I
✂ En smuk Foraarseftermiddag henimod Mørkningen gik et lidet Selskab Studenter fra Byen København. Der var nylig faldet en mild Regn, som havde forfrisket Luften og bragt Støvet til at lægge sig paa Landevejen. Deres hurtige Gang førte dem snart gennem en Stimmel af Byens Indvaanere, som vendte hjem igen fra en Lystvandring. Snart mødte de kuns hist og her en langsom Skatteborger, der gik nedbøjet med sin lange Søndagsstav i Haanden, eller saa en Ridder sprænge forbi sig paa en Jydsk Ridehoppe. Efterhaanden blev Vejen ryddelig for Folk. De hørte kuns Vanddraaberne falde ned fra de nys udviklede Æbleblade i Havegrøfterne ved begge Sider. Nu overlode de unge Mennesker sig uden Tøven til den Lystighed, Vejrliget indbød dem til, og istemmede under deres Vandring alskens muntre Viser. Da de kom til deres Bestemmelsessted, et anstændigt Værtshus, omtrent en halv Mil fra Staden, traf de alting forberedt til deres Modtagelse. Borde og Bænke vare vel skurede, og Kromanden og hans Dreng vare i Færd med at opstille to Rader Trækander, forsynede med 191 godt fædrenelandsk Øl. Man tog Plads omkring det lange Bord, og de fleste stillede øjeblikkelig deres Tørst.
✂ En af Gæsterne udbrød: »Det er en underlig Skik af Jens Madsen ikke selv at indfinde sig, naar han har buden godt Folk til Gilde.«
✂ »Han vil paa Stedet være her,« gav en anden Svar. »Han gik først hen at afhente Mester Paulus Eliæ, som vil beære dette ringe Lav med sin Nærværelse. I ved dog vel alle Anledningen til dette Gilde. Min gode Ven Jens Madsen har faaet en skønne Plads som Slotskapellan hos en rig Adelsmand i Fyn. Derfor vil han nu holde en lystig Nadvere og tage Afsked med alle gode Venner. Den brave Mand vil i Aften sige Farvel til mig, som han har kendt i Særdeleshed, og til jer allesammen i Almindelighed. I kan tro, han er vel forsørget, min bedste Ven og Dusbroder, Jens Madsen. Han kan aarlig tjene sine 20 Mark dansk og 19 Alen Vadmel foruden fri Fortæring ved et godt Bord. Han og jeg har bestandig været fortrinlig gode Venner.«
✂ Underholdningen fik snart Liv, alle bleve ved Øllet oplivede til Snaksomhed. En Gæst tog slet ikke Del i Samtalen. Hans Ansigt var søvnigt og udtryksløst, men i alle hans Miner stod tydeligt malet Fortrædelighed og Foragt for alle tilstedeværende. Efter at have nydt en god Taar Øl sad han i en Krog med sammensunket Legeme og støttede Hagen paa Knappen af sin Knortekæp.
✂ Samtalen kom paa den unge Kapellan, som spanderede Rusen. Der hørtes om ham meget forskellige Domme. Nogle paastod, han var en Kryber, der ved Skinhellighed havde vidst at forskaffe sig 192 Adgang i de stores Huse, andre holdt ham for en dygtig Mand med dadelløse Sæder. Gregers - saa hed den misfornøjede Mand i Krogen - hævede sin sammenfoldede Skikkelse og gjorde Mine til at ytre sin Mening. Der blev en øjeblikkelig Tavshed, og alles Øjne henvendte sig paa ham. Han raabte i en bister og afgørende Tone: »Jens Madsen er en Læsehest, som af Naturen har aldeles ingen Aand. Han er bleven foretrukken mig og mangen Student af Geni, hvis Skotvinde han ikke er værdig at opløse.«
✂ Gregers' Aandedræt forslog paa Grund af hans Hæftighed næppe til at udtale dette Orakel. Efter denne Kraftytring hensank han paa ny i sin forrige Døsighed. Et ungt Menneske af Selskabet hviskede til sin Nabo: »Hvo var den vrantne Person, som talte?« »Hys, ti stille!« var Svaret. »Kender du ikke Mester Gregers? Det er en stor Lærd, som næsten ikke omgaas med nogen. Han taler ogsaa højst sjælden, men han tænker des mer. Det skal være et stort Hoved og en Mand af sjældne Kundskaber.«
✂ En Pavse paafulgte, inden Underholdningens afbrudte Traad knyttedes igen. Kromanden traadte imidlertid ind med sin Nathue i Haanden og hilsede paa sine Gæster.
✂ »Værer mig hilsede, I boglærde unge Mænd! - saaledes lød Kromandens Hilsen - I, det gamle Danmarks Haab og glimrende Udsigt! Her ser I eders anden Fader og Opdrager. Ja, I ere Visdommens unge Poder og Planter, og jeg er den omhyggelige Urtegaardsmand, som vander eder med preussisk og Brunsviger Mumme, for at I maa skyde 193 rask i Vejret og grønnes som Libanons Palmer. I ere Verdens Lys og Lamper, og jeg er den Mand, som gyder Olie paa Eders Væger, paa det I maa skinne som Solen for de mindre Himmellys.«
✂ »Den Præken kan du udenad,« raabte en Student, »den hørte jeg af dig i Fjor.«
✂ »Bedste Ven!« svarede Kromanden, »gid du havde kunnet den Præken udenad, som jeg hørte af dig i Fjor. Den skiltes ad i Midten for dig, din arme Tyv! Du talte med megen Salvelse om Mariæ seks Glæder, men den syvende fik du i Vrangstruben, alt hvad du hostede og gispede, vilde den dog ikke frem.«
✂
Ved denne skadefro Bemærkning bragte Kromanden Spotteren til Tavshed
og vedblev at spase med Studenterne, blandt hvilke han havde frit
Sprog. I Almindelighed blev ogsaa hans Fremtalenhed godt optaget.
Kun Mester Gregers sagde med Eftertryk:
»Den Øltapper glemmer,
hvad Afstand der er imellem ham og fornuftige Videnskabsmænd.«
✂ »Det er vel, I husker mig paa, at I har mere Forstand end jeg,« svarede Kromanden; »thi det gaar mig hvert Øjeblik af Glemme, naar jeg taler med jer.«
✂ »Han er en uforskammet Karl,« skreg Gregers opbragt.
✂ Kromanden skjulte sin Forbløffelse og vedblev med paatagen Raskhed: »For Mester Gregers skammer jeg mig. Jeg bøjer mig for ham i Støvet. Jeg kysser hans Fødders Fodskammel. Han er en Mand, fra hvem Epigrammer, Anagrammer, Parallelogrammer gaa som Øl fra et Spundshul. Men jer andre ser jeg betydelig over Hovedet. Min Hjærne er rig 194 paa Kløgtighed, mens I maa smaalig stave jer til jer Smule Forstand ud af græske og arabiske Bøger. Sætter I eder over mig, saa sæt Tiggermunken, der betler sig frem fra Dør til Dør over Lybekkeren, der maaler sine Florener i Skæppevis.«
✂ Døren gik op, og Slotskapellanen Jens Madsen traadte ind i Skænkestuen med Paulus Eliæ ved Haanden.
✂ »Her«, begyndte han, »se I min gode Ven og Velynder, der, skønt en højfornem Canonicus, ikke agter det under sin Værdighed at sidde til Bords mellem fattige Studenter.«
✂ »O,« svarede Mester Paulus, »min største Lyst er at befinde mig i en Kres af Ynglinge. Mit Hjærte stemmer mere over ens med Ungdommens sorgløse Frihed end med gamle Mænds Klogskab. Jeg finder mig aldrig vel til Mode i mine Ordensbrødres Selskab. Om jeg aldrig naar saa høj en Alder, bliver jeg dog bestandig Student. Ja, blev jeg endogsaa Bisp i Roskilde, fandt man dog stedse i mig den gamle Paulus.«
✂ I Begyndelsen paalagde Canonicussens Nærværelse de unge Mennesker nogen Tvang; men efterhaanden som Selskabet tog mere stærk Drik til sig, indfandt Friheden sig igen. Et Par Stemmer begyndte halv sagte, som om de mistvivlede om Understøttelse af de øvrige Gæster: »Leve Mester Paulus, den ene saliggørende Kirkes grundfaste Hjørnesten!« Men denne Lyd blev straks overdøvet af hele Skarens Raab: »Leve Morten Luther, den romerske Skøges Banemand! Leve Tausen og Palladius! Leve den danske Moses, der med Kraftens Sværd slaar Mizraims Guldkalv i Sønder! Leve 195 den danske Aaron, der med sin Blomsterstav leder os til Herrens Land!«
✂ Slotskapellanen raabte forskrækket: »Stille! stille, bedste Venner! For Guds Skyld, kæreste Mester Paule! regn mig ikke til onde, at I er kommen i Selskab med slige gudsforgaaede Mennesker.«
✂ »Ingen Undskyldning,« svarede Paulus, »ingen Undskyldning! Jeg lider godt denne Hjærternes Opbrusning. Jeg lider godt, man med Varme forfægter sin Tro, selv naar den grunder sig paa en Vildfarelse.«
✂ »Men kan jeg tro mine egne Øjne!« begyndte Gregers i Krogen. »Paulus Eliæ drak med paa de argeste Kætteres Helsen!«
✂ »Misforstaa mig ikke, gode Ven!« svarede Canonicussen; »misforstaa mig ikke. Gud fri mig fra at holde med dem, de forblindede, der skælde Kirkens hellige Fader og spotte de tilbedelsesværdige Helgener. Kun deres velmente Stræben, deres Selvopofrelse for indbildt Sandhed føler jeg stor Agtelse for. Jeg kunde paa samme Vis ære den Hedning, der vovede sit Liv for de stygge Afguder Jupiter eller Pallas Minerva. Ak, Hans Tausen har handlet slet imod mig; han har forbandet mig og givet mig Øgenavne. Men han miskender mig. Han ved ikke, hvor jeg velsigner ham. Kunde han se dette kærlige Hjærte, da vilde han styrte sig i mine Arme og sukke: Pater peccavi! Om Natten væder jeg tit mit Leje med brændende Taarer af Bekymring for hans Frelse. Jeg beder daglig Himlen at føre ham tilbage paa den rette Vej. Ikke den rene Tros Fjende elsker jeg i ham, derfra bevare mig St. Knud! Men naar jeg paa den anden Side betænker, at han sætter 196 alt Selvhensyn til Side, at han foragter al jordisk Lykke, at han handler af den rene -«
✂ »Af den rene Egoisme,« faldt Gregers ham i Talen, »af den rene Egoisme handler han. Hans Fingre klør efter en kættersk Bispestav.«
✂ »Ja, det var et sandt Ord,« faldt Eliæ ham igen i Talen. »Af den rene Egoisme handler han. Der har vi det. Det var som skrevet ud af mit Hjærte. Der er min Haand, Mester Gregers. I er min Ven.«
✂ »Hans Ærgærrighed, hans Tørst efter et stort Navn, hans Higen efter Martyrkronen er alt for iøjnefaldende,« sagde en Papist. »Og hvad hans ingenium angaar -.«
✂ »Hans ingenium,« sagde Paulus Eliæ, »det store ingenium i hans Stridsskrifter, ja derom er der kuns een Mening. Det er kosteligt.«
✂ »Hans ingenium,« blev Papisten ved, »bestaar i blot Abevæsen; han laaner en Hoben drøje Talemaader af Doctor Martin og drømmer sig da en anden St. Paulus.«
✂ »Det var det, jeg vilde sige,« tog Paulus Eliæ atter Ordet. »Et kosteligt ingenium lægges vel for Dagen i hans Skrifter, men ikke hans eget. Han minder om Alliken, der smykker sig med fremmede Fjer.«
✂ Jens Madsen blandede sig aldeles ej i slige lærde Afhandlinger. Han puslede bestandig om Canonicussen, hvem han skænkede en udelt Opmærksomhed: »Lyster eder ikke en liden Lanter eller et Slag i Brættet, ærværdige Fader! Drak I kanske hellere en Kande Rostokker end det hjemmegjorte Øl?« Deslige Spørgsmaal gjorde han hvert Øjeblik sin høje Velynder.
197✂ »Blandt andet Snak, Her Canonicus,« begyndte Kromanden, »hvorledes staar det til med Messen? I har vist hørt af den nye Vise, at hun ligger og drages med Døden.«
✂ »Forskaan mig for slig uterlig Skæmt i Aften,« fik han til Svar; »vi mødes jo her for Gammen og Lystighed, og ikke for at kives om vor Tro.«
✂ »Og dog bliver det jer Pligt,« blev Borgeren ved, »som god Katolik at gribe hver Lejlighed til at føre de vildfarende Faar tilbage til Kirkens Skød. ! finder her i mig en bodfærdig Kætter, hvis Omvendelse bør ligge jer paa Hjærte. Svar mig derfor paa følgende Spørgsmaale: Er Paven i Rom virkelig ufejlbar?«
✂ »Hvad han erklærer i Kirkens Navn, staar fast som Guds Ord.«
✂ »Dersom jeg blev Pave, kunde jeg da ikke fare med Løgn?«
✂ »Dette Faktum var utænkeligt.«
✂ »Endnu blot eet Spørgsmaal: Dersom jeg ihjelslog jer og slap fra Mestermanden, kunde jeg da siden for gode Ord og Betaling abonnere en Plads i Himmerig?«
✂ »Snik Snak!«
✂ »Endnu Eet: Kan et syndigt Menneske æde vor Herre som en anden Hvedeknop?«
✂ »Ti stille, paatrængende Menneske! Det anstaar mig ikke at mundhugges paa Dansk med en ulærd Borgermand. Jeg disputerer kuns med Baccalaureis og kuns paa Latin.«
✂ Saaledes undveg Paul Eliassen den ganske Aften at indlade sig i Kirketroens Forsvar uden at bringes til Hede ved nogen Slags Spot over dens Dogmer. 198 Ved mindste Lejlighed drejedes dog Talen paa dette Æmne, og Striden blandt de unge bestod blot i en Gentagelse af de stridige Parters Forsvarsgrunde.
✂
Gregers hørte længe tavs paa Kiven. Endelig rejste han sig op,
vinkede med en vigtig Mine til Lyd og sagde:
»Der er Fejl paa
begge Sider. Det er Sagen. Kirken trænger til en Reformation
- og - -«
✂ Inden han havde udtalt, blev Døren reven voldsomt op. En Yngling styrtede med forvirret Ansigt ind ad Døren og raabte: »Brødre! har I hørt den oprørende Nyhed, at Johan Tausen er stævnet af Raadet, fordi han har tordnet mod de papistiske Bisper fra sin Prædikestol?«
✂ »Det er aldrig muligt!« gav man til Svar.
✂ »Det er kun alt for vist,« vedblev Ynglingen. »I Morgen skal han indfinde sig. Biskop Rønnov vil selv sidde blandt Dommerne. Han ventes herind endnu i Aften. Man siger for vist, at Tausen maa prise sig lykkelig, hvis han slipper med at forvises Landet.«
✂ »Død og Ulykke!« lød det fra alle Læber. »Det gaar for vidt. Vil man nu bruge Sværdet for at hævde de Løgne, man ikke længer med Pen og Mund kan forfægte. Velan da! Lad det komme an paa, om Luther eller Paven tæller flest Arme ti! sit Forsvar i vort Fædreneland. O, Kong Christiern, kunde du slippe ud af dit mørke, usle Hul i Sønderborg, da skulde den hovmodige Klerk Rønnov ikke længe bryste sig.«
✂ »Københavns Borgere,« føjede Ynglingen til, »ville samle sig bevæbnede paa Gammel Torv, naar 199 Retten holdes. De ere fast besluttede til at revidere Papisternes Dom.«
✂ »Ogsaa vi ville tage en Haand med i Sagen,« raabte Studenterne. »Saa længe man ikke har lagt Baand paa vore Hænder, skal man heller ej lægge Baand paa vor Samvittighed. Vi har Hoveder nok ved vort brave Universitet, vi behøver ej at søge os et Hoved i Rom.«
✂ De sloge da hinanden trofast i Hænderne, og svor, at ingen skulde krumme et Haar paa Tausens Hoved, saa længe der var Sværd og Knipler i Sjælland: »Vi ville ikke leve, naar vi ej tør frit forkynde Sandheds Ord. Vi ere for myndige til at tro paa hvert Ord, som en gammel Gæk i Italien finder for godt at binde os paa Ærmet.«
✂ Poul Eliasen befandt sig ganske forlegen. Jens Madsen drog ham til Side og spurgte ham gentagne Gange uden at faa Svar: »Mener I, ædle Fader, at den nye Tro skulde faa Overhaand? Da vare vi jo usle Mennesker uden Levevej. Paven giver os aldrig en Hvid for vor Troskab mod ham.«
✂ Gregers forsøgte forgæves at blive hørt, mens han afgav sin Betænkning. Han blev herover saa fortrydelig, at han forlod Selskabet.
✂ Det lidet Tal Studenter var fulde af Selvfølelse og Glæde over den nys tagne Beslutning. Det overlod sig da uden Betænkning til den lydeligste Jubel, som om det kække Forsæt alt var udført.
✂ »Hvor er Silvius?« spurgtes der. »Han er en vis Mand ved saadant Foretagende.«
✂
»Han kommer snart bag efter mig,« svarede han, der havde bragt det
slemme Nyt. »Den stakkels 200
Stymper
vadsker først en Smule Blod af sit Ansigt. Han har igen ved sin
Særhed forvoldt sig en ubehagelig Tildragelse. Tænk engang, vor Ven
er dødelig forelsket i en Pige, som han aldrig har set. Han har, som
vi alle, hørt tale om den dejlige Sophie paa Ravnshøj. Siden den Tid
drømmer han om hende baade Nat og Dag. I Morges fortalte jeg ham
hændelsesvis, at denne meget omtalte Skønhed befandt sig her i
Staden for at besøge nogle Veninder. Da besluttede han at vove alt
for at komme til at se hende. Jeg fortalte ham, at hun boede lige
over for vor Frue Kirke. Han fik det Indfald at stille sig ved
Kirkemuren og ikke forlade sin Post, førend han saa hende forlade
Huset. O, udraabte han, jeg skal med urokkelig Taalmodighed blive
som en Støtte paa min Plads. Før vil jeg udsætte mig for at dø af
Hunger og Tørst end for at forfejle det lykkelige Øjeblik, da hun
træder ud paa Gaden. Denne Plan omstyrtede jeg ved at fortælle ham,
hun gik aldrig ud. Der fløj ham en halv Snes urimelige Anslag
igennem Hovedet, men jeg bragte ham dog til den Indsigt, at ingen af
dem stod til at udføre. Vi skiltes ad, og jeg var forvisset om at
have forebygget alt Galskab. I Aften, da Borgerne havde tændt Lys,
gik jeg gennem Nørregade. Da saa jeg ham ved Maaneskinnet staa med
Øjnene vendt mod et Vindue i den Gavl, hvor hun boede. Saaledes stod
han forstenet som St. Jørgen derude i Haven, og rørte hverken Haand
eller Fod. Mig bemærkede han ikke, og jeg lod ham uforstyrret staa i
sine Drømmerier. Da jeg kom tilbage den samme Vej og gik forbi det
magnetiske Hus, faldt der en Del løsrevet Kalk ned 201 paa Gaden foran mig, og jeg hørte et
Pigebarn ved Siden af mig sige til sin lille grædende Broder, som
hun førte ved Haanden: Hys! ti stille! ser du ikke Skorstensfejeren
paa Taget? Han kommer ned og tager alle uartige Børn. Jeg saa i
Vejret og - døm om min Forskrækkelse! Silvius steg ud af
Skorstenen og kravlede omkring paa Taget. Mit Blod isnede; jeg havde
ikke Mod til at se op til ham, da jeg hvert Sekund ventede at se ham
ligge knust ved min Side. Jeg hørte ham glide mellem de raslende
Tagsten, hvoraf en klaskede ned paa Brostenene. Dog fik han atter
Fodfæste og klavrede som et Egern ned ad Tagrenderne. Endelig naaede
han en Stige, som var stillet til Muren. Imidlertid var en Del Folk
tilstimlede. En havde det ulykkelige Indfald at skrige: Der er en
Tyv, en Tyv!
✂ Dette Skrig løb fra Mund til Mund. Vægteren, hvis Opførsel indtil dette Øjeblik havde været mig uforklarlig, da han ganske tydelig ej havde villet blive Opløbet var, spillede nu den overraskede, og kaldte med Piben sine Kammerater til Hjælp. Til Silvius sagde han: Herhid, din Tyveknægt!
✂ Hvordan? svarede denne; har du ikke selv laant mig din Stige, du uforskammede! Har jeg ikke forud givet dig en ublu Betaling?
✂ Ingen Ræsonneren her! svarede Vægteren og greb Silvius i Brystet. Men han sled sig løs og gav Vægteren et saa eftertrykkeligt Slag i Ansigtet, at denne laa udstrakt paa Gaden. Silvius vristede ham Pryglen af Haanden, og da to fra Nabogaden tililende Vægtere i sluttet Trop vilde gaa løs paa ham, traadte han et Par Skridt tilbage med det erobrede Vaaben, og sagde til dem: Love I mig at føre mig 202 op i dette Hus, som jeg falskelig beskyldes for at have bestjaalet, da giver jeg mig frivillig i eders Vold, og I skulle snart se mig retfærdiggjort.
✂ Ja vist gør vi det, svarede Vægterne, det forstaar sig.
✂ Han nænnede sig da til dem, og en viklede sin Næve fast i hans blonde krøllede Lokker, medens de to andre sloge hver et drøjt Tag i hans Skuldre. - Kom kun nu med, go' Karl, sagde de, saa skal du snart faa Huslejlighed. Her er et Hul til dig herinde paa Gammeltorv, hvor hverken Sol eller Maane skal skære dig i Øjnene.
✂ Findes der da aldeles ikke Tro og Love hos jert falske Pak, skreg Silvius, og begyndte at brydes med de haandfaste Karle, der førte ham.
✂ Jeg nærmede mig til den mishandlede Vægter fra Nørregade, som naturligvis var mest opbragt. Gode Ven, sagde jeg; det er dog Skade, det stakkels unge Menneske nu skal offentlig blive beskæmmet for en Ubesindigheds Skyld.
✂ Ubesindighed? svarede han. Ja hænges ved Benene paa Lygtepælen burde det Hundetøj, som løber om og gør Mudder paa Gaden. Skal saadan Springgaas understaa sig at slaa Kongens Folk i deres Embedsforretninger?
✂ Jeg lod et Par Skilling glide ned i hans Haand, og vedblev: Noget burde man dog visselig holde hans Ungdom til Gode.
✂ Af Ondskab kommer saadanne Streger jo rigtignok ikke, svarede Vægteren; men det skader ikke, han faar en liden Lekse for en anden Gangs Skyld.
✂ Det er et net ungt Menneske; han er sikkert 203 smukke Folks Barn, blev jeg ved og tillistede ham endnu en Mønt.
✂ Han har et eviggodt Ansigt, sagde Vægteren. Det skær mig i Hjærtet for ham. Jeg skal paa Ære heller ikke være ham haard i min Rapport; men der maa dog være en Orden i alt.
✂ Jeg gav ham nok et Stykke med de Ord: Eders Øjne skulde vel ikke have slaget eder fejl? Har I ikke taget ham for en anden?
✂ Det bedste Syn har jeg rigtignok ikke, sagde Vægteren, idet han betragtede Pengene; jeg trænger hardt til et Par ny Glarøjne, de koste fire Penninge, og jeg usle Stodder ejer kuns de tre, jeg har her i Næven.
✂ Her er den fjerde, sagde jeg, køb saa et Par nye Øjne og se jer for, om I ikke har taget fejl af Manden.
✂ Tør I da indestaa mig for, sagde han, at denne hersens Knægt er ikke den samme, som krøb i Skorstenen? Saa slipper jeg ham straks løs.
✂ Var det den samme, sagde jeg, da kunde let en og anden Omstændighed blive berørt i Forhøret, som kunde være jer saa god som Bremerholms Gærning. Men naar I tager ham ret i Øjesyn, vil I bedst selv overbevise jer derom.
✂ Vægteren betragtede Silvius og raabte: Ja, I har Ret; det er sandt for Gud en ganske fejl Person! - Kammerater; denne gode Mand er langtifra Tyven. Det var Ligheden, der gjorde det. Forskelien var blot, at den anden var skrutrygget og havde kuns eet Ben. Det var formodentlig ham, der løb, alt hvad trække kunde, hist om ad Studenstrædet.
✂ Derpaa blev Silvius løsladt. Vægterne fulgtes ad 204 ned i en Kælder, hvor de gjorde sig en glad Aften ved at bekoste dem gammelt Øl for 4 Penninge, og jeg bortfjærnede mig med vor gode Ven.
✂ Nu forklarede Silvius mig Tingenes Sammenhæng. Af Vægteren, som hver høj Helligdag fik hos Familien et Tællelys og en Hvedekage til sine Børn, havde han faaet en fuldstændig Besked om Husets Lejlighed. Deraf vidste han, at der i den skønne Sophies Værelse fandtes en rummelig . Kamin, som om Sommeren var tilspærret med en stor Trælaage. Hvis han befandt sig i den, vilde han kunne høre Pigens fortrolige Samtale med sine Legesøstre. Ja, hvis han paa Laagen blot havde en liden Aabning, kunde han jo ret i Mag bese hendes hulde Skikkelse og efter Sengetid ved Skinnet af en Lampe, der hver Nat hang i Værelset, betragte den sovendes Træk. Vægterens Betænkeligheder overvandt han ved et godt Greb i sin Pung, og krøb, forsynet med et Vridbor, igennem Skorstenen ned til den beskrevne Kamin. Alt var tyst i Kammeret, og han begyndte forsigtig at bore i de tynde Fyrrebræder. Inden han havde fuldført sit Arbejde, gik Døren op og to Piger traadte ind i Værelset. Uagtet han nu lagde sin Haand lettere paa Vridboret, knagede det dog lidt i Bræderne.
✂ Eja, skreg den ene Jomfru; der er en Mus i Kaminen! der er en Mus i Kaminen!
✂ Aa Snak, raabte den anden; det er kuns Indbildning.
✂ Jo, svartes der, jeg hørte kun alt for tydelig, den gnavede paa Laagen.
✂ Og om nu saa var, tog den anden Ordet; det var da ingen Ulykke. Jeg kan godt lide de smaa 205 løjerlige Dyr. Deres Haar ere jo saa bløde som Silke. Jeg skal aabne Kaminen, hvis du vil hjælpe mig at fange den.
✂
Derpaa nærmede hun sig og forsøgte paa at løsgøre Laagen. Silvius
trak forsigtig sit Værktøj til sig, og den formentlige Mus holdt sig
saa stille, som en Mus i hans Sted vilde have gjort. Til al Lykke
sad Laagen saa fast, at det gik over en Jomfrus Kræfter at aabne
den. Desuden skreg den frygtsomme:
Ak, sødeste Sophie, lad dog
være, lad dog være! jeg dør af Skræk.
✂ Nu vel, svarede Sophie, jeg vil hente Mads Gaardskarl og befale ham at tage Soliman med; den tager godt Mus.
✂ Silvius havde hverken Lyst til at give sig i Kast med Mads Gaardskarl eller Soliman. Han steg derfor tilbage gennem Skorstenen, inden Jagten gik for sig, højst nedslagen over sit Anslags uheldige Udfald. Hans følgende Genvordigheder ved I. Nu befinder han sig i højeste Velgaaende, naar undtages en svulmet Næse, lidt Værk i Lemmerne og et Par blaa Øjne, som han fik i Vægterfejden.«
✂ Næppe var Fortællingen endt, før man i Haven hørte Silvius' Røst. Han bebudede sin Ankomst med det lydelige Raab: Pereat Joachim Rønnov! Pereat Joachim Rønnov! svarede hele Selskabet, der gennem den aabne Havedør ilede ham i Møde.
✂ Forgæves søgte Jens Madsen at dæmpe det støjende Udbrud af Hadet mod Roskilde Bisp. Det var ham ikke muligt at faa et Ord indført. Urolig saa han gennem Vinduerne ud over den alfare Vej, som løb forbi Havegærdet, af Frygt for, at de forbigaaende 206 muligen kunde høre det formastelige Raab. Men da han i samme Minut saa en Flok Ryttere nærme sig, da steg hans Angest til det højeste. Han foldede sine Hænder og skreg med en Røst, der var halv kvalt af Taarer: »O jeg fattige Slotskapellan, hvad har jeg syndet, at Vredens Haand ligger saa haardt paa mig. Fader Paule! Fader Paule! Alforbarmende Paule Eliæ! Til jer støtter jeg al min Fortrøstning. Beskærm mig dog naadelig, dersom jeg kommer i nogen Fortræd for det scandalum, jeg uskyldigen har foranlediget!«
✂ Opmærksomme ved Larmen gjorde Rytterne Holdt, og den fornemste blandt dem steg af Hesten. Det var en Mand af svær Legemsbygning med busket Bryn. Han var iført en sort Fløjelskaabe, prægtigen stukket med Guld. Med raske Skridt gik han gennem Stikkelsbærgangen op mod Kroen.
✂ Her mangler i Manuskriptet det sidste Blad af 4. og hele 5. Halvark. Det maa antages, at der paa de manglende Blade har været fortalt, hvorledes Rønnov - thi ham er det - har holdt Forhør over Studenterne. Jens Madsen »er næsten gaaet fra sig selv af Skræk«, og Silvius har uden Tvivl frivillig meldt sig som den skyldige. Bispen har da givet Befaling til, at han skal føres til Universitetets Fængsel. Han har derpaa vendt sig til Paulus Eliæ og udtalt sin Forbavselse over at træffe ham i dette Selskab. Paa Vejen ind til Byen har da Kanniken haft meget Møje med at faa den strenge Bisp til at forstaa sit Mellemstandpunkt. Denne synes at have bebrejdet ham hans ungdommelige Optræden og verdslige Vandel, og Povl Helgesen har til Gengæld207i Protestanternes Aand kritiseret Kirkens Love og Klosterets Regler. Ordskiftet er til sidst kommet til at dreje sig om Præsternes Ægteskab. Af en paa det omtalte Blad (C) bevaret Tilføjelse ses det, at Paulus om den katolske gejstlige bl. a. har brugt følgende Ord:
✂ »Livets blidere Følelser kender han ej. Ren Elskov og utøjlet Raahed er i hans Forestilling eet. Bruden, Manden, Faderen og Moderen tale i et for ham uforstaaeligt Sprog. Menneskenes naturligste Klager finde ingen Genlyd hos ham; thi midt i Livets Sommer har han forvandlet sit Bryst til en kunstig Iskælder. Og dog passer denne Beskrivelse blot paa de samvittighedsfuldeste Klerke. Om den store Skare, der bruger Klostertaget og Kappen som et bekvemt Skjul for alle Mørkets Gærninger, væmmes jeg ved at tale, ligesom jeg gyser ved at tænke paa, hvad de spæde Benrade, der stundom opgraves i Klosterhaver, vidne om Nonnernes Sæder.«
✂ I Modsætning hertil har han skildret de første Kristnes Liv. Disse fattige Folk i Galilæa og
✂ »i Judæa vare langt fra den Slags Hellighed. De vare Familiefædre, der førte med deres Børn og Koner et skyldfrit Liv. Vi ville derimod være helligere end de helligste. Men vi handler som en Vandringsmand, der igennem Arabiens Ørk gik til et Guldslot. Han kastede sit Brød og sin Læderflaske bort for at være desto lettere til Fods paa Vejen til sin Bestemmelse.«
✂ »Skynd dig da bort, du Kirkens troløsse Tjener,« sagde Rønnov. »Skynd dig bort og udsøg dig en kælen Konkubine. Brug du kuns anden Gang din 208 løbske Tunge til Tolk for Kætterne. Jeg har bedraget mig, da jeg troede, din Lærdom og dit lyse Hoved skulde blevet et Værn for den gamle Tro.«
✂ Paul Eliassen rødmede ved den Ros, der laa i de sidste Ord. »Eders Naade misforstaar mig,« sagde han.
✂ »Hvordan?« blev Bispen ved. »Har jeg ej med egne Øren hørt eder bagvaske Roms ubrødeligste Love?«
✂ »I misforstaar mig,« sagde Paul Eliassen. »Det kommer af, at I er ubevandret i Dialektikken. Jeg betragtede kuns Sagen med Forsæt i et falsk Lys, jeg stræbte at sætte mig ret levende hen paa Kætternes Stade for des bedre at kunne gendrive dem.«
✂ »Men I sagde jo udtrykkelig, Kætterne havde Ret,« svarede Bispen fortrædelig.
✂ »Ja vist har de Ret,« blev Paul Eliassen ved, »naar Sagen betragtes paa verdslig Maade; men naar den betragtes med aandeligt Øje, da have de ej absolut Ret. Relativt talt have de Ret. Deres Ret støttes paa de nys af mig fremsatte Grunde, men da disse Grunde langt fra ere uomstødelige, kan deres Ret heller ej forsvares. Tror I ej, at jeg i mit uplettede Ungkarleliv skulde have haft Lejlighed nok til at erkende, hvad Fordel den enlige Stand bringer en Guds Tjener? Han skal som en ophøjet Tilskuer kunne betragte Livets vidtløftige Skuespil. Han skal bedømme de Verdsliges Færd, uden selv at dele deres smaalige Sorger og Idrætter. Hvor skulde den Klerk faa Stunder at ransage Kirkefædrenes Folianter, som hvert Øjeblik forstyrres, naar hans Kvinde begærer en Penning til Gryn og Flæsk? Hvorledes skulde man i Fred kunne grunde paa de 209 skolastiske Teologers Visdom, naar Barnet i Vuggen skreg af Bugvrid? Skulde den Arm, som nys havde favnet en Kvindes Legeme, den Haand, som nys havde klappet en Kvindes Kind, berøre Guds Legeme og Blod? Skulde de Læber, der nys besmittedes ved kødelige Kys, være rene nok til at berøre Monstransen? Skulde umælende Unger savle paa de hellige Messeklæder? Kuns en snæverhjærtet Præst kan føle sig ene i Verden, fordi han ingen Hustru har. Den samvittighedsfulde betragter hele sin Menighed som sin Familie. Hver lønlig Synd, som trykker deres Hjærte, betro de til ham, og han siger dem, ledet af den Helligaand, hvad Gud dømmer om deres Vandel. Han bliver en Midler mellem dem og Himlen. De komme med deres Anger til ham og gaa hjem med Tilgivelsen. Har han selv legemlige Sønner og Døtre, da stjæle disse Kærligheden fra hans Menighed, og de mange Sjæle, som havde lige Krav paa hans Ømhed, forvandles til Stedbørn. Apostlerne forlode deres Koner og Børn for at følge Kristi Kald, og vor Frelser har kundgjort os sin Dom ved at vælge den reneste Jomfru til Moder.«
✂ »Eders Forsvar for Kirkens Lærdom synes hel kløgtigt,« sagde Rønnov, »men er efter min Fremgangsmaade unødvendigt. Hvad Koncilier og Pave har foreskrevet, skal menig Mand tro. Hverken Borgmester, Tøndebinder eller nyfigen Bondeknøs er beskikket til at ransage den offentlige Bekendelse.«
✂ Vagten paa Taarnet over Vesterport blæste paa sit Horn. Da man hørte Rønnovs Navn, blev Porten straks opladt, og han drog ind i Byen med sit Følge.
210