Winther, Christian Jørgen OG Trine

JØRGEN OG TRINE.

I græsbegroede Enge, tæt ved Østersøens Bugt,
Der slynger sig den klare Bæk, saa vevert og saa smukt;
Paa dens ene Side hæve sig Eeg og Bøg i Sky,
Paa den anden sig leirer en Kirke og en By.

Hvo vader gjennem Bækken der med stive Støvler paa?
Hans vaiende Kaske sig speiler dybt i Aae?
Det er Jørgen Rytter, en Krigskarl saa rank:
Forsigtig han sig støtter paa Pallasken blank.

18

Hvo sidder paa hans Arm? - det er hans Trinemoer!
Det er hans lille Pige med de sølvspændte Skoer;
Som paa en kroget Egegreen hun sidder der saa tryg,
Og slaaer sin ene Arm om sin Kjærestes Ryg.

Hun læner paa sin Hofte den pæne Malkespand;
Bag de smilende Læber der sad en Perlerand.
Men Svenden? hvorfor sukker han? hvad gaaer ham vel imod?
Nu sætter han jo Pigen ved Bøgetræets Rod.

I Græsset reen han stamper sin klirrende Fod,
Paa Kinderne ham brænder hans røde Hjerteblod:
»Farvel, min lille Trine! jeg maa nu bort i Krig;
»Men bliver du mig ogsaa tro, foruden Falsk og Svig?
»Jeg veed det nok, min Fæstemø! du holder lidt af mig;
»Men vor Skovriders Peter dandser altid med dig;
»Det er en vakker Knøs, ja han valser grumme snildt;
»Men takke ham Du kunde dog en Smule mindre mildt.

»Hør! øiner du i Stranden fjernt den store Kampesteen?
»Den salte Bølge bruser, og slikker den reen;
»Hvis mig min Pige svigter, da redes hist engang
»Min Brudeseng forsanden af Søgræs og Tang!«

Hvad tog han frem af Tasken? En gylden Ring paa Stand!
Den satte han saa venlig paa hendes Guldbrand;
19 Han trykkede sin Knebelsbart paa hendes søde Mund,
Og vandrede saa bort gjennem tykke Bøgelund.

»Ak! det er tungt at skilles, men sødt at sees igjen!
»Jeg bliver dig vist huld og tro, min kjære, kjære Ven!«
Saa hvisked' hun, og satte sig, og malkede i Spand,
Fra begge hendes Øine randt det klare Perlevand.

Det var ved Foraarstide; - men da Høet skulde ind,
Da gik hun med sin Rive, og sang med muntert Sind;
Hver Morgen saae hun Peter, naar han gik i Skoven hen
Hver Aftenstund hun valsed' med den kjønne Jægersvend.

Da Vinteren var kommet, og Kornet sat i Hæs,
Alt Qvæget stod i Huus, og man slagted' Lam og Gjæs;
Sad Trine just i Stalden hos sin hjelmede Koe,
Der bad hende Peter om Hjerte og om Troe.

»Ung Peter han eier baade Gaard og Skov og Eng,
»Han rede kan sin Huustroe saa blød en Ægteseng; -
»Jeg hører ei fra Jørgen; han staaer sig vel brav, -
»Og Sehested blev mangen god Dannemands Grav!«
Saa tænkde hun i Hjertet og rakde Haanden hen,
Hun kyssede saa blussende den friske Ungersvend.
Da var hun vel glad; men underligt engang
Hendes Fæstensring imellem blev Fingeren for trang.

20

Alt Vinteren nedsendte sit kolde Svaneduim,
Hver Søe var mælkehvid, hver Bøgestamme bruun;
Da var der ogsaa lyst tregange over Øe
For velagte unge Karl og dydsirede Møe.

Clarinetter, Violiner fra Brudehuset klang,
Da de rødgule Aftenskyer alt i Luften hang:
Da skulde Slædefarten over Strandbugten gaae
Til Peters Gatard paa Næsset; der skulde Dandsen staae.

Den første Slæde gjemde den rødmende Brud,
Den elskovsdrukne Brudgom i den anden drog ud;
Saa kom de Gamle, alle med en anden Slags Ruus,
De fore ned til Stranden fra det larmende Huus.

Hver Slæde skinner broget og Bjælden gjør Musik,
Da stiller sig en Rædsel for det undrende Blik:
Tvert over Veien stormer en Rytter i Galop,
Og lisbroen knager ved de vældige Hop.

Fra Kasken nedvifter et Svæv af Hestehaar,
Den lange brede Pallask mod venstre Spore slaaer,
Han sidder skarpt i Sadlen, med Næven paa sit Laar;
Men i Brystet til Venstre der bløder dybt et Saar.

I den dæmrende Aften han stirrer som et Liig;
Ak! Bruden dækker Øiet med et hvinende Skrig.
Han vinker blot med Haanden; hendes Kudsk styrter ned,
Og de fnysende Heste over Fladen afsted!

21

Langt ude hist i Stranden ved den store Kampesteen,
(Den salte Bølge bruser, og slikker den reen,)
Der Rytteren med Bruden nedsynke Skaren seer;
Man hørde blot et Klageskrig, man saae dem aldrig meer.

Hvert Aar, naar Dagen kommer, og Vinden bærer hid,
Da hører man det Jammerhyl i skumle Aftentid;
De Piger hviske ængsteligt paa deres Qvindeviis,
Men liden Dreng om Morgenen faaer af sin Moders Riis.

Den, som har Visen sjunget, det er en dansk Student,
Og endnu er ham aldrig slig Hjerteqvide hændt;
Han eier ingen Kjæreste; men vælger han sig een,
Mon hun vel ogsaa volder hans Hjerte saadan Meen?