Holberg, Ludvig HUUS-SPØGELSE

HUUS-SPØGELSE Comoedie udi tre Acter
Uden Actricer

84

Hoved-Personerne i Comoedien

  • ARV
    Gaards-Karl
  • HENRICH
    Tieneren
  • JESPER
    Fogden
  • EPHRAIM
    en Jøde
  • JERONIMUS
    en gammel Mand
  • LEANDER
    hans Søn
  • OCTAVIUS
    Leanders Staldbroder
  • LEONARD
    Jeronimi Naboe
  • EN FREMMED LAKEI
85

Abracadabra
Indledning

I Ep. 195, der udkom i Marts 1750, annoncerede Holberg, at han havde i Sinde at benytte sig af Plautus' Komedie Mostellaria og at iføre den en ny Klædning. Det skete i nærværende Komedie, som blev skrevet som det tredie Stykke for den genoprettede Skueplads og opført første Gang 3. November 1752; den blev trykt Aaret efter i Den Danske Skue-Plads VI. Over for det nyere franske Teaters konverserende og erotiserende Stil var det Holberg magtpaaliggende at fremdrage den antikke og franskklassiske Komedies solide Dyder. I den korte Fortale til Den danske Skue-Plads VI, siger han, om »Huus-Spøgelse eller Abracadabra. Anledning dertil er tagen af Plauti Mostellaria. En Fransk Comoedie-Skriver har deraf sammenskrevet det Stykke udi een Act kaldet Retour Imprevu og derved fordervet det samme«. Den franske Forfatter er Regnard, som muntert og behændigt har forkortet Plautus' Komedie saa stærkt, at Holberg øjensynlig har ment, at den komiske Kraft gik af den. »Det Latinske Stykke er .. i 5 Acter, og det Franske udi een. Mit derimod befattes udi 3 Acter, som er den beqvemeste Deeling, og hvorved et Hoved-Stykke giøres mest ordentligt«, siger Holberg i Ep. 447. Naar han sammesteds udtaler, at hans Bearbejdelse »kand passere for Original«, saa tænker han antagelig paa, at han ved denne Forkortelse har bortskaaret de erotiske Partier og saaledes vist sin Selvstændighed: »Udi dette Skue-Spil har jeg ... ladet see, mig ingen Slave at være af vedtagne Regler, som allene grunder sig paa Sædvane og Moder, thi udi det heele Stykke tales ikke om Kiærlighed, ja det som meere er, ingen Actrice haver der udi nogen Rulle«.

86

Mostellatia fabula betyder Spøgelseskomedie; mostellum er Diminutiv af monstrum, som egentlig betyder Varsel eller Jertegn, derefter et Uhyre. Holbergs Overtitel (Huus-Spøgelse) er da en Slags Gengivelse af den latinske. Den bruges i Udgaverne; men paa Teatret blev Undertitlen sat først og blev dermed den almenkendte Titel.

Det er stærke romerske Løjer. Leander og Henrich er ikke som i »Mascarade« livslystne unge Mennesker, men forhorede Solderister, der er paa Vej til at sætte alt overstyr for Leanders Fader. Baade han og Tjenestekarlen Arv græder over Godsets Tilstand. Ved Opklaringen staar Henrich ikke til de Prygl, han efter Danske Lov havde fortjent, men til Dødsstraf, som en romersk Slave. Under Sviren er Leander dog paa Vej til at fortryde sit Levned og fremtræder til sidst som den angrende Søn. Det er Holbergs Opfindelse, at Henrich som Spøgelse (ligesom i »Mascarade« over for Arv) faar Jeronimus til at adlyde ham: Jeronimus erkender, at han vandt de 2000 Dukater i Guld ved at bestikke Dommer og Advokater og beder Genfærdet bringe dem »til den rette Mand, som de ved U-ret ere afvundne«. Men dette fromme Ønske glemmer han nok, da Henrich er afsløret.

Rahbek fortæller (Holbergs Udvalgte Skrifter V, 1805, 168) og bekræftes af Ad. dement (Danske Studier 1918, 152), at Amulet-Formlen mod forskellige Sygdomme og mod onde Aander og Spøgelser, skulde se saaledes ud:

ABRACADABRA
ABRACADABR
ABRACADAB
ABRACADA
ABRACAD
ABRACA
ABRAC
ABRA
ABR
AB
A

Et Stykke magisk konkret Poesi.

87

ACTUS I

SCEN. 1

Arv. Henrich.

ARV.

alleene. Denne Reyse vil nok have samme Udfald som de forrige. Ridefogden skikker mig til Byen for at anholde om Ting til Gaardens Fornødenhed; Men naar jeg kommer, kand jeg hverken faae Herren eller Tienerne i Tale, thi nu er de paa Comoedie, nu paa Mascarade, nu udi Assamblix og Qvinde-Selskab. Og naar jeg endelig, som af en særdeles Lykke, faaer fat paa nogen af dem, faaer jeg ikke et klogt Svar; helst af den fortvivlede Skielm Henrich, hvilken stedse gaaer med en fuld Næse. Ach ach! naar jeg tænker paa hvorledes den gamle Mand vil blive til Mode, naar han engang fra sin udenlands Reyse kommer tilbage, og vil finde sin Søn at være forfalden til yderste Liderlighed, og see sit Huus ødelagt! Men jeg seer at Porten er i Laas; der maa nok ingen endnu være opstaaen. Han banker stærkt paa.

HENRICH.

oven fra, med en Nathue paa Hovedet. Hvem er saa dristig at banke paa Porten saa tilig om Morgenen?

ARV.

Gid du faae en U-lykke! er det tilig Klokken 9 om Dagen?

HENRICH.

For fornemme Folk er det tiligt, det er kun Gaardskarle og andre gemeene Slyngle, der staaer op med Solen.

ARV.

Herud af Viinkielderen du Fyldehund, hvor du ligger og sylter dig! Banker igien.

88
HENRICH.

Hvad Pokker er det for Allarm? Meener dit Beest at du er paa Landet? Fort pak dig bort fra Huuset. Hvad har du her at bestille?

ARV.

Luk kun op, saa skal du strax faae at vide hvad jeg har at bestille.

HENRICH.

Giv mig da lidt Stunder.

Han slaaer en Spand Vand ned over Arv.
ARV.

A a a! Din fortvivlede Skielm.

HENRICH.

Det er Froekost, Arv! Jeg veed at du har giort en lang Reyse, og er bleven tørstig og støvet paa Veyen.

ARV.

lugtende paa sine Klæ- der. Ach ach! det er mare ikke reent Vand.

HENRICH.

Det var jo uhøfligt 89 af mig, om jeg vilde tractere min gode Ven og Medtiener med slet Vand. Jeg havde denne gang intet andet ved Haanden, derfore maa du tage til takke hvad som Huuset i en Hast har kundet formaae.

ARV.

Hvis du ikke faaer en U-lykke før, saa faaer du den dog naar den gamle Herre kommer tilbage. Betænk engang hvor det vil gaae, naar dine onde Gierninger kommer for Dagen, og man faaer at vide hvorledes du har forført Monsr. Leander til at ødelægge alting, og at op æde sin gamle ærlige Fader i hans Fraværelse.

HENRICH.

Det er Landsbye Tale, som man i Kiøbstæder ikke forstaaer. Hvorledes kand man opæde nogen i hans Fraværelse? tilmed trænger vi ikke til at æde en gammel Mand, thi her er friskt Kiød nok paa Torvet.

ARV.

Og du taler som en Skielm og Forrædder, som ingen Straf vil blive stor nok for.

HENRICH.

Hvad ondt har jeg da giort?

ARV.

Du har intet andet ondt giort end at forføre den unge Leander, som Faderen for sin Reyse dig har betroet. Han var tilforn en skikkelig ung Herre; Men du har forført ham til Galskab, Ukydskhed og Overdaadighed, saa at han nu er bleven til en Fabel over den heele Stad.

HENRICH.

Du har i visse Maader ret derudi. Men hør, Arv! lad os tale lidt alvorlig: Jeg vil raade dig, som en oprigtig Ven, at forend du begiver dig paa Hiemreysen, du lader tørre dine Klæder, thi Fugtigheden kand ellers slaae ind, og være skadelig for din Helbred. Sundhed er et kosteligt Klenodie.

ARV.

Gid du faae en U-lykke! Spot og Skade følges ad. Men hør, skal jeg ogsaa denne gang reyse forgieves fra Byen igien?

HENRICH.

Der har jo ingen haft Bud efter dig. Kand du ikke blive hiemme paa Gaarden og passe paa dine Sviin og Kiør?

ARV.

Jeg kand sige dig dette, at en stor Deel af vore Sviin ere døde af Sult.

90
HENRICH.

Naar et Sviin døer, Arv, saa skal du lade det strax hæderligen begrave; thi den Tieneste bør du at beviise din Næste. Det samme bør ogsaa Fogden at giøre, naar en af Gaardens Stude døer. Men hvorfore giver du ikke Svinene Erter?

ARV.

Jeg sagde jo sidst jeg var her i Byen, at vi havde ikke en Tønde Erter tilbage; Jeg bad da om Penge til at kiøbe nogen, men fik kun haanligt Svar. Det er ikke alleene Gaardens Creatur, som lide Nød, men baade Ladefogden og jeg har Mangel paa Føde.

HENRICH.

Mangel paa Føde? Laden er jo fuld af Høe og Halm!

ARV.

Jeg veed, at Fogden og jeg kand ikke æde Høe og Halm.

HENRICLI.

Ikke det? I er jo Creatur tilsammen. Og hvis I ikke vil tage til takke med samme Kost, som Sviin, Faar og Stude nyder, saa maa I æde noget andet.

ARV.

Hør! siig mig med et Ord, om I vil give mig Penge til fornødne Tings Indkiøb eller ey?

HENRICH.

Ha ha! Vi har andet at bruge Penge til.

ARV.

Jeg troer det nok, nemlig til at smautze, drikke og hore.

HENRICH.

Jeg har ikke stunder til at tale videre med dig; gaae kun bort og formæld min Respect til Ladefogden samt de andre Gaardens Sviin og Stude, og siig dem at nu er ingen Penge per Cassa.

ARV.

Du skal være ansvarlig til al den Uheld som deraf vil flyde.

HENRICH.

Gak bort, siger jeg. Du lugter saa stærkt af Hvidløg, jeg kand ikke fordrage den Stank. Fy for en U-lykke, Hvidlogen staaer det Beest af Halsen.

ARV.

Og Brændeviinen staaer dit Beest af Halsen.

HENRICH.

En lykkelig Reyse, Arv.

ARV.

En tilkommende Strikke, Henrich.

91

SCEN. 2

ARV.

alleene. Ach Ach! Jeg kand ikke meere. Jeg troer ikke at der udi det heele Land er saadan en fortvivlet Skielm, som denne Henrich. Ach du u-lyksalige Jeronimus! hvor vil du blive til mode, naar du ved din Hiemkomst finder dit Huus udi saadan Forvirrelse, din eeneste Søn at være forfalden til yderste Liderlighed, dine Midler skammeligen fordøyede, og din Gaard paa Landet saaledes forfalden, at den ikke kand i Stand sættes igien. Men der seer jeg Fogden kommer, jeg maa fortælle ham hvad mig er hændet.

SCEN. 3

Jesper. Arv.

JESPER.

Arv! hvor bliver du saa længe borte?

ARV.

Henrich har opholdt mig; thi han vilde ikke at jeg skulde gaae førend jeg havde faaet Froekost.

JESPER.

Var han da denne gang saa skikkelig?

ARV.

Det er et got Stykke Karl.

JESPER.

Hvad fik du da til Froekost?

ARV.

Han tracterede mig paa den store Viis med varmt Vand, men foruden Sukker.

JESPER.

Foruden Sukker! det maatte Pokker drikke.

ARV.

Det var dog ikke gandske reent Vand, thi det havde en saltagtig Smag; Med et Ord at sige Hr. Foged, han slog en Natpotte over mit Hovet. See her engang hvorledes min Kiole er tilredet.

JESPER.

Ach ach! er det mueligt? fik du da ingen Penge?

ARV.

Han sagde at der er ingen Penge udi Gassen og at jeg denne gang maatte lade mig nøye med de Vahrer, som jeg havde faaet.

JESPER.

Hvad Vahrer fik du da?

ARV.

Jeg har jo sagt hvad Vahrer jeg fik, nemlig varmt Vand med tre Bogstaver.

JESPER.

Han skal skaffe Penge om han blev gal; veedstu 92 ikke hvad som er hændet paa Gaarden, siden du gik bort?

ARV.

Hvad? er nu noget Nyt igien?

JESPER.

Du var ikke saa snart gaaen bort, førend vi fik Exeqverere paa Halsen for Skatterne.

ARV.

Hillemænd! den eene U-lykke er større end den anden.

JESPER.

Derfor maatte jeg strax begive mig hid for at anholde om Penge hos Monsr. Leander. Bank kun paa Porten, Arv.

ARV.

Jeg skiøtter hverken om at banke eller at blive banket; Fogden maa selv banke. Jeg fik min Froekost, nu faaer vi at see hvorledes I blir tracteret. Fogden banker.

SCEN. 4

Henrich. Jesper. Arv.

HENRICH.

Hvad er her for Allarm? Er det Maneer at banke saa stærkt paa fornemme Dørre?

JESPER.

Niels Caporal med 4 Musqveterer, som ere skikkede paa Gaarden udi Execution, lade formælde deres Respect og derhos tienstlig vide, at hvis de ikke faaer Penge, saa ---

HENRICH.

Fogden kand takke dem for deres Hilsen, og formælde dem Monsr. Leanders og min Respect igien; Det er ellers en Sag, som gaaer jer an, og kommer os ikke ved.

JESPER.

Kommer det jer ikke ved, som Hr. Jeronimus har betroet alting udi hans Fraværelse?

HENRICH.

Hør, Hr. Foget! Kiender I ikke Jøden Ephraim?

JESPER.

Jo jeg kiender ham nok. Men hvad ---

HENRICH.

Den samme har vi dagligen paa Halsen; thi han har crediteret Monsr. Leander en stor Sum Penge, som han kræver. Han lader ogsaa formælde sin Respect til Fogden, og til alle Gaardens andre Creatur smaa og 93 store, og derhos lader tienstlig vide at hvis han ingen Penge faaer - - -

JESPER.

Gid du faae en U-lykke din Spottefugl! hvad har jeg med jer Gield at bestille? Jeg har jo i mit sidste Regnskab viset at der er ikke en Skilling udi Gaardens Casse.

HENRICH.

Efter mit sidste Regnskab findes at der ey heller er en Skilling udi Huusets Cassa.

JESPER.

Hvortil har I da anvendt saa mange Penge?

HENRICH.

Det behøves ikke at giøre jer Regnskab derfore. Dog for at stille jer Curiositet, saa skal jeg oplæse for jer sidste Maanets Udgifter: Den 1. Januarii foræret Jomfru Helene en Adrienne som kostede 70 Rdlr. - - -

JESPER.

Ha ha, den første Udgift er god nok; Men Hr. Jeronimus vil nok ved sin Hiemkomst giøre en Stræg derover.

HENRICH.

Ey Snak! Vi kand belægge Udgiften med Kræmmerens og Skræderens Qvitteringer.

JESPER.

Derom tvivles ikke, men ---

HENRICH.

Den 6. Ejusdem forærede jeg paa min Herres Behag til lille Ellen, som I veed at jeg holder noget af, en Smekke, som kostede 6 Rdlr. 3 Mark.

JESPER.

Derpaa er intet at sige; Du kand vel ogsaa belægge den Udgift med Kræmmerens Qvittering?

HENRICH.

Ja hvad andet? Det var ogsaa det ringeste, som jeg kunde til nye Aar give den stakkels Pige for et heelt Aars Tieneste.

JESPER.

Det er sandt nok; nu videre!

HENRICH.

Den 13. Ejusdem prænumereert til bemældte lille Ellen for tilkommende Aars smaa Villigheder, som hun har forbundet sig til, 3 Specie Ducater.

JESPER.

Og det for et heelt Aars Villigheder? Det er min Troe gandske billigt.

HENRICH.

Ja den stakkels Pige er meget billig, det var Synd at sige hende andet paa.

JESPER.

Videre, videre!

HENRICH.

Den 21de Ejusdem kiøbt 2 Anker Rhins-Viin, 94 som min Herre Leander tilligemed Monsr. Octavius og andre gode Venner fortærede Dagen derefter udi vort Huus. Det var en Viin, som vi ikke bleve bedragne med, thi den var pur og smagede af Druerne.

JESPER.

Naar den smagede af Druerne, saa er derpaa intet at sige. Videre, videre!

HENRICH.

Den 24de Ejusdem foræret til ovenmældte Jomfru Helene en rød Fløyels Kaabe, som kostede 36 Rdlr., og til hendes Kammer-Pige Nille, som Monsr. Leander udi Jomfruens Fraværelse har een og anden Tieneste af, et Par broderede Tøfler, som hun skulde slide paa Herrens Sundhed.

JESPER.

Det er alt nok, Henrich! Mine Udgifter ere ikke nær saa store. Den 30. Ejusdem kiøbte jeg denne Stok, som jeg vil flye Hr. Jeronimus at han ved sin Ankomst kan slide den paa din Sundhed.

ARV.

Det var Synd at han skulde slippe saa let, Hr. Foget.

HENRICH.

Hør du Hvidløgs-fresser! Jeg begierer ikke din Ryg til laans; hvad jeg giør skal min egen Rygg forsvare. Du vil vel have meere Froekost?

ARV.

Du gir Froekost som du er Mand til.

SCEN. 5

Ephraim Jøde. Personerne af forrige Scene.

EPHRAIM.

Man muss længe löpen ehr man hier sine Penge kriegen.

HENRICH.

Nu har Fanden ført os denne Jøde paa Halsen igien.

EPHRAIM.

Konte ik nur den Herren selbs i Tale kriegen, denn mit den Slyngel Henrik will ik nit haben at bestillen.

JESPER.

Jeg merker nok, Henrich, at han kiender dig.

HENRICH.

Og I kand ogsaa heraf merke at der kand ingen Penge være at vente for jer; thi at have en Jøde til Creditor er værre end 10 Caporaler.

95
EPHRAIM.

Men der seer ik Henrik.

HENRICH.

God Morgen, Mester Ephraim! Hvad er hans Forlangende?

EPHRAIM.

Spursmahl hvad mit Forlangende er!

HENRICH.

I kand giøre en hob Allarm for lumpen 500 Rdlr.

ARV
korsende sig.

500 Rdlr.! han lar sig nok ikke afspiise med saadan Froekost, som jeg fik.

EPHRAIM.

500 Rdlr. finder man nicht paa Gaden; das ist keen Pakketel mein gute Henrik.

HENRICH.

Jeg veed jo at en ærlig Mand kand have nogen Credit et par Dage.

EPHRAIM.

En par Dagen, segg ju? ik kenne ju par Dagen! Ick svær durch unser Heiligen Thalmud, daß 4 --

ARV.

Talmud, er det Jødernes Gud, Hr. Foget?

JESPER.

Det maa vel saa være.

HENRICH.

Hør, Ephraim! her staaer ogsaa Folk som skal have Penge. Nu er det Spørsmaal hvem man først skal betale, enten Christne Mennesker, eller en Jøde, som har forraad vor HErre.

EPHRAIM.

Du har forraad og taglik forraader din Herre, det wet ick.

SCEN. 6

Leander. Octavius. Personerne af forrige Scene.

LEANDER.

løbende efter Octavius med en Boteille i Haanden. Ey bie dog Monfrere, du maa endnu have et Glas førend du gaaer.

OCTAVIUS.

Det er nok denne gang; giem noget til i Eftermiddag.

LEANDER.

Vi skal nok faae Raad til meere i Eftermiddag.

OCTAVIUS.

Nu har jeg meere Lyst til at dandse end at drikke. Jeg var tilfreds at vi havde vore Fruentimmer her, saa skulde jeg lystig svinge dem om.

96
LEANDER.

Henrich, der har du Boteillen; skienk et Glas i for Monfrere Octavius.

Henrich skienker og drikker selv først ud paa Sundhed, skienker siden for Octavius.

LEANDER.

Men hvad vil alle disse Folk her?

EPHRAIM.

Min Herr weet nok hvat ik will, ik har slidt et par Skuen nun hier omsonst to lopen.

LEANDER.

Det er jo ikke heele Verden, et par Skoe.

Men hvad vil I andre her?

HENRICH.

Det er Folk fra Gaarden. Jeg troer de har sat Jøden stevne for at plage os alle paa eengang.

LEANDER.

Skienk nok et Glas for Ephraim.

EPHRAIM.

Ick bedanke mich Herr! Ick bedancke michl Ick bin nicht hier kommen um zu drinchen.

LEANDER.

Vil I ikke have Viin, saa maa I have noget andet.

EPHRAIM.

Freylig noget andet, nemlig 500 Rdlr.

JESPER.

Og jeg er kommen for at lade Herren vide at vi har Execution.

LEANDER.

Ikke andet, Jesper!

JESPER.

Mig synes at det er alt nok.

HENRICH.

I seer jo at Herren nu har andet i Hovedet end at høre paa jer Snak.

JESPER.

Jeg seer at I alle har Viin i Hovedet; men hvis vi ikke faaer Penge, saa vil det see galt ud.

LEANDER.

Ey Jesper, I skal ikke lægge Bagateller paa Hiertet! Frisk Mod er en halv Tæring. Spiller op en lystig Polsk Dands der inde I Herrer Musikanter! Vi maa lade Violen sørge.

Han tager Fogden op til Dands, Octavius tager Arv, og Henrich Ephraim, og dandser lystig om med dem. Henrich spender Ephraim for Rumpen, naar han ey vil fort; han raaber: ach waj, ach waj!

LEANDER.

Seer I nu vel, Børn lille! gik det ikke got? hvad vinder I ved at sørge og klynke?

JESPER.

Ach Herre! jeg kand ikke være her i Tieneste længer.

97
LEANDER.

Hvi saa?

JESPER.

Jeg er færdig at døe af Sorg.

ARV.

Man kand kiøbe mit Liv for en Skilling.

EPHRAIM.

Ach waj mir, ach waj mir!

LEANDER.

Nu kommer den forbandede Melancholie igien. Spiller nok op et andet Stykke, som er meere lystigt og som kand have bedre Virkning.

De dandse igien paa samme Maade, og omsider dandser ud af Theatro, saa at Leander og Henrich kommer alleene tilbage.

SCEN. 7

Leander. Henrich.

LEANDER.

Henrich! hvad Udfald meener du dog dette vil faae, naar min Far kommer engang hiem, og han faaer Ende paa sin Process derude?

HENRICH.

Ende paa sin Process? det vil vare længe, om jeg ellers ret kiender de tydske Processer.

LEANDER.

Det kand dog ikke vare evindelig.

HENRICH.

Jo vist, alle Processer i Tydskland ere evige.

98
LEANDER.

Men Henrich! jeg falder undertiden udi Tanker, som plager mig: Jeg forestiller mig mit forrige Levnet og ligner det med det nu værende. Jeg holdtes for min Faders Bortreyse for en af de skikkeligste og sædeligste Personer her i Staden. Nu derimod anseer man mig som Exempel paa Liderlighed.

HENRICH.

Det er gaaet mig ikke et Haar bedre, Herre; Den eene af os har intet at bebreyde den anden.

LEANDER.

Det er forunderligt hvorledes et Menneske i kort Tid kand blive sig selv saa u-liig.

HENRICH.

Vil Herren blive ved at philosophere, saa gaaer jeg min Vey.

LEANDER.

Det giør vel ingen gode at philosophere; thi saa snart jeg seer Octavius med hans Fruentimmer, saa haver Philosophien strax Ende. Men hvordan meener du vel at det vil gaae os, naar min Fader kommer hiem?

HENRICH.

Hvordan det vil gaae Herren, kand jeg ikke sige; Jeg og min Rygg vil faae en U-lykke, den har jeg og lavet mig paa.

LEANDER.

En Far har ogsaa stor Magt over sin Søn. Han kand jo giøre mig arveløs.

HENRICH.

Ey, det kand man nok sætte en Pind for.

LEANDER.

Hvi saa?

HENRICH.

Herren kand jo altid mage det saa at der bliver intet at arve.

LEANDER.

Det er sandt nok, og jeg troer at vi allereede har bragt det saa vidt. Ach ach!

HENRICH.

Ey Herre! I opmuntrede nyeligen andre til Lystighed, og nu falder I selv i Staver.

LEANDER.

Disse onde Tanker falde mig ind, som jeg ofte ikke kand hindre. Men der seer jeg at Octavius kommer igien.

HENRICH.

Og med ham seer jeg at Philosophien drives paa Dør.

99

SCEN. 8

Octavius. Leander. Hemich.

OCTAVIUS.

Veedst du hvad, Monfrere! nu talede jeg en passant med Jomfru Helene og Lucretia, de lovede begge at ville besøge dig i Eftermiddag.

LEANDER.

De skal være mig meget velkommen. Hør, Henrich! du kand bestille Musikanterne at komme hid igien om et par Timer.

HENRICH.

Hører, Messieurs: Monsr. Leander og Doctor Octavius bestiller jer igien om et par Timer.

OCTAVIUS.

Hvorfor kalder du mig Doctor?

HENRICH.

Jeg kalder den Doctor, som i en Hast kand curere en syg; thi saa snart Monsr. Octavius kom tilbage, forlod Feberen min Herre.

OCTAVIUS.

Hvad? har han da haft Anstød af Feber?

HENRICH.

Ja vist; men nu merker jeg at den er gandske cureret. Den Recept, som Monsr. Octavius gav ham, er langt sikkrere mod Feber end China.

OCTAVIUS.

Jeg forstaaer ikke saadan forblommet Tale.

HENRICH.

Recepten bestaaer udi en Tinctur, og fører saadan Titel: Recip. en halv Dracm. af Jomfru Helena og en lige Qvantitet af Jomfru Lucretia; bland dem vel sammen udi god Rhinsk Viin, drik deraf et got Spids-Glas, og tag derpaa en god Motion, som allerbest kand giøres udi en Dantz.

OCTAVIUS.

Ha ha ha! Nu forstaaer jeg hvad du vil sige.

LEANDER.

Han har ret. Det er ogsaa den kraftigste Recept for Sindets Feber. Der kommer nogle smaa Beængstelser over mig iblant, naar jeg tænker paa min Huusholdning og paa min Faders Hiemkomst.

OCTAVIUS.

Hvem siger at du skal tænke paa saadant? Saa snart saadanne Tanker falder mig ind, driver jeg dem strax paa Dør for at give Plads til andre Tanker, som forfriske Sindet.

LEANDER.

Monsr. er ikke udi den Tilstand som jeg: Du haver store Midler, og saasom du ingen Forældre har, 100 saa har du ingen at giøre Regnskab for din Opførsel. Men jeg ---

OCTAVIUS.

Men jeg - men jeg - Jeg vil ikke høre det men.

HENRICH.

Monsr. Octavius har Ret; man skulde jo tænke at Monsieur Leander var en Mennist.

LEANDER.

Vi vil ikke tale meere derom, lader os gaae ind Monfrere! Du er saa god at spiise med mig til Middag, og at blive indtil vore Jomfruer kommer?

OCTAVIUS.

Jeg forsager aldrig et got Maaltid.

HENRICH.

Jeg min Troe ikke heller. Kommer da kun ind I gode Herrer.

101

ACTUS II

SCEN. 1

HENRICH.

Nu er Helvede bleven løset, og alle U-lykker har foreenet sig sammen for at gribe mig an; intet kand nu hielpe mig meere. Om Øvrigheden vilde redde mig, saa kand den ikke. Ach jeg elendige Menneske! Vil ingen af jer, I got Folk laane mig jer Rygg kun paa et par Timers Tid? Dog hvad siger jeg? een Rygg vil ikke forslaae. Jeg har intet meere nødigt end at kiøbe mig en Strikke, hvormed jeg kand hænge mig selv, for at undgaae en meer piinagtig Død, som jeg har fortient. Hvis nogen vil selge mig en god Strikke, skal han strax faae rede Penge derfor. Men jeg maa strax kalde paa Monsr. Leander og Octavius for at forkynde dem den forestaaende U-lykke. Nu sidder de i Spill og Drik op til Ørene; men Lysten vil snart forgaae dem. Hey kommer herud! jeg har magtpaaliggende Ting at fortælle jer.

102

SCEN. 2

Henrich. Leander, Octavius, begge drukne, sær Octavius.

HENRICK.

Herre!

LEANDER.

Hvad vil du?

HENRICH.

Jeg og I---

LEANDER.

Hvad jeg og I? Hvad vil det sige?

HENRICH.

Vi ere begge om en Hals.

LEANDER.

Hvi saa?

HENRICH.

Jer Far er kommen hiem.

LEANDER.

Hvem har sagt dig det?

HENRICH.

Jeg siger det.

LEANDER.

Har nogen seet ham?

HENRICH.

Jeg har seet ham med disse mine Øyne, og har jeg aldrig haft fælere Syn. Da jeg var ude i jer Ærinde, blev mig sagt at han var paa Toldboden; Jeg vilde saadant ikke troe, men strax løb ned til Toldboden, hvor jeg saae ham gandske livagtig i hans Reyse

Klæder.

Octavius falder imidlertid drukken paa Gulvet.

LEANDER.

Hvad skal vi nu giøre, Henrich?

HENRICH.

I skal slet intet giøre, uden at holde jer inde til videre.

LEANDER.

Vi maa vække Octavius op, han ligger og snorker paa Gulvet. Hey Monfrere, vaag op!

OCTAVIUS.

Jeg er jo vaagen. Hvorfor gir I mig ey at drikke, I sultne Hunde, som lader en ærlig Mand ligge og tørste sig ihiel?

HENRICH.

I maa heller sige, at drikke sig ihiel.

OCTAVIUS.

Det er jo bedre at drikke sig ihiel, end at tørste ihiel.

LEANDER.

Her op Monfrere! min Far er kommen.

OCTAVIUS.

Gid det gaae ham vel den gode Mand.

LEANDER.

Jeg siger dig: her op! min Far er kommen.

OCTAVIUS.

Siig ham at han reyser bort igien; hvad har han her at bestille?

103
LEANDER.

Ach jeg elendige Menneske, end om han kommer i det samme - - - Slæber ham ind!

De slæbe ham ind.

OCTAVIUS.

Hey Hey! giv mig en Natpotte! Hvis I ikke strax flyer mig en Natpotte, vil jeg holde jer alle for Natpotter.

LEANDER.

Ach jeg elendige Menneske!

HENRICH.

Giv jer tilfreds! jeg vil see om jeg kand redde os.

LEANDER.

Ach ach! hvorledes kand du redde os?

HENRICH.

Vil I kun holde jer Mund, og giøre hvad jeg siger!

LEANDER.

Hvad skal jeg giøre?

HENRICH.

I skal gaae ind, og med jer Selskab holde jer gandske stille, saa at det skal synes ligesom Huuset er gandske tomt. Og hvis den gamle banker paa Porten, skal ingen svare.

LEANDER.

Det skal efterleves.

HENRICH.

Saa herind da og flye mig Hovet-Nøgelen.

SCEN. 3

Henrich. Jeronimus i Reyse-Klæder.

HENRICH.

Nu maa jeg see om jeg kand tage den gamle Mand ved Næsen.

JERONIMUS.

Det er mig en Glæde efter saa lang Fraværelse at see min Fæderne-Stad og mit Huus og Hiem igien. Jeg skal aldrig betroe mit Liv paa Havet meer.

HENRICH.

sagte. Og jeg kand aldrig holde Havet det til Gode, at det tillod dig at komme heel og holden til vor store Fortræd.

JERONIMUS.

Jeg er vis paa at jeg bliver min Søn og mine Huus-Folk velkommen.

HENRICH.

sagte. Enhver, som havde bragt os Tidende om din Død, vilde dog være os meere velkommen.

JERONIMUS.

Men jeg seer at Porten er tillukt. Hey, lukker op!

104

Han banker.

HENRICH.

Hvem er det som vil ind udi vort Huus?

JERONIMUS.

Der seer jeg jo min Tiener Henrich.

105
HENRICH.

Der seer jeg jo min Herre Jeronimus. Ach jeg glæder mig ved Herrens lykkelige Tilbagekomst.

Hvorledes er det med Sundheden, Herre?

JERONIMUS.

Vel nok. Men hvorledes er det fat med jer?

HENRICH.

Hvi saa?

JERONIMUS.

Det er jo noget selsomt at alle har forladt Huuset, og at der er ingen tilstæde, som kand aabne Porten, eller svare, naar man banker derpaa; thi jeg har slaaet saa længe paa Dørren, at jeg er bleven øm udi begge mine Been.

HENRICH.

Har Herren rørt ved Dørren?

JERONIMUS.

Hvorfor skulde jeg ikke røre ved den? jeg har banket med saadan Magt, at jeg undrer hvi den ikke er gaaen i Stykker.

HENRICH.

Men er det dog vist, at Herren har rørt ved Dørren?

JERONIMUS.

Jeg siger dig jo, at jeg ikke alleene har rørt, men endogsaa banket paa den.

HENRICH.

Ach ach! hvilken U-lykke!

JERONIMUS.

Hvad Pokker er dette for Koglerie? hvad vil alt dette sige?

HENRICH.

Der staaer os en stor U-lykke for.

JERONIMUS.

Hvi saa? i hvad er det da?

HENRICH.

Jeg tør ikke tale derom. Det kand jeg alleene sige, at en stor Misgierning derved er bedreven.

JERONIMUS.

En Misgierning at banke paa sin egen Dør!

HENRICH.

Gak fra Huuset, Herre! gak fra Huuset og tag Flugten; thi dersom --- Men har Herren virkelig rørt ved Porten?

JERONIMUS.

Jeg troer at Knægten er reent gall; hvorledes skulde jeg kunde banke paa Dørren uden at røre ved den?

HENRICH.

I har da styrtet os udi en stor U-lykke.

JERONIMUS.

Hvem har jeg styrtet i U-lykke?

HENRICH.

Jer selv med jer heele Familie.

106
JERONIMUS.

Gid du faae en U-lykke med din Spaadom!

HENRICH.

En Misgierning er bedreven, som aldrig kand forsones. Men har Herren virkeligen rørt ved Dørren?

JERONIMUS.

Jeg skal slaae din Hals i tu, hvis du oftere kommer med det Spørsmaal, og hvis du ikke strax siger mig hvorudi den Misgierning bestaaer.

HENRICH.

Udi syv samfælde Maaneder har ingen sat sin Fod inden dette Huus, og ingen har dristet sig engang at røre ved Porten, ja jeg tør sige, at om Alexander Magnus selv havde været Herre af Huuset, han havde slaaet Kors for sig, om nogen havde bedet ham at giøre Forsøg derpaa.

JERONIMUS.

Siig mig da Aarsagen dertil.

HENRICH.

Ja jeg tør sige at ikke Hr. Niels selv, som saa ofte har manet Fanden, turde driste sig dertil.

JERONIMUS.

Gid du faae Pokker med din Alexander Magnus, og din Hr. Niels! Det er ikke om dem jeg spør. Jeg vil kun vide, hvori min Misgierning bestaaer, og hvi ingen udi syv Maaneder har været i Huuset.

HENRICH.

Vi maa først se os om, at ikke nogen kand høre hvad som bliver talet.

JERONIMUS.

Her er jo slet ingen, siig derfore kun frit frem.

HENRICH.

Nu skal jeg fortælle den heele Historie. Men jeg maa først tilvisse vide om Herren virkeligen har rørt ved Porten.

JERONIMUS.

truende med Stokken. Ney nu kand jeg ikke meere. Den Hund staaer her og ---

HENRICH.

Nu skal jeg da fortælle. Dette Huus er bef ænget - - -

JERONIMUS.

Med Pest?

HENRICH.

Ach gid det var kun Pest! Ney Herre! det er ti gange værre end Pest. Her er, førend Huuset blev solt, begaaet et Mord, som vi nu føle Virkningen af.

JERONIMUS.

Hvorledes er det skeet?

HENRICH.

Et Mord er begaaet her i Huuset paa en 107 fremmed Mand, og Gierningen er uden Tvivl bedreven af den, som har solt Herren Huuset.

JERONIMUS.

Hvad siger du?

HENRICH.

Og efterat han har plyndret det døde Legeme, har han begravet det hemmelig udi Huuset.

JERONIMUS.

Men hvorledes har I faaet den Historie at vide?

HENRICH.

Det skal jeg sige: Monsr. Leander havde engang spiiset udi Byen; Da han kom hiem silde om Aftenen, gik vi alle til Sengs, men vi vare neppe komne til Hvile, førend vi hørte Monsr. Leander at skrige Himmelhøyt.

JERONIMUS.

Min Søn, siger du!

HENRICH.

Ja han heeder jo Leander. Men tie stille, og hør videre. Da vi brøde ind udi hans Sovekammer for at høre hvad som var paa færde, sagde han at en Dødning var kommen til ham i Søvne.

JERONIMUS.

I Søvne, siger du? ikke andet? hvilke Narre I maa være tilsammen! Jeg haver saa tidt seet baade dig og andre Spøgelser udi Søvne paa min udenlandske Reyse; men saa snart jeg er bleven vaagen, har jeg merket at det har været en Drøm.

HENRICH.

Jeg merker nok at Herren har lært at vakle i Troen uden Lands. Det er gemeenlig Frugten af de forbandede udenlandske Reyser.

JERONIMUS.

Jeg er lige saa Orthodox, som jeg altid har været, og den samme Troe, som jeg bragte med mig til Tydskland, bringer jeg med mig tilbage.

HENRICH.

Troer da Herren endnu Giengangere, Nisser og Underjordiske?

JERONIMUS.

Ja vist. Ingen ærlig Mand skal sige mig paa at jeg er veegen en Fodbred fra min gamle reene Troe; men ---

HENRICH.

Nu kommer det forbandede men igien; tie nu still og hør videre. Den døde Mand sagde til Monsr. Leander: Jeg er en Mand fra Aalborg, som Verten her i Huuset har myrdet, for at bemægtige sig mine Penge; 108 Huuset er derfor vanhelliget og ingen ærlig Mand bør boe her. Dette lagde vi dog ikke den gang videre paa Hiertet; men de paafuldte Nætter har været saa forskrækkelige, at jeg ikke kand tænke derpaa uden Haarene reyser sig paa mit Hovet.

OCTAVIUS.

inden for. Hev nok et Glas Rhinsk Viin!

JERONIMUS.

Hvad er det for Raaben efter Rhinsk Viin?

HENRICH.

Gaae til Side, Herre! I kand ikke forundre jer over at Fanden vil have Viin, thi han er altid tørstig. Saa længe vi vare i Huuset, maatte vi altid sætte en Kande Viin for ham i Gangen, som vi hver Morgen fandt tømmet.

JERONIMUS.

Og det stedse Rhinsk Viin?

HENRICH.

Ja vist. Rhinsk Viin er hans beste Drik. Fanden fare i Fanden, han lader sig ikke nøye enten med 011 eller Fransk Viin, den Karl.

JERONIMUS.

Ach min heele Krop skiælver af Forskrækkelse!

HENRICH.

sagte. Nu bevæger disse drukne Mennesker sig der inde igien. Jeg er bange at de ved deres Uforsigtighed fordærver alting for mig.

JERONIMUS.

Hvad er det du taler ved dig selv?

HENRICH.

Gak fra Dørren, Herre, jeg beder jer ved alt det som helligt er, gak fra Dørren og tag Flugten.

JERONIMUS.

Hvorfor flyer du ikke selv?

HENRICH.

Det ligger ikke Magt paa mig, men Herrens Liv er kostbart; tilmed har jeg i visse Maader giort Fred med Fanden eller Giengangere.

JERONIMUS.

Fred med Fanden?

HENRICH.

Ja Herre! det er med ham, som med de Alzirske Søerøvere, hvilke føre Krig med det Menneskelige Kiøn i Almindelighed, men holde dog Fred med visse Folk.

JERONIMUS.

Hør, Henrich!

HENRICH.

Raab ikke paa mit Navn, Herre! jeg har intet ont giort, det er ikke jeg som har banket paa Dørren.

109 Den drukne Octavius skriger høyt.
JERONIMUS.

Ach hør hvor det Dievelskab skriger igien.

Jeg er bange for at det kommer herud.

HENRICH.

Fald paa Knæ, Herre! og med sammenfoldede Hænder læs 3 gange jer Abracadabra.

JERONIMUS.

Mit Abracadabra, hvad vil det sige?

HENRICH.

Det er det eeneste Middel, hvorved man tvinger Spøgelser. Hillemænd, see hvor det heele Huus ryster!

De falde begge paa Knæ, og Jeronimus læser tre gange Abracadabra.
HENRICH.

See nu blev det stille igien. Staae nu kun op og lad os liste os bort. Sagte. Men see der kommer den forbandede Jøde, og det udi den allerubeleyligste Tid.

SCEN. 4

Ephraim. Henrich. Jeronimus.

EPHRAIM.

Jeg har aldrig haft sulk fordrieslig Jahr als dette Jahr, hvo ik kommen, kan ik keen Geld kriegen.

HENRICH.

Nu seer jeg ingen Redning for mig, thi min heele Machine ligger omkuld.

EPHRAIM.

Aber ingen har handlet so mit mir als dieser skelmske Lakej Henrik, sulchen fortvivlet Skelm hab ich mine Dagen niet getroffen.

HENRICH.

Jeg merker at han kiender mig til Punkt og Prikke. Jeg maa gaae ham i Møde.

EPHRAIM.

Aber dar seen ich den Skelmen; det er duch et gut Merke at han kommer mir i Møde. Han har vielleicht Penge til at betale mir.

HENRICH.

Tak for sidst, Ephraim.

EPHRAIM.

Dat du en Ungluck kriege for sidst! Doch will ich alles forglemmen, wenn ich mine Penge mit Capital und Renten kand kriegen. Hør, Henrik! kriege ich min Geld?

110
HENRICH.

Giv jer kun tilfreds Ephraim, og raab ikke saaledes.

EPHRAIM.

Ich will und skall ropen bis - - -

HENRICH.

Giør som jeg siger.

EPHRAIM.

Watt skall ich giøren?

HENRICH.

Gaae hiem til videre. Og kom hid igien om et par Timer.

EPHRAIM.

Ich will nicht weiter lopen frem und tilbage, ich will lieber hier zween Timer bien.

HENRICH.

Om to Timer skal I faae jere Penge. Gaae nu derfor smukt hiem.

EPHRAIM.

Slidder Sladder! Ich will niet bortgaaen.

HENRICH.

Hvad vil I vinde med jer ublue Raaben? gaae kun hiem, som jeg siger.

EPHRAIM.

Naar jeg faaer min Capital med Rente, skall ich bortgaaen, ehr nicht Henrik, ehr nicht.

HENRICH.

Ehr nicht, ehr nicht? hvis I vil være uforskammet, laaner vi aldrig Penge af jer meere, nimmermeer, Ephraim! nimmermehr.

EPHRAIM.

Jeg agter nicht at laane euch meer auf sulken Weis.

JERONIMUS.

Hvad er det for Penge denne Jøde taler om, og hvad er det for Renter?

HENRICH.

Holdt jer vel fra Huuset, det ringeste 20 Skridt, Herr! det er mit Raad.

JERONIMUS.

Svar mig nu til det som jeg spør: hvad er det for Penger og Renter, som I taler om?

HENRICH.

See, Ephraim! der staaer Leanders Far. Han skal betale jer baade Capital og Rente.

JERONIMUS.

Hvad er det som du taler om min Søn, og hvad er det som denne Mand har at fodre?

HENRICH.

Ach Herr! kast disse Penge i Næsen paa denne Slyngel.

JERONIMUS.

Kast du ham selv Penge i Næsen! hvad er det for Penge?

HENRICH.

Det er en Bagatelle, som Monsr. Leander er ham skyldig.

111
JERONIMUS.

Hvor stor er Summen?

HENRICH.

Lumpen 500 Rdlr.

JERONIMUS.

500 Rdlr.? er det Bagatelle?

HENRICH.

Ja hvad andet? Kast ham de Penge i Næsen, saa bliver vi af med ham.

JERONIMUS.

Kast du ham dem selv i Næsen din Slyngel! hvad meener du ---

EPHRAIM.

Er mus kasten oder given udi Næsen eller in Ryggen, saa er det mir glich viel, wenn ich nur mein Geld kriege.

HENRICH.

Herren seer heraf hvilke uforskammede Folk disse Jøder ere.

JERONIMUS.

Jeg spør ikke om hvad slags Folk de ere, og hvorledes deres Opførsel er. Jeg spør kun om hvorudi denne Fodring bestaaer.

HENRICH.

Jeg har jo sagt at det er lumpen 500 Rdlr. som Monsr. Leander er ham skyldig. Ey Herr, kast ham disse 500 Rdlr. i Næsen, og lad ham saa gaae Fanden i Vold.

JERONIMUS.

Gaae du Fanden i Vold med din Begiering. Skal jeg give ham 500 Rdlr.?

HENRICH.

Ney Herren skal ikke give, men betale ham dem.

JERONIMUS.

Hvortil ere de Penger anvendte?

HENRICH.

De ere alle i god Behold, Herre.

JERONIMUS.

Hvis de ere alle i god Behold, hvorfore betaler I dem da ikke selv?

HENRICH.

Monsr. Leander har kiøbt et Huus ---

JERONIMUS.

Et Huus, siger du?

HENRICH.

Ja vist, et Huus.

JERONIMUS.

Det er artigt nok at han i min Fraværelse har slaaet sig til Kiøbmandskab.

HENRICH.

Ja han følger derudi sin Fars Fodspor; han har intet bedre Exempel at følge.

JERONIMUS.

Hvorfor har han kiøbt det Huus?

HENRICH.

Er det Spørsmaal? vil Herren at vi skal boe i Fælleskab med Giengangere og Dievle?

112
JERONIMUS.

Nu merker jeg Aarsagen til saadant Kiøbmandskab; det er saa vidt got nok. Men hvad er det for et Huus?

HENRICH.

Det er et af de beqvemmeste Huuse her i Staden, og han har faaet det for et Røverkiøb.

JERONIMUS.

Hvad skal det koste?

HENRICH.

Det skal koste 6000 Rdlr. og han har betalt 500 Rdlr. paa Haanden, hvilke Penge han har laant af denne Jøde. Begriber nu Herren Sagen?

JERONIMUS.

Ja nu begriber jeg den gandske vel, og merker at min Søn derudi har handlet fornuftig.

HENRICH.

Ja hvad andet? han kunde vel slutte at hans Far ikke vilde tage ind udi det berygtede Huus.

EPHRAIM.

Nun ist niet lang von Middag.

HENRICH.

Expedere ham nu strax, Herre! at vi kand blive af med ham. Hør, Ephraim! det er jo 500 Rdlr. som I skal have?

EPHRAIM.

Ja weder meer nok minder.

JERONIMUS.

Hør, Ephraim! I skal faae Pengene hos mig, og det i Morgen.

EPHRAIM.

Gut, gnadiger Herr! gut, gnadiger Herr!

Adieus.

HENRICH.

sagte. Af denne U-lykke reedede jeg mig ogsaa; skiønt det er kun Galgenfrist.

JERONIMUS.

Hvem tilhører Huuset nu?

HENRICH.

sagte. Den eene U-lykke kommer paa den anden, og jeg kand ikke saa hastig reede mig ud af alting paa eengang.

JERONIMUS.

Jeg spør om Eyerens Navn.

HENRICH.

sagte. Gid du faae Pokker med dine Spørsmaal. Høyt.

Mandens Navn ligger mig paa Tungen.

JERONIMUS.

Hvor ligger Huuset da?

HENRICH.

sagte. Hvad skal jeg nu i en Hast hitte paa? Høyt. Huuset, Herre! ligger her lige tvert over.

113
JERONIMUS.

Det er jo Sr. Leonards Huus.

HENRICH.

Ikke nu meer; Kiøbet er alt sluttet, og han har faaet Penge paa Haanden.

JERONIMUS.

Jeg kiender ikke Huuset inden til; men jeg veed at det er et got Huus, som altid kand være de Penge værd.

HENRICH.

Han havde min Troe ikke solt det for den Priis, hvis en uformodende Udgift ikke havde tvunget ham til at sælge det udi en Hast. Han har forbundet sig til Kiøbet; men vi have frie Hænder, saa at hvis Herren ikke vil have det, kand vi komme derfra.

JERONIMUS.

Ney ney! Jeg gaaer ikke fra saadant Kiøb.

HENRICH.

Herren skal ikke kunne troe hvor megen Umag jeg har haft med at slutte Contracten. Monsr.

Leander forsikkrede mig om en Discretion naar Herren kom tilbage.

JERONIMUS.

Han kunde jo frit have givet dig noget i min Fraværelse.

HENRICH.

Om jeg maa tale saa frit Herre, da kand jeg sige at han har levet som en Gniere udi Herrens Fraværelse, saa at man ikke uden Møye har kunnet faae en Skilling af ham til fornødne Udgifter.

JERONIMUS.

Det er mig kiert at høre saadant, skiønt man maa holde Maade udi alting. Jeg har nok Lyst at besee Huuset strax, bank paa Dørren.

HENRICH.

sagte. Atter en nye U-lykke! Høyt. Jeg saae nyeligen nogle fremmede Fruentimmer at gaae derind, det bliver vel best at tøve lidt indtil de gaae bort.

JERONIMUS.

Ja nok. Imidlertid vil jeg hen at tale med den Mand, som har solt mig det befængte Huus.

HENRICH.

Siig ham kun reent ud at det er ingen ærlig Mands Gierning at selge et Huus, som han vidste at være udi den Tilstand.

JERONIMUS.

Jeg skal nok toe Hovedet paa ham; bliv 114 du her imidlertid, og giv agt paa naar de Fremmede gaaer bort.

HENRICH.

Ha ha ha! nu fik jeg ham at løbe med Limstangen; thi Manden er alt Fanden i Vold hen i Jylland, og har sat sig ned udi Mariager.

SCEN. 5

Henrich. Leonard.

HENRICH.

Men der seer jeg Monsr. Leonard selv.

LEONARD.

Min Kone vil endelig at jeg efter Maatid skal tage Middags Søvn, og det skiøtter jeg ikke om, hvorfor jeg stial mig hemmelig ud af Huuset. Hun vil nok siden sætte mig til rette derfore, og jeg maa lave mig paa en Sparlagens Præken i Aften. Jeg vil aldrig raade nogen at gifte sig med en bemidlet Kone; thi hun vil altid føre Herredom.

HENRICH.

Han har ikke stor U-ret derudi. Men jeg maa tale ham til. Hans Tiener, Seignr. Leonard!

LEONARD.

Tak, Henrich.

HENRICH.

Hvorledes er det med Sundheden, Hr. Leonard?

LEONARD.

Som du seer, Henrich.

HENRICH.

Hr. Leonard! Jeg veed at han er en ærligMand.

LEONARD.

Jeg takker for de gode Tanker du har om mig. Men jeg har ikke nær saa gode Tanker om dig.

HENRICH.

Hvi saa?

LEONARD.

Tænk kun efter, hvad Levnet I fører i den gamle Jeronimi Fraværelse.

HENRICH.

Men nu er vor Herlighed til Ende og tusinde U-lykker staaer os for; Thi Hr. Jeronimus er kommen hiem.

LEONARD.

Er han kommen hiem, saa vil jeg ikke laane dig min Rygg.

HENRICH.

Ach Hr. Leonard! Jeg beder med grædende Taare, at, naar han taler med Hr. Jeronimus, at han ikke røber os.

115
LEONARD.

Jeg har kun sielden talet med Hr. Jeronimus, skiønt han har været min Gienboe. Og hvis jeg af en Hændelse taler med ham, skal jeg ikke mælde et Ord om jer Forhold; Thi hvad kand dette nytte mig?

HENRICH.

kyssende hans Haand. Jeg takker hiertelig.

LEONARD.

Men har Hr. Jeronimus endnu intet hørt om eders Forhold?

HENRICH.

Aldeles intet; Thi han er saa mild som et Lam. Han skikkede mig ellers hid for at bede Seignr. Leonard om Frihed at besee hans Huus.

LEONARD.

Besee mit Huus? mit Huus er ikke tilfals.

HENRICH.

Det veed vi nok; men han har i Sinde at opsætte en nye Bygning efter den Model, som dette Huus haver, thi ham er sagt at Seignr. Leonards Huus er vel indrettet.

LEONARD.

Mit Huus er saa got og beqvemt, som nogen ærlig Mand vil beboe. Det er ellers underligt, at den gamle Mand nu vil foretage sig Bygninger.

HENRICH.

Han giør det for sin Søns skyld, som med det første skal giftes.

LEONARD.

Med hvem?

HENRICH.

Det er med et Fruentimmer.

LEONARD.

Jeg kand vel slutte at det er ikke med en Mands Person.

HENRICH.

Det er mig forbudet at nævne Bruden; nok er det at han skal giftes, og saasom hans tilkommende Brud er heel curieuse, saa maa man være bereed paa et vel inrettet Huus, og saadant som Hr. Leonards, thi der siges, at her skal være meget kiøligt om Sommeren, efterdi Solen staaer paa ingen Værelser.

LEONARD.

Det er sandt nok.

HENRICH.

Derfore har Hr. Jeronimus Lyst til at see Indretningen.

LEONARD.

Det skal staae ham frit for.

HENRICH.

Men der seer jeg han kommer. Bliv kun her lidt staaende indtil jeg siger at jeg har mældet ham an.

116

SCEN. 6

Henrich. Jeronimus. Leonard.

HENRICH.

Velkommen tilbage Herre! Hvad sagde Manden, som har solt Huuset? Han vilde vel undskylde sig med Uvidenhed.

JERONIMUS.

Jeg fik ham ikke i Tale; thi han boer her ikke meere. Han boer nu Fanden i Vold hen udi Mariager i Jylland.

HENRICH.

Herren maa da skrive ham til, og true ham med Process.

JERONIMUS.

Hvad vinder man dermed?

HENRICH.

Han kand dømmes til at forflytte Giengangeren her fra til Mariager eller Thisted, hvor han nu boer.

JERONIMUS.

Hvilken Snak! at føre Fanden i Smakken over Belte!

HENRICH.

Det er ikke den første gang at Fanden har været med udi Smakken.

JERONIMUS.

Ey holdt op med at harcelere, og siig mig om du har talt med Hr. Leonard.

HENRICH.

Ja vist, Herren skal være ham hiertelig velkommen. De Fremmede ere alt borte. Og der staaer han selv for at tage mod os.

LEONARD.

Velkommen tilbage igien, Hr. Jeronimus.

JERONIMUS.

Jeg takker skyldigst.

LEONARD.

Henrich siger mig, at Hr. Jeronimus forlanger at besee dette Huus.

JERONIMUS.

Ja det ønskede jeg gierne, hvis det var ham beleyligt.

LEONARD.

Det er mig til ingen Incommodation. Han kand besee det overalt, og det med samme Frihed, som det kunde være hans eget.

JERONIMUS.

til Henrich. Hvad vil det sige: Ligesom det kunde være mit eget! da dog Kiøbet er sluttet?

HENRICH.

til Jeronimus. Ey, lad ham kun snakke hvad han vil. Han fortryder nok paa Kiøbet, men nu er det 117 for silde. Kanel ikke Herren see hvilket fortredeligt Ansigt han har?

JERONIMUS.

Ja jeg seer det.

HENRICH.

Derfor er det best at Herren holder sig fra at tale om Kiøbet saa vidt som mueligt.

JERONIMUS.

Jeg begriber det altsammen, og du har giort vel at erindre mig derom.

LEONARD.

Hr. Jeronimus maa nu see sig allevegne om.

JERONIMUS.

Det vil jeg og giøre.

HENRICH.

See kun Herren paa denne Forstue: Er den ikke net?

JERONIMUS.

Vist, den er meget vel indrettet.

HENRICH.

Giv kun agt paa Dørrene.

JERONIMUS.

De ere ret smukke.

HENRICH.

Kand vel nogen Laas være troefastere end disse Laas?

LEONARD.

Jeg selger ikke et eeneste af disse Laas ringere end 10 Rdlr.

JERONIMUS.

til Henrich. Hvad vil han sige dermed?

HENRICH.

Tie kun stille! Kiøbet ligger ham paa Hiertet. Efter Kiøbe-Contracten hører os til alt hvad som er nagelfast.

JERONIMUS.

Kakkelovnene høre jo ogsaa til Huuset, Hr. Leonard?

LEONARD.

til Henrich. Hvad vil det Spørsmaal sige, om Kakkelovnene høre til Huuset?

HENRICH.

til Leonard. Det skal jeg sige Hr. Leonard! udi Lybek, hvor min Herre saa længe har opholdt sig, ere alle Huusets Kakkelovne til leye.

LEONARD.

Ja saa! er det en Lybsk Talemaade?

JERONIMUS.

Bielkerne ere jo alle af Eege-Tømmer?

LEONARD.

Ja vist, og jeg vil raade ham intet andet Tømmer at bruge til sit Huus.

JERONIMUS.

til Henrich. Jeg begriber ikke hvad han vil sige dermed.

HENRICH.

til Jeronimus. Han kand ikke faae dette Kiøb 118 af sit Hovet, og derfore saa tidt man rører om den Materie, taler han hen i Taaget.

JERONIMUS.

til Henrich. Det skulde den gode Mand have betænkt førend han solte Huuset,

HENRICH.

See, Herre! hvilke Vindues Karme.

JERONIMUS.

Hvor hastig tænker min Herre nu at rødde Værelserne?

LEONARD.

til Henrich. Hvad vil det sige, at rødde Væ- relserne? det er vel ogsaa en Lybsk Talemaade?

HENRICH.

til Leonard. Vist, Hr. Leonard! Meeningen er: hvor længe Hr. Leonard bier, førend han flytter i Huusets Sommer Værelser?

LEONARD.

Ja nu forstaaer jeg. Somme Aar flytter vi før, og somme efter Paaske.

JERONIMUS.

Nu taler han hen i Taaget igien.

HENRICH.

Det er som jeg har sagt. See nu tar han derpaa en Priistobak for at fordrive Dunsterne.

JERONIMUS.

Ha ha ha!

LEONARD.

Hvad leer Hr. Jeronimus af?

JERONIMUS.

Intet, Hr. Leonard.

LEONARD.

Der maaskee kand være noget, som staaer ham ikke an.

HENRICH.

Jeg kand nok slutte hvad Hr. Jeronimus leer af. Det er uden Tvivl denne Kamin, som staaer næst ved Kakkelovnen.

LEONARD.

Den er sat med vel overlagt Raad.

JERONIMUS.

Men jeg vil dog ikke have den der staaende.

LEONARD.

til Henrich. Hvad vil det sige, Henrich? vil han rive en Kamin ned udi et fremmet Huus?

HENRICH.

til Leonard. Jeg har sagt ham, Hr. Leonard, at det er lutter Lybske Talemaader; Meeningen er at han ikke vil have saadan Kamin udi det nye Huus, som skal bygges. Udi Lybek strækker man alting for meget ud, saaledes hvad som der kaldes en Mark er her to Mark --

LEONARD.

Ha ha ha!

119

        

120
JERONIMUS.

Hvad leer Hr. Leonard af?

LEONARD.

Intet, Hr. Jeronimus.

JERONIMUS.

Jeg seer at Huuset ellers er got overalt.

Jeg troer dog ikke at han fortryder paa Kiøbet?

LEONARD.

Ney aldeeles ikke, thi jeg har aldrig anvendt Penge bedre; thi jeg vil sige at hvis ---

JERONIMUS.

til Henrich. Nu taler han hen i Taaget igien.

Til Leonard. Vil Hr. Leonard ikke smage min Tobak? den kaldes i Lybek Cotillon.

LEONARD.

Jeg takker. Hillemænd! den nyser jeg stærkt efter.

JERONIMUS.

Prosit Hr. Leonard! Jeg vilde nok ogsaa see mig lidt om udi Baggaarden.

HENRICH.

Ja da maa Herren tage sig vare for Porthunden; der er ellers ikke meget at see.

JERONIMUS.

Saa maa det da blive derved. Adieu Hr.

Leonard! forlad mig om jeg har incommoderet ham.

LEONARD.

Alt forladt. Han gaaer ind.

SCEN. 7

Jeronimus. Henrich.

JERONIMUS.

Ha ha ha! Jeg kand ikke bare mig for Latter, naar jeg tænker paa denne Mands underlige Tale.

HENRICH.

Andre har ogsaa merket, at, saa tit nogen taler om dette Kiøbmandskab, saa er han ligesom fra sig selv.

JERONIMUS.

Enhver maa derfore betænke sig førend han slutter Kiøb. Men hvad siger hans Kone dertil?

HENRICH.

Hun blev saa forbistret, da hun hørte Kiøbet, at hun udi en heel Uge derefter ikke vilde søge Seng med ham. Det er og af den Aarsag at hun ikke vilde lade sig see. Men synes Herren ikke at vi har giort got Kiøbmandskab ?

JERONIMUS.

Jeg er gandske fornøyet dermed.

121
HENRICH.

Synes Herren at vi har kiøbt for dyrt?

JERONIMUS.

Det er et Røverkiøb, Henrich.

HENRICH.

Saa er Herren da gandske fornøyet?

JERONIMUS.

Ja gandske fornøyet. Og er det ikke en liden Trøst for mig i denne U-lykke.

HENRICH.

Hvilken U-lykke?

JERONIMUS.

Udi denne U-lykke at mit gamle Huus er bleven befænget med Dievelskab.

HENRICH.

Men med Permission: Jeg maa spørge Herren end eengang for alle om han virkelig rørte ved Dørren.

JERONIMUS.

Jeg har jo sagt det over 10 gange; hold derfor inde med saadanne Spørsmaal.

HENRICH.

Saa vil jeg da ey tale meere om det gamle Huus, men alleene om det nye. Hvor herlig er ikke den Forstue, Herre!

JERONIMUS.

Det er en prægtig Forstue.

HENRICH.

Monsr. Leander og jeg har maalet alle Gange, og talt alle Trapper i Huset; Det eene svarer overalt til det andet.

JERONIMUS.

Om en vilde give mig 10000 Rdlr. igien for Huuset, saa tog jeg ikke imod dem.

HENRICH.

Ikke for 20000 engang.

JERONIMUS.

Det var formeget, Henrich.

HENRICH.

Herren regner maaskee paa Lybsk, hvis saa er, saa blev det formeget.

JERONIMUS.

Ney, jeg regner efter Dansk Maade 6 Mark paa en Rdlr. Jeg tillader min Troe ikke at Huuset bliver solt en Skilling ringere.

HENRICH.

Jeg giver min Troe ikke mit Samtykke til at det maa selges.

JERONIMUS.

Hvi dit Samtykke?

HENRICH.

Thi det var efter mit Raad at dette Kiøb skeede, og det var efter mit Raad at vi tog de 500 Rdlr. op hos Ephraim, som vi betalede paa Haanden.

JERONIMUS.

Nu rester alleene at betale 5500 Rdlr.

HENRICH.

Hverken meer eller mindre.

122
JERONIMUS.

Jeg agter at betale ham den heele Sum i Dag; thi jeg har bragt 2000 Ducater med mig fra Lybek.

HENRICH.

Vil Herren levere dem til mig, saa skal jeg bringe Qvittering tilbage.

JERONIMUS.

Det er nok sikkerst, at jeg leverer ham dem selv.

HENRICH.

Jeg merker nok at Herren har ingen Troe til mig.

JERONIMUS.

Det er just ikke Mistroe, Henrich, men --

HENRICH.

Hvor vil Herren nu være imidlertid?

JERONIMUS.

Nu vil jeg ned til Toldboden for at hente Pengene.

HENRICH.

Kand jeg ikke bære dem? det er jo for tung Byrde for Herren.

JERONIMUS.

Ey Snak! hvad Byrde udi 2000 Ducater!

Bliv du kun her til jeg kommer tilbage.

SCEN. 8

HENRICH.

alleene. Den gamle Skielm vilde ikke troe mig. Jeg maa narre ham lidt meer. Jeg maa affiloutere ham de 2000 Ducater, naar han kommer tilbage. Dermed kand Monsr. Leander betale al sin Gield. Hvad Middel skal jeg nu bruge dertil? Jeg vil agere Giengangere og jage saadan Skræk ind udi ham, at han for at redde Livet skal levere mig Guldbørsen. Det skal min Troe gaae rigtig an. Men hvad vil Udfaldet blive paa alt dette? Jeg kand jo derved redde mig selv fra Galgen, som jeg ved alle disse Skielmstykker har fortient. Jeg kand jo betinge mig Pardon ved at skaffe ham Guldbørsen tilbage. Det gaaer rigtig an. Jeg er alt lykkelig kommen i Havnen. Jeg kaster Anker, og slaaer mit Sind til Roelighed. Nu maa jeg først see til at skaffe det drukne Selskab af Huuset.

123

ACTUS III

SCEN. 1

Jeronimus. Henrich som Spøgelse.

JERONIMUS.

Nu kand jeg strax betale min Gield paa eengang; Og jeg er glad ved at blive paa en god Maade skildt ved disse Penge. Jeg vandt dem vel med min Process i Lybek, det er sandt; Men jeg vandt dem ved at smørre Dommere og Advocater. Hvorfore det er mig ikke ukiert at anvende dem til saadan Udgift; Thi jeg kand ikke nægte, at saa tit jeg seer paa disse Penge, saa rører Samvittigheden sig udi mig.

HENRICH.

kommer ud af Huuset som Spøgelse, og i en Machine, som giør sig høy, Est du der, som nyeligen forstyrrede min Roe ved at banke paa Dørren?

JERONIMUS.

paa Knæe. Abracadabra! Abracadabra! Abracadabra!

HENRICH.

Din Abracadabra vil ikke hielpe dig denne gang.

JERONIMUS.

Abracadabra!

HENRICH.

Det hielper ikke hvad du læser. Du maa strax vandre med mig til de mørke Boeliger med din u-retfærdige Mammon.

JERONIMUS.

Ach! Spar mit Liv naadige Hr. Gienganger!

HENRICH.

Du slipper ikke med Livet, her vil meer til.

JERONIMUS.

Ach! lad mig dog leve lidt for at giøre Pænitentse.

HENRICH.

Da maatte jeg være en Nar. Ney vi Aander lade ikke saadant Bytte gaae os af Hænder.

JERONIMUS.

Ach Hr. Lucifer! betænk dog at ---

124
HENRICH.

Fort! siger jeg. Ingen videre Snak!

JERONIMUS.

Ach Hr. Lucifer! jeg vil gierne opoffre Pengene, hvis min Person maa spares.

HENRICH.

Det er mig ikke saa meget om de u-retfærdige 2000 Ducater at giøre, som at straffe dine Misgierninger.

JERONIMUS.

Ach hav dog Naade for mig, og skil mig ved Pengene, at de kand komme til deres rette Mand, som de ved U-ret ere afvundne.

HENRICH.

Ingen Snak! Jeg vil have baade Personen og Pengene.

JERONIMUS.

Abracadabra! Abracadabra ---

HENRICH.

Jeg vil dog denne gang for din dydige Søns skyld spare din Person; og du skal have Fred herefter. Han tar Pengene og gaaer bort brøllende.

SCEN. 2

JERONIMUS.

alleene. Ach udi en u-lyksalig Tid giorde jeg denne Lybske Reyse. Ach jeg kand ikke meer! Dog maa jeg takke Himmelen, at jeg slap saa let, og naar jeg tænker mig om, maa jeg være glad ved at jeg er skildt ved de u-retfærdige Penge, hvorom jeg hørte at Giengangeren vidste Beskeed, saa at han ogsaa kunde sige Summen net op. Jeg giør best at tie ved denne Hændelse; thi jeg beskiemmer mig kun selv ved at give den tilkiende. Men hvad mon den Lakei vil som gaaer lige til Huuset?

SCEN. 3

Laqveien. Jeronimus.

LAQVEIEN.

banker paa Leanders Dør. Luk op! hvor længe skal jeg banke paa Porten?

JERONIMUS.

Hør, ung Karl! hvad Pokker har I her at bestille?

LAQVEIEN.

I seer jo at jeg vil ind i Huuset. Hei Henrich, luk op!

125
JERONIMUS.

Er I kied af jert Liv, Cammerad? rider Fanden jer?

LAQVEIEN.

Jeg troer snarere at Fanden rider jer. Vil I forbyde mig at tale med min Herre?

126
JERONIMUS.

Hvem er jer Herre?

LAQVEIEN.

Min Herre er Octavius, som spiiser her i Dag.

JERONIMUS.

Spiiser jer Herre her i Dag? I er ikke rigtig i Hovedet, ung Karl.

LAQVEIEN.

Jeg troer heller at I har en Skrue løs i Hovedet, gammel Mand! Hei Henrik, luk op!

JERONIMUS.

Gaae fra Dørren, med mindre I vil geraade i yderste U-lykke.

LAQVEIEN.

Jeg vil snarere geraade i U-lykke, hvis jeg forsømmer min Herres Ærinde.

JERONIMUS.

Hvem er jer Herre?

LAQVEIEN.

Jeg har jo sagt at han heeder Octavius. Han spiiser her i Dag med Jomfr. Helene og Lucretia.

JERONIMUS.

Og jeg siger jer at Huuset er gandske tomt.

LAQVEIEN.

Er Huuset tomt?

JERONIMUS.

Udi 7 samfælde Maaneder har her ikke en Siæl været.

LAQVEIEN.

Og jeg kand sige at jeg udi syv samfælde Maaneder ikke har seet en saa forstyrret Mand, som I er. Mon jeg ikke selv har ført min Herre hid i Dag?

Jeg er gal, som staaer og spilder Tiden her med Snak.

Hei Henrich, luk op i Pokkers Skind!

JERONIMUS.

I er kied af jert Liv ung Karl! Gaae fra Dørren og læs jert Abracadabra i Tide! Mig undrer at Fanden ikke allereede har taget denne forvovne Knægt.

LAQVEIEN.

Jeg merker nok at denne gamle Mand er ikke rigtig i Hovedet. Hør, min Herre! med Permission: har I været længe gall?

JERONIMUS.

Hør, med Permission: har I været længe gall?

LAQVEIEN.

Er det Galskab at gaae i sin Herres Ærende?

JERONIMUS.

Er det Galskab at vare et Menneske, som vil styrte sig udi U-lykke?

LAQVEIEN.

Hvad U-lykke vil jeg styrte mig udi?

127
JERONIMUS.

Veed I ikke at Huuset er tomt og ingen Siæl har udi syv Maaneder været her.

LAQVEIEN.

Det kand jeg sige, og det veed jeg, at her udi de sidste syv Maaneder har været mange lystige Dage hos Monsr. Leander.

JERONIMUS.

Hvilken Leander?

LAQVEIEN.

Leander Hr. Jeronimi Søn, som i Dag har budet min Herre til Giest med tvende Jomfruer.

JERONIMUS.

Leander Jeronimi Søn, siger I?

LAQVEIEN.

Ja det siger jeg.

JERONIMUS.

Hvis Fader er Jeronimus?

LAQVEIEN.

Ja saa heeder han; nu er han udi Lybek for at udføre en Proces.

JERONIMUS.

Det er altsammen rigtigt. Det er og det klogeste, som jeg her har hørt i all jer Tale. Men at der er Folk i Huuset, og at der i Dag holdes Giæstebud, det er en gal og forstyrret Snak.

LAQVEIEN.

At I nægter saadant det er gal og forstyrret Snak. Hvorfore skulde Huuset have været øde udi syv Maaneder?

JERONIMUS.

Det har staaet øde fra den Tid det er bleven plaget med Giengangere.

LAQVEIEN.

Ha ha ha! Giengangere? Nu hører jeg nok hvordan det er fat med denne gamle Mand. Disse Spøgelser og Giengangere ere udi jert eget Hovet og ikke udi Huuset; Det maa jeg vide, som nyeligen her har haft min Gang.

JERONIMUS.

Du maa have haft Fanden ikke dm Gang her i Huuset; Thi ---

LAQVEIEN.

Jeg har ikke hørt tale om andre Giengangere udi dette Huus uden om min Herr Octavius, og de Fruentimmer, som han og Leander omgaaes med.

JERONIMUS.

Alt dette Selskab er udi jert forstyrrede Hovet og ikke udi Huuset. I har jo selv banket paa Dørren, og merket at ingen lukker op. Hvis jeg selv ikke havde seet Spøgelset, saa kunde jeg tænke at der kunde være nogen Grund udi jer Tale.

128
LAQVEIEN.

Naar man er syg, min Herre! saa seer man gierne Spøgelser. Men jeg vil ikke staae her længer; Det kand og hænde sig at Selskabet er gaaet et andet Sted hen.

JERONIMUS.

Ja gaae kun. Hør, ung Karl! naar I kommer hiem, saa maa I strax lade jer aarelade udi Panden.

LAQVEIEN.

Det Raad vil jeg give min Herre.

JERONIMUS.

Og hvis det ikke kand hielpe, maa I tage Rhabarbra ind for at laxere paa.

LAQVEIEN.

Alt saadant behøver I best selv. Adieu.

JERONIMUS.

Hvor forstyrret og taabelig end denne Karls Tale var, saa har den dog bragt mit Sind udi U-roelighed. Jeg kunde snart falde paa de Tanker at - - - Men jeg har jo til min U-lykke seet Giengangerne med mine egne Øyne, saa jeg ingen Aarsag kand have at tvivle om at alting jo er rigtigt efter Henrichs Beretning. Og hvad skulde bevæge ham eller nogen til at opdigte saadant? Jeg har jo talt med Jøden, som har forstrakt Penge paa det kiøbte Huus. Jeg har jo ogsaa talt med Selgeren Hr. Leonard. Knægten maa derfor enten have været gal eller beskienket. Men der seer jeg Hr. Leonard.

SCEN. 4

Leonard. Jeronimus.

LEONARD.

Mig syntes at her var nogen Allarm; dog jeg seer intet. Men her staaer jo min Gicnboe Hr. Jeronimus. Hans Tiener, Hr. Jeronimus, Tak for sidst. Han seer noget altereret ud. Hvad fattes ham?

JERONIMUS.

Jeg har haft nogen Fortred siden jeg havde den Ære at tale med ham. Jeg havde i Sinde at betale ham nogle fleere Penge, men nu faaer jeg at bie til han kand faae den heele Sum paa eengang.

LEONARD.

Hvilke Penge?

JERONIMUS.

De Penge som jeg er ham skyldig.

LEONARD.

Jeg takker, og tager gierne imod alt det han vil give mig.

129
JERONIMUS.

Jeg agter ikke at give ham noget, jeg vil betale min Gield.

LEONARD.

Hvilken Gield?

JERONIMUS.

De 5500 Rdlr. som staaer til Rest.

LEONARD.

Som han er mig skyldig, siger han?

JERONIMUS.

Regningen er jo gandske rigtig; naar han tager 500 fra 6000, saa bliver der 5500 tilbage.

LEONARD.

Den Regning er gandske rigtig; Men hvad al denne Snak vil sige, begriber jeg ikke, om jeg stod paa mit Hovet.

JERONIMUS.

Hør, min kiere Naboe! jeg merker nok at han fortryder paa Kiøbet. Han skulde have betænkt det tilforn. Nu er det forsiide.

LEONARD.

Gid jeg faae en Ufærd, Hr. Jeronimus, om jeg begriber det allerringeste af alt hvad han siger.

JERONIMUS.

Gid jeg ogsaa faae en Ufærd, om jeg begriber, hvi han stiller sig saa underlig an.

LEONARD.

Alt dette er mørk og forblommet for mig.

JERONIMUS.

Jeg vil kræve alle Mennesker til Vidne, om det er en forblommet Tale, naar jeg siger til en Mand, at, naar jeg af 6000 Rdlr. har givet ham paa Haanden 500 Rdlr., han da ikke har meer at fodre end 5500 Rdlr.

LEONARD.

Det er sandt nok, Hr. Jeronimus, naar han siger det til en Mand som saadant vedkommer. Men at føre saadan Snak med en uvedkommende Person, det er noget selsomt.

JERONIMUS.

Har han ikke faaet paa Haanden 500 Rdlr.?

LEONARD.

Har jeg faaet 500 Rdlr. paa Haanden? Hvilken Snak!

JERONIMUS.

Jo min Siæl har I faaet dem, nu svor Jeronimus og jeg.

LEONARD.

Ney min Siæl har jeg ikke faaet dem, nu svor Leonard og jeg.

JERONIMUS.

Ha ha, jeg merker at han vil bryde Kiøbet; 130 men her hielper nu ingen Eed, thi jeg kand lægge ham hans egen Qvittering for Næsen.

LEONARD.

Min egen Qvittering?

JERONIMUS.

Ja hans egenhændige Qvittering.

LEONARD.

Siger han alt dette af Skiemt, Hr. Jeronimus, saa er det for stærkt skiemtet. Og taler han alvorligen, saa merker jeg at han er kommen til Skade paa Helbreden.

JERONIMUS.

Spot mig ikke, Hr. Leonard! han har Synd deraf.

LEONARD.

Det være langt fra, Hr. Jeronimus. Men dette kand jeg sige, at enhver, som hører denne vor Samtale, kand ikke andet end dømme, at hvis vi taler alvorligen, saa maa een af os være gall; jeg for min Part er Gud skee Lov ved god Helbred.

JERONIMUS.

Og mig fattes slet intet paa Sundheden.

LEONARD.

Men hvad vil han da sige med sine 500 Rdlr., med min egenhændige Qvittering og andet deslige, som er ingen fornuftig Mands Tale?

JERONIMUS.

Og hvad vil han sige med at nægte alt saadant, som er ingen ærlig Mands Forhold?

LEONARD.

Jeg faaer vel at nægte de Ting, som ikke ere skeede.

JERONIMUS.

Ikke skeede? tør han vel ogsaa nægte Kiøbet?

LEONARD.

Hvilket Kiøb?

JERONIMUS.

Jeg merker, Hr. Leonard, at I fortryder paa Kiøbet, men nu er det forsiide; og jeg merker at det samme har været Aarsag til den forblommede Tale, som han tilforn førte, da han sagde sig ikke at ville selge Laasene ringere end 10 Rdlr. Stykket.

LEONARD.

Maa jeg ikke sætte hvad Friis jeg vil paa mine egne Laase?

JERONIMUS.

Ney, Hr. Leonard! ney; Efter Kiøbe-Contracten hører jo mig til alt hvad som er nagelfast i Huuset.

LEONARD.

Ney nu bliver det reent galt. Hvad Pokker 131 vil han sige med sin Kiøbe-Contract og sine nagelfaste Sager? Saa sandt som jeg er en ærlig Mand, saa kand intet saadant komme af en sund Hierne.

JERONIMUS.

Har han ikke solt mig sit Huus?

LEONARD.

Jeg hverken har solt eller tænker at selge det.

JERONIMUS.

Men naar jeg viiser ham hans egenhændige underskrevne Kiøbe-Contract, hvad da?

LEONARD.

End naar han aldrig kand beviise noget Kiøb, eller fremviise nogen Kiøbe-Contract, hvad da?

JERONIMUS.

Kiøbe-Contracten er i min Søns Hænder.

LEONARD.

Lad hans Søn komme hid med Contracten.

JERONIMUS.

Han er nu paa Landet, men skal komme hid i Morgen.

LEONARD.

Jeg har dog seet ham i Dag her udi Huuset.

JERONIMUS.

I mit Huus? Jeg troer I primer, Hr. Leonard! Huuset, som bekiendt er, har jo staaet tomt udi syv Maaneder.

LEONARD.

Ha ha ha! Her har jo været Giæstebud, Lystighed og Spil den heele Uge igiennem.

JERONIMUS.

I det befængede Huus?

LEONARD.

Hverken jeg eller nogen i det heele Naboelav har hørt tale om hans befængede Huus, tvertimod vi kand vidne at der har været Lystighed og Spill i Dag.

JERONIMUS.

Har han ikke hørt tale om Giengangere, som jeg selv med Forskrækkelse har seet komme ud af Huuset?

LEONARD.

Ach Hr. Jeronimus! Jeg er bange, at man har spillet ham et hæsligt Puds, som jeg nu begynder ret at begribe.

JERONIMUS.

Og jeg begynder at skielve og bæve over mit heele Legem.

LEONARD.

Jeg nødes mod min Villie at sige noget til Sagens Oplysning: Hans Søn med Henrich har holdt et farligt Huus udi Hr. Jeronimi Fraværelse. Da de hørte hans Ankomst, kom Henrich til mig og bad at jeg ikke vilde røbe dem, hvilket jeg og lovede; Derpaa kom han anden gang, og bad at det maatte være tilladt at besee 132 mit Huus, saasom Leander skulde giftes og Hr. Jeronimus vilde lade bygge ham et Huus efter mit Huuses Model.

JERONIMUS.

Jeg er forraad, hvis det er Sanden.

LEONARD.

Alting skal befindes at være som jeg har sagt, og naar saa er, kand Hr. Jeronimus let begribe, hvi jeg har kaldet Huuset mit Huus og andet deslige, som han forhen ikke har kunnet fatte.

JERONIMUS.

Jeg er om en Hals, Hr. Leonard! hvis ---

LEONARD.

Tvivler han endnu derom?

JERONIMUS.

Hvad som endnu foraarsager nogen Tvivlsmaal er dette, at jeg nyeligen selv har seet Giengangeren af mit Huus, hvilken truede mig paa Livet og skildte mig ved en Guldbørs paa 2000 Ducater.

LEONARD.

Jeg vil forsikkre ham, Hr. Jeronimus, at den Giengangere har ikke været anden end Henrich, og at Pengene er i hans Hænder. Lad os strax gaae ind udi Huuset for at faae fuldkommen Oplysning i Sagen.

JERONIMUS.

Porten er i Laas. Jeg har endeligen Hovet-Nøgel; men Skræk sidder mig endnu udi Blodet, saa at ikke jeg tør vove mig at gaae derind.

LEONARD.

Vil han ikke, saa vil jeg. Flye mig kun Nøgelen, jeg er vis paa at finde Huusholdersken i Huuset, thi hun kommer ikke gierne ud. Han gaaer ind.

JERONIMUS.

Ach jeg elendige gamle Mand! jeg er færdig at døe af Sorrig og Forbittrelse; thi jeg seer mig paa eengang baade ødelagt og forhaanet. Alt hvad som kand opmuntre mig til at leve, er Begierlighed at hevne mig over den fortvivlede Henrich, der saa skammelig har spillet med mig.

LEONARD.

Træd nu kun frit ind, Hr. Jeronimus! saa skal han strax komme af Drømmen. Han skal i Steden for Gienganger finde dækkede Borde, Viinflasker og Musicalsk Instrumenter, og høre Huusholderskens Bekiendelse. De gaae begge ind,

133

SCEN. 5

Jesper. Arv.

JESPER.

Er du vis paa at den gamle Herre er kommen tilbage?

ARV.

Ja det er gandske vist. Jeg har hørt det af 3 Personer, som eenstemmigen vidnede derom. En af dem sagde ogsaa at han havde hørt det af Henrich selv.

JESPER.

Hvorledes fandt han ham at være tilmode?

ARV.

Han sagde at han saae ud, som han havde, efter Ordsproget, brændt Falster af og vilde flye over til Laaland.

JESPER.

Jeg vil ikke laane ham min Ryg.

ARV.

Han slipper nok for at blive straffet paa Ryggen; Den murede Galge vil ikke blive ham for god.

JESPER.

Jeg er glad ved at vi ingen Deel har haft udi all den Uheld som er skeet.

ARV.

Jeg iligemaade. Har han givet mig Froekost i Morges, saa skal jeg nu hielpe ham til Aftens-Maaltiid. Men der kommer Herren selv med hans Naboe Seignr. Leonard.

SCEN. 6

Jesper. Arv. Jeronimus. Leonard.

JERONIMUS.

Ach saadant Forræderie er aldrig tilforn hørt. Nu har jeg Oplysning i den heele Sag, og Huusholdersken vidner at hun saae selv Henrich at forklæde sig som et Gespenst uden at kunne begribe hvad Sigte han dermed havde. Ingen Straf kand være stor nok for saadan Skielm.

LEONARD.

Jeg vil min Troe ikke bede for ham.

JERONIMUS.

Men der seer jeg mine Folk fra Landet. God Aften, Jesper! hvordan har I holdet Huus i min Fraværelse?

JESPER.

Der er kun holdet slet Huus, Herre! men det er ikke min skyld. Jeg kand giøre Reede og Regnskab for 134 min Huusholdning; Men her i Staden --- Jeg vil ikke sige meere. Herren faaer alting desværre at vide.

ARV
grædende.

Og nu har vi Execution paa Gaarden for Skatterne, som vi ikke har en Skilling til at betale med; og naar vi kommer til Staden for at anholde om Penge, driver man kun Spot med os. Jeg skiemmes ved at tale om hvorledes jeg denne Morgen tilig blev medhandlet.

JERONIMUS.

Hvad vederfoer dig da?

ARV.

Den skielrnsk Henrich, i Steden for at høre min Ansøgning, slog en Skaal Vand over mit Hovet.

JERONIMUS.

Vand over dit Hovet, siger du?

ARV.

Det var værre end Vand, det var, med Permission at sige, noget andet.

JESPER.

Himmelen har sendt Herren hid udi en beleylig Tid; thi hvis han havde blevet længer borte, havde intet kunnet staae til Redning.

ARV.

Vi havde maat sætte Bækken for Kirke-Dørren.

JERONIMUS.

Min kiere Hr. Leonard, hvad synes ham om alt dette?

LEONARD.

Jeg haaber at han som en fornuftig Mand ikke lader sig overvinde af Sorrig.

JERONIMUS.

græder. Ach hvo kand imodstaae saa mange overfaldende U-lykker?

LEONARD.

Han vinder dog intet dermed, nu maa han alleene være betænkt paa at oprette de faldne Sager.

Men der seer jeg Skielmen komme.

JERONIMUS.

Og han gaaer endnu med opreyst Hovet.

Hør, Jesper og Arv! gaaer lidt til Side, og henter et got stærkt Reeb.

SCEN. 7

Henrich. Personerne af forrige Scene.

HENRICH.

Ha ha ha hi hi hi! Jeg kand narre den gamle Mand lige saa meget som jeg vil.

JERONIMUS.

Du skal vel ikke narre mig oftere.

HENRICH.

Jeg fik ham til med foldede Hænder at læse Abracadabra.

135
JERONIMUS.

Og jeg skal faae dig til at læse en anden Lectie.

HENRICH.

Nu maa jeg hitte paa en Invention at fuldføre Comoedien.

JERONIMUS.

Jeg haaber at den er allerede fuldført.

HENRICH.

Det er jo virkelig en Comoedie.

JERONIMUS.

Men det skal blive en Tragædie for dig.

HENRICH.

Men der staar jo de to gamle Mænd. Ach Hr.

Jeronimus, jeg har jo varet ham saa ofte ad, at han ikke skal staae saa nær ved det befængede Huus.

JERONIMUS.

Jeg er nu ikke meere bange for Fanden,

Henrich! jeg har nu ogsaa giort Fred med ham; ja jeg har giort ham mig saa underdanig, at jeg kand mane ham fra mig og til mig saa ofte som mig lyster.

HENRICH.

Hvad vil det sige? Jeg troer her er Ugler i Mosen.

JERONIMUS.

Kommer herud, I Gienganger, og binder Hænder og Fødder paa denne Skielm.

Jesper og Arv kommer med Rebet.

HENRICH.
paa Knæe.

Ach Hr. Jeronimus, hvad ont har jeg giort?

JERONIMUS.

Binder Hænder og Fødder paa ham. Han bindes og sættes paa Gulvet.

136
HENRICH.

Ach Hr. Leonard! beed for mig.

LEONARD.

Jeg hverken vil eller kand hielpe dig.

HENRICH.

Ach Hr. Foged! beed for mig.

JESPER.

Du har ikke forskyldt at jeg skulde bede for dig.

HENRICH.

Ach Arv! beed for mig.

ARV.

Hvis min Bøn kand formaae noget, saa vil jeg ydmygst bede Herren, at du maa blive hængt førend Soel gaaer ned.

HENRICH.

Ach ach! jeg merker at man ikke meget kand forlade sig paa Patroner i Verden.

ARV.

Jeg tiener dig ellers udi alle andre Ting.

HENRICH.

Ach hvilken haard og utaknemmelig Medtiener!

ARV.

Jeg er jo taknemmelig for den Froekost du gav mig i Morges.

JESPER.

Læs nu Abracadabra din Hund, og see om det kand hielpe dig.

HENRICH.

Er da ingen Naade for mig at vente?

JERONIMUS.

Aldeeles ikke, du skal straffes efter dine Misgierninger.

HENRICH.

Kand jeg ikke frelse mit Liv ved at levere Guldbørsen tilbage?

JERONIMUS.

Du skal levere Pengene tilbage, og siden henges.

HENRICH.

Det skal i Evighed ikke skee.

JERONIMUS.

Jeg skal nok lære dig det.

HENRICH.

Herren maa pine og plage mig saa meget som han vil, saa skal han ikke faae Pengene paa andre Vilkaar.

JERONIMUS.

Ha ha! det skal have gode Veye; Du skal nok synge udi anden Tone naar Pinebænken kommer.

HENRICH.

Jeg blæs af alle Piinseler, og Udfaldet skal viise min Bestandighed.

JERONIMUS.

Du kalder Stivhed og Haardnakkenhed Bestandighed, men den skal jeg strax spæge.

HENRICH.

Og jeg skal lave mig paa at imodstaae med Tapperhed alle de Plager, som kand paalægges mig.

137

SCEN. 8

Octavius, Personerne af forrige Scene.

OCTAVIUS.

Min Hr. Jeronimus! jeg kommer her først for at giøre min Bekiendelse, dernæst for at stille ham tilfreds.

JERONIMUS.

Hvad er hans Bekiendelse?

OCTAVIUS.

Min Bekiendelse er, at jeg tillige med hans Søn Leander ikke har ført os anstændigen op udi hans Fraværelse.

JERONIMUS.

Jeg har med ham intet at bestille, Monsr. Octavius! han kand drikke, smautze, cortisere lige saa meget som han lyster; Han har Penge nok dertil, han haver ogsaa ingen at giøre Regnskab for sin Opførsel, efterdi han er sin egen Herre.

OCTAVIUS.

Betænk, min Herre, at vi ere unge Mennesker.

JERONIMUS.

Jeg siger at jeg har med ham intet at bestille, men alleene med den anden, der ved sit uskikkelige Forhold fast har ødelagt mig.

LEONARD.

Hvor er Leander?

OCTAVIUS.

Han staaer her uden for, og tør ikke komme for sin Fars Ansigt.

LEONARD.

Da vil jeg føre ham herind.

SCEN. 9

Leander. Personerne af forrige Scene.

LEANDER.

paa Knæ. Ach jeg kommer som den forlorne Søn og beder om Naade.

JERONIMUS.

Jeg har ingen Søn, og vil og ikke vide af nogen Søn at sige.

LEANDER.

Ach min kiere Fader! jeg beder med græ- dende Taare.

JERONIMUS.

Det Navn Fader skurrer i mine Ørne. Jeg er ikke din Fader. See der er din Fader, som sidder bunden paa Gulvet. Du est anden Fader ikke værd.

138
HENRICH.

Ach gid jeg var hans Fader! Saa skulde han strax absolveres.

LEANDER.

Ach jeg beder med grædende Taare.

JERONIMUS.

Dine Taarer bevæger mig aldeles ikke.

LEANDER.

Hvad vil man da giøre med mig?

JERONIMUS.

Jeg skal først erklære dig arveløs, og siden actionere dig for en offentlig Ret.

LEONARD.

Kiere Naboe! Han gaaer herudi forvidt. Betænk dog Ungdoms Feyl - - -

JERONIMUS.

Er den ung, som er 24 Aar gammel?

HENRICH.

Ach Hr. Jeronimus! betænk at det er jer eeneste Søn.

JERONIMUS.

Gid du faae en U-lykke din Gaudieb! tør du vel bede for andre?

HENRICH.

Jeg vil gierne lide al den Straf, som mig paalægges, naar Monsr. Leander maa tages til Naade.

JERONIMUS.

Dommen er afsagt: Du skal hænges, og han straffes paa anden Maade.

OCTAVIUS.

Her er jo ikke anden U-lykke skeet end at nogle Penge ere tilsatte.

JERONIMUS.

Nogle Penge, siger han? jeg faaer andet at føle, jeg elendige Mand.

OCTAVIUS.

Hør, Hr. Jeronimus! jeg forbinder mig udi alle disse Folkes Paahør og Nærværelse, af mine egne Midler at erstatte all den Skade, som er skeet, til Punkt og Prikke.

LEANDER.

Og jeg lover helligen at forbedre mit Levnet, og aldrig herefter at giøre noget, som kand være min Fader imod.

HENRICH.

Ach jeg begynder at faae min Aande igien.

LEONARD.

Kiære Naboe! vil I af saadanne Argumenter ikke lade eder bevæge?

OCTAVIUS.

Jeg bekræfter igien alt hvad jeg har lovet, saa at Hr. Jeronimus skal blive sat i samme Stand, som han var for sin Bortreyse,

LEANDER.

Og jeg vil aldrig bede for mig oftere, hvis jeg bryder det mindste af alt det som jeg har lovet.

139
JERONIMUS.

Stat da op igien. Jeg pardonnerer dig da med begge disse Vilkaar.

HENRICH.

Ach ach! hvilken uformodentlig Frelse.

JERONIMUS.

Den gaaer dig ikke an.

HENRICH.

Saa er det da ingen General Pardon?

JERONIMUS.

Ney ney! Du skal betale Lavet; lad mig nu først faae Guldbørsen tilbage, siden skal vi tales videre ved.

HENRICH.

Herren kand være forsikkret om at jeg aldrig siger hvor Guldbørsen er forvaret, førend jeg bliver forvisset om min Frelse.

JERONIMUS.

Haandskruer og andre Piinsler skal nok drive dig til at give den tilbage.

HENRICH.

Herren maa bruge alle optænkelige Piinsler, saa giver jeg den ey tilbage.

JERONIMUS.

Prøven skal strax giøres. Hør, Jesper og Arv! bringer - - -

HENRICH.

Hvad nytter det Herren at han piiner mig forgieves, og hvad Ære har han deraf at han handler saa ilde med mig for en ærlig Sag?

JERONIMUS.

For en ærlig Sag, siger du?

HENRICH.

Ja jeg siger en ærlig Sag, som heller fortjener Belønning end Straf, hvilket jeg skal beviise for hver upartisk Ret.

JERONIMUS.

Lad os engang høre hvorudi disse Beviisligheder bestaaer, og hvorledes du agerer denne Sag.

HENRICH.

Jeg vælger Hr. Leonard til Dommer, og agerer min Sag saaledes: Saasom jeg for denne høy respective Ret er stevnet for at svare til de Beskyldninger, som Hr. Jeronimus Velfornemme Borger og Indvaaner her i Staden har giort mod mit ærlige Navn og Rygte, og velbemeldte Hr. Jeronimus uden Føye har sat udi Rette paa mit Liv, min Ære og Formue; Da, endskiønt jeg kand have Aarsag til at paastaae en betydelig Satisfaction, vil jeg dog alleene lade mig nøye med en simpel Befrielses Dom. Sagen, gunstige Dommer, er denne: Min Herre Leander, som jeg har lovet Huldskab og 140 Troeskab, var geraaden udi en U-leylighed, hvoraf han ikke uden ved mit Middel kunde redde sig. Jeg haver for hans Frelse opoffret mig selv, thi alle de Konster, som jeg har øvet, sigte alleene dertil, og, naar saa er, meener jeg uforgribelig, at deslige Bedrifter bør hellere at have Navn af heroisk Actioner end af Misgierninger. Dette er saa klart, at enhver det strax kand begribe og tydeligen see, at jeg kand have Aarsag til at giøre en stærk i Rettesættelse mod min Contrapart; Ikke desmindre vil jeg dog i Henseende til min Herre Leander, for hvilken at føye jeg ogsaa frastaaer alle mine retmæssige Prætensioner, lade mig nøye med en Befrielses-Dom, saaledes conciperet, at eftersom agtbare og ærlige unge Karl Henrich Andersen har for denne Ret beviiset sin Uskyldighed, da befries han for Hr. Jeronimi Tiltale, og Omkostningerne ophæves paa begge Sider. See, saaledes har jeg ageret min Sag; hvis mine Hænder ey havde været bundne, og jeg kunde have giort Gestus, skulde det end være bleven bedre.

LEONARD.

Udi denne Procedure, hvor latterlig den er, saa er dog noget, hvoraf man kand bevæges; Gierningerne udi sig selv ere lastværdige, men Motiverne ere gode. Eftertænker kun hvad Nytte en Herre udi en Fare sig kunde have at vente af saadan Tiener, der for hans Frelse ikke tager i Betænkning at underkaste sig Piinsler og Død. Jeg frikiender ham derfor, og haaber at Herr Jeronimus ikke anker paa saadan Dom.

LEANDER.

Jeg tilstaaer at alt hvad han har giort har væ- ret for min Frelse.

OCTAVIUS.

Og jeg vil formode, at eftersom jeg har paataget mig at giøre Hr. Jeronimus skadesløs, at der maa gives en general Pardon.

HENRICH.

Og jeg forbinder mig strax til at viise hvor Guldbørsen er henlagt, som er gandske u-rørt og i god Behold.

JERONIMUS.

Jeg faaer da at give mig tilfreds. Løser ham igien.

141
ARV.

Men Herre! Hvad Vederlag skal jeg faae?

HENRICH.

Det kommer nu denne Sag ikke ved; Du maa tage en nye Stevning, Arv. Ellers giver jeg dig Lov at slaae en Potte Vand over mit Hovet igien.

LEONARD.

Ha, ha, ha! træder ind udi mit Huus, der kand vi afgiøre alting.

HENRICH.
til Spectatores.

Nu er Comoedien til Ende.
Gaaer nu hver hiem til sit, og hvis Eders Koner eller
Huusholdersker knurre efterdi I komme saa silde hiem
om Aftenen, saa læser Eders Abracadabra 3 gange i
Rad. Dermed bevæbner I eder saavel mod dem, som
mod andre Spøgelser. Ellers lærer man af denne Comoe-
die, hvorudi ingen Actricer have været, at mange vigtige
Ting kand forrettes uden Fruentimmerets Hielp.

Abracadabra Noter

S. 83
Abracadabra, magisk Trylleord af usikker Oprindelse og Betydning. Brugtes egentlig mod Feber.

S. 84
Fogden, Ridefogden, Forvalteren. - Staldbroder, Ven, Kammerat.

S. 87
Assamblix, Fordrejning af fr. assemblce, Selskab. - helst, efter Nægtelse: især ikke, mindst af alt. - sylter, gør (dig) til gode.

S. 88
Fort, skynd dig! hurtigt! mare, en Ed (Fordrejning af Marie): sandelig, minsandten.

S. 89
slet, slet og ret. - for sin Rcyse, før sin Rejse.

S. 90
Ladefogden, Avlskarlen. - noget andet, Ekskrementer. - smautze, fraadse, svælge i Mad. - per Cassa, lat. betale per cassa, i rede Penge. Bruges her forkert.

S. 91
paa den store Viis, dvs. med Te.

S. 92
Exeqverere. Resterende eller ubetalt Skat blev inddrevet ved militær Exekution. Militær blev indkvarteret paa Gaarden indtil Skatten var betalt. - Hillemænd, »Hellige Mænd«, dvs. Helgenerne.

S. 93
Curiositet, Nysgerrighed. - Adrienne, en Damekjole med langt Slæb. - Ejusdem, samme (Maaned). - Smekke, Brystdug. - prænumereert, forudbetalt. - Specie Ducat, Guldmønt, to Rigsdaler i Værdi.

142

S. 94
pur, ren. - Hvidløgs-fresser, Hvidløgsæder. - kriegen, ty. faa.

S. 95
Thalmud, Jødernes gejstlige og verdslige Lovbog.

S. 96
Boteille, fr. bouteille, Flaske. - Monfrere, fr. mon frère, (min) Broder. - Freylig, ty. freilich, visselig; rigtig nok. - Frisk Mod er en halv Tæring, Ordsprog, hvor Tæring angiver, hvad der behøves til Livets Ophold. - Polsk Dands, Navn paa en Række Pardanse, der alle har deres Oprindelse fra en Dans, som stammer fra Polen og i det 16-17. Aarh. udbredtes i Europa. - lade Violen sørge, lade Musikken give Udtryk for Livsglæde (Egl. maaske Signal til Spillemanden om at spille op til Begravelsesgilde som Tegn paa, at nu vil man ikke sørge længere). - spender, sparker.

S. 97
Theatrum, Scenen. - tydske Processer, den tyske Rigskammerret var især berygtet for sin Sendrægtighed.

S. 98
for, før. - lave paa, forberede.

S. 99
en passant, fr. i Forbigaaende. - Helene, alluderer til den græ- ske Kongedatter, hvis Rov gav Anledning til den trojanske Krig. Holberg skæmter andetsteds (Ulysses) med hendes paastaaede Blufærdighed. - Lucretia, egl. oldromersk Heltinde, der begik Selvmord, da hun ikke kunde modstaa en Kongesøns ihærdige Efterstræbelser. Hos Holberg antyder Navnet en tvivlsom Moral. - Anstød, Anfald af Sygdom. - Recept, Lægemiddel. - China, Kinin (feberstillende Lægemiddel). - Tinctur, Ekstrakt eller Udtræk af Droger tilsat ren Sprit (brugt som Lægemiddel). »Draaber«. - Recip. lat. recipe, (ind)- tag. - Dracme, datidig Vægtenhed for Medikamenter. - Qvantitet, Mængde, Kvantum. - Spids-Glas, Glas, der bliver smallere, spidsere nedadtil.

S. 100
Mennist, Tilhænger af en Gendøbersekt, stiftet af Menno Simonis i det 16. Aarh. Hos Holberg spøgefuldt om Person, der altid kommer med Indvendingen: »men .. .«.

S. 101
en meer piinagtig Død, direkte Oversættelse af Plautus' Hentydning til den Tortur, der ventede den ulydige Slave.

S. 102
om en Hals, i en alvorlig Knibe, fortabt. - sultne Hunde, Gerrigpinde.

S. 103
end om, men hvis nu; sæt nu at.

S. 106
Alexander Magnus, Alexander den Store, makedonisk Feltherre fra 4. Aarh. f. Kr. - Hr. Niels, dvs. Præsten. - mane Fanden, ved overnaturlige Midler at tvinge Fanden til at lyde ens Vilje.

S. 107
Orthodox, Rettroende.

S. 108
Fanden vil have Viin, Folketroen sammenblandede hyppigt Fanden og Gengangere. - Fransk Viin, et tarveligt Surrogat for Vin, som Landalmuen drak. - Det ligger ikke Magt paa mig, jeg har ingen Betydning. - de Alzirske Søerøvere, ifølge 143 Traktat med Algier 1746 nød danske Skibe Beskyttelse mod Landets Pirater.

S. 109
fordrieslig, jf. ty. verdriesslich, fortrædelig. - Machine, Intrige. - Dat etc., gid du faa en Ulykke til sidst.

S. 110
lieber, ty. hellere. - ehr, ty. før. - auf sulken Weis, ty. auf solche Weise, paa saadan Vis.

S. 111
glich viel, ty. gleichviel, lige meget. - wenn ich nur, ty. naar jeg blot. - Fodring, Fordring. - artigt, besynderligt, mærkeligt.

S. 112
Nun ist niet lang etc.; direkte Oversættelse af Mostellaria. Henrich havde ellers bedt Ephraim om først at vende tilbage efter et Par Timer.

S. 113
Sr., Seigneur, Hr. - Discretion, Drikkeskilling. - toe Hovedet paa, to - tvætte, vaske; give en ordentlig Omgang.

S. 114
løbe med Limstangen, gjort til Nar. - Sparlagen, egl. Forhæng, Vægtæppe eller Sengeomhæng. Sparlagens Præken, Gardinprædiken, Straffetale.

S. 115
tilfals, til Salg. - heel curieuse, meget omhyggelig, nøjeregnende, nøjeseende. - kiøligt om Sommeren. Dette specielt sydlandske Træk er direkte overført fra Mostellaria.

S. 116
Belte, Kattegat. - Smakke, mindre Skib, tidligere navnlig brugt som Færgeeller Fragtfartøj. - harcelere, spøge, drive Gæk, - Incommodation, Ulejlighed.

S. 117
trofast, solid, holdbar. - alt hvad som er nagelfast, og derfor udgør en fast Bestanddel af Bygningen (i Modsætning til Løsøre).

S. 118
Materie, Emne, Sag. - hvad som dér kaldes en Mark; en lybsk Mark - dansk To-Mark; en lybsk Skilling (Styver) - dansk Toskilling.

S. 120
Prosit, lat. egl. gid det maa gavne. Høflighedsfrase til en, der nyser.

S. 121
Permission, fr. Tilladelse. - regner maaskee paa Lybsk; se om Mark i 6. Scene!

S. 122
Ducat, to Rigsdaler. - for tung Byrde, 2000 Gulddukater har vejet omtrent 7 kg. - affiloutere, franarre. - Børs, Pung.

S. 123
smørre, smøre, bestikke. - Machine, som giør sig høy, dvs. gør ham høj. - læser, beder, fremsiger Bønner, - Mammon, Penge. - Poenitentse, Pønitense, Bod; Anger, - Lucifer, lat. egl. Lysbringeren. Betegnelse for Satan.

S. 124
sige Summen net op, opregne Summen rigtigt.

S. 128
aarelade udi Panden, nemlig for Galskab. - laxere, skaffe Afføring. - altereret, forskrækket.

S. 129
faae en Ufærd, faar en Ulykke.

S. 131
End naar han, men naar han. - primer, vrøvler, er fra, Forstanden.

144

S. 133
flye, flyve. - Den murede Galge, en saadan stod dengang ude paa det nuværende Vesterbro. - Seigneur, fr. Herre.

S. 134
Bækken for Kirke-Dørren. Folk, der uforskyldt var kommet i Nød havde iflg. Lov Tilladelse til at samle ind til sig selv ved Kirken.

S. 135
Invention, Paafund.

S. 136
Patron, Velynder, Beskytter. - Læs nu Abracadabra; det er formentlig Jeronimus, der siger dette. - Pinebænken. Tortur kunde endnu til 1837 anvendes i Sager for Tyveri, Trolddom m. v. - spæge, tæmme, betvinge.

S. 137
cortisere, kurtisere, gøre Haneben, den forlorne Søn, den fortabte Søn (Lukas-Evangeliet 15,11 ff).

S. 138
absolveres, frikendes, gives Syndsforladelse. - actionere, sætte under Aktion, dvs. under Tiltale. - Gaudieb, Gavtyv.

S. 139
pardonnerer, tilgiver; eftergiver Straffen. - General Pardon, almen, fælles Pardon. - agerer, forestiller, fremstiller. - Satisfaction, Oprejsning.

S. 140
U-leylighed, uheldigt Forhold. - ved mit Middel, ved min Hjælp. Contrapart, Modpart. - i Henseende til, af Hensyn til. - Prætensioner, Krav. - condperet, affattet.

S. 141
Vederlag, Erstatning. - igien, til Gengæld.