Holberg, Ludvig DEN STUNDESLØSE

DEN STUNDESLØSE Comoedie udi tre Acter

320

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • VIELGESCHREY
    den Stundesløse
  • PERNILLE
    hans Pige
  • LEONORA
    hans Datter
  • MAGDELONE
    hans Husholderske
  • LEANDER
    Leonoræ Elsker
  • ERICH MADSEN
    en Bogholder
  • PEDER ERICHSEN
    hans Søn
  • OLDFUX
    en Avanturier
321

Den Stundesløse
Indledning

Allerede i Just Justesens Betænkning fra 1723 (se Bind VII, bagi) meddeltes, at »Den Stundesløse« laa færdig; den tryktes 1731. I Levnedsbrevet 1728 benævntes Komedien med et malende Udtryk: Manden der er travlt beskæftiget med ingenting at lave: Vir in nihilo agendo occupatissimus.

Knud Lyne Rahbek har skrevet: »Skulde nogensinde det i sig selv unyttige og ubesvarlige Spørgsmaal blive opkastet: hvilket det ypperste af Holbergs Skuespil var, torde noget nær den Stundesløse forene de allerfleste Stemmer«. I eminent Beherskelse af alle Virkemidler lader Holberg en Figur aftegne sig for vore Øjne. Fra Pernilles Præsentation i Aabningsscenen kender vi straks Formlen for Titelpersonens Væsen; alligevel overraskes vi Scene efter Scene af de stadig nye Situationer, hvori denne perplekse Karakter udfolder sig. Holberg kappes med Molière, som i Den indbildt Syge har anvist den fornødne dramatiske Teknik, men han overgaar ham. Ikke blot i Emnevalg; det er ulækker Komik naar Molières Hovedperson stadig skal underholde os om sin Maves Tilstand; for Franskmænd er Apotekervarer og deres Virkninger dog stadig en Kilde til uendelig Underholdning, og Argans indledende Gennemgang af sin maanedlige Apotekerregning er sikker paa Bifald: »Endvidere, den fireogtyvende et lille formildende, forberedende og opløsende Klyster, for at blødgjøre, forfriske og befugte Herrens Indvolde . . . Tredive Sous«. Molières Udlevering af Lægerne er skarp og vittig, men Holbergs Galleri af Bipersoner er 322 langt frodigere. Bedemandsfamilien og Bedemandsstilen er af uimodstaaelig Virkning. Og den meget rige Oldfux-Skikkelse har givet Forvandlingsskuespillere som Phister og Holger Gabrielsen Mulighed for fulde Udtræk. Hver af Oldfux' Forklædninger er et Studium værd. Den omvandrende tysktalende Lærde har uopklarede Forbindelser med den berømte Agrippa von Netterheim og hans Skrift om Usikkerhed i Videnskaberne (De incertitudine scientiarum, 1527). Advokaten, der vil lære den fortravlede Vielgeschrey den »spanske« Maade at diktere paa, er muligvis vokset ud af Maskekomedien, hvor der snakkes om Retskrivning og hvor et Slag paa Skulderen kan betyde Spørgsmaalstegn eller Udraabstegn. Men det er kun vage Ansatser til Holbergs Farcesceneri, der har fundet et moderne Sidestykke i Victor Borges internationale Entertainer-Nummer: den fonetiske Tegnsætning. »Den Stundesløse« er paa Teatret den perfekte Entertaining. Men det er ogsaa et Læsestykke. Hans Brix har det kønne Ord i Anledning af »Den Stundesløse«: »Vil man vide, naar Komedie er god Komedie, da bemærke man, naar man glemmer at man læser«.

Litteratur.Molières Lystspil, oversatte af B. Arnesen Kali III, 1870 (Den indbildt Syge). - Rahbek i Ludvig Holbergs Udvalgte Skrifter, IV, 1805, S. 462 ff. - Théâtre Italien, Paris 1714, III, S. 394 f, VI, S. 239 ff. - Hans Brix: Ludvig Holbergs Komedier, 1942, S. 131.

323

ACTUS I

SCEN. 1.

PERNILLE.

Der skrives nu saa mange Comoedier i Verden, og ingen skriver om en Stundesløs. Dersom nogen vilde tage sig saadan en for, kunde jeg give skiønne Materialier dertil af min Herre. Man vil vel sige, at saadanne Characterer ere rare, og at ingen tænker derpaa; 324 men der findes en Hob slige stundesløse Folk her i Landet, der stoye som de vare afsindige over slet intet, ligesom tvertimod der ere visse Folk, der kand have ti Ting i Hovedet paa eengang, og er dog at ansee som de vare gandske ørkesløse. Jeg erindrer for nogle Aar siden, da jeg tiente hos en Lands-Dommer, og jeg engang reysede med hans Frue, da kom vi ind paa Veyen til en Kone, hvilken tog meget vel imod os, men syntes at giøre alt formeget deraf. Nu var hun i Stuen, nu i Kielderen, nu satte hun sig paa Hylden, nu under Bordet, nu klamrede hun med Piiger, nu med Drenge. Vi bade hende ti gange, hun skulde ingen Umag giøre sig for vor Skyld, thi vi kunde lade os nøye med et stykke Smøre-Brød. Hun tørrede Sveeden af sig ti gange, og bad os have Taalmodighed en halv Times Tid. Fruen svor for mig, at hvis hun havde vidst, at Konen vilde have giort saadan Væsen, havde hun heller taget ind i Kroen. Thi hun vilde nødig være formeget i Gield hos samme Kone, efterdi hun havde en Sag for Landstinget. Endelig blir Bordet bredet, og ventede jeg da i det ringeste at see en Postei til den første Ræt; men alle disse Anstalter faldt ud til en klumpede Meelgrød og 8 haardkaagede Æg. Men det var dog noget. Kunde Hr. Vielgcschrey endnu med all sin Stoyen giøre saa meget som et Æg, var det ikke saa forunderligt som det er. Dersom han endnu giorde det for at fordrive Kuld eller Skiørbug, kunde man sige, at der dog blev noget giort. Saaledes bar en gammel Magister fordum om Vinteren Brænde op paa sit Kammer af Kielderen og siden af Kammeren ned i Kielderen igien, saa længe indtil han ingen Varme meer behøvede. Men Herren arbeider paa intet, det er intet, og det blir til intet. Der er ingen udi Huuset, som han roser for Flittighed, uden mig, og der er dog ingen, som giør mindre Gavn, endskiønt jeg er altid geskiæftig. Forgangen da en spurdte, hvor mange Folk han holdte, svarede han: ikkun een, thi Pernille er min Stuepige, min Kokkepige, min Cammertiener, min Secretaire, min Huusholderske,

        

325 min Kone. Hvorvel det sidste i sær var Løgn. Ikke fordi jeg er just meere kydsk end en anden; men han har ikke stunder at ligge hos nogen, og jeg er aldrig smukkere i hans Øyen, end naar jeg har en Pen siddende bag Øret. Men der seer jeg Huusholdersken Magdelone komme.

SCEN. 2

Magdelone. Pernille.

MAGDELONE.

Gid I faae en U-lykke, hvilke Skriver-Karle I ere!

PERNILLE.

Altid skielder hun. Hvad fattes nu, Jomfrue?

MAGDELONE.

Jeg saae igiennem en Sprekke ind udi Skriver-Stuen, der sidder de Hunde og drikker Spansk-Viin, og Herren veed ikke andet, end de skriver; og een af dem drak saadan Skaal: Magdelones Skaal, gid det gamle Orgelverk var gift.

PERNILLE.

Ha! ha! ha!

MAGDELONE.

Jeg er, Himlen skee Lov, ikke saa gammel endnu, at de har fornøden at ligne mig ved et gammelt Orgelverk.

PERNILLE.

Det skulde jeg ogsaa meene.

MAGDELONE.

Jeg har jo endnu ikke naaet mine 40 Aar.

PERNILLE.

Ja hvad er det at regne for Alder? en Piige kand man nytte indtil hun er 50 Aar.

MAGDELONE.

Og derforuden bær jeg min Alder meget vel; thi jeg har endnu ingen Rynker.

PERNILLE.

Ey, hun har, min Troe, et got brugeligt Legeme endnu, det er Synd at sige andet. Det er slet ikke for hendes Ansigt eller Skabning, de foragte hende, men fordi hun forklager dem iblant for Herren.

MAGDELONE.

Det er sandt Pernille! det er for min Ærlighed, at jeg maa lide alt saadant. De bilder Herren ind, at de slæber sig ihiel i hans Tieneste, og raaber paa høyere Løn, da de dog ikke fortiener Halvdeelen af det, 326 de faaer, og derforuden har aldrig ringeste Skilling under Hænderne, uden de jo klipper noget deraf, saa at han omsider blir til en Staader.

PERNILLE.

Ey, siig ikke det. Herren har min Troe alt for mange Øjen i Hovedet, og seer alt for nøye til udi Huuset, at nogen skulde kunde bedrage ham.

MAGDELONE.

Just fordi han er saa flittig og geskiæftig, just derfor blir han bedragen. Naar jeg vil vare ham ad om hans Tieneres Utroeskab, har han formedelst andre unyttige Forretninger aldrig stunder at høre mig. Jeg skulde aldrig have blevet her saa længe, var det ikke for een Tings skyld.

PERNILLE.

Hvad er det?

MAGDELONE.

Det er, at han har lovet at skaffe mig en Mand. Men disse forbandede Forretninger, som kommer imellem, hindrer ham i hans Forsæt.

PERNILLE.

Han har jo ikke stunder at gifte sig selv engang, langt mindre sin Huusholderske.

MAGDELONE.

grædende bitterlig. Jeg havde maaskee længesiden kundet være gift, om jeg ikke havde forladt mig paa hans Løfter.

PERNILLE.

Jeg veed I kand jo ikke frie selv, Jomfrue. Jeg vilde ønske, det var Moden; Jeg skulde min Troe ikke heller gaae saa længe som jeg giør.

MAGDELONE.

Ney, det er sandt. Men Madame Kirsten Gifte-Kniv har tilbudet mig adskillige gange for en Discretion at skaffe mig en brav Mand, men jeg har altid biet paa Herrens Naade.

PERNILLE.

Hun maa da ræt bryde en gang over tvert, Jomfru, og tage Herren med en Trompf, naar hun engang finder ham leedig.

MAGDELONE.

Naar finder man ham leedig, Pernille? Ach, ach, om een kunde komme noget til i det samme, thi vi ere alle Mennesker, saa havde han det paa sin Samvittighed. Ach, ach, den forbandede Geskiæftighed! Men hvoraf kand det komme, at visse Mennesker ere saa Stundesløse?

327
PERNILLE.

Jeg kand ikke viide, Jomfru. Jeg meener, at ligesom de, som ere fødde paa en Juule-Nat, seer altid Spøgelse, de som er fød udi Regenveyr, græder altid, saa, bilder jeg mig ind, at slige Stundesløse og arbeidsomme Folk som Herren maa være giort i en Skriver-Stue eller fødde paa en Postdag.

MAGDELONE.

Ey Snak!

PERNILLE.

Ja Jomfru! det er saa kun min Meening, som jeg ikke vil tvinge andre til. Jeg har merket tit, at Herren har været gandske roelig, men saa snart han har hørt tale om Breve og Forretninger, er han bleven ligesom Don Qvichot, naar man taler om vandrende Riddere. Der maa visselig være en Hob geskiæftige Vædsker i Herrens Mave, hvilke maa have den Natur, at de begynder at fermentere, saa snart han seer et stykke Papir; Eller han i steden for Blod maa have Blek, som løber om i Aarene.

MAGDELONE.

Hvad det er eller ikke er, saa lider jeg derved, og min Velfærd blir sat til side ved hans Stundesløshed.

PERNILLE.

Hans egen Dotters Velfærd blir sat til side derved. Han har jo lovet hundrede gange at flye hende en Mand, men glemt det hundrede gange igien, og Monsieur Leander, som elsker hende i et heelt Aar, har endnu ingen Leilighed faaet at tale med ham derom.

MAGDELONE.

Men er det Leanders og Jomfruens rette Alvor, at de vil have hverandre?

PERNILLE.

Ja vist, I skal nok faae det at see.

SCEN. 3

Leonora. Pernille.

LEONORA.

Hvor er Huusholdersken? Min Far kalder paa hende.

MAGDELONE.

Saa maa jeg da løbe.

PERNILLE.

Det var ræt vel, at hun gik. Nu kand vi tale noget sammen om det andet.

328
LEONORA.

Ach Pernille! jeg forlader mig paa din Hurtighed og den Credit, du har hos min Far.

PERNILLE.

I Dag skal det min Troe blive noget af; thi jeg veed ikke, Herren har haft nogen Tid mindre at bestille. Jeg har bestilt Leander at komme hid Klokken 9, og saa haaber jeg nok, at han skal faae et Qvarteers Tid at tale med Herren. Det er os kun om Tiden at giøre.

LEONORA.

Jeg haaber nok, at naar min Far seer hans Person, og hører hans Stand og Vilkor, saa blir det ikke saa vanskelig Sag.

PERNILLE.

Det er sandt nok, Jomfru! men Knuden er kun at finde en leedig Time hos ham. Men der hør jeg han kommer. Det er best, at I løber til side.

SCEN. 4

Pernille sætter sig ned ved Bordet at skrabe Penne-Fieder, og Vielgeschrey kommer ind udi sin Slaaprok, efterfuldt af 4re Skriverkarle, alle med Penne-Fiere bag Ørene.

VIELGESCHREY.
gaaer frem og tilbage, stirrende paa et Stykke Papir, raaber:

Lars Dintfass!

329
LARS.

løbende til ham. Ja Herre!

VIELGESCHREY.

gaaende til den anden Side. Lars Dintfass!

LARS.

Her er jeg, Herre.

VIELGESCHREY.

gaaende til den anden Side stirrende. Christoffer Federmesser!

CHRISTOFFER.

løbende til ham. Hvad har Herren at befale?

VIELGESCHREY.

Hvad vilt du? Du seer jo, at jeg har at bestille.

CHRISTOFFER.

Herren kaldte paa mig.

VIELGESCHREY.

Det var Løgn, bie kun til jeg kalder paa dig. Hvor er Jens Sandbiichs? Er han ikke tilstede?

CHRISTOFFER.

Jo han er, Herre.

VIELGESCHREY.

Jens Sandbiichs!

JENS.

løbende til ham. Her er jeg, Herre.

VIELGESCHREY.

gaaer stirrende til den anden Side. Jens Sandbiichs!

JENS.

løbende til ham. Hvad har Herren at befale?

VIELGESCHREY.

Har du reenskrevet Copien af forrige Uges Udgifter?

JENS.

Ja Herre! her er den.

VIELGESCHREY.

Er den confereret med Klakken?

JENS.

Ja Herre! jeg og Christen Griffel confererede i Maares ved Lys.

VIELGESCHREY.

I confererede vel saadan, som I confererede sidste gang. Jeg tør nu slet intet lade passere uden jeg har seel det igiennem selv. Hvad bestiller du Pernille?

PERNILLE.

Jeg sidder og skraber Penne til rette for Skriver-Karlene.

VIELGESCHREY.

Det holder jeg af. Jeg har meere Nytte af den Pige end af alle jer andre Døgenichter. Stat kun op lidt Pernille! jeg maa sidde og conferere. Jens Griffel! læs du, du læser tydeligst.

JENS.

Den 21. udgivet (1) 3 Rdlr. 2 Mark Arbeydsløn for 330 Herrens brune Klædning. (2) 4 Mark for et par Tøfler til Pernille.

PERNILLE.

Det er sandt, jeg har glemt at takke Herren derfor. Jeg takker gunstige Herre! jeg skal slide dem op paa Herrens Sundhed.

VIELGESCHREY.

Du kandst takke mig en anden gang, Pernille, ikke naar jeg sidder i Forretninger. Nu kunde vi allerede have avanceret et temmelig Stykke, hvis du ikke havde kommet med den Snak. Læs videre.

JENS GRIFFEL.

(3) For 4re Pund Kalve-Kiød 3 Mark (4) For 4 Potter Melk en Mark. (5) Drikke-Penge for det Fad forraadnede Pærer, som vi fik til Foræring, 1 Mark. Summa lateris 5 Rdlr. 5 Mark. (6) Et pund Caffe Bønner 1 Rdlr. Hent 2 Skilling i Theevand. 3 Skilling til en Qvint paa Jomfruens Luth.

VIELGESCHREY.

Holdt! læs op igien. Hvad fuldte efter de 2 Skilling i Theevand?

JENS GRIFFEL.

Derpaa følger 3 Skilling til en Qvint.

VIELGESCHREY.

Gid I faae en U-lykke for jer Copiering og Conferering! Paa de 2 Skilling i Theevand følger 1 Skilling givet i Almisse til en Staader.

PERNILLE.

Det var uforskammet at glemme saadant. Nu blir jo den heele Regning gal.

VIELGESCHREY.

Maa du ikke vel sige det, Pernille? Er jeg ikke et Ulyksaligt Menneske, der har slige Tienere? I steden for at lette mig i mine Forretninger, flyer de mig fleere paa Halsen. Skriver nu om igien I Skabehalse hver sin Copie, saa veed jeg endelig den maa blive rigtig.

PERNILLE.

Vil ikke Herren drikke Thee?

VIELGESCHREY.

Faaer jeg stunder til at æde eller drikke? Nu har jeg to Breve at skrive. At skrive et Brev holdes kun for en Bagatelle, men af dem der ikke har forsøgt hvad det er; thi her skal paa eengang tænkes paa Postpapiir, Pen, Blek, Lys, Zignet, saa at en kand blive gal i Hovedet, naar man tænker derpaa.

PERNILLE.

Herren glemte endnu at regne Lak med.

331
VIELGESCHREY.

Det er sandt Pernille, det er u-endeligt. Nu, skriver I Karle der henne?

KARLENE.

Ja.

VIELGESCHREY.

Hvor ere alle mine Skriver-Sager, Pernille?

PERNILLE.

flyver omkring. Her er Postpapiir, her er Lak, her er Signet.

VIELGESCHREY.

Denne Piige kunde jeg ikke undvære; thi hun har Memoriam localem.

Sætter sig ned at skrive, men reiser sig strax. Pernille!

PERNILLE.

Herre!

VIELGESCHREY.

Har Hønsene faaet Mad?

PERNILLE.

Ney! Herren plejer selv at give dem.

VIELGESCHREY.

Hvor er de Oste-Skaarper, jeg skar i gaar?

PERNILLE.

De ligger hen i Skuffen.

VIELGESCHREY.

kaster ud igiennem Vinduet. Tipe, Tipe, Tipe.

SCEN. 5

Leander. Personerne af forrige Scene.

PERNILLE.

Nu kommer han ræt til pas, førend Herren kommer i med at skrive. See, gak nu imod ham.

LEANDER.

Jeg beder ydmygst om Forladelse min Herre.

Jeg har noget at tale med ham, som er mig saavelsom ham selv magt paaliggende.

VIELGESCHREY.

Hvad er det? Han er saa god at sige sin Meening kort, thi Tiden er knap for mig.

LEANDER.

Jeg er Jeronimus Christophersens Søn.

VIELGESCHREY.

Jeg kiender Monsieur Jeronimus. I har en brav Mand til Far.

LEANDER.

Jeg er kommen her efter min kiære Fars Raad og Villie, at ...

VIELGESCHREY.

til Skriverne. Skriver I der henne,

Karle?

332
TUTTI.

Ja vi giør.

VIELGESCHREY.

Lad engang see, hvor vit I er kommen. Om Forladelse, Monsieur, et Øyeblik. Gaaer hen til det lange Bord.

SCEN. 6

Vielgeschrey. En Barbeer. En Skrædder. En Bonde. Leander. Pernille. Skriverne.

BARBEEREN.

kommer først ind. Ich bin schon zwei mahl hier heute gewesen umb den Herren zu barbieren, aber der Herr war noch nicht aufgestanden.

VIELGESCHREY.

Ja Mester, I maa expedere mig saa hastig som mueligt er; thi jeg har Hænderne fulde af Forrætninger.

Han sætter sig ned at lade sig barbeere. Medens

BARBEEREN.
sæber ham, fører han saadan Snak.

Es ist ein grausames Wetter heute.

VIELGESCHREY.

Det merker jeg.

BARBEEREN.

Ich weiss nicht, wie es mit der Welt beschaffen ist, jo mehr man lebt jo ärger gehts, man horet und siehet nichts als Böses. Der Herr hat vielleicht gehöret, was in diesen Tagen passiret ist?

VIELGESCHREY.

Ney, jeg har intet Nyt hørt; Jeg har ikke heller stunder at spørge om Nyt, thi jeg har nok i mine egne Sager, og faaer ikke et Øyeblik Tid til at tale med en ærlig Mand.

BARBEEREN.

So will ich es denn Ihro Gnaden erzehlen.

Eine Matrosen-Frau in den Neuen-Buden hat auf einmahl 32 Kinder zur Welt gebracht, und war doch nicht dicker als eine ordinaire schwangere Frau. Wie kann Ihro Gnaden das begreiffen?

VIELGESCHREY.

Jeg har ikke fornøden at bryde mit Hoved med at begribe det; thi jeg maa først vide, om det er sandt.

BARBEEREN.

Das ist so wahr als ich hier stehe, denn ich kann die Historie mit Umbständen erzehlen, denn 333 die Kinder wurden alle getaufft, aber sturben gleich darauf.

EN BONDE
kommer ind.

God Morgen, Hosbond. Jeg har Penge at yde for 2 pund Byg og et Boel-Sviin.

VIELGESCHREY.

gaaer fra Barbeeren gandske oversæ- bet. Du staaer jo for 3 Pund Byg.

BONDEN.

Ja ieg veed det nok, go Hosbond; men Hosbonden maa give mig efter det eene pund Byg i Aar, thi Tiderne ere saa slet for os, som de aldrig har været.

VIELGESCHREY.

Det er en gammel Snak den. I klager altid.

BONDEN.

Ja Hosbond, hvem der har høye Marker som vi, den har ikke faaet meget i Aar. Kornet syntes vel at være noget, da det stod paa Ageren; Drollen splide mig ad, Hosbond, fik vi ikke mindre Korn i Aar end i Fior.

Og det er knapt, at man vil give os en Rdlr. for Tønden paa Torvet. Veed Hosbond ikke, hvad Capitels Kiøb blir i Aar?

VIELGESCHREY.

Ney, jeg kand ikke viide. Men hør! du maa give mig Penge for 3 Pund.

BONDEN.

Ach, jeg vilde gierne, go Hosbond! jeg vilde gierne; men Hosbonden maa have Taalmodighed med mig i Aar, saa skal jeg siden stræbe som en ærlig Mand, baade at betale Skat og Landgilde.

VIELGESCHREY.

Du lover saa alle Aar, og det er dog lige nær.

BONDEN.

Ja Gud bedre, Hosbond! naar Skab kommer paa Qvæget og tar vore Heste bort, saa at vi maa leye for Penge vore Naboers Heste at pløye Jorden med. Bonden tar nogle Penge op af en Klud, som Vielgeschrey tæller.

EN SKRÆDDER.
kommer ind.

Herren har vist forlangct, at jeg skulde tage Maal til en Klædning.

VIELGESCHREY.

løber fra Pengene. Naar det kommer, saa kommer det altsammen paa eengang.

SKRÆDDEREN.

Det skal være giort i et Øyeblik, Herre. Han lader tage Maal af sig.

334
BONDEN.

Pengene var jo rigtig, Hosbond, for de 2 Pund Byg?

VIELGESCHREY.

løber til Bonden igien. Det er sandt, jeg talte ikke alle Pengene. Her kommer saa meget paa eengang, at man maa blive gal i Hovedet. Tæller Pengene igien.

BARBEREN.

Will der Herr, dass ich ein ander mahl wiederkommen soll?

VIELGESCHREY.

Jeg er jo alt raget, Mester!

Tar sig om Hagen og føler Sæben.

Hillemænt! Sæben tørres ind i Ansigtet. Hav Taalmodighed lidt, medens jeg rages.

Sætter sig ned og siger:

Ach, Gud bedre den, der har meere at forrette, end han kand overkomme! Skriver I der henne? De svarer Ja.

PERNILLE.

Ach, gunstige Herre! vil han ikke tale et Ord med denne fremmede Herre, der har biet saa længe?

VIELGESCHREY.

Hillemænt! det var sandt. Gaaer bort I andre og kommer igien om en Time. Om Forladelse, Monsieur, at jeg har ladet ham staae saa længe. Han seer selv, hvordan jeg er omspændt af Forretninger. Hvad er ellers hans Begiæring?

LEANDER.

Min Herre! Jeg er Jeronimus Christophersens Søn, som med min Fars Villie kommer hid at begiære hans kiære Datter, som jeg nogen Tid har baaret Kiærlighed til. Min Far skulde selv have haft den Ære at opvarte Hr. Vielgeschrey, og paa mine Vegne giort dette Forslag, men en liden Upasselighed hindrer ham at komme ud i disse Dage.

VIELGESCHREY.

Monsieur! jeg takker ham for hans gode Tilbud. Men maatte jeg tage mig Frihed og spørge, hvortil han har appliceret sig?

LEANDER.

Min Far har intet sparet paa min Optugtelse, han har ladet mig reise Udenlands, ladet mig lære alle galante Exercitier og adskillige Sprog foruden Latin.

VIELGESCHREY.

Det er got nok, Monsieur, men jeg er 335 meget for en Sviger-Søn, der er arbeidsom, der føer en god Pen, og kand gaae mig noget til Haande i mine Forretninger.

LEANDER.

Hvad det angaaer, saa kand jeg viise min Herre Prøver paa min Færdighed af adskillige Breve, som jeg har i min Lomme og vil tage mig den Frihed at viise Herren.

336
VIELGESCHREY.

Skriver I noget der henne?

TUTTI.

Ja.

VIELGESCHREY.

Lad see, hvorlangt I er kommen. Gaaer hen, og kommet til Leander igien.

LEANDER.

See her, min Herre! her er adskillige Breve saa vel paa Fransk som paa Latin.

VIELGESCHREY.

Ney, Monsieur, det er ikke saa jeg meener; forstaaer han sit Bogholderie?

LEANDER.

Ney min Herre! hvor til skulde det nytte mig?

VIELGESCHREY.

Det kunde nytte mig; thi det andet slags Skrift er jeg ikke tient med. Jeg vil, at min Datter skal have en god Bogholdere, og eftersom Monsieur ikke forstaaer Bogholderie, saa maa han ikke tage ilde op, at jeg afslaaer hans Begiæring.

LEANDER.

Jeg vil gierne legge mig efter Bogholderiet for hans Jomfru Dotters skyld, som jeg saa inderlig elsker.

VIELGESCHREY.

Ej, Monsieur! tal ikke derom. Den Profession skal man have lært fra Barndommen op. Og til med saa har jeg halvdeeles lovet min Dotter bort til Bogholder Erik Madsens ældste Søn Peder, som skal være en dygtig Karl og træde i sin Fars Fodspor.

LEANDER.

Jeg er forsikret paa, at Jomfruen aldrig beqvemmer sig til at tage saadan Pedant, og jeg undrer mig over, at min Herre vil give sin Dotter til saadan en.

VIELGESCHREY.

Jeg tænkte det nok. I gode Cavaliers kalde alle dygtige og lærde Folk Pedanter. Det er en Person, som kand lette mig meget i mine store Forretninger, som voxe mig over Hovedet.

LEANDER.

Jeg veed ikke, hvad Forretninger en Mand kand have, der sidder i ingen Bestilling.

VIELGESCHREY.

Jeg har saa mange Forretninger, at jeg faaer ikke Stunder til at æde og drikke. Pernille! han siger, at jeg ingen Forretninger har. Det kand du vidne med mig.

PERNILLE.

Herren har 10 Mænds Arbeide. Det er hans 337 U-venner, som siger ham paa, at han har ingen Forretninger. Herren holder jo foruden mig 4 Skriverkarle, hvilket alleene er Beviis nok, at han har Forretninger.

VIELGESCHREY.

Og jeg kommer endnu til at tage et Par an. Skriver I noget der henne, Karle?

TUTTI.

Ja, vi skriver af all Magt.

LEANDER.

Min Herre! jeg kand forsikre ham paa, at hans Dotter aldrig skal faae den Pedant.

VIELGESCHREY.

Hvem Pokker vil hindre mig derudi?

LEANDER.

Det skal jeg, det skal jer Dotter selv.

VIELGESCHREY.

Det er artig!

LEANDER.

Jeg kand forsikre min Herre paa, at der intet skal blive af.

VIELGESCHREY.

Og jeg kand forsikre jer paa, at hun skal blive gift med Peder Erichsen Bogholder, inden Soel gaaer ned. Adieu, Monsieur! jeg har ikke Stunder at tale med ham meere. Leander gaaer bort.

VIELGESCHREY.

Har du hørt Magen til den Karl, Pernille?

PERNILLE.

Det bekiender jeg, havde det ikke været af Respect for Herren, saa havde jeg givet ham een paa hans Mund.

VIELGESCHREY.

Den Karl vil foreskrive en brav Mand, hvem han skal gifte sin Dotter til, og foragte en Bogholder. Jeg har en hob at bestille, men jeg faaer da at tale med min Dotter lidt. Leonora, kom ind!

SCEN. 7

Leonora. Vielgeschrey. Pernille. Skriverne.

VIELGESCHREY.

Min Dotter! hvor vel mine Forretninger ere store, saa tænker jeg dog paa din Velfærd.

LEONORA.

Jeg takker min hierte Far.

VIELGESCHREY.

Jeg har i Sinde at gifte dig.

LEONORA.

Jeg takker.

VIELGESCHREY.

Og det med en brav forstandig Karl.

338
LEONORA.

Jeg er forsikret om, at min Far gir mig ikke bort uden til et skikkeligt Menneske.

VIELGESCHREY.

Og jeg vil, at du skal have Bryllup med ham inden Aften.

LEONORA.

Ligesom min kiære Far finder det for got.

VIELGESCHREY.

Jeg har ikke villet spørge dig til Raads, førend jeg lovede dig bort, saasom jeg er vis paa din Lydighed imod din Far.

LEONORA.

Ach, min hierte Far! jeg faaer just den Person, som jeg mest elsker.

VIELGESCHREY.

Det er den Person, som jeg nævnede for dig i gaar Aftes.

LEONORA.

Ney, Papa talede intet derom i Aftes.

VIELGESCHREY.

Saa har du glemt det mit Barn! Jeg har hundrede Ting udi Hovedet, og kand dog bedre komme en Ting ihu end nogen af jer andre. Personen er et fornuftig ung Menneske.

LEONORA.

Ja, det er min Troe vis.

VIELGESCHREY.

Og har en brav Mand til Far, i hvis Fodspor han vil træde.

LEONORA.

Det tviler jeg ikke paa.

VIELGESCHREY.

Og inden 4re Aar vil blive den dygtigste Bogholder udi Byen.

LEONORA.

Hvad, Leander Bogholder?

VIELGESCHREY.

Han heeder ikke Leander, han heeder Peder og er Erik Madsen Bogholders Søn.

LEONORA.

Ach Himmel, hvad hører jeg! Jeg tænkte, at det var Leander Hr. Jeronimi Søn.

VIELGESCHREY.

Ha! ha! ney mit Barn, det er ikke Parti for dig. Den Snushane var her nyelig, men fik strax Afslag.

LEONORA.

Ach jeg elendige Menneske! Vil I give mig bort til saadan en Pedant?

VIELGESCHREY.

Hør! Mine Forretninger tillader mig ikke at holde længere Snak med dig, gak strax ind, og lav dig paa at giftes med den unge Bogholder mden Aften.

339
LEONORA.

gaaer grædende.

VIELGESCHREY.

Pernille! følg du efter hende og forehold hende den Lydighed, hun er sin Far skyldig.

PERNILLE.

Herren maa ikke tvile derpaa. Jeg skal herudi være han ligesaa troe som i alt andet.

VIELGESCHREY.

Skriverkarle! kommer op paa Salen, der kand vi forrette vore Sager i Roelighed. De stikke alle Pennene under Ørene og gaaer.

SCEN. 8

Pernille. Leonora.

PERNILLE.

Den, som vil spille noget Puds, maa først søge at komme i dens Credit, som han vil optrække. Naar Herskabet i et Huus er Gudfrygtig, stille alle habile Tienere sig ogsaa Gudfrygtige an, og derved komme fort og giøre hvad de vilde. Naar store Herrer giøre sig en Glorie af at drikke hin anden i Seng, insinuere Tienere sig ved det samme. Naar store Herrers Genie er at stoye over slet intet, seer man ogsaa Tienere at puste og tørre Sveden af sig, skiønt de intet forrette. En habil Tiener, der vil giøre et Skielmstykke, maa først udstudere sit Herskabs Naturel, og iføre sig det samme. Dette har jeg taget i agt, og derfore stoyer meest i Huuset, og mindst forretter, hvorudover jeg meest er hørt af alle. Naar Herren klager over sit Arbeide, klager jeg med; naar han stoyer, stoyer jeg med; naar han tør Sveeden af sig, tørrer jeg med; naar han for sine Forretningers skyld finder det raadeligt at give sin Datter bort til en Bogholder, roeser jeg saadant Parti, skiønt jeg i mit Hierte er saa lidt derfor, at om I selv, Jomfru, blev saa gal at ville have saadan Mand, skulde ingen være meere jeres Fiende end jeg.

LEONORA.

Du har ikke behov at være bange derfor.

PERNILLE.

Lad saadan Slyngel gaae hen og gifte sig med et gammelt Blek-Horn. Er han skabt til at ligge i 340 saadan Jomfrues Arm, og er I skabt til at være Madame Bogholders?

LEONORA.

Ach, Pernille! jeg forlader mig aleene paa dig. Men hvori bestaaer det Anslag, hvorved du agter at giøre det til intet, og befodre min Kierlighed med Leander?

PERNILLE.

Ey Jomfru! jeg siger ikke mit Anslag, førend det heele Senat blir samlet.

LEONORA.

Jeg troer, at Leander og hans Tiener kommer hid paa Øjeblikket.

PERNILLE.

Gid de vilde komme; thi nu er den eeneste Tid vi faaer Leylighed at tale sammen i Dag. Jeg laver til Barsel med Tvillinger, og Leanders Favorit, Oldfux, skal være Jordernoer. Jeg har Bud efter dem. Men see! der kommer de.

SCEN. 9

Leander. Leonora. Pernille. Oldfux.

LEANDER.

Ach, allerkiæreste Jomfrue! jeg har aldrig havt saadan ond Time som denne, siden jeg fik saadan haanlig Afviisning af hendes Fader.

LEONORA.

Ach Leander! den har ey heller været mindre ond for mig.

PERNILLE.

Hør I got Folk! her er ingen Tid til at holde lang Fadder-Snak. Jeg har en hob Machiner i Hovedet, som skal sættes i Verk.

LEONORA.

Lad os nu høre dit Anslag.

PERNILLE.

Mit Anslag? meen I, Jomfrue, at eet Anslag vil forslaae? Der har mødt mig saa mange Vanskeligheder udi mit Foretagende, at jeg har været nogle gange færdig til at forlade det heele Verk.

LEANDER.

Ach, lad os da høre, hvad du har paafundet for at hielpe os.

PERNILLE.

Hør, Monsieur! kand I agere en Pedant udi Nødsfald? derudi bestaaer Hovedposten.

OLDFUX.

Hvad han ikke kand, det skal jeg nok lære ham.

341
PERNILLE.

Kiender du Erich Madsen Bogholders Søn?

OLDFUX.

Jeg har seet ham mange gange paa Gaden.

PERNILLE.

Hans Person maa Leander tage sig paa, og komme til Herren for at frie.

OLDFUX.

I dette første Anslag giør jeg to Anteigninger:

(1) har Hr. Vielgeschrey nyelig talt med Leander, og (2) kiender han Bogholderen, efterdi han har udvalt ham til Sviger-Søn.

PERNILLE.

Dine tvende Anteignelser sætter jeg en Stræg over igien. Hr. Vielgeschrey har aldrig talt med Leander uden eengang. Og lad være han havde talt 10 gange med ham, saa kiendte han ham dog ikke. En Mand, i hvis Hovet vrimler saa mange Forretninger som Myrer i en Tue, kiender ikke saa læt Folk igien. Det er knapt, at han kiender mig iblant; thi i gaar stod han længe og talte med mig, og kaldte mig Magdelone. Tilmed skal Leander føre sig saaledes op baade udi Klædedragt og Lader, at han skal kunde bedrage hvem det skulde være. (2) har jeg udspioneret, at Herren har aldrig talt med den unge Bogholder, men alleene med hans Far. Meener du, at jeg ikke overlegger mine Sager?

OLDFUX.

Ja saa tar jeg mine Ord tilbage. Jeg hører, at det kand lade sig giøre. Men naar da den rette Bogholder kommer, saa blir jo Bedrageriet aabenbaret.

PERNILLE.

Han maa vel komme, det skal dog ikke blive aabenbaret. Naar Leander har været her først, maa den anden gierne komme siden.

OLDFUX.

Ey! det gaaer aldrig an, uden man mager det saa, at den rette Bogholder ikke kommer ind.

PERNILLE.

Hvis det stod i min Magt, saa havde jeg ikke nær havt saa mange Omsvøb at speculere paa. Jeg kand ikke hindre ham at komme ind; thi jeg staaer ikke altid ved Porten, og Gaards-Karlen har Ordre at lukke ham ind. Men hør nu, hvad der maa giøres: Leander skal komme hid Klokken 2, som er en Time for den anden kommer, og saa faaer han Herren i Tale og Tilsagn paa hans Datter. Men førend Pedanten kommer, maa vi 342 indvikle Herren udi nogle uformodende Forretninger, saa at han ikke faaer stunder at tale med ham.

OLDFUX.

Meener du da, at han gaaer bort uden Beskeed?

PERNILLE.

Han skal gaae meget fornøyet bort.

OLDFUX.

Hvor Pokker kand det lade sig giøre?

PERNILLE.

Jeg er ikke kommen halv-veys endnu. Vi har her en giftesyg Huusholderske, hun heeder Magdelone, som Herren har tit lovet at forsørge; Hende bilder jeg ind, at Bogholderen frier til. Naar han nu kommer, medens Herren er i Forretninger op til Ørene, saa raader jeg ham at lade Jomfruen komme ned at entretenere Bogholderen, men i steden for Jomfruen bringer jeg ham Magdelone ned, som meener, at det er hendes Frier.

OLDFUX.

Hillemænt! det er alt for store Anslag for en Piige, som du est. Men eftersom Magdelone er noget til alders, kand han maaskee ikke fatte Kierlighed for hende.

PERNILLE.

Fatter han ikke Kierlighed til hende, saa er det disbedre. Men resolverer han sig til at tage hende, som jeg nok troer (thi slige Karle seer kun efter Penge og Velstand), saa kand Magdelone derover ogsaa blive gift, og Comoedien disartigere blive spillet; thi jeg kand ikke nægte, at jeg jo gierne vilde have Magdelone gift med denne Bogholder.

OLDFUX.

Ha ha ha! Men jeg seer saa mange Vanskeligheder ved alt dette, at jeg kand aldrig bilde mig ind, at det vil løbe vel af.

PERNILLE.

Naar jeg kun faaer Herren indviklet brav udi Forretninger, tviler jeg ikke om got Udfald.

OLDFUX.

Men at vikle ham ind i Forretninger kand just forderve Sagen; thi saa sætter han Bryllupet op, og faaer imidlertid Sandheden at viide.

PERNILLE.

Det skal jeg nok sætte en Pind for; thi jeg svær ham til, at Leander luurer paa at snappe Jomfruen bort (hvilket er sandt), og raader ham at iile med Bryllupet. 343 Og, som jeg blir Herrens Geheime Raad, saa bestemmer jeg Leander, som er forklæd, i en Hast, og den anden skal ikke komme, førend det er forsiide. Jeg skal nok drive dette igiennem uden Hexerie.

OLDFUX.

Jeg ønsker dig Lykke, Pernille!

PERNILLE.

Meener du, at du skal imidlertid være ørkesløs?

OLDFUX.

Jeg seer ikke, at jeg har noget at forrette udi alt dette, med mindre du ogsaa vil gifte mig med det samme, og paa eengang have den Ære at slutte en Triple-Alliance eller 3 Gifte-Tractater.

PERNILLE.

Ney, du skal faae nok at bestille. Du skal bringe Herren udi Forretninger og Uroelighed. Først skal du komme hid som et Bud fra Leander at lade Herren viide, at han har i Sinde at paaføre ham en Proces, efterdi han vil give til en anden hans Datter, som ved adskillige Breve har forpligtet sig til Leander. Naar han saa faaer det at høre, blir Hovedet kruset paa ham, og jeg raader ham da at skrive et fyndigt Brev til Leander, og at consulere en Advocat, om han strax skal fare fort med Bryllupet for at giøre slige Truseler til intet. All den Hielp jeg behøver af dig, er kun at sætte Herren udi fortrædelige Forretninger.

OLDFUX.

Men naar Advocaten kommer, saa siger han vel, at Herren skal give sig tilfreds, og at de Truseler har intet at betyde.

PERNILLE.

Derfor skal du ogsaa agere Advocat, og stille dig saa gal an, at han gaaer lige klog fra dig. Kand du ellers hitte paa noget andet at spilde Tiden for ham, saa er det disto bedre; thi Vrede og Forretninger ere Hiulene, som skal drive vor Machine.

OLDFUX.

Det er en forbandet Machine. Jeg kand blive Hovedsvimled alleene af det, jeg hører fortælle hvordan den er sammensat. Hvad Fanden er det ikke, disse Qvinder kand hitte paa!

PERNILLE.

Du skal være ved Haanden, og lave dig paa saadan Dragt, som er nødig at bruge, og jeg skal ved 344 en liden Pige, som jeg har, lade jer begge vide, naar Tid er at spille en Rulle. 3 Personer skal du agere, først Budet fra Leander, siden Advocat, og endelig en Barbeer, thi han maa have Skiægget af sig i Eftermiddag. Om en Time maa du være her med dine Præparatorier. Jeg skal indlade dig i et Cammer, og vare dig ad, naar du skal komme ind. Det er alt hvad du skal have i dit Hoved, det øvrige skal jeg sørge for.

LEANDER.

Men om nu denne Machine gaaer i stykker, hvad da?

LEONORA.

Om det ikke lykkes, saa forlader jeg jer dog ikke, Leander. Jeg omkom mig før selv, førend jeg tog den Pedant.

PERNILLE.

Jeg skulde før vride Hovedet om paa jer, Jomfru, førend I skulde blive Madame Peder Bogholders.

LEANDER.

Jeg takker dig for din Iver og Troeskab, Pernille!

345
OLDFUX.

Han takker hende for hun vil have den Godhed at vride Hovedet om paa hans Kiæreste!

LEANDER.

Ney, Oldfux! det er ikke saa at forstaae.

OLDFUX.

Dette Giftermaal med Magdelone, kunde man ikke lade det fare for at giøre Intriguen mindre vanskelig?

PERNILLE.

Men kunde du ikke holde din Mund og alleene tage vare paa det, som jeg har sagt dig? Jeg vil, at Magdelone skal blive gift med det samme for en vis Aarsags skyld. Naar man vil giøre noget, saa maa man giøre det saa, at det kand høres og spørges. Gaaer nu jer Vey. De gaaer.

PERNILLE.

Ney, bie lidt! Jeg vil see, hvordan Monsieur Leander bær sig ad at agere Pedant.

LEANDER.

Jeg veed min Troe ikke, førend Oldfux exercerer mig.

OLDFUX.

Maatte jeg kun gaae i jer Sted, skulde det ingen Fare have. Lad engang see, hvordan I vil bære jer ad, naar I skal spille saadan Person; bild jer ind, at jeg er Hr. Vielgeschrey, hvis Datter I skal begiære.

LEANDER.

Jeg kommer efter min Papas Ordre, til hvilken min Hr. Vielgeschrey har behaget at proponere . . .

OLDFUX.

A .... er I gal? Det er jo Kammer-Junker Snak og Complimenter. Er det at agere Skolemester? Giv nu agt engang paa mig. Jeg Peder Erich Madsens ældste Plante, Barnefod udi Aabenraae, kommer her i dag at angrasere min allerringeste Person i min gunstige Herres Huld og Bevaagenhed, og at begiære til Ægte denne hans prima kiære Datter, secunda ikke, som eders Gunst har lovet min kiære Fatter Erich Madsen Bogholder, siger Erich Madsen Bogholder, at accordere, give og overantvorde til min kiæreste Ægtefælle, og det strax efter Sigt. Jeg tilskriver saadant allene min gunstige Herres Godhed, ikke mine meriterende Fortienesters Valuta; thi jeg bekiender, at naar jeg ligner min Persons Ringhed med saadan Jomfru, paa hvilken eders 346 Gunstighed har behaget at give mig Transport, er jeg ikke værd at løse hendes Skoeremme, ja kand ey lignes anderledes valore intrinseco end en autorisered Seddel mod en Banco Daler. Ligerviis og ligesom en Skriver-Tavle udi Størrelse og Vigtighed overgaaer et Griffel, saaledes og ikke anderledes overgaaer Jomfruens Dyd, Stand og Vilkor mine Dyder, min Stand, og min Vilkor. Hun er Skriver-Tavlen, og jeg er hendes indtil Døden underdanige Griffel. Imidlertid medens I saa taler, skal I stedse svinge med den høyre Haand og brav svelge Ordene ned.

PERNILLE.

Det er got nok, Oldfux, men du maa dog ikke outrere din Tale saa meget.

OLDFUX.

Ja ja! vi kand altid slaae noget af. Kom, lad os nu gaae hiem.

SCEN. 10

Leonora. Pernille.

LEONORA.

Ach Pernille! jeg skielver og bæver, naar jeg tænker paa alt dette. Først er jeg bange, at Anslaget ikke skal lykkes, og for det andet frygter jeg for Folkes Eftertale, at jeg har fixeret min Far.

PERNILLE.

Ey Jomfru! er ikke Kierligheden sterkere end som saa, saa har jeg en skiøn Invention: I skal skille jer ved Leander, og blive Leonora Peder Erichsens.

LEONORA.

Ach ney, Pernille!

PERNILLE.

Ach jo, Jomfru! Vi har jo da ikke saa mange Hocuspocus fornøden.

LEONORA.

Ach Pernille, hør mig!

PERNILLE.

Jeg har eftertænkt det, Jomfrue! det er en stor Synd at narre sine Forældre, og det for en ringe Ting.

LEONORA.

En ringe Ting, siger du?

PERNILLE.

Ja vist mon det være en ringe Ting, naar I tar i Betænkning at spille et Puds for at nyde den.

LEONORA.

Jeg har aldrig taget det i Betænkning, men jeg siger kun, at ...

347
PERNILLE.

Adieu, Leonora Bogholders!

LEONORA.

Ach, jeg døer af Sorg.

PERNILLE.

Adieu, Madame Skrivertavle!

LEONORA.

Hvis du slaaer Haanden af mig, tar jeg Livet af mig selv.

PERNILLE.

Jeg har efter hendes Begiering først brudt mit Hovet, saa jeg nær er gal, og siden holder hun det for Synd at bruge List.

LEONORA.

Ney vist giør jeg ey! hielp mig allerkiæreste Pernille!

PERNILLE.

Mon jer Far er ikke bekiendt tilforn over den heele Bye for hans Stundesløshed?

LEONORA.

Jeg tar det aldeeles ikke i Betænkning.

PERNILLE.

Mon han ikke af saadan Historie kand blive klog igien?

LEONORA.

Ach, plag mig dog ikke meer!

PERNILLE.

Mon nogen staaer større Fare end jeg, naar det bliver aabenbaret?

LEONORA.

Vil du da ikke tilgive mig det, Pernille?

PERNILLE.

Kys mig paa Haand da, og beed mig om Forladelse!

LEONORA.

Ach gierne.

PERNILLE.

Saa! nu er jeg god igien. Men der kommer Magdelone. Comoedien maa begyndes paa hende. Leonora gaaer.

SCEN. 11

Pernille. Magdelone.

PERNILLE.

Nu Jomfrue! giv jer nu tilfreds. Nu er jer Forløsnings Tid kommen. I kommer, kand skee, i Brude Seng denne Aften.

MAGDELONE.

Ach! er det sandt Pernille?

PERNILLE.

Ja det er gandske sikkert.

MAGDELONE.

Med hvem Pernille?

PERNILLE.

Med en smuk velhavende ung Person.

MAGDELONE.

Ach! mit Hierte pikker i mig af Glæde.

348
PERNILLE.

Som forstaaer sit Bogholderie. Magdelone græder.

PERNILLE.

Der udi Brøken og Regnekonsten er den anden Alexander Magnus. Magdelone græder.

PERNILLE.

Der forstaaer sit Een maal Een som sit Fader-Vor.

MAGDELONE.

Ach min deilige Pernille! du glæder mit Hierte.

PERNILLE.

Der kand udregne baade med Griffel og Blianspen hvor mange Draaber der er i Pebling Søen. Magdelone græder igien.

PERNILLE.

Men Herren har betinget sig af ham, at han skal gaae ham til Haande iblant i hans Forretninger.

MAGDELONE.

Han maa gierne bruge ham om Dagen, naar jeg kun ellers maa beholde ham . . .

PERNILLE.

Det forstaaer sig. Gid Pokker have en Mand paa andre Vilkor!

MAGDELONE.

Men seer han vel ud?

PERNILLE.

Han seer saa vel ud, at jeg blev gandske slagen, da jeg saae ham; thi han har et Ansigt og en Mine ligesom en, der har faaet Laudabilem til Attestatz, og gaaer paa Gaden saa modest og sædelig, som han skulde følge Liig.

MAGDELONE.

Men har han ogsaa noget til beste?

PERNILLE.

Det faaer I nok at viide, naar I blir gift med ham; ellers om han aldrig havde Midler, saa kunde han dog ved sin Pen og sin Griffel rigelig forsørge hende.

MAGDELONE.

Men jeg er saa bange, Pernille, at Herren glemmer det igien.

PERNILLE.

Ey, det er alt en sluttet Sag. Der fattes kun, at I skal tale med ham og give ham ogsaa Ja. Og staaer han jer ikke an, saa vil jeg nok have ham.

MAGDELONE.

Du skal have en god Dag. Herren har jo friet for mig.

PERNILLE.

Men om saa var, ikke han var fornøyet med 349 hende, og syntes at hun var noget ved Alder, vilde hun da fortryde paa, om jeg tog ham?

MAGDELONE.

Hvor gammel meener du vel at jeg er?

PERNILLE.

I er jo fyrretyve Aar gammel.

MAGDELONE.

Jeg har selv tilforn tænkt det samme, men nyelig seet efter og fundet, saa sandt som jeg er ærlig, at jeg er ikke meere end 30 Aar gammel; thi jeg har min Salig Faders Haand derfor, som ikke kand lyve.

PERNILLE.

Man kand let forreigne sig. Jeg holdes nu af alle for at være 24 Aar gammel, men jeg er vis paa, at naar jeg engang ogsaa skal giftes, og seer efter, saa finder jeg min Salig Faders Haand for at jeg ikkun er 16 Aar. Min ældste Søster Anne havde ogsaa giort en Misreigning, men tvertimod denne; hun fik en Frier, da man holdt for, at hun gik i sit Alders 14de Aar, man holdt det for tiligt at gifte hende i den Alder, men da man saae efter i Bogen, fandt man, at hun var 18 Aar gammel.

MAGDELONE.

Ja see engang, hvordan man kand forregne sig, Pernille! Men naar kommer han hid?

PERNILLE.

Han kommer Klokken 3 i Eftermiddag. Det er best, at Jomfruen gaaer hen og pynter sig. Hun kommer ellers ihu, hvad hun har lovet mig; thi jeg har formaaet Herren dertil.

MAGDELONE.

De 50 Rixdaler skal du være vis paa. Der har du min Haand. Hun giver Haand.

PERNILLE.

aparte. Nu er der allerede giort Begyndelse. Det er stor Almisse ellers at skaffe denne Pige en Mand. Jeg har aldrig kiendt noget saa Gifte-Syg. Dersom Alderen nu allene hindrede hende i at blive gift, gik hun gierne op paa Tinget, og svor sig Fanden i Vold paa, at hun var kun 30 Aar.

Høyt. Men lad os komme ind i jer Kammer lidt, Jomfrue!

350

ACTUS II

SCEN. 1

Vielgeschrey kommer ind i sine Klæer, men med Pennefiær bag Øret, og de 4re Skriverkarle følge ham efter, iligemaade med Pennefiære bag Ørene. Pernille har og Pen bag Øret.

VIELGESCHREY.

tørrende Sveden af sig. Pernille!

PERNILLE.

Herre!

VIELGESCHREY.

Jeg tænker paa den Straten Junker, som vilde sige, at jeg har intet at bestille.

PERNILLE.

Man kand blive gal over saadan Snak.

VIELGESCHREY.

Jeg har været henne til Erich Madsens, Pernille!

PERNILLE.

Har Herren alt været der? det er mig kiert. Lovede han da at skikke sin Søn hid Klokken 3 i Eftermiddag?

VIELGESCHREY.

Han kommer vist nok til den Tid.

PERNILLE.

Ach jeg længes saa efter at see ham.

VIELGESCHREY.

Klokken 3 kand du faae ham at see.

PERNILLE.

Jeg haaber, at han kommer nok før; thi det er forliebte Folkes Maneer.

VIELGESCHREY.

Det vil endelig ikke sige. Men ellers saae jeg ikke gierne at han kom for den Tid; thi der skal skrives 4 à 6 Bryllups-Breve, som skal skikkes nogle gode Venner med Posten.

PERNILLE.

Men kand de komme saa hastig til Bryllupet?

VIELGESCHREY.

Ney det er kun for Ceremonie. Jeg har og ikke stunder til at giøre Bryllup. Der blir intet videre giort end Contracten sluttet udi nogle gode Ven- 351 ners Nærværelse. Men det er mig kiert, at du siger, min Datter har faaet bedre Tanker.

PERNILLE.

Ey, det skal have gode veye. Derfor er det best at smeede medens Jernet er varmt og slutte Contracten i Aften.

VIELGESCHREY.

Denne Aften skal alting være klar giort, og saa skal denne Snuushane, som var her i Maares, faae en lang Næse. Pernille, sæt dig ned ved Skriver-Bordet, du kand nok skrive en Copie med.

PERNILLE.

Ja vist, Herre.

VIELGESCHREY.

Tar jere Saxe, Karle! De tar Saxerne efter Tempo.

VIELGESCHREY.

Ere I færdige dermed?

TUTTI.

Ja, det er beklippet.

VIELGESCHREY.

Pennene fra Øret! De tar Pennene fra Øret.

VIELGESCHREY.

Dypper jere Penner! De dypper paa eengang.

VIELGESCHREY.

kaster Parykken fra sig. Skriver! Saasom det har behaget Himmelen (Comma) . . . har I det?

352 De skriver og repeterer det samme.
VIELGESCHREY.

Ved en reen Kierlighed at sammenknytte tvende Parter (Comina) . . . har I det?

De repeterer igien. Nemlig min ældste Datter, Leonora, og Seignr. Peder Erichsen Bogholder (Comma) . .. har I det?

De repeterer igien. Saa er min Tienstlige Begiering ... Er nu ikke Hønsene kommen ind i Kiøkkenet igien? Det er mig en forbandet Pige den Kokke-Pige.

Gaaer ud, og kommer ind igien. Naar han er ude, stoje de og kaste Papiir Kugler paa hinanden.

VIELGESCHREY.

De Dievle har ingen Ting at tage vare end det samme, og dog kand ikke passe paa at lukke mig den Kiøkken-Dør igien. All Byrden i Huuset ligger paa mig. Hvor var det I slap? Læs op, Jens Griffel.

Han læser op fra Begyndelsen.
VIELGESCHREY.

Saa er min Tienestlige Begiæring, at han vilde med sin Nærværelse bivaane deres Ægteskabs Contract (Punctum) .. . har I det?

De repeterer igien. Samme Ægteskabs Contract er berammet at sluttes den 1. April Styli No vi . .. har I det?

De repeterer igien. Punctum . .. har I det?

De repeterer: Punctum.

VIELGESCHREY.

Anne!

ANNE.

kommer ind. Hvad vil Herren?

VIELGESCHREY.

Hør, Anne! den lille sorte Hønne maa ikke komme blant de andre. Alle de andre vil den Stakkel altid paa Hovedet. Hør du hvad jeg siger! thi jeg holder meest af den Hønne. Den har lagt mig siden Juul over 40 Æg. Christoffer Federmesser! du holder jo Bog over, hvad Høns, Giæs og Duerne yde. See efter i Hovedbogen, hvor mange Æg den lille sorte Hønne har lagt udi dette Aar.

353
CHRISTOFFER.

Ja, det er, som Herren siger, 40 Æg.

Hvad andet hun har ydet, er ikke anført.

VIELGESCHREY.

Det er min Troe den beste Høne, jeg har. Derfor maa du have synderlig Øye med hende, Anne.

ANNE.

Det skal skee, Herre!

Gaaer ud.
VIELGESCHREY.

Hvor vit er I kommen, Karle? Jens Sandbiichs, læs du op.

Jens læser fra Begyndelsen.
VIELGESCHREY.

(Parenthesis) thi der maa iiles dermed for visse Aarsagers skyld (Claudatur) .. . har I det? De repeterer igien. Jeg lever i den Forsikring, at ... kommer der ikke nogen?

PERNILLE.

Jo, det er vist Frieren. Tænkte jeg ikke vel, at han kom for Tiden!

SCEN. 2

Leander og Oldfux klædde som Pedanter. De andre.

LEANDER.

efter lang Compliment. Gunstige Hr. Patron, Moecenas og Velynder! Saasom og ligerviis som Paafuglen, naar den seer paa sine Fiedre, skiemmer den sig ...

Oldfux støder ham i Ryggen og visker til ham.
LEANDER.

Jeg vilde sige, naar den seer paa sine Been, skiemmer den sig, og naar den derimod seer paa sine Fiere, bryster den sig; ikke anderledes, naar jeg Peder Erichsen uværdig Bogholder .. . Skriverne begynder at fnise.

VIELGESCHREY.

Hvad fniser I Slyngele ad? Confererer I kun imidlertid, om I alle har skrevet lige, medens jeg taler med denne Person.

LEANDER.

Ikke anderledes, naar jeg betragter og overvejer min Stand og Meriter og Vilkor, skiemmer jeg mig med Paafuglen. Naar jeg derimod betragter og overvejer 354 min forestaaende Fortun og Lykke, bryster jeg mig med Paafuglen. Jeg tilskriver allene min gunstige Herres Godhed, ikke mine meriterende Fortienesters valuta, at min Herre gir min ringe Person Assignation paa saadan dyderig og fornemme Jomfrue, hvis Skoeremme jeg er ikke værd at opløse, thi ligesom en Obligation valore intrinseco er at ligne mod en Banco Daler, ikke anderledes ...

VIELGESCHREY.

Nok nok, Monsieur! han maa ikke sætte saa ringe Priis paa sig selv. Han kand see af dette Vall jeg har giort, hvilke Tanker jeg har om hans Person. Jeg kunde have sat min Datter udi høyere Stand, men som jeg allene seer efter Dyd og Vindskibelighed, saa har jeg foretrækket ham adskillige anseelige Beilere.

LEANDER.

Jeg takker allerærbødigst.

VIELGESCHREY.

Et lidet Øyeblik Taalmodighed! Jeg skriver nogle gode Venner til paa Landet, og lar dem efter min Skyldighed vide, at min Datter skal slutte Ægteskabs-Contract med Monsr. i Aften. Der er kun en Linie eller noget meere tilbage.

LEANDER.

Efter Behag, Gunstige Herre!

VIELGESCHREY.

til Skriverne. Hvor var det I slap, Karle? Læs op det sidste, Lars Dintfasz.

LARS.

Det sidste var Claudatur.

VIELGESCHREY.

Hvad Pokker lærer jeg deraf?

LARS.

Jeg tog feil, Herre! det sidste er: Jeg lever i den Forsikring, at ...

VIELGESCHREY.

Han har den Godhed at lade sig indfinde til den Tid (Comma) . .. har I det? De repeterer igien. Jeg forbliver stedse Votre tres humble og tres obeissant Serviteur.

PERNILLE.

Det sidste Latin, Herre, kand jeg ikke skrive.

VIELGESCHREY.

See da efter, hvorledes de andre bogstaverer først.

Vielgeschrey tagende Oldfux for sin Svigersøn. Nu maa I herefter kalde mig Svigerfar, og jeg vil kalde 355 jer min Søn; thi det er alt en sluttet Sag imellem os, der rester kun, at I taler med min Datter selv.

OLDFUX.

Gunstefulde Herre, det er ikke ...

VIELGESCHREY.

Jeg vil ikke høre denne Tale meere, I skal kalde mig Svigerfar.

OLDFUX.

Ney, Eders Gunst behager at høre ...

VIELGESCHREY.

Ej, lad kun fare de Complimenter og kald mig Svigerfar.

OLDFUX.

Ney, Herren tar feil, det er ikke mig, som skal have hans Dotter, mit Navn er Jonas.

VIELGESCHREY.

Om Forladelse! jeg har saa meget i mit Hovet.

OLDFUX.

Jeg er Jonas Andersen, den rette Persons Søskende Barn u-værdig paa Faderens Side. Jeg er kun en Madik at ligne mod ham i Bogholderie og Regning. Jeg har ham at takke og kysser Støven under hans Fødder for det, jeg forstaaer udi Bogholderiet. Jeg skulde ikke rose ham, fordi han er mit Søskende Barn paa min Faders Side; men jeg kand sige dette, at han har faa sin Lige udi alle slags Regninger og ligesom der er en Regul, kaldet Regula Detri, saa har han giort en nye, kaldet Regula Petri.

VIELGESCHREY.

Det er mig kiært, at I er hans Fætter. Hvis min yngste Dotter var mandvoxen, saa kunde der maaskee blive noget af imellem jer to ogsaa. Oldfux skraber.

VIELGESCHREY.

Pernille! lad Leonora komme hid. Nu kand han selv insinuere sig hos min Dotter. Det syntes hende underligt i førstningen, at jeg vilde give hende bort til en Bogholder; men nu hører jeg, at hun er kommen paa bedre Tanker. Om jeg havde 10 Døttre, skulde de alle gives til Bogholdere.

LEANDER.

Jeg takker paa Bogholderiets Vegne.

OLDFUX.

Jeg takker ogsaa paa Konstens Vegne.

356

SCEN. 3

Leonova. Personerne af forrige Scene.

VIELGESCHREY.

Nu min Dotter ... Gaaer I kun op paa Contoiret, Skriver-Karle, og confererer Brevene med hinanden og besegier dem; siden skal I faae at vide Opskrifterne.

De gaaer bort, seer paa Pennene og sætter dem bag Ørene.
VIELGESCHREY.

Det er mig kiært min Dotter, at du er kommen i bedre Tanker, at du har slaaet den anden Kiærlighed af dit Sind, og beqvemmer dig efter min Villie. Unge Jomfruer seer kun efter det Udvortes, og derfor løber til deres egen Fordervelse. Jeg har udvalt denne unge Person til Svigersøn, som ved sin Videnskab kand nære dig reputeerlig, omendskiønt han gandske ingen Midler havde.

LEONORA.

Min hierte Papa! jeg beder ydmygst, at han ikke vil tænke paa det forrige. Jeg har raisoneret siden ved mig selv, og eftertænkt, hvilken Synd det er at sætte sig mod sine Forældres Villie; Personen staaer mig an, jeg er fornøyet med det Val, min kiære Far har giort, saasom jeg er forsikret om, at han intet slutter, mig angaaende, uden det, som er til min Nytte og Velfærd.

VIELGESCHREY.

Jeg har haft dig alt for kiær, mit Barn, at jeg skulde gifte dig bort til een, som du ikke skulde blive lykkelig med. Saa gaaer nu hen og taler med hinanden.

LEANDER.

Allerkiæreste Jomfrue og tilkommende Brud! Naar jeg eftertænker mine egne Meriters Nieter og Nuller at være saa høyt anskrevne udi hendes kiære Faders Tankers Hoved-Bog, ere alle mine Sandse færdige til at giøre Fallit og spille banqerot. Et Null betyder intet, men naar en Streg kommer dertil, blir det strax til noget. Jeg er u-værdig kun en Streg, som intet betyder; men naar min Stregs Ringhed blir lagt til Jomfruens Null . . .

Oldfux støder ham i Ryggen. 357

Jeg fortalede mig, skiønne Jomfru! Jeg er kun et Null, som intet betyder, men Jomfruen Stregen, med hvilken naar mit Null blir foreenet, blir det strax til noget.

LEONORA.

Monsieur, han skatter sig selv for ringe.

LEANDER.

Jeg takker skyldigst.

OLDFUX.

Peder! her er den Ring, som Vatter flyede os at forære Jomfruen.

LEANDER.

Det er sandt Jonas. Min Fader lod formelde sin ydmygste Salutem, og bad, at Jomfruen vilde annamme denne Ring af mine Hænder til Elskovs Tegn.

LEONORA.

Jeg tager imod den og takker kiærligst.

LEANDER.

Det maa ikke regnes for nogen Morgengave, skiønne Jomfru! det er kun et lidet Kiærligheds Tegn, som man efter Sædvane først lader see, og haver samme Sædvane sin Oprindelse deraf, ligesom en Ring er rund og har hverken Begyndelse eller Ende, saa .. .

VIELGESCHREY.

Værer lidt stille, Børnlille! jeg tør give min Hals paa, at Maden kaagede over udi Kiøkkenet. Springer ud.

PERNILLE.

Ha ha ha! gid I faaer Pokker, hvor vel I spiller jere Ruller!

OLDFUX.

Men somme Tider er det dog kommen i Bag-Laas for Monsieur, som for Exempel, at Paafuglen bryster sig, naar han seer paa sine Been, og at Jomfruen er Nullet.

LEANDER.

Hvordan vil du, at jeg skal komme alt dette Pedanterie ihu?

LEONORA.

Ach! det gaaer vel nok. Nu er jeg forlovet med jer, kiære Leander, i min Fars Paasiun; men ach .. .

PERNILLE.

I kommer altid med jer men, Jomfru! lad kun mig sørge for det øvrige.

LEANDER.

Men naar nu den rette Bogholder kommer?

PERNILLE.

Men om nu Himmelen falder ned! Vil I kun lade mig raade! I har intet andet at bestille end at efterleve mine Ordre. Jeg er Chef, og I andre Subalterne, som ikke maa raisonnere. Men der kommer Herren tilbage.

358
VIELGESCHREY.

Det er Løgn, Anne! disputeer mig aldrig imod det, som jeg kand see bedre. De Tallerkener ere ikke skurede med Aske; de ere skurede med Sand, og det just fordi jeg saa ofte har forbudet det. Havde jeg kun stunder at examinere Fader og Skeer, er jeg vis paa, at de seer ikke bedre ud; men jeg er et Menneske, og derfor ikke kand giøre det, som overgaaer Menneskelige Kræfter. Jeg har ikke Øyen bag i Hovedet, jeg har ikke meere end to Hænder, og jeg kand ikke være 10 Steder paa eengang. Kunde jeg dog engang all min Livstid være saa lykkelig, at jeg kunde sige ved mig selv: gak nu til Sengs eller til Bords i god Roe, nu er i Dag intet meere at forrette! Men den Tid kommer aldrig; thi mine Forretninger ere ligesom en Sneebold, jo meere jeg driver den frem, jo større bliver den. Men hvad vil disse fremmede Folk her, Pernille? Vil I tale med mig, Messieurs?

LEANDER.

og OLDFUX. Ja.

PERNILLE.

Ej Herre, det er jo jer Svigersøn.

VIELGESCHREY.

Det er sandt. Om Forladelse! jeg glemmer mig selv undertiden formedelst Forretninger. Nu min kiære Svigersøn, er I nu fornøyet med mit Forslag, og finder I min Dotter af de Qvaliteter, at hun kand bøye jer til Kiærlighed?

LEANDER.

Ach jeg er saa forliebt, at jeg neppe kand staae paa mine Been.

VIELGESCHREY.

Det er got. I skal have Bryllup denne Aften.

De Forliebte giøre Complimenter.
VIELGESCHREY.

Pernille! naar holder du for, at man kunde beramme Tiden dertil?

PERNILLE.

Herren faaer vel ikke stunder, saa vit som jeg kand see, for Klokken 6 i Aften; thi disse 5 Breve skal legges sammen, besegies og paaskrives. Det er ogsaa aldrig saa, at der falder jo enten et eller andet ind, som man ikke tænker paa; Herren har jo altid den Lykke.

VIELGESCHREY.

Det maa du vel sige, Pernille! Ja, 359 kiære Svigersøn, han møder da med nogle af sine Paarørende her Klokken 6 i Aften. Jeg vil ellers ingen anden have hid end min Broder Leonard og Notarius. Men min kiære Svigersøn, jeg vilde gierne raadføre mig med ham udi en liden Regning, som falder mig for vanskelig.

PERNILLE.

Ej Herre! sæt saadant op til en anden gang. Nu har den gode Karl andet at tænke paa.

VIELGESCHREY.

Det er sandt nok. Men der er kun en liden Spørsmaal, som en Person, der er saa vel grundet i Regnekonsten som han, strax fornøyer mig i.

PERNILLE.

Jeg er aldrig Herren imod, men heri kand jeg ikke bifalde ham, at han vil plage een med Regninger, der kommer at frie til hans Dotter.

VIELGESCHREY.

Ej Snak, det er kun en Bagatelle for ham. Regningen er denne: En sælger 100 Tønder Rug med Strygmaal for 20 Rixdaler, hvor meget høyere kunde Summen stige, om de var i Topmaal?

PERNILLE.

Ach Herre! der har de andre Høns fat paa den lille sorte Hønne igien, og er færdig at dræbe den.

VIELGESCHREY.

Ej, er det ikke forskrækkeligt? Løber ud.

LEANDER.

Ach Pernille! vi er om en Hals.

OLDFUX.

Gid han faaer en Ulykke med hans Topmaal og Strygmaal!

LEANDER.

Jeg kand ikke tælle til 5, og skal nu giøre saadan Prøve i Regne-Konsten.

LEONORA.

Der seer du, Pernille, hvordan det vil gaae, og at de Anslag ...

PERNILLE.

Holdt Munden, og lad mig speculere i Roe. Løber fort paa Døren!

LEANDER.

Men kand derved ikke fattes Mistanke mod os?

PERNILLE.

Fort paa Dør! her er ikke andet Raad i en hast at gribe til.

LEANDER.

Men Pernille ...

PERNILLE.

Løber bort allesammen, og I Sladerhank med! De gaaer alle.

360

SCEN. 4

Vielgeschrey. Pernille.

VIELGESCHREY.

Hun vilde bilde mig ind, at ingen rørede den sorte Hønne.

PERNILLE.

Ach Herre! jeg saae jo med mine Øyne igiennem Vinduet, hvordan den blev hugget. Men den Pige er i det eene som i det andet; havde jeg ikke hindret hende forgangen, saa havde der skeet en stor Ulykke.

VIELGESCHREY.

Hvad var det?

PERNILLE.

Jeg vil min Troe ikke sige det til Herren, uden han lover mig at tie.

VIELGESCHREY.

Jeg skal ingen Allarm giøre derover. Siig mig det!

PERNILLE.

Forgangen Dag fandt jeg Herrens Catalogus over sine Lin-Klæder i Kiøkkenet; det havde den forbandet Pige faaet fat og vilde riste Lax paa.

VIELGESCHREY.

Ney, det kand jeg ikke tie med; thi det kunde have foraarsaget mig en stor Ulykke.

PERNILLE.

Dersom ikke Herren holder sit Løfte, saa troer jeg ham aldrig oftere.

VIELGESCHREY.

Ney Pernille! jeg maa have fat paa hende derfor. Det var et forbandet Stykke.

PERNILLE.

Ach Herre! jeg beder ydmygst; hun faldt paa sine Knæ, og bad mig med Graad om, at jeg ikke vilde røbe hende, men jeg vilde ikke love hende det, førend hun ved Eed havde forsikret mig om, aldrig at forgribe sig paa Herrens Skriver-Sager oftere.

VIELGESCHREY.

At røre ved mine Papiir er at røre ved mine Øyensteene.

PERNILLE.

Herren gir sig tilfreds! Hun vil af den Historie lære at blive meere varsom.

VIELGESCHREY.

Om man stiæler Penge fra mig, kand jeg skikke mig derudi, men at tage mine Papiir bort, det er at tage mig Siælen af Livet.

PERNILLE.

Jeg kand forsikre Herren, at det ringeste 361 ellers ikke er kommet bort eller kommet i Ulave; thi jeg saae strax nøye efter Alting.

VIELGESCHREY.

Jeg vil da tie denne gang for din skyld. Men jeg vil herefter, at intet Menneske maa komme i mit eget Contoir uden du. Men hvor blev min Svigersøn af?

PERNILLE.

Herren tog jo Afskeed med ham, og bad ham komme igien Klokken 5.

VIELGESCHREY.

Det er sandt Pernille! jeg glemmer det eene for det andet. Meener du, at jeg kand erindre, om jeg har spiset til Middag?

PERNILLE.

Ney, Herre! Maden staaer færdig paa Bordet.

VIELGESCHREY.

Saa maa jeg da ind at spise lidt i en hast.

Gaaei ind.

PERNILLE.

Saaledes kom vi ud af denne Fristelse.

SCEN. 5

Oldfux. Pernille.

OLDFUX.

som Laqvei. Hillemænd Pernille! hvilken Fristelse han bragte os i ved den Regning om det Strygmaal og det Topmaal!

PERNILLE.

Men jeg kom harn til at glemme baade Strygog Top-Maalet, og viklede ham ind i Discours om Huus-Sager.

OLDFUX.

Men hvad sagde han, da han fornam, at vi vare løbne?

PERNILLE.

Jeg bildte ham ind, at han selv havde taget Afskeed med jer. Jeg kand faae ham til at glemme alting, naar jeg kun kand bringe ham i Forretninger.

OLDFUX.

Jeg skal min Troe skaffe ham nok at bestille.

PERNILLE.

Det er ogsaa høylig fornødent; thi ellers er vi om en Hals. Inden en halv Time har vi Bogholderen her. Men der kommer Herren. Gak til side og kom strax ind med Brevet fra Leander.

362

SCEN. 6

Vielgeschrey. Pernille.

PERNILLE.

Har nu Herren alt spiset?

VIELGESCHREY.

Jeg faaer aldrig Tid til at spise mig mæt, Pernille! Spring op til Skriver-Karlene, og hør, om de har lagt Brevene sammen.

PERNILLE.

Her kommer en Laqvei og møder mig lige i Døren med et Brev til Herren.

Oldfux leverer et Brev, og gaaer igien.
VIELGESCHREY.

Pernille! naar nogen kommer og vil tale med mig, skal du sige, at du vil høre ad, om jeg er hiemme. Det giør jo alle Tienere i fornemme Huse.

PERNILLE.

Somme er saa u-forskammed, at de løbe lige ind. Men eftersom Herren vil saa have det, saa maa han ikke kige udaf Vinduet efter dem, som han plejer; thi forgangen fandt en Mand, som saae ham i Vinduet, mig paa Gaden, og sagde: Hils din Herre, og siig, at naar han gaaer ud, saa maa han tage sit Hoved med sig; thi det saae jeg i Vinduet. Somme kand have vigtige Ærender, Herre, og dog ikke kand sige Tienerne, hvad de vil.

VIELGESCHREY.

Det er endelig sandt, som du siger. Men jeg maa læse dette Brev. Læser. Hillemænd! hvad er dette for forbandet Tøv! Denne Leander, som var her i Maares, skriver mig til, at saasom han hører, at jeg har givet en anden min Dotter, som har forlovet sig tilforn med ham, hvilket han kand beviise af adskillige hendes Breve, hvorudi hun forpligter sig med Eed ingen at elske uden ham, saa maa jeg ikke fortryde paa, om han protesterer imod den sidste Forlovelse, og forfølger sin Sag ved Lands Lov og Ret.

PERNILLE.

Ej, hvad vil det sige? nu slaaer Jomfruen op med ham igien, foregivende, at saadan Forlovelse er grundet paa hendes Fars Samtykke, og saasom hun saadant Samtykke ikke har kundet erhverve, saa falder den Sag af sig selv. Ellers bekiender jeg, at det er fortrædeligt for Herren at indvikles udi Proces; thi omendskiønt 363 han vinder, saa vil dog en stor hob Tid spildes for ham derved.

VIELGESCHREY.

Jeg kand blive gal, naar jeg tænker derpaa. Hvad raader du mig at giøre herved?

PERNILLE.

Jeg raader Herren først at skrive ham selv til, foreholde ham hans ubillige Foretagende, og derved skrække ham af at begynde Proces, og siden at raadføre sig med en god Advocat.

VIELGESCHREY.

Lad Tieneren strax springe hen efter en Advocat.

PERNILLE.

Det skal skee; imidlertid maa Herren skrive Brevet færdig.

VIELGESCHREY.

Ach jeg ælendige Menneske! jeg drukner i Forretninger. Sætter sig at skrive.

PERNILLE.

sagte. Det gaaer vel nok. Men her vil endnu fleere Forretninger til; thi Fortrædeligheder og min Habilitet skal udvirke saa meget, at naar den rette Frier kommer, han da ikke skal have hverken Lyst eller Lejlighed at tale med ham. Frieren maa nu komme, naar han lyster; han skal udi Herrens Nærværelse blive forlovet med Huusholdersken Magdelone. Leander og Oldfux kand ikke begribe, hvorfor jeg har dette dobbelte Ægteskab for. Men de veed ikke, at hun har lovet mig 50 Rixdaler, om jeg kand bringe Herren til at skaffe hende en Mand, og det kand ikke skee uden ved saadan Lejlighed, thi han gir sig ellers aldrig Tid dertil.

VIELGESCHREY.

Der maa ingen komme ind uden Advocaten og Barberen; thi jeg maa endelig rages, eftersom her kommer Fremmede i Aften . . . uden at jeg vil sætte Bryllupet op.

PERNILLE.

Jeg vil ikke raade Herren at sætte Bryllupet op, eftersom den anden Straa-Junker bruger alle sine Konster at hindre det.

VIELGESCHREY.

Det er sandt du siger. Det maa gaae for sig udi Aften, hvor liden Tid jeg har. Men lad ingen komme her ind, at jeg kand skrive mit Brev i Roe.

364
PERNILLE.

Ney ingen uden Advocaten og Barberen og Frieren.

VIELGESCHREY.

Han kommer jo ikke førend i Aften?

PERNILLE.

Jo mig syntes, Herren bad ham komme hid igien i Eftermiddag.

VIELGESCHREY.

Det kand jeg ikke erindre. Det var galt giort af mig.

PERNILLE.

Det hindrer ikke Herren; han kand derfor tale med Jomfruen. Jeg skal nok undskylde Pierren.

VIELGESCHREY.

Saa maa jeg da skrive mit Brev.

PERNILLE.

sagte. Nu maa Monsieur Bogholder komme, naar han lyster, jeg har Spillet vundet. Men det banker, jeg troer nok, at det er ham.

SCEN. 7

Den rette Bogholder. Pernille. Vielgeschrey.

BOGHOLDEREN.

Jeg kommer her efter Aftale imellem min Far Erich Madsen Bogholder og Hr. Vielgeschrey, at frie til hende, skiønne Jomfrue.

PERNILLE.

Han tar feil, Hr. Bogholder! Jeg er Pigen, Jomfruen skal strax have den Ære at komme hid.

BOGHOLDEREN.

Det er mig en Ære og hende en Skam. Men kunde jeg ikke faae Herren i Tale først?

PERNILLE.

Ach ney, Herren sidder i fortrædelige Forretninger, som har hindret ham i Dag baade at æde og drikke; han har bedet mig giøre sin Undskyldning. Det er ellers en afgiort Sag paa Herrens Side. Det fattes kun, at han taler med Jomfruen selv. Vil han behage at bie et Øyeblik, nu skal hun strax komme. Ach den stakkels Herre! jeg er bange, at han engang styrter i sine Forretninger.

SCEN. 8

Magdelone galant pyntet. Pernille. Bogholderen. Vielgeschrey.

BOGHOLDEREN.

Jeg er kommen hid, skiønne Jomfrue, efter den Aftale, som er giort imellem Hr. Vielgeschrey 365 og min gode Far, at begiære hende udi all Tugt og Høviskhed til min ægte Hustru, og at spørge hende, om hun vil have mig til sin ægte Mand.

MAGDELONE.

neigende. Jeg siger tusinde Tak.

BOGHOLDEREN.

Jeg beder da ydmygst, hun ikke vil forsmaae denne Ring til Morgengave.

MAGDELONE.

Jeg siger tusinde Tak. Vil han ikke sidde ned? min Engel!

BOGHOLDEREN.

Ney tak, skiønne Jomfru! jeg vil heller staae.

MAGDELONE.

Ach, jeg beder, at han vil sætte sig, min Engel! De sætter sig.

VIELGESCHREY.

Hvem er som taler der? Pernille!

PERNILLE.

Det er Frieren, Herre, som taler med Jomfruen.

VIELGESCHREY.

Det er got mit Barn, holdt din Kiæreste med Snak til jeg har skrevet mit Brev.

BOGHOLDEREN.

Man maa sige hvad man sige vil om Ægteskab, saa er der dog en synderlig Himlens Direction derudi. Jeg har tit seet et Fruentimmer udi Søvne af samme Skikkelse og Væsen som Jomfruen, saa jeg derudaf kand merke, at det er noget, som for lang Tid er besluttet her oven fra.

PERNILLE.

sagte. Gid du faae Skam, saasom det ikke er andet end Pengene du meener at faae!

MAGDELONE.

Ach er det mueligt! det er min Troe gaaet mig ligeledes; thi engang da jeg stod og giorde min Bøn om et got Giftermaal, hvilket jeg uroest ofte har giort (thi man kand ikke læse for ofte), kom mig en Person for, som ligner min Engel paa et Haar.

BOGHOLDEREN.

Om Forladelse min Hierte Jomfrue! rnaa jeg tage paa hendes Bryst?

MAGDELONE.

Jeg siger tusind Tak.

VIELGESCHREY.

Pernille! hvem er som taler der henne?

PERNILLE.

Det er Frieren, Herre! som taler med Jomfruen.

366
VIELGESCHREY.

Got gotl taler I kun kierlig sammen, Børnlille, til jeg faaer mit Brev færdig.

BOGHOLDEREN.

Maatte jeg spørge min Hierte Jomfrue, hvad Alder hun har?

MAGDELONE.

Der er nogle onde Mennesker, som har udspredet, at jeg var 40 Aar gammel; men jeg har min Troe ikke meere end 30 Aar.

BOGHOLDEREN.

Saa er vi af een Alder.

MAGDELONE.

Det er jo skiønt. Liige Børn spiller best.

BOGHOLDEREN.

Man burte ikke gifte sig, førend man var 30 Aar.

MAGDELONE.

Det er min Troe sandt; thi naar Børn gifter sig med hinanden, blir kun Huusholdningen slet.

VIELGESCHREY.

Hvem er som taler der henne?Pernille!

PERNILLE.

Det er Frieren med sin Kjæreste.

VIELGESCHREY.

Nu skal jeg strax være hos jer, Børnlille! Jeg har kun nogle faa Linier tilbage.

PERNILLE.

sagte. Hillemænt! saa maa jeg hitte paa noget Nyt igien. Høyt. Monsieur! vil han ikke behage at træde ind udi Jomfruens Senge-Kammer, saa kand de tale sammen meere frit og ikke være Herren til hinder.

BOGHOLDEREN.

Det er sandt. Det kand vi giøre. De gaaer ind.

PERNILLE.

Hillemænt! jeg seer, at han alt har udskrevet. Nu maa jeg hoste efter Oldfux, som er Signalen. Hun hoster.

SCEN. 9

Oldfux som Advocat. Vielgeschrey. Pernille.

OLDFUX.

Jeg hører, min Herre, at han forlanger en Advocat.

VIELGESCHREY.

Ja! Er det han, som jeg har skikket min Tienere til?

OLDFUX.

Ney min Herre! den Mand er aldrig udi Stand om Eftermiddagen at tale med Folk.

VIELGESCHREY.

Drikker han da?

OLDFUX.

Ja Herre! men ikke mine Ord igien.

367
VIELGESCHREY.

Hvorfore lod du da Tieneren gaae hen til saadan Mand? Pernille!

PERNILLE.

Jeg vidste ikke, at han drak, Herre. Men det er vel, at denne Mand er kommen i hans Sted.

OLDFUX.

Jeg har min Gang der udi Huuset, og som jeg hørte, at min Herre havde en Procurater nødig, tog jeg mig den Frihed at komme hid.

VIELGESCHREY.

Han skal have Tak.

OLDFUX.

Er der noget til Tieneste?

VIELGESCHREY.

Jo, jeg har noget at consulere ham udi.

ADVOCAT.

Det Ord, min Herre, at consulere har en dobbelt Betydning. Det betyder baade at give en et got Raad, paa Latin consulere alicui, saa og bede en om et got Raad, paa Latin consulere aliqvem.

VIELGESCHREY.

Ey, jeg troer, at I lærde Folk har Skruer løse i Hovedet. Jeg har ikke skikket Bud efter ham for at spørge ham til Raads udi Orthographien, men . . .

ADVOCAT.

Min Herre, vores Tale kommer ikke Orthographien ved, han confunderer Orthographien med Syntaxi. Orthographia est Ars vocabula recte scribendi, det er en Konst eller Videnskab at skrive Ordene ræt, hvilket er noget, som jeg ikke har rørt om, men jeg har allene corrigeret min Herres Tale-Maader; non orthographiam sed phrases corrigo.

VIELGESCHREY.

Om Forladelse! Jeg har ikke haft Bud efter ham; han kand gaae igien, naar han behager, thi jeg har andet at bestille end at drive Dagen bort med Snak.

ADVOCAT.

Doctere og Advocater ere gierne til Tieneste, men deres lovlige Fundatzer sige ogsaa, at de maa lade sig betale for hver Skrid at giøre.

VIELGESCHREY.

Skal jeg betale jer for at spilde den ædle og kostbare Tid bort med Snak?

ADVOCAT.

Hvad er hans Begiering da min Herre?

VIELGESCHREY.

Jeg vilde spørge ham til Raads udi nogle Artikler.

ADVOCAT.

Min Herre! det Ord Artikel er os Jurister 368 gandske ubekiendt og bruges allene in Foro Theologico. Den Rommersk Ræt veed i det ringeste intet deraf. Den deeles allene in libros, capita et paragraphos. Vil min Herre kun læse igiennem codicem, pandectas, institutiones, novellas, og see til, om han nogensteds finder det Ord Artikel! Jeg vilde heller miste min Bestilling end bruge det Ord Artikel. Men hvorom spør han mig til Raads?

VIELGESCHREY.

Det er en Person, som har hemmeligt forlovet sig med min Datter, og som har faaet adskillige Breve fra hende, hvorudi hun forsikrer ham om sin Kierlighed. Alt dette er skeet mig uvidende. Jeg frier for min Datter til en anden brav Mands Søn. Hun blir allarmeret derover i Begyndelsen, men endelig beqvemmer sig til den, som jeg udvælger til Sviger-Søn. Den anden faaer et Nys derom og truer mig med Retten, beraabende sig paa hendes Breve. De Truseler vil vel ikke meget betyde, Hr. Advocat; Men jeg har dog for at skrække ham fra Proces opsat et Brev til ham.

OLDFUX.

Hvad vil det Ord opsat sige? At opsætte kand betyde at forhale, det kand ogsaa betyde at sætte i Pennen.

VIELGESCHREY.

Jeg troer, Lucifer er her skinbarligen kommen i en Advocat Lignelse.

OLDFUX.

Min Herre! han maa da tale tydelig. Vil han dermed sige: sat i Pennen?

VIELGESCHREY.

Ja ja! jeg har skrevet et Brev færdigt.

OLDFUX.

Det Brev skal skrives med Forstand, om han ellers skal afskrækkes fra Proces. Lad mig see det Brev. Han læser.

VIELGESCHREY.

Er det ikke kraftig nok?

OLDFUX.

Ej ej Herre! der vil andre Argumenter til. Jeg maa dictere ham et Brev, som skal have bedre klem.

VIELGESCHREY.

Ja vil han da dictere mig!

OLDFUX.

Om han kand komme til rette med den Spanske Maade, vi Advocater har antaget at dictere med, som er meget kort og compendieux.

369
VIELGESCHREY.

Jo kortere, jo bedre; thi Tiden er kostbar for mig, som har saa meget at bestille.

ADVOCAT.

Det er mig kiert, at min Herre forstaaer det.

Advocaten slaaer Herren paa Skuldrene og siger: Har I det?

VIELGESCHREY.

I har jo intet sagt mig endnu.

370
OLDFUX.

Ej min Herre! naar jeg slaaer ham paa Skuldrene, saa betyder det, at han skal skrive Personens Titul. Ingen Invention kand være bedre og kortere.

VIELGESCHREY.

Herre Gud, hvilke nye Moder! det er got nok, naar man veed det. Jeg vil sætte reen aaben til Titulen.

OLDFUX.

Got, vil han nu behage at skrive! Saasom Seignr. Leander ... Har han det?

VIELGESCHREY.

Ja.

ADVOCATEN.

fløyter. Har I det ogsaa?

VIELGESCHREY.

Hvad meere?

OLDFUX.

Ey min Herre! naar jeg fløyter, saa betyder det Comma.

VIELGESCHREY.

Ey hvilket forbandet Tøy! Nu har jeg Comma.

ADVOCAT.

Seignr. Jeronymi Søn her udi ... Tvi! Spytter. Har I det?

VIELGESCHREY.

Han boer ikke udi Tye, Monsieur! han boer her i Byen.

ADVOCAT.

Ey min Herre! naar jeg spytter og siger tvi, er det ligesaameget, som jeg nævner Stedens Navn, hvor Contraparten boer. Jeg seer, min Herre forstaaer ikke den nye Maade at dictere paa, men han kand lære det i et Øyeblik og siden stedse betiene sig deraf, naar han dicterer til sin Fuldmægtig, thi Inventionen er meget magelig for Folk, som har meget at bestille. Hvad har han nu?

VIELGESCHREY.

Jeronymi Søn her udi Byen.

ADVOCAT.

Got! Fløyter. Har I det?

VIELGESCHREY.

Ja, Comma.

ADVOCAT.

Forgangen Aar af mig ... Rykker ham udi Haaret. Har I det?

VIELGESCHREY.

Hvorfor rykker I mig i Haaret?

ADVOCAT.

Ey! det betyder Parenthesis.

VIELGESCHREY.

Ey, da skal du faae en Ulykke!

371 Gir ham et Ørefiigen.

See! det betyder Claudatur Parenthesis.

OLDFUX.

til Pernille, l skal være Vidne til, hvordan jeg er bleven tracteret. Til Vielgeschrey. Jeg skal lade jer stevne.

VIELGESCHREY.

Og jeg skal lade jer contra-stevne.

OLDFUX.

Jeg skal beviise, at det er en vedtagen Maade at dictere paa blant de store Advocater udenlands.

VIELGESCHREY.

Og jeg skal beviise, at I er en Skurk tilligemed alle de andre, der bruge den Maade.

ADVOCATEN.

tar Pernille i Øret. Antestaminor!

PERNILLE.

Au! au! au!

VIELGESCHREY.

Vil din Hund giøre Vold i mit Huus?

OLDFUX.

Er I en fornemme Mand, og veed ikke, hvad Antestaminor betyder, og at man efter den Romerske Ræt tar got Folk i Øret sigende: Antestaminor, naar man skyder dem til Vidne?

VIELGESCHREY.

Veedst du ikke, at man efter den Romerske Ræt driver slige Slyngle paa Dørren, der kommer i brave Folks Huuse og bruge den Spil? Oldfux drives paa Dør.

VIELGESCHREY.

Er jeg ikke det ulyksaligste Menneske paa Jorden? Ulykke og Fortræd regner strørnmeviis ned paa mig. Hvor meget jeg har svedet og trællet i Dag, saa er dog det ringeste intet forrettet. Der maa være mange slags onde Aander til, nogle for at hindre Mennesker udi Gudsfrygt, andre at hindre dem i deres Forretning. Saadan en Aand maa i Dag regiere i mit Huus, og har sat sig for, just nu, jeg har mest at bestille, at kaste mig mest Forhindrings Steene i vejen. Samme onde Aand har udvalt denne forbandede Advocat at komme hid. Denne Dag er liderlig staalen mig fra. Een kunde vel sige: I Morgen kommer og en Dag ligesaa lang; men nye Dag, nye Forretninger, ligesaa lang Dag, ligesaa store Forretninger! Hvor skal jeg hen? Jeg maa henge mig selv. Men jeg har min Troe ikke stunder 372 engang til at henge mig. Jeg maa tage mig en habile Fuldmægtig an, der kand copiere alt hvad jeg vil have.

PERNILLE.

Det har min Troe været ligesom forhexet denne Dag.

VIELGESCHREY.

Du skal ikke troe, Pernille, hvor kied jeg er af mit Liv.

PERNILLE.

Det er ingen Under; thi først har Herren to Mænds Arbeide, hvilket han dog kunde reede sig udaf, hvis disse forbandede Forhindringer ikke var, som kommer i Hobetal. Det maa aldrig være rigtigt i Dag. Jeg bilder mig ind, at en, som Herren har viset bort engang, har sat disse Folk ud for at hevne sig, thi ... Men see! Jeg er aldrig ærlig, har vi ikke en nye Diævel paa Halsen igien.

SCEN. 10

Oldfux kommer ind med sort Flors Halsklud, en gammel sort Peruqve med lang Pidsk i. De andre.

OLDFUX.

Um Verzeihung, gnädiger Herr, dass ich die Freyheit nehme einzugehen.

VIELGESCHREY.

Bryder I saa ind udi fornemme Folks Huus uden at melde jer an?

OLDFUX.

Ich darfte nicht anklopffen, ihr Hochwohlgebornheit, denn das wäre all zu driestig.

VIELGESCHREY.

Allzu driestig ... Hvad har I her at bestille?

OLDFUX.

Es ist mir gesaget worden, dass der Herr viel zu verrichten habe.

VIELGESCHREY.

Og just derfor kommer I for at spilde mig Tiiden!

OLDFUX.

Behiite Gott, wohlgebohrner Herr! Per contrarium, per contrarium, Ihr Hochwohlgebohrenheit!

VIELGESCHREY.

Slig Titel tilkommer mig ikke.

OLDFUX.

Sie sagen das nicht, Ihro Gnaden! sie sagen das nicht.

VIELGESCHREY.

Jeg troer, Lucifer har bragt mig den Knægt hid paa Halsen.

373
OLDFUX.

Der Herr ubereile sich nicht; bedencke doch dass ich ein studirter Mann bin, ein studirter Mann.

VIELGESCHREY.

Da har I ikke profiteret meget af jere Studeringer.

OLDFUX.

Bedencke doch, Ihro Wohlgebohrnheit, dasz ich iiber vier und zwantzig Sprachen verstehe.

VIELGESCHREY.

Her var ligesaadan Kompen forgangen, der sagde, at han forstod 20 Sprog, og dog vidste han slet intet.

OLDFUX.

Es ist aber so nicht mit mir; ich will mich selbst nicht riihmen, aber ich bin ein Capabler Mann und ein Patricius von Geburth . . .

PERNILLE.

Hvad vil det sige Patricius?

OLDFUX.

Han kysser Pernilles Forklæde. Unterthöniger Diener, Gnädige Fräulein!

PERNILLE.

Hillemænt, hvilke Titler!

OLDFUX.

Ich bitte unterthänigst uni Verzeihung, dass ich mein Compliment nicht zuvorn abgeleget habe.

PERNILLE.

Alt forladt.

OLDFUX.

Alle Menschen mussen mir zustehen dass ich ungemeine Studie habe. Ihro Gnaden können selbst begreiffen, das einer, der zu Wittenberg, Helmstad, Franckfurt, Prag, Leiptzig, Rostock, Königsberg, Niirnberg, Heidelberg, Cracau, Landau, Tiibingen, Uri, Schweitz, Unterwalden, Franckfurt am Main, Franckfurt an der Oder, Franckfurt an der Mose, Mccklenborg, Grubenhagen, Kiel, Zerpst etc. etc. etc. ausgenommen vielen Gymnasiis studiret hat . . . Ich sage, Ihro Gnaden können leicht begreiffen, dass einer, der so viele Universitäten freqventiret hat, ungemeine Studia haben miisse. Ist nicht wahr, Gnädige Fräulein?

VIELGESCHREY.

Jeg hører I har lært Pedanterie og at ...

OLDFUX.

Verzeihen sie mir, Hochwohlgebohrner Tugendsamer Herr Patron! Sie bedencken, dass ich iiber funfftzig Collegia tarn privata qvam privatissima gehalten habe, als Collegia practica, didactica, Tactica, Homiletica, 374 Exegetica, Ethica, Rhetorica, Oratorica, Metaphysica, Chiromantica, Necromantica, Logica, Talismannica,

Juridica, Parasitica, Politica, Astronomica, Geometrica,

Arithmetica . . .

VIELGESCHREY.

Holdt op, i Pokkers Skind!

OLDFUX.

Chronologica, Horoscopica, Metoscopica, Physica tam theoretica qvam practica . ..

VIELGESCHREY.

Giv mig hid min Stok, Pernille!

OLDFUX.

Ueber Institutiones, Codicem, Pandectas, Jus naturæ, jus civile, municipiale, feudale, jus Gentium, jus jusculum und dergleichen Wissenschafften . . .

VIELGESCHREY.

Min Stok, siger jeg!

OLDFUX.

Ihro Gnaden eyffre sich nicht! ich bin hier in guter Intention gekommen umb meinen geringen Dienst anzubieten, weil ich hore, dass der Herr viel zu verrichten habe. Wann ich erst in Affairen komme, werden sie sehen, was fur ein Kerl ich bin.

VIELGESCHREY.

Jeg kiender nok jer Landsmænd, saa snart I faaer en Finger i Sagerne, kand man aldrig faae jer der udaf igien.

OLDFUX.

Ich verlange fur meinen Dienst nichts anders als die blosse Kost, denn ich diene par honneur, par honneur.

VIELGESCHREY.

Hvori kand I da tiene mig?

OLDFUX.

Ich will mich obligiren in zehn Minuten einen gantzen Bogen Papiir zu schreiben.

VIELGESCHREY.

Det er meget. Der har I et ark Papiir til Forsøg.

Oldfux sætter sig ned og ladet som han skriver.

VIELGESCHREY.

Det skal længes mig at vide, hvordan dette vil løbe af. Jeg maa hen og see, hvordan han bær sig ad.

OLDFUX.

mødende Vielgeschrey. Sehen sie ein mahl,

Ihro Wohlgebornheit! Ich habe es ehr vollfertiget als versprochen war.

VIELGESCHREY.

Ach Himmel! hvad seer jeg? Han 375 har intet giort uden beklakket Papiiret. Hvor er min Stok?

Naar Vielgeschrey løber efter Stokken, kryber Oldfux under Bordet, og naar Vielgeschrey og Pernille løber til Kiøkken-Dørren, hæver Oldfux sig med Bordet til den anden Side, hvorpaa de begge løbe til ham, men han velter Bordet med Papiirene og løber bort.

VIELGESCHREY.

Ach Pernille! Denne Ulykke overgaaer alle. See engang, alle mine Papirer ligger i Uorden paa Gulvet! Nu kand man kiøbe mit Liv for 4re Skilling.

PERNILLE.

Ach Herre! lad ikke Modet falde; vi skal nok bringe dem i Orden igien. Men jeg skal have udspioneret, hvor dette henger sammen. Jeg vil døe paa, at nogen har sat dem ud.

VIELGESCHREY.

Ach! ach! jeg kand ikke meere.

PERNILLE.

Ach lille Herre! gaae op og kast jer paa Sengen lidt, jeg seer Herren er bleven altereret. Ach den stakkels Herre! Giør som jeg ydmygst beder! jeg skal inden en halv Time bringe alting i Orden igien.

VIELGESCHREY.

Jeg maa giøre det; thi jeg kand ikke staae paa mine Been. Gaaer bort.

PERNILLE.

Det gaaer fortreffeligt. Nu vil jeg ind i Magdelones Kammer til Bogholderen og stevne ham hid med sine Venner til Klokken 7, som er efter den Tid Leander kand have sluttet Ægteskabs Contract; thi jeg skal bringe Herren til at iile med Leander, just af Frygt for Leander. Og naar den rette Mand saa kommer, vil der blive en forbandet Historie. Men jeg retirerer mig af Huuset med Jomfruen. Det er dog en forbandet Karl den Oldfux. Han har spillet mange Pudser baade her og Udenlands. Den sidste Rulle var hans egen Invention. Derved vandt vi Spillet; thi nu staaer hans Hoved ikke til at tale med Bogholderen. Ingen er lettere at narre end stundesløse Folk, naar man skaffer dem Forretninger og Fortred.

376

ACTUS III

SCEN. 1

Vielgeschrey. Leonard.

VIELGESCHREY.

alleene. Jeg har haft mange fortrædelige Dage i Verden, men ingen som denne. Den halve Deel af saadanne Fortreeder var mægtig til at giøre det sterkeste Hoved forvirret. En kommer og vil true sig til at være min Svigersøn. En anden rykker mig i Haaret og siger, det betyder Parenthesis. Den tredie støder mit Skriver-Bord omkring. De maa endelig være udsat paa mig af onde Mennesker. Pernille skal nok udspionere det for mig. Havde jeg ikke den Piige, saa forgik jeg reent. Hun gaaer mig til Haande, hun ynker mig i mine Forretninger, og jeg er vis paa, at disse mine Fortreder gaaer hende ligesaa meget til Hierte som mig selv. Huusholdersken Magdelone derimod har jeg ingen Nytte af; thi hun gaaer stedse i Gifte Tanker, og saasom en Mand ikke staaer strax paa Pinde for hende, blir hun saa ond som Peber. Gid jeg vel var skilt med det Spøgels. Gid jeg kunde giøre hendes Bryllup tillige med min Datters i Aften. Men der seer jeg min Broer Leonard komme. God Aften, Monfrere! Jeg tog mig den Frihed at skikke Bud efter ham.

LEONARD.

Ja, hvad skal det betyde? I pleyer ikke have Bud efter mig. Er I ikke vel?

VIELGESCHREY.

Ney, jeg er færdig at døe af Harme. Jeg har haft mit Huus fuld af galne og uriimelige Folk, der ligesom forsætlig viis ere hid komne for at giøre mig Fortred og at hindre mig i mine Forretninger. Jeg har Seigr. Langspræck mistænkt derfor.

377
LEONARD.

Hvad ont har I da giort ham, som har kundet drive ham til saadant?

VIELGESCHREY.

Fordi jeg vilde ikke høre paa en Proces saa lang som Kiøbmagergade, som han fortalte overgaar.

LEONARD.

Men hvorfore kunde I ikke høre ham tale?

VIELGESCHREY.

Har jeg stunder til saadant, Monfrere?

LEONARD.

Det er sandt, Monfrere, I har aldrig stunder, skiønt I har aldrig noget at bestille.

378
VIELGESCHREY.

Spot ikke, Monfrere! hvorfor skulde jeg holde 4re Skriverkarle, uden jeg havde at bestille?

LEONARD.

Vil I da sige mig, hvori de Forretninger bestaaer?

VIELGESCHREY.

Vil I tælle mig Stjernerne paa Himmelen?

LEONARD.

Siig mig da en af disse vigtige Forretninger?

Hvad har I bestilt i Dag?

VIELGESCHREY.

For lutter Mængde af Forretninger har jeg intet kundet forrette i Dag.

LEONARD.

Saa haaber jeg ogsaa, at I kunde sige i gaar og ligeledes i overgaar.

VIELGESCHREY.

Ikke uden 5 Bryllups Breve, som jeg har ladet skrive, men har ikke faaet Leilighed at skikke dem bort med Posten.

LEONARD.

Hvad er det for Bryllups Breve?

VIELGESCHREY.

Min Datter Leonora skal giftes i Aften. Det er for den Aarsag, at jeg har haft Bud efter Monfrere.

LEONARD.

Med hvem skal hun giftes?

VIELGESCHREY.

Med Erich Madsen Bogholders ældste Søn Peder.

LEONARD.

Hvad! skiemter I? Vil I give jer Datter bort til en Skolemester?

VIELGESCHREY.

Monfrere! Jeg maa have en Sviger

Søn, der kand gaae mig til haande i mine Forretninger.

LEONARD.

Specificeer mig nogle af de Forretninger.

VIELGESCHREY.

Om I vil plage mig, saa vær saa god at sætte det op til en anden Dag; thi i Dag kand jeg ikke bære meere.

LEONARD.

Skal jeg tale for jer Datters beste, saa maa det være i Dag; thi i Morgen er det forsiide.

VIELGESCHREY.

Men hvad har I at sige paa det Parti?

LEONARD.

Det er jer Familie gandske u-anstændigt.

VIELGESCHREY.

Er ikke en Bogholder en brav Mand?

LEONARD.

Ikke for en ung Jomfrue af den Stand og Education. Jeg er vis paa, at hun vil gremme sig til 379 Døde derover; jeg kiender ikke Personen, men jeg har hørt ham beskrive.

VIELGESCHREY.

I tar feil, Monfrere. Min Datter er ligesaa meget derfor som jeg. Det første hun saae ham, blev hun saa forliebt, at jeg ingen Roe har haft, førend jeg har maat loved hende at slutte Contracten i Aften.

LEONARD.

Det faaer I mig i Ævighed ikke til at troe. Det er u-naturligt.

VIELGESCHREY.

Da skal jeg strax hielpe jer af Drømmen. Leonora og Pernille, kommer ind!

SCEN. 2

Leonora pyntet som Brud. Leonard. Vielgeschrey. Pernille.

VIELGESCHREY.

Min Datter! din Farbroer vil ikke troe, at dette Giftermaal staaer dig an. Han holder for, at det er u-anstændigt for vort Huus, og derfor har overtalt mig at bryde mit Løfte.

Leonora og Pernille græder.

LEONARD.

Tænkte jeg ikke nok, Monfrere! at hun ikke har samtykket tilforn uden af Tvang? See, hvor bevæget hun blev, da hun hørte sin Befrielse.

VIELGESCHREY.

Hvorfor græder du, mit Barn?

LEONORA.

Har jeg ikke Aarsag at græde? jeg svær ved alt det som helligt er, at jeg ingen anden Mand vil have end Peder Eriksen Bogholder.

PERNILLE.

Gaaer det Parti over styr, saa forlader jeg Herrens Huus.

VIELGESCHREY.

Ha ha ha! kand I nu høre, Monfrere?

Giv dig kun tilfreds min Datter! jeg sagde det kun for at friste dig.

PERNILLE.

Men hvorfor er Monsieur Leonard saa meget imod det Parti?

LEONARD.

Nu ikke meere, Pernille! eftersom jeg hører, hun selv er derfor.

380
LEONORA.

Det er en meget fornuftig Karl, min hierte Farbroer!

LEONARD.

I har giort et got Val mit Barn.

PERNILLE.

Han har giort en nye Regel udi Regnekonsten, kaldet Regela St. Petri.

LEONARD.

Ej, er der da noget at tage i Betænkning?

PERNILLE.

Om han ingen Midler havde, saa kand han forsørge Jomfruen alleene ved sit Pen og Griffel.

LEONARD.

Hvad Nød har hun da?

PERNILLE.

Hans Fætter Jonas siger, at han er den største Regnemester i Staden.

LEONARD.

Ej, slaae til, slaae til!

PERNILLE.

Og at han kysser Støvet under hans Fødder.

LEONARD.

Ej, slaae til, slaae til!

PERNILLE.

Hans Far, hans Farfar og Oldefar har ogsaa informeret i Bogholderie, saa at han kand regne sine 16 Ahner af Bogholdere.

LEONARD.

Slaae til, slaae til, slaae til!

PERNILLE.

Saa at han har Videnskaben ved Fødselen.

LEONARD.

Det er sandt, hun kunde aldrig giøre bedre Parti. Sagte. Jeg er bleven saa hovedsvimlet af dette Tøy, at jeg neppe kand staae paa mine Been. Jeg kand dog aldrig bilde mig ind, at dette maa være rigtigt.

VIELGESCHREY.

Seer I nu vel, Monfrere! I bildte jer ind, at jeg tvang min Dotter.

LEONARD.

Jeg har ikke et Ord at sige derimod, efterdi baade Faeren og Dotteren er eenige. Men der kommer Fremmede; det maa være Frieren, eftersom Notarius følger med.

SCEN. 3

Leander, Oldfux, klædde som Pedanter. Leanders Far-Broer, Corfitz som en gammel Mand. Notarius. Personerne af forrige Scene.

VIELGESCHREY.

Velkommen min kiære Svigersøn.

LEANDER.

Jeg er her kommen efter Aftale og har taget 381 min Fetter Jonam Candidatum udi Bogholderie, samt min kiære Far-Broder Corfitz med mig, at bivaane denne min udi deres Familie Indlemmelse; thi min Far Erich Madsen er ikke saa vel, at han kand komme ud i Dag.

VIELGESCHREY.

Er da denne Mand ikke hans Fader? mig synes ogsaa, at det er ikke Seign. Erich Madsen selv.

CORFITZ.

Ney, jeg er u-værdig hans Farbroder, men kommer her udi hans Fars Sted. Men denne unge Person Jonas Corfitzen er min egen Søn.

VIELGESCHREY.

Ja Børnlille! vi vil giøre det kort og got; thi Tiden er knap for mig. Saa gaaer hen og gir hinanden Hænder.

Leander og Leonora gir hinanden Hænder, hvorpaa enhver udi Compagniet giør dem en Compliment i sær.
CORFITZ.

Herr Notarius, vil I nu være saa god at indføre dette i jer Bog, at paa denne Dag imellem disse Personer er sluttet Ægteskab!

NOTARIUS.

Naar jeg kun veed Navnene . . .

VIELGESCHREY.

Min Dotter er fød her i Byen, gaaer udi sit tyvende Aar, og Brudgommen .. .

LEANDER.

Jeg skal sige ham de Omstændigheder om min Person.

Notarius skriver, og Leander dicterer sagte.
CORFITZ.

Jeg forsikrer min Herre om, at min Bror-Søn Peder skal være ham en lydig Svigersøn, som med Fornøyelse vil gaae ham til Haande udi hans Forretninger.

VIELGESCHREY.

Det er just derfor jeg har foretrækket ham adskillige fornemme unge Personer, besynderlig en ung Straten-Junker, som hun halvdeels uden mit Vidende havde forlovet sig med. Samme Knægt har i Dag truet mig med Retten, derfor har jeg iilet med at slutte Contracten.

CORFITZ.

Hr. Svoger har giort vel derudi, saa faaer han en lang Næse.

PERNILLE.

Ach gunstige Herre! jeg har en ydmygst Bøn til ham.

VIELGESCHREY.

Hvad er det Pernille? du veedst, at 382 jeg giør alting for din skyld; thi du har tienet mig troelig og ærlig. Du vil vel maaskee ogsaa have en Mand?

PERNILLE.

Ney, gunstige Herre! det er ikke for mig, det er for den stakkels Magdelone.

VIELGESCHREY.

Gid hun var vel af Huset. Det er ikke min Skyld, at hun ikke er gift, men jeg kand ikke trække hende en Mand efter Hals og Haar. Jeg har tit sat mig for at frie en eller andensteds for hende, men jeg er altid hindret af Forretninger.

PERNILLE.

Ney vil Herren behage at høre mig, hun er forlovet.

VIELGESCHREY.

Med hvem?

PERNILLE.

Med een af de fornemste Byens Bedemænd. Vi har stevnet ham hid just paa denne Tid at begiære hende af Herren, eftersom Herren har besluttet at sætte sine Forretninger en Times Tid til side.

VIELGESCHREY.

Det er vel overlagt af dig; thi jeg veed ellers ikke, naar jeg faaer Tid dertil.

PERNILLE.

Det kunde i mine Tanker blive afgiort i Aften, medens Notarius er her.

VIELGESCHREY.

Det skulde være mig usigelig kiært. Hr. Notarius, vær saa god og tøv et Øyeblik, her falder maa skee noget andet at forrette.

PERNILLE.

Mig syntes, at det var allermageligst for Herren; thi det er at slaae to Fluer med een Smekke. Men der kommer min Troe Bedemanden med sin Far.

SCEN. 4

Peder Erichsen. Erich. Personerne af forrige Scene.

ERICH.

Her kommer jeg med min Søn efter Løfte at fuldbyrde Forlovelsen.

VIELGESCHREY.

til Pernille. Hvad vil det sige, efter Løfte?

PERNILLE.

Det heder saa udi Bedemands Stiil. De slags Folk har altid en hob Fyldekalk for at giøre deres Tale vitløftig. De har egne Tale-Maader, som for Exempel, 383 Pigerne udi Huset kalder de Døttre; naar han har talt med mig om Herren, saa har han sagt, i Steden for jer Herre og Principal, jer kiære Far.

VIELGESCHREY.

Ej, det er artig.

PERNILLE.

Derfor giør man Forskiæl mellem Bedemands Stiil og anden Menneskelig Stiil.

VIELGESCHREY.

til Erich Madsen. Det er mig kiært min Herre. Jeg forsikrer paa Brudens Vegne, at hun er en brav forstandig Huusholderske.

ERICH MADSEN.

Jeg tviler ikke derpaa, thi af saadant got Træe, som min Herre er, kand ikke komme uden gode Frugter.

VIELGESCHREY.

til Pernille. Det er sandt du siger: disse Bedemænd har underlige Tale-Maader. Lad Magdelone komme ind.

Pernille springer efter Magdelone.
VIELGESCHREY.

til Erich Madsen. Monsieur! det kommer mig for, som jeg har haft den Ære at see ham ofte tilforn.

ERICH.

MADSEN til Pernille. Hvad vil det sige, lille Barn? han lader, som han kiender mig ikke, da han dog har selv i Dag været henne hos mig for at frie for sin Dotter.

PERNILLE.

Hr. Bogholder maa ikke regne Herren, saaledes taler han hundrede gange om Dagen hen i Taaget; thi han har saa mange Forretninger i Hovedet.

ERICH MADSEN.

Ha, ha, ha!

VIELGESCHREY.

Kommer Magdelone? Pernille!

PERNILLE.

Ja hun kommer i dette Øyeblik.

ERICH.

MADSEN til Vielgeschrey. Hans kiære Dotter pynter sig maa skee.

VIELGESCHREY.

sagte. Atter Bedemands Stiil! Høyt. Ja jeg troer det. Hun er ellers ikke meget for Stads; men jeg kand tænke, at hun griber sig nu an.

ERICH MADSEN.

Min Herre er selv ikke meget for Stads; derfor kand hans Børn ikke heller være.

384
VIELGESCHREY.

sagte. Atter Bedemands Stiil! Høyt. Ney af mig skal ingen i Huset lære Vellyst.

ERICH MADSEN.

Ja min Herre har sagt mig det selv.

VIELGESCHREY.

Har jeg da nyelig haft den Ære at tale med Monsieur?

ERICH.

MADSEN sagte. Ha, ha, ha! atter hen i Taaget.

Høyt. Jeg merker, at min Herre har altid Hovedet fuld af Forretninger.

VIELGESCHREY.

Ja det er sandt Monsieur! derfor har jeg udvalt en arbeidsom ung Person til min Svigersøn, som kand gaae mig til Haande.

ERICH MADSEN.

Jeg takker skyldigst.

VIELGESCHREY.

sagte. Atter Bedemands Stiil!

PERNILLE.

Er det ikke sandt, som jeg siger? Det er lutter Bedemands Formularier.

VIELGESCHREY.

Men det lader, som min Herre har kiendt mig tilforn.

ERICH.

MADSEN sagte. Atter hen i Taaget! Høyt. Men der kommer Bruden. See, min Herre, der er hans kiære Dotter.

VIELGESCHREY.

sagte. Atter Bedemands Stiil! Gid Fanden fare i slige Tale-Maader.

SCEN. 5

Magdelone med Haarhue. Personerne af forrige Scene.

VIELGESCHREY.

Kom frem, mit Barn. Det er mig usigelig kiært, at det er kommen saa vidt, at jeg kand gifte jer af mit Huus. I faaer en brav Mand, som kand forsørge jer.

MAGDELONE.

Jeg tviler ikke derpaa, i sær eftersom . . .

PERNILLE.

Det er best, at vi giør det kort og got; thi Herren har ellers en hob Forretninger i Aften.

ERICH MADSEN.

Finder min Herre det for got, at Ægteskabs Contracten sluttes i Aften?

VIELGESCHREY.

Ja Monsieur, jeg er fornøyet dermed.

385
PERNILLE.

Saa gir hin anden strax Hænder da. De ere begge to som forliebte Rotter.

De gir hin anden Hænder, omfavner hin anden; enhver i sær giør Gratulation. Notarius skriver, og Pernille siger ham sagte til.
VIELGESCHREY.

Adieu, Hr. Notarius! jeg skal skikke ham Pengene i Morgen. Notarius gaaer bort.

VIELGESCHREY.

Saa fortrædelig som denne Dag har været for mig, saa glad og angenem derimod har Aftenen været, i det jeg har paa eengang faaet baade min Datter og min Huusholderske forsørget.

ERICH MADSEN.

til Pernille. Har han ogsaa giftet sin Huusholderske bort i Aften?

PERNILLE.

pegende paa Leonora. Ja Monsieur! det er det unge Menneske, som han der seer.

ERICH.

MADSEN. Det er et kiønt Menneske; hvem faaer hun?

PERNILLE.

Denne unge Person, som der staaer. Han er Bedemand her i Byen.

Begge Brude-Folkene staaer imidlertid og caresserer hin anden.
VIELGESCHREY.

Nu har jeg glemt all min Fortræd.

ERICH MADSEN.

Ja det er faldet ræt vel ud; thi i hvorvel Bogholdere og Bedemænd, af hvilke den eene har faaet hans Datter og den anden hans Huusholderske, ere kun ringe Folk, saa kand de dog begge rigelig forsørge deres Koner; thi jeg vil tiene kiære Svoger . . .

VIELGESCHREY.

Hvorfor kalder han mig Svoger?

ERICH MADSEN.

Jeg er en gammeldags Mand og rætter mig efter den gamle Verden.

VIELGESCHREY.

sagte. Det maa være, som Pernille siger, paa sin Bedemands Stiil. Høyt. Jeg siger det ikke af Hofmod, men fordi det er ikke brugeligt.

ERICH MADSEN.

Jeg veed nok, at det er brugeligt iblant fornemme Folk at sige Monsieur til Alting.

386
VIELGESCHREY.

Ey, han maa ikke tage det op som en Hofmod af mig.

ERICH MADSEN.

Aldeeles ikke! men ellers er jeg en Mand, der ikke har fornøden at skiemme mig ved min Profession; baade jeg og min Søn kand leve reputeerlig, og derforuden legge Penge op hvert Aar.

VIELGESCHREY.

Jeg troer det nok; men et Aar er dog ikke saa got som et andet. Det Aar efter Pesten, troer jeg, var et got Aar for Folk af hans Profession.

ERICH MADSEN.

sagte. Nu snakker han hen i Taaget igien. Høyt. Jeg veed aldeles ikke, hvad han vil sige med dette.

VIELGESCHREY.

Jeg meener, da faldt der saa mange Brylluper ind.

ERICH MADSEN.

Hvad kommer Brylluper min Profession ved?

VIELGESCHREY.

I er jo Bedemand her i Staden.

ERICH MADSEN.

sagte. Jeg troer aldrig, at han er rigtig i Hovedet. Høyt. Hør, kiære Svoger! taler han saa i Tanker, saa ynker jeg ham, og taler han saa for at spille Giæk med mig, saa giør han ikke vel.

VIELGESCHREY.

Holdt op med den Svoger-Titul, udi Pokkers Navn! er jeg jer Svoger?

ERICH MADSEN.

Er min Søn ikke gift med jer Datter?

PERNILLE.

sagte. Ræt nu vil det bryde løs, men det maa ikke hielpe.

VIELGESCHREY.

Jeg veed nok, at det er en Talemaade af jer Bedemænd at kalde en Pige udi Huset Datter og Herren for Svoger; men om jer Søn har faaet min Huusholderske, saa er vi derfor ikke Svogre, thi jeg har min Troe aldrig rørt hende.

PERNILLE.

sagte. Holdt nu Ørene stive, Pernille.

ERICH MADSEN.

Hvad Pokker vil I sige med jer Huusholderske? Vil I giøre jer Datter til jer Tieneste-Pige?

VIELGESCHREY.

Ney, jeg kiender nok min Datter, og jeg kiender nok min Huusholderske, Hr. Bedemand!

387
ERICH MADSEN.

Jeg er ingen Bedemand, i Pokkers Skind!

VIELGESCHREY.

Pernille! han siger, at han er ingen Bedemand. Jo min Siæl er I Bedemand.

PERNILLE.

Jo Herre! det er en af de ældste Bedemænd her i Staden.

ERICH MADSEN.

Gid du faae en Ulykke din Laptaske, saa vist som du lyver. Mit Navn er Erich Madsen og jeg er Bogholder. Og det er min Søn Peder, som offentlig er bleven gift med jer Datter.

VIELGESCHREY.

Hvad Pokker er dette for Koglerie? Jeg er allerede halv forrykt i mit Hoved. Til Leander. Hør, Monsieur! Er I ikke Erich Madsen Bogholders Søn?

LEANDER.

Forlad mig det, kiære Sviger-Far. Jeg heeder Leander og er Hr. Jeronimi Søn.

VIELGESCHREY.

Hør, Seign. Jonas Corfitzen! Er det ikke jer Fetter?

OLDFUX.

Forlad mig det, min Herre. Jeg heeder Oldfux og er en bekiendt Pudsenmaker her i Staden til Tieneste.

VIELGESCHREY.

Jeg spør jer nok engang, Monsieur! Er I ikke Bedemand her i Byen?

ERICH MADSEN.

Og jeg svarer jer nok engang for alle, at jeg er Erich Madsen Bogholder.

VIELGESCHREY.

Og I unge Person, som har faaet min Huusholderske! er I ikke en Bedemand og en Bedemands Søn?

PEDER.

Jeg er Peder Bogholder, som har faaet hans Datter.

VIELGESCHREY.

I er gal, der staaer jo Peder Bogholder.

LEANDER.

Ney Herre! jeg heeder Leander.

VIELGESCHREY.

Ach Himmel! hvad er dog dette? Enten er jeg gal eller I galne, eller Ovidii Metamorphosis er kommen i vore Tider. Hør, min Datter! est du ikke min Datter?

388
LEONORE.

Jo, jeg er, hierte Papa!

VIELGESCHREY.

Og I Magdelone! er I ikke Magdelone?

MAGDELONE.

Jo, Herre!

VIELGESCHREY.

Og du min Datter! est du ikke gift med Peder Erichsen Bogholder?

LEONORE.

Forlad mig, hierte Papa! jeg er gift med Leander Jeronimi Søn.

VIELGESCHREY.

A .... Og I Magdelone! Er det ikke en Bedemand, I har faaet?

MAGDELONE.

Forlad mig, Herre! det er en Bogholder. Vielgeschrey sætter sig ned paa en Stoel og grunder.

ERICH MADSEN.

til Leonard. Min Herre! hans gode Broder er kommen reent fra Forstanden. Vi maa have Bud efter en Doctor; thi han kiender jo ikke en af os igien.

LEONARD.

Jeg har staaet gandske fortabt og hørt paa alt dette. Jeg troer ikke andet end her er spillet nogen hocus pocus.

VIELGESCHREY.

springende op af Stoelen. Jeg er Alexander Magnus, og I andre ere alle Slyngle, som skal døe for min Haand!

Tar Stoelen i Haanden og jager iblant dem; Leonard fatter ham om Livet og sætter ham.
LEONARD.

Min hierte Broder, kiender I rnig ikke?

VIELGESCHREY.

Ach! ach! ach! Jeg var gandske fra mig selv over disse Historier. I er min Broder Leonard.

LEONARD.

Giv jer tilfreds, min hierte Broder! lader os examinere Sagen med Kaaldsindighed; thi her er vist nok spillet Intriguer. Hør, min kiære Leonora! Jeg kand merke, at jer Far har villet gifte jer til en mod jer Villie, og I derfore har brugt List for at undgaae saadant Giftermaal.

LEONORA.

paa Knæ. Ach min allerkiereste Far! Jeg beder med grædende Taare om Forladelse. Kierlighed til Monsieur Leander paa en Side og Desperation paa den anden har forført mig til at gribe til disse ulovlige Midler.

389

        

390
LEANDER.

ogsaa paa Knæ. Gunstige Hr. Svigerfar! Jeg er den Person, som han i maares visede saa haanlig bort. Jeg har stillet mig an, som jeg var Peder Erichsen Bogholder, for under det Navn at nyde den Skat, som jeg ellers ikke kunde blive mægtig.

PERNILLE.

ogsaa paa Knæ. Gunstige Herre! Jeg er Capitain for dette heele Compagnie af Intriguer. Jeg har opspundet alle disse Listigheder, ikke for at bespotte min Herre, men for at redde jer kiære Datter, hvilken af Fortvilelse havde taget Livet af sig selv, hvis hun havde blevet tvunget at tage denne Bogholder.

OLDFUX.

ogsaa paa Knæe. Gunstige Herre! jeg er Oldfux, en vel-studeret vandrende Ridder. Det var mig, som agerede Advocat og Skriver i Eftermiddag, for at hindre Herren, at han ikke fik Leylighed at tale med Peder Erichsen, da han kom at frie til Magdelone, som man bildte ham ind var Herrens Dotter.

VIELGESCHREY.

Ach Monfrere! dette maa jeg hevne, om det skal koste mit Liv.

LEONARD.

Monfrere! Jeg kand forsikre, at dersom de havde taget mig udi Ledtog med, havde jeg, u-anseet den Estime jeg har for min Broer, ladet mig ogsaa bruge dertil. I maa forlade disse unge Mennesker, og ansee disse Intriguer som Kierligheds- og Fortvilelses-Virkninger. Kierlighed er saadan sterk Passion, at man overtræder alle Grendser for at nyde det, som man inderlig attraaer. Hvad har I ellers at sige paa dette Parti? Er det ikke ti gange bedre og reputeerligere end det andet? Er det ikke en skikkelig, fornem og riig Person?

VIELGESCHREY.

Men Monfrere! han forstaaer ikke sit Bogholderie. Jeg vil have en Svigersøn, som var færdig derudi, og kunde gaae mig til Haande i mine besværlige Forretninger.

LEONARD.

Hør, Monfrere! Vil I lyde mit Raad, saa skaf først alle jere Skriver-Karle af, gak ud og besøg gode Venner om Aftenen, sov jer Middags-Søvn, og 391 bild jer ind, at I har intet at forrette, og see saa til, om der ikke skal blive meere bestilt udi Huuset.

VIELGESCHREY.

Ey, Monfrere, før ikke saadan Snak. Ingen veed, hvordan Skoen trykker, uden den, som har den paa Foden.

LEANDER.

Ach, min hierte Sviger-Far! dersom han vilde lade sin Vrede fare, forsikrer og lover jeg at legge all min Tid an paa at regne og skrive, for at gaae ham til Haande udi hans Forretninger.

PERNILLE.

Ja det vil jeg cavere for at han giør, Herre!

VIELGESCHREY.

Ja du, din Laptaske! du skal betale mig Leegen.

PERNILLE.

Hvis jeg ikke havde havt Estime for Herrens Huus, saa havde jeg ladet alting gaae sin Gang. Men som jeg ikke kunde taale at see Herren prostitueres og Jomfruen bragt til Fortvilelse ved saadant Parti, har jeg grebet til dette Middel.

LEONARD.

Det er sandt, som hun siger; thi hvorfor skulde hun sætte sig udi saadan Fare, uden Nidkierhed havde drevet hende dertil?

VIELGESCHREY.

Lover I mig da, Monsieur, at legge jer efter Bogholderiet?

LEANDER.

Ja jeg svær kiære Svigerfar dertil.

VIELGESCHREY.

Hvad raader I mig da at giøre? Monfrere!

LEONARD.

Jeg raader og beder for all den broderlig Kierlighed, der er imellem os, at I forlader dem det alle! thi Contracten er alt sluttet, som ikke kand ophæves.

VIELGESCHREY.

Saa blir det vist, Monsieur, at I vil legge jer efter Bogholderiet?

LEANDER.

Ja jeg svær kiære Svigerfar dertil.

VIELGESCHREY.

Saa vil jeg da kalde jer Svigersøn, og forlade alle de andre, hvad de har giort mig imod. Staaer kun op igien! De reyser sig alle.

VIELGESCHREY.

Min Hr. Erik Madsen! I seer hvordan er tilgaaet. Jeg havde tænkt at give min Datter til 392 hans Søn; men disse forliebte Personer har spillet ham i Huusholderskens Hænder. Hun er ellers et skikkeligt Menneske, er kommen af got Folk, og ikke over sine 40 Aar, saa der kand være Forhaabning, at hun kand forplante Bogholderiet.

ERICH MADSEN.

I maa selv beholde jer Huusholderske, det I faaer en U-lykke! Hun skal aldrig blive min Sviger-Dotter.

VIELGESCHREY.

Det maa I trækkes om.

ERICH MADSEN.

Jeg skal lade jer stevne.

VIELGESCHREY.

I maa stevne min Piige og den Karl, som har smedet paa det Ægteskab; thi jeg kand giøre min Eed paa, at det er mig u-afvidende.

ERICH MADSEN.

Ach jeg elendige Mand!

PEDER.

Ach jeg fattige Per Erichsen!

MAGDELONE.

Ach min Engel! vær ikke vred.

PEDER.

Ey, gak til Bloksbierg!

MAGDELONE.

Jeg har 3000 Rixdlr. paa Rente, som jeg har lagt mig til gode udi Herrens Tieneste. Hans Datter faaer ikke saa meget til Medgift.

PEDER.

Jeg kommer da til at skikke mig derudi, Papa!

ERICH MADSEN.

Giør hvad du vil. Kom, lad os gaae hiem uden at tage Afskeed med de Bedragere.

VIELGESCHREY.

Hans Tiener, Hr. Bogholder! Jeg vil recommendere min Svigersøn til hans Information.

ERICH MADSEN.

I maa recommendere Fanden!

LEANDER.

Adieu Hr. Bogholder.

OLDFUX.

Hans Tienere, Peder Erichsen! jeg ønsker til Lykke.

PERNILLE.

Adieu, Hr. Bogholder, prosit die Malzeit!

PEDER.

Adieu, I Slyngle tilsammen!

LEONARD.
til Spectatores.

Af dette korte Skue-Spil
See til at du kand lære,
At der vil meer end Stoyen til,
For flittig at passere;
393 Thi seer man een at spilde Tid
Ved Søvn og gode Dage:
Saa een ved alt for megen Fliid
Sig sætter og tilbage.
En løber, slider et par Skoe,
For ringe Ting at vinde;
Han baadet meere, hvis i Roe
Bag Ovnen han sad inde.
Thi som det stundum farligt er
At være alt for vittig,
Saa mangen ødelagt man seer
For han er alt for flittig,
For han af lutter Hurtighed
Frem og tilbage løber.
En bygger for at rive ned,
En støber og omstøber.
Den Stundesløses Characteer,
Saa vit jeg kand besinde,
Jeg veed ey i Comoedier
Om man skal kunde finde.
Jeg bryder lis her samt i meer,
Mig underkaster Dommen,
At intet udi Verden er
Den første gang fuldkommen.

Den Stundesløse Noter

S. 320
avanturier, fr. aventurier, Eventyrer, Lykkeridder.

S. 323
rare, sjældne.

S. 324
at ansee, at se til. - klamrede hun med, skældte hun ud paa. - Drenge, Tjenestekarle. - Vielgeschrey, ty. Megen Skrigen, Skraalen. - geskiæftig, travlt beskæftiget, foretagsom; rastløs.

394

S. 325
forklager dem, klager over dem. - iblant, en Gang imellem, undertiden.

S. 326
Discretion, Belønning, Dusør. - Postdag, Dag, paa hvilken Posten afgik fra eller ankom til et Sted uden daglig Postforbindelse; en travl Dag. - Don Qvichot, Titelpersonen i Cervantes' Roman. - fermentere, gære.

S. 328
Hurtighed, Snildhed. - Credit, Anseelse. - Dintfass, ty. Dintenfass, Blækhus.

S. 329
Federmesser, ty. Pennekniv. - Sandbiichs, ty. Sandbiichse, Sandbøsse. - confereret med Klakken, sammenholdt med Kladden.

S. 330
Summa lateris, lat. Sidens Sum. - Hent 2 Skilling i Theevand, hentet for 2 Skilling Te.

S. 331
Memoriam localem, lat. memoria localis, Stedsans.

S. 332
Tutti, ital. alle. - Barbeeren siger paa gebrokkent Tysk: Jeg har allerede været her to Gange i Dag for at barbere Herren, men Herren var endnu ikke staaet op ... Det er et grusomt Vejr i Dag .. . Jeg ved ikke, hvordan det er fat med Verden, jo mere man lever, jo galere gaar det, man hører og ser ikke andet end ondt... Herren har maaske hørt, hvad der er passeret i disse Dage? .. . Saa vil jeg da fortælle Eders Naade det. En Matroskone i Nyboder har paa een Gang bragt 32 Børn til Verden, og var dog ikke tykkere end en almindelig gravid Kvinde. Hvorledes kan Eders Naade begribe det?... Det er saa sandt som jeg staar her, thi jeg kan fortælle Historien med Omstændigheder, thi Børnene blev alle døbt, men døde straks derefter.

S. 333
Pund var Betegnelsen for et vist Kvantum Korn; et Pund Byg kunde i de forskellige Egne af Landet variere fra 15 til 36 Skæpper. Bonden skal altsaa i Landgilde betale Værdien af 3 Pund Byg plus Værdien af et Boelsvin, dvs. et Svin, der er opfodret paa Stald, modsat Oldensvin. - høye Marker, højtliggende Marker. - Capitels Kiøb, Kapitelstakst, Kornets Gennemsnitspris, der af Hensyn til Afgifterne fastsattes for hvert enkelt Aar.

S. 334
Will... soll, vil Herren have, at jeg skal komme igen en anden Gang? - appliceret sig, lagt sig efter. - galante Exercitier, fine Manerer.

S. 337
Det er artig! Det var meget!

S. 339
Salen, den store Stue, der gerne laa paa første Sal. - optrække, narre. - Glorie, Hæder. - insinuere, indynde. - Genie, Naturel.

S. 340
Favorit, Yndling. - Machiner, Intriger.

S. 341
for den anden kommer, før den anden kommer.

S. 342
entretenere, underholde. - resolverer, beslutter. - disartigere, des morsommere.

S. 343
bestemmer, sætter Stævne.

395

S. 344
Præparatorier, her: de nødvendige Sager til Forklædningen.

S. 345
proponere, foreslaa. - Skolemester, Bogholderen underviser i Regning. - angrasere, Forvanskning af engagere, her anvendt for recommendere, anbefale. - prima ... secunda, første, anden, dvs. ældste og næstældste. - accordere, overlade (efter Overenskomst) ; tilstaa, bevilge. - efter Sigt, efter Forevisning, nemlig af en forfalden Veksel.

S. 346
Transport, Overdragelse af en Fordring. - valore intrinseco, i indre Værd. - en autorisered Seddel mod en Banco Daler, en Rigsdalerseddel over for en Sølvrigsdaler. - Eftertale, nedsættende Omtale. - fixeret, narret. - Invention, Paafund.

S. 348
Alexander Magnus, Aleksander den Store. - Een maal Een, een gange een, den lille Tabel. - Blianspen, Blyant. - faaet Laudabilem til Attestatz, faaet første Karakter til teologisk Embedseksamen. - modest, beskeden.

S. 349
aparte, afsides. - Almisse, Velgerning.

S. 350
i sine Klæer, i Stadstøjet. - vist nok, sikkert. - Det vil endelig ikke sige, det gør saamænd ikke noget. - for Ceremonie, pro forma, for en Forms Skyld.

S. 351
efter Tempo, i Takt.

S. 352
Styli Novi, efter ny Stil, dvs. efter den gregorianske Kalender, som blev indført i Danmark Aar 1700.

S. 353
synderlig, særligt. - Parenthesis claudatur, Parentesen sluttes. - for Tiden, før Tiden. - Patron, Velynder, Beskytter. - Moecenas, Mæcen, Beskytter af Kunst og Litteratur. - skiemmer sig, skammer sig.

S. 354
Assignation, Anvisning. - Obligation, her Pengeseddel. - foretrækket ham adskillige, foretrukket ham for adskillige. - Votre ... Serviteur, fr. Deres ydmyge og lydige Tjener.

S. 355
Regula Detri, Reguladetri er Reglen om, hvorledes man af tre bekendte Størrelser i en Proportion kan finde den fjerde ubekendte. - skraber, gør en Skrabud.

S. 356
Opskrifterne, Udskrifterne, Adresserne. - seer, muligvis Trykfejl for suer, dvs. suger. Skrivere plejede at slikke Gaasepennen ren.-reputeerlig, passende. - omendskiønt han gandske ingen, selv om han slet ingen. - slutter, beslutter.

S. 357
Salutem, lat. salus, Hilsen. - Subalterne, Underordnede.

S. 358
examinere, undersøge. - for Klokken 6, før Klokken 6.

S. 359
fornøyer mig, stiller mig tilfreds.

S. 360
Catalogus, Fortegnelse.

S. 361
Fristelse, Forlegenhed, Knibe. - Discours, Samtale, Diskussion.

S. 362
tilforn, i Forvejen. - fortryde paa, tage ilde op.

S. 363
Habilitet, Dygtighed. - uden at jeg vil sætte Bryllupet op, medmindre jeg vil udsætte Brylluppet. - Straa-Junker, nedsættende 396 Udtryk: Dagdriver, Spradebasse (jfr. ty. Strohjunker, Spottenavn paa en Landjunker).

S. 365
Direction, Styrelse. - uroest, uden at rose mig. - læse, bede.

S. 366
spiller, leger.

S. 367
consulere, forklares korrekt af Oldfux. - confunderer, forveksler, sammenblander. - Syntaxi, gr. Syntaksis, Ordføjningslære. - Orthographia ... scribendi, Ortografi er Kunsten at skrive Ordene rigtigt. - rørt om, nævnt, omtalt. - non ... corrigo, jeg retter ikke Ortografien, men Vendingerne. - lovlige (sml. tysk löbliche), prisværdige.

S. 368
in Foro Theologico, for den teologiske Ret, ved den kirkelige Domstol. - in... paragraphos, i Bøger, Kapitler og Paragraffer. - codicem, af codex, etc. forskellige Dele af Romerretten, se Bind I, S. 384. - compendieux, kortfattet.

S. 371
tracteret, behandlet. - Antestaminor, for antestamino, du skal blive kaldt til Vidne. I Rom tog man i den Forbindelse Vedkommende i Øret. - det ringeste intet, ikke det mindste. - liderlig, skammeligt.

S. 372-74.
Oldfux siger: Om Forladelse, naadige Herre, at jeg tager mig den Frihed at gaa ind ... Jeg turde ikke banke paa, Deres Højvelbaarenhed, thi det vilde have været alt for dristigt... Det er blevet sagt mig, at Herren har meget at forrette ... Gud bevare mig, velbaarne Herre, tværtimod, tværtimod, Deres Velbaarenhed ... Sig ikke det, Deres Naade, sig ikke det... Herren maa ikke forivre sig; betænk dog, at jeg er en studeret Mand, en studeret Mand .. . Betænk dog, Deres Velbaarenhed, at jeg forstaar over fireogtyve Sprog... Men saadan er det ikke med mig; jeg vil ikke rose mig selv, men jeg er en dygtig Mand og en født Adelsborger ... Underdanige Tjener, naadige Frøken! ... Jeg beder underdanigst om Forladelse, at jeg ikke har gjort min Opvartning før . .. Alle Mennesker maa tilstaa, at jeg har usædvanlige Kundskaber. Deres Naade kan selv begribe, at en, der har studeret i Wittenberg o.s.v., for ikke at tale om mange Gymnasier. Jeg siger, Deres Naade kan let begribe, at en, der har besøgt saa mange Universiteter, maa have usædvanlige Kundskaber. Er det ikke sandt, naadige Frøken? . .. Om Forladelse, højvelbaarne dydige Hr. Velynder! Betænk, at jeg har holdt over halvtres Forelæsningsrækker saavel for snævre som for de snævreste Tilhørerkredse, saavel - Oldfux nævner en Mængde Fag fra forskellige Fakulteter, men iblander flere opdigtede .. . Forivre Dem ikke, Deres Naade! Jeg er kommet i en god Hensigt for at tilbyde min ringe Tjeneste, fordi jeg hører, at Herren har meget at forrette. Naar jeg først kommer til Forretninger, skal De se, hvad for en Karl jeg er... Jeg forlanger ikke andet end Kosten alene for min 397 Tjeneste, thi jeg tjener for Æren, for Æren ... Jeg vil forpligte mig til at skrive et helt Ark Papir paa ti Minutter ... Se engang, Deres Velbaarenhed! Jeg har fuldført det hurtigere end lovet. - Kompen, Kumpan.

S. 375
beklakket, tilklattet. - i Uorden, rettet fra: i Jorden. - altereret, ophidset.

S. 376
Monfrere, fr. mon frère, min Broder.

S. 377
overgaar, i Forgaars.

S. 378
haaber, venter, antager. - Education, Opdragelse.

S. 379
af Drømmen, ud af Vildfarelsen.

S. 381
Compagniet, Selskabet. - i sær, for hver af dem.

S. 383
griber sig nu an, gør sig Umage.

S. 384
Vellyst, Luksus. - Haarhue, tætliggende Kvindehue, der skjuler Haaret.

S. 385
caresserer, kærtegner, kæler for. - jeg vil tiene, jeg skal sige.

S. 386
Pesten i 1711 bortrev en Trediedel af Københavns Befolkning.

S. 387
Ovidii Metamorphosis, Ovids mytologiske Digtkreds »Forvandlingerne«.

S. 391
cavere, garantere. - prostitueres, vanæres.

S. 392
fattige, stakkels. - recommendere, anbefale. - prosit die Malzeit, ty. velbekomme. - Spectatores, lat. Tilskuerne.

S. 393
baadet, vandt, opnaaede.