Møller, Poul Martin DRØMMEN. Efter Byron.

DRØMMEN Efter Byron.

I

Delt er vort Liv; Søvn har sin egen Verden,
Et Grænseskel for slet benævnte Ting:
Tilvær og Død. Søvn har sin egen Verden,
Et udbredt Herredom af vildest Sandhed.
Livsaand besidde de henflagrende Drømme,
Med Taarer, Marter og et Skær af Fryd;
En Sten de læsse paa de vaagne Tanker,
En Sten de lette fra det vaagne Slid.
De skille vores Væsen ad; de blive
Til Halvdel af os selv og af vor Tid.
De bære Skin af Evigheds Herolder;
De fare hen som det henfarnes Aander,
Forkynde som Sybille det ufødte.
Kraft eje de, ja over Fryd og Kummer
Et mægtigt Enevæld. Os skabe de
Til nye Væsner og til hvad de ville.
Med det forgangnes Genfærd ryste de,
Med gamle Skyggers Rædsel. Sig hvordan?
Er ej alt svundet Skygger? Hvad da de?
Mon Aandens Fostre? Aanden skabe kan
60 Livsvæsner og befolke med sin Kraft
Planeters Hær med lysere Legioner,
End nogen Tid var til. De blæse Liv og Aand
I Skikkelser, som overleve Kødet.
Jeg gad genkalde Synet, jeg har drømt,
Muligt i Søvne; - thi een Tanke blot,
En Slummertanke, rummer Aar og Dag
Og størkner længste Liv til et Minut.

II

Jeg saa to Væsner udi Ungdoms Farve.
De stode paa en Høj, en venlig Høj;
Jævnt hæved sig dens grønne Ryg, den slutted
Ret som et Forbjerg flere Bakkers Rad.
Ej Havets Bølger vadskede dens Fod,
Men kun et muntert Landskab: Korn og Skov
I Bølger gik. Adspredte vidt og bredt
Laa Gaard og Hus, og Røgens lette Kruser
Højt hæved sig fra Bondens Tag; men Højen
Var kronet med sit eget Diadem,
En rundtomløbende Ring af Stammer, skabt
Ej ved Naturens, men ved Kunstens Luner.
De to, en Jomfru og en Svend, beskued -
Den ene alting, som forneden laa,
Livsalig som hun selv. Han saa paa hende.
Og begge to var unge - en var dejlig;
Og begge to var unge - mer eller mindre.
Den søde Maane lig ved Himlens Rand
Var Pigen alt i Kvindevaarens Aften.
Han talte færre Somre; men hans Hjærte
Langt vokste fra hans Aar, og for hans Øje
Eet Ansigt blot var elskeligt i Verden.
Det skinned paa ham nu; derpaa han stirred
61 Saa fast, at ej det kunde mer forsvinde.
I hende blot han havde Liv og Aande:
Hun var hans Røst, ej talte han til hende,
Han skjalv paa hendes Tunge. Hun var hans Syn,
Hans Øjne fulgte hendes, og han saa med hendes,
Det gav hans Verden Farve. Han havde ophørt
I sig selv at leve; hun var alt hans Liv,
Var Oceanet for hans Tankestrøm
Og favned Alt. Ved en Berøring blot,
En Lyd fra hende bølged vildt hans Blod,
Brat skifted Kinden Farver. Ej hans Hjærte
Dog kendte Grunden til hans Dødsensangst.
Men hun tog i hans Ømhed ingen Del,
For ham var ikke hendes Suk. Han var for hende
Som Broder, - ikke mer; - dog det var meget,
Thi broderløs hun var. Kun Brodernavn
I barnligt Venskab hun ham havde skænket.
Hun efterlodes som et enligt Skud
Af en i Fortid hædret Slægt. Hint Navn
Behaged ham og dog behaged ej. Hvorfor?
Tid lærte ham det mørke Svar, da hun
En anden elsked. - Nu hun elsked alt.
Nu stod hun højt paa Bjærgets Tind,
Og Blikket spejded, om den elsktes Ganger
Holdt Skridt med hendes Længselsuk og fløj.

III

Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Det var et gammelt Hus, og foran det
Ved Muren stod en Hest med Skaberak.
I et ældgammelt Oratorie stod
Den Svend, om hvem jeg talte. Han var ene,
Var bleg og spanked op og ned, og snart
62 Han satte sig og greb en Pen og ridsed
Ord, som jeg ej forstod; saa læned han
Det bøjede Hoved paa sin Haand, og rysted
Ret som i Krampedrag. Han rejste sig;
Med Tand og bævende Haand han sled itu,
Hvad skrevet var; men fælded ingen Taarer.
Og han tiltvang sig Ro og trak sit Øjebryn
Med Vold til et Slags Fred, og, som han sagtned,
Hans Sjæls udkaarne træder til ham ind.
Men hun var mild, var smilende, skønt vel
Hun vidste, hun var elsket af ham, vidste -
Slig Kundskab kommer snart - hvordan hans Hjærte
Af hendes Skygge var formørket, saa,
Han var elendig. Dog hun saa ej Alt.
Han rejste sig og koldt og høfligt tog
Han hendes Haand. En Stund der paa hans Ansigt
En Tavle med usigelige Tanker
Stod malet, og forsvandt, som den var kommet.
Han slap den Haand, han holdt. Med sene Skridt
Han trak sig bort; dog ej som til Farvel.
De skiltes med gensidigt Smil. Han gik
Ud af den gamle Halles tunge Port,
Steg paa sin Ganger og drog brat af Sted.
Ej mer betraadte han den mosgraa Tærskel.

IV

Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Til Mand var Svenden modnet. Vilden Ørk
I brændende Jordstrøg kaared han til Hjem.
Hans Sjæl drak Solens Glød, omlejret var han
Af sære, mørke Skikkelser, ej længer
Han ligned, hvad han var tilforn. Paa Hav
63 Og Land var han en Vandringsmand.
En Sværm af mangehaande Billeder
Lig Bølger vrimled paa mig ind; men han
Af alle var en Del. Til sidst han laa
Og hvilte sig fra Middags Lummerhede
Til Sengs imellem faldne Søjler, i Ly
Af en brusten Mur, der overlevede Navnet
Af dem, der rejste den. Ved Lejets Bred
Kameler stod paa Græs, og ædle Hingste,
Fast bundne, ved en Kilde; men en Mand
I flagrende Klædebon holdt Vagt, imens
Hans Stammebrødre slumred rundt omkring,
Og over dem sig telted Himlens Blaa,
Saa skyfrit, klart og ubesmittet skønt,
At Gud alene var til Syns i Himlen.

V

Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Hans Sjæls udkaarne var en andens Viv,
Ej elsket mere varmt. Fjærnt i sit Hjem,
Vel tusind Mil fra hans, i sin Fødestavn,
Hun sad i Kresen af opvoksende smaa,
Et dejligt Kuld af begge Køn. Men se!
Paa hendes Ansigt stod et Kummers Præg,
Et bosat Skyggerids af Sjælens Kamp,
Og et uroligt sænket Øjekast.
Det tunge Laag med Taarer syntes kæmpe.
Hvorfra slig Sorg? Hun havde, hvad hun elsked,
Og han, der hende tilbad, var der ej
At styrre med sit onde Haab og Attraa,
Med slet fordulgte Kval den rene Sjæl.
Hvorfra slig Sorg? Hun aldrig elsked ham
Og gav ham aldrig Grund at tro sig elsket.
64 Han var ej Del af det, der hendes Sjæl
Bespændte, som Genfærd fra forgangne Tid.

VI

Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Hjem Pillegrimmen kom; jeg saa ham staa
Foran et Altar med en venlig Brud.
Favrt hendes Ansigt var, dog var det ej
Hans Ungdoms Stjærnelys. Ret som han stod
For Altret, fløj hen over Øjets Bryn
Hint gamle Syn - den vilde Nerverysten,
Som greb tilforn i den ældgamle Hal
Hans Bryst i al dets Ensomhed; og nu,
Som paa hin Dag, en Stund der paa hans Ansigt
En Tavle med usigelige Tanker
Stod malet og forsvandt, som den var kommen.
Nu stod han atter rolig, sagde frem
Vedtagen Ed; ej hørte han sit Ord,
Alt svingled med ham rundt. Han mægted ej
At se, hvad var og hvad der skulde været.
Den gamle Borg, den velbekendte Hal,
De ham saa dybt indprentede Kamre, Stedet,
Ja Dagen, Timen, Solens Skin og Skyggen,
Alt, hvad der hørte til hin Stund og Sted,
Og hun, der var hans Skæbne, kom igen
Og trængte sig imellem ham og Lyset.
Hvad Ærend havde de paa slig en Tid?

VII

Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Hans Sjæls udkaarne - o, hvor dybt forandret!
Som ved en Sjælesygdom. Hendes Aand
Var vandret fra sin Bopæl; hendes Øje
65 Ej havde mer sin Glans, thi Blikket
Var ej af denne Verden. Hun var Dronning
I et fantastisk Land, og hendes Tanker
Var sær Formæling af de stridige Ting,
Og Syner, der ej fattes, ej berøres
Af Verdens Blik, de vare hendes Venner.
Sligt kalder Verden Afsind; men den vise
I Aanden huser meget dybere Vanvid.
Thi frygtelig er Tungsindsblikkets Gave.
Hvad er det? uden Sandheds klare Fjærnrør,
Som klæder Fantasiens Blændværk af,
Som bringer nær det splitternøgne Liv
Og gør den kolde Sandhed alt for sand.

VIII

Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Vor Pillegrim var ene som tilforn;
De Væsner, der omgave ham, forsvandt;
De førte med ham Krig. Han var et Maal
For Skræk og Livets Kornbrand, trindt belejret
Af Had og Tvedragt; blandet var med Smerte
Alt, hvad man dækked for ham op, indtil
Han, lig den pontiske Monark i gammel Tid,
Holdt Livet op ved Gift. Kraftløs den var,
Den var ham en Slags Næring; fort han leved,
Trods det, der havde været mangens Død.
Han gjorde Bjærget til sin Ven. For Stjærnen,
For Universets travle Genius
Han førte frem sit Ord; de lærte ham
Naturmysteriernes sorte Kunst.
For ham laa Nattens Bog vidt slagen op,
Og Røster, fjærnt fra Dybet, sløred af
Et Under og en Løndom. Saa det ske!

66

IX

Min Drøm var endt, den veksled ikke mer.
Det var et sælsomt Syn, at Skæbnens Raad
Med disse tvende Væsner skulde skildres
Med Farver tagne fra det vaagne Liv.
Den enes Lod blev Vanvid, Jammer begges.