Møller, Poul Martin EN UFULDENDT NOVELLE

FØRSTE KAPITEL ET STUDENTER-TESELSKAB

En Flok Studenter gik en smuk Eftermiddag i Juni Maaned ud af Københavns østre Port. Kort før de begav sig paa Vejen, havde nogle dygtige Tordenbyger afkølet Luften, og Græs og Løv, der dryppede ned i Grøften, duftede dem efter denne Vederkvægelse med dobbelt Friskhed i Møde. Da de kom paa Strandvejen, trak nogle deres Tobakspiber op af Lommen og gave sig til at dampe; hos andre vaktes ved Aandedrættet i den rene Luft en saadan Lystighed, at de med høj Røst istemte deres ungdommelige Viser. Ved slig Tidsfordriv gled Tiden rask af Sted, og uden at vide hvorledes befandt de sig ved Stakittet for Norges Minde, der var Maalet for Vandringen. De vandrendes Hensigt var nemlig at gæste deres muntre Kammerat Balthasar, som her havde udset sig et afsidesliggende Sommeropholdssted, for at undgaa de alt for hyppige Besøg, der i Staden afdrog ham fra sine Studier.

Balthasar gik i Tøfler paa den grønne Plads uden for Huset, med en grøn Saffians Kasket paa Hovedet. Det mødige Selskab raabte paa Tevand, som 257 ved Hjælp af en hos Irgens forfærdiget Spirituslampe i faa Minuter blev tilvejebragt. De dampende Kontorkopper vinkede dem paa Bordet uden for Døren, og de styrtede ned ad Trapperne bag efter den gæstfri Vært, der bar en Flaske gammel Rom under Armen. Somme satte sig paa Stole, somme paa oprejste Fjerdinger, og somme strakte sig saa lange, som de vare, paa Grønsværet; men alle drak med Graadighed af den glødende Tevandspunsch. Den oplivende Drik bragte snart Overgivenhed og højrøstet Underholdning til Veje.

»O, havde vi nu den krøllede Frits,« ytrede en af Selskabet, »da kunde vi være vis paa en herlig Aften.«

»Han kommer vel sagtens,« tog en anden Ordet. »Han plejer sjælden at svigte, hvor han kan vente et godt Lav. For Resten er jeg langt fra at anse hans Nærværelse for nogen særdeles Lykke. Jeg finder ingen Behag i at se mit Medmenneske saa rent berøvet al Selvstændighed. Det oprører mig tværtimod, at et Væsen, der er skabt i Guds Billede, driver omkring som en Bold for Tilfældet. Hvori bestaar vel hans hele Elskværdighed? Han tænker aldrig et Døgn frem i Tiden, men taber sig med blind Ubesindighed i Øjeblikkets Nydelse. Det er et af Tidens værste Tegn, at de fleste snarest fatte Godhed for den letsindige. Den karakterløse Kamæleon, der bestandig antager sine Omgivelsers Farver, bliver let alles Afgud. De forgude den slappe Vilje, fordi deres egen Afmagt i den ikke finder nogen ubekvem Modstand. Nævn mig engang en eneste Fuldkommenhed hos dette Vidunder, hvem saa manges Hjærter hænge ved.«

258

»Sandt at sige,« svarede den første, Christian, »har jeg ondt ved at sige, hvorfor jeg har Godhed for ham. Jeg vil endogsaa tro, hans Levned ikke saa ganske kan bestaa for en stræng Sædelæres Domstol; derfor bliver han jo lige fuldt en elskværdig Selskabsbroder.« Moralisten vilde tage til Gen[-mæle, men] - -

Her findes Haandskriftets første Lakune paa 1 eller 2 Blade, hvis Indhold, som Thaarup formoder, har været en Fortsættelse af den begyndte Samtale om Frits, hvorunder de talende, den poetiske Christian, den tysk-filosofiske Bernhard, den strænge Moralist Zacharias og den muntre og elskværdige Balthasar har faaet Lejlighed til at udfolde deres egen Karakter.

Christian fortsatte saaledes sin Tale til det øvrige Selskab:
»Ingen af eder kender den krøllede Frits saa godt, som jeg. Vi have fulgt hinanden som Brødre lige fra vor første Barndom til vore Universitetsaar. Derfor kunde jeg fortælle tusinde snurrige Scener, vi som Drenge have oplevet sammen; men jeg anfører blot et Par Træk fra hans Drengeaar, som ville give dem, der intet kende til ham, et Slags Begreb om hans Karakter. Han er opdraget hos sin Onkel i Jylland paa et gammelt Herresæde ved Limfjorden. Da Onkelen selv ikke havde Børn, besluttede han at anvende al Tid og Flid paa at skaffe Brodersønnen den mest fuldendte Dannelse. Til den Ende forskrev han med store Omkostninger de dueligste Lærere i alle Videnskaber og Kunster. Men ved hans Opdragelsesplan var det en stor Fejl, 259 at den opvakte Dreng fra Morgen til Aften saaledes var plaget med Tegnemester, Sproglærer, Fægtemester o. s. v., at han havde Dagens Timer besatte fra Morgen til Aften. Denne Tvang kunde Frits ikke taale. Han sagde derfor til den gamle Herremand Aftenen efter en saadan møjsom Dag:
Hør, Onkel! jeg kan ikke læse saa meget om Dagen.

Snak, Dreng! sagde Onkelen; man kan alt, hvad man vil.

Ja, saa vil jeg ikke, svarede Frits.

I, blev Onkelen ved, naar der ikke er andet i Vejen, skal vi nok komme din Vilje til Hjælp.

Hvorledes vil du gøre det? spurgte Frits.

Det finder jeg vel sagtens paa, sagde Herremanden. Jeg kunde jo f. Eks. lade dig sulte, til du lærte dine Lekser.

Dermed skal du ikke kunne tvinge mig, thi jeg ved meget godt, at du ikke tør lade mig sulte ihjel. Du vilde da selv blive dræbt af Bøddelen.

Jeg har flere Midler endnu, blev den gamle ved. Jeg kan jo indespærre dig i et enligt Kammer, til du giver Køb.

Det har du ikke Lov til; man kan indespærre Folk for Tyveri, men ingen har Ret til at berøve mig min Frihed, fordi jeg ikke vil lære Latin, Fransk og andre unyttige Ting.

Herremanden svarede: Du er kun tretten Aar og forstaar dig kun lidt paa, hvad Lærdom er nyttig til. For det første maa du i den Henseende blindt rette dig efter min Vilje.

Vil du da ikke fritage mig for nogle af de mange Læretimer? spurgte Drengen.

260

Nej, svarede Onkelen bestemt, ikke for en eneste.

Efter en Pavse begyndte Frits igen: Onkel, det gør mig ondt, at jeg maa bedrøve dig. Jeg har altid holdt meget af dig og ved, at du holder meget af mig. Men i den senere Tid er du bleven saa urimelig, at jeg ikke længer vil blive hos dig.

Naar agter du da at tiltræde din Rejse? spurgte Onkelen.

Straks, var Svaret.

Herremanden ringede, og raabte til den indtrædende Tjener: Luk Porten vel i Laas og sæt den store Jærnpal for! Derpaa vendte han sig atter til Drengen med de Ord: Da jeg nu er sikker for, at din Udenlandsrejse just ikke sker saa straks, som du mener, vil jeg sige dig Godnat. I Morgen tales vi nærmere ved om den Sag.

Da Herregaardens Klokke slog tolv, sprang Frits op af sine Madrasser. Hans Tante havde ved Fødselsdage og andre Familjefester skænket ham nogle Kroner, Dukater og andre Møntsorter af den Slags, som gamle Koner kalde hele Penge. Disse stak han i Lommen og tog i Haanden en liden Jagtflint. Derpaa listede han sig ganske sagte ind i Tantens Soveværelse, drog Omhænget til Side og hviskede:
Tante! Tante!

Ja, svarede hun, halv i Søvne.

Farvel, gode Tante! sagde han og kyssede rørt hendes Haand. Farvel, og tusind Tak for al den Kærlighed, du har vist imod mig.

Konen, som imidlertid var vaagnet rigtig op, spurgte ganske forundret: Hvad skal dette betyde, Frits? hvor agter du dig hen i Bælgmørke midt om Natten?

261

Jeg har ikke Stunder til at fortælle dig det nu, svarede Frits; jeg nødsages til at rejse bort over Hals og Hoved. Hils Onkel i Morgen fra mig, og tak ham for alt det gode, jeg har nydt i hans Hus. Han vil ogsaa kunne fortælle dig Anledningen til min Rejse. Jeg har alt i Aftes sagt ham Besked derom.

Den gamle Frue greb ivrig til Klokken, Da Frits blev det var, sagde han til hende:
Bliv ikke vred, gode Tante! jeg har for en Sikkerheds Skyld set mig nødsaget til at overskære din Klokkestræng.

Da han havde sagt dette, gik han ud af Døren. Hans Tante sprang op af sin Seng og tog fat i Dørens Haandgreb for at skynde sig efter ham.

Jeg har skudt Slaaen for, sagde Frits paa den anden Side. Læg dig endelig ufortøvet til Sengs igen, ellers ved du selv, at du bliver forkølet og faar din slemme Tandpine paa ny. Det er dig en ren Umulighed at komme fra dit Kammer førend i Morgen tidlig, naar Stine bringer din Kaffe.

Gaarden var omringet af en høj Teglstensmur, der var besat med spidse Jærnpigge. Derfor havde Frits medtaget en Rebstige, ved Hjælp af hvilken han steg over Muren, skønt ej uden stor Fare for at blive spiddet eller brække sin Hals. Den næste Dags Middag ankom han ganske mødig og forpustet til en Landsbykro, der laa flere Mil fra hans Onkels Gods. Han kastede nogle nyskudte Krager og Spurve paa Bordet og bad Krokonen deraf at tilberede ham et Maaltid. Imidlertid havde den gamle Herremand bragt sin Gaards hele Besætning til Hest for at eftersætte sin bortrømte Brodersøn.

262

Uheldigvis kom han just i egen Person til den samme Kro, hvor Frits sad ved Bordet og snakkede med de drukne Bønder, mens man i Køkkenet plukkede hans Fuglevildt. Saa snart han saa sin Onkel træde ind i Skænkestuen, sprang han igennem et aabent Vindue ud paa Marken. Inden Onkelen var kommen paa sin Hest igen, havde Frits allerede faaet et saa betydeligt Forspring, at han ikke mer stod til at indhente. Han fortsatte sin Flugt tværs over Grøfter og Gærder, indtil han kom til en stor Bøgeskov, hvor han let kunde forstikke sig. Herremanden havde fra sin høje Hest holdt Øje med Flygtningen og gik nu paa Raad med Bønderne, hvorledes man bedst skulde fange Drengen, som ufejlbarlig for det første vilde søge sig et Skjulested i Skoven. Man fandt det raadeligst at samle Byens Bønder, omringe Skoven paa alle Kanter og anstille ret en formelig Klapjagt efter ham.

Da nu den store Kres af Klappere ret forsigtig var draget omkring Skoven, saaledes at intet levende syntes at kunne slippe bort imellem dem, befalede Herremanden dem at rykke langsomt frem og vel at ransage hver Busk, som de mødte paa deres Vej. Selv red han tværs igennem Skoven, ledsaget af sin Gaardsdreng Jochum, der bar en Favn Reb, hvormed den opbragte Herremand vilde binde sin forlorne Fostersøn, naar han atter fik ham i sin Vold. Omtrent mid i Skoven standsede han sin Hest og saa med Tilfredshed de befippede Harer og Hjorte springe for sig; thi disse Dyrs Trængsel var ham et Pant paa, hvor nøjagtig Kresen var sluttet.

Hold nu dit Reb i Beredskab, Jochum! sagde han; 263 om en halv Times Tid har vi sikkert Fingre paa den balstyrige Krabat.

Da hørte han en Røst fra Luften, som raabte: God Dag, Onkel!

Han saa sig i Vejret og opdagede sin Brodersøn i den øverste Top af et anseligt Bøgetræ.

Frits vedblev: Du ser, det havde været mig en let Sag, her imellem det tætte Løv at undgaa din Eftersøgning; men jeg vilde nødig, du skulde blive til Nar for en fremmed By, naar du i Stedet for din Brodersøn kuns fik et Dusin Grævlinger og Ræve. Derfor vil jeg straks komme ned og give mig i dine Hænder, hvis du lover mig i Fremtiden at holde mig under mindre Tvang, end hidtil er sket.

Nej, Brorlil! sagde Herremanden, du skal smukt overgive dig paa Naade og Unaade. Siden jeg nu en Gang har dig saa vel fat, maa du slet ikke vente, jeg lader mig foreskrive Vilkaar af dig.

O, svarede Frits, du skal just ikke rose dig af, at du har mig fat endnu. Hvorledes vil du faa mig ned af dette Træ? Der gives ikke paa denne Kvadratmil nogen levende Sjæl, der tør driste sig herop paa disse tynde Grene.

Fald blot ikke ned og bræk din Hals, Knægt! sagde Onkelen, saa skal Resten nok give sig. Jeg savner ikke Midler til at bringe dig ned paa Jorden. Jeg vil ej engang gribe til det simple Husraad, at lade Træet fælde; men jeg stiller blot en Vagt ved det, som i al Mag kan modtage dig, naar Lysten til en Bid Brød tager Overhaand hos dig. En dygtig Brandstige kan vel ogsaa række derop til dit Fristed. Nu gaar jeg bort et Øjeblik for at træffe de nødvendige Foranstaltninger. Du skal snart se mig 264 her igen. - Hold du imidlertid min Hest, Jochum! og pas mig vel paa Knægten i Træet. Kan du bringe mig ham bunden, naar jeg kommer igen, da giver jeg dig en af mine gamle Kroner.

Da den gamle var vel borte, steg Frits i en Hast ned af Træet og tiltalte Gaardsdrengen paa følgende Maade: Sig mig, Jochum! hvem af os to du vel anser for den stærkeste.

Det maa vel jeg være, svarede Drengen, da jeg er en god Del ældre; men jeg vil for den Sags Skyld gærne lade det komme an paa en Prøve. - Med disse Ord gik han, i Fortrøstning til sin Kraft, ind paa Livet af Frits og var i sit Hjærte forvisset om, at han let skulde fortjene den belovede Krone.

Frits veg et Par Skridt tilbage, mens han vedblev: Tag dig i Agt, Jochum! du er kanske mig overiegen i Styrke; men du forstaar næppe saa godt som jeg at bruge dine Kræfter. - Idet han gjorde denne Bemærkning, kastede han Jochum ved en uventet Vending baglængs om Kuld i Græsset. Medens denne meget overrasket atter rejste sig langsomt i Vejret, begyndte Frits anden Gang paa den afbrudte Fredsunderhandling.

Ser du nu, sagde han, at det er saare tvivlsomt, hvo af os to der gaar af med Sejren? Dersom du vedbliver dit Forsæt at bruge Magt imod mig, er du jo fuldkommen vis paa Næsestyvere, Ribbensstød og andre ubehagelige Følger af Slagsmaal; derimod er det højst rimeligt, at du endda nødes til at lade mig gaa. Hvis du derimod finder dig i Billighed, giver jeg dig en Dukat.

Synet af Dukaten var særdeles fristende for Jochums ringe Grad af Dyd, og han stod et Øjeblik 265 ganske raadvild. Da tog Frits en Lommepuffert frem og sagde: Hvis du nu ikke straks gør, som jeg befaler, skyder jeg dig paa Stedet ihjel.

Lad mig da se, om han har Dukaten, sagde Jochum, som just ikke frygtede meget for Iværksættelsen af denne Trusel, men som dog heri fandt en antagelig Undskyldning at forsvare sig med for sin Husbond. Frits bad ham nu i største Skynding veksle Klæder med sig, bandt Drengens Hænder paa Ryggen og forbød ham under Dødsstraf at oplade sin Mund. Selv besteg han Hesten og førte sin Fange ved Rebet igennem Skoven. Da de nærmede sig til Klappernes Linje, raabte Frits: Hurra, her har vi Skælmen! nu gøres der ingen videre Jagt behov; min Husbond giver jer Lov til at gaa hen i Kroen og drikke jer en dygtig Rus paa hans Regning.

Klapperne gjorde straks Plads for Rytteren, og denne saa sig snart i Sikkerhed paa den aabne Landevej. Her saa han sin Onkel komme imod sig med to Mænd, der bar en Brandstige. Saa snart Herremanden saa Toget, tvivlede han slet ikke paa, det var hans Gaardsdreng, der i Vadmelsjakken og med den bredskyggede Hat sad som Sejrherre paa den blissede Hingst.

Bravo, Jochum! raabte han derfor, det var mer, end jeg havde troet om dig. Du har som en ærlig Karl fortjent din Krone. Træk nu Synderen hen i Kroen og gem ham under Laas og Lukke, til jeg har afgjort min Regning med Byfolkene.

Straks efter dette Tilraab slap Frits Rebet og red i Galop forbi sin forbavsede Farbroder. Idet de kryssede hinanden paa Vejen, sagde Frits:
Jeg rider blot nogle faa Mil med din Hest. I Morgen 266 skal den i forsvarlig Stand blive bragt til denne Kro.

Efter at Frits havde strejfet en fjorten Dages Tid omkring i Jylland, mærkede han, at den Tid snart vilde komme, da han ikke mer havde noget at bestride sine daglige Udgifter med. Aarsagen hertil var dels, at han i Almindelighed fik sine hele Penge vekslet paa en for ham højst ufordelagtig Maade, dels at han aldeles manglede Naturanlæg til at holde paa de tilbyttede Smaaskillinger. Nu maatte han da for første Gang i sit Liv tænke paa Midler til at erhverve sig sit daglige Brød. Til den Ende købte han sig en Violin og vilde søge sin Underholdning ved at spille for Godtfolks Døre. Han begav sig til en afsides liggende Bondegaard for at prøve sine Gaver til denne ny Haandtering. Midt i Gaarden spillede han een Engelskdans efter en anden, men stirrede forgæves paa de smaa, forbrændte Ruder efter en taknemmelig Tilhører. Blot Bondens Døtre holdt Døren paa Klem og kastede nysgerrige Blik ud til den fremmede Spillemand. Men en vranten Kælling greb dem med Skældsord i Skørterne og trak dem baglængs ind i Stuen.

I Ravneunger! skreg hun, hvo har givet eder Lov til at høre paa Musikken? Har kanske nogen af jer Penge til at betale med? Her indenfor i Smug kan -

Aa Herre Gud, Mor! sagde et af Børnene, vi kunne jo dog ikke lukke vores Ører til.

Her indenfor i Smug, gentog Konen, kan I høre efter saa meget I lyster; men I skal ikke stille jer til Skue, ellers tror han straks, han skal fortjene Guld og grønne Skove.

267

En Karl med kroget Ryg og spinkle Ben havde været i Stalden for at give Kreaturerne Foder. Han sagde til Frits, idet han gik forbi: Gaa din Vej, Dreng! her faar du ingen Ting. Hvor kan saadan stærk, arbejdsfør Knægt, som du, vente nogen Almisse? Fy, skamme maa du dig!

Jeg trygler intet af dig, sagde Frits, hvis Stolthed blev fornærmet ved denne Tiltale. Hvo der intet vil give mig, har sin Frihed. Jeg vil heller ikke længer staa her og kaste Perler for Svin.

Pukker du til, go' Karl! sagde Hakkelseskæreren, da skal jeg snart hjælpe dig paa Porten, din studse Knægt!

Nu løste han Gaardhunden og hidsede den paa den ubudne Musikanter. Men Børnene kom springende bag efter og tyssede paa Hunden, saaledes at Frits slap usaaret ud igennem Porten. Da han var kommen paa den grønne Plads uden for Huset, greb de smaa ham i Kjolen og sagde: Spil os dog et lidet Stykke, gode Herre! Han opfyldte straks deres Begæring, og de sprang omkring ham af Henrykkelse. To stumpede Tvillinger lagde de tykke Arme om hinandens Hals og gav sig til at danse rundt med hinanden. De lysegule Krøller flagrede løst omkring deres Skuldre; thi de to fattige Huepulle, som de for længst vare voksede fra, bedækkede kun deres Hovedisse. Tre å fire Gæs, som næsten havde gnavet Græsset af til Bunden og blot levnet de lave Gaaseurter, hvæsede ad det dansende Par, som forfærdede kaldte den ældre Søster til Hjælp. Hun søgte med en Pind at drive den mest frygtede Gasse til Side, da Moderens skældende Stemme blev hørt i Portrummet. Da sagde de forskrækkede 268 Børn Godnat, og ved Afskeden gav Frits enhver af dem en Toskilling til Hvedebrød. Den ældste vilde kysse hans Haand, og Tvillingerne klyngede sig fast om begge hans Ben.

Moderen kom ud og raabte: Vil I pakke jer ind, I Rollinger! Og hvad tænker du paa, Ellen? Vil din lange Tøs se, du kan genne dine Ællinger i Hus, eller jeg skal snakke med din Ryg.

Se, Moder! raabte de ene i Munden paa den anden, sikken dejlig Skilling Manden har givet os til Hvedebrød.

Vil I hid med Pengene, raabte Konen, at I ikke gaar og taber dem i Græsset! Tænk I aldrig paa Hvedebrød, I Stodderunger! Nye Træskoer skal I have, det har I mere nødigt. Vor Herre bevares! Hvedebrød, det er ikke Kost for Usselrygge som jer. Tak I Gud, om I kan faa en Bitte Knapost til jeres Grovbrød. - Gud velsigne jer, Spillemand! for jeres gode Villie. Tag ikke fortrydeligt op, at I blev jaget paa Porten. Den ene Kæltring render os paa Døren efter den anden, og det falder os selv surt nok at holde Livet i de mange Børn, vi har at trækkes med. Den Tid er længst forbi, da jeg kunde forlystes ved Musik. Da jeg var en ellevild Tøs paa jeres Alder og løb gal i Julestuerne, da var det en anden Sag. Den Tid var det min største Lyst at høre den krogryggede Spillemand, naar han sad paa en Sildefjerding og spillede paa Fiol.

Frits, som opmærksom havde betragtet Bondekonen, der talte til ham, udbrød pludselig: Ser jeg ret, eller bedrager mit Syn mig? Det er jo min Barndoms trofaste Plejemoder, min egen Amme Christiane, der staar for mig. Du var mig ganske 269 fremmed, saa længe du var opbragt. Jeg var aldrig vant til at se dig vred, da jeg var en liden Pog, der sad paa dit Skød. Nu, da du taler mig til i en venligere Tone, genkender jeg straks din milde Røst.

Ja, sagde Konen, du er min Frits, mit eget velsignede Barn. Hvor har mit Øje dog været henne, siden jeg ikke straks kendte mig ved dig! Jeg har dog tit nok betragtet dine dejlige smaa Træk, naar du sov i min Arm om Natten, og Lyset stod i en Vandkedel foran Sengen. Gud naade mig for dig, dit arme Pus! er det nu kommet saa vidt med dig, at du maa gaa paa de brede Veje for at faa dit daglige Brød?

Med disse Ord trykkede hun Frits tæt op til sit Bryst, og begge bleve rørte til Taarer.

Dit stakkels Barn! vedblev Konen, du er sagtens rent forkommet af Sult og Tørst. Kom du med mig ind i Stuen til den varme Bilæggerovn, saa skal jeg give dig en Potte varmt Øl og en lille Flæskekage. Sidst du var i min Kakkelovnskrog, da var du en ussel Stump, der knap kunde staa ene. Da satte jeg dig til Støtte ved en Stol og gav dig en Messingknap af Kakkelovnen at lege med i din Faldehat. Siden den Tid er du, Gud ske Lov, bleven en Karl, der ser ud til at kunne baade staa og gaa paa din egen Haand.

Men, Christiane, Christiane! hvorfor har jeg ikke før vidst, at du var blevet til en saa fattig Kone? Jeg kan ikke tilgive mig selv, at jeg i saa mange Aar rent har glemt at spørge til dig.

Efter at det var kommet til en fuldstændig Forklaring mellem Frits og hans Amme, blev det besluttet, at de den næste Dag i Selskab med hinanden 270 vilde begive dem til Drengens Farbroder. Bonden spændte den næste Dag sine Plovøg for en Pindevogn og bragte baade Frits og sin hele Familie til Herregaarden. Der fandt det hele Vognlæs en forønsket Modtagelse. Christiane fik en anselig Foræring, og Frits blev til Belønning for sin bodfærdige Genkomst fritagen for en Del af sine Arbejdstimer.« -

Christian havde netop endt sin Fortælling, da Selskabet blev forøget med en ny Gæst. En Studiosus juris, ved Navn Bertel, en stor, firskaaren Forpagtersøn fra Jylland, kom ind igennem Stakitporten.

»Hvorfor bringer du ikke Frits med dig?« sagde Christian til ham, saa snart han blev ham var.

»Han kommer straks bagefter«, svarede Bertel. »Den arme Stymper staar hist henne paa Vejen og bader Næsen i koldt Vand. Han er saaledes tilredt i Ansigtet, at hans gode Faster næppe skulde kunne kende ham. Enhver af os ved, at han mellem Aar og Dag i det mindste gør 365 dumme Streger; men i Gaar Aftes har han gjort det vel galt. Han har i en to, tre Dage været ganske dødelig forelsket i en Pige fra Landet, som han blot har set et Glimt af paa en Koncert. Efter en møjsommelig Efterspørgsel havde han i Gaar opdaget, at hun opholdt sig hos en Familie paa Nørregade, og tilbragte nu den hele Dag med at udtænke de urimeligste Planer, hvorved han vilde skaffe sig Adgang i Huset. Jeg bildte mig ind, at jeg ved fornuftige Forestillinger havde bragt ham til at lade sine luftige Anslag fare. Men deri tog jeg meget fejl. I Aftes, Klokken [elleve], kom jeg forbi det Hus, hvori den usynlige 271 befinder sig; da faldt en Del løsrevne Kalkstumper ned paa Gaden foran mig, og et Pigebarn, som gik ved Siden af mig, sagde til sin lille grædende Broder, som hun førte ved Haanden: Hys! ti stille! ser du ikke Skorstensfejeren paa Taget? Han kommer ned og tager alle uartige Børn. Jeg slog Øjet i Vejret, og - døm om min Forskrækkelse! Frits krøb ud af Skorstenen og kravlede omkring paa Taget. Mit Blod isnede; jeg havde knap Mod til at se op til ham, da jeg hvert Sekund ventede at se ham ligge knust for mine Fødder. Jeg hørte ham glide mellem de raslende Tagstene, hvoraf en klaskede ned paa Brostenene. Dog fik han atter Fodfæste og klavrede som et Egern ned ad Tagrenden. Endelig naaede han en Stige, som var stillet til Muren. Imidlertid vare en Del Folk tilstimlede. En havde det ulykkelige Indfald at skrige: Der er en Tyv, en Tyv!

Dette Skrig lød fra Mund til Mund. Vægteren, hvis Taalmodighed indtil dette Øjeblik havde været mig uforklarlig, da han ganske tydelig ej havde villet blive Opløbet var, spillede nu den overraskede, og kaldte med Piben sine Kammerater til Hjælp. Til den nedstegne Frits sagde han: Herhid, din Tyveknægt!

Hvordan? svarede denne; har du ikke selv skaffet mig en Stige, uforskammede Karl? Har jeg ikke forud givet dig en ublu Betaling?

Ingen Ræsonneren her! svarede Vægteren og greb vores gode Ven i Brystet. Men han sled sig løs og gav Vægteren et saa eftertrykkeligt Næveslag i Ansigtet, at denne laa udstrakt paa Gaden. Frits vristede ham Pryglen af Haanden, og da to 272 fra Nabogaden tililende Vægtere i sluttet Trop vilde gaa løs paa ham, traadte han et Par Skridt tilbage med det erobrede Vaaben og sagde til dem: Hvis I love mig at føre mig op i dette Hus, som jeg falskelig beskyldes for at have bestjaalet, da giver jeg mig uden Modstand i eders Vold, og I skulle snart se mig retfærdiggjort.

Ja vist gør vi det, svarede Vægterne, det forstaar sig.

Da han nærmede sig til dem, viklede den ene sin Næve fast i hans lange Hovedhaar, medens de to andre slog hver et drøjt Tag i hans Skuldre. - Kom kuns nu med, go' Karl! sagde de, saa skal vi snart skaffe dig en Huslejlighed her inde paa Gammel Torv, hvor hverken Sol eller Maane skal skære dig i Øjnene.

Findes der da aldeles ingen Tro og Love hos jer falske Pak? skreg Frits, idet han uden Frugt gav sig til at brydes med de haandfaste Karle, der førte ham.

Jeg nærmede mig til den mishandlede Vægter fra Nørregade, som naturligvis var mest opbragt. Gode Ven! sagde jeg, det er dog Skade, at det stakkels unge Menneske nu skal offentlig beskæmmes for en Ubesindigheds Skyld.

Ubesindighed? svarede han. Ja, hænges ved Benene paa Lygtepælen burde det Hundetøj, som løber om og gør Mudder paa Gaden. Skal saadan Springgaas understaa sig at slaa Kongens Folk i deres Embedsforretninger?

Jeg lod et Par Skilling glide ned i hans Haand, og vedblev: Noget burde man dog holde hans Ungdom til gode.

273

Af Ondskab kommer saadanne Streger jo rigtignok ikke, svarede Vægteren; men det skader ikke, han faar en liden Lekse for en anden Gangs Skyld.

Det er et net ungt Menneske; han er sikkert smukke Folks Barn, blev jeg ved, idet jeg listede nogle flere Smaaskillinger i hans Haand.

Han har et eviggodt Ansigt, sagde Vægteren. Det skær mig i Hjærtet for ham. Jeg skal paa Ære heller ikke være ham haard i min Rapport; men der maa dog være en Slags Orden i al Ting.

Jeg gav ham nok et Par Skilling med de Ord: Eders Øjne skulde vel ikke have slaget eder fejl? Har I ikke taget ham for en anden?

Det bedste Syn har jeg rigtignok ikke, sagde Vægteren, idet han betragtede Pengene; jeg trænger haardt til et Par Glarøjne, men de koste fire Mark, og jeg usle Stodder ejer kun de tre, jeg har her i Næven.

Her er den fjerde, sagde jeg, køb saa et Par ny Øjne og se jer for, om I ikke har taget fejl af Manden.

Tør De da indestaa mig for, sagde han, at denne hersens Knægt er ikke den samme, som krøb i Skorstenen, saa slipper jeg ham straks løs.

Var det den samme, sagde jeg, da kunde let en og anden Omstændighed blive berørt i Forhøret, som kunde bringe jer i stor Fortræd. Eders Tjeneste var vistnok forloret, og I maatte takke Gud, om I slap fra Slaveriet. Men naar I tager ham ret i Øjesyn, vil I bedst selv overbevise jer derom.

Vægteren betragtede Frits og raabte: Ja, I har Ret; det er sandt for Gud en ganske fejl Person! - Kammerater! denne gode Mand er langt fra ikke 274 Tyven. Det var Ligheden, der gjorde det. Forskellen var blot, at den anden var skrutrygget og havde kun eet Ben. Det var formodentlig ham, der løb, alt hvad trække kunde, hist om ad Studenstrædet.

Derpaa blev Frits løsladt. Vægterne fulgtes ad ned i en Kælder, hvor de gjorde sig en glad Nat ved at bekoste sig for fire Mark Brændevin, og jeg bortfjærnede mig med vor Ven Frits. Nu forklarede han mig Tingens rette Sammenhæng. Af Vægteren, som hver Helligdag havde for Skik at ønske Familien en glædelig Fest, havde han faaet en fuldstændig Beretning om hele Husets Lejlighed. Deraf vidste han, at der i den skønne Sophies Værelse fandtes en rummelig Kamin, som om Sommeren var tilspærret med en stor Trælaage. Hvis han befandt sig i den, vilde han kunne høre Pigens fortrolige Samtale med sine Legesøstre. Ja, hvis han paa Laagen blot havde en liden Aabning, kunde han jo ret i Mag bese hendes hulde Skikkelse og efter Sengetid ved Skinnet af en Lampe, der hver Nat hang i Værelset, betragte den sovendes Træk. Vægterens Betænkeligheder overvandt han ved et godt Greb i sin Pung og krøb, forsynet med et Vridbor, igennem Skorstenen ned til den beskrevne Kamin. Alt var tyst i Kammeret, og han begyndte forsigtig at bore i de tynde Fyrrebræder. Inden han havde fuldført sit Arbejde, gik Døren op, og to Piger traadte ind i Værelset. Uagtet han nu lagde sin Haand lettere paa Vridboret, knagede det dog lidt i Bræderne.

Eja, skreg den ene Jomfru; der er en Mus i Kaminen! Der er en Mus i Kaminen!

275

Aa, Snak, raabte den anden; det er kuns Indbildning.

Jo, svartes der, jeg hørte kun altfor tydelig, den gnavede paa Laagen.

Og om nu saa var, tog den anden Ordet; det var da ingen Ulykke. Jeg kan godt lide de smaa løjerlige Dyr. Deres Haar ere jo saa bløde som Silke. Jeg skal aabne Kaminen, hvis du vil hjælpe mig at fange den.

Derpaa nærmede hun sig og forsøgte paa at løsgøre Laagen. Frits trak forsigtig sit Værktøj til sig, og den formentlige Mus holdt sig saa stille, som en Mus i hans Sted vilde have gjort. Til al Lykke sad Laagen saa fast, at det gik over en Jomfrus Kræfter at aabne den. Desuden skreg den frygtsomme:
Ak, sødeste Sophie, lad dog være, lad dog være! jeg dør af Skræk.

Nu vel, svarede Sophie, jeg vil hente Mads Gaardskarl og befale ham at tage Soliman med; den tager godt Mus.

Frits havde hverken Lyst til at give sig i Kast med Mads Gaardskarl eller Soliman. Han steg derfor tilbage gennem Skorstenen, inden Jagten gik for sig, højst nedslagen over sit Anslags uheldige Udfald. Hans følgende Genvordigheder ved I. Nu befinder han sig i højeste Velgaaende, naar undtages en svulmet Næse, lidt Værk i Lemmerne og et Par blaa Øjne, som han fik i Vægterfejden.« -

Zacharias gjorde den Bemærkning, at hvad der især mishagede ham hos Frits, var hans hyppige Forelskelser, der ofte rejste sig af de mest tilfældige Foranledninger og efter kort Tids Forløb opløstes i intet.

276

»Det vil jeg da just ikke regne,« tog Bertel Ordet; »det kan fortage sig med Tiden. Hvor kan man vente sig saa megen Fornuft af en Person i hans Alder? Først i dette Foraar har han hørt op at være Rus og er endnu kuns temporært Medlem af Studenterforeningen. Den stadige Kærlighed kommer nok hos ham en Gang med Aarene. Jeg er endnu mine 27 Aar, uden at jeg nogen Sinde har følt noget Spor til Kærlighed; men jeg vil just ikke sværge paa, det ikke sker endnu.«

»Saa kommer du heller aldrig til at elske,« svarede den følsomme Christian. »Mennesket har kuns een Blomstringstid; naar den er forbi, frembringer Livet kun Sildinger. Den egentlige, hellige Kærlighed fødes kuns een Gang hos ethvert Væsen. Livets rette Maj kan aldrig indtræffe hos en Kvinde, der er meget over seksten Aar, og aldrig hos en Mand, der er meget over tyve. Al senere Kærlighed beror paa Selvbedrag; det er en kunstig Drivhusplante uden Duft og Friskhed.«

»Det er nu ret den indskrænkede Synsmaade,« faldt Bernhard ham i Talen. »Hvor den dog ganske maa have tabt Sympati med Livets og Historiens altid vekslende Skikkelser, der saa trøstig tør sige, der er kuns een Slags Dyd, een Religionsform, een Kærlighed, - og i sit Hjærte mener sin egen. Hver Tid, hvert Folk og hvert Individ har sin egen Vis at elske paa. Baade Minnesangerens og Hottentottens Kærlighed ere nødvendige Frembringelser af Klodens Skaberkraft. Det falder mig ogsaa højst utroligt, at den frodige jyske Natur i Bertel aldrig skulde have bragt nogen Kærlighed til Verden.«

277

»Jeg takker mangfoldig,« sagde Bertel, idet han bukkede. »Siden da vores Underholdning er bleven til et Slags platonisk Symposium, anser jeg mig forpligtet til ogsaa at levere min ringe Skærv i Lavet. Jeg har nu tit nok maattet høre, jeg besidder en plat prosaisk Tænkemaade; men i Dag haaber jeg at aflægge Beviser paa et dybt og sindrigt Bjik i Livets Dyb. Inden jeg fremstiller mit System om Kærlighedens Væsen, vil jeg med et Par Ord oplyse mit eget Hjærtes Tilstand. I min Ungdoms tidligere Dage, da jeg endnu var bestemt til Ploven og altsaa besad en grovere Beskaffenhed end nu, da Videnskaberne have forfinet mig en Smule, da forelskede jeg mig dybt i en Smededatter. Til al Lykke var Faderen Klejnsmed og førte kuns en liden Hammer, ellers havde jeg aldrig kommet til at sidde her i denne lærde Kres; thi da han var langt fra at billige vores Lidenskab, kastede han mig sin Hammer saaledes i Hovedet, at jeg siden den Tid har tabt Organet, Modet og Lysten til at betræde denne Livets Rosenvej. Siden har jeg som en rolig Tilskuer betragtet andre forelskedes Lader, og vil nu fremstille Resultatet af min mangeaarige Tænkning over denne Ting. For at være Bernhard til Behag, har jeg efter min ringe Evne søgt at komme noget paa Spor efter den Analogi, der i saa Henseende synes at gaa gennem hele Universet. Jeg henregner alle Elskere til tre Klasser. Den første kunde for saa vidt lige saa godt være den sidste, da den er sammensat af højst forskellige Stænder. Den bestaar nemlig af Husmænd, Fyrster og Stuterihingster. Partierne sluttes ved befuldmægtigede, uden at vedkommende lader sig

        

278 bedaare af eget upaalideligt Øjesyn. Den kaldes med Rette den fornuftige, da deri tages billigt Hensyn til Kroner, Jærngryder, Flaader, hvide Sokker og Blisser. I den anden Klasse sætter jeg de huslige Elskere, nemlig Forpagtere, Kammerraader og Duer. Deri ses mest paa at have det ret hyggeligt varmt inden Vægge, som Blommen i et Æg. I denne Klasse hersker ej sjælden en aldeles uegennyttig Kærlighed, der er fuldkommen hævet over tilfældige Omstændigheder. Man gifter sig der tit med en Kvinde blot for hendes egen Skyld, uden at tage Hensyn til Dyder, Forstand, Skønhed eller Penge. - Til tredje Klasse regnes de rasende Elskere: Riddere, Studenter, Løjtenanter og Elefanter. Deres Øjesyn har den Skavank, at de bestandig se deres elskede med en Glorie om sin Tinding, som en hellig Jomfru, der gaar paa solbeskinnede Skyer. Til at blive Genstand for denne Klasses Kærlighed udfordres slet ingen Egenskaber; dem lægger Elskeren aldeles til af egne Midler. Men min daglige Bøn er, at hverken jeg eller mine maa komme saadan en Elsker i Vejen paa hans Bersærkegang; thi i sin Fortvivlelses Blindhed skyr han hverken Ild, Vand, Pistoler eller Træstammer.«

Balthasars Gæster befandt sig saa vel paa Pladsen uden for Norges Minde, at det gik langt ud paa den smukke Sommeraften, førend de skiltes ad. Frits, der imidlertid med sin skamferede Næse havde sluttet sig til det øvrige Selskab, sad skrævs i det aabne Vindu, saaledes at det ene Ben hang ud i den fri Luft, det andet i Stuen. I denne Stilling spillede han paa en Gitar, som han havde truffet i Værelset, og begyndte dertil paa følgende Sang:

279

Søde! sig, hvornaar jeg dig skal finde?
Alle mine Tanker til dig rinde,
Du mit unge Livs udkaarne Mø!
Smalle Jomfru med det store Øje,
Dig jeg ser paa Østens røde Høje,
I den blanke Nat paa dig jeg tænker,
Naar jeg stirrer i den dybe Sø.
O, letskridende, snehvide Pige!
Jeg saa meget haver dig at sige,
Hvordan jeg saa trolig dig har søgt.
Naar jeg gaar med Bøssen dybt i Lunde,
Mine vaagne Drømme til dig stunde,
Og i skønne Morgenfantasier
Har jeg tit fortrolig med dig spøgt.
Hisset, hvor de fly, de hvide Duer,
Hvor bag Hav det fjærne Blaa jeg skuer,
Aner jeg, du har din stille Bo.
Korn for dine Kyllinger du spreder:
Mon da ogsaa efter mig du leder?
Savner mig din stille Pigetanke?
Blonde Jomfru! ja, det er min Tro!
Men naar under Sommerfuglens Vinger
Pinselilien i Blomster springer,
Blinkende med Duggens klare Daab,
Mon da Skovens lille brune Flyver
Atter for den længselsfulde lyver,
Naar om dig dens Nattefløjte sværmer?
Rene Jomfru! nej, det er mit Haab!

Frits var ikke færdig med sin Vise, da han blev afbrudt af Bertel.

»Forskaan mig endelig for disse vaade Rim,« sagde han; »du ved ikke, hvilken Pine det forvolder mig 280 at høre derpaa. Mod min Villie bringes jeg til at bryde mit Hoved for at holde fast paa noget af disse spinkle Fantasier; men alting forsvinder for min Betragtning, som en himmelfalden Sneblomst paa den varme Haand. Dersom nogen af jer nogen Sinde har haft den skrækkelige Drøm, at det var ham paalagt at bringe en fast usynlig Silketraad gennem en londonsk Synaal af Størrelse som et Haar, da vil han kunne gøre sig en Forestilling om min Kval, naar disse smaa Luftbilleder falde i min Synskres. Jeg har mangen Gang i dannede Cirkler maattet staa til Skamme, fordi jeg er saa uskyldig, at jeg i denne Region slet ikke formaar at gøre Forskel paa godt og ondt. For mit grove Blik flyder alt dette sammen til en poetisk Mælkevej, uden at jeg kan gøre Forskel mellem de lumpne Drabanter og Fiksstjærner af første Rang. Nej, der henne paa Vejen kommer en rødmosset Bondedreng, som synger ret af Hjærtens Grund. Lad os heller høre paa hans Viser; de have formodentlig et mere haandgribeligt Indhold.«

Under sin Vandring spillede Drengen Bold med sin Hat, imedens han med gennemtrængende Røst afsang følgende Ord:

Farvel, min velsignede Fødeby!
Min Moders Gryde ryger i Sky,
Min Faders Kvie gumler i Stald,
Min Søsters Hane sover paa Hald.
Jeg vil løbe min Vej!

Farvel, du min Farfaders gamle Hus!
Hav Tak for Øl af vort Gildekrus,
For Dørtræet, hvor jeg med Ranglen sad,
For Moders Mælk og for Tyggemad
Og Springom i vor Lo.

281 Lerstampede Gulv, hvor med Skjorte paa
Jeg lærte krybe, jeg lærte gaa!
Nu kedes jeg plat ved saa stakket Gang,
Og Stuen bliver mig alt for trang.
Jeg maa løbe min Vej!

Lad Oksen bindes ved Husmands Plov,
Jeg priser den vildene Hjort i Skov;
Naar Anden rokker i Rendesten,
Er den snehvide Maage dog vel saa ren
Mellem Himmel og Hav.

Jeg vandrer og sejler foruden Ro;
Jeg slider vel hundrede Saaler af Sko.
Al Verdens Kringel og snurrige Bold,
Baade hvor den er varm, og hvor den er kold,
Vil jeg rigtig bese:

Appelsiner og Druer og Granens Tap,
Frøkener, Fruer, Ridder og Knap.
Jeg vil glide paa Skier ved Nørrepol,
Og gaa nøgen for Otaheitis Sol
Med en Krans af Koral.

Sin Skæbne frister den friske Mand.
Kanske jeg som Ridder fra fremmed Land,
Med snehvide Heste for Gyldenkarm,
Kommer hjem med en Kongemø i min Arm
Til min Moder igen.

For det første den rygende Grød jeg flyr
Og synger op udi vildene Skyer.
Hurra, blaatrøjede danske Knøs!
Hejs Pjalten i Vejret, og Skuden øs!
Snart vi flyver af Sted.

Da Drengen var gaaet forbi Stakittet, og hans Sang efterhaanden tabte sig i det fjærne, udbrød Frits: »Det var en lykkelig Tid, jeg kom til at høre disse 282 Vandringsrim. Jeg betragter denne Sang som en Røst fra Himmelen, der opfordrer mig til at styrte mig ud i den vide Verden, for at opsøge min ubekendte skønne. Jeg ved, at hun i Dag er rejst fra Byen igennem Vesterport. Laaner du mig din Knortekæp, da begiver jeg mig straks uden videre Tros paa Vejen. Jeg skal nærmere skrive dig til, hvorhen du skal skikke mit Tornister efter mig.«

»Men, gode Ven,« sagde Christian, »naar du nu har opsøgt din tilbedede, ved du jo slet ikke, hvad Modtagelse du vil finde.«

»Tror du da, jeg besidder mindre Kækhed end saa mangen spædlemmet Fugl i Luften, der trøstig begiver sig paa Flugten over de mange tusinde Bølger, uden at være sikker paa at finde det Træ, den flyver efter?«

»At du besidder Kækhed nok, har din Næse nys maattet føle. Lykke paa Rejsen da! Naar du en Gang har faaet et Indfald, ved jeg nok, Pokker selv kan ikke bringe dig derfra. Lov da i det mindste snart at lade dine gode Venner høre fra dig.«

Herpaa gav Frits sin Haand og gik straks ud af Porten, for at tiltræde sin Vandring.

283