Winther, Christian Træsnit

TRÆSNIT

Wo sich vier Arme geschlieszen in ein,
Nie suszre Freude die Sonne uberschein:
Da wird gedrucket von zwein Herzen so nah',
Laub war nie so dünne, desz Statt man funde da

Christian von Hamle,

2

        

3

VIGNET.

Troer ei, at Elskovs Gud kun boer
Blandt Grever og Baroner;
At kun ved Hoffers Dandsechor
Han reiser sine Throner!
Troer ei han kjøler kun sit Mod
Paa Fyrster og Prindsesser;
Ei stedse for saa kostbart Blod
Han sine Pile hvædser!
Ei altid spænder han sit Garn
Ved lumske Intriguanter
For adelige Pigebarn
Blandt Oncler og hos Tanter.
Nei han, som vækker stor Allarm
Bag Oberstens Vattering,
Han taaler ingen rolig Barm
Bag en gemeen Mondering.
Han rammer Hjertet nok saa vist,
Hvor Pels og Vadmel værne,
Som Brystet under fiin Battist,
Hvor Skjoldet er en Stjerne; -
Og ligegodt den fulde Barm,
Fordulgt i uldne Trøier,
4 Som den, der svulmer hvid og varm
Bag Tyll og Silketøier.
Han styrker vel den Riddersmand,
Som intet Spær kan rokke,
Han drager ham til Skrankens Rand
Ved Damens blonde Lokke; -
Men Bondens Knøs ved Høstens Tid
For Ridderen ei viger;
Han strider tidt en ædel Strid
For alle smukke Piger.
Den ene kroer sig ziirligt, ømt
I sine gyldne Lænker;
Den Anden spørger uden Skrømt,
Hvad Pigebarnet tænker.

Thi vil jeg flye fra Stadens Muur,
- At sige kun figurlig -
Og male Landets frie Natur,
Thi den er saa naturlig.
Her skrider ingen Hertug frem
Som i de smaa Noveller,
Her har ei Dues og Grever Hjem,
Prindsesser ikkeheller;
Ei Lorden med Camascher paa
Sin Elskovsqval forkynder; -
Nei, de, som paa min Scene gaae,
Er jevne, danske Bønder.
Og Scenen? Er den ikke smuk?
Ak! under Løvets Bue
Der lyder dog et Elskovssuk
Meer kjønt end i en Stue.
Husk paa, at Nattergalens Hjem
Er mellem Løv og Grene,
5 Paa Landet svulmer Rosen frem,
Og Lilierne, de rene;
Violen venligt leger Skjul
Ved Bækkens klare Vove,
Og Solen vælter blank sit Hjul
Høit over tause Skove;
Af Maanens ømme Øiekast
Kan Slettens Piger lære; -
Jo, her staaer Amors Tempel fast,
Hvor kan det andet være?
Han boer i Skov, han boer i Dal,
Han sig i Hytten sniger,
Han flagrer i den mørke Stald,
Og gjækker Bondens Piger.
Jeg saae den lille Gud, min Tro!
Hvor Hyrdehornet klinger,
Der sad han paa en Malkekoe,
Og slog med sine Vinger.
Jeg saae ham tidt ved Bryllupsfærd;
Det var saa kjønt at skue;
Han var, som han var hjemme der,
Og klar steeg Faklens Lue.
Naar Jordens Sommerdragt er gjemt,
Han har ved Juledandse
Sin Glæde; thi jeg veed bestemt,
Han knytter mange Krandse.
I Vaarens lysegrønne Lund,
Hvor Bukkar staaer i Klynge,
Han lærer Pigens røde Mund
Et Elskovsqvad at synge;
Den vilde Jæger i sin Skov
Til Sangen jo maa lytte,
Han standser, lader flye sit Rov,
6 Og vorder selv et Bytte.
Sirenen soler sig paa Steen
Med sine hvide Bryster,
Hun har en Stemme sød og reen,
Med Sang hun sig forlyster.
Imens hun fletter Haarets Guld,
Sig Bølgen sagte vugger,
Thi Elskov, heed og længselsfuld,
I hendes Sange sukker.
See Fiskerpigen roer i Land
Bag Bugtens grønne Banker,
Hun staaer og lytter tyst paa Strand,
Og synker dybt i Tanker;
Hun røres ved det hulde Qvad,
Hun græder, Barmen hæves,
Sin Haand hun rækker ham, der bad
Saa længe og forgjæves!

Af disse Elementer faa
Med Ydmyghedens Stempel
Jeg bygger, - hvis jeg ellers maa, -
En Fløi til Gudens Tempel;
Og i den lille Hal vil jeg
Iblandt saa meget andet
Ophænge Jer et Contrafei
Af Kiærlighed paa Landet.

HANS OG GRETHE

»Naar Kukkeren den sover, og Nattergalen slaaer,
»Naar natlige Skygger gjennem Haugegangen gaaer,
»Kom da bag Præstens Lade ved den hældende Piil,
»Der skal du, Hjertensven! see din Elskedes Smiil.

7

»Saa gaae vi ned ad Gyden mellem vilde Roser smaa,
»Og sætte os i Baaden, hvor de klare Bølger gaae;
»Saa seile vi til Øen, hvor vort Lysthuus er sat,
»Der favnes vi og kysses den hele Sommernat!«

Saa talde hun en Morgen, og ind ad Døren sprang;
Jeg gik til Ploug og Harve; men Dagen var saa lang!
Jeg saae kun hendes Bulle med Sølverlænken paa,
Det røde Stoffesskjørt og de Fødder pene, smaa.

Det hvide Særkeærme høit om den trinde Arm,
Og Silkeklædet hang løst om min Piges Barm;
Det gav jeg hende selv til Markedsgave nys,
Og derfor gav hun mig det første søde Kys.

Da Solen nu var nede, og Kræet bragt i Ro,
Og hele Byen slumred', da stod vi begge to
Bag Præstens store Lade ved den hældende Piil,
Der skued' jeg saa henrykt min Elskedes Smiil.

Saa gik vi ned ad Gyden mellem vilde Roser smaa
Og satte os i Baaden, hvor de klare Bølger gaae;
Vi landede paa Øen, hvor vort Lysthuus er sat,
Der vilde vi jo kysses den hele Sommernat.

Jeg slyngede min Arm om hendes smækkre Liv,
Jeg ønskede: Gud give, du var min Ægteviv!
Og mens vi langsomt vandrede henad den grønne Grund,
Jeg kyssed' hendes Øie, hendes Kind, hendes Mund.
Vi talede saa sagte de søde Elskovsord,
Og stode ofte stille paa den dugfulde Jord,
8 Men da vi kom til Huset paa Møllebækkens Rand,
Da traadte frem af Busken vor gamle Herremand.

»Jeg hørde fra mit Vindve, at her var Stevnet sat,
»Her vilde I jo kysses den hele Sommernat?
»Hvi vover I alene at gaae i Natten ud?
»Naar eders Engel sover, da vaager Elskovs Gud.

»For unge Hjerter stiller han Nettet trædsk og snild,
»Og dem, han ikke fanger, dem skyder han med Piil;
»Og Pilen, ak! den brænder, den er dyppet i en Gift,
»Og siden efter haanligt kun beleer han sin Bedrift.

»Rynk ei dit Øienbryn, min vakkre Ungersvend!
»Græd ei, du kjønne Pige, alt for dit Hjertes Ven!
»Jeg være vil den Engel, som vækker jer til Liv:
»Vær du min tro Forvalter, - og du hans Ægteviv!«

STEFFEN OG ANNE.

Lidt uden for vor By ved det røde Vangeled
Paa den svulmende Banke der boede Steffen Smed;
Saa tæt ved Veien staaer hans Smidie og hans Huus,
Med de blankeste Vindver og med Blomster i Kruus.

Naar Aftensolen slog sit Blik mod Havet ned,
Og vort Kirketaarn og Husene de rødmede derved,
Han hvilde sine Arme paa Dørens grønne Bræt,
Og skued' ned i Dalen, og blev dog aldrig træt.

Der boer en vakker Pige; hun hued' ham saa vel,
Og ofte med et kjærligt Blik hun frydede hans Sjæl,
9 Hun rakde ham saa villig den søde Kind og Mund;
Hun vidsde, at han elskede af Hjertets dybe Grund.

End havde han ei beilet; - da skiftede hun Sind,
Saa hurtigt, som paa Havet den bedragelige Vind;
Hun gik ham koldt forbi, og nynnede en Sang,
Som mere hende rørde end Smedens Hammerklang.

Han filede vel Kniven, skarp og Saxen saa fiin,
Som nogen Frøken bruger i det spædeste Liin,
Og kunstige Nøgler han smedede med Harm,
Thi ingen kunde aabne den Hjertelskedes Barm.

Naar Sommernatten spredte sin velsignede Duft,
Og Gnisterne fra Essen de foer saa høit i Luft,
Da lytted' han heel ofte til den rolige Dal;
Der qviddrede en Stemme, som en kjælen Nattergal.

Han traadte ud af Døren med Tanken fuld af Mord,
Thi til den velske Cither han hør de disse Ord:
»Mig aldrig gaaer af Minde dit Øies søde Smiil,
»Det staaer i Hjertet inde som en brændende Piil«.

Vor Skolemesters Frits var kommet hjem til vor By,
Vort Orgel var forstummet, nu synger det paany;
I Kongens Kjøbenhavn har han lært det at slaae,
Mange andre Instrumenter kan han ogsaa lege paa.

Hans Kinder ere blege, og Læggen er saa spæd,
I Dandsen dog han springer saa deiligt afsted,
Den smægtende Tone han strækker saa lang,
Alle Pigerne maa græde, naar de høre hans Sang.

10

En Morgenstund drog Steffen sin Kjortel af Skrin,
Om Hagen har han bundet det hvideste Liin;
I venstre Øre hænger en Ring saa sølverhvid,
Den bærer han med Glæde fra sin Soldatertid.

Han vandrer ned i Dalen til den lille Bondegaard,
I Portrummet seer han skjøn Anne; hun staaer
Og foer er sine Ællinger; den graadige Flok
Ommyldrer hende tæt, og faaer dog aldrig nok.

Han sukker saa dybt, og hans Kind bliver varm,
Han presser hendes Haand til sin bankende Barm,
Han rører sine Læber, hun hører knap hans Ord,
Han fæster saa undseeligt sit Øie mod Jord.

»Her er jeg, skjøn Anne, du kjender mig saa vel,
Vil du min Huustroe være, meer end min halve Sjæl?
Ak, hvis du siger nei! - jeg veed ei, hvor det er fat,
Jeg haver ikke Ro, hverken Dag eller Nat!«

Ei, Steffen Smed! hvad tænker han? det ei saa hurtigt gaaer,
Alene vil jeg leve endnu en to, tre Aar!
»Du giver mig dit Løvte dog? - med ydmygt Begjær
Jeg gjerne jo vil bie to Aar eller fleer!

Jeg troer, vi kunde leve saa lykkeligt, vi to;
Men du elsker vel en Anden end mig, kan jeg troe?«
Jeg kan jo ikke nægte, - Hr. Organisten, - han -
»I Alt jeg tør mig maale med den usle Spillemand!«

Han synger dog saa yndigt, den nette, unge Mand,
Han huer mig saa meget godt, jeg siger forsand;
11 Den smægtende Tone han strækker saa lang,
Jeg altid maa græde, naar jeg hører hans Sang.

Han siger, at han aldrig kan glemme mit Smiil,
Det staaer i hans Hjerte, som en brændende Piil;
Om han mener det saa lige, jeg ikke rigtigt veed, -
- Her vendte Smeden Ryggen, og skyndte sig afsted.

Mens han iler til Hjemmet, han snakker med sig selv,
Hans Hjerteblod strømmer som en sydende Elv.
Med knyttede Næver, med fortvivlede Blik,
Med vaklende Fødder til sin Smidie han gik.

Snart iler han, snart standser han de sittrende Knæ,
Og knuger sin Pande mod Ledstolpens Træ;
Og alt som han vandrer, og alt som han staaer,
Hans tabte Lykkes Billede forbi hans Øie gaaer.

»Hvor ofte har vi siddet under blomstrende Træer,
Paa Bænken saa fortroligt, hinanden saa nær?
Hvi lod du mig da favne dit smækkre, trinde Liv!
Mens du ikke vilde være min elskede Viv!«

Den rasende Qval ham gjennem Skov og Marker jog,
Han kom først til sit Huus igjen, da Aftenklokken slog;
Hans Øine ere stive, og bleeg er hans Mund,
Han Ølflasken knuser, og sparker til sin Hund.

Af sit Øiebryn han visker den iiskolde Sveed,
Men paa de blege Kinder randt ingen Taarer ned;
12 Nu standser han, og grunder med et rædsomt Smiil,
Saa render han til Smidien, til Hammer og Fiil.

Sin Pande han rynker, den ærlige Smed,
Hans Hammer og Ambolt kan mærke, han er vreed;
Han filér og hamrer; han bander, sukker, leer; -
De Skolebørn saa bange hen til Smidien seer.

Alt Natten spredte ud sin Kappe saa blaa,
Og vinked' alle Stjerner hid at smile derpaa,
Mens Steffen, den lændestærke, saa vildt sin Hammer svang,
Da toned' op fra Dalen den smigrende Sang.

Den rørde ham ikke, den pusted' op et Baal,
Den hærdede hans Hjerte, som Vand hærder Staal;
Men hist i Dalen eensomt de forelskede To
Sødt strømmed' hen i Ømhed, og hvidskede og loe.

I Haugen ved Gaarden sad skjøn Anne med sin Ven,
De Timer var' saa korte; - nu maae han gaae igjen.
Hun fulgde ham til Porten, hvor hun stod med Steffen nys,
Der gav hun ham det første, og ak! det sidste Kys!

Thi, som han sig vil liste forbi Smidien brat,
Der suser ud et Lyn i den stjerneklare Nat!
En glødende Piil i hans Hjerte sidder fast,
Han sank, hans Cither klang, og hans Øiestene brast.

Men vanvittigt griinde den fortvivlede Smed,
Saa Svalen over Døren den vaagnede derved:
13 »Nu aldrig meer med Smerte du skal see hendes Smiil,
»Nu kjøles i dit Hjerte den brændende Piil.«

Nu ligger Steffen Smed i Jern paa Bidstrupgaard,
Han bider i sin Lænke, han rusker i sit Haar;
Paa Kirkegaarden hviler Frits i Dødens søde Blund;
Og Anne? - ja hun sørger vel endnu en lille Stund.

HENRIK OG ELSE.

»Nei, nei min ædle Herre! I tro mig om I kan!
Sin Henrik ene elsker hun i hele Danmarks Land.
Min Else er saa trofast som den ranke Lillievand,
Der sætter eders Hjerte i en evig Elskovsbrand!«

»Min bolde Svend! i Morgen er der atter en Dag,
Da vil jeg hende prøve, og forfare den Sag!«
Saa talde Herren listigt, og saae mod Flisen ned,
De andre Herrer smidskede saa lønligt derved.

Alt Sommerlærken synger over Vordingborg By,
Og Guldgaasen glimter i det klare Morgengry;
Den milde, friske Vind bølger frem gjennem Korn,
I den susende Skov høres Hunde og Horn.

Liden Else sidder luunt ved sin Faders Urtegaard
Med sin flittige Rok, og rundt om Stolen staaer
Pioner, Tulipaner og Buxbom, Krusemynt;
Men Pigen var dog Haugens alsomdeiligste Pynt.

En mørkeblaa Kjortel om de ranke Lemmer laae,
De sneehvide Ærmer til Haandledet naae;
14 Og flittig og vims er den lillebitte Fod,
Den dreier Rokkehjulet med strøstigt Mod.

En Kat med sorte Striber bag ved en Solbærhæk
Høit skyder op sin Ryg; ved den tindrende Bæk
Der gaaer den liden Ælling saa guul og rund og reen,
Ret som en Æggeblomme, der nyligt har faaet Been.

Paa sin Vinge svømmer Bien, mens Solen er saa varm;
Da hæver hun sit Hoved rask, og skygger med sin Arm.
En Flok af vilde Jægere med buldrende Trav
Sig skynder over Mark, over Grøvt, over Grav.

Hver Ridder var saa pyntet, som han vel kunde bedst,
Men smukkest var dog han paa den skimlede Hest;
Han skinnede som Solen i den brogede Flok,
Han standsede sin Ganger, og hun standsede sin Rok.

»Hil sidde du blandt Roser, selv en Rose saa skjøn,
Liden Else, jeg har elsket dig længe i Løn!«
Da neied sig mod Jorden den tugtige Mø,
Af Blussel og af Angst var hun nær ved at døe.

»Til dit Hjerte og din Haand jeg beile nu vil,
Disse gode danske Herrer ere Vidne dertil!«
Da rysted' hun paa Hovedet med blussende Kind,
Da greb hun til sin Rok, og vilde gaae ind.

»Jeg giver dig Forlov at betænke den Sag,
Liden Else, i Morgen er der atter en Dag!«
15 Det sagde han saa listigt, og saae til Pigen ned,
De andre Herrer smidskede saa lønligt derved.

»Med hvide Perler fletter jeg dit guldgule Haar,
Din Fløielskjortel foeres med Sobel og Maard,
Jeg binder dyre Stene om din Hals og din Arm,
Jeg spænder fire Heste for din hængende Karm.«

»Til Harper og til Fløiter under tusind Kjerters Glands
Paa kostelige Tillie der træde vi vor Dands;
Ved barske Vintertider i Salen luun og tæt
Vi spille Guldtavl ved Malvasier og Klaret.«

Da reisde hun sit Hoved, slog Lokken fra sin Kind,
Hun smilde med sit Øie, saa listefuld i Sind.
Hvor gule var' de Lokker, som rundt om Panden laae,
Og saa disse Øine, - hvor friske og hvor blaae!

»Jeg er kuns Bondepige, men I en Ridder stolt,
Snart vilde eders Øie kun skue mig koldt,
En Bonde maa det være, en Bonde har jeg kjær; -
Thi hænge I bort eders blanke Herresværd!«

»Velan, jeg hænger gjerne min Dyrendal paa Væg,
Nu vil jeg hvædse Leens og Plougjernets Ægg.«
»Men Kaaben hin røde jeg aldrig skue vil,
En dygtig Vadmelskofte maa I lægge jer til!«

»Ja Vadmel vil jeg bære, og det røde Fløielsskrud
Paa Herrens høie Alter jeg breder ydmygt ud!«
»Saa skjænker I bort eders ridderlige Hest;
Min Mand skal drive Studen, det passer ham bedst.«

16

»Jeg jager ind i vilden Skov min gode Ganger graa,
Den Hest, som mig har baaret, skal ingen sidde paa;
Men selv vil jeg langsomt i Plougfuren gaae,
Ifald jeg, liden Else, dit Hjerte kan faae.«

»Af eders Borgekjælder I trille hvert et Fad,
Det Øl og Mjød, jeg brygger, gjør ogsaa Hjertet glad!«
»Ja gjerne vil jeg drikke det danske Øl og Mjød,
Saa giver jeg min Sanger den Viinmost saa sød;

Ei lyder Sangen lifligt, naar Halsen er for tør,
Og dygtigt maa den skylles, det har jeg mærket før!«
Det sagde han saa listigt, og saae til Sang'ren hen,
De andre Herrer smidskede saa lønligt igjen.

»Jert Herreskjold med Mærker og Billeder besat,
Det sætte I for Knæ, og bryde det brat;
Og ned maa I styrte eders stolte Ridderhuus,
Og lade Plougen vandre over Grundmurens Gruus!«

Da straalede hans Ansigt med Høihed og Ro,
Han mærkede klarligt, hun var sin Kjærest tro:
»Jeg seer, liden Else, du kan dig fra mig snoe,
Thi Skjoldet maa jeg bære, i Huset vil jeg boe!

I Skjoldet springe Løver, og Hjerter staae i Brand!
Hvor kunde jeg vel bryde den dyre Skjolderand?
Thi jeg er Kong Wolmer, og Danmark er mit Huus;
Og skulde jeg vel Danmark nedstyrte i Gruus?

Jeg frister dig ei længer, nu kjender jeg din Hu,
Christ give, hver en Ungmø var trofast som du!
17 Belønne dig - det vil jeg; du har talt mig til Behag,
Guds Fred! Farvel! i Morgen er der atter en Dag!«

Saa kasted' han omkring sin urolige Hest,
Bort foer han med sin Skare som en Efteraarsblæst;
Da raslede Løvet under dundrende Hov,
Vildt skingrede Halloh! i den undrende Skov.

Men over Gjærdet svang sig hendes hjertenskjære Ven,
Han ilede med Jubel i Pigens Arme hen;
Med stille Fryd de ginge over Marken til By,
Hvor Guldgaasen glimtede paa Taarnet under Sky.

For alle vakkre Piger paa Danmarks grønne Vang,
Der blive deres Beiler troe, jeg digted' denne Sang;
Jeg synger deres Priis, til jeg lægges i min Grav;
Thi dem er der, Gud skee Lov, dog endnu mange af!

JØRGEN OG TRINE.

I græsbegroede Enge, tæt ved Østersøens Bugt,
Der slynger sig den klare Bæk, saa vevert og saa smukt;
Paa dens ene Side hæve sig Eeg og Bøg i Sky,
Paa den anden sig leirer en Kirke og en By.

Hvo vader gjennem Bækken der med stive Støvler paa?
Hans vaiende Kaske sig speiler dybt i Aae?
Det er Jørgen Rytter, en Krigskarl saa rank:
Forsigtig han sig støtter paa Pallasken blank.

18

Hvo sidder paa hans Arm? - det er hans Trinemoer!
Det er hans lille Pige med de sølvspændte Skoer;
Som paa en kroget Egegreen hun sidder der saa tryg,
Og slaaer sin ene Arm om sin Kjærestes Ryg.

Hun læner paa sin Hofte den pæne Malkespand;
Bag de smilende Læber der sad en Perlerand.
Men Svenden? hvorfor sukker han? hvad gaaer ham vel imod?
Nu sætter han jo Pigen ved Bøgetræets Rod.

I Græsset reen han stamper sin klirrende Fod,
Paa Kinderne ham brænder hans røde Hjerteblod:
»Farvel, min lille Trine! jeg maa nu bort i Krig;
»Men bliver du mig ogsaa tro, foruden Falsk og Svig?
»Jeg veed det nok, min Fæstemø! du holder lidt af mig;
»Men vor Skovriders Peter dandser altid med dig;
»Det er en vakker Knøs, ja han valser grumme snildt;
»Men takke ham Du kunde dog en Smule mindre mildt.

»Hør! øiner du i Stranden fjernt den store Kampesteen?
»Den salte Bølge bruser, og slikker den reen;
»Hvis mig min Pige svigter, da redes hist engang
»Min Brudeseng forsanden af Søgræs og Tang!«

Hvad tog han frem af Tasken? En gylden Ring paa Stand!
Den satte han saa venlig paa hendes Guldbrand;
19 Han trykkede sin Knebelsbart paa hendes søde Mund,
Og vandrede saa bort gjennem tykke Bøgelund.

»Ak! det er tungt at skilles, men sødt at sees igjen!
»Jeg bliver dig vist huld og tro, min kjære, kjære Ven!«
Saa hvisked' hun, og satte sig, og malkede i Spand,
Fra begge hendes Øine randt det klare Perlevand.

Det var ved Foraarstide; - men da Høet skulde ind,
Da gik hun med sin Rive, og sang med muntert Sind;
Hver Morgen saae hun Peter, naar han gik i Skoven hen
Hver Aftenstund hun valsed' med den kjønne Jægersvend.

Da Vinteren var kommet, og Kornet sat i Hæs,
Alt Qvæget stod i Huus, og man slagted' Lam og Gjæs;
Sad Trine just i Stalden hos sin hjelmede Koe,
Der bad hende Peter om Hjerte og om Troe.

»Ung Peter han eier baade Gaard og Skov og Eng,
»Han rede kan sin Huustroe saa blød en Ægteseng; -
»Jeg hører ei fra Jørgen; han staaer sig vel brav, -
»Og Sehested blev mangen god Dannemands Grav!«
Saa tænkde hun i Hjertet og rakde Haanden hen,
Hun kyssede saa blussende den friske Ungersvend.
Da var hun vel glad; men underligt engang
Hendes Fæstensring imellem blev Fingeren for trang.

20

Alt Vinteren nedsendte sit kolde Svaneduim,
Hver Søe var mælkehvid, hver Bøgestamme bruun;
Da var der ogsaa lyst tregange over Øe
For velagte unge Karl og dydsirede Møe.

Clarinetter, Violiner fra Brudehuset klang,
Da de rødgule Aftenskyer alt i Luften hang:
Da skulde Slædefarten over Strandbugten gaae
Til Peters Gatard paa Næsset; der skulde Dandsen staae.

Den første Slæde gjemde den rødmende Brud,
Den elskovsdrukne Brudgom i den anden drog ud;
Saa kom de Gamle, alle med en anden Slags Ruus,
De fore ned til Stranden fra det larmende Huus.

Hver Slæde skinner broget og Bjælden gjør Musik,
Da stiller sig en Rædsel for det undrende Blik:
Tvert over Veien stormer en Rytter i Galop,
Og lisbroen knager ved de vældige Hop.

Fra Kasken nedvifter et Svæv af Hestehaar,
Den lange brede Pallask mod venstre Spore slaaer,
Han sidder skarpt i Sadlen, med Næven paa sit Laar;
Men i Brystet til Venstre der bløder dybt et Saar.

I den dæmrende Aften han stirrer som et Liig;
Ak! Bruden dækker Øiet med et hvinende Skrig.
Han vinker blot med Haanden; hendes Kudsk styrter ned,
Og de fnysende Heste over Fladen afsted!

21

Langt ude hist i Stranden ved den store Kampesteen,
(Den salte Bølge bruser, og slikker den reen,)
Der Rytteren med Bruden nedsynke Skaren seer;
Man hørde blot et Klageskrig, man saae dem aldrig meer.

Hvert Aar, naar Dagen kommer, og Vinden bærer hid,
Da hører man det Jammerhyl i skumle Aftentid;
De Piger hviske ængsteligt paa deres Qvindeviis,
Men liden Dreng om Morgenen faaer af sin Moders Riis.

Den, som har Visen sjunget, det er en dansk Student,
Og endnu er ham aldrig slig Hjerteqvide hændt;
Han eier ingen Kjæreste; men vælger han sig een,
Mon hun vel ogsaa volder hans Hjerte saadan Meen?

JOHAN OG LISE.

Jeg sad i vores Hauge med Naalen i min Haand,
Og syede paa min Trøie de røde Silkebaand;
Da kom den unge Greve med Fjedren i sin Hat,
Paa Jægertrøien flunkede hver Knap soni en Ducat.

Han støtted' sig paa Bøssen, med Smul paa Mund og Kind:
»Hør, Lise, giv mig noget, som qvæge kan mit Sind!
»Jeg er saa træt af Jagten; du har det gandske vist!
»Jeg beder dig saalænge, du gier mig det tilsidst!«

22

Javel min ædle Herre, jeg svarde ikke seen,
Der hænge røde Æbler imellem Løv og Green!
»Nei Æbler er vel røde; men noget mere rødt
»Er det, som jeg forlanger, og meget mere sødt!«

Naa, vil I, jeg skal hente den sukkersøde Mjød?
Den skinner imod Solen saa liflig og saa rød.
»Nei, det, som jeg forlanger, mig giver bedre Ruus,
»End den, der endnu slumrer paa Bunden af et Kruus.«

»Det, som mit Hjerte ønsker, som gjør mig glad og sund,
»Er Kys paa dine Læber og paa din friske Mund;
»Ifald du mig vil unde blot een Gang denne Lyst,
»Saa faaer du denne K j æde, som blinker paa mit Bryst!«

Herr Greven er saa kjøn! men jeg tænkde paa Johan!
Han er dog meget raskere, og være vil min Mand!
Jeg sagde: ædle Junker! slet ingen Kys I faaer,
Saa groede paa min Hage jo de krusetsorte Haar.

Imorgen efter Prædiken jeg gaaer til Nørrebye,
Der lærer mig min Moster at kniple og at sye;
Hvad vilde hun vel sige, den gamle Mutter graa,
Ifald det fæle Skjæggehaar hun paa min Hage saae?

»Du er jo overtroisk, mit vakkre Pigebarn!
»Den, som har lært dig saadant, er et letfærdigt Skarn!
23 »Jeg faaer da vel at qvæge mig udi den blanke Søe,
»Men ræk mig dog nu Haanden til et kjærligt Adieu!«

Jeg rakde ham vel Haanden, men tænkde paa Johan,
Og da han saa var borte, jeg steeg paa Gjærdets Rand!
Hist meiede han Hvede; men hurtigt paa mit Vink
Han kastede sin Lee, og kom springende saa flink.

Imorgen efter Prædiken jeg gaaer til Nørrebye,
Der lærer mig min Moster at kniple og at sye:
Min sødeste Johan, hvis du vil med mig gaae,
To Kys eller trende dem skal du gjerne faae.

Lad andre ramme Skiven, og lad Keglerne i Roe,
Saa blier du ogsaa borte fra den slemme, slemme Kroe!
Min Moster skal dig skjænke baade gammel Øl og Viin;
Hun veed, at du vil være Allerkjæresten min!

»Ja Lise, jeg vil følge dig - alt i vort hele Liv,
»Og jeg skal aldrig spille meer, - naar du først er min Viv;
»Saa drikker jeg ei Brændeviin; da er din søde Mund
»Den Himlens Mannakrukke jo, som gjør mig stærk og sund.«

Den næste Middag stod jeg da, og ventede min Ven,
Hvor Huulveien slynger sig imellem Buske hen;
Natregnens Skyer hang i Luften mild og luun,
Paa Gadekjæret vipped' knap det fine Gaaseduun.

24

Da sprang den grønne Junker frem af grønne Krat og Siv,
Og slog sine Arme om min Hals, om mit Liv;
Jeg kjæmpede mig træt med min Haand mod hans Bryst;
Da hørde jeg fra Bakken min Kjærestes Røst.

»Hei! holdt! bolde Greve! Nu gaaer I nok for vidt?
»I jager efter Kys! ja men dette Kys er mit!
»Jeg er hendes Kjæreste, og Tøsen er min Brud;
»Gjern kun eders Lærkespid, og pak jer saa med Gud!«

Hvad drog han ud af Skeden? eja! sin blanke Kniv!
Den havde han vist stukket i min Kjærestes Liv,
Hvis ikke den Stærke havde grebet den med Magt,
Og den hele, pæne Junker i Mergelgraven lagt.

Jeg græd med mine Øine, men jeg loe med min Mund;
Thi Greven blev saa pyntet i Mergelgravens Bund:
Den ene Side grøn og blank som Vaaren var at see,
Den anden var saa hvid, som den klare Vintersnee.

Da hørde vi en Rumlen gjennem Huulveien gaae,
De fire gule Hingster og den lukte Vogn vi saae;
Den bar den gamle Greve, den bragde os vor Trøst:
Ud steeg han af Karossen med Stjernen paa sit Bryst.

»En lille Fugl har sjunget mig den hele Storm og Strid,
»Jeg vil bortjage Skyen, saa vil Himlen vorde blid;
25 »Men straffes skal I alle, og derfor hid jeg kom!«
Da stode vi saa ængsteligt, og ventede vor Dom.

»Min hvidgrønne Junker skal forvises Slot og Land,
»Han føre skal de Ryttere, vel femhundred' Mand
»Under Marlboroughs Fane; ved Cartovernes Spil
»Han skal vise de Franske, hvad Dansken duer til!

»Johan skal straffes skarpest, og i evigt Fængsel gaae,
»I Ægtestandens Lænker vi flux ham smedde maae,
»Og Lise skal ham holde fast, i Fangenskab saa haardt,
»At han hverken gaaer paa Jagt efter Kys eller Kaart!«

Saa talde han, og tog min Haand, og klappede min Kind,
Saa steeg han med sin Søn i Karethen atter ind;
Johan og jeg gik Arm i Arm tilbage til vor Bye,
Jeg glemde reent af Glæde at kniple og at sye.

Om Aftenen ved Kroen flink de Sølvtrompeter sang,
Og oppe fra det høie Slot man hør de Atterklang;
Foran sin raske Rytterflok den kjønne Junker drog
Forbi mit Vindue, trued', men dog mildt til Hatten tog.

Nu gaaer Johan i Mark og Vang, og passer Kræ og Korn,
Og frygter hverken Junkerens Jagt eller Horn;
Jeg sidder alt og syer paa de Vuggepuder smaa,
Og nynner denne Vise til; - den er kun saa som saa!

26

CHRISTEN OG LENE.

I Kroen er der lystigt med Spil og med Sang,
Og Tappen den driver, og Flasken giver Klang;
Mens Liremanden spiller, og øver sin Hals,
Faaer Kruset omkring Bordet sin rolige Vals.

Ved Bilæggerovnen med det store Messingfad,
Der sidder Peter Hald ved Brændeviin og Mad;
Hans Naboe, Rasmus Stub, udpuster sin Tobak,
Slaaer Armene paa Kors, og hører paa hans Snak.

»Du troer, at lille Lene hun er mit eget Barn?
Ja Tøsen har mit Hjerte ret fanget i sit Garn!
Jeg elsker hende næsten som mit eget Kjød og Blod,
Især fordi mit første Barn saa tidligt mig forlod.

For atten Aar siden, da den Lille hun var død,
Da var jeg saa bedrøvet; for at glemme min Nød
Saa sleed jeg baade Nat og Dag, saa det var en Gru;
Da hændtes mig just det, jeg vil fortælle nu.

Jeg var just gaaet ud i Troldestue Skov,
At hugge mig en Aas til den engelske Ploug; -
Den skulde staae og tørres, - jeg havde bjerget Høe,
Og af Sorg og Mathed jeg var færdig at døe.

Jeg sov nu, som jeg pleier efter Arbeide, drøit,
Da hørde jeg en Stemme, som kaldte mig høit;
Dog drømmende jeg hørde, og vaagende jeg sov,
Det susede for Øret som om Natten i en Skov.

27

Men Stemmen raabde: »Peter Hald! før Solen skrider frem,
Stat op, træk Trøien paa, forlad dit lune Hjem!
Ved Troldestuens hule Eeg der finder du en Skat,
Lyksalig, hvis du lyder mit Varsel i Nat.«

Nu hørde Stemmen op, og jeg vaagnede brat,
Da vidste jeg slet ikke, hvordan det var fat.
Fast hoppede mit Hjerte af Angest i mit Liv,
Og Lysten sagde: gaae! men Frygten sagde: bliv!

Jeg reisde mig fra Maren, hun slumrede trygt,
Jeg lænede vor Gadedør, og lyttede med Frygt;
Natten var saa luun, og det lynede i Vest,
Og ned ad Præstens Gyde hør des Trampen af en Hest.

Jeg kløede mig bag Øret, og grundede lidt,
Jeg tog til mine Buxer, men betænkde mig tidt;
Snart var jeg curassig; men, naar kuns Uglen skreeg,
Saa vilde jeg slet ikke gaae til Troldstuens Eeg.

Men da jeg fik min Trøie paa og Øxen i min Arm,
Da blev mig vor Stue for lummer og varm;
Jeg listede mig bort, og tænkde som saa:
Du kan jo vende om, hvis du ikke tør gaae.

Imens jeg gik den lange Vei norden om Søe,
Jeg Skovfogdens Hunde hørde langt borte gjøe;
Paa den store Tørvemose jeg kysde Viben op,
Den kolde Nattegysen foer gjennem min Krop.

Nu Klokken slog to paa Taarnet i vor Bye,
Og Hanerne galede, mens Dagen vilde grye,
28 Jeg gik kun jevnt, og snart blev det i Østen lyst,
I Skoven var det endnu heel dunkelt og tyst.

Men da jeg kom til Pladsen om det hule Egetræ,
Jeg saae et deiligt Pigebarn; hun laae paa sine Knæ
I røde Silkeklæder med et Belte om sit Liv,
I Hatten var der Fjedre saa høie vel som Siv.

Hendes Ansigt var saa nydeligt med Rødt og med Hvidt,
Med fine Liin den hede Graad hun tørrede tidt;
Hun laae henslængt i den grønne bløde Eng,
Og kyssede med Suk et Barn udi en lille Seng.

Hun trykkede mod Barmen den hvide Kurvebast;
Ved Ellestubben stod hendes Fole bundet fast.
Kridhvid den var, med broderet Schabrak,
I Morgenluft den vrinskede, og slog med sin Nak.

Knap fik hun mig i Sigte, før hun flygted som en Vind,
Hun pegede paa Kurven med Taarer paa sin Kind.
Hun svang sig som en Svale let paa Gangeren høi,
Og traved' gjennem Skov, saa de gule Lokker fløi.

Jeg nikkede til hende vel, men talde ei et Ord;
Saa gik jeg hen til Kurven; der laae det lille Noer,
Indsvøbt i fine Klæder med en Seddel paa sit Bryst,
Af Barnets brune Øine jeg havde ret min Lyst.

»Tag mig, du gode Bonde! - Helene er mit Navn,
Min Moder har udstødt mig for evigt fra sin Favn.
Lad mig din Datter være i din lille Piges Sted,
Og tredive Ducater dem faaer du aarligt med.«

29

Mit Hjerte er ei bygt af Jern og Marmorsteen:
Jeg Øxen tog, og huggede en dygtig Hasselgreen,
Den stak jeg gjennem Hankene, bar Pigen til min Moer,
Og hun blev vor Datter, blev smuk og blev stor.

See, det var Aaret før ved den store Revue,
Da de mange Regimenter laae rundt omkring vor Bye,
Paa Gaarden var der Damer og Herrer i en Flok,
Den unge General - Du forstaaer mig jo nok?

Jeg trænger nu til Hjelp, jeg er gammel, vov og tung;
Men din Christen derhjemme han er lystig og ung,
Lad os gifte ham med Lene - han har jo tjent ud,-
Hun bliver Byens rigeste og smukkeste Brud!«

Her endte Peter Hald sin lange Passiar,
Imedens Rasmus Stub sig skaber som en Nar;
Han rykker i sin Hue, han smidsker bag sit Kruus,
Gnider Daasen med sin Albue, og tager sig lidt Snuus.

»Jeg var ogsaa gaaet ud for en Time eller to
I Troldestueskov, at vande Hest og Koe;
Bøgen var saa lysegrøn, saa frisk efter Regn,
Og lifligen duftede de blomstrende Hegn.

Men som jeg nu søger efter noget af mit Kræ,
Saa seer jeg gjennem Krattet ved det hule Egetræ
30 Min Christen med et Pigebarn i heftig Snak at staae;
Jeg k j endte hende ikke, hun havde Solhat paa.

Fra det han var i Frankrig, er det Fanden til Knægt!
Han kan snakke for Pigerne med Fynd og med Vægt.
Hun stillede sin Rive ved den svære Egekrop,
Og brød en lille Green, som nyligt var skudt op.

Mod Jorden slog hun Øiet med undseeligt, stille Sind;
Han kigede saa skjælmsk under Solklædet ind,
Og snakkede saa ivrigt; men jeg hørde ei hans Ord,
Som Avnerne fra Skovlen de fra hans Læber foer.

Han vendte sig, og snoede sig, og krammede sin Hat,
Hun plukkede Qvisten, som hun havde faaet fat,
Og trippede med Foden, som Takten til en Dands,
Og dreiede paa Armen en broget Malkekrands.

Nu slog han sig for Brystet, nu fægted' han med Arm,
Nu tørred' han af Kinden en Taare saa varm; -
Saa gav hun ham da Haanden! - han greb den med Hast,
Slog begge sine Arme om Pigebarnet fast.

Han var vel hidsig først; men nu fik Tøsen Liv,
Hun syntes nok, at det var en artig Tidsfordriv!
Hun gav hans røde Kinder saa mange bløde Klap,
Lagde Haanden bag hans Nakke, og kyssede om Kap.

31

Men da de skulde kysses, var hans Hoved for stort,
Han skjød hendes Solhat fra Ansigtet bort;
Bagaf den faldt i Græsset; - hvad saae jeg saa der?
Det var jo din Lene, som var hans Hjertenskjær!

Det vilde jeg fortælle dig; - jeg fløi som en Fjer,
Og traf dig da i Kroen, - og nu sidde vi her!« -
Rask slog de Haand i Haand et ret mandhaftigt Tag,
Som paa en Loe om Vint'ren et vældigt Pleielslag.

»Til Mikkelsdag med Klang og Spil skal deres Bryllup staae,
Og Suul og Øl og Brændeviin jeg sparer ikke paa f
Mit Storstuegulv er af Flensborgersteen,
Hei, hei! hvor vi skal røre vore gamle stive Been!«

»Af mig skal de hver faae en opredet Seng!«
»Af mig de femten Lam, som græsse i min Eng,
En Qvie fra i Fjor og den blakkede Koe!«
»Otte Grise af mig, en Galt og en Soe!«

»Jeg gier et Par Heste!« - »Og jeg gier en Vogn,
Nyhugget, malet, som ingen i vort Sogn!«
»Og begge to vi bygge dem af Ny et Alhuus op!«
»Nei, nei! Peter Hald, lad os nu sige stop!«

SVEND OG INGER.

Dybt nede mellem Banker retsom i en Tragt,
Hvor tykke Bøgetræer ere Bankernes Pragt,
Der slynger sig en Skovvei, der risler en Bæk,
Der Vandmøllen skjuler sig bag ved sin Haugehæk.

32

I Sommernattens Stilhed den kneisende Raae
Hendandser over Høien saa let paa sin Taae.
Smaafuglene de hvidske, - selv veed de ikke hvad,
Og Dugdraaben lister sig fra Blad og til Blad.

Vemodigt Maanens Øie paa den fjerne Kirke seer,
Den speiler sig i Bækken og rødmer og leer;
Men i Møllerens Stue, der boer den klare Dag,
Der klinger Violiner og Paukens dumpe Slag.

Der skingrer lystig Latter, der trampes flinkt en Dands,
Mens ud af Vindvet straaler den natlige Glands,
Der farver Æblestammen og Ferskengrenen rød,
Og taber saa sin Straale i Buegangens Skjød.

Men dybt i Æblehaugen i den lønligste Vraae
Et Lindetræ sin duftende Skjærm mon udslaae,
Og under Træet strækker sig af Mos en venlig Bænk,
Did sniger sig kun sjelden en Stjernes Sølverstænk.

Paa bløde Bænk der sidde Forelskede to,
Og begge ere blussende og friske og troe,
De snakke tyst og hemmeligt om Kys og Kiærlighed,
Og Bækken hist bag Hegnet den snakker ogsaa med.

Da rasler det i Busken, og i Maaneskinnet blank
Fremtræder der en Herre saa stolt og saa rank,
Han glatter med sin Haand sine lange, gule Haar,
Og taler til sin Tjener, som ved hans Side staaer.

33

»Hvad tænker hun, den trodsige, den lille Møllertøs?
»Troer hun at jeg vil vige for den plumpe Bondeknøs?
»Jeg synger til min Cithar, men hun leer mig kuns ud,
»Jeg trygler om et Kys; men hun svarer: jeg er Brud!

»Af Silke er min Vams med Fløil og Hermelin,
»Strunk Strudsfjedren vaier paa Baretten fiin,
»Min Ganger kan jeg styre, han vrinsker høit i Sky,
»Han bærer mig saa stolt over Land, gjennem By.

»Og Landets bedste Qvinde, saa rødmende og smuk
»Med blysomme Øine har bønhørt mit Suk;
»Ja, hver en skjøn Jomfru hun ønsker jo ved sig,
»Gud give Kay Lykke vilde beile til mig.

»Din List har mig hjulpet saa mangen god Gang:
»Til Sværd kan man gribe, gjør Manden Veien trang;
»Men Qvinden kan jo daare det allerbedste Sværd,
»Thi maa vi Listen bruge i denne Qvindefærd.

»Drik Mølleren fuld af hans eget fulde Kruus,
»Og bær mig saa som Hvede i en Sæk til hans Huus,
»Da skjænker mig vel Natten saa mørk og saa stil,
»Hvad Dagen den lyse hverken kan eller vil.«

Flux ile de afsted; - men Svend i sin Vraae
Leer lystigt med sin Møe ad det, de hør de og saae;
Han .trykker hendes Haand, han kysser hendes Mund,
Og hvidsker et Par Ord, før han iler ud af Lund.

34

»Han husker ei, den Qvindekarl, sit eget Haresind,
»Da Svenskekongens Slæde foer over Sjelland ind,
»Da manglede hans Ryttere, selv fjæled han sig tryg,
»Han vilde heller varme bag Ovnen sin Ryg.

»Imens vi andre strede for Land og for Møe,
»Og Kong Fredrik i sin Rede langt heller vilde døe,.
»Sit smukke glatte Ansigt han sparede paa,
»Nu skal han, søde Inger, en Lectie faae.

»Du er min egen lille, min huldeste Møe,
»Jeg saae ei nogen kjønnere paa Land eller Søe,
»Og hvis du troer, »jeg spadser«, og, »er ei rigtig klog«,
»Saa see kuns i det lille Speil bag i din Spændebog.« -

I Møllerens Huus er der Taushed og Roe,
Og Bøhmerne er' gangne til Byens store Kroe,
Men Inger gaaer, og sysler saa tankefuld i Sind,
Og Møllerkonen sidder og nynner ved sit Spind.

Hun nikker altimellem; men retter flux sin Ryg,
Naar Lyset formørkes af en brændende Myg;
Men Pudelhunden strækker sin kulsorte .Lab,
Han gaber høit, og snorker med Mølleren om Kap.

Liden Inger hun er munter, hun rydder op i Hast,
Hun sætter Almanakken i Speilrammen fast,
Hun vander Krusemynten, afstøver Vindvets Karm,
Og titter ud af Ruden, støttet paa sin Arm.

35

Saa seer hun paa sin Moder med fiffige Blik,
(De mørkeblaae Øine have altid den Skik),
Nu leger hun med Katten, og nynner med sin Moer,
Og snakker lidt med Hunden, som sover under Bord.

Hun pusler ved sin Seng, der skinner som en Snee,
Da banker det paa Mølledøren, - een, to, tre!
Ind træder Lykkes Tjener, og hilser med sin Hat:
»Og vil I laane Huus til min Sæk her i Nat?«

Den gamle Mutter tager af Næsen sine Glas:
»I kommer her om Natten just ikke ret tilpas;
»Men sæt den kun ved Enden af min Datters Sengefjæl!«
Han sætter den og gaaer med Gudsfred og Farvel.

Sig Pigebarnet neppe kan bare for at lee, -
Da banker det paa Mølledøren, - een, to, tre!
Den gamle Hans fra Kroen han træder ind i Huus:
»Jeg veed ei, hvor jeg gjemme skal min Sæk her for Muus.«

»Jeg proppet har i Sækken noget grumme meget Rart,
Og vogter I det vel, kan I hver faae sin Part!«
- »Ja, sæt den hen ved Sengen, hvor den anden Pose staaer!«
Han sætter den og smidsker, og bort fra Møllen gaaer.

Alt Møllerkonen sover ved Siden af sin Mand,
Mens Inger tænder Lys ved Kjøkkenarnens Brand,
I Stuen er der stille, kun Rottens travle Tand,
Og Uhrets Perpendikkel saa grant man høre kan.

36

Da reiser sig den ene Sæk, og strækker sig ud,
Den bliver til en Herremand, saa rank og saa prud;
Den anden fanger ogsaa Liv, den er eiheller seen,
Den bliver til en Bondekarl med stærke Arm og Been.

Een lister sig til Venstre, til Høire famler Een,
Hiin tramper Kattens Hale, og denne Hundens Been,
Mens grueligt de hyle, som Nattens fæle Aand,
Ind træder liden Inger med Lampen i sin Haand.

Flux Svend i Krogen griber et vældigt Kosteskaft:
»Lad see min vakkre Oberst! om I har Mod og Kraft!«
Men Herren vover ei at komme Bonden nær,
Han mindes ei at drage det blanke Staal fra Lær.

Han skjælver og han bæver den fine Cavalier,
Og trods den røde Sminke den blege Frygt man seer;
»Troer I endnu, hver Danmøe af Hjertet ønsker sig:
»Gud give dog Kay Lykke vilde beile til mig?«

Møllerkonen laae saa dybt i Angestens Sveed,
Og Katten stirred' roligt fra Sengetoppen ned;
Men Mølleren i Sengen overende sad, og saae
Saa strunk, som et Spøgelse med Nathue paa.

Kay Lykke staaer saa stille, han mæler ei et Ord,
En ringlende Pengepung han slænger hen paa Bord,
Da luer Bondens Øine, hans Kind bliver varm:
»Nu burde I med Rette følt Svend Poulsøns Arm.

37

»Mig har Kong Fredrik givet baade Gaard og Skov og Jord,
»Han har husvalt mit Hjerte med milde Kongeord,
»Fordi jeg streed mod Svensken med List og med Magt,
»Paa eders Løsepenge jeg kaster stor Foragt!«

Alt hæver han sin Arm til det vældigste Drag,
Da høres der paa Døren saa ængstelige Slag;
Ind farer Jtmk'rens Tjener, saa bleeg som et Liig,
Og kalder paa sin Herre med Graad og med Skrig.

Han rækker ham en Æske, han giver ham et Brev,
Saa silkehvidt Papir, som Haanden, der det skrev;
Han aabner det med Bæven, paa Bænken synker ned;
Hans Øine tindre begge, ret næsten som han græd.

Han læser snart med bleeg, snart med blussende Kind,
Og skyder Brevet voldsomt under Fløielsvamsen ind;
Han heftigt aabner Æsken, da straaler huldt med Glands
Rubiner, Diamanter, Smaragder i en Krands.

Et deiligt Ansigt smiler af Glorien ham imod,
Og jager op i Kinderne alt, alt hans Hjerteblod;
Saa stirrer han derpaa med et bittert Taaresmiil,
Og knuger det mod Brystet, og gjemmer det med HL

Med eet han springer op, og til Svend han hurtigt gaaer,
Mens Rædsels kolde Perle paa den smukke Pande staaer:
38 »Tilgiv mig nu Svend Poulsøn! dit Hjerte er ei haardt,
»Ved Guds hellige Engle! du maa hjælpe mig bort!

»Din Mark naaer ned til Stranden, du eier jo en Baad?
»O! tag dog dette Guld for din Hjælp og dit Raad!
»Thi Morgnens lyse Øie maa ikke see mig her,
»Og aldrig gamle Danmark skal favne mig meer.«

Det sagde da hans Stemme saa bønlig og blød,
Den fulde Børs han lagde paa Pigebarnets Skjød;
Han trykker deres Hænder saa inderligt og fast,
Og drager dem af Huset med krampagtig Hast.

Snart gjennem Krattet ile de hurtigen did,
I lune Morgendæmring, hvor Søen skummer hvid;
Paa Stien gjennem Kornet de vandre taus i Rad,
Bagefter bærer Inger en Kurv med Viin og Mad.

Alt strømmer Solens Blod af Østens Sluser op,
Da gynges fjernt Kay Lykke paa Bølgens falske Top.
Men Svend og Inger vinke Farvel fra steile Bred
Med Hjertet fuldt af Vemod og trofast Kiærlighed.

ERIK OG ELLEN.

Jeg havde fast besluttet det, men vidste ei, hvordan
Jeg rigtig skulde gribe den Lilles Hjerte an;
I otte Dage stræbde jeg at naae mit søde Maal,
Men' Leiligheden smutted mig af Haanden som en Aal.

39

Hun skyede mig bestandigt! Forleden bar vi Vand,
Jeg tænkde: Erik Hansen! nu tee dig som en Mand,
'Sæt dig nu ret i Skik, og vær kuns ikke seen, -
Da heldte hun mig Spanden over begge mine Been.

Hun bad vel om Forladelse, men satte sig og loe,
Imens jeg taalig tørred i Græsset mine Skoe;
Hun loe, saa Taaren rendte ad hendes Kinder ned,
Men da jeg vilde tale, sprang hun op, og løb afsted.

Stod hun i Melkestuen, og jeg sneeg mig derind,
Saa foer hun ud i Kjøkkenet, saa let som en Vind,
Og sprang jeg saa bagefter, saa var hun ikke der,
Og allevegne var hun, - kuns ikke mig nær.

Saa hændtes det forleden en Eftermiddag,
Paa Høstænget laae jeg i bedste Ro og Mag,
I Tærskeloen nede tæt ved den aabne Dør
Jeg saae den gamle Trine, hun sad og hegled Hør.

Da gik min lille Ellen over Gaarden saa flink
Med Roser paa sin Kind og i Øiet skjælmske Blink,
Hun kom i Loen ind til den gamle døve Moer,
Og rakde hende Kaffe med venlige Ord.

Hun feied sig en Plads paa Loegulvet reen,
Og svøbde sine Skjørter om de pene smaa Been,
Saa sad hun ned, og lagde sin Haand paa Konens Knæer:
»Hør, spaa mig nu Katrine, mens vi er ene her!«

Men jeg laae paa Stænget som en Skytte bag sit Garn,
Og hørde, hvad hun sagde, det lystige Barn;
40 Den Gamle tørde Brillerne, og satte dem paa,
Og tog hendes Haand, og gav sig til at spaae.

»Her seer jeg strax i Haanden en deilig Bondegaard,
Ved Siden bredt og langt et Rigdomsbord der staaer,« -
Med nysgjerrigt Blik hun selv i Haanden seer:
»Men siig mig nu, Katrine, staaer der saa ikke meer?«

»Jovist, mit hjerte Barn! den Streg, som her mon gaae,
Den siger mig, at Alderdom gjør hendes Lokker graae!«
Med halv undseeligt Blik hun paa den Gamle seer:
»Men siig mig dog, Katrine! staaer der slet ikke meer?«

»Tie hun kun stille, Barn, det bedste kommer her,
En vakker Ungersvend, han er dig gandske nær!
Men han maa komme først; - mærk vel, mit unge Blod!
Man ei bør ryste Træet, før Frugten den er moed!«

Da reisde sig den Lille, og bort fra Stolen gik,
Og sagde næsten stødt med alvorlige Blik:
»Det er vel Erik Hansen? hm! hvad skal jeg saa med ham?«
»Til K j ær est og til Huusbond, f or staaer hun vel, mit Lam!«

»Her staaer, han kommer snart, naa! pas hun kun paa!
Hvad Skjæbnen eengang vil, det kan man ei undgaae!« -
41 Men jeg laae saa glad, som en Skytte bag sit Garn,
Og hørde, hvad hun sagde, det lystige Barn.

Med Eet hun kom tilbage, saa underligt, saa mildt
Hun satte tæt sin Mund til den Gamles Øre snildt,
Med begge sine Hænder hun dulgde hvert et Ord,
Hun hvidskede saa sagte, og saa tilbage foer.

Ei! hvor den Gamle smidsked, og jeg lytted' til:
Hvad kan det dog vel være, hvad Ellen vide vil?
Men Lykken var mig blid: hun er døv, den gamle Hex,
Hun raabde: »trende Piger, og Drengebørn sex«.

Høit blussed Ellens Kinder, hun løfted Haanden op,
Og truede den Gamle, og løb med lette Hop;
Men jeg lod mig glide fra Høstænget ned,
Og halv var jeg glad, og halv var jeg vred. -

Langt inde i vor Skov en Bæk sig skynder frem,
Og strømmer ned i Søen til sit rolige Hjem;
Der stod jeg hen mod Aften, og tømred paa en Bro,
Snart sukkede mit Hjerte, og snart var det fro.

Det var saa luunt i Dalen, det lakked alt ad Qvel,
Og Fuglene sang Solen et sødeligt Farvel,
Om Stenen risled Bækken og Skoven var saa smuk,
Høit Echo talde efter ethvert mit Øxehug.

Der krummer sig en Gangstie ned over Bankens Barm
Igjennem Busk og Krat. Med Kurven paa sin Arm
Kom der vor liden Ellen, og bragde mig mit Brød,
Ned gik hun over Banken i Dalens lune Skjød.

42

Hun vifted sig med Haanden, thi Kinden var saa heed,
Og paa en styrtet Bøg hun træt sig satte ned:
»Her bringer jeg dig, Erik! din Midaftensmad,
Kom, sæt dig her paa Bullen, og spiis, og vær glad!«

Jeg sad ved hendes Side, - hun aabned Kurvens Laag,
Eia! hvor slog mit Hjerte, og Blodet kom i Kog!
Jeg vilde til at tale, men Halsen var saa trang,
Hun smilde: »er du tørstig? saa drik dog en Gang!«

Da stammede jeg sagte: »den lifligste Drik
Ei qvæge kan mit Hjerte som dit venlige Blik.
Hvad hjælper mig vel Brødet og den lækkreste Brad,
Naar uden dig, min Ellen, jeg aldrig bliver glad?«

Men alt som jeg talde, saa blev jeg mere kry,
Jeg holdt paa hendes Haand, at hun ikke skulde flye
Hun lod mig holde Haanden saa løst og saa lindt,
Den anden lod hun lege med Stammens Bark og Splint.

»Jeg tjener vel din Fader, - men eier selv en Gaard,
O! bliv min Huustru kjære, vær nu dog ikke haard!
Mit Stuebord staaer tømret, og det er langt og bredt,« -
Da mørkned hun sit Øie, det blev en Smule vredt.

»Hvad Skjæbnen engang vil, det kan man ei modstaae!«
Da løfted hun sit Hoved, og forundret paa mig saae.
»Jeg trofast vil dig elske, til Lokken bliver graa!«
Da drog hun bort sin Haand, og vilde til at gaae.

43

Men jeg blev mere dristig, jo længere hun taug,
Jeg raabde, mens jeg hentede min Øxe, min Saug:
»Det lykkeligste Ægtepar, det bliver dog nok vi,
Troer jeg saa vist og fast, som tre til sex er ni!«

Høit blussed Ellens Ansigt, som Aftensolens Skin,
Hun skyndte sig, og pakkede sin Madkurv ind;
Dog medens Haanden syslede med Iver og med lil,
Der spilled omkring Munden et fiint lille Smiil.

Men dette Smiil, det blev mig en Morgenrøde klar,
Mig hendes Taushed sødere end tusind Taler var,
Mit Sind var vel bevæget, men saa frydefuldt der? ved,
Og derfor gik jeg trøstig, og fulgde hendes Fjed.

Ja, ved den høie Stente, som skiller Mark fra Skov,
Der bar jeg hende over, og spurgde ei Forlov;
Tit syndes mig, hun sukked, og ved hvert et Suk der kom,
Jeg ventede med Længsel, jeg skulde faae min Dom.

Men da vi stod ved Porten, og vilde just gaae ind,
Hun kom til mig, og lagde sin Kind til min Kind,
Og kyssed mig, og sagde saa venlig disse Ord:
»Saa taler du i Morgen med Fader og med Moer?«

JACOB OG LONE

Hvor Landeveien løber midt i Tersingeby,
Der staaer en lille Hytte under Valnødtræets Ly,
Foran en Strimmel Hauge, og bagved et Skuur, -
Skomagerskildtet hænger paa den kalkede Muur.

44

Naar Vaarrosen pranged', og Lærken sang i Luft,
Naar Neglik og Viol formælde deres Duft,
Naar Løvtaget skjærmed mod Somrens hede Sol,
Da fløtted' Mester Jacob ud sit Bord og sin Stol.

Der sad han tæt ved Døren med Risp og Syl og Kniv,
Og fløitede sin Vise alt til sin Tidsfordriv;
Men skjøndt han sad og syede saa trøstigt og tro,
Hans Tanke var ei stedse hos Støvler og Skoe.

Paa hiin Side Veien, hvor Milepælen staaer,
Der kneiser Sognefogdens den velfornemme Gaard,
Langs Veien gaaer Stakittet med Laagen, grøn og hvid,
Hvor Blegpladsen skinner i Foraarets Tid.

Og kom man saa kjørende, naar Morgensol stod op,
Og Hinked' smukt paa Ruderne og Kirketaarnets Top,
Da saae man Fogdens Lone, - det aldrig slog feil, -
Hun vanded' der sit Lærred, sit Garn og sit Dreil.

Og kom man saa kjørende, naar Solen gik i Seng,
Naar Aftentaagen hvilede paa Moser og paa Eng,
Da saae man Mester Jacob med Piben i sin Mund,
Han sladdrede med Lone i stille Aftenstund.

Han stod bag sit G j ær de, og læned sig derved,
Hun sad paa en Bænk ved det grønne Haugeled,
Og mangen lystig Tale tvers over Veien drog,
Saa Mester Jacobs Hjertefred tilsidst sin Afsked tog.

45

Men ei han torde vove at sige Ordet frit:
Giv, Lone! mig dit Hjerte, see her, der har du mit!
Og dvæler Munden længe at være Hjertets Tolk,
Da tabes let Processen, - saa tale kloge Folk. -

Det var en Aften silde, han laasede sin Dør,
Og listed' hen i Kroen, som Ungkarle gjør;
Der traf han til sin Trøst en Glarmestersvend,
Hans Jonathan, hans Damon, i Liv og Død hans Ven.

Ved fyldte Glas og Kruus han klaged' ham sin Nød:
»Min kjære Jesper Mayer! ak, gid jeg vel var død!
Jeg tør ei ud med Sproget, det skrækkelige Ord,
Og uden Lone gaaer jeg, min Sandt! i sorten Jord.«

Den Anden loe: »mig morer dit Suk af Hjertensgrund!
Troer du, at stegte Duer skal flyve i din Mund?
Skyd Hjertet op i Livet! hvis ei, nu som du vil,
Der er foruden hende jo mange Piger til!«

»Nei, hun er dog den bedste, saa sk j ær som Diamant!«
- »Ja kold, min Far! som Stenen, og skarp som Stenens Kant!« -
»Hun er en deilig Rosen!« - »Javist, med Tornen hvas,
Saa falsk, som lis paa Mosen, og skjør, som Rudeglas;

Som Nelden er en Pige med bidsk og bittert Sind,
Thi rører du den lempeligt, saa brænder du dit Skind;
46 Men er dit Greeb kun dristigt og fast din Haand, dit Mod,
Du rusker uden Smerte den op med Top og Rod!

Hvi klynke her og raabe, hvi stampe med din Fod!
Du har ei mindste Draabe Courage i dit Blod;
Hvi vil du gaae og maabe? træd kjæk den lige Vei,
Og kald saa mig en Taabe, hvis hun dig siger Nei!«

- »Ak, eier jeg vel andet end Risp og Syl og Læst?
Hvor troer du, jeg tør byde den Lille til Gjæst
Ind i min gamle Rønne, hvor alting er confuus,
Hvor Regnen drypper ned, og hvor Nissen holder Huus?

Ja, Nissen, vil du troe mig, boer hos mig under Tag,
Og plager mig saa grusomt ved Nat og ved Dag;
Der kan ei tænkes Pine, der kan ei findes Ondt,
Ei Bittert, han jo blander det i al min Færd og Dont.

Han orer alt mit Meel, og muldner alt mit Brød,
Han danner store Klumper i min Velling og min Grød,
Han gjør, at Rispen brister og Sylen springer brat,
Han stjæler Høns og Æg hver evige Nat.

Vil jeg see hen til Hylden, hvor Lærken den staaer,
Med Glasset hængt paa Halsen, - har han drukket hver en Taar;
Og smører jeg et Fittebrød til Midaftensmad,
Saa svipper det af Haanden, hvordan jeg bær mig ad.

47

Naar jeg fra Kroen kommer, - og feiler ingen Ting, -
Saa snurrer som en Top han min Hytte omkring,
Og faaer jeg da tilsidst paa Nøglehullet Ram,
Saa skal det aldrig feile, jeg brækker Nøglens Kam.

Jeg ligger i min Rede, men du maa ikke troe,
At Nissen, den lede, mig lader der i Ro;
Da gynger han mig op og ned, som Vand paa Havets Bred,
Og triller mig af Dynen paa Leergulvet ned.

Han kniber brune Pletter i min Arm og min Læg,
Han piber som en Rotte imellem Seng og Væg,
Tilhvidsker mig i Drømme den gyseligste Skræk,
Og rider paa mit Bryst, tung som en Møllesæk.

Tidt vaagner jeg om Natten, og troer, det klemter Brand,
Da ringler han med Glasset paa Flaskehalsens Rand;
En rædsom Skoggerlatter han da kan opslaae,
Saa Ruderne de klirre, og Uhret gaaer i Staa.

Om Nissens Spøgerie har vist Pigen faaet Nys,
Hun nægter mig hver Dands, og - paa det Lav! - hvert Kys;
Den Krands af røde Roser, igaar jeg hende gav,
Hang blandt de gamle Hoser idag paa Gjærdestav.

Men vilde du mit Vel, Jesper Mayer, min Ven!
Saa lod du mig nu fløtte til din tomme Hytte hen,
Der ligger hist paa Skrænten ved Forpagterens Toft,
Hvor du har nye Fjæle lagt til Gulv og til Loft.

48

Jeg Nissen lod rumstere med mit eget braadne Skuur,
Og Lone blev ei mere saa brydsk og saa suur!« -
- Den ædle Rudemester, han purred' sin Paryk,
Dog rørdes Hjertet snart, skjøndt han gjorde sig lidt tyk:

»Gud vel da, lad det være saa med os en afgjort Sag,
I Huset kan du drage selv i Morgen den Dag;
Men Leien? har du Mynten? der holder det nok stivt?
Den skal du mig betale, naar først du vel er givt.«

Begeistret høit af Glæde, af Brændeviin og Øl,
Foer Jacob fra sit Stade, og spjætted som et Føl;
Han sang og han jublede: »Farvel, mit gamle Huus!
Kom, derpaa vil vi tømme endnu et bredfuldt Kruus!«

Saa drak de ædle Venner, til Morgenhanen goel,
Da reisde sig begge fra Bænk og fra Stol;
Dem lysde da til Hjemmet Nathimlens Sol saa bleeg,
Der sagtelig fra Skyen bag fjerne Skov sig sneeg.

Ung Jacob var saa lystig, saa let i sit Sind,
Det glimted' for hans Øie, det blussed' paa hans Kind;
Han slog med stort Rabalder sin Dør paa viden Gab,
Og gav sig flux ifærd med sin Seng og sit Skab.

Det var den hemmelige, den sære, tause Tid,
Da Morgenskjæret fører med Maanelyset Strid,
Det var den underlige, den skumle Nattestund,
Da selv den flinke Lærke sig faaer det sidste Blund.

49

Heel ufortrøden slæbde ung Jacob paa sit Gods,
Hvor loe hans lette Hjerte af Glæde og af Trods;
Han stablede sit Skrammel saa høit som et Hæs,
Og snart han havde bygget det brogede Læs.

Men som han gik bag Vognen at binde Smækken fast,
Med eet han saae sin Nisse, den lille, fule Gast;
Der sad han i en Bøtte i god Ro og Mag,
Og griinde: »see! vi fløtte, - vi fløtte nok i Dag!«

Dybt sank vor Mesters Hjerte som Møllesteen i Vand,
Af Arrigskab og Smerte han rystede forsand,
Han kylede sin Hue mod Utydsket med Magt,
Men Nissen var en Letbeen han tog sig vel i Agt.

Han smutted' op af Bøtten og ind i hans Uhr,
Hvor Kukkeren sad stille i det surrende Buur,
Og raabde høit: »Du Daare! du vil forsage mig,
Der elsker dig saa saare, og det kuns for en Slig -

Dog hør, hvis du vil blive her i vor vante Bo,
Du skal herefter leve med mig i Fred og Ro;
Ja, selv jeg vil dig lære, Mester Spandrem! hvordan
Du fange kan din Guldfugl, og vorde Lones Mand.«

Han hvidsked ham sit snilde Raad; - høit Jacob loe derved,
Men stilled' dog sit Skrammel hen paa det gamle Sted;
Da vaagned' Lærken op, og frank mod Himlen drog,
Og Kukkeren den galede, og Seierværket slog. -

50

- Under Træet sidder Jacob tæt ved sin Hyttes Væg,
Han fløiter sine Viser, og smidsker i sit Sk j æg;
Hvad er det, som han kløttrer saa flittigt, skal jeg troe?
Det er ei Præstens Støvler, det er ei Degnens Skoe.

Han snitter Saffian, baade sort og grønt og rødt,
Han klipper Inderforet af Silke blankt og blødt,
Den sneehvide Hampetraad til Risp han sig har kjøbt,
Hvert Sting blev som en Perle i lige Former støbt.

Det blev to spæde Tøfler af sort Saffian,
Med grønne Hæl; to Hjerter af rødt der var foran,
Med fine Sting brodeerte og Blomster uden Tal,
Til Pigens Pusselanker et yndigt Futteral

Thi begge Lones Fødder de var saa bitte smaa,
De gik som Trommestikker, - det maatte hun for? staae;
Hun satte dem saa dristigt, saa kjækt i Verden frem,
Og saae man dem blot. eengang, man glemde aldrig dem.

Der stod de smaa Pampusser! - og Mester Jacob gik,
Og sendte alt imellem dem ret forlibte Blik,
Imens han smukt sig heied, - ja med ængstelige Træk,
Ret som han kunde frygte, de vilde løbe væk.

Med Tøflerne i Haanden, med Hatten under Arm,
Med glødende Kinder og bankende Barm
51 Han holdt sin Friertale, og gik ei reent derfra,
Thi Lone tog hans Tøfler, og gav ham sit Ja.

Der gik ei mange Uger, da stod det lystigt til
I Sognefogdens Stuer med Sang og Dands og Spil,
Der dandsedes nu Lone af Pigernes Lag,
Hun dandsede som Kone under Ungersvendens Tag.

Om Freden blev tilhuse, derom jeg intet veed;
Men at den lille Sælle, Huusnissen saa leed,
Har Mester Jacob narret, jeg skulde næsten troe, -
Een Nisse var der før, - nu har han nok to.

Den Ene ham fixerer; thi stadigt i hans Bo,
Vedbliver den at dvæle, og lader ham ei Ro;
Den Anden ham r eg j er er, - thi Kiærlighed er stærk,
Og begge Tøffelhæle var ak! hans eget Værk!

52

        

53