Winther, Christian Christen og Lene

CHRISTEN OG LENE.

I Kroen er der lystigt med Spil og med Sang,
Og Tappen den driver, og Flasken giver Klang;
Mens Liremanden spiller, og øver sin Hals,
Faaer Kruset omkring Bordet sin rolige Vals.

Ved Bilæggerovnen med det store Messingfad,
Der sidder Peter Hald ved Brændeviin og Mad;
Hans Naboe, Rasmus Stub, udpuster sin Tobak,
Slaaer Armene paa Kors, og hører paa hans Snak.

»Du troer, at lille Lene hun er mit eget Barn?
Ja Tøsen har mit Hjerte ret fanget i sit Garn!
Jeg elsker hende næsten som mit eget Kjød og Blod,
Især fordi mit første Barn saa tidligt mig forlod.

For atten Aar siden, da den Lille hun var død,
Da var jeg saa bedrøvet; for at glemme min Nød
Saa sleed jeg baade Nat og Dag, saa det var en Gru;
Da hændtes mig just det, jeg vil fortælle nu.

Jeg var just gaaet ud i Troldestue Skov,
At hugge mig en Aas til den engelske Ploug; -
Den skulde staae og tørres, - jeg havde bjerget Høe,
Og af Sorg og Mathed jeg var færdig at døe.

Jeg sov nu, som jeg pleier efter Arbeide, drøit,
Da hørde jeg en Stemme, som kaldte mig høit;
Dog drømmende jeg hørde, og vaagende jeg sov,
Det susede for Øret som om Natten i en Skov.

27

Men Stemmen raabde: »Peter Hald! før Solen skrider frem,
Stat op, træk Trøien paa, forlad dit lune Hjem!
Ved Troldestuens hule Eeg der finder du en Skat,
Lyksalig, hvis du lyder mit Varsel i Nat.«

Nu hørde Stemmen op, og jeg vaagnede brat,
Da vidste jeg slet ikke, hvordan det var fat.
Fast hoppede mit Hjerte af Angest i mit Liv,
Og Lysten sagde: gaae! men Frygten sagde: bliv!

Jeg reisde mig fra Maren, hun slumrede trygt,
Jeg lænede vor Gadedør, og lyttede med Frygt;
Natten var saa luun, og det lynede i Vest,
Og ned ad Præstens Gyde hør des Trampen af en Hest.

Jeg kløede mig bag Øret, og grundede lidt,
Jeg tog til mine Buxer, men betænkde mig tidt;
Snart var jeg curassig; men, naar kuns Uglen skreeg,
Saa vilde jeg slet ikke gaae til Troldstuens Eeg.

Men da jeg fik min Trøie paa og Øxen i min Arm,
Da blev mig vor Stue for lummer og varm;
Jeg listede mig bort, og tænkde som saa:
Du kan jo vende om, hvis du ikke tør gaae.

Imens jeg gik den lange Vei norden om Søe,
Jeg Skovfogdens Hunde hørde langt borte gjøe;
Paa den store Tørvemose jeg kysde Viben op,
Den kolde Nattegysen foer gjennem min Krop.

Nu Klokken slog to paa Taarnet i vor Bye,
Og Hanerne galede, mens Dagen vilde grye,
28 Jeg gik kun jevnt, og snart blev det i Østen lyst,
I Skoven var det endnu heel dunkelt og tyst.

Men da jeg kom til Pladsen om det hule Egetræ,
Jeg saae et deiligt Pigebarn; hun laae paa sine Knæ
I røde Silkeklæder med et Belte om sit Liv,
I Hatten var der Fjedre saa høie vel som Siv.

Hendes Ansigt var saa nydeligt med Rødt og med Hvidt,
Med fine Liin den hede Graad hun tørrede tidt;
Hun laae henslængt i den grønne bløde Eng,
Og kyssede med Suk et Barn udi en lille Seng.

Hun trykkede mod Barmen den hvide Kurvebast;
Ved Ellestubben stod hendes Fole bundet fast.
Kridhvid den var, med broderet Schabrak,
I Morgenluft den vrinskede, og slog med sin Nak.

Knap fik hun mig i Sigte, før hun flygted som en Vind,
Hun pegede paa Kurven med Taarer paa sin Kind.
Hun svang sig som en Svale let paa Gangeren høi,
Og traved' gjennem Skov, saa de gule Lokker fløi.

Jeg nikkede til hende vel, men talde ei et Ord;
Saa gik jeg hen til Kurven; der laae det lille Noer,
Indsvøbt i fine Klæder med en Seddel paa sit Bryst,
Af Barnets brune Øine jeg havde ret min Lyst.

»Tag mig, du gode Bonde! - Helene er mit Navn,
Min Moder har udstødt mig for evigt fra sin Favn.
Lad mig din Datter være i din lille Piges Sted,
Og tredive Ducater dem faaer du aarligt med.«

29

Mit Hjerte er ei bygt af Jern og Marmorsteen:
Jeg Øxen tog, og huggede en dygtig Hasselgreen,
Den stak jeg gjennem Hankene, bar Pigen til min Moer,
Og hun blev vor Datter, blev smuk og blev stor.

See, det var Aaret før ved den store Revue,
Da de mange Regimenter laae rundt omkring vor Bye,
Paa Gaarden var der Damer og Herrer i en Flok,
Den unge General - Du forstaaer mig jo nok?

Jeg trænger nu til Hjelp, jeg er gammel, vov og tung;
Men din Christen derhjemme han er lystig og ung,
Lad os gifte ham med Lene - han har jo tjent ud,-
Hun bliver Byens rigeste og smukkeste Brud!«

Her endte Peter Hald sin lange Passiar,
Imedens Rasmus Stub sig skaber som en Nar;
Han rykker i sin Hue, han smidsker bag sit Kruus,
Gnider Daasen med sin Albue, og tager sig lidt Snuus.

»Jeg var ogsaa gaaet ud for en Time eller to
I Troldestueskov, at vande Hest og Koe;
Bøgen var saa lysegrøn, saa frisk efter Regn,
Og lifligen duftede de blomstrende Hegn.

Men som jeg nu søger efter noget af mit Kræ,
Saa seer jeg gjennem Krattet ved det hule Egetræ
30 Min Christen med et Pigebarn i heftig Snak at staae;
Jeg k j endte hende ikke, hun havde Solhat paa.

Fra det han var i Frankrig, er det Fanden til Knægt!
Han kan snakke for Pigerne med Fynd og med Vægt.
Hun stillede sin Rive ved den svære Egekrop,
Og brød en lille Green, som nyligt var skudt op.

Mod Jorden slog hun Øiet med undseeligt, stille Sind;
Han kigede saa skjælmsk under Solklædet ind,
Og snakkede saa ivrigt; men jeg hørde ei hans Ord,
Som Avnerne fra Skovlen de fra hans Læber foer.

Han vendte sig, og snoede sig, og krammede sin Hat,
Hun plukkede Qvisten, som hun havde faaet fat,
Og trippede med Foden, som Takten til en Dands,
Og dreiede paa Armen en broget Malkekrands.

Nu slog han sig for Brystet, nu fægted' han med Arm,
Nu tørred' han af Kinden en Taare saa varm; -
Saa gav hun ham da Haanden! - han greb den med Hast,
Slog begge sine Arme om Pigebarnet fast.

Han var vel hidsig først; men nu fik Tøsen Liv,
Hun syntes nok, at det var en artig Tidsfordriv!
Hun gav hans røde Kinder saa mange bløde Klap,
Lagde Haanden bag hans Nakke, og kyssede om Kap.

31

Men da de skulde kysses, var hans Hoved for stort,
Han skjød hendes Solhat fra Ansigtet bort;
Bagaf den faldt i Græsset; - hvad saae jeg saa der?
Det var jo din Lene, som var hans Hjertenskjær!

Det vilde jeg fortælle dig; - jeg fløi som en Fjer,
Og traf dig da i Kroen, - og nu sidde vi her!« -
Rask slog de Haand i Haand et ret mandhaftigt Tag,
Som paa en Loe om Vint'ren et vældigt Pleielslag.

»Til Mikkelsdag med Klang og Spil skal deres Bryllup staae,
Og Suul og Øl og Brændeviin jeg sparer ikke paa f
Mit Storstuegulv er af Flensborgersteen,
Hei, hei! hvor vi skal røre vore gamle stive Been!«

»Af mig skal de hver faae en opredet Seng!«
»Af mig de femten Lam, som græsse i min Eng,
En Qvie fra i Fjor og den blakkede Koe!«
»Otte Grise af mig, en Galt og en Soe!«

»Jeg gier et Par Heste!« - »Og jeg gier en Vogn,
Nyhugget, malet, som ingen i vort Sogn!«
»Og begge to vi bygge dem af Ny et Alhuus op!«
»Nei, nei! Peter Hald, lad os nu sige stop!«