Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 3-7: Komedier

LUDVIG HOLBERG

VÆRKER i 12 Bind

2
3

LUDVIG HOLBERG

📖 VÆRKER
I 12 BIND

📖 Digteren - Historikeren - Juristen - Vismanden

UDGIVET MED INDLEDNINGER OG KOMMENTARER AF F. J. Billeskov Jansen Billedredaktion og Billedtekst ved F. J. Billeskov Jansen og Volmer Rosenkilde

VI

Rosenkilde og Bagger 1970

4

TRYKT I DET BERLINGSKE BOGTRYKKERI

Teksten er sat med Genzsch
Fotografi, hvor andet ikke er anfort:
FINN JACOBSEN og VOLMER ROSENKILDE

Smudsomslag og Tilrettelægning af Billedsider:
PREBEN DAHLSTRØM

Klicheer: ROMANUS-KLICHEER

© ROSENKILDE OG BAGGER 1970

Printed in Denmark

Sidste Bind vil indeholde en fuldstændig Billed- og Indholdsfortegnelse for hele Værket

5

INDHOLDSFORTEGNELSE

  • Den pantsatte Bonde-Dreng .................. 9
  • Noter ............................................. 49
  • Det lykkelige Skibbrud ........................ 55
  • Noter ............................................. 131
  • Erasmus Montanus .............................. 139
  • Noter ............................................. 200
  • Pernilles korte Frøiken-Stand ............... 209
  • Noter ............................................. 256
  • De Usynlige ....................................... 261
  • Noter ............................................. 314
  • Den Stundesløse ................................. 321
  • Noter ............................................. 393
  • Den honnette Ambition ........................ 401
  • Noter ............................................. 447
  • Den danske Comoelig;dies Liigbegiængelse ... 453
  • Noter ............................................. 462
  • Plancher ............................................. 464
7

DEN PANTSATTE BONDEDRENG
Comoedie udi tre Acter

8

Personerne i Comoedien

  • LEERBEUTEL
    en forgieldet Mand
  • PERNILLE
    hans Piige
  • BONDE-DRENGEN
    Paltzgreve
  • VERTEN
  • 3 RAADS-HERRER
9

Den pantsatte Bonde-Dreng
Indledning

Denne Komedie, der blev trykt 1731, er utvivlsomt skrevet til Juniterminen 1726. Holberg var kommet hjem fra Paris i Foraaret, og Teatret har antagelig opfordret ham til at skrive et Sidestykke til »Den ellefte Junii«, som havde gjort stor Lykke. Teatret har maaske endda peget paa et muligt Forbillede, den franske Komedie Le Banqueroutier, som det italienske Teater i Paris havde opført første Gang 1687 og som stod trykt i Gherardis Udgaver af Italienernes Repertoire, Le Théâtre Italien. Da Holbergs Komedie skulde opføres, satte Teatret paa Plakaten: Banquerouteren eller Dend pandtsatte Bonde-Dreng (se Billede bagi). Og det franske Stykke har viden Tvivl Betydning for Komediens Start. Det fortæller, i vittig Farcestil, om en Rigmand, Persillet, hvis Kones Ødselhed er ved at ruinere ham. Han faar da af en snu Notar det Raad at arrangere en Bankerot - intet er mere brugt for Tiden, forsikrer Notaren. Hertil svarer ganske Pernilles Ord til den fornemme og gældbundne Leerbeutel, der beder om Raad i sin Knibe: »Jeg kand i en Hast ikke hitte paa andet Raad, end at Herren spiller nok engang banqverot«. Leerbeutel afslaar, for han har end ikke Penge til at rejse bort som Fallent. For Holberg er Fallit og Bankerot det samme; paa Fransk er la banqueroute den svigagtige, strafbare Fallit: Persillet benytter sit gode Omdømme til at laane en uhyre Sum af en Doktor og løber bort med Pengene. Hans Pengekasse opsnappes imidlertid, men bringes tilbage af en eksotisk Prins, som ægter Persillets Datter, og da Doktoren snart efter kommer med Rettens Folk, afsløres det, at Prinsen er 10 Doktorens Søn, og Familierne har da, meget fransk, fælles Interesser: »les intérêts sont communs«. Hos Holberg spørger Pernille, om Leerbeutel er rede til at »giøre et Skielmstykke«, altsaa en Slyngelstreg, en Forbrydelse, og den som sættes i Værk, har Holberg allerede hentydet til i Jeppe paa Bierget 4. Akt 6. Scene, hvor der føres Proces om Jeppes Skyld. Anklageren anfører at det er bekendt, hvorledes en enfoldig Person, der lod sig forføre til at spille en stor Herre, blev straffet derfor med Døden (se Bind III, S. 264). Anklageren refererer her Holbergs Kilde til Komedien om Jeppe, Bidermanns Utopia (1640). Her fortælles der om en Mand ved Navn Cosmus, som har for ødt en stor Arv og nu skaffer sig Mønt ved at benytte en enfoldig Bondekarl. Cosmus udklæder denne som en fornem Prælat og indlogerer sig med ham paa et Værtshus og - ja, Resten staar i Komedien, der dog faar den humane Slutning, at Bondedrengen ikke hænges. Pernille har straks udnævnt den unge Fyr til Pfalzgreve, og hun selv skal være hans Frue. Men efter 2. Akt 4. Scene glemmer Holberg Pernille og nærmer sig overhovedet sin Kilde i Enkeltheder. I den latinske Tekst indbyder Cosmus nogle Mænd af højeste Stand (præcipua nobilitas). Leerbeutel laaner saa at sige Raadsherrerne fra Den politiske Kandestøber. - Komedien blev opført 1. Gang 26. Juni 1726; i 1. Levnedsbrev kalder Holberg det Bonden der spiller Pfalzgreve (Rusticus comitis Palatini personam agens). For ham forblev Temaet et Sidestykke til Jeppe i Baronens Seng.

Litteratur. Le Théâtre Italien de Gherardi, Udgaven London 1714, tome II, S. 1 ff. - Hans Brix: Holberg og Théâtre Italien, i Edda XIX, 1919, S. 120 ff.

11

ACTUS I

SCEN. 1.

Pernille. Leander.

LEANDER.

som møder Pernille. Der seer jeg igien et 11. Junii Ansigt. Er det ikke Mademoiselle Pernille? Jo min Troe er det saa. Velkommen til Byen!

PERNILLE.

Jeg takker skyldigst Monsieur.

LEANDER.

Er hendes Frue med?

PERNILLE.

Ney! jeg er kommen her med Herren alleene.

LEANDER.

Det er min Troe artigt. Jer Frue maa ikke være meget mistænkelig, efterdi hun skikker Kammerpigen med Herren til Byen.

PERNILLE.

Vi har min Troe andet at tænke paa, end Jalousie, i disse Dage.

LEANDER.

Hvi saa?

PERNILLE.

Det er et underligt Spørsmaal. Monsieur maa vist ingen Almanak have.

LEANDER.

Jo min Troe har jeg saa.

PERNILLE.

Saa veed han da vel, at vi skriver den 11te Junii i Dag?

LEANDER.

Hvad Fare har han for den 11te Junii?

PERNILLE.

Han har ikke saa megen Fare for den 11te Junii, som den 11te Junii har Fare for ham. Der er dog en Hob ubillige Folk i denne Bye. Tænk engang, Monsieur Leander! Min Herre har været her paa 7ende Dag i Byen, og har endnu ikke kundet faae lumpne 10000 Rixdaler paa Credit, som han har nødig. Han har anmodet 5 a 6 Kiøbmænd derom i den Gade, hvor vi logerer, men - -

LEANDER.

Hvad heeder den Gade, som I logerer udi?

12
PERNILLE.

Den heeder vist Vimmelskaftet. Det er en Gade, som gaaer saa skiev.

LEANDER.

Den vil min Troe gaae skievere endnu mod den 18. Junii.

EN POST-KARL
kommer.

Om Forladelse I gode Venner! Her skulde logere i dette Qvarteer en fornemme Mand fra Landet.

PERNILLE.

Hvad er hans Navn?

POST-KARLEN.

Han heeder Hr. Leerbeutel.

PERNILLE.

Jeg kiender ham.

POST-KARLEN.

Det skal vist være en fornemme Banqverotterer.

PERNILLE.

Endnu ikke, min Søn, men han kand blive det. Ingen Ting er u-mueligt. Vil I levere mig Brevet, thi jeg tiener hos ham.

Post-Karlen gaaer.
PERNILLE.

Men see der er han selv.

LEANDER.

Jeg skiøtter ikke om at tale med ham endnu.

Jeg maa gaae.

SCEN. 2

Hr. Leerbeutel. Pernille.

LEERBEUTEL.

Jeg kand komme til rette med alle Folk, uden med disse forbandede Creditorer.

PERNILLE.

sagte. Det gaaer mig liigeledes.

LEERBEUTEL.

Det er et upoleret Folk.

PERNILLE.

Nogle Tølpere.

LEERBEUTEL.

Jeg vil heller omgaaes med Grovsmeede.

PERNILLE.

Heller med Kiedleflikkere.

LEERBEUTEL.

De har ingen Respect for Folk af Byrd og Stand.

PERNILLE.

De skiærer alle over een Kam.

LEERBEUTEL.

See est du der, Pernille? Hvad bestiller du her?

PERNILLE.

Jeg staaer og speculerer paa, hvordan vi kunde faae den 11te Junii practisered ud af Almanaken.

13
LEERBEUTEL.

Og jeg gaar og speculerer paa, hvordan jeg kunde practisere mig ud af Landet. Jeg faaer et forbandet Brev efter et andet.

PERNILLE.

Har Herren ingen Penge faaet endnu?

LEERBEUTEL.

Ney Pernille, her er et uforskammed Folk udi denne Bye. Jeg har været saa raisonnabel at tilbyde visse Mænd 40 pro Cento; men de vil dog ikke laane mig.

PERNILLE.

Det er uforskammed.

LEERBEUTEL.

Og det som meere er, jeg har tilbydet dem at betale Renterne forud.

PERNILLE.

Hvilke uvillige Dosmere! Alt hvad de kunde tabe derved i saa Maade, var 60 paa hundrede. Jeg har her et Brev til Herren.

LEERBEUTEL.

Hvem flyde dig det?

PERNILLE.

En Spaamand.

LEERBEUTEL.

Hvoraf veedst du, at han var en Spaamand?

PERNILLE.

Jo, han sagde, at Brevet var til en Banqverotterer.

LEERBEUTEL.

Mon han sagde det af Ondskab?

PERNILLE.

Ney, jeg troer nok, at han vilde sige Banqverer. Vil Herren læse Brevet?

LEERBEUTEL.

Han læser Brevet. Tre Uger efter Sigt vilde Herr Leerbeutel betale denne min sola Vexel af 10 Rdlr. Her seer man hvilke Tanker Folk har om mig: 3 Ugers Sigt paa 10 Rdlr.! Pernille, du har spillet adskillige Pudser for at redde mig tilforn. Nu har jeg mest din Hielp fornøden.

PERNILLE.

Man spiller saa længe Pudser, at man bliver omsider hengt derfor.

LEERBEUTEL.

Fi! man hænger jo ikke Fruentimmer.

PERNILLE.

Jeg vil gierne stræbe at hielpe Herren. Men det er vanskeligt at giøre, uden man vil gribe til Skielmstykker.

LEERBEUTEL.

Naar man ikke kand komme fort ved ærlige Midler, saa maa man søge andre Udveye.

14
PERNILLE.

Jeg kand i en Hast ikke hitte paa andet Raad, end at Herren spiller nok engang banqverot.

LEERBEUTEL.

Det kunde være got nok, hvis jeg havde Reise-Penge.

PERNILLE.

Jeg veed, at Herren har saa meget Credit.

LEERBEUTEL.

Hvor stor min Credit er, kand man see af denne Vexel af 10 Rdlr. som er paa 3 Ugers Sigt.

PERNILLE.

Jeg kunde maaskee nok finde nogen Udvey, hvis jeg ikke havde saa megen Samvittighed, som jeg har.

LEERBEUTEL.

Det er Ulykken. Men hvorfor lod du ikke din Samvittighed smukt blive hiemme?

PERNILLE.

Ey Herre! den koster jo intet at føre. Fragten er kun en ringe Ting.

LEERBEUTEL.

Jeg troer det nok; thi der vilde en mægtig Hob saadane Samvittigheder for den agende Post at stoppe dens Omkostninger.

PERNILLE.

Det er sandt, de falder noget lette udi Vægten, men, hvor lidet det er, saa er det dog noget.

LEERBEUTEL.

Det er meget urimeligt at bringe ved 11. Junii Tiider Samvittighed med sig til Kiøbsteden. Men lad os holde op at skiempte, og lad os tænke paa noget Middel, hvorved jeg kand blive hiulpen.

PERNILLE.

Kand Herren beqvemme sig til at giøre et Skielmstykke?

LEERBEUTEL.

Hvilket underligt Spørsmaal! Jeg har saa tit giort det uden Nød, og nu skulde jeg tage det udi Betænkning, da saa mange Ulykker staaer mig for Øyene?

PERNILLE.

Jeg vil see til i Ugen indkommer, om jeg kand hitte paa noget.

LEERBEUTEL.

At love mig Hielp i Ugen indkommer, det er ligesom at love en, der er falden udi Søen, Hielp om et par Timers Tid.

PERNILLE.

Det er U-lykken, Herre, at I har alt for høye Tanker om mig. I stoler alt for meget derpaa.

LEERBEUTEL.

Jeg veed hvad du kand giøre.

PERNILLE.

Ja jeg veed det ogsaa selv.

15
16

SCEN. 3

En Bonde-Dreng kommer ind gabende. Leerbeutel. Pernille.

PERNILLE.

Ney see den Bonde-Dreng, hvor han staaer og gaber. Han maa vist ikke have været i Kiøbsted tilforen.

LEERBEUTEL.

Hør, Lands-Mand! hvor har du hiemme?

BONDEN.

Jeg har hiemme udi en Bye her ude paa Landet.

LEERBEUTEL.

Hvad heder den Bye?

BONDEN.

Jeg veed mare ikke.

LEERBEUTEL.

Hvor langt ligger den herfra?

BONDEN.

Mener I denne Bye her?

LEERBEUTEL.

Hvilken forbandet Taadse! skulde jeg spørge om, hvor langt denne Bye ligger fra sig selv?

Men veedst du ikke hvad Byen heder, som du boer i?

Hvad heder din Foget? Naar jeg hører hans Navn, skal jeg, maaskee, nok kunde sige dig Byens Navn.

BONDEN.

Vor Foget? Lad see! han har samme Navn, som jeg.

LEERBEUTEL.

Hvad heder du da?

BONDEN.

Jeg kand mare ikke komme det ihu. Lad see - - - Tøv lidt, min Moer veed det nok.

LEERBEUTEL.

Det er en Erke-Taadse.

BONDEN.

Men jeg veed, hvad vor Præst heder.

LEERBEUTEL.

Hvad heder han?

BONDEN.

Han heder Hr. Magister, ja mare giør han saa.

LEERBEUTEL.

Han er værre end et umælende Best.

BONDEN.

Vilde I ikke blive vred, goe Herre, paa mig, saa vilde jeg spørge jer, hvad dette store Huus er for et Huus.

LEERBEUTEL.

Det er Raadhuset.

BONDEN.

Hille min Troe! der kunde legges en mægtig hob Kiør, og fødes en farlig Hob Heste og Stude der.

Igiennem den store Port gaaer man vel hen til Staalden?

LEERBEUTEL.

Jeg havde neppe troet, at der skulde findes 17 slige Mennesker. Men hør, Cammerat, hvad har du i dag at forrette her i Byen?

BONDEN.

Ikke saa meget. Men god Herre! bliv ikke vred at jeg giør saa mange Spørsmaal. Hvor af leve disse mange Folk her i Byen? thi jeg seer hverken Ager eller Eng, hverken Heste eller Stude, ikke et Sviin engang.

BONDEN. ... Jeg kand mare ikke komme det ihu. Lad see ... Tøv lidt, min Moer veed det nok.
PERNILLE.

Stude og Sviin er her nok af; man lever ellers her af dig og andre Bønders Sved og Arbeyde.

BONDEN.

Men hvorfor er vi saa gal, at vi arbeyder for dem?

PERNILLE.

til Leerbeutel. Denne Karls Taabelighed, 18 Herre, vil jeg betienne mig af og sette noget i Verk som skal give os Penge. Til Bonden. Du maa vel sige, Landsmand, at I er gal, som arbeyder og sveder for andre. Jeg er vis paa, ingen har takket dig derfor, siden du kom til Byen.

BONDEN.

Der har ikke været den Ære i dem, at de har villet løfte paa Hatten engang, naar jeg har taget min Hue af.

PERNILLE.

Hør, Landsmand! har du Lyst at blive her i Byen? Du skal slippe for Arbeyde, og intet have at bestille end at æde og drikke.

BONDEN.

Tak som byder. Det var jo et skiønt Levned.

PERNILLE.

Du skal faa 5 a 6 Retter Mad hver Maaltid.

BONDEN.

Faaer Folk saa mange Retter Mad i Staden?

PERNILLE.

Ja vist, de fleste.

BONDEN.

Da maa de fleste have Maver saa store som Mære.

PERNILLE.

Ney de æder kun lidt af hver Ret. Men vil du giøre hvad jeg beder dig, skal du nyde samme gode Dage.

BONDEN.

Ja mare vil jeg saa.

PERNILLE.

Lad see da, at du kandst beholde i dit Hoved, alt hvad jeg siger dig.

BONDEN.

Jeg vil forvare det i min Hue.

PERNILLE.

Ach! jeg maa blive gal. Det er got nok, at han er taabelig, men jeg er bange at det gaaer alt for viit. Hør, Landsmand! du maa være gandske taus, og om nogen taler til dig, skal du intet andet svare end disse Ord: Spørg min Hoffmester. I maa agere Hoffmester, Herre!

LEERBEUTEL.

Hvad skal da Bonden være?

PERNILLE.

Jeg har alt giort ham til Paltzgreve. Vi skal lade som han reiser uden Lands, og jeg skal agere Paltz-Grevinden. Træk jer Kiole af, Herre! jeg maa see hvordan han passerer der udi.

De fører ham i Leerbeutels Kiole.
19
BONDEN.

Ey det er en fiin Kiole. Herren paa Hovet-Gaarden havde ikke bedre Kiole den Dag han stod Brud.

PERNILLE.

Tal nu ikke mere om Herren paa Hovet-Gaarden, nu est du Herre selv, ja en Paltzgreve.

BONDEN.

Jeg er Fanden heller.

PERNILLE.

Stil dig nu an i alle Maader, som at du er vor Herre.

BONDEN.

Er en Paltz-Greve da det samme som vor Herre?

PERNILLE.

Ney ney, du skal kun bilde dig ind, at jeg er din Frue og han din Tiener, og naar nogen taler dig til, kand du svare dem det, som jeg sagde dig nys. Nu vil jeg lade, som jeg er en fremmed Person, som du maa tale med. Underdanige Tiennere! jeg glæder mig over at see, Eders Paltz-Grevelige Naade Lykkelig er ankommen til dette Sted. See frisk op! Om jeg maatte tage mig den Dristighed, at spørge Eders Naade, naar Ankomsten var hid? See frisk op! Hvad svarer du der til?

BONDEN.

Hvad skal jeg svare dertil? I bær jer jo ad som en Nar.

PERNILLE.

Ja saadant Narrerie maa du vænne dig til, naar du vil være fornem.

BONDEN.

Hvad skal jeg svare?

PERNILLE.

Har du saa hastig glemt det? Du skal svare: Spør min Hoffmester. Ey see dog frisk op! Nu taler jeg dig videre til: Naar var eders Paltz-Grevelige Naades Ankomst hid til Staden?

BONDEN.

Spør min Hoffmester, eller tal til min Hoffmester, see frisk op.

PERNILLE.

Ey gid du faaer en Ulykke! Din dumme Hund!

BONDEN.

Spør min Hoffmester - - hvad var nu det andet?

PERNILLE.

Ach jeg maa blive gal. Det er alt nok, bliv kun der ved. Nu taler jeg videre: eders Naade er vel endnu ikke gift?

BONDEN.

Spør min Hoffmester.

20
PERNILLE.

Det Spørsmaal duer ikke. Eders Naade er vel kommen hid for at besee vor ringe Stad?

BONDEN.

See frisk op.

PERNILLE.

Ey jeg kommer ingen Vey med ham. Det er en Hest. Du skal intet andet svare end de Ord: Spør min Hoffmester.

BONDEN.

Nu, nu forstaaer jeg: Spør min Hoffmester.

PERNILLE.

Got nok. Her boer en Mand udi dette store Huus, hvor Comoedien skal spilles. Der skal Herren gaae hen for i Vejen, betinge de fornemste Værelser for en fornemme riig Paltzgreve med hans Frue.

Bonden snyder sig og smør Fingrene paa Kiolen.

LEERBEUTEL.

Fi dig an! smør du Fingrene paa Kiolen?

BONDEN.

Spør min Hoffmester.

PERNILLE.

Ej! det vil ikke siige, Herre! lad ham kun have sine Noder.

LEERBEUTEL.

Jeg merker nok, hvor hen du sigter med denne Intrigue, men jeg er bange at vi bliver kiendte.

PERNILLE.

Udi den Eqvipage vi kommer udi, vil ingen kiende os. Man maa ellers vove noget for at redde sig af en stor Ulykke.

LEERBEUTEL.

Det er sandt; hvis jeg ikke faaer Penge paa en eller anden Maade, er jeg om en Hals.

PERNILLE.

Saa vover Herren da intet, men jeg alleene.

LEERBEUTEL.

Det er sandt Pernille! Jeg har dig at tilskrive baade mit Liv og min Velfærdt. Men hvad skal vi nu først foretage?

PERNILLE.

I skal hen udi dette store Herberg og bestille de fornemste Værelser for en fremmed Paltz-Greve. I maa braute brav og tale store Ord.

LEERBEUTEL.

Det skal have gode Veye. Det er noget som jeg er vant til.

PERNILLE.

See her, Kammerat! flye nu Herren sin Kiole igien.

BONDEN.

grædende. Ej lad mig beholde den.

PERNILLE.

Du skal strax faae den tilbage. Kom nu med mig.

21

SCEN. 4

Leerbeutel. En Vert.

LEERBEUTEL.

Det er en lystig Piige, som er skabt til store Ting. Jeg maa strax giøre en Begyndelse. Banker paa.

VERTEN.

Med hvem vil han tale, min Herre?

LEERBEUTEL.

Jeg er Paltz-Grevens Hoffmester.

VERTEN.

Hvilken Paltz-Greve?

LEERBEUTEL.

En fremmed Paltz-Greve, som er nyelig kommen til Staden, og vil have Logemente her, thi dette Huus er os recommenderet som det beste.

VERTEN.

Ja jeg haaber, at Hans Naade skal ingen steds bedre blive tractered.

LEERBEUTEL.

I maa vel see til, Herr Vert! at I skaffer os god Fisk! thi Paltz-Greven er ikke meget for Kiødmad. Hvad slags Viiner har I?

VERTEN.

Alle slags; jeg har nyelig faaet hiem Bourgogne Viin, som ikke er for lange hvile. Men er Paltz-Greven langt borte?

LEERBEUTEL.

Nej, han er paa Veyen fra Posthuset, hvor Vognene holder; der tar han en Portechaise, thi han taaler ikke at kiøre paa Gade-Stenene.

VERTEN.

Hillemænd! kommer han saa hastig? Henrich, giør alting ryddigt paa den store Sal. Vi venter fremmede.

LEERBEUTEL.

I maa skynde jer, det beste I kand.

VERTEN.

Inden en halv Time skal alting være færdigt. Jeg haaber, Hans Naade skal blive fornøyet. Behager det ellers Hr. Hoffmester, at jeg skal lade nogle af mine Folk gaae med for at bære hans Gods?

LEERBEUTEL.

Ach ney! Vi har Folk nok selv. Han har ogsaa sin Frue med.

VERTEN.

Velbaarne Hr. Hoffmester tar ikke unaadigt op, at jeg spør ham om en Ting: Hvor kommer det, at en Herre, som er allerede gift, holder en Hoffmester?

LEERBEUTEL.

Min Herre har giftet sig meget ung. Derforuden 22 er der en anden Aarsag, som jeg skal forklare jer siden. Gaaer I nu kun ind, og laver alting til, thi om en halv Time skal vi være her.

SCEN. 5

Leerbeutel. Pernille.

LEERBEUTEL.

Begyndelsen er giort; hvordan dette ellers vil falde ud, kand jeg ikke sige. Andre betiene sig af lystige Tienere for at øve Skalkestykker, men jeg bruger Piiger dertil. Kiønnet giør dog intet til Sagen, thi hvo som har best Hoved og mest Dristighed, er det beqvemmeste Instrument. Denne Piige har reddet mig af adskillige Fortredeligheder, saa at jeg har Haab om god Fremgang. Hvorom alting er, saa vover jeg ikke meget, thi at falde i ubarmhiertige Creditorers Hænder - - Men der seer jeg hende igien.

PERNILLE.

Nu Herre! har I forrettet jer Ærende?

LEERBEUTEL.

Logement er bestilt, og alting bliver færdigt inden en halv Time, hvordan det ellers vil falde ud.

PERNILLE.

Lad mig kun raade der for. Jeg har allerede hvervet en Hob got Folk, som skal gaae os til Haande.

LEERBEUTEL.

Men hvor er Paltz-Greven?

PERNILLE.

Han er til min Moster, som jeg har aabenbaret den heele Sag. Hun er, uden at roese min egen Paarørende, en vittig Kone, og saa tienstagtig, at hun har exponeret sig mange gange at komme i Spindehuuset, for at gaae gode Venner til Haande, som betaler hende for sin Møye.

LEERBEUTEL.

Men jeg er bange for denne Bonde-Dreng; thi han er alt for taabelig.

PERNILLE.

Dersom han var en halv Qvintin mindre dum, var han mig til ingen Nytte. Spiller I kun jer Hoffmester Rulle saa vel, som jeg min Frue-Rulle, saa skal Sagen gaae vel nok. Lar os nu hen at lave os til.

23

ACTUS II

SCEN. 1

P alt z-Greven i en Portechaise. De andre gaaer ved Siden. Verten er meget geskieftig, og med Huen i Haanden hielper ham ud af Portechaisen.

LEERBEUTEL.

Hey Christoffer, Peiter! løber strax hen til Post-Huuset, og henter Herrens Tøy og Kofferter. Fruen kommer ind ad Bag-Porten.

LAKEYERNE.

Det skal skee, Hr. Hoffmester!

VERTEN.

Gud bedre mig, Velædle Hr. Hoffmester! jeg 24 er bange, at det er ikke alt udi Huuset, som det bør at være; havde jeg lidt forud faaet hans Naades Ankomst at vide, skulde det have været bedre.

LEERBEUTEL.

Jeg veed, I har jo nogle Værelser ryddige.

VERTEN.

Ja den store Sal, som Herren blev ført op paa, er ryddig. Cabinetterne skal strax komme i stand.

LEERBEUTEL.

Got, got!

VERTEN.

Ach Hr. Hoffmester! Paltz-Greven seer meget naadig ud. Han er gandske ung.

LEERBEUTEL.

Ja han er kun udi sit attende Aar, og derforuden for saadan stor Herre meget enfoldig, saa at alting maa gaae igiennem mit Hovet. Hvad heder den fornemmeste Vexelerer her i Byen?

VERTEN.

Han heder Andreas Grobsmidt.

LEERBEUTEL.

tar et Brev af Lommen. Ja det er den samme, her staaer paa Brevet: Andreas Grobsmidt. Er den Karl ellers capable for at tælle mig 4000 Rdlr. 3 Dage efter Sigt?

VERTEN.

Ja Velædle Hr. Hoffmester! om det var 10000.

Men kand Paltz-Greven behøve saa mange Penge paa eengang?

LEERBEUTEL.

Ja vist. Han agter ikke meer Tusind Daler end 4 Skilling. Saadanne Folk, Herr Vert, maatte I nok ønske hver Dag.

VERTEN.

Det er min Troe sandt.

SCEN. 2

En anden Vert kommer ind. De andre. 2.

VERT.

Ach min Herre! jeg vil recommendere dem mit ringe Huus, hvor de skal blive langt bedre accommodered end her.

1. VERT.

Det skulde fortryde mig, om man nogen steds blev bedre accommodered end i mit Huus.

2. VERT.

Ey! jeg maa lee deraf. Du est jo ikke capable, Jacob, at lave en ærlig Ragou til.

25
1. VERT.

Du skal nok see, at jeg skal lære det af Mester Herman!

2. VERT.

Jeg veed nok hvad Folk sagde, som logerede her forgangen Uge.

1. VERT.

Hvad sagde de da?

2. VERT.

De sagde, at de bleve slet accommoderet, og brav skaaren.

LEERBEUTEL.

Ey Børnlille! ypper ingen Klammerie.

2. VERT.

Det er som jeg siger min Herre! vil de behage at logere hos mig, skal de blive langt anderledes betient, og langt fra ikke skaaren saa meget som her.

LEERBEUTEL.

Ney nu er det for silde, Landsmand.

1. VERT.

Det er Carnallier, som siger, at jeg skiær Folk.

2. VERT.

Og jeg siger, at du er en Brødtyv, som søger at tage Næringen fra andre got Folk.

1. VERT.

Du est selv en Brødtyv.

De faaer hinanden i Haaret, og Hovmesteren skiller dem ad og driver den anden ud.
VERTEN.

Ach gunstige Hr. Hoffmester, tag det ikke unaadigt op, at saadant er skeed udi deres Presence. Jeg kand ikke styre mig selv Hr. Hoffmester! naar nogen vil gribe mig an paa mit ærlige Navn og Rygte, og sige at jeg ikke kand lave en Ragou til. Er det ikke smerteligt, Hr. Hoffmester? han maatte heller have kaldet mig en Skielm og Bedrager. Han græder.

LEERBEUTEL.

Ey Hr. Vert! vil man legge paa Hiertet alt hvad Folk siger, saa faaer man nok at bestille. Hvor gammel er I vel nu, og hvor længe har I kaaget for Folk?

VERTEN.

Over 30 Aar.

LEERBEUTEL.

I saa lang Tid synes mig at eders hidsige Blod burde have udkaaget. Skulde jeg have ladet mig bevæge af Snak, saa havde jeg længe siden været op ædet af Chagrin; thi udi hvert Brev jeg faaer hiemmen fra, er noget nyt fra mine Venner, som forteller mig hvad Folk taler om denne vor udenlandske Reyse, nemlig, 26 at jeg betienner mig af Paltz-Grevens Enfoldighed, og anvender Gassen til min egen Fordeel, da jeg dog kand sværge, at jeg har sat til over 3000 Rdlr. af mine egne Penge paa denne Reyse, som Fruen kand vidne med mig. Men Herr Vert, naar man har en god Samvittighed, kand man foragte alt saadant.

VERTEN.

Gid alle brave unge Herrer var udi slige Hænder som Hoffmesterens. Det er noget sært ved mig, Herr Hoffmester! at saa snart jeg seer et Menneske, kand jeg profect sige, hvad der boer i ham. Jeg kastede mit Øye ikke saa snart paa Hoffmesteren, førend jeg formerkede, at han var en forstandig og dydig Herre. Men Hr. Hoffmester! er Paltz-Greven saa eenfoldig?

LEERBEUTEL.

Herr Vert! man bør ikke tale ilde om saadanne store Herrer; jeg taler heller ikke ilde om ham, thi hvad kand han dertil, at Naturen har ikke villet danne ham anderledes? men jeg kand sige dette (dog ikke mine Ord igien) - -

VERTEN.

Bevare min Mund, Herr Hoffmester!

LEERBEUTEL.

Jeg kand sige det, at han har fast intet af Menneske uden Skabningen, og hvor meget jeg søger at skiule hans Enfoldighed, saa merker dog skiønsomme Folk det strax. Hans Hr. Fader den gamle Paltz-Greve har mange Tider vredet sine Hænder, ja grædet derover for mig. Jeg har trøstet ham derved, at mange, der har været ligesaa eenfoldige som han udi Ungdommen, ere dog blevne meget vittige, naar de ere avancerede udi Alderen. Hans Herr Fader har menet, at naar han kom i fremmede Lande, at han skulde forandres og blive mere polered; men jeg seer endnu ingen Forandring. Nu maa jeg op til Herren. Han har ladet invitere de fornemmeste af Landet at spiise her med sig til Aften. See til, Hr. Vert, at vi blive vel accommoderet. I skal blive raisonnabel betalt. Adieu saa længe.

27

SCEN. 3

Verten. Mad. Staabi.

VERTEN.

Det er en deylig Mand denne Hoffmester. Men jeg vilde dog ønske, at hverken han eller Fruen var med, thi saa kunde jeg raade for Herren alleene. Vi faaer kun sielden slige feede Stege, hvorfor vi maa bruge Leyligheden. Et Vertshuus er ligesom et Lotterie. Der falder en Hob Nieter og slette Gevinster, men denne Paltz-Greve er som et af de store Lodder udi den femte Classe, som maa bøde paa det andet. Men see her! God Morgen, Mad. Staabi! vil I tale med mig?

MADAME STAABI.

Jeg hørte, at her er kommen en fremmed Herre. Jeg har Brocader, Silketøy og andet dislige.

VERTEN.

I kand bie til Hoffmesteren kommer; Thi alting gaaer igiennem hans Hovet. Men der er han. Herr Hoffmester! Her er en Kone med adskillige Galanterier, om Paltz-Greven kunde have Lyst til noget.

LEERBEUTEL.

Kand skee; vi skulde have hen ved 30 Alen Brocade, men det skulde være got.

MAD. STAABI.

Der er ingen i Byen, som har bedre Brocade. Men det er noget dyrt. Hvem der vil have gode Sager, maa ogsaa betale dem.

LEERBEUTEL.

Det vil ikke sige, at de ere dyre, naar de kun ere gode.

MAD. STAABI.

See, min Herre! dersom han finder saadan Patron og saa tyk Brocade udi Staden, vil jeg give det for intet.

LEERBEUTEL.

Har I ellers ingen smukke Tobaks-Daaser?

MAD. STAABI.

Ja vist: Her har jeg en Guld Dose med et rart Portrait, men den kommer paa 200 Rdlr., thi der er lutter Ducate-Guld derudi.

LEERBEUTEL.

Ja Daasen er smuk; jeg troer nok, at Greven beholder den tillige med Brocaden, naar han 28 faaer Leylighed at see derpaa. Vil I lade det ligge her til i Morgen?

MAD. STAABI.

Ja hiertelig gierne.

LEERBEUTEL.

I kand komme hid i Morgen Klokken 9.

MAD. STAABI.

Det skal skee.

LEERBEUTEL.

Men I maa sige det nøyeste Kiøb paa Brocaden.

MADAME STAABI.

Vi skal nok komme til rette.

LEERBEUTEL.

Har I ellers smukke Juveler?

MAD. STAABI.

Ney Herre! men her boer en Mand næstved, som jeg vil recommendere Herren.

29
LEERBEUTEL.

Ja! lad ham komme strax hid.

Madame Staabi gaaer bort.

LEERBEUTEL.

Herr Vert! De Fremmede kommer snart.

Lad nu see, at I accommoderer dem vel.

VERTEN.

De skal blive Kongelig tracterede.

Verten gaaer ud.

SCEN. 4

LEERBEUTEL.

Comoedien begyndes vel nok. Det er vel noget dumdristigt at byde fornemme Giæster til sig, som, maaskee, kand røbe os, og strax seer, at det er en grov Bonde-Dreng; men min Læremester Pernille siger, at jo mere Figurer vi giør, jo mere bestyrker vi vore Sager, og betar Verten all Suspicion. Jeg skal nok sætte Raadsherrerne en Voxnæse paa, saavelsom hun paa deres Fruer. Men der kommer Juveleren. De Folk iler til deres egen Ulykke, ligesom, de er bange, de ikke tilig nok skal blive bedragne.

SCEN. 5

Leerbeutel. Juveleren.

JUVELEREN.

Serviteur min Herre! Mad. Staabi har viset mig hid; Jeg er en Juvelerer.

LEERBEUTEL.

Lad mig see hvad det er for Sort. Disse staaer mig best an. Kand skee, at Greven beholder dem; men nu har han ikke Leylighed at examinere dem, thi vi venter nogle af Raadsherrene hid. Vil I lade dem ligge her til i Morgen, saa skal I faae Svar.

JUVELEREN.

Jeg vil komme hid i Morgen med Juvelerne igien.

LEERBEUTEL.

Nev Monsieur! Jeg skal give ham bedre Raad. Det er best at han bliver borte, efter som han er saa frygtsom. Her var nyelig en anden, som recommenderede sig, og bød sig til at lade os beholde paa Prøve saa mange, som vi forlangede; men jeg lod ham gaae, eftersom samme Kone havde talt til mig om jer.

30
JUVELEREN.

Ach min Herr Hofmester! det var ikke saa meent.

LEERBEUTEL.

Ney Monsieur! jeg vil min Troe ikke føre ham, eller nogen, i Fristelse. Han kunde maaskee have en uroelig Nat derover, at han havde betroet et par Juveler til en Paltz-Greve af det hellige Rommerske Rige.

JUVELEREN.

Ach bliv ikke vred, Velædle Herr Hoffmester!

LEERBEUTEL.

Ney! aldeeles ikke! Jeg priser hans Forsigtighed.

JUVELEREN.

Ach Eders Velædelhed ---

LEERBEUTEL.

Jeg siger ham jo, Monsieur, at jeg aldeeles ikke fortryder derpaa, men han kand heller ikke regne mig det til onde, om jeg kiøbslager med hvem jeg lyster.

JUVELEREN.

Ach Velbyrdige Hr. Hoffmester ---

LEERBEUTEL.

See der har han sine Juveler igien. Jeg troer ikke, de ere kommen til skade i min Haand.

JUVELEREN.

Jeg tar dem min Troe ikke tilbage. Jeg beder ydmygst, at de maa blive liggende til i morgen.

LEERBEUTEL.

Ney jeg tar ikke imod dem.

JUVELEREN.

Jeg beder da, at Greven vil ikke fatte U-naade for mig. Gaaer bort.

LEERBEUTEL.

Hør, Monsieur! Eftersom jeg merker, at I ikke giorde det af Mistanke, saa lad dem da blive her.

JUVELEREN.

Jeg takker Hoffmesteren.

LEERBEUTEL.

I Morgen Klokken 9 kand I komme hid.

JUVELEREN.

Det skal skee.

SCEN. 6

3 Raadsherrer. Leerbeutel.

1. RAADSHERRE.

Skyldigste Tienner! Jeg veed ikke, om han er af Paltz-Grevens Svite.

LEERBEUTEL.

Ja min Herre! Jeg er hans Hoffmester til 31 Tienneste. Paltz-Greven har taget sig den Frihed at invitere dem til et Aftens Maaltid, formoder, de tage det ikke ilde op.

2. RAADSHERRE.

Vi ere Paltz-Grevens underdanige Tiennere, og takker for den Ære han vil bevise os.

LEERBEUTEL.

Hans Herr Fader den gamle Paltz-Greve siger, at udi hans Ungdom, da han reyste udenlands, inviterede han en hver Byes Øvrighed til sig, hvilket han ogsaa har villet, at hans kiære Søn skulde practicere. Raadet er saadanne Mænd som man skal lære og profitere af. Man maa ikke reyse udenlands for at besee Huuse og Bygninger, men for at tale med brave Folk.

1. RAADSHERRE.

Men vi vilde ønske, at vi kunde være hans Naade til nogen Fornøyelse her paa Stedet. Men hvad kand en Herre af den Stand og Education, og der har reyset saa meget, profitere af vort Omgiengelse? Vi kand nok slutte af Herr Hoffmesters Artighed, Forstand og Maneerer, hvordan hans Høye Principal er danned.

LEERBEUTEL.

Jeg takker ydmygst for de gode Tanker de have om mig. Mine Meriter ere kun ringe, og min Principal disværre - - - Ach I gode Herrer! jeg kand ikke tale.

1. RAADSHERRE.

Hvorfor det, Herr Hoffmester? vi haaber, at hans Principal intet Ont er vederfaret.

LEERBEUTEL.

I gode Herrer! Naturen er meget bizarre i at uddeele sine Gaver. Min Herre har intet at klage paa Legemens Skikkelse; Thi alting er derudi som det bør at være, og han har en god Helbred, er derforuden begavet med Rigdom og Velstand. Men I gode Herrer! -- Leerbeutel græder bitterlig. Ach mit Hierte bløder i mit Liv, naar jeg tænker derpaa.

1. RAADSHERRE.

Maaskee Paltz-Greven er noget flygtig, hvilket er en Feyl, som findes hos de fleste slige unge Herrer.

LEERBEUTEL.

Han græder igien.

32
1. RAADSHERRE.

Men det er noget som forgaaer med Alderen.

LEERBEUTEL.

Ney min Herre! Gid han var noget vild og flygtig; thi jeg holder saadant for et got Tegn hos unge Mennesker.

1. RAADSHERRE.

Saa inclinerer han da, maaskee, til Melancholie?

LEERBEUTEL.

Ney! gid han var noget melancholisk; Thi Melancholie er gierne melered med andet got.

1. RAADSHERRE.

Han er, maaskee, alt for stor Liebhaber, og lader sig forlede af Fruentimmer.

LEERBEUTEL.

Ney! gid han var en Liebhaber; thi Amour, saasom den fører meget ont med sig, saa fører den ogsaa meget got.

1. RAADSHERRE.

Vi kand da ikke vide hvad der fattes; maaskee han er haard mod sine underhavende?

LEERBEUTEL.

Ney vist ikke. Gid han var noget haard, thi saadant er undertiden nyttigt hos slige Folk.

1. RAADSHERRE.

Hans Naade maa da have nogen Affecter udi en stor Grad.

LEERBEUTEL.

Ney I gode Herrer! hverken udi stor eller liden Grad. Han har slet ingen Affecter. Naar I seer ham, skal I forsværge, at han er saadan Herre; I skal heller tage ham for en Bondesøn end for en Paltz-Greve. Han er ligesom et stykke Træ, har hverken Begreb eller Ihukommelse, og alt det hans Herr Fader har kostet paa ham, er forgieves. Græder igien, Ach du ædle gamle Paltz-Greve! Naar jeg tænker paa de mange salte Taare du har fældet, de mange Sukker du har udøset derover, er mit Hierte ferdigt at briste. Den gode Herre har giort alt hvad en Fader kand giøre sit Barn, har udvalt de beste Informatores til ham, som var at bekomme udi Landet, de beste Exercitie-Mestere, og endelig ladet ham reyse uden Lands; Men det har kun lidet frugtet.

1. RAADSHERRE.

Hvor gammel er nu Paltz-Greven?

33
LEERBEUTEL.

Nitten Aar.

1. RAADSHERRE.

Ey Herr Hoffmester, saa kand der endnu være en Forhaabning; thi man har store Exempler der paa.

LEERBEUTEL.

Ha ha! gid det var saa vel! Men jeg beder om Forladelse I gode Herrer, at jeg forlader dem et Øyeblik. Jeg vil bringe Herren ned.

1. RAADSHERRE.

Ydmygste Tienner.

SCEN. 7

Raadsherrerne alleene.

1. RAADSHERRE.

Det er en allerkiereste Mand denne Hoffmester, Herr Collega! Han burde være det som hans Herre er, formedelst sine store Meriter.

2. RAADSHERRE.

Ja jeg siger det samme, thi jeg er min Troe gandske forliebt i ham.

3. RAADSHERRE.

Jeg længes ret efter at see den unge Paltz-Greve, om han er saa taabelig.

l. RAADSHERRE.

Det maa dog være en stor Hierte

Sorg for Forældre, at see ingen Tugt bide paa deres Børn. Men der kommer han uden Tvil.

SCEN. 8

Paltz-Greven. Leerbeutel. Raadsherrerne.

1. RAADSHERRE.

Underdanigste Tiennere! vi takker for den Naade Paltz-Greven har beviist os, at invitere sine ringe Tiennere hid.

2. RAADSHERRE.

Havde vi vidst Paltz-Grevens Ankomst, skulde vi for længe siden have havt den Ære at giøre vor underdanigste Opvartning, og gratuleret hans Naades Ankomst.

PALTZ-GREVEN.

Har ingen af jer I gode Mænd! en snyde Tobak? jeg er saa forstopped.

1. RAADSHERRE.

sagte. Ach Himmel, hvilken Complement er dette for en Paltz-Greve!

34
LEERBEUTEL.

I gode Herrer! Paltz-Greven havde lagt sig lidt paa Sengen, og var falden i Søvn, og naar han sover saadan om Eftermiddagen, bliver han saa døsig; saa at der gaaer en halv Time bort, førend han kand komme sig igien. Jeg beder ydmygst, at de vil behage at sette sig ned, saa setter min Herre sig ogsaa.

1. RAADSHERRE.

Hvor den habile Mand veed at skiule sin Principals Feyl.

LEERBEUTEL.

Ach de gode Herrer behager at sidde, thi før sidder ikke Hans Naade.

Paltz-Greven setter sig først, siden de andre; Leerbeutel blir staaende ved hans Stoel.
1. RAADSHERRE.

Eders Naade er kommen paa et Sted, som er meget usund. Eders Naade maa derfor tage sig i agt i Begyndelsen, og bruge nogle smaa Præcautioner. Paltz-Greven ræber.

LEERBEUTEL.

Paltz-Greven har en forskrekkelig slet Mave, og beder ydmygst om Forladelse, at han i deres Presence bruger sin Commoditet, thi mange Tider kand han ingen Luft faae, og derfor tager sig Frihed at giøre saadant, hvilket han aldrig giorde, dersom den yderste Nød ikke tvang ham dertil.

1. RAADSHERRE.

Hans Naade bruger sin Frihed; thi Sundheden er det kostbareste Klenodie man har i Verden. Har ellers Hans Naade længe været incommoderet med slige Obstructioner?

PALTZ-GREVEN.

Spør min Hoffmester.

1. RAADSHERRE.

Har Hans Naade været længe saaledes incommoderet?

LEERBEUTEL.

Ja udi nogle Aar.

2. RAADS.

HERRE. Jeg har her nogle excellente Mave-Draaber; om Eders Naade vilde bruge dem, saa forsikrer jeg, at der er ingen Ting bedre for Maven.

GREVEN.

Der gaaer jo ikke 12 slige paa en Pæl. Derpaa kand man ikke slukke sin Tørst.

LEERBEUTEL.

Paltz-Greven, I gode Herrer, er ikke vant til Draaber. Han bruger aldrig uden Decoctum, hvor af 35 tages store Portioner. Han har menet, at det var Decoctum. 1. RAADS HERRE. Ney Eders Paltz-Grevelige Naade! det var ikke Decoctum. Man tar kun 10 Draaber heraf hver gang.

PALTZ-GREVEN.

Spør min Hoffmester.

1. RAADS-HERRE.

Kiender da Hr. Hoffmester disse Draaber?

LEERBEUTEL.

Jeg fusker lidt kun paa Medicin. Ja jeg kiender strax paa Lugten hvad det er for slags. Det er 36 en kraftig Tinctur; Man kand ikke bruge stort over 10 Draaber paa eengang.

1. RAADS-HERRE.

Men hvorledes staaer denne Bye ellers Eders Paltz-Grevelige Naade an?

PALTZ-GREVEN.

Spør min Hoffmester.

LEERBEUTEL.

Paltz-Greven veed, at jeg har seet mig lidt om udi Byen, hvor for han mener, det kommer mig til at giøre en Beskrivelse der over; thi han har selv endnu aldeles intet seet. Jeg finder her adskillige smukke og kostbare Bygninger.

1. RAADS.

HERRE. Ja Byen er smuk nok. Den har taget til paa nogle Aar. Om Paltz-Greven vil besee sig udi Byen, tilbyder vi vor underdanig Tienneste, at geleyde ham allevegne.

LEERBEUTEL.

Den Høflighed er saa stor, at hans Naade ikke kand hitte paa saa kraftige Ord, som han ønsker at svare, i en Hast. Ja hans Taushed selv gir tilkiende, hvor meget hans Hierte der af er bevæget.

1. RAADS-HERRE.

Det kand aldeles ikke regnes for Høflighed; thi det er vor Skyldighed at giøre det og andet, som kand være Paltz-Greven til Fornøyelse.

LEERBEUTEL.

I gode Herrer! Paltz-Greven er ikke af mange Ord, men han tænker dismere. Det har han efter sin Hr. Fader, hvilken, naar nogen beviser ham Velgierning, takker aldrig derfor med Ord, men beviser sin Taknemmelighed udi Gierningen.

1. RAADS-HERRE.

Er Eders Naades Hr. Fader endnu ved god Helbred?

PALTZ-GREVEN.

Spør min Hoffmester.

LEERBEUTEL.

Jeg skal sige de gode Herrer: Med den sidste Post fik vi ingen Brev fra den gamle Paltz-Greve, uden jeg. Hvorfore hans Naade er bleven lidt fortrydelig, og i det han viser dem til mig, paa en subtil Maade vil sige, at jeg var lykkeligere i denne Post end han selv. Jeg takker ellers paa hans Naades vegne for Efterspørsel. Den gamle Paltz-Greve saa vel som Paltz-Grevinden er ved god Helbred.

37
1. RAADS-HERRE.

Ey, lever ogsaa Eders Naades Fru Moder?

PALTZ-GREVEN.

Spør min Hoffmester.

LEERBEUTEL.

Ha ha, I kand nok merke, I Herrer! at min Herre bær en liden Fortrydelse over, at han intet Brev fik med sidste Post fra nogen af dem. Ach Eders Naade gir sig tilfreds! ved næste Post faaer Eders Naade Breve igien, og jeg intet.

VERTEN.

kommer ind. Nu er alting færdigt Hr. Hoffmester, og Maden paa Bordet, om de vil behage at spatsere ind.

Paltz-Greven vil gaae først ind, men Leerbeutel holder ham tilbage udi Kiolen, og nøder de andre at gaae først.
LEERBEUTEL.

Hr. Vert! er Musicanterne kommen, som jeg bestilte?

VERTEN.

Ja, de faaer den beste Music at høre som er i Byen.

LEERBEUTEL.

Lad dem spille nogle smukke Concerter, medens Herren er til Taffel.

Verten beder Musicanterne spille. Der spilles nogle udvalte Concerter, og en Dantzer kommer ind, og presenterer en smuk Dants.
38

ACTUS III

SCEN. 1.

Mad. Staabi. Verten.

MADAME STAABI.

Her er farlig stille i Dag. Jeg seer ingen Folk, og Klokken er dog over 9. Jeg kand dog ikke troe, at de sover alle. Jeg maa banke paa Vertens Kammer.

VERTEN.

kommer ud i sin Nat-Trøye, med Seele, gnikkende sine Øyne. God Morgen! I er saare tilig paa ferde i Dag.

MADAME STAABI.

Er det tiilig? Klokken er 9.

VERTEN.

gispende. Hillemænt! er Klokken alt 9? det havde jeg ikke tænkt. Vi drak noget sterkt i Aftes, saa at mit Hovet er lige som det var knuset. Paltz-Greven tracterede saaledes, at vi bleve alle drukne. Hans Hoffmester kand jeg sige er en Tutafait Herre, og saa naadig, saa naadig, Madame Staabi! at jeg ikke kand beskrive det. Han skienkte selv i for mig den gode Herre, og bad mig drikke Paltz-Grevens Skaal. Troe mig, den unge Paltz-Greve bliver en brav Herre. Han drak mare Skaal om Skaal med de gamle Raads-Herrer; men paa sikasten maatte han dog give sig tabt, thi jeg vil tiene hende min kiere Mad. Staabi, Paltz-Greven er endnu en ung Herre, der ikke har naaet sit tyvende Aar, hvordan skulde han kunde holde det ud med slige Mænd, der har siddet i Raadet i saa mange Aar?

MAD. STAABI.

Hvordan Herre er han ellers?

VERTEN.

Han er meget stille. Jeg hørte ham fast ikke tale et Ord over Bordet; men Hoffmesteren førte Ordet alleene.

39
MAD. STAABI.

Ja den Hoffmester synes at være en artig Mand.

VERTEN.

Jeg har aldrig kiendt saadan Mand. Jeg skal stedse tale om ham med Berømmelse. Men om Forladelse, jeg maa ind at toe og kiemme mig lidt; thi jeg stod just nyelig, for høviske Øren at sige, op af min Seng.

SCEN. 2

Jubelereren. En Musicant. Mad. Staabi.

MAD. STAABI.

Hans Tiener, Hr. Jubilerer! Han har maaskee samme Ærend som jeg?

JUBELEREN.

Ja Hoffmesteren stevnede mig hid til denne Tid. I skal ellers have Tak, Madame, fordi I recommenderede mig hos Hoffmesteren; thi jeg troer, at han beholder de tvende Juveler, jeg leverede ham i gaar.

MUSICANTER.

Jeg har ogsaa nogle Penge at fordre for Opvartning, jeg giorde her i gaar.

JUBILEREN.

Var der da Lystighed?

MUSICANTERE.

Ja, vi havde fuld Musiqve. Det heele Raad var her til Bords. Vil I gode Mænd og tale med Paltz-Grevens Folk?

JUBILEREN.

Ja jeg skal have Penge for et par Juveler.

MAD. STAABI.

Og jeg for 20 Alen Brocade.

MUSICANTEREN.

Jeg har ikke nær saa meget at fodre som I. I gode Mænd kand fortiene saa meget paa en Time, som Folk af vor Profession paa et Aar.

JUBILEREN.

Ja Monsieur! der falder ikke altid slige fede Steger.

MAD. STAABI.

Det er sandt nok.

MUSICANTEREN.

Men mon ingen af Tienerne skulde være opstaaen? Jeg har saa lidt Tid, jeg skulde hen i et Bryllup hos en Skoemager, hvor der skal blæses i Trompeter, naar Giesterne kommer. Men der kommer Verten, vi maa spørge ham derom.

40

SCEN. 3

Jubileren. Musicanten. Mad. Staabi. Verten.

MUSICANTEREN.

Hr. Vert! Kunde han ikke flye os nogen af Paltz-Grevens Folk i tale?

VERTEN.

Jeg har, min Troe, ikke seet nogen af dem i Dag.

JUBILEREN.

Jeg veed, nogen af dem maa da være opstaaen.

VERTEN.

Jeg skulde bilde mig det samme ind. Jeg vil ind udi Lakey-Kammeret, og vække dem, hvis de ere ikke vaagen. Gaaer ud.

MAD. STAABI.

Det er ogsaa forskrekkelig, at Tienere tør ligge saa længe.

MUSICANTEREN.

De kom endelig silde udi Seng i Nat vel beskienkede, det er sandt, men det er dog noget for meget at sove saa længe.

VERTEN.

igien. Hvad Pokker er dette? her er ingen af dem udi Cammeret. De maa være ind hos Hoffmesteren, men jeg har ikke fornommet, at hans Dør har været aaben i Dag.

JUBILEREN.

Spring strax hen og see. Ach jeg er bange, der er Ugler i Mosen.

VERTEN.

gaaer og kommer ind igien. Ach Gud bedre mig arme Menneske! jeg seer ingen i Hoffmesterens Kammer heller.

JUBILEREN.

Ach mit hele Blod kaager i mig.

MAD. STAABI.

Au au, jeg zittrer.

VERTEN.

Jeg maa kige ind udi Paltz-Grevens Cabinet.

Ha ha ha! det letnede for Hiertet. Jeg seer han ligger endnu.

JUBELEREN.

Jeg kand forsikre, Hr. Vert! at jeg var saa bange som en Hare.

VERTEN.

Naar der kommer Alteration paa Folk først, saa bilder man sig alting ind.

MAD. STAABI.

Det er dog Synd at mistænke got Folk.

41
42

SCEN. 4

Peiter. De andre.

PEITER.

kommer ind. Ach Hosbond! hvad er det? Alle vore 3 Heste ere af Stolden.

VERTEN.

Hvad siger du? est du gal?

PEITER.

Det er sandt, jeg siger, Hosbond!

VERTEN.

Pots slapperment! dersom jeg ikke saae Paltz

Greven sove, skulde jeg tænke, her var en Ulykke paa færde.

JUBILEREN.

Hr. Vert! staae ikke og raisoneer længer, men gak lige ind til Paltz-Greven, og væk ham Sansfaçon, og siig at alle hans Folk ere borte, saa vel som jere Heste; thi vi maa vide hvordan Sammenhengen er, han maa tage det unaadigt op eller ey.

VERTEN.

aabner Kammer-Døren og raaber: Eders Naade! Eders Naade! Eders Naade!

SCEN. 5

Paltz-Greven i Slaaprok og Tøfler. De andre.

PALTZ.

-GREVEN strækkende sig. Vil I tale med mig?

VERTEN.

Jeg beder ydmygst om Forladelse, jeg har giort Hans Naade Uroe, thi - - - -

PALTZ-GREVEN.

Gak til min Hoffmester.

JUBELEREN.

Vi veed ikke, Naadige Herre! hvor han er at finde; han stevnede mig hid til denne Tid, men - -

PALTZ-GREVEN.

Som jeg siger jer, gaaer hen til Hoffmesteren.

JUBILEREN.

Hoffmesteren er ikke tilstede, Eders Naade.

PALTZ-GREVEN.

Kald paa Kammer-Tienneren da.

VERTEN.

Han er ikke at finde.

PALTZ-GREVEN.

Han maa være hen hos Hoffmesteren; gaaer Fanden i Vold hen til Hoffmesteren allesammen.

VERTEN.

Hoffmester, Kammer-Tiener, Lakeyer, Heste, alting er borte.

PALTZ-GREVEN.

Hvad kand jeg dertil?

43
JUBILEREN.

Vil Herren selv betale mig for mine Juveler, saa maa de andre længe nok være borte.

MAD. STAABI.

Og mig for mine 30 Alen Brocade.

MUSICANTEREN.

Og mig for en Opvartning i gaar.

VERTEN.

Og mig for Fortæring, og andet, som er borte.

PALTZ-GREVEN.

Hvad har jeg med det Ragerie at bestille? Gaaer, det I faaer en U-lykke, hen til Hoffmesteren.

VERTEN.

Hvor er Hoffmesteren da?

PALTZ-GREVEN.

Hvilken dum Diævel! Nu stod jeg først op, og han vil, jeg skal sige ham hvor Hoffmesteren er.

JUBILEREN.

Herr Vert! Jeg begierer Arrest paa hans Person til jeg bliver fornøyet.

VERTEN.

Eders Naade maa blive her til vi alle ere fornøyede. Jeg merker, at hans Tiennere har alle sammenrottet sig, og er bortløbne; Herren maa skrive sin Fader til, at han skikker ham nogle 1000 Rdlr. for at løse hans Person.

PALTZ-GREVEN.

Min Far! gid han havde noget at betale sin Land-Gilde med i Aar.

VERTEN.

Hvad? er I ikke Paltz-Greve?

PALTZ-GREVEN.

Det maa du selv være. Jeg er Per Nielsens Søn i Vigen.

JUBILEREN.

Er I ikke Paltz-Greve?

PALTZ-GREVEN.

Det skal en Skielm sige mig paa.

VERTEN.

Hvor er I da kommen til alle de Folk og Tiennere, som I bragte hid i gaar?

PALTZ-GREVEN.

Spør Hoffmesteren. Hvad Fanden veed jeg deraf? Jeg saae ham aldrig nogen Dag førend i gaar, jeg kom til Byen og skulde kiøbe Tiære, da spurte han mig, om jeg vilde gaae med ham, og giøre hvad han bad mig, skulde jeg faae god Mad og Drikke. Jeg sagde: Tak som byder; hvorpaa han førte mig af mine Bønder Klæder, og gav mig en Flegels Kiole igien, og kastede nogle Haar, som vare dypped i Hvedemeel, paa 44 mit Hovet, siden kaldte han og alle de, der saae mig, Paltz-Greve, hvilket er underlig at kalde got Folk.

VERTEN.

A----a---- din slemme Misdædere, som har bedraget os saa skammelig.

PALTZ-GREVEN.

Er du gal, har jeg bedraget dig?

VERTEN.

Har du ikke bedraget os, naar du har givet dig ud for en Paltz-Greve, og ikke er uden en Bonde?

PALTZ-GREVEN.

Der er 16 Bønder i vor Bye, som alle har været Maygrever, og Rifogden har aldrig giort dem noget ont derfor; tilmed saa er dette skeed mod min Villie, I har selv giort mig til Maygreve mod al gammel Skik og Sædvane paa Landet, hvor aldrig nogen blir Maygreve uden i Maymaanet.

JUBILEREN.

FlyemigminekostbareSteeneigiendinHund.

PALTZ-GREVEN.

Har du mist dine Stene? Det er slemt nok for dig, arme Dievel.

MAD. STAABI.
grædende.

Og mine 30 Alen Brocade.

PALTZ-GREVEN.

Dine 30 Graa-Katte? du maa selv tage vare paa dine graae Katte.

MUSICANTEN.

Jeg vil have Betaling for mit Spil. Hr. Vert, jeg holder mig til jer.

VERTEN.

Skal jeg betale for Spillet oven i Kiøbet? er jeg ikke ilde nok skaaren alligevel?

PALTZ-GREVEN.

Han skulde have Fanden ikke Penge; thi han spillede som en Skielm. I fior Sommer, da jeg var May-Greve, havde vi andet Spil med en Tromme til; her hørte man jo ikke en ærlig polsk Dands engang. Jeg veed ikke hvad det var. Det var ligesom man kneb nogle Katte i Rumpen, saa skreg en, saa skreg en anden, saa alle tillige. Var jeg udi jer Sted, Herr Vert, saa skulde de mare ikke faae en Skilling.

SCEN. 6

En Raads-Herre. Personerne af forige Scene.

RAADS.

-HERRE. God Morgen, Herr Vert! Tak for i Aftes, vi bleve meget skiønt tracterede.

45
VERTEN.

Ja saa min Pung vil faae en U-lykke.

RAADSHERREN.

Jeg er kommen at giøre min underdanigste Opvartning hos Paltz-Greven og takke ham for i Aftes.

VERTEN.

Og jeg var nu paa Veyen at giøre min underdanige Opvartning hos dem med ydmygst Begiæring, at Paltz-Greven maa blive hengt inden Soel gaaer ned.

RAAD.

-HERRE. Hvorledes henger det sammen?

VERTEN.

Det henger saa sammen, at Paltz-Greven bør henges. Hoffmesteren var en Gaudieb, Paltz-Greven er bleven til en ussel Bonde-Dreng, jeg er bestaalet, disse andre gode Mænd bedraget; her staaer han selv, nu kand I examinere ham.

RAADSHERREN.

Hør! hvorfor har du givet dig ud for en Paltz-Greve?

PALTZ-GREVEN.

Spør min Hoffmester.

RAADSHERREN.

Hvor er han da?

VERTEN.

Han er alt fløyten, har taget 3 af mine Hæste og heele Bagagen med sig, og ladet denne usle Bonde udi Stikken.

RAADSHERREN.

Ach Himmel! hvilken Historie! Galgen blir dig vis nok, det er et uhørligt Stykke.

PALTZ-GREVEN.

Drolen splide mig ad, skal jeg ikke sige det til Ridefogden, dersom I henger mig. Han er Mand for, at hænge jer igien.

RAADSHERREN.

Trækker af med ham til Raadhuuset, det er en reen Sag. De trækker af med ham.

SCEN. 7

Drengens Fader og Moder. Personerne af forrige Scene.

MODEREN.

Det var nok mod min Villie at skikke det eenfoldige Menneske til Byen.

FADEREN.

Han maa dog eengang komme til Kiøbsted, at han kand lære noget.

MODEREN.

Ei hvad skulde det eenfoldige Kræ kunde 46 lære? Jeg er saa bange, at han er bleven hvervet til Soldat.

FADEREN.

Finder vi ham ikke, saa maa vi betale Hr.

Marcus for at lyse efter ham, og naar han blir lyset efter paa Prædike-Stoelen, saa gir Officeren, som har hvervet ham, tilbage.

MODEREN.

Du skal luure din Død derpaa. Officererne pleier nok at give Soldaterne tilbage!

FADEREN.

Gid der var ham intet værre vederfaret end han var hvervet. Jeg er bange, Gertrud! at Knægten er kommen i anden Ulykke.

MODEREN.

Ach Ach! det var dog vor eeneste Søn, og hvor taabelig han var, havde vi dog Nytte af ham i vort Arbeide.

FADEREN.

Er han borte, Gertrud, saa maa vi dog give os tilfreds og skikke os derudi.

MODEREN.

Jeg gir mig aldrig tilfreds. Du skal skaffe mig Drengen igien eller en anden Søn i hans Sted.

FADEREN.

Da maa du faae en anden til at giøre det; thi jeg er alt for gammel og svag, at skaffe dig flere Børn.

Hun græder.

FADEREN.

Græd ikke, mit Barn, for Tiden. Vi vil leede efter ham i den nye Avelsgaard. Maaskee han er kommen der hen.

47
MODEREN.

Ey Snak, hvor skulde han være kommen der?

FADEREN.

Vi vil dog gaae der hen. Men hvad mon dette er for Allarm? Man seer ikke andet end det som ont er i Kiøbsteder. Her trækker man af med en Synder. Til Raadsherren. Om Forladelse, go Herre! hvad har denne Synder giort?

RAADSHERREN.

Det er en, som skal henges.

DRENGEN.

Jeg er aldrig ærlig, om det ikke er mine Forældre. Ach mine kiære Forældre! nu kommer I ret tilpas at følge mig til Galgen.

KONEN.

Ey Mand, det er vor Søn Per Nielsen.

FADEREN.

Mig synes mare det samme. Per Nielsen! hvad er det? Hvad ont har du giort?

DRENGEN.

Ach min hierte Far! bliv ikke vred paa mig, de 4 Skilling er kommen bort, som jeg skulde kiøbe Tiære for.

RAADSHERREN.

Ach hvilken Enfoldighed! Jeg ynkes over ham. Hør, Dannemand, er det jer Søn?

BONDEN.

grædende. Ja det er, gunstige Herre. Men hvorfor skal min Søn hænges?

RAADSHERREN.

Han har givet sig ud for en stor 48 Herre, og skilt disse got Folk, som her staaer, ved deres Velfært.

KONEN.

Ach det er u-muelig, gunstige Herre! det er det enfoldigste Menneske, som kand gaae paa Jorden. Er det sandt som du beskyldes for?

DRENGEN.

Drolen splide den Hoffmester ad! jeg faaer nok fat paa ham.

RAADSHERREN.

Hvor blevst du kiendt med den Hoffmester?

DRENGEN.

Da jeg stod paa Torvet i gaar og saae mig om, kom han til mig, og sagde: Vil du folge med mig, og giøre hvad jeg siger dig, skal du have bedre Dage end dit Herskab. Jeg maatte jo være en Nar, om jeg ikke tog mod saadant Tilbud; jeg fulte med ham, han førte mig i en flegels Kiole, kaldte mig Paltzgreven, førte mig i denne Mands Huus, som ogsaa kaldte mig Paltzgreve, gav mig paa eengang saa meget Mad og Drikke, som jeg kunde have nok af et heel Aar. Jeg gaaer til Sengs, og tænker paa ingen Ting. Om Morgenen siger de, at jeg skal henges, fordi jeg var Paltzgreve i gaar; gid Fanden være deres Paltzgreve en anden gang.

MODEREN.

grædende seer da, gunstige Herre, af hans Enfoldighed, at han er ikke den, der er beqvem at giøre noget Skielmstykke; men at andre Mennesker har betient sig af hans Taabelighed og brugt ham kun til et Redskab at bedrage andre med. Forbarmer jer over mig og skikker mig ikke for Tiden udi Graven.

RAADSHERREN.

Hvad siger I andre gode Mænd, som have lidet Skade? Er I tient med at dette eenfoldige Menneske bliver uskyldigen opofret?

JUBILEREN.

Det nytter os aldeeles intet. Jeg har selv Medynk over ham.

DRENGEN.

Jeg vil gierne betale den Skade som er skeed. Den ene har mist 2 Steene, jeg vil gierne give ham 10 igien; og den anden har mist 30 graae Katte, dem kand jeg ogsaa flye ham tilbage.

RAADSHERREN.

Drengen finder jeg i alting uskyldig, 49 og meer ynk- end straf-værd. Vi maa efter ingen Lov straffe ham, som et u-skyldigt Instrument, men maa give ham Forældrene tilbage, med Formaning, at de lade ham ikke oftere reise til Byen alleene, at han ikke skal give Anledning til flere slige Tragoedier.

Den pantsatte Bonde-Dreng
Noter

S. 11
et 11. Junii Ansigt. 11. Juni (og 11. Dec.) er Terminsdagen, paa hvilken Renter, Afdrag o.s.v. paa Laan skal betales. - Mademoiselle, fr. Frøken. - Monsieur, fr. Herren. - Det er ... artigt, Det er... ikke daarligt; det er sandelig nydeligt. - Hvad Fare har han for, Hvad Frygt har han for. - ubillige, urimelige; skændige.

S. 12
den 18. Junii, Slutdagen paa Terminsugen. - Leerbeutel, ty. betyder Torn-Pung. - Banqverotterer, fr. banqueroutier, Person som spiller Bankerot; Fallent. Her Ordspil paa Banquerer, Bankier.

S. 13
raisonnabel, imødekommende. - efter Sigt, efter Forevisning (af den forfaldne Veksel).

S. 14
den agende Post, den kørende Post (der ogsaa medførte Passagerer), til Forskel fra den ridende Post. -i Ugen indkommer, i næste Uge.

S. 16
kommer ind gabende, kommer ind og staar og glor. - mare, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten.

S. 18
Mære, Hopper. - Hoffmester, Hovmester, dvs. en Person, der leder en ung, fornem Mands Undervisning og Opdragelse. - Paltzgreve, ty. Pfalzgraf, en Titel, som tildeltes af den tyske Kejser, og med hvilken der fulgte visse større eller mindre Rettigheder.

S. 19
frisk op], frisk Mod!

S. 20
gaae hen for i Vejen, gaa hen i Forvejen. - betinge, leje. - Fi dig an!, Fy skamme dig! - det vil ikke siigc, det spiller ingen Rolle. - have sine Noder, optræde som han vil. - braute, brovte, prale stærkt. - brav, godt, dygtigt.

S. 21
recommenderet, anbefalet. - som ikke er for lange hvile, som ikke er til at kimse ad. - Portechaise, fr. Bærestol. - Gods, Bagage.

50

S. 22
exponeret sig, sat sig i Fare for. - Spindehuuset, Kvindefængslet. - Qvintin, Vægtenhed, ca. 3 Gram.

S. 23
geskieftig, travl.

S. 24
capable, i Stand til. - accommodered, betjent.

S. 25
brav skaaren, godt snydt, optrukket. - Carnallier, Slyngler. - Presence, fr. Nærværelse. - Chagrin, Ir. Bekymring, Ærgrelse.

S. 26
profect, Forvanskning af perfekt, fuldkommen. - hvad kand han dertil, hvad kan han gøre for det.

S. 27
Galanterier, Galanterivarer. - Patron, Mønster. - rart, fint, udsøgt. - Ducate-Guld, Dukatguld, dvs. Guld af stor Finhed (som brugtes til Fabrikationen af Dukater).

S. 28
det nøyeste Kiøb, den laveste Pris (man vil sælge for).

S. 29
Suspicion, Mistanke. - Serviteur, fr. (Deres) Tjener. - examinere, undersøge.

S. 30
det hellige Rommerske Rige, det tyske Kejserriges officielle Navn.

S. 31
Education, Opdragelse. - profitere af, drage Fordel af. - Meriter, Fortjenester.

S. 32
inclinerer han, har han Tilbøjelighed til. - Liebhaver, ty. Elsker. - Amour, Kærlighed. - saasom, ligesom. - Affecter, Lidenskaber. - Informatores, Privatlærere, Huslærere. - Exercitie-Mestere, Lærere i Fægtekunst.

S. 33
snyde, Pris. - Complement, Kompliment. Det var et Udtryk for Agtelse at tage en Pris Tobak af en andens Daase.

S. 34
habile, dygtige. - Præcautioner, Forsigtighedsregler. - Commoditet, Bekvemmelighed. Bruge sin Commoditet: ikke genere sig hvad angaar naturlige Ting. - incommoderet, besværet. - Obstructioner, Forstoppelser. - excellente, udmærkede. - Pæl, Pægl, omtrent 1/4 Liter. - Decoctum, lat. Udtræk (ved Kogning) af Plantedele, anvendt som Lægemiddel; Afkog.

S. 36
Tinctur, Essens, »Draaber«. - besee sig udi Byen, se sig om i Byen. - geleyde, ledsage. - fik vi ingen Brev, fik han intet Brev. - viser dem, henviser Dem. - subtil, fin, forblommet.

S. 38
gnikkende, gnidende. - gispende, gabende. - Tutafait, fuldkommen, efter fr. tout à fait, som er et adverbielt Udtryk. - Skaal om Skaal, Skaal efter Skaal. - paa sikasten, til sidst. - jeg vil tiene hende, jeg skal sige Dem.

S. 39
artig, dannet. - at toe, at vaske.

S. 40
Alteration, Ophidselse.

S. 42
Pots slapperment!, formildende Fordrejelse af tysk Gottes Sacrament. - Sansfacon, fr. sans fa?on, uden Omsvøb, uden videre.

S. 43
det Ragerie, det Stads. - bliver fornøyet, bliver betalt. - Flegels Kiole, Fløjlskjole. - Haar... dypped i Hvedemeel, dvs. en pudret Paryk.

51

S. 44
Maygrever. Den, som valgtes til Anfører ved Bøndernes Majgilde, kaldtes Majgreve. - polsk Dands, en Folkedans. - alle tillige, alle paa een Gang.

S. 45
Gaudieb, Gavtyv, Kæltring. - heele Bagagen, hele Slænget (se Bind V, S. 47). - uhørligt, uhørt; uhyrligt. - en reen Sag, oplagt.

S. 46
for Tiden, før Tiden. - den nye Avelsgaard, et københavnsk Gæstgiversted.

S. 48
beqvem at giøre, i Stand til at gØre.

DET LYKKELIGE SKIBBRUD
Comoedie udi fem Acter

54

Hoved-Personerne i Comoedien

  • JERONYMUS
  • MAGDELONE
    hans Husfrue
  • LEONORA
    hans Dotter
  • PERNILLE
    deres Piige
  • PHILEMON
    forloved med Leonora
  • HENRICH
    hans Tienner
  • MAG. ROSIFLENGIUS
    Philemons Medbeyler
  • GOTTFRIED
    Magisterens Tiener
  • LEANDER
    Leonoræ Broder
55

Det lykkelige Skibbrud
Indledning

Komedien om den daarlige og den gode Poet blev trykt 1731, men først opført 3. Januar 1754. Da der i Wielandts Lærde Tidende for 29. Juni 1730 indbydes til Subskription paa den nye Udgave af Komedierne, Den danske Skueplads, kaldes dette Stykke for Rosiflengius. Det er da ogsaa den professionelle Lejlighedsdigter, hvis Ros er tilfals for enhver, som er den dominerende Hovedperson indtil 4. Akt, 7. Scene. Fra den følgende Scene faar den moralske Digter, Philemon, som siger Folk Sandheden paa Vers og Prosa, Scenen for sig og sine Ofre. Komedien deler sig saaledes i to, hvoraf den første skal vise den daarlige Ros, den sidste den gode, dvs. berettigede Kritik. Holberg havde tidligere konfronteret de to Digtertyper, se Bind II, S. 217 ff. og 357 ff., og han skulde aldrig blive træt af at angribe den Lejlighedspoesi, som det 17. Aarhundrede havde dyrket med Iver og Opfindsomhed. Endnu igennem hele det 18. Aarhundrede hørte det til almindelig Dannelse, at man til en glædelig eller sørgelig Begivenhed hos Venner og Slægtninge skulde kunne udtrykke sine Følelser i Vers. Havde man ikke de fornødne Kundskaber, bestilte man Verset hos »Poeten i Aabenraae« (Bind IV, S. 255).

Holberg har mange Maader at latterliggøre den misbrugte Lejlighedspoesi paa. Venner satte Ærevers foran i Bøger, hvis Indhold de ikke kendte. Holberg opfandt en Lærer i Kalundborg, som skrev et Vers til Ære for Hans Mikkelsen, da denne sendte sine Skiemtedigte i Trykken (se Bind II, S. 321 ff.), og i dette Digt forenede Holberg alle Forbrydelser mod Stil og Versifikation, som kunde 56 findes i den Slags Poesi. Kortere og vittigere er Skolemesterens Gratulations digt i Jule-Stue (se Bind IV, S. 157). Da Holberg 1737 udgav en Bog med latinske Epigrammer, indrettede han en hel Afdeling (Liber V) med 49 Parodier paa Hyldestdigte; i dansk Oversættelse kan nogle af dem beses i denne Udgaves Bind X. Nærmest paa vor Komedie kommer Epistel 416, som er trykt 1750. Den fortæller, »at Magister Rosiflengius tilligemed hans Broder, som længe, skiønt uden Doctor Titul her haver practisered udi Medicinen, og expederet godt Folk til den anden Verden, ved Døden er afgangen«. Over denne epigrammatiske Pointe er Epistlen da opbygget: Doktoren »giorde Patienters Pine kort, og ved sine Medicamenter forløsede dem af de Fortrædeligheder, som den onde Verden fører med sig . . . Den anden ved sine Begravelses-Vers, skaffede de Døde hvilket Sæde udi Himmelen, som Arvingerne forlangede«. »Mange have ønsket, at, eftersom Liig-Prædikener ere komne af Brug, Begravelses-Vers ogsaa maatte afskaffes .. . Jeg raader dog ikke til saadan Afskaffelse; thi det er en stor Trøst for Børn, at see deres Forældre ved offentlig Tryk, som af en beskikked Censor autoriseres, at sættes paa Helgenes Lister: og man veed, at den gemeene Almue ikke tvivler orn en Tings Rigtighed, naar den er paa Prænt . .. Jeg vil ikke tale om, at Poesien derved skierpes [dvs. opøves, udvikles]; en fattig Poet derved bekommer en Haandskilling«. Aarene o. 1770 ernærede Johannes Ewald sig bl. a. ved for Betaling at skrive Digte ved Dødsfald. Det er Tankedigte, som fører os himmelhøjt over den Ros i Flæng, som Holberg behandler uden Naade.

Litteratur.F. J. Billeskov Jansen: Holberg som Epigrammatiker og Essayist I, 1938, S. 84 ff. - Samme: Danmarks Digtekunst II, 1947 (Optryk 1969), S. 43 ff. (Johannes Ewald).

57

ACTUS I

SCEN. 1.

Eleonora. Philemon.

ELEONORA.

Ach min hierte Philemon! Jeg frygter, at dette vil faae et slet Udfald; min Stifmoders Had mod ham voxer meer og meer til, saa at, hvor nødig min Far vil bryde sit eengang giorte Ægteskabs-Løfte, saa kommer han dog til at giøre det.

PHILEMON.

Allerkiæreste Jomfrue! Saa længe I ikke bryder eders Løfte, saa kand alt andet ikke anfægte mig. Eders Stifmoders Misgunst kand ikke giøre andet, end kaste os nogle smaa Steene i Veyen, som kand allene hindre os, ikke at komme saa hastig til vor Ønskes Maal.

ELEONORA.

Men kiære Philemon! efterdi I elsker mig saa høyt, hvorfor vegrer I eder da for at bruge de Midler, som allene ere mægtige til at befordre eders Kierlighed?

PHILEMON.

Ach Jomfrue! hvad har jeg forsømt? Bebreyd mig ikke saadant. I kiender jo mit Sind. I veed, at jeg er forhadet af alle Folk, allene fordi jeg kalder enhver Ting med sit rætte Navn, fordi min Mund svarer til mit Hierte, fordi jeg ikke kand sige, at jeg ærer den, som jeg hemmelig foragter, roser den, hvis Feil jeg seer, og elsker den, som jeg i Hiertet hader. Skulde nu derfore de mange Kierligheds Erklæringer, jeg har giort min Jomfrue, allene bestaae i Ord, saa var hun den eeneste af alle, som jeg søgte at skuffe. Ach hav ikke slige Tanker om mig, allerkiæreste Jomfrue! Sæt hvilken Prøve paa mig, som eder lyster. Jeg sætter all min Formue, mit Liv med Glæde udi Fare, naâr jeg dermed kand 58 beviise, at den Kiærlighed, som jeg bær til hende, er ingen Sminke?

ELEONORA.

Men hvorfor søger I da ikke, kiære Philemon, at søge min Stifmoders Gunst, og at gaae den under Øyne, uden hvis Samtykke vor Kierlighed ikke kand lykkes. Hun er bleven ophidset imod jer, fordi I adskillige gange har sagt hende sine Feyl; kand I ikke sagte for min skyld føre et andet Mundheld, og rose hende? Det koster jo intet.

PHILEMON.

Byd mig, Jomfrue, at udøse mit Blod, det er mig mueligt, men ikke at forsværge min Natur, i at flattere og rose et Menneske, der er sammensat af lutter Laster.

ELEONORA.

Men, naar I giør det allene, kiære Philemon, for at forfremme vor Kiærlighed?

PHILEMON.

Jo større Interessen er, som driver mig dertil, jo større Dyd er det, at holde stand.

ELEONORA.

Ach! jeg veed ikke, hvad jeg skal kalde saadant.

PHILEMON.

I vil maaskee udtyde det som en Koldsindighed, men - -

ELEONORA.

Jeg veed ikke, hvad jeg skal kalde det. Vil I da heller forlade mig, end tvinge jer til at gaae den gamle under Øyne? Svar mig dertil!

PHILEMON.

Allerkiæreste Jomfrue! frist mig ikke over min Formue.

ELEONORA.

Jo her er to Vilkor, hvoraf eet maa tages.

PHILEMON.

Vor Lykke er jo ikke udi hendes Hænder.

ELEONORA.

Jo noget nær; thi min Fader lar sig regiere af hende.

PHILEMON.

Ingen af dem er mægtig til at skille os ad, naar Jomfruens Kierlighed er bestandig, og elsker hun mig af Hiertet, saa styrker hun mig heller i mit Forsæt ikke at gaae fra Dydens Vey, ikke ved Hyklerie at styrke Folk i deres Ondskab.

ELEONORA.

Ach! jeg vil da ikke tale meer derom, men 59 overlade dette til Himlens Forsyn. Men der kommer min Broder Leander.

SCEN. 2

Leander. Leonora. Philemon.

LEANDER.

See! skal jeg finde jer forliebte Folk her sammen?

PHILEMON.

Hvad got Nyt, Monfrere?

LEANDER.

Jeg har aldeles intet got Nyt. Jeg er bange for at det, som jeg længe har havt Mistanke til, engang vil hende. De mange Caresser Mag. Rosiflengius idelig har giort til vor Stifmoder, have aldeles ikke staaet mig an, men jeg har giettet, at de sigtede til det, som jeg i dag er kommen under Veyr med.

ELEONORA.

Ach ach! mit Hierte staaer op i min Hals.

LEANDER.

Jeg kand ikke berette noget vist, men det kand jeg allene sige, at der er stor Venskab imellem vor Far og Magisteren. Jeg saae dem nyelig tale med stor Fortroelighed sammen, og hørte min Far sige disse Ord, da de skiltes ad: Vær forsikret, Hr. Magister! at jeg skal holde mit Løfte.

ELEONORA.

Ach, jeg elendige Menneske! jeg tviler ingenlunde meer - -

LEANDER.

Men der kommer min Far med vor Stif-Moder; det er best, Monfrere! at I gaaer til side, at vi dis bedre kand udspionere deres Anslag. Philemon gaaer bort.

SCEN. 3

Magdelone. Jeronimus. Leander. Leonora. Pernille.

MAGDELONE.

I har aldrig villet troe mig, min Hierte, at der var saa meget got hos den Mand.

JERONIMUS.

Nu har jeg befundet det, det er en allerkiæreste Mand. Han elsker mig ret i sit Hierte. Men, see! hvad bestiller I her? Holder I Geheim-Raad?

60
LEANDER.

Nu kom jeg nyelig her, og fandt min Søster allene.

JERONIMUS.

Og nu kommer jeg fra en god Ven, som talede med mig om din Søster. Det er ellers Skade, at den Mand skulde have den Skavank udi Ryggen.

MAGDELONE.

Det vil aldeles intet sige; man skal ikke dømme et Menneske af det, som er udvortes.

PERNILLE.

Det er min Troe sandt. Til med lader den Pukkel ham ikke ilde, den kand ogsaa have sin Nytte, thi den er saa spids, at om hans Hænder kom til skade, saa kunde han i Nødsfald skrive Vers med Ryggen.

MAGDELONE.

Holdt Munden din Spotte-Fugl, og bebreid ikke Folk det, som de ikke selv er skyld udi.

PERNILLE.

Meener Madamen, at han er fød saadan?

MAGDELONE.

Hvad andet? Hvad som Himlen har skabt, er vel skabt.

PERNILLE.

Ja han er min Troe vel nok skabt for en Pukkelrygget. Er han skabt saa, da er det ikke hans skyld.

MAGDELONE.

Det meener jeg og.

PERNILLE.

Og er han ikke fød saaledes, saa bær han den dog med Berømmelse, saasom han har faaet den udi lovlig Embede, hvorudover samme Pukkel er ligesaa stor Zirat for ham, som en Blessure er for en Soldat.

MAGDELONE.

Hvad er det for Sladder? hvad vil du sige dermed?

PERNILLE.

Hvilken ærlig Mand, der sidder saa krum, og giør saa mange Vers om Dagen, kand nok faae saadan Pukkel paa Ryggen; thi der faaer jo ingen Hoppe Føl, ingen Hund Hvalp, ingen Kat døer, han giør jo Vers, dem til Berømmelse, naar man betaler ham derfor.

MAGDELONE.

Du skal faae en Ulykke, din Akkermær, hvis du ikke spæger din Tunge.

PERNILLE.

Men hvorfor tar Madamen sig den Mand saa hæftig an?

JERONIMUS.

Min Kone har Aarsag at tage hans Parti; thi jeg har udvalt ham til min Svigersøn.

61
ELEONORA.

Ej Papa!

JERONIMUS.

Blir du saa allarmered der over?

ELEONORA.

Hvad andet? jeg kand jo ikke have to Mænd?

JERONIMUS.

Ney mit Barn! du skal kun have een, og det skal blive Mag. Rosiflengius.

PERNILLE.

Det er min Troe en fed Karl at vælge ud til Svigersøn! Han maa lade sig høvle ræt først, førend han prætenderer saadan velskabt Jomfrue.

JERONIMUS.

Holdt din Mund, Næse-Viis!

ELEONORA.

Vil I da, Papa, bryde det Løfte, som I har giort Philemon?

JERONIMUS.

Ja det vil jeg.

ELEONORA.

Jeg min Troe ikke.

JERONIMUS.

Det skal have gode Veye. Jeg vil ikke have den til Svigersøn, der ved Skrifter legger sig ud med heele Verden.

LEANDER.

Det veed jeg ikke han nogen Tid har giort.

JERONIMUS.

Jo, jo, Magisteren har i Dag lagt ud for mig tydelig alle de got Folk, han har angrebet i sine Skrifter, og sagt mig, at i den sidste, hvoraf han er Autor, jeg selv ikke er sparet. Jeg veed ikke hvor udi Satyren bestaaer, thi jeg seer aldrig paa saadant Narrerie.

PERNILLE.

Ej hvilken Bagvaskelse! Jeg var paa Galleriet sidste Comoedie; Men der blev min Troe ikke spillet uden om en gammel Hanrey, som lod sig tage ved Næ- sen af sin Kone. Hvordan kunde nu saadant passe sig paa Herren?

JERONIMUS.

sagte. Gid du faae en Ulykke! Jeg veed ikke, om det er af Ondskab hun saa taler.

MAGDELONE.

Nok er det, vi veed, at han er et Skarn. Den daarligste Gierning min Mand har giort sin Livs Tid, er at han har givet Løfte til saadan Karl.

ELEONORA.

Og mig synes, at det er rnin Far lidet anstændigt at bryde sine Løfter, som han hidindtil har holdet saa hellige.

62
JERONIMUS.

Jo denne gang med jeres Permission skal jeg bryde mit Løfte.

ELEONORA.

Men han er ikke anderledes, end han var, da Forlovelsen skeede.

JERONIMUS.

Det kand nok være. Men jeg har nu allerførst faaet Oplysning om hans Væsen. Jeg kunde jo bringe mit Huus i Ulykke med at besvogre mig med en Person, der opvækker sig en Fiende efter en anden.

ELEONORA.

Hvilke Fiender opvækker han sig da?

JERONIMUS.

Spørsmaal! En der skriver Skandskrifter som han.

PERNILLE.

Han opvækker sig til Fiender ikke uden Giække, der have en ond Samvittighed, og mener, at alt hvad som siges, sigter paa dem. Men jeg skal bevise, at det er jer Magister, som giør Skandskrifter.

MAGDELONE.

Det skal du aldrig i Ævighed kunde bevise ham over.

PERNILLE.

Jo min Troe skal jeg saa.

MAGDELONE.

Det er en Mand, som bruger sin Pen til alles Berømmelse, og er ikke mægtig at dømme ilde om nogen.

PERNILLE.

Og jeg skal beviise, at han giør lutter Skandskrifter.

MAGDELONE.

Hvor i bestaaer det?

PERNILLE.

Det bestaaer derudi, for Exempel: om jeg giorde Vers over Magisteren, og sagde, at han havde den beste Taille i Verden, hvad kunde man kalde det?

MAGDELONE.

Det var spotte-viis.

PERNILLE.

Men naar han giør Vers over Madamen, maler hende som den dydigste Matrone, og berømmer hendes Kiærlighed mod hendes Stifbørn, hvad kalder man det?

MAGDELONE.

Ach min hierte Mand! taaler I, at jeg saaledes skal bespottes af en lumpen Tienneste Pige?

JERONIMUS.

Du skal ikke være en Time længer i mit Huus.

PERNILLE.

Jeg havde min Troe længe siden forladt 63 Huuset, havde det ikke været for Jomfruens skyld. Det er af Nidkierhed for hendes Velfærd, at jeg taler saa frit.

JERONIMUS.

Og det er af Nidkierhed for hendes Beste, at jeg bryder mit Løfte, og vælger Magisteren til min Svigersøn.

PERNILLE.

Han skal ikke faae hende, om han blev gal.

JERONIMUS.

Jeg troer, Pigen er rasende; hvem skal vel hindre det?

PERNILLE.

Det skal jeg! Naturen har aldeles ikke dømt Jomfruen at gifte sig med saadan Pukkel-Rygget Pedant. Fy for Fanden, han seer jo verre ud end Æsopus.

MAGDELONE.

Fort paa Døren, din Taske.

PERNILLE.

Gierne Madam, men I maa vide, at jeg har 2 Aars Løn til gode. Gaaet ud.

JERONIMUS.

Vi vil ikke agte, min Hierte, hvad hun siger; det er kun at lee af. Vi kand bilde os ind, at det er en Hund som giør; thi vi kand dog ikke skille os af med hende, efterdi hun har saa mange andre gode Dyder. Alt hvad vi vil giøre, det er at forbyde Leonora at omgaaes med hende. Hør, Leonora! jeg vil gandske ikke have, at du skal holde nogen Omgiængelse med denne Pige. Hun forfører dig.

ELEONORA.

Hun kand min Troe ikke forføre mig; thi jeg har besluttet, heller at lade mit Liv, end at forlade Philemon.

JERONIMUS.

Og jeg har besluttet at giøre dig arveløs.

ELEONORA.

Der i vil jeg skikke mig.

JERONIMUS.

Er det ikke forskrækkeligt! Hvad siger I, Leander?

LEANDER.

Jeg kand ikke andet end rose min Søsters Generositet.

MAGDELONE.

Hillemænt! Generositet at sætte sig op imod sine Forældre!

LEANDER.

Besynderlig saadan Stifmoer, der elsker os saa høyt.

JERONIMUS.

Jeg tænkte nok det. Den stakkels Kone er 64 jer aldrig til Maade. Hun elsker jer alt for meget, I var ikke værd saadan Moer. Fort ind! jeg kand ikke see jer for mine Øyne.

SCEN. 4

Jeronimus og Magdelone.

JERONIMUS.

Hvad skal vi giøre ved dette, min Hierte? I seer at mit heele Huus blir rebelsk.

MAGDELONE.

I skal bruge de Midler og den Myndighed, en Far har, at holde sit Huus i Tømme. Skulle Børn have deres egen Villie? de veed jo ikke hvad dem selv tienligt er. Tænk engang, udi hvilken Tilstand vi skulde bringe vort Huus, om Philemon blev vor Svigersøn. Man siger jo, at man skal kiende Folk paa dem, som de holde Venskab med.

JERONIMUS.

Jeg finder, at jer Tale er vel grundet min Hierte. Men der kommer Mag. Rosiflengius.

MAGDELONE.

Ach den allerkiæreste Mand! mit Hierte hopper i mig af Glæde, naar jeg seer ham.

SCEN. 5

Mag. Rosiflengius. Jeronimus. Magdelone.

ROSIFLENG.

i sort Habit med en liden Krave. Jeg glæ- der mig ved at finde min gunstige Herre med Dydædle Frue her allene.

MAGDELONE.

Ach velkommen Herr Magister! Nu stode vi og talede om ham.

ROSIFLENG.

Jeg haaber, at det var ikke andet end got, saasom jeg veed, at deres Dydzirenhed er min Veninde, eller rættere at sige, min Patronesse og Velynderske.

MAGDELONE.

Vi have ikke Aarsag til andet; thi Herr Magister har ladet see udi mange Ting, at han er vor Ven, talet og skrevet altid til vor Berømmelse, saa at det er hans Godhed allene at tilskrive, at jeg saa tit med Berømmelse er kommen i Trykken.

65
ROSIFLENG.

Ingen Godhed, eders Dydædelhed, men et Debitum, Pligt og Skyldighed. Eders Dydædelheds, saa vel som min Gunstige Herres, Soel-skinnende Dyder giør allene min ellers tynde Venam (at jeg skal tale Poetice), eller ringe Skialdre Geist, Frugtbar; thi hvor saa mange Dyder udi eet Subjecto ere samlede og concentrerede, er det ingen Umage at skrive Vers; hvor en Achilles er at Poeticere over, er ingen Konst at være Homerus. Vil jeg tale om Gudsfrygt, giver eders Gunst, saa vel som eders Dydzirenhed, mig Vidtløftighed af Materie. Vil jeg tale om Fromhed, Sagtmodighed, Forstand, Ærlighed, da finder jeg, alle disse Dyder hos dem har fæstet Boelig og taget Sæde.

JERONIMUS.

Siig ikke det, min Herre. Der er dog mange, som tale ilde om os.

ROSIFLENG.

Jeg veed det nok eders Gunstighed, og de maaskee, som I mindst har forskyldt det af. Jeg nævner ingen, thi det er mod min Natur, at tale en Hund noget til Præjudice, end sige et Menneske.

MAGDELONE.

Jeg veed nok hvem han mener, derfor har min Mand og jeg allerede slaaet ham af vore Tanker, og i den sted kast vore Øyne paa min Herre, og udvælget ham at være vor Svigersøn.

ROSIFLENGIUS.

Det er eders Godhed, ikke mine Fortienester, der bane mig Vey til saadan Lykke. Jeg haaber dog, at deres kiære Plante, jeg meener Jomfrue Dotter, skal befinde sig vel ved saadant. Jeg haver ingen Midler arvet efter mine kiæreste Forældre, det er sandt, men jeg takker dem og kysser deres Aske for god Education og Optugtelse. De har udi den grønne Ungdom ladet mig lære de Ting, hvorved jeg kand fortiene mit Brød; thi jeg var neppe 2 gange 8 Vintre gammel, at jeg skal tale poetice, førend jeg havde sovet mange Nætter paa Parnasso hos de 9 Musæ, og drukket af Hyppocrene Kilde, det er, giort Vers, brave Folk til Berømmelse, saa jeg nu lever rigelig af Poesien, og der er ingen Dag jeg jo fortiener 10 Rdlr. derved. Da derimod Monsr. 66 Philemon opvækker alles Had mod sig ved sine Skrifter, og saaer den Sæd, hvoraf Fiender opvoxe.

MAGDELONE.

Hører I det min hierte Mand? vi havde været ilde opskiørtet, om vi havde faaet saadan en Karl til Svigersøn.

ROSIFLENGIUS.

Derfor seer man slige Folk som han og hans lige allevegne at være forhadt.

MAGDELONE.

Og det ikke uden Aarsag, thi intet kand smerte got Folk meer, end at see sig straffet og igiennemheglet af dem, som ingen Magt har dertil.

JERONIMUS.

Derfor undrer jeg mig over, at visse Folk faaer Pension af store Herrer for saadant.

ROSIFLENGIUS.

Min Herre! mange har Lyst til at lee paa andres Bekostning. De elsker derfor Satyriske Skrifter, og belønner Autor, skiønt de har slette Tanker om ham. Ligesom man elsker og belønner Forræderie, men hader Forræderen.

JERONIMUS.

Jeg har alt nok, Hr. Magister. Jeg gav min Dotter ikke til den Mand, om han kunde veye hende op med Guld. Banker paa. Hey Pernille! Pernille kommer ind.

JERONIMUS.

Lad min Datter strax komme ind.

SCEN. 6

Jeronimus. Magdelone. Rosiflengius. Eleonora. Pernille.

JERONIMUS.

Min Dotter! jeg har givet dig lidt Tid til at udkaage din Galde, og overveye hos dig selv, hvad det er at sætte sig op mod sine Forældre, der søger at afvende en Ulykke, som du selv vil styrte dig udi. See her er den brave Mand, jeg har foreslaaet, som er elsket af alle Folk, og er i Stand at underholde dig reputeerlig. Da derimod den anden er forhadet af alle, og maatte omkomme af Armod, hvis han ikke havde arvet nogle Midler. Hvad svarer du dertil?

67 Leonora græder.
ROSIFLENGIUS.

Ach den ædle Siæl! saasnart hun hørte mine Dyder opregne, faldt hun i Graad. Græd ikke, allerkiæreste Nymphe, det er kun det ringeste, som kand siges om mig.

ELEONORA.

Ach jeg elendige Menneske!

ROSIFLENGIUS.

Hendes forrige Daarlighed klemmer hendes Hierte. Græd ikke, min Gudinde! Den vingede Gud Cupido har indskudt hende en skadelig Kierlighed, som har varet indtil nu, da endelig den udi Svane-Vogn agende Gudinde, jeg meener Venus, har befalet at læge Saaret igien, saa at hun er kommen til sig selv.

PERNILLE.

sagte. Det var jo Fandens eget Sprog; faaer jeg end een saadan Phrase til Livs, kommer jeg til at kaste min heele Frokost op.

ELEONORA.

Ach min hierte Papa! jeg beder om Forladelse, jeg faaer saa ont, jeg maa lidt ind. Gaaer bort.

ROSIFLENGIUS.

sagte. Hvilken underlig Virkning dog Kierlighed har! saa snart hun saae mig, faldt hun i Graad og fik ont.

JERONIMUS.

Hvad gaaer af hende, Pernille?

PERNILLE.

Jeg veed min Troe ikke hvad der gaaer af hende, thi jeg saae ikke hvad hun spiisede til Frokost, men der vil gaae en Hob reven Øll og Brød af mig.

JERONIMUS.

Jeg forstaaer aldeeles ikke hvad du vil sige.

PERNILLE.

Det er læt at forstaae; hvilken Jomfrue, der seer saadan Karl, og hører ham tillige med tale, sær om Formiddagen naar Maven er utidig, og dog kand holde tæt, den vilde jeg see paa. Er det Mand for jer Dotter? for en ævig Ulykke!

ROSIFLENGIUS.

Hvad siger denne Piige? Hun er ikke rigtig i Hovedet.

JERONIMUS.

Ney hun har Raptus sommetider. Jeg taaler en Hob af hende, efterdi hun har tient mig længe, og ladet see stor Troskab.

68
ROSIFLENG.

Hør, lille Pige! komme de Raptus tit over jer?

PERNILLE.

Monsieur, kommer disse Raptus tit over ham?

ROSIFLENG.

Jeg er altid den samme.

69
PERNILLE.

Jeg er og altid den samme.

ROSIFLENG.

Saa er I jo altid gal.

PERNILLE.

Saa er I jo og altid gal.

JERONIMUS.

Jeg troer virkelig, at hun er bleven forrykt. Hør, Pernille, kiender du mig?

PERNILLE.

Jeg kiender jer heel vel; I er mit Herskab, og denne er den Pukkel-Ryggede Versekræmmer, som er gal baade paa Legemets og Sindets Vegne, thi han maa have faaet ligesaadan Pukkel i sin Hierne, som paa sin Ryg.

JERONIMUS.

Fort her ud din Laptaske!

PERNILLE.

Ach Herre! lad mig beviise først at han er gal.

ROSIFLENG.

Slaae hende ikke, min Herre! lad mig høre, hvori det bestaaer.

PERNILLE.

Hør, naar saadan vanskabt Glosebog kom og beylede til mig, som ikke er Jomfrue engang, holdt jeg med Billighed for, at han løb med Limstangen. Nu begierer I til Ægte en kiøn fornemme Jomfrue, ergo er I Daarekiste-gal.

ROSIFLENG.

Ach min Herre! jeg har aldrig været saa forhaanet tilforn.

JERONIMUS.

Fort her ud dit Skarn! jeg forbyder dig at komme i mit Huus meer.

PERNILLE.

Og jeg forbyder ogsaa den Pedant at komme inden vor Dørtærskel. Gaaer.

MAGDELONE.

Ach min Herre, jeg haaber, at han regner os ikke til onde hvad som er passered.

ROSIFLENGIUS.

Aldeles ikke.

JERONIMUS.

Han skal faae Satisfaction, Piigen skal strax paa Døren, og I skal, trods for hende og den heele Verden, blive min Svigersøn. Vil min Herre behage at komme til mig i Eftermiddag, saa skal Forlovelsen skee.

ROSIFLENG.

Jeg skal ikke manqvere at komme. De gaaer alle ud.

70

ACTUS II

SCEN. 1

HENRICH.

kommer ind paa Hovedet, seer sig tilbage. Gid I faae en Ulykke! I maatte holde jer til min Herre, og lade en stakkels uskyldig Tiener være u-skaaren, som kand hverken læse eller skrive. Jeg gaaer paa Gaden i mit lovlige Ærende, saa møder mig en Advocat, hvilken kneppede mig paa Næsen, og sagde: Vær saa god at hilse din Herre, og siig ham, at det er en liden Erkiendelse for de Vers han giorde forgangen Uge. Jeg løb som Fanden var i Hælene paa mig, ey holdende det raadeligt at indvikle mig i Disput derover, thi vil man trætte med de Karle, kommer man til at betale Processens Omkostning oven i Kiøbet. Jeg kunde af Alteration ikke føle Smerten i Førstningen, men da jeg kom i en anden Gade, begyndte min Næse at værke som der var lys Lue i den. Da sagde jeg: Gid du faaer en Ulykke! du maatte kneppe dine egne Folk, og lade en fremmed Mands Tieneres Næse være med Fred. Jeg var neppe kommen i en anden Gade, førend jeg faaer 2 Jeans de Francer paa Halsen, hvilke forfuldte mig med nøgne Kaarder; men som de løbe efter Tacten paa de store Steene, for ikke at bestænke deres sviklede Strømper, og jeg løb udi Skarnet allevegne, hvor jeg fandt Gienvey, kunde de ikke naae mig. Jeg blev saa elendig baade af Alteration og den stærke Løben, at jeg maatte ind til en Barbeer for at lade mig Aarelade; men han, i Steden for at aabne Aaren med en Lancette, gav mig et Ørefigen, og sagde: Hils din Herre, og siig, at det er et lidet Nachspil, som han kand bruge til den Barbeer-Comoedie, som blev spillet i gaar, efterdi Comcedien i 71 sig selv er noget kort. Jeg var glad ved, at samme Nachspil bestod kun af een Act, og at han ikke vilde fuldføre de andre Acter paa min Næse og Øren, og gik hen i et Bislag; men til min U-lykke boede i samme Huus en Skiærsliber, hvilken lod som han havde Medlidenhed med mig, tog mig ind i sin Stue, og sagde, at han havde en skiøn Salve at smørre paa Saaret; men i Steden for Salven, saae jeg han hentede sin Krabask. Jeg var derfore ikke seen paa Beenene, løb bort forfuldt af alle Skiærsliber-Drengene indtil dette Sted. Ach havde jeg fat paa min Herre, medens Blodet kaager endnu i mig! Jeg skulde sige ham eengang for alle, at hvis han ikke lader sin Skrive-Syge, komme vi til at gaae paa Gaden med Escorte herefter. Jeg seer mig allevegne om, thi som jeg i Dag har geraadet udi 4re U-lykker, og en Tragædie skal bestaae i 5 Acter, saa er jeg ogsaa bange for den sidste. Men er det ikke Mag. Rosiflengs Tiener? Den Karl har bedre Tieneste end jeg. Jeg tiener hos en ærlig Mand, der siger Folk Sanden, hvilken Dyd er i disse sidste Verdens Tider ikke meget i Moden, og renderer ikke andet end Had, Avind, Foragt, Næse-Styver, Ørefigen. Han derimod tiener hos en Fuchsschwantzer, som har alle til Venner.

SCEN. 2

Gottfried med en stor Bylt paa Ryggen, hvormed han sætter sig ned. Henrich sætter sig ved den anden Side.

GOTTFRIED.

Her kommer en stor hob Penge at springe i disse Dage, som min Herre har skrabet sammen med at giøre Vers; thi han har faaet Amour i Hovedet, han vil giftes. Jeg skal hen til en Boghandler med disse u-saalte Vers, som han har giort forgangen Maaned. Folk kand ikke begribe hvordan han kand giøre saa mange Vers udi saa kort Tid. Men de Vers, som vi har giort i fior, kaager vi op igien i Aar, hvilket er æconomisk nok, thi ellers maatte den poetiske Geyst faae en 72 U-lykke paa sidstningen, og blive gandske udtømmet. Vore Votumer neden under Begravelse-Vers forandrer vi dog ikke gierne, og Slutningen bliver, at den Afdøde staaer med Palmer i Hænder, enten han har levet skikkelig eller som et Best; Thi det lader ilde at tale ont om de Døde. Disse Palmer forskaffer os anseelige Foræringer af den Afdødes Arvinger; thi det er saadan uformodende og uforvented Glæde for dem at see deres kiære Forældre udi Verset staae med Palmer udi Hænderne, som de veed, at det er gandske uforskyldt, hvorfore de ansee min Herre som en, der har Hoved-Nøglen til Paradiis; thi han er her det samme, som Paven er i Rom, udi hvis Magt det er at publicere Paradisiske Rangs-Forordninger, og at give Folk Gang og Sæde udi Himmerig med Helgene, som har ladet see en og anden Generositet førend de døde.

Arvingerne har derforuden den Trøst der af, at endskiønt de følger i alting deres kiære Forældres Fodspor, saa kand de dog, det u-anseet, ved en liden Anstalt førend de døer, ogsaa komme til at staae med Palmer i Hænderne. Vil nogen sige, at derfor blir man lige salig, enten en Poet roser eller laster een efter eens Død, da maa man viide, at min Herre udi sine Vers tildømmer ingen Himmerig uden stor og vigtig Aarsag. Han giør ingen Skiøge til en kydsk Lucretia, ingen Hæst til en Richelieu, ingen Varulv til en Absalon, uden han har stor Raison dertil, det er, uden man betaler ham derfor.

HENRICH.

Det er en forbandet forslagen Karl, han roser og kagstryger sin Herre paa eengang.

73
GOTTFRIED.

Denne forrige Maaned var os en feed Maaned, baade paa Bryllupper og Begravelser. Jeg har her en Liste paa alt hvad vi derved har fortient, hvilken Liste min Herre vil viise sin tilkommende Svigerfar, at han deraf nogenledes kand see hans aarlige Indkomster.

Tar Listen frem.
HENRICH.

Forrige Maaned var ogsaa en frugtbar Maaned for mig, men paa Ørefigen, Næsestyver, Natpotter over Hoved; for min Herre paa Had, Avind og Suurseende, hvorpaa jeg ogsaa har en Liste, at rnan deraf kand see vore aarlige Indkomster.

GOTTFRED.

sætter sine Briller paa, og læser snøvlende. Den 4de Febr. for et Brude-Vers, kaldet Lucretia Rediviva, det er: den anden kydske Lucretia, 10 Rdlr. thi hvorvel samme Piige havde været 3 gange besovet udenlands, levede hun dog meget kydsk her paa Stedet, og kom kun 4re Maaneder for tilig i Barselseng.

HENRICH.

Jeg maa ogsaa sætte mine Briller paa og læse: Den 5te dito giort et Stykke, kaldet den Christne Jøde, hvorfor en Capital af 300 Rdlr. blev min Herre opsagt.

GOTTFRED.

Den 8. dito et Vers, kaldet Fruentimmerets Ærekrands, hvorfor en fornemme Dame skikkede min Herre en Sølvdaase, og lod sige, at det skulde ikke blive derved.

HENRICH.

Den 9de dito giort en Comoedie, kaldet de 7 onde Aander, hvorfor jeg fik et Ørefigen paa min Herres vegne af en fornemme Dame, som lod ogsaa sige, at det skulde ikke blive derved.

74
GOTTFRED.

Den 11te dito giort Lykønskning til eens Promotion, hvorudover min Herre blev buddet til Bords, og sat øverst.

HENRICH.

Den 12. dito Raillerie over eens Promotion, hvorudover min Herre fik Had i Steden for Mad.

GOTTFRED.

Den 15de dito giort et Lig-Vers over en Møller, kaldet den Retfærdige Aristides, hvorfor min Herre bekom 6 Tønder Hvedemeel, som var den Salig Mands sidste Uges Extra udi Professionen, førend han døde.

HENRICH.

Den 16. dito giort en Satire over Møllere, hvorfor jeg, gaaende forbi en Mølle, fik en Skieppe Kli over Hovedet.

GOTTFRED.

Den 17. ejusdem giort et Vers, kaldet det Berømmelige Kandestøber-Laug, hvorfor min Herre af Lauget fik 6 Dosin Engelske Tallerkener til Skiænk.

HENRICH.

Den 18. ejusd. giort et Vers, kaldet den politiske Skiærsliber, hvorudover jeg nær havde bleven tegnet med en Ragekniv i Panden, hvis jeg ikke havde været desraskere paa Benene.

GOTTFRED.

Den 21. ejusd. giort et Bryllups Vers til en gammel Mand, som tog en ung Piige, kaldet den med Rosen foreenede Lillie, hvorudover vi bleve budne til Bryllup og herlig tracterede.

HENRICH.

Samme Tid trykt et Vers, kaldet gamle Mænds Barndom, hvorudover alt dette smagede i vor Mund som slet intet.

GOTTFRED.

Den 24. hujus et Vers, kaldet Jephtæ Dotter, til en Pige som døde ugift, men havde ladet gaae 4re a 5 Mødommer af Stabelen i sin Ungdom, hvorudover min Herre fik et Theebord med Kiedel og Trekpotte til Foræring. Hvem er det, som snakker der? Seer sig om. Det maa være min Echo.

HENRICH.

Den 25. hujus giort et Vers over en Pige, som ogsaa aldrig vilde gifte sig, kaldet: det er ikke Guld alt hvad som glimrer; hvorudover jeg nær havde faaet 75 en ævig Ulykke, og i Steden for en Trekpotte en Natpotte over Hovedet.

GOTTFRED.

Den 26. ditto giort et Vers, kaldet Udenlandsk Reyses Nytte, hvorudover min Herres Broder strax fik Condition hos en Herre, og blev udvalt til at reyse uden Lands med hans Sønner.

HENRICH.

Den 27. ditto giort et Vers, kaldet den daarlig uden Lands Reyse, hvorudover min Herres Broder, som skulde reyse uden Lands med en Herre, fik i Naade sin Afsked.

GOTTFRED.

Den 28. giort et Vers, kaldet den ædle Barbeerkonst, hvorudover ingen siden vil tage Penge for at rage ham. Der er min Troe een som snakker. Seer sig om igien. Ney det er min Echo.

HENRICH.

Den samme Maaned ut supra giorde min Herre en Comoedie, kaldet det Snaksomme Barbeer Facultet, og har siden den Tid holdt det raadeligt at rage sig selv.

GOTTFRED.

Men jeg hører ligesom een snakke. Hvad Fanden er det for en Karl, som sidder og mumler der? Hør, Kammerat! hvor skriver du dig fra?

HENRICH.

Ingensteds.

GOTTFRED.

Du maa endelig have nogensteds hi emme?

HENRICH.

Ney ingensteds sikker.

GOTTFRED.

Est du her fra Byen?

HENRICH.

Ney! Byen er fra mig, thi alle vender mig Ryggen.

GOTTFRED.

Da est du ilde skaaren, arme Dievel. Har du da ingen Venner?

HENRICH.

Ikke en Siæl.

GOTTFRED.

Ey det er underligt; da har jeg fleere Venner, end jeg kand tælle. Men hvad ont har du da giort?

HENRICH.

Ikke andet, end at jeg tiener hos en god ærlig Mand, som siger Sanden.

GOTTFRED.

Det er ingen Lyde; det er noget, som Folk bør elskes for. Sandhed har altid været en stor Dyd.

76
HENRICH.

Det maa have været i gamle Dage, men nu ikke meer.

GOTTFRED.

Ey Snak! en Dyd er og bliver en Dyd til Verdens Ende.

HENRICH.

Jeg har ogsaa tænkt det samme, men min Ryg siger ney.

GOTTFRED.

Hvad Pokker er det for Snak! kand din Ryg tale?

HENRICH.

Perfect. Hør, Monsieur Ryg! er Sandhed en Dyd? Tænkte jeg det ikke vel? Veedst du hvad den svarer?

GOTTFRED.

Hvad svarer den?

HENRICH.

Den siger: det skal en Slyngel have sagt.

GOTTFRED.

Din Ryg maa selv være en Slyngel.

HENRICH.

Det kand nok være; men slige Disputer har jeg jevnlig med min Ryg.

GOTTFRED.

All den Snak er meget forblummet.

HENRICH.

Det er jo læt at begribe; naar jeg siger Sandhed er en Dyd, og min Ryg viser guule, blaae og grønne Stræger, som ere Sandheds Frugter, saa slutter jeg, at det er en Lyde.

GOTTFRED.

Nu forstaaer jeg. Du faaer Hug, fordi du siger Sandhed. Jeg har Medlidenhed med dig; det er Synd, du skal slaaes derfor.

HENRICH.

Men hør, Landsmand! tiener du ikke hos Mag. Rosiflengius?

GOTTFRED.

Jo jeg giør; kiender du ham?

HENRICH.

Skulde jeg ikke kiende saadan ypperlig Mand?

GOTTFRED.

Jeg takker for de gode Tanker du har om min Herre. Veedst du, at han skal giftes i disse Dage?

HENRICH.

Han skal Fanden heller! hvem skal han have?

GOTTFRED.

Han skal have Jeronimi Dotter, som tilforn var forlovet med een, ved Navn Philemon.

HENRICH.

sagte. Hillemænt, det er en forbandet Tidende.

77

Høyt. Med Philemon?

GOTTFRED.

Ja, Hr. Jeronimus har i Dag opsagt ham sit Løfte, og udvalt min Herre til sin Svigersøn.

HENRICH.

Men er det mueligt, at han vil have den Pukkelryggede Verse-Kræmmer til Svigersøn?

GOTTFRED.

Du skal faae en Ulykke, dersom du taler saaledes.

HENRICH.

Skal jeg faae en Ulykke derfor, saa er jo Sandhed ikke en Dyd, som du siger.

GOTTFRED.

Det er ingen Dyd, at bebreyde et Menneske Legemets Feyl, som det ikke selv er skyld udi.

HENRICH.

Ja det er sandt nok; jeg beder om Forladelse. Men at tale Alvor, er det mueligt, at Monsieur Jeronimus vil give sin Dotter til den Fuchssvantzer?

GOTTFRED.

Holdt din Mund. Jeg giør ellers en Ulykke paa dig.

HENRICH.

Det er dog ikke meget usandt; thi han roser jo alle Folk i fleng for Penge.

GOTTFRED.

Hvad kommer det dig ved?

HENRICH.

Jeg siger det kun for at bevise, at Sandhed er ingen Dyd.

GOTTFRED.

Du faaer nok en Ulykke for din Sandhed engang i Verden.

HENRICH.

Og din Herre faaer nok en Ulykke i den anden Verden for sin Løgn og Hyklerie. Gottfried gaaer.

SCEN. 3

Henrich. Philemon.

HENRICH.

See der kommer min Herre; det var Skade han ikke kom før, at han kunde have hørt denne Samtale.

PHILEMON.

Nu Henrich! hvad got Nyt?

HENRICH.

Naar Fanden er jeg vant til at bringe got Nyt?

78
PHILEMON.

Hvad ont Nyt da?

HENRICH.

Vil ikke Herren tage det ilde op, om jeg bringer det til ham ligesaa frisk jeg har faaet det?

PHILEMON.

Ney saa mænd, lad mig kun faae det at høre.

HENRICH.

sagte. Han skal baade faae det at høre og føle. Høyt. Est du der? din Slyngel, din Æretyv!

PHILEMON.

Hvad Pokker vil dette sige? Hvorfor taler du mig saa plump til?

Henrich lader, som han vil slaae ham.
PHILEMON.

Hey, est du afsindig?

HENRICH.

Ey, det er kun Begyndelsen, Herre. Det er kun det første Nyt jeg bringer in Natura fra Advocaten.

PHILEMON.

Gid jeg faaer Skam, troer jeg at Drengen er rigtig i Hovedet.

Henrich trækker sin Kniv, og Philemon løber.
HENRICH.

Bi kun Herre! det er Barbererens Respect, som jeg kun vil ydmygst formelde.

PHILEMON.

Det er jo et stærkt Raserie.

HENRICH.

Jeg seer nok, at Herren er ligesaa bange, som jeg.

PHILEMON.

Hvorfor overfalder du mig saadan?

HENRICH.

Herren befaler mig, at bringe ham det Nyt, som jeg har faaet, og det bringer jeg ham i Natura. Jeg har nydt udi een Gade i Dag over en halv Snees slige Complimenter af Folk, i hvis Kaluune jeres Vers, Fortaler og Bagtaler giøre en hæftig Virkning.

PHILEMON.

Ikke andet?

HENRICH.

Jo, jo, der tør nok blive noget andet af, som er værre, dersom Herren ikke holder op at skrive saadant Tøy.

PHILEMON.

Hvad vil du da at jeg skal skrive? Skal jeg give mig til, efter endeel andre Poeters Exempel, at rose Udyder, og styrke Folk udi Ondskab?

HENRICH.

I skal slet intet skrive; hvem Pokker beder Herren skrive?

79
PHILEMON.

Det er U-lykken, Henrich, at adskillige kloge og rætsindige Folk, der seer gierne at Laster blive igiennemheglede med Eftertryk, holder mig beqvem der til, og derfor opmuntre mig til at moralisere.

HENRICH.

Men naar nu adskillige Giække, som finde deres naragtige Navn og Rygte besværget derved, komme med deres Prætensioner derimod, kand man vel da give dem Assignation paa disse kloge og retsindige Folk, som har raadet til slige Skrifter?

PHILEMON.

Giv dig tilfreds, Henrich! det bliver nok got, naar Stormen har udraset.

HENRICH.

Men det er U-lykken, at man læt kand kuldseyle, medens Stormen varer.

PHILEMON.

Sandhed, hvor længe den er forfuldt, triumpherer dog omsider.

HENRICH.

Hvad kiærer jeg mig om, at Sandhed triumpherer, naar man har slaget Arme og Been i stykker paa mig? Mon den gode Mons. Sandhed kand triumphere mig dem til rætte igien? Om Sandheden da triumpherede tusinde gange siden, og heele Verden talede om mig som en Martyr, saa var jeg dog og blev en lemlæsted. Hvad nytter det een, at man berømmer ham, naar man først skiær Ørene af ham, hvor med han skulde høre sin Roes? Hvad nytter det Herren, at han blir roset for sine Skrifter, naar han er død, og intet føler dertil?

PHILEMON.

Henrich! Det er hverken Belønning, medens jeg lever, eller Roes efter min Død, som styrker mig i mit Forsæt, men det at jeg i min Alderdom kand trøste mig ved at have giort noget got, og at min sidste Time kand være mig ligesaa sød og behagelig, som den vil være en Horreur og Forskrækkelse for dem der har brugt deres Pen til at besmykke Laster og Udyder.

HENRICH.

Mon ikke Verden blir den samme, enten I eller andre Sandheds Trompet-Blæsere ere til eller ey?

PHILEMON.

Det er sandt, Henrich! Verden synes intet at bedres, hverken af Prædikener eller andre moralske 80 Skrifter; men hvis man holdt gandske op med at præke og moralisere, bleve Menneskene endnu verre, thi man har seet ved saadan Afskaffelse endog de mest polerede Nationer forfalde til Brutalitet og Vildhed.

HENRICH.

Jeg vil ikke raisonnere meer der om, Herre; men jeg kand lade jer det vide, at I har moraliseret med saadan Eftertryk og Virkning, at Magister Rosiflengius kommer inden faa Dage til at sove i jer Kiærestes Arm.

PHILEMON.

Jeg veed nok, at der er noget i giærde, Henrich. Men jeg haaber dog, at det ikke skal komme saa vit. Men har du hørt nogen Omstændighed derom?

HENRICH.

Ikke videre, end af Magisterens Tiener, som sagde mig, at hans Herre har faaet Ja paa Jomfruen, og skal med det allerførste holde Bryllup.

PHILEMON.

Ach er det mueligt, at Mons. Jeronimus, der har passeret for saadan ærlig Mand hidtil Dags, saa skammelig vil bryde sit Løfte? Men hvis han har forglemmet mig, saa forlader dog ikke Jomfruen mig.

HENRICH.

Hun vil nok giøre Modstand en Tid lang, men kommer dog at beqvemme sig.

PHILEMON.

Forlader hun mig, saa døer jeg af Sorg.

HENRICH.

Jeg havde aldrig tænkt, at en Satyricus kunde være saa forliebt. Men der kommer Jomfruen med hendes Broder og Pernille.

SCEN. 4

Leander. Leonora. Pernille. Philemon. Henrich.

LEANDER.

Monsieur, vi har slette Tidender at bringe ham.

PHILEMON.

Ach jeg kand ikke faae slettere Tidender end de, som ere mig nyeligen komne for Ørne.

LEANDER.

Men, maaskee, det er noget andet end det som I tænker.

PHILEMON.

Er det andet end det, som jeg veed, saa er det ingen ond Tidende; thi intet foruroliger mig uden 81 at jeg faaer at høre noget, som til intet giør min Forlovelse med Jomfrue Leonora.

LEONORA.

Ach kiære Philemon, det er just saadan Tidende, som vi bringer jer.

PHILEMON.

Derom har jeg allerede faaet Kundskab. Jeg veed, at Hr. Jeronymus har brudt sit Løfte, og at han har udvalt Mag. Rosiflengius til sin Svigersøn. Men hvad ont er der i alt dette?

LEONORA.

Saa? tracterer I det med saadan Kaaldsindighed?

PHILEMON.

Ja, jeg hører saadant med Kaaldsindighed, og holder det ikke for en ond Tidende, uden jeg faaer at høre, at Jomfruen gir sit Samtykke der til.

LEONORA.

De Tidender faaer I aldrig, kiære Philemon, at høre, hvad end mine Forældre beslutte ved mig.

PHILEMON.

Prøv jer selv, allerkiæreste Jomfrue, og still jer for Øyne alt hvad som deraf kand flyde, om I er mægtig til at holde stand.

LEONORA.

Ach jeg har forestillet mig Truseler, Had, min Arvedeels Forliis, og meer end hvad som kand hende; men det kand alt sammen ikke bevæge mig at forlade jer.

PHILEMON.

Saa ere alle de Tidender, jeg hidindtil har hørt, ikke af større Vigtighed, end jeg jo derfor kand sove lige roelig.

PERNILLE.

Men, mine kiære Børn, tracteer dog saadant ikke alt for ringe. Forældres Myndighed er stor, og I kiender jer Fars Sind. Det er jo en Mand, som er haard som en Flintesteen; hvis her ikke opspindes nogle Intriguer, hvorved Magisteren kand blive giort sort hos Hr. Jeronymus, saa kommer Jomfruen ingen Vey med hendes Bestandighed, thi man har Exempel paa, at mange ere med Svøben over Hovedet dreven til Brude-Seng.

LEONORA.

Kand du da hielpe os med noget?

PERNILLE.

Jeg skal siden tænke mig om. Men jeg inaa først see, jeg kommer i Naade igien hos Herskabet.

82
HENRICH.

Jeg vil ogsaa tænke mig om paa min Side, hvordan jeg kand giøre ham sort hos Hr. Jeronymus.

PERNILLE.

Og jeg har alt noget i Hovedet for at ruinere ham paa en anden Maade; men jeg maa først forlige mig med Hr. Jeronymus. See der kommer de. Løber allesammen til Side.

SCEN. 5

Jeronimus. Magdelone. Mag. Rosiflengius. Pernille.

JERONIMUS.

Det skal ingen Vanskelighed have, Hr. Magister! Naar man viser hende Braadden, saa gir hun nok Kiøb. Jeg vil være jer Mand for, at hun bliver anderledes til sinds i morgen.

ROSIFLENG.

Jeg vil ogsaa haabe det samme, og naar vi først komme sammen, og hun lær at kiende mig, skal hun nok have mig kiær, saa at vi skal komme fuldkommen til at conjungere Arno sammen, og ligesom jeg nu allene kand sige Arno, jeg elsker, saa skal vi komme i en Hast til at sige Amamus, vi elske.

PERNILLE.

sagte. Du skal see, Mons. Pedant, at der bliver intet af.

JERONIMUS.

Hvo er som taler der? Est du endnu her, din Laptaske? Har jeg ikke allerede givet dig Afskeed?

PERNILLE.

grædende. Jo Herre, det er sandt; men jeg kand ikke gaae bort, førend jeg beder Herren og Fruen far vel, takker dem for den Tid jeg har været i deres Huus, og tillige med beder om Forladelse for det, jeg i Ubetænksomhed har talt.

MAGDELONE.

Det er got, at du kommer til dine Synders Bekiendelse, og seer at du har forløbet dig.

PERNILLE.

Ach gode Frue! Jeg kiendte ikke Magisteren da, men jeg har hørt saa meget got om ham siden, at jeg er færdig at briste af Sorg over de Ord jeg har talt, og om jeg blev her længere i Huuset, skulde jeg søge at befodre hans Kierlighed ligesaa meget, som jeg har hindret den tilforn.

83
ROSIFLENG.

Gunstige kiære Sviger-Forældre! efterdi hun fortryder sit forrige Væsen, saa beder jeg kiærligst, at hun maa blive i deres Huus.

PERNILLE.

Jeg skal min Troe af all Magt søge at indprente Jomfruen Kjærlighed til ham. Sagte. Jeg meener Philemon.

JERONIMUS.

Hvis saa er, maa du ikke allene blive her, men jeg skal ogsaa forbedre din Løn. Men gak først hen og bed Magisteren om Forladelse, og kys ham paa Haanden.

PERNILLE.

kyssende paa Haanden. Ach Hr. Magister, tusind Tak for hans Intercession! vær forsikkret at jeg skal giøre det for hans skyld, som han ikke skal kunde troe mig til.

ROSIFLENG.

Bene, bene, jeg har tilgivet jer da af mit Hierte, hvad I har giort mod mig.

JERONIMUS.

Kommer nu, og lad os gaae ind allesammen.

De gaaer ind.

84

ACTUS III

SCEN. 1

Henrich. En Skiøge.

HENRICH.

Jeg gaaer og speculerer, hvordan jeg kand forspilde Magisterens Lykke, og hielpe min Herre; Men min Geist er ikke som den pleyer at være, thi jeg er gandske raadvild. Men det er vist een af Madame Duuses Statz-Møer. Hun gaaer nok og krydser paa unge Karle efter Sædvane. God Dag lille Pige! Forlad mig at jeg taler saa slet; Jeg veed nok at hun burte have høyere Titul, men jeg er ikke af mange Complimenter.

SKIØGEN.

See, Henrich! est du der? kiender du mig?

HENRICH.

Ey perfect. Jeg kunde kiende jer i Mørke.

SKIØGEN.

Veedst du, Henrich, at jeg skal giftes?

HENRICH.

I skal Fanden heller!

85
SKIØGEN.

Jo mænd, i Morgen skal du kalde mig Mardame.

HENRICH.

Hvem skal I da giøre til Hanreder? med Forlov at spørge.

SKIØGEN.

Hvad er det for Snak?

HENRICH.

Jeg vil sige, hvem skal I have?

SKIØGEN.

Jeg skal have en smuk Karl, som har tient hos en Visiteer.

HENRICH.

Da har han forbandet slet visiteret, eftersom han har søgt jer ud til Kone.

SKIØGEN.

Naar jeg først har haft Bryllup, blir jeg strax en ærlig Kone.

HENRICH.

Ja det er sandt nok; men det giør mig dog ont, at I skal giftes, jeg havde i Sinde at unde jer endnu en Skilling iblant.

SKIØGEN.

Ey det vil intet sige; derfor lar jeg ikke Næ- ringen gaae bort. Min Kiæreste vil holde Øltapperie, og saa kand du besøge mig ligesaa frit som tilforn.

HENRICH.

Paa den Maade kand I komme til at leve reputeerlig. Han fortiener Penge paa sin Side, og I paa jeres, og jeg tør vedde, at jer Næring blir bedre end hans, thi der er ikke saa meget nu ved Øltapperie, som i gamle Dage. Men hvor skal I nu hen?

SKIØGEN.

Jeg skal hen til en Mand, som heeder Hr. Magister Rosiflengius.

HENRICH.

Hvad got vil I ham?

SKIØGEN.

Jeg har bestilt et Bryllups Vers, som jeg skal give ham 2 Daler for. Adieu Henrich! vær saa god at besøge mig, vi kommer at boe i Rosen. Hun gaaer hen og banker paa.

HENRICH.

ved sig selv. Hillemænd! Jeg faaer Anledning af dette, at sætte noget i Verk. Jeg vil hen til min Herre at faae nogle Penge. Men jeg vil først staae i en Krog, og bie, til hun kommer ud igien, for at see Verset.

86
87

SCEN. 2

Skiøgen. Gottfred. Rosifleng.

GOTTFRED.

Ja jeg veed hvad I vil, lille Pige! Verset er færdigt, men det koster 2 Rdlr.

SKIØGEN.

Jeg har jo accorderet for 2 slette Daler.

GOTTFRED.

Ja det er sandt nok, men I maa give lidt meer end en anden, thi min Herre - - Men der er han selv. Nu kand I høre hvad han siger.

ROSIFLENG.

Lille Piige, Verset koster 2 Rdlr. thi jeg har derudi ikke allene skaffet jer jeres Jomfrudom igien, men afmalet jer som een af de dydigste og skikkeligste Møer udi Staden, da I dog selv veed, at det er en Titul, som jer ikke tilkommer.

SKIØGEN.

Jeg vil da ikke regne det saa nøye. Der er 2 Rdlr.

ROSIFLENG.

Tak! Vær saa god at recommendere mig andre af jer Kundskab. Jeg er altid til Tieneste. Er ikke Verset got, skal I have jere Penge tilbage. De gaaer ind.

SCEN. 3

Skiøgen. Henrich.

SKIØGEN.

Nu kand jeg trodse alle dem, der vil sige mig noget paa mit ærlige Navn og Rygte.

HENRICH.

Fik I Verset, Mammeselle?

SKIØGEN.

Ja her er det.

HENRICH.

Ak lad mig see Titulen. Læser. Den med Rosen foreenede Lillie. Eller ydmygst Lyk ønskning til det af Himmelen sammenknyttede Par, Brudgommen den Ædle og Velagtbare Johannes von Christoffersen, fordum Velmeritered Secreterer hos Velbestalter Hr. Visiterer Tobias Andersen, og Bruden den Ædle, Dydziirede Møe, Lucretia de Peers Datter, hvis Bryllups-Høytid skal celebreres den 24. Augusti 1724. 88 Ydmygst frembaaren af det Dydkronede Pars bereedvilligste N. N.

HENRICH.

Ach kiære Mammeselle! maa jeg ikke faae en Udskrift deraf? Jeg kand see af Titulen, at det maa være et allerkiæreste Vers.

SKIØGEN.

Jo gierne! kom hiem med mig. De gaaer bort.

SCEN. 4

OLDFUX.

Det er ogsaa nogle forbandede Ceremonier, at en ærlig Karl ikke kand blive antagen udi Tieneste, uden han viiser Pas. Ligesom Herrer vare saa villige at give Tienere Pas! Vel har jeg tient udi dette Aar over paa tyve Steder, men ingensteds har jeg kundet faaet Pas; tvertimod de fleste af mine Herrer har været saa vanartige, at de har varet alle Folk ad, at i fald der kommer nogen af den Positur og Skikkelse for at byde sin Tieneste, da at prygle ham dygtig af. Saadant skal jeg have for min Tieneste. De regner saa nøye, at en stakkels Tienner tar en Dalers Penge af en rig Herres Lomme, og dirker en lumpen Koffert op iblant, men de taler ikke om hvor høflig man undertiden er, at man tar ikke altsammen bort paa eengang, da man dog har største Leylighed hertil; thi naar jeg taer 2 Daler af min Herres Lomme og lar 9 blive tilbage, er det jo ligesaa fuldt, som jeg gir ham de 9 Daler, som efter Krigs-Ræt hørte mig til, efterdi de vare i min Magt. Men langt fra at viise ringeste Taknemmelighed derfor, søger de at sætte Klik paa en stakkels Tienners ærlige Navn, og jager ham paa Dørren, uden Pas og Afskeed. Jeg maa dog see til hvordan jeg kand faae mig et Pas, thi jeg har meldet mig an paa 2 a tre Steder, men alle spør derom. Her boer en skrutrygget Magister, som man siger tiener alle got Folk i saadan Tilfælde for Penge og gode Ord. Jeg maa hen at kiøbe mig en Recommendation af ham. Banker paa.

89
90

SCEN. 5

Gottfried. Oldfux. Rosifleng.

GOTTFRED.

Du Gaudieb! er det dig, som banker paa vor Dør?

OLDFUX.

Kiender du mig da?

GOTTFRED.

Baade jeg og min Herre kiender dig alt for vel. Bliv kun fra vort Huus. Herre, kom ud. Her er en som vil stiæle.

ROSIFLENG.

Er det den Skielm? Du gaaer blindt, Cammerat! vi forvarer alt for vel vore Sager her i Huuset.

OLDFUX.

I tar feyl, I got Folk! jeg er ikke kommen for at stiæle; see, her gaaer jeg med en Rixdaler i Haanden, som jeg vil give jer for at skrive mig Recommendation til en Tieneste.

GOTTFRED.

Ey Herre, denne Tiener maa dog ikke være saa ond, som Folk siger.

ROSIFLENG.

Jeg troer det ogsaa; man kand ikke agte hvad Folk siger. Han har virkelig et got og ærligt Ansigt. Nu skal han strax faae et Pas, Monsieur. Gaaer ind.

GOTTFRED.

Min Herre er meget for at tiene got Folk. Jeg er vis paa, at om han ikke havde været, at du havde ikke faaet et Pas i den heele Bye; thi de fleeste Mennesker ere saa uvillige med saadant, at - - - Jeg troer aldrig, Verden kand blive længe staaende.

OLDFUX.

Det er sandt nok; var ikke din Herre, saa maatte got Folk som jeg og andre reent forgaae. Men han er den, som mager det saa, at vi bliver nogenledes ved Magt.

GOTTFRED.

Derimod findes Folk her i Byen, der, saa snart et Menneske er falden udi en Skrøbelighed, giør sig en Fornøyelse at udhegle det samme. Det giør aldrig min Herre; langt fra at straffe Folkes Synder, søger han at bedekke dem med Kierligheds Kaabe, enten udi Riim eller løs Stiil, og det ofte for en Bagatelle, thi han sidder undertiden heele Dagen og skriver got Folk til Berømmelse, 91 som forlanger det af ham, og vinder neppe 10 Rdlr. dermed.

OLDFUX.

Derfor er han ogsaa elsket og æret af alle Folk.

ROSIFLENG.

kommer tilbage. See der har I et Pas, Monsieur! saa got som nogen ærlig Mand vil forlange det. Oldfux læser Passet, gir ham Penge og gaaer.

SCEN. 6

En drukken Mand. Rosifleng. Gottfred.

DEN DRUKNE.

Faae den skam, der har været fuld meer end eengang udi 8te Dage, om mit Navn det er.

ROSIFLENG.

Kiender du den Mand?

GOTTFRED.

Ja, det er Niels Vognmand. Han gaaer aldrig til Sengs nogen Aften, uden med 2 Potter Brændeviins Baglast.

DEN DRUKNE.

Ney, jeg har min Troe ikke haft meer end den eene Ruus udi 8te Dage, men det er sandt, jeg har ikke været ædrue i 8te Dage.

Synger en Øllviise, og raaber imellem: Ach du deylige Brændeviin! Man kand blive kied af een slags Mad, man kand blive kied af een slags Kone; Men jo meer man er i dit Selskab, kiære Brændeviin, jo meer Lyst faaer man til dig. Jeg skal ikke forlade dig til min Døde-Dag, forlad du heller ikke mig! Nu maa jeg dog forlade dig udi 2 Dage, eftersom jeg skal have Bryllup i Overmorgen. See, Monsieur! et Ord! Hvor boer Mag. Rosiflengius?

GOTTFRED.

Her boer han; er der noget til Tieneste?

DEN DRUKNE.

Om Forladelse, Hr. Magister! Jeg har noget at tale med ham.

GOTTFRED.

I tar feil Landsmand! Jeg er hans Tiener.

DEN DRUKNE.

Jeg er hans Tiener igien.

GOTTFRED.

Ney jeg vil sige, at jeg er Magisterens Tiener, som staaer her.

92
DEN DRUKNE.

Serviteur, Hr. Magister, om Forladelse.

Jeg tog hans Dreng for Magister.

ROSIFLENG.

Det vil intet sige. DEN DRUKNE. Det var min Troe af Vanvare.

93
ROSIFLENG.

Jeg veed det nok.

DEN DRUKNE.

Gid Drolen slide mig ad, om jeg meente noget Ont dermed.

ROSIFLENG.

Ey tal ikke derom, det ligger ikke Magt paa. Men hvad er hans Begiæring? DEN DRUKNE. Jeg er kommen for skade og skal giftes, og derfor vilde have giort et Bryllups-Vers. Hvad er ellers nu Prisen paa Bryllups Vers?

ROSIFLENG.

2 Rdlr. DEN DRUKNE. Dem skal I gierne faae. Men saa maa Magisteren berømme mig brav, og sige, at jeg er en arbeydsom og ædrue Mand.

Han ræber.
ROSIFLENG.

Jo jo! Det skal have gode Veye. Sagte. Jeg kand give ham et af de gamle Bryllups-Vers, som ligger i den Skuffe Numer 3.

Gaaer ind.
DEN DRUKNE.

til Gottfred. Men jeg beder om Forladelse, Hr. Magister, at jeg tog hans Dreng for Magister.

GOTTFRED.

Jeg er hans Famulus, nu gik Magisteren ind.

DEN DRUKNE.

Jeg kand svære paa, at det var af Vanvare, Hr. Magister.

GOTTFRED.

I hører jo vel, at jeg er ikke Magisteren. DEN DRUKNE. Kand jeg da forlade mig dertil, Hr.

Magister, at I tar det ikke ilde op?

GOTTFRED.

Jeg er kun hans Tiener, Monsieur. DEN DRUKNE. Jeg er hans Tiener igien, Hr. Magister, af mit Hierte.

ROSIFLENG.

[kommer tilbage]. See der har I et smukt Vers.

DEN DRUKNE.

Og der er Pengene. Gaaer bort, og kommer tilbage. Om Forladelse, Hr. Magister, jeg glemte at betale ham Pengene.

GOTTFRED.

Vi har alt faaet.

94
ROSIFLENG.

Holdt din Mund, Slyngel. DEN DRUKNE. Hvad koster Verset?

ROSIFLENG.

To Rixdlr.

Han betaler end engang 2 Rixdaler, gaaer bort. De andre gaaer ind.

SCEN. 7

HENRICH.

i Qvinde-Klæder. Jeg troer nok, ingen kiender mig i den Dragt. Jeg har været hiemme, og faaet 10 Rdlr. hos min Herre, hvormed jeg vil spille vor Verse-Kræmmer et Puds. Jeg har iføret mig disse Klæ- der, paa det at Tieneren, som nyelig har seet mig, ikke skal kiende mig igien. Nu vil jeg hen at banke paa.

SCEN. 8

Henrich. Rosifleng. Gottfred.

GOTTFRED.

God Dag lille Pige! hvem vil I tale med?

HENRICH.

Boer ikke Magister Rosiflengius her?

GOTTFRED.

Jo, er der noget til Tieneste?

HENRICH.

Jeg vilde nok tale med ham selv.

GOTTFRED.

Der er han.

HENRICH.

til Rosifleng. Jeg kommer for at have et smukt Vers giort hos ham.

GOTTFRED.

I dag gaaer vor Plov brav.

ROSIFLENG.

Over hvem skal det Vers være?

HENRICH.

Ach Herre! min Frue har haft saa stor Ulykke, som nogen Tid kunde hænde. O en Ulyksalig Skilsmisse!

ROSIFLENG.

Har hun da mist hendes Mand?

HENRICH.

Ach ney Hr. Magister! det vilde ikke saa meget sige, hun kunde altid faae en Mand igien paa een eller anden Maade.

ROSIFLENG.

Hvad har hun da mistet?

HENRICH.

grædende. Hendes Skiøde-Hund. Ach! Ach! mit Hierte brister, naar jeg tænker derpaa. Han døde 95 af en Feber efter Docterens Sigelse, i Overgaars mellem 3 og 4, og skal begraves i Morgen.

ROSIFLENG.

Hvad vil alt dette sige?

HENRICH.

Nu vil Fruen have giort et smukt Grav-Skrift over ham, og derfor skikket mig til Magisteren.

ROSIFLENG.

Ney hils jer Frue lille Barn, og siig, at jeg giør ikke Vers over Hunde.

HENRICH.

Havde det været en Hund, som andre Hunde, saa havde min Frue ikke begiært saadant, men han havde Forstand som et Menneske, og har testamenteret 10 Rdlr. paa sit yderste til en Poet, som skulde giøre hans Grav-Skrift.

ROSIFLENG.

Ja det er andet; efterdi Sagen er af den Beskaffenhed, saa vil jeg gierne tiene Fruen. Der døer hundrede Mennesker, og aldrig har den Eftertanke.

HENRICH.

Fruen vilde gierne, at Verset skulde stiiles ligesom man giør et Vers over en brav Mand, og at samme Melampe (saa var dens Navn) skal roses for sin Dyd og Forstand.

ROSIFLENG.

Ney lille Barn! det gaaer ikke an.

HENRICH,

ringlende med Pengene. Ach jo Hr. Magister! tien min Frue derudi.

ROSIFLENG.

Ja, ja! kom da ind, mit Barn! jeg vil see til, hvad jeg kand giøre. De gaaer ind.

SCEN. 9

PERNILLE.

Jeg har speculeret paa Skielmstykker, saa min Hierne løber om i mit Hoved som en Top, og har endelig udfundet et, som jeg troer nok skal lykkes. Hr. Jeronimus venter hver Dag et Skib, hvor udi all hans Velfærd bestaaer. Vi vil paa en subtil Maade bringe ham de Tidender, naar Magisteren er tilstæde, at samme Skib er forulykked, og der udaf see hvad Miner hans nye Svigersøn vil holde; thi jeg er vis paa, at han vil tage Masqven af, og foragte det Svogerskab, som han 96 finder ingen Fordeel ved, og kand maaskee da Hr. Jeronimus samt Fruen lære at kiende ham. Nu vilde jeg ønske, jeg havde fat paa Henrich, for at høre hvad han har udspundet, om hans Anslag er bedre end mit, eller hvor vit det kand strække sig. Men der seer jeg en Pige med et Vers i Haanden komme fra Magisteren. Det er min Troe en forvoxen Radiis, hun er Granadeermessig.

SCEN. 10

Henrich. Pernille.

HENRICH.

Der seer jeg Pernille; hende vil jeg fixere lidt, hun kiender mig nok ikke i den Dragt. God Dag lille Pige! vil hun ogsaa til Magisteren?

PERNILLE.

Ney jeg vil ikke, Bestemoer.

HENRICH.

Fy, fy! hvem seer I mig an for? Meener I at jeg er ikke Jomfrue saa vel som I?

PERNILLE.

Det kand nok være; men I kunde dog være min Moer.

HENRICH.

Seer I vel! Hvor spodsk hun er over min Skabning, saa er jeg dog forlovet med en smuk ung Person, hvilken forærer mig alt hvad han faaer fra andre Piger, som han fixerer.

PERNILLE.

Den Karl maa have en underlig Smag. Jeg gad nok vidst hvem han var.

HENRICH.

Det kand I læt faae at vide; Karlen tienner hos en Mand som heeder Philemon.

PERNILLE.

Hans Navn?

HENRICH.

Han selv heder Henrich.

PERNILLE.

Gid I faae Skam saa vist som I lyver. Den Karl er forlovet med mig.

HENRICH.

I heeder jo Pernille?

PERNILLE.

Ja jeg heeder Pernille, og har været forlovet med ham halvandet Aar.

HENRICH.

Han fixerer jer kun, mit Barn, for at faae nogle smaa Foræringer, som han siden forærer til andre.

97
PERNILLE.

Det er u-sandt, han er alt for ærlig dertil. Jeg troer ikke saadant, uden I viser mig de Foræringer.

HENRICH.

Jeg vilde nødigt giøre det, men for ikke at passere for Løgnere, da see denne Tobaks-Dose, som han har faaet af samme Pernille, og givet mig.

PERNILLE.

grædende. Ach den Forræder! Og du din slemme Troldhex, din Rufferske, som søger at forføre unge Mennesker! jeg skal nok faae Hevn over dig.

HENRICH.

Ney du est en Rufferske, som vil sætte Splid imellem mig og min Kiæreste; thi vi har været forlovet sammen mange Aar, førend han saae dig.

PERNILLE.

Jeg skal nok faae jer adskilt.

HENRICH.

Giør dig ingen Umage, du faaer kun en lang Næse. Jeg kand forsikre dig, at intet uden Døden skiller mig fra Henrich, og at du i Ævighed ikke faaer ham.

PERNILLE.

Jeg vil heller ikke have ham, eftersom jeg merker hans Utroeskab, men du skal heller ikke faae ham, din Laptaske!

HENRICH.

Du est selv en Laptaske.

PERNILLE.

gir ham et Ørefigen.

HENRICH.

Det Ørefigen skal koste dig dyrt nok. Fort, jeg fodrer dig ud til Fuglestangen at slaaes med mig enten med en Sax eller en Kokke-Kniv.

Løfter op Skiørtet og tar i Lommen efter Saxen.
PERNILLE.

Hvad Pokker er dette? hun har Buxer paa.

HENRICH.

rivende Huen af sig. Fort, fort, du skal møde mig for Fuglestangen.

PERNILLE.

Gid du faae Skam, Henrich! er det dig? Men hvad skal saadant Narrerie til?

HENRICH.

Det maa du vel sige, Pernille! Det Ørefigen kunde jeg have undværet. Dog fortryder jeg ikke derpaa, efterdi jeg tillige med fik Prøve paa din Troeskab imod mig.

PERNILLE.

Men hvorfor har du forklædt dig?

HENRICH.

For at spille Magisteren et Puds, som skal ruinere ham. Jeg har længe vidst hans Skarnagtighed, 98 men nu har jeg noget i Hænderne derom, som ved Leylighed kan vises Hr. Jeronimus.

PERNILLE.

Jeg har ogsaa opspundet noget.

HENRICH.

Det tviler jeg ikke paa; thi hvad Fanden kand ikke du ophitte?

PERNILLE.

Det vil give kloge Børn, naar vi komme sammen.

HENRICH.

Det maa du vel sige, om jeg ellers faaer Lov at giøre dem selv. Men der seer jeg Jomfruen komme med Leander.

SCEN. 11

Leander. Leonora. Pernille. Henrich.

LEANDER.

Giv jer tilfreds kiære Søster. Jeg er vis paa, at Pernille og Henrich ere ikke ørkesløse.

PERNILLE.

Ney det har mit Hoved faaet at viide.

HENRICH.

Og min Hierne er saa confus af Speculationer, at jeg maa have en Uhrmager at sætte Hiulene i Orden igien.

LEONORA.

Hvad har I da opfundet at hielpe paa vore Sager med?

PERNILLE.

I veed, Jomfrue, at jer Far har et Skib udi Søen, som all hans Velfærd bestaaer udi.

LEONORA.

Ja meer end hans Velfærd; thi Ladningen er over 40000 Rdlr. værd.

PERNILLE.

Jeg vil, at Henrich skal give sig ud for en Matros, komme til Hr. Jeronimus og bilde ham ind, at Skibet er forgaaet, og det just paa en Tid som Magisteren er hos ham, for at see hvad Contenance vor nye Beyler vil holde, naar han seer sig ingen Medgift at bekomme med sin Brud.

LEANDER.

Det Raad staaer mig an; thi jeg er vis paa, at han da strax vil vende vort Huus Ryggen, og foragte et Svogerskab, som ingen Fordeel er ved, thi det er kun efter Pengene han løber.

LEONORA.

Men Sandheden vil dog strax komme for en Dag.

99
LEANDER.

Det vil ikke sige; nok er det, at man imidlertid lær at kiende ham, og at vi deraf kand tage Leylighed at giøre ham sort.

HENRICH.

Og naar saa det er giort, kommer jeg frem med nogle Historier paa min Side.

LEANDER.

Du maa have noget Galskab for, efterdi du est forklæd.

HENRICH.

Ja jeg har nogle skammelige Vers i min Lomme, som skal befodre hans Ruine. Jeg har stillet mig an, som jeg var skikket af en fornemme Frue, og faaet Magisteren for Penge at giøre Vers over en Hund. Han vilde ikke dertil i førstningen, men Klangen af Pengene forførte ham dog omsider.

LEANDER.

Lad mig see det Vers.

HENRICH.

Der ere tvende af hans Facon. Det andet er giort en aabenbare Skiøge til Ære, som skal giftes. Jeg lod udcopiere det, gav hende Copien, og beholdt Originalen, som er skreven med hans egen Haand.

LEANDER.

læser dem. Ach Himmel! er det mueligt, at et Menneske, der prostituerer sig saaledes, kand dog være agtet og æret af alle Folk?

HENRICH.

De fleeste Folk, Hr. Leander, ere onde, og derfor finder deres Regning ved at der ere saadane Folk, som sætte Farve paa Laster og Udyder.

LEANDER.

Slige Mennesker ere jo mægtige til at ødelegge Verden, saasom de ved Flatterie styrke onde Mennesker, og bane Veyen for andre at blive onde. Ja de ere ligesaa skadelige, som din Herre og andre hans lige, der moralisere, ere nyttige. Det er tvende forargelige Skrifter; intet Christen-Menneske kunde begiære bedre Gravskrift, end denne Hund, og ingen ærlig Møe bedre Bryllups Vers, end denne Skiøge. I har begge to giort Mesterstykker; vil ikke det eene hielpe, saa maa det andet. Hvis det lykkes, skal I begge blive belønnet.

HENRICH.

Jeg forlanger intet, uden at I vil giøre mit og Pernilles Bryllup; thi vi ere komne forskade, og har forlovet os sammen paa en Trøje-Duus.

100
LEANDER.

Est du forlovet med ham Pernille?

PERNILLE.

Ja jeg kand ikke negte det.

LEANDER.

Got, got! det har I min Haand paa, at jeg skal bekoste jer Bryllup. Men Henrich! kand du vel spille den Rulle efter Pernilles Anslag?

HENRICH.

Ey Herre! jeg turde vove at spille en Cardinals Rulle, end sige en Matrodses. Lad kun mig sørge derfor. I skal selv, naar I faaer mig at see, bilde jer ind, at jeg er en Skib-bruden Matrods.

LEANDER.

Vi skal vare dig ad, naar Tid er. Lad os andre nu gaae ind saa længe. De gaaer alle ind.

101

ACTUS IV

SCEN. 1.

Jeronimus. Magdelone.

JERONIMUS.

Endnu er hun obstinat, dog ikke som tilforn, thi jeg holder for et got Merke, at hun beder om 3 Dages Dilation.

MAGDELONE.

Hun skulde, min Troe, ikke have en Times Dilation, dersom jeg maatte raade.

JERONIMUS.

Jo jo, det kand jeg ikke negte hende; det er et stort Foretagende at gifte sig, min Hierte, besynderlig for hende herudi; thi først maa hun arbeyde paa at faae den gamle Kierlighed af Hovedet, og siden stræbe at beqvemme sig til det Ægteskab, som vi foreskriver hende.

MAGDELONE.

Men om den gode Mand kand bie udi 3 Dage; thi saa viit som jeg kand see, elsker han hende heftig, og naar en attraaer en Ting saa inderlig, saa har han ingen Roelighed, førend han kommer i Possession der af. Til med har I jo lovet ham inden en Dag at holde Bryllup?

JERONIMUS.

Det vil ikke sige, min Hierte! han beqvemmer sig nok til at bie. Jeg kand ved alt for megen Haardhed bringe min Dotter til Desperation; 3 Dage gaaer snart, og saa har hun siden ingen Undskylding, eller Aarsag at klage sig over os, at vi ikke har villet give hende Tid til saadant vigtigt Foretagende. Til med haaber jeg, at inden den Tid jeg faaer min Kostbare Ladning hiem, og vi derudover kand være i stand at forære ham nogle Galanterier.

MAGDELONE.

Det troer jeg aldrig, at han skiøtter. Han er ikke saadan Mand; han elsker ikke Leonora uden af 102 Begiærlighed til at komme i Svogerskab med os, og af en reen Kierlighed til hende. Dog den første Motiv er endnu stærkere end den sidste, thi fra den første Tid den Mand har seet mig, har jeg merket hos ham en særdeles Tilbøyelighed til vort Huus, og det førend han nogen Tid saae vor Datter, eller maaskee vidste, at hun var til. En Dag saae han mig, og en anden Dag giorde han Vers over mine Legemets og Sindets Gaver.

JERONIMUS.

Jere Legems Gaver?

MAGDELONE.

Ja Alderen har vel giort nogle Antegninger deri, men Lineamenterne har jeg dog endnu. Tav et lidet Speil af Lommen og beseer sig. I maa troe mig, min Hierte, at denne Mand er en Kiender.

JERONIMUS.

Ja ja, jeg vil ikke disputere derimod.

Sagte.

Fruentimmer, hvordan de er skabte, og hvor gamle de end ere, saa vil de dog være roset for deres Skiønhed.

MAGDELONE.

blir imidlertid ved at speyle sig. Jeg er Gud skee lov ræt vel fornøyet med mit Ansigt endnu.

JERONIMUS.

Jeg ogsaa med mit. Skiønt der er ingen Fare for, at nogen af os skal meere stikke Ild paa Verden. Men vi vil lade den Tale fare. Gid jeg snart kunde faae de Tidender, at mit Skib var lykkeligen ankommet. Jeg har aldrig nogen Tid været i saadan Uroelighed, som jeg er denne gang.

MAGDELONE.

Jeg troer det nok, min hierte Mand, thi I har aldrig vovet tilforn jer heele Velfærd paa eengang.

JERONIMUS.

Jeg skal min Troe ey heller giøre det oftere ; men den store Gevinst har lokket mig dertil. Jeg vil dog haabe alting til det beste. Men der er Pernille.

SCEN. 2

Jeronimus. Magdelone. Pernille.

JERONIMUS.

Nu Pernille! hvad got Nyt bringer du os? Hvorledes er det med min Dotter?

103
PERNILLE.

Det blir nok got, vil kun Herren og Fruen lade mig raade. Rom blev ikke bygt paa en Time, man maa gaae Skrid for Skrid frem udi dislige Sager. Jeg har allerede bragt det saa vidt, at Philemon er halvdeels glemt, og det er ikke en ringe Begyndelse.

JERONIMUS.

Derudi bestaaer just Knuden.

PERNILLE.

Det andet skal gaae som det var smurt, thi saa meget jeg hadede Magisteren tilforn, saa meget elsker jeg ham nu. Jeg vil bede Herren og Fruen, at de vil forsikkre ham der om. Jeg kand aldrig glemme det Guds Barn,

Hun græder. at, da jeg havde giort ham den største Uret, bad han oven i Kiøbet for mig.

JERONIMUS.

Ja ja, Pernille! nu er alting got igien. Men der kommer han.

SCEN. 3

Rosifleng. Gottfred. Jeronimus. Magdelone. Pernille.

ROSIFLENG.

Gottfrede!

GOTTFRED.

Imo.

ROSIFLENG.

Gak du kun hiem. Om der kommer nogen i min Fraværelse, og vil have Bryllups Vers, kand du tage nogle af dem som ligger i den Skuffe Num. 3. Det er lige meget, hvilke du tar. Af Begravelse Vers er Forraad i Num. 5. Og for Avancements udi Ære og Bestilling kand du tage af Num. 4.

GOTTFRIED.

Er det ligemeget hvad slags Folk det er?

ROSIFLENG.

Imo vero.

GOTTFRIED.

Det er ikke Under, at min Herre heder Rosiflengius; thi han berømmer alle i fleng.

ROSIFLENG.

Qvid dicis, Gottofrede?

GOTTFRED.

Jeg spør om jeg ikke skal sætte Navnene til.

ROSIFLENG.

Visselig, og du veedst Prisen. Gak nu kun 104 din Kaas. See, der seer jeg mine kiære tilkommende Sviger-Forældre. Salvete plurimum!

PERNILLE.

sagte. Hvad Pokker mon han vil giøre med Salveter?

JERONIMUS.

Velkommen Hr. Magister! Jeg har berammet Brylluppet om 3 Dage. Det skulde holdes før, men jeg venter en kostbar Ladning hiem, og agter at forære ham adskillige Sager.

PERNILLE.

sagte. Nu er det Tid for Henrich, som staaer i Beredskab, at komme. Høyt. Mig synes det banker, jeg maa løbe til Døren.

ROSIFLENG.

Ach min Herre, tal ikke om Foræringer! den Fornøyelse at komme udi saadan dydig Familie, er mig nok.

JERONIMUS.

Ja ja Hr. Svigersøn! jeg veed nok hvad jeg vil giøre.

PERNILLE.

tilbage løbende. A ------ hvilken Ulykke!

JERONIMUS.

Hvad er paa færde! Jeg troer ikke, at du seer Spøgelse lyse Dagen!

PERNILLE.

A ------ hvilken Ulykke!

JERONIMUS.

Har dig mødt noget Gespenst, saa har vi her en Guds Mand hos os, der nok kand holde det fra Huuset.

PERNILLE.

A ------ hvilken Ulykke!

JERONIMUS.

Siig! hvad er det dog?

PERNILLE.

Ach jeg kand ikke sige det. Her er Matrosen uden for, lad ham sige det.

JERONIMUS.

Det Ord Matros dræber mig. Jeg er bange for, at mit Skib er kommen til Ulykke. Lad ham komme ind.

SCEN. 4

Henrich i Matrosklæder. De andre.

HENRICH.

Myn Heer, ick breng jouw een zeer bedroeft Tydung.

MAGDELONE.

Ach mit heele Legem skiælver.

105
JERONIMUS.

Hvad er det, Landsmand?

HENRICH.

Myn Heer heft syn Scheep verloeren.

JERONIMUS.

Hvad? er mit Skib blevet?

HENRICH.

Wel ja, myn Heer!

Jeronimus, Magdelone, Pernille hyler. Henrich tar Tørklædet op og siger grædende: Vor sess Dagen ist die Onglyck gearrivert.

JERONIMUS.

Hvor hendte det?

HENRICH.

In Cattegat, myn Heer, tuscken twalf en een Uur tegen mitnacht.

De hyler igien.
JERONIMUS.

Er der da intet bierget?

HENRICH.

Scheep, Man, Ladung, allegar is verloeren in die wilde Zee. Ick alleen ben davon gekomen. De hyler igien.

106
JERONIMUS.

Ach jeg Elendige Menneske! hvordan har Lykken spillet med mig! Jeg blir i en hast af en riig Mand bragt udi den Stand, at jeg maa frygte for Slutteriet. Det eeneste jeg nu har at glæde mig ved, er at min Datter saa vel bliver forsørget. Ach Hr. Svigersøn - -

ROSIFLENG.

Er denne Ulykke da saa stor?

MAGDELONE.

Ja vi ere gandske ødelagde.

ROSIFLENG.

Det giør mig hierteligen ont.

MAGDELONE.

Vi ere alle at beklage, han, saa vel som vi andre.

ROSIFLENG.

Jeg veed ikke egentligen hvad Fruen meener dermed?

MAGDELONE.

Er han ikke lige saa høyt at beklage som vi?

ROSIFLENG.

Ney Madam, hun er mest at beklage.

MAGDELONE.

Det er sandt nok, men naar det gaaer vort Barn ilde, saa lider han og derved.

ROSIFLENG.

De tager ikke ilde op, at jeg maa forlade dem. Jeg har i Dag en hob at forrette.

MAGDELONE.

Ach Himmel! kand han forlade os i saadan Fristelse.

ROSIFLENG.

Hun maa skikke sig i sin Skiæbne.

MAGDELONE.

Bliver dog tilstæde, at vi kand trøste hinanden. Thi Ulykken gaaer jo ogsaa ham selv an, kiære Svigersøn!

ROSIFLENG.

Hun kalder mig Svigersøn, Madame! Det er got nok, men - -

MAGDELONE.

Hvad men?

ROSIFLENG.

Men det er noget, som man kand henføre til det, som vi lærde kalde Prolepsin.

MAGDELONE.

Er han ikke vor Svigersøn?

ROSIFLENG.

Det er noget, som jeg ikke kand sige. Det er noget, som Himmelen raader for. I slige vigtige Sager kand vi intet foretage af os selv.

MAGDELONE.

Han har jo raadført sig med Himmelen og begiæret vor Datter.

ROSIFLENG.

Det er Skade, Madame! at jeg denne gang 107 ikke har raadført mig med Himmelen, hvilket jeg burte at giøre udi saadan vigtig Sag. Det er dog noget, som et hvert Menneske bør at giøre; haaber derfor at Madamen gir mig Tid dertil. Finder jeg da at det er Himmelens besluttede Villie, kand hendes Datter være mig saa nær som en anden.

MAGDELONE.

Ach hvilken Haanhed og Foragt!

ROSIFLENG.

Jeg foragter hverken hende eller hendes Datter, enhver kand være god for sig, men - - -

MAGDELONE.

Men meener I, at Himmelen kand finde Behag derudi at man bryder sit Løfte?

ROSIFLENG.

Ey Madame! hvad himmelske Sager angaaer, det er noget som jeg ex professo har lagt mig efter. Det er noget, som hun ikke forstaaer, Madame!

JERONIMUS.

Her kand man speile sig i Verden.

PERNILLE.

Giv jer kun tilfreds. Han skal tage Jomfruen, om han blev gal.

ROSIFLENG.

I er alt for stakked til at tvinge mig, lille Pige!

JERONIMUS.

Vi skal nok lære jer hvad det er at ville prostituere et fornemme Huus.

ROSIFLENG.

Fattigdom og Hoffart følges gierne ad.

PERNILLE.

Gid du faae en Ulykke din Skrutryggede Verse-Kræmmer! Min Jomfrue er alt for god til at falde udi saadan vanskabt Skielms Arm.

ROSIFLENG.

Er hun for god dertil, hvorfor nøder I da hende paa mig? Det er ikke gode Varer, som man nøder bort.

PERNILLE.

Ach Monsr. Leander og Jomfrue! kommer hid.

SCEN. 5.

Leander. Leonora. Personerne af forrige Scene.

PERNILLE.

See her denne Forrædder, som først ved Practikker har skilt jer ved jer gamle Kiereste, og nu saasom han fik at høre, at Herrens Skib, hvorudi all 108 hans Velfærd bestod, er bleven, begynder at sale om, taler spottelige Ord til Herren og Fruen.

LEANDER.

Ach Himmel, er vort Skib blevet?

JERONIMUS.

Ja, og der staaer en af Matrodserne, som allene er bleven reddet. Saa snart denne Forrædder hørte dette, kastede han Foragt paa mit Barn.

LEONORA.

Ach er det mueligt, at jeg paa een Dag skal miste 2 Kierester?

ROSIFLENG.

I kand jo beholde den forrige.

LEONORA.

Ney den har I jo faaet mine Forældre til at foragte, saa at han aldrig kommer her meer.

ROSIFLENG.

Alt hvad jeg har giort, har kun været af Skrømt.

LEONORA.

grædende. Ach ney Hr. Magister! tag mig dog, ellers blir jeg aldrig gift min Livs Tid.

ROSIFLENG.

Ney jeg er hendes ydmygste Tienner.

LEONORA.

Ach jo Hr. Magister, vær dog saa god.

ROSIFLENG.

Fy fy, hun er meget gifte syg.

LEONORA.

Magisteren er maaskee bange for at blive indviklet derover i min Fars Gield?

PERNILLE.

Ey Snak, jeg er vis paa, at Herren skal aldrig forlange uden Caution i det høyeste paa et par tusind Rdlr.

ROSIFLENG.

Ja Caution for et par tusind Diævle!

LEONORA.

Ach Hr. Magister, tag mig dog.

ROSIFLENG.

Bliv fra mig, siger jeg.

SCEN. 6

Philemon. Personerne af forrige Scene.

PHILEMON.

Jeg hørte saadan Allarm heruden for, og derfor, endskiønt min Foed burte ikke komme inden Døren, saa dog af Nysgiærighed for at vide - - -

MAGDELONE.

Ach min kiære Hr. Philemon! Jeg troer, at I tager Deel i vor Sorg.

PHILEMON.

Madam! endskiønt hun har aldrig taget Deel i min Sorg, endskiønt hun har foragtet mig, saa 109 skulde det dog giøre mig hiertelig ont, at deres Huus var nogen Ulykke vederfaren.

MAGDELONE.

Ach Ach, den gode Mand har forskyldt bedre Medfart af os.

PHILEMON.

Hvad er ellers paa færde? I got Folk!

JERONIMUS.

Ach Hr. Philemon! nu bragte denne Matros mig de Ulyksalige Tidender, at mit Skib med dets heele kostbare Ladning er forgaaet. Saa snart fik denne skinhellige Dievel ikke den Ulykke at høre, førend han tracterer mit Huus med største Foragt, holder mig og min Kone, som han tilforne løftede op til Skyerne, for Staadere, støder min Datter fra sig, som han foregav nyelig saa høyt at elske. Ach Hr. Philemon, hvor grovelig har jeg ikke syndet, i det jeg har ladet mig forblinde af hans Skinhellighed!

PHILEMON.

Min Hr. Jeronimus, saa vel som Madame! hvorvel I intet got har forskyldt af mig, men ilde belønnet min Troeskab, saa dog, dersom Magister Rosiflengius afstaaer gandske sine Prætentioner, vil jeg endnu blive ved Huuset.

ROSIFLENG.

Ey Monsieur! hiertelig gierne; see der har han min Haand derpaa.

MAGDELONE.

Det vil ikke sige, enten det Skarn staaer fra sine Prætentioner eller ey; thi om han havde nogen Ræt, saa har han dog ved sin Utroeskab forbrødt den.

ROSIFLENG.

Tør I kalde en lærd Mand, som jeg, et Skarn?

PHILEMON.

Min kiære Frue, hun modererer lidt hendes rætmessige Iver!

ROSIFLENG.

Jeg seer at man vil overfalde mig; det er best at jeg gaaer.

PHILEMON.

Bie kun lidt, Hr. Magister, og seer Udfaldet paa dette. Der skal ham intet ont vederfares.

ROSIFLENG.

Jeg takker ham, min Herre.

PHILEMON.

Hør nu hvad jeg vil giøre, Hr. Jeronimus! paa det I paa eengang kand lære at kiende os begge. Den Kiærlighed jeg bær til hans Datter, er en reen og uforfalsket 110 Kiærlighed, og som den ikke har været grundet paa Interesse, saa kand den Ulykke jer Huus er vederfaren, ikke giøre den lunken. Jeg vil som en troefast Svigersøn hielpe ham til rætte med mine Midler, saa længe jeg har noget tilbage.

Jeronimus og Magdelone omfavner ham begge, og siden Pernille.
PERNILLE.

See, Jomfrue, hvordan I staaer og maaber! hvorfor vil I være den sidste? Leonora omfavner ham ogsaa.

PERNILLE.

Saa gir hinanden Hænder, at Magisteren kand være Vidne til, at I ere forlovede.

LEONORA.

Hun gir ham Haand, og siden Forældrene.

ROSIFLENG.

Ja jeg seer det nu med Fornøyelse, og gratulerer.

PERNILLE.

Der har I ogsaa min Haand, og jeg vil være Mand for, at ikke Lucifer selv skal med all sin Konst skille jer ad.

HENRICH.

Ick gratuleere ock die Heerschapp.

PHILEMON.

Jeg takker; men hør, Baadsmand, hvor skeede den Ulykke?

HENRICH.

Ick ben keen Boetsman myn Heer, ick ben man Matroes. Die Ongeluk is geschien int Cattegat, en ick kan versekern, dat die Scheper geen Schuld daraen hadde, den uit de korte Tyt ick med hem gevaeren hebbe, kan ick tuygen dat Scheper Adrian was een van die vermaersten Schippers ick oyt gedient hebb.

JERONYMUS.

Hvad er det? min Skipper heeder ikke Adrian, min Skipper heedte Cornelius Jansen.

HENRICH.

Neen myn Heer! Carnelis Jansen is die Schipper von myn Heer Jeronymus, maer Schipper Adrian voerte het verlorne Scheep, dat dese Heerschap toegehoert heft.

JERONIMUS.

Hvem er jer Herskab da?

HENRICH.

Dat is jomers myn Heer. Ick ben jomers int huys van Claes Petersen.

111
JERONYMUS.

Ach Himmel! hvad hører jeg? Claus Pedersen er min Naboe, og jeg er Jeronymus.

HENRICH.

Is dat mooglick! ick ben hier niet bekant, ick hebb nae myn Heer Claes Petersen gevraegt, en sy hebben dit Huys getoont; maer indien myn Heer Jeronymus is, so gratuleere ick, denn syn Scheep legt op die Reede.

JERONYMUS.

Ach er det sandt som I fortæller, da giør I mig nu ligesaa glad, som I har bedrøvet mig tilforn.

HENRICH.

Ja myn Heer, dat was een abuys. Adiues.

JERONYMUS.

See der, Cammerat, har I en Ducat, hvor vel I har giort mig saa bedrøvet.

HENRICH.

Ick danck jow, myn Heer. Gaaer.

ROSIFLENGIUS.

Ach Velædle Hr. Jeronymus samt Velbaarne Frue, I skal ikke kunde troe, hvilken Glæde det var for mig at høre denne Vildfarelse.

MAGDELONE.

Er vi nu Velædle og Velbaarne? for nyeligen vare vi Carnallier og Staadere.

PERNILLE.

Ach gid du faae en Ulykke din Øyenskalk!

JERONYMUS.

Bilder I jer ind, at vi endnu ikke kiender jer?

ROSIFLENGIUS.

Min Herre - -

JERONYMUS.

Bliv fra mig, dit Skarn!

ROSIFLENG.

Naadige Frue --

MAGDELONE.

Bort falske Blakke!

ROSIFLENG.

Dydædle Jomfrue - -

LEONORA.

Kom mig ikke nær, du Forrædder!

ROSIFLENG.

Mademoiselle Pernille - -

PERNILLE.

Bliv fra mig, du abecee Bræt! Hænderne sidde løse paa mig.

ROSIFLENG.

Min Hr. Philemon, hør mig dog!

PHILEMON.

Jeg glæder mig ved, at jer Ondskab er bleven aabenbaret, baade for min Skyld, og for andre got Folk, som derudover vil tage sig vare for jer. Fort paa Døren!

Leander tar ham ved Armen, og Pernille spænder ham ud for Rumpen.

112

SCEN. 7

Jeronymus. Magdelone. Leander. Philemon. Leonora. Pernille.

JERONYMUS.

Dette var en særdeles Hændelse, som tog Taagen fra mine Øyne.

MAGDELONE.

Forlad os kiære Svigersøn! Den Foragt vi har kast paa ham tilforn, reyser sig allene af Vildfarelse, som denne slemme Mands Skinhellighed har bragt os udi.

PHILEMON.

Jeg forlader jer dette af mit Hierte.

PERNILLE.

Ach det lykkelige Skibbrud!

PHILEMON.

Ja det var sær lykkelig for mig.

JERONYMUS.

Det var lykkelig for os alle.

PERNILLE.

Ach Herre! det giør mig saa ont, at jeg ikke fik ham knuset før han gik.

JERONYMUS.

Han er nok slagen.

PERNILLE.

Jeg vilde gierne prygle ham, saa at der skulde gaae Bryllups-Vers baade for og bag fra ham.

JERONYMUS.

Jeg skal stræbe at giøre den Historie overalt bekiendt, at alle kand see hvad de Folk meene med deres Skrifter, og at de som de udi Hiertet foragte, dem løfte de mest op i Skyerne for at vinde noget dermed.

PERNILLE.

Jeg veed, at han har talet med Haanhed om Fruen paa hendes Bag, da han dog udi sine Lykønsknings-Vers har afmalet hende som en Gudinde. Jeg har sagt Fruen det, men hun har holdt det for Ondskab.

MAGDELONE.

Det er sandt nok, Pernille. Jeg er falden udi den samme Skrøbelighed som mange andre, der elske dem, som hykle og besmykke deres Udyder. Men jeg har af denne Historie lært, hvad det er for slags Folk. Kom kiære Svigersøn! lad os gaae ind og beramme Brylluppet. I maa herefter sige mig mine Feyl, og jeg vil takke jer derfor.

PHILEMON.

Vi har alle Feyl, jeg ikke mindre end hun. Naar jeg hører de Feyl afmale, som jeg er behæftet med, 113 bør jeg, i steden for at ophidses mod dem, der straffer mine Lyder, søge at rette dem; thi det er den største Hevn man bør tage.

JERONYMUS.

Kommer Børn, lader os gaae ind.

PERNILLE.

Ach det lykkelige Skibbrud!

SCEN. 8

Rosifleng. Gottfred.

ROSIFLENG.

Hvad synes dig om alt dette? Gottofrede! Qvid tibi videtur?

GOTTFRED.

Det var en forbandet Historie, Herre. Jeg er bleven gandske fortumlet i mit Hoved derover.

ROSIFLENG.

Du skalt see, hvad jeg vilgiøre inden Aften for at hevne mig over dem.

GOTTFRED.

Herren vil maaskee hegle Philemon igiennem i et Vers?

ROSIFLENG.

Ney jeg skal sætte alle mine Venner, og alle hans Fiender i Gevær mod ham. Flectere si neqveo superos, Acheronta movebo. Jeg veed, at mange got Folk, som han har ilde afmalet udi sine Vers og andre Skrifter, skal med Fornøyelse tiene mig derudi.

GOTTFRED.

Vil Magisteren da lade ham prygle af dem?

ROSIFLENG.

Ney jeg skal lade ham gribe, og actionere af dem for hans Skandskrifter.

GOTTFRED.

Men om de ikke kand bevise ham det over?

ROSIFLENG.

Ey gerræ, gerræ! Han tilstaaer sine Skrifter; heele Stænder, heele Faculteter og Laug ere derudi bleven angreben, samt adskillige Folk i sær. Bliv du her paa Luur, og giv agt paa hvor han gaaer hen. Jeg vil imidlertid hen at giøre nogle Anstalter.

SCEN. 9

Gottfred. Henrich.

GOTTFRED.

Jeg var tilfreds, at min Herre og jeg var vel hængt, saa var en Ende derpaa; thi jeg frygter for, at 114 naar han rører meget ved Philemon, blir hans egne Historier aabenbaret. Men der seer jeg den Dreng, som jeg talede nys med.

HENRICH.

Det er uden Tvil Magisterens Tiener. Jeg maa hen og høre hvordan hans Herre er tilmode over denne Historie. Serviteur! skal vi mødes her igien? Du seer ikke saa fornøyet ud som tilforn; hvad er Aarsag dertil?

GOTTFRED.

Du seer heller ikke saa bedrøvet ud som tilforn; hvad kand være Aarsag dertil?

HENRICH.

Det er sandt, thi jeg har havt lutter gode Tidender, siden jeg talede med dig.

GOTTFRED.

Og jeg lutter onde Tidender.

HENRICH.

Hâr maaskee Hyppocrene Kilde faaet hart Liv, at den ikke vil springe meer for din Herre? Er Stien til Parnassus gaaet i stykker for ham, eller er en af de ni Musæ død, som hialp ham at giøre Vers?

GOTTFRED.

Jeg var tilfreds, at Hyppocrene Kilde var forvandlet til en Rendesteen, Parnassus til Bloksbierg, og de 9 Musæ havde dem 9 betændte Syger.

HENRICH.

Hillemænt, hvor vred est du! Men hvad ont er hendet din Herre? Han skal jo holde Bryllup i en af disse Dage med en fornemme riig Mands Datter.

GOTTFRED.

Ney det blir intet af.

HENRICH.

Hâr han da fundet noget hos hende, som ikke er rigtigt?

GOTTFRED.

Ney, Sagen er denne: For en Times Tid kommer en Matros - - gid han faae en Ulykke den Hund!

HENRICH.

Ey, band ham ikke saa. Hvad giorde den Matros?

GOTTFRED.

Den Rakkerknegt kommer og bringer Hr. Jeronymus Tidender, at hans Skib var bleven.

HENRICH.

Var det ikke saa?

GOTTFRED.

Ney, den Fæhund gik feyl, og tog Hr. Jeronymi Huus for et andet.

HENRICH.

Naar det ikke var sandt, saa var Historien ude.

115
GOTTFRED.

Ney! nu skal du faae at høre: Da min Herre fornam denne Ulykke, holdt han ikke raadeligt at besvogre sig med et Huus, som var geraadet udi Armod. Derudover opvaktes hidsig Disput mellem Hr. Jeronimus og min Herre. Men da man examinerede Matrosen lidt meer, fik man at høre, at der var Vildfarelse. Hvorudover min Herre strax vilde sadle om igien, men han blev af Jomfruens Broder stødt med Foragt paa Døren. Ach den Rakkerhundske Matros! hielp mig, Kammerat, at bande det Best.

HENRICH.

Fy fy! band ikke din Næste saaledes.

GOTTFRED.

Han er Fanden ikke min Næste, han er en Hollænder.

HENRICH.

Du siger jo selv at Karlen giorde det af Vildfarelse.

GOTTFRED.

Ja det er sandt, men den Vildfarelse kostede os vor Velfærd. Men om Philemon vinder noget dermed, vil Tiden lære; jeg haaber at han inden 2 Timer kommer til at sidde sluttet med Hænder og Fødder.

HENRICH.

Hvi saa?

GOTTFRED.

Jo! min Herre er hen og sætter alle hans Fiender i Gevær. Jeg staaer derfor efter min Herres Ordre her paa Luur, for at see hvor samme Philemon tar hen, naar han gaaer her fra.

HENRICH.

Og jeg er Philemons Tienere, her imellem os at sige, som gaaer ind og varer ham ad, at her gaaer saadan Spion her uden for. Vil du behage at bie et lidet korn, saa skal vi strax have den Ære at tractere dig efter din Stand, og banke Støven af dine Klæder.

GOTTFRED.

Er det saa, da gid Pokker bie længer. Løber sin Gang. Henrich banker paa.

SCEN. 10

Henrich. Pernille. Leonora. Philemon.

HENRICH.

Er her ingen anden end I? Nu! har jeg ikke spillet min Rulle vel?

116
PHILEMON.

Du har spillet den som en stor Mester.

PERNILLE.

Naar Sagerne skal gaae vel, saa' skal Fruentimmeret opspinde, og Mandfolk sætte i Verk; Fruentimmeret maa giøre Hiulene til Vognen, og Mandfolk maa være Hestene der skal trække den fort.

HENRICH.

Dersom en anden talede saaledes, Pernille, blev jeg vred. Du skal nok see, at en Hest kunde sette i Verk saadan Intrigue, og det paa Hollandsk.

PERNILLE.

Ey Henrich, jeg taler kun af Galskab. Du har min Troe giort et Mester-Stykke.

PHILEMON.

I har begge to giort saaledes, at I herligen skal belønnes.

PERNILLE.

Men hvor har du lært Hollandsk?

HENRICH.

Jeg kand saa meget, som du ikke veedst; naar vi blir gift sammen, skal jeg nok vise dig meer.

PHILEMON.

Nu kand vi ved denne Leylighed vise mine Sviger-Forældre de skammelige Vers, som du har practiseret dig til.

HENRICH.

Det er min Invention. Men vi staaer her og fører Snak, da her dog er meget andet at tænke paa.

PHILEMON.

Hvad er det?

HENRICH.

Nu hørte jeg af Magisterens Tiener, at hans Herre arbeyder paa at bringe Monsieur udi stor Ulykke, sætte alle hans Fiender ud at føre Beskyldinger imod ham; Saa at inden han veed et Ord der af, er han i Arrest.

LEONORA.

Ach min Hierte Philemon, saa er det best, at I skiuler jer til Stormen er forbi.

PHILEMON.

Det være langt fra; jeg har for god Samvittighed, at jeg skulde skiule mig. Ney jeg haaber, at de Garn han sætter for mig, skal han selv blive indviklet udi, og at der ved saa vel min Uskyldighed som hans Skielmstykker skal blive Øvrigheden bekiendt. Lader os kun gaae ind, og viise mine Svigerforældre Versene. De gaaer alle ind.

117

ACTUS V

SCEN. 1

En Dommer ved et Bord med en Skriver. Rosiflengius.

ROSIFLENG.

Gunstige Hr. Dommer! Jeg kommer her for ydmygst at begiære Ræt over en Skribent ved Navn Philemon, der lang Tid ved forgiftige Skrifter har søgt at fortale got Folk, og sætte Klik paa deres ærlige Navn og Rygte. Og saasom intet udi en Christen Stad meere bør hemmes, end saadan Formastelse, saa haaber jeg, at han derfor tilbørlig blir straffet, andre dislige Bagtalere og giftige Mennesker til Skræk og Exempel.

DOMMEREN.

Trøster I jer til at overbevise ham saadant?

ROSIFLENG.

Ja gunstige Hr. Dommer! Han gaaer selv ikke fra sine Skrifter, og jeg har adskillige brave Folk af begge Kiøn ved Haanden, som finder sig derover høyligen besværgede, og har ombedet mig paa deres vegne at formere ham denne Proces.

DOMMEREN.

Vi maa examinere hver af dem i sær. Men lad Personen som beskyldes, først komme ind.

118

SCEN. 2

Philemon kommer ind med en Vagt. De andre.

DOMMEREN.

Hør! tilstaaer I det, som I beskyldes for, at have giort giftige Skandskrifter, og sat Klik paa ærlige og brave Folkes Navn og Rygte?

PHILEMON.

Ingenlunde, Hr. Dommer! Jeg tilstaaer at have giort adskillige Moralske Skrifter saa vel paa Vers, som paa løs Stiil, hvorudi jeg har afmalet Laster og Lyder med rette Farve. Men at jeg har skrevet om nogen i sær, skal ingen kunde overbeviise mig. At onde og daarlige Mennesker tar sig saadant til, og at slige Skrifter blir udtydet paa een og anden, det kand ingen, der moraliserer paa den u-skyldigste Maade, forekomme; thi naar man skyder i Fleng, maa man endelig ramme nogen.

ROSIFLENGIUS.

Gunstige Hr. Dommere! her er adskillige brave Folk uden fore, som kand bevise, at mine Beskyldinger ere sandfærdige, og som med grædende Taare forlanger Bod derfor.

DOMMEREN.

Lad enhver af dem i sær komme ind.

SCEN. 3

En ung Cavalier. De andre.

DOMMEREN.

Har han noget at besværge sig over denne Person, som her staaer?

CAVALIER.

Ovis pardi si fait, c'est un fripon. Je suis un honnête homme, Monsieur Sénateur.

DOMMEREN.

Kand I ikke tale jer Moers Maal?

CAVALIER.

Non pardi non fait. Jeg har gewesen to heele Jahr dans Paris.

DOMMEREN.

Blir dog ved eet Sprog i det ringeste, og bland ikke saa mange sammen; thi vil I agere jer Sag, saa maa I agere tydelig for Rætten, at man kand forstaae jer, thi det er ikke Børne-Leeg at lade arrestere en 119 Mand og beskylde ham. Her vil grundelige og tydelige Beviisligheder til.

Medens Dommeren taler, tar Cavalieren et Speyl af Lommen, som han sætter sin Paruque i Lave efter.
DOMMEREN.

Hvor udi bestaaer jere Beskyldinger?

CAVALIER.

Plait-il?

DOMMEREN.

Kand han ikke tale Dansk?

PHILEMON.

Jeg veed min Troe ikke; thi jeg har aldrig seet ham før.

ROSIFLENG.

Jo gunstige Hr. Dommer! han taler temmelig got Dansk; thi det er en Borger Søn her af Byen.

DOMMEREN.

Er han en Borger Søn her af Byen, saa veed jeg, at han maa kunde tale Dansk.

CAVALIER.

Je ne suis pas Borger Søn, je suis un fort honnête homme.

DOMMEREN.

Hvad er hans Navn, Monsieur?

CAVALIER.

François Marteau à votre tres humble service.

DOMMEREN.

Det kand jeg tænke, er Frands Hammer. Siig I mig da, Hr. Magister! hvorudi hans Beskyldinger bestaaer.

ROSIFLENG.

Den anklagede giorde nyelig et Latinsk Carmen eller Vers med den Titul: Han gik en Nar til Rom, og kom en Nar tilbage igien; hvorudi han skammelig prostituerer denne unge Person.

CAVALIER.

sættende sine Fødder i lave. J'écraserai pardi son tete.

DOMMEREN.

Nævner han ham da ved Navn?

ROSIFLENG.

Ney det giør han ikke; Men han afmaler ham med saadan livagtig Farve, at alle Mennesker kand tage og føle paa, det er denne Person.

CAVALIER.

Ce bougre-là.

ROSIFLENG.

Hvad den unge Herre derudover har maattet lide udi Selskabe, er ikke at beskrive. Han er bleven saa railleret, at han nogle gange har maat gaaet ud for Haanden derover.

CAVALIER.

Ovis pardi si fait.

120
DOMMEREN.

til Philemon. Hør, det er en skammelig Gierning, I har giort, som I bør exemplariter straffes for. Og I Mons. Marteau, vær saa god at trine lidt til Side. I skal faae Satisfaction.

CAVALIER.

A l'honneur de vous revoir, Monsieur Sénateur.

Gaaer syngende ud.

SCEN. 4

En Skiær sliber. De andre.

DOMMEREN.

Har I ogsaa noget at klage over denne Mand?

SKIÆRSLIBEREN.

Ja Herre, han har prostitueret mig i høyeste Grad. Jeg er kun en Skiærsliber, men jeg burde være andet, thi jeg forstaaer mine Politica og min Juram trods nogen Minister her i Landet. Mine Kammerader kand vidne med mig, at fast aldrig noget skeer i politiske Sager over heele Europa, uden jeg jo siger dem det forud, og dog skal saadan Karl understaae sig - - -

DOMMEREN.

Men efterdi I har slige store Fundamenter udi Politicis, saa vilde jeg gierne viide jer Meening, om I holder for, at Tyrken skulde indvikle sig udi Krig for Persiens skyld?

SKIÆRSLIBEREN.

Ney saa min Siæl giør den Tyrkiske Keyser ikke, og om han giør det, forstaaer han ikke sin Interesse.

DOMMEREN.

Jeg takker for god Underretning. Men hvorudi bestaaer de Beskyldinger I har mod denne Mand?

SKIÆRSLIBEREN.

Han har nyelig giort en Bog, kaldet Politicus i sin egen Indbildning, hvorudi han paa en ræt haanlig Maade har igiennem gaaet mig; thi skiønt han nævner mig ikke ved Navn, kand dog alle tage og føle paa, at han ingen anden meener end mig.

DOMMEREN.

Det er got, min Ven! Vær saa god at gaae til Side. Han skal blive straffet.

121
SKIÆRSLIBEREN.

Jeg takker Hr. Dommer. Kand jeg tiene ham med et got Raad, har han at befale over mig.

DOMMEREN.

Serviteur!

SCEN. 5

En Piige. De andre.

DOMMEREN.

Hør, mit Barn! Hvorfor beskylder I denne Mand?

PIGEN.

grædende. Gunstige Hr. Dommer! jeg kand ikke tænke paa den Tort han har giort mig, uden mit Hierte er færdig at briste.

DOMMEREN.

Giv jer tilfreds, mit Barn. Er jer skeet Uret, saa skal I nok faae Satisfaction.

PIIGEN.

Ak, ak! mit Sind er saa nedslagen derover, at - - dog naar jeg eftertænker det ræt, er det kun at foragte og lee af. Den Karl tænker at narre andre, men narrer sig mest selv. Ha, ha, ha! Om Forladelse, Hr. Dommer, at jeg leer for Rætten. Jeg kand min Troe ikke bare mig for Latter, naar jeg tænker der paa. Men han bør dog straffes, ikke for min skyld, thi jeg lægger saadant ikke paa Hiertet, men at han ikke skal giøre det mod andre. Thi det er skammeligt at handle saaledes mod got Folk, og underkaste dem alles Raillerie. Eens Navn og Rygte er det kostbareste Klenodie man har i Verden. Thi

Hyler igien. naar det er borte, maa man ogsaa tage mit Liv bort.

DOMMEREN.

Hvad ont har han da giort hende, Jomfrue?

PIIGEN.

Han har giort et Vers, kaldet femten Sind hver Time.

DOMMEREN.

Er det da hendes Caractere?

PIGEN.

Ney det skal han have løyet, men Folk forsikrer mig om, at det er sigtet allene paa mig. Ach Hr. Dommer! jeg beder om Ret.

122
DOMMEREN.

Jeg har alt nok, mit Barn! gak kun til side, hun skal faae Ræt.

Hun gaaer bort og kommer tilbage igien.
PIGEN.

Dog Hr. Dommer, jeg har betænkt mig, jeg vil lade mine Prætentioner fare; thi det nytter mig intet, at han blir straffet.

DOMMEREN.

Ja ja mit Barn, hvis I lader jere Prætentioner fare, saa falder den Sag. Hun gaaer bort og kommer igien.

PIGEN.

Ach ney Hr. Dommer, jeg beder med grædende Taare, at han maa Exemplariter straffes.

DOMMEREN.

Got got, som hende synes. Er der fleere?

SCEN. 6

En Skolemester. De andre.

DOMMEREN.

Hvad har han at klage, Monsieur?

SKOLEMESTEREN.

Jeg er ingen Monsieur. Jeg er uværdig Ungdommens Aandelige Foster-Fader her i Byen, ja alter Pater, eller anden Fader.

DOMMEREN.

Det forstaaer jeg ikke.

SKOLEMESTEREN.

Det er at sige, Significantius, jeg er uværdig Ludi-magister eller Skolemester her i Staden.

DOMMEREN.

Hvad er hans Navn?

SKOLEMESTEREN.

Man kalder mig Johannem Petri Michaelidem Crucisoranum.

DOMMEREN.

Det er et meget lærd Navn. Men hvorfore beskylder I denne Mand?

SKOLEMESTEREN.

Han har giort et heslig Skandskrift over mig, id qvod lippis et tonsoribus notum est, og det sub titulo den lærde Nar.

DOMMEREN.

Er I da saadan lærd Nar, Monsieur?

SKOLEMESTEREN.

Jeg beder ydmygst, at Eders Prudentz eller Velviished ikke kalder mig Monsør, men heller kalder mig dominatio vestra, hvilken Titul er adoptered in Republica literaria.

123
DOMMEREN.

Hiertelig gierne.

SKOLEMESTEREN.

Om Eders Prudentz ikke vil tage det ilde op, saa vil jeg erindre en Ting, som han maa skee ikke selv veed, men kand være ham til stor Præ- judicatz.

DOMMEREN.

Hvad er det?

SKOLEMESTEREN.

I steden for at sige hiertelig gierne, bør han at sige hierteligen gierne; thi hiertelig er et Adjectivum, og hierteligen er Adverbium. Jeg beder ydmygst, at Eders Prudentz ikke tar ilde op, at jeg paa Grammaticæ Vegne giør denne Erindring.

DOMMEREN.

Vær saa god og formeld min ydmygste Respect til Grammatica, og siig at jeg er hendes skyldigste Tienner. Hvad jer Sag ellers er angaaende, da har jeg alt nok.

SKOLEMESTEREN.

Jeg har ellers dette at legge til, at Autor udi sit Skrift har nævnt mig ved Navn, nemlig Johannes.

DOMMEREN.

Har han ogsaa brugt jer Til-Navn?

SKOLEMESTEREN.

Ney.

DOMMEREN.

Ja ja, I skal faae ræt. Skolemesteren gaaer.

SCEN. 7

To Piiger. De andre.

DOMMEREN.

Har I ogsaa at klage over denne Mand I gode Jomfruer?

PIIGERNE.

Begge paa eengang. Ja gunstige Hr. Dommer! han har giort os stor Uret, da vi dog aldrig har forskyldt noget ont af ham. Vi beder ydmygst, at han maa straffes tilbørlig derfor.

DOMMEREN.

En af jer maa tale først allene, thi jeg kand ellers ikke forstaae jer. De repeterer begge det samme. Ey hvad er dog dette? Tal I først mit Barn! hvorudi bestaaer den Uræt han har giort jer?

124
PIIGERNE.

De taler begge. Han giorde forgangen Maaned en Comoedie over os, hvorved vi ere blevne prostituered over den heele Bye. Samme Comoedie kaldes Sangklokkerne eller de Svatzige Søstre, og - -

1. PIGE.

Ey lad mig tale, Søster!

2. PIGE.

Jeg kand jo sige det saa vel som du.

DOMMEREN.

Jeg befaler een af jer at tie. Hvo af jer er ældst?

1. PIGE.

Jeger ældst.

DOMMEREN.

Saa tal I da allene.

1. PIGE.

Han giorde forgangen Maaned en Comoedie udi een Act over os, kaldet Sangklokkerne eller de Svatzige Søstre, hvorved vi ere komne i alle Folkes Munde.

DOMMEREN.

Var den dog kun i een Act? Men hvor af beviser I at samme Comoedie er giort om jer?

PIGERNE.

De taler begge igien. Jo Hr. Dommer, vi kand tage og føle paa, Comoedien er giort om os. Vi vil byde os at giøre vor Eed der paa. Adskillige gode Venner ere ogsaa komne til os, og har forsikkret os om, at den allene har sigtet paa os, nemlig paa mig og min Søster, som dog aldrig har givet ham ringeste Anledning til at giøre saadan Skandskrift over os. Vi beder derfor ydmygst gunstige Hr. Dommer! at vi maa blive hevnet; thi dersom den Karls Ondskab ikke blir hemmet, kand intet ærligt Menneske begaae sig meer.

DOMMEREN,

holder imidlertid for Ørene og siger: Nok nok I gode Jomfruer! jeg har fattet Sagen; I skal faae Ræt, gaaer kun ud igien. Pigerne gaae.

DOMMEREN.

Er der endnu fleere?

SKRIVEREN.

Ja der er endnu 2 a 3 andre.

DOMMEREN.

Lad dem komme ind.

125

SCEN. 8

En Frue med en palted Page, som holder Svantzen. De andre.

DOMMEREN.

Hvad har hun at klage? Madame!

FRUEN.

Jeg er af alt for høy Extraction for at heede Madame, Hr. Dommer! Christoffer!

PAGEN.

Naadige Frue! hvad befaler Naadige Frue?

FRUEN.

Intet, Christoffer! Jeg vilde kun viide, om du var tilstæde.

DOMMEREN.

Hvad har da Naadige Frue at klage?

FRUEN.

Hr. Dommer! Jeg vil have denne Karl straffet.

DOMMEREN.

Jeg maa først høre, hvad han har giort.

FRUEN.

Monsieur, jeg troer ikke, han forlanger, at en Frue af min Stand og mine Qvaliteter skal gaae i Rætte med saadan Karl. Det er ma foi alt for nedrig for mig. Jeg kommer her ikke for at agere en Sag, thi Lov og Ræt er kun for gemene Folk; men ikkun for at lade dem viide, at jeg vil have ham straffet.

DOMMEREN.

Det gaaer ikke an, Naadige Frue. Souveraine Konger og Førster lader selv deres Sager komme for Rætten.

FRUEN.

Hr. Magister, fortæller I da Sagen! Det staaer mig ikke an.

ROSIFLENG.

Gunstige Hr. Dommer! denne Velbaarne Frue, skiønt hun besidder alle de Dyder, som nogen Velbaarn Siæl af Jove ter optimo maximo (at jeg skal tale Poetice) kand ønske; skiønt hun er saa ydmyg, at hun ofte med egne Velbaarne Hænder har imodtaget mine ingenii foetus, og med et lidet, Velbaarn Nik har givet tilkiende, at hun ikke foragter en ringe Parnassi Søn: Saa har dog dette onde Menneske understaaet sig at giøre et skammelig Vers over hende, som han har kaldet Fattigdom og Hoffart, hvorudi han paa en dristig og uforskammet Maade har søgt at tilskrive hendes Velbaarnhed adskillige Udyder. Han vil vel sige til sin 126 Undskylding, at han ikke har brugt hendes Navn; Men det opdigtede Navn Rosimunda, som begynder af samme Bogstav som Fruens Navn, gir udtrykkelig tilkiende, at Verset er allene sigtet paa hende.

DOMMEREN.

Jeg har alt nok; hun skal faae ræt. Jeg recommenderer mig udi Velbaarne Frues Bevaagenhed.

127
FRUEN.

Om jeg kand tiene Hr. Dommer udi noget, kand han kun tale mig frit til.

Fruen gaaet.
DOMMEREN.

Er der endnu flere?

SKRIVEREN.

Ja her er endnu en Officerer.

DOMMEREN.

Lad ham komme ind.

128

SCEN. 9

Officeren. De andre.

OFFICEREN.

Pots slapperment, man soll ein halb Stund stehen, ehr man Audientz kriegen kann. Til Skriveren. Seid ihr der Richter?

SKRIVEREN.

skielvende. Ney strenge Herre! Der sidder han.

OFFICEREN.

Gut! Hr. Richter, ich will den Kerl aufgehenkt haben. Du Elemenske Kerl, kennest du mich nicht? Weist du nicht, welcher Mann ich bin? Weist du nicht daß ich 32 Batallions gewonnen habe? Ich will ihm gleich aufgehenkt haben, Hr. Richter.

DOMMEREN.

Det kand ikke skee uden foregaaende Beskyldinger og Beviis.

OFFICIER.

Was Klagen? was Beweis? Was habe ich mit dat Blachscheißeri zu thuen? Tete bleu, ich bin ein Kerl flir mein Hut.

Tar paa sin Kaarde. Sehet man hier! das soll mir Recht vorschaffen, wenn ihr nicht wollet.

Skriveren kryber under Bordet.
DOMMEREN.

Min Herre, gaaer jer Sag an med Sagtmodighed! Er Personen skyldig, saa skal han tilbørlig blive straffet. Hvor i har han forgrebet sig?

OFFICEREN.

Er soll ein Vers iiber mich gemacht, worin er mich als ein Grofisprecher soll abgemahlt haben; ich habe es selbst nicht gesehen, andere aber haben mirs gesagt.

ROSIFLENG.

Ja Hr. Dommer! det er sandt, han har giort et Vers over en Praler, som alle Folk sige, sigter paa denne Herre, hvorvel under et opdigtet Navn, nemlig Theodorus.

DOMMEREN.

Got, jeg har alt nok. Vil min Herre have Taalmodighed et Øyeblik, medens jeg betænker mig paa Dommen!

129
OFFICEREN.

Gut gut, ein Viertelstund will ich warten, aber længer nicht.

DOMMEREN.

Hvor blev Skriveren af?

SKRIVEREN.

krybende frem. Der faldt en Pen ned, som jeg leedte efter under Bordet.

DOMMEREN.

I tabte vist ogsaa jer Hierte, som I maaskee kand finde i jere Buxer, om I leeder. Men I Monsieur, som er saa haardt beskyldt, har I noget at svare til disse Beskyldinger?

PHILEMON.

Ney aldeles intet Hr. Dommer. Jeg tilstaaer alt hvad jeg er beskyldt for, og underkaster det Hr. Dommers Skiønsomhed. Denne gode Magister, som er min Anklager, og jeg, skriver daglig Vers. Jeg laster, og han roser alting. Hr. Dommer har hørt hvad slags Vers jeg giør. Her offererer jeg tvende af hans Facon. Det eene er et Bryllups Vers til en bekiendt almindelig Skiøge, det andet et Begravelse Vers over en Hund.

DOMMEREN.

læser Versene. Jeg seer intet ont udi disse Vers; thi at roese en Skiøge er at skiule hendes Feyl med Kierligheds Kaabe, og alt saadant er Tegn til Medlidenhed og got Gemyt.

JERONIMUS.

som kommer ind med sin Datter i Begyndelsen af denne Act. Ach Hr. Dommer, favoriserer ikke den slemme Mand! Han har ladet see saa stor Falskhed mod mig, som ikke er at beskrive.

DOMMEREN.

Det er noget Hr. Jeronimus, som ikke kommer denne Sag ved. Jeg siger kun, at disse Vers kommer Autor ikke til Last. Det er jo hans Vers, Hr. Magister?

ROSIFLENG.

Ja det er, Gunstige Hr. Dommer.

DOMMEREN.

Got! Lad nu alle Anklagerne komme ind at høre paa Dommen.

ROSIFLENG.

til Jeronimus. Nu skal I see hvor smukt jer Svigersøn skal blive hængt inden Soel gaaer ned.

JERONIMUS.

Ach Ach!

130

SCEN. 10

Anklagerne kommer ind. De andre.

DOMMEREN.

reyser sig og holder saadan Tale: Det som holder Verden nogenledes i Ballance, er saadane Folk, som disse stridige Personer. En mager det saa, at Verden ikke blir verre, en anden at den aldrig blir bedre. Hvis Satyrici ikke vare til, der igiennemheglede Feyl og Lyder, ginge faa Mennesker Dydens Vey. Og hvis Hyklere ikke vare til, der bestyrke og authorisere Synder, forlode faa Mennesker Dydens Vey. Jeg har læset alle Monsieur Philemons Skrifter, og derudi fundet Laster og Feyl afmalet under opdigtede Navne. Han nægter selv at have sigtet paa nogen, og hans Anklagere 131 kand ikke beviise ham andet over. Jeg dømmer eder derfor, Monsieur Philemon, gandske fri for deres Beskyldinger. Og I Herrer Anklagere, som ved eders Conduite her for Retten har viset, at hvis ingen Skrifter vare giorte til jer Forhaanelse, saa burte der giøres: Gaaer hiem, og i steden at formere got Folk Proces, søger at rette de Feyl, som vanskaber jer saa meget. Og I Mag. Rosiflengius, som for Penge bruger eders Pen til at rose Laster og Udyder! eftersom ingen Straf er dictered udi Menneskelige Love for Hyklere og Øyenskalke, da de dog ere de skadeligste Mennesker i en Republiqve, saa lader vi jer gaae for den I er; dog paa det I ikke skal gandske rose jer af Legen, byder vi, at I skal gaae hiem med den Spanske Kappe igiennem de største Gader.

ROSIFLENG.

Ach Hr. Dommer! jeg er legitime promotus Magister.

DOMMEREN.

Dommen er afsagt, ifører ham Kappen!

Rosifleng iføres den Spanske Kappe, og blir forfuldt af smaa og store ud af Theatro.
JERONIMUS.

Jeg takker Hr. Dommer for en naadig Dom, og beder ydmygst, at han vil giøre mig den Ære at komme til min Datters Bryllup, som skal holdes med denne Person.

DOMMEREN.

Jeg takker skyldigst, det skal skee.

Det lykkelige Skibbrud
Noter

S. 58
flattere, smigre. - Formue, Evne.

S. 59
Monfrere, fr. mon frère, min Broder. - Caresser, Høflighedsbeviser; Komplimenter. - Geheim-Raad, d.v.s. (hemmelig) Raadslagning.

S. 60
Zirat, Pryd, Prydelse. - Blessure, Saar. - Akkermær, Plovhest; brugt som Skældsord til Kvinder. - tar sig... an, tager sig af.

S. 61
prætenderer, gør Fordring paa. - Det skal have gode Veye, det har ingen Nød; det ordner sig alligevel. - Autor, Forfatter. - Satyren, Satiren.

132

S. 62
Permission, Tilladelse. - Skandskrifter, Smædeskrifter.

S. 63
Æsopus, græsk Fabeldigter (6. Aarh. f. Kr.), der efter Overleveringen var grim og vanskabt. - Generositet, Ædelmodighed, Storsindethed. - Besynderlig, især. - er jer aldrig til Maade, er jer aldrig tilpas.

S. 64
sort Habit med en liden Krave. Rosiflengius bærer de lærdes sorte Dragt og har ligesom de gejstlige en hvid Krave hængende ned under Hagen. - Patronesse, Beskytterinde.

S. 65
Debitum, lat. Gæld, Skyldighed. - Venam, lat. vena, Aare. - Poetice, lat. poetisk, digterisk. - Skialdre Geist, Digtergejst, - evne. - Subjecto, lat. subjectum, Person. - Achilles. I Homers Epos »Iliaden« er Achilles en af Hovedpersonerne. - eders Gunst... eders Dydzirenhed, gunstige Herre . .. dydsirede Madame. - Materie, Stof. - Præjudice, Skade. - Education, Opdragelse. - Parnasso, gr. Parnassos, Digterguden Apollons og de ni Musers Bjerg. - Hippocrene Kilde, Kilde paa det græske Bjerg Helikon, der var helliget Muserne. En Digter, som drak af dens Vand, fik Inspiration.

S. 66
straffet, irettesat. - reputeerlig, passende, ordentligt.

S. 67
Cupido, den romerske Elskovsgud. - Venus, den romerske Kærlighedsgudinde. Hun forestilledes undertiden kørende i Svane-Vogn, en med Svaner forspændt Vogn. - reven ØH og Brød, Ollebrød. - sær, især.

S. 69
som ikke er Jomfrue. Titlen Jomfru tilkom ikke Tjenestepiger, kun ugifte Kvinder af Borgerstanden. - med Billighed, med Rimelighed, med god Grund. - løb med Limstangen, løb som en naragtig Pigejæger. - ergo, lat. altsaa. - tilforn, tidligere. - Satisfaction, Oprejsning. - manqvere, undlade.

S. 70
u-skaaren, i Ro. - kneppede, knipsede. - Alteration, Ophidselse. - efter Tacten, som Takt og Tone byder. - de store Steene, midt i Gaden for Fodgængerne. - sviklede, mønstrede. - Lancette, lille tynd, tveægget Operationskniv. - Nachspil, Efterspil. - Barbeer-Comoedie. Der hentydes til 1-Aktsudgaven af »Mester Gert Westphaler eller Den meget talende Barbér« (1724; se Bind III).

S. 71
Bislag, Regnskur uden for en Gadedør; lille Veranda. - Krabask, Pisk, flettet af Remme. - Escorte, væbnet Følge, Sikringsvagt. - renderer, indbringer. - Avind, Misundelse, Nid. - Fuchsschwantzer, ty. Fuchsschwänzer, Spytslikker. - Amour, Kærlighed.

S. 72
Votumer, for lat. vota, egl. Stemmer, her: Bedømmelser. - publicere, udstede. - Generositet, ædelt Sindelag. - Lucretia, Romerinde, der i sin Mands Fraværelse blev skændet af Kong Tarquinius Superbus' Søn, og som derfor dræbte sig selv. - Richelieu, fransk Statsmand, Kardinal (1585-1642). - Varulv, 133 i Folketroen en Mand, der var forvandlet til Ulv og som saadan Anstifter af ondt; kendtes paa sammenvoksede Øjenbryn. - Absalon, Kong Davids Søn, berømt for sin Skønhed. - Raison, Grund.

S. 73
kagstryger, bagtaler; spotter. - Rediviva, lat. redivivus, genopstanden.

S. 74
Promotion, lat. Forfremmelse til en akademisk Værdighed (især Doktorgraden). - Raillerie, Spot, Spøg. - Aristides, athensk Statsmand (5. Aarh. f. Kr.) med Hædersnavnet den Retfærdige. - Extra, Ekstraindtægter. - Skieppe, Skæppe, gl. Rummaal=17,39 l). - Kli, Klid (Affaldsprodukt ved Formalingen af Korn). - ejusdem, lat. i samme Maaned. - smagede i vor Mund som slet intet, fik vi ikke noget af. - Jephtæ Dotter bad sin Fader om Lov til at gaa ud i Bjergene og begræde sin Jomfrustand, inden han fuldbyrdede sit Løfte og ofrede hende til Gud. - Trekpotte, Tepotte.

S. 75
Condition, Ansættelse, Stilling. - uf supra, lat. som ovenfor (omtalt). - Lyde, Fejl.

S. 78
Kaluune, Mave.

S. 79
holder mig beqvem der til, regner mig for skikket dertil. - besværget, besværet, angrebet. - Prætensioner, Krav. - Assignation, Anvisning. - Horreur, fr. Gru, Rædsel.

S. 82
conjungere, konjugere, bøje. - Arno, lat. jeg elsker.

S. 83
Intercession, lat. Mellemkomst. - Bene, lat. godt.

S. 84
Madame Duus, var en Bordelværtinde. - Statz-Møer, Skøger (ellers: unge Piger i Stillinger som Selskabsdame, Kammerpige o. lign.). - saa slet, saa ligefrem.

S. 85
Visiteer, visiterende Toldembedsmand; Tolder. - reputeerlig, respektabelt, standsmæssigt; passende. - Rosen. Saadan hed en Gæstgivergaard i Vestergade.

S. 87
Rdlr., Rigsdaler. En Rigsdaler var 6 Mark. - accorderet, truffet Aftale. - slette Daler, Sletdaler. En Sletdaler var 4 Mark. - recommendere mig andre, anbefale mig til andre. - Kundskab, Bekendtskab. - Mammeselle, folkelig Form af fr. Mademoiselle, Frøken. - celebreres, højtideligholdes, fejres.

S. 88
Udskrift, Afskrift. - Pas, Skudsmaal, Anbefaling. - over paa tyve Steder, paa over tyve Steder. - iblant, en Gang imellem. - Klik, Plet. - uden Pas og Afskeed, uden Anbefaling. - Recommendation, Anbefaling.

S. 90
Gaudieb, Kæltring. - løs Stiil, Prosa.

S. 91
om mit Navn det er, om det er mig, det gælder; eller: saa sandt jeg hedder -. - Baglast, Ballast.

S. 92
Serviteur, fr. (Deres) Tjener. - Dreng, Tjener.

S. 93
det ligger ikke Magt paa, det har ingen Betydning. - Famulus, lat. Tjener (en lærd Mands).

134

S. 94
gaaer vor Plov brav, dvs. er der Fart i vor Virksomhed, tjener vi Penge.

S. 95
Overgaars, Forgaars. - subtil, fin.

S. 96
fixere, narre.

S. 97
fodrer dig ud, udfordrer dig. - Fuglestangen, et Sted uden for Nørreport, ved den nuværende Tagensvej. Paa et aabent Stykke stod en Fuglestang, som Falkoneren benyttede, naar han dresserede Falke. Her fandt ofte Dueller Sted.

S. 98
confus, forvirret. - Contenance, Holdning.

S. 99
Plattene, Smiger; Hykleri. - paa en Trøje-Duus, paa et Terningkast, paa Lykke og Fromme. Forvanskning, gennem Nedertysk, af fr. trois deux: Terningerne viser tre og to.

S. 101
obstinat, genstridig. - Dilation, Udsættelse. - Possession, Besiddelse. - Galanterier, Galanterivarer, Luksusvarer. - skiøtter, lægger Vægt paa.

S. 102
giort nogle Antegninger, sat nogle Spor. - Lineamenterne, Trækkene.

S. 103
Imo, lat. ja. - Imo vero, lat. javist. - Qvid dicis, lat. Hvad siger du?

S. 104
Kaas, Kurs, Vej. - Salvete plurimum, lat. ærbødigst Goddag. - Salveter, folkeligt for Servietter.

S. 105
Myn Heer ... verloeren, ukorrekt Hollandsk: Min Herre, jeg bringer jer en meget sørgelig Tidende. - Min Herre har mistet sit Skib. - er mit Skib blevet?, forlist, gaaet under. - W el /a ... gekomen, Ja, min Herre! For seks Dage siden skete Ulykken. - I Kattegat, min Herre, mellem tolv og et henved Midnat. - Skib, Mandskab, Ladning, alt er gaaet tabt i det vilde Hav. Jeg alene kom derfra.

S. 106
Slutteriet, Gældsfængslet. - Fristelse, Prøvelse, Ulykke. - Prolepsin, gr. prolepsis, Foregriben (af Begivenhedernes Gang).

S. 107
ex professo, lat. paa Fagets Vegne. - stakked, ringe. - Hoffart, Hoffærdighed, Storagtighed. - Practikker, List, Rænker.

S. 109
Prætentioner, Krav.

S. 110-11.
Lucifer, Navn paa Djævelen. - Ick...hebb, Jeg er ikke Baadsmand min Herre, jeg er kun Matros. Ulykken skete i Kattegat, og jeg kan forsikre, at Skipperen ikke havde nogen Skyld deri, thi af den korte Tid jeg har faret med ham, kan jeg vidne, at Skipper Adrian var en af de dygtigste Skippere, jeg nogensinde har tjent. - Neen... myn Heer, Nej min Herre. Cornelius Jansen er Hr. Jeronymus' Skipper, men Skipper Adrian førte det forliste Skib, som har tilhørt dette Herskab. - Det er jo min Herre. Jeg er jo i Claus Petersens Hus. - Er det muligt! Jeg er ikke kendt her. Jeg har spurgt efter Hr. Claus Petersen, og de har vist mig dette Hus; men naar min Herre er Jeronymus, saa gratulerer jeg, for hans Skib ligger 135 paa Reden. - Ja min Herre, det var en Misforstaaelse. Farvel. - Jeg takker jer, min Herre. - Carnallier, Pak; Slyngler. - falske Blakke, upaalidelige Person. Blakke betyder egl. (blakket) Hest. - spænder ham ud for Rumpen, sparker ham i Rumpen ud af Scenen.

S. 112
paa hendes Bag, i hendes Fraværelse.

S. 113
Qyid tibi videtur, lat. Hvad synes dig, hvad mener du? - Flectere ... movebo, lat. Kan jeg ikke bøje Himlen, skal jeg sætte Helvede i Bevægelse (Vergil: Æneiden, VII, 312). - actionere, sagsøge. - gerræ, lat. Snak, Sludder. - Folk i sær, Folk personligt.

S. 114
Stien, Stigen.

S. 115
sidde sluttet, sidde lænket.

S. 116
practiseret dig til, tillistet dig. - Invention, Paafund, Opfindelse.

S. 117
Trøster I jer til, fortrøster I jer til; er I overbevist om. - formere ham denne Proces, anlægge denne Proces imod ham. - examinere, forhøre, afhøre.

S. 118-19.
Cavalier, Herre. - Qvis ... humble Service, fr. (iblandet tysk): Ja ved Gud, det er en Slyngel. Jeg er en retskaffen Mand, Hr. Dommer (egl. Raadsherre). - Nej ved Gud, jeg har været to hele Aar i Paris. - Hvadbehager. - Jeg er ikke .. . jeg er en meget dannet Mand. - Frands Hammer, ydmygst til Tjeneste. - Carmen, lat. Sang, Digt. - prostituerer, vanærer. - J'écraserai... bougre-là, Jeg skal ved Gud knuse hans Hoved. - Den Slyngel. - railleret, drillet. - for Haanden, i Duel.

S. 120
exemplariter, til Skræk og Advarsel. - A l'honneur ... Senateur, Imødeseende den Ære at gense Dem, Hr. Dommer.

S. 122
alter Pater, lat. den anden Fader. - Significantius, lat. tydeligere. - Johannem ... Crucisoranum. Latinisering af Navnet: Hans, Søn af Peder Mikkelsen i Korsør. - id qvod... est, lat. som er bekendt for Øjensvage og Barberer (med Hentydning til Sladderen i Apoteker og Barberstuer), dvs. som er bekendt for Alverden (Horats: Satirer I, 7, 3). - sub titulo, under Titlen. - dominatio vestra, lat. Deres Herlighed. - adoptered, antaget, godkendt. - in Republica literaria, lat. i den lærde Verden.

S. 123
Præjudicatz, Skade. - Autor, Forfatteren. - Til-Navn, Efternavn.

S. 124
Sangklokkerne. Hentydning til Helligaandskirkens Klokkespil, som kunde gaa i Timevis, naar man betalte derfor. - Svatzige, Snakkesalige.

S. 125
palted, pjaltet. - Svantzen, Slæbet. - Extraction, Herkomst. - Madame ... frue. Titlen Madame (Madamme) brugtes til gifte Kvinder uden for Almuestanden, hvis Mænd ikke havde 136 Rang, medens Frue kun anvendtes til fornemme Kvinder, hvis Mænd havde Rang. - Qvaliteter, Egenskaber. - ma foi, fr. min Tro. - nedrig, lavt. - agere, føre. - gemene, almindelige, simple. - af Jove ter optimo maximo, lat. af den tredobbelt gode og store Jupiter. - ingenii foetus, lat. Aandsfostre. - Parnassi Søn, dvs. Digter.

S. 128
Pots slapperment, formildende Fordrejelse af tysk Gottes Sacrament. - man ... kann, ty. man skal staa en halv Time, før man kan faa Audiens. - Seid ... Richter?, Er I Dommeren? - Elemenske, Forbandede. - Blachscheisseri, Blækgyderi (paa Tysk hedder Blæk dog Tinte). - zu thuen, at gøre. - Tete bleu, fr. Død og Pine. - Er soll... gesagt. Han skal have lavet et Vers om mig, hvori han skal have malet mig som en Storpraler; jeg har ikke selv set det, men andre har sagt mig det.

S. 129
ein Vierteilstund... nicht, et Kvarter vil jeg vente, men ikke længere. - Hierte, her i Betydningen Mod. - offererer, overrækker.

S. 130
Satyrici, satiriske Forfattere.

S. 131
Conduite, Opførsel. - den Spanske Kappe var et Strafferedskab, der bestod i en Trætønde med et Hul i Bunden, op af hvilket den Skyldiges Hoved stak, naar han til Spot og Spe førtes gennem Gaderne eller udstilledes paa Torvet. - er legitime promotus Magister, har taget Magistergraden ved Universitetet. En saadan Mand kunde normalt ikke straffes paa ovennævnte Maade.

MONTANUS
Eller RASMUS BERG
Comoedie udi fem Acter

138

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • MONTANUS
  • JEPPE BERG
    hans Fader
  • NILLE
    hans Moder
  • LISBED
    Montani Fæstemøe
  • JERONIMUS
    hendes Fader
  • MAGDELONE
    hendes Moder
  • JACOB
    Montani Broder
  • PER DEGN
  • JESPER RIDEFOGD
139

Erasmus Montanus
Indledning

»Erasmus Montanus eller Rasmus Berg«, som blev udgivet 1731, kaldtes »Johannes Montanus eller Hans Berg« i Wielandts Lærde Tidender for 29. Juni 1730, hvor der indbødes til Subskription paa Den danske Skueplads. Ændringen kan skyldes, at 'Erasmus' (hvorfra 'Rasmus' kommer), bl. a. ved sin Endelse virker mere lærd end 'Johannes' (hvoraf 'Hans' har udviklet sig).

I denne Komedie latterliggøres en Akademiker, der i sin Uddannelse og Tænkning stort set er standset ved Redskabsfagene; hans videnskabelige Bagage er lutter Form og Formler, Metode uden Indhold. I sidste Akt konfronteres Formalisten med en Mand, som især har studeret Naturret (se Bind I, S. 43-45). Naar han i Komedien fremtræder som Militær, skyldes det, at Erasmus Montanus skal tages ved et Hververkneb, en hul Logik, altsaa hildes i sit eget Garn.

Foruden de instrumentale Fag Logik, Retorik og Metafysik, har Montanus læst Etik - se Bind I, S. 44 - og Fysik. Det sidste Fag var vistnok noget paa Mode ved Universitetet, takket være en entusiastisk Professor i Faget, Peter Horrebow. Holberg har nok tænkt paa at drille sin Kollega, naar han lader Erasmus Montanus stirre saa grundigt paa Maanen og Stjernerne, at han tre Gange faldt af Vognen (l.Akt 6. Scene). Horrebow interesserede sig stærkt for Beregningen af Maanens Bevægelser; det er vistnok hertil, Holberg hentyder Bind II, S. 227 og 399. Holberg kunde ikke Matematik og havde ingen Respekt for fysiske Hypoteser, der byggede paa matematiske Spekulationer. 140 For Horrebow var det Tegnet paa sand Videnskabelighed, at man kunde fremsætte interessante Hypoteser. Holberg regnede kun med Eksperimenter og hvad han kalder »daglig Erfarenhed«. Derfor lader han i Komedien sin Yndling Jacob udvikle for sin lærde Broder, at om Bønderne ogsaa vilde tage en Pen eller et Stykke Kridt i Haanden og maale - ved matematiske Beregninger - hvor langt der er til Maanen, da vilde der ikke komme Mad paa Bordet for de Højlærde (4. Akt 4. Scene). Her staar i Virkeligheden to Retninger inden for Naturvidenskaben over for hinanden. Paa den ene Side den induktive, som lægger al Vægt paa Indsamling af Erfaringer; dens Banebryder Francis Bacon (1561-1626), var Holbergs Helt. Paa den anden Side den deduktive Retning, som sværger til den matematiske Metode; dens store Mand, René Descartes (1596-1650), var Horrebows Forbillede.

Litteratur.Alf Henriques: Om Erasmus Montanus (i Dansklærerforeningens Udgave af Komedien 1959 og senere). - Ebbe Spang-Hanssen: Erasmus Montanus og Naturvidenskaben, 1965.

141

ACTUS I

SCEN. 1.

JEPPE.

alleene, med et Brev i Haanden. Det er Skade at Degnen ikke er i Byen, thi der er saa meget Latin i min Søns Brev, som jeg ikke forstaaer. Taarene staaer mig tit i Øynene, naar jeg eftertænker, at en stakkels Bonde-Søn er bleven saa Boglærd, besynderlig saasom vi ikke ere af de Høylærdes Bønder. Jeg har hørt af Folk som forstaaer sig paa Lærdom, at han kand disputere med hvilken Præst det skal være. Ach kunde jeg og min Hustrue have den Glæde at høre ham præke, før vi døe, her paa Bierget, da vilde vi ikke fortryde paa alle de Skillinger vi har sat paa ham. Jeg kand nok merke paa Per Degn, at han skiøtter ikke meget om at min Søn kommer hid. Det kommer mig for ligesom han er bange for Rasmus Berg. Det er skrækkeligt med de lærde Folk, de bær saadan Avind til hverandre, og den eene kand ikke lide, at den anden er ogsaa lærd. Den gode Mand giør skiønne Prækner her i Byen, og kand tale om Misundelse, saa Taarene maa staae een udi Øynene; men mig synes, at han selv ikke er gandske fri for den Fejl. Jeg kand ikke vide, hvoraf saadant kommer; om een siger, at min Naboe forstaaer Avlingen bedre end jeg, skulde jeg legge det paa Hiertet? skulde jeg hade min Naboe for det? ney sommænd giør Jeppe Berg ikke. Men der er min Troe Per Degn.

142

SCEN. 2

Jeppe. Per Degn.

JEPPE.

Velkommen hi em igien Per!

PER.

Tak, Jeppe Berg.

143
JEPPE.

Ach min hierte Per! gid I kunde forklare mig noget Latin, som staaer i min Søns sidste Brev.

PER.

Hvad Snak! meener I at jeg forstaaer ikke Latin, saa vel som jer Søn? Jeg er en gammel Academicus jeg, Jeppe Berg.

JEPPE.

Det veed jeg nok, men jeg meente om I forstod den nye Latin, thi det Sprog forandres vel ogsaa, saa vel som det Siællandske. Thi i min Ungdom talede man ikke saa her paa Bierget som nu; det som man nu kalder Laqvei, kaldte man da Dreng, det som man nu kalder Matrasse, kaldte man da Bislaaperske, en Frøken heedte da Statsmøe, en Musicant Spillemand, og en Sikketerer Skriver. Derfor meener jeg, Latinen og kand være forandret siden den Tid I var i Kjøbenhavn. Vil I være saa god at forklare mig dette? jeg kand nok læse Bogstaverne, men fatter ikke Meeningen.

PER.

Jer Søn skriver, at han studerer nu sin Logicam, Rhetoricam og Metaphysicam.

JEPPE.

Hvad vil det sige Logicam?

PER.

Det er hans Prækestoel.

JEPPE.

Det er mig kiært, gid han kunde blive Præst.

PER.

Men Degn først.

JEPPE.

Hvad er den anden Post?

PER.

Den heder Rhetorica, det er paa Dansk Ritualen; men den tredie Post maa være forskreven, eller det maa være Fransk, thi var det Latin, saa forstod jeg det nok. Jeg er capabel, Jeppe Berg, at regne op den heele Aurora: Ala det er en Vinge, Ancilla en Pige, Brabra et Skiæg, Coena en Nat-Potte, Cerevisia Øll, Campana en Klokker, Cella en Kielder, Lagena en Flaske, Lana en Ulv, Ancilla en Pige, Janua en Dør, Cerevisia Smør.

JEPPE.

I maa have en forbandet Ihukommelse, Per.

PER.

Ja jeg havde ikke tænkt, at jeg skulde have blevet saa længe i et fattigt Degne-Kald. Jeg kunde nok have været noget andet for længe siden, dersom jeg vilde have bundet mig ved en Pige; men jeg vil heller hielpe 144 mig, som jeg kand, førend man skal kunde sige paa mig, at jeg har faaet Brød for Kone.

JEPPE.

Men kiære Per! her er endnu noget andet Latin, som jeg ikke forstaaer. See her denne Linie.

PER.

Die Veneris Hafnia domum profecturus sum. Det er noget høyttravend, dog forstaaer jeg det heel vel, men det kunde bryde Hovedet paa en anden. Det er paa Dansk: der er kommen profecto en hob Russer til Kiøbenhavn.

JEPPE.

Hvad mon Russen nu vil bestille her igien?

PER.

Det er ikke Moscoviter, Jeppe Berg! det er unge Studentere, som man kalder Russer.

JEPPE.

Nu, nu veed jeg. Der er vist stor Allarm i de Dage, naar de faaer Salt og Brød, og blir Studentere.

PER.

Naar venter I ham hiem?

JEPPE.

I Dag eller i Morgen. Kiære Per! tøv lidt her, jeg vil springe ind til Nille, hun skal give os en Drik Øll her ud.

PER.

Jeg vil nok heller have et Glas Brændeviin; thi det er fortiligt at drikke Øll.

SCEN. 3

PER.

alleerne. Jeg skiøtter ikke meget om, sandt at sige, at Rasmus Berg kommer hiem, ikke fordi jeg er bange for hans Lærdom, thi jeg var allerede gammel Student, da han endda gik i Skole og fik, med Permission, paa sin Rumpe. Der var andre Karle, som deponerede i min Tid, end nu omstunder. Jeg deponerede fra Slagelse Skole med Per Monsen, Rasmus Jespersen, Christen Klim, Mads Hansen, som vi i Skolen kaldte Mads Pandekage, Poul Iversen, som vi kaldte Poul Finkeljokom; alle Karle, som havde Been i Panden, og Skiæg paa Hagen, og som var capabel at disputere i hvilken Materie det skulde være. Jeg er kun bleven Degn, men er fornøyed, naar jeg har mit Daglig Brød og forstaaer mit Embede. Jeg har forbedret meget udi Indkomsterne, og 145 har det, som ingen af mine Formænd havde, saa mine Efterkommere ikke skal bande mig i min Grav. Folk tænker, at der er ingen Observationer ved at være Degn; jo jo! Degne-Kald er min Troe et vanskeligt Embede, naar man skal have det paa den Fod, at det skal føde sin Mand. For min Tid holdt Folk her i Byen alle Liig-Sange lige gode, men jeg har bragt det paa den Fod, at jeg kand sige til en Bonde: hvilken Psalme vil du have? den koster saa meget, den anden saa meget; iligemaade naar der skal kastes Jord paa den Døde: vil du have fiint Sand, eller slet og ret Jord? Der er ogsaa adskillige andre Observationer, som min Formand Christoffer Degn ikke vidste af at sige, men han havde ikke studeret. Jeg kand ikke begribe, hvorledes den Karl blev Degn. Men han var og Degn derefter. Latinen hielper meget et Menneske udi alle Forretninger. Jeg vilde ikke miste det Latin jeg kand, ikke for hundrede Rixdaler; thi det har baadet mig i mit Embede over 100 Rixdaler, ja hundrede til.

SCEN. 4

Nille. Jeppe. Per.

NILLE.

Singot Per.

PER.

Tak, Morlille. Jeg drikker hellers ikke Brændeviin, uden naar jeg har ont i Maven, men jeg har gemeenlig en slet Mave.

NILLE.

Veed I vel, Per, at min Søn kommer hiem i Dag eller Morgen? Der faaer I en Mand, som I kand tale med; thi den Karl er ikke ilde skaaren for Tungebaandet, saasom jeg har hørt.

PER.

Ja jeg troer nok han kand tale en hob Kloster-Latin.

NILLE.

Kloster-Latin? det er jo det beste Latin, ligesom Kloster-Lærred er det beste Lærred.

PER.

Ha, ha, ha, ha!

JEPPE.

Hvor af leer I, Per?

PER.

Af intet, Jeppe Berg. God Taar paa en frisk! Jer 146 Skaal, Moer lille! Ha ha ha! det er sandt nok, som I siger; Klosterlærred er got Lærred, men ...

NILLE.

Giøres det Lærred ikke paa Klosteret, hvorfor kaldes det da Klosterlærred?

PER.

Jo, det er ret nok, ha ha ha! Men I kand vel give mig noget at bide paa til Brændevinen?

NILLE.

Her ligger et stykke Brød og Ost skaaren, om I vil ikke forsmaae.

PER.

Tak, Moer lille! Veed I hvad Brød heder paa Latin?

NILLE.

Ney mare veed jeg ikke.

PER.

æder og snakker tillige. Det heder Panis, genetivus Pani, dativus Pano, vocativus Panus, Ablativus Pano.

JEPPE.

Hillemænt Per! det Sprog er vitløftig. Hvad heder Grov-Brød?

PER.

Det heder Panis gravis, og fiin Brød Panis finis.

JEPPE.

Det er jo halv Dansk.

PER.

Ja det er vist, der ere mangfoldige Latinske Ord, som har deres Oprindelse af Dansken; thi jeg skal sige os noget: her var en gammel Rector i Kiøbenhavns Skole, ved Navn Saxo Grammatica, som forbedrede Latinen her i Landet, og giorde en Latinsk Grammatica, hvorudover han fik det Navn, Saxo Grammatica. Den samme Saxo har bødet meget paa det Latinske Sprog med Danske Ord; thi for hans Tid var Latinen saa fattig, at man ikke kunde skrive en ret Meening, som Folk kunde forstaae.

JEPPE.

Men hvad vil det Ord Grammatica sige?

PER.

Det samme som Donat. Naar man binder den ind i Tyrkisk Bind, saa kaldes den Donat; men naar man binder den ind i hviid Pergement, saa kaldes den Grammatica, og declineres ligesom Ala.

NILLE.

Ach jeg veed aldrig hvor alt dette kand ligge i Hovedet paa Folk; mit Hoved svimler, naar jeg kun hør tale derom.

JEPPE.

Derfor ere lærde Folk heller ikke gierne rigtige i Hovedet.

147
NILLE.

Ej hvilken Snak! saa meener du, at vor Søn Rasmus Berg er ikke rigtig?

JEPPE.

Mig synes alleene, Moerlille, det er noget underligt, at han skriver Latinske Breve til mig.

PER.

Der i har min Troe Jeppe ret; thi det er noget naragtigt. Det var jo ligesom jeg vilde tale Græsk med Ridefogeden, for at lade see, at jeg forstod det Sprog.

JEPPE.

Forstaaer I ogsaa Græsk, Per?

PER.

Ach jeg har kundet for tyve Aar siden staae paa een Fod og læse det heele Litanie paa Græsk. Jeg kand endnu komme ihu, at det sidste Ord heder Amen.

JEPPE.

Ach Per, det vil blive artigt, naar min Søn kommer tilbage, at vi kand sætte jer to sammen.

PER.

Vil han disputere med mig, skal han finde Karl for sin Hat, og vil han synge i Kap med mig, saa kommer han til kort. Jeg har synget i Kap med 10 Degne, som alle have maat give sig tabt, thi jeg har taget Troen fra dem alle 10. Det har været mig tilbuddet for 10 Aar siden, at være Cantor udi vor Frue Skole; men jeg har ikke villet, thi hvorfor skulde jeg giøre det, Jeppe? hvorfor skulde jeg forlade min Meenighed, som elsker og ærer mig, og som jeg elsker og ærer igien? Jeg lever paa et Sted, hvor jeg har mit daglig Brød, og hvor jeg er respetered af alle Folk; thi Amtmanden selv kommer aldrig hid, jeg blir jo strax hentet for at fordrive Tiden med ham, og synge for ham. Forgangen Aar ved disse Tider gav han mig 2 Mark, fordi jeg sang ut, re, mi, fa, sol. Han svor paa, at han havde større Behag deri, end i den største vocal Musiqve han havde hørt i Kiøbenhavn. Vil I give mig end et Glas Brændeviin, Jeppe, skal jeg synge det samme for jer.

JEPPE.

Gierne. Skiænk nok et Glas Brændeviin, Nille.

PER.

Jeg synger ikke for enhver. Men I er min gode Ven, Jeppe, som jeg tienner med Fornøyelse. Begynder at sktaale, først langsom. Ut, re, mi, fa, sol, la, si, ut; nu tilbage: ut, si, la, sol, fa, mi, re, ut. Nu skal I høre paa en anden Maade, hvor høyt 148
149 jeg kand gaae: ut, re, mi, fa, sol, la, si, ut, re, mi, fa, sol, la, si, ut, re.

JEPPE.

Hillemænt, det sidste gik fiint. Vore smaa Grise kand ikke gaae høyere med Røsten.

PER.

Nu vil jeg synge hastigt: Ut, re, mi, re . . . ney det var ikke ret. Ut re mi do re mi ut .. . ney det kom ogsaa galt; det er forbandet tungt, Jeppe, at synge saa hastig.

Men der kommer Monsieur Jeronimus.

SCEN. 5

Jeronimus. Magdelone. Lisbed. Degnen. Jeppe. Nille.

JERONIMUS.

God Morgen, Svoger! Har I nogen Tidende fra jer Søn?

JEPPE.

Jo, jeg troer han kommer i Dag eller i Morgen.

LISBED.

Ach er det mueligt! nu er min Drøm fuldkommen.

JERONIMUS.

Hvad drømte du da?

LISBED.

Jeg drømte, at jeg laae hos ham i Nat.

MAGDELONE.

Der er dog noget ved Drømme. Drømme ere ikke at foragte.

JERONIMUS.

Det er sandt nok; men dersom I gode Piger tænkte ikke saa meget paa Mandfolk om Dagen, drømte I ikke saa tit om dem om Natten. Du drømte vel ligesaa sterkt om mig i de Dage vi vare forlovede sammen, Magdelone?

MAGDELONE.

Det er min Troe sandt; men nu har jeg min Troe ikke i nogle Aar drømt om dig.

JERONIMUS.

Det kommer deraf, at Kiærligheden er ikke saa heed nu, som den var tilforn.

LISBED.

Men er det mueligt, at Rasmus Berg kommer hiem i Morgen?

JERONIMUS.

Ej min Dotter, du skulde ikke lade dig merke med at være saa forliebt.

LISBED.

Ach er det vist, at han kommer hiem i Morgen?

150
JERONIMUS.

Ja ja, du hører jo at han kommer til den Tid.

LISBED.

Hvor langt har vi til i Morgen hierte Far?

JERONIMUS.

Hvilken forbandet Snak! disse forliebte Folk er ligesom de var galne.

LISBED.

Ja jeg tæller min Troe hver Time.

JERONIMUS.

Du skulde ogsaa spørge hvor lang en Time er, saa kunde man tænke du var reent gall. Holdt 151 inde med saadan Sladder, og lad os Forældre snakke sammen. Hør, min kiære Jeppe Berg, holder I det raadeligt, at disse 2 unge Mennesker komme sammen førend han faaer Brød?

JEPPE.

Det er ligesom jer synes. Jeg kand nok underholde dem; men det var dog bedre, at han fik Brød først.

JERONIMUS.

Jeg holder det aldeles ikke raadeligt, at de komme sammen før.

Lisbed græder og hyler.

JERONIMUS.

Ej fy skiem dig for en Ulykke! Det er en Spot for en Pige at stille sig saadan an.

LISBED.

grædende. Faaer han snart Brød da?

JEPPE.

Det er ingen Tvil paa, han faaer jo snart Brød; thi saa vidt som jeg har hørt, er han saa lærd, at han kand læse hvilken Bog det skal være. Han skrev mig et Latinsk Brev til nyelig.

NILLE.

Og det kand, mare, staae, det veed Degnen.

LISBED.

Var det saa vel skreven?

PER.

Ja, vel nok for saadan ung Person. Han kand blive god, Mameselle. Der vil ellers meget til. Jeg tænkte ogsaa, at jeg var lærd, da jeg var paa hans Alder, men ...

JEPPE.

Ja I lærde Folk roser aldrig hinanden.

PER.

Ej Snak! skulde jeg bære Avind til ham? da han endnu ikke var fod, havde jeg allerede staaet 3 gange Skole-Ræt, og da han sad i 4de Lectien, havde jeg været 8te Aar Degn.

JEPPE.

Een kand have bedre Hoved end en anden. Een kand lære saa meget i eet Aar, som andre udi ti.

PER.

Da tør Per Degn nok sætte sit Hoved mod hvem det skal være.

JERONIMUS.

Ja, ja, hver kand være god for sig. Lad os nu gaae hiem, Børn! Far vel, Jeppe! Jeg gik her forbi, og saa vilde jeg tale med jer paa Vejen.

LISBED.

Ach vaer mig dog ad, saa snart han kommer.

152

SCEN. 6

Jeppe. Nille. Per. Jacob.

JEPPE.

Hvad vil du, Jacob?

JACOB.

Far, veed I nyt? Rasmus Berg er kommen hiem.

JEPPE.

Hillemænt! er det mueligt? Hvorledes seer han ud?

JACOB.

Ach han seer meget lærd ud. Rasmus Nielsen, som kiører for ham, svær paa, at han giorde ikke andet den heele Vej, end disputered paa Græsk og Elamitisk med sig selv, og det undertiden med saadan Iver, at han slog Rasmus Nielsen 3 til 4re gange bag i Nakken med knyttet Næver, og raabte derhos altid: probe Majoren, probe Majoren. Jeg kand tænke, han har haft en Disput med en Major før han reiste. Undertiden sad han stille og stirrede paa Maanen og Stjernerne, og det med saadan grundig Mine, at han faldt 3 gange af Vognen og havde nær brudt Halsen i tu af lutter Lærdom, saa at Rasmus Nielsen loe deraf, og sagde ved sig selv: Rasmus Berg er vel en klog Mand paa Himmelen, men en Nar paa Jorden.

JEPPE.

Ach kom! lad os gaae ud at tage imod ham. Kiære Per, kom I med os. Det kand hende sig, at han har glemt Dansk, og kand ikke tale andet end Latin, saa kand I være Tolk.

PER.

Skam der giør, jeg har andet at bestille.

153

ACTUS II

SCEN. 1.

MONTANUS.

med Hosene ned om Beenene. Jeg har kun været en Dag fra Kiøbenhavn, og længes allerede. Hvis jeg ikke havde mine gode Bøger med mig, kunde jeg ikke leve paa Landet. Studia secundas res ornant, adversis solatium præbent. Jeg synes ligesom mig fattes noget, efterdi jeg har ikke disputeret i tre Dage. Jeg veed ikke om her er nogle lærde Folk her i Byen; hvis her er nogen, skal jeg nok sætte dem i Arbeid, thi jeg kand ikke leve uden jeg maa disputere. Mine stakkels Forældre kand jeg ikke meget tale med; thi de ere eenfoldige Folk, og veed neppe andet end deres Børne-Lærdom, saa at jeg kand ikke have megen Trøst af deres Omgiængelse. Degnen og Skolemesteren skal have studeret, men jeg veed ikke hvor vidt det strækker sig; dog skal jeg forsøge hvad de duer til. Mine Forældre blev forskrækket, da de saae mig saa tilig; thi de havde ikke ventet, at jeg skulde have taget fra Kiøbenhavn om Natten.

Han slaaer Ild, tænder sin Pibe, og sætter Pibehovedet igiennem et Hull, som han har paa sin Hat. Saaledes kalder man at smøge Tobak studentikos; det er en god Invention nok for een, der vil skrive og smøge tillige.

Sætter sig ned at læse.

154

SCEN. 2

Montanus. Jacob.

JACOB.

kysser paa Haanden og flyer sin Broer. Velkommen hiem igien min Latinske Broer!

MONTANUS.

Det er mig kiært at see dig, Jacob! Men hvad det Broerskab angaaer, saa er det noget, som var got i gamle Dage, men nu kand det ikke saa passe sig meer.

JACOB.

Hvi saa? est du ikke min Broer?

MONTANUS.

Det negter jeg ikke, Slyngel! at jeg jo er din Broer ved Fødselen. Men du maa vide, at du est endnu en Bonde-Dreng, og jeg en Philosophiae Baccalaureus. Men hør, Jacob, hvordan lever min Kiæreste og min Svigerfar?

JACOB.

Ret vel; de vare her nyelig, og spurte hvor snart Broer kom hiem.

MONTANUS.

Nu Broer igien! Jeg siger det ikke af Hoffærdighed, Jacob! men det gaaer profecto ikke an.

JACOB.

Hvad skal jeg da kalde Broer?

MONTANUS.

Du skal kalde mig Monsieur Montanus; thi saa heeder jeg i Kiøbenhavn.

JACOB.

Kunde jeg kun komme det ihu! Var det ikke Monsieur Dromedarius?

MONTANUS.

Kandst du ikke høre? jeg siger jo Monsieur Montanus.

JACOB.

Monsør Montanus, Monsør Montanus.

MONTANUS.

Ja det er ret; thi Montanus paa Latin er det samme som Berg paa Dansk.

JACOB.

Kand jeg da ikke ogsaa heede Monsør Jacob Montanus?

MONTANUS.

Naar du har gaaet saa længe i Skole som jeg, og udstaaet dine Examina, saa kandst du ogsaa give dig et Latinsk Navn. Men saa længe som du est en Bonde-Dreng, maa du lade dig nøye med at heede slet og ret Jacob Berg. Men har du merket at min Kiæreste har længet efter mig?

155
JACOB.

Ja vist, hun har været meget u-taalmodig over, at du blev saa længe borte.

MONTANUS.

Du maa ey heller dutte mig, din Tølpel!

JACOB.

Jeg vilde sige: Monsørens Kiæreste har været u-taalmodig, at du est bleven saa længe borte.

156
MONTANUS.

Ja nu er jeg kommen, Jacob, og det alleene for hendes skyld; men jeg bliver her ikke ret gammel, thi saa snart vi har holdt Bryllup, tager jeg hende med mig til Kiøbenhavn.

JACOB.

Vil Monsøren da ikke tage mig med sig?

MONTANUS.

Hvad skulde du bestille der?

JACOB.

Jeg vilde see mig lidt om i Verden.

MONTANUS.

Jeg vilde ønske, at du var 6 à 7 Aar yngre, saa skulde jeg sætte dig i Latin-Skole, at du ogsaa kunde blive Student.

JACOB.

Ney det var ikke got.

MONTANUS.

Hvi saa?

JACOB.

Jo, saa vilde vore Forældre komme reent til at betle.

MONTANUS.

Hør, hvilke Ord der kand ligge i den Knegt!

JACOB.

Ja, jeg er fuld af Indfald. Havde jeg studeret, var jeg bleven en Fandens Skielm.

MONTANUS.

Mig er sagt, at du har et got Hoved. Men hvad vilde du ellers bestille i Kiøbenhavn?

JACOB.

Jeg vilde saa gierne see det runde Taarn, og Klosteret hvor man giør Lærred.

MONTANUS.

Ha ha ha! Ney der bestilles andet paa Klosteret end at giøre Lærred. Men har min Svigerfar ellers saa mange Midler, som der siges?

JACOB.

Ja vist, Jeronimus er en riig Gubbe, han ejer snart den tredie Deel af Byen.

MONTANUS.

Men har du hørt om han agter at give nogen Udstyr med sin Datter?

JACOB.

Ja jeg troer nok, at han styrer hende vel ud, besynderlig om han faaer høre Monsøren præke, her engang udi Byen.

MONTANUS.

Det bliver intet af, jeg giør mig ikke saa gemeen at præke her paa Landet. Jeg er ellers kun for at disputere.

JACOB.

Jeg meente, at det var meer at kunde præke.

MONTANUS.

Veedst du vel hvad det er at disputere?

157
JACOB.

Ja vist, jeg disputerer hver Dag her i Huset med Pigerne, men jeg vinder intet der ved.

MONTANUS.

Ja saadan slags Disputatzer har vi nok af.

JACOB.

Hvad er det da Monsøren disputerer om?

MONTANUS.

Jeg disputerer om vigtige og lærde Sager, for Exempel: om Englene ere skabte for Menneskene; om Jorden er rund eller oval; om Maane, Soel og Stjerner, deres Størrelse og Distance fra Jorden, og andet dislige.

JACOB.

Ney derom disputerer jeg ikke; thi det er noget, som gaaer mig ikke an, thi naar jeg kun kand faae Folkene til at arbeide, maa de gierne sige for mig, at Jorden er ottekantet.

MONTANUS.

O Animal brutum! Men hør, Jacob: mon der ellers nogen har ladt min Kjæreste vide, at jeg er hiemkommen?

JACOB.

Ney jeg troer det ikke.

MONTANUS.

Saa er det best, at du springer hen til Hr. Jeronimus, for at lade dem saadant vide.

JACOB.

Ja det kand nok skee; men skal jeg ikke sige det til Lisbed først?

MONTANUS.

Lisbed, hvem er det?

JACOB.

Veedst du ikke det Broer, at din Fæstemøe heder Lisbed?

MONTANUS.

Har din Slyngel nu glemt alt hvad jeg nyeligen har lært dig?

JACOB.

Du maa kalde mig Slyngel saa meget som du vil, saa er jeg dog din Broer.

MONTANUS.

Hvis du ikke holder din Mund, skal jeg profecto slaae dig med Bogen i Panden.

JACOB.

Det var ikke smukt at kaste Bibelen efter Folk.

MONTANUS.

Det er ingen Bibel.

JACOB.

Jeg kiender saa mare nok Bibelen. Den Bog er jo stor nok til at være Bibelen. Jeg kand nok see, at det er hverken Evangeli-Bog eller Catechismus. Men hvad det er eller ikke, saa lader det ilde at kaste Bøger efter sin Broer.

158
MONTANUS.

Hold Munden, Slyngel.

JACOB.

Saadan Slyngel, som jeg er, fortiener dog med mine Hænder til mine Forældre de Penge, som du sætter til.

MONTANUS.

Hvis du ikke tier, skal jeg lemlæste dig. Kaster Bogen paa ham.

JACOB.

Au au au!

SCEN. 3

Jeppe. Nille. Montanus. Jacob.

JEPPE.

Hvad er her for Allarm?

JACOB.

Ach min Broer Rasmus slaaer mig.

NILLE.

Hvad vil det sige? han slaaer dig vel ikke uden Aarsag.

159
MONTANUS.

Ney Moer, det er sandt; han kommer hid, og bruger en Mund mod mig, som jeg kunde være hans Jevnlige.

NILLE.

Hvilken Pokkers Skielm! Skal du ikke bedre vide at respectere saadan lærd Mand? veedst du ikke, at han er en Ære for vort heele Huus? Min hierte Hr. Søn! I skal ikke regne ham det til onde, det er en uforstandig Tølpel.

MONTANUS.

Jeg sidder her og speculerer paa vigtige Sager, som denne importunissimus og audacissimus Juvenis kommer og hindrer mig udi. Det er intet Børne-Leeg at have med disse Transcendentalibus at bestille. Jeg vilde ikke, det skulde have skeet for to Mark.

JEPPE.

Ach vær ikke vred min hierte Søn, det skal aldrig skee oftere. Jeg er saa bange, Hr. Søn har forivret sig; de lærde Folk taaler ikke mange Stød. Jeg veed, Per Degn ivrede sig engang, han kunde ikke forvinde det i 3 Dage igien.

MONTANUS.

Per Degn, er han lærd?

JEPPE.

Ja vist! saa længe jeg kand mindes, har vi ikke haft nogen Degn her i Byen, der har synget saa vel som han.

MONTANUS.

Derfor kand han være meget u-lærd.

JEPPE.

Han præker ogsaa meget skiønt.

MONTANUS.

Derfor kand han ogsaa være u-lærd.

NILLE.

Ach ney, Hr. Søn! hvorledes kand den være u-lærd, der præker vel?

MONTANUS.

Jo vist, Moerlille! alle u-lærde Folk præ- ker vel; thi saasom de ikke kand sammenskrive noget af deres egne Hoveder, saa bruge de laante Prækner, og lære uden ad brave Mænds Skrifter, som de undertiden ikke forstaaer selv. Da derimod en lærd Mand ikke vil benytte sig af saadant, men vil sammenskrive af sit eget Hoved. Troe mig, at det er en almindelig Fejl her i Landet, at man dømmer Studenteres Lærdom alt for meget af deres Prækener. Men lad de Karle disputere som jeg; det er en Prøvesteen paa Lærdom. Jeg kand disputere paa got Latin om hvilken Materie det skal være: vil een 160 sige, at dette Bord er en Lysestage, saa vil jeg forsvare det; vil een sige, at Kiød eller Brød er Straae, vil jeg og forsvare det; det har jeg giort mangen ærlig gang. Hør, Farlille, vil I troe det, at den som drikker vel, er lyksalig?

JEPPE.

Jeg troer snarere, at han er u-lyksalig; thi man kand drikke baade Forstand og Penge bort.

MONTANUS.

Jeg vil bevise, at han er lyksalig. Qvicunque bene bibit, bene dormit . . . ney det er sandt, I forstaaer ikke Latin, jeg maa sige det paa Dansk: Hvo som drikker vel, sover gierne vel; er det ikke sandt?

JEPPE.

Det er sandt nok, naar jeg har en halv Ruus, sover jeg som en Hest.

MONTANUS.

Hvo som sover vel, synder ikke; er det ogsaa ikke sandt?

JEPPE.

Ja det er sandt nok, saa længe man sover, synder man ikke.

MONTANUS.

Den som synder ikke, er lyksalig.

JEPPE.

Det er og sandt.

MONTANUS.

Ergo, den som drikker vel, er lyksalig. Moerlille, jeg vil giøre jer til en Steen.

NILLE.

Ja Snak, det er end meere konstigt.

MONTANUS.

Nu skal I faae det at høre: En Steen kand ikke flyve.

NILLE.

Ney det er vist nok, undtagen man kaster den.

MONTANUS.

I kand ikke flyve.

NILLE.

Det er og sandt.

MONTANUS.

Ergo er Moerlille en Steen. Nille græder.

MONTANUS.

Hvorfor græder Moerlille?

NILLE.

Ach jeg er saa bange, at jeg blir til Steen; mine Been begynder alt at blive kolde.

MONTANUS.

Giv jer tilfreds, Moerlille! Jeg skal strax giøre jer til Menneske igien. En Steen kand ikke tænke eller tale.

NILLE.

Det er sandt. Jeg veed ikke om hun kand tænke, men tale kand hun ikke.

161
MONTANUS.

Moerlille kand tale.

NILLE.

Ja Gud skee Lov, som en stakkels Bonde-Kone kand jeg tale.

MONTANUS.

Got. Ergo er Moerlille ingen Steen.

NILLE.

Ach det giorde got, nu kommer jeg mig igien. Der vil min Troe sterke Hoveder til at studere; Jeg veed ikke hvor deres Hierne kand holde det ud. Jacob, du skal herefter gaae din Broer til Haande, du har ikke andet at bestille; fornemmer dine Forældre, at du giør ham nogen Fortræd, da skal du faae saa mange Hug, som dit Liv kand taale.

MONTANUS.

Moerlille, jeg vilde gierne vænne ham af med den Vane at sige du til mig; det er dog ikke anstændigt for en Bonde-Dreng at dutte en lærd Mand. Jeg vilde gierne, at han kaldte mig Monsieur.

JEPPE.

Hør du vel, Jacob! naar du taler til din Broer herefter, skal du sige Monsør.

162
MONTANUS.

Jeg vilde gierne, Degnen blev budden hid i Dag, at jeg kunde forsøge, hvad han duer til.

JEPPE.

Ja nok, det skal skee.

MONTANUS.

Jeg vil imidlertid hen at besøge min Kiæreste.

NILLE.

Men jeg er bange, vi faaer Regn; Jacob kand bære Kappen efter jer.

MONTANUS.

Jacob!

JACOB.

Ja Maansør!

MONTANUS.

Kom og bær Kappen efter mig, jeg vil lidt ud i Byen.

Jacob gaaer efter ham med Kappen.

SCEN. 4

Jeppe. Nille.

JEPPE.

Har vi ikke Glæde for den Søn, Nille?

NILLE.

Jo vist, der er ingen Skilling u-nyttig spildt paa ham.

JEPPE.

Nu skal vi i Dag faae at høre hvad Degnen duer til. Men jeg er bange, at han ikke kommer, om han hører, at Rasmus Berg er her; vi har ikke fornøden at lade ham det vide. Vi vil ogsaa bede Ridefogden hid; han er nok saa god at komme, thi han finder Smag i vort Øll.

NILLE.

Det er saa farligt, Mand, at tractere Ridefogden; det slags Folk maa ikke vide vor Tilstand.

JEPPE.

Jo saamænd maa han saa, det er hver Mand her i Byen bekiendt, at vi ere formuende Folk; naar vi svarer vore Skatter og Landgilde, da kand Ridefogeden ikke rykke et Haar af vort Hoved.

NILLE.

Ach hierte Mand, mon det skulde være for silde, at lade Jacob ogsaa studere? Tænk engang, om han kunde blive saadan lærd Kaal, som hans Broer, hvilken Glæde vilde det være for deres gamle Forældre!

JEPPE.

Ney Kone! det er nok med den eene; vi maa jo have een hiemme, som kand gaae os til Haande og giøre vort Arbeide.

163
NILLE.

Ach ved saadant Arbeide kand ikke fortienes meer end af Haanden i Munden. Rasmus Berg, som har studeret, kand ved sin Hierne udrette meere vor Huus til Nytte i en Time, end den anden i et Aar.

JEPPE.

Det maa ikke hielpe, Moerlille! vor Ager maa dyrkes, og vor Avling fortsættes; vi kand aldeles ikke undvære Jacob. See der kommer han tilbage.

SCEN. 5

Jacob. Jeppe. Nille.

JACOB.

Ha ha ha ha ha ha! Min Broer maa vel være en meget lærd Mand, men ogsaa en stor Taasse.

NILLE.

Din vanartige Skielm! kalder du din Broer en Taasse?

JACOB.

Jeg veed ikke hvad jeg skal kalde saadant, Moerlille; det regner saa det helder ned, og han lar mig gaae med Kappen paa Armen efter sig.

JEPPE.

Kunde du da ikke have været saa artig at have sagt: Maansør, det regner, vil ikke Maansør tage Kappen paa?

JACOB.

Mig synes, det var meget underligt Fallille, at jeg skulde sige til den Person, som Forældre har kostet saa mange Penge paa, at lære Viisdom og Artighed, naar der falder saadan Regn paa ham, at han blir vaad indtil Skiorten: det regner, Monsør, vil han ikke tage Kappen paa? Han havde jo ikke fornøden min Varsel, Regnen kunde jo nok vare ham derom.

JEPPE.

Gik du da og bar Kappen den heele Vej paa Armen?

JACOB.

Ney mare giorde jeg ikke, jeg svøbte mig smukt i Kappen, og derfor er mine Klæder gandske tørre. Det forstod jeg bedre, endskiønt jeg ikke har sat saa mange Penge til paa at lære Viisdom. Jeg begreb strax det, endskiønt jeg kiender ikke en Latine Bogstav.

JEPPE.

Din Broer har gaaet i Tanker, som grundlærde Folk gierne plejer.

164
JACOB.

Ha ha, Drolen splide saadan Lærdom!

JEPPE.

Tie stille din Slyngel, eller du skal faae Skam paa din Mund. Hvad vil det sige om din Broer gaaer saaledes i Tanker ibland, naar han i mange andre Ting kand lade see sin Viisdom og Frugten af sine Studeringer?

JACOB.

Frugten af sine Studeringer? jeg skal fortælle videre, hvor det gik til paa vor Reise. Da vi kom til Jeronimuses Port, gik han lige til den Side som Port-Hunden stod, som havde calfatret hans lærde Been, hvis jeg ikke havde trækket ham til den anden Side; thi Port-Hunde seer ingen Personer an, de skiær alle Folk over een Kam, som de ikke kiender, og bider i fleng hvilke Been de faaer fat paa, enten de ere Latinske eller Græske. Da vi kom ind i Gaarden, gaaer Maansør Rasmus Berg ind i Stolden i Tanker, og raabte: hey, er Jeronimus hi emme? men Kiøerne vendte alle Rumpen til ham, og ingen vilde svare et Ord. Jeg er vis paa, om nogen af dem havde kundet tale, de vilde have sagt: hvilken forbandet Taasse maa denne Kaal ikke være!

NILLE.

Ach min hierte Mand, taaler du, at han bruger saadan Mund?

JEPPE.

Jacob! du skal faae en U-lykke, dersom du taler saaledes meer.

JACOB.

Fallille burte heller takke mig, som hialp ham til rette og bragte ham af Stolden ind i Stuen. Vil nu Fallille kun eftertænke, hvor det vilde gaae til, om saadan Kaal skulde giøre en lang Reise alleene; thi jeg er vis paa, at om jeg ikke havde været med ham, havde han endnu staaet i Stolden, og kaaget Kiøerne i Rumpen af lutter Lærdom.

JEPPE.

Ej, saa skal du og faae en U-lykke paa din kaade Mund!

Jacob løber, og Jeppe efter ham.
NILLE.

Hvilken forbandet Skielm! Jeg har haft Bud efter Fogden og Degnen, at min Søn kand have nogen at disputere med, naar han kommer tilbage.

165

ACTUS III

SCEN. 1.

Jeppe. Nille. Montanus.

NILLE.

Min Søn Montanus blir noget længe borte; jeg vilde ønske, at han kom hiem førend Fogeden gaaer fra os, thi han har stor Lyst at tale med ham, og er curiøsk for at spørge ham om et og andet, som . . . Men der seer jeg ham komme. Velkommen tilbage min kiære Søn! Den gode Jeronimus blev vel ikke lidet glad ved at see Hr. Søn ved god Helbred efter saa lang Fraværelse?

MONTANUS.

Jeg har ikke talt hverken med Jeronimus eller hans Datter, formedelst denne Knegt som jeg faldt i Disput med.

NILLE.

Hvad var det for en Karl? det var maa skee Skolemesteren?

MONTANUS.

Ney det var en fremmed Person, som reiser her fra i Dag. Jeg kiender ham nok, skiønt jeg ingen Omgiængelse har haft med ham i Kiøbenhavn. Jeg kand ærgre mig ihiel over de Folk, som bilder sig ind at have opsluget all Viisdom, og dog ere Idioter. Jeg skal sige Moerlille hvor i det bestaaer: Knegten har været et par gange Ordinarius Opponens; der i bestaaer alle hans Merita. Men hvorledes forrettede han sine Partes? misere et hæsitanter absque methodo. Da Præses engang distingverede inter rem et modum rei, spurdte han: qvid hoc est? Slyngel, det skulde du have lært, anteqvarn in arenam descendis. Qvid hoc est? Qvæ bruta! En Karl, der ignorerer distinctiones cardinales, og vil disputere publice!

NILLE.

Ej, Hr. Søn skal ikke legge saadant paa Hiertet. Jeg kand høre af det I fortæller, at det maa være en Nar.

166
MONTANUS.

En Ignorant.

NILLE.

Det er intet vissere.

MONTANUS.

En Idiot.

NILLE.

Jeg kand ikke merke andet.

MONTANUS.

Et qvidem plane hospes in philosophia. Lad den Hund legge det fra sig, som han begik udi saa mange brave Folkes Nærværelse.

NILLE.

Lod han noget gaae? derpaa skal man kiende et Sviin.

MONTANUS.

Ney Moerlille, han giorde det, som verre er, han confunderede offentlig materiam cum forma.

NILLE.

Han burde faae en U-lykke.

MONTANUS.

Vil den Karl indbilde sig at kunde disputere?

NILLE.

Han maatte kunde Fanden!

MONTANUS.

Ikke at tale om den Fejl han begik udi sit Proemio, da han sagde: Lectissimi et Doctissimi Auditores.

NILLE.

Hvilken Nar det maa være!

MONTANUS.

Sætter mig Lectissimus for Doctissimus, da dog Lectissimus er et Prædicat man kand give en Deposituro.

JEPPE.

Men fik min Søn da ikke tale med Jeronimus?

MONTANUS.

Ney! ret som jeg vilde gaae ind i Stuen, saae jeg den Karl gaaende forbi Porten, og som vi kiendte hinanden, gik jeg hen at hilse ham, hvorpaa vi strax kom i Snak om lærde Sager, og endelig i Disput, saa jeg maatte sætte min Besøgelse op.

JEPPE.

Jeg er saa bange, at Monsieur Jeronimus tar det ilde op, naar han hører at min Søn har været i Gaarden, men gaaet bort uden at tale med ham.

MONTANUS.

Ja jeg kand ikke hielpe det. Naar een griber Philosophien an, saa griber han mig an paa min Ære. Jeg holder vel af Mademoiselle Lisbed, men min Metaphysica, min Logica har Prioritet.

NILLE.

Ach min hierte Søn, hvad hører jeg? har du forlovet 167 dig med to andre Piger i Kjøbenhavn? det kand blive en forbandet Sag for Capitels Retten.

MONTANUS.

I forstaaer mig ikke; det er ikke saa meent. Det er ikke Piger, men tvende Videnskaber.

NILLE.

Ja det er andet. Men der kommer Ridefogeden, vær nu ikke vred længer.

MONTANUS.

Ham kand jeg ikke blive vred paa; det er en eenfoldig u-lærd Mand, som jeg ikke kand komme i nogen Disput med.

SCEN. 2

Jeppe. Nille. Montanus. Jesper.

JESPER.

Serviteur, Monsieur! jeg gratulerer Ankomsten.

MONTANUS.

Jeg takker Hr. Ridefoget.

JESPER.

Det er mig kiært, at vi har faaet saadan lærd Mand her i Byen. Det har vel kostet ham mangen Hovedbryden, førend han er kommen saa vit. Jeg ønsker jer ogsaa til Lykke, Jeppe Berg, med jer Søn! nu har I faaet Glæde paa jer gamle Alder.

JEPPE.

Ja det er sandt.

JESPER.

Men hør, min kiære Monsieur Rasmus, jeg vilde spørge ham om noget.

MONTANUS.

Mit Navn er Montanus.

JESPER.

sagte til Jeppe. Montanus, er det Rasmus paa Latin?

JEPPE.

Ja det maa saa være.

JESPER.

Hør, min kiære Monsieur Montanus Berg! jeg har hørt at lærde Folk skal have saa underlige Meeninger. Er det sandt, at man holder for i Kiøbenhavn, at Jorden er rund? Her paa Bierget vil ingen troe det; thi hvor kand det være, efterdi Jorden synes jo gandske flak?

MONTANUS.

Det kommer deraf, at Jorden er saa stor, at man ikke kand merke dens Rundhed.

JESPER.

Ja det er sandt, Jorden er stor, det er fast den halve Deel af Verden. Men hør, Monsieur! hvor mange Stjerner vilde der vel til at giøre en Maane?

168
MONTANUS.

En Maane! Maanen er mod en Stjerne ligesom Pebling Søen mod heele Siælland.

JESPER.

Ha ha ha ha! de lærde Folk ere aldrig rigtige i Hovedet. Jeg har min Troe hørt dem, der siger, at Jorden løber, og Solen staaer stille. Monsieur troer vel ikke det ogsaa?

MONTANUS.

Ingen fornuftig Mand tviler meer derom.

JESPER.

Ha ha ha! skulde Jorden løbe, maatte vi jo falde iblant og slaae Halsen i stykker.

MONTANUS.

Kand ikke et Skib løbe med jer uden at I slaaer Halsen i tu?

JESPER.

Men I siger jo at Jorden løber omkring; skulde nu Skibet vende sig om, faldt da Folkene ikke udi Søen?

MONTANUS.

Ney, jeg skal forklare jer det tydeligere, hvis I vil have Taalmodighed.

JESPER.

Jeg vil min Troe intet høre derom! Jeg maatte jo være gall, om jeg troede saadant. Jorden skulde velte sig om, og vi skulde ikke falde hovedkulds Fanden i Vold ned i Afgrunden, ha ha ha! Men min kiære Monsieur Berg, hvoraf kommer det, at Maanen er undertiden saa liden, undertiden saa stor?

MONTANUS.

Om jeg nu siger jer det, vil I dog ikke troe det.

JESPER.

Ach vær saa god og siig mig det.

MONTANUS.

Det kommer deraf, at naar Maanen er voxen til, klipper man Stykker af den for at giøre Stjerner af.

JESPER.

Det er min Troe curiøskt; jeg vidste det min Troe ikke tilforn. Dersom man klippede ikke Stykker af den, vilde den voxe alt for stor, og blive saa bred som heele Sælland. Naturen regierer dog alting meget viseligen. Men hvoraf kommer det, at Maanen varmer ikke saa vel som Solen, da den dog er ligesaa stor?

MONTANUS.

Det kommer deraf, at Maanen er intet Lys, men af samme mørke Materie som Jorden, der laaner sit Lys og Skin af Solen.

169
JESPER.

Ha ha ha ha ha ha! Lad os tale om noget andet, det er noget forstyrret Tøy, man kand blive Catolsk i Hovedet deraf.

SCEN. 3

Jeppe. Nille. Montanus. Jesper. Per Degn.

JEPPE.

Velkommen Per! hvor got Folk er, kommer got Folk efter. Der seer I min Søn, som er nyelig kommen hiem.

PER.

Velkommen her Monsieur Rasmus Berg!

MONTANUS.

I Kiøbenhavn er jeg vant til at heede Montanus; jeg beder I vil kalde mig ligeledes.

PER.

Ja sommænd, det kand komme mig paa eet ud.

Hvorledes staaer ellers til i Kiøbenhavn? deponerede der mange i Aar?

MONTANUS.

Som der plejer.

PER.

Blev der nogen rejicered i Aar?

MONTANUS.

To a tre conditionaliter.

PER.

Hvem er Imprimatur i Aar?

MONTANUS.

Hvad vil det sige?

PER.

Jeg meener, hvem er Imprimatur til Vers og Bøger, som gaaer i Trykken?

MONTANUS.

Skal det være Latin?

PER.

Ja i min Tid var det got Latin.

MONTANUS.

Var det da got Latin, saa maa det endnu være ligeledes. Men det har aldrig været Latin i den Meening, som I vil have det.

PER.

Jo min Troe er det got Latin.

MONTANUS.

Skal det da være et Nornen eller et Verbum?

PER.

Det er et Nornen.

JESPER.

Det er ret, Per! svar kun brav for jer.

MONTANUS.

Cujus declinationis er da Imprimatur?

PER.

Alle de Ord, som nævnes kand, henføres til 8 Ting, som er Nornen, Pronomen, Verbum, Principium, Conjugatio, Declinatio, Interjectio.

170
JESPER.

Jo jo, hør kun til Per, naar han vil ryste sine Ærmer. Det er ret, klem kun paa ham.

MONTANUS.

Han svarer intet til det jeg spør ham.

Hvad har Imprimatur i Genitivo?

PER.

Nominativus Ala, Genitivus Alæ, Dativus Alo, Vocativus Alo, Ablativus Ala.

JESPER.

Jo, jo, Monsieur Montanus, vi har sommænd ogsaa Folk her paa Bierget.

PER.

Det skulde jeg ogsaa meene. Der deponerede min Troe andre Karle i min Tid, end nu omstunder; det var 171 Karle, som lode sig rage to gange om Ugen, og kunde alle scandere alle slags Vers.

MONTANUS.

Det er en mægtig Sag; saadant kand man nu giøre udi anden Lectie. Nu omstunder deponerer Karle fra Kiøbenhavns Skole, som kand giøre Hebraiske og Chaldaiske Vers.

PER.

Saa maa de ikke kunde meget Latin da?

MONTANUS.

Latin! om I kom i Skolen nu, kunde I ikke komme høyere end i Sinke-Lectien.

JESPER.

Siig ikke det, Montanus! Degnen er min Troe en brav studeret Mand, det Kar jeg hørt baade Herredsfogeden og Amtsforvalteren sige.

MONTANUS.

Maa skee de forstaae ligesaa lidet Latin, som han.

JESPER.

Jeg hører dog, han svarer brav for sig.

MONTANUS.

Han svarer jo ikke til det jeg spør ham om. E qva Schola dimissus es mi Domine?

PER.

Adjectivum et Substantivum genere, numero et Caseo conveniunt.

JESPER.

Han maaler ham min Troe Skieppen fuld; ret, Per! vi skal min Troe drikke en Pæl Brændeviin sammen.

MONTANUS.

Dersom Hr. Foged vidste, hvad han svarede, skulde han lee sin Mave i tu. Jeg spør ham, fra hvilken Skole han har deponeret, han svarer noget andet hen i Taaget.

PER.

Tune tua res agitur, Paries cum proximus ardet.

JESPER.

Jo, jo, nu vil hun min Troe ret gaae an! Svarer I nu dertil!

MONTANUS.

Jeg kand ikke svare dertil, det er lutter Pølse-Snak. Lad os tale Dansk sammen, som de andre kand forstaae, saa skal man strax faae at høre, hvilken Karl det er. Nille græder.

JESPER.

Hvorfor græder I, Bestemoer?

NILLE.

Jeg har saa ont deraf, at min Søn skal give sig tabt i Latinen.

172
JESPER.

Adi Bestemoer! det er jo ingen Under. Per er jo ogsaa meget ældre, end han. Det er jo ingen Under. Lad dem nu tale Dansk da, som vi alle forstaae.

PER.

Ja nok, jeg er parat til hvilken af Deelene han vil. Vi vil give hinanden nogle Spørsmaal; for Exempel, hvem var det, som skreg saa høyt, at man kunde høre ham over den heele Verden?

MONTANUS.

Jeg veed ingen, som skriger stærkere, end Esle og Landsbye-Degne.

PER.

Snak! kand man høre dem over heele Verden? Det var et Asen i Noæ Ark; thi heele Verden var i Arken.

JESPER.

Ha, ha, ha! det er min Troe sandt, ha ha ha! Der sidder et forslagen Hoved paa den Per Degn.

PER.

Hvem slog den 4de Deel af Verden ihiel?

MONTANUS.

Ej, jeg svarer ikke til slige grove Spørsmaal.

PER.

Det var Cain, som slog sin Broder Abel ihiel.

MONTANUS.

Beviis, at der var ikke meer end fire Mennesker da til.

PER.

Beviis I, at der var fleere.

MONTANUS.

Det giøres ikke fornøden; thi affirmanti incumbit probatio. Forstaaer I det?

PER.

Ja vist. Omnia conando docilis solertia vincit. Forstaaer I det?

MONTANUS.

Jeg er ikke klogere, som staaer her og disputerer med en Sinke. I vil disputere, og kand hverken Latin eller Dansk, langt mindre veed, hvad Logica er. Lad høre engang, qvid est Logica?

PER.

Post molestam senectutam, post molestam senectutam nos habebat humus.

MONTANUS.

Vil din Slyngel fixere mig?

Faaer ham i Haaret, de slaaes, Degnen echappeter, og raaber: Sinke! Sinke! De gaaer alle ud, foruden Fogden.

173

SCEN. 4

Jesper. Jeronimus.

JERONIMUS.

Hans Tiener, Hr. Foged! skal jeg finde ham her? Jeg kommer at see min tilkommende Svigersøn Rasmus Berg.

JESPER.

Nu kommer han strax. Det var Skade, at I ikke kom en halv Time tilforn, saa skulde I have hørt ham og Degnen disputere sammen.

JERONIMUS.

Hvorledes løb det af?

JESPER.

Skam faae Per Degn, han er slemmere end jeg havde tænkt; jeg merker nok, at han ikke har glemt noget, hverken af sin Latin eller Hebraisk.

JERONIMUS.

Jeg troer det nok, thi han har vel ingen Tid vidst meget deraf.

JESPER.

Siig ikke det, Monsieur Jeronimus! der sidder en forbandet Mund paa ham. Det er virkelig en Lyst at høre den Mand snakke Latin.

JERONIMUS.

Det er meer end som jeg havde ventet. Men hvordan seer min Svigersøn ud?

JESPER.

Han seer forbandet lærd ud; I skulde neppe kiende ham igien. Han har ogsaa et andet Navn.

JERONIMUS.

Et andet Navn! hvad heeder han da?

JESPER.

Han kalder sig Montanus, hvilket skal være det samme som Rasmus paa Latin.

JERONIMUS.

Ej fy, det er hæsligt. Jeg har kiendt mange, der saaledes har forandret deres Christne Navne, men det har aldrig gaaet dem vel i Verden. Jeg kiendte een for nogle Aar, der var døbt Peer, og vilde siden fornye sin Mynt, da han var bleven til noget, og lod sig kalde Peiter. Men den Peiter kom ham dyr nok at staae; thi han brød sit Been, og døde i stor Ælendighed. Vor Herre taaler ikke saadant Hr. Foged.

JESPER.

Det kand være med Navnet, hvad det være vil, men det staaer mig aldeles ikke an, at han har saa selsomme Meeninger udi Troen.

JERONIMUS.

Hvad har han da for Meeninger?

174
JESPER.

Ej, det er forskrækkeligt! Haarene reiser sig paa Hovedet, naar jeg tænker derpaa. Jeg kand ikke erindre alt hvad jeg hørte; men det veed jeg, at han blant andet sagde, at Jorden var rund. Hvad kand jeg kalde saadant, Monsieur Jeronimus? det er jo ikke andet end at kuldkaste all Regiion, og føre Folk af Troen. En Hedning kand jo ikke tale verre.

JERONIMUS.

Han maa kun have sagt det af Skiemt.

JESPER.

Det er noget groft at skiemte saaledes. See der kommer han selv.

SCEN. 5

Montanus. Jeronimus. Jesper.

MONTANUS.

Velkommen min kiære Svigerfar. Det er mig kiært at see ham ved god Helbred.

JERONIMUS.

Helbreden kand ikke være synderlig hos Folk af min Alder.

MONTANUS.

I seer dog hiertelig vel ud.

JERONIMUS.

Synes jer det?

MONTANUS.

Hvordan lever Jomfru Lisbed?

JERONIMUS.

Vel nok.

MONTANUS.

Men hvad er paa færde? mig synes, min kiære Svigerfar, at I svarer mig saa koldsindig.

JERONIMUS.

Jeg har vel ikke Aarsag til andet.

MONTANUS.

Hvad ont har jeg da giort?

JERONIMUS.

Mig er sagt, at I har saadanne egne Meeninger; Folk skulde jo tænke, at I var gall eller catholsk i Hovedet, thi hvorledes kand et fornuftigt Menneske falde til den Daarlighed, at sige, Jorden er rund?

MONTANUS.

Ja profecto er hun rund; jeg maa sige det som Sanden er.

JERONIMUS.

Det maa være Pokker ikke Sanden! saadant kand u-mueligt andet end komme fra Fanden, som er Løgnens Fader. Jeg er vis paa, at der er ikke et Menneske her i Byen, der jo fordømmer saadan Meening; spør kun Fogden, som er en fornuftig Mand, om han ikke er af samme Meening med mig.

175
JESPER.

Det kand endelig komme mig paa eet ud, enten hun er lang eller rund; men jeg maa troe mine egne Øyne, som viser mig, at Jorden er flak som en Pandekage.

MONTANUS.

Det kand ogsaa komme mig paa eet ud, hvad Tanke Fogden eller de andre her i Byen har der om, men det veed jeg, at Jorden er rund.

JERONIMUS.

Hun er Pokker ikke rund. Jeg troer I er gall. I har jo Øyen i Hovedet saa vel som andre Mennesker.

MONTANUS.

Det er jo bekiendt, min kiære Svigerfar, at der boer Folk lige under os, som vende deres Fødder mod vore.

JESPER.

Ha ha ha, hi hi hi, ha ha ha!

JERONIMUS.

Ja Fogden maa nok lee; thi han har virkelig en Skrue løs i Hovedet. Forsøg I kun at gaae her under Taget, og vend Hovedet ned, og see saa til, hvorledes det vil løbe af.

MONTANUS.

Det er en gandske anden Sag, Svigerfar! thi ...

JERONIMUS.

Jeg vil aldeles ikke være jer Svigerfar; Jeg har min Datter kiærere, end at jeg skulde give hende saaledes bort.

MONTANUS.

Jeg har jer Datter saa kiær, som min egen Siæl, det er vist, men at jeg skulde kuldkaste Philosophien for hendes skyld, og drive min Forstand i Landflygtighed, det er meer end I kand begiære.

JERONIMUS.

Ha ha, jeg hører, at I har anden Kiærlighed i Hovedet. I maa gierne beholde jer Lucie eller Sophie; Jeg skal saamænd ikke nøde min Datter paa jer.

MONTANUS.

I forstaaer mig ikke ret. Philosophien er ikke andet end en Videnskab, som har aabnet Øynene paa mig saa vel herudi, som udi andet.

JERONIMUS.

Den har snarere forblindet baade Øyene og Forstanden. Hvormed kand I giøre saadant got?

MONTANUS.

Det er noget, som er ufornødent at bevise. Ingen lærde Folk tviler meer der om.

176
JESPER.

Da tilstaaer min Troe aldrig Per Degn jer saadant.

MONTANUS.

Per Degn! ja det er en fæd Karl. Jeg er daarlig, at jeg staaer her og taler om Philosophie med jer. Men for at fornøye Monsieur Jeronimus, vil jeg dog fremføre et par Beviis, nemlig: først af reisende Folk, hvilke, naar de komme et par 1000 Mile herfra, har de Dag, naar vi har Nat, seer anden Himmel, andre Stjerner.

JERONIMUS.

Er I gall, er der meer end een Himmel og een Jord?

JESPER.

Jo Monsieur Jeronimus, der er 12 Himle, den eene høyere end den anden, indtil man kommer til Chrystal Himmelen; derudi har han saa vit ræt.

MONTANUS.

Ach qvantæ tenebræ!

JERONIMUS.

Da har jeg i min Ungdom 16 gange været til Kiiler Omslag, men saa sandt som jeg er en ærlig Mand, om jeg har seet nogen anden Himmel, end den vi her have.

MONTANUS.

I maa reise 16 gange saa langt, Domine Jeronyme, førend I kand merke saadant; thi ...

JERONIMUS.

Holdt op med den Snak, den har ingensteds hiemme. Lad os høre den anden Beviis.

MONTANUS.

Den anden Beviis tages af Solens og Maanens Formørkelse.

JESPER.

Ney hør nu engang, nu blir han reent gall!

MONTANUS.

Hvad meener I vel at Formørkelse er?

JESPER.

Formørkelser ere visse Tegn, som sættes paa Solen og Maanen, naar der skal skee nogen Ulykke paa Jorden; hvilket jeg kand bevise af egne Exempler, saaledes: da min Hustrue foer ilde for 3 Aar siden, og da min Dotter Giertrud døde, var der begge gange Formørkelse tilforn.

MONTANUS.

Ach jeg maa blive gall over saadan Snak.

JERONIMUS.

Fogden har ret, thi der skeer aldrig Formørkelse, uden den har noget at betyde. Da sidste Formørkelse skeede, syntes alting at være vel; men det 177 varede ikke længe, thi 14 Dage derefter fik vi Tidende fra Kiøbenhavn, at der var paa eengang 6 rejicered til Attestatz, alle fornemme Personer, og blant dem 2 Provste Sønner. Hører man ikke ont paa et Sted efter en saadan Formørkelse, saa faaer man det vist nok at høre paa et andet Sted.

MONTANUS.

Det er vist nok, thi der gaaer aldrig nogen Dag forbi, der skeer jo nogen Ulykke i Verden. Men hvad disse Personer er angaaende, da har de ikke behov at skylde paa Formørkelse, thi havde de læset bedre over, havde de nok gaaet fri.

JERONIMUS.

Hvad er da Formørkelse i Maanen?

MONTANUS.

Det er ikke andet end Jordens Skygge, som betaer Maanen Solens Skin; og saasom Skyggen er rund, saa sees deraf at Jorden er rund iligemaade. Det gaaer altsammen naturlig viis til, thi man kand udregne Formørkelser; og derfor er det Giækkerie at sige, at saadant er foregaaende Tegn for Ulykke.

JERONIMUS.

Ach Hr. Foged! jeg faaer ont. I en ulyksalig Tid lod jere Forældre jer studere.

JESPER.

Ja han er noget nær ved at blive Atheist. Jeg maa have Per Degn i færd med ham igien. Det er en Mand, som taler med Eftertryk. Han skal nok overbevise jer, enten I vil paa Latin eller Græsk, at Jorden (Gud skee Lov) er saa flak, som min Haand. Men der kommer Madame Jeronimuses med hendes Datter.

SCEN. 6

Magdelone. Lisbed. Jeronimus. Montanus og Jesper.

MAGDELONE.

Ach min hierte Svigersøn! det er mig en Glæde, at see jer kommen tilbage med god Helbred.

LISBED.

Ach min Hierte, lad mig omfavne dig!

JERONIMUS.

Sagt, sagt, mit Barn! ikke saa ivrig.

LISBED.

Maa jeg ikke omfavne min Kiæreste, som jeg ikke har seet i nogle Aar?

178
JERONIMUS.

Bliv fra ham, siger jeg dig, du faaer ellers Hug.

LISBED.

grædende. Jeg veed jo, at der er giort offentlig Forlovelse imellem os.

JERONIMUS.

Det er rigtig nok, men der er kommen nogen Urigtighed i den Sag siden. Lisbed græder.

JERONIMUS.

Du skal vide, mit Barn, at da han blev forloved med dig, var han et skikkeligt Menneske og en god Christen; men nu er han en Kiættere og Sværmere, som fortiener heller at indføres i et Litanie, end udi Svogerskab med os.

LISBED.

Er det ikke andet min hierte Far, saa skal vi nok komme til rette.

JERONIMUS.

Bliv fra ham, siger jeg.

MAGDELONE.

Hvad vil dette sige, Hr. Foged?

JESPER.

Det er galt nok Madam! han fører falsk Lærdom her ind i Byen, siger at Jorden er rund, og andet deslige, som jeg blues ved at tale om.

JERONIMUS.

Synes jer ikke, at de gode gamle Forældre er at beklage, der har kostet saa mange Penge paa ham?

MAGDELONE.

Ej, ikke andet! hvis han har Kiærlighed til vor Dotter, saa staaer han nok fra sin Meening, og siger, at Jorden er flak, for hendes skyld.

LISBED.

Ach min Hierte, siig for min skyld, at den er flak.

MONTANUS.

Jeg kand ikke føye jer deri, saa længe som jeg har min fulde Fornuft. Jeg kand jo ikke give Jorden anden Skikkelse, end den af Naturen har. Jeg vil sige og giøre for jer skyld alt hvad mig mueligt er; men jeg kand ingenlunde føye jer her udi, thi skulde mine Ordens Brødre faae at vide, at jeg havde statueret saadant, vilde jeg af dem holdes for en Nar, og blive foragtet; tilmed staaer vi lærde Folk aldrig fra vore Meeninger, men forsvarer hvad vi engang have sagt til den yderste Draabe af vor Blekhorn.

179
MAGDELONE.

Hør, Mand, jeg finder dette aldeles ikke af den Vigtighed, at vi derfor skulde ophæve Partiet.

JERONIMUS.

Og jeg skulde formedelst saadant søge Skilsmisse mellem dem, om de end vare virkeligen gifte.

MAGDELONE.

Jeg vil min Troe ogsaa have noget at sige herudi; thi er hun jer Dotter, saa er hun ogsaa min.

LISBED.

grædende. Ach min Hierte! siig dog at den er flak.

MONTANUS.

Jeg kand profecto ikke.

JERONIMUS.

Hør, Kone, du maa vide, at jeg er Mand i Huset, og at jeg er hendes Far.

MAGDELONE.

Du maa ogsaa vide, at jeg er Kone i Huset, og at jeg er hendes Moer.

JERONIMUS.

Jeg meener at en Far er altid meer end en Moer.

MAGDELONE.

Og jeg meener ney; thi at jeg er hendes Moer, derom kand ingen tvile, men om I ... ja jeg vil ikke sige meer, thi jeg ivrer mig.

LISBED.

grædende. Ach min Hierte! kand I ikke dog sagte for min skyld sige, at den er flak?

MONTANUS.

Jeg kand ikke, min Dukke; nam contra naturam est.

JERONIMUS.

Hvad vil du sige dermed, min Kone? er jeg ikke hendes Far, saa vel som du er hendes Moer?

Hør, Lisbed, er jeg ikke din Far?

LISBED.

Jeg troer jo, thi min Moer siger det. Jeg troer, at I er min Far, men jeg veed, at hun er min Moer.

JERONIMUS.

Hvad synes jer om den Snak, Hr. Foged?

JESPER.

Jeg kand ikke sige at Mammesellen har uret deri; thi . . .

JERONIMUS.

Det er nok, kom lad os gaae. Vær forsikred om, min gode Rasmus Berg, at I aldrig faaer min Dotter, saa længe I blir i jere Vildfarelser.

LISBED.

grædende. Ach min Hierte! siig dog, at den er flak.

JERONIMUS.

Fort, fort paa Dør! De Fremmede gaae alle bort.

180

ACTUS IV

SCEN. 1.

MONTANUS.

alleene. Her har jeg været plaget en heel Time med mine Forældre, som med Suk og Graad vil bevæge mig at staae fra min Meening; men de kiender ikke Erasmum Montanum ret. Ikke om jeg kunde blive Keiser, vilde jeg staae fra det jeg engang har sagt. Jeg elsker Mademoiselle Elisabet, det er sandt; men at jeg for hendes skyld opoffrer Philosophien, og staaer fra det, jeg engang offentlig har sustineret, det skeer aldrig. Jeg haaber dog, at det skal blive got, og at jeg skal faae min Kiæreste uden min Reputations Fortabelse; thi naar jeg faaer Lejlighed at tale med Jeronimus, skal jeg saa tydelig bevise ham sine Vildfarelser, at han skal finde sig deri. Men der seer jeg Degnen og Ridefogden komme fra mine Svigerforældre.

SCEN. 2

Jesper. Per. Montanus.

JESPER.

Min kiære Monsieur Montanus, vi har haft et sterkt Arbeid i Dag for jer skyld.

MONTANUS.

Hvad er det?

JESPER.

Vi have løbet imellem jere Forældre og Svigerforældre for at megle en Fred.

MONTANUS.

Ja hvad har I da udrettet? vil min Svigerfar lade sig sige?

JESPER.

De sidste Ord, han sagde til os, var disse: Der har aldrig været noget Kiætterie i vor Familie. Hils kun Rasmus Berg (jeg siger kun lige hans Ord, thi han sagde 181 ikke Montanus Berg engang), hils kun Rasmus Berg, sagde han, og siig ham, at jeg og min Hustru ere begge skikkelige og Gudfrygtige Folk, som heller vrider Halsen om paa vor Datter, end giver hende til een, der siger at Jorden er rund, og fører falsk Lærdom her ind i Byen.

PER.

Sandt at sige, saa har vi altid haft en reen Troe her paa Bierget, og Monsieur Jeronimus har ikke stor Uret derudi, at han vil hæve op dette Svogerskab.

MONTANUS.

I got Folk! hilser Monsieur Jeronimus igien, og siig ham, at han giør Synd derudi, at han vil tvinge mig at staae fra det, som jeg engang har sagt, hvilket er mod Leges Scholasticas og Consvetudines Laudabiles.

PER.

Ej Dominus! vil I forlade jer smukke Kiæreste for saa ringe Ting? Alle Mennesker vil tale ilde derom.

MONTANUS.

Den gemeene Mand Vulgus vil tale ilde derom; men mine Commilitones, mine Kammerater vil løfte mig op til Skyerne for min Bestandighed.

PER.

Holder I det da for Synd, at sige, Jorden er flak eller lang?

MONTANUS.

Ney det giør jeg ikke; men jeg holder det for en Skam og Vanære for mig, som er en Baccalaureus Philosophiae, at staae fra hvad jeg engang publicé har sustineret, og at giøre noget, som er Ordenen u-anstændigt; min Pligt er at see til, ne qvid detrimenti patiatur respublica Philosophica.

PER.

Men naar I kand overbevises, at det er falskt, som I troer, holder I det da for en Synd, at staae fra jer Meening?

MONTANUS.

Beviis mig at det er falskt, og det methodicè.

PER.

Det er mig en læt Sag. Her boer nu saa mange brave Folk her i Byen; først jer Svigerfar, som har bragt sig frem alleene ved Pennen; dernæst jeg u-værdig, som har været Degn udi 14ten samfulde Aar; siden denne gode Mand Ridefogeden, foruden Sognefogden, 182 og adskillige andre brave boesiddende Mænd, der har svaret deres Skat og Landgilde baade udi onde og gode Tider.

MONTANUS.

Det vil blive en forbandet Syllogismus.

Hvor vil vel all den Snak hen?

PER.

Nu kommer jeg strax til det jeg vil sige. Spør nu enhver af disse gode Mænd, som boer her i Byen, og hør om nogen skal holde med jer derudi, at Jorden er rund. Jeg veed, man maa jo troe meer hvad saa mange siger, end een alleene. Ergo har I uret.

MONTANUS.

I maa tage heele Biergets Folk hid, og lade dem opponere baade mod den Materie og andre; jeg skal binde Munden paa dem alle. Slige Folk har ingen Troe; de maa troe hvad jeg og andre Folk siger.

PER.

Men om I vilde sige, at Maanen var af grøn Ost, skulde de ogsaa troe det?

MONTANUS.

Ja hvad andet? Siig mig, hvad troer Folk her at I er?

PER.

De troer, at jeg er en god ærlig Mand og Degn her paa Stedet; hvilket er sandt.

MONTANUS.

Og jeg siger, det er Løgn. Jeg siger, I er en Hane, og skal bevise det saa klart, som 2 og 3 er 5.

PER.

I skal bevise Dievelen! Hvad nu, er jeg en Hane? hvormed vil I giøre det got?

MONTANUS.

Kand I sige mig noget, som kand befrie jer derfra?

PER.

Først kand jeg jo tale, en Hane kand ikke tale. Ergo er jeg ikke en Hane.

MONTANUS.

Talen giør intet til Sagen. En Papegoie, en Stær kand og tale, derfor er de just ikke Mennesker.

PER.

Jeg kand bevise det af andet end af Talen. En Hane har ingen Menneskelig Forstand, jeg har Menneskelig Forstand, ergo er jeg ingen Hane.

MONTANUS.

Proba minorem.

JESPER.

Ej, tal Danske!

MONTANUS.

Jeg vil, at han skal bevise sig at have Forstand som et Menneske.

183
PER.

Hør, jeg forretter jo mit Embede u-paaklageligt.

MONTANUS.

Hvilke ere de fornemmeste Poster udi jer Embede, hvoraf I beviser en Menneskelig Forstand?

PER.

1.) Forsømmer jeg aldrig at ringe til Messe paa bestemte Tider.

MONTANUS.

En Hane forsømmer ey heller at gale og give Tiderne tilkiende, og advare Folk, naar de skal staae op.

PER.

2.) Synger jeg saa vel, som nogen Degn udi heele Siælland.

MONTANUS.

Vor Hane galer og saa vel, som nogen Hane udi Siælland.

PER.

Jeg kand støbe Voxlys, det kand ingen Hane giøre.

MONTANUS.

En Hane derimod kand giøre Æg, hvilket I ikke kand giøre. Seer I da vel, at I af Forstand udi jer Embede ikke kand bevise, at I er bedre end en Hane? See ogsaa i kort Begreb, hvilken Eenstemmelse der er imellem jer og en Hane: En Hane har en Kam i 184 Hovedet, I bær ogsaa Takker udi Panden; en Hane galer, I galer ogsaa; en Hane giør sig til af sin Røst og bryster sig, I ligeledes; en Hane varer ad, naar det er Tid at raabe, I, naar det er Tid at gaa i Messe. Ergo er I en Hane. Har I ellers noget at sige? Per Degn græder.

JESPER.

Ej, græd ikke Per! hvad vil I agte saadant?

PER.

Det er, gid jeg faaer en Ulykke, lutter Løgn. Jeg kand skaffe Attester fra heele Byen, at jeg er ingen Hane, eller at nogen af mine Forældre har været andet end Christne Mennesker.

MONTANUS.

Refuteer da denne Syllogismum, qvem tibi propono. En Hane har disse Egenskaber, hvorved den kiendes fra andre Dyr: Den varer Folk ved Lyd, naar de skal staae op; gir Timerne tilkiende; bryster sig af sin Stemme; fører Takker udi Hovedet. I har samme Egenskaber. Ergo er I en Hane. Refuteer mig det Argument. Per græder igien.

JESPER.

Kand ikke Degnen binde Munden til paa jer, saa kand jeg.

MONTANUS.

Lad høre jere Argumenter da!

JESPER.

Først finder jeg i min Samvittighed, at jer Meening er falsk.

MONTANUS.

Efter en Fogeds Samvittighed kand man ikke fælde Dom i alle Sager.

JESPER.

2.) Siger jeg, at alt hvad I har talt er lutter Løgn.

MONTANUS.

Beviis det!

JESPER.

3.) Er jeg en brav Mand, hvis Ord har altid staaet til troende.

MONTANUS.

Med all den Snak lar man sig ikke nøye.

JESPER.

4.) Siger jeg, at I har talt som en Carnali, og at Tungen burde skiæres af jer Mund.

MONTANUS.

Endnu hører jeg intet Beviis.

JESPER.

Og endelig, for det femte, vil jeg til Overflod bevise jer over, enten I vil i Kaarde eller tørre Hug.

MONTANUS.

Ney, jeg er en Tiener af begge Deele; 185 men saa længe I vil kun disputere med Munden, skal I finde, at jeg kand forsvare ikke alleene de Ting, jeg har sagt, men ogsaa andet. Kom an, Hr. Foged, jeg vil bevise af den sunde Logica, at I er en Tyr.

JESPER.

I skal bevise Fanden!

MONTANUS.

Vil I kun have Taalmodighed at høre mit Argument ...

JESPER.

Kom Per, lad os gaae.

MONTANUS.

Saaledes beviser jeg det: Qvicunque ... Jesper skriger og holder for hans Mund.

MONTANUS.

Har I ikke Lyst til at høre mit Beviis denne gang, saa kand I møde mig en anden gang, paa hvilket Sted I behager.

JESPER.

Jeg er for god at have Omgiængelse med saadan Sværmer. Gaaer ud.

MONTANUS.

Med disse Folk kand jeg disputere med Koldsindighed, hvorvel de siger mig haarde Ord. Jeg blir ikke hidsig, med mindre jeg disputerer med Folk, som bilder sig ind at forstaae Methodum Disputandi og være ligesaa sterke i Philosophien som jeg. Derfor var jeg 10 gange saa ivrig, da jeg disputerede mod den Student i Dag; thi han havde dog noget Skin af Lærdom. Men der kommer mine Forældre.

SCEN. 3

Jeppe. Nille. Montanus.

JEPPE.

Ach min kiære Søn! tag ikke saa af sted, og leg dig ikke ud med alle Folk. Ridefogden og Degnen, som efter vor Begiæring toge sig paa at slutte Fred imellem dig og din Svigerfar, fornemmer jeg, er bleven giort Spot af. Hvad duer saadant til, at giøre got Folk til Tyre og Haner?

MONTANUS.

Derfor har jeg studeret, derfor har jeg lagt mit Hoved i blød, at jeg kand sige hvad jeg vil, og forsvare det.

186
JEPPE.

Mig synes, det var bedre aldrig at have studeret paa den Maade.

MONTANUS.

Holdt jer Mund gamle Mand.

JEPPE.

Du vil vel ikke slaae dine Forældre?

MONTANUS.

Om jeg giorde det, vilde jeg og forsvare det for heele Verden. De gaae grædende ud.

SCEN. 4

Montanus. Jacob.

MONTANUS.

Jeg staaer ikke fra mine Meeninger, om de blev gall tilsammen. Men hvad vil du, Jacob?

JACOB.

Jeg har et Brev til Monsøren.

Montanus tav og læser Brevet. Jacob gaaer ud.

MONTANUS.

Min allerkiæreste Ven!

Jeg havde aldrig kunnet bilde mig ind, at du saa læt skulde forlade den, som udi saa mange Aar har baaret 187 saadan bestandig og u-forfalsket Kjærlighed til dig. Jeg kand sige dig det for vist, at min Far er saa forpikket mod den Meening, at Jorden er rund, og holder det for saa stor Troes Artikel, at han aldrig gir mig bort til dig, med mindre du bifalder hans og andre got Folkes Troe her i Byen. Hvad kand det nytte dig, enten Jorden er lang, rund, ottekantet eller firekantet? Jeg beder dig for all den Kjærlighed jeg har baaret til dig, at du beqvemmer dig til den Troe, som vi saa lang Tid har befundet os saa vel efter her paa Bierget; hvis du ikke føyer mig herudi, da vær vis paa, at jeg gremmer mig til døde, og at heele Verden vil have Afskye for dig, som har været Aarsag til dens Død, der har elsket dig som sin egen Siæl.

Elisabeth Jeronimus Datter. Med egen Haand. Ach Himmel! dette Brev bevæger mig, og bringer mig i stor Tvilraadighed, saa at jeg maa sige med Poeten:

....................................... utque securi
Saucia trabs ingens, ubi plaga novissima restat,
Qvo cadat in dubio est, omnique à parte timetur:
Sic animus .............................................

Paa den ene Side staaer Philosophien, som byder mig holde Stand; paa den anden Side min Kiæreste, der bebreider mig min Koldsindighed og Utroeskab. Men skulde Erasmus Montanus af nogen Ting lade sig bevæge at staae fra sin Meening, som hidindtil har været hans Hoved-Dyd? ney vist ingenlunde! Dog her er jo Nød, som bryder alle Love. Hvis jeg herudi ikke beqvemmer mig, saa giør jeg mig selv og min Kiæreste ulykkelig; hun gremmer sig ihiel af Sorg, og all Verden vil hade mig, og bebreide mig min Utroeskab. Skulde jeg forlade den, der udi mange Aar har baaret en saadan oprigtig Kiærlighed til mig? skulde jeg være Aarsag til hendes Død? ney det kand ikke skee. Dog betænk dig, hvad du giør, Erasme Montane, Musarum et Apollinis 188 pulle. Her har du Lejlighed at lade see, at du est en ræt Philosophus; jo større Faren er, jo større Laurbær-Krantze erhverver du inter Philosophos. Tænk hvad dine Commilitones vil sige, naar de faaer saadant at høre: Det er ikke den Erasmus Montanus meer, der hidindtil har forsvaret sin Meening til yderste Blods-Draaber. Om gemeene og ulærde Folk bebreider mig Utroeskab mod min Kiæreste, saa vil Philosophi derimod løfte mig op til Skyerne. Just det, som beskiemmer mig hos hine, kroner mig med Ære hos disse. Jeg maa derfor staae imod denne Fristelse. Jeg staaer imod den. Jeg overvinder den. Jeg har alt overvundet den. Jorden er rund. Jacta est alea. Dixi. Raaber paa Jacob. Jacob! det Brev, som du leverede mig fra min Kiæ- reste, har intet virket hos mig. Jeg blir ved hvad jeg har sagt, Jorden er rund, og den skal aldrig blive flak saa længe mit Hoved er oppe.

JACOB.

Jeg holder ogsaa for, at Jorden er rund; men om een gav mig en Kommenskringle for at sige, at den er lang, sagde jeg, den var lang, thi det kand skille mig ligemeget.

MONTANUS.

Det kand være dig anstændigt, men ikke en Philosopho, hvis Hoved-Dyd er at forsvare til det yderste det han engang har sagt. Jeg vil offentlig disputere derom her i Byen, og fordre ud alle, som har studeret.

JACOB.

Men maatte jeg spørge Monsør om en Ting: om I vinder i Disputatzen, hvad vil da følge deraf?

MONTANUS.

Der følger saa meget deraf, at jeg har den Ære at vinde, og passere for en lærd Mand.

JACOB.

Monsør vil sige en snaksom Mand; thi at Viisdom og Snaksomhed er ikke den samme Ting, har jeg merket af Folk her i Byen. Rasmus Hansen, som altid fører Ordet, og som ingen kand staae imod udi Munden, holdes af andre kun at have got jevn Gaase-Forstand. Sognefogden Niels Christensen derimod, som taler lidt, 189 og giver sig altid tabt, holdes for at kunde forestaae en Herredsfogeds Embede.

MONTANUS.

Ney hør mig engang til den Slyngel, han vil min Troe raisonere med!

JACOB.

Monsør maa ikke tage det ilde op, jeg taler kun efter min eenfoldige Forstand, og spør kun for at lære. Jeg vilde gierne vide, at naar Monsøren vinder Disputationen, om Per Degn da strax blir forvandlet til en Hane?

MONTANUS.

Hvilken Snak! han blir derfor den samme, som han var.

JACOB.

Ej, saa taber jo Monsør da.

MONTANUS.

Jeg vil ikke indlade mig i Disput med en Bondeslyngel, som du est; hvis du forstod Latin, saa skulde jeg strax fornøye dig. Jeg er ikke øvet i at disputere paa Dansk.

JACOB.

Det er at sige, Monsøren er bleven saa lærd, at han ikke meer kand forklare sin Meening paa sit Moers Maal.

MONTANUS.

Holdt din Mund audacissime Juvenis! hvorfor skulde jeg giøre mig u-mage at forklare min Meening for grove og gemeene Folk, som ikke engang veed, hvad Universalia, entia rationis og formæ substantiales er, langt mindre andet? Det er jo absurdissimum, at ville præke for den blinde om Farvene. Vulgus indoctum est monstrum horrendum informe, cui lumen ademptum. Der var en Mand for nyelig, som dog var 10 gange lærdere end du, der vilde disputere med mig, men da jeg fornam, at han ikke vidste, hvad qvidditas var, slog jeg ham det reent af.

JACOB.

Hvad vil det ellers sige qvidditas? var det ey saa?

MONTANUS.

Det veed jeg nok, hvad det vil sige.

JACOB.

Monsør veed det kandskee selv, men kand ikke forklare det for andre. Da er det lille, jeg forstaaer, saadant, som alle Mennesker kand begribe, naar jeg siger dem det.

190
MONTANUS.

Ja du est en lærd Karl, Jacob! hvad veedst du?

JACOB.

Men om jeg kunde bevise, at jeg var lærdere end Monsøren er?

MONTANUS.

Det gad jeg gierne hørt.

JACOB.

Den som studerer paa de vigtigste Ting, meener jeg, har den grundigste Lærdom.

MONTANUS.

Ja, det er ræt nok.

JACOB.

Jeg studerer paa Avling og Jordens Dyrkning, derfor er jeg lærdere, end Monsøren er.

MONTANUS.

Saa holder du groft Bonde-Arbeid for det vigtigste?

JACOB.

Jeg veed ikke, men det veed jeg, at om vi Bønder vilde ogsaa tage en Pen, eller et stykke Kride i Haanden, og maale hvor langt der er til Maanen, da vilde I Høylærde snart faae en Ulykke i jere Maver. I Lærde drive Tiden bort med at despetere om Verden er rund, érekanted eller ottekanted; og vi studerer paa at holde Jorden ved lige. Seer Monsør nu da, at vor Studeren er nyttigere og vigtigere end jeres, og derfor at Niels Christensen er den lærdeste Mand her i Byen, eftersom han har forbedret sin Jord saaledes, at en Tønde Hartkorn deraf er 30 Rixdaler bedre, end i hans Formands Tid, som sad heele Dagen med en Pibe Tobak i Munden, besmurte og krøllede Doet. Arent Hvitfelds Krønike eller Postill?

MONTANUS.

Ach jeg døer! det er Fanden skinbarlig, som taler. Jeg har aldrig tænkt min Livstid, at der kunde ligge slige Ord i en Bondedrengs Mund; thi hvorvel alt det, du har talt, er falskt og ugudeligt, saa er det dog en u-gemeen Tale for een af din Stand. Siig mig fort, af hvem du har lært saadan Snak.

JACOB.

Jeg har ikke studeret, Monsør, men Folk siger, at jeg har got Hoved. Landsdommeren kommer aldrig her hid til Byen, han har jo strax Bud efter mig. Han har sagt 100 gange til mine Forældre, at deburte at holde mig til Bogen, og at der kunde blive noget stort af mig. 191 Naar jeg intet har at bestille, gaaer jeg og speculerer.

Forgangen giorde jeg et Vers over Morten Nielsen, som drak sig ihiel.

MONTANUS.

Lad mig høre det Vers.

JACOB.

I maa da vide det først, at samme Mortens Far og Far-Far vare begge Fiskere og druknede paa Vandet.

Verset var saadan:

Her under Morten Nielsen staaer,
Som for at træde sin Forfædres Fodspor,
Der døde paa Vandet som Fiskere,
Sig udi Brændeviin druknede.

De Vers maatte jeg læse for Landsdommeren forgangen Dag, som lod dem skrive, og gav mig 2 Mark derfor.

MONTANUS.

Verset, skiønt det er formaliter meget slet, saa er det materialiter ypperligt. Prosodien, som er det fornemmeste, fattes.

JACOB.

Hvad vil det sige?

MONTANUS.

Somme Linier har ikke Fedes nok eller Fødder at gaae paa.

JACOB.

Fødder! det har min Troe paa nogle Dage løbet heele Landet over.

MONTANUS.

Jeg merker, at du har et forslaget Hoved; jeg vilde ønske, at du havde studeret og forstod din Philosophiam Instrumentalem, saa skulde du respondere under mig. Kom, lad os gaae.

192

ACTUS V

SCEN. 1.

En Lieutenant. Jesper Rifoged.

LIEUTENANT.

Hvor skal jeg faae den Karl at see, Hr.

Foged? jeg gad dog nok gierne talt med ham. Seer han noget vel ud?

JESPER.

Ja, han seer temmelig vel ud, og har en Mund som en Ragekniv.

LIEUTENANT.

Det vil intet sige, naar han kun er stærk og frisk.

JESPER.

Han kand sige hvad han vil, og forsvare det.

Han beviiste udtrykkeligen, at Per Degn var en Hane.

LIEUTENANT.

Er han noget bred over Skuldrene?

JESPER.

En stærk føer Karl. Alle udi Huset ere bange for ham, endogsaa Forældrene, thi han kand giøre dem til Kiør, Stude, Heste, og til Mennesker igien, det er at sige, bevise udaf Bøger, at de ere det.

LIEUTENANT.

Seer han ud til at kunde lide ont?

JESPER.

Han beviste ogsaa, at Jorden er rund.

LIEUTENANT.

Det rager mig ikke, men seer han ud til at være modig og have Hierte?

JESPER.

Han skulde sætte sit Liv til for en Bogstav, end sige for andet. Jeg er vis paa, at han faaer alle Folk her paa Halsen; men det skiøtter han ikke om, han staaer derfor ikke fra sin Meening og Lærdom.

LIEUTENANT.

Hr. Foged, saa vit som jeg hører, bliver det en complet Soldat.

JESPER.

Hvorledes vil Lieutenanten faae ham til Soldat? han er Student.

LIEUTENANT.

Det vil intet sige; kand han skabe Folk 193 til Faar, Stude og Haner, saa vil jeg forsøge, om jeg kand skabe engang en Student til Soldat.

JESPER.

Jeg var tilfreds han var det, jeg skulde lee min Mave i tu.

LIEUTENANT.

Tie kun stille, Jesper! naar Fogden og Lieutenanten vil stikke Hovederne sammen, er slige Ting ikke umuelige. Men der seer jeg een komme, mon det er han?

JESPER.

Ja det er han. Jeg vil løbe til side, at han ikke skal have mig mistænkt.

SCEN. 2

Lieutenanten. Montanus.

LIEUTENANT.

Jeg gratulerer hans Ankomst her til Byen.

MONTANUS.

Jeg takker tienstligen.

LIEUTENANT.

Jeg tar mig den Frihed at besøge ham, saasom her ellers ikke ere mange lærde Folk, man kand tale med.

MONTANUS.

Det er mig kiært, at han haver studeret.

Naar deponerede Hr. Lieutenant, med Permission?

LIEUTENANT.

Jeg deponerede for 10 Aar siden.

MONTANUS.

Saa er Hr. Lieutenant da en gammel Academicus. Hvad var Hr. Lieutenants Studium, da han var Student?

LIEUTENANT.

Jeg læsede mesten gamle latinske Autores, og studerede paa Naturens Ræt og Moralske Sager, hvilket jeg endnu giør.

MONTANUS.

Ey, det er Lapperie, det er ikke Academicum. Lagde I ingen Vind paa Philosophiam Instrumentalem?

LIEUTENANT.

Ney, ikke synderlig.

MONTANUS.

Saa har I da aldrig disputeret?

LIEUTENANT.

Ney.

MONTANUS.

Ey, er det at studere? Philosophia Instrumentalis er det eeneste solide Studium, Resten kand 194 være smukt nok, men ikke lærd. Een der er vel dreven i Logica og Metaphysica, kand reede sig ud fra alting, disputere om alle Materier, om endskiønt han er fremmed i dem. Jeg veed ikke, hvilken jeg vilde tage mig paa at forsvare, jeg jo skulde komme vel fra. Der var aldrig nogen Disputatz paa Academiet, hvor jeg jo var Opponens ved. En Philosophus Instrumentalis kand passere for en Polyhistor.

LIEUTENANT.

Hvem er størst Disputator nu omstunder?

MONTANUS.

Det er en Student, som heeder Per Iversen. Naar han har refuteret sin Modstandere, saa at han ikke kand svare et Ord meer, siger han: vil I nu tage min Meening, saa vil jeg igien forsvare jer Meening. Til alt saadant hielper besynderlig hans Philosophia Instrumentalis. Det er Skade, den Karl ikke blev Procurator, han fik en mægtig stor Næring. Næst efter ham er jeg den stærkeste; thi sidste gang jeg disputerede, viskede han mig i Øret: Jam sumus ergo Pares. Men jeg vil dog altid cedere ham.

LIEUTENANT.

Men jeg har hørt sige, at Monsieur kand beviise, at det er Børns Pligt at slaae deres Forældre. Det synes mig at være u-rimeligt.

MONTANUS.

Har jeg sagt det, er jeg og Mand for at forsvare det.

LIEUTENANT.

Jeg tør vedde med ham om en Ducat, at han er ikke capabel dertil.

MONTANUS.

Jeg vover en Ducat der imod.

LIEUTENANT.

Top, det er sagt! lader os nu høre.

MONTANUS.

Den man elsker mest, slaaer man mest. Man bør ingen elske meer end sine Forældre, ergo bør man ingen slaae meer. End udi en anden Syllogisme: Hvad jeg har oppebaaret, bør jeg efter Evne erstatte. Jeg har i min Barndom oppebaaret Hugg af mine For ældre, ergo bør jeg give dem Hugg igien.

LIEUTENANT.

Nok, nok! Jeg har tabt. I skal min Troe have jer Ducat.

195
MONTANUS.

Ey, det er ikke Lieutenantens Alvor; jeg vil profecto ingen Penger have.

LIEUTENANT.

Han skal parole tage dem, jeg svær derpaa.

MONTANUS.

Ja saa vil jeg tage dem, for ikke at giøre Lieutenanten meensvoren.

LIEUTENANT.

Men maa jeg og ikke forsøge, om jeg ikke kand giøre ham til noget? par exemple, jeg vil giøre ham til Soldat.

MONTANUS.

Ej, det er gandske læt, alle Studentere ere aandelige Soldater.

LIEUTENANT.

Nev jeg vil ogsaa viise, at han er en legemlig Soldat. Hvo som har taget Penge paa Haanden, er en hverved Soldat, I har saadant giort, Ergo . . .

MONTANUS.

Nego minorem.

LIEUTENANT.

Et ego probo minorem af de 2 Rixdlr.

I fik paa Haanden.

MONTANUS.

Distinguendum est inter nummos.

LIEUTENANT.

Ingen Distinction! I er Soldat.

MONTANUS.

Distinguendum est inter to simpliciter et relative accipere.

LIEUTENANT.

Ingen Snak! Contracten er sluttet, og I har faaet Penge.

MONTANUS.

Distinguendum est inter contractum verum et apparentem.

LIEUTENANT.

Kand I nægte at I jo har faaet en Ducat af mig?

MONTANUS.

Distinguendum est inter rem et modum rei.

LIEUTENANT.

Kom følg mig strax, Cammerad, nu skal du faae Mundering.

MONTANUS.

Der har I jere to Rigsdaler igien. I har derforuden ingen Vidner, at jeg har taget Penger.

196

SCEN. 3

Jesper. Niels Corporal. Montanus, Lieutenanten.

JESPER.

Jeg kand vidne, at jeg saae, Lieutenanten gav ham Penge paa Haanden.

NIELS.

Jeg ligesaa.

MONTANUS.

Men hvorfor tog jeg de Penge? distinguendum est inter . . .

LIEUTENANT.

Ej, vi vil ingen Snak høre. Niels, bliv du her, medens jeg henter Mundering.

MONTANUS.

Hey Gevalt!

NIELS.

Tier du ikke, din Hund, saa skal jeg støde dig Bajonetten i Livet. Er han ikke hverved Hr. Foged?

JESPER.

Jo, det er rigtig nok.

LIEUTENANT.

Kom! flux den sorte Kiol af, og en rød paa igien.

Han græder, medens man ifører ham Munderingen.

LIEUTENANT.

Ej, det lader ilde for en Soldat at græde; du est jo langt bedre nu, end tilforn. Exercerer ham nu brav, Niels Corporal! Det er en lærd Karl, men han er endnu raae i Exercicerne.

Niels Corporal fører ham i en rød Kiol, exercerer og prygler ham.

SCEN. 4

Lieutenanten. Niels. Montanus.

LIEUTENANT.

Nu Niels, kand han fatte Exercicerne?

NIELS.

Han skal nok lære dem, men det er en doven Hund, han maa prygles hver Øyeblik.

MONTANUS.

grædende. Ach gunstige Herre! værer barmhiertig mod mig, jeg er af en svag Helbred, og kand ikke udstaae saadan Medfart.

LIEUTENANT.

Det falder noget haart i førstningen, men naar din Ryg brav blir banket og barket, vil det siden ikke giøre saa ont.

MONTANUS.

græder. Ach gid jeg aldrig havde studeret, saa havde jeg ikke geraadet i denne Ulykke!

197
LIEUTENANT.

Ej, det er kun en Begyndelse; naar du har siddet en halv snees gange paa Træhesten, eller staaet paa Pælen først, saa agter du siden saadant for Bagatelle.

Montanus græder igien.

SCEN. 5

Jeronimus. Magdelone. Lisbed. Jeppe. Nille. Lieutenant. Montanus. Corporalen.

JERONIMUS.

Er I gandske vis derpaa?

JEPPE.

Ja vist; Fogden berettede mig det nys. Ach ach! nu er min Vrede forvandlet til Medynk.

JERONIMUS.

Kunde vi kun faae ham i den rette Troe igien, vilde jeg gierne kiøbe ham løs.

LISBED.

kommer ind. Ach jeg elendige Menneske!

JERONIMUS.

Giør mig ingen Allarm, min Dotter, du vinder intet dermed.

LISBED.

Ach min hierte Far, hvis I var saa forliebt, som jeg er, bad I mig ikke tie.

JERONIMUS.

Fy, fy, det er ikke smukt for en Pige at lade sig merke med saadant. Men der synes mig at han staaer. Hør, Rasmus Berg! hvordan er det fat?

MONTANUS.

Ach min hierte Mons. Jeronymus! Jeg er bleven Soldat.

JERONIMUS.

Ja nu faaer I andet at bestille, end giøre Mennesker til Dyr og Degne til Haner.

MONTANUS.

Ach ach! jeg begræder min forrige Daarlighed, men alt for silde.

JERONIMUS.

Hør, min Ven; vil I lade jer forrige Galskab, og ikke fylde Landet op med Tvistighed og Disputatzer, skal jeg ikke spare hvad som er i min Evne, for at løse jer ud igien.

MONTANUS.

Ach jeg haver ikke forskyldt bedre, som har truet mine gamle Forældre med Hug. Men vil I forbarme jer over mig, og arbeyde paa min Befrielse, svær jeg jer til, at jeg herefter skal føre et andet Levnet, tage 198 mig nogen Handtering for, og aldrig forurolige nogen med Disputer meer.

JERONIMUS.

Bie da her saa længe, jeg vil hen og tale med Lieutenanten.

Ach min kiære Hr. Lieutenant, I har altid været en Ven af vor Huus. Den Person, som er hvervet til Soldat, er forloved med min eeneste Dotter, som bær stor Kjærlighed for ham: Lad ham komme løs igien. Jeg vil gierne forære Lieutenanten 100 Rixdlr. derfor. Jeg bekiender, at jeg glædde mig selv derover i Førstningen, at han saaledes var bleven revset, thi hans selsomme Opførsel havde opirret mig og alle got Folk her i Byen mod ham;Men da jeg saae ham i den Positur, og tillige hørte ham af Hiertet begræde sin forrige Daarlighed og love Bedring, var mit Hierte færdigt at briste af Medynk.

LIEUTENANT.

Hør, min kiære Monsieur Jeronimus! hvad jeg har giort, er kun for hans eget Beste. Jeg veed at han er forloved med jer Dotter, og har derfor alleene for at tiene jer Huus bragt ham i den Tilstand, og tracteret ham med saadan Haardhed, at han kunde komme til sine Synders Bekiendelse.

Men jeg vil for eders skyld selv give Penge til de Fattige, 199 eftersom jeg hører, at han er bleven forandred. Lad ham kun komme hid. Hør, min Ven! jere Forældre have satt store Penge paa jer, i Forhaabning at I skulde blive dem til Ære og Trøst i deres Alderdom; men I reyser klog bort, og kommer gandske forvirret tilbage, oprører den heele Bye, fortplanter selsomme Meeninger, og forsvarer dem med Haardnakkenhed. Skal det være Frugt af Studeringer, saa burte man jo ønske, at der vare aldrig Bøger til. Mig synes, det fornemmeste man burde lære i Skolerne, er alt hvad som strider mod det, som I er befænget med, og at en lærd Mand burte fornemmelig kiendes frem for andre der paa, at han er meere temperered, modest og føyelig udi sin Tale, end en Ulærd. Thi den sunde Philosophie lærer os, at vi bør dempe og stille Tvistigheder, at staae fra vore Meeninger, saa tit vi overbeviises af den ringeste at være vildfarende. Det første Bud i Philosophien er at kiende sig selv, og jo meere en forfremmes derudi, jo slettere Tanker har han om sig selv, jo meer synes ham der staaer tilbage at lære. Men I giør Philosophie til Fægtekonst, og holder den for Philosophus, der ved subtile Distinctioner kand forvende Sandhed, og reede sig ud af alle Meeninger; ved saadant giør I jer forhadt af Folk, og bringer Lærdom i Foragt, saasom man bilder sig ind, at saadanne underlige Lader ere Studeringers rætte Frugt. Det beste Raad jeg kand give jer, er, at I arbeyder paa at glemme og rødde af jer Hoved det som I har anvendt saa mangen Natte-Vægt paa at lære, og at I tager jer nogen Handtering for, hvorved I kand bane jer Vey til jer Forfremmelse; eller om I endelig vil blive ved Studeringer, at I da indrætter dem paa en anden Maade.

MONTANUS.

Ach gunstige Herre! Jeg skal følge hans Raad, og beflitte mig paa at blive et andet Menneske herefter.

LIEUTENANT.

Got! saa gir jeg eder da løs igien, naar I har giort de Løfter baade til eders egne og eders Sviger-Forældre, og bedet dem om Forladelse.

200
MONTANUS.

Jeg beder eder da ydmygst med grædende Taare alle om Forladelse, og lover at føre et gandske andet Levnet herefter, fordømmer mit forrige Væsen, fra hvilket jeg er bragt ikke meere ved den Tilstand, jeg er geraadet udi, end ved denne brave Mands grundige Tale og Lærdom, hvilken jeg derfor næst mine Forældre skal altid have meest estime for.

JERONIMUS.

Saa holder I da ikke meere for, min kiære Svigersøn, at Jorden er rund? thi den Post ligger mig meest om Hiertet.

MONTANUS.

Min hierte Svigerfar, jeg vil ikke disputere videre derom. Men jeg vil allene sige dette, at alle lærde Folk er nu omstunder af de Tanker, at Jorden er rund.

JERONIMUS.

A -- Hr. Lieutenant! Lad ham blive Soldat igien, til Jorden bliver flak.

MONTANUS.

Min kiære Svigerfar, Jorden er saa flak, som en Pandekage! Er han nu fornøyet?

JERONIMUS.

Ja, nu er vi gode Venner igien; nu skal I faae min Dotter. Kommer nu allesammen ind hos mig, og drikker paa en Forligelse; Hr. Lieutenant giør os den Ære at komme med! De gaae ind.

Erasmus Montanus
Noter

Vi vil her foran samle de Skrifter, der udgjorde Erasmus Montanus' aandelige Værktøj. Det er tre Smaabøger, som tilsammen meddeler Redskabsfilosofien, philosophia instrumentalis, som Montanus kalder det eneste solide Studium (5. Akt 2. Scene). Det er Logikken, Retorikken og Metafysikken, som opregnes 1. Akt 2. Scene.

Paa Det kongelige Bibliotek finder vi to Bøger indbundet i samme Bind:

1. Casp. Bartholin: Præcepta Logica. In usum juventutis, dvs. Logikkens Læresætninger, til Brug for Ungdommen. Udgaven, der er fra 1693, er den sidste i en lang Række. S. 59 staar, som Eksempel paa 201 en forkert logisk Slutning, hele Erasmus' Bevisførelse: Hvo som drikker vel, sover vel etc. (2. Akt 3. Scene).

2. J. P. Resenius, dvs. Hans Poulsen Resen: Rhetoricarum Præceptionum OToi^eLwan; Hovedpunkter i Retorikkens Regler. Udgaven er fra 1697; Skriftet kendes i Udgaver 1632-1735.

Læren om de almenfilosofiske Begreber fandtes i »Metafysikkens Begyndelsesgrunde«, uden Forfatternavn: Prima metaphysicæ rudimenta (1656, 1676), som vel har været den Lærebog, Holberg blev eksamineret i 10. Marts 1704. Da han, mod sin Vilje, virkede som Professor i Faget 1717-1720, har han antagelig undervist paa Grundlag af en nyere og udførligere Fremstilling, som da har været Erasmus Montanus' forgudede Bog: Rudimenta metaphysicæ (1710, 1734).

S. 141.
besynderlig, især. - de Høylærdes Bønder, Fæsterne paa Universitetets Jordegods. - Bierget, Landsbyen, hvor Jeppes Gaard ligger.

S. 143
Matrasse, fr. maitresse, Elskerinde. - Statsmøe, Selskabsdame, Kammerjomfru. - Logicam, af lat. logica, Logik, Læren om Tænkningen. - Rhetoricam, af lat. rhetorica, Retorik, Læren om Veltalenhed. - Metaphysicam, af lat. metaphysica, Metafysik, her Læren om de filosofiske Grundbegreber. - Prækestoel. Studere sin Prædikestol, dvs. studere til Præst. - Ritualen, Forskrifterne for de kirkelige Handlinger. Per Degn maa tænke paa Danmarks og Norges Kirkeritual (1685). - capabel, i Stand til. - Aurora, en latinsk Begynderbog. - Brabra, Forvanskning af barba. - Coena, Middag. - Campana, Kirkeklokke. - Lana, Uld. - bundet mig ved en Pige. For at opnaa Kaldet maatte den nye Præst ofte gifte sig med Forgængerens Enke.

S. 144
Die... sum, Paa Fredag rejser jeg hjem fra København. - profecto, sandelig. - Russen. I 1716 havde Peter den Store, der var Danmarks allierede i Krigen med Sverige, været i København med 20000 Soldater, hvilket havde givet Anledning til stor Staahej. - Salt og Brød. Ved Modtagelsesfesten for de nye Studenter havde man den Skik at give dem lidt Salt i Munden og gyde lidt Vin over deres Hoveder. - endda, endnu.-deponerede, blev Studenter.-Finkeljokom, Brændevin.

S. 145.
Efterkommere, Efterfølgere. - For mm Tid, før min Tid. - baadet, gavnet. - Singot, af ty. Segne Gott, Gud signe (dig); Skaal! - hellers ikke, ellers ikke, for øvrigt ikke. - gemeenlig, sædvanligvis, som oftest. - Kloster-Latin, Munkelatin, daarligt Latin. - Kloster-Lærred, fremstillet paa tyske Nonneklostre, fint Lærred. - God Taar paa en frisk!, Skaal paany; et Glas til! (God Taar ved Omtydning af Godt Aar!: Skaal!).

S. 146.
Klosteret, Regensen. - mare, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten. - Panis, Per bøjer Ordet for »Brød« helt forkert.- 202 gravis, tung. - finis er et Navneord, betyder Ende, Slutning. - Kiøbenhavns Skole, Metropolitanskolen er grundlagt Aarhundreder efter Saxo Grammaticus' Tid. - Donat, latinsk Grammatik for Begyndere. - declineres, bøjes.

S. 147
Litanie, latinsk Bønformular, anvendt i Kirken ved visse Lejligheder. - artigt, morsomt. - taget Troen fra, i Salmen »Vi tro, vi alle tro paa Gud« kunde han holde Tonen paa »Vi« længere end de andre. - Cantor, lat. Sanger. Kantoren ledede Latinskoleelevernes Korsang, ogsaa den kirkelige. - vor Frue Skole, Metropolitanskolen. - ut, re o.s.v., de gamle Navne for Noderne. - vocal Musiqve, Sangkunst.

S. 148
fiint, højt op i Tonerne. - tilforn, tidligere, før.

S. 151
kand ... staae, kan staa ved Magt. - Skole-Ræt, streng disciplinær Afstraffelse i Skolen. - Lectie, Klasse.

S. 152
Elamitisk, Persisk. - probe Majoren, for proba majorem, bevis Oversætningen, den logiske Slutnings første Led.

S. 153
Hosene, Strømperne. - Studia ... præbent, Studier forskønner gode Dage, giver Trøst i onde Dage. - studentikos, paa Studentermaner. - Invention, Opfindelse. - tillige, paa een Gang.

S. 154
flyer, rækker, nemlig sin egen Haand, som han har kysset paa. - Philosophiae Baccalaureus, Titel for dem der har bestaaet den første, lavere Magisterprove.

S. 157
for Menneskene, før Menneskene. - Animal brutum, dit dumme Fæ. - Evangeli-Bog. De evangeliske Tekster til Sønog Helligdage forelaa samlet i en lille Bog.

S. 159
Skielm, Slyngel. - regne ham det til onde, lægge ham det til Last. - importunissimus... Juvenis, højst uforskammede og frække Knægt. - Transcendentalibus, af transcendentalia, Erkendelsens Grundbegreber.

S. 160
Qvicunque... dormit, den, der drikker vel, sover vel.

S. 163
Artighed, Dannelse.

S. 164
Stolden, Stalden. - Kaal, Karl. - kaaget, kigget, gloet.

S. 165
curiøsk, nysgerrig. - Idioter, uvidende Personer. - Ordinarius Opponens, beskikket Opponent ved Disputats. - Merita, Fortjenester. - Partes, Rolle, Hverv. - misere ... methodo, ynkeligt og hakkende, uden Metode. - Præses, den der under Disputatshandlingen fra Katedret fremsætter Paastande. - distingverede ... rei, skelnede mellem Tingen og Tingens Maade, dvs. mellem Tingens Væsen og dens Egenskaber. - qvid hoc est, hvad er det. - anteqvam .,. descendis, før du traadte ned paa Kamppladsen. - Qvæ bruta, hvilke Fæiskheder, Taabeligheder. - ignorerer ... publice, er uvidende om Hovedsondringer og vil disputere offentligt.

S. 166
Ignorant, uvidende Person. - Et... philosophia, ja, en fuldkommen Fremmed i Filosofien. - legge det fra sig, benægte det. - 203 confunderede ... forma, sammenblandede offentlig Stof og Form. - Proemio, Indledningstale. - Lectissimi... Auditores, velbelæste og vellærde Tilhørere. - for, foran. - Deposituro, af depositurus, Rus. - Prioritet, Forrang.

S. 167
Capitels Retten, Tamperretten, Konsistorium, der fungerede som Domstol i Ægteskabssager. - Serviteur, fr. Deres Tjener. - Monsieur, fr. Herre, Hr.

S. 168
iblant, mellem hverandre. - curiøskt, kuriøst, sært. - Materie, Stof.

S. 169
Catolsk i Hovedet, forstyrret. - Blev der nogen rejicered, faldt der nogen igennem. - conditionaliter, betingelsesvis, paa Prøve. - Imprimatur, maa trykkes. Censors Paategning paa Skrifter, som han ikke havde fundet noget at indvende imod. Per opfatter Ordet som et Navneord, Censors Titel. - Nornen, Navneord. - Cujus declinationis, af hvilken Bøjning. - Nornen etc.. Per løber rundt i Betegnelser for Ordklasserne og andre grammatikalske Udtryk.

S. 171
scandere, læse Vers højt med rigtig Betoning af Stavelserne. - Sinke-Lectien, nederste Klasse. - E... Domine, fra hvilken Skole er De blevet Student, min Herre. - Adjectivum... conveniunt, fejlagtigt Citat af Grammatikkens Regel, at Tillægsordet retter sig i Køn, Tal og Fald efter Navneordet. - Tune... ardet, thi det angaar ogsaa dig, naar Naboens Væg brænder.

S. 172
affirmanti incumbit probatio, Bevisbyrden paahviler den, som fremsætter Paastanden. - Omnia... vindt, ved at forsøge alt sejrer den lærvillige Flid. - qvid est Logica, hvad er Logik? - Post... humus, fejlagtigt Citat af den gamle latinske Studentersang Gaudeamus igitur. Meningen er: efter den besværlige Alderdom skal Jorden eje os. - fixere mig, gøre Nar af mig. - echapperer, undslipper.

S. 173
Christne Navne, Døbenavne.

S. 174
Regiion, Forvanskning af Religion. - Daarlighed, Taabelighed.

S. 176
daarlig, taabelig. - fornøye, stille tilfreds. - qvantæ tenebræ, hvilken Vankundighed. - Kiiler Omslag, det store aarlige Marked i Kiel. - Domine jeronyme, Hr. Jeronimus. - foer ilde, nedkom for tidligt, aborterede. - tilforn, i Forvejen.

S. 177
Attestatz, teologisk Embedseksamen. - naturlig viis, paa naturlig Maade. - Atheist, Gudsfornægter.

S. 178
indføres i et Litanie, dvs. i den almindelige Kirkebøn mod farlige Ting og store Ulykker. - Ordens Brødre, Studenterkammerater. - siatucrct, paastaaet.

S. 179
sagte, sagtens. - nam ... est, thi det strider mod Naturen.

S. 180
sustineret, hævdet. - Reputation, Anseelse.

S. 181
Leges ... Laudabiles, de akademiske Love og rosværdige Vedtægter. - Vulgus, Menigmand. - Commilitones, Medstuderende, 204 Kammerater. - Ordenen, Standen, her den lærde Stand. - ne... Philisophica, at den filosofiske Stat ikke lider nogen Skade. - methodicè, metodisk. - ved Pennen, ved Handelen, ved Forretninger.

S. 182
Syllogismus, logisk Slutning. - Ergo, altsaa, følgelig. - Proba minorem, bevis Undersætningen, den logiske Slutnings andet Led.

S. 184
Takker udi Panden, Pers Paryk løfter sig fortil som en Hanekam. - raabe, kalde op om Morgenen. - Refuteer, gendriv. - qvem tibi propono, som jeg fremsætter for dig. - Carnali, Slyngel. - jeg er en Tiener, jeg har Ærbødighed for, (men det er ikke noget for mig,).

S. 185
Qyicunque, enhver som. - Methodum Disputandi, Disputeremetoden.

S. 187
forpikket mod, fuld af Uvilje imod. - utque... animus, Citat fra Ovids Metamorfoser X, 372-375, oversat til Dansk saaledes:

Ret ligesom Træet
Rammet af Øksernes Slag, naar det mangler alene dets Dødshug,
Vakler, hvorhen det vil gaa, men frygtes til samtlige Sider:
Saaledes vakler det bølgende Sind - -. - Musarum . .pulle, Musernes og Apollons Kæledægge.

S. 188
inter Philosophos, mellem Filosoffer, - J acta ... Dixi, Terningerne er kastede. Jeg har talt. - kand skille mig ligemeget, kan være mig ligegyldigt.

S. 189
audacissime Juvenis, frække Knægt. - Universalia ... substantiales, Almenbegreber, Forestillingsbegreber og Substansformer. - absurdissimum, i højeste Grad taabeligt. - Vulgus... ademptum, den ulærde Hob er et skrækkeligt, uformeligt Uhyre, hvem Lyset er berøvet. - qvidditas, »Hvadhed«; svarer til hvad, som Godhed til god.

S. 190
Kride, Kridt. - Arent Hvitfelds Krønike, Arild Huitfeldts Danmarks Riges Krønike. - Postill, Husandagtsbog. Huitfeldt har ikke skrevet nogen Postil. - u-gemeen, ualmindelig.

S. 191
læse, fremsige. - formaliter, fra Formens Side. - materialiter, efter Indholdet. - Prosodien, Verslæren, Versbygningen. - Pedes, Fødder, Versfødder. - Philosophia Instrumentalis, Redskabsfilosofien, som omfattede Logik, Retorik og Metafysik. - respondere under mig, være min Sekundant i Disputatshandlinger.

S. 192
vel, sund. - Hierte, Mod. - skiøtter han ikke om, bekymrer han sig ikke om. - han er Student. Den danske Hær bestod dels af Landmilitsen, hvortil kun Bønder blev udskrevet, dels af hvervede Tropper. Det var i Almindelighed ikke tilladt at hverve akademiske Borgere.

205

S. 193
med Permission, med Forlov, med (Deres) Tilladelse. - Autores, Forfattere. - Academicum, akademisk.

S. 194
Academiet, Universitetet. - Polyhistor, en Mand af alsidig Lærdom. - Jam sumus ergo Pares, nu er vi altsaa Ligemænd. - cedere ham, vige Pladsen for ham.

S. 195
parole, paa mit Ord. - par exemple, fr. for Eksempel. - Nego minorem, jeg benægter Undersætningen. - Et... minorem, og jeg beviser Undersætningen. - Distinguendum ... nummos, der maa skelnes mellem Penge. - Distinguendum... accipere, der maa skelnes mellem at modtage Penge i Almindelighed og i en bestemt Hensigt. - Distinguendum ... apparentem, der maa skelnes mellem en virkelig og en tilsyneladende Kontrakt. - Distinguendum ... rei, der maa skelnes mellem Tingen i sig selv og dens Fremtrædelsesform.

S. 196
igien, i Stedet for. - raae, ny, uøvet.

S. 197
Pælen, Strafferedskab, bestaaende af en eller flere Spidser af Træ eller Jern, hvorpaa Forbryderen stod med nøgne Fødder. Træhest og Pæl var opstillet paa Eksercerpladsen.

S. 199
temperered, besindig. - modest, beskeden. - Natte-Vægt, Nattevagt, Nattevaagen.

S. 200
estime, fr. Agtelse.

PERNILLES KORTE FRØIKENSTAND
Comoedie udi tre Acter

208

Hoved-Personerne i Comoedien

  • LEANDER
    Leonoræ Elsker
  • HENRICH
    hans Tiener
  • JERONIMUS
    hans Stedfader
  • LEONORE
    elsked af Leander
  • LEONARD
    hendes Fader
  • MAGDELONE
    hendes Moder
  • PERNILLE
    deres Pige
209

Pernilles korte Frøiken-Stand
Indledning

Fra en Plakat, der ses bagi dette Bind, véd vi, at Komedien havde Premiere den 3. Februar 1727. Den blev trykt 1731. I Levnedsbrevet af 1728 havde Holberg angivet Titelen som Perfidus vitricus, dvs. den svigefulde Stedfader. Han understreger saaledes den gamle Herres Rolle: Jeronimus gaar ud for at fri for sin Stedson; men da han hører, at hun har arvet 20.000 Rigsdaler, beslutter han at fri i eget Navn: »thi jeg har selv 40.000 Rixdaler, hvilke, naar de bleve lagde til de 20.000, kunde blive til 60.000 Rixdaler«. Tallene er oplysende paa flere Maader. I en Nyudgave af Natur- og Folkeretten indskyder Holberg i 1728 et Citat af Horats, som giver Maalestokken for Mand af Ridderstand. Og Holberg oversætter det frit: »Du est en ærlig Mand, . . . men, eftersom du ikke haver 40 tusinde Daler, saa est du kun en lumpen gemeen Karl« (Bind I, S. 335). Altsaa: 40.000 Rigsdaler, det er hvad en rig og anset Mand bør eje. Det er dernæst et glimrende Træk til den rige Friers Karakteristik, at da han meddeler Pigens Forældre sine Formueomstændigheder, siger han »at han ejer 60.000 Rixdaler«, underforstaaet: naar han har ægtet Jomfruen med de 20.000.

Paa den omtalte Plakat lyder Komediens Overtitel: »Den opdigtede Forbyttelse«. Her fremhæver Holberg (eller Teatret) saaledes den Intrige, som forpurrer den gamle Jeronimus' Planer. I Epistel 331 siger Holberg, at man »udi de Franske Stæder .. . strax efter Fødselen skikker spæde Børn ud paa Landet, for der af fremmede Qvinder at opklækkes; hvilket een og anden Gang haver givet Anledning 210 til Børnenes Forbyttelse og haver saadant Uheld givet mig Materie til det Skue-Spill, som kaldes Pernilles korte Frøiken-Stand«. I 3. Akt 1. Scene siger den som Munk forklædte Henrich, at Historien vil give Anledning til at reformere samme Skik. Holberg har denne Reformidé fra et Skuespil af Dufresny, Le faux Instinct, Det falske Instinkt. Det var for Holberg en frygtelig Risiko, som »fornemme Børn underkastes ved at opklækkes af fremmede og ubekiendte Ammer, hvorpaa man seer een og anden gang bedrøvelige Exempler, sær [dvs. især] udi Frankerige, hvor Børn, som skikkes ud paa Landet at opfostres, ere bleven forbyttede, saa at mangen Moder haver faaet en fattig Ammes Barn igien for sit eget« (Moralske Tanker, 1943, S. 188). Det er en Ulykke at falde fra den højere Stand, hvori et Menneske er født, til en lavere, ganske som det er en Lykke for den fattige Pernille, ved Komediens Intrige, at komme fra den tjenende Stand til Herrestanden, selv om Betingelsen er Ægteskab med en gammel og knurvorn Mand.

Litteratur.Ludvig Holbergs Udvalgte Skrifter. Udgivet ved K. L. Rahbek, VI, 1806, S. 492-93.

211

ACTUS I

SCEN. 1

JERONIMUS.

alleene. Det er den første gang jeg har væ- ret udi saadan Forretning. Det er vel meget vanskeligt at tage sig paa, men jeg giør det dog med god Villie, i Haab at blive af med min Stedsøn; thi den Slyngel gaaer 212 dog altid og seer skievt paa mig i Huset, og lader sig merke med, at jeg fik alle Midlerne med hans Moer, og at han fik ikke den tredie Deel af den Arv, som ham kunde være lovligen tilfalden efter hendes Død, hvorudi han ikke tar meget fejl. Men den gode Karl bør ikke fortænke en ærlig Mand, at han er Tyv i sin Næring. Lad ham trække saa mange Rynker paa Næsen, som han vil, jeg fik dog Pengene. Men det er Tid at jeg taler med Hr. Leonard og forretter mit Ærende. Han lister sig til Dørren, og kiger ind.

SCEN. 2

Gottard. Jeronimus.

GOTTARD.

Hvad Pokker! er det ikke Hr. Jeronimus jeg seer? hvad mon han vil der i Huset? God Morgen,

Naboe! jeg troer ikke at I gaaer paa Frierie?

JERONIMUS.

Det er noget nær derved, Hr. Gottard!

GOTTARD.

Og det her i Huset?

JERONIMUS.

Ja saa ungefehr!

GOTTARD.

Saa kløer min Troe jer Pande.

JERONIMUS.

Hvi saa?

GOTTARD.

Hvad Pokker vil I med en Jomfrue paa 16 Aar? thi her er ingen anden i dette Huus, med mindre I vil have en af Tienestepigerne.

JERONIMUS.

Ney min Troe vil jeg ey. Det er efter den unge Jomfru jeg gaaer og krydser.

GOTTARD.

Betænk jer vel hvad I giør, Hr. Jeronimus!

JERONIMUS.

Det er som mænd meget vel betænkt, Hr.

Gottard! thi det er ikke for mig selv jeg frier, men for min Stedsøn.

GOTTARD.

Ja det er noget andet. Men er han ikke saa stor at han kand frie selv?

JERONIMUS.

Jeg troer nok at han allerede har friet, og at han allerede er temmelig kiendt med Pigen. Men han har skikket mig til at begiære Forældrenes Samtykke.

213
GOTTARD.

Faaer han den Jomfrue, saa er han, min Troe, lykkelig.

JERONIMUS.

Ney som mænd, det kand ikke være saa stor Lykke; thi hendes Forældre holdes ikke for bemidlede Folk.

GOTTARD.

Det er sandt nok. Men hun har faaet 20000 Rixdaler ved et Testamente.

JERONIMUS.

Hun har Fanden heller! Men er det vist?

GOTTARD.

Det er jo noget, som hver Mand er bekiendt. Men jeg vil ikke opholde ham længer. Farvel Naboe, og Lykke paa Reisen!

SCEN. 3

JERONIMUS.

alleene. 20000 Rixdaler er alt for fædt Stykke for den Slyngel. Saadan Sum Penge kunde ikke komme mig selv ilde til pas; thi jeg har selv 40000 Rixdaler, hvilke, naar de bleve lagde til de 20000, kunde blive til 60000 Rixdaler. Men om jeg spiller min Søn det Puds, og frier for mig selv, vil jeg komme til at høre ilde allevegne derover. Men hvad giør man ikke for 20000 Rixdaler? i det ringeste er det en Fandens Fristelse for en ærlig Mand, thi 20000 Rixdaler voxer ikke paa Træ- er. Det er noget at tage i Betænkning, min gode Jeronimus. Den eeneste Ulykke er, at jeg er gammel, og Jomfruen er saa meget ung, saa jeg kunde have Aarsag at frygte, at det vilde gaae mig efter Hr. Gottards Spaaedom, og at det vilde blive mig dyre 20000 Rixdaler. Det gaaer derfor ikke ret vel an. Jeg maa af Nød denne gang være ærlig. Saa Fanden fare i disse 20000 Rixdaler! jeg kand ikke saa læt faae dem af mit Hoved. Han banker paa,

SCEN. 4

Leonore. Jeronimus.

JERONIMUS.

Skyldigste Tiener! Jeg beder om Forladelse at jeg kommer saa tilig paa Dagen.

214
LEONORE.

Alt forladt min Herre! han er meget velkommen.

JERONIMUS.

Jeg veed ikke om hun er Datteren i Huset?

LEONORE.

Jo til Tieneste.

JERONIMUS.

Maatte jeg tage mig den Frihed at spørge, hvor gammel Jomfruen er?

LEONORE.

Jeg er ikke ret gammel, Hr. Jeronimus! jeg er lidt over 16 Aar.

JERONIMUS.

Saa vit jeg hører, saa skal hun være det eeneste Barn her i Huset.

LEONORE.

Ja det er sandt nok. Mine Forældre har ingen flere Børn.

JERONIMUS.

Naar man har kun eet Barn, saa kand man disbedre optugte det. Jomfruen har vel lært adskilligt artigt, som at dantze, spille, og Fransøsk?

LEONORE.

Ney min Herre! mine Forældre har lært mig at forestaae en Huusholdning, og andet, som er meere nødvendigt. Jeg har ey selv heller haft megen Lyst til de Galskabe, som de fleeste af vores unge Jomfruer nu omstunder holdes til.

JERONIMUS.

Det er høypriseligt.

Sagte.

Jeg er, gid jeg faaer Skam, alt slagen; thi her er baade Dyd og Penger. Høyt. Men maatte jeg tage mig den Frihed at spørge - - -

LEONORE.

Om Hr. Jeronimus vil tøve et Øyeblik, saa skal jeg kalde paa mine Forældre.

JERONIMUS.

Et Ord først, min smukke Jomfru! Saa er hun da hendes Forældres eeneste Arving?

LEONORE.

Jeg skulde meene det, efterdi jeg er det eeneste Barn. Men mine Forældre kand bedre sige ham dislige Ting. Jeg vil strax kalde dem herud.

JERONIMUS.

Et Ord først, smukke Jomfrue! Maatte jeg tage mig den Frihed at spørge hende - - - nu glemte jeg hvad det var jeg vilde sige. Ja det er sandt: maatte jeg spørge hvad Alder Jomfruen haver?

215
LEONORE.

Jeg mindes ikke rettere end at han tilforn har spurdt mig derom, og at jeg svarede, at jeg var lidt over 16 Aar. Men nu skal mine Forældre strax have den Ære at være hos ham.

JERONIMUS.

Et eeneste Ord endnu, smukke Jomfrue! Med hendes Permission - - -

LEONORE.

Og med hans Permission vil jeg forlade ham lidt, for at bringe mine Forældre herud. Hun gaaer.

JERONIMUS.

Dette Bytte maa jeg ikke lade mig gaae af Hænderne. Her er Dyd, Penge, Kiønhed, og alt hvad som kand giøre en ærlig Mand lykkelig. Men der seer jeg de kommer.

SCEN. 5.

Leonard. Magdelone. Jeronimus.

LEONARD.

Hans Tiener, Hr. Jeronimus! Hvor kommer det fra, at jeg har den Ære at see ham i mit Huus?

JERONIMUS.

Jeg er kommen her udi et meget vigtigt Ærende, for at aabenbare dem en Ting, som jeg udi nogle Aar har gaaet frugtsommelig med. Jeg kommer udi all Høviskhed og i velberaad Hu, at begiære deres kiære Datter til ægte.

LEONARD.

Jeg har hørt mumle om, at hans gode Stedsøn skulde have Tanker til min Dotter. Det er noget Hr. Jeronimus, som kand endeligen lade sig giøre.

JERONIMUS.

Deraf veed jeg aldeles intet. Jeg kommer at begiære hende for mig selv.

LEONARD.

Hillemænd Hr. Jeronimus! Det er et selsomt Forsæt. Han er en gammel Mand, og hun en ung Pige paa 16 Aar.

JERONIMUS.

Det er dog ikke saa u-sædvanligt, at en gammel Mand gifter sig med en ung Jomfrue.

MAGDELONE.

Det vil ikke sige. Hverken jeg eller min Mand samtykker der udi; thi Partiet er alt for u-lige.

JERONIMUS.

Partiet er ikke saa meget u-lige; thi først 216 er jeg ikke saa gammel, som jeg kand synes at være, (2) har jeg tænkt, at eftersom Himmelen har begavet mig med gode Midler, nemlig 60000 Rixdaler udi rede Penge, saa - - -

MAGDELONE.

60000 Rixdaler, siger han?

JERONIMUS.

Ja, 60000 Rixdaler.

MAGDELONE.

Og det i rede Penge?

JERONIMUS.

Ja, alt udi rede Penge. Synes hende da, at det Parti kunde være saa meget u-anstændigt?

MAGDELONE.

Jeg tænkte, Hr. Jeronimus var en meget gammel Mand; men som jeg hører, at han ikke har den Alder, som jeg tænkte, saa seer jeg her ingen U-lighed meer.

LEONARD.

Han er dog for gammel for hende.

MAGDELONE.

Hold Munden min hierte Mand! du vil altid føre Ordet; lad mig tale. Efterdi Hr. Jeronimus er ikke saa meget gammel, og det er Himmelens Villie, saa kand vi ikke afslaae hans Begiæring.

JERONIMUS.

Ja vist er det Himmelens Villie, Madame. Ingen Mand kunde have tænkt mindre paa Giftermaal, end jeg, i Henseende til den store Bedrøvelse min sidste salig Kones Død foraarsagede mig; thi vi levede ligesom Børn med hinanden, og jeg kand sige, at udi de 10 Aar, vi vare udi Ægteskab sammen, aldrig - - - Han tar sit Tørklæde op, og græder. Ja jeg kand sige, der blev aldrig seet en suur Mine mellem os.

MAGDELONE.

Ach den Kone vil blive lykkelig der faaer saadan Mand.

JERONIMUS.

Da min kiære salig Kone nu laae paa sit yderste, bad hun mig komme til sig, trykkede min Haand, og sagde: Min Hierte! giv dig tilfreds, du skal faae en ung dydig Kone igien, som skal være dig til Trøst udi din Alderdom. Hvorpaa jeg faldt udi Graad og sagde: Tænk aldrig, min Hierte, at jeg gifter mig igien; thi hvor vil jeg nogen Tid faae saadan Kone igien? Jeg har og Aarsag at sige det Madame! thi hun 217 var imod mig saadan Kone, som - - - Ach jeg kand ikke tænke derpaa uden - - - Han græder igien.

MAGDELONE.

Ach den stakkels Mand kand ikke tænke paa sin Kone, uden han udøser Graad.

JERONIMUS.

Da sagde hun til mig: Du skal faae en ung Jomfrue her i Naboelavet, ved Navn - - - hvad er det deres kiære Dotter heeder?

MAGDELONE.

Hun heeder Leonore.

JERONIMUS.

Ja det var saa hun sagde: En ung Jomfrue ved Navn Leonore, som skal være dig en Trøst udi din Alderdom. Hvorpaa den salig Kone opgav sin kiære Siæl og døde.

218

Han græder igien høyt tillige med Magdelone. Dette Raad reflecterede jeg aldeles ikke paa, saasom mit fulde Forsæt var at leve ydermere udi eenlig Stand, for at begræde min Kones Død. Men for en Maaneds Tid siden, da jeg saae deres kiære Dotter paa Gaden, var det ligesom een stak en Kniv i mit Hierte, og ligesom jeg hørte min salig Kones Røst: Her er den Jomfrue, som skal være din Trøst i din Alderdom.

MAGDELONE.

Ach! er det mueligt? Man kand jo tydeligen see, at det er Himmelens Villie.

JERONIMUS.

Jeg gik derpaa gandske forvirret hiem, og søgte at slaae det af mine Tanker. Men hvad jeg tog mig for, saa stod denne Jomfrue mig stedse for Oyene, og disse Ord syntes at blive repetered for mig: Den Jomfru skal være dig til Trøst i din Alderdom.

MAGDELONE.

Ach Hr. Jeronimus! vi syndede jo mod Himmelen, om vi toge i Betænkning at give ham vor Dotter.

LEONARD.

Vær ikke saa hastig, min kiære Kone! det er en vigtig Sag, som man nøye maa betænke sig paa.

MAGDELONE.

Ej hvilken underlig Mand! hører du ikke at det er Himmelens faste og besluttede Raad, at vor Dotter skal have en Mand paa 60000 Rixdaler? Baade du og jeg ere forringe til at sætte os op mod Himmelens Villie.

LEONARD.

Men vi kand ikke bortlove vor Dotter førend vi hører hendes Meening.

MAGDELONE.

Du est en Kielling, min Hierte! lad mig tale. See der, Hr. Jeronimus! der har han min Haand paa, at han skal have min Dotter.

JERONIMUS.

Jeg takker kiærligst Madame!

MAGDELONE.

Han kand forlade sig paa mit Løfte; thi hvorvel jeg er ikke den Kone, der vil betage min Mand sin Myndighed, saa piqverer jeg mig dog af at holde hvad jeg lover, saa at hvad jeg i de Maader siger, maa staae fast.

219
JERONIMUS.

Hun har et ædelt Hierte, Madame! og den Mand er lykkelig, der har saadan heroisk Kone.

LEONARD.

sagte. Ja vist er han lykkelig. Jeg stakkels Mand maa føle det iblant.

MAGDELONE.

Hvad siger du Mand?

LEONARD.

Jeg siger intet andet, end at Tingen kand lade sig giøre. Men - - -

MAGDELONE.

Men, men! Kom Hr. Jeronimus, lad os gaae lidt ind sammen, for at tale videre i Eenrom derom. I har dog nærmere Vej til jer Huus igiennem vor Bagport. Leonore og Pernille! kommer ud, og bliver her til vi kommer tilbage. De gaaer ind.

SCEN. 6

Leonore. Pernille.

LEONORE.

Jeg er bleven saa underlig, Pernille!

PERNILLE.

Hvi saa? Jomfrue!

LEONORE.

Over denne Visite Monsieur Jeronimus giør os i Dag.

PERNILLE.

Det er jo noget som Jomfruen bør at glæde sig over; hun veed jo hvad det betyder.

LEONORE.

Det er sandt nok. Men hans Opførsel mod mig var saa selsom.

PERNILLE.

Hvi saa?

LEONORE.

Jeg havde Aarsage at fatte underlige Tanker om Manden, dersom jeg ikke havde vidst forud, at han kom for at frie for sin Stedsøn; thi han var selv udi en yderlig Confusion, spurdte mig om en hob Bagateller, som ikke vare værde at besvares, ja gav mig 2 a 3 Spørsmaal om den selv samme Ting, og endelig hver gang jeg vilde gaae ind for at kalde paa mine Forældre, holdt han mig tilbage, og sagde: nok et Ord min smukke Jomfrue.

PERNILLE.

Dette altsammen finder jeg ikke at være noget, som man kand allarmere sig over. Hun kand vel eftertænke, at saasom han gaaer i saadant vigtigt Æren- 220 de, saa kand han ikke være saa fripostig som udi en anden ordinaire Visite. Ney Jomfru, vær kun nu ved et frit Mod, nu stunder jer Forløsnings Tid til.

LEONORE.

Jeg kand dog ikke beskrive hvor selsom han kom mig fore.

PERNILLE.

Og jeg kand ikke beskrive, hvor selsom hun kommer mig fore. Det er jo at giøre sig Griller over ingen Ting.

LEONORE.

Meener du da at det har intet at betyde?

PERNILLE.

Ej, bryd mig da ikke Hovedet meer, min hierte Jomfrue! Men see, der kommer hendes Forældre allene tilbage. Nu kand hun strax komme ud af Drømmen.

SCEN. 7

Leonard. Magdelone. Leonore. Pernille.

MAGDELONE.

Vi har haft en vigtig Materie for med denne Mand, dig angaaende, min Dotter!

LEONORE.

Mig angaaende?

MAGDELONE.

Ja, dig angaaende. Og jeg kand lade dig vide, at du snart kommer i Brudeseng.

LEONORE.

Jeg takker mine kiære Forældre, at de har Omsorg for min Velfærd.

MAGDELONE.

Kiender du ellers denne Mand som var her?

LEONORE.

Ja jeg kiender ham saa løsligen.

MAGDELONE.

Veedst du hvad hans Ærende var?

LEONORE.

Jeg har kunnet giette mig til det.

MAGDELONE.

Det var et Tilbud som man ikke kunde forkaste; thi først er det en skikkelig Person.

LEONORE.

Det er jeg forsikred om.

MAGDELONE.

For det andet har han store Midler.

LEONORE.

Midlerne veed jeg ikke ere saa store.

MAGDELONE.

Jeg veed det; og for det tredie har han ladet see Prøver paa hvad Ægtefælle han vilde blive.

LEONORE.

Hvad Prøver? det staaer mig aldeles ikke an, at han har ladet see Prøver paa andre.

221
MAGDELONE.

Ja vist har han ladet see Prøver; thi han kom mig til at græde, da han talede om sin sidste Kone.

LEONORE.

Mamma tar feil, han har aldrig været gift.

MAGDELONE.

Hvad vil du disputere mig mod det, som jeg veed bedre? Han har været to gange gift.

LEONORE.

Mamma maa forsikre sig paa, at han aldrig har været gift.

MAGDELONE.

Ej hvad Snak! meener du da, at den store Stedsøn han har, er voxen op i hans Hauge?

LEONORE.

Har Leander Stedsøn?

MAGDELONE.

Din tilkommende Kiæreste heder ikke Leander, men Jeronimus.

LEONORE.

Er det ikke Sønnen, som Mamma taler om?

MAGDELONE.

Nev mit Barn! det er Faderen, som jeg taler om; Det er Faderen som frier, det er Faderen som har faaet Løfte paa dig, og det er Faderen sorn du skal dantze til Brudeseng med.

PERNILLE.

Og jeg siger, at det er Sønnen som frier, og at det er Sønnen som hun skal faae Løfte paa, og at det er Sønnen som hun skal dantze til Brudeseng med.

MAGDELONE.

Hør du Næseviis! hvad kommer saadant dig ved?

PERNILLE.

Det kommer mig saa meget ved, at jeg aldrig gir mit Samtykke der til.

MAGDELONE.

Du skal nok troe at man spør om dit Samtykke.

PERNILLE.

Jeg skal før vride Halsen om paa hende, førend hun skal faae den gamle Skielm.

MAGDELONE.

Tør du kalde en brav Mand Skielm, din Laptaske? en Mand der har saadan Reputation? der har levet saa kiærlig udi sine forrige Ægteskabe, saa at han ikke kand høre tale om sin sidste Kone uden Taarene strømme ham paa Kinden?

PERNILLE.

Ach min hierte Madame! lad jer ikke bedrage af et falskt Skin. I kiendte jo en vis Mand her i Gaden, der pryglede tre Koner ihiel, og dog hver gang een af dem døde, hylede og græd han som et afsindigt Men 222 neske, og ved saadan skinhellig Opførsel kom uformodentligen til at blive gift den fierde gang.

MAGDELONE.

Det er noget andet. Han var et bekiendt Skarn.

PERNILLE.

Jeg har, min Troe, lidt bedre Tanker om denne Jeronimo. Jeg troer, de ere Skielmer tilsammen.

MAGDELONE.

Hør, Mand! kand du taale at en Tienestepige overfuser mig saaledes?

LEONARD.

Hør, Pernille! det lader ilde, at du saaledes overfuser din Madame.

MAGDELONE.

Og det lader ilde at min Mand er saadan Mæhæ. See engang hvor han griber sig an! Hør, Pernille! jeg har klækket dig op i mit Huus fra din Barndom, og jeg er din Moder Tak-skyldig, efterdi hun opfostrede min Dotter udi min Fraværelse, da jeg og min Mand var udi Tydskland, hvorfore jeg vilde nødig slaae Haanden af dig, og drive dig af Huset. Men hvis du fremturer med saadan Studsighed, nødes jeg til at vise dig Dørren.

PERNILLE.

Min kiære Madame! just fordi hun har beviset mig saa meget got, og just fordi jeg er opklækket med hendes Dotter, just derfor kand jeg ikke see at man arbeider paa hendes Ulykke og Fordervelse.

MAGDELONE.

Du priimer, Pige! er det at arbeide paa hendes Ulykke og Fordervelse, at skaffe hende en Mand paa 60000 Rixdaler?

PERNILLE.

Jer Dotter giør ilde om hun tar saadan Mand for Penge, thi hun trænger ikke til hans 60000 Rixdaler, eftersom hun selv har Midler; hvorfore saadant Ægteskab er lastværdigt af hende udi dobbelt Henseende, først, efterdi hun seer ikke efter Fornøyelse, men efter Penge, for det andet, efterdi hun der ved bestiæler mig og andre fattige Piger det, som Naturen har beskikket os.

MAGDELONE.

Hvad har Naturen beskikket dig?

PERNILLE.

Naturen vil at det eene skal bøde paa det andet, for at holde Verden sammen, og derfore byder 223 saadan giftesyg gammel Knark at tage en fattig Pige, som kand blive lykkelig ved 60000 Rixdaler, ikke en rig Jomfrue, der ikke trænger dertil.

MAGDELONE.

Du skal nok see at en rig Mand paa 60000 Rixdaler tar en Tienestepige som du est.

PERNILLE.

Partiet kunde ikke være saa meget u-lige; thi bringer han Penge med sig, saa bringer han ogsaa Hosten, Harken og et gammelt usundt Legeme med sig; og bringer jeg Fattigdom med mig, saa bringer jeg ogsaa Ungdom og et sundt Legeme, saa at det eene kand ballancere mod det andet. Ach Madame! Verden er gall nok, lad os ikke hielpe til at giøre den meer forkeered; thi at gifte unge rige Jomfruer med bemidlede gamle Mænd, er jo ikke andet end paa den eene Side at fylde Landet op med Ammer, og paa den anden Side med Hanredere.

MAGDELONE.

Det er forblommed talet. Jeg veed ikke hvad du vil sige dermed.

PERNILLE.

Naar de rige unge Jomfruer tager os de bemidlede gamle Mænd bort for Næsen, saa følger deraf, at vi fattige Piger ingen Lykke kand giøre ved Giftermaal, og at vi gaaer saa længe indtil vi blive kiede af os selv, og af Desperation lader os giøre til Ammer.

MAGDELONE.

Hvilken forbandet Snak!

PERNILLE.

Og naar man tvinger saadan rig Jomfrue at ægte en gammel Mand, det er jo ikke andet end at formere Hanreders Tall.

MAGDELONE.

Min Dotter er alt for vel optugtet til at hun skulde være sin Mand u-troe.

PERNILLE.

Og jeg holder for, at hun var meget ilde optugtet, hvis hun ikke giorde ham til Hanreder. Ja, jeg siger for min Part, at jeg skulde aldrig kiendes ved hende, hvis hun ikke giorde det. Vil nu Madamen kun spørge Jomfruen selv, saa skal hun høre, at hun er af samme Meening. Er det ikke sandt Jomfrue? Leonore sukker.

PERNILLE.

Jo hører Madamen vel, hun tier og samtykker.

224
MAGDELONE.

Hør, Pernille! jeg merker nok, at du ikke blir gammel i mit Huus, thi din Uforskammenhed gaaer for vit.

PERNILLE.

Man maa jo i alting høre hvad sorn kand siges pro og contra, og allermest i saadan vigtig Sag.

MAGDELONE.

Det er sandt nok; men jeg hører dig intet solide at tale mod dette Ægteskab, thi først er han en rig Mand, og saadant er ikke en ringe Post at see efter, naar man vil gifte sig.

PERNILLE.

Ach Madame! det er jo at giøre Ægteskab til et Kiøbmandskab. Jeg for min Part, om jeg var Præst, viede jeg dem aldrig sammen, og om jeg endeligen blev nødet dertil, giorde jeg Brudevielsen saaledes: først tilspørgerjeg eder Jomfru Leonora! om I vil gifte eder med denne gamle Mands Vexler, Obligationer, rede Penge, Prioriteter, Posterioriteter etc.

MAGDELONE.

Slidder Sladder! Manden er ikke stort over 60 Aar. Hun kand endnu faae Børn med ham.

PERNILLE.

Vist kand hun faae Børn, det skal have gode Veje, endskiønt han var 100 Aar gammel; kand ikke een, saa kand en anden. Og naar Hr. Jeronimus klager sig derover, gir man ham Regres til Forælderne, som dem, der have saalt ham falske Vahre, hvormed en gammel Mand ikke var tient.

MAGDELONE.

Det er lutter Pølse-Snak, du taler; var Manden 90 eller 100 Aar gammel, saa kunde det være noget.

PERNILLE.

Min kiære Madame! hvis han var 100 Aar, skulde jeg ikke tale et Ord derimod; thi saa kunde hun have Forhaabning dis snarere at blive Enke.

MAGDELONE.

Det maa være, hvad det være vil, saa har jeg givet Manden mit Løfte, hvilket jeg aldrig bryder.

PERNILLE.

Det er Synd, at love at slaae sin Dotter ihiel, men det er endnu større Synd, at holde saadant Løfte.

MAGDELONE.

Ikke et Ord nu meer, Pernille! jeg har haft all for stor Taalmodighed i at høre paa din Sladder. 225 Og du, min Dotter, jeg haaber, at du ingen Ulydighed lar see mod dine Forældre; thi først synder du dermed, for det andet hielper det dig ikke, thi jeg har givet min Haand og Løfte til den gode ærlige Mand, hvilket jeg ingenlunde bryder. Jeg vil nu forlade dig lidt, for at give dig Stunder at betænke din Velfærd.

SCEN. 8

Leonore. Pernille. Henrich.

LEONORE.

Ach Himmel! jeg er om en Hals, Pernille! hvis denne Storm ikke kand afvendes.

PERNILLE.

Vi maa bruge alle vore Konster, paa det at - - - Men der seer jeg Leanders Henrich. See engang hvor tyvagtig han lister sig frem, ligesom han havde noget Skielmstykke fore.

HENRICH.

Hun plejer gierne staae at kaage efter Mandfolk i Dørren paa disse Tider.

PERNILLE.

Det er mig, han taler om.

HENRICH.

Men nu har Fanden hende henne.

PERNILLE.

Jeg er dog ikke saa langt borte, om den blinde Bertel vilde see sig om.

HENRICH.

Ach havde jeg nu et Ønske! Jeg vidste nok, hvad det skulde blive; jeg vilde hverken ønske mig Rigdom eller Høyhed.

PERNILLE.

Jeg gad gierne vide, hvad det Ønske skulde blive.

HENRICH.

Jeg vilde ønske, at der stod Ild udi Rumpen paa Pernille.

PERNILLE.

Gid du faae en Ulykke for dit Ønske!

HENRICH.

Saa kom hun ud, og jeg fik hende i Tale.

PERNILLE.

Henrich! kom nærmere.

HENRICH.

Ej Mademoiselle! er hun der? nu stod jeg og talede om hende med største Respect.

PERNILLE.

Jeg hørte det nok. Du skulde, min Troe, have haft et par Ørefigen for Umagen, hvis jeg ikke behøvede din Hielp i denne ulyksalige Tilstand vi ere udi.

226
HENRICH.

Hvad fattes jer da?

PERNILLE.

See engang paa Jomfruens Ansigt, om du kand spaae, hvad hende fattes.

HENRICH.

Jomfruens Ansigt seer ud til Regn. Men hvad Pokker! er det nu Tid til at henge med Hovedet? Hr. Jeronimus har jo været at frie i Dag.

PERNILLE.

Det er sandt nok, og just derfor henger vi med Hovedet.

HENRICH.

Det er dog nogle underlige Dyr disse Fruentimmer. Naar de kommer til at besidde det, som de længe have attraaet, saa skiønne de ikke derpaa. Men fik han ikke Løfte af Forældrene?

LEONORE.

Jo vist fik han Løfte, Henrich! men Ulykken er, at han friede for sig selv.

HENRICH.

Hvad! friede han for sig selv?

LEONORE.

Ja vist. Og mine Forældre har ladet sig forblinde af hans Penge, og opoffret all min Fornøyelse.

HENRICH.

Det bekiender jeg var det hæsligste Skielmstykke, som nogensinde kunde bedrives. Hans Søn betroer ham sin Velfærd udi Hænderne, og han spiller ham saadant Puds. Ach, gid jeg var Byefoged ikkun udi tre Dage, at jeg kunde have den Fornøyelse at dømme saadan Skielm til Galgen!

PERNILLE.

Ja gid du var Byefoged, Henrich!

HENRICH.

Ja jeg skulde faae ham til at dantze andensteds hen, end til Brudeseng. Min Herre merkede af hans Taushed, da han kom hiem, at Sagen maatte ikke være gandske rigtig, og derfor bad mig gaae hid; men han kunde ingenlunde have drømt om saadant. Jeg maa strax hiem, for at erkyndige ham om dette, at man i tide kand hitte paa noget Raad.

PERNILLE.

Kommer hid tilbage om en Time, at vi kand overlægge Tingen med hinanden. De gaaer.

227

ACTUS II

SCEN. 1.

Leander. Henrich. Leonore. Pernille.

LEANDER.

Ach Himmel! er det mueligt, at en Far kunde spille saadant hæsligt Skielmstykke mod sin Søn?

HENRICH.

Alting lader sig practisere i disse Tider; men ellers er det et af de groveste Stykker jeg nogensinde har hørt tale om. Men der seer jeg Jomfruen og Pernille.

LEONORE.

Ach min kiære Leander! i hvilken Ulykke ere vi ikke geraadne.

LEANDER.

Vi ere i ingen Ulykke geraadne, naar Jomfruen kun vil bevæbne sig med Bestandighed.

LEONORE.

Ach Leander! I veed ikke, hvilke haarde Forældre jeg haver.

LEANDER.

Det bekiender jeg ere trøstelige Ord at høre af sin forlovede Kiæreste.

LEONORE.

Men min hierte Leander!

LEANDER.

Kald mig ikke hendes Hierte, kald mig hendes Stedsøn.

LEONORE.

Driv dog ingen Spot med mig.

LEANDER.

Det være langt fra, at jeg skulde drive Spot med min Stedmoder.

LEONORE.

Hør dog, kiære Leander!

LEANDER.

Hvad befaler min kiære Mamma?

LEONORE.

Ach mit Hierte vil briste i mig.

LEANDER.

Jeg forsikrer om, at jeg skal blive hende en lydig Søn.

LEONORE.

Ach! dette gaaer over min Taalmodighed. Saa gak da jer Vej og giør hvad jer lyster.

LEANDER.

Vil hun da saa forlade mig?

228
LEONORE.

Jeg giør ham jo en Tieneste dermed.

LEANDER.

Lad mig da tale et Ord.

LEONORE.

Hvad befaler min kiære Stedsøn?

LEANDER.

Ach! er det mueligt at jeg skal høre saadanne Ord?

LEONORE.

Det er jo den Titel han selv forlanger.

LEANDER.

Allerkiæreste Leonore! vend mig ikke meer Ryggen.

LEONORE.

Kald mig ikke allerkiæreste Leonore, kald mig jer Sted-Moder.

LEANDER.

Ach mit Hierte vil briste i mig.

LEONORE.

Giv jer kun tilfreds, jeg forsikrer, at jeg skal blive jer en god Stedmoder.

PERNILLE.

Ney dette gaaer forvit.

HENRICH.

Det er uforskammed.

PERNILLE.

Jeg havde tænkt paa at opfinde noget til jer Frelse, men nu maa I gaae jer egen Gang.

HENRICH.

Jeg skal min Troe ey heller bryde mit Hovet for jer skyld.

PERNILLE.

Kom, lad os gaae fra dem, Henrich!

HENRICH.

Ja, jeg gaaer min Gang.

Ligesom Leander og Leonore har gaaet efter hinanden, saa gaaer de nu efter Henrich og Pernille.

LEANDER.

Vil hun saa forlade os Pernille?

PERNILLE.

Han vil jo ikke have det anderledes.

LEONORE.

Kand du bære det over dit Hierte, Henrich?

HENRICH.

Ach ja, meer end det.

LEANDER.

Pernille!

PERNILLE.

Monsieur!

LEONORE.

Henrich!

HENRICH.

Jomfrue!

LEANDER.

Jeg forlader mig paa dig Pernille.

PERNILLE.

Da er I ikke ilde bedragen!

LEONORE.

All min Velfærd er i dine Hænder, Henrich.

HENRICH.

Da er den min Troe i slette Hænder.

LEANDER.

Forsmaae ikke den Ring, min hierte Pernille!

229
LEONORE.

Forsmaae ikke den Tobaksdaase, lille Henrick!

PERNILLE.

Hvad skal vi giøre, Henrich?

HENRICH.

Det lader saa ilde, at være længe vred.

PERNILLE.

Saa gaaer da strax hen at bede hinanden om Forladelse.

LEANDER.

Forlad mig, hierte Jomfru, at jeg talede hende saa haardt til.

LEONORE.

Forlad mig ogsaa, kiære Leander, at jeg svarede ham noget u-besindigen. De omfavne hinanden.

PERNILLE.

Nu Henrich! nu har du faaet Penger paa Haanden, nu maa du give dig til Arbeide.

HENRICH.

Hun har ogsaa faaet Penge paa Haanden, lad nu see, hvad hun kand giøre.

PERNILLE.

Jeg er disvær ikke saa frugtbar paa Intriguer.

HENRICH.

Det er dog rart at finde en Kammerpige, som ikke intriguerer. Lad kun mig raade; men jeg maa have et par Dages Tid.

LEONORE.

Ach Henrich! Den gamle Frier kommer her om en halv Time.

HENRICH.

Jeg takker Jomfruen for de høye Tanker, hun har om min Capacitet; men en halv Time vil ikke forslaae for mig til saadant stort Verk. Alt hvad her er at giøre imidlertid, er, at I med grædende Taarer beder Hr. Jeronimus staae fra sit Forsæt; og hvis det ikke kand hielpe, da maa I giøre jer upasselig paa en Dags Tid eller to, imidlertid hitter jeg nok paa Raad. Gaaer nu bort saa længe, og lad mig være lidt i Roe.

SCEN. 2

HENRICH.

spadserende. Jeg har en hob Anslag i mit Hoved, men jeg veed ikke hvilket er best. Leander maa enlevere Jomfruen - - - ney, det er Lapperie.

Gaaer og spadserer igien. Jomfruen maa sige at hun laver til Barsel med Leander 230 - - - ney, det er og Lapperie, det er kun Galgenfrist.

Spadserer igien. Jomfruen maa rebellere mod sine Forældre - - - ney, det er ogsaa Lapperie, thi hun er alt for kleinmodig dertil.

Spadserer igien. Jomfruen maa - - - ney, det er ogsaa Skarn. Hvilken forbandet slyngelagtig Hierne jeg har!

Spadserer igien. Ret nu troer jeg, at jeg hitter paa noget. Hr. Jeronimus er her under! han skal hænges! ja han er allerede hængt! Mig rinder noget i Sinde: Jomfru Leonore er udi sin Barndom bleven opfostred hos Pernilles Moer; det samme gir mig Anledning til en Intrigue, som er uden Lige. Men jeg maa have andre udi Ledtog med mig; jeg maa hen at hverve 3 a 4re Ertz-Spidsbuber, som er værre end jeg. Men der seer jeg den gamle Skielm komme. Jeg maa gaae til side, at han ikke seer mig.

SCEN. 3

Jeronimus naragtig udpynted. Leonard. Magdelone.

JERONIMUS.

Jeg har, min Troe! taalt hver Minut siden jeg gik herfra. Jeg meener, naar Jomfruen seer mig saa smukt pynted, saa skal hun nok faae Lyst til mig. Men jeg maa banke paa.

Banker paa, og Forældetne kommer ud.
MAGDELONE.

Velkommen igien min kiære tilkommende Svigersøn! han kommer hastigere, end vi havde ventet.

JERONIMUS.

Hvo som er forliebt, min allerkiæreste Mamma, gaaer for fulde Seyl.

MAGDELONE.

Det er mig kiært, at han er forliebt.

JERONIMUS.

Gid det var hendes Dotter ligesaa kiært!

MAGDELONE.

Bær kun ingen Bekymring derover, hun skal nok blive forliebt. Han seer jo ud som en nye 4 Skilling.

231
JERONIMUS.

Jeg takker Gud for en god Skabning. Jeg har ellers ikke været en u~behagelig Mand i min Ungdom.

MAGDELONE.

Hand er sommænd endnu ikke u-behagelig; men Gemyttet og Velstand er det meste, man maa see efter.

JERONIMUS.

Det er sandt, jeg sidder udi god Velstand, og jeg har, uden at rose mig selv, saa nobelt et Gemyt, som der kand ligge udi noget Menneske.

MAGDELONE.

Hr. Jeronimus har ladet see Prøver derpaa. Men nu vil jeg strax kalde paa min Dotter, at han udi Eenrom kand tale med hende. Leonore og Pernille, kommer ud! De kommer ud.

MAGDELONE.

Hør, min Dotter! hvis du begegner den gode Mand ilde, og giør ham en suur Mine, skal jeg aldrig kiende dig for mit Barn. Nu forlader vi dig, at du kand tale med ham i Eenrom.

SCEN. 4

Jeronimus. Leonore. Pernille. Pernille sætter tvende Stoler for Jeronimus og Leonore, og selv posterer sig bag ved Jeronimi Stoel.

JERONIMUS.

Saasom jeg har af adskillige kiendelige Merker fornummet, at Himmelen selv har beskikket mig hende til min Glæde og Fornøyelse udi min Alderdom, saa er jeg nu hidkommen, for at aabne mit Hierte for hende, og at begiære hende til min Ægtefælle.

LEONORE.

Det kand være, at Hr. Jeronimus har haft saadanne Indskydelser. Jeg derimod har fornummet af adskillige Merker, at Himmelen ikke har beskikket mig ham til Glæde og Fornøyelse i min Ungdom.

JERONIMUS.

Jeg kand sige min hierte Jomfru! at jeg aldrig har tænkt paa at gifte mig, siden jeg mistede min sidste salig Kone, med hvilken jeg levede udi saadant kiærligt Ægteskab, saa at det rygtedes over den heele Stad.

232
PERNILLE.

Jeg er, u-værdig, en liden Part af Staden; men jeg har dog intet hørt tale derom.

JERONIMUS.

Jo det er bekiendt nok. Hvad jeg vilde, det vilde og den Guds Engel, og hvad den Guds Engel vilde, det vilde og jeg; saa at der var kun een Siæl udi 233 tvende Legemer. Men Ach! den halve Siæl er nu borte, Ach! Ach!

LEONORE.

Men var det da ikke best at Hr. Jeronimus forblev udi eenlig Stand, paa det at de tvende adskildte halve Siæle kunde foreenes igien i det andet Liv?

JERONIMUS.

Det var saa mit Forsæt; men hvo kand modstaae Himmelens Villie?

LEONORE.

Men skulde det dog være mueligt, at det kunde være Himmelens Villie?

JERONIMUS.

Ja, jeg har mange Prøver derpaa. Min salig halve Siæl sagde til mig paa sit yderste: Græd ikke mit Barn! du skal blive gift med en ung Jomfrue, som skal blive dig til Trøst i din Alderdom.

PERNILLE.

Men nævnede hun da Jomfruen ved Navn, og sagde, at hun heedte Pernille?

JERONIMUS.

Ja mænd giorde hun saa; thi saa faldte hendes Ord: Din Pernille skal være dig til Trøst i din Alderdom. Dette reflecterede jeg dog intet paa, førend jeg længe derefter saae Jomfruen første gang paa Gaden; thi da var det, ligesom een stak en Kniv i mit Hierte, og ligesom jeg hørede en Røst sigende: Der er den Jomfru Pernille, som du skal blive lykkelig ved.

PERNILLE.

Saa vit som jeg hører af alt dette, saa gaaer Hr. Jeronimus ikke ret; thi Jomfruen heder Leonore.

JERONIMUS.

Hør, Mademoiselle! jeg taler ikke til hende, jeg taler til Jomfruen. Vender sig til Leonore igien. Og siden den Tid har den smukke Jomfrue Dag og Nat staaet mig for Oyene, saa at jeg ingen Roelighed har haft, førend jeg har faaet Tilsagn paa hende af hendes Forældre.

PERNILLE.

Ach, hvad er der dog en hob onde Mennesker udi denne Stad!

JERONIMUS.

Hvi saa?

PERNILLE.

Der findes adskillige, som sige, at Hr. Jeronimus kom hid for at frie for sin Stedsøn.

234
JERONIMUS.

Det er usandfærdigt. Det er kun onde Menneskers Snak.

PERNILLE.

Jeg siger det og; men om saa var, at man kunde bevise, at han havde Commission at frie for sin Stedsøn, kunde det da være Himmelens Villie, at han skulde frie for sig selv?

JERONIMUS.

Jeg taler med Jomfruen, Mademoiselle.

LEONORE.

Enten Hr. Jeronimus har haft saadan Commission, eller ey, saa kand jeg sige dette, at jeg har allerede givet mit Hierte bort til hans Stedsøn, Monsieur Leander.

JERONIMUS.

Jeg skulde ikke disrecommendere min Stedsøn, men jeg maa sige det, som Sanden er, at det er et Parti, som er hende ikke tienligt.

LEONORE.

Han er min Lige moxen af Alder og af Stand, og jeg har fundet et redeligt Gemyt hos ham.

JERONIMUS.

Hvis hun kiendte ham saa vel som jeg, da havde hun ikke de Tanker.

PERNILLE.

Er han Hr. Jeronimi Stedsøn?

JERONIMUS.

Ja vist, han er min Stedsøn.

PERNILLE.

Man kand nok høre det paa Recommendationen.

JERONIMUS.

Hør, Mademoiselle, jeg taler med Jomfruen, og ikke med hende. Jeg siger dette, min kiære Jomfru! hun bliver u-lykkelig med ham.

LEONORE.

Jeg vil vove paa det samme. Tilmed har jeg giort ham Ægteskabs Løfte, som jeg ikke kand bryde.

JERONIMUS.

Det er skeed uden hendes Forældres Samtykke, hvilken udfodres til saadant Løftes Gyldighed.

LEONORE.

Kand han vel vente sig andet end et u-lyksaligt Ægteskab, som han vil tvinge sig til?

JERONIMUS.

Ej Jomfru! mange lade sig trække til Brudeseng, men blive siden meget fornøyede.

LEONORE.

Han skal aldrig blive fornøyed med mig.

JERONIMUS.

Den Bitterhed vil forgaae med Tidens Længde.

235
PERNILLE.

Om der aldrig vare fleere Horn til i Byen, saa skal I min Troe faae dem; det skal jeg sørge for.

JERONIMUS.

I skal ikke faae Lov til at komme inden min Dør-Tærskel.

PERNILLE.

Jeg skal ind, om jeg skal ned igiennem Skorsteenen.

LEONORE.

Ach Hr. Jeronimus! jeg beder ham med græ- dende Taare, at han staaer fra sit Forsæt.

JERONIMUS.

Det er mig ikke mueligt.

LEONORE.

Vil han da giøre mig u-lykkelig?

JERONIMUS.

Ingenlunde. Jeg vil heller giøre hende lykkelig.

SCEN. 5

Leonard. Magdelone. Jeronimus. Leonore. Pernille.

MAGDELONE.

Nu min kiære tilkommende Svigersøn! hvordan er han fornøyed med min Dotter?

JERONIMUS.

Heel slet, Madame! thi hun har erklæret tydeligen, aldrig at ville elske mig.

MAGDELONE.

Og jeg erklærer tydeligen, at hun aldrig skal elske nogen anden. Hør du vanartige Menneske! gid jeg aldrig havde bragt dig til Verden, for den Hierte-Sorg du giør mig.

LEONORE.

Gid ieg ogsaa aldrig var bragt til Verden, formedelst den Ulykke mine Forældre vil styrte mig udi.

MAGDELONE.

Er det Ulykke at skaffe dig en brav bemidled Mand?

LEONORE.

Penge uden Fornøyelse er kun et slet Boeskab udi Ægte-Stand.

MAGDELONE.

Ja, der har vi det. I forliebte Piger seer kun efter Ungdom og kiønne Ansigter, derudi meener I jer Fornøyelse vil bestaae; men naar den første Heede er over, begynder vi, men alt for silde, at begræde vor Daarlighed, saa at den hæftige Kjærlighed forvandles til Had og U-eenighed i Ægteskab. Tvert imod, naar man gifter sig for at komme i Velstand, voxer Kiærligheden til jo meer og meer, saa at endogsaa den, som 236 syntes grim tilforn, vil stikke i Øyene saa tit vi betragter den Velstand han har sat os udi.

LEONORE.

Men min hierte Mamma!

MAGDELONE.

Men min hierte Dotter! du est alt for ung til at dømme om din egen Velfærd. Dine Forældre seer bedre, hvad dig tiener, end du selv.

JERONIMUS.

Jeg haaber, at naar vi have været gifte en Maaned sammen, at hun ikke skal ville bytte mig med den galanteste unge Karl.

MAGDELONE.

Det samme haaber jeg ogsaa, og derfor beder Hr. Jeronimus, at han vil komme hid i Aften med Notario for at underskrive Ægteskabs Contracten.

JERONIMUS.

Jeg vil da hiem at giøre alting reede, for at være færdig til bestæmte Tid.

MAGDELONE.

Adieu saa længe. Kom nu kun ind min Dotter, og lav dig til. Nu har du hørt Dommen afsagt.

SCEN. 6

HENRICH.

alleene. Alting er i Beredskab. Jeg har hvervet 4 Personer, som er Kiernen af det heele Menneskelige Kiøn; Jeg gik forud, paa det at ingen skulde see mig gaae med dem paa Gaden. Noget for samme Tid, som jeg faaer at høre at Hr. Jeronimus kommer for at underskrive Ægteskabs Contracten, skal Comoedien gaae an, og naar det er skeed, skal Pernilles Moer komme her, for at aabenbare den heele Handel, og confundere den gamle Frier. Eet allene staaer mig for Øyene, om jeg skal aabenbare for Leander min Intrigue. Aabenbarer jeg ham den, saa blir Historien ikke nær saa anseelig, som den ellers kunde blive, og aabenbarer jeg ham den ikke, saa kand han, maa skee, bevæges til at forlade Jomfru Leonore, og dermed forspille det heele Kort. Men jeg kiender hans gode ærlige Gemyt, og er vis paa hans Bestandighed; hvorfore jeg intet vil aabenbare ham, paa det at hans Dyder kand skinne dismeer. Men der seer jeg disse hæderlige Mænd komme.

237

SCEN. 7

Henrich. 4 Gaudiebe.

HENRICH.

rangerende dem i Orden. Mandhafte og Høylærde Mænd! Her er det Sted, hvor I skal viise Prøver paa jer Forstand og Dygtighed. Eders berømmelige Blessurer viser, at I ere alle erfarne Mænd, der ikke behøves at opmuntres og undervises af en u-lærd ringe Person, som jeg. Hvorfore jeg allene har kaldet jer sammen for at vise jer Stedet, hvor denne berømmelige Gierning, som jeg har for, skal bedrives. En af jer skal agere Munk, en anden en gammel Kierling, den tredie en Notarius. Maatte jeg spørge om hans Navn?

1. GAUDIEB.

med et Plaster paa Øyet. Mit Navn er Brenneisen.

HENRICH.

Det er et Navn, som promitterer, at der er noget got hos ham. Hvilken Person vil han paatage sig?

238
1. GAUDIEB.

Jeg vil nok være Notarius; thi jeg har studeret mine Jura med saadan Iver, at jeg har mistet mit ene Øye, hvorvel onde Mennesker sige, at jeg har faaet den Skade af den Tvistighed, som jeg engang havde med en Byfoget.

HENRICH.

Got. Hvad er hans Navn, Monsieur?

2. GAUDIEB.

med en Pukkel Mit Navn er Radelzier.

HENRICH.

Kand han tage sig paa at være Munk?

2. GAUDIEB.

Ja, det er min ringeste Konst; men det maa skee i Dag, thi i Morgen faaer jeg ikke Stunder, eftersom jeg skal hen og aflegge nogle eedlige Vidnesbyrd for trende differente Retter.

HENRICH.

Kiender I da de Folk I skal sværge for?

2. GAUDIEB.

Ach ney! Jeg tiener alle Mennesker.

HENRICH.

Det bekiender jeg er et stort Merke paa Tienstagtighed. Men hvad er hans Navn, Monsieur?

3. GAUDIEB.

med en Krykke. Mit Navn er Galgenfrist.

HENRICH.

Han kommer til at agere den gamle Kierling, efterdi han bruger Krykker. See der I gode Venner, der har enhver af jer en Ducat paa Haanden; naar Intriguen er spilled, skal I faae dobbelt saa meget. Giører jer nu færdige til jeg varer jer ad, og naar Tid er, skal jeg komme til jer for at føre jer an.

239

ACTUS III

SCEN. 1

Henrich, som en Munk. En anden Munk. Leonard. Magdelone.

HENRICH.

Hold nu kun gode Miner, og lad mig føre Ordet. Her skal vi have Manden i tale.

Banker paa.
LEONARD.

Vil disse ærværdige Patres tale med mig?

HENRICH.

Maatte jeg tage mig den Frihed at spørge om hans Navn? Er I ikke Hr. Leonard?

LEONARD.

Jo, mit Navn er Leonard.

HENRICH.

Heder hans gode Kiæreste ikke Magdelone?

LEONARD.

Jo, hun heder Magdelone.

HENRICH.

Maatte jeg videre spørge, om han ikke har en Dotter ved Navn Leonore?

LEONARD.

Jo, hun heder Leonore. Jeg hør, Hr. Pater kiender mit heele Huus.

HENRICH.

Maatte jeg videre spørge, om han meener, at det er hans Dotter?

LEONARD.

Er jeg hendes Far, saa maa hun endeligen være min Dotter.

HENRICH.

Bene, lidt Taalmodighed, min Herre! Maatte jeg fremdeles spørge, om han ikke meener at have en Pige ved Navn Pernille?

LEONARD.

Jo min Siæl baade har jeg, og meener jeg at have saadan Pige.

HENRICH.

Maatte jeg videre spørge, om samme Pige ikke meener at have en Moer ved Navn Lucie?

LEONARD.

Men maatte jeg videre spørge, om Hr. Pater meener, at jeg er skabt til at spille Giæk med?

240
HENRICH.

Ingenlunde, min Herre. Alle disse Spørgsmaal ere ikke omsonst. Jeg og denne ærværdige Pater Merian ere hidkomne for at aabenbare en selsom Historie, som vil rygtes over det heele Land.

LEONARD.

Hvad skal det da være?

241
HENRICH.

En Historie, som vil give Anledning til Reformation udi en Sædvane, hvis Misbrug man heraf seer.

LEONARD.

Jeg kand intet sige derom, førend jeg hører det.

HENRICH.

Vor heele Orden har i Sinde at forestille Øvrigheden, at den samme onde Skik maa afskaffes.

LEONARD.

Ach jeg beder, ærværdige Pater vil giøre det kort; thi jeg brænder af Begiærlighed efter at vide, hvad det er.

HENRICH.

En gammel Kone, ved Navn Lucie, som boede en halv Miil uden for Byen, blev udi disse Dage syg, og derfor havde Bud efter mig, saa vel som efter denne ærværdige Pater Merian, for at aabenbare noget, som laae hende paa Hiertet; hvilket ogsaa skeede. Det samme var Hr. Leonard og hans Huus angaaende.

LEONARD.

Hvad var det da? ærværdige Pater!

HENRICH.

Det understaaer jeg mig ikke at sige ham.

LEONARD.

Ach Himmel! hvortil tiener da dette Præ- ludium?

HENRICH.

Jeg vil nok sige ham det, men med Condition, at han lover mig først, at han ikke vil giøre hende nogen Skam i hendes Grav.

LEONARD.

Er hun da død?

HENRICH.

Ja, hun er baade død og begraven.

LEONARD.

Det er dog meget at hendes Dotter, som er hos mig, intet Bud har faaet derom.

HENRICH.

Aarsagen dertil skal min Herre let begribe, naar han faaer Historien at høre.

LEONARD.

Lad mig da faae Historien at høre.

HENRICH.

Lover han mig da først, at han ikke vil hevne sig paa det døde Legeme?

LEONARD.

Hvad kunde det nytte mig? Jeg lover ham paa min Ære, at jeg aldrig skal giøre hende nogen Skam i hendes Grav.

HENRICH.

Got! saa skal jeg da aabenbare det altsammen. Da vi komme til hende, faldt hun i bitter Graad, og endeligen sagde: Ærværdige Fædre! der ligger mig 242 noget paa Hiertet, som jeg maa aabenbare førend jeg døer. Hr. Leonard, en fornemme Borger her i Staden, betroede mig sin spæde Dotter til Opfostring, da han for 15 Aar siden reisede til Tydskland. Jeg selv havde en Dotter af samme Alder, som var samme Hr. Leonards Barn ikke u-lig, hvorudover jeg besluttede, for at sætte min egen Dotter udi Velstand, ved deres Tilbagekomst at give hende ud for deres Dotter, hvilket ogsaa skeede, efterdi Forælderne vare forsikrede om min Ærlighed, saa at derfor den, som de holder for deres Tienestepige, er deres rette Dotter. Denne Misgierning, sagde hun med grædende Taare, griller mig nu paa mit yderste. Hvorfore jeg beder eder at aabenbare det, paa det at det forskudte Barn kand komme til sin Ret igien. Dette er saaledes vort Ærende, og tillige med at begiære, at det døde Legeme ingen Skam maa vederfares, hvilket vi lovede hende førend hun døde.

LEONARD.

Ach Himmel! hvilken uhørlig Gierning!

MAGDELONE.

Ach! mit heele Legeme zittrer.

HENRICH.

Jeg holder mig til det Løfte mig er giort.

LEONARD.

Hvad kand det nytte at hevne sig paa et dødt Legeme?

HENRICH.

See der kommer Notarius, som efter Begiæ- ring har antegnet Bekiendelsen. Velkommen Hr. Notarius! vil han være af den Godhed at viise Hr. Leonard den Bekiendelse, som er antegned om de forbyttede Børn?

MAGDELONE.

Leonore og Pernille, kommer ud!

SCEN. 2

Leonore. Pernille. Personerne af forrige Scene.

LEONARD.

omfavnende Pernille. Ach, kom hid, min Allerkiæreste! og lad mig omfavne dig.

PERNILLE.

Hvad nu, Hr. Leonard! seer han ikke at Fruen er tilstede? meener han, at hun taaler saadant?

MAGDELONE.

Jeg ikke allene taaler det, men omfavner dig ogsaa selv.

243
PERNILLE.

Hillemænd! hvilken Stjerne har jeg ikke paa Himmelen i Dag! Hvad got har jeg giort, efterdi Fruen giør mig saadanne Caresser?

MAGDELONE.

Kald mig ikke Frue eller Madame, kald mig Moder.

PERNILLE.

Det er noget gammeldags at sige Far og Moer til sit Herskab.

HENRICH.

Veed hun vel hvem hun er?

PERNILLE.

Jeg skulde meene, efter at jeg har haft den Ære at omgaaes med mig selv saa længe, at jeg skulde vide hvem jeg er.

HENRICH.

Ach den Stakkel, hun kiender sig ikke selv!

PERNILLE.

Det har jeg endelig tilfælles med de fleeste Mennesker. Jeg troer, hvor fuldkommen Hr. Pater er, saa kiender han sig maa skee ogsaa ikke gandske selv.

HENRICH.

Det er ikke saadan slags Kundskab jeg meener. Men hun kiender ikke hendes Stand. Hun er Jomfrue her i Huset.

PERNILLE.

Ja, i visse Maader kand jeg kaldes Jomfrue, efterdi jeg har min Jomfrudom ubeskaaren endnu.

HENRICH.

Hun er ikke allene Jomfru, men en fornemme Jomfru, og Dotter her i Huset.

PERNILLE.

Hvad, er jeg Dotter i Huset?

LEONARD.

Ja, du est vor Dotter; thi her er en forunderlig Historie aabenbaret i Dag af disse ærværdige Mænd. Den Kone, som du holdt for sin Moer, har bekiendt paa sit yderste, at du est vort eget Barn, og at Leonore er hendes.

PERNILLE.

Ach Herre! vil I troe saadant?

HENRICH.

Ingen Bekiendelse er troeværdigere end den, som een giør paa sit yderste. Bekiendelsen er giort for mig og Pater Merian, som her staaer.

PERNILLE.

Jeg var tilfreds den var giort for Pater Merian eller Timian, saa troer jeg den ikke.

LEONARD.

Jo min Dotter, Tingen er rigtig; thi her er Notarius tillige med, som har antegnet den.

PERNILLE.

Ach Himmel! hvad hører jeg?

244
LEONORE.

Ach! jeg er færdig at døe af Forskrækkelse.

MAGDELONE.

Kommer hid ind lidt I gode Herrer, at vi kand læse den heele Act, og overlægge med hinanden, hvad her ved er at giøre; thi det er en Sag, som behøver gode Mænds Raad.

De gaaer alle ind foruden Leonore og Pernille.

SCEN. 3

Leonore. Pernille. De staar længe med nedslagne Hoveder.

LEONORE.

All Sands er mig forgaaen, saa jeg veed ikke, hvad jeg skal sige.

PERNILLE.

Ach hvilken selsom og underlig Hændelse!

LEONORE.

At see sig paa eengang berøved Forældre, Velstand, Kiæreste, og det saa uformodentligen - - -

PERNILLE.

Om noget Menneske er bleven forskrækket af en usædvanlig Lykke, saa er det jeg.

LEONORE.

Dette overgaaer all Menneskelig Taalmodighed.

PERNILLE.

Jeg kand aldrig finde mig udi dette.

LEONORE.

Jeg blues ved at see paa noget Menneske, og allermest paa hende.

PERNILLE.

Min allerkiæreste Jomfru!

LEONORE.

Ach kald mig ikke hendes Jomfru! hun veed jo nu hvem jeg er.

PERNILLE.

Hun er, og skal være hos mig, det hun stedse har været.

LEONORE.

Jeg beder med grædende Taare om Forladelse for den Opførsel, jeg har brugt mod hende; men det er skeed af Uvidenhed.

PERNILLE.

Ach Jomfru, tal ikke saaledes! mit Hierte brister i mit Liv.

LEONORE.

Jeg faaer vel herefter vænne mig til saadan Tale-Maade.

PERNILLE.

Jeg skal aldrig aflade at være hende underdanig som tilforn.

245
LEONORE.

Tiderne vil ikke tillade det.

PERNILLE.

Hvad som jeg har været vant til fra Barnsbeen, det hverken vil eller kand jeg vænne mig fra.

LEONORE.

Og hvad som Natur og Lov byder, derudi bør jeg skikke mig.

PERNILLE.

Ach det smerter mig inderlig at høre hende tale saaledes.

LEONORE.

Jeg bør ikke tale anderledes; thi jeg er nu ikke andet end en fattig Tienestepige.

PERNILLE.

Hun er min Jomfrue og mit Herskab, som hun alle Tider har været.

LEONORE.

Det har jeg aldrig været, men alleene bildet mig saadant ind.

PERNILLE.

Vil hun da ikke agte og antage mig som en Søster?

LEONORE.

Det er noget, som er hende u-anstændigt.

PERNILLE.

Ach, plag mig da ikke meere, allerkiæreste Jomfrue! jeg døer af Sorg, hvis hun i det ringeste ikke under mig den Trøst, at jeg maa ansees som hendes Søster.

LEONORE.

Efterdi hun trænger saa meget derpaa, saa tør jeg ikke meer vegre mig derfor.

PERNILLE.

Giv mig da hendes Haand derpaa. De omfavne hinanden og græde.

SCEN. 4

Leonard. Magdelone. Henrich. Notarius. Munken. Leonore. Pernille.

LEONARD.

Tingen er saa klar, at ingen kand tvile derom. Nu staaer kun tilbage at vide, hvilke Mesures vi udi denne Tilfælde skal tage. Derom maa jeg høre disse gode Mænds Betænkende.

NOTARIUS.

Mig synes, at saasom Vanen er stærkere end Naturen, og Forældrene har fra Barnsbeen holdet den u-rette for deres egen Dotter, og optugtet hende derefter: saa er det billigt, at hun bliver den hun stedse 246 har været holden for; thi den eene vil skikke sig lige saa lidet i sin usædvanlige Lykke, som den anden udi sin uformodende Ulykke. Dog underkaster jeg min Meening denne ærværdige og høy oplysede Paters Dom og Betænkning; thi han har tilforn ladet see sin Skiønsomhed i at dømme udi mange dislige vigtige Sager.

HENRICH.

Jeg er her udi ikke af Tanke med Hr. Notario; thi ingen kand udelukkes fra den Ret, som Gud og Naturen ved Fødselen har givet.

LEONARD.

Men ærværdige Pater! Er saadan Casus ikke tilforn forefalden, og har Lovkyndige ikke skrevet noget derom, som kand her i tiene til Rettesnor?

HENRICH.

Den er baade decideret efter Verdslig og Geistlig Ret. Hører først hvad den lærde Romerske Keiser Calburius skriver derom. Ordene ere disse: Pes, aries, paries, palmes cum limite stipes. Det er paa vort Sprog: En Fader kand aldrig lade af at være Fader, og et Barn aldrig aflade at være Barn.

LEONARD.

Det er tydelig nok.

HENRICH.

Den Geistlige Ret er endnu tydeligere. Hører hvad Christophorus Columbus udi hans 3die Capitel siger derom.

LEONARD.

Christophorus Columbus var jo en Skipper?

HENRICH.

Ney, denne ikke; det var ellers hans Fætter. Han var Erke-Bisp udi Trapezundt, og har meget grundigen tracteret den Materie. Hans Ord derom ere disse: Arma virumqve canumqve docilis solertia vincit.

LEONARD.

Hvad vil det sige?

HENRICH.

Det vil sige saa meget, at de Forældre, som udi saadan Tilfælde forkaster deres rette Børn, ere verre end Hunde.

LEONARD.

Hører du vel, min Hierte! hvad Erke-Bisp Columbus siger? det er meget haardt.

MAGDELONE.

Det er tydeligt nok, vi maatte følge clen Regul.

NOTARIUS.

Eftersom jeg hører saadan Autoritet baade 247 af den Geistlige og Verdslige Ret, saa staaer jeg ogsaa fra min forrige Meening.

MAGDELONE.

til Leonore. Giv dig tilfreds, mit hierte Barn, vi skal aldrig slaae Haanden af dig. Leonore græder.

MAGDELONE.

Græd ikke mit Barn! vi skal nok have Omsorg for din Velfærd. Og du mit forlorne Faar, hofmodige dig ikke af denne din Lykke, og for alting kast ikke Foragt paa den, som du ideligen har holdet for dit Herskab.

PERNILLE.

Jeg kand og skal aldrig glemme den Ærbødighed, jeg er vant til at have for hende; og om hendes Modestie ikke tillader mig at omgaaes hende paa forrige Maade, vil jeg i det ringeste elske og ære hende som min Søster.

MAGDELONE.

Det giør du ret udi, mit Barn! Men hillemænd! der kommer Hr. Jeronimus. Denne Historie vil gandske forvirre ham.

SCEN. 5

Jeronimus. Personerne af forrige Scene, og en ret Notarius.

JERONIMUS.

Jeg kommer efter Aftale for at giøre Ende paa denne Sag, og haaber, at den gode Jomfru nu er bragt til bedre Tanker.

MAGDELONE.

Jeg haaber, at der skal ikke findes meer Vanskelighed paa hendes Side.

JERONIMUS.

Det skal være mig usigeligen kiært.

MAGDELONE.

Men Hr. Jeronimus! her er nyeligen aabenbared en Historie, som temmeligen har forrykket vore Concepter. En gammel Kone, som vi betroede vor Dotter til, da vi reisede til Tydskland, har nyeligen bekiendt paa sit yderste, at hun ved vor Tilbagekomst gav os tilbage sin Dotter for vor egen, og som vi bare ingen Tvil om hendes Ærlighed, og Børnene derforuden lignede hinanden baade udi Alder og Skabning, saa har 248 vi opdraget hendes Dotter som vort rette Barn, og tracteret vor egen Dotter som en Tienestepige.

JERONIMUS.

Men kand man fæste Troe til saadant?

HENRICH.

Bekiendelsen er giort for os, og her er Notarius, som efter Begiæring har antegnet den.

JERONIMUS.

Ach, hvilken forskrækkelig Historie!

MAGDELONE.

Den har giort os gandske forvirrede; men Hr. Jeronimus lider ikke derved, thi saasom han alleene har af puur og reen Kjærlighed bejlet til den vor formeente Dotter, saa kand det være ham ligemeget af hvad Stand og Vilkor hun er.

JERONIMUS.

Men maatte jeg spørge, hvem af disse to de herefter vil holde for deres Dotter?

MAGDELONE.

Det er klart, at vi bør holde den for rette Barn, som er det ved Fødselen.

JERONIMUS.

Men hvilken af dem skal være deres Arving?

HENRICH.

Om jeg maatte sige saa, min Herre! saa er dette Spørsmaal noget eenfoldigt. Den, som ved Fødselen er berettiget til at kaldes Dotter, er ogsaa berettiget til all anden Herlighed, som følger et Barn, saa at hun bør alleene have alt hvad som Forældrene efterlade, og iligemaade hvad som af andre kand være testamentered som til Leonards Dotter. Saadant lærer os den naturlige Billighed, saadant viser os ogsaa baade den Geistlige og Verdslige Ret.

MAGDELONE.

Det er haarde Ord, som Erke-Bisp Columbinus fører derom.

JERONIMUS.

Hør, Hr. Leonard og Madame, saa bindes jeg paa samme Fundament til ingen anden uden den, som er befunden at være deres rette Dotter.

LEONARD.

Men Hr. Jeronimus har bevidnet, at han har friet alleene af Kjærlighed til hendes Person.

JERONIMUS.

Jeg har friet til Hr. Leonards Dotter, og den samme holder jeg mig til.

LEONARD.

Saadanne vare ikke hans Ord, Hr. Jeronimus!

249
JERONIMUS.

Hvad mine Ord var eller ey, det kand jeg ikke erindre; men mine Tanker vare ikke at frie til en Tienestepige.

MAGDELONE.

Hr. Jeronimus har ret, skal det eene i agt tages, saa maa og det andet; vi har antaget ham som vor Svigersøn, og det kand han ikke blive, med mindre han faaer vor Dotter.

LEONARD.

Men hierte Kone ---

MAGDELONE.

Men min hierte Mand! jeg vil ingen Slidder Sladder høre. Han har friet til vor Dotter, og han skal ogsaa have hende.

SCEN. 6

Leander. Personerne af forrige Scene.

HENRICH.

Men der seer jeg Leander komme. Det er saa meget disbedre, hvis han ellers vil holde Stand, hvorom jeg dog aldeeles ikke tviler.

LEANDER.

Forlader mig min Dristighed! Der er et Rygte i Byen, deres kiære Dotter til præjudice, og som jeg er øm over hendes Reputation, saa kommer jeg hid for at underrettes derom.

LEONARD.

Er det allerede saa hastigen rygtet?

LEANDER.

Ja, det heele Naboelav mumler om noget, som synes at være u-troeligt.

LEONARD.

Det er alt forsandt, min Herre! den, som vi har holdet for vor Tienestepige, er befunden at være vor rette Dotter, og den, som vi har holdet for vort Barn, er Dotter til en gammel Kone, hvilken har paa sit yderste giort denne Bekiendelse for denne Notario samt disse ærværdige Fædre, som her staae.

LEANDER.

Hvilket selsomt Eventyr!

LEONARD.

Det maa være en behagelig Forvandling for Hr. Leander; thi nu kand han uden Hinder faae den Person til Ægtefælle, som han saa høyt elsker.

LEANDER.

Det være langt fra, at jeg vilde splide den Foreening, som er mellem hende og min Stedfader.

250
JERONIMUS.

Det være ogsaa langt fra, at jeg vilde splide den Foreening, som er mellem hende og min Stedsøn.

LEANDER.

Det er alt for stor Godhed, men jeg beder, min hierte Far ingen Complimenter vil giøre.

JERONIMUS.

Det er alt for stor Godhed af ham, og jeg beder ogsaa, at han ingen Complimenter bruger.

LEANDER.

løftende paa Hatten. Ej sans facon, kiære Stedfader, vi maa ikke holde hinanden for fremmed; tag han kun Pigen, som han elsker, og jeg, for at føye ham, vil blive ved Hr. Leonards Dotter.

JERONIMUS.

løftende ogsaa paa Hatten. Ej sans facon,

Hr. Stedsøn, det skal ikke regnes saa nøye blant os; tag han kun Pigen, og jeg, for at føye ham, vil blive ved Jomfruen.

HENRICH.

sagte. Hillemænd! nu zittrer mit heele Legeme.

LEANDER.

Det var uforsvarligt at ville gaae sin Fader i Forkiøb.

JERONIMUS.

Det var ogsaa uforsvarligt at ville gaae sin Søn i Forkiøb.

LEANDER.

Jeg giør det aldeeles ikke; jeg veed hvad Lydighed jeg er pligtig den, som er mig udi Fars Sted.

JERONIMUS.

Jeg giør det ogsaa aldeeles ikke; thi jeg veed hvad Kiærlighed jeg er den pligtig, som er mig udi Søns Sted.

LEANDER.

Jeg veed, at I elsker hende saa høyt.

JERONIMUS.

Jeg veed ogsaa, at I elsker hende saa hierteligen.

LEANDER.

I har jo selv sagt, at jer Kiærlighed er af Himmelens Indskydelse, og at I har ligesom Ordre her oven fra at elske hende.

JERONIMUS.

Det er sandt nok; men jeg har haft andre Aabenbaringer siden, thi da jeg faldt i Søvn i Dag paa min Lehnestoel, syntes mig at høre en Røst med disse Ord: Bedrøv ikke din Stedsøn Leander, og berøv ham ikke den Person, som han har fæstet sit Hierte til.

LEANDER.

Hvad heller min Far havde det Syn paa en 251 Lehnstoel eller en Natstoel, saa er det en Drøm af ingen Betydelse.

JERONIMUS.

Man maa ikke aldeeles forkaste Drømme.

LEANDER.

Saadan Drøm er ikke uden en intet betydende Phantasie; thi Himmelen kand ikke være sig selv imod. Min Far har jo eengang haft Indskydelse, at han skulde have den Jomfrue, som han nu vil forlade.

JERONIMUS.

Disputeer du kun, min Søn, saa meget som du vil; jeg giør imidlertid hvad jeg vil.

LEANDER.

Hører, I gode Forældre, og andre nærvæ- rende got Folk! hvad jeg hidindtil har sagt, er alleene for at legge tydeligen for Dagen min Stedfaders U-troeskab; thi jeg haver intet meenet af alt dette, som jeg har sagt. Jeg elsker Jomfru Leonore efter denne Forandring ligesaa høyt som tilforn, saasom alleene hendes Person, men ikke hendes Stand og Vilkor har behaget mig.

HENRICH.

sagte. Ach, nu kommer jeg mig igien.

LEANDER.

Min Stedfader derimod har ladet see, at han ikke har elsket Personen, men hendes Penge, hvorfor han er ikke saadan dydig Jomfru værd.

JERONIMUS.

Snak du kun saa meget som du vil, naar jeg kun maa beholde Hr. Leonards Dotter.

HENRICH.

Denne Ædelhiertighed, som Hr. Leander her lader see, er rar og priisværdig; og nu haaber jeg, min kiære Jomfru! hun har forvundet den Sorg, som den uformodentlige Forandring nyeligen foraarsagede hende.

LEONORE.

Ach ney! det er alt for høyt for mig at tragte efter udi denne min ringe Tilstand.

LEANDER.

Hør, min kiære Jomfru! paa det at min Tale ikke skal agtes for Skrømt, og hun ingen meer Aarsag skal have at tvile om mig, saa beder jeg, at saasom den Notarius er tilstede, som min Stedfader har bragt med sig, at vor Ægteskabs-Contract strax maa skrives.

MAGDELONE.

Det kand skee, min Herre! og han kand tillige med skrive Ægteskabs-Contract mellem Hr. Jeronimus og min Dotter.

252
LEONARD.

Denne Dag har været en forunderlig Dag fuld af Glædes og Sorgs Omvexling. Kom, Hr. Notarius, og fuldfærdige disse tvende Contracter. Notarius sætter sig ned at skrive.

JERONIMUS.

Det er jo gandske vist, at den fortabte og igienfundne Dotter skal være deres eeneste Arving?

MAGDELONE.

Ja vist! efterdi hun er vort eneste Barn, saa skal hun ogsaa være vor eeneste Arving.

HENRICH.

sagte. Nu hører jeg Klokken slaae, nu er paa Tiden at den gamle Lucie, som jeg har bestævnt, skulde komme.

LEONARD.

I elskende Personer, gaaer nu hen og giver hinanden Hænder.

De give hinanden Hænder, og gratuleres af de Nærværende.
LEONARD.

Denne Dag saae temmelig sort ud paa alle Kanter, men Udgangen er saaledes, at den ikke kunde ønskes behageligere. Himmelens Forsyn har villet at denne Historie skulde aabenbares just i Dag, paa det at disse tvende af Kiærlighed sammenknyttede Hierter ikke skulde adskilles.

Medens han taler, staaer Jeronimus og caresserer sin unge Brud.
MAGDELONE.

Det banker stærkt paa Dørren; jeg maa see hvem det er.

Kommer løbende tilbage, skriger og falder paa Knæ.
LEONARD.

Hvad er paa færde, min hierte Kone?

MAGDELONE.

A A--------

LEONARD.

Jeg maa hen og see hvad der var udi Gangen, som forskrækkede hende.

Kommer ogsaa løbende tilbage, falder paa Knæ og skriger.
LEANDER.

Hvad saae han? Hr. Leonard!

LEONARD.

A--------

PERNILLE.

Jeg er ikke saa bange. Jeg maa see hvad det er.

Kommer ogsaa tilbage, falder paa Knæ og skriger.
253
LEONORE.

Hvad kand det da være, som forskrækker dem saa?

PERNILLE.

A --------

LEANDER.

Nu maa jeg engang forsøge. Jeg seer ingen, uden en gammel Kone. Kom ind Moerlille!

SCEN. 7

Lucie. Personevne af forrige Scene.

LUCIE.

Er I saa bange for mig? Børnlille! De skriger alle tillige.

LEANDER.

Hvem er I Moerlille?

LUCIE.

Jeg er Moer til denne Pige, som er her i Huset. Jeronimus falder ogsaa paa Knæ og skielver, og Leander holder Tørklædet for Øyene.

NOTARIUS.

Her maa endeligen være nogen Vildfarelse. Jeg maa examinere lidt denne gamle Kone. Hør, Moerlille! hvorfor ere alle saa bange for hende?

LUCIE.

Jeg veed min Troe ikke. Jeg har været nogle hundrede gange her i Huset.

NOTARIUS.

Hvorfore ere I andre got Folk saa bange for at see en gammel Kone?

JERONIMUS.

Ach, det er en Gienganger, Hr. Notarius!

NOTARIUS.

Er I da en Gienganger?

LUCIE.

Det maa I selv være.

NOTARIUS.

Saa gak da hen til Folkene, som I kiender, og siig dem hvem I er. De skriger igien.

NOTARIUS.

Kiender I, ærværdige Patres, denne gamle Kone?

HENRICH.

Jo vi kiender hende, disværr, alt for meget.

NOTARIUS.

Hvi saa?

HENRICH.

Det er en død Kone, Hr. Notarius! som er opstaaen igien.

LUCIE.

Hvad? er jeg død? er det vel mueligt, at jeg skal høre mit ærlige Navn og Rygte saa forkleined?

HENRICH.

Ja vist er I død.

254
LUCIE.

Det skal en Skielm sige mig paa.

HENRICH.

Baade denne min Confrater, saa vel som den anden Notarius kand vidne med mig, at I døde for 2 Dage siden, og blev begraven i Gaar.

LUCIE.

Hvad siger I? vil I narre en gammel Kone?

HENRICH.

Gak fra mig du u-reene Aand!

LUCIE.

Ach din Skielm, jeg skal lære dig hvad det er at---

De brydes sammen saa længe indtil hun faaer Munke-Kappen af Henrich, saa at han bliver staaende i sin Liberie-Kiole.
LEANDER.

Ach Himmel! hvad seer jeg? det er jo min Tiener Henrich. Henrich!

HENRICH.

Ja Herre, det er mig personligen.

LEANDER.

Hvordan est du kommen i den Dragt?

HENRICH.

Hvis jeg ikke havde paataget mig den Dragt, havde I ikke faaet den Kone.

LEANDER.

Paa den Maade saa er den heele Historie opdigted?

HENRICH.

Ja hvad andet?

JERONIMUS.

Hvad? er Historien opdigted?

HENRICH.

Jo vist er Historien opdigted; Monsieur Leander har faaet Hr. Leonards Datter, og Hr. Jeronimus er gifted med Tieneste-Piigen.

JERONIMUS.

Det skal i Ævighed ikke skee.

HENRICH.

Jeg forsikrer ogsaa, at det ikke skal skee; thi det er alt skeed.

JERONIMUS.

til den rette Notarius. Hr. Notarius! slet ud Contracten igien.

NOTARIUS.

Man spiller ikke saa med publiqve Acter.

JERONIMUS.

Jeg vil ikke allene have Contracten til intet giort, men endogsaa denne Skielm hængt.

HENRICH.

Det var Synd, at jeg skulde hænges for saadan priisværdig Gierning.

JERONIMUS.

Ach, jeg gaaer fra min Forstand over dette! Hæng ham, Hr. Notarius.

NOTARIUS.

I maa hænge ham selv. Jeg er ingen Bødel.

255
JERONIMUS.

Ingen Love kand forbinde mig at holde en Contract, naar der er saadan Svig under.

HENRICH.

Ingen har bedraget Hr. Jeronimus uden han selv. Han tog sig paa at frie for sin Søn, men friede for sig selv, foregav, at han havde Himmelens Indskydelse til saadan Falskhed. Han sagde, at han elskede alleene hendes Person, og ey saae efter hendes Stand og Vilkor. Men da han hørte at en anden skulde arve, vendte han strax skammeligen Kaaben om, hvorfore han har faaet den Løn, som han har forskyldt.

JERONIMUS.

Ach Hr. Notarius, skaf mig ret!

NOTARIUS.

Mit Raad er, at I gaaer hiem med jer unge 256 Brud, og mager det saa, at denne Historie ikke bliver bekiendt; thi kommer det for Retten, bliver I ikke allene dømt til hende, men taber ogsaa jer Navn og Rygte.

PERNILLE.

Giv dig tilfreds min Engel! og lad os gaae hiem.

JERONIMUS.

Gak Pokker i Vold. Jeg har med jer ikke at bestille.

HENRICH.

I faaer vel at tage hende hiem.

JERONIMUS.

Ach din Forrædder!

HENRICH.

Hør, Hr. Jeronimus! I maa takke mig til, fordi jeg har skaffet jer saadan en smuk Pige. I var hende min Troe ikke værd.

NOTARIUS.

Jeg raader Hr. Jeronimus, at han tager sin unge Brud med sig; Thi giør han noget Væsen af denne Sag, kand han derover geraade i stor Ulykke.

MAGDELONE.

Paa det at Hr. Jeronimus skal intet have at klage, saa giver vi Piigen 2000 Rdlr. til Medgift.

JERONIMUS.

Jeg maa skikke mig herudi. Kom, lar os gaae hiem.

HENRICH.

En god roelig Nat, Hr. Jeronimus! Dette er et af mine Mesterstykker. Jeg har her ved eet Greeb befodret tvende forliebte Personers Kiærlighed, giort en fattig Tieneste-Piige til en rig Madame, og straffet en gammel Skalk, som er falden selv i den Grav, han har gravet for andre; saa at jeg vil give en hver Lov til at trykke den heele Historie, og at sætte der under: Henricus fecit.

Pernilles korte Frøiken-Stand
Noter

S. 212
ungefehr, omtrent. - Saa kløer... jer Pande, dvs. paa Grund af Hanrejhornene (som saa ung en Kone maa formodes at sætte sin gamle Ægtemand i Panden).

S. 214
artigt, fint, dannet.

S. 215
tilforn, tidligere. - Permission, Tilladelse. - endeligen, hvis man 257 endelig vil; naar alt kommer til alt. - Det vil ikke sige, det betyder ikke noget.

S. 218
piqverer jeg mig dog af, gør jeg mig dog til af.

S. 219
heroisk, højsindet, ædel; tapper. - iblant, en Gang imellem. - Confusion, Forvirring. - allarmere sig over, gøre sig urolig over, forskrækkes over.

S. 220
fripostig, frimodig. - ordinaire, almindelig. - Materie, Emne. - det staaer mig aldeles ikke an, det behager mig absolut ikke. - ladet see Prøver paa andre, dvs. Prøver paa Stedsønnen Leander.

S. 221
Skielm, Slyngel. - Reputation, Anseelse.

S. 222
lidt bedre Tanker, kun lidt bedre Tanker, ikke meget bedre Tanker. - griber sig an, anstrenger sig, lægger sig i Selen. - Studsighed, Opsætsighed. - priimer, vrøvler.

S. 223
forkeered, forrykt, bagvendt.

S. 224
solide, fornuftigt; reelt. - Posterioriteter, Ord uden Mening dannet som Modsætning til det foregaaende: lat. prior, den tidligere, første etc.; posterior, den senere, efterfølgende, bageste; posteriora - Bagdelen. - det skal have gode Veje, det skal nok gaa, det har ingen Nød. - Regres, Erstatningskrav.

S. 225
jeg er om en Hals, jeg er fortabt. - kaage efter, kigge efter. - Mademoiselle, fr. Frøken.

S. 226
Hvad fattes jer, hvad er der i Vejen med jer. - erkyndige, underrette.

S. 227
Bestandighed, Udholdenhed, Trofasthed.

S. 228
Monsieur, fr. (min) Herre, Hr. - ikke ilde bedragen, ikke saa lidt narret.

S. 229
Intriguer, listige Streger, Kneb. - rart, sjældent. - Capadtet, Dygtighed, Evne. - enlevere, bortføre.

S. 230
rebellere, gøre Oprør. - kleinmodig, forsagt. - er her under, nu har jeg ham. - Ertz-Spidsbuber, Ærkeslyngler. - taalt, talt.

S. 231
begegner, behandler.

S. 233
hvad er der dog, hvor er der dog.

S. 234
disrecommendere, tale nedsættende om. - moxen, næsten. - Recommendationen, Anbefalingen.

S. 236
stikke i Øyene, ser fortryllende ud. - det heele Menneskelige Kion, hele Menneskeslægten, Menneskeheden. - for samme Tid, før det Tidspunkt. - gaae an, begynde. - confundere, forvirre. - staaer mig for Øyene, beskæftiger (stadig) mine Tanker. - anseelig, imponerende.

S. 237
Gaudiebe, Gavtyve, Bedragere. - rangerende, opstillende, anbringende. - Mandhafte, mandige, kække. - Blessurer, Saar. - Brenneisen, ty. Brændejern (med Brændejernet indbrændte Bøddelen Tyvemærket i den skyldiges Pande). - promitterer, lover.

258

S. 238
Radelzier, af tysk Rad, Hjul og Zier, Pryd - Hjulpryd, med Hentydning til den Straf at lægge Forbryderens Krop paa Hjul og Stejle til Radbrækning. - differente, forskellige. - Merke, Kendetegn. - Galgenfrist betyder en kort Udsættelse af Henrettelsen i Galgen.

S. 239
Patres, lat. Fædre; Patere (katolske Præster). - Kiæreste, Ægtefælle. - Bene, lat. vel, godt.

S. 241
Præludium, lat. Forspil. - Condition, Betingelse.

S. 242
griller, piner. - uhørlig, uhyrlig; uhørt. - antegned, optegnet.

S. 243
Caresser, Kærtegn. - gammeldags at sige Far og Moer. I Haandværkerkredse sagde Tjenestefolkene tidligere Far og Mor til deres Husbond og Madmoder.

S. 244
Act, Aktstykke, Dokument. - uformodentligen, uventet. - aflade, holde op med, lade være med.

S. 245
Mesures, fr. Forholdsregler. - billigt, rimeligt.

S. 246
Casus, lat. Tilfælde. - decideret, fastsat, afgjort. - Caliburius er et selvopfundet Navn. - Pes, aries... stipes. Remse fra den gamle latinske Skolegrammatik: Fod, Vædder, Væg, Gren, med Markskel, Pæl. Jævnfør Bind V, S. 46. - Christophorus Columbus, Christoffer Columbus (ca. 1446-1506), Amerikas Opdager. - Trapezundt, tyrkisk By ved Sortehavet. - tracteret, behandlet. - Materie, Emne. - Arma virumqve ... vindt, lat. forvrøvlet Sammensætning af det første Vers i Vergils Æneide og et Ordsprog, som er citeret i Bind V, S. 25. - Regul, Regel.

S. 247
forlorne, tabte, fortabte. - ideligen, altid; bestandig. - Modestie, Beskedenhed. - ret, rigtig. - Concepter, Planer.

S. 248
Fundament, Grundlag; Forudsætning.

S. 249
til præjudice, til Skade. - splide, splitte.

S. 250
ingen Complimenter vil giøre (bruge), ingen Hensyn vil tage.- sans facon, fr. uden Omsvøb. - Hvad heller, hvad enten.

S. 251
Natstoel, Klosetmøbel. - rar, sjælden.

S. 252
caresserer, kærtegner, kæler for.

S. 254
Confrater, lat. Medbroder. - Liberie-Kiole, den (Mands)kjole, der hørte til Tjenerdragten. - spiller, leger. - publiqve Acter, offentlige Dokumenter.

S. 256
Henricus fedt, lat. (som Kunstnersignatur), Henrich har lavet den.

DE USYNLIGE
Comoedie udi tre Acter

260

Hoved-Personerne i Comoedien

  • LEANDER
  • ARLEQVIN
  • COLOMBINE
    Arleqvins Fæstemøe
  • LEANDERS USYNLIGE
  • ARLEQVINS USYNLIGE
  • HENDES BRODER
261

De Usynlige
Indledning

Da Holberg i Foraaret 1726 kom hjem fra Frankrig, har han øjensynlig faaet Opfordring til at skrive nogle Lystspil i forskellig Stil for Lille Grønnegade Teatret, som stod paa svage Fødder. Det er sandsynligt, at Resultatet blev de to foregaaende Komedier og den nærværende, som blev trykt 1731, men ikke naaede Opførelse, før Teatret lukkede. Det kom op 1747.

Holberg har virkelig forsøgt en ny Stil. I Franskmanden Scarrons Roman Comique (1651) fandt han den romantiske Historie om de 'usynlige', dvs. maskerede, som han dramatiserer og supplerer med Tjenestefolkenes lattervækkende Efterligning af Kærlighedsspillet hos Herskabet. I Komediens Historie har snart den sværmeriske, snart den burleske Side af Stykket haft Overvægt. 1856 fik den smukke Michael Wiehe Leanders Rolle, og »han formaaede at tænde Flammer i Leanders lidt stive Ord. Rollens sære Romantik - Forelskelsen i den usynlige Skønhed - laa ganske fortrinlig for Wiehes paradoksale Erotik: han syntes altid at knæle for en urørlig Madonna . . . Han fandt med Glæde i Holbergs kantede Stil en Form for det Tilbageholdne og Melankolsk-forlegne, det Ildfuldt-sky, der laa i hans Væsen. Han lagde glødende Lidenskab i Leanders Repliker, hvor den unge Dame vil friste ham til Utroskab, og hvor han udbryder: »Intet uden Døden skal skille mig fra den Usynlige«.« Efter denne Succes hvilede Komedien i 20 Aar, indtil Olaf Poulsen fik Teatret til at genoptage det, for at han kunde udføre Tjeneren Harlequins Rolle. Med komisk Mesterskab gjorde Olaf Poulsen 262 Harlequin til det groteske Skyggebillede af Leanders fornemme Attituder. Han levendegjorde, efter Øjenvidners Udsagn, til Fuldkommenhed Holbergs Mening med denne usnedige Tjener, som elsker sin Columbine kødeligt og haandfast, indtil han opdager, at Herskabet, ved at stille Barrierer op for Elskovens Fuldbyrdelse, opnaar større og mere raffinerede Glæder. Et Højdepunkt blev naaet ved 2. Akts Slutningsscene, den berømte Serenade. Olaf Poulsen »lærte sig at spille Violin for denne Rolles Skyld; han vilde udføre sin Serenade uden fremmed Hjælp paa den ene G-stræng. Da Harlequin er kommen til Verset:

Det Harlequin han ønsker,
af Hjærtens Grund udpønsker,

tager Poulsen det sidste mindeværdige Ord med en høj Tone, som han famlende udleder sig paa Violinen: udpønsker dirrer i Luften udpint musikalsk som sprogligt for at hjælpe paa den manglende Inspiration«.

Litteratur.Edvard Brandes: Holberg og hans Scene. Opførelser og Fremstillere, 1898, S. 145-66, hvorfra Citaterne ovenfor er hentede.

263

ACTUS I

SCEN. 1

Leander. Arleqvin.

ARLEQVIN.

Jeg kand sværge dyrt paa, Herre, at hvis jeg ikke havde hørt jer Røst, havde jeg umueligt kunde kiende jer igien, saadan er I forandret paa een Maaneds Tid, medens jeg har været borte.

LEANDER.

Ach dig synes kun saa Harleqvin!

HARLEQVIN.

Da jeg reisede bort Herre, var I saa fæd som en Forpagter; men nu seer I ikke anderledes ud, end en vandrende Ridder, en Don Qvichot. Enten maa Herren have været syg, eller han maa være forliebt.

264
LEANDER.

Een af Deelene, Harleqvin!

HARLEQVIN.

Har Herren da været syg?

LEANDER.

Nei jeg har ikke.

HARLEQVIN.

Saa er Herren da forliebt?

LEANDER.

Det kand nok være.

ARLEQVIN.

I hvem er Herren da forliebt?

LEANDER.

Jeg veed min Troe ikke.

HARLEQVIN.

Hvilken underlig Snak er det!

LEANDER.

Underlig eller ey, saa er det dog saa.

HARLEQVIN.

Ey, hold dog op at skiemte, Herre! Men er hun skiøn?

LEANDER.

Jeg veed i Sandhed ikke.

HARLEQVIN.

Jeg kand nok slutte, hvordan det hænger sammen. Der er sluttet en Forlovelse mellem hendes og jere Venner, saa at I kiender hinanden ikke, uden af deres Beskrivelse.

LEANDER.

Jeg hører nok, at du kiender mig ikke ret endnu. Jeg frier min Troe aldrig ved Commissionairer.

HARLEQVIN.

I frier ikke selv og I frier ikke ved Commissionaire, og dog blir I forlovet. Det er jo en mørk Tale, som aldrig kand løses. Det er jo ligesom jeg vilde sige: Jeg saaler aldrig mine Hoser, jeg lar dem ey heller saale ved andre, og dog blive de saalede.

LEANDER.

Naar du kommer med saadan Lignelse, Harleqvin! maatte du i det ringeste sige sans comparaison.

HARLEQVIN.

Jeg kand ikke tale Latin, Herre! og jeg veed ikke at give det ret paa vort Maal, derfor maa Herren have mig undskyldt. Men har hun da Midler?

LEANDER.

I gemeene Folk spør altid strax efter Penge.

HARLEQVIN.

I fornemme Folk min Troe ligesaa, med Herrens Permission. Ach siig mig dog, Herre, om hun har Midler!

LEANDER.

Gid jeg faae Skam om jeg veed.

HARLEQVIN.

Hvad Fanden er da dette? Er hun gammel?

LEANDER.

Ney, jeg troer ikke, at hun skal være gammel.

HARLEQVIN.

Herren kand jo nogenledes see paa hendes Ansigt, om hun er gammel.

265
LEANDER.

Jeg har jo sagt dig, at jeg aldrig har seet hende.

HARLEQVIN.

Og I er endda forliebt?

LEANDER.

Ja dødelig forliebt.

HARLEQVIN.

Hvorfor Dievelen forlieber I jer ogsaa ikke udi Keyserens Dotter i Misisippi?

LEANDER.

Jeg kommer til at hielpe dig af Drømmen, Harleqvin! I gemene Folk gaaer lige til, og vi andre fornemme Folk defilerer. Hos jer bestaaer den hele Act af et Spørsmaal: Vil hun have mig? og et Giens var: Ja eller Nei. Men vi, som finde ingen Sødhed udi det som vi uden Møye kand komme til, udvælge den vanskeligste og forhinderligste Vey at komme til vort Maal.

HARLEQVIN.

Saa maa da Seigneur Per Gante have været en meget fornemme Mand; thi man siger om dem, som laverer saaledes uden Nødvendighed til Maalet, at de gaaer Per Gantes Gienvey. Men hvordan det er eller ey, saa maa I enten selv have beseet eller ved andre ladet besigtige den, som I er bleven forliebt udi.

LEANDER.

Som jeg siger dig, Harleqvin, ingen af Deelene.

HARLEQVIN.

Har Herren da ey heller seet hendes Kaaberstykke?

LEANDER.

Hverken Original eller Copie.

HARLEQVIN.

Adieu Herre! jeg er gal, som staaer her og hører paa slig Pølse-Snak.

LEANDER.

Du vil ikke give mig stunder at forklare mig. Den Person, som jeg har forliebet mig udi, tilstæder mig allene at tale med sig. I en heel Maaned, som jeg har giort Amour, har jeg ikke kundet formaae hende til at tage Masqven af, for at beskue hendes Skiønhed.

HARLEQVIN.

Men hvordan Pokker kand Herren da være bleven forliebt i hende?

LEANDER.

Den Haardhed, hun har beteet mig, langt fra at giøre mig kaaldsindig, har forøget min Kierlighed i saadan Grad, at jeg er gandske fra mig selv.

HARLEQVIN.

Det er noget forbandet galt Tøy, Herre! 266 Det kand jo hende sig, at naar I nu engang skal holde Bryllup, og hun tager Masken af, da bliver den udi jer Indbildning guddommelige Nymphe forvandled til en Maren-Amme, og i steden for en Rosen-læbed Mund kommer I til at kysse en Jordemoder-Flab.

LEANDER.

Det er jeg ikke bange for. Jeg er forsikkred om at det er en Model af Deylighed og Yndest.

HARLEQVIN.

Jeg tænkte ligeledes forgangen, Herre, da jeg kiøbte u-beseed en halv Fierding Smør; men da jeg slog Fierdingen op, fandt jeg den fylded med Fæt.

267
LEANDER.

Hvilke nogle tølpelagtige grove Lignelser!

HARLEQVIN.

Hvor grove de ere, saa ere de dog Grundige. Naturen har givet os Øyne, fordi vi skal see os for, og Hænder, fordi vi skal føle os for; saa giorde jeg førend jeg forlovede mig med Colombine.

LEANDER.

Jeg kand forsikkre dig om, at hvor skiøn hun end kunde være, saa havde jeg ikke elsket hende halv Delen saa meget, hvis hun strax havde ladet sig see.

HARLEQVIN.

Det er en spansk Maade at blive forliebt paa, som jeg ikke begriber. Men fortæl mig, Herre! hvorledes alt dette er tilgaaet.

LEANDER.

Ungefehr for en Maaned siden, da jeg udi Tusmørket gik og spadserede udi en Have, blev et Vindue opladet, og jeg hørte en angenem Engle-Røst, som nævnede mig ved Navn, og spurdte, hvi jeg gik i saa dybe Tanker. Jeg blev strax slagen af Røstens Sødhed, og bad inderligen, at jeg maatte nyde hendes deylig Ansigt at see. Men forgieves. Efter lang Kierligheds Tale lovede hun anden Dag ved samme Klokke-Slet at unde mig hendes Conversation, men med samme haarde Vilkor. Jeg forsømmede ikke at møde, og fandt jeg udi den anden Samtale, at hun var mig ikke ugenegen. Hun lovede at demaskere sig, naar Tid var, og bad mig indstændig ikke at anmode hende om det som hun for vigtige Aarsager ikke endnu kunde føye mig udi. Jeg har ogsaa rettet mig derefter og continueret vore Samqvemme med samme Vilkor. Endelig for 14 Dage siden, da jeg var allene udi en Spadsere-Have, blev jeg af 8 maskerede Cavaliers uformodentligen omringed, hvilke, uden at tale et Ord, førte mig med Magt udi en prægtig Vogn, agede mig uden Byen, og holdte stille for et deyligt Lyst-Huus, hvor jeg blev med stor Pomp modtagen. Jeg blev bragt af et herligt Gemak ind udi et andet, og det med største Taushed. Endelig blev jeg indladet paa en Sal, hvor der stod et dekked Bord, sigted fuld med delicate Retter. Jeg tænkte ved mig selv: Ach Himmel, hvad er dog det?

268
HARLEQVIN.

Blev da Herren alterered?

LEANDER.

Jeg kunde for Skræk og Alteration ingen Sands have.

HARLEQVIN.

Da kand jeg ikke blive saa alterered for et Bord, sigted fuld af Retter.

269
LEANDER.

Jeg vidste ikke, hvor jeg var, Harleqvin, og hvad jeg skulde giøre.

HARLEQVIN.

Hvad jeg skulde giøre? Jeg skulde have sat mig ned, og ikke givet en eneste Ret Qvarteer. Men hvorledes gik det ellers videre, Herre?

LEANDER.

Strax derpaa indtraadde en Dame, hvis Lige jeg aldrig saae udi Yndest og Deilighed, som sat sig ned ved Bordet, og ved et Vink gav tilkiende, at jeg skulde giøre det samme; Hvilket jeg giorde.

HARLEQVIN.

Det troer jeg nok, det er jo alle de Herligheder et Menneske kand forlange i denne usele Verden.

LEANDER.

Hun bad mig med en venlig Mine at spise, men mit Hierte var saa bespændt af Frygt og Forskrækkelse, at jeg intet kunde smage.

270
HARLEQVIN.

Jeg kand blive gal over saadan Snak, Herre! Skulde mit Hierte blive bespændt af det at man sat mig paa en Fløjels Stol, og bar mig Mad, Viin og smukke Piger til, da maatte jeg have et slyngelagtigt Hierte, og var ikke værd at lignes ved en Østers.

LEANDER.

Hold op med din slyngelagtige Critiqve, og giv mig Tid at fortælle Resten. Efter at hun havde spiiset lidt udi storste Taushed, gav hun et Vink til hendes Domestiqver at gaae til side. Da saadan Ordre var efterlevet, begyndte hun dybt at sukke, og endelig brød ud udi disse Ord: Cavalier! Jeg veed, hvor eders Tanker er henne, og jeg haver udspioneret hvem I elsker. Men I elsker forgiæves. Hun haaber ogsaa forgieves at nyde Frugt af jer Kierlighed; thi hun har en Rivale, som hun er alt for afmægtig at imodstaae. Jeg spurdte skiælvende, hvo den Rivale var. Hun svarede, det fik jeg nok at vide, og derpaa giorde et vitløftig Portrait paa samme Rivale, beskrev hendes Velstand, Byrd, Skiønhed og Yndest, og med stor Hæftighed raadede mig fra at elske den, jeg havde fæstet mit Hierte til. Men all den Tale bevægede mig ikke; thi jeg svarede uforskrekked: Naadige Frue! Endskiønt samme Rivale udi Yndest og Skiønhed lignede Eders Naade selv, saa kunde dog intet uden Døden skille mig ved min Usynlige. Hvorpaa hun med en vreed Mine reisede sig, og gik bort, ladende mig allene nogen Tid, som for at nøye overveye det giorte Forslag. Derefter kom en ærbar gammel Dame ind, som tog mig ved Haanden og sagde: Jeg ynker eders Tilstand; thi I maa vide, at hun aldrig lader u-hævned passere den Foragt I har ladet see mod hende. Jeg svarede, at det skulde smerte mig at have givet Fruen mindste Leylighed til Fortørnelse, og at jeg aldeles ikke vidste hvorudi den Foragt bestod. Min Herre! sagde hun da, det er forgiæves at I stiller jer saa enfoldig an; thi min Frue er alt forvel informeret om jer Forstand, at hun skulde troe, at I ikke havde begrebet hendes Meening, nemlig at den Dame, som hun saa høit recommenderede, 271 var hende selv. Nu gir jeg dig at betænke, Harleqvin! hvilken Tilstand disse Ord bragte mig udi.

HARLEQVIN.

Gir Herren mig det at betænke, saa betænker jeg det saaledes, at I strax besluttede at lade jer Usynlige blive usynlig til Dommedag, og med Glæde at omfavne det Liggendefæe, som I saae at være solide.

LEANDER.

Ney Harleqvin, den Estime, jeg havde fattet for hende, blev ved saadant Tilbud forvandled til Foragt.

HARLEQVIN.

Saa, lystig! Jeg har aldrig min Livstid kiendet saadan forbanded underlig Gout. Hør, Herre! en viiser jer en kostbar Perle paa et Bord, og graver en anden, som I ikke veed om den er ægte eller u-ægte, ned i en Møding, og gir jer Vall at tage, hvilken jer lyster. Hvad tog I da helst?

LEANDER.

Jeg tog helst den, som laae paa Bordet.

HARLEQVIN.

Nei Herre! i Dievels Skind, ney! I grov heller i Mødingen efter den u-ægte, saa viit som jeg kand begribe, thi - -

LEANDER.

Denne Lignelse passer sig her ikke.

HARLEQVIN.

Og jeg meener jo. Men, Herre, efterdi I er saa forliebt i Masker, hvorfor forlieber I jer ikke i en Hue-Blok?

LEANDER.

Hold Munden, og lad mig fuldføre Historien. Efter at den største Forskrækkelse var gaaed forbi, tog jeg Mod til mig igien og sagde reent ud, at jeg tusind gange heller vilde døe end forlade min Usynlige. Den gamle Dame ynkedes over min Forstokkenhed, og søgte af yderste Magt at bringe mig paa andre Tanker, forestillende mig paa en Side den Velstand og Herlighed, jeg kunde nyde, og paa den anden Side hendes Frues Vrede, som ikke kunde stilles uden med mit Blod. Men mit endelige Svar var, at Piinebænk, Fængsel og Død aldeles ikke kunde bevæge mig. Hvorpaa hun gik sukkende bort, ladende mig allene paa Salen, hvor jeg stod og forventede min Døds-Dom. Endelig træder de samme 8 Cavaliers ind igien, binder for mine Øyen, og fører mig bort udi en Carosse. Jeg meente, det var til Retterstedet. 272 Men da jeg var ført ud af Carossen, og fornam, at jeg var forladt alleene, løsede jeg Kluden fra Øynene, og da merkede, at jeg var udi Sikkerhed paa samme Sted, hvorfra jeg var bleven bortført, og som det var just ved samme Tid min Usynlige havde stævnet mig til sig, gik jeg derhen, og fortaalte hvad mig var vederfared. Hun hørte det an med Forskrækkelse, formanede mig til Bestandighed, som hun forsikrede at jeg mig ikke skulde fortryde paa. Men det var mig ey heller denne gang mueligt at nyde hendes Aasiun.

HARLEQVIN.

Og Herren elsker hende endnu lige høyt?

LEANDER.

Ja end meer end tilforn; thi just denne Conduite, som vilde forarge en anden, er Tønder til min Elskov. Men nu haaber jeg strax at nyde Frugten af min Bestandighed; thi hun har lovet ved denne Time at lade sig her indfinde, dog med Vilkor, at hendes Ansigt bliver skiuled.

HARLEQVIN.

Hvilke herlige Frugter, at hun efter saadan Bestandighed og udstanden Livs-Fare beviser jer den Ære at I maa see hende udi den anden Ende! Hør, Herre! kommer hun hid uden Geleide, saa skal hun demasqvere sig, om hun blev gal; thi her er vist nok Bedragerie under, og vil ikke Herren tage hende Masken fra, saa vil jeg.

LEANDER.

Hvis nogen understod sig dertil, skulde det koste hans Liv, om det end var min egen Broder. Ney jeg vil med Taalmodighed opbie Tiden. Men der seer jeg een kommer. Det er uden Tvil hende.

HARLEQVIN.

Hun har min Troe en smuk Taille. Er hun saa smuk for som bag, saa kunde jeg selv blive forliebt i hende, hvor koldsindig jeg end er.

SCEN. 2

Leander. Harleqvin. Den Usynlige.

DEN USYNLIGE.

Hid indtil, min Herre! har jeg ikke talet med ham uden langt fra, men nu jo større Prøver 273 jeg merker af hans Bestandighed, jo meer Frihed giver jeg ham at nærme sig til min Person.

LEANDER.

Den Faveur, min allerkiæreste Jomfru beviser mig i Dag, foraarsager mig stor Glæde, og bestyrker mig i min Forhaabning at see engang min Troeskab belønned.

DEN USYNLIGE.

Hid indtil har I seet, at jeg aldrig har feylet i mine giorte Løfter. Bliv kun ved at elske med Bestandighed, I skal see at I har ikke elsket forgieves. I skal ikke fortryde paa med Livs-Fare at have forkastet andre prægtige Tilbud, og foragtet Originaler for at henge ved den som I hid indtil ikkun har seet udi Skygge.

LEANDER.

Jeg skal helligen udi alting efterleve min Jomfrues Ordre, og hvor brændende min Længsel er at see det Ansigt, hvis Skygge har betaget mig min Frihed, og den Mund, hvis Lyd allene har opvakt saadan hæftig Kierlighed udi mit Hierte, saa dog skal jeg uden Fortrydelse opbie Tiden indtil min Jomfru finder for got at aabne mine Øyen for at see den Herlighed, som jeg udi Indbildning allene har mættet mig med. Jeg understaaer mig allene denne gang at tilbede mig den Frihed at kysse paa min Jomfrues deilige Haand.

DEN USYNLIGE.

Jeg kand endnu ikke tilstæde ham den Frihed.

LEANDER.

paa Knæ. Allerkiæreste Jomfrue! frist mig dog ikke over min Formue, men tillad jer troe Tiener - - - -

HARLEQVIN.

Ach Jomfrue, vær dog ikke saa forbandet haard, og betænk, at min Herre er dog ingen Vestfalsk Skinke eller Hollandsk Ost, men - - -

DEN USYNLIGE.

Ach Himmel! hvo er det som taler? Jeg er forraad!

LEANDER.

reisende sig. Vil du tie din Forrædder! Det er min gamle Tiener allerkiæreste Jomfrue, som jeg ikke har undseet mig at tage med; thi han er enfoldig og dum som et umælende Creatur, og har intet andet Menneskeligt uden den udvortes Skabning.

274
HARLEQVIN.

sagte. Hvilket forbanded Folk i denne Bye, som skiønner saa lidt paa gode Hoveder. Umælende Beest! ha ha! jeg maa lee deraf, thi jeg er min Troe et af de beste Hoveder i det ringeste her i Gaden.

LEANDER.

Men derimod er han oprigtig, saa jeg kand betroe ham all min Velfærd.

275
HARLEQVIN.

sagte. Det kand endeligen lade sig høre; men umælende Beest, fy for tusind Diævle!

DEN USYNLIGE.

Hvis det er kun jer Tiener, saa er intet herudi forseed. Men jeg beder for den Kierlighed der er os imellem, at I denne gang ikke meer paastaaer begiærte Faveur, som Sømmelighed og andre Aarsager tilstæder mig endnu ikke at accordere. Jeg har ikke lang Tid tilbage at holde mig saa indgetogen. Maaskee at I udi denne Dag skal fuldkommeligen naae jer Ønskes Maal.

LEANDER.

Ach hvilken glædelig Tidende! Jeg skal efterleve hendes Befalning, og aldrig for Tiden begiære nogen Faveur; thi jo høyere jeg elsker min Jomfru, jo større Fornøyelse finder jeg udi at adlyde hende end ogsaa udi de allerhaardeste Ordres.

DEN USYNLIGE.

Jeg skiønner paa min Herres Lydighed, og er forsikred, at det er allene Effect af hans oprigtige Kjærlighed. I vilde vel tænke med jer selv: hvortil tiener at plage en Beiler efter saa store viiste Prøver? hvortil tiener at opsætte Contractens Fuldbyrdelse, efter at den er engang slutted? Men jo vanskeligere Veyen er, jo behageligere er det, naar man kommer til Maalet; vi skiønnede ikke paa Foraaret, dersom vi ingen Vinter havde; de Frugter, som vi finder paa Marken, smager os ikke saa vel, som de, hvilke vi med Besværlighed selv plukke af Træet. Men lader os gaae lidt hen udi en anden Allee, for at tale videre sammen.

LEANDER.

Harleqvin! bliv du der staaende til jeg kommer tilbage.

SCEN. 3

HARLEQVIN.

alleene. Hun har ret derudi, at de Frugter, som ligger paa Marken, smage ikke halv saa vel, som de, hvilke man med Besværlighed selv plukker af Træet; det har jeg selv merket, iligemaade at Maden smager mig aldrig bedre end paa en Bededags Aften. Jeg seer 276
af disse forliebte Folkes Opførsel, at de vil gaae langt fornøyeligere til Brudeseng end jeg og Colombine. Vi har gaaet alt formeget lige til, og den Tøite var alt forhastig med at give mig sin Troe. Jeg elsker hende, det er sandt; men min Kiærlighed er kun en slyngelagtig Kierlighed mod min Herres, thi om Colombine døde i Dag eller i Morgen, hang jeg mig derudover strax ikke af Fortvilelse. Men hvad kand være Aarsag til saadan lunken Elskov uden det, at jeg ingen Umag har haft med at vinde den? Thi saa snart som jeg lokkede, hoppede 277 hun; da jeg sagde: vil du være min Hustru? sagde hun: ja nok; da jeg bad om et Kys, rakte hun mig strax Flabben; og da jeg bad hende om Frihed at føle paa hendes Bryst, sagde hun: gierne, min Snut; og derudi bestaaer all Ulykken. Vil hun blive ved at være saa troe, saa troer jeg, at jeg faaer meer og meer Afsmag for hende; thi - - men der kommer hun min Troe. See engang hvor forbanded Coqvette hun seer ud.

SCEN. 4

Harleqvin. Colombine.

COLOMBINE.

Est du der, min allerkiereste Harleqvin?

HARLEQVIN.

Ja her er jeg. Kom og kys mig engang.

Sagte.

Nu skal man see, om hun ikke strax rækker Snuden frem.

Colombine vil kysse.
HARLEQVIN.

vendende Hovedet fra. Jeg vilde sige: Lad mig føle dine Bryster.

COLOMBINE.

Gierne min Engel! du har at befale.

HARLEQVIN.

sagte. Gid du faaer Skam dit barmhiertige Beest! Hør, Colombine! vi kand i Vinter ikke holde Bryllup for visse Aarsager.

COLOMBINE.

Ikke i Vinter?

HARLEQVIN.

Ney! og maaskee heller ikke tilkommende Foraar.

COLOMBINE.

Ey heller tilkommende Foraar?

HARLEQVIN.

Og maaskee ey heller tilkommende Sommer.

COLOMBINE.

Ey heller tilkommende Sommer?

HARLEQVIN.

Og maaskee ey heller tilkommende Høst.

COLOMBINE.

grædende. Ey heller tilkommende Høst? Men hvorfor?

HARLEQVIN.

vrængende efter hende. Men hvorfor? Fordi det er din egen skyld.

COLOMBINE.

Er jeg skyld, at Bryllupet blir opsat?

278
HARLEQVIN.

Det siger jeg ikke; men det bliver dog opsat.

COLOMBINE.

Af hvad Aarsag da?

HARLEQVIN.

See hvor hun staaer her og flæber! Af hvad Aarsag da? af Aarsag, at jo vanskeligere Veyen er, jo behageligere er det, naar man kommer til Maalet.

COLOMBINE.

Hvad vil det sige?

HARLEQVIN.

Det vil sige paa anden Danske: Vi skiønner ikke paa Foraaret uden vi først har Vinter.

COLOMBINE.

Vi har jo nu Vinter.

279
HARLEQVIN.

Jo vist har vi Vinter. Sagte. Hvilket forbanded Kiødhoved!

COLOMBINE.

Hvad vil dog all den Snak sige?

HARLEQVIN.

Det vil ungefehr sige saa meget, som at de Frugter, vi finde paa Træet, smage ikke saa vel, som de, vi med Besværlighed plukke paa Marken.

COLOMBINE.

Du maa forklare dine Ord renere, om du vil at jeg skal forstaae dig.

HARLEQVIN.

Vil du endelig have fuldkommen reen Forklaring, da udtolker jeg Ordene saaledes: De Ord, vi skiønner ikke paa Foraar uden vi først har Vinter, betyder paa got og oprigtig Dansk, at du est en Carnali.

COLOMBINE.

Hvad? er jeg en Carnali? Hvad ont har jeg giort at du handler saa ilde med mig? Ach det skulde aldrig have fortrydet mig, hvis jeg ikke havde elsket dig saa højt.

HARLEQVIN.

Det er just Ulykken at du har elsket mig saa høyt.

COLOMBINE.

Er det Ulykken?

HARLEQVIN.

Ja i tusind Pokkers Navn! det er Ulykken. Hvorfor Dievelen var du ikke usynlig først?

COLOMBINE.

Jeg troer han er reent gal.

HARLEQVIN.

Ney min Troe er jeg ikke gal, men har været gal tilforn. Hør, Colombine! det første, jeg søgte at faae dig i Tale, blev det mig ikke da strax tilladt?

COLOMBINE.

Jo vist.

HARLEQVIN.

Da jeg sagde: vil du have mig, svarede du ikke strax ja?

COLOMBINE.

Jeg erindrer ikke rettere.

HARLEQVIN.

Jo jeg erindrer det nok, jeg selv. Var du synlig eller usynlig, da jeg friede til dig?

COLOMBINE.

Hvilken forbanded Snak! naar har jeg været usynlig?

HARLEQVIN.

Det er just Ulykken. Adieu mit Barn! hils dine Forældre.

280
COLOMBINE.

Bie din Forrædder! du skal forklare mig hvo der har forført dig til at forlade mig.

HARLEQVIN.

Intet uden den sunde Fornuft har forført mig.

COLOMBINE.

Hvad? Raader den sunde Fornuft os at forlade dem, som elske os? Raader den sunde Fornuft os at bryde vort Ægteskabs-Løfte?

HARLEQVIN.

Du est en Taadse mit Barn! og veed ikke hvad den sunde Fornuft er; thi havde du vidst hvad den sunde Fornuft var, saa havde du imod den sunde Fornuft ikke været uvidende i den sunde Fornuft, nemlig at jo vanskeligere Veyen er, jo behageligere er det at komme til Maalet; saa havde du vidst, at Vinteren er ikke angenem uden efter Foraaret; saa havde du vidst, at det er bedre at klyve udi Træet, end at klyve paa den slette Jord.

COLOMBINE.

Men hvad Pokker vil da alt dette sige?

HARLEQVIN.

Hør, Colombine! jeg skal strax hielpe dig af Drømmen. Da jeg kom tilbage fra Landet, fandt jeg min Herre Leander fast daarekiiste forliebt, og det udi en Person som han aldrig har seet.

COLOMBINE.

Det gaaer over min Forstand.

HARLEQVIN.

Jeg troer det nok, Colombine! Det er just Ulykken, at du har saadan Hønse-Forstand. Havde du vidst at stille dig an, som samme Dame, havde min Kierlighed været ligesaa heftig.

COLOMBINE.

Hvorledes fører hun sig da op?

HARLEQVIN.

Den første Uge fik han allene Lov at tale med hende langt fra, den anden Uge at see hende bag til, den 3die Uge for til; men alt under Maske. Og er ham endnu ey efter stor beviist Troeskab og Bestandighed tilladt at kysse paa hendes Haand. Dette er noget andet end: vil du have mig? ja nok! thi saaledes frier umælende Bester til en hinanden, og derfore leve udi Ægteskab sammen som Hund og Kat. Ney Kierlighed skal gaae frem grad-viis, saa varer den længst. Det Træ som vi plukker af Frugten - - - Ney jeg vil sige: 281 den Pluk som vi frugter af-- Ey, nu kand jeg ikke hitte paa det igien. Med et Ord at sige, Colombine: der blir intet af noget Ægteskab mellem os, thi jeg vil have en der kand giøre mig ligesaa forliebt, som denne Usynlige har giort min Herre.

COLOMBINE.

Fattes der ikke andet, saa skal jeg gierne giøre mig usynlig en heel Maaned.

HARLEQVIN.

Det hielper nu ikke om du giorde dig usynlig hundrede Aar; thi nu veed jeg, at du giør det allene af Coqveterie. Adieu Colombine! Hils dine For ældre.

SCEN. 5

Colombine. Magdelone.

COLOMBINE.

Ach jeg elendige Menneske, der skal see min Troeskab saa ilde belønned!

MAGDELONE.

See, est du her allene, Colombine? Har du vel talet med din Kiæreste nyeligen?

COLOMBINE.

Jo disvær! jeg har talet med den Forræder.

MAGDELONE.

Hvad nu?

COLOMBINE.

Ach Magdelone! mit Hierte vil briste af Forbittrelse, naar jeg tænker paa, hvorledes han tog imod mig.

MAGDELONE.

Hvordan da? Fortæl mig noget derom.

COLOMBINE.

Han sagde, at han ingen Kjærlighed kunde bære til mig, efterdi jeg saa let havde ladet mig overtale til at elske ham. Han vil efter sin Herres Exempel frie paa Romansk.

MAGDELONE.

Hvordan er det at frie paa Romansk?

COLOMBINE.

Det er, at hans Maitresse skulde stille sig haard og indgetogen an mod ham, alle Tider være masqvered, og ikke tilstede ham at see sit Ansigt, førend Bryllups-Dagen kommer.

MAGDELONE.

Hvorfor vil han have hende saadan?

COLOMBINE.

Han siger, at saadan Opførsel lægger Grundvold til en ret brændende Kierlighed, hvorpaa 282 han har seet Prøve udi hans Herre. Ach jeg elendige Menneske! jeg kand ikke leve, uden jeg faaer Hevn paa ham.

MAGDELONE.

Giv dig tilfreds mit Barn! jeg skal nok skaffe dig Hevn, jeg skal komme Karlen til at krybe til Kaarset.

COLOMBINE.

Hvorledes, Magdelone?

MAGDELONE.

Kom hiem med mig, saa skal vi overlegge Sagen.

283

ACTUS II

SCEN. 1

HARLEQVIN.

Nu maa jeg gaae mine Sager an paa en anden Maade, og træde i min Herres Fodspor, for at nyde den Sødhed, som man finder at jage efter Vildt. Denne Spadseergang her skal være min Vild-Bane, skiønt her plejer ogsaa at komme tamme Dyr, men dem gaaer jeg forbi; alt hvad som Colombiniserer, og løber efter mig, det vender jeg Ryg, og alt hvad som vender mig Ryg, løber jeg efter. Jeg maa gaae lidt længer ind udi Alleerne, der sporer jeg nok nogle op. Men seer jeg ikke der et Fruentimmer som er bedekt. Ach Himmel! jeg er alt slagen; thi hun seer vild ud som en Skov-Kat. Gaaer hun saa allene skiønne Jomfru?

DEN USYNLIGE.

Jeg elsker Eenlighed, Cavalier!

HARLEQVIN.

Jeg er ogsaa for Eenlighed skiønne Jomfrue! men jeg kand ikke nægte, at naar jeg har den Lykke at treffe saadan angenem Person, jeg jo da faaer Lyst at engrassere mig.

DEN USYNLIGE.

Hvorledes kand I dømme om de Ting, Cavalier! som I ikke har seet?

HARLEQVIN.

Det er sandt, jeg har ikke seet hende, men hendes Nærværelses Tønder har anstukket mit Hiertes Svovelstikker, og sat mit heele Legeme udi saadan Ildebrand, som hele Pebling Søes iis-kiølende Vande ikke kand udslukke, ja, det som meere er, det heele Oceanus, som Poeterne tilskrive den Kraft at - - kort sagt: jeg vil være en Carnali om hun ikke er et af de allerskiønneste Mennesker paa Jorden. Det maa jeg forstaae.

284
DEN USYNLIGE.

Hvad min Skabning er angaaende, da maa jeg være fornøyet med Himlens Gave.

HARLEQVIN.

Men allerskiønneste Usynlighed! hvortil tiener Deylighed, naar den altid skal ligge skiuled under en Maske? Tilsted hendes forliebte Serviteur og tres humble valet at nyde en liden Glimt af hendes Ansigts Sol.

DEN USYNLIGE.

Hold inde med saadan Begiering, Cavalier! det strider mod all Modestighed at forlange saadant af en Dame udi allerførste Conversation.

HARLEQVIN.

Forlad mig, allerskiønneste Usynlighed, min Dristighed. Men maa da hendes forliebte troe Tiener ikke nyde den Lyksalighed at kysse paa hendes snee-hvide Haand?

DEN USYNLIGE.

Ey, min Herre! jeg undres over, at han understaaer sig at begiære slige Ting. Jeg vilde heller døe, end tillade en fremmed Cavalier saadan Frihed. Ney, her vil meer Opvartning giøres, flere Suk udøses og længer Tid opbies, førend man kommer saa vit.

HARLEQVIN.

Maa jeg da ikke nyde den Lykke at see allenc hendes blotte Haands Alebasterhed?

DEN USYNLIGE.

Ikke det heller.

HARLEQVIN.

Vil hun da ikke tee mig ringeste Naades-Tegn, at jeg ikke skal døe af Fortvilelse?

DEN USYNLIGE.

Forlad mig min Herre, at jeg gaaer; vort Kiøns Sømmelighed tilstæder mig ikke at tale længer med ham.

HARLEQVIN.

paa Knæ grædende. Ach guddommelige Gudinde! forbarmer jer dog over jer troe Tiener, og forlad mig ikke gandske Trøstesløs.

DEN USYNLIGE.

Jeg ønsker at det stod i min Magt at trøste ham.

HARLEQVIN.

Vist staaer det udi hendes Magt. Det koster kun at aabne hendes rosenlæbed Mund for at sige et trøsteligt Ord.

DEN USYNLIGE.

Hvad Ord vil I da at jeg skal sige?

285
HARLEQVIN.

Allene at I vil kalde mig jer søde Engel, eller sige: Giv dig tilfreds min Snut, det skal blive got!

DEN USYNLIGE.

Ach Himmel, hvad hører jeg! mit hele Legem skielver, og jeg er færdig at falde af Afmagt. Ach, gid min Terne var ved Haanden, der kunde ledsage mig bort!

HARLEQVIN.

Ach steenhiertede Deylighed! har I da ingen Samvittighed at myrde et uskyldigt Menneske og een som tilbeder jer som en Gudinde?

DEN USYNLIGE.

Det er langt fra, at jeg vil hans eller nogens Undergang.

HARLEQVIN.

Befaler I mig da at leve?

DEN USYNLIGE.

Jeg har ingen Magt at befale ham noget.

HARLEQVIN.

trækkende sin Dolk, og sættende den for Brystet. See da, her er et Pant paa min Kierlighed, og viid, at I er Aarsag til min Død.

DEN USYNLIGE.

Hold inde, Ridder! jeg befaler jer at leve. Stat op igien og fortvil ikke aldeles. Naar jeg seer videre Prøver paa jer Troeskab, skal jeg ogsaa accordere eder andre smaa Faveurs. Alt hvad jeg kand love jer denne gang er, at I skal om en Time finde mig staaende udi Vinduet af dette Huus. Adieu saa længe. Hun gaaer bort.

SCEN. 2

HARLEQVIN.

Ach Himmel! det er noget andet end Colombines hverdags Kierlighed; nu føler jeg først hvad det er at være forliebt. Jeg veed ikke om det er raadeligt at aabenbare denne nye Elskov for min Herre; thi det kunde hende sig, at han blev forliebt i hende, og stak mig ud. Thi det er et af de deyligste skabte Ting paa Jorden. Ach jeg glemmer aldrig de purpur-røde Kinder, de rosen-tegnede Læber, de Diamant-skinnende Øyen, de allebaster-hvide Hænder! Dog hvad staaer jeg her og snakker? Jeg har jo endnu intet seet deraf. Men min Geist tilsiger mig at jeg faaer alt saadant at see; thi saa 286 snart hun sagde at hendes Modestighed ikke tillod hende at blotte sin Haand, var det ligesom jeg allerede havde seet hendes yndige Skabning fra Top til Taae. De Ord: hold inde med saadan Begiering, Cavalier! viser at hun er en Venus. Ach gid den Time var for- løben! Jeg maa midlertid hen at lave mig paa noget Galanterie for at divertere hende uden for Vinduet.

SCEN. 3

LEANDER.

Nu Leander, vær ved frit Mod! din Forløsning stunder snart til. Min Usynlige har i Dag forsikret 287 mig, at jeg snart skal nyde Frugten af min troe Bestandighed, og sat denne Ring paa min Finger, som jeg skal forvare som min Øyesteen. Men ach Himmel! hvad seer jeg der? Er det ikke min Usynliges Rivale, den samme Dame, som lod mig enlevere for nogle Dage siden? Skal jeg blive staaende? Ney, det er best at jeg tager Flugten, for ikke at bringes udi Fristelse.

SCEN. 4

Den usynlige uden Masqve. Leander.

DEN USYNLIGE.

Flyer I saaledes for et eensomt ubevæbned Fruentimmer?

LEANDER.

Kand det Fruentimmer siges at være ubevæbned som Naturen har begavet med saadan Skiønhed?

DEN USYNLIGE.

Efterdi han finder mig saa skiøn, hvorfor vender han mig da saa haanlig Ryggen?

LEANDER.

Just fordi hun er saa skiøn, derfor vender jeg hende Ryg, at hendes Øynes Straaler ikke skal forblinde mig, og at mit Hierte ikke skal vendes fra den som jeg engang har opoffret det til.

DEN USYNLIGE.

I har ikke Behov at frygte for Forblindelse, min Herre, efter som en ond Skiebne har saaledes forstokket jer Sind, at I foragter en, som I selv holder for at være skiøn, paa hvis Kierlighed I har seet Prøver, og hvis Rigdom og Velstand er jer bekiendt, for at hænge ved en anden, hvis Stand og Vilkor I veed intet af at sige, og hvis Skabning hun selv har givet jer Aarsag at tvile om, i det hun ikke har turdt lade sig see med ubedekt Ansigt. Jeg selv er ikke mindre forblinded, i det jeg elsker den, som hader mig.

LEANDER.

Ach Naadige Frue! jeg beder ved alt det som helligt er, at hun ikke haver de Tanker om sin ringe Tiener. Det er saa langt fra at jeg hader hende, at jeg tvert imod har haft alle mine Sinds Kræfter nødig at imodstaae de Fristelser, hendes Skiønhed og Yndighed 288 har foraarsaget mig. Vær forsikkret om, Naadig Frue! at der er intet Menneske paa Jorden, jeg har større Estime for end hende, ey heller var der noget Menneske paa Jorden, jeg høyere elskede eller opoffrede heller mit Hierte til, hvis det ikke allerede var bort givet til en anden.

DEN USYNLIGE.

Saa er det da hans uryggelige Forsæt at elske den Usynlige?

LEANDER.

Intet uden Døden kand skille mig fra hende, ligesom ogsaa intet uden Døden skal betage mig den Estime, Ærbødighed og Taknemmelighed, jeg er min Naadige Frue Pligtig, som jeg underdanigst beder at ville sætte Prøve paa mig udi alt hvad som mig kand være mueligt, undtagen den ene Post, at forlade den, som jeg saa sterkt er bunden til.

DEN USYNLIGE.

Nu vel an da min Herre! jeg vil da ikke friste ham meer. Jeg vil kun allene begiære en liden Gave af ham, som jeg vil forvare for at have ham stedse i Erindring.

LEANDER.

Intet er saa kostbart, som jeg jo med Fornøyelse giver hende.

DEN USYNLIGE.

Jeg forlanger intet, som er kostbart. Han maa allene give mig den Ring han bær paa sin Finger.

LEANDER.

Det var alt for slet Gave til saadan Dame. Jeg har en langt skiønnere, som jeg vil tilbede mig den Naade at maae være i hendes Eye.

DEN USYNLIGE.

Det er mig ikke om Kostbarheden at giøre. See der har han min Ring igien, som han skal bære til min Erindring, og det er alt hvad jeg herefter skal forlange af ham.

LEANDER.

Men Naadige Frue! denne Ring ---

DEN USYNLIGE.

Ach Himmel! er det mueligt at han endnu tør tage i Tvilsmaal at nægte mig saadan ringe Ting, efter at han har forsikkret mig saa høyt om den Estime, han bar for mig!

LEANDER.

Hendes U-naade er mig haardere end Dø- 289 den, hvorudover jeg tør ikke nægte hendes Begiæring, skiønt denne Ring er det ypperste Klenodie jeg haver.

De bytte Ringe sammen.

DEN USYNLIGE.

Nu gaaer jeg fornøyed bort, og vil stræbe at forglemme den Haardhed, han har ladet see imod en Person paa hvilken mange anseelige Cavaliers Øyne have været henvendt.

LEANDER.

Jeg haaber, at saasom Himmelen har begavet hende med ligesaa stor Forstand som Skiønhed, at hun tilskriver saadant heller min Troeskab mod min Forlovede end en Haardhed. DEN USYNLIGE. Det vil jeg ogsaa giøre. Adieu min Herre! Jeg vil ønske at han stedse maa leve fornøyed med den, han saa høyt elsker.

SCEN. 5

LEANDER.

Min Sind er gandske forvirred, at jeg ikke kand besinde mig om jeg har giort vel eller ilde; hvorvel naar jeg tænker mig lidt om, saa kand det ikke forsvares, at jeg haver bortgivet til et andet Fruentimmer det, som jeg har faaet til Kierligheds-Pant af min Kiereste. Men kunde jeg vel afslaae en Begiering til den yndigste Dame paa Jorden, hvilken jeg havde opirret ved min Kaaldsindighed, men stillet til freds igien ved saadan Gave? Kunde jeg nægte den noget, som jeg nyelig selv havde ombedet at begiære alt hvad mueligt var af mig? Ney ingenlunde! Dog, var det en muelig Ting at bortskiænke sin Kierestes Gave? burte jeg ikke have sagt hvilken Klenodie det var? Kand jeg med saadan Beskyl ding bestaae for min Kierestes Øyen? Ach Himmel! hvad haver du giort, Leander! Men jeg maa hitte paa, at den er forlagt eller at den er bortstaalen eller at den er tagen mig fra med Magt; hvilket sidste jeg med Eed kand bekræfte, thi hvo kunde modstaae saadan Begiering? Men hvad om dette er skeed af List? Hvad om hun har giort dette allene for at sætte Splid 290 mellem mig og min Usynlige? Hvorfor skulde hun just begiære den Ring uden hun ved Spioner havde udforsket, hvorfra den var kommen? Ach Ach! jeg er forraad, jeg maa løbe efter hende, for med grædende Taare at begiære min Gave tilbage, og hvis Bøn ikke kand hielpe, maa jeg - - - -

Han gaaer ud i Forvirrelse.

SCEN. 6

HARLEQVIN.

med en Fiol i Haanden. Man siger at Poeter fødes; men det er Løgn. Thi jeg har ofte tilforn søgt at giøre Vers, men det har aldrig villet lykkes for mig. Nu, siden jeg er bleven forliebt, regner der lutter Riim og Poetiske Indfald over mig, saa at jeg tør vove at giøre Vers i Kapp med den beste hornet eller kroned Poet; thi siden jeg forlod min Usynlige, har jeg med liden Umag giort en temmelig hob Vers, og sat dem udi Melodi for at siunge dem uden for min Kiærestes Vinduer. Til den Ende har jeg taget den Luth med mig, for at giøre min Røst des behageligere. Jeg er ikke synderlig sterk udi Instrumental Musik, det er vist; men Røsten og Poesien skal bøde paa hvad som derudi fattes. Nu maa jeg stemme min Luth først, og siden liste mig under Vinduerne. Kling, kling, kling, kling. Ach jeg elendige Menneske, der sprang Qvinten! Men jeg maa forsøge at spille paa 3 Strenge.

Han stryger paa Fiolen og mumler sagte sin Vise derhos. Det gaaer an. Jeg merker at der er meget i Verden, som man ret vel kand undvære, og som tiener kun til Overflod; saa at det er kun Pedanterie at sige, man kand ikke stryge uden Qvint. Hør engang, hvor denne Qvinte-løse Luth lar sig stryge.

Han stryger og mumler igien. Gid jeg faae Skam om jeg min Livs Tid har strøget bedre. Jeg troer, Kierlighed giør ogsaa Spillemænd, saa 291 vel som den giør Poeter; thi min Instrumental-Musiqve gaaer snart ligesaa vel som min Vocal. Ach, hvor min Usynlige vil blive fornøjed, naar hun hører mig siunge og spille paa eengang! Nu maa jeg derhen. Han synger og spiller.

Guddommelige Usynlighed,
Jeg elsker dig med stor Beskeed,
Din Deilighed har giort mig til Træl,
Saa jeg er færdig at døe af Kierlighed, det svær
jeg paa min Siæl.

292

Du har mig udi Lænke,
Det svær jeg uden Rænke
Og uden Argelist;
Gid jeg faae Skam, er det ikke vist!

Dit Ansigts giennem-trængende Straaler
Mit Sind, mine Sandse bedaarer.
Lev vel min søde Pindsviin!
Det ønsker Harleqvin.

Det Harleqvin han ønsker,
Af Hiertens Grund udpønsker.
Lev vel min søde Pindsviin!
Det ønsker Arleqvin.

Lev vel min Balsom-Bysse,
Tilsted mig dig at kysse.
Lev vel min søde Pindsviin!
Det ønsker din indtil Døden votre tres humble
Servitör Harleqvin.

DEN USYNLIGE.

Han skal have Tak for hans Serenade! Jeg vilde ønske at mig maatte meddeles en Copie af de Vers.

HARLEQVIN.

Ach min allerskiønneste Usynlighed! Hun giør mig en stor Ære at hun begiærer en Copie af min Hiernes Foster.

DEN USYNLIGE.

Hvad! er det hans eget Hiernes Foster? Det maa jeg bekiende, han er en ret Poetisk Geist.

HARLEQVIN.

Min Geist er af Naturen ikke saa stor at den kunde bringe noget synderligt frem. Men jeg maa takke min Læremester for saadant.

DEN USYNLIGE.

Af hvem har han da lært denne himmelske Konst?

HARLEQVIN.

Af den store Poet Cupido.

DEN.

USYNLIGE. Af Cupido? Jeg meente ellers at Apollo var den beste Lærer.

293
HARLEQVIN.

Hendes Ord i Æren, min deylige Venus! Apollo er kun en Sinkelectie Karl mod Cupido i at giøre Vers. Jeg har aldrig kundet giøre Vers tilforn, førend jeg havde den Ære at komme i Kundskab med Cupido. Men saa snart jeg blev saared af hans Musqvet-Kugler, kom den Poetiske Geist over mig.

DEN USYNLIGE.

Hvo der haver været hans Læremester, enten det er Apollo eller Cupido, saa maa man tilstaae at han er Poet.

HARLEQVIN.

Det staaer mig ikke an at roese mig selv eller mit Arbeyde, men der ere dog visse Indfald udi denne Viise, som ere uforligelige.

DEN USYNLIGE.

Det er intet vissere. Besynderligen den Strophe, som er nest den sidste, hvilken jeg beder Tienstligst at han vil repetere for mig, thi der er noget derudi, som er mig forhøyt.

HARLEQVIN.

Hiertelig gierne. Han spiller og synger. Det Harleqvin han ønsker, Af Hiertens Grund udpønsker.

DEN USYNLIGE.

Hold lidt, om han behager. Jeg fatter ikke hvad det Ord udpønsker vil sige.

HARLEQVIN.

Det vil ikke meget sige udi solut Stiil, men udi Vers er det et kostbart Ord.

DEN USYNLIGE.

Hvad vil det da betyde udi Vers?

HARLEQVIN.

Det saa vel som mange andre Ord betyde intet, naar de ere allene, men naar man lægger det til ønsker, er det af stor Betydelse, og bliver et fuldkomment Riim. Hvis ikke slige Ord vare, forgik i en Hast to tredie Deler af den Poetiske Verden.

DEN USYNLIGE.

Det maa saa være. Jeg formoder ellers, at han holder sit Løfte, og lader mig faae en Copie.

HARLEQVIN.

Det skal skee med Fornøyelse; men allerskiønneste Usynlighed! gir hun mig ellers ingen Fortrøstning at jeg snart maa faae hendes Ansigtes Soel at see?

DEN USYNLIGE.

Alt hvad jeg kand trøste ham med 294 denne gang er, at han i den store Allee skal finde mig igien om et par Timer.

HARLEQVIN.

Men maa jeg denne gang ikke nyde hendes Omgiængelse længer? Vil hun ikke tilstede mig at jeg maa trine op til hende?

295
DEN USYNLIGE.

Ach Himmel! hvad hører jeg, Cavalier! Jeg vilde heller døe end tilstæde ham saadan Frihed. Stat fra saadan Prætension, om han ellers ikke aldeles vil forspilde min Gunst. Det er endnu fortilig; men vær forsikred om, at I skal ikke tilbede mig forgiæves, og at jer troe Tieneste skal ikke blive ubelønned. Adieu Cavalier! og lad jer nøye med denne Faveur denne gang.

Hun lukker Vinduet.
HARLEQVIN.

Ach, jeg er færdig at revne af Kierlighed! Faaer jeg ikke hendes Ansigt at see ved første lovede Sammenkomst, døer jeg af Utaalmodighed.

296

ACTUS III

SCEN. 1.

Harleqvin. Den Usynlige.

HARLEQVIN.

Ach disse to Timer har været mig 2 Dievels Timer, og jeg merker endnu, at de ere ikke forløbne, eftersom jeg ikke seer min Skat. Ach I Træer! I Kaalstokke! I Græsbænke! I grønne Urter og Aspares! siger mig om min Soel snart oprinder. Men de dumme Hunde svarer ikke et Ord. Ach I Skyer! I Vinde! Bringer mine Sukke til - - - Men der seer jeg noget imellem Træerne. Mon det ikke er hende? Jo vist, giv dig tilfreds, Cavalier! Harleqvin, du est oven paa!

DEN USYNLIGE.

Har disse to Timer faldet ham lange?

HARLEQVIN.

Ach min himmelske Nymphe! det har været to fordømte Timer for mig; thi jeg vil være en Canaille om - - -

DEN USYNLIGE.

Hvor kand han komme til at bruge slige gemene Expressioner? min Cavalier!

HARLEQVIN.

Jeg beder om Forladelse, min Jomfru, jeg fortalede mig. Jeg vilde sige, Diable me ferme la porte om disse to Timer ikke har været en Ævighed for mig. Jeg har ikke vidst hvordan jeg skulde fordrive den Tid. Nu har jeg taget fat paa min Luth, nu har jeg forsøgt at giøre Vers, for at forslaae Tankerne; men alt forgiæves, thi hun, min søde Smørblomster, har altid staaet mig for Øyene.

DEN USYNLIGE.

Ey min Herre, det Ord Smørblomster er meget gemeent, og skurrer i mine Øren. Men apropos, han lovede mig et Udskrift af sit poetiske Vers.

HARLEQVIN.

Jeg har bragt det med mig for at overlevere det udi hendes Elphenbeens Hænder.

297
DEN USYNLIGE.

Jeg takker skyldigst.

HARLEQVIN.

Men min yndigste Rose! vil hun ikke endnu vederqvæge mit Hierte med hendes Sol-skinnende Ansigts Blottelse?

DEN USYNLIGE.

Det er endnu for stor Faveur, Cavalier!

HARLEQVIN.

Maa jeg da ikke see hendes blotte Atlaskes Hænder?

DEN USYNLIGE.

Jeg beder, at han vil slaae sig til Roelighed. Han kand forderve alting ved sin Utaalmodig- 298 hed. Alt hvad jeg denne gang kand giøre ham til Faveur, er at vise ham en Ende af min lille Finger, en Lykke som ingen Mands Person endnu er vederfared - - - Men ach Himmel! der hører jeg nogen komme, jeg maa gaae. Om en Time skal han finde mig her igien.

SCEN. 2

Leander. Harleqvin.

LEANDER.

Ach, Ach, jeg er forraad! hvor vil jeg bestaae for min Usynlige, naar hun spør mig om sin Gave? Men der seer jeg Harleqvin, han er gandske henrykt. Hvad bestiller du her?

HARLEQVIN.

stirrende paa Jorden. Ach hvilken deylig proportionered Finger!

LEANDER.

Hvad Pokker gaaer af dig Harleqvin?

HARLEQVIN.

Har en halv Finger kundet giort mig saadan Skade, hvad vil det andet, som er meer solide, ikke giøre!

LEANDER.

Hvad har giort dig Skade?

HARLEQVIN.

Ach skiønne Venus! Vil hun da qvæle mig - - - Men see, Herre! er det han?

LEANDER.

Hvad er det du staaer og snakker med dig selv?

HARLEQVIN.

Jeg beder, Herren ikke vil fortryde paa, at jeg er bleven ligesaa gal som han.

LEANDER.

Hvilken Compliment er det!

ARLEQVIN.

Det er at sige, jeg er bleven paa samme Maade forliebt, som Herren.

LEANDER.

I hvem?

ARLEQVIN.

Udi Foraaret, som er behageligt efter Vinteren.

LEANDER.

Hvilken Pølse-Snak!

ARLEQVIN.

Alt hvad fattig Folk taler, det er Pølse-Snak, men - - -

LEANDER.

Jeg kand sværge paa, at jeg ikke fatter noget af alt det du siger.

299
ARLEQVIN.

Jeg har ey heller sagt noget i den Henseende, at han skulde fatte det. Hvorfor skal han begribe meer mit Frierie end jeg hans?

LEANDER.

Men hvem er det du frier til?

ARLEQVIN.

Jeg kand blive gall over saadanne Spørsmaal. Veed jeg hvem jeg frier til, naar jeg frier paa samme Maade som Herren? Den jeg frier til, er lige saa peen som den anden, Herren frier til. Jeg tør ikke beskrive hende ret, thi jeg er bange at Herren skal stikke mig ud.

LEANDER.

Er hun da saa skiøn?

ARLEQVIN.

Intet Dyr er nogen Tid løben af Naturens Bankestok, som er meer fuldkommen udi Skabning. Venus er, gid jeg faae Skam, kun en Maren Amme mod hende.

LEANDER.

Beskriv mig hende da tydelig, saa skal jeg sige dig om du tar fejl; thi jeg er bedre Kiender end du.

ARLEQVIN.

Først hvad Ansigtet betreffer, det har jeg endelig ikke seet; men ---

LEANDER.

Hvad har du da seet? hendes Hals, Bryst eller Hænder?

ARLEQVIN.

Ingen af Delene; men nok er det, at hun er det dejligste Menneske paa Jorden, thi hvordan skulde jeg ellers blive saa forliebt?

LEANDER.

Jeg hører nok, hvor hen din Tale sigter. Du vil bebreide mig, at jeg frier udi blinde; men tøv lidt korn, saa skal du strax see, at jeg ikke har taget fejl.

ARLEQVIN.

Jeg vil ogsaa bede, at Herren vil være overværende, naar min Usynlige tar Masken af, saa skal han ogsaa see, at jeg ikke har taget fejl.

LEANDER.

Saa giør du ogsaa Cour til en masqveret Person? det er noget u-sædvanlig for en gemeen Tiener. Men, Arleqvin! jeg har haft en stor Ulykke siden jeg talede med dig; thi den Ring, som - - - Men der seer jeg min Usynlige komme. Staae still udi en Krog, for at see an Udfaldet.

300

SCEN. 3

Den Usynlige. Leander. Arleqvin.

DEN USYNLIGE.

I seer, min Herre! at jeg fremturer udi at holde mit Løfte, og at jeg aldrig manqverer noget Minut udi Tiden, som jeg berammer til Sammenkomst, saa at han kand giøre sin Regning af den Accuratesse jeg har viset udi de smaa Faveurs, at jeg ogsaa vil være ordholdig udi det som er meere vigtigt.

LEANDER.

Jeg er saa forsikred, Madame! om min Lyksalighed og om en riig Troeskabs Belønning, at jeg udi det Haab har imodstaaet alle Fristelser.

DEN USYNLIGE.

Men kand han forvisse mig om, at den skiønne Dame, som bær den hæftige Kiærlighed til ham, ikke har opvakt mindste Elskovs Gnist hos ham, men at han har kundet modstaae hendes Ansøgning uden Anfægtelse?

LEANDER.

Jeg kand ikke negte, at samme Dames store Skiønhed og Yndighed giorde jo i Begyndelsen stor Impression udi mit Hierte, og at jeg aldrig havde kundet modstaae den Fristelse, som saadant syntes at ville styrte mig udi, hvis den Troeskab, jeg er hende skyldig, og hvis den store Kiærlighed, jeg bær til hende, ikke havde styrket mig. Jeg haaber ellers, at det Eventyr ikke har opvakt mindste Jalousie hos hende, Madame; thi hvis saa er, giør hun sin troe Tiener u-ret, som ved dyreste Eeder tør forsikre, at hvor stor Deylighed han har fundet hos samme Fruentimmer, den dog ikke har giort mindste Skaar udi hans første Kiærlighed; men at han er rede indtil at hade den synlige Skiønhed, for at behage den usynlige.

DEN USYNLIGE.

Jeg troer ufejlbar, min Herre, at han elsker mig af Hiertet, saa vit det er mueligt for en vankelmodig Siæl.

LEANDER.

Ach Himmel! er det mueligt, at jeg skal høre saadan Bebreidelse efter saa store udviiste Troskabs Prøver!

301
ARLEQVIN.

sagte. Hillemænt! hun begynder at faae Skruller i Hovedet; vil det gaae ligesaa til med min Usynlige, saa er jeg ikke ilde opskiørtet.

DEN USYNLIGE.

Jeg har aldrig haft i Sinde at bebreide ham noget, endskiønt jeg vidste at een eller anden Vankelmodighed kunde være ham overkommen; thi jeg veed hvad et Menneske er, og hvor mange Skrøbeligheder det er underkasted. Men efter som han taler om sin Kiærlighed udi saadan høy Grad, da kand jeg ikke forbi gaae at sige ham en Ting, som har foraarsaget en liden U-roelighed hos mig, og forestille ham en Beskyldning, som jeg haaber strax han skal kunde bevise at være falsk.

LEANDER.

Hvis nogen kand overbevise mig udi ringeste Maade at have givet hende Anledning til Mistanke, vil jeg selv dømme mig uværdig hendes Affection.

DEN USYNLIGE.

Han kand strax løse Knuden ved at vise mig den Ring jeg nyelig forærede ham.

LEANDER.

Ach Himmel, jeg er forraad!

Falder paa Knæ.

Jeg bekiender reent ud, Madame! at den Ring, som hun gav mig, er ikke alleneste bortkommen, men endogsaa at jeg selv har givet den bort, hvorved jeg ogsaa gierne tilstaaer at have fortient hendes U-gunst; men naar hun hører Maaden, paa hvilken det er skeed, haaber jeg, at hendes Vrede vil blive stilled igien. Den Dame, som længe har forfuldt mig, kom hid for nogle Timer siden, hvor jeg var alleene, forekastede mig min Koldsindighed og U-taknemmelighed, og brugte alle optænkelige Midler til at vende mit Hierte fra min Usynlige, men alt forgiæves, thi jeg contesterede heller at ville døe end bryde mit Løfte; hvilket da hun hørte, og fornam, at jeg ingenlunde var til at overvinde, begiæ- rede hun en liden Gave af mig, som hun vilde forvare til min Erindring. Kunde jeg vel negte hende saadant? endeel, for ikke at passere for grov, u-polered og u-taknemmelig; endeel ogsaa, for at komme derved ud af hendes 302 Strikker. Jeg sagde strax derpaa, uden Betænkning, at hun frit kunde befale mig at give saadan Foræring, som hun forlangede; hvorpaa hun tog mig paa mine Ord, begiærede det, som jeg mindst tænkte paa, betiente sig af min Forvirrelse, og tog Ringen af min Finger. Jeg kunde ikke sandse efter, ved hvilken Klenodie hun havde skillet mig, førend hun var borte, da betragtede jeg først min daarlige Gierning, da optændtes hos mig saadan Vrede, at jeg løb for at oplede hende, udi fuld Forsæt enten at døe eller at rive hende Byttet af Hænderne; men disvær - - -

DEN USYNLIGE.

Min Herre! all denne Undskyldning kand ikke betage den Mistanke jeg har fattet.

LEANDER.

Kand saadan Undskyldning ikke frikiende mig, saa skal mit Liv, mit Blod udslette all Mistanke. Han trækker sin Kaarde.

DEN USYNLIGE.

Hold inde, min Herre! det er nok spilled. Her seer I Ringen, og her seer I jer Kiæreste og hendes Rivale tillige med.

LEANDER.

Ach Himmel! hvad seer jeg? er hun den selv samme Person?

DEN USYNLIGE.

Ja, min allerkiæreste Leander! jeg har spillet tvende Personer, for at sætte Prøve paa hans Troeskab mod mig, om hvilken saasom jeg nu fuldkommen er forsikred, saa staaer intet tilbage, at han jo strax maa nyde Frugten af sin Bestandighed. Staae op, og lad mig omfavne jer.

LEANDER.

Ach min Glæde er saa stor, at jeg ikke veed enten jeg drømmer eller er vaagende. De omfavner hverandre.

ARLEQVIN.

Ach hvilket dejligt Menneske! næst min Usynlige kand der ingen større Skiønhed være paa Jorden.

LEANDER.

Hvad synes dig, Arleqvin? har jeg haft saa stor Taalmodighed forgiæves?

ARLEQVIN.

Ney Herre! I har skudt Papegoyen. Jer Troeskab er bleven rigelig belønned. I er, næst mig, den lykkeligste Mand paa Jorden.

303
LEANDER.

Jeg vil ønske dig et ligesaa glædeligt Udfald; thi du est en gammel troe Tiener.

ARLEQVIN.

Jeg tviler, faae jeg Skam, ikke paa Udfaldet. Herren skal ellers have Tak for sit Ønske.

DEN.

USYNLIGE. Men allerkiæreste Leander! lar os gaae hen og sammenkalde vore Venner paa begge Sider, for at komme til en ønskelig Ende.

SCEN. 4

Arleqvin. Den anden Usynlige.

ARLEQVIN.

Det maa koste hvad det koste vil, saa vil jeg have en Ende herpaa denne Aften; thi min Herres 304 Lyksalighed har saaledes ophidset mit Blod, at hvis jeg ikke overtaler hende denne gang at tage Masken af, omkommer jeg mig selv. Men der seer jeg hun kommer.

DEN USYNLIGE.

Jeg priser hans Accuratesse at møde til bestævnte Tid og Time. Men mig synes, at han seer noget forvirred ud.

ARLEQVIN.

Hun har ret. Jeg har ey heller nogen Tid været saa forvirret i mit Sind.

DEN USYNLIGE.

Det giør mig ont; rnen hvad kand være Aarsag dertil?

ARLEQVIN.

En anden Beileres Lyksalighed; thi hans Usynlige har nu nyeligen givet sig tilkiende og viiset, at under hendes Maske laae skiulet et Ansigt og en Skabning, hvorved hans lange troe Tieneste er bleven rigelig belønned. Og som jeg selv har anseet alt saadant, har Kjærlighed taget saadan Overhaand hos mig, at all min Taalmodighed er mig forgaaed.

DEN USYNLIGE.

Bliv kun ved at elske og give Prøver paa jer Bestandighed efter samme Persons Exempel, saa skal I høste lige saa søde Frugter.

ARLEQVIN.

Men min Gudinde! frist mig ikke over min Formue.

DEN USYNLIGE.

Det være langt fra, at jeg vil friste ham over hans Formue.

ARLEQVIN.

Men naar vil hun da giøre mig lykkelig?

DEN USYNLIGE.

Med Tid og Stunder. Bliv kun ved at haabe.

ARLEQVIN.

paa Knæ. Ach min deilige Usynlighed! hvis hendes Usynlighed ikke i Dag bliver forvandled til Synlighed, døer jeg af Utaalmodighed.

DEN USYNLIGE.

Hvad? skulde jeg give mig tilkiende saa hastig? ney, Cavalier! her vil meer til.

ARLEQVIN.

Jeg tar Livet af mig selv, hvis jeg ikke faaer en naadig Bønhøring.

DEN USYNLIGE.

Det strider jo mod all Ærbarhed.

ARLEQVIN.

Strider det mod all Ærbarhed, at redde en troe Beilers Liv?

305
DEN USYNLIGE.

Ney, det strider mod Ærbarhed af en Dame af min Qvalité, at slaae Chamade ved første Anfald.

ARLEQVIN.

trækkende sin Dolk. Jeg merker da at hun har Lyst at see mit Blod rinde. Ach hun er Aarsag til min Død.

DEN USYNLIGE.

Jeg haaber at I betænker bedre hvad I giør. Men hvis I skrider til saadant blodigt Forsæts Fuldbyrdelse, da maa I vide, at ikke jeg, men I selv er 306 Aarsag til saadan Ulykke, eftersom I begiærer u-muelige Ting.

ARLEQVIN.

Ach Himmel! er det u-muelige Ting at blotte sit Ansigt? Adieu Morderinde! hav Omsorg, at jeg kand blive hæderlig begraven, som en ret Christen, med Sang-Klokkerne.

Han sætter Dolken for Brystet.
DEN USYNLIGE.

Hold inde, Ridder! jeg giver mig; men med visse Conditioner, som han med Eed maa bekræfte.

ARLEQVIN.

Der er intet i Verden, som jeg jo med Eed bekræfter for at komme i Possession af saadan Skat.

DEN USYNLIGE.

Han skal da sværge først, at han ingen Henseende har til min Stand og Vilkor, men at han elsker mig alleene for min Person.

307
ARLEQVIN.

Jeg svær, at jeg elsker hende alleene for hendes Person. DEN USYNLIGE. Dernæst, at han intet Menneske paa Jorden vil elske uden mig, og aldrig at gifte sig efter min Død.

ARLEQVIN.

Ja, jeg svær ved alt det, som helligt er, at holde alt saadant. DEN USYNLIGE. Stat da op, min Allerkiæreste! og lad mig omfavne dig.

Hun tar Masken af, og viser et gammelt vanskabt Ansigt, og spærrer Munden op for at kysse ham.

ARLEQVIN.

A----A---- DEN USYNLIGE. Ach min Allerkiæreste, lad mig kysse dig.

ARLEQVIN.

A----A----

Hun tar ham om Halsen og kysser ham. Han skriger og giør Modstand; løber tre gange om Theatret. Den Usynlige faaer omsider fat paa Arleqvin, og de falde paa Jorden.

SCEN. 5

Den Usynliges Broder. Arleqvin. Den Usynlige.

DEN USYNLIGES BRODER.

Hvad er her at bestille? vil den Hund overfalde dig?

ARLEQVIN.

Ney vist ikke, min Herre! langt fra. Hun vil overfalde mig.

DEN USYNLIGES BRODER.

Veedst du vel, Karl, hvem du har med at bestille?

HARLEQVIN.

Ja jeg veed det nok disvær! det er Fandens Moer.

DEN USYNLIGES BRODER.

Da skal du faae en U-lykke, driver du Spot med min Søster.

DEN USYNLIGE.

Ach Monfrere! staaer mig bi mod den Forrædder! han har længe tilbedet mig som en Gudinde, og nu vil han forlade mig.

DEN USYNLIGES BRODER.

Har han lovet dig Ægteskab? min søde Søster!

308
DEN USYNLIGE.

Ach jo, og det med dyre Eder.

DEN USYNLIGES BRODER.

Da skal han fuldbyrde sit Løfte eller ikke komme levende fra Stedet.

HARLEQVIN.

Jeg har lovet Ægteskab til et Menneske, men ikke til en underjordisk og vanskabt Trold.

DEN USYNLIGES BRODER.

trekkende ud sin Kaarde. Ingen Skieids-Ord! fort, tag hende om Halsen og kys hende.

HARLEQVIN.

paa Knæ. Ach naadige Fandens Mammas Broder! tving mig ikke til at kysse saadant Skabilkenhovet.

309
DEN USYNLIGE.

Ach er det mueligt, at jeg skal høre saa ringe Friis blive sat paa mit skiønne Ansigt? DEN USYNLIGES BRODER. Han skal ikke allene kysse dig, men ægte dig i Dag.

HARLEQVIN.

Ach min Herre! hav dog Barmhiertighed med mig. DEN USYNLIGES BRODER. Fort din Hund! stat op og omfavn hende, eller du skal strax døe for min Haand. DEN USYNLIGE. Giv dig tilfreds min Engel! du skal finde i mig en troe og kydsk Hustrue.

HARLEQVIN.

For Utroeskab er jeg ikke bange, min Bengel; thi ingen forlieber sig i en Maske. DEN USYNLIGES BRODER. Tør din Forrædder endnu fremture med Skieids-Ord? DEN USYNLIGE. Ach ney slaae ham ikke! Det kand jeg ikke taale, thi jeg er saa forliebt i ham. Kom, kys mig, min Snut.

HARLEQVIN.

A----A----

SCEN. 6

Colombine. De andre.

COLOMBINE.

Hvad er her paa færde? Er det ikke Harleqvin man har fat paa?

HARLEQVIN.

Ach min allerkiæreste Colombine! det var en ulyksalig Time for mig, da jeg vendte dig Ryggen.

COLOMBINE.

Det er mig kiert, at du bliver straffet for din Utroeskab.

HARLEQVIN.

Ach red mig, min deilige Colombine!

COLOMBINE.

Red dig selv! Du har skuffet mig eengang, det skeer ikke oftere. DEN USYNLIGE. Er hun forlovet med ham, saa staaer jeg fra mine Prætentioner.

COLOMBINE.

Ney, han har foragtet mig eengang, hvilket jeg aldrig gir ham til. DEN USYNLIGE. Ja, efterdi hun ikke vil have ham, saa er han og bliver han min Livegen.

310
HARLEQVIN.

paa Knæ. Ach allerkiereste Colombine! tag mig til Naade igien.

COLOMBINE.

Slidder Sladder!

HARLEQVIN.

Forbarm dig over din usle Harleqvin.

COLOMBINE.

Ingen Barmhiertighed!

HARLEQVIN.

Over din Slave.

COLOMBINE.

Ingen Snak!

HARLEQVIN.

Over dit Beest.

COLOMBINE.

Ney, nu er ingen Naade.

HARLEQVIN.

Over din ringe Jordklimp.

COLOMBINE.

Tran trara.

ARLEQVIN.

Over din indtil Døden forbundne ringe Madik, Kaalorm og Oldenborger.

COLOMBINE.

Intet bevæger mig.

HARLEQVIN.

See hvor jeg græder! Min Hat er fuld af Taarer.

COLOMBINE.

Det er Crocodils Graad.

HARLEQVIN.

Kast dog et Naade-Blik til mig.

COLOMBINE.

I Ævighed ikke.

HARLEQVIN.

Lad mig allerunderdanigst kysse Enden af dine allernaadigste Tøfler.

COLOMBINE.

Hverken een eller anden Ende.

HARLEQVIN.

Hverken een eller anden Ende?

COLOMBINE.

Ingen af Deelene.

HARLEQVIN.

Saa døer jeg da.

COLOMBINE.

Døe længe nok.

HARLEQVIN.

Jeg er alt død.

COLOMBINE.

Det er mig kiert.

HARLEQVIN.

Stat stille, Vandrings-Mand! Sætter Hatten paa Hovedet. Her under hviiler den ulyksalige Arleqvin, hvilken efter mange Aars hæftige Elskov revnede omsider af Sorg. Gak du bort og giør ligesaa. DEN USYNLIGES BRODER. Tag ham da til Naade igien Mademoiselle!

COLOMBINE.

Ingenlunde; thi det er et ustadigt Menneske, som jeg blir bedragen med.

311
DEN USYNLIGES BRODER.

Hun kand forebygge alting ved at foreskrive ham ligesaa sterke Conditioner som hun vil.

HARLEQVIN.

Ach jeg vil indgaae alt hvad du forlanger.

DEN USYNLIGES BRODER.

Lad mig mægle derudi og foreskrive ham de Love, som han ved Eed skal forpligte sig at holde. Hør, Harleqvin! fald paa Knæ for din Kiæreste først, og bed hende om Forladelse.

HARLEQVIN.

paa Knæ. Ach min allerkiereste Colombine! jeg beder dig om Forladelse.

DEN USYNLIGES BRODER.

Læs nu op efter hvad jeg siger: (1) forpligter jeg mig aldrig at tale et haardt Ord til min Kone.

Harleqvin repeterer alleting efter. (2) Med god Villie at flye hende alt hvad som er fornødent til Huusholdningen. (3) Om hun skulde faae Lyst til Stats og Galanterie, ikke nægte hende noget deraf.

HARLEQVIN.

Hvad den Artikul angaaer, saa saae jeg gierne at den blev lidt reformeret - -

DEN USYNLIGES BRODER.

Hvad? hør, Ma Soeur! træk af med ham.

Harleqvin repeterer og indgaaer den 3die Artikel.
DEN USYNLIGES BRODER.

(4) Lover jeg ingen at elske uden hende. Derimod (5) vil jeg ikke regne det saa nøye om hun elsker andre.

HARLEQVIN.

Hvad? Vil den Laptaske forlange, at jeg skal lade mig indrullere for en slet og ret Hanrey? Jeg vil heller bære Musqvet paa Nakken, end Horn udi Panden.

DEN USYNLIGES BRODER.

Gesvind! jeg har ikke stunder at opholde mig her længer.

HARLEQVIN.

Monsieur skal ey heller opholde sig for min skyld. Han kand gaae Fanden i Vold naar han behager.

DEN USYNLIGES BRODER.

Træk af med ham Ma Soeur.

312
HARLEQVIN.

A ------ Derimod vil jeg ikke regne det saa nøye om hun elsker andre. Ach hvilken forbanded Pille for en Mand der er kommen af honnette Folk som jeg!

DEN USYNLIGES BRODER.

(6) Ved det Ord at elske andre forstaaes - - -

HARLEQVIN.

At hun er en Akkerraær der forlanger saadant.

DEN USYNLIGES BRODER.

trækkende paa Kaarden. Har du Lyst til Handverket?

HARLEQVIN.

Qvarteer, Monsieur! jeg giver mig paa Naade og Unaade. Men kand der ikke corrigeres noget udi denne sidste Artikkel?

DEN USYNLIGES BRODER.

Ingen Ting!

HARLEQVIN.

Jeg forlanger ingen Forandring udi Materien, men allene nogle smaa Ting udi Stilen.

DEN USYNLIGES BRODER.

Hvorledes vil han da have det udført?

HARLEQVIN.

Jeg meener uden at vige fra Meningen at forfatte Artikelen saaledes: Ved at elske andre skal forstaaes, at hun tilsteder dem samme Frihed som hendes Ægte-Mand ---

DEN USYNLIGES BRODER.

Got!

HARLEQVIN.

Got! Nu kommer den lille Forandring, som jeg vilde have udi Stiilen, nemlig: dog forstaaes her ved, at bemelte hendes Huusbonde Harleqvin haver sig sin Ret i alle Maader forbeholden.

DEN USYNLIGES BRODER.

Ney Monsieur, det sidste slaaer jeg en Stræg over.

HARLEQVIN.

Men Monsieur, mener I da at Ægteskab er en Omgang, saa at enhver maa brygge vexel viis udi en anden Mands Brygger-Kiedel?

DEN USYNLIGES BRODER.

Træk af med ham Ma Soeur.

HARLEQVIN.

A - - - Ach vær dog naadig Herre, og betænk at jeg er af fornemme Slægt og Byrd.

DEN USYNLIGES BRODER.

Hvem var hans Fader da?

313
HARLEQVIN.

Min Fader kiender jeg ikke, men min Moder heedte Magdelone, og min Brodér var udi mange Aar Sollicitant her i Staden.

DEN USYNLIGES BRODER.

Hvad er en Sollicitant? Hvad har han om Aaret at leve af?

HARLEQVIN.

Han har 365 Dage om Aaret.

314
DEN USYNLIGES BRODER.

Det var en anseelig Gage!

Monsieur, gak hiem og hold Bryllop med jer Kiereste, og vær forsikret, at hvis I bryder noget af Contracten, da skal I have med mig at bestille.

HARLEQVIN.

Jeg troer at min Kone udi Kraft af den sidste Artikkel faaer meer med ham at bestille. Gid Fanden frie paa Spansk meere!

De Usynlige
Noter

S. 263
Don Qvichot, Helten i Miguel de Cervantes' berømte satiriske Roman om en fattig Landjunker Quijada, hvem Læsningen af Ridderromaner gjorde i den Grad overspændt, at han besluttede sig til selv at blive en vandrende Ridder. Han antog da Navnet Don Quijote de la Mancha, og blev Ridderen af den bedrøvelige Skikkelse, som hans prosaiske Tjener Sancho Panza kalder ham.

S. 264
Commissionairer, Befuldmægtigede Personer. - saaler, forsaaler; lapper, stopper Strømper (under Foden). - Hoser, Strømper. - sans comparaison, fr. uden Sammenligning. - gemeene, jævne. - Permission, Tilladelse.

S. 265
Misisippi. Navnet kom paa alles Læber, da Spekulanten John Law i Paris 1718 stiftede Mississippi-Kompagniet, der skulde udnytte det franskejede Louisianas Naturrigdomme. Ved Fallitten 1720 ruineredes Hundredetusinder af Sparere. - hielpe dig af Drømmen, bringe dig ud af Vildfarelsen. - defilerer, gør Omsvøb. - Seigneur Per Gante, Hr. Per Nar (Gæk, Taabe); Per Gantes Gienvey, dvs. en unødvendig Omvej. - laverer, foretager Zigzag-Bevægelser. - Kaaberstykke, Kobberstik, dvs. Portræt. - giort Amour, gjort Kur, bejlet.

S. 266
en Model af Deylighed og Yndest, et Mønster paa Dejlighed og Yndighed. - forgangen, forleden. - Fierding, % Tønde.

S. 267
Grundige, træffende. - Ungefehr, omtrent. - angenem, behagelig. - anden Dag, dvs. næste Dag. - ugenegen, ugunstig, uven 315 lig stemt. - continueret, fortsat. - Lyst-Huus, Landsted. - sigted fuld, helt fuldt, propfuldt.

S. 268
alterered, forskrækket, ophidset.

S. 269
ikke givet... Qvarteer, ikke skaanet, ikke givet Pardon.

S. 270
Domestiqver, Tjenere. - min Usynlige, dvs. min maskerede Dame. - recommenderede, anbefalede.

S. 271
Liggendefæe, Kostbarhed, Skat. - solide, virkeligt, reelt. - Estime, fr. Agtelse, Ærbødighed. - G out, fr. Smag. - Hue-Blok, Blok af Træ ell. lign. af Form som et Hoved, paa hvilken man ordnede Huepynten eller Parykken.

S. 272
Carosse, Karet. - Conduite, fr. Optræden. - Tønder, letfængeligt Stof (til Antænding ved den af Fyrtøjet frembragte Gnist), en Fyrsvamp ell. lign. - Bestandighed, Standhaftighed, Trofasthed. - Geleide, Ledsagelse, Følge. - Prøver ... af, Prøver, Beviser paa.

S. 273
Faveur, fr. Gunst. - udi Skygge, dvs. under Maske. - over min Formue, over min Evne.

S. 275
paastaaer, forlanger, kræver. - accordere, tilstaa, indrømme. - indgetogen, tilbageholdende, ærbar. - for Tiden, før Tiden. - Ordres, fr. Befalinger, Ordrer. - Effect, Virkning, Resultat. - Contracten, dvs. Forlovelseseller Ægteskabskontrakten, idet vordende Ægtefæller almindeligvis indgik en Kontrakt til Bekræftelse af Ægteskabets Stiftelse eller for at ordne f. Eks. Formueforhold. - Bededags Aften. Paa Bededagene fastede man, indtil der var Aftensangs-Gudstjeneste.

S. 277
føle paa hendes Bryst. Dette Kærtegn var almindeligt i Tiden med de dybt nedringede Kjoler. - saa troe, hengiven, lydig.

S. 279
Carnali, Slyngel. - hils dine Forældre. En folkelig Vending, som betyder: Farvel med dig!

S. 280
klyve, klatre. - slette, flade.

S. 281
paa Romansk, dvs. som det foregik i Romanerne; paa romantisk Vis. - hans Maitresse, fr. hans Hjertes Udvalgte.

S. 283
bedekt, maskeret. - engrassere, Forvanskning af engagere. - Svovelstikker, Tændstikker.

S. 284
Serviteur, fr. Tjener. - tres humble valet, fr. meget ydmyge Tjener. - Modestighed, Ærbarhed. - Alebasterhed, dvs. hvid som Alabast. Harleqvin gør komisk Forsøg i den ziirlige Stil (Else Skolemesterstilen).

S. 285
Afmagt, Afmægtighed. - Geist, Aand.

S. 286
Venus, den romerske Kærlighedsog Skønhedsgudinde. - lave mig paa, forberede mig paa, gøre mig rede til. - divertere, more, forlyste.

S. 287
enlevere, bortføre.

S. 290
Foil, Strengeinstrument, der stryges med Bue (især Violin). 316 Den kaldes her ogsaa Luth, hvormed maaske menes en vis Type spansk Lut, der kunde spilles med Bue. - tilforn, tidligere. - kroned Poet, dvs. laurbærkranset Digter (poeta laureatus). - Qvinten, den femte Streng (den højeste Streng paa en Lut). - derhos, samtidig.

S. 291
Vocal, Sang; Musik for Sangstemme. - med... Beskeed, paa forstandig Maade, forstandigt. Brugtes ofte som overflødigt Rimord.

S. 292
Balsom-Bysse, Balsambøsse, Lugtedaase. - Geist, Evne, Talent. - Cupido, den romerske Elskovsgud. - Apollo, gr. Apollon, Guden for Kunst og Videnskab.

S. 293
Sinkelectie, nederste Klasse (i Latinskolen), Begynderklasse. - Musqvet, Musket, Luntebøsse for Fodfolk (i 16-17. Aarh.). - uforligelige, uforlignelige. - Besynderligen, især. - forhøyt, for vanskeligt. - solut Stiil, ubunden Stil, Prosa.

S. 295
Prætension, Fordring, Krav.

S. 296
Græsbænke, Bænke af Græstørv. - grønne Urter, Grøntsager. - Canaille, fr. Pak; Slyngel, Slubbert. - gemene, simple. - Expressioner, Udtryk. - Diable me ferme la porte, ukorrekt fransk: Fanden lukke Døren for mig. Harleqvin skulde have sagt: le diable m'emporte, Fanden tage mig. - Udskrift, Afskrift.

S. 298
qvæle, pine, plage.

S. 299
peen, dydig; ærbar. - Bankestok, Bedding. - lidt korn, et lille Øjeblik.

S. 300
manqverer, mangler. - Ansøgning, Bøn, Anmodning. - Impression, fr. Indtryk.

S. 301
Skruller, Griller. - ilde opskiørtet, i en vanskelig, pinlig Situation. - endskiønt jeg vidste, selvom jeg vidste. - Affection, Hengivenhed. - contesterede, forsikrede. - endeel... endeel, dels ... dels.

S. 302
Rivale, fr. Rivalinde.

S. 304
selv har anseet, selv har været Øjenvidne til. - er mig forgaaed, har forladt mig.

S. 305
Qvalité, fr. Stand, Stilling. - slaae Chamade, overgive sig (Militærudtryk).

S. 306
Sang-Klokkerne, Klokkespillet paa Helliggejstkirke, der benyttedes meget ved Begravelser. - Conditioner, Betingelser. - Possession, Besiddelse. - ingen Henseende har, ikke tager Hensyn til.

S. 307
Hvad er her at bestille?, Hvad er her paa Færde? - Monfrere, fr. min Broder.

S. 309
Maske, stygt Ansigt. - gir ham til, tilgiver ham.

S. 310
Mademoiselle, fr. Frøken.

317

S. 311
Læs... op, fremsig. - Galanterie, Pynt. - Ma Soeur, fr. min Søster. - indgaaer, accepterer. - bære Musqvet paa Nakken, dvs. lade sig hverve til Soldat.

S. 312
Akkermær, Skældsord til Kvinde. - Materien, Indholdet. - Omgang, Skifte.

S. 313
Sollicitant, Ansøger (til Embeder; om Begunstigelser).

DEN STUNDESLØSE
Comoedie udi tre Acter

320

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • VIELGESCHREY
    den Stundesløse
  • PERNILLE
    hans Pige
  • LEONORA
    hans Datter
  • MAGDELONE
    hans Husholderske
  • LEANDER
    Leonoræ Elsker
  • ERICH MADSEN
    en Bogholder
  • PEDER ERICHSEN
    hans Søn
  • OLDFUX
    en Avanturier
321

Den Stundesløse
Indledning

Allerede i Just Justesens Betænkning fra 1723 (se Bind VII, bagi) meddeltes, at »Den Stundesløse« laa færdig; den tryktes 1731. I Levnedsbrevet 1728 benævntes Komedien med et malende Udtryk: Manden der er travlt beskæftiget med ingenting at lave: Vir in nihilo agendo occupatissimus.

Knud Lyne Rahbek har skrevet: »Skulde nogensinde det i sig selv unyttige og ubesvarlige Spørgsmaal blive opkastet: hvilket det ypperste af Holbergs Skuespil var, torde noget nær den Stundesløse forene de allerfleste Stemmer«. I eminent Beherskelse af alle Virkemidler lader Holberg en Figur aftegne sig for vore Øjne. Fra Pernilles Præsentation i Aabningsscenen kender vi straks Formlen for Titelpersonens Væsen; alligevel overraskes vi Scene efter Scene af de stadig nye Situationer, hvori denne perplekse Karakter udfolder sig. Holberg kappes med Molière, som i Den indbildt Syge har anvist den fornødne dramatiske Teknik, men han overgaar ham. Ikke blot i Emnevalg; det er ulækker Komik naar Molières Hovedperson stadig skal underholde os om sin Maves Tilstand; for Franskmænd er Apotekervarer og deres Virkninger dog stadig en Kilde til uendelig Underholdning, og Argans indledende Gennemgang af sin maanedlige Apotekerregning er sikker paa Bifald: »Endvidere, den fireogtyvende et lille formildende, forberedende og opløsende Klyster, for at blødgjøre, forfriske og befugte Herrens Indvolde . . . Tredive Sous«. Molières Udlevering af Lægerne er skarp og vittig, men Holbergs Galleri af Bipersoner er 322 langt frodigere. Bedemandsfamilien og Bedemandsstilen er af uimodstaaelig Virkning. Og den meget rige Oldfux-Skikkelse har givet Forvandlingsskuespillere som Phister og Holger Gabrielsen Mulighed for fulde Udtræk. Hver af Oldfux' Forklædninger er et Studium værd. Den omvandrende tysktalende Lærde har uopklarede Forbindelser med den berømte Agrippa von Netterheim og hans Skrift om Usikkerhed i Videnskaberne (De incertitudine scientiarum, 1527). Advokaten, der vil lære den fortravlede Vielgeschrey den »spanske« Maade at diktere paa, er muligvis vokset ud af Maskekomedien, hvor der snakkes om Retskrivning og hvor et Slag paa Skulderen kan betyde Spørgsmaalstegn eller Udraabstegn. Men det er kun vage Ansatser til Holbergs Farcesceneri, der har fundet et moderne Sidestykke i Victor Borges internationale Entertainer-Nummer: den fonetiske Tegnsætning. »Den Stundesløse« er paa Teatret den perfekte Entertaining. Men det er ogsaa et Læsestykke. Hans Brix har det kønne Ord i Anledning af »Den Stundesløse«: »Vil man vide, naar Komedie er god Komedie, da bemærke man, naar man glemmer at man læser«.

Litteratur.Molières Lystspil, oversatte af B. Arnesen Kali III, 1870 (Den indbildt Syge). - Rahbek i Ludvig Holbergs Udvalgte Skrifter, IV, 1805, S. 462 ff. - Théâtre Italien, Paris 1714, III, S. 394 f, VI, S. 239 ff. - Hans Brix: Ludvig Holbergs Komedier, 1942, S. 131.

323

ACTUS I

SCEN. 1.

PERNILLE.

Der skrives nu saa mange Comoedier i Verden, og ingen skriver om en Stundesløs. Dersom nogen vilde tage sig saadan en for, kunde jeg give skiønne Materialier dertil af min Herre. Man vil vel sige, at saadanne Characterer ere rare, og at ingen tænker derpaa; 324
men der findes en Hob slige stundesløse Folk her i Landet, der stoye som de vare afsindige over slet intet, ligesom tvertimod der ere visse Folk, der kand have ti Ting i Hovedet paa eengang, og er dog at ansee som de vare gandske ørkesløse. Jeg erindrer for nogle Aar siden, da jeg tiente hos en Lands-Dommer, og jeg engang reysede med hans Frue, da kom vi ind paa Veyen til en Kone, hvilken tog meget vel imod os, men syntes at giøre alt formeget deraf. Nu var hun i Stuen, nu i Kielderen, nu satte hun sig paa Hylden, nu under Bordet, nu klamrede hun med Piiger, nu med Drenge. Vi bade hende ti gange, hun skulde ingen Umag giøre sig for vor Skyld, thi vi kunde lade os nøye med et stykke Smøre-Brød. Hun tørrede Sveeden af sig ti gange, og bad os have Taalmodighed en halv Times Tid. Fruen svor for mig, at hvis hun havde vidst, at Konen vilde have giort saadan Væsen, havde hun heller taget ind i Kroen. Thi hun vilde nødig være formeget i Gield hos samme Kone, efterdi hun havde en Sag for Landstinget. Endelig blir Bordet bredet, og ventede jeg da i det ringeste at see en Postei til den første Ræt; men alle disse Anstalter faldt ud til en klumpede Meelgrød og 8 haardkaagede Æg. Men det var dog noget. Kunde Hr. Vielgcschrey endnu med all sin Stoyen giøre saa meget som et Æg, var det ikke saa forunderligt som det er. Dersom han endnu giorde det for at fordrive Kuld eller Skiørbug, kunde man sige, at der dog blev noget giort. Saaledes bar en gammel Magister fordum om Vinteren Brænde op paa sit Kammer af Kielderen og siden af Kammeren ned i Kielderen igien, saa længe indtil han ingen Varme meer behøvede. Men Herren arbeider paa intet, det er intet, og det blir til intet. Der er ingen udi Huuset, som han roser for Flittighed, uden mig, og der er dog ingen, som giør mindre Gavn, endskiønt jeg er altid geskiæftig. Forgangen da en spurdte, hvor mange Folk han holdte, svarede han: ikkun een, thi Pernille er min Stuepige, min Kokkepige, min Cammertiener, min Secretaire, min Huusholderske, 325 min Kone. Hvorvel det sidste i sær var Løgn. Ikke fordi jeg er just meere kydsk end en anden; men han har ikke stunder at ligge hos nogen, og jeg er aldrig smukkere i hans Øyen, end naar jeg har en Pen siddende bag Øret. Men der seer jeg Huusholdersken Magdelone komme.

SCEN. 2

Magdelone. Pernille.

MAGDELONE.

Gid I faae en U-lykke, hvilke Skriver-Karle I ere!

PERNILLE.

Altid skielder hun. Hvad fattes nu, Jomfrue?

MAGDELONE.

Jeg saae igiennem en Sprekke ind udi Skriver-Stuen, der sidder de Hunde og drikker Spansk-Viin, og Herren veed ikke andet, end de skriver; og een af dem drak saadan Skaal: Magdelones Skaal, gid det gamle Orgelverk var gift.

PERNILLE.

Ha! ha! ha!

MAGDELONE.

Jeg er, Himlen skee Lov, ikke saa gammel endnu, at de har fornøden at ligne mig ved et gammelt Orgelverk.

PERNILLE.

Det skulde jeg ogsaa meene.

MAGDELONE.

Jeg har jo endnu ikke naaet mine 40 Aar.

PERNILLE.

Ja hvad er det at regne for Alder? en Piige kand man nytte indtil hun er 50 Aar.

MAGDELONE.

Og derforuden bær jeg min Alder meget vel; thi jeg har endnu ingen Rynker.

PERNILLE.

Ey, hun har, min Troe, et got brugeligt Legeme endnu, det er Synd at sige andet. Det er slet ikke for hendes Ansigt eller Skabning, de foragte hende, men fordi hun forklager dem iblant for Herren.

MAGDELONE.

Det er sandt Pernille! det er for min Ærlighed, at jeg maa lide alt saadant. De bilder Herren ind, at de slæber sig ihiel i hans Tieneste, og raaber paa høyere Løn, da de dog ikke fortiener Halvdeelen af det, 326 de faaer, og derforuden har aldrig ringeste Skilling under Hænderne, uden de jo klipper noget deraf, saa at han omsider blir til en Staader.

PERNILLE.

Ey, siig ikke det. Herren har min Troe alt for mange Øjen i Hovedet, og seer alt for nøye til udi Huuset, at nogen skulde kunde bedrage ham.

MAGDELONE.

Just fordi han er saa flittig og geskiæftig, just derfor blir han bedragen. Naar jeg vil vare ham ad om hans Tieneres Utroeskab, har han formedelst andre unyttige Forretninger aldrig stunder at høre mig. Jeg skulde aldrig have blevet her saa længe, var det ikke for een Tings skyld.

PERNILLE.

Hvad er det?

MAGDELONE.

Det er, at han har lovet at skaffe mig en Mand. Men disse forbandede Forretninger, som kommer imellem, hindrer ham i hans Forsæt.

PERNILLE.

Han har jo ikke stunder at gifte sig selv engang, langt mindre sin Huusholderske.

MAGDELONE.

grædende bitterlig. Jeg havde maaskee længesiden kundet være gift, om jeg ikke havde forladt mig paa hans Løfter.

PERNILLE.

Jeg veed I kand jo ikke frie selv, Jomfrue. Jeg vilde ønske, det var Moden; Jeg skulde min Troe ikke heller gaae saa længe som jeg giør.

MAGDELONE.

Ney, det er sandt. Men Madame Kirsten Gifte-Kniv har tilbudet mig adskillige gange for en Discretion at skaffe mig en brav Mand, men jeg har altid biet paa Herrens Naade.

PERNILLE.

Hun maa da ræt bryde en gang over tvert, Jomfru, og tage Herren med en Trompf, naar hun engang finder ham leedig.

MAGDELONE.

Naar finder man ham leedig, Pernille? Ach, ach, om een kunde komme noget til i det samme, thi vi ere alle Mennesker, saa havde han det paa sin Samvittighed. Ach, ach, den forbandede Geskiæftighed! Men hvoraf kand det komme, at visse Mennesker ere saa Stundesløse?

327
PERNILLE.

Jeg kand ikke viide, Jomfru. Jeg meener, at ligesom de, som ere fødde paa en Juule-Nat, seer altid Spøgelse, de som er fød udi Regenveyr, græder altid, saa, bilder jeg mig ind, at slige Stundesløse og arbeidsomme Folk som Herren maa være giort i en Skriver-Stue eller fødde paa en Postdag.

MAGDELONE.

Ey Snak!

PERNILLE.

Ja Jomfru! det er saa kun min Meening, som jeg ikke vil tvinge andre til. Jeg har merket tit, at Herren har været gandske roelig, men saa snart han har hørt tale om Breve og Forretninger, er han bleven ligesom Don Qvichot, naar man taler om vandrende Riddere. Der maa visselig være en Hob geskiæftige Vædsker i Herrens Mave, hvilke maa have den Natur, at de begynder at fermentere, saa snart han seer et stykke Papir; Eller han i steden for Blod maa have Blek, som løber om i Aarene.

MAGDELONE.

Hvad det er eller ikke er, saa lider jeg derved, og min Velfærd blir sat til side ved hans Stundesløshed.

PERNILLE.

Hans egen Dotters Velfærd blir sat til side derved. Han har jo lovet hundrede gange at flye hende en Mand, men glemt det hundrede gange igien, og Monsieur Leander, som elsker hende i et heelt Aar, har endnu ingen Leilighed faaet at tale med ham derom.

MAGDELONE.

Men er det Leanders og Jomfruens rette Alvor, at de vil have hverandre?

PERNILLE.

Ja vist, I skal nok faae det at see.

SCEN. 3

Leonora. Pernille.

LEONORA.

Hvor er Huusholdersken? Min Far kalder paa hende.

MAGDELONE.

Saa maa jeg da løbe.

PERNILLE.

Det var ræt vel, at hun gik. Nu kand vi tale noget sammen om det andet.

328
LEONORA.

Ach Pernille! jeg forlader mig paa din Hurtighed og den Credit, du har hos min Far.

PERNILLE.

I Dag skal det min Troe blive noget af; thi jeg veed ikke, Herren har haft nogen Tid mindre at bestille. Jeg har bestilt Leander at komme hid Klokken 9, og saa haaber jeg nok, at han skal faae et Qvarteers Tid at tale med Herren. Det er os kun om Tiden at giøre.

LEONORA.

Jeg haaber nok, at naar min Far seer hans Person, og hører hans Stand og Vilkor, saa blir det ikke saa vanskelig Sag.

PERNILLE.

Det er sandt nok, Jomfru! men Knuden er kun at finde en leedig Time hos ham. Men der hør jeg han kommer. Det er best, at I løber til side.

SCEN. 4

Pernille sætter sig ned ved Bordet at skrabe Penne-Fieder, og Vielgeschrey kommer ind udi sin Slaaprok, efterfuldt af 4re Skriverkarle, alle med Penne-Fiere bag Ørene.

VIELGESCHREY.
gaaer frem og tilbage, stirrende paa et Stykke Papir, raaber:

Lars Dintfass!

329
LARS.

løbende til ham. Ja Herre!

VIELGESCHREY.

gaaende til den anden Side. Lars Dintfass!

LARS.

Her er jeg, Herre.

VIELGESCHREY.

gaaende til den anden Side stirrende. Christoffer Federmesser!

CHRISTOFFER.

løbende til ham. Hvad har Herren at befale?

VIELGESCHREY.

Hvad vilt du? Du seer jo, at jeg har at bestille.

CHRISTOFFER.

Herren kaldte paa mig.

VIELGESCHREY.

Det var Løgn, bie kun til jeg kalder paa dig. Hvor er Jens Sandbiichs? Er han ikke tilstede?

CHRISTOFFER.

Jo han er, Herre.

VIELGESCHREY.

Jens Sandbiichs!

JENS.

løbende til ham. Her er jeg, Herre.

VIELGESCHREY.

gaaer stirrende til den anden Side. Jens Sandbiichs!

JENS.

løbende til ham. Hvad har Herren at befale?

VIELGESCHREY.

Har du reenskrevet Copien af forrige Uges Udgifter?

JENS.

Ja Herre! her er den.

VIELGESCHREY.

Er den confereret med Klakken?

JENS.

Ja Herre! jeg og Christen Griffel confererede i Maares ved Lys.

VIELGESCHREY.

I confererede vel saadan, som I confererede sidste gang. Jeg tør nu slet intet lade passere uden jeg har seel det igiennem selv. Hvad bestiller du Pernille?

PERNILLE.

Jeg sidder og skraber Penne til rette for Skriver-Karlene.

VIELGESCHREY.

Det holder jeg af. Jeg har meere Nytte af den Pige end af alle jer andre Døgenichter. Stat kun op lidt Pernille! jeg maa sidde og conferere. Jens Griffel! læs du, du læser tydeligst.

JENS.

Den 21. udgivet (1) 3 Rdlr. 2 Mark Arbeydsløn for 330 Herrens brune Klædning. (2) 4 Mark for et par Tøfler til Pernille.

PERNILLE.

Det er sandt, jeg har glemt at takke Herren derfor. Jeg takker gunstige Herre! jeg skal slide dem op paa Herrens Sundhed.

VIELGESCHREY.

Du kandst takke mig en anden gang, Pernille, ikke naar jeg sidder i Forretninger. Nu kunde vi allerede have avanceret et temmelig Stykke, hvis du ikke havde kommet med den Snak. Læs videre.

JENS GRIFFEL.

(3) For 4re Pund Kalve-Kiød 3 Mark (4) For 4 Potter Melk en Mark. (5) Drikke-Penge for det Fad forraadnede Pærer, som vi fik til Foræring, 1 Mark. Summa lateris 5 Rdlr. 5 Mark. (6) Et pund Caffe Bønner 1 Rdlr. Hent 2 Skilling i Theevand. 3 Skilling til en Qvint paa Jomfruens Luth.

VIELGESCHREY.

Holdt! læs op igien. Hvad fuldte efter de 2 Skilling i Theevand?

JENS GRIFFEL.

Derpaa følger 3 Skilling til en Qvint.

VIELGESCHREY.

Gid I faae en U-lykke for jer Copiering og Conferering! Paa de 2 Skilling i Theevand følger 1 Skilling givet i Almisse til en Staader.

PERNILLE.

Det var uforskammet at glemme saadant. Nu blir jo den heele Regning gal.

VIELGESCHREY.

Maa du ikke vel sige det, Pernille? Er jeg ikke et Ulyksaligt Menneske, der har slige Tienere? I steden for at lette mig i mine Forretninger, flyer de mig fleere paa Halsen. Skriver nu om igien I Skabehalse hver sin Copie, saa veed jeg endelig den maa blive rigtig.

PERNILLE.

Vil ikke Herren drikke Thee?

VIELGESCHREY.

Faaer jeg stunder til at æde eller drikke? Nu har jeg to Breve at skrive. At skrive et Brev holdes kun for en Bagatelle, men af dem der ikke har forsøgt hvad det er; thi her skal paa eengang tænkes paa Postpapiir, Pen, Blek, Lys, Zignet, saa at en kand blive gal i Hovedet, naar man tænker derpaa.

PERNILLE.

Herren glemte endnu at regne Lak med.

331
VIELGESCHREY.

Det er sandt Pernille, det er u-endeligt. Nu, skriver I Karle der henne?

KARLENE.

Ja.

VIELGESCHREY.

Hvor ere alle mine Skriver-Sager, Pernille?

PERNILLE.

flyver omkring. Her er Postpapiir, her er Lak, her er Signet.

VIELGESCHREY.

Denne Piige kunde jeg ikke undvære; thi hun har Memoriam localem.

Sætter sig ned at skrive, men reiser sig strax. Pernille!

PERNILLE.

Herre!

VIELGESCHREY.

Har Hønsene faaet Mad?

PERNILLE.

Ney! Herren plejer selv at give dem.

VIELGESCHREY.

Hvor er de Oste-Skaarper, jeg skar i gaar?

PERNILLE.

De ligger hen i Skuffen.

VIELGESCHREY.

kaster ud igiennem Vinduet. Tipe, Tipe, Tipe.

SCEN. 5

Leander. Personerne af forrige Scene.

PERNILLE.

Nu kommer han ræt til pas, førend Herren kommer i med at skrive. See, gak nu imod ham.

LEANDER.

Jeg beder ydmygst om Forladelse min Herre.

Jeg har noget at tale med ham, som er mig saavelsom ham selv magt paaliggende.

VIELGESCHREY.

Hvad er det? Han er saa god at sige sin Meening kort, thi Tiden er knap for mig.

LEANDER.

Jeg er Jeronimus Christophersens Søn.

VIELGESCHREY.

Jeg kiender Monsieur Jeronimus. I har en brav Mand til Far.

LEANDER.

Jeg er kommen her efter min kiære Fars Raad og Villie, at ...

VIELGESCHREY.

til Skriverne. Skriver I der henne,

Karle?

332
TUTTI.

Ja vi giør.

VIELGESCHREY.

Lad engang see, hvor vit I er kommen. Om Forladelse, Monsieur, et Øyeblik. Gaaer hen til det lange Bord.

SCEN. 6

Vielgeschrey. En Barbeer. En Skrædder. En Bonde. Leander. Pernille. Skriverne.

BARBEEREN.

kommer først ind. Ich bin schon zwei mahl hier heute gewesen umb den Herren zu barbieren, aber der Herr war noch nicht aufgestanden.

VIELGESCHREY.

Ja Mester, I maa expedere mig saa hastig som mueligt er; thi jeg har Hænderne fulde af Forrætninger.

Han sætter sig ned at lade sig barbeere. Medens

BARBEEREN.
sæber ham, fører han saadan Snak.

Es ist ein grausames Wetter heute.

VIELGESCHREY.

Det merker jeg.

BARBEEREN.

Ich weiss nicht, wie es mit der Welt beschaffen ist, jo mehr man lebt jo ärger gehts, man horet und siehet nichts als Böses. Der Herr hat vielleicht gehöret, was in diesen Tagen passiret ist?

VIELGESCHREY.

Ney, jeg har intet Nyt hørt; Jeg har ikke heller stunder at spørge om Nyt, thi jeg har nok i mine egne Sager, og faaer ikke et Øyeblik Tid til at tale med en ærlig Mand.

BARBEEREN.

So will ich es denn Ihro Gnaden erzehlen.

Eine Matrosen-Frau in den Neuen-Buden hat auf einmahl 32 Kinder zur Welt gebracht, und war doch nicht dicker als eine ordinaire schwangere Frau. Wie kann Ihro Gnaden das begreiffen?

VIELGESCHREY.

Jeg har ikke fornøden at bryde mit Hoved med at begribe det; thi jeg maa først vide, om det er sandt.

BARBEEREN.

Das ist so wahr als ich hier stehe, denn ich kann die Historie mit Umbständen erzehlen, denn 333 die Kinder wurden alle getaufft, aber sturben gleich darauf.

EN BONDE
kommer ind.

God Morgen, Hosbond. Jeg har Penge at yde for 2 pund Byg og et Boel-Sviin.

VIELGESCHREY.

gaaer fra Barbeeren gandske oversæ- bet. Du staaer jo for 3 Pund Byg.

BONDEN.

Ja ieg veed det nok, go Hosbond; men Hosbonden maa give mig efter det eene pund Byg i Aar, thi Tiderne ere saa slet for os, som de aldrig har været.

VIELGESCHREY.

Det er en gammel Snak den. I klager altid.

BONDEN.

Ja Hosbond, hvem der har høye Marker som vi, den har ikke faaet meget i Aar. Kornet syntes vel at være noget, da det stod paa Ageren; Drollen splide mig ad, Hosbond, fik vi ikke mindre Korn i Aar end i Fior.

Og det er knapt, at man vil give os en Rdlr. for Tønden paa Torvet. Veed Hosbond ikke, hvad Capitels Kiøb blir i Aar?

VIELGESCHREY.

Ney, jeg kand ikke viide. Men hør! du maa give mig Penge for 3 Pund.

BONDEN.

Ach, jeg vilde gierne, go Hosbond! jeg vilde gierne; men Hosbonden maa have Taalmodighed med mig i Aar, saa skal jeg siden stræbe som en ærlig Mand, baade at betale Skat og Landgilde.

VIELGESCHREY.

Du lover saa alle Aar, og det er dog lige nær.

BONDEN.

Ja Gud bedre, Hosbond! naar Skab kommer paa Qvæget og tar vore Heste bort, saa at vi maa leye for Penge vore Naboers Heste at pløye Jorden med. Bonden tar nogle Penge op af en Klud, som Vielgeschrey tæller.

EN SKRÆDDER.
kommer ind.

Herren har vist forlangct, at jeg skulde tage Maal til en Klædning.

VIELGESCHREY.

løber fra Pengene. Naar det kommer, saa kommer det altsammen paa eengang.

SKRÆDDEREN.

Det skal være giort i et Øyeblik, Herre. Han lader tage Maal af sig.

334
BONDEN.

Pengene var jo rigtig, Hosbond, for de 2 Pund Byg?

VIELGESCHREY.

løber til Bonden igien. Det er sandt, jeg talte ikke alle Pengene. Her kommer saa meget paa eengang, at man maa blive gal i Hovedet. Tæller Pengene igien.

BARBEREN.

Will der Herr, dass ich ein ander mahl wiederkommen soll?

VIELGESCHREY.

Jeg er jo alt raget, Mester!

Tar sig om Hagen og føler Sæben.

Hillemænt! Sæben tørres ind i Ansigtet. Hav Taalmodighed lidt, medens jeg rages.

Sætter sig ned og siger:

Ach, Gud bedre den, der har meere at forrette, end han kand overkomme! Skriver I der henne? De svarer Ja.

PERNILLE.

Ach, gunstige Herre! vil han ikke tale et Ord med denne fremmede Herre, der har biet saa længe?

VIELGESCHREY.

Hillemænt! det var sandt. Gaaer bort I andre og kommer igien om en Time. Om Forladelse, Monsieur, at jeg har ladet ham staae saa længe. Han seer selv, hvordan jeg er omspændt af Forretninger. Hvad er ellers hans Begiæring?

LEANDER.

Min Herre! Jeg er Jeronimus Christophersens Søn, som med min Fars Villie kommer hid at begiære hans kiære Datter, som jeg nogen Tid har baaret Kiærlighed til. Min Far skulde selv have haft den Ære at opvarte Hr. Vielgeschrey, og paa mine Vegne giort dette Forslag, men en liden Upasselighed hindrer ham at komme ud i disse Dage.

VIELGESCHREY.

Monsieur! jeg takker ham for hans gode Tilbud. Men maatte jeg tage mig Frihed og spørge, hvortil han har appliceret sig?

LEANDER.

Min Far har intet sparet paa min Optugtelse, han har ladet mig reise Udenlands, ladet mig lære alle galante Exercitier og adskillige Sprog foruden Latin.

VIELGESCHREY.

Det er got nok, Monsieur, men jeg er 335 meget for en Sviger-Søn, der er arbeidsom, der føer en god Pen, og kand gaae mig noget til Haande i mine Forretninger.

LEANDER.

Hvad det angaaer, saa kand jeg viise min Herre Prøver paa min Færdighed af adskillige Breve, som jeg har i min Lomme og vil tage mig den Frihed at viise Herren.

336
VIELGESCHREY.

Skriver I noget der henne?

TUTTI.

Ja.

VIELGESCHREY.

Lad see, hvorlangt I er kommen. Gaaer hen, og kommet til Leander igien.

LEANDER.

See her, min Herre! her er adskillige Breve saa vel paa Fransk som paa Latin.

VIELGESCHREY.

Ney, Monsieur, det er ikke saa jeg meener; forstaaer han sit Bogholderie?

LEANDER.

Ney min Herre! hvor til skulde det nytte mig?

VIELGESCHREY.

Det kunde nytte mig; thi det andet slags Skrift er jeg ikke tient med. Jeg vil, at min Datter skal have en god Bogholdere, og eftersom Monsieur ikke forstaaer Bogholderie, saa maa han ikke tage ilde op, at jeg afslaaer hans Begiæring.

LEANDER.

Jeg vil gierne legge mig efter Bogholderiet for hans Jomfru Dotters skyld, som jeg saa inderlig elsker.

VIELGESCHREY.

Ej, Monsieur! tal ikke derom. Den Profession skal man have lært fra Barndommen op. Og til med saa har jeg halvdeeles lovet min Dotter bort til Bogholder Erik Madsens ældste Søn Peder, som skal være en dygtig Karl og træde i sin Fars Fodspor.

LEANDER.

Jeg er forsikret paa, at Jomfruen aldrig beqvemmer sig til at tage saadan Pedant, og jeg undrer mig over, at min Herre vil give sin Dotter til saadan en.

VIELGESCHREY.

Jeg tænkte det nok. I gode Cavaliers kalde alle dygtige og lærde Folk Pedanter. Det er en Person, som kand lette mig meget i mine store Forretninger, som voxe mig over Hovedet.

LEANDER.

Jeg veed ikke, hvad Forretninger en Mand kand have, der sidder i ingen Bestilling.

VIELGESCHREY.

Jeg har saa mange Forretninger, at jeg faaer ikke Stunder til at æde og drikke. Pernille! han siger, at jeg ingen Forretninger har. Det kand du vidne med mig.

PERNILLE.

Herren har 10 Mænds Arbeide. Det er hans 337 U-venner, som siger ham paa, at han har ingen Forretninger. Herren holder jo foruden mig 4 Skriverkarle, hvilket alleene er Beviis nok, at han har Forretninger.

VIELGESCHREY.

Og jeg kommer endnu til at tage et Par an. Skriver I noget der henne, Karle?

TUTTI.

Ja, vi skriver af all Magt.

LEANDER.

Min Herre! jeg kand forsikre ham paa, at hans Dotter aldrig skal faae den Pedant.

VIELGESCHREY.

Hvem Pokker vil hindre mig derudi?

LEANDER.

Det skal jeg, det skal jer Dotter selv.

VIELGESCHREY.

Det er artig!

LEANDER.

Jeg kand forsikre min Herre paa, at der intet skal blive af.

VIELGESCHREY.

Og jeg kand forsikre jer paa, at hun skal blive gift med Peder Erichsen Bogholder, inden Soel gaaer ned. Adieu, Monsieur! jeg har ikke Stunder at tale med ham meere. Leander gaaer bort.

VIELGESCHREY.

Har du hørt Magen til den Karl, Pernille?

PERNILLE.

Det bekiender jeg, havde det ikke været af Respect for Herren, saa havde jeg givet ham een paa hans Mund.

VIELGESCHREY.

Den Karl vil foreskrive en brav Mand, hvem han skal gifte sin Dotter til, og foragte en Bogholder. Jeg har en hob at bestille, men jeg faaer da at tale med min Dotter lidt. Leonora, kom ind!

SCEN. 7

Leonora. Vielgeschrey. Pernille. Skriverne.

VIELGESCHREY.

Min Dotter! hvor vel mine Forretninger ere store, saa tænker jeg dog paa din Velfærd.

LEONORA.

Jeg takker min hierte Far.

VIELGESCHREY.

Jeg har i Sinde at gifte dig.

LEONORA.

Jeg takker.

VIELGESCHREY.

Og det med en brav forstandig Karl.

338
LEONORA.

Jeg er forsikret om, at min Far gir mig ikke bort uden til et skikkeligt Menneske.

VIELGESCHREY.

Og jeg vil, at du skal have Bryllup med ham inden Aften.

LEONORA.

Ligesom min kiære Far finder det for got.

VIELGESCHREY.

Jeg har ikke villet spørge dig til Raads, førend jeg lovede dig bort, saasom jeg er vis paa din Lydighed imod din Far.

LEONORA.

Ach, min hierte Far! jeg faaer just den Person, som jeg mest elsker.

VIELGESCHREY.

Det er den Person, som jeg nævnede for dig i gaar Aftes.

LEONORA.

Ney, Papa talede intet derom i Aftes.

VIELGESCHREY.

Saa har du glemt det mit Barn! Jeg har hundrede Ting udi Hovedet, og kand dog bedre komme en Ting ihu end nogen af jer andre. Personen er et fornuftig ung Menneske.

LEONORA.

Ja, det er min Troe vis.

VIELGESCHREY.

Og har en brav Mand til Far, i hvis Fodspor han vil træde.

LEONORA.

Det tviler jeg ikke paa.

VIELGESCHREY.

Og inden 4re Aar vil blive den dygtigste Bogholder udi Byen.

LEONORA.

Hvad, Leander Bogholder?

VIELGESCHREY.

Han heeder ikke Leander, han heeder Peder og er Erik Madsen Bogholders Søn.

LEONORA.

Ach Himmel, hvad hører jeg! Jeg tænkte, at det var Leander Hr. Jeronimi Søn.

VIELGESCHREY.

Ha! ha! ney mit Barn, det er ikke Parti for dig. Den Snushane var her nyelig, men fik strax Afslag.

LEONORA.

Ach jeg elendige Menneske! Vil I give mig bort til saadan en Pedant?

VIELGESCHREY.

Hør! Mine Forretninger tillader mig ikke at holde længere Snak med dig, gak strax ind, og lav dig paa at giftes med den unge Bogholder mden Aften.

339
LEONORA.

gaaer grædende.

VIELGESCHREY.

Pernille! følg du efter hende og forehold hende den Lydighed, hun er sin Far skyldig.

PERNILLE.

Herren maa ikke tvile derpaa. Jeg skal herudi være han ligesaa troe som i alt andet.

VIELGESCHREY.

Skriverkarle! kommer op paa Salen, der kand vi forrette vore Sager i Roelighed. De stikke alle Pennene under Ørene og gaaer.

SCEN. 8

Pernille. Leonora.

PERNILLE.

Den, som vil spille noget Puds, maa først søge at komme i dens Credit, som han vil optrække. Naar Herskabet i et Huus er Gudfrygtig, stille alle habile Tienere sig ogsaa Gudfrygtige an, og derved komme fort og giøre hvad de vilde. Naar store Herrer giøre sig en Glorie af at drikke hin anden i Seng, insinuere Tienere sig ved det samme. Naar store Herrers Genie er at stoye over slet intet, seer man ogsaa Tienere at puste og tørre Sveden af sig, skiønt de intet forrette. En habil Tiener, der vil giøre et Skielmstykke, maa først udstudere sit Herskabs Naturel, og iføre sig det samme. Dette har jeg taget i agt, og derfore stoyer meest i Huuset, og mindst forretter, hvorudover jeg meest er hørt af alle. Naar Herren klager over sit Arbeide, klager jeg med; naar han stoyer, stoyer jeg med; naar han tør Sveeden af sig, tørrer jeg med; naar han for sine Forretningers skyld finder det raadeligt at give sin Datter bort til en Bogholder, roeser jeg saadant Parti, skiønt jeg i mit Hierte er saa lidt derfor, at om I selv, Jomfru, blev saa gal at ville have saadan Mand, skulde ingen være meere jeres Fiende end jeg.

LEONORA.

Du har ikke behov at være bange derfor.

PERNILLE.

Lad saadan Slyngel gaae hen og gifte sig med et gammelt Blek-Horn. Er han skabt til at ligge i 340 saadan Jomfrues Arm, og er I skabt til at være Madame Bogholders?

LEONORA.

Ach, Pernille! jeg forlader mig aleene paa dig. Men hvori bestaaer det Anslag, hvorved du agter at giøre det til intet, og befodre min Kierlighed med Leander?

PERNILLE.

Ey Jomfru! jeg siger ikke mit Anslag, førend det heele Senat blir samlet.

LEONORA.

Jeg troer, at Leander og hans Tiener kommer hid paa Øjeblikket.

PERNILLE.

Gid de vilde komme; thi nu er den eeneste Tid vi faaer Leylighed at tale sammen i Dag. Jeg laver til Barsel med Tvillinger, og Leanders Favorit, Oldfux, skal være Jordernoer. Jeg har Bud efter dem. Men see! der kommer de.

SCEN. 9

Leander. Leonora. Pernille. Oldfux.

LEANDER.

Ach, allerkiæreste Jomfrue! jeg har aldrig havt saadan ond Time som denne, siden jeg fik saadan haanlig Afviisning af hendes Fader.

LEONORA.

Ach Leander! den har ey heller været mindre ond for mig.

PERNILLE.

Hør I got Folk! her er ingen Tid til at holde lang Fadder-Snak. Jeg har en hob Machiner i Hovedet, som skal sættes i Verk.

LEONORA.

Lad os nu høre dit Anslag.

PERNILLE.

Mit Anslag? meen I, Jomfrue, at eet Anslag vil forslaae? Der har mødt mig saa mange Vanskeligheder udi mit Foretagende, at jeg har været nogle gange færdig til at forlade det heele Verk.

LEANDER.

Ach, lad os da høre, hvad du har paafundet for at hielpe os.

PERNILLE.

Hør, Monsieur! kand I agere en Pedant udi Nødsfald? derudi bestaaer Hovedposten.

OLDFUX.

Hvad han ikke kand, det skal jeg nok lære ham.

341
PERNILLE.

Kiender du Erich Madsen Bogholders Søn?

OLDFUX.

Jeg har seet ham mange gange paa Gaden.

PERNILLE.

Hans Person maa Leander tage sig paa, og komme til Herren for at frie.

OLDFUX.

I dette første Anslag giør jeg to Anteigninger:

(1) har Hr. Vielgeschrey nyelig talt med Leander, og (2) kiender han Bogholderen, efterdi han har udvalt ham til Sviger-Søn.

PERNILLE.

Dine tvende Anteignelser sætter jeg en Stræg over igien. Hr. Vielgeschrey har aldrig talt med Leander uden eengang. Og lad være han havde talt 10 gange med ham, saa kiendte han ham dog ikke. En Mand, i hvis Hovet vrimler saa mange Forretninger som Myrer i en Tue, kiender ikke saa læt Folk igien. Det er knapt, at han kiender mig iblant; thi i gaar stod han længe og talte med mig, og kaldte mig Magdelone. Tilmed skal Leander føre sig saaledes op baade udi Klædedragt og Lader, at han skal kunde bedrage hvem det skulde være. (2) har jeg udspioneret, at Herren har aldrig talt med den unge Bogholder, men alleene med hans Far. Meener du, at jeg ikke overlegger mine Sager?

OLDFUX.

Ja saa tar jeg mine Ord tilbage. Jeg hører, at det kand lade sig giøre. Men naar da den rette Bogholder kommer, saa blir jo Bedrageriet aabenbaret.

PERNILLE.

Han maa vel komme, det skal dog ikke blive aabenbaret. Naar Leander har været her først, maa den anden gierne komme siden.

OLDFUX.

Ey! det gaaer aldrig an, uden man mager det saa, at den rette Bogholder ikke kommer ind.

PERNILLE.

Hvis det stod i min Magt, saa havde jeg ikke nær havt saa mange Omsvøb at speculere paa. Jeg kand ikke hindre ham at komme ind; thi jeg staaer ikke altid ved Porten, og Gaards-Karlen har Ordre at lukke ham ind. Men hør nu, hvad der maa giøres: Leander skal komme hid Klokken 2, som er en Time for den anden kommer, og saa faaer han Herren i Tale og Tilsagn paa hans Datter. Men førend Pedanten kommer, maa vi 342 indvikle Herren udi nogle uformodende Forretninger, saa at han ikke faaer stunder at tale med ham.

OLDFUX.

Meener du da, at han gaaer bort uden Beskeed?

PERNILLE.

Han skal gaae meget fornøyet bort.

OLDFUX.

Hvor Pokker kand det lade sig giøre?

PERNILLE.

Jeg er ikke kommen halv-veys endnu. Vi har her en giftesyg Huusholderske, hun heeder Magdelone, som Herren har tit lovet at forsørge; Hende bilder jeg ind, at Bogholderen frier til. Naar han nu kommer, medens Herren er i Forretninger op til Ørene, saa raader jeg ham at lade Jomfruen komme ned at entretenere Bogholderen, men i steden for Jomfruen bringer jeg ham Magdelone ned, som meener, at det er hendes Frier.

OLDFUX.

Hillemænt! det er alt for store Anslag for en Piige, som du est. Men eftersom Magdelone er noget til alders, kand han maaskee ikke fatte Kierlighed for hende.

PERNILLE.

Fatter han ikke Kierlighed til hende, saa er det disbedre. Men resolverer han sig til at tage hende, som jeg nok troer (thi slige Karle seer kun efter Penge og Velstand), saa kand Magdelone derover ogsaa blive gift, og Comoedien disartigere blive spillet; thi jeg kand ikke nægte, at jeg jo gierne vilde have Magdelone gift med denne Bogholder.

OLDFUX.

Ha ha ha! Men jeg seer saa mange Vanskeligheder ved alt dette, at jeg kand aldrig bilde mig ind, at det vil løbe vel af.

PERNILLE.

Naar jeg kun faaer Herren indviklet brav udi Forretninger, tviler jeg ikke om got Udfald.

OLDFUX.

Men at vikle ham ind i Forretninger kand just forderve Sagen; thi saa sætter han Bryllupet op, og faaer imidlertid Sandheden at viide.

PERNILLE.

Det skal jeg nok sætte en Pind for; thi jeg svær ham til, at Leander luurer paa at snappe Jomfruen bort (hvilket er sandt), og raader ham at iile med Bryllupet. 343 Og, som jeg blir Herrens Geheime Raad, saa bestemmer jeg Leander, som er forklæd, i en Hast, og den anden skal ikke komme, førend det er forsiide. Jeg skal nok drive dette igiennem uden Hexerie.

OLDFUX.

Jeg ønsker dig Lykke, Pernille!

PERNILLE.

Meener du, at du skal imidlertid være ørkesløs?

OLDFUX.

Jeg seer ikke, at jeg har noget at forrette udi alt dette, med mindre du ogsaa vil gifte mig med det samme, og paa eengang have den Ære at slutte en Triple-Alliance eller 3 Gifte-Tractater.

PERNILLE.

Ney, du skal faae nok at bestille. Du skal bringe Herren udi Forretninger og Uroelighed. Først skal du komme hid som et Bud fra Leander at lade Herren viide, at han har i Sinde at paaføre ham en Proces, efterdi han vil give til en anden hans Datter, som ved adskillige Breve har forpligtet sig til Leander. Naar han saa faaer det at høre, blir Hovedet kruset paa ham, og jeg raader ham da at skrive et fyndigt Brev til Leander, og at consulere en Advocat, om han strax skal fare fort med Bryllupet for at giøre slige Truseler til intet. All den Hielp jeg behøver af dig, er kun at sætte Herren udi fortrædelige Forretninger.

OLDFUX.

Men naar Advocaten kommer, saa siger han vel, at Herren skal give sig tilfreds, og at de Truseler har intet at betyde.

PERNILLE.

Derfor skal du ogsaa agere Advocat, og stille dig saa gal an, at han gaaer lige klog fra dig. Kand du ellers hitte paa noget andet at spilde Tiden for ham, saa er det disto bedre; thi Vrede og Forretninger ere Hiulene, som skal drive vor Machine.

OLDFUX.

Det er en forbandet Machine. Jeg kand blive Hovedsvimled alleene af det, jeg hører fortælle hvordan den er sammensat. Hvad Fanden er det ikke, disse Qvinder kand hitte paa!

PERNILLE.

Du skal være ved Haanden, og lave dig paa saadan Dragt, som er nødig at bruge, og jeg skal ved 344 en liden Pige, som jeg har, lade jer begge vide, naar Tid er at spille en Rulle. 3 Personer skal du agere, først Budet fra Leander, siden Advocat, og endelig en Barbeer, thi han maa have Skiægget af sig i Eftermiddag. Om en Time maa du være her med dine Præparatorier. Jeg skal indlade dig i et Cammer, og vare dig ad, naar du skal komme ind. Det er alt hvad du skal have i dit Hoved, det øvrige skal jeg sørge for.

LEANDER.

Men om nu denne Machine gaaer i stykker, hvad da?

LEONORA.

Om det ikke lykkes, saa forlader jeg jer dog ikke, Leander. Jeg omkom mig før selv, førend jeg tog den Pedant.

PERNILLE.

Jeg skulde før vride Hovedet om paa jer, Jomfru, førend I skulde blive Madame Peder Bogholders.

LEANDER.

Jeg takker dig for din Iver og Troeskab, Pernille!

345
OLDFUX.

Han takker hende for hun vil have den Godhed at vride Hovedet om paa hans Kiæreste!

LEANDER.

Ney, Oldfux! det er ikke saa at forstaae.

OLDFUX.

Dette Giftermaal med Magdelone, kunde man ikke lade det fare for at giøre Intriguen mindre vanskelig?

PERNILLE.

Men kunde du ikke holde din Mund og alleene tage vare paa det, som jeg har sagt dig? Jeg vil, at Magdelone skal blive gift med det samme for en vis Aarsags skyld. Naar man vil giøre noget, saa maa man giøre det saa, at det kand høres og spørges. Gaaer nu jer Vey. De gaaer.

PERNILLE.

Ney, bie lidt! Jeg vil see, hvordan Monsieur Leander bær sig ad at agere Pedant.

LEANDER.

Jeg veed min Troe ikke, førend Oldfux exercerer mig.

OLDFUX.

Maatte jeg kun gaae i jer Sted, skulde det ingen Fare have. Lad engang see, hvordan I vil bære jer ad, naar I skal spille saadan Person; bild jer ind, at jeg er Hr. Vielgeschrey, hvis Datter I skal begiære.

LEANDER.

Jeg kommer efter min Papas Ordre, til hvilken min Hr. Vielgeschrey har behaget at proponere . . .

OLDFUX.

A .... er I gal? Det er jo Kammer-Junker Snak og Complimenter. Er det at agere Skolemester? Giv nu agt engang paa mig. Jeg Peder Erich Madsens ældste Plante, Barnefod udi Aabenraae, kommer her i dag at angrasere min allerringeste Person i min gunstige Herres Huld og Bevaagenhed, og at begiære til Ægte denne hans prima kiære Datter, secunda ikke, som eders Gunst har lovet min kiære Fatter Erich Madsen Bogholder, siger Erich Madsen Bogholder, at accordere, give og overantvorde til min kiæreste Ægtefælle, og det strax efter Sigt. Jeg tilskriver saadant allene min gunstige Herres Godhed, ikke mine meriterende Fortienesters Valuta; thi jeg bekiender, at naar jeg ligner min Persons Ringhed med saadan Jomfru, paa hvilken eders 346 Gunstighed har behaget at give mig Transport, er jeg ikke værd at løse hendes Skoeremme, ja kand ey lignes anderledes valore intrinseco end en autorisered Seddel mod en Banco Daler. Ligerviis og ligesom en Skriver-Tavle udi Størrelse og Vigtighed overgaaer et Griffel, saaledes og ikke anderledes overgaaer Jomfruens Dyd, Stand og Vilkor mine Dyder, min Stand, og min Vilkor. Hun er Skriver-Tavlen, og jeg er hendes indtil Døden underdanige Griffel. Imidlertid medens I saa taler, skal I stedse svinge med den høyre Haand og brav svelge Ordene ned.

PERNILLE.

Det er got nok, Oldfux, men du maa dog ikke outrere din Tale saa meget.

OLDFUX.

Ja ja! vi kand altid slaae noget af. Kom, lad os nu gaae hiem.

SCEN. 10

Leonora. Pernille.

LEONORA.

Ach Pernille! jeg skielver og bæver, naar jeg tænker paa alt dette. Først er jeg bange, at Anslaget ikke skal lykkes, og for det andet frygter jeg for Folkes Eftertale, at jeg har fixeret min Far.

PERNILLE.

Ey Jomfru! er ikke Kierligheden sterkere end som saa, saa har jeg en skiøn Invention: I skal skille jer ved Leander, og blive Leonora Peder Erichsens.

LEONORA.

Ach ney, Pernille!

PERNILLE.

Ach jo, Jomfru! Vi har jo da ikke saa mange Hocuspocus fornøden.

LEONORA.

Ach Pernille, hør mig!

PERNILLE.

Jeg har eftertænkt det, Jomfrue! det er en stor Synd at narre sine Forældre, og det for en ringe Ting.

LEONORA.

En ringe Ting, siger du?

PERNILLE.

Ja vist mon det være en ringe Ting, naar I tar i Betænkning at spille et Puds for at nyde den.

LEONORA.

Jeg har aldrig taget det i Betænkning, men jeg siger kun, at ...

347
PERNILLE.

Adieu, Leonora Bogholders!

LEONORA.

Ach, jeg døer af Sorg.

PERNILLE.

Adieu, Madame Skrivertavle!

LEONORA.

Hvis du slaaer Haanden af mig, tar jeg Livet af mig selv.

PERNILLE.

Jeg har efter hendes Begiering først brudt mit Hovet, saa jeg nær er gal, og siden holder hun det for Synd at bruge List.

LEONORA.

Ney vist giør jeg ey! hielp mig allerkiæreste Pernille!

PERNILLE.

Mon jer Far er ikke bekiendt tilforn over den heele Bye for hans Stundesløshed?

LEONORA.

Jeg tar det aldeeles ikke i Betænkning.

PERNILLE.

Mon han ikke af saadan Historie kand blive klog igien?

LEONORA.

Ach, plag mig dog ikke meer!

PERNILLE.

Mon nogen staaer større Fare end jeg, naar det bliver aabenbaret?

LEONORA.

Vil du da ikke tilgive mig det, Pernille?

PERNILLE.

Kys mig paa Haand da, og beed mig om Forladelse!

LEONORA.

Ach gierne.

PERNILLE.

Saa! nu er jeg god igien. Men der kommer Magdelone. Comoedien maa begyndes paa hende. Leonora gaaer.

SCEN. 11

Pernille. Magdelone.

PERNILLE.

Nu Jomfrue! giv jer nu tilfreds. Nu er jer Forløsnings Tid kommen. I kommer, kand skee, i Brude Seng denne Aften.

MAGDELONE.

Ach! er det sandt Pernille?

PERNILLE.

Ja det er gandske sikkert.

MAGDELONE.

Med hvem Pernille?

PERNILLE.

Med en smuk velhavende ung Person.

MAGDELONE.

Ach! mit Hierte pikker i mig af Glæde.

348
PERNILLE.

Som forstaaer sit Bogholderie. Magdelone græder.

PERNILLE.

Der udi Brøken og Regnekonsten er den anden Alexander Magnus. Magdelone græder.

PERNILLE.

Der forstaaer sit Een maal Een som sit Fader-Vor.

MAGDELONE.

Ach min deilige Pernille! du glæder mit Hierte.

PERNILLE.

Der kand udregne baade med Griffel og Blianspen hvor mange Draaber der er i Pebling Søen. Magdelone græder igien.

PERNILLE.

Men Herren har betinget sig af ham, at han skal gaae ham til Haande iblant i hans Forretninger.

MAGDELONE.

Han maa gierne bruge ham om Dagen, naar jeg kun ellers maa beholde ham . . .

PERNILLE.

Det forstaaer sig. Gid Pokker have en Mand paa andre Vilkor!

MAGDELONE.

Men seer han vel ud?

PERNILLE.

Han seer saa vel ud, at jeg blev gandske slagen, da jeg saae ham; thi han har et Ansigt og en Mine ligesom en, der har faaet Laudabilem til Attestatz, og gaaer paa Gaden saa modest og sædelig, som han skulde følge Liig.

MAGDELONE.

Men har han ogsaa noget til beste?

PERNILLE.

Det faaer I nok at viide, naar I blir gift med ham; ellers om han aldrig havde Midler, saa kunde han dog ved sin Pen og sin Griffel rigelig forsørge hende.

MAGDELONE.

Men jeg er saa bange, Pernille, at Herren glemmer det igien.

PERNILLE.

Ey, det er alt en sluttet Sag. Der fattes kun, at I skal tale med ham og give ham ogsaa Ja. Og staaer han jer ikke an, saa vil jeg nok have ham.

MAGDELONE.

Du skal have en god Dag. Herren har jo friet for mig.

PERNILLE.

Men om saa var, ikke han var fornøyet med 349 hende, og syntes at hun var noget ved Alder, vilde hun da fortryde paa, om jeg tog ham?

MAGDELONE.

Hvor gammel meener du vel at jeg er?

PERNILLE.

I er jo fyrretyve Aar gammel.

MAGDELONE.

Jeg har selv tilforn tænkt det samme, men nyelig seet efter og fundet, saa sandt som jeg er ærlig, at jeg er ikke meere end 30 Aar gammel; thi jeg har min Salig Faders Haand derfor, som ikke kand lyve.

PERNILLE.

Man kand let forreigne sig. Jeg holdes nu af alle for at være 24 Aar gammel, men jeg er vis paa, at naar jeg engang ogsaa skal giftes, og seer efter, saa finder jeg min Salig Faders Haand for at jeg ikkun er 16 Aar. Min ældste Søster Anne havde ogsaa giort en Misreigning, men tvertimod denne; hun fik en Frier, da man holdt for, at hun gik i sit Alders 14de Aar, man holdt det for tiligt at gifte hende i den Alder, men da man saae efter i Bogen, fandt man, at hun var 18 Aar gammel.

MAGDELONE.

Ja see engang, hvordan man kand forregne sig, Pernille! Men naar kommer han hid?

PERNILLE.

Han kommer Klokken 3 i Eftermiddag. Det er best, at Jomfruen gaaer hen og pynter sig. Hun kommer ellers ihu, hvad hun har lovet mig; thi jeg har formaaet Herren dertil.

MAGDELONE.

De 50 Rixdaler skal du være vis paa. Der har du min Haand. Hun giver Haand.

PERNILLE.

aparte. Nu er der allerede giort Begyndelse. Det er stor Almisse ellers at skaffe denne Pige en Mand. Jeg har aldrig kiendt noget saa Gifte-Syg. Dersom Alderen nu allene hindrede hende i at blive gift, gik hun gierne op paa Tinget, og svor sig Fanden i Vold paa, at hun var kun 30 Aar.

Høyt. Men lad os komme ind i jer Kammer lidt, Jomfrue!

350

ACTUS II

SCEN. 1

Vielgeschrey kommer ind i sine Klæer, men med Pennefiær bag Øret, og de 4re Skriverkarle følge ham efter, iligemaade med Pennefiære bag Ørene. Pernille har og Pen bag Øret.

VIELGESCHREY.

tørrende Sveden af sig. Pernille!

PERNILLE.

Herre!

VIELGESCHREY.

Jeg tænker paa den Straten Junker, som vilde sige, at jeg har intet at bestille.

PERNILLE.

Man kand blive gal over saadan Snak.

VIELGESCHREY.

Jeg har været henne til Erich Madsens, Pernille!

PERNILLE.

Har Herren alt været der? det er mig kiert. Lovede han da at skikke sin Søn hid Klokken 3 i Eftermiddag?

VIELGESCHREY.

Han kommer vist nok til den Tid.

PERNILLE.

Ach jeg længes saa efter at see ham.

VIELGESCHREY.

Klokken 3 kand du faae ham at see.

PERNILLE.

Jeg haaber, at han kommer nok før; thi det er forliebte Folkes Maneer.

VIELGESCHREY.

Det vil endelig ikke sige. Men ellers saae jeg ikke gierne at han kom for den Tid; thi der skal skrives 4 à 6 Bryllups-Breve, som skal skikkes nogle gode Venner med Posten.

PERNILLE.

Men kand de komme saa hastig til Bryllupet?

VIELGESCHREY.

Ney det er kun for Ceremonie. Jeg har og ikke stunder til at giøre Bryllup. Der blir intet videre giort end Contracten sluttet udi nogle gode Ven- 351 ners Nærværelse. Men det er mig kiert, at du siger, min Datter har faaet bedre Tanker.

PERNILLE.

Ey, det skal have gode veye. Derfor er det best at smeede medens Jernet er varmt og slutte Contracten i Aften.

VIELGESCHREY.

Denne Aften skal alting være klar giort, og saa skal denne Snuushane, som var her i Maares, faae en lang Næse. Pernille, sæt dig ned ved Skriver-Bordet, du kand nok skrive en Copie med.

PERNILLE.

Ja vist, Herre.

VIELGESCHREY.

Tar jere Saxe, Karle! De tar Saxerne efter Tempo.

VIELGESCHREY.

Ere I færdige dermed?

TUTTI.

Ja, det er beklippet.

VIELGESCHREY.

Pennene fra Øret! De tar Pennene fra Øret.

VIELGESCHREY.

Dypper jere Penner! De dypper paa eengang.

VIELGESCHREY.

kaster Parykken fra sig. Skriver! Saasom det har behaget Himmelen (Comma) . . . har I det?

352 De skriver og repeterer det samme.
VIELGESCHREY.

Ved en reen Kierlighed at sammenknytte tvende Parter (Comina) . . . har I det?

De repeterer igien. Nemlig min ældste Datter, Leonora, og Seignr. Peder Erichsen Bogholder (Comma) . .. har I det?

De repeterer igien. Saa er min Tienstlige Begiering ... Er nu ikke Hønsene kommen ind i Kiøkkenet igien? Det er mig en forbandet Pige den Kokke-Pige.

Gaaer ud, og kommer ind igien. Naar han er ude, stoje de og kaste Papiir Kugler paa hinanden.

VIELGESCHREY.

De Dievle har ingen Ting at tage vare end det samme, og dog kand ikke passe paa at lukke mig den Kiøkken-Dør igien. All Byrden i Huuset ligger paa mig. Hvor var det I slap? Læs op, Jens Griffel.

Han læser op fra Begyndelsen.
VIELGESCHREY.

Saa er min Tienestlige Begiæring, at han vilde med sin Nærværelse bivaane deres Ægteskabs Contract (Punctum) .. . har I det?

De repeterer igien. Samme Ægteskabs Contract er berammet at sluttes den 1. April Styli No vi . .. har I det?

De repeterer igien. Punctum . .. har I det?

De repeterer: Punctum.

VIELGESCHREY.

Anne!

ANNE.

kommer ind. Hvad vil Herren?

VIELGESCHREY.

Hør, Anne! den lille sorte Hønne maa ikke komme blant de andre. Alle de andre vil den Stakkel altid paa Hovedet. Hør du hvad jeg siger! thi jeg holder meest af den Hønne. Den har lagt mig siden Juul over 40 Æg. Christoffer Federmesser! du holder jo Bog over, hvad Høns, Giæs og Duerne yde. See efter i Hovedbogen, hvor mange Æg den lille sorte Hønne har lagt udi dette Aar.

353
CHRISTOFFER.

Ja, det er, som Herren siger, 40 Æg.

Hvad andet hun har ydet, er ikke anført.

VIELGESCHREY.

Det er min Troe den beste Høne, jeg har. Derfor maa du have synderlig Øye med hende, Anne.

ANNE.

Det skal skee, Herre!

Gaaer ud.
VIELGESCHREY.

Hvor vit er I kommen, Karle? Jens Sandbiichs, læs du op.

Jens læser fra Begyndelsen.
VIELGESCHREY.

(Parenthesis) thi der maa iiles dermed for visse Aarsagers skyld (Claudatur) .. . har I det? De repeterer igien. Jeg lever i den Forsikring, at ... kommer der ikke nogen?

PERNILLE.

Jo, det er vist Frieren. Tænkte jeg ikke vel, at han kom for Tiden!

SCEN. 2

Leander og Oldfux klædde som Pedanter. De andre.

LEANDER.

efter lang Compliment. Gunstige Hr. Patron, Moecenas og Velynder! Saasom og ligerviis som Paafuglen, naar den seer paa sine Fiedre, skiemmer den sig ...

Oldfux støder ham i Ryggen og visker til ham.
LEANDER.

Jeg vilde sige, naar den seer paa sine Been, skiemmer den sig, og naar den derimod seer paa sine Fiere, bryster den sig; ikke anderledes, naar jeg Peder Erichsen uværdig Bogholder .. . Skriverne begynder at fnise.

VIELGESCHREY.

Hvad fniser I Slyngele ad? Confererer I kun imidlertid, om I alle har skrevet lige, medens jeg taler med denne Person.

LEANDER.

Ikke anderledes, naar jeg betragter og overvejer min Stand og Meriter og Vilkor, skiemmer jeg mig med Paafuglen. Naar jeg derimod betragter og overvejer 354 min forestaaende Fortun og Lykke, bryster jeg mig med Paafuglen. Jeg tilskriver allene min gunstige Herres Godhed, ikke mine meriterende Fortienesters valuta, at min Herre gir min ringe Person Assignation paa saadan dyderig og fornemme Jomfrue, hvis Skoeremme jeg er ikke værd at opløse, thi ligesom en Obligation valore intrinseco er at ligne mod en Banco Daler, ikke anderledes ...

VIELGESCHREY.

Nok nok, Monsieur! han maa ikke sætte saa ringe Priis paa sig selv. Han kand see af dette Vall jeg har giort, hvilke Tanker jeg har om hans Person. Jeg kunde have sat min Datter udi høyere Stand, men som jeg allene seer efter Dyd og Vindskibelighed, saa har jeg foretrækket ham adskillige anseelige Beilere.

LEANDER.

Jeg takker allerærbødigst.

VIELGESCHREY.

Et lidet Øyeblik Taalmodighed! Jeg skriver nogle gode Venner til paa Landet, og lar dem efter min Skyldighed vide, at min Datter skal slutte Ægteskabs-Contract med Monsr. i Aften. Der er kun en Linie eller noget meere tilbage.

LEANDER.

Efter Behag, Gunstige Herre!

VIELGESCHREY.

til Skriverne. Hvor var det I slap, Karle? Læs op det sidste, Lars Dintfasz.

LARS.

Det sidste var Claudatur.

VIELGESCHREY.

Hvad Pokker lærer jeg deraf?

LARS.

Jeg tog feil, Herre! det sidste er: Jeg lever i den Forsikring, at ...

VIELGESCHREY.

Han har den Godhed at lade sig indfinde til den Tid (Comma) . .. har I det? De repeterer igien. Jeg forbliver stedse Votre tres humble og tres obeissant Serviteur.

PERNILLE.

Det sidste Latin, Herre, kand jeg ikke skrive.

VIELGESCHREY.

See da efter, hvorledes de andre bogstaverer først.

Vielgeschrey tagende Oldfux for sin Svigersøn. Nu maa I herefter kalde mig Svigerfar, og jeg vil kalde 355 jer min Søn; thi det er alt en sluttet Sag imellem os, der rester kun, at I taler med min Datter selv.

OLDFUX.

Gunstefulde Herre, det er ikke ...

VIELGESCHREY.

Jeg vil ikke høre denne Tale meere, I skal kalde mig Svigerfar.

OLDFUX.

Ney, Eders Gunst behager at høre ...

VIELGESCHREY.

Ej, lad kun fare de Complimenter og kald mig Svigerfar.

OLDFUX.

Ney, Herren tar feil, det er ikke mig, som skal have hans Dotter, mit Navn er Jonas.

VIELGESCHREY.

Om Forladelse! jeg har saa meget i mit Hovet.

OLDFUX.

Jeg er Jonas Andersen, den rette Persons Søskende Barn u-værdig paa Faderens Side. Jeg er kun en Madik at ligne mod ham i Bogholderie og Regning. Jeg har ham at takke og kysser Støven under hans Fødder for det, jeg forstaaer udi Bogholderiet. Jeg skulde ikke rose ham, fordi han er mit Søskende Barn paa min Faders Side; men jeg kand sige dette, at han har faa sin Lige udi alle slags Regninger og ligesom der er en Regul, kaldet Regula Detri, saa har han giort en nye, kaldet Regula Petri.

VIELGESCHREY.

Det er mig kiært, at I er hans Fætter. Hvis min yngste Dotter var mandvoxen, saa kunde der maaskee blive noget af imellem jer to ogsaa. Oldfux skraber.

VIELGESCHREY.

Pernille! lad Leonora komme hid. Nu kand han selv insinuere sig hos min Dotter. Det syntes hende underligt i førstningen, at jeg vilde give hende bort til en Bogholder; men nu hører jeg, at hun er kommen paa bedre Tanker. Om jeg havde 10 Døttre, skulde de alle gives til Bogholdere.

LEANDER.

Jeg takker paa Bogholderiets Vegne.

OLDFUX.

Jeg takker ogsaa paa Konstens Vegne.

356

SCEN. 3

Leonova. Personerne af forrige Scene.

VIELGESCHREY.

Nu min Dotter ... Gaaer I kun op paa Contoiret, Skriver-Karle, og confererer Brevene med hinanden og besegier dem; siden skal I faae at vide Opskrifterne.

De gaaer bort, seer paa Pennene og sætter dem bag Ørene.
VIELGESCHREY.

Det er mig kiært min Dotter, at du er kommen i bedre Tanker, at du har slaaet den anden Kiærlighed af dit Sind, og beqvemmer dig efter min Villie. Unge Jomfruer seer kun efter det Udvortes, og derfor løber til deres egen Fordervelse. Jeg har udvalt denne unge Person til Svigersøn, som ved sin Videnskab kand nære dig reputeerlig, omendskiønt han gandske ingen Midler havde.

LEONORA.

Min hierte Papa! jeg beder ydmygst, at han ikke vil tænke paa det forrige. Jeg har raisoneret siden ved mig selv, og eftertænkt, hvilken Synd det er at sætte sig mod sine Forældres Villie; Personen staaer mig an, jeg er fornøyet med det Val, min kiære Far har giort, saasom jeg er forsikret om, at han intet slutter, mig angaaende, uden det, som er til min Nytte og Velfærd.

VIELGESCHREY.

Jeg har haft dig alt for kiær, mit Barn, at jeg skulde gifte dig bort til een, som du ikke skulde blive lykkelig med. Saa gaaer nu hen og taler med hinanden.

LEANDER.

Allerkiæreste Jomfrue og tilkommende Brud! Naar jeg eftertænker mine egne Meriters Nieter og Nuller at være saa høyt anskrevne udi hendes kiære Faders Tankers Hoved-Bog, ere alle mine Sandse færdige til at giøre Fallit og spille banqerot. Et Null betyder intet, men naar en Streg kommer dertil, blir det strax til noget. Jeg er u-værdig kun en Streg, som intet betyder; men naar min Stregs Ringhed blir lagt til Jomfruens Null . . .

Oldfux støder ham i Ryggen. 357

Jeg fortalede mig, skiønne Jomfru! Jeg er kun et Null, som intet betyder, men Jomfruen Stregen, med hvilken naar mit Null blir foreenet, blir det strax til noget.

LEONORA.

Monsieur, han skatter sig selv for ringe.

LEANDER.

Jeg takker skyldigst.

OLDFUX.

Peder! her er den Ring, som Vatter flyede os at forære Jomfruen.

LEANDER.

Det er sandt Jonas. Min Fader lod formelde sin ydmygste Salutem, og bad, at Jomfruen vilde annamme denne Ring af mine Hænder til Elskovs Tegn.

LEONORA.

Jeg tager imod den og takker kiærligst.

LEANDER.

Det maa ikke regnes for nogen Morgengave, skiønne Jomfru! det er kun et lidet Kiærligheds Tegn, som man efter Sædvane først lader see, og haver samme Sædvane sin Oprindelse deraf, ligesom en Ring er rund og har hverken Begyndelse eller Ende, saa .. .

VIELGESCHREY.

Værer lidt stille, Børnlille! jeg tør give min Hals paa, at Maden kaagede over udi Kiøkkenet. Springer ud.

PERNILLE.

Ha ha ha! gid I faaer Pokker, hvor vel I spiller jere Ruller!

OLDFUX.

Men somme Tider er det dog kommen i Bag-Laas for Monsieur, som for Exempel, at Paafuglen bryster sig, naar han seer paa sine Been, og at Jomfruen er Nullet.

LEANDER.

Hvordan vil du, at jeg skal komme alt dette Pedanterie ihu?

LEONORA.

Ach! det gaaer vel nok. Nu er jeg forlovet med jer, kiære Leander, i min Fars Paasiun; men ach .. .

PERNILLE.

I kommer altid med jer men, Jomfru! lad kun mig sørge for det øvrige.

LEANDER.

Men naar nu den rette Bogholder kommer?

PERNILLE.

Men om nu Himmelen falder ned! Vil I kun lade mig raade! I har intet andet at bestille end at efterleve mine Ordre. Jeg er Chef, og I andre Subalterne, som ikke maa raisonnere. Men der kommer Herren tilbage.

358
VIELGESCHREY.

Det er Løgn, Anne! disputeer mig aldrig imod det, som jeg kand see bedre. De Tallerkener ere ikke skurede med Aske; de ere skurede med Sand, og det just fordi jeg saa ofte har forbudet det. Havde jeg kun stunder at examinere Fader og Skeer, er jeg vis paa, at de seer ikke bedre ud; men jeg er et Menneske, og derfor ikke kand giøre det, som overgaaer Menneskelige Kræfter. Jeg har ikke Øyen bag i Hovedet, jeg har ikke meere end to Hænder, og jeg kand ikke være 10 Steder paa eengang. Kunde jeg dog engang all min Livstid være saa lykkelig, at jeg kunde sige ved mig selv: gak nu til Sengs eller til Bords i god Roe, nu er i Dag intet meere at forrette! Men den Tid kommer aldrig; thi mine Forretninger ere ligesom en Sneebold, jo meere jeg driver den frem, jo større bliver den. Men hvad vil disse fremmede Folk her, Pernille? Vil I tale med mig, Messieurs?

LEANDER.

og OLDFUX. Ja.

PERNILLE.

Ej Herre, det er jo jer Svigersøn.

VIELGESCHREY.

Det er sandt. Om Forladelse! jeg glemmer mig selv undertiden formedelst Forretninger. Nu min kiære Svigersøn, er I nu fornøyet med mit Forslag, og finder I min Dotter af de Qvaliteter, at hun kand bøye jer til Kiærlighed?

LEANDER.

Ach jeg er saa forliebt, at jeg neppe kand staae paa mine Been.

VIELGESCHREY.

Det er got. I skal have Bryllup denne Aften.

De Forliebte giøre Complimenter.
VIELGESCHREY.

Pernille! naar holder du for, at man kunde beramme Tiden dertil?

PERNILLE.

Herren faaer vel ikke stunder, saa vit som jeg kand see, for Klokken 6 i Aften; thi disse 5 Breve skal legges sammen, besegies og paaskrives. Det er ogsaa aldrig saa, at der falder jo enten et eller andet ind, som man ikke tænker paa; Herren har jo altid den Lykke.

VIELGESCHREY.

Det maa du vel sige, Pernille! Ja, 359 kiære Svigersøn, han møder da med nogle af sine Paarørende her Klokken 6 i Aften. Jeg vil ellers ingen anden have hid end min Broder Leonard og Notarius. Men min kiære Svigersøn, jeg vilde gierne raadføre mig med ham udi en liden Regning, som falder mig for vanskelig.

PERNILLE.

Ej Herre! sæt saadant op til en anden gang. Nu har den gode Karl andet at tænke paa.

VIELGESCHREY.

Det er sandt nok. Men der er kun en liden Spørsmaal, som en Person, der er saa vel grundet i Regnekonsten som han, strax fornøyer mig i.

PERNILLE.

Jeg er aldrig Herren imod, men heri kand jeg ikke bifalde ham, at han vil plage een med Regninger, der kommer at frie til hans Dotter.

VIELGESCHREY.

Ej Snak, det er kun en Bagatelle for ham. Regningen er denne: En sælger 100 Tønder Rug med Strygmaal for 20 Rixdaler, hvor meget høyere kunde Summen stige, om de var i Topmaal?

PERNILLE.

Ach Herre! der har de andre Høns fat paa den lille sorte Hønne igien, og er færdig at dræbe den.

VIELGESCHREY.

Ej, er det ikke forskrækkeligt? Løber ud.

LEANDER.

Ach Pernille! vi er om en Hals.

OLDFUX.

Gid han faaer en Ulykke med hans Topmaal og Strygmaal!

LEANDER.

Jeg kand ikke tælle til 5, og skal nu giøre saadan Prøve i Regne-Konsten.

LEONORA.

Der seer du, Pernille, hvordan det vil gaae, og at de Anslag ...

PERNILLE.

Holdt Munden, og lad mig speculere i Roe. Løber fort paa Døren!

LEANDER.

Men kand derved ikke fattes Mistanke mod os?

PERNILLE.

Fort paa Dør! her er ikke andet Raad i en hast at gribe til.

LEANDER.

Men Pernille ...

PERNILLE.

Løber bort allesammen, og I Sladerhank med! De gaaer alle.

360

SCEN. 4

Vielgeschrey. Pernille.

VIELGESCHREY.

Hun vilde bilde mig ind, at ingen rørede den sorte Hønne.

PERNILLE.

Ach Herre! jeg saae jo med mine Øyne igiennem Vinduet, hvordan den blev hugget. Men den Pige er i det eene som i det andet; havde jeg ikke hindret hende forgangen, saa havde der skeet en stor Ulykke.

VIELGESCHREY.

Hvad var det?

PERNILLE.

Jeg vil min Troe ikke sige det til Herren, uden han lover mig at tie.

VIELGESCHREY.

Jeg skal ingen Allarm giøre derover. Siig mig det!

PERNILLE.

Forgangen Dag fandt jeg Herrens Catalogus over sine Lin-Klæder i Kiøkkenet; det havde den forbandet Pige faaet fat og vilde riste Lax paa.

VIELGESCHREY.

Ney, det kand jeg ikke tie med; thi det kunde have foraarsaget mig en stor Ulykke.

PERNILLE.

Dersom ikke Herren holder sit Løfte, saa troer jeg ham aldrig oftere.

VIELGESCHREY.

Ney Pernille! jeg maa have fat paa hende derfor. Det var et forbandet Stykke.

PERNILLE.

Ach Herre! jeg beder ydmygst; hun faldt paa sine Knæ, og bad mig med Graad om, at jeg ikke vilde røbe hende, men jeg vilde ikke love hende det, førend hun ved Eed havde forsikret mig om, aldrig at forgribe sig paa Herrens Skriver-Sager oftere.

VIELGESCHREY.

At røre ved mine Papiir er at røre ved mine Øyensteene.

PERNILLE.

Herren gir sig tilfreds! Hun vil af den Historie lære at blive meere varsom.

VIELGESCHREY.

Om man stiæler Penge fra mig, kand jeg skikke mig derudi, men at tage mine Papiir bort, det er at tage mig Siælen af Livet.

PERNILLE.

Jeg kand forsikre Herren, at det ringeste 361 ellers ikke er kommet bort eller kommet i Ulave; thi jeg saae strax nøye efter Alting.

VIELGESCHREY.

Jeg vil da tie denne gang for din skyld. Men jeg vil herefter, at intet Menneske maa komme i mit eget Contoir uden du. Men hvor blev min Svigersøn af?

PERNILLE.

Herren tog jo Afskeed med ham, og bad ham komme igien Klokken 5.

VIELGESCHREY.

Det er sandt Pernille! jeg glemmer det eene for det andet. Meener du, at jeg kand erindre, om jeg har spiset til Middag?

PERNILLE.

Ney, Herre! Maden staaer færdig paa Bordet.

VIELGESCHREY.

Saa maa jeg da ind at spise lidt i en hast.

Gaaei ind.

PERNILLE.

Saaledes kom vi ud af denne Fristelse.

SCEN. 5

Oldfux. Pernille.

OLDFUX.

som Laqvei. Hillemænd Pernille! hvilken Fristelse han bragte os i ved den Regning om det Strygmaal og det Topmaal!

PERNILLE.

Men jeg kom harn til at glemme baade Strygog Top-Maalet, og viklede ham ind i Discours om Huus-Sager.

OLDFUX.

Men hvad sagde han, da han fornam, at vi vare løbne?

PERNILLE.

Jeg bildte ham ind, at han selv havde taget Afskeed med jer. Jeg kand faae ham til at glemme alting, naar jeg kun kand bringe ham i Forretninger.

OLDFUX.

Jeg skal min Troe skaffe ham nok at bestille.

PERNILLE.

Det er ogsaa høylig fornødent; thi ellers er vi om en Hals. Inden en halv Time har vi Bogholderen her. Men der kommer Herren. Gak til side og kom strax ind med Brevet fra Leander.

362

SCEN. 6

Vielgeschrey. Pernille.

PERNILLE.

Har nu Herren alt spiset?

VIELGESCHREY.

Jeg faaer aldrig Tid til at spise mig mæt, Pernille! Spring op til Skriver-Karlene, og hør, om de har lagt Brevene sammen.

PERNILLE.

Her kommer en Laqvei og møder mig lige i Døren med et Brev til Herren.

Oldfux leverer et Brev, og gaaer igien.
VIELGESCHREY.

Pernille! naar nogen kommer og vil tale med mig, skal du sige, at du vil høre ad, om jeg er hiemme. Det giør jo alle Tienere i fornemme Huse.

PERNILLE.

Somme er saa u-forskammed, at de løbe lige ind. Men eftersom Herren vil saa have det, saa maa han ikke kige udaf Vinduet efter dem, som han plejer; thi forgangen fandt en Mand, som saae ham i Vinduet, mig paa Gaden, og sagde: Hils din Herre, og siig, at naar han gaaer ud, saa maa han tage sit Hoved med sig; thi det saae jeg i Vinduet. Somme kand have vigtige Ærender, Herre, og dog ikke kand sige Tienerne, hvad de vil.

VIELGESCHREY.

Det er endelig sandt, som du siger. Men jeg maa læse dette Brev. Læser. Hillemænd! hvad er dette for forbandet Tøv! Denne Leander, som var her i Maares, skriver mig til, at saasom han hører, at jeg har givet en anden min Dotter, som har forlovet sig tilforn med ham, hvilket han kand beviise af adskillige hendes Breve, hvorudi hun forpligter sig med Eed ingen at elske uden ham, saa maa jeg ikke fortryde paa, om han protesterer imod den sidste Forlovelse, og forfølger sin Sag ved Lands Lov og Ret.

PERNILLE.

Ej, hvad vil det sige? nu slaaer Jomfruen op med ham igien, foregivende, at saadan Forlovelse er grundet paa hendes Fars Samtykke, og saasom hun saadant Samtykke ikke har kundet erhverve, saa falder den Sag af sig selv. Ellers bekiender jeg, at det er fortrædeligt for Herren at indvikles udi Proces; thi omendskiønt 363 han vinder, saa vil dog en stor hob Tid spildes for ham derved.

VIELGESCHREY.

Jeg kand blive gal, naar jeg tænker derpaa. Hvad raader du mig at giøre herved?

PERNILLE.

Jeg raader Herren først at skrive ham selv til, foreholde ham hans ubillige Foretagende, og derved skrække ham af at begynde Proces, og siden at raadføre sig med en god Advocat.

VIELGESCHREY.

Lad Tieneren strax springe hen efter en Advocat.

PERNILLE.

Det skal skee; imidlertid maa Herren skrive Brevet færdig.

VIELGESCHREY.

Ach jeg ælendige Menneske! jeg drukner i Forretninger. Sætter sig at skrive.

PERNILLE.

sagte. Det gaaer vel nok. Men her vil endnu fleere Forretninger til; thi Fortrædeligheder og min Habilitet skal udvirke saa meget, at naar den rette Frier kommer, han da ikke skal have hverken Lyst eller Lejlighed at tale med ham. Frieren maa nu komme, naar han lyster; han skal udi Herrens Nærværelse blive forlovet med Huusholdersken Magdelone. Leander og Oldfux kand ikke begribe, hvorfor jeg har dette dobbelte Ægteskab for. Men de veed ikke, at hun har lovet mig 50 Rixdaler, om jeg kand bringe Herren til at skaffe hende en Mand, og det kand ikke skee uden ved saadan Lejlighed, thi han gir sig ellers aldrig Tid dertil.

VIELGESCHREY.

Der maa ingen komme ind uden Advocaten og Barberen; thi jeg maa endelig rages, eftersom her kommer Fremmede i Aften . . . uden at jeg vil sætte Bryllupet op.

PERNILLE.

Jeg vil ikke raade Herren at sætte Bryllupet op, eftersom den anden Straa-Junker bruger alle sine Konster at hindre det.

VIELGESCHREY.

Det er sandt du siger. Det maa gaae for sig udi Aften, hvor liden Tid jeg har. Men lad ingen komme her ind, at jeg kand skrive mit Brev i Roe.

364
PERNILLE.

Ney ingen uden Advocaten og Barberen og Frieren.

VIELGESCHREY.

Han kommer jo ikke førend i Aften?

PERNILLE.

Jo mig syntes, Herren bad ham komme hid igien i Eftermiddag.

VIELGESCHREY.

Det kand jeg ikke erindre. Det var galt giort af mig.

PERNILLE.

Det hindrer ikke Herren; han kand derfor tale med Jomfruen. Jeg skal nok undskylde Pierren.

VIELGESCHREY.

Saa maa jeg da skrive mit Brev.

PERNILLE.

sagte. Nu maa Monsieur Bogholder komme, naar han lyster, jeg har Spillet vundet. Men det banker, jeg troer nok, at det er ham.

SCEN. 7

Den rette Bogholder. Pernille. Vielgeschrey.

BOGHOLDEREN.

Jeg kommer her efter Aftale imellem min Far Erich Madsen Bogholder og Hr. Vielgeschrey, at frie til hende, skiønne Jomfrue.

PERNILLE.

Han tar feil, Hr. Bogholder! Jeg er Pigen, Jomfruen skal strax have den Ære at komme hid.

BOGHOLDEREN.

Det er mig en Ære og hende en Skam. Men kunde jeg ikke faae Herren i Tale først?

PERNILLE.

Ach ney, Herren sidder i fortrædelige Forretninger, som har hindret ham i Dag baade at æde og drikke; han har bedet mig giøre sin Undskyldning. Det er ellers en afgiort Sag paa Herrens Side. Det fattes kun, at han taler med Jomfruen selv. Vil han behage at bie et Øyeblik, nu skal hun strax komme. Ach den stakkels Herre! jeg er bange, at han engang styrter i sine Forretninger.

SCEN. 8

Magdelone galant pyntet. Pernille. Bogholderen. Vielgeschrey.

BOGHOLDEREN.

Jeg er kommen hid, skiønne Jomfrue, efter den Aftale, som er giort imellem Hr. Vielgeschrey 365 og min gode Far, at begiære hende udi all Tugt og Høviskhed til min ægte Hustru, og at spørge hende, om hun vil have mig til sin ægte Mand.

MAGDELONE.

neigende. Jeg siger tusinde Tak.

BOGHOLDEREN.

Jeg beder da ydmygst, hun ikke vil forsmaae denne Ring til Morgengave.

MAGDELONE.

Jeg siger tusinde Tak. Vil han ikke sidde ned? min Engel!

BOGHOLDEREN.

Ney tak, skiønne Jomfru! jeg vil heller staae.

MAGDELONE.

Ach, jeg beder, at han vil sætte sig, min Engel! De sætter sig.

VIELGESCHREY.

Hvem er som taler der? Pernille!

PERNILLE.

Det er Frieren, Herre, som taler med Jomfruen.

VIELGESCHREY.

Det er got mit Barn, holdt din Kiæreste med Snak til jeg har skrevet mit Brev.

BOGHOLDEREN.

Man maa sige hvad man sige vil om Ægteskab, saa er der dog en synderlig Himlens Direction derudi. Jeg har tit seet et Fruentimmer udi Søvne af samme Skikkelse og Væsen som Jomfruen, saa jeg derudaf kand merke, at det er noget, som for lang Tid er besluttet her oven fra.

PERNILLE.

sagte. Gid du faae Skam, saasom det ikke er andet end Pengene du meener at faae!

MAGDELONE.

Ach er det mueligt! det er min Troe gaaet mig ligeledes; thi engang da jeg stod og giorde min Bøn om et got Giftermaal, hvilket jeg uroest ofte har giort (thi man kand ikke læse for ofte), kom mig en Person for, som ligner min Engel paa et Haar.

BOGHOLDEREN.

Om Forladelse min Hierte Jomfrue! rnaa jeg tage paa hendes Bryst?

MAGDELONE.

Jeg siger tusind Tak.

VIELGESCHREY.

Pernille! hvem er som taler der henne?

PERNILLE.

Det er Frieren, Herre! som taler med Jomfruen.

366
VIELGESCHREY.

Got gotl taler I kun kierlig sammen, Børnlille, til jeg faaer mit Brev færdig.

BOGHOLDEREN.

Maatte jeg spørge min Hierte Jomfrue, hvad Alder hun har?

MAGDELONE.

Der er nogle onde Mennesker, som har udspredet, at jeg var 40 Aar gammel; men jeg har min Troe ikke meere end 30 Aar.

BOGHOLDEREN.

Saa er vi af een Alder.

MAGDELONE.

Det er jo skiønt. Liige Børn spiller best.

BOGHOLDEREN.

Man burte ikke gifte sig, førend man var 30 Aar.

MAGDELONE.

Det er min Troe sandt; thi naar Børn gifter sig med hinanden, blir kun Huusholdningen slet.

VIELGESCHREY.

Hvem er som taler der henne?Pernille!

PERNILLE.

Det er Frieren med sin Kjæreste.

VIELGESCHREY.

Nu skal jeg strax være hos jer, Børnlille! Jeg har kun nogle faa Linier tilbage.

PERNILLE.

sagte. Hillemænt! saa maa jeg hitte paa noget Nyt igien. Høyt. Monsieur! vil han ikke behage at træde ind udi Jomfruens Senge-Kammer, saa kand de tale sammen meere frit og ikke være Herren til hinder.

BOGHOLDEREN.

Det er sandt. Det kand vi giøre. De gaaer ind.

PERNILLE.

Hillemænt! jeg seer, at han alt har udskrevet. Nu maa jeg hoste efter Oldfux, som er Signalen. Hun hoster.

SCEN. 9

Oldfux som Advocat. Vielgeschrey. Pernille.

OLDFUX.

Jeg hører, min Herre, at han forlanger en Advocat.

VIELGESCHREY.

Ja! Er det han, som jeg har skikket min Tienere til?

OLDFUX.

Ney min Herre! den Mand er aldrig udi Stand om Eftermiddagen at tale med Folk.

VIELGESCHREY.

Drikker han da?

OLDFUX.

Ja Herre! men ikke mine Ord igien.

367
VIELGESCHREY.

Hvorfore lod du da Tieneren gaae hen til saadan Mand? Pernille!

PERNILLE.

Jeg vidste ikke, at han drak, Herre. Men det er vel, at denne Mand er kommen i hans Sted.

OLDFUX.

Jeg har min Gang der udi Huuset, og som jeg hørte, at min Herre havde en Procurater nødig, tog jeg mig den Frihed at komme hid.

VIELGESCHREY.

Han skal have Tak.

OLDFUX.

Er der noget til Tieneste?

VIELGESCHREY.

Jo, jeg har noget at consulere ham udi.

ADVOCAT.

Det Ord, min Herre, at consulere har en dobbelt Betydning. Det betyder baade at give en et got Raad, paa Latin consulere alicui, saa og bede en om et got Raad, paa Latin consulere aliqvem.

VIELGESCHREY.

Ey, jeg troer, at I lærde Folk har Skruer løse i Hovedet. Jeg har ikke skikket Bud efter ham for at spørge ham til Raads udi Orthographien, men . . .

ADVOCAT.

Min Herre, vores Tale kommer ikke Orthographien ved, han confunderer Orthographien med Syntaxi. Orthographia est Ars vocabula recte scribendi, det er en Konst eller Videnskab at skrive Ordene ræt, hvilket er noget, som jeg ikke har rørt om, men jeg har allene corrigeret min Herres Tale-Maader; non orthographiam sed phrases corrigo.

VIELGESCHREY.

Om Forladelse! Jeg har ikke haft Bud efter ham; han kand gaae igien, naar han behager, thi jeg har andet at bestille end at drive Dagen bort med Snak.

ADVOCAT.

Doctere og Advocater ere gierne til Tieneste, men deres lovlige Fundatzer sige ogsaa, at de maa lade sig betale for hver Skrid at giøre.

VIELGESCHREY.

Skal jeg betale jer for at spilde den ædle og kostbare Tid bort med Snak?

ADVOCAT.

Hvad er hans Begiering da min Herre?

VIELGESCHREY.

Jeg vilde spørge ham til Raads udi nogle Artikler.

ADVOCAT.

Min Herre! det Ord Artikel er os Jurister 368 gandske ubekiendt og bruges allene in Foro Theologico. Den Rommersk Ræt veed i det ringeste intet deraf. Den deeles allene in libros, capita et paragraphos. Vil min Herre kun læse igiennem codicem, pandectas, institutiones, novellas, og see til, om han nogensteds finder det Ord Artikel! Jeg vilde heller miste min Bestilling end bruge det Ord Artikel. Men hvorom spør han mig til Raads?

VIELGESCHREY.

Det er en Person, som har hemmeligt forlovet sig med min Datter, og som har faaet adskillige Breve fra hende, hvorudi hun forsikrer ham om sin Kierlighed. Alt dette er skeet mig uvidende. Jeg frier for min Datter til en anden brav Mands Søn. Hun blir allarmeret derover i Begyndelsen, men endelig beqvemmer sig til den, som jeg udvælger til Sviger-Søn. Den anden faaer et Nys derom og truer mig med Retten, beraabende sig paa hendes Breve. De Truseler vil vel ikke meget betyde, Hr. Advocat; Men jeg har dog for at skrække ham fra Proces opsat et Brev til ham.

OLDFUX.

Hvad vil det Ord opsat sige? At opsætte kand betyde at forhale, det kand ogsaa betyde at sætte i Pennen.

VIELGESCHREY.

Jeg troer, Lucifer er her skinbarligen kommen i en Advocat Lignelse.

OLDFUX.

Min Herre! han maa da tale tydelig. Vil han dermed sige: sat i Pennen?

VIELGESCHREY.

Ja ja! jeg har skrevet et Brev færdigt.

OLDFUX.

Det Brev skal skrives med Forstand, om han ellers skal afskrækkes fra Proces. Lad mig see det Brev. Han læser.

VIELGESCHREY.

Er det ikke kraftig nok?

OLDFUX.

Ej ej Herre! der vil andre Argumenter til. Jeg maa dictere ham et Brev, som skal have bedre klem.

VIELGESCHREY.

Ja vil han da dictere mig!

OLDFUX.

Om han kand komme til rette med den Spanske Maade, vi Advocater har antaget at dictere med, som er meget kort og compendieux.

369
VIELGESCHREY.

Jo kortere, jo bedre; thi Tiden er kostbar for mig, som har saa meget at bestille.

ADVOCAT.

Det er mig kiert, at min Herre forstaaer det.

Advocaten slaaer Herren paa Skuldrene og siger: Har I det?

VIELGESCHREY.

I har jo intet sagt mig endnu.

370
OLDFUX.

Ej min Herre! naar jeg slaaer ham paa Skuldrene, saa betyder det, at han skal skrive Personens Titul. Ingen Invention kand være bedre og kortere.

VIELGESCHREY.

Herre Gud, hvilke nye Moder! det er got nok, naar man veed det. Jeg vil sætte reen aaben til Titulen.

OLDFUX.

Got, vil han nu behage at skrive! Saasom Seignr. Leander ... Har han det?

VIELGESCHREY.

Ja.

ADVOCATEN.

fløyter. Har I det ogsaa?

VIELGESCHREY.

Hvad meere?

OLDFUX.

Ey min Herre! naar jeg fløyter, saa betyder det Comma.

VIELGESCHREY.

Ey hvilket forbandet Tøy! Nu har jeg Comma.

ADVOCAT.

Seignr. Jeronymi Søn her udi ... Tvi! Spytter. Har I det?

VIELGESCHREY.

Han boer ikke udi Tye, Monsieur! han boer her i Byen.

ADVOCAT.

Ey min Herre! naar jeg spytter og siger tvi, er det ligesaameget, som jeg nævner Stedens Navn, hvor Contraparten boer. Jeg seer, min Herre forstaaer ikke den nye Maade at dictere paa, men han kand lære det i et Øyeblik og siden stedse betiene sig deraf, naar han dicterer til sin Fuldmægtig, thi Inventionen er meget magelig for Folk, som har meget at bestille. Hvad har han nu?

VIELGESCHREY.

Jeronymi Søn her udi Byen.

ADVOCAT.

Got! Fløyter. Har I det?

VIELGESCHREY.

Ja, Comma.

ADVOCAT.

Forgangen Aar af mig ... Rykker ham udi Haaret. Har I det?

VIELGESCHREY.

Hvorfor rykker I mig i Haaret?

ADVOCAT.

Ey! det betyder Parenthesis.

VIELGESCHREY.

Ey, da skal du faae en Ulykke!

371 Gir ham et Ørefiigen.

See! det betyder Claudatur Parenthesis.

OLDFUX.

til Pernille, l skal være Vidne til, hvordan jeg er bleven tracteret. Til Vielgeschrey. Jeg skal lade jer stevne.

VIELGESCHREY.

Og jeg skal lade jer contra-stevne.

OLDFUX.

Jeg skal beviise, at det er en vedtagen Maade at dictere paa blant de store Advocater udenlands.

VIELGESCHREY.

Og jeg skal beviise, at I er en Skurk tilligemed alle de andre, der bruge den Maade.

ADVOCATEN.

tar Pernille i Øret. Antestaminor!

PERNILLE.

Au! au! au!

VIELGESCHREY.

Vil din Hund giøre Vold i mit Huus?

OLDFUX.

Er I en fornemme Mand, og veed ikke, hvad Antestaminor betyder, og at man efter den Romerske Ræt tar got Folk i Øret sigende: Antestaminor, naar man skyder dem til Vidne?

VIELGESCHREY.

Veedst du ikke, at man efter den Romerske Ræt driver slige Slyngle paa Dørren, der kommer i brave Folks Huuse og bruge den Spil? Oldfux drives paa Dør.

VIELGESCHREY.

Er jeg ikke det ulyksaligste Menneske paa Jorden? Ulykke og Fortræd regner strørnmeviis ned paa mig. Hvor meget jeg har svedet og trællet i Dag, saa er dog det ringeste intet forrettet. Der maa være mange slags onde Aander til, nogle for at hindre Mennesker udi Gudsfrygt, andre at hindre dem i deres Forretning. Saadan en Aand maa i Dag regiere i mit Huus, og har sat sig for, just nu, jeg har mest at bestille, at kaste mig mest Forhindrings Steene i vejen. Samme onde Aand har udvalt denne forbandede Advocat at komme hid. Denne Dag er liderlig staalen mig fra. Een kunde vel sige: I Morgen kommer og en Dag ligesaa lang; men nye Dag, nye Forretninger, ligesaa lang Dag, ligesaa store Forretninger! Hvor skal jeg hen? Jeg maa henge mig selv. Men jeg har min Troe ikke stunder 372 engang til at henge mig. Jeg maa tage mig en habile Fuldmægtig an, der kand copiere alt hvad jeg vil have.

PERNILLE.

Det har min Troe været ligesom forhexet denne Dag.

VIELGESCHREY.

Du skal ikke troe, Pernille, hvor kied jeg er af mit Liv.

PERNILLE.

Det er ingen Under; thi først har Herren to Mænds Arbeide, hvilket han dog kunde reede sig udaf, hvis disse forbandede Forhindringer ikke var, som kommer i Hobetal. Det maa aldrig være rigtigt i Dag. Jeg bilder mig ind, at en, som Herren har viset bort engang, har sat disse Folk ud for at hevne sig, thi ... Men see! Jeg er aldrig ærlig, har vi ikke en nye Diævel paa Halsen igien.

SCEN. 10

Oldfux kommer ind med sort Flors Halsklud, en gammel sort Peruqve med lang Pidsk i. De andre.

OLDFUX.

Um Verzeihung, gnädiger Herr, dass ich die Freyheit nehme einzugehen.

VIELGESCHREY.

Bryder I saa ind udi fornemme Folks Huus uden at melde jer an?

OLDFUX.

Ich darfte nicht anklopffen, ihr Hochwohlgebornheit, denn das wäre all zu driestig.

VIELGESCHREY.

Allzu driestig ... Hvad har I her at bestille?

OLDFUX.

Es ist mir gesaget worden, dass der Herr viel zu verrichten habe.

VIELGESCHREY.

Og just derfor kommer I for at spilde mig Tiiden!

OLDFUX.

Behiite Gott, wohlgebohrner Herr! Per contrarium, per contrarium, Ihr Hochwohlgebohrenheit!

VIELGESCHREY.

Slig Titel tilkommer mig ikke.

OLDFUX.

Sie sagen das nicht, Ihro Gnaden! sie sagen das nicht.

VIELGESCHREY.

Jeg troer, Lucifer har bragt mig den Knægt hid paa Halsen.

373
OLDFUX.

Der Herr ubereile sich nicht; bedencke doch dass ich ein studirter Mann bin, ein studirter Mann.

VIELGESCHREY.

Da har I ikke profiteret meget af jere Studeringer.

OLDFUX.

Bedencke doch, Ihro Wohlgebohrnheit, dasz ich iiber vier und zwantzig Sprachen verstehe.

VIELGESCHREY.

Her var ligesaadan Kompen forgangen, der sagde, at han forstod 20 Sprog, og dog vidste han slet intet.

OLDFUX.

Es ist aber so nicht mit mir; ich will mich selbst nicht riihmen, aber ich bin ein Capabler Mann und ein Patricius von Geburth . . .

PERNILLE.

Hvad vil det sige Patricius?

OLDFUX.

Han kysser Pernilles Forklæde. Unterthöniger Diener, Gnädige Fräulein!

PERNILLE.

Hillemænt, hvilke Titler!

OLDFUX.

Ich bitte unterthänigst uni Verzeihung, dass ich mein Compliment nicht zuvorn abgeleget habe.

PERNILLE.

Alt forladt.

OLDFUX.

Alle Menschen mussen mir zustehen dass ich ungemeine Studie habe. Ihro Gnaden können selbst begreiffen, das einer, der zu Wittenberg, Helmstad, Franckfurt, Prag, Leiptzig, Rostock, Königsberg, Niirnberg, Heidelberg, Cracau, Landau, Tiibingen, Uri, Schweitz, Unterwalden, Franckfurt am Main, Franckfurt an der Oder, Franckfurt an der Mose, Mccklenborg, Grubenhagen, Kiel, Zerpst etc. etc. etc. ausgenommen vielen Gymnasiis studiret hat . . . Ich sage, Ihro Gnaden können leicht begreiffen, dass einer, der so viele Universitäten freqventiret hat, ungemeine Studia haben miisse. Ist nicht wahr, Gnädige Fräulein?

VIELGESCHREY.

Jeg hører I har lært Pedanterie og at ...

OLDFUX.

Verzeihen sie mir, Hochwohlgebohrner Tugendsamer Herr Patron! Sie bedencken, dass ich iiber funfftzig Collegia tarn privata qvam privatissima gehalten habe, als Collegia practica, didactica, Tactica, Homiletica, 374 Exegetica, Ethica, Rhetorica, Oratorica, Metaphysica, Chiromantica, Necromantica, Logica, Talismannica,

Juridica, Parasitica, Politica, Astronomica, Geometrica,

Arithmetica . . .

VIELGESCHREY.

Holdt op, i Pokkers Skind!

OLDFUX.

Chronologica, Horoscopica, Metoscopica, Physica tam theoretica qvam practica . ..

VIELGESCHREY.

Giv mig hid min Stok, Pernille!

OLDFUX.

Ueber Institutiones, Codicem, Pandectas, Jus naturæ, jus civile, municipiale, feudale, jus Gentium, jus jusculum und dergleichen Wissenschafften . . .

VIELGESCHREY.

Min Stok, siger jeg!

OLDFUX.

Ihro Gnaden eyffre sich nicht! ich bin hier in guter Intention gekommen umb meinen geringen Dienst anzubieten, weil ich hore, dass der Herr viel zu verrichten habe. Wann ich erst in Affairen komme, werden sie sehen, was fur ein Kerl ich bin.

VIELGESCHREY.

Jeg kiender nok jer Landsmænd, saa snart I faaer en Finger i Sagerne, kand man aldrig faae jer der udaf igien.

OLDFUX.

Ich verlange fur meinen Dienst nichts anders als die blosse Kost, denn ich diene par honneur, par honneur.

VIELGESCHREY.

Hvori kand I da tiene mig?

OLDFUX.

Ich will mich obligiren in zehn Minuten einen gantzen Bogen Papiir zu schreiben.

VIELGESCHREY.

Det er meget. Der har I et ark Papiir til Forsøg.

Oldfux sætter sig ned og ladet som han skriver.

VIELGESCHREY.

Det skal længes mig at vide, hvordan dette vil løbe af. Jeg maa hen og see, hvordan han bær sig ad.

OLDFUX.

mødende Vielgeschrey. Sehen sie ein mahl,

Ihro Wohlgebornheit! Ich habe es ehr vollfertiget als versprochen war.

VIELGESCHREY.

Ach Himmel! hvad seer jeg? Han 375 har intet giort uden beklakket Papiiret. Hvor er min Stok?

Naar Vielgeschrey løber efter Stokken, kryber Oldfux under Bordet, og naar Vielgeschrey og Pernille løber til Kiøkken-Dørren, hæver Oldfux sig med Bordet til den anden Side, hvorpaa de begge løbe til ham, men han velter Bordet med Papiirene og løber bort.

VIELGESCHREY.

Ach Pernille! Denne Ulykke overgaaer alle. See engang, alle mine Papirer ligger i Uorden paa Gulvet! Nu kand man kiøbe mit Liv for 4re Skilling.

PERNILLE.

Ach Herre! lad ikke Modet falde; vi skal nok bringe dem i Orden igien. Men jeg skal have udspioneret, hvor dette henger sammen. Jeg vil døe paa, at nogen har sat dem ud.

VIELGESCHREY.

Ach! ach! jeg kand ikke meere.

PERNILLE.

Ach lille Herre! gaae op og kast jer paa Sengen lidt, jeg seer Herren er bleven altereret. Ach den stakkels Herre! Giør som jeg ydmygst beder! jeg skal inden en halv Time bringe alting i Orden igien.

VIELGESCHREY.

Jeg maa giøre det; thi jeg kand ikke staae paa mine Been. Gaaer bort.

PERNILLE.

Det gaaer fortreffeligt. Nu vil jeg ind i Magdelones Kammer til Bogholderen og stevne ham hid med sine Venner til Klokken 7, som er efter den Tid Leander kand have sluttet Ægteskabs Contract; thi jeg skal bringe Herren til at iile med Leander, just af Frygt for Leander. Og naar den rette Mand saa kommer, vil der blive en forbandet Historie. Men jeg retirerer mig af Huuset med Jomfruen. Det er dog en forbandet Karl den Oldfux. Han har spillet mange Pudser baade her og Udenlands. Den sidste Rulle var hans egen Invention. Derved vandt vi Spillet; thi nu staaer hans Hoved ikke til at tale med Bogholderen. Ingen er lettere at narre end stundesløse Folk, naar man skaffer dem Forretninger og Fortred.

376

ACTUS III

SCEN. 1

Vielgeschrey. Leonard.

VIELGESCHREY.

alleene. Jeg har haft mange fortrædelige Dage i Verden, men ingen som denne. Den halve Deel af saadanne Fortreeder var mægtig til at giøre det sterkeste Hoved forvirret. En kommer og vil true sig til at være min Svigersøn. En anden rykker mig i Haaret og siger, det betyder Parenthesis. Den tredie støder mit Skriver-Bord omkring. De maa endelig være udsat paa mig af onde Mennesker. Pernille skal nok udspionere det for mig. Havde jeg ikke den Piige, saa forgik jeg reent. Hun gaaer mig til Haande, hun ynker mig i mine Forretninger, og jeg er vis paa, at disse mine Fortreder gaaer hende ligesaa meget til Hierte som mig selv. Huusholdersken Magdelone derimod har jeg ingen Nytte af; thi hun gaaer stedse i Gifte Tanker, og saasom en Mand ikke staaer strax paa Pinde for hende, blir hun saa ond som Peber. Gid jeg vel var skilt med det Spøgels. Gid jeg kunde giøre hendes Bryllup tillige med min Datters i Aften. Men der seer jeg min Broer Leonard komme. God Aften, Monfrere! Jeg tog mig den Frihed at skikke Bud efter ham.

LEONARD.

Ja, hvad skal det betyde? I pleyer ikke have Bud efter mig. Er I ikke vel?

VIELGESCHREY.

Ney, jeg er færdig at døe af Harme. Jeg har haft mit Huus fuld af galne og uriimelige Folk, der ligesom forsætlig viis ere hid komne for at giøre mig Fortred og at hindre mig i mine Forretninger. Jeg har Seigr. Langspræck mistænkt derfor.

377
LEONARD.

Hvad ont har I da giort ham, som har kundet drive ham til saadant?

VIELGESCHREY.

Fordi jeg vilde ikke høre paa en Proces saa lang som Kiøbmagergade, som han fortalte overgaar.

LEONARD.

Men hvorfore kunde I ikke høre ham tale?

VIELGESCHREY.

Har jeg stunder til saadant, Monfrere?

LEONARD.

Det er sandt, Monfrere, I har aldrig stunder, skiønt I har aldrig noget at bestille.

378
VIELGESCHREY.

Spot ikke, Monfrere! hvorfor skulde jeg holde 4re Skriverkarle, uden jeg havde at bestille?

LEONARD.

Vil I da sige mig, hvori de Forretninger bestaaer?

VIELGESCHREY.

Vil I tælle mig Stjernerne paa Himmelen?

LEONARD.

Siig mig da en af disse vigtige Forretninger?

Hvad har I bestilt i Dag?

VIELGESCHREY.

For lutter Mængde af Forretninger har jeg intet kundet forrette i Dag.

LEONARD.

Saa haaber jeg ogsaa, at I kunde sige i gaar og ligeledes i overgaar.

VIELGESCHREY.

Ikke uden 5 Bryllups Breve, som jeg har ladet skrive, men har ikke faaet Leilighed at skikke dem bort med Posten.

LEONARD.

Hvad er det for Bryllups Breve?

VIELGESCHREY.

Min Datter Leonora skal giftes i Aften. Det er for den Aarsag, at jeg har haft Bud efter Monfrere.

LEONARD.

Med hvem skal hun giftes?

VIELGESCHREY.

Med Erich Madsen Bogholders ældste Søn Peder.

LEONARD.

Hvad! skiemter I? Vil I give jer Datter bort til en Skolemester?

VIELGESCHREY.

Monfrere! Jeg maa have en Sviger

Søn, der kand gaae mig til haande i mine Forretninger.

LEONARD.

Specificeer mig nogle af de Forretninger.

VIELGESCHREY.

Om I vil plage mig, saa vær saa god at sætte det op til en anden Dag; thi i Dag kand jeg ikke bære meere.

LEONARD.

Skal jeg tale for jer Datters beste, saa maa det være i Dag; thi i Morgen er det forsiide.

VIELGESCHREY.

Men hvad har I at sige paa det Parti?

LEONARD.

Det er jer Familie gandske u-anstændigt.

VIELGESCHREY.

Er ikke en Bogholder en brav Mand?

LEONARD.

Ikke for en ung Jomfrue af den Stand og Education. Jeg er vis paa, at hun vil gremme sig til 379 Døde derover; jeg kiender ikke Personen, men jeg har hørt ham beskrive.

VIELGESCHREY.

I tar feil, Monfrere. Min Datter er ligesaa meget derfor som jeg. Det første hun saae ham, blev hun saa forliebt, at jeg ingen Roe har haft, førend jeg har maat loved hende at slutte Contracten i Aften.

LEONARD.

Det faaer I mig i Ævighed ikke til at troe. Det er u-naturligt.

VIELGESCHREY.

Da skal jeg strax hielpe jer af Drømmen. Leonora og Pernille, kommer ind!

SCEN. 2

Leonora pyntet som Brud. Leonard. Vielgeschrey. Pernille.

VIELGESCHREY.

Min Datter! din Farbroer vil ikke troe, at dette Giftermaal staaer dig an. Han holder for, at det er u-anstændigt for vort Huus, og derfor har overtalt mig at bryde mit Løfte.

Leonora og Pernille græder.

LEONARD.

Tænkte jeg ikke nok, Monfrere! at hun ikke har samtykket tilforn uden af Tvang? See, hvor bevæget hun blev, da hun hørte sin Befrielse.

VIELGESCHREY.

Hvorfor græder du, mit Barn?

LEONORA.

Har jeg ikke Aarsag at græde? jeg svær ved alt det som helligt er, at jeg ingen anden Mand vil have end Peder Eriksen Bogholder.

PERNILLE.

Gaaer det Parti over styr, saa forlader jeg Herrens Huus.

VIELGESCHREY.

Ha ha ha! kand I nu høre, Monfrere?

Giv dig kun tilfreds min Datter! jeg sagde det kun for at friste dig.

PERNILLE.

Men hvorfor er Monsieur Leonard saa meget imod det Parti?

LEONARD.

Nu ikke meere, Pernille! eftersom jeg hører, hun selv er derfor.

380
LEONORA.

Det er en meget fornuftig Karl, min hierte Farbroer!

LEONARD.

I har giort et got Val mit Barn.

PERNILLE.

Han har giort en nye Regel udi Regnekonsten, kaldet Regela St. Petri.

LEONARD.

Ej, er der da noget at tage i Betænkning?

PERNILLE.

Om han ingen Midler havde, saa kand han forsørge Jomfruen alleene ved sit Pen og Griffel.

LEONARD.

Hvad Nød har hun da?

PERNILLE.

Hans Fætter Jonas siger, at han er den største Regnemester i Staden.

LEONARD.

Ej, slaae til, slaae til!

PERNILLE.

Og at han kysser Støvet under hans Fødder.

LEONARD.

Ej, slaae til, slaae til!

PERNILLE.

Hans Far, hans Farfar og Oldefar har ogsaa informeret i Bogholderie, saa at han kand regne sine 16 Ahner af Bogholdere.

LEONARD.

Slaae til, slaae til, slaae til!

PERNILLE.

Saa at han har Videnskaben ved Fødselen.

LEONARD.

Det er sandt, hun kunde aldrig giøre bedre Parti. Sagte. Jeg er bleven saa hovedsvimlet af dette Tøy, at jeg neppe kand staae paa mine Been. Jeg kand dog aldrig bilde mig ind, at dette maa være rigtigt.

VIELGESCHREY.

Seer I nu vel, Monfrere! I bildte jer ind, at jeg tvang min Dotter.

LEONARD.

Jeg har ikke et Ord at sige derimod, efterdi baade Faeren og Dotteren er eenige. Men der kommer Fremmede; det maa være Frieren, eftersom Notarius følger med.

SCEN. 3

Leander, Oldfux, klædde som Pedanter. Leanders Far-Broer, Corfitz som en gammel Mand. Notarius. Personerne af forrige Scene.

VIELGESCHREY.

Velkommen min kiære Svigersøn.

LEANDER.

Jeg er her kommen efter Aftale og har taget 381 min Fetter Jonam Candidatum udi Bogholderie, samt min kiære Far-Broder Corfitz med mig, at bivaane denne min udi deres Familie Indlemmelse; thi min Far Erich Madsen er ikke saa vel, at han kand komme ud i Dag.

VIELGESCHREY.

Er da denne Mand ikke hans Fader? mig synes ogsaa, at det er ikke Seign. Erich Madsen selv.

CORFITZ.

Ney, jeg er u-værdig hans Farbroder, men kommer her udi hans Fars Sted. Men denne unge Person Jonas Corfitzen er min egen Søn.

VIELGESCHREY.

Ja Børnlille! vi vil giøre det kort og got; thi Tiden er knap for mig. Saa gaaer hen og gir hinanden Hænder.

Leander og Leonora gir hinanden Hænder, hvorpaa enhver udi Compagniet giør dem en Compliment i sær.
CORFITZ.

Herr Notarius, vil I nu være saa god at indføre dette i jer Bog, at paa denne Dag imellem disse Personer er sluttet Ægteskab!

NOTARIUS.

Naar jeg kun veed Navnene . . .

VIELGESCHREY.

Min Dotter er fød her i Byen, gaaer udi sit tyvende Aar, og Brudgommen .. .

LEANDER.

Jeg skal sige ham de Omstændigheder om min Person.

Notarius skriver, og Leander dicterer sagte.
CORFITZ.

Jeg forsikrer min Herre om, at min Bror-Søn Peder skal være ham en lydig Svigersøn, som med Fornøyelse vil gaae ham til Haande udi hans Forretninger.

VIELGESCHREY.

Det er just derfor jeg har foretrækket ham adskillige fornemme unge Personer, besynderlig en ung Straten-Junker, som hun halvdeels uden mit Vidende havde forlovet sig med. Samme Knægt har i Dag truet mig med Retten, derfor har jeg iilet med at slutte Contracten.

CORFITZ.

Hr. Svoger har giort vel derudi, saa faaer han en lang Næse.

PERNILLE.

Ach gunstige Herre! jeg har en ydmygst Bøn til ham.

VIELGESCHREY.

Hvad er det Pernille? du veedst, at 382 jeg giør alting for din skyld; thi du har tienet mig troelig og ærlig. Du vil vel maaskee ogsaa have en Mand?

PERNILLE.

Ney, gunstige Herre! det er ikke for mig, det er for den stakkels Magdelone.

VIELGESCHREY.

Gid hun var vel af Huset. Det er ikke min Skyld, at hun ikke er gift, men jeg kand ikke trække hende en Mand efter Hals og Haar. Jeg har tit sat mig for at frie en eller andensteds for hende, men jeg er altid hindret af Forretninger.

PERNILLE.

Ney vil Herren behage at høre mig, hun er forlovet.

VIELGESCHREY.

Med hvem?

PERNILLE.

Med een af de fornemste Byens Bedemænd. Vi har stevnet ham hid just paa denne Tid at begiære hende af Herren, eftersom Herren har besluttet at sætte sine Forretninger en Times Tid til side.

VIELGESCHREY.

Det er vel overlagt af dig; thi jeg veed ellers ikke, naar jeg faaer Tid dertil.

PERNILLE.

Det kunde i mine Tanker blive afgiort i Aften, medens Notarius er her.

VIELGESCHREY.

Det skulde være mig usigelig kiært. Hr. Notarius, vær saa god og tøv et Øyeblik, her falder maa skee noget andet at forrette.

PERNILLE.

Mig syntes, at det var allermageligst for Herren; thi det er at slaae to Fluer med een Smekke. Men der kommer min Troe Bedemanden med sin Far.

SCEN. 4

Peder Erichsen. Erich. Personerne af forrige Scene.

ERICH.

Her kommer jeg med min Søn efter Løfte at fuldbyrde Forlovelsen.

VIELGESCHREY.

til Pernille. Hvad vil det sige, efter Løfte?

PERNILLE.

Det heder saa udi Bedemands Stiil. De slags Folk har altid en hob Fyldekalk for at giøre deres Tale vitløftig. De har egne Tale-Maader, som for Exempel, 383 Pigerne udi Huset kalder de Døttre; naar han har talt med mig om Herren, saa har han sagt, i Steden for jer Herre og Principal, jer kiære Far.

VIELGESCHREY.

Ej, det er artig.

PERNILLE.

Derfor giør man Forskiæl mellem Bedemands Stiil og anden Menneskelig Stiil.

VIELGESCHREY.

til Erich Madsen. Det er mig kiært min Herre. Jeg forsikrer paa Brudens Vegne, at hun er en brav forstandig Huusholderske.

ERICH MADSEN.

Jeg tviler ikke derpaa, thi af saadant got Træe, som min Herre er, kand ikke komme uden gode Frugter.

VIELGESCHREY.

til Pernille. Det er sandt du siger: disse Bedemænd har underlige Tale-Maader. Lad Magdelone komme ind.

Pernille springer efter Magdelone.
VIELGESCHREY.

til Erich Madsen. Monsieur! det kommer mig for, som jeg har haft den Ære at see ham ofte tilforn.

ERICH.

MADSEN til Pernille. Hvad vil det sige, lille Barn? han lader, som han kiender mig ikke, da han dog har selv i Dag været henne hos mig for at frie for sin Dotter.

PERNILLE.

Hr. Bogholder maa ikke regne Herren, saaledes taler han hundrede gange om Dagen hen i Taaget; thi han har saa mange Forretninger i Hovedet.

ERICH MADSEN.

Ha, ha, ha!

VIELGESCHREY.

Kommer Magdelone? Pernille!

PERNILLE.

Ja hun kommer i dette Øyeblik.

ERICH.

MADSEN til Vielgeschrey. Hans kiære Dotter pynter sig maa skee.

VIELGESCHREY.

sagte. Atter Bedemands Stiil! Høyt. Ja jeg troer det. Hun er ellers ikke meget for Stads; men jeg kand tænke, at hun griber sig nu an.

ERICH MADSEN.

Min Herre er selv ikke meget for Stads; derfor kand hans Børn ikke heller være.

384
VIELGESCHREY.

sagte. Atter Bedemands Stiil! Høyt. Ney af mig skal ingen i Huset lære Vellyst.

ERICH MADSEN.

Ja min Herre har sagt mig det selv.

VIELGESCHREY.

Har jeg da nyelig haft den Ære at tale med Monsieur?

ERICH.

MADSEN sagte. Ha, ha, ha! atter hen i Taaget.

Høyt. Jeg merker, at min Herre har altid Hovedet fuld af Forretninger.

VIELGESCHREY.

Ja det er sandt Monsieur! derfor har jeg udvalt en arbeidsom ung Person til min Svigersøn, som kand gaae mig til Haande.

ERICH MADSEN.

Jeg takker skyldigst.

VIELGESCHREY.

sagte. Atter Bedemands Stiil!

PERNILLE.

Er det ikke sandt, som jeg siger? Det er lutter Bedemands Formularier.

VIELGESCHREY.

Men det lader, som min Herre har kiendt mig tilforn.

ERICH.

MADSEN sagte. Atter hen i Taaget! Høyt. Men der kommer Bruden. See, min Herre, der er hans kiære Dotter.

VIELGESCHREY.

sagte. Atter Bedemands Stiil! Gid Fanden fare i slige Tale-Maader.

SCEN. 5

Magdelone med Haarhue. Personerne af forrige Scene.

VIELGESCHREY.

Kom frem, mit Barn. Det er mig usigelig kiært, at det er kommen saa vidt, at jeg kand gifte jer af mit Huus. I faaer en brav Mand, som kand forsørge jer.

MAGDELONE.

Jeg tviler ikke derpaa, i sær eftersom . . .

PERNILLE.

Det er best, at vi giør det kort og got; thi Herren har ellers en hob Forretninger i Aften.

ERICH MADSEN.

Finder min Herre det for got, at Ægteskabs Contracten sluttes i Aften?

VIELGESCHREY.

Ja Monsieur, jeg er fornøyet dermed.

385
PERNILLE.

Saa gir hin anden strax Hænder da. De ere begge to som forliebte Rotter.

De gir hin anden Hænder, omfavner hin anden; enhver i sær giør Gratulation. Notarius skriver, og Pernille siger ham sagte til.
VIELGESCHREY.

Adieu, Hr. Notarius! jeg skal skikke ham Pengene i Morgen. Notarius gaaer bort.

VIELGESCHREY.

Saa fortrædelig som denne Dag har været for mig, saa glad og angenem derimod har Aftenen været, i det jeg har paa eengang faaet baade min Datter og min Huusholderske forsørget.

ERICH MADSEN.

til Pernille. Har han ogsaa giftet sin Huusholderske bort i Aften?

PERNILLE.

pegende paa Leonora. Ja Monsieur! det er det unge Menneske, som han der seer.

ERICH.

MADSEN. Det er et kiønt Menneske; hvem faaer hun?

PERNILLE.

Denne unge Person, som der staaer. Han er Bedemand her i Byen.

Begge Brude-Folkene staaer imidlertid og caresserer hin anden.
VIELGESCHREY.

Nu har jeg glemt all min Fortræd.

ERICH MADSEN.

Ja det er faldet ræt vel ud; thi i hvorvel Bogholdere og Bedemænd, af hvilke den eene har faaet hans Datter og den anden hans Huusholderske, ere kun ringe Folk, saa kand de dog begge rigelig forsørge deres Koner; thi jeg vil tiene kiære Svoger . . .

VIELGESCHREY.

Hvorfor kalder han mig Svoger?

ERICH MADSEN.

Jeg er en gammeldags Mand og rætter mig efter den gamle Verden.

VIELGESCHREY.

sagte. Det maa være, som Pernille siger, paa sin Bedemands Stiil. Høyt. Jeg siger det ikke af Hofmod, men fordi det er ikke brugeligt.

ERICH MADSEN.

Jeg veed nok, at det er brugeligt iblant fornemme Folk at sige Monsieur til Alting.

386
VIELGESCHREY.

Ey, han maa ikke tage det op som en Hofmod af mig.

ERICH MADSEN.

Aldeeles ikke! men ellers er jeg en Mand, der ikke har fornøden at skiemme mig ved min Profession; baade jeg og min Søn kand leve reputeerlig, og derforuden legge Penge op hvert Aar.

VIELGESCHREY.

Jeg troer det nok; men et Aar er dog ikke saa got som et andet. Det Aar efter Pesten, troer jeg, var et got Aar for Folk af hans Profession.

ERICH MADSEN.

sagte. Nu snakker han hen i Taaget igien. Høyt. Jeg veed aldeles ikke, hvad han vil sige med dette.

VIELGESCHREY.

Jeg meener, da faldt der saa mange Brylluper ind.

ERICH MADSEN.

Hvad kommer Brylluper min Profession ved?

VIELGESCHREY.

I er jo Bedemand her i Staden.

ERICH MADSEN.

sagte. Jeg troer aldrig, at han er rigtig i Hovedet. Høyt. Hør, kiære Svoger! taler han saa i Tanker, saa ynker jeg ham, og taler han saa for at spille Giæk med mig, saa giør han ikke vel.

VIELGESCHREY.

Holdt op med den Svoger-Titul, udi Pokkers Navn! er jeg jer Svoger?

ERICH MADSEN.

Er min Søn ikke gift med jer Datter?

PERNILLE.

sagte. Ræt nu vil det bryde løs, men det maa ikke hielpe.

VIELGESCHREY.

Jeg veed nok, at det er en Talemaade af jer Bedemænd at kalde en Pige udi Huset Datter og Herren for Svoger; men om jer Søn har faaet min Huusholderske, saa er vi derfor ikke Svogre, thi jeg har min Troe aldrig rørt hende.

PERNILLE.

sagte. Holdt nu Ørene stive, Pernille.

ERICH MADSEN.

Hvad Pokker vil I sige med jer Huusholderske? Vil I giøre jer Datter til jer Tieneste-Pige?

VIELGESCHREY.

Ney, jeg kiender nok min Datter, og jeg kiender nok min Huusholderske, Hr. Bedemand!

387
ERICH MADSEN.

Jeg er ingen Bedemand, i Pokkers Skind!

VIELGESCHREY.

Pernille! han siger, at han er ingen Bedemand. Jo min Siæl er I Bedemand.

PERNILLE.

Jo Herre! det er en af de ældste Bedemænd her i Staden.

ERICH MADSEN.

Gid du faae en Ulykke din Laptaske, saa vist som du lyver. Mit Navn er Erich Madsen og jeg er Bogholder. Og det er min Søn Peder, som offentlig er bleven gift med jer Datter.

VIELGESCHREY.

Hvad Pokker er dette for Koglerie? Jeg er allerede halv forrykt i mit Hoved. Til Leander. Hør, Monsieur! Er I ikke Erich Madsen Bogholders Søn?

LEANDER.

Forlad mig det, kiære Sviger-Far. Jeg heeder Leander og er Hr. Jeronimi Søn.

VIELGESCHREY.

Hør, Seign. Jonas Corfitzen! Er det ikke jer Fetter?

OLDFUX.

Forlad mig det, min Herre. Jeg heeder Oldfux og er en bekiendt Pudsenmaker her i Staden til Tieneste.

VIELGESCHREY.

Jeg spør jer nok engang, Monsieur! Er I ikke Bedemand her i Byen?

ERICH MADSEN.

Og jeg svarer jer nok engang for alle, at jeg er Erich Madsen Bogholder.

VIELGESCHREY.

Og I unge Person, som har faaet min Huusholderske! er I ikke en Bedemand og en Bedemands Søn?

PEDER.

Jeg er Peder Bogholder, som har faaet hans Datter.

VIELGESCHREY.

I er gal, der staaer jo Peder Bogholder.

LEANDER.

Ney Herre! jeg heeder Leander.

VIELGESCHREY.

Ach Himmel! hvad er dog dette? Enten er jeg gal eller I galne, eller Ovidii Metamorphosis er kommen i vore Tider. Hør, min Datter! est du ikke min Datter?

388
LEONORE.

Jo, jeg er, hierte Papa!

VIELGESCHREY.

Og I Magdelone! er I ikke Magdelone?

MAGDELONE.

Jo, Herre!

VIELGESCHREY.

Og du min Datter! est du ikke gift med Peder Erichsen Bogholder?

LEONORE.

Forlad mig, hierte Papa! jeg er gift med Leander Jeronimi Søn.

VIELGESCHREY.

A .... Og I Magdelone! Er det ikke en Bedemand, I har faaet?

MAGDELONE.

Forlad mig, Herre! det er en Bogholder. Vielgeschrey sætter sig ned paa en Stoel og grunder.

ERICH MADSEN.

til Leonard. Min Herre! hans gode Broder er kommen reent fra Forstanden. Vi maa have Bud efter en Doctor; thi han kiender jo ikke en af os igien.

LEONARD.

Jeg har staaet gandske fortabt og hørt paa alt dette. Jeg troer ikke andet end her er spillet nogen hocus pocus.

VIELGESCHREY.

springende op af Stoelen. Jeg er Alexander Magnus, og I andre ere alle Slyngle, som skal døe for min Haand!

Tar Stoelen i Haanden og jager iblant dem; Leonard fatter ham om Livet og sætter ham.
LEONARD.

Min hierte Broder, kiender I rnig ikke?

VIELGESCHREY.

Ach! ach! ach! Jeg var gandske fra mig selv over disse Historier. I er min Broder Leonard.

LEONARD.

Giv jer tilfreds, min hierte Broder! lader os examinere Sagen med Kaaldsindighed; thi her er vist nok spillet Intriguer. Hør, min kiære Leonora! Jeg kand merke, at jer Far har villet gifte jer til en mod jer Villie, og I derfore har brugt List for at undgaae saadant Giftermaal.

LEONORA.

paa Knæ. Ach min allerkiereste Far! Jeg beder med grædende Taare om Forladelse. Kierlighed til Monsieur Leander paa en Side og Desperation paa den anden har forført mig til at gribe til disse ulovlige Midler.

389
390
LEANDER.

ogsaa paa Knæ. Gunstige Hr. Svigerfar! Jeg er den Person, som han i maares visede saa haanlig bort. Jeg har stillet mig an, som jeg var Peder Erichsen Bogholder, for under det Navn at nyde den Skat, som jeg ellers ikke kunde blive mægtig.

PERNILLE.

ogsaa paa Knæ. Gunstige Herre! Jeg er Capitain for dette heele Compagnie af Intriguer. Jeg har opspundet alle disse Listigheder, ikke for at bespotte min Herre, men for at redde jer kiære Datter, hvilken af Fortvilelse havde taget Livet af sig selv, hvis hun havde blevet tvunget at tage denne Bogholder.

OLDFUX.

ogsaa paa Knæe. Gunstige Herre! jeg er Oldfux, en vel-studeret vandrende Ridder. Det var mig, som agerede Advocat og Skriver i Eftermiddag, for at hindre Herren, at han ikke fik Leylighed at tale med Peder Erichsen, da han kom at frie til Magdelone, som man bildte ham ind var Herrens Dotter.

VIELGESCHREY.

Ach Monfrere! dette maa jeg hevne, om det skal koste mit Liv.

LEONARD.

Monfrere! Jeg kand forsikre, at dersom de havde taget mig udi Ledtog med, havde jeg, u-anseet den Estime jeg har for min Broer, ladet mig ogsaa bruge dertil. I maa forlade disse unge Mennesker, og ansee disse Intriguer som Kierligheds- og Fortvilelses-Virkninger. Kierlighed er saadan sterk Passion, at man overtræder alle Grendser for at nyde det, som man inderlig attraaer. Hvad har I ellers at sige paa dette Parti? Er det ikke ti gange bedre og reputeerligere end det andet? Er det ikke en skikkelig, fornem og riig Person?

VIELGESCHREY.

Men Monfrere! han forstaaer ikke sit Bogholderie. Jeg vil have en Svigersøn, som var færdig derudi, og kunde gaae mig til Haande i mine besværlige Forretninger.

LEONARD.

Hør, Monfrere! Vil I lyde mit Raad, saa skaf først alle jere Skriver-Karle af, gak ud og besøg gode Venner om Aftenen, sov jer Middags-Søvn, og 391 bild jer ind, at I har intet at forrette, og see saa til, om der ikke skal blive meere bestilt udi Huuset.

VIELGESCHREY.

Ey, Monfrere, før ikke saadan Snak. Ingen veed, hvordan Skoen trykker, uden den, som har den paa Foden.

LEANDER.

Ach, min hierte Sviger-Far! dersom han vilde lade sin Vrede fare, forsikrer og lover jeg at legge all min Tid an paa at regne og skrive, for at gaae ham til Haande udi hans Forretninger.

PERNILLE.

Ja det vil jeg cavere for at han giør, Herre!

VIELGESCHREY.

Ja du, din Laptaske! du skal betale mig Leegen.

PERNILLE.

Hvis jeg ikke havde havt Estime for Herrens Huus, saa havde jeg ladet alting gaae sin Gang. Men som jeg ikke kunde taale at see Herren prostitueres og Jomfruen bragt til Fortvilelse ved saadant Parti, har jeg grebet til dette Middel.

LEONARD.

Det er sandt, som hun siger; thi hvorfor skulde hun sætte sig udi saadan Fare, uden Nidkierhed havde drevet hende dertil?

VIELGESCHREY.

Lover I mig da, Monsieur, at legge jer efter Bogholderiet?

LEANDER.

Ja jeg svær kiære Svigerfar dertil.

VIELGESCHREY.

Hvad raader I mig da at giøre? Monfrere!

LEONARD.

Jeg raader og beder for all den broderlig Kierlighed, der er imellem os, at I forlader dem det alle! thi Contracten er alt sluttet, som ikke kand ophæves.

VIELGESCHREY.

Saa blir det vist, Monsieur, at I vil legge jer efter Bogholderiet?

LEANDER.

Ja jeg svær kiære Svigerfar dertil.

VIELGESCHREY.

Saa vil jeg da kalde jer Svigersøn, og forlade alle de andre, hvad de har giort mig imod. Staaer kun op igien! De reyser sig alle.

VIELGESCHREY.

Min Hr. Erik Madsen! I seer hvordan er tilgaaet. Jeg havde tænkt at give min Datter til 392 hans Søn; men disse forliebte Personer har spillet ham i Huusholderskens Hænder. Hun er ellers et skikkeligt Menneske, er kommen af got Folk, og ikke over sine 40 Aar, saa der kand være Forhaabning, at hun kand forplante Bogholderiet.

ERICH MADSEN.

I maa selv beholde jer Huusholderske, det I faaer en U-lykke! Hun skal aldrig blive min Sviger-Dotter.

VIELGESCHREY.

Det maa I trækkes om.

ERICH MADSEN.

Jeg skal lade jer stevne.

VIELGESCHREY.

I maa stevne min Piige og den Karl, som har smedet paa det Ægteskab; thi jeg kand giøre min Eed paa, at det er mig u-afvidende.

ERICH MADSEN.

Ach jeg elendige Mand!

PEDER.

Ach jeg fattige Per Erichsen!

MAGDELONE.

Ach min Engel! vær ikke vred.

PEDER.

Ey, gak til Bloksbierg!

MAGDELONE.

Jeg har 3000 Rixdlr. paa Rente, som jeg har lagt mig til gode udi Herrens Tieneste. Hans Datter faaer ikke saa meget til Medgift.

PEDER.

Jeg kommer da til at skikke mig derudi, Papa!

ERICH MADSEN.

Giør hvad du vil. Kom, lad os gaae hiem uden at tage Afskeed med de Bedragere.

VIELGESCHREY.

Hans Tiener, Hr. Bogholder! Jeg vil recommendere min Svigersøn til hans Information.

ERICH MADSEN.

I maa recommendere Fanden!

LEANDER.

Adieu Hr. Bogholder.

OLDFUX.

Hans Tienere, Peder Erichsen! jeg ønsker til Lykke.

PERNILLE.

Adieu, Hr. Bogholder, prosit die Malzeit!

PEDER.

Adieu, I Slyngle tilsammen!

LEONARD.
til Spectatores.

Af dette korte Skue-Spil
See til at du kand lære,
At der vil meer end Stoyen til,
For flittig at passere;
393 Thi seer man een at spilde Tid
Ved Søvn og gode Dage:
Saa een ved alt for megen Fliid
Sig sætter og tilbage.
En løber, slider et par Skoe,
For ringe Ting at vinde;
Han baadet meere, hvis i Roe
Bag Ovnen han sad inde.
Thi som det stundum farligt er
At være alt for vittig,
Saa mangen ødelagt man seer
For han er alt for flittig,
For han af lutter Hurtighed
Frem og tilbage løber.
En bygger for at rive ned,
En støber og omstøber.
Den Stundesløses Characteer,
Saa vit jeg kand besinde,
Jeg veed ey i Comoedier
Om man skal kunde finde.
Jeg bryder lis her samt i meer,
Mig underkaster Dommen,
At intet udi Verden er
Den første gang fuldkommen.

Den Stundesløse
Noter

S. 320
avanturier, fr. aventurier, Eventyrer, Lykkeridder.

S. 323
rare, sjældne.

S. 324
at ansee, at se til. - klamrede hun med, skældte hun ud paa. - Drenge, Tjenestekarle. - Vielgeschrey, ty. Megen Skrigen, Skraalen. - geskiæftig, travlt beskæftiget, foretagsom; rastløs.

394

S. 325
forklager dem, klager over dem. - iblant, en Gang imellem, undertiden.

S. 326
Discretion, Belønning, Dusør. - Postdag, Dag, paa hvilken Posten afgik fra eller ankom til et Sted uden daglig Postforbindelse; en travl Dag. - Don Qvichot, Titelpersonen i Cervantes' Roman. - fermentere, gære.

S. 328
Hurtighed, Snildhed. - Credit, Anseelse. - Dintfass, ty. Dintenfass, Blækhus.

S. 329
Federmesser, ty. Pennekniv. - Sandbiichs, ty. Sandbiichse, Sandbøsse. - confereret med Klakken, sammenholdt med Kladden.

S. 330
Summa lateris, lat. Sidens Sum. - Hent 2 Skilling i Theevand, hentet for 2 Skilling Te.

S. 331
Memoriam localem, lat. memoria localis, Stedsans.

S. 332
Tutti, ital. alle. - Barbeeren siger paa gebrokkent Tysk: Jeg har allerede været her to Gange i Dag for at barbere Herren, men Herren var endnu ikke staaet op ... Det er et grusomt Vejr i Dag .. . Jeg ved ikke, hvordan det er fat med Verden, jo mere man lever, jo galere gaar det, man hører og ser ikke andet end ondt... Herren har maaske hørt, hvad der er passeret i disse Dage? .. . Saa vil jeg da fortælle Eders Naade det. En Matroskone i Nyboder har paa een Gang bragt 32 Børn til Verden, og var dog ikke tykkere end en almindelig gravid Kvinde. Hvorledes kan Eders Naade begribe det?... Det er saa sandt som jeg staar her, thi jeg kan fortælle Historien med Omstændigheder, thi Børnene blev alle døbt, men døde straks derefter.

S. 333
Pund var Betegnelsen for et vist Kvantum Korn; et Pund Byg kunde i de forskellige Egne af Landet variere fra 15 til 36 Skæpper. Bonden skal altsaa i Landgilde betale Værdien af 3 Pund Byg plus Værdien af et Boelsvin, dvs. et Svin, der er opfodret paa Stald, modsat Oldensvin. - høye Marker, højtliggende Marker. - Capitels Kiøb, Kapitelstakst, Kornets Gennemsnitspris, der af Hensyn til Afgifterne fastsattes for hvert enkelt Aar.

S. 334
Will... soll, vil Herren have, at jeg skal komme igen en anden Gang? - appliceret sig, lagt sig efter. - galante Exercitier, fine Manerer.

S. 337
Det er artig! Det var meget!

S. 339
Salen, den store Stue, der gerne laa paa første Sal. - optrække, narre. - Glorie, Hæder. - insinuere, indynde. - Genie, Naturel.

S. 340
Favorit, Yndling. - Machiner, Intriger.

S. 341
for den anden kommer, før den anden kommer.

S. 342
entretenere, underholde. - resolverer, beslutter. - disartigere, des morsommere.

S. 343
bestemmer, sætter Stævne.

395

S. 344
Præparatorier, her: de nødvendige Sager til Forklædningen.

S. 345
proponere, foreslaa. - Skolemester, Bogholderen underviser i Regning. - angrasere, Forvanskning af engagere, her anvendt for recommendere, anbefale. - prima ... secunda, første, anden, dvs. ældste og næstældste. - accordere, overlade (efter Overenskomst) ; tilstaa, bevilge. - efter Sigt, efter Forevisning, nemlig af en forfalden Veksel.

S. 346
Transport, Overdragelse af en Fordring. - valore intrinseco, i indre Værd. - en autorisered Seddel mod en Banco Daler, en Rigsdalerseddel over for en Sølvrigsdaler. - Eftertale, nedsættende Omtale. - fixeret, narret. - Invention, Paafund.

S. 348
Alexander Magnus, Aleksander den Store. - Een maal Een, een gange een, den lille Tabel. - Blianspen, Blyant. - faaet Laudabilem til Attestatz, faaet første Karakter til teologisk Embedseksamen. - modest, beskeden.

S. 349
aparte, afsides. - Almisse, Velgerning.

S. 350
i sine Klæer, i Stadstøjet. - vist nok, sikkert. - Det vil endelig ikke sige, det gør saamænd ikke noget. - for Ceremonie, pro forma, for en Forms Skyld.

S. 351
efter Tempo, i Takt.

S. 352
Styli Novi, efter ny Stil, dvs. efter den gregorianske Kalender, som blev indført i Danmark Aar 1700.

S. 353
synderlig, særligt. - Parenthesis claudatur, Parentesen sluttes. - for Tiden, før Tiden. - Patron, Velynder, Beskytter. - Moecenas, Mæcen, Beskytter af Kunst og Litteratur. - skiemmer sig, skammer sig.

S. 354
Assignation, Anvisning. - Obligation, her Pengeseddel. - foretrækket ham adskillige, foretrukket ham for adskillige. - Votre ... Serviteur, fr. Deres ydmyge og lydige Tjener.

S. 355
Regula Detri, Reguladetri er Reglen om, hvorledes man af tre bekendte Størrelser i en Proportion kan finde den fjerde ubekendte. - skraber, gør en Skrabud.

S. 356
Opskrifterne, Udskrifterne, Adresserne. - seer, muligvis Trykfejl for suer, dvs. suger. Skrivere plejede at slikke Gaasepennen ren.-reputeerlig, passende. - omendskiønt han gandske ingen, selv om han slet ingen. - slutter, beslutter.

S. 357
Salutem, lat. salus, Hilsen. - Subalterne, Underordnede.

S. 358
examinere, undersøge. - for Klokken 6, før Klokken 6.

S. 359
fornøyer mig, stiller mig tilfreds.

S. 360
Catalogus, Fortegnelse.

S. 361
Fristelse, Forlegenhed, Knibe. - Discours, Samtale, Diskussion.

S. 362
tilforn, i Forvejen. - fortryde paa, tage ilde op.

S. 363
Habilitet, Dygtighed. - uden at jeg vil sætte Bryllupet op, medmindre jeg vil udsætte Brylluppet. - Straa-Junker, nedsættende 396 Udtryk: Dagdriver, Spradebasse (jfr. ty. Strohjunker, Spottenavn paa en Landjunker).

S. 365
Direction, Styrelse. - uroest, uden at rose mig. - læse, bede.

S. 366
spiller, leger.

S. 367
consulere, forklares korrekt af Oldfux. - confunderer, forveksler, sammenblander. - Syntaxi, gr. Syntaksis, Ordføjningslære. - Orthographia ... scribendi, Ortografi er Kunsten at skrive Ordene rigtigt. - rørt om, nævnt, omtalt. - non ... corrigo, jeg retter ikke Ortografien, men Vendingerne. - lovlige (sml. tysk löbliche), prisværdige.

S. 368
in Foro Theologico, for den teologiske Ret, ved den kirkelige Domstol. - in... paragraphos, i Bøger, Kapitler og Paragraffer. - codicem, af codex, etc. forskellige Dele af Romerretten, se Bind I, S. 384. - compendieux, kortfattet.

S. 371
tracteret, behandlet. - Antestaminor, for antestamino, du skal blive kaldt til Vidne. I Rom tog man i den Forbindelse Vedkommende i Øret. - det ringeste intet, ikke det mindste. - liderlig, skammeligt.

S. 372-74.
Oldfux siger: Om Forladelse, naadige Herre, at jeg tager mig den Frihed at gaa ind ... Jeg turde ikke banke paa, Deres Højvelbaarenhed, thi det vilde have været alt for dristigt... Det er blevet sagt mig, at Herren har meget at forrette ... Gud bevare mig, velbaarne Herre, tværtimod, tværtimod, Deres Velbaarenhed ... Sig ikke det, Deres Naade, sig ikke det... Herren maa ikke forivre sig; betænk dog, at jeg er en studeret Mand, en studeret Mand .. . Betænk dog, Deres Velbaarenhed, at jeg forstaar over fireogtyve Sprog... Men saadan er det ikke med mig; jeg vil ikke rose mig selv, men jeg er en dygtig Mand og en født Adelsborger ... Underdanige Tjener, naadige Frøken! ... Jeg beder underdanigst om Forladelse, at jeg ikke har gjort min Opvartning før . .. Alle Mennesker maa tilstaa, at jeg har usædvanlige Kundskaber. Deres Naade kan selv begribe, at en, der har studeret i Wittenberg o.s.v., for ikke at tale om mange Gymnasier. Jeg siger, Deres Naade kan let begribe, at en, der har besøgt saa mange Universiteter, maa have usædvanlige Kundskaber. Er det ikke sandt, naadige Frøken? . .. Om Forladelse, højvelbaarne dydige Hr. Velynder! Betænk, at jeg har holdt over halvtres Forelæsningsrækker saavel for snævre som for de snævreste Tilhørerkredse, saavel - Oldfux nævner en Mængde Fag fra forskellige Fakulteter, men iblander flere opdigtede .. . Forivre Dem ikke, Deres Naade! Jeg er kommet i en god Hensigt for at tilbyde min ringe Tjeneste, fordi jeg hører, at Herren har meget at forrette. Naar jeg først kommer til Forretninger, skal De se, hvad for en Karl jeg er... Jeg forlanger ikke andet end Kosten alene for min 397 Tjeneste, thi jeg tjener for Æren, for Æren ... Jeg vil forpligte mig til at skrive et helt Ark Papir paa ti Minutter ... Se engang, Deres Velbaarenhed! Jeg har fuldført det hurtigere end lovet. - Kompen, Kumpan.

S. 375
beklakket, tilklattet. - i Uorden, rettet fra: i Jorden. - altereret, ophidset.

S. 376
Monfrere, fr. mon frère, min Broder.

S. 377
overgaar, i Forgaars.

S. 378
haaber, venter, antager. - Education, Opdragelse.

S. 379
af Drømmen, ud af Vildfarelsen.

S. 381
Compagniet, Selskabet. - i sær, for hver af dem.

S. 383
griber sig nu an, gør sig Umage.

S. 384
Vellyst, Luksus. - Haarhue, tætliggende Kvindehue, der skjuler Haaret.

S. 385
caresserer, kærtegner, kæler for. - jeg vil tiene, jeg skal sige.

S. 386
Pesten i 1711 bortrev en Trediedel af Københavns Befolkning.

S. 387
Ovidii Metamorphosis, Ovids mytologiske Digtkreds »Forvandlingerne«.

S. 391
cavere, garantere. - prostitueres, vanæres.

S. 392
fattige, stakkels. - recommendere, anbefale. - prosit die Malzeit, ty. velbekomme. - Spectatores, lat. Tilskuerne.

S. 393
baadet, vandt, opnaaede.

DEN HONNETTE AMBITION
Comoedie udi tre Acter

400

Personerne i Comoedien

  • JERONIMUS
    den Rang-syge
  • MAGDELONE
    hans Hustrue
  • LEONORE
    hans Datter
  • LEANDER
    Leonoræ Forlovede
  • ARV
    Gaards-Karl
  • PERNILLE
    Piigen
  • HENRICH
    Tiener
401

Den honnette Ambition
Indledning

Skuespillet blev trykt 1731, som Afslutning paa Den danske Skueplads' fem Bind. Det blev først opført 1747. I Epistel 506a giver Holberg Stykket en Undertitel: »Den Rangsyge, som veed at sætte Farve paa [dvs. besmykke] sin Ærgierrighed«. I Stykkets Begyndelse, 1. Akt 3. Scene, hvor Jeronimus vil forklare sin Kone, hvorfor han søger at blive Rangsperson, siger han, at man maa gøre Forskel mellem Rangsyge og en honnet Ambition; men da han er kureret for sin Raptus, slutter han Komedien med at ønske, at alle urimelige Rangsyge kunde renses ligesom han for deres honnette Ambition. Disse Nuancer i Sprogbrugen fik Holberg Brug for, da han lod sig baronisere. Situationen var ganske pikant. Den honnette Ambition havde Premiere paa det interimistiske Teater i Bergs Hus i Læderstræde den 12. Juli 1747 og vandt stort Bifald. Den 6. Marts samme Aar var udstedt et Erektionspatent, hvorved Kongen »antager og ophøyer . . . Ludvig Holberg iblant vores Lehn-Fri-Herrers Tall«; ved samme Dokument faar Holbergs Gods Navn af Baroniet Holberg; det skal være Holbergs Len til hans Død og derefter tilfalde Sorø Akademi, men stadig beholde det Navn af Fri-Herskabet Holberg. Holberg fik samtidig bevilget sit friherrelige Vaaben, et Bjerg med Hul i. Holbergs Ambition er tydelig nok i første Række at vinde en anden Udødelighed end den litterære: hans Navn indgik, hvad der var usædvanligt, i Betegnelsen for det adelige Gods. Der var desuden knyttet en Skattelettelse paa 300 Rigsdaler aarligt til Baroniets Oprettelse. Derved kunde Kapitalen forøges. 402 Det bør tilføjes, at Holberg i levende Live, nemlig fra I.Maj 1751, overlod Indkomsterne af Baroniets Gods til Akademiet.

I Epistel 176, der øjensynlig er blandt de seneste af Epistlernes to første Bind, som udkom i Februar 1748, skriver Holberg roligt og værdigt: »Jeg haaber .. ., at enhver kand see, at den Erection, som er skeed af mit Jorde-Gods til Fri-Herskab er skeed alleene til Publici Nytte, og for at have et Monument efter min Død, saa det her maa heede, som en gammel Philosophus sagde: Sero arbores qvæ aliis prosint, det er: Jeg planter Træer, som andre skulle nyde Frugt af«. Holberg skelner derfor mellem sin egen Værdighed, som er »et Embede, hvorudi er en Realitet«, altsaa baade Midler og Formaal, og den som begæres af andre, der vil »kaldes det, som de hverken ere eller agte at blive: De søge hver siette eller syvende Aar at beklædes med nye Titler«. Allerede 1728, i et Indskud i Natur- og Folkeretten, havde han skelnet mellem to Slags Rangspersoner; se Bind I, S. 336. - Uden Tvivl har Holberg følt Glæde ved sin Barontitel, bl. a. i hans Forhold til Udlandet. Paa sine danske Skrifter satte han efter 1747 stadig kun sit Navn; men paa de fremmedsproglige tilføjede han Baronen. Saaledes paa den samlede Udgave af de latinske Epigrammer (1749) og de tre smaa Bøger han udgav paa Fransk, om Roms Tilvækst (1752), om Dronning Christina (1752) og om Montesquieu's Lovenes Aand (1753). Det har tilfredsstillet Holbergs Ærelyst at vise Europa, at en Pennens Mand kunde have Gang og Sæde blandt Adelen.

Litteratur.Torben Krogh: Fra Bergs Hus, 1949, S. 21. - Alfr. Glahn: Sorø Akademi og Holberg, 1925.

403

ACTUS I

SCEN. 1.

Leander. Leonore.

LEANDER.

Jeg kand ikke beskrive min hierte Jomfru, hvor ilde jeg paa nogen Tid har været til Mode.

LEONORE.

Hvi saa?

LEANDER.

Hun er den samme som hun altid har været mod mig, og hendes Mamma ligeledes; Men det synes ligesom at hendes Fader paa nogen Tid har foragtet mig. Jeg har tilforn været vant at gaae lige ind til ham; men forleden Dag kom Arv mig i Møde med en fornemme Lakei-Mine, og sagde: vær saa god at bie lidet, nu skal jeg strax melde ham an. Hvad vil saadant vel sige?

LEONORE.

Maa skee han ikke har været i Klæderne.

LEANDER.

Jeg tænkte ogsaa det samme; men da jeg i Gaar kom igien, lod han mig svare ved samme Arv, at han ikke havde Leilighed at tale med mig den gang.

LEONORE.

Det bekiender jeg var noget særdeeles.

LEANDER.

Og da jeg siden om Eftermiddagen fandt ham paa Gaden, giorde han ikke alleene ingen Undskyldning, men talede til mig med en koldsindig og stolt Mine. Jeg skulde ikke troe, at han har i Sinde at forandre sit Løfte.

LEONORE.

Det har jeg aldeeles ikke kunnet merke. Alleene min Mamma siger, at han synes paa nogen Tid at gaae frugtsommelig med Rangs-Griller.

LEANDER.

Jeg skulde ikke formode, at en ældgammel Borgermand skulde falde til den Daarlighed.

LEONORE.

Jeg kand intet sige derom til visse, min Mam 404 ma ey heller. Men alt hvad som har bragt hende i den Mistanke er, at han paa nogen Tid bliver af ond Humeur, naar han hører nævne Jesper Hansen, som fik en Rang forgangen Maaned, iligemaade, at han har faaet Arv til at sige Herre i Steden for Hosbond.

LEANDER.

Saa kand man min Troe have Aarsag til at falde paa Mistanke; thi Folk her i Landet bliver ikke ret galne, førend de have naaet deres 60 Aar.

LEONORE.

Det er sandt nok; men jeg kand dog ikke troe ham til saadant. Men der seer jeg Arv; hvad mon det er for Galskab han fører med sig?

SCEN. 2

Arv med en Liberie-Kiole og en Taftes-Pung. Leander. Leonore.

ARV.

Nu faaer jeg see hvordan denne Dragt vil passe mig.

LEONORE.

Hvad Pokker vil det sige? det er jo en Liberie-Kiole.

ARV.

Vidste jeg kun nu, hvad som var først og sidst, hvad som skulde vende for og bag.

LEONORE.

See engang her, han tar Kiolen bagvendt.

ARV.

Det gaaer, mare, ikke an. See, saa maa jeg klæde mig.

LEONORE.

Nu blir det end galnere.

ARV.

Fanden har skabt disse nye Moder. Jeg veed ikke hvad Ermene er, og hvad Livstykke er; thi alting er lige vidt og bredt. See, nu sidder hun vist ret.

LEONORE.

Arv! hvad Pokker er det du bestiller?

ARV.

Jomfruen kommer ret til pas, for at hielpe mig til at hefte denne Pung til mig. Jeg troer vist, den skal sidde udi Nakken.

LEONORE.

Hvad skal det Galskab betyde?

ARV.

Ja det er sandt, den skal vist sidde i Nakken; vær saa god, kiære Jomfru!

LEONORE.

Ja gierne, efterdi du endelig vil være Nar. Men hvorfor est du saa forstyrred gall i Dag?

405
ARV.

Det skal jeg sige Jomfruen: Efterdi jeg agter at være lige saa forstyrret gall i Morgen. Det er min Troe ikke mit Paafund; men Hosbond vil have, at jeg skal bære Liberie.

LEONORE.

Hvilket særdeeles Indfald af en gammel Borgermand!

ARV.

Hun skal ikke sige det Jomfru! det kand være for hans Lykke.

LEONORE.

Det maa blive til hans Lykke eller ey, saa er det u-anstændigt, og hans Naboer vil drive Spot med ham.

ARV.

Hans Naboer har en Ære at tale med! Her er jo ikke et klogt Menneske i den heele Bye.

LEANDER.

Arv har min Troe ret; thi det heele Land er 406 fast ikke andet end en stor Daarekiste, thi hvad kand være forunderligere end at see saa mange fattige Mennesker, som ere bekymrede om deres Brød, at storme til at gaae paa hinandens høyre Haand? Men der seer jeg hendes Forældre komme, Jomfrue! jeg vil gaae min Gang.

LEONORE.

Kom, lad os gaae ind sammen udi mit Kammer.

SCEN. 3

Jeronimus. Magdelone. Pernille.

JERONIMUS.

Min Hierte! jeg har noget at sige dig som ligger mig paa Hiertet.

MAGDELONE.

Jeg kand slutte, at der maa være noget som qvæler dig i disse Dage; thi du hverken æder eller drikker.

JERONIMUS.

Jeg er ingen ærlig Mand, om jeg har sovet udi 3 Nætter.

MAGDELONE.

Du plejer jo intet dølge for mig; siig mig hvad det er, maa skee jeg kand hitte paa nogen Hielp.

JERONIMUS.

Hør, min Allerkiæreste! du veedst at jeg ikke er storagtig.

MAGDELONE.

Det er sandt nok.

JERONIMUS.

Ey heller at jeg har tragtet efter verdslig Ære.

MAGDELONE.

Det veed jeg nok.

JERONIMUS.

Men at det har været mig Ære nok, at jeg har kunnet passere for en ærlig Mand.

MAGDELONE.

Hvad vil alle disse Protestationer sige?

JERONIMUS.

Og at jeg altid har foragtet storagtige Folk i mit Hierte.

MAGDELONE.

Der er jo ingen som tviler derom min hierte Mand!

JERONIMUS.

Og at jeg har altid holdet den dydigste og dueligste Borger for den fornemmeste Borger i en Stad.

407
MAGDELONE.

Ej, er der da ingen Ende paa disse Præ- ludier?

JERONIMUS.

Og at jeg aldrig har holdet den ærværdig, som tager sig Ære til.

MAGDELONE.

Hvis du ikke vil komme til Sagen, saa gaaer jeg min Vej. Der er jo intet Menneske, som beskylder dig for Storagtighed.

JERONIMUS.

Hvis nogen giør det, saa giør han mig u-ret.

MAGDELONE.

Siig da frem hvad du vil sige.

JERONIMUS.

Men med alt det har jeg dog en honette Ambition, som enhver ærlig Borger bør at have, og derfor, for at bringe vort Huus udi nogen Anseelse, har jeg i Sinde at søge om en liden Characteer.

MAGDELONE.

Men hvad Pokker kand bevæge dig paa din gamle Alder at tragte efter saadant? Mon din Broders Søn Jesper Hansen har nogen Ære deraf, at han søgte at gaae over sine Medborgere? Jeg vil vædde, at det er hans Promotion, som har giort dig saa u-roelig i Hovedet.

JERONIMUS.

Aldeeles ikke, mit hierte Barn! Jeg moqverer mig over saadan ung Spytte-Gjøg, som Jesper Hansen. Han var Dreng, da jeg var Mand.

MAGDELONE.

Ligesom du nu moqverer dig over ham, saa vil andre moqvere sig over dig, naar de faaer at vide denne din u-rimelige Ærgierrighed.

JERONIMUS.

Ikke saa hidsig, lille Kone! Jeg giør det sandeligen ikke af Ærgierrighed, men alleene for - - -

MAGDELONE.

Du giør mig gall i Hovedet, Mand! Det er jo yderste Grad af Ærgierrighed.

JERONIMUS.

Du giør mig u-ret, Kone! Jeg er ikke mindre end ærgierrig. Men jeg giør det alleene for at - - - af Aarsag, at - - - Jeg kand saa ikke sige min Meening.

MAGDELONE.

Det er, du giør det ikke af Ærgierrighed, men af Rang-Syge.

JERONIMUS.

Man maa giøre Forskiæl mellem Rangsyge og en honete Ambition.

408
MAGDELONE.

Det er saadan honete Ambition, min hierte Mand, at alle vore Naboer vil belee og foragte os derover.

JERONIMUS.

De maa belee os saa meget som de vil, saa skal de dog dantze under os udi alle Samqvemme.

MAGDELONE.

Jeg meener at den sætter al Ambition til side, der uden Aarsage betler Øvrigheden om, at han maa sidde paa sine Medborgeres høyre Haand.

JERONIMUS.

Du forstaaer ikke hvad honete Ambition er, min Dukke. Er det ikke en honete Ambition, at søge om at blive sat ved det store Bord i Bryllupper? at blive kaldet Herre og Frue? Hvorfor stræber Folk i Verden og søger at giøre sig meritered, uden for det samme?

MAGDELONE.

Een, som har meriteret en Rang, bær den med Ære; thi han er ret ærværdig, ikke i Henseende til den blotte Charactere, men i Henseende til de Meriter hvorved han har erhvervet sig den.

JERONIMUS.

Jeg havde ikke troet, min Hierte, at du havde været saa eenfoldig. Spør kun Pernille, som er en Tienestepige, jeg er vis paa, hun skal bedre begribe det.

PERNILLE.

Jeg forstaaer mig ikke derpaa; men om Hr. Jeronimus betroede mig at sætte op en Supplik for sig, blev den saaledes - - -

JERONIMUS.

Lad høre hvorledes den skulde blive. Hun har Forstand den Pige.

PERNILLE.

Den blev saaledes: Gunstige Øvrighed! Saasom jeg hverken kand æde, drikke eller sove af Ærgierrighed, og jeg finder en inderlig Længsel og Attraae hos mig, at gaae over mine Medborgere, skiønt mange af dem ere bedre end jeg: saa beder jeg med grædende Taare, mig af Naade maa forundes, at gaae paa deres høyre Haand. Jeg forbliver stedse etc.

JERONIMUS.

vrænger efter hende de sidste Ord: Jeg forbliver etc.

PERNILLE.

Ja Hosbond, I maa ikke alleene skrive: Jeg forbliver etc., men endogsaa: Jeg forbliver en etc., thi I 409 blir virkeligen en etc. derover, endogsaa i Øvrighedens Tanke selv.

JERONIMUS.

Du stiiler Supplikker som en Laptaske.

PERNILLE.

Hvordan Supplikken stiiles, saa blir dog Meeningen den samme.

JERONIMUS.

Holdt Munden dit Skarn! Du skal kalde min Kone Frue, om du blev gall.

MAGDELONE.

Den Titel forlanger jeg ikke. Jeg spirer ikke ud af Fruer-Stamme, jeg har heller ikke nogen Meriter for mine Naboe-Koner, hvorfore jeg bør lade mig nøye med den samme Titel som de føre.

JERONIMUS.

Om jeg ingen anden Merite har, saa er jeg een af de ældste Borgere her i Gaden, og bør have en Rang i Henseende til mine graae Haar.

410
PERNILLE.

Meener da Husbond, at han beholder samme Rang i Himmerig?

JERONIMUS.

Hvilken Snak!

PERNILLE.

Jeg kand min Troe ikke fatte andet; thi een, i der vil tage Afskeed med Verden, og søger at føre en Rang med sig, maa endelig have saadanne Tanker.

JERONIMUS.

Herud din Akkermær! og bryd mig ikke Hovedet meer.

Pernille gaaer ud, og kommer strax igien.
JERONIMUS.

Tienestefolk blir uforskammed næseviis nu omstunder.

MAGDELONE.

Hun talede noget dristigt, men jeg kand ikke sige at der var meget usandt derudi.

JERONIMUS.

Ach min Dukke! vil du da giøre alle Folk til Giekke, som faaer Rang og Caracteer?

MAGDELONE.

Det være langt fra; thi naar een har giort Landet Tieneste, og derfore af Øvrigheden ophøyes til Værdighed, er det ham en Ære. Men jeg kand ikke see hvad een, der uden foregaaende Meriter beder om en Rang, vinder derved.

JERONIMUS.

Han vinder det derved, at andre maa vige for ham.

PERNILLE.

Man løber ogsaa til side for alle galne Folk, men derfor ere de ikke dis ærværdigere.

JERONIMUS.

Hold din Mund, siger jeg, eller---

MAGDELONE.

Min hierte Mand! naar een uden Meriter søger Rang over sine Medborgere, røber han jo sin Hofmod og Ufuldkommenhed, og der ved erklærer sig den Ringeste og Ufuldkomneste.

JERONIMUS.

Ney min Dukke! han erklærer sig at have en honete Ambition, og vinder han ikke andet der ved, saa bliver han fri for Borgerlige Betieninger.

MAGDELONE.

Een, der søger om Rang for at befries for Borgerlige Betieninger, erklærer sig selv enten doven eller u-dygtig; men hvad Ære vinder han derved?

JERONIMUS.

Erfarenhed viser dog, at han bliver agtet der ved.

411
PERNILLE.

Deri har Hr. Jeronimus ret; thi en saadan een er ligesom en Kobberpenge, hvilken naar man sætter Merke derpaa og siger at den skal passere for en Ducat, passerer den og for en Ducat.

JERONIMUS.

Fort paa Dør din Akkermær! Pernille løber ud.

JERONIMUS.

Det var ikke tienligt, nogen skulde høre os tale saaledes, og at vi foragte slige Ting.

MAGDELONE.

Hør, min hierte Mand! om den høye Øvrighed af egen Motiv gav dig en Rang, da var det noget som baade du og jeg burte glæde os over, thi det var et Naades-Tegn; men at en gammel Borgermand, som du est, der i intet har distingueret dig frem for dine Medborgere, vil betle dig en Rang til, det er noget som man aldrig kand sætte Farve paa.

JERONIMUS.

Der ere dog mange ældgamle Borgere der har giort det samme.

MAGDELONE.

Det er sandt nok. Men jeg tør ikke sige hvad jeg meener om slige ældgamle Borgere.

JERONIMUS.

Ach mit hierte Barn! vær mig dog ikke imod herudi.

MAGDELONE.

Det giør ingen gode, jeg er dig imod; thi en Rangsyge er ikke at curere.

JERONIMUS.

Føy mig dog herudi, lille Magdelone!

MAGDELONE.

Jeg siger, min hierte Mand! at jeg hverken vil eller kand hindre dig derudi.

JERONIMUS.

Du kand ellers ved denne Leilighed giøre mig en Tieneste, som jeg stedse vil erkiende.

MAGDELONE.

Hvad skal det være?

JERONIMUS.

Det er, at du vil tage Skylden paa dig, saa at jeg maa sige, at det er mod min Villie, men at min Kone vil endelig have Rang.

MAGDELONE.

Der har vi det! vi stakkels Koner skal altid tage Skylden paa os.

JERONIMUS.

Tien mig dog herudi, min Høne! man regner ikke Fruentimret saadant til onde.

412
MAGDELONE.

Takke maa I Gud, I gode Mænd, at I har os til Kaabe-Skiul.

JERONIMUS.

Vær mig da behielpelig herudi.

MAGDELONE.

Jeg har taget Skylden paa mig i saa meget, saa faaer jeg og giøre det her udi.

JERONIMUS.

Hør, mit hierte Barn! den Dyre-Kølle jeg fik fra Landet i Gaar, skal tillaves til i Morgen Middag; thi jeg har budet en god Ven til Giest, som skal bane Vejen for mig til det andet.

MAGDELONE.

Hvad er det for een?

JERONIMUS.

Han er Lakei hos en fornemme Herre, som han har lovet at recommendere mig til.

MAGDELONE.

Ach Himmel! er det mueligt? du tragter efter Høyhed, og tillige med fornedriger dig saa meget!

JERONIMUS.

Man maa skikke sig i saadant, min Dukke, naar man vil frem i Verden.

MAGDELONE.

Det er jo af Ambition at sætte al Ambition til side.

JERONIMUS.

Siig ikke det, min Dukke! Den samme Lakei er vel liidet af sin Herre, og naar jeg først bliver recommenderet hos hans Herre, saa recommenderer han mig vider.

MAGDELONE.

Hvis I vilde lyde mit Raad, da gav I baade ham og hans Herre en god Dag, og aad jer Dyre-Kølle med jere Naboer.

JERONIMUS.

Ney mit Barn, mine Naboer kand ikke hielpe mig her udi. Vær nu noget artig mod samme Lakei, naar han kommer; du giør mig en stor Tieneste dermed.

MAGDELONE.

Jeg vil sætte ham ved et lille Bord for sig selv, og skikke ham et got Stykke af Stegen.

JERONIMUS.

Primer du, mit Barn? han maa min Troe sættes øverst ved Bordet; man maa flattere de slags Folk noget. Men naar man har faaet hvad man vil have, kand man give dem Døden og Dievelen.

MAGDELONE.

Jeg er min Troe gandske fortumled i mit Hovet over disse mange selsomme Lader.

413
JERONIMUS.

Vær mig da ikke imod i denne Sag, som ligger mig saa hart paa Hiertet.

MAGDELONE.

Gid jeg kunde stræbe dig imod; men det er Ulykken at jeg er alt for føyelig.

JERONIMUS.

Lov mig det da, min Dukke!

MAGDELONE.

Nu, skal jeg ikke være dig imod. Han kysser hende og hun gaaer bort.

SCEN. 4

Arv. Jeronimus.

ARV.

udi sit Liberie. Jeg skal hilse Hosbond fra Skrædderen, han bad at Herren vilde forsøge om Kiolen passer.

JERONIMUS.

Hvorfor kommer han ikke selv og passer den?

ARV.

Han vilde komme selv, men jeg sagde at han skulde blive hiemme.

JERONIMUS.

Hvorfor giorde du det Arv?

ARV.

Jeg sagde, at jeg veed ikke om Herren vil have nogen Skrædder i sit Huus, eftersom Hosbond skal have en Rang.

JERONIMUS.

Din Slyngel! hvem beder dig sige saadant? jeg har jo ingen Rang faaet endnu. Hvad sagde Skrædderen dertil? blev han ikke vred?

ARV.

Ney min Troe blev han ikke vred, han loe deraf.

JERONIMUS.

Ja saa er det vel nok.

ARV.

Skal jeg passe Kiolen paa?

JERONIMUS.

Ja nok.

ARV
ifører ham en gallonneret Kiole.

Nu seer min Troe Herren anderledes ud. En smuk Kiole kand skabe en Varulv om til et Menneske.

Han hæfter Silke-Lisser ved Jeronimi Arm.

JERONIMUS.

Hvad Pokker er det du giør? disse Lisser hører ikke mig, men din Liberie-Kiole til. Giør mig ikke til Nar.

ARV.

Skal jeg da være Nar?

414
JERONIMUS.

Ney, men det hører Liberiet til.

ARV.

Det staaer dog ikke Herren ilde.

JERONIMUS.

Det maa staae ilde eller vel, saa er det dog Lakei-Dragt.

ARV.

Mig syntes dog, Skrædderen sagde, at jeg skulde binde Herren noget paa Ermene.

JERONIMUS.

Du har hørt feil, Arv. Skrædderen er ikke saa taabelig.

ARV.

Ney min Troe er han ikke saa taabelig. Det er en Mand, som arbeider for meget fornemme Folk.

JERONIMUS.

Siger du det, Arv? hvad er det for fornemme Folk han arbeider for?

ARV.

Han arbeider blant andre for en Græve.

JERONIMUS.

Hillemænd, for en Græve?

ARV.

Ja, ret for en Græve, som er en virkelig Græve.

JERONIMUS.

Som er en virkelig Græve, siger du?

ARV.

Ja, ret en virkelig Græve, som har en Grævinde.

JERONIMUS.

Jeg maa min Troe giøre noget Væsen af den Skrædder. Han kand, maa skee, giøre mig Tieneste. Hør, Arv! gak strax til ham, og giør Undskyldning for det andet, og beed ham at han vil giøre mig den Ære at spise en Dyre-Kølle med mig i Morgen.

ARV.

gaaer og kommer igien. Var det ikke en Dyre-Køllert?

JERONIMUS.

Ja en Dyre-Kølle.

ARV.

Skal han da tage den Køllert med sig selv?

JERONIMUS.

Hvilken Snak! bed ham kun giøre mig den Ære at spise med mig i Morgen, og bær dig noget skikkelig ad. Arv gaaer.

JERONIMUS.

Nu kand jeg slaae to Fluer med een Smække, og vinde baade Skrædderens og Lakeiens Venskab ved denne Dyre-Kølle. Man maa bruge alle Ficonterier, naar man vil frem i Verden. Ach gid jeg havde mig en Rang! Saa vil jeg slaae mig til Roelighed, og intet andet verdsligt forlange. Gaaer ind.

415

SCEN. 5.

Leander. Leonore. Pernille.

LEANDER.

Det var nogle forbandede Historier, som vi hørte af hendes Mamma.

LEONORE.

Jeg er gandske hovedsvimled derover.

LEANDER.

Det er ikke hans Galskab alleene, som gaaer mig til Hierte; men jeg frygter for noget andet.

LEONORE.

Hvad er det?

LEANDER.

Jeg frygter, eftersom han har faaet slige Griller i Hovedet, at han bryder sit Løfte, for at gifte Jomfruen med en Rangs-Person.

PERNILLE.

Jeg svær min Troe ikke derfor. Men er det ikke Arv, som kommer der i Liberie-Klæder? Arv! hvordan Pokker est du bleven saa galant?

ARV.

Det er en Liberie-Kiole, Pernille!

PERNILLE.

En Liberie-Kiole?

ARV.

Ja, og jeg troer nok at du ogsaa faaer en LiberieKiole. Men hvor er Hr. Jeronimus? jeg skulde gaae et Ærende i Bye, og jeg glemte at spørge om noget.

PERNILLE.

Hvor skulde du da gaae?

ARV.

Jeg skulde byde vor Skrædder til Bords i Dag paa en Dyre-Køllert; men jeg glemte, om jeg skulde bede ham tage Kniv og Gaffel med sig.

PERNILLE.

Du Giæk! det er ikke brugelig meer.

ARV.

Ikke det? I Æbleltoft hos mig er det brugeligt blant alle.

PERNILLE.

Ja, i Æbeltoft! Der er ogsaa endnu brugeligt at tage Steeg og Terte hiem med sig i Tørklæder. Men hvorfor vil han giøre Skrædderen den Ære at byde ham til Bords?

ARV.

Det kand, maa skee, være for hans Lykke, Pernille, thi samme Skrædder arbeyder for en Græve.

PERNILLE.

For en Græve?

ARV.

Ja, mare, er det en virkelig Græve; thi han holder 7 Heste og Hopper paa Stold.

PERNILLE.

Men hvad vil det sige?

416
ARV.

Han meener, samme Skræder kand recommendere ham til Baronen.

PERNILLE.

Er han en Baron? Du sagde jo nyelig at han var Græve.

ARV.

Ja jeg troer han er meer end Græve, han er vist Baron, thi han kiører i sex Heste med en forgyldt Vogn og har selv en Snoer paa Hatten - - Men jeg maa løbe mit Ærende.

PERNILLE.

Dette gaaer noget vit, Børnlille, thi hvis vi ikke hitter paa noget Raad derimod, gaaer Mons. Leander Jomfruen qvit, saa vit jeg kand merke.

LEANDER.

Hvad Raad kand du give os, Pernille?

PERNILLE.

Havde vi kun fat paa Monsr. Leonards Tiener Henrich, ham skulde jeg overlegge noget med.

LEANDER.

Jeg skal nok overtale Monsr. Leonard at laane os ham en Dag.

PERNILLE.

Der behøves ogsaa smuk Eqvipage og Klæ- der.

LEANDER.

Det altsammen skal jeg bringe til Veje.

PERNILLE.

Thi han skal spille en stor Rulle.

LEANDER.

Hvad skal det være for en Rulle?

PERNILLE.

Det kand jeg ikke sige dem endnu. Jeg maa først have fat paa Karlen og see hvad han duer til.

LEANDER.

I at spille Pudser har han faa Tienere sin Lige.

LEONORE.

Men maa vi ikke høre hvorudi dette skal bestaae?

PERNILLE.

Ney, hun faaer det ikke at vide, og hendes Mama langt mindre, thi hun vilde forderve Leegen, saasom hun har formegen Føyelighed for hendes Mand. Det tiener ikke at mange ere Medvidere herudi, men naar Eventyret er til Ende, skal baade I og Madamen takke mig for min Umag.

LEANDER.

Jeg vil da paa staaende Fod hen at faae fat paa Henrich.

PERNILLE.

Og jeg vil ind at studere videre paa min Lectie.

417

ACTUS II

SCEN. 1.

Pernille. Henrich.

PERNILLE.

Kand du nu faae det i dit Hoved, Henrich?

HENRICH.

Det er kun Smørrebrød for mig.

PERNILLE.

Det blir dog et temmeligt Arbeid.

HENRICH.

Ej, Bagatelle, det er intet Arbeid for mig. Jeg vilde obligere mig til paa en Eftermiddag at giøre dobbelt saa meget.

PERNILLE.

Siig ikke det, Henrich! dobbelt saa meget! Gak nu strax hen og sæt dig i Eqvipage. Han gaaer. Jeg har aldrig vartet op ved Bordet med saadan Fortrydelse, som i Dag for denne Skræder og denne Lakei. De aade med saadan Graadighed af denne Dyrekølle, at Taarene stode dem i Øyene. Er det da mueligt at en gammel brav Mand kand forfalde til saadan Bassesse! Jeg troer at han gav sin Dotter til en Skorsteensfejer Svend, om han ikkun kunde recommendere ham til en fornemme Herre; Saadan Virkning har denne Rangsyge giort hos ham. Men jeg maa holde gode Miiner for at hielpe Henrich i hans Forehavende. See der kommer han med disse tvende Cavaliers Skrædderen og Lakeien.

SCEN. 2

Jeronimus. Skrædderen. Lakeien. Pernille.

JERONIMUS.

I gode Mænd tar saa til Takke med dette ringe Maaltid!

LAKEIEN.

Det var min Troe ikke et ringe Maaltid. Jeg aad med stor Appetit af den Dyre-Kølle.

418
SKRÆDDEREN.

Jeg min Troe iligemaade.

JERONIMUS.

Det er mig usigeligen kiært at den smagede dem; thi jeg har ingen bedre Venner at unde den til.

SKRÆDDEREN.

Serviteur, hans Tiener!

JERONIMUS.

Hør, Pernille, giv os nok et Glas Viin paa Falrebet.

LAKEIEN.

Vi har saamænd faaet vor Bekomst.

JERONIMUS.

Et Glas endnu I gode Herrer!

Jeronimus støder Glasset mod Lakeiens, og tar sin Hue under Armen. Det skal være den Velbaarne Herres og Frues Skaal. Gid de maa længe leve; thi det er et naadigt og dydigt Herskab.

LAKEIEN.

Jeg takker skyldigst.

419
JERONIMUS.

Jeg haaber at han taler et got Ord for mig ved Leilighed.

LAKEIEN.

Han maa ikke tvile derpaa. Jeronimus kysser dem til Afskeed.

SCEN. 3

Jeronimus. Pernille.

JERONIMUS.

Man maa flattere disse Slubberter, om man vil have noget got af dem.

PERNILLE.

Det er sandt nok; men mig synes at Herren behøver anden større Kundskab, om han tænker at komme fort.

JERONIMUS.

Jeg maa først giøre Kundskab med Tienerne, siden kand jeg nok med Tiden faae deres Herrer til Bords.

Arv kommer løbende og falder.
JERONIMUS.

Hvad er paa færde Arv?

ARV.

Hillemænd Herre! her er en Baron uden for, som vil tale med Hosbond.

JERONIMUS.

En Baron, siger du?

PERNILLE.

En Baron?

ARV.

Ja, men han er i en Æske.

JERONIMUS.

I en Æske?

ARV.

Ja, men det er en Æske med Vinduer paa.

PERNILLE.

Det maa nok være en Portechaise.

JERONIMUS.

Det maa nok saa være. Hvad er hans Navn, Arv?

ARV.

Han heeder Baron Kaal.

JERONIMUS.

Det er et underligt Navn. Du maa have hørt feil.

ARV.

Jeg vil nok spørge først om hans Navn, førend han kommer ind.

JERONIMUS.

Est du gal, Dreng? Vil du spørge saadan Mand om hans Navn?

ARV.

Ney, saa taabelig er jeg ikke. Jeg vil spørge en af hans Heste derom.

420
JERONIMUS.

En af hans Heste?

ARV.

Ja, ret en af hans Heste; thi det er ikke saadanne Heste som spændes for Vogne. Disse kand snakke.

PERNILLE.

Det maa være Porteurs han meener.

JERONIMUS.

Det maa saa være. Siig, Arv, at han skal være mig velkommen. Pernille, løb ind efter min Peryk.

SCEN. 4

Henrich som Baron. Dobre Podolsky. Jeronimus. Pernille. Arv.

HENRICH.

Hal - - - tet, Porteurs!

Stiger ud og omfavner Jeronimus med bare Hovedet.
JERONIMUS.

Om Forladelse naadig Herre, at jeg tager mod ham i den Positur.

BARONEN.

Jeg veed ikke om jeg har den Lykke at være kiendt af Herr Jeronimo.

JERONIMUS.

Jeg har kun den Naade at kiende Baronen af Navn, og veed at han er Hr. Baron Kaal.

BARONEN.

Jo mit Navn er Baron von Reenkaalavæt. Jeg er kiendt her i Staden baade blant Høye og Lave; undertiden omgaaes jeg med Prindser og Førster, og undertiden finder jeg behag i at besøge Borgere her i Staden.

JERONIMUS.

Det er meget naadigt af saadan Herre.

BARONEN.

Ach Hr. Jeronimus! vi ere jo alle Mennesker. Jeg finder ofte Behag i at høre en og anden fornuftig Borger raisonnere. Jeg har og saa erfaret, at der er saadan Forstand hos een og anden blant dem, at de burte emplojeres til andet end at drive Borgerlig Næring.

JERONIMUS.

Jeg takker allerunderdanigst paa Borgerstandens vegne.

BARONEN.

Der er ogsaa en anden Aarsag, hvor for jeg gaaer saa iblant i gemene Borger-Huuse. Hoffet har Tanker om mig, at jeg er en habil Mand, som jeg uden at rose mig selv ogsaa er, saa at jeg kand give Lectie til de største Statsmænd i vor Tid. Tænk engang, Hr. Jero- 421 nimus, jeg har været med at slutte over 48 Freds-Tractater.

PERNILLE.

Hillemænd! over 48 Freds-Tractater!

BARONEN.

Hvem er som taler der? Det er vel hans smukke Kiereste. Votre treshumble bienhumble Madame.

422
JERONIMUS.

Ney min Herre! Det er min Kammer-Pige til Tieneste.

BARONEN.

Det er Morbleu en perfectement smuk Kammer-Pige.

Han kysser hende.
PERNILLE.

Det er alt for stor Naade Baronen beviser mig.

JERONIMUS.

sagte. Hvor naadig er ikke denne gode Herre!

BARONEN.

Men at komme til mit Apropos igien Hvad var det jeg talde sidst?

PERNILLE.

Det var om de 48 Freds-Tractater.

BARONEN.

Det er sandt. Saasom nu Regieringen har Tanker om mig, at jeg er en skiønsom Mand, og reflecterer paa mine Recommendationer, saa gaaer jeg undertiden om at sondere end ogsaa blant Folk af Borger-Stand, for at give Rapport om een og andens Meriter. Jeg har dog hiulpet over en halvsnees gemene Borgere af Støvet i en kort Tiid; thi de havde mardi maa skee end været gemeene Borgere, hvis Baron von Reenkaalavet havde ikke været dem behielpelig.

JERONIMUS.

til Pernille. Pernille! Himmelen selv har sendt mig denne Herre hid; thi det er just saadan Mand, som jeg trænger til.

BARONEN.

Og alt dette giør jeg uden Interesse. Den sidste Borger, som jeg hialp til en Caracteer, skikkede mig derfor 1000 Rdr., men jeg tog pardi ikke mod meer end de 500; thi jeg vil tiene Hr. Jeronimus, jeg trænger ikke til Penge, mit Baronie importerer mig over 40000 Rdlr. om Aaret. Jeg vil beskrive ham mit Baronie. Hovedgaarden ligger paa en Bakke, paa den eene Side en Eege-Skov 4 Miile lang, og paa den anden Side er et frisk Vand, hvor jeg undertiden tager Cabeljou af den Længde.

JERONIMUS.

Cabeljou i friskt Vand?

BARONEN.

Det maa jeg forstaae. Det som ellers holdes for umueligt, har jeg giort mueligt; det er en Invention 423 som jeg ingen har aabenbaret uden for Kongen af Frankrig, da jeg havde den Naade at tale med Kongen ved den Utrectiske Fred.

PERNILLE.

Maatte jeg spørge Baronen hvor den Utrectiske Fred ligger?

JERONIMUS.

Tie stille, Pernille! hvad vil du tale med saadan Herre?

BARONEN.

Den Utrectiske Fred, Mademoiselle! blev sluttet i den Stad Carnaval udi Burgundien, og uden at roese mig selv, saa var den Freds-Slutning mit Verk, hvor vel andre, som gemeenligen skeer, faaer Navn der for i Aviserne. Nok er det at Kongen af Frankrig havde den Naade at sige til mig, da Freden var sluttet, disse Ord: tres renomme coment fermes la porte de la Baron de Reencolavet.

PERNILLE.

Hillemænd! det var meget naadigt.

JERONIMUS.

Det gaaer gierne saa til, naadig Herre, at hvad een har giort, det faaer andre Navn fore i Aviserne; thi om jeg mindes ret, saa fik Duc de Vendosme Navn for den Fred.

BARONEN.

Ja han maa melde sig; dog han kand være god nok til sit Brug. Men at komme til min Apropos igien, saa er jeg ikke den, der tiener Folk for Interesse. Men det er sandt, jeg seer igiennem Fingre lidt med mine Tienere, om de tar noget.

JERONIMUS.

Det er ikke meer end billigt.

BARONEN.

Jeg misunder dem det ikke, de ere mange derom, thi saasom jeg omgaaes med alle haande slags Nationer, saa maa jeg holde adskillige slags Tiennere. Jeg har en Spansk Tiener, en Fransk, en Polsk, en Tydsk, en Italiensk, og Engelsk.

JERONIMUS.

Hillemænd! forstaaer Herren saa mange Sprog?

BARONEN.

Jeg forstaaer alle Sprog og taler det eene ligesaa færdigt som det andet. Jeg har en Polsk Tiener, som taler baade Fransk og Dansk. Hey Dobre Podolsky!

424
DOBRE PODOLSKY.

Skabhalsiasky.

JERONIMUS.

Det er et underligt Sprog.

PERNILLE.

Det er halv Dansk, Skabhalsiasky.

BARONEN.

Det betyder saa meget som: Hvad befaler Herren? Hør, Dobre Podolsky! du skal fornemme om Græv Leerbeutel kommer til Hove i Dag. Hvis han kommer, saa vil jeg ogsaa komme. Han gaaer.

BARONEN.

Hey Dobre Podolsky!

DOBRE PODOLSKY.

Skabhalsiasky.

BARONEN.

Formeld min Respect til Grævinden. Jeg kommer til hende mod Aften paa en Passedix eller Obscurité. Han gaaer. Og kand du finde Frøkenen ved samme Leilighed, da siig hende: Voulez vous Comment fermez la chaise autrement perfectement je parlerons la Contesse de la Baronesse que ditez vous. Men ingen maa høre det.

DOBRE DODOLSKY.

Dobre Mosepan. Han gaaer.

BARONEN.

Jeg har ingen synderlig Lyst at komme til Hove i Dag, men jeg har engrasseret mig at recommendere en halv snees Personer.

JERONIMUS.

Ach naadige Herre! tag ikke ugunstigt op, at jeg ydmygst beder ham om noget.

BARONEN.

Det skal være mig en Plaiseer at tiene ham.

JERONIMUS.

Maa jeg ikke være den 11te af dem, som skal recommenderes?

BARONEN.

Hvorfor ikke, Herr Jeronimus? taler jeg for 10, saa kand jeg ogsaa tale for den ellevte. Men hvad er hans Ansøgning?

JERONIMUS.

Det er noget som han maa skee vil holde latterligt af mig, som af en gammel Mand; men det er ikke min Drift, min Kone vil endelig have det.

BARONEN.

Hvad er det da?

JERONIMUS.

Disse Fruentimmer har visse Skrøbeligheder, som man maa føye dem udi.

425
BARONEN.

Det er sandt nok; men hvad er det?

JERONIMUS.

Jeg vilde give 1000 Daler til, at min Kone ikke var falden til den Galskab.

BARONEN.

Ey, hvad er det da for Galskab? siig frem!

JERONIMUS.

Jeg haaber at naadige Herr Baron ikke troer, at det er min Drift.

BARONEN.

Vertichoux! hvad kand jeg troe førend jeg hører?

JERONIMUS.

Thi hvorfor skulde jeg paa min gamle Alder forlange saadant?

BARONEN.

Feste! hvis I ikke kommer til Sagen, saa gaaer jeg.

JERONIMUS.

Min Kone vil endeligt profos være Frue.

BARONEN.

Ey, er det ikke andet? det skal have gode Veye.

JERONIMUS.

Skulde det da kunne lade sig giøre?

BARONEN.

Vist. Det koster kun at skaffe Hr. Jeronimus en Rang. Er det ikke saa I meener?

JERONIMUS.

Jo det kand vel ikke skee paa anden Maade. Jeg maa giøre det allene for at føje min Kone, om jeg ellers vil have Fred udi Huset.

BARONEN.

Er han da ikke selv for det?

JERONIMUS.

Jeg kand sværge Eders Naade til, at jeg er færdig at gaae i Jorden over saadant Galskab.

BARONEN.

Hør, Herr Jeronimus! efterdi han selv er saa meget derimod, da, for at stille hans Kone tilfreds, vil jeg lade som jeg søger, og sige at jeg har faaet Afslag, saa giver hun sig tilfreds, og I kommer af denne Beængstelse.

PERNILLE.

sagte. Hillemænd! nu er han i Knibe. Nu kommer han vel strax til Bekiendelse.

JERONIMUS.

Jeg kand endelig ikke sige, Naadig Herre! at det er mig saa meget imod; thi hvorvel - - At - -

Omendskiønt - - Baronen kand nok fatte hvad jeg vil sige.

BARONEN.

Jo jeg fatter at I har ligesaa stor Lyst til en Rang som jer Kone.

426
JERONIMUS.

Jeg nægter ikke at jeg jo har en honete Ambition; thi saasom - - efterdi - - besynderlig for at føye min Kone - -

BARONEN.

Giør ingen Røverkule af jer Hierte, og siig reent ud, at I har Lyst til en Rang. Hvad vil det sige? det er jo en honet Ambition.

JERONIMUS.

Ja jeg kand forsikkre Baronen paa, at jeg giør det ikke af Ærgierighed, men allene af en honete Ambition.

BARONEN.

Det veed jeg nok, Hr. Jeronimus. Han skal blive hiulpen, der har I min Haand.

Jeronimus kysser paa Haanden.

BARONEN.

Græd ikke, Hr. Jeronimus, han skal nok blive hiulpen. Det var Synd andet end at hielpe en Mand der har saadan honette Ambition.

PERNILLE.

Ach den stakkels Mand, han græder af Glæ- de! Det er dog en deilig Ting at have saadan honete Ambition.

DOBRE.

PODOLSKY kommer tilbage. Grevinden lod formelde sin Respect til Herren; Men Greven var ikke hiemme.

BARONEN.

Men vidste hun ikke om han kommer til Hove i Dag?

DOBRE PODOLSKY.

Jo han kommer til Hove. Grævinden bad ellers at Herren vilde skikke hende 500 Rd. til Greven kommer hiem; thi hun havde en hastig Udgift.

BARONEN.

Havde du ikke saa mange Penge hos dig?

DOBRE PODOLSKY.

Det er meget fortredeligt, Herr Baron! nu skal jeg endelig hiem for de lumpne 500 Rdlrs. skyld.

JERONIMUS.

Om Herren ikke vil tage det u-naadigt op, saa vil jeg flye ham saa mange Penge.

BARONEN.

Ney saamænd, Hr. Jeronimus! Det tager jeg ikke unaadigt op.

JERONIMUS.

Jeg er saa bange at det er noget dristigt af mig.

427
BARONEN.

Ey, sans fa<;on, Herr Jeronimus! jeg beder at han hverken herudi eller udi andet vil holde mig for fremmed.

JERONIMUS.

gaaende ind. Gud velsigne den Herre! Hvor naadig han er!

PERNILLE.

Henrich, du est dog en forbanded Skielm!

HENRICH.

Det gaaer brav nok, Pernille.

PERNILLE.

Og du Monsr. Dobre Podolski! gid du faaer en Ulykke med din Polsk.

DOBRE PODOLSKY.

Jeg maa min Troe ogsaa have noget aparte.

PERNILLE.

Ja, men ikke saa hastig. Men der kommer han tilbage med Pungen.

JERONIMUS.

med Pungen. Maa jeg tage mig den Frihed at levere den til Tieneren?

BARONEN.

Bær dem strax til Grævinden, Dobre Podolsky. Maaskee hun vinder dem fra mig igien i Aften; thi hun spiller perfectement Obscurité. Seer paa sit Verk. Vertichoux! Klokken er mange! Jeg maa til Hove. Hey Porteurs!

Jeronimus kysser ham paa Haanden til Afskeed. Baronen sætter sig i Portechaisen, og siger: Er soll geholffen werden.

SCEN. 5

Jeronimus. Magdelone. Pernille.

JERONIMUS.

Var det ikke en allerkiæreste Herre, Pernille? Kald min Kone herud, at jeg kand sige hende hvad som er passeret.

MAGDELONE.

Hvad er det for Stats her har været?

JERONIMUS.

Nu er vi ovenpaa, min Hierte! Baronen tog mig i Haanden til Afskeed og sagde: at jeg skulde blive hiulpen.

MAGDELONE.

Ach min hierte Mand! Disse store Folk lover ti gange meer end de agter at holde.

428
JERONIMUS.

Ney, denne min Troe ikke. Havde du seet ham, da skulde du være af andre Tanker. Denne gode Baron holder meer end han lover.

MAGDELONE.

Er det en Baron?

JERONIMUS.

Ja min Dukke, det er Baron Reenkaalavet, en Herre der har sluttet over 36 Freds-Tractater.

PERNILLE.

Hvad 36? Han har min Troe sluttet over 48, det veed jeg.

MAGDELONE.

Hvoraf Pokker veedst du saadant?

PERNILLE.

Baronen sagde det selv.

JERONIMUS.

Denne Herre er en bekiendt ærlig Herre.

Hvad var det som Kongen af Frankrig sagde til ham,

Pernille?

PERNILLE.

Jeg kand ikke komme ihu uden disse Ord:

Ferme le porte. Det syntes at være meget naadigt.

MAGDELONE.

Nu er min Troe Piigen bleven ligesaa gal som han.

PERNILLE.

Siden jeg talede med denne Baron, er jeg bleven af andre Tanker, Madame; Thi jeg seer at Hr.

Jeronimus vil giøre Lykke derved.

429
MAGDELONE.

Og jeg er bange at I blir tagen ved Næ- sen. I veed jo ikke uden af hans egne Ord, at han er Baron.

JERONIMUS.

Jo min Troe er han virkelig Baron. Han beskrev os jo sit Baronie, det hørte Pernille. Hovedgaarden ligger paa en Bakke.

PERNILLE.

Paa den eene Side er en Skov 4 Miil lang.

JERONIMUS.

Og paa den anden Side et stort Vand, hvor han fanger Cabeljau af den Længde. Hvad vil du nu meer tvile derom?

MAGDELONE.

Jeg kand forsikre dig om, at alt dette staaer mig lidet an.

JERONIMUS.

Ach min Dukke! du har jo lovet at føye mig herudi.

MAGDELONE.

Ja det er sandt nok, men ---

JERONIMUS.

Hvis du havde seet hvor stor Naade denne Herre beviisede mig, havde du skulle glædet dig derover. Saadanne Herrer ere mindre storagtige end mangen Borgermand.

PERNILLE.

Tænk engang, han kyssede mig, Madame.

MAGDELONE.

Det bekiender jeg var noget meget for en Tieneste-Piige.

SCEN. 6

Arv. Jeronimus. Magdelone. Pernille.

ARV.

Hvilken underlig Baron var dette: Han lod sig bære i en Æske!

JERONIMUS.

Har du da aldrig seet en Portechaise tilforn?

PERNILLE.

Hvad vil det Beest have seet en Portechaise, som er nyeligen kommen fra Ebeltoft?

JERONIMUS.

Saadant faaer du tit see her i Staden, Arv.

ARV.

Det er underligt nok. Man bær ellers ikke uden Krøblinger hos os; Derfor tænkte jeg ogsaa i Førstningen, at denne Herre var en Krøbling. Mig synes dog at det er Synd, at det eene Menneske skal være det andets Hest.

430
JERONIMUS.

Jeg har ogsaa i Sinde, min Dukke, at lægge mig en Portechaise til, om det andet vil lykkes for mig.

MAGDELONE.

Giør kun saa meget Galskab som dig lyster. Du est selv Herre i Huuset, og maa selv forsvare det.

PERNILLE.

Hvis Herren lægger sig Portechaise til, kand Arv blive Porteur; thi han er brav sterk.

JERONIMUS.

Du siger noget, Pernille.

ARV.

Hvad er det: Porteur?

PERNILLE.

Det er een af dem som bærer.

ARV.

Faae den en Ulykke der giør!

PERNILLE.

Det er ingen Skam her i Staden at være Porteur.

ARV.

Var det ingen Skam for dig om man vilde giøre dig til en Hoppe? Man maa giøre Forskiæl mellem Beester og fornuftige Mennesker.

PERNILLE.

Da troer jeg dog, uden at rose Heste, at der er mangen fornemme Hest, der har ligesaa megen Fornuft som du.

MAGDELONE.

Ey, lad fare saadant Galskab. Det heele Huus blir til en Daarekiiste. Lad os tale noget alvorligt sammen, min Hierte! Monsr. Leander synes ikke at være tilfreds med dig paa nogen Tid.

JERONIMUS.

Jeg har ogsaa, sandt at sige, ikke været meget tilfreds med ham.

MAGDELONE.

Hvad har han da syndet mod dig?

JERONIMUS.

Han har endelig intet ont giort mig; men jeg tænker mig om iblant, om man ikke kunde employere sin eeneste Datter bedre.

MAGDELONE.

Hvordan kand du faae hende bedre forsørget? det er jo en skikkelig Person, som har gode Midler.

JERONIMUS.

Det er got nok min Hierte, dersom vi agtede at blive udi Borgerstanden.

MAGDELONE.

Men omendskiønt du faaer nu en Rang, kand derfor din Datter ikke gifte sig med en Borger?

431
JERONIMUS.

Ney, ikke vel, min Dukke, ikke vel! Naar du bliver Velbyrdige Frue, kand din Dotter ikke vel være slet og ret ærlig og Dydziirede Matrone. Jeg siger det ikke af mindste Hof fart mit Barn; men det skikker sig ikke, ney gior det ikke!

MAGDELONE.

Men jeg synes, det er ligesaa smukt at være ærlig som velbyrdig.

JERONIMUS.

Ney, gute Morgen, Madam! Det er ligesaa stor Forskiæl som mellem Kong Salomon og Jørgen Hattemager.

MAGDELONE.

Men du est jo selv en Borger?

JERONIMUS.

Ja, men det varer ikke længe, førend jeg bliver til noget.

MAGDELONE.

Det er jo tids nok at kaste Vrag paa Borgerfolk, naar du faaer en Rang.

JERONIMUS.

Jeg er min Troe saa vis paa Rang, som jeg allerede havde den i min Haand. Det giør mig kun ont, at jeg skal blive den Elfte udi Tallet; Thi der er 10 andre paa Baronens Liste, som og skal promoveres.

MAGDELONE.

Ach hvilken ulykkelig Syge den Rang-Syge er! Den foraarsager, at et Menneske er aldrig fornøyed; thi naar han selv kommer til Høyhed, kand han ikke lide at andre ogsaa kommer dertil, og naar han har faaet en Rang, saa gaaer han strax frugtsommelig med en anden. Men hvad er Frugten deraf? En Borgermand kommer derover i Griller, foragter og forsømmer sin forrige Handel, og omsider geraader i Armod, som man disvær seer mange Exempler paa i denne fattige Bye.

JERONIMUS.

Ach min Hierte! plav mig dog ikke saa meget. Du har jo engang lovet at føye mig herudi.

MAGDELONE.

Det er sandt nok. Men jeg har ikke lovet dig, at jeg vil bryde mit Løfte med Leander.

JERONIMUS.

Lad ham da see til, at han skaffer sig en Rang først, saa kand han gierne faae min Dotter.

MAGDELONE.

Saa vit som jeg kand merke, søger han aldrig nogen Caracteer.

JERONIMUS.

Og saa vit som jeg kand merke paa mig, 432 saa giver jeg aldrig min Dotter bort til en slet og ret Monsieur. Tænk engang, min Dukke! om jeg nu lod trolove Leander med min Dotter, og der siden kom en Rangs-Person, som begiærede hende, da hun var ikke i min Magt meere, stode vi der da ikke i en Maade? var det da ikke noget, som vi maatte fortryde vor Livstid?

MAGDELONE.

Hvorfor skulde vi fortryde derpaa?

JERONIMUS.

Kort at sige: Det passer sig aldeeles ikke, at du skal heede Frue, og din Dotter Madam eller Mutter. Spør kun andre fornuftige Folk, saa skal du høre, at de derudi give mig ret.

MAGDELONE.

Du maa snarere sige: Spør kun andre Giække.

JERONIMUS.

Hør, mit Barn! du faaer aldrig en god Time af mig, hvis du ikke føyer mig herudi. Han gaaer ind.

MAGDELONE.

Ach jeg elendige Menneske! jeg veed ikke hvad jeg skal giøre. Jeg faaer dog at skikke mig herudi, for ikke at lægge mig ud med min Mand.

SCEN. 7

Magdelone. Pernille. Arv.

PERNILLE.

Ej, Madam! giv jer tilfreds, det tør falde bedre ud, end I tænker.

MAGDELONE.

Men jeg kand ikke fatte, Pernille! hvorfor du begynder at holde med min Mand i hans Galskab, som du tilforn var saa meget imod.

PERNILLE.

Jeg er min Troe ligesaa meget derimod, som jeg nogen Tid har været; men jeg har saa mine Raisons, hvorfor jeg nu taler ham efter Munden.

MAGDELONE.

Jeg kand aldrig vide af hvad Anledning han er falden paa disse Griller.

PERNILLE.

Rang-Syge kommer over Folk her i Landet ligesom hidsig Feber.

433
MAGDELONE.

Men er det ikke ubegribeligt, at en ældgammel Mand, som han - - -

PERNILLE.

Jeg kand let begribe det; thi Luften her i Landet fører det med sig, at Folk bliver ikke ret galne førend de komme over deres 60 Aar.

MAGDELONE.

Det lader lige saa, Pernille! Thi jeg har kiendt mange, der have ført et meget ærbart Levnet udi deres Ungdom, men som udi deres Alderdom ere bleven meget verdslige.

PERNILLE.

For Exempel Peder Hansen, som udi sit 30te Aar holdt det for en dødelig Synd at pudre sin Peryk, seer jo nu ud som en Kammer-Junker. Udi hans Ungdom prækede han mod Vellyst, nu klager han over, at her er ikke Assembleer nok.

MAGDELONE.

Paa den Maade maa jeg blive bange, naar jeg bliver tredsindstyve Aar.

PERNILLE.

Jeg er ogsaa bange for mig selv.

MAGDELONE.

Han maatte gierne løbe gall, Pernille! hvis han ikke vilde bryde det Løfte han har giort Leander.

PERNILLE.

Giv jer kun tilfreds, Madam! det skal ingen Fare have.

MAGDELONE.

Du hørte jo selv hvad Resolution han har taget.

PERNILLE.

Jeg skal nok faae ham til at tage en anden Resolution.

MAGDELONE.

Hvad vil du da giøre?

PERNILLE.

Det kand jeg ikke sige hende, Madam. Jeg beder hende allene give sig tilfreds, det skal nok blive got.

MAGDELONE.

Gid det var saa vel! Kom, lad os gaae ind.

434

ACTUS III

SCEN. 1.

Leander. Leonore.

LEANDER.

Hvad ere vi Mennesker dog ulyksalige i denne Verden! der ere faa Ting som foraarsage os solide Glæ- de, og de samme faa søde Ting ere ofte beblandede med Galde. Nu tænkte jeg at høste Frugten af min Kiærlighed, og at komme udi Possession af Jomfruen, som jeg saa inderligen elsker. Men just da man tænker at være allersikrest, reiser sig en uformodende sterk Modvind, som truer med Undergang.

LEONORE.

Det er vist nok, kiære Leander; men jo farligere Stormen er, jo behageligere vil det siden blive for os, naar vi komme udi Havnen.

LEANDER.

Men paa den sidste Relation jeg havde af hendes Mamma, saa tør jeg ikke komme oftere her i Huset; thi han har jo udtrykkeligen givet tilkiende, at han ikke vil have mig til Svigersøn.

LEONORE.

Jeg forlader mig paa Pernilles Løfte, som har lovet at reede os i en hast ud af denne Vanskelighed.

LEANDER.

Men hvad mon det er for en Intrigue hun har fore?

LEONORE.

Jeg kand ingenlunde bevæge hende til at aabenbare mig den. Hun siger at ingen veed den uden Monsieur Leonard, Henrichs Herre.

LEANDER.

Men allerkiæreste Jomfrue! skal all vor Lykke dependere af denne Intrigue?

LEONORE.

Ingenlunde; thi kand Intrigue ikke hielpe, saa lader jeg min Fader smukt vide, at om han vil bryde sit Løfte, saa vil jeg ingenlunde giøre det, og forekaster 435 han mig Ulydighed, saa forekaster jeg ham Utroeskab. Dog ønsker jeg, at Pernilles Anslag kunde lykkes, at jeg ikke skal nødes til at skride til saadan Extremitet.

LEANDER.

Jeg forlader mig meer paa Jomfruens Bestandighed end paa alle Intriguer.

LEONORE.

Ja, han kand sikkert forlade sig derpaa; thi intet Barn er forpligtet at adlyde sine Forældre udi det som er usømmeligt. Men der seer jeg ham komme. Gak I kun til side, og vær imidlertid forsikret om min Troeskab.

SCEN. 2

Jeronimus. Leonore.

JERONIMUS.

Det er mig kiært, min Dotter! at jeg finder dig alleene; thi jeg har noget vigtigt at tale med dig om. Hør! jeg har merket hos dig fra din Barndom, at du ikke har haft uden en honnete Ambition.

LEONORE.

Det er sandt nok. Jeg har altid stræbet at føre mig saaledes op, at ingen med Billighed skulde kunne bebreide mig nogen Bassesse.

JERONIMUS.

Og derfor haaber jeg, at du skal finde Smag udi det Forslag, som jeg vil giøre dig.

LEONORE.

Jeg skal aldrig være mine Forældre imod udi det som sømmeligt og anstændigt er.

JERONIMUS.

Got min Dotter! nu har jeg Spillet vundet. Jeg er i disse Dage bleven forsikred om at aflægges med en Rang; og naar det skeer, saa vil jeg selv give dig at betænke, om du kand gifte dig med en slet og ret Monsieur, som Leander.

LEONORE.

Jeg har selv paa mine Forældres Behag giort Ægteskabs Løfte til Leander, og derfor vil give min Far at betænke, om jeg med min Honneur kand rygge mit Løfte.

JERONIMUS.

Med din Honneur, siger du? veedst du og ret hvad Honneur er? er det Honneur for en Frøiken at gifte sig med en slet og ret Borger?

436
LEONORE.

For at forekomme saadan Uleilighed er det da best, at jeg gifter mig med Leander, førend jeg bliver Frøiken, og førend Papa faaer Rang, saa synder vi intet mod Reglerne.

JERONIMUS.

Slidder Sladder mit Barn! den Snak kommer lidt overeens med det forrige, nemlig at du havde Ambition.

LEONORE.

Just fordi jeg har Ambition, just derfor kand jeg ikke bifalde min Far.

JERONIMUS.

Hvilken forbandet Snak! Just fordi du har Ambition, just derfor vil du heller heede Mutter end Frue.

LEONORE.

Ney, just fordi jeg har Ambition, just derfor vil jeg ikke giøre mig til et Skarn og bryde mit Løfte.

JERONIMUS.

Ingen er forbunden at holde et Løfte, som strider mod Ærbarhed. Da du giorde Leander det Løfte, vare I hinandens Lige. Nu er Tingen saa forandret, at du staaer paa Trinnet at blive Frøiken, og han er kun en slet og ret Monsieur; ergo, derfor kand det Løfte ikke binde dig, thi det som tilforn kunde være lovligt, dets Fuldbyrdelse strider nu mod Ærbarhed. Vi har jo Lov derfor.

LEONORE.

Om jeg maatte sige saa, min kiære Far! saa er det en hæslig Procurator Stræg at dreje Loven saaledes. Er det mod Ærbarhed at holde sit Løfte, som man har giort en brav ærlig Mand?

JERONIMUS.

En ærlig Mand? det er ikke nok. En Bonde kand ogsaa være ærlig; Men om en velbyrdig Frøiken gifter sig med en ærlig Bonde, synder hun i mine Tanker mod Ærbarhed.

LEONORE.

Det troer jeg nok. Men jeg seer ingen Forskiæl mellem mig og Leander; thi vi ere begge af Borger-Stand.

JERONIMUS.

Det er sandt nok; men om du i Morgen blev Frøiken, hvad da?

LEONORE.

Saa var det ikke videre end en ærlig Borger blev gift med en velbyrdig Borger-Dotter.

437
JERONIMUS.

Driv ikke Spot med din Far, min Dotter! det er ikke smukt.

LEONORE.

Det være langt fra! men min Far vil have mig til at bedrive en Gierning, som alle fornuftige Folk vil foragte mig for.

JERONIMUS.

Hvad? fornuftige Folk! Du regner vel vore Naboer, de Spidsborgere, for fornuftige Folk? det er Folk, min Dotter, som ingen Ambition har.

LEONORE.

Mig synes, den siger sig fra all Ambition, der ingen Troe og Love har.

JERONIMUS.

Du maa snakke saa meget, som du vil, min Dotter, saa bliver Udfaldet dette, at du slet ikke faaer Leander.

LEONORE.

Og min Far maa præke saa meget for mig, som han vil, saa bliver Udfaldet dette, at jeg tar aldrig nogen, uden Leander.

JERONIMUS.

Vil ikke gode Ord hielpe, saa faaer jeg bruge Myndighed.

LEONORE.

En Faders Myndighed strækker sig ikke saa vit.

JERONIMUS.

Hvad? har et Barn Magt til at gifte sig mod sine Forældres Villie?

LEONORE.

Jeg har intet giort herudi uden min Fars Samtykke og Villie.

JERONIMUS.

Hør, Leonore! ikke et Ord meer; thi bliver jeg først vred, faaer du mig ikke saa hastig blid igien.

LEONORE.

Jeg vil ogsaa bede min Far, at han ikke rører meer om den Materie; thi jeg er ogsaa ikke let til at blive blid igien, naar jeg først bliver vred.

JERONIMUS.

Gak kun bort til videre, mit Barn, og betænk dig hvad du giør. Leonore gaaer.

JERONIMUS.

See mig engang til den Næseviis! Men jeg maa give hende lidt Tid; Hun betænker sig nok. Men der kommer, min Troe, Baronens Tiener.

438

SCEN. 3

Dobre Podolsky. Jeronimus.

DOBRE PODOLSKY.

Serviteur, Hr. Jeronimus!

JERONIMUS.

omfavnende og kyssende ham. Ach velkommen igien min ærlige Dobre Podolsky.

DOBRE PODOLSKY.

Min Herre er paa Vejen for at besøge ham, og bringer gode Tidender med sig.

JERONIMUS.

Er det mueligt! Den Herre holder meer, end han lover.

DOBRE PODOLSKY.

Han er ogsaa bekiendt for en Ordholdend Herre, baade blant Christne og Hedninger.

JERONIMUS.

Ogsaa blant Hedninger?

DOBRE PODOLSKY.

Der er ingen udi det heele Hedenskab, der jo kiender ham.

JERONIMUS.

Maatte jeg spørge hvor Hedenskabet ligger?

DOBRE PODOLSKY.

Det kand jeg sige ham paa mine Fingre; thi jeg har været der mange gange. Hedenskabet ligger Nord Nordvest her fra. Hovedstaden udi Hedenskabet heder Constantinopel, og Keiseren, som nu regierer, heder Mephistofelus. Det er en brav Keiser, hvorvel han er ikke min Herres Ven.

JERONIMUS.

Hvi saa?

DOBRE PODOLSKY.

Jeg vil nok sige Hr. Jeronimus det, hvis han vil beholde det hos sig selv. Min Herre havde den Naade at spise en gang hos Keiseren. Over Bordet kom han i Dispyt med den store Vizir Holophernes, hvilken Dispyt gik saa vit, at min Herre udi Hidsighed gav ham et Ørefigen; Saa at Keiseren siden den Tid saae ham an med skeele Øyen.

JERONIMUS.

Men tog den store Vizir dette Ørefigen saa til takke?

DOBRE PODOLSKY.

Hvad vilde han giøre? hvo som kiender min Herre, binder ikke let an med ham. Han svor alleene ved sin Talmud, som er Hedningernes Ritual, at han skulde hævne det. Det er u-endeligt at fortælle 439 alle de Actioner min Herre har haft. Er det ikke en Ære for Landet, at en Jydsk Baron har givet den store Vizier et Ørefigen?

JERONIMUS.

Saa er hans Herre da fra Jylland?

DOBRE PODOLSKY.

Ja det kand man nok høre paa hans Tale.

JERONIMUS.

Men, om jeg maatte spørge saa dristigt, Monsieur Dobre Podolsky! hvoraf veed han, at Baronen har gode Tidender at bringe mig?

DOBRE PODOLSKY.

Han bad mig lade Hr. Jeronimus vide, at han havde talet om ham paa behørige Steder. Det havde nær gaaet ham af Glemme, saasom han har meget i sit Hovet. Men jeg, uden at rose mig selv, erindrede ham om at tænke paa Hr. Jeronimus.

JERONIMUS.
omfavner ham.

Det var et ærligt Vens-Stykke.

DOBRE PODOLSKY.

Jeg siger det min Troe ikke i den Intention, at jeg vil begiære nogen Discretion af ham derfor, ihvorvel at - - -

JERONIMUS.

Han har min Troe fortient en Discretion, og han skal ogsaa have den. Jeg beder ydmygst at han ikke vil forsmaae disse 100 Ducater.

DOBRE PODOLSKY.

Ach Hr. Jeronimus! hvortil er saadant nødigt?

JERONIMUS.

Men en Ting vil jeg bede ham om, det er, at han vil beholde denne Discretion alleene, uden at deele den med den Franske og Spanske Lakei.

DOBRE PODOLSKY.

Efterdi Hr. Jeronimus saa befaler, saa vil jeg beholde den alleene. Men jeg maa løbe; min Herre vil nok være her i Øyeblikket.

SCEN 4.

Jeronimus. Magdelone. Pernille.

JERONIMUS.

Kom her ud, min Hierte! jeg har noget at sige dig.

MAGDELONE.

Hvad er nu paa færde igien?

440
JERONIMUS.

Du maa blive her tilstæde for at complimentere Baronen. Nu kommer han.

MAGDELONE.

Men er jeg skikket til at conversere med saadan stor Herre?

JERONIMUS.

Han er min Troe ikke anderledes end en gemeen Borger i Omgiængelse. Det veed Pernille.

PERNILLE.

Det er en allerkiæreste Herre. Madamen har ikke nødigt at undsee sig for ham. Men der kommer han min Troe.

SCEN. 5

Baronen. Jeronimus. Magdelone. Pernille. Dobre Podolsky.

BARONEN.

Halt - - - et, Porteurs! Sans facon Hr. Jeronimus! lad Porteurerne kun selv hielpe mig ud.

JERONIMUS.

Ach naadige Herre, lad mig have den Fornøyelse.

Baronen visker ham i Øret.
JERONIMUS.

kyssende Haanden. Ach jeg takker allerunderdanigst Eders Naade.

BARONEN.

Inden to Dage skal I have jer Bestalning, og det gratis, saa at I har ingen Bekostning at giøre, uden paa Papiret, som koster 100 Rixdaler; og det skal I ingen Bekymring giøre jer om, alleene at I leverer de Penge til min Tiener, saa skal han løse og bringe jer Bestalningen.

JERONIMUS.

Ach det er en stor Naade.

BARONEN.

Hej Dobre Podolsky! Hr. Jeronimus flyer dig 100 Rixdaler, som skal være til hans Bestallings Indløsning.

JERONIMUS.

Om jeg da maatte besværge ham dermed -- -

BARONEN.

Ej, sans facon Hr. Jeronimus! gak nu strax hen, og forret det.

JERONIMUS.

Min Hierte! gak hen og kys paa Baronens Haand.

441
BARONEN.

Er det hans smukke Frue? Votre tres humble Serviteur de Valet, Madame.

MAGDELONE.

Jeg er ikke saa lykkelig at jeg forstaaer Fransk min Herre!

JERONIMUS.

Ej, still dig da ikke saa taabelig an. Kand du ikke svare et lidet korn? kand du i det ringeste ikke sige: O vis Monsieur?

MAGDELONE.

neiende. Ovis Monsieur.

BARONEN.

Fort Bien Madame! Parle de vous franc.ois?

JERONIMUS.

Min Kone har lært noget fransøsk i sin Ungdom, men hun faaer begynde at lære noget igien paa nye.

BARONEN.

Ovis Monsieur, Perfectement. Hun har min Troe, ma foi, en god Accent, uden at flattere.

JERONIMUS.

Hør du vel, min Dukke! hvad Baronen siger: han siger, at du har en god - - - hvad var det han kaldte det sidste?

MAGDELONE.

sagte. Jeg veed hverken hvad det første eller sidste var, thi jeg er gandske hoved-svimled.

JERONIMUS.

Mine Naboer, eders Naade, vil nok misunde mig denne Lykke.

BARONEN.

Lad dem misunde! Hvad vil det sige? Men hvis de endeligen trænger, saa kand jeg ogsaa hielpe paa dem.

JERONIMUS.

Ney eders Naade! det vil jeg ydmygst bede, at det maa blive ved mig alleene. Ikke fordi jeg misunder dem nogen Ære eller Lykke, men af Aarsag at - -

BARONEN.

Af hvad Aarsag da?

JERONIMUS.

Af den Aarsag, at - - - min Frue veed Aarsagen.

MAGDELONE.

Hvad? Jeg veed min Troe ingen Aarsag.

BARONEN.

Jeg begriber det nok min kiære Frue! det er, hun vil gierne være den fornemste i Lauget, naar hun kommer i Samlinger med hendes Naboersker.

JERONIMUS.

Ney det er endeligen ikke Aarsag, thi hverken jeg eller min Kone har i sinde ofte at omgaaes med vore Naboer her efter.

442
BARONEN.

Der i har han ret. Det sømmer sig ey heller; thi naar man søger om at komme i Stand, maa man og skikke sig derefter. I maa ogsaa love mig det, at I vil staae paa jer Respect.

JERONIMUS.

Spares mig Liv og Helsen, saa skal jeg saamænd ikke familiarisere mig med mine Naboer.

BARONEN.

Det er jo nogle Spidsborgere, som ere kun halve Mennesker.

JERONIMUS.

Det findes aldeles ikke hos dem, hvad man kalder honnete Ambition; thi naar de kommer i Samlinger, seer de kun efter Mad og Drikke, uden at bekymre sig om enten rnan sætter dem øverst eller nederst.

BARONEN.

Pardi, det er jo at leve som Fæ.

JERONIMUS.

Ja lidt bedre, Eders Naade!

BARONEN.

Men, a propos, har han faaet sine 500 Rixdaler tilbage?

JERONIMUS.

Det haster ikke, Eders Naade!

BARONEN.

Charni! har den Slyngel ikke bragt Pengene endnu tilbage?

DOBRE PODOLSKY.

Jeg har forglemt det. Herren tar det ikke u-naadigt op!

BARONEN.

Glem det da ikke saa snart du kommer hiem. De skal betales i Guld igien.

JERONIMUS.

Ach ney Hr. Baron! det giøres ikke nødigt.

BARONEN.

Ej! det kommer mig paa eet ud, Hr. Jeronimus! det er ogsaa mindre Umage.

JERONIMUS.

Ach gid jeg kunde leve den Dag, at jeg kunde erkiende den store Naade, som mig er beviset!

BARONEN.

Jeg forlanger intet andet af ham, end at han staaer paa sin Respect, saa at jeg ingen Skam skal have for rnin Recommendation.

JERONIMUS.

Jeg skal saamænd nok skikke mig saa, at Herren ikke skal fortryde paa den Naade, han har kastet paa sin ringe Tiener. Dobre Podolsky gaaer.

443

SCEN. 6

Leonard. Baronen. Jeronimus. Magdelone. Pernille.

LEONARD.

med en Krabask. Det er mig sagt, at min Tiener skal løbe her i Huset og spille en hob Comoedier. Hans Tiener, Hr. Jeronimus! om Forladelse at jeg kommer saa dristig.

JERONIMUS.

Jeg er ikke saa lykkelig, at jeg kand tale med ham, formedelst denne fornemme Herre, som er hos mig.

LEONARD.

Hvem er det?

JERONIMUS.

Det er en Baron.

BARONEN.

hældende med Hovedet. Adieu Hr. Jeronimus, jeg maa gaae.

LEONARD.

Hans Tiener, Hr. Baron!

BARONEN.

Hans Tiener!

LEONARD.

Kiender han ikke mig?

BARONEN.

Ney jeg giør ikke.

LEONARD.

Saa kiender jeg min Troe dig.

Prygler ham med Cr ab asken, og Baronen skriger.
JERONIMUS.

Ach Himmel! er det mueligt, at en, der har givet den store Vizir Ørefigen, lader sig saa prygle?

LEONARD.

Har jeg ladet mig giøre Klæder, at du skal spille Giæk med dem?

Han trækker Kiolen af, og Baronen staaer i Liberie.
LEONARD.

Men siig mig du fortvilede Skiælm! hvad har drevet dig til at giøre saadane Optøjer?

BARONEN.

Ach Herre! slaae mig ikke, saa skal jeg bekiende alting.

JERONIMUS.

Ach! jeg døer af Blusel over denne Hendelse.

LEONARD.

Bekiend da!

BARONEN.

Jeg trængde til Penge, og som jeg hørte at denne gamle rangsyge Nar kyssede Skræddere og Lakeier for de skulde tale for ham, saa tænkte jeg ved mig selv: Her er en Skilling at fortiene for dig; Hvor for jeg 444 gav mig ud for en Baron. Synes Herren at det var nogen Synd at narre saadan gammel Abekat?

JERONIMUS.

Ach jeg kand ikke meer. Gid jeg var i Graven!

LEONARD.

Men hvorfor gav du dig ud for en Baron?

BARONEN.

Ikke uden for at curere ham for hans Rangsyge.

445
LEONARD.

Der er min Troe ikke meget Ont i det.

JERONIMUS.

Ach gid han faaer en Ulykke, saa vist som det var for andet; thi han har faaet over 700 Rdlr. af mig.

BARONEN.

Det er ikke sandt Herre! jeg har ikke faaet en Skilling, han leverede dem til en anden ubekiendt Person, som fuldte mig hid.

JERONIMUS.

Ja det var til Dobre Podolsky. Hvor er han? Nu var han her.

BARONEN.

Ja han er ikke saa let at faae fat paa. Det er en Landløber.

JERONIMUS.

Ach jeg elendige Menneske! hvor skammelig er jeg bleven bedragen!

LEONARD.

Begræd ikke saa meget jer Forliis, Hr. Jeronimus! begræd heller jer Daarlighed, og stræb at mage det saa, at denne Historie kommer ikke ud blant Folk.

JERONIMUS.

Ach jeg seer og kiender min Daarlighed, men alt forsiide, og jeg skiæmmer mig for min Kone og mine Børn. Lad Leonore komme ind.

SCEN. 7

Leonora. Leandet. Personerne af forrige Scene.

JERONIMUS.

Min Datter! jeg seer du kommer der med Monsieur Leander.

LEONORE.

Ja min hierte Far! vi lader ikke af at elske hinanden, u-anseet alle de Trusler, som os ere giorte.

JERONIMUS.

Bliver kun ved at elske hinanden; Jeg skal aldrig være jer meer imod. Og I Monsieur Leander! jeg beder jer tusinde gange om Forladelse, at jeg har været saa kaaldsindig mod eder. Der var kommen en Raptus over mig, hvis Udfald har saaledes ydmyget mig, at jeg er kommen til mig selv igien, og fortryder min Daarlighed, sær den slette Conduite jeg har føret mod ham.

LEANDER.

Det er mig kiært at fornemme, at Hr. Jeronimus foragter mig ikke meer. Hvad som har været Aarsag dertil kand jeg ikke vide, ligesaa lidt som jeg veed Aarsagen til denne sidste Forandring.

446
BARONEN.

Jeg skal fortelle Monsieur den heele Historie - - -

JERONIMUS.

Hold Munden, Monsieur Baron, eller jeg skal kløve dit Hovet. Dog jeg burte heller takke end være vred paa ham; thi han har ved sit Giækkerie cureret mig. Men hvad Pokker er det som jeg seer? er det ikke Dobre Podolsky, som kommer tilbage? Her kand jeg komme til mine Penge igien.

DOBRE PODOLSKY.

Min Herre, jeg beder ydmygst at han ikke vil fortryde paa at vi har narret ham, thi - - - -

JERONIMUS.

Hvor er mine Penge din Gaudieb?

DOBRE PODOLSKY.

Her er de alle sammen, forst de 500 Rdlr., som vi, for at narre ham, sagde skulde til Grævinden; dernest - - -

JERONIMUS.

Vær saa god at holde inde med den Specification, flye mig kun Pengene.

DOBRE PODOLSKY.

Men jeg veed ikke om min Herre vil lade mig beholde de 100 Ducater, som jeg fik for min havde Umage.

JERONIMUS.

For din havde Umage? du har fortient Galgen for din havde Umage.

DOBRE PODOLSKY.

See der er de alle sammen. Jeg beder kun at Hr. Jeronimus ikke vil fatte noget Had til os, fordi vi narrede ham.

JERONIMUS.

Ey, hold Munden.

DOBRE PODOLSKY.

Jeg siger det kun for at undskylde mig, thi jeg skal aldrig narre ham oftere.

JERONIMUS.

Du skal ey heller faae Leilighed dertil.

LEONARD.

Saa gak din Gang og incommodeer ikke Manden meer. Det giør mig ellers usigeligen ont Hr. Jeronimus, at saadant skulde vederfares af min Tiener. Alt hvad jeg kand giøre, det er at straffe ham og lade ham løbe.

JERONIMUS.

Det er best, Hr. Leonard, at han beholder ham i Tieneste, og tilholder ham, at han ingen fortæller hvad som skeed er. Jeg vilde ellers ønske, at alle urimelig Rangsyge kunde revses ligesom jeg for deres honnete Ambition.

447

Den honnette Ambition
Noter

S. 403
tilforn, tidligere. - særdeeles, usædvanligt, mærkeligt. - Alleene, men; dog.

S. 404
Liberie-Kiole, (Mands)kjole, der hørte til Tjenerdragten. - Taftes-Pung, Haarpung af Taft. I Stedet for Paryk var det blevet moderne at bære Haaret i Punge. - mare, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten.

S. 405
har en Ære at tale med, har ikke noget at skulle have sagt.

S. 406
gaae paa hinandens høyre Haand, som den fornemste gaa til højre for den man følges med. - qvæler, piner, plager. - dølge, skjule. - Protestationer, Forsikringer.

S. 407
Præludier, Indledninger, Omsvøb. - Characteer, Rang, Titel. - Promotion, Forfremmelse. - moqverer, ler ad; foragter. - ikke mindre end, aldeles ikke, alt andet end.

S. 408
betler, tigger. - meritered, fortjent. - Meriter, fortjenstfulde Handlinger, Fortjenester. - Supplik, Bønskrift. - etc., lat. et cetera, og saa videre. En etcetera brugt som Skældsord: en Noksagt o. lign.

S. 409
kalde ... Frue. Kun fornemme Kvinder, hvis Mænd havde Rang, kaldtes Fruer. En Kone som Magdelone var Madamme.

S. 410
Akkermær, egl. (tarvelig) Plovhest, brugt som Skældsord til Kvinder. - bryd mig ikke Hovedet, vold mig ikke Hovedbrud. - Betieninger, Embeder, Bestillinger. Med Rangen fulgte visse Privilegier som Fritagelse for Borgerlige Betieninger.

S. 411
Ducat, fin Guldmønt, opr. af 2 Rigsdalers Værdi. Det var den svenske Konge Karl XII, der gav Kobberskillinger et højere Paalydende, se Bind I, S. 336. - distingueret, udmærket. - sætte Farve paa, besmykke. - det gier ingen gode, det nytter ikke noget.

S. 412
Kaabe-Skiul, dvs. det som dækker, besmykker noget. - recommendere, anbefale. - Primer, vrøvler. - flattere, smigre. - Lader, Adfærd, Manerer.

S. 413
gallonneret, prydet med Galoner (svære Uldeller Silkebaand, evt. med indvævet Sølveller Guldtraad). - Varulv, i Folketroen en til Ulv forvandlet Mand; kendtes paa stygt Udseende med sammenvoksede Øjenbryn.

S. 414
Køllert betyder en Trøje af Læder. - Ficonterier, vulgært Udtryk: Kneb.

S. 415
galant, elegant, flot. - tage Kniv og Gaffel med sig. Det havde tidligere været almindelig Skik og Brug, at Gæster medbragte deres eget Spisebestik.

S. 416
Baron følger efter Greve i Rang. - i sex Heste, med et Forspand 448 af seks Heste. - gaaer... qvit, mister, gaar Glip af. - Eqvipage, Udstyr. - Det tiener ikke, det er ikke heldigt, det gavner ikke.

S. 417
obligere, forpligte. - sæt dig i Eqvipage, udstyr, udrust dig. - Bassesse, fr. Simpelhed, Lavhed.

S. 418
Serviteur, fr. Tjener. - Vi har... faaet vor Bekomst, vi er godt forsynede.

S. 419
anden større Kundskab, andet fornemmere Bekendtskab. - Portechaise, fr. Bærestol.

S. 420
med bare Hovedet. Jeronimus har endnu ikke faaet sin Paryk paa. - Positur, Tilstand. - emplojeres, Forvanskning af employeres, ansættes; anvendes. - iblant, en Gang imellem. - gemene, almindelige. - habil, dygtig. - Lectie, Forelæsning; Lektion.

S. 421
Kiereste, Ægtefælle, Kone. - Votre... Madame, fr. Deres meget ydmyge, særdeles ydmyge Frue.

S. 422
Morbleu, fr. for Pokker, minsandten. - perfectement, for fr. parfaitement, fuldkommen. - skiønsom, forstandig, indsigtsfuld. - hiulpet... af Støvet, dvs. hævet, ophøjet. - mardi, for fr. pardi, ved Gud. - jeg vil tiene, jeg skal sige Dem. - importerer, indbringer. - frisk Vand, fersk Vand. - Cabeljou, Kabliau, Stortorsk. - Invention, Opfindelse.

S. 423
Den Utrectiske Fred, Freden i Utrecht, som endte den spanske Arvefølgekrig, sluttedes 1713. - hvad vil du tale, dvs. hvad bilder du dig ind at tale. - Mademoiselle, fr. Frøken. - tres. .. Reencolavet, forvrøvlet Fransk: meget berømt, hvorledes, luk Baron de R.s Dør. - Duc de Vendosme, Hertugen af Vendóme kæmpede som General i den spanske Arvefølgekrig; men han døde 1712, altsaa inden Fredsslutningen. - han maa melde sig, det er noget han tror! - billigt, rimeligt. - Dobre Podolsky, polsk: Godt, Podolsk.

S. 424
du skal fornemme, du skal skaffe dig Underretning om. - Leerbeutel, ty. Tom Pung. - Passedix, fr. betyder Over ti; et Terningspil. - Obscurité, fr. et Spil i l'Hombre. Hvis en Spiller har to sorte Esser og kaster de øvrige Kort, siges han at spille paa Obscurité (jouer à l'obscurité). - Voulez... vous, forvrøvlet Fransk. - Mosepan, polsk Mospanie, min Herre. - engrasseret, Forvanskning af engageret, forpligtet. - Plaiseer, fr. plaisir, Fornøjelse, Glæde.

S. 425
Vertichoux, fr. vertuchou, Død og Pine. - Peste! fr. Død og Pine! - profos, Forvanskning af fr. par force, med Vold og Magt. - det skal have gode Veye, det har ingen Nød.

S. 426
besynderlig, især.

S. 427
sans facon, fr. uden Omsvøb. - aparte, ekstra. - Er ... werden, ty. Han skal blive hjulpet.

449

S. 429
Hvad vil... Ebeltoft, Hvordan kan det Bæst, som nylig er kommet fra Æbeltoft.

S. 430
employere, anbringe. - omendskiønt, selv om.

S. 431
Matrone, (gift) Kone. - Hoffart, Storagtighed. - promoveres, forfremmes.

S. 432
en slet og ret Monsieur. Monsieur var almindelig Tiltale til alle voksne Mænd. - stode... i en Maade, var i en kedelig Situation. - Raisons, fr. Grunde.

S. 433
Vellyst, Vellevned; Overdaadighed. - Assembleer, Selskaber. - Resolution, Beslutning.

S. 434
solide, virkelig, reel. - Possession, Besiddelse. - Relation, Meddelelse. - Inirigue, fr. listig Streg, Rænke. - dependere, afhænge af, bero paa.

S. 435
Extremitet, Yderlighed. - Honneur, fr. Ære. - rygge, bryde.

S. 436
kommer lidt overeens, stemmer kun lidt overens. - ergo, lat. altsaa. - lovligt, rosværdigt, prisværdigt. - Vi har jo Lov derfor. I Danske Lov (1683) staar der, at alle frivilligt indgaaede Kontrakter skal holdes, men med Tilføjelsen: »som ikke er imod Loven, eller Ærbarhed« (5,1,2).

S. 437
gifte sig mod sine Forældres Villie, se Bind I, S. 279. - Materie, Emne.

S. 438
Mephistofelus, Mefistofeles, Navn paa Djævelen. - hvorvel, skønt. - Vizir, Vesir, (arabisk) Førsteminister. - Holophernes, Kong Nebukadnezars Feltherre; optræder i en af Det gamle Testamentes apokryfe Skrifter (Judits Bog). - saae ham an med skeele Øyen, saa skævt til ham. - Talmud, Samlinger af jødiske mundtlige Traditioner vedføjet Moseloven. - Ritual, Forskrift for religiøse Handlinger.

S. 439
Actioner, Bedrifter; Affærer.- Intention, Hensigt. - Discretion, Belønning, Erkendtlighed.

S. 440
complimentere, byde velkommen. - Bestalning, Udnævnelse. - besværge, besvære.

S. 441
Ovis, fr. oui, ja. - Fort bien, fr. meget godt. - Parle ... francois, ukorrekt fransk: Taler De Fransk? - ma foi, fr. min Tro. - Accent, Udtale. - Samlinger, Selskaber.

S. 442
lidt bedre, ikke meget bedre. - Charni, fransk Ed. - erkiende, vise Taknemmelighed; gengælde.

S. 443
Krabask, Pisk af flettede Remme. - Liberie, Tjenerdragt. - Optøjer, gale Streger.

S. 445
Raptus, Mani. - Conduite, Optræden.

S. 446
Gaudieb, Bedrager; Gavtyv. - incommodeer, genér. - vederfares, ske, times (jer).

LIIGBEGIÆNGELSE
Med THALIÆ AFSKEEDS TALE
Forestillet til allersidste Slutning af
DE DANSKE ACTEURS
Den 25. Februarii 1727

452

Personerne i Comoedien

  • HENRICH
    privilegeret Acteur
  • SCHUMACHER
    som Bedemand
  • MADEMOISELLE HIORT
  • HAMMER
  • MONTAIGU
453

Den danske Comoedies Liigbegiængelse
Indledning

Da Skuepladsen i Lille Grønnegade aabnedes, den 23. September 1722, med Molières Komedie Gnieren, indledtes Forestillingen med en Prolog, som var skrevet af Frederik Rostgaard og blev fremsagt af Komediens Muse:

Thalia er mit Navn, en Jomfrue fuld af Glæde Begyndelsen var straalende; til Førsteopforelsen af Den politiske Kandestøber, den 25. September, var Tilløbet saa stort, at ikke alle kunde komme ind. Skønt hver Spilleaften gav 200 Rigsdaler i Kassen, var det svært at faa Overskud; der skulde betales Forlystelsesskat, som gik til Fattigvæsnet. Det var i Begyndelsen 10% af Bruttoindtægten, men nedsattes til 6 Rigsdaler om Ugen. Den største Anstødsten var dog Teatrets Startgæld; lige fra Begyndelsen red man paa Veksler. Da Teatret for fulde Huse spillede Den ellefte Junii, ved Sommerterminen 1723, var det selv paa Fallittens Rand. Men Stormen blev redet af, og den 2. Sæson, 1723-24, kom godt i Gang, da der i Februar 1724 kom Forbud mod at holde Maskerader og Assembleer, og det var netop disse offentlige Forlystelser, der gav Komediehuset højst fornødne Ekstraindtægter. Den tredie Sæson tog sin Begyndelse, men fik en for tidlig Ende i Februar 1725, da Kreditorerne gjorde Arrest i Teaterkassens Indhold, og Spillet maatte indstilles. Et Aar laa Komedien død. Saa kom der Liv i den igen, i Februar 1726. Aktørerne spillede paa Deling, idet de betalte Ko- 454 mediehusets Ejer 10 Rigsdaler pr. Aften. Truppen gjorde sit bedste, Holberg leverede nyt; en livlig, men ikke trøstefuld Sommer gik til Ende; man spillede til ind i Juli.

I Begyndelsen af Oktober 1726 begyndte Vinterforestillingerne paa usikre Vilkaar. Takket være Den Stundesløse kom man igennem til Decembers Slutning. Fra Midten af Januar til Enden af Februar 1727 holdtes Fastelavnsspil, hvor atter Den Stundesløse samt Pernilles korte Frøiken-Stand gjorde Virkning. Men Publikum svigtede de fleste Aftener; en Aften maatte man aflyse: der var kun 8 Rigsdaler i Kassen (se Billed 138). Men den 25. Februar 1727 var det Slut: Efter Opførelse af et Holberg-Stykke, man véd ikke hvilket, fremførtes Den danske Comoedies Liigbegiængelse, som afsluttedes med, at Thalia, den fordums saa glade Jomfru, med nedtrykt Hoved holdt Sørgetalen.

Holberg var dermed færdig med Lille Grønnegadeteatret. Med de Forestillinger, som Aktørerne endnu fik Lejlighed til at opføre April-Juli 1728, har han vistnok ikke haft nogen Forbindelse.

Tekstgrundlag. Holberg optog ikke det lille Lejlighedsstykke i Den danske Skueplads; Stykket kom bort for ham, men da Bogtrykkeren J. J. Høpffner præsenterede ham for Stykket, kendtes han ved det og tillod Trykning, som da skete 1746. Denne Tekst optrykkes her, i Redaktion af F. L. Liebenberg, Holbergs Comoedier, VIII, 1854, S. 13 ff. Af en Afskrift ved Benjamin Dass, som nogle Steder synes at indeholde den oprindelige Form, er nogle Varianter meddelt i Kommentaren.

Litteratur.Eiler Nystrøm. Den danske Komedies Oprindelse, 1918. - Anne E. Jensen. Studier over europæisk drama i Danmark 1722-1770, 1968.

455

SCEN. 1

HENRICH.

kommer ind, staaer længe i Tanker, og endelig tager et Papiir op af Lommen og siger: Den Hund har nok skrevet mig et X for et V. Men det er ligemeget; thi jeg haver dog intet at betale med. Lad see engang, hvad han har skrevet op for sidste Uge.

Debet for Sr. Henrich, privilegerede Acteur udi Grønnegade, som følger:

Acteur udi Grønnegade? Hvem mon den Skurk seer mig an for? Jeg maa engang læse videre. 456 Den 18. Febr. Tre Kummens-Kringler og et halv Glas hvidt Øll til at fordøye Maden med.

Det er sandt nok; thi det var kuns et halv Glas, derfor ligger de Kringler endnu i min Mave.

Den 19. dito. Erter for 3 Skilling, Suur-Stæg for 3 og en halv Skilling, Berge-Fisk for 2 Skilling med Sinnop og Smør over, item en frisk Simle.

Han har ret; men det var min Troe ikke ævret Smør. Han havde ikke giort ilde, om han havde sat: med Sinnop og Fæt; thi det havde i det ringeste en Couleur de Skoefæt, og staaer endnu i min Hals.

Den 20. og 21., som er hans tvende ordinaire Faste-Dage.

Merker vel, han siger ordinaire Faste-Dage, hvilket giver tilkiende, at jeg og har nogle extraordinaire.

Den 20. og 21., som er hans ordinaire Faste-Dage, intet uden et Brev Knaster-Tobak og en Pibe, som han strax betalte ved at forskaffe min Husfrue en Loge paa Galleriet, da de spilte Jeppe paa Bierget.

Gid du faae en U-lykke din Jøde! at sette din Kone paa Galleriet mod en Pibe! det bekiender jeg, den Pibe er 10 dobbelt betalt.

Den 22. Hønsekiøds-Suppe med Boller udi for 6 Skilling, Peberrods-Kiød for 7 Skilling, Suur-Kaal og Flesk for 5 Skilling, Boghvede-Grød kaagt i Melk med Rosiner for 3 Skilling, item 3 Simler og 6 Kruus Øll.

Det er sandt, jeg aad sterk den Dag; der er ingen anden Profit ved disse Faste-Dage.

Den 23. var han ikke tilstæde, betaler derfore ikkun 8 Skilling for hans Stoel samt Tallerken, som stod ledig.

Jeg skal betale 8 Diævle, din Tyv!

Den 24. En god Skind-Suppe, og intet andet den Dag.

Det er sandt nok; det var ogsaa nok, thi der gaaer kuns en eeneste saadan Suppe paa et Menneskes Liv.

Kiøbenhavn, den 25. Januarii.

Henrich Suur-Stæg. Manu mea propria. 457 Han har ikke sat Summa Summarum; men det er ligemeget, thi jeg agter aldrig at betale det, efterdi jeg har intet at betale med. Dersom Comoedierne havde continueret, havde jeg dog kundet spise ham af med nogle Sedler til de underste Loger. Men der seer jeg Schumacher komme; jeg kand ærgre mig, naar jeg seer den Karl saa Spæk-feed i saadanne mavre Tider.

SCEN. 2

Schumacher. Henrich.

SCHUMACHER.

Henrich! Hvad skal vi spille i næste Uge?

HENRICH.

Banqverotte.

SCHUMACHER.

Den Comoedie kiender jeg ikke.

HENRICH.

Det er endelig ikke fuldkommen en Comoe- die ; thi den er noget Tragoedisk i Enden.

SCHUMACHER.

Faaer jeg nogen Rulle der udi?

HENRICH.

En Hoved-Rulle.

SCHUMACHER.

Af hvem er dette Stykke giort?

HENRICH.

Der ere 3 eller 4 Authores, som haver haft den Godhed, at forstrække os nogle Vahre i denne forbigangne Vinter.

SCHUMACHER.

Nu forstaaer jeg nok hvad du meener. Men har du saa slette Tanker om Comoedien?

HENRICH.

Ja vist; thi jeg hører --- Men der seer jeg Mademoiselle Sophie komme i sorte Klæder; hvad mon det vil sige?

SCEN. 3

Mademoiselle Hiort. Schumacher. Henrich.

SCHUMACHER.

Hvorfor gaaer I saa sort, Mademoiselle?

MADEMOISELLE HIORT.

Aa, den lange Syge er dog den visse Død; de adskillige Anstød, som Comoedien haver haft i denne Vinter, er endelig falden ud til en hver Dags Feber, hvoraf hun døde i Morges imellem 9 og 10.

458
HENRICH.

Aa Himmel! Er den gode Kone død? Jeg tænkte det nok; thi hun har seet forbandet ilde ud i denne Vinter.

SCHUMACHER.

Ja dette, at hun gispede saa tit, har aldrig staaet mig an. Men giorde hun intet Testamente, førend hun døde?

MADEMOISELLE HIORT.

Jo mænd! Jeg kand ikke sige andet end at hun jo var meget genereuse. Hun befalede, at den heele overblevne Gasse Penge skulde deeles lige imellem Acteurerne og Actricerne.

HENRICH.

Hvad! skal jeg, som altiid haver haft de store Ruller, ikke have meer end han?

SCHUMACHER.

Hvilke forbandede Indbildinger! mon jeg ikke haver saa store Ruller som du?

HENRICH.

Du rnaa have Fanden! Jeg protesterer mod Testamentet.

SCHUMACHER.

Du er vel undskyldt, en Grønskolding som du.

HENRICH.

Hør! kløer din Ryg, saa ---

SCHUMACHER.

Hør! kløer dine Kiæver, lille Monsieur, saa - - -

MADEMOISELLE HIORT.

Ey, værer dog stille, og lader mig tale ud! Saasnart Testamentet var giort, aabnede vi Gassen, og fandt ---

SCHUMACHER.

Hvad fandt I?

MADEMOISELLE HIORT.

At den var gandske tom.

HENRICH.

Hillemænd! saa er det best, at vi ophæver Processen.

MADEMOISELLE HIORT.

Men tvert imod fandt vi udi en Lædike en Optegnelse paa en Gield, som Comoedien er geraaden udi, hvilken Arvingerne ved Testamentet betaler, hver efter Proportion.

SCHUMACHER.

Hillemænd! da vil du faae et forbandet Smæk, Henrich! du som har haft de store Ruller.

HENRICH.

Jeg har ikkun ageret Tiener, men du Herre. Jeg veed, Tieneren betaler ikke saa meget som Herren.

459
SCHUMACHER.

Ey, du jo har haft de store Ruller. Jeg vil ikke betage dig din Ære.

HENRICH.

Jeg gaaer min Troe fra Arv og Gield. Men der seer jeg en Bedemand komme.

SCEN. 4

Hammer som Bedemand. De andre.

HAMMER.

til Acteurerne. Saasom det har behaget den Dydziirede Madame Comoedien, ved en sagte Død at tage Afskeed fra Verden i Dag imellem 9 og 10 Slet, saa er hendes tienst-ydmygste Petition, Forlangende og Begiering hos høyst-ærede Seigneurs, at lade sig indfinde i Dag hos Seigneur Montaigu, boendes hos en Bilthugger paa Kongens Nye-Torv, for at assistere med deres Geleide og Comitat. Man onsker, saasnart som mueligt er, Occasion og Leylighed til at tiene dem igien udi lige Tilfælde.

HENRICH.

Det ønske vi ikke, Hr. Bedemand! men jeg kand troe, at det er saa Bedemands Stiil.

HAMMER.

Han er saa god og falder mig ikke ind i mine Ord. Jeg siger, man ønsker, saasnart som mueligt, Occasion og Leylighed at tiene dem igien udi lige Tilfælde. Begyndelsen skeer præcise Klokken 5, at det kand have Ende Klokken 7.

HENRICH.

Hans Tienere, Hr. Bedemand!

HAMMER.

Saa ere de da saa god at lade sig indfinde?

HENRICH.

Det skal ikke manqvere, og det uden Condition at forlange deres Assistence udi deslige Tilfælde; thi imellem os at sige, saa har vi ikke i Sinde at døe saa hastig.

HAMMER.

Efter Behag, I gode Venner.

HENRICH.

Kommer der ellers andre?

HAMMER.

Ja vist, der kommer adskillige fornemme Folk, som en Theemand, en Viintapper, item Henrich Suur-Stæg og to udaf Israels Børn, som alle ere Comoe- dien paarørende.

460
HENRICH.

Ja jeg veed nok, hvor udi det Slægtskab bestaaer.

HAMMER.

Serviteur, deres Tienere! adiøs.

Han giør 3 Reverencer, og de svarer ham.

SCHUMACHER.

Vi maa da hen og lave os til.

HENRICH.

Ey, der er jo langt til Klokken er halvgaaen Syv.

SCHUMACHER.

Vi blev jo budden til Klokken 5.

HENRICH.

Vi sætter jo ogsaa paa vores Placater, at Begyndelsen skal skee præcise Klokken 5, men har vi holdet det nogen Tiid?

MADEMOISELLE HIORT.

Men hvad skal jeg nu tage mig fore, efterdi Comoedien er til Ende?

HENRICH.

Dersom I har nogen Capital, vil jeg raade jer til at leve af jer Rente, men saasom maaskee I har ingen, kommer I til at tiene.

MADEMOISELLE HIORT.

Hvor skal jeg vel faae Tieneste? Vi har jo lagt os ud med alle Folk, Officiers, Doctores, Advocater, Kandestøbere, Marqviser, Baroner, Barberer.

HENRICH.

Det er min Troe sandt. Jeg har ikke tordt lade mig engang barbere, siden vi spillede den Comoedie om Mester Geert.

MADEMOISELLE HIORT.

Ja vi er min Troe ikke ilde opskiørted allesammen.

HENRICH.

Jeg vil da raade hende, at hun gifter sig,

Mademoiselle.

MADEMOISELLE HIORT.

Det er ikke saa læt at gifte sig, som du tænker, Henrich.

HENRICH.

Vil ingen anden have hende, saa vil jeg; men jeg gifter mig ikke paa anden Maade end udi Comoedierne, nemlig paa een Aften.

MADEMOISELLE HIORT.

Ey! ud og laver eder til, nu er ikke Tiid at skiemte.

461

SCEN. 5

Montaigu klædt som en Kok. Hammer som Jøde. Montaigu taler Fransk, som gaaer ud paa Gasconsk, og Hammer Høytydsk. Discoursen gaaer ud paa, at eftersom Comoedien er død, de skal have Besværlighed at faae deres Penge, som de har forstrakt til Acteurerne. De regner Vexelviis op, hvad de have at fordre hos enhver, og det hver paa sit Sprog; i det samme kommer man med Liget, og de to rangerer sig i Følge-Parret med. Processionen skeede saaledes: Først kom alle Monsr. Montaigus og Madame Coffres Børn, dernest Acteurerne efter Ancienneté, og andre som man fik dertil, hvorefter kom en, som slog paa Tromme, overklædt med sort, hvorefter tvende med Marschal-Stave og langt Flor der paa, derpaa Liget, som var en Acteur, og blev trilled paa en Hiulbør, hvilken sank ned udi det Hull paa Theatro, efter at Marschen var giort trende gange om Theatret. Efter Liget kom endnu en tom Hiulbaare, derpaa fulte Actricerne, udi hvis Paasyn Henrich styrtede sig ned udi Graven af Sorg, efter som han ikke vilde overleve Comoedien, og endelig sluttede Thalia Troppen. Hun blev tilbage efter de andre, og holdt efterfølgende Tale paa Vers.

Jeg, som med oprakt Hals kom frem i bunted Klæder,
Med nedtrykt Hoved nu i Sørge-Dragt fremtræder.
Da var en Fødsels-Fest, nu følger vi en Død,
Da regned Velstand ned, nu truer Himlen Nød.
I første Aar, som vi en gylden Tiid kand kalde,
Vi frygted for at see vor Gallerie nedfalde.
Det andet Aar var knapt, dog fik vi stundom lidt,
Den tredje Vinter vi fremslæbet paa Credit.
Da Hunger nogle drev til Jylland, Fyen, Norge.
Da truede Tyon ey Draabe Viin at borge;
Hos Kræmmer, Handværks-Mand, hos Bager, Brygger, Kok,
En Stræg ey meere var at faae paa Karvestok.
462 Vi trakte Vexler, men som ingen endossered,
De kommer med Protest igien uhonorered;
Bød Assignation paa vented Aarlig Løn:
Men alt omsonst, her hialp ey Løfter meer, ey Bøn.
Hos Jacobs Sønner selv, som af tre dobbelt Rente
Til Medynk drives tit, var intet meer at hente.
Paa stempled, slet Papiir vor Haand var lige god,
Nok at en Henrich og Pernille tegned stod.
I saadan Tilstand vi til denne Tiid har levet,
Imellem Slutterie og Raadhuus vi har svævet,
Indtil Comoedien sin Død og Helsot fik,
I Dag all Verdens Gang af hverdags Feber gik.

Den danske Comoedies Liigbegiængelse
Noter

S. 451
Liigbegiængelse, Ligfærd, Begravelse.

S. 452
Henrich. Det vides ikke, hvem der udførte denne Rolle. Da Henrich Wegner (o. 1701-43) ikke staar opført paa Listen over Teatrets Skuespillere 1726 og 1728, maa det formodes, at han ikke tilhørte Truppen i 1727. - privilegeret. Siden 14. August 1722 besad Montaigu (og hans Trup) Privilegium paa at opføre Komedier paa Dansk i København. - Schumacher, Johannes, var ved Truppen 1726-28. - Hiort, Sophie, var ved Truppen fra 1723 eller 24 til 1728. - Hammer, Rasmus, var Truppens Kopist (Skriver) og Diktør (Sufflør) fra 1722. - Montaigu, se Bind III, S. 7.

S. 455
skrevet mig et X for et V, dvs. bedraget mig - ved i Regnskabet at ændre Gælden til det dobbelte Beløb (idet Romertallet V= 5 ved Forlængelse af dets Streger nedefter let kunde se ud som den romerske Talværdi X--10). - Debet, lat. »han skylder«; Gæld.

S. 456
dito, ital. ditto, »sagt«, det samme. - Suur-Stæg, Steg af Oksekød (eller Hestekød), som før Stegningen har ligget i Eddike. - Berge-Fisk, Bergensfisk, egentlig Bjergfisk, Torsk der er tørret og derefter udblødt i en Lud. - item, lat. endvidere, fremdeles. - Simle, lille rundt Stykke Brød af Hvedemel (eller Rugmel). - ævret Smør, Smør, som kærnes af Mælken, medens Køerne gaar paa Ævret (græsser paa de høstede Marker).- Couleur de, 463 fr. med Farve som. - Skoefæt. Dass har: kar-fedt. - tvende ordinaire, to almindelige, sædvanlige. - Faste-Dage. Nogle Mennesker holdt, for Sundhedens Skyld, regelmæssige Fastedage. - Knaster-Tobak, Kanaster, Tobak fra Venezuela. - ikkun, kun. - Skind-Suppe, Kallunsuppe; ogsaa brugt om darlig, tynd Suppe. - Manu mea propria, lat. med min egen Haand. - Henrich Suur-Stæg, hos Dass: Rasmus etc.

S. 457
continueret, fortsat. - Sedler, Billetter. - endelig, ganske vist, i Virkeligheden. - Rulle, Rolle. - Authores, lat. Forfattere. - Anstød, Sygdomstilfælde, Anfald.

S. 458
gispede, snappede efter Vejret; Teatret havde jo svært ved at aande! - staaet mig an, behaget mig. - genereuse, fr. gavmild. - Actricerne, Skuespillerinderne. - Gr'ønskolding. Dass har: grov knolling. - Lædike, lille Skrin eller Æske; mindre Rum, Gemme (i en Kasse). - geraaden udi, faldet, kommet i. - efter Proportion, i Forhold, forholdsvis.

S. 459
betage, berøve, frarøve. - Dydziirede, ærbare. - imellem 9 og 10 Slet, mellem Kl. 9 og 10. - tienst-ydmygste, meget ærbødige. - Petition, Begæring, Andragende. - Seigneurs, fr. (fornemme) Herrer. - Bilthugger paa Kongens Nye-Torv. Montaigu boede en Tid hos Billedhugger Heimbrodt paa Kongens Nytorv. - Geleide, Ledsagelse, Følge. - Comitat, lat. Ledsagelse, Følge. Occasz'on, Lejlighed. - præcise Klokken 5 etc., Teaterplakaterne havde en lignende Ordlyd. - manqvere, mangle. - Condition, Betingelse. - Venner, hos Dass: Herrer. - Theemand, Vært i et Tehus, Indehaver af en Restaurant.

S. 460
Serviteur, fr. Tjener. - Reverencer, ærbødige Buk eller dyb Nejen. - halvgaaen Syv, halv 7. - Marqviser, af fransk marquis, Adelstitel mellem Hertug og Greve. - Comcedie om Mester Geert, Mester Gert Westphaler (se Bind III). - ikke ilde opskiørted, i en vanskelig, pinlig Situation.

S. 461.
Kok, Restauratør. - Gasconsk, Sproget i det sydvestfranske Landskab Gascogne. - Discoursen, Samtalen. - Vexelviis, skiftevis. - rangerer sig, anbringer sig, opstiller sig. - Følge-Parret, Følgeparrene, Sørgeparrene. - Madame Coffre, Helene (død 1728) var Enke efter Maleren Benoit le Coffre; hun var knyttet til Skuepladsen 1722-27. - Ancienneté, fr. Anciennitet, Tjenestealder. - en tom Hiulbaare, en Trillebør i Stedet for en af de Kareter, som ofte fulgte et Ligtog, undertiden uden Passager. - oprakt Hals, løfted Hoved. - bunted, broged. - Himlen Nød, Dass: Himmel Nød. - fil Jylland, Fy en, Norge. Nogle af Skuespillerne rejste Sommeren 1725 til Norge og øjensynlig ogsaa til andre Egne uden for København. - Tyon, dvs. Mathieu Toyon, en Gascogner, der havde Beværtning og Vinhandel i Pilestræde. - borge, lade faa paa Kredit. - Karve- 464 stok, Stok til Indskæring af Karver, Streger, for at holde Regnskab over noget.

S. 462.
trakte, trak. - Assignation, Anvisning. - Jacobs Sønner. Komediehuset havde Gæld hos jødiske Pantelaanere. - stempled, slet Papiir, stemplet eller ustemplet Papir, - Slutteriet, Gældsfængslet. Raadhuus, dvs. Arresten. - sin ... Helsot fik, blev dødssyg, syg til Døden. - hverdags Feber, Feber, der kommer igen hvert Døgn.