Holberg, Ludvig SGANARELS REYSE

SGANARELS REYSE
til
DET PHILOSOPHISKE LAND
Comoedie udi een Act
Hvorudi skiemtes med de gamle Philosophiske Secter

398

Hoved-Personerne i Comoedien

  • SGANAREL
    Philosophus udi egen Indbilding
  • LEANDER
    hans Famulus
  • PHILOSOPHI
    kand tages i Fleng Iligemaade
  • QUINDERNE
    hvilke maa være udi saadan Dragt som de 3 Gracier have
399

Sganarels Reyse
Indledning

I Ep. 447 siger Holberg, at denne Komedie blev skrevet straks efter »Plutus«, som var hans første til den genoprettede Skueplads: »Argumentet (dvs. Emnet) er taget af Klims Underjordiske Reyse«. I »Peder Paars« gjorde Holberg Udkast til Karakterer, som skulde dukke op i det første Hold Komedier. Gert Westphaler og Per Degn har allerede faaet Navn dér (Bind II, S. 256-57 og 60-61). »Philosophus udi egen Indbilding« er, som vi har set her ovenfor, indirekte forberedt af Holbergs Heltehistorier. »Sganarels Reyse« er slet og ret en Dramatisering af Beretningen om Det filosofiske Land, som Niels Klim besøger under sin Rejse omkring Planeten Nazar (i Kap. IX; se denne Udgaves Bind IX). Det maa dog mærkes, at Klim som en kysk Josef sled sig bort fra en Filosofhustru, der forførerisk greb fat i hans Kappe.

Den dramatiske Impuls til denne lille Komedie kom antagelig fra Molières Enakter Le Mariage force, Det tvungne Giftermaal, som var opført i Lille Grønnegade 1727 og efter den teaterløse Pause igen 1747 og 1749. Den handler om en Mand paa over 50, der vil gifte sig, men nu frygter, at hans forlystelsessyge Tilkommende skal gøre ham til Hanrej. Han spørger da to Filosoffer til Raads. Den ene, Pancrace, er en Sprogpedant, der har Træk fælles med Magister Stygotius (i »Det lykkelige Skibbrud«), desuden med Erasmus Montanus og den farende Polyhistor i »Den Stundesløse« (II, 10); den anden, Marphurius, er en skeptisk Filosof, som med Scenens Forløb er overført til »Sganarels Reyse«, 7. Scene. Molières Brud 400 gom, som for Resten hedder Sganarelle, faar ingen Oplysning af de to forstyrrede Lærde. To Sigøjnersker spaar ham - uden at tage Frygten fra ham. Men da han nu søger at undgaa det aftalte Ægteskab, tvinges han af Brudens Broder til at holde sit Løfte. Tilskuerne véd nu, at Sganarelle garanteret bliver Hanrej.

Holberg bevæger sig med samme spøgefulde Sikkerhed som Molière blandt Oldtidens filosofiske Skoler eller »Sekter«, som man kaldte dem. Med Holberg 3. og 4. Scene føres vi tilbage til Skæmtedigtet »Democritus og Heraclitus« (se Bind II, S. 324-45), Skeptikeren og Stoikeren (som kun nævnes i Slutningssangen) minder os om Chiromanticus i »Barselstuen« (se Bind IV, S. 81-83). I Epistlerne kommer de alle igen. Der er dog én livsfilosofisk Retning, som Holberg ikke gerne spøger med. Det er Epikuræismen, hvis Tilhængere stod for ham som Ateister, der kunde være farlige for en Stat. Se Epistel 335, i Bind XI.

Litteratur.Molières Lystspil oversatte af B. Arnesen Kali, Bind II, 1870, S. 1 ff: Det tvungne Giftermaal.

401

SCEN. 1.

SGANAREL
alleene med oprakte Hænder

Himmelen skee Lov, at vi endeligen efter saa megen Besværlighed ere komne til den forlangte Stad, hvor vi agte at fæste Boelig. Hvad kand være behageligere, end at boe iblant lutter Philosopher, hvor vi faaer intet uden Viisdom at høre? Jeg er træt og udmattet af Reysen; men naar jeg stiller mig for Øyne, at det forønskede Maal er lykkeligen naaet, synes mig, at jeg faaer nye Kræfter igien. Min Hr. Leander, som med Reyse-Tøyet er uden for Porten, har skikket mig hid for i Veyen, at betinge Herberg. Men jeg seer her ingen Folk. Det er saa stille, som 402 det kunde være Nat. Saadant holder jeg Beviis paa god Skik og Orden. Jeg maa derfor banke paa første Port, for at faae nogen i Tale. Han banker paa.

SCEN. 2.

Sganarel. En Philosophus med et langt Skiæg.

SGANAREL.

Der seer jeg een at komme. Viisdommen staaer afmalet i hans Pande. Hr. Magister tager ikke ugunstig op, at jeg spørger ham, om han intet Herberge veed for tvende fremmede Personer!

Philosophen svaret intet, men gisper alleene.

Hr. Doctor, gav han maaskee intet Agt paa mit Spørsmaal.

Philosophen tier og gisper igien.

Jeg spurte, om han ikke veed et got Herberge for tvende reysende Personer.

PHILOSOPHEN.

gispende 3die gang, seende paa Solen, siger. Efter Solen maa Klokken være 9.

SGANAREL.

Jeg spørger hverken om Klokken eller Solen, jeg spørger om et Herberg.

Philosophen gisper 4de gang, og gaaer ud. Sganarel gisper efter ham.
SGANAREL.

Hvis denne Karl skal være en viis Mand, saa er han ikke til nogen Nytte, saasom han taler ikke, men gisper 403 Viisdommen ud. Men jeg maa see til, at jeg faaer fat paa en anden, som taler lidt meer, og gisper lidt mindre. Han banker paa en anden Dør.

SCEN. 3.

Sganarel. En Heraclitisk Philosophus.

PHILOSOPHEN.

Har han noget at tale med mig?

SGANAREL.

Jeg er en fremmed Person, som tillige med en fremmed Herre er kommen til denne Stad, efter en besværlig og møysom Reyse. Vi haver med Taalmodighed udstaaet alle de U-leyligheder, som Reysen har ført med sig, udi Haab at - - -

Philosophen hyler og græder.

De Taarer, som Hr. Doctor fælder, ere Prøver paa hans Ædelhiertighed og Medlidenhed; men nu er alting forglemt efterdi - - -

Philosophen hyler igien.

Jeg siger, at alting er forglemt. Nu forlanger jeg alleene, at Hr. Doctor vil beviise os den Tieneste, at skaffe os et got Herberg for Betaling.

Philosophen hyler igien.
SGANAREL
sagte

Denne Mand er jo ligesaa gall, som den første.

PHILOSOPHEN.

Hvad meener I ved den første?

SGANAREL.

Den første Mand, som jeg her anmodede om det samme, svarede mig noget hen i Taaget, saa at jeg blev gandske forvirret derover.

PHILOSOPHEN.

hyler igien, og Sganarel efteraber ham. I siger at I blev gandske forvirret derover?

404
SGANAREL.

Ja vist; kunde jeg vel andet, naar ---

Philosophen hyler igien, og Sganarel støder ham for Rumpen, og de hyler begge tillige.
SGANAREL.

Nu kand du have Aarsage til at hyle. Hvilke forbandede Grimasser disse Philosophi haver! Men der seer jeg en anden gaae over Gaden. Han seer glad og tækkelig ud. Af ham vil jeg nok faae Oplysning udi dette Koglerie.

SCEN. 4.

Sganarel. En Democritisk Philosophus.

SGANAREL.

Maa jeg tale et Ord med hans Høye Ærværdighed?

PHILOSOPHEN.

Ja gierne, saa længe som han lyster.

SGANAREL
sagte

Denne Mand er gandske maneerlig.

Høyt.

Jeg har her haft særdeeles Hendelser.

PHILOSOPHEN.

Hvi saa?

SGANAREL.

Jeg har her talet med tvende Philosopher. Jeg spurdte den 1ste, om han ikke vidste noget Herberg; Men i Steden for at svare paa mit Spørsmaal, gispede han, og omsider sagde, at Klokken var 9. Mon den Mand kand være rigtig i Hovedet?

PHILOSOPHEN.

Ha ha ha hi hi ha ha --

SGANAREL.

Ja, Hr. Magister har nok Aarsag at lee deraf; jeg kand selv ikke bare mig for Latter, naar jeg tænker derpaa.

De leer begge tillige.
PHILOSOPHEN.

Hvad Svar fik I af den anden?

SGANAREL.

Den anden hylede ved hvert Spørsmaal, og græd, som han var pidsket.

PHILOSOPHEN.

Ha ha ha hi hi ha ha - - -

SGANAREL.

Mig synes, at han var nok saa gall, som den første.

De leer atter sterkt tillige.

Hvad kand man vel dømme om saadanne Mennesker?

405
406
PHILOSOPHEN.

Ha ha ha hi hi ha ha --- Jeg seer ellers paa jeres Dragt og Skikkelse, at I er en Fremmed.

SGANAREL.

Ja, Hr. Magister. Jeg er fra et langt bortliggende Land.

PHILOSOPHEN.

Et langt bortliggende Land? ha ha hi ha --

SGANAREL.

Det er jo ikke noget at lee af.

PHILOSOPHEN.

Hvad er jeres Ærende her?

SGANAREL.

Det er for at omgaaes med lærde Mænd og at underviises i Viisdom.

Philosophen leer igien.

Ey min Herre! holdt dog Maade med denne Latter, og lad os tale lidt alvorlig sammen.

PHILOSOPHEN.

Alvorlig sammen, siger I? ha ha hi - - -

SGANAREL.

Hvad Diævelen er dog dette? holdt engang op at lee, og siig mig hvor et got Herberg er at bekomme.

PHILOSOPHEN.

Et got Herberg, siger I? Han gaaer leende bort.

SGANAREL.

Ey, saa lee din Hals i tu, dit Beest. Den eene Philosoph er jo her galere, end den anden. Jeg er saa forvirret over disse Hændelser, at jeg veed ikke, enten jeg sover eller vaager; skal dette være Viisdommens Stad, saa maatte jeg gierne viide hvad man kand kalde en Daarekiste. Lad mig nu samle det eene med det andet, for at kunde berette min Herre alting omstændigen.

SCEN. 5.

Sganarel. En nye Philosoph.

Imedens Sganarel staaer og grunder, kommer der en nye Philosoph stærk gaaende og løber ham omkuld.

SGANAREL.

Hvad for en U-lykke vil dette sige? Hvi handler I saaledes med mig? hvad Ondt har jeg gjort?

PHILOSOPHEN.

reyser ham op efter Benene. Ey, ey, jeg tager Beenene i steden for Armene. Jeg beder 1000 Gange om Forladelse. Forseelsen reyser sig deraf, at jeg har for skarpt Syn.

407
SGANAREL.

Mig synes, at det heller maa reyse sig deraf, at I er Star-Blind.

PHILOSOPHEN.

Min Herre, det skarpe Syn, som Naturen har begavet mig med, foraarsager, at jeg intet kand see, som er nær ved mig.

SGANAREL.

Hvis Naturen ikke havde anden Gave at give jer, maatte I ønske, at hun havde beholdet sin Gave selv.

PHILOSOPHEN.

Ney, min Herre! Jeg kand derimod see hvad andre ikke seer; mit skarpe Syn gaaer indtil Indvoldene af en Ting, og fæster sig paa Kiernen deraf, som er skiulet for andre.

SGANAREL.

Det gaaer over min Forstand.

PHILOSOPHEN.

Det er dog saa, min Herre. Derfor fører jeg Navn af den subtile Doctor. Men jeg seer, at han er en fremmet Person; Hvad er hans Ærende her? Hvis jeg kand gaae ham til Haande udi noget, skal det være mig en Fornøyelse.

SGANAREL.

Jeg takker skyldigst. Jeg vil kun for det første spørge, om man her kand faae et got Herberg for tvende Personer.

PHILOSOPHEN.

Saadanne gemeene og grove Ting bekymrer jeg mig ey om; Men vil I vide noget in Philosophia occulta, saa er jeg til Tieneste.

SGANAREL.

Ney, ney! Jeg spør kun om---

PHILOSOPHEN.

Som for Exempel, om Magnetens Kraft, om Siælens Beskaffenhed, om 408 Blodets Circulation, om Myrers og Mygs Egenskab, om andre Insecters indvortes Dannelse, om---

SGANAREL.

Ney ney, i Dievels Skind! Jeg spør kun om---

PHILOSOPHEN.

Eller om I vil vide noget om Dyrenes Siæle, om de ere Machiner, eller levende Creature, om Nominales eller Reales bør kaldes orthodoxi Philosophi ---

Medens han saa taler, tender Sganarel ham omkuld, og undskylder sig ogsaa med sit skarpe Syn. Den subtile Philosophus reyser sig strax igien, slaaer Sganarel ned paa Jorden, giver ham brav Hugg, og forlader ham liggende.

SCEN. 6.

Sganarel. En Astrologus med en Kikkert; som observerer.

SGANAREL.

Ach Ach! er der ingen, som kand reyse mig op? Ach hielp en stakkels forslagen Mand, som ikke kand reyse sig selv.

ASTROLOGUS.

seende sig om. Hvo er, som raaber? Der ligger jo en halv død Mand. Hvad skader jer? min Ven!

SGANAREL.

Hielp mig op igien, min Herre! Jeg er falden udi onde Menneskers Hænder, som har slaaet mig saaledes, at mine Lemmer ere knusede.

ASTROLOGUS.

Det giør 409 mig hiertelig ont; Jeg er pligtig til at hielpe min Næste, jeg beder allene om lidt Taalmodighed, indtil jeg faaer efterseet udi min Astrologiske Bog, om man udi denne Maaned, og paa denne Dag udi Maaneden, maa foretage sig noget af Vigtighed. Ney, min Herre! det gaaer ikke an paa denne Tiid. Han blader i Bogen. Jeg seer, at det er den 14. Dag udi den Maaned Morian, paa hvilken man efter astrologiske Regler intet vigtigt maa foretage sig. Vil min Herre have Taalmodighed til Solen gaaer ned, saa kand jeg hielpe ham uden at overtræde Astrologiske Regler.

SGANAREL.

Saadanne Regler kand ingen uden Fanden have dicteret. Kand det vel være nogen Tiid forbudet at hielpe sin Næste?

ASTROLOGUS.

Visseligen baade er og kand det være.

SGANAREL.

Ach! Jeg elendige Menneske! u-lyksalig var den Dag, da vi besluttede at komme til denne Bye.

ASTROLOGUS.

Siig ikke det, min Herre! I er kommen udi en Stad, hvor de 9 Viisdoms Gudinder have fæstet Sæde.

SGANAREL.

I maa heller sige 9 Helvedes Gudinder, eller 9 Ulykker; thi---

ASTROLOGUS.

Overiiler jer ikke, styrer jer Affecter, og hav Taalmodighed til mod Aften, da skal jeg med al Fornøyelse gaae jer til haande. Adieu saa længe. Abit.

SCEN. 7.

Sganarel. En Sceptisk Philosophus.

SGANAREL.

Ach! ach! er der dog ingen medliden Siæl udi den heele Stad?

PHILOSOPHEN.

Jeg hører en at raabe. Der seer jeg en stakkels Mand, som er kommen til Skade.

Han reyser ham op.
SGANAREL.

Tusind Tak, Hr. Doctor! det er mig dog kiært, at jeg finder et ærligt eller et klogt Menneske udi denne høylærde Stad.

410
PHILOSOPHEN.

Hvad skader jer, min Ven?

SGANAREL.

Jeg er saaledes bleven slagen og medhandlet af en af jeres Ordens-Brødre, som kaldte sig en subtil Philosoph; men paa mig lod han kun see liden Subtilitet.

PHILOSOPHEN.

Men er I vis derpaa?

SGANAREL.

Skulde jeg ikke være vis paa det, som nyeligen er skeet?

PHILOSOPHEN.

Jeres Syn kand have bedraget jer.

SGANAREL.

Saa har dog ikke Følelsen bedraget mig; det kand mine forslagne Lemmer bekræfte.

PHILOSOPHEN.

Følelsen, som er en af de 5 Sandser, kand bedrage, ligesaa vel som Synet.

SGANAREL.

Det er jo en forbandet forkeert Snak. I saae jo selv, at jeg laae paa Gaden, og raabte om Hielp.

PHILOSOPHEN.

Det kommer mig vel saa for; Men---

SGANAREL.

Gid I faae en Ulykke med jer men! I hialp mig jo selv op igien.

PHILOSOPHEN.

Det kand maaskee være.

SGANAREL.

Saa kand jeg jo tage min Taksigelse tilbage igien.

PHILOSOPHEN.

Maaskee.

SGANAREL.

Maaskee, Maaskee! Hør, min gode Maaskee! om en handlede saaledes med jer, hvad vilde I da sige?

PHILOSOPHEN.

Jeg vilde ikke andet sige, end at det syntes saa at være.

Sganarel gier ham 3 gode Rapp. 411

Au, au! er det ikke uforskammet at handle saaledes med en Philosopho?

SGANAREL.

Maaskee.

PHILOSOPHEN.

Og saaledes at belønne Velgierninger?

SGANAREL.

Maaskee, maaskee.

PHILOSOPHEN.

Ach, ach! min arme Rygg.

SGANAREL.

Følelsen er en af de 5 Sandser, som kand bedrage saavel som Synet.

PHILOSOPHEN.

Jeg maa strax hiem at smøre min Rygg.

SGANAREL.

Gak til Bloksbierg, og smør din lærde Hierne. Den behøver heller Smørelse end Ryggen. Hvis jeg ikke ventede hvert Øyeblik min Principal Leander, tog jeg strax Flugten herfra, for ikke at underkastes fleere fortredelige Hændelser. Gid han vilde skynde sig. Men der seer jeg han kommer, han skal faae alting ligesaa friskt, som jeg har faaet det.

SCEN. 8.

Leander. Sganarel.

LEANDER.

Nu! hvor gaaer det, Sganarel? har du faaet opspurdt et got Herberg?

Sganarel svarer intet, men gisper.

Hør du ikke, hvad jeg spør?

Han gisper paa nye.

Jeg troer, at du est bleven baade blind og maaleløs.

Han gisper igien.

Staae ikke her og driv Spot med mig. Kand du ikke svare til mit Spørsmaal?

SGANAREL.

Hvad er det som Monsieur vil vide?

LEANDER.

Jeg spør, om du har opspurdt noget Herberg.

SGANAREL.
seende paa Himmelen, gisper og svarer.

Jeg seer, at efter Solen Klokken maa være 9.

LEANDER.

Hvad Pokker er dog dette? Jeg troer at Karlen er forhexet. Kiender du mig ikke meer?

Sganarel hyler og græder. 412

Siig mig dog, hvor du har været, og hvad dig er vederfaret.

Han hyler igien.

Ey, hvilken u-lyksalig Hændelse er ikke denne!

Han hyler igien.

Kiender du ikke mig, som er din Principal?

SGANAREL.

Min Principal? Ha ha hi hi ha!

LEANDER.

Jeg merker at han har faaet Skade paa Forstanden.

SGANAREL.

Ha ha hi ha!

LEANDER.

Mon Stadens Luft skulde kunde føre saadant med sig?

SGANAREL.

Ha ha --- Ney, min Herre! Mig fattes intet paa Forstanden; men jeg kand intet vist Svar give paa Spørsmaalet.

LEANDER.

Kan du ikke sige Ja eller Ney?

SGANAREL.

Maaskee.

LEANDER.

Hvad vil du sige med dit maaskee?

SGANAREL.

Intet af noget betydende.

LEANDER.

Vil du drive Spot med mig, saa skal det gaae dig ilde.

SGANAREL.

Jeg driver aldeeles ingen Spot med Monsieur.

LEANDER.

Er det ikke at drive Spot, naar du svarer hen i Taaget til hvert Spørsmaal?

SGANAREL.

Herren synes kun saa; thi man kand ikke forlade sig paa Sandserne, som alle ere bedragelige.

LEANDER
løfter paa sin Stok

Ney, nu gaaer det for vidt.

SGANAREL.

Det gaaer ogsaa for vidt. Nu vil jeg tale lidt alvorligen, og sige dette, at det var en u-lyksalig Tiid og Time, vi besluttede at giøre denne Reyse. Alle disse Complimenter, som jeg har giort min Herre, ere de samme, som mig ere giorte af alle de Philosopher, som jeg har talet med, og hvilke jeg giver ham ligesaa varme, som jeg selv har faaet dem. Staden er fuld af sprænglærde Stoknarre.

413
LEANDER.

Jeg meenede, at Lærdom og Viisdom fuldte sammen.

SGANAREL.

Jeg min Troe ligeledes.

LEANDER.

Jeg har ikke andet hørt.

SGANAREL.

Men jeg har anderledes følet.

LEANDER.

Hvoraf kand dog vel saadant reyse sig?

SGANAREL.

Alting er skadeligt, naar man giør formeget deraf. Et Glas Viin opmuntrer Sindet, men drikker man formeget deraf, saa bliver Hiernen philosophisk og forstyrret. Vinden driver Skibet frem, men blæser den forstærkt, kuldseyler man. Ingen Mad er sundere, end Meelgrød, men overlader man Maven med formeget deraf, kand man æde sig en Feber paa Halsen. Saaledes kand det være beskaffed med disse Philosophi, hvilke for megen Lærdom har giort rasende.

LEANDER.

Paa den Maade havde det været bedre at blive hiernme.

SGANAREL.

Jeg meener det samme. Men der seer jeg nogle Qvinder. De synes gandske menneskelige og tamme.

LEANDER.

Vi maa holde os lidt tilside, for at see hvorledes de bær sig ad.

SCEN. 9.

3 Qvinder. Sganarel. Leander.

FØRSTE QVINDE.

Ach Søster! mig længes inderligen efter at see den fremmede Person, som nyeligen skal være hidkommen.

ANDEN QVINDE.

Jeg min Troe ikke mindre. Jeg har hørt, at det skal være en meget deylig Person.

TREDIE QVINDE.

Jeg er allerede slagen af Kierlighed, førend jeg har faaet ham at see.

FØRSTE QVINDE.

Min Stuepige, som har seet ham, siger at han er den anden Paris.

ANDEN QVINDE.

Er han Paris, saa vil jeg nok være 414 Helene. Men see, der staaer jo et heelt Par. Det maa være de samme, som vi løbe gall efter.

FØRSTE QVINDE.

Det er uden Tvivl de samme; De see anderledes ud, end vore skimlede og forrustede Philosopher.

ANDEN QVINDE.

Det maa du vel sige, Søster. See engang hvilket net og kruset Haar den eene har.

FØRSTE QVINDE.

See hvilken Taille.

ANDEN QVINDE.

See hvilke nette Been den anden haver. Mine Tænder løber alt i Vand. Vi maa strax give os i Snak med dem.

TREDIE QVINDE.

Velkommen hid til Staden, I gode Mænd! hvad er jer Ærende?

SGANAREL.

Førend vi svare her til, maa vi først vide, om I ere Philosopher eller Mennesker.

ANDEN QVINDE.

Jo vist ere vi Mennesker. Det maa vi jo endelig vide. Søster! de meene, at vi ere ikke Mennesker.

FØRSTE QVINDE.

Vi ere ikke alleene Mennesker, men endogsaa tamme og tienstagtige Mennesker, helst mod Fremmede.

ANDEN QVINDE.

Det maa du vel sige to gange, Søster. Ha ha --- hvilket underligt Spørsmaal, om vi ere Mennesker!

SGANAREL.

Got! saa maa jeg da sige jer dette, at vi ere hidkomne for at opspørge et got Herberg. Vi har til den Ende raadført os med nogle Philosopher; Men den eene svarede hen i Taaget, den anden begegnede mig med Graad, den 3die med Latter, og den fierde vilde see paa Himmelen hvad Svar han skulde give.

TREDIE QVINDE.

Kiære Venner! agter saadant ey. Deres Studeringer giør dem rasende. Det maa vi, desværre, dagligen finde, som ere deres Hustruer.

LEANDER.

Ere I deres Hustruer?

TREDIE QVINDE.

Ja, vi have Navnet deraf; Men --- De sukke alle og græde.

415
LEANDER.

Hvad vil det sige, at I have alleene det blotte Navn?

TREDIE QVINDE.

De fordybe sig saaledes i Studeringer, at de forsømme de meest magtpaaliggende Ting. De forglemme det fornemste, som er Ægteskabs Pligt. Er det ikke sandt, Søster?

416
FØRSTE QVINDE.

Jo alt for sandt. De græde alle 3 bitterligen.

LEANDER.

Hvad meene I ved Ægteskabs Pligt?

ANDEN QVINDE.

Siig du det, Søster, som har været længst giftet.

FØRSTE QVINDE.

Lad Margrethe sige det.

TREDIE QVINDE.

Lad Lucie sige det.

LEANDER.

Jeg kand ey slutte, hvad I meener, kiære Børn.

FØRSTE QVINDE.

Hvis een og anden ærlig fremmed Reysende ikke iblant gik os lidt til Haande, maatte vi reent forgaae. Er det ikke sandt Søster?

ANDEN QVINDE.

Jo alt for sandt. De græde væmodigen igien.

LEANDER.

Men tillade jeres Mænd, at I frit omgaaes med Fremmede?

TREDIE QVINDE.

Vore Mænd? dem kand vi endeligen narre, ligesaa meget som os lyster.

LEANDER.

Hvis saa er, saa skal I gode Madamer nok blive hiulpene.

TREDIE QVINDE.

Jeg siger 1000de Tak.

SGANAREL.

Hr. Principal! Nu faaer jeg ret Lyst til at blive her. Det staaer nu kun paa at faae et got Herberg.

TREDIE QVINDE.

Vil de gode Herrer tage til Takke udi vores Huus, saa er det til Tieneste.

SGANAREL.

Men hendes Mand er jo ogsaa en Philosophus?

TREDIE QVINDE.

Ja, men ikke saadan een, som I omtaler. Han er Doctor udi Lægekonsten. De slags Folk studere kun maadelig; thi deres Praxis tillader dem ikke at læse ret meget. Jeg er forsikkret om, at I bliver vel imodtagne af min Mand; kommer kun ind med mig, saa skal den Sag snart blive afgiort. Hun leder dem ind.

417

SCEN. 10.

De to andre Qvinder alleene.

FØRSTE QVINDE.

Hierte Søster! var det ikke to behagelige Personer? hvilken af dem syntes dig best om?

ANDEN QVINDE.

De stode mig begge an, allerhelst den, som havde det krusede Haar; det var min Troe en Lekkerbidsken.

FØRSTE QVINDE.

Mig synes nok saa got om den anden.

ANDEN QVINDE.

De syntes at være komne fra langt bortliggende Lande, det kunde man see paa deres Ansigt og Gebærder.

FØRSTE QVINDE.

Men hvad mon deres Ærende kand være?

ANDEN QVINDE.

Deres Ærende kand ikke være andet, end andre fremmede Folks, som tænke her at finde Viisdom, saasom Staden vrimler af Philosopher, og derudover kaldes Viisdommens Stad.

FØRSTE QVINDE.

Da finde de ikke her, hvad de lede efter.

ANDEN QVINDE.

Derudi har Søster ret; et er at være lærd, et andet at være klog. Hvad duer Lærdom til, naar den vanskaber Folk?

FØRSTE QVINDE.

Min Mand er saa henrykt udi Studeringer, at han tit sidder til Bords uden at æde, saa at han staaer fastende op fra Bordet, indbildende sig at han er mæt.

ANDEN QVINDE.

Min Mand har ikke mindre Grimacer.

FØRSTE QVINDE.

At vore Doctore udi Lægekonsten ere lidt maneerligere, end de andre, kommer vel deraf, at de studere ikke saa meget, og at de ere meere blant Folk.

ANDEN QVINDE.

Det er sandt nok. Endeel af dem har dog ogsaa slemme Nykker. Mig længes derfor at vide, hvordan de Fremmede vil blive fornøyede med denne 418 Doctor. Men jeg seer dem at komme ud igien. Jeg frygter derfor, at de har kun faaet slet Audience. Men vi maa hen at fortælle vore Naboesker, hvad vi har seet. Abeunt.

SCEN. 11.

Leander. Sganarel.

LEANDER.

Denne Mand er meget maneerlig og høflig.

Han bød os ikke alleene sit Huus til, men endogsaa uden Betalning.

SGANAREL.

Nu begynder jeg at komme mig lidt igien; thi jeg mærker, at man og kand finde nogle lærde Folk uden Grimacer.

LEANDER.

De andre af hans Medbrødre vare og alle civiliserede Mænd.

SGANAREL.

Jeg troer, at de ere alle Doctore udi Lægekonsten.

LEANDER.

Ja vist. Vor tilkommende Vert sagde mig, at det var det heele Medicinske Facultet, som var samlet i hans Huus, og var det derfor, at han ikke kunde tale med os længer denne gang. Men der er en Ting, som jeg grubler over: Jeg kand ikke begribe, hvad det skulde betyde, at de beskuede os saa nøye, og at de hviskede derhos saa meget sammen.

SGANAREL.

Det kand vel ikke betyde andet, end at vor Skikkelse og Dragt er fremmet og usædvanlig for dem.

LEANDER.

Det kand vel ogsaa være, men ---

SGANAREL.

Ey, Hr.! I grubler over slet intet. Jeg for min Part er vel fornøyet med, at vi har faaet saa got Herberg. Men jeg seer, at Qvinderne ere alt borte.

LEANDER.

Jeg kand tænke, at de ere hen at fortælle og tilkiendegive vor Ankomst for deres Naboersker.

SGANAREL.

Saa vidt jeg begriber, kand en Fremmed her giøre sin Lykke blant disse Doctorinder; Thi de ere alle meget tamme. Men der kommer vor Vertinde med en Flaske Viin.

419

SCEN. 12.

Den 3die Qvinde. Leander. Sganarel.

TREDIE QVINDE.

I gode Herrer! lader Tiden ikke være dem for lang. Saa snart min Mand bliver færdig med Facultetet, og hans Med-Colleger gaae bort, vil han have den Ære at tale videre med dem. Imidlertid har han befalet mig at holde dem med Selskab.

Hun skiænker et Glas, som hun giver Leander, og derpaa sukker hun, og græder.
LEANDER.

Hvad ligger hende paa Hierte, Madame, efterdi hun sukker saa dybt?

SGANAREL
sagte

Jeg er vis paa, at hun fremkommer med en Elskovs Erklæring.

Hun skiænker et andet Glas i for Sganarel, sukker og græder ligeledes.
LEANDER.

Min hierte Madame! hun maa tilkiendegive, hvad som har bragt hende udi den Bedrøvelse.

Hun sukker og græder igien.

Forklar os da Aarsagen. Jeg brænder af Begiærlighed efter at vide saadant.

TREDIE QVINDE.

I gode Herrer! I ere komne udi et meget honet Huus.

LEANDER.

Derom er jeg forsikkret.

TREDIE QVINDE.

Min Huusbond passerer for en af de oprigtigste og tienstagtigste Mænd udi Staden.

LEANDER.

Man tvivler ikke derom, Madam.

TREDIE QVINDE.

Men saasom han tillige med sparer hverken Omkostning eller Umage, naar han seer sig derved at kunde erhverve nøyere Kundskab i Medicinen, og at forbedre Konsten, saa har han, da han saae de gode Herrer og betragtede deres rare Skabning, ikke udaf mindste Ondskab, men allene for at give Medicinen noget Lys, besluttet at lade dem begge anatomere.

SGANAREL.

Hvad vil det sige: Anatomere?

LEANDER.

Det vil sige, Sganarel: At lade din Mave opskiære.

420
SGANAREL.

Hvad? at lade min Mave opskiære?

TREDIE QVINDE.

Jeg kand forsikkre, at det skeer ikke af nogen Ondskab; thi han har stor Godhed for Fremmede.

SGANAREL.

Han maa have Diævelen, og ikke Godhed, naar han vil skiære Maven op paa en ærlig Karl. Vi har vel reyset, Hr. Principal.

LEANDER.

Men er det hendes Alvor, Madame, eller skiemter hun med os?

TREDIE QVINDE.

Det er gandske fast besluttet. Jeg var færdig at daane, da jeg hørte det.

LEANDER.

Men kand hun ikke ved sin Forbøn afvende saadan U-lykke?

TREDIE QVINDE.

Ney, Tingen er besluttet efter de fleeste Stæmmer udi Facultetet. Man veed, at Docterne aldrig staae fra Deres Meening, helst naar en Ting er besluttet af et heelt Facultet.

SGANAREL.

grædende. Er her da ingen Byefogd, som man kand appellere til?

TREDIE QVINDE.

Byefogden selv er Stads Physicus, hvilken aldrig forhindrer Doctores udi et Foretagende, som sigter til at oplyse Anatomien.

SGANAREL.

Vi har vel reyst, Herre.

LEANDER.

paa Knæ. Ach Madame, tænk paa Midler at redde os uskyldige Mennesker.

SGANAREL.

ogsaa paa Knæ. Ach Madame, forbarmer jer over mig. Jeg har kun en eeneste Mave, som jeg umueligen kand undvære.

TREDIE QVINDE.

Hører, kiære Venner! hvis I vil tage mig og mine Søstre, som ere gifte til 2de Philosopher, med jer, og føre os bort til jer Fæderne-Land, vil vi give os paa Flugten sammen. Staaer kun op, og forbliver her, indtil jeg bringer dem hid; thi de ere ligesaa kiæde af deres Mænd, som jeg er af min.

SGANAREL.

Bliv da ikke længe borte. Madame. Hun gaaer.

421

SCEN. 13.

Leander. Sganarel.

SGANAREL.

Det var et Fandens Indfald, da vi toge os for at fæste Boelig i denne Philosophiske Stad.

LEANDER.

Man lærer heraf, at det er ikke alt Guld, som glimrer. Jeg tvivler ikke paa, at Staden jo vrimler af lærde Mænd; Men man mærker ikke, at deres Levnet svarer til deres Lærdom. Thi mange læse alleene for at blive lærdere, men ey for at blive klogere.

SGANAREL.

Herren maa sige, at de læse alleene for at blive galne. Saadan Stad burte oprykkes med Rod, og alle dens Beboere ødelegges.

LEANDER.

Du maa heller sige aarelades, eller sættes i Daarekisten; thi det er just ikke af Ondskab, men af formegen Lærdom, de ere rasende.

SGANAREL.

Er det ikke Ondskab at ville skiære Maven op paa got Folk? Mig synes, at jeg føler allereede Kniven udi min Mave.

LEANDER.

Jeg bekiender, at saadanne Folk burde udrøddes; men de andre fortiene alleene at belees. Jeg mærker ellers, at disse Philosophi maa være deelte udi adskillige Secter: den, som græd, maa følge Heracliti, den, som loe, af Democriti Sect, og at den, som tvivlede om alting, maa være en Scepticus.

SGANAREL.

Hvem af disse kand man holde for at være meest gall?

LEANDER.

De ere alle lige galne, skiønt hver paa sin Maade. Qvinderne maa vi derimod prise.

SGANAREL.

Ja vist! i sær om de vil holde deres Løfte.

LEANDER.

Jeg lever udi det Haab; thi jeg merker at de leve ikke fornøyede med disse Philosophi.

SGANAREL.

Gid de vilde komme noget snart; thi hvert Øyeblik er mig saa lang, som en Dag.

LEANDER.

Taalmodighed, Sganarel! vi have intet andet at forlade os paa, end deres Hielp. Qvinde-List er stor, 422 og der behøves ikke megen Konst til at narre Mænd, som gaae hen i Taaget.

SGANAREL.

Hvis jeg lykkeligen kommer ud af denne Fare, skal jeg beflitte mig paa at forfølge alle Philosopher.

LEANDER.

Ikke alle, men dem alleene, som giøre Misbrug af Philosophien; thi ligesom nogle vanskabes af dens Misbrug, saa forbedres og poleres andre af dens rette Brug. Men der seer jeg de gode Qvinder komme.

SCEN. 14.

Leander. Sganarel. De 3 Qvinder med smaa Skrine under Armene. Item Polyphemus.

TREDIE QVINDE.

Tiden har maaskee faldet dem lang I gode Venner!

LEANDER.

Vi have talt hvert Minut.

SGANAREL.

Og jeg hvert Øyeblik.

TREDIE QVINDE.

Nu stoler vi paa jeres Løfter, at I ikke forlader os, naar I komme i Sikkerhed.

LEANDER.

Vi skal derfore lade see Taknemmelighed, saa længe som vi leve.

TREDIE QVINDE.

Disse Skrine, som ere fulde af Guld og kostbare Steene, skal vi føre med os.

SGANAREL.

Nu har jeg min Aande igien, og føler ingen Smerte i Tarmene meere.

LEANDER.

Men I gode Fruer! jeg frygter, at jere Mænd vil strax efter sætte os, og at det sidste kand blive værre, end det første.

TREDIE.

QVINDE viisende paa Polyphemus. Vi har i Leedtog med os denne forslagne Person, som stedse gaaer os til Haande, naar vi vil narre disse Philosopher.

POLYPHEMUS.

Jeg skal nok ved en Invention hindre, at I ikke skal blive eftersatte.

LEANDER.

Men kiære! hvori bestaaer den Invention?

POLYPHEMUS.

Det kand jeg ikke sige. Forlader jer kun 423 paa mig, og slaaer all Bekymring af Hovedet. Skiuler jer her først ved Hiørnet, indtil Stormen er forbi.

De skiule sig i en Krog.

SCEN. 15.

Doctoren, med 3 Philosopher, som kommer ind een efter anden.

DOCTOREN
i fuld Løb

Hvad for en U-lykke er dette? Jeg seer ikke de fremmede meer, ey heller min Hustrue, og mit Skrin er opbrudt. Hey! Hey! hvor er I henne? Alle mine Lemmer zittre og bæve. Min Hustrue maa have aabenbaret dem Facultetets Forsæt, og maa have taget Flugten med dem. Ach Himmel! hvilken u-lyksalig Hændelse. Jeg kand sige, at jeg aldrig har haft større Begiærlighed til at anatomere nogen end disse tvende Personer, besynderlig den med Kaaben, thi det kom mig for, at hans indvortes Skabning vilde erhverve stort Lys udi Anatomien.

FØRSTE PHILOSOPH
i fuld Løb

A, a, a! jeg er om en Hals, mit Penge-Skrin er borte, og min Hustrue er ingen Steds at finde.

ANDEN PHILOSOPH
ligeledes

Hey, hey! hielper alle, som hielpe kand. Mit Skab er brudt, og mit Liggendefæe, som var mig kiærere end mit Liv, er borte. Ach, jeg elendige Mand! hvis jeg ikke faaer min Skat igien, hænger jeg mig af Sorg.

TREDIE PHILOSOPH
kommer løbende ind

Hey, hey, hey! holder paa Tyven. Jeg er bestaalen, alle mine Leddiker ere aabne, og den, hvorudi Guld og Klenodier laae forvaret, er borte. Hvor er min Hustrue? Her er ingen Tid at bortgive. Jeg maa løbe i fuld Galop til Stads Porten.

Han render de andre omkuld. De reyse sig op igien, slaaer Hænderne sammen, huje og skrige.
TREDIE PHILOSOPH.

Hvad fattes jer, kiære Brødre?

DOCTEREN.

Tvende fremmede Gautyve, som nyeligen 424 vare komne i mit Huus, ere bortløbne med min Hustrue og mine Penge.

TREDIE PHILOSOPH.

Det er gaaet mig ligeledes.

DOCTEREN.

Det er ikke den første Gang vore Hustruer har skuffet os. Vi maa strax kalde paa Byens-Folk, for at eftersætte dem.

SCEN. 16.

Polyphemus og de forrige.

POLYPHEMUS.

kommer ind, nedkastende sig Næsegruus.

DOCTEREN.

Det er jo vor gode Ven Polyphemus; hvad U-lykke mon ham er vederfaren? han er maaskee ogsaa bestaalen. Hør, Polyphemus! hvad skader dig?

POLYPHEMUS.

Ach hvilken Hændelse! hvilket Syn!

DOCTEREN.

Stat op! kiender du os ikke?

POLYPHEMUS.

Ach hvilket forunderligt Syn, som saaledes har fordunklet mine Øyen, at jeg fast ikke kand skille noget!

DOCTEREN.

Siig os da, hvad du har seet.

POLYPHEMUS.

For et Øyeblik siden, da jeg gik ud paa Marken, saae jeg tvende Personer i usædvanlige Klæder, havende 3 Matroner med sig. De samme vinkede ad mig, og, da jeg kom dem nær, sagde den eene: Gak strax ind udi Staden, og forkynd, hvad du har seet. Jeg er Jupiter, og denne Person er Mercurius. Vi have paataget os Menneskelig Skikkelse, og ere nedsteegne af Himmelen for at bortføre disse 3 dydige Matroner, og at sætte dem blant Gudindernes Tall, saasom jeg har holdet dem for gode at leve længere blant syndige Mennesker. Videre sagde han: forehold deres Mænd, at de have syndet mod Himmelen ved de haarde Ord, som de have ladet falde mod den øverste blant Guderne, og at saadan Synd maa saaledes forsones, at de strax forføye sig hver Hiem til sit Huus, at de der udi 3 Dage faste og bede, og at de siden Jupiter og Mercurio til Ære 425 stifte en aarlig Fest, som skal føre Navn af Bortførelsens-Fest. Da han dette havde udtalet, begyndte alle at skinne som Solen, og foer op igiennem Luften.

ALLE PHILOSOPHI
løfte Hænderne op og raabe

O magnum Miraculum!

POLYPHEMUS.

Jeg kand endnu see et Skimt af dem. See engang op imod Himlen paa den høyre Side, hvor jeg peger.

EEN PHILOSOPH
grædende

Vist nok er det, jeg seer ogsaa et Glimt deraf. Kiære Brødre, lader os strax gaae Hiem, for at efterleve Himmelens Befaling. De falde paa Knæe og synge.

FØRSTE PHILOSOPH.

O felices animæ, vivæ in cælum raptæ!

TUTTI.

Orate pro nobis.

ANDEN PHILOSOPH.

Qvas dignatus Jupiter reddere immortales.

TUTTI.

Orate pro nobis.

TREDIE PHILOSOPH.

O novæ cælicolæ, Lucia, Margaretha, cum dilecta Agatha!

TUTTI.

Orate pro nobis.

De reyse sig derpaa og gaae bort.

SCEN. 17.

Polyphemus. Leander. Sganarel. De 3 Qvinder.

POLYPHEMUS.

Kommer nu frem igien! I mærker af dette Puds, at man kand narre disse Spræng lærde og i Studeringer henrykte Karle, ligesaa meget som man vil.

LEANDER.

Naar denne Sag bliver oplyset, vil der blive stor Allarm; thi det kand dog ikke længe dølges.

POLYPHEMUS.

Naar vi alle ere komne i Sikkerhed, maa alting gierne aabenbares. Da vil den eenes Latter nok sagtes, den anden vil faae ret Aarsag at græde, og den 3die vil ikke nægte Sandserne meer.

De takke ham alle og derpaa synge efterfølgende Viise.
426
FØRSTE QVINDE.

Farvel, du Philosophisk Land!
Jeg Ryggen til dig vender.
Paa andet Sted en bedre Mand
Jeg falder nok i Hænder,
Hvor findes Folk, skiønt mindre lærd,
Men ey deslige Haser;
Hvor Koner er i meere Værd,
Ey plages med Grimacer.

ANDEN QVINDE.

Democritus vil meer ey lee,
Men heller fælde Taare,
Saa tit som denne Hændelse
Han Sindet stiller fore.
Med føye Heraclitus vil
Herefter stedse græde,
Thi dette store Skue-Spill
Vil Skiæg og Kinde væde.

TREDIE QVINDE.

Den klare Sandhed Pyrrho før
Ey kunde see med Brille;
Sig neppe nu fordriste tør
Med Tvivlsmaal Folk at drille.
Vor Stoicus og ikke her
Sin Lærdom vil forfægte,
Ey mod Affecter tale meer
Og Passioner nægte.
Med mine Søstre gandske vist
Jeg skulde og formeene,
At Stjerne-Kigren denne List
Kand og til Lærdom tiene;
Thi om paa Himlen han er klog,
Sig af sin Viisdom bryster,
Saa herpaa Jorden er han dog
En Nar, en Stymper, Kryster.

427
LEANDER.

Her et Exempel viise kand
Og haver lagt for Dagen,
At Skiæg og Kaabe hos en Mand
Giør meget lidt til Sagen.

SGANAREL.

Jeg med jer andre stemmer i,
Og vil min Sorg begrave,
Og takker Himlen 10 Gang ti,
At jeg beholdt min Mave.

Sganarels Reyse
Noter

S. 397
Sganarel, Navnet hentet fra den franske Komedie (Molière). S. var iført en bredstribet Dragt med Hætte samt en kort Kappe.

S. 398
Philosophi etc. Betyder formentlig: kan besættes af Skuespillerne efter Forgodtbefindende. Iligemaade Kvinderollerne. - Quinderne etc., Kostumeangivelse, som antagelig kun ved en Misforstaaelse er blevet trykt. Der tænkes paa de Kostumer, som kort Tid før var blevet benyttet ved Opførelsen af Saint-Foix's lille Komedie: De tre Gratier. - maa, kan.

S. 401
forlangte, forønskede. - betinge, træffe Aftale om, sikre.

S. 402
med et langt Skiæg, normalt for Oldtidens Filosoffer. - gisper, gaber.

S. 403
En Heraclitisk Philosophus. Den græske Filosof Heraklit fandt iflg. Overleveringen Menneskets Taabeligheder begrædelige. Hans Fagfælle Demokrit fandt dem blot latterlige. - U-leyligheder, Besværligheder.

S. 404
støder ham, sparker, skubber ham. - Grimasser, Manerer. - særdeeles, ualmindelige, ejendommelige.

S. 406
En nye Philosoph, dvs. en moderne Filosof, i Modsætning til de tidligere, som tilhører Antikken. Holberg lader ham interessere sig for en Række aktuelle filosofiske og naturvidenskabelige Spørgsmaal.

S. 407
subtile, udspekuleret, skarpsindig. - gemeene, almindelige. - in Philosophia occulta, i de okkulte Videnskaber, Magien.

428

S. 408
Blodets Circulation, Blodets Kredsløb, opdaget af Harvey 1628, var stadig Genstand for Strid og fortsatte Undersøgelser. - Dannelse, Beskaffenhed. - Dyrenes Siæle, den franske Filosof Descartes (d. 1650) mente, at Dyrene var blotte Maskiner. Aristoteles med Elever var af den modsatte Opfattelse. Selv indtager H. - støttende sig til den tyske Filosof Leibniz (d. 1716) - et Mellemstandpunkt. - Nominales eller Reales etc., to filosofiske Retninger med Rod i Middelalderens Skolastik. For førstnævnte (Nominalisterne) er de abstrakte Almenbegreber blot vor Bevidstheds Tegn (nornen, lat. Navn) for Forholdene, mens de for sidstnævnte (Realisterne) betegner noget virkeligt eksisterende. Spørgsmaalet havde teologisk Betydning, derfor Udtrykket: orthodoxi, rettroende. - Astrologus, Stjernetyder.

S. 409
de 9 Viisdoms Gudinder, Muserne. - Abit, lat. (han) gaar bort. - En Sceptisk Philosophus. Skeptikerne dannede en filosofisk Skole i Oldtidens Grækenland, der benægtede Muligheden for objektiv Erkendelse.

S. 410
Subtilitet, lat. subtilis har som Grundbetydning: fintvævet, tynd, spæd.

S. 411
heller, snarere. - Principal, Herre. - maaleløs, stum.

S. 412
Complimenter, Artigheder, Høflighedstegn. - Stoknarre, Ærkenarre.

S. 413
rasende, vanvittig, gal. - Paris, trojansk Kongesøn, der bedaarede og bortførte den smukke Helene og saaledes gav Anledning til den trojanske Krig.

S. 414
net og kruset Haar: Leander bærer Paryk. - endelig, nødvendigvis, ubetinget. - helst, især. - begegnede, mødte, behandlede.

S. 417
henrykt, henrykket, dvs. fordybet.

S. 418
Abeunt, lat. (de) gaar bort.

S. 419
rare, usædvanlige.

S. 420
Stads Physicus, øverste Embedslæge i Byen.

S. 421
er ikke alt Guld, som glimrer, ikke alt som glimrer er Guld. - aarelades, Midlet brugtes mod Sindsoprør.

S. 422
Item, lat. ligeledes. - Invention, Paafund.

S. 423
den med Kaaben, altsaa Sganarel. - Leddike, Lædike, Skrin, Pengekasse.

S. 424
Byens-Folk, Politibetjentene. - fast, næsten. - skille noget, skelne noget. - Jupiter, Gudernes Overhoved. - Mercurius, Jupiters Sendebud og Følgesvend.

S. 425
O magnum Miraculum, lat. O, store Under. -O felices animæ etc., lat. O salige Sjæle, levende optagne i Himlen./ Bed for os./ Som Jupiter har værdigedes at gøre udødelige./ Bed for os./ O nye Himmelbeboere, Lucia, Margaretha, tilligemed den elskede Agatha!/ Bed for os. - Tutti, lat. alle.

429

S. 426
Has, naragtig eller foragtelig Person. - Pyrrhon, græsk Filosof, Stifter af den skeptiske Skole. - Vor Stoicus. Stoicismen, stiftet af den græske Filosof Zeno, havde som Maal en Frigørelse fra Begær og ydre Tilskikkelser til Opnaaelse af Sindets Ligevægt. Der findes ingen Stoiker blandt de optrædende Filosoffer.