HOLGER DANSKE OG SKRÆDDERNE
✂
Hr. Holger sad engang og drak
Med nogle Skræddersvende,
Saa Sveden af hans Pande sprak,
Og han faldt over Ende.
✂
Men Øllet glemtes heller ej
Af alle Skrædderhelte;
Thi maatte de den samme Vej
Og om paa Gulvet vælte.
✂
Nu var der just en ung Krabat,
En hel beskænket Skrædder,
Han ogsaa sov den ganske Nat
Paa Gulvets haarde Brædder.
✂
Han Holger Danskes Hoved har
I Fingrene behænde,
Og mente, at en Pels det var,
Som just han skulde vende.
✂
Han mente, han paa Bordet sad,
Paa Pelsen skulde flikke,
Begyndte derfor sjæleglad
I Heltens Top at stikke.
✂
Men Holger Danske føler nu,
Hans Hovedhaar de kriller,
Hvorfore han med skamfuld Hu
Sig udi Nakken piller.
✂
Han tænkte: »Det er noget slemt,
Jeg maa mig rigtig skamme;
Jeg har mig dog i Morges kæmt
Med gode, tætte Kamme.«
✂
Han rødmed i den tavse Nat,
Begyndte da at fange,
Og fik den arme Skrædder fat
Ved Benene de lange.
✂
Og Helten i det mørke Hus
Den arme Skrædder trykker
Med Neglen som en anden Lus,
Saa han gik rent i Stykker.
✂
Men da nu Markens Lilje vaad
Af Dagens Fakkel klares,
De Svende se den grumme Daad
Og raabe: Gud bevares!
✂
De stamped da med liden Fod
Og gav dem til at bande,
At Holger udi Mandebod
Spandere skal en Kande.
✂
Da svared Holger Danske lang:
»En Potte vil jeg give;
En Kande gav jeg ej engang
For ham at faa til Live.«
✂
Da brændte hvert et Skrædderblod
For Kamp med Holger Danske;
Hver slængte for hans brede Fod
Sin nye Randershandske.
✂
Men Holger Danske tog dem op
Og stak dem i sin Lomme,
Og lovede paa Højens Top
Med Sværd og Skjold at komme.
✂
Da atter Markens Lilje vaad
Af Dagens Fakkel klares,
Al Verden saa en grusom Daad
Og raabte: Gud bevares!
✂
Hr. Holger maatte svarlig Tid
Paa Skrædderfolket vente;
De sad og skrev med megen Flid
Paa deres Testamente.
✂
De skulde slibe deres Sværd
Og deres Støvler børste;
Slet ingen syntes, det var værd
At komme som den første.
✂
Til sidst de smukke Skræddermænd
Til deres Naale tage,
Den store Saks de hang ved Lænd,
Og ud i Marken drage.
✂
Neden for Bjærget stille stod
En Smule hele Troppen;
Der saa man Holger Danskes Fod,
Hans Hoved laa paa Toppen.
✂
Ham Tiden alt var bleven lang,
Han havde længe sovet,
Hans Skede laa i grønne Vang
Og Klingen bag hans Hoved.
✂
En bitter Mavesopken fik
Sig Hæren først, den ganske,
Derpaa man let og sagte gik
Nordvest om Holger Danske.
✂
De vilde af Medlidenhed
I Søvne Helten døde;
Thi da han ej saa meget led,
Som vaagen, ved at bløde.
✂
Men lange Holger, Heltes Pris,
Han sov, saa fast han orked,
Hvortil han just uheldigvis
Med eet ret djævels snorked.
✂
Ved denne rædselsfulde Støj
Blev Hæren saare bange,
Og flygted ned ad grønne Høj
Paa Benene de lange.
✂
De smukke, gode Skræddermænd
I denne store Hede
Med Orden retirerte hen
I Holger Danskes Skede. -
✂
Omsider vaagner Helten op
Og tager Balg og Klinge,
Og stiller sig paa Højen op,
Hvor han skal Sværdet svinge.
✂
De smukke Folk i Skeden sad,
Bestedt i megen Vaade.
Med Graad til Sante Knud de bad
Og folded Hænder baade.
✂
Da Holger Danske ingen saa,
Han stikker Sværd i Balgen;
De ædle, som der inde laa,
Dem stikker han i Talgen.
✂
9
Men Sværdet ej kan finde Bund,
Han stikker og han støder;
De hylede af Hjertens Grund,
Som hviden Gris, der bløder.
✂
»Ha,« sagde han, »det er nok Mus,
Som udi Balgen piber!«
Og hurtigt Staalets lange Hus
Han udi Duppen griber.
✂
Han rejser sig paa Taaen høj
Og slynger til i Vrede,
Og Folket langt af Skeden fløj
Ud paa den vilde Hede.
✂
Der laa de nu med brudne Ben
Og sønderslidte Arme,
En knuste Ryggen paa en Sten,
En tabte sine Tarme.
✂
En havde faaet hoven Bag,
En havde Foden vredet,
Kort sagt, det hele Folkeslag
Var ynkelig tilredet.
✂
Derfor en Skrædder jo endnu
Og Skifting er det samme:
Holger har slaget dem itu
Og skæve, krumme, lamme.
✂
Thi hint ulykkelige Slag
Har Folket ej forvundet;
Man haver ej til denne Dag
En førlig Skrædder fundet.