Holberg, Ludvig DEN PANTSATTE BONDEDRENG

DEN PANTSATTE BONDEDRENG
Comoedie udi tre Acter

8

Personerne i Comoedien

  • LEERBEUTEL
    en forgieldet Mand
  • PERNILLE
    hans Piige
  • BONDE-DRENGEN
    Paltzgreve
  • VERTEN
  • 3 RAADS-HERRER
9

Den pantsatte Bonde-Dreng
Indledning

Denne Komedie, der blev trykt 1731, er utvivlsomt skrevet til Juniterminen 1726. Holberg var kommet hjem fra Paris i Foraaret, og Teatret har antagelig opfordret ham til at skrive et Sidestykke til »Den ellefte Junii«, som havde gjort stor Lykke. Teatret har maaske endda peget paa et muligt Forbillede, den franske Komedie Le Banqueroutier, som det italienske Teater i Paris havde opført første Gang 1687 og som stod trykt i Gherardis Udgaver af Italienernes Repertoire, Le Théâtre Italien. Da Holbergs Komedie skulde opføres, satte Teatret paa Plakaten: Banquerouteren eller Dend pandtsatte Bonde-Dreng (se Billede bagi). Og det franske Stykke har viden Tvivl Betydning for Komediens Start. Det fortæller, i vittig Farcestil, om en Rigmand, Persillet, hvis Kones Ødselhed er ved at ruinere ham. Han faar da af en snu Notar det Raad at arrangere en Bankerot - intet er mere brugt for Tiden, forsikrer Notaren. Hertil svarer ganske Pernilles Ord til den fornemme og gældbundne Leerbeutel, der beder om Raad i sin Knibe: »Jeg kand i en Hast ikke hitte paa andet Raad, end at Herren spiller nok engang banqverot«. Leerbeutel afslaar, for han har end ikke Penge til at rejse bort som Fallent. For Holberg er Fallit og Bankerot det samme; paa Fransk er la banqueroute den svigagtige, strafbare Fallit: Persillet benytter sit gode Omdømme til at laane en uhyre Sum af en Doktor og løber bort med Pengene. Hans Pengekasse opsnappes imidlertid, men bringes tilbage af en eksotisk Prins, som ægter Persillets Datter, og da Doktoren snart efter kommer med Rettens Folk, afsløres det, at Prinsen er 10 Doktorens Søn, og Familierne har da, meget fransk, fælles Interesser: »les intérêts sont communs«. Hos Holberg spørger Pernille, om Leerbeutel er rede til at »giøre et Skielmstykke«, altsaa en Slyngelstreg, en Forbrydelse, og den som sættes i Værk, har Holberg allerede hentydet til i Jeppe paa Bierget 4. Akt 6. Scene, hvor der føres Proces om Jeppes Skyld. Anklageren anfører at det er bekendt, hvorledes en enfoldig Person, der lod sig forføre til at spille en stor Herre, blev straffet derfor med Døden (se Bind III, S. 264). Anklageren refererer her Holbergs Kilde til Komedien om Jeppe, Bidermanns Utopia (1640). Her fortælles der om en Mand ved Navn Cosmus, som har for ødt en stor Arv og nu skaffer sig Mønt ved at benytte en enfoldig Bondekarl. Cosmus udklæder denne som en fornem Prælat og indlogerer sig med ham paa et Værtshus og - ja, Resten staar i Komedien, der dog faar den humane Slutning, at Bondedrengen ikke hænges. Pernille har straks udnævnt den unge Fyr til Pfalzgreve, og hun selv skal være hans Frue. Men efter 2. Akt 4. Scene glemmer Holberg Pernille og nærmer sig overhovedet sin Kilde i Enkeltheder. I den latinske Tekst indbyder Cosmus nogle Mænd af højeste Stand (præcipua nobilitas). Leerbeutel laaner saa at sige Raadsherrerne fra Den politiske Kandestøber. - Komedien blev opført 1. Gang 26. Juni 1726; i 1. Levnedsbrev kalder Holberg det Bonden der spiller Pfalzgreve (Rusticus comitis Palatini personam agens). For ham forblev Temaet et Sidestykke til Jeppe i Baronens Seng.

Litteratur. Le Théâtre Italien de Gherardi, Udgaven London 1714, tome II, S. 1 ff. - Hans Brix: Holberg og Théâtre Italien, i Edda XIX, 1919, S. 120 ff.

11

ACTUS I

SCEN. 1.

Pernille. Leander.

LEANDER.

som møder Pernille. Der seer jeg igien et 11. Junii Ansigt. Er det ikke Mademoiselle Pernille? Jo min Troe er det saa. Velkommen til Byen!

PERNILLE.

Jeg takker skyldigst Monsieur.

LEANDER.

Er hendes Frue med?

PERNILLE.

Ney! jeg er kommen her med Herren alleene.

LEANDER.

Det er min Troe artigt. Jer Frue maa ikke være meget mistænkelig, efterdi hun skikker Kammerpigen med Herren til Byen.

PERNILLE.

Vi har min Troe andet at tænke paa, end Jalousie, i disse Dage.

LEANDER.

Hvi saa?

PERNILLE.

Det er et underligt Spørsmaal. Monsieur maa vist ingen Almanak have.

LEANDER.

Jo min Troe har jeg saa.

PERNILLE.

Saa veed han da vel, at vi skriver den 11te Junii i Dag?

LEANDER.

Hvad Fare har han for den 11te Junii?

PERNILLE.

Han har ikke saa megen Fare for den 11te Junii, som den 11te Junii har Fare for ham. Der er dog en Hob ubillige Folk i denne Bye. Tænk engang, Monsieur Leander! Min Herre har været her paa 7ende Dag i Byen, og har endnu ikke kundet faae lumpne 10000 Rixdaler paa Credit, som han har nødig. Han har anmodet 5 a 6 Kiøbmænd derom i den Gade, hvor vi logerer, men - -

LEANDER.

Hvad heeder den Gade, som I logerer udi?

12
PERNILLE.

Den heeder vist Vimmelskaftet. Det er en Gade, som gaaer saa skiev.

LEANDER.

Den vil min Troe gaae skievere endnu mod den 18. Junii.

EN POST-KARL
kommer.

Om Forladelse I gode Venner! Her skulde logere i dette Qvarteer en fornemme Mand fra Landet.

PERNILLE.

Hvad er hans Navn?

POST-KARLEN.

Han heeder Hr. Leerbeutel.

PERNILLE.

Jeg kiender ham.

POST-KARLEN.

Det skal vist være en fornemme Banqverotterer.

PERNILLE.

Endnu ikke, min Søn, men han kand blive det. Ingen Ting er u-mueligt. Vil I levere mig Brevet, thi jeg tiener hos ham.

Post-Karlen gaaer.
PERNILLE.

Men see der er han selv.

LEANDER.

Jeg skiøtter ikke om at tale med ham endnu.

Jeg maa gaae.

SCEN. 2

Hr. Leerbeutel. Pernille.

LEERBEUTEL.

Jeg kand komme til rette med alle Folk, uden med disse forbandede Creditorer.

PERNILLE.

sagte. Det gaaer mig liigeledes.

LEERBEUTEL.

Det er et upoleret Folk.

PERNILLE.

Nogle Tølpere.

LEERBEUTEL.

Jeg vil heller omgaaes med Grovsmeede.

PERNILLE.

Heller med Kiedleflikkere.

LEERBEUTEL.

De har ingen Respect for Folk af Byrd og Stand.

PERNILLE.

De skiærer alle over een Kam.

LEERBEUTEL.

See est du der, Pernille? Hvad bestiller du her?

PERNILLE.

Jeg staaer og speculerer paa, hvordan vi kunde faae den 11te Junii practisered ud af Almanaken.

13
LEERBEUTEL.

Og jeg gaar og speculerer paa, hvordan jeg kunde practisere mig ud af Landet. Jeg faaer et forbandet Brev efter et andet.

PERNILLE.

Har Herren ingen Penge faaet endnu?

LEERBEUTEL.

Ney Pernille, her er et uforskammed Folk udi denne Bye. Jeg har været saa raisonnabel at tilbyde visse Mænd 40 pro Cento; men de vil dog ikke laane mig.

PERNILLE.

Det er uforskammed.

LEERBEUTEL.

Og det som meere er, jeg har tilbydet dem at betale Renterne forud.

PERNILLE.

Hvilke uvillige Dosmere! Alt hvad de kunde tabe derved i saa Maade, var 60 paa hundrede. Jeg har her et Brev til Herren.

LEERBEUTEL.

Hvem flyde dig det?

PERNILLE.

En Spaamand.

LEERBEUTEL.

Hvoraf veedst du, at han var en Spaamand?

PERNILLE.

Jo, han sagde, at Brevet var til en Banqverotterer.

LEERBEUTEL.

Mon han sagde det af Ondskab?

PERNILLE.

Ney, jeg troer nok, at han vilde sige Banqverer. Vil Herren læse Brevet?

LEERBEUTEL.

Han læser Brevet. Tre Uger efter Sigt vilde Herr Leerbeutel betale denne min sola Vexel af 10 Rdlr. Her seer man hvilke Tanker Folk har om mig: 3 Ugers Sigt paa 10 Rdlr.! Pernille, du har spillet adskillige Pudser for at redde mig tilforn. Nu har jeg mest din Hielp fornøden.

PERNILLE.

Man spiller saa længe Pudser, at man bliver omsider hengt derfor.

LEERBEUTEL.

Fi! man hænger jo ikke Fruentimmer.

PERNILLE.

Jeg vil gierne stræbe at hielpe Herren. Men det er vanskeligt at giøre, uden man vil gribe til Skielmstykker.

LEERBEUTEL.

Naar man ikke kand komme fort ved ærlige Midler, saa maa man søge andre Udveye.

14
PERNILLE.

Jeg kand i en Hast ikke hitte paa andet Raad, end at Herren spiller nok engang banqverot.

LEERBEUTEL.

Det kunde være got nok, hvis jeg havde Reise-Penge.

PERNILLE.

Jeg veed, at Herren har saa meget Credit.

LEERBEUTEL.

Hvor stor min Credit er, kand man see af denne Vexel af 10 Rdlr. som er paa 3 Ugers Sigt.

PERNILLE.

Jeg kunde maaskee nok finde nogen Udvey, hvis jeg ikke havde saa megen Samvittighed, som jeg har.

LEERBEUTEL.

Det er Ulykken. Men hvorfor lod du ikke din Samvittighed smukt blive hiemme?

PERNILLE.

Ey Herre! den koster jo intet at føre. Fragten er kun en ringe Ting.

LEERBEUTEL.

Jeg troer det nok; thi der vilde en mægtig Hob saadane Samvittigheder for den agende Post at stoppe dens Omkostninger.

PERNILLE.

Det er sandt, de falder noget lette udi Vægten, men, hvor lidet det er, saa er det dog noget.

LEERBEUTEL.

Det er meget urimeligt at bringe ved 11. Junii Tiider Samvittighed med sig til Kiøbsteden. Men lad os holde op at skiempte, og lad os tænke paa noget Middel, hvorved jeg kand blive hiulpen.

PERNILLE.

Kand Herren beqvemme sig til at giøre et Skielmstykke?

LEERBEUTEL.

Hvilket underligt Spørsmaal! Jeg har saa tit giort det uden Nød, og nu skulde jeg tage det udi Betænkning, da saa mange Ulykker staaer mig for Øyene?

PERNILLE.

Jeg vil see til i Ugen indkommer, om jeg kand hitte paa noget.

LEERBEUTEL.

At love mig Hielp i Ugen indkommer, det er ligesom at love en, der er falden udi Søen, Hielp om et par Timers Tid.

PERNILLE.

Det er U-lykken, Herre, at I har alt for høye Tanker om mig. I stoler alt for meget derpaa.

LEERBEUTEL.

Jeg veed hvad du kand giøre.

PERNILLE.

Ja jeg veed det ogsaa selv.

15
16

SCEN. 3

En Bonde-Dreng kommer ind gabende. Leerbeutel. Pernille.

PERNILLE.

Ney see den Bonde-Dreng, hvor han staaer og gaber. Han maa vist ikke have været i Kiøbsted tilforen.

LEERBEUTEL.

Hør, Lands-Mand! hvor har du hiemme?

BONDEN.

Jeg har hiemme udi en Bye her ude paa Landet.

LEERBEUTEL.

Hvad heder den Bye?

BONDEN.

Jeg veed mare ikke.

LEERBEUTEL.

Hvor langt ligger den herfra?

BONDEN.

Mener I denne Bye her?

LEERBEUTEL.

Hvilken forbandet Taadse! skulde jeg spørge om, hvor langt denne Bye ligger fra sig selv?

Men veedst du ikke hvad Byen heder, som du boer i?

Hvad heder din Foget? Naar jeg hører hans Navn, skal jeg, maaskee, nok kunde sige dig Byens Navn.

BONDEN.

Vor Foget? Lad see! han har samme Navn, som jeg.

LEERBEUTEL.

Hvad heder du da?

BONDEN.

Jeg kand mare ikke komme det ihu. Lad see - - - Tøv lidt, min Moer veed det nok.

LEERBEUTEL.

Det er en Erke-Taadse.

BONDEN.

Men jeg veed, hvad vor Præst heder.

LEERBEUTEL.

Hvad heder han?

BONDEN.

Han heder Hr. Magister, ja mare giør han saa.

LEERBEUTEL.

Han er værre end et umælende Best.

BONDEN.

Vilde I ikke blive vred, goe Herre, paa mig, saa vilde jeg spørge jer, hvad dette store Huus er for et Huus.

LEERBEUTEL.

Det er Raadhuset.

BONDEN.

Hille min Troe! der kunde legges en mægtig hob Kiør, og fødes en farlig Hob Heste og Stude der.

Igiennem den store Port gaaer man vel hen til Staalden?

LEERBEUTEL.

Jeg havde neppe troet, at der skulde findes 17 slige Mennesker. Men hør, Cammerat, hvad har du i dag at forrette her i Byen?

BONDEN.

Ikke saa meget. Men god Herre! bliv ikke vred at jeg giør saa mange Spørsmaal. Hvor af leve disse mange Folk her i Byen? thi jeg seer hverken Ager eller Eng, hverken Heste eller Stude, ikke et Sviin engang.

BONDEN. ... Jeg kand mare ikke komme det ihu. Lad see ... Tøv lidt, min Moer veed det nok.
PERNILLE.

Stude og Sviin er her nok af; man lever ellers her af dig og andre Bønders Sved og Arbeyde.

BONDEN.

Men hvorfor er vi saa gal, at vi arbeyder for dem?

PERNILLE.

til Leerbeutel. Denne Karls Taabelighed, 18 Herre, vil jeg betienne mig af og sette noget i Verk som skal give os Penge. Til Bonden. Du maa vel sige, Landsmand, at I er gal, som arbeyder og sveder for andre. Jeg er vis paa, ingen har takket dig derfor, siden du kom til Byen.

BONDEN.

Der har ikke været den Ære i dem, at de har villet løfte paa Hatten engang, naar jeg har taget min Hue af.

PERNILLE.

Hør, Landsmand! har du Lyst at blive her i Byen? Du skal slippe for Arbeyde, og intet have at bestille end at æde og drikke.

BONDEN.

Tak som byder. Det var jo et skiønt Levned.

PERNILLE.

Du skal faa 5 a 6 Retter Mad hver Maaltid.

BONDEN.

Faaer Folk saa mange Retter Mad i Staden?

PERNILLE.

Ja vist, de fleste.

BONDEN.

Da maa de fleste have Maver saa store som Mære.

PERNILLE.

Ney de æder kun lidt af hver Ret. Men vil du giøre hvad jeg beder dig, skal du nyde samme gode Dage.

BONDEN.

Ja mare vil jeg saa.

PERNILLE.

Lad see da, at du kandst beholde i dit Hoved, alt hvad jeg siger dig.

BONDEN.

Jeg vil forvare det i min Hue.

PERNILLE.

Ach! jeg maa blive gal. Det er got nok, at han er taabelig, men jeg er bange at det gaaer alt for viit. Hør, Landsmand! du maa være gandske taus, og om nogen taler til dig, skal du intet andet svare end disse Ord: Spørg min Hoffmester. I maa agere Hoffmester, Herre!

LEERBEUTEL.

Hvad skal da Bonden være?

PERNILLE.

Jeg har alt giort ham til Paltzgreve. Vi skal lade som han reiser uden Lands, og jeg skal agere Paltz-Grevinden. Træk jer Kiole af, Herre! jeg maa see hvordan han passerer der udi.

De fører ham i Leerbeutels Kiole.
19
BONDEN.

Ey det er en fiin Kiole. Herren paa Hovet-Gaarden havde ikke bedre Kiole den Dag han stod Brud.

PERNILLE.

Tal nu ikke mere om Herren paa Hovet-Gaarden, nu est du Herre selv, ja en Paltzgreve.

BONDEN.

Jeg er Fanden heller.

PERNILLE.

Stil dig nu an i alle Maader, som at du er vor Herre.

BONDEN.

Er en Paltz-Greve da det samme som vor Herre?

PERNILLE.

Ney ney, du skal kun bilde dig ind, at jeg er din Frue og han din Tiener, og naar nogen taler dig til, kand du svare dem det, som jeg sagde dig nys. Nu vil jeg lade, som jeg er en fremmed Person, som du maa tale med. Underdanige Tiennere! jeg glæder mig over at see, Eders Paltz-Grevelige Naade Lykkelig er ankommen til dette Sted. See frisk op! Om jeg maatte tage mig den Dristighed, at spørge Eders Naade, naar Ankomsten var hid? See frisk op! Hvad svarer du der til?

BONDEN.

Hvad skal jeg svare dertil? I bær jer jo ad som en Nar.

PERNILLE.

Ja saadant Narrerie maa du vænne dig til, naar du vil være fornem.

BONDEN.

Hvad skal jeg svare?

PERNILLE.

Har du saa hastig glemt det? Du skal svare: Spør min Hoffmester. Ey see dog frisk op! Nu taler jeg dig videre til: Naar var eders Paltz-Grevelige Naades Ankomst hid til Staden?

BONDEN.

Spør min Hoffmester, eller tal til min Hoffmester, see frisk op.

PERNILLE.

Ey gid du faaer en Ulykke! Din dumme Hund!

BONDEN.

Spør min Hoffmester - - hvad var nu det andet?

PERNILLE.

Ach jeg maa blive gal. Det er alt nok, bliv kun der ved. Nu taler jeg videre: eders Naade er vel endnu ikke gift?

BONDEN.

Spør min Hoffmester.

20
PERNILLE.

Det Spørsmaal duer ikke. Eders Naade er vel kommen hid for at besee vor ringe Stad?

BONDEN.

See frisk op.

PERNILLE.

Ey jeg kommer ingen Vey med ham. Det er en Hest. Du skal intet andet svare end de Ord: Spør min Hoffmester.

BONDEN.

Nu, nu forstaaer jeg: Spør min Hoffmester.

PERNILLE.

Got nok. Her boer en Mand udi dette store Huus, hvor Comoedien skal spilles. Der skal Herren gaae hen for i Vejen, betinge de fornemste Værelser for en fornemme riig Paltzgreve med hans Frue.

Bonden snyder sig og smør Fingrene paa Kiolen.

LEERBEUTEL.

Fi dig an! smør du Fingrene paa Kiolen?

BONDEN.

Spør min Hoffmester.

PERNILLE.

Ej! det vil ikke siige, Herre! lad ham kun have sine Noder.

LEERBEUTEL.

Jeg merker nok, hvor hen du sigter med denne Intrigue, men jeg er bange at vi bliver kiendte.

PERNILLE.

Udi den Eqvipage vi kommer udi, vil ingen kiende os. Man maa ellers vove noget for at redde sig af en stor Ulykke.

LEERBEUTEL.

Det er sandt; hvis jeg ikke faaer Penge paa en eller anden Maade, er jeg om en Hals.

PERNILLE.

Saa vover Herren da intet, men jeg alleene.

LEERBEUTEL.

Det er sandt Pernille! Jeg har dig at tilskrive baade mit Liv og min Velfærdt. Men hvad skal vi nu først foretage?

PERNILLE.

I skal hen udi dette store Herberg og bestille de fornemste Værelser for en fremmed Paltz-Greve. I maa braute brav og tale store Ord.

LEERBEUTEL.

Det skal have gode Veye. Det er noget som jeg er vant til.

PERNILLE.

See her, Kammerat! flye nu Herren sin Kiole igien.

BONDEN.

grædende. Ej lad mig beholde den.

PERNILLE.

Du skal strax faae den tilbage. Kom nu med mig.

21

SCEN. 4

Leerbeutel. En Vert.

LEERBEUTEL.

Det er en lystig Piige, som er skabt til store Ting. Jeg maa strax giøre en Begyndelse. Banker paa.

VERTEN.

Med hvem vil han tale, min Herre?

LEERBEUTEL.

Jeg er Paltz-Grevens Hoffmester.

VERTEN.

Hvilken Paltz-Greve?

LEERBEUTEL.

En fremmed Paltz-Greve, som er nyelig kommen til Staden, og vil have Logemente her, thi dette Huus er os recommenderet som det beste.

VERTEN.

Ja jeg haaber, at Hans Naade skal ingen steds bedre blive tractered.

LEERBEUTEL.

I maa vel see til, Herr Vert! at I skaffer os god Fisk! thi Paltz-Greven er ikke meget for Kiødmad. Hvad slags Viiner har I?

VERTEN.

Alle slags; jeg har nyelig faaet hiem Bourgogne Viin, som ikke er for lange hvile. Men er Paltz-Greven langt borte?

LEERBEUTEL.

Nej, han er paa Veyen fra Posthuset, hvor Vognene holder; der tar han en Portechaise, thi han taaler ikke at kiøre paa Gade-Stenene.

VERTEN.

Hillemænd! kommer han saa hastig? Henrich, giør alting ryddigt paa den store Sal. Vi venter fremmede.

LEERBEUTEL.

I maa skynde jer, det beste I kand.

VERTEN.

Inden en halv Time skal alting være færdigt. Jeg haaber, Hans Naade skal blive fornøyet. Behager det ellers Hr. Hoffmester, at jeg skal lade nogle af mine Folk gaae med for at bære hans Gods?

LEERBEUTEL.

Ach ney! Vi har Folk nok selv. Han har ogsaa sin Frue med.

VERTEN.

Velbaarne Hr. Hoffmester tar ikke unaadigt op, at jeg spør ham om en Ting: Hvor kommer det, at en Herre, som er allerede gift, holder en Hoffmester?

LEERBEUTEL.

Min Herre har giftet sig meget ung. Derforuden 22 er der en anden Aarsag, som jeg skal forklare jer siden. Gaaer I nu kun ind, og laver alting til, thi om en halv Time skal vi være her.

SCEN. 5

Leerbeutel. Pernille.

LEERBEUTEL.

Begyndelsen er giort; hvordan dette ellers vil falde ud, kand jeg ikke sige. Andre betiene sig af lystige Tienere for at øve Skalkestykker, men jeg bruger Piiger dertil. Kiønnet giør dog intet til Sagen, thi hvo som har best Hoved og mest Dristighed, er det beqvemmeste Instrument. Denne Piige har reddet mig af adskillige Fortredeligheder, saa at jeg har Haab om god Fremgang. Hvorom alting er, saa vover jeg ikke meget, thi at falde i ubarmhiertige Creditorers Hænder - - Men der seer jeg hende igien.

PERNILLE.

Nu Herre! har I forrettet jer Ærende?

LEERBEUTEL.

Logement er bestilt, og alting bliver færdigt inden en halv Time, hvordan det ellers vil falde ud.

PERNILLE.

Lad mig kun raade der for. Jeg har allerede hvervet en Hob got Folk, som skal gaae os til Haande.

LEERBEUTEL.

Men hvor er Paltz-Greven?

PERNILLE.

Han er til min Moster, som jeg har aabenbaret den heele Sag. Hun er, uden at roese min egen Paarørende, en vittig Kone, og saa tienstagtig, at hun har exponeret sig mange gange at komme i Spindehuuset, for at gaae gode Venner til Haande, som betaler hende for sin Møye.

LEERBEUTEL.

Men jeg er bange for denne Bonde-Dreng; thi han er alt for taabelig.

PERNILLE.

Dersom han var en halv Qvintin mindre dum, var han mig til ingen Nytte. Spiller I kun jer Hoffmester Rulle saa vel, som jeg min Frue-Rulle, saa skal Sagen gaae vel nok. Lar os nu hen at lave os til.

23

ACTUS II

SCEN. 1

P alt z-Greven i en Portechaise. De andre gaaer ved Siden. Verten er meget geskieftig, og med Huen i Haanden hielper ham ud af Portechaisen.

LEERBEUTEL.

Hey Christoffer, Peiter! løber strax hen til Post-Huuset, og henter Herrens Tøy og Kofferter. Fruen kommer ind ad Bag-Porten.

LAKEYERNE.

Det skal skee, Hr. Hoffmester!

VERTEN.

Gud bedre mig, Velædle Hr. Hoffmester! jeg 24 er bange, at det er ikke alt udi Huuset, som det bør at være; havde jeg lidt forud faaet hans Naades Ankomst at vide, skulde det have været bedre.

LEERBEUTEL.

Jeg veed, I har jo nogle Værelser ryddige.

VERTEN.

Ja den store Sal, som Herren blev ført op paa, er ryddig. Cabinetterne skal strax komme i stand.

LEERBEUTEL.

Got, got!

VERTEN.

Ach Hr. Hoffmester! Paltz-Greven seer meget naadig ud. Han er gandske ung.

LEERBEUTEL.

Ja han er kun udi sit attende Aar, og derforuden for saadan stor Herre meget enfoldig, saa at alting maa gaae igiennem mit Hovet. Hvad heder den fornemmeste Vexelerer her i Byen?

VERTEN.

Han heder Andreas Grobsmidt.

LEERBEUTEL.

tar et Brev af Lommen. Ja det er den samme, her staaer paa Brevet: Andreas Grobsmidt. Er den Karl ellers capable for at tælle mig 4000 Rdlr. 3 Dage efter Sigt?

VERTEN.

Ja Velædle Hr. Hoffmester! om det var 10000.

Men kand Paltz-Greven behøve saa mange Penge paa eengang?

LEERBEUTEL.

Ja vist. Han agter ikke meer Tusind Daler end 4 Skilling. Saadanne Folk, Herr Vert, maatte I nok ønske hver Dag.

VERTEN.

Det er min Troe sandt.

SCEN. 2

En anden Vert kommer ind. De andre. 2.

VERT.

Ach min Herre! jeg vil recommendere dem mit ringe Huus, hvor de skal blive langt bedre accommodered end her.

1. VERT.

Det skulde fortryde mig, om man nogen steds blev bedre accommodered end i mit Huus.

2. VERT.

Ey! jeg maa lee deraf. Du est jo ikke capable, Jacob, at lave en ærlig Ragou til.

25
1. VERT.

Du skal nok see, at jeg skal lære det af Mester Herman!

2. VERT.

Jeg veed nok hvad Folk sagde, som logerede her forgangen Uge.

1. VERT.

Hvad sagde de da?

2. VERT.

De sagde, at de bleve slet accommoderet, og brav skaaren.

LEERBEUTEL.

Ey Børnlille! ypper ingen Klammerie.

2. VERT.

Det er som jeg siger min Herre! vil de behage at logere hos mig, skal de blive langt anderledes betient, og langt fra ikke skaaren saa meget som her.

LEERBEUTEL.

Ney nu er det for silde, Landsmand.

1. VERT.

Det er Carnallier, som siger, at jeg skiær Folk.

2. VERT.

Og jeg siger, at du er en Brødtyv, som søger at tage Næringen fra andre got Folk.

1. VERT.

Du est selv en Brødtyv.

De faaer hinanden i Haaret, og Hovmesteren skiller dem ad og driver den anden ud.
VERTEN.

Ach gunstige Hr. Hoffmester, tag det ikke unaadigt op, at saadant er skeed udi deres Presence. Jeg kand ikke styre mig selv Hr. Hoffmester! naar nogen vil gribe mig an paa mit ærlige Navn og Rygte, og sige at jeg ikke kand lave en Ragou til. Er det ikke smerteligt, Hr. Hoffmester? han maatte heller have kaldet mig en Skielm og Bedrager. Han græder.

LEERBEUTEL.

Ey Hr. Vert! vil man legge paa Hiertet alt hvad Folk siger, saa faaer man nok at bestille. Hvor gammel er I vel nu, og hvor længe har I kaaget for Folk?

VERTEN.

Over 30 Aar.

LEERBEUTEL.

I saa lang Tid synes mig at eders hidsige Blod burde have udkaaget. Skulde jeg have ladet mig bevæge af Snak, saa havde jeg længe siden været op ædet af Chagrin; thi udi hvert Brev jeg faaer hiemmen fra, er noget nyt fra mine Venner, som forteller mig hvad Folk taler om denne vor udenlandske Reyse, nemlig, 26 at jeg betienner mig af Paltz-Grevens Enfoldighed, og anvender Gassen til min egen Fordeel, da jeg dog kand sværge, at jeg har sat til over 3000 Rdlr. af mine egne Penge paa denne Reyse, som Fruen kand vidne med mig. Men Herr Vert, naar man har en god Samvittighed, kand man foragte alt saadant.

VERTEN.

Gid alle brave unge Herrer var udi slige Hænder som Hoffmesterens. Det er noget sært ved mig, Herr Hoffmester! at saa snart jeg seer et Menneske, kand jeg profect sige, hvad der boer i ham. Jeg kastede mit Øye ikke saa snart paa Hoffmesteren, førend jeg formerkede, at han var en forstandig og dydig Herre. Men Hr. Hoffmester! er Paltz-Greven saa eenfoldig?

LEERBEUTEL.

Herr Vert! man bør ikke tale ilde om saadanne store Herrer; jeg taler heller ikke ilde om ham, thi hvad kand han dertil, at Naturen har ikke villet danne ham anderledes? men jeg kand sige dette (dog ikke mine Ord igien) - -

VERTEN.

Bevare min Mund, Herr Hoffmester!

LEERBEUTEL.

Jeg kand sige det, at han har fast intet af Menneske uden Skabningen, og hvor meget jeg søger at skiule hans Enfoldighed, saa merker dog skiønsomme Folk det strax. Hans Hr. Fader den gamle Paltz-Greve har mange Tider vredet sine Hænder, ja grædet derover for mig. Jeg har trøstet ham derved, at mange, der har været ligesaa eenfoldige som han udi Ungdommen, ere dog blevne meget vittige, naar de ere avancerede udi Alderen. Hans Herr Fader har menet, at naar han kom i fremmede Lande, at han skulde forandres og blive mere polered; men jeg seer endnu ingen Forandring. Nu maa jeg op til Herren. Han har ladet invitere de fornemmeste af Landet at spiise her med sig til Aften. See til, Hr. Vert, at vi blive vel accommoderet. I skal blive raisonnabel betalt. Adieu saa længe.

27

SCEN. 3

Verten. Mad. Staabi.

VERTEN.

Det er en deylig Mand denne Hoffmester. Men jeg vilde dog ønske, at hverken han eller Fruen var med, thi saa kunde jeg raade for Herren alleene. Vi faaer kun sielden slige feede Stege, hvorfor vi maa bruge Leyligheden. Et Vertshuus er ligesom et Lotterie. Der falder en Hob Nieter og slette Gevinster, men denne Paltz-Greve er som et af de store Lodder udi den femte Classe, som maa bøde paa det andet. Men see her! God Morgen, Mad. Staabi! vil I tale med mig?

MADAME STAABI.

Jeg hørte, at her er kommen en fremmed Herre. Jeg har Brocader, Silketøy og andet dislige.

VERTEN.

I kand bie til Hoffmesteren kommer; Thi alting gaaer igiennem hans Hovet. Men der er han. Herr Hoffmester! Her er en Kone med adskillige Galanterier, om Paltz-Greven kunde have Lyst til noget.

LEERBEUTEL.

Kand skee; vi skulde have hen ved 30 Alen Brocade, men det skulde være got.

MAD. STAABI.

Der er ingen i Byen, som har bedre Brocade. Men det er noget dyrt. Hvem der vil have gode Sager, maa ogsaa betale dem.

LEERBEUTEL.

Det vil ikke sige, at de ere dyre, naar de kun ere gode.

MAD. STAABI.

See, min Herre! dersom han finder saadan Patron og saa tyk Brocade udi Staden, vil jeg give det for intet.

LEERBEUTEL.

Har I ellers ingen smukke Tobaks-Daaser?

MAD. STAABI.

Ja vist: Her har jeg en Guld Dose med et rart Portrait, men den kommer paa 200 Rdlr., thi der er lutter Ducate-Guld derudi.

LEERBEUTEL.

Ja Daasen er smuk; jeg troer nok, at Greven beholder den tillige med Brocaden, naar han 28 faaer Leylighed at see derpaa. Vil I lade det ligge her til i Morgen?

MAD. STAABI.

Ja hiertelig gierne.

LEERBEUTEL.

I kand komme hid i Morgen Klokken 9.

MAD. STAABI.

Det skal skee.

LEERBEUTEL.

Men I maa sige det nøyeste Kiøb paa Brocaden.

MADAME STAABI.

Vi skal nok komme til rette.

LEERBEUTEL.

Har I ellers smukke Juveler?

MAD. STAABI.

Ney Herre! men her boer en Mand næstved, som jeg vil recommendere Herren.

29
LEERBEUTEL.

Ja! lad ham komme strax hid.

Madame Staabi gaaer bort.

LEERBEUTEL.

Herr Vert! De Fremmede kommer snart.

Lad nu see, at I accommoderer dem vel.

VERTEN.

De skal blive Kongelig tracterede.

Verten gaaer ud.

SCEN. 4

LEERBEUTEL.

Comoedien begyndes vel nok. Det er vel noget dumdristigt at byde fornemme Giæster til sig, som, maaskee, kand røbe os, og strax seer, at det er en grov Bonde-Dreng; men min Læremester Pernille siger, at jo mere Figurer vi giør, jo mere bestyrker vi vore Sager, og betar Verten all Suspicion. Jeg skal nok sætte Raadsherrerne en Voxnæse paa, saavelsom hun paa deres Fruer. Men der kommer Juveleren. De Folk iler til deres egen Ulykke, ligesom, de er bange, de ikke tilig nok skal blive bedragne.

SCEN. 5

Leerbeutel. Juveleren.

JUVELEREN.

Serviteur min Herre! Mad. Staabi har viset mig hid; Jeg er en Juvelerer.

LEERBEUTEL.

Lad mig see hvad det er for Sort. Disse staaer mig best an. Kand skee, at Greven beholder dem; men nu har han ikke Leylighed at examinere dem, thi vi venter nogle af Raadsherrene hid. Vil I lade dem ligge her til i Morgen, saa skal I faae Svar.

JUVELEREN.

Jeg vil komme hid i Morgen med Juvelerne igien.

LEERBEUTEL.

Nev Monsieur! Jeg skal give ham bedre Raad. Det er best at han bliver borte, efter som han er saa frygtsom. Her var nyelig en anden, som recommenderede sig, og bød sig til at lade os beholde paa Prøve saa mange, som vi forlangede; men jeg lod ham gaae, eftersom samme Kone havde talt til mig om jer.

30
JUVELEREN.

Ach min Herr Hofmester! det var ikke saa meent.

LEERBEUTEL.

Ney Monsieur! jeg vil min Troe ikke føre ham, eller nogen, i Fristelse. Han kunde maaskee have en uroelig Nat derover, at han havde betroet et par Juveler til en Paltz-Greve af det hellige Rommerske Rige.

JUVELEREN.

Ach bliv ikke vred, Velædle Herr Hoffmester!

LEERBEUTEL.

Ney! aldeeles ikke! Jeg priser hans Forsigtighed.

JUVELEREN.

Ach Eders Velædelhed ---

LEERBEUTEL.

Jeg siger ham jo, Monsieur, at jeg aldeeles ikke fortryder derpaa, men han kand heller ikke regne mig det til onde, om jeg kiøbslager med hvem jeg lyster.

JUVELEREN.

Ach Velbyrdige Hr. Hoffmester ---

LEERBEUTEL.

See der har han sine Juveler igien. Jeg troer ikke, de ere kommen til skade i min Haand.

JUVELEREN.

Jeg tar dem min Troe ikke tilbage. Jeg beder ydmygst, at de maa blive liggende til i morgen.

LEERBEUTEL.

Ney jeg tar ikke imod dem.

JUVELEREN.

Jeg beder da, at Greven vil ikke fatte U-naade for mig. Gaaer bort.

LEERBEUTEL.

Hør, Monsieur! Eftersom jeg merker, at I ikke giorde det af Mistanke, saa lad dem da blive her.

JUVELEREN.

Jeg takker Hoffmesteren.

LEERBEUTEL.

I Morgen Klokken 9 kand I komme hid.

JUVELEREN.

Det skal skee.

SCEN. 6

3 Raadsherrer. Leerbeutel.

1. RAADSHERRE.

Skyldigste Tienner! Jeg veed ikke, om han er af Paltz-Grevens Svite.

LEERBEUTEL.

Ja min Herre! Jeg er hans Hoffmester til 31 Tienneste. Paltz-Greven har taget sig den Frihed at invitere dem til et Aftens Maaltid, formoder, de tage det ikke ilde op.

2. RAADSHERRE.

Vi ere Paltz-Grevens underdanige Tiennere, og takker for den Ære han vil bevise os.

LEERBEUTEL.

Hans Herr Fader den gamle Paltz-Greve siger, at udi hans Ungdom, da han reyste udenlands, inviterede han en hver Byes Øvrighed til sig, hvilket han ogsaa har villet, at hans kiære Søn skulde practicere. Raadet er saadanne Mænd som man skal lære og profitere af. Man maa ikke reyse udenlands for at besee Huuse og Bygninger, men for at tale med brave Folk.

1. RAADSHERRE.

Men vi vilde ønske, at vi kunde være hans Naade til nogen Fornøyelse her paa Stedet. Men hvad kand en Herre af den Stand og Education, og der har reyset saa meget, profitere af vort Omgiengelse? Vi kand nok slutte af Herr Hoffmesters Artighed, Forstand og Maneerer, hvordan hans Høye Principal er danned.

LEERBEUTEL.

Jeg takker ydmygst for de gode Tanker de have om mig. Mine Meriter ere kun ringe, og min Principal disværre - - - Ach I gode Herrer! jeg kand ikke tale.

1. RAADSHERRE.

Hvorfor det, Herr Hoffmester? vi haaber, at hans Principal intet Ont er vederfaret.

LEERBEUTEL.

I gode Herrer! Naturen er meget bizarre i at uddeele sine Gaver. Min Herre har intet at klage paa Legemens Skikkelse; Thi alting er derudi som det bør at være, og han har en god Helbred, er derforuden begavet med Rigdom og Velstand. Men I gode Herrer! -- Leerbeutel græder bitterlig. Ach mit Hierte bløder i mit Liv, naar jeg tænker derpaa.

1. RAADSHERRE.

Maaskee Paltz-Greven er noget flygtig, hvilket er en Feyl, som findes hos de fleste slige unge Herrer.

LEERBEUTEL.

Han græder igien.

32
1. RAADSHERRE.

Men det er noget som forgaaer med Alderen.

LEERBEUTEL.

Ney min Herre! Gid han var noget vild og flygtig; thi jeg holder saadant for et got Tegn hos unge Mennesker.

1. RAADSHERRE.

Saa inclinerer han da, maaskee, til Melancholie?

LEERBEUTEL.

Ney! gid han var noget melancholisk; Thi Melancholie er gierne melered med andet got.

1. RAADSHERRE.

Han er, maaskee, alt for stor Liebhaber, og lader sig forlede af Fruentimmer.

LEERBEUTEL.

Ney! gid han var en Liebhaber; thi Amour, saasom den fører meget ont med sig, saa fører den ogsaa meget got.

1. RAADSHERRE.

Vi kand da ikke vide hvad der fattes; maaskee han er haard mod sine underhavende?

LEERBEUTEL.

Ney vist ikke. Gid han var noget haard, thi saadant er undertiden nyttigt hos slige Folk.

1. RAADSHERRE.

Hans Naade maa da have nogen Affecter udi en stor Grad.

LEERBEUTEL.

Ney I gode Herrer! hverken udi stor eller liden Grad. Han har slet ingen Affecter. Naar I seer ham, skal I forsværge, at han er saadan Herre; I skal heller tage ham for en Bondesøn end for en Paltz-Greve. Han er ligesom et stykke Træ, har hverken Begreb eller Ihukommelse, og alt det hans Herr Fader har kostet paa ham, er forgieves. Græder igien, Ach du ædle gamle Paltz-Greve! Naar jeg tænker paa de mange salte Taare du har fældet, de mange Sukker du har udøset derover, er mit Hierte ferdigt at briste. Den gode Herre har giort alt hvad en Fader kand giøre sit Barn, har udvalt de beste Informatores til ham, som var at bekomme udi Landet, de beste Exercitie-Mestere, og endelig ladet ham reyse uden Lands; Men det har kun lidet frugtet.

1. RAADSHERRE.

Hvor gammel er nu Paltz-Greven?

33
LEERBEUTEL.

Nitten Aar.

1. RAADSHERRE.

Ey Herr Hoffmester, saa kand der endnu være en Forhaabning; thi man har store Exempler der paa.

LEERBEUTEL.

Ha ha! gid det var saa vel! Men jeg beder om Forladelse I gode Herrer, at jeg forlader dem et Øyeblik. Jeg vil bringe Herren ned.

1. RAADSHERRE.

Ydmygste Tienner.

SCEN. 7

Raadsherrerne alleene.

1. RAADSHERRE.

Det er en allerkiereste Mand denne Hoffmester, Herr Collega! Han burde være det som hans Herre er, formedelst sine store Meriter.

2. RAADSHERRE.

Ja jeg siger det samme, thi jeg er min Troe gandske forliebt i ham.

3. RAADSHERRE.

Jeg længes ret efter at see den unge Paltz-Greve, om han er saa taabelig.

l. RAADSHERRE.

Det maa dog være en stor Hierte

Sorg for Forældre, at see ingen Tugt bide paa deres Børn. Men der kommer han uden Tvil.

SCEN. 8

Paltz-Greven. Leerbeutel. Raadsherrerne.

1. RAADSHERRE.

Underdanigste Tiennere! vi takker for den Naade Paltz-Greven har beviist os, at invitere sine ringe Tiennere hid.

2. RAADSHERRE.

Havde vi vidst Paltz-Grevens Ankomst, skulde vi for længe siden have havt den Ære at giøre vor underdanigste Opvartning, og gratuleret hans Naades Ankomst.

PALTZ-GREVEN.

Har ingen af jer I gode Mænd! en snyde Tobak? jeg er saa forstopped.

1. RAADSHERRE.

sagte. Ach Himmel, hvilken Complement er dette for en Paltz-Greve!

34
LEERBEUTEL.

I gode Herrer! Paltz-Greven havde lagt sig lidt paa Sengen, og var falden i Søvn, og naar han sover saadan om Eftermiddagen, bliver han saa døsig; saa at der gaaer en halv Time bort, førend han kand komme sig igien. Jeg beder ydmygst, at de vil behage at sette sig ned, saa setter min Herre sig ogsaa.

1. RAADSHERRE.

Hvor den habile Mand veed at skiule sin Principals Feyl.

LEERBEUTEL.

Ach de gode Herrer behager at sidde, thi før sidder ikke Hans Naade.

Paltz-Greven setter sig først, siden de andre; Leerbeutel blir staaende ved hans Stoel.
1. RAADSHERRE.

Eders Naade er kommen paa et Sted, som er meget usund. Eders Naade maa derfor tage sig i agt i Begyndelsen, og bruge nogle smaa Præcautioner. Paltz-Greven ræber.

LEERBEUTEL.

Paltz-Greven har en forskrekkelig slet Mave, og beder ydmygst om Forladelse, at han i deres Presence bruger sin Commoditet, thi mange Tider kand han ingen Luft faae, og derfor tager sig Frihed at giøre saadant, hvilket han aldrig giorde, dersom den yderste Nød ikke tvang ham dertil.

1. RAADSHERRE.

Hans Naade bruger sin Frihed; thi Sundheden er det kostbareste Klenodie man har i Verden. Har ellers Hans Naade længe været incommoderet med slige Obstructioner?

PALTZ-GREVEN.

Spør min Hoffmester.

1. RAADSHERRE.

Har Hans Naade været længe saaledes incommoderet?

LEERBEUTEL.

Ja udi nogle Aar.

2. RAADS.

HERRE. Jeg har her nogle excellente Mave-Draaber; om Eders Naade vilde bruge dem, saa forsikrer jeg, at der er ingen Ting bedre for Maven.

GREVEN.

Der gaaer jo ikke 12 slige paa en Pæl. Derpaa kand man ikke slukke sin Tørst.

LEERBEUTEL.

Paltz-Greven, I gode Herrer, er ikke vant til Draaber. Han bruger aldrig uden Decoctum, hvor af 35 tages store Portioner. Han har menet, at det var Decoctum. 1. RAADS HERRE. Ney Eders Paltz-Grevelige Naade! det var ikke Decoctum. Man tar kun 10 Draaber heraf hver gang.

PALTZ-GREVEN.

Spør min Hoffmester.

1. RAADS-HERRE.

Kiender da Hr. Hoffmester disse Draaber?

LEERBEUTEL.

Jeg fusker lidt kun paa Medicin. Ja jeg kiender strax paa Lugten hvad det er for slags. Det er 36 en kraftig Tinctur; Man kand ikke bruge stort over 10 Draaber paa eengang.

1. RAADS-HERRE.

Men hvorledes staaer denne Bye ellers Eders Paltz-Grevelige Naade an?

PALTZ-GREVEN.

Spør min Hoffmester.

LEERBEUTEL.

Paltz-Greven veed, at jeg har seet mig lidt om udi Byen, hvor for han mener, det kommer mig til at giøre en Beskrivelse der over; thi han har selv endnu aldeles intet seet. Jeg finder her adskillige smukke og kostbare Bygninger.

1. RAADS.

HERRE. Ja Byen er smuk nok. Den har taget til paa nogle Aar. Om Paltz-Greven vil besee sig udi Byen, tilbyder vi vor underdanig Tienneste, at geleyde ham allevegne.

LEERBEUTEL.

Den Høflighed er saa stor, at hans Naade ikke kand hitte paa saa kraftige Ord, som han ønsker at svare, i en Hast. Ja hans Taushed selv gir tilkiende, hvor meget hans Hierte der af er bevæget.

1. RAADS-HERRE.

Det kand aldeles ikke regnes for Høflighed; thi det er vor Skyldighed at giøre det og andet, som kand være Paltz-Greven til Fornøyelse.

LEERBEUTEL.

I gode Herrer! Paltz-Greven er ikke af mange Ord, men han tænker dismere. Det har han efter sin Hr. Fader, hvilken, naar nogen beviser ham Velgierning, takker aldrig derfor med Ord, men beviser sin Taknemmelighed udi Gierningen.

1. RAADS-HERRE.

Er Eders Naades Hr. Fader endnu ved god Helbred?

PALTZ-GREVEN.

Spør min Hoffmester.

LEERBEUTEL.

Jeg skal sige de gode Herrer: Med den sidste Post fik vi ingen Brev fra den gamle Paltz-Greve, uden jeg. Hvorfore hans Naade er bleven lidt fortrydelig, og i det han viser dem til mig, paa en subtil Maade vil sige, at jeg var lykkeligere i denne Post end han selv. Jeg takker ellers paa hans Naades vegne for Efterspørsel. Den gamle Paltz-Greve saa vel som Paltz-Grevinden er ved god Helbred.

37
1. RAADS-HERRE.

Ey, lever ogsaa Eders Naades Fru Moder?

PALTZ-GREVEN.

Spør min Hoffmester.

LEERBEUTEL.

Ha ha, I kand nok merke, I Herrer! at min Herre bær en liden Fortrydelse over, at han intet Brev fik med sidste Post fra nogen af dem. Ach Eders Naade gir sig tilfreds! ved næste Post faaer Eders Naade Breve igien, og jeg intet.

VERTEN.

kommer ind. Nu er alting færdigt Hr. Hoffmester, og Maden paa Bordet, om de vil behage at spatsere ind.

Paltz-Greven vil gaae først ind, men Leerbeutel holder ham tilbage udi Kiolen, og nøder de andre at gaae først.
LEERBEUTEL.

Hr. Vert! er Musicanterne kommen, som jeg bestilte?

VERTEN.

Ja, de faaer den beste Music at høre som er i Byen.

LEERBEUTEL.

Lad dem spille nogle smukke Concerter, medens Herren er til Taffel.

Verten beder Musicanterne spille. Der spilles nogle udvalte Concerter, og en Dantzer kommer ind, og presenterer en smuk Dants.
38

ACTUS III

SCEN. 1.

Mad. Staabi. Verten.

MADAME STAABI.

Her er farlig stille i Dag. Jeg seer ingen Folk, og Klokken er dog over 9. Jeg kand dog ikke troe, at de sover alle. Jeg maa banke paa Vertens Kammer.

VERTEN.

kommer ud i sin Nat-Trøye, med Seele, gnikkende sine Øyne. God Morgen! I er saare tilig paa ferde i Dag.

MADAME STAABI.

Er det tiilig? Klokken er 9.

VERTEN.

gispende. Hillemænt! er Klokken alt 9? det havde jeg ikke tænkt. Vi drak noget sterkt i Aftes, saa at mit Hovet er lige som det var knuset. Paltz-Greven tracterede saaledes, at vi bleve alle drukne. Hans Hoffmester kand jeg sige er en Tutafait Herre, og saa naadig, saa naadig, Madame Staabi! at jeg ikke kand beskrive det. Han skienkte selv i for mig den gode Herre, og bad mig drikke Paltz-Grevens Skaal. Troe mig, den unge Paltz-Greve bliver en brav Herre. Han drak mare Skaal om Skaal med de gamle Raads-Herrer; men paa sikasten maatte han dog give sig tabt, thi jeg vil tiene hende min kiere Mad. Staabi, Paltz-Greven er endnu en ung Herre, der ikke har naaet sit tyvende Aar, hvordan skulde han kunde holde det ud med slige Mænd, der har siddet i Raadet i saa mange Aar?

MAD. STAABI.

Hvordan Herre er han ellers?

VERTEN.

Han er meget stille. Jeg hørte ham fast ikke tale et Ord over Bordet; men Hoffmesteren førte Ordet alleene.

39
MAD. STAABI.

Ja den Hoffmester synes at være en artig Mand.

VERTEN.

Jeg har aldrig kiendt saadan Mand. Jeg skal stedse tale om ham med Berømmelse. Men om Forladelse, jeg maa ind at toe og kiemme mig lidt; thi jeg stod just nyelig, for høviske Øren at sige, op af min Seng.

SCEN. 2

Jubelereren. En Musicant. Mad. Staabi.

MAD. STAABI.

Hans Tiener, Hr. Jubilerer! Han har maaskee samme Ærend som jeg?

JUBELEREN.

Ja Hoffmesteren stevnede mig hid til denne Tid. I skal ellers have Tak, Madame, fordi I recommenderede mig hos Hoffmesteren; thi jeg troer, at han beholder de tvende Juveler, jeg leverede ham i gaar.

MUSICANTER.

Jeg har ogsaa nogle Penge at fordre for Opvartning, jeg giorde her i gaar.

JUBILEREN.

Var der da Lystighed?

MUSICANTERE.

Ja, vi havde fuld Musiqve. Det heele Raad var her til Bords. Vil I gode Mænd og tale med Paltz-Grevens Folk?

JUBILEREN.

Ja jeg skal have Penge for et par Juveler.

MAD. STAABI.

Og jeg for 20 Alen Brocade.

MUSICANTEREN.

Jeg har ikke nær saa meget at fodre som I. I gode Mænd kand fortiene saa meget paa en Time, som Folk af vor Profession paa et Aar.

JUBILEREN.

Ja Monsieur! der falder ikke altid slige fede Steger.

MAD. STAABI.

Det er sandt nok.

MUSICANTEREN.

Men mon ingen af Tienerne skulde være opstaaen? Jeg har saa lidt Tid, jeg skulde hen i et Bryllup hos en Skoemager, hvor der skal blæses i Trompeter, naar Giesterne kommer. Men der kommer Verten, vi maa spørge ham derom.

40

SCEN. 3

Jubileren. Musicanten. Mad. Staabi. Verten.

MUSICANTEREN.

Hr. Vert! Kunde han ikke flye os nogen af Paltz-Grevens Folk i tale?

VERTEN.

Jeg har, min Troe, ikke seet nogen af dem i Dag.

JUBILEREN.

Jeg veed, nogen af dem maa da være opstaaen.

VERTEN.

Jeg skulde bilde mig det samme ind. Jeg vil ind udi Lakey-Kammeret, og vække dem, hvis de ere ikke vaagen. Gaaer ud.

MAD. STAABI.

Det er ogsaa forskrekkelig, at Tienere tør ligge saa længe.

MUSICANTEREN.

De kom endelig silde udi Seng i Nat vel beskienkede, det er sandt, men det er dog noget for meget at sove saa længe.

VERTEN.

igien. Hvad Pokker er dette? her er ingen af dem udi Cammeret. De maa være ind hos Hoffmesteren, men jeg har ikke fornommet, at hans Dør har været aaben i Dag.

JUBILEREN.

Spring strax hen og see. Ach jeg er bange, der er Ugler i Mosen.

VERTEN.

gaaer og kommer ind igien. Ach Gud bedre mig arme Menneske! jeg seer ingen i Hoffmesterens Kammer heller.

JUBILEREN.

Ach mit hele Blod kaager i mig.

MAD. STAABI.

Au au, jeg zittrer.

VERTEN.

Jeg maa kige ind udi Paltz-Grevens Cabinet.

Ha ha ha! det letnede for Hiertet. Jeg seer han ligger endnu.

JUBELEREN.

Jeg kand forsikre, Hr. Vert! at jeg var saa bange som en Hare.

VERTEN.

Naar der kommer Alteration paa Folk først, saa bilder man sig alting ind.

MAD. STAABI.

Det er dog Synd at mistænke got Folk.

41
42

SCEN. 4

Peiter. De andre.

PEITER.

kommer ind. Ach Hosbond! hvad er det? Alle vore 3 Heste ere af Stolden.

VERTEN.

Hvad siger du? est du gal?

PEITER.

Det er sandt, jeg siger, Hosbond!

VERTEN.

Pots slapperment! dersom jeg ikke saae Paltz

Greven sove, skulde jeg tænke, her var en Ulykke paa færde.

JUBILEREN.

Hr. Vert! staae ikke og raisoneer længer, men gak lige ind til Paltz-Greven, og væk ham Sansfaçon, og siig at alle hans Folk ere borte, saa vel som jere Heste; thi vi maa vide hvordan Sammenhengen er, han maa tage det unaadigt op eller ey.

VERTEN.

aabner Kammer-Døren og raaber: Eders Naade! Eders Naade! Eders Naade!

SCEN. 5

Paltz-Greven i Slaaprok og Tøfler. De andre.

PALTZ.

-GREVEN strækkende sig. Vil I tale med mig?

VERTEN.

Jeg beder ydmygst om Forladelse, jeg har giort Hans Naade Uroe, thi - - - -

PALTZ-GREVEN.

Gak til min Hoffmester.

JUBELEREN.

Vi veed ikke, Naadige Herre! hvor han er at finde; han stevnede mig hid til denne Tid, men - -

PALTZ-GREVEN.

Som jeg siger jer, gaaer hen til Hoffmesteren.

JUBILEREN.

Hoffmesteren er ikke tilstede, Eders Naade.

PALTZ-GREVEN.

Kald paa Kammer-Tienneren da.

VERTEN.

Han er ikke at finde.

PALTZ-GREVEN.

Han maa være hen hos Hoffmesteren; gaaer Fanden i Vold hen til Hoffmesteren allesammen.

VERTEN.

Hoffmester, Kammer-Tiener, Lakeyer, Heste, alting er borte.

PALTZ-GREVEN.

Hvad kand jeg dertil?

43
JUBILEREN.

Vil Herren selv betale mig for mine Juveler, saa maa de andre længe nok være borte.

MAD. STAABI.

Og mig for mine 30 Alen Brocade.

MUSICANTEREN.

Og mig for en Opvartning i gaar.

VERTEN.

Og mig for Fortæring, og andet, som er borte.

PALTZ-GREVEN.

Hvad har jeg med det Ragerie at bestille? Gaaer, det I faaer en U-lykke, hen til Hoffmesteren.

VERTEN.

Hvor er Hoffmesteren da?

PALTZ-GREVEN.

Hvilken dum Diævel! Nu stod jeg først op, og han vil, jeg skal sige ham hvor Hoffmesteren er.

JUBILEREN.

Herr Vert! Jeg begierer Arrest paa hans Person til jeg bliver fornøyet.

VERTEN.

Eders Naade maa blive her til vi alle ere fornøyede. Jeg merker, at hans Tiennere har alle sammenrottet sig, og er bortløbne; Herren maa skrive sin Fader til, at han skikker ham nogle 1000 Rdlr. for at løse hans Person.

PALTZ-GREVEN.

Min Far! gid han havde noget at betale sin Land-Gilde med i Aar.

VERTEN.

Hvad? er I ikke Paltz-Greve?

PALTZ-GREVEN.

Det maa du selv være. Jeg er Per Nielsens Søn i Vigen.

JUBILEREN.

Er I ikke Paltz-Greve?

PALTZ-GREVEN.

Det skal en Skielm sige mig paa.

VERTEN.

Hvor er I da kommen til alle de Folk og Tiennere, som I bragte hid i gaar?

PALTZ-GREVEN.

Spør Hoffmesteren. Hvad Fanden veed jeg deraf? Jeg saae ham aldrig nogen Dag førend i gaar, jeg kom til Byen og skulde kiøbe Tiære, da spurte han mig, om jeg vilde gaae med ham, og giøre hvad han bad mig, skulde jeg faae god Mad og Drikke. Jeg sagde: Tak som byder; hvorpaa han førte mig af mine Bønder Klæder, og gav mig en Flegels Kiole igien, og kastede nogle Haar, som vare dypped i Hvedemeel, paa 44 mit Hovet, siden kaldte han og alle de, der saae mig, Paltz-Greve, hvilket er underlig at kalde got Folk.

VERTEN.

A----a---- din slemme Misdædere, som har bedraget os saa skammelig.

PALTZ-GREVEN.

Er du gal, har jeg bedraget dig?

VERTEN.

Har du ikke bedraget os, naar du har givet dig ud for en Paltz-Greve, og ikke er uden en Bonde?

PALTZ-GREVEN.

Der er 16 Bønder i vor Bye, som alle har været Maygrever, og Rifogden har aldrig giort dem noget ont derfor; tilmed saa er dette skeed mod min Villie, I har selv giort mig til Maygreve mod al gammel Skik og Sædvane paa Landet, hvor aldrig nogen blir Maygreve uden i Maymaanet.

JUBILEREN.

FlyemigminekostbareSteeneigiendinHund.

PALTZ-GREVEN.

Har du mist dine Stene? Det er slemt nok for dig, arme Dievel.

MAD. STAABI.
grædende.

Og mine 30 Alen Brocade.

PALTZ-GREVEN.

Dine 30 Graa-Katte? du maa selv tage vare paa dine graae Katte.

MUSICANTEN.

Jeg vil have Betaling for mit Spil. Hr. Vert, jeg holder mig til jer.

VERTEN.

Skal jeg betale for Spillet oven i Kiøbet? er jeg ikke ilde nok skaaren alligevel?

PALTZ-GREVEN.

Han skulde have Fanden ikke Penge; thi han spillede som en Skielm. I fior Sommer, da jeg var May-Greve, havde vi andet Spil med en Tromme til; her hørte man jo ikke en ærlig polsk Dands engang. Jeg veed ikke hvad det var. Det var ligesom man kneb nogle Katte i Rumpen, saa skreg en, saa skreg en anden, saa alle tillige. Var jeg udi jer Sted, Herr Vert, saa skulde de mare ikke faae en Skilling.

SCEN. 6

En Raads-Herre. Personerne af forige Scene.

RAADS.

-HERRE. God Morgen, Herr Vert! Tak for i Aftes, vi bleve meget skiønt tracterede.

45
VERTEN.

Ja saa min Pung vil faae en U-lykke.

RAADSHERREN.

Jeg er kommen at giøre min underdanigste Opvartning hos Paltz-Greven og takke ham for i Aftes.

VERTEN.

Og jeg var nu paa Veyen at giøre min underdanige Opvartning hos dem med ydmygst Begiæring, at Paltz-Greven maa blive hengt inden Soel gaaer ned.

RAAD.

-HERRE. Hvorledes henger det sammen?

VERTEN.

Det henger saa sammen, at Paltz-Greven bør henges. Hoffmesteren var en Gaudieb, Paltz-Greven er bleven til en ussel Bonde-Dreng, jeg er bestaalet, disse andre gode Mænd bedraget; her staaer han selv, nu kand I examinere ham.

RAADSHERREN.

Hør! hvorfor har du givet dig ud for en Paltz-Greve?

PALTZ-GREVEN.

Spør min Hoffmester.

RAADSHERREN.

Hvor er han da?

VERTEN.

Han er alt fløyten, har taget 3 af mine Hæste og heele Bagagen med sig, og ladet denne usle Bonde udi Stikken.

RAADSHERREN.

Ach Himmel! hvilken Historie! Galgen blir dig vis nok, det er et uhørligt Stykke.

PALTZ-GREVEN.

Drolen splide mig ad, skal jeg ikke sige det til Ridefogden, dersom I henger mig. Han er Mand for, at hænge jer igien.

RAADSHERREN.

Trækker af med ham til Raadhuuset, det er en reen Sag. De trækker af med ham.

SCEN. 7

Drengens Fader og Moder. Personerne af forrige Scene.

MODEREN.

Det var nok mod min Villie at skikke det eenfoldige Menneske til Byen.

FADEREN.

Han maa dog eengang komme til Kiøbsted, at han kand lære noget.

MODEREN.

Ei hvad skulde det eenfoldige Kræ kunde 46 lære? Jeg er saa bange, at han er bleven hvervet til Soldat.

FADEREN.

Finder vi ham ikke, saa maa vi betale Hr.

Marcus for at lyse efter ham, og naar han blir lyset efter paa Prædike-Stoelen, saa gir Officeren, som har hvervet ham, tilbage.

MODEREN.

Du skal luure din Død derpaa. Officererne pleier nok at give Soldaterne tilbage!

FADEREN.

Gid der var ham intet værre vederfaret end han var hvervet. Jeg er bange, Gertrud! at Knægten er kommen i anden Ulykke.

MODEREN.

Ach Ach! det var dog vor eeneste Søn, og hvor taabelig han var, havde vi dog Nytte af ham i vort Arbeide.

FADEREN.

Er han borte, Gertrud, saa maa vi dog give os tilfreds og skikke os derudi.

MODEREN.

Jeg gir mig aldrig tilfreds. Du skal skaffe mig Drengen igien eller en anden Søn i hans Sted.

FADEREN.

Da maa du faae en anden til at giøre det; thi jeg er alt for gammel og svag, at skaffe dig flere Børn.

Hun græder.

FADEREN.

Græd ikke, mit Barn, for Tiden. Vi vil leede efter ham i den nye Avelsgaard. Maaskee han er kommen der hen.

47
MODEREN.

Ey Snak, hvor skulde han være kommen der?

FADEREN.

Vi vil dog gaae der hen. Men hvad mon dette er for Allarm? Man seer ikke andet end det som ont er i Kiøbsteder. Her trækker man af med en Synder. Til Raadsherren. Om Forladelse, go Herre! hvad har denne Synder giort?

RAADSHERREN.

Det er en, som skal henges.

DRENGEN.

Jeg er aldrig ærlig, om det ikke er mine Forældre. Ach mine kiære Forældre! nu kommer I ret tilpas at følge mig til Galgen.

KONEN.

Ey Mand, det er vor Søn Per Nielsen.

FADEREN.

Mig synes mare det samme. Per Nielsen! hvad er det? Hvad ont har du giort?

DRENGEN.

Ach min hierte Far! bliv ikke vred paa mig, de 4 Skilling er kommen bort, som jeg skulde kiøbe Tiære for.

RAADSHERREN.

Ach hvilken Enfoldighed! Jeg ynkes over ham. Hør, Dannemand, er det jer Søn?

BONDEN.

grædende. Ja det er, gunstige Herre. Men hvorfor skal min Søn hænges?

RAADSHERREN.

Han har givet sig ud for en stor 48 Herre, og skilt disse got Folk, som her staaer, ved deres Velfært.

KONEN.

Ach det er u-muelig, gunstige Herre! det er det enfoldigste Menneske, som kand gaae paa Jorden. Er det sandt som du beskyldes for?

DRENGEN.

Drolen splide den Hoffmester ad! jeg faaer nok fat paa ham.

RAADSHERREN.

Hvor blevst du kiendt med den Hoffmester?

DRENGEN.

Da jeg stod paa Torvet i gaar og saae mig om, kom han til mig, og sagde: Vil du folge med mig, og giøre hvad jeg siger dig, skal du have bedre Dage end dit Herskab. Jeg maatte jo være en Nar, om jeg ikke tog mod saadant Tilbud; jeg fulte med ham, han førte mig i en flegels Kiole, kaldte mig Paltzgreven, førte mig i denne Mands Huus, som ogsaa kaldte mig Paltzgreve, gav mig paa eengang saa meget Mad og Drikke, som jeg kunde have nok af et heel Aar. Jeg gaaer til Sengs, og tænker paa ingen Ting. Om Morgenen siger de, at jeg skal henges, fordi jeg var Paltzgreve i gaar; gid Fanden være deres Paltzgreve en anden gang.

MODEREN.

grædende seer da, gunstige Herre, af hans Enfoldighed, at han er ikke den, der er beqvem at giøre noget Skielmstykke; men at andre Mennesker har betient sig af hans Taabelighed og brugt ham kun til et Redskab at bedrage andre med. Forbarmer jer over mig og skikker mig ikke for Tiden udi Graven.

RAADSHERREN.

Hvad siger I andre gode Mænd, som have lidet Skade? Er I tient med at dette eenfoldige Menneske bliver uskyldigen opofret?

JUBILEREN.

Det nytter os aldeeles intet. Jeg har selv Medynk over ham.

DRENGEN.

Jeg vil gierne betale den Skade som er skeed. Den ene har mist 2 Steene, jeg vil gierne give ham 10 igien; og den anden har mist 30 graae Katte, dem kand jeg ogsaa flye ham tilbage.

RAADSHERREN.

Drengen finder jeg i alting uskyldig, 49 og meer ynk- end straf-værd. Vi maa efter ingen Lov straffe ham, som et u-skyldigt Instrument, men maa give ham Forældrene tilbage, med Formaning, at de lade ham ikke oftere reise til Byen alleene, at han ikke skal give Anledning til flere slige Tragoedier.

Den pantsatte Bonde-Dreng
Noter

S. 11
et 11. Junii Ansigt. 11. Juni (og 11. Dec.) er Terminsdagen, paa hvilken Renter, Afdrag o.s.v. paa Laan skal betales. - Mademoiselle, fr. Frøken. - Monsieur, fr. Herren. - Det er ... artigt, Det er... ikke daarligt; det er sandelig nydeligt. - Hvad Fare har han for, Hvad Frygt har han for. - ubillige, urimelige; skændige.

S. 12
den 18. Junii, Slutdagen paa Terminsugen. - Leerbeutel, ty. betyder Torn-Pung. - Banqverotterer, fr. banqueroutier, Person som spiller Bankerot; Fallent. Her Ordspil paa Banquerer, Bankier.

S. 13
raisonnabel, imødekommende. - efter Sigt, efter Forevisning (af den forfaldne Veksel).

S. 14
den agende Post, den kørende Post (der ogsaa medførte Passagerer), til Forskel fra den ridende Post. -i Ugen indkommer, i næste Uge.

S. 16
kommer ind gabende, kommer ind og staar og glor. - mare, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten.

S. 18
Mære, Hopper. - Hoffmester, Hovmester, dvs. en Person, der leder en ung, fornem Mands Undervisning og Opdragelse. - Paltzgreve, ty. Pfalzgraf, en Titel, som tildeltes af den tyske Kejser, og med hvilken der fulgte visse større eller mindre Rettigheder.

S. 19
frisk op], frisk Mod!

S. 20
gaae hen for i Vejen, gaa hen i Forvejen. - betinge, leje. - Fi dig an!, Fy skamme dig! - det vil ikke siigc, det spiller ingen Rolle. - have sine Noder, optræde som han vil. - braute, brovte, prale stærkt. - brav, godt, dygtigt.

S. 21
recommenderet, anbefalet. - som ikke er for lange hvile, som ikke er til at kimse ad. - Portechaise, fr. Bærestol. - Gods, Bagage.

50

S. 22
exponeret sig, sat sig i Fare for. - Spindehuuset, Kvindefængslet. - Qvintin, Vægtenhed, ca. 3 Gram.

S. 23
geskieftig, travl.

S. 24
capable, i Stand til. - accommodered, betjent.

S. 25
brav skaaren, godt snydt, optrukket. - Carnallier, Slyngler. - Presence, fr. Nærværelse. - Chagrin, Ir. Bekymring, Ærgrelse.

S. 26
profect, Forvanskning af perfekt, fuldkommen. - hvad kand han dertil, hvad kan han gøre for det.

S. 27
Galanterier, Galanterivarer. - Patron, Mønster. - rart, fint, udsøgt. - Ducate-Guld, Dukatguld, dvs. Guld af stor Finhed (som brugtes til Fabrikationen af Dukater).

S. 28
det nøyeste Kiøb, den laveste Pris (man vil sælge for).

S. 29
Suspicion, Mistanke. - Serviteur, fr. (Deres) Tjener. - examinere, undersøge.

S. 30
det hellige Rommerske Rige, det tyske Kejserriges officielle Navn.

S. 31
Education, Opdragelse. - profitere af, drage Fordel af. - Meriter, Fortjenester.

S. 32
inclinerer han, har han Tilbøjelighed til. - Liebhaver, ty. Elsker. - Amour, Kærlighed. - saasom, ligesom. - Affecter, Lidenskaber. - Informatores, Privatlærere, Huslærere. - Exercitie-Mestere, Lærere i Fægtekunst.

S. 33
snyde, Pris. - Complement, Kompliment. Det var et Udtryk for Agtelse at tage en Pris Tobak af en andens Daase.

S. 34
habile, dygtige. - Præcautioner, Forsigtighedsregler. - Commoditet, Bekvemmelighed. Bruge sin Commoditet: ikke genere sig hvad angaar naturlige Ting. - incommoderet, besværet. - Obstructioner, Forstoppelser. - excellente, udmærkede. - Pæl, Pægl, omtrent 1/4 Liter. - Decoctum, lat. Udtræk (ved Kogning) af Plantedele, anvendt som Lægemiddel; Afkog.

S. 36
Tinctur, Essens, »Draaber«. - besee sig udi Byen, se sig om i Byen. - geleyde, ledsage. - fik vi ingen Brev, fik han intet Brev. - viser dem, henviser Dem. - subtil, fin, forblommet.

S. 38
gnikkende, gnidende. - gispende, gabende. - Tutafait, fuldkommen, efter fr. tout à fait, som er et adverbielt Udtryk. - Skaal om Skaal, Skaal efter Skaal. - paa sikasten, til sidst. - jeg vil tiene hende, jeg skal sige Dem.

S. 39
artig, dannet. - at toe, at vaske.

S. 40
Alteration, Ophidselse.

S. 42
Pots slapperment!, formildende Fordrejelse af tysk Gottes Sacrament. - Sansfacon, fr. sans fa?on, uden Omsvøb, uden videre.

S. 43
det Ragerie, det Stads. - bliver fornøyet, bliver betalt. - Flegels Kiole, Fløjlskjole. - Haar... dypped i Hvedemeel, dvs. en pudret Paryk.

51

S. 44
Maygrever. Den, som valgtes til Anfører ved Bøndernes Majgilde, kaldtes Majgreve. - polsk Dands, en Folkedans. - alle tillige, alle paa een Gang.

S. 45
Gaudieb, Gavtyv, Kæltring. - heele Bagagen, hele Slænget (se Bind V, S. 47). - uhørligt, uhørt; uhyrligt. - en reen Sag, oplagt.

S. 46
for Tiden, før Tiden. - den nye Avelsgaard, et københavnsk Gæstgiversted.

S. 48
beqvem at giøre, i Stand til at gØre.