TVEKAMPEN.

✂ Han havde seet sin Haarlok,
Som den i Ungdom var,
Nu skinned hvidt som Sølvet
Det Lidet, som han bar.
Han havde seet sin Haarlok
Og sønderknust han stod;
Den vidned for Fru Marri,
Den vidned ham imod.

✂ Der laae den unge Qvinde,
Uskyldig for hans Blik;
Et tveægget Sværd da
Gjennem hans Hjerte gik.
Der stod nu for hans Øie
Hans egen raae Gestalt,
Om den nu Syndens Mørke
Som et Ligklæde faldt.

✂ Der er en Høi ved Stranden,
Den har et gammelt Navn;
En Viking fandt vel fordum
I den sin sikkreste Havn;
Den skuer over Sundet
Til Kullens steile Bryst;
Bag ved den ligge Skove
Og krandse Land og Kyst.

✂ Hidstævnet af Jens Due
Hr. Ridder Peder sad
Der bagved Kjæmpehøien
I Solens milde Bad;
324 En sagte Luftning leged
Med Lyngtoppen rød,
Mod Stranden Sundet bruste
I langsomme Stød.

✂ Tæt foran ham paa Engen
Græssede der i Mag
Hans frisiske Stridshingst,
Graaskimlet og f rag;
Paa Hjelm de grønne Fjedre
Svaied i Luften hen;
Hans Skjold det laae i Græsset
Og Kutten om hans Lænd.

✂ Det mægtige Slagsværd,
Som sjelden kun han slap,
Mellem Knæerne han holdt
Og Hagen paa dets Knap;
Som saa han sad paa Stenen,
Den vældige Figur,
Han ligned fast en Levning
Af en ældgammel Muur.

✂ Hvor vare vel hans Tanker?
Dybt inde hos hans Sjæl.
Der foer de om forvildede
Som i en Skumring fæl.
Han fulgte deres Vandring,
Mens Angers Eddersnog
Sig knuged om hans Hjerte
Ved hvert et Skridt, han tog.

✂ Gjengangere af Dage,
Som for evigt vare spildt,
325 I Række gik forbi ham
Og truede ham vildt.
Hver lille myrdet Glæde
Ham viste sig nu stor,
Som, nær ved Himmelranden,
Maanen bag Taagens Flor.

✂ Forsiide! - ak, her hjælper
Ei Taarer eller Strid!
Saa nær ved Grændseskjellet
Af Evighed og Tid
Det bittert er at høre
Sin Fortids Varsels Kald,
Og kun at turde svare
»Ifald jeg blot - ifald« -

✂ Som Stormen imod Granen,
Mod Klippen Dalens Elv
Den gamle Ridder kjæmped
Forbittret mod sig selv;
Og Kampen var fortvivlet
Som Eens imod en Hær,
Thi vaabenløs var han,
Og Fjenden var saa nær.

✂ Iblandt de stærke Magter,
Som trængte ham saa haardt,
Een altid svæved forrest
Og aldrig veeg den bort.
Huldsalig som en Engel
Den smiled, men dens Smiil
Sveed skarpere hans Hjerte
End den giftigste Piil.

✂ Han skyede disse Blikke;
Med Rædselens Hast
Han flyede dem, som Trolden
Flyer Solens Øiekast;
Han skyede disse Blikke, -
Dog stundom fik han Mod, -
Hun var jo dog herneden
Saa vennehuld og god!

✂ Da oprandt i hans Mørke
Et lille Glimt af Dag,
Det syntes, som hun vinked
Med Fredens hvide Flag;
Saa var det hendes Ligdug,
Saa styrted han igjen
I Mulm og i Jammer
Og Fortvivlelse hen.

✂ Og atter han det voved,
Det frygtelige Blik;
En himmelsk Fortrøstning
Hans knuste Hjerte fik;
Tilgivelse han læste
Paa hendes Pande from,
Hun vinked og han hørte,
Hun hvisked: »Kom, o,

✂ Der sad han længe - længe
Ubevægelig og lod
Sig bølge hid og did
I sine Smerters Flod;
Han mærked ei til Vinden,
Som hvisled gjennem Straa,
327 Han hørte ikke Bølgen
Mod Strandbredden gaae.

✂ Han hørte ei fra Skoven
Det buldrende Gallop
Og Gangernes Vrinsken
Og den støiende Trop;
Tilhest nu Ridder Due
Og Hr. Strange kom for Dag;
Bagefter Folmer Sanger
Paa den vældigste Plag.

✂ Rask rømmede de Sadlen
Og Svendene fik
De prustende Heste,
Mens speidende de gik
Paa Sletten hen til Høien,
Der hvor de netop saae
Hr. Peders stærke Skimmel
I Græsset roligt staae.

✂ De saae den Gamle sidde
Krumbøiet der paa Steen;
Marsken med fredsomt Hjerte
Da venligt til ham treen:
»Jeg kommer hid, han sagde,
»Som gammel Ven! jeg har
Kun Fred at byde Eder!«
Men han fik intet Svar.

✂ De løfted op hans Hoved,
De saae hans Øie lukt;
Hans Hjertes Slag var standset
Og Livets Lampe slukt.
328 Han havde Freden fundet,
Han længe søgte om,
Han havde fulgt den Stemme,
Som hvisked: »Kom! o, kom!«

✂ Nedslagne stode Alle
Og stirrede mod Jord!
Da raabte Folmer Sanger,
Ham mangled aldrig Ord:
»Man kan vist ikke nægte't,
Han har sin Bod betalt:
En Tvekamp her er fægtet,
Og begge Kjæmper faldt«

✂ De førte ham paa Baare
Endnu den samme Nat
Hjem til hans egen Kirke,
Og der blev han nedsat;
Ved Siden af Fru Marri,
Med seiervundne Flag
Ophængte over Graven,
Han venter Dommens Dag.