Holberg, Ludvig DET LYKKELIGE SKIBBRUD

DET LYKKELIGE SKIBBRUD Comoedie udi fem Acter

54

Hoved-Personerne i Comoedien

  • JERONYMUS
  • MAGDELONE
    hans Husfrue
  • LEONORA
    hans Dotter
  • PERNILLE
    deres Piige
  • PHILEMON
    forloved med Leonora
  • HENRICH
    hans Tienner
  • MAG. ROSIFLENGIUS
    Philemons Medbeyler
  • GOTTFRIED
    Magisterens Tiener
  • LEANDER
    Leonoræ Broder
55

Det lykkelige Skibbrud
Indledning

Komedien om den daarlige og den gode Poet blev trykt 1731, men først opført 3. Januar 1754. Da der i Wielandts Lærde Tidende for 29. Juni 1730 indbydes til Subskription paa den nye Udgave af Komedierne, Den danske Skueplads, kaldes dette Stykke for Rosiflengius. Det er da ogsaa den professionelle Lejlighedsdigter, hvis Ros er tilfals for enhver, som er den dominerende Hovedperson indtil 4. Akt, 7. Scene. Fra den følgende Scene faar den moralske Digter, Philemon, som siger Folk Sandheden paa Vers og Prosa, Scenen for sig og sine Ofre. Komedien deler sig saaledes i to, hvoraf den første skal vise den daarlige Ros, den sidste den gode, dvs. berettigede Kritik. Holberg havde tidligere konfronteret de to Digtertyper, se Bind II, S. 217 ff. og 357 ff., og han skulde aldrig blive træt af at angribe den Lejlighedspoesi, som det 17. Aarhundrede havde dyrket med Iver og Opfindsomhed. Endnu igennem hele det 18. Aarhundrede hørte det til almindelig Dannelse, at man til en glædelig eller sørgelig Begivenhed hos Venner og Slægtninge skulde kunne udtrykke sine Følelser i Vers. Havde man ikke de fornødne Kundskaber, bestilte man Verset hos »Poeten i Aabenraae« (Bind IV, S. 255).

Holberg har mange Maader at latterliggøre den misbrugte Lejlighedspoesi paa. Venner satte Ærevers foran i Bøger, hvis Indhold de ikke kendte. Holberg opfandt en Lærer i Kalundborg, som skrev et Vers til Ære for Hans Mikkelsen, da denne sendte sine Skiemtedigte i Trykken (se Bind II, S. 321 ff.), og i dette Digt forenede Holberg alle Forbrydelser mod Stil og Versifikation, som kunde 56 findes i den Slags Poesi. Kortere og vittigere er Skolemesterens Gratulations digt i Jule-Stue (se Bind IV, S. 157). Da Holberg 1737 udgav en Bog med latinske Epigrammer, indrettede han en hel Afdeling (Liber V) med 49 Parodier paa Hyldestdigte; i dansk Oversættelse kan nogle af dem beses i denne Udgaves Bind X. Nærmest paa vor Komedie kommer Epistel 416, som er trykt 1750. Den fortæller, »at Magister Rosiflengius tilligemed hans Broder, som længe, skiønt uden Doctor Titul her haver practisered udi Medicinen, og expederet godt Folk til den anden Verden, ved Døden er afgangen«. Over denne epigrammatiske Pointe er Epistlen da opbygget: Doktoren »giorde Patienters Pine kort, og ved sine Medicamenter forløsede dem af de Fortrædeligheder, som den onde Verden fører med sig . . . Den anden ved sine Begravelses-Vers, skaffede de Døde hvilket Sæde udi Himmelen, som Arvingerne forlangede«. »Mange have ønsket, at, eftersom Liig-Prædikener ere komne af Brug, Begravelses-Vers ogsaa maatte afskaffes .. . Jeg raader dog ikke til saadan Afskaffelse; thi det er en stor Trøst for Børn, at see deres Forældre ved offentlig Tryk, som af en beskikked Censor autoriseres, at sættes paa Helgenes Lister: og man veed, at den gemeene Almue ikke tvivler orn en Tings Rigtighed, naar den er paa Prænt . .. Jeg vil ikke tale om, at Poesien derved skierpes [dvs. opøves, udvikles]; en fattig Poet derved bekommer en Haandskilling«. Aarene o. 1770 ernærede Johannes Ewald sig bl. a. ved for Betaling at skrive Digte ved Dødsfald. Det er Tankedigte, som fører os himmelhøjt over den Ros i Flæng, som Holberg behandler uden Naade.

Litteratur.F. J. Billeskov Jansen: Holberg som Epigrammatiker og Essayist I, 1938, S. 84 ff. - Samme: Danmarks Digtekunst II, 1947 (Optryk 1969), S. 43 ff. (Johannes Ewald).

57

ACTUS I

SCEN. 1.

Eleonora. Philemon.

ELEONORA.

Ach min hierte Philemon! Jeg frygter, at dette vil faae et slet Udfald; min Stifmoders Had mod ham voxer meer og meer til, saa at, hvor nødig min Far vil bryde sit eengang giorte Ægteskabs-Løfte, saa kommer han dog til at giøre det.

PHILEMON.

Allerkiæreste Jomfrue! Saa længe I ikke bryder eders Løfte, saa kand alt andet ikke anfægte mig. Eders Stifmoders Misgunst kand ikke giøre andet, end kaste os nogle smaa Steene i Veyen, som kand allene hindre os, ikke at komme saa hastig til vor Ønskes Maal.

ELEONORA.

Men kiære Philemon! efterdi I elsker mig saa høyt, hvorfor vegrer I eder da for at bruge de Midler, som allene ere mægtige til at befordre eders Kierlighed?

PHILEMON.

Ach Jomfrue! hvad har jeg forsømt? Bebreyd mig ikke saadant. I kiender jo mit Sind. I veed, at jeg er forhadet af alle Folk, allene fordi jeg kalder enhver Ting med sit rætte Navn, fordi min Mund svarer til mit Hierte, fordi jeg ikke kand sige, at jeg ærer den, som jeg hemmelig foragter, roser den, hvis Feil jeg seer, og elsker den, som jeg i Hiertet hader. Skulde nu derfore de mange Kierligheds Erklæringer, jeg har giort min Jomfrue, allene bestaae i Ord, saa var hun den eeneste af alle, som jeg søgte at skuffe. Ach hav ikke slige Tanker om mig, allerkiæreste Jomfrue! Sæt hvilken Prøve paa mig, som eder lyster. Jeg sætter all min Formue, mit Liv med Glæde udi Fare, naâr jeg dermed kand 58 beviise, at den Kiærlighed, som jeg bær til hende, er ingen Sminke?

ELEONORA.

Men hvorfor søger I da ikke, kiære Philemon, at søge min Stifmoders Gunst, og at gaae den under Øyne, uden hvis Samtykke vor Kierlighed ikke kand lykkes. Hun er bleven ophidset imod jer, fordi I adskillige gange har sagt hende sine Feyl; kand I ikke sagte for min skyld føre et andet Mundheld, og rose hende? Det koster jo intet.

PHILEMON.

Byd mig, Jomfrue, at udøse mit Blod, det er mig mueligt, men ikke at forsværge min Natur, i at flattere og rose et Menneske, der er sammensat af lutter Laster.

ELEONORA.

Men, naar I giør det allene, kiære Philemon, for at forfremme vor Kiærlighed?

PHILEMON.

Jo større Interessen er, som driver mig dertil, jo større Dyd er det, at holde stand.

ELEONORA.

Ach! jeg veed ikke, hvad jeg skal kalde saadant.

PHILEMON.

I vil maaskee udtyde det som en Koldsindighed, men - -

ELEONORA.

Jeg veed ikke, hvad jeg skal kalde det. Vil I da heller forlade mig, end tvinge jer til at gaae den gamle under Øyne? Svar mig dertil!

PHILEMON.

Allerkiæreste Jomfrue! frist mig ikke over min Formue.

ELEONORA.

Jo her er to Vilkor, hvoraf eet maa tages.

PHILEMON.

Vor Lykke er jo ikke udi hendes Hænder.

ELEONORA.

Jo noget nær; thi min Fader lar sig regiere af hende.

PHILEMON.

Ingen af dem er mægtig til at skille os ad, naar Jomfruens Kierlighed er bestandig, og elsker hun mig af Hiertet, saa styrker hun mig heller i mit Forsæt ikke at gaae fra Dydens Vey, ikke ved Hyklerie at styrke Folk i deres Ondskab.

ELEONORA.

Ach! jeg vil da ikke tale meer derom, men 59 overlade dette til Himlens Forsyn. Men der kommer min Broder Leander.

SCEN. 2

Leander. Leonora. Philemon.

LEANDER.

See! skal jeg finde jer forliebte Folk her sammen?

PHILEMON.

Hvad got Nyt, Monfrere?

LEANDER.

Jeg har aldeles intet got Nyt. Jeg er bange for at det, som jeg længe har havt Mistanke til, engang vil hende. De mange Caresser Mag. Rosiflengius idelig har giort til vor Stifmoder, have aldeles ikke staaet mig an, men jeg har giettet, at de sigtede til det, som jeg i dag er kommen under Veyr med.

ELEONORA.

Ach ach! mit Hierte staaer op i min Hals.

LEANDER.

Jeg kand ikke berette noget vist, men det kand jeg allene sige, at der er stor Venskab imellem vor Far og Magisteren. Jeg saae dem nyelig tale med stor Fortroelighed sammen, og hørte min Far sige disse Ord, da de skiltes ad: Vær forsikret, Hr. Magister! at jeg skal holde mit Løfte.

ELEONORA.

Ach, jeg elendige Menneske! jeg tviler ingenlunde meer - -

LEANDER.

Men der kommer min Far med vor Stif-Moder; det er best, Monfrere! at I gaaer til side, at vi dis bedre kand udspionere deres Anslag. Philemon gaaer bort.

SCEN. 3

Magdelone. Jeronimus. Leander. Leonora. Pernille.

MAGDELONE.

I har aldrig villet troe mig, min Hierte, at der var saa meget got hos den Mand.

JERONIMUS.

Nu har jeg befundet det, det er en allerkiæreste Mand. Han elsker mig ret i sit Hierte. Men, see! hvad bestiller I her? Holder I Geheim-Raad?

60
LEANDER.

Nu kom jeg nyelig her, og fandt min Søster allene.

JERONIMUS.

Og nu kommer jeg fra en god Ven, som talede med mig om din Søster. Det er ellers Skade, at den Mand skulde have den Skavank udi Ryggen.

MAGDELONE.

Det vil aldeles intet sige; man skal ikke dømme et Menneske af det, som er udvortes.

PERNILLE.

Det er min Troe sandt. Til med lader den Pukkel ham ikke ilde, den kand ogsaa have sin Nytte, thi den er saa spids, at om hans Hænder kom til skade, saa kunde han i Nødsfald skrive Vers med Ryggen.

MAGDELONE.

Holdt Munden din Spotte-Fugl, og bebreid ikke Folk det, som de ikke selv er skyld udi.

PERNILLE.

Meener Madamen, at han er fød saadan?

MAGDELONE.

Hvad andet? Hvad som Himlen har skabt, er vel skabt.

PERNILLE.

Ja han er min Troe vel nok skabt for en Pukkelrygget. Er han skabt saa, da er det ikke hans skyld.

MAGDELONE.

Det meener jeg og.

PERNILLE.

Og er han ikke fød saaledes, saa bær han den dog med Berømmelse, saasom han har faaet den udi lovlig Embede, hvorudover samme Pukkel er ligesaa stor Zirat for ham, som en Blessure er for en Soldat.

MAGDELONE.

Hvad er det for Sladder? hvad vil du sige dermed?

PERNILLE.

Hvilken ærlig Mand, der sidder saa krum, og giør saa mange Vers om Dagen, kand nok faae saadan Pukkel paa Ryggen; thi der faaer jo ingen Hoppe Føl, ingen Hund Hvalp, ingen Kat døer, han giør jo Vers, dem til Berømmelse, naar man betaler ham derfor.

MAGDELONE.

Du skal faae en Ulykke, din Akkermær, hvis du ikke spæger din Tunge.

PERNILLE.

Men hvorfor tar Madamen sig den Mand saa hæftig an?

JERONIMUS.

Min Kone har Aarsag at tage hans Parti; thi jeg har udvalt ham til min Svigersøn.

61
ELEONORA.

Ej Papa!

JERONIMUS.

Blir du saa allarmered der over?

ELEONORA.

Hvad andet? jeg kand jo ikke have to Mænd?

JERONIMUS.

Ney mit Barn! du skal kun have een, og det skal blive Mag. Rosiflengius.

PERNILLE.

Det er min Troe en fed Karl at vælge ud til Svigersøn! Han maa lade sig høvle ræt først, førend han prætenderer saadan velskabt Jomfrue.

JERONIMUS.

Holdt din Mund, Næse-Viis!

ELEONORA.

Vil I da, Papa, bryde det Løfte, som I har giort Philemon?

JERONIMUS.

Ja det vil jeg.

ELEONORA.

Jeg min Troe ikke.

JERONIMUS.

Det skal have gode Veye. Jeg vil ikke have den til Svigersøn, der ved Skrifter legger sig ud med heele Verden.

LEANDER.

Det veed jeg ikke han nogen Tid har giort.

JERONIMUS.

Jo, jo, Magisteren har i Dag lagt ud for mig tydelig alle de got Folk, han har angrebet i sine Skrifter, og sagt mig, at i den sidste, hvoraf han er Autor, jeg selv ikke er sparet. Jeg veed ikke hvor udi Satyren bestaaer, thi jeg seer aldrig paa saadant Narrerie.

PERNILLE.

Ej hvilken Bagvaskelse! Jeg var paa Galleriet sidste Comoedie; Men der blev min Troe ikke spillet uden om en gammel Hanrey, som lod sig tage ved Næ- sen af sin Kone. Hvordan kunde nu saadant passe sig paa Herren?

JERONIMUS.

sagte. Gid du faae en Ulykke! Jeg veed ikke, om det er af Ondskab hun saa taler.

MAGDELONE.

Nok er det, vi veed, at han er et Skarn. Den daarligste Gierning min Mand har giort sin Livs Tid, er at han har givet Løfte til saadan Karl.

ELEONORA.

Og mig synes, at det er rnin Far lidet anstændigt at bryde sine Løfter, som han hidindtil har holdet saa hellige.

62
JERONIMUS.

Jo denne gang med jeres Permission skal jeg bryde mit Løfte.

ELEONORA.

Men han er ikke anderledes, end han var, da Forlovelsen skeede.

JERONIMUS.

Det kand nok være. Men jeg har nu allerførst faaet Oplysning om hans Væsen. Jeg kunde jo bringe mit Huus i Ulykke med at besvogre mig med en Person, der opvækker sig en Fiende efter en anden.

ELEONORA.

Hvilke Fiender opvækker han sig da?

JERONIMUS.

Spørsmaal! En der skriver Skandskrifter som han.

PERNILLE.

Han opvækker sig til Fiender ikke uden Giække, der have en ond Samvittighed, og mener, at alt hvad som siges, sigter paa dem. Men jeg skal bevise, at det er jer Magister, som giør Skandskrifter.

MAGDELONE.

Det skal du aldrig i Ævighed kunde bevise ham over.

PERNILLE.

Jo min Troe skal jeg saa.

MAGDELONE.

Det er en Mand, som bruger sin Pen til alles Berømmelse, og er ikke mægtig at dømme ilde om nogen.

PERNILLE.

Og jeg skal beviise, at han giør lutter Skandskrifter.

MAGDELONE.

Hvor i bestaaer det?

PERNILLE.

Det bestaaer derudi, for Exempel: om jeg giorde Vers over Magisteren, og sagde, at han havde den beste Taille i Verden, hvad kunde man kalde det?

MAGDELONE.

Det var spotte-viis.

PERNILLE.

Men naar han giør Vers over Madamen, maler hende som den dydigste Matrone, og berømmer hendes Kiærlighed mod hendes Stifbørn, hvad kalder man det?

MAGDELONE.

Ach min hierte Mand! taaler I, at jeg saaledes skal bespottes af en lumpen Tienneste Pige?

JERONIMUS.

Du skal ikke være en Time længer i mit Huus.

PERNILLE.

Jeg havde min Troe længe siden forladt 63 Huuset, havde det ikke været for Jomfruens skyld. Det er af Nidkierhed for hendes Velfærd, at jeg taler saa frit.

JERONIMUS.

Og det er af Nidkierhed for hendes Beste, at jeg bryder mit Løfte, og vælger Magisteren til min Svigersøn.

PERNILLE.

Han skal ikke faae hende, om han blev gal.

JERONIMUS.

Jeg troer, Pigen er rasende; hvem skal vel hindre det?

PERNILLE.

Det skal jeg! Naturen har aldeles ikke dømt Jomfruen at gifte sig med saadan Pukkel-Rygget Pedant. Fy for Fanden, han seer jo verre ud end Æsopus.

MAGDELONE.

Fort paa Døren, din Taske.

PERNILLE.

Gierne Madam, men I maa vide, at jeg har 2 Aars Løn til gode. Gaaet ud.

JERONIMUS.

Vi vil ikke agte, min Hierte, hvad hun siger; det er kun at lee af. Vi kand bilde os ind, at det er en Hund som giør; thi vi kand dog ikke skille os af med hende, efterdi hun har saa mange andre gode Dyder. Alt hvad vi vil giøre, det er at forbyde Leonora at omgaaes med hende. Hør, Leonora! jeg vil gandske ikke have, at du skal holde nogen Omgiængelse med denne Pige. Hun forfører dig.

ELEONORA.

Hun kand min Troe ikke forføre mig; thi jeg har besluttet, heller at lade mit Liv, end at forlade Philemon.

JERONIMUS.

Og jeg har besluttet at giøre dig arveløs.

ELEONORA.

Der i vil jeg skikke mig.

JERONIMUS.

Er det ikke forskrækkeligt! Hvad siger I, Leander?

LEANDER.

Jeg kand ikke andet end rose min Søsters Generositet.

MAGDELONE.

Hillemænt! Generositet at sætte sig op imod sine Forældre!

LEANDER.

Besynderlig saadan Stifmoer, der elsker os saa høyt.

JERONIMUS.

Jeg tænkte nok det. Den stakkels Kone er 64 jer aldrig til Maade. Hun elsker jer alt for meget, I var ikke værd saadan Moer. Fort ind! jeg kand ikke see jer for mine Øyne.

SCEN. 4

Jeronimus og Magdelone.

JERONIMUS.

Hvad skal vi giøre ved dette, min Hierte? I seer at mit heele Huus blir rebelsk.

MAGDELONE.

I skal bruge de Midler og den Myndighed, en Far har, at holde sit Huus i Tømme. Skulle Børn have deres egen Villie? de veed jo ikke hvad dem selv tienligt er. Tænk engang, udi hvilken Tilstand vi skulde bringe vort Huus, om Philemon blev vor Svigersøn. Man siger jo, at man skal kiende Folk paa dem, som de holde Venskab med.

JERONIMUS.

Jeg finder, at jer Tale er vel grundet min Hierte. Men der kommer Mag. Rosiflengius.

MAGDELONE.

Ach den allerkiæreste Mand! mit Hierte hopper i mig af Glæde, naar jeg seer ham.

SCEN. 5

Mag. Rosiflengius. Jeronimus. Magdelone.

ROSIFLENG.

i sort Habit med en liden Krave. Jeg glæ- der mig ved at finde min gunstige Herre med Dydædle Frue her allene.

MAGDELONE.

Ach velkommen Herr Magister! Nu stode vi og talede om ham.

ROSIFLENG.

Jeg haaber, at det var ikke andet end got, saasom jeg veed, at deres Dydzirenhed er min Veninde, eller rættere at sige, min Patronesse og Velynderske.

MAGDELONE.

Vi have ikke Aarsag til andet; thi Herr Magister har ladet see udi mange Ting, at han er vor Ven, talet og skrevet altid til vor Berømmelse, saa at det er hans Godhed allene at tilskrive, at jeg saa tit med Berømmelse er kommen i Trykken.

65
ROSIFLENG.

Ingen Godhed, eders Dydædelhed, men et Debitum, Pligt og Skyldighed. Eders Dydædelheds, saa vel som min Gunstige Herres, Soel-skinnende Dyder giør allene min ellers tynde Venam (at jeg skal tale Poetice), eller ringe Skialdre Geist, Frugtbar; thi hvor saa mange Dyder udi eet Subjecto ere samlede og concentrerede, er det ingen Umage at skrive Vers; hvor en Achilles er at Poeticere over, er ingen Konst at være Homerus. Vil jeg tale om Gudsfrygt, giver eders Gunst, saa vel som eders Dydzirenhed, mig Vidtløftighed af Materie. Vil jeg tale om Fromhed, Sagtmodighed, Forstand, Ærlighed, da finder jeg, alle disse Dyder hos dem har fæstet Boelig og taget Sæde.

JERONIMUS.

Siig ikke det, min Herre. Der er dog mange, som tale ilde om os.

ROSIFLENG.

Jeg veed det nok eders Gunstighed, og de maaskee, som I mindst har forskyldt det af. Jeg nævner ingen, thi det er mod min Natur, at tale en Hund noget til Præjudice, end sige et Menneske.

MAGDELONE.

Jeg veed nok hvem han mener, derfor har min Mand og jeg allerede slaaet ham af vore Tanker, og i den sted kast vore Øyne paa min Herre, og udvælget ham at være vor Svigersøn.

ROSIFLENGIUS.

Det er eders Godhed, ikke mine Fortienester, der bane mig Vey til saadan Lykke. Jeg haaber dog, at deres kiære Plante, jeg meener Jomfrue Dotter, skal befinde sig vel ved saadant. Jeg haver ingen Midler arvet efter mine kiæreste Forældre, det er sandt, men jeg takker dem og kysser deres Aske for god Education og Optugtelse. De har udi den grønne Ungdom ladet mig lære de Ting, hvorved jeg kand fortiene mit Brød; thi jeg var neppe 2 gange 8 Vintre gammel, at jeg skal tale poetice, førend jeg havde sovet mange Nætter paa Parnasso hos de 9 Musæ, og drukket af Hyppocrene Kilde, det er, giort Vers, brave Folk til Berømmelse, saa jeg nu lever rigelig af Poesien, og der er ingen Dag jeg jo fortiener 10 Rdlr. derved. Da derimod Monsr. 66 Philemon opvækker alles Had mod sig ved sine Skrifter, og saaer den Sæd, hvoraf Fiender opvoxe.

MAGDELONE.

Hører I det min hierte Mand? vi havde været ilde opskiørtet, om vi havde faaet saadan en Karl til Svigersøn.

ROSIFLENGIUS.

Derfor seer man slige Folk som han og hans lige allevegne at være forhadt.

MAGDELONE.

Og det ikke uden Aarsag, thi intet kand smerte got Folk meer, end at see sig straffet og igiennemheglet af dem, som ingen Magt har dertil.

JERONIMUS.

Derfor undrer jeg mig over, at visse Folk faaer Pension af store Herrer for saadant.

ROSIFLENGIUS.

Min Herre! mange har Lyst til at lee paa andres Bekostning. De elsker derfor Satyriske Skrifter, og belønner Autor, skiønt de har slette Tanker om ham. Ligesom man elsker og belønner Forræderie, men hader Forræderen.

JERONIMUS.

Jeg har alt nok, Hr. Magister. Jeg gav min Dotter ikke til den Mand, om han kunde veye hende op med Guld. Banker paa. Hey Pernille! Pernille kommer ind.

JERONIMUS.

Lad min Datter strax komme ind.

SCEN. 6

Jeronimus. Magdelone. Rosiflengius. Eleonora. Pernille.

JERONIMUS.

Min Dotter! jeg har givet dig lidt Tid til at udkaage din Galde, og overveye hos dig selv, hvad det er at sætte sig op mod sine Forældre, der søger at afvende en Ulykke, som du selv vil styrte dig udi. See her er den brave Mand, jeg har foreslaaet, som er elsket af alle Folk, og er i Stand at underholde dig reputeerlig. Da derimod den anden er forhadet af alle, og maatte omkomme af Armod, hvis han ikke havde arvet nogle Midler. Hvad svarer du dertil?

67 Leonora græder.
ROSIFLENGIUS.

Ach den ædle Siæl! saasnart hun hørte mine Dyder opregne, faldt hun i Graad. Græd ikke, allerkiæreste Nymphe, det er kun det ringeste, som kand siges om mig.

ELEONORA.

Ach jeg elendige Menneske!

ROSIFLENGIUS.

Hendes forrige Daarlighed klemmer hendes Hierte. Græd ikke, min Gudinde! Den vingede Gud Cupido har indskudt hende en skadelig Kierlighed, som har varet indtil nu, da endelig den udi Svane-Vogn agende Gudinde, jeg meener Venus, har befalet at læge Saaret igien, saa at hun er kommen til sig selv.

PERNILLE.

sagte. Det var jo Fandens eget Sprog; faaer jeg end een saadan Phrase til Livs, kommer jeg til at kaste min heele Frokost op.

ELEONORA.

Ach min hierte Papa! jeg beder om Forladelse, jeg faaer saa ont, jeg maa lidt ind. Gaaer bort.

ROSIFLENGIUS.

sagte. Hvilken underlig Virkning dog Kierlighed har! saa snart hun saae mig, faldt hun i Graad og fik ont.

JERONIMUS.

Hvad gaaer af hende, Pernille?

PERNILLE.

Jeg veed min Troe ikke hvad der gaaer af hende, thi jeg saae ikke hvad hun spiisede til Frokost, men der vil gaae en Hob reven Øll og Brød af mig.

JERONIMUS.

Jeg forstaaer aldeeles ikke hvad du vil sige.

PERNILLE.

Det er læt at forstaae; hvilken Jomfrue, der seer saadan Karl, og hører ham tillige med tale, sær om Formiddagen naar Maven er utidig, og dog kand holde tæt, den vilde jeg see paa. Er det Mand for jer Dotter? for en ævig Ulykke!

ROSIFLENGIUS.

Hvad siger denne Piige? Hun er ikke rigtig i Hovedet.

JERONIMUS.

Ney hun har Raptus sommetider. Jeg taaler en Hob af hende, efterdi hun har tient mig længe, og ladet see stor Troskab.

68
ROSIFLENG.

Hør, lille Pige! komme de Raptus tit over jer?

PERNILLE.

Monsieur, kommer disse Raptus tit over ham?

ROSIFLENG.

Jeg er altid den samme.

69
PERNILLE.

Jeg er og altid den samme.

ROSIFLENG.

Saa er I jo altid gal.

PERNILLE.

Saa er I jo og altid gal.

JERONIMUS.

Jeg troer virkelig, at hun er bleven forrykt. Hør, Pernille, kiender du mig?

PERNILLE.

Jeg kiender jer heel vel; I er mit Herskab, og denne er den Pukkel-Ryggede Versekræmmer, som er gal baade paa Legemets og Sindets Vegne, thi han maa have faaet ligesaadan Pukkel i sin Hierne, som paa sin Ryg.

JERONIMUS.

Fort her ud din Laptaske!

PERNILLE.

Ach Herre! lad mig beviise først at han er gal.

ROSIFLENG.

Slaae hende ikke, min Herre! lad mig høre, hvori det bestaaer.

PERNILLE.

Hør, naar saadan vanskabt Glosebog kom og beylede til mig, som ikke er Jomfrue engang, holdt jeg med Billighed for, at han løb med Limstangen. Nu begierer I til Ægte en kiøn fornemme Jomfrue, ergo er I Daarekiste-gal.

ROSIFLENG.

Ach min Herre! jeg har aldrig været saa forhaanet tilforn.

JERONIMUS.

Fort her ud dit Skarn! jeg forbyder dig at komme i mit Huus meer.

PERNILLE.

Og jeg forbyder ogsaa den Pedant at komme inden vor Dørtærskel. Gaaer.

MAGDELONE.

Ach min Herre, jeg haaber, at han regner os ikke til onde hvad som er passered.

ROSIFLENGIUS.

Aldeles ikke.

JERONIMUS.

Han skal faae Satisfaction, Piigen skal strax paa Døren, og I skal, trods for hende og den heele Verden, blive min Svigersøn. Vil min Herre behage at komme til mig i Eftermiddag, saa skal Forlovelsen skee.

ROSIFLENG.

Jeg skal ikke manqvere at komme. De gaaer alle ud.

70

ACTUS II

SCEN. 1

HENRICH.

kommer ind paa Hovedet, seer sig tilbage. Gid I faae en Ulykke! I maatte holde jer til min Herre, og lade en stakkels uskyldig Tiener være u-skaaren, som kand hverken læse eller skrive. Jeg gaaer paa Gaden i mit lovlige Ærende, saa møder mig en Advocat, hvilken kneppede mig paa Næsen, og sagde: Vær saa god at hilse din Herre, og siig ham, at det er en liden Erkiendelse for de Vers han giorde forgangen Uge. Jeg løb som Fanden var i Hælene paa mig, ey holdende det raadeligt at indvikle mig i Disput derover, thi vil man trætte med de Karle, kommer man til at betale Processens Omkostning oven i Kiøbet. Jeg kunde af Alteration ikke føle Smerten i Førstningen, men da jeg kom i en anden Gade, begyndte min Næse at værke som der var lys Lue i den. Da sagde jeg: Gid du faaer en Ulykke! du maatte kneppe dine egne Folk, og lade en fremmed Mands Tieneres Næse være med Fred. Jeg var neppe kommen i en anden Gade, førend jeg faaer 2 Jeans de Francer paa Halsen, hvilke forfuldte mig med nøgne Kaarder; men som de løbe efter Tacten paa de store Steene, for ikke at bestænke deres sviklede Strømper, og jeg løb udi Skarnet allevegne, hvor jeg fandt Gienvey, kunde de ikke naae mig. Jeg blev saa elendig baade af Alteration og den stærke Løben, at jeg maatte ind til en Barbeer for at lade mig Aarelade; men han, i Steden for at aabne Aaren med en Lancette, gav mig et Ørefigen, og sagde: Hils din Herre, og siig, at det er et lidet Nachspil, som han kand bruge til den Barbeer-Comoedie, som blev spillet i gaar, efterdi Comcedien i 71 sig selv er noget kort. Jeg var glad ved, at samme Nachspil bestod kun af een Act, og at han ikke vilde fuldføre de andre Acter paa min Næse og Øren, og gik hen i et Bislag; men til min U-lykke boede i samme Huus en Skiærsliber, hvilken lod som han havde Medlidenhed med mig, tog mig ind i sin Stue, og sagde, at han havde en skiøn Salve at smørre paa Saaret; men i Steden for Salven, saae jeg han hentede sin Krabask. Jeg var derfore ikke seen paa Beenene, løb bort forfuldt af alle Skiærsliber-Drengene indtil dette Sted. Ach havde jeg fat paa min Herre, medens Blodet kaager endnu i mig! Jeg skulde sige ham eengang for alle, at hvis han ikke lader sin Skrive-Syge, komme vi til at gaae paa Gaden med Escorte herefter. Jeg seer mig allevegne om, thi som jeg i Dag har geraadet udi 4re U-lykker, og en Tragædie skal bestaae i 5 Acter, saa er jeg ogsaa bange for den sidste. Men er det ikke Mag. Rosiflengs Tiener? Den Karl har bedre Tieneste end jeg. Jeg tiener hos en ærlig Mand, der siger Folk Sanden, hvilken Dyd er i disse sidste Verdens Tider ikke meget i Moden, og renderer ikke andet end Had, Avind, Foragt, Næse-Styver, Ørefigen. Han derimod tiener hos en Fuchsschwantzer, som har alle til Venner.

SCEN. 2

Gottfried med en stor Bylt paa Ryggen, hvormed han sætter sig ned. Henrich sætter sig ved den anden Side.

GOTTFRIED.

Her kommer en stor hob Penge at springe i disse Dage, som min Herre har skrabet sammen med at giøre Vers; thi han har faaet Amour i Hovedet, han vil giftes. Jeg skal hen til en Boghandler med disse u-saalte Vers, som han har giort forgangen Maaned. Folk kand ikke begribe hvordan han kand giøre saa mange Vers udi saa kort Tid. Men de Vers, som vi har giort i fior, kaager vi op igien i Aar, hvilket er æconomisk nok, thi ellers maatte den poetiske Geyst faae en 72 U-lykke paa sidstningen, og blive gandske udtømmet. Vore Votumer neden under Begravelse-Vers forandrer vi dog ikke gierne, og Slutningen bliver, at den Afdøde staaer med Palmer i Hænder, enten han har levet skikkelig eller som et Best; Thi det lader ilde at tale ont om de Døde. Disse Palmer forskaffer os anseelige Foræringer af den Afdødes Arvinger; thi det er saadan uformodende og uforvented Glæde for dem at see deres kiære Forældre udi Verset staae med Palmer udi Hænderne, som de veed, at det er gandske uforskyldt, hvorfore de ansee min Herre som en, der har Hoved-Nøglen til Paradiis; thi han er her det samme, som Paven er i Rom, udi hvis Magt det er at publicere Paradisiske Rangs-Forordninger, og at give Folk Gang og Sæde udi Himmerig med Helgene, som har ladet see en og anden Generositet førend de døde.

Arvingerne har derforuden den Trøst der af, at endskiønt de følger i alting deres kiære Forældres Fodspor, saa kand de dog, det u-anseet, ved en liden Anstalt førend de døer, ogsaa komme til at staae med Palmer i Hænderne. Vil nogen sige, at derfor blir man lige salig, enten en Poet roser eller laster een efter eens Død, da maa man viide, at min Herre udi sine Vers tildømmer ingen Himmerig uden stor og vigtig Aarsag. Han giør ingen Skiøge til en kydsk Lucretia, ingen Hæst til en Richelieu, ingen Varulv til en Absalon, uden han har stor Raison dertil, det er, uden man betaler ham derfor.

HENRICH.

Det er en forbandet forslagen Karl, han roser og kagstryger sin Herre paa eengang.

73
GOTTFRIED.

Denne forrige Maaned var os en feed Maaned, baade paa Bryllupper og Begravelser. Jeg har her en Liste paa alt hvad vi derved har fortient, hvilken Liste min Herre vil viise sin tilkommende Svigerfar, at han deraf nogenledes kand see hans aarlige Indkomster.

Tar Listen frem.
HENRICH.

Forrige Maaned var ogsaa en frugtbar Maaned for mig, men paa Ørefigen, Næsestyver, Natpotter over Hoved; for min Herre paa Had, Avind og Suurseende, hvorpaa jeg ogsaa har en Liste, at rnan deraf kand see vore aarlige Indkomster.

GOTTFRED.

sætter sine Briller paa, og læser snøvlende. Den 4de Febr. for et Brude-Vers, kaldet Lucretia Rediviva, det er: den anden kydske Lucretia, 10 Rdlr. thi hvorvel samme Piige havde været 3 gange besovet udenlands, levede hun dog meget kydsk her paa Stedet, og kom kun 4re Maaneder for tilig i Barselseng.

HENRICH.

Jeg maa ogsaa sætte mine Briller paa og læse: Den 5te dito giort et Stykke, kaldet den Christne Jøde, hvorfor en Capital af 300 Rdlr. blev min Herre opsagt.

GOTTFRED.

Den 8. dito et Vers, kaldet Fruentimmerets Ærekrands, hvorfor en fornemme Dame skikkede min Herre en Sølvdaase, og lod sige, at det skulde ikke blive derved.

HENRICH.

Den 9de dito giort en Comoedie, kaldet de 7 onde Aander, hvorfor jeg fik et Ørefigen paa min Herres vegne af en fornemme Dame, som lod ogsaa sige, at det skulde ikke blive derved.

74
GOTTFRED.

Den 11te dito giort Lykønskning til eens Promotion, hvorudover min Herre blev buddet til Bords, og sat øverst.

HENRICH.

Den 12. dito Raillerie over eens Promotion, hvorudover min Herre fik Had i Steden for Mad.

GOTTFRED.

Den 15de dito giort et Lig-Vers over en Møller, kaldet den Retfærdige Aristides, hvorfor min Herre bekom 6 Tønder Hvedemeel, som var den Salig Mands sidste Uges Extra udi Professionen, førend han døde.

HENRICH.

Den 16. dito giort en Satire over Møllere, hvorfor jeg, gaaende forbi en Mølle, fik en Skieppe Kli over Hovedet.

GOTTFRED.

Den 17. ejusdem giort et Vers, kaldet det Berømmelige Kandestøber-Laug, hvorfor min Herre af Lauget fik 6 Dosin Engelske Tallerkener til Skiænk.

HENRICH.

Den 18. ejusd. giort et Vers, kaldet den politiske Skiærsliber, hvorudover jeg nær havde bleven tegnet med en Ragekniv i Panden, hvis jeg ikke havde været desraskere paa Benene.

GOTTFRED.

Den 21. ejusd. giort et Bryllups Vers til en gammel Mand, som tog en ung Piige, kaldet den med Rosen foreenede Lillie, hvorudover vi bleve budne til Bryllup og herlig tracterede.

HENRICH.

Samme Tid trykt et Vers, kaldet gamle Mænds Barndom, hvorudover alt dette smagede i vor Mund som slet intet.

GOTTFRED.

Den 24. hujus et Vers, kaldet Jephtæ Dotter, til en Pige som døde ugift, men havde ladet gaae 4re a 5 Mødommer af Stabelen i sin Ungdom, hvorudover min Herre fik et Theebord med Kiedel og Trekpotte til Foræring. Hvem er det, som snakker der? Seer sig om. Det maa være min Echo.

HENRICH.

Den 25. hujus giort et Vers over en Pige, som ogsaa aldrig vilde gifte sig, kaldet: det er ikke Guld alt hvad som glimrer; hvorudover jeg nær havde faaet 75 en ævig Ulykke, og i Steden for en Trekpotte en Natpotte over Hovedet.

GOTTFRED.

Den 26. ditto giort et Vers, kaldet Udenlandsk Reyses Nytte, hvorudover min Herres Broder strax fik Condition hos en Herre, og blev udvalt til at reyse uden Lands med hans Sønner.

HENRICH.

Den 27. ditto giort et Vers, kaldet den daarlig uden Lands Reyse, hvorudover min Herres Broder, som skulde reyse uden Lands med en Herre, fik i Naade sin Afsked.

GOTTFRED.

Den 28. giort et Vers, kaldet den ædle Barbeerkonst, hvorudover ingen siden vil tage Penge for at rage ham. Der er min Troe een som snakker. Seer sig om igien. Ney det er min Echo.

HENRICH.

Den samme Maaned ut supra giorde min Herre en Comoedie, kaldet det Snaksomme Barbeer Facultet, og har siden den Tid holdt det raadeligt at rage sig selv.

GOTTFRED.

Men jeg hører ligesom een snakke. Hvad Fanden er det for en Karl, som sidder og mumler der? Hør, Kammerat! hvor skriver du dig fra?

HENRICH.

Ingensteds.

GOTTFRED.

Du maa endelig have nogensteds hi emme?

HENRICH.

Ney ingensteds sikker.

GOTTFRED.

Est du her fra Byen?

HENRICH.

Ney! Byen er fra mig, thi alle vender mig Ryggen.

GOTTFRED.

Da est du ilde skaaren, arme Dievel. Har du da ingen Venner?

HENRICH.

Ikke en Siæl.

GOTTFRED.

Ey det er underligt; da har jeg fleere Venner, end jeg kand tælle. Men hvad ont har du da giort?

HENRICH.

Ikke andet, end at jeg tiener hos en god ærlig Mand, som siger Sanden.

GOTTFRED.

Det er ingen Lyde; det er noget, som Folk bør elskes for. Sandhed har altid været en stor Dyd.

76
HENRICH.

Det maa have været i gamle Dage, men nu ikke meer.

GOTTFRED.

Ey Snak! en Dyd er og bliver en Dyd til Verdens Ende.

HENRICH.

Jeg har ogsaa tænkt det samme, men min Ryg siger ney.

GOTTFRED.

Hvad Pokker er det for Snak! kand din Ryg tale?

HENRICH.

Perfect. Hør, Monsieur Ryg! er Sandhed en Dyd? Tænkte jeg det ikke vel? Veedst du hvad den svarer?

GOTTFRED.

Hvad svarer den?

HENRICH.

Den siger: det skal en Slyngel have sagt.

GOTTFRED.

Din Ryg maa selv være en Slyngel.

HENRICH.

Det kand nok være; men slige Disputer har jeg jevnlig med min Ryg.

GOTTFRED.

All den Snak er meget forblummet.

HENRICH.

Det er jo læt at begribe; naar jeg siger Sandhed er en Dyd, og min Ryg viser guule, blaae og grønne Stræger, som ere Sandheds Frugter, saa slutter jeg, at det er en Lyde.

GOTTFRED.

Nu forstaaer jeg. Du faaer Hug, fordi du siger Sandhed. Jeg har Medlidenhed med dig; det er Synd, du skal slaaes derfor.

HENRICH.

Men hør, Landsmand! tiener du ikke hos Mag. Rosiflengius?

GOTTFRED.

Jo jeg giør; kiender du ham?

HENRICH.

Skulde jeg ikke kiende saadan ypperlig Mand?

GOTTFRED.

Jeg takker for de gode Tanker du har om min Herre. Veedst du, at han skal giftes i disse Dage?

HENRICH.

Han skal Fanden heller! hvem skal han have?

GOTTFRED.

Han skal have Jeronimi Dotter, som tilforn var forlovet med een, ved Navn Philemon.

HENRICH.

sagte. Hillemænt, det er en forbandet Tidende.

77

Høyt. Med Philemon?

GOTTFRED.

Ja, Hr. Jeronimus har i Dag opsagt ham sit Løfte, og udvalt min Herre til sin Svigersøn.

HENRICH.

Men er det mueligt, at han vil have den Pukkelryggede Verse-Kræmmer til Svigersøn?

GOTTFRED.

Du skal faae en Ulykke, dersom du taler saaledes.

HENRICH.

Skal jeg faae en Ulykke derfor, saa er jo Sandhed ikke en Dyd, som du siger.

GOTTFRED.

Det er ingen Dyd, at bebreyde et Menneske Legemets Feyl, som det ikke selv er skyld udi.

HENRICH.

Ja det er sandt nok; jeg beder om Forladelse. Men at tale Alvor, er det mueligt, at Monsieur Jeronimus vil give sin Dotter til den Fuchssvantzer?

GOTTFRED.

Holdt din Mund. Jeg giør ellers en Ulykke paa dig.

HENRICH.

Det er dog ikke meget usandt; thi han roser jo alle Folk i fleng for Penge.

GOTTFRED.

Hvad kommer det dig ved?

HENRICH.

Jeg siger det kun for at bevise, at Sandhed er ingen Dyd.

GOTTFRED.

Du faaer nok en Ulykke for din Sandhed engang i Verden.

HENRICH.

Og din Herre faaer nok en Ulykke i den anden Verden for sin Løgn og Hyklerie. Gottfried gaaer.

SCEN. 3

Henrich. Philemon.

HENRICH.

See der kommer min Herre; det var Skade han ikke kom før, at han kunde have hørt denne Samtale.

PHILEMON.

Nu Henrich! hvad got Nyt?

HENRICH.

Naar Fanden er jeg vant til at bringe got Nyt?

78
PHILEMON.

Hvad ont Nyt da?

HENRICH.

Vil ikke Herren tage det ilde op, om jeg bringer det til ham ligesaa frisk jeg har faaet det?

PHILEMON.

Ney saa mænd, lad mig kun faae det at høre.

HENRICH.

sagte. Han skal baade faae det at høre og føle. Høyt. Est du der? din Slyngel, din Æretyv!

PHILEMON.

Hvad Pokker vil dette sige? Hvorfor taler du mig saa plump til?

Henrich lader, som han vil slaae ham.
PHILEMON.

Hey, est du afsindig?

HENRICH.

Ey, det er kun Begyndelsen, Herre. Det er kun det første Nyt jeg bringer in Natura fra Advocaten.

PHILEMON.

Gid jeg faaer Skam, troer jeg at Drengen er rigtig i Hovedet.

Henrich trækker sin Kniv, og Philemon løber.
HENRICH.

Bi kun Herre! det er Barbererens Respect, som jeg kun vil ydmygst formelde.

PHILEMON.

Det er jo et stærkt Raserie.

HENRICH.

Jeg seer nok, at Herren er ligesaa bange, som jeg.

PHILEMON.

Hvorfor overfalder du mig saadan?

HENRICH.

Herren befaler mig, at bringe ham det Nyt, som jeg har faaet, og det bringer jeg ham i Natura. Jeg har nydt udi een Gade i Dag over en halv Snees slige Complimenter af Folk, i hvis Kaluune jeres Vers, Fortaler og Bagtaler giøre en hæftig Virkning.

PHILEMON.

Ikke andet?

HENRICH.

Jo, jo, der tør nok blive noget andet af, som er værre, dersom Herren ikke holder op at skrive saadant Tøy.

PHILEMON.

Hvad vil du da at jeg skal skrive? Skal jeg give mig til, efter endeel andre Poeters Exempel, at rose Udyder, og styrke Folk udi Ondskab?

HENRICH.

I skal slet intet skrive; hvem Pokker beder Herren skrive?

79
PHILEMON.

Det er U-lykken, Henrich, at adskillige kloge og rætsindige Folk, der seer gierne at Laster blive igiennemheglede med Eftertryk, holder mig beqvem der til, og derfor opmuntre mig til at moralisere.

HENRICH.

Men naar nu adskillige Giække, som finde deres naragtige Navn og Rygte besværget derved, komme med deres Prætensioner derimod, kand man vel da give dem Assignation paa disse kloge og retsindige Folk, som har raadet til slige Skrifter?

PHILEMON.

Giv dig tilfreds, Henrich! det bliver nok got, naar Stormen har udraset.

HENRICH.

Men det er U-lykken, at man læt kand kuldseyle, medens Stormen varer.

PHILEMON.

Sandhed, hvor længe den er forfuldt, triumpherer dog omsider.

HENRICH.

Hvad kiærer jeg mig om, at Sandhed triumpherer, naar man har slaget Arme og Been i stykker paa mig? Mon den gode Mons. Sandhed kand triumphere mig dem til rætte igien? Om Sandheden da triumpherede tusinde gange siden, og heele Verden talede om mig som en Martyr, saa var jeg dog og blev en lemlæsted. Hvad nytter det een, at man berømmer ham, naar man først skiær Ørene af ham, hvor med han skulde høre sin Roes? Hvad nytter det Herren, at han blir roset for sine Skrifter, naar han er død, og intet føler dertil?

PHILEMON.

Henrich! Det er hverken Belønning, medens jeg lever, eller Roes efter min Død, som styrker mig i mit Forsæt, men det at jeg i min Alderdom kand trøste mig ved at have giort noget got, og at min sidste Time kand være mig ligesaa sød og behagelig, som den vil være en Horreur og Forskrækkelse for dem der har brugt deres Pen til at besmykke Laster og Udyder.

HENRICH.

Mon ikke Verden blir den samme, enten I eller andre Sandheds Trompet-Blæsere ere til eller ey?

PHILEMON.

Det er sandt, Henrich! Verden synes intet at bedres, hverken af Prædikener eller andre moralske 80 Skrifter; men hvis man holdt gandske op med at præke og moralisere, bleve Menneskene endnu verre, thi man har seet ved saadan Afskaffelse endog de mest polerede Nationer forfalde til Brutalitet og Vildhed.

HENRICH.

Jeg vil ikke raisonnere meer der om, Herre; men jeg kand lade jer det vide, at I har moraliseret med saadan Eftertryk og Virkning, at Magister Rosiflengius kommer inden faa Dage til at sove i jer Kiærestes Arm.

PHILEMON.

Jeg veed nok, at der er noget i giærde, Henrich. Men jeg haaber dog, at det ikke skal komme saa vit. Men har du hørt nogen Omstændighed derom?

HENRICH.

Ikke videre, end af Magisterens Tiener, som sagde mig, at hans Herre har faaet Ja paa Jomfruen, og skal med det allerførste holde Bryllup.

PHILEMON.

Ach er det mueligt, at Mons. Jeronimus, der har passeret for saadan ærlig Mand hidtil Dags, saa skammelig vil bryde sit Løfte? Men hvis han har forglemmet mig, saa forlader dog ikke Jomfruen mig.

HENRICH.

Hun vil nok giøre Modstand en Tid lang, men kommer dog at beqvemme sig.

PHILEMON.

Forlader hun mig, saa døer jeg af Sorg.

HENRICH.

Jeg havde aldrig tænkt, at en Satyricus kunde være saa forliebt. Men der kommer Jomfruen med hendes Broder og Pernille.

SCEN. 4

Leander. Leonora. Pernille. Philemon. Henrich.

LEANDER.

Monsieur, vi har slette Tidender at bringe ham.

PHILEMON.

Ach jeg kand ikke faae slettere Tidender end de, som ere mig nyeligen komne for Ørne.

LEANDER.

Men, maaskee, det er noget andet end det som I tænker.

PHILEMON.

Er det andet end det, som jeg veed, saa er det ingen ond Tidende; thi intet foruroliger mig uden 81 at jeg faaer at høre noget, som til intet giør min Forlovelse med Jomfrue Leonora.

LEONORA.

Ach kiære Philemon, det er just saadan Tidende, som vi bringer jer.

PHILEMON.

Derom har jeg allerede faaet Kundskab. Jeg veed, at Hr. Jeronymus har brudt sit Løfte, og at han har udvalt Mag. Rosiflengius til sin Svigersøn. Men hvad ont er der i alt dette?

LEONORA.

Saa? tracterer I det med saadan Kaaldsindighed?

PHILEMON.

Ja, jeg hører saadant med Kaaldsindighed, og holder det ikke for en ond Tidende, uden jeg faaer at høre, at Jomfruen gir sit Samtykke der til.

LEONORA.

De Tidender faaer I aldrig, kiære Philemon, at høre, hvad end mine Forældre beslutte ved mig.

PHILEMON.

Prøv jer selv, allerkiæreste Jomfrue, og still jer for Øyne alt hvad som deraf kand flyde, om I er mægtig til at holde stand.

LEONORA.

Ach jeg har forestillet mig Truseler, Had, min Arvedeels Forliis, og meer end hvad som kand hende; men det kand alt sammen ikke bevæge mig at forlade jer.

PHILEMON.

Saa ere alle de Tidender, jeg hidindtil har hørt, ikke af større Vigtighed, end jeg jo derfor kand sove lige roelig.

PERNILLE.

Men, mine kiære Børn, tracteer dog saadant ikke alt for ringe. Forældres Myndighed er stor, og I kiender jer Fars Sind. Det er jo en Mand, som er haard som en Flintesteen; hvis her ikke opspindes nogle Intriguer, hvorved Magisteren kand blive giort sort hos Hr. Jeronymus, saa kommer Jomfruen ingen Vey med hendes Bestandighed, thi man har Exempel paa, at mange ere med Svøben over Hovedet dreven til Brude-Seng.

LEONORA.

Kand du da hielpe os med noget?

PERNILLE.

Jeg skal siden tænke mig om. Men jeg inaa først see, jeg kommer i Naade igien hos Herskabet.

82
HENRICH.

Jeg vil ogsaa tænke mig om paa min Side, hvordan jeg kand giøre ham sort hos Hr. Jeronymus.

PERNILLE.

Og jeg har alt noget i Hovedet for at ruinere ham paa en anden Maade; men jeg maa først forlige mig med Hr. Jeronymus. See der kommer de. Løber allesammen til Side.

SCEN. 5

Jeronimus. Magdelone. Mag. Rosiflengius. Pernille.

JERONIMUS.

Det skal ingen Vanskelighed have, Hr. Magister! Naar man viser hende Braadden, saa gir hun nok Kiøb. Jeg vil være jer Mand for, at hun bliver anderledes til sinds i morgen.

ROSIFLENG.

Jeg vil ogsaa haabe det samme, og naar vi først komme sammen, og hun lær at kiende mig, skal hun nok have mig kiær, saa at vi skal komme fuldkommen til at conjungere Arno sammen, og ligesom jeg nu allene kand sige Arno, jeg elsker, saa skal vi komme i en Hast til at sige Amamus, vi elske.

PERNILLE.

sagte. Du skal see, Mons. Pedant, at der bliver intet af.

JERONIMUS.

Hvo er som taler der? Est du endnu her, din Laptaske? Har jeg ikke allerede givet dig Afskeed?

PERNILLE.

grædende. Jo Herre, det er sandt; men jeg kand ikke gaae bort, førend jeg beder Herren og Fruen far vel, takker dem for den Tid jeg har været i deres Huus, og tillige med beder om Forladelse for det, jeg i Ubetænksomhed har talt.

MAGDELONE.

Det er got, at du kommer til dine Synders Bekiendelse, og seer at du har forløbet dig.

PERNILLE.

Ach gode Frue! Jeg kiendte ikke Magisteren da, men jeg har hørt saa meget got om ham siden, at jeg er færdig at briste af Sorg over de Ord jeg har talt, og om jeg blev her længere i Huuset, skulde jeg søge at befodre hans Kierlighed ligesaa meget, som jeg har hindret den tilforn.

83
ROSIFLENG.

Gunstige kiære Sviger-Forældre! efterdi hun fortryder sit forrige Væsen, saa beder jeg kiærligst, at hun maa blive i deres Huus.

PERNILLE.

Jeg skal min Troe af all Magt søge at indprente Jomfruen Kjærlighed til ham. Sagte. Jeg meener Philemon.

JERONIMUS.

Hvis saa er, maa du ikke allene blive her, men jeg skal ogsaa forbedre din Løn. Men gak først hen og bed Magisteren om Forladelse, og kys ham paa Haanden.

PERNILLE.

kyssende paa Haanden. Ach Hr. Magister, tusind Tak for hans Intercession! vær forsikkret at jeg skal giøre det for hans skyld, som han ikke skal kunde troe mig til.

ROSIFLENG.

Bene, bene, jeg har tilgivet jer da af mit Hierte, hvad I har giort mod mig.

JERONIMUS.

Kommer nu, og lad os gaae ind allesammen.

De gaaer ind.

84

ACTUS III

SCEN. 1

Henrich. En Skiøge.

HENRICH.

Jeg gaaer og speculerer, hvordan jeg kand forspilde Magisterens Lykke, og hielpe min Herre; Men min Geist er ikke som den pleyer at være, thi jeg er gandske raadvild. Men det er vist een af Madame Duuses Statz-Møer. Hun gaaer nok og krydser paa unge Karle efter Sædvane. God Dag lille Pige! Forlad mig at jeg taler saa slet; Jeg veed nok at hun burte have høyere Titul, men jeg er ikke af mange Complimenter.

SKIØGEN.

See, Henrich! est du der? kiender du mig?

HENRICH.

Ey perfect. Jeg kunde kiende jer i Mørke.

SKIØGEN.

Veedst du, Henrich, at jeg skal giftes?

HENRICH.

I skal Fanden heller!

85
SKIØGEN.

Jo mænd, i Morgen skal du kalde mig Mardame.

HENRICH.

Hvem skal I da giøre til Hanreder? med Forlov at spørge.

SKIØGEN.

Hvad er det for Snak?

HENRICH.

Jeg vil sige, hvem skal I have?

SKIØGEN.

Jeg skal have en smuk Karl, som har tient hos en Visiteer.

HENRICH.

Da har han forbandet slet visiteret, eftersom han har søgt jer ud til Kone.

SKIØGEN.

Naar jeg først har haft Bryllup, blir jeg strax en ærlig Kone.

HENRICH.

Ja det er sandt nok; men det giør mig dog ont, at I skal giftes, jeg havde i Sinde at unde jer endnu en Skilling iblant.

SKIØGEN.

Ey det vil intet sige; derfor lar jeg ikke Næ- ringen gaae bort. Min Kiæreste vil holde Øltapperie, og saa kand du besøge mig ligesaa frit som tilforn.

HENRICH.

Paa den Maade kand I komme til at leve reputeerlig. Han fortiener Penge paa sin Side, og I paa jeres, og jeg tør vedde, at jer Næring blir bedre end hans, thi der er ikke saa meget nu ved Øltapperie, som i gamle Dage. Men hvor skal I nu hen?

SKIØGEN.

Jeg skal hen til en Mand, som heeder Hr. Magister Rosiflengius.

HENRICH.

Hvad got vil I ham?

SKIØGEN.

Jeg har bestilt et Bryllups Vers, som jeg skal give ham 2 Daler for. Adieu Henrich! vær saa god at besøge mig, vi kommer at boe i Rosen. Hun gaaer hen og banker paa.

HENRICH.

ved sig selv. Hillemænd! Jeg faaer Anledning af dette, at sætte noget i Verk. Jeg vil hen til min Herre at faae nogle Penge. Men jeg vil først staae i en Krog, og bie, til hun kommer ud igien, for at see Verset.

86

        

87

SCEN. 2

Skiøgen. Gottfred. Rosifleng.

GOTTFRED.

Ja jeg veed hvad I vil, lille Pige! Verset er færdigt, men det koster 2 Rdlr.

SKIØGEN.

Jeg har jo accorderet for 2 slette Daler.

GOTTFRED.

Ja det er sandt nok, men I maa give lidt meer end en anden, thi min Herre - - Men der er han selv. Nu kand I høre hvad han siger.

ROSIFLENG.

Lille Piige, Verset koster 2 Rdlr. thi jeg har derudi ikke allene skaffet jer jeres Jomfrudom igien, men afmalet jer som een af de dydigste og skikkeligste Møer udi Staden, da I dog selv veed, at det er en Titul, som jer ikke tilkommer.

SKIØGEN.

Jeg vil da ikke regne det saa nøye. Der er 2 Rdlr.

ROSIFLENG.

Tak! Vær saa god at recommendere mig andre af jer Kundskab. Jeg er altid til Tieneste. Er ikke Verset got, skal I have jere Penge tilbage. De gaaer ind.

SCEN. 3

Skiøgen. Henrich.

SKIØGEN.

Nu kand jeg trodse alle dem, der vil sige mig noget paa mit ærlige Navn og Rygte.

HENRICH.

Fik I Verset, Mammeselle?

SKIØGEN.

Ja her er det.

HENRICH.

Ak lad mig see Titulen. Læser. Den med Rosen foreenede Lillie. Eller ydmygst Lyk ønskning til det af Himmelen sammenknyttede Par, Brudgommen den Ædle og Velagtbare Johannes von Christoffersen, fordum Velmeritered Secreterer hos Velbestalter Hr. Visiterer Tobias Andersen, og Bruden den Ædle, Dydziirede Møe, Lucretia de Peers Datter, hvis Bryllups-Høytid skal celebreres den 24. Augusti 1724. 88 Ydmygst frembaaren af det Dydkronede Pars bereedvilligste N. N.

HENRICH.

Ach kiære Mammeselle! maa jeg ikke faae en Udskrift deraf? Jeg kand see af Titulen, at det maa være et allerkiæreste Vers.

SKIØGEN.

Jo gierne! kom hiem med mig. De gaaer bort.

SCEN. 4

OLDFUX.

Det er ogsaa nogle forbandede Ceremonier, at en ærlig Karl ikke kand blive antagen udi Tieneste, uden han viiser Pas. Ligesom Herrer vare saa villige at give Tienere Pas! Vel har jeg tient udi dette Aar over paa tyve Steder, men ingensteds har jeg kundet faaet Pas; tvertimod de fleste af mine Herrer har været saa vanartige, at de har varet alle Folk ad, at i fald der kommer nogen af den Positur og Skikkelse for at byde sin Tieneste, da at prygle ham dygtig af. Saadant skal jeg have for min Tieneste. De regner saa nøye, at en stakkels Tienner tar en Dalers Penge af en rig Herres Lomme, og dirker en lumpen Koffert op iblant, men de taler ikke om hvor høflig man undertiden er, at man tar ikke altsammen bort paa eengang, da man dog har største Leylighed hertil; thi naar jeg taer 2 Daler af min Herres Lomme og lar 9 blive tilbage, er det jo ligesaa fuldt, som jeg gir ham de 9 Daler, som efter Krigs-Ræt hørte mig til, efterdi de vare i min Magt. Men langt fra at viise ringeste Taknemmelighed derfor, søger de at sætte Klik paa en stakkels Tienners ærlige Navn, og jager ham paa Dørren, uden Pas og Afskeed. Jeg maa dog see til hvordan jeg kand faae mig et Pas, thi jeg har meldet mig an paa 2 a tre Steder, men alle spør derom. Her boer en skrutrygget Magister, som man siger tiener alle got Folk i saadan Tilfælde for Penge og gode Ord. Jeg maa hen at kiøbe mig en Recommendation af ham. Banker paa.

89

        

90

SCEN. 5

Gottfried. Oldfux. Rosifleng.

GOTTFRED.

Du Gaudieb! er det dig, som banker paa vor Dør?

OLDFUX.

Kiender du mig da?

GOTTFRED.

Baade jeg og min Herre kiender dig alt for vel. Bliv kun fra vort Huus. Herre, kom ud. Her er en som vil stiæle.

ROSIFLENG.

Er det den Skielm? Du gaaer blindt, Cammerat! vi forvarer alt for vel vore Sager her i Huuset.

OLDFUX.

I tar feyl, I got Folk! jeg er ikke kommen for at stiæle; see, her gaaer jeg med en Rixdaler i Haanden, som jeg vil give jer for at skrive mig Recommendation til en Tieneste.

GOTTFRED.

Ey Herre, denne Tiener maa dog ikke være saa ond, som Folk siger.

ROSIFLENG.

Jeg troer det ogsaa; man kand ikke agte hvad Folk siger. Han har virkelig et got og ærligt Ansigt. Nu skal han strax faae et Pas, Monsieur. Gaaer ind.

GOTTFRED.

Min Herre er meget for at tiene got Folk. Jeg er vis paa, at om han ikke havde været, at du havde ikke faaet et Pas i den heele Bye; thi de fleeste Mennesker ere saa uvillige med saadant, at - - - Jeg troer aldrig, Verden kand blive længe staaende.

OLDFUX.

Det er sandt nok; var ikke din Herre, saa maatte got Folk som jeg og andre reent forgaae. Men han er den, som mager det saa, at vi bliver nogenledes ved Magt.

GOTTFRED.

Derimod findes Folk her i Byen, der, saa snart et Menneske er falden udi en Skrøbelighed, giør sig en Fornøyelse at udhegle det samme. Det giør aldrig min Herre; langt fra at straffe Folkes Synder, søger han at bedekke dem med Kierligheds Kaabe, enten udi Riim eller løs Stiil, og det ofte for en Bagatelle, thi han sidder undertiden heele Dagen og skriver got Folk til Berømmelse, 91 som forlanger det af ham, og vinder neppe 10 Rdlr. dermed.

OLDFUX.

Derfor er han ogsaa elsket og æret af alle Folk.

ROSIFLENG.

kommer tilbage. See der har I et Pas, Monsieur! saa got som nogen ærlig Mand vil forlange det. Oldfux læser Passet, gir ham Penge og gaaer.

SCEN. 6

En drukken Mand. Rosifleng. Gottfred.

DEN DRUKNE.

Faae den skam, der har været fuld meer end eengang udi 8te Dage, om mit Navn det er.

ROSIFLENG.

Kiender du den Mand?

GOTTFRED.

Ja, det er Niels Vognmand. Han gaaer aldrig til Sengs nogen Aften, uden med 2 Potter Brændeviins Baglast.

DEN DRUKNE.

Ney, jeg har min Troe ikke haft meer end den eene Ruus udi 8te Dage, men det er sandt, jeg har ikke været ædrue i 8te Dage.

Synger en Øllviise, og raaber imellem: Ach du deylige Brændeviin! Man kand blive kied af een slags Mad, man kand blive kied af een slags Kone; Men jo meer man er i dit Selskab, kiære Brændeviin, jo meer Lyst faaer man til dig. Jeg skal ikke forlade dig til min Døde-Dag, forlad du heller ikke mig! Nu maa jeg dog forlade dig udi 2 Dage, eftersom jeg skal have Bryllup i Overmorgen. See, Monsieur! et Ord! Hvor boer Mag. Rosiflengius?

GOTTFRED.

Her boer han; er der noget til Tieneste?

DEN DRUKNE.

Om Forladelse, Hr. Magister! Jeg har noget at tale med ham.

GOTTFRED.

I tar feil Landsmand! Jeg er hans Tiener.

DEN DRUKNE.

Jeg er hans Tiener igien.

GOTTFRED.

Ney jeg vil sige, at jeg er Magisterens Tiener, som staaer her.

92
DEN DRUKNE.

Serviteur, Hr. Magister, om Forladelse.

Jeg tog hans Dreng for Magister.

ROSIFLENG.

Det vil intet sige. DEN DRUKNE. Det var min Troe af Vanvare.

93
ROSIFLENG.

Jeg veed det nok.

DEN DRUKNE.

Gid Drolen slide mig ad, om jeg meente noget Ont dermed.

ROSIFLENG.

Ey tal ikke derom, det ligger ikke Magt paa. Men hvad er hans Begiæring? DEN DRUKNE. Jeg er kommen for skade og skal giftes, og derfor vilde have giort et Bryllups-Vers. Hvad er ellers nu Prisen paa Bryllups Vers?

ROSIFLENG.

2 Rdlr. DEN DRUKNE. Dem skal I gierne faae. Men saa maa Magisteren berømme mig brav, og sige, at jeg er en arbeydsom og ædrue Mand.

Han ræber.
ROSIFLENG.

Jo jo! Det skal have gode Veye. Sagte. Jeg kand give ham et af de gamle Bryllups-Vers, som ligger i den Skuffe Numer 3.

Gaaer ind.
DEN DRUKNE.

til Gottfred. Men jeg beder om Forladelse, Hr. Magister, at jeg tog hans Dreng for Magister.

GOTTFRED.

Jeg er hans Famulus, nu gik Magisteren ind.

DEN DRUKNE.

Jeg kand svære paa, at det var af Vanvare, Hr. Magister.

GOTTFRED.

I hører jo vel, at jeg er ikke Magisteren. DEN DRUKNE. Kand jeg da forlade mig dertil, Hr.

Magister, at I tar det ikke ilde op?

GOTTFRED.

Jeg er kun hans Tiener, Monsieur. DEN DRUKNE. Jeg er hans Tiener igien, Hr. Magister, af mit Hierte.

ROSIFLENG.

[kommer tilbage]. See der har I et smukt Vers.

DEN DRUKNE.

Og der er Pengene. Gaaer bort, og kommer tilbage. Om Forladelse, Hr. Magister, jeg glemte at betale ham Pengene.

GOTTFRED.

Vi har alt faaet.

94
ROSIFLENG.

Holdt din Mund, Slyngel. DEN DRUKNE. Hvad koster Verset?

ROSIFLENG.

To Rixdlr.

Han betaler end engang 2 Rixdaler, gaaer bort. De andre gaaer ind.

SCEN. 7

HENRICH.

i Qvinde-Klæder. Jeg troer nok, ingen kiender mig i den Dragt. Jeg har været hiemme, og faaet 10 Rdlr. hos min Herre, hvormed jeg vil spille vor Verse-Kræmmer et Puds. Jeg har iføret mig disse Klæ- der, paa det at Tieneren, som nyelig har seet mig, ikke skal kiende mig igien. Nu vil jeg hen at banke paa.

SCEN. 8

Henrich. Rosifleng. Gottfred.

GOTTFRED.

God Dag lille Pige! hvem vil I tale med?

HENRICH.

Boer ikke Magister Rosiflengius her?

GOTTFRED.

Jo, er der noget til Tieneste?

HENRICH.

Jeg vilde nok tale med ham selv.

GOTTFRED.

Der er han.

HENRICH.

til Rosifleng. Jeg kommer for at have et smukt Vers giort hos ham.

GOTTFRED.

I dag gaaer vor Plov brav.

ROSIFLENG.

Over hvem skal det Vers være?

HENRICH.

Ach Herre! min Frue har haft saa stor Ulykke, som nogen Tid kunde hænde. O en Ulyksalig Skilsmisse!

ROSIFLENG.

Har hun da mist hendes Mand?

HENRICH.

Ach ney Hr. Magister! det vilde ikke saa meget sige, hun kunde altid faae en Mand igien paa een eller anden Maade.

ROSIFLENG.

Hvad har hun da mistet?

HENRICH.

grædende. Hendes Skiøde-Hund. Ach! Ach! mit Hierte brister, naar jeg tænker derpaa. Han døde 95 af en Feber efter Docterens Sigelse, i Overgaars mellem 3 og 4, og skal begraves i Morgen.

ROSIFLENG.

Hvad vil alt dette sige?

HENRICH.

Nu vil Fruen have giort et smukt Grav-Skrift over ham, og derfor skikket mig til Magisteren.

ROSIFLENG.

Ney hils jer Frue lille Barn, og siig, at jeg giør ikke Vers over Hunde.

HENRICH.

Havde det været en Hund, som andre Hunde, saa havde min Frue ikke begiært saadant, men han havde Forstand som et Menneske, og har testamenteret 10 Rdlr. paa sit yderste til en Poet, som skulde giøre hans Grav-Skrift.

ROSIFLENG.

Ja det er andet; efterdi Sagen er af den Beskaffenhed, saa vil jeg gierne tiene Fruen. Der døer hundrede Mennesker, og aldrig har den Eftertanke.

HENRICH.

Fruen vilde gierne, at Verset skulde stiiles ligesom man giør et Vers over en brav Mand, og at samme Melampe (saa var dens Navn) skal roses for sin Dyd og Forstand.

ROSIFLENG.

Ney lille Barn! det gaaer ikke an.

HENRICH,

ringlende med Pengene. Ach jo Hr. Magister! tien min Frue derudi.

ROSIFLENG.

Ja, ja! kom da ind, mit Barn! jeg vil see til, hvad jeg kand giøre. De gaaer ind.

SCEN. 9

PERNILLE.

Jeg har speculeret paa Skielmstykker, saa min Hierne løber om i mit Hoved som en Top, og har endelig udfundet et, som jeg troer nok skal lykkes. Hr. Jeronimus venter hver Dag et Skib, hvor udi all hans Velfærd bestaaer. Vi vil paa en subtil Maade bringe ham de Tidender, naar Magisteren er tilstæde, at samme Skib er forulykked, og der udaf see hvad Miner hans nye Svigersøn vil holde; thi jeg er vis paa, at han vil tage Masqven af, og foragte det Svogerskab, som han 96 finder ingen Fordeel ved, og kand maaskee da Hr. Jeronimus samt Fruen lære at kiende ham. Nu vilde jeg ønske, jeg havde fat paa Henrich, for at høre hvad han har udspundet, om hans Anslag er bedre end mit, eller hvor vit det kand strække sig. Men der seer jeg en Pige med et Vers i Haanden komme fra Magisteren. Det er min Troe en forvoxen Radiis, hun er Granadeermessig.

SCEN. 10

Henrich. Pernille.

HENRICH.

Der seer jeg Pernille; hende vil jeg fixere lidt, hun kiender mig nok ikke i den Dragt. God Dag lille Pige! vil hun ogsaa til Magisteren?

PERNILLE.

Ney jeg vil ikke, Bestemoer.

HENRICH.

Fy, fy! hvem seer I mig an for? Meener I at jeg er ikke Jomfrue saa vel som I?

PERNILLE.

Det kand nok være; men I kunde dog være min Moer.

HENRICH.

Seer I vel! Hvor spodsk hun er over min Skabning, saa er jeg dog forlovet med en smuk ung Person, hvilken forærer mig alt hvad han faaer fra andre Piger, som han fixerer.

PERNILLE.

Den Karl maa have en underlig Smag. Jeg gad nok vidst hvem han var.

HENRICH.

Det kand I læt faae at vide; Karlen tienner hos en Mand som heeder Philemon.

PERNILLE.

Hans Navn?

HENRICH.

Han selv heder Henrich.

PERNILLE.

Gid I faae Skam saa vist som I lyver. Den Karl er forlovet med mig.

HENRICH.

I heeder jo Pernille?

PERNILLE.

Ja jeg heeder Pernille, og har været forlovet med ham halvandet Aar.

HENRICH.

Han fixerer jer kun, mit Barn, for at faae nogle smaa Foræringer, som han siden forærer til andre.

97
PERNILLE.

Det er u-sandt, han er alt for ærlig dertil. Jeg troer ikke saadant, uden I viser mig de Foræringer.

HENRICH.

Jeg vilde nødigt giøre det, men for ikke at passere for Løgnere, da see denne Tobaks-Dose, som han har faaet af samme Pernille, og givet mig.

PERNILLE.

grædende. Ach den Forræder! Og du din slemme Troldhex, din Rufferske, som søger at forføre unge Mennesker! jeg skal nok faae Hevn over dig.

HENRICH.

Ney du est en Rufferske, som vil sætte Splid imellem mig og min Kiæreste; thi vi har været forlovet sammen mange Aar, førend han saae dig.

PERNILLE.

Jeg skal nok faae jer adskilt.

HENRICH.

Giør dig ingen Umage, du faaer kun en lang Næse. Jeg kand forsikre dig, at intet uden Døden skiller mig fra Henrich, og at du i Ævighed ikke faaer ham.

PERNILLE.

Jeg vil heller ikke have ham, eftersom jeg merker hans Utroeskab, men du skal heller ikke faae ham, din Laptaske!

HENRICH.

Du est selv en Laptaske.

PERNILLE.

gir ham et Ørefigen.

HENRICH.

Det Ørefigen skal koste dig dyrt nok. Fort, jeg fodrer dig ud til Fuglestangen at slaaes med mig enten med en Sax eller en Kokke-Kniv.

Løfter op Skiørtet og tar i Lommen efter Saxen.
PERNILLE.

Hvad Pokker er dette? hun har Buxer paa.

HENRICH.

rivende Huen af sig. Fort, fort, du skal møde mig for Fuglestangen.

PERNILLE.

Gid du faae Skam, Henrich! er det dig? Men hvad skal saadant Narrerie til?

HENRICH.

Det maa du vel sige, Pernille! Det Ørefigen kunde jeg have undværet. Dog fortryder jeg ikke derpaa, efterdi jeg tillige med fik Prøve paa din Troeskab imod mig.

PERNILLE.

Men hvorfor har du forklædt dig?

HENRICH.

For at spille Magisteren et Puds, som skal ruinere ham. Jeg har længe vidst hans Skarnagtighed, 98 men nu har jeg noget i Hænderne derom, som ved Leylighed kan vises Hr. Jeronimus.

PERNILLE.

Jeg har ogsaa opspundet noget.

HENRICH.

Det tviler jeg ikke paa; thi hvad Fanden kand ikke du ophitte?

PERNILLE.

Det vil give kloge Børn, naar vi komme sammen.

HENRICH.

Det maa du vel sige, om jeg ellers faaer Lov at giøre dem selv. Men der seer jeg Jomfruen komme med Leander.

SCEN. 11

Leander. Leonora. Pernille. Henrich.

LEANDER.

Giv jer tilfreds kiære Søster. Jeg er vis paa, at Pernille og Henrich ere ikke ørkesløse.

PERNILLE.

Ney det har mit Hoved faaet at viide.

HENRICH.

Og min Hierne er saa confus af Speculationer, at jeg maa have en Uhrmager at sætte Hiulene i Orden igien.

LEONORA.

Hvad har I da opfundet at hielpe paa vore Sager med?

PERNILLE.

I veed, Jomfrue, at jer Far har et Skib udi Søen, som all hans Velfærd bestaaer udi.

LEONORA.

Ja meer end hans Velfærd; thi Ladningen er over 40000 Rdlr. værd.

PERNILLE.

Jeg vil, at Henrich skal give sig ud for en Matros, komme til Hr. Jeronimus og bilde ham ind, at Skibet er forgaaet, og det just paa en Tid som Magisteren er hos ham, for at see hvad Contenance vor nye Beyler vil holde, naar han seer sig ingen Medgift at bekomme med sin Brud.

LEANDER.

Det Raad staaer mig an; thi jeg er vis paa, at han da strax vil vende vort Huus Ryggen, og foragte et Svogerskab, som ingen Fordeel er ved, thi det er kun efter Pengene han løber.

LEONORA.

Men Sandheden vil dog strax komme for en Dag.

99
LEANDER.

Det vil ikke sige; nok er det, at man imidlertid lær at kiende ham, og at vi deraf kand tage Leylighed at giøre ham sort.

HENRICH.

Og naar saa det er giort, kommer jeg frem med nogle Historier paa min Side.

LEANDER.

Du maa have noget Galskab for, efterdi du est forklæd.

HENRICH.

Ja jeg har nogle skammelige Vers i min Lomme, som skal befodre hans Ruine. Jeg har stillet mig an, som jeg var skikket af en fornemme Frue, og faaet Magisteren for Penge at giøre Vers over en Hund. Han vilde ikke dertil i førstningen, men Klangen af Pengene forførte ham dog omsider.

LEANDER.

Lad mig see det Vers.

HENRICH.

Der ere tvende af hans Facon. Det andet er giort en aabenbare Skiøge til Ære, som skal giftes. Jeg lod udcopiere det, gav hende Copien, og beholdt Originalen, som er skreven med hans egen Haand.

LEANDER.

læser dem. Ach Himmel! er det mueligt, at et Menneske, der prostituerer sig saaledes, kand dog være agtet og æret af alle Folk?

HENRICH.

De fleeste Folk, Hr. Leander, ere onde, og derfor finder deres Regning ved at der ere saadane Folk, som sætte Farve paa Laster og Udyder.

LEANDER.

Slige Mennesker ere jo mægtige til at ødelegge Verden, saasom de ved Flatterie styrke onde Mennesker, og bane Veyen for andre at blive onde. Ja de ere ligesaa skadelige, som din Herre og andre hans lige, der moralisere, ere nyttige. Det er tvende forargelige Skrifter; intet Christen-Menneske kunde begiære bedre Gravskrift, end denne Hund, og ingen ærlig Møe bedre Bryllups Vers, end denne Skiøge. I har begge to giort Mesterstykker; vil ikke det eene hielpe, saa maa det andet. Hvis det lykkes, skal I begge blive belønnet.

HENRICH.

Jeg forlanger intet, uden at I vil giøre mit og Pernilles Bryllup; thi vi ere komne forskade, og har forlovet os sammen paa en Trøje-Duus.

100
LEANDER.

Est du forlovet med ham Pernille?

PERNILLE.

Ja jeg kand ikke negte det.

LEANDER.

Got, got! det har I min Haand paa, at jeg skal bekoste jer Bryllup. Men Henrich! kand du vel spille den Rulle efter Pernilles Anslag?

HENRICH.

Ey Herre! jeg turde vove at spille en Cardinals Rulle, end sige en Matrodses. Lad kun mig sørge derfor. I skal selv, naar I faaer mig at see, bilde jer ind, at jeg er en Skib-bruden Matrods.

LEANDER.

Vi skal vare dig ad, naar Tid er. Lad os andre nu gaae ind saa længe. De gaaer alle ind.

101

ACTUS IV

SCEN. 1.

Jeronimus. Magdelone.

JERONIMUS.

Endnu er hun obstinat, dog ikke som tilforn, thi jeg holder for et got Merke, at hun beder om 3 Dages Dilation.

MAGDELONE.

Hun skulde, min Troe, ikke have en Times Dilation, dersom jeg maatte raade.

JERONIMUS.

Jo jo, det kand jeg ikke negte hende; det er et stort Foretagende at gifte sig, min Hierte, besynderlig for hende herudi; thi først maa hun arbeyde paa at faae den gamle Kierlighed af Hovedet, og siden stræbe at beqvemme sig til det Ægteskab, som vi foreskriver hende.

MAGDELONE.

Men om den gode Mand kand bie udi 3 Dage; thi saa viit som jeg kand see, elsker han hende heftig, og naar en attraaer en Ting saa inderlig, saa har han ingen Roelighed, førend han kommer i Possession der af. Til med har I jo lovet ham inden en Dag at holde Bryllup?

JERONIMUS.

Det vil ikke sige, min Hierte! han beqvemmer sig nok til at bie. Jeg kand ved alt for megen Haardhed bringe min Dotter til Desperation; 3 Dage gaaer snart, og saa har hun siden ingen Undskylding, eller Aarsag at klage sig over os, at vi ikke har villet give hende Tid til saadant vigtigt Foretagende. Til med haaber jeg, at inden den Tid jeg faaer min Kostbare Ladning hiem, og vi derudover kand være i stand at forære ham nogle Galanterier.

MAGDELONE.

Det troer jeg aldrig, at han skiøtter. Han er ikke saadan Mand; han elsker ikke Leonora uden af 102 Begiærlighed til at komme i Svogerskab med os, og af en reen Kierlighed til hende. Dog den første Motiv er endnu stærkere end den sidste, thi fra den første Tid den Mand har seet mig, har jeg merket hos ham en særdeles Tilbøyelighed til vort Huus, og det førend han nogen Tid saae vor Datter, eller maaskee vidste, at hun var til. En Dag saae han mig, og en anden Dag giorde han Vers over mine Legemets og Sindets Gaver.

JERONIMUS.

Jere Legems Gaver?

MAGDELONE.

Ja Alderen har vel giort nogle Antegninger deri, men Lineamenterne har jeg dog endnu. Tav et lidet Speil af Lommen og beseer sig. I maa troe mig, min Hierte, at denne Mand er en Kiender.

JERONIMUS.

Ja ja, jeg vil ikke disputere derimod.

Sagte.

Fruentimmer, hvordan de er skabte, og hvor gamle de end ere, saa vil de dog være roset for deres Skiønhed.

MAGDELONE.

blir imidlertid ved at speyle sig. Jeg er Gud skee lov ræt vel fornøyet med mit Ansigt endnu.

JERONIMUS.

Jeg ogsaa med mit. Skiønt der er ingen Fare for, at nogen af os skal meere stikke Ild paa Verden. Men vi vil lade den Tale fare. Gid jeg snart kunde faae de Tidender, at mit Skib var lykkeligen ankommet. Jeg har aldrig nogen Tid været i saadan Uroelighed, som jeg er denne gang.

MAGDELONE.

Jeg troer det nok, min hierte Mand, thi I har aldrig vovet tilforn jer heele Velfærd paa eengang.

JERONIMUS.

Jeg skal min Troe ey heller giøre det oftere ; men den store Gevinst har lokket mig dertil. Jeg vil dog haabe alting til det beste. Men der er Pernille.

SCEN. 2

Jeronimus. Magdelone. Pernille.

JERONIMUS.

Nu Pernille! hvad got Nyt bringer du os? Hvorledes er det med min Dotter?

103
PERNILLE.

Det blir nok got, vil kun Herren og Fruen lade mig raade. Rom blev ikke bygt paa en Time, man maa gaae Skrid for Skrid frem udi dislige Sager. Jeg har allerede bragt det saa vidt, at Philemon er halvdeels glemt, og det er ikke en ringe Begyndelse.

JERONIMUS.

Derudi bestaaer just Knuden.

PERNILLE.

Det andet skal gaae som det var smurt, thi saa meget jeg hadede Magisteren tilforn, saa meget elsker jeg ham nu. Jeg vil bede Herren og Fruen, at de vil forsikkre ham der om. Jeg kand aldrig glemme det Guds Barn,

Hun græder. at, da jeg havde giort ham den største Uret, bad han oven i Kiøbet for mig.

JERONIMUS.

Ja ja, Pernille! nu er alting got igien. Men der kommer han.

SCEN. 3

Rosifleng. Gottfred. Jeronimus. Magdelone. Pernille.

ROSIFLENG.

Gottfrede!

GOTTFRED.

Imo.

ROSIFLENG.

Gak du kun hiem. Om der kommer nogen i min Fraværelse, og vil have Bryllups Vers, kand du tage nogle af dem som ligger i den Skuffe Num. 3. Det er lige meget, hvilke du tar. Af Begravelse Vers er Forraad i Num. 5. Og for Avancements udi Ære og Bestilling kand du tage af Num. 4.

GOTTFRIED.

Er det ligemeget hvad slags Folk det er?

ROSIFLENG.

Imo vero.

GOTTFRIED.

Det er ikke Under, at min Herre heder Rosiflengius; thi han berømmer alle i fleng.

ROSIFLENG.

Qvid dicis, Gottofrede?

GOTTFRED.

Jeg spør om jeg ikke skal sætte Navnene til.

ROSIFLENG.

Visselig, og du veedst Prisen. Gak nu kun 104 din Kaas. See, der seer jeg mine kiære tilkommende Sviger-Forældre. Salvete plurimum!

PERNILLE.

sagte. Hvad Pokker mon han vil giøre med Salveter?

JERONIMUS.

Velkommen Hr. Magister! Jeg har berammet Brylluppet om 3 Dage. Det skulde holdes før, men jeg venter en kostbar Ladning hiem, og agter at forære ham adskillige Sager.

PERNILLE.

sagte. Nu er det Tid for Henrich, som staaer i Beredskab, at komme. Høyt. Mig synes det banker, jeg maa løbe til Døren.

ROSIFLENG.

Ach min Herre, tal ikke om Foræringer! den Fornøyelse at komme udi saadan dydig Familie, er mig nok.

JERONIMUS.

Ja ja Hr. Svigersøn! jeg veed nok hvad jeg vil giøre.

PERNILLE.

tilbage løbende. A ------ hvilken Ulykke!

JERONIMUS.

Hvad er paa færde! Jeg troer ikke, at du seer Spøgelse lyse Dagen!

PERNILLE.

A ------ hvilken Ulykke!

JERONIMUS.

Har dig mødt noget Gespenst, saa har vi her en Guds Mand hos os, der nok kand holde det fra Huuset.

PERNILLE.

A ------ hvilken Ulykke!

JERONIMUS.

Siig! hvad er det dog?

PERNILLE.

Ach jeg kand ikke sige det. Her er Matrosen uden for, lad ham sige det.

JERONIMUS.

Det Ord Matros dræber mig. Jeg er bange for, at mit Skib er kommen til Ulykke. Lad ham komme ind.

SCEN. 4

Henrich i Matrosklæder. De andre.

HENRICH.

Myn Heer, ick breng jouw een zeer bedroeft Tydung.

MAGDELONE.

Ach mit heele Legem skiælver.

105
JERONIMUS.

Hvad er det, Landsmand?

HENRICH.

Myn Heer heft syn Scheep verloeren.

JERONIMUS.

Hvad? er mit Skib blevet?

HENRICH.

Wel ja, myn Heer!

Jeronimus, Magdelone, Pernille hyler. Henrich tar Tørklædet op og siger grædende: Vor sess Dagen ist die Onglyck gearrivert.

JERONIMUS.

Hvor hendte det?

HENRICH.

In Cattegat, myn Heer, tuscken twalf en een Uur tegen mitnacht.

De hyler igien.
JERONIMUS.

Er der da intet bierget?

HENRICH.

Scheep, Man, Ladung, allegar is verloeren in die wilde Zee. Ick alleen ben davon gekomen. De hyler igien.

106
JERONIMUS.

Ach jeg Elendige Menneske! hvordan har Lykken spillet med mig! Jeg blir i en hast af en riig Mand bragt udi den Stand, at jeg maa frygte for Slutteriet. Det eeneste jeg nu har at glæde mig ved, er at min Datter saa vel bliver forsørget. Ach Hr. Svigersøn - -

ROSIFLENG.

Er denne Ulykke da saa stor?

MAGDELONE.

Ja vi ere gandske ødelagde.

ROSIFLENG.

Det giør mig hierteligen ont.

MAGDELONE.

Vi ere alle at beklage, han, saa vel som vi andre.

ROSIFLENG.

Jeg veed ikke egentligen hvad Fruen meener dermed?

MAGDELONE.

Er han ikke lige saa høyt at beklage som vi?

ROSIFLENG.

Ney Madam, hun er mest at beklage.

MAGDELONE.

Det er sandt nok, men naar det gaaer vort Barn ilde, saa lider han og derved.

ROSIFLENG.

De tager ikke ilde op, at jeg maa forlade dem. Jeg har i Dag en hob at forrette.

MAGDELONE.

Ach Himmel! kand han forlade os i saadan Fristelse.

ROSIFLENG.

Hun maa skikke sig i sin Skiæbne.

MAGDELONE.

Bliver dog tilstæde, at vi kand trøste hinanden. Thi Ulykken gaaer jo ogsaa ham selv an, kiære Svigersøn!

ROSIFLENG.

Hun kalder mig Svigersøn, Madame! Det er got nok, men - -

MAGDELONE.

Hvad men?

ROSIFLENG.

Men det er noget, som man kand henføre til det, som vi lærde kalde Prolepsin.

MAGDELONE.

Er han ikke vor Svigersøn?

ROSIFLENG.

Det er noget, som jeg ikke kand sige. Det er noget, som Himmelen raader for. I slige vigtige Sager kand vi intet foretage af os selv.

MAGDELONE.

Han har jo raadført sig med Himmelen og begiæret vor Datter.

ROSIFLENG.

Det er Skade, Madame! at jeg denne gang 107 ikke har raadført mig med Himmelen, hvilket jeg burte at giøre udi saadan vigtig Sag. Det er dog noget, som et hvert Menneske bør at giøre; haaber derfor at Madamen gir mig Tid dertil. Finder jeg da at det er Himmelens besluttede Villie, kand hendes Datter være mig saa nær som en anden.

MAGDELONE.

Ach hvilken Haanhed og Foragt!

ROSIFLENG.

Jeg foragter hverken hende eller hendes Datter, enhver kand være god for sig, men - - -

MAGDELONE.

Men meener I, at Himmelen kand finde Behag derudi at man bryder sit Løfte?

ROSIFLENG.

Ey Madame! hvad himmelske Sager angaaer, det er noget som jeg ex professo har lagt mig efter. Det er noget, som hun ikke forstaaer, Madame!

JERONIMUS.

Her kand man speile sig i Verden.

PERNILLE.

Giv jer kun tilfreds. Han skal tage Jomfruen, om han blev gal.

ROSIFLENG.

I er alt for stakked til at tvinge mig, lille Pige!

JERONIMUS.

Vi skal nok lære jer hvad det er at ville prostituere et fornemme Huus.

ROSIFLENG.

Fattigdom og Hoffart følges gierne ad.

PERNILLE.

Gid du faae en Ulykke din Skrutryggede Verse-Kræmmer! Min Jomfrue er alt for god til at falde udi saadan vanskabt Skielms Arm.

ROSIFLENG.

Er hun for god dertil, hvorfor nøder I da hende paa mig? Det er ikke gode Varer, som man nøder bort.

PERNILLE.

Ach Monsr. Leander og Jomfrue! kommer hid.

SCEN. 5.

Leander. Leonora. Personerne af forrige Scene.

PERNILLE.

See her denne Forrædder, som først ved Practikker har skilt jer ved jer gamle Kiereste, og nu saasom han fik at høre, at Herrens Skib, hvorudi all 108 hans Velfærd bestod, er bleven, begynder at sale om, taler spottelige Ord til Herren og Fruen.

LEANDER.

Ach Himmel, er vort Skib blevet?

JERONIMUS.

Ja, og der staaer en af Matrodserne, som allene er bleven reddet. Saa snart denne Forrædder hørte dette, kastede han Foragt paa mit Barn.

LEONORA.

Ach er det mueligt, at jeg paa een Dag skal miste 2 Kierester?

ROSIFLENG.

I kand jo beholde den forrige.

LEONORA.

Ney den har I jo faaet mine Forældre til at foragte, saa at han aldrig kommer her meer.

ROSIFLENG.

Alt hvad jeg har giort, har kun været af Skrømt.

LEONORA.

grædende. Ach ney Hr. Magister! tag mig dog, ellers blir jeg aldrig gift min Livs Tid.

ROSIFLENG.

Ney jeg er hendes ydmygste Tienner.

LEONORA.

Ach jo Hr. Magister, vær dog saa god.

ROSIFLENG.

Fy fy, hun er meget gifte syg.

LEONORA.

Magisteren er maaskee bange for at blive indviklet derover i min Fars Gield?

PERNILLE.

Ey Snak, jeg er vis paa, at Herren skal aldrig forlange uden Caution i det høyeste paa et par tusind Rdlr.

ROSIFLENG.

Ja Caution for et par tusind Diævle!

LEONORA.

Ach Hr. Magister, tag mig dog.

ROSIFLENG.

Bliv fra mig, siger jeg.

SCEN. 6

Philemon. Personerne af forrige Scene.

PHILEMON.

Jeg hørte saadan Allarm heruden for, og derfor, endskiønt min Foed burte ikke komme inden Døren, saa dog af Nysgiærighed for at vide - - -

MAGDELONE.

Ach min kiære Hr. Philemon! Jeg troer, at I tager Deel i vor Sorg.

PHILEMON.

Madam! endskiønt hun har aldrig taget Deel i min Sorg, endskiønt hun har foragtet mig, saa 109 skulde det dog giøre mig hiertelig ont, at deres Huus var nogen Ulykke vederfaren.

MAGDELONE.

Ach Ach, den gode Mand har forskyldt bedre Medfart af os.

PHILEMON.

Hvad er ellers paa færde? I got Folk!

JERONIMUS.

Ach Hr. Philemon! nu bragte denne Matros mig de Ulyksalige Tidender, at mit Skib med dets heele kostbare Ladning er forgaaet. Saa snart fik denne skinhellige Dievel ikke den Ulykke at høre, førend han tracterer mit Huus med største Foragt, holder mig og min Kone, som han tilforne løftede op til Skyerne, for Staadere, støder min Datter fra sig, som han foregav nyelig saa høyt at elske. Ach Hr. Philemon, hvor grovelig har jeg ikke syndet, i det jeg har ladet mig forblinde af hans Skinhellighed!

PHILEMON.

Min Hr. Jeronimus, saa vel som Madame! hvorvel I intet got har forskyldt af mig, men ilde belønnet min Troeskab, saa dog, dersom Magister Rosiflengius afstaaer gandske sine Prætentioner, vil jeg endnu blive ved Huuset.

ROSIFLENG.

Ey Monsieur! hiertelig gierne; see der har han min Haand derpaa.

MAGDELONE.

Det vil ikke sige, enten det Skarn staaer fra sine Prætentioner eller ey; thi om han havde nogen Ræt, saa har han dog ved sin Utroeskab forbrødt den.

ROSIFLENG.

Tør I kalde en lærd Mand, som jeg, et Skarn?

PHILEMON.

Min kiære Frue, hun modererer lidt hendes rætmessige Iver!

ROSIFLENG.

Jeg seer at man vil overfalde mig; det er best at jeg gaaer.

PHILEMON.

Bie kun lidt, Hr. Magister, og seer Udfaldet paa dette. Der skal ham intet ont vederfares.

ROSIFLENG.

Jeg takker ham, min Herre.

PHILEMON.

Hør nu hvad jeg vil giøre, Hr. Jeronimus! paa det I paa eengang kand lære at kiende os begge. Den Kiærlighed jeg bær til hans Datter, er en reen og uforfalsket 110 Kiærlighed, og som den ikke har været grundet paa Interesse, saa kand den Ulykke jer Huus er vederfaren, ikke giøre den lunken. Jeg vil som en troefast Svigersøn hielpe ham til rætte med mine Midler, saa længe jeg har noget tilbage.

Jeronimus og Magdelone omfavner ham begge, og siden Pernille.
PERNILLE.

See, Jomfrue, hvordan I staaer og maaber! hvorfor vil I være den sidste? Leonora omfavner ham ogsaa.

PERNILLE.

Saa gir hinanden Hænder, at Magisteren kand være Vidne til, at I ere forlovede.

LEONORA.

Hun gir ham Haand, og siden Forældrene.

ROSIFLENG.

Ja jeg seer det nu med Fornøyelse, og gratulerer.

PERNILLE.

Der har I ogsaa min Haand, og jeg vil være Mand for, at ikke Lucifer selv skal med all sin Konst skille jer ad.

HENRICH.

Ick gratuleere ock die Heerschapp.

PHILEMON.

Jeg takker; men hør, Baadsmand, hvor skeede den Ulykke?

HENRICH.

Ick ben keen Boetsman myn Heer, ick ben man Matroes. Die Ongeluk is geschien int Cattegat, en ick kan versekern, dat die Scheper geen Schuld daraen hadde, den uit de korte Tyt ick med hem gevaeren hebbe, kan ick tuygen dat Scheper Adrian was een van die vermaersten Schippers ick oyt gedient hebb.

JERONYMUS.

Hvad er det? min Skipper heeder ikke Adrian, min Skipper heedte Cornelius Jansen.

HENRICH.

Neen myn Heer! Carnelis Jansen is die Schipper von myn Heer Jeronymus, maer Schipper Adrian voerte het verlorne Scheep, dat dese Heerschap toegehoert heft.

JERONIMUS.

Hvem er jer Herskab da?

HENRICH.

Dat is jomers myn Heer. Ick ben jomers int huys van Claes Petersen.

111
JERONYMUS.

Ach Himmel! hvad hører jeg? Claus Pedersen er min Naboe, og jeg er Jeronymus.

HENRICH.

Is dat mooglick! ick ben hier niet bekant, ick hebb nae myn Heer Claes Petersen gevraegt, en sy hebben dit Huys getoont; maer indien myn Heer Jeronymus is, so gratuleere ick, denn syn Scheep legt op die Reede.

JERONYMUS.

Ach er det sandt som I fortæller, da giør I mig nu ligesaa glad, som I har bedrøvet mig tilforn.

HENRICH.

Ja myn Heer, dat was een abuys. Adiues.

JERONYMUS.

See der, Cammerat, har I en Ducat, hvor vel I har giort mig saa bedrøvet.

HENRICH.

Ick danck jow, myn Heer. Gaaer.

ROSIFLENGIUS.

Ach Velædle Hr. Jeronymus samt Velbaarne Frue, I skal ikke kunde troe, hvilken Glæde det var for mig at høre denne Vildfarelse.

MAGDELONE.

Er vi nu Velædle og Velbaarne? for nyeligen vare vi Carnallier og Staadere.

PERNILLE.

Ach gid du faae en Ulykke din Øyenskalk!

JERONYMUS.

Bilder I jer ind, at vi endnu ikke kiender jer?

ROSIFLENGIUS.

Min Herre - -

JERONYMUS.

Bliv fra mig, dit Skarn!

ROSIFLENG.

Naadige Frue --

MAGDELONE.

Bort falske Blakke!

ROSIFLENG.

Dydædle Jomfrue - -

LEONORA.

Kom mig ikke nær, du Forrædder!

ROSIFLENG.

Mademoiselle Pernille - -

PERNILLE.

Bliv fra mig, du abecee Bræt! Hænderne sidde løse paa mig.

ROSIFLENG.

Min Hr. Philemon, hør mig dog!

PHILEMON.

Jeg glæder mig ved, at jer Ondskab er bleven aabenbaret, baade for min Skyld, og for andre got Folk, som derudover vil tage sig vare for jer. Fort paa Døren!

Leander tar ham ved Armen, og Pernille spænder ham ud for Rumpen.

112

SCEN. 7

Jeronymus. Magdelone. Leander. Philemon. Leonora. Pernille.

JERONYMUS.

Dette var en særdeles Hændelse, som tog Taagen fra mine Øyne.

MAGDELONE.

Forlad os kiære Svigersøn! Den Foragt vi har kast paa ham tilforn, reyser sig allene af Vildfarelse, som denne slemme Mands Skinhellighed har bragt os udi.

PHILEMON.

Jeg forlader jer dette af mit Hierte.

PERNILLE.

Ach det lykkelige Skibbrud!

PHILEMON.

Ja det var sær lykkelig for mig.

JERONYMUS.

Det var lykkelig for os alle.

PERNILLE.

Ach Herre! det giør mig saa ont, at jeg ikke fik ham knuset før han gik.

JERONYMUS.

Han er nok slagen.

PERNILLE.

Jeg vilde gierne prygle ham, saa at der skulde gaae Bryllups-Vers baade for og bag fra ham.

JERONYMUS.

Jeg skal stræbe at giøre den Historie overalt bekiendt, at alle kand see hvad de Folk meene med deres Skrifter, og at de som de udi Hiertet foragte, dem løfte de mest op i Skyerne for at vinde noget dermed.

PERNILLE.

Jeg veed, at han har talet med Haanhed om Fruen paa hendes Bag, da han dog udi sine Lykønsknings-Vers har afmalet hende som en Gudinde. Jeg har sagt Fruen det, men hun har holdt det for Ondskab.

MAGDELONE.

Det er sandt nok, Pernille. Jeg er falden udi den samme Skrøbelighed som mange andre, der elske dem, som hykle og besmykke deres Udyder. Men jeg har af denne Historie lært, hvad det er for slags Folk. Kom kiære Svigersøn! lad os gaae ind og beramme Brylluppet. I maa herefter sige mig mine Feyl, og jeg vil takke jer derfor.

PHILEMON.

Vi har alle Feyl, jeg ikke mindre end hun. Naar jeg hører de Feyl afmale, som jeg er behæftet med, 113 bør jeg, i steden for at ophidses mod dem, der straffer mine Lyder, søge at rette dem; thi det er den største Hevn man bør tage.

JERONYMUS.

Kommer Børn, lader os gaae ind.

PERNILLE.

Ach det lykkelige Skibbrud!

SCEN. 8

Rosifleng. Gottfred.

ROSIFLENG.

Hvad synes dig om alt dette? Gottofrede! Qvid tibi videtur?

GOTTFRED.

Det var en forbandet Historie, Herre. Jeg er bleven gandske fortumlet i mit Hoved derover.

ROSIFLENG.

Du skalt see, hvad jeg vilgiøre inden Aften for at hevne mig over dem.

GOTTFRED.

Herren vil maaskee hegle Philemon igiennem i et Vers?

ROSIFLENG.

Ney jeg skal sætte alle mine Venner, og alle hans Fiender i Gevær mod ham. Flectere si neqveo superos, Acheronta movebo. Jeg veed, at mange got Folk, som han har ilde afmalet udi sine Vers og andre Skrifter, skal med Fornøyelse tiene mig derudi.

GOTTFRED.

Vil Magisteren da lade ham prygle af dem?

ROSIFLENG.

Ney jeg skal lade ham gribe, og actionere af dem for hans Skandskrifter.

GOTTFRED.

Men om de ikke kand bevise ham det over?

ROSIFLENG.

Ey gerræ, gerræ! Han tilstaaer sine Skrifter; heele Stænder, heele Faculteter og Laug ere derudi bleven angreben, samt adskillige Folk i sær. Bliv du her paa Luur, og giv agt paa hvor han gaaer hen. Jeg vil imidlertid hen at giøre nogle Anstalter.

SCEN. 9

Gottfred. Henrich.

GOTTFRED.

Jeg var tilfreds, at min Herre og jeg var vel hængt, saa var en Ende derpaa; thi jeg frygter for, at 114 naar han rører meget ved Philemon, blir hans egne Historier aabenbaret. Men der seer jeg den Dreng, som jeg talede nys med.

HENRICH.

Det er uden Tvil Magisterens Tiener. Jeg maa hen og høre hvordan hans Herre er tilmode over denne Historie. Serviteur! skal vi mødes her igien? Du seer ikke saa fornøyet ud som tilforn; hvad er Aarsag dertil?

GOTTFRED.

Du seer heller ikke saa bedrøvet ud som tilforn; hvad kand være Aarsag dertil?

HENRICH.

Det er sandt, thi jeg har havt lutter gode Tidender, siden jeg talede med dig.

GOTTFRED.

Og jeg lutter onde Tidender.

HENRICH.

Hâr maaskee Hyppocrene Kilde faaet hart Liv, at den ikke vil springe meer for din Herre? Er Stien til Parnassus gaaet i stykker for ham, eller er en af de ni Musæ død, som hialp ham at giøre Vers?

GOTTFRED.

Jeg var tilfreds, at Hyppocrene Kilde var forvandlet til en Rendesteen, Parnassus til Bloksbierg, og de 9 Musæ havde dem 9 betændte Syger.

HENRICH.

Hillemænt, hvor vred est du! Men hvad ont er hendet din Herre? Han skal jo holde Bryllup i en af disse Dage med en fornemme riig Mands Datter.

GOTTFRED.

Ney det blir intet af.

HENRICH.

Hâr han da fundet noget hos hende, som ikke er rigtigt?

GOTTFRED.

Ney, Sagen er denne: For en Times Tid kommer en Matros - - gid han faae en Ulykke den Hund!

HENRICH.

Ey, band ham ikke saa. Hvad giorde den Matros?

GOTTFRED.

Den Rakkerknegt kommer og bringer Hr. Jeronymus Tidender, at hans Skib var bleven.

HENRICH.

Var det ikke saa?

GOTTFRED.

Ney, den Fæhund gik feyl, og tog Hr. Jeronymi Huus for et andet.

HENRICH.

Naar det ikke var sandt, saa var Historien ude.

115
GOTTFRED.

Ney! nu skal du faae at høre: Da min Herre fornam denne Ulykke, holdt han ikke raadeligt at besvogre sig med et Huus, som var geraadet udi Armod. Derudover opvaktes hidsig Disput mellem Hr. Jeronimus og min Herre. Men da man examinerede Matrosen lidt meer, fik man at høre, at der var Vildfarelse. Hvorudover min Herre strax vilde sadle om igien, men han blev af Jomfruens Broder stødt med Foragt paa Døren. Ach den Rakkerhundske Matros! hielp mig, Kammerat, at bande det Best.

HENRICH.

Fy fy! band ikke din Næste saaledes.

GOTTFRED.

Han er Fanden ikke min Næste, han er en Hollænder.

HENRICH.

Du siger jo selv at Karlen giorde det af Vildfarelse.

GOTTFRED.

Ja det er sandt, men den Vildfarelse kostede os vor Velfærd. Men om Philemon vinder noget dermed, vil Tiden lære; jeg haaber at han inden 2 Timer kommer til at sidde sluttet med Hænder og Fødder.

HENRICH.

Hvi saa?

GOTTFRED.

Jo! min Herre er hen og sætter alle hans Fiender i Gevær. Jeg staaer derfor efter min Herres Ordre her paa Luur, for at see hvor samme Philemon tar hen, naar han gaaer her fra.

HENRICH.

Og jeg er Philemons Tienere, her imellem os at sige, som gaaer ind og varer ham ad, at her gaaer saadan Spion her uden for. Vil du behage at bie et lidet korn, saa skal vi strax have den Ære at tractere dig efter din Stand, og banke Støven af dine Klæder.

GOTTFRED.

Er det saa, da gid Pokker bie længer. Løber sin Gang. Henrich banker paa.

SCEN. 10

Henrich. Pernille. Leonora. Philemon.

HENRICH.

Er her ingen anden end I? Nu! har jeg ikke spillet min Rulle vel?

116
PHILEMON.

Du har spillet den som en stor Mester.

PERNILLE.

Naar Sagerne skal gaae vel, saa' skal Fruentimmeret opspinde, og Mandfolk sætte i Verk; Fruentimmeret maa giøre Hiulene til Vognen, og Mandfolk maa være Hestene der skal trække den fort.

HENRICH.

Dersom en anden talede saaledes, Pernille, blev jeg vred. Du skal nok see, at en Hest kunde sette i Verk saadan Intrigue, og det paa Hollandsk.

PERNILLE.

Ey Henrich, jeg taler kun af Galskab. Du har min Troe giort et Mester-Stykke.

PHILEMON.

I har begge to giort saaledes, at I herligen skal belønnes.

PERNILLE.

Men hvor har du lært Hollandsk?

HENRICH.

Jeg kand saa meget, som du ikke veedst; naar vi blir gift sammen, skal jeg nok vise dig meer.

PHILEMON.

Nu kand vi ved denne Leylighed vise mine Sviger-Forældre de skammelige Vers, som du har practiseret dig til.

HENRICH.

Det er min Invention. Men vi staaer her og fører Snak, da her dog er meget andet at tænke paa.

PHILEMON.

Hvad er det?

HENRICH.

Nu hørte jeg af Magisterens Tiener, at hans Herre arbeyder paa at bringe Monsieur udi stor Ulykke, sætte alle hans Fiender ud at føre Beskyldinger imod ham; Saa at inden han veed et Ord der af, er han i Arrest.

LEONORA.

Ach min Hierte Philemon, saa er det best, at I skiuler jer til Stormen er forbi.

PHILEMON.

Det være langt fra; jeg har for god Samvittighed, at jeg skulde skiule mig. Ney jeg haaber, at de Garn han sætter for mig, skal han selv blive indviklet udi, og at der ved saa vel min Uskyldighed som hans Skielmstykker skal blive Øvrigheden bekiendt. Lader os kun gaae ind, og viise mine Svigerforældre Versene. De gaaer alle ind.

117

ACTUS V

SCEN. 1

En Dommer ved et Bord med en Skriver. Rosiflengius.

ROSIFLENG.

Gunstige Hr. Dommer! Jeg kommer her for ydmygst at begiære Ræt over en Skribent ved Navn Philemon, der lang Tid ved forgiftige Skrifter har søgt at fortale got Folk, og sætte Klik paa deres ærlige Navn og Rygte. Og saasom intet udi en Christen Stad meere bør hemmes, end saadan Formastelse, saa haaber jeg, at han derfor tilbørlig blir straffet, andre dislige Bagtalere og giftige Mennesker til Skræk og Exempel.

DOMMEREN.

Trøster I jer til at overbevise ham saadant?

ROSIFLENG.

Ja gunstige Hr. Dommer! Han gaaer selv ikke fra sine Skrifter, og jeg har adskillige brave Folk af begge Kiøn ved Haanden, som finder sig derover høyligen besværgede, og har ombedet mig paa deres vegne at formere ham denne Proces.

DOMMEREN.

Vi maa examinere hver af dem i sær. Men lad Personen som beskyldes, først komme ind.

118

SCEN. 2

Philemon kommer ind med en Vagt. De andre.

DOMMEREN.

Hør! tilstaaer I det, som I beskyldes for, at have giort giftige Skandskrifter, og sat Klik paa ærlige og brave Folkes Navn og Rygte?

PHILEMON.

Ingenlunde, Hr. Dommer! Jeg tilstaaer at have giort adskillige Moralske Skrifter saa vel paa Vers, som paa løs Stiil, hvorudi jeg har afmalet Laster og Lyder med rette Farve. Men at jeg har skrevet om nogen i sær, skal ingen kunde overbeviise mig. At onde og daarlige Mennesker tar sig saadant til, og at slige Skrifter blir udtydet paa een og anden, det kand ingen, der moraliserer paa den u-skyldigste Maade, forekomme; thi naar man skyder i Fleng, maa man endelig ramme nogen.

ROSIFLENGIUS.

Gunstige Hr. Dommere! her er adskillige brave Folk uden fore, som kand bevise, at mine Beskyldinger ere sandfærdige, og som med grædende Taare forlanger Bod derfor.

DOMMEREN.

Lad enhver af dem i sær komme ind.

SCEN. 3

En ung Cavalier. De andre.

DOMMEREN.

Har han noget at besværge sig over denne Person, som her staaer?

CAVALIER.

Ovis pardi si fait, c'est un fripon. Je suis un honnête homme, Monsieur Sénateur.

DOMMEREN.

Kand I ikke tale jer Moers Maal?

CAVALIER.

Non pardi non fait. Jeg har gewesen to heele Jahr dans Paris.

DOMMEREN.

Blir dog ved eet Sprog i det ringeste, og bland ikke saa mange sammen; thi vil I agere jer Sag, saa maa I agere tydelig for Rætten, at man kand forstaae jer, thi det er ikke Børne-Leeg at lade arrestere en 119 Mand og beskylde ham. Her vil grundelige og tydelige Beviisligheder til.

Medens Dommeren taler, tar Cavalieren et Speyl af Lommen, som han sætter sin Paruque i Lave efter.
DOMMEREN.

Hvor udi bestaaer jere Beskyldinger?

CAVALIER.

Plait-il?

DOMMEREN.

Kand han ikke tale Dansk?

PHILEMON.

Jeg veed min Troe ikke; thi jeg har aldrig seet ham før.

ROSIFLENG.

Jo gunstige Hr. Dommer! han taler temmelig got Dansk; thi det er en Borger Søn her af Byen.

DOMMEREN.

Er han en Borger Søn her af Byen, saa veed jeg, at han maa kunde tale Dansk.

CAVALIER.

Je ne suis pas Borger Søn, je suis un fort honnête homme.

DOMMEREN.

Hvad er hans Navn, Monsieur?

CAVALIER.

François Marteau à votre tres humble service.

DOMMEREN.

Det kand jeg tænke, er Frands Hammer. Siig I mig da, Hr. Magister! hvorudi hans Beskyldinger bestaaer.

ROSIFLENG.

Den anklagede giorde nyelig et Latinsk Carmen eller Vers med den Titul: Han gik en Nar til Rom, og kom en Nar tilbage igien; hvorudi han skammelig prostituerer denne unge Person.

CAVALIER.

sættende sine Fødder i lave. J'écraserai pardi son tete.

DOMMEREN.

Nævner han ham da ved Navn?

ROSIFLENG.

Ney det giør han ikke; Men han afmaler ham med saadan livagtig Farve, at alle Mennesker kand tage og føle paa, det er denne Person.

CAVALIER.

Ce bougre-là.

ROSIFLENG.

Hvad den unge Herre derudover har maattet lide udi Selskabe, er ikke at beskrive. Han er bleven saa railleret, at han nogle gange har maat gaaet ud for Haanden derover.

CAVALIER.

Ovis pardi si fait.

120
DOMMEREN.

til Philemon. Hør, det er en skammelig Gierning, I har giort, som I bør exemplariter straffes for. Og I Mons. Marteau, vær saa god at trine lidt til Side. I skal faae Satisfaction.

CAVALIER.

A l'honneur de vous revoir, Monsieur Sénateur.

Gaaer syngende ud.

SCEN. 4

En Skiær sliber. De andre.

DOMMEREN.

Har I ogsaa noget at klage over denne Mand?

SKIÆRSLIBEREN.

Ja Herre, han har prostitueret mig i høyeste Grad. Jeg er kun en Skiærsliber, men jeg burde være andet, thi jeg forstaaer mine Politica og min Juram trods nogen Minister her i Landet. Mine Kammerader kand vidne med mig, at fast aldrig noget skeer i politiske Sager over heele Europa, uden jeg jo siger dem det forud, og dog skal saadan Karl understaae sig - - -

DOMMEREN.

Men efterdi I har slige store Fundamenter udi Politicis, saa vilde jeg gierne viide jer Meening, om I holder for, at Tyrken skulde indvikle sig udi Krig for Persiens skyld?

SKIÆRSLIBEREN.

Ney saa min Siæl giør den Tyrkiske Keyser ikke, og om han giør det, forstaaer han ikke sin Interesse.

DOMMEREN.

Jeg takker for god Underretning. Men hvorudi bestaaer de Beskyldinger I har mod denne Mand?

SKIÆRSLIBEREN.

Han har nyelig giort en Bog, kaldet Politicus i sin egen Indbildning, hvorudi han paa en ræt haanlig Maade har igiennem gaaet mig; thi skiønt han nævner mig ikke ved Navn, kand dog alle tage og føle paa, at han ingen anden meener end mig.

DOMMEREN.

Det er got, min Ven! Vær saa god at gaae til Side. Han skal blive straffet.

121
SKIÆRSLIBEREN.

Jeg takker Hr. Dommer. Kand jeg tiene ham med et got Raad, har han at befale over mig.

DOMMEREN.

Serviteur!

SCEN. 5

En Piige. De andre.

DOMMEREN.

Hør, mit Barn! Hvorfor beskylder I denne Mand?

PIGEN.

grædende. Gunstige Hr. Dommer! jeg kand ikke tænke paa den Tort han har giort mig, uden mit Hierte er færdig at briste.

DOMMEREN.

Giv jer tilfreds, mit Barn. Er jer skeet Uret, saa skal I nok faae Satisfaction.

PIIGEN.

Ak, ak! mit Sind er saa nedslagen derover, at - - dog naar jeg eftertænker det ræt, er det kun at foragte og lee af. Den Karl tænker at narre andre, men narrer sig mest selv. Ha, ha, ha! Om Forladelse, Hr. Dommer, at jeg leer for Rætten. Jeg kand min Troe ikke bare mig for Latter, naar jeg tænker der paa. Men han bør dog straffes, ikke for min skyld, thi jeg lægger saadant ikke paa Hiertet, men at han ikke skal giøre det mod andre. Thi det er skammeligt at handle saaledes mod got Folk, og underkaste dem alles Raillerie. Eens Navn og Rygte er det kostbareste Klenodie man har i Verden. Thi

Hyler igien. naar det er borte, maa man ogsaa tage mit Liv bort.

DOMMEREN.

Hvad ont har han da giort hende, Jomfrue?

PIIGEN.

Han har giort et Vers, kaldet femten Sind hver Time.

DOMMEREN.

Er det da hendes Caractere?

PIGEN.

Ney det skal han have løyet, men Folk forsikrer mig om, at det er sigtet allene paa mig. Ach Hr. Dommer! jeg beder om Ret.

122
DOMMEREN.

Jeg har alt nok, mit Barn! gak kun til side, hun skal faae Ræt.

Hun gaaer bort og kommer tilbage igien.
PIGEN.

Dog Hr. Dommer, jeg har betænkt mig, jeg vil lade mine Prætentioner fare; thi det nytter mig intet, at han blir straffet.

DOMMEREN.

Ja ja mit Barn, hvis I lader jere Prætentioner fare, saa falder den Sag. Hun gaaer bort og kommer igien.

PIGEN.

Ach ney Hr. Dommer, jeg beder med grædende Taare, at han maa Exemplariter straffes.

DOMMEREN.

Got got, som hende synes. Er der fleere?

SCEN. 6

En Skolemester. De andre.

DOMMEREN.

Hvad har han at klage, Monsieur?

SKOLEMESTEREN.

Jeg er ingen Monsieur. Jeg er uværdig Ungdommens Aandelige Foster-Fader her i Byen, ja alter Pater, eller anden Fader.

DOMMEREN.

Det forstaaer jeg ikke.

SKOLEMESTEREN.

Det er at sige, Significantius, jeg er uværdig Ludi-magister eller Skolemester her i Staden.

DOMMEREN.

Hvad er hans Navn?

SKOLEMESTEREN.

Man kalder mig Johannem Petri Michaelidem Crucisoranum.

DOMMEREN.

Det er et meget lærd Navn. Men hvorfore beskylder I denne Mand?

SKOLEMESTEREN.

Han har giort et heslig Skandskrift over mig, id qvod lippis et tonsoribus notum est, og det sub titulo den lærde Nar.

DOMMEREN.

Er I da saadan lærd Nar, Monsieur?

SKOLEMESTEREN.

Jeg beder ydmygst, at Eders Prudentz eller Velviished ikke kalder mig Monsør, men heller kalder mig dominatio vestra, hvilken Titul er adoptered in Republica literaria.

123
DOMMEREN.

Hiertelig gierne.

SKOLEMESTEREN.

Om Eders Prudentz ikke vil tage det ilde op, saa vil jeg erindre en Ting, som han maa skee ikke selv veed, men kand være ham til stor Præ- judicatz.

DOMMEREN.

Hvad er det?

SKOLEMESTEREN.

I steden for at sige hiertelig gierne, bør han at sige hierteligen gierne; thi hiertelig er et Adjectivum, og hierteligen er Adverbium. Jeg beder ydmygst, at Eders Prudentz ikke tar ilde op, at jeg paa Grammaticæ Vegne giør denne Erindring.

DOMMEREN.

Vær saa god og formeld min ydmygste Respect til Grammatica, og siig at jeg er hendes skyldigste Tienner. Hvad jer Sag ellers er angaaende, da har jeg alt nok.

SKOLEMESTEREN.

Jeg har ellers dette at legge til, at Autor udi sit Skrift har nævnt mig ved Navn, nemlig Johannes.

DOMMEREN.

Har han ogsaa brugt jer Til-Navn?

SKOLEMESTEREN.

Ney.

DOMMEREN.

Ja ja, I skal faae ræt. Skolemesteren gaaer.

SCEN. 7

To Piiger. De andre.

DOMMEREN.

Har I ogsaa at klage over denne Mand I gode Jomfruer?

PIIGERNE.

Begge paa eengang. Ja gunstige Hr. Dommer! han har giort os stor Uret, da vi dog aldrig har forskyldt noget ont af ham. Vi beder ydmygst, at han maa straffes tilbørlig derfor.

DOMMEREN.

En af jer maa tale først allene, thi jeg kand ellers ikke forstaae jer. De repeterer begge det samme. Ey hvad er dog dette? Tal I først mit Barn! hvorudi bestaaer den Uræt han har giort jer?

124
PIIGERNE.

De taler begge. Han giorde forgangen Maaned en Comoedie over os, hvorved vi ere blevne prostituered over den heele Bye. Samme Comoedie kaldes Sangklokkerne eller de Svatzige Søstre, og - -

1. PIGE.

Ey lad mig tale, Søster!

2. PIGE.

Jeg kand jo sige det saa vel som du.

DOMMEREN.

Jeg befaler een af jer at tie. Hvo af jer er ældst?

1. PIGE.

Jeger ældst.

DOMMEREN.

Saa tal I da allene.

1. PIGE.

Han giorde forgangen Maaned en Comoedie udi een Act over os, kaldet Sangklokkerne eller de Svatzige Søstre, hvorved vi ere komne i alle Folkes Munde.

DOMMEREN.

Var den dog kun i een Act? Men hvor af beviser I at samme Comoedie er giort om jer?

PIGERNE.

De taler begge igien. Jo Hr. Dommer, vi kand tage og føle paa, Comoedien er giort om os. Vi vil byde os at giøre vor Eed der paa. Adskillige gode Venner ere ogsaa komne til os, og har forsikkret os om, at den allene har sigtet paa os, nemlig paa mig og min Søster, som dog aldrig har givet ham ringeste Anledning til at giøre saadan Skandskrift over os. Vi beder derfor ydmygst gunstige Hr. Dommer! at vi maa blive hevnet; thi dersom den Karls Ondskab ikke blir hemmet, kand intet ærligt Menneske begaae sig meer.

DOMMEREN,

holder imidlertid for Ørene og siger: Nok nok I gode Jomfruer! jeg har fattet Sagen; I skal faae Ræt, gaaer kun ud igien. Pigerne gaae.

DOMMEREN.

Er der endnu fleere?

SKRIVEREN.

Ja der er endnu 2 a 3 andre.

DOMMEREN.

Lad dem komme ind.

125

SCEN. 8

En Frue med en palted Page, som holder Svantzen. De andre.

DOMMEREN.

Hvad har hun at klage? Madame!

FRUEN.

Jeg er af alt for høy Extraction for at heede Madame, Hr. Dommer! Christoffer!

PAGEN.

Naadige Frue! hvad befaler Naadige Frue?

FRUEN.

Intet, Christoffer! Jeg vilde kun viide, om du var tilstæde.

DOMMEREN.

Hvad har da Naadige Frue at klage?

FRUEN.

Hr. Dommer! Jeg vil have denne Karl straffet.

DOMMEREN.

Jeg maa først høre, hvad han har giort.

FRUEN.

Monsieur, jeg troer ikke, han forlanger, at en Frue af min Stand og mine Qvaliteter skal gaae i Rætte med saadan Karl. Det er ma foi alt for nedrig for mig. Jeg kommer her ikke for at agere en Sag, thi Lov og Ræt er kun for gemene Folk; men ikkun for at lade dem viide, at jeg vil have ham straffet.

DOMMEREN.

Det gaaer ikke an, Naadige Frue. Souveraine Konger og Førster lader selv deres Sager komme for Rætten.

FRUEN.

Hr. Magister, fortæller I da Sagen! Det staaer mig ikke an.

ROSIFLENG.

Gunstige Hr. Dommer! denne Velbaarne Frue, skiønt hun besidder alle de Dyder, som nogen Velbaarn Siæl af Jove ter optimo maximo (at jeg skal tale Poetice) kand ønske; skiønt hun er saa ydmyg, at hun ofte med egne Velbaarne Hænder har imodtaget mine ingenii foetus, og med et lidet, Velbaarn Nik har givet tilkiende, at hun ikke foragter en ringe Parnassi Søn: Saa har dog dette onde Menneske understaaet sig at giøre et skammelig Vers over hende, som han har kaldet Fattigdom og Hoffart, hvorudi han paa en dristig og uforskammet Maade har søgt at tilskrive hendes Velbaarnhed adskillige Udyder. Han vil vel sige til sin 126 Undskylding, at han ikke har brugt hendes Navn; Men det opdigtede Navn Rosimunda, som begynder af samme Bogstav som Fruens Navn, gir udtrykkelig tilkiende, at Verset er allene sigtet paa hende.

DOMMEREN.

Jeg har alt nok; hun skal faae ræt. Jeg recommenderer mig udi Velbaarne Frues Bevaagenhed.

127
FRUEN.

Om jeg kand tiene Hr. Dommer udi noget, kand han kun tale mig frit til.

Fruen gaaet.
DOMMEREN.

Er der endnu flere?

SKRIVEREN.

Ja her er endnu en Officerer.

DOMMEREN.

Lad ham komme ind.

128

SCEN. 9

Officeren. De andre.

OFFICEREN.

Pots slapperment, man soll ein halb Stund stehen, ehr man Audientz kriegen kann. Til Skriveren. Seid ihr der Richter?

SKRIVEREN.

skielvende. Ney strenge Herre! Der sidder han.

OFFICEREN.

Gut! Hr. Richter, ich will den Kerl aufgehenkt haben. Du Elemenske Kerl, kennest du mich nicht? Weist du nicht, welcher Mann ich bin? Weist du nicht daß ich 32 Batallions gewonnen habe? Ich will ihm gleich aufgehenkt haben, Hr. Richter.

DOMMEREN.

Det kand ikke skee uden foregaaende Beskyldinger og Beviis.

OFFICIER.

Was Klagen? was Beweis? Was habe ich mit dat Blachscheißeri zu thuen? Tete bleu, ich bin ein Kerl flir mein Hut.

Tar paa sin Kaarde. Sehet man hier! das soll mir Recht vorschaffen, wenn ihr nicht wollet.

Skriveren kryber under Bordet.
DOMMEREN.

Min Herre, gaaer jer Sag an med Sagtmodighed! Er Personen skyldig, saa skal han tilbørlig blive straffet. Hvor i har han forgrebet sig?

OFFICEREN.

Er soll ein Vers iiber mich gemacht, worin er mich als ein Grofisprecher soll abgemahlt haben; ich habe es selbst nicht gesehen, andere aber haben mirs gesagt.

ROSIFLENG.

Ja Hr. Dommer! det er sandt, han har giort et Vers over en Praler, som alle Folk sige, sigter paa denne Herre, hvorvel under et opdigtet Navn, nemlig Theodorus.

DOMMEREN.

Got, jeg har alt nok. Vil min Herre have Taalmodighed et Øyeblik, medens jeg betænker mig paa Dommen!

129
OFFICEREN.

Gut gut, ein Viertelstund will ich warten, aber længer nicht.

DOMMEREN.

Hvor blev Skriveren af?

SKRIVEREN.

krybende frem. Der faldt en Pen ned, som jeg leedte efter under Bordet.

DOMMEREN.

I tabte vist ogsaa jer Hierte, som I maaskee kand finde i jere Buxer, om I leeder. Men I Monsieur, som er saa haardt beskyldt, har I noget at svare til disse Beskyldinger?

PHILEMON.

Ney aldeles intet Hr. Dommer. Jeg tilstaaer alt hvad jeg er beskyldt for, og underkaster det Hr. Dommers Skiønsomhed. Denne gode Magister, som er min Anklager, og jeg, skriver daglig Vers. Jeg laster, og han roser alting. Hr. Dommer har hørt hvad slags Vers jeg giør. Her offererer jeg tvende af hans Facon. Det eene er et Bryllups Vers til en bekiendt almindelig Skiøge, det andet et Begravelse Vers over en Hund.

DOMMEREN.

læser Versene. Jeg seer intet ont udi disse Vers; thi at roese en Skiøge er at skiule hendes Feyl med Kierligheds Kaabe, og alt saadant er Tegn til Medlidenhed og got Gemyt.

JERONIMUS.

som kommer ind med sin Datter i Begyndelsen af denne Act. Ach Hr. Dommer, favoriserer ikke den slemme Mand! Han har ladet see saa stor Falskhed mod mig, som ikke er at beskrive.

DOMMEREN.

Det er noget Hr. Jeronimus, som ikke kommer denne Sag ved. Jeg siger kun, at disse Vers kommer Autor ikke til Last. Det er jo hans Vers, Hr. Magister?

ROSIFLENG.

Ja det er, Gunstige Hr. Dommer.

DOMMEREN.

Got! Lad nu alle Anklagerne komme ind at høre paa Dommen.

ROSIFLENG.

til Jeronimus. Nu skal I see hvor smukt jer Svigersøn skal blive hængt inden Soel gaaer ned.

JERONIMUS.

Ach Ach!

130

SCEN. 10

Anklagerne kommer ind. De andre.

DOMMEREN.

reyser sig og holder saadan Tale: Det som holder Verden nogenledes i Ballance, er saadane Folk, som disse stridige Personer. En mager det saa, at Verden ikke blir verre, en anden at den aldrig blir bedre. Hvis Satyrici ikke vare til, der igiennemheglede Feyl og Lyder, ginge faa Mennesker Dydens Vey. Og hvis Hyklere ikke vare til, der bestyrke og authorisere Synder, forlode faa Mennesker Dydens Vey. Jeg har læset alle Monsieur Philemons Skrifter, og derudi fundet Laster og Feyl afmalet under opdigtede Navne. Han nægter selv at have sigtet paa nogen, og hans Anklagere 131 kand ikke beviise ham andet over. Jeg dømmer eder derfor, Monsieur Philemon, gandske fri for deres Beskyldinger. Og I Herrer Anklagere, som ved eders Conduite her for Retten har viset, at hvis ingen Skrifter vare giorte til jer Forhaanelse, saa burte der giøres: Gaaer hiem, og i steden at formere got Folk Proces, søger at rette de Feyl, som vanskaber jer saa meget. Og I Mag. Rosiflengius, som for Penge bruger eders Pen til at rose Laster og Udyder! eftersom ingen Straf er dictered udi Menneskelige Love for Hyklere og Øyenskalke, da de dog ere de skadeligste Mennesker i en Republiqve, saa lader vi jer gaae for den I er; dog paa det I ikke skal gandske rose jer af Legen, byder vi, at I skal gaae hiem med den Spanske Kappe igiennem de største Gader.

ROSIFLENG.

Ach Hr. Dommer! jeg er legitime promotus Magister.

DOMMEREN.

Dommen er afsagt, ifører ham Kappen!

Rosifleng iføres den Spanske Kappe, og blir forfuldt af smaa og store ud af Theatro.
JERONIMUS.

Jeg takker Hr. Dommer for en naadig Dom, og beder ydmygst, at han vil giøre mig den Ære at komme til min Datters Bryllup, som skal holdes med denne Person.

DOMMEREN.

Jeg takker skyldigst, det skal skee.

Det lykkelige Skibbrud Noter

S. 58
flattere, smigre. - Formue, Evne.

S. 59
Monfrere, fr. mon frère, min Broder. - Caresser, Høflighedsbeviser; Komplimenter. - Geheim-Raad, d.v.s. (hemmelig) Raadslagning.

S. 60
Zirat, Pryd, Prydelse. - Blessure, Saar. - Akkermær, Plovhest; brugt som Skældsord til Kvinder. - tar sig... an, tager sig af.

S. 61
prætenderer, gør Fordring paa. - Det skal have gode Veye, det har ingen Nød; det ordner sig alligevel. - Autor, Forfatter. - Satyren, Satiren.

132

S. 62
Permission, Tilladelse. - Skandskrifter, Smædeskrifter.

S. 63
Æsopus, græsk Fabeldigter (6. Aarh. f. Kr.), der efter Overleveringen var grim og vanskabt. - Generositet, Ædelmodighed, Storsindethed. - Besynderlig, især. - er jer aldrig til Maade, er jer aldrig tilpas.

S. 64
sort Habit med en liden Krave. Rosiflengius bærer de lærdes sorte Dragt og har ligesom de gejstlige en hvid Krave hængende ned under Hagen. - Patronesse, Beskytterinde.

S. 65
Debitum, lat. Gæld, Skyldighed. - Venam, lat. vena, Aare. - Poetice, lat. poetisk, digterisk. - Skialdre Geist, Digtergejst, - evne. - Subjecto, lat. subjectum, Person. - Achilles. I Homers Epos »Iliaden« er Achilles en af Hovedpersonerne. - eders Gunst... eders Dydzirenhed, gunstige Herre . .. dydsirede Madame. - Materie, Stof. - Præjudice, Skade. - Education, Opdragelse. - Parnasso, gr. Parnassos, Digterguden Apollons og de ni Musers Bjerg. - Hippocrene Kilde, Kilde paa det græske Bjerg Helikon, der var helliget Muserne. En Digter, som drak af dens Vand, fik Inspiration.

S. 66
straffet, irettesat. - reputeerlig, passende, ordentligt.

S. 67
Cupido, den romerske Elskovsgud. - Venus, den romerske Kærlighedsgudinde. Hun forestilledes undertiden kørende i Svane-Vogn, en med Svaner forspændt Vogn. - reven ØH og Brød, Ollebrød. - sær, især.

S. 69
som ikke er Jomfrue. Titlen Jomfru tilkom ikke Tjenestepiger, kun ugifte Kvinder af Borgerstanden. - med Billighed, med Rimelighed, med god Grund. - løb med Limstangen, løb som en naragtig Pigejæger. - ergo, lat. altsaa. - tilforn, tidligere. - Satisfaction, Oprejsning. - manqvere, undlade.

S. 70
u-skaaren, i Ro. - kneppede, knipsede. - Alteration, Ophidselse. - efter Tacten, som Takt og Tone byder. - de store Steene, midt i Gaden for Fodgængerne. - sviklede, mønstrede. - Lancette, lille tynd, tveægget Operationskniv. - Nachspil, Efterspil. - Barbeer-Comoedie. Der hentydes til 1-Aktsudgaven af »Mester Gert Westphaler eller Den meget talende Barbér« (1724; se Bind III).

S. 71
Bislag, Regnskur uden for en Gadedør; lille Veranda. - Krabask, Pisk, flettet af Remme. - Escorte, væbnet Følge, Sikringsvagt. - renderer, indbringer. - Avind, Misundelse, Nid. - Fuchsschwantzer, ty. Fuchsschwänzer, Spytslikker. - Amour, Kærlighed.

S. 72
Votumer, for lat. vota, egl. Stemmer, her: Bedømmelser. - publicere, udstede. - Generositet, ædelt Sindelag. - Lucretia, Romerinde, der i sin Mands Fraværelse blev skændet af Kong Tarquinius Superbus' Søn, og som derfor dræbte sig selv. - Richelieu, fransk Statsmand, Kardinal (1585-1642). - Varulv, 133 i Folketroen en Mand, der var forvandlet til Ulv og som saadan Anstifter af ondt; kendtes paa sammenvoksede Øjenbryn. - Absalon, Kong Davids Søn, berømt for sin Skønhed. - Raison, Grund.

S. 73
kagstryger, bagtaler; spotter. - Rediviva, lat. redivivus, genopstanden.

S. 74
Promotion, lat. Forfremmelse til en akademisk Værdighed (især Doktorgraden). - Raillerie, Spot, Spøg. - Aristides, athensk Statsmand (5. Aarh. f. Kr.) med Hædersnavnet den Retfærdige. - Extra, Ekstraindtægter. - Skieppe, Skæppe, gl. Rummaal=17,39 l). - Kli, Klid (Affaldsprodukt ved Formalingen af Korn). - ejusdem, lat. i samme Maaned. - smagede i vor Mund som slet intet, fik vi ikke noget af. - Jephtæ Dotter bad sin Fader om Lov til at gaa ud i Bjergene og begræde sin Jomfrustand, inden han fuldbyrdede sit Løfte og ofrede hende til Gud. - Trekpotte, Tepotte.

S. 75
Condition, Ansættelse, Stilling. - uf supra, lat. som ovenfor (omtalt). - Lyde, Fejl.

S. 78
Kaluune, Mave.

S. 79
holder mig beqvem der til, regner mig for skikket dertil. - besværget, besværet, angrebet. - Prætensioner, Krav. - Assignation, Anvisning. - Horreur, fr. Gru, Rædsel.

S. 82
conjungere, konjugere, bøje. - Arno, lat. jeg elsker.

S. 83
Intercession, lat. Mellemkomst. - Bene, lat. godt.

S. 84
Madame Duus, var en Bordelværtinde. - Statz-Møer, Skøger (ellers: unge Piger i Stillinger som Selskabsdame, Kammerpige o. lign.). - saa slet, saa ligefrem.

S. 85
Visiteer, visiterende Toldembedsmand; Tolder. - reputeerlig, respektabelt, standsmæssigt; passende. - Rosen. Saadan hed en Gæstgivergaard i Vestergade.

S. 87
Rdlr., Rigsdaler. En Rigsdaler var 6 Mark. - accorderet, truffet Aftale. - slette Daler, Sletdaler. En Sletdaler var 4 Mark. - recommendere mig andre, anbefale mig til andre. - Kundskab, Bekendtskab. - Mammeselle, folkelig Form af fr. Mademoiselle, Frøken. - celebreres, højtideligholdes, fejres.

S. 88
Udskrift, Afskrift. - Pas, Skudsmaal, Anbefaling. - over paa tyve Steder, paa over tyve Steder. - iblant, en Gang imellem. - Klik, Plet. - uden Pas og Afskeed, uden Anbefaling. - Recommendation, Anbefaling.

S. 90
Gaudieb, Kæltring. - løs Stiil, Prosa.

S. 91
om mit Navn det er, om det er mig, det gælder; eller: saa sandt jeg hedder -. - Baglast, Ballast.

S. 92
Serviteur, fr. (Deres) Tjener. - Dreng, Tjener.

S. 93
det ligger ikke Magt paa, det har ingen Betydning. - Famulus, lat. Tjener (en lærd Mands).

134

S. 94
gaaer vor Plov brav, dvs. er der Fart i vor Virksomhed, tjener vi Penge.

S. 95
Overgaars, Forgaars. - subtil, fin.

S. 96
fixere, narre.

S. 97
fodrer dig ud, udfordrer dig. - Fuglestangen, et Sted uden for Nørreport, ved den nuværende Tagensvej. Paa et aabent Stykke stod en Fuglestang, som Falkoneren benyttede, naar han dresserede Falke. Her fandt ofte Dueller Sted.

S. 98
confus, forvirret. - Contenance, Holdning.

S. 99
Plattene, Smiger; Hykleri. - paa en Trøje-Duus, paa et Terningkast, paa Lykke og Fromme. Forvanskning, gennem Nedertysk, af fr. trois deux: Terningerne viser tre og to.

S. 101
obstinat, genstridig. - Dilation, Udsættelse. - Possession, Besiddelse. - Galanterier, Galanterivarer, Luksusvarer. - skiøtter, lægger Vægt paa.

S. 102
giort nogle Antegninger, sat nogle Spor. - Lineamenterne, Trækkene.

S. 103
Imo, lat. ja. - Imo vero, lat. javist. - Qvid dicis, lat. Hvad siger du?

S. 104
Kaas, Kurs, Vej. - Salvete plurimum, lat. ærbødigst Goddag. - Salveter, folkeligt for Servietter.

S. 105
Myn Heer ... verloeren, ukorrekt Hollandsk: Min Herre, jeg bringer jer en meget sørgelig Tidende. - Min Herre har mistet sit Skib. - er mit Skib blevet?, forlist, gaaet under. - W el /a ... gekomen, Ja, min Herre! For seks Dage siden skete Ulykken. - I Kattegat, min Herre, mellem tolv og et henved Midnat. - Skib, Mandskab, Ladning, alt er gaaet tabt i det vilde Hav. Jeg alene kom derfra.

S. 106
Slutteriet, Gældsfængslet. - Fristelse, Prøvelse, Ulykke. - Prolepsin, gr. prolepsis, Foregriben (af Begivenhedernes Gang).

S. 107
ex professo, lat. paa Fagets Vegne. - stakked, ringe. - Hoffart, Hoffærdighed, Storagtighed. - Practikker, List, Rænker.

S. 109
Prætentioner, Krav.

S. 110-11.
Lucifer, Navn paa Djævelen. - Ick...hebb, Jeg er ikke Baadsmand min Herre, jeg er kun Matros. Ulykken skete i Kattegat, og jeg kan forsikre, at Skipperen ikke havde nogen Skyld deri, thi af den korte Tid jeg har faret med ham, kan jeg vidne, at Skipper Adrian var en af de dygtigste Skippere, jeg nogensinde har tjent. - Neen... myn Heer, Nej min Herre. Cornelius Jansen er Hr. Jeronymus' Skipper, men Skipper Adrian førte det forliste Skib, som har tilhørt dette Herskab. - Det er jo min Herre. Jeg er jo i Claus Petersens Hus. - Er det muligt! Jeg er ikke kendt her. Jeg har spurgt efter Hr. Claus Petersen, og de har vist mig dette Hus; men naar min Herre er Jeronymus, saa gratulerer jeg, for hans Skib ligger 135 paa Reden. - Ja min Herre, det var en Misforstaaelse. Farvel. - Jeg takker jer, min Herre. - Carnallier, Pak; Slyngler. - falske Blakke, upaalidelige Person. Blakke betyder egl. (blakket) Hest. - spænder ham ud for Rumpen, sparker ham i Rumpen ud af Scenen.

S. 112
paa hendes Bag, i hendes Fraværelse.

S. 113
Qyid tibi videtur, lat. Hvad synes dig, hvad mener du? - Flectere ... movebo, lat. Kan jeg ikke bøje Himlen, skal jeg sætte Helvede i Bevægelse (Vergil: Æneiden, VII, 312). - actionere, sagsøge. - gerræ, lat. Snak, Sludder. - Folk i sær, Folk personligt.

S. 114
Stien, Stigen.

S. 115
sidde sluttet, sidde lænket.

S. 116
practiseret dig til, tillistet dig. - Invention, Paafund, Opfindelse.

S. 117
Trøster I jer til, fortrøster I jer til; er I overbevist om. - formere ham denne Proces, anlægge denne Proces imod ham. - examinere, forhøre, afhøre.

S. 118-19.
Cavalier, Herre. - Qvis ... humble Service, fr. (iblandet tysk): Ja ved Gud, det er en Slyngel. Jeg er en retskaffen Mand, Hr. Dommer (egl. Raadsherre). - Nej ved Gud, jeg har været to hele Aar i Paris. - Hvadbehager. - Jeg er ikke .. . jeg er en meget dannet Mand. - Frands Hammer, ydmygst til Tjeneste. - Carmen, lat. Sang, Digt. - prostituerer, vanærer. - J'écraserai... bougre-là, Jeg skal ved Gud knuse hans Hoved. - Den Slyngel. - railleret, drillet. - for Haanden, i Duel.

S. 120
exemplariter, til Skræk og Advarsel. - A l'honneur ... Senateur, Imødeseende den Ære at gense Dem, Hr. Dommer.

S. 122
alter Pater, lat. den anden Fader. - Significantius, lat. tydeligere. - Johannem ... Crucisoranum. Latinisering af Navnet: Hans, Søn af Peder Mikkelsen i Korsør. - id qvod... est, lat. som er bekendt for Øjensvage og Barberer (med Hentydning til Sladderen i Apoteker og Barberstuer), dvs. som er bekendt for Alverden (Horats: Satirer I, 7, 3). - sub titulo, under Titlen. - dominatio vestra, lat. Deres Herlighed. - adoptered, antaget, godkendt. - in Republica literaria, lat. i den lærde Verden.

S. 123
Præjudicatz, Skade. - Autor, Forfatteren. - Til-Navn, Efternavn.

S. 124
Sangklokkerne. Hentydning til Helligaandskirkens Klokkespil, som kunde gaa i Timevis, naar man betalte derfor. - Svatzige, Snakkesalige.

S. 125
palted, pjaltet. - Svantzen, Slæbet. - Extraction, Herkomst. - Madame ... frue. Titlen Madame (Madamme) brugtes til gifte Kvinder uden for Almuestanden, hvis Mænd ikke havde 136 Rang, medens Frue kun anvendtes til fornemme Kvinder, hvis Mænd havde Rang. - Qvaliteter, Egenskaber. - ma foi, fr. min Tro. - nedrig, lavt. - agere, føre. - gemene, almindelige, simple. - af Jove ter optimo maximo, lat. af den tredobbelt gode og store Jupiter. - ingenii foetus, lat. Aandsfostre. - Parnassi Søn, dvs. Digter.

S. 128
Pots slapperment, formildende Fordrejelse af tysk Gottes Sacrament. - man ... kann, ty. man skal staa en halv Time, før man kan faa Audiens. - Seid ... Richter?, Er I Dommeren? - Elemenske, Forbandede. - Blachscheisseri, Blækgyderi (paa Tysk hedder Blæk dog Tinte). - zu thuen, at gøre. - Tete bleu, fr. Død og Pine. - Er soll... gesagt. Han skal have lavet et Vers om mig, hvori han skal have malet mig som en Storpraler; jeg har ikke selv set det, men andre har sagt mig det.

S. 129
ein Vierteilstund... nicht, et Kvarter vil jeg vente, men ikke længere. - Hierte, her i Betydningen Mod. - offererer, overrækker.

S. 130
Satyrici, satiriske Forfattere.

S. 131
Conduite, Opførsel. - den Spanske Kappe var et Strafferedskab, der bestod i en Trætønde med et Hul i Bunden, op af hvilket den Skyldiges Hoved stak, naar han til Spot og Spe førtes gennem Gaderne eller udstilledes paa Torvet. - er legitime promotus Magister, har taget Magistergraden ved Universitetet. En saadan Mand kunde normalt ikke straffes paa ovennævnte Maade.