SONET

✂ Den Svend, som Tabet af sin elskte frister,
Vildfremmed vanker om blandt Jordens Hytter;
Med Haab han efter Kirkeklokken lytter,
Som lover ham igen, hvad her han mister.

✂ Men næppe han med en usalig bytter,
Hvis Hjerte, stedse koldt for Elskov, brister,
Som sig uelsket gennem Livet lister,
Hans Armod kun mod Tabet ham beskytter.

✂ Til Livets Gaade rent han savner Nøglen,
Hver Livets Blomst i Hjærtets Vinter fryser,
Han gaar omkring med underlige Fagter.

✂ Ræd, Spøgelser han ser, naar Solen lyser,
Modløs og syg, foragtet han foragter
Det skønne Liv som tom og ussel Gøglen.