Winther, Christian Moder og Datter

MODER OG DATTER.

Det Huus i Lindegyden,
Som var saa sirligt bygt,
Halvdulgt bag Rosenhækken
Og med Billeder smykt,
Det stod nu som en Rede,
En Trækfugl har forladt,
Og der var lige stille
Ved Dag og ved Nat.

De smykkede Kamre
Var nu Eensomhedens Bo;
Et Vindve stod aabent;
Der sad i Mag og Ro
Den vevre Spurv og kiged
Forsigtig og klog;
Paa Dørtræet Katten
Sig trykked op i Krog.

I Gangen op til Døren
Alt groede Nelden høi,
De hvide Duer ængsteligt
Om spidse Gavle fløi;
Og Hver, som gik forbi
Fra Lind og til Lind,
Med nysgjerrigt Øie
Da skottede derind. -

Ei langt fra Nestved strækker sig
En Høiryg stor;
Der Faaret gaaer og søger
Sit tarvelige Foer;
306 Forneden krummer Veien
Sig gjennem dybe Sand;
I Grøften, uden Rislen
Siver Kildens Okervand.

Det led saa hen mod Solsæt,
Og fra den fjerne By
De Aftenklokker sendte
En Lovsang imod Sky;
De taug, og Alt blev stille
Og slumred hen med dem,
Kun stundom skreg en Krage,
Som iled til sit Hjem.

Lidt inde fra Veien
I Sandgravens Læ
Der sad en gammel Qvinde,
Og over hendes Knæe
Sig lænede en Yngre
Med nøgen Fod og Arm;
Dem sendte Aftensolen
Sin sidste Straale varm.

Den Gamle sad saa stille
Som hist den runkne Piil,
Ei Bedeklokken ændsed hun,
Ei Solens Afskedssmil;
Forover bøiet stirred hun
I Pigens Ansigt ind,
Mens hendes hvide Hovedhaar
Sank ned om hendes Kind.

Men Pigen var som rastløs,
Ei Hvile havde hun;
307 Og som i Drøm bevæged
Hun tidt sin blege Mund;
Hun vendte sig, hun vreed sig,
Med Armen ud hun slog,
Og krampagtigt Benene
Op under sig drog.

Tidt reiste hun sig heftig,
Med vilde Øiekast,
Og følte til sit Øre,
Til det Venstre, i Hast;
Saa sank hun brat tilbage,
Et Jammersuk frembrød,
Hun borede sit Hoved
Dybt i Moderens Skjød.

Men Dagens Lys var slukket
Og Himlen blevet graa,
Et Dæmmerskjær sig bredte
Over Egnen, hvor de laae;
Sit første kolde Aandedrag
Alt Natten høre lod,
Det hvisled gjennem Græsset
Og Pilen, som der stod.

Da reiste Pigen hurtigt
Og ængsteligt sig op,
Stærkt sittred, som i Krampe,
Den unge, skjønne Krop;
Tæt til den Gamles Hjerte
Hun trykkede sig ind, -
De sorte Lokker ringled
Som Slanger om hendes Kind.

308

»Naa, hører Du det hvisle?«
De sorte Øines Blik
Forfærdede, forvildede
Frem og tilbage gik.
»Jag bort de grimme Snoge!
Hvad vil den store der?
Jeg vil slet ikke taale,
Den kommer mig saa nær!

Hvad vil den sorte -Krage?
Hvad tyder vel dens Skrig?
Jeg veed det! Den er sulten,
Den vil hakke mit Lig!
Men jeg - jeg døer jo aldrig,
Nu svar mig, Moder! tal!
Jeg vil ei lide Døden, -
O! rædsomme Qval!<c

Den Gamle tog sit Barn
I blød og kjærlig Arm
Og trykked hende sagte
Til sin moderlige Barm;
Men Pigen foer tilside
Og stødte hende bort:
»Hvad har jeg dog gjort Dig,
At Du tager saa haardt?«

Den Moders dunkle Øie
Det tindred hedt og tørt:
»Kom læg Dig her at sove
Og dæk Dig med mit Skjørt.
Jeg vredes jo ei mere,
Alt er forgjæt og glemt;
309 Imorgen, Barn! vi hente
Den Skat, som Du har gjemt.

Jeg Alt jo har opgivet,
Jeg Alting har forladt,
Jeg pleie vil og vogte
Dig som min bedste Skat;
Jeg har jo ingen anden,« -
Her smelted Barmen øm,
Og hendes Kinder væded
En voldsom Taarestrøm.

Sit Hoved løfted Pigen
Og ligegyldig drog
Sig ud af hendes Arme
Og en Latter opslog:
»Min Skat? ja, kan den findes?
Jeg havde mangen Skat,
Det var forfløine Fugle,
Hvor faaer man dem vel fat?

Ak, Jørgen, denne Stakkel,
Og Erik, denne Nar
Og alle - alle de Andre
Kun mit Legetøi var;
Een var der kun i Verden,
Een kaared jeg mig ud, -
Men han var reen som Sneen
Og trofast mod sin Brud.

Mit glødende Hjerte,
Mit Favntag han forskjød;
O, gruelige Smerte,
Det volder dog min Død!«
310 Hun kasted sig paa Sandet,
Hun hvinende skreg;
Den Moder sad og stirred
Som en Gravstøtte bleg.

Saa blev hun atter stille,
Som havde Sjælen Fred;
Hun reiste sig møisomt,
Hun stønned dybt derved.
Hun sine Arme strakte
I den dæmrende Nat
Og talte med en Stemme,
Der klang saa huul og mat:

»Men, seer Du, jeg skal hævnes,
Paa Een, det er min Trøst;
Han bærer Hævnens Spire
Gjemt i sit eget Bryst.
Han troer, at han har seiret,
Han troer sig dydig, from,
Han troer, han alt paa Veien
Til Paradiset kom.

Jeg skuer klart i Aanden,«
Saa brød hun ud med Kraft,
»En Anden snart vil arve
Den Magt, som jeg har havt;
Og hun skal atter kue
Hans uselige Sjæl,
Han skal sig atter bøie
Som Tjener og som Træl.

Som Tyv han maa sig liste
Fra dette skjønne Land,
311 Jeg seer ham hisset lande
Paa Klippe-Øens Strand;
Der maa han Livet friste
Ved mangen Gjerning fuul,
Og mangen Gang fortjene
Baade Galge og Hjul.

Hvor frydes ei mit Hjerte!
See, fattig og krank
Han eier knap til Hoser
En Sølvpenning blank;
I vort Land han vanker
Fra Huus og til Huus,
Graahaaret, krumbøiet
Og tigger til et Kruus.

Didhen vi ville drage
Fra denne grønne Ø,
Hist skal jeg Hævnen smage,
Thi jeg kan aldrig døe!«
Her sank hendes Stemme;
Til Øret op hun tog,
Og smerteligt hun smiled
Og dybe Sukke drog.

Med Eet hun greb til Hjertet:
»Hør, Moder! veed Du hvad?
Nu vil jeg gjerne sove, -
I Morgen er jeg glad!«
Hun lod sig sagte segne
Hen i Moderens Skjød,
Og aanded blot et Suk, -
Et Suk - og var død.

312

Den Moder sad alene
Paa røden Sand og skjalv,
Mens Stjernerne, de tause,
Gik over Himlens Hvalv;
Med Arm om Pigens Midie
Til Hjertet lytted hun;
Men Hjertet det var brustet
Og Sjælen bragt til Blund.

Hun grov med sine Hænder
En Grav saa lang og bred,
Blødt lagde hun i Sandet
Sin døde Datter ned;
Til Suusaa-Kloster vendte
Hun ei sit Fjed paany,
Ei tyede hun tilbage
Til det Helliges Ly.

Hun vandred og hun tigged
Fra Dør og til Dør,
Indtil hun naaede did,
Hvor hun husede før.
Der søgte hun til Hytten
Paa skovbegroete Fedd,
Og med en vendisk Fisker
Tilsidst hun drog af Led.