Holberg, Ludvig

SGANARELL
besat med Almanakker, kommer frem, og vil begynde sit Nyt-Aars Ønske; Seer sig om og blir vaer Apollo, begynder at zittre, men dog søger at bringe sin Tale frem saaledes med skielvende Røst og Gebærder:

See Soelen vender om, det nye Aar nu frembryder---

Han seer sig om igien, og blir vaer Æsculapius, blir meer bange, repeterer Verset igien skielvendes, seer sig atter om, og fornemmer Cupido komme, skielver, og raaber paa Souffleuren.

Hvad følger efter frembryder?

Repeterer Verset igien, seer sig om, da Mars og Vulcanus kommer frem. Han kommer derover gandske fra sig selv, og raaber:

Hvad meer, Monsr. Hammer? Aa jeg stakkels Menneske! jeg kunde min Rolle paa mine Fingre, men disse mange Guder og Gudinder har drevet all min Forstand og all min Veltalenhed ned i mine Knæe. Courage, Sganarell, forsøg end engang!

See Soelen vender om, det nye Aar nu frembryder,
I denne Bande vi fast alle ere Jyder.

Ney, det var intet ret. See der kommer ogsaa Momus; Nu er jeg ikke god for at sige min Meening paa Prosa meer end paa Vers.

Han tar sit Tørklæde op og græder.
MERCURIUS
Jeg er Mercurius, som udaf Luftens Rige
Mig foretâer i Dag paa Jorden at nedstige,
At see, hvor her gaaer til. Jeg gierne vide vil,
Hvad ondt, hvad got man hør paa disse Skue-Spil;
Thi gaaer kun alting til paa en tilbørlig Maade,
Maa skee Monarchen vel beviise vil den Naade,
Nu, saasom Rigerne Han kronet har med Fred,
Paa denne ringe Grund at stige stundom ned.
MOMUS
Da anderledes skal man Skue-Spil opføre;
Alt hvad jeg hører her, det skurrer mig i Øre,
437 Et Stykke bedre vel end som et andet gaaer,
Men af det beste jeg dog Vrid i Livet faaer.
SGANARELL
Her Momus er sig liig, og fører gammel Tale,
Man aldrig har ham seet med anden Pensel male.
Jeg troer, vor Skue-Spil just derfor prises maa,
Naar man en Momus seer med Nakken deraf slaae;
Thi hvis man hørte ham en anden Snak at føre,
Det kunde vores Sag desmere mistænkt giøre.
Naar andre græder, da allene Momus leer,
Naar andre frydes, han til Graad Anledning seer.
Man derfor med hans Dom sig ikke lader nøye,
Naar Avind laster, man det agter ikkun føye.
Spørg andre Guder ad, som tale med Beskeed.
Til Spectatores. Nu flyder for mig Vers; det volder, jeg blev vreed.
MARS
Jeg efterfølger Momus ey,
Og laster for at laste,
Men gaaer den sikre Middel-Vey,
Ey alting vil forkaste,
Ey lukke Øye, Øre til
Naar noget høres, viises,
Som udi disse Skue-Spil
Fortienne kand at prises.
Men derudi jeg intet seer,
Som Marti kand fornøye,
Her giør man kun Comoedier
For Øre, ej for Øye.
Hos andre man dog Stykker seer,
Som meere har at sige,
Nu Kiemper, nu Beleyringer,
Nu Jomfru-Rov og Krige,
Nu een, der af Fortvilelse
Sig Livet vil fratage,
Nu Folk omskabt til Steen, til Træ,
I Luften gloend' Drage;
438 Men her i disse Skue-Spil
Man hør kun Skiemt, Morale,
Som intet andet tienner til
End dysse Folk i Dvale.
SGANARELL
Hvis ene slige Skue-Spil
Kand Martis Hierte glæde,
Jeg gierne Vey ham viise vil
Hen i Brolegger-Stræde.
ÆSCULAPIUS
Jeg som Krigs-Guden ej vil alt saa nøye regne,
Jeg vil kun tale lidt paa Doctor-Gradens Vegne:
Hvi kommer det, at man i hver Comoedie
Indfører Doctore for dennem at belee?
Det synes ligesom man Stykker ej kand spille,
Med mindre Doctorne man sette skal en Pille;
De gode Mænd i hver Comoedie tienne maa
Til Folkes Tids-Fordriv. I min Tid var ej saa.
SGANARELL
Hr. Doctor, bliv ej vreed! vi skiemter og med andre,
Fra en til anden Stand vi med Satiren vandre,
Nu paa en Doctor, nu igien en Advocat,
Ræt som det falde kand, vi pleyer tage fat.
CUPIDO
Paa dette Skue-Spil jeg intet har at giøre,
Thi jeg om Elskov faaer lidt eller intet høre;
En gandske Vinter ej Cupido bliver nævnt,
Og naar en elsker, da han elsker kun saa jævnt.
Nej, vil man, Skue-Spil Cupido skal behage,
Da maa der høres i hvert Stykke Elskovs Klage,
Da man en unger Svend udøse Suk for Søe,
For Skov, for Bierg, for Træ, ja udaf Elskov døe;
Thi udi Skue-Spil er Siælen Pastorale.
Ej andet høres her end mavert tørt Morale;
Jeg her mit Herredom at gaae til Grunde seer,
Thi end ved Giftermaal ej sluttes Stykket meer.
439
SGANARELL
Saaledes Skue-Spil blev øved fordum Dage,
Da Giække pleyede sig Livet at fratage;
Nu Folk kun Ægteskab af Interesse giør,
Om Elskov derfor vi kun lidet mælde tør.
Foruden dette, vi Acteurs er mesten Jyder,
Af stor Koldsindighed. Ad Aare dog vi byder
Maa skee Cupido selv til en Tragædie
Paa et og andet Mord, som han kand faae at see.
VULCANUS
Jeg gaaer paa Comoedien somme Tide,
Sær naar jeg faaer at vide,
At man blæser paa Trompetter,
Da gir jeg min Mark, og mig en Time paa Gallerie sætter
Naar Musiquen endet er, gaaer jeg bort,
Thi Comoedien i sig selv agter jeg ikke stort.
SGANARELL
Vulcani Poësie tilkiende noksom giver,
At af Comoedier han aldrig Elsker bliver;
Dog hvad Critiqve og hvad anden Skiønsomhed
Kand ventes af en grov og upoleret Smed?
BELLONA
At føre Skue-Spil saaledes ind i Landet,
jeg holder fore, kand ej tienne fast til andet
End styrte tapper Folk hen i Qvindagtighed;
Med mange Stæder som man seer tilforn er skeed.
Hvor Pallas føres ind, der maa Bellona vige,
Som dog fra Arilds Tid i dette Tvilling-Rige
Sit Sæde haver haft, bedækked med sin Skiold
Sit kiære Norden, end mod Romer-, Franker-Vold.
APOLLO
Hør, giver lidt Lyd! lad Phæbus ogsaa tale:
Hvo som Qvindagtig tør Minerva vel afmale,
Der sine Sønner til fuldkomne Stridsmænd giør,
Der Pen saavel som Sværd i Haanden altid før,
I hvilken Musæ sig med Marte maa foreene,
440 Som paa et Træ, hvor man seer podet to slags Grene?
En Cæsar Ungdoms Tid med Pennen jo bortdrev,
Og Mester over Rom ved dapper Viisdom blev.
En Alexander, som fik Verdens Herre-Domme,
Med Sværd i Haanden gik, med Bøger i sin Lomme.
I Nordens Konge vi jo mærker Tapperhed
Med Viisdom samlet; ja en Salomon i Fred,
En David udi Krig Kong Frideric mon hede.
Tænk derfor ej, at det forgiæves er at lede
Paa eet Sted Viisdom, Mod, her seer du begge to
I Danner-Kongens Bryst endrægtelig at boe.
See an Minervæ Stad, Athenen, hvo kand sige,
Om den var meere stor i Fred end udi Krige?
Hvo decidere tør, om Verdens Oye Rom
Til saadan Vælde meer ved Sværd end Viisdom kom?
Mon Aristophanes Athenen har fordervet,
Mon han ej heller har den Laurbærkrantz forhvervet?
Mon Plautus Rom har giort Qvindagtig og forsagt?
Moliere ved sin Pen har svækket Frankrigs Magt?
Jeg hader og beleer de Spaamænd og Propheter,
Som ansee Skue-Spil for Landet som Cometer,
Der true Folk med ondt; da Digt og Skue-Spil,
Om i Historien man efterblade vil,
Er heller Frugter af et Riges Magt og Ære,
Og viser, Sproget bør blant andre Sprog florere,
Som Land for andre Land; saa med Athenen gik,
Jo meere den blev stor, meer Høyhed Sproget fik.
I Sprogets Ziirlighed, i Herredom tillige
Rom har jo taget til. See udi Frankerige,
Hvor Sprog og Magten man tillige voxe seer,
Hvor Digt og Poësie af Velstand Poder er.
Af en Augusto en Virgilius udspringer,
Med en Lovis le grand et Land Moliere bringer,
Med en Elisabeth en Dryden spirer op;
En sætter Land i Flor, en Sprog paa Ærens Top.
Men herpaa Spørsmaal jeg kand vente mig at høre:
Til Sprogets Tarv hvad kand slig Skue-Spil vel giøre?
441 Det cultiveres kand jo ved Historier,
Ved andre Skrifter, og ved Talen udi sær.
Sandt nok; men Skue-Spill var rette Form og Smede,
Hvor Sproget dannet blev saavel i fordum Tide,
Som det blir i vor Tid; thi uden Digte-Konst
Og uden Skue-Spill arbeydes sligt omsonst.
Jeg derforuden og kand viise anden Nytte,
For at giendrive dem, som Skue-Spill ey skiøtte.
Som bitter Medicin en sund Comoedie er,
Som en Chirurgisk Kniv, der heeler, naar den skiær.
Den saarer Hierterne, men tit Forstanden læger,
Den først til Hevn, men strax til Kierlighed bevæger.
En deraf bliver vreed, som seer sin Characteer,
Sig ændrer siden, og sin forrig Feil beleer.
En Aristophanes Athenen derfor dyrket;
Thi den holdt fore, at han Staden havde styrket
Meer med Comcedier, ja større Tømme lagt
Paa Folkets Daarlighed, end Sværdet, Riis og Magt.
Skiøndt gamle Skue-Spill saa kydske og saa reene
Som disse ikke var. Men følger dem kun eene,
I Nordens Børn! i det, som ret og lovligt er,
Belee den hele Jord, men ingen udi sær,
Hold, som til denne Tid, kun med Satiren Maade,
Saa vindes Friis hos Folk, hos Danner-Kongen Naade.
Maa skee Monarchen saa, naar Tiden lader til,
Et Øye kaste tør til disse Skue-Spill.
Derpaa gaae de alle ud, og da Sganarell nu vil fortsette sin forige Tale, blir han vaer Thalia og siger:

Der kommer Thalia; Hun forstaaer Handværket bedre, hun talede saa vel for os, da den første Comoedie af os blev spilled.

THALIA
Gir agt, Indbyggere i dette ædle Rige,
Sær denne Hovedstad! tillader mig at sige,
At da jeg første gang paa dette Sted fremstod,
Jeg fandt en Hierte-Angst og Gysen i mit Blod.
Skiønt selv Apollo mig i Munden Ordet lagde,
442 Skiønt eders Hænders Lyd gav Tegn, at jeg behagde,
Jeg dog, nu mine Vers har liden Fynd og Klem,
I Dag med større Mod til eder træder frem.
Da stod jeg skielvendes og torde neppe vente,
At mine Løfter slig et Udfald skulde rente;
Thi eders ædle Sprog var som i Dvale lagt,
Og for at sige sandt, plat kommen i Foragt.
Men i den korte Tid, I haver mig besøget,
Jeg glæder mig at see vor Tales Ziir forøget.
Jeg seer dets Herlighed hver Dag at tage til,
Nu Fremmede vor Sprog og gierne høre vil.
Det fryder mig og høyt, at I har selv befundet,
At mine Løfter har ey ilde været grundet;
Ja at min ringe Flid dog ikke var omsonst,
Da jeg til Sproget har lagt Øvelse og Konst.
Dog at det gaaer saa vel, det kand jeg ey tilskrive
Mig og mit Selskabs Flid; det vilde med os blive
Til lutter Daarlighed, hvis ey en større Magt
I dette spæde Værk os Haanden havde rakt.
Mit Haab allene er paa Kongens Naade grundet,
For Sprogets Opkomst som Beskytter vi har fundet,
Da og ved denne Soel slig Glands for mig oprandt,
At hos Hans største Mænd jeg ogsaa Ynde fandt.
Og om mit Hierne har et klygtig Værk udspundet,
Da volder det, at jeg Tilhørere har fundet,
Som veed at prise Got, som veed at vrage Tant;
En meere skiønsom Flok man aldrig samled fandt.
I har dog midlertid og mærket, at min Skare
Med mig har ingen Flid og Umag villet spare.
Med et og andet Spil jeg har, som i et Speil,
Viist mangens Daarlighed, og hvor man tager feil.
Men saasom Sandhed er ey altid god at høre,
Saa har jeg mange Ting for eder ladt fremføre
Af fremmed Giækkerie; Dog tænker aldrig paa,
At egne Feil jo til mit Arbeyd kand forslaae.
Gid I saa flittig vil herefter os besøge,
Som I er flittig nok vor Arbeyd at forøge,
443 Gid kun vor Skue-Platz saalænge maa bestaae,
Som Folk vil Daarlighed og store Feil begaae.
Vi Kongens Naade bør i dette Værk erkiende,
Og med Taksigelse os mod hans Throne vende,
Til Kilden, hvorfra ned de Naades Strømme gaaer,
Der vandet har vor Jord det forbigangne Aar,
Vor Sprog har givet Vext og hiulpet som af Dvale,
Os aabnet Munden, og tilladet frit at tale,
Os banet Veyen til at skrive det paa Dansk,
Som man med mindre Fynd før læsede paa Fransk.
Tænk, Konge! at saa tit man taler om de Dyder,
De Ædelsteene, som din Krone saa bepryder,
Din Møye, Gudsfrygt, Flid, Din Mildhed, Tapperhed,
Aarvaagenhed i Krig, Rætfærdighed i Fred;
Vær vis paa, naar man skal en Krønik derom skrive,
At aldrig Dette da vil udelukket blive:
Da Vælde, Herlighed i Riget fæstet Rod,
I samme Konges Tid kom Sproget og paa Fod.

Naar Thalia har endet sin Tale, siger

SGANARELL

Vi takke skyldigst, Madame! paa Comoediernes Vegne; nu vil jeg da selv ikkuns slutte med 2 eller 3 Ord.

Vort Danske Moders Maal i Aar en Moder bliver,
Og med Comoedie-Konst sit første Foster giver;
Hver Stand kand skue frit sit Levnet derudi,
Som er et Dyders og Udyders Skilderie.
Du Landets Fader! vær da Barnets Fosterfader,
Vi vores Fliid udi Din Naade overlader,
Imidlertid vi med eet Hierte alle staaer,
Og ønsker Kongens Huus et glædeligt Nyt-Aar!
  • Joh. Ulsöe.
  • Peter Hald.
  • Magnus Schou.
  • Jens Höberg.
  • J. W. Gram.
  • Henrich Wegner.
  • Pilloy.
  • P. Sparkiær, Componist af Musiquen.
  • Rasmus Hammer, Copiist og Dicteur.