Holberg, Ludvig DEN FORVANDLEDE BRUDGOM

DEN FORVANDLEDE BRUDGOM
Comoedie udi een Act
uden Acteurs

146

Hoved-Personerne i Comoedien

  • FRUE TERENTIA
  • LEONORA
    Fruens Døttre
  • LAURENTIA
    Fruens Døttre
  • KIRSTEN GIFTEKNIVS
    en forklæd Acteur
  • PERNILLE
  • ELSEBETH
    forklæd Capitaine
147

Den forvandlede Brudgom
Indledning

Denne Komedie er den sjette og sidste, som Holberg skrev for Teatret paa Kongens Nytorv. Han siger i Ep. 447, at da han havde skrevet »Abracadabra« som et Stykke uden Kvinderoller, var han »ombeden« at gøre et Skuespil uden Mandsroller. I den korte Redegørelse for Indholdet af Den Danske Skue-Plads' 6. Bind (1753), hvor Stykket blev trykt, siger Holberg, at det »stedse maa spilles med« det ovennævnte: »Thi ligesom det første er uden Actricer, saa er det sidste uden Acteurs«. Der blev gjort Forberedelse til Opførelse af Komedien i Februar 1753, men man kender ikke Dato for nogen Opførelse før langt senere, 1882-85, da paa Det kongelige Teater den giftesyge Fru Terentias Rolle blev udført med drastisk Komik af Louise Phister. Paa Dagmarteatret spillede man Komedien i Sæ- sonen 1912-13 med Bodil Ipsen som Elsebeth, den pikante Rolle, hvor en Kvinde optræder forklædt som Officer. Det lille Skuespil fik en ny Chance, da Holberg fra 1950 oplevede en Renæssance i Aarhus. Aarhus Teater, som var aabnet 1900 med »Erasmus Montanus«, spillede under Erik Henning Jensens Direktion og for en væsentlig Del i hans Instruktion 1945-49 hvert Aar en Holbergkomedie for i Jubilæumsaaret 1950 i Løbet af en Uge at opføre de samme fem (Den Vægelsindede, Jean de France, Mascarade, Jeppe paa Bjerget, Den politiske Kandestøber) samt Erasmus Montanus. Samme Aar startede Holbergspillene som Friluftsspil i »Den gamle By« i Aarhus, hvor man opførte Henrich og Pernille 1950, Den pantsatte Bondedreng 1951, Jeppe paa Bjerget 1952, Den Vægelsindede 1953, i p' 148 Jacob von Tyboe 1954, Pernilles korte Frøkenstand 1955, Gert Westphaler 1956, Jean de France 1957, Erasmus Montanus 1958, Hexerie 1959, Henrich og Pernille 1960, Abracadabra 1961. Der var ingen Holbergspil i 1962, men 1963 kunde man rykke ind i Det gamle Helsingørs Teater, som var overflyttet til Den gamle By; man opførte Den Stundesløse. Den forvandlede Brudgom var benyttet som Forspil i 1953, i Erik Henning Jensens Instruktion. 1964 fik den lille Komedie samme Placering; i Forgængerens legende Stil, frit og fantasifuldt, iscenesattes den af Fritz Brun. Hovedstykket, Alfred de Musset: Man skal ingenting forsværge, var sat i Scene af Erling Schroeder. Ved den første Aarhus-Fremførelse spilledes Fru Terentia af Hilma Egeskov, Elsebeth af Ruth Brejnholm og Pernille af Lillian Tillegreen. Under den sidstnævnte var Marguerite Viby Fru Terentia, Vigga Bro Elsebeth og Asbjørn Andersen Kirsten Gifteknivs. Man besluttede nemlig at opfylde Originaludgavens Fordring, hvorefter Kirsten Gifteknivs er »en forklæd Acteur«.

Komediens Intrige bestaar i, at man indbilder Fru Terentia, at hendes udkaarne Kaptajn er forvandlet til en ung Pige, et Tegn paa at Himlen misbilliger hendes utidige Attraa. Kønsskiftet har formentlig været kendt til alle Tider. Hos Grækerne skyldtes Tiresias' Omveksling Guderne; se Bind IV, S. 409-10. I 1728 opdagede man i København, at en tidligere Orlogsmand, nu gift Skræddersvend, i Virkeligheden var en Kvinde.

Litteratur.Bodil Ipsen, en Mindebog, 1965. - O. Nielsen, Kiøbenhavns Historie og Beskrivelse, VI, 1892, S. 57.

149

SCEN. 1

Frue Tetentia. Pernille. Terentia pynted og sminked.

TERENTIA.

Hør, Pernille! Jeg har noget Magtpaaliggende at aabenbare for dig.

PERNILLE.

Jeg kand tænke hvad det skal være. Fruen vil efter sin Sædvane catechisere. Det kand være godt nok, men man maa dog holde Maade udi alting.

TERENTIA.

Catechisere! siger du?

PERNILLE.

Ja man kalder det jo saa. Jeg meener hendes Straffe-Prædikener, som hun slider paa hver Dag.

TERENTIA.

Du tager feyl, Pernille! Nu præker jeg udi en gandske anden Tone; Thi jeg er paa nogle Uger, da jeg var udi Hoved-Staden, bleven til et gandske andet Menneske. Nu finder jeg ikke Behag uden udi Discourser som handle om Forlovelser, Bryllupper, Dantz, Spill og Mascarader.

PERNILLE.

Ney nu bliver jeg gandske forsagt; Hvis saa 150 er, bør Fruen have Plads udi Ovidii Metamorphosis. Mig synes ogsaa paa Fruens Klæder og krusede Haar, at hun siden hendes Hiemkomst maa være bleven omstøbt udi en anden Form. Thi hendes Ansigt seer ikke saa Catechetisk ud som tilforn og hendes Øyen spiller i Hovedet ligesom hun kunde være slagen med Elskov.

TERENTIA.

Du har truffet det paa et Haar, Pernille.

PERNILLE.

Det er jo ligesom at see et Træe skyde Knopper om Vinteren, naar Bladene pleie at falde. Jeg troer ikke at Fruen har i sinde at gifte sig paa sin gamle Alder!

TERENTIA.

Hvad? gamle Alder! Fanden er gammel, Pernille! Ja vist vil jeg gifte mig.

PERNILLE.

Ey Snak, Frue! det troer jeg aldrig.

TERENTIA.

Jo min Siæl vil jeg gifte mig, vil du nu troe det?

PERNILLE.

Med hvem da? Det er vel med vor Gienboe den gamle Jeronimus, som plejer at komme hid?

TERENTIA.

Den gamle Jeronimus! Fye for tusinde Ulykker! Jeg er ingen Elskerinde af Antiqviteter; Jeg vil have friskt Kiød. Officeer-Standen staaer mig best an. Det er unge Krigs-Mænd, som jeg nu løber gal efter.

PERNILLE.

Ha, ha, ha --

TERENTIA.

Du leer deraf, Pernille! Da jeg sidst var udi Staden, kom jeg i Sælskab med 3 unge Strutz-feerede Cavallierer; De samme have ved deres yndige Omgiengelse sat mig udi saadan Bevægelse, at om det var tilladt, saa giftede jeg mig med dem alle tree. Dog stod den eene af dem mig allerbest an; thi jeg kand sige at det var en Lækker-Bidsken, han havde et Ansigt som en deylig Jomfrue.

PERNILLE.

Jeg er gandske henrykt over denne Snak; Men jeg haaber endnu, at det er kun Skiemt.

TERENTIA.

Jeg kand forsikre dig paa min Ære, at det er mit ramme Alvor. Jeg vil giftes, og jeg skal giftes med saadan en.

PERNILLE.

Hvis det er Fruens Alvor, saa har hun jo 151 ingen Ære meer at sætte i Forsikring, thi hun opofrer den ved saadan Opførsel. Betænk dog, hvad som heraf vil flyde. Det er jo et Foretagende, som vil tilveyebringe Latter og Foragt; Ja ingen rigere Materie kand gives til en Comoedie. Betænk ogsaa hvorledes hendes 2de Døttre ville blive til Mode, naar de faaer høre, at de skal have en ung Snushane til Stiffader.

TERENTIA.

Jeg agter hverken om Folks Snak, eller om mine Døttres Vrede.

PERNILLE.

Betænk viidere, min kiære Frue, at - - -

TERENTIA.

Jeg vil intet videre høre derimod. Jeg beder alleene, at du herudi lader see din Troeskab imod mig.

PERNILLE.

Det er ingen Troeskab at styrke Fruen i det, som sigter til hendes Skiendsel og Fordervelse.

TERENTIA.

Jeg beder for det første alleene, at du holder dette taust, indtil jeg haver overlagt dette med den gamle Madame, Kirsten Gifte-Kniv, som pleyer at gaae forliebte Folk til Haande.

PERNILLE.

Det er selsomt, at Fruen vil recommendere Taushed til en ung Pige. Jeg maa aabenbare det, om det skal gaae ud af mine Sider.

TERENTIA.

See, Pernille! Jeg forærer dig her 10 Ducater for at bevæge dig til at tie, og at gaae mig til Haande.

PERNILLE.

Jeg bekiender, at saadant er en stor Fristelse for mig; Men - - -

TERENTIA.

Ingen Men! Tag du kun mod Ducaterne.

PERNILLE.

Jeg merker da, at jeg kommer til at føye Fruen.

TERENTIA.

Hvis du holder, hvad du har lovet, skal du faae dobbelt saa meget siden. Nu gaaer jeg hen til Madamen, at raadslaae med hende.

SCEN. 2

PERNILLE.

alleene. Mon jeg sover eller drømmer? Mon jeg er ved min Fornuft eller ey? Kand saadan Forandring være naturlig eller ey? Hvis nogen anden havde 152 fortaalt mig, at den pene og devote Terentia var forfalden til Vellyst og Daarlighed, og at et saadant gammelt Orgel-Værk begynder at løbe gal efter unge Mandspersoner, vilde jeg holde det for den u-rimeligste Fabel. Men jeg maa vel troe hvad jeg med egne Øren har hørt, og med Eed er bekræfted. Jeg erindrer mig nu at have læset hos en Skribent, at visse Mennesker ynges ved Alderen, og at de ikke begynde at løbe galne, førend de faaer graae Haar. Naar jeg tænker mig om, finder jeg fleere Exempler herpaa, saa at jeg merker, at om det ikke er almindeligt, saa er det dog ikke gandske unaturligt. Den Reyse, som Fruen giorde til Hoved-Staden, har uden Tvivl givet Anledning hertil, saa at hun har faaet Smag udi de Ting, som hun tilforn har vraget, efterdi hun dem tilforn ikke har prøvet. Nu staaer det paa, om jeg kand holde det Tausheds Løfte, som jeg har forbundet mig til. Men der seer jeg Jomfruerne. Ach! Ach! Jeg finder allereede Smerte i min Side, ret ligesom Hull vilde gaae derpaa.

SCEN. 3

Leonora. Laurentia. Pernille.

LEONORA.

Søster, synes dig ikke det samme, nemlig at vor Moder er ikke den, som hun var før hendes Bortreyse?

LAURENTIA.

Mig synes det samme.

LEONORA.

Hun har staaet en halv Time ved Toilettet i Morges for at kruse og sminke sig.

LAURENTIA.

Og paa hendes Bord fandt jeg en Roman i steden for en Bønnebog.

LEONORA.

Men der seer jeg Pernille staaende med nedslaget Hoved. Hør, Pernille! Hvi staaer du saa henrykt?

PERNILLE.

Jeg er ikke vel, Jomfrue.

LEONORA.

Hvad fattes dig da?

PERNILLE.

Jeg laver til Barsel.

LEONORA.

Hvad for en U-lykke? Laver du til Barsel?

153
PERNILLE.

Ja vist, og det som meere er, jeg er færdig til at føde. Jeg bær paa et vanskabt Foster, som vil ud igiennem min Side.

LEONORA.

Det er jo en forblummet Snak; hvad vil saadant sige?

PERNILLE.

Det er at sige: Jeg gaar frugtsommelig med en Hemmelighed, som jeg ikke maa aabenbare.

LEONORA.

Kand du vel holde noget Hemmeligt for os? Siig dog frem hvad det er.

PERNILLE.

Ach! jeg kand ikke holde mig længere: jer Moder, Jomfrue ---

LEONORA.

Hvad vil du sige med vor Moder?

PERNILLE.

Intet stort, Jomfrue! uden det, at hun er bleven reent gal paa den Reyse hun nyelig har giort.

LEONORA.

Vi har dog ikke mærket, at hun er forfalden til noget Raserie.

PERNILLE.

I har maaskee da ikke talt med hende.

LEONORA.

Ikke uden korteligen i Aftes da hun kom tilbage, da vi gratulerede hendes Hiemkomst.

PERNILLE.

Jeg hører da, at I veed ikke ret meget.

LEONORA.

Vi har alleene mærket, at hun seer noget munter og lystig ud, hvilket vi ikke kand begribe.

PERNILLE.

Ikke andet? det forslaaer ikke.

LEONORA.

Jeg og min Søster har ogsaa med Forundring anmerket dette, at hun i Morges, i steden for efter Sædvane at holde Lovsang, har staaet fast en Time ved Toilettet for at sminke og kruse sig.

PERNILLE.

Ikke andet? det forslaaer ikke.

LEONORA.

Os synes at det kand være nok.

PERNILLE.

Bedre op, bedre op!

LEONORA.

Jeg skulde ikke troe, at hun som en gammel Kone har i sinde at gifte sig.

PERNILLE.

Det forslaaer ikke, Jomfrue! bedre op, bedre op!

LEONORA.

Gid du faae Pokker med dit bedre op! det er jo alt hvad som kand skee hende til Beskiemmelse, og hendes Børn til U-lykke.

154
PERNILLE.

Jeg siger bedre op, bedre op!

LEONORA.

Hun vil maaskee gifte sig med en characteriseret Person her, for at faae Rang. Thi de saa kaldede devote Folk og Catechiseer Søstre ere gemeenligen meest Rang-Syge.

PERNILLE.

Jeg siger bedre op, bedre op!

LEONORA.

Jeg skulde ikke troe, at hun vil gifte sig for at faae fleere Penge, og at den gamle Jeronimus, som - - -

PERNILLE.

Den gamle Jeronimus? Fy for en U-lykke?

Er det Partie for en galant ung Frue, som jer Moder?

LEONORA.

Kalder du den ung, som er imellem 50 og 60 Aar?

PERNILLE.

Fruen er ikke over 20 Aar gammel.

LEONORA.

Og hendes yngste Datter er 17 Aar!

PERNILLE.

Det vil ikke sige, Jomfrue, herudi maa I tage Fornuften fangen, og sætte Regnekonsten til Side. En Dame, som løber gall efter Mandfolk, og støver efter unge Officerer for at gifte sig med en af dem, kand ikke 155 være gammel, endskiønt hun er gandske graaehærdet eller skaldet.

LEONORA.

Hvad? vil hun gifte sig med en ung Officeer?

LAURENTIA.

Det maaskee er for mig at hun søger efter en ung Officeer?

PERNILLE.

Ney Jomfrue Laurentia! I skal ikke smørre jer derpaa. Det er for hende selv, og Personen skal blive jer Sted-Fader.

LAURENTIA.

Hvis du skiemter hermed, saa har du Synd deraf.

PERNILLE.

Jeg sværer ved alt det, som helligt er, alting forholder sig saaledes. See her: Disse Ducater har Fruen foræret mig for at gaae hende til haande, eller i det ringeste at tie, indtil hun faaer sin Resolution i Verk sat. Og hun vil dertil betiene sig af Mad. Kirsten Gifte Kniv, som pleyer at gaae forliebte Folk til Haande. Jeg maa strax for saadant at forekomme begive mig til samme Kopierske, og love hende en god Belønning, hvis hun kand ophitte noget som kand afvende saadan forestaaende Uheld. Adieu til videre, gaaer I kuns ogsaa bort.

SCEN. 4

TERENTIA.

med et Speyl i Haanden. Jeg skal i denne Dag have fat paa den gamle Kirsten, hvor jeg og skal finde hende.

Hun seer sig i Speylet.

Ingen Fare! ingen Fare! Der er min Siæl endnu nogle Skiønheds Levninger tilbage i mit Ansigt. Jeg er par Dieu fornøyed med mine Øyen, og hvis mit Speyl ikke bedrager mig, kand de nok endnu komme Blodet til at kaage udi en ung Cavallier. Jo meere jeg betragter alting, jo fleere behagelige Lineamenter seer jeg. Hvis den eene forbandede store Rynke ey var i Panden, kunde jeg agtes for en beauté; men en Medgift af 30000 Rdlr. kand nok foraarsage, at saadan Rynke bliver usynlig for 156 en ung Frier. Og den Berømmelse, som Madame Kirsten vil legge paa mig, kand nok giøre alting godt. Jeg har haft Bud til hende; men hun var ikke Hiemme. Huus Folkene lovede dog at skikke hende hid, saa snart som hun kom Hiem.

Hun bliver ved at beskue sig i Speylet og smiler derved.

SCEN. 5

Kirsten Gifte-Kniv, som er en forklædt Acteur. Terentia.

KIRSTEN.

Pernille fortalte mig paa Veyen en forbandet Historie. Jeg kommer til at hielpe paa disse stakkels Jomfruer. De har lovet mig en anseelig Recompence for min Umage. Jeg har allereede en intrigue udi mit Hoved, som maa i Verksættes. Pernille har en Søster, som har et smukt Ansigt, og som er vel skabt. Jeg har sagt hende, at samme Søster i en Hast maa forklædes som en Officier og Frier; Det øvrige skal jeg have Omsorg for. Men der seer jeg Fruen staaende at speyle sig. Hillemænd hvor fuld af Sminke og skiønnings Plaster er hun ikke! Jeg maa holde gode Miiner, og styrke hende udi hendes Forsæt, for desbedre at kunde udføre mit Anslag. Velkommen tilbage min kiere Frue! Hvorledes har hun befundet sig paa denne Reyse?

TERENTIA.

Jeg har aldrig giort nogen meer fornøyelig Reyse.

KIRSTEN.

Jeg merker ogsaa at Fruen er vel baade paa Legemets og Sindets Vegne; thi alting leer og spiller paa hende.

TERENTIA.

Jeg har aldrig min Livs-Tid været udi bedre Humeur.

KIRSTEN.

Hun seer ud som hun var forlovet, og skulde føres til Brude Skammelen.

TERENTIA.

Det er mig en inderlig Glæde at høre saadant.

KIRSTEN.

Jeg kand min Troe ikke afsee hende; thi alting er yndigt fra Top til Taae.

157
TERENTIA.

Men siig mig ret, Madame! uden Flatterie, hvad synes hende om mine Lineamenter.

KIRSTEN.

Jeg kan forsikre Fruen, at alting er efter Skiønheds Regler.

TERENTIA.

Det fornøyer mig hiertelig, efterdi jeg veed, at hun er en Kiender af Skiønhed; men det er dog noget, som jeg ikke maa bryste mig af, thi det er Himlens Gierning.

KIRSTEN.

Hille min Troe, hvilke glimrende Øyen, hvilken regelmæssig Næse, hvilke yndige Kinder!

TERENTIA.

Men meener hun, at den Rynke udi Panden kand vanhelde mig?

KIRSTEN.

Tvertimod jeg anseer den heller som en Ziirat, thi den foraarsager, at Ansigtet seer mandigt og majestetisk ud.

TERENTIA.

Min Taille meener jeg at kunne passere.

KIRSTEN.

Fruen behager at vende sig. Hun vender sig om til høyre Side.

KIRSTEN.

Hillemænd, hvilken Taille! hun behager at vende sig om til den anden Side.

158

Hun vender sig om til venstre Side.

KIRSTEN.

Det kalder jeg en complet Taille; man skulde tænke at Fruen var snøret. Vend sig nu om til den 3die Side.

TERENTIA.

Jeg har jo ikke meer end to Sider.

KIRSTEN.

Det er sandt nok; men det var at ønske, at hun havde fleere, thi man kand ikke have for meget af det som smukt er.

TERENTIA.

Hør, Madame! Jeg har merket at adskillige unge Cavaliers have Øyne paa mig. I fald jeg nu skulde falde paa de Tanker at giøre en af dem lykkelig, kunde vel derpaa være noget Ondt at sige?

KIRSTEN.

Aldeeles intet! Oh! Langt fra at raade hende derfra, jeg raader hende langt hellere dertil.

TERENTIA.

Saa maa jeg da aabenbare hende mit Forsæt. Jeg har virkeligen besluttet at oplede mig en Ægtefælle.

KIRSTEN.

Derudi giør Fruen meget vel; Thi hvorfore skulde hun pine sig ved at sidde længer udi eenlig Enkestand?

TERENTIA.

Og det maa være en ung frisk Cavalier.

KIRSTEN.

Jo ungere, jo bedre; friskt Kiød er ogsaa altid bedre end gammelt.

TERENTIA.

Herudi kand ingen bedre gaae mig til Haande end Madamen; Thi hun kiender de fleste unge Karle her paa Stedet.

KIRSTEN.

Fruen behager at sige mig, hvorledes Personen skal været dannet, at jeg kand eftersee, om jeg haver nogen paa min Liste, som hun kand være fornøyed med.

TERENTIA.

Personen skal være af Militaire Stand, imellem 20 og 30 Aar, han maa være kiøn og føyelig; Det skader ikke om han ingen Penge har, ey heller om han inclinerer til jalousie, thi det er Tegn til at min Skabning charmerer ham.

KIRSTEN,

mumlende paa sin Fortegnelse. Hillemænd! der finder jeg net op saadan Person; see her engang: No. 5. Capitaine Frands von Fraulieb, en Cavallier 24 Aar gammel, der har et Ansigt som en Jomfrue og et 159 velskabt Legeme, som er behagelig og føyelig og elsk den han elsker indtil jalousie.

TERENTIA.

Hillemænd, Blodet begynder alt at kaage udi mit Legeme. Men hvor er den Person at finde?

KIRSTEN.

Han logerer udi mit Huus, saa at jeg kiender ham til Punkt og Prikke.

TERENTIA.

Meener Madamen da, at han ikke vil forsmaae mig?

KIRSTEN.

Hvorfor skulde han forsmaae en Frue, hos hvilken han finder baade Skiønhed og Midler? Han følger ellers mit Raad udi al Ting; Lad mig kun sørge for Sagen.

TERENTIA.

Kom, lad os gaae lidt ind for videre at overlegge dette.

SCEN. 6

Leonora. Laurentia, Pernille.

LEONORA.

Nu faaer vi høre hvad Pernille har overlagt med den gamle Kone. Men see! der kommer hun. Pernille! hvordan gaaer det?

PERNILLE.

Jeg veed ikke uden Begyndelsen af Intriguen, og hvortil hun dermed sigter. Hun har alleene bedet mig at iføre min Søster Elsebet Officiers Dragt, og sagt sig at ville sørge for Resten.

LAURENTIA.

Men er det ikke Synd at ville prostituere sin Moder?

PERNILLE.

Hun prostituerer sig selv; vi agte kun at curerc hende for hendes Galskab.

LEONORA.

Det er sandt nok; naar Ord og Formaninger ikke kand hielpe, maa man fordrive Galskab med Galskab.

LAURENTIA.

Men er Mama da saa gall?

PERNILLE.

Hvilket Spørsmaal! mon en Dame imellem 50 og 60 Aar, der løber gall efter unge Cavaliers, kand siges at have mindste Gnist af Fornuft?

LEONORA.

Det synes virkeligen, som der er kommen en Skrue løs i Hovedet, thi ---

160
PERNILLE.

Jeg veed ikke, hvor mange Skruer der er i et Menneskes Hierne, men det seer jeg, at de ere alle løse udi Fruens.

LEONORA.

Men Pernille, kand det være naturligt, at et Menneske kand saa hastig og saa stærkt forandres? mon Fanden ikke haver været Stifter hertil?

PERNILLE.

Altid citerer man Fanden, for at undskylde en Gierning; thi saa giorde Pigen, da hun lavede til Barsel, sigende: Hvad har ikke Fanden at bestille! Det er gandske naturligt, at et Menneske falder fra en extremitet til en anden, og man haver adskillige Exempler paa at gamle ærbare Katte ere forvandlede til kaade Kalve.

LEONORA.

Men der maa dog have været nogen Anledning til saadan selsom Forandring.

PERNILLE.

Vist har dertil været Anledning; Fruen, som udi Hoved-Staden er geraaden udi lystig Selskab og Divertissement, som hun tilforn ikke har seet, har begyndt at faae Smag derpaa, og derpaa sat sig for at ændre sit forrige strænge Levnet, men saasorn hun i Reformationen ikke har vidst at holde Maade, er Medicinen bleven værre end Sygdommen.

LEONORA.

Meener du da, at hendes forrige devotion har været sminket?

PERNILLE.

Det kand jeg ikke for fulde sige, men det veed jeg, at adskillige devote Folk ere forfaldne til det samme; derfor er det best at holde Maade udi alting. Men der seer jeg at Madame Kirsten kommer med den forliebte Frier, som skal blive jer Stiffader.

SCEN. 7

Kirsten. Elsebed, forklæd galonered og med Strudsfiær paa Hatten. Personerne af forrige Scene.

PERNILLE.

Ha, Ha, hvem Pokker skulde kiende dig i denne Dragt, Elsebet?

ELSEBET.

Tael med meer Respect, naar du taler til en Capitaine.

161
PERNILLE.

Er du virkelig Capitaine?

ELSEBET.

Det kand du jo see paa min Dragt, paa min Gang og paa mine Miiner.

PERNILLE.

Jeg mærker at du vil spille din Rulle vel nok. Men Madame Kirsten, hvortil skal dette sigte?

KIRSTEN.

Hun skal stille sig an, som hun beyler til Fruen.

PERNILLE.

Men hvad vil deraf flyde?

KIRSTEN.

Det kand jeg nu ikke sige; Lad mig kun raade for Udfaldet. Hør, Elsebet! du maa ikke stille dig alt for meget forliebt an, men heller affectere nogen Kaaldsindighed; thi det vil skierpe hendes Appetit dismeere.

ELSEBED.

Jeg skal spille min Rolle godt nok, værer kun ikke bange derfor.

KIRSTEN.

See der kommer Fruen, gaae kun af Veyen til Side.

SCEN. 8

Kirsten. Terentia, latterlig udstaffered. Elsebed.

KIRSTEN.

til Elsebed. Bliv kun her staaende ved den eene Ende, medens jeg mælder dig an hos Fruen.

TERENTIA.

Vel min kiere Madame! Har hun udrettet noget for mig?

KIRSTEN.

Alting gaaer godt, jeg har overtalt Personen at lade sig her indfinde for at insinuere sig selv.

TERENTIA.

Har han vel nogen Tid seet mig tilforn?

KIRSTEN.

Vist har han seet hende, og hendes Person staaer ham vel an, saa at Sagen i mine Tanker ingen Vanskelighed vil have.

TERENTIA.

Men hvi bragte hun ham ikke strax med sig?

KIRSTEN.

Fruen behager at kaste uformærkt sine Øyne til den venstre Side.

TERENTIA.

Hille Mænd! er det den Person, som der staaer? det er en lækker Bidsken, ingen Skildrer kunde - -

162
KIRSTEN,

trækkende hende til Side. Sagte, sagte, kiære Frue! Hun maa i agttage Sømmelighed og stille sig lidt koldsindig an; hun vil ellers forderve alting.

TERENTIA.

Men mon jeg ikke heller kand forderve Sagen ved at lade see alt for stor Koldsindighed?

KIRSTEN.

Hun skal ey heller vise alt for stor Koldsindighed, men alleene iagttage den Sømmelighed, som af vort Kiøn udfordres.

TERENTIA.

Jeg skal da efterfølge hendes Raad, saa vidt som mueligt er.

KIRSTEN.

Velbaarne Hr. Capitaine behager at komme lidt nærmere. See her præsenterer jeg ham den kiønne og dydige Dame, som han har forlanget at komme i Kiendskab med.

ELSEBET.

Min naadige Frue tager ikke ugunstigt op, at jeg har taget mig den Frihed her at giøre min Opvartning. Jeg havde ikke dristet mig dertil, hvis denne gode Madame, som er min Vertinde, ikke havde forsikkret mig om, at - - -

163
TERENTIA.

Min Hr. Capitain behøver ikke at giøre nogen Undskyldning herfor, jeg kand forsikkre om, at hans Person ved første Øyekast ---

KIRSTEN.

sagte til Fruen. Sagte, sagte, Fruen! hun gaaer for hastig til Verks.

TERENTIA.

Jeg kand forsikkre min Herre, at jeg kand ikke andet end fatte Estime for den, som saa hastig er avanceret udi Armeen.

ELSEBET.

Jeg takker Fruen for de gode Tanker, som hun har fattet om min Person; men hvor ung jeg er, saa har jeg dog allerede bivaanet fire store Feldtslag udi Flandern.

TERENTIA.

Fire store Feldtslag?

ELSEBET.

Ja fire store Feldtslag og noget paa det femte. Hvis min Kaarde kunde tale, vilde den vidne om mit Forhold udi saadanne Trefninger; rnen det staaer mig selv ikke an, at tale noget til min egen Berømmelse, alt hvad jeg kand sige er dette, at jeg nogenledes har efterkommet min Pligt.

KIRSTEN.

Alle Folk vide at tale om Capitainens Tapperhed samt Opførsel saa vel udi Krigs som udi Freds-Tider, derfor er han ogsaa æret og elsket af alle. Og er dette mærkeligt, at hvorvel han stedse har ladet see en Slags Koldsindighed mod Fruentimmer, ere de dog ham meget affectionerede.

TERENTIA.

Har da Capitainen naturlig Afskye for Ægteskab?

ELSEBET.

Det kand jeg ikke sige; Thi der kunde vel findes den, som var mægtig til at vinde mit Hierte,

TERENTIA.

Hvorledes skulde den vel være danned?

ELSEBET.

Uden Flatterie at tale, det skulde være en Person, der besidder de Qvaliteter, hvormed Fruen er begaved.

TERENTIA.

Jeg takker deres Velbyrdighed for de gode Tanker, som han har om min Person; jeg maa da ogsaa aabne mit Hierte for ham og bekiende, at - - -

164
KIRSTEN.

til Terentia, trækkende hende til Side. Fruen gaaer min Siæl alt for hastig til Verks.

TERENTIA.

Jeg siger, at hans Person kunde frem for andre indtage mig, hvis jeg resolverede til at forandre min Stand, men - - -

ELSEBET.

Ach! Det Men er et dødeligt Hiertesting for mig.

TERENTIA.

Min Salig Herre ligger rnig saa paa Hiertet, at jeg aldrig kand glemme ham.

ELSEBET.

Jeg mærker da, at jeg maa gaae Trøstesløs bort; men efterdi Skiebnen nu ikke er anderledes, saa tillad, at jeg til Afskeed kysser hendes Haand, og tilbeder mig hendes simple Venskab.

Han kysser paa Haanden og gaaer bort.
KIRSTEN,

løbende efter ham. Hei! veed han som en Krigsmand ikke dette, at en Fæstning ikke overgiver sig ved første Canon-Skud? Vær da ikke saa hastig, men hav lidt Taalmodighed; lad mig tale lidt meere til Fruen.

Til Terentia. Min kiære Frue! Nu er det alt nok, nu kand hun stille sig gandske tam an.

TERENTIA.

til Kirsten, sagte. Jeg zittrer og bæver over min Krop; hvor nær havde ved jeres Præcaution Byttet gaaet mig af Hænderne!

KIRSTEN.

Lad os tale reent ud; jeg veed Fruens Hiertelaug, og kand spaae af hendes Ansigt og Miiner, at Capitainen vil ikke giøre denne Reyse forgiæves. Tael da, Fruen, og giør hendes Hierte ikke til en Røver-Kuule! vil hun lade denne Cavalier gaae Trøstesløs bort?

TERENTIA.

Hvis det er Himlens Villie, saa vil jeg samtykke hans Begiering.

KIRSTEN.

Det vil jeg svare til, at det er Himlens Villie. Velan uden videre Complimenter giver hinanden Hænder.

Hun tager begges Hænder og lægger dem sammen.
165
KIRSTEN.

Nu maa Hr. Capitaine strax gaae hiem og give sine Venner tilkiende, hvad som Himlen har besluttet, ligesom Fruen paa sin Side maa forkynde hendes Døttre det samme.

ELSEBET,

kyssende paa Fruens Haand. Adieu saa længe, min allerkiereste Frue!

TERENTIA.

Far vel, min søde Engel! og kom igien saa snart som mueligt.

SCEN. 9

Kirsten. Terentia.

KIRSTEN.

Ach! ach! jeg kand ikke holde mig for Graad.

TERENTIA.

Hvorfor hyler og græder hun, Madame?

KIRSTEN.

Det er af lutter Glæde, saa bevæget blev jeg af denne kierlige Foreening, som jeg saa lykkeligen har befodret. Jeg har ladet mig bruge i mine Dage til at forfremme mange Partier, men intet har fornøyet mig saa meget som dette, thi her er Exempel paa en reen uforfalsked, u-interesseret og en extraordinaire Kierlighed; faa Partier kand lignes med dette. Nu maa jeg forlade Fruen paa en kort Tid, medens hun taler med sine Børn, og stiller dern tilfreds, hvis de have noget at sige mod dette Partie. Hun gaaer bort.

SCEN. 10

Terentia. Leonora. Laurentia. Pernille.

TERENTIA.

Kommer her ud Børn, jeg har noget at tale rned eder. Hører, mine kiere Døttre! Det tiener ikke, at jeg bliver længer siddende udi eenlig Stand, jeg maa have en Mand, der kand forestaae mit Huus, og jeg har allereede sluttet Partie med een som vil blive eder en god Stiffader.

PERNILLE.

Da har min Troe Fruen ikke betænkt sig ret længe; thi hun kom hiem i Gaar, og i Dag er hun allereede forlovet.

166 Døttrene græder.
TERENTIA.

Græder ikke, Børn! I vinder jo intet med Graad.

PERNILLE.

Hvis vi kunde vinde noget med Graad, vilde vi holde ved at græde saa at Huuset skulde svømme i Vand.

TERENTIA.

Nu er det giort, mit Løfte er givet, som ikke kand igienkaldes.

PERNILLE.

Maatte jeg vel spørge Fruen hvem Brudgommen skal være?

TERENTIA.

Det er en brav ung Cavalier, nemlig Capitaine Frantz Fraulieb; jeg veed ikke om du kiender ham?

PERNILLE.

Vist kiender jeg ham, det er en Mand som passer sig best til Fruens yngste Datter Laurentia.

LAURENTIA.

Pernille har min Troe Ret derudi.

TERENTIA.

Du skal nok faae en Mand, du est endnu for ung til at gifte dig.

PERNILLE.

Og Fruen er for gammel dertil; overlad ham da til den ældste Datter.

TERENTIA.

Ney Tak! jeg beholder ham nok selv; det maa saa være, det er Himmelens Villie.

PERNILLE.

Er det Himmelens Villie, at en gammel Frue, som har voxne Døttre, skal dem til Præjudice gifte sig med en ung Spradebasse? saadan Theologie faaer jeg aldrig i mit Hoved.

TERENTIA.

Han er ung, det er sandt, men derhos besidder Dyd og Forstand som en gammel Mand. Man taler om ham med Berømmelse overalt saa vel udi Staden, som i Armeen, og det er bekiendt, at han allereede har ladet see Tapperhed udi 4re Feldtslag.

PERNILLE.

Er det derfor at Fruen vil have ham, efterdi han forstaaer sin Kaarde? jeg troer heller at hun venter andet slags Capacitet.

TERENTIA.

Holdt kun din Mund, Pernille! du bruger den og herudi forgiæves. Kommer du ikke ihu hvad du har lovet mig?

PERNILLE.

Jeg har lovet meere end jeg kand holde.

167
TERENTIA.

Lad mig tale med mine Døttre alleene! Hvad siger I, mine Børn? vil I rebellere mod eders Moder?

LEONORA.

Ingenlunde, Mama! vi faaer vel at tie stille og skikke os derudi.

TERENTIA.

Men hvad monne der være for en Larm og Hylen udi Forstuen? spring ud og hør hvad det er.

PERNILLE.

Det er Madame Kirsten Gifte-Knivs, som svømmer i Graad.

TERENTIA.

Lad hende komme herind.

SCEN. 11

Kirsten. Personerne af forrige Scene.

KIRSTEN.

Ach hvilken forskrækkelig Hændelse!

TERENTIA.

Hvad er vederfaret?

KIRSTEN.

Hvilken bedrøvelig Historie!

TERENTIA.

Siig frem hvad det er; mit heele Legem skiælver.

168
KIRSTEN.

Det er jo Magen til den Hændelse, som skeede i min Bestemoers Tid udi Jylland.

TERENTIA.

Hvad er da skeet, Madame? Jeg brænder af Begiærlighed efter - - -

KIRSTEN.

Saadant tildrog sig da ved samme Leylighed som dette, saa at det er klart, at Himlen har haft Mishag derudi.

TERENTIA.

Plag mig da ikke længer, men siig strax frem.

KIRSTEN.

Ach jeg elendige Menneske, som har bemænget mig med saadan syndig Handtering, a a a a - - -

TERENTIA.

Hvad Handtering? Siig da frem, i Pokkers Skind!

KIRSTEN.

Jeg skal da fortælle Historien saa vidt Graad og Suk vil tillade. Viid, Madame, at den unge Capitaine - - -

TERENTIA.

Hvad U-lykke er ham hændet?

KIRSTEN.

Jeg siger, den unge Capitaine --- det er alt nok, jeg kand ikke meer, aaa---

TERENTIA.

Jeg lærer intet deraf.

KIRSTEN.

Jeg siger, den unge Capitaine aaa--- Tøv lidt, lad mig puste! Den unge Capitaine --- han var ikke saa snart kommen op paa sin Sahl, førend jeg hørte ham skriige Himmelhøyt; da jeg nu spurdte, hvad han skadde, sagde han med en fiin Stemme: Kiere Madame! Siig mig hvem jeg er! Jeg finder efter en foregaaende Skræk og Smerte, at alting hos mig er forandret, saa vel Sind, som Legeme. Jeg haver andre Inclinationer, anden Stemme, andre Lemmer, ja anden Siæl. Jeg tænkte da strax, at han var falden udi Raserie. men da jeg og min Søster erindrede os den Jydske Historie, og nogle andre, som man har læst udi de troeværdigste Aviser, da vi foretoge os at efterforske alting, fandtes der at han a, a, a, a, a - - -

TERENTIA.

Hvad fandtes der?

KIRSTEN.

At han fra en Capitain var forvandlet til en ung Pige.

169

De skriige derpaa alle tillige.

PERNILLE.

A! en ung Pige siger I?

KIRSTEN.

Ja vist, til en ung Pige! det er alt bekiendt over det heele Naboelaug. Jacob Skolemester sidder nu hiemme, og trøster hende, thi hun er gandske desperat. De skriger alle igien.

Min Søster ifører hende strax Qvinde-Klæder, og har i lovet at bringe hende hid, for at viise at man ikke maa i tvivle meere derom.

PERNILLE.

Er der da intet tilbage af forrige Skabning?

KIRSTEN.

Intet uden Ansigtet alleene.

De skriige alle igien.

Skolemesteren Jacob fortalte os adskillige Exempler paa saadanne Mirakler, som mig synes han kaldte Metamorphoser. Men see, der kommer hun grædende udi Pige-Dragt. De skriige alle igien.

SCEN. 12

Elsebet grædende. De andre.

KIRSTEN.

Ach hvilket Syn! mit Hierte vil bryste derover. Kom nærmere, min Herr Capitaine! og fortæl Fruen Omstændigheden derved.

ELSEBET.

Jeg kiendes ikke ved den Titel. Jeg veed nu hvortil Skiebnen har fordømt mig. Rok og Teen ere nu mine Vaaben.

KIRSTEN.

Hvad siger Fruen til denne Hændelse?

TERENTIA.

Nu maa jeg troe hvad mine Øyen seer. Jeg kand af Skræk og Blusel intet tale. Jeg fordømmer alleene min Daarlighed og Forfængelighed, beder mine \ Børn om Forladelse, og søger den øvrige Tid af mit Liv udi eenlig Stand at begræde den Synd, som jeg har bedrevet. Og hvad jer angaaer, min kiere Jomfrue, som denne Uheld har treffet, skik eder herudi med Taalmodighed, og lad jer nøye rned jer Skiebne, og betænk, at Straffen kunde have været end større.

170
PERNILLE.

Ja vist kunde den have været, thi man har Exempler paa Mennesker, som ere forvandlede til Varulve.

ELSEBET.

Jeg vil ogsaa skikke mig derudi, og legge denne Formaning paa Hiertet. Hun træder derpaa frem og synger.

I Koner og I Jomfruer,
Med Sorgen holder Maade!
Hvad skeed er, ey kand ændres meer,
Graad derfor ey kand baade.
Et Tab for eder vel er skeet;
Hver kand dog faae sin Mage,
Thi unge Karle, man jo veed,
I Topmaal er tilbage.

Tutti repeterer det samme.

PERNILLE,
til Afskeed.

Et Skue-Spill fremstilled er
Alleene med Actricer;
Af det og meget andet meer
Man klarligen beviser,
At mange Ting udi et Land,
Foruden Mands Personer,
Udføres og forrettes kand
Af Piger og Matroner.

Tutti det samme.

Den forvandlede Brudgom
Noter

S. 146
Gifte-Knivs. Holberg vakler mellem denne Form og den almindelige Gifte-Kniv.

S. 149
catechisere, holde Moral-, Straffeprædiken. - Discourser, Samtaler.

S. 150
Ovidii Metamorphosis. Den romerske Digter Ovids Digtkreds: Metamorphoses (Forvandlinger) er skrevet i Aarene 2 f. Kr.- 9 e. Kr. og fortæller ca. 250 Forvandlingsfabler fra den græske Mytologi. - kruse, frembringe kunstige Smaakrøller. - jeg troer ikke, Jeg skulde dog ikke tro. - staar mig bedst an, tiltaler mig 171 mest. - Strutz-feerede, Officerernes Fjerbuske (Plumage) bestod af Strudsfjer. - henrykt, fortabt, forvildet.

S. 151
Materie, Emne. - Snushane, Pralhans, Pige-, Skørtejaeger. - recommendere, anbefale.

S. 152
devote, fr. devot, -e, from, gudfrygtig. - læset hos en Skribent, f. Eks. i Den honette Ambition 1,1; 11,7. - ynges, forynges. - henrykt, aandsfraværende; tankefuld.

S. 153
Raserie, Uforstand, Galskab, Besættelse. - holde Lovsang, holde Morgenandagt. - fast, næsten, omtrent. - Bedre op, højere op, dvs. det forslaar ikke.

S. 154
characteriseret Person, Rangsperson. - Catechiseer Søstre, dvs. Moralens nidkære Vogtere.

S. 155
graaehærdet, graahaaret. - smørre jer, glæde jer, sætte jer Næse op efter. - Resolution, Beslutning. - Kopierske, her en Person som formidler et Ægteskab mod Belønning. - par Dieu, fr. ved Gud. - Lineamenter, Ansigtstræk. - beauté, fr. Skønhed.

S. 156
Recompence, fr. récompense, Belønning, Vederlag. - skiønnings Plaster, kunstige »Skønhedspletter«, der fremhævede den hvidpudrede Hud. - afsee, lade være med at betragte.

S. 157
Flatterie, Smiger. - heller, snarere. - Ziirath, Prydelse.

S. 158
inclinerer, har Tilbøjelighed til. - Fraulieb, ty. Kvindekær.

S. 159
prostituere, vanære, skandalisere.

S. 160
Hvad har ikke Fanden etc., andetsteds (f. Eks. Barselstuen 11,12) harcelerer Holberg ligeledes over den Uvane at give Fanden Skylden for sine egne Fejltrin. - extremitet, Yderlighed. - Divertissement, Adspredelse, Morskab. - Reformation, Forandring, Indførelse af Reformer. - devotion, fr. dévotion, Fromhed. - sminket, givet en forskønnende, ydre Form, som ikke svarer til det Indre, hyklet. - galonered, prydet med Galoner, svære Prydbaand til Besætning paa Klæder, især Uniformer.

S. 161
af federe, give Skin af, hykle. - insinuere sig selv, tale sin egen Sag, indynde sig.

S. 163
Estime, fr. Agtelse. - Feldtslag, muligvis prales med enten den spanske eller den østrigske Arvefølgekrig, som begge delvis udkæmpedes i Flandern.

S. 164
resolverede, besluttede. - Præcaution, Forsigtighed.

S. 165
befodret, befordret. - u-interesseret, uegennyttig, uselvisk.

S. 166
Præjudice, Skade.

S. 168
bemænge sig, befatte sig med noget, som er én uvedkommende. - fiin Stemme, høj, spæd Stemme. - Inclinationer, Tilbøjeligheder.

S. 169
tillige, i Forening; sammen.

S. 170
Varulve. Ifølge Folketroen om Mænd, der lejlighedsvis omskabtes til Ulve og som saadan blev Ondskabens Repræsentanter. - baade, nytte, hjælpe. - Tutti, ital. alle.