Winther, Christian I Jægerhuset

I JÆGERHUSET.

En Rast fra Kongeborgen
Der ligger en aaben Plet
I Skovens Dyb, af Hassel
Og Bøg omgjerdet tæt.
Der Bogfinken qviddrer,
Der synger sorten Stær,
Og Vildanden pladsker
I det krusede Kjær.

Hen ved den ene Side
En Jægerbolig staaer,
Straatakt med spidse Gavle,
Og rundtom Huset slaaer
Et Gjerde sig af Hvidtjørn
Ret som en fyldig Arm;
Den vilde Humle kravler
Henad den runde Karm.

Der er saa eensomt, stille,
Over den dybe Dam
Kun af og til kan høres
Hunrævens hæse Glam.
Paa Engen Storken spanker
Alvorligt og strunkt,
Høit under Skyen kredser
Guldørnen, som et Punkt.

Det var saa henad Middag
Paa St. Albani Fest,
For Jægerhusets Gjerde
Der vrinsked en Hest;
238 En nordfrisisk Kleppert
Graaskimlet og frag,
Den stolteste Rytter
Den bar paa sin Bag.

I Sadlen sig hæver
En mægtig Kjæmpekrop;
I Staal saa er den smeddet
Fra Taa og til Top;
Det blanke Pandser dækkes
Af en Munkekutte bruun,
Paa Brystet bølger Skjægget
Saa hvidt som Svaneduun.

I Skjold den hvide Ibskal
Svømmer i det Blaae;
Syv grønne Paafjedre
Over Hjelmkammen staae.
Ved høire Side dingler
Det drabeligste Sværd.
Han raabte, saa det gjalded
Høit mellem Skovens Træ'r:

»Hei, er her Nogen hjemme?«
Da aabnedes et Led.
Ud treen den gamle Jæger
Og sagde: »Guds Fred!«
Men da han saae ret nøie til,
Saa slog han Haand i Haand,
Og raabte: »Ved St Hubert!
Nu seer jeg nok en Aand?

Er det Jer selv, Hr. Peder!
Med Kjød og med Blod?
239 Saa vær mig da velkommen,
Velsignet Eders Fod,
Som træder paa min Tærskel!
Kom, hvil Jer paa min Bænk,
Og faae en Bid til Styrkning
Og til Velkomst en Skjenk!«

Den gamle Herre svang sig
Som en Yngling af sin Hest,
Og sagde: »Først vi sørge
For den fiirbeente Gjæst!«
Han Hovedlav og Sadel
I Hast da smøged af;
Med Vrinsken søgte Hesten
Til Engen da i Trav.

Det var Hr. Peder Jernskjæg,
Han længtes efter Helm,
Han fulgte ind i Haugen,
Tog af sin sorte Hjelm.
Dybt maatte han sig bøie
For at komme under Tag;
Han hængte der sin Jernhat
Og sin Dyrendal paa Knag.

Den Jæger bredte Hynde.
Men Alt som der han sad,
Ind traadte Husets Qvinde
Med Dug og med Fad.
Da raabte brat Hr. Peder:
»Saa hjælpe mig St. Georg!
Den sidste Gang jeg saae Jer,
Var paa min egen Borg!«

240

Sig ydmygt Q vinden neied
Og rødmed under Liin,
Og hendes Øie fyldtes
Med en Dugperle fiin.
Hun hvisked ganske sagte:
»Jeg mindes nok den Stund!«
Taus stirrede Hr. Peder
Med et bittert Smiil om Mund.

Han fulgte med sit Øie
Den gamle Kones Gang,
Imens hun stille sysled
Og bredte Dugen lang.
Han greb, som i Tanker,
Et Kruus, hun stilled hen,
Og dreied det i Haanden
Og satte det igjen.

Det var det bittre Minde
Fra Dagene, som svandt,
Der i hans Hjertes Mørke
Som en Maane oprandt,
Og klart paany ham viste,
Hvad Tidens Taage fik
Halv dulgt og udslettet
For hans Tankes trætte Blik.

Saa tyst som i en Kirke
Der var ved deres Bord;
Imens de finge Unnen,
Der hørtes ei et Ord.
Afdækket blev saa Skiven,
Saa holdt de deres Bøn;
241 Da vinkede Hr. Peder
Den Qvinde ud i Løn.

De satte sig i Haugen
Paa en Græsbænk, i Læ
Af Hasler og af Hvidtjørn
Under et Abildtræ.
Hun sagde: Ȯdle Herre!
Jeg kjender Eders Hu,
Og hvad Jert Øie spørger,
Vil jeg besvare nu.

Men jeg har ingen Balsam
For Eders Hjertes Vee,
Jeg kan Jer kun berette,
Hvad selv jeg maatte see.
Eiheller kan jeg gjøre
Eders Byrde mere svær!«
Saa talte hun, og Gubben
Drog dybt efter Veir.

»Jeg tjente Eders Frue,
Hun var saa from og god,
At jeg gjerne for hende
Havde givet Liv og Blod.
Og da den lille Frøken
Var født, og Modren svag,
Jeg passede dem Begge
Baade ved Nat og Dag.

Da hun den sidste Morgen
Slog Øiet op saa mat,
Hun sagde: »Ak, jeg drømte
Saa underligt i Nat.
242 Mit Hoved er saa tungt
Og mit Sind saa beklemt;
Guds Moder maa vide,
Hvad der er mig bestemt.

Jeg drømte, jeg var død,
Og alt i Kisten lagt,
Min Sjæl paa sine Vinger
Stræbte opad med Magt.
Fra Høire kom en Due,
Fra Venstre kom en Ravn,
De gjenned mig tilbage
Fra Paradisets Havn.

Saa stod jeg ganske ene
I den vildeste Skov;
Der kom en Lyngorm skridende
Og hyled efter Rov.
Den slynged sig i Bugter
Omkring mit svage Liv,
Jeg vaanded mig og segned
Som for Stormen et Siv.

Men før jeg sank, da saae jeg
Dens røde Øine gloe
Begjærligt hen til Vuggen,
Hvor Barnet laae i Ro.
Af Halsen rev jeg Korset her,
Mit dyreste Klenod,
Og slængte det paa Barnet
I Fortvivlelsens Mod.

Og næppe var det faldet
Og laae paa Ellens Bryst,
243 Saa traadte ud fra Krattet
Høitideligt og tyst,
Med høie, brede Takker
En kongelig Hjort,
Fik Barnet op paa Ryggen
Og ilede bort.

Saa sank jeg dybt i Dvale
I en lang, en bælmørk Nat;
Jeg tabte Sands og Tanke -
Og saa vaagned jeg brat.
Stor Jammer vil mig times,
Forvist jeg det troer,
Men liden Ellens Frelse
I dette Guldkors boer.«

Fra Barmen drog hun Smykket
Ved det glimrende Baand,
Hun trykked det mod Læben
Og med sittrende Haand
Hun lagde Kors og Kjede
Om Barnets spæde Bryst;
Saa tog hun mig om Hovedet
Og hviskede tyst:

»Gud frie os fra det Onde!
Men skulde Faren naae
Til denne Helligdom,« -
Og hun peged paa den Smaa -
»Da sværg mig, Du vil vogte
Paa mit yndige Noer!«
Saa bad hun mig saa bønligt,
Og med Taarer jeg svor.

244

Saa veed I, hvad der skete, -
Hvorfor? veed ikke jeg.
I Rædsel greb jeg Barnet
Og flygtede min Vei.
Jeg spærrede Jer Døren;
Og i min unge Arm
Bort bar min Skat jeg hurtigt
Ved en bankende Barm.

Jeg vandred gjennem Skove,
Jeg vandred over Land,
Og overalt den deilige
Glut velsigned man.
I rige Herrers Stalde,
I Bondens ringe Bo
De lode hende die
Baade Gimmerlam og Ko.

Jeg sad ved stille Søer
Og lulled hende ind,
Hun slumred paa min Skulder
Med sin rosenrøde Kind;
Saa da jeg kom til Hove,
Som var min Vandrings Maal,
Var hun vever som en Lærke
Og buttet som en Aal.

Men det var Fru Margrethe,
Kong Wolmers Datter prud,
Hun tog sig af den Spæde,
Og styred hende ud
Med Klæder og med Smykker,
Med Lærdom og med Tugt,
245 Og Alting hende anstod
Saa yndefuldt og smukt.

Da Wolmers Datter døde
Og Jorderig forlod,
Sad Frøken Ellen siden
Ved den unge Dronnings Fod;
Indtil i Fjor, i Høsten
Hun pludselig forsvandt!
Da blødte mange Hjerter,
Og mange Taarer randt.

Man hvisked om Hr. Strange,
Om en Hjort blev der talt;
Men Ingen kunde fatte
Eller samle det Alt.
Saa sank det hen i Glemsel,
Som det gaaer til paa Jord;
Hvem tænker vel paa Sneen,
Som skinned her if j or?«

Hun taug. Men Hr. Peder,
Fordybet i sit Sind,
Stivt stirrede paa Græsset,
Med Haanden paa sin Kind.
Hid treen den gamle Jæger,
Han hørte de sidste Ord;
Han sagde: »Hjorten kommer
Nok her igjen, jeg troer.

Hvis ei den alt er fældet,
Saa er det Dyrets Skik
At søge did, hvor først
Den græssede og gik.
246 Den glemmer ei de Skove,
Ei den Mark eller Vang,
Den kjender alle Fugle,
Den mindes hver en Sang.

Ved Toner kan den lokkes.
Ak ja, hvor mangen Gang
Saae jeg dem ikke standse
Og lytte, naar bedst de sprang.
Faaer jeg først hiin for Øie,
Jeg ta'er vist ikke feil;
Jeg kjender den saa nøie
Fra Blad og til Speil!«

Som saa han stod og talte,
Rask over Gjerdets Torn
Syv kjække Stød der hørtes
I et klingende Horn.
Den Jægersmand da lytted:
»Hvad? er jeg ved Forstand?
Det var de Strangers Løsen, -
Og see, der kommer han.«

»Guds Fred! og Velkommen!«
Da raabte alle Tre,
Da gjennem Havelaagen
De Junkren fik at see.
Men Alvor paa hans Pande
Og Bleghed paa hans Kind
Neddæmped deres Glæde,
Da taus han traadte ind.

Sin flygtige Ganger,
Sin Gaade havde han
247 Nu atter fulgt forgjæves
Gjennem Skov, over Land.
Frem og tilbage krydsed den
Dog op imod Nord; -
For trende Dage siden
Han havde tabt dens Spor.

Knap var nu al Forundring
Og hans Fortælling endt,
Saa lød der høit en Stemme,
Som var dem vel bekjendt.
Som Lærkeslag den jubled,
Saa Skovens Hvælving klang;
Og det var Folmer Spillemand,
Der meldte sig med Sang:

»Du, som har Sorg i Sinde,
Gak ud i Mark og Lund,
Og lad de svale Vinde
Dig vifte karsk og sund.
Gak over Høi og Dale,
Og lyt ved Søens Glar
Til Skovens Alvorstale
Og Kildens muntre Svar.

Var Hjertet fuldt af Klage
Og brused Blodet vildt,
Jeg gik mig ud at jage
Det yndeligste Vildt.
Det var ei Hjort og Hinder,
Ei Terne eller Tjur;
Det var med friske Kinder
Den vilde, frie Natur.

248

Jeg vil saa nødigt bænkes
I Stuen, under Tag;
Der drikkes og der skjænkes
I døsig Fred og Mag.
Langt heller vil jeg brede
Min Dug bagved en Tjørn,
Paa lyngbegroede Hede
I Selskab med en Bjørn.

Mig hued ingensinde
Smaafuglene i Buur,
Som pynteligt paa Pinde
Maa sætte sig til Kur.
Nei paa de rigtig Vilde
Er det en freidig Jagt;
Om de er nok saa snilde,
Er deres Værge svagt!«

Saa hørte de ham synge
Længe før de ham saae;
Foran ham sprang hans Pudel
Gjennem de høie Straae.
Da kom han frem af Krattet
Med Strængeleg i Haand,
Med sit smilende Ansigt
Og de flagrende Baand.

Da samled' rundt om Bordet
De sad ved deres Viin,
Hr. Folmer førte Ordet,
Thi han var snild og Hin.
De bedste Raad han vidste,
Han havde lystigt Mod,
249 Og han med megen Liste
Paa Qvindfolk sig forstod.

»At faae et Uglehjerte
Det tager jeg mig paa;
Og Dorrits Sovekammer
Os aabent skal staae;
Thi hendes Terne, Inger,
Er i min Vold, jeg veed,
Som jeg igjen i hendes,
Efter Tid og Leilighed!«

De Andre To ham loved,
Hans Ord de gave Magt,
De vilde holde sammen
Ved de Raad, han havde lagt.
Saa ginge de til Hvile, -
De To med Sorg i Sind;
Til sine brogede Drømme
Den Tredie slumred ind.