FØR OG NU

✂ Der var en Tid, da vort gamle Land
Var fuldt af taarnede, røde Paladser;
Hvor Fiskene legte i Gravens Vand,
Der spejlte sig Taarnets evige Masser.
Men i det mægtige store Bur
Der maatte en Fugl bestandig synge;
Den, der havde til Harpen en god Natur,
Han var vis paa en venlig, lyttende Klynge.
Og naar nu Sangeren, salig i Aand,
Strængene rørte af al Formue,
Da trykte Ridder og Svend hans Haand,
Og han fik et Smil af den søde Frue.

✂ Naar raske Sømænd droge fra Havn
Og raabte Farvel til Børn og Kone,
Da stod der en Skjald i forgyldene Stavn,
Og Bedrøvelsen veg for hans hulde Tone.
De roede i Takt efter Sangerens Spil
Og droge paa Aaren i bare Skjorte;
Sælhundene lyttede ofte til,
Over Vandet steg deres Legemer sorte.

✂ Ogsaa i Dal der en Sanger gik;
Mens Hjorden blev vogtet af store Hunde,
Hyrden i Græsset med sin Musik
Forlystede Folk, saa godt han kunde.
Viser han sang af Hjertens Grund
Om de mægtige Fædre i gamle Thule,
Og satte Kohornet tæt for sin Mund, -
I Skovene klang hans Toner saa hule.

✂ Nu staar her et enkelt ravende Slot,
Der høres kun Svalers og Ravnes Tone,
Alene det staar som en gammel Drot,
Der sørger, for han har tabt sin Krone.
Den vældige Vold er liden og lav,
Mellem Mudder og Siv smaa Ællinger svømmer,
Og Slottet synker i egen Grav,
Om sin gamle Hæder det ligger og drømmer.

✂ En enkelt Poet nu paa dets Ruin
Klager sig ret som en enlig Due;
Om hans Sang er aldrig saa liflig og fin,
Han høres ej mer af Ridder og Frue.
De fleste gaa udi dunkle Lund
Som fremmede Fugle ved Natten og sjunge
Om deres Kærestes liflige Mund.
I den øde Luft deres Viser de runge.