↩ Samtidig med »Revuen« fremkom et andet Digt, »Kunstneren mellem Oprørerne«. Af flere Udtalelser af Poul Møller, især i Recensionen af Fru Gyllembourgs Novelle »Extremerne« forstaar man, at han med Goethes Død i 1832, to Aar efter Julirevolutionens Udbrud, regnede den Periode i Kulturen for afsluttet, hvortil han selv og hans Slægtled hørte fuldt saa vel som dets store Forgængere Oehlenschlæger og Thorvaldsen, og at han med Uvilje saa paa denne Periodes Afløser, den revolutionære Litteratur, der paa en anden Maade end Kierkegaard sprængte den Harmoni i Samfundet og den enkelte Personlighed, som for ham var Dannelsens Maal. I den Forstand var han ikke en af »de uendelige«, at han saa Livet i det vordende og det positive i eller ud af det negative, han var en Klassiker og oprørtes som Kunstneren i Digtet ved at være Vidne til Nedbrydningen af en færdig og fuldkommen Form. Om han altid ejede i sig selv den græske Harmoni, der som en høj Sundhed straalede fra ham til andre, Kierkegaard har vidnet det, er et andet Spørgsmaal. Hvor vidt han i sine sidste, sorgfulde Aar kunde gaa paa Kritikens og Negationens Veje, viser nogle digteriske Fragmenter, han da skrev (som det tilstaas i et af dem) »i tungsindige Timer«, især Prosabrudstykket »Ahasverus«, der er i samme fortvivlede Stemning som flere af Papirerne i første VII Del af Kierkegaards »Enten-Eller«. Han var ikke - og hvem har vel efter Oehlenschlæger og Thorvaldsen været det? - saa hel, som han saa ud til. Da det moderne Hovedværk om Poul Møller (af mig) var udkommet med Præget af samme Aand som den klassiske Biografi af ham (ved F. C. Olsen), skrev Poul Møllers nærmeste Aandsfrænde i den nyere Litteratur, Julius Lange: »Overhovedet var nu Poul Møller vist ikke saa forfærdelig selvstændig og bestandig »ud af sig selv«, som Forf. vil gøre ham til.« Indvendingen har Ret. Men mod den yderste Negation i Fragmenterne satte Poul Møller ud af egen Erfaring i sine sidste Leveaar den højeste Position. Om Kunsten, der nu paa ny drog ham, skrev han i Afhandlingen om Udødeligheden, at den sande Kunst er en Foregribelse af det evige Liv. Og for at ingen skulde afvise dette som en Talemaade, tilføjede han, hvad han ellers ikke havde for Skik, og aldrig har nødig, at her mentes bogstaveligt, hvad der blev sagt.