Winther, Christian Jacob og Lone

JACOB OG LONE

Hvor Landeveien løber midt i Tersingeby,
Der staaer en lille Hytte under Valnødtræets Ly,
Foran en Strimmel Hauge, og bagved et Skuur, -
Skomagerskildtet hænger paa den kalkede Muur.

44

Naar Vaarrosen pranged', og Lærken sang i Luft,
Naar Neglik og Viol formælde deres Duft,
Naar Løvtaget skjærmed mod Somrens hede Sol,
Da fløtted' Mester Jacob ud sit Bord og sin Stol.

Der sad han tæt ved Døren med Risp og Syl og Kniv,
Og fløitede sin Vise alt til sin Tidsfordriv;
Men skjøndt han sad og syede saa trøstigt og tro,
Hans Tanke var ei stedse hos Støvler og Skoe.

Paa hiin Side Veien, hvor Milepælen staaer,
Der kneiser Sognefogdens den velfornemme Gaard,
Langs Veien gaaer Stakittet med Laagen, grøn og hvid,
Hvor Blegpladsen skinner i Foraarets Tid.

Og kom man saa kjørende, naar Morgensol stod op,
Og Hinked' smukt paa Ruderne og Kirketaarnets Top,
Da saae man Fogdens Lone, - det aldrig slog feil, -
Hun vanded' der sit Lærred, sit Garn og sit Dreil.

Og kom man saa kjørende, naar Solen gik i Seng,
Naar Aftentaagen hvilede paa Moser og paa Eng,
Da saae man Mester Jacob med Piben i sin Mund,
Han sladdrede med Lone i stille Aftenstund.

Han stod bag sit G j ær de, og læned sig derved,
Hun sad paa en Bænk ved det grønne Haugeled,
Og mangen lystig Tale tvers over Veien drog,
Saa Mester Jacobs Hjertefred tilsidst sin Afsked tog.

45

Men ei han torde vove at sige Ordet frit:
Giv, Lone! mig dit Hjerte, see her, der har du mit!
Og dvæler Munden længe at være Hjertets Tolk,
Da tabes let Processen, - saa tale kloge Folk. -

Det var en Aften silde, han laasede sin Dør,
Og listed' hen i Kroen, som Ungkarle gjør;
Der traf han til sin Trøst en Glarmestersvend,
Hans Jonathan, hans Damon, i Liv og Død hans Ven.

Ved fyldte Glas og Kruus han klaged' ham sin Nød:
»Min kjære Jesper Mayer! ak, gid jeg vel var død!
Jeg tør ei ud med Sproget, det skrækkelige Ord,
Og uden Lone gaaer jeg, min Sandt! i sorten Jord.«

Den Anden loe: »mig morer dit Suk af Hjertensgrund!
Troer du, at stegte Duer skal flyve i din Mund?
Skyd Hjertet op i Livet! hvis ei, nu som du vil,
Der er foruden hende jo mange Piger til!«

»Nei, hun er dog den bedste, saa sk j ær som Diamant!«
- »Ja kold, min Far! som Stenen, og skarp som Stenens Kant!« -
»Hun er en deilig Rosen!« - »Javist, med Tornen hvas,
Saa falsk, som lis paa Mosen, og skjør, som Rudeglas;

Som Nelden er en Pige med bidsk og bittert Sind,
Thi rører du den lempeligt, saa brænder du dit Skind;
46 Men er dit Greeb kun dristigt og fast din Haand, dit Mod,
Du rusker uden Smerte den op med Top og Rod!

Hvi klynke her og raabe, hvi stampe med din Fod!
Du har ei mindste Draabe Courage i dit Blod;
Hvi vil du gaae og maabe? træd kjæk den lige Vei,
Og kald saa mig en Taabe, hvis hun dig siger Nei!«

- »Ak, eier jeg vel andet end Risp og Syl og Læst?
Hvor troer du, jeg tør byde den Lille til Gjæst
Ind i min gamle Rønne, hvor alting er confuus,
Hvor Regnen drypper ned, og hvor Nissen holder Huus?

Ja, Nissen, vil du troe mig, boer hos mig under Tag,
Og plager mig saa grusomt ved Nat og ved Dag;
Der kan ei tænkes Pine, der kan ei findes Ondt,
Ei Bittert, han jo blander det i al min Færd og Dont.

Han orer alt mit Meel, og muldner alt mit Brød,
Han danner store Klumper i min Velling og min Grød,
Han gjør, at Rispen brister og Sylen springer brat,
Han stjæler Høns og Æg hver evige Nat.

Vil jeg see hen til Hylden, hvor Lærken den staaer,
Med Glasset hængt paa Halsen, - har han drukket hver en Taar;
Og smører jeg et Fittebrød til Midaftensmad,
Saa svipper det af Haanden, hvordan jeg bær mig ad.

47

Naar jeg fra Kroen kommer, - og feiler ingen Ting, -
Saa snurrer som en Top han min Hytte omkring,
Og faaer jeg da tilsidst paa Nøglehullet Ram,
Saa skal det aldrig feile, jeg brækker Nøglens Kam.

Jeg ligger i min Rede, men du maa ikke troe,
At Nissen, den lede, mig lader der i Ro;
Da gynger han mig op og ned, som Vand paa Havets Bred,
Og triller mig af Dynen paa Leergulvet ned.

Han kniber brune Pletter i min Arm og min Læg,
Han piber som en Rotte imellem Seng og Væg,
Tilhvidsker mig i Drømme den gyseligste Skræk,
Og rider paa mit Bryst, tung som en Møllesæk.

Tidt vaagner jeg om Natten, og troer, det klemter Brand,
Da ringler han med Glasset paa Flaskehalsens Rand;
En rædsom Skoggerlatter han da kan opslaae,
Saa Ruderne de klirre, og Uhret gaaer i Staa.

Om Nissens Spøgerie har vist Pigen faaet Nys,
Hun nægter mig hver Dands, og - paa det Lav! - hvert Kys;
Den Krands af røde Roser, igaar jeg hende gav,
Hang blandt de gamle Hoser idag paa Gjærdestav.

Men vilde du mit Vel, Jesper Mayer, min Ven!
Saa lod du mig nu fløtte til din tomme Hytte hen,
Der ligger hist paa Skrænten ved Forpagterens Toft,
Hvor du har nye Fjæle lagt til Gulv og til Loft.

48

Jeg Nissen lod rumstere med mit eget braadne Skuur,
Og Lone blev ei mere saa brydsk og saa suur!« -
- Den ædle Rudemester, han purred' sin Paryk,
Dog rørdes Hjertet snart, skjøndt han gjorde sig lidt tyk:

»Gud vel da, lad det være saa med os en afgjort Sag,
I Huset kan du drage selv i Morgen den Dag;
Men Leien? har du Mynten? der holder det nok stivt?
Den skal du mig betale, naar først du vel er givt.«

Begeistret høit af Glæde, af Brændeviin og Øl,
Foer Jacob fra sit Stade, og spjætted som et Føl;
Han sang og han jublede: »Farvel, mit gamle Huus!
Kom, derpaa vil vi tømme endnu et bredfuldt Kruus!«

Saa drak de ædle Venner, til Morgenhanen goel,
Da reisde sig begge fra Bænk og fra Stol;
Dem lysde da til Hjemmet Nathimlens Sol saa bleeg,
Der sagtelig fra Skyen bag fjerne Skov sig sneeg.

Ung Jacob var saa lystig, saa let i sit Sind,
Det glimted' for hans Øie, det blussed' paa hans Kind;
Han slog med stort Rabalder sin Dør paa viden Gab,
Og gav sig flux ifærd med sin Seng og sit Skab.

Det var den hemmelige, den sære, tause Tid,
Da Morgenskjæret fører med Maanelyset Strid,
Det var den underlige, den skumle Nattestund,
Da selv den flinke Lærke sig faaer det sidste Blund.

49

Heel ufortrøden slæbde ung Jacob paa sit Gods,
Hvor loe hans lette Hjerte af Glæde og af Trods;
Han stablede sit Skrammel saa høit som et Hæs,
Og snart han havde bygget det brogede Læs.

Men som han gik bag Vognen at binde Smækken fast,
Med eet han saae sin Nisse, den lille, fule Gast;
Der sad han i en Bøtte i god Ro og Mag,
Og griinde: »see! vi fløtte, - vi fløtte nok i Dag!«

Dybt sank vor Mesters Hjerte som Møllesteen i Vand,
Af Arrigskab og Smerte han rystede forsand,
Han kylede sin Hue mod Utydsket med Magt,
Men Nissen var en Letbeen han tog sig vel i Agt.

Han smutted' op af Bøtten og ind i hans Uhr,
Hvor Kukkeren sad stille i det surrende Buur,
Og raabde høit: »Du Daare! du vil forsage mig,
Der elsker dig saa saare, og det kuns for en Slig -

Dog hør, hvis du vil blive her i vor vante Bo,
Du skal herefter leve med mig i Fred og Ro;
Ja, selv jeg vil dig lære, Mester Spandrem! hvordan
Du fange kan din Guldfugl, og vorde Lones Mand.«

Han hvidsked ham sit snilde Raad; - høit Jacob loe derved,
Men stilled' dog sit Skrammel hen paa det gamle Sted;
Da vaagned' Lærken op, og frank mod Himlen drog,
Og Kukkeren den galede, og Seierværket slog. -

50

- Under Træet sidder Jacob tæt ved sin Hyttes Væg,
Han fløiter sine Viser, og smidsker i sit Sk j æg;
Hvad er det, som han kløttrer saa flittigt, skal jeg troe?
Det er ei Præstens Støvler, det er ei Degnens Skoe.

Han snitter Saffian, baade sort og grønt og rødt,
Han klipper Inderforet af Silke blankt og blødt,
Den sneehvide Hampetraad til Risp han sig har kjøbt,
Hvert Sting blev som en Perle i lige Former støbt.

Det blev to spæde Tøfler af sort Saffian,
Med grønne Hæl; to Hjerter af rødt der var foran,
Med fine Sting brodeerte og Blomster uden Tal,
Til Pigens Pusselanker et yndigt Futteral

Thi begge Lones Fødder de var saa bitte smaa,
De gik som Trommestikker, - det maatte hun for? staae;
Hun satte dem saa dristigt, saa kjækt i Verden frem,
Og saae man dem blot. eengang, man glemde aldrig dem.

Der stod de smaa Pampusser! - og Mester Jacob gik,
Og sendte alt imellem dem ret forlibte Blik,
Imens han smukt sig heied, - ja med ængstelige Træk,
Ret som han kunde frygte, de vilde løbe væk.

Med Tøflerne i Haanden, med Hatten under Arm,
Med glødende Kinder og bankende Barm
51 Han holdt sin Friertale, og gik ei reent derfra,
Thi Lone tog hans Tøfler, og gav ham sit Ja.

Der gik ei mange Uger, da stod det lystigt til
I Sognefogdens Stuer med Sang og Dands og Spil,
Der dandsedes nu Lone af Pigernes Lag,
Hun dandsede som Kone under Ungersvendens Tag.

Om Freden blev tilhuse, derom jeg intet veed;
Men at den lille Sælle, Huusnissen saa leed,
Har Mester Jacob narret, jeg skulde næsten troe, -
Een Nisse var der før, - nu har han nok to.

Den Ene ham fixerer; thi stadigt i hans Bo,
Vedbliver den at dvæle, og lader ham ei Ro;
Den Anden ham r eg j er er, - thi Kiærlighed er stærk,
Og begge Tøffelhæle var ak! hans eget Værk!