↩ Endelig staar Poul Møller i Midten af den danske Litteratur, forstaaet som et Kulturorgan, derved at at han i endnu højere Grad end J. L. Heiberg af Naturen er fortrolig med baade Versets og Prosaens Sprog, og at han ligesom han har baade det digteriske og det videnskabelige Foredrag til sin Raadighed. Han er ikke Digter af Profession eller Forsker af Fag. Han er Humanist og har som Redskab Humanismens dobbelte Serør af Digt og Tanke. Et Udtryk herfor er de Aforismer eller »Strøtanker«, som han skrev, først i Ensomheden paa Kinarejsen og siden paa alle Stadier af sit Forfatterskab. Vistnok er en Del af dem af fagligt, filologisk og filosofisk Indhold. Men Flertallet er psykologiske Iagttagelser af Menneskelivet. Og de har alle den samme Retning, det samme Formaal: at blotte Bedraget i Menneskenaturen, at paavise Spillet mellem det naturlige og det tilgjorte i Sjælelivets Ytringer. De skulde give Stof til en Undersøgelse af »Affektationen« IX taget i videste Forstand som et Lag eller Hylster om Personlighedens Kærne. Ved dem, endnu mere end ved sin Poesi har Poul Møller øvet den inderligste Virkning paa Eftertiden. Han har som Digter ingen Efterlignere og kun en enkelt Efterfølger, men som skarp og ubønhørlig Iagttager af Tilværelsens Bedrag og Personlighedens Selvbedrag har han frigjort og udrustet beslægtede Aander til nye Iagttagelser og ny Kunst i Livsironiens Tjeneste. Paa dette Omraade er han hel (ægte) i højere Grad end de heleste (naiveste) af sine Forgængere. Her har han stiftet Skole: fra Søren Kierkegaard og Egede Schack, Forfatteren af Romanen »Phantasterne«, der blev et Vendepunkt ikke blot i Romanens Historie i Norden med Eftervirkninger baade hos Henrik Ibsen og Henrik Pontoppidan - videre til Vilh. Topsøe og J. P. Jacobsen, til sidst til Ludvig Feilberg og Knud Hjortø. Det er en dansk Realisme (Iagttagelseskunst) i Idealismens (Sandhedsformaalets) Tjeneste, en af de ægteste Aarer i det lille Folks Aandsliv, næret af dets Natur, fremdreven af dets Historie.