Holberg, Ludvig PHILOSOPHUS UDI EGEN INDBILDING

PHILOSOPHUS UDI EGEN INDBILDING Comoedie udi fem Acter

250

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • COSMOLIGOREUS
    Philosophus udi egen Indbilding
  • PETRONIUS
    hans Famulus
  • LEONORA
    en Enke-Frue
  • PERNILLE
    hendes Kammer-Piige
  • LEANDER
    Leonoræ Beyler
  • JERONIMUS
    Leonoræ Broder
251

Philosophus udi egen Indbilding
Indledning

Dette er det 4. Stykke, som Holberg skrev til den genoprettede Skueplads. Første Opførelse fandt dog først Sted 14. August 1754, altsaa efter Holbergs Død. Det »forestiller en Caractere, som ingen tilforn saa vidt mig er bekiendt udi Skue-Spil har udført; Derudi har Kammer-Pigen den største Rulle«. Komedien »sigter paa dem, som indbilde sig, at Philosophie bestaaer allene udi Theorie, Skiæg og Kaabe, eller som meene, at de besidde alle Philosophiske Egenskaber, men som naar Prøve skal giøres blive røbede, og lære at kiende sig selv« (Ep. 447).

Pernille, som her mere end nogetsteds er sin Digters Yndling, hentyder et Sted til et Stykke i den danske Heltehistorie, som handler om ægte og uægte Filosofi (1. Akt, 5. Scene). Pernille har læst det Essay, som danner Holbergs Indledning til Biografierne af Sokrates og Epaminondas i »Adskillige store Heltes og berømmelige Mænds . . . sammenlignede Historier og Bedrifter« (1739). Det er som komisk Modstykke til denne Idealfilosof, at den indbildte Filosof er udformet. Holberg opregner nemlig i sit Essay 14 »Kendetegn paa en viis Mand eller Philosophus«, nemlig: 1. Grundig Lærdom, vel at mærke i nyttige Videnskaber; 2. Herredømme over sine Passioner, men ikke Mangel paa Lidenskab; 3. Dannelse og Høflighed i Omgang med andre Mennesker; 4. Vilje til at være en Hjælp og et godt Forbillede for andre; 5. Trang til uhildet og frimodig Søgen efter Sandhed; 6. Alvorlig Fremtræden, men uden paatagen Værdighed; 7. Kendskab til sig selv, Selvstudiet er fundamentalt; 8. Ringe Attraa 252 efter Ære og Rigdom; 9. beskedne Forestillinger om »sin egen Person, sin Lærdom, Capacitet og Dyder«; 10. Overbærenhed og Taalmodighed med Mennesker, der farer vild i deres Livsanskuelse; 11. Omsorg for eget Helbred, hverken Higen efter Døden eller Frygt for den; 12. Kærlighed til Fædrelandet, Lydighed mod Øvrigheden, som dog med Ærbødighed kan kritiseres; 13. Taalmodighed i Lidelse, og Selvbeherskelse, naar Vreden vælder op: »Intet Arbeide har været mig selv større, end at dæmpe min Vreede. Men jeg har ingen Tid kunnet overvinde den; hvorfore den Titel af Philosopho, som af nogle er bleven mig given, er gandske uforskyldt«; 14. »Bestandighed uden Haardnakkethed«, dvs. Standhaftighed i Meninger, men uden en Erasmus Montanus' Upaavirkelighed af andres Argumenter.

Til sin Filosofparodi føjer Komedieforfatteren et særligt Træk: han forbinder den daarlige Filosof med den Pietist, som kalder al Lystighed, Musik, Dans, Komedier, for Synd. Hovedpersonen fjerner sig derved fra den abstrakte Filosof karikatur og faar aktuel historisk Adresse. I 1734, da Pietisternes Magt var stor og Komediehuset lukket, skrev Holbergs Kollega, Professor Hans Gram, til Grev Christian Rantzau, at Holberg burde have Lov og Mod til at skrive en Komedie bl. a. »om disse nye apostoliske Folks Bodkamp« (Breve fra Hans Gram, 1907, S. 39). Gram døde 1748, saa han oplevede ikke, at Holberg opfyldte hans Ønske.

253

ACTUS I

SCEN. 1.

Leonora. Pernille.

PERNILLE.

Men er det vist, at han virkelig har anmodet Fruen om Ægteskab?

LEONORA.

Jeg kand ikke tvivle om, at det jo er hans Alvor; Thi en saadan Mand meener vel ikke andet end han siger og skriver. Jeg har jo hans skriftlige Begiering. Det som mest bevæger mig er dette, at han Eedligen bevidner, sig ikke at have mindste Henseende til mine Midler.

PERNILLE.

Saa veed han da, at Fruen er bemidlet?

LEONORA.

Ja han maa vel vide det.

PERNILLE.

Det er alt nok for at giøre ham mistænkt.

LEONORA.

Han bevidner sin u-interesserede Kierlighed ved dyre Eeder.

254
PERNILLE.

Hvad meener Fruen vel at en Philosophus agter, hvad han sværger!

LEONORA.

Just fordi han er en Philosophus, reflecterer jeg paa hans blotte Ord meere end paa andres Eed.

PERNILLE.

Hvorfor forelsker den Slyngel sig ikke udi mig? jeg er baade yngere, og, at jeg ey skal rose mig selv, kiønnere end Fruen. Men U-lykken er, at han veed, at jeg ingen Penge har; derfor giør Cupido kun forgieves Pileskud for mig.

LEONORA.

Han seer hverken efter Penge eller Skiønhed, men siger, at han finder hos sig selv, at det er Himmelens Villie.

PERNILLE.

Ja han siger det. Det er en gammel philosophisk Stræg. Leander, efterdi han er mindre lærd, gaaer lige til Verks, han siger reent ud, at Fruens Penge kand komme ham til Pas, men jeg troer dog, at hans Kierlighed er mindre interessered, end den andens.

LEONORA.

Jeg kand ikke lide, at en Person, der anmoder mig om Ægteskab, aabenbare siger, at han reflecterer paa mine Midler.

PERNILLE.

Og jeg kand mindre lide, at en Person informerer sig om Midlerne, og siden siger, at hans Kierlighed er en himmelsk Indskydelse.

LEONORA.

Den førstes Erklæring er aabenbare, og derfor anstødelig.

PERNILLE.

Den andens er øyenskalkisk, og derfore meer anstødelig.

LEONORA.

Man bør ingen løsligen mistænke, allermindst en Mand, der giør Profession af Dyd og Philosophie.

PERNILLE.

Just fordi han praler med sin Philosophie og Dyd, just derfor viiser Erfarenhed at man bør have ham mistænkt. Jeg mistænker ingen; men naar min Debitor, uden at blive adspurdt, sværger paa, at han er en ærlig Mand, siger jeg ham Capitalen op.

LEONORA.

Du haver vel ikke mange Capitaler at opsige, Pernille?

255
PERNILE.

Jeg haver min Jomfrudom; den lader jeg mig ikke afphiloutere ved philosophisk og hyklisk Snak.

LEONORA.

Du taler som et Barn; Philosophie og Hyklerie ere tvende stridige Ting.

PERNILLE.

Det er vist nok, naar Philosophien er ægte og oprigtig; men ligesom een af sine Knæbelbarter ikke kand viise, at han er god Soldat, saa er en Kaabe og Philosophiske Grimacer intet Kiendetegn paa en oprigtig Philosophus.

LEONORA.

Du beskylder Manden for Falskhed og Hyklerie, uden at kiende ham; hvilket er ubilligt.

PERNILLE.

Maaskee at han ikke kiender sig selv; maaskee han kand bilde sig selv ind, at han er Philosophus, da han dog er intet mindre.

LEONORA.

Ach hvilken Snak! Men hvad vil denne Tiener?

SCEN. 2.

Petronius. Leonora. Pernille.

PETRONIUS.

Jeg har min Herres, Doctor Cosmoligorei, Respect at formelde; Han lader spørge, om det er Fruen beleyligt, saa vil han have den Ære at opvarte hende.

PERNILLE.

Heeder han og saaledes om Vinteren, naar Dagene ere korte?

PETRONIUS.

Ja vist! baade Vinter og Sommer; han er stedse den samme, uforanderlig i alle Ting, ret ligesom man seer denne Bylt, som jeg haver under Armen.

LEONORA.

Du maa lade være dine Spotte-Ord, Pernille!

Til Petronium.

Formeld min Hilsen til eders Herre, og siig, at han skal være mig velkommen. Men maatte jeg spørge: hvortil tiener denne Bylt eller Bold, hvortil et Baand er hæfted?

PETRONIUS.

Det skal jeg sige hende, min kiære Frue! Min Herre er undertiden saa henrykt udi dybe philosophiske Speculationer, at han ikke giver Agt paa, hvad 256 man siger; saa at jeg efter hans egen Befaling maa ligesom vække ham op, og det skeer ved at give ham et Slag med Bylten paa den eene Kind.

LEONORA.

Er det mueligt? kand han saaledes fordybe sig udi Tanker?

PETRONIUS.

Ja vist! og det er et ufeylbart Tegn paa, at han er en stor og grundig Philosophus. I Gaar sad han til Bords, og udi Tanker spisede intet; hvorudover jeg maatte 3 gange vække ham saaledes op, førend hver Ræt toges bort, thi ellers var han gaaen fastende fra Maaltidet.

PERNILLE.

Vil du ikke laane mig din Vækker, naar han kommer? thi jeg har en inderlig Lyst at give en Philosopho et Ørefigen.

LEONORA.

Hvis du bliver ved at spotte, vil det gaae dig ilde.

PETRONIUS.

Det vil intet sige; jeg har profiteret saa meget af min Herres Omgiengelse, at jeg kand taale end ogsaa det groveste Skiemt. Han selv er herudi saa kaaldsindig, at ingen Ting kand bringe ham i Bevægelse. Hvad som alleene ophidser ham, er almindelig Synd, Ondskab og Daarlighed, som gaaer i Svang. Thi han fører ikke Krig med Mennesker udi sær, men med den heele Verden udi Almindelighed.

PERNILLE.

Hvad vil en saadan Skolefuxs, en Pedant, føre Krig med heele Verden? det var jo meer, end Alexander Magnus kunde driste sig til. Jeg er kun en liden og ringe Part af Verden, men meener dog, at, hvis vi kom i Trefning sammen, jeg skulde altid affeige saadan Glosebog.

PETRONIUS.

Det er med Feyl og Laster som min Herre fører Krig. Han har en Fetter, paa hvilken han daglig exercerer sig. Den samme er henfalden til alle slags Vellyster; thi han forsømmer aldrig nogen Comcedie eller Dantze-Assemblee.

PERNILLE.

Holder da din Herre Skuespill og Dantz for Synd?

257
PETRONIUS.

Vist! der er ingen Daarligheder, som han oftere laster.

PERNILLE.

At han laster Comoedier, det kand jeg meget vel fatte; thi der er fast ingen Comoedie, hvor udi man jo finder en Pedant, en Øyenskalk, eller selv-klog afmalet. Det er dog ikke de, som forestille Comoedier, der synde, men de, som med deres Levnet og Opførsel give Materie dertil.

PETRONIUS.

Min Herre er ikke den eeneste, som fordømmer Skuespill.

PERNILLE.

Det veed jeg nok; thi Landet haver god Forraad paa Pedanter, og ingen har meere Aarsag at fordømme Skuespill end Narre, efterdi de finde sig afmalede udi alle Scener. Dette er hvad Comoedier angaaer. Hvad Dantz anbelanger, da seer jeg ikke, hvad Synd der kand være udi Legemets uskyldige Bevægelse.

PETRONIUS.

Hør, min kiære Mademoiselle! naar I engang kommer paa et Dantze-Assemblee, da stop jere Øren til, saa at I intet kand høre af Musiken, saa skal I mærke, at de dantzende Personer vil komme jer for som afsindige Mennesker.

PERNILLE.

Hør, min kiære Monsieur! naar engang jer Herre staaer i Cathedra, og med Heftighed perorerer, da stop jere Øren til, saa at I intet kand høre af Ordene, saa skal I og mærke, at jer Herre vil komme jer for som et forstyrret Menneske.

LEONORA.

Holdt op med din daarlige Snak! du roser Udyd, og fordømmer alt hvad som er roesværdigt. Gid vi havde mange saadanne Mænd i Landet, som hans Herre.

Hør, min Søn! siig til eders Principal, at han kand komme, naar han lyster. Lader os gaae ind Pernille; jeg maa pynte mig lidt, for at modtage Manden.

PERNILLE.

Skal man pynte sig for en Philosophus? Ey fy!

De gaae ind.
258

SCEN. 3.

Cosmoligoreus i Philosophisk Dragt. Petronius.

COSMOLIGOREUS.

Jeg mødte paa Veyen min Fetters Tiener med nogle Masqver paa Gaden, hvilket er Tegn til, at han vil gaae paa Masqvarade denne Aften. Det smerter mig at see og høre disse og andre Verdens Daarligheder, som tage meer og meer til. Alle Prædikener og Formaninger ere forgieves. Naar jeg samler mine Tanker, og overveyer det eene med det andet, falder jeg hen ligesom i Forrykkelse - - - Helder med Hovedet.

PETRONIUS.

See der er min Herre. Fruen lod formelde sin Hilsen ---

COSMOLIGOREUS.

Saa at jeg veed intet af mig selv at sige; Thi heele store Stæder ere nu omstunder intet andet end store Daare-Kister ---

PETRONIUS.

Fruen sagde, at naar ---

COSMOLIGOREUS.

Hvis vore Forfædre nu stode op igien, de vilde tænke, at ---

PETRONIUS
sagte

De vilde tænke: mon Manden er gall eller døv, der ikke agter, hvad Folk taler?

Høyt.

Hør, Herre! jeg har forrettet mit Ærende, og Madamen sagde ---

COSMOLIGOREUS.

De vilde sige, at det er mod Verdens Ende.

PETRONIUS.

Ney nu maa min Vækker for en Dag. Han giver ham et dygtig Slag paa Kinden.

COSMOLIGOREUS
rystende med Hovedet

See her, Petroni! est du der? har du forrettet dit Ærende?

PETRONIUS.

Ja vist! men Herren vil ikke høre mig; thi jeg har talet trende gange forgieves.

COSMOLIGOREUS.

De Daarligheder, som jeg seer, bringe mig udi saadan Distraction, at jeg er ligesom fra mig selv. Men hvad svarede Fruen?

259
PETRONIUS.

Hun sagde, at Herren skal være hende velkommen.

COSMOLIGOREUS.

Optime! Hvis jeg kand være saa lykkelig at forfremme mit Forehavende, skal jeg overtale hende at flytte herfra, og vi skal fæste Boepæl paa et andet Sted, hvor Forfængelighed og Synd gaaer mindre i Svang.

260
PETRONIUS.

Ach Herre! jeg har hørt tale om en Mand, der udi samme Henseende sat sig ned paa et fremmed Sted. Da han om Morgenen saae ud af sit Vindue, og blev Fanden vaer, siddende paa et Klokke-Taarn, sagde han: est du, Karl! ogsaa her? hvis jeg det havde vidst, kunde jeg lige saa vel have bleven hiemme. Jeg troer, at det gaaer ikke bedre til paa andre Steder.

COSMOLIGOREUS.

Det kand maaskee saa være; thi den heele Verden - - - Han falder depaa i dybe Tanker, og stirrer paa Jorden.

PETRONIUS.

See, Herre! der kommer Fruen.

Cosmoligoreus bliver staaende i samme Positur, og Petronius slaaer ham med Posen igien, hvoraf han vækkes, og gaaer Fruen i Møde.

SCEN. 4.

Cosmoligoreus. Petronius. Leonora. Pernille.

COSMOLIGOREUS.

Jeg har taget mig den Frihed at skrive Fruen til, og uden Underhandlere og Mediateurs at tilkiendegive hende mit Hiertelav, og det Forsæt, jeg længe har haft i Henseende til hendes Person, som er den eeneste udi den heele Stad, der har kundet bevæge mig til at forandre min Stand; thi jeg kiender hendes Dyder, jeg veed ogsaa, at hun er en Elsker af Philosophiske Bøgers Læsning, hvorudover en saadan Ægtefælle, som jeg er, kand komme hende til Pas, thi hun haver udi mig et heelt fuldstændigt Lexicon eller Bibliothek. Er det ikke sandt Petronius?

PETRONIUS.

Mit Vidnesbyrd behøves ikke; thi det er den heele Stad bekiendt. Jeg velsigner den Tid paa hvilken jeg kom udi Hr. Cosmoligorei Tieneste; thi jeg er af hans lærde Taler bleven forvandlet af et Dyr til et Menneske. Og hvis jeg, som alleene har nydt hans Omgiengelse om Dagen, saa meget har kundet profitere, hvad vil da den ikke forfremmes i Philosophie, der har hans Omgiengelse baade Nat og Dag?

261
COSMOLIGOREUS.

Mit eeneste Sigte ved denne min Ansøgning er, at bringe til Fuldkommenhed de Dyder, som fremskinne hos Fruen; og haaber jeg, at hun inden stakket Tid skal blive et Mynster for alle Stadens Fruentimmer.

LEONORA.

Jeg kand ikke nægte, at det eeneste, som kand bevæge mig til at forandre min Stand, jo er saadant; thi jeg er aldrig fornøyet, uden naar jeg er udi lærde og fornuftige Mænds Selskab. Men der behøves nogen Tid, førend jeg kand erklære mig tilfulde.

COSMOLIGOREUS.

Intet er billigere, saasom en saadan Resolution er den allervigtigste et Menneske kand tage, og derfore maa skee efter velberaad Hu.

LEONORA.

Min Herre betænke sig ogsaa paa sin Side, førend han driver videre herpaa.

COSMOLIGOREUS.

Jeg haver længe og nøye tænkt derpaa; endskiønt jeg ikke har haft den Ære af Fruens Omgiengelse, kiender jeg hende til Punct og Prikke.

PERNILLE
sagte

Gid du kun kiendte dig selv!

COSMOLIGOREUS.

Thi den Fordeel giver os det Philosophiske Studium, at vi af en Persons blotte Aasyn kand lære meere, end andre af heele Aars Omgiengelse. Den store Philosophus Democritus kunde see paa hans Huusfolks Ansigt, hvad Ont og Got enhver af dem havde giort om Dagen.

PERNILLE.

Ach Hr. Philosophus! maatte jeg bede, at han vilde have den Godhed at sige, hvad jeg har giort i Dag; og at han vil giøre Prøve paa mig?

COSMOLIGOREUS.

Jeg haver ikke endnu bragt det saa vidt, som omtalte store Mand. Ellers kand min Tiener giøre Prøve paa hende, om hun behager. Men jeg vil ikke opholde Fruen længer denne gang; jeg haaber at tale videre med hende herom, og seer jeg helst, at det skeer udi Eenrum.

LEONORA.

Min Herre skal altid være mig velkommen. Han gaaer bort.

262

SCEN. 5.

Leonora. Pernille. Petronius.

LEONORA.

Det er en stor Fornøyelse at tale med saadan Mand.

PERNILLE.

Fruen og jeg haver ikke eens Smag.

PETRONIUS.

Hvad Smag kand hun som en Tieneste-Pige have i Philosophie?

PERNILLE.

Hvad Smag kand vel en sulten Lakei have, som du est?

PETRONIUS.

Jeg er ingen simpel Lakei, jeg tiener min Herre som Famulus.

PERNILLE.

Jeg er heller ingen simpel Tieneste-Pige, jeg tiener min Frue som Famula.

LEONORA.

Jeg har sagt dig Pernille, at det vil gaae dig ilde, hvis du ikke lader det Galskab. Denne Pige legger mig ud med alle Folk.

PERNILLE.

Ach Frue! meener hun, at han som Philosophiens Famulus legger saadant paa Hiertet? Han siger jo selv, at han er Doctorens Famulus eller Rumpen af Philosophien.

LEONORA.

Det er underligt med den Pige, hun stiæler sig idelig til at læse gode Bøger, thi jeg haver ikke en Bog i mit heele Bibliothek, som hun jo veed at giøre reede for; men jeg mærker, at hun intet forfremmes ved al hendes Læsning.

PERNILLE.

Hvis jeg intet andet havde lært af Fruens gode Bøger, saa haver jeg lært at giøre Forskiel paa en ægte og en u-ægte Philosophie. Men mig synes, at Fruen intet har ført sig til Nytte af hendes Læsning, saasom hun endnu ikke veed at skille Skyggen fra Legemet, og dømmer en Philosophus efter hans Grimacer og prægtige Taler.

PETRONIUS.

Maatte jeg spørge, hvad Bøger I læser? Mademoiselle!

PERNILLE.

Det sidste, som jeg har læset, er det Stykke udi den Danske Helte-Historie, som handler om ægte og u-ægte Philosophie.

263
PETRONIUS.

Ha ha! det er nogle herlige Skrifter, som hun læser. Ney! læs mig Aristoteles, Plato, og andre saadanne Karle, saa ville vi siden tales ved.

LEONORA.

Jeg gider ikke hørt paa eders Sladder meer. Kom saa ind strax Pernille. Gaaer ind.

SCEN. 6.

Pernille. Petronius.

PERNILLE.

Der behøves ikke saa vitløftig Læsning, for at see, at baade du og din Herre ere tvende Narre. Thi, naar een, som hedder Peer, lader sig kalde Petronius, er det Beviis nok paa, at han er en Abekat.

PETRONIUS.

Og naar man taler som du taler, er det Beviis paa, at den er et Bakkelse-Beest.

PERNILLE.

Ha, ha, ha! Hvor er nu din Philosophie? Jeg meenede, at Philosophiens Famulus ikke kunde blive vreed. Her seer jeg, at du er ligesaa skrøbelig som et andet Menneske, og at du, ligesaavel som din Herre, praler alleene med Philosophie, hvor af I have ikkun det blotte Navn.

PETRONIUS.

Det er sandt, jeg har denne gang forløbet mig, saa at jeg kiender mig ikke selv igien. Saadant hender mig fast aldrig. Jeg beder derfor Mademoiselle, at hun siger det ikke til nogen.

PERNILLE.

Jeg kand ikke vel bare mig for at sige til alle, at en Philosophus udi Vrede har skieldet et Fruentimmer.

PETRONIUS,

Jeg haver overiilet mig, og kiender mig denne gang ikke selv.

PERNILLE.

Jeg troer, at hverken du eller din Herre nogen Tid kiender eder selv; thi hvis I det giorde, pralede I ikke saa meget med eders Dyder.

PETRONIUS.

Jeg er saa skamfuld, at jeg ikke kand tale meer. Han helder med Hovedet, stirrer paa Jorden, og sukker.

PERNILLE.

See nu falder han i philosophisk Distraction. 264 Jeg maa vække ham, ligesom han pleyer at giøre ved sin Herre, naar han er udi saadan Tilstand. Hun rykker Posen fra ham, og giver ham et dygtigt Ørefigen dermed.

PETRONIUS.

Ey, da skal du faae en U-lykke!

Han løber efter hende med knyttede Næver. Pernille skriger om Hielp, og Fruen kommer ud.

SCEN. 7.

Leonora. Pernille. Petronius.

LEONORA.

Hvad er paa Færde?

PETRONIUS.

Hendes Pige overfalder mig med Slag.

PERNILLE.

Det er ikke sandt. Jeg saae, at han stod udi philosophisk Henrykkelse, og derfor vækkede ham med denne Pose, som han bruger i saadan Tilfælde med sin Herre.

PETRONIUS.

Ach min kiære Frue! Jeg beder, at hendes Pige maa blive straffet.

PERNILLE.

Og jeg beder, at Fruen foragter saavel ham som hans Herre, der bryste sig af philosophiske Dyder, og dog af en ringe Ting ophidses til Vrede og Hævngierighed. See der har du din Pose igien; det er mig nok, at jeg har viiset Prøve paa din Philosophie.

LEONORA.

Hør, Pernille! jeg kommer til at skille mig ved dig i tide, thi - - -

PERNILLE.

Min kiære Frue! jeg er jo høflig mod alle Mennesker; det er alleene mod saadanne Philosophuxer jeg fører Krig.

LEONORA.

Kiære Ven! Leg ikke paa Hiertet denne næsviise Piges Daarlighed; jeg skal nok mage det saa, at hun herefter lader see større Høflighed.

PETRONIUS.

For Fruens Skyld vil jeg gierne pardonere hende.

LEONORA.

Og jeg beder for alting, at I intet taler derom til Eders Herre.

PETRONIUS.

Hvis jeg taler derom, bliver det til Fruens Berømmelse.

265
LEONORA.

Formeld min Hilsen til Eders Herre, og siig, at han skal være mig velkommen, saa ofte han vil giøre mig den Ære, at besøge mig. Petronius gaaer bort.

SCEN. 8.

Leonova og Pernille.

LEONORA.

Hør, Pernille! jeg varer dig ad een gang for alle, at du kommer ikke oftere saa igien.

PERNILLE.

Jeg undrer mig over, at Fruen vil hindre mig udi saadant nobelt Foretagende.

LEONORA.

Er det et nobelt Foretagende at slaae got Folk?

PERNILLE.

Det er jo et prisværdigt Foretagende at giøre nye decouverter udi Philosophien. Hvis jeg havde skrevet en heel tyk Bog mod u-ægte Philosophie, havde jeg ikke kunnet oplyse Tingen bedre. Jeg haver viiset ved denne min Gierning, hvad Forskiel der er imellem at bryste sig af Dyder og at practicere dem. Her har jo Fruen Beviis paa, at en Philosophus er baade vredagtig og hævngierig.

LEONORA.

Han giver sig ikke ud for en Philosophus, han er jo kun en Tiener.

PERNILLE.

Jo vist! nyeligen førend han vilde myrde mig, bevidnede han med en philosophisk Eed, at han ikke kunde blive vreed. Hvis jeg er en ærlig Pige, skal jeg ogsaa legge hans Herres Dyder for Dagen, skiønt paa en meer høflig Maade. Hvad taber Fruen derved, at jeg hielper hende af Drømmen, og at Leonores Kammer-Pige herefter bliver citeret udi philosophiske Skrifter, og at mit Navn kand findes i Bredden af Bøger, som handle om falske Dyder, og om dem, som ere Philosophi alleene udi deres egen Indbildning? Jeg haaber, at udi den første moralske Bog, som kommer ud i den Materie, man vil finde paa hvert Blad saadan citation: vid. Pernille.

LEONORA.

Den idelige Læsning giør Hovedet kruset paa dig. Kom! lader os gaae ind.

266

ACTUS II

SCEN. 1.

Leonora. Pernille.

LEONORA.

Nu kom en og meldte Leander an, som vil besøge mig. Jeg torde ikke undskylde mig, hvor vel jeg ingen Behag finder udi saadanne Junkeres Omgiengelse.

PERNILLE.

Ach min kiære Frue! hun lader sig formeget indtage af det udvortes; med all Leanders Galanterie tør jeg sige, at der er ligesaa meget Philosophie udi hans lille Finger, som udi den andens heele Legeme.

LEONORA.

Jeg troer, du og Leander besidde lige meget Philosophie.

PERNILLE.

Det kand nok være; men med al den liden ringe Dosis vi kan have deraf, saa troer jeg dog, at enhver af os har fleere philosophiske Qvaliteter, end baade Cosmoligoreus og hans Famulus, ja end et heelt Facultet af saadanne Philosopher, som de ere.

LEONORA.

Jeg mærker nok, at du holder den for Philosophus, der gaaer med galonerede Klæder, der er overstænket med Pudder fra Top til Taae.

PERNILLE.

Og jeg mærker, at Fruen holder den for Philosophus, der gaaer i en lang Kaabe og med et ukiemmet Haar.

LEONORA.

Den eene retter sig ikke efter Verdens Forfængelighed, og vil ikke efterfølge andres Daarlighed udi Skik og Klædedragt, hvilket giver Philosophie tilkiende.

PERNILLE.

Den anden retter sig efter almindelige Moder udi Skik og Klædedragt, hvilket heller giver Philosophie tilkiende. En Philosophus bærer, for Exempel, et langt Skiæg, hvilket nu er aflagt blant alle Mennesker, og 267 bruges allene blant Gedebukke. Hvad er saadant andet end Egensindighed og Affectation? Mon det er fornuftigt at optage Mode efter Gedebukke? hvorfor Pokker lade de sig ogsaa ikke sætte tvende Horn udi Panden, at man kunde vide til hvilken Classe man skulde føre dem?

LEONORA.

Cosmoligoreus bærer jo intet Skiæg.

PERNILLE.

Ney nu ikke, saa længe han gaaer paa Frierie; saa snart han bliver giftet, vil han lægge sig Skiæg til igien, og maaskee Horn med. I det ringeste skulde det skee, hvis jeg blev hans Hustrue.

LEONORA.

Hvilken daarlig og vild Snak! Men lad os tale alvorligen: mon det er philosophisk, at en, som frier, siger reent ud, at han reflecterer paa Personens Midler?

PERNILLE.

Mon det er philosophisk, at en, der virkelig beyler efter Midler, siger, at han frier alleene af Inclination til Personen?

LEONORA.

Det eene er lige saa galt, som det andet; men det første er meere anstødeligt.

PERNILLE.

Det første er en uforsigtig Ærlighed, og det andet en u-ærlig Forsigtighed.

LEONORA.

Hør, Pernille! du fælder Dom uden foregaaende Videnskab; jeg derimod dømmer efter Ting, som jeg seer og hører, saa at, hvis jeg bedrages, bedrages jeg af mine Sandser.

PERNILLE.

Hvad seer og hører Fruen da?

LEONORA.

Jeg hører, at Cosmoligoreus stedse prædiker mod Verdens Daarlighed og Forfængelighed.

PERNILLE.

Jeg lærer af Erfarenhed, at ingen prædiker meer mod Verden, end den der er en Slave af Verden, og at ingen tordner meer mod Rang og Titler end en Rangsyg.

LEONORA.

Hvorpaa grunder du saadan Erfarenhed?

PERNILLE.

Jeg grunder den paa daglige Exempler; Hvorudover, saa ofte jeg hører en med Hidsighed at tale mod Titler, er jeg forvissed om, at han gaaer selv frugtsommelig dermed.

268
LEONORA.

Derudi tager du virkeligen feyl i Henseende til Cosmoligoreus.

PERNILLE.

Jeg mener ney; thi naar jeg nøye betragter hans philosophiske Mine, seer jeg den saa kalden honette Ambition livagtigen afmalet i hans philosophiske Pande. Jeg maatte gierne vide, om han i Daaben har faaet det Navn af Cosmoligoreus.

LEONORA.

Ney det er vel et Navn, som han efter lærde Folkes Exempel har taget.

PERNILLE.

Fruen maa heller sige, efter hovmodige og affecterede Pedanters Exempel. Om jeg lod mig kalde Pernilligorea, hvad vilde da vel Fruen dømme om mig? Hun kunde jo med Billighed intet andet dømme, end at jeg maatte være lige saa gall, som den store Philosophus, paa hvilken hun sætter saa stor Priis.

LEONORA.

Det var ikke anstændigt for en Pige.

PERNILLE.

Saa mærker jeg da, at Fruen holder Narrerier og Pedantisk Hovmod ikke anstændigt uden for lærde Mænd og dem som giøre Profession af Philosophie.

LEONORA.

Du taler om Philosophie, uden at vide hvad det er. Hvad kalder du en Philosophus?

PERNILLE.

Efter den Idee, som jeg mærker at Fruen har om Philosophie, da er en Philosophus en egensindig og grimacieux Mand, hvis Philosophie bestaaer alleene i Snak, Gebærder og usædvanlig Dragt; der har høye Tanker om sig selv, og foragter andre; der efterforsker unyttige Ting, men beflitter sig ikke paa egen Kundskab; der kand finde Vey til Maanen, men ikke til sit eget Huus: med et Ord, der bilder sig ind at være Philosophus, da han dog ikkun er en Philosophi Abe. Jeg derimod og andre ustuderede Personer beskriver en Philosophus saaledes, at det er en Mand, som i Sæder og Klæde-Dragt ikke distingverer sig fra andre; der dømmer vel om sin Næste, og ringe om sig selv; der søger kun efter solide Ting, og lader Bagateller fare: Kort at sige, der er, hvad han ikke synes at være.

269
LEONORA.

Ney Pernille! efter dine Tanker, saa er en Philosophus en galonered og forpudret Straten-Junker, og saadan en, som man siger retter sig efter al Forfængelighed, og giør alting med.

PERNILLE.

Moder og Klæde-Dragt giør intet til Sagen, og at rette sig efter alle andres Levemaade, er et Tegn til Philosophie. Jeg har læset om en viis Mand, hvilken, da han kom til en Stad, hvor alle dandsede, dandsede han med. Naar Cosmoligoreus vil have giort sig Klæder, foreskriver han dem efter sit eget Hoved; men naar Skræ- deren spørger Leander, hvorledes han vil have Klæderne giorte, siger han: dermed befatter jeg mig ikke; giør for mig, som I giør for andre af min Stand. Jeg maatte gierne vide, hvilket er mest philosophisk.

LEONORA.

Jeg hører nok, hvad Bøger du læser, jeg skal herefter flye dig andet at bestille. Men see! der kommer din Philosophus Leander; han kand plaidere denne Sag for dig, hvorvel du selv est saa veltalend og sprænglærd, at du ingen Secundant behøver.

SCEN. 2.

Leonora. Leander. Pernille.

LEONORA.

Velkommen Monsr. Leander! jeg staaer her og raisonerer med min Pige om Philosophie.

LEANDER.

Det er noget, som jeg ikke kunde have ventet. Er hun af andre Tanker end Fruen i den Materie?

LEONORA.

Hun holder Monsr. Leander for en stor Philosophus, og grunder sin Meening derpaa, at han stedse er galoneret og pudret, freqventerer Comoedier, Mascarader, og andre Lystigheder. Jeg er derudi ikke eenig med hende, og Monsieur maa være Dommer imellem os.

PERNILLE.

Fruen tillægger mig en Meening, som jeg ikke haver. Jeg siger ikke, at saadant er Beviis paa Philosophie; Jeg siger alleene, at een, der øver deslige Ting, kand derfor vel besidde mange philosophiske Qvaliteter.

270
LEANDER.

Derudi har Pernille ikke megen U-ret. Thi --

LEONORA.

Jeg vidste nok, at hun udi Monsr. Leander fik en Advocat; men det kand ikke gieide meget, efterdi han taler i sin egen Sag.

LEANDER.

Jeg kand giette mig til, hvad Fruen ydermeere vil sige i Henseende til min Person. Hun censurerer min Opførsel, som hun meener at give Forfængelighed tilkiende. Jeg retter min Levemaade og Klæde-Dragt efter andres af min Stand, for ikke at passere for en Singularist. Derudi er ingen Forfængelighed. Jeg lader det komme an paa min Skrædder og Perukmager, hvorledes mine Klæder skal skiæres, og mit Haar skal kruses. Hvis Fruen befalede mig, at det skal skee anderledes, vil jeg gierne rette mig derefter; thi hendes Affection er mig Magtpaaliggende, det andet derimod er mig gandske indifferent.

PERNILLE.

Saadant kalder jeg Philosophie. Vil nu Fruen forsøge med hans Rival, om han, for at føye hende, vil afkaste sin lange Kaabe, og skille sig ved sine Grimacer, for at klæde sig og leve som andre Mennesker, saa skal hun befinde, at han saaledes har forelsket sig udi sine egne Moder og Noder, at han ingen Føyelighed derved lader see.

LEANDER.

Hvilken af os er da mest Slave af Moder, enten jeg, som følger almindelig Brug og Skik, eller han, som ordinerer Klæde-Dragt efter sit eget Hoved?

LEONORA.

Hans Ordination giver tilkiende en Simplicitet og Tarvelighed, og viiser, at han ikke vil følge den almindelige Forfængelighed.

LEANDER.

Min derimod giver tilkiende, at jeg gaaer Lande-Veyen, og ikke bekymrer mig om at overlegge saadant med mine Haandverksfolk.

LEONORA.

Naar et heelt Land er nedsiunken udi Forfængelighed, er det lasteligt at gaae saadan Lande-Vey.

PERNILLE.

Man kalder ofte af Vildfarelse uskyldig Levemaade og Moder Forfængelighed, ligesom man af 271 samme Vildfarelse kalder Capricer og Egensindighed Philosophie. Jeg erindrer mig, at alle vore geistlige engang prædikede imod Fruentimmerets Fontanger, som de sagde var at efterabe Fanden, der haver Horn i Panden; da dog ingen af dem havde seet Fanden, og derfore ikke kunde vide, hvorledes han var coeffered. Ikke at tale om, at det kand være Gud ligemeget, enten Folks Huer er runde eller spidse.

LEANDER.

Der er mange Ting, som Folk berømmer og anseer som Tegn til Ydmyghed, og som dog giver en slags Forfængelighed tilkiende. En, for Exempel, ordinerer paa sin Sotte-Seng, at han vil begraves paa Kirkegaarden uden Sang-Klokker og Parentation; en anden vil slet ingen Anstalt giøre, men lader det ankomme paa de Efterlevende, hvad de finde for got. Den førstes Anstalt ansees som Beviis paa Tarvelighed og Ydmyghed; den sidstes derimod er meere philosophisk, efterdi han ingen Foreskrivelse vil giøre.

LEONORA.

Jeg mærker af eders Tale, at I haver lært at sætte Farve paa alting. Jeg kand eene ikke imodstaae tvende saa veltalende Personer, endskiønt jeg har paataget mig at forsvare en klar og retmessig Sag. Lader os gaae ind udi den daglige Stue, hvor min Broder er; han skal bedre kunde igiendrive eder end jeg, thi han er en fornuftig Mand, der haver vel studeret, og derfore snart vil bestride eders Vildfarelser.

PERNILLE.

Jeg haaber, at han ikke vil bifalde Fruen.

LEONORA.

Det maa komme an paa et Forsøg. Lader os gaae ind; thi det kand og hende sig, at Cosmoligoreus kommer i det samme, imedens Monsr. Leander er her. De gaaer ind.

SCEN. 3.

Cosmoligoreus. Petronius.

COSMOLIGOREUS.

Jeg havde ventet større Fuldkommenhed hos dig, Petroni! efterdi du saa længe har været 272 under min Information. Saadan Hidsighed er en Philosopho u-anstændig.

PETRONIUS.

Dersom Clarissimus Doctor havde seet, hvorledes den Pige begegnede mig, vilde han let undskylde min Vrede.

COSMOLIGOREUS.

Det vil intet sige. Est Candidato Philosophiae plane indignum. Vi maa mage det saa, at ingen faaer det at vide; thi Folk kand dømme om Mesteren efter Discipelen.

PETRONIUS.

Man kand ikke forlange saadan Fuldkommenhed af mig, som af Hr. Doctor.

COSMOLIGOREUS.

Det er vel sandt nok. Men du har herudi ladet see alt for stor Skrøbelighed; Thi at ophidses af en ung Piges Frekhed, er noget, som hos dig ikke kand pardonneres. Vrede, siger Seneca, er ikke andet end en stakket Afsindighed: Ira est furor brevis.

PETRONIUS.

Ach Hr. Doctor! vi ere jo dog alle Mennesker.

COSMOLIGOREUS.

Vi ere ikke Mennesker, men heller umælende Creature, naar vi lade os overvinde af Affecter. Har du ikke hørt, hvad Diogenes engang sagde, da han kaldte Mennesker sammen, for at høre en Tale udi Athenen? Da Almuen kom løbende, drev han dem bort med sin Kiep, og sagde: jeg kaldede ikke efter eder, men efter Mennesker.

PETRONIUS.

Man holder jo den for Coujon, der tager mod Ørefigen, og ikke slaaer fra sig igien.

COSMOLIGOREUS.

Man kalder den en Coujon; skiønt den er virkeligen en Coujon, som hævner sig, thi han lader sig coujonere af sine Affecter. At lide Spot med Taalmodighed er største Beviis paa Tapperhed.

PETRONIUS.

Men kand Hr. Doctor stedse selv saadant practisere?

COSMOLIGOREUS.

Ja meere end det. Thi jeg har, uden at rose mig selv, giort saadan Fremgang udi Philosophie, at ingen Affect kand virke meere hos mig: Vrede, Jalousie, 273 Begierlighed efter Penge, Begierlighed efter Ære, og andet deslige, ere ringe og afmægtige Fiender hos mig.

PETRONIUS.

Men, om jeg maatte tale saa dristig, hvor af kand det dog komme, at Hr. Doctor seer saa skievt paa sin Rival Leander?

COSMOLIGOREUS.

Det reyser sig alleene af en philosophisk Nidkierhed; thi det smerter mig, om en Dame af saa got Naturel skulde blive fordærvet udi en saadan forfængelig Persons Hænder. Mit Forsæt er alleene, at forbinde mig med hende udi Ægteskab, for at underviise hende i Philosophie.

PETRONIUS.

Eftersom Hr. Doctor har intet andet Sigte, da saasom her i Staden ere mange Matroner og fattige Jomfruer, som ingen andre Beilere have, er det da ikke bedre at informere dem, for dermed at lade see en u-interessered Nidkierhed?

COSMOLIGOREUS.

Jeg troer vel ikke, at du har mig mistænkt for at være interesseret?

PETRONIUS.

Jeg ikke, ey heller andre, som kiender ham; men saadant kunde give Anledning til andre at mistænke. Mit Raad skulde derfor være, at Hr. Doctor heller giorde det, som jeg siger.

COSMOLIGOREUS.

Du veedst ikke, hvad du siger; du seer ikke dybt nok endnu ind udi Philosophien. Jeg kiender mig selv, og veed, at jeg er fri for saadan og andre Skrøbeligheder.

PETRONIUS.

Ikke desmindre findes dog enten onde eller uskiønsomme Mennesker, der tillegge Herren baade Pengegierrighed og Ærgierrighed. Jeg geraader een og anden gang i Klammerie formedelst saadant Snak, og haver jeg undertiiden haft Vanskelighed at bevæbne mig mod deres Argumenter; men jeg har dog som en god Philosophus stedse blevet ved min Meening, og beholdet det sidste Ord, ja naar man er kommen mig alt for nær, har jeg spurt, hvad det kommer dem ved, og om min Herre, endskiønt han elskede lidt Penge og verdslig Ære, ikke kunde være lige god Philosophus derfor.

274
COSMOLIGOREUS.

Det var et slet Forsvar; thi Pengeog Ærgierrighed kand ingenlunde bestaae med ægte Philosophie.

PETRONIUS.

Vi talede alleene om Philosophie udi Almindelighed, uden at binde os til at tviste om den ægte eller u-ægte Philosophie udi Særdeeleshed.

COSMOLIGOREUS.

Jeg veed ikke, enten det er af Eenfoldighed eller Ondskab, at du fører saadan Tale.

PETRONIUS.

Hvis jeg taler galt, saa er det alleene af Eenfoldighed, eller rettere for at høre Herrens Svar, og for at profitere deraf, naar jeg skal disputere med andre.

COSMOLIGOREUS.

Hvis du giør det i den Henseende, saa er det got nok. Men hvorledes kand noget Menneske mistænke mig?

PETRONIUS.

Ey, det er den Sladder og ugrundet Snak, de fører. De holder det for en Vanitet, at Herren i Steden for Cosmus Holgersen lader sig kalde Cosmoligoreus, og at jeg i Steden for Peer heder Petronius.

COSMOLIGOREUS.

Det er ikke værd at besvare, thi --- Hvad sige de videre?

PETRONIUS.

Intet uden saadant Sladder, thi ---Men jeg har ellers en liden Knude, som jeg ydmygst vilde bede Hr. Doctor at løse for mig.

COSMOLIGOREUS.

Siig kun frit frem.

PETRONIUS.

Jeg giør det i Sandhed alleene for at underviises.

COSMOLIGOREUS.

Siig frem, siig frem da.

PETRONIUS.

Ligesom jeg giør aldrig nogen Indvending uden for at lære.

COSMOLIGOREUS.

Siig frem da, og holdt mig ikke længere op.

PETRONIUS.

Jer er saa bange, at Herren skulde tænke, at ---

COSMOLIGOREUS.

Men du est ikke bange for at bryde mig med unødig Snak. Siig frem, siig frem da!

PETRONIUS.

Ja jeg vil gierne sige; men---

275
COSMOLIGOREUS.

Hvis jeg ikke var Philosophus, var det mig ikke mueligt at skikke mig med Koldsindighed herudi. Siig frem, hvad du vilt sige.

PETRONIUS.

Efterdi Herren giver mig Lov at tale, saa vil jeg ydmygst bede om Oplysning udi noget, som jeg undertiden har scrupuleret over.

COSMOLIGOREUS.

Hvad er det?

PETRONIUS.

Jeg vilde gierne vide, hvorfor Herren har taget Doctor-Graden.

COSMOLIGOREUS.

Det er jo let at begribe; det har jeg giort efter andre lærde Mænds Exempel.

PETRONIUS.

Men saa sige og vore Borgere her i Staden, naar man spørger dem, hvorfor de søge om Rang, nemlig at de giøre det efter andre brave Medborgeres Exempel.

COSMOLIGOREUS.

Det er en gandske anden Sag, og som kommer her ikke ved; thi ---

PETRONIUS.

Men har ikke en Doctor Rang over en Magister?

COSMOLIGOREUS.

Hvad andet? Doctor-Graden er jo Supremus Philosophiae Gradus.

PETRONIUS.

Naar saa er, er jo det eene af samme Beskaffenhed som det andet.

COSMOLIGOREUS.

Ney Petroni! det er gandske noget andet; thi --- Man har Vanskelighed ved at forklare det for saadanne gemeene Folk.

PETRONIUS.

Jeg kand nok slutte, hvad Herren vil sige: en Doctor-Grad koster ikke saa meget, som en anden Æres-Titel, hvilken en Borger tilkiøber sig. Men det er dog en Rang, og hvis det er en Rang, saa synes mig ey, at den er anstændig for den, som giør Profession af at foragte al verdslig Høyhed.

COSMOLIGOREUS.

Det er ingen verdslig Høyhed.

PETRONIUS.

Det vil jeg gierne tilstaae; men enten jeg søger en geistlig eller verdslig Høyhed, saa er det dog en Rang, som giver tilkiende en Slags Begierlighed til at have Fortrin og Sæde for andre.

276
COSMOLIGOREUS.

Ey Snak! al verdslig Høyhed confereres af Regentere; men den høye Øvrighed disponerer ikke over Academiske Grader. Ergo er det noget andet.

PETRONIUS.

Det er dog som man siger: Aliter, non aliud; det skeer ikke paa samme Maade, skiønt det dog er det samme.

COSMOLIGOREUS.

Hør, Petroni! du bær dig ad som en Tingstud; og hvis jeg ikke var en Philosophus, vilde jeg sige, at du taler som en Slyngel.

PETRONIUS.

Ey Herre! det Ord Slyngel giver Vrede tilkiende. Seneca siger jo ---

COSMOLIGOREUS.

Jeg veed nok, hvad Seneca siger. Hvis Seneca hørte dig saaledes at tale, vilde han sige, at du havde fortient et par Orefigen.

PETRONIUS.

De Tanker har jeg ikke om Seneca.

COSMOLIGOREUS.

Det er ingen Vrede, jeg lader see, det er kun en Fortrydelse.

PETRONIUS.

Hvad Forskiel er der imellem Vrede og Fortrydelse? Hr. Doctor pardonerer mig min Dristighed; Han har selv givet mig Lov at spørge, for at underviises.

COSMOLIGOREUS
sagte

Gid du faae en U-lykke, din Canaille. Høyt. Lader os ikke tale meere herom. Men der seer jeg den Straten-Junker Leander komme fra Frue Leonora; nu gielder det paa at holde Contenance, og at lade see Prøver paa en philosophisk Koldsindighed.

SCEN. 4.

Cosmoligoreus. Petronius. Leander.

PETRONIUS
sagte

Mig lyster at vide, hvorledes Samtalen imellem disse tvende Rivaler vil løbe af. Thi mig synes, at jeg seer Tegn hos min Herre baade til Jalousie og Vrede, og at Philosophien bestaaer ikkun i blot Snak.

277
COSMOLIGOREUS.

Hans Tiener, min Herre! jeg mærker, at alle storme til dette Huus.

LEANDER.

Ja jeg nægter ikke, at jeg jo ligesom Hr. Doctor og andre agter her at forsøge Lykken, og arbeyder paa at vinde denne gode Frues Affection.

COSMOLIGOREUS.

Han maa heller sige, at vinde hendes Penge. Det er bedrøveligt at fornemme, at fast ingen beyler meer efter Inclination, og at Ægteskab er bleven Kiøbmandskab.

LEANDER.

Med saadan Tale slaaer Hr. Doctor to Fluer med een Smekke, saa vel sig selv som mig; thi jeg troer ikke, at der er anden Forskiel imellem os, end at jeg siger reent ud, hvad han meener.

COSMOLIGOREUS.

Hvad meener jeg da?

LEANDER.

Han meener vel det samme som jeg, men taler ey det samme; thi jeg taler som et eenfoldigt ærligt Menneske, og han taler som en Philosophus.

COSMOLIGOREUS.

Er da en Philosophus ikke et ærligt Menneske?

LEANDER.

Han er meer end et Menneske.

COSMOLIGOREUS.

Jeg haaber, at I omsonst seyler paa disse Farvande.

LEANDER.

Det maa komme an paa Lykken. Hvis Hr. Doctor naaer sit Onske, vil jeg være fornøyet med min Skiebne, og være med een af de første for at gratulere ham; Og haaber jeg, at han, som har naaet større Fuldkommenhed, giør det samme i lige Tilfælde mod mig.

COSMOLIGOREUS.

Det lader jeg vel blive; tvertimod, det skulde smerte mig, at en saa dydig Dame faldt i hans Hænder.

LEANDER.

Og jeg skulde med Taalmodighed see en saa dydig Dames Penge at falde udi Hr. Doctors Hænder.

COSMOLIGOREUS.

Jeg seer aldeeles ikke efter hendes Penge; mit Forsæt er alleene, at forbinde mig udi Ægteskab med hende for at underviise hende udi Philosophie, hvorudi hun allereede har giort nogen Fremgang.

LEANDER.

Hvis Hr. Doctor ikke har andet Forsæt, kand 278 vi nok komme til rette sammen. Hvis jeg kand naae mit Ønske, vil jeg tilstæde Hr. Doctor dagligen at komme i vort Huus, for at informere baade hende og mig; ja jeg vil skriftligen reversere mig dertil.

COSMOLIGOREUS.

Det er kun Giekkerie, Monsieur! holdt kun inde med saadan Skiemt.

LEANDER.

Jeg meente, at en Philosophus kunde taale Skiemt; men dette som jeg siger, er reent Alvor, thi saasom han foragter Penge, og alleene anholder om Fruens Venskab, saa kand ingen Tvistighed være imellem os, naar han overlader mig Pengene, og jeg igien tilsteder, at hun bliver hans Discipel udi Philosophien.

Cosmoligoreus bliver stille, og hænger med Hovedet.
PETRONIUS
sagte

Det var en forbandet Syllogismus af denne galonerede Person. Min Herre far nu hen i den anden Verden; jeg er nu bange for, at jeg maa applicere ham min Vækker igien, eller i det ringeste maa jeg være hans Secundant. Hør, Monsr. Leander! jeg maa herudi tage min Herres Partie. Eders Proposition kand ikke være antagelig. Ægteskab maa være reent; man lider derudi ikke Participanter og Actier, som i andre Societeter. Hvo som haver det heele Legeme, maa have den heele Siæl med. Det vilde ikke være Monsr. Leander tienligt at indgaae saadan Pagt med min Herre; Thi man har 100 Exempler paa, at naar tvende Beylere foreene sig saaledes sammen, bliver een af dem Hanreder.

LEANDER.

Jeg mærker, at du ikke stoler for meget paa din Herres Kydskhed.

PETRONIUS.

Min Herre, som en stor Philosophus, er Kydskheden selv; men ---

COSMOLIGOREUS.

Hold din Mund Petroni! du taler som en Daare; du hører jo, at den Proposition, som han giør, er alleene paa Spot, og derfor ikke maa besvares med Alvorlighed. Det er ikke værd at tale med saadan Karl.

LEANDER.

Og jeg holder mig det for en Ære at tale med saadan lærd Mand.

279
COSMOLIGOREUS.

Hør, Monsieur! jeg siger, at hvis han fremturer udi hans Forsæt, saa faaer han en lang Næse.

LEANDER.

Og jeg spaaer, at, om Hr. Doctor udi sit Ansøgende ikke faaer en lang Næse, saa vil han med Tiden faae lange Horn.

COSMOLIGOREUS.

Det er at tale en brav og kydsk Dame alt for nær.

LEANDER.

Jeg haver ikke andet end gode Tanker om Fruen; min Meening er alleene, at hvis saadant skeede, burde man ikke forundre sig derover.

COSMOLIGOREUS.

Hør, Monsieur! jeg skal inden kort Tid mage det saa, at han ikke skal have sin Gang her oftere.

LEANDER.

Jeg har i Sinde at besøge Fruen end eengang i Dag, og haaber at blive velkommen.

COSMOLIGOREUS.

Det skal uden Tvivl blive den sidste Gang.

LEANDER.

Vil I da forbyde mig det? dertil skal I blive for stakket, Monsieur.

COSMOLIGOREUS.

Tal med Respect til saadan Mand: Jeg er ingen Monsieur, jeg er legitime promotus Philosophiae Doctor.

PETRONIUS
sagte

Hillemænd! nu mærker jeg for Alvor, hvi man tar Doctor-Grøden, jeg vilde sige Doctor-Graden.

LEANDER.

Jeg seer af eders Klæder, at I maa være Philosophus; men jeg mærker ingen Philosophie af eders Opførsel.

COSMOLIGOREUS.

Og jeg mærker af eders Klæder, at I er en Straten-Junker.

LEANDER.

Og jeg, at I er en Øyenskalk og Pedant.

COSMOLIGOREUS.

Adieu, Jean de France!

LEANDER.

Adieu, Thomas Diaphorius! Leander gaaer bort.

280

SCEN. 5.

Cosmoligoreus. Petronius.

COSMOLIGOREUS.

Hvad synes dig om denne næsvise Karl, Petroni!

PETRONIUS.

Mig synes, han kunde have Aarsag til at blive vred; og jeg var bange, at han vilde have givet Doctoren et Liv fuldt af Hug, thi saadan ung Cavalier er ikke at skiemte med.

COSMOLIGOREUS.

Jeg er ikke bange for Folk udi røde og galonerede Klæder; thi de fleste af dem ere ikke nær saa tappere, som de synes at være. Jeg er Mand for saadan Karl tam in marte, qvam in arte.

PETRONIUS.

Men, Herre! hvad Overeensstemmelse har saadant med den Koldsindighed, som han profiterer?

281
COSMOLIGOREUS.

Meener du da, at han giorde mig vred?

PETRONIUS.

Jeg begriber da ikke, hvad Vrede er; Thi at bruge Skieids-Ord er største Beviis paa Vrede. Eftertænker, Hr. Doctor, hvad Seneca siger, og hvad I selv stedse lærer! En saadan Opførsel er en Philosopho gandske u-anstændig. Herren seer andres Skrøbeligheder, men ikke sine egne; Han lastede en Overilelse nyeligen hos mig, da jeg dog ikkun er Philosophiens Famulus.

COSMOLIGOREUS.

Det er sandt nok; Og naar jeg tænker mig om, havde det været bedre ugiort. Men hvis Overilelse er en Skrøbelighed, saa er det og den eeneste Feyl jeg haver; thi jeg kand ellers skikke mig udi alle andre Ting.

PETRONIUS.

Jeg troer det samme, naar han ikke bliver fristet.

COSMOLIGOREUS.

Kom lader os gaae hiem. Jeg skal ellers nok mage det saa, at denne Karl skal holde sin Næse her fra.

PETRONIUS
sagte

Ach lykkelig er den Mand, som er saaledes forfremmed i Philosophie; thi man kand sige, at, hvis han ikke havde saa stærke Doses af Jalousie, Hævngierrighed og Vrede, saa var han en Mand uden Lyder.

282

ACTUS III

SCEN. 1.

Cosmoligoteus. Petronius.

COSMOLIGOREUS.

Mig syntes, at det var Leander, som gik forbi; jeg vilde nødig møde ham her paa nye. Du maa skaffe mig at vide, om han er her eller ey, item om Fruen er alleene, og det er hende beleyligt.

PETRONIUS.

Ey Herre! hvorfor vil I flye Leander? I maa tractere Tingen med Koldsindighed, for ikke at spilde den Credit, som I ved eders Philosophie har erhvervet hos Fruen.

COSMOLIGOREUS.

Du har Ret derudi; og tillader jeg dig gierne at giøre saadan og andre Erindringer, naar Fornødenheden det udfordrer. Jeg tilstaaer gierne, at jeg forløb mig udi den Samtale jeg havde med Leander, og at min Opførsel var ikke philosophisk og saadan som den pleyer; men jeg haaber, at saadant aldrig oftere skal skee, og at hverken han eller nogen anden skal opirre mig til Vrede.

PETRONIUS.

Hr. Doctor maa ikke stole for meget derpaa, men vel examinere sig selv.

COSMOLIGOREUS.

Det vil jeg ogsaa gierne. Til Forsøg maa du agere Leander: Du maa bruge all Grovhed og udøse alle Skieids-Ord mod mig, for at see, om jeg med Taalmodighed kand skikke mig derudi. Jeg haaber at skulle holde Stand, og at lade see Prøve paa en fuldkommen og ægte Philosophie, og vise, at det forhen skeede var ikke andet end en usædvanlig Raptus, som oftere ikke kand overkomme mig.

PETRONIUS.

Vil da Hr. Doctor foreskrive mig, hvorvidt jeg skal gaae med saadan Grovhed!

283
COSMOLIGOREUS.

Du maa gaae saa vidt som du kand, paa det at Prøven kand blive tilstrekkelig.

PETRONIUS.

Men jeg undseer mig dog at bruge Grovhed og Skieids-Ord mod saadan Mand og mod min egen Principal.

COSMOLIGOREUS.

Du hører jo, at jeg giver dig selv Forlov, og at det er kun en Prøve. Volenti non fit injuria.

PETRONIUS.

Kand jeg da ikke gaae for vidt?

COSMOLIGOREUS.

Ney vist ikke! tracteer mig med al den Grovhed du kand optænke.

PETRONIUS
sætter sig udi en vred og stolt Positure

Hør, lille Monsieur! est du legitime promotus Doctor?

COSMOLIGOREUS.

Ja jeg veed ikke rettere, min Herre!

PETRONIUS.

Du maa være Fanden! Du est jo en Pedant, det seer jeg, og uværdig at føre det Navn af en Philosoph. Ach Herre! tag det ikke ugunstig op; jeg er bange, at jeg allereede er gaaen for vidt.

COSMOLIGOREUS.

Aldeeles ikke! bliv kun ved.

PETRONIUS.

med sin vrede Mine igien, og Hatten igien paa Hovedet. Tør du vel understaae dig at ligne dig med en Cavalier, saadan som jeg er?

COSMOLIGOREUS.

Enhver kand være god for sig, Velbaarne Herre!

PETRONIUS.

Og beyle til saadan anseelig Dame, som fru Eleonora?

COSMOLIGOREUS.

Det staaer enhver frit for at beyle. Og det staaer til hende at udvælge den, som hende lyster.

PETRONIUS.

Veedst du ikke at giøre Forskiel imellem Kong Salomon og Jørgen Hattemager?

COSMOLIGOREUS.

Det staaer til hende at sætte Priis paa enhver af os.

PETRONIUS.

Hvad Priis kand man sætte paa en Øyenskalk, som giver sig ud for at besidde alle philosophiske Qvaliteter, og dog regieres af Penge-Gierrighed, Vrede, Jalousie og alle hæslige Passioner?

284
COSMOLIGOREUS
sagte

Dette er vel ufordøyeligt. O Sancte Socrates! ora pro nobis.

PETRONIUS.

Nu er jeg bange, at jeg er gaaen for vidt; det er vel best at holde op i Tide.

COSMOLIGOREUS.

Bliv kun ved, Petroni! Prøven er endnu ikke giort. Jeg skal nok holde videre Stand.

PETRONIUS
med sin vrede Mine igien

Hvad Priis, siger jeg, kand man sætte paa saadan Karl?

COSMOLIGOREUS.

Hvilken Priis han lyster.

PETRONIUS.

Paa en Pedant?

COSMOLIGOREUS.

Placide, placide mi Domine!

PETRONIUS.

Paa en Hundsvot?

COSMOLIGOREUS.

Placide, placide.

PETRONIUS.

Paa en Slyngel?

COSMOLIGOREUS.

Placide mi Domine!

PETRONIUS
med knyttede Næver

Hvis mine Hænder ikke vare for gode til at røre saadan Skurk - - -

COSMOLIGOREUS.

Han modererer dog sin Iver!

PETRONIUS.

Saa skulde du strax faae en Næsestyver.

COSMOLIGOREUS
efter nogen Taushed

O Sancte Pythagora! ora pro nobis. Dette gaaer for vit; nu kand jeg ikke tvinge mine Affecter længere, thi - - - O tota Philosophorum cohors! ora pro nobis. Staae Karl, Cosmoligoræe! Jeg maa tvinge mine Aff ecter, jeg kand tvinge dem, de ere alt tvungne. Veni, vidi, vici. Bliv kun ved, Petroni!

PETRONIUS
med Hatten under Armen

Ach gunstige Herre! jeg skiælver og bæver, naar jeg tænker derpaa. Men det er Herrens egen Befaling.

COSMOLIGOREUS.

Perge, perge! bliv ved, bliv ved!

PETRONIUS
med sin bistre Mine igien

Du meener vel, at din Person er saa hellig, at man ikke torde røre derved?

COSMOLIGOREUS.

Jeg holder eders Velbaarenhed ikke capable til saadan Gierning.

PETRONIUS.

Da holder jeg mig selv capable dertil.

Han giver ham et dygtigt Ørefigen, hvorpaa Cosmoligoreus 285 taber sin Philosophie, tager ham i Haaret, slaaer ham ned paa Gulvet, og træder paa ham. Petronius reyser sig op, og tager Flugten. Cosmoligoreus forfølger ham, og han skriger Himmel-høyt.

SCEN. 2.

Pernille. Jeronimus.

PERNILLE.

Hvad mon det var for Skraal, ligesom en blev myrdet?

JERONIMUS.

Det maa have været Klammerie, hvorpaa denne Gade er temmelig frugtbar.

PERNILLE.

Men jeg seer ingen.

286
JERONIMUS.

De maa alt være borte. Men lader os fuldføre den Tale, som vi havde der inde, angaaende min Søster. Jeg mærker, at hun bliver stift udi sin Meening, saa at det vil blive vanskeligt at bringe hende paa de rette Tanker.

PERNILLE.

Alle Mennesker kand see, at denne Cosmoligoreus er ikke mindre end en ægte Philosophus; men Fruen er allene Stok-Steen blind her udi. Hun troer fuldkommelig, at han bær en reen Affection til hendes Person, uden at have ringeste Henseende til hendes Velstand og Midler. Ach! det er at beklage, at Øyene ikke engang kand aabnes paa Mennesker efter saa mange Exempler. Saa snart jeg saae den Mand, og hørte ham tale, mærkede jeg strax, at det var en Bedrager og Øyenskalk.

JERONIMUS.

Derudi kand jeg dog ikke bifalde dig Pernille.

PERNILLE.

Saa er da Hr. Jeronimus af Tanker med hans Søster?

JERONIMUS.

Ney! jeg bifalder ey heller hende.

PERNILLE.

Hvad Tanker haver han da om Manden?

JERONIMUS.

Jeg troer, at han bedrager sig selv, og at han er Philosophus udi sin egen Indbildning.

PERNILLE.

Hvoraf kand det komme?

JERONIMUS.

Det kand komme af den u-rette Idee, som de faae om Philosophie udi de philosophiske Skoler, hvor de lære at kiende alting foruden sig selv. De fleeste, som komme ud af saadanne Skoler, meene, at det er nok, at de iføre sig ærbare philosophiske Klæder, at de ideligen declamere mod Feyl, endogsaa deres egne, som de alleeneste see hos andre, men ikke hos sig selv. Man seer jo dagligen Exempler her paa udi saa kaldne igienfødde og qvint-essentierede Christne; mange af dem ere vel Øyenskalke, men der ere ogsaa mange, der virkeligen bilde sig ind, at de ere Helgene. De ansee de hæsligste Feyl som store Dyder: Misanthropie kaldes hos dem Verdens Foragt; Hævngierrighed og Forfølgelse heeder 287 Nidkierhed; Melancholie og den sorte Galde heeder Devotion og Buskamp. Saa at de bryste sig af deres egne Feyl, hvilke de af Vildfarelse og Mangel paa egen Kundskab ansee som Himmel-Dyder, og derudover enten foragte eller ynke alle andre Mennesker, da dog ingen burde meere ynkes og foragtes end de selv. Hvis man giorde ret Prøve med saadanne Folk, vilde man finde, hvorledes deres Dyder vilde holde Stik, og Øynene vilde aabnes paa dem selv, saa at de vilde klarligen see, at deres Hellighed bestod udi pur Indbildning.

PERNILLE.

Hvad Prøve kunde man da best giøre?

JERONIMUS.

Prøven kunde blant andre være denne, nemlig at naar Missionarier skulde skikkes enten til Ostindien eller St. Croix, at tilbyde dem saadanne Poster, efterdi intet burde være dem behageligere, saasom de derved finge Leylighed til at viise Prøver paa deres Nidkierhed.

PERNILLE.

Hillemænd! det vilde blive en stor Fristelse for dem.

JERONIMUS.

Ja man vilde uden Tvivl i saadan Fald see mange at tabe deres martyriske Iver, at skiule sig bag i Buskene, og sige som der staaer i Ordsproget: Vi ere ingen Christne, men Hollændere. Saadanne og andre fine Prøver kunde giøres saa vel paa dem, som paa indbildte Philosopher, for at viise, at deres Christendom eller Philosophie var ikke ægte, men bestod alleene udi Indbildning.

PERNILLE.

Jeg bifalder alt hvad Monsr. Jeronimus herudi siger; og rinder mig i Sinde et Middel, hvorved vor Philosophus Cosmoligoreus kunde lære at kiende sig selv, og hans u-ægte Philosophie kunde legges for Dagen, saa at baade han selv kunde cureres, og Frue Eleonora kunde tillige med bringes paa andre Tanker.

JERONIMUS.

Hvorudi bestaaer da din Invention?

PERNILLE.

Det kand jeg ikke saa strax sige; jeg maa ogsaa pønse lidt meere paa min Intrigue, hvorudi Msr. Jeronimus maa være mig lidt behielpelig.

288
JERONIMUS.

Jeg vil gierne herudi gaae dig til Haande.

PERNILLE.

Monsr. Jeronimus skal alleene have at bestille med dette: Han skal søge Leylighed at tale med Cosmoligoreus udi Eenrom, stille sig an, som han er hans Ven, og i Fortroelighed give ham tilkiende, at der kand være Haab om Succes udi hans Ansøgning, og at intet holder hans Søster tilbage uden en liden Ambition, hvormed hun dog ikke lader sig mærke, og at det derfore er fornødent, at Cosmoligoreus i Tide søger om en Rang.

JERONIMUS.

Det vil vel blive vanskeligt at bringe ham dertil, saasom der er intet, hvor imod han dagligen meer prædiker end saadan Forfængelighed.

PERNILLE.

Vil kun Monsr. Jeronimus herved bane mig Vey, saa skal jeg nok komme til mit Maal.

JERONIMUS.

Det kand jeg nok giøre; jeg skal strax søge Leylighed at tale med ham. Lad os nu gaae ind igien.

SCEN. 3.

PETRONIUS.

Her var det paa Stedet, hvor Slaget stod, og hvor min Principal lod see Prøve paa sin Philosophie. Vel er sandt, at jeg kunde have spart det Ørefigen, som jeg gav ham; Men jeg kand derhos sige, at eftersom en ret Prøve skulde giøres, maatte jeg lade det komme an derpaa. Nu haver jeg Troen udi Hænderne, og mærker, at det er farligere at pirre ved en Philosophus, end mod en Binde-Hund. Hvis han havde givet mig et Ørefigen igien, saa havde det kundet gaae lige op, og jeg kunde siges, maa skee, at have fortient det. Men dette var ikke Vrede, men Raserie; hvilket jeg siden har forestillet ham med saadan Eftertryk, at han med Taarene i Øynene har bedet mig om Forladelse, og formaaet mig til Taushed, at jeg ikke skulde røbe ham. Det har jeg lovet; jeg skal ogsaa tie dermed, saa vidt mig mueligt er. Men jeg seer Fruens Broder at staae ved Dørren; Jeg maa forrette mit Ærende, og anmelde min Herre.

289

SCEN. 4.

Petronius. Jeronimus.

PETRONIUS.

Hans Tiener, Herr Jeronimus! min Herre lod formelde sin Respect; han vilde fornemme, om det var Fruen beleyligt, saa vilde han have den Ære at opvarte hende.

JERONIMUS.

I faaer at tale med hende selv; hun er nu Hiemme.

PETRONIUS.

Hvis Hr. Jeronimus vilde have den Godhed at melde hende det, skeede mig en Villighed; Thi jeg er, sandt at sige, lidt bange for hendes Kammer-Pige.

JERONIMUS.

Hvi saa?

PETRONIUS.

Det synes som hun er en Hader af Philosophien; Thi hun drev nyeligen Spot med mig.

JERONIMUS.

Ey, det maa en Philosophus ikke agte. Ellers skal jeg befrie Eder fra den Frygt: jeg skal kalde hende ind af den anden Dør, og holde hende med Snak saa længe, som I er der inde. Gak I kun ind af denne Dør.

Jeronimus kalder paa Pernille. Petronius gaaer ind

igjennem den anden Dør.

SCEN. 5.

Jeronimus. Pernille.

JERONIMUS.

Nu kand jeg strax faae Leylighed at tale med vor Philosopho; Thi hans Famulus var nu just her, for at melde ham an.

PERNILLE.

Jeg saae ham ikke.

JERONIMUS.

Det kand nok være; thi jeg visede ham ind igiennem den anden Dør.

PERNILLE.

Hvad var Aarsag dertil?

JERONIMUS.

Han sagde, at han ikke skiøttede om at tale med dig, saasom han ikke kand lide forliebte Fruentimmer.

290
PERNILLE.

Af vor sidste Samtale kunde han ingen Tegn merke til Forliebelse.

JERONIMUS.

Jo mænd! han sagde, at du tog ham om Halsen, og vilde kysse ham.

PERNILLE.

Fy for en U-lykke! han er jo Philosophiens Famulus, at kysse Philosophiens Famulus er jo det samme som at kysse Philosophiens nok sagt.

Udi Begyndelsen af denne Samtale lister Petronius sig uformærkt tilbage, for at give sin Herre Svar.
JERONIMUS.

Ha ha ha! det var et artigt Indfald, Pernille! Jeg sagde ellers kun dette for Skiemt; thi jeg veed nok, at eders Samtale var ikke mindre end kierlig. Men der seer jeg Cosmoligoreus komme; nu vil jeg give mig i Snak med ham, og bane Veyen til det omtalte. Gak du til Side.

291

SCEN. 6.

Cosmoligoreus. Jeronimus.

COSMOLIGOREUS.

Hans Tiener, Herr Jeronimus! jeg har ladet mig anmelde hos hans Søster; jeg haaber ikke at komme i en ubeleylig Tid.

JERONIMUS.

Ney vist ikke! jeg troer nok, at han bliver velkommen.

COSMOLIGOREUS.

Hr. Jeronimus veed mit Ærende?

JERONIMUS.

Ja jeg veed det nok, og jeg kand sige, at hans Person er ikke min Søster ubehagelig. At hun er noget tvivlraadig, og ikke strax kand resolvere sig, dertil kand være visse mig ubekiendte Aarsager.

COSMOLIGOREUS.

Kand Hr. Jeronimus ikke nogenledes tilgiette sig saadanne Aarsager?

JERONIMUS.

Jeg kand ikke vide, om det kand reyse sig af en Fruentimmers-Skrøbelighed. Man veed, at Hr. Doctors Medbeyler er en Rangs-Person; jeg skulde ikke troe, at min Søster reflecterede paa saadant, efterdi jeg aldrig har mærket nogen slags Forfængelighed hos hende. Men, efterdi Hr. Doctors Person staaer hende an, og hun dog bliver hengende udi hendes Tvilraadighed, er jeg falden paa de Tanker.

COSMOLIGOREUS.

Jeg kand aldrig bilde mig saadant ind.

JERONIMUS.

Det er vanskeligt for mig saadant at troe; men jeg kand formedelst Mangel paa bedre Oplysning ikke finde nærmere Aarsag.

COSMOLIGOREUS.

Hvad raader Hr. Jeronimus mig da herudi?

JERONIMUS.

Kunde Hr. Doctor ikke giøre Ansøgning om en anstændig Caracter? saadant var jo ham, som en bekiendt meriteret Person, let at erholde.

COSMOLIGOREUS.

Ach min Herre! jeg vilde heller døe, end gribe til saadant Middel. Hvad vilde vel Folk i saa Maade dømme om mig?

JERONIMUS.

Jeg raader Hr. Doctor hverken fra eller til 292 herudi. Det er og kun en pur præsumtion, som jeg haver om min Søster.

COSMOLIGOREUS.

Jeg vil ogsaa haabe, at hun ikke inclinerer til saadan slags Forfængelighed. Jeg for min Part har fattet Inclination til hende, alleene efterdi jeg har hørt og mærket, at hun besidder visse philosophiske Qvaliteter, som jeg ved min Lærdom har i Sinde videre at bringe til Fuldkommenhed, om jeg kunde naae mit Maal og Sigte.

JERONIMUS.

Det er og i den Henseende, at hun har Egard for deres Person. Men ellers kunne Hr. Doctor ikke med Billighed eftertales, om han efter andre brave Mænds Exempler anholdt orn en anstændig Caracter.

COSMOLIGOREUS.

Et got Navn og Rygte er en anstændig Caracteer; Hvo som søger anden slags Distinction, giver tilkiende at han ikke kand distingveres ved egne Meriter.

JERONIMUS.

Men maa det ikke være behageligt for en brav Mand, at Regieringen i Henseende til hans Meriter distingverer ham med en Caracteer?

COSMOLIGOREUS.

Det tilstaaer jeg gierne; men naar han nyder en Rang efter egen Ansøgning, taber den al sin Glands. Saaledes er det med de fleeste Folk, hvilke ved u-afladelig Ansøgning og ublue Raaben incommodere Regieringen, og søge om at blive kaldne det som de ikke ere.

JERONIMUS.

Jeg overlader alt dette til min Hr. Doctors eget Gotfindende. Ellers kand jeg contestere, at min Søster aldrig haver ladet sig mærke med saadant; men at det er alleene min egen Præsumtion, som maaskee kand være ilde grundet. Hr. Doctor maa ellers være forsikkred om min Velvillighed i at befordre hans Forehavende.

COSMOLIGOREUS.

Jeg er ogsaa forsikkred derom, og takker for hans gode Villie.

293

SCEN. 7.

COSMOLIGOREUS
alleene

Denne Samtale har bragt min Sind udi nogen U-roelighed. Fruen har maaskee ladet sig mærke noget dermed; skiønt han foregiver, at det grunder sig alleene paa hans egen Præsumtion. Hvad er herved at giøre? Her staaer jeg som Hercules ved tvende Veye, og er udi Tvivlraadighed, hvilken Vey jeg skal tage: Kierlighed til et Fruentimmer byder mig at tage den eene, og Philosophien at tage den anden Vey. Hvis jeg adlyder Philosophien, staaer jeg i Fare for at miste det Bytte, som jeg fast haver udi Hænder; Og hvis jeg alleene seer efter Byttet, synder jeg imod en Fundamental-Artikel, giver Philosophien et Ørefigen, opofrer en ægte for en u-ægte Ære, og viiser for heele Verden, at jeg er og har været en falsk Lærer. Ney, Cosmoligoree! du maa holde Stand mod Fristelser; du maa lade see, at du est Philosophus, ikke alleene udi Ord, men end og udi Gierninger, og at dit Levnet svarer til din Lærdom. Du maa see til, at Philosophien ved dig ikke kommer i Foragt; videas, nè Philosophia qvid damni patiatur. Men mon jeg ikke gaaer for vidt? mon Philosophien byder at hade sig selv? det kand vel ikke være; saadant Morale er alt for stærkt. Vi maa ikke saaledes raffinere paa Dyder, at vi renoncere paa at være Mennesker. Intet Bud er saa stærkt, at det jo haver sine Exceptioner; Fornødenhed, som man siger, bryder alle Love. Jeg maa derfore denne Gang - - -

Han bliver noget taus.

Men Himmel! hvad giør du Cosmoligorée legitime create Doctor? betænk dig, førend du gaaer videre frem, og falder udi Snaren. Tænk, at jo større Fristelsen er, jo større er Prøven; jo farligere Farvandene ere, hvorover du seyler, jo meere Ære er det for dig, naar du kommer i Havnen. Stat derfor still, vend om igien, og begiv dig paa den anden Vey, som fører dig paa den rette Stie, og viiser dig den rette Ærens Krone; Luk 294 Øyen til for den bedragelige Lokke-Mad, vend Ryggen til smigrende Sirener! Linchs umkehret dich. Men Himmel!

Bliver noget stille igien.

Magneten, som drager mit Hiertes Jern, tillader mig ikke at gaae tilbage: Video melioraprobóqve, deteriora seqvor.

Han falder derpaa udi Extasis.

SCEN. 8.

Petronius. Cosmoligoreus.

PETRONIUS.

Mig længes at vide, hvorledes det vil lykkes for min Herre, og om han faaer noget endeligt Svar fra Fruen. Det er noget eget med disse Fruentimmer: man kand ikke vide, enten de vil, eller de ikke vil; Landets Mode tillader dem ey heller at erklære sig strax. Det er i mine Tanker en ildegrundet Mode at sige ney med Munden, naar Hiertet siger ja. Men der staaer jo min Herre; mon han kand saa hastig have forrettet sit Ærinde? Hør, Herre! har I allereede talet med Fruen, eller haver I endnu ingen Audience faaet?

COSMOLIGOREUS
udi Extase sagte

Video meliora probóqve, deteriora seqvor. Jeg seer og approberer det Gode, men følger det Onde.

PETRONIUS.

Har Herren saa snart forrettet sit Ærende? Han vil ikke svare mig.

Cosmoligoreus bliver stedse udi sin Henrykkelse.
PETRONIUS.

Jeg er bange, at Hr. Doctor har faaet en Kurv; thi - - -

Cosmoligoreus bliver ved.
PETRONIUS
rykkende ham i Kaaben

Ey! lad mig da faae et Svar.

Cosmoligoreus bliver ved som før.
PETRONIUS.

Nu maa jeg igien af Nødvendighed bruge min Vækker igien.

Han slaaer ham med Posen paa Kinden.
COSMOLIGOREUS
rystende med Hovedet

Deteriora seqvor.

295
PETRONIUS.

Jeg mærker nok, at her vil nok et Slag til. Slaaer paa den anden Kind.

COSMOLIGOREUS.

Wer da?

PETRONIUS.

Freund.

COSMOLIGOREUS.

Ey, Petroni! est du der?

PETRONIUS.

Seer Herren mig nu allerførst? jeg har talet ham 4 gange til og vækket ham een gang forgiæves.

COSMOLIGOREUS.

Jeg stod henrykt udi dybe Tanker.

PETRONIUS.

Jeg er bange, at Hr. Doctor har faaet en Kurv.

COSMOLIGOREUS.

Jeg har endnu ikke talet med Fruen. Hendes Broder, som kom mig i Møde, sagde mig noget, som har sat mit Sind udi U-roelighed.

PETRONIUS.

Var det Ont eller Got?

COSMOLIGOREUS.

Det var hverken Ont eller Got.

PETRONIUS.

Saa mærker jeg, at en Philosophus ogsaa kand allarmeres af indifferente Ting.

COSMOLIGOREUS.

Det er ey heller gandske indifferent.

PETRONIUS.

Det er hverken Ont eller Got, og dog er ikke indifferent; Hvorledes skal man forstaae det?

COSMOLIGOREUS.

Det er alleene en Mistanke, som maaskee kand være ilde grundet.

PETRONIUS.

Kand en Philosophus og plages med en ugrundet Mistanke? Naar jeg legger alle mine Anmærkninger sammen, saa synes mig, at Philosophien faaer et Ørefigen efter det andet; thi først - - -

COSMOLIGOREUS.

Holdt kun inde med dine Anmærkninger.

PETRONIUS.

Jeg vil kun kortelig opregne dem. Først siger jeg---

COSMOLIGOREUS.

Jeg vil ikke høre din Snak.

PETRONIUS.

Det er ey heller nogen philosophisk Qvalitet at stoppe sine Oren mod Sandhed.

COSMOLIGOREUS.

Jeg mærker nok, at du endnu bær Fortrydelse over sidste Medhandling. Jeg lod see temmelig Prøver paa Koldsindighed; men du gik omsider for vidt.

296
PETRONIUS.

Det er vist nok; jeg kunde nok ladet blive med de Trusler af Næsestyver.

COSMOLIGOREUS.

Det er sandt nok.

PETRONIUS.

Thi at true saadan en brav Mand med Næsestyver er noget som - - -

COSMOLEGOREUS.

Det er jo nok, at du har sagt det eengang; det er ikke fornødent at repetere saadanne Sager.

PETRONIUS.

Men det var Herrens egen skyld, at han ikke foreskrev mig, hvor vidt jeg skulde gaae; thi ellers havde jeg ingenlunde truet med Næsestyver.

COSMOLIGOREUS.

Ey, holdt engang op dermed.

PETRONIUS.

Men det bestod dog alleene i Trusler, thi jeg erindrer ikke, at jeg gav Herren Næsestyver; Men det forbandede Ørefigen, som jeg gav, det var min U-lykke.

COSMOLIGOREUS.

Den kiedsommelige Snak, som du fører, kunde blive din U-lykke, hvis jeg ikke ---

PETRONIUS.

Eftersom Herren ikke kand taale at høre det, vil jeg ikke meer tale hverken om Næsestyver eller Ørefigen.

COSMOLIGOREUS
sagte

Jeg troer virkelig, at der er nogen Malice hos denne Karl.

PETRONIUS.

Men jeg fik Aarsagen ikke at vide, hvorfor Hr. Doctor ikke har talet med Fruen.

COSMOLIGOREUS.

Det giøres ey fornødent at sige dig Aarsagen.

PETRONIUS.

Vil da Herren ikke tale med hende? hun er hiemme.

COSMOLIGOREUS.

Ney ikke denne gang; jeg vil heller komme igien om en halv Time, thi jeg har imidlertid noget at overlegge med mig selv.

PETRONIUS.

Skal jeg da lade Fruen vide, at Herren behøver en halv Time?

COSMOLIGOREUS.

Ney! det giøres ikke nødigt. Kom lader os gaae hiem saa længe. Jeg maa være lidt for mig selv; og hvis nogen kommer og spørger efter mig, maa du sige, at jeg ey er inde.

297

ACTUS IV

SCEN. 1.

Jeronimus. Leander. Pernille.

PERNILLE Monsr.

Jeronimus har banet Veyen gandske got for mig; jeg skal nok fuldføre Resten.

JERONIMUS.

Jeg kand ikke begribe, hvad der vil blive af.

PERNILLE.

Jeg derimod begriber det gandske got; jeg har studeret en halv Time paa den Rulle, som jeg skal spille, saa at jeg tvivler ikke om god Succes.

LEANDER.

Men havde det ikke været bedre at betiene sig af en Mands-Person til at spille saadan Rulle?

PERNILLE.

Det kunde være got nok; men hvor finder man Mands-Personer, der har saadant Hoved og Capacitet, som jeg har?

JERONIMUS.

Ansigtet alleene vil røbe dig.

PERNILLE.

Jeg har alt overveyet den Vanskelighed. Har I ellers anden Indvending at giøre?

JERONIMUS.

Ney aldeeles ikke.

PERNILLE.

Saa holder eders Mund. I veed jo vel at de største Intriguer i Verden ere spillede af Fruentimmer.

Naturen har begavet jer med Styrke, men os andre med Forstand. Det er min ringeste Konst at narre saadan Karl.

LEANDER.

Vi vil gierne give dig Æren, og tilstaae, at din Capacitet er større end vor, hvis du kand føre din Intrigue vel ud.

JERONIMUS.

Men om han vil tale Latin med dig, saa staaer du der i en Maade.

PERNILLE.

Saa siger jeg, at jeg taler ikke uden Græsk; 298 det har jeg hørt at han ey forstaaer, og saa vidt jeg har kundet erfare, saa trykker Latinen ham ey heller meget. Men syntes det Hr. Jeronimus, at vor Philosophus blev noget Tankefuld af den Tale, som I havde tilsammen?

JERONIMUS.

Jeg kunde ey rettere see, end at han gik meget forvirret bort.

PERNILLE.

Saa mærker jeg, at I har spillet jer Rulle vel.

JERONIMUS.

Ja hvad andet? du kand deraf see, at Mandfolk har ogsaa Hoveder.

PERNILLE.

Det er intet Beviis paa Hoved. Jeg seer deraf alleene, at I har exeqveret det, som jeg har opspundet; og det er alt hvad man kand forlange af stakkels Mandfolk. Vi støbe Kuglerne, og I kand skyde dem; vi concipere, og I som Copiister reenskrive. I faaer dog skyld for de største Subtiliteter, skiønt det meste er Fruentimmer-Arbeyd.

JERONIMUS.

Jeg vil ikke disputere meer derom, Pernille. Tiden tillader os ey heller at føre lang Snak; thi inden vi vide et Ord deraf, have vi Cosmoligoreus paa Halsen, thi han har allerede engang meldt sig an.

PERNILLE.

Jeg vil strax ud, for at iføre mig mit Harnisk, det er at sige min philosophiske Dragt; og, naar jeg har iført mig den, er jeg i alle Maader lige saa god Philosophus som han, thi den heele Viisdom bestaaer i Kaaben.

Hun gaaer ind.
SCEN.

2. Jeronimus. Leander.

LEANDER.

Denne Pernille er en forslagen Pige. Jeg er dog bange, at hun bliver røbet, ifald Cosmoligoreus bringer hende paa philosophiske Materier, som hun ikke forstaaer.

JERONIMUS.

Det kand dog hende sig, at hun ikke saa let bliver røbet; thi hun har for et Fruentimmer temmelig god Læsning af moralske Bøger, og jeg har mærket, at hun forstaaer ogsaa mange philosophiske Termini.

299
LEANDER.

Hvorledes kand hun formedelst Huusholdning faae stunder til Læsning?

JERONIMUS.

Min Søsters Huusholdning er ikke meget stor; hun holder ogsaa denne Pige meest for at have Selskab af hende, thi de læse begge om Dagen, og om Aftenen fortælle de hinanden, hvad de have læset. Men der seer jeg hende komme. Gid du faae Skam! hun seer ud, som det kunde være Aristoteles selv. See engang, hvilken Hat og Kaabe hun har faaet, og hvilken philosophisk Mine hun har!

SCEN. 3.

Pernille. Leander. Jeronimus.

PERNILLE.

Hvo som siger, at jeg ikke er en stor Philosophus, forstaaer sig ikke ret paa Philosophie; thi jeg har jo Ordenens rette Dragt, Miner, Gang, Grimacer, og alt hvad som udfordres af vore Tiders store Philosopher.

LEANDER.

Der fattes kun alleene Lærdommen, som er det fornemste.

PERNILLE.

Ey Snak! der behøver ikke saa megen Lærdom, som man bilder sig ind; Hvad som jeg har anført, er det fornemste. Mon jeg ikke kand være lige saa god Philosophus, som Crispin udi Comoedien var Doctor Medicinæ, skiønt han intet havde lært uden at tale de Ord: Medicus sum; item at sige til alle Patienter: tag Piller ind? Der er ingen anden Forskiel imellem mig og Cosmoligoreus, uden denne, at hans Doctor-Hat er ham paasat af en Decano, men at min er paasat af mig selv.

LEANDER.

Det gaaer vel ikke an; thi ingen kand creere eller skabe sig selv.

PERNILLE.

Jeg mener, at enhver kand baade skabe og vanskabe sig selv. Naar jeg har lykkeligen spillet min Rulle, haaber jeg, at I to i det ringeste ikke disputerer mig Doctor-Graden.

JERONIMUS.

Ney vist ikke; du skal i saa Maade være gandske forvisset om Doctor-Grøden. Men lad os sætte 300 Galskab til Side; thi førend vi veed et Ord af, har vi Doctoren paa Halsen.

PERNILLE.

Han maa komme, naar ham lyster; thi han skal finde mig bevæbnet fra Top til Taae.

JERONIMUS.

Vi andre maa da ikke være tilstede.

PERNILLE.

Leander i det ringeste ikke; men det kand ikke skade, om Monsr. Jeronimus bliver her.

JERONIMUS.

Det er nok best, at vi gaae begge til Side; skiønt jeg kand ikke nægte, at jeg jo har stor Lyst at ansee dette Skuespill.

PERNILLE.

I kand gaae lidt til Side, og postere jer nær ved paa et Sted, hvor I kand høre alting uden at blive seet.

LEANDER.

Det er sandt nok; lad os gaae lidt Korn tilbage.

PERNILLE.

Fort, fort! der kommer han min Troe gandske alleene, uden at være geleydet af sin Famulus; han maatte gierne komme med, jeg kand affeige dem begge to. Det er dog bedre, at han kommer eene, saasom han ikke kiender mig.

Pernille givet sig en grundig Mine, spadserende frem og tilbage.

SCEN. 4.

Cosmoligoreus. Pernille udi Philosophisk Dragt.

COSMOLIGOREUS.

Jeg vil dog paa en subtil Maade friste Fruen, for at mærke, om det, som hendes Broder talede om, er vel eller ilde grundet.

PERNILLE.

sagte. Jeg skal nok skaffe dig noget andet at tænke paa.

COSMOLIGOREUS.

Men der seer jeg en Philosophus staaende udi dybe Tanker; hvor mon han skriver sig fra? thi jeg kiender ham ikke.

PERNILLE.

See, der seer jeg een af mine Ordens-Brødre.

COSMOLIGOREUS.

Salve Domine Frater! jeg troer nok, han er fremmed her paa Steden?

301
PERNILLE.

Hans Tiener! ja jeg er baade fremmed og ikke fremmed. Jeg er fød her i Landet; men jeg haver i mange Aar studeret min Philosophie udi Prag.

COSMOLIGOREUS.

Maatte jeg tage mig den Frihed at spørge om min Herres Navn?

PERNILLE.

Saa vidt som jeg er et Menneske, kaldes jeg Christen Paulsen; men saa vidt som jeg er en Philosophus, er jeg bekiendt med det Navn Chrestopolitanus de Praga.

COSMOLIGOREUS.

Mig synes, at jeg har hørt det Navn tilforn.

PERNILLE.

Mit Navn er bekiendt udi alle Ekker og Vraaer over det heele hellige Romerske Rige. Men maatte jeg spørge om min Herres Navn?

COSMOLIGOREUS.

Mit Philosophiske eller Academiske Navn er Doctor Cosmoligoreus til Tieneste.

PERNILLE.

Ach det Navn er mig gandske bekiendt. Hans Døbe-Navn er jo Cosmus Holgersen?

COSMOLIGOREUS.

Ja det er gandske ret; jeg hører, at min Herre kiender mig.

PERNILLE.

Det er mig en stor Glæde at finde ham her udi god Sundhed.

De omfavne hinanden.
COSMOLIGOREUS.

Hvor længe har da min Herre opholdet sig i Prag?

PERNILLE.

Udi 24 Aar; og dog har jeg ikke forglemt min Moders Maal, som han nok hører.

COSMOLIGOREUS.

Jeg hører det med Forundring, og forundrer mig endnu meere over hans Skikkelse, thi han seer ud, som han neppe var 24 Aar gammel.

PERNILLE.

Ha, ha, ha! 24 Aar gammel, og jeg er ikke langt fra 50 Aar.

COSMOLIGOREUS.

Min Herre maa forlade mig, at jeg saadant ikke kand troe.

PERNILLE.

Naar jeg siger ham min leve Maade, som er indrettet efter den nye Pragiske Philosophie, vil han let begribe, hvi Alderen ikke kand bide paa mig. Alting, 302 Mad, Drikke, Søvn, Arbeyd, Divertissement etc. er ligesom veyet udi Lod og Qvintin. Enhver, som vil underkaste sig en saadan regulered og philosophisk Diæt, kand komme til at bære sin Alder ligesom jeg.

        

303
COSMOLIGOREUS.

Vilde min Herre ubesværget forklare mig saadant?

PERNILLE.

Jeg haver et gandske accurat Uhrværk, som er giort af den store Mester Condolmeriano. Naar min Pige mærker, at Klokken er 6 Minutter og 3 Secunder over 7 om Morgenen, kommer hun og vækker mig.

COSMOLIGOREUS.

Hillemænd! det er nøye udregnet.

PERNILLE.

Saaledes er alting. Saa snart jeg har drukket mine 5 Kopper Thee, spadserer jeg 156 Gange frem og tilbage paa mit Gulv. Derpaa sætter jeg mig ned at studere, indtil min Kammer-Pige kommer ind med Middags Maaltid, og da veed jeg, at Klokken Præcise er 11 Minuter og 6 Secunder over 12, thi det er just den Tiid, som den store Pragiske Doctor Hermaphroditianus har foreskrevet. Mit Middags-Maaltid gaaer aldrig over 6 Retter.

COSMOLIGOREUS.

Mig synes, at 6 Retter er vel stærkt for en Philosophus.

PERNILLE.

Anordningen er saadan. Saasnart jeg har spiiset, tager jeg min Middags-Søvn, og derpaa studerer, indtil min Kammer-Pige præcise til et vist Klokke-Slet, kommer ind med en stoppet Tobaks-Pibe.

COSMOLIGOREUS.

Men hvor kommer det, at min Herre lader sig opvarte af en Pige?

PERNILLE.

Man har adskillige Tienester af en Pige, som man ikke kand have af en Tiener. Der er ellers en anden Hoved-Aarsag, hvorfor jeg bruger Piger til daglig Opvartning. Man er gemeenligen meere øm med dem, naar de forsee sig, end imod Tienere; og det er en Philosopho anstændigt, og magtpaaliggende for Sundheden, at man ikke overiles af Vrede.

COSMOLIGOREUS.

Jeg troer, min Herre har Ret derudi; thi min Famulus bringer mig en og anden Gang ud af min philosophiske contenance.

PERNILLE.

Saadant maa man for alting forebygge; thi Vrede og Affecter vanhelde en Philosophus, og forderver Sind og Legeme. Det er ved saadan Præcaution jeg 304 har til Veye bragt mig en bestandig Sundhed; thi jeg har udi 20 Aar fast aldrig været vred eller overiilet af nogen Affect. Naar jeg har udsmøget min Pibe, spadserer jeg igien 156 Gange frem og tilbage over Gulvet; hvorpaa, hvis jeg ingen Visiter faaer, jeg sætter mig ned til at studere igien, indtil Pigen kommer ind med Aftens-Maaltid, som bestaaer kun af 3 Retter, thi den store Medicus siger, at man maa spise maadelig om Aftenen. Derpaa tager jeg igien nogen Bevægelse, indtil Pigen omsider kommer ind, for at afklæde mig; og saa gaaer hun bort, undtagen naar det er de tvende Nætter om Ugen, som jeg beholder hende hos mig.

COSMOLIGOREUS.

Hillemænd! tvende Nætter om Ugen.

PERNILLE.

Ja! det er Tirsdag og Torsdag Nat; thi der udi lever jeg ogsaa efter philosophiske Regler.

COSMOLIGOREUS.

Er det philosophiske Regler at ligge hos sin Pige?

PERNILLE.

Ja vist! det er den 14de Artikel af min philosophiske Diæt eller Levemaade, som ellers er forfattet udi 62 Artikler, som jeg alle nøye iagttager.

COSMOLIGOREUS.

Men det er jo syndigt?

PERNILLE.

Aldeles ikke, min Herre! naar Intentionen derved er reedelig, og Siælen er reen. Hvis det er en Synd, saa er det alleene Legemet, som synder, hvilket egentligen ikke kand kaldes Synd. Man maa ellers giøre Forskiel imellem Venskab og Begierlighed; hvad jeg herudi giør, reyser sig alleene af oprindeligt Venskab, som er en Hoved Dyd, og ikke formeget kand recommenderes et Menneske.

COSMOLIGOREUS.

Den Philosophie begriber jeg ikke.

PERNILLE.

Det kommer deraf, at man her i Landet endnu hænger ved den gamle Philosophie, som allereede er forkastet over det heele hellige Romerske Rige. Det er med Morale beskaffet, som med de fleeste andre Videnskabe, at de hvert hundrede Aar faae en nye Skikkelse. Det er ikke at beskrive, hvor meget man paa en kort Tid 305 udi Prag har raffineret paa det moralske Studium. Man henger endnu paa visse Steder udi de gamle Pedanterier, og scrupulerer over Bagateller og indifferente Ting, hvorved solide Studeringer og Videnskabe blive forsømte. Det var at ønske, at man her lod aarligen nogle philosophiske Studentere reyse, for at forfremmes udi det rette Morale, som nu udi de meest polerede Lande florerer, og som alle honete Folk nu omstunder følge.

COSMOLIGOREUS.

Men Hr. Doctor ---

PERNILLE.

Min Herre tager ikke ilde op, at jeg erindrer ham om noget; jeg siger det ikke af Storagtighed. Han maaskee veed ikke, at jeg er Hof-Rath udi Prag, og at man nævner mig med den Titel?

COSMOLIGOREUS.

Jeg beder om Forladelse, Herr Hoff-Rath excuserer min Uvidenhed. Men strider ikke saadan forfængelig Rang imod den ægte Philosophie?

PERNILLE.

Det kand stride imod den u-ægte Philosophie, men ikke mod det nys antagne og af honette Folk approberede Morale; thi det er en honet Ambition, som udi sig selv heller fortiener Roes end Last.

COSMOLIGOREUS.

Men er det philosophisk at søge Gang og Sæde over andre?

PERNILLE.

Saadant strider ikke imod den rette Philosophie; naar Ansøgning skeer paa den rette Maade, saaledes at Almuen derved ikke forarges.

COSMOLIGOREUS.

Hvorledes kand det vel skee?

PERNILLE.

Det skeer paa adskillige Maader, blant andre denne: en Mand, for Exempel, siger, at han selv intet agter Rang og Titel, men at han ingen Roe haver for sin Hustrue, som ideligen plager ham; saa at det er alleene for hendes Skyld, og for at have Fred udi Huset, at han mod sin Villie søger om en Titel. Saaledes haver jeg giort, og derved befriet mig for al Eftertale hos Almuen; jeg siger Almuen, thi det er ikke nødigt at betiene sig af saadan Undskyldning blant fornemme Folk, som veed, hvad en honet Ambition er, og at den ikke 306 strider mod Philosophien. Men der seer jeg en Tiener; vi maa afbryde vor Tale.

COSMOLIGOREUS.

Det er ikke uden min Famulus; han maa gierne høre, hvad der tales, for at profitere deraf.

SCEN. 5.

Petronius. De andre,

PETRONIUS.

Der seer jeg jo en ung Philosophus, som taler med min Herre. Den Karl maa tiligen være bleven Doctor.

PERNILLE.

Lad eders Famulus gaae til Side, medens vi tale sammen.

PETRONIUS.

Hvis det ikke var en Doctor, saa vilde jeg sværge paa, at det var Leonores Pernille; thi de ere hinanden saa liige, som de kunde være støbte i een Form.

COSMOLIGOREUS.

Hør, Petroni! gak til side, saa længe jeg taler med denne Herre.

PETRONIUS.

Jo meer jeg beskuer ham, jo meer han ligner hende.

PERNILLE.

Lad ham gaae rent bort; thi jeg har andet af Vigtighed at tale om.

COSMOLIGOREUS.

Gak kun Hiem til dine Forretninger, Petroni! til jeg kalder paa dig.

PETRONIUS.

Ach Herre! jeg har og Lyst at tale med denne fremmede; han ligner een af mine Kiendinger.

PERNILLE.

Gaae bort, naar jer Herre befaler jer.

Sagte.

Gid du faae en U-lykke med dine Kiendinger!

Høyt.

Hvad har Saul at giøre blant Propheter?

COSMOLIGOREUS.

Gak strax bort, som jeg siger. Qvid Saul inter Prophetas?

PETRONIUS
sagte

De sige: hvad har Saul at giøre blant Propheter? jeg kunde jo svare med en vis Dame: han ledte efter sin Herres Æsler. Ha, ha, ha! Maalet er ogsaa, gid jeg faae Skam! Pernilles. Ha, ha, ha! - Gaaer bort.

307

SCEN. 6.

Cosmoligoreus. Pernille.

COSMOLIGOREUS.

Jeg staaer, og grunder paa det, som min Herre siger mig om den slags Ambition; thi jeg er just udi den Tilstand, som behøver gode Raad. Jeg trænger til en Titel og Rang for en vis Aarsag Skyld; men jeg har ikke dristet mig til at giøre Ansøgning derom, saasom meenige Mand her i Landet holder saadant for at være en Philosopho u-anstændigt.

PERNILLE.

Jeg siger ham, at man her i Landet henger ved det gamle forslidte Morale, som nu er ikke meer i Brug; og at en saadan Ambition aldeeles ikke strider imod Philosophien.

COSMOLIGOREUS.

Man vil dog ikke underkaste sig Almuens Eftertale, som forarges over saadant.

PERNILLE.

Hvorledes kand Almuen forarges over det, som den ey faaer at vide? Jeg har jo sagt, at Ansøgningen kand skee under en honet Prætext. Hør, min Herre! er han gift?

COSMOLIGOREUS.

Ney jeg er endnu ikke gift.

PERNILLE.

Er han forlovet?

COSMOLIGOREUS.

Ja halv-veyes; thi jeg har fæstet mit Hierte til en Enke, som her boer. Jeg har anmodet hende om Ægteskab, men har endnu intet fuldkomment Svar faaet; nogle meene, at jeg kunde facilitere Tingen ved at erhverve mig en Æres-Titel.

PERNILLE.

Ey, min Herre! der haver han jo den allerbeste Prætext og Leylighed. Han kand udi Ansøgningen, efter Landets Mode, præludere om den liden Attraae, han selv haver efter Rang og Titel, og skyde Skylden paa Enken, foregivende, at hun, som et skrøbeligt Fruentimmer, anmoder ham til at giøre saadan Ansøgning, og at det er alleene for at føye hende, saadant skeer.

COSMOLIGOREUS.

Men jeg er bange, at hun faaer saadant at vide; thi jeg kand for visse ikke sige, om hun 308 selv er for Rang. Det er alleene en Præsumtion, som jeg har giort mig.

PERNILLE.

Vil han kun levere mig sin skriftlige Ansøgning; jeg skal gaae gandske behændigen dermed til Verks, og som jeg her haver allereede store Venner paa de rette Steder, skal jeg mage det saaledes, at han inden faa Dage skal naae sit Maal. Imidlertid, naar han taler med Enke-Fruen, kand han lade, som at man mod hans Villie vil paatrykke ham en Rang, og sige, at han med Hænder og Fødder vil stræbe derimod, for at viise Prøve paa sin Philosophie. Naar saaledes gaaes til Verks, erholder han sit Sigte, og uden den grove Almues Eftertale.

COSMOLIGOREUS
kyssende paa hans Haand

Ach min Herre! det var en lyksalig Tid, paa hvilken jeg traf min Herre; han har lettet en stor Steen fra mit Hierte, thi jeg var forhen gandske tvivlraadig. Paa den eene Side stod mig for Øynene Folks Eftertale, og paa den anden Side frygtede jeg for Hinder udi mit Frierie; men nu er Knuden løset, og jeg reeder mig med Reputation ud af Sagen.

PERNILLE.

Jeg vil strax følge min Herre til hans Huus, og der dictere ham, hvorledes Ansøgningen Philosophice skal opsættes.

COSMOLIGOREUS.

Men hvormed kand jeg forskylde saadan Velgierning?

PERNILLE.

Ey, tal ikke derom; jeg tiener Folk med Fornøyelse. Jeg holder det ogsaa for en Pligt at forplante her udi Landet den nye Philosophie, og at udrødde det gamle Pedanterie; thi, sandt at sige, det er mit fornemste Ærende her udi Landet.

COSMOLIGOREUS.

Vil da min Herre ubesværget følge mig?

PERNILLE.

Ja gierne.

309

SCEN. 7.

Jeronimus. Leander.

JERONIMUS.

Ha, ha, ha! Det er en forslagen Pige. Jeg mærker, at hun vil have hans skriftlige Ansøgning i Hænder, for at overbeviise hendes Frue, at han er kun en Philosophus af Navn.

LEANDER.

Og at han er en Hykler og Øyenskalk.

JERONIMUS.

Det dog ikke saa meget, som for at viise, at han er alleene udi egen Indbildning Philosophus. Thi det kand være, at han selv bilder sig ind at være det, han virkeligen ikke er; ligesom man seer mange, der udi philosophiske Skoler og Collegier oplæres udi Vildfarelser, og faaer en falsk Idee om Philosophie, saa de bilde sig ind, at den bestaaer udi Kaabe, Skiæg, Egensindighed, eller udi pur Theorie, skiønt de rette Læremestere bør ikke saa meget beflitte sig paa at giøre deres Disciple lærde, som at giøre dem gode og dydige. Nu er han kommen under anden Information, som er end meer gall, end den han har faaet i sin Skolegang.

LEANDER.

Monsr. Jeronimus meener den Pragiske Philosophie? Ha, ha, ha! Saa tit jeg tænker derpaa, maa jeg forundre mig over denne Piges Capacitet. Jeg var alleene bange for, at hun outrerede Tingen for meget.

JERONIMUS.

Jeg ikke; thi naar man først har indpræntet nogen høye Tanker om sin Person og Lærdom, kand man siden let faae ham at troe, hvad man vil, helst naar det flatterer eens egen Tilbøyelighed. Thi ingen Lærdom kunde komme Cosmoligoreo meer til Pas, end den som indeholdes udi det Pragiske Morale, hvorudi Rang-Syge giøres til en honete Ambition og til en philosophisk Dyd.

LEANDER.

Men hvad skal man sige om den 14de Artikel, som tillader en Mand at ligge hos sin Pige 2 Nætter om Ugen, uden at bedrive Synd?

JERONIMUS.

Hun førte dette gandske vel ud, først ved at foregive, at saadant skeede efter den store Pragiske 310 Doctors Præscription, dernæst ved at viise, at saadant kand skee uden Synd, naar Intentionen er god, og Siæ- len er reen. Thi hvor u-rimelig saadan Lærdom end er, saa seer man dog, at den antages af alle Fanaticis.

LEANDER.

Pigen er stemplet, og fortiener at doctoreres. Jeg ansaae med Forundring, hvorledes hun reedede sig ud af den Fristelse, som Tieneren bragte hende udi.

JERONIMUS.

Ja det samme var den artigste Scene. Jeg haaber, at hun vil lykkeligen fuldende Tingen, som hun har saa vel begyndt.

LEANDER.

Hvad mon hun videre vil giøre?

JERONIMUS.

Det vil hun ikke sige; jeg tør ey heller giøre mig saa dristig at spørge den store Pragiske Doctor derom, vil derfore lade det øvrige komme an paa hende alleene. Jeg skal ellers give Monsr. Leander videre Underviisning derom, og advare ham, naar Tid er at lade sig indfinde.

LEANDER.

Adieu, Hr. Jeronimus! jeg recommenderer mit Anliggende paa det Beste.

JERONIMUS.

Han maa ikke tvivle om min Velvillighed. Adieu!

311

ACTUS V

SCEN. 1.

Pernille i Philosophisk Dragt. Cosmoligoreus.

PERNILLE.

Jeg meener, Hr. Collega! at Ansøgningen saaledes kand passere.

COSMOLIGOREUS.

Ja vist! jeg er kun alleene bange, at Fruen, som jeg skyder Skylden paa, kand faae Indholden at vide, og at jeg derved kand fordærve min Sag.

PERNILLE.

Hun kand i det ringeste ikke faa det saa snart at vide. Naar han først erholder, hvad han søger, og bliver gift med Fruen, jævner alting sig selv, og hun, for at menagere hendes Huusbonde, tager efter andre Fruers Exempel gierne Skylden paa sig. Det er os nu kun om at giøre, at have Prætext til Ansøgningen, ikke fordi den i sig selv er forfængelig eller stridig mod den rette Philosophie, men efterdi Hr. Collega selv ideligen har prædiket derimod for Mangel af Kundskab om det rette og grundige Morale.

COSMOLIGOREUS.

Det er sandt; jeg og alle mine Ordens-Brødre have anseet denne Søgen efter Rang og Titler som en stor Forfængelighed.

PERNILLE.

Det kommer deraf, at han og hans Ordens-Brødre have haft slet Skolegang; men jeg haaber, at de inden kort Tid skal blive bedre oplyset, thi jeg har i Sinde her at lade et Skrift komme for Lyset, hvorudi jeg skal forklare de fornemste Artikler af den Pragiske Philosophie, saa at Øyene skal aabnes først paa dem og siden paa den heele Almue, saa at enhver herefter skal vide at giøre Forskiel imellem forfængelig Ærgierighed og honete Ambition.

COSMOLIGOREUS.

Hr. Hoff-Rath giør mig og det 312 heele Land en vigtig Tieneste dermed. Jeg længes efter at see det Skrift.

PERNILLE.

Han skal snart faae det at see. Og skal han der af tydeligen lære, at han og andre hidindtil have kun været Philosophi i deres egen Indbildning. Vil han nu kun overlevere mig Ansøgningen, som jeg strax skal befordre paa den beste Maade! Imidlertid kand han forrette sit Ærende hos Fruen, og foregive, at man imod hans Villie vil paatrykke ham en Titel, for at høre, hvad hun dertil vil sige.

COSMOLIGOREUS.

Det vil jeg og giøre. Adieu saa længe!

SCEN. 2.

COSMOLIGOREUS
alleene

Alt hvad denne gode Hof-Rath lærer, synes i Førstningen at være falskt; men, naar man med Skiønsomhed betragter det, saa er det en sund Philosophie, rensed fra gamle Præjudicier og Pedanterie. Man maa ogsaa troe, at en saadan anseelig Mand har nøye overveyet alting, saa at man derfore paa hans Autoritet kand sikkert grunde sine Meeninger. Nu kommer jeg til at begive mig i Skole paa nye igien, og at gaae op ligesom fra Sinke-Lectien, saasom jeg mærker, at den Philosophie, som jeg hidindtil har giort Profession af, gaaer ud af Moden. Man maa ret glæde sig ved at see Videnskaber saaledes dagligen at tiltage, og er det en Philosophi Pligt at til Side sætte alle gamle Meeninger, saa ofte han hører anden Lærdom, som er bedre grundet. Men jeg maa forrette mit Ærende. Han banker paa.

SCEN. 3.

Pernille udi sine egne Klæder. Cosmoligoreus.

PERNILLE.

Vil min Herre tale med nogen?

COSMOLIGOREUS.

Jeg studser ved at see hende, min kiære Mademoiselle; thi just i dette Øyeblik forlod jeg en lærd Mand, som ligner hende paa et Haar.

313
PERNILLE.

Det er mig kiært, at jeg ligner en lærd Mand; ellers er ikke underligt, at blant saa mange tusinde Ansigter et kand være et andet ligt. Hâr min Hr. Doctor ikke seet vor Kokke-Pige?

COSMOLIGOREUS.

Ney, ikke det jeg veed.

PERNILLE.

Hun ligner min Troe Doctorens Famulus saa livagtig som de kunde være støbte i een Form; sær udi Ryggen og bag til.

COSMOLIGOREUS.

Ja vi ere hinanden alle lige i den Ende, ha, ha, ha! Men maatte jeg spørge, om hendes Frue er hiemme? Hvis saa er, og det falder hende beleyligt, vil jeg have den Ære at opvarte hende.

PERNILLE.

Fruen er til Tieneste; Hun er ved Haanden, og strax vil komme ud.

SCEN. 4.

Cosmoligoreus. Eleonora.

COSMOLIGOREUS.

Jeg beder om Forladelse, at jeg tvende gange i Dag har incommoderet Fruen med min Besøgelse. Jeg fik den første gang, formedelst andres Nærværelse, ikke Leylighed ret at tale om mit Anliggende, som jeg skriftligen har givet tilkiende. Jeg lever i den Forsikring at Fruen lader sig ikke forlede af misundelige Mennesker at bortkaste de gode Tanker, som hun engang har fattet om min ringe Person, og at jeg denne gang faaer et trøsteligt Svar, hvorved mit Sind kand sættes i Roelighed. Jeg vidner for Himmelen, at jeg alleene har forelsket mig i Fruens Dyder og philosophiske Qvaliteter.

LEONORA.

Jeg har aldeeles intet tabt af de gode Tanker, som jeg har baaret til hans Person; men at give saa hastig en fuldkommen Resolution, er ikke anstændigt. Alt hvad jeg kand sige denne gang er dette, at jeg haver stor Estime for Hr. Doctor, og at han derfor ikke maa bortkaste Haab om at succedere udi hans Ansøgning. Men ---

314

        

315
COSMOLIGOREUS.

Ach! det Ord Men er et Tordenslag for mig; jeg er bange, at Fruen scrupulerer over min Stand, og at hun tager i Betænkning at indgaae et u-lige Ægteskab.

LEONORA.

Hvo har bragt ham paa de Tanker?

COSMOLIGOREUS.

Nogle have villet bilde mig saadant ind; og saasom de samme ere saa vel Fruens som mine egne Venner, saa have de hemmeligen og mod min Villie og mit Videnskab søgt at erhverve mig en Æres Titel, hvilken jeg dog aldrig modtager.

LEONORA.

Det skulde jeg ogsaa troe. Men er Hr. Doctor ellers forvisset om, at saadant er i Gierde?

COSMOLIGOREUS.

Ja desvær! men jeg skal med Hænder og Fødder sætte mig derimod; thi jeg taber derved alle de høye Tanker, som Folk har haft om min Person.

LEONORA.

Hvis en Titel bliver ham u-afvidende confereret, kand han intet tabe derved; thi saadant tilkiendegiver ingen Begierlighed efter Ære, men er alleene et Naades Tegn, som viiser, at Regieringen reflecterer paa hans Meriter.

COSMOLIGOREUS.

Jeg mærker nok, min kiære Frue, at, hvis saadant skeede, vilde det ikke være hende imod.

LEONORA.

Det vilde være mig hverken med eller imod; jeg er gandske indifferent udi slige Sager. Jeg kand gratulere dem, som den høye Øvrighed beærer med en Rang af egen Motif; efterdi det er et Naades Tegn. Jeg laster derimod dem, som betle om saadant; efterdi derved røbes deres Hovmod og forfængelige Ærgierrighed.

COSMOLIGOREUS.

Paa hvad Maade saadant end skeer, saa er det ingen Zirath udi en Philosophi Liv.

LEONORA.

Naar det skeer paa den første Maade, er det ey heller nogen Vanheld.

COSMOLIGOREUS.

Ey, min kiære Frue! hun har herudi ikke lige Principia med mig. En Philosophus zires af intet andet end af sine egne Dyder og indvortes Valeur. Men der seer jeg Folk at komme ud; maa jeg træde 316 lidt ind med Fruen, at vi kand tale sammen udi Eenrum?

LEONORA.

Ja gierne; vil han da ubesværget træde ind med mig?

COSMOLIGOREUS.

Jeg haaber, at jeg saa vel herudi som udi andre Ting skal bringe Fruen paa bedre og meere philosophiske Tanker; thi mit Sigte er alleene at bringe hendes naturlige Dyder til større Fuldkommenhed.

LEONORA.

Jeg skal lade mig finde gandske lærvillig. De gaaer ind.

SCEN. 5.

Pernille. Jeronimus. Leander.

PERNILLE.

Jeg seer, at de ere alt borte; ret nu skal Comoedien spilles.

LEANDER.

Er Fruen ikke underrettet om denne Intrigue?

PERNILLE.

Ney! det er sikkerst ikke at underrette hende derom; hun kunde maaskee ellers sætte sig derimod, saasom hun er medlidend og øm over at prostituere nogen.

JERONIMUS.

Skal vi være tilstede, naar dette Skuespill gaaer for sig?

PERNILLE.

Ja hvad andet? I har kun at iagttage dette: Monsr. Jeronimus kommer først her ud, naar vor Philosophus tager Afskeed med Fruen; men Monsr. Leander bier, indtil han hører, at der bliver Allarm.

JERONIMUS.

Hvad Allarm kand her vel blive?

PERNILLE.

Meener I vel, at det kand gaae af uden Allarm, naar Ansøgningen, som jeg overleverer, offentligen udi hans Paahør bliver oplæset? man vil derover see hans Philosophie udi Fyr og Flamme. Giører I kun alleene, hvad jeg siger; jeg skal nok udføre Resten.

JERONIMUS.

Mangen virkelig Hof-Rath fortiener ikke den Titel bedre end du.

PERNILLE.

Derudi har I maaskee ikke stor U-ret. Men 317 der seer jeg Pedantens Tiener; han kommer nok, for at lede efter sin Herre. Han har sin Vækker med sig, hvilket dog nu ikke giøres nødigt; thi hans Herre skal, naar Legen gaaer for sig, nok blive opvakt af Søvne. Lader os gaae til Side saa længe.

SCEN. 6.

PETRONIUS
alleene

Min Herre bliver noget længe borte. Jeg maa tale med ham, skiønt jeg haver ikke meget Lyst at komme her. Det er en forbandet Pige denne Pernille; hun har kun liden Respect for Philosophien. Men jeg troer nok at Doctoren recommenderer hende saaledes hos Fruen, at hun herefter holder sig i Skindet. Min Herre er vel en stor Philosophus, saa længe man lader ham være i Roe; men det tiener ikke at pirre meget ved ham, det kand jeg og min Ryg vidne. Men der seer jeg at han kommer ud tillige med Fruen. Jeg vil holde mig her lidt tilside.

SCEN. 7.

Leonora. Cosmoligoreus. Petronius. Pernille i Philosophisk Dragt.

LEONORA.

Jeg fatter det altsammen Herr Doctor, og tager mod hans gode Lærdom. Hav et par Dage Taalmodighed, saa skal han faae min endelige Resolution.

COSMOLIGOREUS.

Jeg faaer at oppebie den Tid; recommenderer mig imidlertid. Men der seer jeg den Pragiske Doctor komme; han vil nok tale med mig.

LEONORA.

Er det en practisk Doctor?

COSMOLIGOREUS.

Ja! han er baade practisk og Pragisk; det er en stor Mand, som jeg nyeligen er kommen i Kundskab med. Hans Tiener, Hr. Hoff-Rath! her seer han den dydige Frue, som jeg har beskreven.

LEONORA
sagte

Det Ansigt er mig bekiendt, mig synes, at han ligner min Pernille.

318
COSMOLIGOREUS
tagende Pernille til Side

Har Hr. Hoff-Rath efterkommet sit gode Løfte?

PERNILLE.

Ney! men nu er jeg paa Veyen; det skal ikke blive forsømt. Jeg maa ved denne Leylighed hilse paa Fruen. Hendes Tiener min dydige Frue! jeg haaber at komme meer i Bekiendtskab med hende, og det ved Leylighed af denne min gode Ven, sær om han lykkes i sit Forehavende, hvorom jeg ikke kand tvivle, thi om Fruen vil forandre sin Stand, kand hun aldrig giøre bedre Vall. Jeg vil ikke rose ham, fordi han er min Ven og Ordens-Broder; men jeg kand sige dette, at han er Dyden selv.

COSMOLIGOREUS
sagte

Han taler som en oprigtig Ven og en ærlig Mand.

LEONORA.

Har han allereede aabenbaret min Herre sit Anliggende?

PERNILLE.

Ja vist! der er ingen Hemmelighed imellem os to. Jeg tiener ham med Fornøyelse, og giør mig i Dag Umage med at befordre hans Ansøgning.

COSMOLIGOREUS
sagte

Hvad Pokker er dette? jeg troer ikke, at ---

LEONORA.

Hvad er hans Ansøgning?

PERNILLE.

Fruen veed jo vel, at han søger om en Rang?

LEONORA.

Det er meer end jeg veed, eller kand troe.

COSMOLIGOREUS
sagte til Pernille

Hvad Diævelen vil dette sige? Hr. Hof-Rath, vil han her prostituere mig?

PERNILLE.

Ey, Hr. Collega! lar mig kun raade; jeg skal saaledes føre min Tale, at han skal takke mig. Hør, min kiære Frue! jeg mærker, at hun er noget mysterieuse; det er en Ting, som er imellem os, og kommer ikke videre. Hr. Cosmoligoreus er og forsikkret om, at Fruen ikke fortryder derpaa, at han i Ansøgningen har betient sig af hendes Navn.

LEONORA.

Af mit Navn? hvad vil det sige?

COSMOLIGOREUS
trækkende ham til Side

Jeg er jo skammeligen forraad.

PERNILLE.

Hav dog Taalmodighed, og hør Enden, saa skal han takke mig.

319

Til Leonora. Det vil sige saa meget: at, efterdi han som en Philosophus holder det u-anstændigt at søge om Rang, saa har han taget sig den Frihed at skyde Skylden paa Fruen, forhaabende, at, om saadant kom hende for Ørene, hun ingen Fortrydelse vilde bære derover, saasom man pardonerer et Fruentimmer saadan Skrøbelighed. Thi hvad som hos Mands Personer lastes som Ærgierrighed, og kaldes Rang-Syge, heeder hos Fruentimmer en honet Ambition.

COSMOLIGOREUS
sagte

Gid du faae en U-lykke for mig, som du saa forhaaner!

LEONORA.

Hvad hører jeg! skal jeg være hans Skiul og Dekke? Jeg skal strax offentligen give det tilkiende, saa at alle skal faae at vide, at han er en Løgner og Bedrager.

PERNILLE.

Ey, min smukke Frue! vær dog ikke saa hastig. Betænk - - -

LEONORA.

Jeg skal betænke ham saaledes, at han aldrig skal bedrage nogen videre.

COSMOLIGOREUS.

Troe ham ikke, velbaarne Frue! han farer med Usandhed; det er en Bedrager.

PERNILLE.

Eftersom jeg skieides for en Bedrager, saa maa jeg, for at redde min Ære, fremviise hans egenhændige Skrift.

COSMOLIGOREUS.

Troe ham ikke! det kand være noget, som han kand have skrevet i mit Navn, for at forspilde min Credit.

PERNILLE.

Der vil vel findes nogen, som kiender hans Haand.

LEONORA.

Min Broder kiender uden Tvivl Haanden. Hør, Monfrere! kom strax herud.

COSMOLIGOREUS.

O! infandum &. inexpiabile scelus.

PERNILLE.

Hør, Monsieur! kiender han Haanden i dette Skrift?

JERONIMUS.

Ja vist, det er Doctor Cosmoligorei Haand. Cosmoligoreus tramper paa Gulvet og truer. Hvorpaa Leander efter Aftale kommer ud.

320
PERNILLE.

Vil han oplæse Skriftet tydeligen!

JERONIMUS
læser

Gunstige Øvrighed! Jeg har fæstet mine Tanker til en Enke-Frue, ved Navn Leonore, og anmodet hende om Ægteskab. Samme Enke Frue har dertil ikke fundet sig uvillig; men, saasom hun er plaget med Rang-Syge, har hun ikke villet giøre mig Ægteskabs-Løfte, uden med de Vilkaar, at jeg først erhverver mig en anstændig Caracter. Jeg har med grædende Taare forestillet hende, at saadan Ansøgning var mig haardere end Døden, saasom den gandske vilde ødelegge min Reputation; men jeg haver med Graad og Bøn hidindtil intet kunnet udvirke. Hvorudover, saasom min Kiærlighed er saa stor, at jeg ingenlunde kand renoncere derpaa, saa nødes jeg at bide udi et suurt Æble, og at fornægte mig selv. Min ydmygste Ansøgning er derfore, at---

Medens dette læses, spadserer Cosmoligoreus frem og tilbage med store Ophævelser, og Petronius staaer og stirrer paa Jorden.
LEONORA.

Det er nok! det er en Løgner og Ære-Tyv. Hun tager Memorialen, river den i stykker, og kaster Cosmoligoreus Stykkerne i Ansigtet, gaaende derpaa ind.

JERONIMUS.

Det var en hæslig Stræg af en Philosophus.

PERNILLE.

Ja det maa han nok sige; at tillegge en brav Dame sin egen Feyl!

COSMOLIGOREUS.

Ach jeg kand ikke meer; jeg siunker ned udi Jorden.

JERONIMUS.

Hvad har I vel at sige til eders Forsvar?

COSMOLIGOREUS.

Jeg haver dette at sige, at jeg er falden udi en Forræders Hænder.

PERNILLE.

Den er ingen Forræder, som legger falske Dyder for Dagen.

COSMOLIGOREUS.

Du har lagt for Dagen, at du er en Spidsbube og ingen Pragisk Doctor.

PERNILLE.

Det er skammeligt at høre saadant.

321
COSMOLIGOREUS.

Ney! det er skammeligt at giøre saadant.

PERNILLE.

Hvad skammeligt har jeg giort? Gierningen er jo Eders.

COSMOLIGOREUS.

Det er din Gierning, som du har forledet mig til.

PERNILLE.

Kand en stor Philosophus saa let tages ved Næsen?

COSMOLIGOREUS.

Ingen kand tage sig vare for en listig Gaudieb.

PERNILLE.

Ney dette gaaer for vit; jeg maa have Satisfaction.

COSMOLIGOREUS.

Du skal bekomme Satisfaction i Galgen.

JERONIMUS.

Det er den skiønneste Philosophiske Disputation, som kand blive holden.

PETRONIUS.

Det synes mig ogsaa.

PERNILLE.

Hør du som est hans Famulus eller Discipel, kand du ikke hielpe din Herre? Kom hid, og respondeer under ham; du hører jo, at han allereede er sat i Bænken.

COSMOLIGOREUS.

Jeg agter ikke at disputere med en Misdæder paa den sædvanlige Maade. En Stok, Pidsk, og knyttet Næve maa her alleene bruges.

PERNILLE.

Jeg er bereed til alting; kom an, afkast din Kaabe, saa skal jeg og afkaste min.

COSMOLIGOREUS.

See der ligger min Kaabe.

PERNILLE.

See der ligger ogsaa min.

Derpaa bryde de samtligen ud i høy Latter, naar de seer Pernille i hendes Pige-Klæder.
COSMOLIGOREUS.

O stupendam Metamorphosin!

PETRONIUS.

Ach Himmel! det er jo Eleonores Kammer-Pige, som har spillet Giæk med min Herre.

PERNILLE.

Ja det er ungefær saaledes. I maa fortælle denne Historie til enhver, og legge dertil: Pernille fecit. Cosmoligoreus falder i extase, og hænger med Hovedet.

322
PETRONIUS.

Herre! det er Fruens Kammer-Pige, som har narret ham.

Cosmoligoreus bliver ved at grunde.
PETRONIUS.

Jeg siger, at det er Frue Leonores Kammer-Pige; den samme, som i Formiddag talede saa bespottelige Ord mod den hellige Philosophie.

Cosmoligoreus bliver ved.
PETRONIUS.

Ey, luk dog Øynene op! see, hvorledes vi ere bedragne.

Cosmoligoreus bliver ved.
PETRONIUS.

Ney nu maa jeg af Nødvendighed bruge min Vækker.

Giver ham et dygtig Slag paa Kinden.
COSMOLIGOREUS.

Ey, saa skal du faae en U-lykke, og alle de andre! jeg skal myrde eder saa mange som I ere.

Han tager en Stoel og forfølger dem. Leander, Jeronimus og Pernille tage Flugten; og Petronius bliver staaende et Stykke fra, skiælvende.

SCEN. 8.

Cosmoligoreus. Petronius. De staae længe stiltiende, med nedslagne Hoveder.

COSMOLIGOREUS.

Petroni!

PETRONIUS.

Herre!

COSMOLIGOREUS.

Jeg haver forløbet mig. Jeg beder dig om Forladelse.

PETRONIUS.

Jeg pardonnerer gierne Hr. Doctor; men vil han vel pardonnere andre, der saaledes har drevet Spot med ham?

COSMOLIGOREUS.

Ja vist! jeg er bleven et gandske andet Menneske. Nu begynder jeg allerførst at kiende mig selv, og at mærke, at min Philosophie har været ilde grundet, og at jeg alleene har været Philosophus udi egen Indbildning.

323
PETRONIUS.

Vil Herren lade den Spot blive uhævnet, saa bekiender jeg, at hans Philosophie gaaer for vidt.

COSMOLIGOREUS.

Jeg vil ikke alleene lade den blive uhævnet, men takke den Pige, som har aabnet mine Øyen, og paa eengang har lært mig meere, end som jeg al min Tid har lært udi Skoler og philosophiske Collegier.

PETRONIUS.

Dette begriber jeg ikke; thi denne Spot har saaledes oprørt mit philosophiske Kallun, at jeg er færdig at sætte Ild paa Huuset.

COSMOLIGOREUS.

Hos mig derimod har den giort langt anden Virkning; thi jeg anseer denne Pige som en Medicus, der ved Remedier, skiønt noget skarpe, har cureret mig. Jeg mærker at den Philosophie, som gemeenligen læres udi vore Skoler, bestaaer udi pure Ord; vi lære at tale om Dyder, men vi lære ikke at practicere dem. Vi lære at kiende Dyrs, Træers og Planters Egenskab, uden at blive underviisede udi egen Kundskab; ja vi lære at see Skieven udi andres, men kand ikke see Bielken udi vore egne Øyen. Saa at vi komme ud af Skolerne lærdere, men ikke bedre og dydigere. Vore Læremestere bedrage os ved deres udvortes Anseelse, ved deres Skiægge, Klædedragt og philosophiske Grimacer; de bilde os ind, at Philosophie bestaaer derudi, item stedse at declamere mod Verden, og at igiennemhegle de Laster, som vi selv øve. Vi søge ikke at udlede Sandhed, men stræbe kun blindt at følge vore Læremesteres Meeninger. Det gaaer os, som gemeenligen udi Selskab: naar en gisper, saa gispe alle andre tillige med ham. Vi følge blindt deres Lærdom, om hvilke vi have engang fattet høye Tanker; og de vildfarende Principia, som vi udi Ungdommen have faaet, hænge stedse ved os, saa at vi forsvare dem med største Haardnakkenhed.

PETRONIUS.

Jeg mærker, at det er sandt; thi enhver forsvarer sin Sects Lærdom.

COSMOLIGOREUS.

Visseligen! thi han beflitter sig kun paa at forklare og forstaae sin Læremesters Meening, 324 uden at erhverve egen Meening. Det gaaer til udi Philosophie, som udi Religions-Sager. Hvo der er opdragen udi en Mahomedansk Skole, holder Mahomeds Lære alleene for Sandhed; og hvo der er opklækket udi en Synagoge, sætter sit Liv til for den Jødiske Troe. Thi den Ærbødighed, man har fattet for sine Lærere, foraarsager, at man hverken vil eller kand finde Sandhed.

PETRONIUS.

Paa den Maade har jeg og været en Philosophus udi egen Indbildning?

COSMOLIGOREUS.

Ja hvad andet? thi ligesom jeg blindt har fulgt mine Læremesteres Fodspor, saa haver du fulgt min Lærdom. Om jeg havde holdt det for en Dyd at lyve og skuffe, saa havde du troet det samme. Denne Hændelse i Dag har aabnet mine Øyen, og givet mig Anledning til at examinere fleere Vilfarelser. Jeg troer nu, at en Philosophi Qvalitet bestaaer ikke i at føre et stridigt Levnet mod andres, men at føre et bedre Levnet end andre. Og vil jeg derfore herefter ikke afsondre mig meere fra simple Borgere, hverken udi Levemaade eller Klædedragt. See der ligger min philosophiske Kiole, som jeg træder under Fødder.

PETRONIUS.

See der ligger og min philosophiske Kaabe, som jeg træder under Fødder.

COSMOLIGOREUS.

Du maa herefter ikke meer kalde mig Cosmoligoreus, men Cosmus Holgersen.

PETRONIUS.

Herren maa ey heller meer kalde mig Petronius, men slet og ret Peer.

COSMOLIGOREUS.

Ja vore philosophiske Navne maa forvandles til menneskelige.

PETRONIUS.

Hvis Ovidius nu stod op igien, vilde han finde rig Materie til Forvandlinger: han vilde udi en Time finde to Philosophos forvandlede til Mennesker, og en Pragisk Doctor til en Stue-Pige.

325

Philosophus udi egen Indbilding Noter

S. 249. Indbilding. Holberg vakler mellem denne Form og 'Indbildning'.

S. 250. Cosmoligoreus. Navnet er vistnok sammensat af Personens Fornavn, Cosmus (egl. gr. kosmos, Verden) og oligon (græsk: ringe) og skal vel betyde: den, der agter Verden ringe. - Petronius, Sideform til lat. Petrus, da. Peter. - Famulus, lat. Tjener, Sekretær.

S. 253. u-interesserede, uselviske.

S. 254. Hvad meener Fruen, hvor meget etc. - Cupido, lat. Amor. - øyenskalkisk, hyklerisk, skinhellig. - giør Profession af, bekender sig til. - Debitor, Skyldner. - opsige, kræve tilbagebetalt.

S. 255. afphiloutere, franarre. - Knæbelbart(er), stort Overskæg. Bares kun af Militære. - en Kaabe, bares i Oldtiden af de professionelle Filosoffer, navnlig Kynikerne. - henrykt, henrykket, fordybet.

S. 256. udi sær, enkeltvis. - Skolefuxs, en Person, der praler af sin Viden, Pedant (med ringe Viden). - Dantze-Assemblee, Danseselskab.

S. 257. Materie, Emne. - staaer i Cathedra, nemlig som Lærer eller Taler. - perorerer, holder Tale.

S. 258. i Philosophisk Dragt, dvs. Kaabe. - falde i Forrykkelse, bringe ens Sind ud af dets normale Tilstand.

S. 259. Optime, lat. udmærket.

S. 260. Mediateurs, Mellemmænd. - hvorudover, i hvilken Anledning.

S. 261. Gid du kun kiendte dig selv, Allusion til Indskriften paa Oraklet i Delphi: Kend dig selv. - Demokrit, græsk Filosof. Anekdoten hentet fra Diogenes Laertius' Bog om Oldtidens Filosoffer.

S. 262. Famula, Hunkøn af lat. Famulus. - lader, slipper, giver Afkald paa. - Rumpen, Halen, altsaa: det der dasker bagefter. - det Stykke udi den Danske Helte-Historie, se Indledning til Komedien.

S. 263. Aristoteles, Plato, berømte, græske Filosoffer. -Bakkelse-Beest, rimeligvis Omdannelse af Bagbæst: Bæst, Asen.

S. 265. decouverter, fr. Opdagelser. - i Bredden, i Margin, hvor Kildehenvisninger ofte anbragtes med et: vide, lat. se!

S. 266. Junker, her en spottende Betegnelse for en flot levende, fornemt optrædende ung Mand. - Facultet, Fagafdeling paa Universitetet. - galonerede Klæder, Klæder besat med svære Baand af Silke, Uld eller Bomuld. - heller, snarere.

S. 267. tvende Horn udi Panden, Hanrejattributter. - Inclination, Tilbøjelighed.

326

S. 268. honetie Ambition, ironisk om overdreven Ærgerrighed. - grimacieux, grimasserende. - en Philosophi Abe, en Karikatur eller naragtig Efterligning af en Filosof. - distingveret, adskiller.

S. 269. forpudret, dvs. bærende Pudderparyk. - plaidere, forsvare. - hvorvel, skønt, uagtet. - freqventerer, besøger.

S. 270. censurerer, kritiserer. - Singularist, Original, Enspænder. - Affection, Hengivenhed.

S. 271. Capricer, Luner. - Fontanger, højt Damehovedtøj, opkaldt efter Hertuginden af Fontanges, en af Ludvig XIV's Elskerinder. - coeffere, frisere. - Parentation, Ligprædiken.

S. 272. Clarissimus Doctor, vidtberømte Doktor. - begegnede, behandlede. - Est etc., det er fuldstændigt uværdigt for en Kandidat i Filosofien. - Frekhed, Frimodighed, Dristighed. - Seneca, latinsk Filosof, som bl. a. skrev en Afhandling: De ira (Om Vrede), hvori Vrede kaldes brevis insania, kortvarigt Afsind. Det følgende Citat: Vrede er et kort Raseri, stammer fra Horats, Epist. l, 2, 62. - Diogenes, græsk Filosof af Kynikernes Skole. - Athenen. Formen brugtes paa Dansk langt ned i Tiden.

S. 274. Vanitet, Forfængelighed.

S. 275. scrupuleret, gjort sig Skrupler. - Supremus etc., lat. højeste Grad i Filosofien.

S. 276. confereres, meddeles. - Aliter, non aliud, anden Maade, men ikke anden Ting. - Tingstud, trættekær Person, især Prokurator. - holde Contenance, bevare Fatningen.

S. 277. lader blive, afstaar fra.

S. 278. reversere, forpligte. - Syllogismus, logisk Slutning. - applicere, anvende. - Proposition, Forslag. - Participanter, Deltagere. - Societeter, Sammenslutninger.

S. 279. blive for stakket, komme til kort, være ude af Stand til. - legitime ... Doctor, lat. paa ægte Vis promoveret (udnævnt) Doktor. - Jean de France, eller Hans Frandsen, den forfængelige og affekterede Hovedperson i Holbergs Komedie af samme Navn. - Thomas Diaphorius, den pedantiske Frier i Moliè- res Komedie: Den indbildt Syge.

S. 280. tam in marte, quam in arte, lat. saavel i Strid som i boglig Kunst. - profiterer, forkynder, docerer.

S. 282. item, lat. ligeledes. - Credit, Tillid, Anseelse. - Erindringer, kritiske Bemærkninger. - opirre, tirre, ophidse. - Raptus, Anfald af Uligevægtighed.

S. 283. Volenti non fit injuria, lat. mod den som indvilger, sker ingen Uret (Sætning fra Romerretten). - Kong Salomon etc., Oprindelsen til Udtrykket er ukendt. Det synes ikke at kendes paa Dansk før Holberg.

S. 284. Sancte Socrates etc., lat. Sankt Sokrates, bed for os. - Placide 327 etc., lat. sagte, min Herre. - Hundsvot, haanende, foragtelig Personbetegnelse. - Pythagoras, græsk Filosof, der i Holbergs Heltehistorier i Afhandlingen om Sokrates sidestilles med denne. - tota etc., lat. Filosoffernes hele Skare. - Veni, vidi, vid, lat. jeg kom, jeg saa, jeg sejrede. Cæsars Sejrsmelding efter Slaget ved Zela i Syrien 47 f. Kr. - Perge, lat. bliv ved.

S. 286. igienfødde og qvint-essentierede Christne, dvs. Pietisterne. Quinta essentia er i det skolastiske Sprog det femte, meget fine, mystiske, æteriske Element. - Helgene, Helgener i Betydning: fromme Mennesker. - Misanthropie, Menneskehad.

S. 287. den sorte Galde; i Teorien om Legemets fire Vædsker betegner den her nævnte det melankolske Temperament. - Devotion, Fromhed. - Buskamp, indført tysk pietistisk Udtryk: Bodskamp dvs. den Omvendelseskrise, som enhver ægte (genfødt) Kristen maatte igennem. - Missionarier etc., Missionen paa Dansk Vestindiske Øer (St. Croix) og i Dansk Ostindien (Trankebar) sattes i Gang af de Herrnhuttiske Brødre i Begyndelsen af Chr. VI's Regeringstid. - Fristelse, farlig Situation. - Vi er ingen Christne etc. Under den japanske Kristenforfølgelse (i det 17. Aarh.) fortælles det om Hollænderne, at de, for at bevare deres Handelsfordele, villigt fornægtede deres Religion. Det blev derfor tilstrækkeligt for Myndighederne paa Spørgsmaalet: Er du Kristen? at faa Svaret: Nej, jeg er Hollænder. - fine, snilde, snedige. - Invention, Paafund.

S. 288. søger om en Rang. Rang knyttet til et Embede, saavel som Titelrang uden tilknyttet Embede, kunde dels søges dels købes for en officielt fastsat Sum. Med Rangen fulgte foruden visse Æresrettigheder i det selskabelige Samkvem tillige reelle Privilegier. - Nu haver jeg Troen udi Hænderne, nu har jeg faaet et haandgribeligt, uomtvisteligt Vidnesbyrd.

S. 290. et artigt Indfald, et vittigt Indfald.

S. 291. resolvere, beslutte. - anstændig, passende. - Caracter, Titel. - meriteret, velfortjent; agtværdig.

S. 292. præsumtion, Antagelse. - Egard, fr. Agtelse. - eftertales, dadles. - Distinction, Udmærkelse. - incommodere, genere. - contestere, forsikre.

S. 293. som Hercules. I et græsk Sagn fremstilles Herkules' Møde med Dyden og Lasten, personificeret i to Kvindeskikkelser. Herkules fulgte Dyden. - videas etc. C. anvender den Formel, hvormed der overdroges Konsulerne i det gamle Rom særlig Myndighed, naar Staten var i Fare; C. erstatter 'Staten' med 'Filosofien'. - raffinere paa, forbedre, forfine. - renoncere, give Afkald. - Exceptioner, Undtagelser. - legitime create, lat. lovligt udnævnt.

S. 294. Sirener, i den græske Mytologi daarende kvindelige Fabelvæsener, 328 der med deres Sang og Spil lokkede Søfarende i Døden. - Linchs umkehret dich, ty. drej til venstre. Udtrykket hentet fra Hærens tyske Kommandosprog. - Video etc. Oversættes i næste Scene. Citat fra Ovids Metamorfoser 7, 20-21. - udi Extasis, i en Tilstand af Henrykkelse, fortabt for Omverdenen.

S. 295. indifferente, ligegyldige.

S. 296. Malice, Ondsindethed.

S. 297. Jeg har alt overveyet den Vanskelighed. Skønt Cosmol. tidligere har samtalet med Pernille, postuleres det senere (IV, 3 og V, 3), at han ikke har set hende før. - staae i en Maade, staa forvirret. - ikke uden Græsk. Kendskab til Græsk var ualmindeligt, selv blandt Akademikere.

S. 298. exeqveret, udført. - concipere, affatter. - Subtiliteter, Skarpsindigheder. - moralske Bøger, filosofisk opdragende Bøger. - Termini, Fagudtryk.

S. 299. Crispin. Der sigtes til Hauteroche, Crispin médecin. - Medicus sum, lat. jeg er Læge. - af en Decano. Ved Doktordisputatser overrakte Dekanen (Fakultetets Formand) Doktoranden Kendetegnene paa hans nye Værdighed, hvoriblandt ogsaa Doktorhatten. - creere, Universitetsudtrykket for at udnævne en Doktor. - disputerer, frakender.

S. 300. lidt Korn, en lille Smule. - geleydet, ledsaget. - Salve etc., Vær hilset, Hr. Broder.

S. 301. Ekker og Vraaer, Kanter og Afkroge.

S. 302. Divertissement, Adspredelser. - Lod, Vægtenhed: 1/32 Pund.- Qvintin, Vægtenhed: % Lod. Samlet menes: i Portioner og smaa Dele.

S. 303. ubesværget, ubesværet, uden Fortrydelse. - Condolmerianus, forvansket Form af Pave Eugen IV's Familienavn. Denne bekrigede de bøhmiske Hussitter. Prager-Universitetets Storhedstid er nøje knyttet til Hussismen. - Hermaphroditianus, selvlavet Navn. - contenance, Fatning. - Præcaution, Forsigtighed.

S. 304. naar... Siælen er veen, se Henvisningen til Augustin Bind I, S. 93. - det (heele) hellige Romerske Rige, det gamle Navn paa det tyske Kejserrige.

S. 305. excuserer, undskylder. - approberede, godkendte, billigede. - Gang og Sæde, dvs. synlige Udtryk for den højere Rang. - adskillige, forskellige. - Saaledes haver jeg giort. Det synes dog at fremgaa, at han ikke er gift.

S. 306. Qvid Saul etc., lat. Hvad vilde S. blandt Profeter (1. Samuel 10, 11-12). Damen forekommer i Moralske Fabler (Nr. 58). Saul salvedes til Profet, mens han ledte efter sin Faders Æsler.

S. 307. Prætext, Paaskud. - facilitere, lette, bane Vej for. - præludere, indlede.

329

S. 308. Reputation, gode Navn og Rygte; Anseelse. - forskylde, betale, gengælde.

S. 309. outrerede, overdrev. - helst, især.

S. 310.
Fanatici, Sværmere (der gaar efter deres Samvittighed alene uden at ville bøje sig for kirkelig Lov og Orden). - stemplet, vistnok: belæst og mundrap.

S. 311.
menager e, skaane, tage Hensyn til.

S. 312. Præjudider, Fordomme. - Sinke-Lectien, nederste Klasse.

S. 313.
Resolution, Beslutning. - Estime, Agtelse. - succedere, have Held med sig.

S. 315.
scrupulerer over, har Betænkeligheder ved. - Zirath, Pryd. -

Vanheld, Beskæmmelse. - Valeur, Værdi, Værd.

S. 316.
prostituere, beskæmme, vanære.

S. 318. ved Leylighed af, foranlediget af. - mysterieuse, hemmelighedsfuld.

S. 319. O! infandum etc., lat. O, usigelige og uafsonelige Ugerning.

S. 320.
Ophævelser, Fagter, Gebærder. - Memorialen, Ansøgningen. - Spidsbube, listig Bedrager, Skurk.

S. 321.
Satisfaction, Oprejsning. - respondeer etc., bistaa ham under Disputatsen. - O stupendam etc., lat. O hvilken forbavsende Forvandling. - ungefær, paa det nærmeste. - Pernille fecit, lat. P. har gjort det (den sædvanlige Kunstnersignatur).

S. 323.
Collegier, Forelæsninger. - Kallun, spøgende om Menneskets Mave eller Indvolde. - Skieven, Splinten; Matthæus-Evangeliet 7,3. - gisper, gaber.

S. 324.
skuffe, føre bag Lyset, bedrage. - Ovid, romersk Digter. Hans Metamorphoses (Forvandlinger) blev skrevet i Aarene 2 f. Kr.- 9 e. Kr.