Møller, Poul Martin SCENER I ROSENBORG HAVE

SCENER I ROSENBORG HAVE

1.
En gammel Pedant.

Langs hen med Væggene paa Byens Gade
Jeg som en Hønsetyv mig listed om;
Her leger jeg nu Skjul iblandt de glade,
For Lyset frygtsom og med Ryggen krum.

Se, hvor fortrolig Kavaleren bukker
Og nikker til det unge Rosenblod,
Mens jeg bag Busken staar forsagt og sukker:
Gud ved, hvorfra han faar sligt Heltemod!

Jeg koster udi Kjoler mange Penge,
Men en er mig for kort og en for lang,
Og alle paa min lærde Krop de hænge
Som Fugleskræmmen paa en Humlestang.

Og disse Nankins Bukser var saa nette,
For fjorten Dage siden splinterny,
Men nu tilredte fælt af Blæk og Plette!
Er det et Under, man er folkesky?

Og Ærmet straks forslidt ved Haanden bliver,
Opslaget med det første falder fra;
Hvis man sig til lidt Hæder stundom skriver,
Saa skriver man sig ogsaa Hæder fra.

O, I velsignede, hvidklædte skønne!
I ta'r mit Hjærte for en slukket Praas.
I tage fejl, Smaapiger i det grønne!
Varmt er det, ikkuns Munden er i Laas.

79 Mit Bryst en haabløs Længsel stedse fylder,
Naar jeg beskuer eders favre Krans;
Skønt fjærn, jeg her i Skammekrogen hylder,
Som fejg Tilbeder, eders rige Glans.

Tro mig, min Aand har Ungdomsild i Grunden,
Endskønt den gaar i Dødens Liberi.
Saa I ej før en Bog, som, sletindbunden,
Forinden havde dejlig Poesi?

Det gaar mig som en ung enbenet Kriger,
Paa Ballet gad han gærne danse med;
Hans Hjærte svinger med de unge Piger,
Men Kroppen bliver paa det samme Sted.

Gid Pallas vilde Skyen om mig hænge,
Hvori uset jeg kunde skride frem;
Om her jeg tøver stakket eller længe,
Saa maa jeg dog profecto en Gang hjem.

Dog, frejdigt Mod! den kække Lykken frister.
Jeg vover mig fra denne mørke Krog,
Og ved min Stok mig ganske langsomt lister
I Gangen mellem dette lange Tog.

2.
En Tigger.

For mig maa nu Skildvagten blive sort,
Saa slap jeg dog gennem Havens Port.
Naar han efter Trappetøsene kiger,
Jeg passer mit Snit og herind mig sniger.
Saadant et langt opløbet Dyr
80 Tror ret, han er en Fandens Fyr,
Naar han kan staa baade Dag og Nat
Ved et Skilderhus med Fjer i sin Hat.
Han tror, han er bedre end en anden,
Fordi han er gjort til at skydes for Panden.
Jeg aldrig i Verden hørte Mage,
At vise pjaltede Folk tilbage!
Man trænger jo allermest til Solen,
Naar man har store Huller paa Kjolen.
Desuden vil kloge Folk jo sige,
At Solen er baade for smaa og for rige.
Nu maa jeg passe paa mit Skud
Og mærke, hvem der ser barmhjertig ud.
Der gaar en Fyr i rød Mundering,
Han har nok en temmelig smal Fortæring.
Der gaar en Student med to lange Ben,
Har han to Skilling, saa faar jeg en.
Den lille Jomfru, som hisset kommer,
Hun har formodentlig blinde Lommer;
Desværre, det bruges ej nu for Tiden,
At Kvindfolk gaa med Lommer paa Siden.
Men jeg maa hen i en større Stimmel,
Min Plov gaar bedst i en blandet Vrimmel;
Folk giver Skærven med større Fryd,
Naar de har Vidner paa deres Dyd.
Man kan løbe en Dag her i Kongens Park,
Før man faar sanket en ussel Mark,
Og saa vil Publikum takkes til,
Før det sine Pligter opfylde vil.
O, hvis jeg blot een Dag maatte raade,
Da skulde de rige foruden Naade
Rives og knibes med gloende Tænge
Og paa et Spid over Ilden hænge,
81 Eller slides itu af fire Heste.
Men det er da endelig det bedste,
At deres Kvide faar aldrig Ende,
Naar de i Helvedes Luer brænde.
Naar saa jeg Stakkel engang er død
Og kommet vel i Abrahams Skød,
Saa maa de kalde mig for en Slyngel,
Hvis jeg skal læske dem og der Yngel.
Her gaar nu og den arbejdende Klasse;
I Stedet for sit Kald at passe
Og slide for dem, som har Behov,
Den spilder Tiden i denne Skov.
Med mig er det da en anden Sag,
Gud ved, jeg gaar her ej for Behag;
Men det er jo engang min Bestilling
At gaa og bede Folk om en Skilling;
Enhver bør drive sin Næringsvej.

3.
En Moder med sit Barn, paa en Bænk.

Sov ind, mit søde Nusseben!
Stil dine Pusselanker.
I Drømme vil Guds Engel ren
Dig lære smukke Tanker.

Sov, Pusling! ved din Moders Barm,
Hvorunder du er baaret.
Sov! Vuggen er din Moders Arm,
Mit Bryst er Pudevaaret.

Sov i mit Silkeklædes Læ,
Min egen Kællingunge!
82 Mens Fugle dig fra højen Træ
En Vuggevise sjunge.

De nysselige Hænder smaa
Dybt i min Barm sig bore,
Med Streger i og Negle paa
Saa fuldt som andre store.

Nu falde de smaa Glugger til,
God Nat jeg paa dem kysser,
Lukøje snarlig komme vil,
Min lille Stump han dysser.

Fra Moder flygter Søvnen bort;
Hvor kan jeg Søvnen agte,
Naar Dag og Nat er mig for kort
Til Glutten at betragte?

Usikker er al jordisk Pagt,
Ej hellig Ed der gives,
Men Moders Hu ved ingen Magt
Kan fra den spæde rives.

Sov sødt, min eneste, min Søn!
Naar Søvnen dig forlader,
Jeg faar et Smil til Vaageløn.
Saa gaa vi hjem til Fader.

4.
En Rekonvalescent.

Jeg tvende Somre laa paa Puden
Og legte med min Klokkestræng,
Med lange Klæder ned for Ruden
Og Vaagekonen ved min Seng.

83 Men Livet over Døden sejred;
Jeg, som blot Kalk og Vægge saa,
Min anden Fødselsfest har fejret,
Kan atter mellem Blomster gaa.

Ud i det grønne nu jeg flytter
Fra den forhadte Lænestol,
Og med min svage Haand beskytter
Mit Øje mod den blanke Sol.

Skønt evig ung Naturen smyktes,
Favr som en Jomfru, hver en Vaar,
Den aldrig mig saa yndig tyktes
Som nu, da Liv jeg atter faar.

Jeg ser igen den danske Sommer
Og aander Løvets friske Duft,
Og hører, Fluesværmen brummer
Højt i den rene Foraarsluft.

Hist over Spiret Solen sejler,
Mildt ler den til den blege Mand,
Den sig i mine Knapper spejler
Saa vel som i det klare Vand.

Hin Sol, som farved Adams Palmer,
Den brænder endnu lige skøn,
Og Fuglen synger samme Salmer,
Og Linden stander lige grøn.

Naturen evig er den samme,
Men aarlig slappes Mandens Knæ;
Selv den, hvis Luer højest flamme,
Er kun et Blad paa Livets Træ.

84 Som Løvet, der paa Bøgen grønner,
Fra Moderstammen har sin Saft,
Saa drager hver af Støvets Sønner
Af en usynlig Rod sin Kraft.

Ja, Livet blusser, Livet daaner,
Snart er man Ørn, snart er man Kryb,
Alt som os mer og mindre laaner
Hint Livets rige Kildedyb.

5.

Mads og Mikkel
Mikkel.
Mads! jeg tror bestemt, du dratter
Ned fra denne spinkle Gren.
Kors! hvor du faar Prygl af Fatter,
Hvis du brækker dine Ben.
Mads.
Tosse! det har ingen Fare,
For min Ryg jeg frygter ej,
Naar han ser til Stokken bare,
Løber jeg i Hast min Vej.
Mikkel.
Du kan løbe rundt om Bordet,
Hvis det skulde gaa saa galt.
Bare, Mads! du staar ved Ordet,
At vi deler ærligt halvt.
Mads.
Laan mig nu din Ryg forsigtig,
Ellers taber jeg min Skat.
85 Mikkel.
Sig mig, paa Parol, oprigtig:
Mads! hvad har du i din Hat?
Mads.
Skadeæg - du er saa bange!
Tror du da, jeg er en Tyv?
Kan du sige mig, hvor mange,
Skal du faa dem alle syv.

6.
Hans og Trine.

Hans.
Skønne Sol for alle Sole!
Lille Trine! søde Glut!
I er kommen snart fra Skole
I Fru Planes Institut.
Trine.
Hun har Gigt i Hals og Hoved,
Derfor fik vi Lov idag.
Hans.
O, saa være Himlen lovet!
Vi kan tales ved i Mag.
Nys jeg er fra Reitzel kommen,
Og en nysselig Roman
Har jeg her i Trøjelommen,
Som vi sammen læse kan.
86 Den er om to unge Hjærter,
Som man skiller ad ved List:
Efter mange bitre Smerter
Gifte de dem dog til sidst.
Trine.
O, unævnelige Glæde!
Søde Hansemand, betænk,
Hvor vi skal tilsammen græde!
Sæt dig ned paa denne Bænk.
Hans.
Hvilket Levned dog mig venter,
Naar jeg bliver rigtig stor,
Og som Brud til Kirken henter
Dig, min rare Trinemor!
Trine.
Da du ikke bærer Trøje,
Skal som Karl for Altret staa,
For din Haand i min at føje
Med to Allunshandsker paa.
Hans.
Vi vil da med Topper age.
Trine.
Jeg vil gaa med ægte Sjal.
Hans.
Ferier alle Livets Dage!
87 Trine.
Hver en Nat Musik og Bal!
Jeg med tapre Officerer
Fører op hver anden Dans.
Hans.
Barstens ikke du fikserer
Din ulykkelige Hans!
Hvor i Gaar mit Hjærte brændtes:
Du med voksne Piger gik,
Ved din Ven du ikke kendtes,
Gav ham ej engang et Nik!
Da forlod mig mine Kræfter,
Jeg som død i Skolen sad,
Til i Aftes sad jeg efter,
Og fik ingen Middagsmad.
Hver en Lærer gav mig Sekser,
Kun til Trine stod min Hu;
Jeg fik Bank for mine Lekser,
Saa jeg føler det endnu.
Trine saa mig - træf mig Flamme!
Ej engang det mindste Nik!
Trine.
Men jeg maatte mig jo skamme,
Som et Ærkesvin du gik:
I din Trøje var en Flænge,
Ingen Pul var i din Hat;
Thi du slaas med slemme Drenge
Som en vilter Abekat.
88 Hans.
Trine! vilde du mig favne,
Hvis jeg som en Nidding stod,
Hørte tavs paa Øgenavne,
Og det hævned ej med Blod?
Jeg blev kaldt Hans Pandekage!
Hvilken ærerørig Snak!
Aldrig jeg i mine Dage
Saadant i min Lomme stak.
Trine.
Stedse jeg forgæves retter
Paa din megen Uforstand.
Vist en Pind jeg for det sætter,
Om du blive skal min Mand.
Du har mange slemme Laster,
Ej det allermindste Pli;
Dine Penge bort du kaster
Til unyttigt Slikkeri;
Mig du intet vil forære,
Ej engang en Appelsin!
Den maa mer opmærksom være,
Som har Lyst at kaldes min.
Mange Piger paa min Alder
Kan med voksne Herrer gaa,
Som sig deres Kærest kalder,
Og af hvem de Ringe faa,
Løjtenanter og Studenter
Og deslige Folk af Stand,
Mens jeg Tosse gaar og venter
Paa en snavset Buksemand.
Tit de køre dem i Kane,
Naar de gaa fra Institut.
89 Hans.
Smukt du lærer hos Fru Plane,
Du, som var saa rar en Glut!
Trine.
Hans kan se sig om en anden;
Thi med os er det forbi.
Hans.
O, jeg skyder mig for Panden!
Ha, uhørt Bedrageri!
Trine.
Nu Farvel, Hans Pandekage!
Hans.
O, Farvel, du sorte Sjæl!
Trine gaar.
Hans
alene.

Sonetto.

Min Trine troløs! hvilke Helvedpiner!
Du mest usalige blandt Byens Drenge!
Ukonfirmert saagar du dig maa hænge;
Der findes ej i Verden mange Triner.

Naa, det skal saamænd vare meget længe,
Før jeg igen skal tro paa Pigeminer!
O, havde dog jeg Gæk paa Appelsiner
Spanderet de tre, fire Skillings Penge!

90 Troløs! og det for et Par revne Bukser!
Nej, aldrig i mit Liv jeg hørte Magen,
Jeg aldrig læste saadant i Romanen.

Og derfor fik jeg Plads blandt Skolens Fukser,
Fordi jeg stedse henrykt sad hos Flanen
Og læste skønne Bøger fra Stadthagen.

HJEMAD

Rejs kun til Syd og Øst og Vest om Jorden,
Fra Sjællands Bøg til Kinas Te!
Al Verdens Kres er værd at se:
Da skønner man, vi har det bedst i Norden.