere en Forretningsorden for Rigsforsamlingen. At det skulde være nok, som det er blevet sagt, at have nogle elastiske Regler kan jeg på ingen Måde indrømme; thi man må erindre, at Reglementet i Særdeleshed skal sikkre de Enkeltes og Minoriteternes Ret, og dertil udfordres faste og bestemte Regler. Majoriteterne have det altid i deres Magt at forandre selve Reglementet og at gjøre Tilføininger til samme, og § 32 anviser Veien hertil; men hvad det ret egentlig

kommer an på, er at bestytte Minoriteterne, og derfor må der være bleven givet faste og bestemte Regler for Forretningens Gang, hvorved al Vilkårlighed kan udelukkes. Jeg må derfor ønske, at der til § 23, der tillægger Formanden Ret til at kalde Rigsdagsmanden til Orden, tilføies, at denne er besøiet til at begjere Ordet for at retfærdiggjøre sig, Denne Paragraph er næsten ordret taget af det franske Reglement, hvor en sådan Ret er indrømmet det til Orden kaldte Medlem, og jeg indseer ingen Grund til, hvorfor man har udeladt den Beføielse, som her er givet den Vedkommende, da denne har et retfærdigt Krav på samme, og jeg skal derfor tillade mig at fremkomme med et Amendement til § 23 i denne Retning.

With:

Forinden jeg bestemmer mig for Anskaffelsen af en Talerstol eller ei, ønskede jeg gjerne at gjøre mig Rede for, hvor denne skulde anbringes; thi som mig, således forekommer det uden Tvivl Flere, ikke at være upassende forud at omtale Stedet, hvor denne skulde anbringes. Jeg indseer nemlig ikke, hvor Talerstolen kunde ståe, undtagen lige bag ved Formandens, og da noget ophøiet over dette, thi en hvilkensomhelst Niche vilde det være urigtigt at anbringe den da Nichen vilde borttage Noget af Lyden. Om det kunde gåe an at sætte Talerstolen bagved Formandens Sæde og mere ophøiet end denne, og om det ikke vilde stride imod Reglerne for god parlamentarisk Skik, det veed jeg ikke; men når den ikke anbringes der, da kan jeg ikke indsee, hvor Talerstolen skulde anbringes. Forresten mener jeg, at man vil være lige generet, enten man taler fra sin Plads eller fra en Tribune.

Boisen:

Når jeg tager Ordet for at tale imod Brugen af en Talerstol, da skeer det, fordi jeg troer, at den frie Udtalelse i Forsamlingen derved vil hindres Forsamlingen vil indsee, at jeg i denne, Henseende ikke taler på mine egne Vegne, da jeg på en Talerstol snarere måtte befinde mig i mit rette Element, men jeg udtaler det især på deres Vegne, som af den hæderlige Bondestand her ere tilstede, der ved Brugen af en Talerstol endnu mere vilde afholdes fra at udtale sig, Noget, jeg meget måtte beklage, da jeg ønsker, at disse Mænd ikke måtte lade sig afholde fra at udtale deres Overbeviisning. Selv når man foreslåer frit Valg mellem at tale fra den Plads, man indtager, og fra Talerstolen, vilde dog dette afholde Adskillige, som ikke vare på det Rene med sig selv, hvorvidt det, de havde at sige, egnede sig til at udtales fra Talerstolen eller ikke.

Mørk Hansen:

Med Hensyn til hvad den sidste ærede Taler har yttret, må jeg bemærke, at den, som har seiret i Valgkampen og som der har betrådt Valgtribunen ligeoverfor sine Modstandere, der vare beredte til at opsange ethvert Ord af ham til hans Skade, også må antages at kunne bestige en Talerstol her i Forsamlingen, hvor han veed, at hans Ord altid ville blive modtagne med Velvillie.

Boisen:

Nød bryder alle Love; men jeg troer, at hvor denne ikke er tilstede, bør man ikke pålægge Forsamlingens Medlemmer større Tvang, end fornødent gjøres.

Linnemann:

Med Hensyn til hvad der er bemærket om, at det burde overlades til Medlemmerne at benytte Talerstolen eller ikke, da forekommer dette mig noget misligt; det forekommer mig nemlig, at det kunde let fåe Skin af, at de, der benyttede Talerstolen, gjorde dette af Forfængelighed eller Sligt, og endog Skinnet heraf synes mig at burde undgåes. Desuden er det også afgjørende for mig, at endeel af Medlemmerne først vilde kunne komme til Talerstolen, efterat have passeret den største Deel af Forsamlingen, hvilket for Mange kunde være et Moment til ikke at fremsætte, hvad de ellers måtte have at bemærke.

(Fortsættes.)

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

97

Syvende Møde. (Fortsat.)

Ørsted:

Af de ikke betydelige Bemærkninger, jeg kunde have at gjøre ved de oplæste Paragrapher, skal jeg blot tillade mig at fremsætte nogle enkelte. Jeg har egentlig kun een Hovedbemærkning at gjøre, den nemlig, at §§ 18 og 19, ved i det der omhandlede Tilfælde at forbyde al Forhandling, uden Tvivl ville foranledige, at Beslutning undertiden tages, inden Forsamlingen tilstrækkelig er sat ind i Sagen. Hvor der nemlig er Spørgsmål om, hvorvidt et Forslag bør afvises, kan dette være af den Beskaffenhed, at der behøves en udførlig Udvikling for at afgjøre, om Sagen fortjener at komme under Overveielse eller ikke. I Stænderne har det ofte været Tilfældet, at Propositioner, som der ere blevne indgivne, have foranlediget vidtløftige foreløbige Forhandlinger, og at disses Resultat har været, at Propositionen er bleven afviist, fordi man ikke fandt tilstrækkelig Grund til at gåe ind på den; men at afvise uden Forhandling forekommer mig i mange Tilfælde at ville føre til urigtige Resultater. Jeg indseer imidlertid, at der kan være væsentlige Grunde, hvorfor man bør kunne standse en sådan Behandling noget hurtigt; men jeg troer, at Øiemedet vil kunne opnåes, når man, istedetfor at forbyde al Forhandling, blot tilkjendegav, at Præsidenten skulde sørge for, at Forhandlingen blev kort og indskrænkede sig til hvad Sagen krævede. Hvad de Discussioner angåer, som her ere førte om forskjellige Gjenstande, om en Tribune, om Ordets Henvendelse til Præsidenten eller Forsamlingen og om Navns Nævnelse, da kan jeg med Hensyn til den første Gjenstand ikke nægte, at en Tribune kan være hensigtsmæssig for de Tilfælde, hvor Forsamlingen måtte frygte, at hvad der blev talt, ikke tilstrækkeligt kunde høres. Man har ikke anseet det passende, at Talen altid skal henvendes til Præsidenten; men dette har ikke hidtil medført nogen Gene ved Forhandlingerne i Stænderne, og når der ikke her er en Regel i så Henseende, så kan der let tænkes Tilfælde, hvor Talen vil blive henvendt imod de Individer, hvis Mening ved samme angribes, hvilket neppe er ønskeligt. At Talerne ikke måe nævne Medlemmer ved Navn er en Regel, som jeg aldrig har sat videre Priis på; men om Sagen er af den Vigtighed, at man derom bør stille Amendement, skal jeg lade være uafgjort; forsåvidt der imidlertid af Andre skulde blive stillet Amendements om de af mig berørte Punkter, forbeholder jeg mig at erklære mig enig i dem.

Bang:

Jeg skal tillade mig at rette det Spørgsmål til den ærede Ordfører, om det er Meningen af § 18, at det Medlem, som forlanger Afviisning, er berettiget til at begrunde dette sit Forlangende ved et Foredrag. Jeg troer ikke, at dette er sædvanligt, og det vilde ei heller være så ganske ligeligt, om han var berettiget til et sådant Foredrag, da Ingen er berettiget til at svare, men Spørgsmålet strax skal afgjøres uden videre Forhandling.

Pløyen:

Ved Slutningen af § 23 er der forbeholdet Formanden Ret til midlertidig at afbryde Mødet eller, om nødvendigt, aldeles at hæve det. Det var måskee rettest, om Formanden her som andre Steder blev sat istand til at udtrykke denne sin Hensigt ved eet eller andet synligt Tegn.

Rée:

I Anledning af hvad den Deputerede for Randers (Linnemann) har anført, skal jeg tillade mig at bemærke, at jeg ikke troer, at det af ham berørte Hensyn til Rummet vil være af nogen Vægt ved det Forslag, som her er gjort, når der ikke pålægges Medlemmerne, som ønske at tale, nogen Tvang til at bestige Tribunen. Det

hændes så ofte ved den offentlige Optræden, at man fåer Skinnet imod sig, men det bør aldrig afholde fra at gjøre, hvad man anseer for Ret. Jeg seer heller ikke, at det vil kunne genere noget Medlem, at han skal vælge, enten at tale fra sin Plads eller at gåe op på Talerstolen, og jeg anseer det derfor ønskeligt, at Forsamlingen, når den ikke kan høre en Taler, kan forlange, at han skal benytte Tribunen.

Gram:

Jeg skal kun tillade mig en ganske kort Bemærkning med Hensyn til det Spørgsmål, som her er reist af Rigsdagsmanden for Veile Amts 6te Distrikt (With), angående hvor Talerstolen skulde anbringes; han har nemlig omtalt, at den skulde sættes bag ved Præsidenten. Dette vilde være aldeles upassende; jeg mener derimod, at Talerstolen kunde anbringes ved Siden af Præsidenten, således at Secretairerne erholde deres Plads på Præsidentens anden Side. Iøvrigt skal jeg ikke indlade mig på Spørgsmålet om Ønskeligheden af en Talerstol, men kun bemærke, at jeg agter at stemme for en sådan, når der overlades Enhver frit Valg til at benytte den eller ikke.

Algreen-Ussing:

Forsamlingen vil vistnok ikke antage, at det Spørgsmål, hvorom de seneste Forhandlinger væsenligst have dreiet sig, nemlig om Talerne skulle holdes fra en Talerstol eller ikke, skulde være undgået Comiteens Opmærksomhed. Det har tvertimod været Gjenstand for en omhyggelig Overveielse i Comiteen, men man er kommen til det Resultat, som indeholdes i Udkastet, at Enhver helst bør tale fra sin Plads. Besvarelsen af det Spørgsmål, om Talerne i store Forsamlinger bør tale fra en særegen, dertil bestemt Plads, afhænger væsentlig af Forsamlingens Størrelse og andre locale Omstændigheder. Det har ganske vist i talrige Forsamlinger sine Fordele, at der tales fra et ophøiet Sted, omtrent midt i Salen, idet det derved bliver lettere at følge Forhandlingerne, når Medlemmerne ikke trættes ved formeget at skulle anspænde deres Kræfter for at høre, hvad der siges fra forskjellige Sider af Salen, — hvilket navnlig for dem, der høre mindre godt, af hvilke der altid i store Forsamlinger ville være flere, ikke er noget uvæsentligt —, og de Talere som have svage Stemmer, ikke skulle nødsages til at anstrenge sig altfor meget for at blive hørte, hvilket for ældre Mænd, hvoraf der naturligviis ville være endeel i enhver Forsamling, ei er uvigtigt. Ordenen kan dernæst også lettere overholdes fra Præsidentens Side, og utilbørlige Afbrydelser, som ellers let finde Sted fra Pladserne, forhindres, og Nødvendigheden af at skulle bestige en Talerstol vil vel også bidrage Sit til at forhindre dem, der kunde være fristede til at fremsætte intetsigende og overslødige Bemærkninger, fra at fremkomme med disse; thi, som en Forfatter med Føie har sagt, det bliver latterligt at drage Opmærksomheden hen på sig, når man Intet har at sige, der er Opmærksomhed værd. Hvad den Indvending angåer, at en Talerstol vilde foranledige Tidsspilde, når man, hvor man blot havde at give et ubetydeligt Svar eller en kort Erklæring, skulde være nødsaget til at bestige denne, da er dette Noget, der er fjernet i alle Forsamlingers Forretningsreglementer derved, at Præsidenten kan tillade et Medlem at tale fra sin Plads. Forsamlingen må dog ikke troe, at jeg, ved hvad jeg har fremført, har til Hensigt at tale for Anbringelsen af en Tribune; det er tvertimod min Overbeviisning, at det Rigtigste er, at ethvert Medlem taler fra sin Plads, således som det finder Sted i det engelske Underhuus, således som det skeer i Norge og også hidtil har været Tilfældet hos os, og som det i sig er det Simpleste og Naturligste. Det er ikke usandsynligt, at den Omstændighed, at man be-

98

stiger Talerstolen, vil bidrage til at give Taleren Pretensionsfuldhed og Salvelse, om jeg må bruge dette Udtryk, som ikke er Tilfældet, når Medlemmerne tale frit fra deres Pladser. Jeg veed heller ikke, om det vil virke, at der tales mindre, når Vedkommende skal tale fra en Talerstol, thi Erfaringen på andre Steder har vist, at når et Medlem først er kommen i Besiddelse af Tribunen, er det ofte meget vanskeligt at fåe ham til at forlade den. Locale Forhold her i Salen ville også medføre Vanskeligheder ved Anbringelsen af en Talerstol. Skal den nemlig anbringes ved Præsidentens Side, vil den komme i en altfor stor Afstand fra de fjernere Medlemmer i Salen, og skal den anbringes i Midten af den, måtte dette føre til en Omlægning af alle Pladser, der fra andre Sider ikke kan ansees som hensigtsmæssig. Jeg skal iøvrigt tilføie, at det er påtænkt af Præsidenten at lade de bageste Bænke forhøie, så at de, der sidde på de yderste Pladser, ville komme til at tale fra et noget ophøiet Standpunkt, hvilket formeentlig vil bidrage til at gjøre Savnet af en Talerstol i akustisk Henseende mindre føleligt. Hvad nu angåer det i Forbindelse hermed stående Punkt, at Medlemmerne skulle henvende deres Tale til Formanden og ikke ved Navn betegne hverandre, da er dette ikke et så ligegyldigt Punkt, som Mange forestille sig. Det er en Regel, som er vedtaget i de fleste store parlamentariske Forsamlinger, navlig i det engelske Underhuus, og som i sig har sin gode Grund. Når der nemlig spørges, om Talen skal henvendes til Forsamlingen eller Præsidenten, da er det naturligviis ligegyldigt, om man begynder sin Tale med Ordene: „Hr. Præsident!“ eller: „Mine Herrer!“ og senere i Talens Løb spækker sit Foredrag med disse Ord, men det Væsentlige er, at Talen derved holdes i en mere objectiv Form og ikke rettes imod et enkelt Medlem af Forsamlingen, hvilket ellers let kan finde Sted. Af samme Grund bestemmes det, at man ikke må tiltale eller nævne noget andet Medlem ved Navn. Enhver, der har været Medlem af sådanne Forsamlinger, har vistnok seet, at når to Medlemmer komme i en mere personlig og individuel Kamp, den Ene da ofte vender sin Tale directe mod den Anden, hvorved der opståer en meget uhyggelig Duet, og når da Præsidenten gjør opmærksom på, at Talen skal henvendes til ham, falder ofte denne personlige Strid strax bort. Personlig Nævnelse forudsætter Tendents til og kan meget let føre ind på Personlighedens Gebeet. Da jeg nu her er kommen til at nævne Personlighed, skal jeg gjøre en Bemærkning om hvad der forståes ved Udtrykket „personlige Spørgsmål“, hvorom det 19de kongevalgte Medlem (Tage Müller) har spurgt. Derved forståes det Samme som det franske „kait personel“, der er ikke egentlig personlige Spørgsmål, men snarere personlige Svar eller hvad man kalder Personligheder, idet det nemlig forudsætter, at der er gjort personlige Angreb på et Medlem, hvorpå dette finder det nødvendigt at svare. Comiteen har imidlertid ikke villet anvende Ordet „Personligheder“ og har heller ikke troet, at Betydningen af Udtrykket „personlige Spørgsmål“ kunde misforståes. Med Hensyn til det Punkt, der må ansees for det vigtigste, nemlig Afviisningen, skal jeg tillade mig, med Hensyn til, hvad den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Distrikt (Ørsted) har yttret, at bemærke, at det har været Comiteens Mening, som denne også troer at have udtrykt, at der aldeles ingen Forhandling skal finde Sted om Afviisningen. Det ligger i Hensigten med Afviisningspåstanden, at Sagen strax uden Discussion skal bortvises, og Comiteen har anseet det tilstrækkeligt at hjemle Proponenten Ret til at udvikle sin Proposition for Forsamlingen. Der vil altså, når et Medlem fremsætter Afviisningspåstans med Hensyn til det fremkomme Forslag, strax blive at foretage Afstemning, uden at den, der begjerer Afviisningen, har Tilladelse nærmere at begrunde Afviisningspåstanden. Når Forsamsamlingen har afgjorte, at dette Forslag ikke skal tages til Følge, udelukker det imidlertid ikke, at den samme Sag til en anden Tid kan optages. Forsåvidt det 11te kongevalgte Medlem af Forsamlingen (David) har meent, at den, der var kaldet til Orden, skulde have Ret til at forsvare sig, da er dette vistnok tilladt i andre Kamre, når den Bedkommende nemlig har underkastet sig Præsidentens Kalden til Orden, og jeg troer heller ikke, at Præsidenten i denne Forsamling vilde nægte Nogen Ret til at retfærdiggjøre sig i et sådant

Tilfælde. Det hører imidlertid til de mange minutieuse Spørgsmål, som i lang Tid vilde have opholdt Regulativets Affattelse, dersom Comiteen havde troet at burde gåe ind på dem. Af dette Slags gives der nemlig mange, og uden at jeg derved vil yttre nogen Kritik over, at disse ere fremsatte, troer jeg dog ikke, at man vil mistyde den Bemærkning af mig som Ordfører, at Comiteen ikke har ansæt det nødvendigt at tage Hensyn til alle sådanne. Som et Exempel skal jeg kun anføre, at når der i § 20 siges: „ethvert Medlem, der har forlangt og erholdt Ordet, taler stående fra sin Plads“, udelukker dette ikke, at der kan gives Tilfælde, hvor der kan indrømmes Undtagelser herfra på Grund af Upasselighed eller Sygdom, således som dette i sin Tid i det engelske Parlament, hvor den samme Regel gjælder, at man skal tale stående, blev tilladt Pitt, da han holdt sin verdensberømte Tale.

Det blev således i sin Tid tilladt Pitt at blive siddende, da han i Året 1763 holdt sin Tale mod Freden. og det kan vistnok ikke ansees tvivlsomt, at Præsidenten vilde tilståe Medlemmerne af de anførte Grunde Ret til at tale siddende; men dette hører til de mindre væsentlige Bestemmelser, som Comiteen ikke har troet det nødvendigt at opholde Forretningsregulativet med, såmeget mere som dette kun gjælder for nærværende Forsamling.

Schiern:

Forsåvidt den ærede Ordfører har yttret, at Erfaringen formeentlig skulde godtgjøre, at noget mere Personligt langt lettere gjorde sig gjældende der, hvor Talen ikke var forpligtet til at henvendes til Formanden, men kunde rettes til Forsamlingen, skal jeg kun gjøre den Erindring, at de af ham tilsigtede personlige Duetter meget hyppigere finde Sted i det engelske Underhuus, hvor man er pligtig at tiltale Formanden, end i Overhuset, hvor Friheden er bevaret til at rette Talen til selve Husets Medlemmer.

Da ingen Flere efter Formandens Opfordring begjerede Ordet med Hensyn til den under Debat værende Deel af Forretningsregulativet, gik man over til Forhandlingen af §§ 25 til 28, hvilke Ordføreren oplæste og hvorefter han yttrede sig således:

Algreen-Ussing:

Jeg kan ikke undlade at gjøre enkelte Bemærkninger ved disse Paragrapher. Når det således i § 26 hedder, at til ethvert Valg udfordres over Halvdelen af Stemmerne, da er derved også sigtet til Valg, der foregåe gjennem Afdelingerne; disse Valg beståe foruden Valgene af Formand og Secretair også af Valg af Medlemmerne til den fælles Comitee, og disse Valg have den største Betydning. Da nu desuden Afdelingerne beståe af et forholdsviis ringere Antal Medlemmer, nemlig 30, eller høist 32, har Comiteen ikke troet, at dette vilde medføre synderligt Besvær eller Tidsspilde. Hvad dernæst angåer det, der i Slutningen af Paragraphen er føiet til om, at enhver Valgseddel, der indeholder et større eller mindre Antal Navne, end der skal stemmes på, er ugyldig, da forekommer det mig, at når en sådan Valgseddel indeholder flere Navne end der skal stemmes på, er der ingen Grund til at slette noget af Navnene ud. Det er nemlig vilkårligt at sige, at de sidste Navne skulle bortfalde. Del vil imidlertid høre til de sjeldnere mødende Tilfælde, da Stemmesedlerne ere indrettede i Overeensstemmelse med det Antal, der udkræves til Comiteen, nemlig 3, 5 eller 7. Derimod skal jeg gjøre opmærksom på en Fremgangsmåde, der er brugt, når der stemmes på et større Antal Medlemmer, f. Ex. 7, der skulle indtræde i Comiteen, idet man da med Flid ikkun stemmer på 3 eller 5 Medlemmer, som man fortrinlig måtte ønske at fåe ind i Comiteen. Nu er det vel så, at man derved bevirker, at der vilde blive anvendt en anden Fremgangsmåde, idet man stemte på hele Antallet, f. Ex. 7, og da foruden dem, man specielt ønskede at udhæve, stemte på dem, der ellers ikke vilde fåe Stemmefleerhed for sig. Man har også brugt at stemme på Navne, hvoraf der findes flere i Forsamlingen, for derved at gjøre Valget ugyldigt. Jeg bemærker dette, fordi man er opfindsom, når man vil bevirke et sådant Valg, og Comiteen har derfor troet det Simpleste at være, at erklære enhver sådan Valgseddel for ugyldig. Det forekommer mig også at være en simpel Fordring, der kan stilles til ethvert Medlem i denne Forsamling, at han i så Henseende skal være nøiagtig.

Ved § 28 skal jeg bemærke, at Comiteen har anseet det rettest,

99

at ved enhver Afstemning Prøve og Modprøve finder Sted og Stemmerne hvergang tælles af Secretairerne. Det er vel ikke undgået dens Opmærksomhed, at dette er vidtløftigere end almindeligt, men da Afstemningerne i denne Sag og med Hensyn til den vigtige Sag, her skal foretages, ere af så stor Betydning, har man troet at burde så bort fra den Uleilighed og Tidsspilde.

Når Prøve og Modprøve foretages, vil der vel ikke let være Tilfælde, hvor Tvivl vil kunne opståe om Afstemningens Udfald, thi Intet er sikkrere end Tal, men når de ståe på Grændsen, lod det sig dog tænke, at Prøven gav f. Ex. 77 og Modprøven ligeså, og for det Tilfælde måtte der stemmes efter Navneopråb. Dette kan også, efter hvad der er foreslået, strax ved Afstemningens Begyndelse forlandes af 15 Medlemmer, og da kan ikke nogen anden Afstemning, enten ved at reise sig eller blive siddende, finde Sted. Endelig har Comiteen ikke troet at burde udelukke Afstemning ved Kugler, skjøndt jeg kan forsikkre, at ingen af Comiteens Medlemmer ønsker denne Afstemning indført, da det er det Samme som en hemmelig Afstemning; men man har troet, at Minoriteten ikke burde berøves denne Ret. Efter Stænderanordningen tilkommer der et enkelt Medlem Ret til at forlange sådan Afstemning; men Comiteen har ikke troet at burde tilstede dette, da derved i utilbørlig Grad gives et enkelt Medlem Magt til at chicanere de øvrige Medlemmer i Forsamlingen og forsinke Afstemningen. Derfor har man antaget, at der i det mindste skulde være 25 Medlemmer, der forlange en sådan Afstemning, hvilket, da der ikke udfordres Tilstedeværelsen af 77 Medlemmer for at udgjøre en gyldig Forsamling, i dette Tilfælde vilde udgjøre henimod en Trediedeel af denne. Det er en Selvfølge, at Begjeringen om Afstemning ved Kugler bør gives Fortrin, så at når denne er begjert, ingen. Anden kan begjere Afstemning ved Navneopråb, da disse to Afstemningsmåder ere hinanden aldeles modsatte.

Paludan-Müller:

Jeg må udtale mig imod Principet for Valgene efter § 26. Det er indlysende, at det er af stor Vigtighed for Forretningsgangen i Forsamlingen, at der ikk forårsages Tidsspilde ved mange Omvalg; fremdeles vil det blive den factiske Følge af en sådan Bestemmelse, at den vil bringe alle Valg over på et meget lidet Antal Medlemmer. Ingen vil gjerne spilde sin Stemme; men når det er givet, at Ingen kan blive valgt uden at have over Halvdelen af samtlige Stemmer, nødes man derved til at forenes om at udnævne de Medlemmer, som kunne forudsættes at ville fåe såmange Stemmer. Deraf vil følge, at et liget Antal Medlemmer, vel især Kjøbenhavnerne, og de Medlemmer, der i de forrige Stænderforsamlinger have havt Leilighed til at skaffe sig et Navn, ville blive valgte. Jeg anseer ikke dette for heldigt, just på Grund af den store Indflydelse, som Comiteerne udøve på Forhandlingernes Gang; det er flere Gange omtalt, og det er vistnok fuldkommen sandt, at de enkelte Medlemmer vanskeligt kunne sætte Noget igjennem imod Comiteens Mening, og når man nu kan forudsee, at en halv eller en heel Snees Medlemmer vil komme ind i alle eller ialtfald: de vigtigste Comiteer, da synes dette at være en ikke heldig Virkning af den omtalte Bestemmelse.

la Cour:

Jeg skal tillade mig at tale nogle Ord imod den hemmelige Afstemning. Det glæder mig, at det hæderlige Udskud gjennem sin Ordfører har erklæret, at det ikke for sit personlige Vedkommende har forlangt en sådan Afstemningsmåde. Det er åbenbart, for hvis Skyld en slig hemmelig Afstemning skulde fordres, nemlig for de Frygtsommes og Uselvstændiges Skyld, for at hjælpe disse ud af den Afhængighed, hvori de holdes af dem, der i mange Henseender ere dem overlegne. Jeg indseer, at der må gjøres Noget for dem; men hvad der bør gjøres, er at skaffe et kraftigere og friskere Liv ind i Forsamlingen og at bringe det til at ståe klart for dem, at de, som her skulle vinde Agtelse, måe være deres Mening bekjendt og med Kraft og Mod fremsætte den. Det forekommer mig således, at det Middel, som her er foreslået, netop vil bevirke det Modsatte af hvad dermed er tilsigtet, idet det snarere vil forøge Ængsteligheden og Frygten istedetfor at formindske den. Skulde det kun skee en enkelt Gang, så synes det dog, at, når et Medlem ligeover for Forsamlingen, for sine Vælgere eller for Regjeringen ikke

tør være sin Mening bekjendt, ligger heri en politisk Svaghed, en Politisk Synd, som må svække Forsamlingens Moralitet; jeg må derfor forbeholde mig et Forbedrings-Forslag imod den foreløbige Bestemmelse om hemmelig Afstemning.

Olesen:

Jeg kan ganske skutte mig til hvad den sidste ærede Taler har yttret imod Afstemning med Kugler. Jeg kan ikke nægte, at jeg anseer det umandigt, om jeg så kør udtrykke mig for Rigsforsamlingen, at forudsætte, at Nogen ikke skulde ville være sin Mening ligefrem og åbent bekjendt. Jeg kan ikke troe, at der skulde være nogen Rigsdagsmand, som ikke vilde vedkjende sig, ligeover for Folket, for sine Vælgere, hvorledes han stemmer og derved godtgjøre for sine Vælgere, at han ikke farer under falskt Flag. Den meste Nytte, der kan haves af hemmelig Afstemning, er, at denne kan afgive et Skjul for dem, der ikke have Mod til ligeoverfor deres Vælgere at være deres Anskuelser bekjendt, men en sådan Modløshed bør ikke dækkes. § 32 troer jeg også vil kunne bøde på den Mangel, som man herved kunde tænke sig. Hvis det nemlig skulde ansees nødvendigt at have en hemmelig Afstemning, da kan § 30 anvendes således, at man lukker Dørene, og skulde dette i enkelte Tilfælde end ikke være tilstrækkeligt, så vil man ialtfald ved den sidste Paragraph kunne bøde derpå.

Ørsted:

Jeg må aldeles henholde mig til hvad den Deputerede for Odense (Paludan-Müller) har sagt om det høist Betænkelige i, at Comiteevalgene skulle skee med en absolut Pluralitet. Jeg har herved aldeles ikke taget Hensyn til de Comiteevalg, der skulle foregåe gjeunem Afdelingerne; jeg anseer det klart, at der der må fordres absolut Majoritet, og at det ikke godt kunde være anderledes. Der vil Sagen heller ikke medføre nogen Vanskelighed. Derimod troer jeg, at det vilde være meget uhensigtsmæssigt, om ingen Comitee af Forsamlingen kunde vælges uden absolut Pluralitet, Skal nemlig et stort Antal Medlemmer udnævnes til at tage Sæde i en Comitee, da er det ikke let tænkeligt, at der skulde vise sig afgjorte Pluralitet for det hele Antal, som således vilde være at udvælge. Erfaringen har hidtil viist, at ved Comiteers Nedsættelse nogle Få erholde et stort Antal Stemmer, navnlig over Halvdelen, men at en Mængde Medlemmer kun erholde et ringe Antal Stemmer og langt under Halvdelen af Forsamlingens Medlemmer. Der vilde altså idelig behøves vidtløftige Omvalg for at gjøre Comiteerne fuldtallige. Dette anseer jeg imidlertid ikke som Hovedsagen. Hvad jeg derimod finder meget betænkeligt er det, at der derved begrundes et Majoritetsherredømme. Majoriteten vil nemlig have det i sin Magt, hvis der er et Parti, mod hvilket den nærer Uvillie, aldeles at udelukke dette fra at komme ind i Comiteerne, og det er vistnok billigt, at enhver Hovedanskuelse, enhver væsentlig Interesse fåer Leilighed til at udtale sig i disse. Når jeg frygter for, at Minoriteten skal udelukkes fra Comiteerne, så tager jeg ikke Hensyn til den Minoritet, hvortil jeg nærmest regner mig selv; thi om også de Mænd, hvortil jeg slutter mig, ikke ere iblandt dem, som kunne gjøre Regning på hyppigt at blive valgte, så er der ikke en sådan Uvillie imod dem, at man absolut vil udelukke dem fra at komme på Valg, og at man således, når nogen af dem måtte erholde flere Stemmer end de øverige, der vare bragte på Valg, men ikke så mange, som der udfordres til absolut Pluralitet, så at Omvalg må foretages, da forsætlig skulde stemme imod dem. Men jeg troer, at her er en anden Minoritet, en anden Fraction, som man snarest kan vente at ville blive udelukket fra Deeltagelse i Comiteerne, såfremt Ingen kan blive Medlem af disse uden absolut Stemmefleerhed. Denne Regel kan derfor vel gjælde for Valgene gjennem Afdelingerne, men derimod ikke for de Comiteevalg, som udgåe af hele Forsamlingen. Der synes også at være såmeget mindre imod, at et mindre Antal Stemmer er tilstrækkeligt til at give et Medlem Plads i en Comitee, som de, der ere udnævnte af Afdelingerne, knnne komme ind med 15 eller 16 Stemmer, og det ved Siden heraf synes mærkeligt, om den, der erholdt nogle og tredsindstyve Stemmer ved Comiteevalg i Forsamlingen, ikke kunde indtræde uden nyt Valg, hvorved han muligen, fordi han havde Fleertallet imod sig, ikke erholdt Pluralitet. Jeg skal endnu tilføie en Bemærkning. Når det hedder i § 26, at Valget foretages i Overeensstemmelse med den i § 2 fastsatte Forskrift, så

100

følger heraf, at når ikke et tilstrækkeligt Antal ved det første Valg erholdt den Pluralitet, som udfordres, skal der anden Gang foretages et nyt frit Valg, så at man anden Gang endog kan stemme på Individer, som den første Gang ingen Stemmer erholdt, og det er meget muligt, at man vil foretrække dette for at stemme på de Medlemmer, som tidligere havde erholdt de fleste Stemmer næst efter de,. der havde fået et tilstrækkeligt Antal for at komme ind i Comiteen. Jeg troer således, at det er vigtigt, at den af mig ommeldte Forandring foregåer i Comittens Forslag. Hvad Slutningen af Paragraphen angåer, da forekommer denne mig også at have nogen Betænkelighed, ikke såmeget fordi deres Stemmer, som ikke have stemt på det fulde Antal, der udkræves, ikke skulde komme i Betragtning, som fordi Conseqventsen deraf tilsiger, at når et enkelt Navn enten er ulæseligt eller ubestemt, hele Stemmesedlen da skal casseres. Jeg troer nemlig ikke, at der kan flyde nogen Misbrug af at lade en sådan Stemmeseddel gjælde for såmange Individer, som der rettelig er stemt på; hvad jeg anseer klart, er, at de Stemmesedler, ved hvilke der er stemt på et større Antal Individer, end der udfordres, måe være ugyldige.

Stockfleth:

Jeg kan ikke ganske dele de ærede Medlemmers Mening, som antage, at der ikke bør finde Afstemning Sted ved Kugler; derimod indseer jeg ikke rettere, end at i dette Tilfælde, som i ethvert andet, Forsamlingens Pluralitet bør gjøre Udslaget, og at altså, istedetfor at Udkastet bestemmer, at 25 Medlemmer kunne forlange denne Afstemningsmåde, dette bør sættes under Afstemning af alle tilstedeværende Medlemmer, og når Pluraliteten er derfor, Afstemning ved Kugler finde Sted, i modsat Fald ikke.

Barfod:

Jeg tillader mig at bemærke, at jeg finder mig både politisk og moralsk forpligtet til at modarbeide enhver hemmelig Afstemning.

Frølund:

Også jeg må erklære mig imod den i Slutningen af § 28 omhandlede Afstemning ved Kugler; jeg må erklære mig imod denne Afstemningsmåde, fordi den forekommer mig at være i åbenbar Strid med det Princip, som er Rigsforsamlingens bedste Støtte, nemlig Offentlighed. Jeg kan vel tænke mig, at der deri er taget Hensyn til de såkaldte Svage i Anden, som har forudsat at være tilstede her i Forsamlingen; men for det Første troer jeg, at man ikke ret vel er berettiget til at forudsætte, at deres Tal just er meget stort, og hvis det kun er meget lidet, troer jeg ikke, der bør tages synderligt Hensyn til dem. Jeg mener også, at det vilde være et farligt Brud på hiint Princip; thi er Begyndelsen først skeet, så kunde det vel være, at Sligt vilde tage hurtigt til, og at det således kunde ende med, at Rigsforsamlingens Døre vel vare åbne, men at Forhandlingerne i Grunden vare hemmelige. Man kan vistnok tænke sig Tilfælde, hvor det er nødvendigt at indføre hemmelig Afstemning, men jeg kan kun tænke mig dette i Tilfælde, som ligge udenfor den almindelige Orden, idet Samfundsordenen er forstyrret; men da har man og en egen Paragraph, som giver Rigsforsamlingen Leilighed til at gåe ud fra den almindelige Orden. Jeg stemmer altså

for, at hele Reglen om Kugle Afstemning gåer ud; men skal der findes noget desangående i Forretningsordenen, da mener jeg, at den kun bør finde Sted, når Pluraliteten af Forsamlingen derom er enig.

Dinsen:

Jeg må erklære mig for, at Slutningen af § 28 aldeles udelades. Jeg troer (og jeg håber, at Pluraliteten i Forsamlingen troer der samme), at al hemmelig Afstemning ved Kugler må ansees som forkastelig. Enhver Deputeret skylder sine Vælgere at stemme offentlig; enhver Deputeret bør, selv hvor han er udsat for Fare, handle offentligt; ved Sådant erholder han netop Leilighed til at vise sin Selvstændighed, til at vise, at han virkelig mener det ærligt; og er dette så, da behøver han ikke at skjule enten sin Frygt eller sin Hensigt under en hemmelig Afstemning ved Kugler.

Chr. Larsen:

Jeg må aldeles slutte mig til de ærede Rigsdagsmænd, som have udtalt sig imod Kugleafstemningen. Jeg anseer en sådan Afstemningsmåde som et Brud på den danske Ærlighed, og jeg må derfor også stemme for, at den sidste Deel af § 28 falder bort.

Chr. Erichsen:

Jeg skal tillade mig at bemærke, at jeg slutter mig til de Talere, som have yttret sig imod Kugleafstemning.

Rée:

Den ærede Ordfører har bemærket, at intet af Comiteens Medlemmer for dens Vedkommende ønsker Brugen af Kugleafstemning. Det troer jeg også, men jeg antager, at Comiteen kunde have forudsat det Samme om Forsamlingens øvrige Medlemmer, og hvortil da det gele Forslag? Jeg indseer ikke, hvad der opnåes derved for Minoriteten, thi det er umuligt at sige, hvad Reslultat den hemmelige Afstemning vil lede til. Den væsentligste Årsag, hvorfor jeg må udtale mig imod enhver hemmelig Afstemning, er den, der allerede er anført af en anden æret Taler, at hiin Afstemningsmåde strider imod Livsprincipet i den Forfatning, som vi her skulle grundlægge. Denne kræver fuldstændig Offentlighed, for at der kan finde Control Sted fra Publicums Side og Control imellem Vælgerne og de Deputerede; men hvorledes skal denne Control, der er den eneste Garanti, man kan byde, kunne sikkres, når man kan tilsløre sin Mening, sin Handling, der er vigtigere end Talen, man fremfører, som er den vigtigste offentlige Handling, ved en hemmelig Afstemning? Allerede Talen kan, som en bekjendt Statsmand har sagt, bruges til at skjule Meningen, og man har derfor ingen anden sikker Control end den, at man veed, hvorledes de Vedkommende afgive deres Stemme. Det var alt uhyggeligt i de gamle Stænder, at en sådan Control ikke var tilstede, at Vælgerne ikke kunde vide, hvorledes deres Deputerede, navnlig de, som mindre deeltoge i Discussionerne, færdedes i det offentlige Liv i Stændersalen. Skulde man nu tage en sådan uhyggelig Levning fra de gamle Stænder og overføre den i vort unge, constituionelle Liv, da vilde dette vistnok være Noget af det Farligste, hvormed man kunde begynde. Jeg slutter mig således i Eet og Alt til de Talere, som have tilrådet, at Kugleafstemningen aldeles falder bort.

(Sluttes.)

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongelige Postcontoirer.

Forlagt og trykt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno

101

Syvende Møde. (Fortsat.)

Algreen-Ussing:

Der er tvende Punkter, hvorom Discussionen fornemmelig har dreiet sig, nemlig Balget af Medlemmer til Comiteerne og Kugleafstemningen; jeg skal derfor også i mine Modbemærkninger indskrænke mig til disse to Punkter. Forsåvidt det er befrygtet at ville blive Følgen af Valg af Comiteemedlemmer med absolut Pluralitet, at et Majoritetsherredømme derved skulde kunne gjøre sig gjældende i Forsamlingen, er Svaret derpå ganske simpelt det, at når Majoriteten i en Forsamling vil forene sig om at give Een eller Flere deres Stemme, så er dette umuligt at forhindre, hvad enten man betinger Valgets Gyldighed af absolut Majoritet eller ikke. Det bedste Værn herimod må antages at ligge deri, at det vil være i selve Majoritetens Interesse, at Minoriteterne ikke udelukkes af Comiteerne. Det vilde ikke være rigtig Politik at undlade dette; thi netop ved at optage Medlemmer af Minoriteten i Comiteerne vil man fra Sagens første Behandling erholde den bedste Leilighed til at erfare dens Anskuelser om de Grunde, hvorpå den bygger sin Mening. Jeg kan ei heller nægte, at jeg ikke formåer at indsee, hvorledes der kan gjøres Forskjel i denne Henseende på Valg af Comitee-Medlemmer gjennem Afdelingerne, som ordentligviis ville være de fleste og de vigtigste, og de Valg, der skee af hele Forsamlingen. Det forekommer mig, at een og samme Regel må være fælles for dem begge. Valget af Comiteemedlemmer vilde, hvis man ikke fordrede absolut Pluralitet, ofte være overgivet til en reen Tilfældeighed, idet, Medlemmer, som kun erholdt meget få Stemmer, kunde komme ind i Comiteen. Jeg troer ikke, at jeg behøver at forvare Comiteens Medlemmer imod den Sigtelse, at Comiteen ved dette Middel skulde have villet skaffe de ældre Medlemmer af Stænderforsamlingen eller de kjøbenhavnske Deputerede fortrinlig Adgang til Comiteerne; dette har været langt borte fra Comiteens Tanke. Hvad det andet Punkt angåer, med Hensyn til hvilket flere ærede Medlemmer ere imod Udkastets Bestemmelse, da ynde Comiteens Medlemmer for deres Person vistnok heller ikke den hemmelige Afstemningsṃåde, men det må dog herved komme i væsentlig Betragtning, at en sådan hemmelig Afstemning er hjemlet i næsten alle constitutionelle Landes Forretningsreglementer, og det i Lande, hvor Forfatningen er baseret på et ligeså folkeligt Grundlag som det, hvorpå nærværende Forsamling hviler, og at derfor en sådan Bestemmelse må ansees at have sin Grund i selve Forhøldets Natur. Comiteen har ikke troet at burde gåe ud fra, at en sådan Afstemningsmåde ikke i noget Tilfældee skulde blive begjert her i Forsamlingen; men dersom den ikke begjeres, vil naturligviis Slutningen af § 28 blive uden Anvendelse. At Pluraliteten i Forsamlingen skulde, som af et Medlem foreslået, gjøre Udslaget, kan ikke beståe med denne Bestemmelses Hensigt.

Schack:

Jeg skal tillade mig at forbeholde mig et Amendement, omtrent således lydende: „Et Antal af 15 Medlemmer kan inden Prøvens Begyndelse forlange særegen Afstemning enten ved Kugler eller ved Ravneopråb. Forlanges begge de særegne Afstemningsmåder, da skeer Afstemningen ved Ravneopråb.” Jeg forbeholder mig imorgen nærmere at begrunde dette Amendement.

Ørsted:

Jeg skal tillade mig at bemærke, at jeg fuldkomment vel erkjender, at det er imod Majoritetens Interesse at udelukke Minoriteten fra Comiteerne, og det er mig vel bekjendt fra Sagernes Gang ved Stænderne, at Majoriteten der søgte at bringe endeel af Minoriteten ind i Comiteerne; jeg troer også, at dette fremdeles vil

finde Sted, thi en sådan Conspiration imellem Medlemmerne af Majoriteten, at den skulde erholde alle Medlemmer af en modsat Anskuelse udelukkede, er ikke at befrygte. Men når det kommer til, at enkelte Individer, som vel have erholdt få Stemmer, men dog så mange, at de, når relativ Stemmefleerhed var tilstrækkelig, kunde komme ind i Comiteerne, skulde underkaste sig et nyt Valg, da vilde de, når de ikke vare yndede, sandsynligviis ikke erholde absolut Pluralitet og altså ikke komme ind i Comiteen. Jeg indseer ikke ret, at hvad der skal gjælde om Afdelingerne, også skal gjælde Forsamlingen; da Afdelingerne ere småe; og da enhver Afdeling kommer til at vælge 1, 2, høist 3, så kan der ikke være nogen Vanskelighed ved der at skaffe absolut Pluralitet, hvilket vistnok også er nødvendigt, når der skal være nogen Ligelighed imellem Valget der og Valget i den hele Forsamling. Men selve Forsamlingen, troer jeg, bør lade det blive ved den Regel, at et så stort Antal, som der skal vælges til en Comitee, og som have erholdt flere Stemmer end de øvrige, ansees som Medlemmer af Comiteen.

Krieger:

De, som modsætte sig Forslaget om, at alle Valg skulle foretages med absolut Majoritet, lægge, troer jeg, ikke tilstrækkelig Vægt på det Værn, der allerede er givet Minoriteten i alle de Tilfælde, hvor Udskudene ganske eller tildeels skulle vælges gjennem Afdelingerne. Den har netop derved større Værn end efter den tidligere Provindsialstænderanordning, thi det er vist, at efter den havde en sig bevidst Majoritet det fuldkomment i sin Magt at sætte ind i en Comitee Alle, hvem den vilde. Nu derimod, når Comiteemedlemmernes Udnævnelse henvises til Afdelingerne, haves deri åbenbart en ikke ringe Betryggelse for Minoriteten. Men dem, der alligevel frygte, om jeg så tør sige, et Majoritets-Tyranni, skal jeg lægge på Sinde, om de da foretrække et Minoritets-Tyranni; og dog ligger det klart i Conseqventsen af det Forsvar, de have fremsat, at man let kan komme til et Minoritets-Tyranni, og jeg må da henstille, om de, når der endelig skal være et Tyranni, hellere ville have et Minoritets-Tyranni end omvendt. Det Naturligste forekommer mig at være, at der ved Comiteernes Sammensætning finder en ligelig Fordeling Sted af Mænd af de forskjelligee Fractioner; men dette lader sig kun bevirke ved en vis praktisk Takt, ved en gjensidig og billig Imødekommen.

Ørsted:

Jeg indseer ikke, at Valget i Afdelinger kan sikkre Minoriteten Stemmerne der, thi det er uvist, at de, som ere i Minoriteten i Forsamlingen, ville erholde Majoriteten i Afdelingerne. Jeg begriber ikke, hvortil den ærede sidste Taler har sigtet ved at omtale et Minoritetstyranni, således at Minoriteten skulde kunne fåe de fleste Stemmer med Hensyn til Comiteevalgene. Spørgsmålet er kun, om man bør tillade Enkelte at komme ind i Comiteen, som ikke have så mange Stemmer, som udfordres til absolut Stemmefleerhed. Jeg må tillade mig at gjøre opmærksom på, at de subsidiaire Valg, som skulle foretages, når de, som hidtil have de fleste Stemmer, dog ikke have så mange, som udfordres til absolut Majoritet, ikke egentlig have nogen stor virkelig Betydning, da man ikke kan stemme på de Individer, man kunde ønske, men kun på dem, som havde de fleste Stemmer ved det andet Valg.

Paludan-Müller:

Når den ærede Ordfører har yttret, at jeg skulde have sigtet Comiteen for at ville befordre de gamle Stænderdeputeredes Valg, så har jeg for mit Vedkommende hverken sagt eller meent dette; jeg har ikke sagt, og jeg har i alt Fald ikke meent Andet, end at det vilde være en rimelig Følge af den omhandlede Anordning af Valgene; men jeg har ikke udtalt mig eller ikke villet udtale mig over Comiteens Hensigt, som jeg naturligviis ikke kan

102

fjende. Da jeg har reist mig, skal jeg tillade mig et forbeholde mig et Forandringsforslag med Hensyn til § 26.

Algreen-Ussing:

Jeg forglemte, da jeg sidst talte, at bemærke, at jeg underhånden er bleven gjort opmærksom på Spørgsmålet, om hvor stort et Antal medlemmer der, efter hvad Comiteen har antaget, bør være tilstede i Afdelingerne, for at disse kunne foretage gyldigt Valg. Comiteen har ikke særligt taget dette under Overveielse, men jeg antager, at den, om den end havde taget dette Spørgsmål under Forhandling, ikke vilde have fireret noget Antal i så Henseende; det må nemlig formodes, at det vil være forud bestemt, til hvad Tid Valgene skulle foregåe i Afdelingerne, og som en Følge deraf vil ethvert medlem have tilstrækkelig Opfordring til at møde for at gjøre sin Valgret gjældende, og den, som da ikke møder, må sinde sig i, at hans Stemme ikke kommer i Betragtning.

Madvig:

Jeg skal tillade mig at yttre et Par Ord angående Fordringen om absolut Majoritet ved alle Valg og navnlig ved Comiteevalgene. Jeg troer, at Forskriften om absolut Majoritets Nødvendighed, der åbenbart sigter til den støvft mulige Garanti for, at Comiteerne blive sammensatte på bedste Måde, just bliver en Nødvendighed, når Comiteerne vælges gjennem Afdelingerne, og når Valget i hele Forsamlingen skal gåe ud på at supplere Valgene i Afdelingerne med bestemt Hensyn til speciel Dygtighed og med Hensyn til det Tilfældeige i de tidligere Valg, thi Tilfældeigheden har dannet Afdelingerne. Just denne Betragtning forekommer mig at gjøre Fordringen om absolut Majoritet end nødvendigere end ellers. med Hensyn til Spørgsmålet, om denne Bestemmelse vil kunne medføre Tyranni eller Intrigue i den ene eller den anden Retning, må jeg, idet jeg slutter mig til, hvad der, som jeg troer, låe i hvad den Deputerede for Kjøge (Krieger) yttrede, bemærke, at når der ikke fordres absolut Pluralitet, og der i Forsamlingen viser sig en lille, compact Minoritet, f. Ex. i denne Forsamling blot 40 Stemmer, vil, hvis der ikke tages Forholdsregler derimod, den første og naturligste Følge være, at ved Valg, hvor Stemmerne spredes noget omkring, Comiteerne besættes med medlemmer af denne Minoritet. Når man derimod kræver absolut Majoritet, så turde det lede til en bestemt Modstræben imod forud at aftale Valg, hvorved Minoriteten udelukkedes, og dette troer jeg, at den ærede Rigsdagsmand har tænkt på ved at nævne Tyranni af Majoxiteten; jeg troer, at når man fordrer absolut Pluralitet, vil dette just gjøre, at slige små Manoeuvrer træde tilbage. Til hvad jeg her har sagt, skal jeg endnu føie en Bemærkning, som jeg ellers, hvis jeg ikke havde taget Ordet, vilde have meddeelt Comiteens Ordfører underhånden. Når det i § 26 siges, at når Stemmerne ere lige, så deeltager Formanden i Afstemningen, hvilket ellers ikke finder Sted, da forekommer en Omredaction mig nødvendig for at fjerne Misforståelse, thi jeg kan ikke antage, at det har været Comiteens Mening, at der ved „Formand” også skulde forståes Formændene for Afdelingerne. Hvad hele Forsamlingen angåer, da er Forskriften vistnok meget rigtig, men jeg troer ikke, at der er Anledning til, med Hensyn til Afdelings-Formændenes hele Stilling, at udelukke disse fra Deeltagelse i Afstemningen. Der vil altså være at foretage en liden Forandring i denne Bestemmelse, hvis Comiteen med mig er enig.

H. Olesen:

Med Hensyn til de Bemærkninger, den ærede Ordfører har fremsat som talende for at bibeholde Kugleafstemning, skal jeg tillade mig at yttre, at vi ikke behøve at bryde os om, hvad der er Brug i andre Lande, men kun hvad der passer sig for os, og er overeensstemmende med Folkets Anskuelser.

Frølund:

Jeg skal tillade mig nogle Bemærkninger med Hensyn til Kugleafstemningen. Jeg må tilståe, at jeg ikke heller er bleven overbeviist ved hvad den ærede Ordfører har sagt til Forsvar for denne Afstemningsmåde. Han anførte nemlig kun een Grund, der allerede er bleven berørt i den anden Ende; af Salen: at den fandt Sted i de fleste andre Lande; men dette Slags Grunde er det meget farligt at gåe ind på. Rigsforsamlingen bør vistnok tage Hensyn til, hvad der finder Sted andre Steder, men kun for at tage under nærmere Overveielse, hvorvibt Sådant her kan være nødvendigt; derimod troer jeg ikke, at man bør lade sig binde deraf, men selv danne sig en selvstændig Mening. Det er dernæst sagt, at Pluraliteten

skulde have Ret til at afgjøre, hvorvidt denne Afstemningsmåde skulde anvendes eller ikke, men dette kan jeg ikke være enig i, da man ikke derved vil opnåe, hvad man har søgt; det vil da blive Minoriteten, der ved en sådan Afstemning skulde beskiyttes. Denne kan nu vel forlange også at fåe sin Ret gjort gjældende; men jeg troer ikke, at denne bør have en sådan Ret, når der er Tale om Noget, der vilde komme i Strid med denne Forsamlings Hovedprincip, nemlig Offentlighed, thi i dette Tilfældee at indrømme Minoriteten en sådan Net, vilde på en vis Måde være det Samme som at indrømme den et vist Tyranni over Forsamlingen.

Formanden:

Hvis Ordføreren ikke skulde have Noget at anføre, kunde vi måskee gåe over til den næste og sidste Afdeling af det foreliggende Udkast, nemlig §§ 29—32.

Ordføreren oplæste derefter de ommeldte Paragrapher og bemærkede, at han for Tiden fandt en nærmere Motivering af disse unødvendig.

Rée:

Jeg skal kun tillade mig at bemærke, at det forekommer mig, at det er et altfor lidet Antal medlemmer, nemlig 15, som det er overladt at forlange, at Mødet skal holdes hemmeligt, Efter de Anskuelser, som bleve udviklede under Forhandlingerne om Afstemning ved Kugler, troer jeg, at man bør have en større Garanti imod de Misligheder, der ere forbundne med hemmelige Møder, end at 15 medlemmer skulde kunne forlange et sådant. Om man ikke hertil vilde forlange Majoritet, så burde der dog vistnok udfordres et større Antal.

Algreen-Ussing:

Det er flet ikke Tilfældeet, at 15 medlemmer kunne forlange, at Mødet skal holdes hemmeligt; de kunne kun forlange, at Spørgsmålet derom sættes under Afstemning, og det vil da være i et hemmeligt Møde af Pluraliteten at afgjøre, hvorvidt de egentlige Forhandlinger skulle finde Sted for lukte Døre eller ikke.

Schack:

Jeg skal tillade mig et Spørgsmål med Hensyn til den sidste Paragraph. Når der efter denne udfordres, at de tre Fjerdedele af de tilstedeværende medlemmer skulle være enige om Forandring i Regulativets Forskrifter, er det da Meningen, at de strax samme Dag kunne erholde Forretningsgangen forandret, eller, hvad nogle Yttringer af Comiteens Formand igår synes at modsige, at et formeligt Forslag desangående skulde fremsættes og Forandring da først kunne finde Sted, når tre Fjerdedele af medlemmerne havde erklæret sig enige i det?

Algreen-Ussing:

Under særdeles påtrængende Omstændigheder, der i det Hele i Paragraphen er opstillet som Betingelse, må det også antages, at der i selve Mødet kan fremsættes Begjering om, og af ¾ af Forsamlingens medlemmer tages Beslutning om en Forandring i Forretningsgangen. Hvis Forandringen derimod skulde have Virkning for længere Tid, hvilket vistnok var det, som nærmest tilsigtedes af det ærede Medlem, må naturligviis et særeget Forslag derom være nødvendigt.

Schack:

Skal der da i sidste Tilfælde udfordres tre Fjerdedele af Medlemmerne, eller er simpel Majoritet tilstrækkelig ?

Algreen-Ussing:

Nei — naturligviis i hvert Tilfældee, hvor der forlanges en Afvigelse fra Regulativets Forskrifter, udfordres der en Pluralitet af tre Fjerdedele af de tilstedeværende medlemmer.

Ørsted:

Jeg har ikke opfattet det så; jeg har forstået Paragraphens Bestemmelse således, at det skulde ståe tre Fjerdedele af Medlemmerne frit for at vedtage Forandringer i Regulativet, hvis der blev Spørgsmål herom i et enkelt Tilfælde, men at derimod simpel Pluralitet skulde være tilstrækkelig, når der spørges om en Forandring i Almindelighed.

Schack:

Det er også således, jeg har opfattet Paragraphen. Men hvis der da den ene Dag kan skee Forandring i Regulativets Bestemmelser efter Beslutning af en simpel Pluralitet, ifølge et Forslag, der er fremsat den foregående Dag, da kommer man netop herved let til et sådant Majoritets-Tyranni, hvorom der her idag har været Tale; thi i dette Tilfælde vil Majoriteten altid have det i sin Magt, når nogen Tid er hengået at arrangere Forretningsordenen, således som den mener, at det vil være den selv til Gavn og Minoriteten, til Skade.

103

Algreen-Ussing:

Forsamlingens Forretningsregulativ skal aldeles ikke være undtaget fra Forandringer; i Tilfældee af sådanne vil der altså blive at forholde som ved Behandlingen af andre Sager. Forslaget desangående vil da blive underkastet den Behandling, som omtales i § 16, altså ligesom det nærværende Udkast blive foretaget til foreløbig og endelig Behandling og tilsidst blive afgjorte på samme Måde som dette.

Schack:

Jeg skal forbeholde mig at stille et Amendement, som gåer ud på, at Forandringer i Forretningsregulativet kun kunne vedtages med en Majoritet af ¾.

With:

Erfaring har viist, hvor vanskeligt det har været at hølde Skridt med Gjennemlæsningen af Stændertidenden, og disse Vanskeligheder ville forøges ved Rigsdagstidenden, da den er større. Jeg veed heller ikke noget andet Sted, at der på det Offentliges Bekostning ubkommer en fuldstændig Rigsdagstidende, som indeholder ethvert Ord, der er bleven sagt. Inden jeg altså bestemmer mig for hvad der er antydet i § 29, vil jeg rette det Spørgsmål til den ærede Formand: hvad koster Rigstidenden Landet?

Formanden:

Jeg er ikke istand til for Øjeblikket at besvare dette Spørgsmål, og det vilde jo også være meget vanskeligt, da man ikke veed, hvorlænge Forsamlingen varer; nogen Oplysning vilde jeg vel kunne give, i alt Fald om hvormeget et enkelt Numer koster.

With:

Jeg meente, at hvis Bekostningen var meget stor, at den til Exempel gik op i flere Tusinder, så kunde man meget godt lade sig nøie med et kort Recit af Forhandlingerne, uden at man behøvede at optage ethvert enkelt Ord, og at man kunde overlade til de private Mænd, som udgive Tidender, at holde Stenographer her i Forsamlingen til at optage Forhandlingerne og de interessanteste Taler.

Krieger:

Det må dog være mig tilladt at modsige den Påstand, at man ikke på andre Steder har anseet det nødvendigt at udgive en egen Tidende; det er kun meget så Steder og væsentlig kun i England, hvor man har troet at kunne undvære en sådan, hvorimodd man på de fleste andre Steder, navnlig i Frankrig, anseer det meget nødvendigt, fordi man ikke tør overlade det til den private Industri, og jeg frygter også for, at dersom man hos os skulde gjøre det, vilde man kun fåe meget utilfredsstillende Meddelelser i de offentlige Tidender.

David:

Jeg skal kun til hvad den ærede Taler har yttret føie, at i flere mindre Stater er der gjort Forslag til at overlade Udgivelsen af Forhandlingerne til Private, på Grund af de Bekostninger, som dermed ere forbundne, men at man, såvidt mig bekjendt, altid er kommen tilbage til en officiel Tidende; idetmindste kjender jeg 2 à 3 Tilfælde af denne Art, som vise, at man har fundet det nødvendigt at udgive en sådan.

Formanden:

Jeg veed ikke, om Flere ville begjere Ordet; i modsat Fald vilde den foreløbige Behandling af det foreliggende Udkast være afsluttet.

Algreen-Ussing:

Jeg må blot tillade mig at gjøre opmærksom på, at der er bleven forbeholdet en Discussion i Almindelighed om Udtrykkene i Comiteens Udkast.

Visby:

Jeg veed ikke noget Yderligere at tilsøle mit Tidligere; jeg må kun gjentage, at det må ansees meget ønskeligt, at ingen Halvhed finder Sted, men at man vælger de almindelig bekjendte og almindelig brugte, skjøndt fremmede Udtryk, som „Præsident”, „Comitee“ o. s. v., eller at man gjennemfører Oversættelsen også af andre Udtryk, såsom af „Vice”-Formand, „Secretair” o. s. v., og at man med Hensyn til Oversættelsen måtte træfse heldigere Udtryk end Tilfældet har været, navnligen med det angivne Udtryk „Udskud”.

Barfod:

Jeg veed ikke, om man, af hvad den sidste ærede Rigsdagsmand sagde, tør udlede, at det er hans Mening, at det er en forkastelig Bestræbelse at stræbe efter at udtrykke sig på Dansk om danske Ting. Jeg kan ikke antage, at dette er Tilfældet; men når han mener, at der er brugt en Halvhed her, idet ikke Alt er gjengivet på Dansk, vil Jeg bemærke, at jeg vilde ansee det lidet ønskeligt, om der her blev etableret, om jeg så må sige, en Over

Tage-Müller :

sættelsesfabrik for par sorce at gjengive Alt på Dansk, hvorimod jeg troer, at det er bedre, at dette skeer lidt efter lidt, alt eftersom Omstændighederne føre det med sig, således, at når Een oversætter et Udtryk på en heldig Måde, man da senere benytter det. Forøvrigt skal jeg tillade mig at bringe i Erindring det gamle Ordsprog: „Rom blev ikke bygget på een Dag”. Jeg anseer det aldeles rigtigt i formel Henseende, at man, såvidt det kan beståe med den allerede for Årtusinder siden givne Regel, at man skal smede nye Ord af Sprogets Malm og på Sprogets Ambolt, søger at ombytte fremmede Ord med danske; men såvidt det ikke kan stemme med denne Regel, mener jeg heller ikke, at man ængstelig skal søge at undgåe fremmede og almindelig bekjendte Udtryk for at danne danske Ord, som ingen god Klang kunne have for danske Øren, til hvilke jeg naturligviis også må henregne Ordet „Udskud” i den politiske Forstand, som det her er taget, da det i Sproget har en ganske anden og almindelig bekjendt Betydning, og Udtrykket „det ærede Udskud” klinger i Fleres Øren end mine synderligt og latterligt.

Krieger:

Til Forsvar for det Ord, som her har vakt Forargelse, og som jeg ønskede måte blive beholdet, skal jeg, næstefter at bemærke, at det blev optaget efter Formandens Forslag og altså ikke er gået ud fra Comiteen, gjøre opmærksom på, at skjøndt jeg ikke har havt Tid til at anstille Sproggranskninger, har jeg dog fundet i Molbechs Ordbog, at Ordet Udskud i Året 1614 er brugt i den Betydning, hvori vi have benyttet det, og vi ere altså i alt Fald ikke gåede mere end et Par Hundrede År tilbage for at søge det.

Duntzfelt:

Da jeg frygter for, at en undersøgelse om, hvilke Ord der kunne være passende at overføre til danske Benævnelser, vilde føre til altfor vidtløftige Afhandlinger, og da jeg antager, at den nærværende Tid, hvor Fædrelandets dyrebareste Interesser ståe på Spil, vil kunne anvendes bedre, vil jeg gjøre det Forslag, at de Ord, som have været brugte i en meget lang Tid og som have vundet Indfødsret her, måe kunne bibeholdes, og at man ubsætter til en bedre Tid at omhandle, om de Ord, med hvilke dette ikke er Tilfældeet, skulle omstøbes til gode danske Benævnelser.

Boisen:

Det er mig ikke klart, hvorvidt den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 6te District (Visby), har udtalt sig som en Forsvarer af de danske Benævnelser eller ikke. Han har anerkjendt den agtværdige Stræben hos Udskudet i Udarbeidelsen af Forskrifter for Forretningsordenen, og jeg må være enig med ham, ikke blot i Anerkjendelsen deraf, men og i Anerkjendelsen af den samme Stræden, som åbenbart gåer igjennem Udkastet til en Grundlov. Men den ærede Rigsdagsmand synes dog at fraråde de danske Benævnelser og tilråde at bibeholde de fremmede, deels på Grund af, at de fremmede skulle være mere forståelige, deels på Grund af, at der viser sig en Halvhed i Bestræbelsen for at bruge de danske Benævnelser. At de fremmede Udtryk skulle være mere forståelige, kan i det Mindste ikke gjælde alle Rigsdagens Medlemmer, endnu mindre den større Deel af Folket, der dog kan gjøre Fordring på at forståe de Ubtryk, der bruges i den danske Rigsforsamling. Jeg veed nok, at det ikke sjeldent i Danmark ansees for en Skam at vedkjende sig, ikke at forståe de fremmede Ord, som bruges; men jeg har i denne Henseende afstrøget Skammen og vedkjender mig, ikke at forståe alle de fremmede Ord, som ikke sjeldent forekomme, og tør jeg end ikke udtale det Samme på alle deres Vegne, som af Bondestanden her ere tilstede, så tør jeg det dog på Nogles; og jeg tør aldeles trøstig udtale det på den større Deel af Folkets Vegne, som ikke forståer de fremmede Ord og ikke anseer det for en Skam, ei at forståe dem, men ønsker, at den danske Rigsforsamling vil udtrykke sig på en for dem forståelig Måde. Derfor håber jeg, at man vil vedblive i sin Stræben efter at bruge danske Orb, og om der end viser sig en vis Halvhed i denne Stræben, så vil jeg kun bemærke, at Noget er altid bedre end Intet, når det er af det Gode, og at en pludselig og til det Yderste gående Renselse af Sproget fører til det Latterlige, hvilket er Tilfældet, når man vil forandre Ordet „Secretair” til „en i det Hemmelige Indviet”. Sandt er det også, at Brugen af de frem

104

mede Ord vil ikke undgåes under forhandlingerne i Forsamlingen, da de Fleste af dem, som føre Ordet, ere altfor vante til at bruge disse til at de nu strax kunne unblade det, og man vilde pålægge dem en altfor tung Byrde ved at kræve en fuldkommen Afholdenhed fra de fremmede Ord. Det må i denne henseende være nok, når Enhver gjør sit Bedste og føger også derved at lægge sin Kjærlighed for Dagen til det danske Modersmål, Noget, hvortil vi såmeget mere opfordres på en tid, da dette andetsteds i det danske Fædreland trædes med Fødder.

Bisbn:

Jeg vilde blot, i Anledning af, hvad den ærede Deputerede for Sorøe Amts 6te District (Boisen) har yttret, tillade mig at bemærke, at jeg vilde foretrække, om alle Benævnelser kunde gives på Dansk, men jeg er fuldkommen enig med ham i, at dette ikke kan skee med alle. Når jeg har klaget over halvhed, så er det for endeel begrundet deri, at Comiteen er gået tilbage fra det Udkast, som tidltgere var forelagt af den ærede Formand, thi i dette Udkast fandtes allerede flere danske Benævnelser, som Comiteen igjen har ombyttet med fremmede; således stod der i Udkastet istedetfor „Vice-Formand „Hjælpe-Formand“, istedetfor „Secretair“„Protocolfører“, som jeg imidlrtid for mit Vedkommende hellere vilde ombytte med „Bogfører“. Det forekommer mig således, at der i Comiteens Udkast var et Tilbageskridt fra det danske Sprogs uomtvistelige og hellige Rettigheder; forøvrigt troer jeg ikke at burde bidrage Mit til at forlænge disse Discussioner, men forberholder mig blot Ret til at stille det fornødne Amendement.

Mynster:

Det forholder sig ganske rigtigt, at man i Molbechs Ordbog finder, at Ordet „Ubffub“ i Året 1614 er brugt i den angivne Betydning, men man finder og t samme Ordbog, at det nu kun bruges i en ganske anden Betydning, i Betydningen af det Slette.

Hammerich:

Da den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 5te Valgdistrict (Duntzfelt) har taget til Indtægt netop for de fremmede Ord, at vi have meget alvorlige Ting at forhandle, må jeg bemærke, at når det er vort Kald at forhandle Grundloven og de andre UdKast, som blive os forelagte, så er det også vort Kald at vedtage de Udtryk, hvori Loven skal affattes, og derved også fremhjælpe et og anbet dansk Ord, der venter på at fåe Sprogbrug i det politiske Liv. I Anledning af hvad den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 6te District (Visby) har yttret, skal jeg blot ubtale, at jeg anseer det for en af de farlige Grundsætninger, her at ville opstille et sådant ”Enten, Eller“, som har har gjort. Han giver os Valg imellem at holde på alle de fremmede Ord og da ikke blot dem, vi have arvet fra de preussiske Provindsialstænder, men også dem, vi herefter kunne optage fra det Franske og Engelske, „Bureau“, „Sloture”, o. s. v. — jeg antager, at det vil man ikke bestemme sig til —, eller at ombytte dem alle på eengang med danske Ord, og det vilde man vel endnu mindre bestemme sig til; thi de fremmede Ord kunne vi være temmelig sikkre på at fåe ud af Sproget, men et mislykket dansk Ord bliver vanskeligt at udrydde. Vil man lade Sproget ubvikle sig som hidtil, må man forlade den Regel: enten at ville have lutter danske Ord, eller uden videre beholde alle de fremmede. Reglen må vare at beholde de fremmede Ord, som man endnu ikke kan erstatte, men snarest muligt bortskaffe dem, man kan undvære.

Mørk Hansan:

Jeg har opfattet den Stræben, som her er

lagt for Dagen efter at benytte danske Udtryk som et Tegn på, at vi i vor politiske Udvikling føge at gåe fremad uden nogen Efterabelse af fremmede Lande og uden Tilsidesættelse af det danske Sprogs hellige Rettigheder. Opfattes det således, da troer jeg ikke, at Nogen kan sige, at denne Discussion er overflødig eller ubetydelig. Jeg troer, at det vilde være en forunderlig Modsigelse, om Alle, som her ere tilstede, og som vilde offre Liv og Blod for at bevare Danskheden i Glesvig, nu ikke skulde vilde offre et Ord eller et Pennestrøg for at bevare Danskheden i denne Sal.

Chr. Larsen:

Jeg må også udtale mig bestemt for, at hvad der angåer danske Ting, skal udtrykkes på Dansk. Jeg har læst blandt Andet Ingemanns Romaner og deri har jeg fundet et klangfuldt og fraftigt Sprog; men der findes i dem ingen fremmede Ord, hverken franske eller engelske, og således mener jeg også, at danske Rigsdagsmænd bør udtale sig på dansk om danske Anliggender.

Formanden:

Jeg vil ansee den foreløbige Behandling at være tilendebragt, og da jeg mener, at Sagen kan foretages til endelig Behandling imorgen, skal jeg anmode de Herrer, som agte at stille Forandringsforslag, om at indgive dem nu, i Slutningen af Mødet, eller også på Contoiret inden Kl. 6 i Aften, for at de kunne blive gjennemgåede af Comiteen og trykte til Mødet imorgen. Jeg skal tillige bede de ærede Medlemmer, som ville gjøre sådanne Forslag, om at give dem en Form, der såmeget som muligt knytter sig til Udkastet, således nemlig, at man siger, hvilke Ord i dette man ønsker borte, eller hvilke at man ønsker forandrede og ombyttede med andre.

Efter en kort Discussion om Indleveringstiden for de Forandringsforslag, som måtte ønskeg stillede, blev denne fastsat til Kl. 8 istedetfor til Kl. 6 Eftermiddag og den følgende Dags Møde som Følge deraf berammet til Ll. 12 istedetfor, som tid ligere påtænkt, til Kl. 10.

Formanden anmeldte derefter at have modtaget en Skrivelse fra Justitsministeriet med Resolution angående Diæter og Reiseomkostninger for Forsamlingens Medlemmer, hvilken Sag senere vilde komme under Forsamlingens Overveielse, og angav Dagsordenen for den følgende Dag sålede: først 2 Interpellationer fra tvende Deputerede fra Hjørrings og Veile Amter, begge til Udenrigsministeren, derefter endelig Behandling af Udkastet til Forretningsordenen, som Formanden håbede at kunne blive tilendebragt i dette Møde, og endelig Foretagelse af Valg på Forsamlingens Embedsmænd, og Fordeling af Medlemmerne ved Lodtrækning i de forskjellige Afdelinger eller Bureauer.

(Sluttes)

Rettelser.
I Nr. 12, Pag. 85, Linie 26 f. n. ved Førfatningsudkastet læd: end ForfatningsUdkastet.
„ „ „ — „ — 22 f. n. Ordene „således som“ qåe ud.
„ „ 14, — 98, — 12 f. ø. Forsamlingen må nemlig beftandig kunne tye til
Comiteebehandling, selv om Sagen ikke har giennemgået Behandling i Bureauerne I. Forsamlingen behøver nemlig ligesålidt bestandig at tye
til Comiteebehandling som til Behandling i
Bureauerne.
„ „ 14, — 98, — 19 f. n. Afdelingernes Medlemmer, I. Afdelingenes formænd.
„ „ 14, — 104, — 9 f. ø. (Funder), I. (Hage).

Subscription på denne Tidende modtages i Kjøbenhavn hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno (Østergade Nr. 70), i Provindserne på de kongelige Postcøntoirer.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

105

Syvende Møde. (Sluttet.)

Udenrigsministeren:

Af den meget ærede formand har jeg for et Øjeblik siden modtaget Efterretning om, at en æret Rigsdagsmand ønskede at stille en Interpellation til Ministeriet og nærmest til mig, angående Forholdene på Øerne Als og Ærø, med Hensyn til adskillige foruroligende Rygter, som desangående skulle være bragte her til Byen ved et Brev tid den ærede Rigsdagsmand. jeg veed ikke nøie, om Bestemmelsen om Forretningernes Gang er således, at denne Sag vil kunne komme for imørgen; det forekommer mig, at den ikke nu blev nævnt. Jeg skal imidlertid henstille til den ærede Repræsentant at holte denne således anmeldte Interpellation tilbage, og jeg har dertil to Grunde. Den første er den, som kan være en almindelig Grund mod Interpellationer af denne Art, og som jeg allerede forhen har tilladt mig at henlebe Forsamlingens Dpmærksomhed på, at man, ved at fremsætte hyppige Interpellationer til Ministeiet om hvad der foregår hver Dag, let vil udsætte sig for, at meget Unyttigt bliver sagt far Regjeringens Side; under de Forhold, hvori vi leve, kan det nemlig let forudsees, at der meget ofte vil komme Rygter i Om løb, som imidlerid snart af sig selv ville vise sig at være i høieste Grad overdrevne. Jeg antager derfor, at Forsamlingen i det Hele taget vil finde sig bedre tjent med, at Sager af denne Art ikke hyppigen gjøres til Gjenftand for Interpellationer. Den anden Grund er den, at jeg har Anledning til at troe, at der fra Andre af Forsamlingens ærede Medlemmer vil skee Andragende til den ærede Forsamling om at fastsætte den Form, hvori den ønsker at modtage de Oplysninger, som Regjeringen seer sig istand til at kunne meddele om de politiske Forhold Såsnart den fornødne Bestemmelse herom er truffen, og Forsamlingen i den Form, som er vedtaget, har fået disse Meddelelser, da vil den først være sat istand til at bedømme, hvorvidt nogen Skade for de Forhold, hvorunder vi befinde os kunde blive Følgen af altfor hyppig at discutere og altfor hyppig at ville indlade sig på at bringe sådanne Sager, som vedkomme vore meest forviklede Forhold, under Behandling.

Efterat have bemærket dette, skal jeg tillade mig at tilføie, at der aldeles ikke, såvidt Regjeringen bekjendt, er nogen Anledning til at troe, at der skulde være udbrudt noget Oprør på Øerne Als og Ærø. Det kunde heller ikke finde Sted, da disse Øer ikke kunne gjøre Oprør mod en Regjering, som de ikke have, sålidt som man i noget land kan gjøre Dprør mod Regjeringen i et andet Land (enkelte Stemmer fra Forsamlingen:hør! hør!); thi det er vel Meningen, at dette Oprør skulde være stilet mod den nye Regjering?

Jeg har allerede tilladt mig at lade omdele til den ærede Rigsforsamling et Aftryk in originali af en Skrivelse, som er bleven tilstillet den nye Regjering. Jeg beklager, at jeg kun har Kunnet meddele den i det Sprog, hvori den er bleven udfærdiget; jeg troede, på Grund af denne Sags Pigtighed, at burde lade den omdele strax, og skal jeg, såsnart jeg er kommen i Befidddelse af Dversættelsen, også lade denne omdele. De af den ærede Førsamlings Medlemmer, som allerede måtte have gjort sig bekjendt med denne Skrivelse, ville let kunne overbevise sig om, at Regjeringen herfra umuligen kan betræde den Vei at henvende sig til Autorieterne på de nædete Øer om, at de skulde stille sig i noget Underordnelsesforhold til den nye Regjering, sålænge dens Forhold er sådant, at de tvende Commissairer have fundet Anledning til at udtale sig imod

den, således som skeet er. Jeg er således tilbøielig til at troe, at der ikke kan være Forhold tilstede, som kunne hove foranlediget de Uroligheder på Øerne, som Rygtet har berettet om. Jeg har talt med Krigsministeren desangående og seet de Efterretninger, han har modtaget fra Als, men det er langtfra at disse bestyrke et sådant Rygte.

Jeg vil derfor tillade mig at henstille til den ærede Rigsdagsmand, om han ikke skulde finde Anledning til at tage sin Interpellation tilbage. Insisterer han imidlertid på den, vil jeg gjøre opmærksom på, at jeg jo har anticiperet Sagen og allerede tildeels yttret mig om den; jeg er da berettiget til at afvente den Tid, da Interpellationen virkelig kømer for.

With:

Den høitagtede Udenrigsminister har nys opfordret mig til at tilbagekalde den Interpellation jeg har forkyndt, at jeg imorgen vilde tillade mig at stille til ham. Denne Interpellation er fremkaldt af det Rygte, hvorom er mig tilskrevet af en pålidelig Mand, og som gik ud på, at Landstormen på Als var opbut, Fordi den nye Regjering i Slesvig og Holsteen havde villet udstrække sin Myndighed over Øerne Als og Ærø og der havde indfodret Skat, der altså ikke vilde komme Landet tilgode, men komme til at flyde ind i den nylig indsatte Regjerings Lommer, altså komme vore Fjender til Gavn. Det glæder mig at høre, at dette Rygte ikke skulde være sandt, men jeg nødes dog ikke destomindre til at udbede mig Oplysninger af den ærede Minister om, hvorledes Forholdene på desfe Øer i Påbenstilstandstiden skulle være; om den nyindsatte Regjering skal have Lov til at opkræde Skatter der, øg hvis Beboerne, som jeg har Grund til at troe, ville nægte at udrede disse Skatter, om da de tydske Tropper skulle overføres til Als for at inddrive dem, eller om vore egne gjøre dette. Dette forekommer mig at være af en så indgribende Pigtighed, at være så foruroligende for det hele Folk, at jeg troede, i et åbent Spørgsmål at burde henvende mig til Ministeriet, i Håb om at erholde et åbent Svar. For min egen Skyld skulde jeg måske ikke desto mindre, efter den ærede Ministers Ønske, have taget Interpellationen tilbage; men jeg ståer ikke ene, der er Mange her i Forsamlingen, hvem jeg har viist det omtalte Brev, og hvem jeg, efterat de have anmodet mig om at vedblive, har lovet det; og dette Løfte må jeg altså holde.

Ræder:

Jeg har netop igår modtaget Efterretninger fra Als, men de her omtalte Rygter ere ikke berørte med et eneste Ord.

Formanden:

Jeg må gjøre opmærksom på, at efter den vedtagne Orden er det kun Interpellanten og vedkommende Minister, som have Ret til at tage Ordet.

Ræder:

Jeg beder altså om Forladelse. Udenrigsministeren: Da Interpellanten insisterer på sin Interpellation, skal jeg, efter hvad jeg nys bemærkede, tage Ordet, når den for Interpellationen bestemte Tid kommer.

Efterat Formanden havde berammet næste Møde til den følgende Dag Kl. 12, hævedes Mødet.

106

Ottende Møde.

Onsdagen den 1 ste November.

Viceformanden, Clausen, indtog Forsædet og anmeldte, at han, på Grund af Formandens Upasselighed, efter dennes Anmodning idag skulde lede Forhandlingerne. Han bemærkede dernæst:

Fra Justitsministeren er der bleven tilstillet Formanden en Erklæring fra Valgbestyrelsen for Sorø Amts 6te Distrikt i Anledning af den Besværing, der er reist af Indbyggerne i Korsør over det der stedfundne Valg. Jeg antager det for Forsamlingens Ønske, at denne må blive afgivet til de 5 Ordførere for at tages under Overveielse, så at Forsamlingen derefter kunde modtage Comiteens Esklæring.

Den første Sag, der efter Dagsordenen skal foretages, er det Spørgsmål, som er bleven stillet til Udenrigsministeren fra Rigsdagsmanden for Hjørring Amts 5te Distrikt (Brind-Seidelin).

Brinck-Seidelin:

I den Tale, hvormed Kong Oscar nylig sluttede Rigsdagen i Sverrig, yttrede han, at den Beredvillighed, hvormed Sverrig stod dets Stamforvandte bi ved Opretholdelsen af deres truede Selvstændighed, har allerede medført tilfredsstillende Følger og beredt flere beroligende Udsigter for Fremtiden. Det, at den svenske Armee deels indtog en truende Stilling i det vestlige Fyen, deels stod slagfærdig i Skåne, har ydet Danmarks, jeg kan sige, Skandinaviens Sag en væsentlig Tjeneste. Dette erkjende vi Alle med Tak til Sverrigs ædle Konge og det svenske Folk. Dette broderlige Sindelag og denne trofaste Handling, og den virksomme Deeltagelse, Sagen har vundet hos de brave Nordmænd, har knyttet os end fastere til vore nordlige Naboer. Men vi see også af Kongens Tale, at der er åbnet os flere beroligende Udsigter for Fremtiden. Da Folket her ikke kjender disse, men det derimod er opfyldt med Uro ved Følgerne af Våbenstilstands-Conventionen, hvilke det troede kunde forudsees, og da det længes efter at høre, og det vil berolige det, at erfare af vor Regjering, med hvor velgrundet Håb det kan see Fremtiden imøde, så har jeg tilladt mig at henvende mig til den meget ærede Udenrigsminister med det Spørgsmål: om os må blive gjort Meddeleser herom. Folkets Harme over de seneste Begivenheder, den Spænding og Uro, hvori det svæver, og den oplivende og styrkende Følelse, glædelige Meddelelser herfra vilde opvække, må være Undskyldning for min Anmodning.

Udenrigsministeren:

Det forekommer mig at måtte være indlysende for den hele høitærede Forsamling, at Hans Majestæt Kongen af Sverrig og Norge ved de nysanførte Yttringer i den Tale, hvormed han sluttede Rigsdagen i Sverrig, kun har været ledet af de samme Følelser af trofast Venskab mod Hans Majestæt, vor allernådigste Konge, hvorpå han har givet så talende Beviser i Løbet af Sommeren, og som den ærede Rigsdagsmand selv har omtalt med Udtryk af Erkjendtlighed og Taknemmelighed. Der er efter min Overbeviisning i disse Yttringer af Hans Majestæt, Kongen af Sverrig og Norge, ikke sigtet til Noget, som ligger skjult for Verden, eller til Noget, som det kunde være ønskeligt, at jeg herfra meddeelte Forsamlingen eller Offentligheden i det Hele. Læses Ordene i den omhandlede Tale opmærksomt, vil det sees, at derved kun sigtes til den afsluttede Våbenstilstand, hvis Bestemmelser ere almindelig bekjendte. De Begivenheder, som imidlertid ere forefaldne, og som vistnok måe vække dyb Harme hos den danske Nation, have ikke kunnet være bekjendte på det Sted, hvor Talen har været holdt, idetmindste ikke i deres fulde Omfang, og de trøstefulde Udsigter, hvortil Hans Majestæt Kongen af Sverrig og Norge i sin Tale henpeger, er naturligviis en Udtalelse af hans Håb om, at Våbenstilstanden må føre til en ærefuld Fred; og for at føre til en sådan Fred, er Våbenstilstanden netop sluttet. Dette er Conventionens klart udtalte Hensigt, idet der ståer i den, at umiddelbart efter dens Afslutning skulle Underhandlinger om Fred åbnes. Jeg troer ikke, at det er nogen Hemmelighed, at disse Underhandlinger om Fred ikke ere åbnede endnu; det er beklageligt, at der er indtruffet så mange Begivenheder ved Våbenstilstandens Udførelse, at den Tid, som ellers kunde have været anvendt til Underhandlinger om Freden, ikke dertil har kunnet være benyttet; men

dette forhindrer imidlertid ikke, at der fuldtvel kan være Håb om, at en sådan Fred kan opnåes. Det er som sagt klart, at det er til denne, at der har været sigtet i den omhandlede Tale, og jeg har heller ikke Andet at meddele den høitærede Forsamling i denne Henseende.

Brinck-Seidelin:

Jeg har altså ikke opnået, hvad der var mit Ønske, nemlig at erholde trøstefulde Meddelelser. Enhver Time, indtil vi erholde disse Underretninger, tilbringer Folket i Uro og Spænding, i piinlig Uvished. Dersom jeg imidlertid turde have Grund til at troe, at dette mit Spørgsmål kunde tjene til at fremkalde Foranstaltninger, som måtte fremskynde Meddelelsen af de Oplysninger, som Ministeriet i sin Tid måtte see sig istand til at give, skal jeg ikke ansee dette mit Skridt for unyttigt.

Formanden:

Der er fremdeles anmeldt et Spørgsmål af Rigsdagsmanden for Veile Amts 6te Distrikt (With) om Forholdene på Øerne Als og Ærø under Våbenstilstanden.

With:

Da jeg igår tillod mig at begjere Oplysninger om Als og Ærøs Forhold under Våbenstilstanden, skete det, fordi jeg veed, at disse 2 Øers Vel ligger hele det danske Folk på Hjerte. De ere de eneste Dele af Hertugdømmet Slesvig, hvor Oprøret ei har viist sig. Jeg såe af den ny indsatte tydske Regjerings Proclamation til Als og Ærø, at deri antages, at disse Øer ere underlagte den nye Regjering. Der ståer nemlig: „Der Waffenstillstand, geschlossen zu Malm?? am 26. August d. J. vereinigt Euch (Alsingerne) wieder mit ihnen (Slesvig-Holstenerne)”, og derfor måtte jeg befrygte, at de ville blive regjerede i samme Ånd som det øvrige Slesvig, og, at de ville blive nødte til ved Skattebidrag at berige vore Fjender; thi den nylig indsatte Regjering i Hertugdømmerne har ved sin første Optræden viist sig således, at jeg ikke kan ansee den for andet end fjendtlig imod Danmark.

Udenrigsministeren:

Der er ikke indtrådt den allermindste Forandring i de Forhold, som have fundet Sted på Als og Ærø; de ståe endnu på samme Fod, som de have stået i længere Tid, og det vil være klart af hvad jeg har meddeelt den høitærede Forsamling igår, at de ikke under nærværende Omstændigheder kan være Tale om, at deri kan indtræde nogen Forandring.

With:

Altså kan jeg vente nogen nærmere Oplysning om, hvorledes Forholdene på Øerne Als og Ærø skulle holdes, sålænge Våbenstilstanden varer, og navnlig om, hvorvidt disse Øer skulle betale Skatter til den nye Regjering i Hertugdømmerne.

Formanden:

Der bliver således efter Dagsordenen at gåe over til den endelige Behandling af Udkastet til Forretningsordenen.

Der er trykt en Fortegnelse over de til dette Udkast stillede Forandringsforslag, som er omdeelt til Medlemmerne. Senere har jeg erholdt Anmodning fra den ærede Rigsdagsmand for Sorø Amts 5te District (Neergård) om at optage et Forandringsforslag til § 2, sidste Passus, som gåer ud på, at der ikke til Valget af Secretairer skal udfordres absolut Pluralitet. Forsåvidt Ingen har Noget imod, at dette Forandringsforslag nu stilles, vil sådant skee. Det vil erindres, at det har fuldkommen Rob i den stedfundne, foreløbige Behandling.

Hvad angåer selve Forhandlingerne, antager jeg, at de Paragrapher i Udkastet til Regulativet, hvortil intet Forandringsforslag er stillet, ere at ansee som antagne af Forsamlingen uden Afstemning, så at Forhandlingen kun kommer til at angåe de Forandringer, som ere foreslåede ved Udkastet, og jeg skulde ansee det for rettest, at enhver af disse således tilbagestående Paragrapher behandledes for sig, således at Afstemningen sluttede sig umiddelbart til den foregående Behandling.

Den Regel, som er opstillet i Stænderanordningen af 15de Mai 1834, at intet Medlem må ved den endelige behandling tage Ordet mere end een Gang, vilde således blive at forståe som anvendelig ved Behandlingen af enhver enkelt Paragraph. Jeg skal derhos bemærke, at ved den endelige Afstemning vil Optælling blive at foretage således, at Stemmerne for og imod ville blive angivne. I den Anledning må jeg opfordre de ærede Medlemmer til under Afstemningen at forblive i Salen, samt om, at Enhver bliver på sin Plads og stående, sålænge indtil Secretairerne have fuldført Optællingen

107

Derimod antager jeg ikke, at nogen Modprøve vil være nødvendig ved Afstemningen over enhver enkelt Paragraph, med mindre sådant skulde blive forlangt.

Et andet Spørgsmål kunde det vist være, om ikke, efterat enkelte Amendements vare satte under Afstemning, den således med enkelte Forandringer modificerede § i sin Heelhed skulde blive at sætte under Afstemning. Jeg veed ikke, om Nogen herom vil yttre sig?

Krieger:

Jeg antager, at det Sidste kan blive aldeles nødvendigt; nemlig dersom f. Ex. det af den Deputerede for Veile Amts 6te District (With) stillede Forslag måtte blive antaget, hvorefter Afdelingsprincipet ikke optages reent, men, om jeg så tør ndtrykke mig, blandet, så kunde det vel være, at Nogle vilde stemme mod det hele Afdelingsvæsen.

Formanden:

Ja, jeg har ikke Noget imod, at den Regel forud bliver vedtaget, at, efterat der er stemt over Forandringerne, hver enkelt § sættes under Afstemning i sin Heelhed.

Ørsted:

Jeg skal tillade mig at bede om Oplysning, om en sådan Afstemning over Paragraphen i sin Heelhed skal være ubetinget nødvendig, eller om den kun skal finde Sted, når det forlanges.

Formanden:

Det har oprindelig været min Tanke, at dette kun skal skee på Forlangende.

Det Første, som altså vil blive gjort til Gjenstand for Behandling, er det 1ste Amendement til § 2. Den omdeelte Fortegnelse over de stillede Forandringsforslag lyder således:

ad § 2.

Af Ræder: At der tilfvies ved Slutningen: „Dog skeer Valget af første og anden Vice-Præsident særskilt for hver. “

ad § 7.

1. Af David (optaget af Udskuddet): Imellem Ordene „strar” og „en Formand” indskydes: „efter Valgreglen i § 2“, og i Paragraphens Slu