REPUBLIQVEN - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

REPUBLIQVEN
ELLER DET GEMMENE BESTE
Comoedie udi tre Acter

332

✂

Hoved-Personerne i Comoedien

REPUBLIQVEN
LEONORA
hendes Dotter
PERNILLE
Piigen
HENRICH
Tieneren
LEANDER
Leonoræ Beyler
SKRIVEREN
ADSKILLIGE PROJECT-MAGERE

333

✂

Republiqven
Indledning

✂ Komedien er den femte, som Holberg skrev for Teatret paa Kongens Nytorv. Den tryktes i Den Danske Skue-Plads' 7. Bind, som udkom i Marts 1754; den opførtes 17. og 19. April s. A., og aldrig mere. I Ep. 447 skriver Holberg om Komedien, at den er mere for Øjnene end for Ørene.

✂ I denne Komedie er Fru Republik en Personifikation af Staten, paa samme Maade som i Aristofanes' Komedie »Ridderne« en Mand, Demos, er Personifikation af det hans Navn betyder, Folket. Som i »Plutus« nærmer Holberg sig altsaa til den aristofaniske Komediekunst. I »Ridderne« bliver Demos domineret og udbyttet af griske Politikere; hos Holberg plages Fru Republik af entreprenante og egennyttige Projektmagere. Den Slags havde Holberg og mange før ham et godt Øje til. Holberg kunde nok lide at fortælle om, hvordan det var foregaaet hos den græske Stamme Lokrerne, naar et Lovforslag blev forelagt. Historien fortælles hos Demosthenes, i en Anklagetale han o. 353 f. Kr. holdt i Athen mod en Storsvindler ved Navn Timokrates: »Hvemsomhelst der foreslaar en ny Lov, gør det med Strikken om Halsen. Hvis Forslaget forekommer prisværdigt og nyttigt, kan Ophavsmanden trække sig tilbage med Livet i Behold. Hvis ikke, strammes Rebet og det er hans Død«. (Mod Timokrates, Stk. 139). Stadssatyricus i »Peder Paars« kendte denne græske Skik (Bind II, S. 228) og Niels Klim opdager (Bind IX, Niels Klim, Kap. IV), at i den fornuftige Stat Potu er den blevet Lov. - I Danmark udstedte Frederik IV 20. Februar 1717 en 334 Forordning om Suppliquer og Memorialer, altsaa Ansøgninger o.lign., hvori det hedder: »Da en Del unyttige Projectmagere sig ofte angive, saa maa ingen med noget Project, som ei er practicabelt, indkomme, men skulde noget befindes værd at efterse, da skal Autor paa egen Bekostning præstere sit Angivende eller derfore efter Sagens Omstændigheder anses. Men er det kun Angivelser uden Fundament, som hverken er practicable eller kunne gjøres bevislige, da skal han, saa snart Sagen ham i Cancellierne eller Collegierne er overbevist, strax arresteres og i Arrest forblive, indtil han sit Angivende præsterer, eller efter Loven lide derfor«.

✂ »Republiqven« er svagt som dramatisk Arbejde; men det er stadig interessant under Læsningen at mærke sig, hvilke Projekter Holberg ansaa for latterlige, dvs. som hverken kan realiseres eller sandsynliggøres. Prøv selv.

✂ Litteratur.Comoedierne, ved Carl Roos, III, 1924, S. 509 ff. - E. C. Werlauff: Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil, 1858, S. 15. - J. Paludan: Om Holbergs Niels Klim, 1878, S. 182 ff.

335
336

✂

ACTUS I

✂

SCEN. 1.

Leerbeutel. Novatianus.

NOVATIANUS.: God Morgen, Hr. Leerbeutel! hvad er hans Ærende her saa tiiligen?

LEERBEUTEL.: Det skal jeg sige ham som min gode Ven, forhaabende at det bliver hos ham selv. Her kand en fattig Karl komme til Brød og giøre sin Lykke.

NOVATIANUS.: Hvi saa?

LEERBEUTEL.: Har han ikke hørt tale om den Resolution som Frue Respublica har taget, endeligen at bortgifte sin eeneste Dotter, som saa mange brave Mænd hidindtil forgieves have giort Ansøgning om?

NOVATIANUS.: Hvad Forhaabning kand Monsr. Leerbeutel derom giøre sig?

LEERBEUTEL.: Jeg kand have saa god Forhaabning, som nogen her i Staden; thi det er bekiendtgiort at Fruen seer hverken efter Ungdom, Kiønhed eller Midler, men søger efter en Svigersøn, som har Kundskab udi Stats og Huusholdnings-Sager, og der ved Capacitet og Hurtighed kand understøtte hende udi hendes Alderdom, give hende nyt Liv og nye Kræfter, og bringe hendes Huus udi en florerende Tilstand.

NOVATIANUS.: Er da Monsr. Leerbeutel en saa stor Politicus?

LEERBEUTEL.: Jeg skulde ikke rose mig selv, men jeg troer ikke at der er nogen her i Landet, der haver enten bedre Villie eller Evne til at tiene Publico. Jeg har allerede i Dag paa en halv Times Tid giort og udstuderet 7 Projecter, som alle ere af stor Vigtighed. Jeg har et af 337 dem hos mig, som er det fornemste, og som jeg vil viise ham som min gode Ven, for at høre hans Betænkning derover.

NOV ATI ANUS.: Jeg skal med Fliid læse det igiennem, og sige ham min Meening.

LEERBEUTEL.: Det maa blive liggende hos ham en Times Tid. Jeg vil imidlertid liste mig herind for at tale med Republiqvens Tiener, som kand bane mig Veyen til hans Herskab.

NOVATIANUS.: Monsieur finder ham nu ikke, thi jeg saae ham i dette Øyeblik udi en anden Gade.

LEERBEUTEL.: Saa vil jeg da komme igien om en halv Time, imidlertid er han saa god at igiennemlæse nøye Forslaget.

NOVATIANUS.: Det skal skee. Adieu saa længe.

338

✂

SCEN. 2.

NOVATIANUS.

✂

alleene. Ha, ha, ha! Jeg er just i samme Ærinde, som han, og derfore bildte ham ind at Tieneren var ude. Hvis der er noget got i Forslaget, giver jeg det ind i eget Navn. Enhver er Tyv i sin Næring. Vil han beskylde mig for Falskhed og sige at han har betroet mig Forslaget, saa er mit Ney saa got som hans Ja. Jeg er ellers ikke den første, som i saa Maade pløyer med andres Kalv. Men jeg maa see til i Tide at jeg faaer fat paa Tieneren.

Han kiger ind ad Dørren og vinker ad ham.

✂

SCEN. 3.

Henrich. Novatianus.

HENRICH.: Vil han tale med nogen her i Huuset?

NOVATIANUS.: Hans Tiener, Monsr. von Henrich! tag min Dristighed ikke ilde op; jeg trænger til hans Venskab, og haaber, at saasom jeg altid har baaret stor Affection til ham, at han nægter mig ikke sin Tieneste udi et vigtigt Anliggende.

HENRICH.: Jeg har slet ingen Prøver paa hans Affection, er ey heller i Stand til at beviise ham nogen Tieneste. Det er knapt, at jeg kiender ham af Ansigt.

NOVATIANUS.: Hvis han ingen Prøve haver seet paa min Affection, saa skal han faae den at see. Jeg beder ydmygst at han ikke vil forsmaae et par Ducater.

HENRICH.: Hvorfor skal jeg tage imod hans Ducater?

NOVATIANUS.: Det er ikke i anden Henseende end til at viise Prøve paa den Affection, som jeg bær til hans Person.

HENRICH.: Hvis det er ikke i anden Henseende, saa skal han have Tak. Er hans Navn ikke Novatianus?

NOVATIANUS.: Jo til Tieneste. Jeg hører at han dog veed mit Navn.

HENRICH.

✂

Hvorfor skulde jeg ikke vide hans Navn? 339
340 Jeg har jo kiendt ham længe, og veed at han er en honet Caballeer.

De omfavne hinanden.

Men hvad er hans Forlangende? Det skulde være mig en Fornøyelse om jeg kunde være ham til nogen Tieneste.

NOV ATI ANUS.: Ja vist kand han tiene mig; Thi jeg veed at han staaer vel hos hans Frue Republiqven. Jeg er hidkommen for at tilbyde Republiqven min ringe Tieneste, og til den Ende har udstuderet adskillige Ting, som ere til hendes Tarv og Nytte. Man skulde vel tænke, at nogen Egennytte var derunder; Eftersom de fleeste ved Forslag sigte gemeenligen til egen Interesse. Men jeg er ikke af de slags Folk; Thi jeg kand helligen vidne at jeg intet haver for Øyen uden Republiqvens Beste.

HENRICH.: Jeg er gandske forsikkret derom. Men hvad er det, hvormed jeg kand være ham til Tieneste?

NOVATIANUS.: Et got Ord kand giøre meget. Jeg haver forfattet adskillige nyttige Forslag, hvoraf jeg haver dette, som han seer reenskrevet, som jeg ydmygst beder Monsr. von Henrich vil recommendere til hans Frue Republiqven.

HENRICH.: Hør, min Herre! Republiqven giver Audience Klokken to i Eftermiddag, da kand han lade sig indfinde. Imidlertid skal jeg bane Veyen ved at recommendere paa det kraftigste hans Person. Novatianus kysser ham og gaaer bort.

SCEM.: 4. Henrich. Bremenfeldt.

HENRICH.: Jeg er vis paa at vi vil faae en stor Hob Projectmagere paa Halsen; men, hvis de alle forstaae deres Politica saa vel som denne, saa taber jeg intet derved. Men der seer jeg en anden komme, jeg troer nok at han er af samme Suurdey. Det kommer mig for som det er Bremenfeldt. Jo det er min Troe ham selv udi egen Person; 341 Jeg vil holde mig lidt til Side, for at see hvor han vil lande.

BREMENFELDT.: Nu kand man giøre sin Lykke, og nu kommer mine Politiske Videnskaber mig til Pas. Jeg har allerede denne Morgen igiennemløbet 3 Capitler i den politisk Stokfisk, og derudover faaet 5 gode Projecter i Hovedet, hvorved jeg haaber at recommendere mig hos Republiqven, og derudover blive saa nær den lovede Belønning, som nogen anden.

HENRICK.: sagte. Han taler ikke om hvorledes han vil recommendere sig hos mig, hvilket viiser at han er kun en slet Politicus.

BREMENFELDT.: Det er mig sagt at Republiqven nu skal have sin Boelig her. Men der seer jeg en Tiener; Hør, Monsieur! hvad heeder denne Gade?

HENRICH.: Den heeder slet intet; I kand jo see at det er et Torv. Men hvad leeder han efter?

BREMENFELDT.: Jeg leeder efter Republiqvens Boelig.

HENRICH.: Saa er I paa rette Vey; Thi her er Huuset, hvor hun boer.

BREMENFELDT.: Hører han til Huuset? med Permission at spørge.

HENRICH.: Med Permission at svare: Jeg hører ikke saa meget til Huuset, som Huuset hører til mig; Thi jeg er her Fuldmægtig.

BREMENFELDT.: Hans Tiener, Hr. Fuldmægtig! kunde han ikke skaffe mig Audience hos Republiqven? thi jeg haver adskillige vigtige Forslag at insinuere, som vil komme hende til stor Nytte.

HENRICH.: Er det intet andet?

BREMENFELDT.: Min Hr. Fuldmægtig! Jeg forlanger kun Audience, og indfinder mig paa Republiqvens Invitation.

HENRICH.: Har I slet intet andet?

BREMENFELDT.: Ney jeg begierer kun Audience.

HENRICH.: Dermed bemænger jeg mig ikke. Nu om 342 Formiddagen gives ingen Audience. Vil I passe paa om Eftermiddagen, saa er det den rette Tid.

BREMENFELDT.: Hvad Klokke-Slet, om jeg maatte saa spørge?

HENRICH.: Jeg haver ikke stunder at tale meer med jer, om jeg maatte saa svare. Adieu.

BREMENFELDT: gaaer bort
Denne Karl er kort for Hovedet.

HENRICH.: Denne Karl haver et Kiødhovet; Thi een, der ikke veed bedre at insinuere sig hos Republiqvens Tiener, har ilde studeret sine Politica og med sine Forslag kand ikke vinde uden Bagslag. Men der seer jeg Seignr. Leerbeutel komme. Han graver uden Tvivl i sin Lomme efter en Ducat; Det er en ret Statsmand, man kand see den sunde Politic afmalet i hans Pande.

✂

SCEN. 5.

Leerbeutel. Henrich.

LEERBEUTEL.: Nu meener jeg nok at Henrich er kommen hiem igien. Mig fortryder at have overleveret mit Skrift til Novatianus; Man har Exempel paa at een og anden udcopiere andres Forslag og give dem ud for deres egne. Men der seer jeg Manden som jeg leder efter. Serviteur, Hr. Henrich! Jeg blev saa glad over den Intimation jeg saae udi Aviserne af Republiqven, at jeg lovede det første jeg saae hendes Tiener at forære ham 3 Ducater. Lad mig nu fuldbyrde mit Løfte, og forsmaae ikke en ringe Gave.

HENRICH.: Ey, Hr. Leerbeutel! jeg har jo ingen Tieneste beviiset ham.

LEERBEUTEL.: Jeg sværger paa at han skal have dem.

HENRICH.: Jeg vil da ikke giøre ham Meensvoren; ønsker ellers at kunde giøre ham nogen Tieneste.

LEERBEUTEL.: Den Tieneste, han kand beviise mig, er at recommendere mig hos Republiqven, og skaffe mig Audience; thi jeg haver adskillige nyttige Ting at forestille 343 hende. Jeg tvivler ikke om, at adskillige andre lade sig ogsaa indfinde; thi Staden vrimler af Projectmagere, hvoraf de fleste ikkun fremkomme med ildegrundede Forslag, som sigte alleene til deres egen Nytte, hvorvel de bruge Republiqvens Tarv til Prætext. Jeg derimod kand forsikkre at jeg haver ikke mindste Henseende til Belønning; Men Publici Velfærd er alleene Tønder til min Iver.

HENRICH.: Jeg er og forsikkret derom. Monsieur haver ellers Ret derudi, at adskillige ville lade sig indfinde. Her har allerede været tvende. Den første var Novatianus, som havde et skriftligt Forslag, som han vilde levere mig til Befodring.

LEERBEUTEL.: Hillemænd! hvad hører jeg? havde han allerede et skriftligt Forslag?

HENRICH.: Ja! men jeg tog ikke derimod. Jeg bad ham at overlevere det selv i Eftermiddag.

LEERBEUTEL.: Ach den Forrædder!

HENRICH.: Hvi saa?

LEERBEUTEL.: Det var mit Forslag, som jeg leverede ham til at igiennemsee for at høre hans Betænkning derover. Ach Hr. Henrich! hav den Godhed at give Republiqven saadant tilkiende.

HENRICH.: Hvad kand det hielpe naar ingen Beviis er?

LEERBEUTEL.: Jeg byder mig til at giøre min Eed derpaa.

HENRICH.: Men om han, som en Politicus, tilbyder sin Benægtelses Eed, saa bliver man jo lige klog; Folk agter desværre nu omstunder ikke at sværge.

LEERBEUTEL.: Ach Hr. Henrich! hielp mig til rette herudi.

HENRICH.: Hverken jeg eller nogen kand herudi hielpe; Det er en Ting, som maa afgiøres mellem dem selv. Men jeg veed jo at Monsieur har fleere Projecter; Det kand jo ikke komme ham, som en habil Mand, an paa et Forslag meer eller mindre.

LEERBEUTEL.: Det er vel sandt; Men dette Forslag var det beste, og som har kostet mig megen Hovetbryden.

344

HENRICH.: Det er galt nok. Jeg veed nu intet bedre Raad end at han skriver det paa nye igien; og da kommer det an paa hvo der først indkommer med sit Skrift. Ellers er i mine Tanker best, at han erkyndiger sig ret om Tingen, og hører om han med det gode vil levere Skriftet tilbage.

LEERBEUTEL.: Det vil jeg og giøre. Adieu saa længe; Jeg recommenderer ham min Person.

HENRICH.: Jeg vil være gandske neutral udi denne Sag, og opføre mig upartisk, som en ærlig Mand sømmer og anstaaer; thi jeg har faaet Penge af dem begge. Men der seer jeg Republiqven kommer med Jomfruen og Pernille.

✂

SCEN. 6.

Republiqven. Leonora. Pernille. Henrich.

REPUBLIQVEN.: Hør, min Dotter! Du maa være betænkt paa at forandre din Stand. Du maa efter unge Jomfruers Exempel ikke see hverken efter Kiønhed, eller Ungdom, ey heller efter Midler, men efter Forstand og Videnskab. Jeg bliver nu gammel, og store Byrder ligge paa mine Skuldre; Jeg maa derfore have en Svigersøn, som kand understøtte mit Huus, bøde paa det forfaldne, ja bringe alting udi bedre Stand. Du svarer intet dertil.

PERNILLE.: Den stakkels Jomfrue kand ikke andet end blive taus over saadant Forslag. Jeg vil svare paa hendes Vegne, og naar Fruen vil gifte sin Dotter bort, maa hun see til at der bliver et kierligt og eenigt Ægteskab, hvilket ikke kand ventes uden at Personen er saadan en, som hendes Hiertelaug kand falde til.

REPUBLIQVEN.: Hendes Hiertelaug bør fæstes til den, som hendes Moder anseer som en Støtte for hendes Huus og Handtering.

PERNILLE.: Eftersom Fruen holder saadan Person saa nødig, er det da ikke best, at hun tager ham selv, og lader Jomfruen faae sin Ligemand og saadan en, som hun kand lide?

345

REPUBLIQVEN.: Jeg er for gammel til at gifte mig, Pernille.

PERNILLE.: Og hun er for ung og for god at gifte sig med en forrustet Projectmager.

REPUBLIQVEN.: Det kand hænde sig, at hun kand faae den, der baade kand understøtte mit Huus, og som tilligemed kand staae hende an.

PERNILLE.: Det kand hænde sig, det kand og ikke hænde sig; Saasom Fruen fornemmeligen sigter til at faae til Svigersøn den som hun holder for den største Politicus, saa staaer en ung Jomfrue stor Fare ved at faae en Mand, som hun kand være fornøyet med.

REPUBLIQVEN.: Det maa komme an paa en Prøve, hvem jeg finder best og beqvemmest.

PERNILLE.: Jeg har aldrig hørt at Kundskab i Stats-Sager holdes for Prøver til Beqvemhed udi Ægteskab. Der vil min Troe andre Prøver til. Er det ikke sandt Jomfrue?

REPUBLIQVEN.: Holdt inde med saadan daarlig Snak, Pernille! Min Dotter finder sig nok derudi.

PERNILLE.: Hør, min kiere Jomfrue! om den Politiske Kandestøber kom og friede til hende, vilde hun sige ham Ja?

LEONORA.: Jeg haaber at min Frue Moder ikke vilde give mig bort til en gammel Nar.

PERNILLE.: Om en Socrates da med Abeansigt eller en skrutrygget Æsopus lod sig anmælde?

LEONORA.: Da svarede jeg det samme dertil.

PERNILLE.: Nu hører jo Fruen, hvorledes Jomfruen kand og vil finde sig i saadant. Jeg er kun en fattig Pige, men om Herman von Bremen eller den Politiske Stokfisk friede efter mig, viisede jeg dem paa en høflig Maade Fanden i Vold, og gav dem Assignation paa en gammel forrustet Fiskerkierling.

REPUBLIQVEN.: Hør, Mademoiselle! jeg giver dig vel Frihed til at tale, men jeg merker, at du giør Misbrug deraf, og søger kun at styrke min Dotter udi U-lydighed.

346

PERNILLE.: Man har jo Frihed at tale udi Republiqver. Alle Republiqver giøre jo Profession af at høre Sandhed; men det synes at saadant bestaaer alleene i en pur Sigelse og udi et purt Navn, thi Erfarenhed viiser at man ved Sandhed styrter sig i Fortred allevegne i Verden.

REPUBLIQVEN.: Enten det er saa eller saa, saa bliver jeg u-ryggeligen ved mit Forsæt, og du min Dotter maa skikke dig derudi.

LEONORA.: Men min kiere Moder ---

REPUBLIQVEN.: Ingen Snak! Hvad jeg har sagt, maa staae fast. Her handles om en Svigersøn af saadanne Qvaliteter, som jeg har beskrevet.

PERNILLE.: Alle ville give sig ud for at have slige Qvaliteter; Alle ville og foregive at de sigte alleene ved deres Forslag til Republiqvens Tarv, skiønt Hiulet som driver dem er alleene Jomfruen, som er Republiqvens eeneste Arving.

REPUBLIQVEN.: Jeg kand nok vide at giøre Forskiel mellem daarlige Projectmagere og duelige Raadgivere.

PERNILLE.: Det er ikke saa let som Fruen meener. Erfarenhed viiser at man ofte bliver bedragen. Hun skal see, at Projectmagere i Hobetal vil strømme hid.

HENRICH.: Her har allerede været 3 denne Morgen; Den eene seer meer Politisk ud end den anden. Jeg har bedet dem at komme igien ved Audience Timen.

REPUBLIQVEN.

✂

Det er got nok. Jeg maa gaae ind saa længe.

Hun og Henrich gaaer ind.

✂

SCEN. 7.

Leonora. Pernille.

LEONORA.: Nu ere gode Raad dyre min kiere Pernille.

PERNILLE.: Jeg veed ikke bedre Raad at give, end at Leander giver sig ud for en Politicus, og tilbyder sin Tieneste udi Stats-Sager.

LEONORA.: Du kiender ham da ikke ret. Han er en ærlig 347 Person, der aldrig giver sig ud for det som han ikke forstaaer.

PERNILLE.: Paa den Maade kommer Jomfruen at gaae til Brudeseng med den Politiske Kandestøber.

LEONORA.: Hvad skal jeg vel giøre?

PERNILLE.: Er det Spørsmaal hvad hun skal giøre?

LEONORA.: Jeg beqvemmer mig aldrig dertil. Jeg haver derforuden forbundet mig til Leander, som jeg ikke forlader.

PERNILLE.: Hvor er han nu? Det var at ønske, at han var tilstede at vi kunde raadslaae lidt med ham.

LEONORA.: Jeg troer nok, at han kommer i dette Øyeblik; Thi jeg har haft Bud til ham.

PERNILLE.: Han maa komme i Formiddag. Thi bier han til i Eftermiddag, saa gives ingen Leylighed at tale med ham, efterdi Huuset vil vrimle med Projectmagere.

LEONORA.: Han kommer vist nok i Formiddag, og da haver han i Sinde at begiere mig offentligen af min Moder.

PERNILLE.: Jeg er bange at han faaer kun slet Svar, hvis han ikke agerer saadan Person som jeg har sagt.

LEONORA.: En saadan modest Person, som han er, kand ikke bane sig Vey til Lykke ved Løgn og Pralerie.

PERNILLE.

✂

Jeg veed ikke om det kunde lægges ham til Last, naar det skeede udi saadan Nødsfald som dette.

Man maa i det ringeste giøre et Forsøg om han kand beqvemme sig dertil. Men der seer jeg en komme; Jeg troer at det er Leander.

LEONORA.: Ja det er Leander. Jeg vidste nok at han ikke blev borte.

✂

SCEN. 8.

Leonora. Pernille. Leander.

LEONORA.: Ach min kiere Leander! det seer slet ud for os nu omstunder.

LEANDER.: Conjuncturerne ere slemme. Jeg er selv bange; Dog vil jeg ikke lade Modet falde.

348

LEONORA.: Hvad Haab kand han vel giøre sig udi denne Tilstand?

LEANDER.: Det kand hænde sig at mine egne Rivaler kand befordre min Sag.

LEONORA.: Hvorledes skulde det kunde skee?

LEANDER.: Det kand skee, at de ved u-rimelige og ugrundede Forslag heller forvirre end bestyrke Republiqven, saa at hun derover vil see, hvor skadelige slige Folk ere, og at de have ikke uden egen Interesse for Øyen. Jeg grunder mine Tanker herudi paa Erfarenhed.

PERNILLE.: Stoel ikke forrneget derpaa, Monsr. Leander! Det sikkerste er at Jomfruen fremturer udi sin Bestandighed, og at Monsr. Leander jo før jo heller taler med Republiqven og aabenbarer hende sine Tanker. Det kand hende sig, at hans Person kand staae hende an.

LEANDER.: Det maa komme an paa et Forsøg. Min Person er hende ikke ubekiendt, hun kiender og min heele Familie. Det staaer kun paa at jeg nu strax kand faae Audience.

PERNILLE.: Det skal jeg nok udvirke, hvor knap Tiden end er. Jomfruen maa ikke være tilstede, der maa ingen være uden Republiqven og Monsr. Leander tilligemed mig, som kand lidt understøtte hans Sag. Det maa ikke hielpe om jeg faaer lidt Utak. Bliv kun her lidt, Monsr.! og Jomfru, kom I ind med mig.

✂

SCEN. 9.

Leander. Republiqven. Pernille.

LEANDER.: Jeg stoeler mest paa Jomfruens Bestandighed, og den Forvirrelse, de mange Raadgiver og Projectmager vil bringe Republiqven udi; thi dette mit Ærende vil kun lidet udvirke. Dog maa jeg giøre et Forsøg, paa det at jeg ikke skal beskyldes for at have forsømt noget. Men der seer jeg Republiqven at komme med Pernille. Ydmygst Tiener, min kiere Frue. Jeg beder om Forladelse hvis jeg kommer i ubeleilig Tiid.

349

REPUBLIQVEN.: Tiden er noget knap for mig, han er ellers velkommen. Men hvad er hans Forlangende?

LEANDER.: Jeg er kommen for at anholde om hendes kiere Dotter, som jeg for lang Tid siden har fattet Kierlighed til.

REPUBLIQVEN.: Det er gandske fremmet for mig. Men har han udforsket hendes eget Hiertelaug?

LEANDER.: Ja vist; det er en afgiort Sag imellem os indbyrdes, saa at der mangler intet uden Republiqvens Samtykke.

REPUBLIQVEN.: Jeg kand aldeles ikke give mit Samtykke dertil, og det formedelst de Aarsager, som jeg har sagt min Dotter selv.

LEANDER.: Hvad har da Fruen at sige paa min Person? Hun kiender jo mig selv og min heele Familie.

REPUBLIQVEN.: Just fordi jeg kiender ham, just derfor kand jeg ikke give mit Samtykke. Han er vel en gandske brav Karl, men ikke saadan en, som jeg i denne min 350 Tilstand behøver til Svigersøn; thi jeg maa nu ikke see hverken efter Ungdom, Kiønhed, Stand eller Midler, men efter en der haver Videnskab udi Øconomie og Stats-Sager.

LEANDER.: Min kiere Frue! alting staaer jo vel til udi hendes Huus og alle hendes Sager. Naar man er frisk, behøves ingen Medicamenter; thi de bringe i saa Maade meere Skade end Nytte med sig. Fruen er jo bekiendt Mandens Gravskrift, som var dette: Jeg var af god Helbred, men for at faae end bedre, brugte jeg dagligen Medicamenter, hvoraf jeg døde.

PERNILLE.: Jeg troer at det vil ogsaa gaae ligeledes her til.

REPUBLIQVEN.: Hold du kun din Mund, og lad os tale alleene. Jeg har vel overlagt dette, og befinder, at det Forsæt, som jeg har taget, er gandske fornødent.

LEANDER.: Fruen vil see at hendes Sager vil kun derover forvirres.

REPUBLIQVEN.: Jeg forundrer mig ikke over at Msr. fører saadan Tale, thi han haver sit eget Anliggende alleene for Øynene, og ingen Henseende har til mit Beste.

LEANDER.: Meener vel Fruen at nogen af alle de Raadgivere og villige Aander, som vil lade sig indfinde, jo have fornemmeligen deres egen Interesse for Øyene?

PERNILLE.: Det skulde jeg ogsaa tænke; thi der er aldrig nogen Projectmager, som seer jo efter egen Fordeel, skiønt alle bruge Republiqvens Beste til Prætext.

REPUBLIQVEN.: Det er meget at man ikke kand stoppe Munden til paa den Pige.

LEANDER.: Min kiere Frue! Pigen har Kierlighed til hende og hendes Dotter; det er saadan Affection, som driver hende til at tale.

REPUBLIQVEN.: Og jeg har Omsorg for min og mit Huuses Velstand, hvilket driver mig til at laste hendes Tale.

PERNILLE.: Fruen lader kun see liden Omsorg for hendes Dotter, som dog er det beste Klenodie, hun haver.

351

REPUBLIQVEN.: Naar det gaaer hendes Moder Republiqven vel, saa gaaer det og hende saa vel som alle Huusfolkene vel.

PERNILLE.: Ordsproget lyder vel saa, men Erfarenhed viiser dog at det holder ikke altid Stik. Hvorledes kand det gaae hendes Dotter vel, naar hun skal skilles ved den, som hun har fæstet sit Hierte til, og bindes til en som hun ey kand lide?

LEANDER.: Intet kand være fornuftigere talet. Jeg haaber at Fruen lægger det paa Hierte.

REPUBLIQVEN.: Har Monsieur ellers noget andet at foredrage?

LEANDER.: Ney, aldeeles ikke; mit Ærende var alleene at anholde om Fruens Dotter.

REPUBLIQVEN.: Saa haver jeg da intet meer at tale med ham, thi han har hørt min Resolution, og de Aarsager, som jeg har anført.

LEANDER.: Jeg har hørt hendes Resolution, men ingen grundige Aarsager dertil.

REPUBLIQVEN.: Forlad mig Msr.! Jeg har ikke stunder at opholde mig her længer. Hun gaaer bort.

✂

SCEN. 10.

Leander. Pernille. Leonora.

PERNILLE.: Jomfrue, kom ud og hør Dommen.

LEONORA.: Ach jeg kand see paa eders Ansigter, at Dommen er haard.

LEANDER.: Ja det er vist nok; men jeg appellerer.

LEONORA.: Til hvem vil eller kand han appellere?

LEANDER.: Jeg appellerer til hendes Bestandighed.

LEONORA.: Ach jeg er bange at den ikke vil meget hielpe os.

LEANDER.: Det kand nok hielpe, naar hun fører sig ret op

LEONORA.: Hvad skal jeg da giøre? giv mig gode Raad.

PERNILLE.: Jomfruen skal giøre ligesom Polichinello udi 352 Comoedien. Da Døden engang kom og tiltalede ham i Sang saaledes: Polichinello! Ich sage dir, du must sterben; svarede han i samme Tone: Todt! Ich sage dir, das lafi ich wohl bleiben. Hvorpaa Døden med uforrettet Sag gik bort, for ikke at giøre ham meensvoren. Hendes Moder kand intet udrette, naar Jomfruen lader see en retskaffen Bestandighed.

LEONORA.: Intet skal staae tilbage paa min Side.

LEANDER.: Jeg siger da, at jeg lader ikke Modet falde, og at jeg grunder mit Haab endeel paa Jomfruens Bestandighed, endeel og paa den Forvirrelse, som Republiqven af Projectmagere og interesserede Raadgivere vil bringes udi, saa at hun i Fremtiden vil fatte Afskye for deslige Mennesker.

PERNILLE.: Man faaer da slaae sig til Roelighed og see Tiden lidt an. Men der seer jeg Henrich.

✂

SCEN. 11.

Henrich, Pernille. Leander. Leonora.

HENRICH.: Ha, ha, ha! Hun gaaer som hun var smurt. Jeg maa tælle mine Ducater: l, 2, 3 indtil 25. Hvad vil der ikke vanke i Eftermiddag, naar Audience Tiden kommer! ha, ha, ha!

PERNILLE.: Hvad Pokker er det som han har at bestille? lader os holde os gandske stille, og give Agt paa hans videre Optøger.

HENRICH.: Alle disse Ducater fik jeg i en Haandevending udi Viin-Huuset paa Torvet; alle Stuer og Kamre vrimlede der af politiske Folk og store Statsmænd. Maa man ikke glæde sig ved at see Staden bragt udi saadan Activitet? Jeg glæder mig derved paa Republiqvens, og end meere paa mine egne Vegne, thi hvis dette varer længe, bliver jeg en rig Karl, saa at Pernille ikke vil vrage mig herefter, men slikke sine Fingre.

PERNILLE: sagte
Du skal nok see at der bliver intet af, og at Fingrene skal blive uslikkede.

353

HENRICH.: En kaldte mig Hr. Henrich, en anden von Henrich, den tredie Hr. Fuldmægtig; alle giorde mig Caresser, og bevidnede deres Affection, hvilken de fleeste og i Gierningen strax lode see ved at forgylde mine Hænder. Hvorledes kand ikke et heelt Folk i en Hast forandres og af Dyr blive ikke alleene til Mennesker, men til store Stats-Mænd, naar de ved Belønninger bliver opmuntred! Jeg hørte med Forundring politiske Discourser af gerneene Handverks-Folk; Jens Grovsmed selv, som jeg hidindtil har anseet som et umælende Beest, talede om Republiqvens Tarv med saadanne Omstændigheder som han kunde have været fød udi en Raadstue, og Herman Kandestøber vidste at omstøbe Staten udi adskillige Forme ligesom det kunde have været et Fad eller Madspand. Men der seer jeg een komme. Mig synes at det er Sr. Ohngeldt; han er vel ogsaa bleven en Projectmager eller Statsmand.

✂

SCEN. 12.

Ohngeldt. Henrich. Personerne af forrige Scene.

OHNGELDT.: Skyldigste Tiener, Monsieur Hr. Henrich!

HENRICH.: Hans Tiener igien, Monsieur Hr. Ohngeldt! vil han tale med mig?

OHNGELDT.: Jeg har et Skrift, som jeg ydmygst vil have insinueret til Republiqven.

HENRICH.: Flye mig det.

OHNGELDT.: See der er det, det er kort og tydeligt, om han behager at læse det igiennem.

HENRICH.: Er der ellers intet andet som følger dermed?

OHNGELDT.: Attesterne om min Capacitet følge ikke med, men de skal komme siden.

HENRICH.: Hvad har jeg med Attesterne at bestille? Jeg spørger om der intet andet følger med.

OHNGELDT.: Ney intet andet; vil han kun behage at igiennemløbe Forslaget, saa skal han finde at der intet andet behøves.

354

HENRICH: mumlende hastig paa Papiret
Dette Forslag er hverken hugget eller stukket; Saadan Narre-Raad tør jeg ikke frembringe.

OHNGELDT.: Hvori bestaaer da dets Feyl?

HENRICH.: Det er jo fuldt af skieve Linier, og paa mange Steder fattes Comma og Punctum. Der er jo ey heller nogen Orthographie. Veed I ikke at man nu allevegne bruger k i steden for ch?

OHNGELDT.: Naar Materien er god, saa meener jeg - - -

HENRICH.: Jeg agter ikke eders Meening. Jeg siger at Forslaget duer ikke; det er noget som jeg forstaaer bedre end I.

OHNGELDT.: Han maa dog give mig Raison derfor.

HENRICH: slaaende ham Papiret for Munden
See der har du Raison.
Ohngeldt tar Papiret op og gaaer bort.

HENRICH.: Den Karl enten vilde ikke eller kunde ikke forstaae min Meening.

✂

SCEN. 13.

Pernille. Leander. Leonora. Henrich.

PERNILLE.: Ha ha ha! Han spiller en artig Rulle.

HENRICH.: Hvem er der? Er I got Folk her samlede? jeg troer vel ikke at I har hørt?

PERNILLE.: Jo vist, vi have baade hørt og seet Prøver paa din Capacitet.

HENRICH.: Jeg maa jo betiene mig af Tiden, og bruge Leyligheden naar den gives.

PERNILLE.: Derudi har du ret, Henrich.

HENRICH.: Den heele Stad vrimler af Statsmænd, og man kand ikke spytte paa Gaden, uden man maa spytte paa en Politicus.

LEANDER.: Ach Himmel! hvorledes kand Galskab saa hastig tage Overhaand?

HENRICH.: Om det er Galskab eller Viisdom, kand jeg ikke sige; hvis det er Galskab, saa ønsker jeg at Staden 355 ikke saa hastig maa komme til sin Forstand igien, thi saa længe som dette varer, vil min Plov gaae.

LEANDER.: Jeg misunder dig ikke din Fordeel, laster ey heller dit Ønske, thi jeg haaber at dette vil befodre vor Tarv.

PERNILLE.: Det er best at vi nu skilles ad, saasom det er Maaltids-Tid.

LEANDER.: Det er og best; imidlertiid vil jeg haabe at dette falder bedre ud end vi forestille os.

PERNILLE.: Kom saa ind, Henrich! for at spise.

HENRICH.: Det lader jeg vel blive; Jeg vil i Dag spiise hos Mester Jacob, der faaer jeg et godt Maaltid for mine Penge, og hvis han ogsaa er bleven Politicus, kand jeg i det ringeste komme til at spiise frit. Adieu saa længe! gak du kun ind og spiis dine Erter; i Dag smager mig intet uden Capuner. Men der seer jeg Arv.

✂

SCEN. 14.

Arv. Henrich.

ARV: bukkende sig for en uden for
Grammarcis Mossiös!

HENRICH.: Hvem mon det er som han giør disse Compli-menter for?

ARV.: Grammarcis Mossiös! Jeg tiener ham i hvad jeg kand.

HENRICH.: Hvad Pokker mon dette er?

ARV.: vendende sig om. Hi hi hi, ha ha ha!

HENRICH.: Arv! hvad gaaer ad dig?

ARV.: Hi hi hi! Henrich, est du der? Hvad kand denne Sølv-Penge være værd? Jeg kiender ikke denne Mynt, det er en Mand paa en Hest, og et Kors paa den anden Side.

HENRICH.: Lad see! Det er en halv Specie-Daler. Hvor har du faaet den?

ARV.: Er det en Specerie-Daler, saa maa det være fra en Urtekræmmer.

HENRICH.: Ey du Nar! det heeder ikke Specerie-Daler, 356 men Specie-Daler, det er det samme som en vigtig eller rar Daler.

ARV.: Hvad Forskiæl er der mellem en Specie-Daler og en slet Daler?

HENRICH.: Der er ligesaa stor Forskiæl, som mellem en fornemme Lakey, og en gemeen slyngelsk Gaards-Karl.

ARV.: Du taler som en Slyngel. Jeg meener at jeg er i alle Maader ligesaa god som du.

HENRICH.: Ney Tak! Der ere mange Nummer imellem; thi Rangs-Ordenen i hvert Huus er saaledes: udi den sidste og underste Classe er Port-Hunden, udi den anden Gaards-Karlen, udi den 3die Kokke-Pigen, udi den 4de Kudsken, udi den 5te Stue-Pigen, og udi den 6te Lakeyen. Men lad os tale Alvor: hvorledes er du kommen til den Sølv-Penge?

ARV.: Dertil er jeg kommen meget let: En Mand spurte mig om jeg ikke var i Republiqvens Tieneste, og da jeg sagde ja, stak han mig denne Daler udi Næven, og bad at jeg vilde være hans Ven.

HENRICH.: Hvorledes kunde han trænge til dit Venskab?

ARV.: Det veed jeg mare ikke; Han sagde alleene, at han vilde søge at blive kiendt her udi Huuset, og viisede mig nogle Breve, som han vilde overlevere, hvilke han kaldte Forslag eller Bagslag.

HENRICH: sagte
Jeg merker at denne Knægt vil participere med mig i Handelen, det maa jeg søge at forekomme.

ARV.: Flye mig min Daler igien.

HENRICH.: Daleren confisqverer jeg paa Republiqvens Vegne. Alt hvad jeg kand giøre dig til Villie er at tie dermed; thi hvis Fruen faaer at vide, at du lader dig bestikke, mister du din Tieneste. En Tiener maa have reene Hænder, Arv.

ARV.: Jeg toer mig mare hver Morgen, og meener at have ligesaa reene Hænder som du.

HENRICH.: Det kand nok være, Arv! men det er ikke 357 saadan Reenhed, som jeg meener. At have reene Hænder, det er ikke at lade sig bestikke, og ikke at imodtage Skiænk og Gave for Villighed og Tienester, som du ingen kand beviise.

ARV.: Jeg meener at jeg kand giøre Folk samme Tieneste som du.

HENRICH.: Det kand nok være. Men derfore tager jeg mod ingen Gaver, lover ey heller nogen Tieneste, som jeg ikke kand udviise; Thi saadant er ikke andet end Svig og Bedragerie, hvormed man synder baade mod Himmelen og sit Herskab.

ARV.: Skulde man synde mod Himmerig og sit Herskab ved at tage mod en Specerie Daler, som en ærlig Mand af Høflighed giver? Jeg troer ikke at mange Tienere tage saadant i Betænkning.

HENRICH.: Desværre, Arv! at mange tage det ikke i Betænkning, thi de fleeste Tienere have ingen Samvittighed.

ARV.: Der udfodres jo ingen Samvittighed af en Tiener, langt mindre af en Gaards-Karl. Naar han giør sit Herskabs Tieneste og forretter hvad ham befales, saa har han fortient sin Kost og Løn.

HENRICH.: Der udfodres Troeskab, og under Troeskab forstaaes at en Tiener ikke tager mod Skiænk og Gave for at recommendere nogen.

ARV.: Gid den faae Skam, der tænker at recommendere nogen.

HENRICH.: Saa er det jo et aabenbare Tyverie at du tager mod Penge for slet intet.

ARV.: Efterdi det er et Tyverie, saa giv mig da Daleren tilbage at jeg kand give den Manden igien.

HENRICH.: Ney Arv! det duer heller ikke, det var en Uhøflighed. Jeg vil forvare den i en Sparebøsse, for at give den og andre, som ved saadan Leylighed kand indindkomme, til Fattige. Hvis du skulde faae fleere saadanne Penge, saa bring dem strax til mig, at de kand anvendes til saadant helligt Brug; Saa haver du din Samvittighed 358 fri. At stiæle en Huud er Tyverie, men at stiæle den for at give et par Skoe deraf til de Fattige, er en Almisse.

ARV.: Derimod har jeg intet at sige; Men jeg haver selv en Sparebøsse.

HENRICH.: Det kand nok være; men den er vel ikke saa tæt og sikker, som den jeg haver. Gak kun nu bort uden videre Snak, og tak mig at jeg ikke røber dig.

ARV: sagte
Gid du faae Skam for min Specie Daler! Hvis jeg faaer fleere, skal jeg alleene viise dem til Pernille, som ikke holder det for en Synd at lade sig bestikke. Gaaer bort.

HENRICH.: Adieu Arv! kom min Lærdom vel ihu. Ha, ha, ha! det gik got nok. Jeg bliver vel Mester af Handelen alleene.

359

✂

ACTUS II

✂

SCEN. 1.

HENRICH: alleene
Nu er Audience Timen, thi jeg seer at Klokken er to. Jeg maa strax tage Skriverbordet ind, thi Republiqven med Skriveren vil være her i dette Øyeblik. Mig synes at der rorer sig noget udi Gangen; Jeg maa see om der er allereede nogen kommen. Hillemænd! Gangen er alt fuld af Statsmænd, og den eene seer meer Politisk ud end den anden. Jeg havde tænkt at det var et stort Arbeyde at giore Forslag til Republiqvens Opkomst; Men det maa dog ikke være saa vanskeligt, som jeg har troet, efterdi de kand voxe op saa hastig som Paddehatte. Det slaaer vel ikke Feyl at blant saadan Mængde jo adskillige galne Forslag vil komme ind; Men vi maa udleede Hveden blant Klinten og ikke antage uden dem, som ere gode. Jeg har selv ikke Hovet til at giøre Projecter, men jeg har dog Skiønsomhed at skille det Onde fra det Gode. Det er U-lykken at Republiqven 360 ikke vil spørge mig til Raads, efterdi jeg er kun en simpel Lakei; Man tænker at høy Stand og høi Forstand er det samme, hvorvel Erfarenhed viiser at Verden haver saadant Forraad af Høyædle og Velbaarne Taasser, at man deraf kand oprette det 5te Monarchie. Der seer jeg Republiqven at komme med Skriveren; Jeg vil min Troe ikke laane ham mine Fingre i Dag, thi han faaer nok at skrive.

✂

SCEN. 2.

Republiqven. Skriveren. Henrich.

REPUBLIQVEN.: Har nogen allerede ladet sig indfinde?

HENRICH.: Ja her er allerede et Forspand af 4 Stykker i Forstuen.

REPUBLIQVEN.: Lad enhver efter anden levere deres Papirer ind.

HENRICH: gaaer ud og kommer tilbage
Her er et Forslag fra en Hvitøls Brygger.

REPUBLIQVEN.: Læs det kun op Hr. Skriver.

SKRIVEREN: sættendc sine Briller paa og snøvler
Intet i Verden er saa vanskeligt, intet synes saa ugiørligt, at man jo med Flid og Vindskibelighed kand overkomme det. Adskillige brave Mænds Forslag, som i Begyndelsen har været beleede og foragtede, ere dog med Succes satte udi Verk, og ere udfaldne til det Menneskelige Kiøns Nytte og Opfinderens Ære. Vi have et stort Exempel udi Christophoro Columbo, hvilken da han ved det Portugisiske og Spanske Hoff længe forgieves - - -

REPUBLIQVEN.: Spring over Christophorus Columbus.

SKRIVEREN: mumlende nogle Linier
Min Invention, som har kostet mig stor Møye og Hovetbryden, er denne: Jeg har merket, at adskillige Liqveurs ved Fermentation og stridige Ingrediencer ere saaledes blevne forvandlede at de gandske have tabt deres forrige Natur. Jeg haver efter adskillige Forsøg giort Prøven først paa sødt Vand, men forgieves, men siden paa salt Vand, og 361 ved Middel af et Pulver udvirket, at det ikke alleene er bleven sødt, men endogsaa at det har faaet en hvid Farve tilligemed en Fædme; Med et Ord at sige: Det er bleven til en oprigtig sød Fløde. For at efterforske, om Synet, Smagen og andre Sandser ikke bedrage mig, haver jeg ladet det kierne, og med Fornøyelse fundet, at det, som anden naturlig Melk og Fløde, er bleven til det beste Smør. Dette forunderlige Pulver vil jeg ydmygst offerere Republiqven, og til Beviis paa at Konsten er probat, har jeg bragt en Qvantitet af saadant Smør med mig. Det maa jeg bekiende at være en herlig Invention, helst nu da Smørret er saa dyrt.

REPUBLIQVEN.: Lad Smørret komme herind.
Henrich gaaer ud, og kommer ind igien med en Æske.

SKRIVEREN.: Fik du Smørret, Henrich?

HENRICH.: Ja vist, jeg har allereede haft mine Fingre derudi. Det er oprigtigt ævret Smør.

SKRIVEREN.: Jeg maa ogsaa smage det. Ey! der er intet at sige paa det Smør.

HENRICH.: Maa Smørmageren selv komme herind?

REPUBLIQVEN.: Det giøres ey nødigt. Skriveren kand kun protocollere No. 1 tilligemed hans Navn og Adresse, paa det at man kand vide hvor han siden er at finde; thi Prøven maa giøres førend man fæster Troe dertil. Lad os nu faae noget meer.

HENRICH.: gaaende ud og kommer tilbage, medens Skriveren skriver. Her er et andet Skrift, om Skriveren behager at læse det op.

SKRIVEREN.: Saasom min største Fornøyelse fra Barnsbeen har været at tiene Publico og at viise mig at være en god Patriot, saa har jeg anvendet alle mine ledige Timer i mange Aar paa at udstudere Ting som kand være til Republiqvens Tarv og Beste. Og saasom Naturen har begavet mig med en særdeles Skarpsindighed, haaber jeg at den største Deel af de nyttige Ting, som jeg Tid efter anden har udfundet, skal ved upartisk 362 Examen findes at være vel grundet. Af 21 prægtige Forslag frembringer jeg kun denne gang eet eeneste, som jeg ydmygst underkaster Republiqvens Examen, forsikkrende at det ikke skeer i Henseende til mindste egen Interesse, men alleene af en patriotisk Drift. Min Invention er denne: Man merker paa adskillige Steder, sær her i Westphalen, en stor U-lighed paa Jorde og Agre, hvilket foraarsager, at endskiønt tvende Jorde dyrkes med lige Flid, saa tilveyebringer dog ofte den eene en tredobbelt Høst mod den anden. Dette kand ikke komme andet end af Jordens Obstruction eller Forstoppelse - - -

HENRICH.: Ha, ha, ha! Dette Forslag kommer nok af Hiernens Forstoppelse.

SKRIVEREN.

✂

Hold du kun din Mund og lad mig læse.

Han læser videre snøvlende.

Hvorved foraarsages at dens indvortes Saft, som tilveyebringer Frugtbarhed, ikke kand circulere, men maa forblive paa visse Steder og Districter, hvilke ligesom berøver al Kraft og Føde fra de andre. For at rette og hæve saadan stor Uheld, holder jeg nødigt at giøre visse Aabninger eller at sætte visse Clysterer paa hvert Eenemerke, hvorved Forstoppelsen kand løsnes og Jordens Saft kand komme til at circulere. Paa disse Tanker er jeg falden, efterdi jeg, som uværdig Chirurgus her i Staden, har merket og experimenteret, at det haver saadan Beskaffenhed med Menneskers Legemer, hvoraf nogle Lemmer formedelst Mangel af Circulation ligesom fortørres. At jeg endnu ingen Begyndelse har giort med dette store og vigtige Verk, foraarsager min Uformuenhed; Thi det kand ikke skee uden temmelige Bekostninger, som overgaaer mine Kræfter. Jeg haver derfore addresseret mig til Republiqven, som eene er i Stand saadant at i Verk sætte; lever ogsaa udi i det Haab at Forslaget finder Bifald, saasom jeg aldeeles ikke tvivler om ønskelig Succes. Jeg forlanger derfor aldeeles ingen Belønning, saasom det er mig nok at jeg kand see det 363 almindelige Beste at promoveres. Forbliver stedse Republiqvens skyldigste Tiener og u-afladelige Forbedere Theodorus Vielgeschrei, uværdig Stads-Chirurgus.

REPUBLIQVEN.: Hvad synes Skriveren om dette Forslag?

SKRIVEREN.: Forslaget er prægtigt; Det staaer kun paa om det vil holde Stik.

HENRICH.: Jeg kand intet sige derom andet end dette, at paa Vielgeschrei følger efter Ordsproget wenig Wolle.

REPUBLIQVEN.: Det maa komme an paa et Forsøg. Protocolleer No. 2. Lad os nu faae fleere.

HENRICH: ud og ind igien
Her er det 3die Skrift.

REPUBLIQVEN.: Hvad er det for en?

HENRICH.: Jeg kiender ikke Personen. Det maa nok være en Forvalter paa Landet; thi han er udi Støvler og haver et Sølvbeslagen Gehæng over Kiolen.

REPUBLIQVEN.: Lad os høre Skriftets Indhold.

SKRIVEREN.

✂

I de Tider, som vi nu leve udi, er fornødent nøye at examinere et Forslag; Thi alle Lande vrimle nu omstunder af unyttige og skadelige Projectmagere, hvilke have intet uden egen Interesse for Øyne, skiønt alle foregive at de sigte alleene til Republiqvens Beste. Alle, som kiende mig, vide at jeg er ikke af det slags Folk, holdende mig for en særdeles honnet Homme, som ved mit Arbeyde for Publico aldrig søger nogen egen Fordeel. Det er i den Henseende jeg nu har udstuderet noget, som vil blive heel nyttigt for Republiqven: Jeg har udfundet et sikkert Middel, hvorved en Koe kand føde 4 til 5 Kalve paa eengang. Jeg vil denne gang ikke frembringe fleere Projecter, hvorvel jeg udi mit Hoved har henved 30, som alle ere af stor Vigtighed. Jeg vil nu alleene giøre min Capacitet beviislig ved at lade see Prøve paa det første. Forbliver imidlertid Republiqvens bereedvilligste Tiener Cornelius Agricola.

Dette Forslag kommer vel til Pas udi denne almindelige Qvægsyge.

364

HENRICH.: Jeg troer dog, at det er lettere for ham at føde 30 Projecter, end for Koen at føde 5 Kalve paa eengang.

SKRIVEREN.: Spørg ham om han giør Kalvene selv.

HENRICH: sagte
Jeg troer, Skriveren er gall: Skal jeg spørge Manden om han giør Kalvene selv? Disse lærde Folk ere taabelige som Beester.

REPUBLIQVEN.: Spørg ham ved hvad Middel saadant kand skee.

HENRICH: ud og ind
Han flyede mig dette forfeylede Pulver, som Koen skal indtage en Time efter at Koen har tyret. Men mig synes, at det er noget vanskeligt at faae at vide, naar hun har tyret, saasom Koen siger det ikke selv.

SKRIVEREN.: Det kand dog skee ved Vogterens eller Hyrdens Oppasning.

REPUBLIQVEN.: Protocolleer No. 3, og forvar Pulveret vel. Er der endnu fleere?

HENRICH.

✂

Ja vist. Nu vil jeg hente No. 4. Henrich ud og ind.

Her er et nyt Forslag, som er uden Tvivl af en meget lærd Mand.

REPUBLIQVEN.: Hvoraf veedst du at det er en lærd Mand?

HENRICH.: Jeg slutter det deraf at han har lange Negler og et u-kiemt Haar.

REPUBLIQVEN.: Læs kun op.

SKRIVEREN.

✂

Saasom Krig og Tvistighed er den største Vanheld hos Mennesker, og den største U-lykke, hvorved det menneskelige Kiøn er plaget: Saa kand intet lægges til større Merite end saadan Uhelds Ophævelse og en almindelig Freds Befodring. Adskillige brave Mænd have umaget sig at udfinde Midler, hvorved saadan Herlighed kunde erholdes; Men alle de Midler, som hidindtil haver været foreslagne, ere befundne at være utilstrækkelige. Den liden Succes, som andre have haft udi saadant ædelt Foretagende, har dog ikke betaget 365 mig Modet, tvertimod den har heller været Tønder til min naturlige Nidkierhed for Menneskets Beste, saasom jeg har forestillet mig, at jo større Knuderne ere, jo meere Ære indlægges ved deres lykkelige Løsning. Det Middel, som jeg har udfundet at befodre en almindelig Fred, og som jeg ydmygst underkaster Republiqvens Skiønsomhed og Kiendelse, er dette, at man paa eengang aftakker alle Krigs-Raad; thi naar ingen saadanne Betientere er, som salareres for at give Raad udi Krigs-Sager, vilde alle Regieringer derover blive Raadvilde og holde Fred med hinanden. Tingen er i mine uforgribelige Tanker probat, thi hvor ingen Tønder er, der kand ingen Ild komme. Jeg forbliver saa vel Republiqvens, som det heele menneskelige Kiøns oprigtige Ven og Tiener.

Franciscus Irenopolitanus
Philosophiae Artium Magister.

REPUBLIQVEN.: Dette Forslag er heelt sælsomt.

SKRIVEREN.: Mig synes det samme. Det er ikke alleene unyttig, men endogsaa skadeligt, thi ---

HENRICH.: Jeg kand nok slutte hvad Skriveren vil sige med sit thi, saasorn hans Broder er Krigs-Raad, og han derfor har sin Interesse derved at Forslaget bliver forkastet.

SKRIVEREN.: Enhver som kiender mig kand vidne at jeg er en upartisk Dommer.

HENRICH.: Men en partisk Skriver.

REPUBLIQVEN.: Jeg vil intet Klammerie her have. Skriveren har derudi ret at Forslaget er sælsomt. Det behøver ikke at protocolleres, men maa lægges til Side.

HENRICH: sagte
Skam faae Monsr. Skriver for det Raad, han gav; Thi af denne Mand har jeg faaet 3 Ducater for at recommendere ham.

REPUBLIQVEN.: Lad os faae meere.

HENRICH: ud og ind
Her er nok en dito.

REPUBLIQVEN.: Lad os høre Indholdet deraf.

SKRIVEREN.: Saasom intet er meer nyttigt og priisværdigt end som Invention af de Ting hvorved Menneskers 366 saavel som Beesters Arbeyde og Byrde lettes, saa har jeg tilside satt alle unyttige Curiositeter og beflittet mig alleene paa at udarbeyde saadanne Ting, som hielpe og lette Mennesker udi deres daglige og fornødne Handteringer. Mit Arbeyde er ikke bleven forgieves; thi jeg har forfærdiget en Vogn af saadan Machine at den ved Hiul kand gaae ligesom et Uhrverk og drives frem af sig selv uden at trækkes af Heste. Hvad Arbeyde og hvad Bekostning kand derved ikke spares, naar for Exempel en Bonde, der maa føde og underholde 4 til 6 Vognheste for at bringe sine Varer til Kiøbstederne, kand alleene ved en Dreng, som følger med Vognen for at styre den, saadant forrette!

SKRIVEREN.: Hvis dette Forslag er probat, saa er det ypperligt.

REPUBLIQVEN.: Mig synes det samme.

HENRICH.: Jeg tvivler ikke derom; thi Personen er en Uhrmager. Man har jo Exempel paa at Fugle og Duer ere giorde af Træe, som have kunnet flyve. Jeg tvivler ey om denne Capacitet, thi det er en Niirenberger, man veed at de kand giøre alting indtil brogede Føll.

REPUBLIQVEN.: Protocolleer No. 4 med Personens Navn og Boepæl.

HENRICH: ud og ind, medens Skriveren skriver
Her er et Skrift af en Doctor med hosfølgende 3 Recepter.

REPUBLIQVEN.: Læs kun Skriftet op.

SKRIVEREN.: Den store Affection, jeg stedse har baaret til Republiqven, har foraarsaget at jeg har giort dens Conservation til mit fornemste Studium; til Beviis derpaa overleverer jeg her trende Recepter udi 3 differente Flasker, hvoraf den eene, som er tegnet med No. l, indeholder en Tinctur, hvoraf dagligen udi Viin eller Vand maa indtages 50 Draaber. Virkningen af samme Tinctur er denne, at alle Sygdomme ikke alleene derved bortdrives, men endogsaa forekommes. Udi den anden Flaske tegnet med No. 2 er en Essence, hvoraf dagligen indtages 65 Draaber; Virkningen deraf er denne, at Ihukommeisen 367 og andre Sindets Kræfter deraf saaledes bestyrkes, at man bliver ligesom ung igien. Den 3die Flaske tegnet med No. 3 indeholder en Tinctur, hvoraf indtages 45 Draaber dagligen; deres Kraft er denne, at Lemmerne deraf bliver smidige, Huden skiær, og alle Rynker borttages. Med disse 3 Recepter kand man alternere; man kand ogsaa indtage dem paa eengang. Jeg haaber ved disse Recepter, som ere Arcana og ingen uden mig bekiendte, at fortiene Tak og at indlægge Ære, hvorvel det er mig ey derom at giøre, thi det er mig nok alleene at ved mit Middel Republiqvens Liv og Sundhed kand conserveres. Jeg forbliver stedse Republiqvens ydmygste Tiener og u-afladelige Forbeder Theophrastus Pancratius, Medicinæ legitime creatus Doctor.

SKRIVEREN.: Det er store Ting, som denne Mand lover.

HENRICH: sagte
Hvis Recepterne have saadan Virkning, skal jeg ved Leylighed stiæle mig nogle Draaber til; thi min Ihukommelse slaaer mig allereede feil. Jeg har for Exempel allereede forglemt hvilke af disse Sollicitantere have givet mig Penge for Recommendation.

REPUBLIQVEN.: Jeg skal giøre et Forsøg med alle disse Recepter paa een gang. Hvis de have den Kraft som han foregiver, da vil han erholde Friisen og blive min Svigersøn. Men Tiden løber; hvis der er fleere, saa lad dem komme frem.

HENRICH: ud og ind
Hillemænd! hvis Skriveren skal numerere alle disse Papirer, vil han faae en U-lykke i sine Fingre.

REPUBLIQVEN.: Hvad er det? hvi bringer du ikke Skriftet frem?

HENRICH.: Det er for tung Byrde for mig, med mindre Skriveren maa komme mig til Hielp; thi Projecterne ere saa mange, at Projectmageren Herman von Bremen har maatte leye to Arbeyds-Karle at føre dem paa en Baare.

SKRIVEREN.: Det er best at de komme selv ind med Baaren.

368

HENRICH.: Kommer indltobeenedeHæstemededersLæs.

REPUBLIQVEN.: Hillemænd! dette kand giøre mit Hoved kruset.

SKRIVEREN.: Her er intet Rum paa Bordet til saa mange Papirer.

HENRICH.: Man kand jo kaste dem under Bordet til videre.

REPUBLIQVEN.: Ja det faaer man at giøre.

HENRICH.: Maaskee de ere og saaledes dannede at de aldrig komme paa Bordet.

REPUBLIQVEN.: Hvad er det for Klammerie udi Forstuen?

SKRIVEREN.: Hillemænd! Jeg troer at de vil myrde hinanden.

REPUBLIQVEN.: Spring ud Henrich, og hør hvad det er.

HENRICH: gaaer ud, og kommer ind igien paa Hovedet
Jeg tænkte nok at paa disse Forslag vilde følge Bagslag. Een leverede mig et Forslag, hvilket strax en anden vilde rive raig af Hænderne, sigende at den, der leverede det, har staalen det fra ham. Jeg sagde: Hav Respect for Republiqvens Tiener. Han agtede det ikke, men blev ved at bruge Magten. Den anden kom mig til Hielp; men han var stærkere end vi begge, thi han slog sin Contrapart paa Jorden og gav mig et Bagslag udi Ryggen, hvoraf jeg faldt næsegruus, som I seer. Der er Forslaget, som jeg her frembringer, Bagslaget beholder jeg selv.

REPUBLIQVEN.: Læs sagte igiennem, og siig mig hvorom det handler.

SKRIVEREN: mumlende hastig paa Papiret
Ey! det er noget forslidt Tøy. Det handler om Guldmagerie.

REPUBLIQVEN.: Kiender du Personerne?

HENRICH.: Ja vist; den, som leverede mig Forslaget, heder Novatianus, og den anden, som sagde sig at være bestaalen, heder Leerbeutel.

REPUBLIQVEN.: Det er best at man lægger Skriftet under Bordet blant Herman von Bremens Manuscripter.

HENRICH.: Det fortiener ey heller andet.

REPUBLIQVEN.: Mon der ere endnu fleere?

369

HENRICH.: Jeg troer nok; thi den heele Stad er i en hast forvandlet til et Collegium politicum. Men jeg drister mig efter det sidste Slag ikke at gaae oftere i det Ærende, beder derfore at Skriveren ydermere maa saadant forrette.

SKRIVEREN.: Du skal have Tak for din Commission. Jeg er alleene øvet i Pennen og kand bruge mine Fingre bedre end mine Næver.

REPUBLIQVEN.: Jeg meener, det er best at viise de andre bort, saasom man paa eengang har nok udi de Projecter, som allereede ere indgivne.

SKRIVEREN.: Jeg er ogsaa af samme Tanker; thi man maa søge at hemme saadant, at det ikke gaaer for vidt.

HENRICH.: Der behøves en lang Tiid til at examinere von Bremens Forslag alleene.

SKRIVEREN.: Det giøres vel ikke Behov at læse nogen af dem; thi - - -

HENRICH.: Man kunde dog løbe et Par af dem igiennem; thi blant saa mange maa endelig være eet, som er got.

REPUBLIQVEN.: Lader os da høre et Par af dem, som ligge øverst.

SKRIVEREN: læser med Brillerne
Saasom man hører Folk dagligen at klage over Gadernes U-reenhed, men altid forgieves, efterdi de Betiente, som Omsorg er overdragen til deres Reenholdelse, ikke med Iver af Øvrigheden blive tilholdne saadant at efterleve, saa haver jeg efter megen Hovedbryden udfundet et sikkert Middel, hvorved denne Uheld kand hæves, og det ved en eeneste Anordning, som er denne: nemlig at Magistratens Fruer og Døttre stedse skulde være forbundne at giøre Visiter til Fods udi Tøfler og perlefarvede Silke-Strømper. Naar saadan Anordning skeede, og den samme blev nøye haandhævet, vilde vore Gader, som nu omstunder alle indtil gemeene Skriver-Karle ---

HENRICH.: Ha ha ha, gemeene Skriver-Karle!

REPUBLIQVEN.: Læs kun videre.

SKRIVEREN.: Ey, Frue! Det er jo et Skandskrift imod mine Ordens-Brødre.

370

REPUBLIQVEN.: Henrich! læs du da det øvrige.

HENRICH.: tagende Brillerne af Skriverens Næse og sætter paa sin, mumler og snøvler hastig, indtil han kommer til det sidste. Naar saadan Anordning skeede, og den samme blev nøye haandhævet, vilde vore Gader, som nu omstunder alle indtil gemeene Skriverkarle og lumpne 371 Lakeier krympede sig ved at betræde, blive saa reene ---

SKRIVEREN.: Ha ha ha, lumpne Lakeier! Læs kun vidre.

HENRICH.: Ey! det er jo et Skandskrift mod mine Ordens-Brødre.

REPUBLIQVEN.: Leg det da tilside og læs et andet.

SKRIVEREN

✂ læser igien

Saasom den Profit, man fordum har erhvervet ved Handel og Vandel, meer og meer aftager, efterdi Orientalske og langt bortliggende Nationer sætte tredobbelt Priis paa deres Varer, som man ved Hiemkomsten maa selge for en maadelig Priis, hvorved foraarsages at man ofte neppe kand stoppe paa Bekostningerne, som giøres paa lange Reyser: Saa er i mine Tanker høyligen fornødent at arbeyde paa nye Landskabers Eftersøgning. Paa den øverste Jordens Skaarpe er saadant ikke at vente, efterdi Hollænderne alleene har forekommet alle andre. Man kunde derfore giøre Forsøg med underjordiske Reyser, hvortil den berømmelige Niels Klim, den underjordiske Columbus, har banet Veyen. Reysen er vel vanskelig og synes latterlig; Men den gode Columbus blev af alle beleed, da han paatog sig at opleede Westindien. En Reyse, sorn eengang er giort, kand jo giøres oftere. Jeg har observeret her udi Westphalen en stor Aabning udi Jorden, som synes at invitere til en underjordisk Reyse. Stedet finder jeg dog ikke for got at tilkiendegive; thi saa snart Hullet blev bekiendt, vilde Hollænderne strax have sin Næse derudi og sætte sig i Possession af Handelen med Mezendorer, Martinianer, Potuaner og andre. Om Handelen skulde lykkes, forlanger jeg intet andet end at den heele underjordiske Verden maatte bære mit Navn og kaldes Bremfeldia. Jeg forbliver Republiqvens underdanige Tiener

Herman von Bremenfeldt,
fordum Borgemester og nu Politicus
udi den Neder-Sachsiske Kreyds.

REPUBLIQVEN.: Det er nok denne gang. Lad os gaae ind.

372

✂

SCEN. 3.

Henrich. Skriveren.

HENRICH.: Jeg merker, Hr. Skriver! at her vil blive nok at bestille for os begge herefter.

SKRIVEREN.: Og allermeest for mig. Intet Arbeyde er besværligere end det som er til ingen Nytte.

HENRICH.: Meener han da at alle disse Raad og Forslag ere Casteller i Luften?

SKRIVEREN.: Ja hvad andet?

HENRICH.: Af den Tanke er jeg dog ikke om alle; thi jeg kiender de fleeste af disse Projectmagere, og kand sige dette at nogle af dem ere gandske fornuftige og retsindige Mænd.

SKRIVEREN.: Jeg havde dog Møye ved at bare mig for Latter da jeg oplæste Projecterne.

HENRICH.: Man maa dog intet forkaste uden foregaaende Examen, mangt et Forslag, som har syntes at være meest daarligt, er dog befundet at have tilveyebragt stor Nytte.

SKRIVEREN.: Denne Forsvars-Tale kommer mig noget mistænkt for; det synes ligesom du maa have nogen Interesse i at ---

HENRICH.: Jeg? ney, om nogen har reene Hænder, saa er det Henrich. Men banker det ikke paa Dørren? Jeg maa see hvo det er.
Løber, og kommer ind igien.

SKRIVEREN.: Man skal nok see at her kommer fleere Projecter i Dag; Thi jeg seer paa mit Verk at Klokken er endnu ikke 5. Fruen gik noget for tiilig bort.

HENRICH.: til en Person udi Gangen. Her faaer ingen Audience meer i Dag. Det maa han og tilkiendegive for andre. Thi Republiqven er alt gaaen til Side. Til Skriveren. Her er nok et Project, som en trykkede mig paa. Vi kand lægge det hos de andre til videre.

373

SKRIVEREN.: Man kand sagte læse det; Thi Tiden er endnu ikke forløben.

HENRICH.: Og jeg kand sagte taale at høre det. Personen, som leverede det, havde et got og ærligt Ansigt, saa jeg troer nok at Skriftet er værdt at læses.

SKRIVEREN: læser
Saasom jeg har mærket, at Huuse her i Staden laborere af alt for mange Domestiqver, og at det samme er Aarsag til Familiers Armod, da holder jeg intet meere tienligt end at afskaffe de fleeste Tienere, hvilke ere ikke andet end Dagdrivere og unyttige Huus-Meubler ---

HENRICH.: Læs ikke meer Hr. Skriver! Man seer at Forfatteren heraf er en stor Slyngel; thi ---

SKRIVEREN.

✂

Det er ikke saa langt; Jeg kand snart læse det igiennem.

Læser videre.

- - - Ere ikke andet end Dagdrivere og unyttige Huus-Meubler; Og hvis man endeligen vil beholde dem, da at formindske deres Løn, saa at en Tiener herefter lader sig nøye med den halve Deel af den Løn, som han hidindtil har haft, thi slige Dagdrivere maa fødes men ikke giødes. Og holder jeg for ---

HENRICH.: Nok nok, Hr. Skriver! Nu staaer jeg fra min forrige Meening og holder for, at disse Projectmagere ere alle ertz Bedragere.

SKRIVEREN.: Mig synes dog, at dette Forslag er det fornuftigste af alle.

HENRICH.: Og mig, at det er det daarligste; Skiønt man kand sige om alle i Almindelighed, at de burde kastes paa Ilden.

SKRIVEREN.

✂

Ey Henrich! jeg mærker at denne din Nidkierhed reyser sig af egen Interesse. Forslaget er min Troe ikke ilde grundet; Thi jeg har hørt adskillige fornuftige Patrioter at være af samme Tanker. Jeg maa læse videre.

Han mumler hastig og snøvler, indtil han kommer til det hvor han slap. 374

---Thi slige Dagdrivere maa fødes men ikke giødes. Og holder jeg for, at det samme bør i agt tages med Skriverkarle; thi de fleeste af disse Karle tiene til intet andet end --- Hvad Pokker er dette? du talede i Begyndelsen som en ærlig Mand, men ender som en Skielm.

HENRICH.: Og jeg siger at han begyndte som en Skielm og ender som en ærlig Mand. Naar Enden er god, saa er alting got.

SKRIVEREN.: Jeg vil ikke læse meer hvad den Skabhals har skrevet.

HENRICH.: Det er ikke saa langt; han kand snart læse det igiennem.

SKRIVEREN.: En Skielm der læser, og ligesaa den som begierer.

HENRICH.: Jeg merker at Hr. Skrivers Nidkierhed reyser sig af egen Interesse. Det sidste udi Forslaget er min Troe ikke ilde grundet; Thi jeg har hørt adskillige fornemme Patrioter at være af samme Tanker. Lad mig da læse det øvrige.

SKRIVEREN.

✂

Ingen Læsning meer!

HENRICH.: river ham det af Haanden, mumler hastig og snøvlet, indtil han kommer til det sidste. --- Thi de fleeste af disse Skriverkarle tiene til intet andet end ---

SKRIVEREN.: De tiene til at give din Næseviis et par Ørefigen.
Han river Papiret af Henrichs Haand igien.

HENRICH.: Han kand saaledes rive Papiret i Stykker og derved sætte os begge i Ansvar.

SKRIVEREN.: Jeg agter ikke at lade Skriftet komme for Fruens Oyne.

HENRICH.: Tør han vel supprimere en Memorial, som er indgiven til Republiqven?

SKRIVEREN.: Ey Henrich! jeg er ikke den eeneste Tiener, der saadant giør.

HENRICH.: Jeg troer det nok; raader ogsaa, Alvor at tale, til at det ikke kommer for Lyset, thi endskiønt Skriftet 375 kand være nyttigt for Staden, saa er det dog ikke nyttigt hverken for Skriveren eller Tieneren. Jeg er færdig til at opoffre mit Liv og Blod for Republiqven, men at give min halve Løn bort det maatte en Skielm giøre. Skriveren gaaer bort.

✂

SCEN. 4.

Henrich. Pernille.

HENRICH.: Jeg maa have Pernille at hielpe mig med at feige disse Kandestøber Projecter bort. Hei Pernille, herud!

PERNILLE.: Du commanderer saa stærkt; Jeg merker nok at du har faaet en Skilling meer end du kand æde op.

HENRICH.: Mine Penge ere ikke fleere end jeg jo kand tælle dem.

PERNILLE.: Jeg tvivler ikke paa at du jo deeler den halve Part med mig.

HENRICH.: Jeg vil give dig mit halve Hierte.

PERNILLE.: Jeg tager heller en eeneste af dine Ducater, end dit hele Hierte.

HENRICH.: Fy fy! det er en Skam at være saa Pengegierrig.

PERNILLE.: Jeg meener at jeg haver retmæssige Prætensioner paa de halve Penge. Hvad meener du vel at Republiqven reflecterer paa dine Recommendationer? Veedst du ikke at de fleeste Ting drives ved Fruentimmer i Verden? Du maa være forsikkret om at alle de, som have givet dig Penge for at recommendere deres Personer, have ikke andet betegnet dermed, end at du som Tiener skulde betiene dig af Pigen, som haver mest Gehør udi Huuset.

HENRICH.: Jeg vil gierne betiene mig af dig udi andre Ting, men ikke udi Stats-Sager; thi derudi spørger jeg ingen til Raads.

PERNILLE.: Jeg troer nok at du est en stor Statsmand.

HENRICH.: I det ringeste har jeg ladet see Prøver derpaa ved denne Leylighed, thi dette heele Væsen vil ingen 376 blive til Nytte uden mig alleene, thi Republiqven vil kun blive forvirret af disse mange underlige Forslag, og Skriveren vil faae en U-lykke i sine Fingre, naar han skal registrere alle de Projecter, som ligge under Bordet.

PERNILLE.: Har her da været saa mange Projectmagere i Dag?

HENRICH.: Ney, ikke saa mange; Thi alle de Forslag, som ligge under Bordet, ere af en eeneste Mands Hierne.

PERNILLE.: Han maa da have en Fandens stor Hierne.

HENRICH.: Ja den maa i det ringeste være noget større end Skriverbordet, thi der var ikke Rum til dem paa Bordet, derfor maatte vi lægge dem paa Gulvet.

PERNILLE.: Jeg meener, man kunde have lagt dem paa Gulvet tilsammen.

HENRICH.: Ney Tak! Her ligger nogle paa Bordet, som ere af stor Vigtighed og Nytte. Der er blant andet Recepter udi disse 3 smaa Flasker, hvoraf den eene kand være dig til stor Gavn, hvis du stiæler dig en Dosis af 50 Draaber deraf.

PERNILLE.: Hvad kunde den være mig til Gavn?

HENRICH.: Jo vist, den haver den Kraft, at den kand skaffe dig tilbage din Ære.

PERNILLE.: Ey du Slyngel! hvem har berøvet mig min Ære?

HENRICH.: Det veed jeg ikke, Pernille. Jeg siger kun at Recepten har saadan Kraft.

PERNILLE.: Og jeg har en Recept, som curerer for Kaadmundighed; den bestaaer i et par Ørefigen.

HENRICH.: Du taler noget dristig til en Mand, som gaaer med 25 Specie Ducater i sin Lomme. Men Galskab til Side: jeg kaldte paa dig efter Ordre at du skulde være mig behielpelig med at tage Bordet ind og føre alle disse Sager bort. Du maa see til, at de 3 Flasker fornemmeligen blive vel forvaret; thi Republiqven agter at bruge noget af dem i Dag.

PERNILLE.: Men alvorlig at tale, hvortil kand de nytte?

HENRICH.: Spørg mig ikke derom Pernille! Mit Hovet 377 er gandske kruset af de mange underlige Forslag, som have været oplæste i Dag.

PERNILLE.: Jeg er bange for, at ingen vil lide meer derved end Republiqven selv.

HENRICH.: Jeg ligeledes. Det seer jeg allereede, at den heele Stad er bleven ligesom forvandlet til en stor Daarekiste.

PERNILLE.: Det gaaer ikke anderledes til, naar man giver Projectmagere Tøylen.

HENRICH.: Tiden vil lære hvad videre deraf vil blive.

PERNILLE.: De Projecter, som ligge under Bordet, er i mine Tanker de beste; Thi der er Papir for et par Mark i det ringeste.

HENRICH.: Duer de ikke nok andet, saa kand de tiene dig i Kiøkkenet til at steege Lax paa. Men lader os giøre reent, og bære Sagerne ind.

378

✂

ACTUS III

✂

SCEN. 1.

Leander. Leonora. Pernille.

LEANDER.

✂

Jeg troer nok at jeg bliver en sand Spaamand;

Thi mig synes, at Republiqven var gandske ud af Humeur, da jeg forlod hende.

LEONORA.: Mig synes og det samme; Thi hvorvel hun vilde ikke lade sig merke med nogen Misfornøyelse, kunde hun dog ikke berge sig saa vel at jeg jo blev vaer en Forvirrelse udi Sindet.

PERNILLE.: Hvad det ikke er, saa vil det blive, sær naar det, som hun har indtaget af de 3 Flasker, begynder at operere.

LEANDER.: Tog hun da ind paa eengang alle 3 Doses?

PERNILLE.

✂

Ja vist, det var efter Projectmagerens Raad.

Men hvorledes begegnede hun Monsr. Leander denne gang?

LEANDER.: Med Koldsindighed, dog ikke udi den Grad som tilforn, thi det syntes undertiden, at hun vilde lade see Venlighed mod mig, hvis hendes Interesse vilde hende saadant tillade.

LEONORA.: Hun vil nok inden kort Tid lære at kiende, hvorudi hendes sande Interesse bestaaer.

PERNILLE.: Ja jeg haaber, at hun vil blive en Døds Fiende af de Projectmagere, som hun tilforn har sat saa stor Priis paa.

LEONORA.: Har du seet nogle af de indgivne Projecter?

PERNILLE.: Ney, men jeg har hørt af Henrich, at mange af dem skal være ravgalne. Jeg kand og merke det paa Skriveren; Thi han seer gandske forvirret ud. Han gaaer smilende frem og tilbage med sin Tobaks Pibe udi Munden, 379 og saae jeg ham engang at tage en priis Sand af Sandbøssen i Steden for af Tobaks-Daasen. Et eeneste galt Project kand giøre en ærlig Mands Hovet kruset, hvad maa da ikke saa mange giøre, som komme ind paa eengang!

LEANDER.: Er da allereede saa mange indkomne?

PERNILLE.: Herman von Bremens Projecter kand alleene giøre et maadeligt Vognlæs.

LEANDER.: Herman von Bremen? det er jo den, som man kalder den politiske Kandestøber?

PERNILLE.: Ja den selvsamme. Den Karl kand ligesaa hastig giøre et politisk Forslag, som jeg kand kaage et Æg.

LEANDER.: Jeg gad nok see et af dem.

PERNILLE.: Monsr. kand gierne faae dem alle at see; thi jeg har forvaret dem under Retterbænken i Kiøkkenet udi tvende store Bylter. Henrich selv, hvor taabelig han er, moqverer sig derover; thi han sagde at de kand komme mig til Nytte i Kiøkkenet for at steege Lax eller Flesk paa.

LEANDER.: Hvor taabelig han er, saa har han dog vidst at føre sig denne Handel til Nytte.

PERNILLE.: Det er vist nok; Thi han gaaer med 25 Ducater udi Lommen, som jeg nok vilde affiloutere ham. Men jeg maa lidt ind og see hvorledes det er med Republiqven og hvorledes hun befinder sig efter de indtagne Doses.

✂

SCEN. 2.

Leander. Leonora.

LEONORA.: Min kiere Leander! kunde han ogsaa ikke hitte paa at giøre et Stats-Project for at insinuere sig og at befodre vor Kierlighed?

LEANDER.: Jeg kunde maaskee ligesaavel hitte paa noget som en anden, men just den Kierlighed, som jeg bærer til Jomfruen, foraarsager, at jeg ikke kand overtale mig til at bedrage hendes Moder.

380

LEONORA.: Meener han at alle disse Projectmagere ere Bedragere?

LEANDER.: Den største Deel deraf; Thi endskiønt de alle vidne, at de alleene sigte til det almindelige Beste, saa er dog egen Nytte Hiulet, hvorved de drives. Deslige Folk ere listige Bedragere; Nogle andre ere taabelige Bedragere, thi de bedrage sig selv tillige med andre. Blant de sidste kand jeg regne saadanne som Herman von Bremen, hvilke ere Statsmænd udi deres egen Indbildning, og af lutter Taabelighed fatte høye Tanker om dem selv, holdende alting for dem at være let og mueligt, saasom de ikke see en Ting længer end til Barken.

LEONORA.: Det er dog sælsomt at man efter saa mange Exempler ikke lærer at tage sig vare for slige Folk.

LEANDER.: Exempler gieide ikke altid, min kiere Jomfrue! Man seer jo, endskiønt alle de, som for Exempel have givet sig ud for at være Guldmagere, ere befundne at være Bedragere, saa gives dog stedse de, som bedrage og lade sig bedrage paa nye. Men der kommer Henrich; Han er jo ganske vred.

✂

SCEN. 3.

Leonora. Leander. Henrich. Novatianus. Leerbeutel.

HENRICH.: Jeg vil ikke have med jeres Sager at bestille, I forbandede Karle! jeg vil ikke være jer Dommer; jeg kand ey heller være det, thi den eenes Ja er saa god som den andens Ney.

LEONORA.: Hvad fattes dig, Henrich?

HENRICH.: Det er tvende Personer, som giorde Allarm her for en Time siden. Nu kommer de igien. Begge beraabe sig paa et Project, som er indgiven. Begge give sig ud for Forfattere deraf. Den eene siger at den anden har frastaalet ham det. Men see! der kommer de, og undsee sig ikke ved at gaa lige ind.

NOVATIANUS.: Det er jo et skammeligt Stykke, at ville giøre en anden Mands Arbeyde til sit eget.

381

LEERBEUTEL.

✂

Det skal ingen ærlig Mand sige mig paa.

Jeg trænger ikke til andres Hielp; Jeg kand hitte paa meer end det. NOV ATI ANUS. Jeg troer det nok; Du kand hitte paa Skielmstykker.

LEERBEUTEL.: Jeg kræver til Vidne at han har skieldet mig for en Skielm.

HENRICH.: Ey Messieurs! Hav Respect for Republiqvens Huus; hvis I vil slaaes, saa maa I gaae ud paa Gaden.

NOVATIANUS.: Hvad jeg har sagt paa ham, vil jeg med Eed bekræfte.

LEERBEUTEL.: Hvad han har sagt paa mig, vil jeg beviise med Eed at det er Løgn.

HENRICH.: Ey! saa gaaer det jo lige op: I tillades at sværge paa at han har giort et Bedragerie, og ham tillades at sværge paa at eders Beskyldning er falsk.

NOVATIANUS.: En Bedrager maa ikke tillades at sværge.

LEERBEUTEL.: Du est selv en Bedrager.
De faae hinanden udi Haaret, Henrich gaaer imellem, og bliver badsket af dem begge til han falder paa Gulvet. De løbe ud.

✂

SCEN. 4.

Leonora. Leander. Henrich.

HENRICH.: Bier kun I Tingstude! I skal faae en U-lykke for at have handlet saaledes med Republiqvens Tiener.

LEANDER.: Hvis du ved denne Leylighed har faaet nogle Penge, saa har du ogsaa faaet nogle Vahre. Men hvilken af dem meener du har Ret?

HENRICH.: Nu er jeg saa forslagen, at jeg ikke har Hoved til at dømme udi Sager; det kand jeg alleene sige, at ingen af dem havde Ret til at slaae mig. Men jeg undrer mig over, at Mr. Leander stod saa stille uden at hielpe mig.

LEANDER.: Jeg er gandske uden for Sagen; Men det er andet med dig, som engang har paataget dig at være Projectmagernes Advocat.

382

HENRICH.: Vil ingen tage min Sag an, saa skal jeg nok hevne mig selv.

LEANDER.: Det vil jeg ikke raade dig. Man kand ved saadan Leylighed faae at vide, at du har taget Penge af Sollicitanterne. Det er derfor best at du stiltiende beholder Huggene med Pengene.

HENRICH.: Jeg faaer da at skikke mig derudi; beder ogsaa at Mr. ey heller lader sig merke dermed.

LEANDER.: Jeg skal intet tale derom.

HENRICH.: Jomfruen er og saa god at tie, om det er hende som et Fruentimmer mueligt.

LEONORA.: Jeg kand nok tie saavel som en anden.

HENRICH.: Men der seer jeg Pernille. Jeg maa gaae min Vey.

✂

SCEN. 5.

Pernille. Leonora. Leander.

PERNILLE.: Mig syntes at her var Klammerie, men jeg seer at Alting er stille.

LEONORA.: Her er Alting got; men hvorledes staaer det til inde?

PERNILLE.: Jeg kand endnu ikke sige noget derom, Republiqven har indtaget 3 Doses at sveede paa; hvorledes hun vil befinde sig derefter, maa Tiden lære. Jeg vilde ikke laane hende min Mave; thi skulde jeg nødes til at indtage saa mange politiske Doses paa eengang, giorde jeg først mit Testamente.

LEONORA.: Ligger hun paa Sengen?

PERNILLE.: Ja, og nyeligen førend jeg gik ud, var hun falden udi en Slummer, hvorudover da jeg hørde denne Allarm her uden for, trinede jeg af Stuen for at advare Folk at de skulde være stille. Men hvad var her at bestille? thi jeg troer ikke at Monsr. Leander var kommen i Klammerie med Jomfruen.

LEONORA.: Der var Tvistighed imellem to Projectmagere: Den eene beskyldte den anden at have staalet 383 sit Project. Henrich paatog sig at forlige Sagen, og blev rigeligen betalt for sin Umage.

PERNILLE.: Jeg merker, at han bruger alle Konster for at fortiene Penge.

LEONORA.: Vist, han lader sig rigeligen betale, nu med Penge, nu med Vahrer. Det er best at du løber ind igien for at see til min Moder; thi man maa ikke lade hende være alleene.

PERNILLE.: Det er sandt nok; thi mig syntes at hun drog Aanden noget stærkere end hun pleyer. Mig synes og at hun kalder paa mig, jeg maa strax ind.

✂

SCEN. 6.

Leander. Leonota. Republiqven. Pernille.

REPUBLIQVEN: understøttet af Pernille
Ach ach! Jeg er i en elendig Tilstand.

LEANDER.: Hvorledes er det fat min kiere Frue?

REPUBLIQVEN.: Ach gid de Projectmagere faae en Ufærd.

PERNILLE.: Alle vil ride paa den stakkels Republiqve.

REPUBLIQVEN.: Ach ach! Jeg kand ikke meere.

LEANDER.: Hvorledes befinder Fruen sig da?

REPUBLIQVEN.: Ach min kiere Monsr. Leander! gid jeg havde fuldt hans Raad, og bortviiset alle disse Projectmagere, som sigte kun til at forvirre alting for at befodre deres egen Interesse.

LEANDER.: Nu maa vi alleene tale om hvorledes Republiqven kand hielpes tilrette igien.

REPUBLIQVEN.: Ach! der er ingen Redning for mig: Mit Hovet er gandske kruset, og mit Hierte sidder mig op i min Hals af Qvalme og Beængstelse; En saadan Forvirrelse har disse Doses bragt udi min Mave.

LEANDER.: Man maa bruge Raad i Tide.

REPUBLIQVEN.: Ingen Lægedom kand hielpe mig; havde jeg kun saa lang Tiid at jeg kunde giøre mit Testamente!

384

LEANDER.: Fruen maa ikke saaledes fortvivle; Maaskee at jeg ved et ringe Middel kand hielpe hende tilrette.

REPUBLIQVEN.: Der vil meget til! Der vil meget til!

LEANDER.: Ikke saa meget; Maven vil renses, og det Suurdey, som Projecterne have foraarsaget, maa til Dørs.

REPUBLIQVEN.: Er jeg nu i Stand at tage nogen Vomitif ind?

LEANDER.: Jeg har et lidet Instrument eller en Machine, hvorved saadant uden Besværlighed skal giøres.

REPUBLIQVEN.: Ach! jeg er saa bange at ---

LEANDER.: Vil kun Fruen have Tillid til mig! Jeg giver mig ikke ud uden for det som jeg kand præstere. Lader os strax gaae ind.

REPUBLIQVEN.: Ach ach! det bliver jo værre og værre.

LEANDER.: Hun slaae sig lidt til Taalmodighed.

REPUBLIQVEN.: I maa ledsage mig, thi jeg kand ikke staae paa mine Been.
Pernille og Leander tage hende under Armen, og Leander gaaer alleene ind med hende.

✂

SCEN. 7.

Pernille. Leonora.

LEONORA.: Ach Pernille! Jeg tænkte nok at det vilde saa gaae til. Ach det er en Ynk at see.

PERNILLE.: Giv jer tilfreds, Jomfrue! Hvis Fruen forvinder denne Svaghed, saa vil jer Kierlighed og den Forbindelse, I har giort med Monsr. Leander, derved bestyrkes.

LEONORA.: Men der synes ingen Redning at være for hende.

PERNILLE.: Jeg meener jo. Hvis Monsr. Leander kand ved den Machine, som nedsiunkes udi Halsen, faae Projecterne til Dørs, førend de rodfæste sig og komme udi Blodet, kand alting blive got.

LEONORA.: Meener du det Pernille?

PERNILLE.: Jeg baade meener og veed det. Man kand jo 385 ved saadant hindre at end Rottekrud eller andet Gift, som er indtaget, ingen Skade kand giøre.

LEONORA.: Men jeg er bange at disse Projecter ere giftigere end Rottekrud.

PERNILLE.: De ere vel ikke et Haar bedre; Men naar man faaer dem ud af Maven, maa de rase saa meget som dem lyster. Jeg for min Part anseer denne Hændelse som den eeneste Redning for Familien.

LEONORA.: Ach! gid man da ved dette Middel kunde bringe min Moder til rette igien; thi endskiønt hun har været mig imod i denne Forbindelse med Leander, saa elsker jeg dog hende meer end noget Barn kand elske sin Moder.

PERNILLE.: Hun bliver nok cureret; thi Projecterne maa ved betimelig Vomitif herud, om end alle Herman von Bremens Forslag vare komne i Maven. Sindet, som I hører, er allereede cureret, i det at hun har fattet Afskye 386 for Projectmagere, som hun tilforn havde sat saa stor Priis paa. Men der kommer Henrich. Han seer gandske forstyrret ud.

✂

SCEN. 8.

Henrich. Pernille. Leonora.

HENRICH.: Ach ach! det var forskrekkeligt at see.

PERNILLE.: Hvad er det, Henrich?

HENRICH.: Tal ikke til mig; jeg er færdig at besvime.

PERNILLE.: Hvad er det da?

HENRICH.: Monsr. Leander lod nedsiunke en liden Blyekugle udi Republiqvens Hals; strax derpaa begyndte hun at brække sig, og det med saadan Heftighed, at baade jeg og han tænkte at hun skulde døe imellem vore Hænder.

LEONORA.: Kom der da meget fra hende?

HENRICH.: Ja vist, jeg har aldrig seet saa heftig Bryden paa eengang.

LEONORA.: Hvorledes seer det ud?

HENRICH.: Det seer saa buntet, saa politisk, og saa dievleblændt ud, at ethvert eenfoldigt Menneske maa grues ved at ansee det.

LEONORA.: Vel nok er det, at det er kommen ud. Det kand rase i Vandbækkenet saa meget som det vil. Men i hvad Tilstand var min Moder da du gik ud?

HENRICH.: Hun har fundet stor Lettelse for Hiertet, men haver sterk Hovetpiine.

PERNILLE.: Den vil snart stilles; thi det kand ikke være andet end at saa stærk Brækken jo maa foraarsage Hovetpiine.

HENRICH.: Monsr. Leander, som i alting nu agerer Doctor, gav hende Hovetvand at lugte til, og tillige bandt en Serviette stærkt om hendes Hovet.

LEONORA.: Jeg havde ikke tænkt at han kunde agere saa vel Doctor.

HENRICH.: Jo vist. Men der kommer baade Patienten og Docteren.

387

✂

SCEN. 9.

Republiqven. Leander. Henrich. Pernille. Leonora.

REPUBLIQVEN: med en Serviette om Hovedet
Min kiere Monsieur, jeg kand ikke nok udsige, hvilken Obligation jeg har for ham; han har virkelig reddet mit Liv, thi jeg begynder igien at respirere, og Hovetpiinen sagtes meer og meer.

LEANDER.: Det er mig ikke en liden Glæde at have contribueret til Fruens Sundhed igien.

REPUBLIQVEN.: Han haver cureret ikke alleene mit Legem men endog mit Sind, i det han har bragt mig af Vildfarelse og indpræntet mig de rette Tanker, som jeg bør have om Projectmagere, hvilke gemeenligen ikke sigte til andet end til Egennytte, og bygge Casteller i Luften, hvorved Republiqven forvirres.

HENRICK.: Mig synes, at der er nogen udi Gangen. Jeg maa see ad hvem det er.

REPUBLIQVEN.: Hvis det er nogen, som vil tale med mig, saa er det nu ikke beleyligt.

HENRICH.: Det er Herman von Bremen, som forlanger at tale med Republiqven.

PERNILLE.: Ach lad ham komme ind! Jeg har stor Lyst til at narre ham; Jeg vil med Fruens Permission give mig ud for Republiqven.

✂

SCEN. 10.

Mester Herman. Personerne af forrige Scene.

HERMAN.: Jeg veed ikke hvilken af de tvende Damer er Republiqven?

PERNILLE.: Det er jeg; Kiender han ikke Republiqven bedre? min gode Mester Herman!

HERMAN.: Man kalder mig Mester Herman, efterdi jeg udi min Ungdom har øvet en Profession.

PERNILLE.: Jeg veed det nok; Men denne Mester eller Magister Grad er en Plet, som man aldrig kand aftoe.

388

HERMAN.: Her udi Westphalen øver jeg mig alleene udi politiske Sager.

PERNILLE.: Jeg veed det nok. I Hamborg støbte han fordum Fade og Tallerkener; men her omstøber han Riger og Republiqver.

HERMAN.: Man skal derfore ikke regne hvad jeg har væ- ret, men hvad jeg nu omstunder er.

PERNILLE.: Det er ret nok; Jeg vil derfor give ham al den Ære, som han fortiener.

HERMAN.: Folk raadføre sig her med mig udi Stats-Sager, og jeg kand sige uden at rose mig, at de befinde sig ikke ilde ved mine Raad, thi jeg seer dybt ind udi Sagerne.

PERNILLE.: Man kand see paa hans Ansigt, at han er en stor Statsmand. Men hvad er hans Ærende?

HERMAN.: Jeg er kommen for at høre om Republiqven har examineret nogle af de Projecter, som jeg har indgivet.

PERNILLE

✂ sagte til Henrich

Slaae Porten udi Laas, at han ey kand komme ud.

Høyt.

Ja nogle af dem ere examinerede og befundne excellente.

HERMAN.: Det er mig kiert. Jeg haaber at de alle skal staae deres Prøve. Man skal deraf kunne see at en kand være en duelig Stats-Minister uden at have lært Latin eller Græsk.

PERNILLE.: Intet er vissere. Det kommer alt an paa Naturens Gaver.

HERMAN.: Hvad synes Republiqven om det første Project, som er tegnet No. l?

PERNILLE.: Jeg kand ikke erindre hvilket var det første. Henrich, spring ind og hent os de to store Papir Bylter.

HENRICH.: Hvor ligger de?

PERNILLE.: De ligge under Retterbænken i Kiøkkenet.

HERMAN.: Under Retterbænken udi Kiøkkenet? hvad vil det sige?

389

PERNILLE.: Det vil saa meget sige, at de fortiene ikke at forvares udi andet Archiv.

HERMAN.

✂

Jeg merker at Fruen vil drive Spott med mig.

Det er ikke smukt.

PERNILLE.: Det er end mindre smukt at en Kandestøber vil give sig ud for en Statsmand.

HERMAN.: Jeg sværger ved Richelieu, Mazarin, Alberoni etc. at jeg lader mig ikke narre.

PERNILLE.

✂

Og jeg sværger ved Ulspeil, Harleqvin, Polichinello etc. at I skal narres. Kom hid, Henrich! med Bylterne. Han skal bære dem hiem paa sin egen Rygg.

Monsr. Leander maa komme os til Hielp, om han vil giø- re Modstand.

HERMAN.: Gewalt, Gewalt!

HENRICH.: Holdt din politiske Mund, eller du faaer saa mange Hugg, som dit Liv kand taale.
Henrich hænger ham om Halsen begge Bylter paa Ryggen.

HERMAN.: Ach ach! det skal ikke blive uhævnet.

PERNILLE.: Giv ham nu et got Bagslag, Henrich! til Afskeed, for alle de Forslag, som han har givet os.
Henrich sætter ham Foden for Ryggen.

HERMAN.: Au, au, au!
Han gaaer ud med nedslaget Hovet, og tæller til 20.

✂

SCEN. 11.

Republiqven. Leander. Leonora. Pernille. Henrich.

REPUBLIQVEN.: Det var noget vel plumpt, Pernille.

PERNILLE.: Ney! Nu kand han fortælle det til andre af hans Consorter, saa have vi dem ikke meer paa Halsen.

REPUBLIQVEN.: Jeg merker at det er et Bedragerie.

LEANDER.: Man kand ikke holde dem alle for Bedragere, thi mange bilde sig selv ind at være det som de ikke ere. Og reyse sig de høye Tanker, de fatte om sig selv, just af Uvidenhed, thi jo meere uskiønsom en er, jo lettere kommer alting ham for; Skarpsindige Folk derimod, 390 som see dybt ind udi Sagerne, og merke de Knuder, som derudi ligge skiulte, driste sig ikke at røre derved. Heraf kommer det at man gemeenligen finder størst Activitet hos de første, saasom de af Uvidenhed holde alting giørligt. De sidste derimod passere for uduelige og frygtsomme, og derfore ofte ansees med Foragt, da dog deres Frygtsomhed og liden Resolution grunder sig paa deres Indsigt udi Sagerne og er Beviis paa deres Skiønsomhed.

REPUBLIQVEN.: Han taler som en fornuftig Mand. Jeg vil herefter tage mig vare for Projectmagere.

LEANDER.: Fruen maa dog see til at hun gaaer en Middelvey herudi, saa at hun ikke henfalder til Extremiteter; thi det kand være ligesaa skadeligt at forkaste alle Projecter, som at antage dem alle. Man maa udleede Hveeden blant Klinten. Hvis man plat forkaster alle Forslag, drister sig ingen at giøre dem, hvorved mangt et nyttigt Project kand blive qvalt udi Fødselen, og gamle Vildfarelser og Feyl, som behøve Reformation, fæste Rødder. Alleene man maa intet sætte i Værk førend det er nøye examineret; Thi det daarligste Project kand ofte have den beste Apparence.

REPUBLIQVEN.: Jeg vil og skal i dette, som i andet, efterfølge hans Raad; og saasom han har cureret mig, saa vil jeg og være hans Doctorinde og curere ham ved at rødde af Veyen de Steene, som har forhindret ham at komme til sit Maal, det er til Besiddelse af min eeneste Dotter og Arving, som han bær Kierlighed til. Kom hid, Leonora! og giv ham din Haand. Nu haaber jeg at I ere fornøyede, ligesom jeg paa min Side er ikke desmindre. Lader os nu gaae ind og giøre Anstalt til eders Bryllup. Leander og Leonora kysse paa hendes Hænder og takke.

HENRICH: sagte
Jeg derimod er ikke saa vel fornøyet; thi mit Regiment er til Ende, og min Næring, sorn flød af Byens Galskab, er forsvunden, saa at jeg af en Agent eller Factor er forvandlet til en slet og ret Lakei igien.

391

✂

SCEN. 12.

Arv. Personerne af forrige Scene.

ARV: faldende paa Knæe for Republiqven
Ach naadige Frue! Jeg beder om Rett.

REPUBLIQVEN.: Hvad U-ret er dig vederfaret?

ARV.: Henrich har taget en Sølvpenge fra mig.

HENRICH.: Saadant tilstaaer jeg, og meener derudi at have giort som en troe Tiener; thi saasom han dermed har ladet sig bestikke af en Projectmager, saa har jeg confisqveret den paa Republiqvens Vegne.

REPUBLIQVEN.: Derudi har du giort vel, Henrich.

ARV: grædende
Ach! skal jeg da miste min Sølvpenge?

REPUBLIQVEN.: Du skal ikke alleene miste den, men ogsaa din Tieneste.

HENRICH.: Han har ikke bedre fortient, naadige Frue .. .

PERNILLE: til Henrich
Du fortvivlede Skielm! tør du, som est mest skyldig giøre dig til Anklager?

392

HENRICH.: til Pernille. Hør, Pernille! der har du den halve Deel af Ducaterne. Hvem er jeg nu?

PERNILLE.

✂

Du est en troe og ærlig Tiener.

Til Republiqven. Hverken jeg eller Henrich drister os til at beede for Gaards-Karlen; thi en Tiener bør have reene Hænder. Er det ikke sandt, Henrich?

HENRICH.: Visselig. Jeg har skikket mig saa udi Republiqvens Tieneste, at jeg kand døe med en god Samvittighed.

PERNILLE.: Jeg min Troe ligesaa.

REPUBLIQVEN.

✂

Jeg vil haabe det samme. Kom lad os gaae ind.

De gaae ind, og Arv følger med grædende.

393

LEANDER.: til Spectatores. Jeg vil tie med denne Historie for Pernilles Skyld. Man seer ellers heraf Sanden at være, som Ordsproget lyder, at man lader de smaa Tyve hænge, og de store gaae frie.

✂

Republiqven
Noter

✂ S. 331.
Det gemeene Beste, Almenvellet.

✂ S. 336.
Leerbeutel, ty. »Tom-Pung«. - Novatianus. Navnet henleder Tanken paa lat. novus = ny og betyder vel derfor: Den, som vil noget nyt. - Resolution, Beslutning. - Hurtighed, Kvikhed, Forslagenhed. - florerende, blomstrende.

✂ S. 339.
Ducat, en Guldmønt af meget fint Guld, som oprindelig havde to Rigsdalers Værdi.

✂ S. 340.
Caballeer, Kavaler. - recomendere, anbe fale. - Bremenfeldt, fra Den politiske Kandstøber.

✂ S. 341.
den politisk Stokfisk, Titlen paa en i Samtiden kendt Kærlighedsroman. - Permission, Tilladelse. - insinuere, fremføre (en Sag).

✂ S. 342.
Seignr., fr. seigneur, Herre. - Serviteur, fr. Tjener. - Intimation, Bekendtgørelse. - giøre ... Meensvoren, faa til at aflægge falsk Ed.

✂ S. 343.
Prætext, Paaskud. Publici, lat. Genitiv af publicum, det offentlige, almene. Tønder, (egl. Fyrsvamp, brændbart Stof) Tilskyndelse. - Befodring, Befordring. - agter.. . ikke, regner det ikke for noget. - habil, dygtig.

✂ S. 344.
Videnskab, Kundskab, Viden. - Handtering, Erhverv, Næringsvej.

✂ S. 345.
fornemmligen, især, først og fremmest. - ved at faae en Mand, som hun kand være fornøyet med, dvs.: hvis jomfruen faar en Mand, som Moderen er tilfreds med. - beqvemmest, mest passende. - Socrates, den græske Filosof er bl. a. kendt for et ualmindelig ufordelagtigt Udseende. - Æsop, græsk Fabeldigter, der ifølge Traditionen var vanskabt og grim. - Assignation, Anvisning.

✂ S. 346.
giøre ... Profession af, bekender sig offentligt til, giver sig Skin af. - u-ryggeligen, urokkeligt.

✂ S. 347.
modest, beskeden. - Conjuncturerne, Omstændighederne, Forholdene.

✂ S. 348.
heller, snarere.

394

✂ S. 350.
Mandens Gravskrift etc., Omskrivning af en i Samtiden kendt Gravskrift af italiensk Oprindelse. - Msr., Monsieur, Hr. - jo have, ikke har.

✂ S. 351.
Msr., Monsieur, Hr. - Polichinello, staaende komisk Figur i den ital. Maskekomedie (langnæset og pukkelrygget).

✂ S. 352.
Ich sage etc. jeg siger dig, du maa dø. - Død, jeg siger dig, at det lader jeg nu være med. - interesserede, egennyttige. - Hun (gaaer som hun var smurt), henviser til Situationen, Forholdene i Almindelighed. - Optøger, Indfald; gale Streger.

✂ S. 353.
Caresser, Høflighedsbeviser, Komplimenter. - Discourser, Samtaler. - Sr., Seigneur, Hr. - Ohngeldt, ty. »Pengeløs«.

✂ S. 354.
hverken hugget eller stukket, hverken det Ene eller det Andet, hverken Fugl eller Fisk. - Orthographie, Retskrivning; Stavemaade. - Materien, Emnet; Indholdet.

✂ S. 355.
befodre, befordre. - Det lader jeg vel blive, det lader jeg være med. - Capun, kastreret Hane. - Mester Jacob, se Bind III, S. 220. - Arv, den dumme Gaardskarl eller Tjener i flere af Holbergs Komedier. - Grammarcis Mossiøs, forvansket fr. grand merci, monsieur, mange Tak, Herre. - denne Mynt etc. Der " gives af dette Præg ikke nogen hverken hel eller halv Speciedaler, hverken dansk-norsk eller udenlandsk" (Georg Galster: Mønthistoriske Antegnelser til Holbergs Comoedier, 1953, S. 33). Det er dog muligt, at der tænkes paa Mannsfelderthaleren, der paa den ene Side har St. Georg til Hest, paa den anden et firedelt Vaabenskjold. - Specerie, Krydderi.

✂ S. 356.
vigtig eller rar, fuldvægtig eller ualmindelig. - en slet Daler, dvs. en almindelig Daler havde Værdien 4 Mark, modsat en Speciedaler, der gjaldt 6 Mark. - mare, en Ed (Fordrejelse af Marie). participere, deltage. - toer, vasker.

✂ S. 357.
udfodres, udfordres.

✂ S. 360.
det 5te Monarchie, et nyt verdenshistorisk Hovedrige (efter det assyriske, persiske, græske og tysk-romerske). - Vindskibelighed, Foretagsomhed, Flid. - Liqveurs, Væsker. - Fermentation, Gæring. - stridig, af modsat Art.

✂ S. 361.
oprigtig, ægte. - probat, bevist. - Qvantitet, Mængde. - helst, især. - ævret Smør, Smør kærnet af Mælken i den Køerne gaar paa Ævret, dvs. paa Stubmarkerne om Efteraaret.

✂ S. 362.
Obstruction, Forstoppelse. - Clyster, Lavement.

✂ S. 363.
promoveres, forfremmes. - Vielgeschrei, (ty. "Megen-Skrigeri") ogsaa Navn paa Hovedpersonen i Den Stundesløse. - wenig Wolle, ty. lidt, ringe Uld. - Støvler blev kun af Folk fra Bondestanden benyttet Aaret rundt. - Gehæng, hvori Hirschfængeren (en lang jagtkniv) blev baaret. - honnet Homme, fr. honnête homme, hæderlig Mand. - Agricola, lat. Landmand. - Qvægsyge, den store Kvægpest 1745-51. Se Bind VIII.

395

✂ S. 364.
Koen har tyret, er blevet bedækket. - Merite, Fortjeneste.

✂ S. 365.
heller, snarere. - Tønder, se I. Akt 5. Scene. - aftakker, afskediger. - salareres, lønnes. - Irenopolitanus, gr. Fredensborger. - Philosophiæ etc., egl. Magister i Filosofi og »de frie Kunster«, et Fællesbegreb for verdslig Visdom (modsat guddommelig Visdom, Teologien).

✂ S. 366.
Curiositeter, Mærkværdigheder. - Machine, Indretning. - Nürenberger, Fællesnavn for en Slags Smaahandlende; her tænkes paa deres Legetøj. - Recepter, Medikamenter. - Conservation, Bevarelse. - Tinctur, Opløsning i Alkohol, især af Lægemiddel. - Essence, Essens, koncentreret Opløsning, især i Alkohol, af organiske Stoffer eller æteriske Olier.

✂ S. 367.
alternere, veksle, - Arcanum, hemmeligt Lægemiddel. - Pancratius, alm. benyttet Doktornavn i Théâtre italien. - Medicinæ etc., lat. lovlig udnævnt Doktor i Medicinen. - Sollicitant, Ansøger.

✂ S. 369.
Collegium politicum, lat. en politiserende Forsamling. - Commission, Hverv.

✂ S. 371.
forekommet, kommet i Forkøbet. - Niels Klim, se Bind IX. - Mezendorer etc., Folkeslag, Niels Klim besøger. - den NederSachsiske Kreyds. Nærværende Stykkes Begivenheder synes at udspilles i Westfalen. Mester Herman var i Den politiske Kandstøber Borgmester i Hamborg, som laa i den nedersachsiske Kreds.

✂ S. 373.
sagte, sagtens. - laborere, besværes. - Domestiqver, Tjenestefolk. - ertz, Ærke-.

✂ S. 374.
supprimere, undertrykke. - Memorial, Skrivelse.

✂ S. 375.
deeler den halve Part med mig, deler lige med mig. - Prætensioner, Krav.

✂ S. 376.
Specie Ducat, en Dukat var 2 Rigsdaler.

✂ S. 378.
berge sig, betvinge sig, forstille sig. - begegnede, behandlede.

✂ S. 379.
Sandbøsse, Sand dryssedes paa den vaade Skrift for at tørre den. - Retterbænken, hvorpaa Maden blev beredt, før den blev kogt eller stegt. - moqverer, gør sig lystig. - affiloutere, franarre.

✂ S. 380.
Barken, dvs. Overfladen.

✂ S. 381.
badsket, pryglet. - Tingstud, trættekær Person.

✂ S. 382.
Mr., hvad var her at bestille? hvad var her paa Færde? - Monsieur, Hr.

✂ S. 384.
Vomitif, Brækmiddel. - Svaghed, Sygdom.

✂ S. 386.
Bryden, Brækning. - buntet, broget, uordentligt. - Hovetvand, vellugtende Spiritus.

✂ S. 387.
Obligation, Forbindtlighed. - respirere, aande. - contribueret, bidraget. - Profession, Haandværk.

✂ S. 388.
excellente, udmærkede.

396

✂ S. 389.
Richelieu, Mazarin, de to berømte franske Statsmænd. - Alberoni, spansk Statsmand (d. 1752). - Ulspeil, Hovedpersonen i den gamle, tyske Folkebog: Til Uglspils Historier. - Polichinello, se I. Akt, 10. Scene. - Gewalt, Hjælp! - sætter ham Foden for Ryggen, sparker ham i Enden. - Consorter, Kammerater.

✂ S. 390.
Resolution, Beslutning. - Extremiteter, Yderligheder. - Apparence, Skin. - Agent eller Factor, Mellemmand.

✂ S. 391.
Skielm, Slyngel.

Holberg, Ludvig REPUBLIQVEN

REPUBLIQVEN ELLER DET GEMMENE BESTE Comoedie udi tre Acter

Hoved-Personerne i Comoedien

RepubliqvenIndledning

ACTUS I

SCEN. 1.

SCEN. 2.

SCEN. 3.

SCEN. 5.

SCEN. 6.

SCEN. 7.

SCEN. 8.

SCEN. 9.

SCEN. 10.

SCEN. 11.

SCEN. 12.

SCEN. 13.

SCEN. 14.

ACTUS II

SCEN. 1.

SCEN. 2.

SCEN. 3.

SCEN. 4.

ACTUS III

SCEN. 1.

SCEN. 2.

SCEN. 3.

SCEN. 4.

SCEN. 5.

SCEN. 6.

SCEN. 7.

SCEN. 8.

SCEN. 9.

SCEN. 10.

SCEN. 11.

SCEN. 12.

RepubliqvenNoter

REPUBLIQVEN
ELLER DET GEMMENE BESTE
Comoedie udi tre Acter

Republiqven
Indledning

Republiqven
Noter