↩ Naar man sammenligner Poul Møllers Ungdomsdigtning i realistisk Form med hans Manddomsarbejder, der har en lige saa udpræget idealistisk Tendens, sættes han paa ny i en Midtstilling. Han har da Berøring med begge de hinanden modsatte Synsmaader, der tilsyneladende har vekslet i det nittende Aarhundrede og delt det i to lige store Halvdele: Idealismens og Realismens Tid. I Virkeligheden foregaar denne Omveksling indenfor samme Tid, ja i den samme Aand, der formaar paa samme Tid at opfatte Livet i dets Begrænsning med Humor eller Satire og se det under Evighedens Synspunkt med Ironi eller Patos. Vignetten til Poul Møllers VIII sidste Digtning og Tænkning kan vel være den nylig nævnte Verslinje af »Revuen« med »Tankens Ørn og Gravens Urner«. Men for Livsstrømmen i hans hele Forfatterskab og Personlighed gælder Slutningsstroferne af Digtet »En Rekonvalescent« i »Scener i Rosenborg Have«: