Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 3-7: Komedier

LUDVIG HOLBERG

VÆRKER i 12 Bind

2
3

LUDVIG HOLBERG

📖 VÆRKER
I 12 BIND

📖 Digteren - Historikeren - Juristen - Vismanden

UDGIVET MED INDLEDNINGER OG KOMMENTARER AF F. J. Billeskov Jansen Billedredaktion og Billedtekst ved F. J. Billeskov Jansen og Volmer Rosenkilde

VII

Rosenkilde og Bagger 1970

4

TRYKT I DET BERLINGSKE BOGTRYKKERI

Teksten er sat med Genzsch
Fotografi, hvor andet ikke er anfort:
FINN JACOBSEN og VOLMER ROSENKILDE

Smudsomslag og Tilrettelægning af Billedsider:
PREBEN DAHLSTRØM

Klicheer: ROMANUS-KLICHEER

© ROSENKILDE OG BAGGER 1970

Printed in Denmark

Sidste Bind vil indeholde en fuldstændig Billed- og Indholdsfortegnelse for hele Værket

5

INDHOLDSFORTEGNELSE

  • Plutus ................................................ 9
  • Noter ............................................. 79
  • Abracadabra ....................................... 85
  • Noter ............................................. 141
  • Den forvandlede Brudgom .................... 147
  • Noter ............................................. 170
  • Don Ranudo ....................................... 175
  • Noter ............................................. 244
  • Philosophus udi egen Indbilding ............ 251
  • Noter ............................................. 325
  • Republiqven ....................................... 333
  • Noter ............................................. 393
  • Sganarels Revse ................................... 399
  • Noter ............................................. 427
  • Nye-Aars Prologus .............................. 433
  • Noter ............................................. 444
  • Fortaler ............................................. 449
  • Noter ............................................. 462
  • Plancher ............................................. 466
7

PLUTUS
Eller
PROCES IMELLEM FATTIGDOM OG RIIGDOM

En heroisk Comoedie udi fem Acter

8

Hoved-Personerne i Comoedien

  • PLUTUS
    Riigdommens Gud
  • AESCULAPIUS
  • MERCURIUS
  • JUPITER
  • TIMOTHEUS
    en Borger
  • DAVUS
    hans frigivne Tiener
  • PALÆSTRIO
    en anden Tiener
  • DIOGENES
  • PENIA
    Fattigdoms Gudinde
9

Plutus
Indledning

Da Holberg havde tilbragt Vinteren 1725-26 i Paris, havde et nyt Stykke af d'Allainval været mange Gange paa Plakaten hos de italiensk-franske Skuespillere; det hed Rigdoms Besværligheder, L'Embarras des Richesses, og Holberg kan godt have set det, selv om han ikke omtaler det. Rigdommens Gud, Plutus, gør den fattige Arlequin til en rig Mand, men paafører ham dermed saa mange Bekymringer, at Arlequin giver Rigdommen tilbage til Plutus for atter at kunne nyde de jævne Kaars Sorgløshed.

Da Teaterlivet efter Christian VFs Død blomstrede op igen, spillede fra Sommeren 1748 en fransk Skuespillertrup paa et Teater i Nørregade. De opførte d'Allainvals Komedie, som blev trykt i det Udvalg af Repertoiret, der udkom paa Fransk i København 1749-50. For det genoprettede danske Teater skrev Holberg seks Stykker, hvoraf »Plutus« er det første, antagelig skrevet i Begyndelsen af 1751 og opført 1. Gang 14. April samme Aar. I denne filosofiske Komedie vil Holberg vise, at naar Rigdom holder sit Indtog i et fattigt, men dydigt Samfund, følger Lasterne i dens Fodspor.

Holberg blev lykkelig, da dette alvorligt-burleske Skuespil blev en stor Succes. 1753 udgav han Den Danske Skue-Plads' 6. Bind, og i en Fornotits siger han om Komedien: »Ingen af vore Original Skue-Spill er forestillet med større Succes. Thi den indeholder et rart [dvs. usædvanligt] Morale, men er tilligemed forsynet med adskillige lystige Scener, saa at den derfor har behaget alle Slags Tilskuere. Materien [dvs. Stoffet, Emnet] er tagen af den gamle 10 Grædske Comoedieskrivers Aristophanis Plutus, men er saaledes bleven omstøbt at den maa passere for en Original. Den er udi sig selv gandske Regelmæssig, og alle dens Præsentationer flyde naturligen af Stykket.« Hos Aristofanes bliver det paavist, at Plutus har en Magt, som selv Zeus ikke kan hamle op med. Og Fattigdommens Gudinde, Penia, maa hos den antikke Digter fortrække, medens hun hos den nyere er den Sejrende. - I Holbergs nye Komedie var indlagt Arier, Balletoptrin og Processioner; det er disse »Præsentationer«, Holberg omtaler igen i Ep. 447: »Hvad som ellers har contribueret til den Succes, som Plutus har haft, ere adskillige prægtige Præsentationer, hvilke fornøye saavel Sindet som Øjene, efterdi de flyde naturligen af Stykket i sig selv.« Holberg mener sammesteds, at han har »fornyet igien de gamle Græske Skue-Spil«. Han er stolt over, at et Stykke, der »indeholder et sterkt, alvorligt og paradox Morale«, er blevet en Succes baade hos det lille kræsne og det store, folkelige Publikum. Litteratur.Torben Krogh: Fra Bergs Hus, 1949, S. 68 ff. - Anne E. Jensen: Europæisk drama i Danmark 1722-1770, 1968, I, S. 59, 358 ff; II, S. 38. - Holbergs Epistler, ved F. J. Billeskov Jansen, VI, 1946, S. 54.

11

ACTUS I

SCEN. 1.

Timotheus. Davus i Sganarels Dragt.

TIMOTHEUS.

Her er en elendig Tilstand udi denne Stad; thi her er heele Gader, hvor man finder ikke en eeneste vederhæftig Mand.

DAVUS.

Jeg troer neppe udi den heele Stad. Thi vi ere Prakkere tilsammen; saa at det er ikke uden Stand og Fødsel, som skiller Tienere fra Herrer. Vore Naboe-Stæder derimod besidde stor Riigdom, ja saa stor, at en eeneste af deres Borgere kand kiøbe vor heele Republik.

TIMOTHEUS.

Det er sandt nok. Men derimod findes udi de fleeste saadanne Stæder stor Forvirring og Uorden; og de fleeste af deres Borgere besidde ikke megen Dyd.

DAVUS.

Hvad Dyd? Hvad vil Dyd vel sige? Hvis vi vilde komme alle vore Dyder i en Gryde, vilde de dog ikkun give en maver Suppe. Dyd uden Penge er ikkun et blot Navn.

TIMOTHEUS.

Det er i visse Maader sandt. Derfore siger en Philosophus: man maa først legge Vind paa Penge, siden paa Dyd.

DAVUS.

Og Poeten siger: Est du krum, est du lam, Har du Penge, saa gaaer du fram. Men hvor af kand det komme Herr Patron, at vor Stad har saa slet Skiebne frem for andre Stæder?

TIMOTHEUS.

Det kommer deraf, at Riigdommens Gud Plutus stedse har gaaet vor Stad forbi.

DAVUS.

Det maa da være en dum Gud; thi ---

12
TIMOTHEUS.

Han er ikke dum; men han er stok blind. Og er det i Henseende til den Blindhed, hvormed han er slagen, at han gemeenligen tager feyl, og uddeeler sine Gaver til de uværdigste Mennesker. Men jeg haaber dog, at denne Uheld ikke skal længe vare; Thi Raadet har ved Bønner og Ofringer bevæget Jupiter at see til vor Elendighed, og at tilskikke os Plutum.

DAVUS.

Hvoraf veed Herr Timotheus, at han har dertil ladet sig bevæge?

13
TIMOTHEUS.

Saadan! er ved Tegn givet tilkiende, ja ved saadanne ufeylbare Tegn, at man fast ikke kand tvivle derom.

DAVUS.

Men hvad hielper os hans Ankomst, eftersom han er blind, og uddeeler sine Gaver hen i taaget? Det kand jo i saa Maade hende sig, at han gaaer mig og andre meriterede Personer forbi, og beriger de uværdigste.

TIMOTHEUS.

Giv dig kun tilfreds; thi Raadet har giort Ansøgning ikke alleene om Pluti Ankomst, det har ogsaa af Jupiter forlanget, at han maa bekomme sit Syn, paa det han ikke her, som paa mange andre Steder, skal uddeele sine Gaver i blinde. Men jeg maa forføye mig hen til Raadhuset, for at efterforske, hvorudi de Tegn bestaaer, hvorpaa man grunder dette Haab.

SCEN. 2

DAVUS.

alleene. Hvis dette er sandt, vil Staden støbes om udi en anden Form. Ach gid han snart vilde komme! jeg skulde strax ved Bøn og Knæfald bevæge ham til Gavmildhed mod mig. Jeg skulde tilbyde ham mit ringe Huus, min egen Hustrue og Døttre skulde ikke være ham for gode; saa at han skulde tydeligen mærke, at jeg er en meritered Person. Jeg skulde det som meer er --- Men der seer jeg Diogenes at komme rullende med sin Tønde; Han maa ikke vide den Herlighed, som vor Stad forestaaer.

SCEN. 3

Davus. Diogenes med en Kaabe og barhovet, et langt Skiæg, item med Træskoe, rullende en Tønde.

DAVUS.

Hey Diogenes! kast din Tønde Pokker i Vold, og giv dine Træskoe og din Kaabe Afskeed. Har du ikke hørt at Riigdommens Gud Plutus vil besøge vor Stad, og der uddeele sine Gaver?

14
DIOGENES.

Hvad er det for en Slyngel, som kalder paa mig?

DAVUS.

Kiender du mig ikke?

DIOGENES.

Du hører jo vel af Titelen, at jeg kiender dig.

DAVUS.

Man kand ikke agte, hvad saadan tølperagtig Philosophux siger; saadan Karl, som du est, ville herefter ikke have meget at sige. Har du ikke hørt tale om Pluti Ankomst?

DIOGENES.

Jo vist! men det gaaer mig ikke an. Jeg bliver ved min eenfoldige Levemaade i trods for den heele Stad.

DAVUS.

Du faaer ikke Lov at trodse; thi man vil forviise dig og alle uhøvlede Stoddere af Byen.

DIOGENES.

Man skal ingen Umag giøre sig med at forviise mig Byen; thi saa snart Plutus kommer, gaaer jeg selv frivilligen i Landflygtighed.

DAVUS.

Kand du da ikke taale at see Stadens Velstand?

DIOGENES.

Jo vist! men jeg kand ikke taale at see dens Væstand. Thi Riigdom vil føre Uheld med sig.

DAVUS.

Ha ha ha! disse Philosophi have Skruer løse i Hovedet.

DIOGENES.

Udgangen vil sande mine Ord. Her findes endnu mange dydige Borgere udi Staden. Saa snart Riigdom kommer, vil de Gode ogsaa blive onde, ja lige saa vanartige, som du og dine Ligemænd.

DAVUS.

Jeg siger, at man agter ikke, hvad en tølperagtig Philosophux siger.

DIOGENES.

Og jeg siger, at Udfaldet vil sande mine Ord. Men jeg driver kun Tiden unyttig bort ved at præ- dike for dig. Far vel Davus, og siig denne min Spaadom til andre.

Han snyder sig, og smør paa Davi Kaabe, gaaer bort, rullende sin Tønde.

SCEN. 4

DAVUS.

alleene. Gid din philosophiske Hund faae Skam, som besmurte min skiønne Kaabe. Det ligger dog endelig 15 ikke Magt paa. Jeg meener herefter ikke at bære uden Gyldenstykkes Klæder. Men Himmel! hvad er det jeg seer? En Gud kommer ned af Luften! mon det er ikke den kiære Plutus? Ney det er dog ikke Plutus. Mig synes, at han paa Dragten ligner heller Mercurius, som er Gudernes Sendebud. Jo det er min Troe den samme. Ach mit heele Legem skielver, og Synet forbløffer mig. Han kaster sig næsegruus ned.

SCEN. 5

Mercurius. Davus.

MERCURIUS.

slaaende ham med sin Kiep. Stat op Davus, og vær ved frit Mod. Jeg er Gudernes Ambassadeur. Dig skal intet Ont vederfares.

DAVUS.

rey sende sig. Ach Herr Ambassadeur! Jeg beder Eders Excellence om Naade.

MERCURIUS.

Jeg er her nedskikket for at tilbringe Eders Stad og dine Borgere de gode Tidender, at Jupiter har hørt deres Bøn, og at han skikker dem Plutum, tillige med den store Læge Aesculapium, der skal curere hans Blindhed, paa det han ikke her, som paa mange andre Steder, skal af Mangel paa Syn uddeele sine Gaver paa uværdige Mennesker, men paa gode og dydige Borgere alleene.

DAVUS.

Jeg beder da ydmygst, at Eders Excellence vil recommendere min ringe Person til Plutus; thi jeg er, uden at rose mig selv, en af de dydigste Mænd her udi Staden. Jeg sidder derforuden med Hustrue og mange Børn, og har i mange Aar baaret mine Horn med Taalmodighed.

MERCURIUS.

Det maa alt ankomme paa Pluti Skiønsomhed. Gak du kun strax hen, og forkynd Borgerne, at de berede sig til Pluti Ankomst. Mercurius opløftes igien.

16
17

SCEN. 6

Davus. Timotheus.

DAVUS.

Jeg maa strax kalde paa min Principal og lade ham denne glædelige Tidende tilkiendegive. Hey Herr Principal, kom strax herud!

Han repeterer det 3 gange skrigende.
TIMOTHEUS.

Nu hvad er paa Færde? hvad skader dig?

DAVUS.

Intet intet!

TIMOTHEUS.

Hvi kalder du da paa mig, og hvi skriger du saa? Siig mig dog hvad dig er hendet.

DAVUS.

Det vil jeg giøre; men Hatten af først!

TIMOTHEUS.

Hvi skal jeg tage Hatten af?

DAVUS.

Jeg siger, Hatten først af, i Dievels Skind!

TIMOTHEUS.

See nu er Hatten af, er det nu vel?

DAVUS.

Hatten under Armen!

TIMOTHEUS.

Nu er den under Armen; Lad mig høre hvad - - -

DAVUS.

Fold jere Hænder og giør en krum Ryg.

TIMOTHEUS.

Jeg troer, den Karl vil drive Spot med mig.

DAVUS.

Giør mig ikke Hovedet kruset; men efterkom strax min Befaling.

Timotheus folder Hænderne og bukker.

DAVUS.

Saa nu er det got. I veed maaskee ikke hvem jeg er.

TIMOTHEUS.

Du est jo Davus Syri Søn, og min frigivne Tienere.

DAVUS.

Slidder Sladder! nu ikke meer, nu er jeg en Ambassadeur.

TIMOTHEUS.

En Ambassadeur?

DAVUS.

Ja en extraordinaire himmelsk Ambassadeur,

TIMOTHEUS.

Hvad Pokker vil alt dette sige. Karlen maa være kommen reent fra Forstanden.

DAVUS.

Ney nu er jeg den klogeste Mand udi den heele Stad. Jeg veed meer af magtpaaliggende Ting end det heele Raad. Hør, førend vi veed et Ord deraf, har vi Riigdommens Gud hid.

18
TIMOTHEUS.

Hvor af veed du det?

DAVUS.

For kort Tid siden, da jeg var her alleene, kom Mercurius ned af Luften.

TIMOTHEUS.

Hvoraf veed du at det var Mercurius?

DAVUS.

Skulde jeg ikke kiende Mercurius som Laqveiers, Tieneres og fuldmægtiges Patron? Han sagde mig ellers selv, hvem han var, og befoel mig at give Stadens Indbyggere tilkiende, at Jupiter havde bønhørt Raadets Begiering og tilladt Riigdommens Gud at besøge vor Stad for at berige den. Han lagde og dette dertil, at han skulde bekomme sit Syn paa det at han ikke meer af Vildfarelse skulde deele sine Gaver ud til uværdige. Det sidste glædede mig meest; Thi jeg kiender mig selv og veed derfore at jeg ikke bliver forglemt.

TIMOTHEUS.

Men kand det ikke være en Drøm?

DAVUS.

Jeg veed, man drømmer ikke staaende med aabne Øyne om Formiddag. Men stille! Der kommer nogle som seer anderledes ud end Mennesker. Jeg troer - - -

SCEN. 7

Plutus udi prægtige lange Klæder, med en Tienere, som leder ham frem ved et Baand. Timotheus. Diogenes. Davus.

PLUTUS.

Har vi langt endnu til Staden?

TIENEREN.

Vi ere allerede udi Staden; og her er Timothei Huus.

TIMOTHEUS.

Men hvad er det for en blind Mand udi gyldene Klæder? Mon det ikke er Plutus?

PLUTUS.

Jeg er efter Jupiters Ordre kommen til denne Stad, for at redde den fra Fattigdom, og at uddeele mine Gaver til dens Borgere.

TIMOTHEUS.

Vær velkommen naadige Herre! Den heele Stad vil ved Eders Ankomst blive opfyldt med Glæde, undtagen nogle knurvorne Philosophi, som stedse recommenderer Fattigdom. Men man holder deres Prædikener daarlige og ilde grundede.

19
DIOGENES.

Ved disse knurvorne Philosophi meener man nok mig. Alt hvad som ikke flatterer en Stads Forfængelighed, kaldes Avind og Knurvorenhed. Jeg maatte gierne spørge, hvad vore Naboe-Stæder have vundet ved Pluti Nærværelse. Man har jo seet ham at uddeele sine Gaver til de slemmeste og udygtigste Mennesker, og at mange gode Stæder ved saadan Forhold ere bragte udi største Forvirrelse.

20
PLUTUS.

Denne Mand har herudi ret. Men Skylden er ikke hos mig; thi den Blindhed, hvormed jeg er slagen, foraarsager, at mine Gaver bliver saa ilde uddeelte, og at de falde udi onde Menneskers Hænder, hvilke, langt fra at skiønne paa mine Velgierninger og anvende dem til gode og nyttige Tings Forfremmelse, misbruge dem skammeligen, og i Steden for at lade see Taknemmelighed mod deres Velgiører, tractere mig med Haanhed og Foragt. Nogle anvende dem paa Drik og Fraadserie, hvorved de selv forkorte deres Liv, og jeg bliver Eftertale underkastet; andre anvende dem paa Skiøger; andre paa Stats og Pragt. Ja det, som meest fortryder mig, er, at mange kaste mig ned udi mørke Kieldre, og grave mig ned udi Jorden. Alt saadant kunde forhindres, hvis jeg ikke havde Mangel paa Synet, som foraarsager, at jeg deeler mine Gaver ud i blinde.

TIMOTHEUS.

Herpaa har Jupiter lovet at raade Bod; thi han har befalet den store Læge Aesculapium at lade sig her indfinde med en Øyen-Salve, for at hielpe Eders Naade til sit Syn, paa det at han herefter som tilforn ikke af Vildfarelse skal falde udi onde og utaknemmelige Menneskers Hænder, men alleene berige gode og dydige Personer, der ville være ham takskyldige, og ikke misbruge det Liggendefæ, som dem forundes.

PLUTUS.

Hvis saa er, og hvis mine Øyen af Aesculapio blive curerede, glæder jeg mig ved at være kommen til denne Stad, hvor jeg kand blive bedre medhandlet, end paa de fleeste andre Steder, og hvor jeg kand med Lyst og Fornøyelse see gode Frugter af de Gaver som jeg uddeeler.

TIMOTHEUS.

Nu vil jeg bede, at Eders Naade træder ind udi mit ringe Huus, for der at opbie Aesculapii Ankomst.

PLUTUS.

Vel an! jeg vil følge med Eder. De gaae ind.

21

SCEN. 8

Davus. Diogenes.

DAVUS.

Hvad siger du nu Mester Philosophux!

DIOGENES.

Jeg siger det samme som jeg har sagt tilforn: det giør mig ont, at Plutus er hidkommen, og det giør mig end meere ont, at han her faaer sit Syn.

DAVUS.

Det er jo en forstyrret Tale. Han cureres jo for Blindhed alleene af den Aarsag, at han af Vildfarelse ikke skal berige uværdige, men alleene dydige Borgere.

DIOGENES.

Det er at sige paa andet Sprog, at de gode og dydige Borgere, hvormed vor Stad er velsignet, skal ved Riigdom blive fordærvede, vende Ryg til Dyden, og blive dig og andre skalkagtige Mennesker lige.

DAVUS.

Du taler af Ondskab og Misundelse; meener du, at Jupiter da vil bedrage os?

DIOGENES.

Ney! jeg meener, han giør dette til Forsøg, for at overbeviise Eder, at Eders Bønner ere ugrundede, og at I søge om de Ting, som ere Eder selv skadelige og fordærvelige.

DAVUS.

Hvad skadelig? Riigdom er jo en Velsignelse af Himmelen.

DIOGENES.

Den maa gierne saa kaldes; men efterdi den over alt misbruges, saa flyder U-lykker og Fordærveiser deraf.

DAVUS.

Men naar Riigdom ikke misbruges, saa er den jo nyttig.

DIOGENES.

Det er sandt nok; men den misbruges af de fleeste. Nogle henfalde derover til Hovmod; andre til Vellyst og Ødselhed; andre til Gierrighed. Thi Erfarenhed viiser, at, ligesom en Vattersottig, jo meere han drikker, jo meere tørster han: ligeledes, jo meere Riigdom en har samlet, jo begierligere er han efter at forøge den. Nogle henfalde til Skiørlevnet; andre til Drukkenskab, som forkorter deres Liv; nogle - - -

DAVUS.

Jeg vil ikke høre saadan Sladder meer; Det er 22 bekiendt, at du og alle dine Medbrødre hade alle Mennesker, og græmmer sig over deres Velgaaende.

DIOGENES.

Men hvad gaaer det dig an, at du ivrer dig saa derover?

DAVUS.

Du taler mod alle Mennesker, og spørger derhos, hvad det gaaer mig an!

DIOGENES.

Ha ha ha! Est du et Menneske?

DAVUS.

Hvad er jeg da? har jeg ikke et Legem?

DIOGENES.

Det nægter jeg ikke.

DAVUS.

Har jeg ikke en fornuftig Siæl?

DIOGENES.

Hvo Pokker har bildet dig ind, at du har en Siæl?

DAVUS.

Hvad vil du da giøre mig til?

DIOGENES.

Du est et tobeenet Beest udi menneskelig Gestalt.

DAVUS.

Jeg meener, at den, der ingen Omsorg har for sit Legem, der gaaer om, og ruller en Tønde, og som søber Vand af sin skidne Haand, heller kand kaldes et tobeenet Beest. Men hvad mon der er paa færde? Jeg hører saa stor Allarm uden for paa Gaden.

Der trommes, pibes, blæses i Trompeter uden for, og Glædes Skrig høres imellem.
DAVUS.

Her maa være noget nyt paa færde.

DIOGENES.

Store Stæder ere stedse frugtbare paa Narrerie; nogle unge Mennesker holde sig maaskee lystige. Allarm og Glædes Skrig holder ved.

DAVUS.

Ney, det er min Troe noget andet.

De gaae begge hen til den eene Side, og rekker Ørene til. I det samme kommer en Tiener Palæstrio ind, som render dem begge omkuld.

SCEN. 9

Davus. Diogenes. Palæstrio.

DAVUS.

Hey Dreng! est du gal?

PALÆSTRIO.

Ach forlader mig I gode Mænd! jeg beder om Permission.

23
DAVUS.

Beder du om Permission?

PALÆSTRIO.

Nu kiender jeg Eder. Det er mig kiært, at jeg finder gode Venner her.

DAVUS.

Jeg mærker, at du holder os ey for Fremmede. Men mig synes, at du est ikke rigtig i Hovedet: Hvad Ont er dig vederfaret?

PALÆSTRIO.

Du har ret, at jeg er ikke rigtig i Hovedet; Men mit Galskab reyser sig af lutter Glæde over Pluti Ankomst.

DAVUS.

Hor, Diogenes! Kand man vel miste Forstanden af Glæde?

DIOGENES.

I tvende ikke vel; thi I har aldrig haft Forstand. Men jeg spaaer, at den heele Stad inden kort Tid vil blive lige saa gal og forstyrred, som han er. Hør engang, hvilken Allarm og Stoyen der er paa Gaden. Der blæses og skriges igien.

DAVUS.

Fortæl os da, Palæstrio, noget herom.

PALÆSTRIO.

Saa snart det rygtedes udi Staden, at Plutus var kommen ind udi Timothei Huus, strømmede Folk i Hobetall der til rned Piber og Strænge-Leeg. Men Plutus vil endnu ikke lade sig see af nogen; thi han vil opbie Aesculapius, som skal fordrive hans Blindhed.

DAVUS.

Ach min kiære Broder, lad mig omfavne dig.

De omfavne og kysse hinanden. I det samme løbet Diogenes til, og støder dem begge om. De raabe.
DIOGENES.

Ach I gode Mænd! jeg beder om Permission.

DAVUS.

Om Permission, siger den Hund?

DIOGENES.

Nu kiender jeg eder. Det er mig kiært at finde saa gode Venner her.

PALÆSTRIO.

Er saadant Venskabs Tegn?

DIOGENES.

Ja hvad andet? I seer jo her af, at jeg holder Eder ikke for Fremmede.

DAVUS.

Hør, Palæstrio! Skal vi lade saadant gaae uhævnet bort?

DIOGENES.

Hvad jeg har giort, er for Eders eget Beste. 24 Thi, saasom Glæde har giort jer afsindige, saa har jeg herved alleene søgt at temperere den.

DAVUS.

Jeg vil ikke agte den Spottefugl, men gaae ud for at blive deelagtig udi Stadens Glæde.

DIOGENES.

Jeg vil ogsaa gaae ud, og sætte mig i min Tønde, for der at begræde den over Staden hængende U-lykke.

25

ACTUS II

SCEN. 1

Aesculapius. Plutus, som ledes ved et Baand. En Fontaine præsenteres.

AESCULAPIUS.

Himmelen har bønhørt denne Stads Ansøgning, og affærdiget mig hid, for at curere Pluti Øyne, og at forskaffe ham sit Syn. Det samme har opfyldt Staden med en ubeskrivelig Glæde. Hør, Plutus! nu er Tiden kommet, paa hvilken dine Øyne skal aabnes; og her er den hellige Kilde, hvormed dine Øyne maa toes, førend de bestryges med den himmelske Salve: følg mig did hen, hvor Begyndelsen skal giøres til denne store Cur.

Han leder Plutum hen til Kilden, hvoraf han øser Springvand, og dermed toer Pluti Ansigt, som ligger imidlertid paa Knæe.
AESCULAPIUS.

Stat nu op igien! Begyndelsen er giort til den Cur, som ved min Øyen-Salve skal fuldkommen giøres.

Han smører hans Øyen med Salven.
PLUTUS.

Ach Himmel! Jeg seer mange Ting, som tilforn have været mig ubekiendte. Jeg seer - - -

AESCULAPIUS.

Siig mig hvad du seer; thi dit Syn er nu stærkere end andet menneskelig Syn, hvorved sees kun de groveste Ting.

PLUTUS.

Jeg seer foruden Mennesker og Stæder utallige smaa Creature udi Luften, endogsaa udi det Vand, som flyder af Kilden.

AESCULAPIUS.

Alt saadant kommer ikke under det menneskelige Syn, hvilket skiller ikke uden grove Ting, 26 som kand tages og føles paa. Den Tid skal dog komme, at Mennesker ved Glas og Perspectiver skal kunde see utallige Ting, som de nu ikke see, og som nu ere skiulte for dem. Ikke desmindre ville dog tusinde smaa Ting af konstige Skabninger blive og være skiulede for samme Mennesker indtil Verdens Ende. Men hvad seer du ellers meere?

PLUTUS.

Jeg seer meget, som er got, og end meere, som er ont. Jeg seer, at meget, som har udvortes Anseelse, er indvortes hæsligt. Jeg seer Forraadnelse skiulet under gyldene Klæder, og Viisdom under skidne og pialtede Kaaber.

AESCULAPIUS.

Det er et særdeeles Beviis paa, at du nu har skarpere Syn end Mennesker, hvilke ikke see uden den yderste Hinde af en Ting, og som tage Skyggen for Legemet, saa at de ere seende blinde.

PLUTUS.

Ach Himmel! her kommer mig noget for Øyen, som er heel selsomt.

AESCULAPIUS.

Hvad seer du da?

PLUTUS.

Jeg seer en med en andægtig Mine og nedslaget Hoved; men Hiertet derimod er opfyldt med Ondskab, Vantroe og Bedragerie.

AESCULAPIUS.

Saadanne Personer passere dog ofte for store Helgene, efterdi de dømmes efter det, som er udvortes, og Mennesker kand ikke see hvad som er skiult udi Hiertet.

PLUTUS.

Her møder mig noget igien, som end er meere underligt.

AESCULAPIUS.

Hvad er det?

PLUTUS.

Jeg seer 2de Personer, som omfavne og kysse hinanden, skiønt Hierterne ere fulde af Had og Fiendskab.

AESCULAPIUS.

Af saadant lader Mennesker sig og bedrage; thi saasom de see hinanden ikke uden til Tænderne, saa holde de ofte deres største Fiender for deres beste Venner.

27
PLUTUS.

Hvor hen jeg kaster mit Syn, finder jeg noget, som opvækker Forundring hos mig. Her seer jeg een med et langt Skiæg og en ærbar Kaabe; jeg seer Viisdom afmalet udi hans Pande, men det inderste er fuldt af Hovmod, Forfængelighed, Vankundighed. Jeg tog ham strax for en stor Philosophus; men seer nu, at hans Philosophie bestaaer alleene udi Skiæg og Kaaben.

28
AESCULAPIUS.

Saadant har man ofte efter lang Erfarenhed mærket hos mange. Hvad seer du videre?

PLUTUS.

Her lige for mig seer jeg een, som Folk belee og peege Fingre af, som en Daare. Men, naar jeg betragter det indvortes, seer jeg deer at være Viisdoms Sæde.

AESCULAPIUS.

Jeg mærker, at du ved den venstre Side seer noget, som du glæder dig end meere ved.

PLUTUS.

Det er sandt. Jeg seer med Fornøyelse en Person, hvis udvortes Anseelse giver tilkiende Dyd, Viisdom og Verdens Foragt, og at det indvortes svarer i alle Maader dertil.

AESCULAPIUS.

Det er saadanne Personer, som du maa uddeele dine Gaver til. Det er for deres skyld, at det skarpe Syn er dig forleenet. See nu vel til, at du herefter ikke misbruger den Herlighed, som du er begavet med; thi nu kand du ikke meer undskylde dig med Blindhed, efterdi du ikke alleene har faaet Syn, men langt skarpere end Mennesker, og du kand see ikke alleene det udvortes, men ogsaa det indvortes.

PLUTUS.

Jeg skal beflitte mig derpaa, og herefter ikke berige uden meriterede Personer, og det saa vel i Henseende til Jupiters Befaling, som i Henseende til min egen Sikkerhed og Fornøyelse. Erfarenhed har lært mig, at jeg bør nægte mine Gaver til onde og uskiønsomme Mennesker, hvilke betale med Utaknemmelighed beviiste Velgierninger, saa at nogle udøse mig paa syndige Vellyster, og andre holde mig udi Lænker, ja nedgrave mig udi Jorden, for at hindre mig at blive dydige Mennesker til Nytte.

AESCULAPIUS.

Nu haver jeg da forrettet mit Ærinde, og forlader dig.

PLUTUS.

Og jeg vil strax udi Staden fuldbyrde, hvad jeg har lovet.

Aesculapius gaaer bort.

29

SCEN. 2

Davus. Plutus.

DAVUS.

Ach Himmel! der seer jeg Plutus at gaae frem og tilbage med aabne Øyne uden Ledsager.

Falder paa Knæ. Ach Eders Excellentz! tænk paa mig, som er en fattig Borger, at min Tilstand kand blive bedre, og at jeg ikke stedse skal blive i Armod.

PLUTUS.

Du og alle kand være forsikrede om min Upartiskhed udi Gavers Uddeeling, og at de ikke skal anvendes uden paa meriterede og dydige Personer. Hverken du eller nogen anden har nødig at bede mig om Riigdom, som jeg herefter ubeden og frivillig giver til gode Mennesker.

Han gaaer bort.

SCEN. 3

DAVUS.

alleene. Nu maa jeg nøye examinere mig selv, mit Levnet og Forhold, og forfærdige en Balance-Regning, for at see, hvorledes Facit bliver, om jeg kand regnes blant de Gode eller Onde, enten om jeg bliver Himmelen noget skyldig, eller om den bliver mig noget skyldig. Jeg haaber i det ringeste, naar jeg regner debet og credit sammen, og ligner mine gode Gierninger imod mine onde, at viise en fuldkommen Liqvidation. Lad nu engang see!

For 2 Aar siden opbrød jeg min Patrons Skrin, hvorudi laae 3 Penge-Punge. Deraf tog jeg den eene, hvilket kand holdes for en Misgierning; men lod de andre blive tilbage, hvilket er en Merite, saa at jeg i visse Maader kand siges at have foræret min Patron tvende Punge. Videre: Jeg har daglig syndet, jeg har ogsaa daglig besøgt Templer, saa at jeg har alterneret imellem Gudsfrygt og Ugudelighed, og kand jeg sige, at jeg aldrig har bedet andægtigere, end naar jeg nyeligen tilforn har syndet. Videre: Jeg er ofte beskienket, men drikker dog 30 aldrig stærk Drik, uden naar jeg har ont i min Mave, men saasom jeg daglig har ont udi Maven, saa drikker jeg og ideligen. Videre: Jeg har tilforn ofte dandset, som jeg bekiender at være en syndig Lyst; men udi de 4 sidste Aar, siden jeg fik Ligtorne, har jeg ikke dandset, hvilket tilkiendegiver mit Levnets Forbedring. Videre: Jeg har ofte brudt eedelige Løfter; men jeg har ofte giort meer end jeg har lovet. Jeg har aflagt falske Vidnesbyrd, men aldrig uden for at tiene gode Venner. Jeg har baaret oprigtig Kiærlighed til mit Huusfolk, sær mine Piger, for hvis skyld jeg engang har pantsat min Husfrues Kaabe og Klæder. Naar jeg nu alt dette eftertænker, saa bøder det eene paa det andet; ja jeg tør sige, at det Gode er af større Vægt end det Onde. Det høyeste som jeg har syndet udi 24 Timer, som en Dag og Nat bestaaer af, er 12 Timer, naar jeg regner Natten med, som bestaaer af 12 Timer, hvorudi jeg ikke synder, thi det heder: hvo som sover vel, synder ey. Jeg haaber derfor, at Plutus regner mig blant de dydige Personer her i Staden, og ikke udelukker mig fra sine Velgierninger. Ja jeg haaber saadant, og det med Billighed. Lad see engang:

Han gaaer frem og tilbage, tællende paa Fingrene. Een Pose tagen, 2 Poser givne; een Dag ugudelig, en anden gudfrygtig; stærk Drik af Nødvendighed for at hielpe paa min Mave; ingen Dantz udi 4 Aar, siden jeg fik Ligtorne; falske Vidnesbyrd, men af Kiærlighed til min Næste; Medlidenhed mod mine Piger; det halve Liv bortsovet uden Synd. Hey! jeg er oven paa, jeg er en meriteret Person, Plutus kand ikke gaae mig forbi. Hvis han tager det i Betænkning, kand jeg lægge ham min Regning for Næsen, hvilken er saa klar, at ingen Rente-Skriver kand giøre Antegnelse derudi. Slaae dig nu til Roelighed, Dave, du har nu intet andet at tænke paa, end hvorledes du skal anvende dine Penge.

Gaaer ud.

31

SCEN. 4

DIOGENES.

alleene. Jeg har med Forundring hørt, hvorledes denne skalkagtige Mand kand besmykke sine Misgierninger, saa at han kand giøre Lyder til Dyder. Gid Folk nu af høyere Stand og Lærdom ikke vilde giøre det samme. Man finder den Feyl hos Folk af alle slags Stand. Mange leve hen i Taaget, og bekymre sig alleene om at æde og drikke. Andre, som giør Profession af at studere, efterforske u-magtpaaliggende Ting, og forsømme at blive oplysede udi de meest fornødne Videnskabe. Nogle faa studere vel paa at kiende andre, men bekymre sig ikke om egen Kundskab, holdende for, at dertil behøves ingen Flid og Arbeyde, saasom efter deres Meening intet er lettere end at kiende sig selv, da Erfarenhed dog viiser, at egen Kundskab er vanskeligere, end at lære at kiende andre Mennesker. Thi Laster indsnige sig under Dyders Maske, Hovmod tages for et høyt og ædelt Hierte, Tyrannie og Haardhed for Retfærdighed, Vrede for Tapperhed, Feighed for Sagtmodighed. Egen-Kiærlighed er størst Hinder til Egen-Kundskab. Thi saasom et hvert Menneske elsker sig selv, saa er ingen Indbildning for dem meere behagelig end den, hvorved ikke alleene Farve sættes paa deres Laster, men hvorved de groveste Lyder giøres til Dyder; man vænner sig saaledes til Laster, at man stedse fremturer derudi, og lever fornøyet med sig selv. Hvor u-rimelig denne skalkagtige Mands Tale end var, som jeg nyelig har hørt, saa findes dog mange end meere vanskabte. Thi denne bekiendte dog nogle af sine Feyl, som han ved Liqvidation af gode Gierninger og formeente Dyder vilde udslette. Mange andre derimod mærke hos sig slet ingen Laster; de see ikke uden Dyder, de meene sig at være gandske reene, og bryste sig deraf, skiønt de ere ikke uden kalkede Grave, der indeholde Aadsler og forraadnede Legemer. Men jeg hører nye 32 Allarm og Bulder igien paa Gaden. Jeg maa liste mig hen til Hiørnet, for at see, hvad det er.

Gaaer hen til Siden. Ach du ulykkelige Stad, som jeg seer i en Hast at 33 være forvandlet til en Daarekiste! Jeg seer en Procession af daarlige Mennesker udi hvide Klæder med Krandse paa Hovederne og Greene udi Hænder. Det er uden Tvivl et Triumphs Optog formedelst Pluti Ankomst. Ja det er saa. Jeg tager ikke feyl. Ach du arme Stad, som glæder dig over din egen Fordærvelse! Jeg maa liste mig hen udi en Krog, for at ansee dette Galskab.

SCEN. 5

Processionen gjøres 3 Gange om Theatret efter musicalsk Tact. Ved hver gang standses lidt, og synges Vivat Plutus! og det med Trommers og Trompeters Lyd. Endelig naar 3die Tour har endt, dandse 3 konstige Dandsere. Diogenes, som udi en Krog dette seer, giør imidlertid Grimacer, og efteraber dem. Endeligen henter han en Krabask, hvormed han prygler dem, og driver dem ud. De skraale klageligen.

SCEN. 6

DIOGENES.

alleene. Ja piber kun I Skabhalse! ligesom denne Comoedie endtes med et Sørgespill, saa vil det og gaae den heele Stad. Jeg vil ogsaa forsøge at dandse, men en Dands, som giver tilkiende en forestaaende Tragædie.

Diogenes dandser meget naragtig med sine Træskos, efter en sørgelig Melodie, og en Sækkepibe eller Lire. Midt udi Dandsen indkommer Plutus, og da holder Spillet op. Men Diogenes bliver ved at dandse.

SCEN. 7

Plutus. Diogenes.

PLUTUS.

Jeg har allereede beriget mange gode og dydige Borgere, og nu leeder jeg efter merkværdige Philosophos, som leve udi Armod. Men hvad er det som jeg 34 der seer? det er jo Diogenes. Det er rart at see en saa ærbar Mand at dandse. Jeg kand slutte, at saasom han er en god Patriot, da glæder han sig over Stadens Velstand, som min Ankomst tilveye bringer. Hør, Diogenes, du skal ikke glæde dig forgiæves; thi det er saadanne Mænd, som jeg leder efter, og til hvilke jeg fornemmeligen uddeeler mine Gaver.

Diogenes staaer lidt stille, seer stift paa ham, og dandser paa nye.
PLUTUS.

See her, Diogenes! hvad jeg forærer dig, som skal giøre din Glæde fuldkommen. Her er en Pung fuld af kostbare Steene.

Diogenes seer stift paa Pungen, som Plutus haver i Haanden, vender sig om, og dandser igien.
PLUTUS.

Hold op, Diogenes, medens jeg taler med dig, og tag til dig denne Skat, som vil sætte dig udi Velstand.

Diogenes seer paa Pungen, og dandser igien.
PLUTUS.

Det er selsomt med disse Philosophi. De ere ofte saa henrykte udi deres Meditationer, at de høre ikke hvad man siger. Giv agt paa min Tale, Diogenes! Saasom jeg nu omstunder har faaet mit Syn, saa at jeg kand distingvere gode Mennesker fra onde, saa uddeeles mine Gaver nu med Skiønsomhed, og ingen uden dydige Mænd blive derudi deelagtige. Jeg seer og kiender dig, og veed, at du est en fornuftig og tillige med oprigtig Philosophus, hvis Philosophie, som mange andres, bestaaer ikke udi Skiægget og Kaaben, men udi Forstand og uforfalsket Dyd. Derfor giver jeg dig denne Skat, som vil giøre Ende paa din Armod, og sætte dig udi Velstand.

Diogenes seer stift paa Pungen igien, vender sig om, og dandser paa nye.
PLUTUS.

Ach Himmel, hvad vil dette sige? Mon han foragter Riigdom, for hvilken andre tilsætte Siæl og Liv? Han vil maa skee ikke troe, at udi Pungen er saadant kostbart Liggendefæe skiulet. Kom dog hid Diogenes, 35 saa skal jeg opløse Pungen, for at viise dig Skatten, og at bestride din Vantroe.

Diogenes tar Pungen, som er opløset, spytter derudi, leverer Pluto den tilbage, og bliver ved at dandse igien.

PLUTUS.

Dette ligner jo Afsindighed. Jeg skiæmmer mig ved at have giort saadant Tilbud.

Diogenes giør ham en dyb Compliment, tager ham ved Haanden, dandser ud med ham af Skuepladsen, og til Slutning snyder sig og besmører Pluti kostbare Kiole.

SCEN. 8

DIOGENES.

alleene. Saa her ud med alle Forfængeligheder! Jeg skal nok holde reent for min Dør. Gid andre kun vilde følge mit Exempel! men jeg troer ikke, at jeg vil have mange Efterfølgere; tvertimod, Altar vil oprettes for Riigdommens Gud Pluto, og Penia, Gudinden for Fattigdom, under hvis Regiment vor Stad saa længe har blomstret, vil forviises. Jeg gaaer nu bort, og kryber ned i min Tønde, medens Staden raser. Thi jeg mærker, at ved mine Prædikener intet vil udvirkes. Men Udfaldet vil lære, at mine Formaninger ere ikke ilde grundede.

36

ACTUS III

SCEN. 1

PLUTUS.

Nu har jeg udforsket Stadens Tilstand, og med Forundring mærket, at de dueligste og dydigste Mænd have været betle-færdige. Men Stadens Skikkelse skal snart forandres. Man skal med Glæde og Fornøyelse mærke, at Plutus er ey meere blind: man skal see Dyden at belønnes, og hver Borger skal derved opmuntres til Dydens Øvelse. Men der seer jeg den gode Timotheus at komme; han seer glad og fornøyet ud, og det ikke uden Aarsag, thi hans Skrine og Kister, som forhen vare tomme, ere nu opfyldte med Guld og Sølv.

37

SCEN. 2

Timotheus. Plutus.

TIMOTHEUS.

paa Knæ. Ach naadige Herre! hvormed kand jeg forskylde de beviiste Velgierninger? Jeg var tilforn saa fattig som Irus; nu er jeg saa riig som Cræ- sus. Tag til Takke med et erkiendtligt Hierte, som jeg vil beholde saa længe som jeg lever.

PLUTUS.

Stat op igien Timothee, og bliv ved at øve de Dyder, som I tilforn har distingveret eder med; og see til, at den erhvervede Riigdom ikke forleder eder til Hovmod eller Vellyst, men betænk, at, eftersom det er ved Dyd saa stor Velstand er tilveyebragt, det er ved samme Levnet og ved Dydens bestandige Øvelse at saadan Velstand skal blive stedsevarende.

TIMOTHEUS.

Jeg skal troeligen efterleve denne Formaning. Men, eftersom eders Excellence har beviiset mig saa stor Naade, saa beder jeg underdanigst, at han vil legge en liden dertil.

PLUTUS.

Hvad skal det være? siig frem.

TIMOTHEUS.

Jeg beder, at mine Naboer rnaa blive i samme Stand, som de vare tilforn udi, paa det jeg desbedre kand distingvere mig blant mine Medborgere, og desbedre skiønne paa den Velstand, som jeg er sat udi. Thi naar alle blive lige riige, saa - - - Eders Naade begriber nok, hvad jeg vil sige.

PLUTUS.

Jeg begriber det alt formeget. Jeg mærker, at I vil misbruge de forundte Gaver, og at I henfalder til Hovmod og Misundelse, som er ingen dydig Mands Characteer. Jeg har holdet eder for en god Mand. Jeg troer ogsaa, at I har haft Dyd og Ærlighed for Øyne. Thi det skarpe Syn, hvormed jeg nu er begavet, hindrer mig at vildfare i mine Domme. Men jeg kand ikke spaae om tilkommende Ting; jeg kand see hvad een er, men ikke hvad han vil blive.

TIMOTHEUS.

Eders Naade fatter maaskee ikke, hvad 38 jeg vil sige. Jeg ønsker min Næste og Medborger alt got; Men ---

PLUTUS.

Det er at sige: I ønsker jer Medborger alt got, men kand ikke lide, at han sættes i samme Velstand med eder. Gak bort, og see til at I anvender paa gode og nyttige Ting den Skat, som er eder tilfalden, og misund andre ikke deres Lykke.

SCEN. 3

Plutus. En Skolemester.

PLUTUS.

Denne Mands Opførsel foraarsager mig nogen Eftertanke; dog haaber jeg, at Staden i Almindelighed ved min Nærværelse skal blive lykkelig. Her maa jeg lidt opholde mig paa dette Sted, for at imodtage og affærdige Sollicitanter. Der seer jeg en Mand at fremtrine. Hans Ansigt og nedslagen Sind giver hans slette Skiebne tilkiende.

SKOLEMESTEREN.

Jeg drister mig at bønfalde Riigdommens Gud, som jeg hører af Himmelen at være skikket til at hielpe fattige og nødlidende Mennesker, nemlig saadanne, som uden deres Skyld og Brøde lide Armod.

PLUTUS.

Hvad er eders Profession?

SKOLEMESTEREN.

Jeg er Skolemester her udi Staden, og har været udi det Embede udi 30 Aar.

PLUTUS.

Haver I udi al den lange Tid ikke lagt eder noget til beste?

SKOLEMESTEREN.

Ney! ved den Profession er ikke det tørre Brød. En Advocat, en Medicus kand paa een Dag fortiene meere, end jeg udi et heelt Aar. Jo meere jeg har holdet mine Disciple under Ave og Disciplin, jo mindre Tak har jeg faaet af deres Forældre, og jo meere er jeg bleven forhadt af deres Mødre, som gemeenligen meest kiæle for Børn til deres egen Fordærvelse. Men jeg har heller villet leve i Armod og under Forfølgelse, end efterlade min Pligt. Thi enhver, som 39 Ungdommens Optugtelse er betroet, har stort Regnskab at giøre.

PLUTUS.

Jeg mærker, at I er en god Mand, og at I fortiener at være deelagtig udi de Gaver, jeg i denne Stad giøre til dydige Borgere. Gak strax hiem til jer Huus, der skal I finde en Skat, som skal hielpe eder paa Fode; Lad eder dog der af ikke forleede til Ørkesløshed, men bliv ved eders forrige Profession.

SCEN. 4

En Moralist. Plutus.

MORALISTEN.

Jeg er hidkommen for at bede om Hielp udi min Armod. Jeg begierer intet til Overflod, men alleene til Nødtørft.

PLUTUS.

Hvad er eders Handtering?

MORALISTEN.

Jeg bruger min Pen til at afmale Menneskets Feyl og Laster. Men desværre! jeg høster kun slette Frugter af mit Arbeyde. Frugterne ere Had, Forfølgelse og Armod; da hykkelske Skribentere derimod fødes og giødes, ja bæres ligesom paa Hænder til Høyhed og Velstand.

PLUTUS.

Eftersom I høster ikke andre Frugter af eders Arbeyde, hvi fremturer I da i at moralisere?

MORALISTEN.

Kjærlighed til min Næste driver mig dertil. Men onde Mennesker ville saadant ikke troe; de ansee deres største Venner som deres bitterste Fiender, og derimod deres Fiender, nemlig Hyklere, for deres beste Venner.

PLUTUS.

Jeg seer, at I ogsaa er en god Mand. Bliv ved eders Forhold og gak hiem, hvor I skal finde et Liggendefæe.

SCEN. 5

En Bonde. Plutus,

BONDEN.

Guds Fred, Far lille! bliv ikke vred, at jeg saa dristig kommer hid.

40
PLUTUS.

Hvad est du for een? hvorfra kommer du?

BONDEN.

Jeg er en Bonde fra Landet nær her ved Staden. Jeg har hørt, at han er hidkommen, for at giøre vel imod got Folk.

PLUTUS.

Regner du dig da iblant got Folk?

BONDEN.

Jeg tør selv ikke sige det; men Folk, som kiender mig, holder mig at være lige saa ærlig, som min Husbond er velbyrdig.

PLUTUS.

Er din Husbond og ikke ærlig?

BONDEN.

Derom kand jeg som en ringe eenfoldig Mand ikke dømme. Det kand jeg alleene for vist sige, at han er velbyrdig.

PLUTUS.

Jeg mærker, at du est en skikkelig Mand, efterdi du ikke vil tale ilde om dit Herskab.

BONDEN.

Mit Herskab er godt nok, saa vidt hans Herskab det vil tillade.

PLUTUS.

Har da dit Herskab et andet Herskab over sig igien?

BONDEN.

Ja vist! saa vel hos os, som paa andet Gods.

PLUTUS.

Det forstaaer jeg ikke.

BONDEN.

Det kommer deraf, at han er ingen Landmand. Thi enhver, som forstaaer Landmandskab, veed at paa hvert Gods ere tvende Herskaber, nemlig Huusbonden og Ridefogden. Bonden staaer under Huusbonden, og Huusbonden igien under Fogden, uden hvis Tilladelse han intet formaaer.

PLUTUS.

Jeg forstaaer din Meening, og mærker, at du est ikke taabelig. Men hvad er din Begiæring?

BONDEN.

Jeg haver hidindtil ydet Skat og Landgilde, saa længe som Alder og Helbred har tilladt mig at arbeyde. Men nu tager Svaghed ved Alderen til, saa at jeg ikke kand fortiene min Føde.

PLUTUS.

Din Huusbond seer vel igiennem Fingre med dig udi saadan din slette Tilstand?

BONDEN.

Det giorde han gierne, hvis hans Foged ham saadant vilde tillade.

41
PLUTUS.

Du maa giøre mig nogen Forklaring over denne mørke Tale. Hvad er en Foged her i Landet?

BONDEN.

En Foged er den, som med en absolut Magt regierer Gaard og Gods, og lader Herren alleene beholde den pure Titel. Derfor er vel ingen skreven Lov, men en almindelig Vedtægt, som siger: I Herrer! værer eders Ridefogeder hørige og lydige. Med et Ord: naar Fogeden er os imod, kand Herren intet got giøre os.

PLUTUS.

Min kiære Mand, jeg har Medlidenhed med dig, og derfor vil hielpe dig til rette. Naar du kommer til dit Huus igien, vil du i din Kiste finde en Skat, hvormed du ikke alleene kand tilkiøbe dig Frihed for Hoverie, men end ogsaa kiøbe din Gaard og faae den til Eyendom.

BONDEN.

Tak, naadige Herre! det er en stor Trøst for mig udi min Alderdom.

SCEN. 6

En gammel Jomfrue med en lang Næse. Plutus,

JOMFRUEN.

Det er mig sagt, at Plutus skal opholde sig her. Der troer jeg han er; thi han er mig beskreven at bære en lang gyldenstykkes Kiole. Ach naadige Herre! jeg beder underdanigst om nogen Hielp.

PLUTUS.

Hvad fattes hende, min gode Jomfrue?

JOMFRUEN.

Jeg er af 6 Sødskende den ældste. Mine 5 yngere Søstre ere alle gifte, og jeg alleene er endnu Jomfrue.

Hun græder.
PLUTUS.

Græd ikke, mit Barn! Men siig mig, hvad som er Aarsag til den Foragt, som er kasted paa hende.

JOMFRUEN.

Man gifter sig nu omstunder alleene enten for Penge, eller for Skiønhed. Begge Deele ere mig nægtede, hvorfor jeg alleene staaer tilbage foragtet og forhadt.

PLUTUS.

Hun giver sig tilfreds min gode Jomfrue! Naar hun kommer til sit Huus, vil hun finde en Skat, som 42 kand tiene hende til Medgift. Men jeg frygter, at eftersom hun er til Alder, og er vanheldet med den lange Næse, at hun dog ingen Beyler faaer.

JOMFRUEN.

Ach naadige Herre! frygter ikke derfor; naar det rygtes, at jeg har bekommet en saa god Medgift, bliver jeg strax gift, endskiønt min Næse var en halv Alen længer.

PLUTUS.

Det kand og maaskee hende sig. Thi man siger udi Ordsproget, at Penge give baade Byrd og Skiønhed, og kand foraarsage, at en Medusa stikker i Øyene som en Venus.

Hun neyer og gaaer bort.

SCEN. 7

Plutus. En Cavalier.

PLUTUS.

Her kommer en ung Person, hvis Klædedragt viiser Vellyst og Forfængelighed; og jeg seer, at Hiertet er ogsaa fuldt deraf.

CAVALIEREN.

Eftersom jeg hører, at han beriger saa mange gemeene og daarlige Mennesker, saa haaber jeg ogsaa, at han hielper paa mig, som har sat Midler til paa Artighed og Galanterie, saaledes at jeg har været en Zirath for Staden.

PLUTUS.

Hvorudi bestaaer eders Artighed?

CAVALIEREN.

Jeg har lært at dandse, at spille paa Instrumenter, at figte, at vinde Fruentimmerets Gunst. Sær er udi Dandse-Konsten ingen min lige; Hvis min Herre har Lyst til at see en Prøve derpaa, vil jeg strax giøre den.

PLUTUS.

Det giøres ikke fornødent. Jeg tvivler ikke om hans Capacitet, enten derudi eller andre galante Videnskaber. Men hvad er hans Begiering?

CAVALIEREN.

Jeg beder om nogen Assistance, efterdi jeg har paa galante Videnskabe og en distingveret Opførsel tilsat mine Midler.

PLUTUS.

Jeg mener at han behøver ingen Assistence, 43 eftersom de herlige Videnskabe, som han har lært, nok kand føde sin Mand. Dog vil jeg ikke gandske veygre mig for at meddeele ham noget. Naar han kommer hiem, skal han finde nogle Kobber-Penge udi en Pung, hvormed han kand kiøbe en Strikke for at hænge sig. Cavalieren stamper mod Gulvet, og gaaer bort.

PLUTUS.

Han gik vred bort. Alle andre saadanne Personer ville faae samme Afskeed. Undsætning af Penge havde ikke tient denne unge Karl til andet end at fornye hans daarlige og vellystige Levnet. Men der seer jeg en anden Sollicitant, som er ikke et Haar bedre, og derfor vil faae samme Afviisning.

SCEN. 8

En drukken Mand. Plutus.

DEN DRUKNE.

Det er nok her, hvor jeg skal finde ham.

Rigtig nok. Naar der er Raadhuuset, saa maa jo her endelig være Torvet. Og hvis dette slaaer feyl, saa maatte Pokker troe sine Øyne meer.

PLUTUS.

Denne Mand er overstadig drukken. DEN DRUKNE. Her hører jeg een at tale. Wer da? Ney det maa have været jeg selv, som talede. Ha ha ha!

PLUTUS.

Han vil nok ogsaa have Penge, paa det han i en Hast kand drikke sig ihiel. DEN DRUKNE. Jo Drollen splide mig ad, om der er ikke en som taler. Jeg er jo hverken fuld eller gall. Jeg maa see mig om. See her staaer Manden som jeg leder efter.

Hans Tiener, min Ven! er hans Navn ikke Plutarchus?

Jeg veed ikke, om han har den Ære at kiende mig?

PLUTUS.

Ney jeg kiender dig ikke. DEN DRUKNE. Det er underligt, at han ikke kiender Strobilo, hvis Navn er kiendt over den heele Stad. Spørg kun det mindste Barn, om det ikke kiender Strobilo.

Strobilo Palæmons Søn og Urganiæ Ægtemand. Spørg kun hvert Barn, det vil strax sige - - - Han ræber derved.

44
PLUTUS.

Det vil sige: Hvo kiender ikke den Drukkenbolt Strobilo, som gaaer hver Dag med et Ruus?

DEN DRUKNE.

Hør, min Ven! jeg drikker aldrig uden naar jeg tørster. Hvis en anden havde talet saaledes, havde jeg bleven vred. Jeg er lige saa fastendes, som jeg stoed af min Seng.

PLUTUS.

Du var maaskee drukken, før du stod op.

DEN DRUKNE.

Ha ha ha! Drukken, førend jeg stod op! Det er en underlig Tale. Jeg veed jo, man kand ey drikke sig drukken paa Sengen. Jeg er min Troe gandske fastende. Men jeg haver ont i mine Been, de vil ikke staae de Hunde; hvad kand jeg dertil? Men maatte jeg spørge min Herre om noget?

PLUTUS.

Hvad er det?

DEN DRUKNE.

Er hans Navn ikke Plutarchus? det er Riigdommens Gud, som jeg leder efter, og som jeg hører at være kommen til vor Stad for at berige dydige og meriterede Folk, og saadanne, som jeg er.

PLUTUS.

Jeg troer nok, at du est en meritered Mand; thi du hielper paa Consumtion af Stadens drikkende Vahre.

DEN DRUKNE.

Jeg vil ikke rose mig, men lader andre giøre det; dette tør jeg dog sige, at jeg besidder saa megen Dyd, som 10 af de beste Borgere her i Staden, og hvis min Herre ikke vil troe mig paa mine blotte Ord, vil jeg giøre min Eed derpaa.

PLUTUS.

Gak fra mig Menneske! jeg har ikke Tiid at tale med dig.

DEN DRUKNE.

Skal da saadan brav Mand, som jeg er, gaae trøstesløs bort?

PLUTUS.

Jeg hverken vil eller kand trøste dig, men raader dig ikkun at gaae hiem, og sove Rusen ud.

DEN DRUKNE.

Jeg er bange, at jeg har taget feyl. Bliv ikke vred, at jeg spørger ham om een Ting.

PLUTUS.

Hvad er det, som du vil spørge mig om?

DEN DRUKNE.

Er ikke hans Navn Plutarchus?

PLUTUS.

Hvem leder du efter?

45
DEN DRUKNE.

Jeg leder efter Riigdommens Gud.

PLUTUS.

Hos ham faaer du ingen Trøst. Bacchus er den Gud, som du har dyrket, og som du maa søge Hielp hos. DEN DRUKNE. Ha ha ha! Bacchus! det er en fæd Karl; han er lige saa riig, som jeg.

Han gaaer syngende og stammende bort, men kommer igien. Jeg kand ikke gaae bort med uforretted Sag. Det maa ikke være den rette Mand, som jeg har talet med. Man sagde mig dog, at han skulde staae her lige ved Raadstuen. Jeg maa dog have ret Beskeed. Hør, min Herre! Er hans Navn ikke Plutarchus?

PLUTUS.

Hvis den Drukkenbolt ikke strax gaaer bort, skal jeg kalde paa Magistratens Tienere. DEN DRUKNE. Magistratens Tienere! Ha ha, Magistratens Tienere! Magistratens Tienere drikke lige saa stærkt som jeg. Ha ha, Magistratens Tienere! Han falder. En gierrig Mand kommer ind.

SCEN. 9

Euclio. Plutus.

EUCLIO.

Her seer jeg den Drukkenbolt Strobilo. Saadant er hans daglige Levnet. Jeg maa dog forbarme mig over ham, og slæbe ham ud. Han slæber ham bort.

PLUTUS.

Intet er saadan Drukkenbolt tienligere end Fattigdom. Det er uforsvarligt at rekke den Haanden, som anvender Penge paa at forkorte sit Liv.

EUCLIO.

Her seer jeg Riigdommens Gud Plutus, som jeg leder efter. Vær velkommen hid til vor Stad! Eders Ankomst har opfyldt den heele Republik med Glæde, helst saasom eders Naade har faaet sit Syn, og derfor ikke meer udi blinde kand uddeele eders Gaver, som desværre ofte tilforn er skeet. Thi der ere udi de fleeste Stæder fleere onde end gode Mennesker; og meener jeg 46 at eders Naade allereede derpaa her i Staden har seet Prøver. Jeg slæbede nyeligen bort en overstadig drukken Mand, der har tilsat sine Midler paa stærk Drik. Her findes andre, der iligemaade have skammeligen fortæret deres Arvedeel, somme paa Fraadserie, andre paa Skiøger og letfærdige Qvinder, andre igien paa Stads og Pragt. Jeg haaber, at eders Naade ikke rekker Haanden til slige Mennesker, hvilke misbruge Penge til deres egen Fordærvelse; og er derfore forsikret om, at saadant alleene vederfares mig og andre gode Huusholdere, der ved en fornuftig Oeconomie ikke alleene har conserveret sin Fæderne Arv, men endogsaa forøget den.

PLUTUS.

Jeg maa først giøre eder et Spørsmaal. Hvor meget har I arvet efter eders Forældre?

EUCLIO.

4000 Pund, hvilke endnu ligge u-rørt udi min Kielder.

PLUTUS.

Haver I da intet deraf taget?

EUCLIO.

Ney! udi 16 samfælde Aar haver den Skat væ- ret u-rørt. Thi jeg har heller villet hungre og tørste, end tillade, at mine Fæderne Arv, som med saa stor Omhyggelighed har været samlet, i ringeste Maader skulde formindskes. Videre: jeg har siden efter min Broder arvet en halv gang saa meget, hvilket ogsaa er udi Behold, og ligger udi samme Kielder. Kand vel viises større Prøve paa Oeconomie? og kand eders Naade vel bedre uddeele Riigdom, end til en Mand, der forvarer den som sine Øyensteene?

PLUTUS.

Hør, min gode Ven! der er 2 slags skadelige Borgere udi en Stad. Nogle ere vellystige og ødsele, det er saadanne, som den beskienkede Mand, hvilken I udslæbede. Andre ere Gniere, det er saadanne, som ligne eder, og som grave deres Penge under Jorden, at de ikke skal være enten dem selv eller andre til Nytte. Begge ere saaledes uduelige og skadelige Borgere: hine, fordi de misbruge; disse, fordi de ikke bruge deres Midler. En ødsel og vellystig Mand bør ingen Penge have, efterdi han anvender dem paa Fraadserie og Drukkenskab, 47 som fordærver Legem og Siæl. En Gnier bør ey heller have Penge, efterdi han ikke fører sig dem selv eller andre til Nytte. Det er mod disse tvende slags Folk, jeg stedse har ført Klagemaal; thi de første har ligesom deelt mig ud iblant Skiøger og Kroemænd, og de sidste have holdet mig bunden udi Lænker, ja kastet mig ned udi mørke Huler, og gravet mig under Jorden. Det er for deres skyld, at jeg saa meget har været eftertalet, og saa ofte har maat høre ilde, da dog Skylden ikke har været min. Men den Blindhed, hvormed jeg selv saa vel som min kiære Søster Fortuna haver været slagen, har alleene været Aarsag dertil. Saasom jeg nu har faaet mit Syn, ja saa stærkt Syn, at jeg kand see Mennesker ind til Marven, er jeg sat i Stand til at anvende mine Gaver med Skiønsomhed, og ikke at berige uden gode og dydige Mænd, det er saadanne, som bruge deres Riigdom til deres egen Ære og til Stadens Nytte. I mærker saaledes heraf, at I kand ingen anden Trøst faae af mig, end den forrige Mand, som I selv fordømte og holdt uværdig til mine Gaver. Gak der for strax fra mig. Jeg vil ogsaa begive mig herfra paa et andet Sted udi Staden, for at anhøre fleere Sollicitanter. De gaae bort, hver sin Vey.

SCEN. 10

Davus. Palæstrio.

DAVUS.

Gav du agt paa, hvilken Miine Theodorus giorde, da han gik forbi?

PALÆSTRIO.

Det var med stor Nød at han vilde løfte paa sin Hat.

DAVUS.

Jeg mærker, at de Penge, som Plutus har givet ham, har allereede giort ham storagtig.

PALÆSTRIO.

Jeg troer og det samme. Men Touren kommer vel og til os.

DAVUS.

Det haaber jeg ogsaa; ja jeg er saa got som forsikred derom.

48
PALÆSTRIO.

Hvorpaa grunder du saadant Haab?

DAVUS.

Du hører jo, at Plutus er hidkommen for at berige dydige og meriterede Mænd. Jeg meener, at han kand ikke have noget paa os at sige, besynderlig paa mig, thi jeg har nøye betragtet mit Levnet, og ved Sammenligning af det Onde med det Gode fundet, at jeg kand regnes blant de best meriterede Mænd her i Staden.

PALÆSTRIO.

Men naar jeg eftertænker alting, saa maa jeg tilstaae, at baade jeg og du har bedrevet adskilligt Ont, som vi ingen Farve kand paasætte.

DAVUS.

Jeg nægter ikke vore Misgierninger. Jeg siger ey heller, at man kand sætte Farve derpaa. Men naar jeg sætter paa den eene Side mine Synder, og paa den anden Side mine gode Gierninger, finder jeg, at Summa Lateris bliver langst større paa den sidste Side.

PALÆSTRIO.

Det kand jeg i en Hast ikke begribe.

DAVUS.

Det kand nok være; men det kommer deraf, at du ikke forstaaer Regne-Konsten. Det maa jeg forstaae, som i min Ungdom har været Foged. Ved Hielp af Regne-Konsten bragte jeg det altid dertil, at jeg kunde liqvidere med en Principal, ja ogsaa saaledes, at han blev mig skyldig. Hør for Exempel herpaa en eeneste Prøve: En Nat er jo fast den halve Deel af vort Liv.

PALÆSTRIO.

Det er sandt nok; og undertiden meere, thi jeg sover gemeenligen 14 Timer.

DAVUS.

Got! der har vi meere end din halve Livs-Tiid uden Synd; thi saa længe man sover, synder man ikke.

PALÆSTRIO.

Det er min Troe gandske rigtigt.

DAVUS.

Lad os nu examinere den anden halve Deel, som vi har bortdreven med gode Tings og Misgierningers Omvexling, saa bliver det jo kun en Bagatelle af en Tid, hvorudi vi har syndet.

PALÆSTRIO.

Dette glæder mig, og jeg troer i saa Maade, at Plutus ikke kand gaae os forbi.

DAVUS.

Hvis han gaaer os forbi, da er han lige saa blind som han var tilforn. Men han gaaer os ikke forbi. Jeg har allereede mærket af det milde Ansigt, som han ved 49 sin Ankomst giorde mig, at jeg bliver ikke forglemt. Thi det var ligesom han vilde sige: Touren kommer og til dig, Dave, naar jeg kommer i de smaa Gader, og Folk af første Classe ere hjulpne. Jeg bekymrer mig nu derfore alleene derom, hvorledes jeg skal anvende den Skat, som jeg har i vente.

PALÆSTRIO.

Det kand ogsaa give mig noget at tænke paa.

DAVUS.

Pengene maa man ikke grave ned i Jorden; det lider Plutus ikke. Jeg har i Sinde at legge mine Penge an i Jordegods, for at blive Proprietarius. Jeg vil tilkiøbe mig den store Eng, som ligger strax uden for Staden.

PALÆSTRIO.

Det er ikke saa galt. Min Ambition gaaer dog ikke saa vit: jeg vil alleene være Hollænder, og vil tilkiøbe mig nogle 100 gode Kiør.

DAVUS.

Men hvor vil du græsse dem?

PALÆSTRIO.

De skal græsses paa din Eng.

DAVUS.

løftende paa Hatten. Jeg meener ney, med din Permission.

PALÆSTRIO.

ligeledes. Og jeg meener jo, med din Permission.

DAVUS.

Dine Kiør paa min Eng?

PALÆSTRIO.

Hvo vil forbyde mig det?

DAVUS.

Er jeg ikke Eyere af Engen?

PALÆSTRIO.

Er jeg ikke Eyere af Kiøerne?

DAVUS.

Du taler som en Slyngel.

PALÆSTRIO.

Og du taler som en Nar.

DAVUS.

gir ham et Ørefigen. Det er for dine Kiør.

PALÆSTRIO.

giver ham et igien. Og det er for din Eng. De komme i Haar sammen.

SCEN. 11

Diogenes. Davus. Palæstrio.

DIOGENES.

Hvad Pokker er dette? de ere jo færdige at myrde hinanden. Jeg maa skille dem ad. Hvad er Aarsag til saadan Forbittrelse?

50
DAVUS.

Han vil have sine Kiør at gaae paa min Eng.

PALÆSTRIO.

Og han vil forbyde mig det.

DIOGENES.

Det er en mørk Tale for mig.

DAVUS.

Jeg vil tage Diogenes til Dommer herudi.

DIOGENES.

Siig da frem, hvorudi Tvistigheden bestaaer.

De tale begge længe i Munden paa hinanden.
DIOGENES.

Sagt, sagt! lad een først tale alleene.

De continuere at tale i Munden paa hinanden; hvorudovev Diogenes begynder at efterabe dem, saa at de raabe alle 3 tillige. Omsider vil Diogenes gaae bort.
DAVUS.

Bie dog lidt, Hr. Magister! I har jo lovet at være vor Dommer.

DIOGENES.

Saa maa da een tale alleene.

DAVUS.

Ja vel! jeg vil da tale først. Vi overlagde med hinanden, hvorledes enhver af os skulde anvende den Skat, som vi vente af Pluto. Jeg besluttede at tilkiøbe mig en Eng; han derimod vilde tilkiøbe sig nogle 100 Kiør. Derpaa havde jeg intet at sige. Men han forlangede og paastoed, at hans Kiør skulde græsses paa min Eng. Er det ret og billigt?

DIOGENES.

Forholder Sagen sig saaledes?

PALÆSTRIO.

Ja det er vist nok. Men er det ikke billigt, at, eftersom - - -

DIOGENES.

Jeg har alt nok. Jeg dømmer saaledes her om: Hvis Plutus giver nogen af eder en Skierv, saa maa han være lige saa blind som tilforn; men saasom han har bekommet sit Syn, faaer I intet at trette om. Gaaer derfore smukt hiem, I Slyngle, og lader eder aarelade.

DAVUS.

Er jeg en Slyngel?

PALÆSTRIO.

Er jeg en Slyngel?

DIOGENES.

Jeg kand ikke sige, hvilken af jer er den største. Jeg siger kun: gaaer hen, og forliger eder, I Skabhalse!

DAVUS.

Ja vi skal forlige os til din U-lykke.

De angribe Diogenes med foreenet Magt, slaaer ham ned paa Gulvet, og løbe bort.

51

SCEN. 12

Diogenes. Penia, Gudinde for Fattigdom.

DIOGENES.

Hvad havde jeg der at bestille, at agere Dommer imellem 2 Narre! Men det er ikke den første gang jeg har faaet saadan Confect for min Fritalenhed. Jeg har stævnet Gudinden for Fattigdom Penia at møde mig, for at give hende et got Raad, og at trøste hende udi denne Trængsel, som hun ved Pluti Ankomst vil underkastes. Men der kommer hun.

PENIA.

udi lange Linnede Klæder. Ach Diogenes! jeg har længtes af Begierlighed til at tale med dig. Thi jeg veed, at saasom du tager Deel udi Stadens velgaaende, du græmmer dig ikke mindre over den Forandring, end jeg selv. Jeg haaber, at du ved dine grundige Prædikener stræber at hindre den overhængende U-lykke, som man veed at du ved din Veltalenhed ofte har udvirket.

DIOGENES.

Det hielper ikke, Gudinde, at prædike for døve Mennesker. Den heele Stad er ved Pluti Ankomst forvandlet til en Daarekiste. Man haver ikke at tale uden om den Velstand, Staden skal sættes udi. Alle Guders Dyrkelse ophører. Plutus er nu omstunder den eeneste Gud, som æres og tilbedes.

PENIA.

Det er desværre alt for sandt; og jeg, under hvis Beskyttelse Staden saa længe har blomstret, ansees nu af nogle med Foragt, og af andre holdes for Republiqvens Fiende. Jeg seer, at jeg ved denne Forandring maa vende Ryggen og gaae frivilligen udi Landflygtighed. Hvad raader du mig ellers?

DIOGENES.

Jeg raader ingenlunde til frivillig Landflygtighed, hvilket giver Frygt og Vankelmodighed tilkiende. Jeg raader heller at forsvare sin Sag for Retten, og med kraftige Argumenter at viise, hvormeget denne Forandring strider mod Stadens Velfærd, og hvad Uheld deraf vil flyde. Naar Gudinden saaledes for Retten har forklaret sin Sag, og underkastet sig Raadets Kiendelse, kand hun uden Eftertale gaae i Landflygtighed, 52
som hende ved Dom paalegges, og saaledes af Fornødenhed giøre en Dyd. Men jeg vil raade Gudinden fornemmeligen at betiene sig af eet Argument udi Processen, som meest vil bestyrke hendes Sag, og til intet 53 giøre den største Indvending, som Plutus vil betiene sig af. Naar Gudinden afmaler de Uheld, som Riigdom paa de fleeste Steder har foraarsaget, ville vel alle saadant tilstaae. Men Plutus vil dertil svare, at saadant har reyset sig af hans forrige Blindhed; han vil sige, at saadant herefter ikke vil skee, efterdi han nu har faaet sit Syn, og der ved er sat i Stand til at uddeele sine Gaver med Skiønsomhed, saa at ingen uden dydige og meriterede Mennesker ville beriges, det er saadanne, som ville anvende deres Riigdom til gode og nyttige Tings Forfremmelse og det gemeene Beste. Dette Argument kand ikke andet end stikke udi Øynene; men det kand igiendrives.

PENIA.

Hvorledes skal det igiendrives? jeg zittrer selv ved denne Indvending.

DIOGENES.

Det skal skee saaledes: just fordi Plutus har faaet sit Syn, og just fordi dydige og meriterede Mænd alleene beriges, just derfore er den største Uheld at befrygte. Thi deraf vil følge, at de beste Mænd, som hidindtil have været Zirath for Republiqven, ved Riigdom ville vanslægte fra deres forrige Dyder, og forfalde til Hovmod og Vellyst, saa at den heele Stad vil blive fordærved. Paa dette Argument maa hun stift holde; og naar hun møder for Retten, maa hun tage sine smaa Foster-Børn med sig, for at bevæge Dommerne til Medlidenhed.

PENIA.

Det er et got Raad. Jeg skal betiene mig deraf, om det kand hielpe.

DIOGENES.

Det maa komme an paa et Forsøg. Lader os gaae tilside saa længe.

54

ACTUS IV

SCEN. 1.

Davus. Diogenes.

DAVUS.

Denne Dag vil blive mærkværdig. Jeg vil bivaane Retten fra Begyndelsen til Enden. Men der seer jeg Diogenes; han kommer nok udi samme Forsæt. Tak for sidst Hr. Magister!

DIOGENES.

Det er intet at takke for.

DAVUS.

Jeg mærker nok, I er bleven vred formedelst sidste Medhandling.

DIOGENES.

Naar en Hæst eller et Æsel spænder mig, giør det vel ont; men jeg kand ikke blive vred over det som mig vederfares af umælende Dyr.

DAVUS.

Hør, Diogenes! Den som haver en stor Mund, maa have en breed Rygg. Men lad os ikke tale meer om det, som er skeed udi Overilelse. Jeg er hidkommen for at anhøre den Sag, som for Raadet skal ageres mellem Plutus og Fattigdommens Gudinde Penia.

DIOGENES.

Jeg er ogsaa hidkommen i samme Forsæt.

DAVUS.

Mig lyster at vide, hvad hun kand sige mod Plutus, som Jupiter har hidsendt for at berige Staden.

DIOGENES.

Og mig lyster at høre, hvad Plutus vil anføre til sin Sags Bestyrkelse.

DAVUS.

Hvad Snak! Jupiter har jo selv skikket ham hid.

DIOGENES.

Det kand saa være; men mon det ikke er skeed til et Forsøg, og for at overbeviise Indbyggerne, at de anholde om det, som er dem til Skade og Fordærvelse?

DAVUS.

Jeg havde nok Lyst at være Pluti Advocat.

55
DIOGENES.

Og jeg havde nok Lyst at være Gudindens.

Men jeg haaber, at hun nok selv forsvarer sin Sag.

DAVUS.

Tilside! der kommer Raadsherrerne.

SCEN. 2

Fire Dommere udi lange Klædet som Doctores, item en Skriver. Davus. Diogenes. Raadsherrerne sætte sig ned ved et Bord. Penia og Plutus.

1. RAADSHERRE.

Vi have aldrig tracteret nogen Sag af større Vigtighed. Jeg haver raadet Gudinden Penia gandske stiltiende at forlade Staden; men hun vil endelig forklare sin Sag for Retten, og forlanger en Dom.

2. RAADSHERRE.

Det er noget, som vi ikke kand nægte den ringeste Borger, end sige saadan Dame.

1. RAADSHERRE.

De vare stævnede at møde til denne Tid. Kald Parterne ind Hr. Notarius!

Penia med nedslagen Hoved og 2de smaa Børn, alle i hvide linnede Klæder. Plutus i en prægtig Kiortel. Diogenes stiller sig ved Peniæ, og Davus ved Pluti Side.
1. RAADSHERRE.

Den Besværing, Gudinde! som I har givet ind mod Plutus, er dristig, og synes at reyse sig af Misundelse over Stadens Velstand, som ved Pluti Ankomst vil erholdes, og hvorpaa vi allerede have nogle Prøver. Det synes vel daarligt at ville reflectere paa saadant Klagemaal; ikke desmindre tillade vi eder dog at fremføre alt hvad som I meener at tiene til eders Sags Bestyrkelse, paa det at I ikke skal beskylde os for Rettens Fornægtelse.

PENIA.

Høyviise Herrer Dommere! Jeg meener, at der behøves ikke stor Veltalenhed til at viise min Paastands Grund. Det er jo noksom bekiendt, hvad Uheld og Fordærvelse Riigdom har bragt med sig. Man har kun at kaste Øyen til vore Naboe-Stæder, hvorudi sees bedrøvelige Virkninger deraf, og hvor Riigdoms Virkninger sees at være Vellyst, Hovmod, Avind, Oprør, Forvirrelse, Tyverie, Rov og Mord; for hvilke Uheld denne 56 Stad har været befriet, saa længe den har været under min Beskyttelse, og Fattigdom stedse har været geleydet af Dyd.

DIOGENES.

sagte. Intet er sandere.

DAVUS.

sagte. Det er Løgn.

PLUTUS.

Jeg meener derimod, at der ikke behøves stor Veltalenhed til at viise den Foragt og Afmægtighed store Stæder sættes udi ved Fattigdom. Man haver kun at kaste Øyne til en og anden Stad udi Grækenland, for at overbeviises derom. Riigdom er en himmelsk Gave, hvorved vi sættes i Stand at beneficere Mennesker, og stifte nyttige Ting.

DAVUS.

sagte. Du taler som en Engel.

DIOGENES.

Du taler som en Diævel.

PEN.

I A. Jeg tilstaaer gierne, at Riigdom, naar den vel anvendes, kand kaldes en himmelsk Gave; men mon Erfarenhed viiser ikke, at den stedse misbruges, saa at den bliver Mennesker til en Snare? Mon Erfarenhed viiser ikke, at Dyd og Riigdom fast aldrig boe sammen? Vi have seet Riger og store Stæder skinne af Dyder og heroiske Gierninger, saa længe som de have foragtet Riigdom; men saa snart Plutus har indsneget sig, og de for ham have oprettet Altere, er Dyd og Oprigtighed forsvunden, saa at de siden ere citerede lige saa store Exempler paa Ondskab, som tilforn paa Dyd og Oprigtighed.

DIOGENES.

Du taler som en Engel.

DAVUS.

Du taler som en Nar.

PLUTUS.

Hvad som Penia her har anført, gaaer ikke Riigdom an, som er en himmelsk Gave, men alleene den Misbrug, som deraf giøres. Thi alt dette, som siges mod Riigdom, kand og siges mod alle andre gode Ting, som om Sundhed, Styrke, Tapperhed, Lærdom. Ingen kand nægte saadanne Ting jo at være gode, skiønt daglig Erfarenhed viiser, at Misbrug der af ofte giøres. Skal man nu laste det, som er got, og hindre dets Fremvext, alleene 57 fordi det kand misbruges? Ingen Meening er meere daarlig, og ingen Lærdom meer skadelig.

DAVUS.

Det er Sole-klart.

DIOGENES.

Snik Snak!

PENIA.

Hvis det var med Riigdom saaledes beskaffed, som med de gode Ting, Plutus opregner og til Exempler anfører, vilde jeg give mig tabt, og bekiende, at jeg havde taget mig for at forsvare en desperat Sag. Man kand ikke sige om Riigdom, at den ofte misbruges, men at den ufeylbar fordærver, ikke alleene Mennesker udi sær, men heele Stæder og Riger, som af Dyders Boeliger og Platoniske Republiqver ere forvandlede til Røverkuler. Saa længe de gamle Persianer levede under Peniæ Beskyttelse, vare de de dydigste, retfærdigste og tapperste Folk i Asien. Ved Riigdoms Indførsel bleve de vellystige, feige, qvindagtige, saa at en Haandfuld af Græ- ker traade deres store Monarchie under Fødder. Hvilken Stad udi Grækenland har været udi større Agt og Ære end Lacedæmon? Saa længe som Fattigdommens Gudinde der havde sit Sæde, vare dens Borgere u-overvindelige, og Raadet i Henseende til dets Retfærdighed var som et almindeligt Dom-Huus for heele Grækenland. Men alle disse Herligheder forsvandte ved Pluti Ankomst og ved Peniæ Landflygtighed, saa at Staden forfaldt til Hovmod, Vellyst, og i følge deraf til Afmægtighed, som befordrede dens Undergang. Adskillige Riger have foreskrevet alle Nationer Love, saa længe som de dyrkede Penia; men saa snart Plutus med sin Riigdom er indført, har man, i Steden for Dyd, Ærlighed, Styrke, indbyrdes Eenighed, Lykke og Seyer over Fiender, seet U-retfærdighed, Afmægtighed, indbyrdes Krig og andre U-lykker, som have befordret deres Undergang. Alt hvad som her om er anført, viises af Historier og Erfarenhed, og derfor ikke kand nægtes.

DIOGENES.

Dette burde skrives med gyldene Bogstaver.

DAVUS.

Slidder Sladder!

PLUTUS.

Dette synes vel at have noget Skin, men er dog 58 ingen ufeylbar Regel, hvorpaa man kand grunde sig; hvilket kand ved adskillige Exempler viises. Jeg kunde og anføre et og andet Beviis af Erfarenhed, hvoraf Gudindens Argument kunde til intet giøres; men saadant er ikke nødigt, efterdi hun selv tilstaaer, at Riigdom er en himmelsk Velsignelse, og at Skaden deraf flyder kun af dens Misbrug.

DAVUS.

Optime.

DIOGENES.

Pessime.

PENIA.

Men naar Misbrugen er almindelig, og heele Nationer citeres til Exempel, maa da ikke min Thesis staae fast? Et Sværd eller en Kniv kand være nyttigt, men man maa ikke give dem til galne Mennesker. Visse Spiiser og Drikke ere udi sig selv gode, men man maa nægte dem til Febricitanter. Man veed jo, at de fleeste Mennesker have Tilbøyelighed til det Onde, og giøre Misbrug af det, som er got.

DIOGENES.

Ypperligen talt.

DAVUS.

Slidder Sladder!

PLUTUS.

Jupiter har jo selv skikket mig hid, for at hielpe Staden, og at redde den af Armod. Og er det i saa Maade klart, at saadant ikke er skeed uden til Stadens Beste. At ville nægte saadant er at beskylde Himmelen.

DAVUS.

Triumph Triumph!

DIOGENES.

Snik Snak!

PENIA.

Himmelen har ladet sig bevæge af Stadens ublue Raaben at tilsende dem Plutum, ikke til Indbyggernes Fordærvelse, men for desbedre at overbeviise dem, hvor ilde grundede deres Ansøgninger ere, og at de anholde om Ting, som ere dem utienlige.

DIOGENES.

Det Argument haaber jeg ikke at kunde kuldkastes.

DAVUS.

Og jeg blæser deraf.

PLUTUS.

Hør, Gudinde! I citerer Exempler paa onde Virkninger, som flyde af Riigdom. Betragt paa den anden Side, hvilke U-lykker Nødlidenhed fører med sig: 59 den driver Mennesker til Tyverie, Rov, Mord og andre Misgierninger.

DAVUS.

Ha ha! Hvad siger I nu Mester Philosophus?

DIOGENES.

Bie kun lidt, Mester Snaphane.

PENIA.

Man maa giøre Forskiel imellem Nødlidenhed, 60 Hunger, Tørst etc. og imellem Mangel paa Riigdom. Staden har stedse været fattig, men dog ikke nødlidende; har den intet haft, saa har den dog intet manglet. Hvor Fornøyelse er, der er og Riigdom, og hvo der har et misfornøyet Sind, lever stedse i Fattigdom; ligesom en Vattersottig, jo meere han drikker, jo meere tørster han: saa lever en gierrig Mand udi all sin Riigdom stedse udi Armod. Diogenes, som her staaer, er rigere end Alexander; thi den første haver udi sin Fattigdom altid nok, da denne sidste derimod udi sin Riigdom ligesom stedse hungrer og tørster. Den Nødlidenhed, hvis onde Virkning Plutus beskriver, har intet Sted haft udi vor Republik, og derfore til Exempel og hans Sags Bestyrkelse ikke kand anføres.

DIOGENES.

Ha ha! hvad siger du dertil, Mester Skielm?

DAVUS.

Det bliver nok besvaret; hold kun din philosophiske Flab.

PLUTUS.

Alt hvad som kand siges mod Riigdom og den U-leylighed, som den kand føre med sig, er dette, at den falder ofte udi onde Menneskers Hænder. Saadant er nu forebygged derved, at Jupiter har skaffet mig mit Syn, og derved sat mig udi Stand ikke herefter som tilforn at uddeele mine Gaver udi blinde, men at jeg kand beneficere dydige og ærlige Mænd, som ikke misbruge Penge, men anvende dem til deres egen Ære og Stadens Nytte.

DAVUS.

Svar nu kun herpaa.

DIOGENES.

Det bliver nok besvaret.

PENIA.

I Herrer Dommere mærker nok, at Plutus ved dette sidste Svar giver mine forrige Ord Magt, og tilstaaer de onde Ting, som Riigdom stedse har foraarsaget, efterdi han undskylder sig alleene med sin forrige Blindhed. Nu derimod meener han at all U-leylighed vil ophøre, efterdi han har faaet sit Syn, hvorved han kand skille gode fra onde Mennesker, saa at Riigdom skal ikke falde uden i deres Hænder, der anvende den til deres egen Ære, og til det algemeene Beste. Men hører, 61 hvad jeg her til svarer. Den halve Stad bestaaer nu af gode og redelige Borgere; Disse søger man nu ogsaa ved Riigdom at fordærve, saa at de skal blive de Onde lige, og i følge deraf at den heele Stad skal blive ond og udydig. Udgangen vil viise, at saadant vil hende. Thi Historier og daglig Erfarenhed lærer, at heele Nationer tillige, som ved Dyders Øvelse have distingveret sig, ere ved Riigdom styrtede udi de groveste Laster, saa at de have vanhældet det menneskelige Kiøn.

DIOGENES.

Ha ha! Nu fik du noget at bide paa, min gode Karl.

DAVUS.

Giv lidt Tid, til Dommen falder.

PLUTUS.

Hvad som Penia til Slutning har anført, grunder sig alleene paa Præsumtioner. Jeg refererer mig til mit forrige, og underkaster Sagen til Doms.

PENIA.

Jeg ligeledes.

RAADSHERREN.

Behager dem da at træde til Side, medens vi votere. De gaae alle ud.

SCEN. 3

Raadet alleene. Raadsherrerne reyser sig, gaae frem paa Skue-Pladsen, og en Tid lang mumle med hinanden, og iblant med hæftige Gebærder. Endeligen, naar de synes at være foreenede om Dommen, sætte de sig ned igien.

ANDEN RAADSHERRE.

I gode Herrer, lader os endnu lidt betænke os, førend vi afsige en saa vigtig Dom. Gudindens sidste Tale har sat mig udi stor Bevægelse, saa at jeg er hart ad færdig at tilbage kalde mit Votum.

FØRSTE RAADSHERRE.

Hvad bliver da eders endelige Slutning? Det staaer eder frit for at lade indføre eders Protestation.

ANDEN RAADSHERRE.

Det forlanger jeg ikke. Jeg beder alleene, at vi endnu lidt confererer med hinanden derom; thi udi en saa vigtig Sag kand man ikke betænke sig for længe.

62 De reyse sig igien og mumle med samme Gebærder, sætte sig ned igien.
FØRSTE RAADSHERRE.

til Skriveren. Lad nu Parterne komme ind igien.

SCEN. 4

Raadet. Plutus. Penia. Diogenes. Davus.

FØRSTE RAADSHERRE.

Udi denne Sag mellem Rigdommens Gud Plutus og Fattigdommens Gudinde Penia 63 dømmes saaledes: Retten erkiender som en stor Himmelens Gave og Herlighed, at Plutus til os er skikket for at redde os af den Armod, hvor af vi hidindtil have laboreret, og derfore finde for got, at for saadan vor Velgiører Tempel og Æres-Støtte skal oprettes. De Indvendinger, som Penia herimod haver giort, kiendes at være ugrundede; og dømmes hun til en evigvarende Landflygtighed.

Raadsherrerne reyse sig derpaa op, og med Ærbødighed geleyde Plutus ud af Domhuset. Davus giør en spodsk Compliment for Diogenes, og følger dem efter.

PENIA.
staaer lidt stille med nedslaget Hoved, og derpaa begynder saadan Klagesang, som er en Aria med sagte Musik.

See Dommen afsagt er:
Jeg kand ey meer her blive;
Til andre Mennesker
Jeg maa mig strax begive.
Jeg uden Møye kand
Mit Boeskab med mig føre;
Den nøgne Armods Stand
Mig Reysen let vil giøre.
Man ynke mig ey kand,
Som her ved intet taber;
Men vel et dydigt Land,
Som Plutus snart omskaber.
Thi ved min Bortgang det
Vil Hovedkulds til Lyder
Og Ondskab styrtes slet
Og tabe gamle Dyder.
Gak da, Penia, bort!
Lad Staden kun sig fryde:
Dens Glæde blir dog kort;
Sligt vil den snart fortryde.

Hun omfavner Børnene, som græde.

Følg, kiære Børn! med mig,
Og Øyne ikke væder!
64 Lad Dyden græmme sig,
Og Staden kun begræder,
Som, inden Soel gaaer ned,
Skal øyensynlig lære,
At indbildt Herlighed
Til Strikke den vil være.

Hun tager Børnene ved Haanden, og gaaer bort.
65

ACTUS V

SCEN. 1

DAVUS.

Ach! u-lyksalig var den Time, paa hvilken Plutus kom hid til os. Staden er ved hans Ankomst bragt udi saadan Forvirrelse, at den trues med Undergang. Om han har ret faaet sit Syn, kand jeg ikke sige, men det er vist, at han har tabt sin Forstand; det sees af hans Gavers daarlige Uddeeling. Han har giort mig og andre meriterede Mænd Afslag, og derimod beriget en Hob Slyngele, for hvilke jeg og andre brave Personer ikke vil vige et Haar, men holder mig i alle Maader lige saa gode, som de ere. Saadan hans daarlige Uddeeling har foraarsaget Forbittrelse hos de forbigangne, saa at Staden trues med indbyrdes Krig; og slaaer jeg mig gierne til deres Partie. Mange Riigdoms Gaver ere udøsede paa uværdige og slemme Mennesker; og de, som tilforn vare gode, ere blevne onde, thi nogle af dem ere henfaldne til Hovmod, andre til Gierrighed, saa at det synes, at Riigdom har giort dem trængende og nødlidende. Min gamle Ven Cleon, som en og anden gang udi sin Fattigdom har rakt mig Haanden, og laant mig Penge uden Rente, begierer nu 12 pro Cento, skiønt han af Pluto har faaet en stor Skat. Men der seer jeg Menander med en stor Penge-Pung. Hvis han af Pluto har faaet en Skat, og jeg er bleven forbigaaen, græmmer jeg mig til døde.

SCEN. 2

Menander syngende, med en Pung. Davus.

DAVUS.

Menander! hvor har du faaet den Pung?

MENANDER.

Hvad kommer det dig ved, Næseviis? Det er ellers en Skat, som jeg har faaet af Pluto.

66
DAVUS.

Men tøv lidt, Cammerad! og siig mig hvorledes.

MENANDER.

Hvad Cammerad? jeg har ingen Cammeradskab med slige gemeene Karle.

DAVUS.

Det er dog ikke saa længe siden vi vare Cammerader.

MENANDER.

Det kand nok være; men nu ikke meere.

DAVUS.

Ach Himmel! Den Knegt er alt slagen med Hovmod. Men siig mig dog, er det ret, at- - -

MENANDER.

Hvis du Tølpel ikke gaaer til Side, faaer du strax et par Ørefigen. Han slaaer hans Hat af og gaaer syngende bort.

SCEN. 3

DAVUS.

alleene. Jeg maa hævne mig herover, om det end skal koste mit Liv. Hey! est du en ærlig Karl, saa møder du mig for en Kaarde. Den Forræder er alt borte; men jeg finder ham snart. Det skal ikke vare længe førend han faaer sin fortiente Løn. Jeg er vel ingen Figtemester; dog har jeg lært saa meget, at jeg kand feige saadan Knægt af. Jeg maa forud øve mig lidt.

Han sætter sig udi Positur. Træk ud, din Hund. Ingen Snak, ingen Snak! træk ud! ret saa! nu skal du strax faae at see, at jeg er Karl for min Hat. Ha ha! du retirerer dig alt for det første Stød. Nu kand du ikke komme videre, nu maa du holde Stand. Der har du een udi en Terce. Ha ha!

Han piber. Det hielper dig ikke at du piber. See der har du nok een udi en Qvart. Det var kun udi Armene; men du skal snart faae Hierte-Stød.

Han continuerer med at støde, og at lavere. Triumph Triumph! see der ligger den Hund paa sine Gierninger.

Han tørrer-Sveden af sig. Det gik got nok. Nu maa jeg hen og hente en Kaarde.

Han gaaer frem og tilbage, som udi Tanker. 67 Dog det er best, at jeg tracterer dette med Foragt. Krigens Udfald er uvis. Livet er et kostbart Klenodie, som man ikke saa let maa sætte paa Spill. Jeg vil maaskee finde samme Koldsindighed og Hovmod hos fleere Venner, som Plutus har beriget. Naar jeg ret overveyer alting, saa ere de at beklage; ja den heele Stad er at beklage, som ved denne Forandring henstyrtes udi Laster og Udyder.

SCEN. 4

Diogenes. Davus.

DIOGENES.

Jeg har med Forundring anseet denne Adfærd, og mærker af hans sidste Tale, at han er kommen til Sandheds Bekiendelse.

DAVUS.

Ach den gode Diogenes! nu maa vi sande hans Ord.

DIOGENES.

Nu hører jeg, at man holder mig ikke meere for Nar. Men jeg maa lade, som jeg intet har hørt af hans Tale. Hør, Dave! du staaer ligesom henrykt udi Tanker, og seer udi denne Stadens Velstand saa misfornøyed ud.

DAVUS.

Ach Herr Magister! jeg har ikke Aarsag til andet. Thi--

DIOGENES.

Giv dig kun tilfreds! thi det er den største U-ret, som han giør.

DAVUS.

Det er mig kiært, at høylærde Hr. Magister er af de Tanker. Jeg har dog ikke forskyldt hans Venskab. Thi --

DIOGENES.

Jeg tænker ikke paa det, som er mig vederfaret. Jeg søger kun at håndhæve Ret og Retfærdighed. Jeg dømmer saaledes herudi: at den, som Engen tilhører, den tilhører og Græsset.

DAVUS.

Jeg forstaaer ikke hvad Herr Magister hermed vil sige.

DIOGENES.

Kand du ikke forstaae det?

DAVUS.

Ney, jeg er Davus, og ikke Ødipus.

DIOGENES.

Men jeg haaber, at du tilstæder mig dog en Koes Græsning paa din Eng.

68
DAVUS.

Hvilken Eng?

DIOGENES.

Den Eng, som du tilkiøber dig for den Skat, som du faaer af Plutus. Thi han har ikke glemt dig, som er en meritered Person.

DAVUS.

Nu forstaaer jeg Herr Magisters Meening, og hører, at han spotter mig. Ach, Skam faae Plutus! jeg mærker, at han er lige saa dum, som han tilforn var blind. Han har gaaet mig reent forbi.

DIOGENES.

Har han gaaet dig reent forbi?

DAVUS.

Ja vist har han gaaet mig reent forbi, endskiønt jeg ved Knæfald bad ham.

DIOGENES.

Hvad sagde han da?

DAVUS.

Han sagde: jeg deeler ikke mine Gaver ud til saadan Slyngel som du est.

DIOGENES.

Spot og Skade følges ad. Men han har maaskee ikke kiendt dig.

DAVUS.

Jo vist kiendte han mig; thi jeg havde talet med ham tvende gange tilforn. Jeg seer ikke, at hans Ankomst bringer med sig uden Uheld. De, som forbigaaes, fatte Had til de andre, som ere berigede, saa at de sidste maa sætte Vagt for deres Huuse.

DIOGENES.

Men jeg skulde tænke, at de mange gode Mænd, som Plutus har beriget, skulde giøre de forbigangne deelagtige udi deres erhvervede Riigdom; thi derved kunde undgaaes de andres Had, og saadan Generositet kunde forskaffe dem større Sikkerhed, end Vagt for deres Huuse.

DAVUS.

U-lykken er, at disse saa kaldne gode Mænd ere ved Riigdom allerede blevne fordærvede. Cleon, som tilforn var en godhiertig Mand, laaner nu ikke Penge uden 12 pro Cento; og Timotheus, min forrige Patron, vil ikke give sine Folk uden den halve Løn. Og det som fortryder mig meest, er, at Menander - - -

DIOGENES.

Hør, Dave! nu vil jeg tale alvorligere med dig. Alt dette er mig tilforn vel bekiendt, og bedre end dig. Jeg frygter for Oprør og indbyrdes Krig. De fleeste af Almuen mærke, udi hvilken Tilstand Raadet ved sit 69 daarlige Ansøgende og ved sin ubillige Dom har bragt Staden udi, og true at sætte Ild paa Raadhuuset.

DAVUS.

Jeg skal min Troe være dem udi saadant Forsæt behielpelig. Gaaer ud.

SCEN. 5

DIOGENES.

Hvad vi hidindtil udi en Hast har seet, er kun et Præludium til forestaaende Sørge-Spill, som ikke uden ved Pluti Forviiselse og Peniæ Tilbagekomst kand endes. Man nodes vel at gribe til det Middel. Gid det ikke vilde vare for længe! førend Sygdommen tager saa meget Overhaand, at den bliver incurable. Jeg har formaaet Penia at opholde sig lidt uden for Stads-Porten, paa det hun i en Hast kand komme Staden til Hielp igien. Jeg seer Begyndelse til borgerlig Krig; jeg seer mange af vore Borgere, som forhen holdtes for de dydigste Mænd, allerede at være forfaldne til Hovmod, Vellyst, Ødselhed og Gierrighed, thi Riigdom haver stridige Virkninger. Den fattige Almue truer at hævne sig over Raadet formedelst afsagde ubillige Dom, og at sætte Ild paa Raadhuuset. Men der seer jeg een af Raadsherrerne at komme; han seer gandske forvirred ud.

SCEN. 6.

En Raadsherre. Diogenes. Retten presenteres igien.

RAADSHERREN.

vendende sig hen til Indgangen. Vil I bestorme Huuset? Kand I ikke have Taalmodighed, indtil Raadet samles, da een efter anden kand indkomme med sine Klager?

DIOGENES.

Hvad er paa færde, Hr. Raadsherre?

RAADSHERREN.

Her seer ilde ud, min gode Diogenes! i Steden for Sagtmodighed, Fred og Lydighed mod Øvrigheden, hvormed vor Stad tilforn frem for andre var 70 distingveret, regierer nu Oprør, Gienstridighed, Had, Avind og andre Laster.

DIOGENES.

Kand en heel Stad saa hastig forandres?

RAADSHERREN.

Det maa man nu med største Forundring erfare. Man har været færdig til at bestorme mit Huus. En Klage er indkommen efter en anden, og det som uventeligt er, Beskyldninger giøres fornemmeligen mod de Borgere, som forhen have været de beste og dydigste.

DIOGENES.

Jeg finder dog ingen Forandring hos mig, men er den samme, som jeg stedse har været.

RAADSHERREN.

Vi have derfor berammet en extraordinaire Ret, for at dømme udi disse Tvistigheder, som i en Hast have reyset sig, og venter jeg paa mine Colleger, som strax her vil lade sig indfinde, om de ellers ikke af Almuen bliver overfaldne paa Veyen.

DIOGENES.

Jeg vil gaae dem i Møde, for at ledsage dem paa Veyen. Jeg er vant til Ondt.

RAADSHERREN.

I lader derudi saa vel som i andet see, at I er en ærlig Mand, som Riigdom ikke har fordærvet.

DIOGENES.

Jeg haver ingen Riigdom faaet, men viiset Plutus fra mig, da saadant blev mig tilbudet. Gid andre havde fulgt mit Exempel, og gid Raadet ikke havde overiilet sig udi den Sag imellem Plutus og Penia.

RAADSHERREN.

Ach ach! jeg tilstaaer at --- men hvad skal jeg sige? nu er det forsiide. Vi tænkte at efterleve Jupiters Ordre.

DIOGENES.

I maa heller sige Jupiters Tilladelse. Thi Himmelen tillader ofte et og andet, som Mennesker anholde om, for at overbeviise dem, hvor ilde grundede deres Ansøgninger ere. Men jeg maa gaae.

SCEN. 7

1. Raadsherre. 2 andre, item en Skriver.

FØRSTE RAADSHERRE.

Jeg har ventet med Smerte paa eder, at vi kand overlegge med hinanden, hvad vi udi denne slibrige Tilstand skal foretage.

71
ANDEN RAADSHERRE.

Det var med stor Nød, at vi kunde komme igiennem Gaden, sær igiennem Forstuen, som vrimler af klagende og truende Mennesker.

FØRSTE RAADSHERRE.

Vi maa indkalde enhver i sær, for at høre hvorudi deres Klagemaal bestaaer. De sætte sig ned.

FØRSTE RAADSHERRE.

Kald en efter anden hid ind, Hr. Notarius.

SCEN. 8

Raadet. En Jomftue.

FØRSTE RAADSHERRE.

Hvad har hun at forebringe, min gode Jomfrue?

JOMFRUEN.

Det er bekiendt, I gode Herrer, at jeg længe har været forlovet med Teophilo Cliniæ Søn.

FØRSTE RAADSHERRE.

Det er en af de skikkeligste unge Mænd udi Staden.

JOMFRUEN.

Men nu desverre ikke meere.

FØRSTE RAADSHERRE.

Hvi saa?

JOMFRUEN.

Han er blant deres Tall, som er bleven beriget af Pluto. Han bekom saa snart ikke en stor Skat, førend han kastede Foragt paa min Person, vendede mig Rygg, og friede til en anden Jomfrue, som ogsaa var beriget, for at legge Dynge til Dynge. Jeg beder om Hevn over denne troeløse Mand.

FØRSTE RAADSHERRE.

Har hun nogen skriftlig Forpligtelse fra ham?

JOMFRUEN.

Ney! ikke uden mundtlig Løfte besegled med Eeder.

FØRSTE RAADSHERRE.

Hvis ingen skriftlig Contract er giort, kand vi ikke tvinge ham.

JOMFRUEN.

Ach Gud bedre os, hvilken Øvrighed vi have! Vil ikke Raadet skaffe mig ret, skal mine Paarørende hævne saadant Spill. Hun gaaer vred bort.

FØRSTE RAADSHERRE.

Den gode Jomfru skeer u-ret. Men hvad Raad er der imod? Kald en anden ind.

72

SCEN. 9

En Skolemester. Personerne af forrige Scene.

SKOLEMESTEREN.

giørende en dyb Compliment. Gunstige Herrer Dommere! Republikens Høyviise Fædre og Ober-Formyndere! Aristoteles siger udi hans gyldene Ethica, at ---

FØRSTE RAADSHERRE.

Vi forlanger ikke at vide, hvad Aristoteles siger. Vi forlanger at høre, hvad han selv siger, og hvad han har at klage.

SKOLEMESTEREN.

Jeg maa grunde min Klage paa Aristoteles Ord, som formaner Disciple at være deres Læ- rere hørige og lydige, sigende, at Fødselen giør os vel til Mennesker, men Lærdom og Underviisning til fornuftige Mennesker, og at vi have vore Forældre at takke for det første, men vore Lærere for det sidste.

FØRSTE RAADSHERRE.

Derom tvivler ingen.

SKOLEMESTEREN.

Jo desverre! alt for meget. Nu agtes Aristotelis Formaning ikke meer. Jeg har udi 6 Aar uværdig været Pædagogus eller aandelig Fosterfader for Damoclis Børn. Damocles selv har stedse haft stor Godhed for mig, og udi hans Børn har jeg hidindtil fundet stor Lærvillighed og Ærbødighed. Men nu er alting blevet forandret, siden den Tid at Huuset blev beriged af Pluto. Da jeg strax derefter vilde efter Sædvane sætte den ældste Søn til rette, gav han mig en Kindhest. Han græder derpaa.

Jeg begav mig da strax af Skolen, for at anklage ham for hans Fader; men saasom han er raskere paa Beenene, forekom han mig, saa at jeg blev ilde modtagen. Thi Damocles sagde: tør du Pedant overfuse saadan Mands ældste Søn? Han lod det ikke blive ved Skieldsord alleene, men rykkede mit Hovedsmykke af Hovedet, ret saaledes.

Han rykker Peruken af Skriverens Hoved, græder og tørrer sine Øyen dermed.
SKRIVEREN.

Hvad vil det sige, Hr. Magister?

73
SKOLEMESTEREN.

Jeg beder om Permission, Hr. Notarius. Jeg vilde kun viise ---

SKRIVEREN.

Han kand viise paa en anden. Jeg permitteerer saadant ikke oftere.

FØRSTE RAADSHERRE.

Forlad ham det, Hr. Skriver, som er giort udi Distraction. Hør, Herr Magister! hvis det forholder sig saaledes, som I fortæller om eders Principal, saa sees, at det allerede er gaaet ham, som nogle andre af vore Borgere, som Riigdom har fordærvet. Dette skal nøyere eftersøges, og han skal, hvis Tingen sig saaledes forholder, til rette sættes.

SKOLEMESTEREN.

Jeg vil recommendere de gode Herrer Sagen. Gaaer bort.

FØRSTE RAADSHERRE.

Er der fleere Sollicitanter?

SKRIVEREN.

Ja vist. Forstuen er gandske fuld.

FØRSTE RAADSHERRE.

Lad da en anden komme ind.

SCEN. 10

En Tieneste-Pige. De andre.

PIGEN.

Ach I gode Herrer! jeg tager min Tilflugt til eder. I maa skaffe mig Ret.

FØRSTE RAADSHERRE.

Hvad er da vederfaret?

PIGEN.

Jeg tiener hos en Frue her i Gaden ved Navn Euphemia.

FØRSTE RAADSHERRE.

Jeg kiender hende gandske vel. Det er en brav Dame.

PIGEN.

Men nu ikke meere. Thi siden hun af Pluto er bleven beriget, er hun bleven slagen med saadan Gierrighed, at hun nu, da jeg skal forlade hendes Tieneste, vil afkorte den halve Deel af min Løn.

FØRSTE RAADSHERRE.

Det er forunderligt at høre, helst om denne Dame, som man har holdet for en Zirath blant Stadens Fruentimmer.

ANDEN RAADSHERRE.

Jeg mærker, at al Dyd er forsvunden blant de beste og dydigste Folk. Hør, lille Pige, giv jer tilfreds! Jer Principalinde skal tilholdes at giøre, 74 hvad som ret og billigt er. Og hvis Formaninger ikke kand hielpe, skal hun tvinges med Retten.

PIGEN.

Jeg forlader mig paa Raadets Assistance. Gaaer bort.

SCEN. 11

En Offer-Præst. De andre.

PRÆSTEN.

Jeg kommer hid paa den heele Geistligheds Vegne, for at lade eder vide, at Religionen trues med Undergang, og at skyld legges paa Raadet, som saadan Uheld har foraarsaget.

FØRSTE RAADSHERRE.

Hvorudi kand dette bestaae, og med hvad Grund kand man beskylde Raadet at have foraarsaget Religionens Undergang?

PRÆSTEN.

Siden den Tid Raadet har hidkaldet Plutus, og forviiset Penia Staden, ere alle vore Templer tomme, og ingen nærmer sig fast dertil, uden for at kaste U-reenlighed derved. Saadan er Virkning af Riigdoms Indførsel og Peniæ Landflygtighed.

FØRSTE RAADSHERRE.

Men hvi vil man kaste Skylden paa Raadet? Hvad vi have giort, er jo med den heele Stads Villie og Vidende. Den heele Stad har forlanget Pluti Ankomst, og den heele Stad har holdt Peniæ Landflygtighed fornøden, meenende, at det var u-rimeligt, at Riigdom og Fattigdom kunde boe sammen.

PRÆSTEN.

Alt dette betænkes nu ikke. Naar Udfaldet er slet, skydes efter Sædvane Skylden paa Øvrigheden. Stadens Tilstand er nu saadan: All Activitet til det gode er hos Borgerne forsvunden. De som af Pluto ikke ere berigede, have fattet Had mod de andre, og true at bestorme deres Huuse. Den største Deel af dem, som af Pluto ere beneficerede, ere ey heller fornøyede. Nogle, efterdi de ikke have faaet nok, misunde deres Medborgere, fordi de have faaet meere. Andre frygte for af Almuen at blive bestaalne, og kand af Frygt ikke sove om Natten. Andre ere bragte udi Bekymring og Forvirrelse, saasom de speculere paa, hvordan de skal anvende deres 75
76 Penge, som de imidlertid grave ned under Jorden. Splid og U-eenighed regierer over alt; alle ere dog eenige udi at skyde Skylden paa Øvrigheden, som de true at hævne sig paa.

FØRSTE RAADSHERRE.

Ach Himmel! hvad er dog dette? hvad Raad gives os?

PRÆSTEN.

Jeg kand herudi intet raade; Jeg er alleene hidsendt for at give Tilstanden tilkiende.

Han gaaer bort. Der huies og skriges i Forstuen.
SKRIVEREN.

Jeg maa hen at see, hvad der er paa færde, og om man har overfaldet Offer-Præsten.

Han kommer faldende næsgmus tilbage og uden Peruk. Raadsherrerne reyse sig derpaa op, og staae forsagde med nedslagne Hoveder. Endelig høres Tordenskrald, og Jupiter kommer ned, og udi Luften fører saadan Tale.

SCEN. 12

Jupiter. De andre.

JUPITER.

Den u-lyksalige Tilstand, som Republiken er bragt udi, maa alleene tilskrives Stadens Borgere, hvis idelige Ansøgninger og ublue Raaben har ligesom tvunget Himmelen til at føye dem herudi. I seer heraf, hvor ilde grundede og daarlige Menneskers Begieringer ere, og at de storme til Himmelen for at erholde de Ting, som ere dem mest skadelige. Gid I af dette Exempel vilde lære at blive klogere, og at lade eders Anliggende ankomme paa Himmelens Gotbefindende, som best veed, hvad eder er tienligt. Naar I beder, da beder ikke om Styrke, Seyer, Riigdom og andre deslige Ting, men beder alleene i Almindelighed om det, som kand være eder nyttigt, eller betiener eder af den Bøn, som een af eders Philosophis har dicteret, saa lydende: Giv os tienlige Ting, endskiønt vi ikke bede derom, og nægt os skadelige Ting, endskiønt vi bede derom. Eftersom Prøven nu er giort, skal dette Sørgespill strax have Ende. Plutus er allerede slagen med sin forrige Blindhed igien, og har 77 faaet Befalning at forlade Staden; og Penia, som endnu opholder sig uden for Porten, maa tilbage føres udi Triumph igien.

Opløftes med Tordenskrald igien.
FØRSTE RAADSHERRE.

Vi maa strax uden Forhaling indføre udi Procession Fattigdommens Gudinde.

SCEN. 13

En Tiener. Raadet.

TIENEREN.

I gode Herrer kand strax udi Sikkerhed gaae bort; thi en Frygt og Redsel er kommen paa Staden, saa at Stivhed og Oprør er forvandlet til Sagtmodighed og Ydmyghed. De gaaer ud.

SCEN. 14

Plutus, som er blind, og leedes igien. Han staaer lidt stille, og derpaa med en sagte Musik synger efterfølgende Afskeeds-Aria.

O et forunderligt Exempel:
For den, man nys opreyste Tempel,
Nu Haanhed viises og Foragt!
Af Staden dens Velgiører leedes,
Og Fattigdom igien ombedes
At øve forrig Overmagt.
En Fiende paa nye man hylder,
Og egne Synder mig paaskylder,
Skiønt alles jeg Velgiører er.
Jeg søge maa nu andre Stæder,
Hvor leves kand i Priis og Hæder,
Hvor for Velgierning Tak man teer.
Med Blindhed jeg paa nye er slagen,
Og Øynes Syn mig er betagen;
Jeg skiller, kiender intet meer.
Jeg mig der over ey bør græmme;
Thi med det gode jeg det slemme
Blant Mennesker ey meere seer.

78

SCEN. 15

Saa snart Plutus har fuldendet sin Sang og er indgaaen, skeer Peniæ Triumphs-Indtog fra den anden Side, saaledes: 4 Par Raadsherrer gaae først efter Musicalsk Tact. Derefter kommer Penia udi sine sædvanlige hvide Linnede Klæder, og de 2 smaa Børn, som alle ere kronede, under en Himmel, som bæres af 2 Drabantere. Til Slutning kommer Diogenes med 3 andre Philosophi med lange Skiægge, Kaaber og Træskoe, trampende stærkt efter Tacten. Processionen skeer 3 gange om Theatro, og ved hver gang staaes lidt stille, og ved Trompeters Lyd alternatim synges:

Vivat Penia, vor Moder, Stadens Styrke!
Vi vore Fiender vil lade Plutum dyrke!

79 Trompetterne blæse imellem hvert Vers, som Antiphonie, udi samme Melodie som Sangen. Til Slutning dandse de 4 Philosophi en konstig Dands. Og Stykket endes med en Tale, som Diogenes giør til Spectatores:

Af dette Skuespill vi kiende kand og lære
Hvor ilde grundede tit vores Ønsker ere;
Man hyler, klager, og som Uheld det anseer,
At Lykken, Riigdoms Gud med Blindhed slagen er.
Lad Riigdoms blinde Gud i Blindhed stedse stikke,
Lad ham i Taaget gaae, forlanger, ønsker ikke
At konstig Oculist sin Konst paa denne Gud
Maa øve, at han Hind af Øye skiærer ud!

Plutus
Noter

S. 7
En heroisk Comoedie, et Skuespil med lykkelig Udgang, der blandt sine Personer talte 'Heroer', dvs. Guder eller Fyrster.

S. 8
Aesculapius, lat. Lægekunstens Gud. - Mercurius, lat. optræder i sin Funktion som Jupiters Sendebud. - Jupiter, lat. den øverste romerske Gud, Himmelkongen. - Diogenes, berømt græsk Filosof, der tilhørte Kynikernes Skole. Figuropfattelsen laaner Træk fra Diogenes Laertios' Bog om Oldtidens græske Filosoffer. - Penia, en poetisk allegorisk Figur.

S. 11
Sganarels Dragt, en kort Kappe med Hætte. Sganarel er en fast, komisk Tjenerfigur hos Moliére og i Théåtre Italien. - Republik, Stat. - En Philosophus, der sigtes til Horats (Epist. I, 1,53), hvor Sentensen anføres som Udtryk for Gennemsnitsmenneskets Tankegang. - Poeten, se Note til S. 42. - fram, forældet Form, bevaret paa Grund af Rimet.

S. 12
i Henseende til, paa Grund af. - gemeenligen, almindeligvis.

S. 13
fast, næsten, omtrent. - meriterede, fortjenstfulde. - med sin Tønde, Diogenes benyttede en Tønde som Bolig. - maa ikke vide, véd øjensynlig ikke. - Kaabe, Skiæg, var i den klassiske Oldtid fast Tilbehør ved en Filosof. - item, ligeledes, endvidere.

S. 14
eenfoldige, simpel, tarvelig, ufordærvet. - Væstand, Vestand, ulykkelig Tilstand. - snyder sig, snyder Næsen. - smør, tørrer Fingrene af. - Hund, Diogenes tilhørte den kyniske (dvs. hundske) Skole.

80

S. 15
Gyldenstykkes Klæder, Klæder af Stof, helt gennemvævet med ægte Guldeller Sølvtraade eller -baand. - paa Dragten, Merkur var bl. a. kendelig paa en vinget Hat. - forbløffet, indgyder Skræk. - recommendere, anbefale. - baaret mine Horn, være blevet bedraget af sin Hustru, været Hanrej.

S. 17
Gier mig ikke Hovedet kruset, gør mig ikke vred.

S. 18
Patron, Skytspatron, Beskytter.

S. 19
flatterer, smigrer. - Avind, Had.

S. 20
Eftertale, Kritik. - Liggendefæ, Rigdom bestaaende i Løsøre eller Penge; Skat; Kostbarheder. - opbie, afvente.

S. 21
Vattersottig, som lider af Vattersot, Vædskeophobning i Vævene. - Skiørlevnet, løsagtig Levned. - Sladder, Sludder, Snak.

S. 22
om Permission, om Forladelse.

S. 24
temperere, dæmpe.

S. 25
smaa Creature, Mikrober, Infusionsdyr.

S. 26
Perspectiver, Kikkerter. - Helgene, fromme Folk.

S. 29
debet og credit, Gæld og Tilgodehavende. - Likvidation, Udligning af Gæld. - alternere, skifte, veksle.

S. 30
Rente-Skriver, Bogholder i Finansministeriet.

S. 31
giør Profession af, lægger an paa.

S. 33
Daarekiste, Galehus. - daarlige, ukloge, taabelige. - ansee, behage. - Vivat, lat. leve! - konstige Dandsere, Balletdansere. - Krabask, Pisk flettet af Remme; Prygleredskab i al Almindelighed. - Lire, tarveligt Strengeinstrument, hvis Toner frembringes ved at dreje paa et lille Hjul. - merkværdige, bemærkelsesværdige.

S. 34
rart, usædvanligt. - ærbar, alvorlig, adstadig. - fornemmeligen, først og fremmest. - henrykte, fordybede, fortabte.- distingvere, skelne.

S. 37
forskylde, gengælde. - hus, Tigger omtalt i Odysseen. - Croesus, Lydiens Konge 560-45 f. K., berømt for sin Rigdom. - distingveret, udmærket.

S. 38
affærdige, give Svar eller Besked. - Sollicitanter, Ansøgere. - kiæle for, forkæle.

S. 40
Landgilde, aarlig Ydelse til Ejeren af Fæstejord.

S. 41
mørke, dunkle, uklare. - Hoveri, Fæstebondens pligtige Arbejde paa den Herregaard eller Hovedgaard, som han hørte ind under. - kiøbe din Gaard, dvs. blive Selvejer.

S. 42
Ordsproget. Hentydning til Horats (Epist. I, 6,37): Dronning Mønt giver baade Byrd og Skønhed. Citeret paa Latin i Moralske Tanker (se Bind X) efterfulgt af Ordsproget: Est du krum etc. Her i Komedien har Holberg forvekslet Betegnelserne Toet' og 'Ordsprog'. - Medusa, i den græske Mytologi Navnet 81 paa et skrækindjagende, kvindeligt Fabelvæsen. - Artighed, Finhed i Optræden, Levemaade. - Zirath, Pryd.

S. 43
Drollen, Djævelen. - splide, splitte, sønderrive. - Plutarchus, Plutus forveksles med Plutark, en græsk, historisk Forfatter.

S. 44
Consumtion, Forbrug.

S. 45
Bacchus, Vinens Gud. - f æd, ringe. - helst, især.

S. 46
conserveret, bevaret. - Pund, græsk Møntenhed, i Oversættelser af Det nye Testamente. - forvarer ... Øyensteene, bevarer med yderste Omhu.

S. 47
eftertalet, kritiseret. - Fortuna, lat. Lykkens Gudinde. Plutus og Fortuna var ikke Søskende, men fremstilles begge som blinde.

S. 48
Summa Lateris, Sidens Sum, Sammentællingen nederst paa Siden; paa Regnskabets sidste Side faas summa summarum, Summernes Sum. - liqvidere, afregne.

S. 49
Hollænder, Mejeriforpagter, Mejerist. - Permission, Tilladelse.

S. 50
tillige, paa én Gang. - aarelade, Midlet brugtes mod Sindsoprør.

S. 51
Fritalenhed, Diogenes' Ideal var Frimodighed i Tale.

S. 54
spænder, sparker.

S. 55
endelig, absolut; nødvendigvis.

S. 56
geleydet, ledsaget. - beneficere, begave, gøre vel imod.

S. 57
desperat, haabløs. - udi sær, hver for sig. - Platoniske Republiqver, Platon har i Dialogen »Staten« fremstillet sin Opfattelse af den ideale Stat. - Persianer, Persere. - Lacedæmon, Sparta. - foreskrevet, givet Norm for.

S. 58
Optime - Pessime, lat. udmærket - elendigt. - Thesis, Paastand. - Febricitanter, Feberpatienter.

S. 59
Snaphane, (egl. Navn paa en Bøsse) som Skældsord brugt om Person, der optræder upassende, forstyrrer den borgerlige Orden.

S. 60
Fornøyelse, Tilfredshed. - Alexander, Alexander den Store, makedonisk Konge 336-23 f. K. - U-leylighed, Ulemper, Ubehageligheder. - algemeene, almene.

S. 61
Historier, Verdenshistorien. - tillige, paa én Gang, under ét. - vanhældet, skæmmet. - Præsumtioner, Antagelser; Fordomme.- votere, forhandler om Kendelsen. - hart ad, næsten. - Slutning, Beslutning.

S. 63
laborere, lide under - Compliment, Buk. - Aria, større Solosangstykke normalt af lyrisk Karakter og med Orkesterledsagelse. - slet, helt og holdent.

S. 65
12 pro Cento. Den tilladte Rentefod var 5 %.

S. 66
feige, feje. - retirerer, trækker sig tilbage. - Terce, Terts, Hug mod Modstanderens højre Side. - piber, klynker. - Qyart, Fægtestød mod Modstanderens venstre Side. - lavere, krydse frem og tilbage i siksak.

82

S. 67
Jeg er Davus etc., dvs. ikke saa klog som Ødipus, den græske Sagnkonge der gættede Sfinxens Gaade; Citat af Terents' Komedie Andria, Vers 194, hvor Slaven Davus ligesom her ikke kan gennemskue Herrens Ord.

S. 68
Generositet, Gavmildhed; Ædelmodighed. - forrige Patron, tidligere Herre.

S. 69
Præludium, Forspil. - incurable, ulægelig. - Vellyst, Vellevned. - var distingveret, havde udmærket sig.

S. 70
slibrige, vanskelige.

S. 71
skikkeligste, mest respektable.

S. 72
Aristoteles, den græske Filosofs Etik (Morallære) synes ikke at indeholde det paastaaede Citat. - Skolen, Stuen hvor Børnene undervises. - forekom ... mig, kom mig i Forkøbet.

S. 73
permitteerer, undskylder.

S. 76
een af eders Philosophis, Sokrates, som i den (uægte) platoniske Dialog Alcibiades II, 143 A anfører et anonymt græsk Epigram med dette Indhold. - Fiende har for Versemaalets Skyld her og i Slutscenen tre Stavelser: Fi-en-de. - teer, viser.

S. 78
Theatrum, Scenen. - alternatim, skiftevis.

S. 79
Antiphonie, Vekslen mellem to Parter af syngende eller spillende Grupper. - konstig Dands, løjerlig, komisk Ballet. - Spectatores, Tilskuerne. - konstig Oculist, kyndig Øjenlæge. - Hind, Hinde, Øjensygdom medførende hel eller delvis Blindhed, Stær.

HUUS-SPØGELSE
Comoedie udi tre Acter
Uden Actricer

84

Hoved-Personerne i Comoedien

  • ARV
    Gaards-Karl
  • HENRICH
    Tieneren
  • JESPER
    Fogden
  • EPHRAIM
    en Jøde
  • JERONIMUS
    en gammel Mand
  • LEANDER
    hans Søn
  • OCTAVIUS
    Leanders Staldbroder
  • LEONARD
    Jeronimi Naboe
  • EN FREMMED LAKEI
85

Abracadabra
Indledning

I Ep. 195, der udkom i Marts 1750, annoncerede Holberg, at han havde i Sinde at benytte sig af Plautus' Komedie Mostellaria og at iføre den en ny Klædning. Det skete i nærværende Komedie, som blev skrevet som det tredie Stykke for den genoprettede Skueplads og opført første Gang 3. November 1752; den blev trykt Aaret efter i Den Danske Skue-Plads VI. Over for det nyere franske Teaters konverserende og erotiserende Stil var det Holberg magtpaaliggende at fremdrage den antikke og franskklassiske Komedies solide Dyder. I den korte Fortale til Den danske Skue-Plads VI, siger han, om »Huus-Spøgelse eller Abracadabra. Anledning dertil er tagen af Plauti Mostellaria. En Fransk Comoedie-Skriver har deraf sammenskrevet det Stykke udi een Act kaldet Retour Imprevu og derved fordervet det samme«. Den franske Forfatter er Regnard, som muntert og behændigt har forkortet Plautus' Komedie saa stærkt, at Holberg øjensynlig har ment, at den komiske Kraft gik af den. »Det Latinske Stykke er .. i 5 Acter, og det Franske udi een. Mit derimod befattes udi 3 Acter, som er den beqvemeste Deeling, og hvorved et Hoved-Stykke giøres mest ordentligt«, siger Holberg i Ep. 447. Naar han sammesteds udtaler, at hans Bearbejdelse »kand passere for Original«, saa tænker han antagelig paa, at han ved denne Forkortelse har bortskaaret de erotiske Partier og saaledes vist sin Selvstændighed: »Udi dette Skue-Spil har jeg ... ladet see, mig ingen Slave at være af vedtagne Regler, som allene grunder sig paa Sædvane og Moder, thi udi det heele Stykke tales ikke om Kiærlighed, ja det som meere er, ingen Actrice haver der udi nogen Rulle«.

86

Mostellatia fabula betyder Spøgelseskomedie; mostellum er Diminutiv af monstrum, som egentlig betyder Varsel eller Jertegn, derefter et Uhyre. Holbergs Overtitel (Huus-Spøgelse) er da en Slags Gengivelse af den latinske. Den bruges i Udgaverne; men paa Teatret blev Undertitlen sat først og blev dermed den almenkendte Titel.

Det er stærke romerske Løjer. Leander og Henrich er ikke som i »Mascarade« livslystne unge Mennesker, men forhorede Solderister, der er paa Vej til at sætte alt overstyr for Leanders Fader. Baade han og Tjenestekarlen Arv græder over Godsets Tilstand. Ved Opklaringen staar Henrich ikke til de Prygl, han efter Danske Lov havde fortjent, men til Dødsstraf, som en romersk Slave. Under Sviren er Leander dog paa Vej til at fortryde sit Levned og fremtræder til sidst som den angrende Søn. Det er Holbergs Opfindelse, at Henrich som Spøgelse (ligesom i »Mascarade« over for Arv) faar Jeronimus til at adlyde ham: Jeronimus erkender, at han vandt de 2000 Dukater i Guld ved at bestikke Dommer og Advokater og beder Genfærdet bringe dem »til den rette Mand, som de ved U-ret ere afvundne«. Men dette fromme Ønske glemmer han nok, da Henrich er afsløret.

Rahbek fortæller (Holbergs Udvalgte Skrifter V, 1805, 168) og bekræftes af Ad. dement (Danske Studier 1918, 152), at Amulet-Formlen mod forskellige Sygdomme og mod onde Aander og Spøgelser, skulde se saaledes ud:

ABRACADABRA
ABRACADABR
ABRACADAB
ABRACADA
ABRACAD
ABRACA
ABRAC
ABRA
ABR
AB
A

Et Stykke magisk konkret Poesi.

87

ACTUS I

SCEN. 1

Arv. Henrich.

ARV.

alleene. Denne Reyse vil nok have samme Udfald som de forrige. Ridefogden skikker mig til Byen for at anholde om Ting til Gaardens Fornødenhed; Men naar jeg kommer, kand jeg hverken faae Herren eller Tienerne i Tale, thi nu er de paa Comoedie, nu paa Mascarade, nu udi Assamblix og Qvinde-Selskab. Og naar jeg endelig, som af en særdeles Lykke, faaer fat paa nogen af dem, faaer jeg ikke et klogt Svar; helst af den fortvivlede Skielm Henrich, hvilken stedse gaaer med en fuld Næse. Ach ach! naar jeg tænker paa hvorledes den gamle Mand vil blive til Mode, naar han engang fra sin udenlands Reyse kommer tilbage, og vil finde sin Søn at være forfalden til yderste Liderlighed, og see sit Huus ødelagt! Men jeg seer at Porten er i Laas; der maa nok ingen endnu være opstaaen. Han banker stærkt paa.

HENRICH.

oven fra, med en Nathue paa Hovedet. Hvem er saa dristig at banke paa Porten saa tilig om Morgenen?

ARV.

Gid du faae en U-lykke! er det tilig Klokken 9 om Dagen?

HENRICH.

For fornemme Folk er det tiligt, det er kun Gaardskarle og andre gemeene Slyngle, der staaer op med Solen.

ARV.

Herud af Viinkielderen du Fyldehund, hvor du ligger og sylter dig! Banker igien.

88
HENRICH.

Hvad Pokker er det for Allarm? Meener dit Beest at du er paa Landet? Fort pak dig bort fra Huuset. Hvad har du her at bestille?

ARV.

Luk kun op, saa skal du strax faae at vide hvad jeg har at bestille.

HENRICH.

Giv mig da lidt Stunder.

Han slaaer en Spand Vand ned over Arv.
ARV.

A a a! Din fortvivlede Skielm.

HENRICH.

Det er Froekost, Arv! Jeg veed at du har giort en lang Reyse, og er bleven tørstig og støvet paa Veyen.

ARV.

lugtende paa sine Klæ- der. Ach ach! det er mare ikke reent Vand.

HENRICH.

Det var jo uhøfligt 89 af mig, om jeg vilde tractere min gode Ven og Medtiener med slet Vand. Jeg havde denne gang intet andet ved Haanden, derfore maa du tage til takke hvad som Huuset i en Hast har kundet formaae.

ARV.

Hvis du ikke faaer en U-lykke før, saa faaer du den dog naar den gamle Herre kommer tilbage. Betænk engang hvor det vil gaae, naar dine onde Gierninger kommer for Dagen, og man faaer at vide hvorledes du har forført Monsr. Leander til at ødelægge alting, og at op æde sin gamle ærlige Fader i hans Fraværelse.

HENRICH.

Det er Landsbye Tale, som man i Kiøbstæder ikke forstaaer. Hvorledes kand man opæde nogen i hans Fraværelse? tilmed trænger vi ikke til at æde en gammel Mand, thi her er friskt Kiød nok paa Torvet.

ARV.

Og du taler som en Skielm og Forrædder, som ingen Straf vil blive stor nok for.

HENRICH.

Hvad ondt har jeg da giort?

ARV.

Du har intet andet ondt giort end at forføre den unge Leander, som Faderen for sin Reyse dig har betroet. Han var tilforn en skikkelig ung Herre; Men du har forført ham til Galskab, Ukydskhed og Overdaadighed, saa at han nu er bleven til en Fabel over den heele Stad.

HENRICH.

Du har i visse Maader ret derudi. Men hør, Arv! lad os tale lidt alvorlig: Jeg vil raade dig, som en oprigtig Ven, at forend du begiver dig paa Hiemreysen, du lader tørre dine Klæder, thi Fugtigheden kand ellers slaae ind, og være skadelig for din Helbred. Sundhed er et kosteligt Klenodie.

ARV.

Gid du faae en U-lykke! Spot og Skade følges ad. Men hør, skal jeg ogsaa denne gang reyse forgieves fra Byen igien?

HENRICH.

Der har jo ingen haft Bud efter dig. Kand du ikke blive hiemme paa Gaarden og passe paa dine Sviin og Kiør?

ARV.

Jeg kand sige dig dette, at en stor Deel af vore Sviin ere døde af Sult.

90
HENRICH.

Naar et Sviin døer, Arv, saa skal du lade det strax hæderligen begrave; thi den Tieneste bør du at beviise din Næste. Det samme bør ogsaa Fogden at giøre, naar en af Gaardens Stude døer. Men hvorfore giver du ikke Svinene Erter?

ARV.

Jeg sagde jo sidst jeg var her i Byen, at vi havde ikke en Tønde Erter tilbage; Jeg bad da om Penge til at kiøbe nogen, men fik kun haanligt Svar. Det er ikke alleene Gaardens Creatur, som lide Nød, men baade Ladefogden og jeg har Mangel paa Føde.

HENRICH.

Mangel paa Føde? Laden er jo fuld af Høe og Halm!

ARV.

Jeg veed, at Fogden og jeg kand ikke æde Høe og Halm.

HENRICLI.

Ikke det? I er jo Creatur tilsammen. Og hvis I ikke vil tage til takke med samme Kost, som Sviin, Faar og Stude nyder, saa maa I æde noget andet.

ARV.

Hør! siig mig med et Ord, om I vil give mig Penge til fornødne Tings Indkiøb eller ey?

HENRICH.

Ha ha! Vi har andet at bruge Penge til.

ARV.

Jeg troer det nok, nemlig til at smautze, drikke og hore.

HENRICH.

Jeg har ikke stunder til at tale videre med dig; gaae kun bort og formæld min Respect til Ladefogden samt de andre Gaardens Sviin og Stude, og siig dem at nu er ingen Penge per Cassa.

ARV.

Du skal være ansvarlig til al den Uheld som deraf vil flyde.

HENRICH.

Gak bort, siger jeg. Du lugter saa stærkt af Hvidløg, jeg kand ikke fordrage den Stank. Fy for en U-lykke, Hvidlogen staaer det Beest af Halsen.

ARV.

Og Brændeviinen staaer dit Beest af Halsen.

HENRICH.

En lykkelig Reyse, Arv.

ARV.

En tilkommende Strikke, Henrich.

91

SCEN. 2

ARV.

alleene. Ach Ach! Jeg kand ikke meere. Jeg troer ikke at der udi det heele Land er saadan en fortvivlet Skielm, som denne Henrich. Ach du u-lyksalige Jeronimus! hvor vil du blive til mode, naar du ved din Hiemkomst finder dit Huus udi saadan Forvirrelse, din eeneste Søn at være forfalden til yderste Liderlighed, dine Midler skammeligen fordøyede, og din Gaard paa Landet saaledes forfalden, at den ikke kand i Stand sættes igien. Men der seer jeg Fogden kommer, jeg maa fortælle ham hvad mig er hændet.

SCEN. 3

Jesper. Arv.

JESPER.

Arv! hvor bliver du saa længe borte?

ARV.

Henrich har opholdt mig; thi han vilde ikke at jeg skulde gaae førend jeg havde faaet Froekost.

JESPER.

Var han da denne gang saa skikkelig?

ARV.

Det er et got Stykke Karl.

JESPER.

Hvad fik du da til Froekost?

ARV.

Han tracterede mig paa den store Viis med varmt Vand, men foruden Sukker.

JESPER.

Foruden Sukker! det maatte Pokker drikke.

ARV.

Det var dog ikke gandske reent Vand, thi det havde en saltagtig Smag; Med et Ord at sige Hr. Foged, han slog en Natpotte over mit Hovet. See her engang hvorledes min Kiole er tilredet.

JESPER.

Ach ach! er det mueligt? fik du da ingen Penge?

ARV.

Han sagde at der er ingen Penge udi Gassen og at jeg denne gang maatte lade mig nøye med de Vahrer, som jeg havde faaet.

JESPER.

Hvad Vahrer fik du da?

ARV.

Jeg har jo sagt hvad Vahrer jeg fik, nemlig varmt Vand med tre Bogstaver.

JESPER.

Han skal skaffe Penge om han blev gal; veedstu 92 ikke hvad som er hændet paa Gaarden, siden du gik bort?

ARV.

Hvad? er nu noget Nyt igien?

JESPER.

Du var ikke saa snart gaaen bort, førend vi fik Exeqverere paa Halsen for Skatterne.

ARV.

Hillemænd! den eene U-lykke er større end den anden.

JESPER.

Derfor maatte jeg strax begive mig hid for at anholde om Penge hos Monsr. Leander. Bank kun paa Porten, Arv.

ARV.

Jeg skiøtter hverken om at banke eller at blive banket; Fogden maa selv banke. Jeg fik min Froekost, nu faaer vi at see hvorledes I blir tracteret. Fogden banker.

SCEN. 4

Henrich. Jesper. Arv.

HENRICH.

Hvad er her for Allarm? Er det Maneer at banke saa stærkt paa fornemme Dørre?

JESPER.

Niels Caporal med 4 Musqveterer, som ere skikkede paa Gaarden udi Execution, lade formælde deres Respect og derhos tienstlig vide, at hvis de ikke faaer Penge, saa ---

HENRICH.

Fogden kand takke dem for deres Hilsen, og formælde dem Monsr. Leanders og min Respect igien; Det er ellers en Sag, som gaaer jer an, og kommer os ikke ved.

JESPER.

Kommer det jer ikke ved, som Hr. Jeronimus har betroet alting udi hans Fraværelse?

HENRICH.

Hør, Hr. Foget! Kiender I ikke Jøden Ephraim?

JESPER.

Jo jeg kiender ham nok. Men hvad ---

HENRICH.

Den samme har vi dagligen paa Halsen; thi han har crediteret Monsr. Leander en stor Sum Penge, som han kræver. Han lader ogsaa formælde sin Respect til Fogden, og til alle Gaardens andre Creatur smaa og 93 store, og derhos lader tienstlig vide at hvis han ingen Penge faaer - - -

JESPER.

Gid du faae en U-lykke din Spottefugl! hvad har jeg med jer Gield at bestille? Jeg har jo i mit sidste Regnskab viset at der er ikke en Skilling udi Gaardens Casse.

HENRICH.

Efter mit sidste Regnskab findes at der ey heller er en Skilling udi Huusets Cassa.

JESPER.

Hvortil har I da anvendt saa mange Penge?

HENRICH.

Det behøves ikke at giøre jer Regnskab derfore. Dog for at stille jer Curiositet, saa skal jeg oplæse for jer sidste Maanets Udgifter: Den 1. Januarii foræret Jomfru Helene en Adrienne som kostede 70 Rdlr. - - -

JESPER.

Ha ha, den første Udgift er god nok; Men Hr. Jeronimus vil nok ved sin Hiemkomst giøre en Stræg derover.

HENRICH.

Ey Snak! Vi kand belægge Udgiften med Kræmmerens og Skræderens Qvitteringer.

JESPER.

Derom tvivles ikke, men ---

HENRICH.

Den 6. Ejusdem forærede jeg paa min Herres Behag til lille Ellen, som I veed at jeg holder noget af, en Smekke, som kostede 6 Rdlr. 3 Mark.

JESPER.

Derpaa er intet at sige; Du kand vel ogsaa belægge den Udgift med Kræmmerens Qvittering?

HENRICH.

Ja hvad andet? Det var ogsaa det ringeste, som jeg kunde til nye Aar give den stakkels Pige for et heelt Aars Tieneste.

JESPER.

Det er sandt nok; nu videre!

HENRICH.

Den 13. Ejusdem prænumereert til bemældte lille Ellen for tilkommende Aars smaa Villigheder, som hun har forbundet sig til, 3 Specie Ducater.

JESPER.

Og det for et heelt Aars Villigheder? Det er min Troe gandske billigt.

HENRICH.

Ja den stakkels Pige er meget billig, det var Synd at sige hende andet paa.

JESPER.

Videre, videre!

HENRICH.

Den 21de Ejusdem kiøbt 2 Anker Rhins-Viin, 94 som min Herre Leander tilligemed Monsr. Octavius og andre gode Venner fortærede Dagen derefter udi vort Huus. Det var en Viin, som vi ikke bleve bedragne med, thi den var pur og smagede af Druerne.

JESPER.

Naar den smagede af Druerne, saa er derpaa intet at sige. Videre, videre!

HENRICH.

Den 24de Ejusdem foræret til ovenmældte Jomfru Helene en rød Fløyels Kaabe, som kostede 36 Rdlr., og til hendes Kammer-Pige Nille, som Monsr. Leander udi Jomfruens Fraværelse har een og anden Tieneste af, et Par broderede Tøfler, som hun skulde slide paa Herrens Sundhed.

JESPER.

Det er alt nok, Henrich! Mine Udgifter ere ikke nær saa store. Den 30. Ejusdem kiøbte jeg denne Stok, som jeg vil flye Hr. Jeronimus at han ved sin Ankomst kan slide den paa din Sundhed.

ARV.

Det var Synd at han skulde slippe saa let, Hr. Foget.

HENRICH.

Hør du Hvidløgs-fresser! Jeg begierer ikke din Ryg til laans; hvad jeg giør skal min egen Rygg forsvare. Du vil vel have meere Froekost?

ARV.

Du gir Froekost som du er Mand til.

SCEN. 5

Ephraim Jøde. Personerne af forrige Scene.

EPHRAIM.

Man muss længe löpen ehr man hier sine Penge kriegen.

HENRICH.

Nu har Fanden ført os denne Jøde paa Halsen igien.

EPHRAIM.

Konte ik nur den Herren selbs i Tale kriegen, denn mit den Slyngel Henrik will ik nit haben at bestillen.

JESPER.

Jeg merker nok, Henrich, at han kiender dig.

HENRICH.

Og I kand ogsaa heraf merke at der kand ingen Penge være at vente for jer; thi at have en Jøde til Creditor er værre end 10 Caporaler.

95
EPHRAIM.

Men der seer ik Henrik.

HENRICH.

God Morgen, Mester Ephraim! Hvad er hans Forlangende?

EPHRAIM.

Spursmahl hvad mit Forlangende er!

HENRICH.

I kand giøre en hob Allarm for lumpen 500 Rdlr.

ARV
korsende sig.

500 Rdlr.! han lar sig nok ikke afspiise med saadan Froekost, som jeg fik.

EPHRAIM.

500 Rdlr. finder man nicht paa Gaden; das ist keen Pakketel mein gute Henrik.

HENRICH.

Jeg veed jo at en ærlig Mand kand have nogen Credit et par Dage.

EPHRAIM.

En par Dagen, segg ju? ik kenne ju par Dagen! Ick svær durch unser Heiligen Thalmud, daß 4 --

ARV.

Talmud, er det Jødernes Gud, Hr. Foget?

JESPER.

Det maa vel saa være.

HENRICH.

Hør, Ephraim! her staaer ogsaa Folk som skal have Penge. Nu er det Spørsmaal hvem man først skal betale, enten Christne Mennesker, eller en Jøde, som har forraad vor HErre.

EPHRAIM.

Du har forraad og taglik forraader din Herre, det wet ick.

SCEN. 6

Leander. Octavius. Personerne af forrige Scene.

LEANDER.

løbende efter Octavius med en Boteille i Haanden. Ey bie dog Monfrere, du maa endnu have et Glas førend du gaaer.

OCTAVIUS.

Det er nok denne gang; giem noget til i Eftermiddag.

LEANDER.

Vi skal nok faae Raad til meere i Eftermiddag.

OCTAVIUS.

Nu har jeg meere Lyst til at dandse end at drikke. Jeg var tilfreds at vi havde vore Fruentimmer her, saa skulde jeg lystig svinge dem om.

96
LEANDER.

Henrich, der har du Boteillen; skienk et Glas i for Monfrere Octavius.

Henrich skienker og drikker selv først ud paa Sundhed, skienker siden for Octavius.

LEANDER.

Men hvad vil alle disse Folk her?

EPHRAIM.

Min Herr weet nok hvat ik will, ik har slidt et par Skuen nun hier omsonst to lopen.

LEANDER.

Det er jo ikke heele Verden, et par Skoe.

Men hvad vil I andre her?

HENRICH.

Det er Folk fra Gaarden. Jeg troer de har sat Jøden stevne for at plage os alle paa eengang.

LEANDER.

Skienk nok et Glas for Ephraim.

EPHRAIM.

Ick bedanke mich Herr! Ick bedancke michl Ick bin nicht hier kommen um zu drinchen.

LEANDER.

Vil I ikke have Viin, saa maa I have noget andet.

EPHRAIM.

Freylig noget andet, nemlig 500 Rdlr.

JESPER.

Og jeg er kommen for at lade Herren vide at vi har Execution.

LEANDER.

Ikke andet, Jesper!

JESPER.

Mig synes at det er alt nok.

HENRICH.

I seer jo at Herren nu har andet i Hovedet end at høre paa jer Snak.

JESPER.

Jeg seer at I alle har Viin i Hovedet; men hvis vi ikke faaer Penge, saa vil det see galt ud.

LEANDER.

Ey Jesper, I skal ikke lægge Bagateller paa Hiertet! Frisk Mod er en halv Tæring. Spiller op en lystig Polsk Dands der inde I Herrer Musikanter! Vi maa lade Violen sørge.

Han tager Fogden op til Dands, Octavius tager Arv, og Henrich Ephraim, og dandser lystig om med dem. Henrich spender Ephraim for Rumpen, naar han ey vil fort; han raaber: ach waj, ach waj!

LEANDER.

Seer I nu vel, Børn lille! gik det ikke got? hvad vinder I ved at sørge og klynke?

JESPER.

Ach Herre! jeg kand ikke være her i Tieneste længer.

97
LEANDER.

Hvi saa?

JESPER.

Jeg er færdig at døe af Sorg.

ARV.

Man kand kiøbe mit Liv for en Skilling.

EPHRAIM.

Ach waj mir, ach waj mir!

LEANDER.

Nu kommer den forbandede Melancholie igien. Spiller nok op et andet Stykke, som er meere lystigt og som kand have bedre Virkning.

De dandse igien paa samme Maade, og omsider dandser ud af Theatro, saa at Leander og Henrich kommer alleene tilbage.

SCEN. 7

Leander. Henrich.

LEANDER.

Henrich! hvad Udfald meener du dog dette vil faae, naar min Far kommer engang hiem, og han faaer Ende paa sin Process derude?

HENRICH.

Ende paa sin Process? det vil vare længe, om jeg ellers ret kiender de tydske Processer.

LEANDER.

Det kand dog ikke vare evindelig.

HENRICH.

Jo vist, alle Processer i Tydskland ere evige.

98
LEANDER.

Men Henrich! jeg falder undertiden udi Tanker, som plager mig: Jeg forestiller mig mit forrige Levnet og ligner det med det nu værende. Jeg holdtes for min Faders Bortreyse for en af de skikkeligste og sædeligste Personer her i Staden. Nu derimod anseer man mig som Exempel paa Liderlighed.

HENRICH.

Det er gaaet mig ikke et Haar bedre, Herre; Den eene af os har intet at bebreyde den anden.

LEANDER.

Det er forunderligt hvorledes et Menneske i kort Tid kand blive sig selv saa u-liig.

HENRICH.

Vil Herren blive ved at philosophere, saa gaaer jeg min Vey.

LEANDER.

Det giør vel ingen gode at philosophere; thi saa snart jeg seer Octavius med hans Fruentimmer, saa haver Philosophien strax Ende. Men hvordan meener du vel at det vil gaae os, naar min Fader kommer hiem?

HENRICH.

Hvordan det vil gaae Herren, kand jeg ikke sige; Jeg og min Rygg vil faae en U-lykke, den har jeg og lavet mig paa.

LEANDER.

En Far har ogsaa stor Magt over sin Søn. Han kand jo giøre mig arveløs.

HENRICH.

Ey, det kand man nok sætte en Pind for.

LEANDER.

Hvi saa?

HENRICH.

Herren kand jo altid mage det saa at der bliver intet at arve.

LEANDER.

Det er sandt nok, og jeg troer at vi allereede har bragt det saa vidt. Ach ach!

HENRICH.

Ey Herre! I opmuntrede nyeligen andre til Lystighed, og nu falder I selv i Staver.

LEANDER.

Disse onde Tanker falde mig ind, som jeg ofte ikke kand hindre. Men der seer jeg at Octavius kommer igien.

HENRICH.

Og med ham seer jeg at Philosophien drives paa Dør.

99

SCEN. 8

Octavius. Leander. Hemich.

OCTAVIUS.

Veedst du hvad, Monfrere! nu talede jeg en passant med Jomfru Helene og Lucretia, de lovede begge at ville besøge dig i Eftermiddag.

LEANDER.

De skal være mig meget velkommen. Hør, Henrich! du kand bestille Musikanterne at komme hid igien om et par Timer.

HENRICH.

Hører, Messieurs: Monsr. Leander og Doctor Octavius bestiller jer igien om et par Timer.

OCTAVIUS.

Hvorfor kalder du mig Doctor?

HENRICH.

Jeg kalder den Doctor, som i en Hast kand curere en syg; thi saa snart Monsr. Octavius kom tilbage, forlod Feberen min Herre.

OCTAVIUS.

Hvad? har han da haft Anstød af Feber?

HENRICH.

Ja vist; men nu merker jeg at den er gandske cureret. Den Recept, som Monsr. Octavius gav ham, er langt sikkrere mod Feber end China.

OCTAVIUS.

Jeg forstaaer ikke saadan forblommet Tale.

HENRICH.

Recepten bestaaer udi en Tinctur, og fører saadan Titel: Recip. en halv Dracm. af Jomfru Helena og en lige Qvantitet af Jomfru Lucretia; bland dem vel sammen udi god Rhinsk Viin, drik deraf et got Spids-Glas, og tag derpaa en god Motion, som allerbest kand giøres udi en Dantz.

OCTAVIUS.

Ha ha ha! Nu forstaaer jeg hvad du vil sige.

LEANDER.

Han har ret. Det er ogsaa den kraftigste Recept for Sindets Feber. Der kommer nogle smaa Beængstelser over mig iblant, naar jeg tænker paa min Huusholdning og paa min Faders Hiemkomst.

OCTAVIUS.

Hvem siger at du skal tænke paa saadant? Saa snart saadanne Tanker falder mig ind, driver jeg dem strax paa Dør for at give Plads til andre Tanker, som forfriske Sindet.

LEANDER.

Monsr. er ikke udi den Tilstand som jeg: Du haver store Midler, og saasom du ingen Forældre har, 100 saa har du ingen at giøre Regnskab for din Opførsel. Men jeg ---

OCTAVIUS.

Men jeg - men jeg - Jeg vil ikke høre det men.

HENRICH.

Monsr. Octavius har Ret; man skulde jo tænke at Monsieur Leander var en Mennist.

LEANDER.

Vi vil ikke tale meere derom, lader os gaae ind Monfrere! Du er saa god at spiise med mig til Middag, og at blive indtil vore Jomfruer kommer?

OCTAVIUS.

Jeg forsager aldrig et got Maaltid.

HENRICH.

Jeg min Troe ikke heller. Kommer da kun ind I gode Herrer.

101

ACTUS II

SCEN. 1

HENRICH.

Nu er Helvede bleven løset, og alle U-lykker har foreenet sig sammen for at gribe mig an; intet kand nu hielpe mig meere. Om Øvrigheden vilde redde mig, saa kand den ikke. Ach jeg elendige Menneske! Vil ingen af jer, I got Folk laane mig jer Rygg kun paa et par Timers Tid? Dog hvad siger jeg? een Rygg vil ikke forslaae. Jeg har intet meere nødigt end at kiøbe mig en Strikke, hvormed jeg kand hænge mig selv, for at undgaae en meer piinagtig Død, som jeg har fortient. Hvis nogen vil selge mig en god Strikke, skal han strax faae rede Penge derfor. Men jeg maa strax kalde paa Monsr. Leander og Octavius for at forkynde dem den forestaaende U-lykke. Nu sidder de i Spill og Drik op til Ørene; men Lysten vil snart forgaae dem. Hey kommer herud! jeg har magtpaaliggende Ting at fortælle jer.

102

SCEN. 2

Henrich. Leander, Octavius, begge drukne, sær Octavius.

HENRICK.

Herre!

LEANDER.

Hvad vil du?

HENRICH.

Jeg og I---

LEANDER.

Hvad jeg og I? Hvad vil det sige?

HENRICH.

Vi ere begge om en Hals.

LEANDER.

Hvi saa?

HENRICH.

Jer Far er kommen hiem.

LEANDER.

Hvem har sagt dig det?

HENRICH.

Jeg siger det.

LEANDER.

Har nogen seet ham?

HENRICH.

Jeg har seet ham med disse mine Øyne, og har jeg aldrig haft fælere Syn. Da jeg var ude i jer Ærinde, blev mig sagt at han var paa Toldboden; Jeg vilde saadant ikke troe, men strax løb ned til Toldboden, hvor jeg saae ham gandske livagtig i hans Reyse

Klæder.

Octavius falder imidlertid drukken paa Gulvet.

LEANDER.

Hvad skal vi nu giøre, Henrich?

HENRICH.

I skal slet intet giøre, uden at holde jer inde til videre.

LEANDER.

Vi maa vække Octavius op, han ligger og snorker paa Gulvet. Hey Monfrere, vaag op!

OCTAVIUS.

Jeg er jo vaagen. Hvorfor gir I mig ey at drikke, I sultne Hunde, som lader en ærlig Mand ligge og tørste sig ihiel?

HENRICH.

I maa heller sige, at drikke sig ihiel.

OCTAVIUS.

Det er jo bedre at drikke sig ihiel, end at tørste ihiel.

LEANDER.

Her op Monfrere! min Far er kommen.

OCTAVIUS.

Gid det gaae ham vel den gode Mand.

LEANDER.

Jeg siger dig: her op! min Far er kommen.

OCTAVIUS.

Siig ham at han reyser bort igien; hvad har han her at bestille?

103
LEANDER.

Ach jeg elendige Menneske, end om han kommer i det samme - - - Slæber ham ind!

De slæbe ham ind.

OCTAVIUS.

Hey Hey! giv mig en Natpotte! Hvis I ikke strax flyer mig en Natpotte, vil jeg holde jer alle for Natpotter.

LEANDER.

Ach jeg elendige Menneske!

HENRICH.

Giv jer tilfreds! jeg vil see om jeg kand redde os.

LEANDER.

Ach ach! hvorledes kand du redde os?

HENRICH.

Vil I kun holde jer Mund, og giøre hvad jeg siger!

LEANDER.

Hvad skal jeg giøre?

HENRICH.

I skal gaae ind, og med jer Selskab holde jer gandske stille, saa at det skal synes ligesom Huuset er gandske tomt. Og hvis den gamle banker paa Porten, skal ingen svare.

LEANDER.

Det skal efterleves.

HENRICH.

Saa herind da og flye mig Hovet-Nøgelen.

SCEN. 3

Henrich. Jeronimus i Reyse-Klæder.

HENRICH.

Nu maa jeg see om jeg kand tage den gamle Mand ved Næsen.

JERONIMUS.

Det er mig en Glæde efter saa lang Fraværelse at see min Fæderne-Stad og mit Huus og Hiem igien. Jeg skal aldrig betroe mit Liv paa Havet meer.

HENRICH.

sagte. Og jeg kand aldrig holde Havet det til Gode, at det tillod dig at komme heel og holden til vor store Fortræd.

JERONIMUS.

Jeg er vis paa at jeg bliver min Søn og mine Huus-Folk velkommen.

HENRICH.

sagte. Enhver, som havde bragt os Tidende om din Død, vilde dog være os meere velkommen.

JERONIMUS.

Men jeg seer at Porten er tillukt. Hey, lukker op!

104

Han banker.

HENRICH.

Hvem er det som vil ind udi vort Huus?

JERONIMUS.

Der seer jeg jo min Tiener Henrich.

105
HENRICH.

Der seer jeg jo min Herre Jeronimus. Ach jeg glæder mig ved Herrens lykkelige Tilbagekomst.

Hvorledes er det med Sundheden, Herre?

JERONIMUS.

Vel nok. Men hvorledes er det fat med jer?

HENRICH.

Hvi saa?

JERONIMUS.

Det er jo noget selsomt at alle har forladt Huuset, og at der er ingen tilstæde, som kand aabne Porten, eller svare, naar man banker derpaa; thi jeg har slaaet saa længe paa Dørren, at jeg er bleven øm udi begge mine Been.

HENRICH.

Har Herren rørt ved Dørren?

JERONIMUS.

Hvorfor skulde jeg ikke røre ved den? jeg har banket med saadan Magt, at jeg undrer hvi den ikke er gaaen i Stykker.

HENRICH.

Men er det dog vist, at Herren har rørt ved Dørren?

JERONIMUS.

Jeg siger dig jo, at jeg ikke alleene har rørt, men endogsaa banket paa den.

HENRICH.

Ach ach! hvilken U-lykke!

JERONIMUS.

Hvad Pokker er dette for Koglerie? hvad vil alt dette sige?

HENRICH.

Der staaer os en stor U-lykke for.

JERONIMUS.

Hvi saa? i hvad er det da?

HENRICH.

Jeg tør ikke tale derom. Det kand jeg alleene sige, at en stor Misgierning derved er bedreven.

JERONIMUS.

En Misgierning at banke paa sin egen Dør!

HENRICH.

Gak fra Huuset, Herre! gak fra Huuset og tag Flugten; thi dersom --- Men har Herren virkelig rørt ved Porten?

JERONIMUS.

Jeg troer at Knægten er reent gall; hvorledes skulde jeg kunde banke paa Dørren uden at røre ved den?

HENRICH.

I har da styrtet os udi en stor U-lykke.

JERONIMUS.

Hvem har jeg styrtet i U-lykke?

HENRICH.

Jer selv med jer heele Familie.

106
JERONIMUS.

Gid du faae en U-lykke med din Spaadom!

HENRICH.

En Misgierning er bedreven, som aldrig kand forsones. Men har Herren virkeligen rørt ved Dørren?

JERONIMUS.

Jeg skal slaae din Hals i tu, hvis du oftere kommer med det Spørsmaal, og hvis du ikke strax siger mig hvorudi den Misgierning bestaaer.

HENRICH.

Udi syv samfælde Maaneder har ingen sat sin Fod inden dette Huus, og ingen har dristet sig engang at røre ved Porten, ja jeg tør sige, at om Alexander Magnus selv havde været Herre af Huuset, han havde slaaet Kors for sig, om nogen havde bedet ham at giøre Forsøg derpaa.

JERONIMUS.

Siig mig da Aarsagen dertil.

HENRICH.

Ja jeg tør sige at ikke Hr. Niels selv, som saa ofte har manet Fanden, turde driste sig dertil.

JERONIMUS.

Gid du faae Pokker med din Alexander Magnus, og din Hr. Niels! Det er ikke om dem jeg spør. Jeg vil kun vide, hvori min Misgierning bestaaer, og hvi ingen udi syv Maaneder har været i Huuset.

HENRICH.

Vi maa først se os om, at ikke nogen kand høre hvad som bliver talet.

JERONIMUS.

Her er jo slet ingen, siig derfore kun frit frem.

HENRICH.

Nu skal jeg fortælle den heele Historie. Men jeg maa først tilvisse vide om Herren virkeligen har rørt ved Porten.

JERONIMUS.

truende med Stokken. Ney nu kand jeg ikke meere. Den Hund staaer her og ---

HENRICH.

Nu skal jeg da fortælle. Dette Huus er bef ænget - - -

JERONIMUS.

Med Pest?

HENRICH.

Ach gid det var kun Pest! Ney Herre! det er ti gange værre end Pest. Her er, førend Huuset blev solt, begaaet et Mord, som vi nu føle Virkningen af.

JERONIMUS.

Hvorledes er det skeet?

HENRICH.

Et Mord er begaaet her i Huuset paa en 107 fremmed Mand, og Gierningen er uden Tvivl bedreven af den, som har solt Herren Huuset.

JERONIMUS.

Hvad siger du?

HENRICH.

Og efterat han har plyndret det døde Legeme, har han begravet det hemmelig udi Huuset.

JERONIMUS.

Men hvorledes har I faaet den Historie at vide?

HENRICH.

Det skal jeg sige: Monsr. Leander havde engang spiiset udi Byen; Da han kom hiem silde om Aftenen, gik vi alle til Sengs, men vi vare neppe komne til Hvile, førend vi hørte Monsr. Leander at skrige Himmelhøyt.

JERONIMUS.

Min Søn, siger du!

HENRICH.

Ja han heeder jo Leander. Men tie stille, og hør videre. Da vi brøde ind udi hans Sovekammer for at høre hvad som var paa færde, sagde han at en Dødning var kommen til ham i Søvne.

JERONIMUS.

I Søvne, siger du? ikke andet? hvilke Narre I maa være tilsammen! Jeg haver saa tidt seet baade dig og andre Spøgelser udi Søvne paa min udenlandske Reyse; men saa snart jeg er bleven vaagen, har jeg merket at det har været en Drøm.

HENRICH.

Jeg merker nok at Herren har lært at vakle i Troen uden Lands. Det er gemeenlig Frugten af de forbandede udenlandske Reyser.

JERONIMUS.

Jeg er lige saa Orthodox, som jeg altid har været, og den samme Troe, som jeg bragte med mig til Tydskland, bringer jeg med mig tilbage.

HENRICH.

Troer da Herren endnu Giengangere, Nisser og Underjordiske?

JERONIMUS.

Ja vist. Ingen ærlig Mand skal sige mig paa at jeg er veegen en Fodbred fra min gamle reene Troe; men ---

HENRICH.

Nu kommer det forbandede men igien; tie nu still og hør videre. Den døde Mand sagde til Monsr. Leander: Jeg er en Mand fra Aalborg, som Verten her i Huuset har myrdet, for at bemægtige sig mine Penge; 108 Huuset er derfor vanhelliget og ingen ærlig Mand bør boe her. Dette lagde vi dog ikke den gang videre paa Hiertet; men de paafuldte Nætter har været saa forskrækkelige, at jeg ikke kand tænke derpaa uden Haarene reyser sig paa mit Hovet.

OCTAVIUS.

inden for. Hev nok et Glas Rhinsk Viin!

JERONIMUS.

Hvad er det for Raaben efter Rhinsk Viin?

HENRICH.

Gaae til Side, Herre! I kand ikke forundre jer over at Fanden vil have Viin, thi han er altid tørstig. Saa længe vi vare i Huuset, maatte vi altid sætte en Kande Viin for ham i Gangen, som vi hver Morgen fandt tømmet.

JERONIMUS.

Og det stedse Rhinsk Viin?

HENRICH.

Ja vist. Rhinsk Viin er hans beste Drik. Fanden fare i Fanden, han lader sig ikke nøye enten med 011 eller Fransk Viin, den Karl.

JERONIMUS.

Ach min heele Krop skiælver af Forskrækkelse!

HENRICH.

sagte. Nu bevæger disse drukne Mennesker sig der inde igien. Jeg er bange at de ved deres Uforsigtighed fordærver alting for mig.

JERONIMUS.

Hvad er det du taler ved dig selv?

HENRICH.

Gak fra Dørren, Herre, jeg beder jer ved alt det som helligt er, gak fra Dørren og tag Flugten.

JERONIMUS.

Hvorfor flyer du ikke selv?

HENRICH.

Det ligger ikke Magt paa mig, men Herrens Liv er kostbart; tilmed har jeg i visse Maader giort Fred med Fanden eller Giengangere.

JERONIMUS.

Fred med Fanden?

HENRICH.

Ja Herre! det er med ham, som med de Alzirske Søerøvere, hvilke føre Krig med det Menneskelige Kiøn i Almindelighed, men holde dog Fred med visse Folk.

JERONIMUS.

Hør, Henrich!

HENRICH.

Raab ikke paa mit Navn, Herre! jeg har intet ont giort, det er ikke jeg som har banket paa Dørren.

109 Den drukne Octavius skriger høyt.
JERONIMUS.

Ach hør hvor det Dievelskab skriger igien.

Jeg er bange for at det kommer herud.

HENRICH.

Fald paa Knæ, Herre! og med sammenfoldede Hænder læs 3 gange jer Abracadabra.

JERONIMUS.

Mit Abracadabra, hvad vil det sige?

HENRICH.

Det er det eeneste Middel, hvorved man tvinger Spøgelser. Hillemænd, see hvor det heele Huus ryster!

De falde begge paa Knæ, og Jeronimus læser tre gange Abracadabra.
HENRICH.

See nu blev det stille igien. Staae nu kun op og lad os liste os bort. Sagte. Men see der kommer den forbandede Jøde, og det udi den allerubeleyligste Tid.

SCEN. 4

Ephraim. Henrich. Jeronimus.

EPHRAIM.

Jeg har aldrig haft sulk fordrieslig Jahr als dette Jahr, hvo ik kommen, kan ik keen Geld kriegen.

HENRICH.

Nu seer jeg ingen Redning for mig, thi min heele Machine ligger omkuld.

EPHRAIM.

Aber ingen har handlet so mit mir als dieser skelmske Lakej Henrik, sulchen fortvivlet Skelm hab ich mine Dagen niet getroffen.

HENRICH.

Jeg merker at han kiender mig til Punkt og Prikke. Jeg maa gaae ham i Møde.

EPHRAIM.

Aber dar seen ich den Skelmen; det er duch et gut Merke at han kommer mir i Møde. Han har vielleicht Penge til at betale mir.

HENRICH.

Tak for sidst, Ephraim.

EPHRAIM.

Dat du en Ungluck kriege for sidst! Doch will ich alles forglemmen, wenn ich mine Penge mit Capital und Renten kand kriegen. Hør, Henrik! kriege ich min Geld?

110
HENRICH.

Giv jer kun tilfreds Ephraim, og raab ikke saaledes.

EPHRAIM.

Ich will und skall ropen bis - - -

HENRICH.

Giør som jeg siger.

EPHRAIM.

Watt skall ich giøren?

HENRICH.

Gaae hiem til videre. Og kom hid igien om et par Timer.

EPHRAIM.

Ich will nicht weiter lopen frem und tilbage, ich will lieber hier zween Timer bien.

HENRICH.

Om to Timer skal I faae jere Penge. Gaae nu derfor smukt hiem.

EPHRAIM.

Slidder Sladder! Ich will niet bortgaaen.

HENRICH.

Hvad vil I vinde med jer ublue Raaben? gaae kun hiem, som jeg siger.

EPHRAIM.

Naar jeg faaer min Capital med Rente, skall ich bortgaaen, ehr nicht Henrik, ehr nicht.

HENRICH.

Ehr nicht, ehr nicht? hvis I vil være uforskammet, laaner vi aldrig Penge af jer meere, nimmermeer, Ephraim! nimmermehr.

EPHRAIM.

Jeg agter nicht at laane euch meer auf sulken Weis.

JERONIMUS.

Hvad er det for Penge denne Jøde taler om, og hvad er det for Renter?

HENRICH.

Holdt jer vel fra Huuset, det ringeste 20 Skridt, Herr! det er mit Raad.

JERONIMUS.

Svar mig nu til det som jeg spør: hvad er det for Penger og Renter, som I taler om?

HENRICH.

See, Ephraim! der staaer Leanders Far. Han skal betale jer baade Capital og Rente.

JERONIMUS.

Hvad er det som du taler om min Søn, og hvad er det som denne Mand har at fodre?

HENRICH.

Ach Herr! kast disse Penge i Næsen paa denne Slyngel.

JERONIMUS.

Kast du ham selv Penge i Næsen! hvad er det for Penge?

HENRICH.

Det er en Bagatelle, som Monsr. Leander er ham skyldig.

111
JERONIMUS.

Hvor stor er Summen?

HENRICH.

Lumpen 500 Rdlr.

JERONIMUS.

500 Rdlr.? er det Bagatelle?

HENRICH.

Ja hvad andet? Kast ham de Penge i Næsen, saa bliver vi af med ham.

JERONIMUS.

Kast du ham dem selv i Næsen din Slyngel! hvad meener du ---

EPHRAIM.

Er mus kasten oder given udi Næsen eller in Ryggen, saa er det mir glich viel, wenn ich nur mein Geld kriege.

HENRICH.

Herren seer heraf hvilke uforskammede Folk disse Jøder ere.

JERONIMUS.

Jeg spør ikke om hvad slags Folk de ere, og hvorledes deres Opførsel er. Jeg spør kun om hvorudi denne Fodring bestaaer.

HENRICH.

Jeg har jo sagt at det er lumpen 500 Rdlr. som Monsr. Leander er ham skyldig. Ey Herr, kast ham disse 500 Rdlr. i Næsen, og lad ham saa gaae Fanden i Vold.

JERONIMUS.

Gaae du Fanden i Vold med din Begiering. Skal jeg give ham 500 Rdlr.?

HENRICH.

Ney Herren skal ikke give, men betale ham dem.

JERONIMUS.

Hvortil ere de Penger anvendte?

HENRICH.

De ere alle i god Behold, Herre.

JERONIMUS.

Hvis de ere alle i god Behold, hvorfore betaler I dem da ikke selv?

HENRICH.

Monsr. Leander har kiøbt et Huus ---

JERONIMUS.

Et Huus, siger du?

HENRICH.

Ja vist, et Huus.

JERONIMUS.

Det er artigt nok at han i min Fraværelse har slaaet sig til Kiøbmandskab.

HENRICH.

Ja han følger derudi sin Fars Fodspor; han har intet bedre Exempel at følge.

JERONIMUS.

Hvorfor har han kiøbt det Huus?

HENRICH.

Er det Spørsmaal? vil Herren at vi skal boe i Fælleskab med Giengangere og Dievle?

112
JERONIMUS.

Nu merker jeg Aarsagen til saadant Kiøbmandskab; det er saa vidt got nok. Men hvad er det for et Huus?

HENRICH.

Det er et af de beqvemmeste Huuse her i Staden, og han har faaet det for et Røverkiøb.

JERONIMUS.

Hvad skal det koste?

HENRICH.

Det skal koste 6000 Rdlr. og han har betalt 500 Rdlr. paa Haanden, hvilke Penge han har laant af denne Jøde. Begriber nu Herren Sagen?

JERONIMUS.

Ja nu begriber jeg den gandske vel, og merker at min Søn derudi har handlet fornuftig.

HENRICH.

Ja hvad andet? han kunde vel slutte at hans Far ikke vilde tage ind udi det berygtede Huus.

EPHRAIM.

Nun ist niet lang von Middag.

HENRICH.

Expedere ham nu strax, Herre! at vi kand blive af med ham. Hør, Ephraim! det er jo 500 Rdlr. som I skal have?

EPHRAIM.

Ja weder meer nok minder.

JERONIMUS.

Hør, Ephraim! I skal faae Pengene hos mig, og det i Morgen.

EPHRAIM.

Gut, gnadiger Herr! gut, gnadiger Herr!

Adieus.

HENRICH.

sagte. Af denne U-lykke reedede jeg mig ogsaa; skiønt det er kun Galgenfrist.

JERONIMUS.

Hvem tilhører Huuset nu?

HENRICH.

sagte. Den eene U-lykke kommer paa den anden, og jeg kand ikke saa hastig reede mig ud af alting paa eengang.

JERONIMUS.

Jeg spør om Eyerens Navn.

HENRICH.

sagte. Gid du faae Pokker med dine Spørsmaal. Høyt.

Mandens Navn ligger mig paa Tungen.

JERONIMUS.

Hvor ligger Huuset da?

HENRICH.

sagte. Hvad skal jeg nu i en Hast hitte paa? Høyt. Huuset, Herre! ligger her lige tvert over.

113
JERONIMUS.

Det er jo Sr. Leonards Huus.

HENRICH.

Ikke nu meer; Kiøbet er alt sluttet, og han har faaet Penge paa Haanden.

JERONIMUS.

Jeg kiender ikke Huuset inden til; men jeg veed at det er et got Huus, som altid kand være de Penge værd.

HENRICH.

Han havde min Troe ikke solt det for den Priis, hvis en uformodende Udgift ikke havde tvunget ham til at sælge det udi en Hast. Han har forbundet sig til Kiøbet; men vi have frie Hænder, saa at hvis Herren ikke vil have det, kand vi komme derfra.

JERONIMUS.

Ney ney! Jeg gaaer ikke fra saadant Kiøb.

HENRICH.

Herren skal ikke kunne troe hvor megen Umag jeg har haft med at slutte Contracten. Monsr.

Leander forsikkrede mig om en Discretion naar Herren kom tilbage.

JERONIMUS.

Han kunde jo frit have givet dig noget i min Fraværelse.

HENRICH.

Om jeg maa tale saa frit Herre, da kand jeg sige at han har levet som en Gniere udi Herrens Fraværelse, saa at man ikke uden Møye har kunnet faae en Skilling af ham til fornødne Udgifter.

JERONIMUS.

Det er mig kiert at høre saadant, skiønt man maa holde Maade udi alting. Jeg har nok Lyst at besee Huuset strax, bank paa Dørren.

HENRICH.

sagte. Atter en nye U-lykke! Høyt. Jeg saae nyeligen nogle fremmede Fruentimmer at gaae derind, det bliver vel best at tøve lidt indtil de gaae bort.

JERONIMUS.

Ja nok. Imidlertid vil jeg hen at tale med den Mand, som har solt mig det befængte Huus.

HENRICH.

Siig ham kun reent ud at det er ingen ærlig Mands Gierning at selge et Huus, som han vidste at være udi den Tilstand.

JERONIMUS.

Jeg skal nok toe Hovedet paa ham; bliv 114 du her imidlertid, og giv agt paa naar de Fremmede gaaer bort.

HENRICH.

Ha ha ha! nu fik jeg ham at løbe med Limstangen; thi Manden er alt Fanden i Vold hen i Jylland, og har sat sig ned udi Mariager.

SCEN. 5

Henrich. Leonard.

HENRICH.

Men der seer jeg Monsr. Leonard selv.

LEONARD.

Min Kone vil endelig at jeg efter Maatid skal tage Middags Søvn, og det skiøtter jeg ikke om, hvorfor jeg stial mig hemmelig ud af Huuset. Hun vil nok siden sætte mig til rette derfore, og jeg maa lave mig paa en Sparlagens Præken i Aften. Jeg vil aldrig raade nogen at gifte sig med en bemidlet Kone; thi hun vil altid føre Herredom.

HENRICH.

Han har ikke stor U-ret derudi. Men jeg maa tale ham til. Hans Tiener, Seignr. Leonard!

LEONARD.

Tak, Henrich.

HENRICH.

Hvorledes er det med Sundheden, Hr. Leonard?

LEONARD.

Som du seer, Henrich.

HENRICH.

Hr. Leonard! Jeg veed at han er en ærligMand.

LEONARD.

Jeg takker for de gode Tanker du har om mig. Men jeg har ikke nær saa gode Tanker om dig.

HENRICH.

Hvi saa?

LEONARD.

Tænk kun efter, hvad Levnet I fører i den gamle Jeronimi Fraværelse.

HENRICH.

Men nu er vor Herlighed til Ende og tusinde U-lykker staaer os for; Thi Hr. Jeronimus er kommen hiem.

LEONARD.

Er han kommen hiem, saa vil jeg ikke laane dig min Rygg.

HENRICH.

Ach Hr. Leonard! Jeg beder med grædende Taare, at, naar han taler med Hr. Jeronimus, at han ikke røber os.

115
LEONARD.

Jeg har kun sielden talet med Hr. Jeronimus, skiønt han har været min Gienboe. Og hvis jeg af en Hændelse taler med ham, skal jeg ikke mælde et Ord om jer Forhold; Thi hvad kand dette nytte mig?

HENRICH.

kyssende hans Haand. Jeg takker hiertelig.

LEONARD.

Men har Hr. Jeronimus endnu intet hørt om eders Forhold?

HENRICH.

Aldeles intet; Thi han er saa mild som et Lam. Han skikkede mig ellers hid for at bede Seignr. Leonard om Frihed at besee hans Huus.

LEONARD.

Besee mit Huus? mit Huus er ikke tilfals.

HENRICH.

Det veed vi nok; men han har i Sinde at opsætte en nye Bygning efter den Model, som dette Huus haver, thi ham er sagt at Seignr. Leonards Huus er vel indrettet.

LEONARD.

Mit Huus er saa got og beqvemt, som nogen ærlig Mand vil beboe. Det er ellers underligt, at den gamle Mand nu vil foretage sig Bygninger.

HENRICH.

Han giør det for sin Søns skyld, som med det første skal giftes.

LEONARD.

Med hvem?

HENRICH.

Det er med et Fruentimmer.

LEONARD.

Jeg kand vel slutte at det er ikke med en Mands Person.

HENRICH.

Det er mig forbudet at nævne Bruden; nok er det at han skal giftes, og saasom hans tilkommende Brud er heel curieuse, saa maa man være bereed paa et vel inrettet Huus, og saadant som Hr. Leonards, thi der siges, at her skal være meget kiøligt om Sommeren, efterdi Solen staaer paa ingen Værelser.

LEONARD.

Det er sandt nok.

HENRICH.

Derfore har Hr. Jeronimus Lyst til at see Indretningen.

LEONARD.

Det skal staae ham frit for.

HENRICH.

Men der seer jeg han kommer. Bliv kun her lidt staaende indtil jeg siger at jeg har mældet ham an.

116

SCEN. 6

Henrich. Jeronimus. Leonard.

HENRICH.

Velkommen tilbage Herre! Hvad sagde Manden, som har solt Huuset? Han vilde vel undskylde sig med Uvidenhed.

JERONIMUS.

Jeg fik ham ikke i Tale; thi han boer her ikke meere. Han boer nu Fanden i Vold hen udi Mariager i Jylland.

HENRICH.

Herren maa da skrive ham til, og true ham med Process.

JERONIMUS.

Hvad vinder man dermed?

HENRICH.

Han kand dømmes til at forflytte Giengangeren her fra til Mariager eller Thisted, hvor han nu boer.

JERONIMUS.

Hvilken Snak! at føre Fanden i Smakken over Belte!

HENRICH.

Det er ikke den første gang at Fanden har været med udi Smakken.

JERONIMUS.

Ey holdt op med at harcelere, og siig mig om du har talt med Hr. Leonard.

HENRICH.

Ja vist, Herren skal være ham hiertelig velkommen. De Fremmede ere alt borte. Og der staaer han selv for at tage mod os.

LEONARD.

Velkommen tilbage igien, Hr. Jeronimus.

JERONIMUS.

Jeg takker skyldigst.

LEONARD.

Henrich siger mig, at Hr. Jeronimus forlanger at besee dette Huus.

JERONIMUS.

Ja det ønskede jeg gierne, hvis det var ham beleyligt.

LEONARD.

Det er mig til ingen Incommodation. Han kand besee det overalt, og det med samme Frihed, som det kunde være hans eget.

JERONIMUS.

til Henrich. Hvad vil det sige: Ligesom det kunde være mit eget! da dog Kiøbet er sluttet?

HENRICH.

til Jeronimus. Ey, lad ham kun snakke hvad han vil. Han fortryder nok paa Kiøbet, men nu er det 117 for silde. Kanel ikke Herren see hvilket fortredeligt Ansigt han har?

JERONIMUS.

Ja jeg seer det.

HENRICH.

Derfor er det best at Herren holder sig fra at tale om Kiøbet saa vidt som mueligt.

JERONIMUS.

Jeg begriber det altsammen, og du har giort vel at erindre mig derom.

LEONARD.

Hr. Jeronimus maa nu see sig allevegne om.

JERONIMUS.

Det vil jeg og giøre.

HENRICH.

See kun Herren paa denne Forstue: Er den ikke net?

JERONIMUS.

Vist, den er meget vel indrettet.

HENRICH.

Giv kun agt paa Dørrene.

JERONIMUS.

De ere ret smukke.

HENRICH.

Kand vel nogen Laas være troefastere end disse Laas?

LEONARD.

Jeg selger ikke et eeneste af disse Laas ringere end 10 Rdlr.

JERONIMUS.

til Henrich. Hvad vil han sige dermed?

HENRICH.

Tie kun stille! Kiøbet ligger ham paa Hiertet. Efter Kiøbe-Contracten hører os til alt hvad som er nagelfast.

JERONIMUS.

Kakkelovnene høre jo ogsaa til Huuset, Hr. Leonard?

LEONARD.

til Henrich. Hvad vil det Spørsmaal sige, om Kakkelovnene høre til Huuset?

HENRICH.

til Leonard. Det skal jeg sige Hr. Leonard! udi Lybek, hvor min Herre saa længe har opholdt sig, ere alle Huusets Kakkelovne til leye.

LEONARD.

Ja saa! er det en Lybsk Talemaade?

JERONIMUS.

Bielkerne ere jo alle af Eege-Tømmer?

LEONARD.

Ja vist, og jeg vil raade ham intet andet Tømmer at bruge til sit Huus.

JERONIMUS.

til Henrich. Jeg begriber ikke hvad han vil sige dermed.

HENRICH.

til Jeronimus. Han kand ikke faae dette Kiøb 118 af sit Hovet, og derfore saa tidt man rører om den Materie, taler han hen i Taaget.

JERONIMUS.

til Henrich. Det skulde den gode Mand have betænkt førend han solte Huuset,

HENRICH.

See, Herre! hvilke Vindues Karme.

JERONIMUS.

Hvor hastig tænker min Herre nu at rødde Værelserne?

LEONARD.

til Henrich. Hvad vil det sige, at rødde Væ- relserne? det er vel ogsaa en Lybsk Talemaade?

HENRICH.

til Leonard. Vist, Hr. Leonard! Meeningen er: hvor længe Hr. Leonard bier, førend han flytter i Huusets Sommer Værelser?

LEONARD.

Ja nu forstaaer jeg. Somme Aar flytter vi før, og somme efter Paaske.

JERONIMUS.

Nu taler han hen i Taaget igien.

HENRICH.

Det er som jeg har sagt. See nu tar han derpaa en Priistobak for at fordrive Dunsterne.

JERONIMUS.

Ha ha ha!

LEONARD.

Hvad leer Hr. Jeronimus af?

JERONIMUS.

Intet, Hr. Leonard.

LEONARD.

Der maaskee kand være noget, som staaer ham ikke an.

HENRICH.

Jeg kand nok slutte hvad Hr. Jeronimus leer af. Det er uden Tvivl denne Kamin, som staaer næst ved Kakkelovnen.

LEONARD.

Den er sat med vel overlagt Raad.

JERONIMUS.

Men jeg vil dog ikke have den der staaende.

LEONARD.

til Henrich. Hvad vil det sige, Henrich? vil han rive en Kamin ned udi et fremmet Huus?

HENRICH.

til Leonard. Jeg har sagt ham, Hr. Leonard, at det er lutter Lybske Talemaader; Meeningen er at han ikke vil have saadan Kamin udi det nye Huus, som skal bygges. Udi Lybek strækker man alting for meget ud, saaledes hvad som der kaldes en Mark er her to Mark --

LEONARD.

Ha ha ha!

119
120
JERONIMUS.

Hvad leer Hr. Leonard af?

LEONARD.

Intet, Hr. Jeronimus.

JERONIMUS.

Jeg seer at Huuset ellers er got overalt.

Jeg troer dog ikke at han fortryder paa Kiøbet?

LEONARD.

Ney aldeeles ikke, thi jeg har aldrig anvendt Penge bedre; thi jeg vil sige at hvis ---

JERONIMUS.

til Henrich. Nu taler han hen i Taaget igien.

Til Leonard. Vil Hr. Leonard ikke smage min Tobak? den kaldes i Lybek Cotillon.

LEONARD.

Jeg takker. Hillemænd! den nyser jeg stærkt efter.

JERONIMUS.

Prosit Hr. Leonard! Jeg vilde nok ogsaa see mig lidt om udi Baggaarden.

HENRICH.

Ja da maa Herren tage sig vare for Porthunden; der er ellers ikke meget at see.

JERONIMUS.

Saa maa det da blive derved. Adieu Hr.

Leonard! forlad mig om jeg har incommoderet ham.

LEONARD.

Alt forladt. Han gaaer ind.

SCEN. 7

Jeronimus. Henrich.

JERONIMUS.

Ha ha ha! Jeg kand ikke bare mig for Latter, naar jeg tænker paa denne Mands underlige Tale.

HENRICH.

Andre har ogsaa merket, at, saa tit nogen taler om dette Kiøbmandskab, saa er han ligesom fra sig selv.

JERONIMUS.

Enhver maa derfore betænke sig førend han slutter Kiøb. Men hvad siger hans Kone dertil?

HENRICH.

Hun blev saa forbistret, da hun hørte Kiøbet, at hun udi en heel Uge derefter ikke vilde søge Seng med ham. Det er og af den Aarsag at hun ikke vilde lade sig see. Men synes Herren ikke at vi har giort got Kiøbmandskab ?

JERONIMUS.

Jeg er gandske fornøyet dermed.

121
HENRICH.

Synes Herren at vi har kiøbt for dyrt?

JERONIMUS.

Det er et Røverkiøb, Henrich.

HENRICH.

Saa er Herren da gandske fornøyet?

JERONIMUS.

Ja gandske fornøyet. Og er det ikke en liden Trøst for mig i denne U-lykke.

HENRICH.

Hvilken U-lykke?

JERONIMUS.

Udi denne U-lykke at mit gamle Huus er bleven befænget med Dievelskab.

HENRICH.

Men med Permission: Jeg maa spørge Herren end eengang for alle om han virkelig rørte ved Dørren.

JERONIMUS.

Jeg har jo sagt det over 10 gange; hold derfor inde med saadanne Spørsmaal.

HENRICH.

Saa vil jeg da ey tale meere om det gamle Huus, men alleene om det nye. Hvor herlig er ikke den Forstue, Herre!

JERONIMUS.

Det er en prægtig Forstue.

HENRICH.

Monsr. Leander og jeg har maalet alle Gange, og talt alle Trapper i Huset; Det eene svarer overalt til det andet.

JERONIMUS.

Om en vilde give mig 10000 Rdlr. igien for Huuset, saa tog jeg ikke imod dem.

HENRICH.

Ikke for 20000 engang.

JERONIMUS.

Det var formeget, Henrich.

HENRICH.

Herren regner maaskee paa Lybsk, hvis saa er, saa blev det formeget.

JERONIMUS.

Ney, jeg regner efter Dansk Maade 6 Mark paa en Rdlr. Jeg tillader min Troe ikke at Huuset bliver solt en Skilling ringere.

HENRICH.

Jeg giver min Troe ikke mit Samtykke til at det maa selges.

JERONIMUS.

Hvi dit Samtykke?

HENRICH.

Thi det var efter mit Raad at dette Kiøb skeede, og det var efter mit Raad at vi tog de 500 Rdlr. op hos Ephraim, som vi betalede paa Haanden.

JERONIMUS.

Nu rester alleene at betale 5500 Rdlr.

HENRICH.

Hverken meer eller mindre.

122
JERONIMUS.

Jeg agter at betale ham den heele Sum i Dag; thi jeg har bragt 2000 Ducater med mig fra Lybek.

HENRICH.

Vil Herren levere dem til mig, saa skal jeg bringe Qvittering tilbage.

JERONIMUS.

Det er nok sikkerst, at jeg leverer ham dem selv.

HENRICH.

Jeg merker nok at Herren har ingen Troe til mig.

JERONIMUS.

Det er just ikke Mistroe, Henrich, men --

HENRICH.

Hvor vil Herren nu være imidlertid?

JERONIMUS.

Nu vil jeg ned til Toldboden for at hente Pengene.

HENRICH.

Kand jeg ikke bære dem? det er jo for tung Byrde for Herren.

JERONIMUS.

Ey Snak! hvad Byrde udi 2000 Ducater!

Bliv du kun her til jeg kommer tilbage.

SCEN. 8

HENRICH.

alleene. Den gamle Skielm vilde ikke troe mig. Jeg maa narre ham lidt meer. Jeg maa affiloutere ham de 2000 Ducater, naar han kommer tilbage. Dermed kand Monsr. Leander betale al sin Gield. Hvad Middel skal jeg nu bruge dertil? Jeg vil agere Giengangere og jage saadan Skræk ind udi ham, at han for at redde Livet skal levere mig Guldbørsen. Det skal min Troe gaae rigtig an. Men hvad vil Udfaldet blive paa alt dette? Jeg kand jo derved redde mig selv fra Galgen, som jeg ved alle disse Skielmstykker har fortient. Jeg kand jo betinge mig Pardon ved at skaffe ham Guldbørsen tilbage. Det gaaer rigtig an. Jeg er alt lykkelig kommen i Havnen. Jeg kaster Anker, og slaaer mit Sind til Roelighed. Nu maa jeg først see til at skaffe det drukne Selskab af Huuset.

123

ACTUS III

SCEN. 1

Jeronimus. Henrich som Spøgelse.

JERONIMUS.

Nu kand jeg strax betale min Gield paa eengang; Og jeg er glad ved at blive paa en god Maade skildt ved disse Penge. Jeg vandt dem vel med min Process i Lybek, det er sandt; Men jeg vandt dem ved at smørre Dommere og Advocater. Hvorfore det er mig ikke ukiert at anvende dem til saadan Udgift; Thi jeg kand ikke nægte, at saa tit jeg seer paa disse Penge, saa rører Samvittigheden sig udi mig.

HENRICH.

kommer ud af Huuset som Spøgelse, og i en Machine, som giør sig høy, Est du der, som nyeligen forstyrrede min Roe ved at banke paa Dørren?

JERONIMUS.

paa Knæe. Abracadabra! Abracadabra! Abracadabra!

HENRICH.

Din Abracadabra vil ikke hielpe dig denne gang.

JERONIMUS.

Abracadabra!

HENRICH.

Det hielper ikke hvad du læser. Du maa strax vandre med mig til de mørke Boeliger med din u-retfærdige Mammon.

JERONIMUS.

Ach! Spar mit Liv naadige Hr. Gienganger!

HENRICH.

Du slipper ikke med Livet, her vil meer til.

JERONIMUS.

Ach! lad mig dog leve lidt for at giøre Pænitentse.

HENRICH.

Da maatte jeg være en Nar. Ney vi Aander lade ikke saadant Bytte gaae os af Hænder.

JERONIMUS.

Ach Hr. Lucifer! betænk dog at ---

124
HENRICH.

Fort! siger jeg. Ingen videre Snak!

JERONIMUS.

Ach Hr. Lucifer! jeg vil gierne opoffre Pengene, hvis min Person maa spares.

HENRICH.

Det er mig ikke saa meget om de u-retfærdige 2000 Ducater at giøre, som at straffe dine Misgierninger.

JERONIMUS.

Ach hav dog Naade for mig, og skil mig ved Pengene, at de kand komme til deres rette Mand, som de ved U-ret ere afvundne.

HENRICH.

Ingen Snak! Jeg vil have baade Personen og Pengene.

JERONIMUS.

Abracadabra! Abracadabra ---

HENRICH.

Jeg vil dog denne gang for din dydige Søns skyld spare din Person; og du skal have Fred herefter. Han tar Pengene og gaaer bort brøllende.

SCEN. 2

JERONIMUS.

alleene. Ach udi en u-lyksalig Tid giorde jeg denne Lybske Reyse. Ach jeg kand ikke meer! Dog maa jeg takke Himmelen, at jeg slap saa let, og naar jeg tænker mig om, maa jeg være glad ved at jeg er skildt ved de u-retfærdige Penge, hvorom jeg hørte at Giengangeren vidste Beskeed, saa at han ogsaa kunde sige Summen net op. Jeg giør best at tie ved denne Hændelse; thi jeg beskiemmer mig kun selv ved at give den tilkiende. Men hvad mon den Lakei vil som gaaer lige til Huuset?

SCEN. 3

Laqveien. Jeronimus.

LAQVEIEN.

banker paa Leanders Dør. Luk op! hvor længe skal jeg banke paa Porten?

JERONIMUS.

Hør, ung Karl! hvad Pokker har I her at bestille?

LAQVEIEN.

I seer jo at jeg vil ind i Huuset. Hei Henrich, luk op!

125
JERONIMUS.

Er I kied af jert Liv, Cammerad? rider Fanden jer?

LAQVEIEN.

Jeg troer snarere at Fanden rider jer. Vil I forbyde mig at tale med min Herre?

126
JERONIMUS.

Hvem er jer Herre?

LAQVEIEN.

Min Herre er Octavius, som spiiser her i Dag.

JERONIMUS.

Spiiser jer Herre her i Dag? I er ikke rigtig i Hovedet, ung Karl.

LAQVEIEN.

Jeg troer heller at I har en Skrue løs i Hovedet, gammel Mand! Hei Henrik, luk op!

JERONIMUS.

Gaae fra Dørren, med mindre I vil geraade i yderste U-lykke.

LAQVEIEN.

Jeg vil snarere geraade i U-lykke, hvis jeg forsømmer min Herres Ærinde.

JERONIMUS.

Hvem er jer Herre?

LAQVEIEN.

Jeg har jo sagt at han heeder Octavius. Han spiiser her i Dag med Jomfr. Helene og Lucretia.

JERONIMUS.

Og jeg siger jer at Huuset er gandske tomt.

LAQVEIEN.

Er Huuset tomt?

JERONIMUS.

Udi 7 samfælde Maaneder har her ikke en Siæl været.

LAQVEIEN.

Og jeg kand sige at jeg udi syv samfælde Maaneder ikke har seet en saa forstyrret Mand, som I er. Mon jeg ikke selv har ført min Herre hid i Dag?

Jeg er gal, som staaer og spilder Tiden her med Snak.

Hei Henrich, luk op i Pokkers Skind!

JERONIMUS.

I er kied af jert Liv ung Karl! Gaae fra Dørren og læs jert Abracadabra i Tide! Mig undrer at Fanden ikke allereede har taget denne forvovne Knægt.

LAQVEIEN.

Jeg merker nok at denne gamle Mand er ikke rigtig i Hovedet. Hør, min Herre! med Permission: har I været længe gall?

JERONIMUS.

Hør, med Permission: har I været længe gall?

LAQVEIEN.

Er det Galskab at gaae i sin Herres Ærende?

JERONIMUS.

Er det Galskab at vare et Menneske, som vil styrte sig udi U-lykke?

LAQVEIEN.

Hvad U-lykke vil jeg styrte mig udi?

127
JERONIMUS.

Veed I ikke at Huuset er tomt og ingen Siæl har udi syv Maaneder været her.

LAQVEIEN.

Det kand jeg sige, og det veed jeg, at her udi de sidste syv Maaneder har været mange lystige Dage hos Monsr. Leander.

JERONIMUS.

Hvilken Leander?

LAQVEIEN.

Leander Hr. Jeronimi Søn, som i Dag har budet min Herre til Giest med tvende Jomfruer.

JERONIMUS.

Leander Jeronimi Søn, siger I?

LAQVEIEN.

Ja det siger jeg.

JERONIMUS.

Hvis Fader er Jeronimus?

LAQVEIEN.

Ja saa heeder han; nu er han udi Lybek for at udføre en Proces.

JERONIMUS.

Det er altsammen rigtigt. Det er og det klogeste, som jeg her har hørt i all jer Tale. Men at der er Folk i Huuset, og at der i Dag holdes Giæstebud, det er en gal og forstyrret Snak.

LAQVEIEN.

At I nægter saadant det er gal og forstyrret Snak. Hvorfore skulde Huuset have været øde udi syv Maaneder?

JERONIMUS.

Det har staaet øde fra den Tid det er bleven plaget med Giengangere.

LAQVEIEN.

Ha ha ha! Giengangere? Nu hører jeg nok hvordan det er fat med denne gamle Mand. Disse Spøgelser og Giengangere ere udi jert eget Hovet og ikke udi Huuset; Det maa jeg vide, som nyeligen her har haft min Gang.

JERONIMUS.

Du maa have haft Fanden ikke dm Gang her i Huuset; Thi ---

LAQVEIEN.

Jeg har ikke hørt tale om andre Giengangere udi dette Huus uden om min Herr Octavius, og de Fruentimmer, som han og Leander omgaaes med.

JERONIMUS.

Alt dette Selskab er udi jert forstyrrede Hovet og ikke udi Huuset. I har jo selv banket paa Dørren, og merket at ingen lukker op. Hvis jeg selv ikke havde seet Spøgelset, saa kunde jeg tænke at der kunde være nogen Grund udi jer Tale.

128
LAQVEIEN.

Naar man er syg, min Herre! saa seer man gierne Spøgelser. Men jeg vil ikke staae her længer; Det kand og hænde sig at Selskabet er gaaet et andet Sted hen.

JERONIMUS.

Ja gaae kun. Hør, ung Karl! naar I kommer hiem, saa maa I strax lade jer aarelade udi Panden.

LAQVEIEN.

Det Raad vil jeg give min Herre.

JERONIMUS.

Og hvis det ikke kand hielpe, maa I tage Rhabarbra ind for at laxere paa.

LAQVEIEN.

Alt saadant behøver I best selv. Adieu.

JERONIMUS.

Hvor forstyrret og taabelig end denne Karls Tale var, saa har den dog bragt mit Sind udi U-roelighed. Jeg kunde snart falde paa de Tanker at - - - Men jeg har jo til min U-lykke seet Giengangerne med mine egne Øyne, saa jeg ingen Aarsag kand have at tvivle om at alting jo er rigtigt efter Henrichs Beretning. Og hvad skulde bevæge ham eller nogen til at opdigte saadant? Jeg har jo talt med Jøden, som har forstrakt Penge paa det kiøbte Huus. Jeg har jo ogsaa talt med Selgeren Hr. Leonard. Knægten maa derfor enten have været gal eller beskienket. Men der seer jeg Hr. Leonard.

SCEN. 4

Leonard. Jeronimus.

LEONARD.

Mig syntes at her var nogen Allarm; dog jeg seer intet. Men her staaer jo min Gicnboe Hr. Jeronimus. Hans Tiener, Hr. Jeronimus, Tak for sidst. Han seer noget altereret ud. Hvad fattes ham?

JERONIMUS.

Jeg har haft nogen Fortred siden jeg havde den Ære at tale med ham. Jeg havde i Sinde at betale ham nogle fleere Penge, men nu faaer jeg at bie til han kand faae den heele Sum paa eengang.

LEONARD.

Hvilke Penge?

JERONIMUS.

De Penge som jeg er ham skyldig.

LEONARD.

Jeg takker, og tager gierne imod alt det han vil give mig.

129
JERONIMUS.

Jeg agter ikke at give ham noget, jeg vil betale min Gield.

LEONARD.

Hvilken Gield?

JERONIMUS.

De 5500 Rdlr. som staaer til Rest.

LEONARD.

Som han er mig skyldig, siger han?

JERONIMUS.

Regningen er jo gandske rigtig; naar han tager 500 fra 6000, saa bliver der 5500 tilbage.

LEONARD.

Den Regning er gandske rigtig; Men hvad al denne Snak vil sige, begriber jeg ikke, om jeg stod paa mit Hovet.

JERONIMUS.

Hør, min kiere Naboe! jeg merker nok at han fortryder paa Kiøbet. Han skulde have betænkt det tilforn. Nu er det forsiide.

LEONARD.

Gid jeg faae en Ufærd, Hr. Jeronimus, om jeg begriber det allerringeste af alt hvad han siger.

JERONIMUS.

Gid jeg ogsaa faae en Ufærd, om jeg begriber, hvi han stiller sig saa underlig an.

LEONARD.

Alt dette er mørk og forblommet for mig.

JERONIMUS.

Jeg vil kræve alle Mennesker til Vidne, om det er en forblommet Tale, naar jeg siger til en Mand, at, naar jeg af 6000 Rdlr. har givet ham paa Haanden 500 Rdlr., han da ikke har meer at fodre end 5500 Rdlr.

LEONARD.

Det er sandt nok, Hr. Jeronimus, naar han siger det til en Mand som saadant vedkommer. Men at føre saadan Snak med en uvedkommende Person, det er noget selsomt.

JERONIMUS.

Har han ikke faaet paa Haanden 500 Rdlr.?

LEONARD.

Har jeg faaet 500 Rdlr. paa Haanden? Hvilken Snak!

JERONIMUS.

Jo min Siæl har I faaet dem, nu svor Jeronimus og jeg.

LEONARD.

Ney min Siæl har jeg ikke faaet dem, nu svor Leonard og jeg.

JERONIMUS.

Ha ha, jeg merker at han vil bryde Kiøbet; 130 men her hielper nu ingen Eed, thi jeg kand lægge ham hans egen Qvittering for Næsen.

LEONARD.

Min egen Qvittering?

JERONIMUS.

Ja hans egenhændige Qvittering.

LEONARD.

Siger han alt dette af Skiemt, Hr. Jeronimus, saa er det for stærkt skiemtet. Og taler han alvorligen, saa merker jeg at han er kommen til Skade paa Helbreden.

JERONIMUS.

Spot mig ikke, Hr. Leonard! han har Synd deraf.

LEONARD.

Det være langt fra, Hr. Jeronimus. Men dette kand jeg sige, at enhver, som hører denne vor Samtale, kand ikke andet end dømme, at hvis vi taler alvorligen, saa maa een af os være gall; jeg for min Part er Gud skee Lov ved god Helbred.

JERONIMUS.

Og mig fattes slet intet paa Sundheden.

LEONARD.

Men hvad vil han da sige med sine 500 Rdlr., med min egenhændige Qvittering og andet deslige, som er ingen fornuftig Mands Tale?

JERONIMUS.

Og hvad vil han sige med at nægte alt saadant, som er ingen ærlig Mands Forhold?

LEONARD.

Jeg faaer vel at nægte de Ting, som ikke ere skeede.

JERONIMUS.

Ikke skeede? tør han vel ogsaa nægte Kiøbet?

LEONARD.

Hvilket Kiøb?

JERONIMUS.

Jeg merker, Hr. Leonard, at I fortryder paa Kiøbet, men nu er det forsiide; og jeg merker at det samme har været Aarsag til den forblommede Tale, som han tilforn førte, da han sagde sig ikke at ville selge Laasene ringere end 10 Rdlr. Stykket.

LEONARD.

Maa jeg ikke sætte hvad Friis jeg vil paa mine egne Laase?

JERONIMUS.

Ney, Hr. Leonard! ney; Efter Kiøbe-Contracten hører jo mig til alt hvad som er nagelfast i Huuset.

LEONARD.

Ney nu bliver det reent galt. Hvad Pokker 131 vil han sige med sin Kiøbe-Contract og sine nagelfaste Sager? Saa sandt som jeg er en ærlig Mand, saa kand intet saadant komme af en sund Hierne.

JERONIMUS.

Har han ikke solt mig sit Huus?

LEONARD.

Jeg hverken har solt eller tænker at selge det.

JERONIMUS.

Men naar jeg viiser ham hans egenhændige underskrevne Kiøbe-Contract, hvad da?

LEONARD.

End naar han aldrig kand beviise noget Kiøb, eller fremviise nogen Kiøbe-Contract, hvad da?

JERONIMUS.

Kiøbe-Contracten er i min Søns Hænder.

LEONARD.

Lad hans Søn komme hid med Contracten.

JERONIMUS.

Han er nu paa Landet, men skal komme hid i Morgen.

LEONARD.

Jeg har dog seet ham i Dag her udi Huuset.

JERONIMUS.

I mit Huus? Jeg troer I primer, Hr. Leonard! Huuset, som bekiendt er, har jo staaet tomt udi syv Maaneder.

LEONARD.

Ha ha ha! Her har jo været Giæstebud, Lystighed og Spil den heele Uge igiennem.

JERONIMUS.

I det befængede Huus?

LEONARD.

Hverken jeg eller nogen i det heele Naboelav har hørt tale om hans befængede Huus, tvertimod vi kand vidne at der har været Lystighed og Spill i Dag.

JERONIMUS.

Har han ikke hørt tale om Giengangere, som jeg selv med Forskrækkelse har seet komme ud af Huuset?

LEONARD.

Ach Hr. Jeronimus! Jeg er bange, at man har spillet ham et hæsligt Puds, som jeg nu begynder ret at begribe.

JERONIMUS.

Og jeg begynder at skielve og bæve over mit heele Legem.

LEONARD.

Jeg nødes mod min Villie at sige noget til Sagens Oplysning: Hans Søn med Henrich har holdt et farligt Huus udi Hr. Jeronimi Fraværelse. Da de hørte hans Ankomst, kom Henrich til mig og bad at jeg ikke vilde røbe dem, hvilket jeg og lovede; Derpaa kom han anden gang, og bad at det maatte være tilladt at besee 132 mit Huus, saasom Leander skulde giftes og Hr. Jeronimus vilde lade bygge ham et Huus efter mit Huuses Model.

JERONIMUS.

Jeg er forraad, hvis det er Sanden.

LEONARD.

Alting skal befindes at være som jeg har sagt, og naar saa er, kand Hr. Jeronimus let begribe, hvi jeg har kaldet Huuset mit Huus og andet deslige, som han forhen ikke har kunnet fatte.

JERONIMUS.

Jeg er om en Hals, Hr. Leonard! hvis ---

LEONARD.

Tvivler han endnu derom?

JERONIMUS.

Hvad som endnu foraarsager nogen Tvivlsmaal er dette, at jeg nyeligen selv har seet Giengangeren af mit Huus, hvilken truede mig paa Livet og skildte mig ved en Guldbørs paa 2000 Ducater.

LEONARD.

Jeg vil forsikkre ham, Hr. Jeronimus, at den Giengangere har ikke været anden end Henrich, og at Pengene er i hans Hænder. Lad os strax gaae ind udi Huuset for at faae fuldkommen Oplysning i Sagen.

JERONIMUS.

Porten er i Laas. Jeg har endeligen Hovet-Nøgel; men Skræk sidder mig endnu udi Blodet, saa at ikke jeg tør vove mig at gaae derind.

LEONARD.

Vil han ikke, saa vil jeg. Flye mig kun Nøgelen, jeg er vis paa at finde Huusholdersken i Huuset, thi hun kommer ikke gierne ud. Han gaaer ind.

JERONIMUS.

Ach jeg elendige gamle Mand! jeg er færdig at døe af Sorrig og Forbittrelse; thi jeg seer mig paa eengang baade ødelagt og forhaanet. Alt hvad som kand opmuntre mig til at leve, er Begierlighed at hevne mig over den fortvivlede Henrich, der saa skammelig har spillet med mig.

LEONARD.

Træd nu kun frit ind, Hr. Jeronimus! saa skal han strax komme af Drømmen. Han skal i Steden for Gienganger finde dækkede Borde, Viinflasker og Musicalsk Instrumenter, og høre Huusholderskens Bekiendelse. De gaae begge ind,

133

SCEN. 5

Jesper. Arv.

JESPER.

Er du vis paa at den gamle Herre er kommen tilbage?

ARV.

Ja det er gandske vist. Jeg har hørt det af 3 Personer, som eenstemmigen vidnede derom. En af dem sagde ogsaa at han havde hørt det af Henrich selv.

JESPER.

Hvorledes fandt han ham at være tilmode?

ARV.

Han sagde at han saae ud, som han havde, efter Ordsproget, brændt Falster af og vilde flye over til Laaland.

JESPER.

Jeg vil ikke laane ham min Ryg.

ARV.

Han slipper nok for at blive straffet paa Ryggen; Den murede Galge vil ikke blive ham for god.

JESPER.

Jeg er glad ved at vi ingen Deel har haft udi all den Uheld som er skeet.

ARV.

Jeg iligemaade. Har han givet mig Froekost i Morges, saa skal jeg nu hielpe ham til Aftens-Maaltiid. Men der kommer Herren selv med hans Naboe Seignr. Leonard.

SCEN. 6

Jesper. Arv. Jeronimus. Leonard.

JERONIMUS.

Ach saadant Forræderie er aldrig tilforn hørt. Nu har jeg Oplysning i den heele Sag, og Huusholdersken vidner at hun saae selv Henrich at forklæde sig som et Gespenst uden at kunne begribe hvad Sigte han dermed havde. Ingen Straf kand være stor nok for saadan Skielm.

LEONARD.

Jeg vil min Troe ikke bede for ham.

JERONIMUS.

Men der seer jeg mine Folk fra Landet. God Aften, Jesper! hvordan har I holdet Huus i min Fraværelse?

JESPER.

Der er kun holdet slet Huus, Herre! men det er ikke min skyld. Jeg kand giøre Reede og Regnskab for 134 min Huusholdning; Men her i Staden --- Jeg vil ikke sige meere. Herren faaer alting desværre at vide.

ARV
grædende.

Og nu har vi Execution paa Gaarden for Skatterne, som vi ikke har en Skilling til at betale med; og naar vi kommer til Staden for at anholde om Penge, driver man kun Spot med os. Jeg skiemmes ved at tale om hvorledes jeg denne Morgen tilig blev medhandlet.

JERONIMUS.

Hvad vederfoer dig da?

ARV.

Den skielrnsk Henrich, i Steden for at høre min Ansøgning, slog en Skaal Vand over mit Hovet.

JERONIMUS.

Vand over dit Hovet, siger du?

ARV.

Det var værre end Vand, det var, med Permission at sige, noget andet.

JESPER.

Himmelen har sendt Herren hid udi en beleylig Tid; thi hvis han havde blevet længer borte, havde intet kunnet staae til Redning.

ARV.

Vi havde maat sætte Bækken for Kirke-Dørren.

JERONIMUS.

Min kiere Hr. Leonard, hvad synes ham om alt dette?

LEONARD.

Jeg haaber at han som en fornuftig Mand ikke lader sig overvinde af Sorrig.

JERONIMUS.

græder. Ach hvo kand imodstaae saa mange overfaldende U-lykker?

LEONARD.

Han vinder dog intet dermed, nu maa han alleene være betænkt paa at oprette de faldne Sager.

Men der seer jeg Skielmen komme.

JERONIMUS.

Og han gaaer endnu med opreyst Hovet.

Hør, Jesper og Arv! gaaer lidt til Side, og henter et got stærkt Reeb.

SCEN. 7

Henrich. Personerne af forrige Scene.

HENRICH.

Ha ha ha hi hi hi! Jeg kand narre den gamle Mand lige saa meget som jeg vil.

JERONIMUS.

Du skal vel ikke narre mig oftere.

HENRICH.

Jeg fik ham til med foldede Hænder at læse Abracadabra.

135
JERONIMUS.

Og jeg skal faae dig til at læse en anden Lectie.

HENRICH.

Nu maa jeg hitte paa en Invention at fuldføre Comoedien.

JERONIMUS.

Jeg haaber at den er allerede fuldført.

HENRICH.

Det er jo virkelig en Comoedie.

JERONIMUS.

Men det skal blive en Tragædie for dig.

HENRICH.

Men der staar jo de to gamle Mænd. Ach Hr.

Jeronimus, jeg har jo varet ham saa ofte ad, at han ikke skal staae saa nær ved det befængede Huus.

JERONIMUS.

Jeg er nu ikke meere bange for Fanden,

Henrich! jeg har nu ogsaa giort Fred med ham; ja jeg har giort ham mig saa underdanig, at jeg kand mane ham fra mig og til mig saa ofte som mig lyster.

HENRICH.

Hvad vil det sige? Jeg troer her er Ugler i Mosen.

JERONIMUS.

Kommer herud, I Gienganger, og binder Hænder og Fødder paa denne Skielm.

Jesper og Arv kommer med Rebet.

HENRICH.
paa Knæe.

Ach Hr. Jeronimus, hvad ont har jeg giort?

JERONIMUS.

Binder Hænder og Fødder paa ham. Han bindes og sættes paa Gulvet.

136
HENRICH.

Ach Hr. Leonard! beed for mig.

LEONARD.

Jeg hverken vil eller kand hielpe dig.

HENRICH.

Ach Hr. Foged! beed for mig.

JESPER.

Du har ikke forskyldt at jeg skulde bede for dig.

HENRICH.

Ach Arv! beed for mig.

ARV.

Hvis min Bøn kand formaae noget, saa vil jeg ydmygst bede Herren, at du maa blive hængt førend Soel gaaer ned.

HENRICH.

Ach ach! jeg merker at man ikke meget kand forlade sig paa Patroner i Verden.

ARV.

Jeg tiener dig ellers udi alle andre Ting.

HENRICH.

Ach hvilken haard og utaknemmelig Medtiener!

ARV.

Jeg er jo taknemmelig for den Froekost du gav mig i Morges.

JESPER.

Læs nu Abracadabra din Hund, og see om det kand hielpe dig.

HENRICH.

Er da ingen Naade for mig at vente?

JERONIMUS.

Aldeeles ikke, du skal straffes efter dine Misgierninger.

HENRICH.

Kand jeg ikke frelse mit Liv ved at levere Guldbørsen tilbage?

JERONIMUS.

Du skal levere Pengene tilbage, og siden henges.

HENRICH.

Det skal i Evighed ikke skee.

JERONIMUS.

Jeg skal nok lære dig det.

HENRICH.

Herren maa pine og plage mig saa meget som han vil, saa skal han ikke faae Pengene paa andre Vilkaar.

JERONIMUS.

Ha ha! det skal have gode Veye; Du skal nok synge udi anden Tone naar Pinebænken kommer.

HENRICH.

Jeg blæs af alle Piinseler, og Udfaldet skal viise min Bestandighed.

JERONIMUS.

Du kalder Stivhed og Haardnakkenhed Bestandighed, men den skal jeg strax spæge.

HENRICH.

Og jeg skal lave mig paa at imodstaae med Tapperhed alle de Plager, som kand paalægges mig.

137

SCEN. 8

Octavius, Personerne af forrige Scene.

OCTAVIUS.

Min Hr. Jeronimus! jeg kommer her først for at giøre min Bekiendelse, dernæst for at stille ham tilfreds.

JERONIMUS.

Hvad er hans Bekiendelse?

OCTAVIUS.

Min Bekiendelse er, at jeg tillige med hans Søn Leander ikke har ført os anstændigen op udi hans Fraværelse.

JERONIMUS.

Jeg har med ham intet at bestille, Monsr. Octavius! han kand drikke, smautze, cortisere lige saa meget som han lyster; Han har Penge nok dertil, han haver ogsaa ingen at giøre Regnskab for sin Opførsel, efterdi han er sin egen Herre.

OCTAVIUS.

Betænk, min Herre, at vi ere unge Mennesker.

JERONIMUS.

Jeg siger at jeg har med ham intet at bestille, men alleene med den anden, der ved sit uskikkelige Forhold fast har ødelagt mig.

LEONARD.

Hvor er Leander?

OCTAVIUS.

Han staaer her uden for, og tør ikke komme for sin Fars Ansigt.

LEONARD.

Da vil jeg føre ham herind.

SCEN. 9

Leander. Personerne af forrige Scene.

LEANDER.

paa Knæ. Ach jeg kommer som den forlorne Søn og beder om Naade.

JERONIMUS.

Jeg har ingen Søn, og vil og ikke vide af nogen Søn at sige.

LEANDER.

Ach min kiere Fader! jeg beder med græ- dende Taare.

JERONIMUS.

Det Navn Fader skurrer i mine Ørne. Jeg er ikke din Fader. See der er din Fader, som sidder bunden paa Gulvet. Du est anden Fader ikke værd.

138
HENRICH.

Ach gid jeg var hans Fader! Saa skulde han strax absolveres.

LEANDER.

Ach jeg beder med grædende Taare.

JERONIMUS.

Dine Taarer bevæger mig aldeles ikke.

LEANDER.

Hvad vil man da giøre med mig?

JERONIMUS.

Jeg skal først erklære dig arveløs, og siden actionere dig for en offentlig Ret.

LEONARD.

Kiere Naboe! Han gaaer herudi forvidt. Betænk dog Ungdoms Feyl - - -

JERONIMUS.

Er den ung, som er 24 Aar gammel?

HENRICH.

Ach Hr. Jeronimus! betænk at det er jer eeneste Søn.

JERONIMUS.

Gid du faae en U-lykke din Gaudieb! tør du vel bede for andre?

HENRICH.

Jeg vil gierne lide al den Straf, som mig paalægges, naar Monsr. Leander maa tages til Naade.

JERONIMUS.

Dommen er afsagt: Du skal hænges, og han straffes paa anden Maade.

OCTAVIUS.

Her er jo ikke anden U-lykke skeet end at nogle Penge ere tilsatte.

JERONIMUS.

Nogle Penge, siger han? jeg faaer andet at føle, jeg elendige Mand.

OCTAVIUS.

Hør, Hr. Jeronimus! jeg forbinder mig udi alle disse Folkes Paahør og Nærværelse, af mine egne Midler at erstatte all den Skade, som er skeet, til Punkt og Prikke.

LEANDER.

Og jeg lover helligen at forbedre mit Levnet, og aldrig herefter at giøre noget, som kand være min Fader imod.

HENRICH.

Ach jeg begynder at faae min Aande igien.

LEONARD.

Kiære Naboe! vil I af saadanne Argumenter ikke lade eder bevæge?

OCTAVIUS.

Jeg bekræfter igien alt hvad jeg har lovet, saa at Hr. Jeronimus skal blive sat i samme Stand, som han var for sin Bortreyse,

LEANDER.

Og jeg vil aldrig bede for mig oftere, hvis jeg bryder det mindste af alt det som jeg har lovet.

139
JERONIMUS.

Stat da op igien. Jeg pardonnerer dig da med begge disse Vilkaar.

HENRICH.

Ach ach! hvilken uformodentlig Frelse.

JERONIMUS.

Den gaaer dig ikke an.

HENRICH.

Saa er det da ingen General Pardon?

JERONIMUS.

Ney ney! Du skal betale Lavet; lad mig nu først faae Guldbørsen tilbage, siden skal vi tales videre ved.

HENRICH.

Herren kand være forsikkret om at jeg aldrig siger hvor Guldbørsen er forvaret, førend jeg bliver forvisset om min Frelse.

JERONIMUS.

Haandskruer og andre Piinsler skal nok drive dig til at give den tilbage.

HENRICH.

Herren maa bruge alle optænkelige Piinsler, saa giver jeg den ey tilbage.

JERONIMUS.

Prøven skal strax giøres. Hør, Jesper og Arv! bringer - - -

HENRICH.

Hvad nytter det Herren at han piiner mig forgieves, og hvad Ære har han deraf at han handler saa ilde med mig for en ærlig Sag?

JERONIMUS.

For en ærlig Sag, siger du?

HENRICH.

Ja jeg siger en ærlig Sag, som heller fortjener Belønning end Straf, hvilket jeg skal beviise for hver upartisk Ret.

JERONIMUS.

Lad os engang høre hvorudi disse Beviisligheder bestaaer, og hvorledes du agerer denne Sag.

HENRICH.

Jeg vælger Hr. Leonard til Dommer, og agerer min Sag saaledes: Saasom jeg for denne høy respective Ret er stevnet for at svare til de Beskyldninger, som Hr. Jeronimus Velfornemme Borger og Indvaaner her i Staden har giort mod mit ærlige Navn og Rygte, og velbemeldte Hr. Jeronimus uden Føye har sat udi Rette paa mit Liv, min Ære og Formue; Da, endskiønt jeg kand have Aarsag til at paastaae en betydelig Satisfaction, vil jeg dog alleene lade mig nøye med en simpel Befrielses Dom. Sagen, gunstige Dommer, er denne: Min Herre Leander, som jeg har lovet Huldskab og 140 Troeskab, var geraaden udi en U-leylighed, hvoraf han ikke uden ved mit Middel kunde redde sig. Jeg haver for hans Frelse opoffret mig selv, thi alle de Konster, som jeg har øvet, sigte alleene dertil, og, naar saa er, meener jeg uforgribelig, at deslige Bedrifter bør hellere at have Navn af heroisk Actioner end af Misgierninger. Dette er saa klart, at enhver det strax kand begribe og tydeligen see, at jeg kand have Aarsag til at giøre en stærk i Rettesættelse mod min Contrapart; Ikke desmindre vil jeg dog i Henseende til min Herre Leander, for hvilken at føye jeg ogsaa frastaaer alle mine retmæssige Prætensioner, lade mig nøye med en Befrielses-Dom, saaledes conciperet, at eftersom agtbare og ærlige unge Karl Henrich Andersen har for denne Ret beviiset sin Uskyldighed, da befries han for Hr. Jeronimi Tiltale, og Omkostningerne ophæves paa begge Sider. See, saaledes har jeg ageret min Sag; hvis mine Hænder ey havde været bundne, og jeg kunde have giort Gestus, skulde det end være bleven bedre.

LEONARD.

Udi denne Procedure, hvor latterlig den er, saa er dog noget, hvoraf man kand bevæges; Gierningerne udi sig selv ere lastværdige, men Motiverne ere gode. Eftertænker kun hvad Nytte en Herre udi en Fare sig kunde have at vente af saadan Tiener, der for hans Frelse ikke tager i Betænkning at underkaste sig Piinsler og Død. Jeg frikiender ham derfor, og haaber at Herr Jeronimus ikke anker paa saadan Dom.

LEANDER.

Jeg tilstaaer at alt hvad han har giort har væ- ret for min Frelse.

OCTAVIUS.

Og jeg vil formode, at eftersom jeg har paataget mig at giøre Hr. Jeronimus skadesløs, at der maa gives en general Pardon.

HENRICH.

Og jeg forbinder mig strax til at viise hvor Guldbørsen er henlagt, som er gandske u-rørt og i god Behold.

JERONIMUS.

Jeg faaer da at give mig tilfreds. Løser ham igien.

141
ARV.

Men Herre! Hvad Vederlag skal jeg faae?

HENRICH.

Det kommer nu denne Sag ikke ved; Du maa tage en nye Stevning, Arv. Ellers giver jeg dig Lov at slaae en Potte Vand over mit Hovet igien.

LEONARD.

Ha, ha, ha! træder ind udi mit Huus, der kand vi afgiøre alting.

HENRICH.
til Spectatores.

Nu er Comoedien til Ende.
Gaaer nu hver hiem til sit, og hvis Eders Koner eller
Huusholdersker knurre efterdi I komme saa silde hiem
om Aftenen, saa læser Eders Abracadabra 3 gange i
Rad. Dermed bevæbner I eder saavel mod dem, som
mod andre Spøgelser. Ellers lærer man af denne Comoe-
die, hvorudi ingen Actricer have været, at mange vigtige
Ting kand forrettes uden Fruentimmerets Hielp.

Abracadabra
Noter

S. 83
Abracadabra, magisk Trylleord af usikker Oprindelse og Betydning. Brugtes egentlig mod Feber.

S. 84
Fogden, Ridefogden, Forvalteren. - Staldbroder, Ven, Kammerat.

S. 87
Assamblix, Fordrejning af fr. assemblce, Selskab. - helst, efter Nægtelse: især ikke, mindst af alt. - sylter, gør (dig) til gode.

S. 88
Fort, skynd dig! hurtigt! mare, en Ed (Fordrejning af Marie): sandelig, minsandten.

S. 89
slet, slet og ret. - for sin Rcyse, før sin Rejse.

S. 90
Ladefogden, Avlskarlen. - noget andet, Ekskrementer. - smautze, fraadse, svælge i Mad. - per Cassa, lat. betale per cassa, i rede Penge. Bruges her forkert.

S. 91
paa den store Viis, dvs. med Te.

S. 92
Exeqverere. Resterende eller ubetalt Skat blev inddrevet ved militær Exekution. Militær blev indkvarteret paa Gaarden indtil Skatten var betalt. - Hillemænd, »Hellige Mænd«, dvs. Helgenerne.

S. 93
Curiositet, Nysgerrighed. - Adrienne, en Damekjole med langt Slæb. - Ejusdem, samme (Maaned). - Smekke, Brystdug. - prænumereert, forudbetalt. - Specie Ducat, Guldmønt, to Rigsdaler i Værdi.

142

S. 94
pur, ren. - Hvidløgs-fresser, Hvidløgsæder. - kriegen, ty. faa.

S. 95
Thalmud, Jødernes gejstlige og verdslige Lovbog.

S. 96
Boteille, fr. bouteille, Flaske. - Monfrere, fr. mon frère, (min) Broder. - Freylig, ty. freilich, visselig; rigtig nok. - Frisk Mod er en halv Tæring, Ordsprog, hvor Tæring angiver, hvad der behøves til Livets Ophold. - Polsk Dands, Navn paa en Række Pardanse, der alle har deres Oprindelse fra en Dans, som stammer fra Polen og i det 16-17. Aarh. udbredtes i Europa. - lade Violen sørge, lade Musikken give Udtryk for Livsglæde (Egl. maaske Signal til Spillemanden om at spille op til Begravelsesgilde som Tegn paa, at nu vil man ikke sørge længere). - spender, sparker.

S. 97
Theatrum, Scenen. - tydske Processer, den tyske Rigskammerret var især berygtet for sin Sendrægtighed.

S. 98
for, før. - lave paa, forberede.

S. 99
en passant, fr. i Forbigaaende. - Helene, alluderer til den græ- ske Kongedatter, hvis Rov gav Anledning til den trojanske Krig. Holberg skæmter andetsteds (Ulysses) med hendes paastaaede Blufærdighed. - Lucretia, egl. oldromersk Heltinde, der begik Selvmord, da hun ikke kunde modstaa en Kongesøns ihærdige Efterstræbelser. Hos Holberg antyder Navnet en tvivlsom Moral. - Anstød, Anfald af Sygdom. - Recept, Lægemiddel. - China, Kinin (feberstillende Lægemiddel). - Tinctur, Ekstrakt eller Udtræk af Droger tilsat ren Sprit (brugt som Lægemiddel). »Draaber«. - Recip. lat. recipe, (ind)- tag. - Dracme, datidig Vægtenhed for Medikamenter. - Qvantitet, Mængde, Kvantum. - Spids-Glas, Glas, der bliver smallere, spidsere nedadtil.

S. 100
Mennist, Tilhænger af en Gendøbersekt, stiftet af Menno Simonis i det 16. Aarh. Hos Holberg spøgefuldt om Person, der altid kommer med Indvendingen: »men .. .«.

S. 101
en meer piinagtig Død, direkte Oversættelse af Plautus' Hentydning til den Tortur, der ventede den ulydige Slave.

S. 102
om en Hals, i en alvorlig Knibe, fortabt. - sultne Hunde, Gerrigpinde.

S. 103
end om, men hvis nu; sæt nu at.

S. 106
Alexander Magnus, Alexander den Store, makedonisk Feltherre fra 4. Aarh. f. Kr. - Hr. Niels, dvs. Præsten. - mane Fanden, ved overnaturlige Midler at tvinge Fanden til at lyde ens Vilje.

S. 107
Orthodox, Rettroende.

S. 108
Fanden vil have Viin, Folketroen sammenblandede hyppigt Fanden og Gengangere. - Fransk Viin, et tarveligt Surrogat for Vin, som Landalmuen drak. - Det ligger ikke Magt paa mig, jeg har ingen Betydning. - de Alzirske Søerøvere, ifølge 143 Traktat med Algier 1746 nød danske Skibe Beskyttelse mod Landets Pirater.

S. 109
fordrieslig, jf. ty. verdriesslich, fortrædelig. - Machine, Intrige. - Dat etc., gid du faa en Ulykke til sidst.

S. 110
lieber, ty. hellere. - ehr, ty. før. - auf sulken Weis, ty. auf solche Weise, paa saadan Vis.

S. 111
glich viel, ty. gleichviel, lige meget. - wenn ich nur, ty. naar jeg blot. - Fodring, Fordring. - artigt, besynderligt, mærkeligt.

S. 112
Nun ist niet lang etc.; direkte Oversættelse af Mostellaria. Henrich havde ellers bedt Ephraim om først at vende tilbage efter et Par Timer.

S. 113
Sr., Seigneur, Hr. - Discretion, Drikkeskilling. - toe Hovedet paa, to - tvætte, vaske; give en ordentlig Omgang.

S. 114
løbe med Limstangen, gjort til Nar. - Sparlagen, egl. Forhæng, Vægtæppe eller Sengeomhæng. Sparlagens Præken, Gardinprædiken, Straffetale.

S. 115
tilfals, til Salg. - heel curieuse, meget omhyggelig, nøjeregnende, nøjeseende. - kiøligt om Sommeren. Dette specielt sydlandske Træk er direkte overført fra Mostellaria.

S. 116
Belte, Kattegat. - Smakke, mindre Skib, tidligere navnlig brugt som Færgeeller Fragtfartøj. - harcelere, spøge, drive Gæk, - Incommodation, Ulejlighed.

S. 117
trofast, solid, holdbar. - alt hvad som er nagelfast, og derfor udgør en fast Bestanddel af Bygningen (i Modsætning til Løsøre).

S. 118
Materie, Emne, Sag. - hvad som dér kaldes en Mark; en lybsk Mark - dansk To-Mark; en lybsk Skilling (Styver) - dansk Toskilling.

S. 120
Prosit, lat. egl. gid det maa gavne. Høflighedsfrase til en, der nyser.

S. 121
Permission, fr. Tilladelse. - regner maaskee paa Lybsk; se om Mark i 6. Scene!

S. 122
Ducat, to Rigsdaler. - for tung Byrde, 2000 Gulddukater har vejet omtrent 7 kg. - affiloutere, franarre. - Børs, Pung.

S. 123
smørre, smøre, bestikke. - Machine, som giør sig høy, dvs. gør ham høj. - læser, beder, fremsiger Bønner, - Mammon, Penge. - Poenitentse, Pønitense, Bod; Anger, - Lucifer, lat. egl. Lysbringeren. Betegnelse for Satan.

S. 124
sige Summen net op, opregne Summen rigtigt.

S. 128
aarelade udi Panden, nemlig for Galskab. - laxere, skaffe Afføring. - altereret, forskrækket.

S. 129
faae en Ufærd, faar en Ulykke.

S. 131
End naar han, men naar han. - primer, vrøvler, er fra, Forstanden.

144

S. 133
flye, flyve. - Den murede Galge, en saadan stod dengang ude paa det nuværende Vesterbro. - Seigneur, fr. Herre.

S. 134
Bækken for Kirke-Dørren. Folk, der uforskyldt var kommet i Nød havde iflg. Lov Tilladelse til at samle ind til sig selv ved Kirken.

S. 135
Invention, Paafund.

S. 136
Patron, Velynder, Beskytter. - Læs nu Abracadabra; det er formentlig Jeronimus, der siger dette. - Pinebænken. Tortur kunde endnu til 1837 anvendes i Sager for Tyveri, Trolddom m. v. - spæge, tæmme, betvinge.

S. 137
cortisere, kurtisere, gøre Haneben, den forlorne Søn, den fortabte Søn (Lukas-Evangeliet 15,11 ff).

S. 138
absolveres, frikendes, gives Syndsforladelse. - actionere, sætte under Aktion, dvs. under Tiltale. - Gaudieb, Gavtyv.

S. 139
pardonnerer, tilgiver; eftergiver Straffen. - General Pardon, almen, fælles Pardon. - agerer, forestiller, fremstiller. - Satisfaction, Oprejsning.

S. 140
U-leylighed, uheldigt Forhold. - ved mit Middel, ved min Hjælp. Contrapart, Modpart. - i Henseende til, af Hensyn til. - Prætensioner, Krav. - condperet, affattet.

S. 141
Vederlag, Erstatning. - igien, til Gengæld.

DEN FORVANDLEDE BRUDGOM
Comoedie udi een Act
uden Acteurs

146

Hoved-Personerne i Comoedien

  • FRUE TERENTIA
  • LEONORA
    Fruens Døttre
  • LAURENTIA
    Fruens Døttre
  • KIRSTEN GIFTEKNIVS
    en forklæd Acteur
  • PERNILLE
  • ELSEBETH
    forklæd Capitaine
147

Den forvandlede Brudgom
Indledning

Denne Komedie er den sjette og sidste, som Holberg skrev for Teatret paa Kongens Nytorv. Han siger i Ep. 447, at da han havde skrevet »Abracadabra« som et Stykke uden Kvinderoller, var han »ombeden« at gøre et Skuespil uden Mandsroller. I den korte Redegørelse for Indholdet af Den Danske Skue-Plads' 6. Bind (1753), hvor Stykket blev trykt, siger Holberg, at det »stedse maa spilles med« det ovennævnte: »Thi ligesom det første er uden Actricer, saa er det sidste uden Acteurs«. Der blev gjort Forberedelse til Opførelse af Komedien i Februar 1753, men man kender ikke Dato for nogen Opførelse før langt senere, 1882-85, da paa Det kongelige Teater den giftesyge Fru Terentias Rolle blev udført med drastisk Komik af Louise Phister. Paa Dagmarteatret spillede man Komedien i Sæ- sonen 1912-13 med Bodil Ipsen som Elsebeth, den pikante Rolle, hvor en Kvinde optræder forklædt som Officer. Det lille Skuespil fik en ny Chance, da Holberg fra 1950 oplevede en Renæssance i Aarhus. Aarhus Teater, som var aabnet 1900 med »Erasmus Montanus«, spillede under Erik Henning Jensens Direktion og for en væsentlig Del i hans Instruktion 1945-49 hvert Aar en Holbergkomedie for i Jubilæumsaaret 1950 i Løbet af en Uge at opføre de samme fem (Den Vægelsindede, Jean de France, Mascarade, Jeppe paa Bjerget, Den politiske Kandestøber) samt Erasmus Montanus. Samme Aar startede Holbergspillene som Friluftsspil i »Den gamle By« i Aarhus, hvor man opførte Henrich og Pernille 1950, Den pantsatte Bondedreng 1951, Jeppe paa Bjerget 1952, Den Vægelsindede 1953, i p' 148 Jacob von Tyboe 1954, Pernilles korte Frøkenstand 1955, Gert Westphaler 1956, Jean de France 1957, Erasmus Montanus 1958, Hexerie 1959, Henrich og Pernille 1960, Abracadabra 1961. Der var ingen Holbergspil i 1962, men 1963 kunde man rykke ind i Det gamle Helsingørs Teater, som var overflyttet til Den gamle By; man opførte Den Stundesløse. Den forvandlede Brudgom var benyttet som Forspil i 1953, i Erik Henning Jensens Instruktion. 1964 fik den lille Komedie samme Placering; i Forgængerens legende Stil, frit og fantasifuldt, iscenesattes den af Fritz Brun. Hovedstykket, Alfred de Musset: Man skal ingenting forsværge, var sat i Scene af Erling Schroeder. Ved den første Aarhus-Fremførelse spilledes Fru Terentia af Hilma Egeskov, Elsebeth af Ruth Brejnholm og Pernille af Lillian Tillegreen. Under den sidstnævnte var Marguerite Viby Fru Terentia, Vigga Bro Elsebeth og Asbjørn Andersen Kirsten Gifteknivs. Man besluttede nemlig at opfylde Originaludgavens Fordring, hvorefter Kirsten Gifteknivs er »en forklæd Acteur«.

Komediens Intrige bestaar i, at man indbilder Fru Terentia, at hendes udkaarne Kaptajn er forvandlet til en ung Pige, et Tegn paa at Himlen misbilliger hendes utidige Attraa. Kønsskiftet har formentlig været kendt til alle Tider. Hos Grækerne skyldtes Tiresias' Omveksling Guderne; se Bind IV, S. 409-10. I 1728 opdagede man i København, at en tidligere Orlogsmand, nu gift Skræddersvend, i Virkeligheden var en Kvinde.

Litteratur.Bodil Ipsen, en Mindebog, 1965. - O. Nielsen, Kiøbenhavns Historie og Beskrivelse, VI, 1892, S. 57.

149

SCEN. 1

Frue Tetentia. Pernille. Terentia pynted og sminked.

TERENTIA.

Hør, Pernille! Jeg har noget Magtpaaliggende at aabenbare for dig.

PERNILLE.

Jeg kand tænke hvad det skal være. Fruen vil efter sin Sædvane catechisere. Det kand være godt nok, men man maa dog holde Maade udi alting.

TERENTIA.

Catechisere! siger du?

PERNILLE.

Ja man kalder det jo saa. Jeg meener hendes Straffe-Prædikener, som hun slider paa hver Dag.

TERENTIA.

Du tager feyl, Pernille! Nu præker jeg udi en gandske anden Tone; Thi jeg er paa nogle Uger, da jeg var udi Hoved-Staden, bleven til et gandske andet Menneske. Nu finder jeg ikke Behag uden udi Discourser som handle om Forlovelser, Bryllupper, Dantz, Spill og Mascarader.

PERNILLE.

Ney nu bliver jeg gandske forsagt; Hvis saa 150 er, bør Fruen have Plads udi Ovidii Metamorphosis. Mig synes ogsaa paa Fruens Klæder og krusede Haar, at hun siden hendes Hiemkomst maa være bleven omstøbt udi en anden Form. Thi hendes Ansigt seer ikke saa Catechetisk ud som tilforn og hendes Øyen spiller i Hovedet ligesom hun kunde være slagen med Elskov.

TERENTIA.

Du har truffet det paa et Haar, Pernille.

PERNILLE.

Det er jo ligesom at see et Træe skyde Knopper om Vinteren, naar Bladene pleie at falde. Jeg troer ikke at Fruen har i sinde at gifte sig paa sin gamle Alder!

TERENTIA.

Hvad? gamle Alder! Fanden er gammel, Pernille! Ja vist vil jeg gifte mig.

PERNILLE.

Ey Snak, Frue! det troer jeg aldrig.

TERENTIA.

Jo min Siæl vil jeg gifte mig, vil du nu troe det?

PERNILLE.

Med hvem da? Det er vel med vor Gienboe den gamle Jeronimus, som plejer at komme hid?

TERENTIA.

Den gamle Jeronimus! Fye for tusinde Ulykker! Jeg er ingen Elskerinde af Antiqviteter; Jeg vil have friskt Kiød. Officeer-Standen staaer mig best an. Det er unge Krigs-Mænd, som jeg nu løber gal efter.

PERNILLE.

Ha, ha, ha --

TERENTIA.

Du leer deraf, Pernille! Da jeg sidst var udi Staden, kom jeg i Sælskab med 3 unge Strutz-feerede Cavallierer; De samme have ved deres yndige Omgiengelse sat mig udi saadan Bevægelse, at om det var tilladt, saa giftede jeg mig med dem alle tree. Dog stod den eene af dem mig allerbest an; thi jeg kand sige at det var en Lækker-Bidsken, han havde et Ansigt som en deylig Jomfrue.

PERNILLE.

Jeg er gandske henrykt over denne Snak; Men jeg haaber endnu, at det er kun Skiemt.

TERENTIA.

Jeg kand forsikre dig paa min Ære, at det er mit ramme Alvor. Jeg vil giftes, og jeg skal giftes med saadan en.

PERNILLE.

Hvis det er Fruens Alvor, saa har hun jo 151 ingen Ære meer at sætte i Forsikring, thi hun opofrer den ved saadan Opførsel. Betænk dog, hvad som heraf vil flyde. Det er jo et Foretagende, som vil tilveyebringe Latter og Foragt; Ja ingen rigere Materie kand gives til en Comoedie. Betænk ogsaa hvorledes hendes 2de Døttre ville blive til Mode, naar de faaer høre, at de skal have en ung Snushane til Stiffader.

TERENTIA.

Jeg agter hverken om Folks Snak, eller om mine Døttres Vrede.

PERNILLE.

Betænk viidere, min kiære Frue, at - - -

TERENTIA.

Jeg vil intet videre høre derimod. Jeg beder alleene, at du herudi lader see din Troeskab imod mig.

PERNILLE.

Det er ingen Troeskab at styrke Fruen i det, som sigter til hendes Skiendsel og Fordervelse.

TERENTIA.

Jeg beder for det første alleene, at du holder dette taust, indtil jeg haver overlagt dette med den gamle Madame, Kirsten Gifte-Kniv, som pleyer at gaae forliebte Folk til Haande.

PERNILLE.

Det er selsomt, at Fruen vil recommendere Taushed til en ung Pige. Jeg maa aabenbare det, om det skal gaae ud af mine Sider.

TERENTIA.

See, Pernille! Jeg forærer dig her 10 Ducater for at bevæge dig til at tie, og at gaae mig til Haande.

PERNILLE.

Jeg bekiender, at saadant er en stor Fristelse for mig; Men - - -

TERENTIA.

Ingen Men! Tag du kun mod Ducaterne.

PERNILLE.

Jeg merker da, at jeg kommer til at føye Fruen.

TERENTIA.

Hvis du holder, hvad du har lovet, skal du faae dobbelt saa meget siden. Nu gaaer jeg hen til Madamen, at raadslaae med hende.

SCEN. 2

PERNILLE.

alleene. Mon jeg sover eller drømmer? Mon jeg er ved min Fornuft eller ey? Kand saadan Forandring være naturlig eller ey? Hvis nogen anden havde 152 fortaalt mig, at den pene og devote Terentia var forfalden til Vellyst og Daarlighed, og at et saadant gammelt Orgel-Værk begynder at løbe gal efter unge Mandspersoner, vilde jeg holde det for den u-rimeligste Fabel. Men jeg maa vel troe hvad jeg med egne Øren har hørt, og med Eed er bekræfted. Jeg erindrer mig nu at have læset hos en Skribent, at visse Mennesker ynges ved Alderen, og at de ikke begynde at løbe galne, førend de faaer graae Haar. Naar jeg tænker mig om, finder jeg fleere Exempler herpaa, saa at jeg merker, at om det ikke er almindeligt, saa er det dog ikke gandske unaturligt. Den Reyse, som Fruen giorde til Hoved-Staden, har uden Tvivl givet Anledning hertil, saa at hun har faaet Smag udi de Ting, som hun tilforn har vraget, efterdi hun dem tilforn ikke har prøvet. Nu staaer det paa, om jeg kand holde det Tausheds Løfte, som jeg har forbundet mig til. Men der seer jeg Jomfruerne. Ach! Ach! Jeg finder allereede Smerte i min Side, ret ligesom Hull vilde gaae derpaa.

SCEN. 3

Leonora. Laurentia. Pernille.

LEONORA.

Søster, synes dig ikke det samme, nemlig at vor Moder er ikke den, som hun var før hendes Bortreyse?

LAURENTIA.

Mig synes det samme.

LEONORA.

Hun har staaet en halv Time ved Toilettet i Morges for at kruse og sminke sig.

LAURENTIA.

Og paa hendes Bord fandt jeg en Roman i steden for en Bønnebog.

LEONORA.

Men der seer jeg Pernille staaende med nedslaget Hoved. Hør, Pernille! Hvi staaer du saa henrykt?

PERNILLE.

Jeg er ikke vel, Jomfrue.

LEONORA.

Hvad fattes dig da?

PERNILLE.

Jeg laver til Barsel.

LEONORA.

Hvad for en U-lykke? Laver du til Barsel?

153
PERNILLE.

Ja vist, og det som meere er, jeg er færdig til at føde. Jeg bær paa et vanskabt Foster, som vil ud igiennem min Side.

LEONORA.

Det er jo en forblummet Snak; hvad vil saadant sige?

PERNILLE.

Det er at sige: Jeg gaar frugtsommelig med en Hemmelighed, som jeg ikke maa aabenbare.

LEONORA.

Kand du vel holde noget Hemmeligt for os? Siig dog frem hvad det er.

PERNILLE.

Ach! jeg kand ikke holde mig længere: jer Moder, Jomfrue ---

LEONORA.

Hvad vil du sige med vor Moder?

PERNILLE.

Intet stort, Jomfrue! uden det, at hun er bleven reent gal paa den Reyse hun nyelig har giort.

LEONORA.

Vi har dog ikke mærket, at hun er forfalden til noget Raserie.

PERNILLE.

I har maaskee da ikke talt med hende.

LEONORA.

Ikke uden korteligen i Aftes da hun kom tilbage, da vi gratulerede hendes Hiemkomst.

PERNILLE.

Jeg hører da, at I veed ikke ret meget.

LEONORA.

Vi har alleene mærket, at hun seer noget munter og lystig ud, hvilket vi ikke kand begribe.

PERNILLE.

Ikke andet? det forslaaer ikke.

LEONORA.

Jeg og min Søster har ogsaa med Forundring anmerket dette, at hun i Morges, i steden for efter Sædvane at holde Lovsang, har staaet fast en Time ved Toilettet for at sminke og kruse sig.

PERNILLE.

Ikke andet? det forslaaer ikke.

LEONORA.

Os synes at det kand være nok.

PERNILLE.

Bedre op, bedre op!

LEONORA.

Jeg skulde ikke troe, at hun som en gammel Kone har i sinde at gifte sig.

PERNILLE.

Det forslaaer ikke, Jomfrue! bedre op, bedre op!

LEONORA.

Gid du faae Pokker med dit bedre op! det er jo alt hvad som kand skee hende til Beskiemmelse, og hendes Børn til U-lykke.

154
PERNILLE.

Jeg siger bedre op, bedre op!

LEONORA.

Hun vil maaskee gifte sig med en characteriseret Person her, for at faae Rang. Thi de saa kaldede devote Folk og Catechiseer Søstre ere gemeenligen meest Rang-Syge.

PERNILLE.

Jeg siger bedre op, bedre op!

LEONORA.

Jeg skulde ikke troe, at hun vil gifte sig for at faae fleere Penge, og at den gamle Jeronimus, som - - -

PERNILLE.

Den gamle Jeronimus? Fy for en U-lykke?

Er det Partie for en galant ung Frue, som jer Moder?

LEONORA.

Kalder du den ung, som er imellem 50 og 60 Aar?

PERNILLE.

Fruen er ikke over 20 Aar gammel.

LEONORA.

Og hendes yngste Datter er 17 Aar!

PERNILLE.

Det vil ikke sige, Jomfrue, herudi maa I tage Fornuften fangen, og sætte Regnekonsten til Side. En Dame, som løber gall efter Mandfolk, og støver efter unge Officerer for at gifte sig med en af dem, kand ikke 155 være gammel, endskiønt hun er gandske graaehærdet eller skaldet.

LEONORA.

Hvad? vil hun gifte sig med en ung Officeer?

LAURENTIA.

Det maaskee er for mig at hun søger efter en ung Officeer?

PERNILLE.

Ney Jomfrue Laurentia! I skal ikke smørre jer derpaa. Det er for hende selv, og Personen skal blive jer Sted-Fader.

LAURENTIA.

Hvis du skiemter hermed, saa har du Synd deraf.

PERNILLE.

Jeg sværer ved alt det, som helligt er, alting forholder sig saaledes. See her: Disse Ducater har Fruen foræret mig for at gaae hende til haande, eller i det ringeste at tie, indtil hun faaer sin Resolution i Verk sat. Og hun vil dertil betiene sig af Mad. Kirsten Gifte Kniv, som pleyer at gaae forliebte Folk til Haande. Jeg maa strax for saadant at forekomme begive mig til samme Kopierske, og love hende en god Belønning, hvis hun kand ophitte noget som kand afvende saadan forestaaende Uheld. Adieu til videre, gaaer I kuns ogsaa bort.

SCEN. 4

TERENTIA.

med et Speyl i Haanden. Jeg skal i denne Dag have fat paa den gamle Kirsten, hvor jeg og skal finde hende.

Hun seer sig i Speylet.

Ingen Fare! ingen Fare! Der er min Siæl endnu nogle Skiønheds Levninger tilbage i mit Ansigt. Jeg er par Dieu fornøyed med mine Øyen, og hvis mit Speyl ikke bedrager mig, kand de nok endnu komme Blodet til at kaage udi en ung Cavallier. Jo meere jeg betragter alting, jo fleere behagelige Lineamenter seer jeg. Hvis den eene forbandede store Rynke ey var i Panden, kunde jeg agtes for en beauté; men en Medgift af 30000 Rdlr. kand nok foraarsage, at saadan Rynke bliver usynlig for 156 en ung Frier. Og den Berømmelse, som Madame Kirsten vil legge paa mig, kand nok giøre alting godt. Jeg har haft Bud til hende; men hun var ikke Hiemme. Huus Folkene lovede dog at skikke hende hid, saa snart som hun kom Hiem.

Hun bliver ved at beskue sig i Speylet og smiler derved.

SCEN. 5

Kirsten Gifte-Kniv, som er en forklædt Acteur. Terentia.

KIRSTEN.

Pernille fortalte mig paa Veyen en forbandet Historie. Jeg kommer til at hielpe paa disse stakkels Jomfruer. De har lovet mig en anseelig Recompence for min Umage. Jeg har allereede en intrigue udi mit Hoved, som maa i Verksættes. Pernille har en Søster, som har et smukt Ansigt, og som er vel skabt. Jeg har sagt hende, at samme Søster i en Hast maa forklædes som en Officier og Frier; Det øvrige skal jeg have Omsorg for. Men der seer jeg Fruen staaende at speyle sig. Hillemænd hvor fuld af Sminke og skiønnings Plaster er hun ikke! Jeg maa holde gode Miiner, og styrke hende udi hendes Forsæt, for desbedre at kunde udføre mit Anslag. Velkommen tilbage min kiere Frue! Hvorledes har hun befundet sig paa denne Reyse?

TERENTIA.

Jeg har aldrig giort nogen meer fornøyelig Reyse.

KIRSTEN.

Jeg merker ogsaa at Fruen er vel baade paa Legemets og Sindets Vegne; thi alting leer og spiller paa hende.

TERENTIA.

Jeg har aldrig min Livs-Tid været udi bedre Humeur.

KIRSTEN.

Hun seer ud som hun var forlovet, og skulde føres til Brude Skammelen.

TERENTIA.

Det er mig en inderlig Glæde at høre saadant.

KIRSTEN.

Jeg kand min Troe ikke afsee hende; thi alting er yndigt fra Top til Taae.

157
TERENTIA.

Men siig mig ret, Madame! uden Flatterie, hvad synes hende om mine Lineamenter.

KIRSTEN.

Jeg kan forsikre Fruen, at alting er efter Skiønheds Regler.

TERENTIA.

Det fornøyer mig hiertelig, efterdi jeg veed, at hun er en Kiender af Skiønhed; men det er dog noget, som jeg ikke maa bryste mig af, thi det er Himlens Gierning.

KIRSTEN.

Hille min Troe, hvilke glimrende Øyen, hvilken regelmæssig Næse, hvilke yndige Kinder!

TERENTIA.

Men meener hun, at den Rynke udi Panden kand vanhelde mig?

KIRSTEN.

Tvertimod jeg anseer den heller som en Ziirat, thi den foraarsager, at Ansigtet seer mandigt og majestetisk ud.

TERENTIA.

Min Taille meener jeg at kunne passere.

KIRSTEN.

Fruen behager at vende sig. Hun vender sig om til høyre Side.

KIRSTEN.

Hillemænd, hvilken Taille! hun behager at vende sig om til den anden Side.

158

Hun vender sig om til venstre Side.

KIRSTEN.

Det kalder jeg en complet Taille; man skulde tænke at Fruen var snøret. Vend sig nu om til den 3die Side.

TERENTIA.

Jeg har jo ikke meer end to Sider.

KIRSTEN.

Det er sandt nok; men det var at ønske, at hun havde fleere, thi man kand ikke have for meget af det som smukt er.

TERENTIA.

Hør, Madame! Jeg har merket at adskillige unge Cavaliers have Øyne paa mig. I fald jeg nu skulde falde paa de Tanker at giøre en af dem lykkelig, kunde vel derpaa være noget Ondt at sige?

KIRSTEN.

Aldeeles intet! Oh! Langt fra at raade hende derfra, jeg raader hende langt hellere dertil.

TERENTIA.

Saa maa jeg da aabenbare hende mit Forsæt. Jeg har virkeligen besluttet at oplede mig en Ægtefælle.

KIRSTEN.

Derudi giør Fruen meget vel; Thi hvorfore skulde hun pine sig ved at sidde længer udi eenlig Enkestand?

TERENTIA.

Og det maa være en ung frisk Cavalier.

KIRSTEN.

Jo ungere, jo bedre; friskt Kiød er ogsaa altid bedre end gammelt.

TERENTIA.

Herudi kand ingen bedre gaae mig til Haande end Madamen; Thi hun kiender de fleste unge Karle her paa Stedet.

KIRSTEN.

Fruen behager at sige mig, hvorledes Personen skal været dannet, at jeg kand eftersee, om jeg haver nogen paa min Liste, som hun kand være fornøyed med.

TERENTIA.

Personen skal være af Militaire Stand, imellem 20 og 30 Aar, han maa være kiøn og føyelig; Det skader ikke om han ingen Penge har, ey heller om han inclinerer til jalousie, thi det er Tegn til at min Skabning charmerer ham.

KIRSTEN,

mumlende paa sin Fortegnelse. Hillemænd! der finder jeg net op saadan Person; see her engang: No. 5. Capitaine Frands von Fraulieb, en Cavallier 24 Aar gammel, der har et Ansigt som en Jomfrue og et 159 velskabt Legeme, som er behagelig og føyelig og elsk den han elsker indtil jalousie.

TERENTIA.

Hillemænd, Blodet begynder alt at kaage udi mit Legeme. Men hvor er den Person at finde?

KIRSTEN.

Han logerer udi mit Huus, saa at jeg kiender ham til Punkt og Prikke.

TERENTIA.

Meener Madamen da, at han ikke vil forsmaae mig?

KIRSTEN.

Hvorfor skulde han forsmaae en Frue, hos hvilken han finder baade Skiønhed og Midler? Han følger ellers mit Raad udi al Ting; Lad mig kun sørge for Sagen.

TERENTIA.

Kom, lad os gaae lidt ind for videre at overlegge dette.

SCEN. 6

Leonora. Laurentia, Pernille.

LEONORA.

Nu faaer vi høre hvad Pernille har overlagt med den gamle Kone. Men see! der kommer hun. Pernille! hvordan gaaer det?

PERNILLE.

Jeg veed ikke uden Begyndelsen af Intriguen, og hvortil hun dermed sigter. Hun har alleene bedet mig at iføre min Søster Elsebet Officiers Dragt, og sagt sig at ville sørge for Resten.

LAURENTIA.

Men er det ikke Synd at ville prostituere sin Moder?

PERNILLE.

Hun prostituerer sig selv; vi agte kun at curerc hende for hendes Galskab.

LEONORA.

Det er sandt nok; naar Ord og Formaninger ikke kand hielpe, maa man fordrive Galskab med Galskab.

LAURENTIA.

Men er Mama da saa gall?

PERNILLE.

Hvilket Spørsmaal! mon en Dame imellem 50 og 60 Aar, der løber gall efter unge Cavaliers, kand siges at have mindste Gnist af Fornuft?

LEONORA.

Det synes virkeligen, som der er kommen en Skrue løs i Hovedet, thi ---

160
PERNILLE.

Jeg veed ikke, hvor mange Skruer der er i et Menneskes Hierne, men det seer jeg, at de ere alle løse udi Fruens.

LEONORA.

Men Pernille, kand det være naturligt, at et Menneske kand saa hastig og saa stærkt forandres? mon Fanden ikke haver været Stifter hertil?

PERNILLE.

Altid citerer man Fanden, for at undskylde en Gierning; thi saa giorde Pigen, da hun lavede til Barsel, sigende: Hvad har ikke Fanden at bestille! Det er gandske naturligt, at et Menneske falder fra en extremitet til en anden, og man haver adskillige Exempler paa at gamle ærbare Katte ere forvandlede til kaade Kalve.

LEONORA.

Men der maa dog have været nogen Anledning til saadan selsom Forandring.

PERNILLE.

Vist har dertil været Anledning; Fruen, som udi Hoved-Staden er geraaden udi lystig Selskab og Divertissement, som hun tilforn ikke har seet, har begyndt at faae Smag derpaa, og derpaa sat sig for at ændre sit forrige strænge Levnet, men saasorn hun i Reformationen ikke har vidst at holde Maade, er Medicinen bleven værre end Sygdommen.

LEONORA.

Meener du da, at hendes forrige devotion har været sminket?

PERNILLE.

Det kand jeg ikke for fulde sige, men det veed jeg, at adskillige devote Folk ere forfaldne til det samme; derfor er det best at holde Maade udi alting. Men der seer jeg at Madame Kirsten kommer med den forliebte Frier, som skal blive jer Stiffader.

SCEN. 7

Kirsten. Elsebed, forklæd galonered og med Strudsfiær paa Hatten. Personerne af forrige Scene.

PERNILLE.

Ha, Ha, hvem Pokker skulde kiende dig i denne Dragt, Elsebet?

ELSEBET.

Tael med meer Respect, naar du taler til en Capitaine.

161
PERNILLE.

Er du virkelig Capitaine?

ELSEBET.

Det kand du jo see paa min Dragt, paa min Gang og paa mine Miiner.

PERNILLE.

Jeg mærker at du vil spille din Rulle vel nok. Men Madame Kirsten, hvortil skal dette sigte?

KIRSTEN.

Hun skal stille sig an, som hun beyler til Fruen.

PERNILLE.

Men hvad vil deraf flyde?

KIRSTEN.

Det kand jeg nu ikke sige; Lad mig kun raade for Udfaldet. Hør, Elsebet! du maa ikke stille dig alt for meget forliebt an, men heller affectere nogen Kaaldsindighed; thi det vil skierpe hendes Appetit dismeere.

ELSEBED.

Jeg skal spille min Rolle godt nok, værer kun ikke bange derfor.

KIRSTEN.

See der kommer Fruen, gaae kun af Veyen til Side.

SCEN. 8

Kirsten. Terentia, latterlig udstaffered. Elsebed.

KIRSTEN.

til Elsebed. Bliv kun her staaende ved den eene Ende, medens jeg mælder dig an hos Fruen.

TERENTIA.

Vel min kiere Madame! Har hun udrettet noget for mig?

KIRSTEN.

Alting gaaer godt, jeg har overtalt Personen at lade sig her indfinde for at insinuere sig selv.

TERENTIA.

Har han vel nogen Tid seet mig tilforn?

KIRSTEN.

Vist har han seet hende, og hendes Person staaer ham vel an, saa at Sagen i mine Tanker ingen Vanskelighed vil have.

TERENTIA.

Men hvi bragte hun ham ikke strax med sig?

KIRSTEN.

Fruen behager at kaste uformærkt sine Øyne til den venstre Side.

TERENTIA.

Hille Mænd! er det den Person, som der staaer? det er en lækker Bidsken, ingen Skildrer kunde - -

162
KIRSTEN,

trækkende hende til Side. Sagte, sagte, kiære Frue! Hun maa i agttage Sømmelighed og stille sig lidt koldsindig an; hun vil ellers forderve alting.

TERENTIA.

Men mon jeg ikke heller kand forderve Sagen ved at lade see alt for stor Koldsindighed?

KIRSTEN.

Hun skal ey heller vise alt for stor Koldsindighed, men alleene iagttage den Sømmelighed, som af vort Kiøn udfordres.

TERENTIA.

Jeg skal da efterfølge hendes Raad, saa vidt som mueligt er.

KIRSTEN.

Velbaarne Hr. Capitaine behager at komme lidt nærmere. See her præsenterer jeg ham den kiønne og dydige Dame, som han har forlanget at komme i Kiendskab med.

ELSEBET.

Min naadige Frue tager ikke ugunstigt op, at jeg har taget mig den Frihed her at giøre min Opvartning. Jeg havde ikke dristet mig dertil, hvis denne gode Madame, som er min Vertinde, ikke havde forsikkret mig om, at - - -

163
TERENTIA.

Min Hr. Capitain behøver ikke at giøre nogen Undskyldning herfor, jeg kand forsikkre om, at hans Person ved første Øyekast ---

KIRSTEN.

sagte til Fruen. Sagte, sagte, Fruen! hun gaaer for hastig til Verks.

TERENTIA.

Jeg kand forsikkre min Herre, at jeg kand ikke andet end fatte Estime for den, som saa hastig er avanceret udi Armeen.

ELSEBET.

Jeg takker Fruen for de gode Tanker, som hun har fattet om min Person; men hvor ung jeg er, saa har jeg dog allerede bivaanet fire store Feldtslag udi Flandern.

TERENTIA.

Fire store Feldtslag?

ELSEBET.

Ja fire store Feldtslag og noget paa det femte. Hvis min Kaarde kunde tale, vilde den vidne om mit Forhold udi saadanne Trefninger; rnen det staaer mig selv ikke an, at tale noget til min egen Berømmelse, alt hvad jeg kand sige er dette, at jeg nogenledes har efterkommet min Pligt.

KIRSTEN.

Alle Folk vide at tale om Capitainens Tapperhed samt Opførsel saa vel udi Krigs som udi Freds-Tider, derfor er han ogsaa æret og elsket af alle. Og er dette mærkeligt, at hvorvel han stedse har ladet see en Slags Koldsindighed mod Fruentimmer, ere de dog ham meget affectionerede.

TERENTIA.

Har da Capitainen naturlig Afskye for Ægteskab?

ELSEBET.

Det kand jeg ikke sige; Thi der kunde vel findes den, som var mægtig til at vinde mit Hierte,

TERENTIA.

Hvorledes skulde den vel være danned?

ELSEBET.

Uden Flatterie at tale, det skulde være en Person, der besidder de Qvaliteter, hvormed Fruen er begaved.

TERENTIA.

Jeg takker deres Velbyrdighed for de gode Tanker, som han har om min Person; jeg maa da ogsaa aabne mit Hierte for ham og bekiende, at - - -

164
KIRSTEN.

til Terentia, trækkende hende til Side. Fruen gaaer min Siæl alt for hastig til Verks.

TERENTIA.

Jeg siger, at hans Person kunde frem for andre indtage mig, hvis jeg resolverede til at forandre min Stand, men - - -

ELSEBET.

Ach! Det Men er et dødeligt Hiertesting for mig.

TERENTIA.

Min Salig Herre ligger rnig saa paa Hiertet, at jeg aldrig kand glemme ham.

ELSEBET.

Jeg mærker da, at jeg maa gaae Trøstesløs bort; men efterdi Skiebnen nu ikke er anderledes, saa tillad, at jeg til Afskeed kysser hendes Haand, og tilbeder mig hendes simple Venskab.

Han kysser paa Haanden og gaaer bort.
KIRSTEN,

løbende efter ham. Hei! veed han som en Krigsmand ikke dette, at en Fæstning ikke overgiver sig ved første Canon-Skud? Vær da ikke saa hastig, men hav lidt Taalmodighed; lad mig tale lidt meere til Fruen.

Til Terentia. Min kiære Frue! Nu er det alt nok, nu kand hun stille sig gandske tam an.

TERENTIA.

til Kirsten, sagte. Jeg zittrer og bæver over min Krop; hvor nær havde ved jeres Præcaution Byttet gaaet mig af Hænderne!

KIRSTEN.

Lad os tale reent ud; jeg veed Fruens Hiertelaug, og kand spaae af hendes Ansigt og Miiner, at Capitainen vil ikke giøre denne Reyse forgiæves. Tael da, Fruen, og giør hendes Hierte ikke til en Røver-Kuule! vil hun lade denne Cavalier gaae Trøstesløs bort?

TERENTIA.

Hvis det er Himlens Villie, saa vil jeg samtykke hans Begiering.

KIRSTEN.

Det vil jeg svare til, at det er Himlens Villie. Velan uden videre Complimenter giver hinanden Hænder.

Hun tager begges Hænder og lægger dem sammen.
165
KIRSTEN.

Nu maa Hr. Capitaine strax gaae hiem og give sine Venner tilkiende, hvad som Himlen har besluttet, ligesom Fruen paa sin Side maa forkynde hendes Døttre det samme.

ELSEBET,

kyssende paa Fruens Haand. Adieu saa længe, min allerkiereste Frue!

TERENTIA.

Far vel, min søde Engel! og kom igien saa snart som mueligt.

SCEN. 9

Kirsten. Terentia.

KIRSTEN.

Ach! ach! jeg kand ikke holde mig for Graad.

TERENTIA.

Hvorfor hyler og græder hun, Madame?

KIRSTEN.

Det er af lutter Glæde, saa bevæget blev jeg af denne kierlige Foreening, som jeg saa lykkeligen har befodret. Jeg har ladet mig bruge i mine Dage til at forfremme mange Partier, men intet har fornøyet mig saa meget som dette, thi her er Exempel paa en reen uforfalsked, u-interesseret og en extraordinaire Kierlighed; faa Partier kand lignes med dette. Nu maa jeg forlade Fruen paa en kort Tid, medens hun taler med sine Børn, og stiller dern tilfreds, hvis de have noget at sige mod dette Partie. Hun gaaer bort.

SCEN. 10

Terentia. Leonora. Laurentia. Pernille.

TERENTIA.

Kommer her ud Børn, jeg har noget at tale rned eder. Hører, mine kiere Døttre! Det tiener ikke, at jeg bliver længer siddende udi eenlig Stand, jeg maa have en Mand, der kand forestaae mit Huus, og jeg har allereede sluttet Partie med een som vil blive eder en god Stiffader.

PERNILLE.

Da har min Troe Fruen ikke betænkt sig ret længe; thi hun kom hiem i Gaar, og i Dag er hun allereede forlovet.

166 Døttrene græder.
TERENTIA.

Græder ikke, Børn! I vinder jo intet med Graad.

PERNILLE.

Hvis vi kunde vinde noget med Graad, vilde vi holde ved at græde saa at Huuset skulde svømme i Vand.

TERENTIA.

Nu er det giort, mit Løfte er givet, som ikke kand igienkaldes.

PERNILLE.

Maatte jeg vel spørge Fruen hvem Brudgommen skal være?

TERENTIA.

Det er en brav ung Cavalier, nemlig Capitaine Frantz Fraulieb; jeg veed ikke om du kiender ham?

PERNILLE.

Vist kiender jeg ham, det er en Mand som passer sig best til Fruens yngste Datter Laurentia.

LAURENTIA.

Pernille har min Troe Ret derudi.

TERENTIA.

Du skal nok faae en Mand, du est endnu for ung til at gifte dig.

PERNILLE.

Og Fruen er for gammel dertil; overlad ham da til den ældste Datter.

TERENTIA.

Ney Tak! jeg beholder ham nok selv; det maa saa være, det er Himmelens Villie.

PERNILLE.

Er det Himmelens Villie, at en gammel Frue, som har voxne Døttre, skal dem til Præjudice gifte sig med en ung Spradebasse? saadan Theologie faaer jeg aldrig i mit Hoved.

TERENTIA.

Han er ung, det er sandt, men derhos besidder Dyd og Forstand som en gammel Mand. Man taler om ham med Berømmelse overalt saa vel udi Staden, som i Armeen, og det er bekiendt, at han allereede har ladet see Tapperhed udi 4re Feldtslag.

PERNILLE.

Er det derfor at Fruen vil have ham, efterdi han forstaaer sin Kaarde? jeg troer heller at hun venter andet slags Capacitet.

TERENTIA.

Holdt kun din Mund, Pernille! du bruger den og herudi forgiæves. Kommer du ikke ihu hvad du har lovet mig?

PERNILLE.

Jeg har lovet meere end jeg kand holde.

167
TERENTIA.

Lad mig tale med mine Døttre alleene! Hvad siger I, mine Børn? vil I rebellere mod eders Moder?

LEONORA.

Ingenlunde, Mama! vi faaer vel at tie stille og skikke os derudi.

TERENTIA.

Men hvad monne der være for en Larm og Hylen udi Forstuen? spring ud og hør hvad det er.

PERNILLE.

Det er Madame Kirsten Gifte-Knivs, som svømmer i Graad.

TERENTIA.

Lad hende komme herind.

SCEN. 11

Kirsten. Personerne af forrige Scene.

KIRSTEN.

Ach hvilken forskrækkelig Hændelse!

TERENTIA.

Hvad er vederfaret?

KIRSTEN.

Hvilken bedrøvelig Historie!

TERENTIA.

Siig frem hvad det er; mit heele Legem skiælver.

168
KIRSTEN.

Det er jo Magen til den Hændelse, som skeede i min Bestemoers Tid udi Jylland.

TERENTIA.

Hvad er da skeet, Madame? Jeg brænder af Begiærlighed efter - - -

KIRSTEN.

Saadant tildrog sig da ved samme Leylighed som dette, saa at det er klart, at Himlen har haft Mishag derudi.

TERENTIA.

Plag mig da ikke længer, men siig strax frem.

KIRSTEN.

Ach jeg elendige Menneske, som har bemænget mig med saadan syndig Handtering, a a a a - - -

TERENTIA.

Hvad Handtering? Siig da frem, i Pokkers Skind!

KIRSTEN.

Jeg skal da fortælle Historien saa vidt Graad og Suk vil tillade. Viid, Madame, at den unge Capitaine - - -

TERENTIA.

Hvad U-lykke er ham hændet?

KIRSTEN.

Jeg siger, den unge Capitaine --- det er alt nok, jeg kand ikke meer, aaa---

TERENTIA.

Jeg lærer intet deraf.

KIRSTEN.

Jeg siger, den unge Capitaine aaa--- Tøv lidt, lad mig puste! Den unge Capitaine --- han var ikke saa snart kommen op paa sin Sahl, førend jeg hørte ham skriige Himmelhøyt; da jeg nu spurdte, hvad han skadde, sagde han med en fiin Stemme: Kiere Madame! Siig mig hvem jeg er! Jeg finder efter en foregaaende Skræk og Smerte, at alting hos mig er forandret, saa vel Sind, som Legeme. Jeg haver andre Inclinationer, anden Stemme, andre Lemmer, ja anden Siæl. Jeg tænkte da strax, at han var falden udi Raserie. men da jeg og min Søster erindrede os den Jydske Historie, og nogle andre, som man har læst udi de troeværdigste Aviser, da vi foretoge os at efterforske alting, fandtes der at han a, a, a, a, a - - -

TERENTIA.

Hvad fandtes der?

KIRSTEN.

At han fra en Capitain var forvandlet til en ung Pige.

169

De skriige derpaa alle tillige.

PERNILLE.

A! en ung Pige siger I?

KIRSTEN.

Ja vist, til en ung Pige! det er alt bekiendt over det heele Naboelaug. Jacob Skolemester sidder nu hiemme, og trøster hende, thi hun er gandske desperat. De skriger alle igien.

Min Søster ifører hende strax Qvinde-Klæder, og har i lovet at bringe hende hid, for at viise at man ikke maa i tvivle meere derom.

PERNILLE.

Er der da intet tilbage af forrige Skabning?

KIRSTEN.

Intet uden Ansigtet alleene.

De skriige alle igien.

Skolemesteren Jacob fortalte os adskillige Exempler paa saadanne Mirakler, som mig synes han kaldte Metamorphoser. Men see, der kommer hun grædende udi Pige-Dragt. De skriige alle igien.

SCEN. 12

Elsebet grædende. De andre.

KIRSTEN.

Ach hvilket Syn! mit Hierte vil bryste derover. Kom nærmere, min Herr Capitaine! og fortæl Fruen Omstændigheden derved.

ELSEBET.

Jeg kiendes ikke ved den Titel. Jeg veed nu hvortil Skiebnen har fordømt mig. Rok og Teen ere nu mine Vaaben.

KIRSTEN.

Hvad siger Fruen til denne Hændelse?

TERENTIA.

Nu maa jeg troe hvad mine Øyen seer. Jeg kand af Skræk og Blusel intet tale. Jeg fordømmer alleene min Daarlighed og Forfængelighed, beder mine \ Børn om Forladelse, og søger den øvrige Tid af mit Liv udi eenlig Stand at begræde den Synd, som jeg har bedrevet. Og hvad jer angaaer, min kiere Jomfrue, som denne Uheld har treffet, skik eder herudi med Taalmodighed, og lad jer nøye rned jer Skiebne, og betænk, at Straffen kunde have været end større.

170
PERNILLE.

Ja vist kunde den have været, thi man har Exempler paa Mennesker, som ere forvandlede til Varulve.

ELSEBET.

Jeg vil ogsaa skikke mig derudi, og legge denne Formaning paa Hiertet. Hun træder derpaa frem og synger.

I Koner og I Jomfruer,
Med Sorgen holder Maade!
Hvad skeed er, ey kand ændres meer,
Graad derfor ey kand baade.
Et Tab for eder vel er skeet;
Hver kand dog faae sin Mage,
Thi unge Karle, man jo veed,
I Topmaal er tilbage.

Tutti repeterer det samme.

PERNILLE,
til Afskeed.

Et Skue-Spill fremstilled er
Alleene med Actricer;
Af det og meget andet meer
Man klarligen beviser,
At mange Ting udi et Land,
Foruden Mands Personer,
Udføres og forrettes kand
Af Piger og Matroner.

Tutti det samme.

Den forvandlede Brudgom
Noter

S. 146
Gifte-Knivs. Holberg vakler mellem denne Form og den almindelige Gifte-Kniv.

S. 149
catechisere, holde Moral-, Straffeprædiken. - Discourser, Samtaler.

S. 150
Ovidii Metamorphosis. Den romerske Digter Ovids Digtkreds: Metamorphoses (Forvandlinger) er skrevet i Aarene 2 f. Kr.- 9 e. Kr. og fortæller ca. 250 Forvandlingsfabler fra den græske Mytologi. - kruse, frembringe kunstige Smaakrøller. - jeg troer ikke, Jeg skulde dog ikke tro. - staar mig bedst an, tiltaler mig 171 mest. - Strutz-feerede, Officerernes Fjerbuske (Plumage) bestod af Strudsfjer. - henrykt, fortabt, forvildet.

S. 151
Materie, Emne. - Snushane, Pralhans, Pige-, Skørtejaeger. - recommendere, anbefale.

S. 152
devote, fr. devot, -e, from, gudfrygtig. - læset hos en Skribent, f. Eks. i Den honette Ambition 1,1; 11,7. - ynges, forynges. - henrykt, aandsfraværende; tankefuld.

S. 153
Raserie, Uforstand, Galskab, Besættelse. - holde Lovsang, holde Morgenandagt. - fast, næsten, omtrent. - Bedre op, højere op, dvs. det forslaar ikke.

S. 154
characteriseret Person, Rangsperson. - Catechiseer Søstre, dvs. Moralens nidkære Vogtere.

S. 155
graaehærdet, graahaaret. - smørre jer, glæde jer, sætte jer Næse op efter. - Resolution, Beslutning. - Kopierske, her en Person som formidler et Ægteskab mod Belønning. - par Dieu, fr. ved Gud. - Lineamenter, Ansigtstræk. - beauté, fr. Skønhed.

S. 156
Recompence, fr. récompense, Belønning, Vederlag. - skiønnings Plaster, kunstige »Skønhedspletter«, der fremhævede den hvidpudrede Hud. - afsee, lade være med at betragte.

S. 157
Flatterie, Smiger. - heller, snarere. - Ziirath, Prydelse.

S. 158
inclinerer, har Tilbøjelighed til. - Fraulieb, ty. Kvindekær.

S. 159
prostituere, vanære, skandalisere.

S. 160
Hvad har ikke Fanden etc., andetsteds (f. Eks. Barselstuen 11,12) harcelerer Holberg ligeledes over den Uvane at give Fanden Skylden for sine egne Fejltrin. - extremitet, Yderlighed. - Divertissement, Adspredelse, Morskab. - Reformation, Forandring, Indførelse af Reformer. - devotion, fr. dévotion, Fromhed. - sminket, givet en forskønnende, ydre Form, som ikke svarer til det Indre, hyklet. - galonered, prydet med Galoner, svære Prydbaand til Besætning paa Klæder, især Uniformer.

S. 161
af federe, give Skin af, hykle. - insinuere sig selv, tale sin egen Sag, indynde sig.

S. 163
Estime, fr. Agtelse. - Feldtslag, muligvis prales med enten den spanske eller den østrigske Arvefølgekrig, som begge delvis udkæmpedes i Flandern.

S. 164
resolverede, besluttede. - Præcaution, Forsigtighed.

S. 165
befodret, befordret. - u-interesseret, uegennyttig, uselvisk.

S. 166
Præjudice, Skade.

S. 168
bemænge sig, befatte sig med noget, som er én uvedkommende. - fiin Stemme, høj, spæd Stemme. - Inclinationer, Tilbøjeligheder.

S. 169
tillige, i Forening; sammen.

S. 170
Varulve. Ifølge Folketroen om Mænd, der lejlighedsvis omskabtes til Ulve og som saadan blev Ondskabens Repræsentanter. - baade, nytte, hjælpe. - Tutti, ital. alle.

DON RANUDO DE COLIBRADOS
Eller
FATTIGDOM OG HOFFART Comoedie i 5 Acter

174

Acteurs

  • DON RANUDO LEONORA DE COLIBRADOSen grand d'espagne
    eller en Spansk Herremand
  • DONNA OLYMPIAhans Frue
  • DONNA MARIAderes dotter forliebt i Gontzalo
  • GONTZALO DE LAS MINASen spansk Adelsmand
    forliebt i Donna Maria,
    Opdigted Printz af Æthiopien
  • ISABELLA
  • LEONORACammer-pige hos Donna Maria
  • GUSMANPage hos Don Ranudo
  • PEDROLaqvais hos Don Ranudo
  • EN UDTOLKER
  • EN NOTARIUS
  • EN BONDE
  • EN OPDIGTED PRINTZES
    SVITE
  • Scena er i en Bye i en Province udi Spanien
175

Don Ranudo
Indledning

Denne Komedie har sin egen, besynderlige Udgivelseshistorie. Den blev skrevet til Teatret i Lille Grønnegade. I 1723 anfører Holberg den blandt Komedier, som ligger færdige (se »Fortaler« ndf. S. 462). Den kom ikke i Trebindsudgaven 1723-25; i Subskriptionsindbydelsen til Fembindsudgaven 1731, som stod i Nye Tidender om lærde og curieuse Sager, 29. Juni 1730 loves til 5. Tome bl. a. »Don Ranudo eller Fattigdom og Hoffart«. Men Komedien kom, uvist af hvilken Grund, ikke med i Udgaven. Manuskriptet synes dengang eller senere at være kommet Holberg af Hænde. Komedien kendtes dog i Afskrifter, hvis Antal forøgedes, fordi Læsere vilde supplere 1731-Udgaven. 1745 fik Holberg forelagt en Afskrift, og han tillod den tyskfødte Bogtrykker C. G. Mengel at udgive Komedien i tysk Oversættelse. Mod Holbergs Vilje udgav Mengel den derefter tillige paa Dansk. Disse Udgaver kom 1745. Efter Teatrets Genaabning kom Don Ranudo paa Plakaten 30. August 1752, og derefter optog Holberg Komedien i Den Danske Skue-Plads' 6. Bind, 1753. Imidlertid fremdroges 1895 i Videnskabernes Selskabs Bibliotek i Throndheim en Afskrift af Komedien, som skyldes en norsk Humanist, Benjamin Dass (1706-75). Han studerede i København 1726-35. Da denne Tekst har et langt mere autentisk Præg end alle øvrige, følges den i nærværende Udgave, aftrykt efter Redaktionen i Ludvig Holbergs Samlede Skrifter IV, 1917, S. 653-718.

Skildringen af det fattige og fornemme Adelspar er et klart Eksempel paa Holbergs usentimentale Komik. Det 176 er imod sund Fornuft og derfor latterligt at opretholde en Rang og en Standsbevidsthed, naar man økonomisk ingen Mulighed har for at hævde en saa høj social Position. Don Ranudo og Donna Olympia, som saaledes synder mod Fornuften, finder ingen Skaansel, saa lidt som andre holbergske Narre, f. Eks. Jean de France og Jacob von Tyboe. Vi kan gaa et Skridt videre. I »Det lykkelige Skibbrud« siger Pernille om den unægtelig lidet tiltalende Rosiflengius, i dennes Nærværelse, at »han maa have ligesaadan Pukkel i sin Hierne, som paa sin Ryg« (1. Akt, 6. Scene). I »Don Ranudo« falder en pilraadden Stol sammen, og Donna Olympia falder paa Gulvet, saa at hendes Gæst faar at se, at hendes Klæder er pjaltede og sønderrevne bagtil (2. Akt, 4. Scene). Troen paa Fornuften kan, i disse ekstreme Tilfælde, gøre Holbergs Komik naadeløs.

Litteratur.Julius Martensen: Om en hidtil ukjendt Afskrift etc., i Museum, Tidsskrift for Historie og Geografi 1895, Andet Halvbind, S. 65 ff.

177

ACTUS I

SCEN. 1

Gonzalo de las Minas. Isabella.

GONZALO.

Det er sandt min hierte Søster! jeg seer ingen fordeel ved saadant partie, men I skall viide, at min Herlighed ikke grundes paa interesse. Deres familie er vel ældere og anseeligere, men vores er derfor ikke mindre adelig, kand de regne flere store folk i deres slegt, saa kand vi derimod regne vor rigdom, og sætte den imod deres elendige armod, som er større end den kand beskrives. Men jeg siger min hierte Søster, jeg sigter ikke till nogen fordeel, mit hierte er optændt af en pur og reen kierlighed till deres dotter Donna Maria, som jeg beklager ikke mindre for hendes fattigdom, end som for hendes u-rimelige forældre, som ved deres hovmod er bleven fabel over den hele bye, og maa derfor den heele Spanske Nation ved saadant uskyldig lide.

ISABELLA.

Min allerkiæreste broder! jeg har intet at sige derimod, den fattigdom, som er hos hende, kunde blive tilstrækkelig bødet paa ved Eders midler, men hvorfor skall man ydmyge sig for staadere? hvor kand I fatte kiærlighed till det huus, I er foragtet af? I burde have den ambition, at saa snart I merkede den ringeste foragtelig mine, I da havde vendt dem Ryggen, og aldrig tænkt paa saadan kiærlighed meer.

GONZALO.

Ach min hierte Søster, I veed maaskee ikke hvad kiærlighed er, ti dersom I det vidste, raisonnerede I ej saaledes, min ambition har offte i denne sag ført strid med min kiærlighed, men den sidste har altid vundet seier over den første.

178
ISABELLA.

Men naar I seer intet middel till at lykkes i saadan Eders ansøgning, bør I da ikke som et fornufftigt menniske slaae saadan kiærlighed af sindet.

GONZALO.

Langt fra Forældrenes foragt imod mig kand giøre min kiærlighed kaald, den heller ophidser mig meer, og er en olie, som kastes i min ild.

ISABELLA.

Jeg troer min hierte broder, at I vill agere en Roman, ti saadan slags kiærlighed kommer mig gandske Poetisk for.

GONZALO.

Aid forhaabning er dog ikke saa reent ude, at der jo er en liden gnist tillbage, jeg haaber, at naar deres armod er kommen till det alleryderste, de da førend de skall gandske omkomme af mangel, endelig vil sætte den u-rimelig ambition till side, og beqvemme sig till at give deres dotter till en brav mand, der ved sine midler kand redde en familie fra yderste ælendighed.

ISABELLA.

Jeg merker nok Gonzalo, at I ikke kiender rett deres Hofmod, naar I taler saaledes, jeg troer, de heller døer, end beqvemmer sig dertill.

GONZALO.

Men Isabella I veed maaskee ikke een ting.

ISABELLA.

Hvad er det?

GONZALO.

Jeg er forsikred om, at ligesaa stor foragt Forældrene har till mig, saa stor kiærlighed og godhed derimod har deres dotter Donna Maria for mig, ti hun har for min Faster nyelig begrædt hendes Forældres daarlighed, og afmalet deres slette tillstand med stor bevægelse.

ISABELLA.

Ja Gonzalo, det vill altsammen intet hielpe, Forældrene har alt for nøje vagt over hende, saa det er umueligt at faae hende at see, langt mindre at nyde hendes omgiængelse uden deres minde.

GONZALO.

Ak! Isabella veed I vel, at forliebte folk finder de veje, som ingen tænker paa, og seer de midler for at komme till deres forsættes fuldbyrdelse, som ingen seer. Vill ikke bønner hiælpe, saa skall list, og vill ikke list, saa skall magt, om det end skall koste mit liv.

ISABELLA.

Ak kiære Gonzalo! jeg har stor medynk over 179 Eders elendige tillstand, jeg vill ikke meere straffe Eders foretagende, ti jeg veed, at naar kiærlighed har taget saadan overhaand, at man meere er at ynke end at laste. Jeg skall hiælpe Eder till rette i allt hvad mig mueligt er, gid jeg kun kunde ophitte nogle gode raad, men der seer jeg Pedro komme, gaar I kun till side, jeg vill forsøge, hvad der er ved ham at giøre.

SCEN. 2

Isabella, Pedro.

PEDRO.

Hej! saa gaaer det vel, nu er altsammen reent borte, her er hverken skeer, tallerkener eller Gryder meer i huset. Jeg har commission at laane en Gryde i mit navn, ti i mit Herskabs navn faaer jeg ikke en i den hele bye; Men hvor skall jeg faae den till laans? og om jeg faaer den till laans, saa har vi intet, det jeg veed, at kaage deri. Ti allting er saa øde, at der er intet tillbage, uden titler, signorier og højheder, hvilke om man kommer dem alle i gryden, vill dog kun give en maver suppe. De holde dog ørene stive, besynderlig Fruen, ti jeg er viss paa hun dødde heller af hunger, end gav eet bogstav bort af hendes store navn. Gid jeg aldrig blive saa sinded! Jeg er nu i en gandske anden extremitet, ti førend jeg skulde lide nød, saalte jeg ikke allene mit Fæderne-navn, men og min ære for een styk von achten. Højhed er vel en god ting, men enten man vill bruge den till middags maaltid eller afftens maaltid, saa mætter den ligemeget. Jeg har i sinde at holde ud her i huset endnu 8 dage, imidlertid faaer jeg mad og drikke i byen hos gode venner, og lader mit Herskab sidde hiemme og stikke deres tænder, naar de har ædt en urtesuppe, og mætte sig i steden for confect med deres Forfædres bedriff ter. Men see! hvem er her? underdanigste tiener Madame, gaaer hun saa alleene uden Hofmesterinde.

ISABELLA.

Ja Pedro, jeg er kommen saa vidt till alders, 180 at jeg kand gouvernere mig selv, hvorledes lider dit Herskab?

PEDRO.

Der er fremmede hos os till bords, jeg skall ud i byen at kiøbe confect.

ISABELLA.

Hvilke fremmede er der da?

PEDRO.

Der er Duc de la Vera Crux med Fyrstinden Donna Emilia de las Spádas, Hierosme Victor, Abad de St. Jago, il Marqvez Ferdinando Gonzalo, Philippo de Cifuentes med la Marqvesa hans Frue, og utallige andre, som jeg er for ringe at tale om.

ISABELLA.

Saa tør jeg da ikke vove at give visite der i dag?

PEDRO.

Nej vi har ordre ingen at indlade i dag, uden de kand regne deres slegt at have været gamle Christne før de Morers tider i Spanien.

ISABELLA.

Men hvor kommer det, at de tractere saadan i dag? de pleje dog ikke gierne tractere.

PEDRO.

Det er till en Erindring formedelst en Victorie, som En af deres Forfædre Don Ramiro de Colibrados paa denne dag erholdt over kongen af Mesopotamien, som han tog fangen till Toledo. Det var ikke godt, at der skulde falde mange slige dage ind om aaret, da fik Herskabet en u-lykke i sin pung, jeg tør sige, at paa saadan dag slipper det ikke med 1000 styk von achten.

ISABELLA.

Men hvor kommer det Pedro, at du paa saadan højtidelig dag gaaer med saadan pialtedt og synderrevet Liberie?

PEDRO.

Det er till Erindring om den hoved-banner, som højbemeldte Ramiro de Colibrados førte.

ISABELLA.

Jeg veed jo, at Generalen selv ikke førte Fanen udi Slaget.

PEDRO.

Nej Madame, jeg sâe jo hans Fendrik, samme hoved-banner blev af musqvetkugler udi slaget saadan tillredet, at den saae ud ligesom mit liberie.

ISABELLA.

Men hvor længe er det, siden Don Ramiro vandt den seier?

PEDRO.

Det er netop 600 aar i dag.

181
ISABELLA.

Hillemænd det er jo ikke 300 aar siden kugler og musqveter kom først i brug.

PEDRO.

Ja Madame jeg er for ringe till at disputere med hende, jeg vill derfor lade det staae ved sit verd, men det kand jeg giøre rnin Eed paa, at Standarten blev forbandedt ilde tillreded, og at jeg till Erindring deraf bær altid saadant liberie i dag.

ISABELLA.

Men mig synes, at jeg har seet dig i dette pialtede liberie een heel maaned.

PEDRO.

Eenhver maa jo gaae som han lyster, jeg har saa mine visse raisons dertill.

ISABELLA.

Hvad raisons kand der være till at gaae udi et højfornemme Herskabs ærende saa pialted? folk skulde jo kunde falde paa de tanker, at huset var geraadet i armod.

PEDRO.

I armod? jo jo, et Herskab, som kand regne over 1733 gode og rigtige Ahner, skulde geraade i armod? Om jeg nu ikkun vill regne 2 Styk von Achten for hver Ahne, saa løber det sig dog till en forbanded sum.

ISABELLA.

Jeg holder for at det er armod, intill jeg hører bedre raisons.

PEDRO.

For at føre hende da af de tanker, skall jeg give hende mine raisons. Vort Herskab merker, at det bliver saa forbandet gemeent nu at holde prægtigt liberie, og at fornemme folk nu omstunder intet kand have for sig selv, hvorfor de har hittet paa denne invention; ti saa snart Vi merker, at gemeene tienere gaae pialtede igien, saa tâer jeg mit skramererede liberie paa igien. Madame har jo selv merket till Hoffet udi Madrit, at naar borgerfolk studser allermest, saa gaaer Hoff-folket allerslettest.

ISABELLA.

Det hender tit, men de gaae dog aldrig pialted.

PEDRO.

Ja ja Madame, mit Herskab veed nok hvad det giør, det begynder min troe aldrig noget, uden det er vel overlagt tillforn.

ISABELLA.

sagte. Jeg skall nok komme ham saa længe, indtill han bekiender, højt, men Pedro, du sâe jo nys, 182 at du bar dit pialtede liberie till Erindring om den hoved-Standar, som blev skudt i stykker i det store slag.

PEDRO.

sagte. Gid du faae en ulykke med dine spørsmaal, højt, jeg kand ikke erindre hvad jeg sâe Madame, men det veed jeg, at Herskabet har huset fuldt af guld og juveler, og naar saa er, saa kand jeg ikke gaae saaledes af armod. Tænk engang Madame, de har i blant andre kostbare sager en stamme-bog, som er værd mere end 1 tønde guld.

ISABELLA.

Men maaskee om den kom paa Auction, kunde den ikke drives op uden till 4 skilling, uden der maatte findes underlige liebhabere, men en jøde gav ikke saa meget derfor, det veed jeg.

PEDRO.

Hvad skall man regne jøder? jeg veed den, der har givet mange 1000 for en Jomfrue-dom, som en jøde dog ikke havde tillhandlet sig for een skerv. Men for at komme till materien igien, da vill jeg ydmygst bede, at Madame har andre tanker om mit Herskab, ti jeg kand forsikkre, at det kun er onde mennisker, som sige, at de ere fattige.

ISABELLA.

Jeg vilde ønske af mit hierte, Pedro, at det var som du siger, men jeg hører baade kræmmere og handverks-folk klage over penge, som de har at fodre.

PEDRO.

Ej Madame, hun skiemter kun, jeg veed hun forstaaer sig bedre paa verden, hun veed jo, at det er højeste mode i alle fornemme huse at lade folk løbe effter deres penge. Troe mig, det er ikke af penge-mangel, at Herskabet lader dem saa løbe; Herren og Fruen veed at leve, og laer see i den post saa vel som i alle andre, at de ere fornemme folk. Jeg kiender en kræmmer her i byen, der gaaer endnu og kræver i et fornemme hus for et stykke Netteldug, som hans oldefader crediterede, og kommer maa skee till at løbe endnu i 10 aar, ti huset er næst vores fast det fornemste i hele Spanien.

ISABELLA.

Da bruger Vi ikke den mode i vort hus, ti min broder Gonzalo lader sig aldrig kræve 2 gange.

PEDRO.

Det troer jeg nok Madame, der er og stor forskiel 183 paa vort hus og deres. Det er jo bekiendt, at vor familie er den ældste og fornemste i hele Spanien.

ISABELLA.

Men jeg holder de rigeste familier for de fornemste.

PEDRO.

Jeg veed ikke hvad Madamen mener dermed, hun maa troe mig at mit Herskab er ikke fattigt, ja hun kand komme i fortred over slige ord. Jeg gaaer i pialtedt liberie, det er sandt, men det er ikke formedelst mit Herskabs fattigdom, ti jeg kand viise Madamen, at hvor slett mine klæder ere, saa bær jeg dog silke tørklæder i min lomme.

Trækker et gammelt tørklæde op af lommen, hvorved følger et tørt stykke skimledt brød, som falder paa Gulvet.
ISABELLA.

Ha, ha, ha! der tabte du et stykke af din rigdom paa gulvet.

PEDRO.

Det er et stykke choqvelade, Madame.

ISABELLA.

taer det op for ham. I nej, det er jo grovt skimlet brød. See! er det choqvelade?

PEDRO.

Nej, Madame, det er sandt, det er ikke choqvelade, det er et stykke brød, som jeg tog med mig for en viss aarsag skyld, ti hver gang jeg skall gaae ærende till Førsten af Broqveldoro, maa jeg tage et stykke brød med mig for at give Port-hunden, at han ikke skall bide mig.

ISABELLA.

Du har rett, Pedro, ti rige folk ere bange for livet, ha ha ha!

PEDRO.

Jeg maa tage mig den dristighed at reprimendere Fruen, det lader ilde for saadan Madame at lee.

ISABELLA.

Jeg takker min kiære Pedro, for god advarsel. Ha, ha, ha!

PEDRO.

Fy! lad saadant være Madame. Fruen kand miste sin reputation derover, om nogen fik det at see og høre.

ISABELLA.

Bie et øjeblik, jeg har noget at sige dig. Hvoraf kommer det, at du som har saa stor forstand og saa mange dyder, vill tage dig en tieneres skikkelse paa, du kunde min troe nok tiene till andet.

184
PEDRO.

Jeg har ikke studeret, Madame, ellers takker jeg mine Forældre for god optugtelse. Naturen har ogsaa været temmelig gavmild imod mig, jeg giorde ikke rett, om jeg sagde andet. Men veed Madamen nogen bedre leilighed for mig?

ISABELLA.

Ja vist, jeg veed ingen bedre till at skrive Almanaker end du, og det er en Profession, som man kand leve vel og reputerlig af.

PEDRO.

Men jeg har altid hørt, at den, der skall skrive saadant, skall brav kunde lyve.

ISABELLA.

Jeg kiender og ingen, der er lykkeligere i at inventere end du. Havde du sagt, at dit Herskab sad hiemme, og æder urte-suppe, som sanden er, og at du i steden for at hente confect er gaaen ud at betle dig et maaltid till, saa havde jeg aldeles ikke raadet dig till den profession.

PEDRO.

At tale den rene sandhed, da vilde jeg gierne dølge mit Herskabs nød og elendighed, saa vidt mig mueligt er, men nu har dette stykke brød røbet os.

ISABELLA.

Nej Pedro, dit liberie gir blant andet tillstrækkelig till kiende, hvorledes conjuncturerne er udi familien.

PEDRO.

Jeg er bange for deres egne klæder vill giøre det endnu mere beviisligt. Min Herre gaaer vel endnu i en fløjels kiol, men det andet svarer ikke dertill. Fruen klipper alle bagstykkerne af klæderne for at bøde paa Forstykkerne, derfor vender hun i compagnier ikke gierne ryggen till folk. Naar hun gaaer fra folk, gaaer hun baglends, ikke af ydmyghed, som Endeel giør, der gaae fra dem, som de har respect for, men af lutter storagtighed, at ingen skall see den fattigdom, som er afmaled paa bag-enden, og naar hun endelig af fornødenhed maa vende sig om, maa jeg eller Cammer-pigen tiene till bagstykker.

ISABELLA.

Af all den nød kunde de i en hast blive hiulpne, dersom de vilde sætte noget af deres urimelige ambition 185 till side, og give deres dotter till Gonzalo, som bær stor Herlighed for hende.

PEDRO.

Jeg veed de har offte talt derom med haanhed, men maaskee nu deres nød er paa det yderste, at de beqvemmede sig dertill, dersom Madamen gik selv till dem, og giorde forslag. Men der kommer Cammer-pigen, det er best, at Madamen overlægger den sag med hende, det er en forslagen pige.

SCEN. 3

Leonora. Isabella. Pedro.

LEONORA.

Ej du fortvilede skelm, du brød-tyv, du tog mit brød, som laae paa skorstenen.

PEDRO.

Hvilket brød?

LEONORA.

See kun, hvor hellig han kand stille sig an! fort giv mig mit brød tillbage, jeg har intet andet at spise i dag.

PEDRO.

Ej snak betænk dig, hvad du giør, førend du skielder en ærlig mand for brød-tyv, jeg er nok lidt horagtig, men intet tyv-agtig.

LEONORA.

Fort, ingen snak.

PEDRO.

Jeg kand giøre rnin Eed paa, at jeg intet brød har tâet.

LEONORA.

Kunde tyven kun sværge sig fra galgen, saa blev der ingen hængt.

PEDRO.

Jeg vil sætte min ære i pant derpaa.

LEONORA.

Hvor mange ærer har du vel? du har jo forsoret dig saa offte, hid med mit brød igien, du tyv. Hun trækker brødet op af lommen, de brydes sammen, de faae hver sit stykke, hun bliver Isabella var, slaaer sig for brøstet, og vill løbe bort.

ISABELLA.

Hør Leonora, jeg har eet ord at tale med jer, som er magt paa liggendes.

LEONORA.

Ak, Madame! jeg er færdig at daane af bludsel.

ISABELLA.

Er Herskabet hiemme, Leonora?

186
LEONORA.

Ja det er. Jeg skulde lave till choqvelade, og den skielm Pedro stak nogle choqvelade-kager i sin lomme, som jeg nu tog fra ham.

ISABELLA.

Det Herskab er sandelig lykkelig, der har saa troe tieneste-folk, der saaledes kand dølge deres armod. Men som tillstanden er fast den hele stad bekiendt, og I nu har røvet jer selv saa giør det ingen gode at dølge saadant mer.

LEONORA.

græder.

ISABELLA.

Græd ikke mit barn, de gotfolk kand endnu hiælpes. I veed maaskee vel, at min broder Gonzalo bær Herlighed till Eders Jomfrue.

LEONORA.

Ak Madame! jeg veed det nok, men det giør 187 ingen gode at tale derom. Jeg har hørt min Frue forundre sig over Gonzaloes dristighed, at han tør undstaae sig at pretendere alliance med dem. Jomfruen, som saa vidt jeg kand merke, er Gonzalo tillbøjelig, lod sig for nogle dage siden forlyde i hendes Forældres nærværelse, at u-ligheden var ikke saa stor, hvorover hun er siden bleven af Forældrene mistænkt, og haardt indsperred.

ISABELLA.

Det er mig usigelig kiert, at jeg hører saadant.

LEONORA.

Mig derimod usigelig u-kiert, ti det er et allerkiereste barn, hvis hendes graad og taare ikke havde holdt mig tillbage, havde jeg for længe forladt huset.

ISABELLA.

Nej jeg mener det er mig kiert, at hun selv har godhed for min broder; ti det gier mig forhaabning at kunde lykkes i mit anslag, besynderlig om I vill staae mig bi, hvilket ikke skall blive u-belønnet.

LEONORA.

Madamen har at befale over mig derudi, ti hvis list og intriguer kand hiælpe, da kand jeg giøre tieneste saavelsom En anden. Men det er best, at Madamen giør Forældrene først forslag, maaskee den yderste armod kand have dæmpet noget af forrige Hofmod. Vill Madamen besøge Herskabet selv om en % time, skall jeg mage det saa, at hun faaer dem i tale.

SCEN. 4

Isabella. Gonzalo.

ISABELLA.

Giv Eder nu till freds Gonzalo, og lad mig raade. Om 1/2 time gaaer jeg hen og besøger Don Ranudo, og bruger der all min Veltalenhed, hvis det ikke kand hiælpe, faaer vi see till, om vi kand hitte paa andre midler. Jeg har alle hus-folkene paa min side, som har lovet at staae mig bi.

GONZALO.

Ak! min allerkiereste Søster, gid jeg kunde slaae mit sind till roelighed saa længe, men ---

ISABELLA.

Hvilken elendighed! I faaer vel at have taalmodighed, lad os gaae ind saa længe, men der kommer pigen og tieneren tillbage.

188

SCEN. 5

Isabella. Gonzalo. Leonora. Pedro.

ISABELLA.

Min hierte Leonora! her er min broder Gonzalo, som sætter all sin velfærd i jeres hænder. Lad nu see, at I kand udspinde noget till hans kierligheds forfremelse.

GONZALO.

Vær forsikred om, Mademoiselle, at jeg skall findes taknemmelig derfor.

LEONORA.

Monsieur har at befale over min ringe hierne.

PEDRO.

Og over mit hele hoved.

GONZALO.

Men finder I det for godt, at jeg anmoder Herskabet derom?

LEONORA.

I gaar havde det umueligt gaaet an, men maaskee begieringen kand ikke blive saa ilde optagen i dag.

GONZALO.

Hvi mer i dag end i gaar?

LEONORA.

Jo i gaar var endnu lidt proviant tillbage, saa meget som kunde tiene till eet maaltid, og saa længe det er, har man intet uden foragteligt svar at vente. Men i dag har Herskabet aldeles intet at spise sig ved uden deres Forfædres bedriffter, hvorfor modet kand maaskee falde.

PEDRO.

Saa der derfor ikke er saa ærlige Rotter og mus nogen steds, som i vort hus, ti jeg vill garandere for, at endskiønt man vill sætte spise-Cammer-døren aaben for dem, skall de ikke røre det mindste.

GONZALO.

Ak! jeg kand ikke høre det uden medynk.

LEONORA.

Det er dog den eeneste ting, hvorved de skall bøjes. Man maa bruge her samme midler, som man betiener sig af at indtage sterke Fæstninger, naar intet andet vill hiælpe, man maa sulte dem ud.

PEDRO.

Leonora veed nok, hvorledes Fæstninger indtages, ti hun har ladt sig bruge till felds i gamle dage i den Nederlandske krig.

GONZALO.

Nu, nu Pedro, brug ikke saa grovt skiemt.

189
LEONORA.

Man kand ikke agte hvad han siger, han sparer ikke Herskabet selv.

PEDRO.

Det er sandt, man maa jo have nogen friehed i et hus, hvor man tiener af lutter generosité uden kost og løn. Jeg siger dem, min troe, mange sandheder, naar vi ere allene, men naar der er fremmede, staaer jeg dog paa deres respect.

GONZALO.

Men bliver Herren og Fruen dog ikke vred derover iblant?

PEDRO.

Ak nej, de udlægger allting till deres højhed og ære. Naar de ingen mad har, sige de, at det er deres fastedag, det er jo fornemme; naar de drikker vand i steden for viin, citerer de till exempel nogle af deres familie for syndfloden, som allene drak vand, det er ogsaa fornemme. Naar Herren har synderrevne skoe, heder det, at det er giort med forsætt saaledes for ligtorne, det er ogsaa fornemme. Naar Fruen ikke kand komme till kirke for klæder, heeder det, at der holdes Messe i hendes cabinet, det er og fornemme. Og endelig naar jeg gier dem ikke ære for een skilling, heder det, at jeg er Hofnar, det er og fornemme.

GONZALO.

Kiere børn arbeider da paa at forfremme min sag, saa vel som Eders egen nytte, ti naaer jeg mit ønske, blier I alle hiulpne.

LEONORA.

Herren maa ikke tvile om min Redebonhed, som har overvundet allerede det meste, nemlig Jomfruens hierte.

GONZALO.

Men hvad hiælper det mig, naar Forældrene fremture i deres hofmod?

LEONORA.

Min Herre maa først ved sin Frue Søster giøre dem proposition, og naar det ikke lykkes, vill vi hitte paa andre midler, vi kand spille pudser uden fare, ti hele byen hader Fruen og Herren for deres hofmod, og vill glæde sig over, at deres dydige dotter kand saa vell blive forsørged. Gaaer nu kun bort, og slaaer jeg till roelighed, vi skall nok sørge for resten.

190

SCEN. 6

Leonora. Pedro.

LEONORA.

Pedro! jeg forlanger intet af dig i denne sag andet end taushed.

PEDRO.

Jeg kand vel ogsaa hiælpe med et godt raad.

LEONORA.

Hvad raad kand du da give?

PEDRO.

Du skall nok see, at man kand ryste saa hastig gode raad af Ermene, jeg maa have tid till at speculere først, jeg tænker ellers paa een ting.

LEONORA.

Nu hvad har du da opfundet?

PEDRO.

Jeg har intet opfundet, men jeg tænker kun paa een ting, nemlig at naar vi først har ved intriguer forfremmet denne Herlighed, om vi da skall begive os i tieneste hos Gonzalo.

LEONORA.

Det er best, du bliver kun ved at tænke derpaa, og laer mig raade for sagen i sig selv. Jeg recommenderer dig allene taushed, og at du holder saa gode miner, at Pagen Gusman ikke faaer det at viide.

PEDRO.

Hem! det er underligt, at Fruentimmer vill recommendere mandfolk taushed, veed du ikke hvad en viss Philosophus siger om Fruentimmer, han siger - - - det er min troe meget artigt, kunde jeg kun komme det ihu.

LEONORA.

Han siger, han siger: at slige dosmere, som du er, bør ikke bemænge sig med at læse Philosophiske bøger. Hvad han ellers siger om Fruentimmerets rundtalenhed, eller ej, saa er dette vist, at de fleste hemmeligheder røves af mandfolk over et glas vin, derfor burde i mine tanker ingen, som var overbeviist at have været drukken, betiene noget vigtigt Embede, som udfodrer taushed. Hemmelige sager burde allene betroes Fruentimmerne, saasom de ere ædrue.

PEDRO.

Man betroer dem ogsaa hemmelige sager. Men der kommer Gusman, lad os ikke tale mere derom.

191

SCEN. 7

Leonora. Pedro. Gusman.

GUSMAN.

I faaer en u-lykke, I staaer her og sladdrer. Herskabet har kaldet paa jêr 3 gange. Naar jeg vill snakke med dig, Leonora, saa har du aldrig tid. Men du kand staae og snakke med denne gemene Laqvais hele timer.

PEDRO.

Du er forbanded fornemme, Gusman, man kand see det paa dit Liberie.

GUSMAN.

Ingen snak, strax ind.

192

ACTUS II

SCEN. 1

Don Ranudo. Donna Olympia. Pedro.

DON RANUDO.

Nej! Donna Olympia, han var ikke vor Stam-fader. Jeg kand viise af vort Slegte-Register en Colibrados, som var i Estremadura halv 100de aar, førend de Mohrer komme i Spanien. Vi ere langt fornemmere Folk end I tænker.

DONNA OLYMPIA.

Ak er det mueligt Don Ranudo! viis mig ham.

DON RANUDO.

See her den Antonio de Colibrados, som I her seer, var meget ældre.

DONNA OLYMPIA.

Det vilde jeg i sandhed ikke have mist for 1 million. Jeg havde altid bildet mig ind, at jeg havde fornedret mig ved vores Egte-skab, mit eget Slegte-Register kand jeg paa mine fingre som mit ave Maria, fra Juliano de monte Ricco indtill min Fader Ramiro Melchior de monte Ricco.

DON RANUDO.

I giør vel deri Donna Olympia, at I stedse har indprentet det udi Eders sind, ti det er det største clenodie, som vi haver.

PEDRO.

Jeg mener, Herre, det er ogsaa det eeneste, ti hvad som ellers findes udi huset, kand neppe beløbe sig till een styk von Achten, om det kom paa Auction.

DON RANUDO.

Det vill ikke sige, Pedro, mit navn, mit Slegte-Register er mig Rigdom nok, naar jeg læser udi denne bog, og seer mine Forfædres bedriffter, kand jeg blive saa mædt, som jeg havde været till det største Giestebud.

PEDRO.

Ja jeg kand lett begribe, hvorfor Herren og Fruen ikke skiøtter om mad, hvo der har 5 a 6 snese Colibradoser 193 i maven, kand ikke faae rom till noget. Jeg har tit tænkt paa, naar jeg har hørt det knurre i Herrens mave, at det maa være disse gamle Colibradoser; disse gamle Helte føre krig effter deres død, naar det knurrer saa hos mig, saa er det af sult, men det er en anden sag med min person, jeg har en gemen tom mave, hvorfor jeg maa have mad, ti jeg kand ellers ikke tiene Herren og Fruen længere.

DONNA OLYMPIA.

Det er forskrekkeligt med disse gemene folk, jeg troer virkelig, at de maa være skabt af anden grov materie, og have anden Siæl end vi fornemme, all deres attraa er kun till bugs fylde, mon saadanne folk, min hierte Don Ranudo, som er af saa ringe stand, ogsaa blive salige?

DON RANUDO.

Ja jeg troer nok i visse maader de kand blive salige, men ikke saa fuldkommelig som vi andre, ti som der er forskiell imellem en høj og ringe, saa er der og forskiell imellem gemene folk og u-mælende beester, jeg understaaer mig ikke at negte dem salighed, hvorvel af deres brutale meninger, som de har, man ikke skulde kunne spaae dem meget godt.

PEDRO.

See engang, Herre, hvordan mit liberie seer ud!

DON RANUDO.

Det er dog et fornemme liberie.

PEDRO.

Ja det er ikke allene fornemme, men end og durchleuchtigt. Det er mig ellers kiert, at Herren har noget at trøste sig ved i den anden verden, ti i denne verden har Herrens højhed ikke ført andet med sig end sult og armod.

DONNA OLYMPIA.

Pedro du maa erindre dig, hvad person du er, og hvad Herskab du taler med, mig synes, du har ganske forglemt det.

PEDRO.

Den eeneste herlighed, naadige Frue, som jeg har her i huset, det er frihed at tale, ti jeg nyder jo intet andet, hvis man betaer mig ogsaa den frihed, kand man sige, at jeg tiener af lutter generositet, vill I give mig det, som andre Herskab giver deres tienere, vill jeg bruge samme respect, som andre tienere for deres Herskab.

194
DON RANUDO.

Ej Donna Olympia! lad ham ikkun bruge sin frihed. Keisere, Konger og Fyrster taaler jo saadan skiemt af lystige hoveder, som de underholde, Vi maa og lade see derudi, at vi ere fornemme folk, tal kun Pedro, du maa gierne sige, hvad du lyster, for os selv, naar du staaer paa vores respect i andres nærværelse.

PEDRO.

Jeg siger: Herrens og Fruens højhed er i denne verden træer, der bær kun slette fructer, nemlig nogle grene forer storagtighed, andre sult og tørst, derfor maaskee renderer det mere i det andet liv.

DON RANUDO.

Snak Pedro. Fornemme folk ere ikke fattige, de heede jo riccos hombres D: rige folk.

PEDRO.

Det er sandt, de heede rige folk, ligesom Monkene Guds tienere, ti de sidste ere ligesaa gudfrygtige, som de første ere rige. At heede rige folk det er jo at være titulair rige, hvo som er titulair rig, kand ikke være virkelig.

DON RANUDO.

Hvad tænker I paa Donna Olympia, I staaer og grunder saa meget?

DONNA OLYMPIA.

Jeg staaer og tænker paa hvoraf det kand komme, at ingen Poëter lod sig indfinde i gaar med vers till vor navne-dag.

PEDRO.

Ha ha! jeg hører Fruen kiender ikke vore Poëter rett, her i huset kommer aldrig nogen Poët mer, her er ingen magneter, som trækker saadant jern. Om Herskabet vilde skrive udi orden alle husets titler, og kline dem over porten, og skredderen, vor Naboe, vilde sætte en steeg eller postey i sin Forstue, saa skall man see, hvilken magnet er sterkest. Jeg kiender alle Poëter her i byen, hvilken Poët jeg vilde give et middags maaltid, skulde gierne regne mit Slegteregister fra kong Salomon, og sætte Siæl og salighed till paa rim, eller rime sig fanden i vold paa, at jeg var fornemmere end baade Herren og Fruen.

DONNA OLYMPIA.

Jeg maa lee af Pedro. Det var en slet cour Poëten giorde Pedro, naar han regnede hans 195 slegt-register fra kong Salomon, det var jo Pedro at giøre dig till en jøde.

PEDRO.

Jo jo. Var kong Salomon en Jøde? Jeg kiender nok kong Salomon, det maae Fruen troe, i hvor u-lærd jeg er. Men jeg siger: Poëter, naar de giøre vers, spørge ikke gierne om den mand, de vill rose, er gudfrygtig, dydig, mandhafftig, men om han kand betale verset, saa snart de see da belønning, fører Fanden dem strax op paa spidsen af Apollo eller Helicon, som de kalde det, og der strax blive de fulde af Poëtisk Geist, at der gaaer vers fra dem baade for og bag. Men see de ingen belønning, saa see de og ingen dyder, og er da ikke et rim i deres hele legeme, om man vilde skiære dem op, og lede effter dem under deres kallun, det maa jeg forstaae, ti jeg er selv i visse maader ogsaa Poët, saasom jeg kand regne over 6 Poëter i min famille, som alle vare saadanne slyngler.

DON RANUDO.

Derfor er du just ikke selv Poët, fordi du kand regne Poëter i din famille.

PEDRO.

Saa kand jeg og sige: derfor er Herren ikke just fornemme, fordi han kand regne saa mange store mænd i sin famille, ti skall den allene kaldes Poët, som giør vers selv, saa bør den og allene kaldes høj, der giør store gierninger selv.

DON RANUDO.

Nej Pedro, det sidste har man ved fødselen.

PEDRO.

Poesien ligeledes, man siger jo: Poëter fødes.

DON RANUDO.

Ja det er paa en anden maade.

SCEN. 2

Leonora. Don Ranudo. Donna Olympia. Pedro.

LEONORA.

Her er Isabella Gonzalos Søster uden for, som forlanger at faae Herskabet i tale.

DONNA OLYMPIA.

Bed hende have taalmodighed eet øyeblik i en anden stue, mens vi lave os till at tâe imod hende.

196
DON RANUDO.

Giv hid min fløyels kiol, Pedro.

PEDRO.

Den vill parere vel till de hullede strømper. DON RANUDO. Er der hull paa mine strømper?

PEDRO.

Nej ikke over 16. DON RANUDO. Tag noget blek Pedro, og smørr paa hullene, saa synes de intet.

PEDRO.

Jeg er bange Herre, at eet heelt blekhorn vill ikke forslaae, ti der er saa mange huller. DON RANUDO. Kom, giør som jeg bêer dig. Han smør blek paa hullene.

197
PEDRO.

Skall der ogsaa smøres blek paa skoene, ti der er ogsaa store huller paa dem?

DON RANUDO.

Nej! det gaaer ikke an, jeg kand sige det er giort med villie formedelst ligtorne.

PEDRO.

Men der er intet bagstykke paa kiolen, det kand man jo ikke sige er giort med villie formedelst ligtorne?

DON RANUDO.

Pedro, din artighed diverterer mig vel undertiden, men undertiden gaaer den noget for vidt, det vill dog intet sige, naar du kun er ærbødig imod mig i fremmedes nærværelse, giør dig ellers ingen umage for kiolen, jeg skall nok mage det saa, at ingen faaer den bageste deel at see.

PEDRO.

Men var det ikke bedre, Herre, at vi solte denne halv fløyels kiol, og kiøbte en hel stoffes kiol derfor?

DON RANUDO.

Nej Pedro! det første gier tillkiende, at om jeg ingen rigdom har, saa har jeg dog et højt hierte. Dersom jeg var allene klædd i slett stof, kunde folk tage mig an for en borgere, eller tænke, jeg havde satt min højhed till side, men nu om jeg bær ingen rig, saa bær jeg dog en fornemme klædning. Er Fruen klar?

DONNA OLYMPIA.

ligeledes oppudsed svarer: Ja jeg er ganske færdig.

DON RANUDO.

Ak Donna Olympia, hun er galante, og glimrer som Escurial.

PEDRO.

Ja Herre, men paa den anden side seer man afrnalet vores Hospital.

DONNA OLYMPIA.

Lad nu kun Madame Isabella komme ind.

Leonora gaaer till dørren for at introducere hende, og Pedro staaer bag Herrens stol med briller paa effter den Portugisiske mode.

SCEN. 3

Don Ranudo. Donna Olympia. Isabella. Pedro. Donna Olympia sidder i en lehnstol meget spansk, stikker sine tænder. Don Ranudo giør det samme, de reiser sig 198 lidt op af stolen, indtill en stol bliver satt till Isabella, men sætter sig ned for hende. Pedro staaer med en Viffte, og kiøler dem.

ISABELLA.

Jeg beder 100 million gange om forladelse for min dristighed, at jeg understaaer mig at incommodere naadige Frue med en visite i dag.

DONNA OLYMPIA.

Ingen incommodation, Madame, Vi ere vante till at tage imod visiter fra morgen indtill aften. Jeg troer Vi har hafft allerede i dag over 8 fornemme visiter. Kand ikke Don Ranudo erindre sig, hvilke personer har været i vort hus i dag.

DON RANUDO.

Nej det er mig u-mueligt. Folk søger vort hus som et hoff, Pedro kand du erindre det?

PEDRO.

snøvler med sine briller, og læser af sin tegne-bog. Det var Conde Jago de Monte d'Oro, Marqvez Ferdinando de Leo negro, med Marqveza hans Frue. Don Sebastian de Broqvel Doro, et Ducas de Santa Cafa med hans Fyrstinde, og Marqvez Ferdinando Gonzalvo Philippo Carlos Jago Sebastiano Manuel de Rifuentes med hans Frue, sagte: den sidste maa have hafft mange til Fadder, efterdi han har saa mange navne.

DONNA OLYMPIA.

Nu hører Madame, hvilke visiter vi har hafft i dag allene. Madamen pardonerer mig ellers, at jeg sidder og stikker mine tænder, Vi sad og aad en Capun nyelig, det kiød incommoderer altid mine tænder.

ISABELLA.

Naadige Frue bruge kun sin commodité. Jeg er ellers hid kommen i dag som en commissionaire for en fornemme person, der intet heller forlanger end at være Herren og Fruen recommendered.

DONNA OLYMPIA.

Det er min Herre saa vel som mig en stor fornøyelse at kunne tiene godt folk. Han vill maa skee reise till Madrit, og forlanger Recommendations brev med fra Os. Men hvad er det for en Person?

ISABELLA.

Det er min broder Gonzalo, som har kierlighed till deres dotter Donna Maria.

DONNA OLYMPIA.

Jeg saa vel, som min Herre, Madame, 199
200 har stor estime saavel for dem, som for deres broder, saa vidt som vor stand vill tillade, men - - -

ISABELLA.

Jeg veed nok hvad Fruen vill sige; deres famille er ældre end vores, og at den u-liighed tillader ikke at indgaae saadan alliance, men mon der ikke kand blive en fuldkommen ballance, naar Vi ligner Vores midler med Deres?

DONNA OLYMPIA.

Ak Madame! det er os ganske ikke orn penge at giøre. Jeg lider heller yderste armod, end giør noget, som er vor famille u-anstændigt. Jeg vill viise Madame vores Slegte-Register, og saa skall hun see, at det er en ting, som ikke kand lade sig giøre; Jeg erindrer mig min Hr. Fars sidste ord vare disse: Jeg effterlader dig ingen midler, min dotter, men højhed, frygt Gud, hav respect for Helgene, og døe heller i armod, Jomfrue, end giør noget, som er familien u-anstændigt, paa hvilke ord han opgav sin aand.

ISABELLA.

Det var en meget gudelig formaning, at raade paa sit yderste till hofmod.

DONNA OLYMPIA.

Det var ingen hofmod, Madame, men en honete ambition; Jeg har og fult hans formaning, og allieret mig med eet af det ældste hus i Spanien.

ISABELLA.

Men efftertænk, Velbaarne Frue! hvilken elendighed det er for fornemme folk ingen midler at have till at holde standen ved lige, ti foruden det, at man lider nød, er man underkast spott og raillerie.

DONNA OLYMPIA.

Jeg kand forsikre, Madame, at jeg ikke saalte eet bogstav af mit stammenavn for den beste Herre-gaard udi Spanien.

DON RANUDO.

Det var Heroisk talt, Donna Olympia, det burde skrives med gyldne bogstaver: Jeg sælger ikke een bogstav for den beste Herregaard.

Pedro repeterer det samme, og tegner det i sin bog.
ISABELLA.

Men deres dotter mister jo intet af sin høihed derfor.

DON RANUDO.

Ej Madame! det maa vi bedre forstaae, 201 all verden veed jo hvilken forskiell der er imellem de las Minas, og de Colibrados.

ISABELLA.

Men slige familier forbinde sig dog offte sammen.

DON RANUDO.

Om all verden giorde det, saa giør Don Ranudo de Colibrados det ikke.

Pedro repeteret det igien og tegner det an.
ISABELLA.

Jeg merker nok, at de Nationer har rett, som skiemter med de Spaniers hofmod.

DON RANUDO.

Siger ikke det Madame, der findes nationer, hvor store familier end have større ambition, der er et slags fornemme folk udi Indien, som man kalder Nairos, hvilke toer deres hænder, naar de har rørt ved folk af anden stand, og laer derfor vare om, naar de gaaer ud, at ingen maa komme dem nær.

ISABELLA.

Det er jo smukke polerede Nationer I citere till exempel. Jeg merker nok, at jeg her forgieves anvender min veltalenhed; Jeg tâer saadant afslag ikke ilde op, men heller bær medynk over deres slette tillstand og armod, som jeg seer, de ved deres ambition ikke kand reddes af.

DONNA OLYMPIA.

Hold kun inde, Madame, med slig bebreydelse. Dersom nogen tør forekaste os, den skall det meget ilde bekomme. Det er en medisance, Madame, man er just ikke fattig, fordi man ikke altid har rede penge, man sætter undertiden penge ud paa rente till det yderste, og derudover naar man fattes, selv maa laane, det er kun onde mennisker, Madame, som siger, at vi ere fattige.

Medens hun siger det, gaaer lehnestolen, som er daarlig og raadden, i stykker, og hun falder saaledes paa gulvet, at ryggen vender op, og det pialtede og synderrevne rygg-stykke bliver seet af Isabella, som seer derpaa med forundring, og vrier hænderne af medynk. Don Ranudo søger at vende hendes øyne derfra, men hun bliver ved at beskue Fruens rygg.

DON.

RANUDO. Det er skammeligt med den stolemager, 202 at han giør saadant falskt arbeide, den stol har vi dog ikke havt uden i 2 aar.

ISABELLA.

Ak Don Ranudo! hvortill tiener at sætte saadan farve paa allting, mig synes at Herrens Skoe ere mere end 2 aar gamle.

PEDRO.

Jeg har skaaret alle Herrens skoe saaledes effter ordre, ti Herren er piaged med lig-torne, og Fruen ligeledes, hvorfor hun ingen Rygg-stykker taaler.

Isabella græder, tâer afskeed, Leonora følger hende ud.

SCEN. 4

Leonora. Don Ranudo. Donna Olympia. Pedro.

LEONORA.

Madame Isabella lod formelde sin underdanigste respect, og bad Herren og Fruen ikke vilde forsmaae den lille Guld-børs, som hun flyede mig.

DONNA OLYMPIA.

Ej den Canaille, mener hun, vi ere staadere, flux tilbage dermed, og kast hende den i næ- sen, det skall min troe ikke blive u-hævnedt, ti det var en dristighed uden liige. En lumpen de las Minas vill give allmisse till Monte ricco, hvis olde-moder forskød saadan beiler, som Don Alphonso de Ribera.

Leonora løber ud med pungen, og kommer strax igien, og Pedro aber dem effter, taler vexelvis ogsaa fnysende.
PEDRO.

Og effterlod sin Sønne-dotter till arv 2 forskrækkelige kister, een fuld af hofmod, og een fuld af armod.

DON RANUDO.

Vill hun give allmisse till En Colibrados, hvis Forfædre har giort riget saa store tienester.

PEDRO.

Og hvis Effterkommere sidder den hele dag paa en lehnstol, og stikker deres tænder.

DONNA OLYMPIA.

Hvis Forfædre giorde aldrig presenter endogsaa till Staadere, uden i Guld og Juveler.

LEONORA.

Og hvis Effterkommere ikke kand giøre presenter uden salv. ven. af noget andet.

DON RANUDO.

Hvis Forfædre ere blevne ophøjede allene ved deres dyd og tapperhed.

203
PEDRO.

Hvis Effterkommere burde stødes ned paa hoved af høihed igien formedelst deres u-dyd og ørkesløshed.

DON RANUDO.

Som nedstiger i gerade linie fra den store Don Prospero de Colibrados, der udi det slag ved Burgos slog 400 Morer ihiel med sin egen haand.

PEDRO.

Og hvis berømmelige plante den store Don Ranudo omkommer hver dag flere creaturer med sin negl.

DONNA OLYMPIA.

Hvad vilde min Stamfader Don Juliano de Monte Ricco sige, om han kunde staae op og see saadant?

LEONORA.

Han vilde sige: tag imod pengene din Giek, og kiøb derfor noget tøy till bag-stykker till din kiol.

DON RANUDO.

Hvad villde Don Antonio de Colibrados da ikke sige, om han stod op af graven?

PEDRO.

Han villde sige: sætt din højheds griller tillside du Narr, gaa hen og arbeid, at du kand fortiene noget till et par skoe.

DONNA OLYMPIA.

Hvad villde En af mine Forfædre Donna Adorinda sige? der vegrede sig ved at tage imod 100000 styk von Achten, som i henseende till hendes Herres tieneste blev hende tillbudne af Regieringen.

LEONORA.

Hun villde sige: hos mig var det en dyd, som havde derforuden rigdom nok, men du fortiener at trækkes i daarekisten, som er færdig at døe af sult, og dog foragter godt folkes gave.

DON RANUDO.

Hvad villde da Don Gusman de Colibrados sige, der depenserede allene 1 tønde Guld paa 3 pyramider at oprette?

PEDRO.

Han villde sige: Er det mueligt, at slige skabhalse kunde komme af vore lender, der ved daavenhed ere bragte i saadan stand?

DON RANUDO.

Dog maa skee hun har giort det i Eenfoldighed, det slags folk ere som bønder at regne imod os, hvis man vidste, at hun havde giort det af foragt, skulde jeg udrødde deres hele famille, men jeg troer, at det er af pur Eenfoldighed, og derfor vill ikkon lee deraf. Var det ikke en artig historie, Pedro?

204
PEDRO.

Jo min troe, var hun artig, jeg veed ikke om Herren mener det, at Fruen faldt paa Gulvet, og man fik hendes durchleuchtig rygg at see?

DON RANUDO.

Nej jeg mener, at saadann gemen Qvinde villde give os allmisse.

PEDRO.

Nej jeg mener, at hun fik Fruens Rygg og Herrens skoe at see, ti det andet var ikke underligt. Jeg kand forsikre Herren, at hvor fattig og nødliden jeg end er, saa havde jeg forgangen dag, da jeg af en hendelse var bleven begaved med 4 sk., nær understaaet mig at give dem till Herskabet af medlidenhed. Men det er allene artigt og forunderligt, at Fruen og Herren fnyser af vrede, naar Guds børn vill række dem haand.

DONNA OLYMPIA.

Don Ranudo! Vi kand ikke have den insolente tiener længere i vort hus, hans skiemt begynder at gaae allt for vidt.

PEDRO.

Jeg kand forsikre om, at Fruen beviser mig en stor tieneste dermed, at hun jager mig paa døren, ti jeg tiener af lutter høflighed.

DON RANUDO.

Hør Donna Olympia! jeg har sagt, at vi maa holde et lystigt hoved noget till gode, udi allt hans galskab er dog alltid noget sandt. Udi dette har han saa vidt rett, at Fruen bør straffes for sin Efterladenhed, at hun ikke skikkede bud till kræmmeren, og i mit navn tog sig tøj ud till en klædning. Hør Pedro! mens vi kommer det i hu, du skall siden løbe hen till kræmmeren Juan, og tage ud i mit navn silke-tøj till en klædning.

PEDRO.

Jeg vill gierne gaae derhen, maaskee kræmmeren har andet sind i dag end i gaar.

205

ACTUS III

SCEN. 1

Donna Maria. Leonora.

DONNA MARIA.

Ak Leonora! min Forældres daarlighed er ikke at beskrive, vores armod er ubeskrivelig, os bydes velstand, men vi skall betle af lutter hofmod. Var det en gemen borgerlig famille, som tillbød os saadan alliance, kunde man endda ikke forundre sig saa meget derover, men det er af et adeligt huus, En af de rigeste og artigste personer i hele provincen, som forlanger mig till brud.

LEONORA.

Min allerkiereste Jomfru, I synder imod Eder selv, dersom I herudi har mindste respect for Eders Forældre, ti jeg finder hos dem ikke ambition, men raserie.

DONNA MARIA.

Ak kiere Leonora! jeg elsker dig for din troeskab imod mig som min egen Siæl, jeg veed, at du for længe siden havde forladt os, havde det ikke væ- ret for min skyld, om jeg ikke kand belønne din troeskab, saa skall himlen belønne den. Jeg forlader mig udi denne Sag paa dig, og følger dine Raad. (græder.)

LEONORA.

Græd ikke Jomfru! Vi skal nok hitte paa Raad. Ingen mure ere saa stærke, jeg jo kand rive dem ned. Intet laas saa fast, jeg jo har nøgle dertill, følg ikkon blindt mine raad, saa skall allting have gode veie, jeg har overlagt en ting med Gonzaloes Søster Isabella, som jeg troer nok, skall lykkes, og hvis det ikke lykkes, saa maa vi gaae lige till, og lade os bortføre. Men der kommer Eders Forældre, I maa gaae till side.

206

SCEN. 2

Don Ranudo. Donna Olympia. Pedro.

DON RANUDO.

Naa Pedro, hvad sagde kræmmeren?

PEDRO.

Han svarede kort og godt: hils dit bedragerske Herskab, din slyngel, og bed dem betale først, hvad de ere skyldige. Kræmmere ere ikke at skiemte med, naar man er dem skyldig. Naar man kommer i dislige ærinde, falder kræmmer-complementer ikke anderledes.

DON RANUDO.

Har du ingen vidner paa hans mund?

PEDRO.

Det er u-lykken Herre, at han taler ikke med munden, men allene med gebærder effter den Tyrkiske maade i Constantinopel, ti han gav mig et ørefigen først paa den højre side, hvilket var ligesaa meget, som han vilde sige: din slyngel; og dereffter eet paa den anden side, som jeg kunde udtolke at skulle betyde: hils dit bedragerske Herskab; og siden tog min hat fra mig, hvilket jeg udlagde saaledes: betal først hvad du er skyldig. Siden da jeg løb bort, knyttede han næver, hvilket jeg forstod saaledes: Vill dit Herskab ikke betale med det gode, skall jeg nok med retten tvinge dem dertill. Jeg kand ikke selv tale ved gebærder, men kand forstaae perfect andre.

DONNA.

OLYMPIA. Her er noget forbandet plump canaille i denne by, de har ingen respect for fornemme folk.

PEDRO.

Det er sandt Frue, de burte holde sig det for en ære at blive bedragne af saadant Herskab.

DON RANUDO.

Nu, nu, Pedro, vær noget menagerlig med dine expressioner. Gak kon ud lidt, jeg vill være her med Fruen allene.

SCEN. 3

Don Ranudo. Donna Olympia.

DON RANUDO.

Hør Donna Olympia, hvad skall vi have at spise i dag?

DONNA OLYMPIA.

Ja hvad skall vi spise andet end det 207 samme vi spiste i gaar, i overgaars, og den anden dag; den første Rett bliver urter, den anden Rett urter, og den 3die Rett ogsaa urter.

DON RANUDO.

Men vi kand ikke leve længe saaledes, jeg finder allerede mine kræffter saa formindskede, at jeg kand neppe staae paa mine been.

DONNA OLYMPIA.

Ak gid det stod mig an at arbeide, at jeg kunde fortiene noget till føden, ti hunger er dog et haardt sverd.

DON RANUDO.

Der sidder en fattig bonde uden for døren, og æder, han er derudi lyksaligere end vi.

DONNA OLYMPIA.

Lyksaligere kand han ikke være, ti hvordan end hans villkaar ere, saa er han dog kon en bonde, jeg har ellers medynk over den stakkels mand, at han skall sidde og spise under aaben himmel.

DON RANUDO.

Men hvilket er verst, at spise under aaben himmel, eller at sulte under tag?

DONNA OLYMPIA.

Begge dele ere onde; det første er gement, men mætter dog, det andet fornemme, men mætter intet.

DON RANUDO.

Lad os kalde den stakkels mand herind, at han kand sidde og spise sin mad udi roe, ti derude har han baade Solen, lufften, fluer, mennisker og hunde at drages med.

DONNA OLYMPIA.

Ja lad ham komme ind, jeg har heller en bonde eller borger i mit hus, end en maadelig fornemme mand, ti den første tillskriver mig det som en christelig ydmyghed, men den anden vill passere for min ligemand, og holder det for en Rett at omgaaes med mig.

SCEN. 4

Don Ranudo. Donna Olympia. Bonden.

DON RANUDO.

Hør du fattige mand, trin hid ind med din pose.

BONDEN.

Jeg er for ringe, velbaarne Herre, at gaae ind i saadant hus.

208
209
DON RANUDO.

Vi ere alle mennisker, jeg havde medlidenhed med dig, da jeg saae dig sidde og spise under aaben himmel, sætt dig kon ned paa denne stol, der kand du spise din mad i roe.

BONDEN.

Tak velbaarne Herskab.

DON RANUDO.

Hvor boer du?

BONDEN.

Jeg boer 4 mile herfra.

DON RANUDO.

Hvad har du ført denne gang med dig i byen?

BONDEN.

Nogle snese kyllinger, som ere saalte paa torvet.

DON RANUDO.

Dersom du har nogle gode fede capuner, kand du bringe dem hid en anden gang.

BONDEN.

Vill Herskabet ingen kyllinger hâe?

DON RANUDO.

Nej, jeg er ikke synderlig for kyllinger, den eneste kiød-mad vi æder her i huset, er Capuner og Vildt; Ellers æder vi ikke rett meget kiød-mad.

BONDEN.

Jeg kand nok see det paa Herskabet, ti baade Fruen og Herren see saa mavre ud. De stryge sig begge to over øynene.

DON RANUDO.

Hvad er dit navn, min ærlig mand?

BONDEN.

Jeg heder Juan.

DON.

RANUDO. Boede din Faer ogsaa paa samme gaard, som du boer paa?

BONDEN.

Ja.

DON RANUDO.

Hvad var hans navn?

BONDEN.

Jeg veed min troe ikke.

DON RANUDO.

Det er forskrækkeligt ikke at viide sine Forældres navn. Den største fornøjelse i verden er jo at viide sine Forældres navne, og af hvad oprindelse man er.

BONDEN.

Paa landet hos os holder vi det for den største fornøjelse at see jorden bære korn og fructer, som vi kand leve af, at vore hustruer kand faae børn hvert aar, at vore børn kand snart voxe op og gaae os tillhaande.

DON RANUDO.

Det er artigt, og vi høje Stands personer holder det for en byrde at faae mange børn, ti jo flere børn, jo flere udgiffter.

210
BONDEN.

Hos os derimod heder det: jo flere børn, jo flere indkomster, jo flere junkere, jo flere ædere i landet, men jo flere bønder, jo flere arbeidere.

DON RANUDO.

Det er sandt, du taler som en Philosophus. Hvor gammel var du, da du blev gifft?

BONDEN.

18 aar.

DON RANUDO .

Det var noget fortilig. Vi fornemme folk giffter os ikke nær saa tilig, Vi maa undertiden bie i 40-50 aar, inden vi kand komme i stand til at underholde vores familier ligesaa prægtigt som vore Forfædre.

BONDEN.

Vi derimod giffter os saa snart vi ere i stand till at kunne fortplante verden, ti hustrue og børn er os till ingen byrde, jo flere hænder i huset, jo flere arbeidere, jo flere arbeidere, jo større velstand.

DON RANUDO.

Denne mand taler viselig Donna Olympia, Bondestanden er derudi lyksalig; jeg troer ogsaa det er aarsag, at bondebørn ere friskere og stærkere end fornemme børn, effterdi de blive avlede i Forældrenes blomstrende aar.

BONDEN.

Om Herren ikke villde tage det u-naadigt, saa troer jeg ogsaa, det er aarsag, at der ere ikke saa mange Hanreder blant bønder, som blant fornemme folk, ti naar fornemme folk gaaer og bier till de ere 50 aar, førend de kand komme i stand at forsørge et hus, saa kommer de derimod af stand at forsørge en kone, uden saa er, at de fornemme Fruer kand lade sig nøje med mad og drikke allene, hvilket vi holde for u-troeligt hos os paa landet.

DON RANUDO.

Ha, ha, ha! det er en fornøjelse at høre en gemen bonde raisonnere saaledes. Jeg staaer ellers, og seer paa dig med forundring, at du kand æde den grove mad med saadan appetit.

BONDEN.

Ak den ost og brød smager mig maaskee bedre end den beste steg kand smage Herskabet; all mad er god, det er ligesom vi vænner vore maver till.

DON RANUDO.

Vi bør forsøge allting i verden, lad mig 211 for curiositet smage noget af din ost, og see, om jeg kand faae det ned.

DONNA OLYMPIA.

Ak Don Ranudo! det gaaer aldrig an.

BONDEN.

Vill Herren forsøge engang.

DON RANUDO.

Ja nok, af lutter curiositet. Ej det smager ikke saa galt.

BONDEN.

Fruen tâer nok et stykke med.

DONNA OLYMPIA.

Det er sandt, den ost smager vel, jeg villde have forsoret det.

DON RANUDO.

Ha, ha, ha, jeg maa min troe hâe et stykke endnu, det er noget rart, som jeg aldrig havde tænkt at giøre, og som jeg kand fortælle for mine børnebørn. Skiær kon et tykt stykke Juan, og giv os noget af dit grove brød med. Æder begge brav.

DONNA OLYMPIA.

Den første historie jeg fortæller, naar jeg kommer till Hove, skall min troe være, at jeg har spist ost og brød med en bonde.

DON RANUDO.

Ha ha ha. Giv os nok et stykke Juan. Jeg vill min troe æde saa længe det smager mig.

BONDEN.

Jeg veed ikke velbaarne Herre, om min ost kand taale flere snit denne gang.

DON RANUDO.

Ha ha ha, tâer osten selv, og skiær den halve deel deraf, nu skall du see Juan, at hverken Fruen eller jeg foragter fattig bonde-kost.

Bonden stikker maden i posen igien og kløer sig i hovedet.
DONNA OLYMPIA.

Giv mig endnu et stykke, jeg vill forsøge, om min dotter Frøkenen kand ogsaa æde saadan grov kost, ha, ha, ha, det er artigt nok for en forandring.

BONDEN.

Det sidste snitt Herren giorde kand den hele famille ikke allene giøre forsøg paa, men end og æde sig mætt af.

DON RANUDO.

Naar du kommer till byen igien, kand du frit tale os till.

212
BONDEN.

Herskabet skall hâe tak, sagte, men skam faae den, der taer sin madpose offtere med sig.

DON RANUDO.

Naar du nu kommer hiem Juan, saa haaber jeg, at du berømmer os for vor ydmyghed.

BONDEN.

Ja vist, besynderlig om Herren er saa naadig, og gir mig noget vederlag, ti jeg havde sandt at sige nett op saa meget mad, som jeg kunde bruge paa reisen.

DON RANUDO.

Hvad skall vi gie denne ærlige mand, Donna Olympia? Jeg laante 2000 Rosonobler ud till en god venn i dag, og derfor har ikke et stykke guld mere ved haanden, og at give foræringer ud i sølv-penge, kand ikke staae mig an, eller noget af det Colibradiske hus.

BONDEN.

Ak naadige Herskab! jeg vill nok lade mig nøje med sølv-mynt.

DON RANUDO.

Nej, Juan, det kand ikke lade sig giøre. Vi villde miste all vor Reputation derover. Vore belønninger bestaaer enten i guld eller ære.

BONDEN.

Men efftersom Herskabet har intet guld ved haanden, og jeg har selv saa megen ære jeg forlanger, saa vill jeg ydmygst bede om et lidet vederlag udi sølvmynt, at jeg kunde kiøbe mig noget mad igien.

DON RANUDO.

Skall vi da give ham en snees styk von achten, Donna Olympia, men med condition, at han ikke siger det till nogen?

DONNA OLYMPIA.

Ak Herre! det tillsteder jeg aldrig, ti det var en ævig skam for vort hus.

BONDEN.

Jeg skall min troe ikke sige det till nogen, at jeg fik sølv-mynt.

DON RANUDO.

Hør Juan! jeg er viss paa, naar du kommer hiem og fortæller de andre bønder hvad dig er vederfaret, at de vill giøre ære af dig hereffter.

BONDEN.

Om Herskabet er ikke ved penge, saa villde jeg ydmygst bede, at de villde give mig noget af deres mad igien, som jeg kunde bruge paa veien, og vise de andre bønder till bevis, at jeg har været i Herskabets hus.

DON RANUDO.

Jeg vill give dig et aftryk af mit Vaaben 213 som du kand føre hiem med dig till bevis, at du har været her.

BONDEN.

Bliver jeg da ogsaa en fornemme mand, naar Herren forærer mig det Vaaben.

DON RANUDO.

Nej, snak.

BONDEN.

Jeg tænkte, at det bestod allene i vaabenet, ti der er jo mange der ikke beviser deres højhed af andet end af deres og deres Forfædres vaabener, men efftersom det ikke kand hiælpe mig, saa giver mig noget mad at fortære paa veien.

DON RANUDO.

Naar saa nogen tviler derom, og siger, hvor kunde være mueligt at Don Ranudo de Colibrados, som er descendered af Antonio Prospero Alonzo Gonzalo Hyppolito Stephano Mustacho - - -

BONDEN.

Men naadige Herre.

DON RANUDO.

Lopes Melchior Gusman Theodosio Theophrasto Theodoro Carlos Philippe Manuel Baltazar.

BONDEN.

Men naadige Herre.

DON RANUDO.

Manuel Juan Aurelio Sanctio Ramirez Don Jago Juliano Sebastiano Valentiniano Hemogeniano Melchior Lopes - - -

BONDEN.

Men naadige Herre, jeg skulde ---

DON RANUDO.

Gaspar Ranudo Trincalo Ventoso etc etc etc.

BONDEN.

Endnu er jeg lige sulten naadige Herre.

DON RANUDO.

viser ham listen i stammebogen, og siger etc. etc. etc. etc. etc. --- etc. etc.

BONDEN.

Herren maa regne op saa mange Don Julianer og Don Ahner, saa mange Don Qvichotter og Don Sancho Pancher, som han lyster, saa gir det mig - - -

DON RANUDO.

Naar saa nogen, siger jeg, tviler derom, og siger, hvor kunde det være mueligt, at saadan en Herre skulde bevise en stakkels bonde slig ære? saa giør du intet videre, end viser dem aftrykket.

BONDEN.

Men vill Herskabet i det ringeste ikke give mig lidt vin i min flaske?

214
DON RANUDO.

Hør Donna Olympia! der ligger et aftryk paa bordet, som denne gode mand kand faae till en Erindring, at han har været her.

BONDEN.

Maatte jeg ikke kalde paa laqvaien først, at han fylder mig min flaske?

DON RANUDO.

See her Juan, forvar det nu vel, og see till, at det gaaer ikke i stykker paa veien.

BONDEN.

Maa jeg springe ud i kiøkkenet selv, og kalde paa kielder-svenden?

DON RANUDO.

Nu vill jeg forklare dig Juan, hvad der staaer paa dette vaaben. Udi det første skillerom er en blaae falk. Bonden sagte: skam der tâer sin madpose offtere hid med sig. Udi det andet skillerom er en Leopard.

BONDEN.

Jeg kand ikke bie længere, jeg maa gaae.

DON RANUDO.

Udi det 3die 4 lilier.

BONDEN.

Jeg var tillfreds der stod 16.

DON RANUDO.

Udi det 4de et Sverd.

BONDEN.

Gid diævlen havde baade sverd og lilier!

DON RANUDO.

Nu skall jeg sige dig udtydningen.

BONDEN.

Far vel naadige Herskab, jeg takker for den ære de har bevist mig med at æde min mad op.

SCEN. 5

Donna Olympia. Don Ranudo.

DON RANUDO.

Hvor den bonde han vill hiertelig berømme os, naar han kommer hiem.

DONNA OLYMPIA.

Ak ja vist. Jeg veed perfect hvad han vill sige: hvilket naadigt Herskab var ikke det? mangen bonde er mere storagtig end den Velbaarne Herre og Velbaarne Frue. DON RANUDO. Men der skulde ikke heller mange af vor stand have giort det mod en stakkels bonde, som vi giorde?

DONNA OLYMPIA.

Det vill intet sige, Don Ranudo.

Vi mister intet af vor ære derved. Jeg er ikke meget storagtig, 215 allene jeg kand ikke lide dem, som vill være noget, og dog intet er. Bønder gier sig ud for bønder, og tager op som en naade den ære man giør dem. Men der er visse folk, som Monsieur og Madame, I veed vel selv, hvilke giøre sig saadan fornemme air, men borgeren stikker dog ud iblant, hvormeget de søger at skiule den. Det gaaer med dem, som man fortæller om en viss Laqvais, der vandt saa mange penge udi et lotterie, at han selv blev Herre, og førte sig meget prægtig op, men glemte sig selv engang, i det at i steden for at sætte sig udi carossen, han steg bag paa. Saaledes stikker og Borgernøkkerne frem hos de folk, som jeg taler om. Jeg kand ærgre mig ihiel, naar jeg seer Madame nok sagt i sin Porte-Chaise, hellende sit hoved paa den venstre axel med en melancholsk mine, ligesom hun var misfornøjed over det, at hendes mand ikke havde bragt det endnu højer, da dog naar hun tænker paa, at hendes fru moder saalte figener offentlig paa torvet udi Sevilien, hun burte blive ganske hovedsvimled, og holde sig fast med begge hænder udi Portechaisen, men hun taler min troe ikke gierne om hendes grande mama, ikke heller Monsieur om sine Forfædre. Jeg er færdig at sprække min hierte Don Ranudo, naar jeg tænker paa de folk.

DON RANUDO.

Ej min hierte hun ivre sig ikke saa meget, det er jo ikke umagen værdt.

DONNA OLYMPIA.

Jeg var tillfreds, de torde understaae sig at besøge mig engang, jeg skulde min troe lâe dem staae i Forstuen een hel time, det siger jeg og det svær jeg paa, hvad vill det ---

DON RANUDO.

Ej Gud bedre mig! faaer Fruen ondt? hun vill min troe besvime, Gid jeg havde noget at give hende at lugte till. Lugt till dette stykke ost, saa maaskee det gaaer over. Ak hvilket adeligt hierte! (hun kommer sig igien.)

DONNA OLYMPIA.

Jeg siger Don Ranudo, de skulde staae een heel time i forstuen, meer æstimerer jeg dem ikke, jeg agter dem ikke saa meget som det stykke ost, 216 I har i haanden. Naar hun siger dette, tâer hun osten af hans haand, og æder den.

SCEN. 6

Don Ranudo. Donna Olympia. Pedro.

PEDRO.

Ak nu ligger her et fandens hus, her er creditorer ude med Rettens middel, som vill exeqvere en dom, og tage bort allt hvad de finde i huset.

DON RANUDO.

Hvor ere de?

PEDRO.

De ere allt brudt ind i den grønne stue.

DON RANUDO.

Kom lad os gaae.

217

ACTUS IV

SCEN. 1

Leonora. Isabella.

LEONORA.

Nu Madame, hvad synes Eders broder Gonzalo om det forslag?

ISABELLA.

Det staaer ham meget vel an, jeg kand og ikke rettere see, end at det er den sikkerste vei.

LEONORA.

Han vill give sig ud for kongens Søn af Mohrland, og skall hede: Casper Melchior Balthasar Ariel Theophrasto Bombasto Printz af Æthiopia.

ISABELLA.

Det er et prægtigt navn, jeg troer at det ord Bombasto allene vill bevege dit Herskab at give ham Donna Maria. Men er det ikke noget underligt at give sig ud for en æthiopisk Printz, mig synes, at det er for dristigt et paafund end ogsaa i en Comoedie. Man støder sig jo derover i den borgerlige Adelsmand, at en kiøbmand bindes dette paa Ermet, at den Tyrkiske keisers Søn kom till Paris, for at frie till hans dotter.

LEONORA.

Nej Madame, saa meget urimelig som inventionen er i samme Comoedie, saa lett kand den sættes i verk her, ti at bilde en kiøbmand ind, at den Tyrkiske keisers Søn med den store Mufti og anden Geistlighed reiser midt ind i kiernen af Evropa for at giffte sig med en u-seed borgerdotter i Paris, er hart ad ligesaa dristigt som deres invention, som gav sig ud for Ambassadeur fra keiseren i maanen, for at handle om Egteskab imellem samme keiserlige Maystæt, og Doctorens dotter; Men her kommer en christen-Printz fra Africa till Spanien, som gier sig ud for at have antaget den Romerske troe, hvortill mange fornemme Herrer i Æthiopien ere faldne, og derfor vill foreene sig med Een af de højeste 218 familier i Spanien, som de mener, er den Colibradiske, saa er der aldeles intet at scrupulere over, uden det at han er sort, men det gaaer allene bruden an. I veed jo, at der er ellers ingen famille i Spanien, som mit Herskab jo vrager.

SCEN. 2

Pedro. Isabella. Leonora.

PEDRO.

Hej Leonora!

ISABELLA.

Hvad er paa færde?

PEDRO.

Vær snar, I skall ind og forseigles, saavelsom allt andet boeskab i huset.

LEONORA.

Forseigles! hvad vill det sige?

PEDRO.

Det er: I skall ind og lade jer sætte stempel paa; her har været en allarm i huset, der er ikke eet skab, som jo er bleven forseigledt af creditorer. Allt hvad løst var, er bleven borttaget indtill Herrens og Fruens gangklæder.

LEONORA.

Jeg gir dem en god dag, alle de klæder jeg har, ere mine egne, som jeg havde førend jeg kom her i huset.

PEDRO.

Det vill intet sige, jeg brugte det samme argument, men det blev ikke hørt, Rettens middel tog alle mine smaa sager bort, og trøstede mig dermed, at jeg kunde søge min Regres till mit Herskab igien.

LEONORA.

Det var en deilig trøst.

PEDRO.

De spurte effter Cammer-pigen, jeg var dog saa ærlig og sagde, at hun ikke var hiemme, men bad dem, at de villde have taalmodighed en liden stund, hun kom strax hiem.

LEONORA.

Nej see engang, hvor ærlig han er!

PEDRO.

De vill min troe have fatt paa jere smaa sager ogsaa, om jeg kiender ellers Rettens middel rett.

LEONORA.

Jeg har min troe ingen i behold, de maa gierne tage det som de finder. Men hvorledes gier Herren og Fruen sig till freds?

PEDRO.

De ere endnu lige storagtige, skiønt de ere ganske nøgne, jeg veed ikke i det hele hus han har noget at svøbe sit fattige legeme i, andet end et gammelt hestedekke.

219
LEONORA.

Ak! taarene staaer mig i øynene, naar jeg hører saadant.

ISABELLA.

Tie kon stille Leonora, detskall snart blive godt.

PEDRO.

Hvor vill det blive godt! hvor vill det blive godt!

ISABELLA.

Du veed jo hvad vi har overlagt sammen, men der kommer Gusman.

SCEN. 3

Gusman. Leonora. Isabella. Pedro.

GUSMAN.

sagte. Jeg gier jer Fanden I Gripomenuser, saa mange som I ere, Vill I flaae huden af mig, den nytter jer jo intet; vill I tage mine klæder, de ere jo ikke een skerv værd; vill I tage min Page-titul fra mig, saa giør I mig en tieneste, ti saa kand jeg komme till at blive stegvender hos godt folk. O! gid I faae en u-lykke I Gribhomines for jer medfart mod Herskabet, først tog de bort hvad de fandt i huset, siden lagde de haand paa Herskabet, tog først Herrens hatt af hovedet, siden kiolen, siden, med permission, halsdugen, siden overbuxerne, saa at han har intet tillbage uden underbuxer og skoe; kort at sige: der blev intet tillbage udi det hele hus, hvormed Herren kunde skiule sit nøgne legeme uden et heste-dekken, saa at han seer verre ud end en diævel, men han er lige stor paa det endnu; han sagde till mig: hør Gusman! i all denne u-lykke beholdt jeg dog min stamme-bog.

LEONORA.

Hør Gusmani hvad nytt?

GUSMAN.

Vi faaer nytt nok hereffter, ti det gamle er altsammen rent borte; men see der kommer Fruen.

ISABELLA.

Saa maa jeg da løbe.

SCEN. 4

Donna Otympia. Leonora. Pedro. Gusman.

DONNA OLYMPIA.

Ak! jeg døer af forbittrelse, o! en uforskammenhed uden lige! jeg skall hevne mig, om det skall koste all min velfært.

220
GUSMAN.

Den har været fløjten for længe siden.

DONNA OLYMPIA.

Saa tit jeg tænker derpaa, kaager mit hele adelige blod i mine aarer.

PEDRO.

Det maa en steds kaage i huset, ti i vor gryde har i lang tid intet kaagt.

DONNA OLYMPIA.

Ak! jeg brister.

PEDRO.

Da er det min troe ikke af for megen mad.

DONNA OLYMPIA.

Mon de folk har glemt, hvem jeg er?

PEDRO.

Nej det er u-lykken, at de ikke har glemt os, ti ellers havde vi beholdt det lille, som endnu var till overs.

DONNA OLYMPIA.

Ak! hvor er mine folk? at jeg kand overlægge med dem hvad anstalter vi skall giøre.

LEONORA.

Her er vi allesammen, hvad har Herskabet at befale?

DONNA OLYMPIA.

Ak Leonora! du har altid været mig en troe tienerinde.

LEONORA.

Jeg har intet giort, uden hvad min pligt udfodrer.

DONNA OLYMPIA.

Ak Leonora! veed du hvad u-lykke, hvad haanhed mig er vederfaret.

LEONORA.

Allt for meget disver.

DONNA OLYMPIA.

Hvor hastigt kand dog ikke saadant rygtes!

LEONORA.

Hvor skulde ikke saadant rygtes, ti vi har jo alle i huset faaet en snert af svøben.

DONNA OLYMPIA.

Hvilke tro husfolk, som tager saa del udi deres Herskabs skam.

LEONORA.

Skammen er ikke saa stor som skaden.

DONNA OLYMPIA.

Saa maa du da ikke viide hvad der er hendt os.

LEONORA.

Jo jeg veed nok, at Rettens betientere har ...

DONNA OLYMPIA.

Ej! det er intet, nej her er noget andet vederfaret, som har mere at sige. Saa snart Rettens betientere vare borte, kom en Cammer-pige lige ind i mit gemak, uden at lade sig anmælde, og talede slige bespottelige ord: mit Herskab laer dem hilse, de har hiertelig 221 ondt af den fortræd som er hendt, og beder, at Fruen ikke vill forsmaae en silke-klædning, som ikke er brugt over 2 gange. Ak! jeg kand ikke fortælle mere af harme. Hun gaaer.

SCEN. 5

Don Ranudo, svøbd i hestedekken. Leonora. Pedro. De blive forskrækkede, falde paa knæe, slaaer kaars for sig.

DON RANUDO.

Ej børn lille! det er allt for stor ydmyghed, jeg er jo ingen Helgen, jeg er vel en fornemme mand, men dog et menniske, forlanger derfor intet knæ- fald.

PEDRO.

Ak! er det Herren?

DON RANUDO.

Det kand du vel see, staae op igien, jeg forlanger ingen saadan dørkelse af mine husfolk.

PEDRO.

Jeg kand sværge paa, at det ikke var af ydmyghed, men jeg tog Herren an for en Varulv.

DON RANUDO.

Ja saa, det kommer af den slette schlafrok jeg har paa, men om jeg heder Don Ranudo de Colibrados, saa skall det ikke blive u-hevnedt, hvad mig er vederfaret i dag, at creditores skall udrøddes med hustru og børn, hvad mener du vel, naar saadant kommer ud, om de folk ikke blive straffed paa gods og formue, og den hele by sine privilegier betagen.

PEDRO.

Ak Herre! jeg bêer dog for byen, at den maa blive spared, ti hvad kand andet godt folk dertill?

DON RANUDO.

I saadanne tillfælde, Pedro, bliver den u-skyldige straffed med den skyldige.

PEDRO.

Men om saadan mand som Herren intercederer for byen, blir den nok spart.

DON RANUDO.

Ja Pedro, naar det kommer saa vidt, vill jeg see hvad jeg kand giøre.

PEDRO.

Ak! Herren skall have tak paa byens vegne.

DON RANUDO.

Men hvad var det for et Fruentimmer, som stod her nylig, og løb bort?

LEONORA.

Det var Cammerpigen till den Prinds, som nyelig er kommen hid.

222
223
DON RANUDO.

Hvad heder den Herre?

LEONORA.

Han heder: Melchior Gaspar Balthasar Theophrasto Bombasto Ariel David Georgius Prinds af Æthiopien.

DON RANUDO.

Hillemænd, men hvor er I blevet bekiendt med hende?

LEONORA.

Hun kom for at besøge mig, ti hendes Frue, som er samme Herres moder, og keiserens Søster, vill ikke have at hun skall omgaaes med folk af anden famille end vores.

DON RANUDO.

Det holder jeg af. Jeg mærker, at de folk har ambition, ti der er sandt at sige, ellers ikke en famille i byen, som man kand omgaaes med.

LEONORA.

Der er ellers saa vidt jeg kand mærke, ogsaa noget andet under, ti samme Cammerpige lod sig halv forlyde, som at samme Herre var allene hidkommen for at alliere sig med vores hus, og ægte vores Frøken, Han er ikke allene en mægtig, men og en højchristelig Prinds, ti han er opkald effter de hellige 3 konger.

DON RANUDO.

Er det mueligt Leonora? kald paa Fruen, at vi kand lade hende det vide.

SCEN. 6

Donna Olympia. Don Ranudo. Leonora. Pedro.

DONNA OLYMPIA.

Ak Don Ranudo! jeg skiæmmes ved at lade mig see i denne borgelige dragt.

LEONORA.

sagte. Det er min troe min gammel kiol Fruen har faaet paa. DON RANUDO. Tie kon still Donna Olympia, her er kommen en stor Prinds i byen, som vill alliere sig med vor famille.

DONNA OLYMPIA.

Maaskee det er En af de nye Prindser. DON RANUDO. Nej, det er En af de ældste i verden, der udspirer af Dronningen af Saba, en æthiopisk Prinds. Leonora veed hans navn.

224
LEONORA.

Han rieeder: Melchior Gaspar Balthasar Theophrastus Bombastus Ariel David Georgius.

DONNA OLYMPIA.

Er det mueligt?

LEONORA.

Jeg troer uden tvil vi faaer visiter af ham i dag, det eneste jeg frygter for, er at Frøkenen ikke vill have ham, effterdi han er sort.

DONNA OLYMPIA.

Det vill intet sige, naar han kon er høj, ak hvilken lykke! DON RANUDO. Men hvorledes skall jeg kunde tage mod saadan en Herre udi denne eqvipage? hør Pedro, her er kommen en fremmed Prinds till byen at begiere min dotter till ægte, samme Prinds er fra Morland.

PEDRO.

Fy, vill Herren give sin dotter bort till en Tarter. DON RANUDO. Det maa ikke hiælpe, hun kommer derved i højhed, men hvor skall jeg faae klæder?

PEDRO.

Tie kon still Herre, jeg skall skaffe en kiol i en hast, som jeg vill laane i mit navn. DON RANUDO. Ak kiere Pedro! vær snar da.

PEDRO.

Jeg skall være her i et øje-blik, abit.

DON RANUDO.

Men banker der ikke paa døren?

DONNA OLYMPIA.

Løb Leonora og see hvern det er.

LEONORA.

Ak Prindsens Udtolker er her uden for, og vill have Herskabet i tale. DON RANUDO. Ak er det mueligt? hvordan skall vi bære os ad? I maa sige Leonora, at vi ere ikke hiemme.

DONNA OLYMPIA.

Nej det gaaer min troe aldrig an, ti det er farligt at støde saadan Herres bud for hovedet, vi maa hitte paa andet raad. DON RANUDO. Her er intet andet raad at hitte paa, jeg kand umuelig lade mig see i denne dragt.

LEONORA.

Mig rinder noget i sinde, hvorved vi kand hiælpes, Herren maa lade som han er syg, og sige, at Docteren har raadet ham at svøbe sig i saadant dekke, hvilket skall være krafftigt for en slags svaghed. DON RANUDO. Ej! det gaaer aldrig an.

LEONORA.

Eller nok et andet anslag, Herren kand lade 225 som han piner sit legeme for at giøre poenitentze, og at han har svøbt sig i dette dekken af lutter devotion.

DON RANUDO.

Det gaaer an, Leonora, lad ham kon da strax komme ind.

SCEN. 7

Udtolkeren. Don Ranudo. Donna Olympia. Leonora.

LEONORA.

Ak Herre han maa ikke undre sig over den tillstand, han finder mit Herskab udi, min Herre Don 226 Ranudo, saasom han er den fornemste mand her i byen, saa er han ogsaa den gudfrygteste. Han har effter kong Nabocodonossers exempel ydmyget sig saaledes, at han seer snarere ud som et dyr end som et menniske, og har satt sig for i 14 dage at plage sit legeme for sine synders skyld. Han var betænkt paa først at gaae med blotte ben, men har fundet, at den penitence var ikke tilstrækkelig. Hvorudover han endelig har fattet den kongl. Resolution at fornedre sig ligesom Sanct. Nabocodonosser, fra hvilken jeg troer, at han kand regne sin Herkomst, ti hans familie er fast den ældste udi Spanien. Han villde ogsaa som Nabocodonosser krybe paa hænder og fødder, men vi har allesammen med suk graad og knæfald bedet ham at lade det blive derved, men det havde ikke kundet hiælpe, hvis ikke Erke-Bispen selv med det hele Clerecie ved Deputerede havde formaaet ham at moderere saadan hellig iver.

UDTOLKEREN.

Ak Don Ranudo! jeg mærker at der ikke allene ere store mænd i den Colibradiske familie, men ogsaa store Helgene.

DON RANUDO.

Ak min Ven! langt fra at give mig ud for en Helgen, jeg holder mig tvertimod for den groveste synder, saa at hvis poenitentze skulde svare till mine misgierninger, villde denne straff ikke være tillstrækkelig.

UDTOLKEREN.

Just den bekiendelse Don Ranudo, gier Helgenen tillkiende, ti saa snart en Helgen fatter de tanker, at han er en Helgen, blir han ikke mere Helgen. Men hvor er Donna Olympia hans Frue?

DON RANUDO.

Der seer han hende staae som en gemen Borger-kone, i saadan stand har vi besluttet at være i 14 dage.

UDTOLKEREN.

Jeg vill intet disputere derimod, maaskee en extraordinair misgierning er aarsag till saadan ekstraordinair poenitentze.

DON RANUDO.

Jeg havde for 2de dage siden en hæslig ublue drøm, jeg syndede virkelig udi søvne, og derfor har underkast mig denne poenitentze.

227
UDTOLKEREN.

Ak! dette allene fortiener Canonisation, Jeg er ellers hidkommen for at lade Eders Velbaarenhed vide den højbaarne Prindses af Abyssinien, min naadige Herres ankomst till denne stad, dog dette er ikke mit eeneste og fornemste ærinde, ti jeg er hidskikked fornemmelig for at foreslaae en alliance, og at begiere for min naadige Herre deres kiere og eeneste dotter Frøken Maria till ægte.

DON RANUDO.

Tillbudet er meget anseeligt, men maatte jeg spørge hans Excellence, hvorledes Prindsen er kommen paa de tanker?

UDTOLKEREN.

Aarsagen som har beveget hans durchleuchtighed at paatage sig saadan en reise, er denne: Udi Æthiopien eller Abyssinien er keiseren saa vel som undersaatterne christne, men i mange stykker gaaer fra den Romerske kirkes lærdom, hvorfor mange Portugisiske Jesuiter ere did henskikkede for at foreene Abyssinien med det Romerske sæde. Af deres tale og prædiken er min naadige Herre saaledes bleven bevæged og overbeviist, at han nu passerer for en nidkier Catholiqve blant Jesuiterne selv, hvilket er hans Morbroder keiseren bekiendt, som derudi lader ham saa vel som alle samvittigheds frihed, og har tillstedet ham effter begiering at oplede sig en højadelig Gemal udi Spanien eller Italien. Till hvilken ende han har raadført sig med mig Jago de las Cores hans fornemste Udtolker og indfød Spanier, og spurt mig om de fornemste Spanske familier, hvorudover jeg gav hans Durchleuchtighed strax anslag paa det Colibradiske hus, saasom det største og ældste Catholske hus i Spanien, og conseqventer i hele Evropa. Jeg siger: udi Evropa, ti udi Abyssinien ere langt ældre familier, ti hans Durchleuchtighed kand vise sit Slegte-Register mand effter mand fra Dronningen af Saba, og sine christelige Forfædre fra de hellige 3 konger.

DON RANUDO.

Saa vidt gaaer endelig ikke mit Slegte-Register.

LEONORA.

Eder Velbaarenhed kand ikke vide, ti jeg har 228 hørt lærde folk mumle om, at de Colibradiske stammer lige fra En af Noæ Sønner ved navn Sem Cham og Jacob.

DON RANUDO.

Jeg troer det nok, men de gamle har forsømt at antegne det.

UDTOLKEREN.

Det eeneste som kunde skrække deres Velbaarenhed fra at give min naadige Herre deres dotter, er at hans naade er sort som alle andre Morer.

DON RANUDO.

Det vill intet sige, Vi Spanier ere selv sortladne.

UDTOLKEREN.

Jeg tog ingen betænkning at giffte mig derudi landet med Helicon Combra, min Frue, som nu ere keiserens Erke-Vaskerkone, hvilket er et Embede, som i Abyssinien ikke gives uden till fornemme Damer, ti hvert land Eders Velbaarenhed har sine egne manerer, det underligste, som kommer fremmede for i Abyssinien, det er talen, som er ligere en sang end en tale, som for exempel, naar jeg siger lavt det ord Tahunki, saa betyder det et bord, en Ters højere Tahunki, saa betyder det et bierg, en tone højere Tahunki, saa betyder det en kirke, og endnu en tone højere Tahunki, saa betyder det en Elephant.

DON RANUDO.

Hillemænd, det sprog lærer min dotter aldrig.

UDTOLKEREN.

Inden eet aar vill hun tale det som en indfød Abyssinier.

DON RANUDO.

Jeg er kon bange, at min dotter kand ikke fordrage den store hede, som er i Abyssinien.

UDTOLKEREN.

Ak! der er ganske temperered lufft i det land, hvor keiseren residerer, men der ere nogle af hans undersaattere, som boe lige under linien, hvilke ere saa hede, at man kand tænde svovel-stikker an paa dem, og naar de vill kaage deres mad, nyser de kon paa brændet, saa har de strax ild.

DON RANUDO.

Det er selsomt.

UDTOLKEREN.

Ja, der er meget underligt till i naturen. Men een ting er at erindre, at min Herre blotter sit hovet, naar han taler med den Abyssiniske Prinds, og bøjer sig 229 først for ham, ti det er en ære, som han paastaaer at nyde af alle fremmede undersaatter, som ikke ere af kongelig blod.

DON RANUDO.

Ej, dertill beqvemmer jeg mig aldrig, skulde en Colibrados, en Grand d'Espagne, der effter sit privilegium med bedekkedt hoved taler med kongen af Spanien selv, blotte sit hoved for en fremmed Prinds?

LEONORA.

sagte. Det er forbandet, det kalder jeg Spansk, han er saa fattig, at han ejer hverken hue eller hatt, og dog vill betænke sig om at blotte sit hoved.

UDTOLKEREN.

Ja saa mærker jeg nok, at der bliver intet af, ti hans naade beqvemmer sig till ingen samtale uden paa de villkaar.

DON RANUDO.

Det giør mig ondt at see saadant stort gifftermaal spildt, men jeg vill heller døe af armod end giøre noget, som kand prejudicere min højhed.

LEONORA.

sagte. Det kalder jeg Spansk.

DONNA OLYMPIA.

Om Don Ranudo lod sig overtale dertill, skulde jeg lade mig skille ved ham fra bord og seng.

DON RANUDO.

Eders tale Donna Olympia, burte skrives med gyldne bogstaver over vor forstu-dør.

LEONORA.

sagte. Med nogle andre bogstaver maled paa et andet vist sted.

UDTOLKEREN.

Saa mærker jeg da, at hans naade med u-forretted sag maa reise herfra.

DON RANUDO.

Det giør mig ondt, men jeg kand ikke beqvemme mig dertill, om jeg kunde redde mit liv dermed.

DONNA OLYMPIA.

Ja knap, om vi kunde redde vor Siæl dermed, ti ambition er os indprented ved fødselen.

LEONORA.

sagte. Det kalder jeg Erke-spansk.

DON RANUDO.

Min dotter skall heller gaae i kloster.

LEONORA.

sagte. Og I begge i daare-kisten.

UDTOLKEREN.

Jeg maa da forlade dem, og berette hans Durchleuchtighed dette afslag. Han gaaer.

230
DON RANUDO.

Hvad synes dig Leonora, stod vi ikke paa vor ære?

LEONORA.

Jo jeg synes Herskabet staaer paa den og træder den under fødder, ti det som Herskabet kalder ære og respect, kand regnes dem af andre till ævig spott skam og skiendsel. Den hofmod gaaer saa vidt, at den kand give materie i sin tid till comoedie. Det artigste er, effterdi Herren ingen hatt har.

DON RANUDO.

Hør Leonora, man seer igiennem fingre med dig for din lange tro tieneste.

LEONORA.

Herskabet maa nok tillstede mig at tale, ti jeg har i 4 aar liden mad faaet og ingen løn.

SCEN. 8

Don Ranudo. Donna Olympia. Leonora. Pedro.

PEDRO.

Herre her er en kiole, men jeg har maatt sætte min troe og love i pant paa, at den skall blive baaren tillbage inden 3 dage.

DON RANUDO.

Ja nu er det for silde, Prindsens Udtolker har allt været her, men gik bort med u-forretted sag, saa der bliver intet af Partiet.

DONNA OLYMPIA.

Den kommer dog till pass, Vi kand ikke vide, Prindsen tør affstaae sine pretensioner, og komme hid igien, lad os gaae bort saa længe. De gaae bort.

PEDRO.

Hvad er aarsag Leonora, at Herskabet er bleven anderledes till sinds?

LEONORA.

Herren villde ikke beqvemme sig till at tale med blotted hoved med Prindsen.

PEDRO.

Men hvad duer saadant narrisk forslag till?

LEONORA.

At komme ham des fastere till at troe, at det er en Prinds, lad kon mig raade, det skall nok gaae for sig, den falske Prinds kand altid staae fra sine pretensioner, men der kommer Herren igien paaklædd.

DON RANUDO.

Nej jeg troer ikke, at jeg beqvemmer mig dertill, hvorvel vores armod er saa stor.

231
DONNA OLYMPIA.

Ej! hvad armod? det er kon gemene folkes snak, folk af vor stand kand ikke være arme.

PEDRO.

Men om Herskabet dødde af sult, hvad kunde man kalde det paa rett godt sprog?

DONNA OLYMPIA.

At døe af sult er ikke at døe af armod, men det kaldes heller en heroisk død, som ædelhiertede folk udvælge sig, førend de vill fornedre sig.

PEDRO.

Men jeg er bange, at Herskabet fik saadan Gravskrifft: her under hviler Don Ranudo med hans Frue den velbaarne, som dødde af Sult for at undgaae armod. Men see der kommer Ambassadeuren tillbage!

SCEN. 9

Udtolkeren. Don Ranudo. Donna Olympia. Leonora. Pedro.

UDTOLKEREN.

Hans Durchleuchtighed min naadige Herre, langt fra at fortryde paa Eders Velbaarenheds paastand, tvertimod admirerer desmere saadan ædelhiertighed, og skatter Eders Velbaarenhed langt højere end tillforn, overladende till deres egen villie, om de vill bevise ham den begierte ære eller ej.

DON RANUDO.

Eftersom Prindsen ikke paastaaer saadant som en Rett, saa vill jeg af fri villie beqvemme mig dertill.

DONNA OLYMPIA.

Hvad?

DON RANUDO.

Jo Donna Olympia. Vi kand bevise saa stor ære som vi vill, naar den ikke bliver os aftvungen, ti saa heder det kon høflighed, og ingen skyldighed. Jeg kand vise af den Spanske Crønike, at En af vore Forfædre Don Sanctio tog mod en gemen Soldat med blottedt hoved, der havde omkommet 8 mohrer i det store slag ved Xeres de la Frontera.

UDTOLKEREN.

Saa vill jeg da ønske Eders Velbaarenhed till lykke med det store og mægtige Svogerskab, og inden een time bringe hid hans Durchleuchtighed med sit hele følge.

232

ACTUS V

SCEN. 1

Leonora. Gusman.

GUSMAN.

Ak Leonora! hvad vill den forliebte Gonzalo sige dertill, at hans kiereste skall føres till Morland? det er mig kiert, at hun kommer i højhed og Velstand af fængsel sult og armod, men jeg saae dog heller, at dette Egteskab blev till intet for Gonzaloes skyld.

LEONORA.

Nej Gusman, dette Egteskab er bedre.

GUSMAN.

Jeg fornemmer nok, at du er en Veirhane, og at du har samme nøkker, som alle Fruer-piger.

LEONORA.

Ej snak! naar Frøkenen selv er fornøjed dermed.

GUSMAN.

Ak Himmel! vill hun beqvemme sig till at tage en sort?

LEONORA.

Det er en christelig dydig Prinds, som boer i et poleredt land, jeg følger Jomfruen, hvor hun reiser.

GUSMAN.

Jeg følger min troe ogsaa med.

LEONORA.

Ja, hvad andet?

GUSMAN.

Saa kommer vi endnu till at tiene i brød sammen, hvilket er mig kiert, ti jeg elsker dig Leonora saa højt som en Doctor elsker en feber. Villde du som jeg, saa skulde vi strax forlove os sammen, og du skulde blive min kone, ti det tiener os begge ikke at gaae længere, tillmed er jeg forbunden at giffte mig snart for en viss aarsags skyld.

LEONORA.

Ej du Tølpel! du maa vide, at du taler med en Spansk Jomfrue, og, at du er hverken i Frankrig eller Tyskland, hvor man siger i dag: Vill I have mig? og i morgen holder bryllup, hvor man og omgaaes hinanden 233 saa venlig for bryllupet, at man intet nytt har at sige hinanden, eller at bestille bryllups natten. Vill du vinde min kierlighed, saa skall du frie effter landets mode. Du skall først eet helt aar gaae og sukke, blive alterered, naar du seer mig, lade nogle gange, ligesom du vil hænge dig af kierlighed, uden at lade dig mærke till hvem det er, men alleene lade mig giette det selv. Siden skall du insinuere dig med spill og forliebte viiser for mine Cammer-vinduer, taale, at jeg viser dig bort med skieldsord, og slaaer vand over dig. Dereffter skall du insinuere dig med penge hos en gammel kone, som er min Ven, faae hende till at rose dig, og afmale den elendige tillstand du er bragt i af kierlighed, formane mig af christen kierlighed at frelse dit liv ved at giøre dig et blidt ansigt, og imodtage eet eller andet vers, som du har skrevet med dit eget blod, siden at imodtage foræringer, siden at tale med dig igiennem vinduet, og endelig lade dig ind i mit Cammer.

GUSMAN.

Du har rett Leonora, det bør saa være, den tid kand gaae snart, ti all denne omsvøb kand ikke vare 50 aar. Der fattes kon, at du skulde raadet mig at hænge mig rent op af kierlighed. Nej Leonora, jeg vill hitte paa et raad, hvordan Vi skall kunde komme hastig sammen uden at synde mod landets mode. Du skall lade din Cammer-dør staae aaben en natt, og lade som du sover stærkt, saa vil jeg snige mig ind og besove dig. Du skal imidlertid raabe om hjælp, men dog ikke saa stærkt, at nogen kand høre det; naar jeg saa har taget dig med vold, saa følger af fornødenhed at du maa ile med bryllupet for at faae din ære igien, som jeg paa saadan skielmsk og voldsom maade har berøvet dig.

LEONORA.

Hør Gusman! hold inde med saadant snak, jeg vil min troe ellers sige det till dit Herskab, og du skall blive straffed for din ubluefærdige mund.

GUSMAN.

Det var kon et forslag Leonora, du kand ellers giøre hvad dig lyster, jeg er endelig ikke saa forlegen for at giffte mig.

234
LEONORA.

Jeg min troe ikke heller.

GUSMAN.

Ja ja Leonora, vi kommer nok till rette, men der er Donna Maria, jeg kand ikke taale at see paa hende, ti mit hierte bløêr i mit liv, naar jeg tænker paa, at hun skall have den sorte Prinds. Jeg gaaer min vei.

SCEN. 2

Donna Maria. Leonora. Pedro.

DONNA MARIA.

Ak Leonora! den list du har opfunden, er u-forligelig, men jeg er saa bange, at det bliver aabenbaredt, førend Egteskabs Contracten bliver slutted.

LEONORA.

Det kand ikke lettelig aabenbares, uden vi røber os selv, jeg har derfor ikke villet betroe det till Gusman, ti han er taabelig, og kunde røbe os.

DONNA MARIA.

Men er det ikke en bedrøvelse, at mine Forældre skall være saa forblindede af hofmod, at de vill heller døe af hunger end give deres dotter bort till en brav Herre, der baade har Evne og hierte till at række dem haanden, allene fordi hans stand er een grad ringere?

LEONORA.

Det er en forbanded hofmod, som regierer i dette land, derfor heder Spansk blant fremmede det samme som hoffærdigt.

DONNA MARIA.

Sig ikke det Leonora, at det er landets mode, vi giør vor Nation urett derudi. Vel er det sandt, at der findes slige folk i Spanien, men derfor maa man ikke giøre det till den hele nations Character, ti intet er mere u-billigt end af eet eller andet menniskes gierning at ville giøre sig en idée om en hel nation. Folk male tit en nation ilde eller vel af paa saadant fundament. Falde de blant genereuse folk, den korte tid de ere i et land, saa heder det hele land siden hos dem genereux. Boer der hoffærdige folk i det naboelav, de ere komne at logere i, saa skriver de bøger, naar de ere komne tillbage om et helt riges hofmod. Om mine Forældre for exem. 235 ere saa daarlige, at de heller vill døe af armod, end give deres dotter bort till en viss familie, som de mene, ere ikke saa stor som deres, skall man derfor tillægge saadan lyde det hele land, nej det er u-billigt, ti de fleste mennisker her i staden fordømme saadant, og vill glæde sig over om vor anslag lykkes.

PEDRO.

Jomfruen har rett derudi, ti hun beviser med sit exempel, at alle ere ikke besmittede med den lyde; men der er Herskabet.

SCEN. 3

Don Ranudo. Donna Olympia. Donna Maria. Leonora. Pedro. Gusman.

DON RANUDO.

Nu min dotter nu har himlen tiiskikket dig en Egtefælle, som du kand forbindes med uden at vanære familien. Jeg har beskikket dig till din husbond og Herre Theophrasto Bombasto den store Prinds af Æthiopien.

PEDRO.

Hillemænd! man kand høre allene af det ord Bombasto, hvilken mand det maa være.

DON RANUDO.

Det skall ogsaa være en brav dydig Herre, som alle de Prindser af Æthiopien har været.

PEDRO.

sagte. Det vill intet sige, naar han kon er fornemme.

DON RANUDO.

I ligemaade skall han og være kiøn.

PEDRO.

sagte. Det giør ogsaa intet till sagen, endskiønt han havde hverken næse eller øren, naar han kon er Prinds.

DON RANUDO.

Han skall ogsaa være en rig og mægtig Prinds.

PEDRO.

Ej! her behøves ingen midler, i det eene ord Bombasto er mer end Rigdom nok.

DONNA MARIA.

Jeg takker mine kiere Forældre for den omsorg de har draget for mig, ti mit forsætt har alltid været heller at gaae i kloster end at giffte mig med nogen af u-lige stand.

236
DONNA OLYMPIA.

Ak! Don Ranudo! vor dotters ord burte skrives med gyldene bogstaver, og sættes i alle fornemme huse. Af den Colibradiske stamme kand ikke udspire andet end saadanne grene.

LEONORA.

Om Jomfruen havde vildet tage nogen af u-lige stand, saa havde jeg aldrig givet mit samtykke dertill, ti jeg villde heller døe end see saadant.

DON RANUDO.

Du skall have tak, Leonora, for din nidkierhed du har alltid ladet see, at du er en tro pige, som har ærbødighed for sit Herskab.

PEDRO.

Det skulde min troe heller ikke have skeet, saa længe mit hoved var op, at vor Jomfru skulde tage till Egte en Gonzalo de las Minas, omendskiønt han havde endnu været rigere end han er, jeg kand sværge paa, at da jeg hørte saadant forslag var giort af hans Søster, at jeg ivrede mig saa meget derover, at jeg endnu ikke har forvundet det. Der har satt sig noget i min rygg, som ikke er for den lange hvile, au - au - au - det minder mig saa tit jeg tænker derpaa. Var det ikke u-forskammedt, at saadan karl, som han, torte understaae sig at begiere en Colibradisk Jomfru? mener han, at mit naadige Herskab er saa kier effter penge, at det skulde fornedre sig saaledes? Hvad bilder den karl sig ind? havde jeg ham fatt, saa skulde jeg myrde ham her paa stedet. Nej førend det skulde have skeet, skulde jeg have stukket ild paa det hele hus, og opbrændt baade Herren, Fruen, Jomfruen og mig selv med.

DONNA OLYMPIA.

Saadanne tienere ere værd saadant Herskab, og saadant Herskab deslige tienere.

DON RANUDO.

Hans tale staaer mig an, saasom den føres af en overmaade stor nidkierhed, skiønt det ellers ingen merite var at brænde sit Herskab.

PEDRO.

Ja Herrens og Fruens aske, om den kunde tale, skulde takke mig, ti det var en heroisk død, og alle folk skulde sige: de levede heroisk, og dødde heroisk. Reputation er jo det fornemste klenodie i verden, naar den er borte, hvad kand da Rigdom og Velstand nytte? nu 237 taler jeg af hiertens grund, men naar jeg siger andet, saa skiemter jeg.

DON RANUDO.

Jeg veed nok, Pedro, at naar du har talet anderledes, har du allene giort det for at divertere os.

PEDRO.

Det er min troe ogsaa sandt, men en Hofnar kand og tale ærbar iblant, naar jeg staaer paa Herrens og Fruens respect, saa taler jeg alltid alvorlig.

DON RANUDO.

faer i sin lomme. See her Pedro, der har du en Rosonobel for de ord du talede; dog det er sandt, jeg troer ikke, at jeg har saa mange penge hos mig, du skall vist nok have en Rosonobel till gode Pedro, om ikke mer.

PEDRO.

sagte. Herren har maaskee ingen buxer paa, ellers havde jeg vist nok faaet den strax.

DON RANUDO.

Hvis du ikke faaer den, skall du vist faae noget, som er bedre.

PEDRO.

Hvad er det Herre?

DON RANUDO.

Jeg skall mage det saa, at naar vor Historie blir beskreven, som jeg troer nok, skeer med det første af En af vore Clienter, saa skall dit navn med berømmelse blive indført derudi.

PEDRO.

Hillemænd! hvad nød har jeg da? men der kommer Prindsen.

GUSMAN.

Ak! gid jeg kunde tale Æthiopisk, jeg villde spørge om adskillige sager, ti jeg har hørt saa meget tale om det land, besynderlig om det røde hav, og om den store flod Seine, som løber derigennem og har guldsand.

DON RANUDO.

Ej snak, du giek! Seine løber igiennem Paris i Frankrig.

GUSMAN.

Herren maa forlade mig, ti jeg har seet trykt neden under en Tragedie disse ord: Scena er i Morland. Men der er han, ak Herre! han svarer till sit navn, ti hans aasyn har allerede bombarderet mig saa, at jeg neppe kand staae paa mine ben, kand det staae Herren an at gaae ham i møde?

238
DON RANUDO.

Ja vist, men han er og den eeneste undersaatt jeg kand giøre det imod.

PEDRO.

Jeg maa sætte mine briller paa.

GUSMAN.

Jeg ligeledes.

SCEN. 4

Prindsen kommet ind i procession med sin hele Svite, som er alle sorte morer, medens processionen varer 3 gange om Theatro, spilles en underlig musiqve. Processionen skeer saaledes: 239

1. Gaaer En med et lidet skrin i hænderne med presenter.
2. En med en lang tobakspibe som et spyd.
3. Prindsen selv med en Hofnar med bielder ved siden, som løber om, og giør adskillig grimacer.
4. Andre med armbøsse og pile paa armene. Endelig staaer de stille, og En af de bevæbnede træder frem till Prindsen, og effter 3 bukker, saa at hovedet stø- des paa jorden, leverer Prindsen sin armbøsse med en pil, som han skyder paa Don Ranudo, hvilken bliver forskrækked, og spør: hvad det skal betyde? hvortill svares af

UDTOLKEREN.

Det er saa landets mode at hilse mands personer paa.

Der effter træder En anden frem, og skyder en pil paa Gusman, som falder om af forskrækkelse, og raaber. Hofnarren hiælper ham op igien og siger: Gostuki, Gostuko, Gostuka. Derpaa siger
GUSMAN.

Det var fanden ikke et godt stykke, det var et skielmsk stykke at skyde paa en u-skyldig mand.

GONZALO.

som er Prindsen. Lahom hubu, Scamba posi, lahom hubo, lahom huba.

UDTOLKEREN.

Prindsen ønsker Deres Velbaarenhed endnu maa leve saa mange aar, som der er mile till Solen, og sand-korn paa bunden af det røde hav.

GUSMAN.

sagte. Det sprog er skiønt at bruge om vinteren, ti det er saa kort.

DON RANUDO.

løffter paa sin hatt. Jeg takker hans durchleuchtighed for hans ønske, og ønsker ham igien Himlens Velsignelse.

UDTOLKEREN.

til Prindsen. Allala.

GUSMAN.

sagte. Det er et forbandet sprog, dermed kand man skrive en hel krønike paa eet blad.

GONZALO.

Lacoang hi li li.

UDTOLKEREN.

Prindsen siger, at han har paataget sig denne lange reise, for at foreene sig med et højadeligt hus af den Romerske Religion, begierer derfor till sin Gemahl deres eeneste dotter Frøken Maria.

240
GUSMAN.

Hillemænd, hvilket mageligt sprog! naar hi li li betyder saa meget, saa er jeg viss paa, at een linie kand giøre saadan lang Spansk Remse, som hele Fasten.

DON RANUDO.

Jeg tager med glæde mod hans Durchleuchtigheds tilbud, og overgiver ham min eeneste dotter till Gemahl.

UDTOLKEREN.

til Prindsen. Lalak.

GUSMAN.

Hvad mon han vil med lax?

Don Ranudo leder sin datter frem, og overleverer hende till Prindsen, beder Notarius at opsætte Egteskabs contracten, Notarius sætter sig till at skrive. Imidlertid lister Hofnarren sig till Gusman, og rykker ham i haaret frem ad.

GUSMAN.

Ak herr udtolker! hvorfor rykker han mig i haaret? jeg har jo intet ondt giort ham.

UDTOLKEREN.

Det er intet min Ven; Hofnarre udi Abyssinien tale ikke uden med geberder, naar de tale med deres overmænd, bruge de de slags geberder, som de kalde Pohoki, og naar man taler med sine ligemænd, bruger man andre slags geberder, som man kalder Hokipo; denne første geberde villde sige saa meget: Jeg haaber, at der vill blive godt venskab imellem os to.

GUSMAN.

Fanden komme i saadant venskab, betyder det venskab at rykke ærlige folk i haaret, hvad mon han da vill giøre for geberder at tillkiendegive fiendskab? Hofnarren rykker ham i haaret tillbage.

GUSMAN,

au - au, lad mig blive i roe, din sorte hund.

UDTOLKEREN.

Med denne sidste geberde gir han till kiende disse ord: Gid jeg havde den lykke, at vi kunde være alltid sammen.

GUSMAN.

Det ønsker ikke jeg, gid fanden være hos ham; de slags folk kand tale saa længe med en god ven, till han maa ligge paa Valstedet, det kalder jeg ret at dræbe folk med snak. Narren knytter næver till Gusman.

GUSMAN.

Hvad dævlen har han nu i sinde, men han knytter næver?

241
UDTOLKEREN.

Det vill saa meget sige, at han vill fortælle noget om sin Reise fra Morland.

GUSMAN.

Ak herr Udtolker! sig, at jeg er intet curieux, ti inden han kommer halv vejen, saa er der ikke eet helt ben i mig.

Narren knepper ham paa næsen.
GUSMAN,

au - au - au - au -

UDTOLKEREN.

Det vill saa meget sige, nu begynder jeg at fortælle Reisen.

GUSMAN.

Jeg maa og give mig till at tale paa Hokipo. Han rykker narren i haaret igien, de alternere med slige geberder, indtill de komme for alvor i haar sammen, saa man maa skille dem ad. Mens dette klammerie skeer, vender de andre fornemme personer sig fra dem till Notarium, som imidlertid fuldfærdiger Contracten, og flyr den till underskrivelse.

DON RANUDO.

Lad Prindsen med min dotter først underskrive, siden tegner vi andre under till vitterlighed.

UDTOLKEREN.

Nej Herre, det er maner i Morland, at Brudgommen og Bruden tegner sidst, og de andre lade rom aaben till deres navne.

DON RANUDO.

Hvert land har sin skik, lader os da undertegne først, efftersom det er saa brugeligt.

De tegne alle under, omsider tegner ogsaa Gonzalo som Prinds med Donna Maria deres navne, de raaber alle vivant, og Trompeterne blæser, naar det er skeet, oplæses Contracten.
NOTARIUS.

Imellem os underskrevne er med Forældres og venners villie sluttedt et ævigt Egteskab, till hvilket omendskiønt intet naturligen udfodres uden de personers indbyrdes samtykke, der har bundet deres hierter af velberaadd hue sammen, saa har vi dog ikke vildet overtræde borgelige love, og anden Ceremonie, men forlanget venners samtykke, som denne Egteskabs Contract med os stadfæstet og underskrevet haver.

Gonzalo de las Minas. Maria de Colibrados.

242
DON RANUDO.

Hvad er det Gonzalo de las Minas?

GONZALO.

taer masqven af og siger. Ja saadan er mit navn.

DON RANUDO.

Ej det er bedragerie, som exemplariter bør straffes.

DONNA OLYMPIA.

Den Contract maa strax till intet giøres.

NOTARIUS.

Det kand ingenlunde skee; Et Egteskab som effter loven med allmindelig samtykke og undertegnelse er samtykked, kand ikke till intet giøres.

DONNA OLYMPIA.

Her er jo svig og bedragerie under.

NOTARIUS.

Det veed vi intet af, Vi har ikke giort andet end det vi bør at giøre.

DON RANUDO.

Det Egteskab er for sin u-lighed ganske u-gyldigt.

NOTARIUS.

Vi seer ingen stor u-lighed, ti her er slutted alliance imellem to adelige familier, Uligheden maa bestaae derudi, at Gonzalo taêr en fattig jomfrue uden medgifft.

DONNA OLYMPIA.

Min dotter mister heller sit liv, end hun lever i Egteskab med en mand af u-lige stand.

DONNA MARIA.

Jeg mister heller mit liv end jeg skilles ved en Person, som jeg har saa længe elsket.

DONNA OLYMPIA.

Ej Don Ranudo! vi vill ikke mer kiende hende for vor dotter, men giøre hende arveløs.

PEDRO.

Her er jo intet at arve Herre uden det hestedekken I havde nylig paa.

DONNA OLYMPIA.

Ak! jeg hører du skielm er og udi banden med, hør Leonora, kald os nogle folk hid til hiælp.

LEONORA.

Jeg kand ikke giøre det naadige Frue, ti jeg er ud af samme bande, og jeg troer den hele stad skall glæde sig over dette partie, saasom alle mennisker fordømme Herskabets urimelige ambition.

DON RANUDO.

Ak! jeg troer, at det hele hus conspirerer imod os, har dog den vanartige Leonora smiddet dette forrædderie?

243
GUSMAN.

Skam fare effter Leonora, hvor nett Kun havde smiddet det sammen, jeg vidste min troe ikke andet end at det var en morisk Prinds.

DONNA OLYMPIA.

Egteskabet skall ikke allene blive till intet giort, men I skall alle blive exemplariter straffede for dette bedragerie.

GONZALO.

Egteskabet skall staae ved magt, ti først har jeg Brudens samtykke, dereffter Forældrenes hænder under Contracten.

DON RANUDO.

Jeg kræver jer alle till vidne mine husfolk, hvordan till er gaaen.

PEDRO.

Jeg kand vidne dette, at her er sluttedt et Egteskab.

LEONORA.

Og jeg kand vidne, at Frøkenen længe har baaret kierlighed for Gonzalo.

NOTARIUS.

Børn staae vel under Forældres formynderskab, og er dem stor lydighed skyldige, saa længe for ældrene comportere sig som de bør, og ere ved deres fulde fornufft, men naar det ikke er saaledes, fradømmer den Spanske lov dem saadan myndighed effter den artikel: Si furiosus etc.

DON RANUDO.

Ere vi fra forstanden? spørg min dotter og mine husfolk, om vi har bedrevet noget, som kan fradøme os forstanden.

DONNA MARIA.

Jeg kand ikke see mine kiere For ældre, hvad overensstemmelse det har med den sunde fornufft at ville heller sulte sig selv og sit barn i hiel, end indlade sig i alliance med saadan brav Herre som Gonzalo.

PEDRO.

Jeg holder ogsaa for, at Herren og Fruen ere ikke rigtige i hovedet.

LEONORA.

Jeg kand heller ikke give bedre vidnesbyrd.

GUSMAN.

Jeg holder Herren og Fruen kloge nok, men at sige sandhed, saa er der dog en halv dousin skruer løse.

NOTARIUS.

Her hører I hus-folkets vidnesbyrd, hvilket dog ikke er nødigt i denne sag, ti jeg kand till overflod 244 lade dem vide, at den hele stad er af samme tanke, og at hvad som er skeet, er skeet med Øvrighedens tilladelse.

DONNA OLYMPIA.

Ak Don Ranudo! lad os gaae i kloster.

LEONORA.

Og vi vill hen at holde Bryllup.

Don Ranudo
Noter

S. 173
Ranudo, Anagram for O du Nar. - Hoffart, Hoffærdighed, Hovmod.

S. 174
Grand d'Espagne, Grande af Spanien, saaledes kaldtes Medlemmerne af det højeste spanske Aristokrati. - Svite, Følge.

S. 178
heller, snarere. - agere en Roman, handle som i en Roman, dvs. paa romantisk Vis. - daarlighed, Taabelighed.

S. 179
straffe, dadle. - commission, Hverv. - signorier, Titlen Seigneur, Herre. - besynderlig, især. - extremitet, Yderlighed. - styk von achten, tysk Oversættelse af det spanske Real de à ocho, en Mønt, som var gangbar i Danmark indtil 1651, og som havde en Værdi af ca. 6 Mark. - stikke, stange. - Hofmesterinde, Duena, Anstandsdame.

S. 180
gouvernere, styre, passe. - lider dit Herskab, har dit Herskab det. - Duc, Hertug. - Vera Crux, Sande Kors. - Las Spádas, Kaarderne. - Abad, Abbed. - Marqvez, Marquis. - Christne før de Morers tider, dvs. Kristne før 711 og saaledes uden maurisk Blod i Aarerne. - Victorie, Sejr. - kongen af Mesopotamien, opdigtet Figur. - Toledo, erobret fra Maurerne 1085 af Alphons IV.

S. 181
raisons, Grunde, -gemeent, almindeligt, -invention, Paafund.- skramererede, galonerede, rigt pyntede. - studser, pranger.

S. 182
l tønde guld var Betegnelsen for 100.000 Rigsdaler. - materien, Emnet. - fodre, fordre. - Netteldug, fint Bomuldsstof. - fast, næsten.

S. 183
reprimendere, irettesætte. - reputation, gode Navn og Rygte.

S. 184
leilighed, Stilling, Beskæftigelse. - Almanak, Fortegnelse over Aarets Dage, indeholdende i ældre Tid ogsaa Vejrspaadomme og andre Forudsigelser. - reputerlig, passende. - inventere, finde paa. - conjuncturerne, Omstændighederne. - compagnier, Selskaber.

S. 185
fort, hurtigt!

S. 186
røvet, røbet.

245

S. 187
pretendere, gøre Krav paa.

S. 188
Mademoiselle, fr. Frøken. - Monsieur, fr. Herre. - spise sig, bespise sig. - garandere, garantere. - i den Nederlandske krig, en Del af den spanske Arvefølgekrig (1701-1713) førtes i de sydlige Nederlande.

S. 189
génerosité, fr. Ædelmodighed. - for Syndfloden, før S. - som allene drak vand, Noah hævdedes at have indført Vindyrkningen efter Syndfloden. - proposition, fr. proposition de mariage, Ægteskabstilbud.

S. 190
recommenderer, anbefaler. - artigt, kløgtigt, vittigt. - rundtalenhed, Aabenmundethed. - udfodrer, udfordrer.

S. 192
Esiremadura, i dette Landskab var Befolkningen stærkt opblandede med Maurerne. - ave Maria, lat. vær hilset, Maria! Katolsk Bøn begyndende med disse Ord. - monte Ricco, Rigt Bjerg.

S. 193
brutale, dyriske. - durchleuchtigt, fra ty. durchleuchten, lyse igennem. Egl. Oversættelse af lat. illustris, der betyder 1) oplyst, anset, berømt 2) hvad Lyset kan skinne igennem. I første Betydning anvendt som Tiltalemaade overfor (tyske) Rangspersoner; i sidste Tilfælde med komisk Betoning om slidte Klæder.

S. 194
riccos hombres, rige Mænd, spansk Titel for Højadlen. - navne-dag, den Dag, der bar det samme (Helgen)Navn, som man selv bar, og som fra gammel Tid var en Højtidsdag.

S. 195
giøre dig till en jøde. Jødisk Herkomst var i Spanien lige saa foragtet som maurisk. - Apollo eller Helicon, Digtningens Gud forveksles med Musernes Tilholdssted: Helikon, et Bjerg i Boiotien. - under deres kallun, mellem deres Indvolde. - Poeter fødes, efter det klassiske Citat: Nascuntur poetæ, fiunt oratores (Poeter fødes, Talere dannes).

S. 196
parere, tage sig ud.

S. 197
artighed, Morsomheder. - diverterer, underholder. - et højt hierte, Stolthed. - slett, almindeligt. - galante, fin. - Escurial, berømt Renæssancepalads opført 1563-84 af Filip II i Madrids Omegn. - Hospital, Fattighus. - briller, i Form af Næseklemmer. Standssymbol uden synderlig praktisk Betydning. Om dette oprindelig var en portugisisk Mode vides ikke.

S. 198
for hende, før hende. - incommodere, genere, ulejlige. - tegnebog, Notesbog. - Conde, Greve. - Monte d'Oro, Guldberg. - Leo negro, Sorte Løve. - Capun, ung, kastreret Hane. - bruge sin commodité, skal ikke genere sig.

S. 200
estime, Agtelse. - honete, hæderlig. - raillerie, Spot, Drilleri.

S. 201
Nairos, en fornem Kaste i Indien. - toer, vasker. - polerede, kultiverede. - medisance, Bagvaskelse. - derudover, af den Grund.

246

S. 202
Guld-børs, Guld-Pung (dvs. Pung med Guldmønter). - Canaille, Slyngel. - presenter, Gaver. - salv. ven., lat. salva venia, med Tugt at sige.

S. 203
gerade, ty. lige. - Burgos, spansk By, 220 Km. nord for Madrid. Om Slaget kan intet oplyses. - plante, Efterkommer. - i henseende till etc., paa Grund af hendes Ægteherres etc. - depenserede, gav ud. - pyramider, dengang Betegnelse for et Monument, rejst til Ære for en Person eller en Begivenhed. - artig, morsom.

S. 204
insolente, uforskammede. - af lutter høflighed, dvs. uden Løn.

S. 205
gemen, almindelig. - raserie, Uforstand, Galskab.

S. 206
den Tyrkiske maade, løst Paafund fra Holbergs Side. - menagerlig, maadeholden, moderat. - expressioner, Udtryk.

S. 207
den anden dag, den foregaaende Dag.

S. 209
artigt, interessant.

S. 210
Hanreder, Hanrejer, bedragne Ægtemænd. - uden (saa er), medmindre.

S. 211
forsoret, forsvoret. - rart, usædvanligt.

S. 212
Rosonobler, Rosenobel var en engelsk Guldmønt, der i Danmark var i Omløb med en Værdi mellem 4 og 5 Rigsdaler. - Reputation, Anseelse. - condition, Betingelse.

S. 213
er descendered af, nedstammer fra. - Don Qvichotter etc., Hentydning til Cervantes' Roman: Don Quijote de la Mancha (1605-15), hvori Hovedpersonens Tjener hedder Sancho Panza.

S. 215
air, Mine. - Porte-Chaise, Bærestol. - axel, Skulder. - Sevilien, Sevilla.

S. 216
Rettens middel, Rettens Repræsentant.

S. 217
Casper etc., De hellige tre Kongers Navne. - den borgerlige Adelsmand, Skuespil af Molière (1670). - inventionen, Paafundet. - Mufti, Stormufti: muhammedansk Ærkebiskop og Minister. - keiseren i maanen, Hentydning til et Stykke af Théâtre italien: (Arleqvin empereur dans la lune).

S. 218
jo vrager, ikke vrager. - søge Regres, søge Erstatning hos.

S. 219
Hvor vill etc., hvorledes vil det blive godt? - Gribhomines, sidste Led er lat. = Mennesker. - kiolen, Frakken.

S. 220
maa du da ikke viide, véd du øjensynlig ikke.

S. 221
af creditores, saa at Kreditorerne. - intercederer, lægger sig imellem.

S. 223
David Georgius, Navne fra den ætiopiske Kongeslægt. - Dronningen af Saba, den abessinske Kongeslægt regnede og regner sig i Familie med hende.

S. 224
eqvipage, Udstyr. - Tarter. Tatarerne var et asiatisk Folkeslag. - Det maa ikke hiælpe, Der er ikke noget at gøre ved den 247 Ting; det kan ikke være anderledes. - abit, lat. han gaar ud. - kraftigt, virkningsfuldt. - svaghed, Sygdom. - anslag, Plan.

S. 225
poenitentze, Bod. - devotion, Fromhed.

S. 226
Nabocodonosser, Nebukadnezar (605-562 f. Kr.). Ifølge Daniels Bog (4. Kap.) levede N. 7 Aar som Dyr blandt Dyrene og aad Græs. - Clerecie, Præsteskab. - Deputerede, Udsendinge; Repræsentanter. - Helgen, from Mand.

S. 227
Canonisation, Optagelse af en Helgen paa den katolske Kirkes Helgenliste. - fornemmelig, først og fremmest. - i mange stykker gaaer fra, paa mange Punkter afviger fra. - Portugisiske Jesuiter begyndte allerede mens Ignatius Loyola levede at missionere i Abessinien. De bekæmpede navnlig Muhammedanerne. - Gemal, Gemalinde, Hustru.

S. 228
Jacob, i Stedet for Japhet. - Ters, Terts, musikalsk Interval. - fordrage, taale. - svovel-stikker tændtes af en glødende Fyrsvamp (Tændstikker i den moderne Betydning opfandtes først 1823).

S. 229
effter sit privilegium etc., var en af de spanske Granders Forrettigheder. - prejudicere, skade.

S. 230
pretensioner, Krav. - narrisk, naragtigt.

S. 231
fortryde, blive vred over. - admirerer, beundrer. - Xeres de la Frontera, sydspansk By, hvor Araberne 711 slog Kong Roderiks Hær.

S. 233
for bryllupet, før Brylluppet. - altereret, ude af sig selv. - insinuere dig, indsmigre dig.

S. 234
u-forligelig, uforlignelig, mageløs. - genereuse, gavmilde.

S. 235
daarlige, taabelige.

S. 236
som ikke er for den lange hvile, som ikke er til at spøge med. - merite, Fortjeneste.

S. 237
divertere, underholde. - staaer paa, forsvarer, holder paa. - Clienter. Klassisk Reminiscens. I Antikken var en Klient en ubemidlet Person i frivilligt Afhængighedsforhold til en fornem Mand, der ydede ham personlig Støtte for hans Opvartning.

S. 238
Theatrum, Scenen.

S. 239
armbøsse, Armbrøst, et dengang forlængst forældet Skydevaaben.

S. 240
Fasten, Fastetiden (fra Askeonsdag til Paaske). - Egteskabs contracten. Ægteskabsstiftelsen var herhjemme en kirkelig Handling; Notaren som Ægteskabsstifter er overtaget fra det franske Teater.

S. 241
curieux, nysgerrig. - knepper, knipser. - maner, Manér, Skik. - vivant, lat. de leve! - omendskiønt intet... udfodres, iflg. Chr. V's Danske Lov (3-16-3) kunde en Datter faa Lov at gifte 248 sig mod Forældrenes Vilje, hvis denne ikke begrundedes »med skellig og lovlig Aarsag«.

S. 242
exemplariter, lat. til Advarsel.

S. 243
comportere sig, opfører sig. - Si furiosus etc., Vist Hentydning til Romerrettens: Si furiosi parentis liberi etc., hvis Børn af en afsindig Fader etc. Børn kunde saaledes indgaa Ægteskab uden Tilladelse af Faderen, hvis denne havde mistet sin Forstand.

PHILOSOPHUS UDI EGEN INDBILDING
Comoedie udi fem Acter

250

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • COSMOLIGOREUS
    Philosophus udi egen Indbilding
  • PETRONIUS
    hans Famulus
  • LEONORA
    en Enke-Frue
  • PERNILLE
    hendes Kammer-Piige
  • LEANDER
    Leonoræ Beyler
  • JERONIMUS
    Leonoræ Broder
251

Philosophus udi egen Indbilding
Indledning

Dette er det 4. Stykke, som Holberg skrev til den genoprettede Skueplads. Første Opførelse fandt dog først Sted 14. August 1754, altsaa efter Holbergs Død. Det »forestiller en Caractere, som ingen tilforn saa vidt mig er bekiendt udi Skue-Spil har udført; Derudi har Kammer-Pigen den største Rulle«. Komedien »sigter paa dem, som indbilde sig, at Philosophie bestaaer allene udi Theorie, Skiæg og Kaabe, eller som meene, at de besidde alle Philosophiske Egenskaber, men som naar Prøve skal giøres blive røbede, og lære at kiende sig selv« (Ep. 447).

Pernille, som her mere end nogetsteds er sin Digters Yndling, hentyder et Sted til et Stykke i den danske Heltehistorie, som handler om ægte og uægte Filosofi (1. Akt, 5. Scene). Pernille har læst det Essay, som danner Holbergs Indledning til Biografierne af Sokrates og Epaminondas i »Adskillige store Heltes og berømmelige Mænds . . . sammenlignede Historier og Bedrifter« (1739). Det er som komisk Modstykke til denne Idealfilosof, at den indbildte Filosof er udformet. Holberg opregner nemlig i sit Essay 14 »Kendetegn paa en viis Mand eller Philosophus«, nemlig: 1. Grundig Lærdom, vel at mærke i nyttige Videnskaber; 2. Herredømme over sine Passioner, men ikke Mangel paa Lidenskab; 3. Dannelse og Høflighed i Omgang med andre Mennesker; 4. Vilje til at være en Hjælp og et godt Forbillede for andre; 5. Trang til uhildet og frimodig Søgen efter Sandhed; 6. Alvorlig Fremtræden, men uden paatagen Værdighed; 7. Kendskab til sig selv, Selvstudiet er fundamentalt; 8. Ringe Attraa 252 efter Ære og Rigdom; 9. beskedne Forestillinger om »sin egen Person, sin Lærdom, Capacitet og Dyder«; 10. Overbærenhed og Taalmodighed med Mennesker, der farer vild i deres Livsanskuelse; 11. Omsorg for eget Helbred, hverken Higen efter Døden eller Frygt for den; 12. Kærlighed til Fædrelandet, Lydighed mod Øvrigheden, som dog med Ærbødighed kan kritiseres; 13. Taalmodighed i Lidelse, og Selvbeherskelse, naar Vreden vælder op: »Intet Arbeide har været mig selv større, end at dæmpe min Vreede. Men jeg har ingen Tid kunnet overvinde den; hvorfore den Titel af Philosopho, som af nogle er bleven mig given, er gandske uforskyldt«; 14. »Bestandighed uden Haardnakkethed«, dvs. Standhaftighed i Meninger, men uden en Erasmus Montanus' Upaavirkelighed af andres Argumenter.

Til sin Filosofparodi føjer Komedieforfatteren et særligt Træk: han forbinder den daarlige Filosof med den Pietist, som kalder al Lystighed, Musik, Dans, Komedier, for Synd. Hovedpersonen fjerner sig derved fra den abstrakte Filosof karikatur og faar aktuel historisk Adresse. I 1734, da Pietisternes Magt var stor og Komediehuset lukket, skrev Holbergs Kollega, Professor Hans Gram, til Grev Christian Rantzau, at Holberg burde have Lov og Mod til at skrive en Komedie bl. a. »om disse nye apostoliske Folks Bodkamp« (Breve fra Hans Gram, 1907, S. 39). Gram døde 1748, saa han oplevede ikke, at Holberg opfyldte hans Ønske.

253

ACTUS I

SCEN. 1.

Leonora. Pernille.

PERNILLE.

Men er det vist, at han virkelig har anmodet Fruen om Ægteskab?

LEONORA.

Jeg kand ikke tvivle om, at det jo er hans Alvor; Thi en saadan Mand meener vel ikke andet end han siger og skriver. Jeg har jo hans skriftlige Begiering. Det som mest bevæger mig er dette, at han Eedligen bevidner, sig ikke at have mindste Henseende til mine Midler.

PERNILLE.

Saa veed han da, at Fruen er bemidlet?

LEONORA.

Ja han maa vel vide det.

PERNILLE.

Det er alt nok for at giøre ham mistænkt.

LEONORA.

Han bevidner sin u-interesserede Kierlighed ved dyre Eeder.

254
PERNILLE.

Hvad meener Fruen vel at en Philosophus agter, hvad han sværger!

LEONORA.

Just fordi han er en Philosophus, reflecterer jeg paa hans blotte Ord meere end paa andres Eed.

PERNILLE.

Hvorfor forelsker den Slyngel sig ikke udi mig? jeg er baade yngere, og, at jeg ey skal rose mig selv, kiønnere end Fruen. Men U-lykken er, at han veed, at jeg ingen Penge har; derfor giør Cupido kun forgieves Pileskud for mig.

LEONORA.

Han seer hverken efter Penge eller Skiønhed, men siger, at han finder hos sig selv, at det er Himmelens Villie.

PERNILLE.

Ja han siger det. Det er en gammel philosophisk Stræg. Leander, efterdi han er mindre lærd, gaaer lige til Verks, han siger reent ud, at Fruens Penge kand komme ham til Pas, men jeg troer dog, at hans Kierlighed er mindre interessered, end den andens.

LEONORA.

Jeg kand ikke lide, at en Person, der anmoder mig om Ægteskab, aabenbare siger, at han reflecterer paa mine Midler.

PERNILLE.

Og jeg kand mindre lide, at en Person informerer sig om Midlerne, og siden siger, at hans Kierlighed er en himmelsk Indskydelse.

LEONORA.

Den førstes Erklæring er aabenbare, og derfor anstødelig.

PERNILLE.

Den andens er øyenskalkisk, og derfore meer anstødelig.

LEONORA.

Man bør ingen løsligen mistænke, allermindst en Mand, der giør Profession af Dyd og Philosophie.

PERNILLE.

Just fordi han praler med sin Philosophie og Dyd, just derfor viiser Erfarenhed at man bør have ham mistænkt. Jeg mistænker ingen; men naar min Debitor, uden at blive adspurdt, sværger paa, at han er en ærlig Mand, siger jeg ham Capitalen op.

LEONORA.

Du haver vel ikke mange Capitaler at opsige, Pernille?

255
PERNILE.

Jeg haver min Jomfrudom; den lader jeg mig ikke afphiloutere ved philosophisk og hyklisk Snak.

LEONORA.

Du taler som et Barn; Philosophie og Hyklerie ere tvende stridige Ting.

PERNILLE.

Det er vist nok, naar Philosophien er ægte og oprigtig; men ligesom een af sine Knæbelbarter ikke kand viise, at han er god Soldat, saa er en Kaabe og Philosophiske Grimacer intet Kiendetegn paa en oprigtig Philosophus.

LEONORA.

Du beskylder Manden for Falskhed og Hyklerie, uden at kiende ham; hvilket er ubilligt.

PERNILLE.

Maaskee at han ikke kiender sig selv; maaskee han kand bilde sig selv ind, at han er Philosophus, da han dog er intet mindre.

LEONORA.

Ach hvilken Snak! Men hvad vil denne Tiener?

SCEN. 2.

Petronius. Leonora. Pernille.

PETRONIUS.

Jeg har min Herres, Doctor Cosmoligorei, Respect at formelde; Han lader spørge, om det er Fruen beleyligt, saa vil han have den Ære at opvarte hende.

PERNILLE.

Heeder han og saaledes om Vinteren, naar Dagene ere korte?

PETRONIUS.

Ja vist! baade Vinter og Sommer; han er stedse den samme, uforanderlig i alle Ting, ret ligesom man seer denne Bylt, som jeg haver under Armen.

LEONORA.

Du maa lade være dine Spotte-Ord, Pernille!

Til Petronium.

Formeld min Hilsen til eders Herre, og siig, at han skal være mig velkommen. Men maatte jeg spørge: hvortil tiener denne Bylt eller Bold, hvortil et Baand er hæfted?

PETRONIUS.

Det skal jeg sige hende, min kiære Frue! Min Herre er undertiden saa henrykt udi dybe philosophiske Speculationer, at han ikke giver Agt paa, hvad 256 man siger; saa at jeg efter hans egen Befaling maa ligesom vække ham op, og det skeer ved at give ham et Slag med Bylten paa den eene Kind.

LEONORA.

Er det mueligt? kand han saaledes fordybe sig udi Tanker?

PETRONIUS.

Ja vist! og det er et ufeylbart Tegn paa, at han er en stor og grundig Philosophus. I Gaar sad han til Bords, og udi Tanker spisede intet; hvorudover jeg maatte 3 gange vække ham saaledes op, førend hver Ræt toges bort, thi ellers var han gaaen fastende fra Maaltidet.

PERNILLE.

Vil du ikke laane mig din Vækker, naar han kommer? thi jeg har en inderlig Lyst at give en Philosopho et Ørefigen.

LEONORA.

Hvis du bliver ved at spotte, vil det gaae dig ilde.

PETRONIUS.

Det vil intet sige; jeg har profiteret saa meget af min Herres Omgiengelse, at jeg kand taale end ogsaa det groveste Skiemt. Han selv er herudi saa kaaldsindig, at ingen Ting kand bringe ham i Bevægelse. Hvad som alleene ophidser ham, er almindelig Synd, Ondskab og Daarlighed, som gaaer i Svang. Thi han fører ikke Krig med Mennesker udi sær, men med den heele Verden udi Almindelighed.

PERNILLE.

Hvad vil en saadan Skolefuxs, en Pedant, føre Krig med heele Verden? det var jo meer, end Alexander Magnus kunde driste sig til. Jeg er kun en liden og ringe Part af Verden, men meener dog, at, hvis vi kom i Trefning sammen, jeg skulde altid affeige saadan Glosebog.

PETRONIUS.

Det er med Feyl og Laster som min Herre fører Krig. Han har en Fetter, paa hvilken han daglig exercerer sig. Den samme er henfalden til alle slags Vellyster; thi han forsømmer aldrig nogen Comcedie eller Dantze-Assemblee.

PERNILLE.

Holder da din Herre Skuespill og Dantz for Synd?

257
PETRONIUS.

Vist! der er ingen Daarligheder, som han oftere laster.

PERNILLE.

At han laster Comoedier, det kand jeg meget vel fatte; thi der er fast ingen Comoedie, hvor udi man jo finder en Pedant, en Øyenskalk, eller selv-klog afmalet. Det er dog ikke de, som forestille Comoedier, der synde, men de, som med deres Levnet og Opførsel give Materie dertil.

PETRONIUS.

Min Herre er ikke den eeneste, som fordømmer Skuespill.

PERNILLE.

Det veed jeg nok; thi Landet haver god Forraad paa Pedanter, og ingen har meere Aarsag at fordømme Skuespill end Narre, efterdi de finde sig afmalede udi alle Scener. Dette er hvad Comoedier angaaer. Hvad Dantz anbelanger, da seer jeg ikke, hvad Synd der kand være udi Legemets uskyldige Bevægelse.

PETRONIUS.

Hør, min kiære Mademoiselle! naar I engang kommer paa et Dantze-Assemblee, da stop jere Øren til, saa at I intet kand høre af Musiken, saa skal I mærke, at de dantzende Personer vil komme jer for som afsindige Mennesker.

PERNILLE.

Hør, min kiære Monsieur! naar engang jer Herre staaer i Cathedra, og med Heftighed perorerer, da stop jere Øren til, saa at I intet kand høre af Ordene, saa skal I og mærke, at jer Herre vil komme jer for som et forstyrret Menneske.

LEONORA.

Holdt op med din daarlige Snak! du roser Udyd, og fordømmer alt hvad som er roesværdigt. Gid vi havde mange saadanne Mænd i Landet, som hans Herre.

Hør, min Søn! siig til eders Principal, at han kand komme, naar han lyster. Lader os gaae ind Pernille; jeg maa pynte mig lidt, for at modtage Manden.

PERNILLE.

Skal man pynte sig for en Philosophus? Ey fy!

De gaae ind.
258

SCEN. 3.

Cosmoligoreus i Philosophisk Dragt. Petronius.

COSMOLIGOREUS.

Jeg mødte paa Veyen min Fetters Tiener med nogle Masqver paa Gaden, hvilket er Tegn til, at han vil gaae paa Masqvarade denne Aften. Det smerter mig at see og høre disse og andre Verdens Daarligheder, som tage meer og meer til. Alle Prædikener og Formaninger ere forgieves. Naar jeg samler mine Tanker, og overveyer det eene med det andet, falder jeg hen ligesom i Forrykkelse - - - Helder med Hovedet.

PETRONIUS.

See der er min Herre. Fruen lod formelde sin Hilsen ---

COSMOLIGOREUS.

Saa at jeg veed intet af mig selv at sige; Thi heele store Stæder ere nu omstunder intet andet end store Daare-Kister ---

PETRONIUS.

Fruen sagde, at naar ---

COSMOLIGOREUS.

Hvis vore Forfædre nu stode op igien, de vilde tænke, at ---

PETRONIUS
sagte

De vilde tænke: mon Manden er gall eller døv, der ikke agter, hvad Folk taler?

Høyt.

Hør, Herre! jeg har forrettet mit Ærende, og Madamen sagde ---

COSMOLIGOREUS.

De vilde sige, at det er mod Verdens Ende.

PETRONIUS.

Ney nu maa min Vækker for en Dag. Han giver ham et dygtig Slag paa Kinden.

COSMOLIGOREUS
rystende med Hovedet

See her, Petroni! est du der? har du forrettet dit Ærende?

PETRONIUS.

Ja vist! men Herren vil ikke høre mig; thi jeg har talet trende gange forgieves.

COSMOLIGOREUS.

De Daarligheder, som jeg seer, bringe mig udi saadan Distraction, at jeg er ligesom fra mig selv. Men hvad svarede Fruen?

259
PETRONIUS.

Hun sagde, at Herren skal være hende velkommen.

COSMOLIGOREUS.

Optime! Hvis jeg kand være saa lykkelig at forfremme mit Forehavende, skal jeg overtale hende at flytte herfra, og vi skal fæste Boepæl paa et andet Sted, hvor Forfængelighed og Synd gaaer mindre i Svang.

260
PETRONIUS.

Ach Herre! jeg har hørt tale om en Mand, der udi samme Henseende sat sig ned paa et fremmed Sted. Da han om Morgenen saae ud af sit Vindue, og blev Fanden vaer, siddende paa et Klokke-Taarn, sagde han: est du, Karl! ogsaa her? hvis jeg det havde vidst, kunde jeg lige saa vel have bleven hiemme. Jeg troer, at det gaaer ikke bedre til paa andre Steder.

COSMOLIGOREUS.

Det kand maaskee saa være; thi den heele Verden - - - Han falder depaa i dybe Tanker, og stirrer paa Jorden.

PETRONIUS.

See, Herre! der kommer Fruen.

Cosmoligoreus bliver staaende i samme Positur, og Petronius slaaer ham med Posen igien, hvoraf han vækkes, og gaaer Fruen i Møde.

SCEN. 4.

Cosmoligoreus. Petronius. Leonora. Pernille.

COSMOLIGOREUS.

Jeg har taget mig den Frihed at skrive Fruen til, og uden Underhandlere og Mediateurs at tilkiendegive hende mit Hiertelav, og det Forsæt, jeg længe har haft i Henseende til hendes Person, som er den eeneste udi den heele Stad, der har kundet bevæge mig til at forandre min Stand; thi jeg kiender hendes Dyder, jeg veed ogsaa, at hun er en Elsker af Philosophiske Bøgers Læsning, hvorudover en saadan Ægtefælle, som jeg er, kand komme hende til Pas, thi hun haver udi mig et heelt fuldstændigt Lexicon eller Bibliothek. Er det ikke sandt Petronius?

PETRONIUS.

Mit Vidnesbyrd behøves ikke; thi det er den heele Stad bekiendt. Jeg velsigner den Tid paa hvilken jeg kom udi Hr. Cosmoligorei Tieneste; thi jeg er af hans lærde Taler bleven forvandlet af et Dyr til et Menneske. Og hvis jeg, som alleene har nydt hans Omgiengelse om Dagen, saa meget har kundet profitere, hvad vil da den ikke forfremmes i Philosophie, der har hans Omgiengelse baade Nat og Dag?

261
COSMOLIGOREUS.

Mit eeneste Sigte ved denne min Ansøgning er, at bringe til Fuldkommenhed de Dyder, som fremskinne hos Fruen; og haaber jeg, at hun inden stakket Tid skal blive et Mynster for alle Stadens Fruentimmer.

LEONORA.

Jeg kand ikke nægte, at det eeneste, som kand bevæge mig til at forandre min Stand, jo er saadant; thi jeg er aldrig fornøyet, uden naar jeg er udi lærde og fornuftige Mænds Selskab. Men der behøves nogen Tid, førend jeg kand erklære mig tilfulde.

COSMOLIGOREUS.

Intet er billigere, saasom en saadan Resolution er den allervigtigste et Menneske kand tage, og derfore maa skee efter velberaad Hu.

LEONORA.

Min Herre betænke sig ogsaa paa sin Side, førend han driver videre herpaa.

COSMOLIGOREUS.

Jeg haver længe og nøye tænkt derpaa; endskiønt jeg ikke har haft den Ære af Fruens Omgiengelse, kiender jeg hende til Punct og Prikke.

PERNILLE
sagte

Gid du kun kiendte dig selv!

COSMOLIGOREUS.

Thi den Fordeel giver os det Philosophiske Studium, at vi af en Persons blotte Aasyn kand lære meere, end andre af heele Aars Omgiengelse. Den store Philosophus Democritus kunde see paa hans Huusfolks Ansigt, hvad Ont og Got enhver af dem havde giort om Dagen.

PERNILLE.

Ach Hr. Philosophus! maatte jeg bede, at han vilde have den Godhed at sige, hvad jeg har giort i Dag; og at han vil giøre Prøve paa mig?

COSMOLIGOREUS.

Jeg haver ikke endnu bragt det saa vidt, som omtalte store Mand. Ellers kand min Tiener giøre Prøve paa hende, om hun behager. Men jeg vil ikke opholde Fruen længer denne gang; jeg haaber at tale videre med hende herom, og seer jeg helst, at det skeer udi Eenrum.

LEONORA.

Min Herre skal altid være mig velkommen. Han gaaer bort.

262

SCEN. 5.

Leonora. Pernille. Petronius.

LEONORA.

Det er en stor Fornøyelse at tale med saadan Mand.

PERNILLE.

Fruen og jeg haver ikke eens Smag.

PETRONIUS.

Hvad Smag kand hun som en Tieneste-Pige have i Philosophie?

PERNILLE.

Hvad Smag kand vel en sulten Lakei have, som du est?

PETRONIUS.

Jeg er ingen simpel Lakei, jeg tiener min Herre som Famulus.

PERNILLE.

Jeg er heller ingen simpel Tieneste-Pige, jeg tiener min Frue som Famula.

LEONORA.

Jeg har sagt dig Pernille, at det vil gaae dig ilde, hvis du ikke lader det Galskab. Denne Pige legger mig ud med alle Folk.

PERNILLE.

Ach Frue! meener hun, at han som Philosophiens Famulus legger saadant paa Hiertet? Han siger jo selv, at han er Doctorens Famulus eller Rumpen af Philosophien.

LEONORA.

Det er underligt med den Pige, hun stiæler sig idelig til at læse gode Bøger, thi jeg haver ikke en Bog i mit heele Bibliothek, som hun jo veed at giøre reede for; men jeg mærker, at hun intet forfremmes ved al hendes Læsning.

PERNILLE.

Hvis jeg intet andet havde lært af Fruens gode Bøger, saa haver jeg lært at giøre Forskiel paa en ægte og en u-ægte Philosophie. Men mig synes, at Fruen intet har ført sig til Nytte af hendes Læsning, saasom hun endnu ikke veed at skille Skyggen fra Legemet, og dømmer en Philosophus efter hans Grimacer og prægtige Taler.

PETRONIUS.

Maatte jeg spørge, hvad Bøger I læser? Mademoiselle!

PERNILLE.

Det sidste, som jeg har læset, er det Stykke udi den Danske Helte-Historie, som handler om ægte og u-ægte Philosophie.

263
PETRONIUS.

Ha ha! det er nogle herlige Skrifter, som hun læser. Ney! læs mig Aristoteles, Plato, og andre saadanne Karle, saa ville vi siden tales ved.

LEONORA.

Jeg gider ikke hørt paa eders Sladder meer. Kom saa ind strax Pernille. Gaaer ind.

SCEN. 6.

Pernille. Petronius.

PERNILLE.

Der behøves ikke saa vitløftig Læsning, for at see, at baade du og din Herre ere tvende Narre. Thi, naar een, som hedder Peer, lader sig kalde Petronius, er det Beviis nok paa, at han er en Abekat.

PETRONIUS.

Og naar man taler som du taler, er det Beviis paa, at den er et Bakkelse-Beest.

PERNILLE.

Ha, ha, ha! Hvor er nu din Philosophie? Jeg meenede, at Philosophiens Famulus ikke kunde blive vreed. Her seer jeg, at du er ligesaa skrøbelig som et andet Menneske, og at du, ligesaavel som din Herre, praler alleene med Philosophie, hvor af I have ikkun det blotte Navn.

PETRONIUS.

Det er sandt, jeg har denne gang forløbet mig, saa at jeg kiender mig ikke selv igien. Saadant hender mig fast aldrig. Jeg beder derfor Mademoiselle, at hun siger det ikke til nogen.

PERNILLE.

Jeg kand ikke vel bare mig for at sige til alle, at en Philosophus udi Vrede har skieldet et Fruentimmer.

PETRONIUS,

Jeg haver overiilet mig, og kiender mig denne gang ikke selv.

PERNILLE.

Jeg troer, at hverken du eller din Herre nogen Tid kiender eder selv; thi hvis I det giorde, pralede I ikke saa meget med eders Dyder.

PETRONIUS.

Jeg er saa skamfuld, at jeg ikke kand tale meer. Han helder med Hovedet, stirrer paa Jorden, og sukker.

PERNILLE.

See nu falder han i philosophisk Distraction. 264 Jeg maa vække ham, ligesom han pleyer at giøre ved sin Herre, naar han er udi saadan Tilstand. Hun rykker Posen fra ham, og giver ham et dygtigt Ørefigen dermed.

PETRONIUS.

Ey, da skal du faae en U-lykke!

Han løber efter hende med knyttede Næver. Pernille skriger om Hielp, og Fruen kommer ud.

SCEN. 7.

Leonora. Pernille. Petronius.

LEONORA.

Hvad er paa Færde?

PETRONIUS.

Hendes Pige overfalder mig med Slag.

PERNILLE.

Det er ikke sandt. Jeg saae, at han stod udi philosophisk Henrykkelse, og derfor vækkede ham med denne Pose, som han bruger i saadan Tilfælde med sin Herre.

PETRONIUS.

Ach min kiære Frue! Jeg beder, at hendes Pige maa blive straffet.

PERNILLE.

Og jeg beder, at Fruen foragter saavel ham som hans Herre, der bryste sig af philosophiske Dyder, og dog af en ringe Ting ophidses til Vrede og Hævngierighed. See der har du din Pose igien; det er mig nok, at jeg har viiset Prøve paa din Philosophie.

LEONORA.

Hør, Pernille! jeg kommer til at skille mig ved dig i tide, thi - - -

PERNILLE.

Min kiære Frue! jeg er jo høflig mod alle Mennesker; det er alleene mod saadanne Philosophuxer jeg fører Krig.

LEONORA.

Kiære Ven! Leg ikke paa Hiertet denne næsviise Piges Daarlighed; jeg skal nok mage det saa, at hun herefter lader see større Høflighed.

PETRONIUS.

For Fruens Skyld vil jeg gierne pardonere hende.

LEONORA.

Og jeg beder for alting, at I intet taler derom til Eders Herre.

PETRONIUS.

Hvis jeg taler derom, bliver det til Fruens Berømmelse.

265
LEONORA.

Formeld min Hilsen til Eders Herre, og siig, at han skal være mig velkommen, saa ofte han vil giøre mig den Ære, at besøge mig. Petronius gaaer bort.

SCEN. 8.

Leonova og Pernille.

LEONORA.

Hør, Pernille! jeg varer dig ad een gang for alle, at du kommer ikke oftere saa igien.

PERNILLE.

Jeg undrer mig over, at Fruen vil hindre mig udi saadant nobelt Foretagende.

LEONORA.

Er det et nobelt Foretagende at slaae got Folk?

PERNILLE.

Det er jo et prisværdigt Foretagende at giøre nye decouverter udi Philosophien. Hvis jeg havde skrevet en heel tyk Bog mod u-ægte Philosophie, havde jeg ikke kunnet oplyse Tingen bedre. Jeg haver viiset ved denne min Gierning, hvad Forskiel der er imellem at bryste sig af Dyder og at practicere dem. Her har jo Fruen Beviis paa, at en Philosophus er baade vredagtig og hævngierig.

LEONORA.

Han giver sig ikke ud for en Philosophus, han er jo kun en Tiener.

PERNILLE.

Jo vist! nyeligen førend han vilde myrde mig, bevidnede han med en philosophisk Eed, at han ikke kunde blive vreed. Hvis jeg er en ærlig Pige, skal jeg ogsaa legge hans Herres Dyder for Dagen, skiønt paa en meer høflig Maade. Hvad taber Fruen derved, at jeg hielper hende af Drømmen, og at Leonores Kammer-Pige herefter bliver citeret udi philosophiske Skrifter, og at mit Navn kand findes i Bredden af Bøger, som handle om falske Dyder, og om dem, som ere Philosophi alleene udi deres egen Indbildning? Jeg haaber, at udi den første moralske Bog, som kommer ud i den Materie, man vil finde paa hvert Blad saadan citation: vid. Pernille.

LEONORA.

Den idelige Læsning giør Hovedet kruset paa dig. Kom! lader os gaae ind.

266

ACTUS II

SCEN. 1.

Leonora. Pernille.

LEONORA.

Nu kom en og meldte Leander an, som vil besøge mig. Jeg torde ikke undskylde mig, hvor vel jeg ingen Behag finder udi saadanne Junkeres Omgiengelse.

PERNILLE.

Ach min kiære Frue! hun lader sig formeget indtage af det udvortes; med all Leanders Galanterie tør jeg sige, at der er ligesaa meget Philosophie udi hans lille Finger, som udi den andens heele Legeme.

LEONORA.

Jeg troer, du og Leander besidde lige meget Philosophie.

PERNILLE.

Det kand nok være; men med al den liden ringe Dosis vi kan have deraf, saa troer jeg dog, at enhver af os har fleere philosophiske Qvaliteter, end baade Cosmoligoreus og hans Famulus, ja end et heelt Facultet af saadanne Philosopher, som de ere.

LEONORA.

Jeg mærker nok, at du holder den for Philosophus, der gaaer med galonerede Klæder, der er overstænket med Pudder fra Top til Taae.

PERNILLE.

Og jeg mærker, at Fruen holder den for Philosophus, der gaaer i en lang Kaabe og med et ukiemmet Haar.

LEONORA.

Den eene retter sig ikke efter Verdens Forfængelighed, og vil ikke efterfølge andres Daarlighed udi Skik og Klædedragt, hvilket giver Philosophie tilkiende.

PERNILLE.

Den anden retter sig efter almindelige Moder udi Skik og Klædedragt, hvilket heller giver Philosophie tilkiende. En Philosophus bærer, for Exempel, et langt Skiæg, hvilket nu er aflagt blant alle Mennesker, og 267 bruges allene blant Gedebukke. Hvad er saadant andet end Egensindighed og Affectation? Mon det er fornuftigt at optage Mode efter Gedebukke? hvorfor Pokker lade de sig ogsaa ikke sætte tvende Horn udi Panden, at man kunde vide til hvilken Classe man skulde føre dem?

LEONORA.

Cosmoligoreus bærer jo intet Skiæg.

PERNILLE.

Ney nu ikke, saa længe han gaaer paa Frierie; saa snart han bliver giftet, vil han lægge sig Skiæg til igien, og maaskee Horn med. I det ringeste skulde det skee, hvis jeg blev hans Hustrue.

LEONORA.

Hvilken daarlig og vild Snak! Men lad os tale alvorligen: mon det er philosophisk, at en, som frier, siger reent ud, at han reflecterer paa Personens Midler?

PERNILLE.

Mon det er philosophisk, at en, der virkelig beyler efter Midler, siger, at han frier alleene af Inclination til Personen?

LEONORA.

Det eene er lige saa galt, som det andet; men det første er meere anstødeligt.

PERNILLE.

Det første er en uforsigtig Ærlighed, og det andet en u-ærlig Forsigtighed.

LEONORA.

Hør, Pernille! du fælder Dom uden foregaaende Videnskab; jeg derimod dømmer efter Ting, som jeg seer og hører, saa at, hvis jeg bedrages, bedrages jeg af mine Sandser.

PERNILLE.

Hvad seer og hører Fruen da?

LEONORA.

Jeg hører, at Cosmoligoreus stedse prædiker mod Verdens Daarlighed og Forfængelighed.

PERNILLE.

Jeg lærer af Erfarenhed, at ingen prædiker meer mod Verden, end den der er en Slave af Verden, og at ingen tordner meer mod Rang og Titler end en Rangsyg.

LEONORA.

Hvorpaa grunder du saadan Erfarenhed?

PERNILLE.

Jeg grunder den paa daglige Exempler; Hvorudover, saa ofte jeg hører en med Hidsighed at tale mod Titler, er jeg forvissed om, at han gaaer selv frugtsommelig dermed.

268
LEONORA.

Derudi tager du virkeligen feyl i Henseende til Cosmoligoreus.

PERNILLE.

Jeg mener ney; thi naar jeg nøye betragter hans philosophiske Mine, seer jeg den saa kalden honette Ambition livagtigen afmalet i hans philosophiske Pande. Jeg maatte gierne vide, om han i Daaben har faaet det Navn af Cosmoligoreus.

LEONORA.

Ney det er vel et Navn, som han efter lærde Folkes Exempel har taget.

PERNILLE.

Fruen maa heller sige, efter hovmodige og affecterede Pedanters Exempel. Om jeg lod mig kalde Pernilligorea, hvad vilde da vel Fruen dømme om mig? Hun kunde jo med Billighed intet andet dømme, end at jeg maatte være lige saa gall, som den store Philosophus, paa hvilken hun sætter saa stor Priis.

LEONORA.

Det var ikke anstændigt for en Pige.

PERNILLE.

Saa mærker jeg da, at Fruen holder Narrerier og Pedantisk Hovmod ikke anstændigt uden for lærde Mænd og dem som giøre Profession af Philosophie.

LEONORA.

Du taler om Philosophie, uden at vide hvad det er. Hvad kalder du en Philosophus?

PERNILLE.

Efter den Idee, som jeg mærker at Fruen har om Philosophie, da er en Philosophus en egensindig og grimacieux Mand, hvis Philosophie bestaaer alleene i Snak, Gebærder og usædvanlig Dragt; der har høye Tanker om sig selv, og foragter andre; der efterforsker unyttige Ting, men beflitter sig ikke paa egen Kundskab; der kand finde Vey til Maanen, men ikke til sit eget Huus: med et Ord, der bilder sig ind at være Philosophus, da han dog ikkun er en Philosophi Abe. Jeg derimod og andre ustuderede Personer beskriver en Philosophus saaledes, at det er en Mand, som i Sæder og Klæde-Dragt ikke distingverer sig fra andre; der dømmer vel om sin Næste, og ringe om sig selv; der søger kun efter solide Ting, og lader Bagateller fare: Kort at sige, der er, hvad han ikke synes at være.

269
LEONORA.

Ney Pernille! efter dine Tanker, saa er en Philosophus en galonered og forpudret Straten-Junker, og saadan en, som man siger retter sig efter al Forfængelighed, og giør alting med.

PERNILLE.

Moder og Klæde-Dragt giør intet til Sagen, og at rette sig efter alle andres Levemaade, er et Tegn til Philosophie. Jeg har læset om en viis Mand, hvilken, da han kom til en Stad, hvor alle dandsede, dandsede han med. Naar Cosmoligoreus vil have giort sig Klæder, foreskriver han dem efter sit eget Hoved; men naar Skræ- deren spørger Leander, hvorledes han vil have Klæderne giorte, siger han: dermed befatter jeg mig ikke; giør for mig, som I giør for andre af min Stand. Jeg maatte gierne vide, hvilket er mest philosophisk.

LEONORA.

Jeg hører nok, hvad Bøger du læser, jeg skal herefter flye dig andet at bestille. Men see! der kommer din Philosophus Leander; han kand plaidere denne Sag for dig, hvorvel du selv est saa veltalend og sprænglærd, at du ingen Secundant behøver.

SCEN. 2.

Leonora. Leander. Pernille.

LEONORA.

Velkommen Monsr. Leander! jeg staaer her og raisonerer med min Pige om Philosophie.

LEANDER.

Det er noget, som jeg ikke kunde have ventet. Er hun af andre Tanker end Fruen i den Materie?

LEONORA.

Hun holder Monsr. Leander for en stor Philosophus, og grunder sin Meening derpaa, at han stedse er galoneret og pudret, freqventerer Comoedier, Mascarader, og andre Lystigheder. Jeg er derudi ikke eenig med hende, og Monsieur maa være Dommer imellem os.

PERNILLE.

Fruen tillægger mig en Meening, som jeg ikke haver. Jeg siger ikke, at saadant er Beviis paa Philosophie; Jeg siger alleene, at een, der øver deslige Ting, kand derfor vel besidde mange philosophiske Qvaliteter.

270
LEANDER.

Derudi har Pernille ikke megen U-ret. Thi --

LEONORA.

Jeg vidste nok, at hun udi Monsr. Leander fik en Advocat; men det kand ikke gieide meget, efterdi han taler i sin egen Sag.

LEANDER.

Jeg kand giette mig til, hvad Fruen ydermeere vil sige i Henseende til min Person. Hun censurerer min Opførsel, som hun meener at give Forfængelighed tilkiende. Jeg retter min Levemaade og Klæde-Dragt efter andres af min Stand, for ikke at passere for en Singularist. Derudi er ingen Forfængelighed. Jeg lader det komme an paa min Skrædder og Perukmager, hvorledes mine Klæder skal skiæres, og mit Haar skal kruses. Hvis Fruen befalede mig, at det skal skee anderledes, vil jeg gierne rette mig derefter; thi hendes Affection er mig Magtpaaliggende, det andet derimod er mig gandske indifferent.

PERNILLE.

Saadant kalder jeg Philosophie. Vil nu Fruen forsøge med hans Rival, om han, for at føye hende, vil afkaste sin lange Kaabe, og skille sig ved sine Grimacer, for at klæde sig og leve som andre Mennesker, saa skal hun befinde, at han saaledes har forelsket sig udi sine egne Moder og Noder, at han ingen Føyelighed derved lader see.

LEANDER.

Hvilken af os er da mest Slave af Moder, enten jeg, som følger almindelig Brug og Skik, eller han, som ordinerer Klæde-Dragt efter sit eget Hoved?

LEONORA.

Hans Ordination giver tilkiende en Simplicitet og Tarvelighed, og viiser, at han ikke vil følge den almindelige Forfængelighed.

LEANDER.

Min derimod giver tilkiende, at jeg gaaer Lande-Veyen, og ikke bekymrer mig om at overlegge saadant med mine Haandverksfolk.

LEONORA.

Naar et heelt Land er nedsiunken udi Forfængelighed, er det lasteligt at gaae saadan Lande-Vey.

PERNILLE.

Man kalder ofte af Vildfarelse uskyldig Levemaade og Moder Forfængelighed, ligesom man af 271 samme Vildfarelse kalder Capricer og Egensindighed Philosophie. Jeg erindrer mig, at alle vore geistlige engang prædikede imod Fruentimmerets Fontanger, som de sagde var at efterabe Fanden, der haver Horn i Panden; da dog ingen af dem havde seet Fanden, og derfore ikke kunde vide, hvorledes han var coeffered. Ikke at tale om, at det kand være Gud ligemeget, enten Folks Huer er runde eller spidse.

LEANDER.

Der er mange Ting, som Folk berømmer og anseer som Tegn til Ydmyghed, og som dog giver en slags Forfængelighed tilkiende. En, for Exempel, ordinerer paa sin Sotte-Seng, at han vil begraves paa Kirkegaarden uden Sang-Klokker og Parentation; en anden vil slet ingen Anstalt giøre, men lader det ankomme paa de Efterlevende, hvad de finde for got. Den førstes Anstalt ansees som Beviis paa Tarvelighed og Ydmyghed; den sidstes derimod er meere philosophisk, efterdi han ingen Foreskrivelse vil giøre.

LEONORA.

Jeg mærker af eders Tale, at I haver lært at sætte Farve paa alting. Jeg kand eene ikke imodstaae tvende saa veltalende Personer, endskiønt jeg har paataget mig at forsvare en klar og retmessig Sag. Lader os gaae ind udi den daglige Stue, hvor min Broder er; han skal bedre kunde igiendrive eder end jeg, thi han er en fornuftig Mand, der haver vel studeret, og derfore snart vil bestride eders Vildfarelser.

PERNILLE.

Jeg haaber, at han ikke vil bifalde Fruen.

LEONORA.

Det maa komme an paa et Forsøg. Lader os gaae ind; thi det kand og hende sig, at Cosmoligoreus kommer i det samme, imedens Monsr. Leander er her. De gaaer ind.

SCEN. 3.

Cosmoligoreus. Petronius.

COSMOLIGOREUS.

Jeg havde ventet større Fuldkommenhed hos dig, Petroni! efterdi du saa længe har været 272 under min Information. Saadan Hidsighed er en Philosopho u-anstændig.

PETRONIUS.

Dersom Clarissimus Doctor havde seet, hvorledes den Pige begegnede mig, vilde han let undskylde min Vrede.

COSMOLIGOREUS.

Det vil intet sige. Est Candidato Philosophiae plane indignum. Vi maa mage det saa, at ingen faaer det at vide; thi Folk kand dømme om Mesteren efter Discipelen.

PETRONIUS.

Man kand ikke forlange saadan Fuldkommenhed af mig, som af Hr. Doctor.

COSMOLIGOREUS.

Det er vel sandt nok. Men du har herudi ladet see alt for stor Skrøbelighed; Thi at ophidses af en ung Piges Frekhed, er noget, som hos dig ikke kand pardonneres. Vrede, siger Seneca, er ikke andet end en stakket Afsindighed: Ira est furor brevis.

PETRONIUS.

Ach Hr. Doctor! vi ere jo dog alle Mennesker.

COSMOLIGOREUS.

Vi ere ikke Mennesker, men heller umælende Creature, naar vi lade os overvinde af Affecter. Har du ikke hørt, hvad Diogenes engang sagde, da han kaldte Mennesker sammen, for at høre en Tale udi Athenen? Da Almuen kom løbende, drev han dem bort med sin Kiep, og sagde: jeg kaldede ikke efter eder, men efter Mennesker.

PETRONIUS.

Man holder jo den for Coujon, der tager mod Ørefigen, og ikke slaaer fra sig igien.

COSMOLIGOREUS.

Man kalder den en Coujon; skiønt den er virkeligen en Coujon, som hævner sig, thi han lader sig coujonere af sine Affecter. At lide Spot med Taalmodighed er største Beviis paa Tapperhed.

PETRONIUS.

Men kand Hr. Doctor stedse selv saadant practisere?

COSMOLIGOREUS.

Ja meere end det. Thi jeg har, uden at rose mig selv, giort saadan Fremgang udi Philosophie, at ingen Affect kand virke meere hos mig: Vrede, Jalousie, 273 Begierlighed efter Penge, Begierlighed efter Ære, og andet deslige, ere ringe og afmægtige Fiender hos mig.

PETRONIUS.

Men, om jeg maatte tale saa dristig, hvor af kand det dog komme, at Hr. Doctor seer saa skievt paa sin Rival Leander?

COSMOLIGOREUS.

Det reyser sig alleene af en philosophisk Nidkierhed; thi det smerter mig, om en Dame af saa got Naturel skulde blive fordærvet udi en saadan forfængelig Persons Hænder. Mit Forsæt er alleene, at forbinde mig med hende udi Ægteskab, for at underviise hende i Philosophie.

PETRONIUS.

Eftersom Hr. Doctor har intet andet Sigte, da saasom her i Staden ere mange Matroner og fattige Jomfruer, som ingen andre Beilere have, er det da ikke bedre at informere dem, for dermed at lade see en u-interessered Nidkierhed?

COSMOLIGOREUS.

Jeg troer vel ikke, at du har mig mistænkt for at være interesseret?

PETRONIUS.

Jeg ikke, ey heller andre, som kiender ham; men saadant kunde give Anledning til andre at mistænke. Mit Raad skulde derfor være, at Hr. Doctor heller giorde det, som jeg siger.

COSMOLIGOREUS.

Du veedst ikke, hvad du siger; du seer ikke dybt nok endnu ind udi Philosophien. Jeg kiender mig selv, og veed, at jeg er fri for saadan og andre Skrøbeligheder.

PETRONIUS.

Ikke desmindre findes dog enten onde eller uskiønsomme Mennesker, der tillegge Herren baade Pengegierrighed og Ærgierrighed. Jeg geraader een og anden gang i Klammerie formedelst saadant Snak, og haver jeg undertiiden haft Vanskelighed at bevæbne mig mod deres Argumenter; men jeg har dog som en god Philosophus stedse blevet ved min Meening, og beholdet det sidste Ord, ja naar man er kommen mig alt for nær, har jeg spurt, hvad det kommer dem ved, og om min Herre, endskiønt han elskede lidt Penge og verdslig Ære, ikke kunde være lige god Philosophus derfor.

274
COSMOLIGOREUS.

Det var et slet Forsvar; thi Pengeog Ærgierrighed kand ingenlunde bestaae med ægte Philosophie.

PETRONIUS.

Vi talede alleene om Philosophie udi Almindelighed, uden at binde os til at tviste om den ægte eller u-ægte Philosophie udi Særdeeleshed.

COSMOLIGOREUS.

Jeg veed ikke, enten det er af Eenfoldighed eller Ondskab, at du fører saadan Tale.

PETRONIUS.

Hvis jeg taler galt, saa er det alleene af Eenfoldighed, eller rettere for at høre Herrens Svar, og for at profitere deraf, naar jeg skal disputere med andre.

COSMOLIGOREUS.

Hvis du giør det i den Henseende, saa er det got nok. Men hvorledes kand noget Menneske mistænke mig?

PETRONIUS.

Ey, det er den Sladder og ugrundet Snak, de fører. De holder det for en Vanitet, at Herren i Steden for Cosmus Holgersen lader sig kalde Cosmoligoreus, og at jeg i Steden for Peer heder Petronius.

COSMOLIGOREUS.

Det er ikke værd at besvare, thi --- Hvad sige de videre?

PETRONIUS.

Intet uden saadant Sladder, thi ---Men jeg har ellers en liden Knude, som jeg ydmygst vilde bede Hr. Doctor at løse for mig.

COSMOLIGOREUS.

Siig kun frit frem.

PETRONIUS.

Jeg giør det i Sandhed alleene for at underviises.

COSMOLIGOREUS.

Siig frem, siig frem da.

PETRONIUS.

Ligesom jeg giør aldrig nogen Indvending uden for at lære.

COSMOLIGOREUS.

Siig frem da, og holdt mig ikke længere op.

PETRONIUS.

Jer er saa bange, at Herren skulde tænke, at ---

COSMOLIGOREUS.

Men du est ikke bange for at bryde mig med unødig Snak. Siig frem, siig frem da!

PETRONIUS.

Ja jeg vil gierne sige; men---

275
COSMOLIGOREUS.

Hvis jeg ikke var Philosophus, var det mig ikke mueligt at skikke mig med Koldsindighed herudi. Siig frem, hvad du vilt sige.

PETRONIUS.

Efterdi Herren giver mig Lov at tale, saa vil jeg ydmygst bede om Oplysning udi noget, som jeg undertiden har scrupuleret over.

COSMOLIGOREUS.

Hvad er det?

PETRONIUS.

Jeg vilde gierne vide, hvorfor Herren har taget Doctor-Graden.

COSMOLIGOREUS.

Det er jo let at begribe; det har jeg giort efter andre lærde Mænds Exempel.

PETRONIUS.

Men saa sige og vore Borgere her i Staden, naar man spørger dem, hvorfor de søge om Rang, nemlig at de giøre det efter andre brave Medborgeres Exempel.

COSMOLIGOREUS.

Det er en gandske anden Sag, og som kommer her ikke ved; thi ---

PETRONIUS.

Men har ikke en Doctor Rang over en Magister?

COSMOLIGOREUS.

Hvad andet? Doctor-Graden er jo Supremus Philosophiae Gradus.

PETRONIUS.

Naar saa er, er jo det eene af samme Beskaffenhed som det andet.

COSMOLIGOREUS.

Ney Petroni! det er gandske noget andet; thi --- Man har Vanskelighed ved at forklare det for saadanne gemeene Folk.

PETRONIUS.

Jeg kand nok slutte, hvad Herren vil sige: en Doctor-Grad koster ikke saa meget, som en anden Æres-Titel, hvilken en Borger tilkiøber sig. Men det er dog en Rang, og hvis det er en Rang, saa synes mig ey, at den er anstændig for den, som giør Profession af at foragte al verdslig Høyhed.

COSMOLIGOREUS.

Det er ingen verdslig Høyhed.

PETRONIUS.

Det vil jeg gierne tilstaae; men enten jeg søger en geistlig eller verdslig Høyhed, saa er det dog en Rang, som giver tilkiende en Slags Begierlighed til at have Fortrin og Sæde for andre.

276
COSMOLIGOREUS.

Ey Snak! al verdslig Høyhed confereres af Regentere; men den høye Øvrighed disponerer ikke over Academiske Grader. Ergo er det noget andet.

PETRONIUS.

Det er dog som man siger: Aliter, non aliud; det skeer ikke paa samme Maade, skiønt det dog er det samme.

COSMOLIGOREUS.

Hør, Petroni! du bær dig ad som en Tingstud; og hvis jeg ikke var en Philosophus, vilde jeg sige, at du taler som en Slyngel.

PETRONIUS.

Ey Herre! det Ord Slyngel giver Vrede tilkiende. Seneca siger jo ---

COSMOLIGOREUS.

Jeg veed nok, hvad Seneca siger. Hvis Seneca hørte dig saaledes at tale, vilde han sige, at du havde fortient et par Orefigen.

PETRONIUS.

De Tanker har jeg ikke om Seneca.

COSMOLIGOREUS.

Det er ingen Vrede, jeg lader see, det er kun en Fortrydelse.

PETRONIUS.

Hvad Forskiel er der imellem Vrede og Fortrydelse? Hr. Doctor pardonerer mig min Dristighed; Han har selv givet mig Lov at spørge, for at underviises.

COSMOLIGOREUS
sagte

Gid du faae en U-lykke, din Canaille. Høyt. Lader os ikke tale meere herom. Men der seer jeg den Straten-Junker Leander komme fra Frue Leonora; nu gielder det paa at holde Contenance, og at lade see Prøver paa en philosophisk Koldsindighed.

SCEN. 4.

Cosmoligoreus. Petronius. Leander.

PETRONIUS
sagte

Mig lyster at vide, hvorledes Samtalen imellem disse tvende Rivaler vil løbe af. Thi mig synes, at jeg seer Tegn hos min Herre baade til Jalousie og Vrede, og at Philosophien bestaaer ikkun i blot Snak.

277
COSMOLIGOREUS.

Hans Tiener, min Herre! jeg mærker, at alle storme til dette Huus.

LEANDER.

Ja jeg nægter ikke, at jeg jo ligesom Hr. Doctor og andre agter her at forsøge Lykken, og arbeyder paa at vinde denne gode Frues Affection.

COSMOLIGOREUS.

Han maa heller sige, at vinde hendes Penge. Det er bedrøveligt at fornemme, at fast ingen beyler meer efter Inclination, og at Ægteskab er bleven Kiøbmandskab.

LEANDER.

Med saadan Tale slaaer Hr. Doctor to Fluer med een Smekke, saa vel sig selv som mig; thi jeg troer ikke, at der er anden Forskiel imellem os, end at jeg siger reent ud, hvad han meener.

COSMOLIGOREUS.

Hvad meener jeg da?

LEANDER.

Han meener vel det samme som jeg, men taler ey det samme; thi jeg taler som et eenfoldigt ærligt Menneske, og han taler som en Philosophus.

COSMOLIGOREUS.

Er da en Philosophus ikke et ærligt Menneske?

LEANDER.

Han er meer end et Menneske.

COSMOLIGOREUS.

Jeg haaber, at I omsonst seyler paa disse Farvande.

LEANDER.

Det maa komme an paa Lykken. Hvis Hr. Doctor naaer sit Onske, vil jeg være fornøyet med min Skiebne, og være med een af de første for at gratulere ham; Og haaber jeg, at han, som har naaet større Fuldkommenhed, giør det samme i lige Tilfælde mod mig.

COSMOLIGOREUS.

Det lader jeg vel blive; tvertimod, det skulde smerte mig, at en saa dydig Dame faldt i hans Hænder.

LEANDER.

Og jeg skulde med Taalmodighed see en saa dydig Dames Penge at falde udi Hr. Doctors Hænder.

COSMOLIGOREUS.

Jeg seer aldeeles ikke efter hendes Penge; mit Forsæt er alleene, at forbinde mig udi Ægteskab med hende for at underviise hende udi Philosophie, hvorudi hun allereede har giort nogen Fremgang.

LEANDER.

Hvis Hr. Doctor ikke har andet Forsæt, kand 278 vi nok komme til rette sammen. Hvis jeg kand naae mit Ønske, vil jeg tilstæde Hr. Doctor dagligen at komme i vort Huus, for at informere baade hende og mig; ja jeg vil skriftligen reversere mig dertil.

COSMOLIGOREUS.

Det er kun Giekkerie, Monsieur! holdt kun inde med saadan Skiemt.

LEANDER.

Jeg meente, at en Philosophus kunde taale Skiemt; men dette som jeg siger, er reent Alvor, thi saasom han foragter Penge, og alleene anholder om Fruens Venskab, saa kand ingen Tvistighed være imellem os, naar han overlader mig Pengene, og jeg igien tilsteder, at hun bliver hans Discipel udi Philosophien.

Cosmoligoreus bliver stille, og hænger med Hovedet.
PETRONIUS
sagte

Det var en forbandet Syllogismus af denne galonerede Person. Min Herre far nu hen i den anden Verden; jeg er nu bange for, at jeg maa applicere ham min Vækker igien, eller i det ringeste maa jeg være hans Secundant. Hør, Monsr. Leander! jeg maa herudi tage min Herres Partie. Eders Proposition kand ikke være antagelig. Ægteskab maa være reent; man lider derudi ikke Participanter og Actier, som i andre Societeter. Hvo som haver det heele Legeme, maa have den heele Siæl med. Det vilde ikke være Monsr. Leander tienligt at indgaae saadan Pagt med min Herre; Thi man har 100 Exempler paa, at naar tvende Beylere foreene sig saaledes sammen, bliver een af dem Hanreder.

LEANDER.

Jeg mærker, at du ikke stoler for meget paa din Herres Kydskhed.

PETRONIUS.

Min Herre, som en stor Philosophus, er Kydskheden selv; men ---

COSMOLIGOREUS.

Hold din Mund Petroni! du taler som en Daare; du hører jo, at den Proposition, som han giør, er alleene paa Spot, og derfor ikke maa besvares med Alvorlighed. Det er ikke værd at tale med saadan Karl.

LEANDER.

Og jeg holder mig det for en Ære at tale med saadan lærd Mand.

279
COSMOLIGOREUS.

Hør, Monsieur! jeg siger, at hvis han fremturer udi hans Forsæt, saa faaer han en lang Næse.

LEANDER.

Og jeg spaaer, at, om Hr. Doctor udi sit Ansøgende ikke faaer en lang Næse, saa vil han med Tiden faae lange Horn.

COSMOLIGOREUS.

Det er at tale en brav og kydsk Dame alt for nær.

LEANDER.

Jeg haver ikke andet end gode Tanker om Fruen; min Meening er alleene, at hvis saadant skeede, burde man ikke forundre sig derover.

COSMOLIGOREUS.

Hør, Monsieur! jeg skal inden kort Tid mage det saa, at han ikke skal have sin Gang her oftere.

LEANDER.

Jeg har i Sinde at besøge Fruen end eengang i Dag, og haaber at blive velkommen.

COSMOLIGOREUS.

Det skal uden Tvivl blive den sidste Gang.

LEANDER.

Vil I da forbyde mig det? dertil skal I blive for stakket, Monsieur.

COSMOLIGOREUS.

Tal med Respect til saadan Mand: Jeg er ingen Monsieur, jeg er legitime promotus Philosophiae Doctor.

PETRONIUS
sagte

Hillemænd! nu mærker jeg for Alvor, hvi man tar Doctor-Grøden, jeg vilde sige Doctor-Graden.

LEANDER.

Jeg seer af eders Klæder, at I maa være Philosophus; men jeg mærker ingen Philosophie af eders Opførsel.

COSMOLIGOREUS.

Og jeg mærker af eders Klæder, at I er en Straten-Junker.

LEANDER.

Og jeg, at I er en Øyenskalk og Pedant.

COSMOLIGOREUS.

Adieu, Jean de France!

LEANDER.

Adieu, Thomas Diaphorius! Leander gaaer bort.

280

SCEN. 5.

Cosmoligoreus. Petronius.

COSMOLIGOREUS.

Hvad synes dig om denne næsvise Karl, Petroni!

PETRONIUS.

Mig synes, han kunde have Aarsag til at blive vred; og jeg var bange, at han vilde have givet Doctoren et Liv fuldt af Hug, thi saadan ung Cavalier er ikke at skiemte med.

COSMOLIGOREUS.

Jeg er ikke bange for Folk udi røde og galonerede Klæder; thi de fleste af dem ere ikke nær saa tappere, som de synes at være. Jeg er Mand for saadan Karl tam in marte, qvam in arte.

PETRONIUS.

Men, Herre! hvad Overeensstemmelse har saadant med den Koldsindighed, som han profiterer?

281
COSMOLIGOREUS.

Meener du da, at han giorde mig vred?

PETRONIUS.

Jeg begriber da ikke, hvad Vrede er; Thi at bruge Skieids-Ord er største Beviis paa Vrede. Eftertænker, Hr. Doctor, hvad Seneca siger, og hvad I selv stedse lærer! En saadan Opførsel er en Philosopho gandske u-anstændig. Herren seer andres Skrøbeligheder, men ikke sine egne; Han lastede en Overilelse nyeligen hos mig, da jeg dog ikkun er Philosophiens Famulus.

COSMOLIGOREUS.

Det er sandt nok; Og naar jeg tænker mig om, havde det været bedre ugiort. Men hvis Overilelse er en Skrøbelighed, saa er det og den eeneste Feyl jeg haver; thi jeg kand ellers skikke mig udi alle andre Ting.

PETRONIUS.

Jeg troer det samme, naar han ikke bliver fristet.

COSMOLIGOREUS.

Kom lader os gaae hiem. Jeg skal ellers nok mage det saa, at denne Karl skal holde sin Næse her fra.

PETRONIUS
sagte

Ach lykkelig er den Mand, som er saaledes forfremmed i Philosophie; thi man kand sige, at, hvis han ikke havde saa stærke Doses af Jalousie, Hævngierrighed og Vrede, saa var han en Mand uden Lyder.

282

ACTUS III

SCEN. 1.

Cosmoligoteus. Petronius.

COSMOLIGOREUS.

Mig syntes, at det var Leander, som gik forbi; jeg vilde nødig møde ham her paa nye. Du maa skaffe mig at vide, om han er her eller ey, item om Fruen er alleene, og det er hende beleyligt.

PETRONIUS.

Ey Herre! hvorfor vil I flye Leander? I maa tractere Tingen med Koldsindighed, for ikke at spilde den Credit, som I ved eders Philosophie har erhvervet hos Fruen.

COSMOLIGOREUS.

Du har Ret derudi; og tillader jeg dig gierne at giøre saadan og andre Erindringer, naar Fornødenheden det udfordrer. Jeg tilstaaer gierne, at jeg forløb mig udi den Samtale jeg havde med Leander, og at min Opførsel var ikke philosophisk og saadan som den pleyer; men jeg haaber, at saadant aldrig oftere skal skee, og at hverken han eller nogen anden skal opirre mig til Vrede.

PETRONIUS.

Hr. Doctor maa ikke stole for meget derpaa, men vel examinere sig selv.

COSMOLIGOREUS.

Det vil jeg ogsaa gierne. Til Forsøg maa du agere Leander: Du maa bruge all Grovhed og udøse alle Skieids-Ord mod mig, for at see, om jeg med Taalmodighed kand skikke mig derudi. Jeg haaber at skulle holde Stand, og at lade see Prøve paa en fuldkommen og ægte Philosophie, og vise, at det forhen skeede var ikke andet end en usædvanlig Raptus, som oftere ikke kand overkomme mig.

PETRONIUS.

Vil da Hr. Doctor foreskrive mig, hvorvidt jeg skal gaae med saadan Grovhed!

283
COSMOLIGOREUS.

Du maa gaae saa vidt som du kand, paa det at Prøven kand blive tilstrekkelig.

PETRONIUS.

Men jeg undseer mig dog at bruge Grovhed og Skieids-Ord mod saadan Mand og mod min egen Principal.

COSMOLIGOREUS.

Du hører jo, at jeg giver dig selv Forlov, og at det er kun en Prøve. Volenti non fit injuria.

PETRONIUS.

Kand jeg da ikke gaae for vidt?

COSMOLIGOREUS.

Ney vist ikke! tracteer mig med al den Grovhed du kand optænke.

PETRONIUS
sætter sig udi en vred og stolt Positure

Hør, lille Monsieur! est du legitime promotus Doctor?

COSMOLIGOREUS.

Ja jeg veed ikke rettere, min Herre!

PETRONIUS.

Du maa være Fanden! Du est jo en Pedant, det seer jeg, og uværdig at føre det Navn af en Philosoph. Ach Herre! tag det ikke ugunstig op; jeg er bange, at jeg allereede er gaaen for vidt.

COSMOLIGOREUS.

Aldeeles ikke! bliv kun ved.

PETRONIUS.

med sin vrede Mine igien, og Hatten igien paa Hovedet. Tør du vel understaae dig at ligne dig med en Cavalier, saadan som jeg er?

COSMOLIGOREUS.

Enhver kand være god for sig, Velbaarne Herre!

PETRONIUS.

Og beyle til saadan anseelig Dame, som fru Eleonora?

COSMOLIGOREUS.

Det staaer enhver frit for at beyle. Og det staaer til hende at udvælge den, som hende lyster.

PETRONIUS.

Veedst du ikke at giøre Forskiel imellem Kong Salomon og Jørgen Hattemager?

COSMOLIGOREUS.

Det staaer til hende at sætte Priis paa enhver af os.

PETRONIUS.

Hvad Priis kand man sætte paa en Øyenskalk, som giver sig ud for at besidde alle philosophiske Qvaliteter, og dog regieres af Penge-Gierrighed, Vrede, Jalousie og alle hæslige Passioner?

284
COSMOLIGOREUS
sagte

Dette er vel ufordøyeligt. O Sancte Socrates! ora pro nobis.

PETRONIUS.

Nu er jeg bange, at jeg er gaaen for vidt; det er vel best at holde op i Tide.

COSMOLIGOREUS.

Bliv kun ved, Petroni! Prøven er endnu ikke giort. Jeg skal nok holde videre Stand.

PETRONIUS
med sin vrede Mine igien

Hvad Priis, siger jeg, kand man sætte paa saadan Karl?

COSMOLIGOREUS.

Hvilken Priis han lyster.

PETRONIUS.

Paa en Pedant?

COSMOLIGOREUS.

Placide, placide mi Domine!

PETRONIUS.

Paa en Hundsvot?

COSMOLIGOREUS.

Placide, placide.

PETRONIUS.

Paa en Slyngel?

COSMOLIGOREUS.

Placide mi Domine!

PETRONIUS
med knyttede Næver

Hvis mine Hænder ikke vare for gode til at røre saadan Skurk - - -

COSMOLIGOREUS.

Han modererer dog sin Iver!

PETRONIUS.

Saa skulde du strax faae en Næsestyver.

COSMOLIGOREUS
efter nogen Taushed

O Sancte Pythagora! ora pro nobis. Dette gaaer for vit; nu kand jeg ikke tvinge mine Affecter længere, thi - - - O tota Philosophorum cohors! ora pro nobis. Staae Karl, Cosmoligoræe! Jeg maa tvinge mine Aff ecter, jeg kand tvinge dem, de ere alt tvungne. Veni, vidi, vici. Bliv kun ved, Petroni!

PETRONIUS
med Hatten under Armen

Ach gunstige Herre! jeg skiælver og bæver, naar jeg tænker derpaa. Men det er Herrens egen Befaling.

COSMOLIGOREUS.

Perge, perge! bliv ved, bliv ved!

PETRONIUS
med sin bistre Mine igien

Du meener vel, at din Person er saa hellig, at man ikke torde røre derved?

COSMOLIGOREUS.

Jeg holder eders Velbaarenhed ikke capable til saadan Gierning.

PETRONIUS.

Da holder jeg mig selv capable dertil.

Han giver ham et dygtigt Ørefigen, hvorpaa Cosmoligoreus 285 taber sin Philosophie, tager ham i Haaret, slaaer ham ned paa Gulvet, og træder paa ham. Petronius reyser sig op, og tager Flugten. Cosmoligoreus forfølger ham, og han skriger Himmel-høyt.

SCEN. 2.

Pernille. Jeronimus.

PERNILLE.

Hvad mon det var for Skraal, ligesom en blev myrdet?

JERONIMUS.

Det maa have været Klammerie, hvorpaa denne Gade er temmelig frugtbar.

PERNILLE.

Men jeg seer ingen.

286
JERONIMUS.

De maa alt være borte. Men lader os fuldføre den Tale, som vi havde der inde, angaaende min Søster. Jeg mærker, at hun bliver stift udi sin Meening, saa at det vil blive vanskeligt at bringe hende paa de rette Tanker.

PERNILLE.

Alle Mennesker kand see, at denne Cosmoligoreus er ikke mindre end en ægte Philosophus; men Fruen er allene Stok-Steen blind her udi. Hun troer fuldkommelig, at han bær en reen Affection til hendes Person, uden at have ringeste Henseende til hendes Velstand og Midler. Ach! det er at beklage, at Øyene ikke engang kand aabnes paa Mennesker efter saa mange Exempler. Saa snart jeg saae den Mand, og hørte ham tale, mærkede jeg strax, at det var en Bedrager og Øyenskalk.

JERONIMUS.

Derudi kand jeg dog ikke bifalde dig Pernille.

PERNILLE.

Saa er da Hr. Jeronimus af Tanker med hans Søster?

JERONIMUS.

Ney! jeg bifalder ey heller hende.

PERNILLE.

Hvad Tanker haver han da om Manden?

JERONIMUS.

Jeg troer, at han bedrager sig selv, og at han er Philosophus udi sin egen Indbildning.

PERNILLE.

Hvoraf kand det komme?

JERONIMUS.

Det kand komme af den u-rette Idee, som de faae om Philosophie udi de philosophiske Skoler, hvor de lære at kiende alting foruden sig selv. De fleeste, som komme ud af saadanne Skoler, meene, at det er nok, at de iføre sig ærbare philosophiske Klæder, at de ideligen declamere mod Feyl, endogsaa deres egne, som de alleeneste see hos andre, men ikke hos sig selv. Man seer jo dagligen Exempler her paa udi saa kaldne igienfødde og qvint-essentierede Christne; mange af dem ere vel Øyenskalke, men der ere ogsaa mange, der virkeligen bilde sig ind, at de ere Helgene. De ansee de hæsligste Feyl som store Dyder: Misanthropie kaldes hos dem Verdens Foragt; Hævngierrighed og Forfølgelse heeder 287 Nidkierhed; Melancholie og den sorte Galde heeder Devotion og Buskamp. Saa at de bryste sig af deres egne Feyl, hvilke de af Vildfarelse og Mangel paa egen Kundskab ansee som Himmel-Dyder, og derudover enten foragte eller ynke alle andre Mennesker, da dog ingen burde meere ynkes og foragtes end de selv. Hvis man giorde ret Prøve med saadanne Folk, vilde man finde, hvorledes deres Dyder vilde holde Stik, og Øynene vilde aabnes paa dem selv, saa at de vilde klarligen see, at deres Hellighed bestod udi pur Indbildning.

PERNILLE.

Hvad Prøve kunde man da best giøre?

JERONIMUS.

Prøven kunde blant andre være denne, nemlig at naar Missionarier skulde skikkes enten til Ostindien eller St. Croix, at tilbyde dem saadanne Poster, efterdi intet burde være dem behageligere, saasom de derved finge Leylighed til at viise Prøver paa deres Nidkierhed.

PERNILLE.

Hillemænd! det vilde blive en stor Fristelse for dem.

JERONIMUS.

Ja man vilde uden Tvivl i saadan Fald see mange at tabe deres martyriske Iver, at skiule sig bag i Buskene, og sige som der staaer i Ordsproget: Vi ere ingen Christne, men Hollændere. Saadanne og andre fine Prøver kunde giøres saa vel paa dem, som paa indbildte Philosopher, for at viise, at deres Christendom eller Philosophie var ikke ægte, men bestod alleene udi Indbildning.

PERNILLE.

Jeg bifalder alt hvad Monsr. Jeronimus herudi siger; og rinder mig i Sinde et Middel, hvorved vor Philosophus Cosmoligoreus kunde lære at kiende sig selv, og hans u-ægte Philosophie kunde legges for Dagen, saa at baade han selv kunde cureres, og Frue Eleonora kunde tillige med bringes paa andre Tanker.

JERONIMUS.

Hvorudi bestaaer da din Invention?

PERNILLE.

Det kand jeg ikke saa strax sige; jeg maa ogsaa pønse lidt meere paa min Intrigue, hvorudi Msr. Jeronimus maa være mig lidt behielpelig.

288
JERONIMUS.

Jeg vil gierne herudi gaae dig til Haande.

PERNILLE.

Monsr. Jeronimus skal alleene have at bestille med dette: Han skal søge Leylighed at tale med Cosmoligoreus udi Eenrom, stille sig an, som han er hans Ven, og i Fortroelighed give ham tilkiende, at der kand være Haab om Succes udi hans Ansøgning, og at intet holder hans Søster tilbage uden en liden Ambition, hvormed hun dog ikke lader sig mærke, og at det derfore er fornødent, at Cosmoligoreus i Tide søger om en Rang.

JERONIMUS.

Det vil vel blive vanskeligt at bringe ham dertil, saasom der er intet, hvor imod han dagligen meer prædiker end saadan Forfængelighed.

PERNILLE.

Vil kun Monsr. Jeronimus herved bane mig Vey, saa skal jeg nok komme til mit Maal.

JERONIMUS.

Det kand jeg nok giøre; jeg skal strax søge Leylighed at tale med ham. Lad os nu gaae ind igien.

SCEN. 3.

PETRONIUS.

Her var det paa Stedet, hvor Slaget stod, og hvor min Principal lod see Prøve paa sin Philosophie. Vel er sandt, at jeg kunde have spart det Ørefigen, som jeg gav ham; Men jeg kand derhos sige, at eftersom en ret Prøve skulde giøres, maatte jeg lade det komme an derpaa. Nu haver jeg Troen udi Hænderne, og mærker, at det er farligere at pirre ved en Philosophus, end mod en Binde-Hund. Hvis han havde givet mig et Ørefigen igien, saa havde det kundet gaae lige op, og jeg kunde siges, maa skee, at have fortient det. Men dette var ikke Vrede, men Raserie; hvilket jeg siden har forestillet ham med saadan Eftertryk, at han med Taarene i Øynene har bedet mig om Forladelse, og formaaet mig til Taushed, at jeg ikke skulde røbe ham. Det har jeg lovet; jeg skal ogsaa tie dermed, saa vidt mig mueligt er. Men jeg seer Fruens Broder at staae ved Dørren; Jeg maa forrette mit Ærende, og anmelde min Herre.

289

SCEN. 4.

Petronius. Jeronimus.

PETRONIUS.

Hans Tiener, Herr Jeronimus! min Herre lod formelde sin Respect; han vilde fornemme, om det var Fruen beleyligt, saa vilde han have den Ære at opvarte hende.

JERONIMUS.

I faaer at tale med hende selv; hun er nu Hiemme.

PETRONIUS.

Hvis Hr. Jeronimus vilde have den Godhed at melde hende det, skeede mig en Villighed; Thi jeg er, sandt at sige, lidt bange for hendes Kammer-Pige.

JERONIMUS.

Hvi saa?

PETRONIUS.

Det synes som hun er en Hader af Philosophien; Thi hun drev nyeligen Spot med mig.

JERONIMUS.

Ey, det maa en Philosophus ikke agte. Ellers skal jeg befrie Eder fra den Frygt: jeg skal kalde hende ind af den anden Dør, og holde hende med Snak saa længe, som I er der inde. Gak I kun ind af denne Dør.

Jeronimus kalder paa Pernille. Petronius gaaer ind

igjennem den anden Dør.

SCEN. 5.

Jeronimus. Pernille.

JERONIMUS.

Nu kand jeg strax faae Leylighed at tale med vor Philosopho; Thi hans Famulus var nu just her, for at melde ham an.

PERNILLE.

Jeg saae ham ikke.

JERONIMUS.

Det kand nok være; thi jeg visede ham ind igiennem den anden Dør.

PERNILLE.

Hvad var Aarsag dertil?

JERONIMUS.

Han sagde, at han ikke skiøttede om at tale med dig, saasom han ikke kand lide forliebte Fruentimmer.

290
PERNILLE.

Af vor sidste Samtale kunde han ingen Tegn merke til Forliebelse.

JERONIMUS.

Jo mænd! han sagde, at du tog ham om Halsen, og vilde kysse ham.

PERNILLE.

Fy for en U-lykke! han er jo Philosophiens Famulus, at kysse Philosophiens Famulus er jo det samme som at kysse Philosophiens nok sagt.

Udi Begyndelsen af denne Samtale lister Petronius sig uformærkt tilbage, for at give sin Herre Svar.
JERONIMUS.

Ha ha ha! det var et artigt Indfald, Pernille! Jeg sagde ellers kun dette for Skiemt; thi jeg veed nok, at eders Samtale var ikke mindre end kierlig. Men der seer jeg Cosmoligoreus komme; nu vil jeg give mig i Snak med ham, og bane Veyen til det omtalte. Gak du til Side.

291

SCEN. 6.

Cosmoligoreus. Jeronimus.

COSMOLIGOREUS.

Hans Tiener, Herr Jeronimus! jeg har ladet mig anmelde hos hans Søster; jeg haaber ikke at komme i en ubeleylig Tid.

JERONIMUS.

Ney vist ikke! jeg troer nok, at han bliver velkommen.

COSMOLIGOREUS.

Hr. Jeronimus veed mit Ærende?

JERONIMUS.

Ja jeg veed det nok, og jeg kand sige, at hans Person er ikke min Søster ubehagelig. At hun er noget tvivlraadig, og ikke strax kand resolvere sig, dertil kand være visse mig ubekiendte Aarsager.

COSMOLIGOREUS.

Kand Hr. Jeronimus ikke nogenledes tilgiette sig saadanne Aarsager?

JERONIMUS.

Jeg kand ikke vide, om det kand reyse sig af en Fruentimmers-Skrøbelighed. Man veed, at Hr. Doctors Medbeyler er en Rangs-Person; jeg skulde ikke troe, at min Søster reflecterede paa saadant, efterdi jeg aldrig har mærket nogen slags Forfængelighed hos hende. Men, efterdi Hr. Doctors Person staaer hende an, og hun dog bliver hengende udi hendes Tvilraadighed, er jeg falden paa de Tanker.

COSMOLIGOREUS.

Jeg kand aldrig bilde mig saadant ind.

JERONIMUS.

Det er vanskeligt for mig saadant at troe; men jeg kand formedelst Mangel paa bedre Oplysning ikke finde nærmere Aarsag.

COSMOLIGOREUS.

Hvad raader Hr. Jeronimus mig da herudi?

JERONIMUS.

Kunde Hr. Doctor ikke giøre Ansøgning om en anstændig Caracter? saadant var jo ham, som en bekiendt meriteret Person, let at erholde.

COSMOLIGOREUS.

Ach min Herre! jeg vilde heller døe, end gribe til saadant Middel. Hvad vilde vel Folk i saa Maade dømme om mig?

JERONIMUS.

Jeg raader Hr. Doctor hverken fra eller til 292 herudi. Det er og kun en pur præsumtion, som jeg haver om min Søster.

COSMOLIGOREUS.

Jeg vil ogsaa haabe, at hun ikke inclinerer til saadan slags Forfængelighed. Jeg for min Part har fattet Inclination til hende, alleene efterdi jeg har hørt og mærket, at hun besidder visse philosophiske Qvaliteter, som jeg ved min Lærdom har i Sinde videre at bringe til Fuldkommenhed, om jeg kunde naae mit Maal og Sigte.

JERONIMUS.

Det er og i den Henseende, at hun har Egard for deres Person. Men ellers kunne Hr. Doctor ikke med Billighed eftertales, om han efter andre brave Mænds Exempler anholdt orn en anstændig Caracter.

COSMOLIGOREUS.

Et got Navn og Rygte er en anstændig Caracteer; Hvo som søger anden slags Distinction, giver tilkiende at han ikke kand distingveres ved egne Meriter.

JERONIMUS.

Men maa det ikke være behageligt for en brav Mand, at Regieringen i Henseende til hans Meriter distingverer ham med en Caracteer?

COSMOLIGOREUS.

Det tilstaaer jeg gierne; men naar han nyder en Rang efter egen Ansøgning, taber den al sin Glands. Saaledes er det med de fleeste Folk, hvilke ved u-afladelig Ansøgning og ublue Raaben incommodere Regieringen, og søge om at blive kaldne det som de ikke ere.

JERONIMUS.

Jeg overlader alt dette til min Hr. Doctors eget Gotfindende. Ellers kand jeg contestere, at min Søster aldrig haver ladet sig mærke med saadant; men at det er alleene min egen Præsumtion, som maaskee kand være ilde grundet. Hr. Doctor maa ellers være forsikkred om min Velvillighed i at befordre hans Forehavende.

COSMOLIGOREUS.

Jeg er ogsaa forsikkred derom, og takker for hans gode Villie.

293

SCEN. 7.

COSMOLIGOREUS
alleene

Denne Samtale har bragt min Sind udi nogen U-roelighed. Fruen har maaskee ladet sig mærke noget dermed; skiønt han foregiver, at det grunder sig alleene paa hans egen Præsumtion. Hvad er herved at giøre? Her staaer jeg som Hercules ved tvende Veye, og er udi Tvivlraadighed, hvilken Vey jeg skal tage: Kierlighed til et Fruentimmer byder mig at tage den eene, og Philosophien at tage den anden Vey. Hvis jeg adlyder Philosophien, staaer jeg i Fare for at miste det Bytte, som jeg fast haver udi Hænder; Og hvis jeg alleene seer efter Byttet, synder jeg imod en Fundamental-Artikel, giver Philosophien et Ørefigen, opofrer en ægte for en u-ægte Ære, og viiser for heele Verden, at jeg er og har været en falsk Lærer. Ney, Cosmoligoree! du maa holde Stand mod Fristelser; du maa lade see, at du est Philosophus, ikke alleene udi Ord, men end og udi Gierninger, og at dit Levnet svarer til din Lærdom. Du maa see til, at Philosophien ved dig ikke kommer i Foragt; videas, nè Philosophia qvid damni patiatur. Men mon jeg ikke gaaer for vidt? mon Philosophien byder at hade sig selv? det kand vel ikke være; saadant Morale er alt for stærkt. Vi maa ikke saaledes raffinere paa Dyder, at vi renoncere paa at være Mennesker. Intet Bud er saa stærkt, at det jo haver sine Exceptioner; Fornødenhed, som man siger, bryder alle Love. Jeg maa derfore denne Gang - - -

Han bliver noget taus.

Men Himmel! hvad giør du Cosmoligorée legitime create Doctor? betænk dig, førend du gaaer videre frem, og falder udi Snaren. Tænk, at jo større Fristelsen er, jo større er Prøven; jo farligere Farvandene ere, hvorover du seyler, jo meere Ære er det for dig, naar du kommer i Havnen. Stat derfor still, vend om igien, og begiv dig paa den anden Vey, som fører dig paa den rette Stie, og viiser dig den rette Ærens Krone; Luk 294 Øyen til for den bedragelige Lokke-Mad, vend Ryggen til smigrende Sirener! Linchs umkehret dich. Men Himmel!

Bliver noget stille igien.

Magneten, som drager mit Hiertes Jern, tillader mig ikke at gaae tilbage: Video melioraprobóqve, deteriora seqvor.

Han falder derpaa udi Extasis.

SCEN. 8.

Petronius. Cosmoligoreus.

PETRONIUS.

Mig længes at vide, hvorledes det vil lykkes for min Herre, og om han faaer noget endeligt Svar fra Fruen. Det er noget eget med disse Fruentimmer: man kand ikke vide, enten de vil, eller de ikke vil; Landets Mode tillader dem ey heller at erklære sig strax. Det er i mine Tanker en ildegrundet Mode at sige ney med Munden, naar Hiertet siger ja. Men der staaer jo min Herre; mon han kand saa hastig have forrettet sit Ærinde? Hør, Herre! har I allereede talet med Fruen, eller haver I endnu ingen Audience faaet?

COSMOLIGOREUS
udi Extase sagte

Video meliora probóqve, deteriora seqvor. Jeg seer og approberer det Gode, men følger det Onde.

PETRONIUS.

Har Herren saa snart forrettet sit Ærende? Han vil ikke svare mig.

Cosmoligoreus bliver stedse udi sin Henrykkelse.
PETRONIUS.

Jeg er bange, at Hr. Doctor har faaet en Kurv; thi - - -

Cosmoligoreus bliver ved.
PETRONIUS
rykkende ham i Kaaben

Ey! lad mig da faae et Svar.

Cosmoligoreus bliver ved som før.
PETRONIUS.

Nu maa jeg igien af Nødvendighed bruge min Vækker igien.

Han slaaer ham med Posen paa Kinden.
COSMOLIGOREUS
rystende med Hovedet

Deteriora seqvor.

295
PETRONIUS.

Jeg mærker nok, at her vil nok et Slag til. Slaaer paa den anden Kind.

COSMOLIGOREUS.

Wer da?

PETRONIUS.

Freund.

COSMOLIGOREUS.

Ey, Petroni! est du der?

PETRONIUS.

Seer Herren mig nu allerførst? jeg har talet ham 4 gange til og vækket ham een gang forgiæves.

COSMOLIGOREUS.

Jeg stod henrykt udi dybe Tanker.

PETRONIUS.

Jeg er bange, at Hr. Doctor har faaet en Kurv.

COSMOLIGOREUS.

Jeg har endnu ikke talet med Fruen. Hendes Broder, som kom mig i Møde, sagde mig noget, som har sat mit Sind udi U-roelighed.

PETRONIUS.

Var det Ont eller Got?

COSMOLIGOREUS.

Det var hverken Ont eller Got.

PETRONIUS.

Saa mærker jeg, at en Philosophus ogsaa kand allarmeres af indifferente Ting.

COSMOLIGOREUS.

Det er ey heller gandske indifferent.

PETRONIUS.

Det er hverken Ont eller Got, og dog er ikke indifferent; Hvorledes skal man forstaae det?

COSMOLIGOREUS.

Det er alleene en Mistanke, som maaskee kand være ilde grundet.

PETRONIUS.

Kand en Philosophus og plages med en ugrundet Mistanke? Naar jeg legger alle mine Anmærkninger sammen, saa synes mig, at Philosophien faaer et Ørefigen efter det andet; thi først - - -

COSMOLIGOREUS.

Holdt kun inde med dine Anmærkninger.

PETRONIUS.

Jeg vil kun kortelig opregne dem. Først siger jeg---

COSMOLIGOREUS.

Jeg vil ikke høre din Snak.

PETRONIUS.

Det er ey heller nogen philosophisk Qvalitet at stoppe sine Oren mod Sandhed.

COSMOLIGOREUS.

Jeg mærker nok, at du endnu bær Fortrydelse over sidste Medhandling. Jeg lod see temmelig Prøver paa Koldsindighed; men du gik omsider for vidt.

296
PETRONIUS.

Det er vist nok; jeg kunde nok ladet blive med de Trusler af Næsestyver.

COSMOLIGOREUS.

Det er sandt nok.

PETRONIUS.

Thi at true saadan en brav Mand med Næsestyver er noget som - - -

COSMOLEGOREUS.

Det er jo nok, at du har sagt det eengang; det er ikke fornødent at repetere saadanne Sager.

PETRONIUS.

Men det var Herrens egen skyld, at han ikke foreskrev mig, hvor vidt jeg skulde gaae; thi ellers havde jeg ingenlunde truet med Næsestyver.

COSMOLIGOREUS.

Ey, holdt engang op dermed.

PETRONIUS.

Men det bestod dog alleene i Trusler, thi jeg erindrer ikke, at jeg gav Herren Næsestyver; Men det forbandede Ørefigen, som jeg gav, det var min U-lykke.

COSMOLIGOREUS.

Den kiedsommelige Snak, som du fører, kunde blive din U-lykke, hvis jeg ikke ---

PETRONIUS.

Eftersom Herren ikke kand taale at høre det, vil jeg ikke meer tale hverken om Næsestyver eller Ørefigen.

COSMOLIGOREUS
sagte

Jeg troer virkelig, at der er nogen Malice hos denne Karl.

PETRONIUS.

Men jeg fik Aarsagen ikke at vide, hvorfor Hr. Doctor ikke har talet med Fruen.

COSMOLIGOREUS.

Det giøres ey fornødent at sige dig Aarsagen.

PETRONIUS.

Vil da Herren ikke tale med hende? hun er hiemme.

COSMOLIGOREUS.

Ney ikke denne gang; jeg vil heller komme igien om en halv Time, thi jeg har imidlertid noget at overlegge med mig selv.

PETRONIUS.

Skal jeg da lade Fruen vide, at Herren behøver en halv Time?

COSMOLIGOREUS.

Ney! det giøres ikke nødigt. Kom lader os gaae hiem saa længe. Jeg maa være lidt for mig selv; og hvis nogen kommer og spørger efter mig, maa du sige, at jeg ey er inde.

297

ACTUS IV

SCEN. 1.

Jeronimus. Leander. Pernille.

PERNILLE Monsr.

Jeronimus har banet Veyen gandske got for mig; jeg skal nok fuldføre Resten.

JERONIMUS.

Jeg kand ikke begribe, hvad der vil blive af.

PERNILLE.

Jeg derimod begriber det gandske got; jeg har studeret en halv Time paa den Rulle, som jeg skal spille, saa at jeg tvivler ikke om god Succes.

LEANDER.

Men havde det ikke været bedre at betiene sig af en Mands-Person til at spille saadan Rulle?

PERNILLE.

Det kunde være got nok; men hvor finder man Mands-Personer, der har saadant Hoved og Capacitet, som jeg har?

JERONIMUS.

Ansigtet alleene vil røbe dig.

PERNILLE.

Jeg har alt overveyet den Vanskelighed. Har I ellers anden Indvending at giøre?

JERONIMUS.

Ney aldeeles ikke.

PERNILLE.

Saa holder eders Mund. I veed jo vel at de største Intriguer i Verden ere spillede af Fruentimmer.

Naturen har begavet jer med Styrke, men os andre med Forstand. Det er min ringeste Konst at narre saadan Karl.

LEANDER.

Vi vil gierne give dig Æren, og tilstaae, at din Capacitet er større end vor, hvis du kand føre din Intrigue vel ud.

JERONIMUS.

Men om han vil tale Latin med dig, saa staaer du der i en Maade.

PERNILLE.

Saa siger jeg, at jeg taler ikke uden Græsk; 298 det har jeg hørt at han ey forstaaer, og saa vidt jeg har kundet erfare, saa trykker Latinen ham ey heller meget. Men syntes det Hr. Jeronimus, at vor Philosophus blev noget Tankefuld af den Tale, som I havde tilsammen?

JERONIMUS.

Jeg kunde ey rettere see, end at han gik meget forvirret bort.

PERNILLE.

Saa mærker jeg, at I har spillet jer Rulle vel.

JERONIMUS.

Ja hvad andet? du kand deraf see, at Mandfolk har ogsaa Hoveder.

PERNILLE.

Det er intet Beviis paa Hoved. Jeg seer deraf alleene, at I har exeqveret det, som jeg har opspundet; og det er alt hvad man kand forlange af stakkels Mandfolk. Vi støbe Kuglerne, og I kand skyde dem; vi concipere, og I som Copiister reenskrive. I faaer dog skyld for de største Subtiliteter, skiønt det meste er Fruentimmer-Arbeyd.

JERONIMUS.

Jeg vil ikke disputere meer derom, Pernille. Tiden tillader os ey heller at føre lang Snak; thi inden vi vide et Ord deraf, have vi Cosmoligoreus paa Halsen, thi han har allerede engang meldt sig an.

PERNILLE.

Jeg vil strax ud, for at iføre mig mit Harnisk, det er at sige min philosophiske Dragt; og, naar jeg har iført mig den, er jeg i alle Maader lige saa god Philosophus som han, thi den heele Viisdom bestaaer i Kaaben.

Hun gaaer ind.
SCEN.

2. Jeronimus. Leander.

LEANDER.

Denne Pernille er en forslagen Pige. Jeg er dog bange, at hun bliver røbet, ifald Cosmoligoreus bringer hende paa philosophiske Materier, som hun ikke forstaaer.

JERONIMUS.

Det kand dog hende sig, at hun ikke saa let bliver røbet; thi hun har for et Fruentimmer temmelig god Læsning af moralske Bøger, og jeg har mærket, at hun forstaaer ogsaa mange philosophiske Termini.

299
LEANDER.

Hvorledes kand hun formedelst Huusholdning faae stunder til Læsning?

JERONIMUS.

Min Søsters Huusholdning er ikke meget stor; hun holder ogsaa denne Pige meest for at have Selskab af hende, thi de læse begge om Dagen, og om Aftenen fortælle de hinanden, hvad de have læset. Men der seer jeg hende komme. Gid du faae Skam! hun seer ud, som det kunde være Aristoteles selv. See engang, hvilken Hat og Kaabe hun har faaet, og hvilken philosophisk Mine hun har!

SCEN. 3.

Pernille. Leander. Jeronimus.

PERNILLE.

Hvo som siger, at jeg ikke er en stor Philosophus, forstaaer sig ikke ret paa Philosophie; thi jeg har jo Ordenens rette Dragt, Miner, Gang, Grimacer, og alt hvad som udfordres af vore Tiders store Philosopher.

LEANDER.

Der fattes kun alleene Lærdommen, som er det fornemste.

PERNILLE.

Ey Snak! der behøver ikke saa megen Lærdom, som man bilder sig ind; Hvad som jeg har anført, er det fornemste. Mon jeg ikke kand være lige saa god Philosophus, som Crispin udi Comoedien var Doctor Medicinæ, skiønt han intet havde lært uden at tale de Ord: Medicus sum; item at sige til alle Patienter: tag Piller ind? Der er ingen anden Forskiel imellem mig og Cosmoligoreus, uden denne, at hans Doctor-Hat er ham paasat af en Decano, men at min er paasat af mig selv.

LEANDER.

Det gaaer vel ikke an; thi ingen kand creere eller skabe sig selv.

PERNILLE.

Jeg mener, at enhver kand baade skabe og vanskabe sig selv. Naar jeg har lykkeligen spillet min Rulle, haaber jeg, at I to i det ringeste ikke disputerer mig Doctor-Graden.

JERONIMUS.

Ney vist ikke; du skal i saa Maade være gandske forvisset om Doctor-Grøden. Men lad os sætte 300 Galskab til Side; thi førend vi veed et Ord af, har vi Doctoren paa Halsen.

PERNILLE.

Han maa komme, naar ham lyster; thi han skal finde mig bevæbnet fra Top til Taae.

JERONIMUS.

Vi andre maa da ikke være tilstede.

PERNILLE.

Leander i det ringeste ikke; men det kand ikke skade, om Monsr. Jeronimus bliver her.

JERONIMUS.

Det er nok best, at vi gaae begge til Side; skiønt jeg kand ikke nægte, at jeg jo har stor Lyst at ansee dette Skuespill.

PERNILLE.

I kand gaae lidt til Side, og postere jer nær ved paa et Sted, hvor I kand høre alting uden at blive seet.

LEANDER.

Det er sandt nok; lad os gaae lidt Korn tilbage.

PERNILLE.

Fort, fort! der kommer han min Troe gandske alleene, uden at være geleydet af sin Famulus; han maatte gierne komme med, jeg kand affeige dem begge to. Det er dog bedre, at han kommer eene, saasom han ikke kiender mig.

Pernille givet sig en grundig Mine, spadserende frem og tilbage.

SCEN. 4.

Cosmoligoreus. Pernille udi Philosophisk Dragt.

COSMOLIGOREUS.

Jeg vil dog paa en subtil Maade friste Fruen, for at mærke, om det, som hendes Broder talede om, er vel eller ilde grundet.

PERNILLE.

sagte. Jeg skal nok skaffe dig noget andet at tænke paa.

COSMOLIGOREUS.

Men der seer jeg en Philosophus staaende udi dybe Tanker; hvor mon han skriver sig fra? thi jeg kiender ham ikke.

PERNILLE.

See, der seer jeg een af mine Ordens-Brødre.

COSMOLIGOREUS.

Salve Domine Frater! jeg troer nok, han er fremmed her paa Steden?

301
PERNILLE.

Hans Tiener! ja jeg er baade fremmed og ikke fremmed. Jeg er fød her i Landet; men jeg haver i mange Aar studeret min Philosophie udi Prag.

COSMOLIGOREUS.

Maatte jeg tage mig den Frihed at spørge om min Herres Navn?

PERNILLE.

Saa vidt som jeg er et Menneske, kaldes jeg Christen Paulsen; men saa vidt som jeg er en Philosophus, er jeg bekiendt med det Navn Chrestopolitanus de Praga.

COSMOLIGOREUS.

Mig synes, at jeg har hørt det Navn tilforn.

PERNILLE.

Mit Navn er bekiendt udi alle Ekker og Vraaer over det heele hellige Romerske Rige. Men maatte jeg spørge om min Herres Navn?

COSMOLIGOREUS.

Mit Philosophiske eller Academiske Navn er Doctor Cosmoligoreus til Tieneste.

PERNILLE.

Ach det Navn er mig gandske bekiendt. Hans Døbe-Navn er jo Cosmus Holgersen?

COSMOLIGOREUS.

Ja det er gandske ret; jeg hører, at min Herre kiender mig.

PERNILLE.

Det er mig en stor Glæde at finde ham her udi god Sundhed.

De omfavne hinanden.
COSMOLIGOREUS.

Hvor længe har da min Herre opholdet sig i Prag?

PERNILLE.

Udi 24 Aar; og dog har jeg ikke forglemt min Moders Maal, som han nok hører.

COSMOLIGOREUS.

Jeg hører det med Forundring, og forundrer mig endnu meere over hans Skikkelse, thi han seer ud, som han neppe var 24 Aar gammel.

PERNILLE.

Ha, ha, ha! 24 Aar gammel, og jeg er ikke langt fra 50 Aar.

COSMOLIGOREUS.

Min Herre maa forlade mig, at jeg saadant ikke kand troe.

PERNILLE.

Naar jeg siger ham min leve Maade, som er indrettet efter den nye Pragiske Philosophie, vil han let begribe, hvi Alderen ikke kand bide paa mig. Alting, 302 Mad, Drikke, Søvn, Arbeyd, Divertissement etc. er ligesom veyet udi Lod og Qvintin. Enhver, som vil underkaste sig en saadan regulered og philosophisk Diæt, kand komme til at bære sin Alder ligesom jeg.

303
COSMOLIGOREUS.

Vilde min Herre ubesværget forklare mig saadant?

PERNILLE.

Jeg haver et gandske accurat Uhrværk, som er giort af den store Mester Condolmeriano. Naar min Pige mærker, at Klokken er 6 Minutter og 3 Secunder over 7 om Morgenen, kommer hun og vækker mig.

COSMOLIGOREUS.

Hillemænd! det er nøye udregnet.

PERNILLE.

Saaledes er alting. Saa snart jeg har drukket mine 5 Kopper Thee, spadserer jeg 156 Gange frem og tilbage paa mit Gulv. Derpaa sætter jeg mig ned at studere, indtil min Kammer-Pige kommer ind med Middags Maaltid, og da veed jeg, at Klokken Præcise er 11 Minuter og 6 Secunder over 12, thi det er just den Tiid, som den store Pragiske Doctor Hermaphroditianus har foreskrevet. Mit Middags-Maaltid gaaer aldrig over 6 Retter.

COSMOLIGOREUS.

Mig synes, at 6 Retter er vel stærkt for en Philosophus.

PERNILLE.

Anordningen er saadan. Saasnart jeg har spiiset, tager jeg min Middags-Søvn, og derpaa studerer, indtil min Kammer-Pige præcise til et vist Klokke-Slet, kommer ind med en stoppet Tobaks-Pibe.

COSMOLIGOREUS.

Men hvor kommer det, at min Herre lader sig opvarte af en Pige?

PERNILLE.

Man har adskillige Tienester af en Pige, som man ikke kand have af en Tiener. Der er ellers en anden Hoved-Aarsag, hvorfor jeg bruger Piger til daglig Opvartning. Man er gemeenligen meere øm med dem, naar de forsee sig, end imod Tienere; og det er en Philosopho anstændigt, og magtpaaliggende for Sundheden, at man ikke overiles af Vrede.

COSMOLIGOREUS.

Jeg troer, min Herre har Ret derudi; thi min Famulus bringer mig en og anden Gang ud af min philosophiske contenance.

PERNILLE.

Saadant maa man for alting forebygge; thi Vrede og Affecter vanhelde en Philosophus, og forderver Sind og Legeme. Det er ved saadan Præcaution jeg 304 har til Veye bragt mig en bestandig Sundhed; thi jeg har udi 20 Aar fast aldrig været vred eller overiilet af nogen Affect. Naar jeg har udsmøget min Pibe, spadserer jeg igien 156 Gange frem og tilbage over Gulvet; hvorpaa, hvis jeg ingen Visiter faaer, jeg sætter mig ned til at studere igien, indtil Pigen kommer ind med Aftens-Maaltid, som bestaaer kun af 3 Retter, thi den store Medicus siger, at man maa spise maadelig om Aftenen. Derpaa tager jeg igien nogen Bevægelse, indtil Pigen omsider kommer ind, for at afklæde mig; og saa gaaer hun bort, undtagen naar det er de tvende Nætter om Ugen, som jeg beholder hende hos mig.

COSMOLIGOREUS.

Hillemænd! tvende Nætter om Ugen.

PERNILLE.

Ja! det er Tirsdag og Torsdag Nat; thi der udi lever jeg ogsaa efter philosophiske Regler.

COSMOLIGOREUS.

Er det philosophiske Regler at ligge hos sin Pige?

PERNILLE.

Ja vist! det er den 14de Artikel af min philosophiske Diæt eller Levemaade, som ellers er forfattet udi 62 Artikler, som jeg alle nøye iagttager.

COSMOLIGOREUS.

Men det er jo syndigt?

PERNILLE.

Aldeles ikke, min Herre! naar Intentionen derved er reedelig, og Siælen er reen. Hvis det er en Synd, saa er det alleene Legemet, som synder, hvilket egentligen ikke kand kaldes Synd. Man maa ellers giøre Forskiel imellem Venskab og Begierlighed; hvad jeg herudi giør, reyser sig alleene af oprindeligt Venskab, som er en Hoved Dyd, og ikke formeget kand recommenderes et Menneske.

COSMOLIGOREUS.

Den Philosophie begriber jeg ikke.

PERNILLE.

Det kommer deraf, at man her i Landet endnu hænger ved den gamle Philosophie, som allereede er forkastet over det heele hellige Romerske Rige. Det er med Morale beskaffet, som med de fleeste andre Videnskabe, at de hvert hundrede Aar faae en nye Skikkelse. Det er ikke at beskrive, hvor meget man paa en kort Tid 305 udi Prag har raffineret paa det moralske Studium. Man henger endnu paa visse Steder udi de gamle Pedanterier, og scrupulerer over Bagateller og indifferente Ting, hvorved solide Studeringer og Videnskabe blive forsømte. Det var at ønske, at man her lod aarligen nogle philosophiske Studentere reyse, for at forfremmes udi det rette Morale, som nu udi de meest polerede Lande florerer, og som alle honete Folk nu omstunder følge.

COSMOLIGOREUS.

Men Hr. Doctor ---

PERNILLE.

Min Herre tager ikke ilde op, at jeg erindrer ham om noget; jeg siger det ikke af Storagtighed. Han maaskee veed ikke, at jeg er Hof-Rath udi Prag, og at man nævner mig med den Titel?

COSMOLIGOREUS.

Jeg beder om Forladelse, Herr Hoff-Rath excuserer min Uvidenhed. Men strider ikke saadan forfængelig Rang imod den ægte Philosophie?

PERNILLE.

Det kand stride imod den u-ægte Philosophie, men ikke mod det nys antagne og af honette Folk approberede Morale; thi det er en honet Ambition, som udi sig selv heller fortiener Roes end Last.

COSMOLIGOREUS.

Men er det philosophisk at søge Gang og Sæde over andre?

PERNILLE.

Saadant strider ikke imod den rette Philosophie; naar Ansøgning skeer paa den rette Maade, saaledes at Almuen derved ikke forarges.

COSMOLIGOREUS.

Hvorledes kand det vel skee?

PERNILLE.

Det skeer paa adskillige Maader, blant andre denne: en Mand, for Exempel, siger, at han selv intet agter Rang og Titel, men at han ingen Roe haver for sin Hustrue, som ideligen plager ham; saa at det er alleene for hendes Skyld, og for at have Fred udi Huset, at han mod sin Villie søger om en Titel. Saaledes haver jeg giort, og derved befriet mig for al Eftertale hos Almuen; jeg siger Almuen, thi det er ikke nødigt at betiene sig af saadan Undskyldning blant fornemme Folk, som veed, hvad en honet Ambition er, og at den ikke 306 strider mod Philosophien. Men der seer jeg en Tiener; vi maa afbryde vor Tale.

COSMOLIGOREUS.

Det er ikke uden min Famulus; han maa gierne høre, hvad der tales, for at profitere deraf.

SCEN. 5.

Petronius. De andre,

PETRONIUS.

Der seer jeg jo en ung Philosophus, som taler med min Herre. Den Karl maa tiligen være bleven Doctor.

PERNILLE.

Lad eders Famulus gaae til Side, medens vi tale sammen.

PETRONIUS.

Hvis det ikke var en Doctor, saa vilde jeg sværge paa, at det var Leonores Pernille; thi de ere hinanden saa liige, som de kunde være støbte i een Form.

COSMOLIGOREUS.

Hør, Petroni! gak til side, saa længe jeg taler med denne Herre.

PETRONIUS.

Jo meer jeg beskuer ham, jo meer han ligner hende.

PERNILLE.

Lad ham gaae rent bort; thi jeg har andet af Vigtighed at tale om.

COSMOLIGOREUS.

Gak kun Hiem til dine Forretninger, Petroni! til jeg kalder paa dig.

PETRONIUS.

Ach Herre! jeg har og Lyst at tale med denne fremmede; han ligner een af mine Kiendinger.

PERNILLE.

Gaae bort, naar jer Herre befaler jer.

Sagte.

Gid du faae en U-lykke med dine Kiendinger!

Høyt.

Hvad har Saul at giøre blant Propheter?

COSMOLIGOREUS.

Gak strax bort, som jeg siger. Qvid Saul inter Prophetas?

PETRONIUS
sagte

De sige: hvad har Saul at giøre blant Propheter? jeg kunde jo svare med en vis Dame: han ledte efter sin Herres Æsler. Ha, ha, ha! Maalet er ogsaa, gid jeg faae Skam! Pernilles. Ha, ha, ha! - Gaaer bort.

307

SCEN. 6.

Cosmoligoreus. Pernille.

COSMOLIGOREUS.

Jeg staaer, og grunder paa det, som min Herre siger mig om den slags Ambition; thi jeg er just udi den Tilstand, som behøver gode Raad. Jeg trænger til en Titel og Rang for en vis Aarsag Skyld; men jeg har ikke dristet mig til at giøre Ansøgning derom, saasom meenige Mand her i Landet holder saadant for at være en Philosopho u-anstændigt.

PERNILLE.

Jeg siger ham, at man her i Landet henger ved det gamle forslidte Morale, som nu er ikke meer i Brug; og at en saadan Ambition aldeeles ikke strider imod Philosophien.

COSMOLIGOREUS.

Man vil dog ikke underkaste sig Almuens Eftertale, som forarges over saadant.

PERNILLE.

Hvorledes kand Almuen forarges over det, som den ey faaer at vide? Jeg har jo sagt, at Ansøgningen kand skee under en honet Prætext. Hør, min Herre! er han gift?

COSMOLIGOREUS.

Ney jeg er endnu ikke gift.

PERNILLE.

Er han forlovet?

COSMOLIGOREUS.

Ja halv-veyes; thi jeg har fæstet mit Hierte til en Enke, som her boer. Jeg har anmodet hende om Ægteskab, men har endnu intet fuldkomment Svar faaet; nogle meene, at jeg kunde facilitere Tingen ved at erhverve mig en Æres-Titel.

PERNILLE.

Ey, min Herre! der haver han jo den allerbeste Prætext og Leylighed. Han kand udi Ansøgningen, efter Landets Mode, præludere om den liden Attraae, han selv haver efter Rang og Titel, og skyde Skylden paa Enken, foregivende, at hun, som et skrøbeligt Fruentimmer, anmoder ham til at giøre saadan Ansøgning, og at det er alleene for at føye hende, saadant skeer.

COSMOLIGOREUS.

Men jeg er bange, at hun faaer saadant at vide; thi jeg kand for visse ikke sige, om hun 308 selv er for Rang. Det er alleene en Præsumtion, som jeg har giort mig.

PERNILLE.

Vil han kun levere mig sin skriftlige Ansøgning; jeg skal gaae gandske behændigen dermed til Verks, og som jeg her haver allereede store Venner paa de rette Steder, skal jeg mage det saaledes, at han inden faa Dage skal naae sit Maal. Imidlertid, naar han taler med Enke-Fruen, kand han lade, som at man mod hans Villie vil paatrykke ham en Rang, og sige, at han med Hænder og Fødder vil stræbe derimod, for at viise Prøve paa sin Philosophie. Naar saaledes gaaes til Verks, erholder han sit Sigte, og uden den grove Almues Eftertale.

COSMOLIGOREUS
kyssende paa hans Haand

Ach min Herre! det var en lyksalig Tid, paa hvilken jeg traf min Herre; han har lettet en stor Steen fra mit Hierte, thi jeg var forhen gandske tvivlraadig. Paa den eene Side stod mig for Øynene Folks Eftertale, og paa den anden Side frygtede jeg for Hinder udi mit Frierie; men nu er Knuden løset, og jeg reeder mig med Reputation ud af Sagen.

PERNILLE.

Jeg vil strax følge min Herre til hans Huus, og der dictere ham, hvorledes Ansøgningen Philosophice skal opsættes.

COSMOLIGOREUS.

Men hvormed kand jeg forskylde saadan Velgierning?

PERNILLE.

Ey, tal ikke derom; jeg tiener Folk med Fornøyelse. Jeg holder det ogsaa for en Pligt at forplante her udi Landet den nye Philosophie, og at udrødde det gamle Pedanterie; thi, sandt at sige, det er mit fornemste Ærende her udi Landet.

COSMOLIGOREUS.

Vil da min Herre ubesværget følge mig?

PERNILLE.

Ja gierne.

309

SCEN. 7.

Jeronimus. Leander.

JERONIMUS.

Ha, ha, ha! Det er en forslagen Pige. Jeg mærker, at hun vil have hans skriftlige Ansøgning i Hænder, for at overbeviise hendes Frue, at han er kun en Philosophus af Navn.

LEANDER.

Og at han er en Hykler og Øyenskalk.

JERONIMUS.

Det dog ikke saa meget, som for at viise, at han er alleene udi egen Indbildning Philosophus. Thi det kand være, at han selv bilder sig ind at være det, han virkeligen ikke er; ligesom man seer mange, der udi philosophiske Skoler og Collegier oplæres udi Vildfarelser, og faaer en falsk Idee om Philosophie, saa de bilde sig ind, at den bestaaer udi Kaabe, Skiæg, Egensindighed, eller udi pur Theorie, skiønt de rette Læremestere bør ikke saa meget beflitte sig paa at giøre deres Disciple lærde, som at giøre dem gode og dydige. Nu er han kommen under anden Information, som er end meer gall, end den han har faaet i sin Skolegang.

LEANDER.

Monsr. Jeronimus meener den Pragiske Philosophie? Ha, ha, ha! Saa tit jeg tænker derpaa, maa jeg forundre mig over denne Piges Capacitet. Jeg var alleene bange for, at hun outrerede Tingen for meget.

JERONIMUS.

Jeg ikke; thi naar man først har indpræntet nogen høye Tanker om sin Person og Lærdom, kand man siden let faae ham at troe, hvad man vil, helst naar det flatterer eens egen Tilbøyelighed. Thi ingen Lærdom kunde komme Cosmoligoreo meer til Pas, end den som indeholdes udi det Pragiske Morale, hvorudi Rang-Syge giøres til en honete Ambition og til en philosophisk Dyd.

LEANDER.

Men hvad skal man sige om den 14de Artikel, som tillader en Mand at ligge hos sin Pige 2 Nætter om Ugen, uden at bedrive Synd?

JERONIMUS.

Hun førte dette gandske vel ud, først ved at foregive, at saadant skeede efter den store Pragiske 310 Doctors Præscription, dernæst ved at viise, at saadant kand skee uden Synd, naar Intentionen er god, og Siæ- len er reen. Thi hvor u-rimelig saadan Lærdom end er, saa seer man dog, at den antages af alle Fanaticis.

LEANDER.

Pigen er stemplet, og fortiener at doctoreres. Jeg ansaae med Forundring, hvorledes hun reedede sig ud af den Fristelse, som Tieneren bragte hende udi.

JERONIMUS.

Ja det samme var den artigste Scene. Jeg haaber, at hun vil lykkeligen fuldende Tingen, som hun har saa vel begyndt.

LEANDER.

Hvad mon hun videre vil giøre?

JERONIMUS.

Det vil hun ikke sige; jeg tør ey heller giøre mig saa dristig at spørge den store Pragiske Doctor derom, vil derfore lade det øvrige komme an paa hende alleene. Jeg skal ellers give Monsr. Leander videre Underviisning derom, og advare ham, naar Tid er at lade sig indfinde.

LEANDER.

Adieu, Hr. Jeronimus! jeg recommenderer mit Anliggende paa det Beste.

JERONIMUS.

Han maa ikke tvivle om min Velvillighed. Adieu!

311

ACTUS V

SCEN. 1.

Pernille i Philosophisk Dragt. Cosmoligoreus.

PERNILLE.

Jeg meener, Hr. Collega! at Ansøgningen saaledes kand passere.

COSMOLIGOREUS.

Ja vist! jeg er kun alleene bange, at Fruen, som jeg skyder Skylden paa, kand faae Indholden at vide, og at jeg derved kand fordærve min Sag.

PERNILLE.

Hun kand i det ringeste ikke faa det saa snart at vide. Naar han først erholder, hvad han søger, og bliver gift med Fruen, jævner alting sig selv, og hun, for at menagere hendes Huusbonde, tager efter andre Fruers Exempel gierne Skylden paa sig. Det er os nu kun om at giøre, at have Prætext til Ansøgningen, ikke fordi den i sig selv er forfængelig eller stridig mod den rette Philosophie, men efterdi Hr. Collega selv ideligen har prædiket derimod for Mangel af Kundskab om det rette og grundige Morale.

COSMOLIGOREUS.

Det er sandt; jeg og alle mine Ordens-Brødre have anseet denne Søgen efter Rang og Titler som en stor Forfængelighed.

PERNILLE.

Det kommer deraf, at han og hans Ordens-Brødre have haft slet Skolegang; men jeg haaber, at de inden kort Tid skal blive bedre oplyset, thi jeg har i Sinde her at lade et Skrift komme for Lyset, hvorudi jeg skal forklare de fornemste Artikler af den Pragiske Philosophie, saa at Øyene skal aabnes først paa dem og siden paa den heele Almue, saa at enhver herefter skal vide at giøre Forskiel imellem forfængelig Ærgierighed og honete Ambition.

COSMOLIGOREUS.

Hr. Hoff-Rath giør mig og det 312 heele Land en vigtig Tieneste dermed. Jeg længes efter at see det Skrift.

PERNILLE.

Han skal snart faae det at see. Og skal han der af tydeligen lære, at han og andre hidindtil have kun været Philosophi i deres egen Indbildning. Vil han nu kun overlevere mig Ansøgningen, som jeg strax skal befordre paa den beste Maade! Imidlertid kand han forrette sit Ærende hos Fruen, og foregive, at man imod hans Villie vil paatrykke ham en Titel, for at høre, hvad hun dertil vil sige.

COSMOLIGOREUS.

Det vil jeg og giøre. Adieu saa længe!

SCEN. 2.

COSMOLIGOREUS
alleene

Alt hvad denne gode Hof-Rath lærer, synes i Førstningen at være falskt; men, naar man med Skiønsomhed betragter det, saa er det en sund Philosophie, rensed fra gamle Præjudicier og Pedanterie. Man maa ogsaa troe, at en saadan anseelig Mand har nøye overveyet alting, saa at man derfore paa hans Autoritet kand sikkert grunde sine Meeninger. Nu kommer jeg til at begive mig i Skole paa nye igien, og at gaae op ligesom fra Sinke-Lectien, saasom jeg mærker, at den Philosophie, som jeg hidindtil har giort Profession af, gaaer ud af Moden. Man maa ret glæde sig ved at see Videnskaber saaledes dagligen at tiltage, og er det en Philosophi Pligt at til Side sætte alle gamle Meeninger, saa ofte han hører anden Lærdom, som er bedre grundet. Men jeg maa forrette mit Ærende. Han banker paa.

SCEN. 3.

Pernille udi sine egne Klæder. Cosmoligoreus.

PERNILLE.

Vil min Herre tale med nogen?

COSMOLIGOREUS.

Jeg studser ved at see hende, min kiære Mademoiselle; thi just i dette Øyeblik forlod jeg en lærd Mand, som ligner hende paa et Haar.

313
PERNILLE.

Det er mig kiært, at jeg ligner en lærd Mand; ellers er ikke underligt, at blant saa mange tusinde Ansigter et kand være et andet ligt. Hâr min Hr. Doctor ikke seet vor Kokke-Pige?

COSMOLIGOREUS.

Ney, ikke det jeg veed.

PERNILLE.

Hun ligner min Troe Doctorens Famulus saa livagtig som de kunde være støbte i een Form; sær udi Ryggen og bag til.

COSMOLIGOREUS.

Ja vi ere hinanden alle lige i den Ende, ha, ha, ha! Men maatte jeg spørge, om hendes Frue er hiemme? Hvis saa er, og det falder hende beleyligt, vil jeg have den Ære at opvarte hende.

PERNILLE.

Fruen er til Tieneste; Hun er ved Haanden, og strax vil komme ud.

SCEN. 4.

Cosmoligoreus. Eleonora.

COSMOLIGOREUS.

Jeg beder om Forladelse, at jeg tvende gange i Dag har incommoderet Fruen med min Besøgelse. Jeg fik den første gang, formedelst andres Nærværelse, ikke Leylighed ret at tale om mit Anliggende, som jeg skriftligen har givet tilkiende. Jeg lever i den Forsikring at Fruen lader sig ikke forlede af misundelige Mennesker at bortkaste de gode Tanker, som hun engang har fattet om min ringe Person, og at jeg denne gang faaer et trøsteligt Svar, hvorved mit Sind kand sættes i Roelighed. Jeg vidner for Himmelen, at jeg alleene har forelsket mig i Fruens Dyder og philosophiske Qvaliteter.

LEONORA.

Jeg har aldeeles intet tabt af de gode Tanker, som jeg har baaret til hans Person; men at give saa hastig en fuldkommen Resolution, er ikke anstændigt. Alt hvad jeg kand sige denne gang er dette, at jeg haver stor Estime for Hr. Doctor, og at han derfor ikke maa bortkaste Haab om at succedere udi hans Ansøgning. Men ---

314
315
COSMOLIGOREUS.

Ach! det Ord Men er et Tordenslag for mig; jeg er bange, at Fruen scrupulerer over min Stand, og at hun tager i Betænkning at indgaae et u-lige Ægteskab.

LEONORA.

Hvo har bragt ham paa de Tanker?

COSMOLIGOREUS.

Nogle have villet bilde mig saadant ind; og saasom de samme ere saa vel Fruens som mine egne Venner, saa have de hemmeligen og mod min Villie og mit Videnskab søgt at erhverve mig en Æres Titel, hvilken jeg dog aldrig modtager.

LEONORA.

Det skulde jeg ogsaa troe. Men er Hr. Doctor ellers forvisset om, at saadant er i Gierde?

COSMOLIGOREUS.

Ja desvær! men jeg skal med Hænder og Fødder sætte mig derimod; thi jeg taber derved alle de høye Tanker, som Folk har haft om min Person.

LEONORA.

Hvis en Titel bliver ham u-afvidende confereret, kand han intet tabe derved; thi saadant tilkiendegiver ingen Begierlighed efter Ære, men er alleene et Naades Tegn, som viiser, at Regieringen reflecterer paa hans Meriter.

COSMOLIGOREUS.

Jeg mærker nok, min kiære Frue, at, hvis saadant skeede, vilde det ikke være hende imod.

LEONORA.

Det vilde være mig hverken med eller imod; jeg er gandske indifferent udi slige Sager. Jeg kand gratulere dem, som den høye Øvrighed beærer med en Rang af egen Motif; efterdi det er et Naades Tegn. Jeg laster derimod dem, som betle om saadant; efterdi derved røbes deres Hovmod og forfængelige Ærgierrighed.

COSMOLIGOREUS.

Paa hvad Maade saadant end skeer, saa er det ingen Zirath udi en Philosophi Liv.

LEONORA.

Naar det skeer paa den første Maade, er det ey heller nogen Vanheld.

COSMOLIGOREUS.

Ey, min kiære Frue! hun har herudi ikke lige Principia med mig. En Philosophus zires af intet andet end af sine egne Dyder og indvortes Valeur. Men der seer jeg Folk at komme ud; maa jeg træde 316 lidt ind med Fruen, at vi kand tale sammen udi Eenrum?

LEONORA.

Ja gierne; vil han da ubesværget træde ind med mig?

COSMOLIGOREUS.

Jeg haaber, at jeg saa vel herudi som udi andre Ting skal bringe Fruen paa bedre og meere philosophiske Tanker; thi mit Sigte er alleene at bringe hendes naturlige Dyder til større Fuldkommenhed.

LEONORA.

Jeg skal lade mig finde gandske lærvillig. De gaaer ind.

SCEN. 5.

Pernille. Jeronimus. Leander.

PERNILLE.

Jeg seer, at de ere alt borte; ret nu skal Comoedien spilles.

LEANDER.

Er Fruen ikke underrettet om denne Intrigue?

PERNILLE.

Ney! det er sikkerst ikke at underrette hende derom; hun kunde maaskee ellers sætte sig derimod, saasom hun er medlidend og øm over at prostituere nogen.

JERONIMUS.

Skal vi være tilstede, naar dette Skuespill gaaer for sig?

PERNILLE.

Ja hvad andet? I har kun at iagttage dette: Monsr. Jeronimus kommer først her ud, naar vor Philosophus tager Afskeed med Fruen; men Monsr. Leander bier, indtil han hører, at der bliver Allarm.

JERONIMUS.

Hvad Allarm kand her vel blive?

PERNILLE.

Meener I vel, at det kand gaae af uden Allarm, naar Ansøgningen, som jeg overleverer, offentligen udi hans Paahør bliver oplæset? man vil derover see hans Philosophie udi Fyr og Flamme. Giører I kun alleene, hvad jeg siger; jeg skal nok udføre Resten.

JERONIMUS.

Mangen virkelig Hof-Rath fortiener ikke den Titel bedre end du.

PERNILLE.

Derudi har I maaskee ikke stor U-ret. Men 317 der seer jeg Pedantens Tiener; han kommer nok, for at lede efter sin Herre. Han har sin Vækker med sig, hvilket dog nu ikke giøres nødigt; thi hans Herre skal, naar Legen gaaer for sig, nok blive opvakt af Søvne. Lader os gaae til Side saa længe.

SCEN. 6.

PETRONIUS
alleene

Min Herre bliver noget længe borte. Jeg maa tale med ham, skiønt jeg haver ikke meget Lyst at komme her. Det er en forbandet Pige denne Pernille; hun har kun liden Respect for Philosophien. Men jeg troer nok at Doctoren recommenderer hende saaledes hos Fruen, at hun herefter holder sig i Skindet. Min Herre er vel en stor Philosophus, saa længe man lader ham være i Roe; men det tiener ikke at pirre meget ved ham, det kand jeg og min Ryg vidne. Men der seer jeg at han kommer ud tillige med Fruen. Jeg vil holde mig her lidt tilside.

SCEN. 7.

Leonora. Cosmoligoreus. Petronius. Pernille i Philosophisk Dragt.

LEONORA.

Jeg fatter det altsammen Herr Doctor, og tager mod hans gode Lærdom. Hav et par Dage Taalmodighed, saa skal han faae min endelige Resolution.

COSMOLIGOREUS.

Jeg faaer at oppebie den Tid; recommenderer mig imidlertid. Men der seer jeg den Pragiske Doctor komme; han vil nok tale med mig.

LEONORA.

Er det en practisk Doctor?

COSMOLIGOREUS.

Ja! han er baade practisk og Pragisk; det er en stor Mand, som jeg nyeligen er kommen i Kundskab med. Hans Tiener, Hr. Hoff-Rath! her seer han den dydige Frue, som jeg har beskreven.

LEONORA
sagte

Det Ansigt er mig bekiendt, mig synes, at han ligner min Pernille.

318
COSMOLIGOREUS
tagende Pernille til Side

Har Hr. Hoff-Rath efterkommet sit gode Løfte?

PERNILLE.

Ney! men nu er jeg paa Veyen; det skal ikke blive forsømt. Jeg maa ved denne Leylighed hilse paa Fruen. Hendes Tiener min dydige Frue! jeg haaber at komme meer i Bekiendtskab med hende, og det ved Leylighed af denne min gode Ven, sær om han lykkes i sit Forehavende, hvorom jeg ikke kand tvivle, thi om Fruen vil forandre sin Stand, kand hun aldrig giøre bedre Vall. Jeg vil ikke rose ham, fordi han er min Ven og Ordens-Broder; men jeg kand sige dette, at han er Dyden selv.

COSMOLIGOREUS
sagte

Han taler som en oprigtig Ven og en ærlig Mand.

LEONORA.

Har han allereede aabenbaret min Herre sit Anliggende?

PERNILLE.

Ja vist! der er ingen Hemmelighed imellem os to. Jeg tiener ham med Fornøyelse, og giør mig i Dag Umage med at befordre hans Ansøgning.

COSMOLIGOREUS
sagte

Hvad Pokker er dette? jeg troer ikke, at ---

LEONORA.

Hvad er hans Ansøgning?

PERNILLE.

Fruen veed jo vel, at han søger om en Rang?

LEONORA.

Det er meer end jeg veed, eller kand troe.

COSMOLIGOREUS
sagte til Pernille

Hvad Diævelen vil dette sige? Hr. Hof-Rath, vil han her prostituere mig?

PERNILLE.

Ey, Hr. Collega! lar mig kun raade; jeg skal saaledes føre min Tale, at han skal takke mig. Hør, min kiære Frue! jeg mærker, at hun er noget mysterieuse; det er en Ting, som er imellem os, og kommer ikke videre. Hr. Cosmoligoreus er og forsikkret om, at Fruen ikke fortryder derpaa, at han i Ansøgningen har betient sig af hendes Navn.

LEONORA.

Af mit Navn? hvad vil det sige?

COSMOLIGOREUS
trækkende ham til Side

Jeg er jo skammeligen forraad.

PERNILLE.

Hav dog Taalmodighed, og hør Enden, saa skal han takke mig.

319

Til Leonora. Det vil sige saa meget: at, efterdi han som en Philosophus holder det u-anstændigt at søge om Rang, saa har han taget sig den Frihed at skyde Skylden paa Fruen, forhaabende, at, om saadant kom hende for Ørene, hun ingen Fortrydelse vilde bære derover, saasom man pardonerer et Fruentimmer saadan Skrøbelighed. Thi hvad som hos Mands Personer lastes som Ærgierrighed, og kaldes Rang-Syge, heeder hos Fruentimmer en honet Ambition.

COSMOLIGOREUS
sagte

Gid du faae en U-lykke for mig, som du saa forhaaner!

LEONORA.

Hvad hører jeg! skal jeg være hans Skiul og Dekke? Jeg skal strax offentligen give det tilkiende, saa at alle skal faae at vide, at han er en Løgner og Bedrager.

PERNILLE.

Ey, min smukke Frue! vær dog ikke saa hastig. Betænk - - -

LEONORA.

Jeg skal betænke ham saaledes, at han aldrig skal bedrage nogen videre.

COSMOLIGOREUS.

Troe ham ikke, velbaarne Frue! han farer med Usandhed; det er en Bedrager.

PERNILLE.

Eftersom jeg skieides for en Bedrager, saa maa jeg, for at redde min Ære, fremviise hans egenhændige Skrift.

COSMOLIGOREUS.

Troe ham ikke! det kand være noget, som han kand have skrevet i mit Navn, for at forspilde min Credit.

PERNILLE.

Der vil vel findes nogen, som kiender hans Haand.

LEONORA.

Min Broder kiender uden Tvivl Haanden. Hør, Monfrere! kom strax herud.

COSMOLIGOREUS.

O! infandum &. inexpiabile scelus.

PERNILLE.

Hør, Monsieur! kiender han Haanden i dette Skrift?

JERONIMUS.

Ja vist, det er Doctor Cosmoligorei Haand. Cosmoligoreus tramper paa Gulvet og truer. Hvorpaa Leander efter Aftale kommer ud.

320
PERNILLE.

Vil han oplæse Skriftet tydeligen!

JERONIMUS
læser

Gunstige Øvrighed! Jeg har fæstet mine Tanker til en Enke-Frue, ved Navn Leonore, og anmodet hende om Ægteskab. Samme Enke Frue har dertil ikke fundet sig uvillig; men, saasom hun er plaget med Rang-Syge, har hun ikke villet giøre mig Ægteskabs-Løfte, uden med de Vilkaar, at jeg først erhverver mig en anstændig Caracter. Jeg har med grædende Taare forestillet hende, at saadan Ansøgning var mig haardere end Døden, saasom den gandske vilde ødelegge min Reputation; men jeg haver med Graad og Bøn hidindtil intet kunnet udvirke. Hvorudover, saasom min Kiærlighed er saa stor, at jeg ingenlunde kand renoncere derpaa, saa nødes jeg at bide udi et suurt Æble, og at fornægte mig selv. Min ydmygste Ansøgning er derfore, at---

Medens dette læses, spadserer Cosmoligoreus frem og tilbage med store Ophævelser, og Petronius staaer og stirrer paa Jorden.
LEONORA.

Det er nok! det er en Løgner og Ære-Tyv. Hun tager Memorialen, river den i stykker, og kaster Cosmoligoreus Stykkerne i Ansigtet, gaaende derpaa ind.

JERONIMUS.

Det var en hæslig Stræg af en Philosophus.

PERNILLE.

Ja det maa han nok sige; at tillegge en brav Dame sin egen Feyl!

COSMOLIGOREUS.

Ach jeg kand ikke meer; jeg siunker ned udi Jorden.

JERONIMUS.

Hvad har I vel at sige til eders Forsvar?

COSMOLIGOREUS.

Jeg haver dette at sige, at jeg er falden udi en Forræders Hænder.

PERNILLE.

Den er ingen Forræder, som legger falske Dyder for Dagen.

COSMOLIGOREUS.

Du har lagt for Dagen, at du er en Spidsbube og ingen Pragisk Doctor.

PERNILLE.

Det er skammeligt at høre saadant.

321
COSMOLIGOREUS.

Ney! det er skammeligt at giøre saadant.

PERNILLE.

Hvad skammeligt har jeg giort? Gierningen er jo Eders.

COSMOLIGOREUS.

Det er din Gierning, som du har forledet mig til.

PERNILLE.

Kand en stor Philosophus saa let tages ved Næsen?

COSMOLIGOREUS.

Ingen kand tage sig vare for en listig Gaudieb.

PERNILLE.

Ney dette gaaer for vit; jeg maa have Satisfaction.

COSMOLIGOREUS.

Du skal bekomme Satisfaction i Galgen.

JERONIMUS.

Det er den skiønneste Philosophiske Disputation, som kand blive holden.

PETRONIUS.

Det synes mig ogsaa.

PERNILLE.

Hør du som est hans Famulus eller Discipel, kand du ikke hielpe din Herre? Kom hid, og respondeer under ham; du hører jo, at han allereede er sat i Bænken.

COSMOLIGOREUS.

Jeg agter ikke at disputere med en Misdæder paa den sædvanlige Maade. En Stok, Pidsk, og knyttet Næve maa her alleene bruges.

PERNILLE.

Jeg er bereed til alting; kom an, afkast din Kaabe, saa skal jeg og afkaste min.

COSMOLIGOREUS.

See der ligger min Kaabe.

PERNILLE.

See der ligger ogsaa min.

Derpaa bryde de samtligen ud i høy Latter, naar de seer Pernille i hendes Pige-Klæder.
COSMOLIGOREUS.

O stupendam Metamorphosin!

PETRONIUS.

Ach Himmel! det er jo Eleonores Kammer-Pige, som har spillet Giæk med min Herre.

PERNILLE.

Ja det er ungefær saaledes. I maa fortælle denne Historie til enhver, og legge dertil: Pernille fecit. Cosmoligoreus falder i extase, og hænger med Hovedet.

322
PETRONIUS.

Herre! det er Fruens Kammer-Pige, som har narret ham.

Cosmoligoreus bliver ved at grunde.
PETRONIUS.

Jeg siger, at det er Frue Leonores Kammer-Pige; den samme, som i Formiddag talede saa bespottelige Ord mod den hellige Philosophie.

Cosmoligoreus bliver ved.
PETRONIUS.

Ey, luk dog Øynene op! see, hvorledes vi ere bedragne.

Cosmoligoreus bliver ved.
PETRONIUS.

Ney nu maa jeg af Nødvendighed bruge min Vækker.

Giver ham et dygtig Slag paa Kinden.
COSMOLIGOREUS.

Ey, saa skal du faae en U-lykke, og alle de andre! jeg skal myrde eder saa mange som I ere.

Han tager en Stoel og forfølger dem. Leander, Jeronimus og Pernille tage Flugten; og Petronius bliver staaende et Stykke fra, skiælvende.

SCEN. 8.

Cosmoligoreus. Petronius. De staae længe stiltiende, med nedslagne Hoveder.

COSMOLIGOREUS.

Petroni!

PETRONIUS.

Herre!

COSMOLIGOREUS.

Jeg haver forløbet mig. Jeg beder dig om Forladelse.

PETRONIUS.

Jeg pardonnerer gierne Hr. Doctor; men vil han vel pardonnere andre, der saaledes har drevet Spot med ham?

COSMOLIGOREUS.

Ja vist! jeg er bleven et gandske andet Menneske. Nu begynder jeg allerførst at kiende mig selv, og at mærke, at min Philosophie har været ilde grundet, og at jeg alleene har været Philosophus udi egen Indbildning.

323
PETRONIUS.

Vil Herren lade den Spot blive uhævnet, saa bekiender jeg, at hans Philosophie gaaer for vidt.

COSMOLIGOREUS.

Jeg vil ikke alleene lade den blive uhævnet, men takke den Pige, som har aabnet mine Øyen, og paa eengang har lært mig meere, end som jeg al min Tid har lært udi Skoler og philosophiske Collegier.

PETRONIUS.

Dette begriber jeg ikke; thi denne Spot har saaledes oprørt mit philosophiske Kallun, at jeg er færdig at sætte Ild paa Huuset.

COSMOLIGOREUS.

Hos mig derimod har den giort langt anden Virkning; thi jeg anseer denne Pige som en Medicus, der ved Remedier, skiønt noget skarpe, har cureret mig. Jeg mærker at den Philosophie, som gemeenligen læres udi vore Skoler, bestaaer udi pure Ord; vi lære at tale om Dyder, men vi lære ikke at practicere dem. Vi lære at kiende Dyrs, Træers og Planters Egenskab, uden at blive underviisede udi egen Kundskab; ja vi lære at see Skieven udi andres, men kand ikke see Bielken udi vore egne Øyen. Saa at vi komme ud af Skolerne lærdere, men ikke bedre og dydigere. Vore Læremestere bedrage os ved deres udvortes Anseelse, ved deres Skiægge, Klædedragt og philosophiske Grimacer; de bilde os ind, at Philosophie bestaaer derudi, item stedse at declamere mod Verden, og at igiennemhegle de Laster, som vi selv øve. Vi søge ikke at udlede Sandhed, men stræbe kun blindt at følge vore Læremesteres Meeninger. Det gaaer os, som gemeenligen udi Selskab: naar en gisper, saa gispe alle andre tillige med ham. Vi følge blindt deres Lærdom, om hvilke vi have engang fattet høye Tanker; og de vildfarende Principia, som vi udi Ungdommen have faaet, hænge stedse ved os, saa at vi forsvare dem med største Haardnakkenhed.

PETRONIUS.

Jeg mærker, at det er sandt; thi enhver forsvarer sin Sects Lærdom.

COSMOLIGOREUS.

Visseligen! thi han beflitter sig kun paa at forklare og forstaae sin Læremesters Meening, 324 uden at erhverve egen Meening. Det gaaer til udi Philosophie, som udi Religions-Sager. Hvo der er opdragen udi en Mahomedansk Skole, holder Mahomeds Lære alleene for Sandhed; og hvo der er opklækket udi en Synagoge, sætter sit Liv til for den Jødiske Troe. Thi den Ærbødighed, man har fattet for sine Lærere, foraarsager, at man hverken vil eller kand finde Sandhed.

PETRONIUS.

Paa den Maade har jeg og været en Philosophus udi egen Indbildning?

COSMOLIGOREUS.

Ja hvad andet? thi ligesom jeg blindt har fulgt mine Læremesteres Fodspor, saa haver du fulgt min Lærdom. Om jeg havde holdt det for en Dyd at lyve og skuffe, saa havde du troet det samme. Denne Hændelse i Dag har aabnet mine Øyen, og givet mig Anledning til at examinere fleere Vilfarelser. Jeg troer nu, at en Philosophi Qvalitet bestaaer ikke i at føre et stridigt Levnet mod andres, men at føre et bedre Levnet end andre. Og vil jeg derfore herefter ikke afsondre mig meere fra simple Borgere, hverken udi Levemaade eller Klædedragt. See der ligger min philosophiske Kiole, som jeg træder under Fødder.

PETRONIUS.

See der ligger og min philosophiske Kaabe, som jeg træder under Fødder.

COSMOLIGOREUS.

Du maa herefter ikke meer kalde mig Cosmoligoreus, men Cosmus Holgersen.

PETRONIUS.

Herren maa ey heller meer kalde mig Petronius, men slet og ret Peer.

COSMOLIGOREUS.

Ja vore philosophiske Navne maa forvandles til menneskelige.

PETRONIUS.

Hvis Ovidius nu stod op igien, vilde han finde rig Materie til Forvandlinger: han vilde udi en Time finde to Philosophos forvandlede til Mennesker, og en Pragisk Doctor til en Stue-Pige.

325

Philosophus udi egen Indbilding
Noter

S. 249. Indbilding. Holberg vakler mellem denne Form og 'Indbildning'.

S. 250. Cosmoligoreus. Navnet er vistnok sammensat af Personens Fornavn, Cosmus (egl. gr. kosmos, Verden) og oligon (græsk: ringe) og skal vel betyde: den, der agter Verden ringe. - Petronius, Sideform til lat. Petrus, da. Peter. - Famulus, lat. Tjener, Sekretær.

S. 253. u-interesserede, uselviske.

S. 254. Hvad meener Fruen, hvor meget etc. - Cupido, lat. Amor. - øyenskalkisk, hyklerisk, skinhellig. - giør Profession af, bekender sig til. - Debitor, Skyldner. - opsige, kræve tilbagebetalt.

S. 255. afphiloutere, franarre. - Knæbelbart(er), stort Overskæg. Bares kun af Militære. - en Kaabe, bares i Oldtiden af de professionelle Filosoffer, navnlig Kynikerne. - henrykt, henrykket, fordybet.

S. 256. udi sær, enkeltvis. - Skolefuxs, en Person, der praler af sin Viden, Pedant (med ringe Viden). - Dantze-Assemblee, Danseselskab.

S. 257. Materie, Emne. - staaer i Cathedra, nemlig som Lærer eller Taler. - perorerer, holder Tale.

S. 258. i Philosophisk Dragt, dvs. Kaabe. - falde i Forrykkelse, bringe ens Sind ud af dets normale Tilstand.

S. 259. Optime, lat. udmærket.

S. 260. Mediateurs, Mellemmænd. - hvorudover, i hvilken Anledning.

S. 261. Gid du kun kiendte dig selv, Allusion til Indskriften paa Oraklet i Delphi: Kend dig selv. - Demokrit, græsk Filosof. Anekdoten hentet fra Diogenes Laertius' Bog om Oldtidens Filosoffer.

S. 262. Famula, Hunkøn af lat. Famulus. - lader, slipper, giver Afkald paa. - Rumpen, Halen, altsaa: det der dasker bagefter. - det Stykke udi den Danske Helte-Historie, se Indledning til Komedien.

S. 263. Aristoteles, Plato, berømte, græske Filosoffer. -Bakkelse-Beest, rimeligvis Omdannelse af Bagbæst: Bæst, Asen.

S. 265. decouverter, fr. Opdagelser. - i Bredden, i Margin, hvor Kildehenvisninger ofte anbragtes med et: vide, lat. se!

S. 266. Junker, her en spottende Betegnelse for en flot levende, fornemt optrædende ung Mand. - Facultet, Fagafdeling paa Universitetet. - galonerede Klæder, Klæder besat med svære Baand af Silke, Uld eller Bomuld. - heller, snarere.

S. 267. tvende Horn udi Panden, Hanrejattributter. - Inclination, Tilbøjelighed.

326

S. 268. honetie Ambition, ironisk om overdreven Ærgerrighed. - grimacieux, grimasserende. - en Philosophi Abe, en Karikatur eller naragtig Efterligning af en Filosof. - distingveret, adskiller.

S. 269. forpudret, dvs. bærende Pudderparyk. - plaidere, forsvare. - hvorvel, skønt, uagtet. - freqventerer, besøger.

S. 270. censurerer, kritiserer. - Singularist, Original, Enspænder. - Affection, Hengivenhed.

S. 271. Capricer, Luner. - Fontanger, højt Damehovedtøj, opkaldt efter Hertuginden af Fontanges, en af Ludvig XIV's Elskerinder. - coeffere, frisere. - Parentation, Ligprædiken.

S. 272. Clarissimus Doctor, vidtberømte Doktor. - begegnede, behandlede. - Est etc., det er fuldstændigt uværdigt for en Kandidat i Filosofien. - Frekhed, Frimodighed, Dristighed. - Seneca, latinsk Filosof, som bl. a. skrev en Afhandling: De ira (Om Vrede), hvori Vrede kaldes brevis insania, kortvarigt Afsind. Det følgende Citat: Vrede er et kort Raseri, stammer fra Horats, Epist. l, 2, 62. - Diogenes, græsk Filosof af Kynikernes Skole. - Athenen. Formen brugtes paa Dansk langt ned i Tiden.

S. 274. Vanitet, Forfængelighed.

S. 275. scrupuleret, gjort sig Skrupler. - Supremus etc., lat. højeste Grad i Filosofien.

S. 276. confereres, meddeles. - Aliter, non aliud, anden Maade, men ikke anden Ting. - Tingstud, trættekær Person, især Prokurator. - holde Contenance, bevare Fatningen.

S. 277. lader blive, afstaar fra.

S. 278. reversere, forpligte. - Syllogismus, logisk Slutning. - applicere, anvende. - Proposition, Forslag. - Participanter, Deltagere. - Societeter, Sammenslutninger.

S. 279. blive for stakket, komme til kort, være ude af Stand til. - legitime ... Doctor, lat. paa ægte Vis promoveret (udnævnt) Doktor. - Jean de France, eller Hans Frandsen, den forfængelige og affekterede Hovedperson i Holbergs Komedie af samme Navn. - Thomas Diaphorius, den pedantiske Frier i Moliè- res Komedie: Den indbildt Syge.

S. 280. tam in marte, quam in arte, lat. saavel i Strid som i boglig Kunst. - profiterer, forkynder, docerer.

S. 282. item, lat. ligeledes. - Credit, Tillid, Anseelse. - Erindringer, kritiske Bemærkninger. - opirre, tirre, ophidse. - Raptus, Anfald af Uligevægtighed.

S. 283. Volenti non fit injuria, lat. mod den som indvilger, sker ingen Uret (Sætning fra Romerretten). - Kong Salomon etc., Oprindelsen til Udtrykket er ukendt. Det synes ikke at kendes paa Dansk før Holberg.

S. 284. Sancte Socrates etc., lat. Sankt Sokrates, bed for os. - Placide 327 etc., lat. sagte, min Herre. - Hundsvot, haanende, foragtelig Personbetegnelse. - Pythagoras, græsk Filosof, der i Holbergs Heltehistorier i Afhandlingen om Sokrates sidestilles med denne. - tota etc., lat. Filosoffernes hele Skare. - Veni, vidi, vid, lat. jeg kom, jeg saa, jeg sejrede. Cæsars Sejrsmelding efter Slaget ved Zela i Syrien 47 f. Kr. - Perge, lat. bliv ved.

S. 286. igienfødde og qvint-essentierede Christne, dvs. Pietisterne. Quinta essentia er i det skolastiske Sprog det femte, meget fine, mystiske, æteriske Element. - Helgene, Helgener i Betydning: fromme Mennesker. - Misanthropie, Menneskehad.

S. 287. den sorte Galde; i Teorien om Legemets fire Vædsker betegner den her nævnte det melankolske Temperament. - Devotion, Fromhed. - Buskamp, indført tysk pietistisk Udtryk: Bodskamp dvs. den Omvendelseskrise, som enhver ægte (genfødt) Kristen maatte igennem. - Missionarier etc., Missionen paa Dansk Vestindiske Øer (St. Croix) og i Dansk Ostindien (Trankebar) sattes i Gang af de Herrnhuttiske Brødre i Begyndelsen af Chr. VI's Regeringstid. - Fristelse, farlig Situation. - Vi er ingen Christne etc. Under den japanske Kristenforfølgelse (i det 17. Aarh.) fortælles det om Hollænderne, at de, for at bevare deres Handelsfordele, villigt fornægtede deres Religion. Det blev derfor tilstrækkeligt for Myndighederne paa Spørgsmaalet: Er du Kristen? at faa Svaret: Nej, jeg er Hollænder. - fine, snilde, snedige. - Invention, Paafund.

S. 288. søger om en Rang. Rang knyttet til et Embede, saavel som Titelrang uden tilknyttet Embede, kunde dels søges dels købes for en officielt fastsat Sum. Med Rangen fulgte foruden visse Æresrettigheder i det selskabelige Samkvem tillige reelle Privilegier. - Nu haver jeg Troen udi Hænderne, nu har jeg faaet et haandgribeligt, uomtvisteligt Vidnesbyrd.

S. 290. et artigt Indfald, et vittigt Indfald.

S. 291. resolvere, beslutte. - anstændig, passende. - Caracter, Titel. - meriteret, velfortjent; agtværdig.

S. 292. præsumtion, Antagelse. - Egard, fr. Agtelse. - eftertales, dadles. - Distinction, Udmærkelse. - incommodere, genere. - contestere, forsikre.

S. 293. som Hercules. I et græsk Sagn fremstilles Herkules' Møde med Dyden og Lasten, personificeret i to Kvindeskikkelser. Herkules fulgte Dyden. - videas etc. C. anvender den Formel, hvormed der overdroges Konsulerne i det gamle Rom særlig Myndighed, naar Staten var i Fare; C. erstatter 'Staten' med 'Filosofien'. - raffinere paa, forbedre, forfine. - renoncere, give Afkald. - Exceptioner, Undtagelser. - legitime create, lat. lovligt udnævnt.

S. 294. Sirener, i den græske Mytologi daarende kvindelige Fabelvæsener, 328 der med deres Sang og Spil lokkede Søfarende i Døden. - Linchs umkehret dich, ty. drej til venstre. Udtrykket hentet fra Hærens tyske Kommandosprog. - Video etc. Oversættes i næste Scene. Citat fra Ovids Metamorfoser 7, 20-21. - udi Extasis, i en Tilstand af Henrykkelse, fortabt for Omverdenen.

S. 295. indifferente, ligegyldige.

S. 296. Malice, Ondsindethed.

S. 297. Jeg har alt overveyet den Vanskelighed. Skønt Cosmol. tidligere har samtalet med Pernille, postuleres det senere (IV, 3 og V, 3), at han ikke har set hende før. - staae i en Maade, staa forvirret. - ikke uden Græsk. Kendskab til Græsk var ualmindeligt, selv blandt Akademikere.

S. 298. exeqveret, udført. - concipere, affatter. - Subtiliteter, Skarpsindigheder. - moralske Bøger, filosofisk opdragende Bøger. - Termini, Fagudtryk.

S. 299. Crispin. Der sigtes til Hauteroche, Crispin médecin. - Medicus sum, lat. jeg er Læge. - af en Decano. Ved Doktordisputatser overrakte Dekanen (Fakultetets Formand) Doktoranden Kendetegnene paa hans nye Værdighed, hvoriblandt ogsaa Doktorhatten. - creere, Universitetsudtrykket for at udnævne en Doktor. - disputerer, frakender.

S. 300. lidt Korn, en lille Smule. - geleydet, ledsaget. - Salve etc., Vær hilset, Hr. Broder.

S. 301. Ekker og Vraaer, Kanter og Afkroge.

S. 302. Divertissement, Adspredelser. - Lod, Vægtenhed: 1/32 Pund.- Qvintin, Vægtenhed: % Lod. Samlet menes: i Portioner og smaa Dele.

S. 303. ubesværget, ubesværet, uden Fortrydelse. - Condolmerianus, forvansket Form af Pave Eugen IV's Familienavn. Denne bekrigede de bøhmiske Hussitter. Prager-Universitetets Storhedstid er nøje knyttet til Hussismen. - Hermaphroditianus, selvlavet Navn. - contenance, Fatning. - Præcaution, Forsigtighed.

S. 304. naar... Siælen er veen, se Henvisningen til Augustin Bind I, S. 93. - det (heele) hellige Romerske Rige, det gamle Navn paa det tyske Kejserrige.

S. 305. excuserer, undskylder. - approberede, godkendte, billigede. - Gang og Sæde, dvs. synlige Udtryk for den højere Rang. - adskillige, forskellige. - Saaledes haver jeg giort. Det synes dog at fremgaa, at han ikke er gift.

S. 306. Qvid Saul etc., lat. Hvad vilde S. blandt Profeter (1. Samuel 10, 11-12). Damen forekommer i Moralske Fabler (Nr. 58). Saul salvedes til Profet, mens han ledte efter sin Faders Æsler.

S. 307. Prætext, Paaskud. - facilitere, lette, bane Vej for. - præludere, indlede.

329

S. 308. Reputation, gode Navn og Rygte; Anseelse. - forskylde, betale, gengælde.

S. 309. outrerede, overdrev. - helst, især.

S. 310.
Fanatici, Sværmere (der gaar efter deres Samvittighed alene uden at ville bøje sig for kirkelig Lov og Orden). - stemplet, vistnok: belæst og mundrap.

S. 311.
menager e, skaane, tage Hensyn til.

S. 312. Præjudider, Fordomme. - Sinke-Lectien, nederste Klasse.

S. 313.
Resolution, Beslutning. - Estime, Agtelse. - succedere, have Held med sig.

S. 315.
scrupulerer over, har Betænkeligheder ved. - Zirath, Pryd. -

Vanheld, Beskæmmelse. - Valeur, Værdi, Værd.

S. 316.
prostituere, beskæmme, vanære.

S. 318. ved Leylighed af, foranlediget af. - mysterieuse, hemmelighedsfuld.

S. 319. O! infandum etc., lat. O, usigelige og uafsonelige Ugerning.

S. 320.
Ophævelser, Fagter, Gebærder. - Memorialen, Ansøgningen. - Spidsbube, listig Bedrager, Skurk.

S. 321.
Satisfaction, Oprejsning. - respondeer etc., bistaa ham under Disputatsen. - O stupendam etc., lat. O hvilken forbavsende Forvandling. - ungefær, paa det nærmeste. - Pernille fecit, lat. P. har gjort det (den sædvanlige Kunstnersignatur).

S. 323.
Collegier, Forelæsninger. - Kallun, spøgende om Menneskets Mave eller Indvolde. - Skieven, Splinten; Matthæus-Evangeliet 7,3. - gisper, gaber.

S. 324.
skuffe, føre bag Lyset, bedrage. - Ovid, romersk Digter. Hans Metamorphoses (Forvandlinger) blev skrevet i Aarene 2 f. Kr.- 9 e. Kr.

REPUBLIQVEN
ELLER DET GEMMENE BESTE
Comoedie udi tre Acter

332

Hoved-Personerne i Comoedien

  • REPUBLIQVEN
  • LEONORA
    hendes Dotter
  • PERNILLE
    Piigen
  • HENRICH
    Tieneren
  • LEANDER
    Leonoræ Beyler
  • SKRIVEREN
  • ADSKILLIGE PROJECT-MAGERE
333

Republiqven
Indledning

Komedien er den femte, som Holberg skrev for Teatret paa Kongens Nytorv. Den tryktes i Den Danske Skue-Plads' 7. Bind, som udkom i Marts 1754; den opførtes 17. og 19. April s. A., og aldrig mere. I Ep. 447 skriver Holberg om Komedien, at den er mere for Øjnene end for Ørene.

I denne Komedie er Fru Republik en Personifikation af Staten, paa samme Maade som i Aristofanes' Komedie »Ridderne« en Mand, Demos, er Personifikation af det hans Navn betyder, Folket. Som i »Plutus« nærmer Holberg sig altsaa til den aristofaniske Komediekunst. I »Ridderne« bliver Demos domineret og udbyttet af griske Politikere; hos Holberg plages Fru Republik af entreprenante og egennyttige Projektmagere. Den Slags havde Holberg og mange før ham et godt Øje til. Holberg kunde nok lide at fortælle om, hvordan det var foregaaet hos den græske Stamme Lokrerne, naar et Lovforslag blev forelagt. Historien fortælles hos Demosthenes, i en Anklagetale han o. 353 f. Kr. holdt i Athen mod en Storsvindler ved Navn Timokrates: »Hvemsomhelst der foreslaar en ny Lov, gør det med Strikken om Halsen. Hvis Forslaget forekommer prisværdigt og nyttigt, kan Ophavsmanden trække sig tilbage med Livet i Behold. Hvis ikke, strammes Rebet og det er hans Død«. (Mod Timokrates, Stk. 139). Stadssatyricus i »Peder Paars« kendte denne græske Skik (Bind II, S. 228) og Niels Klim opdager (Bind IX, Niels Klim, Kap. IV), at i den fornuftige Stat Potu er den blevet Lov. - I Danmark udstedte Frederik IV 20. Februar 1717 en 334 Forordning om Suppliquer og Memorialer, altsaa Ansøgninger o.lign., hvori det hedder: »Da en Del unyttige Projectmagere sig ofte angive, saa maa ingen med noget Project, som ei er practicabelt, indkomme, men skulde noget befindes værd at efterse, da skal Autor paa egen Bekostning præstere sit Angivende eller derfore efter Sagens Omstændigheder anses. Men er det kun Angivelser uden Fundament, som hverken er practicable eller kunne gjøres bevislige, da skal han, saa snart Sagen ham i Cancellierne eller Collegierne er overbevist, strax arresteres og i Arrest forblive, indtil han sit Angivende præsterer, eller efter Loven lide derfor«.

»Republiqven« er svagt som dramatisk Arbejde; men det er stadig interessant under Læsningen at mærke sig, hvilke Projekter Holberg ansaa for latterlige, dvs. som hverken kan realiseres eller sandsynliggøres. Prøv selv.

Litteratur.Comoedierne, ved Carl Roos, III, 1924, S. 509 ff. - E. C. Werlauff: Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil, 1858, S. 15. - J. Paludan: Om Holbergs Niels Klim, 1878, S. 182 ff.

335
336

ACTUS I

SCEN. 1.

Leerbeutel. Novatianus.

NOVATIANUS.

God Morgen, Hr. Leerbeutel! hvad er hans Ærende her saa tiiligen?

LEERBEUTEL.

Det skal jeg sige ham som min gode Ven, forhaabende at det bliver hos ham selv. Her kand en fattig Karl komme til Brød og giøre sin Lykke.

NOVATIANUS.

Hvi saa?

LEERBEUTEL.

Har han ikke hørt tale om den Resolution som Frue Respublica har taget, endeligen at bortgifte sin eeneste Dotter, som saa mange brave Mænd hidindtil forgieves have giort Ansøgning om?

NOVATIANUS.

Hvad Forhaabning kand Monsr. Leerbeutel derom giøre sig?

LEERBEUTEL.

Jeg kand have saa god Forhaabning, som nogen her i Staden; thi det er bekiendtgiort at Fruen seer hverken efter Ungdom, Kiønhed eller Midler, men søger efter en Svigersøn, som har Kundskab udi Stats og Huusholdnings-Sager, og der ved Capacitet og Hurtighed kand understøtte hende udi hendes Alderdom, give hende nyt Liv og nye Kræfter, og bringe hendes Huus udi en florerende Tilstand.

NOVATIANUS.

Er da Monsr. Leerbeutel en saa stor Politicus?

LEERBEUTEL.

Jeg skulde ikke rose mig selv, men jeg troer ikke at der er nogen her i Landet, der haver enten bedre Villie eller Evne til at tiene Publico. Jeg har allerede i Dag paa en halv Times Tid giort og udstuderet 7 Projecter, som alle ere af stor Vigtighed. Jeg har et af 337 dem hos mig, som er det fornemste, og som jeg vil viise ham som min gode Ven, for at høre hans Betænkning derover.

NOV ATI ANUS.

Jeg skal med Fliid læse det igiennem, og sige ham min Meening.

LEERBEUTEL.

Det maa blive liggende hos ham en Times Tid. Jeg vil imidlertid liste mig herind for at tale med Republiqvens Tiener, som kand bane mig Veyen til hans Herskab.

NOVATIANUS.

Monsieur finder ham nu ikke, thi jeg saae ham i dette Øyeblik udi en anden Gade.

LEERBEUTEL.

Saa vil jeg da komme igien om en halv Time, imidlertid er han saa god at igiennemlæse nøye Forslaget.

NOVATIANUS.

Det skal skee. Adieu saa længe.

338

SCEN. 2.

NOVATIANUS.

alleene. Ha, ha, ha! Jeg er just i samme Ærinde, som han, og derfore bildte ham ind at Tieneren var ude. Hvis der er noget got i Forslaget, giver jeg det ind i eget Navn. Enhver er Tyv i sin Næring. Vil han beskylde mig for Falskhed og sige at han har betroet mig Forslaget, saa er mit Ney saa got som hans Ja. Jeg er ellers ikke den første, som i saa Maade pløyer med andres Kalv. Men jeg maa see til i Tide at jeg faaer fat paa Tieneren.

Han kiger ind ad Dørren og vinker ad ham.

SCEN. 3.

Henrich. Novatianus.

HENRICH.

Vil han tale med nogen her i Huuset?

NOVATIANUS.

Hans Tiener, Monsr. von Henrich! tag min Dristighed ikke ilde op; jeg trænger til hans Venskab, og haaber, at saasom jeg altid har baaret stor Affection til ham, at han nægter mig ikke sin Tieneste udi et vigtigt Anliggende.

HENRICH.

Jeg har slet ingen Prøver paa hans Affection, er ey heller i Stand til at beviise ham nogen Tieneste. Det er knapt, at jeg kiender ham af Ansigt.

NOVATIANUS.

Hvis han ingen Prøve haver seet paa min Affection, saa skal han faae den at see. Jeg beder ydmygst at han ikke vil forsmaae et par Ducater.

HENRICH.

Hvorfor skal jeg tage imod hans Ducater?

NOVATIANUS.

Det er ikke i anden Henseende end til at viise Prøve paa den Affection, som jeg bær til hans Person.

HENRICH.

Hvis det er ikke i anden Henseende, saa skal han have Tak. Er hans Navn ikke Novatianus?

NOVATIANUS.

Jo til Tieneste. Jeg hører at han dog veed mit Navn.

HENRICH.

Hvorfor skulde jeg ikke vide hans Navn? 339
340 Jeg har jo kiendt ham længe, og veed at han er en honet Caballeer.

De omfavne hinanden.

Men hvad er hans Forlangende? Det skulde være mig en Fornøyelse om jeg kunde være ham til nogen Tieneste.

NOV ATI ANUS.

Ja vist kand han tiene mig; Thi jeg veed at han staaer vel hos hans Frue Republiqven. Jeg er hidkommen for at tilbyde Republiqven min ringe Tieneste, og til den Ende har udstuderet adskillige Ting, som ere til hendes Tarv og Nytte. Man skulde vel tænke, at nogen Egennytte var derunder; Eftersom de fleeste ved Forslag sigte gemeenligen til egen Interesse. Men jeg er ikke af de slags Folk; Thi jeg kand helligen vidne at jeg intet haver for Øyen uden Republiqvens Beste.

HENRICH.

Jeg er gandske forsikkret derom. Men hvad er det, hvormed jeg kand være ham til Tieneste?

NOVATIANUS.

Et got Ord kand giøre meget. Jeg haver forfattet adskillige nyttige Forslag, hvoraf jeg haver dette, som han seer reenskrevet, som jeg ydmygst beder Monsr. von Henrich vil recommendere til hans Frue Republiqven.

HENRICH.

Hør, min Herre! Republiqven giver Audience Klokken to i Eftermiddag, da kand han lade sig indfinde. Imidlertid skal jeg bane Veyen ved at recommendere paa det kraftigste hans Person. Novatianus kysser ham og gaaer bort.

SCEM.

4. Henrich. Bremenfeldt.

HENRICH.

Jeg er vis paa at vi vil faae en stor Hob Projectmagere paa Halsen; men, hvis de alle forstaae deres Politica saa vel som denne, saa taber jeg intet derved. Men der seer jeg en anden komme, jeg troer nok at han er af samme Suurdey. Det kommer mig for som det er Bremenfeldt. Jo det er min Troe ham selv udi egen Person; 341 Jeg vil holde mig lidt til Side, for at see hvor han vil lande.

BREMENFELDT.

Nu kand man giøre sin Lykke, og nu kommer mine Politiske Videnskaber mig til Pas. Jeg har allerede denne Morgen igiennemløbet 3 Capitler i den politisk Stokfisk, og derudover faaet 5 gode Projecter i Hovedet, hvorved jeg haaber at recommendere mig hos Republiqven, og derudover blive saa nær den lovede Belønning, som nogen anden.

HENRICK.

sagte. Han taler ikke om hvorledes han vil recommendere sig hos mig, hvilket viiser at han er kun en slet Politicus.

BREMENFELDT.

Det er mig sagt at Republiqven nu skal have sin Boelig her. Men der seer jeg en Tiener; Hør, Monsieur! hvad heeder denne Gade?

HENRICH.

Den heeder slet intet; I kand jo see at det er et Torv. Men hvad leeder han efter?

BREMENFELDT.

Jeg leeder efter Republiqvens Boelig.

HENRICH.

Saa er I paa rette Vey; Thi her er Huuset, hvor hun boer.

BREMENFELDT.

Hører han til Huuset? med Permission at spørge.

HENRICH.

Med Permission at svare: Jeg hører ikke saa meget til Huuset, som Huuset hører til mig; Thi jeg er her Fuldmægtig.

BREMENFELDT.

Hans Tiener, Hr. Fuldmægtig! kunde han ikke skaffe mig Audience hos Republiqven? thi jeg haver adskillige vigtige Forslag at insinuere, som vil komme hende til stor Nytte.

HENRICH.

Er det intet andet?

BREMENFELDT.

Min Hr. Fuldmægtig! Jeg forlanger kun Audience, og indfinder mig paa Republiqvens Invitation.

HENRICH.

Har I slet intet andet?

BREMENFELDT.

Ney jeg begierer kun Audience.

HENRICH.

Dermed bemænger jeg mig ikke. Nu om 342 Formiddagen gives ingen Audience. Vil I passe paa om Eftermiddagen, saa er det den rette Tid.

BREMENFELDT.

Hvad Klokke-Slet, om jeg maatte saa spørge?

HENRICH.

Jeg haver ikke stunder at tale meer med jer, om jeg maatte saa svare. Adieu.

BREMENFELDT
gaaer bort

Denne Karl er kort for Hovedet.

HENRICH.

Denne Karl haver et Kiødhovet; Thi een, der ikke veed bedre at insinuere sig hos Republiqvens Tiener, har ilde studeret sine Politica og med sine Forslag kand ikke vinde uden Bagslag. Men der seer jeg Seignr. Leerbeutel komme. Han graver uden Tvivl i sin Lomme efter en Ducat; Det er en ret Statsmand, man kand see den sunde Politic afmalet i hans Pande.

SCEN. 5.

Leerbeutel. Henrich.

LEERBEUTEL.

Nu meener jeg nok at Henrich er kommen hiem igien. Mig fortryder at have overleveret mit Skrift til Novatianus; Man har Exempel paa at een og anden udcopiere andres Forslag og give dem ud for deres egne. Men der seer jeg Manden som jeg leder efter. Serviteur, Hr. Henrich! Jeg blev saa glad over den Intimation jeg saae udi Aviserne af Republiqven, at jeg lovede det første jeg saae hendes Tiener at forære ham 3 Ducater. Lad mig nu fuldbyrde mit Løfte, og forsmaae ikke en ringe Gave.

HENRICH.

Ey, Hr. Leerbeutel! jeg har jo ingen Tieneste beviiset ham.

LEERBEUTEL.

Jeg sværger paa at han skal have dem.

HENRICH.

Jeg vil da ikke giøre ham Meensvoren; ønsker ellers at kunde giøre ham nogen Tieneste.

LEERBEUTEL.

Den Tieneste, han kand beviise mig, er at recommendere mig hos Republiqven, og skaffe mig Audience; thi jeg haver adskillige nyttige Ting at forestille 343 hende. Jeg tvivler ikke om, at adskillige andre lade sig ogsaa indfinde; thi Staden vrimler af Projectmagere, hvoraf de fleste ikkun fremkomme med ildegrundede Forslag, som sigte alleene til deres egen Nytte, hvorvel de bruge Republiqvens Tarv til Prætext. Jeg derimod kand forsikkre at jeg haver ikke mindste Henseende til Belønning; Men Publici Velfærd er alleene Tønder til min Iver.

HENRICH.

Jeg er og forsikkret derom. Monsieur haver ellers Ret derudi, at adskillige ville lade sig indfinde. Her har allerede været tvende. Den første var Novatianus, som havde et skriftligt Forslag, som han vilde levere mig til Befodring.

LEERBEUTEL.

Hillemænd! hvad hører jeg? havde han allerede et skriftligt Forslag?

HENRICH.

Ja! men jeg tog ikke derimod. Jeg bad ham at overlevere det selv i Eftermiddag.

LEERBEUTEL.

Ach den Forrædder!

HENRICH.

Hvi saa?

LEERBEUTEL.

Det var mit Forslag, som jeg leverede ham til at igiennemsee for at høre hans Betænkning derover. Ach Hr. Henrich! hav den Godhed at give Republiqven saadant tilkiende.

HENRICH.

Hvad kand det hielpe naar ingen Beviis er?

LEERBEUTEL.

Jeg byder mig til at giøre min Eed derpaa.

HENRICH.

Men om han, som en Politicus, tilbyder sin Benægtelses Eed, saa bliver man jo lige klog; Folk agter desværre nu omstunder ikke at sværge.

LEERBEUTEL.

Ach Hr. Henrich! hielp mig til rette herudi.

HENRICH.

Hverken jeg eller nogen kand herudi hielpe; Det er en Ting, som maa afgiøres mellem dem selv. Men jeg veed jo at Monsieur har fleere Projecter; Det kand jo ikke komme ham, som en habil Mand, an paa et Forslag meer eller mindre.

LEERBEUTEL.

Det er vel sandt; Men dette Forslag var det beste, og som har kostet mig megen Hovetbryden.

344
HENRICH.

Det er galt nok. Jeg veed nu intet bedre Raad end at han skriver det paa nye igien; og da kommer det an paa hvo der først indkommer med sit Skrift. Ellers er i mine Tanker best, at han erkyndiger sig ret om Tingen, og hører om han med det gode vil levere Skriftet tilbage.

LEERBEUTEL.

Det vil jeg og giøre. Adieu saa længe; Jeg recommenderer ham min Person.

HENRICH.

Jeg vil være gandske neutral udi denne Sag, og opføre mig upartisk, som en ærlig Mand sømmer og anstaaer; thi jeg har faaet Penge af dem begge. Men der seer jeg Republiqven kommer med Jomfruen og Pernille.

SCEN. 6.

Republiqven. Leonora. Pernille. Henrich.

REPUBLIQVEN.

Hør, min Dotter! Du maa være betænkt paa at forandre din Stand. Du maa efter unge Jomfruers Exempel ikke see hverken efter Kiønhed, eller Ungdom, ey heller efter Midler, men efter Forstand og Videnskab. Jeg bliver nu gammel, og store Byrder ligge paa mine Skuldre; Jeg maa derfore have en Svigersøn, som kand understøtte mit Huus, bøde paa det forfaldne, ja bringe alting udi bedre Stand. Du svarer intet dertil.

PERNILLE.

Den stakkels Jomfrue kand ikke andet end blive taus over saadant Forslag. Jeg vil svare paa hendes Vegne, og naar Fruen vil gifte sin Dotter bort, maa hun see til at der bliver et kierligt og eenigt Ægteskab, hvilket ikke kand ventes uden at Personen er saadan en, som hendes Hiertelaug kand falde til.

REPUBLIQVEN.

Hendes Hiertelaug bør fæstes til den, som hendes Moder anseer som en Støtte for hendes Huus og Handtering.

PERNILLE.

Eftersom Fruen holder saadan Person saa nødig, er det da ikke best, at hun tager ham selv, og lader Jomfruen faae sin Ligemand og saadan en, som hun kand lide?

345
REPUBLIQVEN.

Jeg er for gammel til at gifte mig, Pernille.

PERNILLE.

Og hun er for ung og for god at gifte sig med en forrustet Projectmager.

REPUBLIQVEN.

Det kand hænde sig, at hun kand faae den, der baade kand understøtte mit Huus, og som tilligemed kand staae hende an.

PERNILLE.

Det kand hænde sig, det kand og ikke hænde sig; Saasom Fruen fornemmeligen sigter til at faae til Svigersøn den som hun holder for den største Politicus, saa staaer en ung Jomfrue stor Fare ved at faae en Mand, som hun kand være fornøyet med.

REPUBLIQVEN.

Det maa komme an paa en Prøve, hvem jeg finder best og beqvemmest.

PERNILLE.

Jeg har aldrig hørt at Kundskab i Stats-Sager holdes for Prøver til Beqvemhed udi Ægteskab. Der vil min Troe andre Prøver til. Er det ikke sandt Jomfrue?

REPUBLIQVEN.

Holdt inde med saadan daarlig Snak, Pernille! Min Dotter finder sig nok derudi.

PERNILLE.

Hør, min kiere Jomfrue! om den Politiske Kandestøber kom og friede til hende, vilde hun sige ham Ja?

LEONORA.

Jeg haaber at min Frue Moder ikke vilde give mig bort til en gammel Nar.

PERNILLE.

Om en Socrates da med Abeansigt eller en skrutrygget Æsopus lod sig anmælde?

LEONORA.

Da svarede jeg det samme dertil.

PERNILLE.

Nu hører jo Fruen, hvorledes Jomfruen kand og vil finde sig i saadant. Jeg er kun en fattig Pige, men om Herman von Bremen eller den Politiske Stokfisk friede efter mig, viisede jeg dem paa en høflig Maade Fanden i Vold, og gav dem Assignation paa en gammel forrustet Fiskerkierling.

REPUBLIQVEN.

Hør, Mademoiselle! jeg giver dig vel Frihed til at tale, men jeg merker, at du giør Misbrug deraf, og søger kun at styrke min Dotter udi U-lydighed.

346
PERNILLE.

Man har jo Frihed at tale udi Republiqver. Alle Republiqver giøre jo Profession af at høre Sandhed; men det synes at saadant bestaaer alleene i en pur Sigelse og udi et purt Navn, thi Erfarenhed viiser at man ved Sandhed styrter sig i Fortred allevegne i Verden.

REPUBLIQVEN.

Enten det er saa eller saa, saa bliver jeg u-ryggeligen ved mit Forsæt, og du min Dotter maa skikke dig derudi.

LEONORA.

Men min kiere Moder ---

REPUBLIQVEN.

Ingen Snak! Hvad jeg har sagt, maa staae fast. Her handles om en Svigersøn af saadanne Qvaliteter, som jeg har beskrevet.

PERNILLE.

Alle ville give sig ud for at have slige Qvaliteter; Alle ville og foregive at de sigte alleene ved deres Forslag til Republiqvens Tarv, skiønt Hiulet som driver dem er alleene Jomfruen, som er Republiqvens eeneste Arving.

REPUBLIQVEN.

Jeg kand nok vide at giøre Forskiel mellem daarlige Projectmagere og duelige Raadgivere.

PERNILLE.

Det er ikke saa let som Fruen meener. Erfarenhed viiser at man ofte bliver bedragen. Hun skal see, at Projectmagere i Hobetal vil strømme hid.

HENRICH.

Her har allerede været 3 denne Morgen; Den eene seer meer Politisk ud end den anden. Jeg har bedet dem at komme igien ved Audience Timen.

REPUBLIQVEN.

Det er got nok. Jeg maa gaae ind saa længe.

Hun og Henrich gaaer ind.

SCEN. 7.

Leonora. Pernille.

LEONORA.

Nu ere gode Raad dyre min kiere Pernille.

PERNILLE.

Jeg veed ikke bedre Raad at give, end at Leander giver sig ud for en Politicus, og tilbyder sin Tieneste udi Stats-Sager.

LEONORA.

Du kiender ham da ikke ret. Han er en ærlig 347 Person, der aldrig giver sig ud for det som han ikke forstaaer.

PERNILLE.

Paa den Maade kommer Jomfruen at gaae til Brudeseng med den Politiske Kandestøber.

LEONORA.

Hvad skal jeg vel giøre?

PERNILLE.

Er det Spørsmaal hvad hun skal giøre?

LEONORA.

Jeg beqvemmer mig aldrig dertil. Jeg haver derforuden forbundet mig til Leander, som jeg ikke forlader.

PERNILLE.

Hvor er han nu? Det var at ønske, at han var tilstede at vi kunde raadslaae lidt med ham.

LEONORA.

Jeg troer nok, at han kommer i dette Øyeblik; Thi jeg har haft Bud til ham.

PERNILLE.

Han maa komme i Formiddag. Thi bier han til i Eftermiddag, saa gives ingen Leylighed at tale med ham, efterdi Huuset vil vrimle med Projectmagere.

LEONORA.

Han kommer vist nok i Formiddag, og da haver han i Sinde at begiere mig offentligen af min Moder.

PERNILLE.

Jeg er bange at han faaer kun slet Svar, hvis han ikke agerer saadan Person som jeg har sagt.

LEONORA.

En saadan modest Person, som han er, kand ikke bane sig Vey til Lykke ved Løgn og Pralerie.

PERNILLE.

Jeg veed ikke om det kunde lægges ham til Last, naar det skeede udi saadan Nødsfald som dette.

Man maa i det ringeste giøre et Forsøg om han kand beqvemme sig dertil. Men der seer jeg en komme; Jeg troer at det er Leander.

LEONORA.

Ja det er Leander. Jeg vidste nok at han ikke blev borte.

SCEN. 8.

Leonora. Pernille. Leander.

LEONORA.

Ach min kiere Leander! det seer slet ud for os nu omstunder.

LEANDER.

Conjuncturerne ere slemme. Jeg er selv bange; Dog vil jeg ikke lade Modet falde.

348
LEONORA.

Hvad Haab kand han vel giøre sig udi denne Tilstand?

LEANDER.

Det kand hænde sig at mine egne Rivaler kand befordre min Sag.

LEONORA.

Hvorledes skulde det kunde skee?

LEANDER.

Det kand skee, at de ved u-rimelige og ugrundede Forslag heller forvirre end bestyrke Republiqven, saa at hun derover vil see, hvor skadelige slige Folk ere, og at de have ikke uden egen Interesse for Øyen. Jeg grunder mine Tanker herudi paa Erfarenhed.

PERNILLE.

Stoel ikke forrneget derpaa, Monsr. Leander! Det sikkerste er at Jomfruen fremturer udi sin Bestandighed, og at Monsr. Leander jo før jo heller taler med Republiqven og aabenbarer hende sine Tanker. Det kand hende sig, at hans Person kand staae hende an.

LEANDER.

Det maa komme an paa et Forsøg. Min Person er hende ikke ubekiendt, hun kiender og min heele Familie. Det staaer kun paa at jeg nu strax kand faae Audience.

PERNILLE.

Det skal jeg nok udvirke, hvor knap Tiden end er. Jomfruen maa ikke være tilstede, der maa ingen være uden Republiqven og Monsr. Leander tilligemed mig, som kand lidt understøtte hans Sag. Det maa ikke hielpe om jeg faaer lidt Utak. Bliv kun her lidt, Monsr.! og Jomfru, kom I ind med mig.

SCEN. 9.

Leander. Republiqven. Pernille.

LEANDER.

Jeg stoeler mest paa Jomfruens Bestandighed, og den Forvirrelse, de mange Raadgiver og Projectmager vil bringe Republiqven udi; thi dette mit Ærende vil kun lidet udvirke. Dog maa jeg giøre et Forsøg, paa det at jeg ikke skal beskyldes for at have forsømt noget. Men der seer jeg Republiqven at komme med Pernille. Ydmygst Tiener, min kiere Frue. Jeg beder om Forladelse hvis jeg kommer i ubeleilig Tiid.

349
REPUBLIQVEN.

Tiden er noget knap for mig, han er ellers velkommen. Men hvad er hans Forlangende?

LEANDER.

Jeg er kommen for at anholde om hendes kiere Dotter, som jeg for lang Tid siden har fattet Kierlighed til.

REPUBLIQVEN.

Det er gandske fremmet for mig. Men har han udforsket hendes eget Hiertelaug?

LEANDER.

Ja vist; det er en afgiort Sag imellem os indbyrdes, saa at der mangler intet uden Republiqvens Samtykke.

REPUBLIQVEN.

Jeg kand aldeles ikke give mit Samtykke dertil, og det formedelst de Aarsager, som jeg har sagt min Dotter selv.

LEANDER.

Hvad har da Fruen at sige paa min Person? Hun kiender jo mig selv og min heele Familie.

REPUBLIQVEN.

Just fordi jeg kiender ham, just derfor kand jeg ikke give mit Samtykke. Han er vel en gandske brav Karl, men ikke saadan en, som jeg i denne min 350 Tilstand behøver til Svigersøn; thi jeg maa nu ikke see hverken efter Ungdom, Kiønhed, Stand eller Midler, men efter en der haver Videnskab udi Øconomie og Stats-Sager.

LEANDER.

Min kiere Frue! alting staaer jo vel til udi hendes Huus og alle hendes Sager. Naar man er frisk, behøves ingen Medicamenter; thi de bringe i saa Maade meere Skade end Nytte med sig. Fruen er jo bekiendt Mandens Gravskrift, som var dette: Jeg var af god Helbred, men for at faae end bedre, brugte jeg dagligen Medicamenter, hvoraf jeg døde.

PERNILLE.

Jeg troer at det vil ogsaa gaae ligeledes her til.

REPUBLIQVEN.

Hold du kun din Mund, og lad os tale alleene. Jeg har vel overlagt dette, og befinder, at det Forsæt, som jeg har taget, er gandske fornødent.

LEANDER.

Fruen vil see at hendes Sager vil kun derover forvirres.

REPUBLIQVEN.

Jeg forundrer mig ikke over at Msr. fører saadan Tale, thi han haver sit eget Anliggende alleene for Øynene, og ingen Henseende har til mit Beste.

LEANDER.

Meener vel Fruen at nogen af alle de Raadgivere og villige Aander, som vil lade sig indfinde, jo have fornemmeligen deres egen Interesse for Øyene?

PERNILLE.

Det skulde jeg ogsaa tænke; thi der er aldrig nogen Projectmager, som seer jo efter egen Fordeel, skiønt alle bruge Republiqvens Beste til Prætext.

REPUBLIQVEN.

Det er meget at man ikke kand stoppe Munden til paa den Pige.

LEANDER.

Min kiere Frue! Pigen har Kierlighed til hende og hendes Dotter; det er saadan Affection, som driver hende til at tale.

REPUBLIQVEN.

Og jeg har Omsorg for min og mit Huuses Velstand, hvilket driver mig til at laste hendes Tale.

PERNILLE.

Fruen lader kun see liden Omsorg for hendes Dotter, som dog er det beste Klenodie, hun haver.

351
REPUBLIQVEN.

Naar det gaaer hendes Moder Republiqven vel, saa gaaer det og hende saa vel som alle Huusfolkene vel.

PERNILLE.

Ordsproget lyder vel saa, men Erfarenhed viiser dog at det holder ikke altid Stik. Hvorledes kand det gaae hendes Dotter vel, naar hun skal skilles ved den, som hun har fæstet sit Hierte til, og bindes til en som hun ey kand lide?

LEANDER.

Intet kand være fornuftigere talet. Jeg haaber at Fruen lægger det paa Hierte.

REPUBLIQVEN.

Har Monsieur ellers noget andet at foredrage?

LEANDER.

Ney, aldeeles ikke; mit Ærende var alleene at anholde om Fruens Dotter.

REPUBLIQVEN.

Saa haver jeg da intet meer at tale med ham, thi han har hørt min Resolution, og de Aarsager, som jeg har anført.

LEANDER.

Jeg har hørt hendes Resolution, men ingen grundige Aarsager dertil.

REPUBLIQVEN.

Forlad mig Msr.! Jeg har ikke stunder at opholde mig her længer. Hun gaaer bort.

SCEN. 10.

Leander. Pernille. Leonora.

PERNILLE.

Jomfrue, kom ud og hør Dommen.

LEONORA.

Ach jeg kand see paa eders Ansigter, at Dommen er haard.

LEANDER.

Ja det er vist nok; men jeg appellerer.

LEONORA.

Til hvem vil eller kand han appellere?

LEANDER.

Jeg appellerer til hendes Bestandighed.

LEONORA.

Ach jeg er bange at den ikke vil meget hielpe os.

LEANDER.

Det kand nok hielpe, naar hun fører sig ret op

LEONORA.

Hvad skal jeg da giøre? giv mig gode Raad.

PERNILLE.

Jomfruen skal giøre ligesom Polichinello udi 352 Comoedien. Da Døden engang kom og tiltalede ham i Sang saaledes: Polichinello! Ich sage dir, du must sterben; svarede han i samme Tone: Todt! Ich sage dir, das lafi ich wohl bleiben. Hvorpaa Døden med uforrettet Sag gik bort, for ikke at giøre ham meensvoren. Hendes Moder kand intet udrette, naar Jomfruen lader see en retskaffen Bestandighed.

LEONORA.

Intet skal staae tilbage paa min Side.

LEANDER.

Jeg siger da, at jeg lader ikke Modet falde, og at jeg grunder mit Haab endeel paa Jomfruens Bestandighed, endeel og paa den Forvirrelse, som Republiqven af Projectmagere og interesserede Raadgivere vil bringes udi, saa at hun i Fremtiden vil fatte Afskye for deslige Mennesker.

PERNILLE.

Man faaer da slaae sig til Roelighed og see Tiden lidt an. Men der seer jeg Henrich.

SCEN. 11.

Henrich, Pernille. Leander. Leonora.

HENRICH.

Ha, ha, ha! Hun gaaer som hun var smurt. Jeg maa tælle mine Ducater: l, 2, 3 indtil 25. Hvad vil der ikke vanke i Eftermiddag, naar Audience Tiden kommer! ha, ha, ha!

PERNILLE.

Hvad Pokker er det som han har at bestille? lader os holde os gandske stille, og give Agt paa hans videre Optøger.

HENRICH.

Alle disse Ducater fik jeg i en Haandevending udi Viin-Huuset paa Torvet; alle Stuer og Kamre vrimlede der af politiske Folk og store Statsmænd. Maa man ikke glæde sig ved at see Staden bragt udi saadan Activitet? Jeg glæder mig derved paa Republiqvens, og end meere paa mine egne Vegne, thi hvis dette varer længe, bliver jeg en rig Karl, saa at Pernille ikke vil vrage mig herefter, men slikke sine Fingre.

PERNILLE
sagte

Du skal nok see at der bliver intet af, og at Fingrene skal blive uslikkede.

353
HENRICH.

En kaldte mig Hr. Henrich, en anden von Henrich, den tredie Hr. Fuldmægtig; alle giorde mig Caresser, og bevidnede deres Affection, hvilken de fleeste og i Gierningen strax lode see ved at forgylde mine Hænder. Hvorledes kand ikke et heelt Folk i en Hast forandres og af Dyr blive ikke alleene til Mennesker, men til store Stats-Mænd, naar de ved Belønninger bliver opmuntred! Jeg hørte med Forundring politiske Discourser af gerneene Handverks-Folk; Jens Grovsmed selv, som jeg hidindtil har anseet som et umælende Beest, talede om Republiqvens Tarv med saadanne Omstændigheder som han kunde have været fød udi en Raadstue, og Herman Kandestøber vidste at omstøbe Staten udi adskillige Forme ligesom det kunde have været et Fad eller Madspand. Men der seer jeg een komme. Mig synes at det er Sr. Ohngeldt; han er vel ogsaa bleven en Projectmager eller Statsmand.

SCEN. 12.

Ohngeldt. Henrich. Personerne af forrige Scene.

OHNGELDT.

Skyldigste Tiener, Monsieur Hr. Henrich!

HENRICH.

Hans Tiener igien, Monsieur Hr. Ohngeldt! vil han tale med mig?

OHNGELDT.

Jeg har et Skrift, som jeg ydmygst vil have insinueret til Republiqven.

HENRICH.

Flye mig det.

OHNGELDT.

See der er det, det er kort og tydeligt, om han behager at læse det igiennem.

HENRICH.

Er der ellers intet andet som følger dermed?

OHNGELDT.

Attesterne om min Capacitet følge ikke med, men de skal komme siden.

HENRICH.

Hvad har jeg med Attesterne at bestille? Jeg spørger om der intet andet følger med.

OHNGELDT.

Ney intet andet; vil han kun behage at igiennemløbe Forslaget, saa skal han finde at der intet andet behøves.

354
HENRICH
mumlende hastig paa Papiret

Dette Forslag er hverken hugget eller stukket; Saadan Narre-Raad tør jeg ikke frembringe.

OHNGELDT.

Hvori bestaaer da dets Feyl?

HENRICH.

Det er jo fuldt af skieve Linier, og paa mange Steder fattes Comma og Punctum. Der er jo ey heller nogen Orthographie. Veed I ikke at man nu allevegne bruger k i steden for ch?

OHNGELDT.

Naar Materien er god, saa meener jeg - - -

HENRICH.

Jeg agter ikke eders Meening. Jeg siger at Forslaget duer ikke; det er noget som jeg forstaaer bedre end I.

OHNGELDT.

Han maa dog give mig Raison derfor.

HENRICH
slaaende ham Papiret for Munden

See der har du Raison.

Ohngeldt tar Papiret op og gaaer bort.
HENRICH.

Den Karl enten vilde ikke eller kunde ikke forstaae min Meening.

SCEN. 13.

Pernille. Leander. Leonora. Henrich.

PERNILLE.

Ha ha ha! Han spiller en artig Rulle.

HENRICH.

Hvem er der? Er I got Folk her samlede? jeg troer vel ikke at I har hørt?

PERNILLE.

Jo vist, vi have baade hørt og seet Prøver paa din Capacitet.

HENRICH.

Jeg maa jo betiene mig af Tiden, og bruge Leyligheden naar den gives.

PERNILLE.

Derudi har du ret, Henrich.

HENRICH.

Den heele Stad vrimler af Statsmænd, og man kand ikke spytte paa Gaden, uden man maa spytte paa en Politicus.

LEANDER.

Ach Himmel! hvorledes kand Galskab saa hastig tage Overhaand?

HENRICH.

Om det er Galskab eller Viisdom, kand jeg ikke sige; hvis det er Galskab, saa ønsker jeg at Staden 355 ikke saa hastig maa komme til sin Forstand igien, thi saa længe som dette varer, vil min Plov gaae.

LEANDER.

Jeg misunder dig ikke din Fordeel, laster ey heller dit Ønske, thi jeg haaber at dette vil befodre vor Tarv.

PERNILLE.

Det er best at vi nu skilles ad, saasom det er Maaltids-Tid.

LEANDER.

Det er og best; imidlertiid vil jeg haabe at dette falder bedre ud end vi forestille os.

PERNILLE.

Kom saa ind, Henrich! for at spise.

HENRICH.

Det lader jeg vel blive; Jeg vil i Dag spiise hos Mester Jacob, der faaer jeg et godt Maaltid for mine Penge, og hvis han ogsaa er bleven Politicus, kand jeg i det ringeste komme til at spiise frit. Adieu saa længe! gak du kun ind og spiis dine Erter; i Dag smager mig intet uden Capuner. Men der seer jeg Arv.

SCEN. 14.

Arv. Henrich.

ARV
bukkende sig for en uden for

Grammarcis Mossiös!

HENRICH.

Hvem mon det er som han giør disse Compli-menter for?

ARV.

Grammarcis Mossiös! Jeg tiener ham i hvad jeg kand.

HENRICH.

Hvad Pokker mon dette er?

ARV.

vendende sig om. Hi hi hi, ha ha ha!

HENRICH.

Arv! hvad gaaer ad dig?

ARV.

Hi hi hi! Henrich, est du der? Hvad kand denne Sølv-Penge være værd? Jeg kiender ikke denne Mynt, det er en Mand paa en Hest, og et Kors paa den anden Side.

HENRICH.

Lad see! Det er en halv Specie-Daler. Hvor har du faaet den?

ARV.

Er det en Specerie-Daler, saa maa det være fra en Urtekræmmer.

HENRICH.

Ey du Nar! det heeder ikke Specerie-Daler, 356 men Specie-Daler, det er det samme som en vigtig eller rar Daler.

ARV.

Hvad Forskiæl er der mellem en Specie-Daler og en slet Daler?

HENRICH.

Der er ligesaa stor Forskiæl, som mellem en fornemme Lakey, og en gemeen slyngelsk Gaards-Karl.

ARV.

Du taler som en Slyngel. Jeg meener at jeg er i alle Maader ligesaa god som du.

HENRICH.

Ney Tak! Der ere mange Nummer imellem; thi Rangs-Ordenen i hvert Huus er saaledes: udi den sidste og underste Classe er Port-Hunden, udi den anden Gaards-Karlen, udi den 3die Kokke-Pigen, udi den 4de Kudsken, udi den 5te Stue-Pigen, og udi den 6te Lakeyen. Men lad os tale Alvor: hvorledes er du kommen til den Sølv-Penge?

ARV.

Dertil er jeg kommen meget let: En Mand spurte mig om jeg ikke var i Republiqvens Tieneste, og da jeg sagde ja, stak han mig denne Daler udi Næven, og bad at jeg vilde være hans Ven.

HENRICH.

Hvorledes kunde han trænge til dit Venskab?

ARV.

Det veed jeg mare ikke; Han sagde alleene, at han vilde søge at blive kiendt her udi Huuset, og viisede mig nogle Breve, som han vilde overlevere, hvilke han kaldte Forslag eller Bagslag.

HENRICH
sagte

Jeg merker at denne Knægt vil participere med mig i Handelen, det maa jeg søge at forekomme.

ARV.

Flye mig min Daler igien.

HENRICH.

Daleren confisqverer jeg paa Republiqvens Vegne. Alt hvad jeg kand giøre dig til Villie er at tie dermed; thi hvis Fruen faaer at vide, at du lader dig bestikke, mister du din Tieneste. En Tiener maa have reene Hænder, Arv.

ARV.

Jeg toer mig mare hver Morgen, og meener at have ligesaa reene Hænder som du.

HENRICH.

Det kand nok være, Arv! men det er ikke 357 saadan Reenhed, som jeg meener. At have reene Hænder, det er ikke at lade sig bestikke, og ikke at imodtage Skiænk og Gave for Villighed og Tienester, som du ingen kand beviise.

ARV.

Jeg meener at jeg kand giøre Folk samme Tieneste som du.

HENRICH.

Det kand nok være. Men derfore tager jeg mod ingen Gaver, lover ey heller nogen Tieneste, som jeg ikke kand udviise; Thi saadant er ikke andet end Svig og Bedragerie, hvormed man synder baade mod Himmelen og sit Herskab.

ARV.

Skulde man synde mod Himmerig og sit Herskab ved at tage mod en Specerie Daler, som en ærlig Mand af Høflighed giver? Jeg troer ikke at mange Tienere tage saadant i Betænkning.

HENRICH.

Desværre, Arv! at mange tage det ikke i Betænkning, thi de fleeste Tienere have ingen Samvittighed.

ARV.

Der udfodres jo ingen Samvittighed af en Tiener, langt mindre af en Gaards-Karl. Naar han giør sit Herskabs Tieneste og forretter hvad ham befales, saa har han fortient sin Kost og Løn.

HENRICH.

Der udfodres Troeskab, og under Troeskab forstaaes at en Tiener ikke tager mod Skiænk og Gave for at recommendere nogen.

ARV.

Gid den faae Skam, der tænker at recommendere nogen.

HENRICH.

Saa er det jo et aabenbare Tyverie at du tager mod Penge for slet intet.

ARV.

Efterdi det er et Tyverie, saa giv mig da Daleren tilbage at jeg kand give den Manden igien.

HENRICH.

Ney Arv! det duer heller ikke, det var en Uhøflighed. Jeg vil forvare den i en Sparebøsse, for at give den og andre, som ved saadan Leylighed kand indindkomme, til Fattige. Hvis du skulde faae fleere saadanne Penge, saa bring dem strax til mig, at de kand anvendes til saadant helligt Brug; Saa haver du din Samvittighed 358 fri. At stiæle en Huud er Tyverie, men at stiæle den for at give et par Skoe deraf til de Fattige, er en Almisse.

ARV.

Derimod har jeg intet at sige; Men jeg haver selv en Sparebøsse.

HENRICH.

Det kand nok være; men den er vel ikke saa tæt og sikker, som den jeg haver. Gak kun nu bort uden videre Snak, og tak mig at jeg ikke røber dig.

ARV
sagte

Gid du faae Skam for min Specie Daler! Hvis jeg faaer fleere, skal jeg alleene viise dem til Pernille, som ikke holder det for en Synd at lade sig bestikke. Gaaer bort.

HENRICH.

Adieu Arv! kom min Lærdom vel ihu. Ha, ha, ha! det gik got nok. Jeg bliver vel Mester af Handelen alleene.

359

ACTUS II

SCEN. 1.

HENRICH
alleene

Nu er Audience Timen, thi jeg seer at Klokken er to. Jeg maa strax tage Skriverbordet ind, thi Republiqven med Skriveren vil være her i dette Øyeblik. Mig synes at der rorer sig noget udi Gangen; Jeg maa see om der er allereede nogen kommen. Hillemænd! Gangen er alt fuld af Statsmænd, og den eene seer meer Politisk ud end den anden. Jeg havde tænkt at det var et stort Arbeyde at giore Forslag til Republiqvens Opkomst; Men det maa dog ikke være saa vanskeligt, som jeg har troet, efterdi de kand voxe op saa hastig som Paddehatte. Det slaaer vel ikke Feyl at blant saadan Mængde jo adskillige galne Forslag vil komme ind; Men vi maa udleede Hveden blant Klinten og ikke antage uden dem, som ere gode. Jeg har selv ikke Hovet til at giøre Projecter, men jeg har dog Skiønsomhed at skille det Onde fra det Gode. Det er U-lykken at Republiqven 360 ikke vil spørge mig til Raads, efterdi jeg er kun en simpel Lakei; Man tænker at høy Stand og høi Forstand er det samme, hvorvel Erfarenhed viiser at Verden haver saadant Forraad af Høyædle og Velbaarne Taasser, at man deraf kand oprette det 5te Monarchie. Der seer jeg Republiqven at komme med Skriveren; Jeg vil min Troe ikke laane ham mine Fingre i Dag, thi han faaer nok at skrive.

SCEN. 2.

Republiqven. Skriveren. Henrich.

REPUBLIQVEN.

Har nogen allerede ladet sig indfinde?

HENRICH.

Ja her er allerede et Forspand af 4 Stykker i Forstuen.

REPUBLIQVEN.

Lad enhver efter anden levere deres Papirer ind.

HENRICH
gaaer ud og kommer tilbage

Her er et Forslag fra en Hvitøls Brygger.

REPUBLIQVEN.

Læs det kun op Hr. Skriver.

SKRIVEREN
sættendc sine Briller paa og snøvler

Intet i Verden er saa vanskeligt, intet synes saa ugiørligt, at man jo med Flid og Vindskibelighed kand overkomme det. Adskillige brave Mænds Forslag, som i Begyndelsen har været beleede og foragtede, ere dog med Succes satte udi Verk, og ere udfaldne til det Menneskelige Kiøns Nytte og Opfinderens Ære. Vi have et stort Exempel udi Christophoro Columbo, hvilken da han ved det Portugisiske og Spanske Hoff længe forgieves - - -

REPUBLIQVEN.

Spring over Christophorus Columbus.

SKRIVEREN
mumlende nogle Linier

Min Invention, som har kostet mig stor Møye og Hovetbryden, er denne: Jeg har merket, at adskillige Liqveurs ved Fermentation og stridige Ingrediencer ere saaledes blevne forvandlede at de gandske have tabt deres forrige Natur. Jeg haver efter adskillige Forsøg giort Prøven først paa sødt Vand, men forgieves, men siden paa salt Vand, og 361 ved Middel af et Pulver udvirket, at det ikke alleene er bleven sødt, men endogsaa at det har faaet en hvid Farve tilligemed en Fædme; Med et Ord at sige: Det er bleven til en oprigtig sød Fløde. For at efterforske, om Synet, Smagen og andre Sandser ikke bedrage mig, haver jeg ladet det kierne, og med Fornøyelse fundet, at det, som anden naturlig Melk og Fløde, er bleven til det beste Smør. Dette forunderlige Pulver vil jeg ydmygst offerere Republiqven, og til Beviis paa at Konsten er probat, har jeg bragt en Qvantitet af saadant Smør med mig. Det maa jeg bekiende at være en herlig Invention, helst nu da Smørret er saa dyrt.

REPUBLIQVEN.

Lad Smørret komme herind.

Henrich gaaer ud, og kommer ind igien med en Æske.
SKRIVEREN.

Fik du Smørret, Henrich?

HENRICH.

Ja vist, jeg har allereede haft mine Fingre derudi. Det er oprigtigt ævret Smør.

SKRIVEREN.

Jeg maa ogsaa smage det. Ey! der er intet at sige paa det Smør.

HENRICH.

Maa Smørmageren selv komme herind?

REPUBLIQVEN.

Det giøres ey nødigt. Skriveren kand kun protocollere No. 1 tilligemed hans Navn og Adresse, paa det at man kand vide hvor han siden er at finde; thi Prøven maa giøres førend man fæster Troe dertil. Lad os nu faae noget meer.

HENRICH.

gaaende ud og kommer tilbage, medens Skriveren skriver. Her er et andet Skrift, om Skriveren behager at læse det op.

SKRIVEREN.

Saasom min største Fornøyelse fra Barnsbeen har været at tiene Publico og at viise mig at være en god Patriot, saa har jeg anvendet alle mine ledige Timer i mange Aar paa at udstudere Ting som kand være til Republiqvens Tarv og Beste. Og saasom Naturen har begavet mig med en særdeles Skarpsindighed, haaber jeg at den største Deel af de nyttige Ting, som jeg Tid efter anden har udfundet, skal ved upartisk 362 Examen findes at være vel grundet. Af 21 prægtige Forslag frembringer jeg kun denne gang eet eeneste, som jeg ydmygst underkaster Republiqvens Examen, forsikkrende at det ikke skeer i Henseende til mindste egen Interesse, men alleene af en patriotisk Drift. Min Invention er denne: Man merker paa adskillige Steder, sær her i Westphalen, en stor U-lighed paa Jorde og Agre, hvilket foraarsager, at endskiønt tvende Jorde dyrkes med lige Flid, saa tilveyebringer dog ofte den eene en tredobbelt Høst mod den anden. Dette kand ikke komme andet end af Jordens Obstruction eller Forstoppelse - - -

HENRICH.

Ha, ha, ha! Dette Forslag kommer nok af Hiernens Forstoppelse.

SKRIVEREN.

Hold du kun din Mund og lad mig læse.

Han læser videre snøvlende.

Hvorved foraarsages at dens indvortes Saft, som tilveyebringer Frugtbarhed, ikke kand circulere, men maa forblive paa visse Steder og Districter, hvilke ligesom berøver al Kraft og Føde fra de andre. For at rette og hæve saadan stor Uheld, holder jeg nødigt at giøre visse Aabninger eller at sætte visse Clysterer paa hvert Eenemerke, hvorved Forstoppelsen kand løsnes og Jordens Saft kand komme til at circulere. Paa disse Tanker er jeg falden, efterdi jeg, som uværdig Chirurgus her i Staden, har merket og experimenteret, at det haver saadan Beskaffenhed med Menneskers Legemer, hvoraf nogle Lemmer formedelst Mangel af Circulation ligesom fortørres. At jeg endnu ingen Begyndelse har giort med dette store og vigtige Verk, foraarsager min Uformuenhed; Thi det kand ikke skee uden temmelige Bekostninger, som overgaaer mine Kræfter. Jeg haver derfore addresseret mig til Republiqven, som eene er i Stand saadant at i Verk sætte; lever ogsaa udi i det Haab at Forslaget finder Bifald, saasom jeg aldeeles ikke tvivler om ønskelig Succes. Jeg forlanger derfor aldeeles ingen Belønning, saasom det er mig nok at jeg kand see det 363 almindelige Beste at promoveres. Forbliver stedse Republiqvens skyldigste Tiener og u-afladelige Forbedere Theodorus Vielgeschrei, uværdig Stads-Chirurgus.

REPUBLIQVEN.

Hvad synes Skriveren om dette Forslag?

SKRIVEREN.

Forslaget er prægtigt; Det staaer kun paa om det vil holde Stik.

HENRICH.

Jeg kand intet sige derom andet end dette, at paa Vielgeschrei følger efter Ordsproget wenig Wolle.

REPUBLIQVEN.

Det maa komme an paa et Forsøg. Protocolleer No. 2. Lad os nu faae fleere.

HENRICH
ud og ind igien

Her er det 3die Skrift.

REPUBLIQVEN.

Hvad er det for en?

HENRICH.

Jeg kiender ikke Personen. Det maa nok være en Forvalter paa Landet; thi han er udi Støvler og haver et Sølvbeslagen Gehæng over Kiolen.

REPUBLIQVEN.

Lad os høre Skriftets Indhold.

SKRIVEREN.

I de Tider, som vi nu leve udi, er fornødent nøye at examinere et Forslag; Thi alle Lande vrimle nu omstunder af unyttige og skadelige Projectmagere, hvilke have intet uden egen Interesse for Øyne, skiønt alle foregive at de sigte alleene til Republiqvens Beste. Alle, som kiende mig, vide at jeg er ikke af det slags Folk, holdende mig for en særdeles honnet Homme, som ved mit Arbeyde for Publico aldrig søger nogen egen Fordeel. Det er i den Henseende jeg nu har udstuderet noget, som vil blive heel nyttigt for Republiqven: Jeg har udfundet et sikkert Middel, hvorved en Koe kand føde 4 til 5 Kalve paa eengang. Jeg vil denne gang ikke frembringe fleere Projecter, hvorvel jeg udi mit Hoved har henved 30, som alle ere af stor Vigtighed. Jeg vil nu alleene giøre min Capacitet beviislig ved at lade see Prøve paa det første. Forbliver imidlertid Republiqvens bereedvilligste Tiener Cornelius Agricola.

Dette Forslag kommer vel til Pas udi denne almindelige Qvægsyge.

364
HENRICH.

Jeg troer dog, at det er lettere for ham at føde 30 Projecter, end for Koen at føde 5 Kalve paa eengang.

SKRIVEREN.

Spørg ham om han giør Kalvene selv.

HENRICH
sagte

Jeg troer, Skriveren er gall: Skal jeg spørge Manden om han giør Kalvene selv? Disse lærde Folk ere taabelige som Beester.

REPUBLIQVEN.

Spørg ham ved hvad Middel saadant kand skee.

HENRICH
ud og ind

Han flyede mig dette forfeylede Pulver, som Koen skal indtage en Time efter at Koen har tyret. Men mig synes, at det er noget vanskeligt at faae at vide, naar hun har tyret, saasom Koen siger det ikke selv.

SKRIVEREN.

Det kand dog skee ved Vogterens eller Hyrdens Oppasning.

REPUBLIQVEN.

Protocolleer No. 3, og forvar Pulveret vel. Er der endnu fleere?

HENRICH.

Ja vist. Nu vil jeg hente No. 4. Henrich ud og ind.

Her er et nyt Forslag, som er uden Tvivl af en meget lærd Mand.

REPUBLIQVEN.

Hvoraf veedst du at det er en lærd Mand?

HENRICH.

Jeg slutter det deraf at han har lange Negler og et u-kiemt Haar.

REPUBLIQVEN.

Læs kun op.

SKRIVEREN.

Saasom Krig og Tvistighed er den største Vanheld hos Mennesker, og den største U-lykke, hvorved det menneskelige Kiøn er plaget: Saa kand intet lægges til større Merite end saadan Uhelds Ophævelse og en almindelig Freds Befodring. Adskillige brave Mænd have umaget sig at udfinde Midler, hvorved saadan Herlighed kunde erholdes; Men alle de Midler, som hidindtil haver været foreslagne, ere befundne at være utilstrækkelige. Den liden Succes, som andre have haft udi saadant ædelt Foretagende, har dog ikke betaget 365 mig Modet, tvertimod den har heller været Tønder til min naturlige Nidkierhed for Menneskets Beste, saasom jeg har forestillet mig, at jo større Knuderne ere, jo meere Ære indlægges ved deres lykkelige Løsning. Det Middel, som jeg har udfundet at befodre en almindelig Fred, og som jeg ydmygst underkaster Republiqvens Skiønsomhed og Kiendelse, er dette, at man paa eengang aftakker alle Krigs-Raad; thi naar ingen saadanne Betientere er, som salareres for at give Raad udi Krigs-Sager, vilde alle Regieringer derover blive Raadvilde og holde Fred med hinanden. Tingen er i mine uforgribelige Tanker probat, thi hvor ingen Tønder er, der kand ingen Ild komme. Jeg forbliver saa vel Republiqvens, som det heele menneskelige Kiøns oprigtige Ven og Tiener.

Franciscus Irenopolitanus
Philosophiae Artium Magister.

REPUBLIQVEN.

Dette Forslag er heelt sælsomt.

SKRIVEREN.

Mig synes det samme. Det er ikke alleene unyttig, men endogsaa skadeligt, thi ---

HENRICH.

Jeg kand nok slutte hvad Skriveren vil sige med sit thi, saasorn hans Broder er Krigs-Raad, og han derfor har sin Interesse derved at Forslaget bliver forkastet.

SKRIVEREN.

Enhver som kiender mig kand vidne at jeg er en upartisk Dommer.

HENRICH.

Men en partisk Skriver.

REPUBLIQVEN.

Jeg vil intet Klammerie her have. Skriveren har derudi ret at Forslaget er sælsomt. Det behøver ikke at protocolleres, men maa lægges til Side.

HENRICH
sagte

Skam faae Monsr. Skriver for det Raad, han gav; Thi af denne Mand har jeg faaet 3 Ducater for at recommendere ham.

REPUBLIQVEN.

Lad os faae meere.

HENRICH
ud og ind

Her er nok en dito.

REPUBLIQVEN.

Lad os høre Indholdet deraf.

SKRIVEREN.

Saasom intet er meer nyttigt og priisværdigt end som Invention af de Ting hvorved Menneskers 366 saavel som Beesters Arbeyde og Byrde lettes, saa har jeg tilside satt alle unyttige Curiositeter og beflittet mig alleene paa at udarbeyde saadanne Ting, som hielpe og lette Mennesker udi deres daglige og fornødne Handteringer. Mit Arbeyde er ikke bleven forgieves; thi jeg har forfærdiget en Vogn af saadan Machine at den ved Hiul kand gaae ligesom et Uhrverk og drives frem af sig selv uden at trækkes af Heste. Hvad Arbeyde og hvad Bekostning kand derved ikke spares, naar for Exempel en Bonde, der maa føde og underholde 4 til 6 Vognheste for at bringe sine Varer til Kiøbstederne, kand alleene ved en Dreng, som følger med Vognen for at styre den, saadant forrette!

SKRIVEREN.

Hvis dette Forslag er probat, saa er det ypperligt.

REPUBLIQVEN.

Mig synes det samme.

HENRICH.

Jeg tvivler ikke derom; thi Personen er en Uhrmager. Man har jo Exempel paa at Fugle og Duer ere giorde af Træe, som have kunnet flyve. Jeg tvivler ey om denne Capacitet, thi det er en Niirenberger, man veed at de kand giøre alting indtil brogede Føll.

REPUBLIQVEN.

Protocolleer No. 4 med Personens Navn og Boepæl.

HENRICH
ud og ind, medens Skriveren skriver

Her er et Skrift af en Doctor med hosfølgende 3 Recepter.

REPUBLIQVEN.

Læs kun Skriftet op.

SKRIVEREN.

Den store Affection, jeg stedse har baaret til Republiqven, har foraarsaget at jeg har giort dens Conservation til mit fornemste Studium; til Beviis derpaa overleverer jeg her trende Recepter udi 3 differente Flasker, hvoraf den eene, som er tegnet med No. l, indeholder en Tinctur, hvoraf dagligen udi Viin eller Vand maa indtages 50 Draaber. Virkningen af samme Tinctur er denne, at alle Sygdomme ikke alleene derved bortdrives, men endogsaa forekommes. Udi den anden Flaske tegnet med No. 2 er en Essence, hvoraf dagligen indtages 65 Draaber; Virkningen deraf er denne, at Ihukommeisen 367 og andre Sindets Kræfter deraf saaledes bestyrkes, at man bliver ligesom ung igien. Den 3die Flaske tegnet med No. 3 indeholder en Tinctur, hvoraf indtages 45 Draaber dagligen; deres Kraft er denne, at Lemmerne deraf bliver smidige, Huden skiær, og alle Rynker borttages. Med disse 3 Recepter kand man alternere; man kand ogsaa indtage dem paa eengang. Jeg haaber ved disse Recepter, som ere Arcana og ingen uden mig bekiendte, at fortiene Tak og at indlægge Ære, hvorvel det er mig ey derom at giøre, thi det er mig nok alleene at ved mit Middel Republiqvens Liv og Sundhed kand conserveres. Jeg forbliver stedse Republiqvens ydmygste Tiener og u-afladelige Forbeder Theophrastus Pancratius, Medicinæ legitime creatus Doctor.

SKRIVEREN.

Det er store Ting, som denne Mand lover.

HENRICH
sagte

Hvis Recepterne have saadan Virkning, skal jeg ved Leylighed stiæle mig nogle Draaber til; thi min Ihukommelse slaaer mig allereede feil. Jeg har for Exempel allereede forglemt hvilke af disse Sollicitantere have givet mig Penge for Recommendation.

REPUBLIQVEN.

Jeg skal giøre et Forsøg med alle disse Recepter paa een gang. Hvis de have den Kraft som han foregiver, da vil han erholde Friisen og blive min Svigersøn. Men Tiden løber; hvis der er fleere, saa lad dem komme frem.

HENRICH
ud og ind

Hillemænd! hvis Skriveren skal numerere alle disse Papirer, vil han faae en U-lykke i sine Fingre.

REPUBLIQVEN.

Hvad er det? hvi bringer du ikke Skriftet frem?

HENRICH.

Det er for tung Byrde for mig, med mindre Skriveren maa komme mig til Hielp; thi Projecterne ere saa mange, at Projectmageren Herman von Bremen har maatte leye to Arbeyds-Karle at føre dem paa en Baare.

SKRIVEREN.

Det er best at de komme selv ind med Baaren.

368
HENRICH.

Kommer indltobeenedeHæstemededersLæs.

REPUBLIQVEN.

Hillemænd! dette kand giøre mit Hoved kruset.

SKRIVEREN.

Her er intet Rum paa Bordet til saa mange Papirer.

HENRICH.

Man kand jo kaste dem under Bordet til videre.

REPUBLIQVEN.

Ja det faaer man at giøre.

HENRICH.

Maaskee de ere og saaledes dannede at de aldrig komme paa Bordet.

REPUBLIQVEN.

Hvad er det for Klammerie udi Forstuen?

SKRIVEREN.

Hillemænd! Jeg troer at de vil myrde hinanden.

REPUBLIQVEN.

Spring ud Henrich, og hør hvad det er.

HENRICH
gaaer ud, og kommer ind igien paa Hovedet

Jeg tænkte nok at paa disse Forslag vilde følge Bagslag. Een leverede mig et Forslag, hvilket strax en anden vilde rive raig af Hænderne, sigende at den, der leverede det, har staalen det fra ham. Jeg sagde: Hav Respect for Republiqvens Tiener. Han agtede det ikke, men blev ved at bruge Magten. Den anden kom mig til Hielp; men han var stærkere end vi begge, thi han slog sin Contrapart paa Jorden og gav mig et Bagslag udi Ryggen, hvoraf jeg faldt næsegruus, som I seer. Der er Forslaget, som jeg her frembringer, Bagslaget beholder jeg selv.

REPUBLIQVEN.

Læs sagte igiennem, og siig mig hvorom det handler.

SKRIVEREN
mumlende hastig paa Papiret

Ey! det er noget forslidt Tøy. Det handler om Guldmagerie.

REPUBLIQVEN.

Kiender du Personerne?

HENRICH.

Ja vist; den, som leverede mig Forslaget, heder Novatianus, og den anden, som sagde sig at være bestaalen, heder Leerbeutel.

REPUBLIQVEN.

Det er best at man lægger Skriftet under Bordet blant Herman von Bremens Manuscripter.

HENRICH.

Det fortiener ey heller andet.

REPUBLIQVEN.

Mon der ere endnu fleere?

369
HENRICH.

Jeg troer nok; thi den heele Stad er i en hast forvandlet til et Collegium politicum. Men jeg drister mig efter det sidste Slag ikke at gaae oftere i det Ærende, beder derfore at Skriveren ydermere maa saadant forrette.

SKRIVEREN.

Du skal have Tak for din Commission. Jeg er alleene øvet i Pennen og kand bruge mine Fingre bedre end mine Næver.

REPUBLIQVEN.

Jeg meener, det er best at viise de andre bort, saasom man paa eengang har nok udi de Projecter, som allereede ere indgivne.

SKRIVEREN.

Jeg er ogsaa af samme Tanker; thi man maa søge at hemme saadant, at det ikke gaaer for vidt.

HENRICH.

Der behøves en lang Tiid til at examinere von Bremens Forslag alleene.

SKRIVEREN.

Det giøres vel ikke Behov at læse nogen af dem; thi - - -

HENRICH.

Man kunde dog løbe et Par af dem igiennem; thi blant saa mange maa endelig være eet, som er got.

REPUBLIQVEN.

Lader os da høre et Par af dem, som ligge øverst.

SKRIVEREN
læser med Brillerne

Saasom man hører Folk dagligen at klage over Gadernes U-reenhed, men altid forgieves, efterdi de Betiente, som Omsorg er overdragen til deres Reenholdelse, ikke med Iver af Øvrigheden blive tilholdne saadant at efterleve, saa haver jeg efter megen Hovedbryden udfundet et sikkert Middel, hvorved denne Uheld kand hæves, og det ved en eeneste Anordning, som er denne: nemlig at Magistratens Fruer og Døttre stedse skulde være forbundne at giøre Visiter til Fods udi Tøfler og perlefarvede Silke-Strømper. Naar saadan Anordning skeede, og den samme blev nøye haandhævet, vilde vore Gader, som nu omstunder alle indtil gemeene Skriver-Karle ---

HENRICH.

Ha ha ha, gemeene Skriver-Karle!

REPUBLIQVEN.

Læs kun videre.

SKRIVEREN.

Ey, Frue! Det er jo et Skandskrift imod mine Ordens-Brødre.

370
REPUBLIQVEN.

Henrich! læs du da det øvrige.

HENRICH.

tagende Brillerne af Skriverens Næse og sætter paa sin, mumler og snøvler hastig, indtil han kommer til det sidste. Naar saadan Anordning skeede, og den samme blev nøye haandhævet, vilde vore Gader, som nu omstunder alle indtil gemeene Skriverkarle og lumpne 371 Lakeier krympede sig ved at betræde, blive saa reene ---

SKRIVEREN.

Ha ha ha, lumpne Lakeier! Læs kun vidre.

HENRICH.

Ey! det er jo et Skandskrift mod mine Ordens-Brødre.

REPUBLIQVEN.

Leg det da tilside og læs et andet.

SKRIVEREN
læser igien

Saasom den Profit, man fordum har erhvervet ved Handel og Vandel, meer og meer aftager, efterdi Orientalske og langt bortliggende Nationer sætte tredobbelt Priis paa deres Varer, som man ved Hiemkomsten maa selge for en maadelig Priis, hvorved foraarsages at man ofte neppe kand stoppe paa Bekostningerne, som giøres paa lange Reyser: Saa er i mine Tanker høyligen fornødent at arbeyde paa nye Landskabers Eftersøgning. Paa den øverste Jordens Skaarpe er saadant ikke at vente, efterdi Hollænderne alleene har forekommet alle andre. Man kunde derfore giøre Forsøg med underjordiske Reyser, hvortil den berømmelige Niels Klim, den underjordiske Columbus, har banet Veyen. Reysen er vel vanskelig og synes latterlig; Men den gode Columbus blev af alle beleed, da han paatog sig at opleede Westindien. En Reyse, sorn eengang er giort, kand jo giøres oftere. Jeg har observeret her udi Westphalen en stor Aabning udi Jorden, som synes at invitere til en underjordisk Reyse. Stedet finder jeg dog ikke for got at tilkiendegive; thi saa snart Hullet blev bekiendt, vilde Hollænderne strax have sin Næse derudi og sætte sig i Possession af Handelen med Mezendorer, Martinianer, Potuaner og andre. Om Handelen skulde lykkes, forlanger jeg intet andet end at den heele underjordiske Verden maatte bære mit Navn og kaldes Bremfeldia. Jeg forbliver Republiqvens underdanige Tiener

Herman von Bremenfeldt,
fordum Borgemester og nu Politicus
udi den Neder-Sachsiske Kreyds.

REPUBLIQVEN.

Det er nok denne gang. Lad os gaae ind.

372

SCEN. 3.

Henrich. Skriveren.

HENRICH.

Jeg merker, Hr. Skriver! at her vil blive nok at bestille for os begge herefter.

SKRIVEREN.

Og allermeest for mig. Intet Arbeyde er besværligere end det som er til ingen Nytte.

HENRICH.

Meener han da at alle disse Raad og Forslag ere Casteller i Luften?

SKRIVEREN.

Ja hvad andet?

HENRICH.

Af den Tanke er jeg dog ikke om alle; thi jeg kiender de fleeste af disse Projectmagere, og kand sige dette at nogle af dem ere gandske fornuftige og retsindige Mænd.

SKRIVEREN.

Jeg havde dog Møye ved at bare mig for Latter da jeg oplæste Projecterne.

HENRICH.

Man maa dog intet forkaste uden foregaaende Examen, mangt et Forslag, som har syntes at være meest daarligt, er dog befundet at have tilveyebragt stor Nytte.

SKRIVEREN.

Denne Forsvars-Tale kommer mig noget mistænkt for; det synes ligesom du maa have nogen Interesse i at ---

HENRICH.

Jeg? ney, om nogen har reene Hænder, saa er det Henrich. Men banker det ikke paa Dørren? Jeg maa see hvo det er.

Løber, og kommer ind igien.
SKRIVEREN.

Man skal nok see at her kommer fleere Projecter i Dag; Thi jeg seer paa mit Verk at Klokken er endnu ikke 5. Fruen gik noget for tiilig bort.

HENRICH.

til en Person udi Gangen. Her faaer ingen Audience meer i Dag. Det maa han og tilkiendegive for andre. Thi Republiqven er alt gaaen til Side. Til Skriveren. Her er nok et Project, som en trykkede mig paa. Vi kand lægge det hos de andre til videre.

373
SKRIVEREN.

Man kand sagte læse det; Thi Tiden er endnu ikke forløben.

HENRICH.

Og jeg kand sagte taale at høre det. Personen, som leverede det, havde et got og ærligt Ansigt, saa jeg troer nok at Skriftet er værdt at læses.

SKRIVEREN
læser

Saasom jeg har mærket, at Huuse her i Staden laborere af alt for mange Domestiqver, og at det samme er Aarsag til Familiers Armod, da holder jeg intet meere tienligt end at afskaffe de fleeste Tienere, hvilke ere ikke andet end Dagdrivere og unyttige Huus-Meubler ---

HENRICH.

Læs ikke meer Hr. Skriver! Man seer at Forfatteren heraf er en stor Slyngel; thi ---

SKRIVEREN.

Det er ikke saa langt; Jeg kand snart læse det igiennem.

Læser videre.

- - - Ere ikke andet end Dagdrivere og unyttige Huus-Meubler; Og hvis man endeligen vil beholde dem, da at formindske deres Løn, saa at en Tiener herefter lader sig nøye med den halve Deel af den Løn, som han hidindtil har haft, thi slige Dagdrivere maa fødes men ikke giødes. Og holder jeg for ---

HENRICH.

Nok nok, Hr. Skriver! Nu staaer jeg fra min forrige Meening og holder for, at disse Projectmagere ere alle ertz Bedragere.

SKRIVEREN.

Mig synes dog, at dette Forslag er det fornuftigste af alle.

HENRICH.

Og mig, at det er det daarligste; Skiønt man kand sige om alle i Almindelighed, at de burde kastes paa Ilden.

SKRIVEREN.

Ey Henrich! jeg mærker at denne din Nidkierhed reyser sig af egen Interesse. Forslaget er min Troe ikke ilde grundet; Thi jeg har hørt adskillige fornuftige Patrioter at være af samme Tanker. Jeg maa læse videre.

Han mumler hastig og snøvler, indtil han kommer til det hvor han slap. 374

---Thi slige Dagdrivere maa fødes men ikke giødes. Og holder jeg for, at det samme bør i agt tages med Skriverkarle; thi de fleeste af disse Karle tiene til intet andet end --- Hvad Pokker er dette? du talede i Begyndelsen som en ærlig Mand, men ender som en Skielm.

HENRICH.

Og jeg siger at han begyndte som en Skielm og ender som en ærlig Mand. Naar Enden er god, saa er alting got.

SKRIVEREN.

Jeg vil ikke læse meer hvad den Skabhals har skrevet.

HENRICH.

Det er ikke saa langt; han kand snart læse det igiennem.

SKRIVEREN.

En Skielm der læser, og ligesaa den som begierer.

HENRICH.

Jeg merker at Hr. Skrivers Nidkierhed reyser sig af egen Interesse. Det sidste udi Forslaget er min Troe ikke ilde grundet; Thi jeg har hørt adskillige fornemme Patrioter at være af samme Tanker. Lad mig da læse det øvrige.

SKRIVEREN.

Ingen Læsning meer!

HENRICH.

river ham det af Haanden, mumler hastig og snøvlet, indtil han kommer til det sidste. --- Thi de fleeste af disse Skriverkarle tiene til intet andet end ---

SKRIVEREN.

De tiene til at give din Næseviis et par Ørefigen.

Han river Papiret af Henrichs Haand igien.
HENRICH.

Han kand saaledes rive Papiret i Stykker og derved sætte os begge i Ansvar.

SKRIVEREN.

Jeg agter ikke at lade Skriftet komme for Fruens Oyne.

HENRICH.

Tør han vel supprimere en Memorial, som er indgiven til Republiqven?

SKRIVEREN.

Ey Henrich! jeg er ikke den eeneste Tiener, der saadant giør.

HENRICH.

Jeg troer det nok; raader ogsaa, Alvor at tale, til at det ikke kommer for Lyset, thi endskiønt Skriftet 375 kand være nyttigt for Staden, saa er det dog ikke nyttigt hverken for Skriveren eller Tieneren. Jeg er færdig til at opoffre mit Liv og Blod for Republiqven, men at give min halve Løn bort det maatte en Skielm giøre. Skriveren gaaer bort.

SCEN. 4.

Henrich. Pernille.

HENRICH.

Jeg maa have Pernille at hielpe mig med at feige disse Kandestøber Projecter bort. Hei Pernille, herud!

PERNILLE.

Du commanderer saa stærkt; Jeg merker nok at du har faaet en Skilling meer end du kand æde op.

HENRICH.

Mine Penge ere ikke fleere end jeg jo kand tælle dem.

PERNILLE.

Jeg tvivler ikke paa at du jo deeler den halve Part med mig.

HENRICH.

Jeg vil give dig mit halve Hierte.

PERNILLE.

Jeg tager heller en eeneste af dine Ducater, end dit hele Hierte.

HENRICH.

Fy fy! det er en Skam at være saa Pengegierrig.

PERNILLE.

Jeg meener at jeg haver retmæssige Prætensioner paa de halve Penge. Hvad meener du vel at Republiqven reflecterer paa dine Recommendationer? Veedst du ikke at de fleeste Ting drives ved Fruentimmer i Verden? Du maa være forsikkret om at alle de, som have givet dig Penge for at recommendere deres Personer, have ikke andet betegnet dermed, end at du som Tiener skulde betiene dig af Pigen, som haver mest Gehør udi Huuset.

HENRICH.

Jeg vil gierne betiene mig af dig udi andre Ting, men ikke udi Stats-Sager; thi derudi spørger jeg ingen til Raads.

PERNILLE.

Jeg troer nok at du est en stor Statsmand.

HENRICH.

I det ringeste har jeg ladet see Prøver derpaa ved denne Leylighed, thi dette heele Væsen vil ingen 376 blive til Nytte uden mig alleene, thi Republiqven vil kun blive forvirret af disse mange underlige Forslag, og Skriveren vil faae en U-lykke i sine Fingre, naar han skal registrere alle de Projecter, som ligge under Bordet.

PERNILLE.

Har her da været saa mange Projectmagere i Dag?

HENRICH.

Ney, ikke saa mange; Thi alle de Forslag, som ligge under Bordet, ere af en eeneste Mands Hierne.

PERNILLE.

Han maa da have en Fandens stor Hierne.

HENRICH.

Ja den maa i det ringeste være noget større end Skriverbordet, thi der var ikke Rum til dem paa Bordet, derfor maatte vi lægge dem paa Gulvet.

PERNILLE.

Jeg meener, man kunde have lagt dem paa Gulvet tilsammen.

HENRICH.

Ney Tak! Her ligger nogle paa Bordet, som ere af stor Vigtighed og Nytte. Der er blant andet Recepter udi disse 3 smaa Flasker, hvoraf den eene kand være dig til stor Gavn, hvis du stiæler dig en Dosis af 50 Draaber deraf.

PERNILLE.

Hvad kunde den være mig til Gavn?

HENRICH.

Jo vist, den haver den Kraft, at den kand skaffe dig tilbage din Ære.

PERNILLE.

Ey du Slyngel! hvem har berøvet mig min Ære?

HENRICH.

Det veed jeg ikke, Pernille. Jeg siger kun at Recepten har saadan Kraft.

PERNILLE.

Og jeg har en Recept, som curerer for Kaadmundighed; den bestaaer i et par Ørefigen.

HENRICH.

Du taler noget dristig til en Mand, som gaaer med 25 Specie Ducater i sin Lomme. Men Galskab til Side: jeg kaldte paa dig efter Ordre at du skulde være mig behielpelig med at tage Bordet ind og føre alle disse Sager bort. Du maa see til, at de 3 Flasker fornemmeligen blive vel forvaret; thi Republiqven agter at bruge noget af dem i Dag.

PERNILLE.

Men alvorlig at tale, hvortil kand de nytte?

HENRICH.

Spørg mig ikke derom Pernille! Mit Hovet 377 er gandske kruset af de mange underlige Forslag, som have været oplæste i Dag.

PERNILLE.

Jeg er bange for, at ingen vil lide meer derved end Republiqven selv.

HENRICH.

Jeg ligeledes. Det seer jeg allereede, at den heele Stad er bleven ligesom forvandlet til en stor Daarekiste.

PERNILLE.

Det gaaer ikke anderledes til, naar man giver Projectmagere Tøylen.

HENRICH.

Tiden vil lære hvad videre deraf vil blive.

PERNILLE.

De Projecter, som ligge under Bordet, er i mine Tanker de beste; Thi der er Papir for et par Mark i det ringeste.

HENRICH.

Duer de ikke nok andet, saa kand de tiene dig i Kiøkkenet til at steege Lax paa. Men lader os giøre reent, og bære Sagerne ind.

378

ACTUS III

SCEN. 1.

Leander. Leonora. Pernille.

LEANDER.

Jeg troer nok at jeg bliver en sand Spaamand;

Thi mig synes, at Republiqven var gandske ud af Humeur, da jeg forlod hende.

LEONORA.

Mig synes og det samme; Thi hvorvel hun vilde ikke lade sig merke med nogen Misfornøyelse, kunde hun dog ikke berge sig saa vel at jeg jo blev vaer en Forvirrelse udi Sindet.

PERNILLE.

Hvad det ikke er, saa vil det blive, sær naar det, som hun har indtaget af de 3 Flasker, begynder at operere.

LEANDER.

Tog hun da ind paa eengang alle 3 Doses?

PERNILLE.

Ja vist, det var efter Projectmagerens Raad.

Men hvorledes begegnede hun Monsr. Leander denne gang?

LEANDER.

Med Koldsindighed, dog ikke udi den Grad som tilforn, thi det syntes undertiden, at hun vilde lade see Venlighed mod mig, hvis hendes Interesse vilde hende saadant tillade.

LEONORA.

Hun vil nok inden kort Tid lære at kiende, hvorudi hendes sande Interesse bestaaer.

PERNILLE.

Ja jeg haaber, at hun vil blive en Døds Fiende af de Projectmagere, som hun tilforn har sat saa stor Priis paa.

LEONORA.

Har du seet nogle af de indgivne Projecter?

PERNILLE.

Ney, men jeg har hørt af Henrich, at mange af dem skal være ravgalne. Jeg kand og merke det paa Skriveren; Thi han seer gandske forvirret ud. Han gaaer smilende frem og tilbage med sin Tobaks Pibe udi Munden, 379 og saae jeg ham engang at tage en priis Sand af Sandbøssen i Steden for af Tobaks-Daasen. Et eeneste galt Project kand giøre en ærlig Mands Hovet kruset, hvad maa da ikke saa mange giøre, som komme ind paa eengang!

LEANDER.

Er da allereede saa mange indkomne?

PERNILLE.

Herman von Bremens Projecter kand alleene giøre et maadeligt Vognlæs.

LEANDER.

Herman von Bremen? det er jo den, som man kalder den politiske Kandestøber?

PERNILLE.

Ja den selvsamme. Den Karl kand ligesaa hastig giøre et politisk Forslag, som jeg kand kaage et Æg.

LEANDER.

Jeg gad nok see et af dem.

PERNILLE.

Monsr. kand gierne faae dem alle at see; thi jeg har forvaret dem under Retterbænken i Kiøkkenet udi tvende store Bylter. Henrich selv, hvor taabelig han er, moqverer sig derover; thi han sagde at de kand komme mig til Nytte i Kiøkkenet for at steege Lax eller Flesk paa.

LEANDER.

Hvor taabelig han er, saa har han dog vidst at føre sig denne Handel til Nytte.

PERNILLE.

Det er vist nok; Thi han gaaer med 25 Ducater udi Lommen, som jeg nok vilde affiloutere ham. Men jeg maa lidt ind og see hvorledes det er med Republiqven og hvorledes hun befinder sig efter de indtagne Doses.

SCEN. 2.

Leander. Leonora.

LEONORA.

Min kiere Leander! kunde han ogsaa ikke hitte paa at giøre et Stats-Project for at insinuere sig og at befodre vor Kierlighed?

LEANDER.

Jeg kunde maaskee ligesaavel hitte paa noget som en anden, men just den Kierlighed, som jeg bærer til Jomfruen, foraarsager, at jeg ikke kand overtale mig til at bedrage hendes Moder.

380
LEONORA.

Meener han at alle disse Projectmagere ere Bedragere?

LEANDER.

Den største Deel deraf; Thi endskiønt de alle vidne, at de alleene sigte til det almindelige Beste, saa er dog egen Nytte Hiulet, hvorved de drives. Deslige Folk ere listige Bedragere; Nogle andre ere taabelige Bedragere, thi de bedrage sig selv tillige med andre. Blant de sidste kand jeg regne saadanne som Herman von Bremen, hvilke ere Statsmænd udi deres egen Indbildning, og af lutter Taabelighed fatte høye Tanker om dem selv, holdende alting for dem at være let og mueligt, saasom de ikke see en Ting længer end til Barken.

LEONORA.

Det er dog sælsomt at man efter saa mange Exempler ikke lærer at tage sig vare for slige Folk.

LEANDER.

Exempler gieide ikke altid, min kiere Jomfrue! Man seer jo, endskiønt alle de, som for Exempel have givet sig ud for at være Guldmagere, ere befundne at være Bedragere, saa gives dog stedse de, som bedrage og lade sig bedrage paa nye. Men der kommer Henrich; Han er jo ganske vred.

SCEN. 3.

Leonora. Leander. Henrich. Novatianus. Leerbeutel.

HENRICH.

Jeg vil ikke have med jeres Sager at bestille, I forbandede Karle! jeg vil ikke være jer Dommer; jeg kand ey heller være det, thi den eenes Ja er saa god som den andens Ney.

LEONORA.

Hvad fattes dig, Henrich?

HENRICH.

Det er tvende Personer, som giorde Allarm her for en Time siden. Nu kommer de igien. Begge beraabe sig paa et Project, som er indgiven. Begge give sig ud for Forfattere deraf. Den eene siger at den anden har frastaalet ham det. Men see! der kommer de, og undsee sig ikke ved at gaa lige ind.

NOVATIANUS.

Det er jo et skammeligt Stykke, at ville giøre en anden Mands Arbeyde til sit eget.

381
LEERBEUTEL.

Det skal ingen ærlig Mand sige mig paa.

Jeg trænger ikke til andres Hielp; Jeg kand hitte paa meer end det. NOV ATI ANUS. Jeg troer det nok; Du kand hitte paa Skielmstykker.

LEERBEUTEL.

Jeg kræver til Vidne at han har skieldet mig for en Skielm.

HENRICH.

Ey Messieurs! Hav Respect for Republiqvens Huus; hvis I vil slaaes, saa maa I gaae ud paa Gaden.

NOVATIANUS.

Hvad jeg har sagt paa ham, vil jeg med Eed bekræfte.

LEERBEUTEL.

Hvad han har sagt paa mig, vil jeg beviise med Eed at det er Løgn.

HENRICH.

Ey! saa gaaer det jo lige op: I tillades at sværge paa at han har giort et Bedragerie, og ham tillades at sværge paa at eders Beskyldning er falsk.

NOVATIANUS.

En Bedrager maa ikke tillades at sværge.

LEERBEUTEL.

Du est selv en Bedrager.

De faae hinanden udi Haaret, Henrich gaaer imellem, og bliver badsket af dem begge til han falder paa Gulvet. De løbe ud.

SCEN. 4.

Leonora. Leander. Henrich.

HENRICH.

Bier kun I Tingstude! I skal faae en U-lykke for at have handlet saaledes med Republiqvens Tiener.

LEANDER.

Hvis du ved denne Leylighed har faaet nogle Penge, saa har du ogsaa faaet nogle Vahre. Men hvilken af dem meener du har Ret?

HENRICH.

Nu er jeg saa forslagen, at jeg ikke har Hoved til at dømme udi Sager; det kand jeg alleene sige, at ingen af dem havde Ret til at slaae mig. Men jeg undrer mig over, at Mr. Leander stod saa stille uden at hielpe mig.

LEANDER.

Jeg er gandske uden for Sagen; Men det er andet med dig, som engang har paataget dig at være Projectmagernes Advocat.

382
HENRICH.

Vil ingen tage min Sag an, saa skal jeg nok hevne mig selv.

LEANDER.

Det vil jeg ikke raade dig. Man kand ved saadan Leylighed faae at vide, at du har taget Penge af Sollicitanterne. Det er derfor best at du stiltiende beholder Huggene med Pengene.

HENRICH.

Jeg faaer da at skikke mig derudi; beder ogsaa at Mr. ey heller lader sig merke dermed.

LEANDER.

Jeg skal intet tale derom.

HENRICH.

Jomfruen er og saa god at tie, om det er hende som et Fruentimmer mueligt.

LEONORA.

Jeg kand nok tie saavel som en anden.

HENRICH.

Men der seer jeg Pernille. Jeg maa gaae min Vey.

SCEN. 5.

Pernille. Leonora. Leander.

PERNILLE.

Mig syntes at her var Klammerie, men jeg seer at Alting er stille.

LEONORA.

Her er Alting got; men hvorledes staaer det til inde?

PERNILLE.

Jeg kand endnu ikke sige noget derom, Republiqven har indtaget 3 Doses at sveede paa; hvorledes hun vil befinde sig derefter, maa Tiden lære. Jeg vilde ikke laane hende min Mave; thi skulde jeg nødes til at indtage saa mange politiske Doses paa eengang, giorde jeg først mit Testamente.

LEONORA.

Ligger hun paa Sengen?

PERNILLE.

Ja, og nyeligen førend jeg gik ud, var hun falden udi en Slummer, hvorudover da jeg hørde denne Allarm her uden for, trinede jeg af Stuen for at advare Folk at de skulde være stille. Men hvad var her at bestille? thi jeg troer ikke at Monsr. Leander var kommen i Klammerie med Jomfruen.

LEONORA.

Der var Tvistighed imellem to Projectmagere: Den eene beskyldte den anden at have staalet 383 sit Project. Henrich paatog sig at forlige Sagen, og blev rigeligen betalt for sin Umage.

PERNILLE.

Jeg merker, at han bruger alle Konster for at fortiene Penge.

LEONORA.

Vist, han lader sig rigeligen betale, nu med Penge, nu med Vahrer. Det er best at du løber ind igien for at see til min Moder; thi man maa ikke lade hende være alleene.

PERNILLE.

Det er sandt nok; thi mig syntes at hun drog Aanden noget stærkere end hun pleyer. Mig synes og at hun kalder paa mig, jeg maa strax ind.

SCEN. 6.

Leander. Leonota. Republiqven. Pernille.

REPUBLIQVEN
understøttet af Pernille

Ach ach! Jeg er i en elendig Tilstand.

LEANDER.

Hvorledes er det fat min kiere Frue?

REPUBLIQVEN.

Ach gid de Projectmagere faae en Ufærd.

PERNILLE.

Alle vil ride paa den stakkels Republiqve.

REPUBLIQVEN.

Ach ach! Jeg kand ikke meere.

LEANDER.

Hvorledes befinder Fruen sig da?

REPUBLIQVEN.

Ach min kiere Monsr. Leander! gid jeg havde fuldt hans Raad, og bortviiset alle disse Projectmagere, som sigte kun til at forvirre alting for at befodre deres egen Interesse.

LEANDER.

Nu maa vi alleene tale om hvorledes Republiqven kand hielpes tilrette igien.

REPUBLIQVEN.

Ach! der er ingen Redning for mig: Mit Hovet er gandske kruset, og mit Hierte sidder mig op i min Hals af Qvalme og Beængstelse; En saadan Forvirrelse har disse Doses bragt udi min Mave.

LEANDER.

Man maa bruge Raad i Tide.

REPUBLIQVEN.

Ingen Lægedom kand hielpe mig; havde jeg kun saa lang Tiid at jeg kunde giøre mit Testamente!

384
LEANDER.

Fruen maa ikke saaledes fortvivle; Maaskee at jeg ved et ringe Middel kand hielpe hende tilrette.

REPUBLIQVEN.

Der vil meget til! Der vil meget til!

LEANDER.

Ikke saa meget; Maven vil renses, og det Suurdey, som Projecterne have foraarsaget, maa til Dørs.

REPUBLIQVEN.

Er jeg nu i Stand at tage nogen Vomitif ind?

LEANDER.

Jeg har et lidet Instrument eller en Machine, hvorved saadant uden Besværlighed skal giøres.

REPUBLIQVEN.

Ach! jeg er saa bange at ---

LEANDER.

Vil kun Fruen have Tillid til mig! Jeg giver mig ikke ud uden for det som jeg kand præstere. Lader os strax gaae ind.

REPUBLIQVEN.

Ach ach! det bliver jo værre og værre.

LEANDER.

Hun slaae sig lidt til Taalmodighed.

REPUBLIQVEN.

I maa ledsage mig, thi jeg kand ikke staae paa mine Been.

Pernille og Leander tage hende under Armen, og Leander gaaer alleene ind med hende.

SCEN. 7.

Pernille. Leonora.

LEONORA.

Ach Pernille! Jeg tænkte nok at det vilde saa gaae til. Ach det er en Ynk at see.

PERNILLE.

Giv jer tilfreds, Jomfrue! Hvis Fruen forvinder denne Svaghed, saa vil jer Kierlighed og den Forbindelse, I har giort med Monsr. Leander, derved bestyrkes.

LEONORA.

Men der synes ingen Redning at være for hende.

PERNILLE.

Jeg meener jo. Hvis Monsr. Leander kand ved den Machine, som nedsiunkes udi Halsen, faae Projecterne til Dørs, førend de rodfæste sig og komme udi Blodet, kand alting blive got.

LEONORA.

Meener du det Pernille?

PERNILLE.

Jeg baade meener og veed det. Man kand jo 385 ved saadant hindre at end Rottekrud eller andet Gift, som er indtaget, ingen Skade kand giøre.

LEONORA.

Men jeg er bange at disse Projecter ere giftigere end Rottekrud.

PERNILLE.

De ere vel ikke et Haar bedre; Men naar man faaer dem ud af Maven, maa de rase saa meget som dem lyster. Jeg for min Part anseer denne Hændelse som den eeneste Redning for Familien.

LEONORA.

Ach! gid man da ved dette Middel kunde bringe min Moder til rette igien; thi endskiønt hun har været mig imod i denne Forbindelse med Leander, saa elsker jeg dog hende meer end noget Barn kand elske sin Moder.

PERNILLE.

Hun bliver nok cureret; thi Projecterne maa ved betimelig Vomitif herud, om end alle Herman von Bremens Forslag vare komne i Maven. Sindet, som I hører, er allereede cureret, i det at hun har fattet Afskye 386 for Projectmagere, som hun tilforn havde sat saa stor Priis paa. Men der kommer Henrich. Han seer gandske forstyrret ud.

SCEN. 8.

Henrich. Pernille. Leonora.

HENRICH.

Ach ach! det var forskrekkeligt at see.

PERNILLE.

Hvad er det, Henrich?

HENRICH.

Tal ikke til mig; jeg er færdig at besvime.

PERNILLE.

Hvad er det da?

HENRICH.

Monsr. Leander lod nedsiunke en liden Blyekugle udi Republiqvens Hals; strax derpaa begyndte hun at brække sig, og det med saadan Heftighed, at baade jeg og han tænkte at hun skulde døe imellem vore Hænder.

LEONORA.

Kom der da meget fra hende?

HENRICH.

Ja vist, jeg har aldrig seet saa heftig Bryden paa eengang.

LEONORA.

Hvorledes seer det ud?

HENRICH.

Det seer saa buntet, saa politisk, og saa dievleblændt ud, at ethvert eenfoldigt Menneske maa grues ved at ansee det.

LEONORA.

Vel nok er det, at det er kommen ud. Det kand rase i Vandbækkenet saa meget som det vil. Men i hvad Tilstand var min Moder da du gik ud?

HENRICH.

Hun har fundet stor Lettelse for Hiertet, men haver sterk Hovetpiine.

PERNILLE.

Den vil snart stilles; thi det kand ikke være andet end at saa stærk Brækken jo maa foraarsage Hovetpiine.

HENRICH.

Monsr. Leander, som i alting nu agerer Doctor, gav hende Hovetvand at lugte til, og tillige bandt en Serviette stærkt om hendes Hovet.

LEONORA.

Jeg havde ikke tænkt at han kunde agere saa vel Doctor.

HENRICH.

Jo vist. Men der kommer baade Patienten og Docteren.

387

SCEN. 9.

Republiqven. Leander. Henrich. Pernille. Leonora.

REPUBLIQVEN
med en Serviette om Hovedet

Min kiere Monsieur, jeg kand ikke nok udsige, hvilken Obligation jeg har for ham; han har virkelig reddet mit Liv, thi jeg begynder igien at respirere, og Hovetpiinen sagtes meer og meer.

LEANDER.

Det er mig ikke en liden Glæde at have contribueret til Fruens Sundhed igien.

REPUBLIQVEN.

Han haver cureret ikke alleene mit Legem men endog mit Sind, i det han har bragt mig af Vildfarelse og indpræntet mig de rette Tanker, som jeg bør have om Projectmagere, hvilke gemeenligen ikke sigte til andet end til Egennytte, og bygge Casteller i Luften, hvorved Republiqven forvirres.

HENRICK.

Mig synes, at der er nogen udi Gangen. Jeg maa see ad hvem det er.

REPUBLIQVEN.

Hvis det er nogen, som vil tale med mig, saa er det nu ikke beleyligt.

HENRICH.

Det er Herman von Bremen, som forlanger at tale med Republiqven.

PERNILLE.

Ach lad ham komme ind! Jeg har stor Lyst til at narre ham; Jeg vil med Fruens Permission give mig ud for Republiqven.

SCEN. 10.

Mester Herman. Personerne af forrige Scene.

HERMAN.

Jeg veed ikke hvilken af de tvende Damer er Republiqven?

PERNILLE.

Det er jeg; Kiender han ikke Republiqven bedre? min gode Mester Herman!

HERMAN.

Man kalder mig Mester Herman, efterdi jeg udi min Ungdom har øvet en Profession.

PERNILLE.

Jeg veed det nok; Men denne Mester eller Magister Grad er en Plet, som man aldrig kand aftoe.

388
HERMAN.

Her udi Westphalen øver jeg mig alleene udi politiske Sager.

PERNILLE.

Jeg veed det nok. I Hamborg støbte han fordum Fade og Tallerkener; men her omstøber han Riger og Republiqver.

HERMAN.

Man skal derfore ikke regne hvad jeg har væ- ret, men hvad jeg nu omstunder er.

PERNILLE.

Det er ret nok; Jeg vil derfor give ham al den Ære, som han fortiener.

HERMAN.

Folk raadføre sig her med mig udi Stats-Sager, og jeg kand sige uden at rose mig, at de befinde sig ikke ilde ved mine Raad, thi jeg seer dybt ind udi Sagerne.

PERNILLE.

Man kand see paa hans Ansigt, at han er en stor Statsmand. Men hvad er hans Ærende?

HERMAN.

Jeg er kommen for at høre om Republiqven har examineret nogle af de Projecter, som jeg har indgivet.

PERNILLE
sagte til Henrich

Slaae Porten udi Laas, at han ey kand komme ud.

Høyt.

Ja nogle af dem ere examinerede og befundne excellente.

HERMAN.

Det er mig kiert. Jeg haaber at de alle skal staae deres Prøve. Man skal deraf kunne see at en kand være en duelig Stats-Minister uden at have lært Latin eller Græsk.

PERNILLE.

Intet er vissere. Det kommer alt an paa Naturens Gaver.

HERMAN.

Hvad synes Republiqven om det første Project, som er tegnet No. l?

PERNILLE.

Jeg kand ikke erindre hvilket var det første. Henrich, spring ind og hent os de to store Papir Bylter.

HENRICH.

Hvor ligger de?

PERNILLE.

De ligge under Retterbænken i Kiøkkenet.

HERMAN.

Under Retterbænken udi Kiøkkenet? hvad vil det sige?

389
PERNILLE.

Det vil saa meget sige, at de fortiene ikke at forvares udi andet Archiv.

HERMAN.

Jeg merker at Fruen vil drive Spott med mig.

Det er ikke smukt.

PERNILLE.

Det er end mindre smukt at en Kandestøber vil give sig ud for en Statsmand.

HERMAN.

Jeg sværger ved Richelieu, Mazarin, Alberoni etc. at jeg lader mig ikke narre.

PERNILLE.

Og jeg sværger ved Ulspeil, Harleqvin, Polichinello etc. at I skal narres. Kom hid, Henrich! med Bylterne. Han skal bære dem hiem paa sin egen Rygg.

Monsr. Leander maa komme os til Hielp, om han vil giø- re Modstand.

HERMAN.

Gewalt, Gewalt!

HENRICH.

Holdt din politiske Mund, eller du faaer saa mange Hugg, som dit Liv kand taale.

Henrich hænger ham om Halsen begge Bylter paa Ryggen.
HERMAN.

Ach ach! det skal ikke blive uhævnet.

PERNILLE.

Giv ham nu et got Bagslag, Henrich! til Afskeed, for alle de Forslag, som han har givet os.

Henrich sætter ham Foden for Ryggen.
HERMAN.

Au, au, au!

Han gaaer ud med nedslaget Hovet, og tæller til 20.

SCEN. 11.

Republiqven. Leander. Leonora. Pernille. Henrich.

REPUBLIQVEN.

Det var noget vel plumpt, Pernille.

PERNILLE.

Ney! Nu kand han fortælle det til andre af hans Consorter, saa have vi dem ikke meer paa Halsen.

REPUBLIQVEN.

Jeg merker at det er et Bedragerie.

LEANDER.

Man kand ikke holde dem alle for Bedragere, thi mange bilde sig selv ind at være det som de ikke ere. Og reyse sig de høye Tanker, de fatte om sig selv, just af Uvidenhed, thi jo meere uskiønsom en er, jo lettere kommer alting ham for; Skarpsindige Folk derimod, 390 som see dybt ind udi Sagerne, og merke de Knuder, som derudi ligge skiulte, driste sig ikke at røre derved. Heraf kommer det at man gemeenligen finder størst Activitet hos de første, saasom de af Uvidenhed holde alting giørligt. De sidste derimod passere for uduelige og frygtsomme, og derfore ofte ansees med Foragt, da dog deres Frygtsomhed og liden Resolution grunder sig paa deres Indsigt udi Sagerne og er Beviis paa deres Skiønsomhed.

REPUBLIQVEN.

Han taler som en fornuftig Mand. Jeg vil herefter tage mig vare for Projectmagere.

LEANDER.

Fruen maa dog see til at hun gaaer en Middelvey herudi, saa at hun ikke henfalder til Extremiteter; thi det kand være ligesaa skadeligt at forkaste alle Projecter, som at antage dem alle. Man maa udleede Hveeden blant Klinten. Hvis man plat forkaster alle Forslag, drister sig ingen at giøre dem, hvorved mangt et nyttigt Project kand blive qvalt udi Fødselen, og gamle Vildfarelser og Feyl, som behøve Reformation, fæste Rødder. Alleene man maa intet sætte i Værk førend det er nøye examineret; Thi det daarligste Project kand ofte have den beste Apparence.

REPUBLIQVEN.

Jeg vil og skal i dette, som i andet, efterfølge hans Raad; og saasom han har cureret mig, saa vil jeg og være hans Doctorinde og curere ham ved at rødde af Veyen de Steene, som har forhindret ham at komme til sit Maal, det er til Besiddelse af min eeneste Dotter og Arving, som han bær Kierlighed til. Kom hid, Leonora! og giv ham din Haand. Nu haaber jeg at I ere fornøyede, ligesom jeg paa min Side er ikke desmindre. Lader os nu gaae ind og giøre Anstalt til eders Bryllup. Leander og Leonora kysse paa hendes Hænder og takke.

HENRICH
sagte

Jeg derimod er ikke saa vel fornøyet; thi mit Regiment er til Ende, og min Næring, sorn flød af Byens Galskab, er forsvunden, saa at jeg af en Agent eller Factor er forvandlet til en slet og ret Lakei igien.

391

SCEN. 12.

Arv. Personerne af forrige Scene.

ARV
faldende paa Knæe for Republiqven

Ach naadige Frue! Jeg beder om Rett.

REPUBLIQVEN.

Hvad U-ret er dig vederfaret?

ARV.

Henrich har taget en Sølvpenge fra mig.

HENRICH.

Saadant tilstaaer jeg, og meener derudi at have giort som en troe Tiener; thi saasom han dermed har ladet sig bestikke af en Projectmager, saa har jeg confisqveret den paa Republiqvens Vegne.

REPUBLIQVEN.

Derudi har du giort vel, Henrich.

ARV
grædende

Ach! skal jeg da miste min Sølvpenge?

REPUBLIQVEN.

Du skal ikke alleene miste den, men ogsaa din Tieneste.

HENRICH.

Han har ikke bedre fortient, naadige Frue .. .

PERNILLE
til Henrich

Du fortvivlede Skielm! tør du, som est mest skyldig giøre dig til Anklager?

392
HENRICH.

til Pernille. Hør, Pernille! der har du den halve Deel af Ducaterne. Hvem er jeg nu?

PERNILLE.

Du est en troe og ærlig Tiener.

Til Republiqven. Hverken jeg eller Henrich drister os til at beede for Gaards-Karlen; thi en Tiener bør have reene Hænder. Er det ikke sandt, Henrich?

HENRICH.

Visselig. Jeg har skikket mig saa udi Republiqvens Tieneste, at jeg kand døe med en god Samvittighed.

PERNILLE.

Jeg min Troe ligesaa.

REPUBLIQVEN.

Jeg vil haabe det samme. Kom lad os gaae ind.

De gaae ind, og Arv følger med grædende.

393
LEANDER.

til Spectatores. Jeg vil tie med denne Historie for Pernilles Skyld. Man seer ellers heraf Sanden at være, som Ordsproget lyder, at man lader de smaa Tyve hænge, og de store gaae frie.

Republiqven
Noter

S. 331.
Det gemeene Beste, Almenvellet.

S. 336.
Leerbeutel, ty. »Tom-Pung«. - Novatianus. Navnet henleder Tanken paa lat. novus = ny og betyder vel derfor: Den, som vil noget nyt. - Resolution, Beslutning. - Hurtighed, Kvikhed, Forslagenhed. - florerende, blomstrende.

S. 339.
Ducat, en Guldmønt af meget fint Guld, som oprindelig havde to Rigsdalers Værdi.

S. 340.
Caballeer, Kavaler. - recomendere, anbe fale. - Bremenfeldt, fra Den politiske Kandstøber.

S. 341.
den politisk Stokfisk, Titlen paa en i Samtiden kendt Kærlighedsroman. - Permission, Tilladelse. - insinuere, fremføre (en Sag).

S. 342.
Seignr., fr. seigneur, Herre. - Serviteur, fr. Tjener. - Intimation, Bekendtgørelse. - giøre ... Meensvoren, faa til at aflægge falsk Ed.

S. 343.
Prætext, Paaskud. Publici, lat. Genitiv af publicum, det offentlige, almene. Tønder, (egl. Fyrsvamp, brændbart Stof) Tilskyndelse. - Befodring, Befordring. - agter.. . ikke, regner det ikke for noget. - habil, dygtig.

S. 344.
Videnskab, Kundskab, Viden. - Handtering, Erhverv, Næringsvej.

S. 345.
fornemmligen, især, først og fremmest. - ved at faae en Mand, som hun kand være fornøyet med, dvs.: hvis jomfruen faar en Mand, som Moderen er tilfreds med. - beqvemmest, mest passende. - Socrates, den græske Filosof er bl. a. kendt for et ualmindelig ufordelagtigt Udseende. - Æsop, græsk Fabeldigter, der ifølge Traditionen var vanskabt og grim. - Assignation, Anvisning.

S. 346.
giøre ... Profession af, bekender sig offentligt til, giver sig Skin af. - u-ryggeligen, urokkeligt.

S. 347.
modest, beskeden. - Conjuncturerne, Omstændighederne, Forholdene.

S. 348.
heller, snarere.

394

S. 350.
Mandens Gravskrift etc., Omskrivning af en i Samtiden kendt Gravskrift af italiensk Oprindelse. - Msr., Monsieur, Hr. - jo have, ikke har.

S. 351.
Msr., Monsieur, Hr. - Polichinello, staaende komisk Figur i den ital. Maskekomedie (langnæset og pukkelrygget).

S. 352.
Ich sage etc. jeg siger dig, du maa dø. - Død, jeg siger dig, at det lader jeg nu være med. - interesserede, egennyttige. - Hun (gaaer som hun var smurt), henviser til Situationen, Forholdene i Almindelighed. - Optøger, Indfald; gale Streger.

S. 353.
Caresser, Høflighedsbeviser, Komplimenter. - Discourser, Samtaler. - Sr., Seigneur, Hr. - Ohngeldt, ty. »Pengeløs«.

S. 354.
hverken hugget eller stukket, hverken det Ene eller det Andet, hverken Fugl eller Fisk. - Orthographie, Retskrivning; Stavemaade. - Materien, Emnet; Indholdet.

S. 355.
befodre, befordre. - Det lader jeg vel blive, det lader jeg være med. - Capun, kastreret Hane. - Mester Jacob, se Bind III, S. 220. - Arv, den dumme Gaardskarl eller Tjener i flere af Holbergs Komedier. - Grammarcis Mossiøs, forvansket fr. grand merci, monsieur, mange Tak, Herre. - denne Mynt etc. Der " gives af dette Præg ikke nogen hverken hel eller halv Speciedaler, hverken dansk-norsk eller udenlandsk" (Georg Galster: Mønthistoriske Antegnelser til Holbergs Comoedier, 1953, S. 33). Det er dog muligt, at der tænkes paa Mannsfelderthaleren, der paa den ene Side har St. Georg til Hest, paa den anden et firedelt Vaabenskjold. - Specerie, Krydderi.

S. 356.
vigtig eller rar, fuldvægtig eller ualmindelig. - en slet Daler, dvs. en almindelig Daler havde Værdien 4 Mark, modsat en Speciedaler, der gjaldt 6 Mark. - mare, en Ed (Fordrejelse af Marie). participere, deltage. - toer, vasker.

S. 357.
udfodres, udfordres.

S. 360.
det 5te Monarchie, et nyt verdenshistorisk Hovedrige (efter det assyriske, persiske, græske og tysk-romerske). - Vindskibelighed, Foretagsomhed, Flid. - Liqveurs, Væsker. - Fermentation, Gæring. - stridig, af modsat Art.

S. 361.
oprigtig, ægte. - probat, bevist. - Qvantitet, Mængde. - helst, især. - ævret Smør, Smør kærnet af Mælken i den Køerne gaar paa Ævret, dvs. paa Stubmarkerne om Efteraaret.

S. 362.
Obstruction, Forstoppelse. - Clyster, Lavement.

S. 363.
promoveres, forfremmes. - Vielgeschrei, (ty. "Megen-Skrigeri") ogsaa Navn paa Hovedpersonen i Den Stundesløse. - wenig Wolle, ty. lidt, ringe Uld. - Støvler blev kun af Folk fra Bondestanden benyttet Aaret rundt. - Gehæng, hvori Hirschfængeren (en lang jagtkniv) blev baaret. - honnet Homme, fr. honnête homme, hæderlig Mand. - Agricola, lat. Landmand. - Qvægsyge, den store Kvægpest 1745-51. Se Bind VIII.

395

S. 364.
Koen har tyret, er blevet bedækket. - Merite, Fortjeneste.

S. 365.
heller, snarere. - Tønder, se I. Akt 5. Scene. - aftakker, afskediger. - salareres, lønnes. - Irenopolitanus, gr. Fredensborger. - Philosophiæ etc., egl. Magister i Filosofi og »de frie Kunster«, et Fællesbegreb for verdslig Visdom (modsat guddommelig Visdom, Teologien).

S. 366.
Curiositeter, Mærkværdigheder. - Machine, Indretning. - Nürenberger, Fællesnavn for en Slags Smaahandlende; her tænkes paa deres Legetøj. - Recepter, Medikamenter. - Conservation, Bevarelse. - Tinctur, Opløsning i Alkohol, især af Lægemiddel. - Essence, Essens, koncentreret Opløsning, især i Alkohol, af organiske Stoffer eller æteriske Olier.

S. 367.
alternere, veksle, - Arcanum, hemmeligt Lægemiddel. - Pancratius, alm. benyttet Doktornavn i Théâtre italien. - Medicinæ etc., lat. lovlig udnævnt Doktor i Medicinen. - Sollicitant, Ansøger.

S. 369.
Collegium politicum, lat. en politiserende Forsamling. - Commission, Hverv.

S. 371.
forekommet, kommet i Forkøbet. - Niels Klim, se Bind IX. - Mezendorer etc., Folkeslag, Niels Klim besøger. - den NederSachsiske Kreyds. Nærværende Stykkes Begivenheder synes at udspilles i Westfalen. Mester Herman var i Den politiske Kandstøber Borgmester i Hamborg, som laa i den nedersachsiske Kreds.

S. 373.
sagte, sagtens. - laborere, besværes. - Domestiqver, Tjenestefolk. - ertz, Ærke-.

S. 374.
supprimere, undertrykke. - Memorial, Skrivelse.

S. 375.
deeler den halve Part med mig, deler lige med mig. - Prætensioner, Krav.

S. 376.
Specie Ducat, en Dukat var 2 Rigsdaler.

S. 378.
berge sig, betvinge sig, forstille sig. - begegnede, behandlede.

S. 379.
Sandbøsse, Sand dryssedes paa den vaade Skrift for at tørre den. - Retterbænken, hvorpaa Maden blev beredt, før den blev kogt eller stegt. - moqverer, gør sig lystig. - affiloutere, franarre.

S. 380.
Barken, dvs. Overfladen.

S. 381.
badsket, pryglet. - Tingstud, trættekær Person.

S. 382.
Mr., hvad var her at bestille? hvad var her paa Færde? - Monsieur, Hr.

S. 384.
Vomitif, Brækmiddel. - Svaghed, Sygdom.

S. 386.
Bryden, Brækning. - buntet, broget, uordentligt. - Hovetvand, vellugtende Spiritus.

S. 387.
Obligation, Forbindtlighed. - respirere, aande. - contribueret, bidraget. - Profession, Haandværk.

S. 388.
excellente, udmærkede.

396

S. 389.
Richelieu, Mazarin, de to berømte franske Statsmænd. - Alberoni, spansk Statsmand (d. 1752). - Ulspeil, Hovedpersonen i den gamle, tyske Folkebog: Til Uglspils Historier. - Polichinello, se I. Akt, 10. Scene. - Gewalt, Hjælp! - sætter ham Foden for Ryggen, sparker ham i Enden. - Consorter, Kammerater.

S. 390.
Resolution, Beslutning. - Extremiteter, Yderligheder. - Apparence, Skin. - Agent eller Factor, Mellemmand.

S. 391.
Skielm, Slyngel.

SGANARELS REYSE
til
DET PHILOSOPHISKE LAND
Comoedie udi een Act
Hvorudi skiemtes med de gamle Philosophiske Secter

398

Hoved-Personerne i Comoedien

  • SGANAREL
    Philosophus udi egen Indbilding
  • LEANDER
    hans Famulus
  • PHILOSOPHI
    kand tages i Fleng Iligemaade
  • QUINDERNE
    hvilke maa være udi saadan Dragt som de 3 Gracier have
399

Sganarels Reyse
Indledning

I Ep. 447 siger Holberg, at denne Komedie blev skrevet straks efter »Plutus«, som var hans første til den genoprettede Skueplads: »Argumentet (dvs. Emnet) er taget af Klims Underjordiske Reyse«. I »Peder Paars« gjorde Holberg Udkast til Karakterer, som skulde dukke op i det første Hold Komedier. Gert Westphaler og Per Degn har allerede faaet Navn dér (Bind II, S. 256-57 og 60-61). »Philosophus udi egen Indbilding« er, som vi har set her ovenfor, indirekte forberedt af Holbergs Heltehistorier. »Sganarels Reyse« er slet og ret en Dramatisering af Beretningen om Det filosofiske Land, som Niels Klim besøger under sin Rejse omkring Planeten Nazar (i Kap. IX; se denne Udgaves Bind IX). Det maa dog mærkes, at Klim som en kysk Josef sled sig bort fra en Filosofhustru, der forførerisk greb fat i hans Kappe.

Den dramatiske Impuls til denne lille Komedie kom antagelig fra Molières Enakter Le Mariage force, Det tvungne Giftermaal, som var opført i Lille Grønnegade 1727 og efter den teaterløse Pause igen 1747 og 1749. Den handler om en Mand paa over 50, der vil gifte sig, men nu frygter, at hans forlystelsessyge Tilkommende skal gøre ham til Hanrej. Han spørger da to Filosoffer til Raads. Den ene, Pancrace, er en Sprogpedant, der har Træk fælles med Magister Stygotius (i »Det lykkelige Skibbrud«), desuden med Erasmus Montanus og den farende Polyhistor i »Den Stundesløse« (II, 10); den anden, Marphurius, er en skeptisk Filosof, som med Scenens Forløb er overført til »Sganarels Reyse«, 7. Scene. Molières Brud 400 gom, som for Resten hedder Sganarelle, faar ingen Oplysning af de to forstyrrede Lærde. To Sigøjnersker spaar ham - uden at tage Frygten fra ham. Men da han nu søger at undgaa det aftalte Ægteskab, tvinges han af Brudens Broder til at holde sit Løfte. Tilskuerne véd nu, at Sganarelle garanteret bliver Hanrej.

Holberg bevæger sig med samme spøgefulde Sikkerhed som Molière blandt Oldtidens filosofiske Skoler eller »Sekter«, som man kaldte dem. Med Holberg 3. og 4. Scene føres vi tilbage til Skæmtedigtet »Democritus og Heraclitus« (se Bind II, S. 324-45), Skeptikeren og Stoikeren (som kun nævnes i Slutningssangen) minder os om Chiromanticus i »Barselstuen« (se Bind IV, S. 81-83). I Epistlerne kommer de alle igen. Der er dog én livsfilosofisk Retning, som Holberg ikke gerne spøger med. Det er Epikuræismen, hvis Tilhængere stod for ham som Ateister, der kunde være farlige for en Stat. Se Epistel 335, i Bind XI.

Litteratur.Molières Lystspil oversatte af B. Arnesen Kali, Bind II, 1870, S. 1 ff: Det tvungne Giftermaal.

401

SCEN. 1.

SGANAREL
alleene med oprakte Hænder

Himmelen skee Lov, at vi endeligen efter saa megen Besværlighed ere komne til den forlangte Stad, hvor vi agte at fæste Boelig. Hvad kand være behageligere, end at boe iblant lutter Philosopher, hvor vi faaer intet uden Viisdom at høre? Jeg er træt og udmattet af Reysen; men naar jeg stiller mig for Øyne, at det forønskede Maal er lykkeligen naaet, synes mig, at jeg faaer nye Kræfter igien. Min Hr. Leander, som med Reyse-Tøyet er uden for Porten, har skikket mig hid for i Veyen, at betinge Herberg. Men jeg seer her ingen Folk. Det er saa stille, som 402 det kunde være Nat. Saadant holder jeg Beviis paa god Skik og Orden. Jeg maa derfor banke paa første Port, for at faae nogen i Tale. Han banker paa.

SCEN. 2.

Sganarel. En Philosophus med et langt Skiæg.

SGANAREL.

Der seer jeg een at komme. Viisdommen staaer afmalet i hans Pande. Hr. Magister tager ikke ugunstig op, at jeg spørger ham, om han intet Herberge veed for tvende fremmede Personer!

Philosophen svaret intet, men gisper alleene.

Hr. Doctor, gav han maaskee intet Agt paa mit Spørsmaal.

Philosophen tier og gisper igien.

Jeg spurte, om han ikke veed et got Herberge for tvende reysende Personer.

PHILOSOPHEN.

gispende 3die gang, seende paa Solen, siger. Efter Solen maa Klokken være 9.

SGANAREL.

Jeg spørger hverken om Klokken eller Solen, jeg spørger om et Herberg.

Philosophen gisper 4de gang, og gaaer ud. Sganarel gisper efter ham.
SGANAREL.

Hvis denne Karl skal være en viis Mand, saa er han ikke til nogen Nytte, saasom han taler ikke, men gisper 403 Viisdommen ud. Men jeg maa see til, at jeg faaer fat paa en anden, som taler lidt meer, og gisper lidt mindre. Han banker paa en anden Dør.

SCEN. 3.

Sganarel. En Heraclitisk Philosophus.

PHILOSOPHEN.

Har han noget at tale med mig?

SGANAREL.

Jeg er en fremmed Person, som tillige med en fremmed Herre er kommen til denne Stad, efter en besværlig og møysom Reyse. Vi haver med Taalmodighed udstaaet alle de U-leyligheder, som Reysen har ført med sig, udi Haab at - - -

Philosophen hyler og græder.

De Taarer, som Hr. Doctor fælder, ere Prøver paa hans Ædelhiertighed og Medlidenhed; men nu er alting forglemt efterdi - - -

Philosophen hyler igien.

Jeg siger, at alting er forglemt. Nu forlanger jeg alleene, at Hr. Doctor vil beviise os den Tieneste, at skaffe os et got Herberg for Betaling.

Philosophen hyler igien.
SGANAREL
sagte

Denne Mand er jo ligesaa gall, som den første.

PHILOSOPHEN.

Hvad meener I ved den første?

SGANAREL.

Den første Mand, som jeg her anmodede om det samme, svarede mig noget hen i Taaget, saa at jeg blev gandske forvirret derover.

PHILOSOPHEN.

hyler igien, og Sganarel efteraber ham. I siger at I blev gandske forvirret derover?

404
SGANAREL.

Ja vist; kunde jeg vel andet, naar ---

Philosophen hyler igien, og Sganarel støder ham for Rumpen, og de hyler begge tillige.
SGANAREL.

Nu kand du have Aarsage til at hyle. Hvilke forbandede Grimasser disse Philosophi haver! Men der seer jeg en anden gaae over Gaden. Han seer glad og tækkelig ud. Af ham vil jeg nok faae Oplysning udi dette Koglerie.

SCEN. 4.

Sganarel. En Democritisk Philosophus.

SGANAREL.

Maa jeg tale et Ord med hans Høye Ærværdighed?

PHILOSOPHEN.

Ja gierne, saa længe som han lyster.

SGANAREL
sagte

Denne Mand er gandske maneerlig.

Høyt.

Jeg har her haft særdeeles Hendelser.

PHILOSOPHEN.

Hvi saa?

SGANAREL.

Jeg har her talet med tvende Philosopher. Jeg spurdte den 1ste, om han ikke vidste noget Herberg; Men i Steden for at svare paa mit Spørsmaal, gispede han, og omsider sagde, at Klokken var 9. Mon den Mand kand være rigtig i Hovedet?

PHILOSOPHEN.

Ha ha ha hi hi ha ha --

SGANAREL.

Ja, Hr. Magister har nok Aarsag at lee deraf; jeg kand selv ikke bare mig for Latter, naar jeg tænker derpaa.

De leer begge tillige.
PHILOSOPHEN.

Hvad Svar fik I af den anden?

SGANAREL.

Den anden hylede ved hvert Spørsmaal, og græd, som han var pidsket.

PHILOSOPHEN.

Ha ha ha hi hi ha ha - - -

SGANAREL.

Mig synes, at han var nok saa gall, som den første.

De leer atter sterkt tillige.

Hvad kand man vel dømme om saadanne Mennesker?

405
406
PHILOSOPHEN.

Ha ha ha hi hi ha ha --- Jeg seer ellers paa jeres Dragt og Skikkelse, at I er en Fremmed.

SGANAREL.

Ja, Hr. Magister. Jeg er fra et langt bortliggende Land.

PHILOSOPHEN.

Et langt bortliggende Land? ha ha hi ha --

SGANAREL.

Det er jo ikke noget at lee af.

PHILOSOPHEN.

Hvad er jeres Ærende her?

SGANAREL.

Det er for at omgaaes med lærde Mænd og at underviises i Viisdom.

Philosophen leer igien.

Ey min Herre! holdt dog Maade med denne Latter, og lad os tale lidt alvorlig sammen.

PHILOSOPHEN.

Alvorlig sammen, siger I? ha ha hi - - -

SGANAREL.

Hvad Diævelen er dog dette? holdt engang op at lee, og siig mig hvor et got Herberg er at bekomme.

PHILOSOPHEN.

Et got Herberg, siger I? Han gaaer leende bort.

SGANAREL.

Ey, saa lee din Hals i tu, dit Beest. Den eene Philosoph er jo her galere, end den anden. Jeg er saa forvirret over disse Hændelser, at jeg veed ikke, enten jeg sover eller vaager; skal dette være Viisdommens Stad, saa maatte jeg gierne viide hvad man kand kalde en Daarekiste. Lad mig nu samle det eene med det andet, for at kunde berette min Herre alting omstændigen.

SCEN. 5.

Sganarel. En nye Philosoph.

Imedens Sganarel staaer og grunder, kommer der en nye Philosoph stærk gaaende og løber ham omkuld.

SGANAREL.

Hvad for en U-lykke vil dette sige? Hvi handler I saaledes med mig? hvad Ondt har jeg gjort?

PHILOSOPHEN.

reyser ham op efter Benene. Ey, ey, jeg tager Beenene i steden for Armene. Jeg beder 1000 Gange om Forladelse. Forseelsen reyser sig deraf, at jeg har for skarpt Syn.

407
SGANAREL.

Mig synes, at det heller maa reyse sig deraf, at I er Star-Blind.

PHILOSOPHEN.

Min Herre, det skarpe Syn, som Naturen har begavet mig med, foraarsager, at jeg intet kand see, som er nær ved mig.

SGANAREL.

Hvis Naturen ikke havde anden Gave at give jer, maatte I ønske, at hun havde beholdet sin Gave selv.

PHILOSOPHEN.

Ney, min Herre! Jeg kand derimod see hvad andre ikke seer; mit skarpe Syn gaaer indtil Indvoldene af en Ting, og fæster sig paa Kiernen deraf, som er skiulet for andre.

SGANAREL.

Det gaaer over min Forstand.

PHILOSOPHEN.

Det er dog saa, min Herre. Derfor fører jeg Navn af den subtile Doctor. Men jeg seer, at han er en fremmet Person; Hvad er hans Ærende her? Hvis jeg kand gaae ham til Haande udi noget, skal det være mig en Fornøyelse.

SGANAREL.

Jeg takker skyldigst. Jeg vil kun for det første spørge, om man her kand faae et got Herberg for tvende Personer.

PHILOSOPHEN.

Saadanne gemeene og grove Ting bekymrer jeg mig ey om; Men vil I vide noget in Philosophia occulta, saa er jeg til Tieneste.

SGANAREL.

Ney, ney! Jeg spør kun om---

PHILOSOPHEN.

Som for Exempel, om Magnetens Kraft, om Siælens Beskaffenhed, om 408 Blodets Circulation, om Myrers og Mygs Egenskab, om andre Insecters indvortes Dannelse, om---

SGANAREL.

Ney ney, i Dievels Skind! Jeg spør kun om---

PHILOSOPHEN.

Eller om I vil vide noget om Dyrenes Siæle, om de ere Machiner, eller levende Creature, om Nominales eller Reales bør kaldes orthodoxi Philosophi ---

Medens han saa taler, tender Sganarel ham omkuld, og undskylder sig ogsaa med sit skarpe Syn. Den subtile Philosophus reyser sig strax igien, slaaer Sganarel ned paa Jorden, giver ham brav Hugg, og forlader ham liggende.

SCEN. 6.

Sganarel. En Astrologus med en Kikkert; som observerer.

SGANAREL.

Ach Ach! er der ingen, som kand reyse mig op? Ach hielp en stakkels forslagen Mand, som ikke kand reyse sig selv.

ASTROLOGUS.

seende sig om. Hvo er, som raaber? Der ligger jo en halv død Mand. Hvad skader jer? min Ven!

SGANAREL.

Hielp mig op igien, min Herre! Jeg er falden udi onde Menneskers Hænder, som har slaaet mig saaledes, at mine Lemmer ere knusede.

ASTROLOGUS.

Det giør 409 mig hiertelig ont; Jeg er pligtig til at hielpe min Næste, jeg beder allene om lidt Taalmodighed, indtil jeg faaer efterseet udi min Astrologiske Bog, om man udi denne Maaned, og paa denne Dag udi Maaneden, maa foretage sig noget af Vigtighed. Ney, min Herre! det gaaer ikke an paa denne Tiid. Han blader i Bogen. Jeg seer, at det er den 14. Dag udi den Maaned Morian, paa hvilken man efter astrologiske Regler intet vigtigt maa foretage sig. Vil min Herre have Taalmodighed til Solen gaaer ned, saa kand jeg hielpe ham uden at overtræde Astrologiske Regler.

SGANAREL.

Saadanne Regler kand ingen uden Fanden have dicteret. Kand det vel være nogen Tiid forbudet at hielpe sin Næste?

ASTROLOGUS.

Visseligen baade er og kand det være.

SGANAREL.

Ach! Jeg elendige Menneske! u-lyksalig var den Dag, da vi besluttede at komme til denne Bye.

ASTROLOGUS.

Siig ikke det, min Herre! I er kommen udi en Stad, hvor de 9 Viisdoms Gudinder have fæstet Sæde.

SGANAREL.

I maa heller sige 9 Helvedes Gudinder, eller 9 Ulykker; thi---

ASTROLOGUS.

Overiiler jer ikke, styrer jer Affecter, og hav Taalmodighed til mod Aften, da skal jeg med al Fornøyelse gaae jer til haande. Adieu saa længe. Abit.

SCEN. 7.

Sganarel. En Sceptisk Philosophus.

SGANAREL.

Ach! ach! er der dog ingen medliden Siæl udi den heele Stad?

PHILOSOPHEN.

Jeg hører en at raabe. Der seer jeg en stakkels Mand, som er kommen til Skade.

Han reyser ham op.
SGANAREL.

Tusind Tak, Hr. Doctor! det er mig dog kiært, at jeg finder et ærligt eller et klogt Menneske udi denne høylærde Stad.

410
PHILOSOPHEN.

Hvad skader jer, min Ven?

SGANAREL.

Jeg er saaledes bleven slagen og medhandlet af en af jeres Ordens-Brødre, som kaldte sig en subtil Philosoph; men paa mig lod han kun see liden Subtilitet.

PHILOSOPHEN.

Men er I vis derpaa?

SGANAREL.

Skulde jeg ikke være vis paa det, som nyeligen er skeet?

PHILOSOPHEN.

Jeres Syn kand have bedraget jer.

SGANAREL.

Saa har dog ikke Følelsen bedraget mig; det kand mine forslagne Lemmer bekræfte.

PHILOSOPHEN.

Følelsen, som er en af de 5 Sandser, kand bedrage, ligesaa vel som Synet.

SGANAREL.

Det er jo en forbandet forkeert Snak. I saae jo selv, at jeg laae paa Gaden, og raabte om Hielp.

PHILOSOPHEN.

Det kommer mig vel saa for; Men---

SGANAREL.

Gid I faae en Ulykke med jer men! I hialp mig jo selv op igien.

PHILOSOPHEN.

Det kand maaskee være.

SGANAREL.

Saa kand jeg jo tage min Taksigelse tilbage igien.

PHILOSOPHEN.

Maaskee.

SGANAREL.

Maaskee, Maaskee! Hør, min gode Maaskee! om en handlede saaledes med jer, hvad vilde I da sige?

PHILOSOPHEN.

Jeg vilde ikke andet sige, end at det syntes saa at være.

Sganarel gier ham 3 gode Rapp. 411

Au, au! er det ikke uforskammet at handle saaledes med en Philosopho?

SGANAREL.

Maaskee.

PHILOSOPHEN.

Og saaledes at belønne Velgierninger?

SGANAREL.

Maaskee, maaskee.

PHILOSOPHEN.

Ach, ach! min arme Rygg.

SGANAREL.

Følelsen er en af de 5 Sandser, som kand bedrage saavel som Synet.

PHILOSOPHEN.

Jeg maa strax hiem at smøre min Rygg.

SGANAREL.

Gak til Bloksbierg, og smør din lærde Hierne. Den behøver heller Smørelse end Ryggen. Hvis jeg ikke ventede hvert Øyeblik min Principal Leander, tog jeg strax Flugten herfra, for ikke at underkastes fleere fortredelige Hændelser. Gid han vilde skynde sig. Men der seer jeg han kommer, han skal faae alting ligesaa friskt, som jeg har faaet det.

SCEN. 8.

Leander. Sganarel.

LEANDER.

Nu! hvor gaaer det, Sganarel? har du faaet opspurdt et got Herberg?

Sganarel svarer intet, men gisper.

Hør du ikke, hvad jeg spør?

Han gisper paa nye.

Jeg troer, at du est bleven baade blind og maaleløs.

Han gisper igien.

Staae ikke her og driv Spot med mig. Kand du ikke svare til mit Spørsmaal?

SGANAREL.

Hvad er det som Monsieur vil vide?

LEANDER.

Jeg spør, om du har opspurdt noget Herberg.

SGANAREL.
seende paa Himmelen, gisper og svarer.

Jeg seer, at efter Solen Klokken maa være 9.

LEANDER.

Hvad Pokker er dog dette? Jeg troer at Karlen er forhexet. Kiender du mig ikke meer?

Sganarel hyler og græder. 412

Siig mig dog, hvor du har været, og hvad dig er vederfaret.

Han hyler igien.

Ey, hvilken u-lyksalig Hændelse er ikke denne!

Han hyler igien.

Kiender du ikke mig, som er din Principal?

SGANAREL.

Min Principal? Ha ha hi hi ha!

LEANDER.

Jeg merker at han har faaet Skade paa Forstanden.

SGANAREL.

Ha ha hi ha!

LEANDER.

Mon Stadens Luft skulde kunde føre saadant med sig?

SGANAREL.

Ha ha --- Ney, min Herre! Mig fattes intet paa Forstanden; men jeg kand intet vist Svar give paa Spørsmaalet.

LEANDER.

Kan du ikke sige Ja eller Ney?

SGANAREL.

Maaskee.

LEANDER.

Hvad vil du sige med dit maaskee?

SGANAREL.

Intet af noget betydende.

LEANDER.

Vil du drive Spot med mig, saa skal det gaae dig ilde.

SGANAREL.

Jeg driver aldeeles ingen Spot med Monsieur.

LEANDER.

Er det ikke at drive Spot, naar du svarer hen i Taaget til hvert Spørsmaal?

SGANAREL.

Herren synes kun saa; thi man kand ikke forlade sig paa Sandserne, som alle ere bedragelige.

LEANDER
løfter paa sin Stok

Ney, nu gaaer det for vidt.

SGANAREL.

Det gaaer ogsaa for vidt. Nu vil jeg tale lidt alvorligen, og sige dette, at det var en u-lyksalig Tiid og Time, vi besluttede at giøre denne Reyse. Alle disse Complimenter, som jeg har giort min Herre, ere de samme, som mig ere giorte af alle de Philosopher, som jeg har talet med, og hvilke jeg giver ham ligesaa varme, som jeg selv har faaet dem. Staden er fuld af sprænglærde Stoknarre.

413
LEANDER.

Jeg meenede, at Lærdom og Viisdom fuldte sammen.

SGANAREL.

Jeg min Troe ligeledes.

LEANDER.

Jeg har ikke andet hørt.

SGANAREL.

Men jeg har anderledes følet.

LEANDER.

Hvoraf kand dog vel saadant reyse sig?

SGANAREL.

Alting er skadeligt, naar man giør formeget deraf. Et Glas Viin opmuntrer Sindet, men drikker man formeget deraf, saa bliver Hiernen philosophisk og forstyrret. Vinden driver Skibet frem, men blæser den forstærkt, kuldseyler man. Ingen Mad er sundere, end Meelgrød, men overlader man Maven med formeget deraf, kand man æde sig en Feber paa Halsen. Saaledes kand det være beskaffed med disse Philosophi, hvilke for megen Lærdom har giort rasende.

LEANDER.

Paa den Maade havde det været bedre at blive hiernme.

SGANAREL.

Jeg meener det samme. Men der seer jeg nogle Qvinder. De synes gandske menneskelige og tamme.

LEANDER.

Vi maa holde os lidt tilside, for at see hvorledes de bær sig ad.

SCEN. 9.

3 Qvinder. Sganarel. Leander.

FØRSTE QVINDE.

Ach Søster! mig længes inderligen efter at see den fremmede Person, som nyeligen skal være hidkommen.

ANDEN QVINDE.

Jeg min Troe ikke mindre. Jeg har hørt, at det skal være en meget deylig Person.

TREDIE QVINDE.

Jeg er allerede slagen af Kierlighed, førend jeg har faaet ham at see.

FØRSTE QVINDE.

Min Stuepige, som har seet ham, siger at han er den anden Paris.

ANDEN QVINDE.

Er han Paris, saa vil jeg nok være 414 Helene. Men see, der staaer jo et heelt Par. Det maa være de samme, som vi løbe gall efter.

FØRSTE QVINDE.

Det er uden Tvivl de samme; De see anderledes ud, end vore skimlede og forrustede Philosopher.

ANDEN QVINDE.

Det maa du vel sige, Søster. See engang hvilket net og kruset Haar den eene har.

FØRSTE QVINDE.

See hvilken Taille.

ANDEN QVINDE.

See hvilke nette Been den anden haver. Mine Tænder løber alt i Vand. Vi maa strax give os i Snak med dem.

TREDIE QVINDE.

Velkommen hid til Staden, I gode Mænd! hvad er jer Ærende?

SGANAREL.

Førend vi svare her til, maa vi først vide, om I ere Philosopher eller Mennesker.

ANDEN QVINDE.

Jo vist ere vi Mennesker. Det maa vi jo endelig vide. Søster! de meene, at vi ere ikke Mennesker.

FØRSTE QVINDE.

Vi ere ikke alleene Mennesker, men endogsaa tamme og tienstagtige Mennesker, helst mod Fremmede.

ANDEN QVINDE.

Det maa du vel sige to gange, Søster. Ha ha --- hvilket underligt Spørsmaal, om vi ere Mennesker!

SGANAREL.

Got! saa maa jeg da sige jer dette, at vi ere hidkomne for at opspørge et got Herberg. Vi har til den Ende raadført os med nogle Philosopher; Men den eene svarede hen i Taaget, den anden begegnede mig med Graad, den 3die med Latter, og den fierde vilde see paa Himmelen hvad Svar han skulde give.

TREDIE QVINDE.

Kiære Venner! agter saadant ey. Deres Studeringer giør dem rasende. Det maa vi, desværre, dagligen finde, som ere deres Hustruer.

LEANDER.

Ere I deres Hustruer?

TREDIE QVINDE.

Ja, vi have Navnet deraf; Men --- De sukke alle og græde.

415
LEANDER.

Hvad vil det sige, at I have alleene det blotte Navn?

TREDIE QVINDE.

De fordybe sig saaledes i Studeringer, at de forsømme de meest magtpaaliggende Ting. De forglemme det fornemste, som er Ægteskabs Pligt. Er det ikke sandt, Søster?

416
FØRSTE QVINDE.

Jo alt for sandt. De græde alle 3 bitterligen.

LEANDER.

Hvad meene I ved Ægteskabs Pligt?

ANDEN QVINDE.

Siig du det, Søster, som har været længst giftet.

FØRSTE QVINDE.

Lad Margrethe sige det.

TREDIE QVINDE.

Lad Lucie sige det.

LEANDER.

Jeg kand ey slutte, hvad I meener, kiære Børn.

FØRSTE QVINDE.

Hvis een og anden ærlig fremmed Reysende ikke iblant gik os lidt til Haande, maatte vi reent forgaae. Er det ikke sandt Søster?

ANDEN QVINDE.

Jo alt for sandt. De græde væmodigen igien.

LEANDER.

Men tillade jeres Mænd, at I frit omgaaes med Fremmede?

TREDIE QVINDE.

Vore Mænd? dem kand vi endeligen narre, ligesaa meget som os lyster.

LEANDER.

Hvis saa er, saa skal I gode Madamer nok blive hiulpene.

TREDIE QVINDE.

Jeg siger 1000de Tak.

SGANAREL.

Hr. Principal! Nu faaer jeg ret Lyst til at blive her. Det staaer nu kun paa at faae et got Herberg.

TREDIE QVINDE.

Vil de gode Herrer tage til Takke udi vores Huus, saa er det til Tieneste.

SGANAREL.

Men hendes Mand er jo ogsaa en Philosophus?

TREDIE QVINDE.

Ja, men ikke saadan een, som I omtaler. Han er Doctor udi Lægekonsten. De slags Folk studere kun maadelig; thi deres Praxis tillader dem ikke at læse ret meget. Jeg er forsikkret om, at I bliver vel imodtagne af min Mand; kommer kun ind med mig, saa skal den Sag snart blive afgiort. Hun leder dem ind.

417

SCEN. 10.

De to andre Qvinder alleene.

FØRSTE QVINDE.

Hierte Søster! var det ikke to behagelige Personer? hvilken af dem syntes dig best om?

ANDEN QVINDE.

De stode mig begge an, allerhelst den, som havde det krusede Haar; det var min Troe en Lekkerbidsken.

FØRSTE QVINDE.

Mig synes nok saa got om den anden.

ANDEN QVINDE.

De syntes at være komne fra langt bortliggende Lande, det kunde man see paa deres Ansigt og Gebærder.

FØRSTE QVINDE.

Men hvad mon deres Ærende kand være?

ANDEN QVINDE.

Deres Ærende kand ikke være andet, end andre fremmede Folks, som tænke her at finde Viisdom, saasom Staden vrimler af Philosopher, og derudover kaldes Viisdommens Stad.

FØRSTE QVINDE.

Da finde de ikke her, hvad de lede efter.

ANDEN QVINDE.

Derudi har Søster ret; et er at være lærd, et andet at være klog. Hvad duer Lærdom til, naar den vanskaber Folk?

FØRSTE QVINDE.

Min Mand er saa henrykt udi Studeringer, at han tit sidder til Bords uden at æde, saa at han staaer fastende op fra Bordet, indbildende sig at han er mæt.

ANDEN QVINDE.

Min Mand har ikke mindre Grimacer.

FØRSTE QVINDE.

At vore Doctore udi Lægekonsten ere lidt maneerligere, end de andre, kommer vel deraf, at de studere ikke saa meget, og at de ere meere blant Folk.

ANDEN QVINDE.

Det er sandt nok. Endeel af dem har dog ogsaa slemme Nykker. Mig længes derfor at vide, hvordan de Fremmede vil blive fornøyede med denne 418 Doctor. Men jeg seer dem at komme ud igien. Jeg frygter derfor, at de har kun faaet slet Audience. Men vi maa hen at fortælle vore Naboesker, hvad vi har seet. Abeunt.

SCEN. 11.

Leander. Sganarel.

LEANDER.

Denne Mand er meget maneerlig og høflig.

Han bød os ikke alleene sit Huus til, men endogsaa uden Betalning.

SGANAREL.

Nu begynder jeg at komme mig lidt igien; thi jeg mærker, at man og kand finde nogle lærde Folk uden Grimacer.

LEANDER.

De andre af hans Medbrødre vare og alle civiliserede Mænd.

SGANAREL.

Jeg troer, at de ere alle Doctore udi Lægekonsten.

LEANDER.

Ja vist. Vor tilkommende Vert sagde mig, at det var det heele Medicinske Facultet, som var samlet i hans Huus, og var det derfor, at han ikke kunde tale med os længer denne gang. Men der er en Ting, som jeg grubler over: Jeg kand ikke begribe, hvad det skulde betyde, at de beskuede os saa nøye, og at de hviskede derhos saa meget sammen.

SGANAREL.

Det kand vel ikke betyde andet, end at vor Skikkelse og Dragt er fremmet og usædvanlig for dem.

LEANDER.

Det kand vel ogsaa være, men ---

SGANAREL.

Ey, Hr.! I grubler over slet intet. Jeg for min Part er vel fornøyet med, at vi har faaet saa got Herberg. Men jeg seer, at Qvinderne ere alt borte.

LEANDER.

Jeg kand tænke, at de ere hen at fortælle og tilkiendegive vor Ankomst for deres Naboersker.

SGANAREL.

Saa vidt jeg begriber, kand en Fremmed her giøre sin Lykke blant disse Doctorinder; Thi de ere alle meget tamme. Men der kommer vor Vertinde med en Flaske Viin.

419

SCEN. 12.

Den 3die Qvinde. Leander. Sganarel.

TREDIE QVINDE.

I gode Herrer! lader Tiden ikke være dem for lang. Saa snart min Mand bliver færdig med Facultetet, og hans Med-Colleger gaae bort, vil han have den Ære at tale videre med dem. Imidlertid har han befalet mig at holde dem med Selskab.

Hun skiænker et Glas, som hun giver Leander, og derpaa sukker hun, og græder.
LEANDER.

Hvad ligger hende paa Hierte, Madame, efterdi hun sukker saa dybt?

SGANAREL
sagte

Jeg er vis paa, at hun fremkommer med en Elskovs Erklæring.

Hun skiænker et andet Glas i for Sganarel, sukker og græder ligeledes.
LEANDER.

Min hierte Madame! hun maa tilkiendegive, hvad som har bragt hende udi den Bedrøvelse.

Hun sukker og græder igien.

Forklar os da Aarsagen. Jeg brænder af Begiærlighed efter at vide saadant.

TREDIE QVINDE.

I gode Herrer! I ere komne udi et meget honet Huus.

LEANDER.

Derom er jeg forsikkret.

TREDIE QVINDE.

Min Huusbond passerer for en af de oprigtigste og tienstagtigste Mænd udi Staden.

LEANDER.

Man tvivler ikke derom, Madam.

TREDIE QVINDE.

Men saasom han tillige med sparer hverken Omkostning eller Umage, naar han seer sig derved at kunde erhverve nøyere Kundskab i Medicinen, og at forbedre Konsten, saa har han, da han saae de gode Herrer og betragtede deres rare Skabning, ikke udaf mindste Ondskab, men allene for at give Medicinen noget Lys, besluttet at lade dem begge anatomere.

SGANAREL.

Hvad vil det sige: Anatomere?

LEANDER.

Det vil sige, Sganarel: At lade din Mave opskiære.

420
SGANAREL.

Hvad? at lade min Mave opskiære?

TREDIE QVINDE.

Jeg kand forsikkre, at det skeer ikke af nogen Ondskab; thi han har stor Godhed for Fremmede.

SGANAREL.

Han maa have Diævelen, og ikke Godhed, naar han vil skiære Maven op paa en ærlig Karl. Vi har vel reyset, Hr. Principal.

LEANDER.

Men er det hendes Alvor, Madame, eller skiemter hun med os?

TREDIE QVINDE.

Det er gandske fast besluttet. Jeg var færdig at daane, da jeg hørte det.

LEANDER.

Men kand hun ikke ved sin Forbøn afvende saadan U-lykke?

TREDIE QVINDE.

Ney, Tingen er besluttet efter de fleeste Stæmmer udi Facultetet. Man veed, at Docterne aldrig staae fra Deres Meening, helst naar en Ting er besluttet af et heelt Facultet.

SGANAREL.

grædende. Er her da ingen Byefogd, som man kand appellere til?

TREDIE QVINDE.

Byefogden selv er Stads Physicus, hvilken aldrig forhindrer Doctores udi et Foretagende, som sigter til at oplyse Anatomien.

SGANAREL.

Vi har vel reyst, Herre.

LEANDER.

paa Knæ. Ach Madame, tænk paa Midler at redde os uskyldige Mennesker.

SGANAREL.

ogsaa paa Knæ. Ach Madame, forbarmer jer over mig. Jeg har kun en eeneste Mave, som jeg umueligen kand undvære.

TREDIE QVINDE.

Hører, kiære Venner! hvis I vil tage mig og mine Søstre, som ere gifte til 2de Philosopher, med jer, og føre os bort til jer Fæderne-Land, vil vi give os paa Flugten sammen. Staaer kun op, og forbliver her, indtil jeg bringer dem hid; thi de ere ligesaa kiæde af deres Mænd, som jeg er af min.

SGANAREL.

Bliv da ikke længe borte. Madame. Hun gaaer.

421

SCEN. 13.

Leander. Sganarel.

SGANAREL.

Det var et Fandens Indfald, da vi toge os for at fæste Boelig i denne Philosophiske Stad.

LEANDER.

Man lærer heraf, at det er ikke alt Guld, som glimrer. Jeg tvivler ikke paa, at Staden jo vrimler af lærde Mænd; Men man mærker ikke, at deres Levnet svarer til deres Lærdom. Thi mange læse alleene for at blive lærdere, men ey for at blive klogere.

SGANAREL.

Herren maa sige, at de læse alleene for at blive galne. Saadan Stad burte oprykkes med Rod, og alle dens Beboere ødelegges.

LEANDER.

Du maa heller sige aarelades, eller sættes i Daarekisten; thi det er just ikke af Ondskab, men af formegen Lærdom, de ere rasende.

SGANAREL.

Er det ikke Ondskab at ville skiære Maven op paa got Folk? Mig synes, at jeg føler allereede Kniven udi min Mave.

LEANDER.

Jeg bekiender, at saadanne Folk burde udrøddes; men de andre fortiene alleene at belees. Jeg mærker ellers, at disse Philosophi maa være deelte udi adskillige Secter: den, som græd, maa følge Heracliti, den, som loe, af Democriti Sect, og at den, som tvivlede om alting, maa være en Scepticus.

SGANAREL.

Hvem af disse kand man holde for at være meest gall?

LEANDER.

De ere alle lige galne, skiønt hver paa sin Maade. Qvinderne maa vi derimod prise.

SGANAREL.

Ja vist! i sær om de vil holde deres Løfte.

LEANDER.

Jeg lever udi det Haab; thi jeg merker at de leve ikke fornøyede med disse Philosophi.

SGANAREL.

Gid de vilde komme noget snart; thi hvert Øyeblik er mig saa lang, som en Dag.

LEANDER.

Taalmodighed, Sganarel! vi have intet andet at forlade os paa, end deres Hielp. Qvinde-List er stor, 422 og der behøves ikke megen Konst til at narre Mænd, som gaae hen i Taaget.

SGANAREL.

Hvis jeg lykkeligen kommer ud af denne Fare, skal jeg beflitte mig paa at forfølge alle Philosopher.

LEANDER.

Ikke alle, men dem alleene, som giøre Misbrug af Philosophien; thi ligesom nogle vanskabes af dens Misbrug, saa forbedres og poleres andre af dens rette Brug. Men der seer jeg de gode Qvinder komme.

SCEN. 14.

Leander. Sganarel. De 3 Qvinder med smaa Skrine under Armene. Item Polyphemus.

TREDIE QVINDE.

Tiden har maaskee faldet dem lang I gode Venner!

LEANDER.

Vi have talt hvert Minut.

SGANAREL.

Og jeg hvert Øyeblik.

TREDIE QVINDE.

Nu stoler vi paa jeres Løfter, at I ikke forlader os, naar I komme i Sikkerhed.

LEANDER.

Vi skal derfore lade see Taknemmelighed, saa længe som vi leve.

TREDIE QVINDE.

Disse Skrine, som ere fulde af Guld og kostbare Steene, skal vi føre med os.

SGANAREL.

Nu har jeg min Aande igien, og føler ingen Smerte i Tarmene meere.

LEANDER.

Men I gode Fruer! jeg frygter, at jere Mænd vil strax efter sætte os, og at det sidste kand blive værre, end det første.

TREDIE.

QVINDE viisende paa Polyphemus. Vi har i Leedtog med os denne forslagne Person, som stedse gaaer os til Haande, naar vi vil narre disse Philosopher.

POLYPHEMUS.

Jeg skal nok ved en Invention hindre, at I ikke skal blive eftersatte.

LEANDER.

Men kiære! hvori bestaaer den Invention?

POLYPHEMUS.

Det kand jeg ikke sige. Forlader jer kun 423 paa mig, og slaaer all Bekymring af Hovedet. Skiuler jer her først ved Hiørnet, indtil Stormen er forbi.

De skiule sig i en Krog.

SCEN. 15.

Doctoren, med 3 Philosopher, som kommer ind een efter anden.

DOCTOREN
i fuld Løb

Hvad for en U-lykke er dette? Jeg seer ikke de fremmede meer, ey heller min Hustrue, og mit Skrin er opbrudt. Hey! Hey! hvor er I henne? Alle mine Lemmer zittre og bæve. Min Hustrue maa have aabenbaret dem Facultetets Forsæt, og maa have taget Flugten med dem. Ach Himmel! hvilken u-lyksalig Hændelse. Jeg kand sige, at jeg aldrig har haft større Begiærlighed til at anatomere nogen end disse tvende Personer, besynderlig den med Kaaben, thi det kom mig for, at hans indvortes Skabning vilde erhverve stort Lys udi Anatomien.

FØRSTE PHILOSOPH
i fuld Løb

A, a, a! jeg er om en Hals, mit Penge-Skrin er borte, og min Hustrue er ingen Steds at finde.

ANDEN PHILOSOPH
ligeledes

Hey, hey! hielper alle, som hielpe kand. Mit Skab er brudt, og mit Liggendefæe, som var mig kiærere end mit Liv, er borte. Ach, jeg elendige Mand! hvis jeg ikke faaer min Skat igien, hænger jeg mig af Sorg.

TREDIE PHILOSOPH
kommer løbende ind

Hey, hey, hey! holder paa Tyven. Jeg er bestaalen, alle mine Leddiker ere aabne, og den, hvorudi Guld og Klenodier laae forvaret, er borte. Hvor er min Hustrue? Her er ingen Tid at bortgive. Jeg maa løbe i fuld Galop til Stads Porten.

Han render de andre omkuld. De reyse sig op igien, slaaer Hænderne sammen, huje og skrige.
TREDIE PHILOSOPH.

Hvad fattes jer, kiære Brødre?

DOCTEREN.

Tvende fremmede Gautyve, som nyeligen 424 vare komne i mit Huus, ere bortløbne med min Hustrue og mine Penge.

TREDIE PHILOSOPH.

Det er gaaet mig ligeledes.

DOCTEREN.

Det er ikke den første Gang vore Hustruer har skuffet os. Vi maa strax kalde paa Byens-Folk, for at eftersætte dem.

SCEN. 16.

Polyphemus og de forrige.

POLYPHEMUS.

kommer ind, nedkastende sig Næsegruus.

DOCTEREN.

Det er jo vor gode Ven Polyphemus; hvad U-lykke mon ham er vederfaren? han er maaskee ogsaa bestaalen. Hør, Polyphemus! hvad skader dig?

POLYPHEMUS.

Ach hvilken Hændelse! hvilket Syn!

DOCTEREN.

Stat op! kiender du os ikke?

POLYPHEMUS.

Ach hvilket forunderligt Syn, som saaledes har fordunklet mine Øyen, at jeg fast ikke kand skille noget!

DOCTEREN.

Siig os da, hvad du har seet.

POLYPHEMUS.

For et Øyeblik siden, da jeg gik ud paa Marken, saae jeg tvende Personer i usædvanlige Klæder, havende 3 Matroner med sig. De samme vinkede ad mig, og, da jeg kom dem nær, sagde den eene: Gak strax ind udi Staden, og forkynd, hvad du har seet. Jeg er Jupiter, og denne Person er Mercurius. Vi have paataget os Menneskelig Skikkelse, og ere nedsteegne af Himmelen for at bortføre disse 3 dydige Matroner, og at sætte dem blant Gudindernes Tall, saasom jeg har holdet dem for gode at leve længere blant syndige Mennesker. Videre sagde han: forehold deres Mænd, at de have syndet mod Himmelen ved de haarde Ord, som de have ladet falde mod den øverste blant Guderne, og at saadan Synd maa saaledes forsones, at de strax forføye sig hver Hiem til sit Huus, at de der udi 3 Dage faste og bede, og at de siden Jupiter og Mercurio til Ære 425 stifte en aarlig Fest, som skal føre Navn af Bortførelsens-Fest. Da han dette havde udtalet, begyndte alle at skinne som Solen, og foer op igiennem Luften.

ALLE PHILOSOPHI
løfte Hænderne op og raabe

O magnum Miraculum!

POLYPHEMUS.

Jeg kand endnu see et Skimt af dem. See engang op imod Himlen paa den høyre Side, hvor jeg peger.

EEN PHILOSOPH
grædende

Vist nok er det, jeg seer ogsaa et Glimt deraf. Kiære Brødre, lader os strax gaae Hiem, for at efterleve Himmelens Befaling. De falde paa Knæe og synge.

FØRSTE PHILOSOPH.

O felices animæ, vivæ in cælum raptæ!

TUTTI.

Orate pro nobis.

ANDEN PHILOSOPH.

Qvas dignatus Jupiter reddere immortales.

TUTTI.

Orate pro nobis.

TREDIE PHILOSOPH.

O novæ cælicolæ, Lucia, Margaretha, cum dilecta Agatha!

TUTTI.

Orate pro nobis.

De reyse sig derpaa og gaae bort.

SCEN. 17.

Polyphemus. Leander. Sganarel. De 3 Qvinder.

POLYPHEMUS.

Kommer nu frem igien! I mærker af dette Puds, at man kand narre disse Spræng lærde og i Studeringer henrykte Karle, ligesaa meget som man vil.

LEANDER.

Naar denne Sag bliver oplyset, vil der blive stor Allarm; thi det kand dog ikke længe dølges.

POLYPHEMUS.

Naar vi alle ere komne i Sikkerhed, maa alting gierne aabenbares. Da vil den eenes Latter nok sagtes, den anden vil faae ret Aarsag at græde, og den 3die vil ikke nægte Sandserne meer.

De takke ham alle og derpaa synge efterfølgende Viise.
426
FØRSTE QVINDE.

Farvel, du Philosophisk Land!
Jeg Ryggen til dig vender.
Paa andet Sted en bedre Mand
Jeg falder nok i Hænder,
Hvor findes Folk, skiønt mindre lærd,
Men ey deslige Haser;
Hvor Koner er i meere Værd,
Ey plages med Grimacer.

ANDEN QVINDE.

Democritus vil meer ey lee,
Men heller fælde Taare,
Saa tit som denne Hændelse
Han Sindet stiller fore.
Med føye Heraclitus vil
Herefter stedse græde,
Thi dette store Skue-Spill
Vil Skiæg og Kinde væde.

TREDIE QVINDE.

Den klare Sandhed Pyrrho før
Ey kunde see med Brille;
Sig neppe nu fordriste tør
Med Tvivlsmaal Folk at drille.
Vor Stoicus og ikke her
Sin Lærdom vil forfægte,
Ey mod Affecter tale meer
Og Passioner nægte.
Med mine Søstre gandske vist
Jeg skulde og formeene,
At Stjerne-Kigren denne List
Kand og til Lærdom tiene;
Thi om paa Himlen han er klog,
Sig af sin Viisdom bryster,
Saa herpaa Jorden er han dog
En Nar, en Stymper, Kryster.

427
LEANDER.

Her et Exempel viise kand
Og haver lagt for Dagen,
At Skiæg og Kaabe hos en Mand
Giør meget lidt til Sagen.

SGANAREL.

Jeg med jer andre stemmer i,
Og vil min Sorg begrave,
Og takker Himlen 10 Gang ti,
At jeg beholdt min Mave.

Sganarels Reyse
Noter

S. 397
Sganarel, Navnet hentet fra den franske Komedie (Molière). S. var iført en bredstribet Dragt med Hætte samt en kort Kappe.

S. 398
Philosophi etc. Betyder formentlig: kan besættes af Skuespillerne efter Forgodtbefindende. Iligemaade Kvinderollerne. - Quinderne etc., Kostumeangivelse, som antagelig kun ved en Misforstaaelse er blevet trykt. Der tænkes paa de Kostumer, som kort Tid før var blevet benyttet ved Opførelsen af Saint-Foix's lille Komedie: De tre Gratier. - maa, kan.

S. 401
forlangte, forønskede. - betinge, træffe Aftale om, sikre.

S. 402
med et langt Skiæg, normalt for Oldtidens Filosoffer. - gisper, gaber.

S. 403
En Heraclitisk Philosophus. Den græske Filosof Heraklit fandt iflg. Overleveringen Menneskets Taabeligheder begrædelige. Hans Fagfælle Demokrit fandt dem blot latterlige. - U-leyligheder, Besværligheder.

S. 404
støder ham, sparker, skubber ham. - Grimasser, Manerer. - særdeeles, ualmindelige, ejendommelige.

S. 406
En nye Philosoph, dvs. en moderne Filosof, i Modsætning til de tidligere, som tilhører Antikken. Holberg lader ham interessere sig for en Række aktuelle filosofiske og naturvidenskabelige Spørgsmaal.

S. 407
subtile, udspekuleret, skarpsindig. - gemeene, almindelige. - in Philosophia occulta, i de okkulte Videnskaber, Magien.

428

S. 408
Blodets Circulation, Blodets Kredsløb, opdaget af Harvey 1628, var stadig Genstand for Strid og fortsatte Undersøgelser. - Dannelse, Beskaffenhed. - Dyrenes Siæle, den franske Filosof Descartes (d. 1650) mente, at Dyrene var blotte Maskiner. Aristoteles med Elever var af den modsatte Opfattelse. Selv indtager H. - støttende sig til den tyske Filosof Leibniz (d. 1716) - et Mellemstandpunkt. - Nominales eller Reales etc., to filosofiske Retninger med Rod i Middelalderens Skolastik. For førstnævnte (Nominalisterne) er de abstrakte Almenbegreber blot vor Bevidstheds Tegn (nornen, lat. Navn) for Forholdene, mens de for sidstnævnte (Realisterne) betegner noget virkeligt eksisterende. Spørgsmaalet havde teologisk Betydning, derfor Udtrykket: orthodoxi, rettroende. - Astrologus, Stjernetyder.

S. 409
de 9 Viisdoms Gudinder, Muserne. - Abit, lat. (han) gaar bort. - En Sceptisk Philosophus. Skeptikerne dannede en filosofisk Skole i Oldtidens Grækenland, der benægtede Muligheden for objektiv Erkendelse.

S. 410
Subtilitet, lat. subtilis har som Grundbetydning: fintvævet, tynd, spæd.

S. 411
heller, snarere. - Principal, Herre. - maaleløs, stum.

S. 412
Complimenter, Artigheder, Høflighedstegn. - Stoknarre, Ærkenarre.

S. 413
rasende, vanvittig, gal. - Paris, trojansk Kongesøn, der bedaarede og bortførte den smukke Helene og saaledes gav Anledning til den trojanske Krig.

S. 414
net og kruset Haar: Leander bærer Paryk. - endelig, nødvendigvis, ubetinget. - helst, især. - begegnede, mødte, behandlede.

S. 417
henrykt, henrykket, dvs. fordybet.

S. 418
Abeunt, lat. (de) gaar bort.

S. 419
rare, usædvanlige.

S. 420
Stads Physicus, øverste Embedslæge i Byen.

S. 421
er ikke alt Guld, som glimrer, ikke alt som glimrer er Guld. - aarelades, Midlet brugtes mod Sindsoprør.

S. 422
Item, lat. ligeledes. - Invention, Paafund.

S. 423
den med Kaaben, altsaa Sganarel. - Leddike, Lædike, Skrin, Pengekasse.

S. 424
Byens-Folk, Politibetjentene. - fast, næsten. - skille noget, skelne noget. - Jupiter, Gudernes Overhoved. - Mercurius, Jupiters Sendebud og Følgesvend.

S. 425
O magnum Miraculum, lat. O, store Under. -O felices animæ etc., lat. O salige Sjæle, levende optagne i Himlen./ Bed for os./ Som Jupiter har værdigedes at gøre udødelige./ Bed for os./ O nye Himmelbeboere, Lucia, Margaretha, tilligemed den elskede Agatha!/ Bed for os. - Tutti, lat. alle.

429

S. 426
Has, naragtig eller foragtelig Person. - Pyrrhon, græsk Filosof, Stifter af den skeptiske Skole. - Vor Stoicus. Stoicismen, stiftet af den græske Filosof Zeno, havde som Maal en Frigørelse fra Begær og ydre Tilskikkelser til Opnaaelse af Sindets Ligevægt. Der findes ingen Stoiker blandt de optrædende Filosoffer.

NYE-AARS PROLOGUS
til en Comoedie

Allerunderdanigst præsentered
Af
Den heele Danske Bande
1723

432
433

Nye-Aars Prologus
Indledning

Det var det unge teater i Lille Grønnegade meget om at gøre, at Medlemmer af Kongehuset af og til overværede dets Forestillinger. 1723 blev som en lille Tryksag udgivet nedenstaaende Nytaarsprolog, som synes forberedt til et Besøg af Frederik IV i Teatret i Begyndelsen af 1723. Det er usikkert, om Besøget fandt Sted, eller om Kongen overhovedet kom i Teatret. Derimod er det sikkert, at Truppen optraadte paa Slottet 15. Januar, 9. Februar og 30. November 1723, samt 23. Februar 1724. Mercurius' Replik godtgør, at vi ikke er paa Slottet, men i det jævne Komediehus, samt at Kongen formentlig ikke er til Stede. Thalias Tale retter sig først og længst til Rigets Indbyggere, men slutter med direkte Henvendelse til Kongen. Titelbladet giver Indtryk af, at hele Truppen medvirker; der er da ogsaa 10 Roller i denne dramatiske Prolog. Men blandt Underskriverne mangler Lederen, Montaigu, samt de kvindelige Medlemmer af Banden. Vi har Eksempler paa, at Montaigu henvendte sig direkte, og i franske Skrivelser, til Majestæten. Det er sandsynligt, at det lille Tryk er en beskeden Henvendelse fra det øvrige mandlige Personale ved Nytaaret til Kongen. Den kan være en Meddelelse om en Nytaarsforestilling, hvor man havde haabet paa Kongens Nærværelse.

Skønt Holberg ikke har optaget dette lille Lejlighedsstykke i sine Skrifter, er det uden Tvivl i alt væsentligt fra hans Pen. Man vil genkende adskilligt heri i Just Justesens samtidige Betænkning over Komedier, som er trykt i dette Bind. Mars, som ikke bruger de fornemme Aleksandri 434 nere, men de folkelige 4- og 3-Fodsjamber, har en Række Vers fælles med Epilogen til Ulysses von Ithacia (se Bind IV, S. 407). Sganarells derpaa følgende Replik: »Hvis ene slige Skue-Spil etc.« findes i Prosaomskrivning i Forspillet til Uden Hoved og Hale (se Bind V, S. 132). Apollo benytter Holbergs Critique over Peder Paars: »Som bitter Medicin etc.« (se Bind II, S. 364).

Litteratur. Holbergs Komedier udgivne af Julius Martensen, IV, 1898, S. 7 ff. - Eiler Nystrøm: Den danske Komedies Oprindelse, 1918, S. 111 ff.

435
436
SGANARELL
besat med Almanakker, kommer frem, og vil begynde sit Nyt-Aars Ønske; Seer sig om og blir vaer Apollo, begynder at zittre, men dog søger at bringe sin Tale frem saaledes med skielvende Røst og Gebærder:

See Soelen vender om, det nye Aar nu frembryder---

Han seer sig om igien, og blir vaer Æsculapius, blir meer bange, repeterer Verset igien skielvendes, seer sig atter om, og fornemmer Cupido komme, skielver, og raaber paa Souffleuren.

Hvad følger efter frembryder?

Repeterer Verset igien, seer sig om, da Mars og Vulcanus kommer frem. Han kommer derover gandske fra sig selv, og raaber:

Hvad meer, Monsr. Hammer? Aa jeg stakkels Menneske! jeg kunde min Rolle paa mine Fingre, men disse mange Guder og Gudinder har drevet all min Forstand og all min Veltalenhed ned i mine Knæe. Courage, Sganarell, forsøg end engang!

See Soelen vender om, det nye Aar nu frembryder,
I denne Bande vi fast alle ere Jyder.

Ney, det var intet ret. See der kommer ogsaa Momus; Nu er jeg ikke god for at sige min Meening paa Prosa meer end paa Vers.

Han tar sit Tørklæde op og græder.
MERCURIUS
Jeg er Mercurius, som udaf Luftens Rige
Mig foretâer i Dag paa Jorden at nedstige,
At see, hvor her gaaer til. Jeg gierne vide vil,
Hvad ondt, hvad got man hør paa disse Skue-Spil;
Thi gaaer kun alting til paa en tilbørlig Maade,
Maa skee Monarchen vel beviise vil den Naade,
Nu, saasom Rigerne Han kronet har med Fred,
Paa denne ringe Grund at stige stundom ned.
MOMUS
Da anderledes skal man Skue-Spil opføre;
Alt hvad jeg hører her, det skurrer mig i Øre,
437Et Stykke bedre vel end som et andet gaaer,
Men af det beste jeg dog Vrid i Livet faaer.
SGANARELL
Her Momus er sig liig, og fører gammel Tale,
Man aldrig har ham seet med anden Pensel male.
Jeg troer, vor Skue-Spil just derfor prises maa,
Naar man en Momus seer med Nakken deraf slaae;
Thi hvis man hørte ham en anden Snak at føre,
Det kunde vores Sag desmere mistænkt giøre.
Naar andre græder, da allene Momus leer,
Naar andre frydes, han til Graad Anledning seer.
Man derfor med hans Dom sig ikke lader nøye,
Naar Avind laster, man det agter ikkun føye.
Spørg andre Guder ad, som tale med Beskeed.
Til Spectatores. Nu flyder for mig Vers; det volder, jeg blev vreed.
MARS
Jeg efterfølger Momus ey,
Og laster for at laste,
Men gaaer den sikre Middel-Vey,
Ey alting vil forkaste,
Ey lukke Øye, Øre til
Naar noget høres, viises,
Som udi disse Skue-Spil
Fortienne kand at prises.
Men derudi jeg intet seer,
Som Marti kand fornøye,
Her giør man kun Comoedier
For Øre, ej for Øye.
Hos andre man dog Stykker seer,
Som meere har at sige,
Nu Kiemper, nu Beleyringer,
Nu Jomfru-Rov og Krige,
Nu een, der af Fortvilelse
Sig Livet vil fratage,
Nu Folk omskabt til Steen, til Træ,
I Luften gloend' Drage;
438Men her i disse Skue-Spil
Man hør kun Skiemt, Morale,
Som intet andet tienner til
End dysse Folk i Dvale.
SGANARELL
Hvis ene slige Skue-Spil
Kand Martis Hierte glæde,
Jeg gierne Vey ham viise vil
Hen i Brolegger-Stræde.
ÆSCULAPIUS
Jeg som Krigs-Guden ej vil alt saa nøye regne,
Jeg vil kun tale lidt paa Doctor-Gradens Vegne:
Hvi kommer det, at man i hver Comoedie
Indfører Doctore for dennem at belee?
Det synes ligesom man Stykker ej kand spille,
Med mindre Doctorne man sette skal en Pille;
De gode Mænd i hver Comoedie tienne maa
Til Folkes Tids-Fordriv. I min Tid var ej saa.
SGANARELL
Hr. Doctor, bliv ej vreed! vi skiemter og med andre,
Fra en til anden Stand vi med Satiren vandre,
Nu paa en Doctor, nu igien en Advocat,
Ræt som det falde kand, vi pleyer tage fat.
CUPIDO
Paa dette Skue-Spil jeg intet har at giøre,
Thi jeg om Elskov faaer lidt eller intet høre;
En gandske Vinter ej Cupido bliver nævnt,
Og naar en elsker, da han elsker kun saa jævnt.
Nej, vil man, Skue-Spil Cupido skal behage,
Da maa der høres i hvert Stykke Elskovs Klage,
Da man en unger Svend udøse Suk for Søe,
For Skov, for Bierg, for Træ, ja udaf Elskov døe;
Thi udi Skue-Spil er Siælen Pastorale.
Ej andet høres her end mavert tørt Morale;
Jeg her mit Herredom at gaae til Grunde seer,
Thi end ved Giftermaal ej sluttes Stykket meer.
439
SGANARELL
Saaledes Skue-Spil blev øved fordum Dage,
Da Giække pleyede sig Livet at fratage;
Nu Folk kun Ægteskab af Interesse giør,
Om Elskov derfor vi kun lidet mælde tør.
Foruden dette, vi Acteurs er mesten Jyder,
Af stor Koldsindighed. Ad Aare dog vi byder
Maa skee Cupido selv til en Tragædie
Paa et og andet Mord, som han kand faae at see.
VULCANUS
Jeg gaaer paa Comoedien somme Tide,
Sær naar jeg faaer at vide,
At man blæser paa Trompetter,
Da gir jeg min Mark, og mig en Time paa Gallerie sætter
Naar Musiquen endet er, gaaer jeg bort,
Thi Comoedien i sig selv agter jeg ikke stort.
SGANARELL
Vulcani Poësie tilkiende noksom giver,
At af Comoedier han aldrig Elsker bliver;
Dog hvad Critiqve og hvad anden Skiønsomhed
Kand ventes af en grov og upoleret Smed?
BELLONA
At føre Skue-Spil saaledes ind i Landet,
jeg holder fore, kand ej tienne fast til andet
End styrte tapper Folk hen i Qvindagtighed;
Med mange Stæder som man seer tilforn er skeed.
Hvor Pallas føres ind, der maa Bellona vige,
Som dog fra Arilds Tid i dette Tvilling-Rige
Sit Sæde haver haft, bedækked med sin Skiold
Sit kiære Norden, end mod Romer-, Franker-Vold.
APOLLO
Hør, giver lidt Lyd! lad Phæbus ogsaa tale:
Hvo som Qvindagtig tør Minerva vel afmale,
Der sine Sønner til fuldkomne Stridsmænd giør,
Der Pen saavel som Sværd i Haanden altid før,
I hvilken Musæ sig med Marte maa foreene,
440Som paa et Træ, hvor man seer podet to slags Grene?
En Cæsar Ungdoms Tid med Pennen jo bortdrev,
Og Mester over Rom ved dapper Viisdom blev.
En Alexander, som fik Verdens Herre-Domme,
Med Sværd i Haanden gik, med Bøger i sin Lomme.
I Nordens Konge vi jo mærker Tapperhed
Med Viisdom samlet; ja en Salomon i Fred,
En David udi Krig Kong Frideric mon hede.
Tænk derfor ej, at det forgiæves er at lede
Paa eet Sted Viisdom, Mod, her seer du begge to
I Danner-Kongens Bryst endrægtelig at boe.
See an Minervæ Stad, Athenen, hvo kand sige,
Om den var meere stor i Fred end udi Krige?
Hvo decidere tør, om Verdens Oye Rom
Til saadan Vælde meer ved Sværd end Viisdom kom?
Mon Aristophanes Athenen har fordervet,
Mon han ej heller har den Laurbærkrantz forhvervet?
Mon Plautus Rom har giort Qvindagtig og forsagt?
Moliere ved sin Pen har svækket Frankrigs Magt?
Jeg hader og beleer de Spaamænd og Propheter,
Som ansee Skue-Spil for Landet som Cometer,
Der true Folk med ondt; da Digt og Skue-Spil,
Om i Historien man efterblade vil,
Er heller Frugter af et Riges Magt og Ære,
Og viser, Sproget bør blant andre Sprog florere,
Som Land for andre Land; saa med Athenen gik,
Jo meere den blev stor, meer Høyhed Sproget fik.
I Sprogets Ziirlighed, i Herredom tillige
Rom har jo taget til. See udi Frankerige,
Hvor Sprog og Magten man tillige voxe seer,
Hvor Digt og Poësie af Velstand Poder er.
Af en Augusto en Virgilius udspringer,
Med en Lovis le grand et Land Moliere bringer,
Med en Elisabeth en Dryden spirer op;
En sætter Land i Flor, en Sprog paa Ærens Top.
Men herpaa Spørsmaal jeg kand vente mig at høre:
Til Sprogets Tarv hvad kand slig Skue-Spil vel giøre?
441Det cultiveres kand jo ved Historier,
Ved andre Skrifter, og ved Talen udi sær.
Sandt nok; men Skue-Spill var rette Form og Smede,
Hvor Sproget dannet blev saavel i fordum Tide,
Som det blir i vor Tid; thi uden Digte-Konst
Og uden Skue-Spill arbeydes sligt omsonst.
Jeg derforuden og kand viise anden Nytte,
For at giendrive dem, som Skue-Spill ey skiøtte.
Som bitter Medicin en sund Comoedie er,
Som en Chirurgisk Kniv, der heeler, naar den skiær.
Den saarer Hierterne, men tit Forstanden læger,
Den først til Hevn, men strax til Kierlighed bevæger.
En deraf bliver vreed, som seer sin Characteer,
Sig ændrer siden, og sin forrig Feil beleer.
En Aristophanes Athenen derfor dyrket;
Thi den holdt fore, at han Staden havde styrket
Meer med Comcedier, ja større Tømme lagt
Paa Folkets Daarlighed, end Sværdet, Riis og Magt.
Skiøndt gamle Skue-Spill saa kydske og saa reene
Som disse ikke var. Men følger dem kun eene,
I Nordens Børn! i det, som ret og lovligt er,
Belee den hele Jord, men ingen udi sær,
Hold, som til denne Tid, kun med Satiren Maade,
Saa vindes Friis hos Folk, hos Danner-Kongen Naade.
Maa skee Monarchen saa, naar Tiden lader til,
Et Øye kaste tør til disse Skue-Spill.
Derpaa gaae de alle ud, og da Sganarell nu vil fortsette sin forige Tale, blir han vaer Thalia og siger:

Der kommer Thalia; Hun forstaaer Handværket bedre, hun talede saa vel for os, da den første Comoedie af os blev spilled.

THALIA
Gir agt, Indbyggere i dette ædle Rige,
Sær denne Hovedstad! tillader mig at sige,
At da jeg første gang paa dette Sted fremstod,
Jeg fandt en Hierte-Angst og Gysen i mit Blod.
Skiønt selv Apollo mig i Munden Ordet lagde,
442Skiønt eders Hænders Lyd gav Tegn, at jeg behagde,
Jeg dog, nu mine Vers har liden Fynd og Klem,
I Dag med større Mod til eder træder frem.
Da stod jeg skielvendes og torde neppe vente,
At mine Løfter slig et Udfald skulde rente;
Thi eders ædle Sprog var som i Dvale lagt,
Og for at sige sandt, plat kommen i Foragt.
Men i den korte Tid, I haver mig besøget,
Jeg glæder mig at see vor Tales Ziir forøget.
Jeg seer dets Herlighed hver Dag at tage til,
Nu Fremmede vor Sprog og gierne høre vil.
Det fryder mig og høyt, at I har selv befundet,
At mine Løfter har ey ilde været grundet;
Ja at min ringe Flid dog ikke var omsonst,
Da jeg til Sproget har lagt Øvelse og Konst.
Dog at det gaaer saa vel, det kand jeg ey tilskrive
Mig og mit Selskabs Flid; det vilde med os blive
Til lutter Daarlighed, hvis ey en større Magt
I dette spæde Værk os Haanden havde rakt.
Mit Haab allene er paa Kongens Naade grundet,
For Sprogets Opkomst som Beskytter vi har fundet,
Da og ved denne Soel slig Glands for mig oprandt,
At hos Hans største Mænd jeg ogsaa Ynde fandt.
Og om mit Hierne har et klygtig Værk udspundet,
Da volder det, at jeg Tilhørere har fundet,
Som veed at prise Got, som veed at vrage Tant;
En meere skiønsom Flok man aldrig samled fandt.
I har dog midlertid og mærket, at min Skare
Med mig har ingen Flid og Umag villet spare.
Med et og andet Spil jeg har, som i et Speil,
Viist mangens Daarlighed, og hvor man tager feil.
Men saasom Sandhed er ey altid god at høre,
Saa har jeg mange Ting for eder ladt fremføre
Af fremmed Giækkerie; Dog tænker aldrig paa,
At egne Feil jo til mit Arbeyd kand forslaae.
Gid I saa flittig vil herefter os besøge,
Som I er flittig nok vor Arbeyd at forøge,
443Gid kun vor Skue-Platz saalænge maa bestaae,
Som Folk vil Daarlighed og store Feil begaae.
Vi Kongens Naade bør i dette Værk erkiende,
Og med Taksigelse os mod hans Throne vende,
Til Kilden, hvorfra ned de Naades Strømme gaaer,
Der vandet har vor Jord det forbigangne Aar,
Vor Sprog har givet Vext og hiulpet som af Dvale,
Os aabnet Munden, og tilladet frit at tale,
Os banet Veyen til at skrive det paa Dansk,
Som man med mindre Fynd før læsede paa Fransk.
Tænk, Konge! at saa tit man taler om de Dyder,
De Ædelsteene, som din Krone saa bepryder,
Din Møye, Gudsfrygt, Flid, Din Mildhed, Tapperhed,
Aarvaagenhed i Krig, Rætfærdighed i Fred;
Vær vis paa, naar man skal en Krønik derom skrive,
At aldrig Dette da vil udelukket blive:
Da Vælde, Herlighed i Riget fæstet Rod,
I samme Konges Tid kom Sproget og paa Fod.

Naar Thalia har endet sin Tale, siger

SGANARELL

Vi takke skyldigst, Madame! paa Comoediernes Vegne; nu vil jeg da selv ikkuns slutte med 2 eller 3 Ord.

Vort Danske Moders Maal i Aar en Moder bliver,
Og med Comoedie-Konst sit første Foster giver;
Hver Stand kand skue frit sit Levnet derudi,
Som er et Dyders og Udyders Skilderie.
Du Landets Fader! vær da Barnets Fosterfader,
Vi vores Fliid udi Din Naade overlader,
Imidlertid vi med eet Hierte alle staaer,
Og ønsker Kongens Huus et glædeligt Nyt-Aar!
  • Joh. Ulsöe.
  • Peter Hald.
  • Magnus Schou.
  • Jens Höberg.
  • J. W. Gram.
  • Henrich Wegner.
  • Pilloy.
  • P. Sparkiær, Componist af Musiquen.
  • Rasmus Hammer, Copiist og Dicteur.
444

Nye-Aars Prologus
Noter

S. 431.
Prologus, lat. Fortale, Forspil. - Bande, Skuespillerbande, -selskab.

S. 435.
Dekket, Tæppet. - Apollo, lat. (gr. Apollon), Gud for Kunst og Videnskab. - Æsculapius, lat. Æskulap, Lægekunstens Gud. - Mercurius, lat. Merkur, Gudernes Sendebud. - Mars, den romerske Krigsgud. - Vulcanus, lat. Smedenes Gud. - Momus, Spottens og den bidende Ironis Gud. - Cupido, lat. Elskovsguden. - Bellona, lat. Krigens Gudinde.

S. 436.
besat med, dækket med, fuld af. - blier vaer, faar Øje paa. - fornemmer, bemærker. - Monsr., fr. monsieur, Hr. - Courage, fr. Mod. - end, endnu. - Bande, Skuespillerbande, -selskab. - fast, næsten, omtrent. - intet ret, ikke rigtigt. - er jeg ikke god for, kan jeg ikke, er jeg ikke i Stand til. - Mig foretâer, giver mig til. - hvor, hvordan. - stundom, af og til, undertiden.

S. 437.
Avind, Misundelse, Nid. - med Beskeed, forstandigt. - Spectatores, lat. Tilskuerne. - det volder, det skyldes, kommer af.

S. 438.
Brolegger-Stræde, se Bind IV, S. 331. - Doctor-Graden, Lægestanden. - Hvi, hvorledes, hvordan. - sette ... en Pille, give en Stikpille. - gandske, hel. - Pastorale, Hyrdeidyl, Kærlighedsidyl (som i Hyrdedigtningen).

S. 439.
Giække, Taaber, Tosser. - Interesse, Egennytte. - Acteurs, fr. Skuespillere. - Tragædie, først i Efteraaret 1726 spilledes forsøgsvis to Tragedier af Racine: Phèdre og Andromaque. - Mark, gammel Møntenhed (=16 Skilling); brugtes i Danmark indtil 1875. - tilforn, tidligere. - Pallas, Tilnavn til den græske Visdomsgudinde Athene. - Tvilling-Rige, dvs. det dansk-norske Fællesmonarki. - end mod, selv paa Trods af. - Phoebus, Tilnavn til Apollon. - Minerva, den romerske Visdomsgudinde, svarende til Grækernes Pallas Athene og ligesom denne tillige en krigerisk Gudinde. - Musæ, lat. Muserne. - Marte, af lat. Mars.

S. 440.
Cæsar, den romerske Feltherre og Statsmand Gaius Julius Cæsar (100-44 f. Kr.) var Forfatter til en Række politiske og historiske Skrifter. - dapper, tapper. - Alexander, Alexander den Store (356-323 f. Kr.). - Nordens Konge, Frederik IV. - lede, søge. - endrægtelig, i fuld Enighed. - Athenen, gammel Form for Bynavnet Athen. - decidere, afgøre. - Aristophanes, græsk Komediedigter (ca. 448-ca. 380 f. Kr.). - forhvervet, erhvervet. - Plautus, romersk Komediedigter (ca. 254-184 f. Kr.). - Molière, fransk Dramatiker (1622-1673). - heller, snarere. - florere, blomstre. - Augusto, af lat. Augustus, ro 445 mersk Kejser (27 f.-14 e. Kr.), under hvis Regering den romerske Litteratur havde sin Guldalder. - Virgilius, den romerske Digter Vergil (70 f. Kr.-19 e. Kr.). - Lovis le grand, Ludvig den Store, den franske »Solkonge« Ludvig XIV (1643-1715). - Elisabeth, den engelske Dronning Elizabeth I (1558-1603). - Dryden, engelsk Digter; levede 1631-1700, altsaa længe efter Dronning Elizabeth. - Tarv, Gavn, Nytte.

S. 441.
udi sær, især ved. - Smede, Smedje. Den rette Smede betyder den rette Plads, det rette Forum. - fordum Tide, gamle Dage. - skiøtte, bryder sig om, agter. - dyrket, dyrkede. - lovligt, jfr. tysk löblich, prisværdigt. - til denne Tid, indtil nu. - lader til, tillader. - Thalia, gr. Komediens Muse. - Sær, især. - Apollo... Ordet lagde, i en Prolog, som var skrevet af Frederik Rostgaard og fremsagt ved den første Forestilling paa Teatret i Lille Gronnegade.

S. 442.
slig, saadant. - rente, indbringe. - plat, ganske, rent. - Zar, Udsmykning. - Mit Selskabs, dvs. Skuespillerselskabets, Truppens. - Ynde, Yndest. - klygtig, kløgtigt, klogt. - volder, skyldes. - Tant, unyttig, værdiløs Underholdning. - skiønsom, indsigtsfuld, klogt dømmende.

S. 443.
erkiende, anerkende, paaskønne. - Madame, fr. Frue. - ikkuns, kun. - Fosterfader, Plejefader. - Joh. Ulsöe ... Rasmus Hammer, Skuespillerbandens mandlige Medlemmer samt Musikeren Peder Sparkiær. - Copist, Afskriver (af Rollerne). - Dicteur, fr. Sufflør. -

FORTALER
til
"COMOEDIER Sammenskrevne for Den nye oprettede Danske Skue-Plads Ved Hans Michelsen orger og Indvaaner i Callundborg. Med Just Justesens Fortale Første Tome. Tryckt
Aar 1723"

448
449

Fortaler
Indledning

Som Søren Kierkegaard i det følgende Aarhundrede udsendte Ludvig Holberg to Rækker Skrifter, en i eget Navn, en anden under Pseudonym. Det var de poetiske Skrifter, som 1719-26 udkom pseudonymt. Pseudonymet var endda spaltet i to. Den egentlige Forfatter er Hans Michelsen (ogsaa stavet Mikkelsen, Mickelsen), som er Brygger og Poet i Kallundborg. Han skriver selv Fortale til "Peder Paars", "Fiire Skiemte-Digte", "Comoedier" og "Metamorphosis", men overlader derefter til sin lærdere Ven, Just Justesen, at udarbejde en forklarende og forsvarende Betænkning over det poetiske Skrift. I "Peder Paars" er Just Justesen desuden Forfatter til Fodnoterne under Versene. I sit første Levnedsbrev (1728) meddelte Holberg, hvad alle vidste, at han i en poetisk Raptus havde skrevet de her nævnte Værker. Det dobbelte Pseudonym er Vidnesbyrd om, at Holberg har følt Overgangen fra lærd til digterisk Forfatterskab som et Spring. Han har i nedenstaaende Betænkning stolte Ord om, hvilket Overmaal af Fordringer der stilles til en Komedieforfatter, hvis Stykker skal virke levende paa en Scene. Derfor noterer Holberg sig, hvilken Skæbne de opførte Skuespil har haft paa Teatret, og at det er disse Komedier, han trykker i første Bind; de øvrige nævnes i Fortalen blot ved Titel.

Just Justesens Betænkning er et Indlæg for Teatret som aktuel Kunstart i Almindelighed og for Hans Michelsens Komedier i Særdeleshed.

Inden for Kirken, katolsk som protestantisk, har Synet paa Teatrets Kunst varieret meget. Snart har man skønnet, 450 at Teatret opdrog til Dyd, snart at det fordærvede Sæ- derne. Holberg har historiske Eksempler paa skiftende Bedømmelser; han har antagelig hentet dem fra et Leksikon eller en anden Haandbog, som endnu har kunnet eftervises. Han leverer samtidig et Forsvar for, at han, som Mand »af Stand og Characteer«, dvs. Rangsperson, gav sig af med at skrive Komedier, samt at Studerende og andre »smukke Folks Børn« optraadte som Skuespillere.

Holberg er sig sin Indsats som Dramatiker fuldt bevidst, og han ønsker den anerkendt paa Teatret: han søger derfor at paavise, at hans nye og hjemlige Komedier passer bedre til danske Forhold end f. Eks. Molières. I denne Indledning til 1723-Udgaven af de første Komedier kommer Geniets Kunstneregoisme til fuld Udfoldelse. Da hans Skuespil efter 1747 trues af en nyere fransk Smag, opfatter han derimod Molière som en værdifuld Medkæmper for den gedigne og haandgribelige Komedie, hvis fornemste Repræsentanter i Verdenslitteratur da bliver Plautus, Molière, Holberg.

Litteratur. Holbergs Epistler, ved F. J. Billeskov Jansen, Bind VII, 1953, S. 14. - Anne E. Jensen: Holbergs vekslende Domme over Molières Komedier, i Edda, 1957, S. 270 ff.

451

Hans Mickelsen

B. L.

Salutem!

Jeg holder gandske ufornøden at tale noget til disse Comoediers Forsvar, thi det var kun at kaage op igien det som Sign. Just Justesen har saa tit prædiket om tilforn. Vil den gunstige Læser ikke lade sig nøje med det som tilforn er sagt, saa forsøg kun selv engang at skrive en Comoedie, ikke om D. Faustus eller Finke-Ridderen, men en Comoedie af Characteer, arbeid et heelt Aar at giøre den uskyldig, og see til alligevel om ikke en eller anden vil udtyde den paa sig. Det er alt hvad jeg har at sige denne gang, forbliver i det øvrige
Vostre treshumble Serviteur
H. M.

P. S. Apropos, om nogen skulde udtolke det som en Karrigskab at jeg ingen Exemplarer forærer bort af mine Bøger: Da er dette at merke, at saasom jeg skriver noget ofte, er jeg at ansee som andre Kiøbmænd, hvilke hvor resolute de end ere, forære de dog ikke gierne bort noget af de Varer, som de idelig drive Handel med. Thi saasom man har mange Kiendinger, kand man ikke forære en uden man ogsaa skal forære en anden. Handelen kunde ellers falde til en Banqveroute.

452
453

Just Justesens Betænkning
over COMOEDIER

Der har tilforn været Tvistighed blant Skribenter om Comoedier: nogle har holdt dem skadelige og forargelige, andre igien fornødne og opbyggelige. Cyprianus fordømmer Comoedier, sigende: adulterium discitur, dum videtur; andre Fædre igien holder dem uskyldige. Ludvig den Hellige driver Comoediantere ud af Frankrig. En anden, ligesaa gudfrygtig Konge, som han, fører dem ind igien. En Prinds de Conti skriver en heel Bog imod Comoedier, sigende: Comoediers Henseende er at oprøre Affecterne, og den Christne Religions at stille dem. En stor Theologus derimod sætter andre Forretninger til Side, og bruger sin Pen til at forsvare Skuespill. Saa at ingen Materie synes meer problematisk. Alle maa skee har ret, og de stridende Meeninger kand foreenes, naar man giør Forskiel paa kydske og ublue Comoedier; Thi at ville forsvare en Plauti Mercator, var ligesaa daarligt, som at fordømme hans Capteivei. Men dermed, siger man, ophæves ikke Tvistigheden; thi der findes de, der tilstaae at Skuespill kand være uskyldige, men tilligemed ikke kand lide, at brave og gamle Folk drive Tiden bort med at see og læse Børne-Leeg. Andre derimod holde for, at det er fast ligesaa nyttigt at læse Comoedier som Postiller. Naar en Hugo Grotius adspørges af andre lærde Folk, hvi han gaaer med Terentium i sin Lomme, svarer han: fordi han er det værd. Vil man vide, hvad Nytte han haver af Skuespills Læsning, 454 svarer han: Børn læse et derudi, og Mænd et andet. Saa at Tvistighederne herudi ogsaa let kand ophæves; thi hvo kand nægte, at Ampitruo og Menechmei ere jo skrevne alleene for Tidsfordriv? hvo kand ogsaa nægte, at der jo er Lærdom og Morale udi Aulularia. Siger man: hvorfor menger man da saa meget unyttigt Galskab udi moralske Comoedier? da svares: hvorfor forgylde Apothekere deres Piller? det heeder jo:

Omne tulit punctum, qvi miscuit utile dulci.

Vil Moliere have Folk til at faae en Misanthrope til Livs, maa han forgylde den med en Medicin malgré lui. At menge Galskab i Comoedier, er derfor ligesaa fornøden som at smørre Hiulene paa Vognen og at bruge Drikke til sin Mad; thi uden det første kand det sidste ikke fordøyes. Man kunde da herudi saavelsom i mange andre Ting let komme overeens, naar man gaaer til den rette Kilde, og efterseer hvad som er den eeneste og rette Aarsag til slige Stridigheder.

Jeg for min Part holder det gandske unødigt at tale enten pro eller contra her udi; jeg vil kun alleene binde mig til tvende smaa Spørsmaal, som udi disse Tider ere blevne giorte ved Leilighed af disse nye anrettede Danske Comoedier, nemlig: 1. Om det strider mod visse Personers Stand og Characteer, at skrive Comoedier; 2. Om det er sømmeligt og anstændigt for smukke Mænds Børn, at lade sig bruge til Theatralske Exercitier. Det første er ikke meget vanskeligt at besvare, eftersom vi have Comoedier og lystige Romaner skrevne af Førster, Grever, Baroner, Riddere, ja Præste, Munke og Jesuiter i vore Tider, og af de habileste og største Mænd udi gamle Dage, som enten skreve selv eller hialp andre derudi. De Græker havde saa stor Ærbødighed for Comoedie-Skrivere, at de foregave, Aristophanes styrkede Athenen meer ved sine Comoedier, end dens Krigs-Magt baade til Lands og Vands. Ja Kongen af Persien udi de vigtige Spørsmaal, han giorde til de Lacedæmoniske Gesanter, spurdte dem, 455
hvordan Aristophanes levede, som bemeldte Comoedie-Skriver selv vidner i et af hans Skuespill kaldet Acharnenses; hvilket omendskiønt det er hart ad lige saa meget outreret, som den Chinesiske Philosophi Meening, at en Stad ikke vel kunde regieres uden Musiqve, saa sees dog deraf, udi hvilken Agt Comoedier have været holdne af de meest skiønsomme Nationer i gamle Dage, da Skuespill vare langt fra ikke saa reene og kydske, som de ere nu omstunder, ej heller saa sindrige eller moralske. Vel er sandt, at Amphitruo og Gnieren, som Moliere har oversat af Plauti Comoedier, staaer endnu i vore Tider udi den første Classe; men Resten derimod svarer aldeeles ikke dertil, langt mindre Terentii og Aristophanis Comoedier. Thi omendskiønt de, der ere Patroner af de gamle Comoedier, kand sige, som sandt er i visse Maader, at hver Nation, hvert Seculum har sin Smag, saa at det, som var den største Ziirlighed udi Grækernes Tider, meest kand skurre udi vore Ørne, og det som nu skurrer meest udi vore Ørne, kand vore Efterkommere finde meest Smag udi, hvorpaa Blackmore, en Engelænder, gir mærkelige Exempler alleene udi sin Nation: nu, siger han, finder jeg, at vor Nation har haft størst Behag udi mærkelige Hendelser og utroelige Bedrifter og vandrende Riddere, nu udi Ord af dobbel Meening, nu udi prægtig Stiil, nu udi søde og behagelige Tale-Maader, artige Indfald og Lignelser, og endelig i ubehagelig men grundig Lærdom; ligesom udi Musiqven, tilforn havde man Behag udi Harmonie, men nu udi Dissonancer og det som skurrer i Ørene: Saadant omendskiønt det ikke uden Grund fremføres til gamle Comoediers Forsvar, saa følger dog deraf ikke, at disse Tiders Mennesker ere aldeeles blinde udi at dømme om gamle Skrifter; thi det, som man kalder Indfald og bon sens, er altid det samme, og omendskiønt en ikke er saa lykkelig at forstaae Originaler, kand han dog see af Oversættelser, at Achilles hos Homerum taler som en grov Vogn-Mand, og at en stor Deel af Aristophanis Indfald har ingensteds hiemme. Saa man derfor kand frit sige, at 456 de nye Comoedier saa vel udi Artighed som udi Lærdom og Ærbarhed overgaaer de gamle, og at det derfor ikke kand tilskrives uden enten Avind eller en unaturlig Smag, at ville legge brave Folk til Last, at de nu omstunder skrive sindrige og opbyggelige Comoedier. Ja de, som stoppe deres Øren til for saadant, have lige saadan naturlig Feil paa Hørelsen, som Manden, der huggede Træer ned om sin Gaard for ikke at høre Nattegalen, og derimod fandt Behag udi at høre Frøer; eller som den Scyttiske General, der gad heller høre en Hest vrinske, end den sødeste Musicalske Harmonie.

Hvad den anden Objection er angaaende, at det er u-anstændigt for smukke Mænds Børn, der ere beskikkede i sin Tid at betiene Kirker og Skoler, at bruges til Theatralske Exercitier: Da svares der, at det, som kaldes Decorum eller Bienséance, dependerer af Landets Moder. I Engeland og Frankrig er det Landets Mode, at Præster gaae paa Comoedie og Caffee-Huse, hvorfor det ikke meer er usømmeligt. I gamle Dage var det mod Landets Mode for Mandfolk at gaae med Silke-Klæder, hvorudover det ogsaa var dem u-anstændigt. Saa snart derfor at den høye Øvrighed siger, at det ikke skal holdes usømmeligt for skikkelige Folk at lade sig bruge til Skuespill, saa bliver det strax ikke meer usømmeligt, og saa snart alle Byens Præster resolverede sig til at gaae paa Comoedien, var det dem ikke meer u-anstændigt end Geistligheden udi Engeland og Frankrig; ligesom naar en fornemme Dame vilde resolvere sig til at sidde engang paa Parterren, blev det holdet for en meget anstændig Mode for Borger-Koner at giøre det samme. Saa at alle slige Øvelser, naar de ikke ere syndige, saa snart Landets Mode siger at de ere sømmelige, blive de strax sømmelige, og saa snart den høye Øvrighed sætter andet Navn derpaa, stride de strax mod den saa kaldte Bienséance. Jeg vil ikke tale om mange brave Folk i vore Tider, der i deres Ungdom have ageret Comoedier, og siden ere bleven forfremmede til Academie, Kirker og Skoler; thi det er ligesaa let som ufornøden at bevise.

457

At skrive Comoedier holde ellers nogle Folk at være ethvert lystig Hoveds Verk, da dog Erfarenhed viser, at neppe tre eller fire udi et heelt Rige findes saadant Arbeid voxne, thi der udfodres af en Comoedie-Skriver, først at han er Philosophus og har nøje udstuderet det som kaldes Ridiculum udi det Menneskelige Kiøn; for det andet at han har det Pund at igiennemhegle Lyder saaledes, at han diverterer tillige; tredie at han i sin Imagination kand forestille sig hvad Virkning den vil have paa et Theatro, thi undertiden kand den Comoedie, som er lystigst at læse, allermindst behage paa Skue-Pladsen, thi ved Kløgter og artige Indfald kand fattes det, som ikke kand vel beskrives, men er noget, som giør et Theatrum levende; 4. at han af gode Comoediers Læsning har faaet alle de Regler i Hovedet, som derved bør i agt tages. Dog maa man tage sig vare, at man ikke søger at giøre et Theatrum saadan levende, at man derved støder an mod det som kaldes bon sens. Det er vel fornøden at outrere Charactererne, men dog saaledes, at man ikke af en latterlig Heros giør en gall Mand. Naar Jean de France knæpper sin Kiole bagvendt, kommer han mig i en hast for, ikke at være rigtig i Hovedet. Men naar jeg betragter, hvor daarlig Folk er at efterfølge strax end og de u-rimeligste Franske Moder, saa synes mig, at det er giørligt, ja mindre u-rimeligt, end at staae med et Glas Viin i Haanden fast en halv Time og skrige sig hæs, før man faaer den til Livs. Derimod kand jeg ikke hitte paa noget at besmykke den borgerlig Adelsmands Characteer; men naar jeg seer ham nu kaste sin Slaap-Rok af, nu tage den paa igien, for at merke, om Musiqven klinger bedre udi den blotte Trøje end udi Slaap-Rokken, iligemaade naar jeg seer ham lade sig indbilde, at den Tyrkiske Keysers Søn er kommen til Paris alleene for at frie til hans Datter, saa kand jeg ikke merke, at Characteren er outrered, men at Personen er Daarekistegall, saa Boileau havde større Aarsag at censurere den borgerlig Adelsmand og den indbildte Syge, der i sin Stue lod sig creere til Doctor for at blive frisk, end den gamle 458 Mand, som Scapin fik til at krybe i Sækken. En Comoedie-Skriver maa beflitte sig paa, at de Stykker, han forestiller, ere naturlige og uden Affectation, saa at Tilskuerne skal kunde bilde sig ind, at det er Alvor. Derfor var det at ønske, at i alle Comoedier Scena var udi det Land, hvor de forestilles, at Tilskuerne kunde slippe for at fingere sig andre Lande i Hovedet, og ligesom bilde sig ind, at saa snart de have faaet deres Passeer-Seddel, de i et Øjeblik med det heele Comoedie-Huus bleve forflytted til Rom, Grækenland, Spanien eller Frankrig. Fornuften viser ogsaa, at det maa skurre i delicate Øren, at høre en Spansk Historie forestilled paa Danske, hvorfore den Spanske Bonde, der kommer og taler Sællandsk udi Festin de pierre, behager mig ikke nær saa meget som Jeppe paa Bierget; og er derfor ingen Tvivl paa, at dersom de, der oversætte Molieres Comoedier, vilde med Scena forandre Navnene og giore ikke alleene Ordene, men heele Comoe- dien Dansk, det jo havde langt bedre Virkning. Og naar heele Comoedien skal være Dansk, saa maa ikke alleene Scena og Navnene, men og Charactererne være Danske; og er derfor adskillige fremmede Comoedier aldeeles ikke beqvemme for vor Skueplads. Tartuf hos Moliere kand aldrig blive Dansk, thi Hoved-Personen er en Directeur de Conscience, som under Helligheds Skin bemægter sig Herredomme udi et Huus, hvilke slags Folk voxe alleene i de Roman Catholske Lande.

Alle Doctor-Comoedier ere ogsaa u-rimelige her i Landet, hvor den Medicinske Nation er et fornemme Folk, der aldeeles ikke er befænget med de Lyder, som findes hos de smaa omløbende Medici paa endeel andre Steder. Iligemaade passer de meget Romansk forliebte Skuespill sig meget lidet her paa Stedet, og haver ikke den Grace her som udi Engeland eller andre Riger, hvor Folk henger sig af Kierlighed; thi der er gandske ikke fornøden, som nogle foregive, at enhver Comoedie skal endes med Ægteskab, thi naar en Comoedie-Skriver ikkun forestiller en Lyde med sin rette Farve, saaledes at den underviser og forlyster 459 tillige, har han i agt taget alt hvad han bør i agt tage. Saaledes havde Æsopus kundet passere for et meget smukt Stykke, omendskiønt den Poetiske Brude-Vielse udi Enden havde været udeladt. Man maa mage det saa, at vore Tilskuere ved sindrige og moralske Skuespill faaer den rette Smag, og saa lidt som mueligt forestille lystige Eventyr, hvorudi ingen Lærdom er, paa det at visse Folk kand betages all Aarsag at tractere vore Comoedier som Børnespill og Tidsspilde, ja man maa mage det saa, at man kand sige til vore Comoediers Forsvar, at derved ikke alleene de Penge blive udi Landet, som de fremmede og u-rimelige Bander tilforn udførte, men endog at Tilskuerne anvender deres ledige Tider vel og nyttig derpaa.

Dette maa være nok talt om Comoedier udi Almindelighed; nu vil jeg skride til disse som indeholdes udi denne Tome. Den første, som kaldes Den Politiske Kande-Støber, er af alle bleven mest censurered og haft den Lykke, som alle gode Comoedier gierne have, nemlig at en hob Mennesker derudover er bleven vreed. Man har beskyldet Autor derudi at have sigtet paa Øvrigheds Personer, da dog ingen Comoedie er til, der meer bør befalde Øvrighed, thi Satiren sigter alleene paa visse Pralere blant gemeene Folk udi Fristæder, der sidde paa Vertshuse og criticere over Borgemester og Raad, vide alting og dog intet. Slige Folks Characterer blive artig forestilled udi denne Kandestøber, som nogle af Raadet bilde ind at være bleven Øvrighed, paa det han kunde lære at kiende sig selv og vænne sig fra sin forrige Daarlighed. Jeg tviler paa, at nogen skal kunde vise mig en Comoedie meer honnete og meer moralsk; thi om nogen Feil er fornøden at forestille i et Skuespill, saa er denne, der gaaer saa meget i Svang blant Folk, som ikke vide det selv. Den kunde maaskee have saadan Virkning, om den blev spilled udi Holland eller andre fri Republiqver, at en Kaesverkoeper skulde i lang Tid betænke sig at opregne de Feil, som en Turenne, en Eugenius har begaaet udi den eller den Campagne. Comoedien er ellers ikke mindre lystig end moralsk; thi 460 den har holdet Tilskuerne i Latter fra Begyndelsen til Enden, og derfor af alle er spilled med størst Profit for de Vedkommende.

Den anden kaldes Den Vægelsindede, en rar Charactere, som ikke er udført i nogen Comoedie; thi Autor har bemøjet sig ikke alleene at skrive nye Comoedier, men ogsaa rare, da de fleeste fremmede, endogsaa mange af Molieres, ikke aldeeles ere saa nye, som Folk bilder sig ind. Udi denne Comoedie er Hoved-Personen en Dame, der har sexten Sind om Dagen, hvilken Characteer jo vanskeligere den er at forestille, jo større Berømmelse har den forhvervet Madame Montaigu, der har ført den saa vel ud. Ikke desmindre er den dog ej spillet med den Fremgang som den forrige, formedelst nogle alvorlige Scener, som de fleeste ikke begrebe udi førstningen. Saa der ere adskillige Meeninger om samme Stykke; thi nogle holde det nest Barberen for det sletteste, store Kiendere derimod af alle fem for det beste.

Den tredie Comoedie heeder Jean de France eller Hans Frandsen, hvilken saasom den er en bitter Satire mod de saa kaldte Petits Maitres, der sætte deres Fædrene Arv til Udenlands for at glemme deres eget Sprog og forgive Landet med fremmede Moder, saa holdes den for vores Nation det nyttigste Stykke, og saasom den er ikke mindre latterlig end skarp, saa har den fundet en synderlig Behag saa vel hos høje som lave, og holdes for den kostbareste.

Den fierde kaldes Jeppe paa Bierget eller Den forvandlede Bonde, en af Bidermanni gamle Historier, som Autor har udført i en Comoedie. Dette er den eeneste Materie, som ikke er opspunden udi Autors egen Hierne, hvorfor han ingen Berømmelse forlanger deraf, hvor vel de artige Kløgter, som legges udi Bondens Mund, og bevæge alle slags Tilskuere til idelig Latter, ere hans egne. Den blev spillet første gang meget ilde, formedelst en Forvirring som samme Aften reisede sig blant Acteurerne, men anden gang alle Folk til Fornøjelse, sær formedelst Personen Monsieur Gram, der agerer saa naturlig en Siellands Bonde.

461

Den femte Comoedie heeder Mester Gert Westphaler, hvor udi Hovedpersonen er en der dræber Folk med Snak. Dette Stykke havde kun tynd Lykke første Præsentation; thi saasom Personen havde kun tre Materier at tale om, saa syntes de fleeste, at de ofte Repetitioner giorde Comoedien ubehagelig. Autor derfor, saasom han merkede, at man ikke gav agt paa Comoediens rette Øje-Merke, tog sig for anden gang at forklare den ved en Prologus, og vise, at just i det, som man lastede, bestod Stykkets Dyd, hvilket havde saadan Virkning at Comoedien anden gang blev ligesaa meget roset, som den forrige gang blev lastet, og vil i Fremtiden efter all Anseelse passere for et af Autoris beste Stykker.

Disse Comoedier ere bleven spillet vexelviis med de allerstørste Comoedier oversatte af Fransken, hvorudover de have staaet større Fare end nogle andre nye-giorte Stykker. Thi Molieres Comoedier hvorvel de ere saa forslidte paa andre Steder, at de hart ad ikke kand bruges uden i Nøds-Fald meer, saa dog passere de her for gandske nye blant Folk, som ikke forstaaer Fransk; Saa at disse Originaler have holdet Stand med de Franske, ikke fordi de vare nye, men fordi de ere blevne holdet ligesaa gode, hvorvel derudi er intet for Øynene, ingen Machiner, Præsentationer, Masqverader og andet deslige, som lokker fleere Tilskuere, end Comoedien i sig selv, som kand sees af den borgerlige Edelmand, hvilken, omendskiønt det er et af Molieres slette Stykker, holder bedre Stand end Gnieren, som er det beste, alleeneste for den Tyrkiske Mufti og Masqveraden, hvorpaa de største Kiendere dog mest støde sig. Saa at den Behag, som Folk har fundet i disse nye Stykker, reiser sig alleene af Comoedierne i sig selv, saasom Autor intet har givet for Øynene, men alleene for Ørene, og ikke fordervet Comoedierne ved selsomme Præ- sentationer for at behage Galleriet, eller sæt dem for meget paa Skruer for alleene at behage Logerne. De Comoedier ere i mine Tanker de beste, som behage alle, hvorfor jeg regner ikke Molieres Misanthrope for andet end en smuk 462 og sindrig Samtale, men ikke for nogen god Comoedie, saasom den ene Part der udi fattes, som kaldes Festivitas, Gayeté og Konst at komme Folk til at lee.

Autor har derforuden skrevet en hob andre Comoedier, og ved saadant og andet hans idelige Møye og Arbeide foraarsaget, at vores Danske, som tilforn i ingen Anseelse hidindtil har været, nu omstunder reiser Hovedet i Veiret baade mod det Franske og Engelske.

Foruden de Stykker, som findes udi denne Tome, har han giort 10 andre, som ligge færdige, nemlig:

  • 6. Barselstuen.
  • 7. Den Ellefte Junii.
  • 8. Jacob von Tyboe eller Den stortalende Soldat.
  • 9. Den Stundesløse.
  • 10. Johannes Montanus eller Hans Berg.
  • 11. Don Ranudo de Colibrados eller Fattigdom og Hoffart.
  • 12. Ulysses von Ithacia eller En Tydsk Comoedie.
  • 13. En Comoedie kaldet Uden Hoved og Hale.
  • 14. Hexerie eller Blind Allarm.
  • 15. Melampe, en Tragoedie.

Fortaler
Noter

S. 447.
Indvaaner, Indbygger. - Just Justesen. Ogsaa dette Pseudonym anvendtes ved Udgivelsen af »Peder Paars«, idet Just Justesen her stod som Forfatter af Digtets Fortaler og Anmærkninger. - Tome, fr. Bind.

S. 451.
B. L. Salutem! dvs. Benevolo Lectori etc., lat. Til den velvillige Læser (min) Hilsen. - Sign., Forkortelse af Signør, fr. Seigneur, Hr. - filforn, tidligere. - gunstige, velvillige, venlige. - D. Faustus, Doktor Johann Faust (ca. 1490-1539), tysk Lærd og Mirakelmager, om hvis Liv der paa Grundlag af Folkebogen om ham opstod en Række folkelige Dramaer og Dukkespil. Ogsaa den store engelske Dramatiker Christopher Marlowe havde 1588 skrevet et Skuespil om »Doctor Faustus« (tr. 463 1604). - Finke-Ridderen, Navnet paa den storpralende Helt i en tysk Folkebog fra omkring 1560, tilskrevet Lorenz von Lauterbach (oversat 1703 og senere). - Comoedie af Characteer, Karakterkomedie. - udtyde den paa sig, dvs. mene, at den hentyder til en. - Votre treshumble Serviteur, fr. Deres ydmygste Tjener. - P. S., Forkortelse for post scriptum, lat. Efterskrift. - Karrigskab, Nærighed.-af merke, at mærke sig, indprente sig. - resolute, rundhaandede, gavmilde, flotte. - idelig, bestandig, altid. - Kiendinger, Bekendte.

S. 453.
Betænkning, Udtalelse, Erklæring. - Tvistighed, Uenighed, Stridighed. - Cyprianus, Biskop i Karthago; led Martyrdøden Aar 258. - adulterium discitur, dum videtur, lat. Ægteskabsbrud læres, idet det ses. Citat fra Cyprianus' Skrift Ad Donatum de gratia Dei, VIII. - Ludvig den Hellige, fransk Konge (1226-70). - Prinds de Conti, Armand de Bourbon (1629-66), der angreb Teatret i »Traité de la comédie et des spectacles, selon la tradition de l'Église« (1667). - Henseende, Hensigt. - oprøre, bringe i stærk Bevægelse. - Affecterne, Lidenskaberne. - En stor Theologus, den italienske gejstlige F. Caffaros Forsvarsskrift for Skuespil udkom 1694 som Tillæg til »Pièces de théâtre de M. Boursault«. - Materie, Emne. - Plauti, af lat. Plautus, romersk Komediedigter (ca. 250-184 f. Kr.). - Mercator, lat. Kebmanden, Komedie af Plautus. - Capteivei, lat. Captivi, Krigsfangerne, en anden af Plautus' Komedier. - fasf, næsten, omtrent. - Postiller, Prædikensamlinger, Opbyggelsesbøger. - Hugo Grotius, hollandsk statsretlig og filosofisk Forfatter; se Bind I, S. 46. - hvi, hvorfor. - Terentium, af lat. Terentius, romersk Komediedigter (d. 159 f. Kr.).

S. 454.
Ampitruo ... Menechmei, to af Plautus' Komedier, Amfitryon og Menæchmi. - Aulularia, Komedie af Plautus. - menger, blander. - Omne... dulci, lat. Den har vundet alles Bifald, som blandede det nyttige med det behagelige (Horats' Ars poetica, Vers 343). - Moliere, fransk Dramatiker (1622-1673).- Misanthrope, Le Misanthrope (Menneskefjenden), Komedie af Moliere (1666). - Medicin malgré lui, fr. Læge mod sin Vilje, farceagtig Komedie af Moliere (1666). - pro ... contra, lat. for eller imod. - smukke Mænds, agtværdige, ansete Mænds. - Exercitier, Øvelser. - Jesuiter, Medlemmer af den katolske Munkeorden Jesuiterordenen. - habileste, dygtigste. - foregave, paastod, udtalte. - Aristophanes, græsk Komediedigter (ca. 448-ca. 380 f. Kr.). - Athenen, gammel Form for Bynavnet Athen. - Lacedæmoniske, spartanske, fra Sparta.

S. 455.
Acharnenses. Aristofanes' Komedie Acharnerne opførtes Aar 425 f. Kr. - omendskiønt, selv om. - hart ad, næsten. - outreret, overdrevent, overspændt. - Agt, Agtelse, Anseelse. - 464 skiønsomme, indsigtsfulde, forstandige. - Amphitruo, Molières Komedie Amphitryon (1668) er inspireret af Plautus, men er et selvstændigt Værk, ikke blot en Oversættelse af den romerske Digters Komedie af samme Navn. - Gnieren, Molières Komedie »L'Avare« (1668) har laant sit Stof fra Plautus' Komedie »Aulularia«. - Patroner, Beskyttere, Velyndere. - Seculum, lat. Tidsalder, Aarhundrede. - Ziirlighed, Pyntelighed, Udsmykning (stilistisk). - Blackmore, Richard Blackmore (1654-1729), engelsk Læge og Forfatter. - artige, vittige. - bon sens, fr. sund Fornuft, Sans. - Achilles, græsk Sagnhelt og Hovedperson i Homers Epos Iliaden (o. 700 f. Kr.).

S. 456.
Artighed, Vid, vittige Indfald; Dannelse. -Avind, Misundelse.- Objection, Indvending. - beskikkede, ansat; udnævnt. - Decorum, Velanstændighed, Sømmelighed; det passende. - Bienseance, fr. Velanstændighed, Sømmelighed. - dependerer af, afhænger af. - hvorudover, af hvilken Grund. - skikkelige, ordentlige. - resolverede, besluttede. - Parterren, Pladserne i Parterret var paa Holbergs Tid forbeholdt Mændene. - Academie, Universitet.

S. 457.
udfodres, udfordres, kræves. - Ridiculum, af lat. ridiculus, latterlig; det latterlige. - Pund, Talent. - Lyd er, Fejl, Skavanker.- diverterer, forlyster, morer. - tillige, samtidig. - Imagination, Fantasi. - Kløgter, vittige Paafund, Vittigheder, Pointer. - bon sens, fr. sund Fornuft. - Heros, Helt. - knæpper, knapper. - den borgerlige Adelsmand, Le bourgeois gentilhomme, Skuespil af Molière (1670). - Boileau, den franske Klassicismes store Kunstdommer, Digteren Nicolas Boileau-Despréaux (1636 -1711). - censurere, kritisere. - den indbildte Syge, Le malade imaginaire (1673), Farce af Molière. - creere, udnævne.

S. 458.
Scapin, Tjeneren Scapin i Molières Intrigekomedie Scapins Skalkestykker (Les fourberies de Scapin, 1671). - Scena, lat. Scene. - fingere sig, forestille sig. - Passeer-Seddel, Billet. - delicate, fintfølende; kræsne. - Festin de pierre, Molières Komedie Don Juan ou le Festin de Pierre (1665). - beqvemme, egnede. - Tartuf, den hykleriske Hovedperson i Molières Komedie Tartuffe (1664). - Directeur de Conscience, fr. Skriftefader. - den Medicinske Nation, Lægestanden. - et fornemme Folk, en fremragende Stand. - Romansk forliebte, forelskede paa romantisk Vis , som i Romaner. - Grace, Yndest.

S. 459.
Æsopus, den engelske Dramatiker John Vanbrughs Komedie »Aesop« (1697) var blevet opført paa Grønnegade-Teatret i 1722 eller 1723. Vanbrughs Stykke var en Bearbejdelse af Franskmanden Boursault's Esope à la cour (1693). - tractere, behandle. - Børnespill, Børneleg. - u-rimelige, uhensigtsmæssige, uønskede. - Bander, Skuespillerbander, -selskaber. - 465 censurered, dadlet, lastet. - Autor, lat. Forfatteren. - befalde, tiltale, behage. - gemeene, almindelige. - Fristæder, Byer i Tyskland (Freistadt) med statslig Selvstændighed. - artig, morsomt, træffende, vittigt. - honnete, passende, tilbørlig (efter god borgerlig Moral). - Kaesverkoeper, holl. Ostehandler. - Turenne, Henri de la Tour d'Auvergne (1611-75), fransk General. - Eugenius, Prins Fugen af Savoyen (1663-1736), østrigsk General. - Campagne, Felttog.

S. 460.
rar, usædvanlig, mærkelig. - bemøjet sig, gjort sig Umage. - Madame Montaigu, se Bind III, S. 91. - Barberen, den nedenfor omtalte Komedie »Mester Gert Westphaler eller Den meget talende Barbeer«. - Petits Maitres, fr. Lapse (egl. Smaaherrer).- synderlig, særlig, særdeles. - den kostbareste, den værdifuldeste. - Bidermanni Historier, den tyske Jesuit Jacob Bidermanns latinske Rejsebeskrivelse Utopia (1640). - idelig, bestandig, vedholdende. - Acteurerne, Skuespillerne. - sær, især. - Monsieur Gram (o. 1695-1747). Johan Gram var rimeligvis en sjællandsk Bondesøn, der 1717 blev Student fra Ringsted; var Skuespiller 1722-23, fra 1730 Pedel ved Universitetet.

S. 461.
Øje-Merke, Hensigt. - Prologus, lat. Fortale. - Anseelse, Sandsynlighed. - hvorvel, skønt. - Machiner, maskinelle Virkemidler. - Præsentationer, Optog med Udfoldelse af Kostumepragt o. lign. - Edelmand, Adelsmand. - Mufti, muhamedansk Retslærd. Den tyrkiske Mufti hentyder til et Forklædningsnummer i Molières omtalte Komedie Den borgerlige Adelsmand.

S. 462.
fattes, mangler. - Festivitas, lat. Munterhed, Festlighed. - Gayeté, fr. Munterhed, Lystighed. - komme Folk til at lee, faa Folk til at le. - Hoffart, Hoffærdighed, Storagtighed.