Holberg, Ludvig DE USYNLIGE

DE USYNLIGE Comoedie udi tre Acter

260

Hoved-Personerne i Comoedien

  • LEANDER
  • ARLEQVIN
  • COLOMBINE
    Arleqvins Fæstemøe
  • LEANDERS USYNLIGE
  • ARLEQVINS USYNLIGE
  • HENDES BRODER
261

De Usynlige
Indledning

Da Holberg i Foraaret 1726 kom hjem fra Frankrig, har han øjensynlig faaet Opfordring til at skrive nogle Lystspil i forskellig Stil for Lille Grønnegade Teatret, som stod paa svage Fødder. Det er sandsynligt, at Resultatet blev de to foregaaende Komedier og den nærværende, som blev trykt 1731, men ikke naaede Opførelse, før Teatret lukkede. Det kom op 1747.

Holberg har virkelig forsøgt en ny Stil. I Franskmanden Scarrons Roman Comique (1651) fandt han den romantiske Historie om de 'usynlige', dvs. maskerede, som han dramatiserer og supplerer med Tjenestefolkenes lattervækkende Efterligning af Kærlighedsspillet hos Herskabet. I Komediens Historie har snart den sværmeriske, snart den burleske Side af Stykket haft Overvægt. 1856 fik den smukke Michael Wiehe Leanders Rolle, og »han formaaede at tænde Flammer i Leanders lidt stive Ord. Rollens sære Romantik - Forelskelsen i den usynlige Skønhed - laa ganske fortrinlig for Wiehes paradoksale Erotik: han syntes altid at knæle for en urørlig Madonna . . . Han fandt med Glæde i Holbergs kantede Stil en Form for det Tilbageholdne og Melankolsk-forlegne, det Ildfuldt-sky, der laa i hans Væsen. Han lagde glødende Lidenskab i Leanders Repliker, hvor den unge Dame vil friste ham til Utroskab, og hvor han udbryder: »Intet uden Døden skal skille mig fra den Usynlige«.« Efter denne Succes hvilede Komedien i 20 Aar, indtil Olaf Poulsen fik Teatret til at genoptage det, for at han kunde udføre Tjeneren Harlequins Rolle. Med komisk Mesterskab gjorde Olaf Poulsen 262 Harlequin til det groteske Skyggebillede af Leanders fornemme Attituder. Han levendegjorde, efter Øjenvidners Udsagn, til Fuldkommenhed Holbergs Mening med denne usnedige Tjener, som elsker sin Columbine kødeligt og haandfast, indtil han opdager, at Herskabet, ved at stille Barrierer op for Elskovens Fuldbyrdelse, opnaar større og mere raffinerede Glæder. Et Højdepunkt blev naaet ved 2. Akts Slutningsscene, den berømte Serenade. Olaf Poulsen »lærte sig at spille Violin for denne Rolles Skyld; han vilde udføre sin Serenade uden fremmed Hjælp paa den ene G-stræng. Da Harlequin er kommen til Verset:

Det Harlequin han ønsker,
af Hjærtens Grund udpønsker,

tager Poulsen det sidste mindeværdige Ord med en høj Tone, som han famlende udleder sig paa Violinen: udpønsker dirrer i Luften udpint musikalsk som sprogligt for at hjælpe paa den manglende Inspiration«.

Litteratur.Edvard Brandes: Holberg og hans Scene. Opførelser og Fremstillere, 1898, S. 145-66, hvorfra Citaterne ovenfor er hentede.

263

ACTUS I

SCEN. 1

Leander. Arleqvin.

ARLEQVIN.

Jeg kand sværge dyrt paa, Herre, at hvis jeg ikke havde hørt jer Røst, havde jeg umueligt kunde kiende jer igien, saadan er I forandret paa een Maaneds Tid, medens jeg har været borte.

LEANDER.

Ach dig synes kun saa Harleqvin!

HARLEQVIN.

Da jeg reisede bort Herre, var I saa fæd som en Forpagter; men nu seer I ikke anderledes ud, end en vandrende Ridder, en Don Qvichot. Enten maa Herren have været syg, eller han maa være forliebt.

264
LEANDER.

Een af Deelene, Harleqvin!

HARLEQVIN.

Har Herren da været syg?

LEANDER.

Nei jeg har ikke.

HARLEQVIN.

Saa er Herren da forliebt?

LEANDER.

Det kand nok være.

ARLEQVIN.

I hvem er Herren da forliebt?

LEANDER.

Jeg veed min Troe ikke.

HARLEQVIN.

Hvilken underlig Snak er det!

LEANDER.

Underlig eller ey, saa er det dog saa.

HARLEQVIN.

Ey, hold dog op at skiemte, Herre! Men er hun skiøn?

LEANDER.

Jeg veed i Sandhed ikke.

HARLEQVIN.

Jeg kand nok slutte, hvordan det hænger sammen. Der er sluttet en Forlovelse mellem hendes og jere Venner, saa at I kiender hinanden ikke, uden af deres Beskrivelse.

LEANDER.

Jeg hører nok, at du kiender mig ikke ret endnu. Jeg frier min Troe aldrig ved Commissionairer.

HARLEQVIN.

I frier ikke selv og I frier ikke ved Commissionaire, og dog blir I forlovet. Det er jo en mørk Tale, som aldrig kand løses. Det er jo ligesom jeg vilde sige: Jeg saaler aldrig mine Hoser, jeg lar dem ey heller saale ved andre, og dog blive de saalede.

LEANDER.

Naar du kommer med saadan Lignelse, Harleqvin! maatte du i det ringeste sige sans comparaison.

HARLEQVIN.

Jeg kand ikke tale Latin, Herre! og jeg veed ikke at give det ret paa vort Maal, derfor maa Herren have mig undskyldt. Men har hun da Midler?

LEANDER.

I gemeene Folk spør altid strax efter Penge.

HARLEQVIN.

I fornemme Folk min Troe ligesaa, med Herrens Permission. Ach siig mig dog, Herre, om hun har Midler!

LEANDER.

Gid jeg faae Skam om jeg veed.

HARLEQVIN.

Hvad Fanden er da dette? Er hun gammel?

LEANDER.

Ney, jeg troer ikke, at hun skal være gammel.

HARLEQVIN.

Herren kand jo nogenledes see paa hendes Ansigt, om hun er gammel.

265
LEANDER.

Jeg har jo sagt dig, at jeg aldrig har seet hende.

HARLEQVIN.

Og I er endda forliebt?

LEANDER.

Ja dødelig forliebt.

HARLEQVIN.

Hvorfor Dievelen forlieber I jer ogsaa ikke udi Keyserens Dotter i Misisippi?

LEANDER.

Jeg kommer til at hielpe dig af Drømmen, Harleqvin! I gemene Folk gaaer lige til, og vi andre fornemme Folk defilerer. Hos jer bestaaer den hele Act af et Spørsmaal: Vil hun have mig? og et Giens var: Ja eller Nei. Men vi, som finde ingen Sødhed udi det som vi uden Møye kand komme til, udvælge den vanskeligste og forhinderligste Vey at komme til vort Maal.

HARLEQVIN.

Saa maa da Seigneur Per Gante have været en meget fornemme Mand; thi man siger om dem, som laverer saaledes uden Nødvendighed til Maalet, at de gaaer Per Gantes Gienvey. Men hvordan det er eller ey, saa maa I enten selv have beseet eller ved andre ladet besigtige den, som I er bleven forliebt udi.

LEANDER.

Som jeg siger dig, Harleqvin, ingen af Deelene.

HARLEQVIN.

Har Herren da ey heller seet hendes Kaaberstykke?

LEANDER.

Hverken Original eller Copie.

HARLEQVIN.

Adieu Herre! jeg er gal, som staaer her og hører paa slig Pølse-Snak.

LEANDER.

Du vil ikke give mig stunder at forklare mig. Den Person, som jeg har forliebet mig udi, tilstæder mig allene at tale med sig. I en heel Maaned, som jeg har giort Amour, har jeg ikke kundet formaae hende til at tage Masqven af, for at beskue hendes Skiønhed.

HARLEQVIN.

Men hvordan Pokker kand Herren da være bleven forliebt i hende?

LEANDER.

Den Haardhed, hun har beteet mig, langt fra at giøre mig kaaldsindig, har forøget min Kierlighed i saadan Grad, at jeg er gandske fra mig selv.

HARLEQVIN.

Det er noget forbandet galt Tøy, Herre! 266 Det kand jo hende sig, at naar I nu engang skal holde Bryllup, og hun tager Masken af, da bliver den udi jer Indbildning guddommelige Nymphe forvandled til en Maren-Amme, og i steden for en Rosen-læbed Mund kommer I til at kysse en Jordemoder-Flab.

LEANDER.

Det er jeg ikke bange for. Jeg er forsikkred om at det er en Model af Deylighed og Yndest.

HARLEQVIN.

Jeg tænkte ligeledes forgangen, Herre, da jeg kiøbte u-beseed en halv Fierding Smør; men da jeg slog Fierdingen op, fandt jeg den fylded med Fæt.

267
LEANDER.

Hvilke nogle tølpelagtige grove Lignelser!

HARLEQVIN.

Hvor grove de ere, saa ere de dog Grundige. Naturen har givet os Øyne, fordi vi skal see os for, og Hænder, fordi vi skal føle os for; saa giorde jeg førend jeg forlovede mig med Colombine.

LEANDER.

Jeg kand forsikkre dig om, at hvor skiøn hun end kunde være, saa havde jeg ikke elsket hende halv Delen saa meget, hvis hun strax havde ladet sig see.

HARLEQVIN.

Det er en spansk Maade at blive forliebt paa, som jeg ikke begriber. Men fortæl mig, Herre! hvorledes alt dette er tilgaaet.

LEANDER.

Ungefehr for en Maaned siden, da jeg udi Tusmørket gik og spadserede udi en Have, blev et Vindue opladet, og jeg hørte en angenem Engle-Røst, som nævnede mig ved Navn, og spurdte, hvi jeg gik i saa dybe Tanker. Jeg blev strax slagen af Røstens Sødhed, og bad inderligen, at jeg maatte nyde hendes deylig Ansigt at see. Men forgieves. Efter lang Kierligheds Tale lovede hun anden Dag ved samme Klokke-Slet at unde mig hendes Conversation, men med samme haarde Vilkor. Jeg forsømmede ikke at møde, og fandt jeg udi den anden Samtale, at hun var mig ikke ugenegen. Hun lovede at demaskere sig, naar Tid var, og bad mig indstændig ikke at anmode hende om det som hun for vigtige Aarsager ikke endnu kunde føye mig udi. Jeg har ogsaa rettet mig derefter og continueret vore Samqvemme med samme Vilkor. Endelig for 14 Dage siden, da jeg var allene udi en Spadsere-Have, blev jeg af 8 maskerede Cavaliers uformodentligen omringed, hvilke, uden at tale et Ord, førte mig med Magt udi en prægtig Vogn, agede mig uden Byen, og holdte stille for et deyligt Lyst-Huus, hvor jeg blev med stor Pomp modtagen. Jeg blev bragt af et herligt Gemak ind udi et andet, og det med største Taushed. Endelig blev jeg indladet paa en Sal, hvor der stod et dekked Bord, sigted fuld med delicate Retter. Jeg tænkte ved mig selv: Ach Himmel, hvad er dog det?

268
HARLEQVIN.

Blev da Herren alterered?

LEANDER.

Jeg kunde for Skræk og Alteration ingen Sands have.

HARLEQVIN.

Da kand jeg ikke blive saa alterered for et Bord, sigted fuld af Retter.

269
LEANDER.

Jeg vidste ikke, hvor jeg var, Harleqvin, og hvad jeg skulde giøre.

HARLEQVIN.

Hvad jeg skulde giøre? Jeg skulde have sat mig ned, og ikke givet en eneste Ret Qvarteer. Men hvorledes gik det ellers videre, Herre?

LEANDER.

Strax derpaa indtraadde en Dame, hvis Lige jeg aldrig saae udi Yndest og Deilighed, som sat sig ned ved Bordet, og ved et Vink gav tilkiende, at jeg skulde giøre det samme; Hvilket jeg giorde.

HARLEQVIN.

Det troer jeg nok, det er jo alle de Herligheder et Menneske kand forlange i denne usele Verden.

LEANDER.

Hun bad mig med en venlig Mine at spise, men mit Hierte var saa bespændt af Frygt og Forskrækkelse, at jeg intet kunde smage.

270
HARLEQVIN.

Jeg kand blive gal over saadan Snak, Herre! Skulde mit Hierte blive bespændt af det at man sat mig paa en Fløjels Stol, og bar mig Mad, Viin og smukke Piger til, da maatte jeg have et slyngelagtigt Hierte, og var ikke værd at lignes ved en Østers.

LEANDER.

Hold op med din slyngelagtige Critiqve, og giv mig Tid at fortælle Resten. Efter at hun havde spiiset lidt udi storste Taushed, gav hun et Vink til hendes Domestiqver at gaae til side. Da saadan Ordre var efterlevet, begyndte hun dybt at sukke, og endelig brød ud udi disse Ord: Cavalier! Jeg veed, hvor eders Tanker er henne, og jeg haver udspioneret hvem I elsker. Men I elsker forgiæves. Hun haaber ogsaa forgieves at nyde Frugt af jer Kierlighed; thi hun har en Rivale, som hun er alt for afmægtig at imodstaae. Jeg spurdte skiælvende, hvo den Rivale var. Hun svarede, det fik jeg nok at vide, og derpaa giorde et vitløftig Portrait paa samme Rivale, beskrev hendes Velstand, Byrd, Skiønhed og Yndest, og med stor Hæftighed raadede mig fra at elske den, jeg havde fæstet mit Hierte til. Men all den Tale bevægede mig ikke; thi jeg svarede uforskrekked: Naadige Frue! Endskiønt samme Rivale udi Yndest og Skiønhed lignede Eders Naade selv, saa kunde dog intet uden Døden skille mig ved min Usynlige. Hvorpaa hun med en vreed Mine reisede sig, og gik bort, ladende mig allene nogen Tid, som for at nøye overveye det giorte Forslag. Derefter kom en ærbar gammel Dame ind, som tog mig ved Haanden og sagde: Jeg ynker eders Tilstand; thi I maa vide, at hun aldrig lader u-hævned passere den Foragt I har ladet see mod hende. Jeg svarede, at det skulde smerte mig at have givet Fruen mindste Leylighed til Fortørnelse, og at jeg aldeles ikke vidste hvorudi den Foragt bestod. Min Herre! sagde hun da, det er forgiæves at I stiller jer saa enfoldig an; thi min Frue er alt forvel informeret om jer Forstand, at hun skulde troe, at I ikke havde begrebet hendes Meening, nemlig at den Dame, som hun saa høit recommenderede, 271 var hende selv. Nu gir jeg dig at betænke, Harleqvin! hvilken Tilstand disse Ord bragte mig udi.

HARLEQVIN.

Gir Herren mig det at betænke, saa betænker jeg det saaledes, at I strax besluttede at lade jer Usynlige blive usynlig til Dommedag, og med Glæde at omfavne det Liggendefæe, som I saae at være solide.

LEANDER.

Ney Harleqvin, den Estime, jeg havde fattet for hende, blev ved saadant Tilbud forvandled til Foragt.

HARLEQVIN.

Saa, lystig! Jeg har aldrig min Livstid kiendet saadan forbanded underlig Gout. Hør, Herre! en viiser jer en kostbar Perle paa et Bord, og graver en anden, som I ikke veed om den er ægte eller u-ægte, ned i en Møding, og gir jer Vall at tage, hvilken jer lyster. Hvad tog I da helst?

LEANDER.

Jeg tog helst den, som laae paa Bordet.

HARLEQVIN.

Nei Herre! i Dievels Skind, ney! I grov heller i Mødingen efter den u-ægte, saa viit som jeg kand begribe, thi - -

LEANDER.

Denne Lignelse passer sig her ikke.

HARLEQVIN.

Og jeg meener jo. Men, Herre, efterdi I er saa forliebt i Masker, hvorfor forlieber I jer ikke i en Hue-Blok?

LEANDER.

Hold Munden, og lad mig fuldføre Historien. Efter at den største Forskrækkelse var gaaed forbi, tog jeg Mod til mig igien og sagde reent ud, at jeg tusind gange heller vilde døe end forlade min Usynlige. Den gamle Dame ynkedes over min Forstokkenhed, og søgte af yderste Magt at bringe mig paa andre Tanker, forestillende mig paa en Side den Velstand og Herlighed, jeg kunde nyde, og paa den anden Side hendes Frues Vrede, som ikke kunde stilles uden med mit Blod. Men mit endelige Svar var, at Piinebænk, Fængsel og Død aldeles ikke kunde bevæge mig. Hvorpaa hun gik sukkende bort, ladende mig allene paa Salen, hvor jeg stod og forventede min Døds-Dom. Endelig træder de samme 8 Cavaliers ind igien, binder for mine Øyen, og fører mig bort udi en Carosse. Jeg meente, det var til Retterstedet. 272 Men da jeg var ført ud af Carossen, og fornam, at jeg var forladt alleene, løsede jeg Kluden fra Øynene, og da merkede, at jeg var udi Sikkerhed paa samme Sted, hvorfra jeg var bleven bortført, og som det var just ved samme Tid min Usynlige havde stævnet mig til sig, gik jeg derhen, og fortaalte hvad mig var vederfared. Hun hørte det an med Forskrækkelse, formanede mig til Bestandighed, som hun forsikrede at jeg mig ikke skulde fortryde paa. Men det var mig ey heller denne gang mueligt at nyde hendes Aasiun.

HARLEQVIN.

Og Herren elsker hende endnu lige høyt?

LEANDER.

Ja end meer end tilforn; thi just denne Conduite, som vilde forarge en anden, er Tønder til min Elskov. Men nu haaber jeg strax at nyde Frugten af min Bestandighed; thi hun har lovet ved denne Time at lade sig her indfinde, dog med Vilkor, at hendes Ansigt bliver skiuled.

HARLEQVIN.

Hvilke herlige Frugter, at hun efter saadan Bestandighed og udstanden Livs-Fare beviser jer den Ære at I maa see hende udi den anden Ende! Hør, Herre! kommer hun hid uden Geleide, saa skal hun demasqvere sig, om hun blev gal; thi her er vist nok Bedragerie under, og vil ikke Herren tage hende Masken fra, saa vil jeg.

LEANDER.

Hvis nogen understod sig dertil, skulde det koste hans Liv, om det end var min egen Broder. Ney jeg vil med Taalmodighed opbie Tiden. Men der seer jeg een kommer. Det er uden Tvil hende.

HARLEQVIN.

Hun har min Troe en smuk Taille. Er hun saa smuk for som bag, saa kunde jeg selv blive forliebt i hende, hvor koldsindig jeg end er.

SCEN. 2

Leander. Harleqvin. Den Usynlige.

DEN USYNLIGE.

Hid indtil, min Herre! har jeg ikke talet med ham uden langt fra, men nu jo større Prøver 273 jeg merker af hans Bestandighed, jo meer Frihed giver jeg ham at nærme sig til min Person.

LEANDER.

Den Faveur, min allerkiæreste Jomfru beviser mig i Dag, foraarsager mig stor Glæde, og bestyrker mig i min Forhaabning at see engang min Troeskab belønned.

DEN USYNLIGE.

Hid indtil har I seet, at jeg aldrig har feylet i mine giorte Løfter. Bliv kun ved at elske med Bestandighed, I skal see at I har ikke elsket forgieves. I skal ikke fortryde paa med Livs-Fare at have forkastet andre prægtige Tilbud, og foragtet Originaler for at henge ved den som I hid indtil ikkun har seet udi Skygge.

LEANDER.

Jeg skal helligen udi alting efterleve min Jomfrues Ordre, og hvor brændende min Længsel er at see det Ansigt, hvis Skygge har betaget mig min Frihed, og den Mund, hvis Lyd allene har opvakt saadan hæftig Kierlighed udi mit Hierte, saa dog skal jeg uden Fortrydelse opbie Tiden indtil min Jomfru finder for got at aabne mine Øyen for at see den Herlighed, som jeg udi Indbildning allene har mættet mig med. Jeg understaaer mig allene denne gang at tilbede mig den Frihed at kysse paa min Jomfrues deilige Haand.

DEN USYNLIGE.

Jeg kand endnu ikke tilstæde ham den Frihed.

LEANDER.

paa Knæ. Allerkiæreste Jomfrue! frist mig dog ikke over min Formue, men tillad jer troe Tiener - - - -

HARLEQVIN.

Ach Jomfrue, vær dog ikke saa forbandet haard, og betænk, at min Herre er dog ingen Vestfalsk Skinke eller Hollandsk Ost, men - - -

DEN USYNLIGE.

Ach Himmel! hvo er det som taler? Jeg er forraad!

LEANDER.

reisende sig. Vil du tie din Forrædder! Det er min gamle Tiener allerkiæreste Jomfrue, som jeg ikke har undseet mig at tage med; thi han er enfoldig og dum som et umælende Creatur, og har intet andet Menneskeligt uden den udvortes Skabning.

274
HARLEQVIN.

sagte. Hvilket forbanded Folk i denne Bye, som skiønner saa lidt paa gode Hoveder. Umælende Beest! ha ha! jeg maa lee deraf, thi jeg er min Troe et af de beste Hoveder i det ringeste her i Gaden.

LEANDER.

Men derimod er han oprigtig, saa jeg kand betroe ham all min Velfærd.

275
HARLEQVIN.

sagte. Det kand endeligen lade sig høre; men umælende Beest, fy for tusind Diævle!

DEN USYNLIGE.

Hvis det er kun jer Tiener, saa er intet herudi forseed. Men jeg beder for den Kierlighed der er os imellem, at I denne gang ikke meer paastaaer begiærte Faveur, som Sømmelighed og andre Aarsager tilstæder mig endnu ikke at accordere. Jeg har ikke lang Tid tilbage at holde mig saa indgetogen. Maaskee at I udi denne Dag skal fuldkommeligen naae jer Ønskes Maal.

LEANDER.

Ach hvilken glædelig Tidende! Jeg skal efterleve hendes Befalning, og aldrig for Tiden begiære nogen Faveur; thi jo høyere jeg elsker min Jomfru, jo større Fornøyelse finder jeg udi at adlyde hende end ogsaa udi de allerhaardeste Ordres.

DEN USYNLIGE.

Jeg skiønner paa min Herres Lydighed, og er forsikred, at det er allene Effect af hans oprigtige Kjærlighed. I vilde vel tænke med jer selv: hvortil tiener at plage en Beiler efter saa store viiste Prøver? hvortil tiener at opsætte Contractens Fuldbyrdelse, efter at den er engang slutted? Men jo vanskeligere Veyen er, jo behageligere er det, naar man kommer til Maalet; vi skiønnede ikke paa Foraaret, dersom vi ingen Vinter havde; de Frugter, som vi finder paa Marken, smager os ikke saa vel, som de, hvilke vi med Besværlighed selv plukke af Træet. Men lader os gaae lidt hen udi en anden Allee, for at tale videre sammen.

LEANDER.

Harleqvin! bliv du der staaende til jeg kommer tilbage.

SCEN. 3

HARLEQVIN.

alleene. Hun har ret derudi, at de Frugter, som ligger paa Marken, smage ikke halv saa vel, som de, hvilke man med Besværlighed selv plukker af Træet; det har jeg selv merket, iligemaade at Maden smager mig aldrig bedre end paa en Bededags Aften. Jeg seer 276 af disse forliebte Folkes Opførsel, at de vil gaae langt fornøyeligere til Brudeseng end jeg og Colombine. Vi har gaaet alt formeget lige til, og den Tøite var alt forhastig med at give mig sin Troe. Jeg elsker hende, det er sandt; men min Kiærlighed er kun en slyngelagtig Kierlighed mod min Herres, thi om Colombine døde i Dag eller i Morgen, hang jeg mig derudover strax ikke af Fortvilelse. Men hvad kand være Aarsag til saadan lunken Elskov uden det, at jeg ingen Umag har haft med at vinde den? Thi saa snart som jeg lokkede, hoppede

        

277 hun; da jeg sagde: vil du være min Hustru? sagde hun: ja nok; da jeg bad om et Kys, rakte hun mig strax Flabben; og da jeg bad hende om Frihed at føle paa hendes Bryst, sagde hun: gierne, min Snut; og derudi bestaaer all Ulykken. Vil hun blive ved at være saa troe, saa troer jeg, at jeg faaer meer og meer Afsmag for hende; thi - - men der kommer hun min Troe. See engang hvor forbanded Coqvette hun seer ud.

SCEN. 4

Harleqvin. Colombine.

COLOMBINE.

Est du der, min allerkiereste Harleqvin?

HARLEQVIN.

Ja her er jeg. Kom og kys mig engang.

Sagte.

Nu skal man see, om hun ikke strax rækker Snuden frem.

Colombine vil kysse.
HARLEQVIN.

vendende Hovedet fra. Jeg vilde sige: Lad mig føle dine Bryster.

COLOMBINE.

Gierne min Engel! du har at befale.

HARLEQVIN.

sagte. Gid du faaer Skam dit barmhiertige Beest! Hør, Colombine! vi kand i Vinter ikke holde Bryllup for visse Aarsager.

COLOMBINE.

Ikke i Vinter?

HARLEQVIN.

Ney! og maaskee heller ikke tilkommende Foraar.

COLOMBINE.

Ey heller tilkommende Foraar?

HARLEQVIN.

Og maaskee ey heller tilkommende Sommer.

COLOMBINE.

Ey heller tilkommende Sommer?

HARLEQVIN.

Og maaskee ey heller tilkommende Høst.

COLOMBINE.

grædende. Ey heller tilkommende Høst? Men hvorfor?

HARLEQVIN.

vrængende efter hende. Men hvorfor? Fordi det er din egen skyld.

COLOMBINE.

Er jeg skyld, at Bryllupet blir opsat?

278
HARLEQVIN.

Det siger jeg ikke; men det bliver dog opsat.

COLOMBINE.

Af hvad Aarsag da?

HARLEQVIN.

See hvor hun staaer her og flæber! Af hvad Aarsag da? af Aarsag, at jo vanskeligere Veyen er, jo behageligere er det, naar man kommer til Maalet.

COLOMBINE.

Hvad vil det sige?

HARLEQVIN.

Det vil sige paa anden Danske: Vi skiønner ikke paa Foraaret uden vi først har Vinter.

COLOMBINE.

Vi har jo nu Vinter.

279
HARLEQVIN.

Jo vist har vi Vinter. Sagte. Hvilket forbanded Kiødhoved!

COLOMBINE.

Hvad vil dog all den Snak sige?

HARLEQVIN.

Det vil ungefehr sige saa meget, som at de Frugter, vi finde paa Træet, smage ikke saa vel, som de, vi med Besværlighed plukke paa Marken.

COLOMBINE.

Du maa forklare dine Ord renere, om du vil at jeg skal forstaae dig.

HARLEQVIN.

Vil du endelig have fuldkommen reen Forklaring, da udtolker jeg Ordene saaledes: De Ord, vi skiønner ikke paa Foraar uden vi først har Vinter, betyder paa got og oprigtig Dansk, at du est en Carnali.

COLOMBINE.

Hvad? er jeg en Carnali? Hvad ont har jeg giort at du handler saa ilde med mig? Ach det skulde aldrig have fortrydet mig, hvis jeg ikke havde elsket dig saa højt.

HARLEQVIN.

Det er just Ulykken at du har elsket mig saa høyt.

COLOMBINE.

Er det Ulykken?

HARLEQVIN.

Ja i tusind Pokkers Navn! det er Ulykken. Hvorfor Dievelen var du ikke usynlig først?

COLOMBINE.

Jeg troer han er reent gal.

HARLEQVIN.

Ney min Troe er jeg ikke gal, men har været gal tilforn. Hør, Colombine! det første, jeg søgte at faae dig i Tale, blev det mig ikke da strax tilladt?

COLOMBINE.

Jo vist.

HARLEQVIN.

Da jeg sagde: vil du have mig, svarede du ikke strax ja?

COLOMBINE.

Jeg erindrer ikke rettere.

HARLEQVIN.

Jo jeg erindrer det nok, jeg selv. Var du synlig eller usynlig, da jeg friede til dig?

COLOMBINE.

Hvilken forbanded Snak! naar har jeg været usynlig?

HARLEQVIN.

Det er just Ulykken. Adieu mit Barn! hils dine Forældre.

280
COLOMBINE.

Bie din Forrædder! du skal forklare mig hvo der har forført dig til at forlade mig.

HARLEQVIN.

Intet uden den sunde Fornuft har forført mig.

COLOMBINE.

Hvad? Raader den sunde Fornuft os at forlade dem, som elske os? Raader den sunde Fornuft os at bryde vort Ægteskabs-Løfte?

HARLEQVIN.

Du est en Taadse mit Barn! og veed ikke hvad den sunde Fornuft er; thi havde du vidst hvad den sunde Fornuft var, saa havde du imod den sunde Fornuft ikke været uvidende i den sunde Fornuft, nemlig at jo vanskeligere Veyen er, jo behageligere er det at komme til Maalet; saa havde du vidst, at Vinteren er ikke angenem uden efter Foraaret; saa havde du vidst, at det er bedre at klyve udi Træet, end at klyve paa den slette Jord.

COLOMBINE.

Men hvad Pokker vil da alt dette sige?

HARLEQVIN.

Hør, Colombine! jeg skal strax hielpe dig af Drømmen. Da jeg kom tilbage fra Landet, fandt jeg min Herre Leander fast daarekiiste forliebt, og det udi en Person som han aldrig har seet.

COLOMBINE.

Det gaaer over min Forstand.

HARLEQVIN.

Jeg troer det nok, Colombine! Det er just Ulykken, at du har saadan Hønse-Forstand. Havde du vidst at stille dig an, som samme Dame, havde min Kierlighed været ligesaa heftig.

COLOMBINE.

Hvorledes fører hun sig da op?

HARLEQVIN.

Den første Uge fik han allene Lov at tale med hende langt fra, den anden Uge at see hende bag til, den 3die Uge for til; men alt under Maske. Og er ham endnu ey efter stor beviist Troeskab og Bestandighed tilladt at kysse paa hendes Haand. Dette er noget andet end: vil du have mig? ja nok! thi saaledes frier umælende Bester til en hinanden, og derfore leve udi Ægteskab sammen som Hund og Kat. Ney Kierlighed skal gaae frem grad-viis, saa varer den længst. Det Træ som vi plukker af Frugten - - - Ney jeg vil sige: 281 den Pluk som vi frugter af-- Ey, nu kand jeg ikke hitte paa det igien. Med et Ord at sige, Colombine: der blir intet af noget Ægteskab mellem os, thi jeg vil have en der kand giøre mig ligesaa forliebt, som denne Usynlige har giort min Herre.

COLOMBINE.

Fattes der ikke andet, saa skal jeg gierne giøre mig usynlig en heel Maaned.

HARLEQVIN.

Det hielper nu ikke om du giorde dig usynlig hundrede Aar; thi nu veed jeg, at du giør det allene af Coqveterie. Adieu Colombine! Hils dine For ældre.

SCEN. 5

Colombine. Magdelone.

COLOMBINE.

Ach jeg elendige Menneske, der skal see min Troeskab saa ilde belønned!

MAGDELONE.

See, est du her allene, Colombine? Har du vel talet med din Kiæreste nyeligen?

COLOMBINE.

Jo disvær! jeg har talet med den Forræder.

MAGDELONE.

Hvad nu?

COLOMBINE.

Ach Magdelone! mit Hierte vil briste af Forbittrelse, naar jeg tænker paa, hvorledes han tog imod mig.

MAGDELONE.

Hvordan da? Fortæl mig noget derom.

COLOMBINE.

Han sagde, at han ingen Kjærlighed kunde bære til mig, efterdi jeg saa let havde ladet mig overtale til at elske ham. Han vil efter sin Herres Exempel frie paa Romansk.

MAGDELONE.

Hvordan er det at frie paa Romansk?

COLOMBINE.

Det er, at hans Maitresse skulde stille sig haard og indgetogen an mod ham, alle Tider være masqvered, og ikke tilstede ham at see sit Ansigt, førend Bryllups-Dagen kommer.

MAGDELONE.

Hvorfor vil han have hende saadan?

COLOMBINE.

Han siger, at saadan Opførsel lægger Grundvold til en ret brændende Kierlighed, hvorpaa 282 han har seet Prøve udi hans Herre. Ach jeg elendige Menneske! jeg kand ikke leve, uden jeg faaer Hevn paa ham.

MAGDELONE.

Giv dig tilfreds mit Barn! jeg skal nok skaffe dig Hevn, jeg skal komme Karlen til at krybe til Kaarset.

COLOMBINE.

Hvorledes, Magdelone?

MAGDELONE.

Kom hiem med mig, saa skal vi overlegge Sagen.

283

ACTUS II

SCEN. 1

HARLEQVIN.

Nu maa jeg gaae mine Sager an paa en anden Maade, og træde i min Herres Fodspor, for at nyde den Sødhed, som man finder at jage efter Vildt. Denne Spadseergang her skal være min Vild-Bane, skiønt her plejer ogsaa at komme tamme Dyr, men dem gaaer jeg forbi; alt hvad som Colombiniserer, og løber efter mig, det vender jeg Ryg, og alt hvad som vender mig Ryg, løber jeg efter. Jeg maa gaae lidt længer ind udi Alleerne, der sporer jeg nok nogle op. Men seer jeg ikke der et Fruentimmer som er bedekt. Ach Himmel! jeg er alt slagen; thi hun seer vild ud som en Skov-Kat. Gaaer hun saa allene skiønne Jomfru?

DEN USYNLIGE.

Jeg elsker Eenlighed, Cavalier!

HARLEQVIN.

Jeg er ogsaa for Eenlighed skiønne Jomfrue! men jeg kand ikke nægte, at naar jeg har den Lykke at treffe saadan angenem Person, jeg jo da faaer Lyst at engrassere mig.

DEN USYNLIGE.

Hvorledes kand I dømme om de Ting, Cavalier! som I ikke har seet?

HARLEQVIN.

Det er sandt, jeg har ikke seet hende, men hendes Nærværelses Tønder har anstukket mit Hiertes Svovelstikker, og sat mit heele Legeme udi saadan Ildebrand, som hele Pebling Søes iis-kiølende Vande ikke kand udslukke, ja, det som meere er, det heele Oceanus, som Poeterne tilskrive den Kraft at - - kort sagt: jeg vil være en Carnali om hun ikke er et af de allerskiønneste Mennesker paa Jorden. Det maa jeg forstaae.

284
DEN USYNLIGE.

Hvad min Skabning er angaaende, da maa jeg være fornøyet med Himlens Gave.

HARLEQVIN.

Men allerskiønneste Usynlighed! hvortil tiener Deylighed, naar den altid skal ligge skiuled under en Maske? Tilsted hendes forliebte Serviteur og tres humble valet at nyde en liden Glimt af hendes Ansigts Sol.

DEN USYNLIGE.

Hold inde med saadan Begiering, Cavalier! det strider mod all Modestighed at forlange saadant af en Dame udi allerførste Conversation.

HARLEQVIN.

Forlad mig, allerskiønneste Usynlighed, min Dristighed. Men maa da hendes forliebte troe Tiener ikke nyde den Lyksalighed at kysse paa hendes snee-hvide Haand?

DEN USYNLIGE.

Ey, min Herre! jeg undres over, at han understaaer sig at begiære slige Ting. Jeg vilde heller døe, end tillade en fremmed Cavalier saadan Frihed. Ney, her vil meer Opvartning giøres, flere Suk udøses og længer Tid opbies, førend man kommer saa vit.

HARLEQVIN.

Maa jeg da ikke nyde den Lykke at see allenc hendes blotte Haands Alebasterhed?

DEN USYNLIGE.

Ikke det heller.

HARLEQVIN.

Vil hun da ikke tee mig ringeste Naades-Tegn, at jeg ikke skal døe af Fortvilelse?

DEN USYNLIGE.

Forlad mig min Herre, at jeg gaaer; vort Kiøns Sømmelighed tilstæder mig ikke at tale længer med ham.

HARLEQVIN.

paa Knæ grædende. Ach guddommelige Gudinde! forbarmer jer dog over jer troe Tiener, og forlad mig ikke gandske Trøstesløs.

DEN USYNLIGE.

Jeg ønsker at det stod i min Magt at trøste ham.

HARLEQVIN.

Vist staaer det udi hendes Magt. Det koster kun at aabne hendes rosenlæbed Mund for at sige et trøsteligt Ord.

DEN USYNLIGE.

Hvad Ord vil I da at jeg skal sige?

285
HARLEQVIN.

Allene at I vil kalde mig jer søde Engel, eller sige: Giv dig tilfreds min Snut, det skal blive got!

DEN USYNLIGE.

Ach Himmel, hvad hører jeg! mit hele Legem skielver, og jeg er færdig at falde af Afmagt. Ach, gid min Terne var ved Haanden, der kunde ledsage mig bort!

HARLEQVIN.

Ach steenhiertede Deylighed! har I da ingen Samvittighed at myrde et uskyldigt Menneske og een som tilbeder jer som en Gudinde?

DEN USYNLIGE.

Det er langt fra, at jeg vil hans eller nogens Undergang.

HARLEQVIN.

Befaler I mig da at leve?

DEN USYNLIGE.

Jeg har ingen Magt at befale ham noget.

HARLEQVIN.

trækkende sin Dolk, og sættende den for Brystet. See da, her er et Pant paa min Kierlighed, og viid, at I er Aarsag til min Død.

DEN USYNLIGE.

Hold inde, Ridder! jeg befaler jer at leve. Stat op igien og fortvil ikke aldeles. Naar jeg seer videre Prøver paa jer Troeskab, skal jeg ogsaa accordere eder andre smaa Faveurs. Alt hvad jeg kand love jer denne gang er, at I skal om en Time finde mig staaende udi Vinduet af dette Huus. Adieu saa længe. Hun gaaer bort.

SCEN. 2

HARLEQVIN.

Ach Himmel! det er noget andet end Colombines hverdags Kierlighed; nu føler jeg først hvad det er at være forliebt. Jeg veed ikke om det er raadeligt at aabenbare denne nye Elskov for min Herre; thi det kunde hende sig, at han blev forliebt i hende, og stak mig ud. Thi det er et af de deyligste skabte Ting paa Jorden. Ach jeg glemmer aldrig de purpur-røde Kinder, de rosen-tegnede Læber, de Diamant-skinnende Øyen, de allebaster-hvide Hænder! Dog hvad staaer jeg her og snakker? Jeg har jo endnu intet seet deraf. Men min Geist tilsiger mig at jeg faaer alt saadant at see; thi saa 286 snart hun sagde at hendes Modestighed ikke tillod hende at blotte sin Haand, var det ligesom jeg allerede havde seet hendes yndige Skabning fra Top til Taae. De Ord: hold inde med saadan Begiering, Cavalier! viser at hun er en Venus. Ach gid den Time var for- løben! Jeg maa midlertid hen at lave mig paa noget Galanterie for at divertere hende uden for Vinduet.

SCEN. 3

LEANDER.

Nu Leander, vær ved frit Mod! din Forløsning stunder snart til. Min Usynlige har i Dag forsikret 287 mig, at jeg snart skal nyde Frugten af min troe Bestandighed, og sat denne Ring paa min Finger, som jeg skal forvare som min Øyesteen. Men ach Himmel! hvad seer jeg der? Er det ikke min Usynliges Rivale, den samme Dame, som lod mig enlevere for nogle Dage siden? Skal jeg blive staaende? Ney, det er best at jeg tager Flugten, for ikke at bringes udi Fristelse.

SCEN. 4

Den usynlige uden Masqve. Leander.

DEN USYNLIGE.

Flyer I saaledes for et eensomt ubevæbned Fruentimmer?

LEANDER.

Kand det Fruentimmer siges at være ubevæbned som Naturen har begavet med saadan Skiønhed?

DEN USYNLIGE.

Efterdi han finder mig saa skiøn, hvorfor vender han mig da saa haanlig Ryggen?

LEANDER.

Just fordi hun er saa skiøn, derfor vender jeg hende Ryg, at hendes Øynes Straaler ikke skal forblinde mig, og at mit Hierte ikke skal vendes fra den som jeg engang har opoffret det til.

DEN USYNLIGE.

I har ikke Behov at frygte for Forblindelse, min Herre, efter som en ond Skiebne har saaledes forstokket jer Sind, at I foragter en, som I selv holder for at være skiøn, paa hvis Kierlighed I har seet Prøver, og hvis Rigdom og Velstand er jer bekiendt, for at hænge ved en anden, hvis Stand og Vilkor I veed intet af at sige, og hvis Skabning hun selv har givet jer Aarsag at tvile om, i det hun ikke har turdt lade sig see med ubedekt Ansigt. Jeg selv er ikke mindre forblinded, i det jeg elsker den, som hader mig.

LEANDER.

Ach Naadige Frue! jeg beder ved alt det som helligt er, at hun ikke haver de Tanker om sin ringe Tiener. Det er saa langt fra at jeg hader hende, at jeg tvert imod har haft alle mine Sinds Kræfter nødig at imodstaae de Fristelser, hendes Skiønhed og Yndighed 288 har foraarsaget mig. Vær forsikkret om, Naadig Frue! at der er intet Menneske paa Jorden, jeg har større Estime for end hende, ey heller var der noget Menneske paa Jorden, jeg høyere elskede eller opoffrede heller mit Hierte til, hvis det ikke allerede var bort givet til en anden.

DEN USYNLIGE.

Saa er det da hans uryggelige Forsæt at elske den Usynlige?

LEANDER.

Intet uden Døden kand skille mig fra hende, ligesom ogsaa intet uden Døden skal betage mig den Estime, Ærbødighed og Taknemmelighed, jeg er min Naadige Frue Pligtig, som jeg underdanigst beder at ville sætte Prøve paa mig udi alt hvad som mig kand være mueligt, undtagen den ene Post, at forlade den, som jeg saa sterkt er bunden til.

DEN USYNLIGE.

Nu vel an da min Herre! jeg vil da ikke friste ham meer. Jeg vil kun allene begiære en liden Gave af ham, som jeg vil forvare for at have ham stedse i Erindring.

LEANDER.

Intet er saa kostbart, som jeg jo med Fornøyelse giver hende.

DEN USYNLIGE.

Jeg forlanger intet, som er kostbart. Han maa allene give mig den Ring han bær paa sin Finger.

LEANDER.

Det var alt for slet Gave til saadan Dame. Jeg har en langt skiønnere, som jeg vil tilbede mig den Naade at maae være i hendes Eye.

DEN USYNLIGE.

Det er mig ikke om Kostbarheden at giøre. See der har han min Ring igien, som han skal bære til min Erindring, og det er alt hvad jeg herefter skal forlange af ham.

LEANDER.

Men Naadige Frue! denne Ring ---

DEN USYNLIGE.

Ach Himmel! er det mueligt at han endnu tør tage i Tvilsmaal at nægte mig saadan ringe Ting, efter at han har forsikkret mig saa høyt om den Estime, han bar for mig!

LEANDER.

Hendes U-naade er mig haardere end Dø- 289 den, hvorudover jeg tør ikke nægte hendes Begiæring, skiønt denne Ring er det ypperste Klenodie jeg haver.

De bytte Ringe sammen.

DEN USYNLIGE.

Nu gaaer jeg fornøyed bort, og vil stræbe at forglemme den Haardhed, han har ladet see imod en Person paa hvilken mange anseelige Cavaliers Øyne have været henvendt.

LEANDER.

Jeg haaber, at saasom Himmelen har begavet hende med ligesaa stor Forstand som Skiønhed, at hun tilskriver saadant heller min Troeskab mod min Forlovede end en Haardhed. DEN USYNLIGE. Det vil jeg ogsaa giøre. Adieu min Herre! Jeg vil ønske at han stedse maa leve fornøyed med den, han saa høyt elsker.

SCEN. 5

LEANDER.

Min Sind er gandske forvirred, at jeg ikke kand besinde mig om jeg har giort vel eller ilde; hvorvel naar jeg tænker mig lidt om, saa kand det ikke forsvares, at jeg haver bortgivet til et andet Fruentimmer det, som jeg har faaet til Kierligheds-Pant af min Kiereste. Men kunde jeg vel afslaae en Begiering til den yndigste Dame paa Jorden, hvilken jeg havde opirret ved min Kaaldsindighed, men stillet til freds igien ved saadan Gave? Kunde jeg nægte den noget, som jeg nyelig selv havde ombedet at begiære alt hvad mueligt var af mig? Ney ingenlunde! Dog, var det en muelig Ting at bortskiænke sin Kierestes Gave? burte jeg ikke have sagt hvilken Klenodie det var? Kand jeg med saadan Beskyl ding bestaae for min Kierestes Øyen? Ach Himmel! hvad haver du giort, Leander! Men jeg maa hitte paa, at den er forlagt eller at den er bortstaalen eller at den er tagen mig fra med Magt; hvilket sidste jeg med Eed kand bekræfte, thi hvo kunde modstaae saadan Begiering? Men hvad om dette er skeed af List? Hvad om hun har giort dette allene for at sætte Splid 290 mellem mig og min Usynlige? Hvorfor skulde hun just begiære den Ring uden hun ved Spioner havde udforsket, hvorfra den var kommen? Ach Ach! jeg er forraad, jeg maa løbe efter hende, for med grædende Taare at begiære min Gave tilbage, og hvis Bøn ikke kand hielpe, maa jeg - - - -

Han gaaer ud i Forvirrelse.

SCEN. 6

HARLEQVIN.

med en Fiol i Haanden. Man siger at Poeter fødes; men det er Løgn. Thi jeg har ofte tilforn søgt at giøre Vers, men det har aldrig villet lykkes for mig. Nu, siden jeg er bleven forliebt, regner der lutter Riim og Poetiske Indfald over mig, saa at jeg tør vove at giøre Vers i Kapp med den beste hornet eller kroned Poet; thi siden jeg forlod min Usynlige, har jeg med liden Umag giort en temmelig hob Vers, og sat dem udi Melodi for at siunge dem uden for min Kiærestes Vinduer. Til den Ende har jeg taget den Luth med mig, for at giøre min Røst des behageligere. Jeg er ikke synderlig sterk udi Instrumental Musik, det er vist; men Røsten og Poesien skal bøde paa hvad som derudi fattes. Nu maa jeg stemme min Luth først, og siden liste mig under Vinduerne. Kling, kling, kling, kling. Ach jeg elendige Menneske, der sprang Qvinten! Men jeg maa forsøge at spille paa 3 Strenge.

Han stryger paa Fiolen og mumler sagte sin Vise derhos. Det gaaer an. Jeg merker at der er meget i Verden, som man ret vel kand undvære, og som tiener kun til Overflod; saa at det er kun Pedanterie at sige, man kand ikke stryge uden Qvint. Hør engang, hvor denne Qvinte-løse Luth lar sig stryge.

Han stryger og mumler igien. Gid jeg faae Skam om jeg min Livs Tid har strøget bedre. Jeg troer, Kierlighed giør ogsaa Spillemænd, saa 291 vel som den giør Poeter; thi min Instrumental-Musiqve gaaer snart ligesaa vel som min Vocal. Ach, hvor min Usynlige vil blive fornøjed, naar hun hører mig siunge og spille paa eengang! Nu maa jeg derhen. Han synger og spiller.

Guddommelige Usynlighed,
Jeg elsker dig med stor Beskeed,
Din Deilighed har giort mig til Træl,
Saa jeg er færdig at døe af Kierlighed, det svær
jeg paa min Siæl.

292

Du har mig udi Lænke,
Det svær jeg uden Rænke
Og uden Argelist;
Gid jeg faae Skam, er det ikke vist!

Dit Ansigts giennem-trængende Straaler
Mit Sind, mine Sandse bedaarer.
Lev vel min søde Pindsviin!
Det ønsker Harleqvin.

Det Harleqvin han ønsker,
Af Hiertens Grund udpønsker.
Lev vel min søde Pindsviin!
Det ønsker Arleqvin.

Lev vel min Balsom-Bysse,
Tilsted mig dig at kysse.
Lev vel min søde Pindsviin!
Det ønsker din indtil Døden votre tres humble
Servitör Harleqvin.

DEN USYNLIGE.

Han skal have Tak for hans Serenade! Jeg vilde ønske at mig maatte meddeles en Copie af de Vers.

HARLEQVIN.

Ach min allerskiønneste Usynlighed! Hun giør mig en stor Ære at hun begiærer en Copie af min Hiernes Foster.

DEN USYNLIGE.

Hvad! er det hans eget Hiernes Foster? Det maa jeg bekiende, han er en ret Poetisk Geist.

HARLEQVIN.

Min Geist er af Naturen ikke saa stor at den kunde bringe noget synderligt frem. Men jeg maa takke min Læremester for saadant.

DEN USYNLIGE.

Af hvem har han da lært denne himmelske Konst?

HARLEQVIN.

Af den store Poet Cupido.

DEN.

USYNLIGE. Af Cupido? Jeg meente ellers at Apollo var den beste Lærer.

293
HARLEQVIN.

Hendes Ord i Æren, min deylige Venus! Apollo er kun en Sinkelectie Karl mod Cupido i at giøre Vers. Jeg har aldrig kundet giøre Vers tilforn, førend jeg havde den Ære at komme i Kundskab med Cupido. Men saa snart jeg blev saared af hans Musqvet-Kugler, kom den Poetiske Geist over mig.

DEN USYNLIGE.

Hvo der haver været hans Læremester, enten det er Apollo eller Cupido, saa maa man tilstaae at han er Poet.

HARLEQVIN.

Det staaer mig ikke an at roese mig selv eller mit Arbeyde, men der ere dog visse Indfald udi denne Viise, som ere uforligelige.

DEN USYNLIGE.

Det er intet vissere. Besynderligen den Strophe, som er nest den sidste, hvilken jeg beder Tienstligst at han vil repetere for mig, thi der er noget derudi, som er mig forhøyt.

HARLEQVIN.

Hiertelig gierne. Han spiller og synger. Det Harleqvin han ønsker, Af Hiertens Grund udpønsker.

DEN USYNLIGE.

Hold lidt, om han behager. Jeg fatter ikke hvad det Ord udpønsker vil sige.

HARLEQVIN.

Det vil ikke meget sige udi solut Stiil, men udi Vers er det et kostbart Ord.

DEN USYNLIGE.

Hvad vil det da betyde udi Vers?

HARLEQVIN.

Det saa vel som mange andre Ord betyde intet, naar de ere allene, men naar man lægger det til ønsker, er det af stor Betydelse, og bliver et fuldkomment Riim. Hvis ikke slige Ord vare, forgik i en Hast to tredie Deler af den Poetiske Verden.

DEN USYNLIGE.

Det maa saa være. Jeg formoder ellers, at han holder sit Løfte, og lader mig faae en Copie.

HARLEQVIN.

Det skal skee med Fornøyelse; men allerskiønneste Usynlighed! gir hun mig ellers ingen Fortrøstning at jeg snart maa faae hendes Ansigtes Soel at see?

DEN USYNLIGE.

Alt hvad jeg kand trøste ham med 294 denne gang er, at han i den store Allee skal finde mig igien om et par Timer.

HARLEQVIN.

Men maa jeg denne gang ikke nyde hendes Omgiængelse længer? Vil hun ikke tilstede mig at jeg maa trine op til hende?

295
DEN USYNLIGE.

Ach Himmel! hvad hører jeg, Cavalier! Jeg vilde heller døe end tilstæde ham saadan Frihed. Stat fra saadan Prætension, om han ellers ikke aldeles vil forspilde min Gunst. Det er endnu fortilig; men vær forsikred om, at I skal ikke tilbede mig forgiæves, og at jer troe Tieneste skal ikke blive ubelønned. Adieu Cavalier! og lad jer nøye med denne Faveur denne gang.

Hun lukker Vinduet.
HARLEQVIN.

Ach, jeg er færdig at revne af Kierlighed! Faaer jeg ikke hendes Ansigt at see ved første lovede Sammenkomst, døer jeg af Utaalmodighed.

296

ACTUS III

SCEN. 1.

Harleqvin. Den Usynlige.

HARLEQVIN.

Ach disse to Timer har været mig 2 Dievels Timer, og jeg merker endnu, at de ere ikke forløbne, eftersom jeg ikke seer min Skat. Ach I Træer! I Kaalstokke! I Græsbænke! I grønne Urter og Aspares! siger mig om min Soel snart oprinder. Men de dumme Hunde svarer ikke et Ord. Ach I Skyer! I Vinde! Bringer mine Sukke til - - - Men der seer jeg noget imellem Træerne. Mon det ikke er hende? Jo vist, giv dig tilfreds, Cavalier! Harleqvin, du est oven paa!

DEN USYNLIGE.

Har disse to Timer faldet ham lange?

HARLEQVIN.

Ach min himmelske Nymphe! det har været to fordømte Timer for mig; thi jeg vil være en Canaille om - - -

DEN USYNLIGE.

Hvor kand han komme til at bruge slige gemene Expressioner? min Cavalier!

HARLEQVIN.

Jeg beder om Forladelse, min Jomfru, jeg fortalede mig. Jeg vilde sige, Diable me ferme la porte om disse to Timer ikke har været en Ævighed for mig. Jeg har ikke vidst hvordan jeg skulde fordrive den Tid. Nu har jeg taget fat paa min Luth, nu har jeg forsøgt at giøre Vers, for at forslaae Tankerne; men alt forgiæves, thi hun, min søde Smørblomster, har altid staaet mig for Øyene.

DEN USYNLIGE.

Ey min Herre, det Ord Smørblomster er meget gemeent, og skurrer i mine Øren. Men apropos, han lovede mig et Udskrift af sit poetiske Vers.

HARLEQVIN.

Jeg har bragt det med mig for at overlevere det udi hendes Elphenbeens Hænder.

297
DEN USYNLIGE.

Jeg takker skyldigst.

HARLEQVIN.

Men min yndigste Rose! vil hun ikke endnu vederqvæge mit Hierte med hendes Sol-skinnende Ansigts Blottelse?

DEN USYNLIGE.

Det er endnu for stor Faveur, Cavalier!

HARLEQVIN.

Maa jeg da ikke see hendes blotte Atlaskes Hænder?

DEN USYNLIGE.

Jeg beder, at han vil slaae sig til Roelighed. Han kand forderve alting ved sin Utaalmodig- 298 hed. Alt hvad jeg denne gang kand giøre ham til Faveur, er at vise ham en Ende af min lille Finger, en Lykke som ingen Mands Person endnu er vederfared - - - Men ach Himmel! der hører jeg nogen komme, jeg maa gaae. Om en Time skal han finde mig her igien.

SCEN. 2

Leander. Harleqvin.

LEANDER.

Ach, Ach, jeg er forraad! hvor vil jeg bestaae for min Usynlige, naar hun spør mig om sin Gave? Men der seer jeg Harleqvin, han er gandske henrykt. Hvad bestiller du her?

HARLEQVIN.

stirrende paa Jorden. Ach hvilken deylig proportionered Finger!

LEANDER.

Hvad Pokker gaaer af dig Harleqvin?

HARLEQVIN.

Har en halv Finger kundet giort mig saadan Skade, hvad vil det andet, som er meer solide, ikke giøre!

LEANDER.

Hvad har giort dig Skade?

HARLEQVIN.

Ach skiønne Venus! Vil hun da qvæle mig - - - Men see, Herre! er det han?

LEANDER.

Hvad er det du staaer og snakker med dig selv?

HARLEQVIN.

Jeg beder, Herren ikke vil fortryde paa, at jeg er bleven ligesaa gal som han.

LEANDER.

Hvilken Compliment er det!

ARLEQVIN.

Det er at sige, jeg er bleven paa samme Maade forliebt, som Herren.

LEANDER.

I hvem?

ARLEQVIN.

Udi Foraaret, som er behageligt efter Vinteren.

LEANDER.

Hvilken Pølse-Snak!

ARLEQVIN.

Alt hvad fattig Folk taler, det er Pølse-Snak, men - - -

LEANDER.

Jeg kand sværge paa, at jeg ikke fatter noget af alt det du siger.

299
ARLEQVIN.

Jeg har ey heller sagt noget i den Henseende, at han skulde fatte det. Hvorfor skal han begribe meer mit Frierie end jeg hans?

LEANDER.

Men hvem er det du frier til?

ARLEQVIN.

Jeg kand blive gall over saadanne Spørsmaal. Veed jeg hvem jeg frier til, naar jeg frier paa samme Maade som Herren? Den jeg frier til, er lige saa peen som den anden, Herren frier til. Jeg tør ikke beskrive hende ret, thi jeg er bange at Herren skal stikke mig ud.

LEANDER.

Er hun da saa skiøn?

ARLEQVIN.

Intet Dyr er nogen Tid løben af Naturens Bankestok, som er meer fuldkommen udi Skabning. Venus er, gid jeg faae Skam, kun en Maren Amme mod hende.

LEANDER.

Beskriv mig hende da tydelig, saa skal jeg sige dig om du tar fejl; thi jeg er bedre Kiender end du.

ARLEQVIN.

Først hvad Ansigtet betreffer, det har jeg endelig ikke seet; men ---

LEANDER.

Hvad har du da seet? hendes Hals, Bryst eller Hænder?

ARLEQVIN.

Ingen af Delene; men nok er det, at hun er det dejligste Menneske paa Jorden, thi hvordan skulde jeg ellers blive saa forliebt?

LEANDER.

Jeg hører nok, hvor hen din Tale sigter. Du vil bebreide mig, at jeg frier udi blinde; men tøv lidt korn, saa skal du strax see, at jeg ikke har taget fejl.

ARLEQVIN.

Jeg vil ogsaa bede, at Herren vil være overværende, naar min Usynlige tar Masken af, saa skal han ogsaa see, at jeg ikke har taget fejl.

LEANDER.

Saa giør du ogsaa Cour til en masqveret Person? det er noget u-sædvanlig for en gemeen Tiener. Men, Arleqvin! jeg har haft en stor Ulykke siden jeg talede med dig; thi den Ring, som - - - Men der seer jeg min Usynlige komme. Staae still udi en Krog, for at see an Udfaldet.

300

SCEN. 3

Den Usynlige. Leander. Arleqvin.

DEN USYNLIGE.

I seer, min Herre! at jeg fremturer udi at holde mit Løfte, og at jeg aldrig manqverer noget Minut udi Tiden, som jeg berammer til Sammenkomst, saa at han kand giøre sin Regning af den Accuratesse jeg har viset udi de smaa Faveurs, at jeg ogsaa vil være ordholdig udi det som er meere vigtigt.

LEANDER.

Jeg er saa forsikred, Madame! om min Lyksalighed og om en riig Troeskabs Belønning, at jeg udi det Haab har imodstaaet alle Fristelser.

DEN USYNLIGE.

Men kand han forvisse mig om, at den skiønne Dame, som bær den hæftige Kiærlighed til ham, ikke har opvakt mindste Elskovs Gnist hos ham, men at han har kundet modstaae hendes Ansøgning uden Anfægtelse?

LEANDER.

Jeg kand ikke negte, at samme Dames store Skiønhed og Yndighed giorde jo i Begyndelsen stor Impression udi mit Hierte, og at jeg aldrig havde kundet modstaae den Fristelse, som saadant syntes at ville styrte mig udi, hvis den Troeskab, jeg er hende skyldig, og hvis den store Kiærlighed, jeg bær til hende, ikke havde styrket mig. Jeg haaber ellers, at det Eventyr ikke har opvakt mindste Jalousie hos hende, Madame; thi hvis saa er, giør hun sin troe Tiener u-ret, som ved dyreste Eeder tør forsikre, at hvor stor Deylighed han har fundet hos samme Fruentimmer, den dog ikke har giort mindste Skaar udi hans første Kiærlighed; men at han er rede indtil at hade den synlige Skiønhed, for at behage den usynlige.

DEN USYNLIGE.

Jeg troer ufejlbar, min Herre, at han elsker mig af Hiertet, saa vit det er mueligt for en vankelmodig Siæl.

LEANDER.

Ach Himmel! er det mueligt, at jeg skal høre saadan Bebreidelse efter saa store udviiste Troskabs Prøver!

301
ARLEQVIN.

sagte. Hillemænt! hun begynder at faae Skruller i Hovedet; vil det gaae ligesaa til med min Usynlige, saa er jeg ikke ilde opskiørtet.

DEN USYNLIGE.

Jeg har aldrig haft i Sinde at bebreide ham noget, endskiønt jeg vidste at een eller anden Vankelmodighed kunde være ham overkommen; thi jeg veed hvad et Menneske er, og hvor mange Skrøbeligheder det er underkasted. Men efter som han taler om sin Kiærlighed udi saadan høy Grad, da kand jeg ikke forbi gaae at sige ham en Ting, som har foraarsaget en liden U-roelighed hos mig, og forestille ham en Beskyldning, som jeg haaber strax han skal kunde bevise at være falsk.

LEANDER.

Hvis nogen kand overbevise mig udi ringeste Maade at have givet hende Anledning til Mistanke, vil jeg selv dømme mig uværdig hendes Affection.

DEN USYNLIGE.

Han kand strax løse Knuden ved at vise mig den Ring jeg nyelig forærede ham.

LEANDER.

Ach Himmel, jeg er forraad!

Falder paa Knæ.

Jeg bekiender reent ud, Madame! at den Ring, som hun gav mig, er ikke alleneste bortkommen, men endogsaa at jeg selv har givet den bort, hvorved jeg ogsaa gierne tilstaaer at have fortient hendes U-gunst; men naar hun hører Maaden, paa hvilken det er skeed, haaber jeg, at hendes Vrede vil blive stilled igien. Den Dame, som længe har forfuldt mig, kom hid for nogle Timer siden, hvor jeg var alleene, forekastede mig min Koldsindighed og U-taknemmelighed, og brugte alle optænkelige Midler til at vende mit Hierte fra min Usynlige, men alt forgiæves, thi jeg contesterede heller at ville døe end bryde mit Løfte; hvilket da hun hørte, og fornam, at jeg ingenlunde var til at overvinde, begiæ- rede hun en liden Gave af mig, som hun vilde forvare til min Erindring. Kunde jeg vel negte hende saadant? endeel, for ikke at passere for grov, u-polered og u-taknemmelig; endeel ogsaa, for at komme derved ud af hendes 302 Strikker. Jeg sagde strax derpaa, uden Betænkning, at hun frit kunde befale mig at give saadan Foræring, som hun forlangede; hvorpaa hun tog mig paa mine Ord, begiærede det, som jeg mindst tænkte paa, betiente sig af min Forvirrelse, og tog Ringen af min Finger. Jeg kunde ikke sandse efter, ved hvilken Klenodie hun havde skillet mig, førend hun var borte, da betragtede jeg først min daarlige Gierning, da optændtes hos mig saadan Vrede, at jeg løb for at oplede hende, udi fuld Forsæt enten at døe eller at rive hende Byttet af Hænderne; men disvær - - -

DEN USYNLIGE.

Min Herre! all denne Undskyldning kand ikke betage den Mistanke jeg har fattet.

LEANDER.

Kand saadan Undskyldning ikke frikiende mig, saa skal mit Liv, mit Blod udslette all Mistanke. Han trækker sin Kaarde.

DEN USYNLIGE.

Hold inde, min Herre! det er nok spilled. Her seer I Ringen, og her seer I jer Kiæreste og hendes Rivale tillige med.

LEANDER.

Ach Himmel! hvad seer jeg? er hun den selv samme Person?

DEN USYNLIGE.

Ja, min allerkiæreste Leander! jeg har spillet tvende Personer, for at sætte Prøve paa hans Troeskab mod mig, om hvilken saasom jeg nu fuldkommen er forsikred, saa staaer intet tilbage, at han jo strax maa nyde Frugten af sin Bestandighed. Staae op, og lad mig omfavne jer.

LEANDER.

Ach min Glæde er saa stor, at jeg ikke veed enten jeg drømmer eller er vaagende. De omfavner hverandre.

ARLEQVIN.

Ach hvilket dejligt Menneske! næst min Usynlige kand der ingen større Skiønhed være paa Jorden.

LEANDER.

Hvad synes dig, Arleqvin? har jeg haft saa stor Taalmodighed forgiæves?

ARLEQVIN.

Ney Herre! I har skudt Papegoyen. Jer Troeskab er bleven rigelig belønned. I er, næst mig, den lykkeligste Mand paa Jorden.

303
LEANDER.

Jeg vil ønske dig et ligesaa glædeligt Udfald; thi du est en gammel troe Tiener.

ARLEQVIN.

Jeg tviler, faae jeg Skam, ikke paa Udfaldet. Herren skal ellers have Tak for sit Ønske.

DEN.

USYNLIGE. Men allerkiæreste Leander! lar os gaae hen og sammenkalde vore Venner paa begge Sider, for at komme til en ønskelig Ende.

SCEN. 4

Arleqvin. Den anden Usynlige.

ARLEQVIN.

Det maa koste hvad det koste vil, saa vil jeg have en Ende herpaa denne Aften; thi min Herres 304 Lyksalighed har saaledes ophidset mit Blod, at hvis jeg ikke overtaler hende denne gang at tage Masken af, omkommer jeg mig selv. Men der seer jeg hun kommer.

DEN USYNLIGE.

Jeg priser hans Accuratesse at møde til bestævnte Tid og Time. Men mig synes, at han seer noget forvirred ud.

ARLEQVIN.

Hun har ret. Jeg har ey heller nogen Tid været saa forvirret i mit Sind.

DEN USYNLIGE.

Det giør mig ont; rnen hvad kand være Aarsag dertil?

ARLEQVIN.

En anden Beileres Lyksalighed; thi hans Usynlige har nu nyeligen givet sig tilkiende og viiset, at under hendes Maske laae skiulet et Ansigt og en Skabning, hvorved hans lange troe Tieneste er bleven rigelig belønned. Og som jeg selv har anseet alt saadant, har Kjærlighed taget saadan Overhaand hos mig, at all min Taalmodighed er mig forgaaed.

DEN USYNLIGE.

Bliv kun ved at elske og give Prøver paa jer Bestandighed efter samme Persons Exempel, saa skal I høste lige saa søde Frugter.

ARLEQVIN.

Men min Gudinde! frist mig ikke over min Formue.

DEN USYNLIGE.

Det være langt fra, at jeg vil friste ham over hans Formue.

ARLEQVIN.

Men naar vil hun da giøre mig lykkelig?

DEN USYNLIGE.

Med Tid og Stunder. Bliv kun ved at haabe.

ARLEQVIN.

paa Knæ. Ach min deilige Usynlighed! hvis hendes Usynlighed ikke i Dag bliver forvandled til Synlighed, døer jeg af Utaalmodighed.

DEN USYNLIGE.

Hvad? skulde jeg give mig tilkiende saa hastig? ney, Cavalier! her vil meer til.

ARLEQVIN.

Jeg tar Livet af mig selv, hvis jeg ikke faaer en naadig Bønhøring.

DEN USYNLIGE.

Det strider jo mod all Ærbarhed.

ARLEQVIN.

Strider det mod all Ærbarhed, at redde en troe Beilers Liv?

305
DEN USYNLIGE.

Ney, det strider mod Ærbarhed af en Dame af min Qvalité, at slaae Chamade ved første Anfald.

ARLEQVIN.

trækkende sin Dolk. Jeg merker da at hun har Lyst at see mit Blod rinde. Ach hun er Aarsag til min Død.

DEN USYNLIGE.

Jeg haaber at I betænker bedre hvad I giør. Men hvis I skrider til saadant blodigt Forsæts Fuldbyrdelse, da maa I vide, at ikke jeg, men I selv er 306 Aarsag til saadan Ulykke, eftersom I begiærer u-muelige Ting.

ARLEQVIN.

Ach Himmel! er det u-muelige Ting at blotte sit Ansigt? Adieu Morderinde! hav Omsorg, at jeg kand blive hæderlig begraven, som en ret Christen, med Sang-Klokkerne.

Han sætter Dolken for Brystet.
DEN USYNLIGE.

Hold inde, Ridder! jeg giver mig; men med visse Conditioner, som han med Eed maa bekræfte.

ARLEQVIN.

Der er intet i Verden, som jeg jo med Eed bekræfter for at komme i Possession af saadan Skat.

DEN USYNLIGE.

Han skal da sværge først, at han ingen Henseende har til min Stand og Vilkor, men at han elsker mig alleene for min Person.

307
ARLEQVIN.

Jeg svær, at jeg elsker hende alleene for hendes Person. DEN USYNLIGE. Dernæst, at han intet Menneske paa Jorden vil elske uden mig, og aldrig at gifte sig efter min Død.

ARLEQVIN.

Ja, jeg svær ved alt det, som helligt er, at holde alt saadant. DEN USYNLIGE. Stat da op, min Allerkiæreste! og lad mig omfavne dig.

Hun tar Masken af, og viser et gammelt vanskabt Ansigt, og spærrer Munden op for at kysse ham.

ARLEQVIN.

A----A---- DEN USYNLIGE. Ach min Allerkiæreste, lad mig kysse dig.

ARLEQVIN.

A----A----

Hun tar ham om Halsen og kysser ham. Han skriger og giør Modstand; løber tre gange om Theatret. Den Usynlige faaer omsider fat paa Arleqvin, og de falde paa Jorden.

SCEN. 5

Den Usynliges Broder. Arleqvin. Den Usynlige.

DEN USYNLIGES BRODER.

Hvad er her at bestille? vil den Hund overfalde dig?

ARLEQVIN.

Ney vist ikke, min Herre! langt fra. Hun vil overfalde mig.

DEN USYNLIGES BRODER.

Veedst du vel, Karl, hvem du har med at bestille?

HARLEQVIN.

Ja jeg veed det nok disvær! det er Fandens Moer.

DEN USYNLIGES BRODER.

Da skal du faae en U-lykke, driver du Spot med min Søster.

DEN USYNLIGE.

Ach Monfrere! staaer mig bi mod den Forrædder! han har længe tilbedet mig som en Gudinde, og nu vil han forlade mig.

DEN USYNLIGES BRODER.

Har han lovet dig Ægteskab? min søde Søster!

308
DEN USYNLIGE.

Ach jo, og det med dyre Eder.

DEN USYNLIGES BRODER.

Da skal han fuldbyrde sit Løfte eller ikke komme levende fra Stedet.

HARLEQVIN.

Jeg har lovet Ægteskab til et Menneske, men ikke til en underjordisk og vanskabt Trold.

DEN USYNLIGES BRODER.

trekkende ud sin Kaarde. Ingen Skieids-Ord! fort, tag hende om Halsen og kys hende.

HARLEQVIN.

paa Knæ. Ach naadige Fandens Mammas Broder! tving mig ikke til at kysse saadant Skabilkenhovet.

309
DEN USYNLIGE.

Ach er det mueligt, at jeg skal høre saa ringe Friis blive sat paa mit skiønne Ansigt? DEN USYNLIGES BRODER. Han skal ikke allene kysse dig, men ægte dig i Dag.

HARLEQVIN.

Ach min Herre! hav dog Barmhiertighed med mig. DEN USYNLIGES BRODER. Fort din Hund! stat op og omfavn hende, eller du skal strax døe for min Haand. DEN USYNLIGE. Giv dig tilfreds min Engel! du skal finde i mig en troe og kydsk Hustrue.

HARLEQVIN.

For Utroeskab er jeg ikke bange, min Bengel; thi ingen forlieber sig i en Maske. DEN USYNLIGES BRODER. Tør din Forrædder endnu fremture med Skieids-Ord? DEN USYNLIGE. Ach ney slaae ham ikke! Det kand jeg ikke taale, thi jeg er saa forliebt i ham. Kom, kys mig, min Snut.

HARLEQVIN.

A----A----

SCEN. 6

Colombine. De andre.

COLOMBINE.

Hvad er her paa færde? Er det ikke Harleqvin man har fat paa?

HARLEQVIN.

Ach min allerkiæreste Colombine! det var en ulyksalig Time for mig, da jeg vendte dig Ryggen.

COLOMBINE.

Det er mig kiert, at du bliver straffet for din Utroeskab.

HARLEQVIN.

Ach red mig, min deilige Colombine!

COLOMBINE.

Red dig selv! Du har skuffet mig eengang, det skeer ikke oftere. DEN USYNLIGE. Er hun forlovet med ham, saa staaer jeg fra mine Prætentioner.

COLOMBINE.

Ney, han har foragtet mig eengang, hvilket jeg aldrig gir ham til. DEN USYNLIGE. Ja, efterdi hun ikke vil have ham, saa er han og bliver han min Livegen.

310
HARLEQVIN.

paa Knæ. Ach allerkiereste Colombine! tag mig til Naade igien.

COLOMBINE.

Slidder Sladder!

HARLEQVIN.

Forbarm dig over din usle Harleqvin.

COLOMBINE.

Ingen Barmhiertighed!

HARLEQVIN.

Over din Slave.

COLOMBINE.

Ingen Snak!

HARLEQVIN.

Over dit Beest.

COLOMBINE.

Ney, nu er ingen Naade.

HARLEQVIN.

Over din ringe Jordklimp.

COLOMBINE.

Tran trara.

ARLEQVIN.

Over din indtil Døden forbundne ringe Madik, Kaalorm og Oldenborger.

COLOMBINE.

Intet bevæger mig.

HARLEQVIN.

See hvor jeg græder! Min Hat er fuld af Taarer.

COLOMBINE.

Det er Crocodils Graad.

HARLEQVIN.

Kast dog et Naade-Blik til mig.

COLOMBINE.

I Ævighed ikke.

HARLEQVIN.

Lad mig allerunderdanigst kysse Enden af dine allernaadigste Tøfler.

COLOMBINE.

Hverken een eller anden Ende.

HARLEQVIN.

Hverken een eller anden Ende?

COLOMBINE.

Ingen af Deelene.

HARLEQVIN.

Saa døer jeg da.

COLOMBINE.

Døe længe nok.

HARLEQVIN.

Jeg er alt død.

COLOMBINE.

Det er mig kiert.

HARLEQVIN.

Stat stille, Vandrings-Mand! Sætter Hatten paa Hovedet. Her under hviiler den ulyksalige Arleqvin, hvilken efter mange Aars hæftige Elskov revnede omsider af Sorg. Gak du bort og giør ligesaa. DEN USYNLIGES BRODER. Tag ham da til Naade igien Mademoiselle!

COLOMBINE.

Ingenlunde; thi det er et ustadigt Menneske, som jeg blir bedragen med.

311
DEN USYNLIGES BRODER.

Hun kand forebygge alting ved at foreskrive ham ligesaa sterke Conditioner som hun vil.

HARLEQVIN.

Ach jeg vil indgaae alt hvad du forlanger.

DEN USYNLIGES BRODER.

Lad mig mægle derudi og foreskrive ham de Love, som han ved Eed skal forpligte sig at holde. Hør, Harleqvin! fald paa Knæ for din Kiæreste først, og bed hende om Forladelse.

HARLEQVIN.

paa Knæ. Ach min allerkiereste Colombine! jeg beder dig om Forladelse.

DEN USYNLIGES BRODER.

Læs nu op efter hvad jeg siger: (1) forpligter jeg mig aldrig at tale et haardt Ord til min Kone.

Harleqvin repeterer alleting efter. (2) Med god Villie at flye hende alt hvad som er fornødent til Huusholdningen. (3) Om hun skulde faae Lyst til Stats og Galanterie, ikke nægte hende noget deraf.

HARLEQVIN.

Hvad den Artikul angaaer, saa saae jeg gierne at den blev lidt reformeret - -

DEN USYNLIGES BRODER.

Hvad? hør, Ma Soeur! træk af med ham.

Harleqvin repeterer og indgaaer den 3die Artikel.
DEN USYNLIGES BRODER.

(4) Lover jeg ingen at elske uden hende. Derimod (5) vil jeg ikke regne det saa nøye om hun elsker andre.

HARLEQVIN.

Hvad? Vil den Laptaske forlange, at jeg skal lade mig indrullere for en slet og ret Hanrey? Jeg vil heller bære Musqvet paa Nakken, end Horn udi Panden.

DEN USYNLIGES BRODER.

Gesvind! jeg har ikke stunder at opholde mig her længer.

HARLEQVIN.

Monsieur skal ey heller opholde sig for min skyld. Han kand gaae Fanden i Vold naar han behager.

DEN USYNLIGES BRODER.

Træk af med ham Ma Soeur.

312
HARLEQVIN.

A ------ Derimod vil jeg ikke regne det saa nøye om hun elsker andre. Ach hvilken forbanded Pille for en Mand der er kommen af honnette Folk som jeg!

DEN USYNLIGES BRODER.

(6) Ved det Ord at elske andre forstaaes - - -

HARLEQVIN.

At hun er en Akkerraær der forlanger saadant.

DEN USYNLIGES BRODER.

trækkende paa Kaarden. Har du Lyst til Handverket?

HARLEQVIN.

Qvarteer, Monsieur! jeg giver mig paa Naade og Unaade. Men kand der ikke corrigeres noget udi denne sidste Artikkel?

DEN USYNLIGES BRODER.

Ingen Ting!

HARLEQVIN.

Jeg forlanger ingen Forandring udi Materien, men allene nogle smaa Ting udi Stilen.

DEN USYNLIGES BRODER.

Hvorledes vil han da have det udført?

HARLEQVIN.

Jeg meener uden at vige fra Meningen at forfatte Artikelen saaledes: Ved at elske andre skal forstaaes, at hun tilsteder dem samme Frihed som hendes Ægte-Mand ---

DEN USYNLIGES BRODER.

Got!

HARLEQVIN.

Got! Nu kommer den lille Forandring, som jeg vilde have udi Stiilen, nemlig: dog forstaaes her ved, at bemelte hendes Huusbonde Harleqvin haver sig sin Ret i alle Maader forbeholden.

DEN USYNLIGES BRODER.

Ney Monsieur, det sidste slaaer jeg en Stræg over.

HARLEQVIN.

Men Monsieur, mener I da at Ægteskab er en Omgang, saa at enhver maa brygge vexel viis udi en anden Mands Brygger-Kiedel?

DEN USYNLIGES BRODER.

Træk af med ham Ma Soeur.

HARLEQVIN.

A - - - Ach vær dog naadig Herre, og betænk at jeg er af fornemme Slægt og Byrd.

DEN USYNLIGES BRODER.

Hvem var hans Fader da?

313
HARLEQVIN.

Min Fader kiender jeg ikke, men min Moder heedte Magdelone, og min Brodér var udi mange Aar Sollicitant her i Staden.

DEN USYNLIGES BRODER.

Hvad er en Sollicitant? Hvad har han om Aaret at leve af?

HARLEQVIN.

Han har 365 Dage om Aaret.

314
DEN USYNLIGES BRODER.

Det var en anseelig Gage!

Monsieur, gak hiem og hold Bryllop med jer Kiereste, og vær forsikret, at hvis I bryder noget af Contracten, da skal I have med mig at bestille.

HARLEQVIN.

Jeg troer at min Kone udi Kraft af den sidste Artikkel faaer meer med ham at bestille. Gid Fanden frie paa Spansk meere!

De Usynlige Noter

S. 263
Don Qvichot, Helten i Miguel de Cervantes' berømte satiriske Roman om en fattig Landjunker Quijada, hvem Læsningen af Ridderromaner gjorde i den Grad overspændt, at han besluttede sig til selv at blive en vandrende Ridder. Han antog da Navnet Don Quijote de la Mancha, og blev Ridderen af den bedrøvelige Skikkelse, som hans prosaiske Tjener Sancho Panza kalder ham.

S. 264
Commissionairer, Befuldmægtigede Personer. - saaler, forsaaler; lapper, stopper Strømper (under Foden). - Hoser, Strømper. - sans comparaison, fr. uden Sammenligning. - gemeene, jævne. - Permission, Tilladelse.

S. 265
Misisippi. Navnet kom paa alles Læber, da Spekulanten John Law i Paris 1718 stiftede Mississippi-Kompagniet, der skulde udnytte det franskejede Louisianas Naturrigdomme. Ved Fallitten 1720 ruineredes Hundredetusinder af Sparere. - hielpe dig af Drømmen, bringe dig ud af Vildfarelsen. - defilerer, gør Omsvøb. - Seigneur Per Gante, Hr. Per Nar (Gæk, Taabe); Per Gantes Gienvey, dvs. en unødvendig Omvej. - laverer, foretager Zigzag-Bevægelser. - Kaaberstykke, Kobberstik, dvs. Portræt. - giort Amour, gjort Kur, bejlet.

S. 266
en Model af Deylighed og Yndest, et Mønster paa Dejlighed og Yndighed. - forgangen, forleden. - Fierding, % Tønde.

S. 267
Grundige, træffende. - Ungefehr, omtrent. - angenem, behagelig. - anden Dag, dvs. næste Dag. - ugenegen, ugunstig, uven 315 lig stemt. - continueret, fortsat. - Lyst-Huus, Landsted. - sigted fuld, helt fuldt, propfuldt.

S. 268
alterered, forskrækket, ophidset.

S. 269
ikke givet... Qvarteer, ikke skaanet, ikke givet Pardon.

S. 270
Domestiqver, Tjenere. - min Usynlige, dvs. min maskerede Dame. - recommenderede, anbefalede.

S. 271
Liggendefæe, Kostbarhed, Skat. - solide, virkeligt, reelt. - Estime, fr. Agtelse, Ærbødighed. - G out, fr. Smag. - Hue-Blok, Blok af Træ ell. lign. af Form som et Hoved, paa hvilken man ordnede Huepynten eller Parykken.

S. 272
Carosse, Karet. - Conduite, fr. Optræden. - Tønder, letfængeligt Stof (til Antænding ved den af Fyrtøjet frembragte Gnist), en Fyrsvamp ell. lign. - Bestandighed, Standhaftighed, Trofasthed. - Geleide, Ledsagelse, Følge. - Prøver ... af, Prøver, Beviser paa.

S. 273
Faveur, fr. Gunst. - udi Skygge, dvs. under Maske. - over min Formue, over min Evne.

S. 275
paastaaer, forlanger, kræver. - accordere, tilstaa, indrømme. - indgetogen, tilbageholdende, ærbar. - for Tiden, før Tiden. - Ordres, fr. Befalinger, Ordrer. - Effect, Virkning, Resultat. - Contracten, dvs. Forlovelseseller Ægteskabskontrakten, idet vordende Ægtefæller almindeligvis indgik en Kontrakt til Bekræftelse af Ægteskabets Stiftelse eller for at ordne f. Eks. Formueforhold. - Bededags Aften. Paa Bededagene fastede man, indtil der var Aftensangs-Gudstjeneste.

S. 277
føle paa hendes Bryst. Dette Kærtegn var almindeligt i Tiden med de dybt nedringede Kjoler. - saa troe, hengiven, lydig.

S. 279
Carnali, Slyngel. - hils dine Forældre. En folkelig Vending, som betyder: Farvel med dig!

S. 280
klyve, klatre. - slette, flade.

S. 281
paa Romansk, dvs. som det foregik i Romanerne; paa romantisk Vis. - hans Maitresse, fr. hans Hjertes Udvalgte.

S. 283
bedekt, maskeret. - engrassere, Forvanskning af engagere. - Svovelstikker, Tændstikker.

S. 284
Serviteur, fr. Tjener. - tres humble valet, fr. meget ydmyge Tjener. - Modestighed, Ærbarhed. - Alebasterhed, dvs. hvid som Alabast. Harleqvin gør komisk Forsøg i den ziirlige Stil (Else Skolemesterstilen).

S. 285
Afmagt, Afmægtighed. - Geist, Aand.

S. 286
Venus, den romerske Kærlighedsog Skønhedsgudinde. - lave mig paa, forberede mig paa, gøre mig rede til. - divertere, more, forlyste.

S. 287
enlevere, bortføre.

S. 290
Foil, Strengeinstrument, der stryges med Bue (især Violin). 316 Den kaldes her ogsaa Luth, hvormed maaske menes en vis Type spansk Lut, der kunde spilles med Bue. - tilforn, tidligere. - kroned Poet, dvs. laurbærkranset Digter (poeta laureatus). - Qvinten, den femte Streng (den højeste Streng paa en Lut). - derhos, samtidig.

S. 291
Vocal, Sang; Musik for Sangstemme. - med... Beskeed, paa forstandig Maade, forstandigt. Brugtes ofte som overflødigt Rimord.

S. 292
Balsom-Bysse, Balsambøsse, Lugtedaase. - Geist, Evne, Talent. - Cupido, den romerske Elskovsgud. - Apollo, gr. Apollon, Guden for Kunst og Videnskab.

S. 293
Sinkelectie, nederste Klasse (i Latinskolen), Begynderklasse. - Musqvet, Musket, Luntebøsse for Fodfolk (i 16-17. Aarh.). - uforligelige, uforlignelige. - Besynderligen, især. - forhøyt, for vanskeligt. - solut Stiil, ubunden Stil, Prosa.

S. 295
Prætension, Fordring, Krav.

S. 296
Græsbænke, Bænke af Græstørv. - grønne Urter, Grøntsager. - Canaille, fr. Pak; Slyngel, Slubbert. - gemene, simple. - Expressioner, Udtryk. - Diable me ferme la porte, ukorrekt fransk: Fanden lukke Døren for mig. Harleqvin skulde have sagt: le diable m'emporte, Fanden tage mig. - Udskrift, Afskrift.

S. 298
qvæle, pine, plage.

S. 299
peen, dydig; ærbar. - Bankestok, Bedding. - lidt korn, et lille Øjeblik.

S. 300
manqverer, mangler. - Ansøgning, Bøn, Anmodning. - Impression, fr. Indtryk.

S. 301
Skruller, Griller. - ilde opskiørtet, i en vanskelig, pinlig Situation. - endskiønt jeg vidste, selvom jeg vidste. - Affection, Hengivenhed. - contesterede, forsikrede. - endeel... endeel, dels ... dels.

S. 302
Rivale, fr. Rivalinde.

S. 304
selv har anseet, selv har været Øjenvidne til. - er mig forgaaed, har forladt mig.

S. 305
Qvalité, fr. Stand, Stilling. - slaae Chamade, overgive sig (Militærudtryk).

S. 306
Sang-Klokkerne, Klokkespillet paa Helliggejstkirke, der benyttedes meget ved Begravelser. - Conditioner, Betingelser. - Possession, Besiddelse. - ingen Henseende har, ikke tager Hensyn til.

S. 307
Hvad er her at bestille?, Hvad er her paa Færde? - Monfrere, fr. min Broder.

S. 309
Maske, stygt Ansigt. - gir ham til, tilgiver ham.

S. 310
Mademoiselle, fr. Frøken.

317

S. 311
Læs... op, fremsig. - Galanterie, Pynt. - Ma Soeur, fr. min Søster. - indgaaer, accepterer. - bære Musqvet paa Nakken, dvs. lade sig hverve til Soldat.

S. 312
Akkermær, Skældsord til Kvinde. - Materien, Indholdet. - Omgang, Skifte.

S. 313
Sollicitant, Ansøger (til Embeder; om Begunstigelser).