Holberg, Ludvig ERASMUS MONTANUS

MONTANUS Eller RASMUS BERG Comoedie udi fem Acter

138

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • MONTANUS
  • JEPPE BERG
    hans Fader
  • NILLE
    hans Moder
  • LISBED
    Montani Fæstemøe
  • JERONIMUS
    hendes Fader
  • MAGDELONE
    hendes Moder
  • JACOB
    Montani Broder
  • PER DEGN
  • JESPER RIDEFOGD
139

Erasmus Montanus
Indledning

»Erasmus Montanus eller Rasmus Berg«, som blev udgivet 1731, kaldtes »Johannes Montanus eller Hans Berg« i Wielandts Lærde Tidender for 29. Juni 1730, hvor der indbødes til Subskription paa Den danske Skueplads. Ændringen kan skyldes, at 'Erasmus' (hvorfra 'Rasmus' kommer), bl. a. ved sin Endelse virker mere lærd end 'Johannes' (hvoraf 'Hans' har udviklet sig).

I denne Komedie latterliggøres en Akademiker, der i sin Uddannelse og Tænkning stort set er standset ved Redskabsfagene; hans videnskabelige Bagage er lutter Form og Formler, Metode uden Indhold. I sidste Akt konfronteres Formalisten med en Mand, som især har studeret Naturret (se Bind I, S. 43-45). Naar han i Komedien fremtræder som Militær, skyldes det, at Erasmus Montanus skal tages ved et Hververkneb, en hul Logik, altsaa hildes i sit eget Garn.

Foruden de instrumentale Fag Logik, Retorik og Metafysik, har Montanus læst Etik - se Bind I, S. 44 - og Fysik. Det sidste Fag var vistnok noget paa Mode ved Universitetet, takket være en entusiastisk Professor i Faget, Peter Horrebow. Holberg har nok tænkt paa at drille sin Kollega, naar han lader Erasmus Montanus stirre saa grundigt paa Maanen og Stjernerne, at han tre Gange faldt af Vognen (l.Akt 6. Scene). Horrebow interesserede sig stærkt for Beregningen af Maanens Bevægelser; det er vistnok hertil, Holberg hentyder Bind II, S. 227 og 399. Holberg kunde ikke Matematik og havde ingen Respekt for fysiske Hypoteser, der byggede paa matematiske Spekulationer. 140 For Horrebow var det Tegnet paa sand Videnskabelighed, at man kunde fremsætte interessante Hypoteser. Holberg regnede kun med Eksperimenter og hvad han kalder »daglig Erfarenhed«. Derfor lader han i Komedien sin Yndling Jacob udvikle for sin lærde Broder, at om Bønderne ogsaa vilde tage en Pen eller et Stykke Kridt i Haanden og maale - ved matematiske Beregninger - hvor langt der er til Maanen, da vilde der ikke komme Mad paa Bordet for de Højlærde (4. Akt 4. Scene). Her staar i Virkeligheden to Retninger inden for Naturvidenskaben over for hinanden. Paa den ene Side den induktive, som lægger al Vægt paa Indsamling af Erfaringer; dens Banebryder Francis Bacon (1561-1626), var Holbergs Helt. Paa den anden Side den deduktive Retning, som sværger til den matematiske Metode; dens store Mand, René Descartes (1596-1650), var Horrebows Forbillede.

Litteratur.Alf Henriques: Om Erasmus Montanus (i Dansklærerforeningens Udgave af Komedien 1959 og senere). - Ebbe Spang-Hanssen: Erasmus Montanus og Naturvidenskaben, 1965.

141

ACTUS I

SCEN. 1.

JEPPE.

alleene, med et Brev i Haanden. Det er Skade at Degnen ikke er i Byen, thi der er saa meget Latin i min Søns Brev, som jeg ikke forstaaer. Taarene staaer mig tit i Øynene, naar jeg eftertænker, at en stakkels Bonde-Søn er bleven saa Boglærd, besynderlig saasom vi ikke ere af de Høylærdes Bønder. Jeg har hørt af Folk som forstaaer sig paa Lærdom, at han kand disputere med hvilken Præst det skal være. Ach kunde jeg og min Hustrue have den Glæde at høre ham præke, før vi døe, her paa Bierget, da vilde vi ikke fortryde paa alle de Skillinger vi har sat paa ham. Jeg kand nok merke paa Per Degn, at han skiøtter ikke meget om at min Søn kommer hid. Det kommer mig for ligesom han er bange for Rasmus Berg. Det er skrækkeligt med de lærde Folk, de bær saadan Avind til hverandre, og den eene kand ikke lide, at den anden er ogsaa lærd. Den gode Mand giør skiønne Prækner her i Byen, og kand tale om Misundelse, saa Taarene maa staae een udi Øynene; men mig synes, at han selv ikke er gandske fri for den Fejl. Jeg kand ikke vide, hvoraf saadant kommer; om een siger, at min Naboe forstaaer Avlingen bedre end jeg, skulde jeg legge det paa Hiertet? skulde jeg hade min Naboe for det? ney sommænd giør Jeppe Berg ikke. Men der er min Troe Per Degn.

142

SCEN. 2

Jeppe. Per Degn.

JEPPE.

Velkommen hi em igien Per!

PER.

Tak, Jeppe Berg.

143
JEPPE.

Ach min hierte Per! gid I kunde forklare mig noget Latin, som staaer i min Søns sidste Brev.

PER.

Hvad Snak! meener I at jeg forstaaer ikke Latin, saa vel som jer Søn? Jeg er en gammel Academicus jeg, Jeppe Berg.

JEPPE.

Det veed jeg nok, men jeg meente om I forstod den nye Latin, thi det Sprog forandres vel ogsaa, saa vel som det Siællandske. Thi i min Ungdom talede man ikke saa her paa Bierget som nu; det som man nu kalder Laqvei, kaldte man da Dreng, det som man nu kalder Matrasse, kaldte man da Bislaaperske, en Frøken heedte da Statsmøe, en Musicant Spillemand, og en Sikketerer Skriver. Derfor meener jeg, Latinen og kand være forandret siden den Tid I var i Kjøbenhavn. Vil I være saa god at forklare mig dette? jeg kand nok læse Bogstaverne, men fatter ikke Meeningen.

PER.

Jer Søn skriver, at han studerer nu sin Logicam, Rhetoricam og Metaphysicam.

JEPPE.

Hvad vil det sige Logicam?

PER.

Det er hans Prækestoel.

JEPPE.

Det er mig kiært, gid han kunde blive Præst.

PER.

Men Degn først.

JEPPE.

Hvad er den anden Post?

PER.

Den heder Rhetorica, det er paa Dansk Ritualen; men den tredie Post maa være forskreven, eller det maa være Fransk, thi var det Latin, saa forstod jeg det nok. Jeg er capabel, Jeppe Berg, at regne op den heele Aurora: Ala det er en Vinge, Ancilla en Pige, Brabra et Skiæg, Coena en Nat-Potte, Cerevisia Øll, Campana en Klokker, Cella en Kielder, Lagena en Flaske, Lana en Ulv, Ancilla en Pige, Janua en Dør, Cerevisia Smør.

JEPPE.

I maa have en forbandet Ihukommelse, Per.

PER.

Ja jeg havde ikke tænkt, at jeg skulde have blevet saa længe i et fattigt Degne-Kald. Jeg kunde nok have været noget andet for længe siden, dersom jeg vilde have bundet mig ved en Pige; men jeg vil heller hielpe 144 mig, som jeg kand, førend man skal kunde sige paa mig, at jeg har faaet Brød for Kone.

JEPPE.

Men kiære Per! her er endnu noget andet Latin, som jeg ikke forstaaer. See her denne Linie.

PER.

Die Veneris Hafnia domum profecturus sum. Det er noget høyttravend, dog forstaaer jeg det heel vel, men det kunde bryde Hovedet paa en anden. Det er paa Dansk: der er kommen profecto en hob Russer til Kiøbenhavn.

JEPPE.

Hvad mon Russen nu vil bestille her igien?

PER.

Det er ikke Moscoviter, Jeppe Berg! det er unge Studentere, som man kalder Russer.

JEPPE.

Nu, nu veed jeg. Der er vist stor Allarm i de Dage, naar de faaer Salt og Brød, og blir Studentere.

PER.

Naar venter I ham hiem?

JEPPE.

I Dag eller i Morgen. Kiære Per! tøv lidt her, jeg vil springe ind til Nille, hun skal give os en Drik Øll her ud.

PER.

Jeg vil nok heller have et Glas Brændeviin; thi det er fortiligt at drikke Øll.

SCEN. 3

PER.

alleerne. Jeg skiøtter ikke meget om, sandt at sige, at Rasmus Berg kommer hiem, ikke fordi jeg er bange for hans Lærdom, thi jeg var allerede gammel Student, da han endda gik i Skole og fik, med Permission, paa sin Rumpe. Der var andre Karle, som deponerede i min Tid, end nu omstunder. Jeg deponerede fra Slagelse Skole med Per Monsen, Rasmus Jespersen, Christen Klim, Mads Hansen, som vi i Skolen kaldte Mads Pandekage, Poul Iversen, som vi kaldte Poul Finkeljokom; alle Karle, som havde Been i Panden, og Skiæg paa Hagen, og som var capabel at disputere i hvilken Materie det skulde være. Jeg er kun bleven Degn, men er fornøyed, naar jeg har mit Daglig Brød og forstaaer mit Embede. Jeg har forbedret meget udi Indkomsterne, og 145 har det, som ingen af mine Formænd havde, saa mine Efterkommere ikke skal bande mig i min Grav. Folk tænker, at der er ingen Observationer ved at være Degn; jo jo! Degne-Kald er min Troe et vanskeligt Embede, naar man skal have det paa den Fod, at det skal føde sin Mand. For min Tid holdt Folk her i Byen alle Liig-Sange lige gode, men jeg har bragt det paa den Fod, at jeg kand sige til en Bonde: hvilken Psalme vil du have? den koster saa meget, den anden saa meget; iligemaade naar der skal kastes Jord paa den Døde: vil du have fiint Sand, eller slet og ret Jord? Der er ogsaa adskillige andre Observationer, som min Formand Christoffer Degn ikke vidste af at sige, men han havde ikke studeret. Jeg kand ikke begribe, hvorledes den Karl blev Degn. Men han var og Degn derefter. Latinen hielper meget et Menneske udi alle Forretninger. Jeg vilde ikke miste det Latin jeg kand, ikke for hundrede Rixdaler; thi det har baadet mig i mit Embede over 100 Rixdaler, ja hundrede til.

SCEN. 4

Nille. Jeppe. Per.

NILLE.

Singot Per.

PER.

Tak, Morlille. Jeg drikker hellers ikke Brændeviin, uden naar jeg har ont i Maven, men jeg har gemeenlig en slet Mave.

NILLE.

Veed I vel, Per, at min Søn kommer hiem i Dag eller Morgen? Der faaer I en Mand, som I kand tale med; thi den Karl er ikke ilde skaaren for Tungebaandet, saasom jeg har hørt.

PER.

Ja jeg troer nok han kand tale en hob Kloster-Latin.

NILLE.

Kloster-Latin? det er jo det beste Latin, ligesom Kloster-Lærred er det beste Lærred.

PER.

Ha, ha, ha, ha!

JEPPE.

Hvor af leer I, Per?

PER.

Af intet, Jeppe Berg. God Taar paa en frisk! Jer 146 Skaal, Moer lille! Ha ha ha! det er sandt nok, som I siger; Klosterlærred er got Lærred, men ...

NILLE.

Giøres det Lærred ikke paa Klosteret, hvorfor kaldes det da Klosterlærred?

PER.

Jo, det er ret nok, ha ha ha! Men I kand vel give mig noget at bide paa til Brændevinen?

NILLE.

Her ligger et stykke Brød og Ost skaaren, om I vil ikke forsmaae.

PER.

Tak, Moer lille! Veed I hvad Brød heder paa Latin?

NILLE.

Ney mare veed jeg ikke.

PER.

æder og snakker tillige. Det heder Panis, genetivus Pani, dativus Pano, vocativus Panus, Ablativus Pano.

JEPPE.

Hillemænt Per! det Sprog er vitløftig. Hvad heder Grov-Brød?

PER.

Det heder Panis gravis, og fiin Brød Panis finis.

JEPPE.

Det er jo halv Dansk.

PER.

Ja det er vist, der ere mangfoldige Latinske Ord, som har deres Oprindelse af Dansken; thi jeg skal sige os noget: her var en gammel Rector i Kiøbenhavns Skole, ved Navn Saxo Grammatica, som forbedrede Latinen her i Landet, og giorde en Latinsk Grammatica, hvorudover han fik det Navn, Saxo Grammatica. Den samme Saxo har bødet meget paa det Latinske Sprog med Danske Ord; thi for hans Tid var Latinen saa fattig, at man ikke kunde skrive en ret Meening, som Folk kunde forstaae.

JEPPE.

Men hvad vil det Ord Grammatica sige?

PER.

Det samme som Donat. Naar man binder den ind i Tyrkisk Bind, saa kaldes den Donat; men naar man binder den ind i hviid Pergement, saa kaldes den Grammatica, og declineres ligesom Ala.

NILLE.

Ach jeg veed aldrig hvor alt dette kand ligge i Hovedet paa Folk; mit Hoved svimler, naar jeg kun hør tale derom.

JEPPE.

Derfor ere lærde Folk heller ikke gierne rigtige i Hovedet.

147
NILLE.

Ej hvilken Snak! saa meener du, at vor Søn Rasmus Berg er ikke rigtig?

JEPPE.

Mig synes alleene, Moerlille, det er noget underligt, at han skriver Latinske Breve til mig.

PER.

Der i har min Troe Jeppe ret; thi det er noget naragtigt. Det var jo ligesom jeg vilde tale Græsk med Ridefogeden, for at lade see, at jeg forstod det Sprog.

JEPPE.

Forstaaer I ogsaa Græsk, Per?

PER.

Ach jeg har kundet for tyve Aar siden staae paa een Fod og læse det heele Litanie paa Græsk. Jeg kand endnu komme ihu, at det sidste Ord heder Amen.

JEPPE.

Ach Per, det vil blive artigt, naar min Søn kommer tilbage, at vi kand sætte jer to sammen.

PER.

Vil han disputere med mig, skal han finde Karl for sin Hat, og vil han synge i Kap med mig, saa kommer han til kort. Jeg har synget i Kap med 10 Degne, som alle have maat give sig tabt, thi jeg har taget Troen fra dem alle 10. Det har været mig tilbuddet for 10 Aar siden, at være Cantor udi vor Frue Skole; men jeg har ikke villet, thi hvorfor skulde jeg giøre det, Jeppe? hvorfor skulde jeg forlade min Meenighed, som elsker og ærer mig, og som jeg elsker og ærer igien? Jeg lever paa et Sted, hvor jeg har mit daglig Brød, og hvor jeg er respetered af alle Folk; thi Amtmanden selv kommer aldrig hid, jeg blir jo strax hentet for at fordrive Tiden med ham, og synge for ham. Forgangen Aar ved disse Tider gav han mig 2 Mark, fordi jeg sang ut, re, mi, fa, sol. Han svor paa, at han havde større Behag deri, end i den største vocal Musiqve han havde hørt i Kiøbenhavn. Vil I give mig end et Glas Brændeviin, Jeppe, skal jeg synge det samme for jer.

JEPPE.

Gierne. Skiænk nok et Glas Brændeviin, Nille.

PER.

Jeg synger ikke for enhver. Men I er min gode Ven, Jeppe, som jeg tienner med Fornøyelse. Begynder at sktaale, først langsom. Ut, re, mi, fa, sol, la, si, ut; nu tilbage: ut, si, la, sol, fa, mi, re, ut. Nu skal I høre paa en anden Maade, hvor høyt 148

        

149 jeg kand gaae: ut, re, mi, fa, sol, la, si, ut, re, mi, fa, sol, la, si, ut, re.

JEPPE.

Hillemænt, det sidste gik fiint. Vore smaa Grise kand ikke gaae høyere med Røsten.

PER.

Nu vil jeg synge hastigt: Ut, re, mi, re . . . ney det var ikke ret. Ut re mi do re mi ut .. . ney det kom ogsaa galt; det er forbandet tungt, Jeppe, at synge saa hastig.

Men der kommer Monsieur Jeronimus.

SCEN. 5

Jeronimus. Magdelone. Lisbed. Degnen. Jeppe. Nille.

JERONIMUS.

God Morgen, Svoger! Har I nogen Tidende fra jer Søn?

JEPPE.

Jo, jeg troer han kommer i Dag eller i Morgen.

LISBED.

Ach er det mueligt! nu er min Drøm fuldkommen.

JERONIMUS.

Hvad drømte du da?

LISBED.

Jeg drømte, at jeg laae hos ham i Nat.

MAGDELONE.

Der er dog noget ved Drømme. Drømme ere ikke at foragte.

JERONIMUS.

Det er sandt nok; men dersom I gode Piger tænkte ikke saa meget paa Mandfolk om Dagen, drømte I ikke saa tit om dem om Natten. Du drømte vel ligesaa sterkt om mig i de Dage vi vare forlovede sammen, Magdelone?

MAGDELONE.

Det er min Troe sandt; men nu har jeg min Troe ikke i nogle Aar drømt om dig.

JERONIMUS.

Det kommer deraf, at Kiærligheden er ikke saa heed nu, som den var tilforn.

LISBED.

Men er det mueligt, at Rasmus Berg kommer hiem i Morgen?

JERONIMUS.

Ej min Dotter, du skulde ikke lade dig merke med at være saa forliebt.

LISBED.

Ach er det vist, at han kommer hiem i Morgen?

150
JERONIMUS.

Ja ja, du hører jo at han kommer til den Tid.

LISBED.

Hvor langt har vi til i Morgen hierte Far?

JERONIMUS.

Hvilken forbandet Snak! disse forliebte Folk er ligesom de var galne.

LISBED.

Ja jeg tæller min Troe hver Time.

JERONIMUS.

Du skulde ogsaa spørge hvor lang en Time er, saa kunde man tænke du var reent gall. Holdt 151 inde med saadan Sladder, og lad os Forældre snakke sammen. Hør, min kiære Jeppe Berg, holder I det raadeligt, at disse 2 unge Mennesker komme sammen førend han faaer Brød?

JEPPE.

Det er ligesom jer synes. Jeg kand nok underholde dem; men det var dog bedre, at han fik Brød først.

JERONIMUS.

Jeg holder det aldeles ikke raadeligt, at de komme sammen før.

Lisbed græder og hyler.

JERONIMUS.

Ej fy skiem dig for en Ulykke! Det er en Spot for en Pige at stille sig saadan an.

LISBED.

grædende. Faaer han snart Brød da?

JEPPE.

Det er ingen Tvil paa, han faaer jo snart Brød; thi saa vidt som jeg har hørt, er han saa lærd, at han kand læse hvilken Bog det skal være. Han skrev mig et Latinsk Brev til nyelig.

NILLE.

Og det kand, mare, staae, det veed Degnen.

LISBED.

Var det saa vel skreven?

PER.

Ja, vel nok for saadan ung Person. Han kand blive god, Mameselle. Der vil ellers meget til. Jeg tænkte ogsaa, at jeg var lærd, da jeg var paa hans Alder, men ...

JEPPE.

Ja I lærde Folk roser aldrig hinanden.

PER.

Ej Snak! skulde jeg bære Avind til ham? da han endnu ikke var fod, havde jeg allerede staaet 3 gange Skole-Ræt, og da han sad i 4de Lectien, havde jeg været 8te Aar Degn.

JEPPE.

Een kand have bedre Hoved end en anden. Een kand lære saa meget i eet Aar, som andre udi ti.

PER.

Da tør Per Degn nok sætte sit Hoved mod hvem det skal være.

JERONIMUS.

Ja, ja, hver kand være god for sig. Lad os nu gaae hiem, Børn! Far vel, Jeppe! Jeg gik her forbi, og saa vilde jeg tale med jer paa Vejen.

LISBED.

Ach vaer mig dog ad, saa snart han kommer.

152

SCEN. 6

Jeppe. Nille. Per. Jacob.

JEPPE.

Hvad vil du, Jacob?

JACOB.

Far, veed I nyt? Rasmus Berg er kommen hiem.

JEPPE.

Hillemænt! er det mueligt? Hvorledes seer han ud?

JACOB.

Ach han seer meget lærd ud. Rasmus Nielsen, som kiører for ham, svær paa, at han giorde ikke andet den heele Vej, end disputered paa Græsk og Elamitisk med sig selv, og det undertiden med saadan Iver, at han slog Rasmus Nielsen 3 til 4re gange bag i Nakken med knyttet Næver, og raabte derhos altid: probe Majoren, probe Majoren. Jeg kand tænke, han har haft en Disput med en Major før han reiste. Undertiden sad han stille og stirrede paa Maanen og Stjernerne, og det med saadan grundig Mine, at han faldt 3 gange af Vognen og havde nær brudt Halsen i tu af lutter Lærdom, saa at Rasmus Nielsen loe deraf, og sagde ved sig selv: Rasmus Berg er vel en klog Mand paa Himmelen, men en Nar paa Jorden.

JEPPE.

Ach kom! lad os gaae ud at tage imod ham. Kiære Per, kom I med os. Det kand hende sig, at han har glemt Dansk, og kand ikke tale andet end Latin, saa kand I være Tolk.

PER.

Skam der giør, jeg har andet at bestille.

153

ACTUS II

SCEN. 1.

MONTANUS.

med Hosene ned om Beenene. Jeg har kun været en Dag fra Kiøbenhavn, og længes allerede. Hvis jeg ikke havde mine gode Bøger med mig, kunde jeg ikke leve paa Landet. Studia secundas res ornant, adversis solatium præbent. Jeg synes ligesom mig fattes noget, efterdi jeg har ikke disputeret i tre Dage. Jeg veed ikke om her er nogle lærde Folk her i Byen; hvis her er nogen, skal jeg nok sætte dem i Arbeid, thi jeg kand ikke leve uden jeg maa disputere. Mine stakkels Forældre kand jeg ikke meget tale med; thi de ere eenfoldige Folk, og veed neppe andet end deres Børne-Lærdom, saa at jeg kand ikke have megen Trøst af deres Omgiængelse. Degnen og Skolemesteren skal have studeret, men jeg veed ikke hvor vidt det strækker sig; dog skal jeg forsøge hvad de duer til. Mine Forældre blev forskrækket, da de saae mig saa tilig; thi de havde ikke ventet, at jeg skulde have taget fra Kiøbenhavn om Natten.

Han slaaer Ild, tænder sin Pibe, og sætter Pibehovedet igiennem et Hull, som han har paa sin Hat. Saaledes kalder man at smøge Tobak studentikos; det er en god Invention nok for een, der vil skrive og smøge tillige.

Sætter sig ned at læse.

154

SCEN. 2

Montanus. Jacob.

JACOB.

kysser paa Haanden og flyer sin Broer. Velkommen hiem igien min Latinske Broer!

MONTANUS.

Det er mig kiært at see dig, Jacob! Men hvad det Broerskab angaaer, saa er det noget, som var got i gamle Dage, men nu kand det ikke saa passe sig meer.

JACOB.

Hvi saa? est du ikke min Broer?

MONTANUS.

Det negter jeg ikke, Slyngel! at jeg jo er din Broer ved Fødselen. Men du maa vide, at du est endnu en Bonde-Dreng, og jeg en Philosophiae Baccalaureus. Men hør, Jacob, hvordan lever min Kiæreste og min Svigerfar?

JACOB.

Ret vel; de vare her nyelig, og spurte hvor snart Broer kom hiem.

MONTANUS.

Nu Broer igien! Jeg siger det ikke af Hoffærdighed, Jacob! men det gaaer profecto ikke an.

JACOB.

Hvad skal jeg da kalde Broer?

MONTANUS.

Du skal kalde mig Monsieur Montanus; thi saa heeder jeg i Kiøbenhavn.

JACOB.

Kunde jeg kun komme det ihu! Var det ikke Monsieur Dromedarius?

MONTANUS.

Kandst du ikke høre? jeg siger jo Monsieur Montanus.

JACOB.

Monsør Montanus, Monsør Montanus.

MONTANUS.

Ja det er ret; thi Montanus paa Latin er det samme som Berg paa Dansk.

JACOB.

Kand jeg da ikke ogsaa heede Monsør Jacob Montanus?

MONTANUS.

Naar du har gaaet saa længe i Skole som jeg, og udstaaet dine Examina, saa kandst du ogsaa give dig et Latinsk Navn. Men saa længe som du est en Bonde-Dreng, maa du lade dig nøye med at heede slet og ret Jacob Berg. Men har du merket at min Kiæreste har længet efter mig?

155
JACOB.

Ja vist, hun har været meget u-taalmodig over, at du blev saa længe borte.

MONTANUS.

Du maa ey heller dutte mig, din Tølpel!

JACOB.

Jeg vilde sige: Monsørens Kiæreste har været u-taalmodig, at du est bleven saa længe borte.

156
MONTANUS.

Ja nu er jeg kommen, Jacob, og det alleene for hendes skyld; men jeg bliver her ikke ret gammel, thi saa snart vi har holdt Bryllup, tager jeg hende med mig til Kiøbenhavn.

JACOB.

Vil Monsøren da ikke tage mig med sig?

MONTANUS.

Hvad skulde du bestille der?

JACOB.

Jeg vilde see mig lidt om i Verden.

MONTANUS.

Jeg vilde ønske, at du var 6 à 7 Aar yngre, saa skulde jeg sætte dig i Latin-Skole, at du ogsaa kunde blive Student.

JACOB.

Ney det var ikke got.

MONTANUS.

Hvi saa?

JACOB.

Jo, saa vilde vore Forældre komme reent til at betle.

MONTANUS.

Hør, hvilke Ord der kand ligge i den Knegt!

JACOB.

Ja, jeg er fuld af Indfald. Havde jeg studeret, var jeg bleven en Fandens Skielm.

MONTANUS.

Mig er sagt, at du har et got Hoved. Men hvad vilde du ellers bestille i Kiøbenhavn?

JACOB.

Jeg vilde saa gierne see det runde Taarn, og Klosteret hvor man giør Lærred.

MONTANUS.

Ha ha ha! Ney der bestilles andet paa Klosteret end at giøre Lærred. Men har min Svigerfar ellers saa mange Midler, som der siges?

JACOB.

Ja vist, Jeronimus er en riig Gubbe, han ejer snart den tredie Deel af Byen.

MONTANUS.

Men har du hørt om han agter at give nogen Udstyr med sin Datter?

JACOB.

Ja jeg troer nok, at han styrer hende vel ud, besynderlig om han faaer høre Monsøren præke, her engang udi Byen.

MONTANUS.

Det bliver intet af, jeg giør mig ikke saa gemeen at præke her paa Landet. Jeg er ellers kun for at disputere.

JACOB.

Jeg meente, at det var meer at kunde præke.

MONTANUS.

Veedst du vel hvad det er at disputere?

157
JACOB.

Ja vist, jeg disputerer hver Dag her i Huset med Pigerne, men jeg vinder intet der ved.

MONTANUS.

Ja saadan slags Disputatzer har vi nok af.

JACOB.

Hvad er det da Monsøren disputerer om?

MONTANUS.

Jeg disputerer om vigtige og lærde Sager, for Exempel: om Englene ere skabte for Menneskene; om Jorden er rund eller oval; om Maane, Soel og Stjerner, deres Størrelse og Distance fra Jorden, og andet dislige.

JACOB.

Ney derom disputerer jeg ikke; thi det er noget, som gaaer mig ikke an, thi naar jeg kun kand faae Folkene til at arbeide, maa de gierne sige for mig, at Jorden er ottekantet.

MONTANUS.

O Animal brutum! Men hør, Jacob: mon der ellers nogen har ladt min Kjæreste vide, at jeg er hiemkommen?

JACOB.

Ney jeg troer det ikke.

MONTANUS.

Saa er det best, at du springer hen til Hr. Jeronimus, for at lade dem saadant vide.

JACOB.

Ja det kand nok skee; men skal jeg ikke sige det til Lisbed først?

MONTANUS.

Lisbed, hvem er det?

JACOB.

Veedst du ikke det Broer, at din Fæstemøe heder Lisbed?

MONTANUS.

Har din Slyngel nu glemt alt hvad jeg nyeligen har lært dig?

JACOB.

Du maa kalde mig Slyngel saa meget som du vil, saa er jeg dog din Broer.

MONTANUS.

Hvis du ikke holder din Mund, skal jeg profecto slaae dig med Bogen i Panden.

JACOB.

Det var ikke smukt at kaste Bibelen efter Folk.

MONTANUS.

Det er ingen Bibel.

JACOB.

Jeg kiender saa mare nok Bibelen. Den Bog er jo stor nok til at være Bibelen. Jeg kand nok see, at det er hverken Evangeli-Bog eller Catechismus. Men hvad det er eller ikke, saa lader det ilde at kaste Bøger efter sin Broer.

158
MONTANUS.

Hold Munden, Slyngel.

JACOB.

Saadan Slyngel, som jeg er, fortiener dog med mine Hænder til mine Forældre de Penge, som du sætter til.

MONTANUS.

Hvis du ikke tier, skal jeg lemlæste dig. Kaster Bogen paa ham.

JACOB.

Au au au!

SCEN. 3

Jeppe. Nille. Montanus. Jacob.

JEPPE.

Hvad er her for Allarm?

JACOB.

Ach min Broer Rasmus slaaer mig.

NILLE.

Hvad vil det sige? han slaaer dig vel ikke uden Aarsag.

159
MONTANUS.

Ney Moer, det er sandt; han kommer hid, og bruger en Mund mod mig, som jeg kunde være hans Jevnlige.

NILLE.

Hvilken Pokkers Skielm! Skal du ikke bedre vide at respectere saadan lærd Mand? veedst du ikke, at han er en Ære for vort heele Huus? Min hierte Hr. Søn! I skal ikke regne ham det til onde, det er en uforstandig Tølpel.

MONTANUS.

Jeg sidder her og speculerer paa vigtige Sager, som denne importunissimus og audacissimus Juvenis kommer og hindrer mig udi. Det er intet Børne-Leeg at have med disse Transcendentalibus at bestille. Jeg vilde ikke, det skulde have skeet for to Mark.

JEPPE.

Ach vær ikke vred min hierte Søn, det skal aldrig skee oftere. Jeg er saa bange, Hr. Søn har forivret sig; de lærde Folk taaler ikke mange Stød. Jeg veed, Per Degn ivrede sig engang, han kunde ikke forvinde det i 3 Dage igien.

MONTANUS.

Per Degn, er han lærd?

JEPPE.

Ja vist! saa længe jeg kand mindes, har vi ikke haft nogen Degn her i Byen, der har synget saa vel som han.

MONTANUS.

Derfor kand han være meget u-lærd.

JEPPE.

Han præker ogsaa meget skiønt.

MONTANUS.

Derfor kand han ogsaa være u-lærd.

NILLE.

Ach ney, Hr. Søn! hvorledes kand den være u-lærd, der præker vel?

MONTANUS.

Jo vist, Moerlille! alle u-lærde Folk præ- ker vel; thi saasom de ikke kand sammenskrive noget af deres egne Hoveder, saa bruge de laante Prækner, og lære uden ad brave Mænds Skrifter, som de undertiden ikke forstaaer selv. Da derimod en lærd Mand ikke vil benytte sig af saadant, men vil sammenskrive af sit eget Hoved. Troe mig, at det er en almindelig Fejl her i Landet, at man dømmer Studenteres Lærdom alt for meget af deres Prækener. Men lad de Karle disputere som jeg; det er en Prøvesteen paa Lærdom. Jeg kand disputere paa got Latin om hvilken Materie det skal være: vil een 160 sige, at dette Bord er en Lysestage, saa vil jeg forsvare det; vil een sige, at Kiød eller Brød er Straae, vil jeg og forsvare det; det har jeg giort mangen ærlig gang. Hør, Farlille, vil I troe det, at den som drikker vel, er lyksalig?

JEPPE.

Jeg troer snarere, at han er u-lyksalig; thi man kand drikke baade Forstand og Penge bort.

MONTANUS.

Jeg vil bevise, at han er lyksalig. Qvicunque bene bibit, bene dormit . . . ney det er sandt, I forstaaer ikke Latin, jeg maa sige det paa Dansk: Hvo som drikker vel, sover gierne vel; er det ikke sandt?

JEPPE.

Det er sandt nok, naar jeg har en halv Ruus, sover jeg som en Hest.

MONTANUS.

Hvo som sover vel, synder ikke; er det ogsaa ikke sandt?

JEPPE.

Ja det er sandt nok, saa længe man sover, synder man ikke.

MONTANUS.

Den som synder ikke, er lyksalig.

JEPPE.

Det er og sandt.

MONTANUS.

Ergo, den som drikker vel, er lyksalig. Moerlille, jeg vil giøre jer til en Steen.

NILLE.

Ja Snak, det er end meere konstigt.

MONTANUS.

Nu skal I faae det at høre: En Steen kand ikke flyve.

NILLE.

Ney det er vist nok, undtagen man kaster den.

MONTANUS.

I kand ikke flyve.

NILLE.

Det er og sandt.

MONTANUS.

Ergo er Moerlille en Steen. Nille græder.

MONTANUS.

Hvorfor græder Moerlille?

NILLE.

Ach jeg er saa bange, at jeg blir til Steen; mine Been begynder alt at blive kolde.

MONTANUS.

Giv jer tilfreds, Moerlille! Jeg skal strax giøre jer til Menneske igien. En Steen kand ikke tænke eller tale.

NILLE.

Det er sandt. Jeg veed ikke om hun kand tænke, men tale kand hun ikke.

161
MONTANUS.

Moerlille kand tale.

NILLE.

Ja Gud skee Lov, som en stakkels Bonde-Kone kand jeg tale.

MONTANUS.

Got. Ergo er Moerlille ingen Steen.

NILLE.

Ach det giorde got, nu kommer jeg mig igien. Der vil min Troe sterke Hoveder til at studere; Jeg veed ikke hvor deres Hierne kand holde det ud. Jacob, du skal herefter gaae din Broer til Haande, du har ikke andet at bestille; fornemmer dine Forældre, at du giør ham nogen Fortræd, da skal du faae saa mange Hug, som dit Liv kand taale.

MONTANUS.

Moerlille, jeg vilde gierne vænne ham af med den Vane at sige du til mig; det er dog ikke anstændigt for en Bonde-Dreng at dutte en lærd Mand. Jeg vilde gierne, at han kaldte mig Monsieur.

JEPPE.

Hør du vel, Jacob! naar du taler til din Broer herefter, skal du sige Monsør.

162
MONTANUS.

Jeg vilde gierne, Degnen blev budden hid i Dag, at jeg kunde forsøge, hvad han duer til.

JEPPE.

Ja nok, det skal skee.

MONTANUS.

Jeg vil imidlertid hen at besøge min Kiæreste.

NILLE.

Men jeg er bange, vi faaer Regn; Jacob kand bære Kappen efter jer.

MONTANUS.

Jacob!

JACOB.

Ja Maansør!

MONTANUS.

Kom og bær Kappen efter mig, jeg vil lidt ud i Byen.

Jacob gaaer efter ham med Kappen.

SCEN. 4

Jeppe. Nille.

JEPPE.

Har vi ikke Glæde for den Søn, Nille?

NILLE.

Jo vist, der er ingen Skilling u-nyttig spildt paa ham.

JEPPE.

Nu skal vi i Dag faae at høre hvad Degnen duer til. Men jeg er bange, at han ikke kommer, om han hører, at Rasmus Berg er her; vi har ikke fornøden at lade ham det vide. Vi vil ogsaa bede Ridefogden hid; han er nok saa god at komme, thi han finder Smag i vort Øll.

NILLE.

Det er saa farligt, Mand, at tractere Ridefogden; det slags Folk maa ikke vide vor Tilstand.

JEPPE.

Jo saamænd maa han saa, det er hver Mand her i Byen bekiendt, at vi ere formuende Folk; naar vi svarer vore Skatter og Landgilde, da kand Ridefogeden ikke rykke et Haar af vort Hoved.

NILLE.

Ach hierte Mand, mon det skulde være for silde, at lade Jacob ogsaa studere? Tænk engang, om han kunde blive saadan lærd Kaal, som hans Broer, hvilken Glæde vilde det være for deres gamle Forældre!

JEPPE.

Ney Kone! det er nok med den eene; vi maa jo have een hiemme, som kand gaae os til Haande og giøre vort Arbeide.

163
NILLE.

Ach ved saadant Arbeide kand ikke fortienes meer end af Haanden i Munden. Rasmus Berg, som har studeret, kand ved sin Hierne udrette meere vor Huus til Nytte i en Time, end den anden i et Aar.

JEPPE.

Det maa ikke hielpe, Moerlille! vor Ager maa dyrkes, og vor Avling fortsættes; vi kand aldeles ikke undvære Jacob. See der kommer han tilbage.

SCEN. 5

Jacob. Jeppe. Nille.

JACOB.

Ha ha ha ha ha ha! Min Broer maa vel være en meget lærd Mand, men ogsaa en stor Taasse.

NILLE.

Din vanartige Skielm! kalder du din Broer en Taasse?

JACOB.

Jeg veed ikke hvad jeg skal kalde saadant, Moerlille; det regner saa det helder ned, og han lar mig gaae med Kappen paa Armen efter sig.

JEPPE.

Kunde du da ikke have været saa artig at have sagt: Maansør, det regner, vil ikke Maansør tage Kappen paa?

JACOB.

Mig synes, det var meget underligt Fallille, at jeg skulde sige til den Person, som Forældre har kostet saa mange Penge paa, at lære Viisdom og Artighed, naar der falder saadan Regn paa ham, at han blir vaad indtil Skiorten: det regner, Monsør, vil han ikke tage Kappen paa? Han havde jo ikke fornøden min Varsel, Regnen kunde jo nok vare ham derom.

JEPPE.

Gik du da og bar Kappen den heele Vej paa Armen?

JACOB.

Ney mare giorde jeg ikke, jeg svøbte mig smukt i Kappen, og derfor er mine Klæder gandske tørre. Det forstod jeg bedre, endskiønt jeg ikke har sat saa mange Penge til paa at lære Viisdom. Jeg begreb strax det, endskiønt jeg kiender ikke en Latine Bogstav.

JEPPE.

Din Broer har gaaet i Tanker, som grundlærde Folk gierne plejer.

164
JACOB.

Ha ha, Drolen splide saadan Lærdom!

JEPPE.

Tie stille din Slyngel, eller du skal faae Skam paa din Mund. Hvad vil det sige om din Broer gaaer saaledes i Tanker ibland, naar han i mange andre Ting kand lade see sin Viisdom og Frugten af sine Studeringer?

JACOB.

Frugten af sine Studeringer? jeg skal fortælle videre, hvor det gik til paa vor Reise. Da vi kom til Jeronimuses Port, gik han lige til den Side som Port-Hunden stod, som havde calfatret hans lærde Been, hvis jeg ikke havde trækket ham til den anden Side; thi Port-Hunde seer ingen Personer an, de skiær alle Folk over een Kam, som de ikke kiender, og bider i fleng hvilke Been de faaer fat paa, enten de ere Latinske eller Græske. Da vi kom ind i Gaarden, gaaer Maansør Rasmus Berg ind i Stolden i Tanker, og raabte: hey, er Jeronimus hi emme? men Kiøerne vendte alle Rumpen til ham, og ingen vilde svare et Ord. Jeg er vis paa, om nogen af dem havde kundet tale, de vilde have sagt: hvilken forbandet Taasse maa denne Kaal ikke være!

NILLE.

Ach min hierte Mand, taaler du, at han bruger saadan Mund?

JEPPE.

Jacob! du skal faae en U-lykke, dersom du taler saaledes meer.

JACOB.

Fallille burte heller takke mig, som hialp ham til rette og bragte ham af Stolden ind i Stuen. Vil nu Fallille kun eftertænke, hvor det vilde gaae til, om saadan Kaal skulde giøre en lang Reise alleene; thi jeg er vis paa, at om jeg ikke havde været med ham, havde han endnu staaet i Stolden, og kaaget Kiøerne i Rumpen af lutter Lærdom.

JEPPE.

Ej, saa skal du og faae en U-lykke paa din kaade Mund!

Jacob løber, og Jeppe efter ham.
NILLE.

Hvilken forbandet Skielm! Jeg har haft Bud efter Fogden og Degnen, at min Søn kand have nogen at disputere med, naar han kommer tilbage.

165

ACTUS III

SCEN. 1.

Jeppe. Nille. Montanus.

NILLE.

Min Søn Montanus blir noget længe borte; jeg vilde ønske, at han kom hiem førend Fogeden gaaer fra os, thi han har stor Lyst at tale med ham, og er curiøsk for at spørge ham om et og andet, som . . . Men der seer jeg ham komme. Velkommen tilbage min kiære Søn! Den gode Jeronimus blev vel ikke lidet glad ved at see Hr. Søn ved god Helbred efter saa lang Fraværelse?

MONTANUS.

Jeg har ikke talt hverken med Jeronimus eller hans Datter, formedelst denne Knegt som jeg faldt i Disput med.

NILLE.

Hvad var det for en Karl? det var maa skee Skolemesteren?

MONTANUS.

Ney det var en fremmed Person, som reiser her fra i Dag. Jeg kiender ham nok, skiønt jeg ingen Omgiængelse har haft med ham i Kiøbenhavn. Jeg kand ærgre mig ihiel over de Folk, som bilder sig ind at have opsluget all Viisdom, og dog ere Idioter. Jeg skal sige Moerlille hvor i det bestaaer: Knegten har været et par gange Ordinarius Opponens; der i bestaaer alle hans Merita. Men hvorledes forrettede han sine Partes? misere et hæsitanter absque methodo. Da Præses engang distingverede inter rem et modum rei, spurdte han: qvid hoc est? Slyngel, det skulde du have lært, anteqvarn in arenam descendis. Qvid hoc est? Qvæ bruta! En Karl, der ignorerer distinctiones cardinales, og vil disputere publice!

NILLE.

Ej, Hr. Søn skal ikke legge saadant paa Hiertet. Jeg kand høre af det I fortæller, at det maa være en Nar.

166
MONTANUS.

En Ignorant.

NILLE.

Det er intet vissere.

MONTANUS.

En Idiot.

NILLE.

Jeg kand ikke merke andet.

MONTANUS.

Et qvidem plane hospes in philosophia. Lad den Hund legge det fra sig, som han begik udi saa mange brave Folkes Nærværelse.

NILLE.

Lod han noget gaae? derpaa skal man kiende et Sviin.

MONTANUS.

Ney Moerlille, han giorde det, som verre er, han confunderede offentlig materiam cum forma.

NILLE.

Han burde faae en U-lykke.

MONTANUS.

Vil den Karl indbilde sig at kunde disputere?

NILLE.

Han maatte kunde Fanden!

MONTANUS.

Ikke at tale om den Fejl han begik udi sit Proemio, da han sagde: Lectissimi et Doctissimi Auditores.

NILLE.

Hvilken Nar det maa være!

MONTANUS.

Sætter mig Lectissimus for Doctissimus, da dog Lectissimus er et Prædicat man kand give en Deposituro.

JEPPE.

Men fik min Søn da ikke tale med Jeronimus?

MONTANUS.

Ney! ret som jeg vilde gaae ind i Stuen, saae jeg den Karl gaaende forbi Porten, og som vi kiendte hinanden, gik jeg hen at hilse ham, hvorpaa vi strax kom i Snak om lærde Sager, og endelig i Disput, saa jeg maatte sætte min Besøgelse op.

JEPPE.

Jeg er saa bange, at Monsieur Jeronimus tar det ilde op, naar han hører at min Søn har været i Gaarden, men gaaet bort uden at tale med ham.

MONTANUS.

Ja jeg kand ikke hielpe det. Naar een griber Philosophien an, saa griber han mig an paa min Ære. Jeg holder vel af Mademoiselle Lisbed, men min Metaphysica, min Logica har Prioritet.

NILLE.

Ach min hierte Søn, hvad hører jeg? har du forlovet 167 dig med to andre Piger i Kjøbenhavn? det kand blive en forbandet Sag for Capitels Retten.

MONTANUS.

I forstaaer mig ikke; det er ikke saa meent. Det er ikke Piger, men tvende Videnskaber.

NILLE.

Ja det er andet. Men der kommer Ridefogeden, vær nu ikke vred længer.

MONTANUS.

Ham kand jeg ikke blive vred paa; det er en eenfoldig u-lærd Mand, som jeg ikke kand komme i nogen Disput med.

SCEN. 2

Jeppe. Nille. Montanus. Jesper.

JESPER.

Serviteur, Monsieur! jeg gratulerer Ankomsten.

MONTANUS.

Jeg takker Hr. Ridefoget.

JESPER.

Det er mig kiært, at vi har faaet saadan lærd Mand her i Byen. Det har vel kostet ham mangen Hovedbryden, førend han er kommen saa vit. Jeg ønsker jer ogsaa til Lykke, Jeppe Berg, med jer Søn! nu har I faaet Glæde paa jer gamle Alder.

JEPPE.

Ja det er sandt.

JESPER.

Men hør, min kiære Monsieur Rasmus, jeg vilde spørge ham om noget.

MONTANUS.

Mit Navn er Montanus.

JESPER.

sagte til Jeppe. Montanus, er det Rasmus paa Latin?

JEPPE.

Ja det maa saa være.

JESPER.

Hør, min kiære Monsieur Montanus Berg! jeg har hørt at lærde Folk skal have saa underlige Meeninger. Er det sandt, at man holder for i Kiøbenhavn, at Jorden er rund? Her paa Bierget vil ingen troe det; thi hvor kand det være, efterdi Jorden synes jo gandske flak?

MONTANUS.

Det kommer deraf, at Jorden er saa stor, at man ikke kand merke dens Rundhed.

JESPER.

Ja det er sandt, Jorden er stor, det er fast den halve Deel af Verden. Men hør, Monsieur! hvor mange Stjerner vilde der vel til at giøre en Maane?

168
MONTANUS.

En Maane! Maanen er mod en Stjerne ligesom Pebling Søen mod heele Siælland.

JESPER.

Ha ha ha ha! de lærde Folk ere aldrig rigtige i Hovedet. Jeg har min Troe hørt dem, der siger, at Jorden løber, og Solen staaer stille. Monsieur troer vel ikke det ogsaa?

MONTANUS.

Ingen fornuftig Mand tviler meer derom.

JESPER.

Ha ha ha! skulde Jorden løbe, maatte vi jo falde iblant og slaae Halsen i stykker.

MONTANUS.

Kand ikke et Skib løbe med jer uden at I slaaer Halsen i tu?

JESPER.

Men I siger jo at Jorden løber omkring; skulde nu Skibet vende sig om, faldt da Folkene ikke udi Søen?

MONTANUS.

Ney, jeg skal forklare jer det tydeligere, hvis I vil have Taalmodighed.

JESPER.

Jeg vil min Troe intet høre derom! Jeg maatte jo være gall, om jeg troede saadant. Jorden skulde velte sig om, og vi skulde ikke falde hovedkulds Fanden i Vold ned i Afgrunden, ha ha ha! Men min kiære Monsieur Berg, hvoraf kommer det, at Maanen er undertiden saa liden, undertiden saa stor?

MONTANUS.

Om jeg nu siger jer det, vil I dog ikke troe det.

JESPER.

Ach vær saa god og siig mig det.

MONTANUS.

Det kommer deraf, at naar Maanen er voxen til, klipper man Stykker af den for at giøre Stjerner af.

JESPER.

Det er min Troe curiøskt; jeg vidste det min Troe ikke tilforn. Dersom man klippede ikke Stykker af den, vilde den voxe alt for stor, og blive saa bred som heele Sælland. Naturen regierer dog alting meget viseligen. Men hvoraf kommer det, at Maanen varmer ikke saa vel som Solen, da den dog er ligesaa stor?

MONTANUS.

Det kommer deraf, at Maanen er intet Lys, men af samme mørke Materie som Jorden, der laaner sit Lys og Skin af Solen.

169
JESPER.

Ha ha ha ha ha ha! Lad os tale om noget andet, det er noget forstyrret Tøy, man kand blive Catolsk i Hovedet deraf.

SCEN. 3

Jeppe. Nille. Montanus. Jesper. Per Degn.

JEPPE.

Velkommen Per! hvor got Folk er, kommer got Folk efter. Der seer I min Søn, som er nyelig kommen hiem.

PER.

Velkommen her Monsieur Rasmus Berg!

MONTANUS.

I Kiøbenhavn er jeg vant til at heede Montanus; jeg beder I vil kalde mig ligeledes.

PER.

Ja sommænd, det kand komme mig paa eet ud.

Hvorledes staaer ellers til i Kiøbenhavn? deponerede der mange i Aar?

MONTANUS.

Som der plejer.

PER.

Blev der nogen rejicered i Aar?

MONTANUS.

To a tre conditionaliter.

PER.

Hvem er Imprimatur i Aar?

MONTANUS.

Hvad vil det sige?

PER.

Jeg meener, hvem er Imprimatur til Vers og Bøger, som gaaer i Trykken?

MONTANUS.

Skal det være Latin?

PER.

Ja i min Tid var det got Latin.

MONTANUS.

Var det da got Latin, saa maa det endnu være ligeledes. Men det har aldrig været Latin i den Meening, som I vil have det.

PER.

Jo min Troe er det got Latin.

MONTANUS.

Skal det da være et Nornen eller et Verbum?

PER.

Det er et Nornen.

JESPER.

Det er ret, Per! svar kun brav for jer.

MONTANUS.

Cujus declinationis er da Imprimatur?

PER.

Alle de Ord, som nævnes kand, henføres til 8 Ting, som er Nornen, Pronomen, Verbum, Principium, Conjugatio, Declinatio, Interjectio.

170
JESPER.

Jo jo, hør kun til Per, naar han vil ryste sine Ærmer. Det er ret, klem kun paa ham.

MONTANUS.

Han svarer intet til det jeg spør ham.

Hvad har Imprimatur i Genitivo?

PER.

Nominativus Ala, Genitivus Alæ, Dativus Alo, Vocativus Alo, Ablativus Ala.

JESPER.

Jo, jo, Monsieur Montanus, vi har sommænd ogsaa Folk her paa Bierget.

PER.

Det skulde jeg ogsaa meene. Der deponerede min Troe andre Karle i min Tid, end nu omstunder; det var 171 Karle, som lode sig rage to gange om Ugen, og kunde alle scandere alle slags Vers.

MONTANUS.

Det er en mægtig Sag; saadant kand man nu giøre udi anden Lectie. Nu omstunder deponerer Karle fra Kiøbenhavns Skole, som kand giøre Hebraiske og Chaldaiske Vers.

PER.

Saa maa de ikke kunde meget Latin da?

MONTANUS.

Latin! om I kom i Skolen nu, kunde I ikke komme høyere end i Sinke-Lectien.

JESPER.

Siig ikke det, Montanus! Degnen er min Troe en brav studeret Mand, det Kar jeg hørt baade Herredsfogeden og Amtsforvalteren sige.

MONTANUS.

Maa skee de forstaae ligesaa lidet Latin, som han.

JESPER.

Jeg hører dog, han svarer brav for sig.

MONTANUS.

Han svarer jo ikke til det jeg spør ham om. E qva Schola dimissus es mi Domine?

PER.

Adjectivum et Substantivum genere, numero et Caseo conveniunt.

JESPER.

Han maaler ham min Troe Skieppen fuld; ret, Per! vi skal min Troe drikke en Pæl Brændeviin sammen.

MONTANUS.

Dersom Hr. Foged vidste, hvad han svarede, skulde han lee sin Mave i tu. Jeg spør ham, fra hvilken Skole han har deponeret, han svarer noget andet hen i Taaget.

PER.

Tune tua res agitur, Paries cum proximus ardet.

JESPER.

Jo, jo, nu vil hun min Troe ret gaae an! Svarer I nu dertil!

MONTANUS.

Jeg kand ikke svare dertil, det er lutter Pølse-Snak. Lad os tale Dansk sammen, som de andre kand forstaae, saa skal man strax faae at høre, hvilken Karl det er. Nille græder.

JESPER.

Hvorfor græder I, Bestemoer?

NILLE.

Jeg har saa ont deraf, at min Søn skal give sig tabt i Latinen.

172
JESPER.

Adi Bestemoer! det er jo ingen Under. Per er jo ogsaa meget ældre, end han. Det er jo ingen Under. Lad dem nu tale Dansk da, som vi alle forstaae.

PER.

Ja nok, jeg er parat til hvilken af Deelene han vil. Vi vil give hinanden nogle Spørsmaal; for Exempel, hvem var det, som skreg saa høyt, at man kunde høre ham over den heele Verden?

MONTANUS.

Jeg veed ingen, som skriger stærkere, end Esle og Landsbye-Degne.

PER.

Snak! kand man høre dem over heele Verden? Det var et Asen i Noæ Ark; thi heele Verden var i Arken.

JESPER.

Ha, ha, ha! det er min Troe sandt, ha ha ha! Der sidder et forslagen Hoved paa den Per Degn.

PER.

Hvem slog den 4de Deel af Verden ihiel?

MONTANUS.

Ej, jeg svarer ikke til slige grove Spørsmaal.

PER.

Det var Cain, som slog sin Broder Abel ihiel.

MONTANUS.

Beviis, at der var ikke meer end fire Mennesker da til.

PER.

Beviis I, at der var fleere.

MONTANUS.

Det giøres ikke fornøden; thi affirmanti incumbit probatio. Forstaaer I det?

PER.

Ja vist. Omnia conando docilis solertia vincit. Forstaaer I det?

MONTANUS.

Jeg er ikke klogere, som staaer her og disputerer med en Sinke. I vil disputere, og kand hverken Latin eller Dansk, langt mindre veed, hvad Logica er. Lad høre engang, qvid est Logica?

PER.

Post molestam senectutam, post molestam senectutam nos habebat humus.

MONTANUS.

Vil din Slyngel fixere mig?

Faaer ham i Haaret, de slaaes, Degnen echappeter, og raaber: Sinke! Sinke! De gaaer alle ud, foruden Fogden.

173

SCEN. 4

Jesper. Jeronimus.

JERONIMUS.

Hans Tiener, Hr. Foged! skal jeg finde ham her? Jeg kommer at see min tilkommende Svigersøn Rasmus Berg.

JESPER.

Nu kommer han strax. Det var Skade, at I ikke kom en halv Time tilforn, saa skulde I have hørt ham og Degnen disputere sammen.

JERONIMUS.

Hvorledes løb det af?

JESPER.

Skam faae Per Degn, han er slemmere end jeg havde tænkt; jeg merker nok, at han ikke har glemt noget, hverken af sin Latin eller Hebraisk.

JERONIMUS.

Jeg troer det nok, thi han har vel ingen Tid vidst meget deraf.

JESPER.

Siig ikke det, Monsieur Jeronimus! der sidder en forbandet Mund paa ham. Det er virkelig en Lyst at høre den Mand snakke Latin.

JERONIMUS.

Det er meer end som jeg havde ventet. Men hvordan seer min Svigersøn ud?

JESPER.

Han seer forbandet lærd ud; I skulde neppe kiende ham igien. Han har ogsaa et andet Navn.

JERONIMUS.

Et andet Navn! hvad heeder han da?

JESPER.

Han kalder sig Montanus, hvilket skal være det samme som Rasmus paa Latin.

JERONIMUS.

Ej fy, det er hæsligt. Jeg har kiendt mange, der saaledes har forandret deres Christne Navne, men det har aldrig gaaet dem vel i Verden. Jeg kiendte een for nogle Aar, der var døbt Peer, og vilde siden fornye sin Mynt, da han var bleven til noget, og lod sig kalde Peiter. Men den Peiter kom ham dyr nok at staae; thi han brød sit Been, og døde i stor Ælendighed. Vor Herre taaler ikke saadant Hr. Foged.

JESPER.

Det kand være med Navnet, hvad det være vil, men det staaer mig aldeles ikke an, at han har saa selsomme Meeninger udi Troen.

JERONIMUS.

Hvad har han da for Meeninger?

174
JESPER.

Ej, det er forskrækkeligt! Haarene reiser sig paa Hovedet, naar jeg tænker derpaa. Jeg kand ikke erindre alt hvad jeg hørte; men det veed jeg, at han blant andet sagde, at Jorden var rund. Hvad kand jeg kalde saadant, Monsieur Jeronimus? det er jo ikke andet end at kuldkaste all Regiion, og føre Folk af Troen. En Hedning kand jo ikke tale verre.

JERONIMUS.

Han maa kun have sagt det af Skiemt.

JESPER.

Det er noget groft at skiemte saaledes. See der kommer han selv.

SCEN. 5

Montanus. Jeronimus. Jesper.

MONTANUS.

Velkommen min kiære Svigerfar. Det er mig kiært at see ham ved god Helbred.

JERONIMUS.

Helbreden kand ikke være synderlig hos Folk af min Alder.

MONTANUS.

I seer dog hiertelig vel ud.

JERONIMUS.

Synes jer det?

MONTANUS.

Hvordan lever Jomfru Lisbed?

JERONIMUS.

Vel nok.

MONTANUS.

Men hvad er paa færde? mig synes, min kiære Svigerfar, at I svarer mig saa koldsindig.

JERONIMUS.

Jeg har vel ikke Aarsag til andet.

MONTANUS.

Hvad ont har jeg da giort?

JERONIMUS.

Mig er sagt, at I har saadanne egne Meeninger; Folk skulde jo tænke, at I var gall eller catholsk i Hovedet, thi hvorledes kand et fornuftigt Menneske falde til den Daarlighed, at sige, Jorden er rund?

MONTANUS.

Ja profecto er hun rund; jeg maa sige det som Sanden er.

JERONIMUS.

Det maa være Pokker ikke Sanden! saadant kand u-mueligt andet end komme fra Fanden, som er Løgnens Fader. Jeg er vis paa, at der er ikke et Menneske her i Byen, der jo fordømmer saadan Meening; spør kun Fogden, som er en fornuftig Mand, om han ikke er af samme Meening med mig.

175
JESPER.

Det kand endelig komme mig paa eet ud, enten hun er lang eller rund; men jeg maa troe mine egne Øyne, som viser mig, at Jorden er flak som en Pandekage.

MONTANUS.

Det kand ogsaa komme mig paa eet ud, hvad Tanke Fogden eller de andre her i Byen har der om, men det veed jeg, at Jorden er rund.

JERONIMUS.

Hun er Pokker ikke rund. Jeg troer I er gall. I har jo Øyen i Hovedet saa vel som andre Mennesker.

MONTANUS.

Det er jo bekiendt, min kiære Svigerfar, at der boer Folk lige under os, som vende deres Fødder mod vore.

JESPER.

Ha ha ha, hi hi hi, ha ha ha!

JERONIMUS.

Ja Fogden maa nok lee; thi han har virkelig en Skrue løs i Hovedet. Forsøg I kun at gaae her under Taget, og vend Hovedet ned, og see saa til, hvorledes det vil løbe af.

MONTANUS.

Det er en gandske anden Sag, Svigerfar! thi ...

JERONIMUS.

Jeg vil aldeles ikke være jer Svigerfar; Jeg har min Datter kiærere, end at jeg skulde give hende saaledes bort.

MONTANUS.

Jeg har jer Datter saa kiær, som min egen Siæl, det er vist, men at jeg skulde kuldkaste Philosophien for hendes skyld, og drive min Forstand i Landflygtighed, det er meer end I kand begiære.

JERONIMUS.

Ha ha, jeg hører, at I har anden Kiærlighed i Hovedet. I maa gierne beholde jer Lucie eller Sophie; Jeg skal saamænd ikke nøde min Datter paa jer.

MONTANUS.

I forstaaer mig ikke ret. Philosophien er ikke andet end en Videnskab, som har aabnet Øynene paa mig saa vel herudi, som udi andet.

JERONIMUS.

Den har snarere forblindet baade Øyene og Forstanden. Hvormed kand I giøre saadant got?

MONTANUS.

Det er noget, som er ufornødent at bevise. Ingen lærde Folk tviler meer der om.

176
JESPER.

Da tilstaaer min Troe aldrig Per Degn jer saadant.

MONTANUS.

Per Degn! ja det er en fæd Karl. Jeg er daarlig, at jeg staaer her og taler om Philosophie med jer. Men for at fornøye Monsieur Jeronimus, vil jeg dog fremføre et par Beviis, nemlig: først af reisende Folk, hvilke, naar de komme et par 1000 Mile herfra, har de Dag, naar vi har Nat, seer anden Himmel, andre Stjerner.

JERONIMUS.

Er I gall, er der meer end een Himmel og een Jord?

JESPER.

Jo Monsieur Jeronimus, der er 12 Himle, den eene høyere end den anden, indtil man kommer til Chrystal Himmelen; derudi har han saa vit ræt.

MONTANUS.

Ach qvantæ tenebræ!

JERONIMUS.

Da har jeg i min Ungdom 16 gange været til Kiiler Omslag, men saa sandt som jeg er en ærlig Mand, om jeg har seet nogen anden Himmel, end den vi her have.

MONTANUS.

I maa reise 16 gange saa langt, Domine Jeronyme, førend I kand merke saadant; thi ...

JERONIMUS.

Holdt op med den Snak, den har ingensteds hiemme. Lad os høre den anden Beviis.

MONTANUS.

Den anden Beviis tages af Solens og Maanens Formørkelse.

JESPER.

Ney hør nu engang, nu blir han reent gall!

MONTANUS.

Hvad meener I vel at Formørkelse er?

JESPER.

Formørkelser ere visse Tegn, som sættes paa Solen og Maanen, naar der skal skee nogen Ulykke paa Jorden; hvilket jeg kand bevise af egne Exempler, saaledes: da min Hustrue foer ilde for 3 Aar siden, og da min Dotter Giertrud døde, var der begge gange Formørkelse tilforn.

MONTANUS.

Ach jeg maa blive gall over saadan Snak.

JERONIMUS.

Fogden har ret, thi der skeer aldrig Formørkelse, uden den har noget at betyde. Da sidste Formørkelse skeede, syntes alting at være vel; men det 177 varede ikke længe, thi 14 Dage derefter fik vi Tidende fra Kiøbenhavn, at der var paa eengang 6 rejicered til Attestatz, alle fornemme Personer, og blant dem 2 Provste Sønner. Hører man ikke ont paa et Sted efter en saadan Formørkelse, saa faaer man det vist nok at høre paa et andet Sted.

MONTANUS.

Det er vist nok, thi der gaaer aldrig nogen Dag forbi, der skeer jo nogen Ulykke i Verden. Men hvad disse Personer er angaaende, da har de ikke behov at skylde paa Formørkelse, thi havde de læset bedre over, havde de nok gaaet fri.

JERONIMUS.

Hvad er da Formørkelse i Maanen?

MONTANUS.

Det er ikke andet end Jordens Skygge, som betaer Maanen Solens Skin; og saasom Skyggen er rund, saa sees deraf at Jorden er rund iligemaade. Det gaaer altsammen naturlig viis til, thi man kand udregne Formørkelser; og derfor er det Giækkerie at sige, at saadant er foregaaende Tegn for Ulykke.

JERONIMUS.

Ach Hr. Foged! jeg faaer ont. I en ulyksalig Tid lod jere Forældre jer studere.

JESPER.

Ja han er noget nær ved at blive Atheist. Jeg maa have Per Degn i færd med ham igien. Det er en Mand, som taler med Eftertryk. Han skal nok overbevise jer, enten I vil paa Latin eller Græsk, at Jorden (Gud skee Lov) er saa flak, som min Haand. Men der kommer Madame Jeronimuses med hendes Datter.

SCEN. 6

Magdelone. Lisbed. Jeronimus. Montanus og Jesper.

MAGDELONE.

Ach min hierte Svigersøn! det er mig en Glæde, at see jer kommen tilbage med god Helbred.

LISBED.

Ach min Hierte, lad mig omfavne dig!

JERONIMUS.

Sagt, sagt, mit Barn! ikke saa ivrig.

LISBED.

Maa jeg ikke omfavne min Kiæreste, som jeg ikke har seet i nogle Aar?

178
JERONIMUS.

Bliv fra ham, siger jeg dig, du faaer ellers Hug.

LISBED.

grædende. Jeg veed jo, at der er giort offentlig Forlovelse imellem os.

JERONIMUS.

Det er rigtig nok, men der er kommen nogen Urigtighed i den Sag siden. Lisbed græder.

JERONIMUS.

Du skal vide, mit Barn, at da han blev forloved med dig, var han et skikkeligt Menneske og en god Christen; men nu er han en Kiættere og Sværmere, som fortiener heller at indføres i et Litanie, end udi Svogerskab med os.

LISBED.

Er det ikke andet min hierte Far, saa skal vi nok komme til rette.

JERONIMUS.

Bliv fra ham, siger jeg.

MAGDELONE.

Hvad vil dette sige, Hr. Foged?

JESPER.

Det er galt nok Madam! han fører falsk Lærdom her ind i Byen, siger at Jorden er rund, og andet deslige, som jeg blues ved at tale om.

JERONIMUS.

Synes jer ikke, at de gode gamle Forældre er at beklage, der har kostet saa mange Penge paa ham?

MAGDELONE.

Ej, ikke andet! hvis han har Kiærlighed til vor Dotter, saa staaer han nok fra sin Meening, og siger, at Jorden er flak, for hendes skyld.

LISBED.

Ach min Hierte, siig for min skyld, at den er flak.

MONTANUS.

Jeg kand ikke føye jer deri, saa længe som jeg har min fulde Fornuft. Jeg kand jo ikke give Jorden anden Skikkelse, end den af Naturen har. Jeg vil sige og giøre for jer skyld alt hvad mig mueligt er; men jeg kand ingenlunde føye jer her udi, thi skulde mine Ordens Brødre faae at vide, at jeg havde statueret saadant, vilde jeg af dem holdes for en Nar, og blive foragtet; tilmed staaer vi lærde Folk aldrig fra vore Meeninger, men forsvarer hvad vi engang have sagt til den yderste Draabe af vor Blekhorn.

179
MAGDELONE.

Hør, Mand, jeg finder dette aldeles ikke af den Vigtighed, at vi derfor skulde ophæve Partiet.

JERONIMUS.

Og jeg skulde formedelst saadant søge Skilsmisse mellem dem, om de end vare virkeligen gifte.

MAGDELONE.

Jeg vil min Troe ogsaa have noget at sige herudi; thi er hun jer Dotter, saa er hun ogsaa min.

LISBED.

grædende. Ach min Hierte! siig dog at den er flak.

MONTANUS.

Jeg kand profecto ikke.

JERONIMUS.

Hør, Kone, du maa vide, at jeg er Mand i Huset, og at jeg er hendes Far.

MAGDELONE.

Du maa ogsaa vide, at jeg er Kone i Huset, og at jeg er hendes Moer.

JERONIMUS.

Jeg meener at en Far er altid meer end en Moer.

MAGDELONE.

Og jeg meener ney; thi at jeg er hendes Moer, derom kand ingen tvile, men om I ... ja jeg vil ikke sige meer, thi jeg ivrer mig.

LISBED.

grædende. Ach min Hierte! kand I ikke dog sagte for min skyld sige, at den er flak?

MONTANUS.

Jeg kand ikke, min Dukke; nam contra naturam est.

JERONIMUS.

Hvad vil du sige dermed, min Kone? er jeg ikke hendes Far, saa vel som du er hendes Moer?

Hør, Lisbed, er jeg ikke din Far?

LISBED.

Jeg troer jo, thi min Moer siger det. Jeg troer, at I er min Far, men jeg veed, at hun er min Moer.

JERONIMUS.

Hvad synes jer om den Snak, Hr. Foged?

JESPER.

Jeg kand ikke sige at Mammesellen har uret deri; thi . . .

JERONIMUS.

Det er nok, kom lad os gaae. Vær forsikred om, min gode Rasmus Berg, at I aldrig faaer min Dotter, saa længe I blir i jere Vildfarelser.

LISBED.

grædende. Ach min Hierte! siig dog, at den er flak.

JERONIMUS.

Fort, fort paa Dør! De Fremmede gaae alle bort.

180

ACTUS IV

SCEN. 1.

MONTANUS.

alleene. Her har jeg været plaget en heel Time med mine Forældre, som med Suk og Graad vil bevæge mig at staae fra min Meening; men de kiender ikke Erasmum Montanum ret. Ikke om jeg kunde blive Keiser, vilde jeg staae fra det jeg engang har sagt. Jeg elsker Mademoiselle Elisabet, det er sandt; men at jeg for hendes skyld opoffrer Philosophien, og staaer fra det, jeg engang offentlig har sustineret, det skeer aldrig. Jeg haaber dog, at det skal blive got, og at jeg skal faae min Kiæreste uden min Reputations Fortabelse; thi naar jeg faaer Lejlighed at tale med Jeronimus, skal jeg saa tydelig bevise ham sine Vildfarelser, at han skal finde sig deri. Men der seer jeg Degnen og Ridefogden komme fra mine Svigerforældre.

SCEN. 2

Jesper. Per. Montanus.

JESPER.

Min kiære Monsieur Montanus, vi har haft et sterkt Arbeid i Dag for jer skyld.

MONTANUS.

Hvad er det?

JESPER.

Vi have løbet imellem jere Forældre og Svigerforældre for at megle en Fred.

MONTANUS.

Ja hvad har I da udrettet? vil min Svigerfar lade sig sige?

JESPER.

De sidste Ord, han sagde til os, var disse: Der har aldrig været noget Kiætterie i vor Familie. Hils kun Rasmus Berg (jeg siger kun lige hans Ord, thi han sagde 181 ikke Montanus Berg engang), hils kun Rasmus Berg, sagde han, og siig ham, at jeg og min Hustru ere begge skikkelige og Gudfrygtige Folk, som heller vrider Halsen om paa vor Datter, end giver hende til een, der siger at Jorden er rund, og fører falsk Lærdom her ind i Byen.

PER.

Sandt at sige, saa har vi altid haft en reen Troe her paa Bierget, og Monsieur Jeronimus har ikke stor Uret derudi, at han vil hæve op dette Svogerskab.

MONTANUS.

I got Folk! hilser Monsieur Jeronimus igien, og siig ham, at han giør Synd derudi, at han vil tvinge mig at staae fra det, som jeg engang har sagt, hvilket er mod Leges Scholasticas og Consvetudines Laudabiles.

PER.

Ej Dominus! vil I forlade jer smukke Kiæreste for saa ringe Ting? Alle Mennesker vil tale ilde derom.

MONTANUS.

Den gemeene Mand Vulgus vil tale ilde derom; men mine Commilitones, mine Kammerater vil løfte mig op til Skyerne for min Bestandighed.

PER.

Holder I det da for Synd, at sige, Jorden er flak eller lang?

MONTANUS.

Ney det giør jeg ikke; men jeg holder det for en Skam og Vanære for mig, som er en Baccalaureus Philosophiae, at staae fra hvad jeg engang publicé har sustineret, og at giøre noget, som er Ordenen u-anstændigt; min Pligt er at see til, ne qvid detrimenti patiatur respublica Philosophica.

PER.

Men naar I kand overbevises, at det er falskt, som I troer, holder I det da for en Synd, at staae fra jer Meening?

MONTANUS.

Beviis mig at det er falskt, og det methodicè.

PER.

Det er mig en læt Sag. Her boer nu saa mange brave Folk her i Byen; først jer Svigerfar, som har bragt sig frem alleene ved Pennen; dernæst jeg u-værdig, som har været Degn udi 14ten samfulde Aar; siden denne gode Mand Ridefogeden, foruden Sognefogden, 182 og adskillige andre brave boesiddende Mænd, der har svaret deres Skat og Landgilde baade udi onde og gode Tider.

MONTANUS.

Det vil blive en forbandet Syllogismus.

Hvor vil vel all den Snak hen?

PER.

Nu kommer jeg strax til det jeg vil sige. Spør nu enhver af disse gode Mænd, som boer her i Byen, og hør om nogen skal holde med jer derudi, at Jorden er rund. Jeg veed, man maa jo troe meer hvad saa mange siger, end een alleene. Ergo har I uret.

MONTANUS.

I maa tage heele Biergets Folk hid, og lade dem opponere baade mod den Materie og andre; jeg skal binde Munden paa dem alle. Slige Folk har ingen Troe; de maa troe hvad jeg og andre Folk siger.

PER.

Men om I vilde sige, at Maanen var af grøn Ost, skulde de ogsaa troe det?

MONTANUS.

Ja hvad andet? Siig mig, hvad troer Folk her at I er?

PER.

De troer, at jeg er en god ærlig Mand og Degn her paa Stedet; hvilket er sandt.

MONTANUS.

Og jeg siger, det er Løgn. Jeg siger, I er en Hane, og skal bevise det saa klart, som 2 og 3 er 5.

PER.

I skal bevise Dievelen! Hvad nu, er jeg en Hane? hvormed vil I giøre det got?

MONTANUS.

Kand I sige mig noget, som kand befrie jer derfra?

PER.

Først kand jeg jo tale, en Hane kand ikke tale. Ergo er jeg ikke en Hane.

MONTANUS.

Talen giør intet til Sagen. En Papegoie, en Stær kand og tale, derfor er de just ikke Mennesker.

PER.

Jeg kand bevise det af andet end af Talen. En Hane har ingen Menneskelig Forstand, jeg har Menneskelig Forstand, ergo er jeg ingen Hane.

MONTANUS.

Proba minorem.

JESPER.

Ej, tal Danske!

MONTANUS.

Jeg vil, at han skal bevise sig at have Forstand som et Menneske.

183
PER.

Hør, jeg forretter jo mit Embede u-paaklageligt.

MONTANUS.

Hvilke ere de fornemmeste Poster udi jer Embede, hvoraf I beviser en Menneskelig Forstand?

PER.

1.) Forsømmer jeg aldrig at ringe til Messe paa bestemte Tider.

MONTANUS.

En Hane forsømmer ey heller at gale og give Tiderne tilkiende, og advare Folk, naar de skal staae op.

PER.

2.) Synger jeg saa vel, som nogen Degn udi heele Siælland.

MONTANUS.

Vor Hane galer og saa vel, som nogen Hane udi Siælland.

PER.

Jeg kand støbe Voxlys, det kand ingen Hane giøre.

MONTANUS.

En Hane derimod kand giøre Æg, hvilket I ikke kand giøre. Seer I da vel, at I af Forstand udi jer Embede ikke kand bevise, at I er bedre end en Hane? See ogsaa i kort Begreb, hvilken Eenstemmelse der er imellem jer og en Hane: En Hane har en Kam i 184 Hovedet, I bær ogsaa Takker udi Panden; en Hane galer, I galer ogsaa; en Hane giør sig til af sin Røst og bryster sig, I ligeledes; en Hane varer ad, naar det er Tid at raabe, I, naar det er Tid at gaa i Messe. Ergo er I en Hane. Har I ellers noget at sige? Per Degn græder.

JESPER.

Ej, græd ikke Per! hvad vil I agte saadant?

PER.

Det er, gid jeg faaer en Ulykke, lutter Løgn. Jeg kand skaffe Attester fra heele Byen, at jeg er ingen Hane, eller at nogen af mine Forældre har været andet end Christne Mennesker.

MONTANUS.

Refuteer da denne Syllogismum, qvem tibi propono. En Hane har disse Egenskaber, hvorved den kiendes fra andre Dyr: Den varer Folk ved Lyd, naar de skal staae op; gir Timerne tilkiende; bryster sig af sin Stemme; fører Takker udi Hovedet. I har samme Egenskaber. Ergo er I en Hane. Refuteer mig det Argument. Per græder igien.

JESPER.

Kand ikke Degnen binde Munden til paa jer, saa kand jeg.

MONTANUS.

Lad høre jere Argumenter da!

JESPER.

Først finder jeg i min Samvittighed, at jer Meening er falsk.

MONTANUS.

Efter en Fogeds Samvittighed kand man ikke fælde Dom i alle Sager.

JESPER.

2.) Siger jeg, at alt hvad I har talt er lutter Løgn.

MONTANUS.

Beviis det!

JESPER.

3.) Er jeg en brav Mand, hvis Ord har altid staaet til troende.

MONTANUS.

Med all den Snak lar man sig ikke nøye.

JESPER.

4.) Siger jeg, at I har talt som en Carnali, og at Tungen burde skiæres af jer Mund.

MONTANUS.

Endnu hører jeg intet Beviis.

JESPER.

Og endelig, for det femte, vil jeg til Overflod bevise jer over, enten I vil i Kaarde eller tørre Hug.

MONTANUS.

Ney, jeg er en Tiener af begge Deele; 185 men saa længe I vil kun disputere med Munden, skal I finde, at jeg kand forsvare ikke alleene de Ting, jeg har sagt, men ogsaa andet. Kom an, Hr. Foged, jeg vil bevise af den sunde Logica, at I er en Tyr.

JESPER.

I skal bevise Fanden!

MONTANUS.

Vil I kun have Taalmodighed at høre mit Argument ...

JESPER.

Kom Per, lad os gaae.

MONTANUS.

Saaledes beviser jeg det: Qvicunque ... Jesper skriger og holder for hans Mund.

MONTANUS.

Har I ikke Lyst til at høre mit Beviis denne gang, saa kand I møde mig en anden gang, paa hvilket Sted I behager.

JESPER.

Jeg er for god at have Omgiængelse med saadan Sværmer. Gaaer ud.

MONTANUS.

Med disse Folk kand jeg disputere med Koldsindighed, hvorvel de siger mig haarde Ord. Jeg blir ikke hidsig, med mindre jeg disputerer med Folk, som bilder sig ind at forstaae Methodum Disputandi og være ligesaa sterke i Philosophien som jeg. Derfor var jeg 10 gange saa ivrig, da jeg disputerede mod den Student i Dag; thi han havde dog noget Skin af Lærdom. Men der kommer mine Forældre.

SCEN. 3

Jeppe. Nille. Montanus.

JEPPE.

Ach min kiære Søn! tag ikke saa af sted, og leg dig ikke ud med alle Folk. Ridefogden og Degnen, som efter vor Begiæring toge sig paa at slutte Fred imellem dig og din Svigerfar, fornemmer jeg, er bleven giort Spot af. Hvad duer saadant til, at giøre got Folk til Tyre og Haner?

MONTANUS.

Derfor har jeg studeret, derfor har jeg lagt mit Hoved i blød, at jeg kand sige hvad jeg vil, og forsvare det.

186
JEPPE.

Mig synes, det var bedre aldrig at have studeret paa den Maade.

MONTANUS.

Holdt jer Mund gamle Mand.

JEPPE.

Du vil vel ikke slaae dine Forældre?

MONTANUS.

Om jeg giorde det, vilde jeg og forsvare det for heele Verden. De gaae grædende ud.

SCEN. 4

Montanus. Jacob.

MONTANUS.

Jeg staaer ikke fra mine Meeninger, om de blev gall tilsammen. Men hvad vil du, Jacob?

JACOB.

Jeg har et Brev til Monsøren.

Montanus tav og læser Brevet. Jacob gaaer ud.

MONTANUS.

Min allerkiæreste Ven!

Jeg havde aldrig kunnet bilde mig ind, at du saa læt skulde forlade den, som udi saa mange Aar har baaret 187 saadan bestandig og u-forfalsket Kjærlighed til dig. Jeg kand sige dig det for vist, at min Far er saa forpikket mod den Meening, at Jorden er rund, og holder det for saa stor Troes Artikel, at han aldrig gir mig bort til dig, med mindre du bifalder hans og andre got Folkes Troe her i Byen. Hvad kand det nytte dig, enten Jorden er lang, rund, ottekantet eller firekantet? Jeg beder dig for all den Kjærlighed jeg har baaret til dig, at du beqvemmer dig til den Troe, som vi saa lang Tid har befundet os saa vel efter her paa Bierget; hvis du ikke føyer mig herudi, da vær vis paa, at jeg gremmer mig til døde, og at heele Verden vil have Afskye for dig, som har været Aarsag til dens Død, der har elsket dig som sin egen Siæl.

Elisabeth Jeronimus Datter. Med egen Haand. Ach Himmel! dette Brev bevæger mig, og bringer mig i stor Tvilraadighed, saa at jeg maa sige med Poeten:

....................................... utque securi
Saucia trabs ingens, ubi plaga novissima restat,
Qvo cadat in dubio est, omnique à parte timetur:
Sic animus .............................................

Paa den ene Side staaer Philosophien, som byder mig holde Stand; paa den anden Side min Kiæreste, der bebreider mig min Koldsindighed og Utroeskab. Men skulde Erasmus Montanus af nogen Ting lade sig bevæge at staae fra sin Meening, som hidindtil har været hans Hoved-Dyd? ney vist ingenlunde! Dog her er jo Nød, som bryder alle Love. Hvis jeg herudi ikke beqvemmer mig, saa giør jeg mig selv og min Kiæreste ulykkelig; hun gremmer sig ihiel af Sorg, og all Verden vil hade mig, og bebreide mig min Utroeskab. Skulde jeg forlade den, der udi mange Aar har baaret en saadan oprigtig Kiærlighed til mig? skulde jeg være Aarsag til hendes Død? ney det kand ikke skee. Dog betænk dig, hvad du giør, Erasme Montane, Musarum et Apollinis 188 pulle. Her har du Lejlighed at lade see, at du est en ræt Philosophus; jo større Faren er, jo større Laurbær-Krantze erhverver du inter Philosophos. Tænk hvad dine Commilitones vil sige, naar de faaer saadant at høre: Det er ikke den Erasmus Montanus meer, der hidindtil har forsvaret sin Meening til yderste Blods-Draaber. Om gemeene og ulærde Folk bebreider mig Utroeskab mod min Kiæreste, saa vil Philosophi derimod løfte mig op til Skyerne. Just det, som beskiemmer mig hos hine, kroner mig med Ære hos disse. Jeg maa derfor staae imod denne Fristelse. Jeg staaer imod den. Jeg overvinder den. Jeg har alt overvundet den. Jorden er rund. Jacta est alea. Dixi. Raaber paa Jacob. Jacob! det Brev, som du leverede mig fra min Kiæ- reste, har intet virket hos mig. Jeg blir ved hvad jeg har sagt, Jorden er rund, og den skal aldrig blive flak saa længe mit Hoved er oppe.

JACOB.

Jeg holder ogsaa for, at Jorden er rund; men om een gav mig en Kommenskringle for at sige, at den er lang, sagde jeg, den var lang, thi det kand skille mig ligemeget.

MONTANUS.

Det kand være dig anstændigt, men ikke en Philosopho, hvis Hoved-Dyd er at forsvare til det yderste det han engang har sagt. Jeg vil offentlig disputere derom her i Byen, og fordre ud alle, som har studeret.

JACOB.

Men maatte jeg spørge Monsør om en Ting: om I vinder i Disputatzen, hvad vil da følge deraf?

MONTANUS.

Der følger saa meget deraf, at jeg har den Ære at vinde, og passere for en lærd Mand.

JACOB.

Monsør vil sige en snaksom Mand; thi at Viisdom og Snaksomhed er ikke den samme Ting, har jeg merket af Folk her i Byen. Rasmus Hansen, som altid fører Ordet, og som ingen kand staae imod udi Munden, holdes af andre kun at have got jevn Gaase-Forstand. Sognefogden Niels Christensen derimod, som taler lidt, 189 og giver sig altid tabt, holdes for at kunde forestaae en Herredsfogeds Embede.

MONTANUS.

Ney hør mig engang til den Slyngel, han vil min Troe raisonere med!

JACOB.

Monsør maa ikke tage det ilde op, jeg taler kun efter min eenfoldige Forstand, og spør kun for at lære. Jeg vilde gierne vide, at naar Monsøren vinder Disputationen, om Per Degn da strax blir forvandlet til en Hane?

MONTANUS.

Hvilken Snak! han blir derfor den samme, som han var.

JACOB.

Ej, saa taber jo Monsør da.

MONTANUS.

Jeg vil ikke indlade mig i Disput med en Bondeslyngel, som du est; hvis du forstod Latin, saa skulde jeg strax fornøye dig. Jeg er ikke øvet i at disputere paa Dansk.

JACOB.

Det er at sige, Monsøren er bleven saa lærd, at han ikke meer kand forklare sin Meening paa sit Moers Maal.

MONTANUS.

Holdt din Mund audacissime Juvenis! hvorfor skulde jeg giøre mig u-mage at forklare min Meening for grove og gemeene Folk, som ikke engang veed, hvad Universalia, entia rationis og formæ substantiales er, langt mindre andet? Det er jo absurdissimum, at ville præke for den blinde om Farvene. Vulgus indoctum est monstrum horrendum informe, cui lumen ademptum. Der var en Mand for nyelig, som dog var 10 gange lærdere end du, der vilde disputere med mig, men da jeg fornam, at han ikke vidste, hvad qvidditas var, slog jeg ham det reent af.

JACOB.

Hvad vil det ellers sige qvidditas? var det ey saa?

MONTANUS.

Det veed jeg nok, hvad det vil sige.

JACOB.

Monsør veed det kandskee selv, men kand ikke forklare det for andre. Da er det lille, jeg forstaaer, saadant, som alle Mennesker kand begribe, naar jeg siger dem det.

190
MONTANUS.

Ja du est en lærd Karl, Jacob! hvad veedst du?

JACOB.

Men om jeg kunde bevise, at jeg var lærdere end Monsøren er?

MONTANUS.

Det gad jeg gierne hørt.

JACOB.

Den som studerer paa de vigtigste Ting, meener jeg, har den grundigste Lærdom.

MONTANUS.

Ja, det er ræt nok.

JACOB.

Jeg studerer paa Avling og Jordens Dyrkning, derfor er jeg lærdere, end Monsøren er.

MONTANUS.

Saa holder du groft Bonde-Arbeid for det vigtigste?

JACOB.

Jeg veed ikke, men det veed jeg, at om vi Bønder vilde ogsaa tage en Pen, eller et stykke Kride i Haanden, og maale hvor langt der er til Maanen, da vilde I Høylærde snart faae en Ulykke i jere Maver. I Lærde drive Tiden bort med at despetere om Verden er rund, érekanted eller ottekanted; og vi studerer paa at holde Jorden ved lige. Seer Monsør nu da, at vor Studeren er nyttigere og vigtigere end jeres, og derfor at Niels Christensen er den lærdeste Mand her i Byen, eftersom han har forbedret sin Jord saaledes, at en Tønde Hartkorn deraf er 30 Rixdaler bedre, end i hans Formands Tid, som sad heele Dagen med en Pibe Tobak i Munden, besmurte og krøllede Doet. Arent Hvitfelds Krønike eller Postill?

MONTANUS.

Ach jeg døer! det er Fanden skinbarlig, som taler. Jeg har aldrig tænkt min Livstid, at der kunde ligge slige Ord i en Bondedrengs Mund; thi hvorvel alt det, du har talt, er falskt og ugudeligt, saa er det dog en u-gemeen Tale for een af din Stand. Siig mig fort, af hvem du har lært saadan Snak.

JACOB.

Jeg har ikke studeret, Monsør, men Folk siger, at jeg har got Hoved. Landsdommeren kommer aldrig her hid til Byen, han har jo strax Bud efter mig. Han har sagt 100 gange til mine Forældre, at deburte at holde mig til Bogen, og at der kunde blive noget stort af mig. 191 Naar jeg intet har at bestille, gaaer jeg og speculerer.

Forgangen giorde jeg et Vers over Morten Nielsen, som drak sig ihiel.

MONTANUS.

Lad mig høre det Vers.

JACOB.

I maa da vide det først, at samme Mortens Far og Far-Far vare begge Fiskere og druknede paa Vandet.

Verset var saadan:

Her under Morten Nielsen staaer,
Som for at træde sin Forfædres Fodspor,
Der døde paa Vandet som Fiskere,
Sig udi Brændeviin druknede.

De Vers maatte jeg læse for Landsdommeren forgangen Dag, som lod dem skrive, og gav mig 2 Mark derfor.

MONTANUS.

Verset, skiønt det er formaliter meget slet, saa er det materialiter ypperligt. Prosodien, som er det fornemmeste, fattes.

JACOB.

Hvad vil det sige?

MONTANUS.

Somme Linier har ikke Fedes nok eller Fødder at gaae paa.

JACOB.

Fødder! det har min Troe paa nogle Dage løbet heele Landet over.

MONTANUS.

Jeg merker, at du har et forslaget Hoved; jeg vilde ønske, at du havde studeret og forstod din Philosophiam Instrumentalem, saa skulde du respondere under mig. Kom, lad os gaae.

192

ACTUS V

SCEN. 1.

En Lieutenant. Jesper Rifoged.

LIEUTENANT.

Hvor skal jeg faae den Karl at see, Hr.

Foged? jeg gad dog nok gierne talt med ham. Seer han noget vel ud?

JESPER.

Ja, han seer temmelig vel ud, og har en Mund som en Ragekniv.

LIEUTENANT.

Det vil intet sige, naar han kun er stærk og frisk.

JESPER.

Han kand sige hvad han vil, og forsvare det.

Han beviiste udtrykkeligen, at Per Degn var en Hane.

LIEUTENANT.

Er han noget bred over Skuldrene?

JESPER.

En stærk føer Karl. Alle udi Huset ere bange for ham, endogsaa Forældrene, thi han kand giøre dem til Kiør, Stude, Heste, og til Mennesker igien, det er at sige, bevise udaf Bøger, at de ere det.

LIEUTENANT.

Seer han ud til at kunde lide ont?

JESPER.

Han beviste ogsaa, at Jorden er rund.

LIEUTENANT.

Det rager mig ikke, men seer han ud til at være modig og have Hierte?

JESPER.

Han skulde sætte sit Liv til for en Bogstav, end sige for andet. Jeg er vis paa, at han faaer alle Folk her paa Halsen; men det skiøtter han ikke om, han staaer derfor ikke fra sin Meening og Lærdom.

LIEUTENANT.

Hr. Foged, saa vit som jeg hører, bliver det en complet Soldat.

JESPER.

Hvorledes vil Lieutenanten faae ham til Soldat? han er Student.

LIEUTENANT.

Det vil intet sige; kand han skabe Folk 193 til Faar, Stude og Haner, saa vil jeg forsøge, om jeg kand skabe engang en Student til Soldat.

JESPER.

Jeg var tilfreds han var det, jeg skulde lee min Mave i tu.

LIEUTENANT.

Tie kun stille, Jesper! naar Fogden og Lieutenanten vil stikke Hovederne sammen, er slige Ting ikke umuelige. Men der seer jeg een komme, mon det er han?

JESPER.

Ja det er han. Jeg vil løbe til side, at han ikke skal have mig mistænkt.

SCEN. 2

Lieutenanten. Montanus.

LIEUTENANT.

Jeg gratulerer hans Ankomst her til Byen.

MONTANUS.

Jeg takker tienstligen.

LIEUTENANT.

Jeg tar mig den Frihed at besøge ham, saasom her ellers ikke ere mange lærde Folk, man kand tale med.

MONTANUS.

Det er mig kiært, at han haver studeret.

Naar deponerede Hr. Lieutenant, med Permission?

LIEUTENANT.

Jeg deponerede for 10 Aar siden.

MONTANUS.

Saa er Hr. Lieutenant da en gammel Academicus. Hvad var Hr. Lieutenants Studium, da han var Student?

LIEUTENANT.

Jeg læsede mesten gamle latinske Autores, og studerede paa Naturens Ræt og Moralske Sager, hvilket jeg endnu giør.

MONTANUS.

Ey, det er Lapperie, det er ikke Academicum. Lagde I ingen Vind paa Philosophiam Instrumentalem?

LIEUTENANT.

Ney, ikke synderlig.

MONTANUS.

Saa har I da aldrig disputeret?

LIEUTENANT.

Ney.

MONTANUS.

Ey, er det at studere? Philosophia Instrumentalis er det eeneste solide Studium, Resten kand 194 være smukt nok, men ikke lærd. Een der er vel dreven i Logica og Metaphysica, kand reede sig ud fra alting, disputere om alle Materier, om endskiønt han er fremmed i dem. Jeg veed ikke, hvilken jeg vilde tage mig paa at forsvare, jeg jo skulde komme vel fra. Der var aldrig nogen Disputatz paa Academiet, hvor jeg jo var Opponens ved. En Philosophus Instrumentalis kand passere for en Polyhistor.

LIEUTENANT.

Hvem er størst Disputator nu omstunder?

MONTANUS.

Det er en Student, som heeder Per Iversen. Naar han har refuteret sin Modstandere, saa at han ikke kand svare et Ord meer, siger han: vil I nu tage min Meening, saa vil jeg igien forsvare jer Meening. Til alt saadant hielper besynderlig hans Philosophia Instrumentalis. Det er Skade, den Karl ikke blev Procurator, han fik en mægtig stor Næring. Næst efter ham er jeg den stærkeste; thi sidste gang jeg disputerede, viskede han mig i Øret: Jam sumus ergo Pares. Men jeg vil dog altid cedere ham.

LIEUTENANT.

Men jeg har hørt sige, at Monsieur kand beviise, at det er Børns Pligt at slaae deres Forældre. Det synes mig at være u-rimeligt.

MONTANUS.

Har jeg sagt det, er jeg og Mand for at forsvare det.

LIEUTENANT.

Jeg tør vedde med ham om en Ducat, at han er ikke capabel dertil.

MONTANUS.

Jeg vover en Ducat der imod.

LIEUTENANT.

Top, det er sagt! lader os nu høre.

MONTANUS.

Den man elsker mest, slaaer man mest. Man bør ingen elske meer end sine Forældre, ergo bør man ingen slaae meer. End udi en anden Syllogisme: Hvad jeg har oppebaaret, bør jeg efter Evne erstatte. Jeg har i min Barndom oppebaaret Hugg af mine For ældre, ergo bør jeg give dem Hugg igien.

LIEUTENANT.

Nok, nok! Jeg har tabt. I skal min Troe have jer Ducat.

195
MONTANUS.

Ey, det er ikke Lieutenantens Alvor; jeg vil profecto ingen Penger have.

LIEUTENANT.

Han skal parole tage dem, jeg svær derpaa.

MONTANUS.

Ja saa vil jeg tage dem, for ikke at giøre Lieutenanten meensvoren.

LIEUTENANT.

Men maa jeg og ikke forsøge, om jeg ikke kand giøre ham til noget? par exemple, jeg vil giøre ham til Soldat.

MONTANUS.

Ej, det er gandske læt, alle Studentere ere aandelige Soldater.

LIEUTENANT.

Nev jeg vil ogsaa viise, at han er en legemlig Soldat. Hvo som har taget Penge paa Haanden, er en hverved Soldat, I har saadant giort, Ergo . . .

MONTANUS.

Nego minorem.

LIEUTENANT.

Et ego probo minorem af de 2 Rixdlr.

I fik paa Haanden.

MONTANUS.

Distinguendum est inter nummos.

LIEUTENANT.

Ingen Distinction! I er Soldat.

MONTANUS.

Distinguendum est inter to simpliciter et relative accipere.

LIEUTENANT.

Ingen Snak! Contracten er sluttet, og I har faaet Penge.

MONTANUS.

Distinguendum est inter contractum verum et apparentem.

LIEUTENANT.

Kand I nægte at I jo har faaet en Ducat af mig?

MONTANUS.

Distinguendum est inter rem et modum rei.

LIEUTENANT.

Kom følg mig strax, Cammerad, nu skal du faae Mundering.

MONTANUS.

Der har I jere to Rigsdaler igien. I har derforuden ingen Vidner, at jeg har taget Penger.

196

SCEN. 3

Jesper. Niels Corporal. Montanus, Lieutenanten.

JESPER.

Jeg kand vidne, at jeg saae, Lieutenanten gav ham Penge paa Haanden.

NIELS.

Jeg ligesaa.

MONTANUS.

Men hvorfor tog jeg de Penge? distinguendum est inter . . .

LIEUTENANT.

Ej, vi vil ingen Snak høre. Niels, bliv du her, medens jeg henter Mundering.

MONTANUS.

Hey Gevalt!

NIELS.

Tier du ikke, din Hund, saa skal jeg støde dig Bajonetten i Livet. Er han ikke hverved Hr. Foged?

JESPER.

Jo, det er rigtig nok.

LIEUTENANT.

Kom! flux den sorte Kiol af, og en rød paa igien.

Han græder, medens man ifører ham Munderingen.

LIEUTENANT.

Ej, det lader ilde for en Soldat at græde; du est jo langt bedre nu, end tilforn. Exercerer ham nu brav, Niels Corporal! Det er en lærd Karl, men han er endnu raae i Exercicerne.

Niels Corporal fører ham i en rød Kiol, exercerer og prygler ham.

SCEN. 4

Lieutenanten. Niels. Montanus.

LIEUTENANT.

Nu Niels, kand han fatte Exercicerne?

NIELS.

Han skal nok lære dem, men det er en doven Hund, han maa prygles hver Øyeblik.

MONTANUS.

grædende. Ach gunstige Herre! værer barmhiertig mod mig, jeg er af en svag Helbred, og kand ikke udstaae saadan Medfart.

LIEUTENANT.

Det falder noget haart i førstningen, men naar din Ryg brav blir banket og barket, vil det siden ikke giøre saa ont.

MONTANUS.

græder. Ach gid jeg aldrig havde studeret, saa havde jeg ikke geraadet i denne Ulykke!

197
LIEUTENANT.

Ej, det er kun en Begyndelse; naar du har siddet en halv snees gange paa Træhesten, eller staaet paa Pælen først, saa agter du siden saadant for Bagatelle.

Montanus græder igien.

SCEN. 5

Jeronimus. Magdelone. Lisbed. Jeppe. Nille. Lieutenant. Montanus. Corporalen.

JERONIMUS.

Er I gandske vis derpaa?

JEPPE.

Ja vist; Fogden berettede mig det nys. Ach ach! nu er min Vrede forvandlet til Medynk.

JERONIMUS.

Kunde vi kun faae ham i den rette Troe igien, vilde jeg gierne kiøbe ham løs.

LISBED.

kommer ind. Ach jeg elendige Menneske!

JERONIMUS.

Giør mig ingen Allarm, min Dotter, du vinder intet dermed.

LISBED.

Ach min hierte Far, hvis I var saa forliebt, som jeg er, bad I mig ikke tie.

JERONIMUS.

Fy, fy, det er ikke smukt for en Pige at lade sig merke med saadant. Men der synes mig at han staaer. Hør, Rasmus Berg! hvordan er det fat?

MONTANUS.

Ach min hierte Mons. Jeronymus! Jeg er bleven Soldat.

JERONIMUS.

Ja nu faaer I andet at bestille, end giøre Mennesker til Dyr og Degne til Haner.

MONTANUS.

Ach ach! jeg begræder min forrige Daarlighed, men alt for silde.

JERONIMUS.

Hør, min Ven; vil I lade jer forrige Galskab, og ikke fylde Landet op med Tvistighed og Disputatzer, skal jeg ikke spare hvad som er i min Evne, for at løse jer ud igien.

MONTANUS.

Ach jeg haver ikke forskyldt bedre, som har truet mine gamle Forældre med Hug. Men vil I forbarme jer over mig, og arbeyde paa min Befrielse, svær jeg jer til, at jeg herefter skal føre et andet Levnet, tage 198 mig nogen Handtering for, og aldrig forurolige nogen med Disputer meer.

JERONIMUS.

Bie da her saa længe, jeg vil hen og tale med Lieutenanten.

Ach min kiære Hr. Lieutenant, I har altid været en Ven af vor Huus. Den Person, som er hvervet til Soldat, er forloved med min eeneste Dotter, som bær stor Kjærlighed for ham: Lad ham komme løs igien. Jeg vil gierne forære Lieutenanten 100 Rixdlr. derfor. Jeg bekiender, at jeg glædde mig selv derover i Førstningen, at han saaledes var bleven revset, thi hans selsomme Opførsel havde opirret mig og alle got Folk her i Byen mod ham;Men da jeg saae ham i den Positur, og tillige hørte ham af Hiertet begræde sin forrige Daarlighed og love Bedring, var mit Hierte færdigt at briste af Medynk.

LIEUTENANT.

Hør, min kiære Monsieur Jeronimus! hvad jeg har giort, er kun for hans eget Beste. Jeg veed at han er forloved med jer Dotter, og har derfor alleene for at tiene jer Huus bragt ham i den Tilstand, og tracteret ham med saadan Haardhed, at han kunde komme til sine Synders Bekiendelse.

Men jeg vil for eders skyld selv give Penge til de Fattige, 199 eftersom jeg hører, at han er bleven forandred. Lad ham kun komme hid. Hør, min Ven! jere Forældre have satt store Penge paa jer, i Forhaabning at I skulde blive dem til Ære og Trøst i deres Alderdom; men I reyser klog bort, og kommer gandske forvirret tilbage, oprører den heele Bye, fortplanter selsomme Meeninger, og forsvarer dem med Haardnakkenhed. Skal det være Frugt af Studeringer, saa burte man jo ønske, at der vare aldrig Bøger til. Mig synes, det fornemmeste man burde lære i Skolerne, er alt hvad som strider mod det, som I er befænget med, og at en lærd Mand burte fornemmelig kiendes frem for andre der paa, at han er meere temperered, modest og føyelig udi sin Tale, end en Ulærd. Thi den sunde Philosophie lærer os, at vi bør dempe og stille Tvistigheder, at staae fra vore Meeninger, saa tit vi overbeviises af den ringeste at være vildfarende. Det første Bud i Philosophien er at kiende sig selv, og jo meere en forfremmes derudi, jo slettere Tanker har han om sig selv, jo meer synes ham der staaer tilbage at lære. Men I giør Philosophie til Fægtekonst, og holder den for Philosophus, der ved subtile Distinctioner kand forvende Sandhed, og reede sig ud af alle Meeninger; ved saadant giør I jer forhadt af Folk, og bringer Lærdom i Foragt, saasom man bilder sig ind, at saadanne underlige Lader ere Studeringers rætte Frugt. Det beste Raad jeg kand give jer, er, at I arbeyder paa at glemme og rødde af jer Hoved det som I har anvendt saa mangen Natte-Vægt paa at lære, og at I tager jer nogen Handtering for, hvorved I kand bane jer Vey til jer Forfremmelse; eller om I endelig vil blive ved Studeringer, at I da indrætter dem paa en anden Maade.

MONTANUS.

Ach gunstige Herre! Jeg skal følge hans Raad, og beflitte mig paa at blive et andet Menneske herefter.

LIEUTENANT.

Got! saa gir jeg eder da løs igien, naar I har giort de Løfter baade til eders egne og eders Sviger-Forældre, og bedet dem om Forladelse.

200
MONTANUS.

Jeg beder eder da ydmygst med grædende Taare alle om Forladelse, og lover at føre et gandske andet Levnet herefter, fordømmer mit forrige Væsen, fra hvilket jeg er bragt ikke meere ved den Tilstand, jeg er geraadet udi, end ved denne brave Mands grundige Tale og Lærdom, hvilken jeg derfor næst mine Forældre skal altid have meest estime for.

JERONIMUS.

Saa holder I da ikke meere for, min kiære Svigersøn, at Jorden er rund? thi den Post ligger mig meest om Hiertet.

MONTANUS.

Min hierte Svigerfar, jeg vil ikke disputere videre derom. Men jeg vil allene sige dette, at alle lærde Folk er nu omstunder af de Tanker, at Jorden er rund.

JERONIMUS.

A -- Hr. Lieutenant! Lad ham blive Soldat igien, til Jorden bliver flak.

MONTANUS.

Min kiære Svigerfar, Jorden er saa flak, som en Pandekage! Er han nu fornøyet?

JERONIMUS.

Ja, nu er vi gode Venner igien; nu skal I faae min Dotter. Kommer nu allesammen ind hos mig, og drikker paa en Forligelse; Hr. Lieutenant giør os den Ære at komme med! De gaae ind.

Erasmus Montanus Noter

Vi vil her foran samle de Skrifter, der udgjorde Erasmus Montanus' aandelige Værktøj. Det er tre Smaabøger, som tilsammen meddeler Redskabsfilosofien, philosophia instrumentalis, som Montanus kalder det eneste solide Studium (5. Akt 2. Scene). Det er Logikken, Retorikken og Metafysikken, som opregnes 1. Akt 2. Scene.

Paa Det kongelige Bibliotek finder vi to Bøger indbundet i samme Bind:

1. Casp. Bartholin: Præcepta Logica. In usum juventutis, dvs. Logikkens Læresætninger, til Brug for Ungdommen. Udgaven, der er fra 1693, er den sidste i en lang Række. S. 59 staar, som Eksempel paa 201 en forkert logisk Slutning, hele Erasmus' Bevisførelse: Hvo som drikker vel, sover vel etc. (2. Akt 3. Scene).

2. J. P. Resenius, dvs. Hans Poulsen Resen: Rhetoricarum Præceptionum OToi^eLwan; Hovedpunkter i Retorikkens Regler. Udgaven er fra 1697; Skriftet kendes i Udgaver 1632-1735.

Læren om de almenfilosofiske Begreber fandtes i »Metafysikkens Begyndelsesgrunde«, uden Forfatternavn: Prima metaphysicæ rudimenta (1656, 1676), som vel har været den Lærebog, Holberg blev eksamineret i 10. Marts 1704. Da han, mod sin Vilje, virkede som Professor i Faget 1717-1720, har han antagelig undervist paa Grundlag af en nyere og udførligere Fremstilling, som da har været Erasmus Montanus' forgudede Bog: Rudimenta metaphysicæ (1710, 1734).

S. 141.
besynderlig, især. - de Høylærdes Bønder, Fæsterne paa Universitetets Jordegods. - Bierget, Landsbyen, hvor Jeppes Gaard ligger.

S. 143
Matrasse, fr. maitresse, Elskerinde. - Statsmøe, Selskabsdame, Kammerjomfru. - Logicam, af lat. logica, Logik, Læren om Tænkningen. - Rhetoricam, af lat. rhetorica, Retorik, Læren om Veltalenhed. - Metaphysicam, af lat. metaphysica, Metafysik, her Læren om de filosofiske Grundbegreber. - Prækestoel. Studere sin Prædikestol, dvs. studere til Præst. - Ritualen, Forskrifterne for de kirkelige Handlinger. Per Degn maa tænke paa Danmarks og Norges Kirkeritual (1685). - capabel, i Stand til. - Aurora, en latinsk Begynderbog. - Brabra, Forvanskning af barba. - Coena, Middag. - Campana, Kirkeklokke. - Lana, Uld. - bundet mig ved en Pige. For at opnaa Kaldet maatte den nye Præst ofte gifte sig med Forgængerens Enke.

S. 144
Die... sum, Paa Fredag rejser jeg hjem fra København. - profecto, sandelig. - Russen. I 1716 havde Peter den Store, der var Danmarks allierede i Krigen med Sverige, været i København med 20000 Soldater, hvilket havde givet Anledning til stor Staahej. - Salt og Brød. Ved Modtagelsesfesten for de nye Studenter havde man den Skik at give dem lidt Salt i Munden og gyde lidt Vin over deres Hoveder. - endda, endnu.-deponerede, blev Studenter.-Finkeljokom, Brændevin.

S. 145.
Efterkommere, Efterfølgere. - For mm Tid, før min Tid. - baadet, gavnet. - Singot, af ty. Segne Gott, Gud signe (dig); Skaal! - hellers ikke, ellers ikke, for øvrigt ikke. - gemeenlig, sædvanligvis, som oftest. - Kloster-Latin, Munkelatin, daarligt Latin. - Kloster-Lærred, fremstillet paa tyske Nonneklostre, fint Lærred. - God Taar paa en frisk!, Skaal paany; et Glas til! (God Taar ved Omtydning af Godt Aar!: Skaal!).

S. 146.
Klosteret, Regensen. - mare, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten. - Panis, Per bøjer Ordet for »Brød« helt forkert.- 202 gravis, tung. - finis er et Navneord, betyder Ende, Slutning. - Kiøbenhavns Skole, Metropolitanskolen er grundlagt Aarhundreder efter Saxo Grammaticus' Tid. - Donat, latinsk Grammatik for Begyndere. - declineres, bøjes.

S. 147
Litanie, latinsk Bønformular, anvendt i Kirken ved visse Lejligheder. - artigt, morsomt. - taget Troen fra, i Salmen »Vi tro, vi alle tro paa Gud« kunde han holde Tonen paa »Vi« længere end de andre. - Cantor, lat. Sanger. Kantoren ledede Latinskoleelevernes Korsang, ogsaa den kirkelige. - vor Frue Skole, Metropolitanskolen. - ut, re o.s.v., de gamle Navne for Noderne. - vocal Musiqve, Sangkunst.

S. 148
fiint, højt op i Tonerne. - tilforn, tidligere, før.

S. 151
kand ... staae, kan staa ved Magt. - Skole-Ræt, streng disciplinær Afstraffelse i Skolen. - Lectie, Klasse.

S. 152
Elamitisk, Persisk. - probe Majoren, for proba majorem, bevis Oversætningen, den logiske Slutnings første Led.

S. 153
Hosene, Strømperne. - Studia ... præbent, Studier forskønner gode Dage, giver Trøst i onde Dage. - studentikos, paa Studentermaner. - Invention, Opfindelse. - tillige, paa een Gang.

S. 154
flyer, rækker, nemlig sin egen Haand, som han har kysset paa. - Philosophiae Baccalaureus, Titel for dem der har bestaaet den første, lavere Magisterprove.

S. 157
for Menneskene, før Menneskene. - Animal brutum, dit dumme Fæ. - Evangeli-Bog. De evangeliske Tekster til Sønog Helligdage forelaa samlet i en lille Bog.

S. 159
Skielm, Slyngel. - regne ham det til onde, lægge ham det til Last. - importunissimus... Juvenis, højst uforskammede og frække Knægt. - Transcendentalibus, af transcendentalia, Erkendelsens Grundbegreber.

S. 160
Qvicunque... dormit, den, der drikker vel, sover vel.

S. 163
Artighed, Dannelse.

S. 164
Stolden, Stalden. - Kaal, Karl. - kaaget, kigget, gloet.

S. 165
curiøsk, nysgerrig. - Idioter, uvidende Personer. - Ordinarius Opponens, beskikket Opponent ved Disputats. - Merita, Fortjenester. - Partes, Rolle, Hverv. - misere ... methodo, ynkeligt og hakkende, uden Metode. - Præses, den der under Disputatshandlingen fra Katedret fremsætter Paastande. - distingverede ... rei, skelnede mellem Tingen og Tingens Maade, dvs. mellem Tingens Væsen og dens Egenskaber. - qvid hoc est, hvad er det. - anteqvam .,. descendis, før du traadte ned paa Kamppladsen. - Qvæ bruta, hvilke Fæiskheder, Taabeligheder. - ignorerer ... publice, er uvidende om Hovedsondringer og vil disputere offentligt.

S. 166
Ignorant, uvidende Person. - Et... philosophia, ja, en fuldkommen Fremmed i Filosofien. - legge det fra sig, benægte det. - 203 confunderede ... forma, sammenblandede offentlig Stof og Form. - Proemio, Indledningstale. - Lectissimi... Auditores, velbelæste og vellærde Tilhørere. - for, foran. - Deposituro, af depositurus, Rus. - Prioritet, Forrang.

S. 167
Capitels Retten, Tamperretten, Konsistorium, der fungerede som Domstol i Ægteskabssager. - Serviteur, fr. Deres Tjener. - Monsieur, fr. Herre, Hr.

S. 168
iblant, mellem hverandre. - curiøskt, kuriøst, sært. - Materie, Stof.

S. 169
Catolsk i Hovedet, forstyrret. - Blev der nogen rejicered, faldt der nogen igennem. - conditionaliter, betingelsesvis, paa Prøve. - Imprimatur, maa trykkes. Censors Paategning paa Skrifter, som han ikke havde fundet noget at indvende imod. Per opfatter Ordet som et Navneord, Censors Titel. - Nornen, Navneord. - Cujus declinationis, af hvilken Bøjning. - Nornen etc.. Per løber rundt i Betegnelser for Ordklasserne og andre grammatikalske Udtryk.

S. 171
scandere, læse Vers højt med rigtig Betoning af Stavelserne. - Sinke-Lectien, nederste Klasse. - E... Domine, fra hvilken Skole er De blevet Student, min Herre. - Adjectivum... conveniunt, fejlagtigt Citat af Grammatikkens Regel, at Tillægsordet retter sig i Køn, Tal og Fald efter Navneordet. - Tune... ardet, thi det angaar ogsaa dig, naar Naboens Væg brænder.

S. 172
affirmanti incumbit probatio, Bevisbyrden paahviler den, som fremsætter Paastanden. - Omnia... vindt, ved at forsøge alt sejrer den lærvillige Flid. - qvid est Logica, hvad er Logik? - Post... humus, fejlagtigt Citat af den gamle latinske Studentersang Gaudeamus igitur. Meningen er: efter den besværlige Alderdom skal Jorden eje os. - fixere mig, gøre Nar af mig. - echapperer, undslipper.

S. 173
Christne Navne, Døbenavne.

S. 174
Regiion, Forvanskning af Religion. - Daarlighed, Taabelighed.

S. 176
daarlig, taabelig. - fornøye, stille tilfreds. - qvantæ tenebræ, hvilken Vankundighed. - Kiiler Omslag, det store aarlige Marked i Kiel. - Domine jeronyme, Hr. Jeronimus. - foer ilde, nedkom for tidligt, aborterede. - tilforn, i Forvejen.

S. 177
Attestatz, teologisk Embedseksamen. - naturlig viis, paa naturlig Maade. - Atheist, Gudsfornægter.

S. 178
indføres i et Litanie, dvs. i den almindelige Kirkebøn mod farlige Ting og store Ulykker. - Ordens Brødre, Studenterkammerater. - siatucrct, paastaaet.

S. 179
sagte, sagtens. - nam ... est, thi det strider mod Naturen.

S. 180
sustineret, hævdet. - Reputation, Anseelse.

S. 181
Leges ... Laudabiles, de akademiske Love og rosværdige Vedtægter. - Vulgus, Menigmand. - Commilitones, Medstuderende, 204 Kammerater. - Ordenen, Standen, her den lærde Stand. - ne... Philisophica, at den filosofiske Stat ikke lider nogen Skade. - methodicè, metodisk. - ved Pennen, ved Handelen, ved Forretninger.

S. 182
Syllogismus, logisk Slutning. - Ergo, altsaa, følgelig. - Proba minorem, bevis Undersætningen, den logiske Slutnings andet Led.

S. 184
Takker udi Panden, Pers Paryk løfter sig fortil som en Hanekam. - raabe, kalde op om Morgenen. - Refuteer, gendriv. - qvem tibi propono, som jeg fremsætter for dig. - Carnali, Slyngel. - jeg er en Tiener, jeg har Ærbødighed for, (men det er ikke noget for mig,).

S. 185
Qyicunque, enhver som. - Methodum Disputandi, Disputeremetoden.

S. 187
forpikket mod, fuld af Uvilje imod. - utque... animus, Citat fra Ovids Metamorfoser X, 372-375, oversat til Dansk saaledes:

Ret ligesom Træet
Rammet af Øksernes Slag, naar det mangler alene dets Dødshug,
Vakler, hvorhen det vil gaa, men frygtes til samtlige Sider:
Saaledes vakler det bølgende Sind - -. - Musarum . .pulle, Musernes og Apollons Kæledægge.

S. 188
inter Philosophos, mellem Filosoffer, - J acta ... Dixi, Terningerne er kastede. Jeg har talt. - kand skille mig ligemeget, kan være mig ligegyldigt.

S. 189
audacissime Juvenis, frække Knægt. - Universalia ... substantiales, Almenbegreber, Forestillingsbegreber og Substansformer. - absurdissimum, i højeste Grad taabeligt. - Vulgus... ademptum, den ulærde Hob er et skrækkeligt, uformeligt Uhyre, hvem Lyset er berøvet. - qvidditas, »Hvadhed«; svarer til hvad, som Godhed til god.

S. 190
Kride, Kridt. - Arent Hvitfelds Krønike, Arild Huitfeldts Danmarks Riges Krønike. - Postill, Husandagtsbog. Huitfeldt har ikke skrevet nogen Postil. - u-gemeen, ualmindelig.

S. 191
læse, fremsige. - formaliter, fra Formens Side. - materialiter, efter Indholdet. - Prosodien, Verslæren, Versbygningen. - Pedes, Fødder, Versfødder. - Philosophia Instrumentalis, Redskabsfilosofien, som omfattede Logik, Retorik og Metafysik. - respondere under mig, være min Sekundant i Disputatshandlinger.

S. 192
vel, sund. - Hierte, Mod. - skiøtter han ikke om, bekymrer han sig ikke om. - han er Student. Den danske Hær bestod dels af Landmilitsen, hvortil kun Bønder blev udskrevet, dels af hvervede Tropper. Det var i Almindelighed ikke tilladt at hverve akademiske Borgere.

205

S. 193
med Permission, med Forlov, med (Deres) Tilladelse. - Autores, Forfattere. - Academicum, akademisk.

S. 194
Academiet, Universitetet. - Polyhistor, en Mand af alsidig Lærdom. - Jam sumus ergo Pares, nu er vi altsaa Ligemænd. - cedere ham, vige Pladsen for ham.

S. 195
parole, paa mit Ord. - par exemple, fr. for Eksempel. - Nego minorem, jeg benægter Undersætningen. - Et... minorem, og jeg beviser Undersætningen. - Distinguendum ... nummos, der maa skelnes mellem Penge. - Distinguendum... accipere, der maa skelnes mellem at modtage Penge i Almindelighed og i en bestemt Hensigt. - Distinguendum ... apparentem, der maa skelnes mellem en virkelig og en tilsyneladende Kontrakt. - Distinguendum ... rei, der maa skelnes mellem Tingen i sig selv og dens Fremtrædelsesform.

S. 196
igien, i Stedet for. - raae, ny, uøvet.

S. 197
Pælen, Strafferedskab, bestaaende af en eller flere Spidser af Træ eller Jern, hvorpaa Forbryderen stod med nøgne Fødder. Træhest og Pæl var opstillet paa Eksercerpladsen.

S. 199
temperered, besindig. - modest, beskeden. - Natte-Vægt, Nattevagt, Nattevaagen.

S. 200
estime, fr. Agtelse.